| Forside |  |
Indholdsfortegnelse |
De store hunde år 385-1100 e.Kr.
Scyldinga/Skjoldunge-ætten, der sad med kongsgård på Sjælland (Himlingøje og Lejre) er som følge af dette enorme landområde nødsaget at ændre stammens opbygning for at kunne bibeholde kontrollen med disse landområder. Det er derfor samme stamme, der taler samme sprog, har samme sæder og skikke, og hvis konger har de samme store hunde, der sidder fra Kiev (Kænugarður) til Novgorod (Hólmgarður), fra Lejre (Hleiðargarð) til Bergen (Björgvin), Oslo (Kaupang) og Upsala (Upsal), og fra Winchester (Uintancæstir) til Canterbury (Cantware-buruh). Nr. 777 Hoo som eij føder hwnd eller kat han fødher wærre wæt
Helt unikt har vi i Norden (på bl.a. Zoologisk Museum) en lang række udgravede hundeskeletter af store hunde, der var blevet begravet sammen med deres Herre (mænd og kvinder). I bådgravene blev hundene lagt til bagbord og hesten til styrbord. De mest betydningsfulde er:
”Kranium af Errindlevhunden, set fra Siden. Denne højbenede Hund fandtes i en Vikingegrav, sammen med sin Herre og hans Hest. Den ejendommeligt hvælvede øvre Profillinje, uden egentlige Pandeafsats, viser, at vi her har en primitiv russisk Mynde eller Barzoi repræsenteret" Denne store hund med mynde-præg fra syd-Lolland er fra ca. år 950 e.Kr.
Mindstehøjden for Mankehøjden på Den Store Hund i dag er 80 cm for hunden (hannen) og 72 cm for tæven. Gennemsnitshøjden ligger i dag omkring 6-12 cm over mindstehøjden. ”Sydenham Edwards beskriver i ”Cynographia Britannica” (1800-1803) ”The Great Dane” som en 28-31 inches (71-79 cm) høj Hund” 1 1 Hother Tolderlund Borgen: Den Store Hundebog” (1938, s. 233)
Den uden sammenligning mest betydningsfulde hundeopdrætter i det nordlige Europa i slutningen af 1800 tallet og fremefter er Fru Sagfører Nancy Madsen. I hendes bog ”Race-hunde” (1903, s.9-11) skriver hun om Mankehøjden for Den Store Hund: ”Passende Højde for Hanhunden 78 Ctm, for Hunhunden 76 Ctm”. Hother Tolderlund Borgen’s ”Den Store Hundebog” (1938, s. 229-240) indeholder den fulde beskrivelse af ”DEN STORE DANSKE HUND” som vedtaget af DKK’s bestyrelse 18. marts 1935. I denne standard hedder det: ”Skulderhøjde for en Han ikke under 76 cm, helst 80 cm og derover; De nuværende Mankehøjder på vore store hunde er med andre ord en nyskabelse fra det 20. århundrede. Dette skyldes dels forbedrede kostvilkår, men især at hundene nu avles alene som selskabsdyr, og derfor med for stor fokus på højde over hundens andre oprindelige egenskaber, da dette giver mere status hos køber og derfor er hvad opdrætter tilstræber. I historisk sammenhæng er en Mankehøjde på 65-70 cm i arkæologiske fund derfor at regne for en stor hund.
Afbildning fra guldskilling fra år 385-670 e.Kr. fundet i Tønder, Sønderjylland (DR BR4). Den opbevares på Museum Vorgeschichtlicher Altertümer i Kiel da den blev fundet under den tyske besættelse af Sønderjylland i 1908. Til venstre en hjort med kalv. Det centrale element i billedet er bueskytten, hans bue og pil. Omkring pilen har vi to beskyttende hjælpeånder. Fordi disse hjælpeånder har ben ved vi at disse to hjælpeånder er vor store jagthund Den danske Hund. Hundenes opgave er at vise pilen den rette vej til jagtbyttet, der er hjorten. Under jægerens venstre arm ses et lille menneske - jagtens værnende vætte. Guldskillingen er gennemgået i detaljer i afsnittet "Solhjulet og den matriarkalske månekalender".
Figurafbildningerne på 1. række af ”det korte” guldhorn tegnet af arkivar, kammerråd Jochum Paulli (1690-1759) 1734. Fra ”Danmarks Folk – I skildringer af danske videnskabsmænd” (1901, s. 221-222). Begge guldhorn blev fundet ved Gallehus ved Møgeltønder i Sønderjylland og er dateret til 400 tallet e.Kr. Dette er Sommersolhvervsafbildningen på "det korte" guldhorn. I afbildningens højre side er vist to store jagthunde omkredsende en kronhjort med kalv (en kenning for konge og ætling). Kunsten er i tanke identisk til guldskillingen fra Tønder, Sønderjylland (DR BR4). I afbildningen på "det korte" guldhorn bruges Den danske Hund i kenningsform som hjælpeånd og stifinder for konge og ætling (kronhjort og kalv).
Jørlunde-skatten, Jørlunde Herred Fire guldskillinger blev iflg. protokollen fra 1817 givet til Nationalmuseet "og skulle være fundne i Nærheden af Slangerup". I 1833 blev der fundet en bred guldfingerring "som ved at pløje er funden paa Hiørlunde Mark ved Slangerup". Hertil tilføjer Nationalmuseets protokol fra 1833, at ringen blev fundet på det sted, hvor man for omtrent 20 år siden fandt de fire guldskillinger. Alle 4 guldskillinger er omsmedet til Gyldne Tavler. Guldskillingerne antager derfor karakter af et hængesmykke. Det må her tilføjes at der blev gjort yderligere omfattende fund med brug af metaldetektor under en undersøgelse i Foråret 2006 af marken ved gården Lærkefryd, hvor man mener de oprindelige guldskillinger blev fundet. Arkæolog Søren Sørensen fra Museet Færgegården fandt bl.a. 36 romerske denarer inden for et ca. 40 x 40 m stort område, samt 10 stykker brudguld m.m. Dateringen af disse fund er også ca. 4-500 tallet e.Kr., og antyder at netop dette sted i Jørlunde har været et offersted. Det samlede fund på denne mark er nu oppe på 250 gram guld og 50 romerske mønter. Billedgengivelsen ovenfor er taget fra flere forskellige kilder. Fra venstre: Guldskillingen "IK94, 2" med identisk stempel til de 2 guldskillinger "IK94, 1" fra Kitnæs-skatten. Nr. 2 fra venstre: Guldskillingen "IK77". Ravnen Hugin rådgiver rytteren (Odin, Kongen)'s højre øre, der altid er det "rette" øre, jvf. det oldengelske "riht" (nuengelsk "right"). Se også afsnittet "Kongen som Odin – Odin som konge i Gl. Lejre". Stemplet på denne guldskilling ligner guldskillingen "DR BR42, IK58", fra et ukendt sted på Fyn, der har en meget lang runeindskrift i Ældre Futhark, hvori indgår det afsluttende ord "alu". Selve aftegningen er udført lidt anderledes. Guldskillingen kan ses i afsnittet "Ældre og Yngre Futhark (runer) som noder", hvor jeg også gennemgår runeindskriften. Stemplet er også identisk til guldskillingen "DR BR54, IK300" fra Maglemose, Præstø, Sjælland. Også denne guldskilling har en lang runeindskrift i Ældre Futhark, der afsluttes med ordet "alu".
Stemplet er også identisk til guldskillingen "DR BR26, IK142" fra Randers-egnen, Jylland. Også denne guldskilling har en lang runeindskrift i Ældre Futhark. På denne guldskilling er ravnen Hugin aftegnet identisk med Jørlunde "IK77". Stemplet er også identisk til guldskillingen "DR BR14" fra Skonager, Ribe, Jylland. Også denne guldskilling har en lang runeindskrift i Ældre Futhark, hvilken indskrift (dog ikke stempel) igen er identisk til guldskillingen "DR BR10, IK41, 1" fra Darum, Ribe, Jylland. Guldskillingen "DR BR14" gengiver ætten fra Angel's mærke, som vi ser det gengivet også på guldskillingen "IK94, 2" fra Jørlunde-skatten og de 2 guldskillinger "IK94, 1" fra Kitnæs-skatten. Der findes yderligere mindst to guldskilinger, hvis findested er os ukendte, hvorpå forekommer samme stempel. I denne simple gennemgang af samme stempel-type kan vi se, at sammenknytningen mellem Sjælland, Fyn, ætten fra Angel og Jylland til Viborg (Limfjorden) findes i kunst, der afspejler tanke og virkelighed i samtiden i begyndelsen af 500 tallet e.Kr. I afsnittet "Nationalstaten Danmark" argumenterer jeg for at den decentrale nationalstat "land Dena" (Dane land, Danernes land) er på plads i 500 tallet e.Kr., måske fra ca. år 450 e.Kr. Der er, så vidt jeg kan se, fuld enighed mellem vor kunst og hvorledes vi i historiefortælling erindrer vor historiske samtid. Nr. 3 fra venstre: I afsnittet "Skål, skåltaler og skålningsceremonier" (underafsnit "En skål fra en hovedskal") argumenterer jeg for at vor ur-erindring, og visdom tilføres os gennem Mimir, fra det indoeuropæiske ”*men-/*mon-“ – "at tænke"?. Det sker fordi menneskets ”kraft” findes i hovedskallen. Guldskillingen "DR BR59, IK78" gengiver den oprindelige fremstilling af ravnen Hugin (huet) ved kongen (Odin)'s højre øre, og Mimir (mindet, erindringen) ved kongen (Odin)'s venstre øre. Der er rejst det urnordiske ord "alu" (Gro!) i Ældre Futhark; det mest benyttede afsluttende ord i en magisk formel. Se afsnittet "Ældre og Yngre Futhark (runer) som noder". Det er gengivet to urnordiske livkors omkring afbildningen af vor store jagthund, Den danske Hund. Den danske Hund er gengivet med halsende tunge og rejste børster, hvilket i kunst betyder at hunden jager. Her skal vi være opmærksom på at det oldengelske og urnordiske ord for ”at jagte vildt” er ”huntian” (idag ”hunt”). Fra "Huntian" udvikles ”Hund” (oldnordisk, oldengelsk) som betegnelse for en han-hund blandt vore store jagthunde, i dag Den danske Hund. Det "alu" (Gro!) der henvises til på guldskillingen er vildtet og jagten, uden hvilken livet ikke kan opretholdes. Til højre: Guldskillingen "IK79" gengiver den oprindelige fremstilling af ravnen Hugin (huet) ved kongen (Odin)'s højre øre, og Mimir (mindet, erindringen) ved kongen (Odin)'s venstre øre. På denne guldskilling er gengivelsen udvidet til også at vise kongen (Odin)'s værnende vætte. Fordi vætten i kunst skal gengives som fysisk værende foran kongen (Odin) så sidstnævnte kan "se" vætten, tvinger det guldsmeden i todimensionel kunst til at flytte Mimir's hoved under hagen på kongen (Odin). Kongen (Odin)'s værnende vætte er gengivet i samme form som på guldskillingen "IK92" fra Kitnæs-skatten, men med nogle væsentlige tilføjelser. Dette er, så vidt jeg kan se, den eneste gengivelse af en værnende vætte med løftet sværd og sværdskede. De 8 prikker i vættens ansigt er i kunst symbolet på Moder Jord, hvorved vi kan se at vætten er knytten til Jord, jvf. også brugen af betegnelsen "landvætterne" (landvættir). Som vi ser på guldskillingen "DR BR59, IK78" er der gengivet to urnordiske livkors omkring afbildningen af vor store jagthund, Den danske Hund. Den danske Hund er gengivet med halsende tunge og rejste børster, hvilket i kunst betyder at hunden jager. Her skal vi være opmærksom på at det oldengelske og urnordiske ord for ”at jagte vildt” er ”huntian” (idag ”hunt”). Fra "Huntian" udvikles ”Hund” (oldnordisk, oldengelsk) som betegnelse for en han-hund blandt vore store jagthunde, i dag Den danske Hund. Det "alu" (Gro!) der henvises til på guldskillingen er vildtet og jagten, uden hvilken livet ikke kan opretholdes. Kunsten er vor oprindelige Stil I., der er en uændret videreførsel af sarmatisk kunststil, og kendetegnet ved at afbildning af forvredne dyr med tydelig hoved- og øjenmarkering. Derfor mener jeg at den afbildning der ligner et segl, men ikke er det, kan være et lårben fra en nedlagt hjort. Kilde: Mogens B. Mackeprang: De Nordiske Guldbrakteater (1952, s. 113, planche 6:25; 7:4; 8:20-21).
Øverst til venstre: Guldskilling fra Lellinge Kohave, Bjæverskov Herred, Sjælland (DR BR55, IK105), dateret til år 385-670 e.Kr. Der er rejst i Ældre Futhark indskriften "salusalu" som vi kunne vælge at opfatte som "salus alu", hvor sidstnævnte er det urnordiske ord "alu" (Gro!); det mest benyttede afsluttende ord i en magisk formel. Det åbner da for muligheden at "salus" kan være identisk til det latinske "salus" (velbefindende, sundhed), der er hvad skal "alu" (Gro!). Indskriften "SALVS REI PVBLICAE" (Salus rei publicae) forekommer på samtidige sen-romerske mønter fra år 326 e.Kr., hvor "salus" er den romerske gudinde for "godt helbred, sundhed". Indskriften opfattes som "statens velbefindende", og kan sidestilles med vor egen brug af "ve og vel". Det lykkedes på et senere tidspunkt kristendommen at overtage symbolikken således at kristendommen identificeres med "statens velbefindende". Dette er ikke tilfældet i nærværende mønters samtid. Kunsten på guldskillingen, der er omsmedet til en Gylden Tavle, er urnordisk. Der er beviseligt betydelig samhandel med Romerriget fra år 40-77 e.Kr. fremefter, og mangfoldige fund at romerske guldmønter nord for Ejder-strømmen med en tilsvarende opgave som Gylden Tavle. Hvad taler stærkt imod en sådan fortolkning er at den urnordiske Stil I. er uden indflydelse fra fremmede sæder og skikke, samt at brugen af "salus" ikke kendes fra hverken oldengelsk eller oldnordisk. Jeg mener derfor vi må fastholde at runerne skal opfattes som ordet "*salu", gentaget to gange. Til sammenligning finder vi på guldskillingen fundet i Vadstena, Östergötland (Ög 178), dateret til år 385-670 e.Kr., en længere indskrift i Ældre Futhark, hvori indgår runerne "tuwatuwa". Også her mener jeg det må kunne argumenteres at dette er en galder af "*tuwa", gentaget to gange. I afsnittet "Vindtøj" argumenterer jeg for at runeindskriften på "det korte" guldhorn fra Gallehus ved Møgeltønder i Sønderjylland, dateret til 400 tallet e.Kr., indeholder ordet "tawido", som jeg mener må være datid af det urnordiske "*taujan" (at gøre). Det følger herfra at "*tuwa" kunne være Bydemåde (imperativ) af "*taujan", hvorfor "tuwa tuwa" skal opfattes som "Gør (det)!, Gør (det)!". Overfører vi samme tanke til indskriften "salusalu", da kunne "*salu" være Bydemåde (imperativ) af det urnordiske ord der bliver til "selja, sellan, saljan, sellian, sella" (oldnordisk, oldengelsk, gotisk, oldsaksisk, oldfrisisk) eller bl.a. "give, afgive, uddele". "salu salu" skal derfor opfattes som "Afgiv!, Afgiv!", underforstået at Gøgens ankomst, og Den danske Hund's jagtegenskaber, vil forøge jagtbyttet, som Moder Jord afgiver. Det oldengelske "sellan" har faktisk netop betydningen "give, afgive" i lovsætningen "under borh sellan" (under sikkerhed afgivet), som vi opfatter som "lån mod sikkerhed". Vi kan fra vor oprindelige kalender se at "Gaukmánaðr, Gauk-mánaðir, Geac Monað” (Gøge måned) er identisk til Ðrimilce-monaþ/Majmanet (9-15.4-19.5), og sidestilles med den første af sommermånederne. Øverst i midten: Guldskilling fra Ravlunda (Raflunda), Allbo Herred Skåne, dateret til år 385-670 e.Kr. Afbildningen følger samme tema med Gøgen og Den danske Hund. Ravnen Hugin ser dog ud til at være gengivet som en orm. Øverst til højre: Guldskilling fra et ukendt sted i Skåne (DR BR67, IK149, Skåne 1a-b), dateret til år 385-670 e.Kr. Der er to guldskillinger med samme stempel; den ene opbevares på Nationalmuseet i København; den anden i Oldsaksamlingen, Oslo. Der er rejst i Ældre Futhark indskriften "laþu laukaR • gakaR alu" med brug af 2 binderuner. ”laþu” bliver til det oldnordiske ”laða” med betydningen “overvinder, tiltrækker, indbyder”.
Nederst til venstre: Guldskilling fra et ukendt sted på Fyn (IK59), dateret til år 385-670 e.Kr. Denne guldskilling ser ved første øjekast ud til at gengive en buste af en kvinde, med diadem og en hårlok trukket bag øret. Det er en kombination af hårets opsætning, kindbenets fremstilling og næseryggen, der tilsammen får det til at ligne en kvinde. Det er dog formentlig et synsbedrag, og guldsmedens hensigt er nok at gengive en ungersvend. Vi kan sammenligne med portrættet gengivet på følgende romerske guldmønter fundet i Danmark:
Der er også fundet en lignende guldmønt slået under Kejser Valentinian I (regent 364-375) i Vestre Hauge (Vestre Houe), Vestagder, Norge. Af sammenlignelige guldskillinger finder vi en Gylden Tavle fra Tjurkö, Blekinge dateret til år 385-670 e.Kr. (Tjurkö 4, IK150,2, Mogens B. Mackeprang: De Nordiske Guldbrakteater (1952, planche 4:3)). Også her er ansigtet ganske feminint gengivet, med diadem og hårlok bag øret. Tjurkö-skatten bestod oprindeligt af 4 guldskillinger og 2 romerske guldmønter fra Kejser Theodosius II (408-450). Guldskillingen fra Tjurkö (Tjurkö 3, DR BR77, IK183) har indskrift med forvanskede latinske bogstaver. Endelig finder vi to Gyldne Tavler med urnordisk kunst og forvansket latinsk indskrift: Den Gyldne Tavle fra Torpsgård, Senoren (en ø), Östra Herred, Blekinge, dateret til år 385-670 e.Kr. (IK354). Ansigtet er gengivet feminint, med diadem, hårlok bag øret, og latinske bogstaver, der ingen mening giver. Den Gyldne Tavle fundet som strøfund i Hov, Nord-Trøndelag, Norge (IK282). Ansigtet er gengivet klassisk urnordisk, med diadem, hårlok bag øret, og forvanskede latinske bogstaver, der ingen mening giver. Der må her være muligt at slutte at guldsmedene til netop denne gruppe af Gyldne Tavler, som jeg gætter på må være meget tidlige prototyper af guldskillinger fra måske år 385-450 e.Kr., er under kunstnerisk inspiration fra romerske guldmønter hentet til Skandinavien fra samhandel. Disse prototyper til skabelsen af et nyt møntsystem kunne måske omtales som før-Stil I. Det er givet med flid at de latinske bogstaver er ulæsbare. Guldsmeden har ikke kunnet sin latin, eller været interesseret i dette. Han har alene skulle kopiere en romersk guldmønt visuelt. Det må være den romerske guldmønt af Kejser Constantius II (regent 337-361 e.Kr.); fundet i Allesø, Lunde Herred, Odense, Fyn der er inspirationen til afbildningen på guldskillingen fra et ukendt sted på Fyn. Gøgen varsler, og Den danske Hund er stadig gengivet i sin samtidige form. Nederst til højre: Guldskilling fra Bolbro-skatten (12 guldskillinger og 37 stykker ringguld), Odense Herred, Fyn (Bolbro C, IK30). Samme tema med Gøgen, ravnen Hugin og Den danske Hund.Kilde: Mogens B. Mackeprang: De Nordiske Guldbrakteater (1952, s. 106, 107, 115, 118, 159, 160, 162, planche 1:2a, 1:3a, 1:6a, 3:3, 3:5, 4:3, 5:1, 5:2, 5:6, 8:18, 8:19). Tak til arkæolog Morten Axboe, Nationalmuseet for hjælp med forståelsen af guldskillingen fra et ukendt sted på Fyn.
Afbildningen af 4. række fra Ole Worm’s tegning af ”Det lange/Store” guldhorn i skriftet ”De Aureo Cornu” (1641). Begge guldhorn blev fundet ved Gallehus ved Møgeltønder i Sønderjylland og er dateret til 400 tallet e.Kr. ”Det Lange/Store” guldhorn blev fundet i år 1639 e.Kr. Den nøgne mand med løftet økse og kølle viser jægeren, men jægeren er tegnet nøjagtig som "*algiR, Eolh (elg)"-runen fra Ældre Futhark. Og elgen er netop det storvildt Den danske Hund i samtiden formår at jage. Og det er sikkert elgen selv vi ser mellem den nøgne mand/*algiR-runen og Den danske Hund. Scenen er rituelt sat, og nøgenheden antyder en dans, måske om en god forestående jagt. Den danske Hund er vist med mynde-træk og kuperede ører. Det er meningen vi skal forbinde Den danske Hund med jagt og byttedyr. Billedet er fra Lis Jacobsen & Erik Moltke: Danmarks Runeindskrifter (1941) og er leveret af Rolf Gunnar Rolfsson med tak.
Kong Hróðgár (Scyldinga/Skjoldunge-æt, ca. år 473-525 e.Kr.) havde den verdensberømte kongsgård Heorot i Gl. Lejre. I Beowulf-kvadet, skrevet ca. år 755-757 e.Kr. (sætning 1368-70), siger han til Beowulf: "Ðéah þe haéðstapa hundum geswenced
Som jeg oversætter til: "Der hedestepperen (af) hunde besværet
”Haéðstapa” (hedestepperen) er et heite for Han-hjorten for at vise hvor vi finder ham, i dette tilfælde på hederne i de danske landskaber. Hjorten tager flugten fordi han ser jagthundene langvejs fra, hvorefter den forgæves søger tilflugt i skovbrynet. Kong Hróðgár’s beretning om Heorot har her en dobbelt betydning da det er navnet på såvel kongsgården, som den 3-årige han-hjort. Kongen beretter om en fjende, Grendel, der truer kongsgården. Fra langskibsgraven i Sutton Hoo i East Anglia. De fleste synes enige om at den her gravlagte høvding er Kong (H)Rædwald, konge af East Anglia og Overherre (Bretwalda) af de nye kongeriger i Britannien ca. år 617-625 e.Kr. Kong (H)Rædwald er fra Wuffinga/Ulveunge-ætten, der udvandrer ca. år 497 e.Kr. fra Anglen, Slesvig under Uffe Hin Spage. Denne høvding’s farfader var Høvding Hroðmund/Hrothmund, der iflg. Beowulf-kvadet var ”prins af Danmark” og fætter til Rolf Krake fra Scyldinga/Skjoldunge-ætten ca. år 450-494 e.Kr. Det er derfor samme familie, der i samtiden sidder på tronen i det nuværende Danmark og i Øst-Anglen.
Udover sværdbæltet, var høvdingen gravlagt med et større bælte, pengebæltet (The Royal Purse Lid, The British Museum). Gjort af en lokal smed i East-Anglia ser vi, i helt utrolig høj smedekunst, Odin/Kongen afbilledet med to ulvehunde. Ulvehundenes klare ”talen” til Odin er helt lig hvorledes vi i andre sammenhænge ser Odin sammen med ravnene Hugin og Munin. Odin/Kongen modtager råd og vejledning fra ulvehundene om den rette vej til den næste verden, hvortil han skal rejse for at hente visdom fra forfædrene (m/k). Til højre viser jeg en af de store hunde alene så læseren kan efterse hunden. Vi bemærker straks at hunden er kraftig, men at den har myndepræg. Dernæst har hunden halsbånd på. Det ser ud til at hunden ligeledes har et dækken på, samt at den bærer grime. Sidstnævnte skyldes at Odin/Kongen ligeledes er afbildet med sin dødsmaske. Kilde: Dr. Sam Newton: www.wuffings.co.uk/index.htm#SHPage
Jeg forelagde min fortolkning af hundene fra Kong (H)rædwald’s grav i Sutton Hoo til Dr. Sam Newton, der som sit specialområde har Sutton Hoo1.
I sit svar 28. marts 2004 skriver han bl.a. til mig:
5.5 cm lang forsølvet påhæng til sværdskede. Dateret til sent 400 tallet, tidligt 500 tallet e.Kr. Fundet i grav 76, Chessell Down, Isle of Wight, England ("Chessell Down II"). Dette er i samtiden helt nybosat af jydske slægter. Kunststilen er vor egen Nydam/Stil I. (”Style I”. i England) gældende i alle vore landskaber til ca. år 550 e.Kr. Kunsten på dette smykke er identisk til Den Gyldne Tavle fra Maglemose ved Gummersmark, Præstø Amt, Sjælland fra år 385-670 e.Kr. (se nedenfor). På bagsiden af smykket er ridset runer i Ældre Futhark med følgende ordlyd: ”æco : lori”, hvor ”æco” kan være det urnordiske mandsnavn "Akaz, AkaR" (se guldskillingen Åsum-C), der på oldengelsk bliver til "Aca”. Fordi de er rejst på et smykke til sværdskeden kan dette ikke være sejrsruner. Tværtom, ifald "lori" er den rette fortolkning, og "lori" betyder "tab, tabte", og runerne er rejst efter Akaz, AkaR's død, da betyder inskriften "Akaz, AkaR tabte"! Som vi kan se er kunstens opbygning identisk til samme på pengebæltet fra Sutton Hoo bortset fra at Kongen/Odin’s ravnedødsmaske nu er begyndt at ligne den faktiske konge med skulderlangt velredt hår, som vi finder det på en sølvpenge fra Øst-Anglen slået ca. år 670 e.Kr. (se nedenfor).
Kobberspand dateret til år 520-570 e.Kr. Fundet i en rigt udstyret jydsk? krigerindes grav (grav nr. 45) på Isle of Wight (”Chessel Down I”, British Museum, object registration 1867,0729.136). Det er foreslået at kobberspanden muligvis er importeret fra det østlige Middelhavet. Med min beskedne erfaring i vor oprindelige kunst betvivler jeg også at kobbersmeden er en af vor egne. De to hjortedyr derimod er afbildet i vor oprindelige kunstform, Nydam/Stil I. (”Style I.” i England), der er gældende i Danmark og de nye kongeriger i England til ca. år 550 e.Kr. Kendetegnende for stilen er at den er identisk til den sarmatiske kunststil med forvredne dyreben. Desforuden, hvad umiddelbart ligner et kattedyr, mener jeg faktisk viser vor store hund. Den er vist med halsbånd og dens lange, lange hale kender vi til helt tilbage til egyptiske afbildninger. Som vi kan se er det en gengivelse af vildtscener vi ser på kobberspanden, men det er ikke en jagtscene. Den store jagthund jagter i afbildningens sekvens ikke de to hjortedyr. Vi bemærker at hjortedyrene er vist med en ”ring” om halsen. På vore guldskillinger møntet fra år 385-670 e.Kr. ser dette ud til at skulle vise ”hellig” dvs. at hjortedyrene er hellige. Der forekommer runer i Ældre Futhark, der omskrevet til latinske bogstaver siger: ”...bwseeekkkaaa”. Dette er en shamanisk galder, der skal opfattes som ”...Becca [:] Wecca [:] Sekka”, hvor det sidste af de tre mandsnavne skal synges ”Seeekkkaaa”. Mit indtryk er at kobbersmeden ikke er en af vore egne, men at han/hun har gjort kobberspanden med et opdrag om indhold givet af vore ætter. Jeg har optegnet de viste afbildninger med en sort streg således at læseren bedre kan se hvilken kunst der vises.
Nedenfor ses Den Gyldne Tavle fra Maglemose ved Gummersmark, Præstø Amt, Sjælland. Kunsten er sarmatisk/Stil I. og er dateret til år 385-670 e.Kr. 1 Dette Hariwalda-mærke fra den afledede Skjodunge-æt er, så vidt jeg kan se, et af de vigtigste minder vi overhovedet har. Hariwalda-mærket har en filosofisk opbygning der følger ”Monghe becke oc smaa gøre een stoor å” (Peder Laales Danske Ordsprog, nr. 38). 1 Billedkilde: Mogens B. Mackeprang: De Nordiske Guldbrakteater (1952, s. 114-115 og 141, plade 22:1 og 25:1).
Med visdom fra ravnene Hugin (Huet) og Munin (Mindet) afsiger 12-mandsrådet dom til Odin/Kongen, hvis beslutning derfor er den bedst mulige. Herfra flyder ”Skuld” (hvad skal komme) mod ravnens styrevinger, og videre til den afledede Skjoldunge-æt's Hariwalda-mærke. Der er tre sæt beskyttende hjælpeånder; 2 kobbel af Den Store Hund og 2 beskyttende drager. Kong Rædwald’s kongehjelm fra Sutton Hoo viser os at vi skal opfatte den enkelte ravn som Kongens dødsmaske, dvs. dyrebilledet af Odin/kongen selv (se afsnittet ”Odin, Høvding Rædwald & Sutton Hoo”). Det har i filosofi, gengivet i kunst, siðr og lov, den vigtige konsekvens at Ravnen (Kongen/Odin) er ættens (Hariwalda-mærket)'s værner. Derfor er ravnens næb gjort i midten af Hariwalda-mærket - den nedadvendte trekant.
Til venstre: En af to Gyldne Tavler fundet 1885 i en kvindegrav dateret til ca. år 500-550 e.Kr. i byen Bezenye, i dag det nordlige Ungarn, ved grænsen til Østrig og Slovakiet. De to forgyldte sølvspænder lå oven på hinanden under ligets knæ mellem skinnebenknoglerne. De to Gyldne Tavler er ens, fremstillet i samme smedje af samme håndværker. På bagsiden er de Gyldne Tavler er indskrift i Ældre Futhark med følgende runer rejst:
Der er til indskrift nr. 2 tilføjet et "›" før "*ansuR"-runen, der fortolkes som værende en ikke-skandinavisk circumfleks, hvorfor det latinske "A" skrives "Â". Er man uenig i denne fortolkning må tegnet være en "*kauna"-rune (k), hvorfor indskriften med latinske bogstaver skal lyde "KA". Også tegnet "b", der er ukendt i Ældre Futhark, fortolkes som en "*perþu"-rune (p). "*sowilu"-runen forekommer rejst med 2 og 3 ”tænder”, hvilket er højst usædvanligt. Jeg har vist at i de nuværende danske landskaber er flertallet af de ældste "*sowilu-runer" rejst med 3 eller flere ”tænder”. Den første indskrift består af kvindenavnet "Godahild" + "*wynju"-runen (lykke, fryd) i flertalsform = Godahild's lykke Den anden indskrift består af kvindenavnet "Ârsipoda" + "segun" (velsigne) = Arsiboða (vel)signer Til højre: Gylden Tavle (17.6 x 9.5 cm), efter sigende gjort i midt-Italien ca. år 600 e.Kr. Angives hos The Metropolitan Museum of Art at være longobardisk smedearbejde i forgyldt sølv. Der er bl.a. to Danske Hunde afbildet på alle tre Gyldne Tavler: Kunsten er urnordisk, dvs. Nydamstilen/Stil I, tidsmæssigt gældende fra ankomsten til vore nuværende landområder til sidste halvdel af 500 tallet. Runerne er Ældre Futhark; skriften alene vi, Goterne og Longobarderne gjorde brug af. Sammenholder vi de tre identiske Gyldne Tavler, og med viden om at der forekommer en "dialekt" i Ældre Futhark, er spørgsmålet om de rejste runer er longobardiske. I mit "Bilag AE: Longobardernes modersmål og ordliste" viser jeg at i longobardisk dialekt (omlyd og brydninger), sammenholdt med oldnordisk, oldengelsk og olddansk, ændres b → p. Dermed kan vi vise at endestavelsen i "Ârsipoda" er en longobardisk dialektform af endestavelsen på de oldnordiske kvindenavne "Angrboða, Aurboða", jvf. Snorre i Snorre Edda (Gylfaginning (kap. 34) og Hyndluljóð (vers 40, Ældre Edda). Det er derfor longobardisk dialekt der fremtvinger opfindelsen af en "b"-rune, der skal udtales som et "p". Hvor er longobarderne i samtiden? Vi kan se at efter sejren år 494 e.Kr. vandrer longobarderne ind i Rugiland (Nieder-Österreich- venstresiden af Donau-floden mellem Linz og Wien) og videre til det landskab de selv kalder "feld", landskabet mellem Tisza-floden og Donau-floden i Ungarn (øst og sydøst for Budapest). Herefter drager de mod vest til Panonien (ca. trekanten Wien/Nieder-Österreich, Bratislava/Slovakiet og Gyor/Ungarn). Landsbyen Bezenye, hvor De Gyldne Tavler blev fundet, ligger nøjagtigt i hvad i 500 tallet e.Kr. blev kaldt Panonien, der i samtiden er under longobardisk kontrol under ledelse af først Kong Wacho (regent 510-532), senere Audoin på vegne barnekongen Waltari (regent 532-539). Er longobarderne i samtiden ariansk kristne? Vi er usikre på om Dronning Theodelinda (ca. 570-628) ca. år 588 e.Kr. omvender sin husbond Kong Authari og Longobarderne fra hedenskab eller arianisme til romersk-katolsk kristendom, eller måske begge dele. Munken Jonas: Columban’s Liv fra 600 tallet e.Kr. (kap. 59) skriver at Columban (Columba) rejste fra Gaul til Longobardernes landskab, hvor han blev modtaget af Kong Agilulf (Regent 590-616). Her gives han asyl og gav sig til "at fremhæve kætternes fejl, dvs. den arianske troløshed, som han ønskede at bortskære og tilintetgøre med ætsen fra skrifternes kniv...". Tidsrummet kan nøjagtigt bestemmes til "da Theudebert (II.) var blevet besejret af (broderen) Theuderic (II.)". Dette sker endeligt efter Slagene ved Toul og Tolbiac år 612 e.Kr. Vi kan derfor sige at år 612 e.Kr. er arianisme måske nok fjernet fra den longobardiske konge-æt, men resten af Longobarderne er stadig følgere af arianisme. Vi kan sikkert også slutte at Frankerne år 612 e.Kr. ligeledes er følgere af arianisme, hvilket sikkert er hvad driver Columban (Columba) i eksil. Fra den tidligste longobardiske lovkode ”Edictum Rothari” (lov nr. 363), udstedt af Kong Rothari år 643 e.Kr. kan vi yderligere se at kristendom og hedenskab lever side om side i Lombardiet år 643 e.Kr. Professor Ludvig Frands Adalbert Wimmer (1839-1920) argumenterer i 1894 for at brugen af "segun viser, at indskriften er kristelig ('herren velsigne dig)". Han argumenterer således fordi det oldhøjtyske "segan" (segun, segen) gengiver det latinske "benedictio" (velsignelse). "Da oldht. segan jo særlig bruges om korsets tegn og den ved dette tegn udtalte velsignelse" slutter han derfor at det må være en kristen runeindskrift. Det skal her tilføjes at han daterede spændet til ca. år 700 e.Kr., hvilket jeg mener beviseligt må være vrang. Men dele af longobarderne kan godt have været ariansk-kristne år 500-550 e.Kr. Den longobardiske form "segun" kendes som "signa, segn, seginon, segan" (oldnordisk, oldengelsk, oldsaksisk, oldhøjtysk), alle fra latinsk "signum" (tegn), der i kristen rite underforståes som "(at slå) korstegn, at korse sig". Men Hyndluljóð (vers 28, Ældre Edda) viser os med "godum signadir" ([til] guderne signet), der opfattes som "viet til, indviet", at ordet har en ældre før-kristen betydning. Derfor mener jeg ikke vi kan slutte, som flere tilsyneladende vælger at gøre i etymologiske ordbøger, hvorvidt ordvalget "segun" indikerer hedenskab eller ariansk-kristen tro. Tilbage er kun overvejelsen om hvorfor vi har to Gyldne Tavler, det urnordiske ID-kort, med to forskellige navne, lagt i en kvindegrav med kun ét lig. Brugen af to forskellige ord; "[W]UNJA" og "SEGUN" med stort set samme sproglige opgave; at tilstå bæreren af Den Gyldne Tavle held og lykke, mener jeg må føre til den logiske konsekvens, at vi har to forskellige afsendere af smykkerne. Derfor, til trods for at det er samme guldsmed der har fremstillet begge Gyldne Tavler, har afsenderne været to forskellige personer. Det igen må betyde at kvinderne Godahild og Arsiboða er afsenderne, og at modtageren er deres nærmeste veninde (slægt, rang, venskab). Kvinden der bar de to Gyldne Tavler er os derfor ukendt, men har været af endog allerhøjeste æt-rang hos longobarderne. Kilder: Ludv. F. A. Wimmer: De Tyske Runemindesmærker (Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie, Runespænderne fra Bezenye, s. 23-46, 1894); The Metropolitan Museum of Art (Gallery 301), New York.
Forsølvet endestykke til et bælte dateret til 5-600 tallet e.Kr. Strøfund fra handelspladsen Fordwich nordøst for Canterbury, Kent. Fundet gjort af Alan Elliott. Fundet sammen med en keltisk guld stater. Det antyder at guldskillinger er i omløb på handelspladsen og tiden er derfor før år 670 e.Kr. Fordwich var med handelspladsen Sandwich (Sandvig) jydernes hovedhandelsplads før Lundenbyrg (Lundeborg/London) bliver aktiv under Kong Eadbald, Konge af Kent år 616-640 e.Kr. Fordwich ligger ved floden Stour (måske ”Den Urokkelige” fra ”stout/stolt”), og var en del af ”Cinque Ports” frihavnsprivilegiet givet i Royal Charter år 1155 e.Kr. Byen har i dag ca. 300 indbyggere. Bælteendestykket er opdelt i tre dele: Foroven og forneden har vi to Valknuder omslyngende et nav i midten. Dette viser at kvinden, med vejledning fra hundene som rådgivende stifindere, besøger fortid, nutid og fremtid. Hovedafbildningen i midten er ligledes opdelt i tre rum. Tilsammen har vi de 9 verdener som vølven må besøge for at sikre sig den samlede visdom. Endelig er hundene klart vist med halsbånd og oprejst hale, og er derfor tæmmede og agtpågivende. Det kunne umiddelbart ligne hundehvalpe, men set i forhold til kvinden kan vi se at det næppe er tilfældet. Det er meget store jagthunde vi ser afbildet. Hundene er noget plumpe og grove at se på. Mit bud er derfor at vi her ser en mastiff-type af de store jagthunde afbildet. Min private samling.
2 Danske Hunde som stifindere og beskyttende hjælpeånder på spændesmykker fra år 500-750 e.Kr. En stor gruppe af spændesmykker med sikkerhedsnål til fastspændelse fra år 500-750 e.Kr. gengiver også Den danske Hund. Vi kan fra disse spændesmykker se, at bæltesmykket fra Fordwich i Kent, England fra 5-600 tallet e.Kr. er urnordisk tanke bragt til nye kongeriger i Britannien ved udvandring fra Skandinavien. Netop fordi hele formålet i kunsten er at de to Danske Hunde skal være stifindere, ser vi kunstneren gennemføre et genialt optisk bedrag, der opstår når hjernen danner et billede. Øjnene på de to Danske Hunde danner samtidig øjnene på en person, i kunst kongen (Odin) som shaman og vølve. Fra de uforstyrrede gravfund kan man se at ovenfor gengivne spændesmykker blev nedlagt parvis og udelukkende i kvindegrave. Herfra kan vi slutte at disse spændesmykker har været en del at Jarl æt's kvindelige påklædning i samtiden. Nedenfor gengiver jeg hvorledes spændesmykkerne tjente formålet at holde forklædet oppe. Øverst til venstre: Spændesmykke fra Lousgård (Loftsgård), Østerlarsker, Bornholm (grav 3, L: 67 mm, type 02 variant b), dateret til ca. år 700-750 e.Kr. De to Danske Hunde er stadig gengivet i klassisk sarmatisk kunststil (i Danmark kaldet Stil I.), der er kendetegnet ved afbildning af forvredne dyr med tydelig hoved- og øjenmarkering. Det optiske bedrag fremkalder en person af hankøn. han er iført korte bukser til knæene. Det ser ud til at være samtidens mode da vi ser samme knælange pludderbukser gengivet på brudstykket af billedtæpet fra Oseberg-skibet fra år 834 e.Kr. Hans kjortel ser ud til at ligne nutidens skjorte med samling fortil og lange ærmer. Hans snørresko er til anklerne. Som vi også ser på de beskyttende drager på sengestolperne fra Oseberg-skibet, har vi "valknútr, walknot” (oldnordisk, oldengelsk) eller ”valknuden” gengivet nederst. Valknuden er udelukkende afbildet med dronninger og konger, herunder Odin som shaman og vølve. Øverst i midten: Spændesmykke fra Nørre Sandegård Vest, Østerlarsker, Bornholm (L:46 mm, type N1d variant NSV), dateret til 5-700 tallet e.Kr. Stilformen gør det optiske bedrag mindre tydeligt. Kunsten genfindes på en række guldskillinger møntet år 385-670 e.Kr. og må være tage sit ophav fra en særlig guldsmede-skole i Skandinavien. De to Danske hunde er stadig gengivet i klassisk sarmatisk kunststil (stil I.). Øverst til højre: Spændesmykke fra Nørre Sandegård, Østerlarsker, Bornhol (Vedel's grav, L: 62 mm, type 02 variant Ellegård), dateret til 5-700 tallet e.Kr. Det optiske bedrag af de to Danske Hunde og ansigtsmasken er her nemmere at se. Kunststilen er stadig sarmatisk i gengivelsen af de to Danske Hunde. Nederst til venstre: Spændesmykke fra Sandvik, Trondheim, Norge (grav 7, L: 55 mm, type N1a), dateret til før år 750 e.Kr. Det ser, noget overraskende, ud til at de to Danske Hunde er gengivet i hvile-stilling, dog med øjnene åbne. Nederst i midten og til højre: Spændesmykker fra Uppåkra, Lund, Skåne fra 5-700 tallet e.Kr. (L:48 mm, type N1a, U1782; L:36 mm, type N1b, U1737; type O, U37343). Kunststilen forekommer her at være noget sent i 700 tallet e.Kr. da de to Danske Hunde ikke længere udviser særpræget sarmatisk kunststil. Kilde: Martin Rundkvist: Domed oblong brooches of Vendel Period Scandinavia - Ørsnes types N & O and similar brooches, including transitional types surviving into the Early Viking Period (2010, s. 134, 136, 138, 139, 149). Opdelingen af smykker på type blev foretaget af Mogens Ørsnes (1925-1994): Form og stil i Sydskandinaviens yngre germanske jernalder (1966, Nationalmuseets skrifter, Arkæologisk-historisk række XI). De to typer gengivet ovenfor er Type N (ellipse og skål-formede spændesmykker; Ørsnes kalder dem "Ovale skålfibler"), samt Type O (ellipse og skål-formede spændesmykker med dyreafbildninger der bryder ellipsens form; Ørsnes kalder dem "Dyreformede skålfibler"); Erika Svensson: Spännande djur i vendeltida Uppåkra: En komparativ kontextuell analys av ovala och djurformade skålfibulor från Uppåkra (2005, 2.4 Skålfibulorna och dräkten, s. 15, 18); Peter Vang Petersen: Odins fugle, Valkyrier og bersærker – billeder fra nordisk mytologi fundet med metaldetektor (2005, s. 57). Tusinde tak til Dorrit Hansen, Vancouver, BC, Canada der 6. december 2011 gjorde mig opmærksom på disse vidunderlige spændesmykker.
Kvindedragten fra Bornholm dateret til år 550-600 e.Kr. På baggrund af en guldgubbe fundet på bopladsområdet "Sorte Muld" i Ibsker, Bornholm dateret til år 550-600 e.Kr., og sammenholdt med kvindegraven fra Nørre Sandegård, Østerlarsker, Bornholm dateret til 5-700 tallet e.Kr., har Bornholms Museum, Rønne genskabt Jarl æt's kvindedragt fra samtiden. "Over en hørkjortel [= særken, serkr] bæres et uldent forklæde [= kvenvoðir] vævet i krystalkiper. Over sig bærer kvinden et uldent sjal. Forklæde samt sjal er kantet med borter. På skuldrene holdes "forklædet" oppe af pladefibler. Farverige perlekæder holdes spredt på brystet med bronze-"perlespredere"". "Pladefibler" er identisk til hvad jeg kalder "spændesmykker". Fra denne kvindedragt ændrer moden sig mod selekjolen, hvor de 2 spændesmykker nu sidder ud for brystkassen som endestykke fortil på de to stropper (seler) der holder kjolen oppe. Baseret på fuldstændig mangel på gravfund af spændesmykker, kan vi se at selekjolen, der blev benyttet af kvinder fra Jarl æt og Karl æt, går af mode i tiden omkring Slaget ved Hastings år 1066 e.Kr.
Sparlösa-stenen, Västergötland (Vg 119) dateret til før år 670 e.Kr. (grundet de manglende stigbøjler). Side-A på denne meget flotte billed- og runesten viser fra oven et hus (gudehov), efterfulgt af et skib under sejl, og nederst en jagtscene. Vi kan fra Side-B på samme sten se, at det store byttedyr i jagtscenen skal vise en løve. Det gør det lidt nemmere for os at se at de to hunde absolut er store hunde. Det er i alle tilfælde klart at hunden til højre er Den Store Hund med tydeligt myndepræg. Jeg har optegnet begge hunde med en rød streg for bedre syn. Billedkilde: Sven B. F. Jansson: The Runes of Sweden (1962, s. 16) og Fotevikens Museum (Run- och bildstenen i Sparlösa)
Vor møntfod overgår år 670 e.Kr. til sølvpenge, der igen udstedes i alle vore landskaber fra fire hovedhandelspladser; Ribe, Ipswich, Dorestad og Domburg. Denne møntfod er gældende til år 755 e.Kr.
Seolfor pening, silfr peningr, sølvpenge – Sceat. Øverst: 1 ud af 3 sølvmønter med identisk stempel fundet i Yngsjø, Skåne. Denne type mønt kaldes "Serie X, N.119, S. 843A; 0.8 gram". Denne mønttype har Wodan (Odin) på forsiden, og Den danske Hund på reversen. Kunststilen er den sarmatiske med forvredne dyremotiver, der i Danmark kaldes Stil I. Den store jagthund er i kunst gengivet identisk til hvorledes vi ser den på vore guldskillinger, jvf. ovenfor. Derfor mener jeg denne sølvpenge er ikke længe efter år 670 e.Kr.
Jeg har vist gravgodset fra Kong (H)Rædwald med de i Ældre Edda omtalte ulvehunde, der er identisk med Den Store Hund. "And a dreadful thing from the cliff did spring, And its wild bark thrill'd around, Folketroen om ”Black Shuck” siges at være den ældste i England og navnet ”Shuck” menes at oprinde fra det oldengelske ”scucca”. Det er forklaret som betydende ”Djævel”. Dette er ikke korrekt. Ordet ”Scucca” (oldengelsk) og ”skugga” (oldnordisk) betyder ”skygge”. Den Store Hund, i farven sort, kaldes derfor ”Den Mørke Skygge”1. Folketroen beretter at en stor hund, på størrelse med en lille kalv med flammende øjne, jævnligt strejfer kyststrækningerne mellem Sheringham og Overstrand, en 43 miles strækning på nordkysten af Norfolk. Uvidende der er ude at gå om aftenen vil først blive opmærksom på lyden fra hundens store hundepoter. Ud af deres øjenkroge vil de se mørke skyer trække sig sammen, der langsomt formes til at ligne en stor hund. Luskende i nattens skygge vil bæstet følge ofrets skridt, kommende stadig nærmere. Den der er uheldig nok til at vende sig mod dens gennemborende blik vil dø inden for 12 måneder.
Folketroen siger at ”spøgelseshunde” hjemsøger gamle lige veje der ligger på ”leylines”. En ”leyline” (oldengelsk) eller ”lige linie” er lige stier af usynlig energi. Folketroen siger at kirkerne blev placeret på disse lige linier og blev benyttet af ånderne der rejste langs disse veje fra gravsted til gravsted og der var nogle gange kendt som ”korpsveje”.
Der er fra disse bakketopper er blevet foretaget skibsgravsætninger, hvor den døde er blevet sendt ud i horisonten medens skibet brænder. Derfor skal der være en stor hund, Wuffinga-ættens symbol, der vogter indgangen til Hel, der sker netop fra dette sted.
Halen-mellem-benene Til venstre: Seolfor pening, silfr peningr, sølvpenge – Sceat. Slået ca. år 670 e.Kr. Mønten blev fundet som strøfund på markerne ved bygden Lenwade. Bygden ligger ved floden Wensum vest for Attlebridge (Attle’s bro) og nord for Easthaugh (Østhøj) i Norfolk, Øst-Anglen. I afsnittet ”Norfolk og Suffolk, East Anglia” viser jeg at stedet var en del af det oprindelige Øst-Anglen fra år 497 e.Kr. Der er fundet en række andre genstande fra samme marker der antyder at stedet har været et gravsted i en periode over ca. 400 år fra bosættelsestiden fremefter. Møntens forside gengiver en afbildning af Odin/Kongen, måske Aldwulf (Gamle Ulv), Konge af Øst-Anglen år 664-713 e.Kr. Møntens bagside (revers) er gjort i vor oprindelige kunststil, Nydamstilen/Stil I., der er kendetegnet ved den helt centrale rolle dyret spiller i ornamentikken. Det afbildede dyr er Den danske Hund. Uden undtagelse er vor store hund, når den skal symbolisere os eller de hjælpeånder, der hjælper Odin/Kongen som Shaman, vist med oprejst krøllet hale. Som alle hundeejere vil vide er den oprejste hale tegnet på at hunden er fyldt med selvtillid, klar til alle opgaver og har modet til at løse dem. Til højre: Den store myndehund fra "Yderplade e" på ”Gundestrupkarret” fra Kimbrernes eksil-landskab Himmerland. Der findes ved fundstedet også en tilflugtsborg dateret til år 200 f.Kr., samt en bygd dateret til år 100 e.Kr. Gundestrupkarret er dateret til lige omkring år 0. Den samme store hund er gengivet på "Inderplade nr. 1 og nr. 3" på Gundestrupkarret. Hunden er absolut identisk til Den danske Hund gengivet på "Det lange/store" guldhorn 400 år senere, med mynde-træk og kuperede ører. (se afsnittet "Hunden i arilds tid", underafsnit "Kimbrernes Store Hund - år 0"). Forskellen på "Yderplade e" er at hunden her er vist med Halen-mellem-benene. Vi kender ikke kimbrisk tanke godt nok til endeligt at kunne sige hvad det er der får hunden til at tage flugten. Vi kan se på den samlede afbildning, at det skyldes et eller andet en kvindelig frugtbarhedsgudinde gør. Bemærk at hunden bærer halsbånd.
Tjängvide-stenen, Älskogs socken (G 110), på det sydlige Gotland dateret til 700 tallet e.Kr. Stenen viser Odin’s ankomst til indgangen til Hel, De Dødes Verden, på sin hest Sleipnir (og alene på Gotland har Sleipnir 8 ben. I alle andre henvisninger har hesten 4). Hunden der vogter foran indgangen til Hel, vist forstørret til højre, er Den Store Hund. Billedkilde: John Grant: Viking Mythology (1991, s.39).
Saxo har en beretning i Gesta Danorum1 der omhandler Den Store Hund. Bjørn er en af tolv brødre fra Norge. Bjørn kæmper side om side med Fridlev (søn af Frode og født i Rusland/Garðaríki) i Froksund i Norge og i kampens hede ”da Bjørn saa’, at hans fylking (slagorden) begyndte at vige, løste han sin store Hund og pudsede den paa Fjenden for ved Hundebid at vinde den Sejr, han ikke kunne opnaa med Sværdet. Dette paaførte Fjenden (Kong Amund af Norge) et forsmædeligt Nederlag, thi en hel Fylking tog Flugten, da Hunden angreb den med Tænderne. Det er ikke let at sige, om de havde mest Skam eller Skade af den Flugt, thi Nordmændenes Konge maatte jo skamme sig over sin Hær, eftersom Fjenden kunde gjøre det af med den ved Hjælp af et Dyr, og man kan ikke lægge Fridlev til Last, at han for at bøde paa sine Krigeres svigtende Tapperhed tog en Hund til Hjælp”.
Osebergskibet er nok den bedst bevarede skibsgravsætning af en kvinde/Dronning der kendes. Skibet er bygget år 815-820 e.Kr. Kvinden døde år 834 e.Kr. og lå i et gravkammer bygget i agterenden af skibet. Skibet blev fundet i 1904 på gården Slagen i Vestfold syd for Oslo. På undersiden af en planke i skibet er indridset et skib, et hjortedyr og Den Store Hund. Ovenfor til venstre ses Den Store Hund angribende hjorten ovenfra. Skibet er udstillet på Vikingskipshuset, Bygøy, Oslo. Kong Alfred’s Domme, givet af Kong Alfred den Store medens han var lokalkonge af Wessex år 871-899 e.Kr., siger følgende om hunde, her opfattet som store jagthunde:
Min oversættelse til nudansk. Det oldengelske ”gesellen” fra ”sellan” (at sælge). Da det er en retsgrundsætning, at man ikke kan sælge, hvad man ej ejer, skal vi her modsat slutte og opfatte ordet som ”lad (ejeren) betale”. Fra den efterfølgende sætning ”gif he him mete selle”, kan vi se at ejerskab afgøres ud fra hvem der fodrer hunden, hvor ”he”= hundens ejermand og ”him” = hunden, jvf. også at en ”hund” kun omhandler ”en han-hund”, aldrig en tæve. Her ser vi samme ord ”sellan” i formen ”selle”, hvor vi skal opfatte ordet i forståelsen ”give”. Det oldengelske ”cerre” er identisk til det frisiske ’keer” og olddanske ”kere, keere” (vending, tidsrum, handling), jvf. endestavelsen i ”forkert”. I lovgivning forekommer det på olddansk som ”kære”, jvf. at ”kære” en domsafsigelse. Bemærk at loven tager højde for at en ejermand, bestemt ved at han fordrer hunden, naturligvis kunne finde på at undslå sig ansvaret og bøden ved at slippe hunden løs, stadig kan kendes skyldig selvom hunden ikke længere fysisk kan knyttes til ejermanden eller hans ejendom. Ved fjerde forseelse fjerner loven alle formildende omstændigheder, og hundens ejermand må bøde ”be fullan were”, dvs. til den forurettedes fulde wergeld, der afhænger af personens sociale rang i æt. Ekstremt interessant kan vi afslutningsvis se at et hundebid sidestilles med et sår forårsaget af et knivstik fra en dolk (dolg-bote), hvilken forseelse i samtidens straffelov er eksplicit specificeret, fordelt på personens rang i æt.
Böksta-stenen, Balingsta sogn i Uppland (U855, Jansson 1987, 152) dateret til sen vikingetid, dvs. omkring år 1000 e.Kr. Udover den verdensberømte afbildning af en jæger på ski, jægerens værnende vætte, ser vi en jæger til hest. Med ham er endnu engang to store hunde. Deres bytte er kronhjorten, afbildet lige foran hundene. Billedkilde: Sven B. F. Jansson: The Runes of Sweden (1962, s. 146)
Del af runestenen fra Lund, Skåne der i dag befinder sig i Universitetsbiblioteket (DR 314). De to dyr er meget forsigtigt beskrevet som to vilddyr. Ved forståelsen af den religiøse betydning af ulve og Den Store Hund som ulvehund kan vi se at dette kun kan være Ulvehundenes klare ”talen” til Odin før rejsen til den næste verden. Runestenen er dateret til Efter-Jelling, dvs. ca. år 1000 e.Kr. Kunststilen er her ringerikestil, der var den dominerende kunstdisciplin i sen vikingetid fra ca. år 980-1080 e.Kr. Ringerikestilen er navngivet efter bygden Ringerike i Buskerud 50 km nordøst for Oslo. Symbolismen forbliver dog identisk til Kong (H)rædwald’s fra år 625 e.Kr. Ganske spændende er ulvehundene bevæbnet med sværd og skjold. Dette indikerer at de to ulvehunde måske repræsenterer kampformen ”ulvhednar” (ulveskindskapper) hvor krigeren før slag gør hamskifte og bliver ulven. Bildekilde: www.arild-hauge.com & Else Roesdahl: Vikingernes verden (1987, s.90)
32. Ólafur fékk Gyðu
Som jeg oversætter til: 32. Olaf fik (gifter sig med) Gyde
Normandiet og Bayeux gobelinenÅr 912 e.Kr. fik Hrolf der Ganger ”Rollo” tildelt Normandiet af Frankerne som Danegeld for ikke at afbrænde Paris. Derfor kommer Den Store Hund til Normandiet med Rollo og hans følge.
Hic dux wilgelm cum haroldo venit ad palatium suum. Ubi unus clericus et aelfgyva.
Fra Peder Laales Danske Ordsprog (nedskrevet i 1300 tallet): Nr. 309 Hwndhen scal eij løbæ effther hwers mandz hwitzell.
Hundene er specifikt Hertug William’s store hunde og som man kan se, både ovenfor og ifald man gennemser hele gobelinen, har de store hunde en yderst fremtrædende placering i billedet. Dette kan kun skyldes at de var højt værdsat af Hertug William og skulle med i eftertidens minde om denne verdenshistoriske begivenhed. Herefter bringes de store hunde igen til samme område, og videre til England med sejren ved Slaget ved Hastings.
Afbildning fra manuskriptet ”Cotton Tiberius B v.” (British Museum, London), dateret til 1000 tallet e.Kr. Afbildningen viser et jagtselskab på vildsvinejagt. De to store hunde er, som man kan se, ikke nudagens Greyhound, men den største myndeagtige jagthund der findes i Britannien. Knud Knud's Skovlov for England fra ca. år 1031 e.Kr. og Auchinleck manuskriptet, skrevet i London ca. år 1330 e.Kr. på Middle English kalder hunden ”Þe graihond, grehound, greihond” eller ”The Greyhound”.
Afbildninger af store jagthunde på Ole Worm’s "Olifant". Nationalmuseet mener at hornet kan være gjort i Miklagård ca. år 1100 e.Kr. Som jeg viser i afsnittet "Med væringer i Miklagarð år 1103 e.Kr." kan dette sagtens være tilfældet. I så fald må hornet være et bestillingsarbejde hjembragt af en væring og givet til kongen ved hjemkomsten. Poul Grinder-Hansen, museumsinspektør, Nationalmuseet, Danmarks Middelalder og Renæssance har henvist mig til Poul Nørlund: Ole Worms olifant, i Nationalmuseets Arbejdsmark (1950, s. 1- 10), og har forklaret mig hvorfor vi knytter hornets oprindelse til Miklagård: ”Der er således både en elefant, en dromedar(?) med en jagtleopard på ryggen og en sfinx. Først og fremmest har det betydning, at der kendes op imod 50 olifanter fra europæisk middelalder, og at der er klart slægtskab mellem museets olifant og en gruppe skæringer, der henføres til Byzans. Ornamentik osv. f.eks. påfuglene omkring et "livstræ" passer godt med byzantinsk kunst i 900-1000-årene. Både sværd og skjolde kendes fra byzantinsk kunst i denne periode og peger iflg. Nørlund på en datering o. 1100, hvor kortsværd kunne optræde side om side med de aflange, foroven rundede skjolde”.
|
|||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
| Indholdsfortegnelse |
