Preussens historieomskrivning & Tysklands anklage mod Danmark

John Wagner citerer i ”The Boxer” (1939, 1950-udgaven, s. 27) Johann Elias Ridinger (Ulm 1698-1767 Augsburg)  i min danske oversættelse:
 
”Hovedparten af de gamle tyske hundekobbel bestod af grovhårede, store hunde med duskede haler (bush tails) og ulveagtige hoveder der blev kaldt ”Rüden”. De blev leveret til hoffet af bønderne i utallige mængder og var udsat for store tab ved hver jagt. Derfor blev ingen speciele anstrengelser gjort for at avle dem. Doggen og Bullenbeisser [hundene] derimod vidste instinktivt hvordan den skulle takle vildtet bagfra og holde fast i det på en måde så de undgik alvorlig skade og samtidig gav jægerne tid til at nå frem til ofret. Derfor var de mere værdifulde til jagten og var derfor højt værdsat og blev omhyggeligt avlet”.

I afsnittet ”Jagtens ophør, Buffon og gavegivning til Europas adel (1700 tallet)" har vi set hvorledes Johann Jakob Ridinger i 1768 gengiver de tre forskellige hundetyper benyttet til vildsvinejagten i det sydlige Germanien; "Sau Rüden" (hvid ruhåret hund), "Bauer Hund" og "Dänischer Hund".

Nedenfor ser vi formentlig den anden hundetype ”Rüdenhund”.

 
Pieter Brueghel (Pieter Bruegel, Peter Brügel) den Ældre’s (1525-1569) maleri ”Massacre of the innocents” fra år 1566-67. Maleren var flamsk. Den grovhårede ulve-lignende store hund viser formentlig en ”Rüdenhund”. Maleriet findes på Kunsthistorisches Museum, Wien.

Museumsdirektør Jette Baagøe, Dansk Jagt- og Skovbrugsmuseum, Hørsholm har forklaret mig at kunstneren Johann Elias Ridinger arbejdede det meste af sit liv i Augsburg for kurfyrsterne af Bayern, hvoraf Max Emanuel (1679-1726) var den første, der især interesserede sig for Parforce-jagten. Hans søn Karl Albrecht (regent 1726-1745), der blev tysk kejser år 1742 e.Kr., var også en stor jæger og især meget glad for hunde. Vi vil senere se nogle af hans arbejder.

At den oprindelige tyske jagthund kaldes ”Rüden” er ufattelig vigtig at forstå.
 
Ordet ”Rüde” betegner på tysk ”männlichen Hunde, Füchse und Wölfe”, dvs. som Johann Elias Ridinger i 1700 tallet e.Kr. netop har beskrevet for os; grovhårede store hunde, ræve og ulve. Samme ord genfindes i kommunen ”Ryde” i landskabet Angel, Satrup Amt, Syd-slesvig. Det er disse store hunde der storavles i Germanien, og de har intet at gøre overhovedet med Den Store Hund.
 
Her følger uddrag af et brev sendt af den tyske hundeavler Max Grass, ejer af Heinrich Grass Senior Eau de Cologne- und Parfümerie-Fabrik, Rheinaustr. 4, Köln a. Rhein. Brevet er dateret 4. juni 1926 og er sendt til James Voase Rank der, med Bill Siggers, havde Ouborough Kennel, Barn Ridge, Surrey, England:
 
 
 
 
 
 

.., ich bin in der Lage Ihnen den besten Rüden rein weiss und Lachschwarz Ideal gefleckt welcher in Deutschland steht zuverkaufen der Rüde ist GARANTIERT 90 Centimeter Schulterhoch Ia Modellkopf langen Trockenen Hals schwere volle Schnauzpartie und keine Spur von Backen er ist 3¾ Jahr alt under der gesuchteste Deckrüde in Deutschland, wenn Sie Diesen Riese haften Rüden in England haben so haben Sie der beste Zuchtrüde in England er Kostet allerdings 6000 Mark es ist ein Rüde so etwas haben Sie noch nie gesehen, wenn Herr Gordon Stewart im Juli nach Cologne kommt.....

Den engelske oversættelse af ovennævnte brev i kilden nedenfor oversætter ”rüde” til “dog”, hvilket er godt nok i en generel oversættelse af brevet, men ikke når vi taler om bevisbyrde for hundens ophav.
Kilde: Robert Heal: The Danes of Send Manor (2002, s. 92 og 112-3) 

Som klart fremgår af brevet i de med hvidt indrammede felter benytter Max Grass forskellige udtryk for hunde: ”D.(eutsche) Doggen”, ”Hündinn” og ”Rüde”. Han forsøger at sælge den samme hund med disse forskellige ord, og det er ikke fordi han har det svært med ord. Som de fleste andre tyske hundeavlere ligger han ikke på den lade side i opreklameringen af sig selv: ”Dass ich I. Schriftführer dess Deutschen Doggen klubs (Ortsgruppe Cöln bin....” eller ”at jeg er 1. skriftsfører (1. sekretær) af Deutsche Dogge klubben, undergruppe Köln”.
 
Max Grass ved derfor udmærket hvad han gør. Den hund han forsøger at sælge er Den Store Hund, men det historiske ord han bruger er ”Rüde”, der betegner den oprindelige store hund i Germanien, der intet har at gøre med Den Store Hund.
 
I ordets evolution udvikler "Rüden" sig til at betegne "han-hund" medens "Húndinn" er "tæver". Dette er tilfældet i ovennævnte brev og i dag. 
 
Dette er modsat af hvad vi gør såvel på oldengelsk og oldnordisk, som i de kongelige jagtprotokoller fra 1700-tallet (se "Bilag U-1: De kongelige jagthunde år 1710-36"). Hos os betegner "Hund" altid en han, medens "Bikkjuna, Bicce, Tæffue, Tife, Grig, Grey  (Tæve)" betegner en hun.
 
Den tyske sprogevolution skyldes alene at "Rüde" betegner "de store jagthunde" i Germanien og overføres til at betyde "han" fordi denne er fysisk større end hunnen. Det er på helt samme vis at vor egen "Grey" (Tæve) på oldnordisk kommer til at betyde "Greyhounds", som den fysisk mindre hund i forhold til Den Store Hund.
 
Vi erindrer også at da Parforce-jagten blev nedlagt i Danmark år 1741 e.Kr. fik Dronningen af Danmark’s brodersøn Markgreven af Culmbach 25 kobbel af Christian VI’s Store Hunde. 25 kobbel af Den Store Hund kommer derfor til området der på kortet nedenfor kaldes ”Brandenburg-Bayreuth”. Fra år 1741 e.Kr. er Den danske Hund derfor i det sydlige Germanien, og bliver naturligvis aktivt opdrættet og udvekslet blandt de lokale herskere, inklusive området Württemberg i kortets nederste venstre hjørne. Der er ca. 100-150 km fra Stuttgart/Tübingen, Württemberg til Augsburg, Bayern.
 
 
 
 

Prinse- og fyrstendømmerne i det sydlige Germanien år 1789.
Bayern, Kurpfalz, Pfalz-Neuburg, Pfalz-Sulzbach, Jülich og Berg blev forenet år 1777. 

Vi har set hvorledes den oprindelige Store Hund med myndepræg avles med de fra England importerede Englandshunde (Broholmer – mastiff) og at afkommet heraf bliver de store ”Blendinge” – den nuværende Grand Danois.
 
Problematikken omkring hundene i Parforce-jagten er naturligvis helt identisk i de tyske prinsedømmer. De store hunde der modtages fra Danmark i år 1741 e.Kr. er specifikt ikke de store Blendinge, men den oprindelige Store Hund med myndepræg. Det er alene ”Den Sardiniske Majestæt” der før år 1741 e.Kr. bliver givet ”4 store hunde af de danske Blendinge”. ^1
 
1 Kilde: C. Weismann: Vildtets og Jagtens Historie (1931, s. 449)

Derfor skal den Store Hund med myndepræg avles med en mastiff/dogge-type for at få den vægtfylde Parforce-jagten påkræver.
 
Meyers Konversationslexikon (vierte Auflage/4. oplag, Leipzig, 1888-1889, bind 8, s. 799) forklarer os at den mastiff/dogge der benyttes i Germanien er en Bullenbeißer (Bullenbeisser) ¹.
 
¹ Ein Blendling zwischen Windhund (Myndehund) und Bullenbeißer ist der dänische H.(und).

Kobberstik af Johann Elias Ridinger (Ulm 1698-1767 Augsburg). Kobberstikket (dateret 1729) viser optakten til en Parforce-jagt i Augsburg, Swabien tæt på grænsen til Bayern og Württemberg. Vi ser jægerne med deres hundekobbel i færd med at finde deres pladser i jagten. Vi ved fra et kobberstik fra samme jagt at det er Fyrsten af Augsburg selv der er med i jagten. Ridinger arbejdede på den måde, at han fremstillede nummererede serier af kobberstik med f.eks. jagt- eller krigsmotiver. Disse blev ikke systematisk indbundet i bogværker.
Kilde: Fra billedsamlingen på Dansk Jagt- og Skovbrugsmuseum og Lars Toksvig’s artikel ”Parforcejagten i Nordsjælland 1660-1777”.

Vi kan naturligvis se at en Englandshund (Broholmer – mastiff) har meget store lighed med en Bullenbeißer (Bullenbeisser), og oprindeligt må have samme oprindelse. I midten af 1700 tallet e.Kr. er det dog ikke den samme hund. Derfor er det vigtigt at forstå at det alene er i Germanien at man benytter en Bullenbeißer (Bullenbeisser). I Danmark/Norge/England benytter vi Englandshunde (Broholmer – mastiff).
 
Af hensyn til hvad der følger senere i historien om Den danske Hund er vi nødt til fuldt ud at forstå samtiden, også geografisk. Til dette formål kan læseren med fordel gøre brug af kortet ovenfor af prinse- og fyrstendømmerne i det sydlige Germanien år 1789 e.Kr.
 
Læseren opfordres til ganske grundigt at studere de i kobberstikket ovenfor viste hunde fra Parforce-jagten år 1729 i Augsburg. Hunden læseren skal forsøge at identificere er Den Store Hund, og den har i dette tidsrum følgende udseende og skal have kuperede ører klippet helt tæt til hovedskallen:
 
 
 
 
 

Le Grand Danois
George Louis Leclerc, comte de Buffon:
”Histoire Naturelle, générale et particulière” (1749-88)

Den Store Hund er ikke at finde i Kurfyste, senere Tysk kejser, Karl Albrecht’s Parforcejagt år 1729 i Augsburg. Da alle kongelige og adelige i samtiden, som vi har hørt også fandt sted i det danske kongehus, aktivt udvekslede og købte de bedste hunde, kan vi sige med stor sikkerhed at Den Store Hund ikke fandtes i det sydlige Germanien år 1729 e.Kr.
 
 
 
 

Kobberstik af Johann Elias Ridinger (Ulm 1698-1767 Augsburg). Kobberstikket er dateret 1761. Et af 22 kobberstik om vildtets jagt af forskellige typer af hunde med beskrivelser af hvordan vildtet jages, bliver angrebet, fanget, holdt fast, nedlagt og stoppet. Præsenteret af Johann Elias Ridinger, maler og gravør, direktør for Augsburg Akademiet i året 1761.
Kilde: www.ridinger-niemeyer.com

Her ser vi hvad må være Den Store Hund med de til hovedskallen kuperede ører og stadig med sit myndepræg nogenlunde intakt, som Buffon viser os skal være tilfældet.
 
Der er ingen undtagelser til konklusionen at i Ridinger’s kobberstik fra det sydlige Germanien findes den Store Hund ikke før år 1741 e.Kr., men findes efter dette tidspunkt. Vi kender nu årsagen til dette, og jeg kan kun opfordre alle med interesse for dette emne at efterprøve hvad jeg her har skrevet.

Johann Elias Ridinger har vist os, at der findes en "Daenischer Hund" på Platte Nr. gjort i tidsrummet 1738-1755. Sønnen Johann Jakob Ridinger har vist os, at i 1768 findes "Dänischer Hund" i det sydlige Germanien.
 
Vi skal også huske på at Danmark i år 1749 inkluderede hertugdømmet Gottorp, der var rigets sydgrænse fra afslutningen i år 1720 af Den Store Nordiske Krig.
 
Og ifald vi tænker efter en stund; Buffon skriver sit værk fra Paris og han må til Danmark for at hente et eksempel på en enorm hund til brug sit værk om evolution. Havde hunden eksisteret og været udbredt i Germanien/Tyskland i samtiden, havde Buffon ikke være nødsaget at henvise til Den Store Hund i Danmark (Le Grand Danois), men kunne meget mere enkelt, og uden at forstyrre hans evolutionstanker og forskningsresultat, have fundet hunden i Germanien/Tyskland. Det var ikke Danmark Buffon var interesseret i, men Den Store Hund, og den fandtes kun i Danmark og nordpå .

Bismarck & Skabelsesmyten

Uden én eneste kendt undtagelse, er alle forskere, historieskrivere og folk i almindelighed verden over enige om op til år 1880 e.Kr., at Den Danske Hund oprinder fra Danmark. Hundens-, Danmarks-, Europas- og Verdens- historie ændres dog da Bismarck melder sin ankomst.
 
De fleste er klar over at 1800 tallet så den spirende tyske nationalisme tage rod overalt i de små prinsedømmer og primus motor var Otto von Bismarck (1815-1898) og den tyske adel.
 
Som verdens største jagthund, der kunne symbolisere tyskens overlegenhed, var Den danske Hund et oplagt mål, og Bismarck ønskede at gøre hunden til Preussens og Det Tyske Riges nationalhund. Derfor var det for ham, efter sejren over og besættelsen af Danmark i 1864, uholdbart at hunden var navngivet efter hans fjender. Bismarck var statsminister af Preussen 1862-1873 og kejserlig kansler af Det Tyske Rige (Deutsches Reich)  1871-1890. Preussen førte krig mod Østrig-Ungarn i 1866 og mod Frankrig i 1870-71. Disse krige førte til at prinsedømmerne  Bayern, Württemberg samt Baden og Hesse gik med i den Nordtyske alliance, der bestod af Preussen og 17 nordtyske stater skabt i 1866. Det Tyske Rige skabes hermed i 1870. Bismarck gik på tvungen pension 18. marts 1890.

Tyske kilder skriver at Bismarck udnævner Den danske Hund til ”Reichhund” på Berlinerkongressen juni-juli 1878. På Bismarcks foranledning nedsættes efterfølgende i 1878 en kommission under ledelse af Heinrich Bodinus, direktør i Berlin Zoologiske Have (Direktor des Zoologischen Gartens von Berlin) samt 6 andre tyske ”hundekyndige”. Kommissionen fik navnet ”Kynologischer Verein Hektor”, og her opfindes af fri fantasi det nye Reichhunde-navn ”Deutsche Dogge”. Fra 1880 er det kun tilladt at omtale Den danske Hund med dette navn i det nyskabte Tyske Rige ¹.

¹ Dr. A. Ströse: Unsere Hunde - Form und Leben des Hundes” (Erster Band, Neudamm 1902, Der Dänische Hund); "Brehms Tierleben" i 3. udgave (Säugetiere - Zweiter Band, s. 125-126), der udkom 1890-93;
Verband für das Deutsche Hundewesen (VDH): Chronik des Deutschen Hundewesens (2006, s. 4)
Dr. Ulf Morgenstern, Otto-von-Bismarck Stiftung (19.12.2011): ”daß Bismarcks Doggen bald die "Reichshunde" hießen, war da nur eine Frage der Zeit. Bismarck war hier ganz Kind seiner Zeit, die schichtübergreifend auf den Hund kam. Bewußt oder unbewußt wählte er die seinerzeit größte Rasse aus, die erst Dänische, dann nach 1864 Ulmer und später Deutsche Dogge hieß”.
http://lexikon.freenet.de/Reichshund : Der Begriff Reichshund wurde zunächst im Zuge des Berliner Kongresses von 1878 geprägt, bei dem Reichskanzler Bismarck mit einer Dogge aufgetreten war, und war infolgedessen im Kaiserreich für diese Hunderasse inoffiziell geläufig.

 

Viggo Møller: Hunden og Hunderacerne (1887, Ellevte Kapitel,  "Vagthundene", "Den store danske Hund", s.218-233), og samme Viggo Møller i "Illustreret Tidende, Årgang 28, nr. 20, 13.2.1887, "Store danske Hunde", s. 244-246), omtaler begge steder hændelsesforløbet:

"Men nu vil Tyskerne se at faa Benævnelsen "stor dansk Hund" ud af Verden. De har i de sidste 8-10 Aar begyndt at drive Hundesport, og om end deres Kynologi endnu staar paa Begyndelsesstandpunktet, arbejdes der dog meget ihærdig, og de er ikke bange for at annektere ogsaa paa dette Omraade....Bestræbelserne i saa Henseende gjøres især af den tyske Forening "Hector", og ved Artikler og Afbildninger søger man at slaa fast, at den store danske Hund skal kaldes "Deutsche Dogge"....Skal den store danske Hund bevares for os, er det paa høje Tid. Hovedsagen er naturligvis, at vi kjende Hunden og hjælpe Englænderne, Franskmændene og i det hele taget Evropa at holde paa Navnet lige over for Tyskernes, særlig Foreningen "Hector"'s Forslugenhed".

I "Bilag U-1:  Den store danske Hund, den tyske dogge og den danske Hund" gennemgås i detaljer hvad der sker med hundeudstillinger af, og storpolitisk med Den danske Hund i tidsrummet efter 2. Slesvigske Krig 1864 frem til slutningen af 1800 tallet.
 

I 1880 på hundeudstillingen i Berlin offentliggør denne kommission at fra dette tidspunkt må Den danske Hund kun kaldes Deutsche Dogge i Det Tyske Rige.

De ”hundekyndige” var naturligvis de eksisterende opdrættere i det nyskabte Tyske Rige. Blandt disse var:

Eduard Messter's Kennel "Westend", Berlin

Eduard Colmar Messter (1840-1913)  var mikroskop-fabrikant og havde Firma Messter i Berlin fra 1859. I 1868 flyttedes produktionen til Friedrichstr. 99. I 1892 overlod han virksomheden til sønnen Oskar, der senere var meget involveret i udviklingen af de første kino-projektorer (og har vejen Oskar-Messter Strasse i byen Ismaning, Bayern opkaldt efter sig). Eduard Messter var også ejer af den største kennel i det nordlige Tyskland, kaldet "Westend", med opdræt af Danske Hunde ¹.

¹ Se Ole Larsen: ”Blandt dansk Grand danois Opdræts Pionerer” (Hunden, sept. 1934, s. 288-289)

 Reklame for Eduard Messter's Kennel "Westend", Berlin i 1897.

Hunden i midten af reklamen er tydeligvis "Nero" - se nedenfor. 

Kilde: Comte Henri de Bylandt (Henri Adrien Graaf van Bylandt, 1860 Den Haag - 1943 Amsterdam): Les Races de chiens. Leurs points, descriptions, types, qualités, aptitudes et défauts (1897, 2 Bind, I. Les chiens de chasse. II. Les chiens de luxe).

Fra hundestambogen ”Deutsches Doggen-Stammbuch” (1897, Deutscher Doggen-Club 1888:1896, Band I.) kan vi se at aktive periode synes at have været ca. 1875-1900, og han ligger ikke på den lade side i vurderingen af sig selv:
 
”Jeg har avlet ”Dänische Dogge” siden 1875 og jeg mener ikke jeg overdriver når jeg siger at ”Dänischen” blev populær i det nordlige Tyskland som følge af min kennel”.

Vær her ekstrem opmærksom på at ”Deutsches Doggen-Stammbuch” (1897, Deutscher Doggen-Club 1888:1896, Band I.) ikke gengiver "Nero I." Den "Nero" (Nr. 75) der beskrives i Bind I. er en anden hund, der angives som født 1888. Hunden tilføjes først efterfølgende, med tilbagevirkende kraft, i Bind II., og angives her som født 1876, opdrættet af "Noll, Stuttgart", dvs. en "Ulmer Dogge", og ejet af Eduard Messter. Dens afkom "Era-Hansa" (Nr. 281) er gengivet i Band I., og viser et stamtræ 6 slægtled tilbage til "Nero I." og "Else I.". Når vi samtidig ved, at tysk skabelsesmyte officielt anerkender "Nero I." som ophavshunden til alle nutidige Grand Danois, da aner vi en historisk revision efter tysk tradition, og helt i strid med sandheden. Da Eduard Messter selv har kontrol over indholdet af den tyske stambog, og da skabelsesmyten skal føres til omegnen omkring Württemberg, hvorfra "Nero I." tilfældigvis angives at komme, er motivet til den historiske revision åbenlys. Dr. Morell Mackenzie: ”Great Danes – past and present” (1. udgave 1912, 2. udgave 1926, tegning II mellem s. 4 og 5) viderefører røverhistorien med en tegning af en tigerstribet "NERO THE FIRST, 1876". Dr. Morell Mackenzie var livlæge til den tyske Kejser Wilhelm I. I virkeligheden er "Nero I." nemlig identisk til "Nero" ejet af Hr. Skotøjshandler Christian Hartz, Hovmeden 21, Randers. Hunden blev udstillet på den første jagt- og hundeudstilling i Rosenborg Have i København juli 1886 og vi har et billede af den:

Til venstre: "Hosstaaende Billede af den store tigrede Grand danois med den lille Dreng er et Fotografi af "Nero", tilhørende Hr. Skotøjshandler Christian Hartz, Hovmeden 21, Randers...Den unge Mand paa Billedet er født 1876 - og han er ikke mange Aar gammel paa Billedet (der er taget i Raupach's Atelier, Storegade 10, Randers, antagelig 1880)".
Til højre: "NERO THE FIRST, 1876".
Billedkilder: ”Hunden” (nov. 1934, s. 343-345, Ole Larsen: Danmarks ældste kendte Grand danois) og Dr. Morell Mackenzie: ”Great Danes – past and present” (1. udgave 1912, 2. udgave 1926, tegning II mellem s. 4 og 5)

Vi kan nu se hvorfor "Nero" ikke forekommer i den oprindelige tyske stambog. Hunden er født i Danmark. Vi kan også se, at ifald fotografiet er taget i Randers "antagelig 1880", og da vi nedenfor vil se at hunden er fader til et kuld hvalpe født i København 1884 eller 1885, og deltager på den første jagt- og hundeudstilling i Rosenborg Have i København juli 1886, da har hunden aldrig været tysk. Afkom efter denne hund, og den danske tæve "Cora" (se nedenfor), eksporteres derimod til Tyskland. Tyskland og tyskvenlige kræfter reviderer historien til det stik modsatte.

10. marts 2011 modtog jeg en e-mail fra Christian Hartz's oldebarn Preben Hartz, Roskilde der kunne tilføje følgende stamtræ:

• Oldefader: Hans Christian Hartz (født 5.4. 1833 i Randers. Død 10.5.1889 i Randers)
• Farfader: Albert Georg Wilhelm Hartz (født 28.10.1876, Randers. Døbt 23.11.1876 i Sct Mortens Kirke, Randers. Død 27.10. 1963 København)
• Fader: Axel Henning Hartz (1914-1980)

"Den unge Mand" stående ved siden af Nero ovenfor er derfor Albert Georg Wilhelm Hartz (1876-1963).

Preben Hartz fortsætter:

"Jeg husker flere sjove detaljer om Nero, bla. skulle hunden en dag have ligget inde under et lille rygebord hed det vist nok, da der var familiesammenkomst. Men da der pludselig lød noget højt udefra, rejste Nero sig op og løb gøende gennem hele huset med bordet på ryggen, ud til hoveddøren. Det skulle have gjort at min farmor sagde at nu ville hun sælge Nero, og der blev aftalt med en hundehandler på Fyn, og hunden kom derover ... Noget andet og morsomt er at for omkring 3-4 år siden fik jeg mail fra et familiemedlem der bor omkring Randers et sted. Hun fortalte at hvor Hartz skotøjsbutik lå op til 1917 er der i dag Glarmester butik, som har sat sin forretning tilbage til Hartz tid. Han har fjernet samtlige reklameskilte for hans forretning, og opsat Hartz skilte som de var på den tid, igen så navnet star nu over butikken igen. Fantastisk fint gjort af den nye ejer af butikken synes jeg".

Randers Købstads Historie (1952, Bind 2, s. 722) skriver om Hans Christian Hartz: 

”Der var en høj hr. Hartz i Houmeden, majestætisk med stort graaligt skæg, flot delt i midten og redt ud til siderne. Han var særpræget. Byen undredes meget, da det forlød, at han havde forlangt at blive begravet i kjole og hvidt og med skindene af sine grand danoiser bredt over sine fødder; med der sagdes saa meget i den lille by!”.

Max Hartenstein's Kennel Plavia, Plauen, Sachsen

Max Hartenstein (- 1917) var en yderst aktiv promotør af tyske interesser, herunder mange forskellige hunderacer og havde sin aktive periode fra 1878-1917. Hans kennel kaldtes Plavia, og lå i den lille by Plauen i delstaten Sachsen. Det er fra Hartenstein og Messter, at skabelsesmyten om Deutsche Dogge’s oprindelse fra Württemberg opstår.
 
 
 
 
 
 

Til venstre ”Perle I.” og ”Faust I.” og til højre ”Milo” – alle ejet af Max Hartenstein.
Deutsches Doggen-Stammbuch” (1897, Deutscher Doggen-Club 1888:1896, Band I.) skriver at "Nr. 358 Perle I. von Plauen" var født 1884 og var afkom efter Ajax II (dens ophav fremgår af stamtræet for "Era-Hansa" (Nr. 281). Hunden kan føres til "Nero I.", jvf. også ovenfor) og "Cora-Noll". Tæven "Cora-Noll" er identisk til Frk. Fanny Eskildsen (København)'s avlstæve "Cora", der i danske optegnelser kommer med et kuld hvalpe ca. 1885 med Hr. Skotøjshandler Christian Hartz's "Nero" som fader. Fra ”Katalog vedrørende Hundeudstillingen i Kjøbenhavn den 28.-30. Juli 1888 foranstaltet af Dansk Jagtforening” (findes på Det Kongelige Bibliotek), kan vi se at ”Cora” (udstillingsnr. 219) er beskrevet som ”hvid med blaa Pletter”. Besidder er A. Volck, Frederiksberg. Salgspris 300 kr. Hunden er med hvalpe., der sælges for 100 kr. pr. stk. ”Cora” er beskrevet som 3 år gammel i 1888, og er derfor født sidste halvår 1884. Den danske Hund "Nero" var tigerstribet og Den danske Hund "Cora" var hvid med gråblå pletter. Derfor står "Nr. 358 Perle I. von Plauen" opført under blå tæver i den tyske stambog. "Nr. 358 Perle I. von Plauen" er i virkeligheden født i Danmark med Frk. Fanny Eskildsen som opdrætter.  "Nr. 314 Faust I." var født i Wien 1884 og vandt 1. præmie (sølvmedalje) på hundeudstillingen i København 1886. Max Hartenstein og Frk. Fanny Eskildsen træffer hinanden i København 1886.
Billedkilde: Billederne ejes af E. DeLeo. Tegninger af "Perle I." og "Faust I." kan ses i Deutsches Doggen-Stammbuch” (1897, Deutscher Doggen-Club 1888:1896, Band I., s. 151). Se Ole Larsen: ”Blandt dansk Grand danois Opdræts Pionerer” (Hunden, sept. 1934, s. 288-289)

Dette fik ikke i første omgang nogen konsekvenser uden for Det Tyske Rige, da man i England og Frankrig vedblev at kalde hunden for Great Dane / Danish Dogs og Grand Danois / Chien danois. 

Navnet Deutsche Dogge eksisterer ikke overhovedet nogen steder i verden før 1880, og Det Tyske Rige vedkender sig i samtiden også fuldt ud at navnet Deutsche Dogge er opfundet til lejligheden¹.
 
¹ Dr. A. Ströse: Unsere Hunde - Form und Leben des Hundes (Erster Band, Neudamm 1902): ”Im Jahre 1880 wurden durch eine in Berlin tagende Kommission alle diese früheren lokalen benennungen für ein und dieselbe rasse unter dem gemeinschaftlichen namen deutsche Dogge zusammengesasst”. Samme bekræftes i "Brehms Tierleben" i 3. udgave (Säugetiere - Zweiter Band, s. 125-126), der udkom 1890-93. Her skrives det at man i Det Tyske Rige "det sidste tiår" (feit einem Jahrzehnt) har kaldet hunden Deutsche Dogge. Det sidste tiår er fra 1880 til 1890.

 

Billedet til venstre viser Bismarck med Den danske Hund "Tyras", og billedet til højre samme med 2 Danske Hunde.
Det må være et rimeligt bud at Bismarck navngiver sin Danske Hund "Tyras" fordi Kong Frederik VII og Grevinde Danner's tre Broholmere blev kaldt "Holger", "Thyra" og "Tyrk". På Fritz Thomsen's maleri fra 1857 af hundene, med Dannebrog og årstallet 1848 i baggrunden, skal de tre Broholmere symbolisere Kongeriget, Slesvig og Holsten. Broholmshunden omtales i slutningen af 1800 tallet som "Den danske Hund", hvor den nuværende Danske Hund kaldes "Den store danske Hund". Se "Bilag U-1:  Den store danske Hund, den tyske dogge og den danske Hund".

Arthur Seyfarth’s kennel ”Racehunde-Züchterei Köstritz”, Köstritz, Thüringen

Efter eget udsagn grundlagt i 1864, og ”den første tyske racehunde-opdrætningsanstalt” (Erste deutsche Race-Hunde-Zucht-Anstalt). Vi kender til hans opdræt i et brev med hans logo fra 1881.

Viggo Møller: Hunden og Hunderacerne (1887, "Den store danske Hund", s.218-233), og samme Viggo Møller i "Illustreret Tidende” (Årgang 28, nr. 20, 13.2.1887, "Store danske Hunde", s. 244-246), samt Skovrider J. M. Buch: Den store danske Hund, den tyske dogge og den danske Hund (Dansk Jagttidende, Nr. 2, maj 1887), forklarer os at tyskerne begynder at drive hundesport 1867-1869. Tidsskriftet ”Der Hund” udkom i Tyskland fra 1876. Arthur Seyfarth’s krav om at være ophavsmanden til den første hundekennel i Tyskland i 1864 kan derfor vel være et sandt udsagn.

Kennelen lå i den lille by Köstritz (oprindeligt Bad Köstritz), langs floden Weiße Elster, 7 km nord for byen Gera, Thüringen. I år 1885 havde landsbyen 1756 indbyggere, og når vi derfor ser Arthur Seyfarth’s palads og hundekennel (Zwinger Pavillon) med løbegårde i verdensklasse, står det klart at han må have været hovedrig, og en af byens mægtigste mænd i sin samtid.

Bemærk på tegningen af det indre af hans kennel, hvorledes der i venstre side er et fuldt udrustet køkken til madlavning for de mange forskellige hunderacer han opdrættede. Bemærk ligeledes at der står en Dansk Hund i midten af gangen, holdt i snor af en opvarter.

Han eksporterede sine hunde til hele verden, og det gjorde han med enorm professionalisme. Hans eksportkatalog Arturo Seyfarth en Köstritz 63 (Thuringia, Alemania): Catálogo de perros de razas nobles (1911) giver os beskrivelser af ufatteligt mange hunderacer, deres salgspriser, og hvorledes de transporteres verden rundt. Kataloget er produceret på spansk, og er en oversættelse af Arthur Seyfarth: Katalog edler Rassehunde, der udkom i utallige oplag.

Ekstremt spændende, givet vi taler om et tidspunkt efter 1880, hvor det nyopfundne Deutsche Dogge-navn skal bruges i Det Tyske Rige, har vi naturligvis brugen af ”Dogos alemanes colosos” (kolossale tyske dogger); hans logo er en tigerstribet Dansk Hund med navnet ”Lord Köstritz'’ påført underneden. Men, som en af samtidens gamle opdrættere fra før Deutsche Dogge-navnet blev opfundet og der går storpolitik i hunden, har han også ”Dogos daneses grandes” (Store danske dogger) til salg. Og som han skriver i sit salgsmateriale: ”El grand ”dogo danés” es parecido al dogo aleman coloso por su forma y caracter” (Den store ”Danske Dogge” er identisk til den kolossale tyske dogge i form og sind) – det er den samme hund, men fra 1880 underlagt politisk censur.

“Dogos daneses grandes. Rayados en amarillo, azul de acero y negro, con pequeñas manchas blancas, manchados, se pueden vender tambien sin las orejas cortadas. (Store Danske dogger. Stribet i gul, stålblå og sort med små hvide pletter, plettede, kan også sælges uden kuperede ører). Bemærk at prisen på en 6 ugers hvalp er FR. 60, og at den stiger firfoldigt til FR. 240 når hunden er 12 måneder. Dette er i omkostninger den helt rette prisfastsættelse. Han har 7 hanhunde til salg i forskellige farver i aldersgruppen 1-2 år gamle.

Arthur Seyfarth skrev ”Der Hund und seine Rassen” (Im Selbstverlag Köstritz 1891), og ser ikke ud til at være en del af sammensværgelsen i Berlin. Dertil er Arthur Seyfarth for gammel og erfaren en opdrætter i 1878. Han har ligeledes haft et verdensomspændende godt omdømme inden for mange hunderacer, og dette har han ikke villet risikere at miste.

Kilde: Eksportkataloget Arturo Seyfarth en Köstritz 63 (Thuringia, Alemania): Catálogo de perros de razas nobles (1911)

Notits om hundeudstilling i Los Jardines del Buen Retiro, Madrid, Spanien 26-30. maj 1892.

”Dogo de Ulm” (spansk for Ulmer Dogge) betegner i samtiden “Grå merle”. ”Gran danès” er naturligvis en spansk oversættelse af ”Grand Danois, Great Dane” og betegner Den danske Hund. Udtrykket “Danès mosqueado” betegner Harlekin, jf. hvorledes ordet bruges på en tyr: "Es mosqueado el toro que sobre cualquier pinta más o menos clara presenta manchas pequenas como moscas, de um tono muy obscuro o negro".  Dette er den korrekte betegnelse for Den danske Hund på spansk. Den danske Hund blev udstillet i "Tercera clase. - Perros de lujo" (Tredje klasse. - Luksushunde).

I artiklen ”Store danske Hunde” i ”Illustreret Tidende” (Årgang 28, nr. 20, 13.02.1887, s.244-246), skrevet af Viggo Møller under dæknavnet ”Hr. Grand Danois”, lyder det på s. 246:

”Af Farve er den store danske Hund som sagt sort, graa eller hvid, sjældnere gul, hyppig plettet eller skjoldet. Den blaagraa Form kaldtes hidtil i Tyskland Ulmerdogge, den plettede Tiger-dogge”. 

Fra Dansk Jagttidende (nr. 4, juli 1891), hvor F.A. Sarauw, Kongens Lyngby tilbyder ”Ulmerdog, Han, sølvgraa med sorte Pletter, ca. 14 Mdr. gammel, falden efter Sara & Immo, begge 1. Pr…..” kan vi se at ”Ulmer Dogge” henviser til en farve, Grå merle, som måske har været den dominerende farve i byen Ulm.

Viggo Møller skriver igen i Hunden (nr. 11, november 1891, s. 103) i artiklen ”Den danske Hund):

”Det gamle Navn ”Ulmerdogge” har aldrig gjældt for nogen Race, men kun for en Farve af den bekjendte Hund, som her i Landet og i Frankrig, England osv. kaldes danske Hund (grand danois, great dane)…… Naar der tidligere i et Kuld af dänische Dogge faldt Hvalpe af flere Farver, kaldtes de blaa Ulmerdogge…”.

I 1886-standarden omtales farverne blaa og skifergraa. I 1888-standarden omtales "de forskjellige Nuancer af Graat (i Almindelighed kaldet "Blaat"). I 1935-standarden gøres "alle graa (blaagraa) Farveaftegninger eller Skær af graat (blaagraat) diskvalificerende".
Billedkilde: Carlos Velasco med tak. 

Identitetstyveriet & Tysklands anklage mod Danmark

Herefter, langsomt men sikkert fra 1880 fremefter,  begynder en næsten bibelsk omskrivning af historien i tysk litteratur, der var dominerende inden for de fleste fagområder i samtiden.

Historieomskrivningen på tysk begynder på hundeudstillingen i Berlin i maj 1880.  På hundeudstillingen under Oktoberfesten i München 1880 udstillede man dog stadig tre brødre af samme kuld som ”Ulmer Dogge", "Engelsk Dogge" og "Dansk Dogge":

"Auf einer Hundeausstellung – freilich war dieselbe auf dem Octoberfeste 1880 in München von einem Privatmann aus simpler Geldspeculation in Scene gesetzt – sah ich drei Doggen in einer Box, deren jede im Katalog speciell benamst war, als Ulmer, englische und dänische Dogge, und alle drei waren Brüder von einem und demselben Wurf ¹.

¹ Viggo Møller: Hunden og Hunderacerne (1887, Ellevte Kapitel, "Vagthundene", "Den store danske Hund", s.218-233), der læser dette i Oscar Horn: Handbuch des Hunde-Sport (1882, "Schutz- und Wachthunde", 3. Deutsche Doggen, s. 181-185), hvilken bog i dag befinder sig i Dansk Kennel Klubs bibliotek.

Den, på dette tidspunkt, tidligere redaktør af det tyske hundeblad ”Der Hund”,  R. von Schmiedeberg, oversætter 1883 fra engelsk til tysk Vero Shaw’s udgivelse ”Classic Dog Encyclopedia” (1879-81). Den tyske udgave kaldes ”Illustriertes Buch vom H. Shaw” (Leipzig, 1883) og i et efterskrift i den tyske oversættelse tilføjer von Schmiedeberg for egen regning:
 
”Der fremkom i et engelsk Fagblad en Artikel, der betegnede Navnet ”Tysk Dogge” som en Usurpation ‑‑‑ Grunden, hvorfor den nuværende Navnebetegnelse blev ønsket, er allerede angiven og synes mig ikke at være nogen Usurpation, thi Racen har i Tyskland sandsynligvis været næsten lige saa længe bekjendt som i Danmark og har tilmed her i Landet været Gjenstand for Forædling”.¹

¹ Viggo Møller: Hunden og Hunderacerne (1887, Ellevte Kapitel, "Vagthundene", "Den store danske Hund", s.218-233).

Det engelske ord ”usurpation” betyder direkte ”egenmægtig tilegnelse, det at tilrane sig”. Ordet et ekstremt negativtladet og er en af englænderne fuldstændig afvisning af godkendelse af dette nye selvskabte navn.
 
Som også Viggo Møller gør det, er det brugen af  "næsten lige saa længe bekjendt som i Danmark”, der interesserer os. Lad os gengive sætningen på tysk:
 
“...die Race ist in Deutschland wahrscheinlich fast ebenso lange bekannt wie in Dänemark, und hat ausserdem hier zu Lande eine Veredlung erfahren. In Dänemark geschah aber das Gegentheil“.
 
Med andre ord; von Schmiedeberg anerkender med brugen af ”fast ebenso lange bekannt wie in Dänemark“, at vor store hunds ophav er i Danmark, da den her kendes længere tilbage end i Tyskland.

 
Et andet eksempel er Albrecht zu Solms-Brauenfels brev til redaktøren (editor) af den engelske ”The Kennel Gazette” april 1883, hvor han reagerer på Frank Adcock’s skrivelse i ”The Kennel Gazette” marts 1883. Her skriver Frank Adcock: ”...as you will see from the enclosed circular, Mr. R. Gambier Bolton has now undertaken the formation of a club to promote the further development and improvement of these canine giants”. The Great Dane Club, England bliver stiftet i april 1883.

Skabelsesmyten fra Preussen er fuldskabt og Albrecht skriver:

"I presume that the starters of the club wish to understand under “Great Dane” that breed we call in our country, and at our leading shows, “Deutsche Dogge”, which is one of our oldest and finest breeds, and mostly known in England under the name of “German Boar Hound”.

Som alle er klar over, også i England i samtiden, er dette brev en rendyrket løgn fra en småprins fra et fyrstendømme der ikke længere findes i 1883 (landskabet ”Solms-Braunfels” ligger i dag i Hesse, blev et fyrstendømme i 1742, og blev delt mellem Østrig, Hesse-Darmstadt, Preussen og Württemberg i 1806).

Dr. A. Ströse skriver i ”Unsere Hunde - Form und Leben des Hundes” (Erster Band, Neudamm 1902):
 
”Der Dänische Hund
 
Űber die Ubstammung der deutschen Dogge find wir ziemlich genau unterrichtet, und schicke ich voraus, dass man die deutsche Dogge früher allgemein und auch heut noch vereinzelt in Württemberg, das wir als das Stammland der deutschen Dogge ansehen müssen, als hassrüde bezeichnet; auch die name Ulmer Dogge, dänische Dogge, deutscher und altdeutscher Fanghund, englische Dogge, dänischer hund, Dogge leichten und schweren schlags, Boarhund  waren für diese rasse mehr oder weniger gebräuchlich. Im Jahre 1880 wurden durch eine in Berlin tagende Kommission alle diese früheren lokalen benennungen für ein und dieselbe rasse unter dem gemeinschaftlichen namen deutsche Dogge zusammengesasst.”
 
Som man kan læse fra ovenstående bygges den tyske ”skabelsesmyte” op således:
 
”Der Dänische Hund”, der nu skal kaldes det i år 1880 opfundne ”Deutsche Dogge”, har sin oprindelse fra Württemberg¹. I Det Tyske Rige er de, modsat resten af Jordens befolkning, åbenbart ”temmeligt godt underrettet” om dette (ziemlich genau unterrichtet).
 
Samme forfatter argumenterer andetsteds for at en anden hund skulle være den ”rigtige” hund fra Danmark, og han brokker sig over at alle andre lande kalder hunden for Great Dane etc. Denne retorik er fra dette tidspunkt helt konsekvent.
 
¹ Der er aldrig blevet forelagt nogen form for bevisførelse hvorfor den i 1880 nyopfundne Deutsche Dogge skulle oprinde fra Württemberg. ”Underretningen” om Deutsche Dogge’s oprindelse fra Württemberg stammer fra Max Hartenstein, der selv sidder som medlem af kommisionen der opfinder navnet. Jeg har tidligere vist at Christian VI. år 1741 sender 25 kobbel hunde til  hans Dronning’s brodersøn Markgraf Friedrich von Brandenburg-Bayreuth. Det er mit gæt at Deustche Dogge-kommissionen i år 1880 ikke selv er klar over, eller har ønsket at blive klar over, historien om hunden før år 1880.

Vi skal også nævne Johan Täntzer’s værk ”Der Dianen Hohe und Niedere Jagdgeheimnüsz (1682-89 i 3 bind) som Christian V (regent 1670-1699) købte for 12 Rigsdaler.
 
Deutsche Dogge historieforfalskere benytter stadig dette værk som en af deres hovedkilder for hundens tyske oprindelse. De slutter at fordi værket er skrevet på tysk og personen åbenlyst er af samme oprindelse (fra Sachsen) da må hans omtale af store hunde betyde at hunden er tysk.
 
Täntzer¹ begyndte sin jagtlige løbebane som Fuglefænger på Jægersborg Slot², hvorefter han i 8 år (fra 1677-85) virkede som Ulvejæger² i Slesvig og Jylland (uden at formindske antallet af ulve overhovedet). Han sluttede sit liv som Inspektør ved Vildtbanen på Gammel og Ny Amager. Hans værk udgives i København og er alene baseret på hans erfaringer fra Jylland og hans syn og brug af Den Store Hund fra Danmark i forsøget på at indfange ulve.
 
¹ I hans bestalling står der ”Teutzer” men han underskrev sig ”Täntzer”. Han er underordnet Jægermesteren (Brockdorff i Haderslevhus, Koldinghus og Riberhus fra 1681), men Skovriderne og skovfogederne skulle hjælpe ham ved jagterne og Amtmænd og Amtsbetjente stille heste og folk til hans rådighed. Han kunne jage ulve, og intet andet vildt, på Kronens Gods i Slesvig og Jylland. Han modtog 2 skilling for hver nedlagt ulv og havde fri bolig på Jægergården ved Skanderborg. Han modtog ingen løn og måtte selv bekoste jagttøjet, dvs. alt udstyret.
² Over- og Hofjægermester Vincentz Joachim Hahn (1632-1680) blev født i Mecklenborg og kom som 6-årig til Danmark. Han  blev uddannet jæger og forstmand i Sachsen og fik sin bestalling 8. januar 1661. 8. maj 1670 får han udbetalt 1500 Rigsdaler til at påbegynde sammenlægningen af Jægersborg Dyrehave og Jægersborg Hegn. Hahn var en af Kong Christian V.’s “udvalgte”. Kongen gav ham i 1672 hele Tøbberup landsby, der næsten helt nedlagdes, og hvorfra opstod Hovedgården Hjortespring i 1673 (købt tilbage af Kronen i 1738 og bygninger nedrevet. I dag området omkring Herlev Privatskole). Hahn døde kun 47 år gammel i 1680  og ligger begravet i Roskilde Domkirke. Han har ikke et godt eftermæle i Danmark bl.a. pga. sin griskhed. Det er Hahn der ansætter Täntzer.
 
Kilde: C. Weismann: Vildtets og Jagtens Historie (1931, s. 467-470), der har oplysningerne fra De Kgl. Kammerregnskaber.

Johan Täntzer nævner ”Cammer Hund”, "Leib Hund" og ”englische Hund”. En ”Cammer Hund” (Kammer Hund) betegner en hund man tager med ind på sit kammer. Brugen af ordet ”hund” antyder at dette er en stor hund. D. Johann Georg Krünitz forklarer i ”Oeconomischen Encyclopädie” (1773-1858, 242 bind) at en ”Leib Hund” er ”en hund som en fornem herre bestandigt har ved sin side, modsat en Kammer-hund”. Ordet ”leib” betyder direkte ”liv”. En ”Leib Hund” er derfor en ”liv[vagt]hund”. Brugen af ”englische Hund” er helt unikt for den kongelige hundeavl i Danmark fra de fra England i 1585 fremefter importerede Englandshvalpe og -hunde¹.

¹ Se Viggo Møller: Hunden og Hunderacerne (1887, Ellevte Kapitel, "Vagthundene", "Den store danske Hund", s.218-233).

Den tyske ”Skabelsesmyte” og omskrivning af historien genfindes også i to engelske udgivelser. Den ene er af Vero Shaw i ”Classic Dog Encyclopedia” (1879-81). Hunden omskrives nu til ”German Mastiff” selvom samme forfatter citerer fra Sydenham Edwards, hvor hunden er en Great Dane ¹. Frederick Becker skriver i ”The Great Dane” (Our Dogs, Manchester, 1905) at The Great Dane blev indført til England fra Danmark, og at den i England kaldes ”Great Dane”.

¹ Vero Shaw er vist en kende for tæt på R. von Schmiedeberg, der er den tyske redaktør af "Der Hund", og som oversætter bogen fra engelsk til tysk 1883. Von Schmiedeberg er en del af komplottet omkring historieforfalskningen. Se herom i Viggo Møller: Hunden og Hunderacerne (1887, Ellevte Kapitel, "Vagthundene", "Den store danske Hund", s.218-233).

Den anden historiske omskrivning i England er fra Dr. Morell Mackenzie (1837-1892), der (post mortem) udgav bogen ”Great Danes – past and present” (1. udgave 1912, 2. udgave 1926). I hans kapitel 1. gennemgår han løst hvad han kan finde at kilder omkring hunden i England. Han citerer bl.a. Vero Shaw (Book of the Dog (1884), se s. 2),  og Sydenham Edwards (Cynographia Brittanica (1800), se s. 4), for så derefter at gennemgå de tyske hunde i detaljer uden at nævne hunde fra Danmark på noget som helst tidspunkt udover den afsluttende bemærkning:

”Lastly, I should say that it is quite unknown how the Great Dane came by his name. If Denmark is the country from which these dogs invaded the Continent, the breed has certainly greatly deteriorated in its Fatherland for the Danish dog of to-day is a very poor specimen compared with the Great Dane”.

Udover at en englænder aldrig ville bruge ordet ”Fatherland” aner vi en ekstrem forkærlighed for alt tysk. Årsagen er denne.

Morell Mackenzie blev uddannet læge som 24-årig i 1861 efter bl.a. at have læst medicin i Berlin. I 1887, som 50-årig, anses han som en af de førende i Europa inden for næse- og hals-sygdomme. Tyske læger mistænkte at kronprins Friedrich havde halskræft og forberedte et kirurgisk indgreb. Af politiske årsager, hans død kunne frembringe arveproblemer for det Tyske Rige, blev dette forhindret af Kansler Bismarck og faderen Kejser Wilhelm I. Kronprinsen Friedrich var gift med Dronning Victoria’s datter Victoria, og tilsammen får de nu kaldt Morell Mackenzie til Berlin i 1887. Morrell Mackenzie er derfor i høj grad præget af Bismarck og Det Tyske Riges verdensopfattelse. Han tilser kronprins Friedrich i London sommeren 1887 medens denne var til stede til Dronning Victoria’s Jubilee fejring, og han kaldes til San Remo, nord-Italien november 1887, hvor han nu mistænker at kronprinsen har halskræft. I marts 1888 dør Kejser Wilhelm I. og den nu dødssyge Friedrich krones Kejser Friedrich III til Preussen og Det Tyske Rige. Morrell Mackenzie udnævnes 6. marts 1888 til hans livlæge. Den tyske kejser dør efter kun 99 dage på tronen 15. juni 1888.

Den 22. maj 1911 etableres et internationalt samarbejde omkring hunde under FCI (International Canine Federation/Fédération Cynologique Internationale) for at udbrede kendskabet til og beskytte racehunde. Fem lande grundlagde organisationen: Det Tyske Rige, Østrig-Ungarn, Belgien, Frankrig og Holland. Som det fremgår kunne Det Tyske Rige på dette tidspunkt gennem pression gennemtrumfe sin vilje i FCI regi da Østrig-Ungarn havde tabt i krig til Preussen i 1866 og Frankrig i 1870-1. Under 1. Verdenskrig forsvandt organisationen og genetableredes først 10. april 1921 af Frankrig. 5. marts 1968 blev FCI en juridisk enhed.
 
Psykologen og sociologen Jean Piaget (år 1896-1980) sagde 26. december 1912 i auditoriet på Collège Latin de Neuchâtel i Schweiz i forbindelse med en sammenkomst for Naturvennernes Klub (Club des Amis de la Nature):
 
”Vous penserez peut-être qu'il est vraiment fastidieux que des savants français et des savants allemands se querellent pendant des années pour savoir si le chien danois appartient à la même espèce que le griffon et que le basset, ou si deux de ces chiens sont des variétés du troisième, ou si un de ces chiens est une sous-variété du second qui serait une variété du premier constituant le type de l'espèce.”
 
Som jeg oversætter til:
 
”De tænker måske at det altid er kedsommeligt at de lærde franskmænd og de lærde tyskere skændes i mange år for at finde ud af om hunden Danois tilhører den samme hundeart som Griffon [hunden] eller Basset [hunden], eller om disse to hunde er en afart af en tredje eller om en af disse hunde er en underart af den anden som er en afart af den første bestanddel af arten”.
 
Selve indholdet af ovennævnte, som Erasmus Montanus givet ville have yndet at fremføre, er ganske uinteressant bortset fra en, i denne sammenhæng, meget vigtige pointe. Jean Piaget er dybt sarkastisk i sin indledende kommentar til foredraget, og han bruger som metafor for sin ironi Den Store Hund’s oprindelse, som tilhørerne, og derfor omverdenen, tydeligt må være klar da ironien ellers ville falde for døve øren. Og netop dette er interessant da vi kan se at Det Tyske Riges manipulation af historien har været så grov og så omfattende, at det kunne bruges til humor.
 
For at forstå det fulde plot hvori Den Store Hund indgår er vi nødt til at se på hvad der sker i det sydlige Tyskland i samtiden.
 
I 1912, dvs. før 1. Verdenskrig, grundlagdes den Tyske Orden -  ”Germanenorder”. Herfra opstår det hemmelige selskab ”Thule Gesellschaft” i München i 1918, grundlagt og styret af Rudolf Freiherr Von Seboottendorf (der faktisk hed Adam Alfred Rudolf Blauer, var f. 1875 og havde et tyrkisk pas). Han var besat af det okkulte, Islams mystisme, alkemi og Rosicrucianism – en sydtysk okkult bevægelse fra 1600 tallet. Han blev også medlem af den tyske Frimurerorden.
 
Der er dog noget der tyder på at Thule Gesellschaft blev grundlagt i Berlin allerede i 1910 af Professor Felix Niedner (f. 1859) (han opnår professoratet i 1902). Denne person er ekstrem vigtig at forstå for Niedner oversætter fra 1881 fremefter stort set alle de oldnordiske sagaer til tysk, inklusive ”Zur Lieder-Edda” (1881), (Edda Sæmundar, Poetiske Edda eller Ældre Edda),  ”Die Geschichte vom Skalden Egil” (1911) (Egils Saga), ”Die jüngere Edda” (Snorre Edda) (1925, måske tidligere) samt ”Thule: Altnordische Dichtung und Prosa (en serie på 24 bøger med mange oldnordiske sagaer. Kaldes også ”Sammlung Thule." (1920-1934). Disse oversættelser er helt uden tvivl benzin på et bål der allerede ulmer i samtiden.
 
Thule-selskabet blev brugt som rekrutteringsselskab og for politiske aktioner for den Tyske Orden.
 
I 1918 dannedes også en folkebevægelse for at udbringe Thule-selskabets ideer til en større kreds, herunder industriarbejdere. Bevægelsen blev kaldt ”Arbejdernes politiske kreds” og blev styret af Karl Harrer fra Thule-selskabet. I 1919 skifter bevægelsen navn til ”Det Tyske Arbejderparti” (Deutsche Arbeiterpartei) og i sommeren 1920 igen navn til NSDAP.
 
Rudolf von Serbottendorff købte i august 1919 en falleret avis i München, Der Beobachter, og gav hans nye avis navnet Völkischer Beobachter. Denne avis blev den officielle avis for NSDAP.

Det vrimler i samtiden med hemmelige foreninger og selskaber, der på den ene og den anden måde dyrker den nordiske race. Alred Ploetz (1880-1940), der i 1895 indfører begrebet ”rassenhygiene” (racehygiene) i Tyskland, grundlagde i 1905 ”Deutsche Gesellschaft für Rassenhygiene”, der blev holdt hemmelig. I 1907 startede han, med bl.a. Fritz Lenz (1887-1976, optaget i NSDAP i 1937), en Geheimeorganisation kaldet ”Ring der Norda”, der havde til formål at fremelske den germanske racekarakter gennem træning og sport. Han var også medlem af det hemmelige race-selskab ”Mittgardbund” (Midgårdsforbundet), grundlagt 1910.¹ 

¹ Helge Pedersen: En komparativ analyse av Jon Alfred Mjøen og Herman Lundborgs rasehygieniske ideer i Norge og Sverige. Ca. 1900-1935 (hovedopgave i historie, Historisk institutt, universitetet i Oslo, 2003).

Thule-selskabets verdensopfattelse

Thule var en mytologisk ø i det høje nord, lig Atlantis, og var centret for en tabt, men yderst intelligent civilisation. Men ikke alle denne civilisations hemmeligheder var gået tabt. De hemmeligheder der var tilbage blev holdt vedlige af urgamle, højintelligente individer (lig ”Masters” i Theosophy broderskabet eller Det Hvide Broderskab).
 
De særligt udvalgte (fra Thule-selskabet naturligvis) kunne komme i kontakt med disse individer gennem magiske ritualer og kunne herigennem opnå overnaturlig styrke og energi. Gennem denne styrke og energi kunne de særligt udvalgte skabe en race af supermennesker af ”arisk” race der herefter kunne udrydde alle ikke-ariske racer.

Identitetstyveriet

Alle der har gennemlæst de historiske kilder der omtaler Thule vil vide at der ingen historisk belæg er for noget som helst af Thule-selskabets fiktion og skabelsesteorier.
 
Der er overhovedet ingen tvivl om at Thule-selskabet, der i samtiden består af bayersk-katolske nationalister med deraf følgende dybt indbygget anti-semitisme, som sit ideal ønsker at blive os, dvs. overtage vor identitet og historie. Alene navnet ”Thule-selskabet” taler for sig selv.
 
Dette retfærdiggør man med basis i den falske generalisering inden for  samtidens forskning, der bruges selv i dag, om at de 50 germanske stammer i Germanien, og os, tilsammen kan kaldes Germanere (begrebet opstår hos romerne der opdeler den nordlige del af verden til Sax-elfr/Elben i Germania Inferior, Germania Superior og Germania Magna).
 
 
 
 

 
Kortet viser Vendernes landområder i 1100 tallet. Der bor ingen og har aldrig boet Germanere nord for Elben før Herzog Heinrich der Löwe von Baiern und Sachsen (ca. 1129-1195) fortrænger Venderne fra den slaviske by Liubice (Lybæk) år 1157/8 e.Kr.

Derfor kan det katolske Thule-selskab i München i 1918 slutte sig frem til at den gamle Thule race af nordboere, som man selv har opfundet, er den oprindelige germanske race.

Thule-selskabet tager derfor solhjulet som sit symbol, velvidende at dette er et ursymbol fra såvel vor forne sæd, som Buddhisme.
 
 
 
 

Til venstre: Thule Gesellschaft’s tyveri af solhjulet fra 1919.
I midten: Mærkatet på Carlsbergs Mørke (og lyse) øl blev introduceret i 1902 og brugt indtil 1919. Solhjulet var Ny og Gammel Carlsbergs mærke indtil nazisternes magtovertagelse i 1933.
Til højre: Omslaget på Grundtvigs oversættelse af Saxo’s Gesta Danorum kaldet ”Danmarks Riges Krønike” fra 1924.
 
Vi kender til brugen af solhjulet fra afbildninger på vore smykker og de guldskillinger/gyldne tavler vi møntede år 385-670 e.Kr., videreført på bl.a. Osebergskibet år 815 e.Kr. (se afsnittet ”Odin og Den Levende Buddha”) og fremefter overalt i vore landområder. Se f.eks. kalkmaleriet i koret (til højre for vrængemasken) i Kgs. Lyngby Kirke, Sokkelund Herred dateret til år 1500-1525 e.Kr.

Buddhismen tilføjes Thule-selskabet og NSDAP af General Karl Haushofer (1869-1945), der var professor og ansvarlig for det Geopolitiske institut ved Münchens Universitet. Haushofer havde i 1909-10 været militærattaché i Japan og havde her studeret Zen-Buddhisme. Det er også  Karl Haushofer (senere sammen med sønnen Albrecht) der, medens Hitler sidder fængslet i Landsberg i 1924 og skriver Mein Kampf med Rudolf Hess (Hess havde studeret under Haushofer), videregiver sin geopolitiske teori om Lebensraum mod øst på bekostning af slaverne. Det er også Haushofer der senere overbeviser Hitler om at Japanerne, selv om de ikke kunne anses for ariske, dog fuldt fulgte de ariske idealer, og derfor skulle indgå i en akse med Tyskland.
 
Solhjulet bliver overtaget af NSDAP og dets endelige form tegnes af tandlægen Dr. Friedrich Krohn fra Thule-selskabet.
 
En af de vigtige ophavsmænd til Tyskland’s fuldkomne misbrug af alt nordisk er Hans Friedrich Karl Günther (1891-1968). Hans udgivelser er:

• ”Ritter, Tod und Teufel” (1920)
  
• ”Rassenkunde des deutschen Volkes (1922) (på engelsk ”Ethnology of the German People”)
  
• ”Der Nordische Gedanke unter den Deutschen” (1925)
  
• ”Die Nordische Rasse bei den Indogermanen Asiens” (1934)
  
• ”Frömmingkeit nordischer Artung” (1934)
  

Han bor fra 1923-1932 sammen med sin 2. kone, der var norsk, i Norge og Sverige, og lærer i Norge Vidkun Quisling at kende. Han er uigenkaldeligt knyttet til den svenske Herman Bernhard Lundborg (1868-1943), der i 1922 blev professor og chef for det svenske ”Statens institut för rasbiologi” på Uppsala Universitet, og hvorfra han modtog flere hædersbevisninger.
 
Hans Günther blev medlem af NSDAP allerede i 1932 og havde tilnavnene “Rassengünther” (Race-Günther) og  “Rassenpapst” (Racepaven). En af hans mere berømte sætninger lyder som følger i den engelske oversættelse:
 
"The Nordic ideal becomes for us an ideal of unity. That which is common to all divisions of the German people is the Nordic strain. The question is not so much whether we men now living are more or less Nordic; the question put to us is whether we have the courage to make ready for future generations a world cleansing itself racially and eugenically".¹

¹ Bernhard Schreiber: The Men Behind Hitler (chapter 4 – The Secret Seizure of Power)

Hans verdenssyn findes næsten ordret gengivet i Mein Kampf (1925, kap.II: Staten) i min oversættelse:
 
”Vi har store grupper af germanske nordiske folk inden for vor nationale organisation, og deres blod er ikke blevet blandet med blodet af andre racer. Vi må anse dette som vor mest værdifulde skat for fremtidens skyld...”.

Efter magtovertagelsen i 1933 overgår Thule-selskabets ideer og aktiviteter til SS, hvor Heinrich Himmler i 1935 starter Ahnernerbe (Ahnearv – arven fra forfædrene) under ledelse af SS Standartenführer (oberst) Wolfram von Sievers (blev skudt efter Nüremberg). Sievers var tillige direktør for instituttet for Militærvidenskabelig forskning (Institut für Wehrwissenschaftliche Zweckforschung) og vicebestyrelsesformand for Det 3. Riges Forskningsråd.
 
Helt i Thule-selskabets verdensforståelse stjæler man man S-runen som symbol for SS.
 
I november 1939 arbejdede skotten Reginald Victor Jones for British Air Ministry og blev givet en række papirer fra den britiske ambassade i Oslo kaldet ”The Oslo Report”. Disse dokumenter på tysk beskrev at Tyskland bl.a. havde udviklet en lang række hemmelige våbensystemer. I marts 1940 fortalte tyske krigsfanger om et elektronisk system kaldet ”X-Geraet” uden at give yderligere oplysninger. 14. november 1940 angreb Luftwaffe Coventry, hvorunder X-Geraet (kodeord ”Wotan”) blev brugt som navigationssystem. Som en del af dette system blev radiosignaler udsendt for at lede bombeflyene mod deres mål. Det andet signal, ud af tre, blev sendt fra Pas de Calais, Frankrig og havde kodenavnet ”Odin”.
 
Dr. Jones fandt senere frem til at dette tredje ”Wotan” (dvs. Odin) transmissionssystem var blevet opstillet i Cherbourg og Brest. Dr. Jones kunne, som de fleste briter, sin historie og forstod at dette skulle forstås som et kodeord for ”Den Enøjede” dvs. et radiosignal, der kun behøvede et signal, og ikke flere signaler der krydsede hinanden. Tyskland udviklede senere en efterfølger til dette system, der kaldtes Y-Geraet med kodeordet ”Wotan 2”.
 
Det var ”Odin”, ”Wotan” og ”Wotan 2” systemerne der gjorde det muligt for tysken at bombe England om natten indtil man i England brød kodesystemet og kunne udsende falske signaler, der ødelagde systemet.
 
Som et andet eksempel på Tyskland’s fulde brug af den nordiske mytologi kan nævnes kodenavnet på Tyskland’s nyudviklede og hemmelige radarsystem, der i 1940 strakte sig fra Slesvig-Holsten til Frankrig, og senere fra Tromsø, Norge via Thisted, Danmark og sydpå. Kodenavnet var ”Freya”. De første 8 landbaserede radarenheder var i 1938 blevet opstillet i største hemmelighed i det vestlige Tyskland. Disse kaldtes FuSe 80 Freya (Funkmess Siemens Erkennung – kodeord Freya). Senere udviklede fabrikanten Siemens FuG 221 ”Freya-Halbe” (Funk Gerät), der var en målsøgningsenhed, der skulle finde kilden til radiosignaler sendt fra De Allieredes side for at ødelægge Freya radersystemets signaler.
 
Navnet ”Freya” var valgt fordi Heimdall/Heimdallr, der vogter over bl.a. Freya’s halsring Brisingamen, kunne se 100 rasta gennem nat og dag, hvilket var radarsystemets primære opgave. ”Freya-Halbe”’s rækkevidde var 100 km og ”Freya” radaren 200 km.

Snorre Edda (Gylfaginning, kap. 27) siger¹:

”Hann sér jafnt nótt sem dag hundrað rasta frá sér”

som jeg oversætter til:

”Han ser jævnt nat som dag 100 rasta fra sig”

¹ Snorre benytter her ”100 rasta” fordi det i beretningen om Troja’s fald (se Vafþrúðnismál, vers 18, Gylfaginning, kap. 51), er hvor stor Vigrid sletten er. Denne kampslette er identisk til Troja’s landområde Throad (se afsnittet ”Ragnarok – Troja’s fald”, underafsnit ”Optakten til Ragnarok”). 100 rasta er ca. 75-113 km. Tysken har fået kendskab til denne beretning fra Felix Nieder’s oversættelse i ”Die jüngere Edda” (1925).

Fordi man i London kendte til kodenavnet, og heldigvis forstod mytologien, fandt man i 1941 beviset for dets eksistens, og kunne tilpasse krigen derefter.
 
Den division hvori danske, norske, svenske og islandske forrædere gjorde tjeneste for Tyskland på østfronten i 1941, blev kaldt for Waffen-SS-Division Wiking.

Nr. 1 fra venstre: HVAD VIL DANMARKS NATIONAL-SOCIALISTISKE ARBEJDERPARTI - AF Frits Clausen
Nr. 2 fra venstre: ER DE DANSK - SAA IND I D.N.S.A.P.
Nr. 3 fra venstre: DEN DANSKE MULD - VORT GULD D.N.S.A.P
Nr. 4 fra venstre: VAAGN OG STEM FOR DANMARK

Med massiv økonomisk støtte fra det nazistiske "Nordischen Gesellschaft", der talte Heinrich Himmler som medlem, og med den tyske arkæolog og nazist Hans Reinerth som drivkraft, afholdes i 1935 den første af flere "Nordischen Wissenschaftlichen Kongress" i Lübeck (gentages 2-5. juli 1936 og  30. august - 4. september 1937). Formålet med disse sammenkomster var direkte at koble skandinaviske arkæologer på nazitysk ideologi, og skabe et fælles forum for kulturhistorisk forskning om den germanske races oprindelse og udvikling. For mere herom se Anders Otte Stensager: Danske arkæologer i hagekorsets skygge (Siden Saxo, nr. 2, 2009, s. 38-49). DNSAP – det danske naziparti oprettet af Frits Clausen i 1930, forstod naturligvis straks at man med fordel kunne udnytte det tyske forsøg på at overtage skandinavisk identitet, og gjorde det ved at koble dansk bronzealder og "vikingetid" på troskab til Tyskland. Ovenfor ser vi gengivet 3 eksempler på dette i form af hverveplakater fundet i Frits Clausen's kontor i Bovrup i 1945. Den fjerde plakat til højre med lurblæseren er fra folkeafstemningen om Sønderjylland i 1920, der må have været en inspirationskilde for DNSAP.
Billedkilder: Siden Saxo (nr. 1, 2009, s. 51 & nr. 2, 2009, s. 48-49). Plakaterne kan ses på Museet på Sønderborg Slot (nr. 1) eller i Anne Katrine Gjerløf: Fejder om fortiden (2007)

 
Det er som en indbygget del af en gennemtænkt plan om et fuldstændigt identitetstyveri af os, at vi skal se Tysklands anklage mod Danmark i 1937.

Tysklands anklage mod Danmark

Mod slutningen af 1936 er det organiserede tyske hundevæsen blevet underlagt Rigsernæringsministeriet (Reichsernährungsministerium) og Hærens Overkommando (Oberkommando des Heeres) under S.A. (Sturm Abteilung) ¹. Det nu nazi-kontrollerede tyske hundevæsen under sit nye navn ”Reichsverband für das Deutsche Hundewesen” eller ”R.D.H.” sender herefter et brev til Dansk Kennel Klub ”DKK” underskrevet af sekretæren Franz Bazille. Man udbeder sig på det kommende generalforsamling 22. juli 1937 i International Canine Federation/ Federation Cynologique International (FCI) i Paris (i dag er FCI baseret i Belgien), at hundens navn nu skulle omdøbes til Deutsche Dogge på verdensplan.

¹ Ved ordre dateret 20. juli 1935, udstedt af Gestapo, opløses alle andre hundeklubber i Det Tyske Rige. S.A. gives kun denne tillidsopgave i 1936 fordi Hitler personligt havde arresteret Ernst Julius Röhm (Ernst Roehm), medgrundlægger og leder af S.A., under hvad senere blev kaldt “De lange knives nat”. Dette kulminerer med Hitler’s ordre til at henrette Röhm uden retssag, hvilket skete 2. juli 1934. Fra dette tidspunkt bringes S.A. under hærens kontrol.

Vi kan se fra Dansk Kennel Klub’s Dagsorden for Bestyrelsesmødet 5. december 1936 Punkt 3., at den første henvendelse fra nazi-tysk side er ankommet fra ”Reichsverband für das deutsche Hundewesen” og behandles på dette bestyrelsesmøde (der tilsendes to forskellige breve til Dansk Kennel Klub).
 
Bestyrelsesreferatet fra 5.12.1936 skriver om dette punkt:
 
”Ad. P.3. Det vedtoges at tilsende Reichsverband Standarden for Grand danois ¹ samt at svare at vi fastholder Grand danois som dansk Race men ikke har noget imod at anerkende den i Tyskland fabrikerede ”Deutsche Dogge” som Tysk Race. Det vedtoges at sende Copi af vor Svar til Specialklubben og udbede sig deres Bemærkninger. Det vedtoges paa den anden skrivelse fra Reichsverband at svare F.C.I’s Forretningsgang antagelig grundet paa den store Travlhed undertiden har været mindre hurtig, men Skriftlig har faaet Svar paa alle sine Skrivelser”. 
 
¹  Udarbejdet 1935 med Danmark som ophavslandet for Den danske Hund.

Det af Dansk Kennel Klub udarbejdede udkast-til-svar til ”Reichsverband für das deutsche Hundewesen” sendes derfor til høring hos ”Specialklubben for den danske Hund” inden det afsendes. Da svaret indeholder en anerkendelse af ”Deutsche Dogge” i Tyskland, et svar Dansk Kennel Klub ikke har fuldmagt til at give, bliver dette svar aldrig sendt. ¹

¹ Læseren skal her være opmærksom på hvad det af Dansk Kennel Klub udarbejdede udkast-til-svar brev faktisk indeholder. Som fremgår af Bestyrelsesreferatet af 5.12.1936 indeholder udkastet en anerkendelse af at den i Tyskland frit opfundne "Deutsche Dogge" er en særskilt Tysk Race. Det er naturligvis en ren røverhistorie, hvad alle i 1936 også er klar over. Den politiske dynamik der her spiller ind er først og fremmest, at formanden for FCI i 1936 er Aage Vilhelm Christian greve Moltke, der også er formand for Dansk Kennel Klub på samme tidspunkt. Der er absolut ingen antydning af at Grev Moltke på nogen vis er pro-tysk. Der er derimod en stærk interessekonflikt mellem ønsket om at forsvare Danmark og Den danske Hund, og samtidig varetage de internationale forpligtelser i FCI regi. Dette, sammen med Tysklands overordnede politiske angrebsstrategi, gør at man i Dansk Kennel Klub tilsyneladende "tilbyder" Tyskland en nyopfunden race. Som man vil se fra udkommet af FCI's generalforsamling 22. juli 1937 er Danmarks klare holdning, i hvilken vi gives helt og fuldt medhold, at der IKKE anerkendes en ny tysk race kaldet "Deutsche Dogge".

Det fremgår af brev fra Dansk Kennel Klub til Vognmand Madsen, bestyrelsesmedlem i ”Specialklubben for den danske Hund”¹ dateret 18. januar 1937, at Specialklubben henvender sig til Dansk Kennel Klub 13. januar 1937, og udbeder sig svar snarest muligt omkring ”Spørgsmaalet om, hvorvidt Racen fremtidig skal kaldes Grand danois eller Deutsche Dogge..”.  Det fremgår ligeledes af samme brev at Dansk Kennel Klub umiddelbart efter Bestyrelsesmødet 5.12.1936 har sendt sit udkast-til-svar til høring i ”Specialklubben for den danske Hund”. Det er indholdet af dette svar, der har fået Vognmand Madsen op på mærkerne og bidsk, hvorfor han henvender sig til Dansk Kennel Klub 13. januar 1937.
 
¹ Formanden menes netop her at være Erik Levison, men han er ikke arbejdsdygtig lige i dette tidsrum og dør 1936-37. Vognmand Knud Madsen bliver først formand i 1948. C. Hagbarth Christensen udnævnes til formand i foråret 1937. Knud Madsen ser ud til at varetage Specialklubbens interesserer midlertidigt.

Bestyrelsesreferat i Dansk Kennel Klub 30. marts 1937:

”Ad Punkt 4. Eet Brev Fra Henry Larsen oplæstes. Det vedtoges at forespørge Presseattaché Wamberg om han maatte være villig til at repræsentere D.K.K. og forsvare vore interesser i Spørgsmaalet ”Grand danois”. Det vedtoges at søge juridisk assistance ved Affattelsen af Dokumentationen samt at henvise denne til bl.a. Formanden for Specialklubben for den danske Hund”. 

Sagen drøftes på Bestyrelsesmødet i Dansk Kennel Klub den 29. maj 1937, hvor Dagsorden’s Punkt 11. er ”Grand danois sagen”.

Det besluttes her at tilskrive Henry Larsen ”om han vil paatage sig at gennemføre Grand Danois Spørgsmaalet i dansk Favør...”.

"A.P. Nørlund (th) sammen med bestyrelsesmedlem, direktør Henry Larsen under planlægningen af den første internationale udstilling i Danmark i 1936". Grosserer Axel P. Nørlund (1881-1969) er sekretær i Dansk Kennel Klub 1921-58. Han er samtidig sekretær i "Specialklubben for den danske Hund" fra tidspunktet hvor klubben startes op i 1928 som en "specialklub" alene for Den danske Hund. Op til dette tidspunkt blev alle aktiviteter omkring vor store hund varetaget direkte fra Dansk Kennel Klub fra dennes stiftelse i 1897. Henry Larsen er, som man kan læse, medlem af bestyrelsen i Dansk Kennel Klub, men har sin bopæl i Genève. Det er derfor Henry Larsen spiller så stor en rolle i de begivenheder der folder sig ud. Han repræsenterer Dansk Kennel Klub.
Kilde:  Dansk Kennel Klub’s 100 års jubilæumsskrift (s. 13)

Den anden årsag til at angrebet kommer netop i 1937 skyldes at Aage Vilhelm Christian greve Moltke (1866-1943) til Jomfruens Egede og Lystrup godser, i samtiden formand for Dansk Kennel Klub, i 1935-36 ligeledes var næstformand for FCI, som Danmark var blevet medlem af i 1934 ¹. I det øjeblik Grev Moltke's næstformandskab for FCI ophører, udløses angrebet fra Tyskland.

¹ "Hunden" (april 1934, s.98): Fédèration Cynologique internationale. Efter et ved Redaktionens Slutning modtaget Telegram fra Dansk Kennelklubs Repræsentant ved Fédèrationens Kongres i Monaco Herr Kurator Henry Larsen, Geneve, erfarer vi, at Dansk Kennelklub enstemmigt er optaget som Medlem af Fédèrationen, og at Vicepræsidiet for det kommende Aar [1935-1936] er overdraget Danmark".

"Kammerherre Aage Greve Moltke 1922-1940", som en del af artiklen "100 år med 10 formænd".
Grev Moltke var med andre ord formand for Dansk Kennel Klub 1922-1940.
Kilde:  Dansk Kennel Klub’s 100 års jubilæumsskrift (s. 73)

Præsidenten for R.D.H. i 1937 hedder Hans Glockner. Som Gordon Stewart ¹ havde gjort det i England i 1930 indstiftede han en pokal i sit navn, der stadig eksisterer i dag. Den officielle titel for Hans Glockner var ”Reichsführer für das deutsche Hundewesen”. Mindre kunne ikke gøre det. I 1939 blev S.A. Obergruppenführer Manthey præsident for R.D.H. medens Major Most var forretningsførende Præsident.²

¹ Gordon Stewart, der havde Kennel Send, gav 5 guldvaser til den engelske Kennel Klub i 1930. Vaserne skulle gives årligt til gruppevinderne på Crufts Dog Show. Den engelske Kennel Klub har stadig vaserne. Kilde: Robert Heal: The Danes of Send Manor (2001, s. 141)

² Iflg. ”Delegierten Commission e.V. Hundeverband für Deutschland” i brev til Det Jødiske Centralråd i Berlin (Zentralrat der Juden in Deutschland) blev ”R.D.H.” styret således:

• 1931 vor Hans Glockner 3. Vorsitzender des DKH und
  Franz Bazille geschäftsführender Vorsitzender des DKH
  
• Anfang 1933 war Franz Bazille Geschäftsführer des RDH
  
• Mitte 1933 war Hans Glockner Reichsführer des RDH
  
• ab 1935 war Hans Glockner Verbandsführer des RDH
  
• 1935 war Franz Bazille – Reichsausstellungswart und Leiter der Auslandsstelle des RDH
  
• im März 1952 war Franz Bazille 1. Ehrenpräsident des VDH bis zu seinem Tode am 12.10.1952

Se også Franz Bazille: Die Kennzeichen unserer Rassehunde” (Bielefeld, 1926) og Franz Bazille: Katechismus der Hunderassen (Weber’s Illustrierte Katechismen, No. 144).

Hans Glockner var formand for FCI allerede i 1934 (med Baron Houtart som Generalsekretær), og er også formand i 1937. Han erklærer sig ikke inhabil til generalforsamlingen! ¹

¹ Hans Glockner's formandskab for FCI fremgår f.eks. af den norske oversættelse af FCI’s statutter pr. 1. oktober 1934, der findes i Grand Danois Klubben i Danmarks arkiver.

Tysklands anklage mod Danmark var som følger:

¹ Albert-Léon-Marie Baron Houtart (1887-1951). Guvernør af provinsen Brabant, Belgien 1935-1943 (Gouverneur Honoraire du Brabant). Nazi-tysk radio i Bruxelles meddeler 10. marts 1943 at han, som den sidste af de 9 af kongen udpegede guvernører i Belgien, var blevet fjernet fra sin post. Udpeget guvernør igen 1944-49. Udgav flere bøger om hunde.

Anklagen fra Tyskland er oversat til dansk af translatør Anne Charlotte Struve (http://www.lesmotsbleus.com/) som følger:

Protokollen fra FCI er uhyre vigtig fordi vi fra denne kan se, at fhv. Generalkonsul Ferdinand Prior ¹ på Dansk Kennel Klub's vegne fremfører et stort historisk materiale om hundens oprindelse ².  Hans to modanklager er:

• Danmark vil ikke godkende at racen opsplittes i to racer, og

• Danmark vil ikke godkende at Grand Danois hunden skal ophøre med at eksistere og erstattes af en ny race, der kaldes ”Deutsche Dogge”.

¹ Vi har god grund til at tro at den danske regering er underrettet om den tyske aggression mod Danmark allerede i 1937. Dansk Kennel Klub bad nemlig først den daværende journalist og kulturattaché ved Gesandtskabet i Paris, Helge Wamberg, om at forelægge sagen på fransk ved generalforsamlingen. Det afslog han som følge af hans stilling, hvorfor vi kan slutte at man i den danske regering har fuldstændig berøringsangst over for et fremstormende Tyskland. Helge Wamberg’s billedstøtte kan ses på ydermuren af Det danske Studenterhus i Paris (La Fondation Danoise), som han er med-grundlægger af. Han var gift med Sascha Wamberg. Se Hakon Stangerup: Dansk kultur i Frankrig 1920-1960. En bog til minde om Helge Wamberg (1959) og Karl Bjarnhof: Historien om Sascha (1961).
Kilde: C. Hagbarth Christensen: Danmark vandt Kampen om ”Grand danois” Navnet (”Hunden”, 1937, s. 167).

² Det fremgår fra FCI's protokol at det fremlagte materiale, skrevet på fransk, offentligøres i Bulletin Officiel de la Société Canine de Monaco i august 1937. Vi ved at C. Hagbarth Christensen medbragte 2 kufferter fyldt med bøger, i alt 30 bind. ”Min Kongstanke er imidlertid, at Specialklubben for den danske Hund en Gang maa blive saa velhavende, at alt dette vidunderlige Stof kan blive oversat til Dansk og samlet i Bogform...”. Kilde: C. Hagbarth Christensen: Danmark vandt Kampen om ”Grand danois” Navnet (”Hunden”, 1937, s. 167-168,170).

Udover Generalkonsul Ferdinand Prior¹ deltog også formanden for ”Specialklubben for den danske Hund”, Herr Trafikassistent C. Hagbarth Christensen, og Herr Henry Larsen, Genève ("Hunden", august måned?, 1937, s. 143)².

¹ Ferdinand Prior (1868-1948) var Honorær Generalkonsul for Frankrig og Bankdirektør i Banque des Pays du Nord i Paris. Han blev 19.8.1922 gift med Paule-Marie-Andrée Texier, f. 7.5.1902 i Ny Caledonien. Hans storebroder, Hans Peter Prior (1866-1936), var Handelsminister og direktør i NKT A/S og Codan Gummifabrik, Køge.
² C. Hagbarth Christensen er formand for "Specialklubben for den danske Hund" 1937-48. Han begynder derfor sin tid som formand med dette eksistentielle problem for Den danske Hund og Danmark.

Note vedr. spørgsmålet om "Grand Danois" og "Deutsche Dogge". -1-   -1-   -1-   -1-   -1-   -1-   -1- ”I begyndelsen af 1937 modtog Dansk Kennel Klub følgende (oversatte) brev fra R.D.H. (Reichverband fűr das Deutsche Hundewesen):   ”Reichverband für das Deutsche Hundewesen modtager konstant klager over, at der i den udenlandske, professionelle presse altid refereres til den såkaldte ”Grand Danois”, når det kun kan dreje sig om den ”Deutsche Dogge”, dvs. at den såkaldte ”Grand Danois” i virkeligheden er vores Deutsche Dogge.   Vi har derfor henvendt os til F.C.I., hvor man har informeret os om, at vi i denne anledning bør rådføre os med Dansk Kennel Klub, specielt for at vide, om racen ”Grand Danois” har særlige kendetegn. For at kaste lys over spørgsmålet beder vi Dem derfor om at erklære, hvorvidt De accepterer at anerkende Deutsche Dogge som sådan og undlade at bruge betegnelsen ”Grand Danois”, der udelukkende afføder fejltagelser og misforståelser". F.C.I., for deres vedkommende, skriver følgende til D.K.K.: ”De er formodentlig bekendt med, at Tyskland gør krav på racen ”Grand Danois”, der af R.D.H. kaldes ”tysk dogge”.   Det ville være ønskeligt at træffe en afgørelse om spørgsmålet, hvilket med fordel kunne blive undersøgt på F.C.I.’s generalforsamling, der afholdes i Paris i juli dette år. Jeg ville sætte stor pris på, hvis De kunne undersøge spørgsmålet og sende mig en rapport. På forhånd tak (Underskrevet:) Greve af T’serclaes Spørgsmålet blev således sat på dagsordenen for F.C.I.’s generalforsamling afholdt i Paris d. 22. juli 1937.   Hr. Ferdinand Prior, der repræsenterede D.K.K. i forsamlingen, holdt et kyndig foredrag, hvori det af adskillige citater fremgik, at pågældende race allerede fra gamle tider af, såvel i videnskabelige afhandlinger som i dagligsproget, var blevet kaldt ”dansk hund”, ”dansk dogge, grand danois” eller blot ”Dansk”, og dét i hele Europa uden undtagelse, også i Tyskland. 1 F. Prior afsluttede sit foredrag således:   "Mine damer og herrer, jeg er hermed færdig. Alt det fremlagte har tjent til at vise, at racen Grand Danois [ny side]

[ny side] i århundreder har været internationalt kendt som en uafhængig race, og at trods de forbedringer, den oprindelige type utvivlsomt har gennemgået i løbet af tiden, har ingen ekspert nogensinde påvist, at den aktuelt eksisterende type ikke længere tilhører racen Grand Danois.”   ”Ingen vil bestride de bestræbelser, vore tyske venner har gjort sig for at forbedre denne race, men vi frakender dem absolut retten til at gøre fordring på fremavlen af en ny race, den såkaldte ”tyske dogge” og påstå, at racen Grand Danois ikke eksisterer længere, eller at den hund, vi kalder dette, i virkeligheden tilhører den nye race ”tyske dogge”. ”Og jeg tror, vi kan enes om, at jo mere man undersøger spørgsmålet, jo mere må man erkende at intet, eller ingen, vil kunne slette det berømmelige navn ”Grand Danois” eller, på engelsk, ”Great Dane” i det internationale hundenomenklatur.” Paris d. 22. juli 1937. (Underskrevet:) F. Prior. (NB: den franske tekst fra hr. Priors rapport er blevet udgivet i sin helhed i Bulletin officiel de la société canine de Monaco fra august 1937, som jeg desværre kun besidder et enkelt eksemplar af).   Foredraget blev ikke efterfulgt af nogen debat eller beslutning, som følge af en udtalelse fra hr. Glockner, R.D.H.’s formand og repræsentant for foreningen på generalforsamlingen. Herefter følger, hvad der blev skrevet om emnet i mødereferatet af generalforsamlingen afholdt d. 22. juli 1937:   X) Undersøgelse af spørgsmålene rejst af: 1º) …. 2º) …. 3°) Danmark: spørgsmålet om Grand Danois-racen. ”Hr. Prior fremlægger et grundigt studium af denne hunds historie og betegnelse. Hr. Glockner erklærer, at spørgsmålet er blevet sat på dagsordenen ved en fejltagelse og at R.D.H. ikke har fremsat nogen officiel anmodning om at ændre benævnelsen ”Grand Danois”.” Spørgsmålet er forblevet uændret siden 1937. (Underskrevet:) Baron Albert Houtart GENERALSEKRETÆR for F.C.I.

Til venstre: Protokollen fra FCI’s generalforsamling 22. juli 1937, hvori Tyskland’s anklage mod Danmark beskrives i detaljer.
Til højre: Oversættelse til dansk af translatør Anne Charlotte Struve (www.lesmotsbleus.com).
Tilstillet Jette Nielsen, Dansk Kennel Klub 19. maj 2003 af FCI på opfordring i brev af 21. marts 2003. Fra Grand Danois Klubben i Danmark.

¹ Efter denne sætning tilføjer Generalsekretæren for FCI, Baron Houtart i et brev af 15. november 1948 til den hollandske kynolog og forfatter P.M.C Toepoel: "F. Prior citerede blandt andre den store autoritet inden for oprindelse af hunderacer, Dr. Leopold Joseph Fitzinger, der i bogen ”Der hund und seine Rassen” (Tübingen, 1876) ikke nævner nogen tysk dogge, men udelukkende den danske - canis molossus danicus – og som en race, han anser for uafhængig af den store, danske hund, canis laporarius danicus. Forfatteren tilføjer, er det er i Danmark, denne race er opstået og navngivet" (gengivet i afsnittet "Nutiden").

Det er her værd at sammenholde et par vigtige tidspunkter, der måske viser os hvad den tyske plan i virkeligheden var:

Nordischen Wissenschaftlichen Kongress - Haus und Hof im nordischen Raum afholdes i Lübeck 2-5. juli 1936 .

→

”Reichsverband für das deutsche Hundewesen” skriver til Dansk Kennel Klub på et tidspunkt før 5. december 1936.

→

”Reichsverband für das deutsche Hundewesen” kræver at Den danske Hund ophører med at eksistere efter afholdelsen af FCIs generalforsamling 22. juli 1937.

→

Skabelsen af Deutsche Dogge offentliggøres på Nordischen Wissenschaftlichen Kongress - Tracht und Schmuck im nordischen Raum i Lübeck 30. august 1937?

Jeg håber at man her helt kan genkende såvel den preussiske som den nazistiske verdensopfattelse om at alle ikke-tyske racer skal udryddes eller undertvinges, og at alt skal udgå fra den tyske race. Men hvad er endnu vigtigere, så nævner protokollen intet om Tysklands bevisførelse. Fordi vi har en udførlig beskrivelse af alt materiale forelagt omkring dette emne betyder dette helt uden tvivl at der intet materiale blev forelagt eller foreligger. Argumenteringen fra Tyskland er derfor alene at Grand Danois hunden som en dansk hund skal forbydes fordi det er den samme hund som Deutsche Dogge. Afslutningsvis står der i protokollen at R.D.H.s præsident Glockner, efter Hr. Priors forsvar for Danmark, siger at det var en fejl at dette spørgsmål blev rejst på dagsordenen, og at R.D.H. ikke vil officielt påkræve at navnet Grand Danois ændres.

Vi har ligeledes det fulde danske referat af behandlingen af Tysklands anklage mod Danmark på generalforsamlingen 22. juli 1937. Formanden for ”Specialklubben for den danske Hund” (det oprindelige navn for Grand Danois Klubben i Danmark indtil 1951), C. Hagbarth Christensen ¹, deltog i generalforsamlingen, og giver sin fulde tilbagemelding i ”Hunden” (1937, oktober måned, s. 165-173).

¹ I afsnittet "Mellem- og efterkrigsårene" er kort gengivet hvad vides om C. Hagbarth Christensens liv og levned.

 
”Danmark vandt Kampen om ”Grand danois” Navnet.
Den største Opgave, Dansk Kennelklub har været stillet overfor i hele sin Levetid, blev en stor Sejr for Klubben.
Af C. Hagbarth Christensen (Form. For Specialklubben for den danske Hund).
Kilde: Grand Danois Klubben i Danmark.
 
 

Generalkonsul Ferdinand Prior indleder med at oplæse Tyskland’s anklage mod Danmark til generalforsamlingen, som gengivet ovenfor. Herefter fortsætter han (fremført på fransk, her gengivet på dansk):

”Tillad mig imidlertid at gøre opmærksom paa, at det af de ovenfor nævnte Omstændigheder fremgaar, at det er Tyskland, der har opkastet Spørgsmaalet og ikke Danmark, som det fejlagtigt er opgivet paa vor Forsamlings Dagsorden. Imidlertid er vi villige til at deltage i Debatten, og derfor har jeg bestemt mig til at forklare Dem vort Standpunkt straks.

Naar jeg rejser mig foran Dem, efter sidste Mandag at have hørt et overordentlig videnskabeligt Exposé om Hundens Psykologi og den ogsaa videnskabelige Diskussion, som fulgte, indrømmer jeg, at jeg føler mig lidt som en lille dansk Hund i et Keglespil, thi jeg kan ikke, bare i min Egenskab som Hundeelsker, og særlig som Elsker af ”Grand danois”er, haabe at naa til de samme Højder som Mandagens Talere, men jeg ved, at for at være Dyreven, saa maa De have en stor Dosis Godhed og en utrættelig Overbærenhed, og det er dertil jeg appellerer, naar jeg henvender mig til Dem. Jeg skal bestræbe mig for at vise god Vilje med Hensyn til Sagen og for saa meget som muligt at undgaa alt, som kunde støde andres Ømtaalelighed, og i Særdeleshed vore Venners, de tyske Delegerede.
 

Det Spørgsmaal, som er blevet rejst, er, som De ved, en Genganger, der allerede har været behandlet – og jeg maa næsten sige, det har været behandlet siden Tidernes Morgen, d.v.s. siden den første Dag, hvor dette skønne Dyr, som kaldes Grand danois, eller paa engelsk the great Dane, eller endnu paa tysk der grosse dänische Hund, har faaet dette Navn. Thi det er et Navn, som, det vover jeg at sige, har faaet ”Brugens Sanktion” – Anerkendelse ved dets lange Brug – og det er ikke lidt. Jeg tror endda, at det er et Argument, som er af meget stor Værdi, og som selv I den videnskabelige Verden regnes for et Argument, som man ikke gerne maa forsøge at sætte i Bevægelse, thi der kunde opstaa Forvekslinger, og Videnskaben synes, hvis jeg ikke tager fejl, ikke om Forvekslinger.

Jeg vover ikke at øve Indflydelse paa Dem, og jeg tilstaar aabent, at det er et Spørgsmaal, hvem der har været den første til at give dette smukke Navn til vedkommende Hund, og hvorfor den bærer det. Men jeg tror, at vi alle kan indrømme uden mindste Tøven, at dette Navn lyder som en Fanfare og at det egner sig saa godt for dets Genstand, at man faktisk ikke kan skille det ene fra det andet. Der findes Benævnelser, lad os sige historiske og af forskellig Natur, hvilke det vilde være Helligbrøde at røre – og den, der vilde gøre det, vilde sikkert intet vinde derved, tværtimod. Iøvrigt vilde det være forgæves at forsøge paa at finde noget saa kønt, noget der falder saadan i Øret, noget der er saa nøjagtigt for Aanden og altsaa for Videnskaben, som dette Navn Grand danois, Great Dane osv. Man spørger sig virkelig, hvorfor man er saa ivrig efter at forandre det!

Jeg har forleden diskuteret Spørgsmaalet med en stor Hunde-Ekspert, Professor Letard ¹, som De alle kender og hvis Fraværelse i Dag jeg meget beklager, men han har udtrykkelig bemyndiget mig til at referere til hans udtalelser. Under Samtalen om Navnet og Historien af Grand danois’erne ytrede han: Et geografisk Navn, givet til et Dyr, betyder ikke nødvendigvis fra Begyndelsen nogen Kendelse for dets Oprindelse, og han citerede flere Eksempler for mig, der bekræfter denne Teori:  Der er den spanske Hund, som sikkert ikke har sin Oprindelse i Spanien, og det synes snarere, at den maa være at klassificere som en fransk Hund, men vel forstaaet, idet dens Betegnelse Spansk Hund opretholdes. Der er den arabiske hest, hvis Oprindelse intet har at gøre med Afrika eller Arabien – den kommer fra Centralasien; det er ogsaa Tilfældet med Berber-Hesten, som ikke stammer fra Berberiet, men fra Asien; Angorakaninen kommer ikke fra Angora, og den livorniske Hund kommer heller ikke fra Livorno. Lad os altsaa ikke bruge vor Tid, for at finde ud af, hvorfor man kalder vor Hund Grand danois, ingen vil kunne sige det, men – og det er ogsaa Professor Letard, der tilhviskede mig den Kendelse, som jeg allerede har citeret: Navnet Grand danois har faaet Sanktion ved dets lange Brug.

¹ fransk veterinærforsker E. Letard.

I Aarhundreder har denne Hund været kendt som speciel Hunderace, og Navnet var altid det samme – selv i Tyskland, hvor det var ”der grosse dänische Hund”. Først i de sidste ca. 50 aar har tyske Opdrættere forsøgt at faa Racen anerkendt under Navnet ”Die deutsche Dogge”. – ikke som en ny, uafhængig Race, men man vilde, at Racen Grand danois skulde omdøbes til Racen Deutsche Dogge. I selve det Brev, hvor Reichsverband für das Deutsche Hundewesen meddeler Dansk Kennelklub at den agter at andrage om en definitiv Navneforandring – det Brev, som jeg lige har oplæst for Dem – anerkender Reichsverband iøvrigt, at Fagpressen i Udlandet anvender Navnet ”Grand danois” for den Hund, ”som siger den, ikke er noget andet end Deres deutsche Dogge”. Man anser altsaa Racen for at være den samme og ønsker kun en Navneforandring. Tillad mig altsaa den Bemærkning, at hvis Racen i Aarhundreder har været kendt under Navnet Grand danois, og Navnet Deutsche Dogge kun har eksisteret i ca. 50 aar eller ca. 60 aar, saa udtrykker Reichsverband sig daarligt, naar den siger, at ”Grand danois” kun er deres ”Deutsche Dogge” – det havde tværtimod været nødvendigt at sige, at deres ”Deutsche Dogge” kun er ”Grand danois”. Hvis der findes en Hund, som skal omdøbes, saa er det altsaa ”Deutsche Dogge” og ikke ”Grand danois”!

(Mægtigt Bifald.)

Jeg har allerede sagt Dem, at det Navn, i hvert Tilfælde efter min Mening, lyder som en Fanfare, og fra et æstetisk Synspunkt kunde ethvert andet Navn kun virke mere udvisket, ja banalt. Vil man ogsaa omdøbe Klubberne, som findes næsten over alt i Verden, og som Tillægsnavn til deres Klubnavn har antaget Navnet af Grand danois eller Great Dane? Hvem kunde tro dette – selv et eneste Øjeblik? Hvad vil man gøre med de talrige videnskabelige og andre Værker, som udelukkende er helliget denne Hund og bærer dens Navn? Man vil undgaa Forvirring. Dette her bliver Forvirring!

Jeg har taget Uddrag af vigtige kynologiske tyske, franske og engelsker Værker, som taler om Grand danois, og fra en senere Dato ogsaa om Deutsche Dogge. Jeg stiller dem til Forsamlingens Disposition og er ogsaa villig til at læse dem op for Dem, hvis De anser dette for ønskeligt.

Foreløbig skal jeg i kronologisk Orden nævne Dem Værkerne og i sammentrængt Form deres Indhold.

(Herefter fulgte denne Oplæsning, der ved sin Saglighed og sin historiske Vægt gjorde et stort Indtryk paa Forsamlingen. Hr. Prior fortsatte derefter:)

Jeg vil afslutte mine Udtalelser med et sidste Uddrag af en meget interessant og udførlig Practical Dog Book af Edward C. Ash, London 1931, ¹- jeg tillader mig kun meget at anbefale Dem at læse alt, hvad Ash fortæller om Great Dane Racen. Han drager følgende Slutning:

”Man kan vel spørge sig selv, hvordan det er sket, at skønt Great Dane i mere end 200 aar er blevet holdt og opdrættet i England og selvfølgelig en Gang har været en dansk Race, nu skulde gøres Krav paa som en tysk Variation. Det maa erindres, at den fremragende tyske Kansler, Fyrst Bismarck, havde en Great Dane ved Navn Thyras. Thyras ledsagede sin Herre alle Vegne. Da Thyras døde, blev dens Død telegrafisk meddelt overalt i Verden: ”Thyras, Great Danes og Tyskland blev uigenkaldelig forenede”.

¹ Edward C. Ash skriver i ”The Practical Dog book” (1931, s. 43-44):”I think it will be generally admitted that the Great Dane has every right to be considered at British breed, for it is certain that, for over two hundred years, this very active and powerful dog, with the temperament of a Terrier, always alert and intelligent, has been kept and bred in England. That at one time its home was Denmark may be gathered from the name, that has described the dog in England for 200 years, a name that also was applied to the breed in Germany and in France".

Mine Damer og Herrer, jeg kommer nu til Slutningen. Alt, hvad jeg har sagt Dem, vil have vist Dem, at Racen Grand danois har været internationalt kendt som en i Aarhundreder uafhængig Race, og til Trods for de Forbedringer, som den første Type uden Tvivl har gennemgaaet i Løbet af Aarhundrederne, har aldrig nogen klartseende Menneske nogensinde kunnet Indrømme, at vore Dages Type ikke mere tilhører Grand danois-Racen.

Ingen vil fratage vore tyske Venner de Anstrengelser, som de har gjort, for at forbedre denne Race, men vi bestrider absolut deres Ret til at kræve Skabelsen af en ny Race, der skulle kaldes ”Deutsche Dogge”, og at paastaa, at Racen Grand danois ikke mere eksisterer, eller at Hunden, hvem vi har givet dette Navn, i Virkeligheden hører til denne, som man siger, nye Race ”Deutsche Dogge”.

Og jeg tror, at De vil  være enige med mig i at anerkende, at jo mere man sætter sig ind i Spørgsmaalet, des mere vil man være klar over, at aldrig noget eller nogen vil opnaa at slette internationalt fra Hunde-Nomenklaturet det glorrige Navn Grand danois, eller paa engelsk Great Dane”¹.

¹ De sidste 3 paragraffer i F. Priors tale på fransk gengives i protokollen fra FCI. Hans ord lyder således:
 
M. F. Prior termineit son exposé comme suit:
 
”Mesdames et Messieurs, j’ai terminé. Tout ce que je vous ai dit aura servi à vous montrer que la race du Grand Danois a été internationalement connue comme race indépendante depuis des siècles, et malgré les améliorations que le type premier a sans doute subies au cours des siècles, aucun esprit averti n’a jamais pu admettre que le type de nos jours n’appartienne plus à la race du Grand Danois.”
 
”Personne ne disputera à nos amis les Allemands les efforts qu’ils ont fait pour améliorer cette race, mais nous contestons absolument leur droit à réclamer la création d’une nouvelle race s’appellant ”le Deutsche Dogge” et à prétendre qui la race du Grand Danois n’existe plus, ou que le chien auquel nous donnons ce nom appartient en vérité à cette soi-disant nouvelle race du ”Deutsche Dogge”.
 
”Et je pense que vous êtes d’accord avec moi pour reconnaître que plus on étudie la question et plus on se rend compte que jamais rien, ni personne, ne réussira à rayer internationalement de la nomenclature caninen le glorieux  nom du Grand Danois, ou en anglais ”the Great Dane”.
 
Paris, le 22 juillet 1937. (s). F. Prior.

C. Hagbarth Christensen fortsætter med at kommentere det videre forløb efter afslutningen af Ferdinand Prior’s tale på fransk:

”Et overvældende Bifald, der gjalt saavel Indlægget som Taleren, brød løs og den myndige Dirigent formaaede kun langsomt at genoprette Roen.

Formanden for Reichsverband, Hans Glockner, bad straks om Ordet og oplyste, at Reichsverband aldrig havde skrevet eller afsendt dette Brev ¹, som var Indledningen til hele denne Sag. Det var efter hans Mening ogsaa det dummeste Brev, han nogensinde havde hørt.

¹ Det er en lodret løgn at R.D.H. aldrig skulle have afsendt dette brev da referatet for FCI gengiver brevet ordret. Dette punkt blev diskuteret uden for referat efter behandlingen af Tysklands anklage mod Danmark på dagsordnen. Efter forevisning af det faktiske brev underskrevet af  R.D.H.’s Franz Bazille, vedstod sidstnævnte at han havde skrevet brevet. ”Han forklarede, at han kun havde ønsket at forhandle privat med Danmark om en Deling i 2 Racer, ligesom Schæferhunden er delt i en tysk og en Elssas Hund og at han aldrig havde ønsket denne Sag forelagt F.C.I”. Som også C. Hagbarth Christensen skriver er denne forklaring ej heller i overensstemmelse med hvad der faktisk var tanken, og man aner den stærke nazistiske indflydelse i baggrunden, som ingen ønsker at berøre i offentligheden.

 
Omgaaende greb Dirigenten ind og fastslog, at Danmark i et og alt havde Ret i sin Paastand, thi selv om Tyskerne havde forædlet Racen, berettigede dette dem ikke til at ændre Hundens Nationalitet og Navn”. 
 
 
 

Hvad enten man har en sund kildekritisk tilgang til nærværende beskrivelse af begivenhedernes gang eller, som jeg har førstehånds kendskab til, fører Tysklands sag ved at forsøge sig med karaktermord og undergravning af materialet som falsk dansksindet propaganda, er vi heldigvis så heldige at Generalsekretæren for FCI, Baron Houtart, efter 2. Verdenskrigs afslutning i detaljer gennemgår dette emne i et brev af 15. november 1948 til den hollandske kynolog og forfatter P.M.C Toepoel. Brevet gengives i afsnittet "Nutiden" i en godkendt oversættelse til dansk af translatør Anne Charlotte Struve (http://www.lesmotsbleus.com/). En transkription af det originale brev kan ses i afsnittet ”Le chien danois – Le Grand Danois – Résumé en français”. Det originale brev findes i Grand Danois Klubben i Danmarks historiske arkiver.

Avisartikel skrevet af skuespillerinden Agnes Seemann (f. Nørlund 1882-1973). Desværre fremgår det ikke hvilken avis artiklen hidrører fra. Fra artiklen kan vi dog se at den er bragt ”forrige uge” i forhold til  22. juli 1937. Nyhederne er derfor bragt til Danmark via telegram i første uge i august 1937. Agnes Seemann gennemskuer naturligvis problemstillingen og ser at dette i virkeligheden er nazismens skalkeskjul for ”Arier helt igennem”. Agnes Seemann skrev bl.a. dyreskildringer i B.T. Måske er artiklen herfra. Hendes mand, Henry Seemann (1875-1948), var meget aktiv inden for hundeopdræt. Kilde: Givet til Carsten Birk af C. Hagbarth Christensen’s kones niece Birgith Hansen torsdag 28. september 2006.