| Forside |  |
Indholdsfortegnelse |
Hesten – det store hellige dyrVer Asir/Danir-folket er et hestefolk. Hesten er stammens livsnerve som handelsvare, transportmiddel, og som hirdfælle i forsvar og angreb. Ingen kan forstå hverken vor historie eller sig selv uden at have kendskab til vore heste. Derfor vil jeg kort gengive hvad vides om hestens genealogi og udvikling, herunder partnerskabet med mennesket.
Præsten i Blovstrød Joachim Junge (1760-1823): Den nordsiellandske Landalmues Character, Skikke, Meeninger og Sprog (1798, s. 150-151): ”Af huusdyrene elsker Bonden fortrinlig Hesten. Grunden til denne Kierlighed begynder fra Kiephesten, den gaaer snart over til den virkelige Hest, med hvilken han strax maae omgaaes, og den voxer med Aarene, fordi dette Dyr, ligesom en fidus ochates [faktisk ”fidus Achates” (trofaste Achates) til Aeneas = en trofast ven] ledsager ham igiennem hans hele Liv lige til Graven…..Det er ikke usædvanligt at høre Bonden beregne sin Søns Alder efter en ligealdrende Hestes Fødsel. Men fordi een Godhed er den anden værd, saa veed og dette taalmodige Dyr mageløst at rette sig efter og under sin Herre i paakommende Tilfælde, og ethvert af dem er her saa øvet i den practiske Statik [stat = ordnede tilstand], at det aldrig forfeiler Hosbondens rette Centrum gravitatis [tyngdekraftens midtpunkt, dvs. hvad han mener]. Han maae være nok saa excentrisk, eller at jeg skal bruge vort eget techniske Udtryk, han maae reent ud være Slankmand, det siger ikke, faaer Bæstet først sin og Naturens betitlede Herre paa Ryggen, da seile de begge lige saa uadskillelige til deres Hiem, som om det var en Centaur”. Skånske Lov (kap. 169) fra år 1200-28 e.Kr. siger: ”Tolf hors gøræ stoþ ok tolf not hiorþ ok tolf suin uraþ”
Lad os begynde med at vise tre meget tidlige og fine fremstillinger af vore heste og herefter følge udviklingen fra Island tilbage.
Til venstre: Plade Valsgärde hjelmen, Vendel, Upland dateret til år 550-793 e.Kr. Odin/Kongen på Sleipnir i den korrekte afbildning hvor hesten har fire ben. Vi ser tilstedeværelsen af ormen/slangen/dragen, Det Store Dyr (hesten), samt Hugin, der til kongens højre øre rådgiver om rejsen. Den bagerste fugl er en andet rovfugl. I midten: Plade fra Kong Rædwald’s kongehjelm fra Sutton Hoo ca. år 617-625 e.Kr. i hvad jeg kalder ”rockstjerne”-afbildningen, hvor vi ser Odin som Gud /Konge på vej ind på ”scenen” med flot velredt langt hår. Igen har Sleipnir korrekt 4 ben. Til højre: Plade fra Valsgärde hjelmen, Vendel, Upland dateret til år 550-793 e.Kr. (Gaimster 1998:58). Som man kan se er afbildningen på hjelmen identisk til Sutton Hoo hjelmen, selvom kunstneren er en anden. Der er næppe tvivl om at det er samme familie, Skjoldunge-ætten, underopdelt i Ynglinga-æt og Wuffinga-æt, der sidder på tronen i begge landskaber. Staklen under hestens hov har det ikke sjovt.
Vi kan umiddelbart se at hestene i forhold til rytteren er mindre end vi i dag ser hestene. Ligeledes bemærker vi fraværelsen af stigbøjler, at hestens nakkehår er trimmet, og hvorledes seletøjet er fastgjort. Læg mærke til at ingen af hestene er afbilledet med en marelok, den filtrede hårlok i hestens pande. Forklaringen til dette kommer senere. Den islandske Hest (Islandshesten) , der anses som den mest rentblodede form af vore heste, kom til Island i landnámstiden omkring år 874 e.Kr. med de første bosættere. I år 982 e.Kr. indførte Altinget et fuldstændigt forbud mod import af udenlandske heste for at forhindre sygdom udefra. Derfor er Den islandske Hest så rentblodet som det lader sig gøre. Som mange læsere har gjort mig opmærksom på, må det samtidigt også være sandt at de heste der ankommer til Island fra de norske fjorde ikke nødvendigvis kan siges at vise de bedste heste vi havde. Disse har været at finde på græsfoldene i det nuværende Danmark, Skåne, Halland og Blekinge, hvor kongsgårdene lå.
Den islandske Hest fra Han Herred Ridecenter ved Gitte & Peter Philipsen. Hesten ses her i gangarten Tölt , som nok er den gangart vi alle forbinder med hesten. Gangarterne ("göngulags" oldnordisk, "gonguløg" færøsk, "gait" nuengelsk) Tölt (”rack” nuengelsk) og Skeið (”pasgang” nudansk, ”pace” nuengelsk) er særlige for denne hest, der derfor behersker 5 gangarter (de andre værende skridtgang, trav og galop). Michael Lerche fra Institut for Navneforskning har forklaret mig at gangarten ”Tölt” i sin grundbetydning oversættes til ”at bevæge sig”. Gangarten Tölt er beskrevet som ”en bemærkelsesværdig jævn, firtaktsgangart, hvor fødderne bevæges efter samme mønster som i skridtgang. Ryttere finder denne gangart meget behagelig - den giver dem en følelse af næsten at svæve i luften”. Vi kan ligefrem se for os kvindelige ryttere i svaneham flyvende gennem luften – vi kalder dem engle, senere valkyrjer.
Det er her vigtigt også at fremhæve Den færøske Hest (Føroyska rossið, Færø hesten). Med et stangmål på 120-132 cm er denne hest naturligvis meget lig Den islandske Hest, men er DNA bestemt som en særskilt lidt mindre type med blod fra britiske heste. Hesten ankommer til Færøerne i landnámstiden i 800 tallet e.Kr. Grímur Kamban's landnám er efter år 825 e.Kr. og hans keltiske efternavn, giver måske et spor i forståelsen af hvilke heste der blev indført i disse tidlige år. Hesten er stadig udrydningstruet og der findes i dag under 100 dyr i stammen.
Til venstre: Færøhesten Blanka, med rytter Elisabet Thomsen, springer over et gærde i Hvannasund, Viðoy (Viderø), nordøstlige Færøerne 26. maj 2008. På den anden side af Hvannasund ses den nordligste del af Borðoy (Bordø). Blanka er folet i 1984, og derfor en ældre dame på billedet. Hoppen har et stangmål på 125,6 cm.
Stamfaderen til Den islandske Hest menes at være Dølehesten fra Gudbrandsdalen i Norge, og skyldes at herfra drog udvandrene til Island. Fælles for Den islandske Hest og Den færøske Hest er den "britiske" stamtavle i hestene. Dette må skyldes den keltiske pony, der ankommer til øerne i Nordatlanten med Friserne der, som Vest-Daner, fra Dorestad og Domburg var en central del af samhandlen mellem de nye kongeriger i Britannien efter år 446 e.Kr. (Ipswich, senere Lundeborg (London)), og de gamle kongeriger i Danmark/Skåne (Ribe, senere Hedeby) og Norge/Upland (Kaupang, Björgvin (Bergen)).
Dølehesten, Gudbrandsdalen i Norge. Kilde: www.landliv.no Dølehesten 2002-3
Ligeledes Fjordhesten fra Norge (oprindeligt "Nordbagger" fra det oldnordiske "noròan" "+ "baggi" (bylt, bundt, byrde)), Nordhesten fra Upland, Frederiksborghesten og Den Jydske Hest 1 menes at have samme stamfader som Dølehesten. Alle disse heste nedstammede (muligvis delvis) fra den lille bronzealderhest. 1 Der siden 1928 har været trækhest for Carlsbergvognen, der kører rundt i København. Oprindeligt var hesten dog væsentlig mere en stridshest end en trækhest.
Fjordhesten, Norge. Kilde: http://www.fjordhest.no/.
Til venstre: Den Jydske Hest. Jydernes krigs- og trækhest.
Se videre i afsnittet "Dannebroget - Danbroget hest". Inden vi forsætter skal jeg nævne den lille "Russ" hest fra Gotland (kaldes også Skogsbaggen, Skogsruss, Gotlandsruss og Skogshäst). Denne hest, med stangmål 115-130 cm, menes at være ankommet til Gotland ved den sidste istid og har været på Gotland i over 5000 år. Ordet "Russ" betyder hest på gotlandsk. Det ord bringer Goterne med sig ved vandringen sydpå, og det bliver i Germanien til "Roß", som betyder ”en ædel hest”. Også det engelske ord "horse" og det spanske "rocín" (øg, krikke) har samme rødder. Stamfaderen til denne hest er den samme som for bronzealderhesten, men den synes at været ankommet som vildhest uden hjælp fra mennesket. Det vides med sikkerhed at denne hest blev brugt til såvel strids- som trækhest.
Er der en sammenhæng mellem ”russ” hesten på Gotland og at vi af andre fra ca. år 862 e.Kr. kaldes ”rus” i Garðaríki, fra det indo-europæiske ord ”ruksa”, der betyder ”lys i huden”? Ifald “russ” i omtale af hesten betyder “ædel”, er der klar etymologisk sammenfald mellem “lys” og “ædel”. Da mange af de handlende til Garðaríki fra 900 tallet fremefter, kom fra eller drog gennem Gotland, ser vi finnerne og esterne kalde “en svensker” for ”ruotsalainen” (finsk) og “rootslane” (estisk). Disse betegnelser kan ikke være fra tidligere end slutningen af 800 tallet e.Kr., hvor de nye landskabsklumper skabes. Tak til Bjarne Johannsen for henvisningen til dette.
Helleristning fra Tegneby, Tanum Socken, Bohuslen dateret til ca.år 1000 f.Kr. (bildnr. 31223121036, Raä nr. 33).
Bronzealderhestens stamfader menes at være Equus caballus przewalski (kaldes også den Asiatiske vildhest, Mongolske vildhest, Mongolske Tarpan og Taki). Hestens navn er opkaldt efter den russiske oberst og historiker man oprindeligt mente først opdagede hesten i 1881. I dag vides det dog, at der findes 2 meget tidligere vidnesbyrd om denne 1.2 meter høje hest. En skotsk doktor, der af Peter den Store blev sendt på en diplomatisk rejse til Peking/Beijing år 1719-1723, beskrev også hesten i detaljer. Og endnu tidligere, i år 1427, skrev Johann (Hans) Schiltberger (1381-1440) om hesten. Schiltberger var en bayersk adelsmand, der blev taget til fange af tyrkerne og solgt til mongolerne. Schiltberger havnede derfor i Tien' Shan (Tianshan, Tienschan)-bjergene, dvs. lidt nord for vore oprindelige landområder. I sine senere erindringer, skrevet i hans "Reisebuch", beskriver han de vildheste han så. I genealogisk sammenhæng er forskerne ikke enige om, hvorvidt denne hest er urhesten idet der er uoverensstemmelse mellem antallet af kromosomer (den Asiatiske vildhest har 66 kromosomer og tamhesten 64 kromosomer. Springet fra 66 til 64 kromosomer fremkommer ved at krydse hesten med tamhesten, der herved bliver større og anderledes end den Asiatiske vildhest.)
Equus caballus przewalski.
Forskere er i almindelighed enige om at mennesket brugte hesten som trækdyr før man begyndte at ride på den. Arkæologiske undersøgelser viser at mennesket først satte sig i sadlen ca. år 4000 f.Kr. baseret på fund fra Dereivka på de Ukrainske stepper, dvs. ikke længe efter at hesten blev gjort tam. Alle landområder øst for Tanais-floden (Don-floden) dvs. Midgård /Asien er den indoeurpæiske vugge, hvor vi selv har vor oprindelige som et hestefolk. Vor eneste kilde er Rig Veda (”Råd og Viden”) fra år 1700 f.Kr., der bugner med henvisninger til hesten som livsnerven for stammerne. Det er først år 670 f.Kr. vi hører at Assyrerne udskifter stridsvognen med kavaleri. I Rig Veda kaldes urjætten ”Ymir” for ”Yama”. I alle oprindelige filosofier, og i videnskaben, er Det Gamle Menneske, jætter, forfædrene til Det Nye Menneske. Rig Veda (Bog 1:CLXIII – The Horse) forklarer os at det er urjætten Yama, der er tæmmer af den første vildhest. I afsnittet ”Standarden fra Ur” kan vi se at 2600-2400 f.Kr. er stridsvognen 4-hjulet og muligvis bliver trukket af 2 heste. I kapitlet ”Troja, Þrúðvangar og Ragnarok ” er vor stridsvogn år 1184 f.Kr. blevet 2-hjulet men stadig trukket af 2 heste. I ”Bilag Å: Rig Veda , bog 6: LXXV – krigsvåben” kan vi se at dette fortsætter i Rig Veda, og gengives i beretningerne fra Norden. I afsnittet ”Bystaten Assur” argumenterer jeg for at Kassiterne senest i perioden år 1749-1595 f.Kr. fra nord bringer hesten , der for denne stamme var hellig, til Mesopotamien. Standarden fra Ur viser at hesten muligvis ankommer lidt tidligere. Det menes at hesten blev gjort tam i Kina i Lungshan perioden mellem år 3000 og 2300 f.Kr. Stridsvognen blev indført under Shang dynastiet ca. år 1450-1050 f.Kr.
Helleristning opdaget i 1988 fra landskabet Damaidi, Beishan bjergene, Weining, Ningxia provinsen i det nordvestlige Kina. Ordet ”Damaidi” betyder ”kornmarker” og bevidner at den nuværende ørken i tidernes morgen har været et frugtbart område. Landskabet er et bakkerigt område omringet af høje bjerge på alle sider, med kun få pas givende adgang dertil. Landskabets oprindelige frugtbarhed viser da også de mange helleristninger fundet med jagtscener af hjortedyr. Helleristningen viser to dansende mænd; en har armene foldet over hovedet som Solen; den anden ser ud til at have to våben i hænderne (sværd/kølledans?). Samtidig har vi en rytter til hest. Hesten er uden for tvist tæmmet. Til trods for at det ser ud til at rytteren holder tømmen i venstre hånd, ser vi aldrig dette vist i vore egne helleristninger. Derfor mener jeg krigeren også holder et våben. Den samlede scene er klart religiøs. Der er ingen enighed om dateringen af de helleristninger vi finder i dette område, og de behøver naturligvis ikke at have samme datering da stedet må have været et helligsted i flere tusinde år. Da hesten er vist tæmmet kan dateringen dog næppe være ældre end 4000 f.Kr. Omvendt er helleristningerne lavet før området undergår den dramatiske klimaforandring der gør et frodigt landskab til en endeløs ørken. Dette kan være sket år 3000-2000 f.Kr. under den afkøling der finder sted. Endelig, bemærk hvor lille hesten er i forhold til mennesket, væsentlig mindre end vi ser på helleristninger i Norden fra år 1000 f.Kr. Det kan antyde at dette er en af de tidligste afbildninger vi har af en tæmmet hest.
To skythiske krigere. Denne helt ufatteligt flotte guldplade er 14 x 19 cm, dateret til 300 tallet f.Kr. og blev fundet i landsbyen Geremyasov, Zaporozhye regionen, 10 km fra Dnieper-floden, Ukraine (Geremes Barrow). Som følge af det klassiske pilekogger (goryt) begge krigerne bærer om lænden, går vi ud fra at krigerne er skyther og ikke sarmater. Begge krigere er iført brynje og hjelme med næse- og kind-beskytter. Bemærk nu hesten, og hvor lille den er. Hestens hoved er ikke højere end til en voksen mand's hals eller ca. 160 cm. En af de mange overraskende konsekvenser af dette er at stigbøjlen, i dens oprindelige egenskab af "stige" til og fra hesten, ikke er nødvendig på små heste, hvorfor den endnu ikke er opfundet. Det ser faktisk ud til at rytteren kan næsten nå jorden. Han har i hvert fald ikke benyttet hælen til at give hesten instruks om trav eller galop. Det må være sket med brug af lår, knæ og tale. Derfor ser vi sadlen være ekstra udviklet her. En anden konsekvens af hestens manglende størrelse er at rytteren, ifald man ser godt efter, faktisk sidder med begge ben til samme side (mod læseren). Sadlen er derfor en "sidesaddle", der på såvel oldengelsk som oldnordisk er sammensat af ”sid/sið” + sadel, og med betydningen ”lang sadel”. Det er en stor misforståelse at denne sadel bliver opfundet i en mørk pietistisk Middelalder, i Danmark kaldet ”damesadel”, som en sømmelig vis for kvinder at ride på i stedet for at sidde over skrævs (astride) på hesten. Som vi kan se er denne sadel urgammel og vi genfinder dette bl.a. i navnet på sadlen på fransk/spansk/italensk som ”selle d'amazone/ silla de amazona/ sella da amazzone” eller ”amazonernes sadel”. I afsnittet ”Díar pataldr – amazoner – skjoldmøer - kvindelige krigere” viser jeg at amazoner er vore egne kvindelige krigere til hest. Endelig ser vi at manken er trimmet så der er en hårtot tilbage i midten af manken. Dette har været krigerens "nødhåndtag" for at undgå at falde af hesten ifald han/hun under angreb bruger begge hænder og derfor har sluppet tøjlen.
Den verdensberømte skythiske gyldne kam. Fundet i Solokha-gravhøjen (Zaporizhia Oblast) på venstresiden af Dnieper-floden, Ukraine (gravhøjen er H: 19 m og Ø: 100 m). Gravhøjen er dateret til 300 tallet f.Kr. Gravhøjen indeholder 2 kongelige grave, en tilhørende en kvinde og en tilhørende en mand – dronning og konge. Den forgyldte kam lå i mandsgraven. I graven lå manden med sin tjener og fem heste. Han var fuldt bevæbnet med bronzehjelm og sværd i skede. Derudover fandtes hans pilekogger (goryt) med 80 pilespidser af bronze. Den forgyldte kam er derfor et knivskarpt billede af samtidens skythiske rytter, og sikkert af kongen selv. Herodot (år 484-425 f.Kr.): Histories (Bog 4:53) forklarer os at på den anden side af Gerrhus-floden er det kongelige område. Her bor den største og modigste af de skythiske stammer, der anser alle andre skythiske stammer for trælle. Floden Gerrhus (Gerrhoi, Gerrhos) menes at være ca. fra det farligste sted langs Dnieper-floden ved Bilaevaya Balka, mellem bygderne Vasil'evka og Mar'evka i Sinel'ikov området, Dnepropetrovsk Oblast, Ukraine. Det vil sige at floden Gerrhus begynder på det sted vi langt senere kalder for "aifur" (tillægsordet "Æfr" = hidsig, rasende?), og gør det vi fordi stedet her er fyldt vand vandfald og rivende strømfald. Bemærk nu hesten, og hvor lille den er. Hestens hoved er ikke højere end til en voksen mand's hals eller ca. 160 cm. Rytteren har hverken sadel eller stigbøjle, og kan næsten nå jorden i siddende stilling. Det eneste rytteren har er en tømme og hovedtøj til hesten. Kilde: Genstanden befinder sig på Hermitage Museet, St. Petersborg. Larissa Bonafante: The Barbarians of Ancient Europe: Realities and Interactions (Cambridge University Press, 2011, The Funeral of Scythian Kings, s. 93).
Ammianus Marcellinus: Res Gestae Libri XXXI skriver om Hunnerne år 375 e.Kr. (Bog 31:2:6):
Min oversættelse til nudansk
Med andre ord; Hunnerne sidder "på kvindevis" eller i "lang sadel" under felttog og under angreb. Vi kan ikke se hvorfor Marcellinus mener at Hunnernes heste blev anset som "deformibus" (misdannet), men det er klart set i forhold til de romerske heste. Mit bud er at "misdannelsen", set med romerske øjne, skyldes at hestene er fysisk mindre end man var vant til i den romerske ridehær. Fra vore Edda ved vi at jætten Narf havde en datter, der hed Nat. Hun fik sønnen Dag. Nat og Dag fik hest og vogn og blev sat på himlen for døgnet igennem at drage rundt om Jorden. Nat kører foran med hesten Hrimfaxi (dvs. rim(frost)-manke). Dags hest hedder Skinfaxi (dvs. den skinnende (heste)-manke). Disse beretninger er direkte videreførelser fra Rig Veda . Odin har naturligvis Sleipnir (”Slipper” dvs. ”den der slipper væk”), der faktisk kun har fire ben. Hesten får først langt senere i forbindelse med begravelsesritualet otte ben. Dette er behandlet i afsnit ”Begravelse – ligbrænding i skib ”. Stamfaderen til Sleipnir var hesten Svadilfari. Fra Þórgrímsþula ved vi at Frey har hesten Blóðughófi (blodige hove). At Frey’s hest har blodige hove skyldes, jvf. Skírnismál (vers 9, Ældre Edda) at denne mare/hoppe rider hen over Skærsilden i rejsen fra denne til den næste verden – fra Sommersolhverv til Vintersolhverv. Det er den rensende ild der gør hovene blodige. Balder har en hest, der fik Baldersbrønde (ikke byen af samme navn) i Roskilde til at springe frem under hoven, Sigurd har hesten Grane, gudinden Gna har hesten Hofvarpnir, og Heimdall har hesten Gulltoppur. I afsnittet ”Den Hvide Hest og Danerne” viser jeg hvorfor kongens hest altid har været og symbolsk skal være hvid. Fra Gylfaginning i Snorre Edda har vi flere navne udover de der allerede er nævnt ovenfor: Glaður (Glad (dansk og engelsk)) For flere heite og navne på heste se Snorre Edda (Skáldskaparmál,72. Hestaheiti). Sidst, men ikke mindst, har vi Solvognen dateret til 1350 f.Kr., og fundet i 1902 i Trundholm Mose i Odsherred, Sjælland. Der har med andre ord været vildheste i Norden flere tusinde år før vore forfædre ankom. Vildhesten har også været gjort tam. Det viser Solvognen må have været tilfældet, som den er fremstillet med bidsel etc. Der er intet i vor viden om hestens udvikling der kan forhindre os i at konkludere at hesten udspringer fra Asien, og at den blev udbredt som tamdyr af de indoeuropæiske folkeslag i takt med udvandringen fra den indoeuropæiske vugge øst for Tanais-floden. I ”Bilag Z: Det oprindelige år nul og betydning” viser jeg at vi i vor grundlærdom mener at dette skete i det der svarer til år 6676 f.Kr. Afhængigt af om dyrerne der trækker de 4-hjulede stridsvogne på Standarden fra Ur er heste eller ej kommer hesten til Mesopotamien fra nord enten 2600-2400 f.Kr. eller senest i perioden år 1749-1595 f.Kr. Assyrerne opfinder hestens overlegne funktion som kavalerihest år 670 f.Kr. Hunnerne har denne viden, og dette giver kineserne store problemer. Under Han dynastiet år 115 f.Kr., muligvis med hjælp fra Wu-sun folket (Ver Asir/Danir), udvikler kineserne sit eget kavaleri, eller benytter os som lejesoldater, som forsvar mod de evindelige angreb fra Hunnerne. Folkevandringerne fra Asien/Midgård ; først Kelterne, så Goterne og til sidst os , bringer hest og kavaleri med til Norden.
Hest der tramper på en Hunner (skulpturen kaldes på mandarin ”galloperende over en Xiongnu”). Fra Det historiske museum i Xi’an. Hestene på billedet er fra hærchefen Huo Qubing’ s grav nær Xi’an og gjort på ordre af Han-dynastiet’s Kejser Wu-di (år 141-87 f.Kr)efter Huo Qubing’s død, 23 år gammel år 117 f.Kr.. Huo Qubing (140—117 f.Kr.) var leder af den kinesiske hær under Han-dynastiet der besejrede Hunnerne. Under hesten er afbilledet en person med ”skipperskæg” som vi tidligere har vist er identisk med Hunnerne. At det er hesten der dræber Hun-krigeren, og ikke en kriger fra Han-dynastiet’s hær, viser med al tydelighed, at det var hesten der var afgørende for sejren. Hesten skal her forstås som dels hesten alene, der af kineserne kaldes ”himmelske heste” som følge af deres betydning for sejren, men også introduktionen af kavaleri, der blev givet Han-dynastiet af Wu-sun folket (Ver Asir/Danir ) som en del af den indgåede alliance. Det er iøvrigt bemærkelsesværdigt at kinesere ikke er afbilledet i forbindelse med denne sejr. Kan det betyde at det måske var Wu-sun folket, dvs. os, der var leje-soldater for Han-dynastiet under slaget, og derfor ikke skulle afbilledes i mindesmærket? Der må være en god mulighed for at oprindelsen til vore tidligste heste i Norden, dvs. Dølehesten og den islandske hest , kan føres direkte tilbage til den ovenfor afbillede hest. Den viste hest er 168 cm høj (målt fra hoved til hov) og 190 cm lang og er nok gjort i skalaen 1:1. Stanghøjden målt ved mankekammen på den islandske hest idag er 125-145 cm og for Frederiksborghesten 160-169 cm. Kilde: Bent Hansen fra Guangzhou, Guangdong der tog billederne på Det historiske museum i Xi’an og gav mig oplysningerne om figurerne fra museet.
Skånske Lov fra år 1200-28 e.Kr.1 siger: ”Stoþhorsum allum ok uillum horsum skal ær þæm a uarþæ ok gømæ, sua at þe kumma æi i akre ok æi i ængia andra manna fran pingizaftæn ok til mikialmissu aftne” eller ”Alle hesteflokke og vilde heste skal disse [op]varte og gemme, så at de kommer ej i ager og ej i eng anden mands fra Pinseaften og til Mikkelsmesse aften”
At hesten allerede var i Norden på tidspunktet for vor ankomst afviser ikke de givne konklusioner, og kan snarere have haft betydning for, hvor man valgte at lave boplads og bygder, da hesten var hellig og et absolut konkurrenceparameter i kampen for at overleve. For at forstå betydningen af hesten behøver vi ikke kigge længere end til lovgivningen på Island. Den islandske hest var mange steder gjort hellig, måske som vi i dag ser det med koen i Indien. Det var en forbrydelse af allerhøjeste rang at ride en hest som ejeren havde gjort hellig overfor guderne. Lovbrud straffedes med døden eller med fredløshed, som vi ser det i lovsamlingen "Grágás”. I Hrafnkels Saga Freysgođa kapital 4 hører vi: ”.... En þó vil eg skilja á við þig einn hlut sem aðra smalamenn mína: Freyfaxi gengur í dalnum fram með liði sínu; honum skaltu umsjá veita vetur og sumar”. Som jeg oversætter til: ”.... Men så vil jeg aftale et forbehold for dig ligesom med mine andre fangevogtere: Freyfaxi går i dalen med sine føl; ham skal du give tilsyn både vinter og sommer”. Freyfaxi er Hrafnkels hest , og er navngivet efter Freyr . Hrafnkel er så glad for sin hest, at han sværger at dræbe alle mænd, der rører den. Og da dette bliver gjort så falder hammeren uden nåde. Dette ændrede sig ikke tusind år senere. Judge (dommer) Charles Lynch fra Virginia havde, i tidsrummet omkring den amerikanske revolution op til år 1776, et helt kontant svar på, hvad man skulle gøre ved hestetyve. Det kendes i dag på engelsk som ”lynching” eller hængning. Skånske Lov fra år 1200-28 e.Kr.1 siger: ”Riþær man annærs manz hæste innæn marko utæn hans lof, bøtæ tua øræ, riþær han ofna andra bymark, bøtæ half mark, riþær han ofna þhriþia bymark, bøtæ siaghs øræ”. eller ”Rider man anden mands heste inden[for] marken uden hans [for]lov, bødes 2 øre, rider han over 2. bymark, bødes ½ mark, rider han over 3. bymark, bødes 6 øre”. 1 Kilde: P.G. Thorsen: Skånske Lov og Eskils skånske Kirkelov tilligemed Andreæ Sunonis lex Scaniæ prouincialis, Skånske Arvebog og det tilbageværende af Knud den 6.’s og Valdemar den 2.’s Lovgivning vedkommende skånske Lov (1853, Skånske Lov, Straffelov, s.55).
Som vi kan se betyder ordet ”faxi” hestemanke på oldnordisk, og vi ser ordet brugt i bynavnet Fakse på Sydsjælland. Fakse stavedes oprindeligt "Faxe" (1900 tallet), "Faxæheret" (Valdemars Jordebog 1241 og år 1403) og "Fasge" (år 1175) hos Benoît de Sainte-Maure (Maistre Beneeit) : L’Estoire des Ducs de Normandie (ca. år 1175 e.Kr.), der beretter at ”Rou” (Rollo, hovedbygden i Normandiet er ”Rouen”) tog sin æt med til ”Fasge”, og at denne by var i hans eje. Der er ingen bedre forslag end at dette er Fakse, Sjælland. Bynavnet skal være givet som en hentydning til byens høje beliggenhed på toppen af et højdedrag. Ordene for hest i vore edda er ”mari” (”hoppe” og ”mare” på engelsk), ”hesta” (heste) og ”hestur” (hestene). Lig mærke til ordsprog nr. 362 nedenfor, hvor det kan ses at ordet ”horss” også blev brugt. Brugen af ”horss” genfindes bl.a. i Horslunde, Lollands Nørre Herred (”Horsælund” (1200 tallet)), der betegner en lund, hvor heste blev ofret 1 . 1 Anders Bjerrum & Christian Lisse: Maribo Amts Stednavne (1954)
Hingste og hopper (marer) i alderen fra 6 måneder til de er 2 år gamle kaldes ”trippi” (oldnordisk). Betegnelsen må være identisk til ”tripje” (frisisk), ”treppan” (oldengelsk) eller ”træde, trampe”. Ordet har på oldfransk, igennem ”tripper”, forståelsen ”at sparke og ramme med fødderne”, jvf. nuengelsk ”to trip”. Jeg tror derfor denne betegnelse dækker over uregerlige hingste, der ikke er kastreret, samt hopper (marer), der ikke har folet. Udtrykket ”mareridt”, ”mara” (oldnordisk), ”nightmare” (engelsk) og ”nihtmare” (oldengelsk) er knyttet til en indoeuropæisk urtro fra før ankomsten til vore nuværende landområder, og vi finder ordet i indoeuropæisk i form af ”mer-”, der betyder at ”at gøre ondt”. I 1300 tallet tilsagde folketroen i såvel Norden som på de britiske øer at ”mare” var en ond kvindelig ånd, der gav de sovende en følelse af at blive kvalt. Ordet ”mara” på oldnordisk betyder også ”at være omgivet af vand” dvs. ligeledes kvælningsfornemmelsen. Vi kan dog se på den danske evolution af ordet, at folketroen tillige på et tidspunkt har inkluderet at denne onde kvindelige ånd har siddet på de sovende, dvs. redet på dem, medens hun kvalte dem. I midten af 1500 tallet skiftede betydningen fra at være kvælningsfornemmelsen til selve den onde drøm. Samme folketro mente også at en marelok (”maralokkr” på oldnordisk), en filtret hårlok i panden på heste, var et tegn på at Asa-Loki endnu engang havde begået ondskab og at dette ville vise sig i hestens adfærd. Asa-Loki kendes i dansk dialekt som "Lokke", og ordsproget nedenfor viser at en filtret hårlok er et klart tegn på at Asa-Loki har været på spil. Derfor er en hest aldrig afbilledet med, og må aldrig have, en hårlok i panden. ”Lokke faaer Noget at bøde sine Burer med” (Naar Noget bliver uredt i Barnet eller sligt, saa det ej duer) Peders Syvs Kjernefulde Ordsprog, (1807, fortale LXXIII)
Fra Peder Laales Danske Ordsprog : Nr. 187 Ther faller een hæst paa fijre been hwi eij man paa tw. Nr. 346 Bædræær swongh hæsth æn thom grimæ. Nr. 362 Thet staar ey tijl hwndhe at horss døø. Nr. 759 Han scal fødhe mawer hæsth eij haffwer fedher. Nr. 814 Ther hører alth mære tijl hæsth æn sijæ hoo. Nr. 1047 Thet ær offthe hæst ther gnægher som føll.
”Peder Syvs kjernefulde Ordsprog” (1807, s. 170): "Der hører mere til Ploven end at sige ho!"
J.M. Thiele: Danmarks Folkesagn (1860, 3. Deel, s. 55, nr. 254: Huusdyrene): "Løfter en Hest, som skal sælges,
Sadeldækken gjort af felt, læder og hestehår. Dateret til 400 tallet f.Kr. L:119 cm, B: 60 cm. Fundet i den østlige del af Altaibjergene, østlige Kasakhstan/grænsen til Rusland i Pazyryk gravhøj nr. 1. Tidsmæssigt er det her vi muligvis befinder os på dette tidspunkt. På hver side af dækkenet er identiske afbildninger: En bevinget grif stående på en stenbuk som griffen har nedlagt, med en af stenbukken’s horn i næbbet på griffen. Dyremotiverne er forvredet på samme vis som vi finder det i sarmatiske dyremotiver og i Nydamstilen/Stil I. i Danmark up til 500 tallet e.Kr. Se også Pazyryktæppet fra samme område nedenfor. Hermitage Museet, St. Petersborg.
Hesten var til og med 2. verdenskrig helt uundværlig i krigsførelse. Lad os derfor ganske kort berøre emnet om hesten og krigeren. John Warry beretter i sin bog ”Warfare in the Classical World” (s. 143) om Kelternes rytteri i 100 tallet f.Kr. Han skriver at Kelterne, der var meget dygtige til at bearbejde jern, var de første til at fremstille jernhjelme, og formentligt opfandt ringbrynjen (chain-mail) omkring år 300 f.Kr. 1 De brugte en sadeltype med med en høj sadelknab foran (horned saddle), der senere blev kopieret af romerne fra Kelternes krigstjeneste for romerne. Deres våben er de lange Keltiske sværd og 8 fod spyd (2.24 meter). 1 Denne konklusion er i modstrid med Rig Veda . I ”Bilag Å: Rig Veda, bog 6: LXXV – krigsvåben” viser jeg at Rig Veda direkte omtaler brugen af ringbrynje. Ligeledes viser jeg i afsnittet ”Díar pataldr – amazoner – skjoldmøer - kvindelige krigere” at vore kvindelige krigere benyttede ringbrynje før ankomsten til vore nuværende landområder. Vi må derfor muligvis begrænse kelternes opfindelse til at de måske var de første til at gøre ringbrynjen af jern.
Ann Hyland citerer i sin bog ”Training the Roman Cavalry” fra Flavius Arrianus’ Ars Tactica 4:1 (skrevet ca. år 136 e.Kr.): ”Ubeskyttet rytteri bestod af spydbærere, fodfolkslanser og lanser, andre skyttekæder (bueskytter til hest og spydkastere). Spydbærerne er de der angriber fjenden og slår ham tilbage med spyd eller angriber og driver dem tilbage med lanser, lig Alan folket og Sarmaterne ” . Flavius Arrianus skriver år 136 e.Kr. i Acies Contra Alanos: ”Skytherne (Vi ved dette er Alani folket) værende let bevæbnet og havende ubeskyttede heste.” Der er mange kilder, der blander brugen af Sarmater og Skyther sammen i omtalen af Alani folket, og det skyldes naturligvis at de var beslægtet, i hvor stor grad ved vi ikke udover sproget, skikke og solgudsdyrkelsen. En ting ved vi dog om forskellene i krigsøjemed. Skytherne var primært letbevæbnede bueskytter til hest , medens Sarmaterne , og derfor os, helt klart bruger lanser, og har ringbrynje på. Elwyn Hartley-Edwards skriver i sin bog ”Complete Book of Horse and Saddle Equipment” at Sarmaterne i slag brugte rytteri med en lang, tung lanse, som grækerne kaldte ”contus (latin)/kontus (græsk)” eller ”en stage”. Sarmaterne, ved brugen af denne store lanse, var formentlig de første tropper til at angribe infanteri efter den traditionelle rytterimetode. Spyd og lanse kalder vi for "*þremja", ”kesja”, ”spjót”, ”gâr, geir, geirr", ”franca”, ”gafeluc” eller ”ord”. Et spyd var 2-3 meter langt, og lavet af asketræ. Sarmaternes lanse var 3-4.5 meter lang.
Stigbøjler og sporer
Sarmaterne , deres store lanser til trods, brugte ikke stigbøjler. Selvom det lyder mærkværdigt er det bevist ved eksperimental arkæologi, at det er muligt at modstå ”lanseshocket”, hvis sadlen er udformet som en skål med sadelknab og –krans, dvs. støtte for og bag, og en såden sadel havde Sarmaterne. At Sarmaterne ikke havde stigbøjler ved vi bl.a. fra Pazyryktæppet, der blev fundet i 1947 af russeren Rudenko ved Altai Bjergene i Sibirien i en dybfrossen gravhøj. Tæppet, der er stort set uskadt, er dateret til ca. 400 tallet f.Kr. Der er mange afbildninger af ryttere gengivet på tæppet, og disse ryttere er forfædrene til eller identiske med Sarmaterne, og derfor os.
Man kan se på billedet, at sadlen har en sadelknab og -krans, men ingen stigbøjler.
Vi har også friser fra Assyrerne dateret til ca. år 740 f.Kr. visende ryttere bevæbnet med lanser, sværd, hjelme og brystharnisk, men ingen stigbøjler. Det oprindelige ord for "stigbøjle" i vor tunge er "stigrap" (oldengelsk) eller "stigereb". Det franske ord for stigbøjle, "étrier" (fra oldfransk "estrop"), som det portugisiske og spanske "estribo", og det oldsaksiske "estrifa", har alle betydningen "en stribe (af læder eller filtret hår), en strop (dvs. et kort stykke tov, der danner en ring eller løkke)". Stigbøjlen bliver udviklet som et reb med en løkke, der skal gøre det mere enkelt at stige på og af en hest. Der er derfor fuld sammenhæng mellem størrelsen på vore heste og behovet for en stigbøjle. Sammenhængen mellem behovet for stigbøjle og brug af sporer har jeg ikke gennemtænkt. Det er dog ikke mit indtryk at sporer vinder indpas i vort rideudstyr før hestene er avlet større, dvs. efter udvandringerne til øerne i Nordatlanten i 800 tallet e.Kr. Det første sikre bevis for brugen af stigbøjler forekommer på en rytter-figur, dateret til år 302 e.Kr., fundet i et gravsted i Changsha, Hunan-provinsen under Jin (Chin) dynastiet (Vestlige Jin Dynasti år 265-316 e.Kr., Østlige Jin Dynasti år 317-420 e.Kr.). Dette er stigbøjlen i dens oprindelige forståelse som "en stige". Der er kun én stigbøjle og dets opgave har alene været af- og påstigning fra hesten. 1 1 Wilfred A. Seaby & Paul Woodfield: Viking Stirups from England and their Background (1940s + senere opdateringer, s. 87-122) og Albert Dien: The Stirrup and its Effect on Chinese Military History.
Der blev fundet 116 figurer i tre gravsteder, en af hvilken er dateret til år 302 e.Kr. Blandt figurerne har vi 6 ryttere, en af hvilken er vist ovenfor. Heldigvis sidder rytteren i sadlen, hvorfor vi kan se at stigbøjlen ikke tjener nogen opgave under ridtet, men alene har til opgave at hjælpe i af- og påstigningen af hesten.
Jin (Chin) dynastiet taber kontrol over den vestlige del af samtidens Kina til Hunnerne, og fra år 317-420 e.Kr. har de kun besiddelse af området omkring Nanking (Nanjing), hvor hovedsædet blev sat i byen Jiankang. Vi kan derfor med stor sikkerhed sige at det er Hunnerhæren, der bringer stigbøjlen vest for Tanais-floden ind i Europa, da Hunnerne vælter mod vest i begyndelsen af 300 tallet e.kr. (se afsnittet "Sarmaterne – Sauromatai", underafsnittet "Alani folket")1. 1 Det er derfor vi har så mange tidlige eksempler på stigbøjler i Ungarn fra 600 tallet e.Kr. fremefter. Se Wilfred A. Seaby & Paul Woodfield: Viking Stirups from England and their Background (1940s + senere opdateringer, s. 90). Der synes enighed om at mange af stigbøjlerne fra Ungarn bærer lighed med de benyttet af Avar-stammegrupperingen. Som Hunnerne før dem, vælter de ind i Ungarn fra øst for Tanais-floden efter Hun-rigets fald med Attila's død år 454 e.Kr. Dette er ikke i strid med at Hunnerhæren medbragte de første stigbøjler til Europa. Snarere tværtom. Den byzantinske historieskriver Menander Protector, der kalder Avar-stammegrupperingen for "Quarkhonitai" (Vakoniter), skrev at deres tungesmål var det samme som Hunnernes. Med så tæt kulturel samhørighed har stigbøjlerne været identiske.
Særligt kan fremhæves at Hunnerne år 360-370 e.Kr. angriber Alani-folket og slår dem. Herefter angriber Hunnerne og Alani-folket Goterne år 370-376 e.Kr. Med Hunnernes gangen over Tanais-floden til Europa år 375 e.Kr., er viden om stigbøjlen kommet til de gotiske ætter. Derfor ser vi Goterne gøre brug af stigbøjler ved det 2. slag ved Adrianople 9. august år 378 e.Kr., der tildeler Det Østlige Romerrige (Byzans) et nederlag fra hvilken det aldrig rigtigt kom sig. Det er blevet diskuteret siden om det var stigbøjlen, der var afgørende for Goternes sejr. Den østromerske/byzantinske hær begyndte at bruge stigbøjler ca. år 580 e.Kr, og den byzantinske Kejser Maurikios (Maurice, 582-602 e.Kr.) skriver i sin militære lærebog "Strategikon" (Bog 2), at rytteriet skal gøre brug af stigbøjler: "...Sadlerne skal have et stort og tykt dækken; grimen skal være velgjort: føjet til sadlerne skal være to jern-stigbøjler [græsk "scala, skala" eller "stige"], en lasso med binderem, tøjler, en sadeltaske stor nok til at kunne indeholde tre eller fire dages forsyninger for rytteren, om nødvendigt..."
Til venstre: Porcelæns-hest fra Tang Dynastiet (år 618-906 e.Kr.), sadlet op med stigbøjler. Bemærk hvor højt på hestens flanke stigbøjlen sidder. Som vi så på stigbøjlen fra år 302 e.Kr. skyldes det at denne stigbøjle kun tjener til formål af agere "stige". Bemærk at læderremmen til stigbøjlen, der her er gjort af enten bronze eller jern, er fastgjort højt oppe på forkanten af sadlen.
Vi kan i ordet for "stigbøjle" udlede hvilken vej stigbøjlen har udbredt sig i Europa. Hunnerne bringer stigbøjlen til Ungarn og det centrale Europa. Goterne bringer stigbøjlen til det sydlige Europa med folkevandringen hertil. Derfor finder vi det franske "étrier" (fra oldfransk "estrop"), som det portugisiske og spanske "estribo", og det oldsaksiske "estrifa", med betydningen "en stribe (af læder eller filtret hår), en strop (dvs. et kort stykke tov, der danner en ring eller løkke)". Samme ord findes på latinsk som "stroppus" og græsk som "stróphos", men disse ord har ikke haft den udvidede betydning "stigbøjle". Var stigbøjlen kommet til os fra Goterne, Frankerne eller De Gamle Sakser, hvad historien viser os sagtens kunne være tilfældet, da havde vort os for dette rideudstyr været udviklet fra det oldengelske "stropp", og derfor i dag været kaldet "stropper, strops, straps". Det er som bekendt ikke tilfældet. I afsnittet "Sværddans" viser jeg at der beviseligt er "væringer" i den byzantinske hær under Kejser Justinian I. (482/3-565 e.Kr.). Dette fortsætter frem til væringe-garden opløstes ved Miklagarð’s fald år 1204 e.Kr. (se afsnittet "Med væringer i Miklagarð år 1103 e.Kr."). Jeg har vist at det oprindelige græske ord for "stigbøjler" ca. år 580 e.Kr. er "scala, skala" eller "stige". Det er derfor fra hjemvendte væringer at viden om stigbøjlen kommer nord for Ejder-strømmen, og hvorfor vi giver dette rideudstyr navnet "stigrap" (oldengelsk) eller "stigereb".
To ryttere fra Væringe-gardens rytteri i Miklagarð. Afbildningen er på silke og dateret til 700 tallet e.Kr. Udover de enorme lanser, bemærk det meget fine seletøj og sadeldækken, som den militære lærebog foreskrev. Rytterne bærer klart uniform, og begge gør brug af stigbøjler der, som vi har hørt, er foreskrevet i den militære lærebog. Jeg har fremhævet én af disse stigbøjler, der fremstår som gjort i vandret D-form. De to ryttere angriber 2 løver, der samtidigt angribes af 2 jagthunde. Afbildningen viser den oprindelige jagt. Rytterne gør ikke brug af sporer, og ser ikke ud til at have sværd på sig, formentlig fordi der her er tale om en jagt.
Da vi ved at guldskillinger erstattes af sølvpenge år 670 e.Kr., og da stigbøjler ikke forekommer på guldskillinger, kan vi sige at stigbøjlen ikke er indført nord for Ejder-strømmen før efter år 670 e.Kr. Først fra tidligt i 700 tallet e.Kr. begynder vi at finde stigbøjler som en del af den højsatte's rideudstyr i vore landskaber.
Nr. 1: At vi finder langt det største antal af vore tidligste stigbøjler i Uppland skyldes at det er væringe-garden der bringer viden om disse med hjem fra Miklagarð. Det er sejlruten til og fra Miklagarð, der giver os dette udfald (se afsnittet "Garðaríki"). Af ca. 150 stigbøjler (pr. 1954) fundet nord for Ejder-strømmen fra før midten af 1000 tallet e.Kr., er 30 fra Uppland og omegn, herunder særligt Birka. Den hér gengivne stigbøjle af jern fra Vendel, bådgrav III., er den tidligst kendte og er dateret til 700 tallet e.Kr. Som man kan se er dette en simpel rund jernring, hvor ringen til læderremmen er skabt ved at vride en mindre jernring ¼ omgang med uret med en bidtang. Designformen er identisk til hvorledes den fremstilles i Kina i 600 tallet e.Kr., og viser formentlig nøjagtigt hvorledes den tog sig ud i den byzantinske hær i 600 tallet e.Kr.
"Røntgenbillede af en af sporerne" fra vognfadingsgraven fra 900 tallet e.Kr. fra Oens syd for Horsens udgravet i foråret 2003. Mellem to langhuse (32x9m og 23x9m) fandtes et gravkammer, hvori lå en person af høj byrd i en vognfading. Da alle andre vognfadingsgrave er kvinder af høj byrd foreligger der her muligheden for at også denne grav er en kvinde. Da personen er gravlagt med sporer er det naturligvis en rytter, og da der samtidig lå en økse ved personens højre underben og en 14,5 cm lang jernkniv, er der klart tale om en kriger af jarl æt. Da der endnu ikke er fundet nogen form for "kvindeudstyr" i graven, kan det stadig ikke udelukkes at det kan være en mandegrav. Gravens sporer viser spor af fortinning. De måler 19,5 cm fra remfæstet til den profilerede sporepig. Remmene har været nittet fast til en pladeformet afslutning på hælbøjlen, og remfæstet bestod af en plade med to nitter. På ydersiden af hver spore lå en 11 cm lang jerngenstand, todelt med fortinning midtpå og i hver ende. Dette kan være et prydbeslag. Der fandtes også i graven andre jernbeslag, der kan være pryd- og rembeslag til seletøj. I afsnittet "Kvinder - Jordlige moder og skjoldmø" viser jeg at Kong Harald Hildetand (Scyldinga-æt nr. 27, 710-770/2 e.Kr.) har skjoldmøer, dvs. ryttere, i sin hird under Slaget ved Bravalla ved Õstergötland's kyst ca. år 770-772 e.Kr. Er personen i denne grav faktisk en kvinde, vil det flytte brugen af kvindelige krigere i rytteriet helt frem til 900 tallet e.Kr. For betydningen af dette se afsnittet "Ridehæren - rytteri".
Det er i forbindelse med gravfund af sporer, der nord for Ejder-strømmen ser ud til at kunne dateres til ca. år 900-950 e.Kr., bemærkelsesværdigt at vi i flere tilfælde kun finder 1 spore i gravgodset, jvf. f.eks. Sahlshøje, Sahl sogn, Ginding Herred, (SB45) og Hersom Høj, Hersom sogn, Rinds Herred (SB 70). Det antyder, som Anneli Sundkvist gør opmærksom på i sin doktorafhandling ”Hästarnas land: aristokratisk hästhållning och ridkonst i Svealands yngre järnålder” (2001), at der opstår en ny skik, måske ved at lade den ene spore gå i arv til næste slægtled. Dette kan dog langt fra siges at være en skik, der vinder fuldstændigt indpas. I Rolandskvadet fra år 1098 e.Kr. er stigbøjlerne, på oldfransk kaldet ”estreus”, forgyldt (sætning 2033). Rolandskvadet fra år 1098 e.Kr.1 viser os at ”forgyldte sporer” bliver benyttet af rytterne. I sætning 345 og 1225 hører vi på oldfransk: ”Esperuns d'or ad en ses piez fermez” ”Le cheval brochet des oriez esperuns”2 som jeg oversætter til: ”Sporer af guld på sine fødder omlukker” ”Hesten spiddet af gyldne sporer” 1sætningerne 345, 1184, 1225, 1245, 1290, 1313, 1325, 1802, 1944, 2055, 3541, 3877. 2”Brochet” eller ”broche”, hvis oprindelige betydning bl.a. er ”spid, brystnål, vildsvins hugtænder, pind”. Ordet ”oriez” fra ”or” (guld).
Faktisk omtaler Rolandskvadet sporer så mange gange at vi har indtryk af at de netop er indført i den frankiske ridehær i dette tidsrum. Sporer er dog allerede at finde i det kimbriske rytteri, og kan visuelt ses på Gundestrupkarret fra Himmerland år 0 (inderplade nr. 3, se afsnittet ”Fióni, kimbrerne og omkring”). Op til stigbøjlen indføres blev en hest helt anderledes sadlet op end vi gør det i dag. Hvorledes dette muligvis blev gjort har jeg forsøgt at vise nedenfor. Lad os først gengive de enheder der indgår i at opsadle en hest.
Uddrag af Sofie Kraft's stregtegning af Ridehesten fra brudstykket af billedtæppet fra Oseberg-skibet, dateret til år 834 e.Kr. Øverst vist uden detaljer, nederst med. Jeg er helt uenig i at de rekonstruktioner der er foretaget af billedtæppet, fra akvarellen af Mary Storm til kopier til salg i museumsbutikken i Vikingskipshuset, Bygøy, Oslo, ikke viser "tråden", som jeg mener er "den hellige tråd", der forbinder den guddommelige kriger(inde?) med Moder Jord. Mange af personerne har nogle helt specielle "kjole-bukser" på. Dem synes vi ikke at se andetsteds. Jeg mener det antyder at det er kvinder vi ser afbildet. Bemærk hvorledes manken er helt specielt forberedt med to adskilte dele. Vi ser ingen marelok. Sadeltøj er som vi kender det i samtiden. Stigbøjler burde være indført i Norge år 834 e.Kr. Det kan vi dog ikke se om faktisk er tilfældet. Hestens hoved er uklar i det overlevende brudstykke, hvorfor vi ikke ser dette tydeligt.
Uddrag af Sofie Kraft's stregtegning af en af Trækhestene med vogn fra brudstykket af billedtæppet fra Oseberg-skibet, dateret til år 834 e.Kr. Øverst vist uden detaljer, nederst med. Vognen afspejler den faktiske Oseberg-vogn der er en del af gravgodset, dog her som transportmiddel til mennesker, og hjul uden egern. I kopierne er vognstyreren omgivet af skjolde, og personen der bliver bragt frem, omslynget af et tæppe. Seletøjet; kumtekrans, skagler og hovedlag fremstår tydeligt. Bemærk igen hvorledes manken er helt specielt forberedt med to adskilte dele.
I søgen efter svaret på hvorfor Ver Asir/Danir-folket, som et hestefolk, blev en matriarkal stamme, er det nærliggende at se på hvorledes vilde heste opbygger deres flok. En flok vildheste har typisk en dominerende hingst på omkring 6 år eller ældre, omkring hvilken findes en eller en række hopper. I deres daglige søgen efter foder er det den dominerende hoppe der har ansvaret for at føre flokken til nye græsgange, til vandhuller og til læ for vejr og vind. En flok vildheste ledes altid af den dominerende hoppe – Dronningen - i trav eller galop, medens den dominerende hingst, Kongen, danner bagtrop og livgarde for at beskytte flokken, hopper og føl, mod angreb udefra. Det er herfra vi i tidernes morgen lærte at denne vis at opbygge stammen på er den uden sammenligning bedste.
|
||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
| Indholdsfortegnelse |
