Forside Indholdsfortegnelse
<< ForrigeNæste >>

Dannebroget – Danbroget hest

 

I kapitlet ”Dannebrog og Danibrók” viser jeg at den hedenske livkorsfane i rød med hvide bjælker findes så tidligt som år 1066 e.Kr. Vore konger fører stadig Ravnefane, dvs. Danibrók, og kongen overtager først dette banner som hans personlige fane på et tidspunkt fra år 1167 e.Kr. og før år 1219 e.Kr.

I folkevisen ”Svend Feldings Kamp med Risen”, en vise der formentlig kan føres nøjagtigt til tidspunktet for kongens overtagelse af det den rød-hvide livkorsfane år 1167-1219 e.Kr., forekommer følgende linier1:

”Og der kom gangedes en Møllermand,
Saa listelig over den Mark:
”Og jeg haver mig en dannebroget Hest,
Er fød udi Danmark”
 
Og jeg har mig en dannebroget Hest,
Er fød i Sæbylund;
Hver den Gang han til Møllen gaaer,
Han bær vel femten Pund”.

1 Abrahamson, Ryerup, og Rahbek: Udvalgte Danske Viser fra Middelalderen; efter A.S. Vedels og P. Syvs trykte Udgaver (1. Del, 1812, s. 153, vers 20-21). Jvf. Noterne s. 389 er ”Felding” muligvis fra ”Falling” fra gården Aakjær i Falling Sogn, Hads Herred, Aarhus Amt. Det kan ligeledes være tilfældet at Svend Felding (Falling) er identisk med Svend Trundsen fra den jyske stormands- og vikingeslægt Thorgunnæ. Anne Krabbe har i sin håndskrevne visesamling til denne vise har tilføjet: ”Anno 1608 d. 16. Julii da var jeg Anne Krabe sal. Jacob Bjørns, med flere Godtfolk, paa Aakjær, og der saae baade Svend Feldings Gryde og den Stald hans Hest haver været udi bunden. Desligeste saae vi ogsaa den Plads, som hans Stald haver standen, som Grundvolden endnu af kjendes, og jeg tog hjem med mig af Stenene derudi er. Og saae vi den Bæk, der haver løbet igjennem Stalden, hvorved han haver vandet sin hest, og er en rindendes Bæk; ligger et Pilskud udenfor Aakjær”. Det er derfor ikke svært at se at denne vises oprindelse må ligge flere hundrede år tidligere end 1600 tallet e.Kr. og formentlig kan føres til år 1167-1219 e.Kr. I den anden fornvise omhandlende Svend Felding; ”Svend Feldings Trette med Dronning Judte” (som ovenfor, s. 159-166) skildres ”Sven Feldings Sammenstød med den tyske Kongebrud Jutte, hvem der ikke levnes Ære for to Skilling” (Gudmund Schütte: Sønderjyske Rigssagn, I.,1948, s.67-68). ”Jutte” er Jutta af Sachsen med hvem Erik IV. Plovpenning (regent 1241-1250) blev gift 9. oktober 1239 e.Kr. Ernst Frederik Vilhelm von der Recke (1848-1933) i ”Danmarks Fornviser” (1928) nægter at folkevisen kan henvise til hende udfra argumentet af en så klar nationalmodsætning til tyskerne ikke fandtes i Danmark på Erik IV. Plovpennings tid. Gudmund Schütte viser os at dette sandelig var tilfældet. Dateringen af denne fornvise til år 1239 e.Kr. tager os da ganske tæt på tidspunktet for Dannebrogs overgang som kongens banner.

 

Herregården Åkjær (Åkær) i Falling sogn, Hads Herred kan føres tilbage til 1300 tallet. Da Anne Krabbe besøger herregården 16. juli 1608 tilhører gården Kronen (eksproprieret ved Reformationen 1536. Givet som kompensation til de skånske Gersdorff for tabt land i 1661). Herregården er i dag privatejet.

Ifølge Svend Grundtvig’s ”Danmarks gamle Folkeviser” (1853, I.,  s.403 n.2) betegner en ”Dannebroget hest” måske en "dansk blakket hest".  I sønderjysk dialekt betegner ”Danbroget” "en rød hest med hvid blis og fire hvide sokker". Den røde hest med de hvide markeringer får tilnavnet ”Dannebroget/Danbroget” fordi hesten har Dannebrogs farver.
 
Susanne Kristensen har gjort mig opmærksom på at netop den røde hest med 4 hvide sokker og en gennemgående blis ses i flere Frederiksborg-hingste, hvorfor det er troligt at der i den oprindelige Frederiksborghest ligger en ”Dannebroget/Danbroget” hest. Netop Frederiksborghesten, der avles på de kongelige stalde, har Danmarks ældste stambøger for heste og findes tilbage til 1640'erne.

Det nudanske "blis" er fra det oldengelske "blæse" (fakkel, ild), i dag "blaze", og videre fra det indoeuropæiske "*bhles-" (stråle, glimre). I etymologi er den røde hest derfor symbolsk "Solen" og "Ilden", begge opfattet som "Liv". Den hvide markering på hestens pande og næseryg til mulen opfattes derfor som "strålen" fra solen og ilden. Denne forståelse ses videre forklaret i filosofi nedenfor. Ordet findes ikke på oldnordisk, og er derfor ikke et karaktertræk vi finder i den islandske stamme af heste.

Den oprindelige betegnelse for ”en mare/hoppe med sokker på” er "socca" (oldengelsk) og "sokka" (oldnordisk). 

 

  

Til venstre: Hingst af Frederiksborgrace. Hesten løb i 1683 strækningen København-Hillerød på 42 minutter, men faldt død om efter præstationen (prøv at eftergøre denne præstation i bil i myldretid!). Den blev udstoppet i en springstilling (capriolestilling) og sat på Kunstkammeret.

Til højre: Statuen midt på Amalienborg slotsplads er kendt som Saly's rytterstatue. Det tog den franske billedhugger Jacques Francois-Joseph Saly godt 20 år at skabe statuen, der i dag regnes for en af Europas berømte rytterstatuer. Monumentet forestiller Frederik V, blev afsløret i 1771, og viser en kongen på en Frederiksborghest.

 

 

Vi ser på kalkmalerierne fra Middelalderen bl.a. afbildninger af røde heste med hvide prikker. Det forekommer mig at disse i samtiden kan have været kendt som ”Dannebroget/Danbroget” heste.

 

  chap23-14.jpg

Ovenfor til venstre: Skibby Kirke, Horns Herred , Frederiksborg Amt. Kalkmaleri dateret til år 1350 e.Kr.
Ovenfor til højre: Vægtæppet fra Baldishol stavkirke, dateret til 1100 tallet e.Kr. Hænger nu på Kunstindustrimuseet i Oslo.
Nedenfor til venstre: Kalkmaleri i Vesterø Kirke på Læsø dateret til år 1500-1525 e.Kr.
Nedenfor i midten (øverst): Kalkmaleri i Kirke Såby Kirke, Roskilde Stift dateret til år 1410-1425 e.Kr.
Nedenfor i midten (nederst): Kalkmaleri i Fårevejle Kirke, Roskilde Stift dateret til år 1525 e.Kr.
Nedenfor til højre: Kalkmaleri i St. Hans Kirke, Stege, Møn dateret til år 1476-94 e.Kr.
Billedkilder: http://www.kalkmalerier.dk/ og John Grant: Viking Mythology (1990, s.31)).

 chap23-1-1.jpg


 

 

Fra W. Luun’s artikel i ”Tidskrift for Veterienáirer” (ca. 1855, Det Kongelige Bibliotek) om ophavet til hestene af Knabstrup-typen kan vi se at der i 1798 tages heste fra Frederiksborg stutteri og fra Løvenborgs stutteri, hvis stamme kom fra det frederiksborgske. En af hopperne var en rød hest med hvid blis. Hertil kommer en mørkerød hoppe med hvide pletter taget fra en spansk krigsfange i Roskilde 1812. Da spanske soldater red på hingste, mener man at denne hoppe må være fra det nordlige Europa, måske fra England. Artiklen fortsætter med at beskrive hvorledes denne nye hest, kaldet ”Knabstrup” efter opdrættet på Knabstrup Hovedgaard, i farver forekommer ”gjerne spettet, ikke alene hvide pletter paa mørk Grund, men ogsaa mørke, baade sorte, brune eller røde, Pletter paa lys Grund; disse fremkomme altid i størst Mængde paa Lænden, men findes dog ogsaa udbredte paa den øvrige Krop....Føllene fødes i Reglen ensfarvede, naar undtages de Aftegninger, som ogsaa ere almindelige hos Heste af andre Racer saasom Sokker, Blis Stjerne eller Snip o.s.v., og de hvide Pletter kommer som oftest først frem i 3die eller 4de Aar...”.

Ved at sammenholde ophavet til en hest af ”Knabstrup” type med kalkmalerierne ovenfor kan vi nu se, at der i denne type er genskabt en hest vi allerede havde fra mindst vikingetidens afslutning. Det ser ud til at det er Frederiksborghesten, der også her er den ubrudte linie til en ”Dannebroget/Danbroget” hest.

På Statens Museum for Kunst findes et fantastisk maleri af en "Knabstrup" type malet af Johan Thomas Lundbye (1818-1848) med titlen "Seksten-årig hingst af Knabstrup-racen" (1847, olie på papir på lærred, 32,5 x 40 cm, inventarnr. KMS957). Den malede hingst er gengivet med hvid gennemgående blis, 4 hvide sokker og i farven rød, dvs. en "Danbroget" hest. På halepartiet, og den bagerste del af hestens ryg ser vi de hvide prikker, der gør hingsten til en "Knabstrup"-type.

 

 chap21-1-2.jpg

”Dannebroget – Danbroget” hest gengivet på et kalkmaleri i Meirup kirke, Ribe og dateret til år 1460-1550 e.Kr.
Billedkilde:
www.kalkmalerier.dk

 

 

Allerede Rig Veda (Bog 8:I:25 – Indra) påskønner dog ”Dannebroget/ Danbroget” heste: 

”Spandet til din stridsvogn gjort af guld, må dine to rødbrune med påfuglehaler, føre dig hid og did,
gangere med deres hvide rygge, for at slurke sød saft der gør os veltalende” 1 .

1 De to rødbrune gangere, med lange manker (se Bog 8:I:24), er spændt for stridsvognen tilhørende guden Indra. Den ”søde saft” er ”Soma-drik”, der består af saften fra den røde fluesvamp blandet op med komælk, olie og mjød. 

 

Grímnismàl (vers IV:37, Ældre Edda) forklarer os at ”Sunna/Sól” – Solen og Moder Jord,  bliver draget/trukket over himlen af "Árvakr" (den tidligt vågnede) og "Alsviðr" (den vidt rejsende). Snorre forklarer os i Gylfaginning (vers 11, Snorre Edda) at det er to heste vi taler om ”Þeir hestar heita svá, Árvakr ok Alsviðr” og forklarer hele sammenhængen i Skáldskaparmál (vers 72, Snorre Edda): ”Árvakr ok Alsviðr draga sólina”.
 
Ældre Edda kan i mange sammenhænge føres til Rig Veda. Også her trækkes Solen, som Solen og gudinde, i Rig Veda (Bog 1:CXV) af to, her rødbrune, heste: 

”Lykkevarslende er Solens rødbrune heste, skinnende, skiftende lød, mødes med vort glædesråb”.

 

På forespørgsel har jeg,  med stor tak, modtaget mange billeder, der viser hvorledes vore ”Dannebroget – Danbroget” heste tager sig ud i dag.
 

 chap23-1-11.jpg

Hingsteføllet "Moncheri" efter Bolero og hoppen Morell. Føllet blev født 21. maj 2007 og er på billedet ca. 2 timer gammelt.
Billedkilde: Stutteri Møllgård Mou, Mou. Benyttet med forlov af Pia Christensen, samt datter og ejer Camilla.

 

 

 

 chap23-1-12.jpg

"Prince Perfect" (SPH 163), født 2003, stangmål 148 cm. Dansk Sportspony 2007 og Årets Hingst 2007.
Fra hollandsk hoppestamme.
Billedkilde: Stutteri Katrinelund, Øster Assels, Mors. Tak til Ib Kirk og Jeanette Nomanni.

 

 

 

 chap23-1-10.jpg

"Balthazar", født 2002, stangmål 149 cm, vallak.
Billedkilde: Taget af Josefine Albin og benyttet med forlov.

 

 

 

 

chap23-1-13.jpg 

Hyldekærs Calvano, født i 2001, stangmål 166 cm, er ejet og opdrættet af Stutteri Hyldekær, Fakse som også ejer faderen Juvel Tågerup. Calvano er på det viste billede 4 år. Billedet blev taget i forbindelse med færdigkåringen, hvor hingsten opnåede typekarakteren 10, hvilket aldrig tidligere er tildelt til en Frederiksborg hingst. Hingsten rides på nuværende tidspunkt af berider Nikolaj Kowalski.
Billedkilde: Billedet er taget af Jane Lund Pedersen. Tilsendt og benyttet med forlov af ejer Niels Kristoffersen, Stutteri Hyldekær

 

 

 

 

Ridehæren - rytteri

 

De oprindelige ord for ”rytteri” er ”riddariherr” (oldnordisk) og ”ridanhere” (oldengelsk) eller ”rytterhær”, samt ”riddarilið” (oldnordisk) eller ”Rytterlid”. En ”rytter” kaldes for ”riddari/ríðari/ríðeri” (oldnordisk) og ”ridere” (oldengelsk). Herfra videføres ordet i Middelalderen som ”ridder” og gøres til en titel år 1277 e.Kr. (i Norge).
 
Der synes at være en udbredt holdning om at vore hære i vikingetiden (dvs. ca. år 787-1066 e.Kr.) ikke gjorde brug af rytteri. Det er med sikkerhed en fuldstændig misforstået opfattelse af samtiden. Vi kan fra Bayeux gobelinen omhandlende Slaget ved Hastings år 1066 e.Kr. se et enormt rytteri i fylking hos William, tilmed med det røde-hvide banner (se afsnittet ”Dannebrog og The Cross of St.  George i Slaget ved Hastings”).
 
Hvad vi dog også ser fra samme gobelin er at rytteriet udelukkende er mænd. Jeg viser i afsnittet ”Kvinder - Jordlige moder og skjoldmø” at kvinder med Adamnan Loven  fra år 696/7 e.Kr. forbydes deltagelse i krigsførelse. Da kvinder fjernes fra rytteriet nedlægges med ét slag et af stammens urhåndværk, den kvindelige rytter.

 

 chap23-1-15.jpg

Et smykke fundet af Flemming Karl Hans Nielsen ved Tissø, Sjælland. En rytter kommer ridende, uden stigbøjler og iført ridebukser. Bemærk på frisuren at denne rytterske er en kvinde i ridebukser. Manglen af stigbøjler gør at dateringen må være ca. år 650-700 e.Kr. Mellem rytterens hoved og hestens manke ser vi muligvis indersiden af rytterens skjold, med skjoldets bronze- eller jernhåndtag synlig. Rytteren modtages af en kvinde, der med et drikkehorn i højre hånd, og et skjold i venstre hånd, byder velkommen. I kunst skal brugen af drikkehorn og skjold i forbindelse med en kvinde opfattes som kenninger for en skjoldmø af Jarl æt. Vi bemærker nu at kvindens ansigt er gengivet som et fugleansigt med næb, og at hun over sit hoved og sin overkrop har en fjerham. Dette er derfor en kvindelig krigerinde der har hamskiftet (hama-skipti, að hamaz) til svaneham eller fjerham eller ”fjaðr-hamr, feðerhoma, fetherhamo” (oldnordisk, oldengelsk, oldsaksisk). Det er i denne svaneham vore afdøde, og uddødelige, skjoldmøer flyver fra rummet fremtiden til rummet nutiden og afhenter vore afdøde slagne fra valpladsen. Hávamál (vers 155, Ældre Edda) kalder disse skjoldmøer i svaneham for ”tvnriþor” (tunridere), og det er også en kenning for den kvindelige ridehær. Givet at kvinden står med et drikkehorn må vi her opfatte den velkomst der bydes den kvindelige rytter som en velkomst til Valhal, dvs. den hamskiftede kvindelige kriger står i Valhal og byder velkommen! Ridebukserne kender vi fra Thorsbjerg Mose-klæderne fra 1-200 tallet e.Kr. Benklæderne, eller "broge", er overraskende små, kun lidt over 1 m lange, med en benvidde på ca. 30 cm. Det antyder at ejermanden har været en ungersvend eller en kvinde. Bemærk ligeledes hvorledes rytterskens lanse ligger fastspændt mellem hendes højre inderlår og hestens mave. Dette lader sig gøre fordi stigbøjlen ikke er taget i brug, og ryttersken holder sig i sadlen ved at klemme inderlårene omkring hestens mave. Herved har hun samtidig begge hænder fri til ridt.

Et helt ufatteligt vigtigt smykke der understøtter urnordisk filosofi i Ældre Edda. Smykkket kan ses på Kalundborg Museum. Det er vrang at kalde den kvinde for en valkyrie, fra ”valkyrja, valmær, waelcyrge, wælcyrgean, wælcyrigean” (oldnordisk, oldengelsk). Dette ord er sennordisk fra 1000 tallet e.Kr., og findes ikke i modersmålet da nærværende smykke blev fremstillet.  

 

 

 

 chap21-1-10.jpg

Skjoldmø eller bevæbnet kvindelig rytter

Fra Urnes stavkirke, der ligger på gården Ornes på sydsiden af Lustrafjorden i Luster kommune, Sogn og Fjordane fylke, Norge. Den nuværende kirke er bygget ca. år 1130 e.Kr., men afløser tidligere kirker samme sted. Med mindre den gamle kirke brændte helt ned, benyttede man samme bygningsmateriale ifald det var muligt, specielt i kunst. Bemærk at den kvindelige kriger rider uden stigbøjler! Det gør dateringen af denne afbildning til før 700 tallet e.Kr., og forklarer hvorfor vi ser en kvindelig kriger til hest. Det var nemlig endnu ikke forbudt på dette tidspunkt.

 

Misforståelsen om det manglende rytteri sker ved en fejlagtig læsning af Saxo’s Gesta Danorum (Bog 14 om Erik Emune):
 
”Han samlede en Flaade og stævnede til Rygen, og for at kunne føre Krigen saa meget kraftigere, lod han, hvad ingen havde gjort før, Heste føre om Bord paa de danske Skibe, fire paa hvert, hvilken Skik siden flittig er bleven fulgt. Flaaden bestod af elleve Hundrede Skibe” 1 .
 
1  her i udgaven oversat af Dr. Fr. Winkel Horn, 1911, XI:91)
 

 

”Han” er Erik II. Emmune (regent 1134-1137) og anfaldet på Arkona, Rygen finder sted år 1135 e.Kr. eller år 1136 e.Kr.
 
Lad os se hvad originalen på latin siger (Gesta Danorum, 14.1.6):

”...... maritimae Danorum expeditioni primus equos adiecit, quaternos singulis navigiis mandans........”
 

Som jeg oversætter til:

”..... første Daner flådetogt (hvor) heste tilføjes, 4 på hvert enkelt skib beordret...”


 
For at forstå hvorfor Saxo skriver 4 heste pr. skib, og hvorfor Kong Erik ganske givet har forsøgt sig med dette, skal vi have fuldt kendskab til hvorfor Erik overhovedet drager på vendertog.
 
Snorre forklarer os dette i Heimskringla  (Magnus Den Blinde og Harald Gille’s Saga, kap. 10), der omhandler et vendisk angreb på stapelstaden Konungahella:
 
”......Lafransvökudag þá er talað var fyrir hámessu kom Réttibur Vindakonungur til Konungahellu og hafði hálft sétta hundrað Vindasnekkjur en á hverri snekkju voru menn fjórir tigir og fjórir og tveir hestar.”
 

Som jeg oversætter til:
 

”... Laurentiusdag (11. august 1135 e.Kr.) da talen var for højmesse kom Réttibur Venderkongen til Konungahellu og havde halvt seks hundrede (dvs.550) Vendersnekker og i hver snekke var firti og fire (dvs. 44) og 2 heste.”
 

Vendertoget af Kong Erik er uden for tvist et hævntogt for nedbrændingen af en af vore største handelspladser Konungahella 1 11. august 1135 e.Kr. Kong Erik havde givet varsel om det forestående angreb og vi ved at han har sin ledingsflåde på plads og at den er duelig. Det viser han i Slaget ved Fotevig 4. juni år 1134 e.Kr. hvor han er sejrrig ("Foteviken" ligger i den store bugt nord for Skanør, Skåne). Han viser samtidigt også at han har sit rytteri på plads for Erfurt-annalerne (ca. år 1150 e.Kr.) beretter at 300 ”militibus teotonikus” 2 var blandt Kong Erik’s hær.

1 I dag ”Kungelf” (Kungälv). Den nuværende bygd ligger ved Nordre elvs forgrening fra Göta elv (Göta älv). Det oprindelige Konungahella lå 2½ km længere nede ved Nordre elv (Nordre älv) omkring den nuværende Kastellgården. Det var her kongerne fra Danmark/Norge/Skåne og Svea-riget satte hinanden stævne fra 900 tallet fremefter, hvorfor navnet ”Konungahella” opstår. Bygden har da sikkert været den oprindelige landegrænse.
 
2 Der er ikke overraskende stor kontrovers over brugen af ”teotonikus”. Den germaner-katolske nationalisme er naturligvis ikke i tvivl om at vi taler om germanske frilanser, uden hvilken de mindreværdige Daner aldrig havde klaret den. Det latinske brug af ”teotonikus” er en henvisning til den katolske ridderorden ”Teotonic” (”Alt und Neuer Prussen order”) grundlagt samtidigt med Erfurtannalerne. De roder rundt i Kongeriget Jerusalem, taber, og slår sig 1224-30 ned i det der bliver til Königsberg, dengang fra Vistula-floden i Polen til Nemunas-floden i Litauen. Brugen af ”teotonikus” er den katolske kirke’s ønske om at være uundværlig – intet andet. Ordet ”teuton” i forståelsen ”en tysker” kendes ikke tidligere end fra 1833! Se en mere forsigtig fortolkning af dette i Siden Saxo (nr. 3, 2005, s. 48-50).

 


Lad os sætte de to modparter op mod hinanden i mandtal:
 


 

Kong Réttibur

Erik II. Emmune

Flåden (antal skibe)

550

1100

Heste pr. skib

2

4

Mand pr. skib

42

42 1

Samlet hær

24.200

46.200

Heraf rytteri

1.100

4.400


1 Vi antager at det er ”snekke”-klassen, der kunne have 45-80 mand + heste ombord, og sætter antallet til 42 som hos venderne. Brugen af ”Vindasnekkjur” kan antyde at vendernes snekke var lidt anderledes end vor egen. Fra de to skibe fra 800 tallet e.Kr. fundet ved Ralswich, Rygen ser det ud til at vendernes skibe er gjort efter vor bådbyggeskik.
 

 

Jeg tror at vendernes rytteri i august 1135 e.Kr. har taget os på sengen. Derfor er Kong Erik klar over at han må have et forbedret rytteri med til Arkona, enten sensommeren år 1135 e.Kr. eller året efter år 1136 e.Kr.

Han må derfor forsøge at tage flere heste med ombord end man gjorde det i den danske flåde på dette tidspunkt. Hvad Saxo skriver er nemlig ikke at vi først tager heste med ombord fra dette tidspunkt, men at det er første gang vi forsøger os med 4 heste pr. skib. Tænk på hvad dette gør for sødygtigheden af en snekke. 4 heste er ca. 2.4 tons, svarende til ca. 30 mand. Samtidigt har det været ekstremt risikabelt med 4 krigsheste, der kan blive urolige undervejs i høj sø.  

 

 Chap23-1-4.jpg

Træsnit fra Bayeux-gobelinen (146 cm x 38 cm). Teksten, på meget ringe latin, lyder:

"+HIC VVILLELM: DVX IN MAGNO: NAVIGIO: MARE TRANSIVIT ET VENIT AD PEVENESÆ:- HIC EXEVNT: CABALLI DE NAVIBUS.-
ET HIC: MILITES: FESTINAVERVNT: HESTINGA: VTCIBVM RAPERENTVR. HIC EST VVADARD".

Som jeg oversætter til:

”Her Hertug William i store skibe krydser søen og ankom til Pevensey. Her losses hestene fra skibene.
Og her hæren tager Hastings med magt for at skaffe forsyninger. Her er Wadard”.

Landingsstedet for Hertug William’s invasionsflåde var bygden Pevensey nær Eastbourne, East Sussex. ”Pevensey” er fra det oldengelske ”Pefenesæ” (Pefen’s sø/vand). Kong Harold Godwinson udbyggede fortet i byen år 1042 e.Kr. og den engelske hær lå i sommerlejr her sommeren år 1066 e.Kr. De forlod dog stedet før Slaget ved Hastings for at møde norskekongen Haraldur hardrada Sigurðarson mod nord i Slaget ved Stamford Bridge tirsdag den 26. september 1066 e.Kr. uden for Jorvik (York). Der var derfor intet forsvar i bygden da William ankommer. Andre kilder skriver at landingen på den engelske kyst fandt sted ved Coombe Haven, tættere på Hastings. Landgangen menes at finde sted 28. september år 1066 e.Kr.

I Domesday Book (fra ca. år 1087 e.Kr.) nævnes “Wadard” som landholder i England under biskop Odo til Bayeux. I ”Falaise Roll” fra 1400 tallet e.Kr. nævnes at ”Wadard” ankom til England år 1066 e.Kr. med Hertug William og var landholder i Kent og andre landskaber under biskop Odo. Efternavnet ”Woodward” er slægterne fra denne person.

Afbildningen af The Cross of St. George som Hertug William’s personlige banner vejrende fra mastetop på hans drageskib er den tidligst kendte afbildning af dette.

Træsnittet er en rimelig nøjagtig gengivelse af den originale Bayeux-gobelin fra år 1066-77 e.Kr. Ikke mange er opmærksom på at Hertug Wiliams personlige skib er et Drage-skib, og det er absolut ingen tilfældighed at dette er gengivet som så. Endnu færre er opmærksom på at vi ser særlige hestetransportskibe vist. Uden store hestetransportskibe kunne Hertug William aldrig have vundet Slaget ved Hastings. Der er gengivet 2, 3 og 4 heste pr. skib i invasionsflåden, samt da hestene losses ved ankomsten til Pevensey.
Billedkilde: Træsnittet udført af den engelske kunstner Jason Welsh. Købt gennem Steve Elden, Øst-Anglen. Mit private samling.

 

 

Fra Bayeux-gobelinen fra år 1066-77 e.Kr., omhandlende Slaget ved Hastings år 1066 e.Kr., kan vi se at særlige hestetransportskibe benyttes af Hertug William i invasionsflåden. Disse skibe viser op til 4 heste ombord pr. skib allerede år 1066 e.Kr. Det antyder stærkt at Saxo’s henvisning til 4 heste pr. skib år 1135 e.Kr. eller år 1136 e.Kr. er en udvidelse fra 3 heste til 4 heste pr. skib. De særlige hestetransportskibe ser ud til kun at transportere heste. Man har derfor, uden tvivl af sikkerhedshensyn, ikke haft både tropper og heste ombord i samme skib. Denne sikkerhedsforanstaltning synes at være uforandret i 1500 tallet e.Kr.

 

 chap23-1-5.jpg

Olaus Magnus (1490-1557) med verdens bedste heste i samtiden, de skandinaviske. Hesten faldbydes til salg, sælges til udlandet, og transporteres i de dertil byggede hestetransportskibe. I søen ser vi vore hårdføre heste klare sig i iskoldt vand fyldt med isflager. Fra hans værk "Historia de gentibus septentrionalibus" (Historie om de nordiske folk) fra 1555.
Billedkilde: Troels Frederik Troels-Lund (1840-1921): Dagligt Liv i Norden i det sekstende Aarhundrede (4. udgave, 1914-15, I Bog: Land og Folk, s. 180 (figur 187), Vogne).

 

 

 

Jeg viser i afsnittet ”Ormen Hin Lange” at Valdemar I. Den Store under sit første vendertog kun kunne mønstre ca. 11.700 mand år 1158 e.Kr. (260 skibe med ca. 45 mand ombord). Jeg er klar over at vi her er umiddelbart efter en meget lang borgerkrig. Alligevel tror jeg vi med nogenlunde sikkerhed kan sige at Kong Erik ikke har 4.400 ryttere med mod Arkona år 1135/1136 e.Kr. Han har hovedsagligt haft 2 heste pr. skib, og forsøgt sig på enkelte skibe med 4 heste pr. skib.

Jeg mistænker at fejlfortolkningen af Gesta Danorum opstår fordi Saxo i Gesta Danorum (Bog 13.2.1) skriver:

"...[3] Cuius rei ulciscendae gratia Nicolaus, excita classe, Liutcham appellit, Elivo Sleswicensis praefecturae viro equestres obviam sibi copias ductare iusso. [4] Necdum enim Dani externas obequitando pugnas conficere noverant...""...For at tugte ham herfor opbød Niels Flaaden og drog til Lütke efter at have givet Ejlif, Statholderen i Slesvig, Befaling til at møde ham dèr med Hest(e)folk, thi Danskerne havde den Gang endnu ikke lært at føre Rytteri med sig, naar de førte Krig i Udlandet..."

Nudansk oversættelse af  Dr. Fr. Winkel Horn (1911, 2. Del, XIII Bog, s. 56)

 

Tiden er i Kong Niels’ regeringstid år 1104-1134 e.Kr. og optakten til hans nederlag 9. august år 1113 e.Kr. ved Lytjenborg i Venden. Vi har nu skruet tiden 22-23 år tilbage fra Kong Erik II. Emmune's anfald på Arkona, Rygen år 1135 e.Kr. eller år 1136 e.Kr. Hvad Saxo's beretning forudsætter er i sig selv utroligt sigende om vor ridehær. For det første bekræfter Saxo at vore hære havde en ridehær men, siger Saxo, vi gjorde ikke brug af den i udlandet (externas). Hvad Saxo mener med "udlandet" er klart brugen af hestetransportskibe over store afstande, som f.eks. over Østersøen, over Vesterhavet, over Norgeshavet, til Østerled. På disse lange rejser tog man ikke, op til år 1113 e.Kr., hestene med ombord, men anskaffede sig heste lokalt efter landgangen. Som vi vil høre er det nøjagtigt hvad der sker i Øst-Anglen år 866 e.Kr. Men hvad Saxo dermed også siger er at man gjorde det "indlands", dvs. under sejlads mellem alle øerne i det nuværende Danmark fra Jylland til Skåne, kystsejladserne i Norge og langs den nuværende svenske vest- og østkyst, fra Normandiet til Hastings etc. Her mener jeg man gjorde brug af normen med at tage 2-3 heste ombord pr. skib.

 

 chap23-15.jpg

Billedkilde: Wahlström & Widstrand: The Viking (1975, s.27)
 

 

Lad os nu tage et spring tilbage til mjødhallen Heorot, Gl. Lejre i begyndelsen af 500 tallet e.Kr.

Beowulf-kvadet (sætning 1896-1898) i omtalen af lastningen af Beowulf’s skib i forbindelse med hjemrejsen fra Sjælland til Götaland:

þá wæs on sande saégéap naca
hladen herewaédum hringedstefna
méarum ond máðmum· 
Da var på sandet, søbøjede nakke [= skib]
ladet (med) hær-klæder [=udrustning], ringstævnet,
(med) marer [= hopper] og værdigenstande· 

Min oversættelse til nudansk.

 

Som vi kan se tages der heste med ombord på langskibet i begyndelsen af 500 tallet e.Kr. Antallet af heste er muligvis tre, jvf. ”þrío wicg somod” (tre rejseheste samme) i Beowulf-kvadet (sætning 2174), der er de heste Beowulf gav til Dronning Hygd, gift med Kong Hygelac (Scyldinga-æt nr. 18, 475-521) efter hjemkomsten til Götaland fra Heorot, Gl. Lejre på Sjælland. Det er samme sørejse der her omtales.

Beowulf-kvadet (sætning 855-56) siger:

 méarum rídan   beornas on blancummarerne [= hopperne] rider,   krigerne på de hvide [= heste]

Min oversættelse til nudansk. ”blancum” er latin for ”hvid” og benyttes poetisk som heite for ”en hest”, senere for alle heste uanset farve. 

 

Vi bemærker at den foretrukne krigshest, som spandet på stridsvognen i Rig Veda 1, var en mare (hoppe). Beowulf-kvadet er helt konsekvent i dette. Samme er gældende for Kong Erichthonius (Eiríkr-Þor/Altrådende Thor)'s 3,000 marer/hopper der græsser på engene i den nordlige del af Þrúðvangar i tidsrummet før 1184 f.Kr. (Homer:Iliaden, Bog 20). Derfor bliver Den Hedenske Høje, Frey's hest i filosofi en mare (hoppe), jvf. Skírnismál (vers 8-9, Ældre Edda).
 
1 Se ”Bilag Å: Rig Veda, bog 6:LXXV – krigsvåben”

 

Forståelsen for at den foretrukne krigshest var en ”mare” (hoppe) gør at vi nu kan forklare den titel, der blev givet vore hærførere i rigets ydre grænser (marsk-endestavelserne i f.eks. Danmark). Hærførertitlen og senere drengenavnet ”Marskal, Marsk" (latiniseret frankisk ”mariscaluis”) er faktisk sammensat af ”mare” (hoppe) + ”skalk”, hvor den oprindelige forståelse af ”skalk” (skalkr, scealc, skalks på oldnordisk, oldengelsk og gotisk) er ”tjener”. Titlen skal sidestilles med ”horsþegn (heste-thegn), der er kongens beredne livgarde. Da vi alene gjorde brug af hopper (mare) i rytteriet, er en ”Marskal” derfor kongens ”beredne tjener i grænseområdet”, dvs. hærfører.

Den første opkrævning af Danegeld fra England sker efter "The Battle of Maldon”, hvor vi anfalder Byrhtnoð, Jarl af Essex år 991 e.Kr. Der betales 10.000 Troy pund (.x. ðusend punda, 3.729 kg) sølv. Digtet omhandlende dette slag er skrevet umiddelbart herefter. Mod slagets afslutning, hvor det engelske forsvar er knækket og mange er i færd med at flygte hører vi (sætning 237-40):

 ”…Us Godric hæfð,
earh Oddan bearn, ealle beswicene.
Wende þæs formoni man, þa he on meare rad,
on wlancan þam wicge, þæt wære hit ure hlaford;..."
”...Os Godric havde,
Odda’s feje barn, alle besveget.
For så for mangen en mand, da han på maren red,
på den stolte kæmper, at var han vor herre;…”

Min oversættelse til nudansk.

Det oldengelske ”earh, earga” er identisk til det oldnordiske ”ergi” (ondskab) og opfattes som ”fej, frygtsom, uærlig, foragtelig, uværdig”. Det er et af de absolut værste tillægsord der kan tildeles et menneske. Brugen af ”wicge” (kæmper) som en heite for hesten bruges også i Beowulf-kvadet (sætning 286): Weard maþelode ðaér on wicge sæt (Værgen mælede, dér på kæmperen sad).

 

År 991 e.Kr. er krigshestene derfor stadig marer (hopper).

Vi ved også hvordan rytteriet trænede hestene og holdt dem i form, jvf. Beowulf (sætning 864-67):

Hwílum heaþorófe   hléapan léton
on geflit faran     fealwe méaras
ðaér him foldwegas fægere þúhton
cystum cúðe"
Iblandt De Krigskendte løbe lod,
i (kappe)strid fare, tilredet marer,
der hvor jordvejene fagre tyktes,
(og) vidste de var egnet


Min oversættelse til nudansk. Ordet ”fealwe” fra ”fealh”, idag ”fallow”. Ordet bruges som betegnelse for ”opbrudt jord” på frisisk ”falge” og betegner sikkert det samme som ”to break a horse” dvs. hesten er tilredet/ride-klar.
 

 

Endelig skal vi fra Beowulf høre om 8 meget smukt udstyrede heste der bliver bragt ind i kongsgården Heorot, Gl. Lejre. Det er Kong Hróðgár’s (Scyldinga-æt nr. 17, 473-525) egen hest vi her hører omtalt:


Heht ðá eorla hléo       eahta méaras
faétedhléore      on flet téön
in under eoderas·      þára ánum stód
sadol searwum fáh      since gewurþad·
þæt wæs hildesetl      héahcyninges
ðonne sweorda gelác      sunu Healfdenes
efnan wolde
 

som jeg oversætter til:
 

”Her da Jarlers Beskytter  8 marer
udstyret med hovedtøj på gulvet blev trukket
nede på jorden hvor en af dem stod
sadlen med stor kunst besmykket gjort
dette var slagsædet for Den Høje Konge
der når sværdet havde aflagt 1 Halfdan’s søn
evnen ville.”
 

1 Bemærk her at krigserklæringen sker ved at stikke sværdet i jorden, hvorefter kongen igen trækker det fra jorden, rejser det over hovedet som tegn på at slaget nu kan begynde. Rolandskvadet (sætning 1331) fra år 1098 e.Kr. siger på oldfransk:

”Enz en la sele, ki est a or batue”

som jeg oversætter til:

”End til sadlen, der med guld er beslået”


 
 

  

 

Skjoldungasaga 1 beretter om Kong Rolf Krake’s togt til mod Kong Adils, Upsal, Tíundalandi (10x120 land) i tidsrummet år 450-494 e.Kr. (Scyldinga-æt nr. 19 og Ynglinga-æt nr. 19):
 

”...Rolv drog nu med hær til Sverig, men lod alle sine mænd blive tilbage ved skibene og red alene med sine tolv udvalgte kæmper til Upsal. Der steg de af hestene og bad de upsalske svende at vogte dem, så at ikke et hår reves af halen på dem....”
 
”.... Som nu Danerne red fra Upsal, så de en stor hær sætte efter; og de var blevne indhentede, om de ikke havde reddet sig ved sned...”
 

1  Axel Olrik’s ”Skjoldungesaga i Arngrim Jonssons udtog” (Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie, s. 90-91, 1894).
 
 

I Ragnars Saga Loðbrókar (kap. 11) hører vi om Ragnar Loðbrók’s søn 1, Ivarr Den Benløse (Ívarr beinlauss, ca. 794-872 e.Kr.), der drager på hævntogt mod Kong Eystein 2 i Svíþjóð, der fra 500 tallet e.Kr. er under fjendens kontrol. Hævntogtet ser ud til at finde sted før Ragnar dør i England år 865 e.Kr.
 
 
1 Regnar/Regner Lodbrok/Lodbrog. Invaderede Irland år 832 e.Kr. og grundlagde Dublin år 841 e.Kr. (hans stortid er ca. 835-865 e.Kr.)
2 Eysteinn hinn illráði, Östen Illråda, Östen Beli
 

 

”.. Sigurðr… hafði hann fimm skip….. hafði Hvítserkr ok Björn búin fjórtán skip, en Ívarr hafði tíu skip ok Áslaug önnur tíu..”
 

Brødrene Sigurðr, Hvítserkr, Björn (Járnsida /Jernside) og Ivarr Den Benløse råder derfor sammen med stedmoderen Áslaug (Aadlov Sigurdardóttir) over 39 skibe til togtet.


”Ok nú segir Ívarr, at hann hafði sent landveg riddaralið...”
 

som jeg oversætter til:
 

”og nu siger Ivar, at han havde sendt (af) landevejen rytterliden (riddaralið)”
 

Angel-saksiske Krønike for året 866 e.Kr. siger:

Her feng æþered æþelbryhtes broþur to Wesseaxna rice;  þy ilcan geare cuom micel here on Angelcynnes lond, wintersetl namon on Eastenglum, þær gehorsude wurdon, hie him friþ wiþ namon. 

Som jeg oversætter til:

”Her fangede æþered (,) æþelbryht’s broder, det Vestsaksiske rige; det samme år kom (en) stor hær til Angelkongernes land, vintersatte sig på Øst-Anglen, hvor de blev udstyret med heste, og de gjorde fred med dem”.
 
 
Vi kan sige at ”en stor hær” er ”de danske” (þa Deniscan), i samtiden forstået som fra Danmark/Skåne/Norge/Upland. Det ser vi for året 870 e.Kr. hvor Ivarr Den Benløse, som vi allerede ved har rytteri, drager til Mercia for at hævne drabet på sin fader. I Angelsaksiske krønike nævnes at han fra Mercia drager til det fast vinteropholdssted i Øst-Anglen, og overvintrede ved Thetford (þeodforda).
 
Som man kan se er Øst-Anglen for os helt op til slutningen af 800 tallet e.Kr. at betragte som ”hjemmebane”, hvor man er blandt venner og familie.
 
I år 871 e.Kr. begynder Alfred Den Store at opbygge sin hær i 2 fylking/folc, som var vor vanlige vis at gøre det på. Dette inkluderer rytteri. Vi ser vort rytteri på banen for året 878 e.Kr.:
 
 
”Her hiene bestæl se here on midne winter ofer tuelftan niht to Cippanhamme, geridon Wesseaxna lond gesæton micel þæs folces ofer sæ adræfdon, þæs oþres þone mæstan dæl hie geridon....”
 

som jeg oversætter til:
 

”Her hæren ved Mid-vinter (2. februar) på den 12. nat stjal sig til Chippenham, bered Vestsaksernes land hvor de satte sig (,) meget af folket over søen drev, de andre de for det mesten gjorde underdanige eller red ned.
 

”Red ned” skal her forstås som ”indfangede på hest og dræbte”. ”Hæren” er alle enige om er ”de danske” (þa Deniscan), der her uden for enhver tvivl har et talstærkt rytteri.
 
Vi ser Kong Alfred Den Store bruge sit eget nye rytteri for året 881 e.Kr. hvor de tager på sommerferie til Frankernes Land:

”Her for se here ufor on Fronclond, þa Francan him wiþ gefuhton, þær þa wearþ se here gehorsod æfter þam gefeohte”.
 

som jeg oversætter til:
 

”Her fór sig hæren over til Frankernes Land, hvor Frankerne med ham fægtede, der være sig hæren be-hestet efter de havde sloges”.
 

Det er kun 2. gang vi hører at ætterne i de nye kongeriger i Britannien er stærke nok til at kunne angribe fastlandet.  Året før år 880 e.Kr. er han ovre for at se landenes lejlighed an ved at tage til Ghent, Sydlige Friesland/Belgien (Fronclond to Gend).


De tager kun denne enorme risiko fordi Alfred Den Store er i færd med at opbygge sit rytteri for at kunne ligestille sig med ”de danske”. 

Jeg tror vi her skal opfatte at Alfred Den Store er draget til landområderne under Frankernes kontrol, der fra år 755 e.Kr. inkluderer Friesland. Hvad han er på rov efter er de store frisiske krigsheste (Het Friese Paard), og det er dem han tager med hjem. I de efterfølgende år er han derfor i stand til at angribe Frankernes Land i stadig større målestok, og trænge dybere ind i landet (hvem monstro gav ham denne glimrende idé?). 

I år 892 e.Kr. har han fået det hele til at hænge sammen og og Angel-saksiske krønike (skrevet til Alfred Den Store ) viser os at han kan:
 

”Her on þysum geare for se micla here. þe we gefyrn ymbe spræcon, eft of þæm eastric westweard to Bunann.  þær wurdon gescipode, swa þæt hie asettan him on anne siþ ofer mid horsum mid ealle”

Som jeg oversætter til:

”Her i dette år fór sig stor hær som vi tilforn omtalte (,) fra det østlige rige derefter mod vest til Boulogne (nord-Frankrig) (,) der blev de indskibet så at de kunne sætte over til den anden side med heste med alt/alle”.
 

Vi ser her at heste allerede fra år 892 e.Kr. beviseligt er ombord på langskibene. Da Alfred Den Store har opbygget sin hær efter de i samtiden langt større hære i Danmark/Skåne/Norge/Upland er der ingen tvivl om at dette er normen på dette tidspunkt. At tage 2 heste ombord kan være indført mellem år 866-892 e.Kr. og hænger sikkert sammen med evolutionen i langskibets størrelse, hvor snekken gør det muligt at øge antallet af søfolk og tilføje heste i skibe.
 
Det er her vigtigt at adskille hvorvidt hesten kunne transporteres ombord på et skib fra om rytteriet fandtes. Vi kan se at hvad der sker i år 866 e.Kr. er at rytteriet anskaffer sig heste ved ankomsten til Britannien.

At der har været mangel på heste i de nye kongeriger i Britannien, og at disse fra år 866-892 e.Kr. kunne transporteres ombord på langskibene gør at vi ser følgende lovgivning indført år 924-939 e.Kr. i Kong Athelstan's Love/The Laws of King Athelstan:

"19.7.: At ingen må skille sig af med en hest over søen, med mindre den gives som gave".
 

Den islandske høvding Óláfr Pái Hoskuldsson der boede på Hjarðarholt ca. år 978 e.Kr., rejser ca. år 960 e.Kr. ned til Irland for at besøge sin morfader, Kong Myrkjartan til Irland. I Laxdæla Saga (kap. 21) hører vi da Kong Myrkjartan ankommer til Óláfr’s skib:

”....En er skipverjar Ólafs sjá mikið riddaralið ríða til þeirra....”
 

Som jeg oversætter til:

”....Men da Olaf’s skibsværger så megen rytterlid ride mod dem....”
 

Endelig  hører vi omtalen af  ”rytterlid” (riddaralið) i Göngu-Hrólfs saga (kap. 30).
 
Der er derfor intet historisk hul i konklusionen at vore hære altid har haft en ridehær/rytteri, og det har gjort sig gældende for også for venderne og kelterne. Undtagelsen synes at være de frisiske ætter, der havde heste, men intet rytteri. Det afsløres af ordet ”cheval-de-frise”. Ordet betyder direkte oversat ”hest-fra-friserne”, men betegner et pigtrådsnet (oprindeligt en træramme med jernspidser), som friserne opsatte for at forhindre/forsinke et rytteriangreb da de intet rytteri havde selv.

chap23-16.jpg 

Scene fra filmen "Den 13. kriger" (13th Warrior, Touchstone Pictures, 1999) der viser hvorledes hestene gik fra borde. Det har krævet store rideegenskaber at kunne gøre dette. Samtidigt har skibet skulle hældes mod bagbord for at mindske den højde hesten skal springe.

 

”Peder Syvs kjernefulde Ordsprog” (1807, s. 76):

"God rygt er hestens halve Foder"

 

I strenge vintre, hvor vejrliget ikke har ændret sig i Eostur-monaþ/Faremanet (21.3-8-14.4), og græsset derfor endnu ikke er groet frem, forklarer dette ordsprog fra ”Peder Syvs kjernefulde Ordsprog” (1807, s. 251) på bedste vis, hvad sker:

”Mens Græsset groer, døer horsemoderen”.

 

 

 

Den kvindelige ridehær

 

Tanken om at den oprindelige ridehær var et virke for kvinder opstod oprindeligt ved at efterse nutidens rideskoler i Danmark, Norge, England og Island. Forholdet mellem drenge og piger der ridetræner er ca. 90% piger mod 10% drenge 1. Dette er et kæmpeproblem fordi dette forhold i sig selv gør at unge drenge anser ridning for en tøsesport, som de unge grønskollinger i hvert fald ikke skal have med at gøre.

1 I artiklen ”Hesterelaterede fritidsulykker 1989-1999” (Ugeskrift for Læger, 2001;163(43):5979) fremgår det at ”...kønsfordelingen i DRF [Dansk Ride Forbund], hvor kvindernes andel af de aktive medlemmer på opgørelsestidspunktet var 87%...”

 

Efterser vi rideskolerne i Spanien, Portugal og hele syd-Amerika opdager man at forholdet er omvendt eller i bedste fald 50/50.

I dag kan vi ikke genkende det, men kvinder havde ikke adgang til ridesporten før kvinder som Lis Hartel (1921-2009) dukker op som 22/23 årig i 1943 og 1944, hvor hun bliver Danmarksmester i skoleridning på Gigolo. Først med OL i Helsingfors 1952 gives kvinder adgang til legene. Tanken var derfor om de helt ekstreme forhold i Skandinavien/England i virkeligheden har dybe rødder i historie og sæder?

Hemmeligheden i hvorledes vi, fåtallige som vi er, har kunnet klare os siden arilds tid mod de fjender der alle dage har omringet os er, så vidt jeg kan se, tvefoldig: Rettidig strategisk alliance-bygning, og et sæt af sæder, hvor hjørnestenen er ”ligestillede fribårne” (se Hávamál vers 73, Ældre Edda).

Som udgangspunkt i vore sæder er derfor mand og kvinde at anse, med ret og pligt, som hærmænd.

Vore konger og dronninger har naturligvis altid skulle haft overblik over hvor stort et forsvar der var til rådighed, og at det var dueligt når det gjaldt. Den vis det skete på var inddelingen af landskaberne i ”Herat” (Herred), hvorover en ”Hariwalda” (Hærvælder) råder, jvf. Harald/Heraldik.

Snorre Edda (Skáldskaparmál, 82. Hópaheiti) siger ”herr er hundrað” eller ”hær er hundred”, hvorfor det forekommer rimeligt at den militære opdeling ”Herat” må være identisk til ”Hundred”. 

Opdelingen i ”Hundred” henviser, som Herat-opdelingen, til en militær enhed. Et landområde ”Hundred” kunne stille med 100 eller 120 krigere (”Hundrað” betød oprindeligt 120 (tólffraett)). I England har det betydningen at ”her bor/brødfødes 100 eller 120 familier”. Meningen er formentlig den samme.

En ”hær” (oldengelsk "here") er i lovgivning defineret som bestående af ”over 35 krigere” (se Kong Ine af Wessex (regent 688-728)’s Vest-saksiske Lovkoder (West Saxon Law Codes) fra ca. år 693 e.Kr., Lov nr. 13). Dette giver os måske samtidig en oplysning om den oprindelige mindstestørrelse af et ”Herat” (herred) i de nye kongeriger i Britannien. Denne afvigelse fra at et Herat skal have mindst 120 krigere kan ganske enkelt skyldes, at der i 600 tallet e.Kr. i Britannien stadig er stort underskud af mandtal.

Det følger heraf at landfordelingen er udtænkt således at hvert lod skal kunne brødføde 1 familie, der skal stille 1 kriger til rådighed til hæren. Vi kan se fra Valdemars Jordebog (1231) at systemet er så genialt at størrelsen af hver lod er afhængig af jordens bonitet (ydeevne), hvorfor landfordelingen som tanke er lige. I sæder er den vigtige konklusion dog at der ikke tages hensyn til køn i den kriger der skal stilles til rådighed.

Ifald oprindelig filosofi afspejler virkelighed er det rimeligt at spørge hvor vi finder den kvindelige rytter i vor filosofi?

Vi har 4 mentale hamskifte 1 vi kan undergå, og som vi ser gengivet i vor filosofi.
 
Vort langskib undergår, ikke selv men i vore tanker, et hamskifte til ”en fugl i vandoverfladen”. Se f.eks. Beowulf-kvadet (sætning 217) og bådbygger-skikken på Færøerne i Andras Mortensen’s bog "Hin føroyski ródrarbáturin" (kap. 2). I afsnittet ”Julenisserne – Nis Gårdbo, Jólasveinar og alfer” (underafsnit ”Vástospáti – Gårdboen i Rig Veda”) viser jeg at Gårdboen, som værnende vætte, ligeledes besidder egenskaben at kunne hamskifte til hver en skikkelse, fra Den danske Hund til buk. Dette er tilfældet hele vejen fra Rig Veda til Landnámabók.  Denne egenskab må skulle opfattes i forlængelse af de dødeliges evne til hamskifte da Gårdboen, som vætte, er et lille menneske.

 

Odin, som konge, shaman og jólnir (Julens Herre) hamskifter til ”halv mand – halv hest” i den rejse efter de udødelige forfædres visdom, som alle dødelige søger i nutiden. Hesten er hellig og er virkelighedens transportmiddel. Derfor hamskiftes der til hest (se afsnittet "Halv hest/halv mand – Odin i hamskifte").

Blandt hærmænd har vi to kampformer; ”ulvhednar” (ulveskindskapper) og ”berserkar” (bjørneserker). Begge er mentale hamskifte den enkelte hærmand undergår som kriger til fods, og valget er afhængig af den situation overfor hvilken han eller hun befinder sig. Ideen er at forsøge at eftergøre ulven og bjørnens angrebsform – stilhed eller larmende. Fra kampformen ”ulvhednar” perverterer kristendommen forståelsen gennem dens omskrivning af forståelsen "Werewulf/Werwulf" (oldengelsk), "Verulfr" (oldnordisk) og "Le warou/warwou" (dansk i Normandiet). For mere om dette se afsnittet "Ulvhednar og Berserkar".

Det fjerde hamskifte er rytterens, og hamskiftet er til svaneham. Som alle ryttere ved er en fuld galop næsten at beskrive som at man flyver. Det er dette mentale hamskifte rytteren undergår. På sennordisk, faktisk så sent som i 1000 tallet e.Kr.,  kender vi disse ryttere som ”Valkyrjer” (på oldengelsk fra samme tidsrum som ”waelcyrge, wælcyrgean, wælcyrigean”). Ordet er nyt og skabes for at adskille de kvindelige krigertempelpræster i oprindelig filosofi fra de nu til Bibelen omskrevne engle-enheder, der ikke er vor egne (se "Bilag Æ: Bibelens begreber Hedning , Djævlen, Dæmoner og Engle").

I Oddrúnargrátr (vers 16, Ældre Edda) forekommer betegnelsen ”óskmey” (oscmey)  eller direkte ”ønskemø” som jeg tror vi skal opfatte som ”udvalgte mø”.

Vi har alle et knivskarpt billede af de kvindelige ryttere der er ”budbringer til hest”, og Hávamál (vers 155, Ældre Edda) kalder disse for ”tvnriþor” eller ”tunridere”, hvor de ses legende i luften (leica lopti a) i deres [svane]ham.

Narts sagaerne er fortalt og nedskrevet af Osseterne i Kaukasus-bjergene. Disse beretninger har store ligheder med Ældre Edda, og har helt samme ”himmelske budbringere” under betegnelsen ”zed, izaed, ized” (se "Bilag D: Narts sagaerne").

Det kan derfor argumenteres i filosofi at ikke nok med at ridehæren havde kvindelige ryttere – det ser ud til at ridehæren oprindeligt var et kvindeligt håndværk.

At kvinder har kunnet deres kram som krigere til hest ser vi i ordet "mareridt", hvis oprindelige betydning gennem "*mer-" er "at gøre ondt". I 1300 tallet e.Kr. viser Folketroen i Norden og England at "mare" er en ond kvindelig ånd, der rider på de sovende og kvæler dem.

Angriber vi tanken om en kvindelig ridehær fra en anden vinkel, og med grundforståelsen af ”ligestillede fribårne”, skal vi i rationel tanke fordele opgaverne i hæren på den bedste vis. Til ildvåbenet blev opfundet var fysisk styrke, alt andet lige, den absolutte komparative fordel. Det giver derfor fuldt ud mening at vore unge ugifte kvinder, skjoldmøer, skal indsættes hvor det giver størst udbytte i slagstyrke. Jeg mener det åbenlyse svar her er på en hesteryg med lanse (langt spyd).

Derfor mener jeg at den oprindelige ridehær formentlig var unge ugifte kvinder.

Og derfor kan Cain Adamnain skriftet om Adamnan loven, hvis oprindelse menes at stamme fra år 696/7 e.Kr. og abbeden Adamnan fra Iona klostret (nordvestlige Skotland), berette i forordet til loven, der forbyder kvinder at deltage i krigsførelse, om hvorledes situationen var før lovens indførelse:

”Den beskæftigelse som kvinder var bedst til var at føre krig på slagmarken, at gå i sammenstød og slå lejr, slås og lede hærskarer, at såre og dræbe. På den ene side bar hun sin proviant, på den anden sit barn. Sit stangtræ bar hun på ryggen. 30 fod (9 meter) langt var det, og havde i den ene ende en jernkrog, som hun rammede ind i hårlokken på kvinderne i modstandernes hær. Hendes mand var bag hende, med et sværdstang i hånden, piskende hende til kamp. For på denne tid var det kvindens hoved, eller hendes to bryster, der blev taget som trofæ”.

Man leder en hærskare fra hesteryg.

Hvorledes det går til at vor ridehær bliver et kvindeligt håndværk giver jeg et bud på et afsnittet ”Díar pataldr – amazoner – skjoldmøer - kvindelige krigere”.

Den absolutte hovedårsag til at den kvindelige ridehær forsvinder er at det forbydes med kristendommens ankomst. Vi kan fra Bayeux-gobelinen se at forbudet er absolut allerede i år 1066 e.Kr. da Hertug Williams ridehær består alene af mænd. Det er, så vidt jeg kan se, ikke muligt at sige endeligt om de ryttere vi ser afbildet på Oseberg-tapetet fra år 834 e.Kr., og som er iført bukse-kjoler, alle er kvinder. Nogle er rytterne er i hvert fald.
 
At ridehæren var et kvindeligt virke, der fjernes i Britannien med Adamnan loven fra år 696/7 e.Kr.,  kan også forklare det ellers uforklarlige fænomen at Alfred Den Store år 871 e.Kr. begynder at opbygge sin hær i 2 fylking/folc, som var vor vanlige vis at gøre det på. Dette inkluderer rytteri. Vi ved at der er ridehær i de gamle kongeriger i samtiden, men af en eller anden årsag findes den ikke i de nye kongeriger i Britannien, og skal bygges op fra bunden.

I Hervarar saga ok Heiðreks har vi en række kennings/gåder. Disse bliver stillet af personen Gestumblindi (Den blinde gæst). Den følgende kenning omhandler brætspillet Cyningstaefl (Hneftafl). Spillets opbygning er et spejl af virkeligheden, og går ud på at fjenden ankommer til vore landskaber i 4 skibe, hvorefter et angreb indledes. Herefter skal kongen (Odin) med sin hird forsøge at bryde ud af sin ringborg og komme i sikkerhed. Kongens hird, "Forsvarsringen", nævnes i Beowulf-kvadet (sætning 1501), hvor den kaldes "gúðrinc" eller "guderingen". Gestumblindi siger:

"Hverjar eru þær snótir,
er um sinn dróttin
vápnlausar vega,
inar jörpu hlífa
um alla daga,
en inar fegri frýja?
Heiðrekr konungr,
hygg þú at gátu."

"Góð er gáta þín,
Gestumblindi,
getit er þeirar:

“Þat er hneftafl. Töflur drepast vápnlausar um hnefann, ok fylgja honum inar rauðu."

Som jeg oversætter til:

”Hvem er disse snu kvinder,
der om sin drot
våbenløst kæmper,
end (med) hest forsvarer
om alle dage,
og end fagert egger?
Heiðrekr konge,
Hyg/forstandig (er) du (på) gåden”.

”God er gåden din,
Gestumblindi,
gættet er den:

“Det er hneftafl. Tavler 1 banker våbenløse om næven 2, og følger ham end (gør de) røde”.

1 her forstået som “brikker”
2 Hnefann er Kongen/Odin

 

Vi kan se at kongens (Odins) "gúðrinc" eller "gudering" er en kvindelig ridehær (se afsnittet ”Cyningtaefl eller Hneftafl – det strategiske brætspil”).

Denne forståelse af  kvinders tidligere forbindelse med hesten, og en ret taget fra dem, ses også i den gamle folkevise "En vnger Frøicken føris aff Danmarck til Suerig", der gengives af Anders Sørensen Wedel (1542-1616), Folkemindesamler og Kongelig Historiograf.
 
Folkevisen gengiver at kvinder var ligestillede fribårne, der ikke blot selv kunne afsadle deres egen hest, men selv red til gilde eller i krig. Vers 20 og 21 siger:

De Suenske Fruer,
i føre oss hid ingen Judske Sæder:
Saddel aff Sølff oc forgyldene Mile,
der met pleje Suenske Jomfruer at ride.
 
Forgyldene Mile,
der met pleje Suenske Jomfruer at ride:
Saddel aff Sølff oc langen spange Mile,
saa ride wi Suenske Fruer til Gilde.

At det er uden for tvist at folkevisen ønsker at fremhæve vor oprindelige sæd om at mand og kvinde var ligestillede fribårne fremgår af sætningen ”Fruer oc Jomfruer de age met mag” (vers 24).

Ordet ”age” har på olddansk betydningen ”bevæger sig frem, kører, befordrer sig”. Ordet ”mage” fra ”mágr, megir” (oldnordisk) ser ud til at betegne en gennem giftermål tilkommen mandlig person. Kom i hu at i vore sæder forbliver kvinden altid i egen slægt, modsat stort set alle andre stammer. Det er derfor manden, der kommer til en ny slægt. Mandfolkene i kvindens slægt vil derfor betegne svigersønnen som en ”mágr”. Samme betegnelse vil svigersønnen give sin svigerfader. Jeg mener at ordet er det samme som "maki" (oldnordisk) og "gemacca" (oldengelsk) eller "sidestykke, ligemand, ægtefælle", i dag "mage".


Når derfor alle vore kvinder ”ager med mager” så har det betydningen af de er at finde side om side med deres ægtefælle og ligemand. Det er afskaffelsen af denne hjørnesten gennem eksporten af den katolske kristendom til vore landskaber, at folkevisen beklager og er afvisende overfor. Her er kvindens tab af selvstændigheden som rytterske glimrende vist ved hendes nye passivitet som passager i en hestevogn med en mandlig køresvend som kusk.
 
Jvf. folkevisen, vers 19 og 20, knyttes skikken med brug af "karm og køresvend" (overdækket hestevogn, karet) til i "Judske Sæder" og i vers 25 til "Tydsk Mands Sed".

Fra den sønderjyske præst og Christian IV’s hofastrolog (kalendiograf) Niels Heldvad (Nicolaus Helduaderus, 1564-1634)’s ”En ny oc Skøn Formular Bog, Som indeholder, huorledis mand skal forstaa, nytte oc bruge, de Latinske, Juridiske, Judske-Tydske Gloser oc Vocabula, som nu hos os oc komme i brug….” (1625) kan vi se at der ved brugen af ”Judske” (vers 19, 20) og ”Tydsk” (vers 25) tænkes på én og samme sag.

Denne yderligere forringelse af kvinders stilling kommer op fra de germansk kontrollerede Hanse-stæder på et tidspunkt i Middelalderen i ca. 12-1300 tallet e.Kr. Germanerne påbegynder deres emigration mod nord til Østersøens sydlige landskaber fra ca. år 1158 e.Kr. fremefter. 

 

 

 

Indholdsfortegnelse
<< ForrigeNæste >>
 
Søgeværktøj
Fra Grímnismál (vers 32, Ældre Edda) ved vi at vor ven fra skov og have, det rødbrune egern Ratatoscr (sammensat af de oldengelske ord "ræt" + "tusc" med betydningen "Gnavertand"), er god til at frembringe svar på alt mellem himmel og jord. Nedenfor til højre fra billedet af Ratatoscr, fra Ólafur Brynjúlfsson: Gudeskrift m. bl.a. Ældre Edda (Edda Sæmundr) & Snorre Edda (1760), findes Google's søgeværktøj, der er tilpasset til at søge efter svar fra Asernes æt. Ifald søgeværktøjet ikke kan ses, højreklik på musen og genopfrisk (opdater) siden.
© Verasir.dk Asernes Æt • af Flemming Rickfors • E-mailHosting • En del af Fynhistorie.dk