Forside Indholdsfortegnelse
<< ForrigeNæste >>

Kynologi, fagudtryk og stjernebillede


 
Da jeg alene er lægmand inden for såvel historie, som kynologi, er mit valg af ord ikke nødvendigvis i overensstemmelse med hvorledes opdrættere og kynologer bruger samme i dag i omtalen af vor store hund.
 
Vor store hund kendes i dag som ”Grand Danois” eller ”Den Danske Hund”. Vi gennemgår senere alle de navne hunden har haft og er blevet givet af andre. Som generel betegnelse for hunden bruger jeg i denne beretning ”Den Store Hund”.
 
Carsten Birk, Kennel Blaaholm har forklaret mig følgende grundliggende forståelse omkring Den Store Hund i dag:
 
”Ifølge standarden ønsker vi i en Grand Danois at "forene stolthed, styrke og elegance i et ædelt helhedsindtryk". Når der i kynologiske termer tales om at en Grand Danois har myndepræg menes der at den er for let bygget, mens mastiffpræg betegner en for tungt bygget Grand Danois”.
 
Denne beskrivelse af Den Store Hund’s nuværende standard er jeg naturligvis helt enig i, og beskrivelsen er i historisk øjemed fuldt ud korrekt. I historien der nu følger om Den Store Hund er standarden en idealbeskrivelse for hvad de kongelige jagtprotokoller i Danmark fra slutningen af 1500 tallet begynder at kalde de store ”Blendinge”. Mere herom senere.
 
 
 
 

 

Årets Guldhund i Danmark 2003. Sandø’s Gefia (aka Glory). Ejere Camilla Staunskjær Birk & Ole J. Staunskjær.
Kilde: Grand Danois Klubben i Danmark’s udgivelse nr. 4 – 2003.  Moder til Hrothwulf.


  
Denne meget flotte hund lever i høj grad op til beskrivelsen at "forene stolthed, styrke og elegance i et ædelt helhedsindtryk". Det er i nuværende kynologisk sammenhæng ikke korrekt at sige at hunden har myndepræg, dvs. ”er for let”. I historisk sammenhæng, sammenholdt med de gentagne visuelle beskrivelser vi vil se af Den Store Hund, har hunden dog bibeholdt det myndepræg, dvs. elegancen, vi vil se fuldt gennemført og konsekvent fra ætten af Den Store Hund.
 
Vi vil se at det oprindelige navn for Den Store Hund som han-hund er ”Mjóhundr” eller ”Myndehund”.
 
Odin Jensen skriver i ”Vor Ven Hunden – hunderacer, avl og opdrætning” (1864): ”Den .....danske Hund er den halvt myndeagtige....”
 
Det er myndepræget der giver og er den direkte og ubrydelige linie i Den Store Hund til arilds tid.
 
 

 


 

chap24-1-20.jpg  chap24-1-21.jpg
 chap24-1-22.jpg chap24-1-23.jpg

Hrothwulf (17.02.2005 - 02.12.2016 - 11 år og 9 måneder)

Øverst til venstre: 3 dage gammel med sin moder Sandø's Gefia (aka Glory), februar 2005.
Fader er Diplomatic's Umberto Di Visconti (aka Holger) -  Årets Avlshund i Danmark 2007. Han døde som 9-årig juni 2010.
Øverst til højre: 16 uger gammel i maj 2005, og ikke glad for at få snor på for første gang. Kennel Blaaholm (ca. 12 kg)
Nederst til venstre: 21. juni 2005 og lige ankommet til huset på Bøtø, Sydfalster. (ca. 30 kg)
Nederst til højre: 22. august 2005 og lige ankommet til Santos, Brasilien (ca.46 kg)

 

 24-1-25.jpg chap24-1-24.jpg

Til venstre: Billedet taget juni 2007 på Albertsgaard, Lundby, Falster, der ejes af vore gode venner Jytte & Preben Jensen. Hrothwulfs ven er en 1-årig Dansk/Svensk Gaardhund kaldet Ludvig. Bag køkkendøren er Jytte Jensen i færd med at forberede 17 skiver rugbrød med leverpostej, der vil blive fortærret, nogen vil sige slugt, på under 1 minut. Ludvig må pænt vente, hvorefter den næste "fang-mig-hvis-du-kan-dit-store-læs"-leg vil blive fremprovokeret.
Til højre: Hrothwulf ud for hoveddøren i huset på Bøtø, Sydfalster juni 2007. Hrothwulf er her 61 kg. Billedet taget af Thomas Wiltrup, barnebarn til Dr. Wiltrup, der havde Kennel ISBA.

 

 

 

 chap24-1-19.jpg


Dette billede er altsigende om vor store hund som unghund. Kæmpestor og godmodig, men uden nogen som helst erfaring. Hrothwulf vil meget gerne have lov til at gøre alt det hvalpe normalt gør. Det er ikke altid lige nemt når man allerede 5 måneder gammel er større end alle andre hunde. Hrothwulf vokser i sit første år 1 cm i højde og 1 kg pr. uge. Han er fuldvoksen i 3 års alderen, og er da ca. 120-130 cm høj målt oprejst til hovedskal (Mankehøjde 86-93 cm) og vejer 56-80 kg. Disse store forskelle findes selv inden for samme kuld og skyldes ikke mangel på foder. Hrothwulf tilhører "fotomodel"-udgaven, medens hans broder Hagbard, Dansk Champion 2008, tilhører den håndfodrede "kødbjerg"-udgave. Den største af vore store hunde er en Harlekin hund (han) (f. 2002-7.8.2009) kaldet "Gibson" (ejer Sandy Hall), der dagligt overså den gamle guldmineby Grass Valley ved Sacramento, Californien. Han blev 31. august 2004 målt til Guinness World Records med en Mankehøjde på 107 cm (han vejede på dette tidspunkt 77 kg/170 pounds og var 213 cm høj stående på bagbenene). Hunden døde som 7-årig af knoglekræft. Billedet taget juli 2005 i haven i huset på Bøtø, Sydfalster.
 
 
 
 
 
 
 

"fé sé drottni líkt" 

 

 "fæ er sin drot lig"


"Hundurin er sum húsbóndin"
(Føroyska málnevndin, Tórshavn)

 Víga-Glúms Saga
(kap. 13)

"Hundur veit húsbóndans vilja"
(Føroyska málnevndin, Tórshavn)

 "Alt fe er sin herre likt"

 

 "Husdyrene ligner herren"


 
 
 
 
 
 

Harlekin – Konge af (hunde)-hæren


Mange forskere har påpeget at vi oftest ser Den Store Hund vist visuelt i Harlekin farve, dvs. ”hvid med sorte markeringer”. Dette undrede mig da hunden altid har været avlet i en række farver. Ole Staunskjær fra Kennel Blaaholm har formentligt afklaret dette problem ved at forklare mig at den hvide hund med sorte markeringer er yderst vanskelig at avle, selv hvis grundmaterialet er to hvide hunde med sorte markeringer. Dette har naturligvis altid været tilfældet, og derfor har Harlekin farven været den mest eftertragtede hund, hvilket igen forklarer hvorfor netop denne standard er den mest visuelt forekomne. Denne forståelse er identisk til hvorfor vore drotter altid forbindes med den hvide hest.
 
At betegne Den Store Hund i farverne "hvid med sorte markeringer" som "Harlekin" (nudansk) og "Harlequin" (nuengelsk) er af urnordisk oprindelse, og er ganske vigtig at forstå.
 
Ordet oprinder fra "Herla Cyning" (oldengelsk), der i Normandiet bliver til "Herlequin/Hellequin".
 
Direkte oversættes "Herla Cyning" til "Kong Herla", men jeg vurderer at det rent faktisk har betydningen "Konge af Hæren". Ordet "Herla Cyning" er et heite for Odin, dvs. kongen, og forbindes i Folketroen fuldstændigt med Odinsjagten (se afsnittet ”Rejsen til Asgård – Odinsjagten”)1
 
1
”herla" skal sikkert sidestilles med "herliò" (oldnordisk) med betydningen "krigsfolk, krigshær" og "Herla Cyning" med "herkonungr" (oldnordisk) eller (hærkonge).
 

Derfor er "Herla Cyning" også identisk til "Ellerkonge/Elverkonge" (Se afsnittet "Julenisserne - Nis Gårdbo, Jólasveinar og alfer").
 
Det vil fremgå fuldstændigt fra dette kapitel hvorfor Den Store Hund i farverne "hvid med sorte markeringer" forbindes med vore konger, og for alle hunde er "Herla Cyning" eller "Konge af (hunde)hæren".
 
I Folketroen er Kong Herla’s hunde (Herla’s Hounds) under Odinsjagten/The Wild Hunt beskrevet som værende hvide med røde ører eller hvorledes Den Store Hund i farven ”hvid med sorte markeringer” med ørene klippet tæt fysisk vil tage sig ud under en jagt (Se afsnittet ”Rejsen til Asgård – Odinsjagten”).
 
Det er historisk vigtigt at holde sig for at det er fordi Den Store Hund i farven ”hvid med sorte markeringer” kaldes ”Harlekin”, at den er kongens hund, og at denne bruges fysisk hvert år under Odinsjagten ved juletid, at der i Middelalderen sker en vigtig sammensmeltning af to begreber.

Sammensmeltningen begynder med grundlæggeren af grevskabet Boulogne (-sur-mer), hvis navn er ”Hernequin”. Han var søn af Ragnhart og blev ca. år 850 e.Kr. gift. Navnet ”Hernequin” er sammensat af ”Herne the Hunter” (jægeren Herne) og konge, hvorfor vi må tro at dette er et mytologisk tilnavn givet denne lokalkonge efter hans død.

Vi ved at Frankerne udsteder guldskillinger år 500-675 e.Kr. i Wic/Vic Pontio (Broen ved Vigen) ved Etaples, 27 km syd for Boulogne. Dette synes at være Frankernes hovedhandelsplads i dette tidsrum. Derfor kan vi sikkert slutte at Kong Hernequin var franker. Den identiske filosofi til vor egen skyldes at frankerne er udbrydere fra Scyldinga-ætten eller os (se afsnittet ”Froncum – Franken”).

Denne konge er gud og drager derfor årligt på Odinsjagt, som alle vore andre konger. Derfor hører vi omtalen af Odinsjagten i Normandiet som ”la Chasse Hennequin en Normandie” 1. Vi ved ikke om grevskabet Boulogne var i strid eller alliance med Rollo da han bliver givet Normandiet år 912 e.Kr.

1 Voy. L. Dubois: Recherches archéologiques, historiques, biographiques et littéraires sur la Normandie (1843, s.308-310) og Am. Bosquet: La Normandie romanesque et merveilleuse (1845).
 

År 1091 e.Kr. skriver ”Orderici vitalis” 1 at præsten Gualchelmus fra St. Aubin-de-Bonneval i det sydlige Normandiet en nat ser en ridehær ledet af en person af enorm størrelse (verum quidam enormis staturae). Han mener at han i denne Odinsjagt ser følgende:
 

”Haec sine dubio familia Herlechini; a multis eam olim visam audivi;
sed incredulus relationes derisi, qui certa indicia nunquam de talibus vidi".
 

Som jeg oversætter til:
 

”Det er uden tvivl Herlechini’s familie;  som mange ad denne vej så og hørte i gamle dage;
men denne vantro beretning  må spottes, derfor at det afgjort aldrig er påvist set”.

1 Augustus Le Prévost: Orderici vitalis angligenae coaendobii uticencis monachi, historiae ecclesiasticae (libri tredecim, 1091) eller ”The Ecclesiastical History of England and Normandy” (1845).

 

Præsten forklarer os uden for tvist at alle er enige om forståelsen af Odinsjagten i hans samtid, men at præsten, som katolsk præst, må afvise denne forståelse som vantro. Fordi præsten ikke helt forstår hvad det er han nedskriver blander han ”Herlechini” (Harlekin, dvs. Den Store Hund) sammen med den mytologiske lokalkonge af Bolougne ”Hennequin”.
 
Peter of Blois (1135-1203) var, som Saxo for Absalon, klerk til ærkebiskoppen til Canterbury og Kong Henry II fra  ca. år 1173 e.Kr. Han benytter betegnelsen ”milites herlewini” (”herlewini’s følge” eller ”herla’s venners følge”).
 
Samtidig ser vi den katolske kirke begynde at angribe vor oprindelige filosofi ved at kalde forståelsen for Odinsjagten vantro. Det næste skridt er at kirken begynder at forbinde vore før-kristne konger med det af kristendommen omskrevne begreb ”dæmon”. I kristen forståelse er en ”dæmon” uden undtagelse benyttet i oversættelsen ”hedningens gud”, og det er korrekt da kongen er gud.
 
Lederen af Odinsjagten, kongen, i kristen teologi bliver nu til den dæmon, der leder underverdenen.
 
Dante (1265-1321) benytter ordret dette i ”Inferno” (XXI, 118), hvor han navngiver en dæmon ”Alichino”, der igen i den italienske Commedia del’arte bliver til ”Arlecchino”.  Personen ”Arlecchino”’s dragt bliver gjort hvid med sorte markeringer som en efterligning af Den Store Hund.
 

 

 

 chap24-1-18.jpg

Fra kisten tilhørende personen Khui, dateret til det 12. Dynasti i Egypten (1976-1947 f.Kr.). Vi ser afbildet en stor Harlekin, der i sig selv er usædvanligt. Men hvad er endnu mere uden for vor vanlige vis at tænke på de (senere) egyptiske dynastier på er at den viste person er lyshåret! At der er lyshårede indoeuropæer tilstede i Egypten og Mesopotamien i denne tidsperiode kan vi forklare fra folkevandringerne. Og den viste afbildning er ikke enestående. En tilsvarende lyshåret person findes på en afbildning fra Abydos dateret til The Middle Kingdom (ca. 2040-1640 f.Kr.) gjort til personen Dedusobek. Ligeledes har vi lyshårede tjenestefolk fra afbildninger på graven fra Djehut ihot pe, Deir el-Bersha, igen fra The Middle Kingdom (ca. 2040-1640 f.Kr.).
Billedkilde: Mathaf Al-Misri: Egyptian Treasurer from the Egyptian Museum in Cairo (1999). T.G.H. James: Ancient Egypt: The Land and its Legacy (1988, s.90).
  
 
 

 


 

Kær hund har mange navne


 

Der gemmer sig i vort modersmål en absolut vigtig etymologisk forståelse for de store hunde og deres opgave som jagthund. Vi har mange betegnelser for alle vore hunde i forskellige størrelser og med forskellige arbejdsopgaver. For de store hunde og, så vidt jeg kan se, for disse alene, er betegnelsen for en han-hund af den store slags ”Hund” (oldnordisk/oldengelsk).


Dette ord udvikles fra det oldengelske og urnordiske ord for ”at jagte vildt” eller ”huntian” (idag ”hunt”)1
 
Vi ser at dette må være sandt i forskellige sammenhænge. En hund der jager hjorte, dvs. Den Store Hund, kaldes på oldengelsk bl.a. ”heahdeorhund/heahdeorhunta” (direkte ”højt-dyr-hund”, men i betydningen ”Kronhjortehund”), hvorved vi ser sammenhængen mellem ”hund” og ”hunta”.
 
Den ældste form for navnet på Den Store Hund i Italien/Spanien og Frankrig er det latinske ”Alanus”, der igen oprinder fra det indoeuropæiske ”Alaunt/Alaun” eller ”Alan-hunden”. Igen ser vi sammenhængen mellem ”hund og ”hunt”.
 
Ordet ”hund” staves i Estland med det urnordiske ”hunt” i f.eks. "Huntaugu mäed" i landskabet Vylande/Vilande (Wélund/Völund). Disse ord oversættes direkte til ”bakkerne ved hundens hul”, men iflg. Peeter Päll, Eesti Keele Instituut betyder de faktisk ”bakkerne ved Ulvedalen”.
 
Med forståelsen for at ordet ”hunt” oprindeligt betød ”den der jager” og at ordet også brugtes som udtryk for ulven kan vi etymologisk forklare hvorfor Den Store Hund i sagaerne og blandt os alle også kaldes ”ulvehunden” eller ”den der jager ulven”. Samtidigt viser etymologien hundens oprindelse fra Gråulven.
 
 
 
 

Vi kan se at denne snævre forståelse af ”hund” som en betegnelse for vore store jagthunde må være sand fordi der i beskrivelsen af andre, og mindre, hunde tilføjes et forklarende tillægsord. Små hunde blev derfor på oldnordisk betegnet ”smáhundr” (liden hund).


 

”Ic hwílum beorce swá húnd”
(oldengelsk udtryk)
 
”Jeg ville barke som en hund”
 
Hør Hrothwulf barke


 

At vore han-hunde af den store slags kaldes ”hund” er kun gældende for vore oprindelige landskaber. I Germanien kaldes de store hunde benyttet for jagt for ”rüden”, der er en helt anden type hund. Hermed kan vi geografisk afgrænse udbredelsesområdet for Den Store Hund i det nordlige Europa.
 
En hun-hund af den store slags har tre navne: ”Grey/Grig” (oldnordisk/ oldengelsk), ”bikkjuna/ bicce” (oldnordisk/ oldengelsk eller ”bitch”) og ”tæffue/tife” (gammeldansk/oldengelsk eller ”tæve”). Endelig forekommer ordene ”tík” og ”tispe” på oldnordisk i forståelsen "tæve". Begge sidstnævnte udtryk synes at udvikle sig i Norge og videre til Island. Som vi vil se finder vi dog "tík" i Skånske Lov.

Der er absolut ingen undtagelser for denne opdeling af hunden på køn ved navngivning i nogle af vore landskaber og opdelingen er fuldt ud gældende i De Kongelige Jagtprotokoller på Meutegaarden ved Jægersborg år 1710-36. Her er benævnelsen af ”hund” identisk til han-hunden medens ”tæve” naturligvis betegner hun-hunden1 .

 Se ”Bilag U-0: Oprindelige hundebud, hundegårde & jagthunde 1710-36”

 

Hun-hunden får sine navne fordi denne hund er fysisk lidt mindre end han-hunden.
 
Hermed kan vi etymologisk forklare hvorfor den mindre myndehund Greyhound (”Grighund” på oldengelsk) får sit navn. Greyhound han-hunden har fysisk oprindeligt haft samme størrelse som hun-hunden for Den Store Hund.
 
Vi kender ikke oprindelsen til hvorfor vi bruger ordet ”tæve” om hun-hunden, og som et ekstremt nedladende ord om ”løsagtige kvinder”. Sidstnævnte betydning må være knyttet til at vi på oldnordisk kalder en "ræv" for "tæfa", hvorfra vi har betydningen "snu som en ræv".
 
Mit eget bud er at vi skal se på to oldnordiske begreber. Ordet ”þófari” betyder på oldnordisk ”en der valker”, dvs. ”en der gør uldne stoffer blødere ved bl.a. stampning”. Personen der gør dette ved stampning hopper op og ned. Derfor betegner ”válgati” på oldindisk ”hopper, springer”. Det må være en mulighed at den oprindelige forståelse for ”tæve” har været ”den der hopper og springer”.
 
En anden, mindre sandsynlig, mulighed er det oldnordiske ord ”þefja/þefa”, hvis oprindelige betydning bl.a. er ”som har lugt/lugtende”. Dette kan være en henvisning til hun-hunden i løbetid. Der findes næppe en han-hund der ikke ville mene at dette må være den sande oprindelse.

Desværre er også forståelsen for ”bikkja/bicce” (bitch) etymologisk ukendt. Ordet er identisk på lappisk gennem ”pittja”.  Her mener jeg at ordets oprindelse er ganske ligetil. Det oldnordiske ord ”bikkja” betyder ligeledes ”styrte/springe”, som i ”hann bikkði sèr útbyrðis” (han styrtede sig udenbords/han sprang overbord). Derfor må ”bikkja/bicce” have samme betydning som ”tæffue/tife”, nemlig ”den der hopper og springer”, underforstået ”på vildtet”.

Fra grundforståelsen for opdelingen af Den Store Hund i han- og hun- har vi en yderligere vigtig opdeling. 

Som tidligere nævnt findes der blandt de store hunde grundliggende to typer; den ekstremt høje og slanke, og den mindre og mere muskuløse.

Denne opdeling gengives i vort sprog og her finder vi muligvis ligeledes en geografisk forskel i hundenes udbredelse i vore landskaber.

 

Skånske lov og andre landskabslove

 

Skånske Lov fra år 1200-28 e.Kr. siger: 

”Dræpær man køfæn rakke, bøtæ siaghs øre, dræpær man miohund, bøtæ half mark, dræpær man garþtik, bøtæ tua øræ, utæn þe uarþæ takni a uærkium þera at þe bitæ man ællær manz fæ sua at þæt dør þær af, ællær i þera husum ær þe brytæ, bitæ þe hæstæ undir manni ællær annat fæ sua at þæt dør æi af, þa skal æi þem dræpæ , utæn man bøtæ fore þem” 1.
 
eller

”Dræber mand rask Rank Unghund, bødes 6 øre, dræber mand Myndehund, bødes ½ Mark, dræber mand Gårdtæve, bødes 2 øre, uden de være taget i hverken det at de bider mand eller mands dyr så at det dør deraf, eller i de huse hvor de [ind]bryder, bider de hesten under manden eller andet fæ så at det dør ej af, da skal [man] ej dem dræbe, uden man bøder for dem”. 
 
 
 
1 Kilde: P.G. Thorsen: Skånske Lov og Eskils skånske Kirkelov tilligemed Andreæ Sunonis lex Scaniæ prouincialis, Skånske Arvebog og det tilbageværende af Knud den 6.’s og Valdemar den 2.’s Lovgivning vedkommende skånske Lov (1853, Skånske Lov, Straffelov, s.58).

 

Det første vi bemærker er hundetypen ”køfæn rakke”. Erik Kroman & Stig Iuul: Skaanske Lov og Jyske Lov (1968, s.66) oversætter ordet til ”Skødehund”. Det er med sikkerhed ikke korrekt.
 
Lad os starte med at konstatere at straffeloven fastsætter denne hunds værdi til 3 x så høj  (6 øre mod 2 øre) som en almindelig gårdtæve, der er den vanlige lænkehund alle gårde har.
 

”Omkommer Gaardhunden i en Ildebrand,
da vil den samme Gaard snart brænde igien”.1

1 Se J. M. Thiele: Danmarks Folkesagn (1860, 3. Deel, s. 139, nr. 595)

 

Herefter kan vi vise ordet ”rakke” benyttet i Peder Laales Danske Ordsprog (nedskrevet i 1300 tallet): 

Nr. 224 Ee legher racke men gammel hwndh wil.
(Altid leger hvalpen sålænge den gamle hund vil)

 

En ”racke/rakke” er derfor en hundehvalp, og det er en hvalp af en ”Hund”, der i samtiden alene betegner Den Store Hund som han.

Det Danske Sprog- og Litteraturselskab skriver omkring ”Rakke” og dets betydning i Middelalderen:
 

 Rakke, en. flt. -r. (æda. rakkæ (GldaKrøn.222), jf. æda. (oblik.) køfæn rakke, rakka (DGL.I.153. sml. BrøndumNielsen.GG.III.203), sv. racka, hunhund, fsv. rakke, (hunde)hvalp, oldn. rakki, jf. eng. rache, ratch (oeng. ræcc); maaske besl. m. V. rag, rank osv. og egl. (jf. I. Mynde) om lang, smal hund; sml. Helrakker; nu kun poet., arkais. (i efterligning af folkevise-spr.) ell. (nu vist foræld.) dial. (falstersk, sydsjæll., se VSO. MDL.)) (ung) hund (jf.: “en ung lodden hund, en hvalp.” Moth.R22. “Hundeunge, som er saa stor, at den kan giøe.”VSO.(falstersk). MDL. sml. ogs. Mau. 3942-47); spec. (især i flt.) om jagthund. DFU.nr.13.4. *Det var liden Hr. Iohan | Han lysted de Dyr at beede, | Saa tog han sin Rakke og Høg, | Og reed ad vilden Heede. Tychon.Vers.366. Ing.VSt.31. *Mit Øie iler saa langt foran | Mine rappe, hvæsende Rakker. Winth.IV.182. *Mynder og Rakker. Hrz.VI.3. || i foræld. ordspr. ell. talem. som: ilde er det for rakke at lege med bjørnehvalpe olgn. Mau.3943. Ing. VS.II.121. gammel (ell. bidsk. Mau.I.447) hund og rakke lege (ell. leve. CBernh.V. 104. tage. smst.III.322. JHSmidth.Ords. 125. Mau.I.447) ej længe (ell. ikke) til takke. som udtr. for, at det gensidige forhold mellem ældre og yngre ikke i længden er tilfredsstillende ell. harmonisk. PSyv.I.256. se videre Mau.3942ff.

 

Vi kan nu gå et skridt videre. En ”racke/rakke” er en hundehvalp af Den Store Hund som Myndehund (miohund), der har lært at gø, dvs. 5-6 måneder gammel. Som sker på oldnordisk i Baldrs Draumar (vers 2, Ældre Edda), er det derfor vi ser sammenkoblingen mellem ”liden Hr. Iohan” og ”bjørnehvalpe” med ”racke/rakke”.

Henrik Hertz (1797/8-1870)’s tragedie ”Svend Dyrings Huus” (1837, 1. Akt, 1. scene) viser os brugen af ”Mynde” og ”Rakke” i omtalen af vor store hund som unghund og voksen:

”Den Herre sadler Sin hurtige Hest
Og rider alt over den Hede.
Han rider i Regn, han rider i Blæst,
Hans Svende følge, som de kan bedst,
Thi Hiorten saa ville de bede.
Med høie Takker
Den spiller i Lunden
Og flygter for Hunden;
Og efter den springer paa Mosegrunden
Med Hyl og Gjøen Mynder og Rakker”.

 

Vær her opmærksom på at begrebet "racke, rakke" ligeledes er skarpt defineret i franske og engelske kilder, sikkert hentet fra olddansk. På Middle English skrives det "Raches" (se Dam Julyans Barnes (Dame Julyans Bernes, 1388?-): Boke of huntyng (St. Albans, 1486). På fransk skrives det "le roquet" af Jacques Christophe Valmont de Bomare (1731-1807): Dictionnaire raisonné universel d'histoire naturelle (Paris, 15 bind, 1761). 

Tillægsordet ”køfæn” findes også skrevet som "køuærnæ". Jeg mener ordet er identisk til "Kóf" (oldnordisk) og oprinder fra "kefja" (oldnordisk) med betydningen "har meget at lave" eller "rask" som energifyldte unghunde nu engang altid er.

Den næste hundetype er ”garþtik” (gårdtæve). Ordvalget er ikke en tilfældighed. Havde det været Den Store Hund som tæve ville ordvalget have været med brugen af ”hund” og derfor ”Hundtík” (hundtæve). Det er det ikke, hvorfor vi ser værdien af denne lænkehund sat lavt til 2 øre.

Endelig har vi så betegnelsen for Den Store Hund som han under navnet ”miohund”. 

Ordet ”myndehund” oprinder fra det oldnordiske ”mjóhundr”, der er forbundet med ordene ”mjódd” (tyndhed, smalhed) og ”mjóleitr” (som har et smalt, langtrukket ansigt).  Dette er den absolut sande og bedste beskrivelse af Den Store Hund i hankøn, som den tog sig ud og blev benyttet i den naturlige jagt, gældende fra tidernes morgen til slutningen af 1500 tallet e.Kr. 
 
En ”Myndehund” hedder på nuengelsk ”Greyhound” og ”Russian Wolfhound” og viser visuelt hvorledes vi skal opfatte den oprindelige store hund.

 

I Kong Christian I.'s "Fynske Vedtægt" fra år 1473 e.Kr., der stadig er gældende lov år 1547 e.Kr., skrives "miohund", som en betegnelse for den store jagthund, nu som "myøhwnde" (flertal). Når vi kommer frem til Christian V.’s Danske Lov (Femte Bog: Om Adkomst, Gods og Gield, X. Capitel: Om Jord, Ejendom, Fællet, Jagt, Fiskerj), givet ved forordning 15. april 1683, er ordet erstattet med "Mynder" (se Danske Lov 5-10-39).

Værdiansættelsen for drab på Den Store Hund er ½ Mark. For sammenligning kan vi f.eks. se på Jyske Lov givet af Valdemar II. år 1241 e.Kr. I 2. Bog: kap. 87 1 forklarer straffeloven os hvad der skal til for at en Tyv kan hænges af kongens Ombudsmand uden dom:

”Har han stjålet Koster til en Værdi af ½ Marks Værdi eller mere, da kan Ombudsmanden hænge ham uden Dom og gør ingen Synd derved, fordi hans Gerning har dømt ham, og han hænger ham for Rettens og Kongens Magts Skyld og ikke af Hævn”. 

1 Erik Kroman & Stig Iuul: Skaanske Lov og Jyske Lov (1968, s.155). Skånske Lov (kap. 151) har identisk lovgivning dog ved brug af Tingmænd. 

 

Den Store Hund har med andre ord i vore sæder og skikke en værdi, og derfor påskønnelse, der skal sidestilles med dødsstraf for lovbrud i anden sammenhæng. 

Skånske Lov omtaler ”Håndløs Våde” (handløsæn uaþæ)1 under hvilken man ved hændeligt uheld bliver bidt af Den Store Hund (hunz tan) under en jagt. Vi kan slutte dette fordi hændelsen beskrives sammen med en vådeulykker ”fore horn ok fore hof ok fore hunz tan” eller ”for horn og for hov og for hunds tand”, dvs. under storvildtsjagt.
 
1 Kilde: P.G. Thorsen: Skånske Lov og Eskils skånske Kirkelov tilligemed Andreæ Sunonis lex Scaniæ prouincialis, Skånske Arvebog og det tilbageværende af Knud den 6.’s og Valdemar den 2.’s Lovgivning vedkommende skånske Lov (1853, Skånske Lov, Straffelov, s.32-3).

 

Bliver man såret af en anden mands husdyr ”huat þæt ær hældær hors ællær nøt1 ællær hund” eller ”hvad det end gælder hest eller hornkvæg eller hund” så skal [ejeren] give en frihalset mand, dvs. fribåren og frigivet træl, læges-gave (lækisgift) og ej mere. For en ufri mand, dvs. træl, skal der gives tabt arbejdsfortjeneste og læges-gave.
 
1 Oversat fra ”Nautfè” (oldnordisk) eller ”hornkvæg”.

 

Igen kan der kun være tale om Den Store Hund der her, korrekt, sidestilles med hest og hornkvæg i farlighed, og anses som en del af bondens ”fæ” eller ”store tamdyr”.
 
Det sidste sted vi hører om hunde i Skånske Lov er her:

”Far man mæþ uiliæ sine mæþ hiorþo sinni i annærs manz uang mæþ hund ok hirþæ” 1
 

eller

”Farer mand med sin vilje med sin Hjord i anden mands vang med hund og hirde”

 

En ”Hjord” betyder oprindeligt ”en flok kvæg” og ”hirþæ” skal formentlig her opfattes, ikke som kongens ridehær, men som ”de der røgter kvæget” eller ”hyrde”. Vi brugte Den Store Hund til at vogte vore af kvæg- og hesteflokke, og vi ser ordet på oldnordisk som ”Hjarðhundr” (hjordhund).
 
1 Kilde: P.G. Thorsen: Skånske Lov og Eskils skånske Kirkelov tilligemed Andreæ Sunonis lex Scaniæ prouincialis, Skånske Arvebog og det tilbageværende af Knud den 6.’s og Valdemar den 2.’s Lovgivning vedkommende skånske Lov (1853, Skånske Lov, Straffelov, s. 52).

 

Östgöta laghbok fra 1300 tallet, der følger helt samme opbygning som andre samtidige landskabslove, har også henvisningen til straffeloven omkring at lade svineflokken søge efter foder i anden mands skov:

 

”Nu haldær man suinum sinum a annars manzs skoghi, gætir a mæþ hund ok hirþa”

eller

 

”Nu holder mand sine svin i anden mands skov, går did med hund og hirde”

 

Igen her ser vi brugen af ”hund” til dette formål.
 
Hvad glimrer ved sit fuldstændige fravær i alle vore landskabslove er nogen henvisning til en mastiff-hundetype. Lovgivningen er stort set udtømmende, og ville derfor have beskrevet denne hundetype ifald den fandtes.

De store hunde omtales i Ældre Edda og af Snorre i Snorre Edda i en række sammenhænge som de store ulvehunde, der vogter og ledsager Odin, som konge og shaman, til den næste verden. Brugen af ”ulvehund” om Odin/Kongens store hunde har den klare betydning at kun Den Store Hund, der kunne klare ulven, blev anset som en værdig hund for drotten.
 
For fuldt ud at forstå dette er vi nødt til kort at se på hvorledes vi opfattede ulven. Vort forhold til ulven har altid været et tveægget sværd. Ulven besad alle de egenskaber vi værdsatte højt. Ulven var stille, stærk, modig, farlig og i flok en ekstrem god jæger, der altid fik sit bytte. Den modsatte effekt var at netop fordi ulven havde alle disse egenskaber var den en konkurrent til stammen om vildtet og derfor overlevelsen.

Skånske Lov fra år 1200-28 e.Kr.1 skriver:

”Føþær man biorn ællær ulf ællær annu diur ællær fughla þe ær af grimmi natura æræ, ok dræpæ þe man, bøtæ hin ær þem a ni mark, særæ þe man, bøtæ þre mark, føþær man þe diur ær af bliþæ natura æræ sua sum hiort ællær høk, ok dræpæ þe man, bøtæ hin ær þem a þre mark, særæ þe man, bøtæ ok þre mark hin ær þem a”. 

eller

”Føder man bjørn eller ulv eller andet dyr eller fugle der er af grim natur, og dræber de mand, bøder han til dem 9 mark, sårer de mand, bødes 3 mark, føder man de dyr der af blid natur er så som hjort eller høg, og dræber de mand, bøder han til dem 3 mark, sårer de mand, bøder og 3 mark til dem”.
 
1 Kilde: P.G. Thorsen: Skånske Lov og Eskils skånske Kirkelov tilligemed Andreæ Sunonis lex Scaniæ prouincialis, Skånske Arvebog og det tilbageværende af Knud den 6.’s og Valdemar den 2.’s Lovgivning vedkommende skånske Lov (1853, Skånske Lov, Straffelov, s.33).

 

Fra Peder Laales Danske Ordsprog (nedskrevet i 1300 tallet):
 

Nr. 444 Naar hiørdhen oc wlffwen gøre baade eeth
tha hawer hiørdhen tabeth.
(Når hjorden og ulven gør det samme, da haver hjorden tabt)
 


Nr. 936 Wlff gør swijn sotthe.
(Ulv gør svin enige)
 

C. Weismann i ”Vildtets og Jagtens Historie i Danmark” (1931) gennemgår forholdet mellem ulven og os fra skriftlige kilder fra Middelalderen frem til begyndelsen af 1800 tallet, hvor den endeligt udryddes fra Jylland. Her vises det med al tydelighed at fra 1400 tallet fremefter er der ikke længere plads til ulven i det nuværende Danmark, og ulven uddør fra vore marker. Ulven udryddes fra England i 1500-tallet.
 
Det er kombinationen af den yderste respekt for ulven, og at Den Store Hund kunne klare ulven, der gør at Odin’s store hunde er ulvehunde.
 
 
 
 

Skírnismál (vers 11, Ældre Edda)

Min oversættelse til nudansk

”hvndar ólmir oc bvndnir...”,
”greyiom”

”olme hunde og bundet...”,
”tæven”
 

Völuspá (vers 43, Ældre Edda)


 

”Geyr | garmr mioc
fyr gnipa helli
festr mvn slitna
eN fre|ki reNa ...”

”Geyr glammer meget
(uden)for Gnipa-Hel;
fæstet [lænken] slides,
end freki render. ...”
 
”Freki” er en ulv, der igen er en kenning for stormjordskælv's ødelæggelser.

Baldrs Draumar
(vers 2, Ældre Edda)


 

”ræiþ hann niðr þaþan Niflhæliar til,
mætti hann hvælpi þæim ær or hæliv kom”

 

”red han nid ad Niflhel til,
mødte han hvalpen, der fra Hel kom”


Her oversættes ”hvelpi” til ”hund/dog” i nudanske og nuengelske oversættelser. Som man kan se står der faktisk ”hvalpen”. Brugen af netop en ”hundehvalp” er vigtig da Balder jo er personen der ofres hver Sommersolhverv, og genfødes som det nyfødte barn på den 1. juledag for at livet kan gå videre. Vi skal her være opmærksom på at det oprindelige ”Hel” er fortiden, men her er omskrevet til det kristne fremtid.
 

Grímnismál (vers 10 & 19,  Ældre Edda)


 

”vargr hangir fyr vestan dyrr” (vers 10)

”... Gera oc Freca ...” (vers 19)

”ulven hænger [står] for(an) den vestre dør”

”... Geri og Freka ...”

Fjolsvinnsmál (vers 13-14, Ældre Edda)


 

”...hvat þeir garmar heita”,
 ”Gífr heitir annarr, en Geri annarr”

”hvad dine glammere hedder”,
”Gifr hedder en, og Geri en anden”
 
”Garmar” oversættes på nudansk og nuengelsk til ”grådige hunde”. Det er filosofisk usandt og en forkert oversættelse. Der står ”glammere”, dvs. hunde der gør højt.
 

 Fjölsvinnsmál (vers 44, Ældre Edda)

 

Fjölsviðr kvað:

”Heyrðu, Menglöð!
hér er maðr kominn,
gakk þú á gest sjá!
hundar fagna,
hús hefir upp lokizk,
hygg ek, at Svipdagr sé”

 

Fjölsviðr kvædede:

"Hører du Menglöð!
hér er en mand kommen,
gå du til gæstesyn!
hundene er hilser,
huset haver oplukket sig,
mener jeg, at Svipdag se”

”Menglöð” (”det strålende smykke”) er et kaldenavn
for Freya, der netop her symboliserer Den Jordlige Moder,
Dronningen af Sjælland (jvf. også Gefion), med sæde i
kongsgården Heorot, Gl. Lejre. Det er her hundene byder
den fremtidige konge Svipdag (Hæðcyn, Höðr, Óður, Óðr) velkommen.

Hávamál (vers 101, Ældre Edda)


 

”grey eit ec þa fann
ennar góðo kono
bvndit beðiom a”

”Tæven jeg da fandt
ved [den] gode kone
bundet til sengen”

 Þrymskviða (vers 6, Ældre Edda)

 

"Þrymr sat á haugi,
þursa dróttinn,
greyjum sínum
gullbönd sneri
ok mörum sínum
mön jafnaði"

"Trym sad på højen,
Tursernes drot,
tæverne sine
guldbånd snoede
og marerne sine
maner (manker) udjævnede"

Dette vers giver os et kort indblik i det kongelige ritual ”at sidde på høj”.
At Jætte-kongen Trym her sidder og gør guldhalsbånd til sine tæver og
striler sine marer (hopper) skyldes at det er Freya, der kvæder disse ord.

Snorre (Gylfaginning, Yngre Edda)


 

”...gefur hann (Óðinn) tveim úlfum er hann á er svo heita: Geri og Freki”

”...giver han (Odin) to ulve som han har og som hedder: Geri og Freki”.
 


 
 
Vi bemærker brugen af ”greyiom” i Skírnismál (vers 11, Ældre Edda) og Þrymskviða (vers 6, Ældre Edda), samt ”grey” i Hávamál (vers 101, Ældre Edda). Dette oversættes på såvel nudansk og nuengelsk til ”hund/hound”. Dette er ikke er forkert som en generel omtale af Den Store Hund. Vi kan dog se at der faktisk gøres brug af navnet for hun-hunden ”grey/grig” og at betydningen er ”tæven”.
 
”Greyhound” på oldengelsk hed ”Grighund” og er sammensat af de oldengelske ord ”grig” (tæve) + hund. Ordet betyder med andre ord ”tævehund” og har absolut intet med farven ”grå” at gøre overhovedet. Det tilsvarende oldnordiske ord er ”Greyhund” og betydningen er identisk.

Hvor ”mjóhundr” og tæven er den høje slanke ulvehund, findes der også den mindre og mere muskuløse blandt de store hunde.
 
I omtalen af mennesker kan ordet ”hroði” betyde ”plump, grov” på oldnordisk. Derfor er jeg enig i at betegnelsen ”Hroþhund/roþhund/ ryþþa” på oldengelsk alle betegner ”en plump og grov hund”, og at dette skal identificeres med nudagens ”mastiff”.

Et andet navn for mastiff-hundetypen synes at være ”hranhund” (oldengelsk). Ordet ”hran” hentes fra ”hrínan” (oldengelsk - at røre, angribe, ramme) og ”Hrandlan” (oldnordisk - at støde voldsomt ind i siden på noget). 

Mit bud er at dette navn er en henvisning til mastiff-hundetypens angrebsteknik. Jeg har f.eks. bemærket at når en mastiff og en Grand Danois leger tag-fat og derfor skygge-jager vildt, da angriber mastiffen ved at løbe direkte ind i siden på Grand Danois-hunden. Mastiffen mangler fart til at kunne følge med og derfor forsøger den at vælte byttet omkuld ved at agere rambuk. Det ser ud til at være en yderst effektiv teknik, hvis den kommer tæt nok på sit bytte.

Det ser ikke ud til at ordet ”hroþhund/roþhund/ryþþa” eller ”hranhund” forekommer i landskaberne i Danmark/Skåne/Norge, hvorfor der næppe her har været  mange mastiff-hundetyper. Vi vil se at dette i hvert fald er tilfældet i Middelalderen.
 
Derfor har Odin Jensen fuldstændig ret i hans bog ”Vor Ven Hunden – hunderacer, avl og opdrætning” (1864), hvor Den Store Hund, kaldes ”den store danske hund”.
 
Han skriver: ”Den store danske Hund må ikke forveksles med den store, plumpe, gule engelske Mastif, en Tid i Danmark kaldet Broholmeren eller Dansk Jægerprishund. Den rette danske Hund er den halvt myndeagtige tigrede, plettede, graa, gule eller sorte Vagthund, der i ældre Tid brugtes som Ulvehund baade herhjemme og trindt om i Europa”.

 

 

Kong Knud’s Skovlov fra år 1031 e.Kr.
 

Kong Knud/Canute I. den Store (regent England 1016, regent Danmark 1018-1035) udsteder ca. år 1031. e.Kr. en ny Skovlov gældende for landskaberne i ”Angliae” (England). Loven er skrevet på latin og kaldes ”Incipiunt constitutiones Canuti regis de foresta” 1.
 
1 Der er uenighed om dateringen af denne lov. Jeg har selv siddet og oversat den latinske tekst til nudansk. Det latinske ordvalg viser, efter min mening, klart en dansk/angelsk sproglig oprindelse oversat til fremmedsproget latin. Uoverensstemmelsen opstår fordi Barrett Hamilton i ”A History of British Mammals (1910-21) forklarer os at kaninen ikke er nævnt i Domesday Book fra år 1086 e.Kr., og menes bragt til England af biskoppen af Winchester i år 1135 e.Kr. Dette er i strid med Kong Knud’s lovtekst fordi vi her har følgende sætning der navngiver hvilke vilde dyr, der er fredet i skovene (kap. 27): ”quales sunt capreoli, lepores, & cuniculi” eller ”blandt disse er rådyr, harer og kaniner”.  Det latinske ”cuniculi” er fra ”cuniculus” og betyder direkte ”de der bor i underjordiske gange”. Det har ingen indflydelse på vor viden om de store hunde, om skriftet er fra ca. år 1031 e.Kr. eller ca. år 1135 e.Kr. Jeg har benyttet den latinske originaltekst som den findes i Holinshed: Chronicles England, Scotland, and Ireland (1578, 1807, 6. bind, The Second Booke: Of Parkes and Warrens Chap. XIX)

 

Kong Knud forklarer os formålet med lovgivningen:
 
1. "Sint tam deinceps quatuor ex liberalioribus hominibus, qui habent saluas suas debitas consuetudines (quos Angli Pegened appellant) in qualibet regni mei prouincia constituti, ad iustitiam distribuendam, vna cum poena merita & materijs forrestae cuncto populo meo, tam Anglis quàm Danis per totum regnum meum Angliae, quos quatuor primarios forestae appellandos censemus.
 
Som jeg oversætter til:

”Fra fribårne mænd er det i høj grad utvivlsomt at vor trivsel skyldes vore forne sæder (som Angler Pegened1 kalder) i hvorledes tilrettelægges ledelsen af mine landskaber, med retvis fordeling, med straf som fortjent og indeholde min befolknings samlede skov, ligeså Anglerne som Danerne i hele mit rige Anglen (England), for hvem fremragende skove henvender sig til skøn”.


1 Det er usikkert hvad ”Pegened” betyder. Ordet ”peg” kendes først på nuengelsk fra 1440, men tidligere fra hollandsk/frisisk som ”pegge” og ”pegel” hvor det har betydningen ”lille knob benyttet som mærke”. Ordet må være en lokal dialekt fra Sønderjylland og Lille-Friesland. Det kan være samme ord der kendes på nudansk som ”pege” (norsk ”peke/peika”) hvis oldengelske sidestykke er ”pician” (vise til med en spids genstand).Forståelsen er dog klar; fortiden viser vejen for nutiden, hvorfra skabes fremtiden med den her givne lov.

 

I beskrivelsen af hundene i England, der som med samtidig lovgivning i Danmark/Norge/Skåne, er udtømmende og derfor altbeskrivende, har vi følgende lovgivning omkring disse: 

31. "Nullus mediocris habebit nec custodiet canes, quos Angli Greihounds appellant. Liberali verò, dum genuiscissio eorum facta fuerit coram primario forestae licebit...”
 
Som jeg oversætter til:
 
”Ingen hund der betragtes middelstor eller vagthund, som Anglerne kalder Greihounds tillades fuld frihed i nærværende fremmeste skove, så længe kindtænderne er fuldskabte…”
 

I følgende kapitel:
 
32. "Velteres verò quos Langeran appellant, quia manifestè constat in ijs nihil esse periculi, cuilibet licebit sine genuiscissione eos custodire. Idem de canibus quos Ramhundt vocant.
 
Som jeg oversætter til:
 
”Den Sande Vælter som Langrenderen kaldes, fordi den sikkert griber fat i ørerne uden at ænse denne fare, hvem tillades hvis kindtænderne er beskyttet1. En og samme hund som Ramhundt kaldes”.
 
 
1 Dvs. hunden skal færdes med mundkurv på.

 

Dante (1265-1321) benytter ordet ”veltri” og ”veltro” 5 gange i ”Inferno”. Som ”veltro” kommer enheden for at dræbe hun-ulven (1,101). Som ”veltri” er de ivrige og hurtige tæver sluppet løs fra deres lænker. De fleste oversætter Dantes hunde til enten en mastiff eller en Grand Danois. Da Dante benytter Den Store Hund under betegnelsen ”Alichino” (XXI, 118) eller ”Harlekin” mener jeg ikke dette er Den Store Hund som myndehunden. Da lovgivningen heldigvis siger at det er den samme hund som en ”Ramhundt” ved vi med sikkerhed at det er den engelske mastiff.

I Rolandskvadet (sætning 183) fra år 1098 e.Kr. beskrives de fineste hunde som “veltres caignables 1” (oldfransk) eller “veltre-[hunde] i bure”. Sætningen er formuleret således fordi de store hunde gives som gave sammen med bjørne (urs) og løver (leuns). Hundebetegnelsen "veltre" (vælter) er dog identisk.
 
1 fra det oldfranske “caige” eller “cage” (nuengelsk).

 

Kong Knud’s lovgivning er helt klar på at de store hunde der findes er "Greihounds" og "Velteres (Vælter)/Langeran (Langrederen)/ Ramhundt".
 
Det næste læseren absolut skal gøre sig klart er at ”Greihounds” er beskrevet som ”middelstor” og derfor ikke er den nuværende Greyhound.
 
Auchinleck manuskriptet, skrevet i London ca. år 1330 e.Kr. på Middle English har i beretningen ”The Seven Sages of Rome” en hund, der omtales som ”Þe graihond/grehound/greihond” eller ”The Greyhound” (sætning 740, 745, 753, 767, 785).
 
Den beskrives som ”grislich, rough, strong, and qued” (sætning 741) eller ”frygtindgydende, rå, stærk og ondskabsfuld”.
 
I de samtidige engelske landskaber er denne hund den største myndehund der forefindes, og derfor Den Store Hund. Richard of Haldingham's "Terrarum Orbis Tabulam" gjort i Hereford, England ca. år 1285 e.Kr. (se afbildningen senere) viser hunden, og den er ganske rigtigt ”middelstor”, hvis ikke større.
 
Sprogmæssigt kan vi se hvad der sker i det engelske sprog. Ordet ”Grey” er oprindeligt udelukkende en betegnelse for ”en tæve”, og er derfor fysisk den mindre hund. På et tidspunkt udvikles en mindre, men hurtigere udgave af vor store hund, der får navnet ”greyhound”, hvor hannen har haft samme størrelse som tæven på vor store hund. 

I afsnittet ”De store hunde i den katolske Middelalder” giver jeg et bud på et det er Slægten Sire William Mauleverer fra Yorkshire, der ca. år 1345-60 e.Kr. fremavler den mindre udgave af hunden. Det sker muligvis i takt med at storvildtet overjages, hvorfor mindre vildt som hare kommer på spisekortet.

Den moderne Greyhound findes bl.a. i Henry VIII’s våbenskjold (1491-1547). 

Lad os afslutte dette afsnit med at vise de forskellige navne for vore hundetyper:


 

Arbejdsopgave

Han-hunde

Hun-hunde

Nudansk/
nuengelsk

Jagthund
storvildt
 
Den høje, slanke,
halvt myndeagtige
hund

Hund
Hunt
Mjóhundr
Miohund
Mjøhund
Myøhwnde
Mynder
Heahdeorhund
Heahdeorhunta
(kronhjortehund)
Dýrhundr
(hjortedyrhund)
Køfæn Rakke
(Rank Unghund)
Graihond/Greihound
(til ca. 1320)
 

Grey/Grig
Bikkjuna/bicce
Tæffue/tife
Hundtík
(hundtæve)

Den Danske Hund
Great Dane
Grand Danois
Tæve
Bitch
Deerhound
Irish Wolfhound
Russian Wolfhound

Jagthund
vildt
 
Den mindre, meget muskuløse hund

Hroþhund
Roþhund
Ryþþa
Hranhund
Ramhundt
Velteres
(Vælteren)
Langeran
(Langrenderen)
 


 

Mastiff
Dogge

Jagt
opsporing
 
Mindre hunde
som Foxhound og Beagle

Sporrakki
(spor unghund)
Sporhundr
Spurhund
(sporehund)


 

Støver

Kvæg- og hyrdehund

Búreki
(bo-driver)
Hjarðhundr1
(hjordhund)

Nauttík
(kvægtæve)
Hjarðtík
(hjordtæve)


 

Vagthund

Varðhundr
(vagthund)

garþtik
(gårdtæve)
 


 

Opildnet hund

Etjahundr
(ægget hund)
 

Etiutik
(ægget tæve)


 

Leithunde-drengen har
kun én hund i snor når
han styrer sit hundekobbel.
Denne hund kaldes Leithund.

 Leithund
(leder-hund)

 

 Førerhund
Pack Leader


 Ordet ”hjarð” eller ”hjord” betyder oprindeligt ”en flok kvæg”.

 


 
 
 
 
 
 
 
 

CH Blaaholms Husar og CH Blaaholms Sunbird foran badstuen ved Frederiksborg Slot i Hillerød.
Billedet er taget af den kendte presse- og hundefotograf Søren Wesseltoft. Fra Kennel Blaaholm .

 

 


 

Den Store Hund på Himlen
 

 

Forståelsen for stjerner og planeter har været forstået siden oldtiden, og af alle urfolkeslag, herunder også os. 
 
 

 

 chap24-1-10.jpg


 
 
At vi har et stjernebillede kaldet ”Store Hund” gør at den store hund altid må have været blandt os. At vi til og med kalder den klareste stjerne på himlen, i samme stjernebillede, for ”Hundastjarna” (Hundestjernen) og ”Lokabrenna” (Loki (af)brænder) gør at vi er nødt til at forstå hvorfor dette nu er. 

Endelig kalder vi tidsrummet hvor ”Hundestjernen” er nærmest Solen for ”Hundedagene”. 1

1 ”Hundr-dagar” på  oldnordisk, der kun findes i flertalsformen. Tidsrummet kaldes på Middle English ”Dog Daies”. Se Book of Common Prayer (1552, under kalenderen) og Sir Thomas Browne: Pseudodoxia Epidemica (Vulgar Errors, 1646, 6.udgave 1672, kap. XIII – Of the Canicular or Dog-daies). På oldengelsk forekommer tidsrummet under betegnelsen ”haredagas” som jeg mener vi skal sidestille med den oldnordiske betegnelse ”há sumar” (i hjertet af sommeren) og derfor opfatte det som ”hjertedagene” (af sommer). Derfor finder vi at Hundestjernen kendes som ”hara steorra” (oldengelsk). Se "Thesaurus of Old English".

 

Astronomen ved Cambridge Universitet Roger Long (1680-1770) skriver at Bede/Bedae (673-735) i sin kalender lader tidsrummet begynde 14. juli. I 1552 var tidsrummet fra 5. juli (”Dog daies”) til 3. september (”Dog daie en”). I vor oprindelige kalender er tiden derfor ca. [Æftera]-Liða-monaþ, Weod-monaþ og Hærfest monaþ, måske til høsten var i lade.

Vi har ingen grund til at tro at vor viden om stjerner og planeter er en ny viden hentet fra grækerne eller romerne.
 
Jordanes forklarer os år 550 e.Kr. i ”Getica sive De Origine Actibusque Gothorum” (kap. 11) at da Sulla (Lucius Cornelius Sulla Felex, ca. år 138-78 f.Kr.) styrede Rom, og Burebista var konge i det sydlige Dacia (ca. 82-44 f.Kr.), havde tempelpræsten Dicineus  og goterne samtale om ”navnene på 346 stjerner og forklarede gennem hvilke tegn på himlens vægbue de hurtigt drager fra deres opstigen til at de sætter sig”.

I afsnittet ”Begravelse – ligbrænding i skib” har jeg vist at den oprindelige forberedelse af den afsjælede krop til ligfærdsel kaldes "Skærsilden" (fra "skírslaeldr" (oldnordisk) og "gaskeirjan" (gotisk)), hvis sande og eneste betydning er "gøre klar/rense".

Sommersolhverv er bålafbrændingen hvor ætlingen/Balder ofres, rejser til den næste verden i fremtiden, for at blive genfødt den 1. juledag om morgenen (se afsnittet ”Sumarsólstaða – Liða - ætlingen ofres og sommeren komme”).

Ætlingen/Balder skal derfor, som alle dødelige, undergå en renselse gennem ”Skærsilden”. Fordi man var klar over at ”Hundestjernen” er nærmest Solen i ”Hundedagene”, og vejret altid er varmere i denne tid på den nordlige halvkugle, forbindes ”Hundedagene” og  ”Hundestjernen” med varme. Loki er symbolet på en tvetunget nidding, og derfor alt hvad der skal renses bort/brændes af som en del af Skærsilden. Derfor kaldes Hundestjernen for ”Lokabrenna” eller ”Loki (af)brænder” 1. I filosofi er det ikke muligt for ætlingen/Balder at blive genfødt som et nyfødt barn den 1. juledag uden hjælp fra Hundestjernen.

1  Homer gengiver en identisk forståelse i Illiaden (Bog 22:27-32) i beskrivelsen af Sirius (Hundestjernen): ”..mennesker kalder denne stjerne Orion’s hund, og den er den klareste af alle stjerner, dog et ondt varsel bringende mangen en feber til arme dødelige”. Min oversættelse til nudansk. Vi synes ene om at kalde stjernebilledet Orion for “eoforþring” (oldengelsk) eller ”vildsvinevrimmel”. “Eoforswin” og “wildeswin” betegner begge “vildsvin” på oldengelsk. Ordet “eofor” er et lydord og identisk til det nudanske “øffe”, der betegner alle svins gryntelyd. Sumererne så dette stjernebillede som et får.

 

Vi ved at Odin’s to ulvehunde, Den Store Hund, vogter indgangen til den næste verden. De er kongens hjælpeånder, og kan snuse sig frem til stien til den næste verden. Dette mener jeg er oprindelsen til navngivningen af ”Store Hund” som stjernebillede1 .  


1  Måske har vi endda forståelsen til hundens oprindelse ved at efterse den identiske kinesiske filosofi. Her er kaldes ”Store Hund” for “Tiānláng” eller ”Himlens ulv”.

 

Kongens vogn, der foretager rejsen med de syv hovedguder, er stjernebilledet "Karlsvognen", oprindeligt ”Woonswaghen/ Woenswaghen” (oldfrisisk)1  eller ”Odinsvognen”.
 
Karlsvognen forekommer på oldengelsk som ”carles waen” i Bede/Bedae (673-735)’s skrift ”De Natura Rerum”2 , samt med heitet ”wænes þisl(a)” (vognstangen).
 
Jeg tror vi her skal opfatte ”vogn” som ”stridsvogn”, hvorved vi visuelt ser for os Thor, der er Odin, fare i stridsvogn over himmelen. 
 
Det er sikkert derfor Odin i  Alvíssmál (vers 3, Ældre Edda ) gives heitet ”vagna vers”, med betydningen ”vognmand”, underforstået ”vognstyrer”. Måske er forståelsen ”folkets vogn” da kongen jo er folkets repræsentant, og ordet ”ver” har begge betydninger.

Karlsvognen/Odinsvognen består af de 7 klareste stjerner i stjernebilledet ”Store Bjørn”. Derfor har vi denne sætning på oldfrisisk:

”sevenstarre ofde Woenswaghen”
(Odinsvognen’s 7 stjerner)
 

1  Cleasby, Richard & Guðbrandr Vígfusson: An Icelandic-English Dictionary (1957). Forståelsen forekommer i en frisisk tekst fra 1470: ”...ende de poeten in heure fablen heetend ourse, dat is te segghene Woenswaghen....dar dit teekin Arcturus, dat wy heeten Woonswaghen, up staet; het sevenstarre ofde Woenswaghen...” (se www.northvegr.org/lore/grimmst/ , kap. 7).
2 

“Carles wæn ne gæþ næfre adune under ðyssere eorþan, swa swa oðre tunglan doþ:”
 

Som jeg oversætter til:
 

“Karlsvognen ej går neden under denne jord, så som andre Måneår gør”.
 

Bemærk det ekstremt spændende oldengelske ord “tunglan”. Ordet er identisk på oldnordisk gennem “tunglá”. Vi skal klart forstå dette ord som “stjernebillede”, men det faktiske ord er “måneår”. Andre ord på oldengelsk er ”mearcung” (mærket) og ”getacnung” (betaget, varsel).

 

 

 chap24-1-19.jpg

Aftegning af en nu forsvunden helleristning (R379), udført af Jens Raben, Museumsinspektør på Sønderborg Slot 1908-55, efter andres beskrivelser. Helleristningen blev kaldt ”Fandens sten” eller ”Hejerhals-stenen” og stod i et dige ved kirkestien øst for Ketting Kirke (ses i baggrunden), Als Sønder Herred. Som man kan se viser helleristningen et hjulkors (Solen + livkors), samt 7 ”skåltegn”. Denne samlede afbildning er identisk til afbildningen af Karlsvognen, vist nedenfor.

Indberetningen til Nationalmuseet i september 1939 lyder (forkortet udgave):
 
”Nu forsvunden skålsten med fordybninger i en anordning, der kunne tydes som stjernebilledet "Store Bjørn" og et hjulkors. Sagen beretter: En gangsti førte før fra Ketting over Hejerhals til Asserballe. Ved indgangen til Hejerhals lå en stor sten som stade. Foruden flere runde fordybninger i stenen fandtes en indhugning som lignede en hestesko med et kors i. Fanden skal engang i et anfald af raseri have sparket så hårdt mod stenen, at aftrykket af hans hestesko blev siddende på den. Efter denne tid så man i de mørke nætter, at dette aftryk havde et glødende skær, indtil præsten fra Asserballe huggede et kors ind i mærket og det lysende skær hørte derefter op. Desuden knyttes mange andre sagn til stenen. Stenen må være forsvunden omkring 1850 eller kort efter”. Røverhistorier har præsterne aldrig skortet på.
Billedkilde: Jens Raben: Ketting Kirke og et Afsnit af Sognets ældre Historie (Fra Als og Sundeved, bind II, 1928), samt Rud Kjems hjemmesider. Den nutidige afbildning af Karlsvognen er fra Wikipedia. Indberetningen til Nationalmuseet fra http://www.dkconline.dk/.

 

Det oldislandske navn for ”Lille Bjørn” er ”Kvennavagn” eller ”Kvindevognen”. Hvorledes det passer sammen med at vort oprindelige navn for stjernebilledet Orion er ”Frejerock, Friggerock, Fröjas rock, Friggestenen, Fröjderocken,  Fryggerocken", der latiniseres til ”colus Friggæ”, dvs. Odin’s viv Frigg/Freya, symbolet på Dronningen, er uklart. Ordet ”rock” ses i overgangsordet ”stanrocc” (oldengelsk, stenrock), men ordets oprindelse er ukendt.
 
 
Jeg tror det er derfor vi finder at det er Nordstjernen, oprindeligt ”Leitherstjarna/Ledestjernen”, der ”leder” Kvindevognen for enden af vognstangen, og alle skibe til søs, hvorfor denne stjerne kaldes ”Scipsteorra” (skibsstjernen) på oldengelsk.

Det er igennem Ledestjernen at sjælen kan komme fra denne til den næste verden. Her findes Himmelhullet.

 

 

 

Indholdsfortegnelse
<< ForrigeNæste >>
 
Søgeværktøj
Fra Grímnismál (vers 32, Ældre Edda) ved vi at vor ven fra skov og have, det rødbrune egern Ratatoscr (sammensat af de oldengelske ord "ræt" + "tusc" med betydningen "Gnavertand"), er god til at frembringe svar på alt mellem himmel og jord. Nedenfor til højre fra billedet af Ratatoscr, fra Ólafur Brynjúlfsson: Gudeskrift m. bl.a. Ældre Edda (Edda Sæmundr) & Snorre Edda (1760), findes Google's søgeværktøj, der er tilpasset til at søge efter svar fra Asernes æt. Ifald søgeværktøjet ikke kan ses, højreklik på musen og genopfrisk (opdater) siden.
© Verasir.dk Asernes Æt • af Flemming Rickfors • E-mailHosting • En del af Fynhistorie.dk