Forside Indholdsfortegnelse
<< ForrigeNæste >>

Parforce-jagt & de store Blendinge (15-1600 tallet)

 


I 1500 tallet sker mange forandringer af vore landområder, og vore sæder er under indflydelse af Reformationen, der vinder indpas år 1526-36 e.Kr. De store forandringer går ikke Den Store Hund forbi, og forklaringen skal findes i hvorledes Jagten blev organiseret og udviklede sig.
 
 
 

 


Primitivt kalkmaleri fra Skrøbelev Kirke, Langeland Nørre Herred dateret til år 1500 e.Kr. Iflg. Institut for Historie, Københavns Universitet er det halen på en hest Den Store Hund har fat i. Kilde: www.kalkmalerier.dk
 
 

 

 


Kalkmaleri fra Ørbæk Kirke, Vindinge Herred dateret til år 1500 e.Kr. Hunden ser ikke helt så stor ud som vi er vant til, men da den her vises som jagende Kronhjorten må det være Den Store Hund. Hunden har halsbånd på. Det kunne være spændende at finde ud af hvad hunden bærer mellem tænderne. Kilde: www.kalkmalerier.dk  
 

Videreført fra Landstingsloven "Laalands Vilkaar" fra år 1446 e.Kr., der stadfæstes af Kong Hans år 1504 e.Kr., byder Maribo Kloster 12. februar år 1546 e.Kr. "at ingen maa holde mere end én Hund, og den skal han holde hjemme i sin Gaard, uden saa er, at han har „en føje Rakke", og den skal han og holde hjemme" 1

1 A. Heise: Hundes Lemlæstelse for Jagtens Skyld (Historisk Tidsskrift, 1881-1882, 3. række, bind V. s. 331).

 

En ”racke/rakke” er en hundehvalp af Den danske Hund som Myndehund, der har lært at gø, dvs. 5-6 måneder gammel. Fordi det kun er en hundehvalp, har den endnu ikke har lært at jage, og er derfor ikke en trussel for vildtet. Med tilføjelsen af ordet "føje", der på gammeldansk har betydningen "berettigelse, beføjelse", kan vi se at påbudet her åbner for at adelen kan lade sine store jagthunde opfostre hos bønderne i omegnen. Denne skik findes også på de kongelige hundegårde.

Arild Huitfeldt (Arrild Huitfeld, 1546-1609): Danmarckis Rigis Krønicke (1595-1604, s. 1096) om Kong Christian II. (regent 1513-1523). Han er januar 1507 kronprins, hertug og statholder i Norge. I Foråret 1508 fængslede han den svenske-tro biskop Carl af Hammer (Karl af Hamar, Karl Iverssøn Jempt, Jempta = fra Jämtland), under mistanke for deltagelse i oprøret på Hedemarken vinteren 1507-08. Biskoppen ser sit snit til at flygte fra fængslet i vinterens muld og mørke, og jagten på den flygtede fange kommer undervejs:

”Hertugen sætte sig paa en Hæst / hans dravanter oc mesten alt Slotzens Folck fulde ud / at lede effter hannem / toge nogle Hunde med / om de kunde snylte hannem / op / som paa en anden Jact / tenckte vel / hand kunde icke være langt borte. Omsier fant en Hund hannem udi it hult Træ / huor hand vaar indkrøben / did reed Printzen heden / oc der hand krøb ud / …”

Kong Christian II. (regent 1513-1523)’s Gejstlige Lov af 1521 (kap. 4) forbyder Abbeder, Priorer eller andre Klostermænd i de store klostre at holde mere end ”to par Mynder og to Kobler Støvere” 1. Men allerede år 1515 e.Kr. havde kongen i et brev til fogeder og lensmænd i Jylland og på Fyn, nedlagt forbud mod at bønder og andre ufri (dvs. ikke adelige) holde Hunde, Mynder (dvs. de store jagthunde) og Støvere eller andre hunde til jagt, mod en bøde af en okse.2
 
1 C. Weismann: Vildtets og Jagtens Historie (1931, s. 40)
2 A. Heise: Hundes Lemlæstelse for Jagtens Skyld (Historisk Tidsskrift, 1881-1882, 3. række, bind V. s. 331).

 

Kong Frederik I. (regent 1523-1533), farbroder til Kong Christian II., stadfæster år 1523 e.Kr. forbudet mod at præster, borgere og bønder i Nørrejylland holder Mynder, dvs. de store jagthunde.1

1 A. Heise: Hundes Lemlæstelse for Jagtens Skyld (Historisk Tidsskrift, 1881-1882, 3. række, bind V. s. 331).

 

 

 


 
Kalkmaleri fra Udbyneder Kirke, Gjerlev Herred, Århus Stift dateret til år 1500-1525 e.Kr. Vi ser her en hund, måske i form af lillebroderen, der bliver til den moderne Greyhound, løbende efter en hare. Hunden har halsbånd på og det ser ud til at ørene er kuperet. Kilde: www.kalkmalerier.dk 
 
 
 
 
  

 

 

Kalkmaleri fra Hyllested Kirke, Djurs Sønder Herred dateret til år 1500-1520 e.Kr. Den Store Hund ses her med halsende tunge jagende ræven.  Hunden har halsbånd på med udadvendte pigge. Kilde: www.kalkmalerier.dk
 
 
 
 

”Naar Nogen har Lede til Mad, saa at han ikke kan spise,
da skal han gaa til Hundehuset, og medens Hunden æder, selv spise lidt af Truget,
saa vil han derefter faa Madlyst” 1.

1Se J. M. Thiele: Danmarks Folkesagn (1860, 3. Deel, s. 115, nr. 501). Thiele henviser også til Peder Nicolai Skougaard: Beskrivelse over Bornholm (1804, s. 79). ”Paa Bornholm, hvor denne Sygdom kaldes ”Madale” bruger man samme Middel”.


 


 

 

Kalkmaleri fra Gislev Kirke, Gudme Herred på sydøst Fyn dateret til år 1500-1525 e.Kr. Læseren skal lade øjnene hvile på dette ekstremt vigtige kalkmaleri et øjeblik. Herefter træder 5 hunde tydeligt frem og vi ser formentligt alle varianter af jagthundene i samtiden fremstillet.  Yderst til venstre er Den Store Hund, og den er kæmpestor, med halsbånd og i snor, hvilket ikke alle hundene er vist med. Vi ser også at 2. hund fra oven ikke har kuperede ører og virker som en anden slags hund, måske en ”Englandshund”?. 3. hund fra oven synes tillige at være Den Store Hund, men er en anden variant, ihvertfald i ansigtet. Dette kan indikere en Blending selvom de kongelige jagtprotokoler ikke omtaler at ”Englandshundene” bliver indført før år 1585 e.Kr. Kilde: www.kalkmalerier.dk
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Parforce-jagten

Den oprindelige jagtform fra tidernes morgen med brug af mand, hest, hund, bue og pil eller spyd, udvides med armbrøst 1 fra år 800-1100 e.Kr., men med Jagten i uændret form. 
 

1 Pave Innocens II  (1130-43) tilser at Canon 29. fra det 2. Lateran-Koncil (Laterankonciliet, ”then general concili” i Jyske Lov (3. bog: kap. 9)) år 1139 e.Kr. indfører følgende forbud i min oversættelse til nudansk:

”Vi forbyder under bandlysning at det morderiske virke af armbrøstmænd og bueskytter, der er hadefuld over for Deos-Gud,
blive benyttet mod kristne og katolikker fra dette tidspunkt frem”.

Det tager man dog ikke så tungt i Jyske Lov (3.bog, kap. 4. om Våben):

”Hwer styres man skal sin wapæn hauæ fullæ mans wapen . octhæræ til eet arnbyrst. oc thry tylf pilæ oc een man ther skiutæ kan there meth"
(Hver styrmand skal have sine våben(,) have fuldt mandskabs våben . og der til et armbrøst. og tre (x) 12 pile og en mand der skyde kan der med)

Pointen her er at armbrøsten i år 1139 e.Kr. anses for et frygtindgydende nyt våben, et teknologisk fremspring så stort som atombomben, at den må forbydes – naturligvis forgæves. Bemærk at ordet oprindeligt staves ”arnbyrst” på olddansk med betydningen ”bue-kastemaskine”. Omskrivningen til et ord med tilknytning til "arm" og "bryst" er langt senere og skyldes vrang forståelse af ordet.

 

I den sene Middelalder, hvor Kongen og Adel, under stærk indflydelse af den importerede katolske kristendom, har ændret samfundsopbygningen fra Jarl-Karl-Træl til at konge, adel og kirke nu har hævet sig over almuen, er det ikke længere nødvendigt for hverken konge eller adel at jage for at sætte mad på bordet – det har man almuen til.
 
Jagten undergår derfor en ændring, hvor den bliver en sport- og træningsøvelse. Derfor skabes en ny og unaturlig jagtform kaldet ”La Chasse Par Force Du Cerf” (Jagt med styrke efter Kronhjort). Denne jagt kendes også som ”La Chasse Par Force de chiens” (Jagt med styrke af hunde). Forskellen er at ikke alle jagter var efter hjortedyr. Man havde også vildsvine- og ulvejagter. I dag kender vi denne jagt under dens kortere navn ”Parforce-jagt”.
 
Gaston, den 3. Comte de Foix, også kendt som Gaston Phoebus, skrev år 1389 e.Kr. på fransk ”Livre de la chasse” (Jagtbogen). Han behandler denne jagtform, hvorfor vi ved at den på dette tidspunkt er udviklet med brug af horn, hunde og jagtselskab.

Som jeg viser i afsnittet "De store hunde år 385-1100 e.Kr." finder vi på Ole Worm's "Olifant"-jagthorn afbildning af en jagtscene, der forudsætter at Parforce-jagten er kendt. Dette jagthorn er dateret til ca. år 1100 e.Kr. og er gjort i Miklagård. Dette kan derfor være tidspunktet fra hvilken Parforce-jagten så småt begynder at vinde indpas.
 
Tager vi jagtscener fra kalkmalerierne i vore kirker som en rettesnor, ser det dog ikke ud til at man i Danmark påbegynder denne jagtform før ca. år 1494 e.Kr. og fremefter.
 
Kærnen i Parforce-jagten var at stress-jage vildtet og gennemføre en omkredsning, herunder ved brug af jagttøj. Hundene skulle nedlægge vildtet ved at gribe fat i ørerne og nakken, men vildtet skulle holdes i live.


 

chap24-4-20.jpg

Radering af den italienske maler Antonio Tempesta (1555-1630). Født og udlært i Firenze med flamsk indflydelse. Hans jagtscener synes at være fra år 1600 fremefter. Vi ser her en klassisk Parforce-jagt gengivet, og hvorledes jagttøjet blev opsat som en tragt, der til sidst leder til en omkredsning. Der er masser af nedlagte vildsvin på hestens ryg og under bugen. Det ser også ud til at en stor hund har måtte lade livet.

 

De store jagthunde må nu ikke længere løbe vildtet ned og dræbe det ved strubebid, hvorefter den afventer jægerens ankomst. Dette er den naturlige jagt, og hvad Den danske Hund er avlet til.
 
I Parforce-jagten indgår Den danske Hund i en Meute af mange hunde. De store jagthunde skal afvente jagtselskabets ankomst, hvorefter den ærede gæst, med paryk og hvid-pudret fjæs, gennemborer vildtets hjerte med sin "scramasax, skrámasax, saxknifr". Den store jagtkniv og reservevåbenet kaldes i 15-1700 tallet for en "hirshfænger, hirschfänger, Saufänger" (hjortefanger, vildsvinefanger), underforstået at dette våben bruges til at give det indfangede dyr det afsluttende Coup-de-Grâce (dødsstød) - eller affangning. Kong Frederik II.'s personlige hirschfænger, med krone og årstallet 1585 indgraveret, kan ses på udstillingen på Rosenborg Slot.

Peder Syvs kjernefulde Ordsprog” (1807, s. 52) siger:

”De hunde som skal nødes til Skoven, bede ikke mange Dyr”

(”Dette gammeldags Jagtudtryk betegner at opjage og trætte et Stykke Vildt, indtil det er fanget”)


Denne mærkværdige jagtopgave var Den danske Hund ikke avlet til, og derfor kunne den ikke løse denne opgave tilfredsstillende. Den havde, som vi kan se, stadig et udpræget myndepræg, men manglede vægtfylde til at kunne holde levende vildt nedlagt. I hundeavl er løsningen åbenlys; man tilfører den manglende masse og vægtfylde ved import af mastiff-lignende hundetyper.

Viggo Møller i Dansk Jagttidende (Nr. 9, december 1888, s. 114) om ”Den store, danske Hund”:

”Racen er opstaaet ved Krydsning af The Mastiff og Mynden, og dens Legemsbygning staar ogsaa midt imellem disse to”. 

 

 

 

 chap24-4-0-37.jpg

 

Agnolo di Cosimo (Il Brozino, 1503-1572): Ritratto di Guidobaldo della Rovere (Portræt af  Guidobaldo della Rovere), der findes på Galleria Palatina, Firenze, Italien. Guidobaldo II della Rovere (1514-1574) var hertug af Urbino fra år 1539 e.Kr. til sin død. Urbino er ret øst fra Firenze ud mod Adriaterhavet. Vi ved fra Maleren Andrea Mantegna (ca. 1431-1506) fra Venedig, at der i det nordlige Italien fra år 1465-1474 e.Kr. findes den enorme hvide hund, der i samtidens Frankrig kaldes "Alaunt" (Alan + hunt/hund) eller "deugge des alans". Derfor må vi forvente at den stadig findes i området i tiden 1539-1574. Maleriet er formentlig fra omkring år 1546 e.Kr., året hvor Guidobaldo II della Rovere blev ophævet til Hærleder (Governatore) af Republikken Venedig. Sikkert derfor er han afbildet i fuld rustning med sin store myndehund i "klø-stilling". Hunden har et stort brunt læderhalsbånd på. Til halsbåndet er føjet en ring i en lille kæde, gennem hvilken jagtsnoren blev ført. Det er derfor meningen vi skal opfatte hunden som hertugens foretrukne jagthund.
Billedkilde: Wikipedia

 

“I Københavns Slotsgaard stod saaledes en Ulv i Lænke 1, paa Frederiksborg en Bjørn, endda kun bunden i Reb 2. Frederik den Anden anskaffede sig Aar 1562 en Løve, og befalede "den en god Karl tilskikket, der kunde tage Undervisning, hvorledes man med hende skal haandtere” 3.

1 Peter Frederik Suhm (1728-1798): Nye Samlinger til den danske Historie  (1792-95, Bog III af IV, s. 98).
2 Rentemester Regnskab 1582. Rigsarkivet.
3 Tegnelser over alle Lande 30 Oktober 1562. Rigsarkivet.
Kilde: Troels Frederik Troels-Lund: Dagligt Liv i Norden i det sekstende århundrede (1879-1901, Bog VI (af 14) Hverdag og Fest, s. 193-4).

 


 
Frederik II. (regent 1559-1588) forbyder år 1563 e.Kr. nogle Lensmænd at have mere end ”et Hold Mynder og to Kobbel1 Støvere”.
 
1 Fra normannerfransk ”cople”, latin ”copula” i betydningen ”holde sammen” der på moderne engelsk gennem ”couple” er betegnelsen for to personer der samlever. Det nuværende engelske ord ”pack” i betydningen ”gruppe af hunde/ulve/løver på jagt” er fra 1400 tallet. At der ikke findes et fælles ord på oldnordisk og oldengelsk indikerer at jagt før år 446 e.Kr. ikke fandt sted med store grupper af hunde trænet til at jage i flok. Vi kan dog fra Bayeux-gobelinen se at teknikken er indført år 1066 e.Kr. Ved forståelsen af den oprindelige betydning af ”kobbel” kan vi se hvorfor normanneren Henri de Ferrieres ca. år 1370 e.Kr. i ”Le Livre du Roy Modus” forklarer at ”et kobbel består af 8 hunde, men mindre kan gøre det. To er dog minimum”.
kilde: Museumsdirektør Jette Baagøe, Dansk Jagt- og Skovbrugsmuseum + C. Weismann: Vildtets og Jagtens Historie (1931, s. 64).

 

Frederik II. forbyder 7 år senere løse hunde i København den 24. juli 1570:
 
”Fremdellis schall jngenn, som boer vdenn byenn vdj hauffuernne1, hollde hunde, som løffue løss och biide faarr eller giør follckitt skade, menn huem, som will hollde hunde, skall binnde dem y jernnlenncker och forwaarre dem, att dett er huer mannd vdenn skade, saa framtt de wille icke suarre och staa till rette for hues skade samme hunde giørre”.2
 
1Samtidens matrikelnr. kaldtes i København en ”have”. F.eks. køber Chr. IV. 14. februar 1606 25 haver mellem Øster- og Nørreport der bliver til Rosenborg Slot og have. På dette tidspunkt har man stadig får og grise inden for byens mure. For yderligere læsning om jordens oprindelige opdeling i ”Bool” (bopæl med jord eller en gård med toft i byen, hvorfra ordet ”bolig” udvikles) og senere Otting, Mark Guld og Mark Skyldjord se Svend Aakjær’s ”Kong Valdemars Jordebog” (1.bind, hæfte 1, s.64-121). Vi ser ordet ”bool” via det olddanske ”bøli” videreført i stednavnene Brydebølle, Egebølle, Engebølle, Havbølle, Majbølle, Nybølle og Nybøll (i England), Nytæsbøl (i 1200 tallet e.Kr. i Musse Herred, Lolland), Ringsebølle, Skodsebølle (fra det oldnordiske ”skotr”, en skotte), Skovbølle og Øllebølle (fra det oldnordiske ”ylr” eller ”varme”, dvs. en mose). Se Anders Gjerrum & Christian Lisse: Maribo Amts Stednavne (1954).
 
2 Se Oluf Nielsen: Kjøbenhavns Diplomatarium (1838-1896, Bind I. s.446-447).
 
 
 
 
 
 
 
 
”Ogsaa for Hundene interesserede Kongen (Frederik II., regent 1559-1588) sig meget; han vilde vide Besked med, hvordan det gik med de unge Englands Hvalpe, om de var smukke og velskabte eller om nogen af dem var krogbenet og ilde skabt”. Han takkede for den Leit-hund1, Peder Oxe (1520-1575) havde foræret ham, og sendte år 1585 e.Kr. et Skib til England efter Hunde; nogle Maaneder senere takkede han Dronning Elisabeth I. af England (regent 1558-1603) for det tilsendte Kobbel Jagthunde, som han daglig benyttede paa Jagten i denne Tid og berømmede meget. Til Gengæld vilde han gerne sende Dronningen nogle hurtige islandske Hunde, hvoraf han endnu havde nogle faa stykker; de var særlig egnede til Hjortejagt. I 1587 e.Kr. blev en Stald i Ringsted Kloster ombygget til Kongens Hunde”2.
 
1 ”Leder-hund”, dvs. den hund der blev holdt i snor og som ledede de andre hunde. Der er nogen forvirring omkring dette fagudtryk idet mange synes at forstå dette som ”den der leder efter vildtet”. Det er ikke ordets betydning, men da den samlede Meute, under ledelse af en Leithund, har til opgave at finde vildtet, smelter forståelsen sammen.
2 C. Weismann: Vildtets og Jagtens Historie (1931, s. 71). Forholdet til Dronning Elisabeth I. har været meget tæt. Kongen skriver i sin dagbog søndag 6. oktober 1583: ”I dag faldt den orden af min kæde, som jeg fik af dronningen af England, dog jeg hængte den straks på igen” (Skalk, 2006:4, s.27).

 

 

 chap24-4-0-37.jpg

Fransk skib transporterende store jagthunde i sidste halvdel af 1500 tallet. Afbildning fra Iaques du Fouilloux Escuyer (1519-1580): La Venerie (1561). Under teksten følger ordlyden: "De la race, & antiquité des Chiens courans, & qui premierementles amena en France. CHAP. PREMIER." Samme ordlyd i den engelske oversættelse af George Gascoigne (1535-1577): The Noble Arte of Venerie or Hvnting (1575) lyder: "Of the race and Antiquitie of Hownds, and who first brought them into Fraunce Chapt. I." Skibstypen er et kravelbygget fartøj, vel sagtens en Karrak-type med 3 master (f.eks. som orlogsfartøjet Mary Rose og Vasa). Vi ser mindst 5 store jagthunde på agterdækket, samt tre hunde midtskibs.

 

Fra Kong Frederik II.’s kalenderoptegnelser (dagbøger) kan vi se at det slot hvor han befandt sig bedst var Skanderborg Slot1. Julen afholdes på dette slot i årene 1566, 1572, 1574, 1579, 1581, 1582, 1583 og 1587.
 
1 ”Ikke noget bekvemmere sted end Skanderborg” (Skalk, 2006:4, s.24)

 

Skanderborg Slot blev ”bygget og befæstet” med ordre givet af Kong Fredrik II. 6. oktober 1561 og står færdigt sommeren 1572. Vi kan ligeledes se fra kongens dagbøger, at hans jagtudflugter var i de midtjyske skove, herunder i Torrild, Ravnholt, Fregerslev, samt på urkokke i Vinding.
 
 
I årene 1580-1586 e.Kr. fremstilledes 40 tapeter, der i dag kendes som ”Kongetapeterne/Kronborgtapeterne”. Tapeterne viste 113 danske konger og blev gjort specielt til Kronborg under ledelse af Hans Knieper fra Antwerpen. Opdragsgiveren Frederik II. er selv afbildet sammen med sin søn, den senere Christian IV. I dag er kun 14 af tapeterne tilbage, hvoraf 7 hænger på Kronborg (Knud IV., Valdemar II. Sejr, Erik IV. Plovpenning, Abel, Erik V. Klipping, Christoffer II. og Oluf II.) og 7 på Nationalmuseet i renæssanceudstillingen. Der findes tillige en Bordhimmel, der blev taget af svenskerne som valrov, og nu udstilles på Stockholms museum. Disse tapeter regnes, i teknik og kunst, for uden sammenligning i resten af Europa.

 

 


 

Store Hund kongetapet Skanderborg dyrehave.jpg 

Uddrag af Kongetapetet fra årene 1582-1584 e.Kr. visende en Vildsvinejagt (det noget bekymrede vildsvin ses i buskadset). Bemærk jagtens opbygning. Der er to ryttere, hver med ét spyd (leithunde-drengen holder det ene spyd for rytteren i billedet). Der er 6 af Den Store Hund som mynde i Harlekin. Dernæst har hver rytter én Sporhund (støver) der holdes i snor af en Besuchknecht. I billedets forgrund har en af Sporhundene fået færten af vildsvinet. Den anden Sporhund ses ved den anden rytters højre flanke. Sammenholdt med vor viden om Den Hvide Hest kan vi slutte at rytteren på den hvide hest er Kongen, vist i den oprindelige jagt, hvor kongen jager med spyd. Det antyder da at Kong Frederik II. ikke indfører Parforce-jagten før han får importeret Englandshunden og kan skabe de store ”Blendinge”. Alle hundene har halsbånd på og vi kan se at et ”kobbel” her er 2 hunde pr. Leithundedreng. Scenen viser den indhegnede Dyrehave syd for Skanderborg. Fra Skanderborg Slot, på den lille ø i Skanderborg Sø, red man mod vest over broen og ind i Dyrehaven. Nedenfor gengives forstørrede billeder af de ovenfor viste hunde.
Billedkilde: Skalk (2006:4, s.21, 26) og artikel skrevet af Museumsinspektør Helle Reinholdt, Skanderborg Museum, som jeg også takker for tilsendelsen af de her viste billeder.

 

 chap24-4-11.jpg chap24-4-12.jpg

 

Kong Frederik II.'s datter Anna (1574-1619) blev i 1589 gift med Kong James I. til England (på dansk ofter skrevet "Jakob VI. af Skotland og Jakob I. af England”). Prinsesse Anna var søster til Christian IV (regent 1588-1648). Ludvig Holberg (1684-1754): Dannemarks Riges Historie (2. Edition. I-III. 1753-54, s. 540; i senere udgaver s. 371-372) beretter om parrets dramatiske hjemrejse, hvorunder Kong James (Jacob) måtte rejse fra Skotland for at hente sin brud i Norge:

”Kong Jacob lod sig overtale, og kom den 21. Januarii 1590 til Helsingøer, og, efter at han med sin Dronning havde opholdet sig en Tid lang paa Kronborgs-Slott, kom den 21. Febr. til Kiøbenhavn, hvor intet blev forsømt, som kunde tiene ham til Tidsfordriv og Fornøjelse. … Men den, udi hvis Omgiengelse han fandt allerstørst Fornøjelse, var den store Astronomus Tycho Brahe, hvilken han besøgte paa Huen, og forblev over 8 Dage hos ham for at besee hans rare Instrumenter, og at høre ham tale om Astronomie og Chymie…

Da han [Kong James I.] endeligen tog Afskeed med ham [Tycho Brahe], tilbød han ham den Frihed, at begiære af ham hvad han ønskede. Tycho Brahe veigrede sig en Tid lang derfor, men omsider intet andet forlangede, end at Kongen vilde forære ham et Par Engelske store Hunde eller Doggere, hvilke ogsaa siden bleve ham skikkede”.

Med andre ord, Tycho Brahe udbeder sig et par ”Engelsk store Hunde”, der i samtiden kaldes ”doggere”, som vi kan se blev opdrættet i den kongelige hundekennel på Ringsted kloster fra år 1587 e.Kr., efter at være blevet importeret fra England fra år 1585 e.Kr.

 

”The Revenge of Hamlett, Prince of Denmarke” (Hamlet)

Shakespeare laver sit første manuskript til ”The Revenge of Hamlett, Prince of Denmarke” år 1589 e.Kr., og den endelige udgave år 1597 e.Kr. Handlingen finder sted på Kong Frederik II.'s nye slot "Krogen, Kronborg", færdigbygget år 1585 e.Kr. Tiden er dagen før Sankt Valentinsdag, dvs. 13. februar, hvor Dronning Gertrude, Hamlet’s moder, befinder sig med sin nye mand Kong Claudius i et værelse til modtagelse af gæster. En adelsmand (gentleman) aflægger rapport om uroligheder og en hævnakt undervejs. Dronning Gertrude har følgende bemærkning til dette:

 chap24-4-0-38.jpg

Quee. How cheerefully on the false traile they cry.
O this is counter you false Danish dogges. 
Queen. How chearfully on the false trail they cry!
Oh, this is counter, you false danish dogs.

Øverst: William Shakespeare: THE Tragicall Historie of HAMLET, Prince of Denmarke (1604, quarto 43, The Huntington Library, San Marino, California). I nyere udgaver er sætningerne at finde i 4.5.92-93; sætning 2849-2850.
Nederst til venstre: Samme tekst som Øverst.
Nederst til højre: nuengelsk udgave.

 

Det er værd at bemærke at ovennævnte sætning ikke forekommer i de to udgaver fra 1603, hvor der i stedet står "How now, what noyse is that? (sætning 2835), efterfulgt af bemærkningen "A noyse within", der er samme sted i skuespillet.

 chap 24-4-0-38.jpg

Ovenfor: William Shake-speare: THE Tragicall Historie of HAMLET, Prince of Denmarke (1603, quarto 29H, The Huntington Library, San Marino, California). Se også (William Shakespeare): The Tragicall Historie of HAMLET, Prince of Denmarke (1603, quarto 33H, The British Library).
Kilde:
www.quartos.org

 

Dette betyder at tilføjelsen af "Danish dogges" sker i 1604, hvorfor en eller anden hændelse i tidsrummet 1603-1604 har givet Shakespeare en forståelse der gør at han kan udvide skuespillet med hunde-kenningen. Jeg byder at vi kan tilskrive hændelsen til at Kong Frederik II.'s (danske) datter Anna (1574-1619) netop i 1603 bliver Dronning af England, Skotland og Irland. Det må endvidere være muligt at Shakespeare enten fysisk har set Den danske Hund i England, eller har set maleriet med Den danske Hund dateret 1603, jvf. nedenfor.

Brugen af "Danish dogges" (Danish Dogs) er en kenning for ”Laertes, armed; Danes following”. Personen Laertes er søn af Polonius. Shakespeare navngiver ham efter Odysseus' fader Laerte (Laertēn) i Homer: Odyssey (Bog IV: 555-556; XVI: 118). I Homer: Odyssey er Laerte fra Danaan-folket, som jeg mener er identisk til Bronzealder "Tani" (Daner)-folket fra Skandinavien. Det antyder stærkt at også Shakespeare har forstået denne sammenhæng fra Bronzealderen. Medens Laertes er på dannelsesrejse i Frankrig, dræber Hamlet faderen Polonius. Det udløser kravet om hævn, og Laertes ender op med at dræbe Hamlet.

Faderen Polonius var den (danske) rådgiver til Kong Claudius, Hamlet's (danske) onkel der gifter sig med Hamlet's moder efter at have dræbt Hamlet's fader. Kong Claudius er identisk med Fenge (Fengo), underkonge af Jylland (Iutorum praefectus), jvf. Saxo: Gesta Danorum (Bog 3.6.1.1 på latin); Fr. Winkel Horn: Saxo Grammaticus – Danmarks Krønike (1911, 1. del, Bog III: 84). Derfor er Laertes "Danish", og kan beskrives som en "danish dog" (Dansk hund).

Ordet ”trail” (spor) er her et jagtudtryk der betegner de duftspor efterladt af vildtet. Når jagthundene derfor ”cry, cry out” (skriger) betyder det at de gøer fordi de har opfanget duftsporet og derfor vildtet. Jagtudtrykket ”to hunt counter” (at jage modsat) betyder at man fulgte duftsporet tilbage til begyndelsen, i stedet for frem til hvor vildtet nu befinder sig. I sætningen ovenfor anklager Dronning Gertrude de Danske Hunde for at følge et falsk spor tilbage til begyndelsen; hvor det modsatte, og rette, ville være at følge et ret spor frem til hvor vildtet er.

Brugen af "counter" forekommer bl.a. i  George Gascoigne (1535-1577): The Noble Arte of Venerie or Hvnting (1575). Værket er en oversættelse af Iaques du Fouilloux Escuyer (1519-1580): La Venerie (1561, Les ruzes et secretz que doyvent scavoir les piqueurs pour prendre le Cerf a force. CHAP. 40.). Her lyder det:

”… But when the huntesmen shal finde their houndes at default vpon such an high way, then let them looke narowly whether the Harte haue doubled, or crossed: and if they finde that he haue, as to runne right endwayes, and come backe againe counter vpon the same, then let them crie to their houndes to encourage them, To him boyes, counter, To him, to him…”"... Quand les piqueurs se trouverront a telz endroitz en deffaut, doyvent mettre l'oeil en terre pour veoir si le Cerf ha point fait de ruzes et hourvariz. Et si d'avanture ilz voyoient qu'il fust allé et venu sur luy, ilz doyvent crier a leurs Chiens, Voylecy, hourvary, ..."

Den franske udgave til højre. Fremhævelsen af jagtråbet med fed skrift er min. Brugen af "boyes" (boys, drenge) antyder at tæver ikke blev brugt i Parforce-jagten.

Det samtidige Mellem-franske udtryk "Voylecy, hourvary" ses også i jagtråbet "voylecy aller, vez le cy aler (Gaston Phoebus: Livre de la chasse, 1389)", hvorfor det antages at "voylecy, vez le cy" skal opfattes som "le voici" (se der!). Det afsluttende ord "hourvary" (hourvari) er stadig jægerens råb til hundene for at lede dem på sporet. Udtrykkets oprindelse er ukendt, men endestavelsen "-vary, vari" forekommer også i ordet "charivari" (spektakel). Jeg byder at ordet har samme ophav som råbet "hourra" (hurra, hurræh, hurrah, hooray), der er et kampråb; et hyldningsråb; et begejstringsråb, og i oprindelig tanke noget der forbindes med "susende fart". Dette igen må antyde at ordets ophav er fra "hurra, hurre, hurren" (oldnordisk, gammeldansk, Middle English), i dag "hurry". Dette igen betyder at ordet er identisk til jægerråbet "huj, húj, hui, hu", der i den danske jagt brugtes "som opmuntringsraab til dyr" 1 og “Bruges og af Jægere, naar de hidse Hundene til at forfølge et vildt Dyr" 1, jvf. også udtrykket "hu hej vilde dyr" til at beskrive "susende fart". Derfor oversætter jeg "Voylecy, hourvary" til "se der! hu!".

1 Dansk Ordbog udg. under Videnskabernes Selskabs Bestyrelse. I-VIII. 1793-1905; Henning Frederik Feilberg (1831-1921).

 

 

 chap24-4-0-34.jpg

De danske jagthunde i England i begyndelsen af 1600 tallet

Robert Peake the Elder (ca. 1551-1619): ”Henry Prince of Wales on the Hunting Field” i to udgaver.

1.: Henry Frederick (1594-1612), Prince of Wales stående med sin kårde i midten. At (kron)prinsen kun er 9 år gammel fremgår tydeligt af maleriet. Den unge mand knælende ved kronhjorten er John Harington (2. Baron Harington til Exton, 1592-1614). Maleriet er dateret til 1603, og kan ses på Metropolitan Museum of Art, New York.
2.: Henry Frederick (1594-1612), Prince of Wales stående med sin kårde i midten. Nu er (kron)prinsen blevet hele 12 år gammel. Den unge mand knælende ved kronhjorten er Robert Devereux (3. Jarl til Essex, 1591-1646). Maleriet er dateret til september 1606, og tilhører den engelske kongefamilie.

Kong Frederik II. (regent 1559-1588) var morfader til Henry Frederick, hvorfor den danske konge’s givne navn videreføres af barnebarnet. Kong Frederik II.’s datter Anna (1574-1619) blev i 1589 gift med Kong James I., og blev 1603 Dronning af England, Skotland og Irland. Kronprinsen døde desværre som 18-årig af sygdom. Med denne viden kan vi nu forklare hvorfor den hvide jagthund til storvildt er identisk til de fem Harlekin Danske Hunde på Kongetapetet fra årene 1582-1584 e.Kr. Den danske Hund er bragt til England som en del af medgiften for Anna, og har sikkert været ombord på skibet Gideon da det afsejlede fra København 9. marts 1590 med ankomst til Skotland 1. maj 1590.

I 1613 skød og dræbte Dronning Anna, ved et vådeskud, Kong James’ bedste jagthund der hed Jewel. John Chamberlain, Esq. (1553-1628) beretter om hændelsen i et brev til Sir Dudley Carleton (1. Viscount Dorchester, 1573-1632). Brevet er dateret ”Ware Park, August 1, 1613”, og modtageren, Sir Dudley Carleton, er ambassadør i Venedig på dette tidspunkt.

”The King is in progress, and the queen gone, or going after. At their last, being at Theobalds, which was about a forthnight since, the queen, shooting at a deer, mistook her mark, and killed Jewel, the king’s most principal and special hound; at which he stormed exceedingly awhile, but after he knew who did it he was soon pacified, and with much kindness wished her not to be troubled with it, for he should love her never the worse, and the next day sent her a diamond worth £2000, as a legacy from his dead dog.”

Rev. Thomas Lorkin skriver til Sir Thomas Puckering, Bart i brev dateret London, July 23, 1614 at “news was brought me of the King of Denmark’s arrival, who came this day to Somerset house”. Den danske konge er Kong Christian IV. Han var ankommet for at se sin storesøster Anna, der opholdte sig på Somerset House i London. Kong Christian IV. lod sig underholde med ”hunting, bear-baiting, running at the ring, and fencing”. Han forlod England igen mandagen før 6. august 1614.

”Theobalds” er slottet Theobalds House, Cheshunt, Hertfordshire, der blev krongods i 1607. Stedet var afholdt af Kong James I. og han døde på slottet i 1625. Slottet lå langs hovedvejen mellem London og Ware.

3.: den flamske maler Paul van Somer (ca. 1577-1621): Anne of Denmark (1617). Anna er her gengivet i fuld jagtuniform som det behører sig for en Dronning i samtiden. Der er fem små myndeagtige hunde omkring Dronningens fødder, hvoraf to er i snor. Det forekommer at være Whippet-typer; måske hanhund og tæve til højre, og 3 ustyrlige hvalpe foran Dronningens kjole. Alle bærer halsbånd. Billedet er i en privat samling.
4.: Den flamske maler Sir Peter Paul Rubens (1577-1640): Portræt af Sir Dudley Carleton og Alethea Howard, Grevinde til Arundel (1585-1654). Maleriet er dateret til 1620 og findes på ”Old Pinacothek at Munich” (Alte Pinakothek, München).

Alethea Howard’s tilknytning til hoffet omkring Kong James I. og Dronning Anna skyldes at hun, med sin søster Elizabeth og sin kusine Arbella Stuart, var udvalgt til at danse i ”Bal Masque” (Maskeradeballet) da Henry Frederick erklæres kronprins i 1610; i England tildeles den udvalgte prins titlen ”Prince of Wales”. Under en udlandsrejse blev hun i juli 1620 i Antwerpen malet af Rubens, som gengivet ovenfor.

I et brev dateret 17. juli 1620 [Di Anversa al 17 Iuglio 1620, stillo novo] forfattet på italiensk til Jarlen af Arundel [= Deres Excellence] kender vi de nærmere omstændigheder omkring maleriets tilblivelse, i min oversættelse til nudansk:

”Ved min ankomst til byen [Antwerpen], gav jeg straks Deres Excellence’s brev til maleren Signor Ribins [Ribins Pitore = Rubens]……Det blev aftalt at Fruen [di Madama = Alethea Howard] skulle ankomme den følgende dag for at sidde for portrættet, hvilket hun gjorde; og han, i bedste stil, fuldførte portrættet, med dværgen Robin [Robin nano]; (hof)narren [il Pazzo] og hunden [et Canne]. Et par små detaljer mangler endnu og vil blive færdiggjort i morgen…. Da Signor Ribins [Rubens] ikke havde et tilstrækkeligt stort lærred, malede han ansigterne som de vil blive; tegnede på papir beklædninger og positur; og gjorde hele portrættet af hunden [il Canne ritratto tutto intiero]…..”.

Som vi har hørt indeholder det oprindelige maleri kun Alethea Howard, dværgen Robin (i rød klædedragt), (hof)narren bag hunden, samt den store jagthund, der var med på udlandsrejsen. Mandspersonen i baggrunden, der menes at være Sir Dudley Carleton, er tilføjet senere af en ukendt maler. Alethea Howard rejste efterfølgende rundt i det nordlige Italien, herunder til Milano og Padua, hvor hendes to ældste sønner var på dannelsesrejse. I 1622 boede hun i Venedig i Palazzo Mocenigo ved Canal Grande, hvor netop Sir Dudley Carleton havde været ambassadør 1610-1615. Han har muligvis hjulpet Alethea Howard ud af en livsfarlig politisk situation i Venedig i 1621, og er derfor blevet tilføjet maleriet ovenfor. Vi ved at Sir Dudley Carleton var behjælpelig med at planlægge hele rejsen fra sin stilling som ambassadør i Hague, Holland.

Kilde: Thomas Birch & Robert Folkestone Williams: The Court and Times of James The First (1848, Vol. I, s. 260-261, 339-342); Mary Frederica Sophia Hervey (1853-1920): The life, correspondence & collections of Thomas Howard, earl of Arundel (1921, s. 174-177). Billederne er alle fra Wikipedia.

 

 

Der var mange former for jagt og betegnelsen ”Den Store Jagt” omfattede jagter på hjorte, vildsvin, ulve og andet stort vildt.
 
Til jagt på hjort og vildsvin anvendtes især Den Engelske Hund, ”et stort, kraftigt og hurtigt, men noget klodset Dyr, der formaaede at indhente de fleste Vildtarter og ved Vildsvinejagt ofte var iført Beskyttelsespuder, som dækkede Bryst og Sider og var udstoppede med Haar. De afrettedes til at gribe Vildtet i Ørerne, thi Ulven kunde ikke bide og Hjorten bruge sit Gevir eller Vildsvinet sit Gewehr, sine hugtænder, naar der hang en saadan tung Hund ved hvert Øre....”1
 
1 C. Weismann: Vildtets og Jagtens Historie (1931, s. 438-440)
 
 
  
 
 
 
 

 

 chap24-4-0-12.jpg

 

 chap24-4-14.jpg chap24-4-13.jpg

Øverst: Maleri af Hans Knieper fra ca. 1585 af ”Det Gamle” Frederiksborg Slot, nedrevet ca. år 1600 e.Kr. Hovedbygningen til højre var opført af Herluf Trolle få år før Frederik II. erhvervede anlægget i 1560. Frederik II. supplerede Herluf Trolles anlæg med staldlængerne og de to runde tårne på den sydlige ø. Disse bygninger fik lov til at stå da Christian IV. gik i gang med sit nybyggeri 1602 og findes stadig. I billedets forgrund på Den Hvide Hest, og derfor kongen, ses Frederik II. Som mange andre af vore kunstskatte taget valrov af Karl X. Gustav efter fredstaflet 3. marts 1658 på Frederiksborg Slot. Maleriet befinder sig nu på det svenske kongeslot Gripsholm som en del af ”Statens Porträttsamling”.
Nederst: Nærbilleder af Frederik II.’s tre store hunde taget fra kopien gjort 1908-1909 af Thomas Viborn (83 x 189 cm), der befinder sig på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg (inventar A 1872, stue 27). Til venstre er to store hunde i den oprindelige ”Mjøhund” (myndehund)-udgave. Til højre ved hestens højre flanke ser vi kongens nyanskaffede Englandshund – mastiffen – Broholmeren. Vi kan se fra det samtidige Kongetapet fra Skanderborg Dyrehave (vist ovenfor), hvor samme konge rider samme hvide hest, at hundenes ansigtstræk her er malet noget akavet - mere russisk ulvehund end myndeudseendet vore store hunde havde i samtiden. Bemærk at de to store hunde holdes i én snor, der går løst gennem en ring siddende foran på halsbåndet af hver hund. Dette gør at Leithundedrengen kan slippe begge hunde løs ved ganske enkelt at slippe den ene ende af snoren.
Billedkilde: Carsten Birk fra udstillingen på Frederiksborg Slot november 2006, samt Wikipedia.
 

Fra Peder Laales Danske Ordsprog (nedskrevet i 1300 tallet):

Nr. 210 Hwndhen løber om brødhet oc haren om liffwedh.
(Hunden løber for (at fortjene) brødet og haren for livet)

 

Den Store hund Ejler Grubbes tid.jpg

Billedfrise fra Herregården Lystrup Slot, kongsted sogn, Fakse Herred. Gården kom til Grubbe-slægten 1514. Ejler Grubbe (1532-1585) var en del af kronprinsens (den senere Kong Frederik II.) hofetat på Malmøhus i Malmø, hvor han blev skånsk gift med Else Bjørnsdatter Laxmand. Kong Frederik II. betalte for deres bryllup i København 1559. Ejler Grubbe overtog Lystrup 1560 og blev 1561 Rentemester (Finansminister). Billedfrisen er lavet 1579 og er derfor fra før Frederik II. i 1585 henter Englandshundene fra England, hvorefter vi ser de store Blendinge. At den viste hund er Den Store Hund med myndepræg kan ses ved sammenligning med afbildningen af Fred. II’s Englandshund fra kongetapetet fra år 1585-86 e.Kr. Det må være troligt at det er Fred. II. der giver Ejler Grubbe en af sine store hunde som tak for god tjeneste. Det er ingenlunde et tilfælde at vi ser Den Store Hund løbende foran hestespandet. Dette er i samtiden den klassiske fremstilling af hunden overfor omverdenen i Danmark og England. Jesse Edward skriver i ”Anecdotes of Dogs” (1846, genudgivet 1893) om ”The Great Danish Dog”....”like the Dalmatian, he is chiefly used in this country as an attendant on carriages, to which he forms an elegant appendage”. Edward C. Ash skriver i "Practical Dog Book" (1931) i afsnittet om "The Great Dane": ”Whilst the Dalmatian accompanies the carriages of servants, horses, and persons of less importance, the Great Dane ran ahead of those of great nobility and wealth.” Og det er jo netop hvad vi her ser afbildet.
Billedkilde: Danske slotte og herregaarde (2. bind, 1943, s. 72-80)

 

 

"Igaar kunde du her have set et mærkeligt Syn: tre Jagthunde hidsede paa en Ulv. Ulven drev dem med stor Tapperhed tilbage.
Hvis du kommer igen om et Par Dage, skal jeg fornøje dig med samme Skuespil” 1.

1 Uddrag fra Christian IV.’s latinske stilebog. Brev skrevet i København 16. marts 1593 e.Kr. Kilde: Troels Frederik Troels-Lund: Dagligt Liv i Norden i det sekstende århundrede (1879-1901, Bog VI (af 14) Hverdag og Fest, s. 192).

 

Eske Brock (1560-1625) var i sin samtid Skandinaviens mest velhavende adelsmand. Han ejede Gammel Estrup (Jylland), Vemmetofte (Sjælland) og havde Dronningborg (Jylland) i len. Samlet ejede han 8 herregårde og 970 fæstegårde. Det sagdes om rigsråd Eske Brock i samtiden, at Brock ”når han vil rejse fra Jylland til Norge, kan han hver nat ligge på sit eget gods”. 1

1 Christian Larsen: Eske Brock – medt egen handt (2005, s. 17), igen fra A. Andersen: Jacob Fabricius den Yngres Optegnelser 1617-1644 (1964, s. 19).

 

Efter sin udlandsrejse vendte Eske Brock ca. år 1580 tilbage til Danmark, hvor han som 20-årig overtog Gammel Estrup i Jylland. Han overtager Vemmetofte, Sjælland da moderen dør i 1595. Han udnævnes til rigsråd i 1596, 36 år gammel.

Eske Brock er derfor om nogen, fra år 1596 til sin død år 1625, indbegrebet af den danske adel, og en del af Kong Christian IV (regent 1588-1648)’s følge.

Vi har set at Kong Frederik I. (regent 1523-1533) forbyder alle i Nørrejylland at holde mynder, dvs. de store jagthunde. Kong Frederik II. forbyder år 1563 e.Kr. adelen at holde mere end ”et Hold Mynder og to Kobbel Støvere”.

Eske Brock førte dagbøger som vi stadig har for årene 1604-1622. Derfor er det muligt fra Eske Brock’s dagbøger at udrede dels Jagtens omfang; dels hvilke hunde der deltog i adelens jagt, forskelligt fra kongefamiliens samme.

Årstal 

Brock's alder (år) 

Antal jagter (årstid)  

Hunde benyttet + jagtform

1604

1608

1609 

1612

1613 

1617 

1619 

44

48 

49 

52 

53 

57 

59 

6 (august-december)

9 (januar- december)

2 (februar- november)

1 (september)  

1 (december) 

1 (januar)

1 (oktober)

støvere.

støvere. Rævejagt, harejagt, rådyrjagt

støvere. Rævejagt

støvere. Rævejagt

støvere. Rævejagt

aflyst pga. sygdom

støvere. Rævejagt, harejagt

21. april 1612 laver Eske Brock en række store handler, herunder:

”Betalde ieg samme dag Baltesser Husser Feldtbereder 42 rixdaler for nye hiorttehuder och sex hundehuder til kiøllether til mitt folck, de 13 thog Chrestoffer Raffn medt sig att giøre drengen kleder aff”.

En ”kiølleth” (køller(t), køllet) er en kjortel af læder. Man brugte med andre ord også hundehuder til dette formål. Se Christian Larsen: Eske Brock – medt egen handt (2005, s. 105).
Kilde: Christian Larsen: Eske Brock – medt egen handt (2005, s. 36, 38-39, 40-41, 43, 54-59, 62, 75, 105, 117, 145, 147, 181).


Vi må her erindre at Eske Brock var gesandt til Rusland allerede 1601-2; deltog i Kalmarkrigen 1611-13, samt deltog på mangfoldige Herredage i det store danske rige over mange år. Frekvensen af jagter bærer derfor præg af hans manglende tid pga. opgaver pålagt ham af kongen som rigsråd. Det ser også ud til at når man nåede 50 års-alderen var Jagten for hård til en opslidt krop.

Fraværet fra Eske Brock’s dagbøger af store myndehunde hos den mest betydningsfulde adelsmand i sin samtid i 1600 tallet, betyder at de store myndehunde alene var forbeholdt kongefamilien.

 

 

 

 chap24-4-0-45.jpg

Malerier af den kongelige hofmaler, den hollandske Adriaen Muiltjes (1601-48):

1: Den udvalgte prins Christian til hest, udøvende en Levade; den vanskeligste øvelse i Klassisk Ridekunst, og med en Dansk Hund. I baggrunden ses Christian IV til hest, ridning i passage, med en Dansk Hund, og Nykøbing Slot. Rosenborgsamlingen (Inv.nr. 1-133). Maleriet daterer jeg til 1639.

Vi ser færgelejet mellem Lolland og Falster, fra Lollandssiden. Vi ser derfor Nykøbing Slot fra Sundby. Da Statens Museum for Kunst har værket ”Den udvalgte Prins Christian på andejagt ved Nykøbing Slot”, også af Adrian Muiltjes, dateret til 1639, er ovennævnte værk fra samme år. Den udvalgte prins Christian er da 36 år gammel på maleriet.

2: Christian IV til hest, ridning i passage. I baggrunden ses Den udvalgte prins Christian til hest, udøvende en Levade; den vanskeligste øvelse i Klassisk Ridekunst, med et par Danske Hunde, og Kronborg Slot. Rosenborgsamlingen (Inv.nr. 1-130). Dateret til 1635-39.

Der findes en variation af dette maleri med Christian IV til hest, ridning i passage, med Rosenborg Slot i baggrunden. Olie på træ, 19,5 x 24,5 cm, dateret 1615-48. Hænger på Københavns Museum (inv.nr. 1937:0002).

3: Christian IV til hest, ridning i passage, og med en Dansk Hund i fuld jagt. I baggrunden ses Den udvalgte prins Christian som ung, med en Dansk Hund, og Kronborg Slot. Hvor dette maleri befinder sig ved jeg ikke. Maleriet daterer jeg til Efteråret 1647.

Christian (1603-1647), 2. søn af Christian IV (regent 1588-1648), kaldtes ”Den udvalgte prins” (worris Elskelige kere Søn den vdualde Priindtz til danmarck och Norrie) da han erklæres tronfølger år 1610. Det er åbenlyst som ”udvalgt prins” han er gengivet på alle tre malerier. Det er symbolsk at han vises med en Dansk Hund, i den oprindelige myndeudgave, ved sin side, da alene kongefamilien og kongen måtte eje denne. Den danske Hund skal vise at dette er rigets fremtidige konge.

Nr. 3: Den udvalgte prins Christian ligner på maleriet en ung mand i 14-15 års alderen, hvilket igen burde datere maleriet til ca. 1616-1618. Denne datering forekommer dog for tidlig da maleren Adriaen Muiltjes anses som født ca. 1601.

Den udvalgte prins Christian døde før tronbestigelsen af svir på Körbitz Slot 2. juni 1647. Kong Christian IV modtager nyheden om kronprinsens død 16. juni 1647, hvilket udløser et brev dateret samme dag fra Rosenborg Slot til hans Rentemestre (regnskabsfolk):

Eptherdi dii bedrøffuelige tyding Om Prindtzens dødelige afgang mig Er tilhande kommen, Da skal y uerre derom at See Eder om suordt klede tiil Sørgekleeder tiil mig selffuer och dem, som Bør at kleedis y sliigen tilfald. Ded, som tiil myn Eiigen kleeden skal brugis, ded skal strax senndis henad frede:, saat skredderen ded yafften kan bekomme.

Rossenborg den 16 Iunij Anno 1647.    Christian

Note 2: Ved Kongens Brev ligger følgende Liste:

Fortegnelsse Paa. Huiss der hører til ederss Kongl: Maytt: Sørge kleder, Nemblig: 

Til Boxxer och trye, Kasacker, ongersche Kioll, Handscher, gamascher och lang Kappe, kommer dertil Klede:
Tho och tiffne en halff Allen – allen Sex Rixdalr. Halff Elffte Allen Nobelss tafft. Ni dosin Sort Raacke Knapper. Fire dosin Sortte waffens Knapper. Tho allen Silcke ledtzer. En dosin Silcke Nedtzeler. Tiffne Allen silcke Baand. Fire allen Schru snorer. Ny lod Sy och stick silcke. Tho allen Bommersei. Siuft allen Kannefass. Fem ballen ollmer dug. Sex Allen gra Sardug. En Allen duelck. En Par Silcke strømper. Fire Allen linden baand. En Ring smaa Iern hechter. Otte Par store he[c]hter. Otte loed traa. Fire loed wox. En Kastor hatt. Fire Allen Sort tafft. En Sort deegen. 

Actum Rosenborg dend 16 iunij Anno 1647. Christian. 

Christian IV er på dette tidspunkt fuldstændig insolvent, og havde ingen penge til at få transporteret sin søn tilbage til Danmark (se brevene af 24.6.1647). Derfor får han henstilling om tilbagetransport af liget, og planlægger først begravelsen i oktober-november 1647. Først i brev af 12. november 1647 meddeler han Rigsrådet af han anbefaler valg af Hertug Frederik (senere Frederik III.) som kronprins. 

Beskrivelsen af kongens sørgeklæder, helt ned til hans kastorhat, passer fint med de klæder Christian IV bærer på sin sorte Frederiksborg hingst. Jeg foreslår derfor at maleriet er en post-mortem hyldest til den afdøde prins Christian, og derfor må være malet Efteråret 1647. 

Samtidigt kan vi se at Adriaen Muiltjes til denne hasteopgave har kopieret sit eget værk (nr. 2) fra 1639, hvorpå han har lavet de nødvendige ændringer til sin arbejdsopgave. 

Kilder:  Rosenborg Slot – tusinde tak til Peter Kristiansen, museumsinspektør; C.F. Bricka & J. A. Fridericia: Christian Den Fjerdes Egenhændige Breve (Kjøbenhavn, 1885-85, s. 290-351); Kunstindeks Danmark; http://www.sadelmager-dahlman.dk/

 

 

Kong Christian IV (regent 1588-1648) køber 14. februar 1606 25 haver (samtidens matrikelnr.) mellem Øster- og Nørreport der bliver til Rosenborg Slot og have; oprindeligt et lystslot uden for Københavns volde. Slottet er bygget i flere tempi i tidsrummet 1606-1633.

chap24-4-0-46.jpg 
 chap24-4-0-47.jpg
 chap24-4-0-48.jpg

Rosenborg slot – Vinterstuen

Et af Kong Christian IV’s tre private gemakker. Vægpanelerne er udført af hofsnedker Gregor Greuss ca. år 1620. De i panelerne indfældede malerier er indkøbt i Antwerpen, og er af ukendte kunstnere fra ca. 1620.

Der er dog flere gennemgående tråde i malerierne der gør at disse bør ses som ét samlet værk, der beretter én samlet historie om Christian IV. og hans jagter:

  • Vi ser hjortejagt, ulvejagt, falkejagt og vildsvinejagt afbildet, hvilket er de jagter vi ved blev afholdt.
  • Der er to hundetyper gengivet på alle malerierne: Den store mynde, den oprindelige Danske Hund, og den fra England fra 1585 fremefter importerede engelske mastiff (Broholmeren). Sidstnævnte gengives altid i rød-brune farver. Sammenlign f.eks. med Maleriet på Museet på Koldinghus visende Frederik 3., Hertug af Slesvig-Holsten-Gottorp (1597-1659). Maleriet er malet af, eller under opsyn af, Karel van Mander III (år 1610-1670), dvs. ca. i tidsrummet 1638-1650, og er derfor nogenlunde samtidigt med nærværende malerier.
  • Der gengives jagt med en meute af hunde, dvs. Parforce-jagten.

Billedkilde: Taget under et besøg på Rosenborg Slot, tirsdag 2. juni 2015. 

 

 

 

16. september 2017 fik jeg muligheden for at agere turistguide for udenlandske gæster, og turen gik bl.a. til Kronborg Slot. Her fik jeg muligheden for at anskue malerier og gobeliner fra lidt andre synsvinkler end normalt, og særligt med øje for gengivelser af Den Danske Hund - og dem er der heldigvis rigtigt mange af på Kronborg.

Kronborg er ikke ufortjent verdensberømt fra Shakespeare's Hamlet, og Shakespeare nævner "Danish dogges" i manuskriptet fra 1604. Vi kan nu vise hvad han tænker på.

Maleren, Reinhold Timm (-1639), var dansk hofmaler for Kong Christian IV. fra 1619 fremefter. Han har bl.a. malet en række af loftsbillederne i riddersalen på Rosenborg Slot. Han maler også i tidsrummet 1619-24 en række af malerier, som vi nemt kan se er opbygget efter formlen ”Menneskets syv aldre”, der kendes fra oldtiden i andre tidsmæssige opdelinger, men fra 1100 tallet fremefter har antaget formlen syv aldre.

De antageligt syv oprindelige værker fra denne serie blev skabt fra som en del af udsmykningen til riddersalen på Rosenborg Slot. Fire af malerierne hænger nu i riddersalen på det samtidige Kronborg Slot.

Det synes at være almindeligt anerkendt at Reinhold Timm behandler formlen ”Menneskets syv aldre” i sine værker. Men kan vi koble Shakespeare på værkerne?

William Shakespeare: As You Like It (1599, Seven Ages of Man, Act II, Scene VII (Scena Septima)), gengivet fra Folio I (1623):

            • At first the Infant (sætning 1122)

            • Then, the whining Schoole-boy (sætning 1124)

            • then the Louer (sætning 1126)

            • Then, a Soldier, (sætning 1128)

            • then, the Iustice (sætning 1132)

            • The sixt age shifts Into the leane and slipper’d Pantaloone, (sætning 1136-37)

            • Last scene of all,…., Is second childishnesse, and meere obliuion,
              Sans teeth, sans eyes, sans taste, sans euery thing. (sætning 1142-45).

Denne komedie blev første gang trykt i 1623 som vist ovenfor, men regnes for at have været opført første gang i 1603.

Er det muligt at Reinhold Timm’s række af malerier omhandlende "Menneskets syv aldre" faktisk er visualiseringen af netop Shakespeare’s komedie? Det mener jeg kan argumenteres. Lad os efterse Reinhold Timm’s værker som de findes i dag på Kronborg:

  • Unge mænd brydes på en bro (Brydekamp på en bro) (As You Like it, Akt 1, scene 2 er en brydekamp, Yet tell vs the manner of the Wrastling (sætning 276)).

  • Ringrending (As You Like it, Akt 1, scene 1, ældste søn og arving er adelig og en gentle man, hvis heste er de bedste, his horses are bred better, for besides that they are faire with their feeding, they are taught their mannage, and to that end Riders deerely hir'd (sætning 13-16)).

  • En forelæsning i et adeligt akademi (As You Like it, Akt 1, scene 1, My brother Iaques he keeps at schoole (sætning 8-9)).

  • Syskolen (As You Like it, Akt 2, scene 7, the Infant (sætning 1122)).

Er denne antagelse rigtig, så skal malerierne beskues og ophænges i en særlig rækkefølge, der viser Kong Christian IV i forskellige stadier af hans liv. 

 

chap 24-4-0-50.jpg 

Reinhold Timm – Ringrending (Ringridning)

Maleri af Reinhold Timm (-1639), dansk hofmaler for Kong Christian IV. fra 1619 fremefter. Maleriet hænger i riddersalen på Kronborg Slot og kan dateres til årene 1619-24. Maleriet blev fremstillet til riddersalen på Rosenborg Slot. Efter italiensk skole gengives i venstre side Kong Christian IV (regent 1588-1648), bemærk kongens monogram, i den ridderlige idræt ringrending (ringridning). Vi ved fra andre kilder at kongen faktisk var mester i denne idræt.  Christian IV er gengivet som Shakespeare's "Louer" (Elsker) - bemærk de mangfoldige unge adelsfrøkener der bedårer den unge kronprins/konge. Udover kongens hvide ganger, gengives helt centralt i maleriet kongens Danske Hund i gul/gylden med rødt halsbånd, og ukuperede ører. Sidstnævnte betyder at hunden må have været kongens favorithund og selskabshund, og ikke har været en del af meuten der indgik i jagten. Derfor ser vi hunden vist stirrende i længsel efter sin ejer, kongen selv. Vi antager ofte at Den danske Hund udelukkende var en jagthund, og først blev en selskabshund i slutningen af 1800 tallet. Dette er åbenlyst en vrang forestilling. Den danske Hund har altid været en selskabshund, udover verdens bedste jagthund til storvildt. Et stort og flot maleri, og en fornem gengivelse af Den danske Hund.
Billedkilde: Kronborg Slot 16. September 2017

 

chap24-4-0-51.jpg 
 

Reinhold Timm - Syskolen.

Maleri af Reinhold Timm (-1639), dansk hofmaler for Kong Christian IV. fra 1619 fremefter. Maleriet hænger i riddersalen på Kronborg Slot og kan dateres til årene 1619-24. Maleriet blev fremstillet til riddersalen på Rosenborg Slot. Efter italiensk skole gengives Christian IV som Shakespeare's "Infant" (Spædbarn). Til højre ses den samme Danske Hund i gul/gylden med rødt halsbånd, og ukuperede ører. som vi ser i "Ringrending" (Ringridning). Denne Danske Hund er derfor Kong Christian IV's favorithund. Da Den danske Hund alene må ejes af kongefamilien, og da netop denne hund er kongens favorithund, da kan der ingen tvivl herske om at den unge dreng er Kong Christian IV som spædbarn. Intet andet spædbarn har kunnet gengives på denne vis.
Billedkilde: Kronborg Slot 16. September 2017

 

 
chap24-4-0-52.jpg

Reinhold Timm - En forelæsning i et adeligt akademi.

Maleri af Reinhold Timm (-1639), dansk hofmaler for Kong Christian IV. fra 1619 fremefter. Maleriet hænger i riddersalen på Kronborg Slot og kan dateres til årene 1619-24. Maleriet blev fremstillet til riddersalen på Rosenborg Slot. Efter italiensk skole gengives Christian IV som Shakespeare's "Schoole-boy" (Skoledreng).  Ved kongens fødder ses den samme Danske Hund i gul/gylden med rødt halsbånd, og ukuperede ører. som vi ser i "Ringrending" (Ringridning) og i "Syskolen". Denne Danske Hund er derfor Kong Christian IV's favorithund. Da Den danske Hund alene må ejes af kongefamilien, og da netop denne hund er kongens favorithund, kan den unge studerende kun være Kong Christian IV.
Billedkilde: Kronborg Slot 16. September 2017

 

Reinhold Timm's værk "Unge mænd brydes på en bro (Brydekamp på en bro)" fra samme serie, gengiver ikke nogen Dansk Hund, hvorfor vi ikke med sikkerhed kan identificere Kong Christian IV i maleriet. Der må dog være en rimelig sandsynlighed for at Christian IV er gengivet i maleriet som Shakespeare's "Soldier" (Soldat), et prædikat kongen formentlig ville påskønne. 

 

 

 

De store Blendinge


”De store engelske Hunde kunde lige saa let som Mynden indhente Haren, men de var ikke behændige nok til at tage den. Krydsning mellem den engelske Hund og Mynden brugtes til Ulvejagt og til at tage saarede Hjorte, som brød ud gennem Jagttøjet (de afspærringer af dug og net der opsattes for at holde vildtet i et givet område)”1.

1 C. Weismann: Vildtets og Jagtens Historie (1931, s. 441)

 

Som vi kan se gør den kongelige hundekennel ganske enkelt det at den importerer den mindre, men meget tunge og muskuløse mastiff-type fra England i flere omgange, og man begynder at avle hvad bliver de enorme, og i hele Europa berømte, ”Blendinge”, den nuværende Grand Danois hund. Denne opdræts-beslutning er stadig fuldt ud gennemført i De Kongelige Jagtprotokoller på Meutegaarden ved Jægersborg for årene 1710-36 (se ”Bilag U-0: Oprindelige hundebud, hundegårde & jagthunde 1710-36”).


 

chap24-4-25.jpg

”Vildsvinejagt” af Franz Snyders (1579-1657). Flamsk maler, der specialiserede sig i dyr og jagtscener. Maleriet er 194 x 340 cm og findes på Rockox House, Antwerpen. Han var hofmaler for Ærkehertug Albert Ernst til Østrig, Hertug til Luxembourg, og fra 1595 guvernør på vegne det spanske monarki over det besatte Holland og Friesland. Et af hans hovedværker med store hunde, Hjortejagten, blev givet som gave til Kong Philip III til Spanien, hvor det stadig findes. Et andet med store hunde, Caccia al Cinghiale, findes på Galleria Nazionale d’Arte Antica a Palazzo Barberini, Rom.

Som vil træde tydeligt frem for læseren efter at have set andre samtidige eksempler på flamske og hollandske maleres afbildning af jagtscener med vore store hunde, kopierer malerne hinanden, de vil sikkert hellere at vi kalder det ”guddommelig inspiration”, i fremstilingen af den ideelle oprindeligt jagt, der i samtiden ikke længere findes pga. af Parforce-jagten. At vi ser vore store hunde fremstillet så mange steder af så mange kunstnere overdriver stærkt, hvor mange store hunde der fysisk findes i samtiden. Udover gavegivning af den store hund, har vi ingen vidnesbyrd om at den store hund var en del af Meuten i mellem- eller syd-Europa. Malerne benytter den store hund som ideal-hunden i afbildningen af ideal-jagten. Det viser hvor eftertragtet og sjælden hunden er uden for vore landskaber.

Det forekommer mig at den hollandske maler Jan Weenix (1640/2-1719), der har uanet dybde i sine billeder af efter-jagtscener, viser de faktiske hunde brugt. I ”Efter Jagten” (After the Hunt) (44.7 x 34.5 cm) fra 1665, nu på Alte Pinakothek, München har vi en meget fin afbildning af en Greyhound i sort med hvide markeringer, der fint svarer til det mindre vildt den unge dreng i maleriet bærer på. Samme mindre hunde ser vi i det enorme lærred ”Landskab med jæger og nedlagt vildt” (”Landscape with a Huntsman and Dead Game”, 1697, National Galleries of Scotland) og ”Harer og fasan ved springvand med en hund” (”Hares and Pheasant at a Fountain with a Dog”, 1699, The Wallace Collection, London).

Samme mindre hunde til mindre vildt gengives hos en af Franz Snyders’s lærlinge, den flamske maler Jan Fyt (Johannes Fijt) (1611-1661). F.eks. i hans maleri ”La charrette à chiens” (Musées royaux des Beaux-Arts de Belgique) og ”Diana med jagthunde ved siden af vildtet” (Staatliche Museen, Berlin).

Vi kan dog se at efter Jan Fyt (Johannes Fijt) har udstået sin læretid hos Franz Snyders 1629, laver han nogle raderinger af store hunde i 1642, direkte kopieret fra Franz Snyders (se raderingerne af 7 store hunde fra 1642 på Fine Arts Museums of San Francisco / Achenbach Foundation for Graphic Arts). Som alle andre samtidige malere laver han ”stor hund og dværg” billedet i 1652 (se senere).

 

 chap24-4-0-33.jpg

Guddommelig inspiration!

Sammenlign Tiziano Vecelli (Titian, 1488/90-1576): Emperor Charles V (1530’erne) på Museo del Prado, Madrid; Jakob Seisenegger (1505–1567): Kaiser Karl V. mit seinem Englischen Wasserhund (1532) på Kunsthistorisches Museum, Wien; Alonso Sánchez Coello (1531-1588): Dona Juana (Juana de Austria, Ærkehertuginde Joan til Østrig) fra 1535 på Kunsthistorisches Museum, Wien. Hun var datter til Kejser Charles V.; Sir Anthony van Dyck (1599-1641): Earl of Strafford with His Hunting Dog (1635; Thomas Wentworth, 1. Jarl til Stafford) på National Portrait Gallery, London. Alle er gengivet med en stor jagthund i hvid, der står i samme oprejste og bedårende stilling i forhold til herren i billedopsætningen. Jeg vover påstanden at det er samme store jagthund der er kopieret fra oliemaleri til oliemaleri.

 

chap24-4-21.jpgchap24-4-22.jpg 
chap24-4-23.jpg chap24-4-24.jpg


Raderinger af den italienske maler Antonio Tempesta (1555-1630). Født og udlært i Firenze med flamsk indflydelse. Hans jagtscener synes at være fra år 1600 fremefter.

  • Nr. 1 (øverst t.v.) – Vildsvinejagt – 5 store hunde gengivet
  • Nr. 2 – (øverst t.h.) - Hjortejagt – 5 store hunde gengivet
  • Nr. 3 – (nederst t.v.) - Tyrejagt – 3 store hunde gengivet
  • Nr. 4 -  (nederst t.h.) - ”Dianae aspectu Actaeon in cervum” (Diana afventer Actaeon som han-hjort). Dette er platte 25 fra hans gengivelse af Ovid (43 f.Kr.-17 e.Kr.).’s ”Metamorphoses”, der omhandler 250 myter. 2 store hunde gengivet.

Kilde: Artiklen ”Den Sorte Grand Danois” (Hunden, årgang ukendt (ca. 1930’erne), s.43). Her skrives: ”I 1895 blev der i England offentliggjort nogle gamle Sportsbilleder efter Radering fra 1609 af Antonio Tempesta, og som denne havde kopieret efter nogle gamle vævede Gobeliner. Et af disse Billeder forestiller et Vildsvin i Kamp med 5 Hunde, og mellem disse 5 er en virkelig fortræffelig Repræsentant for den moderne sorte Grand danois, der følgelig som Farvevarietet af Grand danois er adskillig ældre end 1603”.

 

 Den danske Hund Rubens vildsvinejagt 1628_1.jpg

Den flamske maler Sir Peter Paul Rubens (1577-1640): The Hunt of Meleager and Atalanta (ca. 1628, olie på træpanel, 24 x 62 cm). Ejes af Prins Hans-Adam II von und zu Liechtenstein. Udstillet på Liechtenstein Museum, Wien (inventarnr. GE75). Et maleri, hvis indhold tager udgangspunkt i Ovid (43 f.Kr.-17 e.Kr.).’s Metamorphoses (Bog X: Αταλάντη), hvor beretningen er gengivet. Der er 6 store jagthunde gengivet i angrebet på vildsvinet.

Rubens malede denne scene utroligt mange gange, uden tvivl fordi idealjagten - den oprindelige jagt - med den spydbevæbnede ætling og hans store jagthunde, var højt påskønnet af samtiden, som et kært minde fra en nu forsvunden fortid. Rubens var ekstrem god til at fange "kraften" i bevægelser, og det fremgår tydeligt fra voldsomheden af jagten ovenfor. Rubens opholdt sig i Antwerpen år 1609-1621 e.Kr. Her malede han sammen med bl.a. Franz Snyders (1579-1657). Sammenlign derfor nærværende maleri med Franz Snyders' "Vildsvinejagt" (se ovenfor). Malerne kopierer tydeligvis fra hinanden (det lyder pænere at skrive "lader sig gensidigt inspirere"). Dette gælder også for de store jagthunde. Der findes et lignende oliemaleri; "The Calydonian Boar Hunt" (1611-12, olie på træpanel, 59 x 90 cm) på The J. Paul Getty Museum, Los Angeles. Her er også gengivet 6 store hunde. The Norton Simon Museum, Pasadena, Californien har den samme scene gengivet i "Meleager and Atalanta and the Hunt of the Calydonian Boar" (ca. 1618-19, olie på træpanel, 47.6 x 74 cm).
Billedkilde:
http://www.liechtensteinmuseum.at

 

 chap24-4-0-40.jpg

Nr. 1: Sir Anthony van Dyck (1599-1641): Portræt af prins Wolfgang Wilhelm til Neuburg an der Donau (1578-1653). I hundens halsbånd står ”W P”. Hunden er en stor mynde-jagthund med tigret-aftegninger og hvidt bryst.

Maleriet hænger på Bayerische Staatsgemäldesammlungen, Neuburg a.d. Donau (under Pinakothek, München).

Nr. 2: Den flamske maler Sir Peter Paul Rubens (1577-1640): The hunt of Meleagros and Atalante (1616-1620). Et maleri, hvis indhold tager udgangspunkt i Ovid (43 f.Kr.-17 e.Kr.).’s Metamorphoses (Bog X: Αταλάντη), hvor beretningen er gengivet. Rubens gengiver denne mytologiske vildsvinejagt i utallige malerier. Nærværende maleri hænger på Kunsthistorisches Museum, Wien. Bemærk at den af Rubens viste hund er iført udrustning, hvilket også kan ses afbildet på 2 hunde på hans værk ”Diana at Rest”, også Kunsthistorisches Museum, Wien.

Den faktiske linnen-udrustning kan ses på 2 hunde udstillet på Veste Coburg-slottet i Bayern, hvor det af den ene hunds halsbånd fremgår at disse er fra 1600 tallet. Mon ikke Rubens har sin visuelle inspiration herfra.

Nr. 3: Stregtegninger fra Ludwig Beckmann: Geschichte und Beschreibung der Rassen des Hundes (1895, Braunschweig, bind 2, Dritter Theil, s. 6), der historieforfalsker malerierne med følgende undertekst til sine stregtegninger:

Deutsche Doggen vom Anfang des 17. Jahrhundets.

(Aus einem Bilde van Dyk’s in Der Münchner Pinakothek.) (Aus einem Bilde von Rubens im Belvedère bei Wien)

Der er naturligvis ikke tale om nogen ”Deutsche Doggen” – et ukendt begreb i 1600 tallet.

Kilder: http://www.pinakothek.de/en/node/5232?curImg=6 ; Wikipedia.


  

 chap24-4-1.jpg

”Bjørnejagt” eller ”hunde kæmper med bjørne” af den flamske maler Paul de Vos (1591-1678), der specialiserede sig i jagtscener. Hans malerier  er udateret, men dateres generelt til ca. 1650. De store hunde får en noget voldsom behandling af de to brunbjørne, men mon ikke de alligevel klarer sagen?
 
 
 

 chap24-4-2.jpg


”Rehjagd” (212x347 cm) af den flamske maler Paul de Vos (1591-1678). Dette absolut fantastiske maleri, der findes på Museo del Prado, Madrid, viser Den Store Hund i Harlekin, hvorfor det er kongens hunde, i den afsluttende scene af en hjortejagt. Hans malerier er udateret, men dateres generelt til ca. 1650. Billedkilde: Wikimedia
 
 
 
 

 chap24-4-0-35.jpg

Carl Borromäus Andreas Ruthart (1630-1703): A Huntsman With His Hound Chasing A Boar In A Wooded Landscape, Ducks In A Pond In The Foreground. Solgt på Sotheby’s "Saxe-Coburg-Gotha"-auktion i Amsterdam 7. september 2004 (Sale Number AM0921, lot 23) for ikke mindre end US$33,837. Carl Ruthart var oplært i Danzig (Gdansk). Han opholdte sig 1663-64 i Antwerpen, og er derfor flamsk skolet. Hans dyreafbildninger, herunder særligt de store jagthunde, er under indflydelse af bl.a. Franz Snyders (1579-1657). Hans bedste periode er ca. 1660-1680.

Paul George Konody (1872-1933): The Louvre: Fifty Plates in Colour (1910, s.167) skriver om den “tyske malerskole”, at den i slutningen af 1500 tallet var blevet dekadent, og under fuldstændig indflydelse af de italienske malerskoler. Således beskrives Carl Ruthart som “another unimportant Italianising German of the second half of the seventeenth century”. 

Akademisk kritik til trods er det ikke desto mindre en helt utrolig fin gengivelse af Den danske Hund vi ser gengivet i maleriet. Det er en hanhund i hvid med tæt kuperede ører, og i samtidens myndeform, men i de nye Blendinge-udgaver. Halsbåndet er enormt, men gengivet med den store ring, igennem hvilken hundesnoren trækkes og slippes. Leithundedrengen har netop sluppet hunden løs ved at slippe den ene ende af snoren. Hans grønne uniform er ikke typisk for hverken Skandinavien eller Britannien i samtiden, hvad er ej heller hans skallethed, der forekommer overraskende nutidig.
Billedkilde: Wikipedia.

 chap24-4-11.jpg

Uddrag fra maleri af Frederiksborg Slot malet ca. 1652 af Lazarus Baratta fra Italien (aktiv 1636-56). Slottet anes i vandspejlet foroven. Rytteren i forgrunden på sin Frederiksborg hest er Frederik III. På kongens venstre flanke ser vi to af kongens store jagthunde med halsbånd. Som mange andre af vore kunstskatte taget valrov af Karl X. Gustav efter fredstaflet 3. marts 1658 på Frederiksborg Slot. Maleriet befinder sig nu på det svenske kongeslot Gripsholm som en del af ”Statens Porträttsamling”.
Billedkilde: Carsten Birk fra udstillingen på Frederiksborg Slot november 2006.


 


 

 chap24-4-3.jpg

”Bjørnejagt” (1655) af den hollandske maler Abraham Danielsz Hondius (”Hond” eller ”Hont”, Rotterdam 1625/6-London 1695), der specialiserede sig i bl.a. malerier med hunde og jagtscener. Der er flere hundetyper afbildet her. Den store hund, der i hvid har fat i bjørnens øre og i brun/hvid kommer ind fra billedets højre side i spring, er Den Store Hund med myndepræg. Dette maleri viser den oprindelige jagt, dvs. hundene jager for at dræbe byttedyret og jægeren angriber med spyd.
 
 
 
 

 chap24-4-43.jpg

Slægten Helt's Stamfader er Rådmand i Kolding Peder Helt (Ølsby, Slesvig - 1619). Sønnen Peder Helt (1606-1660) var ridefoged på Møen og Slotsskriver hos den udvalgte prins Christian (senere Kong Christian V.). Han var bosiddende på Beridsgaard (Berritzgaard, Tårs sogn, Lolland), der dog var ejet til anden side. Gift 3. juli 1636 med Johanne Hansdatter Merkel (datter af Slotsfoged Hans Merkel von Schmalkalden). Den yngste søn herfra, Wilhelm Helt (Nykøbing Falster 1652-1724) blev 1719 Deputeret for Finanserne, Konferensraad, og fik 1. maj 1720 tildelt våbenbrev (rent faktisk "vaabenforbedring", hvilket antyder at indholdet af skjoldet er af ældre dato). I beskrivelsen af skjoldet står der omkring de viste hunde: "...2 tilbageseende Sølv Hunde med blaat Halsbaand...". Slægten uddør i Danmark med børnene herfra da drengebørnene enter dør tidligt eller rejser udenlands. Wilhelm angiver i 1720 at være "af gammel Adel". Jeg mener det antyder at de hér viste hunde kan gengive Den danske Hund i den oprindelige myndeudgave, som vi finder den op til og i Kong Christian V.'s regeringstid 1670-1699. Christian hyldes tronfølger kun 9 år gammel i 1655. Jeg vil da datere de viste hunde til ca. år 1655-1660 e.Kr.
Kilde: Danmarks Adels Aarbog (1922, s. 490-91)


 


 

 chap24-4-4.jpg

 chap 24-4-5.jpg

18. februar 1658 førtes forhandlingerne i Høje Taastrup Præstegaard, og 26. februar 1658, stadig en af de sorteste dage i vor historie, underskreves Freden i Roskilde, hvorunder Frederik III. (regent 1648-1670) afstod Skåne, Halland, Blekinge, Bohus len og Trondhjem len til Karl X. Gustav. Efter selve fredsunderskrivelsen afholdt Fred. III. 3. marts 1658 et fredstaffel for Karl X Gustav på Frederiksborg Slot. Det er dette taffel der er gengivet ovenfor. Taflet foregik i Englesalen (den nuværende stue 37), der var udsmykket med silketæpper og afbildninger af våbenskjoldene for de forskellige dele af det danske monarki. Til venstre ses opgangen til Riddersalen. Totalt ydmyget sidder Dronning Sophie Amalie af Braunschweig-Lüneburg for bordenden mod læseren. Til sin højre side har hun Karl X. Gustav, efterfulgt af Kong Frederik III. Prominent placeret i midten af dette kobberstik ser vi Frederik III’s Store Hunde. Mit gæt er at hunden der står op er en tæve medens hunden der ligger ned, og klart er kæmpestor, er en han-hund. Begge de store hunde har halsbånd på. Stikket er spejlvendt og udført efter tegning af Erik Dahlberg. 
Kilde: Siden Saxo, nr. 1, 2004, s. 46. samt oplysninger fra udstillingen på Frederiksborg Slot november 2006.

 

chap24-4-0-43.jpg 

 

chap24-4-0-44.jpg  

Michael van Haven (1625-1679): Processionen efter Arvehyldningen 1660, ca. 1660. Olie på lærred, 85 x 100 cm. Michael van Haven var tegnelærer ved Sorø Akademi og senere hofmaler. Vi har selve arvehyldningen i et samtidigt maleri af Wolfgang Heimbach (1615-1678): Arvehyldningen på Københavns Slotsplads 18. oktober 1660, som set fra Københavns Slotsplads mod Børsen.

Læseren har Holmens Kirke (uden for synsvinkel) på venstre hånd. Den til lejligheden byggede røde trone (i kunstnerisk himmelsk lys!) ses i baggrunden, og blev rejst foran hovedindgangen til Børsen. Københavns Slot er den høje bygning i baggrunden til højre side. Foran triumfbuen står en stor myndehund i harlekin, der i 1660 kun kan tilhøre Kong Frederik III. Det forekommer at være den oprindelige Danske Hund i mynde-type.

Billedkilde: Rosenborg Slot. Tusinde tak til museumsinspektør Peter Kristiansen for nærbilledet af hunden.

 

 

 


 

 chap24-4-0-42.jpg

Statholder, Rigsskatminister Hannibal Sehested (1609-1666). Han blev 6. November 1642 gift med Kong Christian IV’s datter med Kirsten Munk (1598-1658), Christiane, grevinde til Slesvig-Holsten (1626-1670). Hun ses på billedet holdende hånd med sin mand. Olie på lærred, 206 x 239,5 cm. Malet af Karel van Mander III (år 1610-1670) ca. år 1642 e.Kr., formentlig som en fejring af giftermålet. Hannibal Sehested blev født på Arensburg Slot, Øsel, Estland; en del af Danmark i samtiden. Maleriet er i privateje. Navnet "Hannibal Sehested" står anført i maleriets nedre højre hjørne.

En Dansk Hund af de nye “Blendinge” i gylden farve ligger ved Hannibal Sehested’s fod, hvilket i symbolik bevidner for omverdenen at han nyder Christian IV’s fulde tillid. De to meget fine heste kunne vel være Frederiksborgheste.
Billedkilde: Nederlands Instituut voor Kunstgeschiedenis: RKD Afbeeldingsnummer 1001103406


 
 

 chap24-4-0.jpg

 chap24-4-0-41.jpg

Til venstre: Den danske Hund "Raro" med den italienske hofdværg Giacomo Favorchi. Malet af Karel van Mander III (år 1610-1670) ca. år 1665 e.Kr. Hunden muligvis givet af Frederik III (år 1609-1670) til prinsesse Magdalena Sibylle, der 5. oktober 1634 blev gift med Christian, 2. søn af Christian IV (1577-1648) og kronet tronfølger 1610. Han døde imidlertid af for megen svir før tronbestigelsen 2. juni 1647. Magdalena blev herefter i 1652 gift med hertug Freidrich Wilhelm II af Sachsen-Altenburg. Denne Wilhelm havde en italiensk hofdværg ved navn Giacomo Favorchi. Maleriet hænger på Statens Museum for Kunst.

Karel van Mander III blev født i Holland men flyttede allerede i år 1623 som 13-årig til København. Her modtog han finansiel støtte fra Christian IV. og drog på dannelsesrejse. Efter hjemkomsten i år 1638 blev han hofmaler for Christian IV. og senere for Frederik III. Han døde i København år 1670. Vi ved derfor med sikkerhed at maleriet er malet i Danmark.

Bemærk hvorledes hundens ører er klippet helt tæt som var normen i 1600 tallet. Man gjorde dette for at formindske blodtabet på hunden ifald den under et angreb blev bidt i ørerne af ulven, eller forrevet af busk og krat under Jagten.

Til højre: Fotografisk gengivelse i sort/hvid af Prins Christian (1603-1647), 2. søn af Christian IV og kronet tronfølger 1610. Olie på lærred, dateret til ca. år 1645. Malet af Karel van Mander III (år 1610-1670). I privateje.

Sammenlign nu Den danske Hund "Raro" med Prins Christian's hund. Førstnævnte er den nye "Blending". Sidstnævnte er den oprindelige myndeagtige Danske Hund. Forskellen ses i særlig grad på næsepartiet og muskulaturen.
Billedkilde: Statens Museum for Kunst Nederlands Instituut voor Kunstgeschiedenis: RKD Afbeeldingsnummer 1001092129. 
 
 


Jvf. Hunden (nr. 3, marts 1894) hang maleriet med Raro oprindeligt på Kronborg Slot.  Johan Conrad Spengler (1767-1839) overtog i 1807 bestyrelsen af Kunstkammeret. En af ændringerne var en tvedeling af samlingen. Han udgav i denne forbindelse ”Catalog over Det Kongelige Billedgalleri paa Christiansborg” (Kiøbenhavn 1827): 

chap24-4-0-43.jpg  

798. En Dværg.

Heel Figur.  Naturlig Störrelse.

Paa Lærred. 62 T. h. 39 T. br.

En Dværg med langt Skiæg og blottede Arme
stikker den höire Haand i Siden og holder med den
venstre Haand i Halsbaandet paa en dansk Hund,
der naaer ham til Skulderen. Dværgen synes veltilfreds
i Fölelsen af sin Kraft.

Kilde: Johan Conrad Spengler: Catalog over Det Kongelige Billedgalleri paa Christiansborg” (Kiøbenhavn 1827, katalog nr. 798 En Dværg, s. 500-1).  Fra Google.

 

 

chap24-4-19.jpg 

Diego Velázquez (1599-1660): ”Hofdværgen Herre Anton englænderen” (Court Dwarf  Don Antonio El Ingles). 142 x 107 cm. I 1630’erne maler Diego Velázquez en række jagtscener med den spanske kongefamilie til jagtslottet Torre de la Parada ved Madrid. Hans malerier af hofdværge, hvoraf det viste er et, er fra ca. 1640-45 og findes på Museo Del Prado Madrid. Som man kan se er dette den store hund, absolut identisk til hvorledes samme afbildning findes fra samme tidspunkt af ”Raro” i Danmark, her i Mantle-udgaven. Der modtages ingen væddemål på om hvorvidt alle samtidens konger har skullet have et maleri af deres favorithund med hofdværg. Samtidens konge er Philip IV (regent 1605-65, som Philip III tillige konge af Portugal 1621-40). Han er afbildet som jæger i samme serie af Velázquez.


 

 chap24-5-26.jpg

”Stor hund, dværg og dreng” af den flamske maler Jan Fyt (Johannes Fijt) (1611-1661). Maleriet er 138 x 203.5 cm, dateret til 1652, og kan ses på Gemäldegalerie, Dresden. Jan Fyt (Johannes Fijt) bor fra 1641 til sin død i Antwerpen, hvorfor maleriet er gjort her. Den store hund kender vi, men desværre ved vi ikke hvem hverken den unge adelsmand er, eller den endog meget lille hofdværg.


 
 

chap24-4-0-39.jpg 

Nr. 1: Maleriet ”Verlesung der Augsburger Konfession von 1530“ (Forelæsning af den augsburgske bekendelse fra 1530) er ikke et samtidigt maleri, men fra første halvdel af 1600 tallet. Maleriet hænger på Veste Coburg-slottet i Bayern, der rummer en imponerende kunstsamling indsamlet af hertugerne af Sachsen-Coburg over mange århundreder. Den augsburgske bekendelse (Confessio Augustana) var udkommet af et møde, der skulle sikre det teologiske indhold i Reformationen, og fandt sted 25. juni 1530 under rigsdagen i Augsburg. For enden under den tve-hovede ørn i Habsburg-klanens fane ser vi kejser Karl V af Habsburg (1500-1558). Vi erindrer her at Kong Christian II. var gift med kejserens søster Elisabeth, og havde endog meget tætte forbindelser til kejseren under landflygtigheden i Nederlandene i årene 1523-1531.

Som er tidens største mode i 1600 tallet præsenteres Kejser Karl V.’s jagthund derfor af en hofdværg, således at hunden fremstår forholdsmæssigt større.

Nr. 2: Til alt held ved vi lidt mere om denne hund da Jakob Seisennegger (1505–1567): Kaiser Karl V. mit seinem Englischen Wasserhund (1532) gengiver kejseren med selvsamme hund. Sidstnævnte maleri hænger på Kunsthistorisches Museum, Wien.

Fra en rapport afleveret af Bernardo Navagiero, ambassadør til Kejser Karl V.’s hof; tilstillet Senatet og dogen af Venedig og dateret til juli 1546, kan vi se at ”han [= Karl V.] er yderst tilfreds med dværgen givet ham at Hans Højhed Kongen af Polen, hvilken dværg er velbygget og hurtig i replikken. Kejseren bruger megen tid med ham, og udviser glæde ved hans nærvær”.
Kilder:
http://www.kunstsammlungen-coburg.de/; http://www.habsburger.net/de/medien/jakob-seisenegger-kaiser-karl-v-mit-seinem-englischen-wasserhund-1532 ; William Bradford: Correspondance of The Emperor Charles V. (London, 1850, s. 436-439).

Christian V. (regent 1670-1699) drager 1662-63, som 16-årig, på dannelsesrejse. Den foregik bl.a. ved solkongen Louis XIV’s hof, hvor han, som sine forfædre, fik smag for at forbedre Parforce-jagten.
 
Derfor købte han år 1680 e.Kr. Engelske Hunde for 2500 Rigsdaler til brug i Parforce-jagten Dette foregik over mange år, ligesom der blev indkaldt to engelske parforcejægere; ”Hiu Pers” (Hugh Pierce?) og ”Robert Badge” til at organisere jagten efter engelsk sædvane.
 
Jægermester Røder, Jagtpage F. Gram og Overjæger Masmann blev sendt til England for at foretage indkøbet af hunde og deltage i jagterne i England, formodentlig for at opnå erfaring. Der blev også indkøbt særligt foder i England, Kajebrød, der blev givet hundene sammen med hjemmebagt Rugbrød (rugbrødet, senere Garstenbrød (bygbrød), blev blødt op i varmt vand med det kogte Kajebrød). Uden for jagtsæsonen, om vinteren, blev de fodret med billigt kød af gamle heste.1
 
1 Frederik IV (regent 1699-1730)’s bogføring fra Jægersborg Slot for år 1700 e.Kr. viser at F. Gram ( - 1741) er blevet udnævnt til Jægermester med årlig løn på 1200 Rigsdaler (Rdl.). Overjæger Oliver (engelsk?) modtager 850 Rdl., Jæger Masmann modtager 800 Rdl. Reventlow er nu blevet Overjægermester med en løn på 2000 Rigsdaler. Der er bl.a. tillige ansat 1 Leithundedreng, 1 Besuchknecht Schæffer (opsøger hjorten der skal jages med en Leithund), 1 Hundeskærer (se nedenfor) og 1 karl ved hundene. Bemærk at Masmann er blevet degraderet! C. Weismann: Vildtets og Jagtens Historie (1931, s. 445+446).

Hvad er ”Kajebrød”?

Ordet burde være knyttet til det olddanske ”kaje”, men forekommer ikke i denne forbindelse. Henrik Andersson fra Det Danske Sprog- og Litteraturselskab har givet mig denne udredning:

“Mon ikke det er det samme som "Kagebrød". Oxford English Dictionary kender ordet "cake-bread" fra 1377 og definerer det: 'bread made in flattened cakes'. Jeg spurgte 4 kolleger, der er eksperter i ældre dansk, og hverken de eller deres håndbøger, seddelsamlinger osv. kendte "Kajebrød". De var enige med mig i, at det måske kunne være en variant form til "Kagebrød", men helt sikre er vi altså ikke”. Er dette sandt er “Kajebrød” identisk til ”Fladkager” (”Flat Cakes” på oldengelsk).

Det oprindelige ord for ”hundefoder” synes at være ”sollr” (knyttet til ”søle”?), der betegner ”brødstykker opblødt i mælk eller vand”. Man gav ”sollr” til hunde og svin.

 

Vincentz Joachim Hahn (1632-1680) blev 13. januar 1663 udnævnt til Over- og Hofjægermester (ober Jegermester) for hele Kongeriget Danmark (dvs. Danmark, Slesvig og Holsten).  Han fik skøde på Abrumstorp (senere Jægerspris Slot) 1673 af Kong Christian V (regent 1670-1699). Da Abrumstorp i 1670 var blevet ryttergods under kronen, og da han allerede besad tre hovedgårde og ryttergodset i Tryggevælde, tilbød han som en del af handlen at omdanne Abrumstorp til en jægergård (Jegger Gaard).

I forbindelse med Refusionsopgørelsen af ejendomshandlen, kaldet ”Beregning, af Hans Ko. Ma. Ratificerit den 27 9bris Aº 1673”, hører vi 1:

”For huilchen Summa Nemblig 6000 rdr. Hans Ko. Ma. Allernaadigst hafuer beuilget Hr. Ober Jegermester Abrahamstrup Gaard med dessen tilliggende, som her ofuen Specificeret Er, Med diise Conditioner, at paa Abrahamstrup Gaard, Naar hans Ko. Ma. er der paa per forge jagt, altid schall vere Staldromb for Jagthestene och End Jndplanchede hauge til Jagt Hundene, huorpaa Herr ober Jegermester Hans Wnderdanigste Revers till Hans Ko. Ma. Erbyder at udgifue og sig derudj at Reversere samme Werelser paa Hans Egen bekostning och Reparation stedtze at Will holde vedligge, og at hans Ko. Ma. sig Allernaadigt forbeholder den Höye Jagt af Adelwilt, Nemblig Stoere hiorte, Hinde, saa og at skoufvene til Dend Ende saa uit Muligt Conserveris, og formedelst Per Forge Jagten Iche till wplicht forhugges".

Dvs. at betingelsen for tilskødningen af Abrumstorp til Vincentz Joachim Hahn er, at Kong Christian V altid skal have værelser stillet til rådighed på gården når jagten er gået ind; skal gives staldrum til alle sine heste; skal have indplanket have til sine jagthunde [= hundegård], samt at skovene skal vedligeholdes med storvildt til Parforce-jagten.

Kongens Jagtrettigheder på Abrumstorp blev afstået allerede 3 år senere ved kongens skrivelse af 22. april 1676 1:

”Viider, at vi effter woris Ober Jegermester, os Elschl. Hr. vincentz Joachim von Hahn til Abrahamstrup, Ridder, hans allerunderdanigste ansögning, allernaadigst hafver Skiencket oc effterlatt hannem ald den prætention oc Ret, som wj os A. 1673 udj Abrahamstrups Kiöb hafde forbeholden. I Sær paa Stalderum til voris Jagtheste, sambt Hundehaugens wedligeholdelse, til voris thienniste oc brug, naar wj did kunde ankomme, Parforse Jachten at holde, hafde reserveret, hvorom hand da udj Skat Cammeret hafuer indgifuen sin revers…..”.

Med kongen på tog i Landskrona (Lands Crone) lod Vincentz Joachim Hahn 26. juli 1677 her udvirke en skrivelse fra Kong Christian V til Kammercollegiet, hvorunder han ikke længere havde betinget skøde på Abrumstorp, men fik et ubetinget skøde på godset, og dermed fuld arveret 1:

”Viider, at vj af sær Kongl. Gunst oc Naade allernaadigst hafuer effterlat woris Ober Jegermester, Os Elschl. Hr. Wincentz Joachim von Hahn, den prætention, som wj oss oc woris Kongl. Arf Successorer paa Abrahamstrups Skofve oc Adelwildt udj det derpaa til hannem udgifne mageskifte Skiöde hafde reserveret, naar par-force Jagt der kunde holdes, saa at vj for Os oc voris Kongl. Arf Successorer her effter fuldkommen vil hiemle oc tilsstaae bemelte voris Ober Jegermester oc hans Arfvinger samme Abrahamstrups Skofve oc Adelvildt for ald videre tiltale oc reservation som anden deris Ejendom effter egen willie u-imodsigelig at maa nyde oc bruge. Vi ville oc derhoss allernaadigst hafve samme voris Ober Jegermesters gaard Abrahamstrup kaldet Jegerpriis, huilehet Nafn dend her effter u-foranderlig schal hafue oc beholde….”

Vi kan nu se at der er fuld sammenhæng mellem at Kong Christian V. år 1671 e.Kr. omdøber Ibstrup (Slot) til Jægersborg, og at kongens Over- og Hofjægermester Vincentz Joachim Hahn år 1677 e.Kr. omdøber Abrumstorp til Jægerspris.

1 Se Caspar Frederik Wegener: Historiske Efterretninger om Abrahamstrup Gaard i ældre og nyere tid (1855, Bind I, fodnote s. 238-240, 250, 252).

 

C. Weismann: Vildtets og Jagtens Historie i Danmark (1931, s. 141) og Carl Frederik Bricka: Dansk Biografisk Lexikon (1887-1905, s. 282-3) omtaler et maleri af Christian V’s favorithund ”Tullefas”, der skulle være malet i normalstørrelse af Heinrich Dittmers (1625-1677) som et af malerens sidste arbejder, og have hængt i kongens arbejdsværelse ved siden af Dronning Sophie Amalie. H. E. Friis: Brudstykker af Det Oldenborgske Kongehus’ Historie (Kjøbenhavn, 1901, s. 235- 6) skriver:

”På Christian V’s Tid …  indtog de udenlandske Dyr, Dværgene og Negrene etc. en fremragende Plads ved Hoffet. I Rosenborg Have var der dresserede Bjørne. I Dyrehaven ved Frederiksborg havde man Løver i Bur og Elefanter, Kameler og Rensdyr etc. paa Stald. De mindre, udenlandske Dyr, blandt hvilke var Aber og Papegøjer vare særlig yndede, havde deres Plads i Kongehuset egne Værelser, hvor de dels holdtes i Bur, dels drev deres frie Spil sammen med Ynglingshundene, der baade betaltes meget dyrt og skattedes saa højt, at endog Christian V’s gamle Hund ”Tullefas” var malet i naturlig Størrelse og hang i Kongens Kammer Side om Side med Dronning Amalies Portræt. Da ”Tullefas” var død, fulgte dens Billede med Kongen, naar Residensen blev forlagt til et andet Slot”.

Dette maleri synes ingen at have dokumenteret. 1 

1 De kilder der omtaler en stor hund ved navn Tullefas, er i tidskronologisk rækkefølge:

Carit Etlar: Medens de kæmpe (Kjøbenhavn, 1860, To Beilere s. 9, Gunder Skovfoged’s hund)

Carit Etlar: Herverts Krönike (Kjøbenhavn, 1863, s. 4, Jørgen Munk’s hund).

Reinhold Mejborg: Billeder af Livet ved Christian V's Hof (1882, s. 36, med en fodnote henvisning til ”Particulairk. Regnsk. – Kjøbh. Slots Invent. Regnsk.”)

Richard Petersen: Thomas Kingo og Hans Samtid (Kjøbenhavn, 1887, s. 277, note 3, der henviser til Reinhold Mejborg)

Carl Frederik Bricka: Dansk Biografisk Lexikon (1887-1905, s. 282-3)

H. E. Friis: Brudstykker af Det Oldenborgske Kongehus’ Historie (Kjøbenhavn, 1901, s. 235- 6)

Carl Ewald: Sofie Amalie Moth (1906)

C. Weismann: Vildtets og Jagtens Historie i Danmark (1931, s. 141)

Marie Hvidt: FREDERIK IV, En letsindig alvorsmand (Gads forlag, 2004, s. 25-26)

Den tidligste faglitterære kilde med beretningen om Tullefas i tilknytning til Kong Christian V er Reinhold Mejborg (1845-1898), der var kulturhistorisk forfatter og bygningsarkæolog. Alle senere kilder ser ud til at kopiere fra hans beretning. Carit Etlar skriver fiktion og knytter ikke hunden Tullefas  til Christian V. Spørgsmålet er hvorvidt hunden Tullefas er en røverhistorie, der er blevet til en vandrehistorie. 

 

 

chap24-4-0-44.jpg 

Helfigurportræt af lensbaron Didrik Fuiren (1681-1700) med en Dansk Hund.

Maleriet hænger på Det Harboeske Enkefruekloster, Stormgade 14 i København. Maleren er ukendt, men må være en kongelig hofmaler.

”Didrik er endnu ikke fyldt syv år, da han stadig er i ”side klæder”, det løse tøj, som drenge bar, indtil de kom ud af barnekammeret og fik kjol og knæbukser som de voksne”. Maleriet kan derfor dateres til ca. år 1686-87.

Forældrene var Diderik lensbaron Fuiren (1656-1686) og Margrethe Eilersen (Elers, 1648-1708). Parret blev gift 6. oktober 1677 i København. Didrik Fuiren (udtalt ”Fyren”) blev født 1681.  I 1698 kom Didrik på Det ridderlige Akademi, kadetskolen på Nytorv, København, der var blevet oprettet af Kong Christian V. (regent 1670-1699) i 1692 til videreuddannelse af adelige drenge. Undervejs på sin udlandsrejse døde Didrik i Itzehoe, Holsten 18. august år 1700.

Søsteren Christine Fuiren, gift Harboe, blev født 1682, var gehejmrådinde og legatstifter. Hun døde 1735.

Didrik Fuiren’s tipoldefader Diderik Fuiren (Dirich Fyring,  -1603) var kongelig guldsmed for Frederik II. (regent 1559-1588) fra 1581, og skabte kronen hvormed Kong Christian IV (regent 1588-1648) blev kronet i 1596; i dag udstillet på Rosenborg Slot.

Den 5-6 årige Didrik Fuiren er derfor ikke hvem som helst, og tilstedeværelsen af en gylden Dansk Hund skal i symbolik knytte drengen meget tæt til kongefamilien. Hvorvidt dette alene kan tilskrives tipoldefaderens virke ved vi ikke. Måske er der mere i denne sag end vi i dag gør os det klart. Den danske Hund er en af de i samtiden nye Blendinge, og vi ser tydeligt vore hundes arv i den gengivne hund. Hundens halsbånd er kostbart læderarbejde med udsmykninger, og den klassiske ring til brug i Jagten.

Næsepartiet og halen bevidner at den fra 1585 skabte ”Blending” er en myndehund krydset med en fra England indført lille engelsk mastiff, i dag Broholmeren (FCI 315).

Bemærk hvorledes hundens ører er klippet helt tæt som var normen i 1600 tallet. Det er samme kupering vi ser på Den danske Hund "Raro", malet af Karel van Mander III (år 1610-1670) ca. år 1665, nu Statens Museum for Kunst, men oprindeligt Kronborg Slot, jf. Hunden (nr. 3, marts 1894). Man gjorde dette for at formindske blodtabet på hunden ifald den under et angreb blev bidt i ørerne af ulven, eller forrevet af busk og krat under Jagten. 

Kilde: Realea A/S: Det Harboeske Enkefruekloster (2008, s.19). Billedet taget af Jørgen Jensen; Chr. Brun: Falsteriana (Kjøbenhavn, 1869, Breve fra Fru Geheimmeraadinde Harboe, fød Fuiren, til Falster, s. 64). Tak til Anne Dorthe Walther, Realdania Byg A/S.

 

Johan Täntzer (Johann Täntzern): Der Dianen Hohe und Niedere Jagdgeheimnüsz (Koppenhagen, 1682, 1686, 1689 i 3 bind). Værket er tilstillet "Dem Durchlauchtigsten Groszmächtigsten könig und Hernn / Herrn Christian Dem Fünfssten / zu Dennemarck / Norwegen / Der Wenden und Gothen Erb-könig, Hertzogen zu Schlesswig / Holstein / Stormarn und Dithmarjchen /Graffen zu Oldenburg und Delmenhorst". Christian V (regent 1670-1699) købte værket for 12 Rigsdaler. 2. del (1686) er tilstillet Printz Friderich Köningl: Cron-und-Erb-Printzen.
.

Täntzer1 begyndte sin jagtlige løbebane som Fuglefænger på Jægersborg Slot2, hvorefter han i 8 år (fra 1677-85) virkede som Ulvejæger2 i Slesvig og Jylland (uden at formindske antallet af ulve overhovedet). Han sluttede sit liv som Inspektør ved Vildtbanen på Gammel og Ny Amager. Hans værk udgives i København og er alene baseret på hans erfaringer fra Skandinavien.

1 I hans bestalling står der ”Teutzer” men han underskrev sig ”Täntzer”. Han er underordnet Jægermesteren (Brockdorff i Haderslevhus, Koldinghus og Riberhus fra 1681), men Skovriderne og skovfogederne skulle hjælpe ham ved jagterne og Amtmænd og Amtsbetjente stille heste og folk til hans rådighed. Han kunne jage ulve, og intet andet vildt, på Kronens Gods i Slesvig og Jylland. Han modtog 2 skilling for hver nedlagt ulv og havde fri bolig på Jægergården ved Skanderborg. Han modtog ingen løn og måtte selv bekoste jagttøjet, dvs. alt udstyret.
2 Over- og Hofjægermester Vincentz Joachim Hahn (1632-1680) blev født i Mecklenborg og kom som 6-årig til Danmark. Han blev uddannet jæger og forstmand i Sachsen og fik sin bestalling 8. januar 1661. 8. maj 1670 får han udbetalt 1500 Rigsdaler til at påbegynde sammenlægningen af Jægersborg Dyrehave og Jægersborg Hegn. Hahn var en af Kong Christian V.’s “udvalgte”. Kongen gav ham i 1672 hele Tøbberup landsby, der næsten helt nedlagdes, og hvorfra opstod Hovedgården Hjortespring i 1673 (købt tilbage af Kronen i 1738 og bygninger nedrevet. I dag området omkring Herlev Privatskole). Hahn døde kun 47 år gammel i 1680 og ligger begravet i Roskilde Domkirke. Han har ikke et godt eftermæle i Danmark bl.a. pga. sin griskhed. Det er Hahn der ansætter Täntzer.

Kilde: C. Weismann: Vildtets og Jagtens Historie (1931, s. 467-470), der har oplysningerne fra De Kgl. Kammerregnskaber.

 

 

 chap24-4-0-40.jpg

I midten af billedet ses Leit-hunden med Leit-hunde drengen, der præsenteres med geviret af den kronhjort hunden har "ledet" Meuten og jægerne frem til. Johan Täntzer skriver i sit Forord: "Den Edlen Hirschen da / das Leid und all Gefahr". I Indledningen under definitioner og fagudtryk skrives:

"Die Jagthunde lösen / heist die Jagthunde Loss machen und laussen lassen".
"Ein Leithhunde / ist ein Hunde / dem man im Gebrauch allezeit führet / und dann nicht loss lässet"

I venstre side af afbildningen ser vi 5 store jagthunde iført udrustning, identisk til hvorledes Sir Peter Paul Rubens gengiver dette 1616-1620, og hvorledes den faktiske linnen-udrustning er udstillet på Veste Coburg-slottet i Bayern. Hundenes ører er kuperet helt tæt, som vi også ser det gjort på Karel van Mander III's maleri af "Raro" fra ca. år 1665 e.Kr. Dette er jagthundene til vildsvine-jagten.

I højre side af afbildningen ser vi 4 store jagthunde af samme hundetype, uden udrustning, men med halsbånd af den type der sidder på "løbende hunde", dvs. hvor snoren lynhurtigt kan trækkes ud igennem ringen i halsbåndet. Dette er jagthundene til hjorte-jagten.

Alle 9 jagthunde er identisk i type til jagthunden Sultan, der gengives på Bendix Grotschilling's maleri af Frederik IV's kroning 25. august 1699. Dette er den nyskabte "Blending", krydset af den oprindelige danske myndehund og den engelske dogge. Det er absolut ingen tilfældighed at netop Blendingen gengives i værket. Dette er verdens bedste jagthund til storvildt i samtiden.

Kilde: Johan Täntzer (Johann Täntzern): Der Dianen Hohe und Niedere Jagdgeheimnüsz (Koppenhagen, 1682, Der Erste Theil, afbildning på førstesiden, Indledning) .

 

chap24-4-0-41.jpg 

Dette er den nyskabte Blending under en hjorte-jagt, med halsbånd; uden udrustning.

Kilde: Johan Täntzer (Johann Täntzern): Der Dianen Hohe und Niedere Jagdgeheimnüsz (Koppenhagen, 1682, Der Erste Theil, kap. 25, Von den Hirschen und Wildpreth, s. 72) . Samme type jagthund er afbildet i kap. 29, s. 79.

 

 

 chap24-4-0-42.jpg

Plantegning for et Jægerhus og matriklen. I bogen er kortet tvedelt på to sider. Jeg har sammensat de to sider for bedre overblik.

4. Denn es sind solche Orte / nur allein auffgebauet / nahe bey einer hohen Residentz / darinnen die Jageren wohnet / den Jagtzeug / Hunde / und alles was zur Jagt nöttig beyhanden/...".

6. In den darbey gelegenen Orth B. so 50 Ellen lang ein Engelischer Hundestal, mit sonderlichen lagern / Bancken und allen versehen zu machen.

34. Lit. W. ist ein Zwinger vor die Windtspiehl oder Windthunde 50. Ellen lang und so breit / auch nach voringen versehen / weiln diese auch was Raum zu lauffen haben müssen / damit solche sich nicht steiff liegen und etwas herumb springen können / die Jägerjungen / so die Windtspiehle marken / haben auch ihr Logiment in dem Hause V. wo die Jungen bey den Leithunden wohnen.

Vi ser med andre ord hvorledes en jægergård i Danmark i 1600 tallet bør opbygges, og Johan Täntzer gengiver hvad han kender til fra samtidens Danmark. Vi bemærker at myndehundene, den oprindelige Danske Hund, adskilles fra de engelske hunde, Broholmeren. Årsagen er, udover avlsmæssige overvejelser, at myndehundene har behov for en løbegård til at kunne løbe rundt i, foruden hvilken de vil komme ud af form og få stive lemmer. Løbegården er 50 x 50 alen, og da 1 alen = 2 fod, og vi ved at 1 fod = 31,407 cm, er løbegården 32 m x 32 m eller 1000 m2.

Schweitzhunde (Schweisshunde) til Schweissjagten, Saufinder (vildsvinefinder) og Pürschhunde til Pürschjagten (listejagt, stille jagt) holdes ligeledes adskilt på Matr. I, hvor de bor i den bolig stillet til rådighed for Jagtens Pürschmeister. Disse hunde har også en løbegård på Matr. L, 50 alen lang og 25 alen bred (32 x 16 m, eller 512 m2), hvorom bygges en mur.

Her ser vi hvorledes man på den danske kongefamilies jægergård har tre linier i avlen: Den oprindelige enorme myndehund, den fra England importerede engelske dogge, og de nyskabte Blendinge, nudagens Grand Danois (Den danske Hund).

Kilde: Johan Täntzer (Johann Täntzern): Der Dianen Hohe und Niedere Jagdgeheimnüsz (Koppenhagen, 1686, Der ander Theil, kap. 1-4, Von einem Jäger-Hause, s. 4-10)

 


 

Christian V.’s Danske Lov (Femte Bog: Om Adkomst, Gods og Gield, X. Capitel: Om Jord, Ejendom, Fællet, Jagt, Fiskerj), givet ved forordning 15. april 1683 siger:

5-10-32
Alle Skytter, som i Skov, eller Mark, som deris Husbond haver Fællet udj, maa passere, skal have deris Husbonds Jagtskilt, som med Kongens eget dertil ordineret Stempel skal være stemplet. Antreffis nogen med Bysse, eller Jagthunde, og haver ikke Jagtskiltet paa sig, da straffis hand som een Krybeskytte.

5-10-39
I Almindelighed maa ingen, som ikke Jagtfrihed have, som forskrevet staar, i hvem de og ere, enten Kongens høje, eller nedrige, Civil eller militariske Betiente, eller andre Kongens Undersaatter, under overskreven Straf bruge nogen Jagt, eller Skyden, ej heller holde nogen Mynder, eller Jagthunde, under et hundred Lod Sølvs Straf til Kongens Qvæsthuus for hver Hund, og skal Kongens Jagtbetiente og Skovridere, saa og een hver Skytte, som Jagtskilt fører, Magt have dennem at ihielskyde.

5-10-40
Saa maa og ingen Præst, Foget, eller Bonde, paa Landet have nogen løse Hunde gaaende, med mindre de ere lemlæste paa deris højre, eller venstre, Forbeen. Overkomme fornævnte Jagtbetiente, Skovridere, eller Skytter, eller andre, som Jagtfrihed have, saadanne Ulemlæstede Hunde paa Mark, eller i Skov, da maa de dem ihielskyde; Men i Gaardene, eller paa Gaderne, maa de det ej giøre.

Bemærk her at de store jagthunde, der i Skånske Lov kaldes "miohund" (myndehund), har bibeholdt navnet og i 1683 skrives "Mynder". Som vi kan se skelnes der fortsat skarpt mellem de enorme jagthunde og andre jagthunde. Kongens "Qvæsthuus" (Kvæsthus) var militærhospitalet for "kvæstede" soldater ved kvæsthusbroen i København, som Kong Frederik III. lod opføre i 1658.

 

 

chap24-4-0-49.jpg 

Rosenborg slot – Riddersalen og Rosenborg-tapeterne

Riddersalen stod færdig i 1624. På ordre af Kong Christian V. (regent 1670-1699) skabtes 12 gobeliner, Rosenborg-tapeterne, til Riddersalen i årerne 1685-93. Tapeterne er underskrevet ”BERNTŸ•V•ŸDEREICHEN•Ÿ  CH”, hvilket betegner den flamske tapetmager Berent (Bernt) van der Eichen, og hvor ”CH” er en forkortelse af ”Copenhagen” (Kiøbenhavn). De 12 Hautelisse-tapeter blev vævet efter kartons udarbejdet af maleren Peder Andersen (Peder Normand, -1694).

Tapeternes formål var at gengive Kong Christian V.’s indsats i Skånske Krig 1675-1679:

På den østlige væg, fra Nord til Syd:

  • Wismars Erobring 13de December 1675
  • Erobringen af Landskrone Kastel 4de August 1676
  • Slaget paa Kolberger Heide 1ste Juni 1677
  • Fæstningen Marstrands Erobring 23de Juli 1677
  • Landgangen paa Skaane 29de Juni 1676
  • Søslaget ved Øland 1ste Juni 1676 

På den vestlige væg, fra Nord til Syd:

  • Landskrones Erobring 11te Juni 1676
  • Søslaget i Kjøgebugt 1ste Juli 1677
  • Erobringen af Damgarten i Pommern 6te Oktober 1675
  • Rügens Erobring 17de September 1677
  • Christiansstads Erobring 15de August 1676
  • Helsingborgs Erobring 3die Juli 1676 

Ovenfor er gengivet 2 af de 12 tapeter.

Til venstre: Wismars Erobring 13de December 1675

I gobelinens midte ses Kong Christian V. – kongen har hat på i modsætning til de andre officerer; er gengivet på en hvid hest og bærer det lyseblå elefantordensbånd. Dette er sejrherren modtagende overgivelsen. De to personer der overrækker overgivelsen på Wismar’s vegne er en præst, på vegne folket, samt den svenske friherre Gustaf Tungel (1638-1698), på vegne hæren der, efter at have været i spansk og hollandsk sold, blev kommandant for Wismar’s forsvar i Mecklenburg-Vorpommern.

På kongens venstre side, til højre for læseren, ses kongens lillebroder prins Jørgen (George, 1653-1708). Han blev 28. juli 1683, dvs. før de 12 gobeliner blev fremstillet, gift med prinsesse Anne af York, datter af James II. Sidstnævnte var Dronning af England 1702-14. Prins Jørgen (George) døde 8. november 1708 i Kensington, og ligger begravet i Westminster Abbey. Han havde sit jagtslot på Denmark Hill, Camberwell, Southwark Borough, London, der dengang lå uden for byen. Bemærk at også prins Jørgen (George) bærer det lyseblå elefantordensbånd.

I højre side af gobelinen ser vi først den firhjulede pragvogn i baggrunden med rød kaleche. Vognen kalder Kong Christian V. i sine dagbøger for ”Calesche” (se 27. august 1696). Her sidder i højre side, til venstre for læseren, Dronning Charlotte Amalie af Hessen-Kassel (1650-1714), som Kong Christian V. var blevet gift med i 1667. Ved sin side har hun sin kusine, fyrstedatteren Charlotte Amélie de Trémoïlle (1652-1732). Prinsesse Charlotte Amélie de Trémoïlle blev i 1672 givet asyl i Danmark som protestant, og ligger i gobelinens samtid, som grevinde af Aldenburg, i en arvestrid med bl.a. Kong Christian V. om arven efter sin afdøde mand, Grev Anton I. af Aldenburg.

Bag Den danske Hund, også iført hat og på en hvid hest, ses formentlig Vincentz Joachim Hahn (1632-1680), der 13. januar 1663 var blevet udnævnt til Over- og Hofjægermester (ober Jegermester) for hele Kongeriget Danmark (dvs. Danmark, Slesvig og Holsten).  Han fik skøde på Abrumstorp (senere Jægerspris Slot) 1673 af Kong Christian V. Da Abrumstorp i 1670 var blevet ryttergods under kronen, og da han allerede besad tre hovedgårde og ryttergodset i Tryggevælde, tilbød han som en del af handlen at omdanne Abrumstorp til en jægergård (Jegger Gaard).

I forbindelse med Refusionsopgørelsen af ejendomshandlen, kaldet ”Beregning, af Hans Ko. Ma. Ratificerit den 27 9bris Aº 1673”, hører vi:

”For huilchen Summa Nemblig 6000 rdr. Hans Ko. Ma. Allernaadigst hafuer beuilget Hr. Ober Jegermester Abrahamstrup Gaard med dessen tilliggende, som her ofuen Specificeret Er, Med diise Conditioner, at paa Abrahamstrup Gaard, Naar hans Ko. Ma. er der paa per forge jagt, altid schall vere Staldromb for Jagthestene och End Jndplanchede hauge til Jagt Hundene, huorpaa Herr ober Jegermester Hans Wnderdanigste Revers till Hans Ko. Ma. Erbyder at udgifue og sig derudj at Reversere samme Werelser paa Hans Egen bekostning och Reparation stedtze at Will holde vedligge, og at hans Ko. Ma. sig Allernaadigt forbeholder den Höye Jagt af Adelwilt, Nemblig Stoere hiorte, Hinde, saa og at skoufvene til Dend Ende saa uit Muligt Conserveris, og formedelst Per Forge Jagten Iche till wplicht forhugges".

Dvs. at betingelsen for tilskødningen af Abrumstorp til Vincentz Joachim Hahn er, at Kong Christian V. altid skal have værelser stillet til rådighed på gården når jagten er gået ind; skal gives staldrum til alle sine heste; skal have indplanket have til sine jagthunde [= hundegård], samt at skovene skal vedligeholdes med storvildt til Parforce-jagten.

Hermed kan vi se hvorfor en person uden for kongefamilien kan gengives med Den danske Hund; dette sker på vegne Kong Christian V.

Helt centralt i tapetet ses en Dansk Hund i ”kappe”-aftegningsvarianten med en Leithunde-dreng, der modtager en ordre fra Vincentz Joachim Hahn, Over- og Hofjægermester (ober Jegermester) for hele Kongeriget Danmark.

Vi ved fra Christian V.’s Danske Lov (Femte Bog: Om Adkomst, Gods og Gield, X. Capitel: Om Jord, Ejendom, Fællet, Jagt, Fiskerj), givet ved forordning 15. april 1683, at hunden i samtiden kaldes en mynde. Den danske Hund gengivet er da også den oprindelige Danske Hund i mynde-udgaven.

C. Weismann: Vildtets og Jagtens Historie i Danmark (1931, s. 141) og bl.a. Reinhold Mejborg: Billeder af Livet ved Christian V's Hof (1882, s. 36) omtaler et maleri af Christian V.’s favorithund ”Tullefas”, der skulle være malet i normalstørrelse af Heinrich Dittmers (1625-1677) som et af malerens sidste arbejder, og have hængt i kongens arbejdsværelse ved siden af kongens maitresse Sophie Amalie Moth (1654-1719), der var blevet anerkendt som så i 1676. Det har ikke været muligt at finde frem til dette maleri.

Det må være uden for tvist at Den danske Hund ovenfor er Kong Christian V.’s favorithund. Ser vi her ”Tullefas”?

Til højre: Landskrones Erobring 11te Juni 1676

I gobelinens midte ses Kong Christian V., bærerende det lyseblå elefantordensbånd, med sin kikkert under armen.  Foran kongen, til højre for læseren, ses kongens lillebroder prins Jørgen (George, 1653-1708), også med det lyseblå elefantordensbånd.

Bag ved kongens ryg, i en mørkere uniform, ses Vincentz Joachim Hahn, Over- og Hofjægermester (ober Jegermester) for hele Kongeriget Danmark. Bag ved denne igen ses samme ”kappe”-aftegnede Danske Hund med et yderst fornemt jagthalsbånd udført i enten messing eller guld. Her ser vi med al tydelighed det oprindelige myndepræg på de Danske Hunde før de krydses op med en lille mastiff og får det nuværende præg med mere masse.

Fra Kong Christian V.’s dagbøger kan vi danne os et indtryk af Jagtens omfang:

År 1690 - samlet fangst: 8 hjorte og 7 vildsvin, fordelt på 10 parforcejagter.
År 1691 - samlet fangst: 33 ræve, 6 hjorte, fordelt på 9 parforcejagter.
År 1696 - samlet fangst: 12 hjorte, fordelt på 10 parforcejagter.

14. oktober 1696 har vi følgende optegnelse:

”Holt wie saint Hubert for att ende Jorte-Jagten udi aar. Jeg Jagede ei med for veiret war for kaalt, mentz saa til paa heremitagen udi Dürehaffuen; de fangede en Jort aff 8 ender, løb 3½ time”.

Den årlige Hubertusjagt er med andre ord en rituel afslutning af årets parforcejagter. 

Som 3-årig og fuldvoksen får bukkens gevir 2 tregrenede stænger og kaldes en ”seksender”. Ofte vil hjorten i sit årlige gevir få en ekstra ende for hvert år. En ”hjort af 8 ender” er derfor ca. 4 år gammel.

Kilde: Rosenborg Slot – tusinde tak til Peter Kristiansen, museumsinspektør; Caspar Frederik Wegener: Historiske Efterretninger om Abrahamstrup Gaard i ældre og nyere tid (1855, Bind I, fodnote s. 238-240, 250, 252); C. Molbech: Nyt Historisk Tidsskrift (1848, 1. bind, Kong Christian den Femtes egenhændige Dagbøger, 1689-90, s.  469-530); C. Molbech: Nyt Historisk Tidsskrift (1848, 2. bind, Kong Christian den Femtes egenhændige Dagbøger (Memorial og Journal for Anno 1691), s.  175-259); Historisk Tidsskrift (1848, Bind 2, række 2, Kong Christian den Femtes egenhændige Dagbøger 1696, s. 555-576); Carl Andersen: Rosenborg (Kjøbenhavn, 1867, s. 85); Kay Nielsen & Ib Bjerg: Danmarks Konger og Dronninger (Askholms forlag, 1998).

 

 

Christian V. (regent 1670-1699) førte dagbog og vi har kendskab til dagbogsoptegnelserne for årene 1689-96.

”Dog kan man sige, at Jagten, som en herskende Lyst og Lidenskab hos Christian V., giør nogen Undtagelse herfra. Det synes som han temmelig fuldstændigt i de første Aar har optegnet, i det mindste enhver af sine Parforce-Jagter, hvor de fandt Sted, og hvorledes de løb af.” 1

1 C. Molbech: Nyt Historisk Tidsskrift (1848, 1. bind, Kong Christian den Femtes egenhændige Dagbøger, 1689-90, s.  469-530).


Ved at gennemse kongens dagbøger kan vi derfor danne os et indtryk af Jagtens omfang, og se hvorledes kongens Jagt var vidt forskellig fra adelens samme. 
 

 ÅrstalChristian V.'s alder (år) 

Dagbogsoptegnelser 

 1690 44Memorial og Jurnal A. 1690.   

Martii 1690.

29. Jagede vi en Hiort udi Hareskov (”haresch”), og fangede den i en Sø ved Hirsholm.

August 1690.

5. Jagede vi [fra Frederiksborg] førstegang udi Aar, og fangede en Hiort (”Jort”) aff 12 Ender.

7. Fangede vi en Hiort af 14 Ender.

9. Jagede vi, men fangede ikke.

13. Fangede vi en Hiort paa Landet.

20.  Døde Stutmester ”Jurg Hendrig” [fra Den Kgl. Staldetat's regnskab for 1680 kan vi se at der på Frederiksborg stald var 1 stutmester i Folestalden]. Fangede vi en Hiort hen ved ”türk”.

Note 54:  Her synes at mangle eller være bortskaaret maaskee et Par Bogstaver. Det kunde være mueligt, at kongen har skrevet ”Tyrkiet”. Saaledes i det mindste kaldtes endnu i vore Dage et vist Strøg af Egnen om Frederiksborg, eller i Amtet.

26. Jagede vi to Hiorter, og fangede dem en efter den anden i Dronningens Nærværelse.

30. Jagede og fangede vi en Hiort.

Novemb. 1690.

12. Reiste jeg til Friderichsborg.

13. Fangede vi 3 Vildsviin.

14. til Kiøbenhavn.

Decemb. 1690.

18. Fangede wie udi Helte 4 wildsuin.

 1691 45Januar 

28. Var vi ude med Princerne [= Frederik (IV) og Christian], paa Jægersborg, og blev udi Guldenlund [= lystslottet Gyldenlund, senere givet af Christian VI til sin søster Charlotte Amalie, og omdøbt til Charlottenlund] 33 ”rewer” [ræve] skudte.

Marts

11. Var Felt-M. Bielke [=Nils Bielke (1644-1716)] ude med mig paa Jagten ved Jægersborg, og var hos mig sammesteds til bords.

26.  Var jeg paa Jagt til Jægersborg med Landgrevenn af Homborg.

Aprilis 1691.

29.  Var jeg paa Jagt, og fangede en Hiort.

Majo 1691.

6. Skød vi til Maals med Bøsser paa Rosenborg.

August.

5. Var Jeg paa Jagt, og fangede en Hiort af 16 Ender udi Harreskov i Fuur Sø; løb ¾ Time.

11. Var Jeg paa Jagt og fangede en Hiort af 16 Ender, har løbet 3½ Time, udi Bagsver Sø.

18. Jog vi en Hiort af 10 Ender, som løb 1½ Time i Harreskov, og blev fangen i Fure Sø ved Frederichsdal.

24. Jog vi en Hiort af 12 Ender, som løb 2 Timer; blev anjaget i Harreskov, og fanget paa det Tørre ved ”Gaunløs auere”.

Note 101: ”24. waren Ibro Majtt. Auf parforce Jagd; die Königin war im Schiesswagen; under speiseten zu Friedrichsdal, und komen des Abends spat in Copenhagen.” “Gaunløs auere” er formodentlig en Skov, som endnu hedder Gandløse-Ore i Gandløse Sogn [umiddelbart vest for Farum sø og Furesøen].

September.

10.  Var Jeg paa Jagt, og fangede en Hiort af 14 Ender; løb 1½ Time, blev fanget udi ”ganhlosauere” [=Gandløse-Ore] i en liden Dam.

 1696 50Journal 1696.

August.

15. Jaged wie og fangede en Jort af 12 Ender, løb 2½ time, og fangedes i Gurre Sø [vest for Helsingør].

Note 141. Første Gang, at Kongen i denne Dagbog omtaler sine Parforce-Jagter, som han nu dog ikke mere fulgte til Hest, men i en af de dertil indrettede lette Jagtvogne eller Calescher, hvori man paa en saadan Jagt dog ikke var sikker for Livsfare. (s. nedenfor, 27. Aug.).

27. Jagede wie en Jort an wed Esserum, aff 22 Ender, og fangede den i Nøre Schou offuer for gurre Wang [= Gurre vang] paa det tøre (Tørre?) løb 1½ time. NB. Welte wie med voris Calesche [= lille vogn, halvt lukket med en læderkappe over bagsædet], og haffde hafft en stor ulycke, om gud icke haffde bewaret oss, med Ober. Cam. J. Knudt.

September.

1. Jagede wi en hiort aff 16 (Ender) og fangede den uden for Laperne hen ved Schiberns (Skipperens?) udi en ½ time, og siden en (af) 10 Ender, som løb 1½ time, fangede wed Egebergs wang. Efftermiddagen sckod Jeg en aff 6 Ender, hvor P. Louuis [= prinsesse Louise Charlotte af Augustenborg?] og P. Sophi [= prinsesse Sophie Hedwig] war hoss.

7. Jagede vie en Jort, som icke haffde opsat det ringeste af et gewer, en heller hafft naaget tilforen, en(d) 2 knuber, som war løsse paa hoffuedet; løb 7 fierdendel time [= 1¾ time]. Kom vie til Friderigtzborg med alle om aften.

9. Jage(de) wie en Jort igen udi Gurre wange, en Jort af 14 Ender, som haffde den wenstre Stange halff affbrud udi Kempning med andere Hiorter; løb 5 fierding time [= 1¼ time], og (blev) fanget paa det tøre, faste land.

16. war Jeg til hest, og Sckød en liden Jort fra hesten, tou sckod med pistolen, siden drogitz hunden pacan lenge med Jorten i en liden Dam i lille Dyrhaffue [= Charlottenlund].

19. Jagede wie en Jort af 12 ender med Nyrup wed Gurre wang, løb to timer:

23. Jagede vie en hiort aff 14 ender udi Jegersborg Dyrhaffue, løb 2 timer.

30. Jagede vie en Jort udi Dyrhaffuen wed Jegersborg aff 12 ender, war hel liden, og korte stenger, løb 5 qvarter, (blev) fanget i aaen. Dronningen og samtlige Princesser ware til Midag paa heremitagen [= Hubertushuset, opført 1694].

October.

14. Holt wie saint Hubert for att ende Jorte-Jagten udi aar. Jeg Jagede ei med for veiret war for kaalt, mentz saa til paa heremitagen udi Dürehaffuen; de fangede en Jort aff 8 ender, løb 3½ time.

Som 3-årig og fuldvoksen får bukkens gevir 2 tregrenede stænger og kaldes en ”seksender”. Ofte vil hjorten i sit årlige gevir få en ekstra ende for hvert år. En ”sekstenender, 16 ender” hjort er derfor ca. 8 år gammel.

16. september 1696 gives vi navnet "Pacan" som navnet på en af kongens Danske Hunde.

Bemærk at vi fra optegnelsen 14. oktober 1696 kan se at Hubertusjagten er en rituel afslutning af årets parforcejagter. 

Det er bemærkelsesværdigt hvor få hjorte og vildsvin der "fanges" på kongens nordsjællandske vildtbaner, hvor alene kongen måtte jage:

År 1690 - samlet fangst: 8 hjorte og 7 vildsvin, fordelt på 10 parforcejagter.
År 1691 - samlet fangst: 33 ræve, 6 hjorte, fordelt på 9 parforcejagter.
År 1696 - samlet fangst: 12 hjorte, fordelt på 10 parforcejagter.

Den nuværende bestand i Dyrehaven består af ca. 1600 dådyr med pletter (hjort og då), og omkring 300 store krondyr (hjort og hind).  Der fødes ca. 700 kalve årligt, og den samlede bestand forsøges holdt på ca. 2000 dyr.

Kilder: C. Molbech: Nyt Historisk Tidsskrift (1848, 1. bind, Kong Christian den Femtes egenhændige Dagbøger, 1689-90, s.  469-530); C. Molbech: Nyt Historisk Tidsskrift (1848, 2. bind, Kong Christian den Femtes egenhændige Dagbøger (Memorial og Journal for Anno 1691), s.  175-259 ); Historisk Tidsskrift (1848, Bind 2, række 2, Kong Christian den Femtes egenhændige Dagbøger 1696, s. 555-576).

 

Den engelske gesandt i København i 3 år fra 1689-1692, Robert Viscount Molesworth (1656-1725): An Account of Denmark, as It was in the Year 1692 (London, 1694, CHAP. XI. Of the Court.), skriver om den kongelige jagt i Kong Christian V.'s regeringstid, her årene 1689-1692:

"At Fredericksburg the Court spends most of its time in Stag-hunting, for there are few Fallow-Deer in Denmark; during which Sport the King allows great freedom to his Domesticks, and Ministers, who commonly do all accompany him wherever he goes; insomuch that he seems to lay aside all Majesty, and the Formalities of it for that Season; they eat and drink together, the latter sometimes to Excess, after a hard days hunting; when as soon as Dinner is done, they adjourn to the Wine-Cellar. About five or six in the Afternoon the Hunting-Assises are solemnly held in the great Court before the Palace, the Stag is drawn into the midst of it by the Huntsmen, who are all clothed in red, having their great Brass Hunting-homes about their Necks; and 'tis there broken up with great Ceremony, whilst the Hounds attend with much Noise and Impatience.

One that is likeliest to give a good Gratuity to the Huntsmen, is invited to take Essay, and presented with the Deer's foot. Then Proclamation is made, if any can inform the King (who is both Supreme Judge and Executioner) of any Transgression against the known Laws of Hunting that day committed, let him stand forth, and accuse; the accused is generally found guilty; and then two of the Gentlemen lead him to the Stag, and make him kneel down, between the Horns, turning down his Head with his Buttocks up, and remove the Skirts of his Coat, which might intercept the blows; then comes his Majesty, and with a small long Wand, gives the Offender some Lashes on his Posteriours, whilst in the mean time the Huntsmen, with their Brass-Horns, and the Dogs with their loud Openings, proclaim the King's Justice, and the Criminal's Punishment. The whole Scene affording Diversion to the Queen, Ladies, and other Spectators, who are always assisting, and stand in a Circle about the Place of Execution. This is as often repeated as there happen to be Delinquents; who as soon as the Chastisement is over, rise up and make their Obeisance, —— proudly boasting Of their magnificent rib-roasting.

After all is done, the Hounds are permitted to fall too, and eat the Deer". 

"På Frederiksborg [Slot] går det meste af Hoffets tid med Kronhjortejagt, da kun få dådyr findes i Danmark; under hvilken sport kongen tillader stor frihed til sine tjenestefolk, og ministre, der sædvanligvis er i hans selskab hvor end han befinder sig; så vidt at han tilsidesætter al majestæt, og formaliteterne forbundet hermed, i hele [jagt]sæsonen; de spiser og drikker sammen, sidstnævnte sommetider mere end hvad godt er, når de efter en hård dags jagt, så snart aftensmåltidet er overstået, samles i vinkælderen. Omtrent klokken fem eller seks om eftermiddagen afholdes jagttakseringerne højtideligt i den store sal på slottet [Englesalen, den nuværende stue 37?]; kronhjorten trækkes ind i midten [af salen] af jægerne, der alle er klædt i rødt, med deres store jagthorn af messing hængende om halsen; hér bliver det (flået,) brækket (og parteret) med stor højtidelighed medens hundene deltager med megen støj og utålmodighed.

Den der med størst sandsynlighed forventes at give god belønning til jægerne tilbydes en prøve og gives dyrets fod. Herefter gøres opråb, om nogen kan meddele kongen (der er såvel øverste dommer som bøddel) om brud begået på de kendte jagtlove denne dag, og lad ham da stå frem og anklage; den anklagede findes som regel skyldig, hvorefter to herrer fører ham hen til kronhjorten, hvor han befales at knæle mellem hornene med hovedet nedad og bagdelen i vejret, og (samtidig) fjerne kjoledragtens [svale]haler så de ikke formår at afbøde slagene; herefter træder majestæten frem, og med en lille aflang stav gives lovovertræderen nogle slag på sine baller, medens jægerne med deres messing horn, og hundene med deres højlydte gøen, opråber kongens domsafsigelse og lovbryderens straf. Ritualet er underholdende adspredelse for dronningen, hofdamerne og andre tilstedeværende, der altid hjælper til, og står i en ring omkring retterstedet. Dette gentages så mange gange som der er lovovertrædere, der så snart revselsen er overstået rejser sig og afgiver en ærbødig hilsen, -- stolt pralende af deres storslåede overhaling.

Når alt dette er overstået slippes hundene løs og fortærer dyret".

Min oversættelse til nudansk. Robert Viscount Molesworth's bogudgivelse var, og forbliver vel sagtens, den hårdeste kritik nogensinde givet af en udenlandsk diplomat af Danmark og det danske kongehus, herunder Enevælden. Med Iver Brinck (1665-1728)’s mellemkomst udløste det modskriftet af William King (1663-1712): Animadversions on the pretended Account of Denmark (London 1694), der i den franske oversættelse fik titlen ”DEFFENSE DU DANEMARK ou examen d’un Libelle, qui a pour titre: Relation DE L’ETAT DE DANEMARK COMME IL ETOIT EN L’AN M.DC.XCII (Cologne M.DC.XCVI. – 1696). Kilden er derfor upåklagelig i sin beskrivelse af vore store jagthunde til Kronhjortejagten. Se kobberstikket med Kong Frederik III's fredstaffel 3. marts 1658 i Englesalen (den nuværende stue 37) for fuldstændig visualisering af forholdene under hvilken dette jagt-rite fandt sted.

 

I Christian V.’s sidste leveår 1699 opdrætter man ca. 10 kobbel hunde på den kongelige hundekennel. 


Den engelske forfatter John Evelyn (1620-1706) skriver i sin dagbog for dagen 16. juni 1670:

"I went with some friends to the bear-garden, where was cock-fighting, dog-fighting, bear and bull baiting, it being a famous day for all these butcherly sports, or rather barbarous cruelties. The bulls did exceedingly well, but the Irish wolf-dog exceeded, which was a tall greyhound, a stately creature indeed, who beat a cruel mastiff”.

Den danske Hund findes ikke blandt almuen i de engelske landskaber på dette tidspunkt. John Evelyn havde siden 1652 boet i Sayes Court, Deptford, Kent (lige ved skibsværftet i Greenwich), hvorfra hans dagbogsoptegnelser stammer. Det bør ikke overraske os da Den danske Hund ikke måtte ejes af andre end kongefamilierne og øverste adel. Al dyrekampsport i London fandt i samtiden sted på ”den anden side” af Themsen langs Southbank og blev kaldt ”Bankside beargardens”. Området lå uden for London og tæt på prins Jørgens senere jagtslot og hundekennel fra 1683. Havde Den danske Hund været tilgængelig til kampsport mod bjørne var den blevet benyttet. Den var den ikke.

 chap24-4-0-18.jpg

 chap24-4-7.jpg

Øverst på stikket lyder teksten:

”Hunting ye Wild Bore”
["Bor, Bore" er Middle English for "Boar"= Vildsvinejagt]

Under stikket lyder teksten: 

”To his Royall Highness George
Prince of Denmarke  L:a [=Lord Admiral]
This plate is most humbly           Dedicated by Richard Blome

I samtidige engelske lovdokumenter skrives altid efter Prins Jørgen (George)'s titel ”Hereditary of Denmarke, Lord High Admiral”. Kobberstikket er fra Richard Blome (1635-1705): The Gentleman’s Recreation (1686), jvf. Joseph Strutt’s ”Sports and Pastimes of the People of England (1903, 2nd ed., Book 1, Rural Exercises Practised by Persons of Rank, Chapter 1).
 
I midten ses de to skjoldunger (”vildmændene”) og Prins Jørgen's våbenskjold.  I baggrunden ses syv Danske Hunde der har omkredset et vildsvin. I forgrunden ses fire Danske Hunde jagende et vildsvin. Bemærk at hver hund her bærer et tykt halsbånd med udadvendte pigge. Ørerne er kuperet helt tæt og identisk til Karel van Mander III's "Raro" fra ca. år 1665 e.Kr.

George Gascoigne (1535-1577): The Noble Arte of Venerie or Hvnting (1575) er en oversættelse af Iaques du Fouilloux Escuyer (1519-1580): La Venerie (1561). Fra kapitlerne "The difference betwene wilde Swyne, and our hogges. Chap. 55, s. 155; The seasons of all Chaces, s. 240" kan vi se at jagtsæsonen for vildsvin i England var ”The Bore from Christmas til shrouetide [= Shrove Tuesday = Fastelavn]”. Der var også forskel på de i Frankrig (og Skandinavien) forekomne ”wylde swyne” (vildsvin), der ”are commonly blacke, or grisled and streaked with blacke: wheras oures [= hogs] are whyte, sanded, and of all coloures".

 

Prins Jørgen (George) blev født 21. april 1653 på Københavns Slot som søn af Frederik III, og havde Vordingborg amt i len. Han blev 28. juli 1683 gift med Prinsesse Anne af York, datter af James II. Sidstnævnte var Dronning af England 1702-14. Prins Jørgen (George) døde 8. november 1708 i Kensington, og ligger begravet i Westminster Abbey. Han havde sit jagtslot på Denmark Hill, Camberwell, Southwark Borough, London, der dengang lå uden for byen. Det oprindelige jagtslot er nu opdelt i husnumrene 149, 151 og 153 Denmark Hill.  Prins Jørgen (George) havde sin hundekennel på Dog Kennel Hill 1. Her kom han for at gå på jagt, som han havde gjort det i Danmark. Stednavnene antyder stærkt at han syd for Themsen skabte sig i lille fristed, der skulle være Danmark i England. Den viste afbildning kan være herfra.
Billedkilde: The British Museum (Nr. AN429260001; 34.8 cm x 32.3 cm); 
www.streetmap.co.uk; 1www.british-history.ac.uk (Parishes, Camberwell). Kobberstikket er også gengivet i Hother Tolderlund Borgen: Den Store Hundebog (1938, s. 230). Forfatteren har tilføjet på dansk: ”Vildsvinejagt med Grand danois i Danmark. Efter et Stik fra 1686”. Jeg mener ikke den her viste vildsvinejagt i 1686 finder sted i Danmark, men fra jagtslottet syd for Themsen. Topografien taler herfor, og kobberstikkets ophavsmand Richard Blome rejste, så vidt vides, ikke til Danmark.

 


 chap24-4-15.jpgchap24-4-0-46.jpg 

I Dannebrogordenens statutter fra 1693 er det fastsat, at en ridder af denne orden skal indlevere en tegning af sit våben til opmaling på et skjold, som ophænges i Ridderkapellet og til indmaling i ordenens våbenbog. Billedet ovenfor viser den indmalede tegning i våbenbogen

Wulf Blome (Wolf de Blome, 1651-1735)’s våbenskjold. Han gøres til ridder af Dannebrog 9. december 1695, og udnævnes til ridder af Elefantordenen 6. juni 1731. Vi har tre udgaver; det faktiske skjold i Ridderkappelet på Frederiksborg slot; en indmaling i våbenbogen, og en kopi gjort af kgl. våbenmaler Herman von Ham og dennes efterfølger indtil 1725.  Indskriften lyder ”fidem servabo” (Jeg bevarer troen).

Han var provst i Preetz og Geheimråd, og havde sæde i Hagen, Doberstorf og Bahrenfleth.

Han var søn af Henrik Blome (1616-1676) til Hagen (Kiel), Farve (Oldenburg) og Waterneverstorf (Lütjenburg). Denne var jægermester, Geheimeråd og landråd i Slesvig og Holsten. Han var tillige overskænk for Kong Christian IV. i år 1642, og blevet ridder af Elefantordenen 25. november 1648. Denne nød stor tillid hos Kong Christian IV. og Kong Frederik III. Dette er kilden til at vi ser Den danske Hund i slægtens våbenskjold.

Samme hund ses hos barnebarnet Otto de Blome (1735-1803), der udnævnes til ridder Dannebrog 14. oktober 1773, og til ridder af Elefantordenen 25. marts 1797. Hunden videreføres i 4. slægtled hos Otto, Greve Blome (Otto Comes de Blome, 1770-1849), der udnævnes til ridder af Elefantordenen 25. maj 1826, og ophæves til grevestanden. 

Billedkilde: Carsten Birk på Frederiksborg Slot november 2006; Dannebrogordenens Våbenbog (tome I, 1671-1722, våbenskjold nr. 107 i Christian V.’s regeringstid); Herman von Hams kopibog (107); Dannebrogordenens Våbenbog (tome III, 1773-1808, våbenskjold nr. 92);Elefantordenens Våbenbog (tome II, 1780-1878, våbenskjold nr. 53, 95), http://kongehuset.dk/vaabenboeger

 

 

 

 
 24-4-0-47.jpg

I Dannebrogordenens statutter fra 1693 er det fastsat, at en ridder af denne orden skal indlevere en tegning af sit våben til opmaling på et skjold, som ophænges i Ridderkapellet og til indmaling i ordenens våbenbog. Billedet ovenfor viser den indmalede tegning i våbenbogen.

Christopher Blome til Farve (1657-1729)’s våbenskjold (Christophorus Blohme in Farve et Neversdorf). Han udnævnes til ridder af Dannebrog 15. august 1698.

Han var jægermester, Geheimeråd og landråd i Slesvig og Holsten.

Han var søn af Henrik Blome (1616-1676) til Hagen, Farve og Waterneverstorf (se ovenfor).

Samme hund ses hos Christopher Blome's søn Henrik de Blome (Henricus de Blome, 1685- 1736) til Neverstorf, der gøres til ridder af Dannebrog 16. april 1727.

Billedkilde: Dannebrogordenens Våbenbog (tome I, 1671-1722, våbenskjold nr. 116 i Christian V.’s regeringstid); Herman von Hams kopibog (116); Dannebrogordenens Våbenbog (tome II, 1723-1773, våbenskjold nr. 18); 

 

 

 

chap24-4-0-45.jpg 

Otto de Blome's våbenskjold. I Dannebrog- og Elefantordenens statutter fra 1693 er det fastsat, at en ridder af denne orden skal indlevere en tegning af sit våben til opmaling på et skjold, som ophænges i Ridderkapellet og til indmaling i ordenens våbenbog. Billedet ovenfor viser de indmalede tegninger i våbenbogen

Otto de Blome (1684-1738) var overhofmarskal og geheimeråd for Holsten. Han udnævnes til ridder af Dannebrog 6. juni 1731 og ridder af Elefantordenen 1. august 1731. Han havde sit arvelige sæde på Dänisch-Nienhof (Neuenhof) og Güter Kaltenhof (Kallenhof) i Dänischenhagen, Slesvig; på Neversdorf (Neudorf) i Holsten, samt på herregården Oregård på det nordlige Fyn.

Det er samme Danske Hund der går igen fra Richard Blome: The Gentleman’s Recreation (1686), over Wolf De Blome, ridder 1695, Christopher Blome, ridder 1698 og til Otto de Blome, ridder 1731.

Billedkilde: Dannebrogordenens Våbenbog (tome I, 1671-1722, våbenskjold nr. 209 i Christian VI.’s regeringstid); Elefantordenens Våbenbog (tome I, 1660-1780, våbenskjold nr. 105-9 i Christian VI.’s regeringstid), http://kongehuset.dk/vaabenboeger

 

 

 

Indholdsfortegnelse
<< ForrigeNæste >>
 
Søgeværktøj
Fra Grímnismál (vers 32, Ældre Edda) ved vi at vor ven fra skov og have, det rødbrune egern Ratatoscr (sammensat af de oldengelske ord "ræt" + "tusc" med betydningen "Gnavertand"), er god til at frembringe svar på alt mellem himmel og jord. Nedenfor til højre fra billedet af Ratatoscr, fra Ólafur Brynjúlfsson: Gudeskrift m. bl.a. Ældre Edda (Edda Sæmundr) & Snorre Edda (1760), findes Google's søgeværktøj, der er tilpasset til at søge efter svar fra Asernes æt. Ifald søgeværktøjet ikke kan ses, højreklik på musen og genopfrisk (opdater) siden.
© Verasir.dk Asernes Æt • af Flemming Rickfors • E-mailHosting • En del af Fynhistorie.dk