Forside Indholdsfortegnelse
<< ForrigeNæste >>

De store hunde år 385-1100 e.Kr.

 


Lad os begynde med at fastslå hvad vi forstår ved vore landområder fra det tidspunkt hvor Kong Skjold opnår endelig samling af riget, og vi begynder at slå guldskillinger år 385 e.Kr.
 
Fra Saxo: Gesta Danorum (Bog V) og Ældre Edda kan vi se at fra år 446 e.Kr. strækker vore landskaber sig fra og med det landområde der kaldes Garðaríki (Rusland/Ukraine) via Estland til hele Europa nord for Rhinen.

Scyldinga/Skjoldunge-ætten, der sad med kongsgård på Sjælland (Himlingøje og Lejre) er som følge af dette enorme landområde nødsaget at ændre stammens opbygning for at kunne bibeholde kontrollen med disse landområder.
 
Derfor dannes Wuffinga/Ulveunge-ætten i Anglen, Slesvig og denne drager under ledelse af Uffe hin Spage til Øst-Anglen (East Anglia). Her grundlægges, med andre tilrejsende ætter fra Jylland, Fyn og Lolland/Saksmarku, fra år 448 e.Kr. og 50 år frem, nye kongeriger i Britannien.
 
Fra Scyldinga/Skjoldunge-ætten dannes i samme tidsrum også Ynglinga/Freyunge-ætten, der har sæde og offertempel i Gamle Uppsala i det nuværende Nord-Sverige 1.
 
1 Gennemgået i kapitlet ”Ver Asir/Danir-folkets ”kønne unger”.
 

Det er derfor samme stamme, der taler samme sprog, har samme sæder og skikke, og hvis konger har de samme store hunde, der sidder fra Kiev (Kænugarður) til Novgorod (Hólmgarður), fra Lejre (Hleiðargarð) til Bergen (Björgvin), Oslo (Kaupang) og Upsala (Upsal), og fra Winchester (Uintancæstir) til Canterbury (Cantware-buruh).
 
Den Store Hund, der fulgte med stammen hvor den satte bopæl, skal være at finde og være ens (inden for 2-3 varianter af samme hund) i alle disse landområder. Jeg vil nu vise at dette var tilfældet.
 
Fra Peder Laales Danske Ordsprog (nedskrevet i 1300 tallet):
 

Nr. 777 Hoo som eij føder hwnd eller kat han fødher wærre wæt
(Hvem der ej føder (holder) hund eller kat han føder (får besøg af) værre væsener
(s
å som mus og indbrudstyve))

 

Helt unikt har vi i Norden (på bl.a. Zoologisk Museum) en lang række udgravede hundeskeletter af store hunde, der var blevet begravet sammen med deres Herre (mænd og kvinder). I bådgravene blev hundene lagt til bagbord og hesten til styrbord. De mest betydningsfulde er:

 


 
 

Kaldenavn

Findested

Datering

Mankehøjde


 

Hansmark-hunden

Fyn

år 5-400 f.Kr.

smalt og langstrakt kranium, dvs. mynde.

Hjortsprings hunden

Als

år 400 f.Kr.

61 cm

Dalshøj hunden

Bornholm

år 2-300 f.Kr.

Kranie af Dogge type

Tibirke Mose hunden

Frederiksborg Amt

ca. år 200 e.Kr.


 

Ejsbøl hunden

Haderslev

år 3-400 e.Kr.


 

Himlingøje hunden

Stevns

ca. 300 tallet e.Kr.

68 cm
smalt og langstrakt kranium, dvs. mynde.

Lille Lyngby hunden

Arresø

år 500-1000 e.Kr.


 

Rickeby,
Vallentuna socken
(Rickeby hundene)
 

Upland

Brandgrav år
600-1000 e.Kr.

4 hunde, 3 typer.
1 på 40 cm,
2 på 55-65 og
1 på  65-70 cm
Den Store hund er en mynde-type.

Vendel III hundene

Upland

Bådgrav fra 700 tallet e.Kr.


2 af hundene ca. 70 cm. Kranium som Greyhound, dvs. mynde-type.

Trelleborg hunden

Slagelse

ca. år 800-1000 e.Kr.


 

Ladbyskibet hundene

Kerteminde

Bådgrav fra år 925 e.Kr.

4 store hunde

Vejleby hunden

Lolland

ca. 900 tallet e.Kr.

Kranie af Dogge type

Errindlev hunden

syd-Lolland

Gravgods ca. år 950 e.Kr.


”Hunden har uhyre lange og slanke lemmeknogler samt kranium med forlænget snudeparti og svagt konveks pandelinie, har været en mynde”1.

Næsholm hunden

Odsherred

år 1240-1340 e.Kr.

”nogle meget lange Lemmeknogler, der der fundet sammen med et langt og smalt Kranium. Disse Dele viser, at vi her har en Mynde for os, dog ikke den russiske Barzoi med den ejendommenligt hvælvede øvre Profillinje, men et Dyr, der ligesom den engelske Mynde har en normal Pande-afsats”. 2
 


Kilder:
Ulla Lund Hansen: VOV! (Skalk, nr. 2, 2000, s.20-27)
1 Ulrik Møhl: Zoologisk gennemgang af knoglematerialet fra jernalder- bopladserne Dalshøj og Sorte Muld, Bornholm (fra skriftet Ole Klindt-Jensen: Bornholm i Folkevandringstiden, 1957, s.284-290).
Anne-Sofie Gräslund: Damen med hunden (en del af ”Drik – og du vil leve skønt” et festskrift til Ulla Lund Hansen på 60- årsdagen 18. august 2002 (Nationalmuseet, 2002, s.263-274)
2 Museumsbestyrer, Dr. Phil. Magnus Degerbøl: Vort ældste Husdyr, Hunden – og dens Skæbne i Danmark. Fra  ”Dyr i Natur og Museum” (1943). Gengivet i ”Hunden” (1944, s. 42)
 
 
 
 
 
 
chap24-2-10.jpg 


Himlingøje-hunden’s kranium. Dateret til ca. 300 tallet e.Kr. Hundens mankehøjde er 68 cm og som vi kan se er kraniet udpræget myndeagtigt, dog kraftigt som vi ser det på Den Store Hund. Tegnet af Robert Nielsen, Zoologisk Museum. Kilde Ulla Lund Hansen: VOV! (Skalk, nr. 2, 2000, s. 26)
 
 
 

 

 

 

Hansmark-
hunden
år 5-400 f.Kr.

Hjortsprings-hunden
år 400 f.Kr.

 Dalshøj-hunden
år 2-300 f.Kr.

  chap24-2-1.jpg 

Trelleborg-
hunden
ca. år 800-1000

 

Grand Danois/
Den Danske Hund
Kranium CN1725
fra 1922


5 kranier af store hunde fra det nuværende Danmark fra år 500 f.Kr. til år 1922 e.Kr.
Dr. phil, hc (nat.) Ulrik Møhl (1908-1992) gennemgår i detaljer alle kranierne og sammenligner disse. Hans konklusion er at kranierne ”viser så stor overensstemmelse, at man må sige, at typen på den store jernalder- og vikingetidshund allerede var opstået i bronzealderen...”
Kilde: Ulrik Møhl: Zoologisk gennemgang af knoglematerialet fra jernalder- bopladserne Dalshøj og Sorte Muld, Bornholm (fra skriftet Ole Klindt-Jensen: Bornholm i Folkevandringstiden, 1957, s.284-290).

 

 

 

 chap24-2-37.jpg

”Kranium af Errindlevhunden, set fra Siden. Denne højbenede Hund fandtes i en Vikingegrav, sammen med sin Herre og hans Hest. Den ejendommeligt hvælvede øvre Profillinje, uden egentlige Pandeafsats, viser, at vi her har en primitiv russisk Mynde eller Barzoi repræsenteret" Denne store hund med mynde-præg fra syd-Lolland er fra ca. år 950 e.Kr.
Kilde: Museumsbestyrer, Dr. Phil. Magnus Degerbøl (1895-1977): Vort ældste Husdyr, Hunden – og dens Skæbne i Danmark. Fra  ”Dyr i Natur og Museum” (1943). Gengivet i ”Hunden” (1944, s. 35-42)

 

Mindstehøjden for Mankehøjden på Den Store Hund i dag er 80 cm for hunden (hannen) og 72 cm for tæven. Gennemsnitshøjden ligger i dag omkring 6-12 cm over mindstehøjden.

”Sydenham Edwards beskriver i ”Cynographia Britannica” (1800-1803) ”The Great Dane” som en 28-31 inches (71-79 cm) høj Hund” 1

1 Hother Tolderlund Borgen: Den Store Hundebog” (1938, s. 233)

 

 

Den uden sammenligning mest betydningsfulde hundeopdrætter i det nordlige Europa i slutningen af 1800 tallet og fremefter er Fru Sagfører Nancy Madsen. I hendes bog ”Race-hunde” (1903, s.9-11) skriver hun om Mankehøjden for Den Store Hund:

”Passende Højde for Hanhunden 78 Ctm, for Hunhunden 76 Ctm”.

Hother Tolderlund Borgen’s ”Den Store Hundebog” (1938, s. 229-240) indeholder den fulde beskrivelse af ”DEN STORE DANSKE HUND” som vedtaget af DKK’s bestyrelse 18. marts 1935.  I denne standard hedder det:

”Skulderhøjde for en Han ikke under 76 cm, helst 80 cm og derover;
for en Tæve ikke under 72 cm – helst 75 cm og derover
(Stangmaal over Skulder-kammen)”.

De nuværende Mankehøjder på vore store hunde er med andre ord en nyskabelse fra det 20. århundrede. Dette skyldes dels forbedrede kostvilkår, men især at hundene nu avles alene som selskabsdyr, og derfor med for stor fokus på højde over hundens andre oprindelige egenskaber, da dette giver mere status hos køber og derfor er hvad opdrætter tilstræber.

I historisk sammenhæng er en Mankehøjde på 65-70 cm i arkæologiske fund derfor at regne for en stor hund.
 
Fra disse fysiske vidnesbyrd om Den Store Hund vil vi nu efterse samme i skrift, sagn og kunst.
 
Møntfoden i vore landområder år 385-670 e.Kr. er guldskillinger. Mønten er gangbar mønt i Danmark, Norge, Skåne, Halland og Blekinge og Upland, samt i de nye kongeriger i Britannien fra ankomsten dertil fra år 449 e.Kr. fremefter.

 

 

 chap24-2-25.jpg chap24-2-25.jpg


Guldskilling fra år 385-670 e.Kr. fundet i Røgenæs/Raunes, Vats sogn, Rogaland fylke og indleveret til Bergens Museum i 1885. Til venstre originalen, og til højre min optegning af afbildningen for at give læseren et klart syn for sagn om at dette er Odinsjagten. Vi ser to Grand Danois-hunde med halsende tunge, en hest der ligeledes har halsende tunge, samt Odin, som konge, med fuld ”rock star” hår flagrende bagud. Odin/kongen rider med andre ord ekstremt hurtigt. Det er, så vidt jeg kan se, ikke en tilfældighed at tøjlerne er afbildet som hængende løs fra hestens hovedtøj. Det skal vise at Odin/Kongen ikke blot rider for fuld hals, men at han gør det uden at have tag i tøjlen. Derfor kalder vi denne filosofiske, og faktiske, jagt for ”Det Vilde Ridt”. Denne afbildning kan sammenlignes med den vis vi ridetræner rytteren i tillid og samspil med hesten. Som oprindeligt rider rytteren uden brug af stigbøjler, i trav eller galop afhængigt af ridekundskab. Herefter slippes tøjlerne og rytterens arme holdes vandret 90º fra kroppen. Kun ifald rytteren er i fuld rytme med hestens gang, har fuld lid til hesten og har benmuskler nok til at klemme sig i sadlen, kan rytteren undgå fald fra hest.  Med brugen af Solhjulet ved vi at der er tale om et tidsskifte i året da Solhjulet viser Solen i bevægelse. Brugen af "<" viser hvervning; i dette tilfælde efter Vintersolhverv, hvorefter vi ganger mod lysere tider. Kunsten er sarmatisk/Stil I.
Billedkilde: Mogens B. Mackeprang: De Nordiske Guldbrakteater (1952, planche 9:25)

 

 

 

 chap24-2-27 .jpg chap24-2-27.jpg

Afbildning fra guldskilling fra år 385-670 e.Kr. fundet i Tønder, Sønderjylland (DR BR4). Den opbevares på Museum Vorgeschichtlicher Altertümer i Kiel da den blev fundet under den tyske besættelse af Sønderjylland i 1908. Til venstre en hjort med kalv. Det centrale element i billedet er bueskytten, hans bue og pil. Omkring pilen har vi to beskyttende hjælpeånder. Fordi disse hjælpeånder har ben ved vi at disse to hjælpeånder er vor store jagthund Den danske Hund. Hundenes opgave er at vise pilen den rette vej til jagtbyttet, der er hjorten. Under jægerens venstre arm ses et lille menneske -  jagtens værnende vætte. Guldskillingen er gennemgået i detaljer i afsnittet "Solhjulet og den matriarkalske månekalender".
Billedkilde: Tegnet fra Mogens B. Mackeprang: De Nordiske Guldbrakteater (1952, planche 6:3)

 

 

 

Figurafbildningerne på 1. række af ”det korte” guldhorn tegnet af arkivar, kammerråd Jochum Paulli (1690-1759) 1734. Fra ”Danmarks Folk – I skildringer af danske videnskabsmænd” (1901, s. 221-222). Begge guldhorn blev fundet ved Gallehus ved Møgeltønder i Sønderjylland og er dateret til 400 tallet e.Kr. Dette er Sommersolhvervsafbildningen på "det korte" guldhorn. I afbildningens højre side er vist to store jagthunde omkredsende en kronhjort med kalv (en kenning for konge og ætling). Kunsten er i tanke identisk til guldskillingen fra Tønder, Sønderjylland (DR BR4). I afbildningen på "det korte" guldhorn bruges Den danske Hund i kenningsform som hjælpeånd og stifinder for konge og ætling (kronhjort og kalv).

 

 

chap24-2-28.jpg 

Jørlunde-skatten, Jørlunde Herred

Fire guldskillinger blev iflg. protokollen fra 1817 givet til Nationalmuseet "og skulle være fundne i Nærheden af Slangerup". I 1833 blev der fundet en bred guldfingerring "som ved at pløje er funden paa Hiørlunde Mark ved Slangerup". Hertil tilføjer Nationalmuseets protokol fra 1833, at ringen blev fundet på det sted, hvor man for omtrent 20 år siden fandt de fire guldskillinger.

Alle 4 guldskillinger er omsmedet til Gyldne Tavler og er gennemgået i detaljer i afsnittet "Eotenum, ytum, *eutii - jyderne".

Nr. 3 fra venstre: I afsnittet "Skål, skåltaler og skålningsceremonier" (underafsnit "En skål fra en hovedskal") argumenterer jeg for at vor ur-erindring, og visdom tilføres os gennem Mimir, fra det indoeuropæiske ”*men-/*mon-“ – "at tænke"?. Det sker fordi menneskets ”kraft” findes i hovedskallen. Guldskillingen "DR BR59, IK78" gengiver den oprindelige fremstilling af ravnen Hugin (huet) ved kongen (Odin)'s højre øre, og Mimir (mindet, erindringen) ved kongen (Odin)'s venstre øre. Der er rejst det urnordiske ord "alu" (Gro!) i Ældre Futhark; det mest benyttede afsluttende ord i en magisk formel. Se afsnittet "Ældre og Yngre Futhark (runer) som noder". Det er gengivet to urnordiske livkors omkring afbildningen af vor store jagthund, Den danske Hund. Den danske Hund er gengivet med halsende tunge og rejste børster, hvilket i kunst betyder at hunden jager. Her skal vi være opmærksom på at det oldengelske og urnordiske ord for ”at jagte vildt” er ”huntian” (idag ”hunt”). Fra "Huntian" udvikles ”Hund” (oldnordisk, oldengelsk) som betegnelse for en han-hund blandt vore store jagthunde, i dag Den danske Hund. Det "alu" (Gro!) der henvises til på guldskillingen er vildtet og jagten, uden hvilken livet ikke kan opretholdes.

Til højre: Guldskillingen "IK79" gengiver den oprindelige fremstilling af ravnen Hugin (huet) ved kongen (Odin)'s højre øre, og Mimir (mindet, erindringen) ved kongen (Odin)'s venstre øre. På denne guldskilling er gengivelsen udvidet til også at vise kongen (Odin)'s værnende vætte. Fordi vætten i kunst skal gengives som fysisk værende foran kongen (Odin) så sidstnævnte kan "se" vætten, tvinger det guldsmeden i todimensionel kunst til at flytte Mimir's hoved under hagen på kongen (Odin). Kongen (Odin)'s værnende vætte er gengivet i samme form som på guldskillingen "IK92" fra Kitnæs-skatten, men med nogle væsentlige tilføjelser. Dette er, så vidt jeg kan se, den eneste gengivelse af en værnende vætte med løftet sværd og sværdskede. De 8 prikker i vættens ansigt er i kunst symbolet på Moder Jord, hvorved vi kan se at vætten er knytten til Jord, jvf. også brugen af betegnelsen "landvætterne" (landvættir). Som vi ser på guldskillingen "DR BR59, IK78" er der gengivet to urnordiske livkors omkring afbildningen af vor store jagthund, Den danske Hund. Den danske Hund er gengivet med halsende tunge og rejste børster, hvilket i kunst betyder at hunden jager. Her skal vi være opmærksom på at det oldengelske og urnordiske ord for ”at jagte vildt” er ”huntian” (idag ”hunt”). Fra "Huntian" udvikles ”Hund” (oldnordisk, oldengelsk) som betegnelse for en han-hund blandt vore store jagthunde, i dag Den danske Hund. Det "alu" (Gro!) der henvises til på guldskillingen er vildtet og jagten, uden hvilken livet ikke kan opretholdes. Kunsten er vor oprindelige Stil I., der er en uændret videreførsel af sarmatisk kunststil, og kendetegnet ved at afbildning af forvredne dyr med tydelig hoved- og øjenmarkering. Derfor mener jeg at den afbildning der ligner et segl, men ikke er det, kan være et lårben fra en nedlagt hjort.

Kilde: Mogens B. Mackeprang: De Nordiske Guldbrakteater (1952, s. 113, planche 6:25; 7:4; 8:20-21).

 

 

 chap24-2-29.jpg

Øverst til venstre: Guldskilling fra Lellinge Kohave, Bjæverskov Herred, Sjælland (DR BR55, IK105), dateret til år 385-670 e.Kr. Der er rejst i Ældre Futhark indskriften "salusalu" som vi kunne vælge at opfatte som "salus alu", hvor sidstnævnte er det urnordiske ord "alu" (Gro!); det mest benyttede afsluttende ord i en magisk formel. Det åbner da for muligheden at "salus" kan være identisk til det latinske "salus" (velbefindende, sundhed), der er hvad skal "alu" (Gro!). Indskriften "SALVS REI PVBLICAE" (Salus rei publicae) forekommer på samtidige sen-romerske mønter fra år 326 e.Kr., hvor "salus" er den romerske gudinde for "godt helbred, sundhed". Indskriften opfattes som "statens velbefindende", og kan sidestilles med vor egen brug af "ve og vel". Det lykkedes på et senere tidspunkt kristendommen at overtage symbolikken således at kristendommen identificeres med "statens velbefindende". Dette er ikke tilfældet i nærværende mønters samtid.

Kunsten på guldskillingen, der er omsmedet til en Gylden Tavle, er urnordisk. Der er beviseligt betydelig samhandel med Romerriget fra år 40-77 e.Kr. fremefter, og mangfoldige fund at romerske guldmønter nord for Ejder-strømmen med en tilsvarende opgave som Gylden Tavle. Hvad taler stærkt imod en sådan fortolkning er at den urnordiske Stil I. er uden indflydelse fra fremmede sæder og skikke, samt at brugen af "salus" ikke kendes fra hverken oldengelsk eller oldnordisk. Jeg mener derfor vi må fastholde at runerne skal opfattes som ordet "*salu", gentaget to gange.

Til sammenligning finder vi på guldskillingen fundet i Vadstena, Östergötland (Ög 178), dateret til år 385-670 e.Kr., en længere indskrift i Ældre Futhark, hvori indgår runerne "tuwatuwa". Også her mener jeg det må kunne argumenteres at dette er en galder af "*tuwa", gentaget to gange.

I afsnittet "Vindtøj" argumenterer jeg for at runeindskriften på "det korte" guldhorn fra Gallehus ved Møgeltønder i Sønderjylland, dateret til 400 tallet e.Kr., indeholder ordet "tawido", som jeg mener må være datid af det urnordiske "*taujan" (at gøre). Det følger herfra at "*tuwa" kunne være Bydemåde (imperativ) af "*taujan", hvorfor "tuwa tuwa" skal opfattes som "Gør (det)!, Gør (det)!".

Overfører vi samme tanke til indskriften "salusalu", da kunne "*salu" være Bydemåde (imperativ) af det urnordiske ord der bliver til "selja, sellan, saljan, sellian, sella" (oldnordisk, oldengelsk, gotisk, oldsaksisk, oldfrisisk) eller bl.a. "give, afgive, uddele". "salu salu" skal derfor opfattes som "Afgiv!, Afgiv!", underforstået at Gøgens ankomst, og Den danske Hund's jagtegenskaber, vil forøge jagtbyttet, som Moder Jord afgiver. Det oldengelske "sellan" har faktisk netop betydningen "give, afgive" i lovsætningen "under borh sellan" (under sikkerhed afgivet), som vi opfatter som "lån mod sikkerhed". Vi kan fra vor oprindelige kalender se at "Gaukmánaðr, Gauk-mánaðir, Geac Monað” (Gøge måned) er identisk til Ðrimilce-monaþ/Majmanet (9-15.4-19.5), og sidestilles med den første af sommermånederne.

Øverst i midten: Guldskilling fra Ravlunda (Raflunda), Allbo Herred Skåne, dateret til år 385-670 e.Kr. Afbildningen følger samme tema med Gøgen og Den danske Hund. Ravnen Hugin ser dog ud til at være gengivet som en orm.

Øverst til højre: Guldskilling fra et ukendt sted i Skåne (DR BR67, IK149, Skåne 1a-b), dateret til år 385-670 e.Kr. Der er to guldskillinger med samme stempel; den ene opbevares på Nationalmuseet i København; den anden i Oldsaksamlingen, Oslo. Der er rejst i Ældre Futhark indskriften "laþu laukaR • gakaR alu" med brug af 2 binderuner.

”laþu”  bliver til det oldnordiske ”laða” med betydningen “overvinder, tiltrækker, indbyder”.
”laukaR” er en henvisning til runen *laukaR, hvis betydning er ”sø, hav”, og som beskyttende rune giver beskyttelse mod uheld under tog til søs (se afsnittet ”LaukaR-runens beskyttelse af søens folk”).
”gakaR” mener jeg er fra ”Gauk, Geac” (oldnordisk, oldengelsk) eller ”Gøg”.
”alu” fra "ala" eller ”Gro!” er det afsluttende ord ved afsigelsen af en magisk formel.
 
Det er forbindelsen mellem Gøgen og Sommerens komme, der er nøglen til forståelsen af denne beskyttende sætning. Når vi samtidigt ser Solhjulet med solstråler afbildet sammen med menneske og jagthund, må det være det bedre vejrlig og dermed jagten, som Gøgen ved sin kommen byder hid. Solhjulet er benyttet for at vise Solen i bevægelse, som et tandhjul passer ind i et andet tandhjul, og vejrliget forandres. Gøgen bringer derfor *laukaR-runen, og dens beskyttende virkning, med sig. Derfor vælger jeg følgende fortolkning af indskriften:

laþu laukaR • gakaR alu

Byder LaukaR-[runen] • Gøg Gro! 


Som vi alle gør det også i dag, er det Gøgens kukken vi afventer, og som skal "alu" (Gro!).

Nederst til venstre: Guldskilling fra et ukendt sted på Fyn (IK59), dateret til år 385-670 e.Kr. Denne guldskilling ser ved første øjekast ud til at gengive en buste af en kvinde, med diadem og en hårlok trukket bag øret.  Det er en kombination af hårets opsætning, kindbenets fremstilling og næseryggen, der tilsammen får det til at ligne en kvinde. Det er dog formentlig et synsbedrag, og guldsmedens hensigt er nok at gengive en ungersvend. Vi kan sammenligne med portrættet gengivet på følgende romerske guldmønter fundet i Danmark:

  • Guldmønt slået under Kejser Constantius II (regent 337-361 e.Kr.); fundet i Allesø, Lunde Herred, Odense, Fyn. Kejseren er gengivet med diadem, der er bundet bagtil med tre identiske snore strittende ud. Kejseren er vist med en hårlok bag øret.
  • Guldmønt slået under Kejser Constantius II (som Cæsar (= kronprins på dette tidspunkt), dvs. før år 337 e.Kr.); fundet i Trunderup, Sunds Herred, Svendborg, Fyn. Personen er gengivet med diadem, der er bundet bagtil med tre identisk snore strittende ud.

Der er også fundet en lignende guldmønt slået under Kejser Valentinian I (regent 364-375) i Vestre Hauge (Vestre Houe), Vestagder, Norge. Af sammenlignelige guldskillinger finder vi en Gylden Tavle fra Tjurkö, Blekinge dateret til år 385-670 e.Kr. (Tjurkö 4, IK150,2, Mogens B. Mackeprang: De Nordiske Guldbrakteater (1952, planche 4:3)). Også her er ansigtet ganske feminint gengivet, med diadem og hårlok bag øret.  Tjurkö-skatten bestod oprindeligt af 4 guldskillinger og 2 romerske guldmønter fra Kejser Theodosius II (408-450). Guldskillingen fra  Tjurkö (Tjurkö 3, DR BR77, IK183) har indskrift med forvanskede latinske bogstaver.

Endelig finder vi to Gyldne Tavler med urnordisk kunst og forvansket latinsk indskrift: Den Gyldne Tavle fra Torpsgård, Senoren (en ø), Östra Herred, Blekinge, dateret til år 385-670 e.Kr. (IK354). Ansigtet er gengivet feminint, med diadem, hårlok bag øret, og latinske bogstaver, der ingen mening giver. Den Gyldne Tavle fundet som strøfund i Hov, Nord-Trøndelag, Norge (IK282). Ansigtet er gengivet klassisk urnordisk, med diadem, hårlok bag øret, og forvanskede latinske bogstaver, der ingen mening giver.

Der må her være muligt at slutte at guldsmedene til netop denne gruppe af Gyldne Tavler, som jeg gætter på må være meget tidlige prototyper af guldskillinger fra måske år 385-450 e.Kr., er under kunstnerisk inspiration fra romerske guldmønter hentet til Skandinavien fra samhandel. Disse prototyper til skabelsen af et nyt møntsystem kunne måske omtales som før-Stil I. Det er givet med flid at de latinske bogstaver er ulæsbare. Guldsmeden har ikke kunnet sin latin, eller været interesseret i dette. Han har alene skulle kopiere en romersk guldmønt visuelt. Det må være den romerske guldmønt af Kejser Constantius II (regent 337-361 e.Kr.); fundet i Allesø, Lunde Herred, Odense, Fyn der er inspirationen til afbildningen på guldskillingen fra et ukendt sted på Fyn. Gøgen varsler, og Den danske Hund er stadig gengivet i sin samtidige form.

Nederst til højre: Guldskilling fra Bolbro-skatten (12 guldskillinger og 37 stykker ringguld), Odense Herred, Fyn (Bolbro C, IK30). Samme tema med Gøgen, ravnen Hugin og Den danske Hund. 

Kilde: Mogens B. Mackeprang: De Nordiske Guldbrakteater (1952, s. 106, 107, 115, 118, 159, 160, 162, planche 1:2a, 1:3a, 1:6a, 3:3, 3:5, 4:3, 5:1, 5:2, 5:6, 8:18, 8:19). Tak til arkæolog Morten Axboe, Nationalmuseet for hjælp med forståelsen af guldskillingen fra et ukendt sted på Fyn.

 

 

 chap24-2-25.jpg

Afbildningen af 4. række fra Ole Worm’s tegning af ”Det lange/Store” guldhorn i skriftet ”De Aureo Cornu” (1641). Begge guldhorn blev fundet ved Gallehus ved Møgeltønder i Sønderjylland og er dateret til 400 tallet e.Kr. ”Det Lange/Store” guldhorn blev fundet i år 1639 e.Kr. Vi ved ikke i filosofi hvad 4. række fortæller os med den nøgne mand med løftet økse og kølle. Scenen er dog rituelt sat, og nøgenheden antyder en dans. Hvad der ikke er tvivl om er at Den danske Hund, i en kæmpeudgave, med mynde-træk og kuperede ører, er centralt vist omkring vilddyr. Det er meningen vi skal forbinde Den danske Hund med jagt og byttedyr. Billedet er fra Lis Jacobsen & Erik Moltke: Danmarks Runeindskrifter (1941) og er leveret af Rolf Gunnar Rolfsson med tak.


 
 
 
 
 
 

 chap24-2-12.jpg


Möjbro-stenen eller Möjebrostenen, Hagby sogn i Uppland (U877, Janson 1987, 16 f.), dateret til ca. år 450 e.Kr. Vi ser en kriger til hest med løftet skjold og kølle. Følgende krigeren, en kvinde?, er to store hunde. Jeg har optegnet afbildningerne for bedre syn. Det er den myndeagtige store hund, der klart træder frem. Billedkilde: Wikipedia.

 

Kong Hróðgár (Scyldinga/Skjoldunge-æt, ca. år 473-525 e.Kr.) havde den verdensberømte kongsgård Heorot i Gl. Lejre. I Beowulf-kvadet, skrevet ca. år 755-757 e.Kr. (sætning 1368-70), siger han til Beowulf:

"Ðéah þe haéðstapa    hundum geswenced
heorot hornum trum     holtwudu séce
feorran geflýmed·”

 

Som jeg oversætter til:

"Der hedestepperen     (af) hunde besværet
Han-hjorten (,) horn stærke     holt-skoven søger
fra fjernt sat i flugt·”

 

”Haéðstapa” (hedestepperen) er et heite for Han-hjorten for at vise hvor vi finder ham, i dette tilfælde på hederne i de danske landskaber. Hjorten tager flugten fordi han ser jagthundene langvejs fra, hvorefter den forgæves søger tilflugt i skovbrynet. Kong Hróðgár’s beretning om Heorot har her en dobbelt betydning da det er navnet på såvel kongsgården, som den 3-årige han-hjort. Kongen beretter om en fjende, Grendel, der truer kongsgården.

Fra langskibsgraven i Sutton Hoo i East Anglia. De fleste synes enige om at den her gravlagte høvding er Kong (H)Rædwald, konge af East Anglia og Overherre (Bretwalda) af de nye kongeriger i Britannien ca. år 617-625 e.Kr. Kong (H)Rædwald er fra Wuffinga/Ulveunge-ætten, der udvandrer ca. år 497 e.Kr. fra Anglen, Slesvig under Uffe Hin Spage. Denne høvding’s farfader var Høvding Hroðmund/Hrothmund, der iflg. Beowulf-kvadet var ”prins af Danmark” og fætter til Rolf Krake fra Scyldinga/Skjoldunge-ætten ca. år 450-494 e.Kr. Det er derfor samme familie, der i samtiden sidder på tronen i det nuværende Danmark og i Øst-Anglen.
 
 
 
 
  chap24-2-15.jpg

 
Udover sværdbæltet, var høvdingen gravlagt med et større bælte, pengebæltet (The Royal Purse Lid, The British Museum). Gjort af en lokal smed i East-Anglia ser vi, i helt utrolig høj smedekunst, Odin/Kongen afbilledet med to ulvehunde. Ulvehundenes klare ”talen” til Odin er helt lig hvorledes vi i andre sammenhænge ser Odin sammen med ravnene Hugin og Munin. Odin/Kongen modtager råd og vejledning fra ulvehundene om den rette vej til den næste verden, hvortil han skal rejse for at hente visdom fra forfædrene (m/k). Til højre viser jeg en af de store hunde alene så læseren kan efterse hunden. Vi bemærker straks at hunden er kraftig, men at den har myndepræg. Dernæst har hunden halsbånd på. Det ser ud til at hunden ligeledes har et dækken på, samt at den bærer grime. Sidstnævnte skyldes at Odin/Kongen ligeledes er afbildet med sin dødsmaske.
Kilde: Dr. Sam Newton:
www.wuffings.co.uk/index.htm#SHPage

 

Jeg forelagde min fortolkning af hundene fra Kong (H)rædwald’s grav i Sutton Hoo til Dr. Sam Newton, der som sit specialområde har Sutton Hoo1.
 
1 Hans doktorgrad fra 1991 er fra Department of Anglo-Saxon, Norse & Celtic, Cambridge University og hans udgivne bøger er ”The Origins of Beowulf and the pre-viking Kingdom of East Anglia” (1993) og ”The Reckoning of King Rædwald” (2003).

 

I sit svar 28. marts 2004 skriver han bl.a. til mig:
 
”Recent work by Noel Adams1 of the British Museum has reinforced the view that the images on the purselid refer to hunting scenes so there may be something in your fascinating suggestion that wolf-hounds may have been intended”.
 
1 Dr. Noel Adams arbejder for Department of Prehistory and Europe, The British Museum.
 

 

 

 

Kongens hjælpeånd;
Den Store Hund.
Hale oprejst til venstre. Snuden vendt mod Kongen (Odins) højre øre.

Kongen (Odin) med ravnedødsmaske modtager ”råd” fra de store hunde, der er stifindere. 

Kongens hjælpeånd;
Den Store Hund.
Hale oprejst til højre. Snuden vendt mod Kongen (Odins) venstre øre.

 chap24-2-43.jpg

5.5 cm lang forsølvet påhæng til sværdskede. Dateret til sent 400 tallet, tidligt 500 tallet e.Kr. Fundet i grav 76, Chessell Down, Isle of Wight, England ("Chessell Down II"). Dette er i samtiden helt nybosat af jydske slægter. Kunststilen er vor egen Nydam/Stil I. (”Style I”. i England) gældende i alle vore landskaber til ca. år 550 e.Kr. Kunsten på dette smykke er identisk til Den Gyldne Tavle fra Maglemose ved Gummersmark, Præstø Amt, Sjælland fra år 385-670 e.Kr. (se nedenfor). På bagsiden af smykket er ridset runer i Ældre Futhark med følgende ordlyd: ”æco : lori”, hvor ”æco” kan være det urnordiske mandsnavn "Akaz, AkaR" (se guldskillingen Åsum-C), der på oldengelsk bliver til "Aca”. Fordi de er rejst på et smykke til sværdskeden kan dette ikke være sejrsruner. Tværtom, ifald "lori" er den rette fortolkning, og "lori" betyder "tab, tabte", og runerne er rejst efter Akaz, AkaR's død, da betyder inskriften "Akaz, AkaR tabte"! Som vi kan se er kunstens opbygning identisk til samme på pengebæltet fra Sutton Hoo bortset fra at Kongen/Odin’s ravnedødsmaske nu er begyndt at ligne den faktiske konge med skulderlangt velredt hår, som vi finder det på en sølvpenge fra Øst-Anglen slået ca. år 670 e.Kr. (se nedenfor).
Billedkilde: Department of Medieval and Modern Europe, British Museum.

 

 

 chap24-2-44.jpg chap24-2-45.jpg

Kobberspand dateret til år 520-570 e.Kr. Fundet i en rigt udstyret jydsk? krigerindes grav (grav nr. 45) på Isle of Wight (”Chessel Down I”, British Museum, object registration 1867,0729.136). Det er foreslået at kobberspanden muligvis er importeret fra det østlige Middelhavet. Med min beskedne erfaring i vor oprindelige kunst betvivler jeg også at kobbersmeden er en af vor egne. De to hjortedyr derimod er afbildet i vor oprindelige kunstform, Nydam/Stil I. (”Style I.” i England), der er gældende i Danmark og de nye kongeriger i England til ca. år 550 e.Kr. Kendetegnende for stilen er at den er identisk til den sarmatiske kunststil med forvredne dyreben. Desforuden, hvad umiddelbart ligner et kattedyr, mener jeg faktisk viser vor store hund. Den er vist med halsbånd og dens lange, lange hale kender vi til helt tilbage til egyptiske afbildninger. Som vi kan se er det en gengivelse af vildtscener vi ser på kobberspanden, men det er ikke en jagtscene. Den store jagthund jagter i afbildningens sekvens ikke de to hjortedyr. Vi bemærker at hjortedyrene er vist med en ”ring” om halsen. På vore guldskillinger møntet fra år 385-670 e.Kr. ser dette ud til at skulle vise ”hellig” dvs. at hjortedyrene er hellige. Der forekommer runer i Ældre Futhark, der omskrevet til latinske bogstaver siger: ”...bwseeekkkaaa”. Dette er en shamanisk galder, der skal opfattes som ”...Becca [:] Wecca [:] Sekka”, hvor det sidste af de tre mandsnavne skal synges ”Seeekkkaaa”. Mit indtryk er at kobbersmeden ikke er en af vore egne, men at han/hun har gjort kobberspanden med et opdrag om indhold givet af vore ætter. Jeg har optegnet de viste afbildninger med en sort streg således at læseren bedre kan se hvilken kunst der vises.
Billedkilde: Tilsendt med tak af Isabel Assaly, Photographic Librarian, Department of Prehistory and Europe, British Museum (26. april 2007).

 

Nedenfor ses Den Gyldne Tavle fra Maglemose ved Gummersmark, Præstø Amt, Sjælland. Kunsten er sarmatisk/Stil I. og er dateret til år 385-670 e.Kr. 1 Dette Hariwalda-mærke fra den afledede Skjodunge-æt er, så vidt jeg kan se, et af de vigtigste minder vi overhovedet har. Hariwalda-mærket har en filosofisk opbygning der følger ”Monghe becke oc smaa gøre een stoor å” (Peder Laales Danske Ordsprog, nr. 38). 

1 Billedkilde: Mogens B. Mackeprang: De Nordiske Guldbrakteater (1952, s. 114-115 og 141, plade 22:1 og 25:1).

 

Med visdom fra ravnene Hugin (Huet) og Munin (Mindet) afsiger 12-mandsrådet dom til Odin/Kongen, hvis beslutning derfor er den bedst mulige. Herfra flyder ”Skuld” (hvad skal komme) mod ravnens styrevinger, og videre til den afledede Skjoldunge-æt's Hariwalda-mærke. Der er tre sæt beskyttende hjælpeånder; 2 kobbel af Den Store Hund og 2 beskyttende drager. Kong Rædwald’s kongehjelm fra Sutton Hoo viser os at vi skal opfatte den enkelte ravn som Kongens dødsmaske, dvs. dyrebilledet af Odin/kongen selv (se afsnittet ”Odin, Høvding Rædwald & Sutton Hoo”). Det har i filosofi, gengivet i kunst, siðr og lov, den vigtige konsekvens at Ravnen (Kongen/Odin) er ættens (Hariwalda-mærket)'s værner. Derfor er ravnens næb gjort i midten af Hariwalda-mærket - den nedadvendte trekant.

 

  chap24-2-19.jpg 
 

 

12-mandsrådet samlet på langsiden af langbordet, 6 domsmænd på hver side af Odin/Kongen, der altid er nr. 13. Den Gyldne Tavle er den viste Odin/Konge’s Hariwalda-mærke.

 

 

 

 

 

 

 

 

Opbygningen af filosofien flyder oppefra og ned; fra hjerne og hjerte til hånd og ben.

 

To kobbel af Den Store Hund i den klassiske beskyttende liggende stilling, her til den afledede Skjoldunge-æt's mærke, den nedadvendte trekant. Det fremgår visuelt tydeligt at de to øverste hunde skal opfattes som mindre end de nederste to. De to øverste hunde er derfor to hvalpe (se Baldrs Draumar (vers 2, Ældre Edda).

 

 chap24-2-18.jpg

To ravne, Hugin og Munin, giver råd og vejledning til 12-mandsrådet og Odin/Kongen.

Ravnen; styrevinger, krop, hoved og næb.

 

To drager med halsende tunge (se afsnittet ”Dragemærket”).

 

 Den ”nedadvendte trekant” er den afledede Skjoldunge-æt, muligvis til kvindelig side. Se ”Bilag J: Hariwalda mærke fordelt på landskab”.  

 

 

chap16-2-4.jpg

Til venstre: En af to Gyldne Tavler fundet 1885 i en kvindegrav dateret til ca. år 500-550 e.Kr. i byen Bezenye, i dag det nordlige Ungarn, ved grænsen til Østrig og Slovakiet. De to forgyldte sølvspænder lå oven på hinanden under ligets knæ mellem skinnebenknoglerne. De to Gyldne Tavler er ens, fremstillet i samme smedje af samme håndværker. På bagsiden er de Gyldne Tavler er indskrift i Ældre Futhark med følgende runer rejst:

1: GODAHID [W]UNJA (læseretning venstre mod højre)
2: ÂRSIPODA SEGUN (læseretning venstre mod højre)

Der er til indskrift nr. 2 tilføjet et "›" før "*ansuR"-runen, der fortolkes som værende en ikke-skandinavisk circumfleks, hvorfor det latinske "A" skrives "Â". Er man uenig i denne fortolkning må tegnet være en "*kauna"-rune (k), hvorfor indskriften med latinske bogstaver skal lyde "KA". Også tegnet "b", der er ukendt i Ældre Futhark, fortolkes som en "*perþu"-rune (p). "*sowilu"-runen forekommer rejst med 2 og 3 ”tænder”, hvilket er højst usædvanligt. Jeg har vist at i de nuværende danske landskaber er flertallet af de ældste "*sowilu-runer" rejst med 3 eller flere ”tænder”.

Den første indskrift består af kvindenavnet "Godahild" + "*wynju"-runen (lykke, fryd) i flertalsform = Godahild's lykke

Den anden indskrift består af kvindenavnet "Ârsipoda" + "segun" (velsigne) = Arsiboða (vel)signer

Til højre: Gylden Tavle (17.6 x 9.5 cm), efter sigende gjort i midt-Italien ca. år 600 e.Kr. Angives hos The Metropolitan Museum of Art at være longobardisk smedearbejde i forgyldt sølv.

Der er bl.a. to Danske Hunde afbildet på alle tre Gyldne Tavler: Kunsten er urnordisk, dvs. Nydamstilen/Stil I, tidsmæssigt gældende fra ankomsten til vore nuværende landområder til sidste halvdel af 500 tallet. Runerne er Ældre Futhark; skriften alene vi, Goterne og Longobarderne gjorde brug af. Sammenholder vi de tre identiske Gyldne Tavler, og med viden om at der forekommer en "dialekt" i Ældre Futhark, er spørgsmålet om de rejste runer er longobardiske.

I mit "Bilag AE: Longobardernes modersmål og ordliste" viser jeg at i longobardisk dialekt (omlyd og brydninger), sammenholdt med oldnordisk, oldengelsk og olddansk, ændres b → p. Dermed kan vi vise at endestavelsen i "Ârsipoda" er en longobardisk dialektform af endestavelsen på de oldnordiske kvindenavne "Angrboða, Aurboða", jvf. Snorre i Snorre Edda (Gylfaginning (kap. 34) og Hyndluljóð (vers 40, Ældre Edda). Det er derfor longobardisk dialekt der fremtvinger opfindelsen af en "b"-rune, der skal udtales som et "p".

Hvor er longobarderne i samtiden?

Vi kan se at efter sejren år 494 e.Kr. vandrer longobarderne ind i Rugiland (Nieder-Österreich- venstresiden af Donau-floden mellem Linz og Wien) og videre til det landskab de selv kalder "feld", landskabet mellem Tisza-floden og Donau-floden i Ungarn (øst og sydøst for Budapest). Herefter drager de mod vest til Panonien (ca. trekanten Wien/Nieder-Österreich, Bratislava/Slovakiet og Gyor/Ungarn). Landsbyen Bezenye, hvor De Gyldne Tavler blev fundet, ligger nøjagtigt i hvad i 500 tallet e.Kr. blev kaldt Panonien, der i samtiden er under longobardisk kontrol under ledelse af først Kong Wacho (regent 510-532), senere Audoin på vegne barnekongen Waltari (regent 532-539).

Er longobarderne i samtiden ariansk kristne?

Vi er usikre på om Dronning Theodelinda (ca. 570-628) ca. år 588 e.Kr. omvender sin husbond Kong Authari og Longobarderne fra hedenskab eller arianisme til romersk-katolsk kristendom, eller måske begge dele. Munken Jonas: Columban’s Liv fra 600 tallet e.Kr. (kap. 59) skriver at Columban (Columba) rejste fra Gaul til Longobardernes landskab, hvor han blev modtaget af Kong Agilulf (Regent 590-616). Her gives han asyl og gav sig til "at fremhæve kætternes fejl, dvs. den arianske troløshed, som han ønskede at bortskære og tilintetgøre med ætsen fra skrifternes kniv...". Tidsrummet kan nøjagtigt bestemmes til "da Theudebert (II.) var blevet besejret af (broderen) Theuderic (II.)". Dette sker endeligt efter Slagene ved Toul og Tolbiac år 612 e.Kr. Vi kan derfor sige at år 612 e.Kr. er arianisme måske nok fjernet fra den longobardiske konge-æt, men resten af Longobarderne er stadig følgere af arianisme. Vi kan sikkert også slutte at Frankerne år 612 e.Kr. ligeledes er følgere af arianisme, hvilket sikkert er hvad driver Columban (Columba) i eksil.

Fra den tidligste longobardiske lovkode ”Edictum Rothari” (lov nr. 363), udstedt af Kong Rothari år 643 e.Kr. kan vi yderligere se at kristendom og hedenskab lever side om side i Lombardiet år 643 e.Kr.

Professor Ludvig Frands Adalbert Wimmer (1839-1920) argumenterer i 1894 for at brugen af "segun viser, at indskriften er kristelig ('herren velsigne dig)". Han argumenterer således fordi det oldhøjtyske "segan" (segun, segen) gengiver det latinske "benedictio" (velsignelse). "Da oldht. segan jo særlig bruges om korsets tegn og den ved dette tegn udtalte velsignelse" slutter han derfor at det må være en kristen runeindskrift. Det skal her tilføjes at han daterede spændet til ca. år 700 e.Kr., hvilket jeg mener beviseligt må være vrang. Men dele af longobarderne kan godt have været ariansk-kristne år 500-550 e.Kr.

Den longobardiske form "segun" kendes som "signa, segn, seginon, segan" (oldnordisk, oldengelsk, oldsaksisk, oldhøjtysk), alle fra latinsk "signum" (tegn), der i kristen rite underforståes som "(at slå) korstegn, at korse sig". Men Hyndluljóð (vers 28, Ældre Edda) viser os med "godum signadir" ([til] guderne signet), der opfattes som "viet til, indviet", at ordet har en ældre før-kristen betydning. Derfor mener jeg ikke vi kan slutte, som flere tilsyneladende vælger at gøre i etymologiske ordbøger, hvorvidt ordvalget "segun" indikerer hedenskab eller ariansk-kristen tro.

Tilbage er kun overvejelsen om hvorfor vi har to Gyldne Tavler, det urnordiske ID-kort, med to forskellige navne, lagt i en kvindegrav med kun ét lig. Brugen af to forskellige ord; "[W]UNJA" og "SEGUN" med stort set samme sproglige opgave; at tilstå bæreren af Den Gyldne Tavle held og lykke, mener jeg må føre til den logiske konsekvens, at vi har to forskellige afsendere af smykkerne. Derfor, til trods for at det er samme guldsmed der har fremstillet begge Gyldne Tavler, har afsenderne været to forskellige personer. Det igen må betyde at kvinderne Godahild og Arsiboða er afsenderne, og at modtageren er deres nærmeste veninde (slægt, rang, venskab). Kvinden der bar de to Gyldne Tavler er os derfor ukendt, men har været af endog allerhøjeste æt-rang hos longobarderne.

Kilder: Ludv. F. A. Wimmer: De Tyske Runemindesmærker (Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie, Runespænderne fra Bezenye, s. 23-46, 1894); The Metropolitan Museum of Art (Gallery 301), New York.


 
 
 

 chap24-2-1.jpg

Forsølvet endestykke til et bælte dateret til 5-600 tallet e.Kr. Strøfund fra handelspladsen Fordwich nordøst for Canterbury, Kent. Fundet gjort af Alan Elliott. Fundet sammen med en keltisk guld stater. Det antyder at guldskillinger er i omløb på handelspladsen og tiden er derfor før år 670 e.Kr. Fordwich var med handelspladsen Sandwich (Sandvig) jydernes hovedhandelsplads før Lundenbyrg (Lundeborg/London) bliver aktiv under Kong Eadbald, Konge af  Kent år 616-640 e.Kr. Fordwich ligger ved floden Stour (måske ”Den Urokkelige” fra ”stout/stolt”), og var en del af ”Cinque Ports” frihavnsprivilegiet givet i Royal Charter år 1155 e.Kr. Byen har i dag ca. 300 indbyggere.
 
Hvad endestykket til bæltet viser er højest usædvanligt. Afbildningen er i kunst identisk til pengebæltet fra Høvding Hrædwald fra Sutton Hoo; dvs. drotten med to store jagthunde som hjælpeånder, symbolet på Wuffinga-ætten, i den hellige ring, igen Wuffinga-ætten's mærke. Det usædvanlige er at drotten er en kvinde. Det er alene drotten og vølven, der må vises som Woðan. At den hellige ring er omgivet af to Valknuder, hvilket mærke udelukkende er afbildet med dronninger og konger, herunder Odin som shaman og vølve, understøtter denne antagelse. Denne titel må derfor også have været givet til kvinder.

Bælteendestykket er opdelt i tre dele: Foroven og forneden har vi to Valknuder omslyngende et nav i midten. Dette viser at kvinden, med vejledning fra hundene som rådgivende stifindere, besøger fortid, nutid og fremtid. Hovedafbildningen i midten er ligledes opdelt i tre rum. Tilsammen har vi de 9 verdener som vølven må besøge for at sikre sig den samlede visdom. Endelig er hundene klart vist med halsbånd og oprejst hale, og er derfor tæmmede og agtpågivende. Det kunne umiddelbart ligne hundehvalpe, men set i forhold til kvinden kan vi se at det næppe er tilfældet. Det er meget store jagthunde vi ser afbildet. Hundene er noget plumpe og grove at se på. Mit bud er derfor at vi her ser en mastiff-type af de store jagthunde afbildet. Min private samling.

 

chap24-2-30.jpg 

2 Danske Hunde som stifindere og beskyttende hjælpeånder på spændesmykker fra år 500-750 e.Kr.

En stor gruppe af spændesmykker med sikkerhedsnål til fastspændelse fra år 500-750 e.Kr. gengiver også Den danske Hund. Vi kan fra disse spændesmykker se, at bæltesmykket fra Fordwich i Kent, England fra 5-600 tallet e.Kr. er urnordisk tanke bragt til nye kongeriger i Britannien ved udvandring fra Skandinavien.

Netop fordi hele formålet i kunsten er at de to Danske Hunde skal være stifindere, ser vi kunstneren gennemføre et genialt optisk bedrag, der opstår når hjernen danner et billede. Øjnene på de to Danske Hunde danner samtidig øjnene på en person, i kunst kongen (Odin) som shaman og vølve.

Fra de uforstyrrede gravfund kan man se at ovenfor gengivne spændesmykker blev nedlagt parvis og udelukkende i kvindegrave. Herfra kan vi slutte at disse spændesmykker har været en del at Jarl æt's kvindelige påklædning i samtiden. Nedenfor gengiver jeg hvorledes spændesmykkerne tjente formålet at holde forklædet oppe.

Øverst til venstre: Spændesmykke fra Lousgård (Loftsgård), Østerlarsker, Bornholm (grav 3, L: 67 mm, type 02 variant b), dateret til ca. år 700-750 e.Kr. De to Danske Hunde er stadig gengivet i klassisk sarmatisk kunststil (i Danmark kaldet Stil I.), der er kendetegnet ved afbildning af forvredne dyr med tydelig hoved- og øjenmarkering. Det optiske bedrag fremkalder en person af hankøn. han er iført korte bukser til knæene. Det ser ud til at være samtidens mode da vi ser samme knælange pludderbukser gengivet på brudstykket af billedtæpet fra Oseberg-skibet fra år 834 e.Kr. Hans kjortel ser ud til at ligne nutidens skjorte med samling fortil og lange ærmer. Hans snørresko er til anklerne. Som vi også ser på de beskyttende drager på sengestolperne fra Oseberg-skibet, har vi "valknútr, walknot” (oldnordisk, oldengelsk) eller ”valknuden” gengivet nederst. Valknuden er udelukkende afbildet med dronninger og konger, herunder Odin som shaman og vølve.

Øverst i midten: Spændesmykke fra Nørre Sandegård Vest, Østerlarsker, Bornholm (L:46 mm, type N1d variant NSV), dateret til 5-700 tallet e.Kr. Stilformen gør det optiske bedrag mindre tydeligt. Kunsten genfindes på en række guldskillinger møntet år 385-670 e.Kr. og må være tage sit ophav fra en særlig guldsmede-skole i Skandinavien. De to Danske hunde er stadig gengivet i klassisk sarmatisk kunststil (stil I.).

Øverst til højre: Spændesmykke fra Nørre Sandegård, Østerlarsker, Bornhol (Vedel's grav, L: 62 mm, type 02 variant Ellegård), dateret til 5-700 tallet e.Kr. Det optiske bedrag af de to Danske Hunde og ansigtsmasken er her nemmere at se. Kunststilen er stadig sarmatisk i gengivelsen af de to Danske Hunde.

Nederst til venstre: Spændesmykke fra Sandvik, Trondheim, Norge (grav 7, L: 55 mm, type N1a), dateret til før år 750 e.Kr. Det ser, noget overraskende, ud til at de to Danske Hunde er gengivet i hvile-stilling, dog med øjnene åbne.

Nederst i midten og til højre: Spændesmykker fra Uppåkra, Lund, Skåne fra 5-700 tallet e.Kr. (L:48 mm, type N1a, U1782; L:36 mm, type N1b, U1737; type O, U37343). Kunststilen forekommer her at være noget sent i 700 tallet e.Kr. da de to Danske Hunde ikke længere udviser særpræget sarmatisk kunststil.

Kilde: Martin Rundkvist: Domed oblong brooches of Vendel Period Scandinavia - Ørsnes types N & O and similar brooches, including transitional types surviving into the Early Viking Period (2010, s. 134, 136, 138, 139, 149). Opdelingen af smykker på type blev foretaget af Mogens Ørsnes (1925-1994): Form og stil i Sydskandinaviens yngre germanske jernalder (1966, Nationalmuseets skrifter, Arkæologisk-historisk række XI). De to typer gengivet ovenfor er Type N (ellipse og skål-formede spændesmykker; Ørsnes kalder dem "Ovale skålfibler"), samt Type O (ellipse og skål-formede spændesmykker med dyreafbildninger der bryder ellipsens form; Ørsnes kalder dem "Dyreformede skålfibler"); Erika Svensson: Spännande djur i vendeltida Uppåkra: En komparativ kontextuell analys av ovala och djurformade skålfibulor från Uppåkra (2005, 2.4 Skålfibulorna och dräkten, s. 15, 18); Peter Vang Petersen: Odins fugle, Valkyrier og bersærker – billeder fra nordisk mytologi fundet med metaldetektor (2005, s. 57). Tusinde tak til Dorrit Hansen, Vancouver, BC, Canada der 6. december 2011 gjorde mig opmærksom på disse vidunderlige spændesmykker. 

 

chap24-2-31.jpg 

Kvindedragten fra Bornholm dateret til år 550-600 e.Kr.

På baggrund af en guldgubbe fundet på bopladsområdet "Sorte Muld" i Ibsker, Bornholm dateret til år 550-600 e.Kr., og sammenholdt med kvindegraven fra Nørre Sandegård, Østerlarsker, Bornholm dateret til 5-700 tallet e.Kr., har Bornholms Museum, Rønne genskabt Jarl æt's kvindedragt fra samtiden. "Over en hørkjortel [= særken, serkr] bæres et uldent forklæde [= kvenvoðir] vævet i krystalkiper. Over sig bærer kvinden et uldent sjal. Forklæde samt sjal er kantet med borter. På skuldrene holdes "forklædet" oppe af pladefibler. Farverige perlekæder holdes spredt på brystet med bronze-"perlespredere"". "Pladefibler" er identisk til hvad jeg kalder "spændesmykker". Fra denne kvindedragt ændrer moden sig mod selekjolen, hvor de 2 spændesmykker nu sidder ud for brystkassen som endestykke fortil på de to stropper (seler) der holder kjolen oppe. Baseret på fuldstændig mangel på gravfund af spændesmykker, kan vi se at selekjolen, der blev benyttet af kvinder fra Jarl æt og Karl æt, går af mode i tiden omkring Slaget ved Hastings år 1066 e.Kr.
Billedkilde: Billedet taget med forlov på Bornholms Museum, Rønne juli 2005; Bornholms Museum (1997, s. 12).

 


 
 
chap24-2-11.jpg 

Sparlösa-stenen, Västergötland (Vg 119) dateret til før år 670 e.Kr. (grundet de manglende stigbøjler). Side-A på denne meget flotte billed- og runesten viser fra oven et hus (gudehov), efterfulgt af et skib under sejl, og nederst en jagtscene. Vi kan fra Side-B på samme sten se, at det store byttedyr i jagtscenen skal vise en løve. Det gør det lidt nemmere for os at se at de to hunde absolut er store hunde. Det er i alle tilfælde klart at hunden til højre er Den Store Hund med tydeligt myndepræg. Jeg har optegnet begge hunde med en rød streg for bedre syn.
Billedkilde: Sven B. F. Jansson: The Runes of Sweden (1962, s. 16) og Fotevikens Museum (Run- och bildstenen i Sparlösa)

 

Vor møntfod overgår år 670 e.Kr. til sølvpenge, der igen udstedes i alle vore landskaber fra fire hovedhandelspladser; Ribe, Ipswich, Dorestad og Domburg. Denne møntfod er gældende til år 755 e.Kr.
 
 
 

chap24-2-16.jpg 

Seolfor pening, silfr peningr, sølvpenge – Sceat.
Slået år 670-755 e.Kr.

Øverst: 1 ud af 3 sølvmønter med identisk stempel fundet i Yngsjø, Skåne. Denne type mønt kaldes "Serie X, N.119, S. 843A; 0.8 gram". Denne mønttype har Wodan (Odin) på forsiden, og Den danske Hund på reversen. Kunststilen er den sarmatiske med forvredne dyremotiver, der i Danmark kaldes Stil I. Den store jagthund er i kunst gengivet identisk til hvorledes vi ser den på vore guldskillinger, jvf. ovenfor. Derfor mener jeg denne sølvpenge er ikke længe efter år 670 e.Kr.
Nederst: Samme store jagthund, Den danske Hund, gengivet og denne gang med halsbånd. Kunststilen er den sarmatiske med forvredne dyremotiver, der i Danmark kaldes Stil I. Som man kan se er der her sket en ændring i kunsten inden for en ganske kort tidsperiode. Hunden vises nu uden kønsorgan. Det skyldes at kristendommen er ankommet til dele af kongerigerne i Britannien, hvor mønten blev fundet. På møntens forside er en afbildning af en biskop. Denne mønt er derfor slået tættere på år 755 e.Kr. (Serie K/N, BMC 23a; Met 6 s.445; N82 var.; S 811 var.; 16.1gram. VF).
Billedkilde: Øverste mønt gengivet fra Kirsten Bendixen: Skandinaviske fund af sceattas (Festskrift til Brita Malmer, 1985, s. 33-40). Nederste mønt fra min private møntsamling.

 

Jeg har vist gravgodset fra Kong (H)Rædwald med de i Ældre Edda omtalte ulvehunde, der er identisk med Den Store Hund.
 
Denne urforståelse for Den Store Hund er heldigvis blevet videreført i Folketroen i Norfolk, Øst-Anglen.
 
I Norfolk siger man:
 

"And a dreadful thing from the cliff did spring, And its wild bark thrill'd around,
His eyes had the glow of the fires below, Twas the form of the Spectre Hound”.
 

Folketroen om ”Black Shuck” siges at være den ældste i England og navnet ”Shuck” menes at oprinde fra det oldengelske ”scucca”. Det er forklaret som betydende ”Djævel”. Dette er ikke korrekt. Ordet ”Scucca” (oldengelsk) og ”skugga” (oldnordisk) betyder ”skygge”. Den Store Hund, i farven sort, kaldes derfor ”Den Mørke Skygge”1
 
1 Vi ved hvorfor hundens heite er ”Den Mørke Skygge”. I ”Bilag Z: Bibelens begreber Hedning, Djævlen og Dæmoner” viser jeg at vor og goternes betegnelse for en ”ond ånd” er ordet ”skygge”. Den Store Hund i farven sort er derfor en ”ond [plage]-ånd”. I kristen teologi overføres "Hel" fra det oprindelige rum "fortiden" til rummet "fremtiden". Senere tve-deles rummet "fremtiden" mellem Himmel og Helvede. Da Den Store Hund altid kommer fra rummet "fremtiden" kendes samme hund på sennordisk og i kristen opfattelse som en "Hel-hund".
 

Folketroen beretter at en stor hund, på størrelse med en lille kalv med flammende øjne, jævnligt strejfer kyststrækningerne mellem Sheringham og Overstrand, en 43 miles strækning på nordkysten af Norfolk. Uvidende der er ude at gå om aftenen vil først blive opmærksom på lyden fra hundens store hundepoter. Ud af deres øjenkroge vil de se mørke skyer trække sig sammen, der langsomt formes til at ligne en stor hund. Luskende i nattens skygge vil bæstet følge ofrets skridt, kommende stadig nærmere. Den der er uheldig nok til at vende sig mod dens gennemborende blik vil dø inden for 12 måneder.
 
Landsbyen Overstrand havde som sit oprindelige byvåben et billede af den legendariske ”Sorte Skygge” og der findes stadig en gade i byen opkaldt efter hunden, ”Shuck’s Lane”.
 
En anden af hundens stier løber gennem Mill Lane ind til ejendommen Cromer Hall.
 
Sir Arthur Conan Doyle (1859-1930) hørte i marts 1901 under et ophold i Norfolk om folketroen om Helhunden ”Black Shuck” og dette gav ham ideen til et af hans bedste Sherlock Holmes mysterier ”Hound of the Baskervilles” (1902).
 
Derfor er det naturligvis korrekt at Den Store Hund får hovedrollen som "The Hound of the Baskervilles" i filmen af samme navn fra 1932.
 
 
  
 
 
 
 
 

chap24-2-1.jpg 


Filmet på Dartmoor hede, Devonshire, England 1932 ser vi her den 4-årige engelske Champion Egmund of Send (f. 29.1.1928) fra Gordon Stewart's Send Kennel. Egmund har forpoten på John Stuart, der spiller Sir Henry Baskerville.
Billedkilde: Robert Heal: The Danes of Send Manor (2002, s.194-199, 284).

 

Folketroen siger at ”spøgelseshunde” hjemsøger gamle lige veje der ligger på ”leylines”. En ”leyline” (oldengelsk) eller ”lige linie” er lige stier af usynlig energi. Folketroen siger at kirkerne blev placeret på disse lige linier og blev benyttet af ånderne der rejste langs disse veje fra gravsted til gravsted og der var nogle gange kendt som ”korpsveje”.
 
Folketroen om Den Store Hund som ”Den Mørke Skygge” er af helt utrolig værdi fordi vi fuldt ud kan forklare oprindelsen til folketroen.
 
Odin har som bekendt to ulvehunde, Den Store Hund, der vogter indgangen til Hel, og beskytter De Døde. Vi har tidligere gengivet navnene på disse hunde.
 
 
 
 
 

 


Overstrand – Sidestrand, nordkysten af Norfolk. En bakketop der rejser sig brat op fra stranden. 100% identisk til Fyns Hoved, Fyn, Roneklint, Sydsjælland og Askom, Odensholm, Estland hvor vi ligeledes har identiske beretninger om Odinsjagten, rejsen til og fra denne verden til den næste. Billedkilde: Paul Whittlesea.

 

Der er fra disse bakketopper er blevet foretaget skibsgravsætninger, hvor den døde er blevet sendt ud i horisonten medens skibet brænder. Derfor skal der være en stor hund, Wuffinga-ættens symbol, der vogter indgangen til Hel, der sker netop fra dette sted.
 
Denne forståelse kan på et eller andet tidspunkt være blevet blandet sammen med et andet kendt begreb, nemlig afkommet af Fenrisulven, der kaldes ”Managarm” hvilket netop betyder ”mørkets djævel/ånd”. Fenrisulven er vi alle hunderæd for og det inkluderer også dens forfærdelige afkom.
 
Mit gæt er at Folketroen i Norfolk genspejler begge forståelser fra den forne sæd og under alle omstændigheder bekræfter tilstedeværelsen af Den Store Hund i Øst-Anglen i 600 tallet e.Kr.
 
 
 
  

 chap24-2-21.jpg chap24-2-22.jpg

Halen-mellem-benene

Til venstre: Seolfor pening, silfr peningr, sølvpenge – Sceat. Slået ca. år 670 e.Kr. Mønten blev fundet som strøfund på markerne ved bygden Lenwade. Bygden ligger ved floden Wensum vest for Attlebridge (Attle’s bro) og nord for Easthaugh (Østhøj) i Norfolk, Øst-Anglen. I afsnittet ”Norfolk og Suffolk, East Anglia” viser jeg at stedet var en del af det oprindelige Øst-Anglen fra år 497 e.Kr. Der er fundet en række andre genstande fra samme marker der antyder at stedet har været et gravsted i en periode over ca. 400 år fra bosættelsestiden fremefter. Møntens forside gengiver en afbildning af Odin/Kongen, måske Aldwulf (Gamle Ulv), Konge af Øst-Anglen år 664-713 e.Kr. Møntens bagside (revers) er gjort i vor oprindelige kunststil, Nydamstilen/Stil I., der er kendetegnet ved den helt centrale rolle dyret spiller i ornamentikken. Det afbildede dyr er Den danske Hund. Uden undtagelse er vor store hund, når den skal symbolisere os eller de hjælpeånder, der hjælper Odin/Kongen som Shaman, vist med oprejst krøllet hale. Som alle hundeejere vil vide er den oprejste hale tegnet på at hunden er fyldt med selvtillid, klar til alle opgaver og har modet til at løse dem.
 
Vor store hund når den er vist med ”halen-mellem-benene” er til alle tider symbolet på manglende mod, flugt, ingen selvtillid og at den har tabt.
 
Vi ved med sikkerhed at det er således vi skal opfatte denne afbildning. Rollo medtager samme forståelse til Normandiet år 912 e.Kr. og hans efterkommere bringer det med til England efter Slaget ved Hastings år 1066 e.Kr. Her viser den normannerfranske heraldik en løve med halen mellem benene. Denne løve betegnes ”lion couard” (”lion coward” eller ”løve kujon”). Ligeledes har vi stadig de to betegnelser for begrebet; ”turn tail” (vender halen) og ”tail between his legs” (halen-mellem-benene). Begge betegner ”en kujon”. Bemærkelsesværdigt er betegnelsen ”kujon/coward” formentlig oprindeligt en betegnelse for en ”kohyrde” eller ”cuhyrde” (oldengelsk).
 
I omtalen af en hunds hale brugte vi ordet ”steort” (oldengelsk), i dag ”stjært” lig fuglen ”vipstjært” (”stjat” på jydsk).
 
Hvad denne lille sølvpenge samlet beretter for os er at Odin/Kongen som Shaman henter visdom fra forfædrene, og Thor er symbolet på  forfædrene. Thor (Torden) afgiver herefter lynild mod handelspladsen Birka. Det medfører at Birka’s blod flyder i stride strømme, og kujonagtigt må stikke halen-mellem-benene, hvorefter vi er sejrrige.
Mønten er gennemgået i detaljer i afsnittet "Lodtrækning og ulykkesvarsel mod Birka". Min private møntsamling.

Til højre: Den store myndehund fra "Yderplade e" på ”Gundestrupkarret” fra Kimbrernes eksil-landskab Himmerland. Der findes ved fundstedet også en tilflugtsborg dateret til år 200 f.Kr., samt en bygd dateret til år 100 e.Kr. Gundestrupkarret er dateret til lige omkring år 0. Den samme store hund er gengivet på "Inderplade nr. 1 og nr. 3" på Gundestrupkarret. Hunden er absolut identisk til Den danske Hund gengivet på "Det lange/store" guldhorn 400 år senere, med mynde-træk og kuperede ører. (se afsnittet "Hunden i arilds tid", underafsnit "Kimbrernes Store Hund - år 0"). Forskellen på "Yderplade e" er at hunden her er vist med Halen-mellem-benene. Vi kender ikke kimbrisk tanke godt nok til endeligt at kunne sige hvad det er der får hunden til at tage flugten. Vi kan se på den samlede afbildning, at det skyldes et eller andet en kvindelig frugtbarhedsgudinde gør. Bemærk at hunden bærer halsbånd.
Kilde: Jørgen Jensen: Danmarks Oldtid (2003, Ældre Jernalder, s. 217) 

 

 

 

 

Tjängvide-stenen, Älskogs socken (G 110), på det sydlige Gotland dateret til 700 tallet e.Kr. Stenen viser Odin’s ankomst til indgangen til Hel, De Dødes Verden, på sin hest Sleipnir (og alene på Gotland har Sleipnir 8 ben. I alle andre henvisninger har hesten 4). Hunden der vogter foran indgangen til Hel, vist forstørret til højre, er Den Store Hund. Billedkilde: John Grant: Viking Mythology (1991, s.39).

 

Saxo har en beretning i Gesta Danorum1 der omhandler Den Store Hund.
 
1 Fr. Winkel Horn’s oversættelse af Saxo’s Gesta Danorum fra år 1898. 1911-udgaven, 6. bog ”Hjarne og Fridlev”, s. 216-7.
 

Bjørn er en af tolv brødre fra Norge. Bjørn kæmper side om side med Fridlev (søn af Frode og født i Rusland/Garðaríki) i Froksund i Norge og i kampens hede ”da Bjørn saa’, at hans fylking (slagorden) begyndte at vige, løste han sin store Hund og pudsede den paa Fjenden for ved Hundebid at vinde den Sejr, han ikke kunne opnaa med Sværdet. Dette paaførte Fjenden (Kong Amund af Norge) et forsmædeligt Nederlag, thi en hel Fylking tog Flugten, da Hunden angreb den med Tænderne. Det er ikke let at sige, om de havde mest Skam eller Skade af den Flugt, thi Nordmændenes Konge maatte jo skamme sig over sin Hær, eftersom Fjenden kunde gjøre det af med den ved Hjælp af et Dyr, og man kan ikke lægge Fridlev til Last, at han for at bøde paa sine Krigeres svigtende Tapperhed tog en Hund til Hjælp”.
 
Kong Sigifrid/Frithleuer/Frithlevere ca. år 777-798 e.Kr. er beskrevet i ”Annales Regni Francorum” for årene 782 og 798 e.Kr. Sven Aggesøn skriver at Frothe den Gamle avlede Frithlevere.
 
Vi har hos Saxo en fuld beskrivelse af Den Store Hund i tidsrummet år 777-798 e.Kr. Beretningen om Bjørn og hans ”store hund” er nedskrevet fra et mundtligt sagn og indeholder som følge deraf overdrivelser og myteskabende elementer som ikke er historisk korrekte. Den Store Hund’s bedrifter som beskrevet ovenfor er naturligvis tillige overdrevet for at vise hvor stor respekt hunden nød blandt os.
 
Selv den mest kritiske læser, der vælger ikke at have lid til Saxo’s beretning om Bjørn og hans ”Store Hund” kan ikke komme udenom at da Saxo nedskriver dette sagn i Gesta Danorum, der afsluttes år 1200/1 e.Kr., er Den Store Hund uden for tvist forbundet med stammen.
 

 


”Bjørn og hans ledsager.” Illustration af Louis Moe (1857-1945) maler, illustrator, født i Norge, bosat i Danmark fra 1876, dansk statsborger 1919. Fra Fr. Winkel Horn’s oversættelse af Saxo’s Gesta Danorum fra år 1898. Genudgivet i 1911 og genoptrykt i 1994 (s. 210 i  1911-udgaven, 6. bog ”Hjarne og Fridlev”). Louis Moe må have gjort tegningen efter en Stor Hund i samtiden.

 

 

 

  

Osebergskibet er nok den bedst bevarede skibsgravsætning af en kvinde/Dronning der kendes. Skibet er bygget år 815-820 e.Kr. Kvinden døde år 834 e.Kr. og lå i et gravkammer bygget i agterenden af skibet. Skibet blev fundet i 1904 på gården Slagen i Vestfold syd for Oslo. På undersiden af en planke i skibet er indridset et skib, et hjortedyr og Den Store Hund. Ovenfor til venstre ses Den Store Hund angribende hjorten ovenfra. Skibet er udstillet på Vikingskipshuset, Bygøy, Oslo.
 
Som navnet ”Oseberg” antyder har Dronningen sikkert heddet ”Aase/Asa”. Mit gæt er er dette er Dronning Æse fra Saxo (bog 6:68, 7. bog Fra Ingels død til Braavallaslaget):
 
”Til Løn for sin Helte-Gjerning blev nu Ole gift med Æse, og avlede med hende en  søn, ved Navn Omund (Omundum)....”
 
Dronning Asa/Æse var gift med Kong Aleifr/Oláfr (d. 812) der var søn af Halfdan/Halptani og beslægtet med Kong Harald I. af Danmark. Kong Olaf’s gravhøj kan ses i Svogerslev mellem Lejre og Roskilde.
 
Kilde: Universitetet i Oslo, Kulturhistoriske Museer. Else Roesdahl:Vikingernes verden (1989, s. 9) og A.W. Brøgger & H. Shetelig: The Viking Ships (1951, s. 107).
 
 
 
 

Kong Alfred’s Domme, givet af Kong Alfred den Store medens han var lokalkonge af Wessex år 871-899 e.Kr., siger følgende om hunde, her opfattet som store jagthunde: 

Be Hundes Slite.

xxiii. Gif hund mon toslite oþþe abíte · æt forman misdæde geselle ·vi· scitt. Gif he him mete selle. æt æfteran cerre ·xii· scitt. æt þriddan ·xxx· scitt. Gif æt þissa misdæda hwelcere se hund losige · ga þeos bot hwæðere forð. Gif se hund ma misdæda gewyrce · y he hine hæbbe · bete be fullan were · swa dolg-bote swa he wyrce : ·

Om Hundes flænsen.

23. Givet hund mand (til blods) river eller bider · (for) denne form (for) misdåd (af) ejermand udredes 6 skilling. Givet han ham mad giver. (for) efterfølgende handling 12 skilling. For tredje (forseelse) 30 skilling. Givet for disse misdåde hvilken hund er sluppet løs · gå denne bod stadig fort. Givet at hunden flere misdåde bevirker · og han ham haver · bøde til fulde wer · som dolk-bøde som han bevirker : ·

Min oversættelse til nudansk. Det oldengelske ”gesellen” fra ”sellan” (at sælge). Da det er en retsgrundsætning, at man ikke kan sælge, hvad man ej ejer, skal vi her modsat slutte og opfatte ordet som ”lad (ejeren) betale”. Fra den efterfølgende sætning ”gif he him mete selle”, kan vi se at ejerskab afgøres ud fra hvem der fodrer hunden, hvor ”he”= hundens ejermand og ”him” = hunden, jvf. også at en ”hund” kun omhandler ”en han-hund”, aldrig en tæve. Her ser vi samme ord ”sellan” i formen ”selle”, hvor vi skal opfatte ordet i forståelsen ”give”. Det oldengelske ”cerre” er identisk til det frisiske ’keer” og olddanske ”kere, keere” (vending, tidsrum, handling), jvf. endestavelsen i ”forkert”. I lovgivning forekommer det på olddansk som ”kære”, jvf. at ”kære” en domsafsigelse. Bemærk at loven tager højde for at en ejermand, bestemt ved at han fordrer hunden, naturligvis kunne finde på at undslå sig ansvaret og bøden ved at slippe hunden løs, stadig kan kendes skyldig selvom hunden ikke længere fysisk kan knyttes til ejermanden eller hans ejendom. Ved fjerde forseelse fjerner loven alle formildende omstændigheder, og hundens ejermand må bøde ”be fullan were”, dvs. til den forurettedes fulde wergeld, der afhænger af personens sociale rang i æt. Ekstremt interessant kan vi afslutningsvis se at et hundebid sidestilles med et sår forårsaget af et knivstik fra en dolk (dolg-bote), hvilken forseelse i samtidens straffelov er eksplicit specificeret, fordelt på personens rang i æt.
Kilde:
Benjamin Thorpe (1782-1870): Ancient Laws and Institutes of England, (1840, s. 34-35)

 

 


 
 

 chap24-2-14.jpg

 
 
Böksta-stenen, Balingsta sogn i Uppland (U855, Jansson 1987, 152) dateret til sen vikingetid, dvs. omkring år 1000 e.Kr. Udover den verdensberømte afbildning af en jæger på ski, jægerens værnende vætte, ser vi en jæger til hest. Med ham er endnu engang to store hunde. Deres bytte er kronhjorten, afbildet lige foran hundene. Billedkilde: Sven B. F. Jansson: The Runes of Sweden (1962, s. 146)
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

 
 
Del af runestenen fra Lund, Skåne der i dag befinder sig i Universitetsbiblioteket (DR 314). De to dyr er meget forsigtigt beskrevet som to vilddyr. Ved forståelsen af den religiøse betydning af ulve og Den Store Hund som ulvehund kan vi se at dette kun kan være Ulvehundenes klare ”talen” til Odin før rejsen til den næste verden. Runestenen er dateret til Efter-Jelling, dvs. ca. år 1000 e.Kr. Kunststilen er her ringerikestil, der var den dominerende kunstdisciplin i sen vikingetid fra ca. år 980-1080 e.Kr. Ringerikestilen er navngivet efter bygden Ringerike i Buskerud 50 km nordøst for Oslo. Symbolismen forbliver dog identisk til Kong (H)rædwald’s fra år 625 e.Kr. Ganske spændende er ulvehundene bevæbnet med sværd og skjold. Dette indikerer at de to ulvehunde måske repræsenterer kampformen ”ulvhednar” (ulveskindskapper) hvor krigeren før slag gør hamskifte og bliver ulven.
Bildekilde: www.arild-hauge.com & Else Roesdahl: Vikingernes verden (1987, s.90)
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 


Ledberg stenen fra gravhøjen Ledbergskulle, Östergötland (ÖG 181).
Ved brugen af kolon-tegn mellem runerne kan vi se at stenen er fra ca. år 1000 e.Kr.
Den Store Hund ses under den øverste kriger’s fødder.
 
 
 


 
 
 
 
Norske-kongen Óláfr Tryggvason (Olav Trygvason) (regent 995-1000 e.Kr.) var meget glad for sin hund ”Vígi” (Kæmper) ifølge Snorre’s Heimskringla (Saga Ólafs Tryggvasonar):
 

32. Ólafur fékk Gyðu
 
”Sá hundur hét Vígi og var allra hunda bestur.
Átti Ólafur hann lengi síðan”.

 

Som jeg oversætter til:
 

32.  Olaf fik (gifter sig med) Gyde
 
”Hunden hed Vígi og var den bedste hund af alle.
Ham havde Olaf i lang tid efter”.
 
 

 


 

Normandiet og Bayeux gobelinen

År 912 e.Kr. fik Hrolf der Ganger ”Rollo” tildelt Normandiet af Frankerne som Danegeld for ikke at afbrænde Paris. Derfor kommer Den Store Hund til Normandiet med Rollo og hans følge.
 
Hertug William er 5. slægtsled efter ”Rollo”.
 
Bayeux gobelinen beskriver i helt utrolige detaljer optakten til og selve Slaget ved Hastings 14. oktober år 1066 e.Kr. mellem Hertug William af Normandiet og Kong Harold Godwinson. Denne 70 meter lange gobelin blev lavet under opsyn af biskop Odo, halvbroder til Hertug William af Normandiet, umiddelbart efter selve slaget i perioden 1066-77 e.Kr.
 
Scenerne nedenfor foregår år 1064 e.Kr., 2 år før selve Slaget ved Hastings. Den engelske konge Edward the Confessor havde dette år fortalt Jarl Harold at han skulle rejse til Hertug William i Normandiet og lenshylde ham, dvs. underkaste sig William’s overherredømme, og bekræfte aftalen mellem Kong Edward og Hertug William indgået år 1051 e.Kr. om at Hertug William skulle blive Konge af England når Edward faldt bort. Harold tager ganske vist til Hertug William som vi ser ovenfor, men lader sig senere krone til Englands konge. Det er denne handling der udløser Slaget ved Hastings.
 
Der er 35-55 hunde afbildet på gobelinen, afhængtigt af hvem der tæller. Ingen hunde er afbildet under selve slaget og eksempler på de store hunde er vist i optakten til slaget under jagtscener.
 
 
 
 
 

 


 
Harold. Hic apprehendit wido haroldum et duxit eum ad Belrem et ibi eum tenuit
(Harold. Her Guy tager Harold og fører ham til Beaurain og tilbageholder ham der)
Kilde : http://hastings1066.com/baythumb.shtml (tapestry nr. 4)
 
 
 
 
 
 

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

 

 

Hic dux wilgelm cum haroldo venit ad palatium suum. Ubi unus clericus et aelfgyva.
(Her Hertug William kommer til sin kongsgård med Harold. Hvor er en hvis klerk og Aelfgyva)
Kilde : http://hastings1066.com/baythumb.shtml (tapestry nr. 8)
 
 
 

 

 
 
 
 

Fra Peder Laales Danske Ordsprog (nedskrevet i 1300 tallet):
 

Nr. 309 Hwndhen scal eij løbæ effther hwers mandz hwitzell.
(Hunden skal ej løbe efter hver mands fløjten)


 
 
 

 


Vi ser her her et kobbel hunde styret af en Leithunde-dreng. Ved hundemesteren’s helt tydelige brug af horn til at styre hundene, som vi ser i de årlige jagter i bl.a. England, er det klart at hundene er fuldt trænet til at adlyde ordrer givet fra et horn. Vi kan også se at hundene styres ved at kun én hund, Leithunden og førerhunden, er i halsbånd og snor. Resten af hundene må derfor være trænet, hjulpet af instinkt, til at følge dennes hunds ordrer. Endvidere holder hundemesteren hundesnoren i højre hånd, hvilket er yderst usædvanligt, da skikken er at hunden altid skal holdes i venstre hånd for at frigøre sværdhånden til forsvar eller angreb. Dette er ikke en tilfældighed, f.eks. fordi denne hundemester er venstrehåndet, og må betyde at Leithunde-drengen ikke er bevæbnet med sværd. Denne teknik har nok været nødvendig med den Store Hund netop fordi hunden er så stor, og i samtiden fuldt trænet som en livsfarlig jagt- og vagthund.
Kilde : http://hastings1066.com/baythumb.shtml (tapestry nr. 6)

 

Hundene er specifikt Hertug William’s store hunde og som man kan se, både ovenfor og ifald man gennemser hele gobelinen, har de store hunde en yderst fremtrædende placering i billedet. Dette kan kun skyldes at de var højt værdsat af Hertug William og skulle med i eftertidens minde om denne verdenshistoriske begivenhed.
 
Vi har tidligere hørt at Alani-folkets store hunde (Alan + Hunt = Alaunt) bringer navnet ”Alan/Alano” til det nordlige Italien, Frankrig og Spanien. Derfor ankommer de store hunde første gang til Orléans og Valence i Frankrig omkring år 360-370 e.Kr.1
 
1 Littleton & Malcor: From Scythia to Camelot (2000, s.36) er enig heri. De skriver at Alani-folket indførte Alan-hunden til Brittany/Bretagne regionen i Frankrig. G.R. Jesse: Researches into the history of British Dogs (1886, s.80-84 og 116-118) skriver at Alan-hunden oprindeligt kom fra Kaukasusområdet, hvor den fulgte de farlige, blonde, krigsfolk Alani-folket.
 
 

Herefter bringes de store hunde igen til samme område, og videre til England med sejren ved Slaget ved Hastings.
 
Den selvsamme hund vender tilbage fra England til Bordeaux, Frankrig i årene 1151 til 1411 e.Kr., medens området hørte under den engelske konge. En af efterkommerne til denne hund findes i mange kilder og kaldes Dogue de Bordeaux. Sammenholder vi en Dogue de Bordeaux med Den Store Hund er førstnævnte den klassiske mastiff (mankehøjde 60-67 cm, 50 kg), hvor Den Store Hund har bibeholdt sit myndepræg.  

 

 

 chap24-2-26.jpg

Afbildning fra manuskriptet ”Cotton Tiberius B v.” (British Museum, London), dateret til 1000 tallet e.Kr. Afbildningen viser et jagtselskab på vildsvinejagt. De to store hunde er, som man kan se, ikke nudagens Greyhound, men den største myndeagtige jagthund der findes i Britannien. Knud Knud's Skovlov for England fra ca. år 1031 e.Kr. og Auchinleck manuskriptet, skrevet i London ca. år 1330 e.Kr. på Middle English kalder hunden ”Þe graihond, grehound, greihond” eller ”The Greyhound”.
Billedkilde:
http://bestiary.ca/manuscripts/manugallery2147.htm#

 

 

 

 

 Danske Hund Olifant 3 Nationalmuseet 2008 001.jpg Danske Hund Olifant 2 Nationalmuseet 2008.jpgDanske Hund Olifant 1 Nationalmuseet 2008.jpg 

 

Danske Hund Olifant 4 Nationalmuseet 2008.jpg 

 

Afbildninger af store jagthunde på Ole Worm’s "Olifant". Nationalmuseet mener at hornet kan være gjort i Miklagård ca. år 1100 e.Kr. Som jeg viser i afsnittet "Med væringer i Miklagarð år 1103 e.Kr." kan dette sagtens være tilfældet. I så fald må hornet være et bestillingsarbejde hjembragt af en væring og givet til kongen ved hjemkomsten. Poul Grinder-Hansen, museumsinspektør, Nationalmuseet, Danmarks Middelalder og Renæssance har henvist mig til Poul Nørlund: Ole Worms olifant, i Nationalmuseets Arbejdsmark (1950, s. 1- 10), og har forklaret mig hvorfor vi knytter hornets oprindelse til Miklagård: ”Der er således både en elefant, en dromedar(?) med en jagtleopard på ryggen og en sfinx. Først og fremmest har det betydning, at der kendes op imod 50 olifanter fra europæisk middelalder, og at der er klart slægtskab mellem museets olifant og en gruppe skæringer, der henføres til Byzans. Ornamentik osv. f.eks. påfuglene omkring et "livstræ" passer godt med byzantinsk kunst i 900-1000-årene. Både sværd og skjolde kendes fra byzantinsk kunst i denne periode og peger iflg. Nørlund på en datering o. 1100, hvor kortsværd kunne optræde side om side med de aflange, foroven rundede skjolde”.
Øverst: Billederne viser samme jagtscene – to hunde angribende et vildsvin og en nøgen jæger bevæbnet med spyd.
Nederst: Billedet viser en hund forberedende et angreb foran en normalt klædt Leithunde-mand (hundemester), måske holdende et horn (Olifanten selv?).
Jægeren er vist nøgen som en kenning for ”den oprindelige jagt”. Det er normalt et tegn på at den i samtiden nye og unaturlige jagt, Parforce-jagten, er kendt. Så vidt jeg kan se trækker det dateringen af hornet mere mod midten af 1100 tallet e.Kr. end mod begyndelsen af 1100 tallet e.Kr.
De øverste jagthunde er den oprindelige myndeagtige udgave af vor store jagthund. Den nederste jagthund derimod findes i samtiden kun i de engelske landskaber og kendes under flere forskellige navne i Kong Knud’s Skovlov fra år 1031 e.Kr. Hunden er en mastiff type.
Det er absolut uden for tvist at denne skarpe adskillelse af de to hundetyper er helt forstået, og nøjagtigt avlet i Danmark og England i samtiden og tidligere. At begge hunde er gengivet gør at opdragsgiveren til hornet har været af absolut højeste byrd for at have så indgående et kendskab til vore store jagthunde. Det er svært at sige om opdragsgiver til hornet er fra de danske eller engelske landskaber, men jeg har på fornemmelsen af vi skal finde opdragsgiveren i en meget snæver kreds omkring de danske og engelske kongefamilier. Vi har jo et bud fra begge familier; enten Kong Erik I. Ejegod (regent 1095-1103), der besøgte livgarden i Miklagård år 1103 e.Kr., eller Edgar Æþeling (”Edgar the Outlaw” eller ”The Lost King”, ca. år 1051 – ca. 1126 e.Kr.), der menes at have været væring fra ca. år 1098 e.Kr.
Billedkilde: Billederne taget på Nationalmuseet juli 2008.

 

 

 

 

 

Indholdsfortegnelse
<< ForrigeNæste >>
 
Søgeværktøj
Fra Grímnismál (vers 32, Ældre Edda) ved vi at vor ven fra skov og have, det rødbrune egern Ratatoscr (sammensat af de oldengelske ord "ræt" + "tusc" med betydningen "Gnavertand"), er god til at frembringe svar på alt mellem himmel og jord. Nedenfor til højre fra billedet af Ratatoscr, fra Ólafur Brynjúlfsson: Gudeskrift m. bl.a. Ældre Edda (Edda Sæmundr) & Snorre Edda (1760), findes Google's søgeværktøj, der er tilpasset til at søge efter svar fra Asernes æt. Ifald søgeværktøjet ikke kan ses, højreklik på musen og genopfrisk (opdater) siden.
© Verasir.dk Asernes Æt • af Flemming Rickfors • E-mailHosting • En del af Fynhistorie.dk