| Forside |  |
Indholdsfortegnelse |
SlædenJulemandens transportmiddel er slæden. Det indoeuropæiske ord var ”slid”, der forgrener sig i to betydninger: ”At glide” (”slide/slid” på engelsk) og i Norden i betydningen af hårdt arbejde ”slide/slíta”. I alle vore landområder har det betydningen ”slæde, sleigh, sleði” som et transportmiddel. Søren M Sindbæk har skrevet en glimrende doktorafhandling om brugen af slædetransport i samhandlen mellem de gamle kongeriger i Skandinavien og det østlige kongerige - Garðaríki. Indholdet af afhandlingen blev efterfølgende sammenfattet i artiklen "Varægiske vinterruter" (tidsskriftet "Fornvännen", Foråret 2003, 98:3, s. 179-193). Kort fortalt forklarer Søren Sindbæk elegant, at en rejse med et klinkbygget kølskib, dvs. et langskib, fra bunden af den finske bugt via Hólmgarður (Novgorod) og forbi Kænugarður (Kiev) til Dnepr-flodens munding ved Sortehavet har krævet at kølskibet skulle trækkes over land mere end 250 km. En sådan rejse har været både for farlig, taget for lang tid, og været alt for ressourcekrævende. Laxdæla Saga (kap. 73)'s beskrivelse af Bolli Bollasons rejse fra Danmark til Miklagarð viser at dette foregik, selvom vi ikke kan se hvorledes dette foregik. Herefter viser Søren Sindbæk at man derfor om sommeren foretog omlastning fra kølskibe til fladbundede flodbåde ved handelsstationen ved Lagoda søen (Nevo søen), og om vinteren til hestetrukne fragtslæder. Man fulgte den samme motorvej, i form af floderne, sommer og vinter, da isen om vinteren gør floderne farbar for slæder. Vi skal her være opmærksom på at floderne fryser til i november og først bliver isfri til april. Det vises også, at de fladbundede flodbåde har haft en båd- og slædefunktion. Også vognkasser, kaldet fadinger, havde en dobbeltfunktion som sommer- og vinter-transportmiddel. Om sommeren med hjul, om vinteren med meder (fra det oldnordiske "sleðmeiðr"). Det er arkæologisk bevist at disse slædetransporter foregik i hvert fald fra ca. år 800-830 e.Kr.
Kort over det nordlige Garðaríki med vore oprindelige stednavne tilføjet. For at få samtidsbilledet ret er det bedst at fremhæve stednavnet "Ingermannland" (Ingenmandsland), der ser ud til oprindeligt at betegne det enorme landskab mellem Narve (Narva), Wierland (Estland) i vest, over Pskov (Pp•skov·, Pleskau) der ikke opstår før efter år 862 e.Kr., til Hólmgarður (Ostrogarð) i syd, og til Ladoga (Nevo) søen i nord. Som var tilfældet nord for Limfjorden, var dette område uden for lands lov og ret. Denne forståelse har stor betydning for hvorfor vi er nødsaget at grundlægge de bygder vi gør. Den Finske Bugt kalder vi oprindeligt ”Karjálabotna” (Karelen Bunden), hvor "Botn" er ordet der bruges når vi i ord skal gengive "bunden af en fjord". Landskabet nord for "botn" (bunden) er Karelien (Karelen, Karealia) - en anden stamme med hvem vi synes at stå os godt. Sejlende ind ad Neva-floden (St. Petersborg grundlægges ikke før så sent som 1703 som afløser til den svenske fæstning "Nyen, Nyenskans, Nevanlinna" fra 1611, der afløste Torgils Knutsson's fæstning Landskrone (Landskrona) fra 1299), kommer vi ind i den enorme sø Ladoga (Nevo). Flodnavnet "Neva" forekommer ikke at være hverken finsk eller estisk, og kan da oprinde fra "nefi, nefa, nivi, nevo" (oldnordisk, oldfrisisk, olddansk, oldsaksisk), der har betydningen "nevø, mindre slægtning", og måske er en henvisning til at netop denne flod er den mindste af alle de floder vi skal igennem før vort endemål. Herefter kan vi nu beslutte om vi skal ned til Hólmgarður (Ostrogarð) i syd, eller længere mod øst til f.eks. Suzdal. Skal vi til Hólmgarður (Ostrogarð) må vi først have tilladelse til dette fra Jarlen af Aldeigja (*Aldauga), der hersker fra borgen Aldeigjuborg. Vi ved fra Snorre’s Heimskringla (Ólafs saga helga, 93. Brugðið sætt við Noregskonung) at Ingigerðr (Anna), datter af Kong Olaf Skötkonung gives hele landskabet i Morgengave før hun indvilger i at tage Jarizleifr, tronarving til Garðaríki, til sin ægtemand år 1014-15 e.Kr. Jarl Ragnvald Ulfsson (Rögnvaldur jarl Úlfsson) er landeværner over landskabet. Men som navnet antyder; "Aldeigja" (*Aldauga) "Aldeigjuborg", som jeg tror er en lokal nordisk dialekt for "Oldenborg", er borgen i 1000 tallet allerede anset som en meget gammel borg, der derfor må have været anlagt her siden vi grundlægger Garðaríki år 446 e.Kr. Strategisk er det umuligt at have forbindelse mellem de gamle kongeriger og Hólmgarður (Ostrogarð) uden at have kontrol over indsejlingen til (udmundingen af) Volkhov floden, der tager navn efter "Folket's Hov" - vort oprindelige gudehov på holmen midt i Hólmgarður (Ostrogarð). Var rejsens endemål Suzdal ved Volga-floden, hvilket først bliver rigtigt muligt efter år 862 e.Kr., da rejste man 10 km længere mod øst fra Volkhov-flodens munding langs kysten, og sejlede ind af Sias-floden (Syas, Säsjoki, Sääsjoki). Baseret på arkæologi ser det ud til at først fra ca. år 700-930 e.Kr. bliver der åbnet op for denne vej ved opførelsen af "Álaborg" (Áluborg), der menes identisk til det nuværende stednavn i området "Gorodishche" (direkte "gorod" (gård) + endestavelsen "-ishche" (stad)) . Vort oprindelige navn for borgen er åbenlyst identisk til ”Aleburgh, Alburgh” (Valdemars Jordebog) eller "Aalborg" ved Limfjorden. "Aleburgh" ved Jyllands nordlige grænse var kongsgård og købstad, og "Álaborg" (Áluborg) i Garðaríki har sikkert haft samme rang og rettigheder. Derfor har såvel "Álaborg" (Áluborg), som ”Aleburgh, Alburgh” betydningen "Vandrende-borgen, Vandrende-befæstningen" fra det oldnordiske "áll" (smal vandrende) + "borg, burg".
Man har kun meget få arkæologiske beviser på slædekørsel i Norden; de mest kendte værende Osebergslæderne, samt Gokstadslæden. Dette kan dog ændre sig ifald de mange fund af vognfadinger i Danmark viser sig at have haft en dobbeltopgave som vogn og slæde.
Oseberg-slæderne Osebergskibet er nok den bedst bevarede skibsgravsætning af en kvinde (dronning) der kendes. Skibet er bygget år 815-820 e.Kr. Kvinden døde år 834 e.Kr. og lå i et gravkammer bygget i agterenden af skibet. Skibet blev fundet i 1904 på gården Slagen i Vestfold syd for Oslo, og er udstillet i Vikingskipshuset på Bygdøy, Oslo. Der blev fundet 4 slæder i forskibet, hvor kun én kan siges at være en arbejdsslæde, og ingen har været fragtslæder. De tre øvrige har så fine træudskæringer, at de må have haft en rituel opgave. Den ene af slæderne var også malet rød og sort med pyntenagler gjort af sølv (se nederste slæde ovenfor). Slæderne er 2 meter lange med sideplads til én person. Hver slæde blev trukket af én hest. Der er beskyttende dragehoveder i hver af slædens karme. Efterse begge slæder et kort øjeblik: Slæden er sammensat af en vognfading øverst, der er sat på en kælk; fra "kielke, kjalki" (olddansk, oldnordisk). En "kælk" betegner netop oprindeligt de løse meder man lod vognfadingen sætte på om vinteren, når vognen skulle bruges som slæde. Billedkilde: Billedet af den øverste slæde taget 2. august 2011 i Vikingskipshuset på Bygdøy, Oslo. Billedet af den nederste slæde fra Nationalmuseet. Se også Oseberghaugen (http://kulturarvvestfold.no/Artikkel/Historie/Oseberghaugen/10001131.php)
Fragt- og transportslæder Øverst: En fragtslæde, trukket af en hest, med en last på 4 tønder, et sted i Sveariget under vinteren. Bemærk hvorledes slædedriveren står på mederne bagtil ("vogndriver, køresvend" erstattes, med Kusk-vognens indtog i 1500 tallet e.Kr., af det lidt finere "kusk-vogn-driver", senere "kusk").
Tilbage til Julemanden (Odin, kongen)'s brug af slæde i den symbolske Odinsjagt og kanetur over himmelen. Det er ikke tilfældigt at julemanden bruger slæde i vor erindring, og der kan være to forklaringer på dette. Enten at vi har totalt undervurderet brugen af slæder som transportmiddel, eller at julemandens kanetur med sin slæde er et ekko fra et sagn fra før ankomsten til vore nuværende landområder. Vi ved med sikkerhed at slæden altid har været hovedtransportmidlet i det område, der fra år 446 e.Kr. bliver kaldt Garðaríki. Vi ved også med sikkerhed fra Midgård /Asien, dvs. øst for Tanais-floden, at dette var tilfældet. Hos befolkningen på Kamchatka halvøen i det østlige Sibirien er jordskælvsguden Tuil, dvs. Thors egenskaber og Thor er Odin er julemanden, beskrevet som ridende på en slæde under jorden. Se afbildningen af kane og rensdyr fra Sibirien år 1599 e.Kr. i afsnittet "Rensdyr". Udover ovennævnte afbildninger fra 1555, har vi et par beretninger fra langt senere i Danmarks historie om brugen af kaner, slæder og isbåd som vintertransportmiddel. En hollandsk købmand, van der Meersch, berejste i år 1674 Danmark sammen med to landsmænd. I marts måned skulle han fra Korsør til Nyborg over Storebælt. "Vi fandt her", fortæller v.d. Meersch, "at isen i Store Bælt endnu laa fast, og at man endnu trygt passerede over den, hvorfor vi ogsaa strax besluttede at fortsætte rejsen med en slæde med to heste for. Jeg skal aldrig glemme, at jeg saa langt hen paa aaret rejste over Store Bælt forbi den lille ø Sprogø (bedrøvelig ihukommelse!) ligesom over land - til Nyborg paa Fyen, hvor vi ankom om eftermiddagen kl. 3 velbeholdne og uden at have set vand, men vi møde paa hele denne istur intet levende menneske uden en flok smaa dagdrivere eller forkælede børn, der med hest og bjælder kørte afsted i deres kaner". Da Ludvig Holberg i år 1709 vendte hjem fra en udenlandsrejse måtte også han døje en istransports besværligheder. Han fortæller i sit første levnedsbrev om denne tur: "Lillebælt fandt vi saa stærkt lagt med Is, at vi trygt gik over det til Middelfart paa Fyn, men på Storebælt var Isbroen ikke saa sikker. Vi blev derfor hele otte Dage i Nyborg i Haab om, at Isen enten skulde lægge bedre til eller bryde op, men omsider blev vi kjede af at vente og lejede Isbaade, i hvilke vi af Søfolk blev trukne først til Sprogø, hvilket tog en hel Dag, og Dagen efter til Korsør, en Søstad paa Sjælland. Skjønt det strider imod Fortsæt at opholde mig ved Stedsbeskrivelser og bøde paa dette Brevs Tørhed ved behagelige Digressioner, vil jeg dog, eftersom Geograferne har ladet Sprogø ligge urørt, gjøre et lille Sidespring for at give en Beskrivelse af denne Ø og undersøge, om den svarer til sit Navn og Rygte, thi naar en Dansk ønsker ondt over sine Fjender, sker det med de Ord: "Gid du sad paa Sprogø!"
Illustreret Tidende (Årgang 1, nr. 22, 26.02.1860, s. 182). En slæde (kane) spændt for en hest, der har et dækken på bagtil (kanetæppet), fastgjort til kumtekransen. Bemærk at der er en bjælde fastsat øverst på kumtekransen mellem de to kvaste, hvorfor vi har bjældeklang under kaneturen. Husets frue sidder varmt på slæden under et bjørneskindstæppe, medens husbonden må slide i det som slædedriver. Til tegningen er knyttet følgende digt: En kanetour. ”Du har saa ofte sagt mig, Kilde: Det Kongelige Bibliotek (www.illustrerettidende.dk)
Rensdyr
Dyrene, der ser til at Jólnir (julemanden, Odin) kommer frem til sit endemål er rensdyr. Selvom vi kun vanskeligt kan tænke os dette i dag var der i det nuværende Danmark oprindeligt en utrolig dyrebestand af storvildt. Vor oprindelige dyrebestand inkluderede bl.a. rensdyr, elsdyr, bjørne1 , urokser, bisonokser, vildsvin og ulve 2. 1 Omtalt i Slesvigske Bylov (fra 1141), i Skånske Lov (1200-28), i Valdemars Jordebog (fra 1231) på øen Gath ved Slien/Slesvig og Jyske Lov II:36 (fra 1241).
En hyrde fra E’ven rensdyrfolket i det nordøstlige Sibirien vender hjem med brænde nær Batagay Alyta, Verkhoyansk, Yakutia, Sibirien. En slæde med et rensdyrspan på to rensdyr kan køre 16 km/t med 1 person på slæden. Sammenlign dette med at en hest red ca. 4.8 km/t. Rensdyr udskifter deres gevir hvert forår. For E’ven-folket er dette et tegn på genfødsel, en forståelse vi også genfinder i den forne sæd omkring Det Behornede Dyr. E’ven hyrderne dræber 1-2 gamle handyr hver gang de tilser dyreflokken oppe i bjergene for at have mad til familierne hjemme i bygden. Når et rensdyr dræbes er det kun kroppen der dræbes. Rensdyrets sjæl vender tilbage til dyreflokken, og er dermed en genfødsel i sig selv. Når Polarcirklen krydses laver E’ven-folket et lille bål til ”ildvætten” for at få lov til at krydse denne cirkel/ring. Billedekilde: Bryan & Cherry Alexander Photography (RV0004-32).
Kanekørsel med rensdyr år 1599 e.Kr. Afbildningen er indtegnet øst for en by kaldet "Sebiera" (Sibir), ophavet til landskabsnavnet Sibirien, og en bygd grundlagt i 1000-1100 tallet e.Kr. i hvad nu er byen Tobolsk i det vestlige Sibirien. Samtidigt er det nord for stednavnet "Molgomzaia" (Molgomzay, Mongunzea, Mongozey), der er handelsposten Mangazeya, i samtiden helt nygrundlagt år 1594 e.Kr. ved Taz floden, det vestlige Sibirien. Med andre ord, vi har her den tidligst kendte gengivelse af rensdyrfolket i det nordlige Sibirien, og det kan vel være områdets oprindelige rensdyrfolk fra Mangazeya stammen. Tættere kommer vi næppe på julemandens kane i vor urerindring.
Hjorte, og specielt kronhjortens horn, var blandt alle indoeuropæere betragtet som symbolet på det mandlige. Det Store Dyr var helligt og alle der har haft mulighed for at gå en tur i Dyrehaven og se dyrebestanden der, er ikke i tvivl om at dette, i vor aller inderste sjæl, stadig er tilfældet.
Kronhjort gjort af træ og læder. Dateret til 400 tallet f.Kr. H: 11.5 cm. Fundet i den østlige del af Altaibjergene, østlige Kasakhstan/grænsen til Rusland i Pazyryk gravhøj nr. 2. Tidsmæssigt er det her vi muligvis befinder os på dette tidspunkt. Har nok været en del af en hovedbeklædning. Hermitage Museet, St. Petersborg.
Fra Dyrehaven eller det nordlige Indien i Kashmir? Cervus elaphus og Cervus cashmirianus, også kaldet krondyr. Fra det indoeuropæiske ”*dheusom” til det oldnordiske ”dýr” og oldengelske ”deor” kaldtes krondyr oprindeligt det oldengelske ”heorot” eller ”røde hjorte”. Fra folkefortællinger i Nordindien omskrevet i sanskrit til fortællinger om Buddha’s tidligere liv gennem ”Jatakas” om hjorten der er konge af hjortene (”heord” oldengelsk, ”hjarð” oldnordisk) (oprindelsen til Kronhjort?) til Grímnismál nedskrevet i 900 tallet e.Kr. med 4 røde hjorte/heorot; Dáinn, Dvalinn, Dúneyrr og Duraþrór, der står vagt omkring Verdenstræet Yggdrasill og knaver af dets knopper. ”Stagga” (oldengelsk) ovenfor til højre, den røde hanhjort, er fra Dyrehaven.
"Rensdyrjagten er i gang". Grønlandsposten 4. august 2005. Det fremgår af artiklen at jægerne ikke fik ram på nogle i denne omgang. Rensdyrbestanden på Grønland er spredt vidt og er ikke truet; fra tamme flokke i syd til store vilde flokke mellem Nordre Strømfjord og Frederikshåb (Paamiut). Man kan også se dem omkring Søndre Strømfjord lufthavn, og omkring Godthåb (Nuuk) og Holsteinborg (Sisimiut).
Den røde fluesvamp og juledekoration
Det mentale billede vi har af julemanden siddende på sin slæde med rensdyr farende af sted over himmelen, er også blevet forklaret. Peter Lamborn Wilson: ”Ploughing The Clouds; The Search for Irish Soma” (1999) viser ganske overbevisende at dette har klare forbindelser til brug af narkotiske stoffer. Den røde fluesvamp (på engelsk ”Fly Agaric”, der også betyder ”ustadig person”), der er rød med hvide prikker (og som Bamse og Kylling kalder ”farlige fluesvampe”) har altid groet i vore landområder under alle folkevandringerne. Rig Veda’s brug af ”sóma” (sanskrit) genfindes som ”haoma” (Avesta-persisk), og begge oprinder fra sanskrit ”sav-” (at presse), og videre til den indoeuropæiske rod ”*seu-” (saft). Ordet må være identisk til ”sóma, sómi” (oldnordisk), der her har udviklet sig til forståelsen ”hæder, ære”. Vi skal derfor opfatte ”sóma” som ”den udpressede saft”, underforstået ”den hædrende, ærefulde saft”. De keltiske druider brugte dem, vore Shamen brugte dem, og formentlig ligeledes nogle af de krigere, der foretager det mentale hamskifte til ”berserkar” har benyttet en eller anden form for saft fra den røde fluesvamp til at gennemføre hamskiftet og blive til bjørnen. I ”Bilag Å: Rig Veda , bog 6: LXXV – krigsvåben” viser jeg at Rig Veda direkte nævner dette. Det er bl.a. derfor ”berserk” (dansk/norsk/nuengelsk) og ”furor berserkicus” på latin altid er beskrevet som uhyre farlige, og hvorfor ordet i dag på nordisk og engelsk har betydningen ”at være ude af kontrol.” Dette var netop formålet. At være ude af kontrol har her såvel den voldelige betydning i forbindelse med krigsdygtighed, men har også den shamaniske betydning, hvor Shamanen befinder sig i ekstasen ”woð” (oldengelsk) der er tidspunktet hvor Shamanen/Spåkonen mentalt bevæger sig fra denne til den næste verden. Vi ser dette glimrende beskrevet af Saxo : ”Denne Sigvald havde syv sønner der var så dygtige til trolddom at de ofte i et pludseligt anfald af vildt raseri kunne finde på at udstøde grufulde brøl, bide i deres skjolde, sluge glødende kul og springe tværs igennem bål. Og når det en gang var brudt ud, var der intet der kunne standse deres vanvid før de enten blev overmandet og bundet eller havde fået afløb for deres blodtørst.” (bog 7:2:7 i Peter Zeebergs Saxos Danmarks Historie).
Gamle julekort fra Danmark og Amerika.
Fluesvampene blev indsamlet i juli og august, når fluesvampen kommer frem, og lå til tørring ind til Vintersolhverv. Rig Veda forklarer i Soma ceremonien hvorledes den røde fluesvamp skal forberedes til Shamanens brug. Vi ved ikke hvorledes den røde fluesvamp skal forberedes, evt. med opblanding af andre dele fra naturens verden, for at give krigeren det mentale hamskifte til Berserkar uden han/hun bliver dødsyg eller taber krigsdygtigheden. I den mindre begavede del af eksperimental-arkæologi har mange forsøgt at spise tørrede røde fluesvampe. Udkommet har været at personen blev dødsyg med voldsomme opkastninger. Det er ikke for ingenting at den røde fluesvamp anses, og skal anses, som værende farlig. ADVARSEL: DET ER FORBUNDET MED ABSOLUT FARE FOR LIV AT INDTAGE DEN RØDE FLUESVAMP. ”Trylledrikken” blev iflg. Rig Veda (bog 8 og 9) fremstillet således: Saften blev presset ud ved brug af en stenmorter og herefter hældt gennem en si ned i mælk fra en ko 1. Herefter blev saften og mælken blandet sammen med skørost, mjød 2 og et olieekstrakt, hvorfor den fik en gylden farve og en sødlig smag 3 . Herefter ser det ud til at ”trylledrikken” blev indtaget med et måltid 4 . 1 Bog 9:XL, 9:XXXIV, 9:XXXVI. De fleste kan vel huske, og mange har formentligt videreført denne skik, at vore bedsteforældre altid hængte røde fluesvampe på juletræet, og at der altid var og er røde fluesvampe i juledekorationer. Jeg kan sige med sikkerhed, at min farmor ikke kendte til oprindelsen af denne skik, men ganske enkelt bare videreførte, hvad hun havde lært hjemmefra. Juledekorationen simulerer en skovbund med røde fluesvampe. Vi kan se fra Rig Veda , at Shamanen satte sig på en kohud, gennemførte en forberedelsesceremoni, hvorunder han indtog ”trylledrikken”, hvorefter han mentalt rejste over skyerne og kom tilbage med gaver af visdom og styrke. Shamanen nåede også at forbande alle vore fjender og foretage et ønske om gode afgrøder det kommende år: ”Han giver os slægtsskab med guderne, og med Solen forener vort øje” ”Vind visdom til os, vind lyset” ”Vind skilfuld styrke og mental kraft” Dette emne er behandlet i afsnittet ”Visdom fra fortiden – Shamanens håndværk”. Det er kemisk bevist at den narkotiske effekt af fluesvampen bibeholdes i urin, kød og blod, og kan overføres mellem dyr og menneske med uændret styrke. Det vides også at rensdyr spiste fluesvampene. Derfor har man ofte kunne observere at rensdyr og hjorte begyndte at ”flyve”. Herefter har vi billedet af den flyvende Shaman med flyvende rensdyr på vej med gaver. Den svenske forsker, Georg Steller, besøgte Kamchatka halvøen i det østlige Sibirien i år 1739 og fandt at rensdyrene hos folkene der i nogen tilfælde var under narkotisk indflydelse. Koryak folket bandt de rensdyr der var påvirket indtil virkningen forsvandt, hvorefter dyrene blev dræbt. Alle der spiste kødet blev herefter påvirket i samme grad. Efterser vi det yderst mærkværdige ord ”Fly Agaric” på nuengelsk kan vi se at ordet er sammensat af ”fleogan” (oldengelsk) og ”flügja” (oldnordisk) + “agaric”. Ordet “fleogan/flügja” oprinder fra det indoeuropæiske “*pleu-“ med betydningen “at flyde”, der formentlig skal forståes som den fornemmelse vi har når vi ligger på ryggen i vand og lader os bringe af sted af strømmen, dvs. næsten som om vi svæver. Ordet ”Agaric” findes på græsk som ”agarikon”. Derfor skriver de etymologiske ordbøger at ordet stammer fra græsk. Det er jeg helt sikker på ikke er korrekt. Såvel det græske som det urnordiske ord er en betegnelse for det samme, men den sproglige evolution er omvendt. De etymologiske ordbøger forbinder ordet med to stednavne som bl.a. Ptolemy (år 127-148 e.Kr.) nævner i bog 3:5 i hans geografiske beskrivelser af sarmaternes landområder. Kom ihu at er Ver Asir/Danir-stammen er en af de sarmatiske stammer, og at grækerne/romerne aldrig trænger ind i sarmaternes landområder. Ptolemy nævner ”Agarum promontory” eller ”Agaria’s forbjerge” og floden ”agarus”. Begge stednavne er placeret nord for Aral søens østlige side (længdegrad 62.3-63º, breddegrad 49.4-50.3º). Det gør disse stednavne identiske til det russiske stednavn og landområde ”Aga buryatia” i Chita Oblast, der ligger i det sydøstlige Sibirien, og hvis grænse støder op mod republikken ”Sakha” (Yakutia). Vi ved at Ver Asir/Danir stammen havde sine græsgange bl.a. på Aral-søens østlige side og nord derfra. I afsnittet "Terras Ascade - Asgårds Lande" viser jeg at "Asgårds Lande" netop er Aral søens østlige side og nord derfor. Derfor er Ptolemy’s stednavne vore egne, og derfor er ordet ”Agaric” vort eget. Ordet ”Agaric” ser ud til at være sammensat af ”Aga” + ”ric” hvor sidstnævnte er et af de mest benyttede ord i vort sprog, der altid har betydningen ”råd/råder”. Ordet ”aga” har formentlig den samme betydning som det tyrkiske ”agha” eller ”herre, høvding”, der bliver en titel i Middelalderen, jvf. f.eks. Aga Khan eller ”konge af kongen”. Begrebet ”Fly Agaric” eller ”*fleogan aga ric” kan derfor betyde ”svævende til Herren efter råd”, og det er netop hvad Shamanen gør under ekstasen ”woð”. Efter at have modtaget råd fra Herren/forfædrene (m/k) vender Shamanen/Julemanden tilbage til os alle i nutiden, og giver visdom og råd fra forfædrene (m/k), den største gave af alle. I afsnittet ”Norfolk og Suffolk, East Anglia” viser jeg at ordet ”høj/højt” i den sydvestjydske kystdialekt blev udtalt ”Hoe/Hoo”. Derfor siger julemanden altid ”Hoo, Hoo, Hoo!” eller ”højt, højt, højt!”. Samme gjorde man stadig i Danmark i Middelalderen: Nr. 814 Ther hører alth mære tijl hæsth æn sijæ hoo.
Jeg mener vi har en beretning om brugen af trylledrik og Berserkergang i Beowulf-kvadet (sætning 769-70). Vi er på dette tidspunkt i kvadet i tiden efter plageånden Grendel har forårsaget skade på Heorot, Gl. Lejre. Beowulf er ankommet og forbereder nu med hirden drabet på Grendel. Brugen af ”Jarler”, ”de begge” og ”regnvagter” – alle i flertal, betegner Beowulf og Grendel: ”eorlum ealuscerwen1· yrre waéron bégen Som jeg oversætter til: ”Jarler(,) fuldkommenhed beskåret1 · vrede var de begge
1 Ordet ”ealuscerwen” er et meget vanskeligt ord ud at udrede i oprindelig tanke. Der synes enighed om at ordet må være sammensat af ”ealu” + ”scerwen”.
Rød fluesvamp omgivet af julemanden og en flaske mjød med runesten i baggrunden. Billedet er taget i haven på Tvetandvej september 2003. Som vi hørte ovenfor blev fluesvampen oprindeligt indsamlet i juli og august. Sommeren 2003 var lang, tør og varm og min fluesvamp ankom først i september. Sommeren 2004 var derimod længe undervejs med juni og juli kolde, fugtige og regnfulde. Her ankom mine fluesvampe i begyndelsen af juli måned. Dette indikerer at sommeren 2004 repræsenterer et normalt år i historisk sammenhæng.
Julenisserne – Nis Gårdbo, Jólasveinar og alfer
Nis GårdboDen Gamle By i Århus afholdt nyligen en udstilling med titlen ”Dansk jul i 300 år”. Her forklarede curator Benno Blæsild bl.a.at oprindelsen til julenissen efter sigende skulle være som følger: ”Oprindelig blev han kaldt Gårdboen. I Gårdboen var ånderne fra alle de mennesker, som tidligere havde boet i huset. Og for at holde sig på god fod med ånderne stillede man hvert år ved juletid sødgrød eller risengrød op på loftet til ham. Alle kendte til Gårdboen. Derfor fik han det mest almindelige navn blandt bønderkarle på dette tidspunkt, nemlig Nis med efternavnet Gårdbo. Omkring år 1850 blev Nis Gårdbo til "julenissen”. Den noget søgte forklaring om oprindelsen til ordet "nisse" er næppe sandfærdig. Jeg er enig med Ottar Grønvik i ”Mål og Minne 2 (1997, s. 129-148) at ordet “nisse” nok snarere tager sin oprindelse fra “*niðsi” og betegner “den kære lille slægtning”, dvs. forfædrene 1.
Det er her en spændende tanke om ”*niðsi” (nisse) er et menneske set i godt skær overfor et menneske der tiltales ”nið” (oldnordisk/ oldengelsk), grundordet for en ”niðing” (oldnordisk/oldengelsk). En nidding er en betegnelse for et menneske der udøver ødelæggende seið, alene som følge af “had, ondskab, avindsyge og misundelse”. Der er ingen tvivl om at nissen besidder seid-lignende egenskaber, og som “drille-nisse” ser vi også at det ikke altid er til et godt formål disse egenskaber benyttes. I sangen er “nissefar” en “hidsigprop” der ikke vil dele sin julegrød med nogen, og tilmed truer med død og ødelæggelse ved brug af katten. I underafsnittet “Jólasveinar” mener jeg at nidding-siden af nissen genfindes i Julesvende og er Julebukken. Julenissens beklædning er grå bukser og grå skjorte eller grå kjole til anklerne (for mænd), røde sokker, træsko og rød hue. Esther Grølsted, Nationalmuseet forklarer i ”Hverdagstøj på landet, sommmer 1788” at en hue i 1700 tallet var gjort af bomuld i rødt og hvidt. Derfor har bønderkarlene sikkert ageret julenisse på dette tidspunkt. ”Der er fast ingen Gaard, hvor Alt trives og gaaer vel fra Haanden, uden at den jo har sin Nisse, som taget det ivare. Især er det godt for Pigerne i Kiøkkenet og Karlene i Stalden, at Nissen er dem gunstig; thi da kunne de gaae tidligt tilsengs og dog sætte Lid til, at Alt staaer rede for dem næste Morgen. Nissen bærer Vand og feier Kiøkkengulvet for Pigerne og strigler Hestene i Stalden for Karlen, men straffer ogsaa for hvad Uorden, der monne begaaes. Sædvanligt gaaer han klædt i graa Klæder og har dertil en spids, rød hue; men før Mikkelsdag bærer han en rund Hat, saaledes som Bonden”. 1 1 J. M. Thiele: Danmarks Folkesagn (1843, 2. Deel, s. 261: Nissen)
"Gårdboen" er den mest kendte af "Hjemmets Vætter" med Hyldetræet og Elletræets vætte "Hyllemor" 1 på 2. pladsen. Begge modtager et offer af juleøl. "Gårdboen" er stalden og ladens værnende vætte, og han skal, udover juleøl, ligeledes modtage et offer af Jule(risen)grød "med et dygtigt Smørhul i, ellers sørger han ikke som ellers for Hestes og Kvægs Trivsel og for de indsamlede Forraads Drøjsel Vinteren igennem". 2 1 "Hyllemor/Hyldemor/Hyldefrue (i Skåne)" er en urgammel vætte. H.C. Andersen forklarer os i eventyret "Hyldemoer" (1850) at "Ja, disse Romere og Grækere", sagde den gamle Mand, "de kaldte hende en Dryade, men det forstaae vi ikke; ude i Nyboder have de et bedre Navn til hende, der kaldes hun:"Hyldemoer"....". De græske "Dryades" var vætter af forskellige træsorter kendt af grækerne, der brugte ordet "nymphai" hvor vi bruger "vætter". Træets vætte levede og døde med træet. "Hyllemor" oversættes til nuengelsk som "The Elder-Tree Mother", "The Elderberry Woman", "Mother Elderberry" eller "The Elderbush"). Det oldengelske "ellæn/ellærn" har betydningen "elderberry tree" eller "hyldetræ/hyldebærtræ" og er ligeledes forbundet til "alor" (oldengelsk) og "ölr" (oldnordisk), idag "Elletræ".
I dialekten på Bornholm ser Gårdboen ud til at hedde ”bonne vede, bonavedde” eller ”bonde-vætte”. 1 1 I Pedersker kirkes inventarliste fra 1684 er optegnet et forgyldt kobberkar som ”Bonne Vedes Kar”.
I Kristni Saga finder vi Gårdboen under navnet "ármaðr”, der direkte betyder "årmand”, men skal opfattes som “godsforvalter”. Værgen af godset er den faktiske fysiske godsforvalter/foged. Det er dog ligeledes, som er tilfældet for Koðrán i Kristni Saga, vætten, der værner om staldens fæ. Ordet “ár” betegner “god åring, frugtbarhed, overskud af korn og levnedsmidler”. Julegrøden vi boder til Julenissen svarer til at vi boder “árs-bót” til “ármaðr”. Ordet findes, formentligt fra oldnordisk, på oldirsk og keltisk som “armand/ármanns”. Det forekommer mig at ”ármaðr” (årmand) på Fyn bliver til ”Aamand” og at han i Folketroen blandes sammen med ”havmanden”, som en vætte forbundet med havet og Odense Å 1 . 1 Se J. M. Thiele: Danmarks Folkesagn (1843, 2. Deel, s. 17, ”Odense Aamands Offer” og s. 258, ”Havmanden i Odense Aa”).
Vástospáti – Gårdboen i Rig Veda
Folkemindeforskeren og sprogmanden H.F. Feilberg (1831-1921) gør i ”Lille Niels – som ogsaa kaldes nissen og hans mange mærkelige bedrifter” (Danmarks Folkeminder, 1918) opmærksom på at Gårdboen også findes i Rig Veda under navnet ”Vástospáti”, der direkte betyder ”Gårdånden, Bopælens Herre”.1 1 Charles Rockwell Lanman: A Sanskrit Reader (1883, s. 243). “Vástos” er ejefald (genetiv) af Vástu (gård, odel) + páti (Herre). Ejefaldet benyttes fordi udtrykket skal vise at ”ejendomsforholdet” mellem vætten og gården/jorden. Nøjagtigt som er tilfældet i nordisk tanke er ordet ”páti” hankøn, dvs. Gårdboen forekommer kun i hankøn. Det modsvarende ord i hunkøn på sanskrit er ”pátni” (Fruen), der skal sidestilles med ”Hyllemor/Hyldemor/Hyldefrue”.
For at vise hvor absolut identisk opfattelsen er i Rig Veda til hvorledes vi ser nissen, har jeg oversat de to steder hvori ”Vástospáti” forekommer i Rig Veda til nudansk. Rig Veda (Bog 7:LIV:1-3 Vastospati) siger: ”1. Anerkend os, O Gårdens Værge: Bring ingen sygdom og giv os et lykkeligt indtog. 1 ”Indu” (sanskrit) i Rig Veda menes at betyde ”dråbe”, underforstået fra den hellige trylledrik ”Soma”, som jeg beskriver i afsnittet ”Den røde fluesvamp og juledekoration”. Drikken indeholder mjød, og er derfor værdig til denne ceremoni. Ordet ”Indu” kan også opfattes som ”Måne” og symbolsk for tallet ”1” – dvs. her ”den første, den øverste”. En ceremoni i måneskin viser sammensmeltningen af mjød og måne. Som vi vil se finder ritualet sted om dagen, hvorfor jeg mener vi her må opfatte ”Indu” som ”dråben af den hellige trylledrik”. Grundoplysninger fra Monier-Williams' ”Sanskrit-English Dictionary”.
1 Agni er her ildguden.
”...iha me sthaNDile shiighram kushaan aastara saarathe...” som jeg oversætter til: ”...O stridsvognsstyrer! Udbred straks kusha græs på jorden hér for mig...” 4 Rig Veda (Bog 7:XXXII:22 Indra): ”abhi tvâ sûra nonumah” (sanskrit) eller ”til dig, O helt, vi påkalder”. 5 ”Kakup, Kakubh” er en verseform i Rig Veda. Ordet “kabubh” (Sanskrit) betyder, som det litauske “kaupas”, “top, tinde”, dvs. formentlig et højt toneleje fra grundtonen C. Verseformen består af 3 Padas med henholdsvis 8, 12 og 8 stavelser. Ordet ”pada” (sanskrit) betyder ”fod” og er en underopdeling af verseform, dvs. som hos os, den oprindelige måleenhed ”1 fod”. 6 “Vamadevya, Vamadeva” er sammesat af Sanskrit “vāma” (smuk) + “deva (gud). Personen regnes for en dødelig helllig vismand (rishi) og ophavsmanden til det meste af Bog 4 i Rig Veda. Hvilke af hans strofer (stotriya) der her tænkes på er jeg ikke klar over.Det er her værd at henvise til begrebet ”bergrisi”, der forekommer i Heimskringla og Gylfaginning. Optakten er at Kong Harald Blåtand (Haraldr Gormsson Danakonungr) har været på tog i Norge, og påtænker at sejle til Island for at hævne den fornærmelse islændingene havde udøvet i niddingsdåd. Det var sat i lovene på Island at alle skulle digte en nidvise om danskekongen. Dette kom sig af at et islandsk skib var forlist i Danmark og al vraggodset var tilfaldet kongens mand Birgir (Birger) uden erstatning. Jomsvikinga Saga (kap. 13, s. 40) forklarer samme: "og saaledes hævne det Nidkvad, som alle Indbyggerne havde gjort om Kong Harald, formedelst det Ran, at Birger Bryde havde ulovlig bemægtiget sig nogle Islænderes Gods, og fordi Kongen ikke vilde godtgjøre Ranet, da han var anmodet herom" (Byrgir bryti hafði tekið fé íslenzkra manna að ólögum, en konungurinn vildi eigi rétta ránið, þá er hann var þess beðinn). Kongen sender en af sine mænd i forvejen, hamskiftet til tigger, for at indhente førstehåndsberetninger fra landet. Heimskringla (Saga Ólafs Tryggvasonar, 37. Ger fjölkyngi til Íslands) beretter herefter: ”; fjöldi landvætta fylgði honum. Brott fór hann þaðan ok suðr um Reykjanes ok vildi ganga upp á Víkarsskeið. Þar kom í móti honum bergrisi, ok hafði járnstaf í hendi, ok bar höfuð hans hæra en fjöllin, ok margir aðrir jötnar með honum...” Som jeg oversætter til: ”; mange landvætter fulgte [med] ham. Langs kysten fór han da og syd om Reykjanes og ville gange up til Víkarsskeið. Dér kom imod ham bergrisi, og havde jernstav i hånden, og var hovedet hans højere end fjeldet, og [var] mange andre jætter med ham...” Som man kan se i det islandske våbenskjold, hvor ”bergrisi” er afbildet helt identisk til jættesønnerne i det danske, opfattes ”bergrisi” som en jætte. Det mener jeg er helt korrekt. Ordet ”berg” betyder naturligvis ”bjerg”, men hvad betyder ”risi”? Som følge af denne beretning opfattes ”risi” som en jætte, men det er åbenlyst en afledet forståelse. Jeg mener ”risi” er identisk til ”rishi” (sanskrit), og skal opfattes som en dødelig hellig vismand. ”Jætte”-tilføjelsen sker for at gøre personen ældre i tid og sted end de i samtiden nyankomne indvandrere fra Norge. Kom ihu at tidsrummet er Harald Blåtands regeringstid ca. år 958-986 e.Kr. De første familier er først ankommet fra Norge år 874 e.Kr. Derfor er ”bergrisi” netop odelens værge, en landvætte – gårdbo – bjergbo. Snorre gør ligeledes brug af begrebet ”bergrisi” i Gylfaginning (kap. 42): ”En er æsirnir sá það til víss að þar var bergrisi kominn” eller ”end da Aserne så fik vished om at bergrisi var kommen”. Samtidigt beskriver Snorre ”bergrisi” som en jætte ved brugen af ordet ”jötunmóð” (jætte-harme). 7 De 4 Mahavyahritis, fra sanskrit "mahAvyAhRti" (lykkeformel, lykkeord), er gengivet i Rig Veda (bog 3:LXII - Indra og andre), og indeholder den absolut helligste mantra, hvori stavelsen "Om" indgår:
”Om Bhuh Bhuvah Svah...” eller ”Om! Jord, Sky, Himmel...” De tre vers, ”Vástospáti!” er gengivet ovenfor i Rig Veda (Bog 7:LIV:1-3 Vastospati). Det andet sted vi møder Gårdboen er i Rig Veda (Bog 7:LV:1-8 Vastospati). Her kan vi se at ”Vástospáti” – Gårdboen – kan hamskifte til hver en skikkelse, hvorfor den her træder ind i Den Danske Hund’s skikkelse som værner af odelen (se kapitlet ”Mjóhund & Tæffue - Den Danske Hund” (underafsnit ”De store Hunde i Rig Veda – år 1700-1000 f.Kr.“): ”1. Vástospáti, der dræber al sygdom og skifter ham til hver en skikkelse,
At Gårdboen kan hamskifte til hunden forekommer også i dansk og norsk, og derfor urnordisk, tanke. Otto Friedrich Müller (Otho Fridericus Müller, Othone Friderico Müller, 1730-1784): Zoologiæ Danicæ Prodromus, seu Animalium Daniæ et Norvegiæ indigenarum characteres, nomina et synonyma imprimis popularium (Havniæ [København] 1776, 1. Mammalia, 2. Feræ, 4. Canis) nævner blandt betegnelser for hunde i Norge i 1776 hundetypen "Garvore". Amund Helland (1846–1918): Norges land og folk topografisk-statistisk beskrevet (1885-1921; Topografisk-statistisk beskrivelse over Nordre Bergenhus Amt, Første Del, Den almindelige Del, 1901, s. 645), igen fra Ivar Aasen (1896): Erindringer af mine Reiser 1842-1845 (Reisen til Sogndal 19.10.1842 - 27.2.1843) viser os at "Garvore" (garðvørðr, Gårdvogter) oprindeligt er en lokal dialekt betegnelse fra Sogndal for Gårdboen, men altså også en betegnelse for en vagthund. Dansk Ordbog (1802, Videnskabernes Selskabs Bestyrelse, Anden Tome, s. 347 under "Garver") viser os at det tilsvarende danske ord er "Garverhund", der betegner en meget stor gulbrun hund i slutningen af 1700 tallet i Danmark. Jeg argumenterer for at dette er brugsbetegnelsen for Englandshunden da den fra den kongelige hundekennel kommer ud på gårdene i Danmark i slutningen af 1700 tallet, og senere opdrættes på Broholm Gods til Broholmeren. I Norge og Danmark ser vi derfor at Gårdboen (Garvore, *garðvørðr, *Garver, Gårdvogter) kan betegne såvel stalden og ladens værnende vætte, som gårdens vagthund. Gårdboen kan derfor hamskifte til hunden.
Gårdboen og vætter i de græske bystater og Sparta
Platon (år 427-347 f.Kr.): Staten ("Politeia", Bog V: 468e-469a) giver os en beskrivelse vætter i samtidens græske og spartanske bystater (i min oversættelse til nudansk):
Hesiod forklarer os år 800 f.Kr. i ”Værker og dage” (sætning 109-130) følgende, i min oversættelse til nudansk:
I oprindelig tanke i 800 tallet f.Kr. ser ”Chronos” (græsk ”Χρόνος”) ud til at være en personliggørelse af rummet “evig fjern fortid”, som når vi gør brug af "Hel, Jætteland" i omtalen af dyb fortid. På nugræsk betegner ordet i dag “år” – tænk her på vor egen brug af “kronologisk, krønike, kronisk”. At metallet ”guld” hos os, fra arilds tid til år 670 e.Kr., og hos grækerne og spartanerne forbindes med ErilaR (Jarl) æt forklares i Atharva Veda (Bog II:XIX:26). Se afsnittet ”Hariwalda – Hærvælder – heraldik – mærke”. Denne forståelse uddybes af Hesiod: Værker og dage (sætning 125-201), og videreføres af Platon (år 427-347 f.Kr.): Staten ("Politeia", Bog III: 415a). Hesiod forestiller sig at der i tiden efter Den Gyldne Æt er død og blevet til værnende vætter, skabes en ny æt af metallet sølv; en langt mindre ædel æt, der hverken i krop eller ånd lignede Den Gyldne Æt. Efter Den Forsølvede Æt var død og blevet til mindre vætter (landvætterne?), skabes en Messing-æt fra asketræer, i æt endnu mindre ædel end Den Forsølvede Æt, dog voldelige og stærke, og førende bronzevåben. De udslettede med tiden sig selv, forbliver navnløse, men efterlod sig solens lysgivende stråler. Den fjerde æt skabes herefter på den frugtbare Jord; en ædel og retskaffen gudelignende æt af helte. Disse kaldes Halvgude-æt, og ætten er vore forfædre. Ødelæggende krig og opslidende slag udslettede en del af denne æt, bl.a. ”da de i skibe blev bragt over søens store bugt til Troja for den hårfagre Helen’s skyld”. De overlevende slog sig ned på De Velsignedes Øer langs kysten ved havets dyb (som i vor egen oprindelige tanke, en tilbagevenden til søen – se afsnittet ”Gudinden Dísar”). Herefter skabes den femte æt, der kaldes Jern-æt; de dødelige i rummet nutiden (hvorfor metallet jern bruges i 800 tallet f.Kr.). Platon (år 427-347 f.Kr.): Staten ("Politeia", Bog III: 415a) omfortolker Hesiod ved at bruge metal-kenningen alene til en æt-opdeling i rummet ”nutiden”. Han forbinder metallet guld med ErilaR (Jarl) æt, deres hjælpere med metallet sølv, jern med agerbruget og messing med andre håndværkere. Denne opdeling er ikke oprindelig, men afspejler formentlig de græske bystater og Sparta i 5-400 tallet f.Kr.
Gårdboen eller vættens evne til at hamskifte i Rig Veda er videreført i nordisk filosofi. Det hører vi i Landnámabók: ”Björn dreymði um nótt, at bergbúi kœmi at honum ok bauð at gera félag við hann, en hann þóttisk játa því. Eptir þat kom hafr til geita hans, ok tímgaðisk þá svá skjótt fé hans, at hann varð skjótt vellauðigr; síðan var hann Hafr-Björn kallaðr. Þat sá ófreskir menn, at landvættir allar fylgðu Hafr-Birni til þings, en þeim Þorsteini ok Þórði til veiða ok fiskjar”. Som jeg oversætter til: ”Bjørn drømte en nat, at Bjergboen kom til ham og tilbød at gøre fællesskab med ham, og han tykkedes at takke ja til dette. Efter dette kom en buk til hans geder, og da ynglede hans flok hastigt, at han var snart velhavende; siden blev han kaldt Bukke-Bjørn. Da så mænd der kan se ånder, at landvætterne alle fulgte Bukke-Bjørn til Tings, og dem Þorstein og Þórðr på jagt og fiskeri”. Som vi kan se har Gårdboen, her udgaven i bjergene og derfor Bjergboen (bergbúi), hamskiftet til en buk og, må vi antage, til en hund når hans brødre Þorstein og Þórðr er på jagt. Vættens evne til at hamskifte vises ligeledes, under dets oldengelske betegnelse ”wiht” (vætte), i Exeter Book fra ca. år 975 e.Kr. i Riddle 24 (22):
Min oversættelse til nudansk 1 Bemærk her ordet “gielle” (gjalde) som betegnelse for høgens skrig. Det er høgens lyd vi skal have i tankerne når vi gør os en forestilling om shamanens eller vølvens afsigelser af galder.2 ”haswan” som tillægsord fra ”hasu” (hæs). 3 “reorde” fra “reord” (oldengelsk) og “rödd” (oldnordisk) med betydningen ”føde”. Vi skal her opfatte brugen af ordet i forståelsen ”brødføde”. Samlet opnår ordene ”glidan reorde”, direkte “glidende føde”, derfor betydningen ”løbende frembringe”. Med brugen af udsagnsordet ”reorde” har vi samtidigt i denne gåde kodeordet for vættens hamskifte tilbage til menneske da ordet ”reordberend” (bærer af føde) er en kenning for mennesket, jvf. f.eks. det oldengelske digt ”Drømmen om roden” (sætning 3) fra år 650-750 e.Kr. De nuengelske oversættelser vil gerne opfatte ”reorde” som ”tale” (speech). Det mener jeg ikke er den rette vis at oversætte ordet på. Sammensmeltningen sker fordi ”tale” jo er ”hjernens føde”, men jeg mener det er selve brødfødningen, stimulansen af hjernen, der er det afgørende. Se afsnittet ”Sumarsólstaða – Liða - ætlingen ofres og sommeren komme”. Vætten hamskifter nu fra dyr til menneske. Det er ganske ofte tilfældet i såvel oldengelsk digtekunst, som i f.eks. Völuspá (Ældre Edda), at vi indbygget i versene har et bestemt ord eller sætning, der udløser en anden forståelse eller et emneskift. 4 “gemæne” (gemen). Som tillægsord er det ikke oprindeligt negativt ladet, men betyder ganske enkelt “fælles, almindelig”. 5 Se samme brug i datid i Beowulf (sætning 364): ”…Béowulf nemnað·” (…Beowulf benævnt/kaldet·). 6 ”ic haten eom” eller direkte ”jeg hedder er”, hvor ”haten” er identisk til ”heite”. Ordstillingen fremstår akavet på nudansk og da dette er afslutningen på gåden hvor læseren skal svare på spørgsmålet ”fortæl mig hvem jeg er?”, vælger jeg at omskrive sætningen til ”jeg hedder”, hvor det henviser til øgenavnet, ikke det rigtige navn.
De nuengelske oversættelser angiver svaret på Exeter Book, Riddle 24 (22) til fuglen ”magpie” (latin ”pica pica”) eller ”husskade” (dansk), ”skjære” (norsk), og ”skata” (svensk). Huskaden anses som snu, tyvagtig, ondskabsfuld, højrøstet, men også som bringer af godt vejr. Fuglen er derfor valgt helt bevist som vætte for at vise ”niddingen” i nissen. Ingen synes at give en god forklaring på hvilket ”heite” vi gav denne fugl. De seks staver er ”gærohi” og det ser ud til at skulle være hele ordet, omend i en anden rækkefølge. Exeter Book, Riddle 23 (21) gør brug af en lignende fremgangsmåde i gåden, hvor ordet ”boga” (bue) skrives ”Agob is min noma eft onhwyrfed” (Agob er mit navn efter omhvælvningen), dvs. stavernes rækkefølge er vendt om. Vi leder ikke efter fuglens rigtige navn da gåden angiver at svaret skal give os ”haten” (heitet), dvs. fuglens øgenavn. Antager vi at samme fremgangsmåde er benyttet i Exeter Book, Riddle 24 (22), så burde det oldengelske svar være ”ihoræg”. Mit bud er at den oldengelske kenning for husskaden er udledt af det oldengelske ord ”horwiht, horeht”, der igen er sammensat af ”hóre” (hore) + ”wiht” (vætte) eller ”horevætte”. Den direkte betydning er derfor den ekstremt stærke forbandelse ”horen” (ihoræg). Exeter Book, Riddle 25 (23) fortsætter med en fantastisk videre beskrivelse af vætten (kun første del af gåden er gengivet):
Min oversættelse til nudansk
Ordet ”burgsittendra” (borgsiddende), betegner de frie borgere bag borgens mure, eller oprindeligt de der bor bag bygdens eller hjemmets beskyttende indhegning. Vætten beskriver her den ejendom over hvilket han råder, og vi kan nu se at der er tale om Gårdboen. Ordene “bonan anum” er ikke enkle at oversætte ret. Jeg har valgt at oversætte ”bonan” som vi finder det i ordet ”handbonan” (Beowulf, sætning 2502) og ”bonan Ongenþéoes” (Beowulf, sætning 1968). Begge steder er ordet identisk til det nudanske ”bane”(mand), dvs. en person der er drabsmand. Ordet ”ánum” har i Beowulf betydningen ”en” (sætning 705, 2599) og ”alene” (sætning 1081), hvor der beskrives antallet af personer. Jeg mener derfor at vi må oversætte ”bonan anum” direkte til ”banen ene, bane-manden ene”, dvs. den der dræber svaret på gåden. Da svaret på gåden er ”et løg” henviser ”bonan anum” derfor til personen der skærer løget op. Vi kan derfor godt regne med at skulle øjnene begynde at svie, eller som gåden udtrykker det på oldengelsk; "wæt bið þæt eage" (vådt bliver da øjet), da er det niddingen i nissen, der har været på spil. Vi ser ligeledes at vætten (Gårdboen) er højt påskønnet af ”viven”, som vi her skal opfatte som gårdmandskonen, der styrer alt på gården. Påskønnelsen kan direkte aflæses af at vættens støtte er ”steapheah” (meget høj), og at han skal beskytte sengen og dermed familien. Den dobbelte betydning af at gådens svar er "løg" spiller her ind da løg bl.a. i egyptisk tanke havde indflydelse på det eftertragtede evige liv. Løg forekommer som den første, den vigtigste og den ældste urte i det oldengelske læredigt ”De 9 Urters Galder” (þas nygon wyrta galdor) eller ”The Nine Herbs Charm” (sætning 3-4):
Min oversættelse til nudansk 1 ”Una” kan være hunkøn af ”unionem, unio” (latin), der via normanner-fransk kommer til England år 1130 e.Kr. som ”union”, i dag ”onion”. På latin har det betydningen ”en, perle, enhed”.
Etruskisk terracotta vinkande fra Tragliatella, Caere (Cerveteri), nordvest for Rom, dateret til ca. år 630 f.Kr. H: 24 cm. Nr. 1: Thor og gedebuk-afbildning.
Vi ved hvorledes vi visuelt opfatter ”vætten” i 4-600 tallet e.Kr.. Det er nøjagtigt som etruskerne ser ham år 630 f.Kr., og som vi opfatter samme i 1800 tallet, og i dag:
Øverst til venstre: Fra Ole Worms tegning fra 1641 af Det Lange/Store Guldhorn fra Gallehus, Møgeltønder, dateret til 400 tallet e.Kr. Vi ser to mænd, der er ved at forberede sig til at spille Tafl. Under Tafl-brættet ses en lille menneske-lignende person. Dette er brættets og spillets værnende vætte.
De 24 ”figurer” fra Ole Worms tegning fra 1641 af ”Det Lange/Store” guldhorn. ”Figur” 5 fra højre i øverste 1. linie har et spyd i sin venstre hånd. Spyddet er ikke enkelt at få øje på hvorfor jeg har fremhævet dette med en sort streg. Billedet er fra Lis Jacobsen & Erik Moltke: Danmarks Runeindskrifter (1941) og er leveret af Rolf Gunnar Rolfsson med tak.
Mod fare-stik
1 Kaldes i nuengelske oversættelser for ”charm for a sudden stitch” eller ”charm against a sudden stitch”. Originalen findes i Lacnunga-skriftet (British Library Harley 585) fra 1000 tallet, der findes på British Museum.
Ikke overraskende opfattede man ”fare-stik” som et lille spyd, der stikker i kroppen: ”Ut, lytel spere, gif her inne sie!” Som jeg oversætter til: ”Ud, lille spyd, hvis herinde det er!” Der er tre mulige kastere af dette lille spyd, mod hvilken denne trylleformel vil hjælpe (nu ic wille ðin helpan):
Min oversættelse til nudansk.
Som man kan regne ud er forestilingen om af blive ”alfe-skudt” identisk til det at blive ”elleskudt” af de dejlige elverpiger. Der er formentlig ej heller nogen der ikke har oplevet at blive ”hekse-skudt”, som vi kender som ”hekseskud” eller ”hold i ryggen”.
Afbildning fra guldskilling fra år 385-670 e.Kr. fundet i Tønder, Sønderjylland (DR BR4).
Afbildning fra guldskilling fra år 385-670 e.Kr. fundet på Kitnæs (Kignæs), Horns Herred, Sjælland (Kitnæs III, IK94,1; DR IK194,1; EM85; 520A, Inventarnr. Dnf. 4/66). Foran hesten er rytterens værnende vætte. Vætten er altid iklædt samme klæder som personen den værner; i dette tilfælde nøgen. At vætten ligner en stregmand (pindemand) er ikke et udtryk for primitiv kunst, men skyldes at vætten er et lille menneske, og den dødelige konge's udødelige forfader. Den dødelige søn skal afspejle sin forfader (vætten), og den værnende vætte skal give den dødelige konge al forfædrende kraft, for større visdom og styrke i rummet nutiden. Hestens øre er vist oprejst, i kunst og virkelighed et tegn på at den lytter og er opmærksom. Da hesten er Det Store Dyr, der fragter rytteren (kongen) omkring, rådgiver vætten hesten om den rette vej. At rytteren er nøgen er i kunst et tegn på ungdom (modsat alderdom). Denne guldskilling er derfor smedet til ejermanden på et tidspunkt hvor han anerkendes som værdig i de voksnes rækker; sikkert ved 15 års alderen.
Jørlunde-skatten, Jørlunde Herred Fire guldskillinger blev iflg. protokollen fra 1817 givet til Nationalmuseet "og skulle være fundne i Nærheden af Slangerup". I 1833 blev der fundet en bred guldfingerring "som ved at pløje er funden paa Hiørlunde Mark ved Slangerup". Hertil tilføjer Nationalmuseets protokol fra 1833, at ringen blev fundet på det sted, hvor man for omtrent 20 år siden fandt de fire guldskillinger. Alle 4 guldskillinger er omsmedet til Gyldne Tavler og er gennemgået i detaljer i afsnittet "Eotenum, ytum, *eutii - jyderne". Nr. 3 fra venstre: I afsnittet "Skål, skåltaler og skålningsceremonier" (underafsnit "En skål fra en hovedskal") argumenterer jeg for at vor ur-erindring, og visdom tilføres os gennem Mimir, fra det indoeuropæiske ”*men-/*mon-“ – "at tænke"?. Det sker fordi menneskets ”kraft” findes i hovedskallen. Guldskillingen "DR BR59, IK78" gengiver den oprindelige fremstilling af ravnen Hugin (huet) ved kongen (Odin)'s højre øre, og Mimir (mindet, erindringen) ved kongen (Odin)'s venstre øre. Der er rejst det urnordiske ord "alu" (Gro!) i Ældre Futhark; det mest benyttede afsluttende ord i en magisk formel. Se afsnittet "Ældre og Yngre Futhark (runer) som noder". Det er gengivet to urnordiske livkors omkring afbildningen af vor store jagthund, Den danske Hund. Den danske Hund er gengivet med halsende tunge og rejste børster, hvilket i kunst betyder at hunden jager. Her skal vi være opmærksom på at det oldengelske og urnordiske ord for ”at jagte vildt” er ”huntian” (idag ”hunt”). Fra "Huntian" udvikles ”Hund” (oldnordisk, oldengelsk) som betegnelse for en han-hund blandt vore store jagthunde, i dag Den danske Hund. Det "alu" (Gro!) der henvises til på guldskillingen er vildtet og jagten, uden hvilken livet ikke kan opretholdes. Til højre: Guldskillingen "IK79" gengiver den oprindelige fremstilling af ravnen Hugin (huet) ved kongen (Odin)'s højre øre, og Mimir (mindet, erindringen) ved kongen (Odin)'s venstre øre. På denne guldskilling er gengivelsen udvidet til også at vise kongen (Odin)'s værnende vætte. Fordi vætten i kunst skal gengives som fysisk værende foran kongen (Odin) så sidstnævnte kan "se" vætten, tvinger det guldsmeden i todimensionel kunst til at flytte Mimir's hoved under hagen på kongen (Odin). Kongen (Odin)'s værnende vætte er gengivet i samme form som på guldskillingen "IK92" fra Kitnæs-skatten, men med nogle væsentlige tilføjelser. Dette er, så vidt jeg kan se, den eneste gengivelse af en værnende vætte med løftet sværd og sværdskede. De 8 prikker i vættens ansigt er i kunst symbolet på Moder Jord, hvorved vi kan se at vætten er knytten til Jord, jvf. også brugen af betegnelsen "landvætterne" (landvættir). Som vi ser på guldskillingen "DR BR59, IK78" er der gengivet to urnordiske livkors omkring afbildningen af vor store jagthund, Den danske Hund. Den danske Hund er gengivet med halsende tunge og rejste børster, hvilket i kunst betyder at hunden jager. Her skal vi være opmærksom på at det oldengelske og urnordiske ord for ”at jagte vildt” er ”huntian” (idag ”hunt”). Fra "Huntian" udvikles ”Hund” (oldnordisk, oldengelsk) som betegnelse for en han-hund blandt vore store jagthunde, i dag Den danske Hund. Det "alu" (Gro!) der henvises til på guldskillingen er vildtet og jagten, uden hvilken livet ikke kan opretholdes. Kunsten er vor oprindelige Stil I., der er en uændret videreførsel af sarmatisk kunststil, og kendetegnet ved at afbildning af forvredne dyr med tydelig hoved- og øjenmarkering. Derfor mener jeg at den afbildning der ligner et segl, men ikke er det, kan være et lårben fra en nedlagt hjort. Kilde: Mogens B. Mackeprang: De Nordiske Guldbrakteater (1952, s. 113, planche 6:25; 7:4; 8:20-21).
(Land)vætten Andvari 1: Andvari som dværg og værnende landvætte med guldringen ”Andvaranaut” ([dværgen] Andvari’s Nød). Øverste venstre hjørne af afbildningen på rune- og billedstenen fra Drävle, Altuna sogn, Simtuna Herred, Uppland (U 1163), der nu står på Göksbo Herregård (under Refvelsta Fideikommiss). Stenen er dateret til slutningen af 1000 tallet e.Kr., og har flere afbildninger fra Sigurd-sagnene. Øverste panel: Kivsmålet mellem Kong Gjúki’s søn Gunnarr Gjúkason og Sigmundr Völsungsson’s søn Sigurð over Brynhildi Buðladóttur (Brynhild Budladatter), jvf. Grípisspá (Ældre Edda). Bemærk at Andvari er en værnende vætte knyttet til rytteren foran, samt værner af trolovningsringen ”Andvaranaut” og det resterende guld. Rytteren foran er Odin, der her opfattes som en kenning for ”besidder af (den forfædrende) ånd”, jvf. Völuspá (vers 17, Ældre Edda). Misledt af Loki er han undervejs på hesten Grani (Grana) med guldet og guldringen, jvf. ”Þá dró Óðinn fram hringinn Andvaranaut” i Reginsmál (mellem vers 5 og 6, Ældre Edda), ”Þá dró Óðinn hringinn af hendi sér, Andvaranaut” i Völsunga saga (kap. 14). Den danske Hund er stifinder. Mellemste panel (ikke gengivet her): Sigurd undervejs i langskib i høje bølger for at tage hævn over faderen Sigmund’s drab, jvf. Reginsmál (vers 16-18, Ældre Edda). Sigurd ses i stavnen med løftet sværd. Nederst i venstre hjørne har Atli (Hunnerkongen Attila) sat Gunnarr Gjúkason i ormegården som hævn (Atli mun þik svíkja ok í ormgarð setja), jvf. Völsunga saga (kap. 30). Det må være Kong Gjúki’s datter Guðrún der ser på da hun i samtiden er gift med Atli (Attila). Nederste panel (ikke gengivet her): I øverste venstre hjørne står Gunnarr Gjúkason’s broder Högni’s kone Kostbera. Kong Atli (Hunnerkongen Attila) havde sendt sendebud til Gunnarr Gjúkason. Kong Atli’s sendebud Vingi havde ændret runerne i budet, rejst af søsteren Guðrún (Atli’s kone), således at Vingi nu fremstår med en (falsk) indbydelse for Gunnarr til at besøge Hunnerkongen for at overtage hans rige. Högni’s kone Kostbera har læst runerne og kan se at Guðrún ikke har rejst runerne i den form de er videregivet til Gunnarr. Hun advarer sin mand Högni, der påtænker at rejse med sin broder Gunnarr til Atli (Attila)’s kongsgård, at Högni’s brødre Gutþormr og Gunnarr vil blive angrebet i Gunnarr’s hjem. Hun giver varsel om ankomsten af en ørn (kenning for angrebet), der vil forårsage megen blodsudgydelse i hjemmet. Högni forsvarer dette med at der ofte slagtes okser i hjemmet, og at dette er årsagen til blodsudgydelsen, dvs. i forbindelse med blót. Til højre ser vi det indre af Gunnarr Gjúkason’s langhus. Vi ser fjenden ankomme med spændt bue til langhusets hoveddør. Inde i huset ser vi Gutþormr og Gunnarr forsvare sig med spændte buer, og en okse afventende slagtning. Se Völsunga saga (kap. 33-34).
Uddrag af Sofie Kraft's stregtegning af Ridehesten fra brudstykket af billedtæppet fra Oseberg-skibet, dateret til år 834 e.Kr. Jeg er helt uenig i de rekonstruktioner der er foretaget af billedtæppet, fra akvarellen af Mary Storm til kopier til salg i museumsbutikken i Vikingskipshuset, Bygøy, Oslo. Det gælder også den fortolkning af hesten gengivet på Vikingemuseet Ladby’s brochure, her vist til højre (tak til Bodil Holm Sørensen, museumsinspektør for hjælp givet). Hvorfor jeg ikke er enig gennemgår jeg i kapitlet ”Hesten – det store hellige dyr”. I forbindelse med visuelle gengivelser af vætter er aftegningen til højre dog en nøjagtig gengivelse, og hvad vi ser er ikke mange opmærksom på. I filosofi absolut identisk til Det lille Menneske gengivet på pladen fra Kong Rædwald’s kongehjelm fra Sutton Hoo ca. år 617-625 e.Kr. (vist ovenfor). Denne værnende vætte skal beskytte hvad muligvis er kvindelige rytter.
Når vi kommer frem til år 1000 e.Kr. har den værnende vætte ikke ændret sig i vort hu og vis at afbilde ham på:
Böksta-stenen, Balingsta sogn i Uppland (U855, Jansson 1987, 152) dateret til sen vikingetid, dvs. omkring år 1000 e.Kr. Vi ser her den verdensberømte og en af de tidligste afbildninger af en jæger på ski. Den tidligste afbildning er helleristningen fra Altafjord i Alta, Finnmark fylke, Norge, dateret til år 1000 f.Kr., der viser en skiløber med løftet bue foran en elg der glor. Vi ser her jægerens værnende vætte. Til trods for at det er helt utænkeligt at Den Hedenske Høje ville blive afbildet visuelt mindre end det dødelige menneske selv, viser Riddle 39 (37) i Exeter Book fra ca. år 975 e.Kr. at vætten som "den kvindelige ånd" er tæt knyttet til Ullr. Jeg er derfor enig i at dette kan vise Ullr som "os"-folket opfatter ham allerede fra år 200-250 e.Kr. Jeg gennemgår disse overvejelser i detaljer i afsnittet "Gudinden Dísar". Det lille menneske på ski skal ses i forhold til jægeren til hest. Med ham er to store hunde – Grand Danois/Den danske hund. Deres bytte er kronhjorten, afbildet lige foran hundene. Billedkilde: Sven B. F. Jansson: The Runes of Sweden (1962, s. 146)
Olaus Magnus (1490-1557) med en afbildning af Gårdboen, staldens værnende vætte, som han så ud gennem et romersk-katolsk glughul, i værket "Historia de gentibus septentrionalibus" (Historie om de nordiske folk) fra 1555. Olaus Magnus, der havde afladskræmmeri som sit levebrød i årene 1518-19. blev med broderen sendt i landflygtighed år 1537 e.Kr. til Venedig, og fra 1541 i Rom. Det er denne indebrændte person der fra Rom forsøger at omskrive vætten til deres egenskabte djævel da det aldrig lykkedes præsterne, til deres store fortrydelse, at få Gårdboen uddrevet.
Samme Gårdbo indtegnet af samme Olaus Magnus på kortet "Carta Marina" (1539). Det 1.7 m x 1.25 m store kort viser Gårdboen ved "Gigasvnd" (Gigasund), i dag ”Geigusund, Gisund”, ”Skartasvnd” (Skartasund), og ”Vandvad”, i dag ”Vaagsfjorden”, og derfor indlands og sydøst fra Norges 2. største ø ”Senja” (Senjen), på grænsen til landskabet "Cwēna land", hvor den mystiske stamme ”Cwenas, Cwēnas ” (oldengelsk) – se ”Ohthere's rejse til Norden” fra år 871-899 e.Kr., hører hjemme. På ”Carta Marina” er denne stamme indskrevet som ”Berkara Qvenar”, og Olaus Magnus beretter at man fragtede tungt lastede slæder, fyldt med pelsværk og skind, til Norge fra Lapland (kaldet ”Lappia” på kortet). Vi aner kanen trukket af rensdyrene komme ind fra billedets højre side. Køresvendene af disse rensdyrtrukne slæder kaldtes ”Qvenar”, jvf. ”qui his curibus præfecti sunt vulgari gentis nomine Quenar appelantur”. Dette er formentlig en omtale af Birkarlarnes handelsrejser fra Lapland til det nordlige Norge. Birkarlarne angiver han på kortet med ”Domvs Bircarorvm” (Domus Bircarorum) og ”Capitanei Bircarorvm” (Capitanei Bircarorum), og dette ser ud til at være i den nordlige del af Hålogaland (Hālgoland), på kortet skrevet ”Helgalandia – terra nobilivm”, øst for Ofotenfjorden (Ofotfjorden) – i Narvik’s bagland.
Herregården Nebbegård (Nebbegaard) ved Rands Fjord nord for Fredericia ved indsejlingen til Vejle Fjord nævnes første gang år 1354 e.Kr., men allerede 22. juli 1348 ved vi at Valdemar Atterdag på Nebbe Slot indgik forlig med de holstenske grever. Den oprindelige hovedbygning blev som krongods 1578-1660 afbrændt under Svenske-krigene 1657-58, hvorefter den nuværende blev opført år 1660 e.Kr. af Jens Lauridsen Risom. Nu skal vi høre hvorfor den nuværende hovedbygning blev lagt hvor den er 1: ”Nissen paa Nebbegaard Tæt Vesten for den Viig af Veile Fiord, som lige overfor Rosenvold skiærer sig ind mellem Veilby og Gaarslev Sogne, ligger den af sine skiønne Omgivelser bekiendte herregaard, Nebbegaard. I ældre Tid, da Nebbe Slot spillede en ikke uvigtig Rolle og stundom tiente som Forsamlingsted for Konger og Fyrster, laae det ikke paa den samme Plads, som nu, men nogle Hundrede Skridt længere mod Sønder i Skoven, hvor man seer tydelige Spor af Grave og Volde2. Men dengang var der ogsaa en Nisse paa Nebbe, som var bestandig i Uenighed med en anden Nisse paa den, i Nærheden liggende, Ødstedgaard3. Folk ville vide, at deres Uenighed kom af Misundelse, hvilket ogsaa fandt Bestyrkelse i, hvad der senere skete. Thi da endelig Nisserne engang traf sammen midt imellem Gaardene, kom det til en heftig Kamp, hvori Nissen fra Nebbe blev fuldkommen overvunden og dræbt. Den seierrige Ødsted-Nisse drog herefter til Nebbe. Næste Aften gik Pigen som sædvanligt i Stalden for at malke Køerne, men strax efter kom hun springende ud i Gaarden og raabte: ”Na vi aa vok! den Ødsted Niss’ sidder i æ Giævlinghuol4”. Fra den Dag af var der aldrig mere Ro paa Nebbe, men der blev en saadan Rumsteren og Tummel, at Gaarden tilsidst maatte flyttes længer ud paa Marken til det Sted, hvor den staaer den Dag idag”. 1 J. M. Thiele: Danmarks Folkesagn (1843, 2. Deel, s. 262-3)
Hans Vilhelm Kaalund (1818-1885) udgav sin første digtsamling ”Samlede digte” i 1840. Heri finder vi digtet ”Nisserne paa vandring” (vers 1): ”De stakkels Smaanisser, de undes ej Ro;
Fordi alle kender til nissens drilske natur, kommer begrebet "nisse" ind i navnene på samtidens politisk-satiriske udgivelser. I England kaldes tidsskriftet "Punch" (udkom 1841-2002), men i København udkommer den politiske satire under navnet "Folkets Nisse" i årene 1852-55. I Göteborg udgiver Viktor Rydberg tidsskriftet "Tomtebissen" i år 1857, og den svenske "Söndags-Nisse" udkom i årene 1862-1924. I 1. udgave af "Tomtebissen" (5. januar 1857) forklares vi, hvorledes "Tomtebissen" opfattes (en "bisse" er dialekt for "lille gubbe, lille mand": "Tomtebissar äro små välvilliga, oförargliga varelser, muntra til lynnet och vänligt sinnade mot allt hyggligt folk".
Til venstre: Illustreret Tidende (Årgang 1, nr. 13, 25.12.1859, s. 104). En helsides gengivelse af julen 1859 i Danmark. Nederst ser vi det hellige tal 9 gengivet med 9 nisser (vætter) dansende om bordet med den varme julegrød. De 9 vætter værner om hjemmets dødelige beboere, og er et spejlbillede af disse i deres dansen om juletræet ovenfor. Juletræet er først kommet indenfor på Holsteinsborg i 1808 (se afsnittet ”Yggdrasill, Mímameiðr & Hróðrbaðm – verdens- og juletræet”, underafsnit ”Juletræet - skovfyr ude og rødgran inde”), og er tændt med levende lys og pyntet som vi ser det i J.Krohn’s ”Peters Jul” (1866), der på dette tidspunkt endnu ikke er skrevet eller udkommet. Der er yderligere to ”kravlenisser” på hver sin side af billedet, hvis opgave er at være værnende vætte om Dannebrog. De tre Dannebrog på hver side symboliserer Kongeriget, Slesvig og Holsten (se også Fritz Thomsen’s maleri fra 1857, hvor han gengiver Kong Frederik VII og Grevinde Danner's tre Broholmere; Holger, Thyra og Tyrk. De tre Broholmere har samme symbolske opgave).
Julenissen på skøjter, som tegnet på bogens omslag af Louis Moe: Julemandens Bog (1898). Det er i denne bog vi første gang får antydninger af røverhistorien om at julemanden opholder sig på Grønland eller Nordpolen. Louis Moe skriver om julemandens bopæl at "Fridtjof Nansen forgæves har spejdet efter røgen fra hans arne". Børnene vil straks spørge oplæseren hvem Fridtjof Nansen er, og oplæseren vil forklare at Fridtjof Wedel-Jarlsberg Nansen (1861-1930) er en stor norsk opdagelsesrejsende, der i 1888 krydsede indlandsisen på Grønland, og i 1893 stod ud på en 3 års rejse til Nordpolen med skibet Fram.
Den norske Margrethe Munthe (1860-1931) skrev mange børnesange og –rim, og udgiver ”Kom skal vi synge” (1. samling, 1905). Et af børnerimene lyder som så: Nissens Julekveld Den gamle nissen satt så trist Hvor ble hun gamle Guri a'? Jeg passet både fjøs og stall Og nissen satt på låven gjemt Men månens ansikt tittet mildt De pep og spratt og var så gla', Som vi ser fik nissen ingen julegrød i første omgang. Det blev der dog hurtigt rådet bod på:
Tekst: Margrethe Munthe, Musik: Otto Teich. Vers 1 af 3.
Til venstre: Det første julemærke kom i 1904. Fra 1913 viser julemærkerne afbildninger fra Julen begyndende med ovennævnte af maleren, billedhuggeren og kunsthåndværkeren Joakim Frederik Skovgaard (1856-1933). Motivet er tydeligvis en slet skjult urnordisk forståelse af den oprindelige jul, hvor Gårdboen (nissen) repræsenterer (Moder) Jord, og den her omskrevne kristne mandlige engel (i vor oprindelige sæd en kvindelig kriger i svaneham) repræsenterer (Moder) Sky. Joakim Skovgaard kommer ud af den i samtiden nye grundtvigske fritankegang, der gør det muligt for maleren at gengive en tilknytning til naturen, tanker der næppe er faldet i god teologisk jord i samtiden. Den visuelle inspiration kan være videregivet til Joakim Skovgaard fra familievennen Johan Thomas Lundbye (1818-48), hvis gengivelse af Gårdboen, som staldens værnende vætte, han må have haft kendskab til. J.T. Lundbye gengiver i 1845 en skitse af hans alter ego, bakketrolden Sindre, hvor sidder en nisse og spiser julegrød. Teksten her lyder: ”Så der sidder Nissen ved sin Julegrød – jeg er en Bakketrold (19. april)”. Udover at vi altid har sat julegrød til Gårdboen kan denne tegning have været inspiration til Skovgaard’s julemærke.
Gårdboen gengivet som julenissen på 1. udgave af De Forenede Bryggerier’s juleøl på flaske fra 1896.
"Vætter" eller "vættr" (oldnordisk) og "wiht" (oldengelsk) har oprindeligt betydningen "menneske".
De jyske ætter der udvandrer år 449-455 e.Kr. under Hengest til Kent og Deira/Northumbria fra Midt-Jylland og Lille-Friesland tager også kontrol over øen Isle of Wight på den engelske sydkyst. Angel-saksiske krønike beretter for år 449 e.Kr.: "Of Iotum comon Cantware (&) Wihtware, þæt ys seo mæið ðe nu eardað on Wiht, (&) ðæt cynn on Westsexum þe man gyt hæt Iutna cyn" Som jeg oversætter til: "Fra jyderne kommer Folket fra Kent, Folket fra Wiht, det vil sige stammen der nu jorder på (Isle of) Wight, den slægt i Wessex hvor mand stadig hedder jyde slægt" Ordet "wiht" er derfor identisk til "menneske, vætte, jyde".
Gårdboen på sin plads i stuehuset (æ Sals) på Tvetandvej, og med skyggen af den forfædrende ånd på væggen bag nissen?
JólasveinarDette er dog langt fra hele historien om julenissen. For selvom julenissen omtales som en person af hankøn i ental så ved vi alle at vort mentale billede af julenisser er at der er mange af dem, og at de er små som børn, selvom nogle af dem har skæg. Vi ved også at julenisser kan være drilske og lave narrestreger. Det tyder derfor på at vi har en sammenblandning af flere forskellige nisser eller at nisser har flere forskellige egenskaber. Sagaerne opererer med et begreb der kaldes ”Jólasveinn” eller ”julesvend” 1 . 1 Ordet ”sveinn” er hankøn og betyder bl.a. ”lille dreng”.
Jómsvíkinga Saga siger: ”...og fæðir hún sveinbarn, og er þeim sveini nafn gefið og kallaður Sveinn.” Som jeg oversætter til: ”... og føder hun drengebarnet, og gav ham drengenavnet og kaldte ham Svend”.
Det ældste billede af jólasveininum (julesvendene) i islandske blade fra 1901:
Fra den underliggende tekst til billedet kan vi se at de danske julenisser er på besøg på Island. Det indikerer derfor at de ikke eksisterede der under dette navn. Ordet ”Jólasveinn” eller ”julesvend” findes ikke på engelsk og oversættes vel bedst til ”Yule-boy”. Det tyder på at oprindelsen til dette begreb ikke er en urskik, men en skik der er opstået efter udvandringen til de nye kongeriger i Britannien efter år 446 e.Kr. Jólasveinar eller julesvendene var sønner af Grýla og Leppalúd som man kender fra 1200 tallet. Grýla og Leppalúd var nogle forfærdelige mennesker for de havde et omdømme for at stjæle og spise uartige børn. Jeg ved lige præcis hvorfor disse to personer eksisterer i denne form i vor historie for min kone brugte dagligt den samme opdragelsesmetode med vor dengang 5-årige søn. For at tilse at vor søn ikke løber væk fra huset og forbliver ved sin moder, så forklarer hun ham på portugisisk at ifald han går væk da kommer ”Bicho Papão” (det store spisedyr) og tager ham. Præcis lige så gjorde man også rundt om i Norden og på de britiske øer. På dansk brugte man udtrykket ”bussemand”, på engelsk ”bogeyman”, på oldengelsk ”bugge” i betydningen ”et uhyggeligt syn” og på walisisk ”bwg” i betydningen ”spøgelse”. F.eks. forklarer ”Svabos Dictionarium Færoense” at ordet ”grujla” var ”en bussemand hvormed man skræmmer børn i Fasten”. Der var enten 9 eller 13 julesvende, men man kender til mindst 70 forskellige navne på dem. De 13 mest almindelige navne var:
Årsagen til at der var 13 julesvende skyldes at den oprindelige jul varer 12 + 1 dag. Som vi kan se på navnene på julesvendene var de nogle rigtigt uartige børn, og vi får samtidigt et fantastisk indblik i hvad uartige børn faktisk gjorde. Jeg er selv blev sat i skammekrogen for flere af ovennævnte uartigheder. Julesvendene repræsenterer de uartige børn, der ikke gjorde hvad moder og fader sagde og derfor blev taget af Grýla og Leppalúd. Disse børn vendte tilbage en gang om året for at afskrække alle børn og videreføre skikken. På Island blev det så grelt at regeringen i København i år 1746 udstedte en lov gældende for Island der sagde at ”den tåbelige skik der praktiseres her og der ud i landet med at afskrække børn med julesvende eller spøgelser, skal afskaffes”. Netop opdelingen af børn mellem artige og uartige børn er en fundamental katolsk verdensopfattelse (mod vor egne forståelse, der erkender at vi alle har begge dele i os), og derfor må vi søge videre tilbage for at finde den egentlige årsag til at julesvendene eksisterer. Lad os starte med at kigge nærmere på Grýla. I Skáldskaparmál optræder hun sammen med andre troldkvinder (trollkvinna). De første referencer til hende er som sagt fra 1200 tallet i Íslendinga saga og Sverris saga. Hun eksisterer også i bedste velgående på Færøerne under navnet Grýlur. Senest i et TV program ”Manna Millum” der blev vist 17. februar 1991, hvor hun siger: ”Kemur at skera tungum úr börnunum”. eller ”(Jeg) kommer at skære tungen af børnene”. Hård kost for en 5-årig færøsk dreng eller pige, men Grýlur er meget ond. William Heinesen skrev i 1957 ”Grylen” der var baseret på et sagn han var blevet fortalt af Esmar Hansen, købmand på Svinoy på Færøerne. Her er hvordan hun ser ud: ”Som en tørvestak at se, en lang, raslende hale slæber hun efter sig, den runger og skramler som af tomme kedler og kasseroller.... Hun er meget lådden og bærer horn og hale”. Til trods for at William Heinesen skrev fiktion har de gamle på Svinoy bekræftet at hans beskrivelse af sagnet om Grýlur er korrekt. Som vi ser Grýlur fremstillet ovenfor tænker vi straks på Julebukken, som alle var hunderæd for. Grýla/Grýlur eksisterer også på Shetlandsøerne hvor hun hedder Grølek. At hun findes her betyder at skikken er fra før 1500 tallet hvor forbindelsen med Shetlandsøerne og Island blev afbrudt. På Shetlandsøerne kaldes Julebukken for Grøkle. Jeg tror derfor at Grýla/Grýlur/Grølek oprindeligt har været Julebukken og sidstnævnte er en urskik med dybe indoeuropæiske rødder.
AlferVi mangler dog stadig at forklare hvorfor nogler nisser, til trods for at de var små, virkede gamle ligesom de også kunne ses som hjælpende julemanden.
Ikke just drengebørn der med skæg og rynker sidder og spiller kort medens de ryger pibe og drikker øl.
Her igen et gammelt nissepar der får post i deres hjem i verdenstræet, der her er gengivet som et egetræ.
Jeg håber jeg har åbnet læserens øjne for at de gamle julenisser har helt adskilt oprindelse fra såvel julesvende som Nis Gårdbo, og igen kan vi henvende os til sagaerne for en mulig forklaring. I Hrólfs Konungs Kraka Ok Kappa Hans (kap. 15) hører vi om en alfer-kvinde (álfkona) der kommer til Kong Helgi af Danmark juleaften (jólaaptan) i 500 tallet e.Kr. Han får en datter med hende, og denne datter ender med at frembringe Hrólfr Kraka’s død. Gravhøjs-Alferne er meget aktive på dette tidspunkt og kan ofte ses rejsende rundt i grupper. De der kigger godt efter på bakkerne og stenene, hvor alferne bor, kan se dem feste og danse for julen.
Julekortet øverst viser et traditionelt julegilde (jólveizla) eller drikkegilde (jóldrykkja) med juleøllet, der var varmt, sat i en stor skål på midten af bordet. Drikkehornene, juleloggen og juletræet i baggrunden. Julekortet nederst fra 1904 viser julenisserne under dans (”älvdanser” eller “elve/alfe-dans”) med øl og risengrød til venstre i billedet. Gamle danske julekort.
På island havde man, længe efter den var forsvundet i Danmark/Norge som følge af indførelse af den katolske kristendom, en skik med at man ”bjóða álfum heima” eller ”bød alferne til sit hjem”. Husmoderen fejede overalt i huset hvorefter hun tændte lys i hele huset, specielt hvor der var en skygge. Derefter gik hun udenfor og rundt om huset, nogle kilder siger 3 gange, og sagde:
Denne skik foretog husmoderen fordi hun og hele familien var bange for alfer, trolde og onde ånder. Dette forekommer at være en sen udgave af det oprindelige Alveblót (alfablót). For mere om dette se afsnittet "Gudinden Dísar". Dette er årsagen til at vi har julenisser der er gamle, af begge køn, der danser og opfører sig generelt som samfundet dengang gjorde. De gamle nisser var alfer. Vi hører ofte i sagaerne om ”Alfar ok Aesir ” eller ”Alfer og Aserne”. De fleste forskere synes enige i at der generelt var et godt forhold mellem Alfer og Aser, og at Alferne muligvis var tjenestefolk for Aserne. Ordet ”sveinn” betyder også ”tjener, opvarter”. Nr. 65 Hoo aarl wil wære herre han bliwer lenghe swen. Da vi allerede er klar over at Odin , der er fra Ase-slægten, er Jólnir eller Julemanden, og vi nu ved at de gamle julenisser var alfer, så tror jeg der må være en god mulighed for at ordet Jólasveinn oprindeligt kan have været en betegnelse for de alfer der hjalp Jólnir, Odin, under Jólahald – julehold. I denne forbindelse skal nævnes en række Angliske navne:
Da Anglerne 1 er Vest-Danere, og kongen derfor Odin , og Odin er Jólnir eller Julemanden, og vi ser Julemanden afbilledet med mange alfer der hjælper og giver råd, er cirklen fuldt lukket og forstået. 1 Se i denne forbindelse også stednavnet ”Elveden” (Elvernes Hule) i Suffolk, East Anglia fra det oldengelske ”Elfr + denn” hvor ”denn” oprindeligt betød ”et vildt dyr’s hule”.
Spørgsmålet er i virkeligheden om ikke selve begrebet Alfer/Elver oprinder fra en meget simpel men vigtig grundforståelse. Det oprindelige navn på en flod var ”elfr”. Elven kontrollerede handelsvejene og var landegrænse. De folk der bor ved Elven må nødvendigvis hedde Elver-folket. En konge der er herre over sit land råder over elvene og er derfor ”Aelfraed” eller ”Elverråder”. Da Odin var et kongeligt tilnavn eller en betegnelse for vore høvdinger er spørgsmålet hvem alferne var? Alfer eksisterer i alle oprindelige landområder under Ver Asir/Danir-folkets kontrol, dvs. Norden, Britannien og det nordlige Germanien, men findes ingen andre steder. Alfer hedder ”Elves” på engelsk og kendes også som ”elf”, ”aelf”, ”alb” og ”alfr”. De boede i Alfheim. Den mest åbenlyse saga der behandler alfer er Alvíssmál (Alvis’ Tale). Der synes nogenlunde forståelse for at alferne har været en betegnelse for en række af de oprindelige stammer, der boede i vore nuværende landområder før vi ankom ca. år 40-70 e.Kr., og som valgte ikke at flytte derfra. Det var skovfolk, der boede isoleret, og som generelt levede i en mere primitiv samfundsstruktur end vi bragte med os. Sagaerne indikerer som sagt ikke at der har været nogen krigstilstand mellem Ver Asir/Danir -folket og alferne. Tværtom siger sagaerne direkte at der var megen kontakt mellem os og alfer. Alferne boede i jordhuler 1 , og da vi begravede vor døde i gravhøje, har mange i samtiden ment at alfer var forbundet med de døde da jordhulerne på afstand var meget lig gravhøje. Dette har haft enorm betydning for den overtro der opstod omkring alfer. Man har ikke kendskab til at alfer var fysisk dværge eller små mennesker. De har nok været mindre end de indoeuropæere der ankom, men afbildningerne på julekortene ovenfor er et produkt af 2.000 års overtro, hvor folk man er bange for mentalt skal gøres mindre. Det menes at alfer over tiden ganske enkelt tilpassede sig de nyankomne og forsvandt ud af historien som en selvstændig enhed. Der er ej heller nogen tvivl om at fortællinger om og frygten for trolde har præcis samme oprindelse som for alfer. 1 Alvíssmál/Alvis’ Tale, vers 3: ”Alvis jeg hedder;
Vi kan fra folkesagn ganske nøje se hvorledes kristendommen med sortsnak og bagvaskelse omgjorde forståelsen for alle vore jætter, vætter og alfer i forsøget på at uddrive vor oprindelige filosofi. Røverhistorien er opbygget således: Kristendommen har her overtaget vore oprindelige kvindelige krigere i svaneham, Engle. Da man ligeledes har indført Synd- og Syndsforladelsebegrebet og omskrevet Hel fra fortid til Helvede i fremtid, kan man brygge videre på røverhistorierne og indføre ”Faldne Engle” (Fallen Angels). Med nutidens briller på kan det være svært at få samtidsbilledet i 4-500 tallet e.Kr. til at stå klart frem, specielt når vi taler om at bo i jordhuler, som vi nu forbinder med et gravet hul i jorden. Hrólfs Konungs Kraka Ok Kappa Hans kan her være os behjælpelig. I indledningen til denne saga hører vi at at der i Lejre er to brødre og kongesønner, Hálfdan (Scyldinga-æt nr. 16, ca. 445-498 e.Kr.) og Fróði (Scyldinga-æt nr. 15 ca. 400-446 e.Kr.). Fróði dræbte iflg. denne saga Hálfdan (hvorfor vi skal tage mine årstal for deres regeringstid med forbehold). To af Kong Hálfdan’s sønner, Helga og Hróars (begge Scyldinga-æt nr. 17, ca. 473-525 e.Kr.) var heldigvis hos deres forsterfader Reginn da drabet fandt sted. Han giver straks kongesønnerne, der må anses som værende i ekstrem livsfare, til en gammel ven af Kong Hálfdan. Denne ven, Vífils, bor på en ø i Roskilde Fjord. For at skjule kongesønnerne for Kong Fróði lader han dem bo i et jordhus om natten (Svá tok hann við þeim ok lét í eitt jarðhús, ok váru þar optast á nætr). Ordet ”jarðhús” oversættes altid til ”jordhule” men som man kan se er det ikke korrekt med den forståelse vi i dag har om dette. Den rigtige oversættelse af ”jarðhús” er ”jordhus”. Et jordhus har derfor været almindeligt i kongesønnernes samtid ca. år 473-525 e.Kr.
”Jarðhús” eller ”jordhus” som fremstillet på Trelleborg ved Slagelse.
Argumentationen for at alferne var helt normale mennesker findes flere steder. Smeden Völund i ”Völundarkviða” kaldes i vers 11 for Alfernes Herre/Elverkongen: ”Sat á berfjalli, bauga taldi, álfa ljóði,...” Som jeg oversætter til: ”Sad (han) på bjørneskind, den hellige ring1 fremført, alfernes Herre” 1 Den Hellige Ring som blev opbevaret i alle gudehov/kirkja i den forne sæd. Goden eller høvdingen bar armringen under blót eller edsaflæggelse. H.G. Møller’s oversættelse til dansk er: ”Paa Björneskind Alfers Mester sig bænked...” men denne oversættelse finder jeg ikke korrekt.
Völund er vor, og hver bygd’s smed, og han er absolut af normal højde, hvis ikke større 1 . 1 Se også ”Bilag G: Wélund – helligt land, høvding og gud” hvor jeg viser at oprindelsen til Völund er baseret på en faktisk høvding, der navngiver landskabet Vylande/Vilande, Estland .
Den engelske barde Edmund Spenser (1552-1599) beskriver tillige alferne som fuldvoksne mennesker i hans værk “Faerie Qveene” fra år 1589 e.Kr. Barden William Shakespeare begynder at gøre dem til små mennesker i ”Henry VI, Part One” fra år 1590 e.Kr. (Part 1, i. 4) hvor Falstaff kalder Prins Henry: ”You starveling, you elfskin!”. Ligeledes i ”A Midsummer-Night’s Dream” fra år 1595 e.Kr. beskrives alferne/elverne på størrelse med små insekter. Alferne er altid visuelt afbilledet med langt skæg. Vi ved at bl.a. (Longo)barderne fra Vestjylland, hvoraf kun 1/3 udvandrede til Lombardiet iflg. såvel Paulus Diaconus/Paul Warnefried (år 721-799 e.Kr.) som Tacitus år 98 e.Kr., havde deres skæg langt som følge af deres skikke, og at det var derfor de kaldtes ”de langskæggede”. Vi ved ligeledes at Ainu-folket, det oprindelige proto-indoeuropæiske folkeslag fra Hokkaido, Japan havde og har langt skæg som følge af deres skikke. Det må være en mulighed at (Longo)barderne kan have været en af de oprindelige skovfolk-stammer, der er oprindelsen til mytologien omkring Alfer. Skjoldungasaga beretter følgende: ”Sigurd Ring havde en dronning Alvhild, kong Gandalvs datter fra Raumarike i Norge; de stammede fra kong Alv den gamle og var af alfe-æt, derfor var hele denne slægt lys og væn 1 at se til......Dengang holdtes der stort blót i Skiringssal 2, hvortil folk søgte fra hele Viken og vide andenstedsfra....til samme blót kom kong Alvs sønner fra Vendsyssel, Alv og Yngve, og deres søster Alvsol, hun var den væneste1 kvinde. 1 ”smuk/smukkeste” fra ”vænn” (oldnordisk) og ”wēne” (oldengelsk) i betydningen ”håbefuld, lovende, smuk”.
Tidsrummet for ovennævnte beretning er ganske sen, ca. år 800 e.Kr., da Sigurd Ring er beskrevet som Ragnar Loðbrók’s fader, og vi ved at Ragnar angreb Irland i år 832 e.Kr. Skjoldungasaga antyder derfor at ætten fra Raumaríki kan have have været anset som alfer. Den oprindelige stamme fra Raumaríki blev kaldt ”raumar”, der er afledt af ordet ”raumr” (oldnordisk) og helt utroligt spændende betyder ”en som er af meget stor vækst”. Disse mennesker kender vi også som jætter (se kapitlet ”Jætter”) og visuelt i Norge bliver disse til de store Trolde. At Raumaríki er alfernes hjem bekræftes af ”Frá fornjóti ok hans ætmönnum”: ”Raumr sonr Nórs konungs, tók ríki eptir feðr sinn. Hann átti Álfheima Som jeg oversætter til: “Raumr, Kong Nór’s søn, tog riget efter sin fader. Han ættede/rådede over Álfheima (Alfernes Hjem),
På samme vis antyder Skjoldungasaga 1 at ætterne i Vendsyssel ansås som alfer. Hele området syd for Sæby til Voerså i Vendsyssel kaldes da også ”Alfarvad” eller ”hvor alferne vader”, dvs. har deres gang. Da vi ikke ved om alle vandalerne udvandrede fra Vendsyssel eller om der i Vendsyssel boede andre stammer udover vandalerne, kan vi kun varsomt sige at det er muligt at vandalerne ansås som alfer. Som vi kan høre i Skjoldungasaga er det at være af alfe-æt blandt det bedste der findes. 1 Se Jónsson, Arngrímur. Axel Olrik’s ”Skjoldungesaga i Arngrim Jonssons udtog” (Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie, s. 93-94, 1894).
Ifald nogen skulle være af den opfattelse at vi i vor moderne kultur ikke har husket alferne så gives her et lille udpluk: Elverhøj Jeg lagde mit Hoved til Elverhøj, Havde Gud ikke gjort min Lykke saa god,
Ovenævnte er ikke hele folkevisen. Elverfolkene – eller Ellefolkene – er mystiske nattevæsener, som bor i moserne og inde i højene. Dem skal man tage sig i agt for, især for de dejlige elverpiger, som synger og danser så smukt, at floderne går i stå. Men de er kun ude på at forlokke menneskene. Bliver man uheldigvis ”elleskudt” bliver man ”ellevild”, hvilket er derfor vi har dette udtryk i vort sprog. I dag forstås ordet i betydning af ”begejstret,” men det betød oprindeligt ”vanvittig”. Den oprindelige betydning af ”vanvittig” dvs. ”vane-viden” indikerer at Alfer kom af vane-slægten. Et andet eksempel på hvor vi finder Alferne er stednavnet ”Ellesumpe” på Romsø i Storebælt nordøst for Kerteminde. Denne af Hverringe Gods ejede ø er 1 km² stor og har gamle askebevoksninger og dåvildt. Indtil 1961 boede der 50 mennesker påøen (Bådnyt nr. 363 juli/august 2003). Vi bruger stadig udtrykket ”alfarvej” specielt ifald vi bor lidt uden for lands lov og ret eller ”uden for alfarvej”. Men her skal vi være opmærksom på at ”alfarvej” er udviklet fra ældre nydansk ”alfare Vei”, på svensk ”allfara, allfare väg”, igen fra ”al” (”allr” på oldnordisk) + ”farvej” (”farvegr” på oldnordisk), dvs. ”alles færdselsvej”, der mellem Sjælland og Falster forbindes af ”Farø”. I 1822 skrev H.C. Andersen et skuespil i 5. akter kaldet ”Alfsol” hvor motivet er den nordiske gudeverden med prinsesse Alfsol i centrum. Det kgl. Teater afviste sørgespillet for den 17-årige, der heldigvis ikke lod sig slå ud af dette. I 1828 vandt Johan Ludvig Heiberg en udbudt konkurrence med eventyrcomedien Elverhøj. Daniel Friedrich Kuhlau skrev musikken dertil i juni-september samme år og premieren på det kgl. Teater fandt sted 6. november 1828. Såvel komedien som musikken er baseret på gamle folkesagn og folkesange fra Danmark (se nedenfor), og set i lyset af denne historie burde det derfor ingenlunde overraske, at det fra første dag blev en del af Danmarks kulturskat. Det er iøvrigt fra musikken til Elverhøj at Kuhlau tilpassede den mest kendte sang til en af vore nationalsange, ”Kong Christian stod ved højen mast,” som Johannes Ewald havde skrevet teksten til i år 1779. I 1841 skrev H.C. Andersen eventyret ”Rosen-Alfen” om en lille alf der bor i et rosentræ , og i 1845 kommer så eventyret ”Elverhøj”. I 1910 indspilledes en 12 minutters stumfilm kaldet ”Elverhøj” med en ung Peter Malberg, og i 1939 kommer filmen af sammen navn med Karen Nellemose.
Gårdboen gengivet som julenissen på Gylling Bryggeri’s juleøl på flaske fra ca.år 1900 (Gylling ligger lige syd for Odder).
|
||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
| Indholdsfortegnelse |
