| Forside |  |
Indholdsfortegnelse |
Yggdrasill, Mímameiðr & Hróðrbaðm – verdens- og juletræetJuletræet er Verdenstræet, blandt alle indoeuropæiske folkeslag stamtræet og roden til alt. For derfor at forstå hvorfor Juletræet spiller så central en rolle i Jólahald – julehold er vi nødt til at have indsigt i hvorledes Ver Asir/Danir-folket opfatter Verdenstræet, som vi kalder ”Yggdrasill” 1 , og i Fjolsvinnsmál (vers 21, 25, Ældre Edda) ”Mímameiðr” (Mimir’s træ) og ”meiðs kvistum Míma” (Mimir træets' kviste) – Mindet og visdommens træ. I Baldrs Draumar/Vegtamskviða (vers 9, Ældre Edda) kaldes træet ”hróðrbaðm” (hæderstræet). 1 Der er uenighed om den korrekte stavemåde for heitet for Verdenstræet. "Yggdrasil", som skrevet i vore saga med betydning ”hest”, eller ”Yggdrasill”, der er Grundtvigs vurdering, med betydning ”støtte”. ”Yggr, Uggr” betyder "Frygt", hvorfor "Yggdrasill" har betydningen "Frygtens Støtte". "Yggr, Uggr" er samtidigt et heite for Odin . Den teologiske forståelse findes i Hávamál (vers 138, Ældre Edda) og det oldengelske digt ”Drømmen om roden” fra år 650-750 e.Kr., hvor Odin hænger og ofrer sig selv for stammens ve og vel. Symbolet på Verdenstræet er galgen/trækorset, der igen oprindeligt intet har med kristendommen at gøre, hvorfra Odin/Kongen ofrer sig for stammen og Balder ofres under Sommersolhverv. Rejsen fra denne til den næste verden skal altid foregå under beskyttelse af Det Store Dyr, i de fleste tilfælde hesten. Derfor kan begge forståelser være sande. Jeg mener at Grundtvigs stavemåde ”Yggdrasill” er den oprindelige, og at vi genfinder forståelsen i Rig Veda (Bog 10:XVIII:5), der siger i min oversættelse til nudansk:”Som dagene følger hinanden slag i slag, som årstiderne trofast følger hinanden, Grundtvig fremstiller sagen som så i ”Nordens Mythologi” (1832, ”Asken Ygdrasill”, s.237-239): 1 Frondosis arboribus fontibusqve venerationem exhibebant, truncum qvoqve ligni non parvæ magnitudinis in altum erectum sub divo colebant, patria eum lingva Irminsul appellantes, qvod latine dicitur universalis columna qvasi sustinens omnia. Script. Rer. Dan. II.41. Grundtvig skriver i en note s. 239: ”syll” på A.S. [angelsaksisk] er nemlig ikke blot, som vores ”Syld” Grundvold, men ogsaa Stötte, Sule, som i den A.S. [angelsaksiske] Orosius (p. 32), hvor ”Erceles syla” 1 er ”Herkules Stötter”. 1 Der står faktisk ”Ercoles syla”. Ordet ”sylla, syllr” (oldnordisk) betegner ”planke imellem Stolperne i en Bygning og i Flugt med den øverste Kant af Væggen”. Ordet ”sylla, syllr” har derfor på oldnordisk helt samme betydning som på oldengelsk, nemlig ”støtte”. Se afsnittet ”Gudinden Dísar” for brugen af ordet ”stallhelgum” (hellige [pede]stal) i Fjölsvinnsmál (vers 40, Ældre Edda).
Diadem fra det sarmatiske gravsted Khokhlach nær Novocherkassk ved den nedre del af Tanais-floden. Tilhørte en dronning, formentlig fra Aorsi-stammen (Ver Asir/Danir). Dateret til 1. århunderede e.Kr. Massivt guld med indlagt glas, perler, ædelgranat, granatrødt og turkis. L 61 cm, H 15 cm. Vi ser helt tydeligt verdenstræet hvor fire røde hjorte holder vagt. Diademet blev brugt til ceremonier omkring frugtbarhed. Hermitage Museet, St. Petersborg.
Vi ved ganske nøje hvem de fire hjorte er fra Grímnismál (vers 32-33, Ældre Edda):
Min oversættelse til nudansk.
Enden af et bælte fundet i Norfolk, Øst-Anglen. Gjort af bronze. 66 mm langt, 23 mm bredt. Til venstre er vist originalen, og til højre hvad gengives på bælteenden. Som man kan se har vi her en visuel gengivelse af Grímnismál (vers 32-33, Ældre Edda) og hjortene der står omkring Yggdrasill. Bælteenden er dateret til 900 tallet e.Kr. Min private samling. Billedkilde: Steve Elden, Norfolk, Øst-Anglen.
Afbildninger fra en ceremoniel jernøkse med bladguld. Til venstre fra den nedre del af øksen. Diameter 16.5 cm. H: 9.7 cm. Til højre fra øverste del øksen, samlet 72 cm.
Völuspá (vers 18/19, Ældre Edda):
Som jeg oversætter til: En ask ved jeg står Snorre forklarer os i Gylfaginning (kap. 9 og 15) (Snorre Edda) at stammen udspringer fra to træer, hvorfra skabes Ver Asir/Danir-folkets to første mennesker ”Askr” og ”Embla” 1 . Videre at dette træ er Yggdrasill, at træet er et asketræ og at det har tre rødder, ét i hver verden. Snorre gentager Völuspá ovenfor og forklarer at ”duggen som herfra falder til jorden, den kalder mænd honningfald, og deraf (brød)fødes bifluer (bier)”. Fra Udrs Brønd hentes visdom fra fortiden. Visdommen fra fortiden er visdommen fra forfædrene, der hentes til os gennem Shamanens, dvs. Julemandens, håndværk under Jólahald – julehold. Derfor betyder Udrs Brønd ”skæbnens brønd”, og da ”skæbnen” omhandler fortiden er denne forudbestemt. Se afsnittet "Livsformlen: fortid + nutid = fremtid", "Bilag N: Det hellige tal 9" og "Bilag Z: Det oprindelige år nul og betydning". 1 ”Askr” og ”Embla” betyder formentlig ”sværd” og ”skede”, hvor ”embla”, som betegnelse for kvinden, hentes fra ”ampli/ampull/ömpull” (lille krukke). Måske er det derfor at en affekteret kvinde sometider kaldes for ”krukket”. Se ”Arkiv för Nordisk Filologi” (nr. 117, Lund 2002).
Det er netop forståelsen for at roden til alt er fra Verdenstræet 1, at vi som samlet betegnelse for os har ordet ”stamme”. Det er også derfor den 4. æt, der med indførelsen af den katolske kristendom skiller sig ud fra Jarl æt, kalder sig ”Aðal”. Denne omfatter kongefamilien og nærmeste stormænd. ”Aðaltrè” betyder netop ”roden af et træ” og ”Aðal” eller ”roden” anses for øverste æt, uden hvilken ingen stamme, Ver Asir/Danir -folket eller en fysisk træstamme kan leve. Ordet ”Aðal” afløser et endnu ældre ord ”óðal”, der betegnede Jarl og Karl æt som vor øverste æt i mand (m/k) og jord. Denne forståelse genfindes i urnordisk gennem Ældre Futhark :
*oþila, Otael (Ethel) Det er fra roden af Verdenstræet at Balder , symbolet på tronarvingen og stammens fremtidige æt, genfødes. Det er herfra Shamanen/Julemanden henter visdom fra forfædrene og bringer denne viden tilbage til os som julegave. Det er derfor julegaver skal ligge under juletræet ved dets rod. Det er samme forståelse for roden af Verdentræet og Moder Jord der gør at den oprindelige og korrekte betegnelse for vor landområder er ”Den Moderlige Rod” jvf. det russiske og indoeuropæiske ord ”ródina” der i dag oversættes til ”Moder Rusland”. Også i England er den oprindelige forståelse bevaret gennem ”Mother country”. I Norden benyttes nu den katolsk-germanske betegnelse ”Fædreland” fra det latinske ”patria terra” hvilket en importeret uskik. 1 Bibelen har faktisk samme før-kristne verdensforståelse selvom jeg ikke kan erindre en præst nogensinde har gjort opmærksom på dette. Det Gamle Testamente (1. mosebog, 2.kapitel) beskriver her samtiden flere tusinde før kristendommen blev opfundet. ”Gud Herren ” er i Det Gamle Testamente altid ”Solen”. 9. og Gud Herren (Solen) lod af agerjorden fremvokse alle slags træer, en fryd at skue og gode til føde, desuden livets træ, der stod midt i haven, og træet til kundskab om godt og ondt. 10. Der udsprang en flod i Eden til at vande haven, og udenfor delte den sig i fire hovedstrømme. Alle der ved håndkraft og en spade har prøvet at grave en 20-årig trærod op vil med det samme forstå hvorfor roden til Verdenstræet fik denne betydning. Det var en næsten umulig opgave år 500 f.Kr. og er ikke anderledes i dag. Ligeledes vil alle der har forsøgt at grave et træ op med roden og omplante træet vide, at dette ikke lader sig gøre hvis træet er over en vis alder.
Armring i guld fra Råbylille, Danmark dateret til 8-900 tallet e.Kr. Vi ser Yggdrasill som Verdenstræ og juletræ afbilledet på en bakketop med galgen/trækorset, vort symbol på livet placeret på hver side. Afbildningen tyder på at det faktisk skal henvise til ætlingens ofring ved Midsommertid. Der er ingen kristen indflydelse på dette utrolige smedearbejde. John Grant: Viking Mythology (1990 s. 44)
"Thor og Gedebuk"-afbildningen på ”det korte” guldhorn tegnet af arkivar, kammerråd Jochum Paulli (1690-1759) 1734. Fra ”Danmarks Folk – I skildringer af danske videnskabsmænd” (1901, s. 221-222). Begge guldhorn blev fundet ved Gallehus ved Møgeltønder i Sønderjylland og er dateret til 400 tallet e.Kr. Afbildningen er i 2. række fra mundingen af hornet, der begynder med "Sommersolhvervs"-afbildningen. Tidsmæssigt er vi i guldhornets kalenderår efter tiden hvor dyrenes unger diger og jagten er gået ind, men før Vintersolhverv (4. række), Det antyder at vi er efter ”Winter-fylleð” dvs. efter 17. oktober. Thor er vist med tre hoveder fordi han her har kendskab til de tre verdener, fortid, nutid og fremtid. Det antyder stærkt at han netop har besøgt disse, og at det netop er gedebukkens horn der har hjulpet til. Hvad ved første syn ligner et reb med hvilken Thor holder gedebukken er ved nærmere eftersyn noget helt andet da rebet ender ved gedebukkens forben, ikke omkring halsen, Vi ser her den 11. membran-verden/woðboran visuelt gengivet som "en bøjet arm", der måske snor sig omkring de andre verdener og giver adgang til disse. Derfor er også Thor’s venstre arm til den 11. membran-verden/woðboran visuelt gengivet som "en bøjet arm", Det er af præcis af denne årsag at man drikker mjød af et dyrehorn (den bøjede arm) da mjød gennem Asketræet er bindeleddet mellem forfædrene i Himlen og menneskene på Jorden. Den 11. membran-verden/woðboran er gangbroen mellem de forskellige verdener, som Thor med tre hoveder viser han har kendskab til. Med denne forståelse kan vi se, hvad de fleste ikke er opmærksom på, at Yggdrasill er vist til venstre for Thor. Verdenstræets grene peger mod to 7-takkede stjerner, der symboliserer de 7 Vise; Ase- og Vane-slægten + Ætlingen/Balder eller forfædrene. Herfra har Thor via gedebukken og verdenstræet hentet visdom i alle 3 verdener.
Helleristning fra Stenbacken, Tanum Socken, Bohuslen dateret til ca. år 1000 f.Kr. (bildnr. 31223121085, Raä nr. 66).
Helleristning fra Gerum, Tanum Socken, Bohuslen dateret til ca. år 1000 f.Kr. (bildnr. 30411049033, Raä nr. 311). En af de fineste helleristninger der findes, og som i tegneserieform gengiver essensen af vor oprindelige filosofi. At helleristningen findes i "Gerum" gør at vi med rimelighed kan sige at "Gerum" oprinder fra "Ger + heim" (Spydhjem) da askespydet i filosofi er Verdenstræet.
Da vi nu har forstået hvorfor roden til alt er Verdentræets tre rødder kan vi forklare hvorfor vi i Bibelen finder røverhistorien om de tre konger (Helligtrekonger), der kommer til Jerusalem og spørger til jødernes nyfødte konge. Vi har én henvisning i Det Nye Testamente: ”Da nu Jesus var født i Betlehem i Judæa, i Kong Herodes’ dage, se, da kom der nogle vismænd fra Østerland til Jerusalem....” ”Og de gik ind i huset og så barnet med dets moder Maria; da faldt de ned og tilbad det, og de lukkede op for deres skatte og bragte det gaver: guld, røgelse og myrra”. Og vi har to henvisninger i Det Gamle Testamente, der i tid finder sted ca. 500 år før Jesus-figuren melder sin ankomst: ”Konger fra Tarsis og fjerne strande frembærer gaver, Sabas og Sebas konger kommer med skat” Der findes ligeledes en henvisning i Esajas’ Bog (60:4-6), der har dele af ovennævnte beretning fra Salmernes Bog uklart nedskrevet. Kongerigerne Saba (Sheba) i det nuværende Yemen, og Saba (Seba) på den anden side af farvandet i det nuværende Etiopien, fandtes ca. i tidsrummet år 900-115 f.Kr., og Dronningen af Saba i 500 tallet f.Kr. De 150 salmer i Salmernes Bog opnår deres endelige form i ca. 200 tallet f.Kr. Landskabet Tarsis er ukendt, men lå i den vestlige del af Middelhavet, måske i det nuværende Spanien ud til vandet. Det er med andre ord vismænd, ikke konger, Det Nye Testamente henviser til. De indoeuropæiske ætter (Goterne) i det nordlige Indien kalder disse vise mænd for Rik, Yaius og Saman. Vi kender dem som Odin , Ve (Vé) og Vile (Vili). Esterne kalder dem Alevide (Alev), Sulevide (Sulev) og Olevide (Olev) - Se Kalevipoeg. Disse tre vismænd hos goterne, esterne og os er identiske og oprinder alle fra Rig Veda. Dette behandles i ”Bilag A: Rig Veda, Rígsþula og Manu Smriti”. I indoeuropæisk forståelse repræsenterer de tre vise mænd, der skaber den enkelte stamme, igen de tre rødder, ild, vind og solen. Derfor kommer de i den bibelske omskrivning fra øst. Det Nye Testamente viser ikke antallet af vise mænd, og som med alle røverhistorierne i Det Nye Testamente opfindes disse først efter den 1. synode maj-august 325 e.Kr. De vise mænd dukker op i 500 tallet e.Kr. i ”excerpta latina barbari” med den persiske titel, der på latin skrives ”magi”, og deres navne er Bithisarea, Melichior og Gathaspa (magi autem vocabantur Bithisarea Melichior Gathaspa). I Johannes af Hildesheim’s ”Historia Trium Regum” fra ca. år 1370 e.Kr., og i et skrift fra Basel fra 1563, har røverhistorien opnået at blive et symbol på kristendommens verdensherredømme, og de tre vismænd er nu konger af Arabien (Melchior), Ethiopien (Balthazar, sort) og Tarsus (i Lille-Asien, Caspar, hvid). Der indsneg sig en afskrivningsfejl i det senere skrift fra 1563, hvor Caspar kom fra Ethiopien.
Højre side af frontstykket af en ”kistil” (liden kiste, skrin) fra Northumbria, dateret til 700 tallet e.Kr. Dette utrolige håndværk er skåret af hvalben (ridset "hronaesban" på kisten). Hele frontstykket er kun 23 cm langt. Kisten kaldes også ”The Franks Casket” efter Sir Augustus Wollaston Franks (1826-1897), der arbejdede for og gav kisten til British Museum. Runerne er Angel-saksiske runer og vi kan se at der er ridset ”Magi” som en betegnelse for de 3 vismænd Odin, Ve (Vé) og Vile (Vili). Det er umuligt at sige endeligt om kunstneren i 700 tallet e.Kr. i Northumbria, endsige kistens ejermand, har opfattet de 3 vismænd som i vor oprindelige filosofi eller har udskiftet navnene med den omskrevne kristne udgave. Vi ved dog at den eneste udgave af Bibelen, der findes i England i 700 tallet e.Kr. hos den engelske munk Bede/Bedae (673-735), er Jerome’s latinske oversættelse af Bibelen fra hebraisk til latin. Denne blev skrevet år 347-420 e.kr. og indeholder ikke de 3 vismænd. Det er derfor ikke sandsynligt at de tre vismænd er blevet opfattet i den kristne omskrivning.Vi ser tydeligt den spirende Maria-dyrkelse, hvor hun som den Jordlige Moder er moder til ætlingen/Balder, i den kristne omskrivning Jesus-figuren. Afbildningen er stort set identisk i forståelse til afbildningen af Maria som Guds Moder (Jesus-figuren er jo oprindeligt Gud) på Øm Klosters segl. Den viste blomst er ”Mari golde” (Middle English) i dag ”Marigold” (Maria’s [rød]gyldne) eller ”Morgenfrue” (frue = Freya) (calendula officinalis), der betegner Daggry, den opstigende gyldne sol, som vi og de tidlige kristne dyrker.
At de tre vise mænd har titlen ”magi” fra det oldpersiske ”magush” 1 betyder at skriftet fra 500 tallet e.Kr. forbinder de tre vise mænd med den persiske tempelpræste-æt Zaotar, en undergruppe af hvilken kunne ”magi”, som Freya hos os kan ”den vaniske trolddom”. Jeg har i ”Bilag A: Rig Veda , Rígsþula og Manu Smriti” vist at det er fra goterne i det nordlige Indien at Avesta forståelsen indføres i Persien. Den gotiske ”Saman” (Shaman) og Odin , også Shaman, er derfor identiske til hvorledes skriftet fra 500 tallet e.Kr. opfatter de tre vise mænd. 1 Vel nok den mest kendte sætning på oldpersisk, der nævner titlen ”magush”, er inskriptionen fra Bisutun (Bisitun, Behistun, Bahistun, nuværende Iran), hvor personen Gaumâta leder et oprør i Persien 11. marts år 522 f.Kr.: ”I martiya magush âha Gaumâta nâma hauv udapatatâ hacâ Paishiyâuvâdâyâ”. som jeg via engelsk oversætter til: ”I. Den dødelige magiker (magush) var Gaumâta navn(givet), han rejste sig fra Paishiyauvada”. Personen Gaumâta må være identisk til Siddhartha Gautama/Gautama Buddha/Gotama, alle navne knyttet til Den Første Levende Buddha, og dermed en gotisk tronarving fra Sakya/Sacae-folket, der drager ned over Hindu Kush ca. år 550 f.Kr. Se afsnittet ”Odin og Den Levende Buddha”. Kom her ligeledes ihu at de 238 vers (kaldet "gâthå"), der anses som de ældste i Avesta, er skrevet i den dialekt der kaldes ”Gathic”, udtalt ”gaatik”, der kun kan opfattes som ”gotisk”. Herodot (Histories, Bog 3:79-83) behandler emnet i forbindelse med Darius I.’s drab af personen. Han kendes også under navnene ”Smerdis” og ”Bardiya”. Begge navne vurderer jeg er titler. ”Smerdis” kan knyttes til det gotiske ”Manu Smriti” fra ca. år 200 e.Kr. (se ”Bilag A: Rig Veda , Rígsþula og Manu Smriti”). ”Bardiya” kan knyttes til det keltiske og græske ”Bardos”, i dag ”Barde”. Alle navne/titler falder tilbage til en tempelpræst/vismand. En af de første der undersøgte inskriptionen fra Bisutun var Carsten Niebuhr (1733-1815) under hans rejse til Arabien og de omliggende lande 1761-67. Sendt ud af Kong Frederik V. sammen med Frederik Christian von Haven, Pehr Forrskal, Christian Carl Kramer og Georg Baurenfeind offentliggjorde han 1772 sit værk, der indeholder en oversættelse af inskriptionen.
Asketræet og dets udbredelse
Billedet til venstre viser trægrænsen for asketræer pr. 1988. Billedet til højre viser hvorledes bladene fra et asketræ ser ud.
Juletræet og grønne grangrene
Vi kan se at Verdenstræet er et asketræ, at træet er hankøn, og at det er evigt grønt. Her opdager vi straks en selvmodsigelse for asketræet er ikke evigt grønt, som Skov- og Naturstyrelsen har været så venlig at forklare mig. Det er et af de sidste træer hvor bladene bliver grønne, og et af de første træer hvor bladene falder af, normalt ved den første efterårsstorm. Det antyder at der på det tidspunkt vore sagaer bliver nedskrevet er sket en sammenblanding af flere forskellige ceremonier forbundet med Verdenstræet, og at det fysiske Verdenstræ for Jólahald – julehold har været et andet træ end asketræet. The Royal Forestry Society i England forklarer at det var skik ved Midvinter/Moders Nat at tage grangrene ind i huset under Jólahald – julehold. Dette gjorde også romerne inden de indordnede sig under den katolske kristendom. Templerne blev dekoreret med grangrene under Saturnalia-festen. Som vi måtte forvente ”lånte” den katolske kristendom denne skik, og de katolske kristne videreførte skikken med forklaringen om at den evigt grønne grangren skulle symbolisere et evigtvarende liv med den i maj-august år 325 e.Kr. nyopfundne Deos-Gud .
Ovenfor ser vi Melikerta, under navnet Palaemon, ridende på en fisk, med en grangren, symbolet på Baal-Berith, som hans banner . Baal-Berith var Fønikernes hovedgud i Kartago, nord-Afrika, der ogsåhavde dæknavnet ”den skjulte gud” og var, lig Freyr , en frugtbarhedsgud. Kilde: A. Hislop, Philologos Religious Online Books. Der var og er i Norden udbredt (over)tro om at det betyder ulykke at bringe evigt grønt ind i huset før 21. december, og som mange i dag strengt viderefører uden at rødme med hensyn til hvornår juletræet skal ind i huset. Det antyder at vi på Moder Nat/Juleaften (23. december) har taget evigtgrønne grangrene og bragt dem ind i huset. Jeg viser senere at disse grangrene blev taget fra skovfyren (Pinus silvestris) og rødgranen (Picea abies). ”Peters Jul” (J.Krohn, 1866) viser hvorfor mange, korrekt, fastholder at juletræet ikke skal ind i huset før Moder Nat/Juleaften (23. december). Således er skikken: I Mørkningen Juleaften 1 ”Mens Far og Mor gør træet i stand,” 1 dvs. 23. december
Juletræet og honning
Udover at det var et asketræ og at det var evigt grønt, så beretter Völuspá (vers 19) og Snorre i Gylfaginning at der falder dug ned i Urds brønd , og at denne dug kaldes honningfald. Ligeledes at der er herfra bierne får deres føde, dvs. i samtiden honning. Endelig så drikker Mimir fra Udrs brønd med hornet Gjallerhorn, og i Mimirs drikkehorn var der Mjød, og sidstnævnte er baseret på honning. Forklaringen til forbindelsen mellem asketræet (”*os-” på indoeuropæisk, ”Fraxinus” på latin) og honning er ganske simpel selvom det ikke er almindeligt forstået. Der findes fire askearter i Europa der afgiver et produkt som grækerne kaldte ”méli”. Dette produkt blev stadig produceret i det 20. århundrede og gik under navnet ”Manna” eller ”Manna ash”, og er naturligvis honning. Honning toges bl.a. fra Fraxinus Omus og Fraximus Excelsior, begge asketræer der findes i Norden. Vi ved også at det var en hel generel opfattelse at honning først faldt fra skyerne, hvorefter den blev indsamlet af bierne, ikke kun fra blomster men også fra blade og marker. Tænk her på det engelske udtryk ”Manna from Heaven” eller ”Honning fra himmelen”. Aristoteles (år 384-322 f.Kr.) siger i Historia Animalium (5.22): ”Honning er hvad der falder fra himmelen, specielt når stjernene står frem og når regnbuen går ned. I det hele taget er der ingen honning før Syvstjernen (om morgenen) rejser sig....Honning laver (bien) ikke, den fanger hvad falder”. Plinius den ældre skriver år 77 e.Kr. (Naturalis Historiae, 9.30): ”Honning falder fra himmelen...... i tidsrummet lige før daggry.....Derfor på dette tidspunkt ved daggry er træernes blade bedugget med honning....og efter at være indsamlet i biernes mave, for de kaster det ud af munden”. Aelian (år 170-235 e.Kr.) forklarer os i De natura Animalium (5.42 og 15.7) at ”det regner honning om foråret i Indien”. Polyaenus (ca. år 150 e.Kr.) beskriver iStratagemata(4.3.32) at Persernes konge dagligt fik 100 kager af ”nedregnet honning” (úontos mélitos). Strabo forklarer os år 7 f.Kr. i Geographika (bog 12.3.18) om barbarer på den østlige side af Pontus der havde stillet skåle med ”skørgørende honning” (mainoménou mélitos) ved vejkanten lavet af trækviste. Nogle soldater skulle have drukket honningen og blev sindsyge, hvorefter de nemt kunne nedslagtes. 2....Når Aśvins, i udstyrer jer kæmpe stridsvogn, bedug, i to, vor magt med honning og med olie.... 3....nær os kommer Aśvins’ højtærede trehjulede stridsvogn, stridsvognen ladet med mjød..... 4....Bring her til os næring, Aśvins i tvende; stænk os med jer mjødpisk der drypper honningdug. 1. Aśvins, jer præster af ælde byder jer komme for at opmuntre jer med drik af mjød af Soma...... 2. Den stridsvogn af jeres, hurtigere end tanker, O Aśvins, der trukket af tapre gangere kommer til folket, 6..... da fra hoven af din stærke hest i regnede hundrede krukker honning til folket. 12. ..... Da, som en kande fyldt med guld, O Aśvins, på den tiende dag i opløftede de begravede? Rig Veda (bog 1:CLVII:2 & 4) siger: ”Bedug vor magt med honning og med olie... stænk os med din pisk der drypper honningdug.” De to shamaniske gudesønner, Aśvins (Venner af Aserne), udstyrer deres stridsvogn og bedes om at give "magt" med honning, der kommer ud gennem pisken. Honning/mjødpisken (sanskrit "madhurasa") er blevet fortolket som et lyn 1. 1 Her har vi forbindelsen til hvorfor Thor, som torden- og skygud , farer over himmelen i sin stridsvogn og afgiver lynild.
Vi kan også følge ordet ”mjød” eller ”mjöð” (oldnordisk) tilbage til Sanskrit (mádhu) og Assyrisk (medu). Det hedder naturligvis ”mead” på engelsk. Peder Laales danske ordsprog viser at man også langt op i Middelalderen og senere mente at bier spiste honning: Nr. 253 Saa fødes byer som biørne men tag aff vlijghe bijd. Nr. 996 Tagh saa honnigh at bijæn haffwe ”En død Bj – hun skider icke Honning” Skov- og naturstyrelsen har forklaret mig hvordan asketræets honning teknisk opstår: “Asketræernes blomster bliver bestøvet af vinden. Det vil sige, at det er vinden, der fører pollen rundt fra træ til træ, og altså ikke insekter. Derfor danner askeblomster praktisk talt ikke nektar. Men asketræer kan blive så angrebet af bladlus, at der kan dryppe, det som kaldes honningdug, ned fra trækronerne. Det skyldes, at bladlusene stikker deres sugesnabel ind i bladenes ledningsvæv for at få nærring. Problemet for bladlusene er, at det de suger op, indeholder store mængder sukkerstof og kun få proteiner. Derfor må de filtrere meget sukkervand fra for at få den rigtige mængde protein. Og derfor udskiller bladlusene den overskydende sukkermasse gennem fire rør, der stikker ud fra bagkroppen. Denne sukkermasse vil så regne ned fra trækronerne når bladlusangrebet er massivt”. Uno Holmberg skrev i ”Finno-Ugrian, Siberian Mythology” om hvorledes han i 1913 observerede Mari-folket 1. Træet der blev brugt til ritualet var et lindetræ, der også afgiver et sukkerrigt materiale, hvorfra man i Rusland lavede en drik der kaldes Lipez. 1 Kaldes også Cheremiss-folket. Finnerne og esterne oprinder fra Mari Republikken ved Volgafloden.
”Til højre for offertræet stikkes en lille rund søjle ned i jorden. Herpå sættes en lille træskål. I skålen hældes en drik gjort af honning, men når man ser på navnet ”harpiks-skål” så må der heri oprindeligt have været harpiks... Før alt dette spredes hvide klæder på jorden bestrøget med lindegrene, og på disse rækker stilles offergaverne i form af smør- og mælkebrød der rører hinanden... Bag ved brødene stilles 9 træskåle parallelt med brødene. Senere ihældes i disse skåle en drik lavet af honning. Denne drik er forberedt for festivitasen af unge kvinder”. Statutten af Sankt Prins Volodimir (Valdemar I., regent 972-1015) fra år 988 e.Kr. beskriver ankomsten af Øst-kirken i Garðaríki 1. Statutten beskriver i Punkt 9., hvor strafferetten nu overgår fra normal lov til Kirkelig Ret, herunder ved skyldsspørgsmål om: ”9. …trolddom, fremstilling af [helbredende] drik, afsværgelser, magi….hvis nogen tilbeder [en hedensk guddom] foran en korn-tørrende tønde, eller i et hult træ, eller ved vandet…..” 1 Se afsnittet "Garðaríki"
Asketræet er Verdenstræet fordi det er et mjød-træ. Træet gav, med sin honning, føde til såvel guderne/forfædrene som menneskene på jorden. Asketræet forbandt derfor i fysisk højde stammen i denne verden med guderne/forfædrene i den næste verden. Samtidigt forbandt asketræet begge gennem den honning der faldt fra himmelen til asketræet og videre til menneskene på jorden 1. Det er derfor der altid skulle og skal være honningkager på et juletræ. Se ”Bilag S: Bagværk” hvor jeg gengiver en række af vore oprindelige opskrifter til bagværk i juletiden. 1 Asketræet bliver i Danmark op til 40 m. Træet har derfor raget op over andre træer i skoven, og dermed været tættest på guderne. Der er en lang række andre årsager til at asketræet generelt er Verdenstræet. Vore buer, pile, økseskafter, spyd/lanser og vognhjul blev lavet af asketræ, der den dag i dag af møbelsnedkere anses som den bedste træsort at arbejde med idet det kan behandles på en række måder uden at tabe styrke. Skov- og naturstyrelsen har også gjort mig opmærksom på at de øverste bord på lang- og handelsskibene var asketræ (ind til vandlinien). Det anglosaksiske runedigt for runen "Aesc" eller "Ask", for asketræet, siger som følger: (Aesc) biþ oferheah, eldum dyre, Som jeg oversætter til: (Aesc) Asken byder over hovedet, for ældre dyrbar,
Nr. 48 Thet træær bædre ther bøyes æn thet ther brysther
Fra min farfars bog ”Snedkerteknik” fra 1947 lærer vi følgende om asketræet i Danmark: Ask (Fraxinus excelsior) ”Ask er er Kærnetræmed gulligt til rødlighvidt Træmed en lysebrun kærne, som kun findes i ældre Træer. Ask er ringsporet med tydlige Aarringe, har store Kar i Vaarveddet..... Veddet er haardt og kløves vanskeligt, meget sejgt og bøjeligt....Træets bæreevne er forholdsvis ringe, hvorfor det ikke bruges til Bygningstømmer. Askeveddet ligger meget Egens, men er mindre holdbart, naar det udsættes for Fugtighed.....Man foretrækker unge træer (80-aarige)... Efter fældningen, der helst maa ske om Vinteren, bør Træet hurtigt afbarkes og opskæres samt stables luftigt, da det ellers let bliver jordslaaet, hvilket ofte efterfølges af Raad. Asketræ anvendes af Snedkeren......til almindelige Vogne (baade Hjul og Stænger) og til Jernbane- og Sporvogne samt Biler (baade Stel og Beklædning), til Aarer, Stiger, Redskaber, især Værktøjsskafter”.
Juletræet og glaserede æblerVi husker også at vore bedsteforældre altid hang glaserede æbler på juletræet, der i dag er videreføres med brugen af glaskugler. Vi ser det bl.a. på juletræet i ”Peters Jul” (1866). Fra bogen ”Nordisk Bondereligion” (s. 39) hører vi at man ved Vintersolhverv, dvs. Moders Nat /Juleaften, gik ud og rystede alle frugttræerne, hvorefter man bandt strå omkring roden/foden af træerne. Herved sikrede man sig en god frugthøst den følgende sommer. Æblerne på juletræet er derfor en ofring til Moder Jord om god kommende frugthøst 1. Nr. 20 Ondh roodh giffwer eij godhe æble Nr. 868 Theligh ær fruckthen som dygdhen ær i træædh Der skal derfor altid hænge æbler på juletræet. 1 Med den viden vi nu har om Verdenstræet og ofringen af æbler for god høst kan vi straks forstå betydningen af 1. Mosebog i det Gamle Testamente. Det Gamle Testamente beskriver samtiden flere tusinde år før kristendommen blev opfundet. ”Gud Herren ” er i Det Gamle Testamente altid ”Solen”. ”Derpå tog Gud Herren (Solen) Adam og satte ham i Edens have til at dyrke og vogte den”. ”Men Gud Herren (Solen) bød Adam: ”Af alle træer i haven har du lov at spise”, ”kun af træet til kundskab om godt og ondt (dvs. verdenstræet) må du ikke spise; den dag du spiser deraf, skal du visselig dø”. Og det er naturligvis præcis hvad Eva gør i kapitel 3:6 og Adam får sandelig også en bid af æblet. Dette var den yderste krænkelse man kendte til, og nu ville Freyr, Freya , Frigga/Moder Jord og alle Jordens samtidige frugtbarheds-guder blive rasende og straffe menneskene. Derfor bliver Adam og Eva smidt ud af Eden. Hosea levede i tidsrummet år 750-725 f.Kr. og kom fra det Nordlige Kongerige medens Jeroboam II var konge af Israel. Det Nordlige Kongerige blev ødelagt af Assyrerne år 721 f.Kr. Hosea, der sammen med Jeremiah var den eneste der ikke kom fra Judea, skrev Hoseas’ Bog i det Gamle Testamente i Bibelen og her er hvad han mener om sit folks skikke: ”Mit folk rådspørger sit træ, og svaret giver dets stok; thi horeånd ledte dem vild, de boler sig bort fra deres Gud” . ”De ofrer på bjergenes tinder, på højene brænder de ofre under en eg, en poppel, en te-rebinte, thi skyggen er god. Så horer jo og Eders døtre, så boler jo og Eders kvinder”. Som vi kan se fra denne indebrændte historieskriver har stammen i Det Nordlige Kongerige år 750-725 f.Kr. egetræet som deres Verdenstræ (som havde også kelterne).
Juletræet - skovfyr ude og rødgran inde
Røverhistorien omkring den vestsaksiske munk Winfrid (Wynfreth, ca. 672-754), hvis eftermæle blev "Bonifatius" (Boniface), og det frit opfundne "mirakel" om at der fra rødderne af et af ham fældet egetræ udsprang et lille grantræ, er som alle andre romersk-katolske mirakler - en røverhistorie. Egetræets betydning i skabelsen af "miraklet" er vist i afsnittet "Sakserne" (underafsnit "Thor og egetræet").
Jule- og Nytårskort fra Randers Postkontor 1888. Trykt på 4 Øre. Helsagsbrevkort. Blå. Afstemplet Randers 1.1.(1889). Tidligst kendte danske julekort. Solgt på Thomas Høiland Auktioner A/S, 5.-10. maj 2003 for kr. 6.200 og derfor også Danmarks dyreste postkort. Stephan Springborg fra Skov- og Naturstyrelsens Naturvejledning har hjulpet mig med at fortolke hvilke træer vi ser afbilledet på julekortet. Grenen til højre for posthornet er en egegren og grenen til venstre for posthornet en bøgegren. Dette skyldes at disse to træer i samtiden, og i dag, regnes for skovens konge og dronning. En skovrider i Danmark bærer egeløv på sin kasket, medens en skovfoged bærer bøgeløv. I venstre side af julekortet ser vi en rødgran som symbol på juletræet. Det store træ bagved, hvorpå sidder en spætte, er vanskeligt at identificere, da det formentlig er tegnet efter hukommelsen. Det kan dog være et frugttræ, hvilket ville være i overensstemmelse med vore urskikke om at hænge æbler på juletræet.
Da de fleste ikke er ”træmænd” er vi nødt til at forklare hvad vi mener med et grantræ for at undgå fejlfortolkninger. De første rødgran (Picea abies, Norway spruce eller Common Spruce) blev iflg. Skov- og naturstyrelsen i Danmark først plantet i det nuværende Danmark omkring år 1730 af en mand ved navn Røhl. Imidlertid har Professor Lars Helge Frivold fra Norges Landbrukshøgskole i Ås, Institutt for Skogfag påpeget en artikel ”Granskogens innvandring og spredning i Norge” fra 1992, hvor Ulf Hafsten skriver følgende: ”Kulstof-14 analyse af pollen beviser at rødgranen (Picea abies) udbredte sig i Norge i begyndelsen af jernalderen og at den havde bredt sig til grænsen til Sverige år 0-400 e.Kr. Den kom dog først til Sør-Trøndelag i Middelalderen”. Vi kan derfor sige med fuld sikkerhed at rødgranen fandtes i vore landområder før kristendommen overhovedet blev opfundet. Man ved kun at skikken med at bringe juletræet ind i huset først blev udbredt i Tyskland i 1500 tallet og faktisk er Martin Luther tilskrevet med dels at være den første til at tage grantræet ind i huset, dels at være den første til at sætte stearinlys på træet. Efter sigende skulle dette være sket efter hans bandlysning fra den katolske kirke, hvor han blev drevet ud i skoven. Gennem skoven kunne han se stjernerne medens han gennemtænkte sin tro. Dette er naturligvis også en røverhistorie. Det oldengelske digt ”Drømmen om Roden” fra år 650-750 e.Kr. viser dette:
Min oversættelse til nudansk.
Verdenstræet er, som vi kan se, oplyst. Der er en helt naturlig forklaring på dette. Verdenstræet, både til Sommer- og Vintersolhverv, befinder sig uden for huset helt frem til år 1808 (Danmark), år 1820 (Norge) og år 1840 (England). Festerne fandt sted om aftenen og derfor blev der sat kærtelys 1 på det udvalgte træ så festen ikke fandt sted i fuldstændig mørke. Julen er, som allerede nævnt, en lysets fest / lysfest. 1 ”kerti” (oldnordisk), ”candel” (oldengelsk) fra den indoeuropæiske rod ”*kand”. Lysene blevet lavet af bivoks. Ganske interessant kendte grækerne ikke til kærtelys, men brugte olielamper.
Derfor skal der altid være lys på juletræet da dette minder os om at juletræet oprindeligt stod uden for huset oplyst i mørket. Er lysende levende skal man, som dengang, være opmærksom på brandfaren. Det første rødgran juletræ indendørs i København stod i år 1811 i Ny Kongensgade hos doktor Martin Christian Gottlieb Lehmann (1775-1856), præstesøn fra Haselau Uetersen, Holsten, og hans viv Frederikke Louise Bech (1787-1834), datter af etatsråd borgmester Peder Beck i København. De havde dette år en lille søn kaldet Peter Martin Orla på 1½ år. Orla Lehmann (1810-1870) blev senere en af giverne af Grundloven i 1849. Træet blev efter sigende båret indenfor den 22. december, og lyset på træet tændt den 24. december kl. 17. Grev Ulrich Holstein-Holsteinborg har forklaret mig at på Holsteinborg kom træet endnu tidligere indenfor i varmen. Her er det bragt indenfor i Julen 1808 af grevinde Wilhelmine, der holdt jul på Holsteinborg indtil 1868. Dette forevigede H.C. Andersen 26. december 1865 således: ”Paa Holsteinborg Juletræet staar, H.C. Andersen giver os ligeledes et glimrende samtidsbillede af julen på Holsteinsborg i ”Krøblingen” (1872): ”Der var en gammel Herregaard med unge, prægtige Herregaardsfolk. Rigdom og Velsignelse havde de, fornøie sig vilde de og Godt gjorde de. Alle Mennesker vilde de gjøre glade som de selv vare det.
Den første beskrivelse af et juletræ indendørs i Norge er fra år 1820. I England holdt skikken med juletræet indendørs sit indtog omkring år 1840 hvor Dronning Victoria og hendes tyske prinsgemal Albert blev afbilledet med deres preusiske træ. Den helt bevidste omskrivning af historien, styret af Folkekirken og politisk gennemført i historiebøgerne udgivet til brug i Folkeskolen helt op til 2. Verdenskrig, om at juletræet er en katolsk-tysk import er derfor fuldstændig forkert. Hávamál (vers 50, Ældre Edda) lyder:
Min oversættelse til nudansk.
Modsat rødgranen (picea abies), der kun fandtes i nord/midt-Norge, er skovfyren et oprindeligt træ fra hele Norden. Træet bliver over 30 meter højt, og er det højeste træ i de skove, hvor det gror. Som vi kan læse i Hávamál (vers 50, Ældre Edda) har skovfyren helt åbenlyst haft en ceremoniel betydning med betydning for ”livet”. Netop denne oplysning placerer skovfyren direkte til Jólahald – julehold. Derfor er min vurdering, at skovfyren er det oprindelige juletræ for den ceremoni der indtil 1800 tallet blev afholdt uden for huset.
Helleristning fra Østfold, Norge dateret til ca. år 1000 f.Kr. Vi ser Verdenstræet ved siden af et "normalt" træ. Kunstneren ønsker her at vise at Verdenstræet er det højeste træ i skoven, og derfor tættest på forfædrene. Til højre solhjulet med ">" dvs. solhvervning. Mit bud er at vi her ser Vintersolhverv. Solhjulet er opdelt i to årstider - Vinter og Sommer, vist med den vandrette streg. De to lodrette streger inddeler hvert halvår i 2: Før-Jul og Efter-Jul for Vinter, samt Før-Liða og Efter-liða for Sommer. Det viste "hverv" er derfor Moders Nat, Lille-juleaften og dagen før den første juledag. Afbildningen gengivet som forside i Vølses Juletillæg 2006. Billedkilde: Arild Hauge: Helleristninger fra Norge.
Gårdboen gengivet som julenissen på Horsens Baiersk & Hvidtøl Bryggeri’s juleøl på flaske fra ca. år 1900.
Fejlfortolkninger mellem rødgran og skovfyr er af ganske gammel dato i hele Europa da man brugte samme navne for begge arter, også inden for videnskaben, helt op til 1700 tallet 1. 1 Ordet ”fyr” indgår i navnet på skovfyren. Ordet oprinder fra ”fyri” (oldnordisk), ”furh” (oldengelsk) fra den indoeuropæiske rod ”peuri” med betydningen ”ild”. Dette er en henvisning til træets høje brændværdi grundet det meget harpiksholdige ved. Det er derfor vore ligbrændingsbål kaldes en ”pyre” og hvorfor vi i dag ”fyrer” op i pejsen. Ordet ”pyre” er identisk på græsk, men oprindelsen til vort eget ord er ikke herfra.
Professor Lars Helge Frivold fra Norges Landbrukshøgskole har gjort mig opmærksom på at skovfyren blev udryddet i det nuværende Danmark i Middelalderen, bortset fra Læsø, hvor den fandtes i 1700 tallet. Der er ganske sikkert derfor at man påbegynder at plante rødgranen i Danmark i år 1730. Stephan Springborg fra Skov- og Naturstyrelsens Naturvejledning på Københavns Statsskovdistrikt har forklaret mig at Skovfyren formentlig blev udryddet på grund af rovdrift, og at samme skete i Holland, Irland, England og Wales. Man mener at skovfyren har eksisteret på Læsø siden stenalderen. Da såvel skovfyren (Pinus silvestris) som rødgranen (Picea abies) er evigt-grønne har man taget grene fra begge træer og bragt ind i huset (Lille)-Juleaften/Moders Nat . Hvilket træ man har brugt har varieret regionalt afhængigt af hvor de respektive træer groede.
Det mest udbredte juletræ i Danmark i dag, en 2 meter høj Nordmannsgran, kom hertil fra Kaukasus-bjergene i 1850’erne, herunder specielt fra en bjergskråning i Georgien, samt Lille-Asien. Nordmannsgran er en af de 40 ætter under Ædelgran.
"...Saa ønskede de Gamle, at denne glædelige Tid skulde vare længe. Der stod og altid, men Julen varede, et Saltmadsfad paa Bordet. De havde og deres Julekage og Juletønde i disse Lande ligesaavel i hedenskabet som i Christendommen. Deraf blev meddelet til de fremmede som kom til dem, og sagdes: Du skal ikke bære vor Jul af Dør. De Gamle havte og deres julegalt at slagte. Saa sagdes og at rutte Julen ud, at jule ud. Item, at have Jul og gode Dage..". Peders Syvs Kjernefulde Ordsprog, (1807, fortale XLII)
Sikken voldsom trængsel og alarm
|
|||||||||||||||||||||||||||||
| Indholdsfortegnelse |
