| Forside |  |
Indholdsfortegnelse |
Jagtens ophør, Buffon og gavegivning til Europas adel (1700 tallet)
Fra Peder Laales Danske Ordsprog (nedskrevet i 1300 tallet): Nr. 129 Kath tiæn sijn fruwæ oc hwndhen sijn Herre. 1 Dette ordsprog kræver underforståelsen at kvinden styrer gården, og manden marken og jagten, hvor han gør brug af Den danske Hund.
Peter I. den Store (regent 1682-1725) havde en favorithest; hoppen Lisette (Лизетт), og to favorithunde; en lille hund kaldet Finette og en Dansk hund kaldet Tyran (Тиран). Alle tre dyr blev udstoppet og kan i dag ses på Zoologisk Museum i St. Petersborg, grundlagt af samme regent år 1703 e.Kr. Jakob von Stæhlin (1709-1785): Original anecdotes of Peter the Great, Collected From The Conversations of Several Persons of Distinction at Petersburgh and Moscow (1788, kap. CXII: 372-373):
Se også Kazimiers Waliszewski (1849–1935): Pierre le Grand (1897, s. 213): ”... elle aussi, avait pour concurrent un gros dogue danois, qui figure, empaillé, parmi les souvenirs pieusement conservés dans le galerie du Palais d’hiver ...”. Den engelske oversættelse "Peter the Great" (1898, s. 196): "... Finette, called Lisette by some contemporaries, who have confused her, doubtless, with a very favourite mare, competed for the Tsar’s favour with a great Danish dog, whose stuffed body now has its place amongst the souvenirs so piously preserved in the gallery of the Winter Palace...".
Den danske Hund kaldet Tyran på Zoologisk Museum i St. Petersborg. Dyrene tilhørte Peter I. Under Den danske Hund står på russisk:
Dette er ikke en Bullenbeisser (Bulbider), men en Dansk hund (Это не буленбейцер, но датский дог). Fra den første udstilling på Kunstkammeret 1716-1725 e.Kr. (ИЗ ПЕРВЫХ ЭКСПОНАТОВ КУНСТКАМЕРЫ 1716-1725 г.г.) Billedkilde: Andrew Butko og http://lib.rus.ec/. Many thanks to Jan Harris, Marysville, Ohio for pointing out this very important source of a Great Dane with the Imperial Court of the Russian Empire year 1716-25.
Sam Briscoe: The Remains of Mr. Thomas Brown, Serious and Comical, in Prose and Verse (1720, s. 141-142):
Digtet er ufuldstændigt gengivet ovenfor, med kun de sidste tre vers vist. Digtet er endog meget bramfrit, og man ser for sig opfordringen til at Den dansk Hund Hector løfter ben op ad gravstenen. Fodnoten viser brugen af "Danish Dog" i England i året 1720. Thomas Brown (Tom Brown, 1663-1704) blev smidt ud af universitetet Christ Church i Oxford kort tid efter 1678 på grund af dårlig opførsel. Herefter arbejdede han i London. Da Thomas Brown døde allerede 1704 viser digtet at "Danish Dog" må forekomme i det engelske sprog senest på dette tidspunkt.
HE Ritmester Knud Greve Danneskiold-Samsøe (1876-1975) afholdt som Næstformand i Specialklubben for Den danske Hund et foredrag 15. november 1929 med overskriften ”Den danske Hund”. I sin gennemgang af Den danske Hund’s historie skriver han: ”Af prominente Individer maa nævnes den grand danois, som tilhørte Lord Cadogan, der under Marlborough gjorde hele den spanske Arvefølgekrig (1701-1714) med. Denne Hund deltog i alle sin Herres Slag; og da Englænderne efter Krigen som Tak byggede og skænkede Marlborough ”Blenheim Palace”, saaledes opkaldt efter Sejren ved Blenheim ("The Siege of Bouchain", 13. Aug. 1704), blev der fremstillet og i Slottet ophængt et Gobelin visende Lord Cadogan i dette Slag attakerende Fjenden fulgt at sin trofaste grand danois”. Ovenfor ser vi brudstykket af den gobelin Greve Danneskiold-Samsøe henviser til. Tapetet kan ses i det 3. statsværelse. General William Cadogan (1675-1725), fra 1718 den 1. Earl Cadogan, var gift med den hollandske Margaretta Cecilia Munsters fra Haag, Holland. John Churchill (1650-1722), 1. Hertug af Marlborough, udnævner William Cadogan til sin de facto højrehånd 1701, hvorfor Den danske Hund vi ser afbildet er fra tiden 1701-1704. Det interessante spørgsmål er dette. William Cadogan er 1701-04 en dygtig officer og hærleder, men han er ikke af adelig byrd, og har derfor ikke tilgang til Den danske Hund på dette tidspunkt. Han indlemmes først i Adelen med adelsbrevet og ophævelsen til Baron i 1716. Dette giver os to mulige vis hvorpå William Cadogan kan have modtaget Den danske Hund. Enten er hunden krigsbytte fra Holland eller følgende sker: John Churchill, 1. Hertug af Marlborough, var meget tæt på Kong William III af Orange (1650-1702), den hollandske og protestantiske adelsmand, der som statholder af Holland tager den engelske trone 1689. Da William III af Orange krones konge til England 13. februar 1689 ophæves John Churchill samtidig til adelstanden som Jarl (Earl) af kongen. John Churchill var 1677 blevet gift med Sarah Churchill (1660-1744), der, fra i hvert fald 1688, var slyngveninde med prinsesse, senere Queen Anne til England (1665, regent 1702-1714). Dronning Anne blev 28. juli 1683 gift med den danske prins Jørgen (George). Ved hendes tronbestigelse 1702 udnævner hun sin prinsgemal Jørgen (George) til ”Hereditary of Denmarke, Lord High Admiral”, dvs. Admiral for flåden, og John Churchill, 1. Hertug af Marlborough, til ”Captain-General”, dvs. leder af hele den engelske hær. Prins Jørgen (George) havde sit jagtslot på Denmark Hill, Camberwell, Southwark Borough, London og sin hundekennel på Dog Kennel Hill i tilknytning til jagtslottet. Fra Richard Blome’s kobberstik ”The Gentleman’s Recreation” (1686) kan vi se at Den danske Hund nu er ankommet i ”Blendinge” typen til England. Det må være fra Prins Jørgen (George)’s hundekennel at John Churchill, 1. Hertug af Marlborough, modtager en Dansk Hund som han videregiver til William Cadogan ca. 1701. Men denne gavegivning har langt større betydning for William Cadogan end vi gør os det klart i dag. Da kun adelen kan eje Den danske Hund, og William Cadogan i 1701 endnu ikke er ophævet til adelstanden, synes det klart at Hertugen af Marlborough giver William Cadogan hunden som et tegn på at han er adelsstanden værdig, og vil blive givet sit adelsbrev hvis sejrene hives hjem fra slagmarken. Dette har alle parter forstået i samtiden, og heri findes årsagen til at William Cadogan forbindes så tæt med sin Danske Hund i årene 1701-04. Forbindelsen til Prins Jørgen (George)’s hundekennel, og dermed den kongelige hundekennel på Jægersborg, forklarer også hvorfor William Cadogan’s Danske Hund er identisk til Den danske Hund Sultan, som afbildet under Frederik IV’s kroning 25. august 1699. Mrs Karen Wiseman, Education Officer, Blenheim Palace, der venligst tilsendte mig det her viste billede 20. september 2007, tilføjede dette: The dog did indeed belong to Cadogan and followed him into all the Battles, being useful on many an occasion. The Duke of Marlborough was most particular about the Tapestries. He sent to the designers of the Tapestries, campaign maps, examples of uniform, paintings of his Officers and a painting of the dog, so they could make the Tapestries accurate. The Duke said that this dog had earnt his name in history and therefore had to be in one of the Tapestries. Unfortunately we do not know the name of the dog”.
Til venstre: Oliemaleri af den engelske maler Jonathan Richardson (1665–1745): Alexander Pope and His Dog Bounce (1718). Til højre: Den engelske landskabsarkitekt William Kent (1685-1748): Alexander Pope’s garden at Twickenham, with a view of the Shell Temple (1730). Originalen findes på British Museum, London. William Kent var en af de mest betydningsfulde engelske landskabsarkitekter. Han arbejder på Alexander Pope’s fornemme have ud mod Themsen ca. år 1730. På tegningen ser vi tydeligt en Dansk Hund bedårende to mænd i højre side, hvoraf den mindste yderst til højre formentlig er Alexander Pope, der kun blev 137 cm høj; måske i samtale med William Kent om havens planlægning. Den Danske Hund er gengivet i myndeform med halsbånd. Dateringen af tegningen gør at vi kan sige at dette er tæven fra digtet “Bounce to Fop”. Alexander Pope (1688-1744) var en engelsk digter. “Bounce” var en Dansk Hund. Maleriet af Jonathan Richardson hænger i biblioteket på Hagley Hall, Worcestershire, England; hovedsædet for den 12. Viscount Cobham, jvf. også ordvalget ”Cobham's Walks” i digtet “Bounce to Fop” (sætning 62): “The centrepiece of the Library is the portrait of Alexander Pope which hangs over the fireplace. Bemærk at der i hundens halsbånd er indgraveret "A. POPE". Ørerne er kuperet tæt, som alle Danske Hunde er det i samtiden af sikkerhedshensyn til hunden under jagten. Som er tilfældet med Den danske Hund i Alexander Pope's have ca. år 1730, er Bounce i 1718 også gengivet i den oprindelige myndeagtige form. Alexander Pope udødeliggjorde sin Danske Hund ”Bounce” i digtet “Bounce to Fop” (skrevet 1727-36, offentliggjort 1736), hvor Bounce tiltaler Henrietta Howard’s “Fop”. Henrietta Howard (1689-1767), Grevinde til Suffolk, var maitresse for Kong George II. (regent 1727-1760), og hendes usømmelige optræden ved hoffet og griskhed efter penge er slet skjult i digtet, jvf. f.eks. ”To lay your Head in every Lap” (sætning 17); et ikke ufarligt ordvalg i Alexander Pope’s samtid. Hunden ”Fop” er en Spaniel (sætning 2), og derfor sikkert en King Charles Spaniel, der ankom til, og forbindes med den engelske kongefamilie fra Kong Charless II (regent 1660-1685). Hunden er netop en skødehund som kvinden ustandseligt bærer rundt på som var hun et skib med hunden som passagerer, jvf. udtrykket ”Lady-lap-dog-ship (sætning 6), den tvefoldige forståelse af hvilken alle har været klar over i samtiden. Alexander Pope flyttede i 1719 til Twickenham, der dengang var langt ude på landet, hvor han boede langs Themsen til sin død i 1744. I dag er landsbyen en vidunderlig del af Stor-London. Derfor beskrives Den danske Hund Bounce som værende boende i Twickenham, og beskrives som ”We Country Dogs love nobler Sport,” (sætning 13). Som vi kan se fra digtet var Bounce vagthund, og da Alexander Pope's værk "Dunciad" (1728) udkom, og havde gjort Alexander Pope forhadt af mange, citeres hans ældre halvsøster Magdalen Rackett for at have sagt:“My brother [Alexander Pope] does not seem to know what fear is. When some of the people that he had put into the Dunciad were so enraged against him, and threatened him so highly, he loved to walk alone, and particularly often to Mr. Fortescue’s at Richmond [Sir William Fortescue (1687-1749), engelsk dommer og forsvarsadvokat]. Only he would take Bounce* with him; and for some time carried pistols in his pocket... When my brother’s faithful dog and companion in those walks died, he had some thoughts of burying him in his garden, and putting a piece of marble over his grave with this epitaph- O RARE BOUNCE! and he would have done it, I believe, had he not apprehended that some people might take it to have been meant as a ridicule upon Ben Jonson [Benjamin “Ben” Jonson (1572-1637), engelsk skuespiller, forfatter og digter]”. * A great faithful Danish dog of Mr. Pope’s. Alexander Pope holdt hund fra 1716 til sin død. Det er uklart hvorvidt alle hundene med navnet "Bounce" var Danske Hunde, men de visuelle gengivelser vi har fra 1718, 1730 og 1735 synes at bekræfte dette. I 1716 var det en han-hund ved navn Bounce. Da digtet “Bounce to Fop” skrives 1727-36 var det en tæve ved navn Bounce, jvf. sætning 81-82. Bemærk at i samtidens England i begyndelsen af 1700 tallet er Den danske Hund kendt som en "Danish dog". I digtet ”Windsor Forest” (1. del skrevet 1704, 2. del i 1713, hvor digtet offentliggøres) forekommer sætningen ”And silent Darent, stain'd with Danish blood.” (sætning 348). Floden Darent er en biflod til Themsen i Kent. Fra ”Camden’s Britannia” (1695, s. 190) kan vi se at Alexander Pope forbinder floden med ”dansk blod” fordi Kong Knud I. Den Store (konge af England år 1016, konge af Danmark/Skåne/ Norge/Upland år 1018) og hans oldermand (ealdorman) Edric Streon, Hertugen af Mercia, led et militært nederlag ved byen Otford, forbi hvilken floder Darent, under sommeren år 1016 e.Kr. King Edmund II (Ironside) (f. 989, regent april-november 1016) førte fem slag mod Kong Knud og tabte som bekendt det afgørende slag. Slaget ved Otford var det fjerde slag og er beskrevet i ”Chronicle of John of Worcester” (året 1016 e.Kr.) fra ca. år 1140 e.Kr. Digtet ”Windsor Forest” er skrevet før Alexander Pope flytter til Twickenham, og hans negative omtale af Kong Knud og de danske styrker antyder, at han ikke i året 1713, hvor Alexander Pope kun er 25 år gammel, har fået sin første Danske Hund endnu. På intet tidspunkt senere hører vi Alexander Pope tale dårligt om de danske. Hans Danske Hunde er formentlig medvirkende hertil.
Ovenfor til venstre er gengivet en farvelagt udgave af Alexander Pope's hus i Twickenham i kobberstikket gjort af Nathaniel Parr (1730-60): An Exact Draught and View of Mr Pope’s House at Twickenham (ca. 1735), gjort efter en tegning af den flamske maler Pieter Andreas Rysbrack (1690-1748). Originalen findes på Lewis Walpole Library, Farmington, Connecticut, USA. Til højre ser vi et forstørret nærbillede, desværre i blå farve. Vi ser to mindre hunde løbe rundt på græsplænen mellem huset og Themsen, men oppe ved indgangen til selve huset står en Dansk Hund, der kun kan være tæven Bounce, lige som personen ved siden af Bounce kun kan være Alexander Pope.
Det fremgår af digtet ”Bounce to Fop” (sætning 57-64) at tæven Bounce fik hvalpe, og det gjorde hun i 1736:
EPIGRAM. Engraved on the Collar of a Dog which I gave to his Royal Highness. I am his Highness' Dog at Kew; Herregården Marston ved Frome, Somerset var ejet af John Boyle, 5. Jarl af Orrery. Alexander Pope besøgte Marston i 1739, og sendte sin sidste "Bounce" til Marston i 1742. Da han fik tidender om hundens død skrev han disse sørgeord: ”Ah Bounce! ah gentle Beast! why wouldst thou dye, Sætningerne, der ofte kaldes ”Lines on Bounce”, forekommer i et brev fra Alexander Pope til Lord Orrery dateret 10. april 1744, få uger før Alexander Pope’s død. Vi ved ikke om Bounce blev overgivet til Lord Orrery’s varetægt som følge af hundens eller Alexander Pope’s svigtende helbred. At Alexander Pope kan have tabt livslysten ved tabet af sin hund, kan næsten læses af sorgen i mindeordene. Brevet findes på The Pierpont Morgan Library, New York, USA. Alexander Pope sidestiller i digtet "Bounce to Fop" sin Danske tævehund med "Berecynthia" (sætning 45), der er enten gudinde sidestillet med, eller et andet navn givet til, hovedgudinden og vølven der blev dyrket i landskabet Phrygia før og under Den Trojanske Krig. Hendes navn var "Sibyl i Phrygia, Den Phrygiske Sibyl" (Frigg's vølve) fra proto- eller før-græsk "Siobule" (Gudernes Råd). Når samlingen Ældre Edda nævner gudinden ”Frigg” er dette, uden undtagelse, en henvisning til landskabet. Gudinden kendes i urnordisk tanke som ”Sif”, hvorfor Alexander Pope er vel klar over at Den danske Hund er netop dette. Se Strabo: Geographika (Bog 10.3.12; 12.8.21) og Maurus Servius Honoratus: Bemærkninger til Vergil (In tria Virgilii Opera Expositio; Aeneid, 6.875). Bemærk i øvrigt at det irettesættende ord for hunden ”Fy!” er identisk på samtidens engelsk med brugen af ”Fye!” (sætning 15). Ordet skrives ”fi, fy, fie, fye” (olddansk, Middle English, oldfransk).
Skrevet 1727-36, offentliggjort 1736. Harvequini’s = John Hervey (Baron Hervey, Lord Hervey; 1696-1743), forfatter og politisk støtte til den meget indflydelsesrige politiker Sir Robert Walpole (Jarl af Orford; 1676-1745), der slikker ”their Lady’s breech” = deres herskerindes røvhul (sætning 40-41). Kilder: The Twickenham Museum; www.hagleyhall.com; Pat Rogers: The Alexander Pope Encyclopedia (2004, s. 89, 108, 190); Maynard Mack: Alexander Pope, a Life (1985, s. 361, 490, 676, Indeks "dogs owned by"); John Dixon Hunt: ”Lordship of the Feet”. Toward a Poetics of Movement in the Garden (2000, s. 204); Norman Ault & John Butt: Minor Poems (1954, s. 372, 405); Leslie Stephen: Alexander Pope (1911, s. 130); W.K. Thomas: His Highness’ Dog at Kew (College English 30(7), April 1969, s. 581-82); George Sherburn: The Correspondence of Alexander Pope (1956, Bog IV, s. 48); Jospeh Spence (1699-1768): Observations, Anecdotes, and Characters of Books and Men (1820, s. 38).
I første halvdel af 1700 tallet er Danmark berømt i hele Europa for sine Frederiksborgheste, sine Parforcejagter, sin ridekunst og for sine store ”Blendinge” dvs. ”sortbrogede Parforcejagthunde”1.
Ordet ”Blending” er identisk til det engelske ord ”blend” (”blondan” i dialekten fra Mercia). Begge oprinder fra det oldnordiske ”blanda” eller ”at sammenblande forskellige ting”. Vi har allerede hørt at det er sammenblandingen af ”Engelske Hunde” (dvs. den engelske mastiff-type) og de oprindelige store hunde med myndepræg, der fremavler de nye sværvægtere. Vi kan se fra jagtprotokollerne1 at man i opdræt styrer dette hårdt ved at tilse at man gennem navngivningen af hundene bibeholder begge oprindelige typer, mastiff og mynde, og skaber en tredje. Dette er meget vigtigt at forstå. Det samme gør man i Germanien, men da man ikke her besidder Den Store Hund med myndepræg, ”Mjóhundr”, benytter man den jagthund man har i området til at skabe den lokale blending. Hans Friedrich von Fleming: Der vollkommene teutsche Jäger (Leipzig , 1719, Dritter Theill, s. 174, Von denen Blendlingen):
Et uddrag fra ovennævnte værk citeres også af Ludwig Beckmann: Geschichte und Beschreibung der Rassen des Hundes (1895, bind 2, s. 12), der også gengiver Heinrich Willhelm Döbel: Eröffnete Jäger-Practica, oder der wohlgeübte und erfahrne Jäger (Leipzig, Verlegts Johann Samuel Heinsius, 1746): “So hat man auch die Blendlinge, welche besonders dänische Blendlinge genannt werden, diese sind etwas höher wie die Bullenbeisser, leichter zum Laufen, haben etwas starke, doch nicht so sehr kurze Köpfe wie die Borigen”. Fra værkets Register ser vi også at "die Blendlinge, oder Dänische Blendlinge". Betegnelsen "Blending" ser derfor ud til at være kynologisk velkendt i hele Europa i begyndelsen af 1700 tallet. Johann Samuel Haller [Halle]: Die Naturgeschichte der Thiere in sistematischer Ordnung: Mit Kupfern. Die Vierfüssigen Thiere, welche lebendige Jungen zur Welt bringen, nebst der Geschichte der Menschen. Mit Kupfern (1757, Zweite Hauptabtheilung, Klasse 2., s. 482); Johan Christian Daniel von Schreber (1739-1810): Die Säugthiere in Abbildungen nach der Natur mit Beschreibungen (1775) og Johann Christoph Adelung: Neues grammatisch-kritisches Worterbuch der Englischen Sprache für die Deutschen; vornehmlich aus dem größern englischen Werke des Hrn. Samuel Johnson (1783, Erster Band, s. 1310) fører denne viden videre ved at vise os at "der große dänische Hund" (Den store Danske Hund) er den samme som den samme som "den dänische Blendling".
Edward C. Ash: Practical Dog Book (1931, s. 44) skriver: "We have in the Gentleman Farrier (a work of 1732), dealing with dogs kept in this country [Great Britain], a note on the Danish Dog, stating it to be of service on dark nights to carry a lamp ahead of travellers and to protect them and their property" 1. 1 Fodnote tilføjet :“The Danish Dog, which is generally large and smooth-haired, may be taught many useful things,”
Til venstre: Forsiden til "The Gentleman Farrier" (1732). "The Danish Dog which is generally large and smooth hair'd, is next to this; it may be taught many useful Things, as to carry a Lantern before you in a dark Night, or if you leave any Parcel behind you, when you are gone five or six Miles, you may send it back and he will bring it you with more Expedition than a Man and Horse could do, as hath been often experienc'd; and moreover, if you should sleep in any strange Place, while he is near you, no body dare touch you, or any Thing belonging to you". Kilde: Many thanks to Jan Harris, Marysville, Ohio for providing the images of the relevant pages from the book. Vær opmærksom på at "The Gentleman Farrier" er en anden udgivelse end Captain William Burdon: The gentleman’s pocket-farrier (1732).
Nr. 1: Johann Salomon Wahl (Johann Salomon du Wahl, 1689-1765 i København). Kaldt til Danmark i 1719, udnævnt hofmaler i 1730, og kunstforvalter i 1737. Maleriet ovenfor er olie på panel og kun 20 x 25 cm. Sat til salg 24. september 2012 hos Bruun Rasmussen Kunstauktioner for kr. 15.000, men blev ikke solgt. Bagsiden er signeret "J. S. Wahl Fecit". Johann Salomon Wahl lavede også landskabsmalerier efter forbillede af de nederlandske malere Philips Wouwerman (Wouwermans, 1619-1668) og Johannes (Johann) Lingelbach (1622–1674). Ovennævnte maleri kaldet "Hunting party at a rest" (jagtselskabet holder pause) er sikkert et eksempel på dette. Der er 6-7 store jagthunde af enten myndetype eller ”Blendinge” i maleriets højre side; i farverne gylden, sort og muligvis harlekin. I maleriets midte kommer en harlekin mynde-type eller ”Blendinge”-type løbende op mod resten af jagtselskabet. Maleriet trænger til at blive renset. Nr. 2: Philips Wouwerman (Wouwermans, 1619-1668): Rest during the return from the hunt (1650'erne), olie på panel, 36 x 41 cm, forekommer at være inspirationen til ovennævnte maleri af Johann Salomon Wahl. Maleriet blev solgt på kunstauktion hos Kunsthaus Lempertz i 2012. Der er 3 store myndehunde gengivet omkring hestene, og 2 mastiff-typer i maleriets venstre side. Vi kan se der er tale om en hjorte-jagt.
Christian VI (regent 1730-1746) deltog ikke personligt i Parforce-jagten og efter Jægermester F. Gram’s død år 1741 nedlagdes Parforce-jagten. Alle hundene fra den kongelige hundekennel på Jægersborg Slot blev foræret bort og vi kender til hvem der fik disse:
Kilde: C. Weismann: Vildtets og Jagtens Historie (1931, s. 449). Tilsammen ca. 100 hunde, hvoraf 88 er gengivet ovenfor. Dvs. 1 kobbel = ca. 2 hunde.
Hvor hundene kommer hen er Danmarks udenrigspolitik i år 1741 e.Kr. skåret ud i pap. Hvorfor kom hundene til Sverige? Hvorfor kom hundene til Markgreven af Culmbach?
Markgraf Friedrich von Brandenburg-Bayreuth
At sende 25 kobbel hunde, dvs. ca. 50 Store Hunde, til det sydlige Germanien i år 1741 e.Kr. må have været en meget besværlig og kostbar rejse. Som omstændighederne ville det, har Christian VI. dog nok løst dette problem på en ganske snild måde, og dette forklarer nok samtidigt hvorfor aftalen om alle disse hunde som gave kommer i stand. Markgreve Friedrich var forlovet med Wilhelmine (senere markgrevinde/ markgräfin), ynglingssøster til Friedrich II. af Preußen/Friedrich der Große/Frederick The Great/Der Alte Fritz (1712-1786). Han bliver konge og har tronbestigelse november år 1740 i på slottet Rheinsberg i Berlin. Markgreve Friedrich drager efteråret år 1740 e.Kr. med sit følge til Schloss Rheinsberg for at deltage i kroningsceremonien. Han bliver samtidigt medlem af Frimurerlogen (Freimaurerbund) og drager hjem 21. januar år 1741 e.Kr. Da Christian VI. uden tvivl tillige deltager i kroningsceremonien er de 25 kobbel hunde sikkert blevet overdraget til markgreve Friedrich på slottet Rheinsberg i Berlin. Efter sin hjemkomst påbegynder markgreve Friedrich enorme bygningsværker i Bayreuth, inklusive et operahus (1752) til en by med kun 5.000 indbyggere og et nyt Eremitage slot (Neues Schloß). Der er formentlig fuld sammenhæng mellem anlægget af et nyt Eremitage slot i Bayreuth og anskaffelsen af 25 kobbel verdensberømte hunde fra Christian VI. Hvor mon markgreve Friedrich fik ideen til at bygge et nyt Eremitage slot i senbarok-stil, færdigt ca. år 1750 e.Kr., når der allerede lå og ligger et eksisterende slot (Schloß Eremitage) opført år 1715-1718 e.Kr. med dyrehave? Jo, Christian VI. havde netop opført Jagtslottet Eremitagen år 1734-36 e.Kr. i Jægersborg Dyrehave. Kongen har ganske sikkert med stolthed forklaret om sit splinternye slot, sine Frederiksborgheste og sine Store Hunde. Derfor må markgreve Friedrich naturligvis have ligeså.
Er man i tvivl om den meget tætte forbindelse mellem den danske kongefamilie og Markgreven af Culmbach, kan man efterse G.W. Schrader: Biographisch-literarisches Lexicon der Thierärzte aller Zeiten under Länder,.... (Stuttgart, 1863, s. 133): "Fischer, Joh. Leonh., Med. Dr., geb. den 19. Mai 1760 zu Culmbach im Bayreuth., gest. 18.. Studirte in Leipzig die Heilkunde, war daselbst (1786) ein Zeitlang Prosector, und seit 1789 nach seiner Promotion ausserordentlicher Professor. 1793 ward er als Professor der Anatomie und Chirurgie nach Kiel berufen. 1802 ward er zum K. dän. Archiater und Director des akademischen Krankenhauses ernannt. 1810 erhielt er den Titel eines Etatsraths, 1811 ward er zum Ritter von Dannebrog ernannt. Er war Mitglied vieler gelehrter Gesellschaften. Seine Inaugural-Dissertation handelte: Observationes de oestro ovino atque bovino factae. (Ueber die Schaf- und Viehbremse.) Auch hatte er 1788 einen Aufsatz über die Finnen im Schweinefleische im Deutschen gemeinnütz. Magazin geliefert." Som vi kan se er Dr. Joh. Leonh. Fischer født i Culmbach, Bayreuth i 1760. Han udnævnes i 1802 til kongelig dansk livlæge. Fischer blev af Kong Frederik VI. gjort til Ridder af Dannebrog i 1811.
”Daenischer, und zerschiedene Budel-Hunde”
Herrn Carl von Heppe: Aufrichtiger Lehrprinz oder Praktische Abhandlung von dem Leithund, als dem Fundament der edlen hirschgerechten Jägeren (Augsburg, Johann Jacob Lotters Erben, 1751, I. Capitel, Vom Leithund, s. 11-12):
Ovennævnte værk er tilstillet ”dem Durchlauchtigsten Churfürsten und Herrn, Herrn Maximilian Joseph in Ober- und Nieder Bayern…..”. Med andre ord, værket er tilstillet Maximilian III Joseph (1727-1777), den udvalgte prins til Det Hellige Romerske Rige og Hertug til Bayern fra 1745-1777. At dette er sandheden i Bayern i 1751 kan ikke drages i tvivl. Adam Friedrich Schwappach: Handbuch der forst- und jagdgeschichte Deutschlands (1886, J. Springer, III. Buch, Vom Schluss des Mittelalters bis zum Ende des 18. jahrhunderts (1500-1790), Jagdausübing §76. ,s. 632) citerer ovennævnte kilde med følgende: "Nr. 7 Dänische Blendlinge, welche zum Hetzen der Sauen, Rehe und Füchse benutzt wurden"
Hvorfor kom hundene til Hertugen af Pløen?
Frederik/Friedrich Carl,
Carl Frederik Bricka forklarer i ”Dansk biografisk Lexikon” (1887-1905, s. 498-9) at Christian V., kort efter sin tronbestigelse i år 1670 e.Kr. indledte forhandlinger med Johan Adolf/Hans Adolf, senere Hertug af Pløen, om arvefølgen i Oldenborg. Disse underforhandlinger endte med at Oldenborg, mod godtgørelse til Hertugen af Pløen i form af en del af Segelberg Amt, tilfaldt Danmark og afskar fjenden på Gottorp fra andel i arven. I januar 1676 kom Johan Adolf til Pløen i dansk tjeneste som Overfeltmarskal og overtog hans afdøde broder Bernhard’s fodregiment, hvis mandskab kom fra hertugdømmerne. Endvidere udnævntes han til Gehejmeråd med sæde i Konseillet, Statskollegiet og Højesteret, og overtog Forsædet i Krigskollegiet. Hvorfor kommer hundene til Kongen af Sardinien?
Le Grand Danois – George Louis Leclerc, comte de Buffon
Som læseren allerede har opdaget, men måske igen er værd at fremhæve, findes betegnelserne for Den danske Hund i tiden før Buffon allerede som "Danish Dog" (1589), "Daenischer, Dänifche" (1741-1757) og "Chien Danois" på fransk. Hvad Buffon gør er at han tilføjer et "Grand" (Stor, Great, Grosser) til den eksisterende betegnelse. Det gør Buffon for at understrege at der, iflg. hans videnskabelige overvejelser, er en sammenhæng mellem koldt klima og hundens størrelse. Dr. Leopold Fitzinger (1802-1884)'s doktorafhandling i 1867 gengiver alle anerkendte kilder i samtiden, og viser denne forståelse. Buffon modtager hjælp fra bl.a. Greve Otto Mandrup Rantzau (1719-1768), der tilsender ham en tegning af den islandske hund. Grev Rantzau var Kammerherre, Gehejmeraad, Højesteretsassessor, Stiftamtmand over Island (fra 1746) og Færøerne. Grev Rantzau forblev boende i København, og var et meget aktivt medlem af Videnskabernes Selskab. Som søn af Grev Christian Rantzau (1684-1771) var hans farfader Otto Rantzau (1632-1719), der ophøjes i den danske Grevestand marts 1671. Grev Otto Rantzau var ambassadør (Envoyé extraordinaire) i Frankrig frem til år 1674 e.Kr. Tilknytningen til Frankrig er derfor stærk, og der er meget få ting Buffon ikke har kunnet modtage oplysninger om fra Danmark fra den meget videnskabeligt interesserede Grev Rantzau 1. 1 se George Louis Leclerc, comte de Buffon (1707-1788): Histoire Naturelle, générale et particulière, Avec la description du cabinet du roi. Tome Cinquième. (1755), Description du Chien et de ses variétés, Chiens d’Islande (s. 242-243): ”Celui qui est représenté, pl. XXXI, a été envoyé d’Islande par M. le Comte de Rantzau, vice-roi de ce royaume…”. Se også Chr. Molbech: Videnskabernes Selskabs Historie (1843, s. 34).
"Grands Danois. Les chiens de cette race (pl. XXVI), ont toutes les parties du corps plus grosses que les mâtins (pl. XXV), et semblent n’en différer que par ce caractère : leur poil est court, la couleur varie dans les différens individus ; la pluspart sont de couleur fauve ; il y en a de gris, de noirs, et d’autres qui ont du blanc, du gris, du noir, du fauve, etc. On donne à ces chiens le nom de danois de carrosse, parce qu’ils accompagnent les équipages ; et on les appelle grands danois, pour distinguer les chiens de cette race de ceux d’une autre race qui sont beaucoup plus petits, et que l’on connoît sous le nom de petits danois. On croit communément que les grands et les petits danois sont de la même race, parce que l’on suppose qu’il n’y a de différence entre les uns et les autres que celle de la taille ; mais on verra dans la description des petits danois, qu’ils en diffèrent par plusieurs autres caractères". (Races Principales, s. 240) "Le grand danois, le mâtin et le levrier, quoique différens au premier coup d’œil, ne font cependant que le même chien : le grand danois n’est qu’un mâtin plus fourni, plus étoffé ; le levrier un mâtin plus délié, plus effilé, et tous deux plus soignés ; et il n’y a pas plus de différence entre un chien grand danois, un mâtin et un levrier, qu’entre un Hollandois, un François et un Italien. En supposant donc le mâtin originaire ou plustôt naturel de France, il aura produit le grand danois dans un climat plus froid, et le levrier dans un climat plus chaud : et c’est ce qui se trouve aussi vérifié par le fait, car les grands danois nous viennent du nord, et les levriers nous viennent de Constantinople et du Levant" (s. 205). Kilde: George Louis Leclerc, comte de Buffon (1707-1788): Histoire Naturelle, générale et particulière, Avec la description du cabinet du roi. Tome Cinquième. (1755), Le Chien avec ses variétés (s. 185-311).
Vi bemærker at Den danske Hund år 1755 e.Kr. hos Buffon stadig har myndepræg og er en ”Mjóhundr”. Den hund Buffon afbilder er den store ”Blending”, hvorfor han navngiver den "Le Grand Danois". Den oprindelige Danske Hund med et endnu stærkere myndepræg findes stadig. Denne hund navngiver Buffon "le Petit Danois" (mere herom senere). Med oplysninger fra Buffon's værk udgiver Jacques Christophe Valmont de Bomare (1731-1807): Dictionnaire raisonné universel d'histoire naturelle (Paris, 15 bind, 1761). Han blev i 1750 modtaget i Paris af bl.a. Buffon, rejste senere til Lapland og Island, og udnævntes 1793 til professor i naturhistorie på L'École centrale, Paris. Som man kan se beskrives her "petit Danois", "grand Danois" og "chien Danois" (de tre sider gengivet nedenfor er fra 2. udgave 1775, der forefindes i John Adams Library, der varetages af Boston Public Library).
Jacob Nicolay Wilse (år 1735 - 1801), cadidato S.S.Ministerii, opholdt sig år 1764-65 i Fredericia, hvor han var huslærer hos rådmand Richter. Samtidigt skrev han et værk kaldet ”Fuldstændig beskrivelse af stapelstaden Fridericia – efter pålidelige underretninger og egne undersøgninger.” Bogen udkom i år 1767 e.Kr. På side 176 skriver han:
Georg Christian Grund og Adam Heinrich Holle's udgivelse ”Naturgeschichte der vierfüßigen Thiere” (Hamburg & Leipzig, 1750), med forord af schweizeren Doctor Albrecht von Haller (1708-1777), er en ordret oversættelse af Buffons første bind (”Vermehrte Übersetzung aus dem Französischen George Louis LeClerc de Buffon”). Haller er ved udgivelsen af den tyske udgave Buffon’s sidestykke i den tysktalende del af verden, herunder ophøjet til adelstanden (1749) og udnævnt som livlæge i England. Den tyske udgave, der samtidens referenceværk i Danmark fra 1750 fremefter, oversætter ”Le Grand Danois” til ”Der grosze Dänische” (se bind 1 & 2, der omhandler husdyr eller ”haustiere”). Derfor kan vi med sikkerhed sige at Buffon ikke fortalte usandt da han beskriver Den Store Hund som Grand Danois. Jeg har en snu mistanke om at den "Haller" Jacob Wilse her henviser til faktisk kunne være Johann Samuel [Haller] Halle : Die Naturgeschichte der Thiere in sistematischer Ordnung. Die vierfüssigen Thiere, welche lebendige Jungen zur Welt bringen; nebst der Geschichte der Menschen. Mit Kupfern. (1757) / Die Vögelgeschichte mit Kupfern. Zweeter Band. (1760) (Berlin 1757-1760). Han kalder i sit værk Den danske Hund for "Großer Dänischer Hund" (S. 482. Nr. 3). Se Dr. L. Fitzinger's kildeangivelser i sin afhandling fra 1867 om beskrivelsen af ”9. Der grosse dänische Hund (Canis leporarius, danicus)" (s. 479-480).
Udgivelsen af Jacques Christophe Valmont de Bomare (1731-1807): Dictionnaire raisonné universel d'histoire naturelle (Paris, 15 bind, 1761) udløser en oversættelse af dette værk til dansk af nordmanden Hans von Aphelen (1719-1779): Valmont de Bomare: Den almindelige Natur-Historie, i Form af et Dictionnaire. Oversat, forøget og forbedret af H. von Aphelen (København. 1767–70, 8 bind; Tredie Tome, 1768, s. 553-579). Fordi Valmont de Bomare's værk bygger på Buffon's mesterværk, gør den danske oversættelse naturligvis det samme. Hvad gør Hans von Aphelen's udgivelse særligt spændende er at det ikke en en ordret oversættelse, men en "Oversat, forøget og forbedret" udgave af Valmont de Bomare's værk. Hermed har vi muligheden for at få indsigt i samtidens Danmark og Norge, og derfor det grundlag på hvilket Buffon's hovedværk bygger når han omtaler "Le Grand Danois".
Tusinde tak til Birte Scheel, Det Kgl. Bibliotek for at finde bogen frem.
Naturhistorikeren og zoologen Baron Georges Cuvier (år 1769-1832) udgav i år 1805 ”Leçons d'Anatomie Comparée”. Cuvier var en anden sværvægter i disse tidlige dage om evolutionsteori før Charles Darwins endelige bevisførelse i år 1859 efter rejsen rejsen til Galapagosøerne år 1831-36. Cuvier var ikke enig i Buffons observationer inden for mange områder, og med hensyn til Den danske Hund mente han at den havde mere tilfælles med den gamle engelske Mastiff hund. Buffon og Cuvier begik efter min mening en helt grundlæggende fejl i deres forsøg på at beskrive evolution, en fejl hovedparten af hundeklubber verden over stadig begår. Forudsætningen for at kunne beskrive evolution er at mennesket ikke har grebet ind i form af opdræt og avl. Det var netop dette der gjorde Charles Darwins endelige bevisførelse i år 1859 umulig af modbevise fordi han som bevisførelse benyttede dyrearter på Galapagosøerne, der med sikkerhed kunne siges ikke at have været under anden indflydelse end naturen selv. I afsnittet "Hunden i arilds tid" viser jeg at vi fra Jæger-paletten, der siges at komme fra Tell el-Amarna, Egypten, og er dateret til ca. år 3.100 f.Kr., kan se to forskellige hundetyper brugt i jagt; en mynde og en mastiff. Allerede på dette tidspunkt er tamhunden derfor aktivt avlet. Begge forskere har derfor formentlig ret. Den Store Hund ”Le Grand Danois”, som ”Mjóhundr” eller ”Blending”, er i 1755 ganske sikkert blandet op med ”Den Engelske Hund/Englandshundene/Engelske Mastiff”. Alle disse hunde nedstammer fra de samme store hunde som vi medbragte under folkevandringen. Det ville utvivlsomt end ikke være muligt at opstille en evolutionsteori baseret på de store hunde hos Assyrerne. Da hundene hos Assyrerne år 700 f.Kr. allerede er opdelt i 4 kategorier kan dette kun betyde at de er aktivt avlet og opdrættet af mennesket til et bestemt formål, og derfor ikke er et afkom af evolution. Dette er også sandt for hundene omtalt af Homer før år 1184 f.Kr. Nr. 13 Twaa hwndh oc kæm hwnd thaa ær hwndh som førre wor.
Christian VI dør 6. august år 1746 e.Kr. og allerede 1. oktober år 1746 e.Kr. genopretter Frederik V (regent 1746-1766) Parforce-jagten med et årligt budget på 10.000 Rigsdaler.
Øverst: Maleri i gouache-teknik af Johan Jacob Bruun (1715-89) fra 1746. 7 Danske Hunde i harlekin jagter to hjorte. Førerhunden er ved at gribe fat i ørerne og nakken på kronhjorten, med yderligere fem Danske Hunde halsende efter. I maleriets højre side jager en enkelt Dansk Hund en hind. I maleriets venstre side ses flere Danske Hunde, der ikke deltager i jagten, men holdes i reserve. Maleriet tilhører kongefamilien og hænger på Eremitageslottet, der stadig er kongefamiliens private jagtslot. Nederst: "Prospect af Iagt-Eremitagen i Dyrehaugen i Sædland, at see fra Hoved indgangen Ao. 1756”. Kobberstik af Johan Jacob Bruun (1715-89) fra 1760, 17,2 x 24,3 cm. Kobberstikket må være tegnet efter ovennævnte maleri og har samme gengivelse af Parforcejagten. Billedkilde: Billedet af maleriet taget af Kirsten Jein. Tak til Carsten Birk for henvisning til maleriet.
Akvarel af Johan Jacob Bruun (1715-89) fra midten af 1700 tallet gengivende afslutningen af en Parforce-jagt. Kronhjorten er omkredset af 4 Danske Hunde i harlekin. Førerhunden er i færd med at nedlægge vildtet ved at gribe fat i ørerne og nakken. Vildtet holdes i live til jægerne ankommer og giver dyret det afsluttende Coup-de-Grâce (dødsstød). Vi ser at jægerne har trukket deres "hirshfænger, hirschfänger, Saufänger" (hjortefanger, vildsvinefanger) til affangningen. Den hvide Frederiksborg hingst med afkortede halehår er kongens hest. Er dateringen af maleriet korrekt, gengiver maleriet Kong Frederik V. (regent 1746-1766) iført grøn jagtbeklædning.
Johann Samuel Haller [Halle]: Die Naturgeschichte der Thiere in sistematischer Ordnung: Mit Kupfern. Die Vierfüssigen Thiere, welche lebendige Jungen zur Welt bringen, nebst der Geschichte der Menschen. Mit Kupfern (1757, Zweite Hauptabtheilung, Klasse 2., s. 482):
Johann Samuel Haller [Halle]: Die Naturgeschichte der Thiere in sistematischer Ordnung: Mit Kupfern. Die Vierfüssigen Thiere, welche lebendige Jungen zur Welt bringen, nebst der Geschichte der Menschen. Mit Kupfern (1757, Zweite Hauptabtheilung, Klasse 5., s. 485-489) har en opdeling af hundetyper kaldet ”Blendlinge”. Johann Christoph Adelung: Neues grammatisch-kritisches Worterbuch der Englischen Sprache für die Deutschen; vornehmlich aus dem größern englischen Werke des Hrn. Samuel Johnson (1783, Erster Band, s. 1310) viser os at i 1783 anses "der große dänische Hund" (Den store Danske Hund) som den samme som "den dänische Blendling" (Den danske Blending). Hos Haller [Halle] i 1757 finder vi i gruppen "Blendlinge" kun ”Die Englische Dogge”, som gøres identisk til en Bullenbeisser, opblandet med ”ein hochbeiniger Danischer”. Jeg har argumenteret for at Johann Elias Ridinger's kobberstik "Daenischer, und zerschiedene Budel-Hunde" må være gjort kort tid efter år 1741 e.Kr., hvor Den danske Hund første gang eksporteres til Germanien. Fra Haller's værk fra 1757 ser det ud til at Den danske Hund's ankomst til Germanien måske rettere skal dateres til efter 1757, men før 1767 (året hvor Johann Ridinger dør).
“In 1762, in a work dealing with Canine Madness, amongst the other dogs cited is a crop-eared Danish Dog of large size…”1. 1 Edward C. Ash: Practical Dog Book (1931, s.44).
Christian VII (regent 1766-1769/1784) genoprettede august 1767 Parforce-jagten i langt mindre målestok med et årligt budget på 3080 Rigsdaler. Denne skrabede udgave virkede ikke og budgettet øgedes i år 1770 e.Kr. til 9300 Rigsdaler (sikkert Struense’s ide). De unge hunde blev som tidligere opfødt hos Nordsjællands beboere og betalingen var nu 3 Favn brænde for hver hund, væsentligt højere end tidligere og nok en funktion af den høje pris på mælk under kvægsygen der hærgede.
Johannes Henrik Desmercieres 's våbenskjold. I Elefantordenens statutter fra 1693 er det fastsat, at en ridder af denne orden skal indlevere en tegning af sit våben til opmaling på et skjold, som ophænges i Ridderkapellet og til indmaling i ordenens våbenbog. Billedet ovenfor viser den indmalede tegning i våbenbogen: Dominus Johannes Henricus Desmercieres Dominus Hæree in Wartberg, Rathmansdorf et Quarmbeck etc. Regis Dania Norvegiæ etc. Conferentiarum Confiliarius intimus nec non Regia ? Commissarius cooptatus in Ordinem in Arce Regia Christiansborg die 23 Aprilis 1768. Mortius 1778 ?, Johannes Henrik (Jean Henri) Desmercieres (1687-1778) var en dansk-fransk finansmand og godsejer med sæde i Wartberg, Rathmansdorf ved Elben, og Quarmbeck (Quarnbek), Slesvig-Holsten. Udnævnes til ridder af Elefantordenen 23. april 1768. Det er samme Danske Hund vi ser hos Richard Blome (1635-1705): The Gentleman’s Recreation (1686), Wolf De Blome (1651-1735), ridder 1695, og Otto de Blome (1684-1738), ridder af Elefantordenen i 1731. Kilde: Elefantordenens Våbenbog (tome I, 1660-1780, våbenskjold nr. 170-9 i Frederik V.’s regeringstid), http://kongehuset.dk/vaabenboeger Parforce-jagten blev for sidste gang nedlagt ved Kongelig Resolution 20. oktober 1777 uden tvivl fordi det allerede år 1769 e.Kr. kunne konstateres at Christian VII var åbenlyst sindssyg og led af ungdomssløvsind/skizofreni (og måske fordi Struense havde indflydelse på det øgede budget i år 1770 e.Kr. da derfor, som næsten alle hans love, blev ophævet efter hans henrettelse 28. april år 1772 e.Kr).1
Kong Christian VII på parforcejagt. Vægmaleri fra den røde gård, Strandgade 26, på Christianshavn (matr.nr. 45, Christianshavns Kvarter, 1401 København K), bygget af Sigvert Grubbe (1566-1636) i 1626 (sammen med nr. 28). Gysbert Behagen (1725-1783) fik i 1764 privilegium på at drive et sukkerraffinaderi fra sin gård, Behagens Gård, på adressen Strandgade 26. Han blev i 1769 direktør i Det Kongelige Octroyerede Danske Asiatiske Kompagni, grundlagt 1730 med 40 års monopol på al handel øst for Kap Det Gode Håb (Sydafrika). Selskabet blev likvideret i 1845. Han blev udnævnt etatsråd i 1776 og ophævet i adelstanden i 1782. Christian VII (regent 1766-1769/1784) genoprettede parforcejagten i august 1767, og denne blev for sidste gang nedlagt ved Kongelig Resolution 20. oktober 1777. Kong Christian VII ses på den hvide Frederiksborg hingst med afkortede halehår, iført rød jagtbeklædning. Johann Friedrich Struensee (1737-1772) ses ridende på kongens venstre side på en brun hest. Struensee er iført blå jagtbeklædning og har venstre hånd løftet, udpegende retningen for kongen; en kenning for at Struensee på dette tidspunkt er kongens nærmeste rådgiver. Bagved, mellem de to mænd!, følger Dronning Caroline Mathilde iført grøn klædedragt. Dronningen deltager åbenlyst i jagten på lige fod med mændene. 4 Danske Hunde af ”blending”-typen i Harlekin forfølger krondyr (hjort og hind). Da Struensee blev arresteret 17. januar 1772, og først udnævnt til gehejmekabinetsminister 14. juli 1771, må vægmaleriet være gjort Efteråret 1771. Vægmaleriet er formentlig begået i forbindelse med ombygningen af de to oprindelige gavlhuse der stod på Strandgade 26. Disse blev opkøbt 1759 og 1768, hvorefter ombygningen påbegyndtes. Den nuværende bygningsfacade indeholder et kartoucheskjold med bogstavet B (Behagen), samt årstallet 1769, der må være færdiggørelsen af ombygningens ydre. Hvilken herregård ser vi i baggrunden? Bo Kierkegaard, chefkonservator har restaureret vægmaleriet og vurderer at vægmaleriets motiv er sammensat, og at den bagved viste herregård i to stokværk ikke repræsenterer et eksisterende sted. Hendrik Krock (1671-1738) var hofmaler, tilsyneladende fra ca. 1701 frem til sin død. Udover væg- og loftsmalerierne på Abraham Lehn (1643-1709)’s Gård, Strandgade 6, København, der blev opført i 1703, udførte han også loftsmaleriet i riddersalen på herregården Selsø i tidsrummet 1730-32. Hvis, som jeg mener, vægmaleriet fra Behagens Gård, Strandgade 26, kan dateres til Efteråret 1771, må der være en rimelig sandsynlighed for at maleren har hentet inspiration fra Hendrik Krock og hans virke. Herved kan vi knytte herregården Selsø til vægmaleriet på Strandgade 26, som så korrekt er et sammensat billede, men bl.a. med en gengivelse af en faktisk herregård – Selsø Slot. Det meste af hovedbygningens murværk er fra 1500-tallet. Der blev foretaget ændringer i årene 1728-34 af Christian Ludvig Scheel von Plessen. Han fjernede al renæssanceudsmykning samt tårnene, og indførte den nuværende simple barok hovedbygning med røde munkesten og et enkelt tag i røde tegl. Den eneste forskel på vægmaleriets hovedbygning og den nuværende hovedbygning er gavlen over hovedindgangen; en minimal forskel. Vandet foran herregården på vægmaleriet kunne derfor være Selsø sø.
Væg- og loftsmalerier på Abraham Lehn (1643-1709)’s Gård, Strandgade 6, København. Gården på Christianshavn (matr.nr. 55a, Christianshavns Kvarter, 1401 København K) blev opført i 1703, hvorfor væg- og loftsmalerierne på denne gård er tidligere end vægmaleriet på Behagens Gård, Strandgade 26, der kan dateres til Efteråret 1771. Hendrik Krock (1671-1738) var hofmaler, tilsyneladende fra ca. 1701 frem til sin død, dvs. for Kong Frederik IV (regent 1699-1730) og Kong Christian VI (regent 1730-1746). Udover væg- og loftsmalerierne på Abraham Lehn (1643-1709)’s Gård, Strandgade 6, København, udførte han også loftsmaleriet i riddersalen på herregården Selsø i tidsrummet 1730-32. Bo Kierkegaard, chefkonservator har forklaret mig at flere af maleriernes elementer går igen på henholdsvis Strandgade 6 og 26, hvorfor sidstnævnte er under inspiration af førstnævnte. Loftsmaleriet på Strandgade 6 er et klassisk ”Diana på jagt” motiv. Vægmalerierne er fredede, og befinder sig alle i ét rum med vinduer ud mod Strandgade, hvor også loftsmaleriet er gengivet. Huset blev oprindeligt opført som et barokhus med kælder og to etager. Da Abraham Lehn var vinhandler er rummet i stueetagen opført for at lave tilknytningen mellem jagtbyttet og vinen. Malerierne er af ganske ringe kvalitet, og viser ingen dybere forståelse for hverken jagten, hundene eller malerkunsten. Scenerne er sat i en række sydeuropæiske landskaber, formentligt vinenes hjemland(e). På loftsmaleriet er vildsvinet omringet af 6 store jagthunde, der formentlig skal gengive Danske Hunde, men ser ud til at være malet uden at maleren nogensinde har set hundene. Billedkilde: Taget under et besøg hos Dansk Forfatterforening i juni 2015. Tusinde tak til Nena Wiinstedt for behjælpeligheden.
Christian VII (regent 1766-1769/1784) havde en Dansk Hund kaldet ”Gourmand”. I ”Bilag U-0: Oprindelige hundebud, hundegårde & jagthunde 1710-36” gengiver jeg De Kongelige Jagtprotokoller på Meutegaarden ved Jægersborg og alle navnene på Danske Hunde opdrættet dér i perioden 1710-36. Jeg argumenterer for at vi fra hundenavnene kan se at der blev ført to hovedlinjer i hundeavlen; en dansk linie med Den danske Hund i den oprindelige myndetype, og en engelsk linie med den fra England importerede Englandshund (Broholmeren). Disse blev krydset til den nye "Blending", nudagens Danske Hund. Jeg har også forklaret at Parforce-jagten blev nedlagt år 1741 e.Kr., og at alle hundene blev foræret bort. Ordet ”Gourmand” er mellemfransk ”gourmant” fra 1400 tallet e.Kr. Først år 1758 e.Kr. skrives ordet på nuengelsk som ”gourmand” og får betydningen ”en der er glad for god mad, grovæder” – en glimrende kenning for Den danske Hund. Vi kan derfor være rimeligt sikre på, at Christian VII har fundet navnet spændende fordi det i hans samtid er helt nyt. Med dette engelske navn kan vi samtidigt se at Den danske Hund må være en efterkommer af hundene fra Jægersborg. Ydermere kan vi sige at hunden er enten fra den engelske linie eller en Blending. ”Efteraaret 1766 fik Professor N. H. Jardin Ordre til at indrette det Theater over Christiansborgs søndre Stald, som henligger øde den Dag i Dag. …. Paa højre Side, henne ved det rosenrøde Fortæppe, lignede Kongens Loge en hængende Blomsterkurv; den smykkedes af Silkegardiner med indvævede Frugter og Blomster, og to Palmetræer rakte deres forgyldte Blade op mod Randen, som var dækket af et Fløjelstæppe, hvis mørke Farve blev brudt af ægte Guldfrynser. Inde i Logen mod Væggenes blaa Silketapet stod en højrød Stol, der var større end de øvrige; over dens Ryg havde Billedhuggeren G. F. Stanley slynget gyldne Grene. Der sad Herrens Salvede, „Nordens Uundværligste" [Christian VII], og ledte efter de seks moralske Blinde, der var usaarlige og fuldkomne Mennesker i hans mystiske Fantasi, som han kaldte „comme ça", og som han troede at finde blandt Skuespillere eller Sangere. Ved Siden havde han ofte sin store Hund „Gourmand", der lyttede til Komedien og saa paa Balletterne med saadan en Andagt, at Folk var bristefærdige af Latter 1. 2 1 Aage Friis: Tilskueren (1900, Breve fra Louise Gramm til Fru Løvenskjold, s. 790).
Det af Christian VII indrettede teater kaldes i dag "Hofteatret", og kan beses på Christiansborg Slots Ridebane over staldene. Her findes også Teatermuseet. Under Foråret 1770 frem til juli 1770 befandt Hoffet sig i Holsten hos Geheimeraad Grev Christian Emil Rantzau til Rastorf og Aschberg (1716-1777). Christian VI var gift med Sophie Magdalene af Brandenburg-Kulmbach (1700-1770). Hun døde 27. maj år 1770 e.Kr. på Christiansborg Slot. Kong Christian VII ankom for at tilse den afdøde dronning medens hun lå på Lit de Parade i Christiansborg Slotskirke. Med sig havde han Gourmand, der markerede sit enemærke ved at tisse op af den kongelige kiste 1. Kong Christian VII havde naturligvis også Gourmand med på slottet Aschberg i Rendsborg-Egernførde: 1 Ulrik Langen: Den Afmægtige - en biografi om Christian 7. (2008)
”[Grev] Rantzau had scarcely wiped the falling tear away, ere the king [Christian VII], hearing footsteps approach, fell off at once into his idiot state, and running to a canine friend of his that was basking in the sun, took him round the neck, hugging him with ardour, and calling him his faithful guard. This uncommon dog was livercoloured, of prodigious height and size; his broad chest shewed all the strength of the English mastiff; his form, the elegance of the greyhound. Such was the king's favourite dog, called Gourmand. Gourmand 1 had a carriage for his sole use when the king travelled, and a lacquey to attend him; he was served with food from the king's table, and was often fed by his royal master's hand. In the midst of regal etiquette, Gourmand alone acted without restraint, though generally with distinguished decency: he would, when he pleased, stretch his fine-formed limbs on the same rich sofa where his master reclined; and then no one dared approach till he awoke. He was playsome, docile, and incorruptible faithful to his master: the only one of all the king's attendants of whom so much might be said with any regard to historical truth. The partisans of Bernstorff [Udenrigsminister Johan Hartvig Ernst Bernstoff, 1712-1772; fik sin afsked af Struense 13.9.1770], of Molckte [Christian Frederik Moltke, Oberhofmarschal, 1736-1771], and of Juliana [enkedronning Juliane Marie, 1729-1796], in derision of Struensee's new born honor, dubbed this four-legged favorite of their sovereign, Monsieur Gourmand, Conferentie Raad; i. e. Mr. Gourmand, privy counsellor to the king. Such was the animal, and such the honors paid to him by Christian the Seventh, to which he hastened almost before Rantzau had done speaking; a circumstance that led the count to think that the king was apprehensive of danger, and fully comprehended the meaning of the count's gift”. 2 1 Gourmand, on account of his beauty and gigantic size, was presented to the king by a nobleman who resided at or near to Lubeck: after the fall of Struensee the king was deprived of his favorite dog, which was returned to the person by whom it had been presented. It is said that this dog leaped on and seized an assassin, who, at a masquerade in 1772, was there with a view to kill the king. Editor [se nedenfor].
Fra de givne oplysninger kan vi sige at Kong Christian VII’s favorithund, Den danske Hund ”Gourmand”, har været en Blending som den tog sig ud i 1700 tallet. Derfor beskrives hunden som ”fantastisk stor”. Dens farve var leverbrun (leverrød), dvs. nøjagtigt som vi ser Den danske Hund (Dänischer Hund) gengivet på det håndmalede tryk fra Johann Jakob og Martin Elias Ridinger fra år 1768 e.Kr. Hunden levede i tidsrummet 1766-1772, og lur mig om ikke Brødrene Ridinger’s gengivelse af Dänischer Hund fra 1768 i virkeligheden er Kong Christian VII’s favorithund ”Gourmand”. Når Kong Christian VII’s fjender, herunder hans egen moder, år 1770-71 e.Kr. tildeler Den danske Hund ”Gourmand” den meget høje titel ”Conferentie Raad” (Conferensraad, Konferens-raad), dvs. en kongelig rådgiver i vigtige sager, må vi forstå dette ironisk derhen, at Gourmand var kongens bedste ven og altid i hans nærhed, modsat kongens fjender. Fordi Parforce-jagten blev nedlagt år 1741 e.Kr., og alle hundene foræret bort, kommer Den danske Hund til Kong Christian VII fra en adelsmand omkring Lybæk. Denne adelsmand kan ikke være andre end Hertugen af Pløen, lige nord for Lybæk, der blev givet 6 kobbel Danske Hunde fra Jægersborg. Lybæk er en del af kongeriget Danmark, da Kong Christian VII er hertug af Slesvig og Holsten. ”Adresseavisen” [Kiøbenhavns Adresse-Contoirs Efterretninger] har i januar 1772 følgende oplysninger 1: ”Paa Torsdag den 16. januar [1772] bliver paa det Kongl. Hof-Theater holdet Bal Masque paré en Domino for alle 9 Classer af Rangen”. Rangforordningen af 25. Maj 1671 inddelte rigets vigtigste embedsmænd i 9 rangklasser, hvor de højest rangerende var tæt på kongen og hoffet. Det italienske ord ”domino" betegner en sort, løsthængende (præste)kappe med hætte, der brugtes som maskeradedragt. Hertil hørte en halvmaske, der skulle tilsløre personens identitet. En tilskuer skrev i sin dagbog om hvad der skete under Maskeradeballet på Hofteatret torsdag den 16. januar 1772: ”Da der i Opareten [”Desertøren” – Gottlieb Stephanie den yngre: Der Deserteur aus Kinds-Liebe] ved, [at] et Barn skreg paa Gangen, kom en panisk Skrek over alle, at de meente, nogen vilde attaquere Kongen, saa de løb ud af Comoedien og derved giorde en sterk Trængsel og Allarm, som varede et Qvarteer”. Denne panik, der blev opfattet som et attentatforsøg på Kong Christian VII, medførte at ”Hans Kongl. Mayts. Hof Marechal. Bielke” den 23. januar 1772 offentliggjorde en ”Placat”, hvorved bl.a. alle uvedkommende uden billet, samt børn, formenes adgang til Hofteatret i tiden før, under og efter forestillingen. 1 Robert Neiiendam: Scenen Drager (1915, Forfængelighed og Galskab – Kong Christian D. VII og Hofteatret, s. 88-89)
At man var ekstremt nervøs over mulige mordforsøg på Kong Christian VII skyldes at man kl. 0400 om morgenen den 17. januar 1772 arresterede Johann Friedrich Struensee (1737-1772), Enevoldt Brandt (1738-1772) og Dronning Caroline Mathilde (1751-1775). Struensee og Dronning Caroline Mathilde var til stede ved maskeradeballet, og tidspunktet for deres arrest kan vel være fremskyndet af hændelsen i Hofteatret få timer tidligere. Var der rent faktisk et attentatforsøg mod Kong Christian VII? ”It is said that this dog [”Gourmand”] leaped on and seized an assassin, who at a masquerade in 1772 was there with a view to kill the King. – Editor” 1 1 John Brown: Memoirs of The Courts of Sweden and Denmark During the Reigns of Christian VII. of Denmark and Gustavus III. and IV. of Sweden (1818, Vol. I., s. 115); John Brown: The Northern Courts; Containing Original Memoirs of the Sovereigns of Sweden and Denmark Since 1766 (1818, Vol. I, chap. VI. s. 100).
”Kronprins Frederik og hans kammerat leger med en stor hund, der ligger på gulvet”.
”Kronprins Frederik og hans legekammerat leger med en stor hund”.
”I lysthaven ved Hørsholm leger Kronprins Frederik og hans kammerat med en stor hund og deres vogn”.
De tre ovenfor viste blyantstegninger af Frederik VI. som barn på Hirschholm (Hørsholm) Slot giver os adgang til en del flere oplysninger. Frederik VI. blev født 28. januar 1768 e.Kr. og da de viste drenge næppe er mere end 3-4 år gamle er scenerne fra ca. år 1771-2 e.Kr. Det ”nye” Hirschholm (Hørsholm) Slot stod færdigt år 1744 e.Kr. og scenerne er derfor fra dette slot. Christian VII. har, som vi har hørt, i dette tidsrum stadig en mindre Parforce-jagt med en Meute, der sikkert befinder sig på Jægersborg Slot’s kongelige hundegård Meutegaarden. Ganske interessant er dagligdagen på Hirschholm (Hørsholm) Slot år 1771-2 e.Kr. formentligt ekstremt anspændt da Struensee’s opførsel var blevet opdaget og han var dømt til døden. Alt det roderi synes drengene heldigvis at være i lykkelig uvidenhed om. Oliver Goldsmith (1728-74) var irsk født, og skriver i sit værk ”Animated Nature” (1774): “The last variety, and the most wonderful of all that I shall mention, is the great Irish wolfdog, that may be considered as the first of the canine species.....Nevertheless he is extremely beautiful and majestic in appearance, being the greatest of the dog kind to be seen in the world. The largest of those I have seen - and I have seen about a dozen - was about four feet high, or as tall as a calf of a year old. He was made extremely like a Greyhound but more robust, and inclining to the figure of the French Matin or the Great Dane....”. For at kunne sammenligne Irsk Ulvehund med en Dansk Hund (Great Dane), og det gør han i England, må Den danske Hund være i England og være kendt som en Great Dane. Efter Parforce-jagten var nedlagt blev der oprettet en Støverjagt på 70 hunde og en Schweissjagt på 8 hunde. Sidstnævnte blev dog nedlagt ved Kabinetsbefaling 1. maj 1780 af sparehensyn. Det var Hofjægermesterens ansvar at fordre hundene, men i år 1778 e.Kr. befalede kongen at hundene nu skulle fodres med havre da det var billigere. De var dog også nødt til at modtage rugbrød. Der blev hvert år ”oppattet” eller ”ophvalpet” 18 Støvere og 2 Schweisshunde hos beboerne i de fire nordsjællandske amter mod godtgørelse af 1 Favn brænde for at ophvalpe en hund, 3 Favn for at opføde den og 8 Favn for at opføde 3 Støvere. Støverjagten ophævedes år 1789 e.Kr. og hundene blev fordelt til forskellige danske godsejere.1
Edward C. Ash skriver i ”The Practical Dog book” (1931, s. 44): ”In Germany in 1780 an artist portrayed a Great Dane, naming it the Grosse Dänische Yagd Hund. See Plate 2, No. 7".
"Grosse Dänische Yagd Hund"
Vi kan nu vise hvilken tysk kunstner Edward C. Ash tænker på, og at den af Ash viste afbildning af vor store hund er den samme tyske kunstners kobberstik.
1 Det forekommer mig at vi her ser en hund meget lig den ruhårede ”Hessischer Raubart” (Deutsch Stichelhaar), der er en stor hønsehunde-type (Hühnerhund) med en Mankehøjde på 60-70 cm for hanner (som også kaldes ”Rüden”). Billedkilde: Håndmalet tryk (28 x 45 cm) fra Johann Jakob Ridinger og Martin Elias Ridinger (1720-80)'s ”Thierreich” (Thierbuch), Augsburg, 1768. (Handkolorierter Kupferstich auf Honig-Bütte). De to brødre var sønner af den absolut førende kunstner i jagtafbildninger i samtidens Germanien, Johann Elias Ridinger (Ulm 1698-1767 Augsburg). Brødrene videreførte faderens bogtrykkeri efter dennes død 1767. Min private samling.
Ridinger-brødrene gengiver her i 1768, som faderen havde gjort før dem, korrekt vor store hund i Augsburg, og kalder den ”Dänischer Hund”. Hunden er afbildet identisk til hvorledes vi kender den fra samtidens Danmark, og jeg mener at vi faktisk ser Kong Christian VII's favorithund "Gourmand" (ca. 1766-1772) gengivet. Da det samlede kobberstik skal give et overblik over samtlige hundetyper brugt til vildsvinejagt i Germanien 1768, viser han to yderligere hunde og navngiver dem ”Sau Rüden” og ”Bauer Hund”.
Min oversættelse til nudansk. Det nudanske ”hetz” er netop et låneord indført fra det tyske ”hetze” (hidse), formentlig nøjagtigt i forbindelse med denne jagtform. Man har tilsyneladende skelnet mellem to former for vildsvinejagt i 1700 tallet e.Kr.
Som vi kan se betegner det tyske ”sau” en ”so” (”sýr” oldnordisk, ”su” oldengelsk) og har oprindeligt betydningen ”vildsvin”. Ordet ”Sau Rüden” har derfor som overgangsord brugsbetydningen ”Vildsvinehund”.
Min oversættelse til nudansk. Det danske ord ”køter”, alene i omtalen af en hund, er netop et låneord fra det tyske ”köther“, hvis oprindelige betydning er ”bondehund”. Væk fra omtalen af hunde findes ordet som ”kot” (oldnordisk, lille hytte) og ”cot” (oldengelsk, hule, leje, hytte [cottage]).
”Bauer Hund” er derfor endnu et tysk brugsnavn, der betegner en stor hund, hvis opgave er at vogte gården.
Min oversættelse til nudansk. Det danske ord ”kusk, kudsker” er et låneord fra det tyske ”kutscher”, igen en afledning af ”kutsche” (drosche, dilligence, rejsevogn). Bid godt mærke i brugen af ”fahl”, der modsvares af ”fallow” (nuengelsk). Hvorfor vi overhovedet har denne grundfarve som en stamfarve for vor store hund kan ses ved at et ”dådyr” på nuengelsk kaldes ”fallow deer”. Ideen bag ved opdrættet af den gyldenbrune store danske hund er at den skal have samme farve som hjortedyret, hvorfor den i jagten uset kan komme så tæt ind under hjortene, at hjortenes flugt påbegyndes for sent. I beskrivelsen af hundens gyldenbrune farve har de gamle opdrættere benyttet ”fealu” (oldengelsk) og ”fölr” (oldnordisk).
D. Johann Georg Krünitz’s ordbogsforklaring af ”Der große dänische Hund” i ”Oeconomischen Encyclopädie” (1773-1858, 242 bind) er i overensstemmelse med hvorledes Johann Jakob Ridinger visuelt gengiver jagt og hunde i Germanien i sidste halvdel af 1700 tallet e.Kr. Endnu mere interessant, som vi senere vil se, forklarer ”Oeconomischen Encyclopädie” os ligeledes hvorfor Johann Jakob Ridinger kan koble ”Sau Rüden” sammen med ”Dänischer Hund”. Det sker fordi brugshunde-navnene "Sauhetzhunde, Rüdenhunde og Saurüden” dækker over alle de hundetyper, der jagter vildsvin. Det gjorde den oprindelige store ruhåret jagthund i Germanien ”Saurüden”. Efter ”Dänischer Hund”’s ankomst til Germanien har den samme brugsopgave. Som man kan se findes der i den tyske videnskabelige litteratur i slutningen af 1700 tallet ligeledes en ”Lille Dansk Hund”. Den er beskrevet således i ”Oeconomischen Encyclopädie” (1773-1858):
Min oversættelse til nudansk. En opdrætter eller ejer af Den danske Hund vil straks bide mærke i brugen af ”scheckigen” eller ”brogede (tigrede)”, og at denne farvetype i tysk forståelse ligeledes oprindeligt havde betegnelsen ”Harlekin”. Dette er i strid med urnordisk sædvane om kongens hvide hest og hans store hvide jagthunde med sorte striber. Derfor reagerer vi på denne tyske misopfattelse af betydningen af ”Harlekin”. Springet til den tyske misforståelse skyldes at ordet ”Harlekin” ikke forekommer i det tyske sprog da hunden fysisk ikke findes i Germanien, og ikke forekommer i filosofi. At den traditionelle hvide Danske Hund med sorte aftegninger, og den tiger-farvede, falder i samme gruppe har dog altid ligget i opdrættet. I artiklen ”Tigerfarvede Grand Danois” (Hunden nr. 12, dec. 1930, s. 378-379) hedder det: ”Kernen i alt Grand Danois Opdræt er de ensfarvede (einfarbige, whole colours): sorte, blaa uden sorte Pletter, og gule. Hertil danner de tigerfarvede og harlekinsfarvede en Gruppe tegnede Grand danois, hos hvem Tegningen er det særprægede”. Det fremgår ligeledes af avlen, jvf. ”...Næsten alle vore tigrede fører Harlekin’Blod”. Artiklen fortsætter: ”I selve den danske Betegnelse ”tigerfarvet” ligger egentlig baade den gule Grundfarve og den sorte Tigertegning i Modsætning til engelsk (brindle) og tysk (gestromt), der kun betegner Striberne, men ikke Grundfarven, vel at mærke hvis man da kender Tigerens Farve og Tegning. Vi ser mærkelig nok det Særsyn ganske almindeligt i Tyskland, at ”Tigerdogge” ikke er en tigerfarvet Grand danois, men derimod en harlekinsfarvet. Ogsaa enkelte Danske falder for denne Begrebssforvirring. Grunden er en psykologisk Gaade. Hos vore tigerfarvede Grand danois skal absolut haves gult og kun gult til Grundfarve...”. Iflg. Dr. W. Wieland, Wangerin, Bez. Stettin’s ”Beretning om Udstillingen i Vejle den 2.-3. september 1933” kan vi ligeledes se at alle farver blev bedømt i samme klasse: ”Bedømmelsen af de danske Hunde (Deutsche Doggen) var forsaavidt vanskelig og langvarig, fordi alle Farver [samlet 17 hunde] blev bedømt i een Klasse....Da de danske Opdrættere især lægger Vægt paa Maal og Størrelse...”. Som vi kan se opfatter man i Tyskland i 1930 stadig tiger-striberne som afgørende for hvilken farve man har. Grundfarven har ingen betydning. Dette er ikke korrekt og findes ikke i vor forståelse.
Med vor viden om at vi i Danmark i samtiden avler den oprindelige myndeagtige store hund, og fra år 1585 e.Kr. de enorme Blendinge, kan vi se at i tysk litteratur svarer ”Der große dänische Hund” til de store Blendinge. ”Der kleine dänische Hund” er overhovedet ikke er en lille hund, men den oprindelige store hund med myndepræg. Det er alene i forhold til de enorme Blendinge at den oprindelige store hund kan siges at være lille. Johann Christoph Adelung: Neues grammatisch-kritisches Worterbuch der Englischen Sprache für die Deutschen; vornehmlich aus dem größern englischen Werke des Hrn. Samuel Johnson (1783, Erster Band, s. 1310):
I denne tysk-engelske ordbog fra 1783 understreges det helt og fuldt at "Danish dog" (Dansk Hund) = "der große dänische Hund" (Den store Danske Hund) = den dänische Blendling (Den danske Blending). Den tysk-engelske ordbog tager udgangspunkt i det meget indflydelsesrige værk Samuel Johnson: A Dictionary of the English Language (1755, 2 Bind). Denis Diderot & Jean Le Rond d' Alembert: Encyclopédie ou Dictionnaire raisonné des Sciences, des Arts et des métiers,… (1765, Tome sezieme, s. 937):
Min oversættelse til nudansk. Ordvalget er fra Georges Louis Leclerc Buffon da samme forekommer i M. Lamouroux: Oeuvres complètes de Buffon, avec descriptions anatomiques de Daubenton, son collaborateur (1824, Mammifères, Tome 17: Tome II, s. 456); der igen er et genoptryk af George Louis Leclerc, comte de Buffon (år 1707-1788): Histoire Naturelle, générale et particulière (1755, Tome Cinquième, s. 254). "Chiens de Calabre" (Hunde fra Calabria) er de store mastiff hundetyper fra det sydlige Italien, herunder provinsen Calabria, der i dag videreføres i hundetypen Cane Corso. Johann Samuel Haller [Halle]: Die Naturgeschichte der Thiere in sistematischer Ordnung: Mit Kupfern. Die Vierfüssigen Thiere, welche lebendige Jungen zur Welt bringen, nebst der Geschichte der Menschen. Mit Kupfern (1757, Zweite Hauptabtheilung, Dritte Mischung oder doppelte Blendlinge, 5. Der Kalabrische Hund., s. 490) skriver nøjagtigt det samme: "Er ist sehr gros, weil er von den Dänischen Hunden, und den grossen Spanischen Wachtelhunden afstamt. Von den erstern har er die hochbeinige Natur erhalten, und man nimt ihn, weil er beherzt ist, zur Wolfsjagd".
Fortunato Bartolomeo De Felice: Encyclopédie ou Dictionnaire universel raisonné des connoissances humaines (1771, Bind 9, s. 411):
Min oversættelse til nudansk.
Den schweiziske (franske) filosof Jean Jacques Rousseau (1712-1778): Collection Complete des Oeuvres de J. J. Rousseau (Geneve, 1782, Tome Dixieme, Les Rêveries, Deuxieme Promenade, s. 381-384):
Jean-Jacques Rousseau opholdte sig fra år 1741 e.Kr. i Paris; herefter i Luxembourg, og fra 1767 igen i Paris indtil sin død i 1778. Torsdag 24. oktober 1776 er han, 64 år gammel, på en lang gåtur til landsbyen Ménilmontant, i dag beliggende i det 20. arrondissement i Paris. Her sker følgende:
Min oversættelse til nudansk. Den tilstand Jean-Jacques Rousseau efterfølgende beskriver da han genvinder bevidstheden er en tilstand af lyksaglighed, som han så i detaljer forklarer.
Otto Friedrich Müller (Otho Fridericus Müller, Othone Friderico Müller, 1730-1784): Zoologiæ Danicæ Prodromus, seu Animalium Daniæ et Norvegiæ indigenarum characteres, nomina et synonyma imprimis popularium (Havniæ [København] 1776, 1. Mammalia, 2. Feræ, 4. Canis). I dette korte værk opremses og beskrives alle kendte danske og norske dyr. Om samtidens hunde i Danmark og Norge i 1776 hører vi:
Bemærk sætningen "Danus major & minor apud exteros, in patria rarissime, occurrunt" (Stor Dansk [Hund] & Lille [Dansk Hund] i udlandet; forekommer [kun] sjældent i hjemlandet). I Danmark kalder vi i året 1776 stadig Den danske Hund for "mynde". Det er kun i udlandet at man tilfører hunden et geografisk ophav gennem brugen af "Danus major" (Stor Dansk), som jeg mistænker er en oversættelse af Buffon's udtryk fra 1755, "Le Grand Danois", til latin. Det er kendskabet til ovennævnte værk og det fremhævede ordvalg, der får Dr. Friedrich Ludwig Walther (1759-1824): Der Hund, feine verfchiedenen Zuchten und Varietäten, Gefchichte feiner Verbreitung und Schickfale, Erziehung, Benutzung, Krankheiten und Feinde; (Gießen, 1817, s. 33) til at skrive følgende om Den danske Hund (die Dänifche Dogge): "Sie find nach Milleri Prodromus Zoologiae danicae felbft in Dänemark felten". Hundetypen "Bue-Hund" er Norsk Buhund. Forkortelsen "APH. 3,553" henviser til nordmanden Hans von Aphelen (1719-1779): Valmont de Bomare: Den almindelige Natur-Historie, i Form af et Dictionnaire. Oversat, forøget og forbedret af H. von Aphelen (København. 1767–70, 8 bind, Bind 3: 553). Fra Hans von Aphelen (1719-1779): Kongelig Dansk Ord-Bog, oplyst med Exempler og Talemaader. (Kiøbenhavn, 1764, Første Tome Dansk og Tydsk; Anden Tome Tydsk og Dansk, Første Tome: s. 302) kan vi se at i almindelig tale, blandt ikke-jagtkyndige i byerne, brugte man betegnelsen "stor hund".
Det er her værd at fremhæve den norske hundetegnelse "Garvore" (Gårdvogter), som jeg mener må være identisk til det gammeldanske "Garverhund", der betegner en meget stor gulbrun hund i slutningen af 1700 tallet i Danmark, jvf. Dansk Ordbog (1802, Videnskabernes Selskabs Bestyrelse, Anden Tome, s. 347 under "Garver"). Jeg argumenterer for at dette er brugsbetegnelsen for Englandshunden da den kommer ud på gårdene i Danmark i slutningen af 1700 tallet, og senere opdrættes på Broholm Gods til Broholmeren. Hans von Aphelen (1719-1779): Valmont de Bomare: Den almindelige Natur-Historie, i Form af et Dictionnaire. Oversat, forøget og forbedret af H. von Aphelen (København. 1767–70, 8 bind; Tredie Tome, 1768, s. 553-579):
Tusinde tak til Birte Scheel, Det Kgl. Bibliotek for at finde bogen frem.
Amund Helland (1846–1918): Norges land og folk topografisk-statistisk beskrevet (1885-1921; Topografisk-statistisk beskrivelse over Nordre Bergenhus Amt, Første Del, Den almindelige Del, 1901, s. 645):
Henvisningen til "Aasens optegnelser fra 1843 i Sogndals maalføre:" er Ivar Aasen (1896): Erindringer af mine Reiser 1842-1845 (Reisen til Sogndal 19.10.1842 - 27.2.1843). Vi skal her vide at Otto Friedrich Müller var norsk gift og opholdte sig på sin kones gård ved Drøbak, Akershus Fylke i Norge i årerne 1773-78. Sogndal ligger i Sogn og Fjordane Fylke. Der er fra sin tid på gården i Norge han har hørt den norske hundebetegnelse "Garvore".
Vi ser fra beretningen fra Sogndal at "Garvore" (garðvørðr, Gårdvogter) oprindeligt er en lokal dialekt betegnelse for hvad vi i Danmark kalder Gårdboen, der er stalden og ladens værnende vætte. I afsnittet "Julenisserne – Nis Gårdbo, Jólasveinar og alfer" viser jeg at julenissen er Gårdboen, og alle forstår også at ham skal man ikke blive uvenner med. Jeg viser også at allerede i Rig Veda kan vi se at Gårdboen kan hamskfite til hunden som vogter (værner) af odelen. Det er netop denne forståelse der gør at gårdens store vagthund opnår brugsbetegnelsen "Garvore", der i syddansk dialekt bliver til "Garver"-[hund]. Der gemmer sig i brugsnavnet "Garvore, *Garver" en af de ældste forståelser overhovedet for hundens opgave som vagthund af menneskets ejendom.
|
||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
| Indholdsfortegnelse |
