| Forside |  |
Indholdsfortegnelse |
Hestekød – blótmad |
| ”...En of barna útburþ scylldo standa en forno lög oc of hrossakiötz át..” | ”...og om barnets udsætning skulle stå i den forne lov og om hestekød (at) æde...” |
Min oversættelse til nudansk. I Finnur Jónsson’s oversættelse til nudansk fra 1930. ”Útburþ” eller ”útburðr” (udbåret) er de udøbte børn, der blev sat uden for huset og ind i skoven for at dø. Et dødt barn, der blev begravet på uindviede steder kaldes ”útburði”. Finnur Jónsson skriver i kommentaren til denne sætning at ”hestekød var hovedføden ved de hedenske offerfester; derfor anså de kristne, at det var en for dem usömmelig føde. Helt ned til vore dage har hestekød på Island været afskyt; kun de allerfattigste nød det; at kaldes ”hestekødspiser” (Hrossæta) var nærmest et grovt skældsord.
I Olav ”den hellige” Haraldsson regeringstid i Norge år 1015-1030 e.Kr. har vi følgende beretning fra ”Völsaþáttr” (Olafs Saga hins helga, kap. 1, Flateyarbok):
| ”Svá bar til á einu áliðnu hausti, at eykhestr karls dó. Var hann mjök feitr, ok með því at heiðnir menn höfðu hrossakjöt sér til fæðu, var hestrinn til gerr ok nýttr”. | ”Det bar til (,) lakkende mod høsten, at karlens trækhest døde. Han var meget fed, og med det at hedenske mennesker havde sig hestekød til føde, var hesten til gavn og nytte”. |
Min oversættelse til nudansk. En ”Völsa” eller ”Vølse” er et afskåret hestelem, der blev benyttet som et frugtbarhedssymbol i forbindelse med at en hest i anden anledning blev slagtet. En hest blev aldrig slagtet alene for Vølsens skyld.
Snorre beretter i Hákonar Saga Aðalsteinsfóstra, Heimskringla (kap. 17) om Haakon den Gode/Hákon Aðalsteinsfóstri (920-960, konge ca. 930).
Vi befinder os på Sigurd Jarls gård Laden nordøst for Trondheim, Trøndelagen. Jarlerne fra Lade-gården (Hlaðajarl) er meget magtfulde fylkeskonger, som den kristne Haakon den Gode ikke kan trodse uden at lade livet.
”Um haustið að vetri var blótveisla á Hlöðum og sótti þar til konungur. Hann hafði jafnan fyrr verið vanur ef hann var staddur þar er blót voru að matast í litlu húsi með fá menn. En bændur töldu að því er hann sat eigi í hásæti sínu þá er mestur var mannfagnaður. Sagði jarl að hann skyldi eigi þá svo gera. Var og svo að konungur sat í hásæti sínu. En er hið fyrsta full var skenkt þá mælti Sigurður jarl fyrir og signaði Óðni og drakk af horninu til konungs. Konungur tók við og gerði krossmark yfir. | ”Om høsttid (hen)ad Vinter(halvåret) var der blót-gilde på Laden og dertil drog Kongen. Han havde jævnt før vane ifald han var et sted hvor der blót var (,) at made sig i et liden hus med få mænd. Men bønderne talte om hvorfor han ej sad i sit højsæde når stemningen var bedst. Jarlen sagde at han var skyldig ikke at gøre så. Var og så at kongen sad i sit højsæde. End hid det første fulde (horn) var skænket da mælte Sigurd Jarl for og (vel)signede Odin og drak af hornet til kongen. Kongen tog ved og gjorde korstegnet over (det). |
Min oversættelse til nudansk.
Som man kan se er det ikke bønderne der kun vil se hestekød på spisekortet, ligesom det ej heller er en kræsen Kong Haakon den Gode. Dette er kampen om hestekødet fordi hestekød er det mest potente symbol for den forne sæd, og tydeligvis langt mere end Thors-hammer symbolet er år 930-960 e.Kr. Det blót der her omtales er et Dísarblót.
Derfor indfører den katolske kristendom et forbud mod brugen af hestekød som menneskeføde. Fra ovennævnte beretninger kan vi se at dette må være sket samtidigt med indførelsen af kristendommen, og at det er en uskik indført fra det sydlige Europa.
Forbudet mod spisning af hestekød sker ved diktat fra Paven, ikke med hjemmel i Bibelen, men rettet direkte mod hedenskaben. Det er efter sigende netop hvorfor Pave Gregory III (731-741 e.Kr.) år 732 e.Kr. forbyder hestekød fra de kristnes bord.
Under Kong Alfwold forbydes hestekød som menneskeføde i Northumbria år 785 e.Kr.
Brennu-Njáls Saga (kap. 105) fra ca. år 1280 e.Kr. omtaler beslutningen af Þorgeir, gældende for Island:
| "Það er upphaf laga vorra," sagði hann, "að menn skulu allir vera kristnir hér á landi og trúa á einn guð, föður og son og anda helgan, en láta af allri skurðgoðavillu, bera eigi út börn og eta eigi hrossakjöt... | ”Det er ophavet af vor lov” sagde han, ”at alle mennesker skal være kristne her til lands og tro på én gud, fader og søn og hellig ånd, og afstå alle vilde gude-udskæringer, ikke bære ud børn og ikke æde hestekød... |
Min oversættelse til nudansk.
Derfor finder vi i Salome Sartorio’s kogebog: Indeholdendis et hundrede fornødene stycker.....som tilforn icke paa vort Danske sprok udi Tryk er udgaaen (Kiøbenhaffn, 1616) opskrifter på alt med brug af svin, ko, okse, høns, kalkun, alle slags fisk, får og lam. Det eneste vi ikke har er en opskrift med brugen af hestekød.
Vi har dog en opskrift fra Marx Rumpolt’s kogebog ”Ein New Kochbuch” (kap. ”von allerley Wildpret.”, s. XXXIXa, 1581), der giver opskrifter på tysk, ungarsk, spansk, italiensk og fransk vis og manér:
| Von einem wilden Pferdt Vom wilden Pferdt kan man zurichten in einem schwarzen Pfeffer/ Vnd wenn du es braten wilt/ so saltz es wol/ denn es ist ein su:esses Fleisch/ kanst den Braten auch mit Knobloch zurichten. Wenn man es wil im Pfeffer kochen/ so setzt mans zu mit Wasser/ wol gesaltzen / wenns wol gesotten/ so zeucht man es auff ein Bret ausz/ vnd leszts kalt werden/ Mach ein guten Vngerischen Pfeffer mit Hennenschweisz/ der fein sa:eurlich ist 1 / Vnnd wenn der Pfeffer zugericht ist/ so thu das Fleisch darein/ so wirdt es gut vnd lieblich. Du kanst auch die Geil/ wie von einem Eynheimischen Pferdt zurichten/ wie vorhin vermeldet ist von der Bo:eck Geil 2. | Fra en vildhest (Kødet) fra vilde heste kan man forberede i en sort peber-sovs/ og når du det brade (stege) vil/ så salt det vel/ da det er et sødt kød/ (du) kan også forberede braden (stegningen) med hvidløg. Når man det vil i peber-sovs/så sætter man til med vand/ vel saltet/når vel stegt/lægges det ud på et bræt/ og lader det blive afkølet/ gør en god ungarsk peber med haneblod/ der lidt syrlig er 1 /og når peber(-sovsen) forberedt er/ så lig da kødet deri/ så bliver det godt og kærligt. Du kan også nosserne/ der fra en hjemlig hest (er,) forberede/ der førhen meddelt er under Bukke nosser 2. |
Min oversættelse til nudansk. 1 dvs. man putter æbler og eddike ind i peber-sovsen. Se Salome Sartorio’s kogebog under ”LIII. En Gedde paa Vngerske at koge”. 2 Ordet ”geil” modsvares af det danske ”gejl” (brunstig), det oldnordiske ”geiligr” (smuk), det oldengelske ”gal” (lystig, lysten) og det gotiske ”gailjan” (glæde, fornøje). Det er ikke nemt at vide om ordet i Middelalderen betegner lem eller nosser, eller måske begge dele.
Vi kan ikke fra opskriften se fra hvilket land opskriften kommer, men noget tyder på at den kan være ungarsk i oprindelse.
Lad os se på hvad Det Gamle Testamente faktisk siger omkring spisning af hestekød.
3. Mosebog 11:3-4:
”Alle dyr, der har klove, helt spaltede klove og tygger drøv, må I spise.
Men følgende må I ikke spise af dem, der tygger drøv, og af dem der har klove: Kamelen.......Klippegrævlingen.....svinet......”
Herefter følger resten af dyreverden, herunder forbud mod at spise firføddede dyr, der går på poter (dvs. bl.a. hunde og katte). Hesten er ikke nævnt noget sted og det er der en nøjagtig historisk årsag til.
De semitiske ætter kender ikke, og havde ikke, hesten for den findes ikke oprindeligt i Mesopotamien. Hesten er et nordligt dyr der indføres til Mesopotamien af indoeuropæiske nomadefolk. Bl.a. sker det i perioden år 1749-1595 f.Kr. hvor Kassiterne (Kassu) begynder at angribe Babylonien/Mesopotamien/Múspell (se afsnittet ”Bystaten Assur”).
Der er en meget enkel vis at se dette på; ved ca. 36-40º graders varme stopper hesten med at svede for at undgå yderligere vandtab. Det er et tegn på at man omgående skal stoppe med ridt og tilse at hesten får skygge, og svales ned. Disse temperaturer er normale under sommertiden i Mesopotamien og er en temperatur til hvilken hesten ikke i evolution er udviklet.
Beretningerne fra 3. Mosebog er grundlaget for den hebraiske forståelse ”Kosher”, der igen betegner de former for mad der er ”kashrut” og må indtages som føde, ligesom der beskrives hvilke dyr der ikke er tilladt ”treifah”. I den senere jødiske mundtlige tradition er hesten inkluderet fordi den ikke er drøvtygger, men dette er ikke oprindeligt korrekt.
Beretningerne i 3. Mosebog om hvad kan indtages som føde og ej er udkommet af en detaljeret beskrivelse af de hedenske ofringer de semitiske ætter foretog; ofringer der er identiske til vor egne og af stor værdi til forståelse for hvorledes det oprindeligt gik for sig. Som i vore egne blót er det hornkvæget (dvs. uroksegudinden) der er den foretrukne ”offergave” (3. Mosebog, kap. 1). Dernæst har man skikken, som vi boder under Midvinter og Midsommer, af ”afgrødsoffer” (3. Mosebog, kap. 3). Endelig har man skikken med ”takoffer”, der kan være hornkvæg, småkvæg, lam eller ged.
Igen, som i vore egne sæder, gik intet til spilde efter ofringen, hvorfor følger beskrivelserne af hvad kan indtages som føde.
Det Nye Testamente har ingen forbud mod spisning af hestekød. 1
1 Se bl.a. Mattæusevangeliet 15:11, Apostlenes Gerninger 10:10-16
Det er her vigtigt at holde sig for at fordi de semitiske ætter ikke havde hesten, og derfor ikke tager stilling til denne i deres sæder, betyder ikke at hesten ikke fandtes i Mesopotamien. Som vi hørt blev den indført fra nord, og benyttet med stridsvogn, som vi selv gjorde det i samtiden. Men den fandtes kun hos fjenden, der for de semitiske ætter, og mange andre stammer, var egypterne.
”Ved den lejlighed sang Moses og israeliterne denne sang for Herren:
Jeg vil synge for Herren, thi han er højt ophøjet,
hest og rytter styrted han i havet!”
(2. Mosebog 15:1)
”Ve dem, som går ned til Ægypten om hjælp og slår lid til heste,
som stoler på vognenes mængde, på rytternes store tal..,”
(Esajas’ Bog 31:1)
”Nogle stoler på heste, andre på vogne,
vi sejrer ved Herren vor Guds navn”
(Salmernes Bog 20:8)
”Til frelse slår stridshesten ikke til,
trods sin store styrke redder den ikke”.
(Salmernes Bog 33:17)
”Kun må han ikke holde mange heste
og sende folket tilbage til Ægypten for at skaffe sig mange heste;...”
(5. Mosebog 17:16)
”Han” er den konge som de semitiske ætter vælger sig (5. Mosebog 17:15). Som man kan læse skriger Det Gamle Testamente af de semitiske ætters febrilske forsøg på at fortælle sig selv at selv uden heste skal de nok klare den. Som 5. Mosebog viser er man dog godt klar over at uden hesten går den ikke. Hvor stort et problem det har været at de semitiske ætter ikke havde hesten fremstår med al tydelighed i de hadske sætninger fra Zakarias’ Bog (14:12-20):
”Men dette skal være den plage, Herren lader ramme alle de folkeslag, som drager i leding mod Jerusalem...
og samme plage skal ramme heste...det er straffen over ægypterne...”
Vejleby-bosættelsen lå ved gode græsenge i den nu tørlagte Rødby Fjord, det sydvestlige Lolland. Der er her fundet resterne af 143 får og geder, 120 kvæg og 123 svin, dvs. nogenlunde lige målestok af hver. Man kan herfra se at også heste indgik i fødekæden da de fundne knogler er marvspaltet 1 – selv Det Gamle Menneske marvspaltede dådyrknogler for at få adgang til den meget næringsrige knoglemarv. Bopladsen er dateret til omkring år 0, dvs. før hestefolket ”os” ankommer, og for hvem hesten er hellig. Det nærliggende stednavn er "Tirsted", hvorfor vi måske kan antage at "Tyr" - dvs. fysisk tyren, har været hellig og Den Hedenske Høje for de oprindelige indbyggere.
1 Kilde: Jørgen Jensen: Danmarks Oldtid (2003, Ældre Jernalder, s. 271-2).
Da hesten for "os" er hellig, har hestekød for "os" aldrig været daglig spise, men alene været benyttet til blót-mad de få gange om året dette finder sted. I nødstilfælde ligeledes under hungersnød. Det eneste sted i England, hvor hestekød spises som andet kød er i Yorkshire. Her kaldes det ”kicker” og personen der spiser det ”kicker-eater”. Det benyttes også som et nedsættende udtryk om Yorkshire-mænd 1.
1 Calvin W. Schwabe: Unmentionable Cuisine (1979,1992).
Vi kan tage forståelsen for hvor sjældent hestekød blev spist et skridt videre. Vor oprindelige kalender er opdelt i 2 halvår - Sommer og Vinter (se afsnittet "Solhjulet og den matriarkalske månekalender"). Det burde have den naturlige slutning at vi kun havde 2 halvårlige blót - ofringen under Sommersolhverv/Litha, og ofringen under Vintersolhverv på Moders Nat, kaldet Sónarblót. Afgrøde-ofringerne under Midvinter og Midsommer er ikke blót, men bod (Agerbod og Høstbod). Usikkerheden opstår omkring fejringen af Forårsjævndøgn (Eostre/Den Jordlige Moder) og Efterårsjævndøgn (Öndurdís). Mange kilder kalder disse fejringer for "Vaarblót" og "Dísarblót". Vi har én kilde der skriver at Dísarblót tog form af en hesteofring.
Vi kan fra Beowulf-kvadet se at Den Hedenske Høje i Heorot i Gl. Lejre i 4-500 tallet e.Kr. er Freyr. Det er derfor at der på Moders Nat under Vintersolhverv ofres et vildsvin under Sónarblót, og hvorfor flæskestegen står på langbordet også i dag. (se afsnittet "Vintersolhverv - Moders Nat - (Lille)-Juleaften").
Vi er derfor i praksis i den situation at hestekød som blót-mad kun har været benyttet enten under to årlige blót eller ikke mere en fire gange om året. 1
1 Se Hans Ellekilde: Vor Danske Jul Gennem Tiderne (1943, s 50-53).
|
"Vintersolhvervs"-afbildningen på ”det korte” guldhorn tegnet af arkivar, kammerråd Jochum Paulli (1690-1759) 1734. Fra ”Danmarks Folk – I skildringer af danske videnskabsmænd” (1901, s. 221-222). Begge guldhorn blev fundet ved Gallehus ved Møgeltønder i Sønderjylland og er dateret til 400 tallet e.Kr. Afbildningen er i fjerde række fra mundingen af hornet, der begynder med "Sommersolhvervs"-afbildningen. Selve afbildningen af Vintersolhverv er i venstre side. Vi ser vildsvinet/sónargôltr, der skal ofres. Den 8-takkede Moder Jord/Jordlige Moder stjerne, til hvem ofringen sker (Frey må have samme tilknytning til denne stjerne) ses i nederste og øverste venstre hjørner. De to ens stjerner antyder to ofringer. Den ene er vildsvinet og den anden er hesten, som offergoden er ved at trække til ofring. Hesten ofres under ”Hestefesten”, der finder sted den 2. juledag (25. december). Se Troels Frederik Troels-Lund (1840-1921): Dagligt Liv i Norden i det sekstende Aarhundrede (4. udgave, 1914-15, VII Bog: Aarlige Feste, s. 58-59, Aarets begyndelse). Bemærk offergodens værktøj. De to "sigtekorn" mellem hest og mand antyder at det nye ceremonielle år begynder og at tiden vender mod lys. Der sker tydeligvis også en ofring af fisk. I afbildningens højre side har vi frugten af Vintersolhverv; Naturens nye år begynder ved Forårsjævndøgn, alle dyrene har unger og fuglene er i fuld sving.
|
”As thou art to thyself:
Such was the very armour he had on
When he the ambitious Norway combated;
So frown'd he once, when, in an angry parle,
He smote the sledded Polacks on the ice...”.
Er dette det samme sværd?
Kilde: Jul. Schiøtt: Danmarks Folk (1901, ”Nordens Oldtid”, s.185-186)
|
Et identisk redskab/våben med det identiske navn ”sica” fundet i Oltenia ved Olt-floden, nuværende sydvestlige Rumænien, men dengang i Dacia. Området falder under romersk kontrol år 106 e.Kr. At vi finder det samme redskab/våben begge steder med samme navn skyldes at det er grene af samme stamme, der findes begge steder. Under selvet redskabet/våbenet ses skeden. Fra Adamclisi trofæet, opført år 107/8 e.Kr. ved byen Tropaeum Traiani, Dobrudja, Rumænien (på 4 af panelerne), og fra Trajan’s Søjle i Rom, færdiggjort år 113 e.Kr. kan vi se at sica’en fandtes i to udgaver; enkelt-greb og dobbelt-greb. Bemærk at mange engelske kilder fejlagtigt kalder dette redskab/våben for en ”falx”. Ordet ”falx” er latinsk og benyttes fordi Ovid kalder våbenet ”falcatus ensis” (Metamorphose) og Juvenal (ca. 117-138 e.Kr.) det for ”falx supina” (Satiriae). Tak til Anders og Dorrit Hansen, Vancouver BC, Canada for henvisningen.
Billedkilde: Cătălin Borangic og Ioan Glodariu: Civilizatia fierului la daci (Editura Dacia, Cluj-Napoca, 1979)http://www.gk.ro/sarmizegetusa/ranistorum/site_eng/fierul.html
 |
Guldskilling fra år 385-670 e.Kr. fundet på gården Ytre Aagedal (Ågedal), Bjelland sogn, Vest Agder, Norge i 1879. Guldskillingen er en del af et omfattende gravgods. ”Oldsagerne, der tydeligen karakteriserer Graven som Kvindebegravelse, fandtes i et 5 m. langt og 1,3 m bredt Gravkammer under en Langhaug af Grud og Sten”.
Jeg har gengivet ovenfor hvorledes Ottar Grønvik fortolker denne meget vanskelige indskrift i “Fra Ågedal til Setre. Sentrale runeinnskrifter fra det 6. århundre (1987). Læseren kan ved selvsyn se at bl.a. sidste del af ”haha” fortolkningen åbenlyst ikke er ridset identisk til første del, men består af en binderune, der ligner ”l” samt noget der ligner ”c”. Ottar Grønvik mener at vi skal læse indskriften således:
”wiR aie i riod iuhli afl haha lid tiade eli aigi i tahe”
Det fortolker Grønvik på nunorsk som:
”Vi (han som signer, vier, helger) føre hesten, fylt av julekraft, på beite i grønningen (grasglenna)! Et følge (av hopper) hadde den raske i kvea (indhegningen ute på jordet)”.
Dvs. vi læser indvendigt ud og fra højre mod venstre "mod uret". Det forekommer mig at Ældre Futhark her viser tegn på brug af Angelsaksiske runer, hvorfor indskriften nok er tættere på 500 tallet e.Kr. end på år 385 e.Kr.
Nu kobler vi runeindskriften på selve afbildningen på guldskillingen, som jeg mener er en guldskilling, senere omgjort til en Gylden Tavle og båret af en kvinde. Når solhjulet er vist med fødder, dvs. solen ganger, befinder vi os i et tidsrum hvor solen hverver. I dette tilfælde må vi med brugen af ”iuhli” (jule) kunne sige at tiden er Vintersolhverv. Det forekommer derfor at vi her har en afbildning af Odinsjagten, hvor hesten med halsende tunge og kongens (Odin’s) flagrende hår jager det nye år ind. Hvad umiddelbart ligner horn over hestens hoved, og vi har utallige tilsvarende afbildninger, mener jeg er det offentlige gudehov ”Vi”, som er formet som hestens hov og en hestesko.
Ordet ”haha” forekommer på Möjbro-stenen eller Möjebrostenen, Hagby sogn i Uppland (U877, Janson 1987, 16 f.), dateret til ca. år 450 e.Kr. og her er vi ikke i tvivl om at der står ”ana haha islaginaR fravaradaR”. Ordet ”haha” skulle være en kenning for hesten og betyde ”den raske” (fra ”*h4:ha” og ikke ”*hanhan”).
Mit bud er at ordet kan være sammensat af hvad på oldnordisk bliver ”há” (høj) + há (hår), hvor ”há” (høj) som ”hoo, hoo, hoo!” netop henviser til hestens evne til at springe (flyve) højt, og há (hår), jvf. hrosshá (hestehår, hestehud), er en kenning for hesten.
Ordet “afl” er identisk på oldnordisk med betydningen “kraft, styrke”.
Ordet ”riod” forekommer at være det oprindelige ord for ”rjóða” (farve rød, rødgøre, stænke med blod), hvorfra ordet ”rjóðra, róðra, roðra” opstår med betydningen ”blod af offerdyr, hvormed man bestrøg eller bestænkede offeralteret”.
Ordet ”aie” mener jeg findes som førstestavelsen i de oldnordiske ord ”áifangi” (bedested, bedefang) og ”áifóðr” (bedefoder, mad som man havde på helligsteder).
Ordet ”lid” bliver til det oldnordiske ”lið” ([thing]lid, følge).
Ordet ”tiade” bliver til det oldnordiske ”týja”, gradbøjet til 3. person datid ”tjáða” (hjalp, nyttede, duede).
Ordet ”eli” bliver til det oldnordiske ”eljan” (kraft, dygtighed, standhaftighed, udholdenhed).
Ordet “tahe” har en lang række betydninger på estisk, herunder “vilje, vil”.
Ordet “aigi” tror jeg er et mandsnavn. Den rune der fortolkes som ”gi” er helt usædvanlig og en binderune i en eller anden form. Det kunne f.eks. være det oldnordiske mandsnavn ”Áki”, der kan oprinde fra ”*anuR” (forfader, aner). I så fald kunne ”aigi” måske knyttes til ”ái" (oldefader). Dette giver os samtidigt ophavet til stednavnet ”Aagedal” (Ågedal), hvor guldskillingen blev fundet. Troligen er kvinden der bar denne Gyldne Tavle en slægtning til ”aigi”.
Mit bud på en fortolkning ender op med at blive lidt anderledes:
”Vielsesbøn med blodbestænket julekraft[,] Den Højthårede’s lid hjalp dygtigt Aigi med viljen” 1
Det er fordi vi ved fra den samtidige ”Vintersolhversafbildning” på ”det korte” guldhorn fra 400 tallet e.Kr. at hesten ofres ved Vintersolhverv under ”Hestefesten”, der finder sted den 2. juledag (25. december), at ”julekraften” må være den ofrede hest’s blod. Kenningen ”Den Højthårede”, når vi efterser selve afbildningen, hvor kongen (Odin’s) lange, flagrende, hår er side om side med den halsende hest, må derfor have en dobbelthentydning til såvel hest som konge. I oprindelig tanke er disse for Ver Asir/Danir-folket ligestillet. Den ”lid” eller det følge, der herefter hjælper personen Aigi med deres dygtighed og vilje, er derfor dels kongens hird og thinglid, dels den ofrede hingst’s levende afkom og stodens hopper (marer). En meget fornem runeindskrift, der samtidigt giver os det tidligste eksempel i Skandinavien på brugen af ”jul” med ”iuhli” (jule).
Billedkilde: Mogens B. Mackeprang: De Nordiske Guldbrakteater (1952, s.143-144, planche 10:5). Thomas Birkman: Von Ågedal bis Malt (1992, s. 77)
1 Unfortunately modern English does not lend itself well to express essentially Old English as used in the 6th Century ACE. Tentatively I would offer this translation of my proposed interpretation in modern Danish: “Sacred prayer with bloodstained Yule power[,] the High-haired’s followers by willpower helped Aigi with excellence”.
Hávamál (vers 76 og 77, Ældre Edda) forklarer os at bl.a. dyr nu engang dør. I Middelalderen har man stadig husdyr inden for byens mure. Derfor udsteder Christian II. år 1522 e.Kr. en ordinans om hvad der skal ske med selvdøde husdyr. Forordningen er i virkeligheden et tidligt eksempel på Kommuneloven om ”renovation og bortskaffelse af affald”. Arbejdet med at lave en ”rakkerkule” uden for bymuren tilfaldt de hjemløse og omstrejfende løsarbejdere og daglejere, der kendes under mange øgenavne, herunder ”racker”, som man ”rakker ned på”.
Artikel 69:
”... och wele Wii uti hver Kiøbstedt, skall holdes en Bödill oc Racker... Wele Wii, at paa Marcken udenfore alle Kiöbsteder skall graffues en stor Kule, som Rackeren i Staden skall udiföre alle döde Aess, Qweg, Fææ, Heste, Ög, Hunde, Swin oc sliigdt andit, ther Stanck giör, oc döö ther i Byen eller udenfore Byen skulle theruti kastis oc Jord paa, at thet ey skall ligge owen Jorde oc forgiffue Luckten oc Mendisken, oc huor sliig Aess ligge på Gaden eller i Marcken skall then thet till haffuer hördt lade saadant udkomme at thet ey gïor Stanck oc Luckdt. Huilken thet forsömmer oc icke giör haffue forbrut tree Marck tiill Os oc Byen." 1
1 Kilde: Han Jørgen Møller: Natmandsfolk i Jylland http://www.natmand.1go.dk/nat/afstamn.htm
"Englandskrigene" 1801-1814 medførte i 1807 at England landsatte en hærstyrke i Vedbæk, Sjælland 16. august 1807. København overgav sig betingelsesløst efter "Københavns bombardement" 2-5. september 1807. Kongeriget går fallit og en statsbankerot indtræder 5. januar 1813 med en devaluering i forholdet 1:6 - 84% - der ikke formår at bremse inflationen. Det medfører i tidsrummet 1807-1816 en galoperende! inflation, der tvinger de handlende til at udstede private sedler (billetter), og de lokale fattigvæsen til at udstede nødpengesedler. Herfra følger at prisen på fødevarer , herunder særligt kød og brød, bliver skyhøj og uden for rækkevidde af størstedelen af befolkningen.
Pristallet (1800 = 100):
| 1801 | 119 |
| 1802 | 122 |
| 1803 | 112 |
| 1804 | 105 |
| 1805 | 120 |
| 1806 | 128 |
| 1807 | 109 |
| 1808 | 119 |
| 1809 | 165 |
Kilde: Poul Thestrup: Mark og skilling, kroner og øre – Pengeenheder, priser og lønninger i Danmark i 350 år (1640-1989) (1991, s. 30)
I midten af 1808 var taksten for det bedste oksekød 20 skilling; i marts 1811 30 skilling (den faktiske pris på landet var 40 skilling); i september 1812 52 skilling.
”Under de voldsomt stigende Kødpriser kom en ret livlig Agitation i Gang for at indføre Hestekød. Det var navnlig Veterinæren Professor Wiborg, der interesserede sig for Sagen, og han fik i Aaret 1808 sat igennem, at der paa Christianshavn skulde anlægges et Hesteslagteri, hvor de Heste, der anvendtes til Menneskeføde, skulde kontrolleres. Boderne, hvorfra Kødet solgtes, skulde have til Paaskrift ”Udsalg af sundt Hestekød”, og en Dyrlæge skulde overvære Kødets Nedsaltning. Man gik ud fra, at Taxten ikke maatte overstige 3 skilling Pundet, og at Hesteslagterne skulde nyde samme Rettigheder som andre lavslagtermestre. Til Støtte for, at Spisningen af Kødet vilde vinde Indgang hos Befolkningen, anførtes, at Fæstningsslaverne [=straffefange der arbejder med vedligeholdelse af en fæstning] og de Fattige gærne spiste af det. Saa at den ubemidlede Befolkning nok vilde vænne sig dertil. Dog burde Tyendet ikke kunne tvinges til at spise det, men Fattigvæsenet skulde kunne anvende det til sine Fattige. I September 1808 bevilgedes 3.000 D.C. [= Daler Curant, kurantdaler] til Køb af en Gaard i Dronningensgade [på Christianshavn, 1420 København K] og til Inventarium. Allerede inden Slutningen af Aaret viste det sig imidlertid, at den fastsatte Taxt af 3 skilling pr. pund var for lav, og at den navnlig maatte være højere om Vinteren, da Hesten steg i Pris for hver Maaned af Vinteren, der gik, og var billigst om Efteraaret. Taxten blev da sat stigende, med Maximum 6 skilling pr. pund i Marts Maaned. Det oplystes samtidig, at der fra 23. Oktober til 8. December var slagtet 100 Heste, mest smaa sjællandske a 14 til 16 Lpd. Stykket [Lispund, dvs. 112-128 kg]. Man mente at maatte gaa til 20 D. C [= Daler Curant, kurantdaler] for Købet af en Hest, men naar der var udtalt Frygt for, at der ved en saadan Pris eller i det Hele ved Hesteslagteriet skulde være Fare for en kendelig Formindskelse i Mængden af Arbejdsheste, da var dette urimeligt, thi selv om der Vinteren igennem slagtedes 200 Heste, vilde dette ingen Rolle spille paa Sjælland, ”der i det mindste har 100,000 Heste”.
Fordommen mod at spise Hestekød vedblev imidlertid og har, som bekendt, i den lange Tid fra Aarhundredets Begyndelse til dets Slutning kun meget delvis fortaget sig [dvs. i 1892]”. 1
1 Marcus Rubin: Studier til Københavns og Danmarks Historie 1807-1814 (1892, Tredje Kapitel, s. 473-487). 4. marts 1809 var Københavns bagere løbet tør for rug, hvorfor man var nødsaget at lave blandingskornsbrød (1/3 rug, 1/3 hvede, 1/3 byg). I marts 1812 udstedtes forbud mod udførsel af brød gennem Københavns porte.
I 1810 udvides forsøget på at genindføre hestekød som spise til hele Danmark og Norge med følgende befaling:
 | 15. Mai, 1810. Canc. Prom. (til samtlige Stiftsamtmænd, Amtmænd Grever, og Baroner i Danmark og Norge), ang. at Øvrighederne bør opmuntre til at slagte og spise Heste. Gr. Ligesom den hidtil herskende Fordom mod Hestekjøds Anvendelse til Føde for Mennesker ganske er overvunden i Kjøbenhavn, og et offentligt Hesteslagterie der bleven indrettet, saaledes ønsker Hs. [=Hans] Majestæt ogsaa, at ovennævnte Brug af dette reenlige Huusdyrs kjød maatte blive almindelig udbredt i alle provindser. Hs. Majestæt forventer, at Øvrigheds-Personerne, i Samtaler med Almuen og paa andre passende Maader, kraftigen ville kunne bidrage til at udrydde de indgroede Fordomme imod denne sunde og styrkende Føde; og til den Ende skulde Man, efter allehøieste Befaling, herved tjenstligt tilstille ….. et Antal Exemplarer af et af Forstanderen ved Veterinairskolen, Professor og Ridder af Dannebrog Viborg, affattet Skrift om Hestekjøds Spiisning, for at uddeles blandt Underøvrighederne i Deres Distrikt. Hs. Majestæt paatvivler ikke, at De jo selv vil bidrage, saavidt muligt, til denne gode Sags Fremme, og Allerhøistsamme, har bemyndiget dette Collegium til at tilkjendegive Dem, at Han med allernaadigst Velbehag vil ansee, om De i Deres Distrikt kunde finde én eller flere Mænd, der vilde modtage Kongeligt Privilegium paa et Hesteslagterie under samme Vilkaar, som ere bestemte for Hesteslagteriet i Kjøbenhavn, nemlig: at enhver Hest, som bliver bestemt til at slagtes, forud skal synes af en examineret Dyrlæge, og et Mærke indbrændes i Hovene til Tegn paa at Kjødet er sundt og spiseligt, samt at Hovene skulle blive hængende ved Kroppen, indtil alt Kjødet er solgt. |
"Professor Viborg" er Erik Nissen Viborg (Ericus Viborg, 1759-1822), dyrlæge og botaniker. Udnævnt professor ved Veterinærskolen, der lå på Christianshavn, 1787. Fra 1801 forstander for Veterinærskolen. Hans "Skrift om Hestekjøds Spiisning" er afhandlingen "Spiseligt Kiød" (1810).
Kilde: Laurids Fogtmann: Samling af Kongelige Rescripter, Resolutioner og Collegialbreve for Danmark og Norge” (1821, s.134-135).
Villads Christensen (1864-1922): København i Kristian den Ottendes og Frederik den Syvendes tid 1840-1857 (1912, Kap. V:399-400):
".....Den gamle Fordom mod Nydelsen af Hestekød begyndte paa den Tid at fortage sig, hvortil ikke lidet bidrog den stærke Prisstigning paa Levnedsmidler, der temmelig uventet indtraf i 1847. Dr. med. With udgav et Skrift »Om Hestekøds Afbenyttelse til Føde for Mennesket ved Levnedsmidlernes nuværende høje Pris«. Skriftet blev anbefalet af Kancelliet, og Borgerrepræsentationen opmuntrede til Anlæg af Hesteslagterier. To saadanne fandtes allerede paa Kristianshavn, hvor Straffeanstalten var deres faste Kunde. Men nu begyndte ogsaa Folk paa fri Fod at spise Hestekød, og Bladene kunde med Tilfredshed berette, at der i fire Maaneder af Aaret 1847 var solgt over 40,000 Pund Hestekød til private...."
Fordomme mod spisning af hestekød var stærke. Min farmoders broder, Henry Christiansen, udvandrede til Nebraska. Han skriver 22 år gammel fra Bradshaw, Nebraska et brev til sine lillesøster Else i Danmark dateret 11. oktober 1928. Heri skriver han bl.a.:
”....Jeg har lige været over at være med at slagte hos min nabo hus og skal i morgen igen hvis det bliver godt vejr og ingen anden ting sker. Jeg skulle været ud i dag og skyde en hest og tag skindet af. Jeg skulle have huden for det men så kom der så meget sne. Jeg var henne hos Kris. En af hans heste døde om natten så ville jeg tage skinnet af og det måtte jeg gerne men det var frosset så meget. Jeg kunne ikke og han sagde det var for koldt så han ville ikke hjælpe mig. Nu det bliver godt vejr så tror jeg nok jeg går løs på dem begge to. Jeg kan nok ordne det på en halv dag når bare jeg kan få en til at køre mine heste imedens jeg står og skær skindet løst. Det er let nu jeg har to heste til at trække skindet af. På en halv time kan jeg nok klare en mere. Jeg har 2 mil til den næste så det varer lidt at køre derover. Jeg kan få 7 dollars for skindet og det er jo også penge. Hvis jeg kunne få nok af det ville jeg ikke bestille andet. Nu skindet er lagt af får svinene lov at æde resten. Folk her kan ikke spise hestekød....”
Jvf. Hestens Værn er der 20 godkendte hesteslagtere i Danmark.
 |
"1 Kl HESTEKØD" (første klasses hestekød) har den unge slagter som sin markedsføring på muren over indgangen til slagterbutikken.
