De store hunde i den katolske Middelalder 

I Kong Svend II. Estridsøn’s regeringstid (f. ca. 1019, regent 1047-1074). sker mange (tilbage)skridt med den katolske kristendoms indførelse i Danmark. Landskaberne inddeles år 1060 e.Kr. i bispedømmer/stift. Over 500 kirker blev bygget i tiden omkring år 1050 e.Kr. med ærkebispen siddende i Hamborg/Bremen. I år 1060 e.Kr. deler han Roskilde bispestol og udskiller Skåne. I kunst har det den følge at afbildningerne af vore drotter, vore jagter og vore store hunde nu flyttes fra mønt og runesten til kalkmalerier i kirkerne. Runestenen selv flytter i mange tilfælde med ind på kirkegårdene eller bliver muret inde i kirkemuren.

Kalkmaleri/kalenderbillede fra Hvorslev Kirke, Houlbjerg Herred dateret til år 1125 e.Kr. Dette meget tidlige kalkmaleri, hvor runestenen stort set kun lige er blevet erstattet af kalkmalerierne, viser formentligt to Store Hunde. Som man kan se er der tale om to typer. Den nederste hund kunne godt ligne en ulv. Mit gæt er dog at dette ikke er tilfældet. Skriftlige kilder i England kalder år 991 e.Kr. Danerne for ”waelwulfas” (slagterulve) fordi en af vore kampformer var ”ulvhednar” (ulveskindskapper). Den anden var ”berserkar” (bjørneserkar). Dette er oprindelsen til betegnelsen Werwulf (oldengelsk) og Verulfr (oldnordisk). Fra ca. år 1000 e.Kr. begynder den katolske kristendom at forbinde Danerne/Vareulven med Djævelen, og digter lystigt videre på dette. Derfor har ulven nok ikke fået lov at komme ind i kirken med mindre den vises som blivende forfulgt af hunde eller jæger. Kilde: www.kalkmalerier.dk

Skånske Lov (kap. 9:18-21) fra år 1200-28 e.Kr. siger:

”Dræpær man køfæn rakke, bøtæ siaghs øre, dræpær man miohund, bøtæ half mark, dræpær man garþtik, bøtæ tua øræ, utæn þe uarþæ takni a uærkium þera at þe bitæ man ællær manz fæ sua at þæt dør þær af, ællær i þera husum ær þe brytæ, bitæ þe hæstæ undir manni ællær annat fæ sua at þæt dør æi af, þa skal æi þem dræpæ , utæn man bøtæ fore þem” .

”Dræber mand rask Rank Unghund, bødes 6 øre, dræber mand Myndehund, bødes ½ Mark, dræber mand Gårdtæve, bødes 2 øre, uden de være taget i hverken det at de bider mand eller mands dyr så at det dør deraf, eller i de huse hvor de [ind]bryder, bider de hesten under manden eller andet fæ så at det dør ej af, da skal [man] ej dem dræbe, uden man bøder for dem”.

Kilde: P.G. Thorsen: Skånske Lov og Eskils skånske Kirkelov tilligemed Andreæ Sunonis lex Scaniæ prouincialis, Skånske Arvebog og det tilbageværende af Knud den 6.’s og Valdemar den 2.’s Lovgivning vedkommende skånske Lov (1853, Skånske Lov, Straffelov, s.58); den nudanske oversættelse af Erik Kroman & Stig Iuul: Skaanske Lov og Jyske Lov (1968, kap. 190, s.66)

Vi skal her være særlig opmærksom på at Skånske Lov også er gengivet i Codex Runicus-skriftet fra ca. år 1300 e.Kr. Derfor findes "miohund" (myndehund) også skrevet i Yngre Futhark.

Södermannalagen (sußermannum lagh, Bb 33) fra ca år 1325 e.Kr. har samme strafferetlige behandling af drab på en hund:

Dræpær man hunð annærs, böte III. öræ, firi garð hunð. Firi icorna hund æller hiorþ hunð oc swa firi mio hund .XII. öræ. Firi kywerne [köuerne] .III. marker.

Dræber mand en andens hund, bødes 3 øre; for gårdhund. For hyrdehund eller hjorte-hund og så(ledes) for myndehund, 12 øre, for hytte [?=kammer-hund] 3 mark.

Min oversættelse til nudansk.

Kilde: Annette Hoff: Recht und Landschaft (Berlin, Walter de Gruyter GmbH, 2006, Zusammenfassung: Weideland und die Viehhaltung, s. 265); D.C. J. Schlyter: Samling af Sveriges Gamla Lagar ( 1838, Corpus Iuris Sueoum Antiqui. Volumen IV, Södermannalagen, GotoBygninga B. XXXIII, s. 123).

 
 
Fra Södermannalagen kan vi se at der i oprindelig lovgivning skelnes mellem "hjortehund" (hiorþ hunð) og "myndehund" (mio hund). Hvori forskellen bestod kan vi ikke sige med sikkerhed.
 
Ganske spændende ser vi kun brugen af "hund" i følgende landskabslove:

• Gutalagen fra 1200 tallet e.Kr. skriver: "17. af osoyflum………firi vtan hund bit fla bytir tanna spur huer oyrum til fiugura”.
• (äldre) Västgötalagen (wæstrægötlanz lagh, kap. 6) fra ca. år 1220 e.Kr. skriver: "§.3. Haldær maþær fæ sit i friþgær þi annarræ mannæ mæþ hund ok mæþ hiþæ".
• Östgötalagen (östgöta laghbok), i den reviderede udgave fra år 1270-90 e.Kr. skriver: ”§3. Nu gær man bos ran wrakær bort hund ok hiorþ kuærn ok kætil:".
• Dalalagen (kap. 44) fra ca år 1250-1320 e.Kr. skriver: "§.2. Sætir man snæru .i. scoghi firi katrina mæssu. Fastna þær bondans hundir".
• Upplandslagen (for Uppland og Gästrikland) fra ca år 1296 e.Kr. (XXIX) skriver: "dræper hund manz ællr stiæl".
• Hälsingelagen (hælsingæ landæ laghbook, kap. VIII) fra begyndelsen af 1300 tallet e.Kr. skriver: "Ganger man i skogh annars mæþ hund ok bughæ. bötæ II öræ".

Viser ovennævnte landsskabslove os ved fraværet af myndehunden i lovgivningen den nordlige geografiske grænse for brugen af myndehunden i Jagten?

På Lalandzfaræ landztingh (Laalandsfare Landsting) vedtages 15. eller 22. juni år 1446 e.Kr. af Kong Christoffer III. af Bayern (regent 1440-1448)'s høvedsmænd på Aalholm Slot (Olaff Axelsön) og Ravensborg (Rauisbergh, Ransborg, Martin Jensö), uden kongens stadfæstelse, "Laalands Vilkaar", der siger (Art. 6):

”Jtem skal engen man i Lalandh jeghe til rep, oc søndherlige skal engien bonde eller warnedh nagher jækth ath taghe, entin meth haregarn eller myö hwndæ eller nagherhande eller meth armborst j bladen eller bærsen eller i nagher hande jakth”.

”Og skal ingen Mand i Laaland jage efter Ræve; og skal synderlig ingen Bonde eller Vorned bruge nogen Jagt enten med Haregarn, med Mjøhund eller med Armbrøst i Bladen eller Bærsen.....”.

 
Nudansk gengivelse af C. Weismann: Vildtets og Jagtens Historie (1931, s. 36-37), A. Heise: Hundes Lemlæstelse for Jagtens Skyld (Historisk Tidsskrift, 1881-1882, 3. række, bind V. s. 331). Landstingsloven "Laalands Vilkaar" stadfæstes først af Kong Hans (regent 1481-1513) i år 1504 e.Kr. Jeg er uenig i at det olddanske "rep" skal oversættes til "ræve" (flertal, fra det finske "repo"?). Jeg mener vi bør opfatte "rep" som "reb", der netop på olddansk skrives "rep", fra oldnordisk "reip". Meningen er således at ingen mand må jage med brug af lasso, hvilket giver langt bedre mening. Der findes to afskrifter af teksten. I tekst A skrives der "meth hwndæ" (med hunde) og i tekst B "myö hwndæ" (myndehunde). Jeg mener her vi bør opfatte hunde i flertalsform og ikke ental. Originalteksten fra C. F. Wegener: Aarsberetninger fra Det Kongelige Geheimearchiv (5. bind, 1871-1875, s. 62-64).

Ordet "miohund, mio hund" fra Skånske Lov og Södermannalagen, er her videreført i "Laalands Vilkaar" som "myö hwndæ".
 
 
 
 
 

 
 Ristning fra Gol i Buskerud Fylke, Norge dateret til år 1200 e.Kr.
 
 
 
 

 Kongetapetet visende Kong Valdemar II Sejr (regent 1202-41)

Ovenfor er gengivet uddrag af kongetapetet visende Kong Valdemar II Sejr. Fremstillet i årene 1580-1586 e.Kr. Tapetet hænger i Rigsrådssalen på Kronborg Slot.

Dette kongetapet er ikke, som de andre kongetapeter, tvedelt i to forskellige hændelser, men viser én hændelse – en vildsvinejagt med Danske Hunde. Den viste jagt er ej heller en Parforce-jagt, som er den gængse jagt da kongetapetet blev fremstillet, men den oprindelige jagt. Der er 6 Danske Hunde, hvoraf en ligger dræbt, jagende vildsvinet. Alle de Danske Hunde er gengivet med halsbånd på, og kuperede ører. Bemærk også at alle hundene er den oprindelige store myndehund, ikke den nyskabte Blending der allerede findes da kongetapetet fremstilles.

Det betyder formentlig at den jagt vi her ser gengivet er jagten på Lyø i 1223, hvor Grev Henrik af Schwerin kidnappede Kong Valdemar II Sejr og sønnen, den 14-årige Valdemar III., natten mellem 6. og 7. maj 1223.

Rydårbogen (Annales Ryenses), skrevet ca. år 1288-1300, skriver for året 1223:

”Kuning woldemar oc hans søn. thredyæ woldemar war fangnæ i there seng i lydhø. af Greue henrik. Oc there æyæt howsin for raadæ thæm. aa sanctæ  Iohannes dagh ante portam la tinam.

Oc worde føørd In i land to wenden oc bleuæ i swerin moxen i thry aar. oc danska løstæ thæm for fyrtiwæ thusind oc tu hundræt oc ti lybisk mark i lybekær wekt”.

Med andre ord, Kong Valdemar blev med sin søn Valdemar 3. forræderisk taget til fange af Grev Henrik på øen Lyø i det Sydfynske øhav natten mellem 6. og 7. maj 1223, medens de lå i deres senge. De blev ført til borgen Schwerin. Dér måtte de blive i næsten tre år, hvorefter de danske løskøbte dem for 40.210 mark i lybsk vægt. Samtiden beskrev begivenheden som ”da Danekongen blev hærtaget”.

Den vævede tekst på tapetet lyder på tysk oversat til dansk:

Valdemar II. Valdemars søn.
Kejseren bevilgede mig det land
Som jeg indtil Elben havde i min hånd
I vendernes land kaldtes jeg også konge
Vendte mig derpå mod Kur- og Livland
Fik sejr stor, og gav dem Guds ord
Opbyggede Reval [Tallinn] og flere andre byer
Stod i strid med grev Henrik
Af Schwerin, ynglingen fik mig
Gav stor løsesum, men ville hævne mig
I felten og tabte et øje,
Derefter gav jeg lov og ret
Ofte fældes den store af en ringe fjende.

Billedkilde: Kronborg Slot 16. september 2017. Den gammeldanske tekst fra Rydårbogen er fra manuskript ”E don.var.3,8°”, skrevet ca. år 1400.
 
 
 
 
 

 
Kalkmaleri fra Keldby Kirke, Møn Herred dateret til år 1275 e.Kr.
Scenen er en hyrdescene med geder. Hunden er en stor hund men formentligt en hyrdehund.
Myndepræget står tydeligt frem. Kilde: www.kalkmalerier.dk
 
 

Fra Peder Laales Danske Ordsprog (nedskrevet i 1300 tallet):
 

Nr. 43 Reed hwndenæ føræn haren løber.
(Gør hundene rede førend haren løber)

Afbildning af Den Store Hund i nedre højre hjørne af Thomas Ballard of Ledbury's kopi fra 1800 tallet, på opdrag af The Royal Geographical Society, af Richard of Haldingham's "Terrarum Orbis Tabulam" gjort i Hereford, England ca. år 1285 e.Kr.  Vi kan fra hundens størrelse i forhold til Leithundedrengen se at det ikke er lillebroderen, nudagens Greyhound, men den største myndeagtige jagthund der findes i Britannien. Knud Knud's Skovlov for England fra ca. år 1031 e.Kr. og Auchinleck manuskriptet, skrevet i London ca. år 1330 e.Kr. på Middle English kalder hunden ”Þe graihond/ grehound/ greihond” eller ”The Greyhound” Billedkilde: The Finnish IT Center for Science (www.csc.fi).
 
 
 
 
 
 
 

Kalkmaleri fra Udby Kirke, Rougsø Herred, Århus Stift dateret til år 1325 e.Kr. Det samlede kalkmaleri er en billedserie af skabelsesmyten fra Det Gamle Testamente. Institut for Historie, Københavns Universitet har, lidt forsigtigt, kategoriseret den viste afbildning som ”Dyr”. Vi kan dog tydeligt se at Den Store Hund er vist  til højre. Det er noget vanskeligere at se hvad de forreste dyr skal vise, men mit gæt er ulve. Yderst spændende ser det ud til at Den Store Hund her er afbildet i 2 typer, 1 med myndepræg og 1 med en kraftigere muskulatur og derfor en mastiff. Maleriet er fra Kong Christoffer II.’s regeringstid, hvor Danmark var pantsat til langt over skorstenen. Kilde: www.kalkmalerier.dk 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kalkmaleri fra Brarup Kirke, Lundby, Falster Nørre Herred, nord for Nykøbing dateret til år 1300-1325 e.Kr. Afbildningen viser Skabelsesmyten fra Det Gamle Testamente og iflg. Institut for Historie, Københavns Universitet er afbildningerne en løve, en hjort, en ugle, et fabeldyr samt en hund. Den Store Hund ses som nr. 2 fra højre angribende en Kronhjort. Kirken er fyldt med ekstremt velholdte kalkmalerier fra år 1275 fremefter, og er nyligen istandsat af vore meget gode venner Jytte og Preben Jensen fra Albertsgård, Lundby sammen med Nationalmuseet.
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Kalkmaleri fra Skibby Kirke,  Horns Herred dateret til år 1300-1350 e.Kr.
Den Store Hund har halsbånd på. Kilde: www.kalkmalerier.dk

Fra Gaston Phoebus’ ”Livre de la chasse” (1389).
Overskriften til billedet lyder ”Mastiff and Dane” på engelsk og  ”dogues et danois” på fransk.
I teksten underneden står der: ”.. deuuge des alans et de toute leur nature”. Alle hundene er her den myndeagtige type.
Billedkilde: Bibliothèque Nationale de France, Département des manuscrits, Français 616 folio 45v, 15 x 16 cm.

Vi kan se fra ovennævnte værk, at der findes 3 typer af Den Store Hund, hver avlet til en bestemt arbejdsopgave.
 
Det er utroligt vigtigt at forstå at det er samme Store Hund vi finder i det nordlige Frankrig, i England og i samtidens Danmark i 1300 tallet e.Kr.
 
Om ”Alan Gentil”-hunden skriver Gaston Phoebus at ”de som følge af deres styrke og størrelse kan volde mere skade end enhver anden race” og senere: ”Alans er vanskelige og har dårligt temperament, dog kåde og mere skøre end alle andre hunde. For en god Alan skal kunne galopere som en Greyhound og når han når frem til sit bytte, skal han sætte tænderne i, og ikke give slip.” Alan de Boucherie ”qui sert à garder les maisons” dvs. er vagthunde.

Geoffrey Chaucer (1343-1400) skriver ca. år 1390 e.Kr. i ”The Knights Tale” (på Middle English "Knyghtes Tale") i værket ”The Canterbury Tales and Other Poems" om "Alaunt" (Sequitur pars tercia, sætning 2148-2152):

Aboute his chaar ther wenten white alauntz, Twenty and mo, as grete as any steer To hunten at the leoun, or the deer, And folwed hym, with mosel faste ybounde, Colered of gold, and tourettes fyled rounde.

Omkring hans vogn var der hvide alauntz, Tyve eller flere, så store som hvilken tyrekalv Til at jage løven, eller hjorten, og fulgte ham, med snuden fast forbundet, Halsbåndet af guld, og snorringe påsat omkring.

Min oversættelse til nudansk.
Som også de visuelle gengivelser antyder, ansås myndeudgaven af en Alaunt for en hvid hund. Vi kan se at der er Harlekin aftegninger på  flere af hundene fra grundfarven hvid. Størrelsen på hundene som lig en tyrekalv er nøjagtigt som vi vil beskrive Den danske Hund i dag. Vi kan fra Gaston Phoebus’ ”Livre de la chasse” (1389, folio 36, 101) se at der fandtes et stort kattedyr i de franske skove i Middelalderen, og at dette blev jaget. Det blev kaldt "chat sauvage" (Felis silvestris, Vildkat), men var på størrelse med de store jagthunde.

Omkring år 1406 skrev Edmond de Langley, Hertugen af York og den 4. søn af Kong Edward III, et skrift med titlen "The Mayster of the Game and of Hawks." Skriftet er en oversættelse af Gaston Phoebus’ værk.
 
Heri beskrives Alaunt eller Alan-hunden som en hund med et stort, kort og tykt hoved, der står frem som havende et utroligt mod, således at når hunden har angrebet, så giver han ikke slip. Der står også at hunden blev brugt som tyrelokkedyr (bull baiting). I denne beskrivelse taler vi med andre ord om mastiff-typen, der bliver til Dogue de Bordeaux.

Afbildning (22 x 13,5 cm) fra bogen ”Très Riches Heures du Duc Jean de Berry”, en samling af teologisk tekst, der også indeholder en kalender. Afbildningen vist ovenfor er fra kalenderen for december måned, og viser et nedlagt vildsvin i en åbning i Vincennes skoven. 3 leithundedrenge har styr på 9 store jagthunde, der i samtiden i Frankrig er kendt som "Alaunt" (Alan + hunt/hund) eller "deugge des alans" og er i gang med at fortærre det af dem nedlagte bytte. Leithundedrengen til højre blæser i sit horn, der kalder jagten af og hundene af vildsvinet. Blodrusen har tydeligvis gjort hundene lejlighedsvis døve, og leithundedrengen i midten må gribe fat i en af hundenes ører for at hive den af vildsvinet. Leithundedrengen til venstre holder en jagthund i snor, og denne hund har ikke deltaget i jagten. Helt i stil med den oprindelige jagt har den tilbageblevne hund været dels forsvarshund for leithundedrengene, hvis der skulle komme et uventet angreb fra f.eks. en bjørn eller andre vildsvin, dels har den været holdt i reserve for at kunne sættes ind som den afgørende bagtrop, hvis vildsvineangrebet påkrævede dette. Den opmærksomme læser vil straks bide mærke i at vi har to hundetyper gengivet; den myndeagtige (de tre hvide, samt Harlekin) og mastiff-typen (de fire brune). Hunden, der holdes i snor af leithundedrengen til venstre, kan ikke bestemmes da dens hoved er skjult af vildsvinets bagben. De myndeagtige hunde har kuperede ører medens dogge-typernes ører er naturlige. Ingen af hundene bærer nogen form for beskyttelse af bryst, og ikke alle hundene er gengivet med halsbånd. Slottet gengivet i baggrunden er Chateau de Vincennes, der var den franske kongefamilies jagtslot øst for Paris. Slottet er oprindeligt fra ca. år 1150 e.Kr. Det nuværende slot, samme som gengivet ovenfor, blev bygget i 1300 tallet e.Kr. af Kong Charles V den Vise (regent 1364-1380). Det regnes i dag for et af Europas bedst bevarede slotte. Afbildningerne i værket er malet i tidsrummet år 1412-1416 e.Kr. af brødrene Paul, Hermann og Jean Limbourg fra byen Nijmegen (Nimwegen) i landskabet Gelderland, Holland. De var hofmalere for Hertugen af Bourgogne (Duc de Bourgogne) fra år 1402 e.Kr., og fra år 1408 e.Kr. hos Jean, Hertug til Berry (Duc de Berry), 3. søn af Kong Jean II. Le Bon til Frankrig (regent 1350-1364), og broder til den franske Kong Charles V. den Vise. Værket findes på Musée Condé, The Château de Chantilly, Chantilly, Frankrig.
Billedkilde: Wikimedia.

Vi kan se at alle samtidens historieskrivere; Gaston Phoebus (1389), Geoffrey Chaucer (1390) og Edmond de Langley (1406) er begyndt at identificere Alan-hunden med en stor hund med et tykt ansigt og mere muskuløs krop, dvs. en mastiff.

Kong Richard II. (regent 1377-1399) gennemfører efter bondeopstanden (Peasants' Revolt) år 1381 e.Kr. (der var en tilsvarende bondeopstand i Danmark år 1313 e.Kr.) et aktstykke i det engelske thing kaldet ”Act of 1390”.  Aktstykket forsøgte dels at forhindre forsamling af oprørske bevæbnede bønder under skalkeskjul af jagt, men samtidig også at forhindre rovdrift af vildtet. I England skriver man i 1300 tallet e.Kr. stadig normanner-fransk i lovdokumenter, hvorfor aktstykket til kongen lyder:

”Qe plese ordeiner en cest present parlement que null maner artificer ne laborer ne null autre que nad terres et tenementz ad value de quarrant souldz par an ne null prestre ne clerc sil ne soit avance de dis livers ne teigne null leverer nature chien sil ne soit lie outrahe feuste ou qil soit espelotte sur peyne demprisonement par un an...” ¹

Som jeg oversætter til:

”Må det behage Dem at give ved dette nuværende thing at enhver håndværker eller arbejder og enhver anden der ej besidder indtægtsgivende ejendom værd 40 Sold per år, ej heller præst eller klerk der ikke modtager 10 Sølv (Sterling), skal ikke holde i naturen Leverer hunde hvis ej de er i snor eller fastgjort eller kløerne er fjernet, med straf af fængsel i 1 år...”

¹ Kilde: www.nationalarchives.gov.uk (Catalogue reference: C 65/49, m.1). Denne lov er en ordret videreførelse af Kong Henry II’s ”The Assize of the Forest” givet i Woodstock år 1184 e.Kr. Den oprindelige lov er kun gældende for mastiff-hundetypen, ikke Den Store Hund som mynde. Betegnelsen benyttet i lovens kap. 14; ”lawing” eller ”law” bestod i at man fjernede 3 af mastiffens kløer på forpoten/forpoterne. Gjorde man det ikke måtte man bøde ”footgeld” (fodgæld[sbetaling]).

I aktstykket benyttes ordet “leverer” og tidligere i samme aktstykke ”leverers et autres chiens”, der oversættes til ”Greyhounds og andre hunde”.
 
James Parker skriver i ”A Glossary of Terms Used in Heraldry” (1894) at det ældste navn for ”hund” i heraldikken’s normannerfranske ordvalg er ”levrier”, skrevet ”leverer” eller ”levron” og det skal opfattes som ”Greyhound”.
 
At man på normanner-fransk, eller vel sagtens oldfransk, i 1300 tallet e.Kr. begynder at benytte ordet ”levrier/leverer/levron” som betegnelse for ”greyhound” mener jeg er ensbetydende med at man har udviklet den nuværende mindre hund til brug for hare-jagt. Ordet for ”harrekilling”  er på Middle English og nuengelsk ”leveret” fra normannerfransk ”levere” (hare), igen fra latin ”lepus, lepor” (se Kong Knud’s Skovlov fra år 1031 e.Kr.).

Kalkmaleri fra Charlwood Kirke, Surrey, England dateret til ca. år 1320 e.Kr. Under hesten ser vi tydeligt det vi i dag kender som en Greyhound i jagten på en hare. Den her viste Greyhound er ikke identisk til Kong Knud’s Skovlov fra år 1031 e.Kr. og hans beskrivelse af ”Greihounds”. Vi ser derfor den i samtiden nyavlede og nutidige Greyhound. Jeg har optegnet hundens omrids med en sort streg for bedre syn
Billedkilde: Billedet taget af T. Marshall fra Anne Marshall’s hjemmeside ”Medieval Wall Painting in The English Parish” (www.paintedchurch.org) 

Slægten Sire William Mauleverer fra Yorkshire havde under Kong Edward III. (regent 1327-1377) ca. 1345-60 i sit våbenskjold ”de argent iij leverers de goules” eller ”I sølvhvid [farve] 3 Leverer/Greyhounds i rød [baggrund]”.

Måske kan vi gisne om at den nuværende Greyhound kan været fremavlet i dette tidsrum hos denne familie fra Potter-Newton, Yorkshire, hvorfor slægten tager navn og skjold derefter. Landsbyen Potternewton ligger lige nord for Leeds med landsbyen ”Harehills” (Hare-bakkerne) klods op ad!

Geoffrey Chaucer (1343-1400) bekræfter ca. år 1390 e.Kr. i forordet til ”The Canterbury Tales and Other Poems” (sætning 189-191) at den til harejagt fremavlede ”Greihound” findes i hans samtid:

Min oversættelse til nudansk.

 
Kalkmaleri fra Bregninge Kirke, Ars Herred dateret til år 1400-1450 e.Kr. Jeg har her valgt at vise hele den pragtfulde jagtscene. Vi ser Den Store Hund til venstre for kronhjorten. Hunden har halsbånd på. Bemærk ligeledes den ridende jæger’s kaldehorn og armbrøsten hos jægeren til fods. Sammenlign med jagtscenen fra Gaston Phoebus’ ”Livre de la chasse” (1389). Ikke overraskende er jagten ens i begge landskaber. Kilde: www.kalkmalerier.dk
 
 
 
 

Gentile da Fabriano (ca. 1370-1427): ”L’Adorazione dei Magi” (The Adoration of the Magi), malet på en træaltertavle år 1423 e.Kr. til kirken Santa Trinità, Firenze. Jeg har fremhævet den store jagthund fra maleriet. Det er ikke ofte vi ser de store jagthunde med mundkurv (grime), men dette ser ud til at være normalt i samtiden. Hunden er ligeledes gengivet gående ene med en Leithundedreng. Det antyder at Parforce-jagten ikke er indført hos den italienske adel på dette tidspunkt.  Altertavlen findes nu på Galleria degli Uffizi, Firenze.
Billedkilde: Carsten Birk henviste mig til “Hundevennernes Jul” (1935), hvor Gerhard Wiltrup har en fin beretning om vor store hund ”Grand Danois – en fragmentarisk studie”. På side 5 viser Gerhard Wiltrup hunden fra denne altertavle. Wiltrup familien havde Kennel ISBA, Charlottenlund (se Frk. Fritse Aagard’s Kennel Campus, Godthaab, Holte).

Antonio di Puccio Pisano (Pisanello, ca. 1395-1455), i sin samtid anset som et af den kendte verdens førende malere af den italienske skole. Hans værker af hunde og heste anses som værende endog meget virkelighedstro, og er derfor vigtige i forståelsen af hvorledes bl.a. de store jagthunde tog sig ud. Han var hofmaler for fyrsten- og kongedømmerne i det nordlige Italien.

1.: Tegning af hovedet på en stor jagthund med mundkurv, dateret til år 1436-1438 e.kr. (Codex Vallardi 2343). Vallardi-samlingen blev i 1856 købt af den italienske antikvarhandler Giuseppe Vallardi, og kan ses på Louvre Museet, Paris.

2.: Tegning af samme jagthund i fuld størrelse, dateret til år 1436-1438 e.kr. (Codex Vallardi 2434). Vallardi-samlingen blev i 1856 købt af den italienske antikvarhandler Giuseppe Vallardi, og kan ses på Louvre Museet, Paris.

3.: Hans bedst bevarede vægmaleri ”Sankt Georg og prinsessen” (SANTVS º GIORGIVS º, San Giorgio e la principessa ) fra 1436-1438 e.Kr. kan ses i Pellegrini kapellet (Cappella Pellegrini), i Sant’Anastasia kirken i Verona, Italien. Prinsessen er Prinsessen til Trebizond (principessa di Trebisonda), et lille græsk rige grundlagt på nordkysten af Lille-Asien år 1204 e.Kr. efter Miklagarð’s fald år 1204 e.Kr. Bystaten faldt selv år 1461 e.Kr., og vægmaleriet skal uden tvivl ses i lyset af disse problemstillinger. Codex Vallardi 2343 og 2434 er, som man kan se, forarbejdet til samme jagthund gengivet i nærværende vægmaleri.

4.: Et hans få bevarede malerier ”Sankt Eustachius’ vision” (La Visione di sant'Eustachio) fra før år 1450 e.Kr. kan ses på The National Gallery, London. Rytteren i maleriets nav er Eustachius der med strakte ben i stigbøjler (en kenning for kristendommens ridderskikke) under en jagt traf en kronhjort med et krucifiks i panden. Dette blev taget som et tegn på at den romerske general Placidus (hans givne navn) i 100 tallet e.Kr. skulle konvertere til kristendommen. Røverhistorie og Middelalder beklædning lagt til side, ser vi alle samtidens jagthunde gengivet, og blandt disse har vi de store jagthunde i myndeform.
Billedkilder: Wikipedia.

Kalkmaleri fra Tuse Kirke, Tuse Herred, Roskilde Stift dateret til år 1460-1480 e.Kr. Uden for billedet er vist en ræv og derfor kan vi sige at de to viste hunde er Store Hunde. Begge har halsbånd på og ørerne kuperet. Rytteren holder, igen uden for billedet, en falk. Jagtscenen er derfor en falkejagt. Ved kongekronen kan vi se det er Kongen, og dateringen gør dette til Christian I. (regent 1448-1481). Indskriptionen siger: ”Heu quantus est noster dolor, vos qui transitis nostri memores rogo sitis, Quos sumus hoc eritis, Fuimus aliquando quod estis”, der oversættes til: ”Ak hvor stor er dog vor smerte, I, som drager forbi, skal, beder jeg, huske på os, hvad vi er, skal I blive. Vi var engang, hvad I er”. Kilde: www.kalkmalerier.dk
 
 
 
 

Kong Christian I. (regent 1448-1481) lovgiver ”Fynske Vedtægt” år 1473 e.Kr. som følger:

¹ I år 1492 e.Kr. forlænges dette fra 3 til 5 år, dvs. man har løbende forlænget dette forbud.
² I år 1492 e.Kr. tilføjes ”oc købstede men”, dvs. byernes velhavne købmænd har ment sig hævet over afgrænsningen ”almuen” i loven, hvorfor de nu inddrages.
Originalen findes i Fyns Bispearkiv. Sammesteds findes en stadfæstelse af samme lov af Kong Christian III., dateret Koldinghus 1540. I Gehejmearkivet findes en stadfæstelse af Kong Christian III. fra 1547. Her er loven derfor stadig i kraft.
Kilde: Holger Fr. Rørdam (1830-1913): Fyns Vedtægt og Adelens Landemode (Danske Magazin, 1884,  4. række, bind V, s. 146-152).

Bemærk her at de store jagthunde, der i Skånske Lov kaldes "miohund" (myndehund), har bibeholdt navnet og i 1473 skrives "myøhwnde" (myndehunde). Loven, der er gældende for alle, fra almuen til ridderskabet og kirken, forbyder al form for jagt på råvildt på hele Fyn. Som vi kan se skelnes der mellem de enorme jagthunde og andre jagthunde, ligesom det er klart fra loven at almuen ikke må eje "myøhwnde" (myndehunde).

Maleren Andrea Mantegna (ca. 1431-1506) fra Venedig, malede bl.a. over en 9 års periode fra år 1465-1474 e.Kr. helt ufatteligt gode vægmalerier i det nordøstlige tårn på Castello di San Giorgio i rummet kaldet  ”Camera degli Sposi” (også kaldet ”La Camera Picta”), byen Mantova ("Mantua" i longobardisk dialekt), Lombardiet, det nordlige Italien. Vægmalerierne er givet til marchesi di Mantova for hvem han var hofmaler. Ovenstående væg kaldes ”dell’incontro” (træffet). I vægmaleriets højre side (set fra læseren) har vi bl.a. ”Marchesi di Mantova” Luduvico II. af Gonzaga (Lodovico, regent 1444-78) og hans søn og arving Federico I. (regent 1478-84). Afbildet i baggrunden er ansigtet af Kong Christian I. (regent 1448-1481, ansigtet er fremhævet i midten i blå ramme. Det er dette billede der altid bruges i bøger omhandlende kongen). Han er tilstede her fordi han med sit ægteskab til Dorothea af Brandenburg (datter af Markgreven af Brandenburg-Kulmbach) 28. oktober 1449 e.Kr. er kommet i familie med vægmaleriets opdragsgiver ”Marchesi di Mantova” Luduvico II. Han blev nemlig  1437 gift med Dorothea’s søster Barbara (1423-1481). Den danske konge er i samtiden stadig en af Europas mægtigste mænd, og det er hundene fra hans kongelige hundegård også.

I vægmaleriets venstre panel (sæt fra læseren) ser vi 3 leithundedrenge med 5 store jagthunde og ”Marchesi di Mantova” Luduvico II’s hvide hest, opsadlet med brystgjord. En ung adelsmand under oplæring holder hesten. Opdragsgiveren forsøger her at sige til omverdenen at han skal ligestilles i anseelse med en konge for han er blandt dem, han besidder den hvide hest og han har den store jagthund, som kun kongen må eje og kan give i gave. Der er, som man kan se, 3 myndetyper med naturlige ører og 2 dogge-typer med kuperede ører. Ingen af hundene har deres jagthalsbånd på, og er i stedet givet meget fornemme hvide halsbånd på til lejligheden. Vi ved at det franske hof har såvel dogge-, som myndetype i samtiden, og kalder dem "Alaunt" (Alan + hunt/hund) eller "deugge des alans". Det forekommer rimeligt at antage at det italienske navn for hunden ”alano” er udviklet herfra. Omvendt er den tidligst kendte italienske betegnelse for vor hund i Italien fra den italienske Innocente Alessandri (ca. 1740-?) og Pietro Scattaglia: Animali quadrupedi al naturale disegnati, incisi, e miniati con i loro veri colori (Venezia: Carlo Palese, 4 dele i 2 bind, 1771-75). Her kaldes hunden for  ”Can danese grande” (se Dr. L. Fitzinger’s doktorafhandling). Det er umuligt at sige endeligt om Kong Christian I. har medbragt myndetypen fra Danmark, men det ville være mit gæt. Vi ser Kong Christian I. afbildet på jagt i Danmark med Den danske Hund i myndetypen på kalkmaleriet i Tuse Kirke, Tuse Herred fra år 1460-80 e.Kr. (vist ovenfor). Dogge-typen, der måske i stedet for er ophavet til "Alano"-betegnelsen i Italien, er ikke fra Danmark, da vi først importerer disse fra England år 1585 e.Kr.
Billedkilde: http://www.cameradeglisposi.it/storia.asp

 
 
 
 

Kalkmaleri fra Tingsted Kirke, Falster Nørre Herred nord for Nykøbing Falster, dateret til år 1475-1500 e.Kr. Vi ser her en mindre jagthund umiddelbart før den får fat på haren. Billedet skal ses og forstås sammen med nedenstående afbildning fra St. Hans Kirke, Stege på Møn. Kilde: www.kalkmalerier.dk
 
 
 
 
 
 
 
 

 
Kalkmaleri fra St. Hans Kirke, Stege på Møn dateret til år 1494 e.Kr. Billedet kan ses i skibet, 3. fag, nordvæggen. Billedet viser en Leithundedreng med horn i venstre hånd og et kobbel hunde, hvor hundene holdes i snor med højre hånd. Leithundedrengen er derfor ubevæbnet. Kilde: www.kalkmalerier.dk (St. Hans Kirke, side 1/11, arkivnr. 17/66)

Kalkmaleriet fra St. Hans Kirke viser en jagtscene og tidsrummet er Kong Hans’ regeringstid (regent 1481-1513). De Store Hunde må være fra den kongelige hundekennel. At vi finder dem afbildet i en kirke på Møn skal ses i lyset af Valdemar-kongernes store brug af vildtbanerne i Sydsjælland, Møn og på Falster. Den Store Hund’s myndepræg er fortsat uændret år 1494 e.Kr. og dermed til slutningen af Middelalderen (ifald man regner tidspunktet for Reformationens begyndelse til år 1517 e.Kr.). Det er fordi det er kongens hunde er vi ser dem afbildet i Harlekin.
 
Som man gjorde i England år 1390 e.Kr. forsøger Kong Hans med forordningen på Bornholm i år 1499 e.Kr. udstedt af Birger Ærkebiskop af Lund, at tilse at vildtbestanden ikke udryddes gennem krybskytteri med brug af Store Hunde. Vi skal her forstå at lovgivningerne i Danmark og England ikke alene handler om at tilse at kun Kongen/Dronningen havde adgang til jagt på vildtbanerne. Det Store Dyr var helligt i den forne sæd og denne urforståelse havde den katolske kristendom ikke taget bort. Der er derfor en helt klar sammenhæng mellem respekten for Den Store Hund, respekten for Det Behornede Dyr (Kronhjorten) og vildtet generelt, og forsøget på at bevare vildtet gennem forbudslovgivning. Det var naturligvis også fuldt forstået, at en stor vildtbestand var en vigtig forsyning af fødevarer, specielt i alle de år vi havde kvægpest.
 
 
 
 
 
 
 
 

Kalkmaleri fra Århus Domkirke dateret til år 1490-1510 e.Kr.
Den Store Hund, ses som nr. 2 fra venstre jagende en ræv.
Underneden det viste kalkmaleri ses, uden for billedet her,
Lange familiens våbenskjold, og hundene har derfor sikkert tilhørt denne familie.
Kilde: www.kalkmalerier.dk

Birger (Birge), Ærkebiskop i Lund, stadfæster 6. juli år 1499 e.Kr. vedtægter gældende for Bornholm (Borghenholm). Flere af disse vedtægter var udstedt af hans forgænger Jens Brostrup, Ærkebiskop i Lund år 1472-1497 e.Kr., og Artikel 11 lyder:

Kilde: A. Heise: Hundes Lemlæstelse for Jagtens Skyld (Historisk Tidsskrift, 1881-1882, 3. række, bind V, s. 330). Originalteksten fra C. F. Wegener: Aarsberetninger fra Det Kongelige Geheimearchiv (5. bind, 1871-1875, s. 83-86).

Som altid ved forbudslovgivning, indføres et forbud kun ifald en handling har fundet sted. At forbudet specifikt omtaler store hunde betyder med andre ord at disse tillige var udbredt på Bornholm.
 
Fra Peder Laales Danske Ordsprog (nedskrevet i 1300 tallet): 

Nr. 825 Thet ær seent tijl hwndhe naar dywren løbæ.
(det er for sent at få fat på hundene, når dyrene (hjortene) løber)