Asernes Æt Verasir.dk

I 1500 tallet sker mange forandringer af vore landområder, og vore sæder er under indflydelse af Reformationen, der vinder indpas år 1526-36 e.Kr. De store forandringer går ikke Den Store Hund forbi, og forklaringen skal findes i hvorledes Jagten blev organiseret og udviklede sig.

Videreført fra Landstingsloven "Laalands Vilkaar" fra år 1446 e.Kr., der stadfæstes af Kong Hans år 1504 e.Kr., byder Maribo Kloster 12. februar år 1546 e.Kr. "at ingen maa holde mere end én Hund, og den skal han holde hjemme i sin Gaard, uden saa er, at han har „en føje Rakke", og den skal han og holde hjemme" ¹

¹ A. Heise: Hundes Lemlæstelse for Jagtens Skyld (Historisk Tidsskrift, 1881-1882, 3. række, bind V. s. 331).

En ”racke/rakke” er en hundehvalp af Den danske Hund som Myndehund, der har lært at gø, dvs. 5-6 måneder gammel. Fordi det kun er en hundehvalp, har den endnu ikke har lært at jage, og er derfor ikke en trussel for vildtet. Med tilføjelsen af ordet "føje", der på gammeldansk har betydningen "berettigelse, beføjelse", kan vi se at påbudet her åbner for at adelen kan lade sine store jagthunde opfostre hos bønderne i omegnen. Denne skik findes også på de kongelige hundegårde.

Kong Christian II. (regent 1513-1523)’s Gejstlige Lov af 1521 (kap. 4) forbyder Abbeder, Priorer eller andre Klostermænd i de store klostre at holde mere end ”to par Mynder og to Kobler Støvere” ¹. Men allerede år 1515 e.Kr. havde kongen i et brev til fogeder og lensmænd i Jylland og på Fyn, nedlagt forbud mod at bønder og andre ufri (dvs. ikke adelige) holde Hunde, Mynder (dvs. de store jagthunde) og Støvere eller andre hunde til jagt, mod en bøde af en okse.²

¹ C. Weismann: Vildtets og Jagtens Historie (1931, s. 40)
² A. Heise: Hundes Lemlæstelse for Jagtens Skyld (Historisk Tidsskrift, 1881-1882, 3. række, bind V. s. 331).

Kong Frederik I. (regent 1523-1533), farbroder til Kong Christian II., stadfæster år 1523 e.Kr. forbudet mod at præster, borgere og bønder i Nørrejylland holder Mynder, dvs. de store jagthunde.¹

¹ A. Heise: Hundes Lemlæstelse for Jagtens Skyld (Historisk Tidsskrift, 1881-1882, 3. række, bind V. s. 331).

Kalkmaleri fra Hyllested Kirke, Djurs Sønder Herred dateret til år 1500-1520 e.Kr. Den Store Hund ses her med halsende tunge jagende ræven. Hunden har halsbånd på med udadvendte pigge. Kilde: www.kalkmalerier.dk

”Naar Nogen har Lede til Mad, saa at han ikke kan spise,
da skal han gaa til Hundehuset, og medens Hunden æder, selv spise lidt af Truget,
saa vil han derefter faa Madlyst” ¹.

¹Se J. M. Thiele: Danmarks Folkesagn (1860, 3. Deel, s. 115, nr. 501). Thiele henviser også til Peder Nicolai Skougaard: Beskrivelse over Bornholm (1804, s. 79). ”Paa Bornholm, hvor denne Sygdom kaldes ”Madale” bruger man samme Middel”.

Kalkmaleri fra Gislev Kirke, Gudme Herred på sydøst Fyn dateret til år 1500-1525 e.Kr. Læseren skal lade øjnene hvile på dette ekstremt vigtige kalkmaleri et øjeblik. Herefter træder 5 hunde tydeligt frem og vi ser formentligt alle varianter af jagthundene i samtiden fremstillet. Yderst til venstre er Den Store Hund, og den er kæmpestor, med halsbånd og i snor, hvilket ikke alle hundene er vist med. Vi ser også at 2. hund fra oven ikke har kuperede ører og virker som en anden slags hund, måske en ”Englandshund”?. 3. hund fra oven synes tillige at være Den Store Hund, men er en anden variant, ihvertfald i ansigtet. Dette kan indikere en Blending selvom de kongelige jagtprotokoler ikke omtaler at ”Englandshundene” bliver indført før år 1585 e.Kr. Kilde: www.kalkmalerier.dk

Parforce-jagten

Den oprindelige jagtform fra tidernes morgen med brug af mand, hest, hund, bue og pil eller spyd, udvides med armbrøst ¹ fra år 800-1100 e.Kr., men med Jagten i uændret form.

¹Pave Innocens II (1130-43) tilser at Canon 29. fra det 2. Lateran-Koncil (Laterankonciliet, ”then general concili” i Jyske Lov (3. bog: kap. 9)) år 1139 e.Kr. indfører følgende forbud i min oversættelse til nudansk:

”Vi forbyder under bandlysning at det morderiske virke af armbrøstmænd og bueskytter, der er hadefuld over for Deos-Gud,
blive benyttet mod kristne og katolikker fra dette tidspunkt frem”.

”Hwer styres man skal sin wapæn hauæ fullæ mans wapen . octhæræ til eet arnbyrst. oc thry tylf pilæ oc een man ther skiutæ kan there meth"
(Hver styrmand skal have sine våben(,) have fuldt mandskabs våben . og der til et armbrøst. og tre (x) 12 pile og en mand der skyde kan der med)

Pointen her er at armbrøsten i år 1139 e.Kr. anses for et frygtindgydende nyt våben, et teknologisk fremspring så stort som atombomben, at den må forbydes – naturligvis forgæves. Bemærk at ordet oprindeligt staves ”arnbyrst” på olddansk med betydningen ”bue-kastemaskine”. Omskrivningen til et ord med tilknytning til "arm" og "bryst" er langt senere og skyldes vrang forståelse af ordet.

I den sene Middelalder, hvor Kongen og Adel, under stærk indflydelse af den importerede katolske kristendom, har ændret samfundsopbygningen fra Jarl-Karl-Træl til at konge, adel og kirke nu har hævet sig over almuen, er det ikke længere nødvendigt for hverken konge eller adel at jage for at sætte mad på bordet – det har man almuen til.

Jagten undergår derfor en ændring, hvor den bliver en sport- og træningsøvelse. Derfor skabes en ny og unaturlig jagtform kaldet ”La Chasse Par Force Du Cerf” eller ”Jagt med styrke efter Kronhjort”. Denne jagt kendes også som ”La Chasse Par Force de chiens” (Jagt med styrke af hunde”). Forskellen er at ikke alle jagter var efter hjortedyr. Man havde også vildsvine- og ulvejagter. I dag kender vi denne jagt under dens kortere navn ”Parforce-jagt”.

Gaston, den 3. Comte de Foix, også kendt som Gaston Phoebus, skrev år 1389 e.Kr. på fransk ”Livre de la chasse” eller ”Jagtbogen”. Han behandler denne jagtform, hvorfor vi ved at den på dette tidspunkt er udviklet med brug af horn, hunde og jagtselskab.

Som jeg viser i afsnittet "De store hunde år 385-1100 e.Kr." finder vi på Ole Worm's "Olifant"-jagthorn afbildning af en jagtscene, der forudsætter at Parforce-jagten er kendt. Dette jagthorn er dateret til ca. år 1100 e.Kr. og er gjort i Miklagård. Dette kan derfor være tidspunktet fra hvilken Parforce-jagten så småt begynder at vinde indpas.

Tager vi jagtscener fra kalkmalerierne i vore kirker som en rettesnor, ser det dog ikke ud til at man i Danmark påbegynder denne jagtform før ca. år 1494 e.Kr. og fremefter.

Kærnen i Parforce-jagten var at stress-jage vildtet og gennemføre en omkredsning, herunder ved brug af jagttøj. Hundene skulle nedlægge vildtet ved at gribe fat i ørerne og nakken, men vildtet skulle holdes i live.

Den Store Hund må nu ikke længere løbe vildtet ned og dræbe det ved strubebid, hvorefter den afventer jægerens ankomst. Dette er den naturlige jagt, og hvad Den Store Hund er avlet til.

I Parforce-jagten indgår Den Store Hund i en Meute af mange hunde. De store jagthunde skal afvente jagtselskabets ankomst, hvorefter den ærede gæst, med paryk og hvid-pudret fjæs, drager sin kårde og gennemborer vildtets hjerte.

Peder Syvs kjernefulde Ordsprog” (1807, s. 52) siger:

”De hunde som skal nødes til Skoven, bede ikke mange Dyr”

(”Dette gammeldags Jagtudtryk betegner at opjage og trætte et Stykke Vildt, indtil det er fanget”)

Denne mærkværdige jagtopgave var Den Store Hund ikke avlet til, og derfor kunne den ikke løse denne opgave tilfredsstillende. Den havde, som vi kan se, stadig et udpræget myndepræg, men manglede vægtfylde til at kunne holde levende vildt nedlagt. I hundeavl er løsningen åbenlys, og det vidste vore konger godt.

Agnolo di Cosimo (Il Brozino, 1503-1572): Ritratto di Guidobaldo della Rovere (Portræt af Guidobaldo della Rovere), der findes på Galleria Palatina, Firenze, Italien. Guidobaldo II della Rovere (1514-1574) var hertug af Urbino fra år 1539 e.Kr. til sin død. Urbino er ret øst fra Firenze ud mod Adriaterhavet. Vi ved fra Maleren Andrea Mantegna (ca. 1431-1506) fra Venedig, at der i det nordlige Italien fra år 1465-1474 e.Kr. findes den enorme hvide hund, der i samtidens Frankrig kaldes "Alaunt" (Alan + hunt/hund) eller "deugge des alans". Derfor må vi forvente at den stadig findes i området i tiden 1539-1574. Maleriet er formentlig fra omkring år 1546 e.Kr., året hvor Guidobaldo II della Rovere blev ophævet til Hærleder (Governatore) af Republikken Venedig. Sikkert derfor er han afbildet i fuld rustning med sin store myndehund i "klø-stilling". Hunden har et stort brunt læderhalsbånd på. Til halsbåndet er føjet en ring i en lille kæde, gennem hvilken jagtsnoren blev ført. Det er derfor meningen vi skal opfatte hunden som hertugens foretrukne jagthund.
Billedkilde: Wikipedia

“I Københavns Slotsgaard stod saaledes en Ulv i Lænke ¹, paa Frederiksborg en Bjørn, endda kun bunden i Reb ². Frederik den Anden anskaffede sig Aar 1562 en Løve, og befalede "den en god Karl tilskikket, der kunde tage Undervisning, hvorledes man med hende skal haandtere” ³.

¹ Peter Frederik Suhm (1728-1798): Nye Samlinger til den danske Historie (1792-95, Bog III af IV, s. 98).
² Rentemester Regnskab 1582. Rigsarkivet.
³ Tegnelser over alle Lande 30 Oktober 1562. Rigsarkivet.
Kilde: Troels Frederik Troels-Lund: Dagligt Liv i Norden i det sekstende århundrede (1879-1901, Bog VI (af 14) Hverdag og Fest, s. 193-4).

Frederik II. (regent 1559-1588) forbyder år 1563 e.Kr. nogle Lensmænd at have mere end ”et Hold Mynder og to Kobbel¹ Støvere”.

¹Fra normannerfransk ”cople”, latin ”copula” i betydningen ”holde sammen” der på moderne engelsk gennem ”couple” er betegnelsen for to personer der samlever. Det nuværende engelske ord ”pack” i betydningen ”gruppe af hunde/ulve/løver på jagt” er fra 1400 tallet. At der ikke findes et fælles ord på oldnordisk og oldengelsk indikerer at jagt før år 446 e.Kr. ikke fandt sted med store grupper af hunde trænet til at jage i flok. Vi kan dog fra Bayeux-gobelinen se at teknikken er indført år 1066 e.Kr. Ved forståelsen af den oprindelige betydning af ”kobbel” kan vi se hvorfor normanneren Henri de Ferrieres ca. år 1370 e.Kr. i ”Le Livre du Roy Modus” forklarer at ”et kobbel består af 8 hunde, men mindre kan gøre det. To er dog minimum”.
kilde: Museumsdirektør Jette Baagøe, Dansk Jagt- og Skovbrugsmuseum + C. Weismann: Vildtets og Jagtens Historie (1931, s. 64).

Frederik II. forbyder 7 år senere løse hunde i København den 24. juli 1570:

”Fremdellis schall jngenn, som boer vdenn byenn vdj hauffuernne¹, hollde hunde, som løffue løss och biide faarr eller giør follckitt skade, menn huem, som will hollde hunde, skall binnde dem y jernnlenncker och forwaarre dem, att dett er huer mannd vdenn skade, saa framtt de wille icke suarre och staa till rette for hues skade samme hunde giørre”.²

¹Samtidens matrikelnr. kaldtes i København en ”have”. F.eks. køber Chr. IV. 14. februar 1606 25 haver mellem Øster- og Nørreport der bliver til Rosenborg Slot og have. På dette tidspunkt har man stadig får og grise inden for byens mure. For yderligere læsning om jordens oprindelige opdeling i ”Bool” (bopæl med jord eller en gård med toft i byen, hvorfra ordet ”bolig” udvikles) og senere Otting, Mark Guld og Mark Skyldjord se Svend Aakjær’s ”Kong Valdemars Jordebog” (1.bind, hæfte 1, s.64-121). Vi ser ordet ”bool” via det olddanske ”bøli” videreført i stednavnene Brydebølle, Egebølle, Engebølle, Havbølle, Majbølle, Nybølle og Nybøll (i England), Nytæsbøl (i 1200 tallet e.Kr. i Musse Herred, Lolland), Ringsebølle, Skodsebølle (fra det oldnordiske ”skotr”, en skotte), Skovbølle og Øllebølle (fra det oldnordiske ”ylr” eller ”varme”, dvs. en mose). Se Anders Gjerrum & Christian Lisse: Maribo Amts Stednavne (1954).

² Se Oluf Nielsen: Kjøbenhavns Diplomatarium (1838-1896, Bind I. s.446-447).

”Ogsaa for Hundene interesserede Kongen (Frederik II., regent 1559-1588) sig meget; han vilde vide Besked med, hvordan det gik med de unge Englands Hvalpe, om de var smukke og velskabte eller om nogen af dem var krogbenet og ilde skabt”. Han takkede for den Leit-hund¹, Peder Oxe (1520-1575) havde foræret ham, og sendte år 1585 e.Kr. et Skib til England efter Hunde; nogle Maaneder senere takkede han Dronning Elisabeth I. af England (regent 1558-1603) for det tilsendte Kobbel Jagthunde, som han daglig benyttede paa Jagten i denne Tid og berømmede meget. Til Gengæld vilde han gerne sende Dronningen nogle hurtige islandske Hunde, hvoraf han endnu havde nogle faa stykker; de var særlig egnede til Hjortejagt. I 1587 e.Kr. blev en Stald i Ringsted Kloster ombygget til Kongens Hunde”².

¹ ”Leder-hund”, dvs. den hund der blev holdt i snor og som ledede de andre hunde. Der er nogen forvirring omkring dette fagudtryk idet mange synes at forstå dette som ”den der leder efter vildtet”. Det er ikke ordets betydning, men da den samlede Meute, under ledelse af en Leithund, har til opgave at finde vildtet, smelter forståelsen sammen.
² C. Weismann: Vildtets og Jagtens Historie (1931, s. 71). Forholdet til Dronning Elisabeth I. har været meget tæt. Kongen skriver i sin dagbog søndag 6. oktober 1583: ”I dag faldt den orden af min kæde, som jeg fik af dronningen af England, dog jeg hængte den straks på igen” (Skalk, 2006:4, s.27).

Fra Kong Frederik II.’s kalenderoptegnelser (dagbøger) kan vi se at det slot hvor han befandt sig bedst var Skanderborg Slot¹. Julen afholdes på dette slot i årene 1566, 1572, 1574, 1579, 1581, 1582, 1583 og 1587.

¹ ”Ikke noget bekvemmere sted end Skanderborg” (Skalk, 2006:4, s.24)

Skanderborg Slot blev ”bygget og befæstet” med ordre givet af Kong Fredrik II. 6. oktober 1561 og står færdigt sommeren 1572. Vi kan ligeledes se fra kongens dagbøger, at hans jagtudflugter var i de midtjyske skove, herunder i Torrild, Ravnholt, Fregerslev, samt på urkokke i Vinding.

I årene 1580-1586 e.Kr. fremstilledes 40 tapeter, der i dag kendes som ”Kongetapeterne/Kronborgtapeterne”. Tapeterne viste 113 danske konger og blev gjort specielt til Kronborg under ledelse af Hans Knieper fra Antwerpen. Opdragsgiveren Frederik II. er selv afbildet sammen med sin søn, den senere Christian IV. I dag er kun 14 af tapeterne tilbage, hvoraf 7 hænger på Kronborg (Knud IV., Valdemar II. Sejr, Erik IV. Plovpenning, Abel, Erik V. Klipping, Christoffer II. og Oluf II.) og 7 på Nationalmuseet i renæssanceudstillingen. Der findes tillige en Bordhimmel, der blev taget af svenskerne som valrov, og nu udstilles på Stockholms museum. Disse tapeter regnes, i teknik og kunst, for uden sammenligning i resten af Europa.

Store Hund kongetapet Skanderborg dyrehave.jpg

Uddrag af Kongetapetet fra årene 1582-1584 e.Kr. visende en Vildsvinejagt (det noget bekymrede vildsvin ses i buskadset). Bemærk jagtens opbygning. Der er to ryttere, hver med ét spyd (leithunde-drengen holder det ene spyd for rytteren i billedet). Der er 6 af Den Store Hund som mynde i Harlekin. Dernæst har hver rytter én Sporhund (støver) der holdes i snor af en Besuchknecht. I billedets forgrund har en af Sporhundene fået færten af vildsvinet. Den anden Sporhund ses ved den anden rytters højre flanke. Sammenholdt med vor viden om Den Hvide Hest kan vi slutte at rytteren på den hvide hest er Kongen, vist i den oprindelige jagt, hvor kongen jager med spyd. Det antyder da at Kong Frederik II. ikke indfører Parforce-jagten før han får importeret Englandshunden og kan skabe de store ”Blendinge”. Alle hundene har halsbånd på og vi kan se at et ”kobbel” her er 2 hunde pr. Leithundedreng. Scenen viser den indhegnede Dyrehave syd for Skanderborg. Fra Skanderborg Slot, på den lille ø i Skanderborg Sø, red man mod vest over broen og ind i Dyrehaven. Nedenfor gengives forstørrede billeder af de ovenfor viste hunde.
Billedkilde: Skalk (2006:4, s.21, 26) og artikel skrevet af Museumsinspektør Helle Reinholdt, Skanderborg Museum, som jeg også takker for tilsendelsen af de her viste billeder.

Der var mange former for jagt og betegnelsen ”Den Store Jagt” omfattede jagter på hjorte, vildsvin, ulve og andet stort vildt.

Til jagt på hjort og vildsvin anvendtes især Den Engelske Hund, ”et stort, kraftigt og hurtigt, men noget klodset Dyr, der formaaede at indhente de fleste Vildtarter og ved Vildsvinejagt ofte var iført Beskyttelsespuder, som dækkede Bryst og Sider og var udstoppede med Haar. De afrettedes til at gribe Vildtet i Ørerne, thi Ulven kunde ikke bide og Hjorten bruge sit Gevir eller Vildsvinet sit Gewehr, sine hugtænder, naar der hang en saadan tung Hund ved hvert Øre....”¹

¹ C. Weismann: Vildtets og Jagtens Historie (1931, s. 438-440)

Øverst: Maleri af Hans Knieper fra ca. 1585 af ”Det Gamle” Frederiksborg Slot, nedrevet ca. år 1600 e.Kr. Hovedbygningen til højre var opført af Herluf Trolle få år før Frederik II. erhvervede anlægget i 1560. Frederik II. supplerede Herluf Trolles anlæg med staldlængerne og de to runde tårne på den sydlige ø. Disse bygninger fik lov til at stå da Christian IV. gik i gang med sit nybyggeri 1602 og findes stadig. I billedets forgrund på Den Hvide Hest, og derfor kongen, ses Frederik II. Som mange andre af vore kunstskatte taget valrov af Karl X. Gustav efter fredstaflet 3. marts 1658 på Frederiksborg Slot. Maleriet befinder sig nu på det svenske kongeslot Gripsholm som en del af ”Statens Porträttsamling”.
Nederst: Da originalmaleriet, som man kan se, er indrammet i glas, hvilket vanskeliggør god fotografering, er de her viste nærbilleder af Frederik II.’s tre store hunde taget fra kopien gjort 1908-1909 af Thomas Viborn (83 x 189 cm), der befinder sig på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg (inventar A 1872, stue 27). Til venstre er to store hunde i den oprindelige ”Mjøhund” (myndehund)-udgave. Til højre ved hestens højre flanke ser vi kongens nyanskaffede Englandshund – mastiffen – Broholmeren. Vi kan se fra det samtidige Kongetapet fra Skanderborg Dyrehave (vist ovenfor), hvor samme konge rider samme hvide hest, at hundenes ansigtstræk her er malet noget akavet - mere russisk ulvehund end myndeudseendet vore store hunde havde i samtiden. Bemærk at de to store hunde holdes i én snor, der går løst gennem en ring siddende foran på halsbåndet af hver hund. Dette gør at Leithundedrengen kan slippe begge hunde løs ved ganske enkelt at slippe den ene ende af snoren.
Billedkilde: Carsten Birk, der gemmer sig i det øverste billede, fra udstillingen på Frederiksborg Slot november 2006.

Fra Peder Laales Danske Ordsprog (nedskrevet i 1300 tallet):

Nr. 210 Hwndhen løber om brødhet oc haren om liffwedh.
(Hunden løber for (at fortjene) brødet og haren for livet)

Kongetapetet fra årene 1580-1586 e.Kr. visende Frederik II. og hans søn, den senere Christian IV. Frederik II. ses sammen med sin favorit-hund. Vi bemærker at kongen’s andet Valgsprog "Treu ist Wildt Brat" er indgraveret i hundens halsbånd som ”T.I.W.B”. Valgssproget oversættes til ”Troskab er vildtbrad” og dette er en meget vigtig oplysning. ”Vildtbrad, Vildtsteg” var det absolut bedste kød der fandtes, og da vildtet er sjældent og vanskeligt at træffe, drages sammenligningen med troskab. Frederik II. er næppe den eneste hundeejer der tildeler troskabs-æren til favorit-hunden. Da vi ved at Frederik II. Importerer Englandshunde år 1585 e.Kr. kan vi sige med stor sikkerhed, at det viste kongetapet er fra år 1585-86 e.Kr. og viser en Englandshund som den så ud ved ankomsten til Danmark. Betydningen af dette kongetapet kan kun vanskeligt beskrives. Englandshunden er dels stamfader og –moder til Broholmeren ¹, dels den hund, der bliver krydset med Den danske Hund i myndeudgaven og giver Blendingen; den nuværende Grand Danois.

¹ *Englandshunden = Englische Hund, Die dänische Dogge = Den danske Hund = Broholmeren

Der er ingen historiske kilder, der nævner eller viser hunden før Frederik II. (regent 1559-1588) blev givet nogle "Englandshvalpe" af Dronning Elisabeth I. af England (regent 1558-1603), og år 1585 e.Kr. sendte et skib til England efter dem. Christian V. (regent 1670-1699) købte år 1680 e.Kr. "Engelske Hunde" ¹.

¹ C. Weismann: Vildtets og Jagtens Historie (1931, s. 334)

Som vi vil se fra såvel Buffon i år 1755 e.Kr., som i Dr. Fitzingers afhandling fra 1867 (se underafsnittet "Der grosse dänische Hund - Dr. L. Fitzinger"), findes der i den danske avl en klar linie af mastiff hentet fra England fra år 1585 e.kr. fremefter. De importerede dogge-typer skal bruges til at forbedre den oprindelige Danske Hund med myndepræg, og skabe de enorme "Blendinge"; nudagens Danske Hund.

Da Parforce-jagten endeligt nedlægges ved Kongelig Resolution 20. oktober 1777, erstattes denne af en Støverjagt, der endeligt ophæves år 1789 e.Kr. Herfra sendes hele det kongelige hundopdræt ud på landets godser fra den kongelige hundegård, der fra år 1747 e.Kr. er ”De Thura’ske jagtlænger/jagtbygninger” (Jægersborg Kaserne) (se "Bilag U: Oprindelige hundebud, hundegårde & jagthunde 1710-36"). Dette forklarer hvorfor man i Danmark i 1800 tallet, men ikke i udlandet, har flere forskellige navne for samme hund.

Vær her særligt opmærksom på at Dr. Fitzinger i sin afhandling i 1867 beskriver "Die dänische Dogge" (Danske Dogge) som en krydsning af en mastiff og Den danske Hund i "Blending"-udgaven, der i sig selv er et kryds mellem Den danske Hund i myndeudgaven og en mastiff (Englandshunden, Broholmer), jvf. "Sie ist daher ein doppelter Bastard reiner Kreuzung". Det er derfor Dr. L. Fitzinger skriver at hunden er en dobbelt krydsning. Den dogge han beskriver er med andre ord den nuværende Broholmer, der er væsentligt større end den oprindelige "Englandshund" fra år 1585 e.Kr.

Fra Dansk Kennel Klub: Broholmer (1999, s. 9) kan vi se at der fandtes en gren af hunden på:

Frijsenborg Slot i Hammel, Østjylland (Frijsenborgstammen)
Löwenborg/Løvenborg, sydvest for Holbæk (Löwenborgstammen)
Broholm Gods, Gudme ved Svendborg (der navngiver hunden og har storavl 1850-1882 under Kammerherre Niels Frederik Bernhard Sehested (1813-1882))
Jægerspris Slot (Frederik VII + Grevinde Danner’s hunde fra ca. 1854-1874, Jægersprishunden. Disse hunde kom fra Broholm Gods)

I 3. udgave af Alfred Edmund Brehm (1829-1884)’s værk ”Tierleben” (Säugetiere – Zweiter Band, s. 125-126), ofte blot kaldt ”Brehms Tierleben”, der udkom 1890-93, forklares det om "Der dänifche Hund" i Danmark:

"...Dort wird er gegenwärtig in größerer Anzahl nur auf zwei Rittergütern gezüchtet, und zwar in einer kleineren, aber für edler geltenden gelben und fchwarzgefichtigen Unterraffe in Broholm fowie in einer größeren, rein gelben Unterraffe in Brolykke..."

som jeg oversætter til:

"...Dér bliver den i vore dage kun opdrættet i større antal på to godser, og det i en mindre, men forædlet gylden udgave og sortudseende underrace på Broholm samt i en større, ren gylden underrace på Brolykke..."

Fordi 3. udgave af værket fra 1890-3 er underlagt censur som en del af et storstilet tysk forsøg på at omskrive hundens historie er "Der dänifche Hund" her identisk til Broholmeren, hvad også direkte fremgår af det skrevne.

Broløkke (Brolykke) er ét af to mulige godser:

Broløkke Gods var hovedsædet for stamhuset Ahlefeldt (nu ophævet), og ligger i Magleby Sogn på det sydøstlige Langeland. I den tidsperiode der her omtales, er ejerforholdet:

(1773-1826) Christian greve Ahlefeldt-Laurvig
(1826-1866) Slægten Ahlefeldt-Laurvig
(1866-1917) Christian Johan Frederik greve Ahlefeldt-Laurvig.
Herregården Broløkke ligger i Viby sogn, Bjerge Herred, Kerteminde, Fyn. I den tidsperiode der her omtales, er ejerforholdet:

(1825-1853) Johan Frederik Utke
(1853-1863) Johan Ernst Utke
(1863-1865) Enke Fru Utke gift Dahl
(1865-1868) Allan Dahl
(1868-1875) Hans Juel
(1875-1878) Niels Rudolf Juel
(1878-1923) Hans Rudolf Juel

Der er to ting der peger på at det er Broløkke Gods på Langeland der her tænkes på. Dels er det en indbygget del af den tyske skabelsesmyte fra 1880 fremefter, at bortforklare begrebet ”dänifsche Hund” med at der ganske rigtigt findes en stor dansk hund, men at dette er en ganske anden hund, nemlig den engelske mastiff, der opdrættes på Broholm Gods, Gudme ved Svendborg (der navngiver hunden og har storavl 1850-1882 under Kammerherre Niels Frederik Bernhard Sehested (1813-1882).

Det andet vidnesbyrd finder vi ved at efterse slægten Ahlefeldt’s våbenskjold.

Til venstre: Våbenskjoldet til Greve Ahlefeldt-Laurvig-Lehn.
Til højre: Våbenskjoldet til Ahlefeldt af Langeland.
Billedkilder: Hans Nørgaard (www.fynhistorie.dk ) og Finn Holbek (http://finnholbek.dk/

Den hvide mastiff-hund er i lige ubrudt linie de ”Englandshunde”, der fra år 1585 e.Kr. ankommer fra det engelske hof, som vi tidligere har gennemgået. Den hvide hund er i folkemunde kendt som ”den ahlefeldtske hund”. Da Frederik Greve af Ahlefeldt og Rixingen (1623-1686) ved Kgl. Patent af 20. 1672 ophøjes i den danske Grevestand, og gives Tranekjær Amt under navnet Langeland som arveligt Grevskab, gives Frederik Greve Ahlefeldt til Langeland og Rixingen et våbenskjold for Grevskabet Langeland ved Kgl. Patent af 30. marts 1677. Dette våbenskjold indeholder den hvide mastiff-hund, og er i våbenskjoldet beskrevet som ”I: en paa rød Pude siddende hvid Hund med rødt Halsbaand;”. Det ser ud til at afbildningen af hunden viser en unghund af vor store jagthunde, som vi kalder en ”racke/rakke”. Hundetypen "racke/rakke" er skarpt defineret helt fra Skånske Lov år 1200-28 e.Kr. (se afsnittet "Hunden i arilds tid", underafsnit "Skånske lov og andre landskabslove"), og vi ser at dette stadig er tilfældet i f.eks. Jacques Christophe Valmont de Bomare (1731-1807): Dictionnaire raisonné universel d'histoire naturelle (Paris, 15 bind, 1761), hvor han kalder hundetypen for "le roquet". Valget af en unghund af Den danske Hund er derfor ingen tilfældighed.

For at den hvide ”Englandshund” skal finde vej ind i Ahlefeldt-slægtens våbenskjold i år 1677 e.Kr., må Frederik Greve Ahlefeldt have været endog meget tæt på den danske kongefamilie og den kongelige hundegård. Han gifter sig år 1656 e.Kr. med Margrethe Dorothea, der var Rigsgreve Christian Rantzau’s eneste datter, og tilmed stod til at arve Tranekær Slot, Langeland. Rigsgreve Rantzau var overstatholder for Danmark. Fra år 1676 e.Kr. til sin død er Frederik Greve Ahlefeldt storkansler for Danmark. Sønnen Frederik lensgreve Ahlefeldt (1662-1708) blev 8. november 1686 e.Kr. som 24-årig gift med den kun 14-årige Christiane Gyldenløve (1672-1689), datter af Kong Christian V. og hans "maitresse" Sophie Amalie Moth. Derfor udnævnes Frederik lensgreve Ahlefeldt samme år 1686 e.Kr. til statholder af Slesvig-Holsten, hvilket han forblev til sin død.

Det må være et rimeligt bud at det er de nære forbindelser til Kong Christian V. der er altafgørende for at vi ser en ”Englandshund” i det Ahlefeldtske våbenskjold. Udover at der allerede fandtes ”Englandshunde” i den kongelige hundegård ved vi, at Kong Christian V. år 1680 e.Kr. købte yderligere ”Engelske Hunde”, for at kunne skabe de store blendinge.

At mastiffen i 1800 tallet er forbundet med Broløkke Gods, Langeland kan ikke kun skyldes at hunden findes i den langelandske Ahlefeldt-slægts våbenskjold. Der må i 1800 tallet være avlet hunde på godset, som vi ser det på Broholm Gods. Og denne hundeavl kan kun skyldes at Ahlefeldt-slægten naturligvis har fuld forståelse for ”Englandshundens” betydning i deres eget våbenskjold. Grev Ulrich Holstein-Holsteinborg, Grev Ulrik Ahlefeldt-Laurvig og Grev Preben Ahlefeldt-Laurvig hjalp mig i november 2008 med at efterse om vi kunne erindre noget om et opdræt på Broløkke Gods på Sydlangeland. Det lykkedes os ikke at finde yderligere spor i sagen i denne omgang. Det betyder ikke at det ikke har fundet sted, men at vi endnu ikke har fundet vidnesbyrd, der kan understøtte påstanden.

Johan Täntzer nævner i sit værk ”Der Dianen Hohe und Niedere Jagdgeheimnüsz (1682-89 i 3 bind), skrevet i Danmark, det helt særegne ved vor hundeopdræt, nemlig en engelsk linie i avlen, som han kalder ”englische Hund”. Den engelske linie kan direkte aflæses af jagtprotokollerne fra år 1710-36 (se ”Bilag U-0: Oprindelige hundebud, hundegårde & jagthunde 1710-36”, underafsnit ”De Kongelige Jagthunde år 1710-36”).

Efterfølgende i december 2006 gik det op for mig at også kynologen Viggo Møller mente at Broholmeren er Englandshunden. Han skriver: "...den saakaldte "Slagterhund", en Bastard af den Engelske Mastiff...Nu kaldes denne Broholmer efter Opdrætsstedet." (se Dansk Kennel Klub: Broholmer (1999, s. 12)).

"Den danske Hund. Canis familiaris danicus"

"b. Den store danske Hund, Slagterhunden (c.f. danicus; Le grand Danois Buffon? Martini Buff. 2 Th. Tab. 22? Alg. Hist. d. Nat. 3 Th. 1 B. Tab. 26? Dett Værk Tab. 10. En af de største og stærkeste Hunde, med et stort Hoved, føer af Lemmer, med hængende Øren, langstrakt Snude, korthaaret, rødgul med sort Snude, Flaben noget hængende. Af en godmodig Natur, dog glubsk, naar den hidses af sin Herre. Bruges som Gaardhund, til Forsvar mod Tyve, deels løsgaaende om Natten, deels i Lænke, ogsaa paa Reiser til Forsvar for Vogne. Holdes i Danmark ikke sielden paa Herregaarde og andre store Steder.

Anm. Af denne haves ingen god Tegning; Buffons Figur, hvorefter alle andre ere copierede, er med brogede Farver og mangler den korte Snude. Uvist, om det skal være den her beskrevne *).

*) Udgiveren har ved Hr. Ltn. v. Henckel ¹ ladet den Tegning besørge, som følger nærværende Værk. Udg. Anm."

¹Løjtnant von Henckel er formentlig identisk til Ferdinand Frederik Henckel (1793-1855), en af vore store krigshelte fra 1848. Han døde som oberstlieutenant den 25. juli 1855.

I Dansk Jagttidende (Nr. 6, september 1886, s. 81-89) giver Viggo Møller: "Den første Jagt- og Hundeudstilling i Kjøbenhavn 1886" sine betragtninger omkring den første hundeudstilling afholdt 23.-27. juli 1886 i Rosenborg Have i København. Heri lyder det bl.a.:

”I Melchiors ”Den danske Stats og Norges Pattedyr” (1834) gives en koloreret afbildning af Hunden [Broholmeren], der i Texten beskrives som ”den store danske Hund eller Slagterhunden”. Men Forfatteren holder i øvrigt ikke de to Racer af danske Hund, nemlig den, som han afbilder, og den, som Buffon beskriver under Navn af ”Le grand Danois”, ud fra hinanden, skjønt han gjør opmærksom paa, at de ikke stemme overens.”

Læseren er nødsaget at vide, at der i almindelig tale i Danmark i første halvdel og midten af 1800 tallet ikke skelnes mellem den hundetype vi i dag kalder Den danske Hund (Grand Danois) og den hundetype vi i dag kalder "Broholmer". Begge hunde kaldes "Den danske Hund". Først da Kong Frederik VII flyttede til Jægerspris Slot, efter at have erhvervet det i 1854, opstår betegnelserne "Fr. VII's Race, Jægersprishund", hunde der alle kom fra Broholm Gods. Det er først med oprettelsen af Dansk Hundestambog, der udkommer første gang i slutningen af 1888, at man vedtager to navne der skal fremhæve forskellen. Her vedtagers to navne: "Den store danske Hund" (hvortil man ved hundeudstillingen i København 1888 kobler "Grand danois" i parentes), og "Den danske Hund" (hvortil man ved hundeudstillingen i København 1888 kobler "Broholmere" i parentes).

Denne meget sjældne tegning fra 1834 af Englandshunden, née Den danske Hund, née Broholmeren viser arven direkte til kongetapetet og de første Englandshunde fra år 1585 e.Kr.
Kilde: H. B. M. Melchior: Den danske Stats og Norges Pattedyr (1834). Tak til Birte Scheel, Det Kgl. Bibliotek for at finde bogen frem.

Tømrerhandler Milner fra Hillerød med sine to Broholmere ca. år 1900.
Billedkilde: Dansk Kennel Klub: Broholmer (1999, s. 14)

Fra Kong Knud's Skovlov for England kan vi se at England er kendt for sine dogge-typer i Kong Knud's regeringstid (se afsnittet "Kynologi, fagudtryk og stjernebillede", underafsnit "Kong Knud’s Skovlov fra år 1031 e.Kr.").

Dam Julyans Barnes (Dame Julyans Bernes, 1388?-): Boke of huntyng ( St. Albans, 1486) skriver: "Thyse ben the names of houndes. Fyrste there is a Grehoun, a Bastard, a Mengrell, a Mastiff, a Lemor, a Spanyel, Raches, Kenettys, Teroures, Butchers Houndes, dunghyll dogges, Tryndeltaylles, and pryckeryd currys...).

Dr. John Caius (1510-1573): De Canibus Britannicis (1570) er en af grundlæggerne af Gonville & Caius College, Cambridge. Han var samtidigt livlæge for Dronning Elisabeth I. fra hvem vi modtager "*Englandshunden" år 1585 e.Kr. I kapitlet omhandlende hunde (Of Englishe Dogges, the diversities, the names, the natures, and the properties) ¹ opdeler han hundene i England i 4 grupper. Den 4. gruppe (The fourth Section of this discourse) kalder han "Dogges of a Course Kind serving for many Necessary uses, called in Latine Canes Rustici, and first of the shepherds dogge, called in Latin Canis Pastoralis". De to hovedtyper kalder han "the shepherds dogge" (hyrdehund) og "mastiff eller Bandogge". Hans beskrivelse af "mastiffen, Bandogge" lyder på Middle English:

"The Mastyve or Bandogge is vaste, huge, stubborne, ougly and eager, of a hevy, and burthenous body, and therefore but of little swiftnesse, terrible and frightful to beholde, and more fearce and fell than any Arcadian curre".

¹Originalteksten er på latin, men oversættes allerede til Middle English med "Treatise on Englishe Dogges" (London 1576). Den nuengelske oversættelse er fra Dellinger (s. 23-25, genoptrykt 1880 af A. Bradley). "Arcadia, Arkadia” er et peloponnesisk landskab. “Curre” (fra det oldnordiske “kurr”? eller “knurre”) skal opfattes som et bidsk gadekryds af en hund med dårlig pels. En ”Arkadisk knurrer” (Arcadian curre) er derfor den meste bidske hund man kan forestille sig.

Betegnelsen "Bandogge" (Middle English) eller "Bandog" (nuengelsk) kendes først fra 1300 tallet. Ordet er sammensat af det oldnordiske "band" (bånd, lænke) + "dog" dvs. "en bundet dogge, en dogge holdt i snor" (underforstået fordi den er livsfarlig).

King George I.'s fem ældste børn med den nu uddøde Lyme Mastiff.
Malet af Anthony Van Dyck malet år 1630 e.Kr.
Således så den engelske kongefamilies mastiff-dogge ud.
Maleriet findes på Windsor Castle.

Den Store hund Ejler Grubbes tid.jpg

Billedfrise fra Herregården Lystrup Slot, kongsted sogn, Fakse Herred. Gården kom til Grubbe-slægten 1514. Ejler Grubbe (1532-1585) var en del af kronprinsens (den senere Kong Frederik II.) hofetat på Malmøhus i Malmø, hvor han blev skånsk gift med Else Bjørnsdatter Laxmand. Kong Frederik II. betalte for deres bryllup i København 1559. Ejler Grubbe overtog Lystrup 1560 og blev 1561 Rentemester (Finansminister). Billedfrisen er lavet 1579 og er derfor fra før Frederik II. i 1585 henter Englandshundene fra England, hvorefter vi ser de store Blendinge. At den viste hund er Den Store Hund med myndepræg kan ses ved sammenligning med afbildningen af Fred. II’s Englandshund fra kongetapetet fra år 1585-86 e.Kr. Det må være troligt at det er Fred. II. der giver Ejler Grubbe en af sine store hunde som tak for god tjeneste. Det er ingenlunde et tilfælde at vi ser Den Store Hund løbende foran hestespandet. Dette er i samtiden den klassiske fremstilling af hunden overfor omverdenen i Danmark og England. Jesse Edward skriver i ”Anecdotes of Dogs” (1846, genudgivet 1893) om ”The Great Danish Dog”....”like the Dalmatian, he is chiefly used in this country as an attendant on carriages, to which he forms an elegant appendage”. Edward C. Ash skriver i "Practical Dog Book" (1931) i afsnittet om "The Great Dane": ”Whilst the Dalmatian accompanies the carriages of servants, horses, and persons of less importance, the Great Dane ran ahead of those of great nobility and wealth.” Og det er jo netop hvad vi her ser afbildet.
Billedkilde: Danske slotte og herregaarde (2. bind, 1943, s. 72-80)

"Igaar kunde du her have set et mærkeligt Syn: tre Jagthunde hidsede paa en Ulv. Ulven drev dem med stor Tapperhed tilbage.
Hvis du kommer igen om et Par Dage, skal jeg fornøje dig med samme Skuespil” ¹.

¹Uddrag fra Christian IV.’s latinske stilebog. Brev skrevet i København 16. marts 1593 e.Kr. Kilde: Troels Frederik Troels-Lund: Dagligt Liv i Norden i det sekstende århundrede (1879-1901, Bog VI (af 14) Hverdag og Fest, s. 192).

De store Blendinge

”De store engelske Hunde kunde lige saa let som Mynden indhente Haren, men de var ikke behændige nok til at tage den. Krydsning mellem den engelske Hund og Mynden brugtes til Ulvejagt og til at tage saarede Hjorte, som brød ud gennem Jagttøjet (de afspærringer af dug og net der opsattes for at holde vildtet i et givet område)”¹.

¹ C. Weismann: Vildtets og Jagtens Historie (1931, s. 441)

Som vi kan se gør den kongelige hundekennel ganske enkelt det at den importerer den mindre, men meget tunge og muskuløse mastiff-type fra England i flere omgange, og man begynder at avle hvad bliver de enorme, og i hele Europa berømte, ”Blendinge”, den nuværende Grand Danois hund. Denne opdræts-beslutning er stadig fuldt ud gennemført i De Kongelige Jagtprotokoller på Meutegaarden ved Jægersborg for årene 1710-36 (se ”Bilag U-0: Oprindelige hundebud, hundegårde & jagthunde 1710-36”).

”Vildsvinejagt” af Franz Snyders (1579-1657). Flamsk maler, der specialiserede sig i dyr og jagtscener. Maleriet er 194 x 340 cm og findes på Rockox House, Antwerpen. Han var hofmaler for Ærkehertug Albert Ernst til Østrig, Hertug til Luxembourg, og fra 1595 guvernør på vegne det spanske monarki over det besatte Holland og Friesland. Et af hans hovedværker med store hunde, Hjortejagten, blev givet som gave til Kong Philip III til Spanien, hvor det stadig findes. Et andet med store hunde, Caccia al Cinghiale, findes på Galleria Nazionale d’Arte Antica a Palazzo Barberini, Rom.

Som vil træde tydeligt frem for læseren efter at have set andre samtidige eksempler på flamske og hollandske maleres afbildning af jagtscener med vore store hunde, kopierer malerne hinanden, de vil sikkert hellere at vi kalder det ”guddommelig inspiration”, i fremstilingen af den ideelle oprindeligt jagt, der i samtiden ikke længere findes pga. af Parforce-jagten. At vi ser vore store hunde fremstillet så mange steder af så mange kunstnere overdriver stærkt, hvor mange store hunde der fysisk findes i samtiden. Udover gavegivning af den store hund, har vi ingen vidnesbyrd om at den store hund var en del af Meuten i mellem- eller syd-Europa. Malerne benytter den store hund som ideal-hunden i afbildningen af ideal-jagten. Det viser hvor eftertragtet og sjælden hunden er uden for vore landskaber.

Det forekommer mig at den hollandske maler Jan Weenix (1640/2-1719), der har uanet dybe i sine billeder af efter-jagtscener, viser de faktiske hunde brugt. I ”Efter Jagten” (After the Hunt) (44.7 x 34.5 cm) fra 1665, nu på Alte Pinakothek, München har vi en meget fin afbildning af en Greyhound i sort med hvide markeringer, der fint svarer til det mindre vildt den unge dreng i maleriet bærer på. Samme mindre hunde ser vi i det enorme lærred ”Landskab med jæger og nedlagt vildt” (”Landscape with a Huntsman and Dead Game”, 1697, National Galleries of Scotland) og ”Harer og fasan ved springvand med en hund” (”Hares and Pheasant at a Fountain with a Dog”, 1699, The Wallace Collection, London).

Samme mindre hunde til mindre vildt gengives hos en af Franz Snyders’s lærlinge, den flamske maler Jan Fyt (Johannes Fijt) (1611-1661). F.eks. i hans maleri ”La charrette à chiens” (Musées royaux des Beaux-Arts de Belgique) og ”Diana med jagthunde ved siden af vildtet” (Staatliche Museen, Berlin).

Vi kan dog se at efter Jan Fyt (Johannes Fijt) har udstået sin læretid hos Franz Snyders 1629, laver han nogle raderinger af store hunde i 1642, direkte kopieret fra Franz Snyders (se raderingerne af 7 store hunde fra 1642 på Fine Arts Museums of San Francisco / Achenbach Foundation for Graphic Arts). Som alle andre samtidige malere laver han ”stor hund og dværg” billedet i 1652 (se senere).

Raderinger af den italienske maler Antonio Tempesta (1555-1630). Født og udlært i Firenze med flamsk indflydelse. Hans jagtscener synes at være fra år 1600 fremefter.

Nr. 1 (øverst t.v.) – Vildsvinejagt – 5 store hunde gengivet
Nr. 2 – (øverst t.h.) - Hjortejagt – 5 store hunde gengivet
Nr. 3 – (nederst t.v.) - Tyrejagt – 3 store hunde gengivet
Nr. 4 - (nederst t.h.) - ”Dianae aspectu Actaeon in cervum” (Diana afventer Actaeon som han-hjort). Dette er platte 25 fra hans gengivelse af Ovid (43 f.Kr.-17 e.Kr.).’s ”Metamorphoses”, der omhandler 250 myter. 2 store hunde gengivet.

Kilde: Artiklen ”Den Sorte Grand Danois” (Hunden, årgang ukendt (ca. 1930’erne), s.43). Her skrives: ”I 1895 blev der i England offentliggjort nogle gamle Sportsbilleder efter Radering fra 1609 af Antonio Tempesta, og som denne havde kopieret efter nogle gamle vævede Gobeliner. Et af disse Billeder forestiller et Vildsvin i Kamp med 5 Hunde, og mellem disse 5 er en virkelig fortræffelig Repræsentant for den moderne sorte Grand danois, der følgelig som Farvevarietet af Grand danois er adskillig ældre end 1603”.

Den danske Hund Rubens vildsvinejagt 1628_1.jpg

Den flamske maler Sir Peter Paul Rubens (1577-1640): The Hunt of Meleager and Atalanta (ca. 1628, olie på træpanel, 24 x 62 cm). Ejes af Prins Hans-Adam II von und zu Liechtenstein. Udstillet på Liechtenstein Museum, Wien (inventarnr. GE75). Et maleri, hvis indhold tager udgangspunkt i Ovid (43 f.Kr.-17 e.Kr.).’s Metamorphoses (Bog X: Αταλάντη), hvor beretningen er gengivet. Der er 6 store jagthunde gengivet i angrebet på vildsvinet.

Rubens malede denne scene utroligt mange gange, uden tvivl fordi idealjagten - den oprindelige jagt - med den spydbevæbnede ætling og hans store jagthunde, var højt påskønnet af samtiden, som et kært minde fra en nu forsvunden fortid. Rubens var ekstrem god til at fange "kraften" i bevægelser, og det fremgår tydeligt fra voldsomheden af jagten ovenfor. Rubens opholdt sig i Antwerpen år 1609-1621 e.Kr. Her malede han sammen med bl.a. Franz Snyders (1579-1657). Sammenlign derfor nærværende maleri med Franz Snyders' "Vildsvinejagt" (se ovenfor). Malerne kopierer tydeligvis fra hinanden (det lyder pænere at skrive "lader sig gensidigt inspirere"). Dette gælder også for de store jagthunde. Der findes et lignende oliemaleri; "The Calydonian Boar Hunt" (1611-12, olie på træpanel, 59 x 90 cm) på The J. Paul Getty Museum, Los Angeles. Her er også gengivet 6 store hunde. The Norton Simon Museum, Pasadena, Californien har den samme scene gengivet i "Meleager and Atalanta and the Hunt of the Calydonian Boar" (ca. 1618-19, olie på træpanel, 47.6 x 74 cm).
Billedkilde: http://www.liechtensteinmuseum.at

”Bjørnejagt” eller ”hunde kæmper med bjørne” af den flamske maler Paul de Vos (1591-1678), der specialiserede sig i jagtscener. Hans malerier er udateret, men dateres generelt til ca. 1650. De store hunde får en noget voldsom behandling af de to brunbjørne, men mon ikke de alligevel klarer sagen?

”Rehjagd” (212x347 cm) af den flamske maler Paul de Vos (1591-1678). Dette absolut fantastiske maleri, der findes på Museo del Prado, Madrid, viser Den Store Hund i Harlekin, hvorfor det er kongens hunde, i den afsluttende scene af en hjortejagt. Hans malerier er udateret, men dateres generelt til ca. 1650. Billedkilde: Wikimedia

Uddrag fra maleri af Frederiksborg Slot malet ca. 1652 af Lazarus Baratta fra Italien (aktiv 1636-56). Slottet anes i vandspejlet foroven. Rytteren i forgrunden på sin Frederiksborg hest er Frederik III. På kongens venstre flanke ser vi to af kongens store jagthunde med halsbånd. Som mange andre af vore kunstskatte taget valrov af Karl X. Gustav efter fredstaflet 3. marts 1658 på Frederiksborg Slot. Maleriet befinder sig nu på det svenske kongeslot Gripsholm som en del af ”Statens Porträttsamling”.
Billedkilde: Carsten Birk fra udstillingen på Frederiksborg Slot november 2006.

”Bjørnejagt” (1655) af den hollandske maler Abraham Danielsz Hondius (”Hond” eller ”Hont”, Rotterdam 1625/6-London 1695), der specialiserede sig i bl.a. malerier med hunde og jagtscener. Der er flere hundetyper afbildet her. Den store hund, der i hvid har fat i bjørnens øre og i brun/hvid kommer ind fra billedets højre side i spring, er Den Store Hund med myndepræg. Dette maleri viser den oprindelige jagt, dvs. hundene jager for at dræbe byttedyret og jægeren angriber med spyd.

Slægten Helt's Stamfader er Rådmand i Kolding Peder Helt (Ølsby, Slesvig - 1619). Sønnen Peder Helt (1606-1660) var ridefoged på Møen og Slotsskriver hos den udvalgte prins Christian (senere Kong Christian V.). Han var bosiddende på Beridsgaard (Berritzgaard, Tårs sogn, Lolland), der dog var ejet til anden side. Gift 3. juli 1636 med Johanne Hansdatter Merkel (datter af Slotsfoged Hans Merkel von Schmalkalden). Den yngste søn herfra, Wilhelm Helt (Nykøbing Falster 1652-1724) blev 1719 Deputeret for Finanserne, Konferensraad, og fik 1. maj 1720 tildelt våbenbrev (rent faktisk "vaabenforbedring", hvilket antyder at indholdet af skjoldet er af ældre dato). I beskrivelsen af skjoldet står der omkring de viste hunde: "...2 tilbageseende Sølv Hunde med blaat Halsbaand...". Slægten uddør i Danmark med børnene herfra da drengebørnene enter dør tidligt eller rejser udenlands. Wilhelm angiver i 1720 at være "af gammel Adel". Jeg mener det antyder at de hér viste hunde kan gengive Den danske Hund i den oprindelige myndeudgave, som vi finder den op til og i Kong Christian V.'s regeringstid 1670-1699. Christian hyldes tronfølger kun 9 år gammel i 1655. Jeg vil da datere de viste hunde til ca. år 1655-1660 e.Kr.
Kilde: Danmarks Adels Aarbog (1922, s. 490-91)

chap 24-4-5.jpg

18. februar 1658 førtes forhandlingerne i Høje Taastrup Præstegaard, og 26. februar 1658, stadig en af de sorteste dage i vor historie, underskreves Freden i Roskilde, hvorunder Frederik III. (regent 1648-1670) afstod Skåne, Halland, Blekinge, Bohus len og Trondhjem len til Karl X. Gustav. Efter selve fredsunderskrivelsen afholdt Fred. III. 3. marts 1658 et fredstaffel for Karl X Gustav på Frederiksborg Slot. Det er dette taffel der er gengivet ovenfor. Taflet foregik i Englesalen (den nuværende stue 37), der var udsmykket med silketæpper og afbildninger af våbenskjoldene for de forskellige dele af det danske monarki. Til venstre ses opgangen til Riddersalen. Totalt ydmyget sidder Dronning Sophie Amalie af Braunschweig-Lüneburg for bordenden mod læseren. Til sin højre side har hun Karl X. Gustav, efterfulgt af Kong Frederik III. Prominent placeret i midten af dette kobberstik ser vi Frederik III’s Store Hunde. Mit gæt er at hunden der står op er en tæve medens hunden der ligger ned, og klart er kæmpestor, er en han-hund. Begge de store hunde har halsbånd på. Stikket er spejlvendt og udført efter tegning af Erik Dahlberg. Kilde: Siden Saxo, nr. 1, 2004, s. 46. samt oplysninger fra udstillingen på Frederiksborg Slot november 2006.

På Statens Museum for Kunst hænger et maleri af Karel van Mander III (år 1610-1670) fra ca. år 1665 e.Kr., der viser en hund muligvis givet af Frederik III (år 1609-1670) til prinsesse Magdalena Sibylle. Karel van Mander III blev født i Holland men flyttede allerede i år 1623 som 13- årig til København. Her modtog han finansiel støtte fra Christian IV. og drog på dannelsesrejse. Efter hjemkomsten i år 1638 blev han hofmaler for Christian IV. og senere for Frederik III. Han døde i København år 1670. Vi ved derfor med sikkerhed at maleriet er malet i Danmark.

Magdalena blev 5. oktober 1634 gift med Christian, 2. søn af Christian IV og kronet tronfølger 1610. Han døde imidlertid af for megen svir før tronbestigelsen 2. juni 1647. Magdalena blev herefter i 1652 gift med hertug Freidrich Wilhelm II af Sachsen-Altenburg. Denne Wilhelm havde en italiensk hofdværg ved navn Giacomo Favorchi. Maleriet viser dværgen og Magdalenas Store Hund, der hed “Raro”.

Læg mærke til hvorledes hundens ører er klippet helt tæt som var normen i 1600 tallet. Man gjorde dette for at formindske blodtabet på hunden ifald den under et angreb blev bidt i ørerne, og for at undgå forfrysninger på ørerne om vinteren.

Til venstre Karel van Mander III (år 1610-1670)’s maleri fra ca. år 1665 e.Kr. af Den Store Hund ”Raro”. Til højre en stor hund set i Santos, Brasilien. Hundens mankehøjde er 80 cm. Denne hund er hverken en Fila Brasileiro eller en Grand Danois, og en nutidig dommer ville fejldømme hunden i begge hundetyper. Det er derimod en nulevende udgave af hvorledes Den Store Hund tog sig ud på den kongelige kennel i Danmark i 1600 tallet, både i farve, størrelse, og hvorledes halen slår krølle. Næseryggen er ikke helt så myndeagtigt som den bør være. Billedkilde: Statens Museum for Kunst. Fotografiet taget i Santos 22.9.2006.

Diego Velázquez (1599-1660): ”Hofdværgen Herre Anton englænderen” (Court Dwarf Don Antonio El Ingles). 142 x 107 cm. I 1630’erne maler Diego Velázquez en række jagtscener med den spanske kongefamilie til jagtslottet Torre de la Parada ved Madrid. Hans malerier af hofdværge, hvoraf det viste er et, er fra ca. 1640-45 og findes på Museo Del Prado Madrid. Som man kan se er dette den store hund, absolut identisk til hvorledes samme afbildning findes fra samme tidspunkt af ”Raro” i Danmark, her i Mantle-udgaven. Der modtages ingen væddemål på om hvorvidt alle samtidens konger har skullet have et maleri af deres favorithund med hofdværg. Samtidens konge er Philip IV (regent 1605-65, som Philip III tillige konge af Portugal 1621-40). Han er afbildet som jæger i samme serie af Velázquez.

”Stor hund, dværg og dreng” af den flamske maler Jan Fyt (Johannes Fijt) (1611-1661). Maleriet er 138 x 203.5 cm, dateret til 1652, og kan ses på Gemäldegalerie, Dresden. Jan Fyt (Johannes Fijt) bor fra 1641 til sin død i Antwerpen, hvorfor maleriet er gjort her. Den store hund kender vi, men desværre ved vi ikke hvem hverken den unge adelsmand er, eller den endog meget lille hofdværg.

Christian V. (regent 1670-1699) drager 1662-63, som 16-årig, på dannelsesrejse. Den foregik bl.a. ved solkongen Louis XIV’s hof, hvor han, som sine forfædre, fik smag for at forbedre Parforce-jagten.

Derfor købte han år 1680 e.Kr. Engelske Hunde for 2500 Rigsdaler til brug i Parforce-jagten Dette foregik over mange år, ligesom der blev indkaldt to engelske parforcejægere; ”Hiu Pers” (Hugh Pierce?) og ”Robert Badge” til at organisere jagten efter engelsk sædvane.

Jægermester Røder, Jagtpage F. Gram og Overjæger Masmann blev sendt til England for at foretage indkøbet af hunde og deltage i jagterne i England, formodentlig for at opnå erfaring. Der blev også indkøbt særligt foder i England, Kajebrød, der blev givet hundene sammen med hjemmebagt Rugbrød (rugbrødet, senere Garstenbrød (bygbrød), blev blødt op i varmt vand med det kogte Kajebrød). Uden for jagtsæsonen, om vinteren, blev de fodret med billigt kød af gamle heste.¹

¹ Frederik IV (regent 1699-1730)’s bogføring fra Jægersborg Slot for år 1700 e.Kr. viser at F. Gram ( - 1741) er blevet udnævnt til Jægermester med årlig løn på 1200 Rigsdaler (Rdl.). Overjæger Oliver (engelsk?) modtager 850 Rdl., Jæger Masmann modtager 800 Rdl. Reventlow er nu blevet Overjægermester med en løn på 2000 Rigsdaler. Der er bl.a. tillige ansat 1 Leithundedreng, 1 Besuchknecht Schæffer (opsøger hjorten der skal jages med en Leithund), 1 Hundeskærer (se nedenfor) og 1 karl ved hundene. Bemærk at Masmann er blevet degraderet! C. Weismann: Vildtets og Jagtens Historie (1931, s. 445+446).

Hvad er ”Kajebrød”?

Ordet burde være knyttet til det olddanske ”kaje”, men forekommer ikke i denne forbindelse. Henrik Andersson fra Det Danske Sprog- og Litteraturselskab har givet mig denne udredning:

“Mon ikke det er det samme som "Kagebrød". Oxford English Dictionary kender ordet "cake-bread" fra 1377 og definerer det: 'bread made in flattened cakes'. Jeg spurgte 4 kolleger, der er eksperter i ældre dansk, og hverken de eller deres håndbøger, seddelsamlinger osv. kendte "Kajebrød". De var enige med mig i, at det måske kunne være en variant form til "Kagebrød", men helt sikre er vi altså ikke”. Er dette sandt er “Kajebrød” identisk til ”Fladkager” (”Flat Cakes” på oldengelsk).

Det oprindelige ord for ”hundefoder” synes at være ”sollr” (knyttet til ”søle”?), der betegner ”brødstykker opblødt i mælk eller vand”. Man gav ”sollr” til hunde og svin.

Såvel C. Weismann i ”Vildtets og Jagtens Historie i Danmark” (1931, s. 141) som Carl Frederik Bricka i ”Dansk Biografisk Lexikon” (1887-1905, s. 282-3) omtaler et maleri af Christian V’s favorithund ”Tullefas” der skulle være malet i normalstørrelse af Hinrich/Heinrich Dittmers/Dittmars (1625-1677) som en af malerens sidste arbejder, og have hængt i kongens arbejdsværelse ved siden af Dronning Sophie Amalie.

Jeg har ikke haft mulighed for at efterse hvilken type hund ”Tullefas” var, men med Christian V.’s store interesse for jagt og indkøbet af Engelske Hunde har hunden sikkert været en stor hund.

Christian V.’s Danske Lov (Femte Bog: Om Adkomst, Gods og Gield, X. Capitel: Om Jord, Ejendom, Fællet, Jagt, Fiskerj), givet ved forordning 15. april 1683 siger:

5-10-32
Alle Skytter, som i Skov, eller Mark, som deris Husbond haver Fællet udj, maa passere, skal have deris Husbonds Jagtskilt, som med Kongens eget dertil ordineret Stempel skal være stemplet. Antreffis nogen med Bysse, eller Jagthunde, og haver ikke Jagtskiltet paa sig, da straffis hand som een Krybeskytte.
5-10-39
I Almindelighed maa ingen, som ikke Jagtfrihed have, som forskrevet staar, i hvem de og ere, enten Kongens høje, eller nedrige, Civil eller militariske Betiente, eller andre Kongens Undersaatter, under overskreven Straf bruge nogen Jagt, eller Skyden, ej heller holde nogen Mynder, eller Jagthunde, under et hundred Lod Sølvs Straf til Kongens Qvæsthuus for hver Hund, og skal Kongens Jagtbetiente og Skovridere, saa og een hver Skytte, som Jagtskilt fører, Magt have dennem at ihielskyde.
5-10-40
Saa maa og ingen Præst, Foget, eller Bonde, paa Landet have nogen løse Hunde gaaende, med mindre de ere lemlæste paa deris højre, eller venstre, Forbeen. Overkomme fornævnte Jagtbetiente, Skovridere, eller Skytter, eller andre, som Jagtfrihed have, saadanne Ulemlæstede Hunde paa Mark, eller i Skov, da maa de dem ihielskyde; Men i Gaardene, eller paa Gaderne, maa de det ej giøre.

Bemærk her at de store jagthunde, der i Skånske Lov kaldes "miohund" (myndehund), har bibeholdt navnet og i 1683 skrives "Mynder". Som vi kan se skelnes der fortsat skarpt mellem de enorme jagthunde og andre jagthunde. Kongens "Qvæsthuus" (Kvæsthus) var militærhospitalet for "kvæstede" soldater ved kvæsthusbroen i København, som Kong Frederik III. lod opføre i 1658.

I Christian V.’s sidste leveår 1699 opdrætter man ca. 10 kobbel hunde på den kongelige hundekennel.

Den engelske forfatter John Evelyn (1620-1706) skriver i sin dagbog for dagen 16. juni 1670:

"I went with some friends to the bear-garden, where was cock-fighting, dog-fighting, bear and bull baiting, it being a famous day for all these butcherly sports, or rather barbarous cruelties. The bulls did exceedingly well, but the Irish wolf-dog exceeded, which was a tall greyhound, a stately creature indeed, who beat a cruel mastiff”.

Den danske Hund findes ikke blandt almuen i de engelske landskaber på dette tidspunkt. John Evelyn havde siden 1652 boet i Sayes Court, Deptford, Kent (lige ved skibsværftet i Greenwich), hvorfra hans dagbogsoptegnelser stammer. Det bør ikke overraske os da Den danske Hund ikke måtte ejes af andre end kongefamilierne og øverste adel. Al dyrekampsport i London fandt i samtiden sted på ”den anden side” af Themsen langs Southbank og blev kaldt ”Bankside beargardens”. Området lå uden for London og tæt på prins Jørgens senere jagtslot og hundekennel fra 1683. Havde Den danske Hund været tilgængelig til kampsport mod bjørne var den blevet benyttet. Den var den ikke.

Øverst på stikket lyder teksten:

”Hunting Wild Bore”
["Bor, Bore" er Middle English for "Boar". Vildsvinejagt]

Under stikket lyder teksten:

”To his Royal Highness George
Prince of Denmarke L. A. [Lord Admiral]
This plate is mo?? ????? Dedicated by Richard Blome

I samtidige engelske lovdokumenter skrives altid efter Prins Jørgen (George)'s titel ”Hereditary of Denmarke, Lord High Admiral”. Kobberstikket er formentlig fra Richard Blome (1635-1705)’s ”The Gentleman’s Recreation” (1686), jvf. Joseph Strutt’s ”Sports and Pastimes of the People of England (1903, 2nd ed., Book 1, Rural Exercises Practised by Persons of Rank, Chapter 1).

I midten ses de to skjoldunger (”vildmændene”) og drottens våbenskjold. Stikket er hentet fra Hother Tolderlund Borgen’s ”Den Store Hundebog” (1938, s. 230). Forfatteren har tilføjet på dansk: ”Vildsvinejagt med Grand danois i Danmark. Efter et Stik fra 1686”. Jeg mener ikke den her viste vildsvinejagt i 1686 finder sted i Danmark, men fra jagtslottet syd for Themsen. Topografien taler herfor, og kobberstikkets ophavsmand Richard Blome rejste, så vidt vides, ikke til Danmark.

Prins Jørgen (George) blev født 21. april 1653 på Københavns Slot som søn af Frederik III, og havde Vordingborg amt i len. Han blev 28. juli 1683 gift med Prinsesse Anne af York, datter af James II. Sidstnævnte var Dronning af England 1702-14. Prins Jørgen (George) døde 8. november 1708 i Kensington, og ligger begravet i Westminster Abbey. Han havde sit jagtslot på Denmark Hill, Camberwell, Southwark Borough, London, der dengang lå uden for byen. Det oprindelige jagtslot er nu opdelt i husnumrene 149, 151 og 153 Denmark Hill. Prins Jørgen (George) havde sin hundekennel på Dog Kennel Hill ¹. Her kom han for at gå på jagt, som han havde gjort det i Danmark. Stednavnene antyder stærkt at han syd for Themsen skabte sig i lille fristed, der skulle være Danmark i England. Den viste afbildning kan være herfra.
Billedkilde: www.streetmap.co.uk, ¹www.british-history.ac.uk (Parishes, Camberwell)

Wolf De Blome’s våbenskjold på Frederiksborg Slot. Indskriften lyder ”fidem servabo - A° 1695 die 9 decembris". Wolf De Blome blev med andre ord slået til dansk ridder 9. december 1695 med ordsproget "Jeg bevarer troen". Det er sikkert samme Geheimeråd og Kammerherre Wolf Blome, der 1758 køber Salzau Slot, lige øst for Kiel. Landskabet falder i samtiden under Hertugen af Plön i Slesvig, og er en del af Danmark. Som vi vil se giver Christian VI (regent 1730-1746) i 1741 6 kobbel hunde til Hertugen af Pløen. Derfor ved vi nøjagtigt hvorledes Den Store Hund i Harlekin tog sig ud i vore landskaber på dette tidspunkt. Som man kan se har hunden stærkt myndepræg. Bemærk hundens meget flotte tykke røde halsbånd med pigge, der vender udad. Dette er jagthalsbåndet, der skal forhindre ulve, og oprindeligt bjørne, i at tilføje hunden et dræbende strubebid.
Billedkilde: Carsten Birk på Frederiksborg Slot november 2006.

Parforce-jagt & de store Blendinge (15-1600 tallet)

Parforce-jagten

De store Blendinge