Jólahald – fejring af vintersolhverv

Skáldhelga-Rímur fra 1400 tallet omhandler den islandske skjald Skáld-helgi, der udvandrede til Grønland i 1000 tallet e.Kr. Den Anden Sang (2. Sang, vers 26) lyder:

Jarllen helldr jola tid med agætuztum faungum; þa uar hedrvt hollen frid med huers kyns dryck ok saungum

Jarlen holder juletid med overdådigt spise; da var hertil en holden fred; hver slægt sin drik og vise

The Earl is holding his Yuletide with food for all that came along; added to this the keeping of peace; every kin have their drink and their song.

Mine oversættelser til nudansk og nuengelsk.
”agætuztum” er oversat fra ”ágæti”.

Procopius, byzantinsk græskskrivende historieskriver skrev ca. år 550 e.Kr. i ”De Bello Gothico” (VI: XV) om Thule, som han skriver han aldrig havde mulighed for at besøge, og skikkene der var udbredt der:

”Thule er ekstraordinær stor; 10 gange større end Britannien. Og det ligger langt mod nord. På denne ø er marken for det meste øde, men i den beboede del bor 13 talrige nationer/stammer; og der er konger over hver nation/stamme. På dette sted finder vidunderlige ting sted hvert eneste år. For solen ved sommersolhverv går aldrig ned i 40 dage, men er altid at finde over jorden i hele denne periode. Men ikke senere end seks måneder senere, omkring tiden for vintersolhverv, er solen aldrig at se på denne ø i 40 dage, men konstant omsluttet af nat.... Og når 35 dage er gået i denne lange nat, bliver visse mænd sendt til toppene af bjergene – for dette er deres skik – og når de fra dette sted kun lige kan se solen, bringer de bud tilbage til folket nedenfor at inden for 5 dage vil solen skinne på dem. Og hele befolkningen fejrer en fest ved disse gode nyheder, og dette sker i mørke. Og dette er den største fest som de indfødte af Thule har”.

Himmelbjerget ved Julsø mellem Silkeborg og Skanderborg. Snorre forklarer os i Gylfaginning at Heimdallr har landområdet ”Himinbiörg” (Himmelbjerget) i Ásgard. Heimdallr vogter naturligvis indgangen til Ásgard, men han holder også øje med alt. Med sine 147 meter er toppen det højeste punkt i området, og derfor tættest på guderne. Himmelbjerget og Julsø (jule-søen) hedder så fordi det var herfra vi, som Procopius beretter, observerede at tiden for Vintersolhverv var kommen og Jólahald – julehold derfor kunne begynde. Mon ikke det er samme ”Himinfjöllum” (Himmelfjeldet) omtalt af den norske skjald Þjóðólfr ór Hvini (Tjodolv fra Kvine) ca. år 900 e.Kr. i Ynglingatal (vers 37).  Ynglingatal beretter at Kong Önundr (Ynglinga-æt nr. 22, ca. 600) dræbes her. Snorre i Ynglinga Saga skriver det samme, men at det sker på "Himinheiðr" (Himlens Hede), der må være Den Jyske Hede. ”Historia Norwegiae” (slutningen af 1100 tallet e.Kr.) skriver at det er broderen Sigvard der dræber ham på ”Himinherthy” (Himlens Hede). Billedkilde: Wikimedia & Google Earth 20.2.08

Forskere er ikke enige om hvilke landområder i Norden Procopius her omtaler. Grundet midnatssolen må det dreje sig om Midt/Nord-Jylland og Norge/Upland da de nordlige øer endnu ikke var fundet.

De ”13 talrige nationer/stammer” ¹ med hver sin konge nævnt af Procopius kan være:

1. Barderne (Ahbarð-syssel, Barwið-syssel omkring Kongeåen) og/eller Jyder (Midt-Jylland) og/eller Kimbrer (Combrogi) (Himmerland)
2. Chaedini og/eller Favoenae (ukendt, Fyn/Sjælland eller Skåne) og/eller Stevnsboer (Stevns/Møn til Tryggevælde Å)
3. Firaesi (Ver Asir/Ase-folket) (Fyn og Skåne)
4. Dauciones (Danir) (Sjælland, Halland, Blekinge, Bohuslen etc.)
5. Rahna fra Ránríki ("Rahna-ricii" hos Jordanes III:23, sydøstlige Norge)
6. Agði fra Agðir ("Agadii" hos Jordanes III:23, sydlige Norge) og/eller Græna fra Grenlands Fylki ("Granii" hos Jordanes III:24, ved Viken)
7. Korderne (nord for Telemark), Eunixi og Þilir (fra Þelamork/Telemark) (Jordanes III:24)
8. Rygjar/Rygir ("Rugi" hos Jordanes III:24, fra Rogaland)
9. Haruðes fra Horðaland ("Harothi" hos Jordanes III:24, sydvestlige Norge)
10. Raumar fra Raumaríki ("Rauma-riciae" hos Jordanes (III:23), øst for Oslo)
11. Winguli fra Vingulmork og/eller Finni fra Finland (Jordanes III:23)
12. Götar (Géata) fra landskabet Götaland og/eller Goter (Gotum) (fra Gotland?)
13. Sviar/Sweon (syd for Upland, øst for Konungahella, nordøst for Vättern (wæter))

¹ Burgunderne (Bornholm), Teutonerne (Thyboer fra Thy) og Vandalerne (Vendsyssel) er udvandret år 550 e.Kr. Ætterne fra Jelling/Anglen er draget mod vest til Øst-Anglen ca. år 497 e.Kr., og Friserne er vandret mod syd fra Lille-Friesland til det nuværende Friesland.

Der er, som man kan se, i samtiden væsentligt flere end 13 stammer i vore landskaber, men ikke alle har haft sin egen lokalkonge på samme tidspunkt.

Det er her værd at påpege at kristendommens fejring af Jesus-figurens fødsel (eller "tilsynekomst") i sin oprindelse intet har med Jólahald – julehold at gøre overhovedet.

Den kristne fest kaldes gradbøjninger af det latinske ”natalis”, der er sammensat af ”nascor” + ”dies” og betyder fødselsdag. I det sydlige Europa kaldes festen ”Noël” (fransk) ¹, ”Natale” (italiensk), ”Natal” (portugisisk) og ”Nadal” (catalan). I Germanien kaldes festen ”Kersfees” (nedersaksisk) og ”Kerstfeest” (hollandsk) - begge med betydningen "Kristus-fest". 

¹ Faktisk lidt af en tilsnigelse da festen kaldes "Calendo" (Provence), "Chalende" (Dauphiné), "Nadal" (Languedoc), "Nan" (Anjou, Poitou, Charente) og "Nedelec" (Bretagne).

I vore landområder forsøgte den katolske kirke at erstatte Jólahald – julehold med betegnelsen ”kristmesse”. Dette mislykkedes i Danmark og Norge, men slap igennem i de nye kongeriger i Britannien under betegnelsen ”Cristes mæsse” (oldengelsk), i dag ”Christmas”. ¹

¹ Hvor hård en kamp det må have været kan vi se fra kalenderen i Danmark efter år 1000 e.Kr. som gengivet i Ole Worms ”Fasti Danici” (1626 s. 34). Her kaldes julemåneden ”Chriftmanet”. Heldigvis faldt det aldrig i god jord.

Det er formentlig endnu ikke helt udelukket at en lokal præst, en "jule-nægter" eller en "jule-hader" kunne finde på at påstå at Julen skam er en kristen skik og er fejringen af Jesus-figurens fødselsdag. En russisk ven forklarede mig at en sådan samtale aldrig kunne finde sted i Rusland. Her fejres den oprindelige Jul, ”koljada” på russisk, som hos os efter Vintersolhverv. "Jesus tilsynekomst" fejres i Øst-kirken 7. januar, og dermed er de to fejringer adskilt. For mere omkring oprindelsen til den kristne teologi, se afsnittet "jule-nægterne og jule-haderne".

Det er alene hos goterne, hos Ver Asir/Danir-folket gennem ”gēol” (oldengelsk) ¹ og ”jól” (oldnordisk) og de moderne udtryk ”yule/jul” (nuengelsk, nudansk/norsk), samt hos søster-folket Iazyges-folket (Finner, Ester) gennem ”jõule” (estisk) og ”joulua/juhla” (finsk) at begrebet findes.

¹ Mange der læser det oldengelske ord for "jul" eller ”gēol” vil umiddelbart føle sig fremmedgjort af ordet. Alt hvad læseren har behov for at erindre er at den oldengelske forstavelse "ge-" skal udtales "ye-" og bliver til "i" på Middle English. Det oldengelske ord ”gēol” udtales derfor "yeol", og det lyder jo helt jysk, hvad det også er. Kong Alfred's Domme fra år 871-901 e.Kr. viser os i Lov nr. 43 (39) en lidt senere udgave af samme oldengelske ord med brugen af "gehhol", der skal udtales "yehhol" (se nedenfor).

Den tidligst kendte benævnelse af ordet ”jul” er fra Wulfila’s gotiske oversættelse af Bibelen ca. år 350 e.Kr. I et kalender-fragment (Codex Ambrosianus A) skriver han ”Naubaimbair: fruma Jiuleis” eller ”November: den første jule(s)”. 

Ordet ”jiuleis” er fra roden ”jiul” (jul) og måneden ”fruma Jiuleis” (gotisk) er identisk til ”[Ærra]-Geol-monaþ” (oldengelsk) eller ”Før-jul-måned”, der er tiden 15.november -19. december i Bede's kalender i "De Temporum Ratione" (kap. 15) fra ca. år 725 e.Kr. (se afsnittet ”Solhjulet og den matriarkalske månekalender”).

De frankiske ætter er udbrydere fra vore egne (se afsnittet "Froncum - Franken"). Derfor finder vi, forstærket af bosætningen i Normandiet i 900 tallet e.Kr., at ordet for "jul" forekommer på oldfransk som "jolif" (festlig), der på nufransk bliver til "joli" (smuk, pæn).

Alle ord oprinder fra det urnordiske ”*iuhula” hvis etymologiske oprindelse er omstridt, men er forbundet med ”hjul” og betegner en drejning eller et årskifte. I Slesvig plejede man ved juletid ”at trille juul i by” ¹.

¹ Jakob Grimm: Deutsche Mythologie (1835, Volume II, s. 702). Slesvig har naturligvis intet med ”Deutsche” at gøre og den engelske oversættelse til ”Teutonic Mythology” er endnu værre. Oplysningen er dog sand og brugbar i forståelsen af ordet ”jul”.

I omtalen af "Månen" (Máni) siger Alvíssmál (vers 14, Ældre Edda):

Min oversættelse til nudansk.

Da "helju" (hel) altid betegner rummet "fortid" er sætningen, så vidt jeg kan se, en ekstrem vigtig kenning for at vor oprindelige kalender er en månebaseret kalender, hvilket er derfor at samme vers afsluttes med ordene "kalla alfar ártala" (kalder alfer år-tæller), jvf. brugen af "måned" som inddeling af "året".

Det er af denne årsag at man ved juletid i Slesvig plejede ”at trille juul i by”, hvilket igen viser hvorfor det urnordiske ”*iuhula” er forbundet med ”hjul”, og betegner en drejning eller et årskifte; "hverfanda hvél" (Vendende Hjul).

Den tidligst kendte benævnelse af ordet ”Jul” fundet i Skandinavien er guldskillingen fra år 385-670 e.Kr. fundet på gården Ytre Aagedal (Ågedal), Bjelland sogn, Vest Agder, Norge. Jeg daterer denne guldskilling til ca. år 500 e.Kr. Her forekommer i Ældre Futhark ordene ”iuhli afl” eller ”julekraft”. Guldskillingen gennemgås senere i detaljer.

Gammelt hestevognshjul malet op i blodrød (postkasserød) og ravneblå (kongeblå). Hjulet har Ø: 98 cm, dvs. 3 fod i Kovirke-mål, og er et normalt vognhjul. Hjulet har 12 hjuleger og navet er det udødelige tal 13. Tilsammen viser vognhjulets opbygning julens varighed af 12 + 1 dag, og dermed visuelt juleceremonien og årets gangen i ring. Fra guldskillingen fra år 385-670 e.Kr. fundet på gården Ytre Aagedal (Ågedal), Bjelland sogn, Vest Agder, Norge har jeg hentet, og rejst på vognhjulets nav, følgende runer i Ældre Futhark: ”riod iuhli afl”, som skal opfattes som ”rød eller blodbestænket julekraft". Guldskillingen gennemgås senere i detaljer. Som på guldskillingen er runerne rejst fra højre mod venstre. Hermed kan vi nu se hvorfor man i Slesvig, og formentlig oprindeligt overalt i vore landskaber, ved juletid plejede ”at trille juul i by”.
Billedkilde: Taget på gårdspladsen i huset på Tvetandvej 2. juli 2008. Vognhjulet blev klunset, med forlov og tak, fra Genbrugspladsen i Køge juni 2008. Vognhjulets farver er gengivet nøjagtigt efter en 5-spans karet fra Karetmager Henrik Køier Andersen's lade i Ringsted. Kareten kan ses i afsnittet "Tidslinie og stammebegreb".

På hvilket tidspunkt i Middelalderen den katolske kristendom overtager Jólahald – julehold som en kristen fest er ukendt ¹. Som vi vil se sker det dog efter Skånske Kirkelov fra år 1200-28 e.Kr., men før Flateyjarbók skrives år 1387-1395 e.Kr.

¹ Snorre beretter i Hákonar Saga Aðalsteinsfóstra, Heimskringla (kap. 13) om Haakon den Gode/Hákon Aðalsteinsfóstri (920-960, konge ca. 930):

”Hann setti það í lögum að hefja jólahald þann tíma sem kristnir menn”

Som jeg oversætter til:

”Han satte da i lov at have julehold den time som kristne mænd”

Senere berettes:

”En áður var jólahald hafið hökunótt. Það var miðsvetrarnótt og haldin þriggja nátta jól”.

Som jeg oversætter til:

”Før ham var julehold der var høgenat. Det var Midvinternat og holdt tre nætter jul”.

”Høgenat” er identisk til Moders Nat i skik, og antyder at der blev foretaget blót, hvilket alle kilder synes enige om. Bemærk her at der står Midvinternat, ikke Vintersolhverv. Jeg viser i afsnittene "Sol-monaÞ - moderkager - fastelavnsboller" og "Jule-nægterne og jule-haderne", at det alene er i østnorsk tradition omkring Solør, Hedmark at man fejrer en 3-dages jul, og at man gør dette under Midvinter, der netop her falder 12. januar (i vor skik 2. februar) og kaldes "Toredagen" (i vor skik Kyndilmessa). Denne helt usædvanlige skik er forsøgt forklaret i afsnittet "Jule-nægterne og jule-haderne". Haakon den Gode fik ikke indført den katolske kristendom og derfor kan vi ikke bruge dateringen.

Som vi alle mistænker er det vor oprindelige Jul vi fejrer, og som vi ønsker at værne om. Det til trods for 800 års benhård indoktrinering af kristen teologi og forsøg på at overtage Julen.

En meningsmåling af 976 adspurgte danske, foretaget af analyseinstituttet Zapera for Kristeligt Dagblad, og offentliggjort i artiklen ”Danskerne sorterer i miraklerne” (29.1.08), viste følgende resultat:

• 84% tror ikke på jomfrufødslen.
  
• 74% mener ikke at Jesus genopstandelse fra de døde rent faktisk fandt sted.
  
• 82% tror ikke på at Jesus gik på vandet.
  
• 81% tror ikke på at Jesus gjorde vand til vin.

Kristeligt Dagblad forsøgte febrilsk at lave spin på disse snusfornuftige holdninger ved at vise den modsatte statistik.

At Jólahald – julehold var og er den største fest blandt vore skikke både bekræftes af og forklares i Kausītaki Brāhmana-Veda . Denne Veda forklarer at årets ofringer, dvs. det ceremonielle år, begyndte ved Vintersolhverv, der i denne Veda kaldes for ”mahāvrata”-dag. Det normale år begyndte med forårsjævndøgn ”vişuva” ¹. Vi ved at goterne i det nordlige Indien bestemte solhvervsdagene ved at se på solens spejling i en dyb brønd når den stod højest på himmelen ².

¹ Det fremgår også helt klart af vor nuværende kalender, der afspejler den før-kristne romerske opdeling af tid. Månederne september-december er latin for måned 7-10. Det følger heraf at måned nr. 1 er det der svarer til marts, hvorfor også det romerske normale år begyndte med forårsjævndøgn.
² Se Subhash Lak i litteraturfortegnelsen. Sommersolhverv kaldes for ”vişuvant”.

I afsnittet ”Solhjulet og den matriakalske månekalender” har jeg vist at Vintersolhverv (Vetrarsólhvarfr) begyndte den 20/23. december, hvor denne aften kaldtes ”Modra-niht” eller ”Moders Nat” ¹ .

¹ F.eks. i 2003 stod solen 0 grader 0 minutter i Stenbukken den 22. december kl. 7.45. Da solen ikke fjerner sig fra sin sydligste bredde i de dage, kan vi regne solhverv til at vare to døgn på hver side, dvs. fra 20-24. december.

Her begyndte den fest/højtid/fejring, der blev kaldt ”Jólahald” eller ”julehold/juleholden” og er hvorfor vi ”holder jul”. Denne store fejring blev afholdt over 12 dage og 12 nætter (hvortil tilføjes 1 dag til, kaldet "trettondedag jul" eller "13. dag's jul") ¹.

¹ Se Heimskringla (Sagan af Hákoni herðibreið, 14. Fall Gregorri Dagssonar): ”Gregorius fór or Konungahellu ofarla jólanna með miklu liði, ok kómu þeir til Fors hinn 13 dag jóla”.

Fra Knytlinga Saga (kap. 92) kan vi se at Julen (jólaveizlu) hos Kong Niels i Ringsted år 1130 e.Kr. var en "þrettánda dag jóla" (tretten dag's jul). Knud Lavard holdt Julen hos Kong Niels. Under hjemrejsen til Hedeby og Sønderjylland fra Ringsted, blev Knud Lavard dræbt natten efter den 13. juledag, dvs. natten mellem 6. og 7. januar år 1131 e.Kr. i Haraldsted Skov, lige nord for Ringsted. Hermed var julefreden ikke brudt, forbrydelsen af Kong Niels' søn Magnus Den Stærke (1106-1134) til trods.

Det ved lov¹ til lejligheden bryggede juleøl (jólaöl) afgjorde også hvornår fejringen sluttede da festen var slut når øllet var drukket op ².

¹ Gulathingslög 7 giver påbud om ”ölgerð” (ølgøren) som fribonden og hans kone skulle gøre. Øllet skulle være klart julenat, dvs. Lille-juleaften. Der faldt streng straf ifald påbudet ikke blev fulgt.
² Snorre beretter i Hákonar Saga Aðalsteinsfóstra, Heimskringla (kap. 13):

”og skyldi þá hver maður eiga mælis öl en gjalda fé ella og halda heilagt meðan öl ynnist.”

Som jeg oversætter til:

”og (gjorde) da skyldig hver mand gældende for alle at brygge 40 potter øl og holde (julen) hellig medens øllet varede”.

Oldnordisk Ordbog oversætter ”mælis öl” til ”40 potter øl”. Grundtvig oversætter samme til ”20 kander”.

Vi har en enkelt kilde der nævner 3 dage¹, men den oprindelige jul er af 12 + 1 dags varighed, og skyldes at tallet "13" er helligt, hvorfor Odinsjagten altid ender den 13. juledag. 

¹ 3-dags julen ved Midvinter behandles i afsnittet "Julenægterne og julehaderne", samt i fodnoten i afsnittet "Sol-monaþ – moderkager - fastelavnsboller".

Helleristningen fra Solberg ved Skjeberg, Østfold

Ovenfor gengives hvad måske er Skandinaviens ældste (jule)kalender fra ca. år 1000 f.Kr. eller Yngre Bronzealder. Neden for de otte skibe ses Verdenstræet ved siden af et "normalt" træ. I kunst vises at Verdenstræet er det højeste træ i skoven, og derfor tættest på forfædrene. Dette er juletræet. Til højre ses solhjulet med indbygget kalender. Året er opdelt i to Misseri; Sumar (Sommer) og Vetr (Vinter), samt vor ceremonielle kalender med to højtider drevet af solens gang og hvervning: Sommersolhverv – Liða (lakker) og Vintersolhverv – Modra-niht (Moders nat) efterfulgt af Jólahald (julehold), hvorefter det nye ceremonielle år begynder.

">"tegnet har betydningen "tidsskifte, vending", og ses brugt i samme forståelse på bl.a.:

Guldskillingen fra år 385-670 e.Kr. fundet i Tønder, Sønderjylland (DR BR4).

Guldskillingen fra år 385-670 e.Kr. fundet i Røgenæs/Raunes, Vats sogn, Rogaland fylke.

Sommersolhvervsafbildningen på "det korte" guldhorn fra 400 tallet e.Kr.

Det fører til at ">"-tegnet før Jólahald (julehold) må betegne Vetrarsólhvarfr (Vintersolhverv) & Modra-niht (Moders nat), Lille-juleaften, der udløser den efterfølgende holden jul.

Kong Alfred's Domme fra år 871-901 e.Kr. siger i Lov nr. 43 (39):

Min oversættelse til nudansk.

Den ældste fejring fra Veda er "Agnicayana"-fejringen (”ati-rātrá agní-cayana” eller direkte ”Længste–nat Agni-sover”). Vær her særligt opmærksom på at ”ati-rātrá” (sanskrit) eller ”Længste–nat” må være Vintersolhverv. Festen er en 12-dages fejring med dyreofringer, modtagelse af visdom, afbrænding af bål (lyset), og afslutter med en rituel genfødsel af ildguden Agni. Det er i denne fejring vi genfinder den absolutte oprindelse til vor juleholden ¹.

¹ Se Frits Staal: Agni, the Vedic ritual of the fire altar (1983)

Ritualet er beskrevet i Yajur Veda (kap. 11-18), der er er en yngre Veda end Rig Veda, ingen synes at vide præcis hvor gammel, og indeholder en beskrivelse af alle ofringsritualerne. Så vidt jeg kan se har vi samme ritual i Rig Veda under navnet ”Ati-rātrá Soma” (Længste-nat Soma), hvor man har en ring af 12 vendinger af Den Hellige (Soma) Kop. Man sidder i dette ritual omkring et kar fyldt med Soma-drik, og videregiver Den Hellige Kop 12 gange i ring ¹.
 
¹ Martin Haug: Aitareta Brahmanam of The Rigveda (1863, Vol. II., s. 235, note 14). Se Rig Veda (Bog 7:CIII:7 – Frogs): ”Som Brahmans, der siddende omkring karret fyldt til randen, taler ved Soma-ritet Længste-nat (Ati-rātrá)". Netop stroferne i denne sang omhandler at frøernes sang varsler ankomsten af regntiden, i det nordlige Indien Nordvest-Monsunen fra Himalaya-bjergene, der ankommer sidst i september-begyndelsen af oktober. Sammenligningen af frøernes sang og Brahmans samme under ”Længste-nat” (Ati-rātrá)-ritet sker alene for at vise at frøernes sang varsler et skifte i årstid, nøjagtigt som Brahmans sang varsler et skifte ved Vintersolhverv. Mange synes fejlagtigt at opfatte at ”Længste-nat” (Ati-rātrá)-ritet finder sted umiddelbart før regntiden. Dette er ikke sandt.

I Håndskrift nr. 66 (Det Kgl. Bibliotek) ¹, gengivet næsten ordret i Eskild og Absalon’s Skånske Kirkelov fra år 1200-28 e.Kr. og Jyske Lov (2. bog:kap. 82), har vi en beskrivelse af vore helligdage:

”vm hælægh.

Thæssæ æra the tima ær hælagh scal heta. oc halda......Iula hælagh fran thæn tima ær hun gar in oc til attændadagh æfter tolfta dagh..."

eller

"om hellig.
 
Dette er den time der Hellig skal hedde og holdes......Jule Hellig fra den time der hun går ind og til 8. dag efter 12. dag..."

Jule Hellig-[dagene} er i 1200 tallet stadig den oprindelige hedenske jul med 12 julenætter og 12 + 1 juledage til 5. januar. Den katolske kristendom har her koblet "attændadagh" eller "8. dag" på efter Julens afslutning, en skik vi ikke finder oprindeligt og i dag ².

¹ Kilde: P.G. Thorsen: Skånske Lov og Eskils skånske Kirkelov tilligemed Andreæ Sunonis lex Scaniæ prouincialis, Skånske Arvebog og det tilbageværende af Knud den 6.’s og Valdemar den 2.’s Lovgivning vedkommende skånske Lov (1853, Skånske Kirkelov, s. 84, Håndskrift nr. 66,  s.262).

^2 "Kalendarium in the Copenhagen Psalter” (håndskrift KB Ms.Thott 143 4°, Det Kongelige Bibliotek) er en meget tidlig engelsk-katolsk kalender, måske fra Northumbria ca. år 1170 e.Kr. Her skrives ud for 13. januar: ”Octave epiphanie et Sanctorum Hylarii et Remigii episcoporum”. Den romersk-katolske kalender opererer helt frem til reformerne i 1970, og Den Angliske Kirke helt frem til 1975, med efterladninger af den oprindelige 12-dages Kristusmesse fra 6.-7. januar + 12 dage, hvoraf denne dag er den 8. dag (octave).

Gulaþingslög (kap. 18., Enn um messo daga):

”... þar fefr upp iolahelgi fyst .iiij. daga. En hin fimti atte dagr Jola. Sette þrettande dagr...” 

Gulaþingslög (kap. 27., Um bruðlaups gerðir):

"...xiii. dagar iola..."

Vederloven omtaler at hirdmændenes Skiftedag var den 8. dag i juletiden, dvs. 31. december. I Olaf Haraldsson’s Saga beskrives det at to svigerbrødre bruger halvdelen af julen i den enes hus, og halvdelen i den andens. Man tog, som i dag, på julevisit (jólavist) og sendte juleindbydelse/julebud (jólboð) om at komme til julegilde (jólaveizla) eller bare et drikkegilde (jóladrykkja) hvor man blev ”beóre druncen” (oldengelsk) eller ”øldrukken/drukken af øl”.

Da Althinget på Island år 1117 e.Kr. besluttede at man skulle begynde af nedfælde lovgivning i skrift blev dette gjort i vinterhalvåret samme år. Landskabsloven der kom frem kaldes ”Grágás” (grågåsen). Denne ændring af skik sker i forbindelse med indførelsen af kristendommen, hvorfor lovgivningen, som i vore andre landskaber, bærer præg heraf.

Om vor Jólahald – julehold siger delafsnittet “Kristinna laga þáttr” (Kristinna laga þætti, Talen [om] Kristne love) i ”Grágás” ¹:

11.           vm jola halld
 
Jola helgi eigvm ver at halda, alande her. þat erv dagar .xiij. þar scal halda iola dag inn fyrsta. oc enn .viij. oc inn .xiij. sem paska dag. inn fyrsta. oc annan dag iola oc enn .iij. oc iN iiij. þa scal halda sem drottins dag. at öllv annars nema at þvi. þa er rett at moka undan fe sinv. en .iij. dag iola oc inn .iiij. hvarn sem vill. EN meþal daga alla vm iól. er rett at moka vndan fe oc reiþa a voll. þaN lvta vallar er nerr er fiosi. ef hann hefir eyki til. oc vellta þar af ². Ef maþr dregr myki út. oc hefir eigi eyk til. oc scal þa føra i havg. þat eigv meN oc at viNa meþals daga vm iöl ³. at slatra oc lata af fe þat er vm iol þarf at hafa. oc beita mvngát ⁴ oc reiða anduirki. hey þat er skylt er ⁵. Ef honvm þyccir þat hagligra at gefa eN hitt er aþr er heima. enda  hafi  þeir eigi eyki til fengit fyrir iol. Eigi a hann meira for verk at reiþa heýys enn vel vinni vm iol ⁶.

Som jeg oversætter til:

11. Om Jule hold
 
Jule hellig ejer vi (folket) at holde her til lands. Det er 13 dage. Der skal holdes juledag hin første. og hin 8. og hin 13. som påske dag hin første. og anden juledag og hin 3. og hin 4.  da skal holdes som drottens dag. at alle andre er som så. Det er ret at muge ud under sit fæ.  På 3. juledag og hin 4. hver en som vil. På alle Mellemdagene om julen. Er ret at muge ud under fæ og ride i marken. så om de understøttende marker er nær ved kvægstalden, ifald han haver tid hertil, og kører dertil ². Ifald menneskene drager meget ud og have ikke tid hertil og skal da føre i høj da skal man og udføre dette Mellemdagene under julen ³. at slagte og aflade fæ der er om julen tarv at have. og byde drikkelse ⁴ og ride anden virke. hø der er pligtigt ⁵. Ifald han mener det mere bekvemt at give et møde der i forvejen er hjemme. Sluttende haves der ikke dyr til indfangelse før jul. Ej har han mere arbejde at ride hø end vil strække til julen ⁶.

¹ Vilhjálmur Finsen : Grágás – Islændernes Lovbog i Fristatens Tid (Konungsbók, 1852, 1. del, text 1, s.28-29)
 
² ”reiþa a voll” (reiða á völl) eller direkte “ride i marken” ser ud til at have en breddere forståelse end bare det at tilse markjordene. Det kan også henvise til at “køre møget på marken”. Da får, kvæg og heste alle er staldet op under Vinterhalvåret er det måske netop nødvendigheden af at få møget, der er muget ud, kørt på mødding, der må være markjordene. Tænk på ordsproget “optliga veltir líkil þúfa miklu hlassi” (oldnordisk), “lidhen thowæ wælther offthe stort læss/ lidhen twæ welther offthe sthoort læss” (olddansk, Peder Laale nr. 439, 1102)  (ofte vælter liden tue stort læs).
 
³ Det er uklart for mig hvorledes vi skal opfattte “føra i havg” (færa í haug) eller “føre i høj”. I den samtidige Skånske Lov betegner en “højmand” en hedning gravlagt i en høj, jvf. "foræ þy at høghæ man ma æi æruæ" eller ”for da at højmand må ej arve”. Jeg mener derfor at vi skal opfatte det således at ifald et dødsfald finder sted under julen da skal man højsætte den afdøde under Mellemdagene. "eigv meN" er oversat til "skal man", jvf. "Ég á að gera" eller "jeg skal gøre".

⁴ Se afsnittet ”Hearg, Vé og Stavkirker”. Gutasagan fra 1200 tallet e.Kr. bruger ”mundgati” med den identiske betydning ”drikkelse”. Ordet ”mungát” på oldnordisk betyder ”hjemmebrygget øl, drikkelag”.
 
⁵ Ordet “anduirki” (andvirki, annvirki) eller “anden virke” betegner virke i forbindelse med drift af gård, herunder jorddyrkning, markarbejde, samt stald- og ladearbejde såsom at bjærge/hente hø.
 
⁶ Dette er, så vidt jeg kan se, fattigmandsklausulen. Har bonden og familie ingen dyr (eyki, øg) der kan indfanges, og underforstået slagtes, til juletid, må han ud og tjene til føden. Her sættes der en øvre grænse for hvad byrde der kan pålægges arbejdstager under julen. Det er muligt at "eyki til" skal opfattes, som "tid til". Det mener jeg dog ikke virker rigtigt.

Vi kan fra det efterfølgende afsnit ”12. vm pacha helgi” se at ”drottins dags” (drottens dag) ikke længere er Kongens/Dronningens dag, men nu skal opfattes som Jesus-figurens dag, der nu har overtaget status som Gud. Derfor er ”drottens dag” identisk til ”Kristi himmelfartsdag”. De kristne sæder er helt og aldeles fremmede for den oprindelige jul, hvorfor de netop her indføres ved tvang. Vi kan derfor se bort fra såvel henvisningen til 1. påskedag som drottens dag.

Julegilde (jólaveizla)
 

Vi ser et eksempel på et Julegilde (jólaveizla) i Víga-Glúms Saga (kap. 1, 3 og 4).

Det første Julegilde i kap. 1 finder sted ca. år 918 e.Kr. hvor skibsføreren (stýrimaður) Hreiðar under Sommer-halvåret ankommer fra Vors, Norge til Eyjafirði/Eyjafjörð i midten af Nordlandet (Norðurlandi) på det nordlige Island. Herredets lokale høvding og Gode hedder Ingjaldur og derfor er han skyldig af afholde og bekoste et Julegilde for herredets fribårne (skyldi vera jólaveisla fjölmenn).
 
Det andet Julegilde finder sted i tiden medens Haakon den Gode/Hákon Aðalsteinsfóstri var konge (kap. 2) dvs. ca. år 930-960 e.Kr. og stedet er i herredshøvding (”hersir”) Vigfús’ gård i Vors, Norge:

”Vinátta var þar mikil í millum þeirra bræðra og Vigfúss
og höfðu sinn vetur hvorir jólaveislu með öðrum
og skulu þeir bræður nú búast við jólaveislu.”

Som jeg oversætter til:

”Venskabet var stort i mellem disse brødre og Vigfús
og havde hveranden vinter Julegilde med hinanden
og skulde disse brødre nu forberede dette Julegilde”.

Omtalen af ”disse brødre” er en henvisning til brødrene Ívar og Hreiðar. Den nudanske oversættelse er lidt akavet, men betydningen er at de to familier skiftes til at afholde Julegildet, som de fleste af os gør det i dag.

I kap. 4 er vi nået frem til selve Julegildet og vi ser nu den strengt rituelle vis Julegildet er opbygget på:

”Nú koma menn til jólaveislu til þeirra bræðra.
En þá er tólfmenningur var skipaður til að sitja
og settir hlutir til hver næst skyldi sitja Ástríði dóttur Vigfúss hersis ...”

Som jeg oversætter til:

”Nu kom menneskene til Julegilde hos disse brødre.
End da i grupper af 12 var de skibet til at sidde
og satte lod til hvem næst skyldig [at] side [ved] Ástríð datter [af] Vigfús Herredshøvding...”

Udtrykket ”skipaður” er et sømandsudtryk der finder vej ind i sproget og kommer fra hvorledes man sad ved årene i langskibet. Som med årsagen til at 12-mandsrådet består af 12 mand, at 12 heste er en stod/flok, at Julen består af 12 + 1 dag, er årsagen til at langbordene ved Julegildet sættes i grupper af 12, at værten altid skal være nr. 13, der er kongen/Odin’s hellige tal.

Herredshøvdingen Vigfús’ datter Ástríð er ved dette Julegilde ungmø, og derfor ekstremt eftertragtet af alle de unge mænd tilstede under Julegildet. Derfor trækkes der lod om hvem der har den store ære at sidde ved siden af hende under Julegildet. 

Ved Julegildets afslutning sker følgende:

”Slítur veislu þeirri og var hún veitt stórmannlega og menn með gjöfum á brott leystir”. 

Som jeg oversætter til:

”Sluttede deres gilde og var hun givet som passer sig for en stormand og menneskene med gaver bort-løstes”.

Med andre ord, nøjagtigt som vi gør det i dag, gives der år 930-960 e.Kr. ved Julegildets afslutning gaver til hver enkel deltager i Julegildet.

I 1700 tallet viser Ludvig Holberg os at vi i juletiden holder ”Julestue” der er sammensat af to oldnordiske ord ”Jóla” + ”stofa”, og stadig er betegnelsen for samme på Færøerne.

Da Julestuen finder sted efter Ætlingens (Balders) genfødsel den 1. Juledag om morgenen (24. december) finder vi blandt julelegene i Julestuen ”At give nogen Balderrune”.  Vi lader ”Peder Syvs kjernefulde Ordsprog” (1807, Fortalen: XLVI-XLVII) forklare:
 
”Naar En forseer sig ¹ i Julestuen, da klappes hans Ryg af. Er taget af Balder, som slog Rune for sin hustrues Skyld, som qvædes i Julelegen:

Balder, Rune, og hans Viv
De yppede dem en grote kiv
Grote Kiv i Tune,
Der slog Balder Rune,
Ni Slag ville vi slaae,
Dermed ville vi hjem gaae.
En, to, tre, fire, fem,
Der gik end Ingen af os hjem;
Sex, syv, otte og dertil ni,
Dermed sige vi denne Ryg fri”. ²

¹ Begår en fejl
² Der kastes 9 runer - én til hver af vore 9 verdener. Den her viste udgave af julelegen er knyttet til Baldershøj, Tune i Greve kommune, syd for København. I afsnittet ”Götar-sønnerne Hygelác, Herebeald og Hæðcyn – sagnet om Balder og Höðr”) gennemgås hvad vi ved om baggrunden til sagnet og julelegen.

Ved lov skulle Julefreden (jólafriðr) sænke sig/opretholdes fra Moders Nat til afslutningen af festen. I den forne sæd er det forbundet med Orbodemål at bryde Julefreden. Kom dette ihu under julefrokost på arbejdspladsen, og hos familie og venner.

Upplandslagen (for Uppland og Gästrikland) fra ca år 1296 e.Kr. (kap. XIIII) skriver:

Min oversættelse til nudansk. Dvs. Julefreden opretholdes til Nytårsmorgen.

I tillægget til Skånske Lov fra år 1200-28 e.Kr. (efter runehåndskriftet AM 28,8º, tillæg I,i) nævnes forseelser omfattet af Orbodemål (Ór + boð + mál) ¹:

”Botløs mal ær þæt at dræpæ man sakløsæn, sua at han uar æy før sakaþær a þingi, og dræpæ man a þingi ællær dræpæ i kirkiu ællær i kirkiu garþe ællær dræpæ man a iulædagh ællær a kyndælmissu dagh.....”

eller

”Bodløs mål er det at dræbe en sagesløs mand, så at han var ej forsagedes på tinget, og dræbe mand på tinget eller dræbe i kirke eller i kirkegård eller dræbe mand på juledag eller på kyndelmisse dag...”

”Botløs mal” er et brud på loven så grov at nåde ikke kan gå for ret med bod, hvorfor dødstraf/fredløshed vil følge. Vi ser at bruddet på Julefreden er en af disse utilgivelige helligbrøde. Bemærk her at Skånske Lov anser den oprindelige jul, 12 + 1 dag, for Hellig. I tillægget er kristendommen nu ved at overtage Julen ved kun at fredlyse juledag, hvor det oprindeligt var hele Julen.

¹ Kilde: P.G. Thorsen: Skånske Lov og Eskils skånske Kirkelov tilligemed Andreæ Sunonis lex Scaniæ prouincialis, Skånske Arvebog og det tilbageværende af Knud den 6.’s og Valdemar den 2.’s Lovgivning vedkommende skånske Lov (1853, Skånske Lov, Straffelov, s.73).

Fredlysningen af hele Julen (12 + 1 dag), modsat tillægget til Skånske Lov, forbliver uændret i Jyske Lov (2. bog:kap. 77). Dette undrer Erik Kroman og Stig Iuul sig over i ”Skaanske Lov og Jyske Lov” (1968, s. 152, 280) da lovbestemmelser om fredlyste tider allerede havde mistet deres betydning i udlandet. Det mener jeg skyldes at fredlysningen af Julen intet har at gøre med kristendommen, men er en urnordisk sæd bibeholdt i vor lovgivning.

Her vil der uden tvivl komme et apologetisk modsvar fra forsvarerne af Det Nye Testamente som Sandheden, under henvisning Lukas-Evangeliet, der jo har røverhistorien om Kristus’ fødsel (ikke Jesus-figuren) i 2:1-20. Netop disse linier har den nordiske kristendom omdøbt til ”juleevangeliet” – I England kaldes det ”Luke’s Christmas story” (Lukas' Kristmesse historie), der jo er en helt anden størrelse. Da det kun er Vest-kirken, der fejrer Jesus-figurens fødsel under Vintersolhvervsfesten Julen, omhandler disse linier i Lukas-evangeliet overhovedet ikke tidsrummet Julen. Skulle det alligevel påstås at kristendommen i sin teologi har fredlysning af dette tidsrum med henvisning til denne sætning:

”Ære være Gud i det højeste! Og på jorden fred i mennesker, der har hans velbehag!”
(Lukas-evangeliet 2:14)

Da må vi sige at det ikke er hvad Wulfila skriver på gotisk i midten af 300 tallet e.Kr.:

”Wulþus in hauhistjarn guda jah ana airþai gawairþi in mannam godis wiljins”.

Som jeg oversætter til:

“Storslået i den højeste gud og til Jord[,] være i menneskenes gode vilje”.

Som man kan se er den oprindelige forståelse af denne sætning fundamentalt anderledes end senere omskrivninger. Det er endda ikke klart at Wulfila her overhovedet henviser til den i hans samtid nyskabte Deos-gud med brugen af ”den højeste gud”. Ligeledes hans brug af ”ana airþai”, som jeg mener er identisk til “Njord” fra Vane-slægten, dvs Moder Jord på oldnordisk. Kristendommen har derfor ikke i sin teologi fredlysning af deres Kristmesse. Derfor ser vi kristendommen aflyse fredlysningen af vor gamle jul i Middelalderen.

”Peder Syvs kjernefulde Ordsprog” (1807, Fortalen: XLII):

"Bakaballa og Tunna-kanna gjøre jätte Grannar"

(Fordum i Sverrig om Julen sendte de Granderne en Drik, kaldet Vor Herres Skaal. Saa længe den Skik holdtes, holdtes og Venskab).

Den mest præcise beskrivelse af en ofring i forbindelse med Jólahald – julehold er fra Thietmar af Merseburg skriver i sin krønike år 1012-1018 e.Kr. (kap. I:17):

”Men da jeg har hørt nogle mærkelige ting om de traditionelle fangeofringer hos disse folk¹ vil jeg ikke lade denne sag gå uomtalt hen. I disse territorier er der et sted som hedder Lejre , også kaldet Sjælland, som er kongerigets hovedstad ². Der samledes de alle hvert niende år på den dag i januar hvor vi fejrer helligtrekonger ³. På dette sted slagtede de 99 mennesker og et lignende antal heste til ære for deres guder, og de ofrede hunde, og haner i stedet for høge, i den sikre tro at disse ville hjælpe dem i underverdenen og gøre bod for de forbrydelser de havde begået”.

¹ Danerne . Thietmar skriver ”Danos” på latin.
² est unus in his partibus locus, caput istius regni, Lederun nomine, in pago, qui Selon dicitur.
³ dvs. 6. januar. I dansk tradition var aftenen før Helligtrekonger  sidste dag i julen. På svensk kaldes den for "Trettondedag jul" eller blot "trettondedag". Denne fest har derfor været afslutningen på Jólahald – julehold og begyndelsen på det nye år.

Peters Jul (J.Krohn 1866) bekræfter at julen sluttede på Helligtrekongers aften, dvs. 5. januar:

X. Helligtrekongers aften

Se, nu er da julen straks forbi;
det er helligtrekongers aften.
Så ender den rare jul; men vi
er glade, at vi har haft den.”

Vi kan derfor sammenfatte juledagene som følger, vidende også at måneden før juledagene kaldtes ”[Ærra]-Geol-monaþ” (Før-jul-måned), og måneden efter for ”[Æftera]-Geol-monaþ” (Efter-jul-måned):

Af ovennævnte opbygning af juledagene følger at Lille-juleaften er den oprindelige Juleaften eller ”aftenen før dagen hvor Ætlingen/Balder genfødes”. Det bekræftes af "Peters Jul” (J.Krohn, 1866) hvor ”Juleaften” er dagen hvor juletræet tages ind og pyntes, og er aftenen før den 24. december.

Ordet ”Juleaften” betyder ”aftenen før den 1. juledag” og den 1. juledag var 24. december da den 8. juledag er 31. december og 13. juledag er 5. januar. Fejringen af Balder ’s genfødsel 24. december er naturligvis sket med en stor fest samme dag om aftenen, hvorfor netop dette tidspunkt var (1.) Juleaften. Ligeledes oversættes ”jóldagr” til ”den 1. juledag”.

For de læsere der undrer sig over om vi oprindeligt fejrede en hellig dag aftenen før denne dag, eller på selve dagen, er sagen følgende:

”...Men een meget betydningsfuld ændring er sket siden hedensk tid. Da begyndte det nye døgn ved solopgang, som det fremgår af den islandske middelalderlov, Grågåsen. Her bestemmes det, at i den verdslige, fra hedensk tid nedarvede hjemlige tidsregning skal dagen komme forud for natten... I den middelalderlige kirkelige lovgivning kom efter jødisk skik natten forud for dagen, dvs. festen begyndte ved solnedgang aftnen før den egentlige festdag...”.^1
 
1 Axel Olrik og Hans Ellekilde: Nordens gudeverden (1926-1951, s.592).

Dette forklarer hvorfor ”Moders Nat” (Modra-niht), ”Skammdegi” (de korte dage) og ”(lille)-Juleaften” er samme dag, og hvorfor vi har ”(lille)-Juleaften” og ”Juleaften”. Førstnævnte er ganske rigtigt ”aftenen før den 1. juledag”, hvorimod selve fejringen den 1. juledag har fundet sted, som i dag, den 1. juledag, og har formentlig strakt sig til langt efter mørkets frembrud.

Julemærker – varsel om vejrlig
 

”I fordums tid gjorde Bonden sine ”Julemærker” for det næste Aars Veirlig, og til dem satte han sin Lid. Dette gjorde han saaledes: Med sin kniv skiar han tolv, dybe skurer i en Loftbiælke over et af sine Vinduer, een Skure for hver Maaned i det kommende Aar, og omkring hver af disse Skurer skrev han en kreds med Kridt.

Var da Himlen paa første Juledag skyfuld, blev den Kreds, han havde skrevet om den første Skure staaende urørt, var den derimod klar, blev den visket ud. Var Halvdelen af Dagen klar og den anden Halvdeel skyfuld med Regn eller Snee, saa blev det Halve af Kredsen saaledes udslettet, at der kun blev staaende Kridt-Prikker tilbage. Saadan vilde altsaa den første Maaned i Aaret blive, og anden Juledag gjorde han ligesaa ved den anden Skure og saaledes fremdeles i de følgende Dage med hver af de andre Skurer. Dem kaldte han saa sine ”Julemærker”, og vidste af dem, Aaret igiennem, hvordan Veiret skulde blive.¹

¹ J. M. Thiele: Danmarks Folkesagn (1860, 3. Deel, s. 12-13, nr. 58: Mærkedage). Thiele henter oplysningerne fra P. Bugge’s indlæg i ”Dansk Minerva” (1816, s. 415) kaldet ”Nogle ældgamle danske Bonderegler og Mærkedage for Veirliget, sammenlignende med nyere Erfaringer”. Ordet ”skurer, skure” er fra ”skur”, er fra det oldnordiske ”skor” (indsnit).

Vi ser her uigenkaldeligt at Julen er 12 + 1 dag, der er forudsætningen for at bonden dagligt i 12 dage kan tage bestik af vejret for de kommende 12 måneder. Ligeledes ser vi i sproget at ”første Juledag” er den 24. december.

”Jule-Taage gjenner Kyndelmisse-Snee i Raage” ¹

 ¹ J. M. Thiele: Danmarks Folkesagn (1860, 3. Deel, s. 13, nr. 59: Mærkedage). 
Ordet ”raage, roge” er fra det oldnordiske ”hroki, hrokr” eller ”hob, bunke, dynge”.

Det varsel man tager under Julen er i siðr gældende til Kyndelmissedag, der er 2. februar og dagen for Agerbod ritutalet. Udover Agerbod ritualet, og optælling af foderet til resten af vinteren, er Kyndelmissedag ligeledes dagen, hvor der tages varsler om det kommende naturår’s vækst, der begynder efter Forårsjævndøgn 20-21. marts (se ”Sol-monaþ – moderkager – fastelavnsboller”).

Læresætningen fortæller os da at megen tåge under Julen, dvs. vinteren ikke har sat sig fast ved juletid da kulde og varme mødes, vil medføre streng vinter under Midvinter den 2. februar.

I forbindelse med vejrvarsel gør bonden herefter det, at han den første dag i det nye ceremonielle år, 6. januar, Nytårsmorgen og Nytårsdag, er opmærksom på følgende:

”Er Solen rød paa Nytaars Morgen,
betyder det Krig og Uveir i det ny Aar”.¹

”Skinner Solen paa Nytaarsdag blot saalænge,
at man kan sadle en Hest, saa bliver det et frugtbart Aar”.¹

¹ J. M. Thiele: Danmarks Folkesagn (1860, 3. Deel, s. 1, nr. 1, 2: Mærkedage).

Solen skal derfor helst ikke være fremme om morgenen, men skal komme frem i løbet af dagen.

Vintersolhverv – Moders Nat – (Lille)-Juleaften - Freys Leik

Når man fra Himmelbjerget, og andre lignende steder ¹, havde set at tiden for vintersolhverv var kommen begynder Jólahald – julehold.

Fra det oprindelige ord for "Vintersolhverv" eller "Vetrarsólhvarfr" kan vi se at det er tiden hvor "sólhvarfr" eller "sol-vender". Det er soleklart for enhver at vi på årets korteste dag begynder en fejring af solens kommen igen. Derfor kan vi bl.a. betegne Jólahald – julehold som en lysets fest/lys-fest.

¹ Udover Himmelbjerget og Julsø kan Vintersolhvervs komme muligvis være blevet bestemt fra en række bakketoppe med udsigt over vand, som jeg har argumenteret for er forbundet med søsætning af et ligbrændingsskib med Kongen. Disse inkluderer Askom/Askombackan (Asernes bakketop), Odensholm, Estland (se ”Bilag F: Odensholm , Estland og legenden om Odin”), Overstrand – Sidestrand, nordkysten af Norfolk, Øst-Anglen (se afsnittet ”Den Store Hund i de nye kongeriger”), Fyns Hoved, nordøst Fyn samt bakken ved Helnæs, sydvest Fyn.

Der er her en sproglig adskillelse mellem ”Vintersolhverv” og ”Midvinter”. Sidstnævnte er ”midten af vinteren” der faldt omkring 2. februar. Her efterså bonden at han stadig havde halvdelen af sit oplagrede foder tilbage, og derfor kunne klare sig gennem vinteren. Det har den betydning at vinteren blev regnet fra Blot-monaþ/Slagtemanet/ Winterman (november) til Eostur-monaþ/Faremanet (april), dvs. fra overskudsdyrene var slagtet i november til dyrene igen kom på græs i april.

Grágás (Grågåsen) forklarer os at den første sommerdag; Sumarmál (sommermål) begyndte på en torsdag (fimmtudagr – femte dag) mellem 9. og 15. april. Den første vinterdag kaldet Vetr-nætr (vinternætterne i flertalsform) startede på en lørdag (laugardagr), og var mellem 11. og 18. oktober.

Juleaften (jólaaptann) d. 20.-23. december, aftenen før den 1. juledag, var aftenen hvor man ofrede et vildsvin til Freyr og Freya /Frigga/Nerthus/Nertha/Moder Jord /Erce.

Teologisk er ofringen en gave til Moder Jord således at hun den følgende dag vil genføde Balder, symbolet på tronarvingen og stammens fremtidige æt¹.

¹ Ofringen juleaften var til frugtbarhedsguderne. Vi ved ikke om der blev afholdt forskellige ceremonier til Moder Jord , Freyr og Freya . Moder Jord og stammens to tvillinger, Frey og Freya, er oprindeligt samme person - Den Jordlige Moder.

Dette fremstår klart fra Herodot (Bog 4:59) i hans beskrivelse af skikkene hos skytherne, med hvem vi havde mange skikke tilfælles. Han forklarer os at Apia er gift med Papaeus. Vi ved fra utallige kilder at ”Apia” er Moder Jord , og at Papaeus = Jupiter (romerne) = Zeus (grækerne) = den øverste af guderne, og derfor Thor.

Allerede i Veda er tvillingerne udskilt fra selve Moder Jord . Det er derfor min vurdering at der har været flere samtidige ofringer, måske i en ceremoniel rækkefølge. Der kan også have været varians inden for stammens landområder.

Der foreligger ingen enighed om hvorvidt Fredag/Friday oprinder fra Freya , Freyr , Frigga eller måske alle tre. Der er ingen tvivl om at denne forvirring har eksisteret mindst siden 1200 tallet. Hos romerne kaldte man dagen for ”dies Veneris” eller ”Venus dag”. Såvel Freya som Frigga forbindes med Venus, og er derfor samme person. På sanskrit hedder dagen ”Sukra-var”. Sukra svarer til Venus og antyder at i vor matriakalske stamme er dagen oprindelig en henvisning til Freya/Frigga.

”Fredag” hedder ”frjá-dagr” (oldnordisk) og ”frigedaeg” (oldengelsk) og er hankøn. ”Fredag aften” hedder ”frjá-aptann” (oldnordisk) og er også hankøn, men ordet ”fredagsfaste” eller ”frjádaga-fasta” (oldnordisk) er hunkøn.

Al overtro forbundet med fredag er et gennemtænkt katolsk forsøg på at få afskaffet og omskrevet forbindelsen mellem Fredag og Frey og Freya . Det er derfor Jesus, som symbol på Balder /Kongen/tronarvingen, i den bibelske røverhistorie ofrede sig selv på en fredag, som i dag kendes som ”Langfredag”.

Gulaþingslög (Gulatingsloven, Gulathingsloven) (7) fra år 1250 e.Kr. forklarer os at Julens formål er at ofre så at det nye ceremonielle år må blive ”árs ok friðar”, som skal opfattes som ”frugtbart og smukt”. Det sker ved at signe julebryggen ind julenat, dvs. Moders Nat/Lille-juleaften (23. december), dagen før den 1. juledag, hvor ætlingen/Balder genfødes ¹.
 
¹ Gulaþingslög er, som alle andre samtidige landsskabslove, præget af den nyankomne kristendom. Derfor er Freyr og Moder Jord nu erstattet med ”Krist og Sankta Maria”. Vi kan se fra Snorre’s Gylfaginning (kapt. 24. Frá Frey ok Freyju) at betegnelsen ”árs ok friðar” oprindeligt er udtænkt til Den Hedenske Høje, der er Freyr, jvf. ”hann er gott at heita til árs ok friðar”. Se også Heimskringla (Ynglinga Saga, 8. Lagasetning Óðins). Jeg mener ikke ordet ”friðar” skal oversættes fra ”friðr” i betydningen ”fred, ro, enighed”, men fra tillægsordet ”friðr” (fager, smuk), der udvikles fra ”friðill, friðla” (elsker, elskerinde, frille ). Det er ikke en forudsætning for et godt kommende år at det er "fredfyldt", særligt ikke ifald man er sejrrig.

Guldskilling (DR BR8) dateret til år 385-670 e.Kr. Fundet på Skodborg mark knap 3 km sydøst for Skodborg Kirke, Skodborg, Frøs Herred. Fundet er en del af et stort fund der menes at være gjort i et gammelt vandløb. Se afsnittene ”Fostervand og sjælen” og ”Gudinden Dísar” om vor kommen fra, og tilbagevenden til, søen.
Billedkilde: Mogens B. Mackesprang: De Nordiske Guldbrakteater" (1952, s.134-5, planche 5:20).

Guldskillingen fra Skodborg, som jeg mener er smedet til at være en Gylden Tavle, viser brugen af ”árs ok friðar” i en endnu tidligere udgave: 

”auja alawin auja alawin auja alawin j alawid”

Som jeg oversætter til:

”hjælp Al-ven[,] hjælp Al-ven[,] hjælp Al-ven[,] [godt] år [til] alle vidt”

Jeg mener at ”alawin” er et heite for Freyr, fra hvem vi beder om hjælp til et godt kommende år for alle. Kom her ihu at fundet er gjort i Frøs Herred, dvs. Freyr’s Herred, og at vi af andre er kendt som, og kaldte os selv det oldengelske, "Ingwines" (Venner af Ing, Freyr). Runen ”*jara, ger” betegner i sig selv ”år”. Den Gyldne Tavle’s visuelle kunst gengiver formentlig Freyr som vi opfatter ham i tidsrummet år 385-670 e.Kr.

Vi ser brugen af ”árs ok friðar” videreført på landet helt op i 1700 tallet.
 
Gården Flatland i Vrådal, Telemark havde en udskåret træstub (trestabbe) af Thor i højsædet (høysetebenken), dvs. som Den Hedenske Høje. Afbildningen blev kaldt ”Torbjørn”. Bl.a. prost Winfeld indberetter om dette i 1775 ¹.

¹ M[agnus] B[rostrup] Landstad (1802 – 1880): Sagn fra Telemark. Landstad var præst i Seljord 1840-48 og en betydningsfuld folkemindesamler for Norge.

”..Hodet var flatt oppå, og det var så stort at man med letthet kunne sette en fullskjenket ølskål der. Det gjorde man da også gjester skulle benkes til bords, og når ølskålen sto der, fikk Torbjørn et utseende av å ha stridslue eller hjelm på hode. Med sine gloende tinnøyne så han da drabelig ut.

Gjesten tok ølbollen av Torbjørns hode akkurat som om det var han som skjenket. Så sa han: - Godt år, Torbjørn! - Etterhvert som ølskålen gikk rundt bordet, hilste alle gjestene Torbjørn på denne måten. Den enkelte tok skålen, drakk og gjentok: - Godt år, Torbjørn! - Når alle hadde drukket, ga de Torbjørn skålen igjen ved å sette den på hodet hans. 

Magister Otto Stoud, sokneprest til Kviteseid, han døde i 1723, anmodet en gang gårdens eier, Ånund Flatland, om å ta stabben bort og brenne den. Men det ville ikke Ånund. Han sa at det dreide seg jo bare om et trestykke. Men stabben hadde stått der i stua fra eldgammel tid av, ja, fra før noen kunne minnes”.

Flatlandsgård ligger stadig hvor den gjorde (3652 Hovin), og efterkommerne til slægtsgården, Aslaug og John Flatland, driver hytteudlejning ved Omrtveit Hytteutleie (3849 Vråliosen).

I Danmark forvanskes ”Godt år” med flid til ”god Tår”, dvs. ”t”-et flyttes, hvorved den der giver skålen naturligvis må opfylde sin egen spådom. ¹

¹ Troels Frederik Troels-Lund (1840-1921): Dagligt Liv i Norden i det sekstende Aarhundrede (4. udgave, 1914-15, VII Bog: Aarlige Feste, s. 40, Aarets begyndelse).

Vildsvinet der ofres blev kaldt ”sónargöltr” ([for]soningsgalt) og selve ofringen ”sónarblót” ([for]soningsblót)¹.

¹ Se Helga Kvida Hjörvardssonar (kap.14), Hörd's Saga, Hervarar Saga og Fornmanna Sögur.

Det er her værd at fremhæve en meget vigtig detalje. Ofringen af vildsvinet til Sommersolhverv under ”sonar báli” ([for]sonings-bålet), jvf. ”Húsdrápa” (vers 8) er altid, uden undtagelse, en galt. Se f.eks. Hyndluljóð (vers 7, Ældre Edda) og Gylfaginning (kap. 49, Snorre Edda).

Som vi netop har hørt er det ligeledes, uden undtagelse, en galt der ofres ved Vintersolhverv.

”Galten” er en kastreret orne (hangris) ¹, og årsagen til at hangrisen, og hanvildsvinet, kastreres er at svinekødet i ca. 10% af tilfældene ellers vil lugte ganske forfærdeligt af ”orne” på den vis ingen af os bryder sig om – det siges fra de der har prøvet det, at har man bare én gang lugtet ”orne” rører man aldrig svinekød igen. ”Ornelugt” består af lugtstofferne skatol og androstenon og det er såvel lugt, som kødet der angribes.  Der foretages i Danmark ca. 13 millioner kastreringer af hanpattegrise om året (2007 tal) – det oprindelige ord for pattegrisen er ”fearh/færh/ ferh” (oldengelsk) og ”farr” (oldnordisk). Denne kastrering har vi tydeligvis foretaget så længe Frey har været Den Hedenske Høje.

¹ "Galt" fra "galti, göltr" (oldnordisk), "gilte" (oldengelsk) til det indoeuropæiske "*ghel-" (skære), dvs. egentlig "den omskårede". Det er derfor vi kalder en gildet hest for "geldhestr" (i dag bruges mest fremmedordet "vallak", der egentligt betegner "fremmede (keltiske) kastrerede heste" fra landskabet Vallakiet i det sydvestlige Rumænien og Valland (Walland), nord-Frankrig), et goldt hunfår for "geldá", en kastreret vædder for en "geldingr" (i ømålene og østjysk "bede"), og en kastreret stud for en "arðsgeldingr", der opfattes som "plovstud".  Personen der omskærer kaldes "geldinga-maðr".

Skikken med julegalten kendes i sin reneste form fra Øsel (Eysýsla), den store nordiske ø ud for Estland’s fastland. ”Her ligger Husmoderen endnu (i begyndelsen af det 20. århundrede) hver Juleaften en ”Julegalt” (faktisk kaldet ”julgalt”) på Bordet, det vil sige et Brød næsten en Alen langt, lavet af fint Mel, og med tydelige Øjne, Næse og Mund samt Børster. Hun anbringer det foran Husfaderen, tegner med Kridt et Ringkors derpaa og lader det saa ligge til Skue Julen igennem” ¹.

¹ Troels Frederik Troels-Lund (1840-1921): Dagligt Liv i Norden i det sekstende Aarhundrede (4. udgave, 1914-15, VII Bog: Aarlige Feste, s. 39, Aarets begyndelse). Primær kilde: Ruszwurm: Eibofolke II. (Reval 1855, s. 97).

Øverst: ”Sparegris” (SB 57, Journalnr: 2150/77) fundet i 1977 i Erritsø sogn, Elbo herred ved Fredericia. Det lille lerkar er dateret til ca. 100 tallet f.Kr.
Nederst: Hank udformet som hest- og vildsvin fra kvindegrav i Hedegård, Ejstrup sogn, Midtjylland mellem Brande og Nørre Snede. Bopladsen lå på et højdedrag med Skjern Ådal mod syd, og bygdens gravplads 200 meter mod nord. De rige grave indeholdt kimbriske (keltiske) sværd af La Tène-type (ca. år 600-500 f.Kr. fremefter). I en af kvindegravene fandtes bl.a. ovennævnte rester af en bronzehank til et metalkar, måske et drikkebæger. Dateringen ser ud til at falde ca. år 100-20 f.Kr., dvs. efter den kimbriske hovedudvandring. Gravene er dog typisk kimbriske og viser at ikke alle drog af sted.
Der er ved Vejleby-bosættelsen ved den nu tørlagte Rødby Fjord, det sydvestlige Lolland fundet resterne af bl.a. 123 svin. Bopladsen er dateret til omkring år 0,
Billedkilde: Jørgen Jensen: Danmarks Oldtid (2003, Ældre Jernalder, s. 127, 162-4, 274)

Guldgubber fundet på bopladsområdet i Ibsker, Bornholm der i Middelalderen kaldtes ”Guldageren.” Er dateret til år 550-600 e.Kr. Hver guldgubbe vejer 1/10 gram og 400 forskellige stemplinger er hidtil fundet. De her viste er ca. 1 cm høj, 1.7 cm bred. De to guldgubber er symbolske ”sónargöltr”. Billedkilde: Bornholms Museum (1997, s. 13)

Grundtvig gør i ”Nordens Mytologi” (1832, Njord og Frey, s. 487) opmærksom på at det oprindelige navn for den vigtigste af vore julelege er ”Freys Leik” (Freyr’s Leg). Det er det fordi Freyr er Den Hedenske Høje indtil Trosskiftet år 600-630 e.Kr.

Det er Saxo, der i Gesta Danorum (Bog 1, Hading) giver os indsigten i dette. Efter et 5 år langt togt mod Svea-riget løber hæren tør for forsyninger, bliver fordrevet til Helsingland, og kun efter mange vanskeligheder lykkedes det Kong Hading (Hadding) at komme hjem til de danske landskaber. Disse uheld må naturligvis tilskrives at guderne er ham ugunstige. Herefter hører vi (Bog 1.8.12):

”Siquidem propitiandorum numinum gratia Frø deo rem divinam furvis hostiis fecit. Quem litationis morem annuo feriarum circuitu repetitum posteris imitandum reliquit. Frøblot Sueones vocant.”

Der i Fr. Winkel Horns oversættelse (1911, s.24) lyder: 

”For at forsone dem [guderne] ofrede han sort Kvæg til Guden Frø. Dette sonoffer bragte han hvert Aar og hans Efterkommere ligesaa. Svenskerne kaldte det Frøblot”.

Þórbjörn hornklofi viser os i ”Haraldskvæði”(vers 6) fra 900-tallet e.Kr.¹ at dette Frøblot kaldes ”Freys Leik” og finder sted under Julen:

”ham Jule-Øllet smager bedst
om Bord til Vands,
for Frej han leger helst i Blæst
og Bølge-Dans,...”

¹ Gengivet af Snorre i Heimskringla (Haralds saga hins hárfagra, kap. 16)

Mange, hvis ikke de fleste, bider mærke i at Harald Hårfagre ”drikker jul” (vill jól drekka) og beslutter sig til at julen var ét stort drukgilde. Det mener jeg er en absolut grotesk misforståelse af vor oprindelige jul, og kræver blot at man gør sig anstrengelsen af læse afsnittet hvori sætningen forekommer. At det fremhæves at kongen her ”drikker jul”, skyldes ene og alene at han ligger underdrejet med sin flåde på søen hele vinter-halvåret, i sig selv en ekstrem usædvanlig handling. Han ligger ud for Ránríki’s kyster i det sydøstlige Norge, der er under kontrol af ”Gautar” (Götar), og som er våbenfør og hans fjende. Han kan derfor ikke gå i land i fred for at holde sin oprindelige jul, men må forblive ombord på sit skib under ekstremt kolde forhold. For overhovedet at have en chance for at holde modet oppe, og kulden borte, fremhæves drikke-delen. Spise-delen af julen er ”Freys leik”.
 
Hading-sagnet er gjort samtidigt med Svipdag (Hædcyn, Höðr, Óðr, Óður, ca. år 497-521 e.Kr.), hvilket er i overensstemmelse med at tiden er før Troskiftet år 600-630 e.Kr.

Efter vildsvinet var ofret lagde alle deres hånd på vildsvinet og sværgede en Hellig Ed. Man gjorde det samme til Den Hellige Kop ”bragarfull”.

Den Hellige Ed kaldes ”heitstrengingar” (”strengt løfte”).

Hervarar saga ok Heíðreks siger:

”2. Heitstrenging Hjörvarðs

Þat var tíðenda eitthvert sinn jólaaptan,
at menn skyldu heit strengja at bragarfulli, sem siðr er til”.

Som jeg oversætter til:

”Hjörvarðs Strenge Løfte

Det var tidende til enhver juleaften (dvs. Lille Juleaften, 23. december),
at mennesker skulle sværge det strenge løfte til bragarfulli (Den Hellige Kop), som er sæden”.

”Gudrúnarkviða II, En Forna” (vers 21, Ældre Edda) viser et eksempel på hvad betydning ofringen af julegrisen har. Dette kvad indholder forståelser, der efter min mening viser vor oprindelige filosofi fra 4-500 tallet e.Kr. Gudrun bliver bragt en drik af Grimhild, der skal hjælpe hende at glemme tabet og drabet af hendes ægtemand Sigurd. Beretningen finder sted på Thurø syd for Svendborg (se også Völsunga saga, kap. 32):
 

21.
”Færði mér Grímhildr
full at drekka
svalt ok sárligt,
né ek sakar munðak;
þat var of aukit
jarðar magni,
svalköldum sæ
ok sónum dreyra”.

Som jeg oversætter til:

21.
”Færde mere Grimhild
fuld(horn) at drikke
svalt og syrligt,
ej jeg sagen beklager;
Den var af jordens kraft
gjort stærk,
(af) den iskolde sø og
(af) offersvinet blødt”.
 
 

Igen uden undtagelse skal en beskyttende drik have 3 egenskabers beskyttelse for at virke i de tre rødder; fortid, nutid og fremtid. Fordi søen er benævnt som ”iskold” ved vi at vi her taler om Vinterhalvåret. Fordi ”sónum dreyra” nævnes ved vi at der i drikken er hældt blodet fra det nyligt ofrede ”sónargöltr” ([for]soningsgalten - julegrisen) under sónarblót og edaflæggelsen på Moders Nat 19-23 december.
 
Hvad der sker i praksis er sikkert at vildsvinet ofres og blodet drypper på jorden. Denne jord skrabes op og puttes i et horn, hvorefter der iblandes iskoldt salt vand, der giver den syrlige smag. ^1
 
1 Se Hans Ellekilde: Vor Danske Jul Gennem Tiderne (1943, s. 52).

"Vintersolhvervs"-afbildningen på ”det korte” guldhorn tegnet af arkivar, kammerråd Jochum Paulli (1690-1759) 1734. Fra ”Danmarks Folk – I skildringer af danske videnskabsmænd” (1901, s. 221-222). Begge guldhorn blev fundet ved Gallehus ved Møgeltønder i Sønderjylland og er dateret til 400 tallet e.Kr. Afbildningen er i fjerde række fra mundingen af hornet, der begynder med "Sommersolhvervs"-afbildningen. Selve afbildningen af Vintersolhverv er i venstre side. Vi ser vildsvinet/sónargôltr, der skal ofres. Den 8-takkede Moder Jord/Jordlige Moder stjerne, til hvem ofringen sker (Frey må have samme tilknytning til denne stjerne) ses i nederste og øverste venstre hjørner. De to ens stjerner antyder to ofringer. Den ene er vildsvinet og den anden er hesten, som offergoden er ved at trække til ofring. Hesten ofres under ”Hestefesten”, der finder sted den 2. juledag (25. december). Se Troels Frederik Troels-Lund (1840-1921): Dagligt Liv i Norden i det sekstende Aarhundrede (4. udgave, 1914-15, VII Bog: Aarlige Feste, s. 58-59, Aarets begyndelse). Bemærk offergodens værktøj. De to "sigtekorn" mellem hest og mand antyder at det nye ceremonielle år begynder og at tiden vender mod lys. Der sker tydeligvis også en ofring af fisk. I afbildningens højre side har vi frugten af Vintersolhverv; Naturens nye år begynder ved Forårsjævndøgn, alle dyrene har unger og fuglene er i fuld sving.

Enægget jernsværd fra brandpletgrav ved Grødby, Åker sogn, Bornholms Sønder herred, Bornholms amt. Indsendt til Nationalmuseet 1884. Dateret til førromersk jernalder (år 500 f.Kr.- år 0), dvs. ankomsttiden ca. år 40-77 e.Kr. Dette sværd afviger fra vore andre våben, og synes at være det værktøj, der bliver til segl og le (”lé” oldnordisk). Jeg tror det oprindelige navn har været  “siðe, sigði” (oldengelsk), der er forbundet med “sax/saks”, og bliver til “segl” i betydningen “skære”.
Kilde: Jul. Schiøtt: Danmarks Folk (1901, ”Nordens Oldtid”, s.185-186)

Et identisk redskab/våben med det identiske navn ”sica” fundet i Oltenia ved Olt-floden, nuværende sydvestlige Rumænien, men dengang i Dacia. Området falder under romersk kontrol år 106 e.Kr. At vi finder det samme redskab/våben begge steder med samme navn skyldes at det er grene af samme stamme, der findes begge steder. Under selvet redskabet/våbenet ses skeden. Fra Adamclisi trofæet, opført år 107/8 e.Kr. ved byen Tropaeum Traiani, Dobrudja, Rumænien (på 4 af panelerne), og fra Trajan’s Søjle i Rom, færdiggjort år 113 e.Kr. kan vi se at sica’en fandtes i to udgaver; enkelt-greb og dobbelt-greb. Bemærk at mange engelske kilder fejlagtigt kalder dette redskab/våben for en ”falx”. Ordet ”falx” er latinsk og benyttes fordi Ovid kalder våbenet ”falcatus ensis” (Metamorphose) og Juvenal (ca. 117-138 e.Kr.) det for ”falx supina” (Satiriae). Tak til Anders og Dorrit Hansen, Vancouver BC, Canada for henvisningen.
Billedkilde: Cătălin Borangic og Ioan Glodariu: Civilizatia fierului la daci (Editura Dacia, Cluj-Napoca, 1979)http://www.gk.ro/sarmizegetusa/ranistorum/site_eng/fierul.html

Guldskilling fra år 385-670 e.Kr. fundet på gården Ytre Aagedal (Ågedal), Bjelland sogn, Vest Agder, Norge i 1879.  Guldskillingen er en del af et omfattende gravgods. ”Oldsagerne, der tydeligen karakteriserer Graven som Kvindebegravelse, fandtes i et 5 m. langt og 1,3 m bredt Gravkammer under en Langhaug af Grud og Sten”.
 
Jeg har gengivet ovenfor hvorledes Ottar Grønvik fortolker denne meget vanskelige indskrift i “Fra Ågedal til Setre. Sentrale runeinnskrifter fra det 6. århundre (1987). Læseren kan ved selvsyn se at bl.a. sidste del af ”haha” fortolkningen åbenlyst ikke er ridset identisk til første del, men består af en binderune, der ligner ”l” samt noget der ligner ”c”. Ottar Grønvik mener at vi skal læse indskriften således:

”wiR aie i riod iuhli afl haha lid tiade eli aigi i tahe”

Det fortolker Grønvik på nunorsk som:

”Vi (han som signer, vier, helger) føre hesten, fylt av julekraft, på beite i grønningen (grasglenna)! Et følge (av hopper) hadde den raske i kvea (indhegningen ute på jordet)”.

Dvs. vi læser indvendigt ud og fra højre mod venstre "mod uret". Det forekommer mig at Ældre Futhark her viser tegn på brug af Angelsaksiske runer, hvorfor indskriften nok er tættere på 500 tallet e.Kr. end på år 385 e.Kr.

Nu kobler vi runeindskriften på selve afbildningen på guldskillingen, som jeg mener er en guldskilling, senere omgjort til en Gylden Tavle og båret af en kvinde. Når solhjulet er vist med fødder, dvs. solen ganger, befinder vi os i et tidsrum hvor solen hverver. I dette tilfælde må vi med brugen af ”iuhli” (jule) kunne sige at tiden er Vintersolhverv. Det forekommer derfor at vi her har en afbildning af Odinsjagten, hvor hesten med halsende tunge og kongens (Odin’s) flagrende hår jager det nye år ind. Hvad umiddelbart ligner horn over hestens hoved, og vi har utallige tilsvarende afbildninger, mener jeg er det offentlige gudehov ”Vi”, som er formet som hestens hov og en hestesko.

Ordet ”haha” forekommer på Möjbro-stenen eller Möjebrostenen, Hagby sogn i Uppland (U877, Janson 1987, 16 f.), dateret til ca. år 450 e.Kr. og her er vi ikke i tvivl om at der står ”ana haha islaginaR fravaradaR”. Ordet ”haha” skulle være en kenning for hesten og betyde ”den raske” (fra ”*h4:ha” og ikke ”*hanhan”).

Mit bud er at ordet kan være sammensat af hvad på oldnordisk bliver ”há” (høj) + há (hår), hvor ”há” (høj) som ”hoo, hoo, hoo!” netop henviser til hestens evne til at springe (flyve) højt, og há (hår), jvf. hrosshá (hestehår, hestehud), er en kenning for hesten.

Ordet “afl” er identisk på oldnordisk med betydningen “kraft, styrke”.

Ordet ”riod” forekommer at være det oprindelige ord for ”rjóða” (farve rød, rødgøre, stænke med blod), hvorfra ordet ”rjóðra, róðra, roðra” opstår med betydningen ”blod af offerdyr, hvormed man bestrøg eller bestænkede offeralteret”.

Ordet ”aie” mener jeg findes som førstestavelsen i de oldnordiske ord ”áifangi” (bedested, bedefang) og ”áifóðr” (bedefoder, mad som man havde på helligsteder).

Ordet ”lid” bliver til det oldnordiske ”lið” ([thing]lid, følge).

Ordet ”tiade” bliver til det oldnordiske ”týja”, gradbøjet til 3. person datid ”tjáða” (hjalp, nyttede, duede).

Ordet ”eli” bliver til det oldnordiske ”eljan” (kraft, dygtighed, standhaftighed, udholdenhed).

Ordet “tahe” har en lang række betydninger på estisk, herunder “vilje, vil”.
 
Ordet “aigi” tror jeg er et mandsnavn. Den rune der fortolkes som ”gi” er helt usædvanlig og en binderune i en eller anden form. Det kunne f.eks. være det oldnordiske mandsnavn ”Áki”, der kan oprinde fra ”*anuR” (forfader, aner). I så fald kunne ”aigi” måske knyttes til ”ái" (oldefader). Dette giver os samtidigt ophavet til stednavnet ”Aagedal” (Ågedal), hvor guldskillingen blev fundet. Troligen er kvinden der bar denne Gyldne Tavle en slægtning til ”aigi”.

Mit bud på en fortolkning ender op med at blive lidt anderledes:

”Vielsesbøn med blodbestænket julekraft[,] Den Højthårede’s lid hjalp dygtigt Aigi med viljen” ¹

Det er fordi vi ved fra den samtidige ”Vintersolhversafbildning” på ”det korte” guldhorn fra 400 tallet e.Kr. at hesten ofres ved Vintersolhverv under ”Hestefesten”, der finder sted den 2. juledag (25. december), at ”julekraften” må være den ofrede hest’s blod. Kenningen ”Den Højthårede”, når vi efterser selve afbildningen, hvor kongen (Odin’s) lange, flagrende, hår er side om side med den halsende hest, må derfor have en dobbelthentydning til såvel hest som konge. I oprindelig tanke er disse for Ver Asir/Danir-folket ligestillet. Den ”lid” eller det følge, der herefter hjælper personen Aigi med deres dygtighed og vilje, er derfor dels kongens hird og thinglid, dels den ofrede hingst’s levende afkom og stodens hopper (marer). En meget fornem runeindskrift, der samtidigt giver os det tidligste eksempel i Skandinavien på brugen af ”jul” med ”iuhli” (jule).
Billedkilde: Mogens B. Mackeprang: De Nordiske Guldbrakteater (1952, s.143-144, planche 10:5). Thomas Birkman: Von Ågedal bis Malt (1992, s. 77)

¹ Unfortunately modern English does not lend itself well to express essentially Old English as used in the 6th Century ACE. Tentatively I would offer this translation of my proposed interpretation in modern Danish: “Sacred prayer with bloodstained Yule power[,] the High-haired’s followers by willpower helped Aigi with excellence”.

Det nu ofrede vildsvin skulle naturligvis efterfølgende spises. Det er derfor vi (1.) Juleaften den 24. december, efter Balders genfødsel, samles om langbordet og spiser flæskesteg (i dag med brune kartofler, rødkål og dejlig sovs).

Grímnismál (vers 18, Ældre Edda) forklarer os at vi kan give flæskestegen heitet “Sæhrímni” (Sehrimni, Særimner eller ”Sø-rimen”).

Det er nemlig forfædrenes ånd ”Andhrímnir” (Ånds-rimen), der over den rensende ild ”Eldhrímnir” (Eldrimne eller ”Ildrimen”) har sydet (soðinn), dvs. stegt, det bedste flæsk (flesca bezt). Snorre gentager disse linier i Snorre Edda (Gylfaginning, kap. 38), ligesom vi finder forståelsen i Hrafnagaldr Óðins (Odins Ravnegalder, vers 19). Fordi den forfædrende ånd er opfattet som ”dis, tågedis” bruges forståelsen af ”hrím” (rim), og fordi vi kommer fra- og vender tilbage til søen, kaldes flæskestegen for “Sæhrímni” (Sø-rimen).

Snorre beretter i Heimskringla (Háldanar Saga Svarta/Haldan Den Sorte’s Saga, kap. 9):
 
9. kafli
 
Hálfdan konungur tók jólaveislu á Haðalandi. Þar varð þá undarlegur atburður jólaaftan er menn voru til borða gengnir og var það allmikið fjölmenni, að þar hvarf vist öll af borðum og allt mungát. Sat konungur hryggur eftir en hver annarra sótti sitt heimili.
 
Som jeg oversætter til:
 
”Halfdan ¹  konge tog julegilde i Hadeland. Der vorde da underligt hen imod juleaften da menneskene var til bords gået og var der al megen mandsfølge, at da forsvandt (frem)vist øl af bordet og alt mundgodt. Sad kongen bedrøvet efter en hver anden tog sig vejen hjem”. 
 
¹  Halfdan Gudrødsson (820, regent 838-860). Kaldes også Hálfdan Svarti, Halvdan Svarte, Halfdan the Black. Blev konge da han var 18 år gammel. Hadeland er et landskab i Norge på den gamle vej mellem Oslo og Bergen.
 

Vi kan ikke se om denne juleaften er den 23. eller 24. december (da denne kalenderform ikke findes på dette tidspunkt), men det er aftenen før den 1. juledag. Julebordet er, som i dag, dækket med alt mundgodt, og der er mange samlet omkring langbordet.

En opfedet julegris med et umiddelbart forestående ganske stort problem.
Farmor hentede altid hele grisen på gården ved Vintersolhverv. Intet gik til spilde.
Det eneste vi som børn nægtede at spise var sylte. Gammelt dansk julekort.

Juledag (den 1. juledag) - Ætlingen genfødes

Dagen efter kaldes "juledag" (den 1. juledag), dvs. d. 24. december. Dette er dagen hvor Balder genfødes.

”Peder Syvs kjernefulde Ordsprog” (1807, s. 75):

"Vinteren er Sommerens Arving"

I Ketil Hængs Saga (kapitel 5) bliver personen Ketill udfordret til Holmgang af Vikinge-kongen Framarr på hans hearg, givet til Odin, kaldet ”Árhaug” ¹ den 1. juledag (jóladaginn fyrsta), dvs. den 24. december.

¹ Sammenlign her med at det ser ud til at det oprindelige navn for Gårdboen er ”ármaðr”, der direkte betyder "årmand”, men skal opfattes som “godsforvalter”. Ordet “ár” betegner “god åring, frugtbarhed, overskud af korn og levnedsmidler”. Vi bør derfor opfatte ”Árhaug” som ”frugtbarheds hearg”, hvilket  gør den sen-nordiske dedikering til Odin en senere omfortolkning. Dette hearg må oprindeligt være givet til Freyr. Se afsnittet ”Julenisserne – Nis Gårdbo, Jólasveinar og alfer”.

Allerede her kan vi forudsige udkommet af denne holmgang da Framarr, ved at udfordre til Holmgang på den 1. juledag, har begået Orbodemål ved at bryde Julefreden.
 
Denne utilgivelige helligbrøde skal i vor oprindelige filosofi medføre dødsstraf og Framarr må da også lade livet i Holmgangen. Det er fordi Holmgangen finder sted den 1. juledag, at Framarr på sit dødsleje siger om sin sen-nordiske Hedenske Høje Odin:

”Brást nú Baldurs faðir”

eller

”Brast [er] nu Balder’s fader”

”Balder’s fader” er i sen-nordisk forståelse Odin. Brugen af dette heite skyldes, at det er den 1. juledag om morgenen at Balder¹ genfødes.

¹ I afsnittet ” Sumarsólstaða – Liða - ætlingen ofres og sommeren komme” har jeg vist at formålet med fejringen af Sommersolstade/Liða/Sommersolhverv var at ofre ætlingen (Balder) , således at han genfødes den 1. juledag.

I afsnittet ”Fostervand og sjælen” viser jeg hvorfor jeg mener vi skal opfatte ”ætlingen (Balder)” som ”den udødelige sjæl”, der genfødes hvert år efter Vintersolhverv, som lyset i mørket.

Rig Veda (bog 9:IX) siger om formålet med julemandens shamaniske rejse ved bl.a. Vintersolhverv:

”Vind visdom til os, vind lyset”

I afsnittet ”Den røde fluesvamp og juledekoration” viser jeg hvorledes julemanden, som shaman, i filosofi og ritualer strengt følger denne forståelse af Vintersolhverv og Jul.

Ordet ”jul” er også det kaldæiske¹ navn for ”baby” eller ”lille barn”. Mange forskere mener at denne skik kan spores helt tilbage til Mesopotamien/Babylonien, hvilket stemmer overens med vor folkevandring. (1.) juledag er derfor ”barnets dag”. F.eks. i Skotland kaldes julekager for ”Nur-cakes,” hvilket igen på kaldæisk indikerer fødsel ² . Kagerne er derfor symbolsk ”fødselsdagskager”.

¹ ”Kaldæisk” eller ”hebraisk” var det sprog Det Gamle Testamente blev skrevet på.
² Det kaldæiske ord for ”et barn” er ordet ”Nor”. Kaldæerne ankom til helligdomsbystaten Ur ca. år 900 f.Kr. Se afsnittet ”Begrebet Úr og bystaten Ur(im)”. Samme ”Nor” er iflg. Dansk Sprognævn’s Retskrivningsordbog (1974) ligeledes en betegnelse for ”et lille barn” på nordisk og moderne dansk.

Fra Nornagests þáttr(FlateyjarbókI,láfs saga Tryggvasonar) hører vi:

“fóru þá um land völur, er kallaðar váru spákonur , ok spáðu mönnum ørlög, því buðu margir menn þeim heim ok gerðu þeim veizlur ok gáfu þeim góða gripi at skilnaði”

Som jeg oversætter til:

“Fór da omkring landet völur, som kaldet var spåkoner, og spåede mennesker ørlög, hvorfor mangen mand bød dem hjem og gav dem gode gaver når de skiltes”.

Senere hører vi at disse spåkoner er ”norner”. Snorre forklarer os i Snorre Edda at norner kom til hvert eneste hjem med et nyfødt barn for at skabe dets fremtid.

Ordet ”norne” og ”nor” har derfor samme oprindelse. Se også afsnittet ”Salt, Fersk og Nor vand” om hvorfor vi har begrebet ”Nor” i forbindelse med vand.

Romerne havde stort set identiske skikke ind til indførelsen af den katolske kristendom. Romernes Saturnalia-fest var en fejring af Saturn, der var gud for afgrøder, og til fornyet styrke af solen. Kejser Gaius Caligula (år 12-41 e.Kr.) nedskrev at denne fest skulle vare 5 dage: ”frie tøjler blev givet til fuldskab og fejring, slaver blev midlertidigt frigivet.... og tog sig alle mulige friheder med deres herrer”.

Den katolske kristendom anerkendes af Kejser Konstantin (285-337 e.Kr.) år 313 e.Kr. Han bliver kejser af hele Romerriget år 324 e.Kr. Derfor kan den 1. synode finde sted maj-august år 325 e.Kr. hvorunder den moderne Deos-Gud opfindes af fri fantasi. Samtidigt opfindes Jesus fødselsdag til den 25. december, til trods for at de fleste er klar over at han blev født i marts år 7 f.Kr. ¹