Forside Indholdsfortegnelse
<< ForrigeNæste >>

Julebukken og julelegen ”Nu’ det jul igen”

 

Den gotiske leg

 

Gårdskongen i Miklagaard (Miklagarð), den byzantinske kejser Konstantin Porphyrogennetos (Regent 912-959 e.Kr.) skrev ca. år 950 e.Kr. værket ”De Ceremoniis aulae Byzantinae”. Her gør han rede for de sæder og skikke der er gældende ved det byzantinske hof.
 
Med udgangspunkt i N. Sjöberg’s artikel ”En germansk julfest i Konstantinopel på 900-talet” (Kulturhistorisk Tidsskrift Fataburen, 1907, s.31-35), har jeg oversat dele af artiklen fra svensk til dansk.

I kap. I:83 skriver han:

”Sager som er at iagttage ved 19-offers- eller 19-bordsfesten under hvilken den såkaldte gotiske leg fejres.

På 9. dagen i dodekaemeros eller de 12 dage, som følger næst efter Kristi fødselsfest, og som tilbringes under glæde og gammen, når herrerne skal sætte sig til middagen, som plejer at kaldes Vinhøstmiddagen, da står ved begge indgange til den store madsal med de 19 tal de som er klar til at udføre den gotiske leg. De står opstillet på følgende vis. Foran den venstre indgang til madsalen, hvor også admiralen [for flåden] står, står lederen af veneterne (De Blå) 1 med et antal af menige og fløjtespillere 2 fra sin afdeling. Bag ved ham står to gotere iklædt gounia 3 med håret udadtil og masker af forskelligt udseende, samt i venstre hånd skjold, i den højre derimod kæppe. Det samme gælder og lederen og en del af prasinernes (De Grønne’s) parti 1, der står ved højre indgang sammen med chefen for livgarden 4. Så snart kejseren ankommer til hest fra boldspillet, befaler han ceremonimesteren at føre dem ind, og herefter generalintendanten for skuespillet. Da denne derefter forlader den store madsal, befaler han dem at komme ind. De skynder sig da ind i løb og slår på samme tid med kæppene på skjoldene, som de bærer, og frembringer derigennem en masse buldren, i det de gentagende gange råber:  Jul, jul, 5 og ankommer da næsten helt frem til det hellige bord. Da de er straks ved siden af dette, løber de to afdelinger fra begge sider sammen, så at de bygger en dobbelt omkreds. Efter de på denne vis har løbet tre gange6 omkring det hellige bord, vender hver afdeling tilbage til sin plads, veneterne (De Blå) til venstre side og prasinerne (De Grønne) til den højre, og de fra de to partier, der kaldes goter,  oplæser den såkaldte gotiske sang:

Gaudeas, bonas vicinias, hagia!
Gaudete, socii bonam diem concertantes. hagia:
Bonam horam tutubantes
Bonum amorem inspicientes!
Ecce salvati nos, nana, deus, deus,
Die vaciva, nana, a dæmone.
Cum jubilatu jubilus jubilantes, nana
Jubilus jubilantes, nana.

[?]

Efter dette er blevet afsagt af goterne fra begge partier, oplæser begge ledere sammen med de menige fra begge partier denne sang, der består af lige mange vers som det græske sprog har bogstaver, og hvoraf hvert vers begynder med det græske bogstav, som svarer til dets rækkefølge.....[sangen er udeladt i denne gengivelse] 

Efter 5 vers er blevet afsagt siger lederne til goterne ordet: ampaato, i det de på samme tid giver dem et nik med hovedet og hånden, og goterne danser ringdans omkring de to ledere og slår på deres skjolde med kæppe, sigende: Jul, jul; derefter skilles de og vender tilbage til deres pladser. Lederne derimod fortsætter med oplæsningen af sine digte......

[Efter hvert 4. vers herefter gentages den gotiske ringdans som beskrevet ovenfor.]

Da den alfabetiske sang er slut, siger lederne polychronium eller: Må Gud gøre dit vælde langvarigt. Men goterne slår med kæppe på deres skjolde, gentagende råbende:  Jul, jul, og springer ud, veneterne (De Blå) til venstre, prasinerne (De Grønne) til højre".

1 ”Veneter” (oldgræsk ”venetoi” eller ”blå”) og ”Prasiner” (oldgræsk ”prasinoi”, nugræsk ”prasinos” eller ”grøn”) var i 500 tallet e.Kr. en blanding af fodboldhooligans (i dette tilfælde stridsvogne-kapløbsfans) og kriminelle bander, der skarpt opdelte bystaten og var et stort problem i opretholdelsen af ro og orden. De to hovedgrupper var opdelt i grøn og blå. Efter Nika-opstanden januar år 532 e.Kr., hvor samtidige kilder kalder de her sammensluttede ”grøn-blå” for det oldgræske ”prasino-venetoi”, var de i 900 tallet e.Kr. blevet en opdeling af hoffet, hæren og administrationen.

Knytlinga Saga (kap. 81) fra ca. år 1250 e.Kr. berettter at da Kong Erik I. Ejegod år 1103 e.Kr. ankommer til Miklagård, tilbydes han som modtagelsesgave af Kong Alexis (Alexius Comnenus, Regent 1081-1118): "hálfa lest gulls, eða léti hann leika fyrir (honum)* leik þann, er Girkir kalla paðreimsleik, ok konungr er vanr at láta leika á Paðreimi, í þeim stað, er svá heitir" (et halvt læst guld, eller lade den leg (frem) for (ham); den leg som grækerne kalder "Padromens-leg", og (som) kongen har for vane at lade lege på Padromen [= Hippodrome = heste-vejen], som den kaldes i denne stad). Miklagård's Hippodrome var en hestesko-formet galopbane. Samme gave blev også norskekongen Sigurd I. Magnusson (Jorsalfare, Sigurði Nóregskonungi Jórsalafara, Sigurðr Jórsalafari, regent 1103-1130) tilbudt under sit besøg samme sted under hjemrejsen fra Jerusalem ca. år 1110 e.Kr.

2 Den svenske udgave oversætter til ”flöjtblåsare” (fløjtespillere). Det græske ord er ”τρύγητικον” (trugetikon). Den græske endestavelse til tillægsord ”-tikon” (-τικον) modsvarer den engelske ”-tic”, hvorfor vi alene skal forstå forstavelsen ”truge-” (τρύγη-). Her forekommer det mig at ordet oprindeligt er oldnordisk og identisk til det nudanske ”true”. Dette ord er ”truge” på olddansk og –norsk, fra sennordisk ”þrúga” (presse, trykke). Da ”þrúga” (oldnordisk) også er betegnelsen for ”et Slags Snee-sko (rundagtig Plade, som man binder under Fodsaalen...)”, mener jeg der må være tale om et strengeinstrument, og ikke en fløjte. Det er foreslået at det kan være det tre-strengede instrument ”pandoura, pandora, πανδοûρα”, der bliver til en mandolin.
ƒ3 Ordet ”gounia” er åbenlyst identisk til ”goune” (oldfransk), dvs. det nuengelske ”gown”. Ordet betegner på senlatinsk ”gunna” et ”læderklæde, en skindhud”. Som vi har hørt det beskrevet ovenfor med loddent udadvendt hår forekommer dette en rimelig antagelse.
„4 Væringe-garden (Væringjasetu).

…5 ”C. Müller. Zeitschr. F. Deutsche Philologie 14, s. 448, anser tekstens τούλ fejlskrevet for γούλ. Endnu lettere er det at forklare det som fejlskrivning for "ιούλ”. Fodnoten oversat direkte uden kommentar.
6 fortid, nutid, fremtid.

 

Den russisk ortodokse kirke overtager og viderefører Øst-kirkens traditioner som fastholdt i Byzans. Derfor kan vi med stor sikkerhed sige at når håndskriftet skriver ”Kristi fødselsfest” så menes der 7. januar. De 12 dage der følger bringer os frem til 19. januar, der i Øst-kirken stadig fejres som Jesus-figurens voksendåb. Det er derfor 12-dages festen samlet kaldes ”19-offers- eller 19-bordsfesten”. For mere omkring teologiens opbygning se afsnittet ”Jule-nægterne og jule-haderne”.
 
Det græske "η δωδεκαήμερος" (e dodekaemeroz) eller på nugræsk "το δωδεκαήμερο" (io dodekaemero), er sammensat af ”dodeka” (12) + ”emera” (dag, i flertalsformen) eller ”12 dages”.
 
Der er her vigtigt at tage stilling til hvorvidt det ord vi mener er ”jul” på korrupt græsk, er en rimelig oversættelse. Som vi så i fodnote 5 er det faktiske ord på græsk ”τούλ” (toul). Vi antager her at ordet er en fejlskrivning for enten ”γούλ” (goul) eller ”ιούλ” (ioul), begge af hvilke er rimelige antagelser fra oldengelsk og gotisk, og hvor betydningen er ”jul”.

Vi er dog nødsaget at tage i betragtning opfattelsen af Bertha S. Phillpotts i ”The Elder Edda and Ancient Scandinavian Drama (University of London, 1920, s. 186-187). Hun vælger at opfatte ”τούλ” (toul) som ”tul” og ser dette som en korruption af ”þyl, þylja, þulr” (tale, fremsige, Den der taler, Den der fortæller), og at dette skal opfattes om ”þylcræft, þelcræft” (oldengelsk) eller ”talekraft”, dvs. evnen til at tale [for sig].

Hun henviser til Hávamál (vers 111, Ældre Edda):

”Mál er að þylja þular stóli á...”

Som jeg oversætter til:

”Tid til at tale fra taler stolen...”

Og igen i Hávamál (vers 134, Ældre Edda): 

”...Að hárum þul hlæ þú aldregi...”

Som jeg oversætter til:

”...af gråhåret tale ler du aldrig...”

Netop fordi vor oprindelige jul handler om at julemanden (Odin, Kongen) giver gaver af visdom for det ceremonielle år der er undervejs, er det absolut en mulighed at det ”goterne” gør i julelegen er at påkalde sig talen om visdom, hvorfor de gentagende gange råber ”Tal!, Tal!”. Disse gaver af visdom ser vi videreført i de varsler om vejrlig, kaldet ”julemærker”, bonden tager i julen.

Julelegen er klart tilpasset et sæt af kristne sæder i et fremmed land, her Miklagaard. Vi løber derfor en ganske stor risiko for fejl- eller overfortolkning ved at se hele julelegen som ét samlet hele. 

”Goterne” afsiger ”Tal!, Tal!” eller ”Jul!, Jul! som et signal til det der følger efter i julelegen. Det der følger efter den første afsigelse er ”den gotiske sang”. Det der følger efter alle de efterfølgende gange udtrykket afsiges er ”den græske alfabet-sang”. Alt tyder derfor på at det goterne faktisk siger ganske rigtigt er ”Tal!, Tal!” da det der følger er tale.

Samtidigt bemærker vi at i alle tilfælde hvor ”goterne” afsiger ”Tal!, Tal!” eller ”Jul!, Jul! løber de i ringdans. Denne ringdans kan ikke være andet end dansen omkring juletræet – det hellige bord i Byzans og i hjemstavnen vort eget hellige juletræ, hvorfra visdommen kommer. Da det urnordiske ”*iuhula” er forbundet med ”hjul” og betegner en drejning eller et årskifte, må ringdansen symbolisere netop en ”trillen af hjul” fra Vintersolhverv mod Sommersolhverv – fra mørket mod lyset. 

Så vidt jeg kan se kan begge forståelser have sin rigtighed, og spørgsmålet er om der sprog-teoretisk kan findes en sammenkobling af begge forståelser, der gør at vi kan opfatte det såvel som ”jul!”, som ”tal!”.

Ordet ”ampaato” er startordet for den afsluttende gotiske ringdans. Der synes enighed om at ordet, sin græske korruption til trods, er gotisk. Ingen er dog enig om hvad ordet mon betyder. Mit forslag er at det muligvis kunne være sammensat af det oldnordiske ”an” + ”báðuð” (datid 2. person flertal af ”biðja” eller ”byde”), og at ”ampaato” derfor betyder ”[I] anbad!”. Det tilsvarende ord på gotisk er ”(ana)biudan”.

 

Julelegen ”Nu' det jul igen”

 

Jeg mener at ”den gotiske leg” er videreført, stort set uændret, i den juleleg vi stadig viderefører med stor iver hvert år på denne tid. Den lyder så:

Nu' det jul igen 

Nu' det jul igen
og nu' det jul igen
og julen varer li' til påske
Nej det' ikke sandt
Nej det' ikke sandt
for ind imellem kommer fasten

”Nu' det jul igen” gentager ligeledes ”Jul” 2 gange medens der gennemføres en ringdans. Samtidig kan vi se at julelegen er tilpasset meget tidlige kristne dogmer, nemlig at julen varer lige til Påske, afbrudt af Fasten.

I afsnittet ”Jule-nægterne og jule-haderne” viser jeg at den oprindelige 12-dages Kristusmesse i såvel Øst-, som Vest-kirken begynder på tidspunktet ”Epiphania domini” (6. januar i Vest-kirken og den armenske kirke, 7. januar i Øst-kirken).

Den næste matematisk beregnede højtid i den oprindelige kristne kalender er ”quadragesima Epiphaniae”  (fyrretyvende bekræftelse), der finder sted 14. februar i Vest-kirken. Dette er ”Fasten” (se afsnittet ”Sol-monaþ – moderkager – fastelavnsboller”).

Den næste matematisk beregnede højtid i den romersk-katolske kalender er ”Annuntiatio domini” (fra tillægsordet ”annotinus” (1 år gammel, fra året før) + Herren), der falder 25. marts. Dette er ”Påske”1.

1 Kalendarium in the Copenhagen Psalter” (håndskrift KB Ms.Thott 143 4°, Det Kongelige Bibliotek) er en meget tidlig engelsk-katolsk kalender, måske fra Northumbria ca. år 1170 e.Kr. Her skrives ud for 25. marts ”Annuntiatio domini” med sidebemærkningerne, der går igen i ”Påsketavler”.
24. marts: Locus concurrentium (sammenstrømning til stedet)
25. marts: et Crucifixio eius (galgefæstning eius [= Jesus-figuren])
26. marts: Dominus in sepulchro  (Herren i gravsted)
27. marts: Dominus resurrexit (Herren genopløftet eller genhævet)
 
Med 25. marts havende den oprindelige betydning ”Herren er 1 år gammel” burde det være ligetil at alle var enige om at Jesus-figuren blev født i marts år 7 f.Kr., som forklaret af Barbara Thiering i ”Jesus The Man” (1992, s. 42). Men så nemt er det ikke når man har opbygget en hel teologi på en løgn omskrevet utallige gange. Den katolske bortforklaring i dag, her taget fra den katolske kirke i Norge, er at ”Høytiden «Herrens bebudelse» er til minne om Jesu unnfangelse”. Dette dogme er man nødt til at forsvare til døden fordi man har ændret den oprindelige kristne kalender ved at opfinde Jesus-figurens fødselsdag til den 25. december. (25.12 – 9 måneder = 25.3). Samtidig understøtter denne løgn endnu en perverteret løgn; forsvaret for at livet begynder ved undfangelsen. Derfor kaldes den 25. marts i dag for ”Mariæ bebudelsesdag” (hvor "Mariæ" er ejefald af Maria?), dvs. en forestilling om at hun bebuder at hun er med barn. Helt nøjagtigt hvordan hun har kunnet vide dette afventer vi stadig en god forklaring på. Det er den 25. marts at det oprindelige kristne år i Vest-kirken begyndte jvf. f.eks. Karl den Store (Charlemagne, 742-814)) ’s tidsregning, der var gældende til 1400 tallet e.Kr. I England er 25. marts årets første dag borgerligt, kirkeligt og retsligt helt frem til år 1752, hvor Kong George II. indførte en ændret kalender (se Troels Frederik Troels-Lund (1840-1921): Dagligt Liv i Norden i det sekstende Aarhundrede (4. udgave, 1914-15, VII Bog: Aarlige Feste, s. 10-12, Aarets begyndelse)).

 

Derfor har Peder Syv (Almindelige Danske Ordsproge og korte lærdommes 1ste og 2nden Del (II),1688) dette ordsprog:

”Gud signe Eders Jul, Jul til Paaske”.

Det forekommer mig at en evolution af julelegen ”Nu’ det jul igen” må være den norske tradition ”Å gå julebukk eller julegeit i romjulen”.
 
Tidsrummet ”romjula” er udviklet fra ”rúmheilagr” (oldnordisk – det modsatte af ”heilagr” (helligt) eller ”helligt med rum [for lidt udskejelser]”), og betegner tiden 1. juledag (24. december) til 13. Juledag (Nytårsaften, Rumle-aften, 5. januar). Som man kan se er det norske ”romjula” det samme ord som det danske ”rumle-aften”.
 
For de fleste i Norge i dag gengiver Alf Prøysen (1914-1970), på en uovertruffen hedmarks-dialekt, i ”Romjulsdrøm” (1964, fra ”Tolv viser på villstrå"), hvorledes børnene ”går julebuk” og ”kvinke julbokkmål”:

En skulle vøri fire år i romjul’n
og kjint ei jinte som var nesten fem,
og begge skulle kledd seg ut med masker
og kømmi julbokk tel et bæssmorhem.
 
Og klokka skulle vara midt på dagen
og vægen skulle vara lett og gå,
og æille bikkjer skulle vara inne
og æille biler skulle bære stå.
 
Og viss ein møtte onger etter væga
som gjorde nar og ville vara med,
så sku en hatt en bror i femte klassen
som rødde væg så folk fekk gå i fred.
 
Og bæssmorhuset skulle mæssom såvå
og bak gardina skulle ingen sjå-
før vi fekk stiltre øs på tå i gangen
og feste maska før vi banke på.
 
Så sku vi klampe inn på høge hæler
og kvinke julbokkmål: ”Godkvell, godkvell”.
Og djupt i stolen sku a bæssmor svara:
” Så kom det julbokk åt en stakkar lell!”
 
En skulle vøri fire år i romjul’n
da julelysa brente dagen lang-
da væla var et hus med fire vegger,
og saligheta var et bessmorfang.

I de oprindelige julebuk-optog i 1800 tallet var deltagerne naturligvis voksne, i grupper af 10-30 personer, hvoraf én var udklædt som julebuk medens alle andre var klædt på til ukendelighed. Man havde spillemænd med sig under optoget, der gik fra gård til gård, hvor der vankede mad og drikke. Sammenlign disse optog med at vi i ringdansen ”Nu’ det jul igen”, efter dansen om det hellige juletræ er gennemført, omformer ringdansen til en drage (orm), der snor sig fra rum til rum medens vi vedbliver at synge ”nu’ det jul igen, nu’ det jul igen”.

 

Julestuen

 

”Nu' det jul igen” er netop afslutningen på de ”ugudelige” julelege i Skandinavien, som vi kender til indtil Christian IV. forbyder disse ved Forordningen af 27. Marts 1629. Jo højere præsteskabet råber om julelegenes ugudelighed, des større vished har vi om at julelegene er vor egne. 1

1 Niels Jespersen, Biskop over Fyn i året 1563 efter et besøg til Fuglse Herred, Lolland: ”Høje Fester er udi stor Vanbrug med verdslig Bestilling, Frådseri og Drukkenskab om Juleaften og den ganske Julehøjtid med Juleleg og andet ugudeligt Væsen...”
Provsten over Fuglse Herred, Lolland i året 1590 forbyder i Nebbelunde ”Klokkeklemten til Bymøde eller anden verdslig Handel, så og den ugudelige Juleleg, som der holdtes”
Hans Ellekilde: Vor Danske Jul Gennem Tiderne (1943, s. 279)

 

Julelegene finder sted i ”Julestuen”, der i tidsrum svarer nøjagtigt til ”romjula” men, som ordet antyder fra de to oldnordiske og færøske ord ”Jóla” + ”stofa”, finder Julestuen sted indendørs.

I de engelske landskaber bruges i 1800 tallet stadig ordet ”lake, laik”, dvs. ”leikr, laiks, leg” i stedet for ordene ”to play” i forbindelse med julelege 1. Ordet er fra det oldengelske ”lác” (sjov, spil, ritual), tænk her på mandsnavnene Sigelac, Hygelac og Oslac (Asleikr), der nu kun kendes som endestavelsen ”-lock” i ordet ”wedlock” (ægtestand).

1 J. J. Worsaae: Minder om de Danske og Nordmændene i England, Skotland og Irland. (1851, s. 117).


 
Carl Roos forklarer i ’”Holberg Comoedierne” (1923, 1. bind, note s. 582) Hvad en ”Julestue” er i 15-1700 tallet e.Kr.:
 
”En Julestue vil sige et Selskab, der finder sted i Julen, ikke paa Juleaften eller 1. juledag....men en af de følgende Dage indtil Hellig tre Konger (dvs. den sidste dag i julen d. 5. januar)....Julefesten, som gaar tilbage til den graa Oldtid i det hedenske Norden, bevarede langt ned i Tiden, tildels endnu, Præg af sin hedenske Oprindelse. Under Æden og Drikken, Bulder og Brag, Leg og Lystighed samledes Venner og Frænder hos hinanden under friere Former end ellers gik an. ....Thi disse løsslupne Gilder havde efterhaanden paadraget sig Myndighedernes Mishag. Allerede Danske Lov 6-3-111 forbød ”al letfærdig og forargelig Legen om Jul”; 1712 og 1726 udgik nye Forbud, der navnlig gjalt offentlige Julestuer o.l., og som endelig under Christian VI paany indskærpedes og udvidedes til ogsaa at gælde private Julestuer i 1735”.

1 underskrevet af Christian V. 15. april 1683. Den 6. bog omhandler Straffelov. Som tidligere skrevet indføres forbudet vist allerede af Christian IV. ved Forordningen af 27. Marts 1629.

 

“Den gotiske leg” er væringernes juleleg

 

Jeg har i afsnittet ”Sværddans” vist at vi fra Procopius ca. år 550 e.Kr. i ”History of the wars” (Bog II: XXV) kan se at der er ErilaR (Jarl) æt i tjeneste som livvagter for Byzans’ armenske general Narses (Nerses, Nerseh) (år 478-573 e.Kr.) under Slaget ved Anglôn i Armenien år 543 e.Kr.

I afsnittet ”Med væringer i Miklagarð år 1103 e.Kr.” viser jeg at Laxdæla Saga (kap. 73) synes at forklare os at Bolli Bollason i tidsrummet år 1015-1028 e.Kr.  var den første ”norðmaður", der gjorde tjeneste som væring. Jeg mener her Laxdæla Saga her tænker på folk fra ”Norge, Island”, og ikke fra Danmark, England, og Garðaríki. 

Vi ved fra krøniken "Annales Bertiniani", at der år 839 e.Kr. under Kejser Theophilos (regent 829-842) findes væringer i Miklagård, og at disse kaldes ”Rhos” (Rus) (se afsnittet "Garðaríki", underafsnit "År 862 e.Kr."). De er, som vi har hørt, en del af den byzantinske flåde under Kejser Konstantin Porphyrogennetos (Regent 912-959 e.Kr.) og deltog i angrebene mod Kreta år 902 og 949 e.Kr., samt land-invasionen af Syrien år 955 e.Kr.

Når julelegen derfor viser os 2 ”gotere” fra flåden og 2 ”gotere” fra hæren, så er det meningen at de 4 ”gotere” skal symbolisere alle væringer i Miklagård i årene 912-959 e.Kr.

Problematikken opstår alene omkring hvorfor der på korrupt græsk bruges betegnelsen ”goter” når der, så vidt vi ved, ikke findes det vi forstår som de gotiske ætter blandt væringerne. Jeg mener forklaringen muligvis ligger i forståelsen for at vi i Middelalderen kalder befolkningen på Gulland (Gotland) for ”guter, goter”. I Kapitlet Hesten – det store hellige dyr” argumenterer jeg for at der er en etymologisk sammenhæng mellem ”Russ"-hesten fra Gotland, og at vi af andre fra ca. år 862 e.Kr. kaldes ”rus” i Garðaríki. Visby, Gulland (Gotland) har været hvor vi alle samledes før det sidste stræk mod Garðaríki og Miklagård. Derfor kan det vel på græsk været opstået en generisk betegnelse for at alle skandinaver kom fra Gulland (Gotland), og derfor var ”guter, goter”.

 

Julelegene "Julebuk" og "Blindebuk"

 

Lad os nu se på ”goternes” påklædning.
 
Vi har 2 x 2 ”gotere” iklædt lodne skindhuder med udadvendt hår og ansigtsmaske, skjold i venstre hånd og kæp i højre. Det er af sikkerhedsmæssige årsager at ingen bærer våben i ”den store madsal”, herunder særligt når Gårdskongen (kejseren) er nærværende. Derfor skal kæppen symbolisere væringernes våben, formentlig oprindeligt sværd eller spyd1. Ringdansen er derfor i sin oprindelse en sværd- og spyddans, og det er netop hvad ErilaR (Jarl) æt danser (se afsnittet ”Sværddans”, hvor særligt Sværd (og spyd)-dansen fra "Sommersolhvervs"-afbildningen på "det korte" guldhorn netop visuelt gengiver skjold og sværd i en dans).

1 I afsnittet ”Med væringer i Miklagarð år 1103 e.Kr.” viser jeg væringer afbildet i Miklagaard i ca. 1100 tallet e.Kr. Vi ved at mange danske og engelske ”huskarl, huscarl” drog hertil efter Slaget ved Hastings år 1066 e.Kr. Denne, Kong Knud den Store’s, livgarde var verdenskendt for at have den langskaftede ”skeggax, skeggöx, skeggja” (skægøkse) som hovedvåben, hvorfor samme er kendt som ”den danske økse”. Afbildningen, hvor også Dannebrog vises, gengiver alle væringerne med netop denne økse. Det må derfor ligeledes være en mulighed at kæppene år 950 e.Kr. skal symbolisere ”den danske økse”.

 

Selvom alle sikkert har gættet hvorfor ”goterne” er iklædt lodne skindhuder med udadvendt hår og ansigtsmaske, kan vi med fordel lade Christiern Pedersen (ca. 1480-1554), medens han i sin ungdomstid år 1515 stadig havde skabskatolske tilbøjeligheder, prædike i sit Jærtegnspostil mod vor vis at fejre jul på i forhold til hvad den katolske kirke påkaldte sig:

”...som denne Nat fremdraget have (dvs. har tilbragt) med Dobbel, Leg, Drukkenskab eller ført dem
i Rædegrimer (dvs. skræmmemasker) eller anden Djævleham..”1

1 Hans Ellekilde: Vor Danske Jul Gennem Tiderne (1943, s. 277-8, 280)

 

For hvad ”goterne” er iklædt er nemlig ganske rigtig ”Rædegrimer” (fra det oldnordiske ”Hræða-gríma”)  og ”Djævleham”. ”Goterne” har nemlig hamskiftet til ”Julebukken”. Det finske ord "Joulupukki" er formentlig et låneord fra oldnordisk.

 

 chap22-4-10.jpg

Gamle danske Julelege. Julebukken.
Postkort tegnet af Benjamin Dahlerup (1898-1959) efter anvisning af M. Kramer Petersen.
Postkortet er signeret ”B. Dahlerup” i nederste højre hjørne.

 

Julebukken behandles i et særskilt kapitel (den 8. disputas) i den første bog om vor danske jul, skrevet af Jens Bircherod (Joan. Bircherodii) og kaldet ”PALÆSTRA ANTIQVARIA” (Den antikvariske Fægteplads, 1688)1.

1 Hans Ellekilde: Vor Danske Jul Gennem Tiderne (1943, s. 295-296)

 

Se afsnittet ”Julenisserne – Nis Gårdbo, Jólasveinar og alfer” (underafsnit ”Jólasveinar”) for mere om Julebukken ”Grýla, Grýlur, Grølek” på Island, Færøerne og Shetland.

 

 chap22-4-9.jpg

"Julebuk fra Sko i Uppland". Bemærk at personen er i sine fineste klæder samtidig med at han agerer julebuk. Originalbilledet findes i Troels Frederik Troels-Lund: Dagligt Liv i Norden i det sekstende århundrede (1879-1901, Bog VII (af 14), s. 45).
Billedkilde: Hans Ellekilde: Vor Danske Jul Gennem Tiderne (1943, s.85).

 

Ludvig Holberg forklarer os i komedien ”Julestue” (1724, Scene 8) at bønderkarlene overtog arven med at agere julebuk:

”Pernille. Når Arv faaer at høre dette, vil han ikke blive bedre til Mode end vi Andre;
han har øvet sig, stakkels Karl, den hele Eftermiddag paa at være Julebuk.
 
Magdelone. Stakkels Karl, han vil blive ganske modløs.
 
Pernille. Madammen skulde ikke troe, hvor profect han kan agere Julebuk, lige ligesaa livagtig, som man saae en ret Julebuk”.
 
I optakten til Scene 9 kan vi se hvorledes julebukken blev visuelt leveret for at afskrække børnene:
 
”Arv, svøbt udi et hvidt Lagen med to Horn i Panden, stiller sig an at skræmme de Andre. De blir ved at græde”.

I Scene 13 hører vi videre:

”Arv kommer indridende, kullet i Ansigtet, med en Pind i munden (dvs. et symbolsk bidsel), hvorpaa staaer to Lys, ridende paa to Karle, som vende Rumperne til enanden (dvs. hinanden); Børnene blive bange og begynde at skrige....”.1

1 I noterne til komedien ”Julestue” (Carl Roos’ ”Holberg Comoedierne”, 1923, 1. bind, s. 586) skrives omkring denne sætning og skik: ”Optoget, med Karlenes umagelige Stilling er kendt i Jylland (og Norge). Pinden der gaar paa tværs i Munden, ligesom et Bidsel, tilhører vistnok egentlig Julevætten, en anden Figur, der kravlede paa alle Fire”.

 

Julelegen ”Julebuk” efterfølges af julelegen ”Blindebuk”, hvorefter julestuen, og komedien, slutter.

Holberg’s ”Julestue” blev skrevet med udgangspunkt i Sekretær i Hofretten Joachim Richard Paulli’s ”Jule-stuen og Maskeraden” (1724).

 

 chap22-4-8.jpg

2 dyremasker fra Bamberg-skrinet. Kunsten er dansk og identisk til kunsten på ”Mammen-øksen” fra Bjerringhøj ved Viborg dateret til år 970-1 e.Kr. Byen Bamberg ligger i den del af Bayern, der i 900 tallet tilhørte de frankiske ætter. Derfor findes skrinet her.

 

 

 chap22-4-7.jpg

Til venstre: Dyremaske fra kopien på Nationalmuseet af Cammin-skrinet, der gik tabt under 2. Verdenskrig. Dateret til år 1000 e.Kr. Kunsten er dansk.
Til højre:  Dyremasken fra ”Mammen-øksen” fra gravhøjen Bjerringhøj (aka. ”Mammen-graven”) øst for Viborg dateret til år 970-1 e.Kr.
Billedkilde: John Grant: Viking Mythology (1990, s.13), Skalk (2007:6, s.3)

 

 

 chap22-4-6.jpg

Dyremaske fundet i Hedeby (dvs. fra 900 tallet e.Kr.?) gjort af rødligt filt. Masken er 19 cm bred, 14 cm høj og ca. 0.4 cm tyk. De to stykker der stikker ud på hver af maskens øvre sider er dyrets horn eller ører. Med de ”blå øjne” jeg har isat hvor hullerne til øjnene er gjort i masken, kan vi nemt se ”dyret” træde frem i masken. Der er gjort næsebor i snuden på dyremasken.
Billedkilde: Inga Hägg : ”Die Textilfunde aus dem Hafen von Haithabu. Neumünster” (1984, s. 69-72)

 

 

chap22-4-5.jpg 

To af samlet 4 figur-afbildninger fra Osebergskibets billedvæv. I venstre en mandlig kriger med dyre- eller fuglemaske. Til højre en kvindelig skjoldmø med enten vildsvinemaske eller i hamskiftet "ulvhednar” (ulveskindskapper), dvs. i ulveham som Werwulf/Varulv. Dateret til år 834 e.Kr. Se også afsnittet ” Kvinder - Jordlige moder og skjoldmø”.
Kilde: Cato Guhnfeldt: Krigerkvinner og henrettelser (Aftenposten, Norge, 15.3.06)
Billedkilde: Kulturhistorisk Museum, Universitetet Oslo

 

Hvad gør gravfundene i Bjerringhøj (aka. ”Mammen-graven”) særligt spændende i en gennemgang af julelegen ”den gotiske leg” i Miklagaard år 950 e.Kr., er ikke blot dyremasken på øksehovedet og den samtidige datering til år 970-1 e.Kr.

Perspektiverne i en mulig faktisk sammenhæng mellem ”den gotiske leg” i Miklagaard og den gravlagte høvding i Bjerrringhøj fremhæves indirekte af Lise Ræder Knudsen i artiklen ”Høvding og Præst?” 1.

1 Skalk (2007:6, s.3-9)

 

Der blev i graven fundet en lang række tekstiler. Blandt disse er to helt ens armbånd og to omtrent ens silketekstiler, der generisk kaldes ”vimpler”, men muligvis er en ”manipel” (oprindelig en serviet der bæres i venstre hånd eller over venstre arm) eller en ”stola” (der bæres om halsen). Netop dette er foreskrevet i Miklagaard (Byzans) i 900 årene som en del af præstedragten. De to armbånd er igen alene et liturgisk klædningsstykke fra Øst-kirken i Miklagaard (Byzans), kaldet ”epimanikia”, og kendes ikke fra den romersk-katolske Vest-kirke. Allerede i artiklen spekuleres der på en forbindelse mellem den gravlagte høvding, måske en Gode i samtidens landskab, og Miklagaard (Byzans).
 
Tør vi tage skridtet videre og sige at den gravlagte høvding i Bjerrringhøj har optjent sin velstand og sit omdømme som væring i Miklagaard, og at han selv har aktivt deltaget i julelegen ”den gotiske leg”? Dernæst, har julelegen "Nu' det jul igen" fået sin endelige, og nuværende, form i Miklagaard, og er bragt hertil af hjemvendte væringer?
 
I afsnittet “Yggdrasill, Mímameiðr & Hróðrbaðm – verdens- og juletræet” viser jeg at julebukkens hovedopgave, og det helt uden for tvist når der er 4 af slagsen som tilfældet er i ”den gotiske leg”, er at værne om det hellige juletræ. Filosofien om de fire hjorte er gengivet i Grímnismál (vers 32-33, Ældre Edda).
 
De 4 “gotere”, der udfører julelegen “den gotiske leg”, er derfor i virkeligheden 4 væringer visuelt og mentalt hamskiftet til 4 julebukke. Disse gennemfører julelegen “Nu’ det jul igen” og i en værnende ringdans om det hellige juletræ triller det nye ceremonielle år ind.

 

 

 chap22-4-4.jpg

Julebukken
Vor egen julebuk gjort af halm og røde bånd, der hvert år står vagt i stuen ved juletid og værner om det hellige juletræ. Den nordøst-svenske by Gävle i Gästrikland har taget forståelsen et skridt videre. Siden 1966 har man hvert år bygget en 13 m. høj, 7 meter lang og 3 tons’ tung ”julbock”, kaldet ”Julbocken i Gävle” eller ”Gävlebocken”.

 

Den filosofiske oprindelse til brugen af julebukken, og bukke som sådan, er blandt de ældste sæder vi overhovedet kan følge tilbage.
 
Snorre forklarer os i Gylfaginning (Snorre Edda) hvorfor personen ”Öku-Thor ” hedder dette:

”Þór á hafra tvo er svo heita: Tanngnjóstur og Tanngrisnir, og reið þá er hann ekur, en hafrarnir draga reiðina. Því er hann kallaður Ökuþór”.

Som jeg oversætter til:

”Thor har to (geder) som så hedder: Tanngnjóstur og Tanngrisnir og stridsvognen (reið) han kører, gederne drager/trækker stridsvognen. Derfor kaldes han Ökuþór”.

”Ökuþór” er den absolut ældste Thor vi kender til (se kapitlet ”Troja, Þrúðvangar og Ragnarok”)

 

 

 chap22-4-3.jpg

Thor og gedebuk.
Gammel dansk-norsk julekort.

 

Vi finder ”Thor og Gedebuk"-afbildningen på ”det korte” guldhorn fra Gallehus ved Møgeltønder i Sønderjylland, dateret til 400 tallet e.Kr. (Afbildningen er i 2. række fra mundingen af hornet).
 
Vi ser en stridsvogn trukket af to gedebukke gengivet på en helleristning fra Aspeberget, Tanum Socken, Bohuslen dateret til ca. år 1000 f.Kr. (bildnr. 31223121011, Raä nr. 18). Dette er igen ”Ökuþór”’s stridsvogn og er hvorfor han i Hymir-kvadet (vers 20 og 31, Ældre Edda) kaldes ”Bukkes Herre” (hafra dróttinn).
 
Rig Veda (Bog 9:LXVII) giver os svaret på gedebukkenes virke:

”...Må Pusan, trukket af geder, være vor beskytter”.

I ”Bilag Å: Rig Veda , bog 6: LXXV – krigsvåben” viser jeg at Pusan er et heite for Solen og hjælpeånd for rejsen mellem denne og den næste verden.  Det er (jule)-bukkenes lange horn, gennem hvilken den forfædrene ånd vandrer til os med visdom der er afgørende for bukkens absolut vigtige betydning i vore sæder (se afsnittene ”Visdomsfisken Laks” (underafsnit ”Narhvalen – Hornfisk og søens Enhjørning”), ”Skål, skåltaler og skålningsceremonier” og ”Vindtøj”).

 

 

 chap22-4-2.JPG

Julebuk og værnende vætte (julenissen).
Gammelt julekort.

 

 

 chap22-4-1.jpg

Julbukke på øl-etiketter.
Til venstre: Jule-hvidtøl fra Bryggeriet Vestfyen, Assens
Til højre (øverst): ”Buk Øl” fra Bryggeriet Vendia, Hjørring (1883-1964)
Til højre (nederst): ”Bock-Bier” fra ”Øl-lagerkjælderen, Gl. Kongevej 108” (Frederiksberg).
”Øl-lagerkjælderen” fandtes kun fra 1874-1877, hvorfor dette er en af de ældste øl-etikketer der findes.
Kilde: Flemming Birck Pedersen’s www.netetiket.dk med forlov og tak.

 

Som enhver kirke-kristen naturligvis er fortrolig med, bliver vore bukke, herunder jule-bukken, til det kristne symbol på deres opfindelse ”Djævlen”, og gør det nøjagtigt fordi bukkene og hornet har så stor betydning i keltisk og urnordisk tanke. (se ”Bilag Æ: Bibelens begreber Hedning , Djævlen, Dæmoner og Engle”).

Det groteske i dette fanger Ludvig Holberg for os i ”Fire Skiemte-Digte” (1722), hvoraf 2. Satire (Satyra II) kaldes ”Apologie for sangeren Tigellio” (sætning 161-170):

” ...Jeg vise Lande kan, jeg Stæder kan citere,
Til Tro om Geister der hengivne gandske ere,
Bedragne engang af et Syn, et Phantasie,
Og derfor troe, at hvad de see er Hexerie.
Een Griller faaer og troer, det udi Huset spøger,
Det hele Nabolav strax Stuer derpaa røger,
Hver Nat, hver Time man strax nye Diævle seer,
Skiøndt det ei Andet tit end egen Skygge er.
Een udi Mørke seer et Dyr med Horn i Panden,
Strax hver en Gedebuk passere maa for Fanden 1...”

1 Ordet ”fanden” er fra ”fandiand” (oldfrisisk, den fristende) og ”fandian” (oldengelsk, undersøge). Herfra kan vi se at ordet er et heite for den kristne ”Djævel”. Spørgsmålet er om ordet oprindeligt ikke var negativt-ladet og et heite for Det Behornede Dyr.

 

 

 

Indholdsfortegnelse
<< ForrigeNæste >>
 
Søgeværktøj
Fra Grímnismál (vers 32, Ældre Edda) ved vi at vor ven fra skov og have, det rødbrune egern Ratatoscr (sammensat af de oldengelske ord "ræt" + "tusc" med betydningen "Gnavertand"), er god til at frembringe svar på alt mellem himmel og jord. Nedenfor til højre fra billedet af Ratatoscr, fra Ólafur Brynjúlfsson: Gudeskrift m. bl.a. Ældre Edda (Edda Sæmundr) & Snorre Edda (1760), findes Google's søgeværktøj, der er tilpasset til at søge efter svar fra Asernes æt. Ifald søgeværktøjet ikke kan ses, højreklik på musen og genopfrisk (opdater) siden.
© Verasir.dk Asernes Æt • af Flemming Rickfors • E-mailHosting • En del af Fynhistorie.dk