Rejsen til Asgård – Odinsjagten

Jólnir/Julens Herre/Odin /Shamanen/Kongens opgave er at rejse til guderne/forfædrene og bringe gaver af visdom til menneske på jorden.

Denne rejse kendes også som ”Asgårdrejsen” (”Oskorei” i dialekten fra det sydlige Norge) og ”Odinsjagten/Den Vilde Jagt” (Danmark/England). Her er det særligt vigtigt at fremhæve den sønderjyske dialekt "æ Wohnsjæger", der viser hvorfor Odin i Britannien kaldes "Wotan/Woòan". ¹ Afledede udtryk fra denne grundforståelse er "Horns Jæger" (Aarhus) og "Jons Jæger" (Aalborg). ²

¹ Se Gudmund Schütte: Sønderjyske Rigssagn (I. 1948, s.74)
² Se J. M. Thiele: Danmarks Folkesagn (1843, 2. Deel, s. 113: Den flyvende Jæger)

Guldskilling fra år 385-670 e.Kr. fundet i Darum, Gjørding Herred, Ribe Amt (DR BR13). Der er en række andre guldskillinger fra samme sted, der i samtiden falder under kontrol af de jyske ætter, både før og efter udvandringen til Kent, England. Kunsten er på denne guldskilling mere abstrakt og derfor er det vanskeligt at sige hvad vi ser, udover menneske og hest, i kunst = alle. Indskriften med Ældre Futhark lyder:

”niujil alu”

Som jeg oversætter til:

”[for]nyelse Gro!”

Denne guldskilling, og 3 tilsvarende med brugen af ”niuwila” (DR BR16), viser årets gang, fornyelsen ved genfødslen af ætlingen den 1. juledag hvert år. Da vi ser mennesket ridende på hesten kan afbildningen derfor være ”Odinsjagten”. Runerne er helt bevidst sat 180º fra hinanden for at fremhæve årets gang. 

Billedkilde: Mogens B. Mackeprang: De Nordiske Guldbrakteater (1952, planche 6:26)

I Folketroen er der fuld forståelse for betydningen af denne rejse, og vi finder en af de bedste, og sikkert ældste, beskrivelser af Rejsen til Asgård og tilbage i Folketroen fra Fyn.

I Folketroen bor ”Fyns Hoved Manden” på Fyns Hoved. Han ankommer på sin hest den 23. december om aftenen på Moders Nat – (Lille)-Juleaften og rider mod syd og derefter mod Vest ( dvs. mod Odense - Odins ø).

Han er på vej for at redde en mø, men bliver afvist hvert år. Han afslutter sit redningsforsøg og vender tilbage til Fyns Hoved om natten den sidste julenat (dvs. på den 12. julenat mellem 4. og 5. januar).

”Fyns Hoved Manden” er naturligvis Jólnir/Julens Herre/ Odin / Shamanen/Kongen på Sleipnir ¹ .

¹ Kilde: Fyns Hoved – brochure fra Fyns Statsskovdistrikt, Fyns Amt. Beretningen om folketroen er hentet fra Achton Friis’s (1871-1939) ”Danmarks store øer” (2. udgave 1967).

Fyn har et andet glimrende eksempel, til trods for at sagnet er ganske sent. Palnatoke/Toke fra Julin er (med)-grundlægger af Jomsborg på Wolin (senere Julin, Jumne). Han omtales af Saxo og i Jomsvikingesaga. Han er samtidig med Harald Blaatand (ca. 958-986 e.Kr.). Denne hedenske lokalkonge har derfor har status af Gud og er derfor Odin. Derfor genfindes han på Fyn i Odinsjagten som "Palne-Jæger" med en beretning fra "Store-kluset paa Jordbroen ved Odense...ved Gissel Mark". Som med "Fyns Hoved Manden" er "Palne-jæger" undervejs for at redde en mø. I dette tilfælde en ungmø med det lidt bramfri kaldenavn "Langpatte". Han finder hende ikke. ¹

¹ Se J. M. Thiele: Danmarks Folkesagn (1843, 2. Deel, s. 121: Palne-Jæger). "Store-kluset paa Jordbroen ved Odense" må være Kluset Bro, der fører Slettens Landevej (Otterupvej) over Stavids Å.

Guldskilling fra år 385-670 e.Kr. fundet i Røgenæs/Raunes, Vats sogn, Rogaland fylke og indleveret til Bergens Museum i 1885. Til venstre originalen, og til højre min optegning af afbildningen for at give læseren et klart syn for sagn om at dette er Odinsjagten. Vi ser to Grand Danois-hunde med halsende tunge, en hest der ligeledes har halsende tunge, samt Odin, som konge, med fuld ”rock star” hår flagrende bagud. Odin/kongen rider med andre ord ekstremt hurtigt. Det er, så vidt jeg kan se, ikke en tilfældighed at tøjlerne er afbildet som hængende løs fra hestens hovedtøj. Det skal vise at Odin/Kongen ikke blot rider for fuld hals, men at han gør det uden at have tag i tøjlen. Derfor kalder vi denne filosofiske, og faktiske, jagt for ”Det Vilde Ridt”. Denne afbildning kan sammenlignes med den vis vi ridetræner rytteren i tillid og samspil med hesten. Som oprindeligt rider rytteren uden brug af stigbøjler, i trav eller gallop afhængigt af ridekundskab. Herefter slippes tøjlerne og rytterens arme holdes  vandret 90º fra kroppen. Kun ifald rytteren er i fuld rytme med hestens gang, har fuld lid til hesten og har benmuskler nok til at klemme sig i sadlen, kan rytteren undgå fald fra hest.  Med brugen af Solhjulet ved vi at der er tale om et tidsskifte i året da Solhjulet viser Solen i bevægelse. Brugen af "<" viser hvervning; i dette tilfælde efter Vintersolhverv, hvorefter vi ganger mod lysere tider. Kunsten er sarmatisk/Stil I.Billedkilde: Mogens B. Mackeprang: De Nordiske Guldbrakteater (1952, planche 9:25)

Spørger vi de forskellige landsdele i Ver Asir/Danir-folkets landområder vil hver landsdel have deres overlevende folketro at berette.

Da kongen er Jólnir/Julens Herre/Odin har vi naturligvis beretninger fra Folketroen der bekræfter dette.

Rejsen til Asgård , hvor forfædrene bor, gennemførtes formentlig som en faktisk jagt af kongen selv i juletiden. Odinsjagten blev gennemført af mange af Middelalderens store konger fra Valdemarerne over hele det sydlige Sjælland, Charlemagne/Karl Den Store hos Frankerne og Friedrich I. Barbarossa hos Germanerne.

I Folketroen fra Norden er det ofte en vildsvinejagt og Odin og Valdemarerne har altid et kobbel hunde med sig ¹ , og jagten finder altid sted i under Jólahald – julehold.

¹ Danernes store hund – Grand Danois Hunden.

Folketroen siger at Kong Volmer (Valdemar II Sejr) (år 1170-1241) ”med megen støj gennem luften red, og med ham var 3 hvide hunde”.

I Sønderjylland siger Folketroen om Kong Abel (1250-1252):

"Da kom Kong Abel med sin Jagt. Ti hunde havde han hos sig, helt hvide; de havde Ildtunger hængende ud av halsen..." ¹

¹ Se Gudmund Schütte: Sønderjyske Rigssagn, I. 1948, s.74

Folketroen siger også at Kong Valdemar IV Atterdag (år 1340-1375) ”..kommer da sædvanligst farende med sit Jagttog giennem Luften. Først hører man, naar han nærmer sig, en huien, Støien og Pidskeskrald; strax efter kommer Toget; foran fare de kulsorte Hunde, som løbe hist og her tilside, snuse mod Jorden, og lange gloende Tunger hænge dem ud af Halsen. Derefter kommer "Volmer" ansættende paa sin hvide Hest, og undertiden holder han sit eget Hoved under venstre Arm.." ¹

¹ Se J. M. Thiele: Danmarks Folkesagn (1843, 2. Deel, s. 114: Den flyvende Jæger)

Begge Valdemar-konger havde deres bedste Vildtbane i det sydlige Sjælland, og kongsgård i Vordingborg. ¹

¹ Bemærk her at i den sønderjyske fornvise "dansk kongetal" har vi følgende sætning:

"Mig mindes Konning Valdemar, han var Konning hin onde". Ordet "onde" er en lettere omskrivning i Middelalderen af  "oden", sikkert helt bevidst gjort af Deres lokale munk. Den nævnte Kong Valdemar nævnes umiddelbart før Kong Erik, der må være Erik IV Plovpenning (1241-1250). Derfor tror jeg at Konning Valdemar hin Oden er en henvisning til Valdemar II. Sejr (1202-1241), der klart i Folketroen er Odin. Gudmund Schütte i "Sønderjyske Rigssagn, I. 1948, s.26-28" mener at vi her taler om Valdemar Atterdag (1340-1375), men heri er jeg ikke enig.

Man siger at kongerne jagede fra "Burre til Gurre", dvs. fra landsbyen Borre, Mønbo Herred eller Borrenakken, Vaalse, Falster Nørre Herred  til Gurre Borg/Slot ved landsbyen Gurre mellem Tikjøb og Helsingør.

Mit bud er at "Burre" er "Borrenakken" i Vaalse da Georg Galster skriver i ”Møntfund i Maribo Amt” (Lolland-Falsters historiske Samfunds Aarbog XII, 1924, s. 107-127) at ”Paa Voldstedet Borrebakken i Vaalse (Matr. Nr. 4a) fandtes 1878 en Del Oldsager og tre Mønter fra Valdemar I og II og fra Abel”.

Vi ser "Borrenakken" skrevet "Borrebakken". Årsagen findes nedenfor.

Odinsjagten ved Strandgården og Hesteskoen, Roneklint

En af de, for mig, mest spændende beretninger om Valdemar-kongernes Odinsjagt ved juletid, og som indeholder forståelsen af hesteskoen som hov, beskytter og lykkebringer, er denne:
 
”En Nat som Kong Volmer efter Sædvane jog giennem en Bondegaard paa Rønneklint ved Præstø, tabte hans Hest en Sko i Gaarden. Da Bonden næste Morgen fandt den, slog han den op med Søm paa et Biælkehoved over Porten, efterdi den fandtes at være af en forunderlig Størrelse. Men den følgende Nat kom Volmer atter giennem Gaarden, og da han blev sin Hestesko vaer over Porten, rev han den løs og tog den med sig. Som Bonden næste Morgen saae efter Hesteskoen, fandt han, at den var borte, men at der sad en Dukat istedet”. ^1
  
 
1  Se J. M. Thiele: Danmarks Folkesagn (1843, 2. Deel, s. 117: Kong Volmers Jagt)

Ved brugen af ”Dukat” kan vi se at sagnet ikke kan være nedfældet tidligere end 1530’erne, hvor møntenheden kom til Danmark under betegnelsen ”Ungersk Gylden”. Den ophørte først i 1802. Det antyder stærkt at vi her taler om Kong Valdemar IV Atterdag (år 1340-1375).
 
Der er kun én klint ved Præstø og det er Roneklint ved den lille holm Maderne.

Roneklint. Billedet taget juni 2006.

Der er også kun én gård i den lille bygd Roneklint på vejen ud til selve klinten.

Niels Christian (†2002) & Karen Jytte Pedersen’s Strandgården, der  ligger med udkørsel til Batterivej i Roneklint.
Roneklintvej 32/Batterivej 6, 4720 Præstø (matr. Nr. 7A Roneklint By, Jungshoved).
De tilstødende jorde rækker hele vejen ud til klinten. Området er fredet i klasse-A.
Billederne viser hovedporten til den 4-længede gård set fra Batterivej. Karen Jytte Pedersen ses på billedet nederst til højre.
Billedkilde: Taget under et besøg på Strandgården juni 2006.
 
 

Fra Niels Christian Pedersen’s personlige optegnelser ”Lidt historie om landsbyen Roneklint” kan vi se at Strandgården naturligvis findes i Folketællingslisten fra 1801.
 
Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie (1886) skriver:
 
”Roneklint, Baarse Herred, Sjælland 1863.
 
Ved at rydde et Møddingested fandtes nedlagt i en Krukke 503 Mynter hvoriblandt en svensk Ørtug fra Kong Albrekt (1363-1395) og 5 engelske Sterlinge fra Kong Edward II-III (1307-1377). Resten bestod af Wittenpfenninge; fra Kiel 5, Hamburg 61, Lybek 90, Rostock 100, Stralsund 188 og fra Wismar 53. Nedlagt e. 1390”.
 
 

Det kan ikke være en tilfældighed at vi på samme sted har en knivskarp erindring om en Odinsjagt, muligvis af Kong Valdemar IV Atterdag (år 1340-1375), og samtidig en nedgravet ofring af mønter fra samme tidsperiode.

Vi er naturligvis i området, hvor Carit Etlar lader ”Gjøngehøvdingen” (1949-udgaven) finde sted. Mere nøjagtigt spiller Ib svensken et puds netop ved den lille ø Maderne (s.88-92):

”IX. En Fælde
 
...Da Ib havde ført sin skare ned til stranden, vendte han sig om mod folkene og udbrød:
 
 
"Det lader til, at vi er i knibe, men hvis I vil følge mit råd, så tænker jeg, at vi alligevel skal narre svenskerne. Her udenfor os ligger en lille holm, de kalder Maderne, midt i indsejlingen til Præstø. På de tre sider er søen dyb omkring den, men på den fjerde, nærmest land, kan man næsten gå tørbenet derover til enhver tid af året. I behøver kun at følge mig én for én. Gå ikke til nogen af siderne; hvorvel havet er lagt til overalt i denne vinter, skærer strømmen dog isen bort, og forgangen uges tøvejr har gjort hende tyndere...”
 
Herefter vader gjøngerne over isen til Maderne og afventer det svenske rytteri, der ligger oppe på bakken ved bygden Roneklint. Ib affyrer nu sin pistol for at tiltrække sig opmærksomheden, hvorefter rytterne rider mod Maderne:
 
”Endnu medens Ib talte, lød et hult og pibende suk hen over havfladen. Rytterne standsede, de syntes at betænke sig, nogle af dem vendte deres heste ind mod land igen, men det var for silde; man hørte et skrald i isen, et gennemtrængende og gentaget skrig. Hestene vrinskede, isfladen bevægede sig og bøjedes sammen, rytterne råbte om hjælp, de kæmpede og forsvandt under isen. Ude på holmen var Ib og gjøngerne tavse, grebne vidner til dette optrin. –”
 
 
Jeg voksede op ved Roneklint og fik derfor tidligt kendskab til denne beretning om det svenske rytteri, der gik gennem isen. Beretningen stod, og står spillevende for mig, ikke mindst fordi jeg ved eget syn kender til den ”hemmelige” vej der rent faktisk findes, hvor man ved ebbe kan vade fra fastlandet til Maderne. Samtidig var der konstant tyske turister der kom i uføre netop i ”Draghullet”, den lille åbning mellem Roneklint Nor og Præstø Fjord. Strømmen er ekstrem stærk i dette vand, der adskiller Maderne fra fastlandet. Det var af denne, med stave afmærkede, vadevej i vandet at kvæget blev drevet på sommergræs på Maderne.

Fakse Bugt og Bøgestrømmen (Kort & Matrikelstyrelsen, s. 27).
Bemærk at retning Nord er nedad.

Som man kan se på kortet over landskabet fra Svend Gjønge’s samtid under Svenskekrigene er der imidlertid et ganske stort historisk problem i Carit Etlar’s beretning. I 1600 tallet e.Kr. er den lille holm Maderne ikke en ø, men er stadig forbundet med fastlandet. Den lå som en lang tange og blev kaldt ”Lille Feed”, modsat ”Store Feed”, i dag ”Feddet” på den anden side af Præstø Fjord. Carit Etlar burde have været mistænksom over dette da han må have kendt til at den lille indsø bagom Maderne kaldes Roneklint Nor. Da et Nor altid kun har én udgang til et større vand, i dette tilfælde for enden af tangen, burde han have indset at det lille vand vi fejlagtig kalder ”draget” i daglig tale er nyt. Ordet ”drag” på olddansk og oldnordisk betyder ”smal tange, der forbinder en halvø med hovedlandet”. Derfor bør vi kalde den smalle tange for ”draget” og vandgennemløbet for ”draghullet”.

Carit Etlar har dog fuldt ret i at området var vigtigt under Svenskekrigene med den i dag lidet kendte naturhavn ”Hestesko”, som jeg mener må være oprindelsen til at der i denne Odinsjagt omtales en stor hestesko:

”Ved ind- og udløbet af Boelefjorden i Østersøen for Fed på 3de fjerdingsvej distance er en skøn havn hvor store og små Coffardiskibe kan indløbe udi, ja og Fregatter og ligge i største uvejr udi sikkerhed i hvilken havn er 19 a 20 favne vand.

Jungshoved, ved hvilken halvø Sjællands eneste sikre havn ved Østersøen findes, nemlig den af så mangen stolt sømands frelse og hedenold vikingetog bekjendte Hestesko”.

Det er af samme årsag at man under Svenskekrigene havde et kompagni dragoner placeret ved Roneklint, og hvorfor man under Englandskrigene 1801-14 byggede et kanonbatteri, Roneklint Batteri, der skulle beskytte skibe i havn på Hesteskoen, nu også kaldet Roneklint havn ¹.

 ¹ Fra Niels Christian Pedersen’s personlige optegnelser ”Lidt historie om landsbyen Roneklint”

På den hellige ø Odensholm (Odin’s ø) på Estlands vestkyst har vi en klint der omtales Askom ("Askambr" på oldnordisk - Asernes bakketop), og er knyttet til et Odin sagn om den sidste rejse med skib til den næste verden (se "Bilag F: Odensholm , Estland og legenden om Odin”).

På nordkysten af Norfolk, Øst-Anglen har vi en klint ved navn "Overstrand - Sidestrand", der er forbundet med indgangen til den næste verden da klinterne overvåges af Odin's to ulvehunde (se afsnittet ”Den Store Hund i de nye kongeriger”).

Fyns Hoved Manden ankommer til Fyn gennem klinten Fyns Hoved.

Fællesnævneren for alle disse sagn er tilstedeværelsen af en klint. Det må derfor være troligt at det er Roneklint, der er ophavet til at der her findes en beretning om en Odinsjagt netop på Jungshoved. I filosofi ved vi hvorfor klinten er vigtig. Da Odinsjagten handler om en rejse til den næste verden for at hente visdom fra forfædrene i fremtiden til brug for de levende ætter i dag, skal Odinsjagten finde sted hvorfra forfædrene foretog deres sidste rejse med skib.

Det er mit bud at vore skibsgravsætninger af konger og dronninger har fundet sted fra alle de her nævnte klinter, og mange andre klinter rundt om i vore landskaber (f.eks. Helnæs, Syd-fyn, Stevns og Møns klinter). Stedet kan være valgt for så simpel en årsag som at hele omegnen har kunnet stå på bakketoppen og se det brændende skib rejse ind i fremtiden og forsvinde i horisonten.

Derfor mener jeg at ”rone” i Roneklint faktisk kan føres til ordet ”rune”  (”rún” på oldnordisk og ”run” på oldengelsk).
 
Vi skal her opfatte ”rune” som vi gør det med ”Runø”  (Rådets ø), Estland, ”Runieg” (oldengelsk, Rådets ø), Surrey, England og ”Rygen”, nuværende Tyskland, hvis indbyggere oprindeligt kaldes Raner/Ruianer.
 
Som med vore skrifter Rig Veda (Råd og Viden) og Rígsþula (Råd og Tale) er der hvert år ved juletid, gennem Odinsjagten, blevet hentet råd fra Roneklint.

Den første skriftlige kilde der omtaler ”Den Vilde Jagt” (The Wild Hunt) i England er i Peterborough Chronicle for år 1127 e.Kr.

”Kong Valdemars vilde Ridt”

Johan Thomas Lundbye ca 1830. ca 27 x 45 cm. Pen og akvarel. Lundbye var inspireret af B. S. Ingemann’s ”På Sjølunds Fagre Sletter”. Maleriet hænger på Dansk Jagt- og Skovbrugsmuseum.

Ordet ”Oskorei” er en udbredt Folketro i det sydlige Norge¹ . Her rides der larmende gennem luften hen over bygden ved nattetid, i sær torsdag nat, men værst om Julen. På selve julenatten, dvs. Moders Nat /Lille-juleaften (den 23. december) ranes gildetilredning og jagten river mennesker bort med sig ². Jagten anføres af ”Guro Rysserova” (”Gudrun med Hestehale”, oprindeligt ”Gudrun Gjukedatter”) og hun har ofte en mandlig ledsager, der er hendes husbonde, og hedder Sigur Svein/Sigurd Faavnesbane. Som jeg viser i afsnittet ”Jólasveinar” gør dette at vi kan se at denne udgave af Odinsjagten er blandet op med Grýla og Leppalúd, som vi genfinder på Island, Færøerne og Shetlandsøerne, og som jeg vurderer er identisk til Julebukken, som alle var hunderæd for.

¹ Der er ingen enighed om hvad ”Oskorei” faktisk betyder. Det er foreslået at ordet oprindeligt betød ”Asgårdsrejsen”, eller ”Thors rejse” jvf. ”Åska” der betyder ”Torden” og er Thors oprindelige funktion som tordengud, eller at det skal opfattes som ”rædselsridtet” (jvf. ”oskurligr” eller ”ræddelig”).

Hvad der teologisk sker i den overlevende Folketro er efter min vurdering at vi har en sammenblanding af julemandens rejse til guderne/forfædrene for at hente gaver af visdom. Dette blandes i Middelalderen op med frygten for den nu til Djævlen omskrevne Julebuk.

”Oskorei” er mest fortalt i Telemarken og Sæterdal hos den rygske stamme. Nord derfor boede oprindeligt stammen der kaldtes ”Korderne”. Denne stamme har samme samme Folketro under navnet ”Jolarei(d)” eller ”Jolaskrei(d)”, der er udbredt i Hardanger, Bergensegnen, Sogn og de indre fjeldbygder, Hallingdal og Valders. Her er det bygdens ”højfolk” dvs. hos os Jarl æt, der foretager rejsen og igen stjæler gildekosten og river folk bort.

Jeg har valgt den, efter min mening, oprindelige forståelse af Odinsjagten, nemlig en rejse til guderne/forfædrene, og disse bor i Asgård . Derfor vælger jeg her at oversætte ordet til ”Asgårdsrejsen”.
Kilde: Salmonsens Konversationsleksikon (1915-30, 2. udgave, bind II, s. 207)

² Denne tilpasning af historien menes at have sin rod i de pludselige julestorme, der forekommer i de trange fjelddale. Vi kan også se at gildet er forberedt og klargjort den 23. december om aftenen som lovgivningen tilsagde.
Kilde: Salmonsens Konversationsleksikon (1915-30, 2. udgave, bind II, s. 207)

Oskorei/Åsgårdsreien (1872) af nordmanden Peter Nicolai Arbo (1831-1892). Nasjonalgalleriet, Oslo.
Peter Arbo, hvis slægt stammer fra Ærø (Arbo = Ærøbo) gjorde mange, ufatteligt gode, malerier om vor tidlige historie.

Gavegivning og skorstenen/ildstedet

I afsnittet ”Visdom fra fortiden – Shamanens håndværk” har jeg vist at Odin eller ”Wotan/Woðan” ligeledes er en betegnelse for Shamanen med betydningen ”leder af de der er i (den shamaniske ekstase) woð”. Shamanens hovedopgave ved juletid, hvor det nye ceremonielle år efter Balders genfødsel står for døren, er mentalt at rejse over skyerne til den næste verden og bringe gaver af visdom fra forfædrene tilbage til menneskene på jorden.

Herved kan vi med visdom fra De Gamle, med vor erfaring fra nutiden, bedre kan planlægge/forudsige fremtiden og det kommende år. Dette er hovedårsagen til at vi modtager julegaver (jólagjöf), modsat alle andre folkeslag, der ofrer gaver til Julebukken for at undgå ulykker i det kommende år.

Vi har vidnesbyrd om gavegivning ved afslutningen af et Julegilde (jólaveizla), der finder sted i tiden medens Haakon den Gode/Hákon Aðalsteinsfóstri var konge (kap. 2) dvs. ca. år 930-960 e.Kr. Stedet er i herredshøvding (”hersir”) Vigfús’ gård i Vors, Norge:

”Slítur veislu þeirri og var hún veitt stórmannlega og menn með gjöfum á brott leystir”.

Som jeg oversætter til:

”Sluttede deres gilde og var hun givet som passer sig for en stormand og menneskene med gaver bort-løstes”.

Med andre ord, nøjagtigt som vi gør det i dag, gives der år 930-960 e.Kr. ved Julegildets afslutning gaver til hver enkel deltager i Julegildet.

Vi ser ligeledes den helt unikke skik med gavegivning fra Julemanden/Odin til os videreført af Jarl æt, konge og stormænd, i 1000 tallet e.Kr. Snorre beretter at Eirik Jarl (963-1024) på den 8. juledag gav julegaver til sine mænd. Kongen synes at give en kostelig kappe til sine bedste krigere. At det sker på den 8. juledag er fordi denne dag er skiftedag for Hirden iflg. Vederloven.

Den bedste vis at få bekræftet de gamle skikke på er at have førstehåndsberetninger fra kilder vi regner for pålidelige, og for hver generation der undersøger dette, helst kilder så tæt på nutiden som muligt.

H.R. Ellis Davidson skriver i ”Gods and Myths of Northern Europe” (1964,s. 192), at der er mange ligheder mellem nordisk mytologi og den finsk-ugriske samme, herunder ritualerne omkring verdenstræet.

Shamanen steg op af træet symbolsk, hvorunder han gik igennem en række af himmeler i en form for ekstase.

Den traditionelle sibiriske vinterbebyggelse, kaldet en yurt, havde et røghul i taget, holdt oppe af en birkestamme. Ved vintersolhverv gik Shamanen ind i yurten ved at kravle ned gennem røghullet. Han gennemførte herefter sine ceremonier, og forlod yurten op af birkestammen og ud gennem røghullet igen.

Det er derfor julemanden ankommer gennem skorstenen eller ildstedet og går derfra igen via samme vej.

I Heimskringla (”Saga Magnús konungs berfœtts”,  1. Upphaf Magnús konungs berfœtts) hører vi ordet ”julegave” benyttet i en hel modsat sammenhæng i forståelsen som ”skattebetaling ved juletid”.
 
Da Kong Olaf Kyrre til Norge dør år 1093 e.Kr. erklærer Kong Magnus Barfod/Magnus III. sig konge. Befolkningen i Uplandet, her forstået som hele Midt- og Nord-Norge, foretrak dog, og aflagde ed til, Magnus Barfod’s fætter Hákon Þórisfóstra (”brœðrung Magnús” dvs. Magnus fadersøn).
 
Hákon Þórisfóstra klarede sagen ved at gennemføre skattelettelser. Han kalder år 1093 e.Kr. til thingmøde på Ørething (”Eyraþing”) i Niðaróss, Trondheim. Her frafalder han befolkningen at yde Havnetold (”landauragjald” eller ”landingsøregæld”) og Julegave (”jólagjafir”). Samtidigt blev de givet mange friheder. Ikke overraskende blev han, som sin fader var det, valgt til konge over hele Uplands-Norge.

I Bill Watterson’s streg har Calvin/Steen naturligvis fuld forståelse for Julemanden og at han vil ankomme med gaver gennem skorstenen. Calvin/Steen’s plan forudsætter at julemanden smider gavesækken ned først, hvorefter han snupper den og smækker spjældet i. Her vist i amerikansk tradition, hvor gavegivning er den 25. december om morgenen. Denne skik indføres først efter 1880. Kilde: Bill Watterson: The Essential Calvin and Hobbes (1988-96, s.34)