Forside Indholdsfortegnelse
<< ForrigeNæste >>

Mjóhund & Tæffue - Den Danske Hund 

 

 

 

 Great Dane
Great Danish Dog
Danish Dog
(Blending)
Little Dane
Little Danish Dog
(oprindelige myndeagtige Danske Hund)

Engelsk-talende
del af verden,
herunder Indien


Hund, Hunt, Heahdeorhund, Mjóhundr, Mjøhund (Myndehund)
Grey, Grig, Bikkjuna, Bicce, Tæffue, Tife (tæve)
Den danske Hund
Dansk Herregårdshund
(Norge)
Den store Danska hunden (Sverige)

Grand Danois

Fransk-talende
del af verden,
Skandinavien
 

Chien danois
(Blending)
Chien petit danois
(oprindelige myndeagtige Danske Hund)

Frankrig,
fransk-talende
Belgien

датский дог 
(Dahtskeey Dog)

Rusland 

 

Dennen

flamsk-talende
Belgien

 

Deense Doggen

Deensche Hond

Holland

 

Gran Danés

Spansk og portugisisk-
talende del af verden,
herunder hele Syd-amerika

chap24-1-1.jpg

 

Tanskandoggi

 Finland

 

Taani dogi

Estland

 

Danubius (Dán) Dog

Ungarn

 

Velký Dán / Dánská Doga

(Tjekkiet /Slovakiet)

 

 

グレートデーン
(karenito tenin)

Japan

(”グレート” = tillægsordetstor”,
”デーン” = ”dansk”)

 

Alano
(Alaunt = Alan + hunt/hund)

Danese Grande

Italien.
Oprindeligt i Spanien
& Frankrig

Die dänische Dogge (Englandshund, Broholmer), Der kleine Dänische Hund (oprindelige myndeagtige Danske Hund), Der grosse dänische Hund (Blending), Groβer Dänischer Hund, Dänischer Blending, Dänischer Hund, Grosse Dänische Yagd Hund, Groβer dänischer Jagdhund

Tysk-talende del af verden indtil 1888-9

Danua cinsi kopek / Grand Danua

 

Tyrkiet

 

 

Vi begynder historien med en nutidig kenning. Historien om Danernes Store Hund er identisk til Danernes egen historie, og den fulde og sande forståelse for hundens oprindelse og udseende, dengang og i dag, kræver derfor indsigt i vor egen historie.

Lad os begynde med at give et bud på hundens udvikling fra tidernes morgen.

 

 

Hunden i arilds tid
  

Peter Savolainen, Kungliga Tekniska Högskolan (KTH), Stockholm viste i 2002 ved DNA-analyser, at tamhunden kan føres tilbage til 3 Gråulve-tæver gjort tamme et sted i det østlige Asien mellem 40-15.000 år siden 1.

1 Peter Savolainen, Ya-ping Zhang, Jing Luo, Joakim Lundeberg, Thomas Leitner: Genetic evidence for an East Asian origin of domestic dogs (Science, 22 November 2002:298,1610-1613)
 

Yderligere undersøgelser har vist at dette nu kan yderligere afgrænses i tid og sted til det sydøstlige Asien, syd for Yangtze floden for 16.300-5.400 år siden. Tæmningen sker fra mindst 51 ulvetæver, formentlig flere hundrede 1.

1 Peter Savolainen m.fl.: mtDNA Data Indicates a Single Origin for Dogs South of Yangtze River, less than 16,300 Years Ago, from Numerous Wolves (Molecular Biology and Evolution, 2009 December; 26(12): 2849–2864)

 

Denne datering, og stedet hvor det fandt sted, har nogle ganske overraskende konsekvenser. At Gråulven tæmmes i tidsrummet 16.300-5.400 år siden gør at det er det moderne menneskes forfædre, ”jætter” i nordisk, kinesisk og semitisk filosofi 1 (”Cro Magnon” i videnskaben), der tæmmer ulven.

1  se f.eks. Völuspá (vers 2, Ældre Edda), 1.Mosebog (6:4) - Kong James-udgaven. Vi kender et eksempel på dette fra dobbeltgraven i Oberkassel, nær Bonn. Her blev en ca. 50-årig mand og en ca. 25-årig kvinde, begge jætter (Cro Magnon), ca. 12000 f.Kr. gravlagt med en tamhund (Ulla Lund Hansen: VOV!, Skalk, nr. 2, 2000).

 

Nordisk filosofi gengiver denne viden. Det er derfor Snorre i Snorre Edda (Gylfaginning, kap. 34) skriver at Loki fik 3 børn med en jættekvinde fra jættehjem, hvoraf et var Fenrisulven og det tredje var Hel. (Enn átti Loki fleiri börn. Angurboða heitir gýgur í Jötunheimum. Við henni gat Loki þrjú börn. Eitt var Fenrisúlfur, annað Jörmungandur, það er Miðgarðsormur, þriðja er Hel).

Snorre gentager dette i Snorre Edda (Skáldskaparmál, 23. Lokakenningar) i omtalen af kenninger for Loki:

”Hvernig skal kenna Loka? Svá, at kalla hann son Fárbauta ok Laufeyjar …. föður Vánargands, þat er Fenrisúlfr …”

Som jeg oversætter til:

“Hvorledes skal kendes Loki? Så, at [han] kaldes søn [af] Fárbauti og Laufeyjar…fader Vánargands, der er Fenrisulven…”

Snorre kan korrekt drage disse slutninger fordi Loki er knyttet til Fenrisulven i Lokasenna (vers 10, Ældre Edda). Her siger Odin til Vidar i omtalen af Loki:

 ”… oc lat vlfs fa/þvr sitia svmbli at, …” ”…og lad ulvens fader sidde til ved sumblen,…”


Min oversættelse til nudansk.
Freyr omtaler også Loki som ”ulven” i Lokasenna (vers 41, Ældre Edda), jvf. ”Freyr qvaþ: Vlf se ec liggia arósi fyr,…”.

 

Fenrisulven omtales ligeledes i Völuspá (vers 55, Ældre Edda) som ”megi Hveðrungs” (Den Brølendes Mage) fordi Loki er en jætte, og jætter kan helt konsekvent ikke tale, men udtrykker sig i brøl og skrig. 1

1 Den norske skjald Þjóðólfr ór Hvini (Tjodolv fra Kvine) ca. år 900 e.Kr. i Ynglingatal  (vers 13 og 47) viderefører denne forståelse ved at kalde Hel, der er rummet ”fortiden” og jætteland, dvs. Loki’s samtid, for ”Loka mær” (Loki’s mær) og ”Hveðrungs mær” (Den Brølende’s Mær) (se ”Bilag N: Det hellige tal 9”, underafsnit ”Hel er jætteland og fortiden”).

 

I kapitlet ”Jætter” viser jeg at Loki i vort filosofiske slægtsregister er avlet af en jættefader og en jættekvinde, der samtidig er en højbåren ase-moder.  Loki er derfor i oprindelig tanke en jætte. I filosofi er Fenrisulvens ophav derfor fra "Det Gamle Menneske". Det er derfor Snorre kan skrive at Loki’s tredje barn er ”Hel”, der altid er rummet ”fortiden” og jætteland.

”Vánargand” kan være sammensat af ”vön” (erfaren) og ”gandr” (kæp, stav) eller ”Den Erfarne Kæp”, underforstået ”til at slå os med”. ”Fenris, Fenrir” er en gradbøjning af ”Fen” (vådlandsområde/marskland, jvf. Fensmark ved Næstved), og opfattes derfor med betydningen "Den fra Fensmarken". Navngivningen skyldes at Fenrisulven er en kenning for de ødelæggelser et jordskælv forårsager, og de forrevne, hullede og ujævne enge i en Fensmark eller marsk minder om dette.

Tæmmeren af (Fenris) ulven kender vi alle uden at tænke over det. Den ældste gud i Skandinavien er Tyr (se afsnittet ”Tyr – guden og tyren”). Det er fra Lokasenna (vers 38 & 39, Ældre Edda) at vi ved at det netop er Tyr, der tæmmer Fenrisulven ved at få den lagt i lænker.
 

Loci qvaþ:

Þegi þv, Tyr!
þv kvnnir aldregi
bera tilt meþ tveim 1;
handar ennar hogri
mvn ec hinnar geta,
er þer sleít Fenrir fra.

Loki kvad:

Ti du, Tyr!
Du kunne aldrig
bære [at] tilte med to 1;
hånden den højre
mindes jeg det berettet,
at den sled Fenrir fra.

Tyr qvaþ:

Handar em ec vanr 2,
enn þv hroþrs-vitniss 3,
ba/l er beggia þrá;
vlfgi hefir oc vel,
er i bondom scal
bíþa ragnara/crs. 4

Tyr kvad:

Hånden som jeg var vant til2,
end du Hróðvitnir, 3
uheld er begge længsel;
ulven haver og vel,
han i bånd skal
afvente Ragnarok. 4

 

Min oversættelse til nudansk.

1 Ordet ”tilt” er identisk til det olddanske ”tilte” (at vælte) og nuengelske ”tilt”. Begge disse ord oprinder fra det oldengelske ”tyltan” og ”tealt”, hvis oprindelige betydning var ”skråning, rejsning, spids”. Som vi tilter en pinball-maskine ved at skubbe lidt for hårdt med brugen af to hænder, må vi her opfatte fornærmelsen at Tyr ikke kan vælte noget som helst fordi han ikke besidder to hænder, men kun én hånd.
2 Hávamál (vers 71, Ældre Edda) har samme ord og forståelse, og tanken må opstå fra Tyr: ”hjörð rekur handarvanur” eller ”den håndløse på en dyreflok”, alternativt ”énarmet driver Hjord”.
3 Grímnismál (vers 39, Ældre Edda) skriver ”Hroþvitnis”. Ordet ”Hróðvitnir” er sammensat af ”Hróð” (hædre, ære) + ”vit, vitugr” (vittige) eller ”Den Hædersvittige”, hvor ”vittig” skal opfattes som ”humørfyldt forstand”. Det er en kenning for ulven. Kom her i hu at Rolf Krake’s oprindelige navn i Widsith digtet (sætning 45-46) er ”Hroþwulf, Hrothwulf” (Hædersulven, Den Ærefulde Ulv). I Baldrs Draumar/Vegtamskviða (vers 9, Ældre Edda) kaldes verdenstræet Yggdrasill for ”hróðrbaðm” (hæderstræet).
4 Her er læserne klar over at Ragnarok intet har at gøre med kristendommens ”Dommedag” og ”verdens undergang”. ”Ragnarök” er sammensat af ”Ragna” (påkalde guderne/indvie til guderne) + ”rök” (begivenheder/skæbne) og kan vel nærmest oversættes til ”gudernes skæbne”, men måske også til ”indvie til gudernes begivenheder”. Som lænkehunden på alle gårde til alle tider har ligget og beskuet livets gang, så skal den af Tyr lænkede Fenrisulv naturligvis gøre det samme. Sammenlign her brugen af ”bondom” med ”stavsbåndet” – samme tanke. Brugen af ”bíþa” er fra ”biða, bidan, beidan” (oldnordisk, oldengelsk, gotisk) med forståelsen ”forblive, afvente”.

 

Bedriftens enorme betydning ser vi genialt gengivet i tanke ved at Tyr må lade sin højre hånd, sværdhånden, få at nå dette mål. Da Tyr i filosofi på dette tidspunkt er overgået til at blevet gengivet alene som en krigsgud, er en krigers ofring af sin sværdhånd den højeste ofring mulig da han i virkeligheden ofrer sig selv for at tæmme ulven. I Hymiskviða (vers 4-6, Ældre Edda) er Tyr en jætte, og derfor en meget gammel gud, set fra Ase-folket ”os”. Tyr er derfor "Det Gamle Menneske" og tæmmer af ulven. Videnskaben og urnordisk tanke er helt enige herom.

 

 

chap24-1-2.jpg 

Til venstre: Den ekstremt sjældne guldskilling med dobbeltsidet afbildning fra Trollhättan, Väne Herred, Västergötland dateret til år 385-670 e.Kr. Fenrisulven, der er afbildet helt anderledes end samtidens afbildninger af Den danske Hund, har godt fat i Tyr’s venstre! hånd. I kunst ser det ud til at Fenrisulven gengives med længere mundtøj end Den danske Hund. Afbildningen af Tyr er ligeledes helt og fuldstændigt anderledes end samtidens afbildninger af konger, og han er vist nøgen bortset fra et skørt om livet. Tyr forekommer her gengivet i den oprindelige forståelse som den Hedenske Høje, og ikke i den senere opfattelse som sejrs- og krigsgud. I højre hånd holder han hvad ligner et kødben, men uden tvivl er den af dværgene gjorte lænke (fjötur) ”Gleipnir”, der bruges til at lænke Fenrisulven. Heitet "Gleipnir" må være fra det oldnordiske "gleypa" (sluge), dvs "Den der Sluger", hvilket er nøjagtigt den vis en ulv og hund æder på. Det er ingen tilfældighed at Fenrisulven har fat i venstre hånd, men hvorfor ved vi ikke, udover at det muligvis skyldes at Tyr skal bruge sin stærkeste arm for at få Fenrisulven lænket med Gleipnir.
Billedkilde: Statens Historiska museum, Stockholm (SHM 1164)

I midten: Guldskilling dateret til år 385-670 e.Kr. Fra Inventar-protokollen fra 1824 oplyses det at den ”formodes at være funden i det Holsteenske i Nærheden af Hamburg, hvor den er kjøbt….da Fundangivelsen: ”Hamburg-Egnen” kun beror paa en Formodning fra Oldsagscommissionens Side og ikke paa Oplysninger fra Sælgeren, maa Proveniensen siges at være meget usikker”. På denne afbildning har Fenrisulven godt fat i Tyr’s højre hånd, der er sværdhånden. Derfor er det egentlig krigerens reservevåben ”scramasax, skrámasax” (oldengelsk/ oldnordisk, en-ægget lang kniv), Tyr holder løftet i venstre hånd, selvom det er afbildet som et sværd med hjalte og pommel. Under den bevæbnede løftede hånd ser vi et firbenet dyr, en anden ulv, som Tyr netop har dræbt.

Til højre: Guldskilling fra Skrydstrup, Gram Herred, Sønderjylland (DR BR6, IK166), dateret til år 385-670 e.Kr. Guldskillingen er smedet som en Gylden Tavle og var i to stykker da den blev fundet i en mergelgrav i 1841. De to sammensnoede orme er identiske til samme orme gengivet blandt de 24 ”figurer” fra Ole Worms tegning fra 1641 af ”Det Lange/Store” guldhorn fra Møgeltønder i Sønderjylland, dateret til 400 tallet e.Kr. Jeg mener at ormene gengiver ”Ing”-runen i Ældre Futhark, og skal opfattes som ”Freyr”, der er Den Hedenske Høje indtil troskiftet år 600-630 e.Kr. Se afsnittet "Ældre og Yngre Futhark (runer) som noder". Det Store Dyr, her Kronhjorten, er gengivet med gevir, hvilket også er tilfældet på Sommersolhvervsafbildningen på 1. række af ”det korte” guldhorn tegnet af arkivar, kammerråd Jochum Pauliis 1734. Fra ”Danmarks Folk – I skildringer af danske videnskabsmænd” (1901, s. 221-222). I Ældre Futhark er rejst runerne "laukaR alu", hvor sidstnævnte er det urnordiske ord "alu" (Gro!); det mest benyttede afsluttende ord i en magisk formel. I afsnittet "LaukaR-runens beskyttelse af søens folk" argumenterer jeg for at runen ”laukaR” fra Ældre Futhark stavet fuldt ud er en beskyttende rune for ejermanden mod uheld under tog til søs. Det er den beskyttede virkning der skal "alu" (Gro!). Også på denne afbildning er Fenrisulven gengivet med ekstremt langt mundtøj, hvortil er tilføjet blottede og bidende tænder. Denne Gyldne Tavle skal i tanke og kunst ses sammen med Guldhornene.

Kilde: Mogens B. Mackeprang: De Nordiske Guldbrakteater (1952, s. 135, 179, planche 5:11; 5:14).

 

 

chap21-1-42.jpg  chap24-1-44.jpg chap24-1-43.jpg

Til venstre: ved Kirk Andreas på Isle of Man rejstes "Thorwalds kors" (Thorwald's Cross Slab) i 900 tallet e.Kr. Vi ser afbildet en mand der kigger mod læseren. Han holder et spyd i sin højre hånd, og på hans højre skulder sidder en stor fugl. Nedenfor er en ulv i færd med at sluge personens højre ben medens personen med sin venstre arm forsøger at holde ulven borte. Dette er, ikke overraskende, fortolket som Odin med Hugin eller Munin, der angribes af Fenrisulven. Kom ihu at spådommene siger om den lænkede Fenrisulv, at den skal være Odins bane (”þótt svá segi spárnar, at hann myni verða at bana Óðni"), jvf. Snorre Edda (Gylfaginning, kap. 34. Frá börnum Loka ok bundinn Fenrisúlfr).
I midten: Samme afbildning som på "Thorwalds kors", her på Ledberg-stenen fra gravhøjen Ledbergskulle, Östergötland (Ög 181), dateret til ca. år 1000 e.Kr. Fenrisulven har fat i Odin's venstre fod.
Til højre: På kirkegården ved Gosforth Kirke, Gosforth, Cumbria stod flere enorme billedstene af rød sandsten rejst ca. år 940 e.Kr. I dag findes kun én af disse 4½ m. høje sten tilbage. Denne kaldes "Gosforth Cross". Billedstenen er i tanke Yggdrasill, hvilket fremgår af udskæringerne af blade nederst på stenen. Nederst på den sydvendte side af stenen finder vi et billede af en rytter til hest med et spyd i højre hånd. Dette er kongen, og dermed Odin, på vej til slag, billedsprog for Slaget ved Troja år 1184 f.Kr., jvf. Snorre Edda (Gylfaginning, kap. 51. Frá ragnarökum): ”Ríðr fyrstr Óðinn með gullhjálminn ok fagra brynju ok geir sinn, er Gungnir heitir. Stefnir hann móti Fenrisúlf”. Nedenfor ser vi muligvis den lænkede Fenrisulv, repræsenterende de ødelæggelser jordskælvene forårsagede på Troja, som man forestillede sig ulven ca. år 940 e.Kr.
Billedkilde: John Grant: Viking Mythology (1990, s.70-71)

 

Jætter eller ”Det Gamle Menneske” har på tidspunktet for ulvens tæmning angreb fra leoparder og sabeltigre som en af de hyppigste dødsårsager, og anses som byttedyr i fødekæden. Det er vanskeligt at forstille sig i dag, hvor hunde stort set er blevet selskabsdyr, og ej længere er bidske, hvor stor en fordel det har været for samtidens mennesker at få tæmmet Gråulven. Denne bedrift har været forskellen mellem liv og død i en tid hvor tæmningen af hesten stadig ligger 34-9.000 år ud i fremtiden, ca. år 4000 f.Kr. øst for Tanais-floden i Ukraine, og opfindelsen af hjulet 33-8.000 år ude i fremtiden i Mesopotamien ca. år 5000 f.Kr.1 .
 
Illustreret Videnskab (nr. 6/2006, s.13)
 
 
 
 

 chap24-1-1.jpg

I Egypten opdeles tiden før de velkendte kongedynastier i forskellige kulturer, afhængigt af de kendetegn der synes at træde frem fra gravstederne. I "Badarian"-kulturen (4500-3250 f.Kr.) er gravstederne spredt over et område på mere end 30 kilometer langs østbreden af Nilen i Det Mellemste Egypten (Mostagedda og Hemamia, Hammamiya, Hammamia). Denne tidsafgrænsning afløses af ”Naqada I”-kulturen (4400-3500 f.Kr.), navngivet efter gravfund ved et stort knæk i Nilen nord for Luxor. Dateret til ca. år 4400-4000 f.Kr. finder vi hvad kaldes ”Moskva-skålen” (Moscow Cup, Moscow Bowl), navngivet som så fordi skålen findes på Pushkin Museum of Fine Arts, Moskva. Afbildningen på denne drikkeskål viser en person holdende en bue i sin venstre hånd, og 4 hunde i snor i sin højre. Dette er jægeren med sine tæmmede jagthunde, og den tidligst kendte visuelle bekræftelse på at hunden er tæmmet.
Billedkilde: Béatrix Midant-Reynes: The Prehistory of Egypt (1999, The Predynastic Period (C. 4000-3000 BC), Preface XII, s. 171-2)
 
 
 

Blandt de store hunde findes der grundliggende to typer; den ekstremt høje og slanke, og den mindre og mere muskuløse. Alt opdræt siden tidernes morgen tager udgangspunkt i disse to typer hund.
 
I den naturlige jagt gældende indtil Parforce-jagten opfindes og vinder indpas i Europa i 13-1500-tallet, er den store jagthund’s arbejde at løbe vildtet ned og dræbe det på stedet.
 
Derfor blandt de stammer der havde store hunde, og tilsyneladende uden undtagelser, blev alene den store hund i den slanke udgave benyttet til at jage vildtet med. Den havde farten og størrelsen til at kunne klare ulv, vildsvin og kronhjort.
 
Den stadig store, langt mere muskuløse, men mindre hund, blev benyttet til forsvarsopgaver som vagthund. Den havde styrken og størrelsen til dette, men havde ikke den nødvendige fart til at jage vildtet ned.

Som vi finder det med hesten er det ligeledes alene inden for et ganske snævert  geografisk område på den nordlige halvkugle at de store hunde havde værdi for mennesket. Med så store hunde, og et foderbehov som et menneske, er store hunde kun at finde hvor de kan gøre gavn, der overstiger de store omkostninger ved at holde dem.

Mod nord kan vi se at Samoyed-hundetyperne, f.eks. Grønlandshunden, Norsk Elghund og Finsk Spidshund, er langt overlegne som hyrdehund for rensdyr, slædehund og jagthund. Dette er sandt kloden rundt på den nordlige halvkugle. Alle hunde fundet i Danmark før den keltiske indvandring i 500 tallet f.Kr. er af samme meget mindre Samoyed-hundetype, der regnes for de ældste tamhunde i Norden1. De første store hunde er Hansmark-hunden, Fyn fra år 5-400 f.Kr. og Hjortesprings-hunden, Als fra år 400 f.Kr.2. De store hunde findes derfor oprindeligt alene øst for Tanais(Don)-floden, den gamle grænse mellem Europa og Asien.

1 De ældste hundefund i Danmark er gravgodset fra Hammelev ved Haderslev (Maglemose-kulturen) dateret til 8250 f.Kr. (Ulla Lund Hansen: VOV! Og Haderslev Museum). På dette tidspunkt er England landfast med Danmark. Bælterne og det sydfynske øhav er store søer og elve. (Lars Ewald Jensen, magister i forhistorisk arkæologi: årbog Fynske Minder 1999, s.47-56). Se også Botai kulturen i Kasakhstan år 3600-2300 f.Kr. Her blev hunde brugt som vagthunde. Man har her udgravet mange hundeskeletter af Samoyed størrelse der viser at hunden skulle vogte de døde i den næste verden (Sandra L. Olsen, Section of Anthropology : Prehistory of Kazakstan, Carnegie Museum of Natural History).
 
2 Indtil den dag kommer hvor vi gennem DNA-analyser endeligt kan bevise hundenes stamtræ, og dette er iflg. DNA-laboratoriet på Zoologisk Museum ganske overraskende ikke muligt at gøre på nuværende tidspunkt, mener jeg at folkevandringerne giver den bedste ledetråd til udbredelsen af den store hund. Jvf. møde september 2003 med Peter Gravlund fra DNA Laboratoriet, Zoologisk Museum, hvori Carsten Birk deltog. Dr. Elaine A. Ostrander, Clinical Research Division, Fred Hutchinson Cancer Research Center, Seattle og Dr. Samuel K. Wasser, Director, Center for Conservation Biology, University of Washington, Seattle offentliggjorde maj 2004 en kortlægning af 85 hundetyper’s stamtræ. Dr. Wasser har forklaret mig at hans arbejde med elefanter involverede udtagning af DNA fra elfenben. Han mener at har vi benmarv tilstede i vore hundeknogler kan det lade sig gøre at finde DNA.
 

 chap24-1-6.jpg

Samoyed-hundetype fra "Gundestrupkarret", Himmerland, dateret til omkring år 0. Dette er ikke Kimbrernes store myndehund, der vises senere, men en mindre hund, der vises i karrets bundplade som en del af en krigers kamp mod en tyr. Dette mener jeg er prototypen på den urnordiske samoyed-hundetype. Billedkilde: Jørgen Jensen: Danmarks Oldtid (2003, Ældre Jernalder, s. 213).

 

Ved gennemsyn af alle vore helleristninger fra Danmark, Bohuslen og Norge fra ca. år 1000 f.Kr. er det kendetegnende at vi ikke ser store hunde afbildet. Hunde forekommer generelt sjældent, men vi ser dem i såvel jagtscener, som i religiøse afbildninger. Der forekommer ingen afbildninger af tamhunden i hverken snor eller med halsbånd.

 

 

 

 chap24-1-7.jpgchap24-1-8.jpg 

Til venstre en helleristning fra Stora Masleberg, Bohuslen dateret til ca. år 1000 f.Kr. Vi ser her en, efter min mening, ekstrem vigtig afbildning af den oprindelige jagt, og hvorledes de mindre hunde blev brugt i jagten. I midten har vi en elg afbildet. Ovenfor er jægeren, med overkroppen aftegnet som en ring. Herefter har vi to omringninger: Dels er elgen omringet af 3 ”stående” hunde (Standhunde) fra tre sider, med jægeren afdækkende den fjerde flanke. Dels er jægeren selv omringet af en beskyttende hunde-hird. I jagttaktikken må det skyldes at jægeren herved sikrer sig forsvarskapacitet med ekstra hunde ifald et andet rovdyr, f.eks. ulven, skulle ankomme til stedet. Samtidigt har jægeren ekstra angrebskapacitet til rådighed ifald elgen beslutter sig for yderligere modstand.
Til højre ser vi en Norsk Elghund i nøjagtig samme ”stående” situation, hvor elgen er bremset fra flugt indtil jægeren når frem.
Billedkilde: 
www.megalithic.co.uk (greymail) og Norske Elghundklubbers Forbund (www.elghundforbundet.no )

 

 

 

 

 

 chap24-1-13.jpg chap24-1-14.jpg

Helleristning fra Fossum, Tanum Socken, Bohuslen dateret til ca. år 1000 f.Kr. (bildnr. 30411049092, Raä nr. 255). Vi ser her tre hunde afbildet. Alle hundene er små hunde, men de er ikke så små som afbildningen umiddelbart viser. De to afbildede personer med løftede ritual/kultøkser skal vise jætter - Det Gamle Menneske. Det ved vi med sikkerhed fra andre helleristninger da jætter altid vises med ekstrem store læg. De viste økser blev gjort af forgyldt bronze fra Kina til Danmark. Materialet er for blødt til at tjene anden opgave en ceremoniel brug. De mindre hunde ser ud til at have en stifinder-opgave for jætterne.
Billedkilde: Vitlycke museum, Tanumshede, Bohuslen & Arild Hauge: Helleristninger fra Sverige.

 

 

 

 chap24-1-15.jpg

Helleristning fra Finntorp, Tanum Socken, Bohuslen dateret til ca. år 1000 f.Kr. (bildnr. 31223123010, Raä nr. 89). Vi ser en enkel hund i en stifinder-opgave under hvad ligner en menneskeofring og rejse med skib til den næste verden. At alle ombord på skibene ligger på knæ antyder at de er bagbundne og afventer halshugning med den hævede "rigtige" økse, der ikke er ceremoniel. 
Billedkilde: Vitlycke museum, Tanumshede, Bohuslen.

 

Mod syd, eller under en hedebølge i vore landskaber, kan man ved eget syn se at den store hund ikke er meget bevendt ved vedvarende temperaturer over 25ºC, ligesom varmen forhindrer hundene i at spise tilstrækkeligt til at blive eller forblive store.

Det geografiske ”Store Hunde”-bælte der fremkommer er derfor identisk til hesten, der ligeledes tæmmes i nøjagtigt samme område under betegnelsen Den asiatiske vildhest.  Hesten indføres i Mesopotamien på ét af to tidspunkter; enten ca.  år 2600-2400 f.Kr. ifald den 4-hjulede stridsvogn på Standarden fra Ur er trukket af heste, eller i perioden år 1749-1595 f.Kr. hvor Kassiterne (Kassu) angriber fra nord1

1 For mere herom se afsnittet "Hestekød - blótmad".

 

Hverken de store hunde eller hesten er i evolution udviklet til sommertemperaturer med 36-40º graders varme. Derfor er de store hunde oprindeligt kun at finde nord for Mesopotamien.

Den nordlige Indien og området nord for Hindu Kush er det indoeuropæiske nulpunkt, hvorfra udvandringen af ”De Vediske folk”, dvs. alle de indoeuropæiske folkeslag for hvem Rig Veda er deres grundlærdom, sker. Fra ca. år 3000-2000 f.Kr. sker en afkøling af klodens klima1. Dette er muligvis årsagen til at vi ser en massiv indoeuropæisk folkevandring mod syd og vest, herunder ind i Mesopotamien. De store hunde og hesten følger med.

1 Fundamentals of Physical Geography” (Earth’s Climatic History, kap. 7)
 

Peter Savolainen viste i sine DNA-analyser at den australske Dingo ligeledes er udvandret med mennesket fra samme sted i det østlige Asien. Det varme klima i det nordlige Australien er sikkert ansvarlig for at den tamulv der blev en Dingo, ikke blev en stor hund.
 
De kilder vi har til rådighed understøtter at de store hundes udbredelse foregik således.
 

 chap24-1-2.jpg chap24-1-40.jpg

 To Hunde på "The Hierakonpolis Palette" (Ashmolean Palette). Begge sider af paletten er vist.
The Ashmolean Museum of Art and Archaeology, Oxford (inventar nr. E3924). H.42.5 cm.
Dateret til tiden før de egyptiske kongedynastier i tidsrummet "Naqada II"-kulturen år 3500-3200 f.Kr.
Fra Øvre Egypten langs Nilen i Hierakonpolis. De to ekstremt langhalede myndehunde er som type identiske til gengivelserne på Jæger-paletten (The Hunters Palette), dateret til ca. år 3.100 f.Kr. (se nedenfor), samt afbildningen fra Tutankhamun's grav fra år 1327 f.Kr. (se nedenfor). Hunden(e) har halsbånd på, og er derfor tæmmet. Som vi finder det i kunst i vore egne landskaber i 5-600 tallet e.Kr. er hundenes opgave her muligvis som hjælpeånder.

 

 

 chap24-1-3.jpg

Jæger-paletten (The Hunters Palette) siges at komme fra Tell el-Amarna, Egypten og er dateret til ca. år 3.100 f.Kr. L:30.5 cm, B:14 cm. Inventar nr. 20790. Der er afbildet to forskellige hunde i jagten, hvorfor hundeavl allerede finder sted ca år 3.100 f.Kr. Hunden til venstre er en mastiff-type med normal hale, medens hunden til højre for læseren er en stor, og meget langhalet, myndehund. Sammenlign sidstnævnte hund med den ligeledes langhalede myndehund fra Tutankhamun's grav fra år 1327 f.Kr. (gengivet nedenfor). Kattedyr, måske en leopard, deltager ligeledes i jagten, angribende et hjortedyr fra midten af palettens venstre side. Findes på The British Museum.
Billedkilde: The British Museum.

 

 

 chap24-1-45.jpg

En kosmetik-palet kaldet "Hunde-paletten" (The dogs palette), udstillet i Rum 20 på Louvre Museet, Paris. Fundet i Øvre Egypten langs Nilen i Hierakonpolis. Fire store, ekstremt muskuløse, hunde i mastiff type angriber byttedyr. Ørerne ser ud til at være gjort runde med et særligt formål for øje, og gengiver derfor muligvis ikke nøjagtigt hvorledes hundene så ud. Måske skal vi opfatte det som at de angribende hunde er "årvågne" under jagten. Ørerne er dog absolut identisk til hvorledes vi finder dem på den Afrikanske Vildhund (Lycaon pictus, Hyænehunden), der har en Mankehøjde på 75 cm, og derfor er en meget stor jagthund, selvom den kun vejer ca. 36 kg. Måske er de viste hunde tæmmede Afrikanske Vildhunde. Dateret til år 3500-3200 f.Kr.

 

 


 
 

De store Hunde i Rig Veda –  år 1700-1000 f.Kr.


Rig Veda (”Råd (og) Viden”) (år 1700-1000 f.Kr.) er vor grundlærdom, hvis filosofi vi medbringer under folkevandringerne til vore nuværende landområder. Identisk til hvorledes vi finder dette i urnordisk filosofi i Ældre Edda, og senere i Snorre Edda, har Rig Veda også hunde, hvis hovedopgave er at vogte stammen på Moder Jord og forfædrene i den næste verden.
 
Rig Veda (Bog 10:XIV – Yama):

"Løb og løb stærkere end de to hunde, Sarama’s afkom,
broget, med fire øjne, på jer lykkens sti.
Træk da nær til de storsindede forfædre hvor de er glade i selskab med Yama.
Og disse dine to hunde, Yama, vogterne, fire-øjet,
der ser på mænd og beskytter stien,-
Overgiv med tillid denne mand, O Konge, til deres beskyttelse,
og udstyr ham med velstand og helbred.
Mørk i glød, umættelige, med udspilet næsebor,
Yama’s to sendebud strejfer om blandt Folket;
Må de genoprette for os en retfærdig beståen her og i dag, så vi kan se solens lys”. 

 

”Yama” er i Rig Veda ”den første døde” og derfor i filosofi identisk til ”Ymir” (se afsnittet ”Urjætten Ymir – Aurgelmir – Leirbrimir”). Læseren vil straks genkende ikke blot de to sorte hunde, der vogter indgangen til De Dødes Verden, men at det er Valhalla, hvor forfædrene har fundet lykken i hinandens selskab.
 
 
Rig Veda (Bog 7:LV:1-5 – Vastospati):
 

”1. Vástospáti, der dræber al sygdom og skifter ham til hver en skikkelse,
vær en lykkevarslende ven til os.
2. Når, O strålende søn af Sarama, du viser, gyldenbrun i lød! dine tænder,
de glimter som lansespidser i din mund når du vil bide; Gå og læg dig.
3. Sarama’s søn, find sporet tilbage: Bark af røveren og tyven.
Barker du af Indra’s sangere? Hvorfor søger du at afskrække os? Gå og læg dig.
4. Vær på vagt over for vildsvinet, og lad vildsvinet være varsom for dig.
Barker du af Indra’s sangere? Hvorfor søger du at afskrække os? Gå og læg dig.
5. Sov moder, lad faderen sove, sov hund og herre af huset.
Lad hele ætten sove, sov alle mennesker der findes omkring.”

”Vástospáti” (sanskrit), der direkte betyder ”Gårdånden, Bopælens Herre” 1 er gården og odelens værnende vætte (Gårdboen, Nissen). Som man kan se kan vætten hamskifte til, eller træde ind i, Den Store Hund's skikkelse, og opfylde sit virke som værner på denne vis.

1 Charles Rockwell Lanman: A Sanskrit Reader (1883, s. 243). “Vástos” er ejefald (genetiv) af Vástu (gård, odel) + páti (Herre). Ejefaldet benyttes fordi udtrykket skal vise at ”ejendomsforholdet” mellem vætten og gården/jorden.

 

De to sortbrogede og gyldenbrune store vagthunde er hvalpet af tæven Sarama (sanskrit for ”den der flyver afsted”), der derfor er ur-moderen til den store hund. Denne tæve har titlen ”devashuni, devasunî” (sanskrit) eller "gudehunden" i Rig Veda (10:CVIII – Sarama. Panis).

Bemærk her at Rig Veda, fordi det er indoeuropæisk urfilosofi, værdsætter den store hund.

Det ser vi f.eks. ved at ”Bhrigu”, der i de sene veda er en af de fineste Brahman-slægter overhovedet, giver sine sine sønner navnet ”hundehale” i 3 forskellige udgaver: ”Sunah-pukkha” (sunhpuccha, çunahpuccha), ”súnah-sépa” (sunhsepa, çunahçepa) og ”suno-lângûla” (sunolangula, çunolângûla)1.

1 Se Edward Washburn Hopkins: The Dog in the Rig Veda (The American Journal of Philology, Vol. 15, No. 2, 1894, s.154-163). ”Súnah-sépa” omtales i Rig Veda (Bog 1:XXIV:12-13 Varuna and Others)

 

 

Da hundens hale, i virkelighed og filosofi, er et spejlbillede af hvad hunden tænker, kan vi opfatte disse navne med forståelsen ”som fader, så sønner”. Der ligger i denne forståelse en forudsætning om at Brahmanen selv, som shaman og formidler af forfædrenes visdom, kan opfattes som og sidestilles med den store hund. Det har Rig Veda allerede vist os ved at kalde den store hund ”Vastopati” (sanskrit) eller ”kæmpe beskytter”, en opgave såvel hund, som shaman har. Som vi vil se gengives denne forståelse fuldt ud i vor tidlige kunst Stil I. i vore nuværende landområder.
 
Vi ved det er store hunde der nævnes i Rig Veda for hundene kan nedlægge vildsvin:
 

Rig Veda (Bog 10:LXXXVI - Indra):

 ”...Snart må hunden der jager vildsvinet fange ham
og bide ham i vognen...”


 
 
 
 
Rig Veda som historisk værk gengiver indoeuropæisk filosofi såvel i det nordlige Indien, som på sletterne nord for Hindu Kush. Det er ikke muligt at være mere specifik udover at vi kan sige at de store hunde findes i det nordlige Indien og landområderne nord derfor.
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Egypternes store hunde –  ca. år 1500 f.Kr.


Vi naturligvis har utallige afbildninger af hunde fra egyptiske vægmalerier gennem alle kongedynastierne. Ovenfor har jeg vist at vi ser mindre hunde længe før kongedynastierne opstår. Fra gravhunden på gravstenen fra Abydos gjort til Dedusobek (ca. år 2040-1640 f.Kr.) til vel nok en af de fineste gengivelser af en jagtscene med brug af stridsvogn:
 
 
 
 
 
 
 
 

 chap24-1-4.jpg


Fra Tutankhamun’s grav fra år 1327 f.Kr. Den viste genstand er kongens fluesmækker, gjort af træ og dækket med bladguld. For enden af halvbuen er der 32 huller til at fastgøre påfuglefjer så fluesmækkeren virker. Selve afbildningen viser kongen selv på strudse-jagt. Stridsvognen er to-spandet og det gør at kongen selv er såvel vognstyrer som kriger. Den viste hund ser ud til at være en stor og meget muskuløs myndehund. Hundens hale er endog meget lang.
Billedkilde: Christiane Desroches-Noblecourt: Tutankhamen: Life and Death of a Pharoah (1990)
 
 

Egypterne har overherredømmet over store dele af Mesopotamien helt frem til Slaget ved Troja år 1184 f.Kr. Som Det Gamle Testamente forklarer os om semitternes historie har egypterne derfor afkrævet lydskat fra alle i området. Det er umuligt at sige hvornår fra år 2000 f.Kr. fremefter egypterne indfører store hunde. Det ser dog ud til at være sket år 1327 f.Kr.

Ganske overraskende er der ingen hunde vist på Standarden fra Ur dateret til år 2600-2400 f.Kr. Da vi har krig og fred afbildet på panelerne ville hunden have været der ifald den fandtes i Ur på dette tidspunkt. Dette er ikke tilfældet.

 

 


 

Hundene fra Troja og omegn – år 1200-1184 f.Kr.


I kapitlet ”Troja, Þrúðvangar og Ragnarok” har jeg vist at vi er den tabende side i slaget om Troja år 1184 f.Kr. Homer nedskriver ca. år 800 f.Kr. ”Iliaden” om optakten til Troja’s fald, dvs. tiden op til år 1184 f.Kr., og nævner hunde i mange sammenhænge.
 
Ökuþór (”Hektor” hos Homer), kongesøn og tronarving til Þrúðvangar (Troja) står uden for Troja’s byport for at indlade sig på en Holmgang med Achilles, fra fjendens side. Ökuþór’s fader Kong Priam forsøger at overtale sin søn til at komme ind bag Troja’s byport før det er for sent:

”....Når en ung mand fældes af sværdet i slag, kan han ligge hvor han falder og intet er upassende; lad hvad vil blive set, alt er ærefuldt i døden, men når en gammel mand er slagen er der intet i denne verden mere ynkværdigt end at hunde skal besudle hans grå hår og skæg og alt hvad mænd gemmer for skam...”.
(Bog XXII)

I vor begravelsesskik lod vi fjender og forbrydere ligge hvor de var blevet dræbt for at blive ædt af hunde og ådseldyr. Det er denne frygt for skam kongen her henviser til. Det er naturligvis netop den straf Achilles påtænker for Ökuþór efter holmgangen, hvor Ökuþór dræbes. Dette lykkedes dog ikke for Achilles da Freya (”Venus” hos Homer) holder hans afdøde krop friskduftende af olie fra roser (bog XXIII).
 
Før holmgangen med Achilles havde Ökuþór dræbt fjenden Patroclus. Achilles gravsætter ham identisk til vor egen begravelsesskik med en pyre.

”....Den døde helt havde haft hus-hunde; to af dem nedslog Achilles og kastede på pyren;...”
(bog XXIII)
 

Platon (år 427-347 f.Kr.): Staten ("Politeia", Otto Foss' oversættelse 1985/1992, Bog V: 459, s. 206) fra ca. år 385-380 f.Kr. skriver:

"...Det må du kunne svare på, Glaukon! For jeg har jo set både race-fjerkræ og jagthunde hjemme hos dig selv, og det ikke så få..." 

Det ser derfor ud til at hos grækerne blev jagthunde holdt i huset, hvorfor vi sikkert skal forstå ”hus-hunde” som jagthunde og ikke vagthunde.

Vi ser hunden omtalt som hyrdehund for kvæg:

”...Sammen med kvæget gik fire kohyrder, alle i guld, og deres flåde af 9 hunde gik med dem....”
(bog XVIII)
 

Ligeledes ser vi hunden omtalt som hyrdehund for får:

”...Som fårehunde der vogter deres flok når de er bag hegn, og hører et vildt bæst kommende mod dem gennem det skovbedækkede bjerg – straks er der råb og skrig fra hunde og mænd, og slumren er brudt...”
(bog X)
 
”...hunde og fårehyrder råber og skriger.....”
(bog XVII)
 
 

Homer: Odyssey (Bog XIX: 225-232), hvor en forklædt Odysseus tiltaler sin kone Penelope, om hvorledes han erindrer Odysseus (dvs. sig selv) påklædt, i min oversættelse til nudansk:

”En fuldtdækkende kappe i purpur bar den guddommelige Odysseus, tvefoldet, men spændet var gjort af guld med tvefoldige hægter; frem for var det kunstfærdigt smedet; med sine forpoter fastholdt en hund en plettet hjort [græsk ”kuōn ekhe poikilon ellon”] i forstenet krampetrækninger. I beundring var alle over at gjort af guld til trods, sås hunden fastholde hjortekiddet med et strubebid, der med krampetrækninger i benene gjorde et forsøg på flugt”.

I forbindelse med Odysseus’ vildsvinejagt i ”Parnēsond'”, beskrevet i Homer: Odyssey (Bog XIX: 429-454),  kan vi se at det oldgræske ord for ”jagthunde” er ”kunes”, flertalsform af ”kuōn”. "Parnēsond'” er måske identisk med Pärnu, Estland.

Det skulle gerne fremgå tydeligt at allerede før år 1184 f.Kr. har mennesket grebet ind og avler aktivt hunde til brug for jagt, vagt og hyrde.

 

 chap24-1-30.jpg

Vildsvinejagt i Tiryns - Ældre Bronzealder periode III (1300-1100 f.Kr.).


3 brudstykker af vægmalerier fra slottet i bystaten Tiryns, dateret til 1200 tallet f.Kr. Bystaten Tiryns ligger i landskabet Argos, den Peloponnesiske halvø, nord for Sparta og syd for den arkæologiske udgravning ”Mycenae”.

Fordi vi kan sammenholde de store jagthunde med hesten og en ung mand er vi ikke i tvivl om at dette er absolut enorme jagthunde til vildsvinejagt, og derfor en af forfædrene til Den danske Hund. Vi bemærker også tilstedeværelsen af Harlekin-typen. Halsbåndene viser at hundene er tæmmet til jagten.

Tiryns nævnes af den græske geograf Pausanias i hans værk ”Beskrivelse af Grækenland” fra 100 tallet e.Kr. I hans samtid findes kun Tiryns bymur tilbage (8.33.3 og 9.36.5). Det siges at bymuren var 6-7.5 meter tyk. Byen deltager på den angribende side i Slaget om Troja under ledelse af Diomedes, jvf. Homer: Iliaden (bog V: 440). Det siges at Diomedes havde 80 skibe i sin flåde med til Troja, dvs. helt uden for tvivl er det Søens Folk, der drager fra denne by. Brødrene Menelaos og Agamemnon, søn af Atreus, er fra Danaan-folket, som jeg mener er identisk til Bronzealder "Tani" (Daner)-folket. Agamemnon fulgte faderens fodspor og blev hersker over Mukēnē (Mykênê) og landskabet Argos.

Billedkilde: National Archeology Museum, Athen


 


 

Assyrernes store hunde – år 700-600 f.Kr.


Mesopotamien bliver til Babylonien, og vi må derfor have en forventning om at vi hos Assyrerne finder store hunde. Dette viser sig også at være tilfældet i såvel filosofi som kunst.
 
Vi ved at solguden Merodach/Marduk hos Assyrerne havde 4 hunde:
 

Ukkumu (Springeren til)
Akkulu ( Spiseren)
Ikssuda (Griberen)
Iltebu (Holderen)
 

Som vi allerede har set i Rig Veda viser denne filosofiske opdeling af hunde på arbejdsopgave, at disse hunde blev aktivt opdrættet og avlet.

Platon (år 427-347 f.Kr.): Staten ("Politeia", Bog V: 459a-b) giver os en beskrivelse af hundeavl (i min oversættelse til nudansk):

 

”Sig mig dette, Glavkon! Jeg ser jo, at der i dit hus findes både jagthunde og mange ædle fugle. Har du nu, ved Zeus, gjort dig tanker om deres parring og avl?

Hvad mener du?

Blandt disse dyr, der alle er ædle, findes der vel nogen der er allerbedst?

Ja.

Ønsker du at avle på alle i lige høj grad, eller avler du i særdeleshed på de bedste?

I særdeleshed på de bedste.

Avler du på de yngste, de ældste eller på dem, der er i deres bedste alder?

På sidstnævnte.

Og ifald disse ikke blev avlet, anser du da at racen skulle forfalde både for hundenes og fuglenes vedkommende?

Ja, det gør jeg.”

 

 

 

 

 

Billederne er fra British Museum i London udgravet ved byen Nineveh i halvmånedalen i Mesopotamien. Denne by blev etableret omkring år 700 f.Kr. som afløsning for byen Assur, der blev ødelagt år 614 f.Kr. Begge basrelieffer er fra 700-600 f.Kr. Billedkilde: British Museum og Molosserworld.
 
 
 
 
  
 
 
 
 
 
 
 

De store hunde i Asien/Midgård – år 480-326 f.Kr.


 

Rig Veda har allerede vist os at der var store hunde øst for Tanais (Don)-floden i Asien/Midgård og Nordindien.
 
Herodot (år 484-425 f.Kr.) skriver i ”Histories” (Bog 7:187) at der i den persiske konge Xerxes I. (485-465 f.Kr.)’s enorme hær under toget mod Athen, der begynder foråret 480 f.Kr., var ”Indiske hunde” (på græsk "κυνών Ινδικών". Engelske oversættelser benytter ”hounds” eller ”dogs”, men ikke ”mastiffs”. "κυνών" er flertalsord af det oldgræske "κύων", hvis betydning er "hund").
 
 
 
 
 
 
 
 

 chap24-1-5.jpg


Græsk relief fra Krannon, provinsen Thessalia, midt-Grækenland  dateret til ca. år 350 f.Kr. Guden Artemis som beskytter af dyr. Vi ser til højre en ekstrem stor og meget muskuløs myndehund. Der bliver slået mange mønter i samme område på samme tid, der alene viser hesten. De græske kilder forklarer os at den store hund må være en indisk hund.
Kilde: Ora Zehavi & Dr. Sonia Klinger, Department of Art History, The Library of The University of Haifa, Israel: Mythmedia Project
 
 
 
 

Plinius forklarer os år 77 e.Kr. i Natural History (Bog VIII: 149-151 - om Hunde) at Alexander den Store bliver givet to sådanne hunde. Plinius skriver at hundene blev givet af "rex albaniae" eller "kongen af Albanien". Da Plinius samtidig skriver "Indiam" (Indien) må vi her forstå dette som det gamle Albanien i det nuværende Azerbajdjan (se afsnittet "Azerbajdjan - Ásabyggðan, Odin's store besiddelser"). Alexander den Store tager dette landskab i oktober år 331 f.Kr. undervejs til det nordlige Indien, der falder i juli år 326 f.Kr. 

Hvor store var disse hunde? De var ”inusitatae magnitudinis” eller ”usædvanligt store”. Da Plinius forklarer os om hundene at de havde "langhåret pels over hele kroppen" (villis per tantum corpus) ledes tanken straks hen på en Afghansk Mynde/Afghan Hound (langhåret, 69-74 cm, 26-34 kg, med meget lang levetid på 14 år). Plinius forklarer os at Alexander ser en af disse hunde brække ryggen på en løve og udmatte en elefant.

Vi ser samme beretning om store hunde i eller ved Albanien og Indien gengivet på oldnordisk nedenfor. Der må være en fælles oprindelse på disse beretninger.
 
Strabo forklarer os ca. år 7 f.Kr., dvs. lidt tidligere, om helt samme hændelse i ”Geography” (Bog XV:31):


”Historieskrivere beretter ligeledes om de gode egenskaber hos hundene i Sopeithes’ land. I det mindste siger de at Alexander modtog 150 hunde fra Sopeithes; og at, for at afprøve dem, blev to sluppet løs på en løve, og, da de var blevet overmandet, blev to til sluppet løs, og da kampen nu var mere lige bad Sopeithes nogen tage en af hundene i benet og trække den bort, og ifald hunden ikke ville trække sig, at sætte dens ben af; og at Alexander først ikke ville give sin tilladelse til at sætte hundens ben af, men gik med da Sopeithes sagde at han ville give ham fire i stedet; og at hunden led en langsommelig amputering af dens ben før den slap sit bid”1.


2 ulve kan f.eks. ikke nedlægge en kronhjort, det kræver 3 eller 4. Min oversættelse til nudansk.
 

Det store spørgsmål er over hvilket landskab Kong Sopheithes hersker. Plinius mener Albanien. Strabo selv er i tvivl. Han siger at det enten findes mellem floderne Hydaspes (Jhelum, Punjab)  og Acesines (Chenab, mellem Gujrat og Sialkot), dvs. det nordvestlige Indien, eller mellem Acesines og Hyarotis (Ravi), dvs den nordlige del af det nordvestlige Indien. Han siger at det støder op til Kong Porus (Poru) til Paurava, Østlige Punjab’s nevø Porus’s landområde, der hedder Gandaris.
 
Landområdet ”Gandaris” (Gandares/ Gandarai/ Gandara/ Gandhara/ Gandâra) er identisk til dalen omkring Cophen-floden, hvori findes Kabul, Afghanistan.


Vi taler derfor om et landområde nord for Kashmir og Hindu Kush. Det kan sagtens have været det gamle Albanien, men dækker sikkert området på begge sider af det Kaspiske Hav. Mit eget bud er at det er Bactria, Sogdiana eller Fergana. Kong Sopeithes slår græsk-inspireret mønt som ”Saubhuti/Sophytes” år 325-300 f.Kr.
 
Det er klart fra alle disse beretninger at grækerne og perserne ikke selv havde store hunde, men at disse kom fra det nordlige Indien og landskaberne nord og nordvest derfra.
 
Xenophon (430-355 f.Kr.)’s behandling af jagten i Cynegeticus/ Kynegetikos (Jægeren) ændrer ikke denne konklusion.
 
Vi har en oldnordisk oversættelse af tidlige værker fra romerske og græske kilder:
 
”.....til nordr ættar fra indialanndi er kuenna land þar er eingi karlmadr uisar sua til at konur hafi þar tuenna getnadar limu þar ner er albania lannd þar ero menn bornir sua huitir sem snior en þeir sortna sua sem þeir elldaz. þar ero ok sua storir hunndar ok sterkir at þeir bana bædi yxnum ok hinum oaurgum dyrum...” 1
 
Som jeg oversætter til:
 
”....Til nord efter Indien er Kvinde-land (,) der er ingen karle hvorfor konerne har tvende avle-lemmer. Der nær er Albanien-land dér menneskene er båret hvide som sne (,) end de sortnes som de ældes. Der er også store hunde og (så) stærke at de baner både okser og hine frygtløse dyr....” 1
 
1 Sætningen er fra en islandsk skindbog på 48 blade fra 1300-tallet (AM 764). Blad 39 og 40 er geografiske beretninger lig dem man finder i Hauksbók (AM 544 4to). Indholdet er stort set en gengivelse af Isidor af Seville/Isidorus Hispalensis (år 560-636 e.Kr.)’s værk ”Originum seu etymologiarum libri XX/Etymologiarum sive originum libri XX/De rerum natura“ (Bog 14, kap. 4). Sætningen ovenfor er fra blad 40. ”Albanien” er landskabet i det nuværende Aserbajdsjan (se afsnittet ”Azerbajdjan – Ásabyggðan, Odin ’s store besiddelser”). Henvisningen til ”Kvinde-land” er efter Homer, Herodot og alle senere historieskriveres behandling af de kvindelige hirder, der ganske rigtigt befinder sig nord for Indien. En del af disse indgår i Ver Asir/Danir-folkets stamme. Ordet ”bana/baner” betyder ”dræber”.
Kilde:
http://www.hum.ku.dk/ami/am764-dk.html
 
 

Endelig skriver Marco Polo (år 1254-1324) i ”Il Milione” (kap. 115) om befolkningen i Tibet:
 

”Egli ànno grandissimi cani e mastini grandi com'asini, che sono buoni da pigliare bestie salvatiche...”
 

Som jeg oversætter til:
 

”De har meget store hunde og mastiffs store som æsler, der er gode til at få tag på vilde bæster...”
 

Denne meget sene beretning bekræfter hvad vi allerede er klar over; at der findes meget store hunde i og omkring det nordlige Indien og nord derfra.

 


 

Kimbrernes Store Hund - år 0


 

Kelterne, en undergruppe af hvilken i Skandinavien og England er ”kimbrerne”, ankommer ved folkevandring til det nordlige Europa og Gallien på et tidspunkt før år 484 f.Kr. (ikke længe før baseret på gravfund fra Gallien dateret til 5-400 tallet f.Kr.). Denne eller disse folkevandringer påbegyndes fra Krimhalvøen (se afsnittet ”Fióni, kimbrerne og omkring”).

Vi kan nu vise det med sikkerhed bedste arkæologiske fund fra kimbrernes eksil-landskab Himmerland. 
 
 

 

 chap24-1-27.jpg

Gundestrupkarret fra Kimbrernes eksil-landskab Himmerland. Der findes ved fundstedet også en tilflugtsborg dateret til år 200 f.Kr., samt en bygd dateret til år 100 e.Kr. Gundestrupkarret er dateret til lige omkring år 0.
Billedet til venstre viser kimbrernes store hund på "Inderplade nr. 3". Billedet til højre viser kimbrernes store hund på "Inderplade nr. 1". Hunden er absolut identisk til Den danske Hund gengivet på "Det lange/store" guldhorn 400 år senere, med mynde-træk og kuperede ører.
Billedkilde Jørgen Jensen: Danmarks Oldtid (2003, Ældre Jernalder, s. 208, 210).


 
 

  

Gundestrupkarret er med rette at betragte som et af vore klenodier. Det bør det ligeledes være for alle med interesse for store hunde. Karret giver os et fotografisk billede af kimbrernes store hund, som end ikke 1.000 ord kan beskrive. Det er denne hund romerne er så interesseret i at importere til Rom fra landskaberne i Britannien. Samtidigt, og ikke mindst, viser afbildningen på karret hvorledes de store hunde fra vort gravgods har taget sig ud. Det er troligt at der i den keltiske/kimbriske folkevandring findes en lige linie til den langørede hund fra Krimhalvøen Crymka/КРИМКИ.
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Romerrigets import af store hunde – år 74 f.Kr.-393 e.Kr.


Mange veje og ting førte(s) til Rom, men udover gode egenskaber som ingeniører, er stort set intet oprindeligt kommet fra Rom, fra guder til store hunde.
 
Vi ved at de romerske hundeeksperter ”procuratores cinogiae” bragte de importerede hunde til byen (”Urbe”, i betydningen ”Rom”). Hundene blev inddelt i tre kategorier:
 

Celeres (”hurtig” - de der indfangede vilddyr)
Pungaces (”bider” - de der angreb vilddyr)
Villatici (”gård” - vagthunde)
 

Lucius Giunius Moderatus Columella (år 60 e.Kr.) forklarer os i hans værk ”De Re Rustica” (om landbrug) om Canis Pugnax (stridslystne hunde) og Pugnaces Britanniae (stridslystne britiske (hunde)) som noble hunderacer.

 

 

 chap24-1-46.jpg

Denarius i sølv, slået ca. år 74-73 f.Kr., ca. 4 g, 17 mm.

2 eksempler på samme mønt i to forskellige prægninger. Til venstre hovedet af gudinden Diana over bue og pilekogger. Gudinden Diana havde mange egenskaber for romerne. En af disse var som jagtens gudinde, og det er i denne skikkelse vi her ser hende afbildet som en ung (ugift) jægerske med simpelt opsat hår. Det følger fra denne forståelse at vi derfor til højre har samtidens fremmeste jagthund afbildet. Hunden løber mod højre, og under hundens krop ser vi jagtspydet afbildet med spydbladet ligeledes vendt i jagtens retning. Den vandrette streg angiver "jorden", under hvilken er skrevet "C POSTVMI AT el. TA". Sidste del "AT el. TA" er skrevet som et monogram. Fortolkningen af " C POSTVMI" (C Postumi) er uklar. Det latinske "postumus" (sidst født, født efter faderens død) er som tillægsord et superlativ af "posterus" (efterfølger), og svarer til endestavelsen "-ugr/ungr, -ing” (oldnordisk, oldengelsk), begge med betydningen ”efterkommer”. Det er foreslået, og jeg er enig heri, at afbildningerne er en genberetning af den for romerne sagnomspundne sejr over de latinske folkeslag i Slaget ved Regillus søen, øst for Rom ca. år 499-493 f.Kr. Årsagen til dette er, at iflg. Titus Livius (Livy) (59 f.Kr.- 17 e.Kr.): Bog II (kap. 19, 20, 21) var Aulus Postumius Albus Regillensis Dikator og/eller Consul for den romerske republik år 498-496 f.Kr. (POSTVMI?). Consul forkortes normalt "COS" på indskrifter, medens "C" normalt er en forkortelse af "centurio". Som en forkortelse af et navn betegner "C" i lydværdi det græske "G". På en mønt slået under Augustus forekommer dog "C RVBELLIVS BLANDVS" (Consul Rubellius Blandus, ca. år 21. e.Kr.). I dette slag var Titus Aebutius (monogrammet TA?) Magister Equitum (leder af ridehæren og livgarden). Iflg. sagnet ender slaget med at den romerske ridehær "jager" latinerne (med spyd) til fods og sejrer.


 

 

 chap24-1-39.jpg

Canis Catenarius (Mosaico). Gulvmosaik fra Domus P. Proculi,  Pompeii ved Napoli-bugten. Byen blev som bekendt begravet fuldstændigt ved vulkanudbrudet 24. august 79 e.Kr. Dateringen af denne store hund er derfor sikker. Som det latinske navn ”Canis Catenarius” (lænkehund) antyder, er denne store hund tydeligvis en vagthund, hvorfor den i romersk terminologi er en Villatici (”gård” - vagthund). Udover myndepræget, og den mærkelige duskede hale, er det vanskeligt at sige særligt meget. Stort set intet kom oprindeligt fra Rom og denne store hund er sikkert importeret fra et sted under romernes samtidige kontrol.
Billedkilde: Carsten Birk henviste mig til “Hundevennernes Jul” (1935), hvor Gerhard Wiltrup har en fin beretning om vor store hund ”Grand Danois – en fragmentarisk studie”. På side 4 viser Gerhard Wiltrup denne gulvmosaik i sort og hvid. Wiltrup familien havde Kennel ISBA, Charlottenlund. Farvebilledet taget af Örjan Rudstedt, 1999.

 

Arrian skriver i ”Cynegeticus” (Jægeren) ca. år 150 e.Kr. om hundetypen ”Vertragus” (hurtig på foden) der er en keltisk hundetype af en størrelse til at fange harer, dvs. ikke en stor hund. Hunden er ”hurtigere end tanken eller en bevinget fugl den løber, hårdt forfølgende det vildt den har fundet”....”Farven gør ingen forskel, selv ikke hvis hundene er sorte, gyldenbrune eller hvide over det hele”. Denne hundetype i Greyhound størrelse findes i i Gaul som “Galgo Español” (canis gallicus).
 
Poeten Nemesianus skriver i ”Cynegetica” (Om Jagt) fra ca. år 283 e.Kr. at ”visse Briter1 sender os (romerne) en hurtig slags (hund), tilpasset til jagt i vor verden”.
 
1 Før udvandringen til England efter år 446 e.Kr. ”Briter” er derfor her lig Kelterne.

 

 

Quintus Aurelius Symmachus (år 340-402 e.Kr.) i år 393 e.Kr. skrev til sin broder Flavonius, hvori han takker for de ”Canes Scotici” han havde modtaget, og som han fremviste til gladiatorkampene ”til folkets store overraskelse, der ikke kunne tro det muligt at bringe dem til Rom i andet end jernbure”. Symmanchus bliver konsul i Rom i år 391 e.Kr. og er derfor ekstremt magtfuld selvom Romerriget i dette tidsrum er ved at gå i opløsning. Bagdelen ved at være fra et familiedynasti med født ret til medlemskab af Senatet var at man selv måtte betale for folkets underholdning til gladiatorkampene på Forum. Vi ved at Quintus Symmachus, som mange andre højtstående romere, konstant var på udkig efter alt hvad der kunne vække begejstring hos folket og derfor give politiske point. Hundene han modtager har han derfor uden tvivl bedt om. ”Canes Scotici” betyder ”skotske hunde.”

Vi skal her vide at Irland af romerne blev kaldt ”Scotia Major” og Skotland ”Scotia Minor.” Denne bemærkning bliver ofte brugt som bekræftelse for at den irske ulvehund eksisterede i Irland på dette tidspunkt. Det er umuligt at konkludere at Canes Scotici er den irske ulvehund fordi vi aldrig får en eksakt beskrivelse af hundens udseende udover at den er meget stor. Hvad vi kan sige er at der enten i Skotland, Irland, kolonierne i Britanniae eller alle steder, i år 393 e.Kr. har været store hunde. Og dette er uden tvivl korrekt fordi vi er sikre på at Kelterne havde meget store hunde.


 
 
 
 

 


 
2 Marmor hunde. Hunden der har løst fat i øret på den foreste hund er en tæve. Fundet sammen med et identisk par nær Civita Lavinia (i dag Lanuvio), Lazio, Italien. Købt i 1774 af Charles Townley og udgravet på et sted kaldet ”hundebjerget”. Der blev samme sted fundet en sphinx med en hundekrop og to statuer af Actaeon der bliver angrebet af hunde. Det andet par findes i Vatikanets Museum. Muligvis dateret til 100 tallet e.Kr. H:67 cm. Townley Collection, Room 84. The British Museum. Kilde: http://www.thebritishmuseum.ac.uk/

 

 

Der eksisterer en teori om at fønikerne i deres samhandel med de oprindelige stammer i England, måske indførte de store hunde her. Vi ser ingen vidnesbyrd for at hunde var en del af lasten på deres skibe, men da der var heste ombord kan dette ikke være afgørende for en afvisning af teorien. Hvad der gør teorien usandsynlig er tidsperioden. Fønikien har sin storhedstid fra 1200-330 f.Kr. Alexander den Store besætter Fønikien i år 332 f.Kr. på sin vej til Persien. Kartago bliver ødelagt af romerne 146 f.Kr. Der findes ej heller noget bevis for at fønikerne sejlede længere østpå end Anatolia i det nuværende Tyrkiet. Kelterne havde deres store hunde og der har efter min mening intet behov været for at importere disse.
 
Fra alle kilder om store hunde i Romerriget er det klart at romerne ingen store hunde har men må importere disse fra de keltiske landskaber under deres kontrol. At vi ydermere alene hører om store hunde bragt hjem fra de keltiske stammer i Britannien antyder stærkt at der ingen store hunde findes i hverken Gaul eller Germanien. Romerne har ingen samhandel med os før år 77 e.Kr.
 
Det må være en rimelig antagelse at der i Scottish Deerhound (Skotsk Hjortehund) (rughåret, mankehøjde 71-81 cm, vægt 34-50 kg) og Irish Wolfhound (Irsk Ulvehund) (rughåret, mankehøjde 76–81 cm, vægt 48-55 kg) findes en linie fra kelternes store hunde 1.
 
1 Edward C. Ash skriver i sin bog ”Practical Dog Book” (1931) i afsnittet om ”The Great Dane” at “this remarkable dog, the Irish Wolfhound, is a breed produced by the skilful blending of Great Dane and Deerhound”. Historien viser os at dette i hvert fald er en mulighed da Ragnar Loðbrók begynder angrebene på Irland år 831/832 e.Kr. og grundlagde Dyflin i år 841 e.Kr. Forbindelserne til alle landskaberne i Britannien har alle dage være meget tætte.
 


 
 
 
 

De Sarmatiske folkeslag’s store hunde – år 100 e.Kr.


Efter den keltiske folkevandring ind i det vestlige Europa i 500 tallet f.Kr. med store hunde, følger den gotiske folkevandring mod nordvest og kontrol med Skandinavien år 173-102 f.Kr. Det ser ikke ud til at goterne havde store hunde med, hvilket er mærkværdigt da deres folkevandring tager udgangspunkt fra landskaber hvori store hunde findes.
 
Den trejde, og afgørende, folkevandring mod nordvest er vor egen, der påbegyndes år 40-77 e.Kr. Vi er en del af den generiske stammegruppering af Sarmaterne, kendt af grækerne og romerne som ”Aorsi” (Aser). Som et omvandrende hestefolk har vi store hunde med under folkevandringen ind i vore nuværende landskaber. De mange store hunde fundet i vore højbårnes grave fra ankomsttiden fremefter vidner om dette (se senere).
 
 
 
 

 

 
Billedet ovenfor er fra en 21 cm høj sølvkrukke fundet i en Sarmatisk grav ved Kosika, 110 km nord for Astrakhan, sydøst for Garðaríki og dateret til ca. 100 tallet e.Kr. Til venstre ses en Sarmatisk kriger under jagt, og til højre ses Den Store Hund. Vi bemærker her at hundens ansigt synes smallere og mere aflangt i forhold til det nuværende udseende af Den Store Hund. Også kroppen synes slankere og myndeagtig. Selv når vi tager kunstneriske friheder i betragtning er dette yderst vigtigt at forstå. Kilde: Brzezinski & Mielczarek: The Sarmatians 600 BC - AD 450, 2002
 
 

 

 chap24-1-17.jpg

Forstørrelse af Den Store Hund vist ovenfor. Denne afbildning fra 100 tallet e.Kr. er,
så vidt jeg kan se, den tidligste sikre afbildning af Den Store Hund i Harlekin.

 

 

 

 

 

 chap21-5-1.jpg

Sarmatisk guldplade der viser en kamp mellem en slange/drage/orm og ulvehunden,
Den Store Hund.
Fra Pontus (nordøstlige Lille-Asien mod Sortehavet). Udateret, men generelt ca. år 100 f.Kr.- 100 e.Kr.
Billedkilde: Hermitage Museet, St. Petersborg.


 

Fra samme generiske stammegruppering af Sarmaterne vandrer den af grækerne og romerne kaldte ”Alani”-stamme ind i det landområde vi efterlader omkring Tanais (Don)-floden ca. år 20-50 e.Kr. År 360-370 e.Kr. angriber Hunnerne Alani-folket i dette område og slår dem. En del af de overlevende ætter flygter år 376 e.Kr. ind i Romerriget for at undgå Hunnerne. Her ender de op i Gaul, hvor nogle forbliver i Orléans og Valence. Andre ender op med goterne i Catalonia, Spanien medens andre igen fulgte Vandalerne til nord-Afrika. Her er den officielle titel på Vandalernes konge ”konge af Vandalerne og Alani” 1.
 
1 Rene Grousset forklarer i ”The Empire of the Steppes” (s.74) at den spanske landsdel ”Catalonia” oprinder af navnene ”Goter + Alan”. Littleton & Malcor synes at være enig i bogen ”From Schythia to Camelot” (side 36) hvor de skriver at Alan-folket indførte Alan-hunden til Brittany/Bretagne regionen i Frankrig.

 

Alani-folkets store hunde (Alan + Hunt = Alaunt) bringer navnet ”Alan/Alano” til det nordlige Italien, Frankrig og Spanien. I Italien er vor store hund stadig navngivet ”Alano”. Brugen af ”Alan” forekommer i de franske landskaber i Gaston Phoebus’s værk ”Livre de la chasse” (Jagtbogen) fra år 1389 e.Kr.

Det er blevet foreslået som teori at den store hund herfra skulle være kommet ind i Germanien. En smule samtidsforståelse vil straks feje en sådan tanke af bordet. Dels er Germanien sprængfyldt med for Alani-folket fjendtlige stammer, hvorfor de søger mod syd.  Dels er begrebet ”Allemagne” (Allemanien) oprindeligt knyttet til det sydvestlige Schweiz, jvf. Allaman kommune i Vaud Kanton. Denne forståelse er uændret da Saxo i Gesta Danorum (bog 1, Skjold og Gram) lader Kong Skjold ca. år 385 e.Kr. have en tvekamp med og besejre en satrap/guvernør af Allemanien ved navn ”Skate” (”Scato, Allemanniae satrapa” på latin). Denne snævre geografiske forståelse er stadig tilfældet da Paven januar år 1506 e.Kr. lader sin livgarde rekruttere fra ”Confederatis Superioris Allemanniae” 1. Netop Vaud Kanton havde den romerske regionalhovedstad Helvetia (Aventicum) og området tilhører Burgunderne efter deres ankomst til området omkring Dijon, Frankrig fra Bornholm kort tid efter år 436/7 e.Kr.


1 Giovanni Morello: The Papal Swiss Guard – 500 years of History, art and life (29.3.2006)

 

Det kan derfor overhovedet ikke argumenteres at Den Store Hund skulle være kommet ind i Germanien fra Alani-folket. Udviklingen er omvendt. Alani-folket er ophavsmænd til de store hunde i Italien, Spanien og Frankrig.
 

 

 

 

Admiral og stabschef for den samlede spanske flåde (Al jefe del Estado Mayor de la Armada española, almirante) Fernando Meléndez Bojart (1900-1968), som dreng nær La playa de las Canteras, Kanarieøerne. Billedet er fra ca. 1904, og viser den nu uddøde Alano-linje i Spanien.

Hunden er visuelt identisk til hvad Edward Jesse (1780-1868): Anecdotes of Dogs (1846) viser og kalder “Cuban Bloodhounds”. Dr. H. (einrich) G.(ottlieb) Ludwig Reichenbach (1793-1879): Der Hund in seinen Haupt- und Neben-Raçen (Leipzig, Verlag der Expedition des Naturfreundes, 1835, s. 7) kalder samme for:

228-229. Der Cuba-Hund, cubanische Dogge. C. mastiv. cubanus. Le Dogue de Cuba. The Cuban mastiff.

Von der Insel Cuba, wahrscheinlich aus Bullenbeisser und englischer Dogge entstanden.

Hunden blev formentlig bragt fra Spanien til Cuba for at indfange bortløbne slaver på de spanske sukkerplantager. Heraf opstår den noget anderledes forståelse for ”blodhund”, der normalt betegner en hund der opsporer vildt med sin lugtesans.

 

 

De store hunde i Garðaríki


 

Fordi folkevandringerne i flere omgange fører os fra Asien/Midgård mod vest ind i Europa med store hunde må vi have en forventning om at vi ligeledes burde finde store hunde i de landskaber som vi fra år 446 e.Kr. navngiver Garðaríki (Rusland/Ukraine) og Estland.
 
Det er derfor ikke muligt at sige om de store hunde forbliver i området eller om de genindføres da vi tager kontrol med landskaber i flere omgange.
 
Svaret er Den Russiske Ulvehund, idag kaldet Borzoi-hunden. Hunden er i dag avlet til en meget langhåret hund, som man blandt hundens mange venner mener er den ”gamle” type, der fandtes i Rusland og i det Kejserlige Hundekennel i St. Petersborg i 17-1800 tallet.
 
Vi ved dog med sikkerhed at den oprindelige ulvehund fra dette område enten fandtes i to varianter eller at den oprindelige hund var korthåret, meget stor og i lyse farver omkring farven hvid.
 
Denne oprindelige udgave af ulvehunden er afbildet i et kalkmaleri i St. Sophia Katedralen i Kiev (Kænugarður), Ukraine bygget år 1017-31 e.Kr. for Storprins Yaroslav Den Vise efter at Garðaríki netop havde underlagt sig Øst-Kirken (ortodokse kirke).
 
På væggene ved trapperne, der fører op til galleriet, er en række afbildninger af jagtscener, herunder bjørnejagt og vildsvinejagt. Her er ulvehunden vist med kort hår.
 
Ulvehunden er naturligvis ikke oprindeligt russisk, da Rusland først opstår under Ivan III. (den Store) (regent 1462-1505) i slutningen af Middelalderen. Forbindelserne mellem samtidens Danmark/Norge/Skåne og Garðaríki var meget stærke helt op til 1100 tallet. Valdemar I. Den Store’s morfader var storprins Mstislav Vladimirovich (1076-1132) fra Hólmgarður (Novgorod) og mange af kongerne i Danmark/Norge blev opfostret i Garðaríki. 
 

 

 chap24-1-10.jpg chap24-1-16.jpg

 
Afbildningen af ulvehunden i St. Sophia katedralen, Kiev. Kalkmaleriet er dateret til år 1017-31 e.Kr. og er derfor samtidig med Bayeux-gobelinen om Slaget ved Hastings og Ledberg runestenen fra Östergötland. Hundene er identiske fordi det er den samme store hund. Afbildningen er hentet fra Nicolas Coutepoff/Kutjepov’s værk ”La Chasse Grand-Ducale et Tsarienne en Russie, Période da X’s. au XVI’s siècle, Tome 1, étude historique de Nicolas Coutepoff” (1896). Nicolas Kutjepov var oberst i Tsaren’s livgarde og næstkommanderende for den kongelige jagt i St. Petersborg. Billederne leveret af Eva Holck-Lundum fra Kennel Smirnoff Borzoi, Spentrup, sydøst for Hobro med stor tak.
 
 

Derfor skal vi alene tænke på denne hund som en stor hund med myndepræg, der var en utrolig dygtig ulvehund.
 
 
 
 
 

 chap24-1-16.jpg


 House and Garden Magazine fra juli 1916. ”Dogs of All Russias”.
”En hund fra det kejserlige kennel.”
 
 

Den nuværende Borzoi har en mankehøjde på ca. 80 cm og vejer ca. 38 kg (hanner).

 

 

 

Indholdsfortegnelse
<< ForrigeNæste >>
 
Søgeværktøj
Fra Grímnismál (vers 32, Ældre Edda) ved vi at vor ven fra skov og have, det rødbrune egern Ratatoscr (sammensat af de oldengelske ord "ræt" + "tusc" med betydningen "Gnavertand"), er god til at frembringe svar på alt mellem himmel og jord. Nedenfor til højre fra billedet af Ratatoscr, fra Ólafur Brynjúlfsson: Gudeskrift m. bl.a. Ældre Edda (Edda Sæmundr) & Snorre Edda (1760), findes Google's søgeværktøj, der er tilpasset til at søge efter svar fra Asernes æt. Ifald søgeværktøjet ikke kan ses, højreklik på musen og genopfrisk (opdater) siden.
© Verasir.dk Asernes Æt • af Flemming Rickfors • E-mailHosting • En del af Fynhistorie.dk