| Forside |  |
Indholdsfortegnelse |
Jólnir – Julens Herre - Julemanden
Julemanden med sit lange hvide skæg, der heldigvis ankommer på mystisk vis hvert år iført røde klæder, og deler gaver ud, er ingen anden end selveste Odin. Eilífr Goðrúnarson skriver i "Þórsdrápa" (Thors sangen, vers 12:5-8), skrevet ca. år 1.000 e.Kr.: þá er funhristis fasta En af måderne ovennævnte kan læses på er som følger: Danir flóðrifs útvés Som jeg oversætter til: Daner fra skærgården ved (det nordlige) jætteland ”Jólnir” (Julens Herre) er et heite for Odin. Som man kan se, og som vi alle er klar over, er Julemandens skæg langt. Derfor har Odin, som shaman (vølve) og Jólnir, også heitet "Siðskeggr” (Langskæg) i Grímnismál (vers 48, Ældre Edda). Denne viden har man, så vidt jeg kan se, altid haft og aldrig tabt forståelsen af. Peter Frederik Suhm (1728-1798): Om Odin og den hedniske Gudelære og Gudstieneste udi Norden (1772, Første Bog: Om Odin, Første Kapitel: Om Odin som en Gud, § V, s. 13-15) viser os, at alle er vidende om dette i 1700 tallet e.Kr.: "... om Odins mange Navne ... Jölfödur : Julens Fader, hvilket kan bringe en til at troe,
Til venstre guldgubbe fundet på bopladsområdet i Ibsker, Bornholm. Dateret til år 550-600 e.Kr. I midten og til højre høvdingens fine dragt genskabt af Bornholms Museum, Rønne. Dette er vor egen videreførsel af julemandens klæde. Dragten synes at have en fælles rod til den nuværende "cherkesska"-dragt. Denne dragts navn oprinder muligvis fra "Cherkess"-stamme grupperingen og findes overalt i Kaukasus-bjergene. Billederne taget med forlov på Bornholms Museum, Rønne juli 2005.
”Jólnir” (Julens Herre) gemmer sig i vestnordisk dialekt som en senere betegnelse for måneden før julen. Denne måned kaldes ”[Ærra]-Geol-monaþ” (oldengelsk) eller ”Før-jul-måned”, men hedder i Norge/Island i 900 tallet e.Kr. ”Ýlir” og betegner ca. fra midten af november til Vintersolhverv.
Julemanden i Skåne "Huset som avbildas på detta kort är fallfärdigt. Men jultomten besöker alla barn, rika som fattiga. Skickades inom Malmö. 1906".
I det meget betydningsfulde finske værk "Kalevala" findes Thor i sin oprindelige form som sky-gud og kaldes "Ukko/Uko". Dette er identisk til vor egen ældste form af Thor, Öku-Þor (Gylfaginning/Snorre Edda). Öku-Þor er den faktiske udødelige stamfader og derfor Odin, der ved juletid er Jólnir (Julens Herre). I Kalevala har Ukko heitet "ylijumala" 1, der i dag oversættes til "God of Mercy/Lykkens Gud", men oprindeligt må have haft betydningen "Julens Herre", jvf. julemandens navn "Ýlir” i Norge/Island i 900 tallet e.Kr. Det samme gør sig gældende i det estiske værk "Kalevipoeg", hvor samme "Taara" (Thor) kaldes "Jumal/Jumala". 1 "Oi, Ukko, ylijumala!" (Viidesviidettä runo/rune LXV)
Flateyjarbók (i ”þáttr Hálfdanar svarta”)1 bekræfter at Odin er identisk med ”Jólnir”. Hálfdan’s søn Haraldr (Hárfagri – Hårfager, regent ca. 871-932 e.Kr.) holder Jul hos en ikke-navngivet adelsmand: ”Nu skal segia af huerium rokum heidnir helldu iol sin þuiat þat er miog sundrleitt ok kristnir menn gera. þui at þeir hallda sin iol af hingatburd uars herra Jesu Cristi en heidnir menn gerdu ser samkundu j hæidr ok tignn vit hinn illa Odin. en Odinn heitir morgum nofnnum. hann heitir Uidrir ok Hárr ok Þride ok Jolnir. þui er hann kalladr Uidrir at þeir sogdu hann uedrum rada. Harr af þui at þeir sogdu at huerr yrde hárr af honum. Jolnir af þui at þeir drogu þat af iolunum. Þride af þui at þeir hofdu auita ordit at sa er einn ok þrir er bazstr er ok hofdu þa spurnn af þrenningunne ok sneru þui j” Som jeg oversætter til: ”Nu skal siges til hver en hvorfor hedninge holdte sin jul derfor at det er meget anderledes end kristne mennesker gør. Thi at de holder sin jul til hidbårne2 vor herre Jesu Cristi[;] men hedenske mennesker gjorde sin sammenkomst i hæder og ære til hin onde Odin. Men Odin hedder mange navne. Han hedder Viðrir og Hár og Þriði og Jólnir. Thi at han kaldtes Viðrir [fordi] at de sagde han [over] vejret rådede. Hár fordi de sagde at hver [mand] blev [op]højet af ham. Jólnir fordi at de drog dette fra Julen. Þriði fordi at de havde viden om ordet at hvem er den første og den tredje er den bedste og havde da visdom af trende3 og vendte det om”. 1 Flateyjarbók eller ”Flatö bogen” eller ”Codex Flateyensis” er en samling af forskellige sagaer på 1700 sider, der tilhørte Jon Hakonsson på Flatey, Island. Den blev år 1656 e.Kr. bragt til København på foranledning af Kong Frederik III af Brynjólfur Sveinsson. Samlingen er meget sene sagaer skrevet mellem år 1387-1395 e.Kr. og derfor dybt præget af den katolske kristendom. Heri finder vi alt fra den katolske skabelsesmyte, Olaf Haraldson omtalt som en helgen (Olav den Hellige) til Odin med tilføjelsen ”den onde”. At Odin her ses som Den Hedenske Høje er sen-nordisk tradition fra 700 tallet e.Kr. fremefter. 2 dvs. ”ankommet hertil”. Ordet ”hingatburd” benyttes kun om Jesus-figuren og antyder kraftigt at dette ikke i samtiden blev sidestillet med at et menneskebarn bæres fri. 3 Ordet ”þrenningunne” er i kristendommen det fuldstændigt omskrevne ”treenigheden”. I oprindelig filosofi er det ”fortid, nutid og fremtid”, dvs. den samlede visdom, der netop er formålet med Julemandens shamaniske rejse ved Vintersolhverv. Derfor afslutter den kristne historieskriver med at sige ”sneru þui j” eller ”snorrede dette om”, dvs. han mener at hedninger driver kætteri på hans importerede og omskrevne "Faderen", "Sønnen" og "Helligånden".
Odin (Oðinn) som "Den En-øjede" i sen-nordisk forståelse, med Ringgrebsværd med scramasax klinge, som Solens og faktisk Konge i shamanens/julemandens røde klæde, med Hugin og Muni på hver sin skulder. Bemærk alle der tilspørger til farven på Odin's øjne; det ved vi ikke da Odin er Kongen og derfor kan have blå eller brune øjne. Som "Den En-øjede" skal det ene øje vise "Det Store Brag" og er derfor sort. I sin venstre hånd holder Odin Den Hellige Tråd, forbundet til Moder Jord, der indeholder forfædrenes visdom og ånd og gør det muligt for Odin at spå om fremtiden (se afsnittet "Endrborinn – eft ácenned – født igen – tve-skabt af tanker". Tak til Anders og Dorrit Hansen, Vancouver, BC, Canada for henvisningen til denne vidunderlige afbildning. Billedkilde: Ólafur Brynjúlfsson: Gudeskrift m. bl.a. Ældre Edda (Edda Sæmundr) & Snorre Edda (1760). Det Kgl Bibliotek, Håndskriftsafdelingen. Katalog ”Ny kgl. S. 1867 4º”; beskrivelsen findes i Kr. Kålund: Katalog over de oldnorsk-islandske Håndskrifter i Det store kongelige Bibliotek og i Universitetsbiblioteket (1900, s. 251-3). http://base.kb.dk/pls/hsk_web/hsk_vis.forside?p_hs_loebenr=4&p_navtype=rel&p_lang=dan I teksten ved siden af afbildningen hedder det:
Oversættelsen til nudansk er min. Jeg har her antaget at "Öms" (fra den hellige lyd "Ómr") er et heite for Odin fordi han her vises i den senordiske forståelse som "Den En-øjede" og derfor er ophøjet til "Den Ene" ("tad ekam" på sanskrit). Alle synes enige i at "Ómi" er et heite for Odin. Beowulf benytter betegelsen "Vælder Fjerne" om samme. Den nuværende danske oversættelse finder jeg ikke tilfredsstillende: "Dette sære kontrafej, som er Odins billede, dyrkede før i tiden de stakkels vildførte/vildfarne folk på jorden". Ordet "kontrafej" betyder "afbildning".
Snorre viser os at Julemanden, Jólnir, skal opfattes som Shaman, der i sen-nordisk forståelse er blevet til en Gode. I Snorre Edda (Skáldskaparmál, 68. Goðaheiti) giver han os forskellige heite, som skjaldene kan bruge som betegnelse for Goden: ”Jólnar, sem Eyvindr kvað 1: 241.
”Jólnar, som Eyvind kvad: 241. 1 ”Eyvindr” er Eyvindr Finsson skáldaspillir, skjald til Kong Hákon den Gode/Hákon Aðalsteinsfóstri (920-961) og Jarl Hákon Sigurðsson af Hlaðir, Trøndelag (“Lade-jarlerne”, d. 995). Hans søn er Hárekr. Sætningen er fra hans værk Háleygjatal (13). ”Jólna sumbl” er her oprindeligt ”shamanens/julemandens øl- og mjødforsamling”, men fra ca. 600 tallet e.Kr. ”Julens øl- og mjødforsamling”, formentlig anført af Goden. Da Goden normalt er den lokale landeværner og konge, er ”Jólnar” også her kongen og Odin.
"Jólnir” (Julens Herre) gengives også i ”Peters Jul” (J.Krohn, 1866) hvor han han har to heite; ”Den Gamle Jul” og ”Den Gamle Julefar”:
Oprindelsen til brugen af ”Den Gamle Julefar” i ”Peters Jul” kan føres tilbage til det med "Jólnir” samtidige ord ”Julefader”. Vi ser dette ord skrevet som:
Ingen oprindelige kilder er uenig i at ”Julefader” er et heite for Odin. I Domesday Book fra år 1086 e.Kr. forekommer i landskabet ”Yorkshire Wolds”, et bakket område i East Riding, Yorkshire det latiniserede mandsnavn ”Iole”:
Den oldengelske tekst lyder i min oversættelse til nudansk: ”I Beswick tun er der 2 og en halv carucates gæld, og endnu en halv der tilhørte Iole, som to (plove kan pløje)”. Enheden ”carucates” er fra latin ”caruca” eller ”plov”.
Bygden ”Basewic” (Beswick) er en bygd i East Riding, Yorkshire. Mandsnavnet ”Iole” er kaldenavnet ”Jóli”, der igen er en forkortet udgave af det oldnordiske mandsnavn ”Jólgeirr” (Göngu-Hrólfs saga, kap. 6 og Landnámabók, kap. 8 med bl.a. “Jólgeirsstöðum”). Dette navn forekommer på olddansk som ”Iulger” ((i)u(l)kiR) på Klemensker-stenen, Bornholm (DR 403) dateret til år 1050-1150 e.Kr. På Smula Kyrkogård stenen, Västergötland (Vg184), dateret til sent 1000 tallet e.Kr. med kristent kors afbildet, forekommer navnet identisk med Yorkshire gengivelsen som "Jula, Juli" (iula), hvilken sten indtil 1790erne oprindeligt stod i den lille bygd Jula, 9 km øst for Mariestad, Västergötland. Traditionel sprogforskning vil gerne føre forstavelsen i dette navn til ”Ígul” med betydningen ”pindsvin, søpindsvin". Det sker formentlig fordi mandsnavnet ”Ihulkai” (Ígulgeir?) forekommer på Uppsala-stenen (U938), dateret til sent 1000 tallet e.Kr. med kristent kors afbildet. Denne fortolkning finder jeg endog meget svagt argumenteret, og mener at vi skal se navnet som sammensat af “Jól” (Jul) og ”geirr” (spyd), der i 1000 tallet e.Kr. er blevet det "civile" navn for "Jólnir", som Jarl og Erling er blevet simple drengenavne fra det oprindelige ErilaR (Jarl) æt. De tidligst kendte stednavne i Britannien, hvori indgår “Jól”, er ”Youlton” (Jól’s tun) i North Yorkshire, og ”Youlthorpe” (Jól’s thorp) i East Riding, Yorkshire. At Julemanden (Jólnir, Odin) denne dag har røde klæder på skyldes at røde klæder var obligatorisk for Jarl æt - krigerrang og vølver. Rød er den symbolske tilknytning til ild. Faderen til sønnen om hvilke klæder han bør bære i kongens aasyn (fyrir konungs andlit koma):
Min oversættelse til nudansk. Så har vi i 1100 tallet e.Kr. fået påklædt Jarl æt - Julemanden og Robin Hood (grøn mand og jæger, med en oprindelse i kelternes Grønne jægermand). ”Konúngs skuggsjó” (”kongens skygge” eller ”kongespejlet”, kap. XXX) fra ca. år 1154-1200 e.Kr.
I Rig Veda (Bog 9:XL:4) er Shamanen direkte beskrevet som værende iført en rød beklædning: "Den Røde, der strækker sig mod himlen"
Beviset for Julemandens brug af røde klæder foreligger bl.a. fra Grav nr. 1 fra Gravhøj nr. 1 i landsbyen Porogi, landskabet Vinnitsa (Vinnytsia), Ukraine. Gravstedet blev fundet i 1984 (Cat. Slesvig 1991, No. 154), og blev lagt i en gravhøj, der havde været benyttet som gravsted siden bronzealderen. Graven var rektangulær (2.8 x 3 m), udgravet i en nord-sydlig retning, dvs. så den afdøde kunne ligge på ryggen med ansigtet vendt mod øst – den opadstigende sol og jordlige moder. I det nordvestlige hjørne var en trækiste, hvori lå en kriger af Jarl æt (se nr. 1 nedenfor). I graven, dateret til ca. år 75-100 e.Kr., var resterne af en rød læderjakke, røde bukser fastgjort med en rød læderrem, og med et bæltespænde af bladguld over jern. Jakken havde fåreskinds foring og var fastgjort med to fibulae (gyldne tavler, se nr. 3 nedenfor). Håndgrebet på hans scramasax (skrámasax) var rødt læder. Skeden var ligeledes overtrukket med rødt læder og udsmykket med tværgående forgyldte ringe. Den begravede mand kan være en konge af Aorsi-folket (Ver Asir/Danir), og det er foreslået at den højlagte er Kong Inismeus (Inensimeos, Inismeios, Inismeos, Inismei), der i så fald må have ledet det sydlige Aorsi-folk (se afsnittet "Sarmaterne - Sauromatai") 1. Jeg har ikke set argumentationen for hvorledes vi kan knytte dette mærke til netop denne konge. 1 A.V. Simonenko: Farzoj i Inismej – Aorsy ili Alany? (Pharzois og Inimeus – Aorsi eller Alani?) (1992, Vestnik drevnej istorii (VDI) 3, No. 202, s. 148-62) svarer måske på dette spændende spørgsmål (på russisk), men denne artikel har jeg ikke haft adgang til.
Blandt gravgodset fandtes: Halsringen er smedet i samme værksted som armringene fra Petriki, Ukraine, af hvilke der blev fundet to i 1873. Denne ene har siden 1957 befundet sig på The British Museum, London. Den anden kendes fra offentliggørelsen 1874, samt et fotografi. Begge armringe har identisk snoning og afsluttende hestehoveder, og alle tre smykker har et tamga eller ”mærke”, der menes at være Kong Inismeus’s personlige mærke. Smeden menes at være græsk fra Olbia, men kunsten er sarmatisk, hvorfor smykkerne er bestilt arbejde. For mere om armringene se Mikhail Treister: 1st Century A.D. Jewellery workshop in North Pontic Area and the Peculiar Graeco-Sarmatian Style (Madrid, 23-25. oktober 2002). Våben
Folkevandringen fra Midgård /Asien forklarer os at vi burde genfinde skikken med den rødklædte julemand i Veda. Rig Veda (Bog 9:XL) har denne beskrivelse. De gotiske stammer i det nordlige Indien bringer forståelsen med sig og vi finder her ildguden Agni, iklædt rødt, hvortil der skulle ofres ved vintersolhverv. Ofringerne sker, som hos os, ved skorstenen/ildstedet. I 1978 fandt kinesiske arkæologer 3 døde mennesker i Xinjiang provinsen i det nordvestlige Kina i hvad kaldes Tarim.
Cherchen Manden fra Kina fra år 1000 f.Kr - Julemanden fra Midgård. Manden, Cherchen Manden, er dateret til år 1000 f.Kr. Han er 2 meter høj, Han har røde klæder på og knæhøje dyreskindsstøvler med røde sokker. Hans skæg og mørkeblonde hår er klart tydelig. Hans tinding har et påmalet rødt motiv af solen (en hyrdestav-lignende rund ikke- lukket cirkel med stråler som vi kalder "Hlaut-teinn"). Han blev fundet med en ske blandt sine personlige ejendele. Hans hænder er dækket med sorte tatoveringer. I 1995 blev denne mand DNA-testet, og resultatet viste at han genetisk kan forbindes med Svenskere, Finner, Tuscanere (Italien), Corsicanere (Italien) og Sardinere (Italien). Hans kone, ligeledes i røde klæder, kan ses i kapitlet "Den indoeuropæiske vugge".
En festival kaldet ”El-Oiyn” (Alle folks helligdag) blev afholdt 2-4 juli 2004 i landsbyen Kebezen', landskabet Turochaksky (Turochak området), Sibirien, Gorny Altai (Altai bjergene, Republikken Altai), Rusland. Denne sports- og kultur-begivenhed har været afholdt flere forskellige steder i Altai regionen siden sommeren 1988. På billedet er en shaman i gang med et ritual, hvor rytmen sættes af hans runebomme (se afsnittet ”Runebomme, binderune-tegn, sjónhverfing og ægishjálmr”). Shamanen har falsk gråligt hår og skæg, og skal symbolsk gengive en særlig person. Er der nogen bud højere end julemanden? Billedkilde: Taget af Pavel Filatov 2. juli 2004 ved Teletskoe søen (aka. "Altyn Kol, Altyn-Köl") og benyttet med forlov. Billedet har ref.nr. 17211, og kan ses sammen med hans andre billeder fra denne festival på følgende hjemmeside: http://www.pavelfilatov.com/gall/Altai_People/index.php?photo=15
Vintersolhverv og Julen, herunder julemanden, var et stort problem for kristendommen (katolsk og protestantisk). Julemanden findes i romerriget bl.a. fordi 1/3 af (Longo)barderne udvandrer fra Jylland til Lombardiet. Ligeledes må frankerne oprindeligt have haft en tilsvarende forståelse inden deres konvertering til kristendommen. For at klare problemet med julemanden gennemførte man en fuldkommen røverhistorie hvorunder man udbredte at biskop Nicholas fra Myra (i dag Tyrkiet) 1 i virkeligheden var julemanden. Det blev så til Sankt Nicholas, og via hollandske emigranter til USA til Santa Claus. Da historieomskrivningen om biskop Nicholas faktisk er en helt ny protestantisk omskrivning fra Germanien under Reformationen i 1500 tallet e.Kr. (christkindl), valgte den romersk-katolske kirke at fjerne tilknytningen mellem biskop Nicholas og julemanden i 1969 under Paven Paul VI (1963-78). I praksis skete det ved indførslen af Paul VI i 1969 af de på det 2. Vatikanske Råd (1962-1965) vedtagne ændringer til den romersk katolske kalender (Missale Romanum). Ændringerne er gældende fra kalenderen for 1970 fremefter, der har fjernet biskop Nicholas fest og gavegavning fra Julen. Det kan man ved lejlighed selv efterse. 1 Man gætter på at Nicholas blev født i byen Patara i Lycia i lille-asien i år 280 e.Kr., voksede op i et kloster, og blev præst som 17-årig. Hans dødsdag er ved rent gætværk fastsat til dagen hvor han fejres, den 6. december i tidsrummet år 330-352 e.Kr. Under reformationen i England, hvor den katolske kirke blev smidt ud, omdøbte man Santa Claus til Father Christmas. Begrebet ”Father Christmas” ses første gang i en julesang skrevet af Richard Smart, sognepræst i Plymtree, Devon år 1435-77 e.Kr.
06.12. xviii D Sancti Nicholai episcopi et confessoris. Uddrag fra ”Kalendarium in the Copenhagen Psalter” (håndskrift KB Ms.Thott 143 4°, Det Kongelige Bibliotek), der er en meget tidlig engelsk-katolsk kalender, måske fra Northumbria ca. år 1170 e.Kr. Denne er klart blevet benyttet i Danmark i det absolut tidligst mulige tidspunkt i begyndelsen af 1200 tallet e.Kr. Som man kan se er biskop Nicholas helgenkåret og han fejres 6. december. Alene i de protestantiske hollandske landskaber fejrer man aftenen før, den 5. december om aftenen, ”Sinterklaas”. Der er ingen gavegivning knyttet til denne enhed, ligesom julen ej findes i denne oprindelige katolske kalender.
Det ser ud til at vi har et jordskred undervejs inden for kristendommen i anerkendelsen af at Julemanden intet har med kristendommen at gøre. Royal Mail, det britiske postvæsen, viste på sine julemærker for 2006 følgende:
Julemanden, en snemand og et rensdyr
Det fik bl.a. boulevardpressen i London til at fange den sande vigtighed bag Royal Mail’s forsøg på politisk korrekthed. Under overskriften ”Christ is dumped from Christmas stamps” den 7. november 2006, tordnede Church of England og skabskatolske engelske politikere i fordømmelsen af de manglende kristne symboler på julemærkerne, og at man i stedet havde valgt at vise bl.a. Julemanden og et rensdyr. Vi skylder derfor en stor tak til den konservative MP (MF) David Burrows, valgt i Enfield Southgate og medgrundlægger af The Conservative Christian Fellowship, til den konversative MP (MF) Stephen Crabb, valgt for Preseli Pembrokeshire og ligeledes medlem af The Conservative Christian Fellowship, til Dr. Christina Baxter, medlem af The Archbishops’ Council of the Church of England’s General Synod. Endelig takker vi Stephen Green, national director of Christian Voice. The Yule Man and his reindeer rocks! Det efterfulgtes Julen 2009 af de tyske katolikkers ungdomsforbund kaldet "Bund der Deutschen Katholischen Jugend Diözesanverband Speyer" (BDKJ), samt det katolske netværk "Bonifatiuswerkes der deutschen Katholiken e.V.", i samarbejde med fairtrade-organisationen GEPA, Wuppertal. Til trods for at det 2. Vatikanske Råd vedtog det modsatte 1962-1965, igangsatte man Julen 2009 en kampagne, der skulle overbevise andre (katolikker?) om, at julemanden intet har at gøre med kristendommen, og at den rigtige julemand skam er biskop Nicholas. Markedsføringen skete med en plakat (se nedenfor), chokolademænd kaldet "Nikoläuse, Schoko-Nikoläuse", tilsyneladende fremstillet af særligt katolsk "Bio-schokolade", samt et fromt PC-spil kaldet "Lauf, St. Nikolaus, lauf!!!". Man må aldrig undervurdere den tyske evne til at gennemføre historieforfalskning.
"Weihnachtsmannfreie Zone! ....aber FAIR"
I tiden op til Julen 2012 kom selv kirke-kristne i Danmark et skridt nærmere den sande forståelse. Finn Buhl: Ud med julen, ind med Jesu-fødsels-fest (Kristeligt Dagblad, 20.12.12) taler for ”at vi smider juletræer, adventskranse og nisser ud, og i stedet fejrer Jesus”. Finn Buhl er menighedsrådsmedlem ved Roskilde Domkirke og formand for Roskilde Pilgrimsforening, og forklarer: ”, og traditionen med at pynte et [jule]træ med lys er slet ikke kristen, men hedensk! Et træ med lys symboliserer et bål, og i dette tilfælde de bål, der i hedensk tid blev tændt ved henholdsvis vintersolhverv og sommersolhverv samt forårs- og efterårs jævndøgn for at tilbede solen. Jul betyder nemlig ”hjørne” på oldnordisk, og året har derfor fire ”hjørner”. Vi har bevaret to af dem, selvom ikke mange tænker på, at et sankthansbål er et hedensk bål tændt på Johannes Døberens fødselsdag. Juletræet er altså en hedensk skik plantet midt i den allerkæreste kristne højtid”. Finn Buhl har ikke helt styr på tid, sted og riternes udformning og betydning, men har i det mindste forstået at Julen intet har med kristendommen at gøre. Det må siges at være fremskridt.
Fra Elisabeth Lumby: Tror julemanden på os? (Berlingske Tidende, 24.12.2009). I en undersøgelse foretaget af Gallup 9.-11. december 2009 er det, ikke overraskende, de vælgere der stemmer Radikalt, der ikke ønsker at viderebringe beretningen om julemanden til deres børn (kun 29% finder det rigtigt), og som derfor trækker gennemsnittet ned. Størst er tilslutningen for sjællændere med hele 63%, efterfulgt af midtjyderne med 59%. Undersøgelsen er naturligvis hovedsagligt spøg og skæmt, men gemt i vor historie findes formentligt årsagen til, at tilslutningen til julemanden er størst på Sjælland og Midt-Jylland. Det er næppe et tilfælde at det er her vi har kongsgårdene i Jelling og Gl. Lejre, hvor kongen er Odin, og Odin er julemanden. Det burde undersøges, hvorvidt det gør en forskel ifald de adspurgte fik forklaret hvem julemanden faktisk er; dvs. flytte ham fra sagn til historisk sandhed. Mit bud er at det ville ændre udfaldet mod en endnu større tilslutning til julemanden; hovedsagligt ved at flytte "ved ikke" svar til "rigtigt". I vor familie har vor søn altid fået forklaret hvem julemanden er. Den fysiske julemand ophørte med at ankomme da Christian var 11 år gammel, og det skete helt naturligt da Christians forståelse for vor historie havde givet ham et billede af julemanden i hans indre billedsprog.
Den moderne tykke julemandDet moderne universale visuelle billede af julemanden blev skabt i slutningen af det 19. århundrede i Amerika og udspredt verden over i takt med industrialiseringen og globaliserigen af virksomheder og varer, domineret af amerikanske virksomheder. Helt op til slutningen af 2. Verdenskrig var det eneste nationale medie i Amerika Life Magazine, selv radioen dækkede endnu ikke hele landet. I 1862, midt under den amerikanske borgerkrig, tegnede Thomas Nast (1840-1902) til julenummeret af Harper’s Weekly den julemand der lagde grunden til vort, fejlagtige, visuelle billede af julemanden som en stor og tyk person.
Harper’s Weekly juleudgaven 1862. Dateret New York, Saturday January, 3 1863. Teksten nedenfor siger ”Santa Claus in Camp. – (see page 6). Billedet forestiller Julemanden i en af nordstaternes militærlejre med en uniform gjort af Stars and Stripes. Julemandens opgave er at opmuntre nordstaternes soldater under en borgerkrig der på dette tidspunkt har kostet utallige menneskeliv – en situation der naturligvis genspejler sig i Danmark, hvor Preussens aggression mod Danmark ligeledes trykker den nationale stemning. Tekstens henvisning til side 6 i udgivelsen vises nedenfor. Kilde: Ohio State University.
For fuldt at forstå hvorledes situationen er i nordstaterne i december 1862 er det værd at fremhæve at borgerkrigens blodigste slag fandt sted 17. september 1862 i The Battle of Antietam ved Potomac Floden og Sharpsburg i Virginia. 11.000 sydstatssoldater faldt under General Lee og 13.000 nordstatssoldater under General McClellan. Krigen er herefter næsten i stilstand og kun med uhyrlige tab af menneskeliv kan den fortsætte. Præsident Lincoln udskifter General McClellan med General Ambrose E. Burnside og han angriber i to slag ved Fredericksburg, Virginia mod General Lee 11-15. december 1862 og taber 12.000 mænd i to mislykkede angreb. Derfor er man i nordstaterne fuld af melankoli i julen 1862.
Harper’s Weekly juleudgaven 1862. Side 6 viser ”Christmas Eve”– Juleaften og vi ser den kristne version af juleaften gennem moderen der beder for børnene og faderen/manden der er nordstatssoldat og befinder sig i felten. Til højre manden og nordstatssoldaten, der læser brev hjemmefra og længes hjem. Denne dobbelte stregtegning var midtersiden af bladet. Læg mærke til at vi har hele den nordiske mytologi med. Øverst i højre hjørne har vi Julemanden med kane og behornede dyr/rensdyr, i vor mytologi kendt som Odinsjagten eller Den Vilde Jagt. Øverst i venstre hjørne er Julemanden på vej ned gennem skorstenen, i vor mytologi og i Rig-Vedaen Shamanens op- og nedstigning under Soma-ceremonien efter samtale med guderne og levering af visdom til menneskene på Jorden. Kilde: Ohio State University www.lib.ohio-state.edu/cgaweb/nast/santa_camp.htm
Thomas Nast var, ifølge Ohio State University, den mest kendte satiriske karikaturtegner i samtidens Amerika. Hans ”opfindelse” af den tykke julemand som et lysende håb sat i trist billede af borgerkrigen, hvor nordstaternes krig med sydstaterne i 1862 var på randen af kollaps, var inspireret af hans egne sydtyske rødder og traditioner (han blev født i Landau, Rheinland-Pfalz), hvor den fiktive katolske julemand, Nicholas af Myrna, havde vundet indpas og var blevet eksporteret til Amerika. Juletiden i samtidens Amerika var ikke en højtid forbundet med ferie og sekulær gavegivning. Dette skete først efter år 1880 og udbredte sig fra New York til andre byer i Amerika. Ovennævnte to billeder var utroligt populære og blev genudgivet i en bog der udkom i år 1890. I Life Magazine’s udgave 13. december 1923 vises så den næste version af den moderne julemand og bruges her for første gang i reklameøjemed. Life Magazine, og virksomheden bag reklamen, gentager dette året efter 4. december 1924.
Life Magazine 13. december 1923. Teksten i nederste højre hjørne siger “The White Rock Company.” Denne reklame, af en ukendt kunstner, var en del af virksomhedens vinterreklamekampagne for deres mineralvand og ginger ale og var to helsidesannoncer. Virksomheden, etableret i 1871-6 i Wisconsin, var i 1923 og er i dag baseret i New York.
20. December 1930 viser Ford en reklame for en Ford Model AA Flat Bed Delivering Truck, der leverer juletræer til den lokale forhandler på gadehjørnet.
Reklamen ”The Ford Truck saves valuable minutes” fra 20. december 1930. Læg mærke til sporvognen fyldt med folk på juleindkøb. På venstre side af reklamen under den røde mur er et ”H” der viser at denne reklame er tegnet af Peter Helck.
Endelig kommer så Coca Cola’s første Julemands-kampagne i julen 1930. Mange er af den opfattelse at det var Coca Cola der opfandt den tykke Julemand, ikke mindst fordi Coca Cola selv har forsøgt at udbredde denne røverhistorie og gøre den til gældende sandhed.
Ladies’ Home Journal, December 1930 med teksten “The Busiest Man In The World comes up smiling after... the pause that refreshes”. Her kaldes Julemanden også Santa Claus. Kunstneren er ukendt.
Gennemgår man tidskronologisk øl-etiketterne på de juleøl på flaske De Forenede Bryggerier bringer til markedet Julen 1896, efterfulgt af alle andre bryggerier derefter, vil man gense helt samme evolution. Fra oprindeligt at gengive Gårdboen/Julenissen, enten alene eller med drillenisse/julesvend eller Alfer, omtegnes disse oprindelige forståelser til den nyopfundne tykke og amerikanske/germaner-katolske Santa Claus.
|
||||||||||||||||||||||||||||||||||||
| Indholdsfortegnelse |
