Hestesko og lykke

En "hestesko" kaldes på oldnordisk enten "skeifa" (den krumme, skæve) eller "aurskór" (direkte "jordsko", men da jern kommer af jord skal ordet opfattes som "jernsko", underforstået til heste). Brugen af "skór, scoh" (oldnordisk, oldengelsk), i dag "sko" med betydningen "hestesko", kendes først i England fra år 1387 e.Kr. Det "at sko (skoe) en hest" kalder vi på oldnordisk "skóa, skúa", og når hesten er beskoet, er den "skóaðr, skúaðr".

”Store Loftsgårds smykket” eller ”Brystsmykket fra Lousgaard 47” (DK bh47)

Smykket er beskrevet i ”Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie” (1890, II. række, 5.bind, 1. hefte) af Amtmand E. Vedel: Bornholmske Undersøgelser med særligt hensyn til den senere jernalder (s.18-20):
 
”Andre Smykker. Medens der fremdeles ikke er fundet noget Hængesmykke for Bryst eller Hals, er der derimod fremkommet flere meget interessante Smykker til Paasyning paa Klæderne. Det prægtigste af dem er det, som er afbildet Fig. 7 og som forestiller to Fugle, 4 ½ Tomme (ctm. 12) lange, med takket Kam og indlagte med slebne Granater i to Felter paa hver Krop (samt maaske ogsaa i Øjnene) og forøvrigt dækkede med rig Forgyldning; under Fuglebillerne hænge forgyldte Figurer i gjennembrudt Arbejde, dels dannede af Fuglenes Ben og Kløer, dels af irske Ornamentdyr med Hoved Forben, Klo og en lang baandformet Krop forlænget bagtil i et Bagben. Fuglebillederne ere kun forenede ved en Stift igjennem begge Ornamentdyrenes Hoveder, saa at Smykket har kunnet gjøres bredere og smallere efter Behag. Smykket fandtes liggende midt paa Brystet af Skelettet i Lousgaard 47, medens der paa hvert Kraveben sad et stort og smukt skaalformet Spænde, Fig. 23, hvorhos en Række af 55 indvendig forgyldte eller forsølvede Perler var lagt i en Bue nedenom Spænderne og Brystsmykket. Fra Kobbe Aa 17 haves dernæst den Fig. 8 afbildede smukke Fuglefigur af cisseleret Bronce, rigt forgyldt og med Spor af rød Email i Øjet og i en rund fordybning paa Vingen; med Kløerne holder Fuglen en Slange. Endelig er der i Lousgaard  16 fundet en lille Bronceplade der synes at skulle forestille en Fugl med rundt Hoved og krumt, spidst Næb.”
 
Smykket er fra en ubrændt kvindegrav ved Lousgaard (Lousgård, i dag ”Loftsgård”), Østerlarsker sogn, Bornholms Øster Herred. Der er samme sted fundet en perle med runer (DR EM85;161) i Ældre Futhark fra 600 tallet, hvis indskrift ikke er tydet. Finn Ole Nielsen, Bornholms Museer daterer kvindegraven til år 750-800 e.Kr. og forklarer videre at ”Vi har to kopier af smykket  - én i oprindelig størrelse som indgår i museets faste udstilling - original stykket findes på Nationalmuseet”.
 
Som man kan se viser smykket en lykkebringende hestesko, båret som et brystsmykke. Kunsten synes at være umiddelbart efter vor oprindelige kunststil, Stil I., og er i absolut verdensklasse. Stil II. (ca. år 570-800 e.Kr.) er kendetegnende ved brug af dyrefigurer, der smelter sammen i en højt udviklet båndfletningsornamentik. Finn Ole Nielsen, Bornholms Museer daterer kunststilen til Vendel stil F, dvs. år 750-800 e.Kr., og heri er jeg enig.
 
Smedekunsten forekommer identisk til hvad vi ser i kunsten fra Sutton Hoo år 617-625 e.Kr. (sammenlign ovenfor til venstre med pengebæltet - The Royal Purse Lid, The British Museum), og guldsmykkerne dateret til 600 tallet e.Kr. fundet af Steve Sherlock i 2007 ved Loftus, Teeside i det nordlige England (smykkerne, vist ovenfor til højre - ”jewels of an Anglo Saxon princess” - er nu udstillet på Kirkleatham Museum, Redcar ¹). Jeg mener kunsten kan knyttes til Øst-Anglen, der igen er identisk til samme kunst i Jelling-Anglen før udvandringen dertil. Guldsmeden gennemfører også i dette håndværk synsbedrag (sjónhverfing) idet vi ser såvel en lykkebringende hestesko, men samtidig bærerens hjælpeånder; 2 ravne (hugin og munin), 2 heste (Det Store Dyr), 2 drager og måske endnu to drager/orme. Alt er i overensstemmelse med oprindelig filosofi, og må derfor være fra før Troskiftet år 600-630 e.Kr. Som i dag beskytter hjælpeånderne her det der er inde i hesteskoen, der samtidig symboliserer det indre rum i gudehovet.

Billedkilde: "Danmarks Folk – I skildringer af danske videnskabsmænd” (1901, s. 216, figur 181 ”Brystsmykke med Dyreslyngninger”). Tegnet af ”Magnus .P” (J.[ulius] Magnus Petersen?), gengivet spejlvendt på halespidsen af ravnen til højre. Bagsiden af brochuren "Bornholms Museum" (ISBN 87  88179 31 1). Tak til Finn Ole Nielsen, Bornholms Museer for hjælp med at identificere smykket. http://www.24hourmuseum.org.uk/ (Richard Moss, 21.11.2007) & Tees Archaeology.

Fra Lincolnshire ¹ har vi en utroligt spændende beretning fra en gammel kone der havde følgende trylleformel som en kur mod koldfeber/ kuldegysninger. Ved foden af sin seng naglede hun 3 hestesko fast lodret, og satte en hammer på tværs ovenpå:
 
¹ John Robert Ketteringham: A Lincolnshire Hotchpotch (1989,1990, 1999, Rural Remedies: Ague)
 

”When the old 'un comes to shake me, Yon'll fix him safe as t'church steaple; he weant nivver pass yon’. She explained: ‘It's a chawm. Oi taks the mell ¹ i' moy left hand and I taps they shoes an' says : ‘Feyther, Son and Holy Ghoast, I Naale the divil to this poast. Throice I strikes with holy crook, Won fur God, an' won fur Wod, an' won for Lok”.
 
Som jeg oversætter til:


”Når Den Gamle kommer for at ryste mig, fastgør du ham så sikkert som kirkens spir; han vil aldrig komme forbi”. Hun forklarede: ”Det er en trylleformel. Jeg tager kæppen¹ i min venstre hånd og berører (heste)skoene og siger: ”Fader, søn og hellig ånd, jeg nagler djævlen til denne post. Tre gange jeg rammer med hellig stav, én gang for Gud, én gang for Wod, én gang for Lykke”.
 
¹ Ordet ”mell” må her være det keltiske ”mell” der har flere betydninger herunder ”knob, knude, led og ond”. Det er tydeligt vi skal opfatte ”mell” som noget hun har i venstre hånd og kan berøre hesteskoene med. Det er derfor en kæp af en eller anden slags og sikkert den vi kalder en ”Hlaut-teinn” (se afsnittet ”Hearg, Vé og Stavkirker”). Senere kaldes enheden ”holy crook” og det er netop en ”magisk stav med kroget ende” (croomstick), der i kristendommen gives til Jesus-figuren og hans biskopper som hyrdestaven.
 

Trylleformlen er naturligvis en god blanding af oprindelig filosofi, importeret kristendom og måske keltisk forståelse omkring deres Ætling/Balder kaldet ”Lug”.
 
”Djævlen” opfindes af kristendommen som en betegnelse for hedninger og alle andre onde plageånder. Jeg tror vi her alene skal opfatte at den gamle kone nagler ”de onde ånder”, der plager hende, til sengeposten.
 
”De 3 onde ånder” er tydeligvis de tre hedenske rune-forbandelser. Det spændende er at ”de onde ånder ” her symboliseres ved 3 hestesko.
 
I 1300 tallet tilsagde folketroen i såvel Norden som på de britiske øer at ”mare” var en ond kvindelig ånd, der gav de sovende en følelse af at blive kvalt. Vi kan dog se på den danske evolution af ordet, at folketroen tillige på et tidspunkt har inkluderet at denne onde kvindelige ånd har siddet på de sovende, dvs. redet på dem, medens hun kvalte dem. I midten af 1500 tallet skiftede betydningen fra at være kvælningsfornemmelsen til selve den onde drøm.
 
Da hendes sygdom er et mareridt forårsaget af onde plageånder gør hun derfor ret i at benytte 3 hestesko som symbol på dette.
 
Den katolske kirke forsøgte at omskrive denne forståelse ved at opfinde røverhistorien om Sankt Dunstan, smed af virke, ærkebiskop til Canterbury år 960-988 e.Kr. Han blev bedt om at omsko Djævlens hest og naglede en hestesko på Djævlens hov mod at Djævlen gav lovning om aldrig ville komme til et sted, hvor der hang en hestesko over hoveddøren på et hus.
 
Herefter vender den gamle kone svaghed til styrke ved at give hesteskoene den omvendte beskyttende opgave. Hvad hun helt korrekt gør er at afsige 3 modforbandelser under hesteskoens beskyttende funktion:

• til ”God” (forfædrenes ånd i fortiden, befindende sig i fremtiden)
  
• til ”Wod” (Woðan/Wotan/Odin, dvs. Kongen/Drotten i nutiden)
  
• til ”Lok” (fortid + nutid = fremtid eller ”hvad lykken må bringe”)
  

Den keltiske solgud ”Lug” modsvarer vor Ætling/Balder, der altid ofres under Sommersolhverv, rejser til fremtiden, og genfødes efter Vintersolhverv. Axel Olrik viser i ”Loke i Nyere Folkeoverlevering” (Danmarks Folkeminder Nr. 3. Særtryk af Danske Studier 1908 s. 193-207, 1909 s. 69-84. Kbh. 1909. 16 s.) at folketroen tilskriver enheden egenskaber som ”arneilden” og de varmebølger vi ser stige op fra jorden  på en varm sommerdag, dvs.  ætternes fremtidige håb, fremtidig varme/lyset i mørket. Dette er ikke egenskaber vi kender til i vor udgave af Apollo Loxias, Loki, og må derfor have et ophav fra Lug. Gundestrupkarret viser at denne forståelse må have sat sit aftryk i folketroen i store dele af Nørre Jylland.
 
Accepterer vi at ”Lug” derfor kan være forbundet med ”Lykke”, og vi ser den gamle kone tilsyneladende brugende et keltisk ord ”mell” i sin trylleformel, kan vi ikke udelukke at hun henviser til ”Lug” med samme forståelse af ”lykke”. Den gamle kones trylleformel genfindes på nuengelsk som ”one for luck”.
 
Endelig kan vi se at den gamle kone med tre lodrette hestesko og en tværlagt hammer ovenpå har visuelt gengivet Thor’s hammer.

Vi har en stort set identisk forståelse fra venderne/slaverne i Spreewald (”Blota” på neder-serbisk) i landskabet Brandenburg. Hvis en person her finder en hestesko skal han/hun undlade at fortælle andre om sit held. Herefter skal man straks fastgøre hesteskoen over eller på dørkammen til huset, med tre nagler, og med tre slag fra en hammer. Så kan onde ånder ikke længere kan komme ind.^1
 
1 Robert Means Lawrence: The Magic of the Horse-Shoe (1898, kap. XV. The Lucky Horse-Shoe in General).

Vi kan afslutte med at berette om hesteskoens beskyttende opgave i huset i vore egne landskaber. Forståelsen er ens i Danmark/Skåne/Norge/Upland/England, herunder uenigheden om hvorvidt hesteskoen skal hænges så enderne peger mod jord eller omvendt. Argumenteringen er lige stærk for begge.
 
Den brugte hestesko hænges med et enkelt søm så enderne vender nedad:

”Lykken falder ud på dig/luck pours onto you”
 

Den brugte hestesko hænges med et ulige antal søm så enderne vender opad:

”Holder på lykken/Hold on to your luck”
 

Janet Farrar og Virginia Russell skriver i ”The Magical History of the Horse” at kun smeden selv må hænge hesteskoen med et enkelt søm så enderne vender nedad. Er dette en sand forståelse kan Peder Laales Danske Ordsprog forklares os hvorfor dette da virker for alle:

Nr. 725 Hwer man ær sijn eghen smedh.
(Hver man er sin egen smed)

Hovedreglerne fra hvilken der ikke kan fraviges er:

• Hesteskoen skal findes/gives (må ikke købes),

• skal være brugt (må ikke være ny) og

• skal kunne berøres.
   
  

Lillian Mörch forklarede mig i juni 2005 at hendes moder under indflytningen i deres hus gav hende en lille pose med brød og salt sammen med en hestesko. Alle skulle opbevares i køkkenet og sikre at der aldrig ville blive mangel på føde.

”Den, som flytter ind i en ny Bopæl, maa vel iagttage,
at han, første Gang han gaar derind, har Salt og Brød hos sig,
saa skal han, medens han boer der, ikke have Mangel”. ¹

¹ J. M. Thiele: Danmarks Folkesagn (1860, 3. Deel, s. 31, nr. 134: I Huus og Hiem, Held og Vanheld)

 
Holderen af ættens mærke er ”Hariwalda” (vælder af hæren) og han/hun har under sig et ”Herat” (herred). Men samme person er også ”hlafweard” (brødværge), i dag ”Lord” på nuengelsk (jvf. også Knud Lavard), dvs. ”den der sikrer brødet på bordet”.
 
Som et hestefolk, hvor hesten er stammens absolutte livsnerve, og hvor hesteskoen måske er oprindelsen til udformningen af gudehovet, og hvor selve hestens hove var brynjen, har hesteskoen altid været et symbol på lykken.

Til de danske’s stadige forundring vedbliver undersøgelser verden over at komme frem til at vi åbenbart føler os som et af verdens lykkeligste folk. Det amerikanske analytiske TV-program ”60 Minutes” (CBS News, 22. februar 2008) sendte straks journalisten Morley Safer til Danmark for at undersøge sagen nærmere efter at have opfanget en gammel undersøgelse fra juli 2006, hvor social psychologist Adrian G. White, Leicester University, England offentliggjorde verdens første ”Happiness Map” baseret på data fra 178 lande fra bl.a. FN og WHO. Danmark kom ind som nr. 1, Island (nr. 4), Finland (nr. 6) og Sverige (nr. 7) ¹.

¹ Tilføjelsen inspireret af Poul Høi’s Blog ”Lykke er at få åbnet en kasse mere i Netto” på Berlingske Tidende’s websted 22. februar 2008.

Her er hvad Morley Safer skrev på ”60 Minutes”’s websted:

”The Pursuit of Happiness 

Over the past 30 years, in survey after survey, this nation of five and a half million people, the land that produced Hans Christian Andersen, the people who consume herring by the ton, consistently beat the rest of the world in the happiness stakes. It’s hard to figure: the weather is only so-so, they are heavy drinkers and smokers, their neighbors, the Norwegians, are richer, and their other neighbors, the Swedes, are healthier (…) What makes a Dane so happy and why isn’t he wallowing in misery and self-doubt like so many of the rest of us?…. After careful study, [Professor Kaare] Christensen thinks he isolated the key to Danish anti-depression. "What we basically figured out that although the Danes were very happy with their life, when we looked at their expectations they were pretty modest," he says.”

Jeg vil jo mene at vi med fordel kan efterse oprindelig filosofi i forsøget på at forstå, hvorfor vi tilsyneladende bedre er i stand til at finde “lykken” på Jord i nutiden i stedet for alene i den næste verden, hvad stort set alle andre livsfilosofier lover deres dødelige tilhængere - fra egypternes tro på det evige liv i den næste verden til Islam’s lovning om utallige underskønne jomfruer samme sted til de der dræber vantro.

Men forståelsen for vor lykke er langt vigtigere at have et godt kendskab til end bare at konstatere at således er vi nu en gang skruet sammen. Lektor ved Handelshøjskolen i Aarhus, Christian Bjørnskov, har sat sig for at komme til bunds i sagen. Runen synes at være at ”vores lykkelige liv i udpræget grad skyldes, at vi nærer en stor tillid til hinanden”¹.

¹ DR P1 (10. april 2008, kl. 17:10) i programmet ”Dansk lykke skyldes gensidig tillid”. 

Som jeg viser i afsnittet ”Handsal – håndsalg – mit ord er min ære er min lov” er det for vor stamme helt særegent at vi indgik, og indgår, handel gennem håndslag. Alle der tilhører Ver Asir/Danir-folket forstår og er enige i dette.

Her er det så at den kulturradikale tråd, med dens pladderhumanisme, multikulturelle og multietniske livssyn, endegyldigt kikser og må afvises. En mundtlig aftale ved håndslag, og styrken af dette fordi alle er enige herom, påkræver helt og fuldt en monokulturel stamme i sæder, fra hvilken der ikke kan, og aldrig har kunnet, fraviges.

Da lykken på Jord i nutiden er selve formålet med jordelivet, kan det ikke gentages ofte nok, hvor vigtigt det er at fastholde det krav vi alle er bekendt med¹:

Nr. 7 Man scal seedh følghe eller landh fly
(man skal sæd/skik følge eller land fly)

¹ Se afsnittet ”Tidslinie og stammebegreb”.

Der er fuld omvendt sammenhæng mellem vor personlige og samlede lykke, og antallet af ”fremmede med anden etnisk herkomst end dansk” på vore marker. Dette misvisende politisk korrekte udtryk omhandler i første omgang ingenlunde ”anden etnisk herkomst end dansk”, men ”de der følger og er tro mod andre sæder end de danske's”. Ingen betvivler hvad udtrykket dækker over, og forskningen vil, efter min mening, endegyldigt vise, hvad vore oprindelige filosofi for længst har forklaret os.

Til trods for hvad Amerika udadtil giver udtryk for er det derfor der på det amerikanske våbenskjold er påført udtrykket ”e pluribus unum" (ud af mange - én), vedtaget af kongressen 1782. Var Amerika sat op som et multikulturelt laboratorium ville udtrykket have været ”e pluribus plures” (ud af mange – flere). Det er det som bekendt ikke.

Hávamál (vers 68, Ældre Edda) siger:

“Følgende ting er at regne for det bedste:
 
Ild, synet af solen, godt helbred og gaven til at beholde det, samt et liv der undgår ulykker”.

Det utrænede øje kan let misforstå vor simple opskrift på ”lykken” med lave forventninger efter andres målestok.
 
Den brugte hestesko, vort symbol på lykken, viser at vi vitterligt alle dage har haft en forventning om at lykken kan tilsmile alle dødelige i nutiden.
 
Det oldengelske runedigt for runen peorð (p) siger:

Peorð byder sumbl (,) pleje og latter
humørfyldt (i midten),
der (de) rejsende sidder
i ølsalen lyksalige ætten samlet

Nøjagtigt som er tilfældet i gildesalen Valhal i den næste verden, er lykken i nutiden ligeledes vor glæde i hinandens selskab. Helt samme forståelse er gengivet i Gróttasöngr (vers 5, Ældre Edda). Det er det vi i dag kender som “hygge”. Der findes næppe en turistbog om Danmark, der ikke febrilsk, i lange malende vendinger, forgæves forsøger at forklare dette begreb på fremmede sprog. Ordet "hygge" fra "hyggja, hycgan, hugjan" (oldnordisk, oldengelsk, gotisk) med forståelsen "tænke, mene, mærke". Ordet findes stadig på Middle Scots som "huik" (regard, consider). Det engelske ord "hug" (at omfavne med ens arme) skrives i 1560 som "hugge", og er udledt af det oldengelske "hycgan". Man skal derfor bare minde engelsktalende om hvorledes ordet bruges i dag.

Peder Laales Danske Ordsprog (nedskrevet i 1300 tallet) siger:

Nr. 800 Halff twmen i næffwæ naar tegh faller løcken tijl
(hold tommen i næven når dig falder lykken til –
dvs. sæt tommelfingeren på tværs af hånden og luk de andre fingre omkring den for at holde på lykken. Prøv at gennemtænke dette – vi gør det alle når vi virkeligt har behov for at lykken står os bi)

Det er her værd at gøre opmærksom på at de 13 koloniers’ uafhængighedserklæring dateret 4. juli 1776 (The Declaration of Independence), med visdom fra Anglerne medbragt fra 1. udvandring fra Danmark, viderefører i den mest rendyrkede grad fra Ældre Edda og urnordisk den filosofiske forståelse for ”lykken”. Hør her, i min oversættelse til nudansk:

”...We hold these truths to be self-evident, that all men are created equal, that they are endowed by their Creator with certain unalienable Rights, that among these are Life, Liberty and the pursuit of Happiness...”

”... Vi erholder disse sandheder for selvklare, at alle mennesker er båret lige, at de er givet af deres Skaber visse ufravigelige Rettigheder, at blandt disse er Livet, Frihed og søgen efter Lykken...”

”Salt” mener jeg ikke vi skal opfatte som ”penge”. For vor stamme har ”salt” i forbindelse med vand alene den modsatte betydning af ”fersk”, dvs. at en ”salt sø” var vand der ikke kunne drikkes af hverken menneske eller dyr.
 
Inden for foder derimod har ”salt” den klare betydning at det forlænger foderets levetid, specielt henover sommermånederne. Jeg tror derfor vi skal forstå ”salt” som ”forlænger af brødets levetid”.

Fra Henrik Harpestræng (Harpestreng, d. 1244)’s lille udgivelse ”Incipit libellus de arte coquinaria” kan vi se at den anden, og meget vigtige, vis vi kunne forlænge levetiden af foder på var ved at sylte det (”salsæ” olddansk). Først kogte man kødet i en pande, hvorefter man gennemstegte det (wællæ hænnæ wæl .i. en pannæ ofnæ hetæ gløthær utæn brandæ… oc stekæ them wæl). Herefter gjorde man således:

”…oc malæ mæth stærk ædykæ oc latæ .i. en læghæl. Thæt ær hærræ salsæ. oc ær goth et halft aar”.

”…og mal med stærk eddike og lad (ligge) i en lejle. Det er herre sylte. og er godt (for) et halvt år".

Min omskrivning til nudansk. Ordet ”læghæl” fra ”legill” (oldnordisk), der er en trædunk (meget lille tønde), som man brugte til at opbevare flydende sager. Uddraget er fra opskriften ”Quomodo temperetur salsum dominorum et quam diu durat (K6, Q5)”.

Vi kan fra samme Henrik Harpestræng’s opskrifter se, at man syltede "wildbrath" (vild(svine)brad), ”hiortæ brath” (hjortebrad), "brathæ af...ra" (brad af rå(dyr)), "giæs" (gæs) og ”ændær” (ænder) ved at skære kødet i tykke brede stykker, salte det, og lade det ligge 3 uger i eddike (se ”Quomodo condiantur assature in salso supradicto (K7, Q6)”)… ”Thættæ ær the bæstæ salsæ thær hærræmæn hauæ”.

Ved brugen af det olddanske ”salsæ” (direkte "saltsø", men opfattes som "sylte") kan vi se, at det at sylte ganske enkelt er at ”salte” (oldnordisk ”salta”) et levnedsmiddel og nedlægge det i en ”sø” (sæ) af ”ædykæ” (oldnordisk ”edik”), der jo er vin udsat for luft, hvorefter den bliver sur fordi alkoholen bliver til eddikesyre. Derfor hedder ”eddike” på oldfransk ”vinaigre” eller ”sur vin”. Det nudanske ”sylte” synes at kunne føres til det oldsaksiske ”sultia”, der egentlig betyder ”saltvand”, og derfor gengiver den oprindelige form for syltning. Hjørnestenen er helt og fuldt "salt", uden hvilken intet foders levetid kan forlænges.

Gammel smedet hestesko givet os fra Albertsgaard, Lundby, Falster af Jytte & Preben Jensen. Ophængt på skorstenen ved køkkenet med enderne vendende nedad. I posen er ilagt brød og salt, og påskrevet er ordene ”Hlafweard”(brødværge): Hov, Brød, Salt. Billedet taget juli 2006.

Endelig viser Hávamál (vers 136, Ældre Edda) hvorfor den bærende bjælke i dørkammen bør have en hestesko påsat:

Se tillige "Bilag O: Trylleformlen 7-9-13 + 3 x banken på træ".

Mønt slået ca. år 294 e.Kr. under Kejser Gaius Aurelius Valerius Diocletianus (Diocletian) (regent 284-305), 3,21 g. Forsiden, ikke gengivet her, siger: DIOCLETIANVS AVG eller ” Diocletianus Augustus (=kejser)" og viser en buste af kejseren stirrende mod højre. Reversen ovenfor siger: VICTORIA SARMATICA (i andre udgaver SARMAT) + CM, og viser enten 4 sarmatiske jarler under en bodsofring foran et lille offersted, eller 4 sarmatiske jarler, der afleverer 2 hestesko, symbolet på lykken, til en foldestol, der altid er tronstolen når kongen (eller den romerske kejser) er i marken. På andre af Diocletian’s mønter ser vi på reversen Genius (ånden [af det romerske folk, kejseren eller hæren]) med en patera (roset) i hånden. Det mener jeg ikke er tilfældet her. Vi kan ikke se nøjagtig hvad de foretager sig, men ifald det er en bodsofring er det muligt de, med hesteskoen, afsiger en hellig troskabsed til sejrherren. De repræsenterer den slagne fjende; ”sarmaterne besejret” i afbildningen. I baggrunden ses en befæstet byborg med 6 tårne og en byport, uden for hvilken fjenden befinder sig, og bag hvilken sejrherren, Romerriget, har taget stilling.

Joannes Zonaras (Uddrag fra Historien 12:31) skriver at Diocletianus var ”Dux Moesiae” (Hertug af Moesien), og vi ved at der er sarmater i provinsen Moesia (ca. Serbien, Bulgarien og Rumænien) allerede i Ovid’s samtid, hvortil hans sendes i landflygtidhed år 9 e.Kr. I år 285 e.Kr. jagter han og besejrer sarmater på togt i området omkring Moesia. Igen år 289 e.Kr. er han på togt mod sarmaterne og tager efter dette togt sejrstitlen ”Sarmaticus Maximus” (Den Store Besejrer af Sarmaterne). Dette gentager han år 294 e.Kr. og år 300 e.Kr. Den her viste mønt er udkommet af et af de sidste 3 togter.

Bemærk at de højbårne jarler til højre begge bærer hvad ofte kaldes den phrygiske hue (phrygian cap), der er den trojanske hovedbeklædning, som vi genfinder på Den Hellige Kop fra Hoby-gravfundet, Lolland år 0-100 e.Kr., og er den oprindelige færøske fiskerhue, samt nissens hue. De bærer kappe, tegnet på kongelig byrd. De to mænd til venstre forekommer at være uden hovedbeklædning, dvs. en anden sarmatisk stamme, der ligeledes må aflevere hesteskoen til sejrherrens foldestol (tronstolen på togt). De to anførere til venstre forekommer ligeledes at være uden kappe. Der er et fint stykke klæde hængende løst over kongens (kejserens) foldestol, der dels helliggør foldestolen som kejserens, dels gør at hesteskoens lykke overføres hertil.