Forside Indholdsfortegnelse
<< ForrigeNæste >>

Mjölnir - Mjølner - Torden og lynild

 

Det er blevet foreslået at Mjølner-symbolet, hammeren, der blev og bliver båret af mange, skulle have være et symbol på en tidlig udgave af kristendommen. Denne opfattelse deler jeg ikke, og jeg kan med sikkerhed sige at dette i hvert fald ikke oprindeligt har været tilfældet.
 
De i Danmark og England kendte begreber ”Torden og Lynild” og ”Thunder and Lightning” (fra det oldengelske ”Thunor und Lihting”) forklarer os dette. ”Torden/Thunder” betyder naturligvis ”Thor”, og viser den absolut oprindelige forståelse af denne gud som den forfædrende torden- og skygud, dvs. selve braget når skyerne støder sammen og afgiver elektricitet. ”Lynild/Lihting” er selve flammen, der afgives fra skyerne og rammer jorden.

þunar byð þragum hludastTorden byder (på den mest) genstridige lyd

British Museum, Cotton MS, Tiberius B i. (”Maxims II”, sætning 4) fra ca. år 956-1066 e.Kr. i min oversættelse til nudansk. Det oldengelskeþragum” skal sidestilles med det oldnordiske “þrágjarn, þrákelkinn” (trodsig, stivsindet, hårdnakket, genstridig).


 
For menneskene på jorden har denne lynild dagligt kunne ses hos den lokale smed hver gang han har brugt sin hammer og ambolt og bearbejdet metal. Der gælder også en helt grundlæggende forståelse af betydningen af ild i vore skikke. Ild for os er lig med muligheden for at opretholde livet. Uden ild dør vi (se Hávamál, vers 68, Ældre Edda).
 
Derfor har hver enkelt menneske båret rundt på ”fyrtøj”, som vi ved at kigge lidt på ordet kan se faktisk er det samme ord som ”fire tool” eller ”ildredskab”, for at kunne slå ild. Som er tilfældet med mønt er det eneste sikre sted at opbevare fyrtøj i en læderrem omkring halsen. Ved at efterse de arkæologiske fund af vore oprindelige fyrtøj vil man kunne se at Mjølner-symbolets oprindelse var fyrtøjet. Det Mjølner-symbol vi i dag bærer rundt på, i de fleste tilfælde efterligninger af Mjølner-symboler fra 900 tallet e.Kr. fremefter, har sikkert haft en visuel betydning som en henvisning til den forne sæd. Samtidigt kan symbolet have haft en opgave som ID-kort af social rangorden, lig den guldskillinger havde som Gylden Tavle op til Trosskiftet år 600-630 e.Kr.

chap21-6.jpg-7 chap21-6-8.jpg

Thors hammer-amulet fundet af Torben Christjansen ved Købelev, nordvestlige Lolland i 2014. Amuletten er forsølvet bronze og dateret til 900 tallet e.Kr. Hammeren er helt unik derhen at der på amuletten er rejst runer i Yngre Futhark.

Pladsmangel, og et helt bevidst designvalg af 3 tegn på hver side af den centrale Ræið (R)-rune, har gjort at runemesteren har ristet “hmar x is”. Bemærk i øvrigt at Maðr (M)-runen er rejst identisk til hvorledes vi ser det på bælteenden fra Duesminde, nær Vejleby sydvestlige Lolland (DR NOR2003;6), samtidigt dateret til 900 tallet e.Kr. Det antyder at samme runemester, eller samme værksted, har rejst begge runer. På Duesminde-bælteenden er den lodrette stav ført halvvejs igennem "rhomben/gåseøjet", så vi ser den normale Maðr (M)-rune. Forsølvningen antyder at dette også er tilfældet her, hvorfor jeg har vist dette med stiplet linje.

Hvorledes runerne er rejst, samt læseretning fra venstre mod højre, gør at vi må anskue hammeren med hovedet øverst og skaftet nedad. Efter runerne følger følger en afbildning af “valknútr, walknot” eller valknuden (de kæmpendes knude), der ikke forekommer på reversen, og der må skulle knyttes til de rejste runer. Derfor mener jeg vi samlet må læse “Hammeren er valknuden”.

Da vi samtidig ved at den symbolske Thors Hammer-amulet tjener formålet at være en ”Hamingja”-amulet, dvs. en amulet der bringer “held og lykke når det gælder”, mener jeg at sætningen “Hammeren er valknuden” er en kenning for ”þórr vigi” (þur uiki, Thor vier) på f.eks. Glavendrup-stenen, Odense (DR 209), dateret til 900 tallet e.Kr., Virring-stenen, Midtjylland (DR110) fra slutningen af 900 tallet e.Kr., og Sønder Kirkeby-stenen, Maribo, Lolland (DR 220) fra slutningen af 900 tallet e.Kr.

Torslunde ligger, sikkert ikke helt tilfældigt, i Købelev sogn. Mit gæt er derfor at landsdelens Hedenske Høje i 900 tallet har været Thor, og at amuletten er båret for at give ejeren Thor’s styrke til at vinde sejr når det var påkrævet. Det følger fra denne slutning at ansigtet gengivet på hammerhovedets revers må være en afbildning af Thor, hvis øjne og ører skal lede hammeren og ejermanden på rette vej.

Billedkilde: Lisbeth Imer: En torshammer med runer fra Købelev på Lolland (Nationalmuseet, 12. juni 2014)


 
Den oprindelige funktion har dog været praktisk og livsnødvendig. Det er i denne forbindelse interessant at begrebet ”Torden og Lynild” ikke findes på oldnordisk. Dette antyder, som arkæologien også understøtter, at forståelsen af Thor som torden- og skygud var ophørt ved udvandringen til Island i 800 tallet e.Kr. Ordet for "lyn, lynild" på oldnordisk er "leiptr" eller "þruma, þryma, þrima" (larm, bulder, torden) og "lýstr þruma" (lynild).

Nøjagtigt som jeg selv lærte det, ligger der i to oldnordiske ord gemt forståelsen for at torden-bulder er Thor, der rider i sin stridsvogn over himmelen. Det oldnordiske ”reiðar-duna” (ride-dundren), der opfattes som ”torden-drøn”, og ”reiðiþruma” (ride-buldren), der opfattes som ”tordenskrald”, viser dette.

 

 chap21-6-1.jpg

Torden og Lynild - et udvalg af de ca. 50 eksempler på Thor's hammer fundet.

Øverste række (venstre mod højre):
1. Rømersdal, Almindingen, Bornholm, ca. år 1000 e.Kr. i sølv (Nationalmuseet)
2. Sejerby, Sejerø, ca. år 960 e.Kr. (Nationalmuseet)
3. Tågemosen, Sjælland, 900 tallet e.Kr. (Nationalmuseet)
4. "Amulet af jern fra Hesselbjerg ved Odder, som den fremtræder nu og rekonstrueret. Med hammeren, ildstålet og seglet er Thors hovedfunktioner muligvis symboliseret: som kampgud, lynildsmand og afgrødens beskytter". Gravpladsen (104 grave) ved Hesselbjerg mellem Odder og Hov blev udgravet 1963-70, og nærværende amulet blev fundet i 1970. Dateret år 900 e.Kr. (Moesgaard Museum)

Mellemste række (venstre mod højre):
5. Mandemark, Møn. Ca. år 1000 e.Kr. Hammeren til højre er forgyldt (Nationalmuseet)
6. Thor siddende på tronstolen med hammeren hvilende på sine knæ. Bronze-figur dateret til år 1000 e.Kr. Fundet 1815/1816 i Eyrarlandi ved Eyjafjörð, det nordlige Island (Þjóðminjasafn Íslands (Islands Folkemindesamling), Reykjavík).
7. Yorkshire, ca. år 1000 e.Kr.  L: 4.3 cm i bronze med indskriften "(kors) EMSN (kors)". Bogstaverne enten latin eller olddansk, men endnu ikke forstået. Som udgangspunkt ingen oprindelig tanke i indskriften og derfor alene kristen. Konvertiter har det med at være fanatikere, hvorfor man kunne tænke sig at indskriften evt. betyder "Ecclesiae Misericorditer Salutis Noster" (Til kirken ærbødigst, frelsen vor) (MS 1708)
8. Bredsätra, Öland, 900 tallet? e.Kr., 4.6 cm forgyldt (Statens Historiska museum, Stockholm)

Nederste række (venstre mod højre):
9. Sølvpenge møntet i Jórvik (York) under Regnald (Ragnall, Ragnall ua Ímair, Ragnvald, Rögnvaldr), 919-921). Forsiden viser en bue med anspændt pil. Reversen gengiver Thor's hammer med skjoldungeættens mærke, den oprejste trekant (tre prikker).
10. Sølvpenge møntet i Jórvik (York) under Sihtric (Sigtrygg) I. Cáech (921-927) (EMC 1986.0344), der var konge af Dublin 888-896. Fundet i Coppergate 16-22, York. Forsiden har indskriften: SITEI / R (omvendt) CDIX, skrevet omkring et sværd. Reversen har indskriften IIEBIAIIOEIX omkring Thor's hammer med 2 x skjoldungeættens mærke, den oprejste trekant (tre prikker). Dette antyder i heraldik at Regnald og Sihtric er i familie (fra skjoldungeætten), og efterfølger hinanden. Det viser sig da også at være tilfældet da de var brødre. At brødrene tilskrives at komme fra"Ímair"-ætten i Ulster-krønikerne synes at understøtte dette da det oldirske "Ímair" betegner "Kongen af Mændene fra Nord af hele Britannien og Irland". Han døde år 873 e.Kr. Hvilken konge fra Danmark/Norge dette var ved vi ikke. Det er muligvis Ragnar Loðbrók’s søn, Ivarr Den Benløse (Ívarr beinlauss, ca. 794-872 e.Kr.). Sihtric (Sigtrygg) nævnes i Yngre Futhark som "siktriuk ÷ kunuk" på Haddeby 4 stenen i Sydslesvig (DR4) dateret til efter år 934 e.Kr.
11. Fundet marts-august 2003 ved Great Witchingham (Lenwade, "Witcingeham" i Domesday Book fra år 1086 e.Kr.), Norfolk, Øst-Anglen. Sølv med indlagt guld. Dateret til 8-900 tallet e.Kr. (Norfolk Museum & Archaeology Service)
12. Kent, England, 5-600 tallet e.Kr., bronze.
13. Lejre, Sjælland 600 tallet e.Kr., jern (Roskilde Museum)

Andre fund af Thor’s hammer i Britannien, der stort set svarer til Danelag landskaberne fra år 878 e.Kr.:

          • Broch of Gurness, Mainland, Orkney. Fundet i 1932 på en kvinde med en jern halskæde omkring halsen med bl.a. en Thor’s hammer amulet.
          • Carlisle, Cumbria, nordvestlige England (900-1000 tallet, British Museum reg. no. 1990,1-1,1). Landsbyen Thursby ligger 6 miles sydvest for Carlisle.
          • Goldsborough, North Yorkshire. En del af en stor skat. (sidst i 800 tallet)
          • Leconfield, East Yorkshire. Sølv, 900-1000 tallet, British Museum (reg. no. MME 2000,3-1,1)
          • Wetwang, East Yorkshire. Fundet 1991. År 800-900 e.Kr. L:33 mm, B:23 mm. Vægt: 5.9 g. 98% sølv. Simpel Thor’s hammer med krog (vist i Treasure Annual Report 2002, nr. 45, s. 58)
          • Cuerdale, Lancashire. Thor’s hammer i sølv fundet med et enormt skattefund (40 kg. sølv), der på mønterne kan dateres til år 905-910 e.Kr. Muligvis fra Dublin hvorfra vi var blevet smidt ud år 902 e.Kr. Thor’s hammer har muligvis her opgaven at beskytte hele den nedgravede skat. (Assheton Bennett Collection)
          • Repton, Derbyshire. Grav 511 måske fra den danske hær der samledes her år 873 e.Kr. En simpel Thor’s hammer omkring mandens hals og en vildsvinetand hvor hans afhuggede lem burde være.
          • Surlingham, Norfolk (sidst i 800 tallet)
          • South Lopham, Norfolk. Guld (Bonhams’ antiquities sale catalogue, 12 December 1995, lot 335)
          • Sibton, Suffolk (sidst i 800 tallet)
          • Essex. Fundet før 2001. År 800-900 e.Kr. L: 22.5 mm, B:16 mm. Simpel Thor’s hammer med krog (vist i Treasure Annual Report 2002, nr. 44, s. 56-57)

 

I billedet ovenfor har jeg samlet en lille del af de Thorshammere, der er fundet. Det er helt konsekvent at de fund der dateres til år 900-1000 e.Kr. (nr. 1-10), har undergået en forvandling til alene at være amuletter og symboler, uden nogen praktisk betydning. På de to Thor's hammer fra henholdsvis Lejre og Kent fra 6-700 tallet e.Kr., dvs. lige omkring Trosskiftet år 600-630 e.Kr. er disse helt anderledes gjort som håndværk, og bærer, så vidt jeg kan bedømme, tegn på en oprindelse fra et praktisk formål som fyrtøj. Som amuletten fra Hesselbjerg tydeligt viser (nr. 6), er ildstålet udskilt som et særskilt værktøj i 900 tallet e.Kr. Den for mig fineste Thor's hammer fra Witchingham, Norfolk (nr. 10), er ikke blot identisk til afbildningen på mønterne slået i York, men viser os overgangsformen fra praktisk værktøj til amulet. Den "kristne" Thor's hammer fra Yorkshire kan vel siges at være et "livrem og seler"-symbol. Amulettens ejer er klart konvertit til kristendommen, og har skulle sikre sig at den beslutning nu ikke gik helt galt, ved at bære en Thor's hammer amulet fra de forne sæder.
 

 26-1-3.jpg

Fyrtøj fra Nganasan-folket, Krasnoyarsk Krai (landskab), Turukhansk området fra 1902-1904. L: 8.5 cm, B: 7 cm. Metal. Findes på Russian Museum of Ethnography, St. Petersborg. Man slår en flintesten mod hammerhovedets brede del, dvs. for de fleste holdes fyrtøjet fast i venstre hånd, samtidigt med at man holder fyrtøjet tæt til mos eller spåner for at starte ilden. Nganasan-folket er et af de oprindelige rensdyrfolk og kun 832 mennesker er nu tilbage. De bor på den vestlige del af Taymyr halvøen i det absolut nordlige Sibirien. Shamanisk filosofi blev først fjernet i 1940’erne under Sovjetunionen, hvor deres Shamen blev fængslet. Tak til Anders og Dorrit Hansen, Vancouver, BC, Canada for henvisningen.
Billedkilde: Musée départemental de Préhistoire de Solutré, Frankrig

 

Ganske overraskende er der ingen enighed om den etymologiske oprindelse til ordet ”Mjölnir”. Det er 4 gode forslag fremme:

            • Mölva (oldnordisk, ”at brække i stykker”)
            • Mjöl (oldnordisk, ”mel”, dvs. ”Mjölnir” betyder ”den der maler/knuser”)
            • Molniya (russisk ”молния”, “lynild”)
            • *Meltā (keltisk, “lynild”)

Har man oplevet et lynnedslag vil man hurtigt være enig i at lynild knuser. Mit bud er derfor at alle de fire forslag har en fælles oprindelse. Den sproglige evolution på Island skyldes at Thor som torden- og skygud var ophørt ved udvandringen til Island.
 
Mjølner nævnes som ”Mjöllni” i Þrymskviða (vers 30, Ældre Edda) og Hymiskviða (vers 36, Ældre Edda). I Þrymskviða (Ældre Edda) nævnes hammeren ligeledes som ”hamars” (hammer, vers 1, 32), ”hamri” (hammeren, vers 2, 32) og ”hamar” (hammer, vers 3, 7, 11,14, 18, 30, 31). Under den generelle ”hammer”-betegnelse finder vi den også i Snorre Edda (Skáldskaparmál, 43. Af smíðum Ívaldasona ok Sindra dvergs).

I det estiske folkedigt ”Tordengudens søn” ("Ukkosenjumalan poika" (finsk/estisk), der er en gengivelse af Þrymskviða (Ældre Edda), kaldes Mjølner for ”tordenvåbenet” (se ”Litteraturliste” under ”Kalevipoeg (Kalev’s søn).

Saxo skriver i Gesta Danorum (Bog 13.5.5):

"[1] Idem, postmodum Orientis partes piratica pervagatus, cum speciosa domum spolia retulisset ideoque se dignitatis incrementa accepturum speraret, pro gratia accusationem expertus est, culpatus a rege, quod in re Suetica praedam egisset. [2] Cuius operam valenter editam consimili probitatis genere aemulatus Magnus inter cetera trophaeorum suorum insignia inusitati ponderis malleos, quos Ioviales vocabant, apud insularum quandam prisca virorum religione cultos, in patriam deportandos curavit. [3] Cupiens enim antiquitas tonitruorum causas usitata rerum similitudine comprehendere, malleos, quibus caeli fragores cieri credebat, ingenti aere complexa fuerat, aptissime tantae sonoritatis vim rerum fabrilium specie imitandam existimans. [4] Magnus vero, Christianae disciplinae studio paganam perosus, et fanum cultu et Iovem insignibus spoliare sanctitatis loco habuit.[5] Et adhuc quidem eum Sueones perinde ac caelestium spoliorum raptorem sacrilegum autumant. [6] Sed utinam initiis eius exitus respondisset!"

”Siden drog Knud i Viking til Østerleden og hærjede der, og han vendte hjem med herligt Bytte i Haab om, at det yderligere vilde forøge hans Anseelse, men i Steden for at takke ham skyldte Kongen ham for, at han havde røvet og plyndret i Svenskernes Lande. Hans tapre Bedrifter tilskyndede Magnus, der ikke vilde give ham noget efter i Mod og Manddom, til ogsaa at drage i Viking, og blandt andre Sejrstegn, han førte med hjem til Danmark, var der ogsaa nogle ualmindeligt tunge Hammere, som Folk kaldte Thorshammere; han havde fundet dem paa en af Øerne, hvor de i gamle Dage ansaas for hellige, thi for ved Hjælp af almindelig kjendte Ting at forstaa, hvorledes Tordenskraldene opstod, forfærdigede Folk den Gang store Kobberhamre i den Tro, at det var med saadanne Hamre, Tordenen frembragtes, og at man bedst kunde efterligne dens Brag og Bulder med saadanne Redskaber. Magnus, som i sin Iver for Kristendommen hadede og afskyede Hedenskabet, ansaa det for en Gud velbehagelig Gjerning at rydde Templerne for, hvad der hørte til Afgudernes Dyrkelse, og at berøve Thor hans Værdighedstegn, og Svenskerne betragter ham endnu den Dag i Dag som en Tempelskjænder, der har plyndret Guderne.”

Nudansk oversættelse af  Dr. Fr. Winkel Horn (1911, 2. Del, XIII Bog, s. 65-66)

 

Tiden er i Kong Niels’ regeringstid år 1104-1134 e.Kr., efter hans nederlag 9. august år 1113 e.Kr. ved Lytjenborg i Venden. ”Magnus” er Kong Niels’s næstældste søn Magnus ”den Stærke” (ca. 195 cm høj, f. ca. 1106). Han faldt i Slaget ved Fotevig 4. juni år 1134 e.Kr. ”Knud” er Knud Lavard (1096-1131). Han blev som bekendt dræbt af netop sin fætter Magnus ”den Stærke” 7. januar 1131 e.Kr. i Haraldsted Skov. Vi kan da sjusse os frem til, at tiden hvor Magnus ”den Stærke” henter Thorshammerne til Danmark må være ca. år 1125-1131 e.Kr. Disse Thorshammere af kobber er tydeligvis, som den hellige edsring af guld var det før Trosskiftet år 600-630 e.Kr., en hellig hammer der befandt sig i de gudehov, der var viet til Thor.

Det forekommer mig at de "øer" der her omtales må være Øland (Öland), Gotland eller Øsel (Eysýsla, Saaremaa). Når Saxo år 1200-1 e.Kr. omtaler "gamle Dage" (prisca), som vi nu ved faktisk ikke er længere tilbage end 2 slægtled tidligere, må vi overveje hvem havde juridisk herredømme over disse øer i dette tidsrum. For for det første er det fejl på nudansk at omtale det latinske "Suetica" og "Sueones" som "svenskerne" - det er Svea-folket der menes.

Iflg. Västgötalagen fra 1200 tallet e.Kr. anerkendes landegrænsen mellem de to nyskabte riger, Sveariget og Danmark ca. år 1000-1050 e.Kr., hvorved Skåne, Halland og Blekinge anerkendes som tilhørende det i samtiden nyskabte Danmark, og Götaland som en del af det nye Svearige (se afsnittene " Tani.jpg - Tani i historiske kilder" og "Garðaríki" (underafsnit "År 862 e.Kr.")). Gotland og Öland var ikke oprindeligt en del af Sveariget. Det bliver senere en del af Östergötland, som Snorre skriver var et andet bispedømme. Overherredømmet over Östergötland bestemmer derfor samme over Gotland og Öland. Det er en underdrivelse at sige at det kunne man ikke blive enig om mellem Sveariget og Danmark. Fra Snorre's beskrivelse af Sveariget 1 kan vi slutte at det netop i 1200 tallet ser ud til at Sveariget og Östergötland har samme overherre, selvom det først er med Kristofers Landslag fra år 1442 e.Kr. 2 vi får fastslået at kongeriget Sverige består af "Svea och Göta riken". Vi erindrer her at netop derfor indtog Kong Valdemar Atterdag år 1361 e.Kr. Gulland (Gotland), der derfor ikke kom med i denne, nu svenske, fusion. 

Vi har endnu et fingerpeg fra det at norskekongen Sigurd I. Magnusson (Jorsalfare, Sigurðr Jórsalafari, regent 1103-1130) drager på erobrings- og korstog! mod Småland år 1123 e.Kr. Vi kan derfor være sikre på at Småland, og derfor Gotland og Öland, ikke er kristne år 1123 e.Kr.

Det forekommer mig derfor at Sigurd I. Magnusson har taget sig af Småland og omegn, hvorefter Magnus ”den Stærke” har fulgt op med at hærge på Gotland og Øland ca. år 1125 e.Kr. Vi kan måske danne os et visuelt indtryk af hvorledes disse store Thorshammere af kobber tog sig ud ved at efterse den Thorshammer vi har fra Bredsätra, Öland fra 900 tallet e.Kr. (se nr. 8 ovenfor).

1 Se Snorre's Heimskringla (Ólafs saga helga, kap 77. Frá landsdeild í Svíþjóð og lögum): "...Svíaveldi liggur í mörgum hlutum. Einn hlutur er Vestra-Gautland og Vermaland og Markir og það er þar liggur til og er það svo mikið ríki að undir þeim biskupi er þar er yfir eru ellefu hundruð kirkna. Annar hlutur lands er Eystra-Gautland. Þar er annar biskupdómur. Þar fylgir nú Gotland og Eyland og er það allt saman miklu meira biskupsveldi..."
2 "Kristofer" er Christoffer III. af Bayern (regent Danmark, Norge, Sverige 1440-1448). Han giver en Stadsret [for København] af 14. oktober 1443

 

Vi ser Mjølner og de oprindelige tre runeforbandelser videreført slet skjult i denne beretning om hvorledes man ”slår øjet ud” på en tyveknægt på flugt. Skikken er her gengivet fra Island, men kendes også fra Danmark. Begge steder er det smeden, der klarer denne opgave. 

”Paa Island have de kloge Mænd til dette Brug ”en Thorshammer”, smedet af Klokkemalm, som tre Gange er stiaalet og hærdet i Menneskeblod paa en Pintse-Søndag, medens Præsten læste Evangeliet og Epistelen. Tillige har han af samme Malm et søm, smeddet paa samme Maade, hvilket han, naar et Tyveri skal opdages, slaaer ind i Hammerens hoved, i det han fremsiger en Formular: 

            1. ”I augu Vigfödurs!” [”I augu Vígfaðir!”  eller ”I øjet krigsfader!”]
            2. ”I augu Valfödurs!” [”I augu Valfaðir!” eller ” I øjet Valfader!”]
            3. ”I augu Asa Thors!” [”I augu Ása-Þórr!” eller ”I øjet Asa-Thor!”]

Tyven vil da blive befalden med en Sygdom i Øinene, som tvinger ham til at bringe det Stiaalne tilbage”. 1

1 Se J. M. Thiele: Danmarks Folkesagn (1860, 3. Deel, s. 156-157, nr. 630). Thiele henviser til Konrad Maurer. Isländische Volkssagen der Gegenwart (1860, s.101). Ordet ”stiaalet” er fra ”staal” dvs. ”stålhærdet”.

 

Som man kan se pudser man ”hundene” på tyven, her hele Ase-slægten; Tyr (Vígfaðir), Odin (Valfaðir) og Thor (Ása-Þórr), og det med præstens gode hjælp. Ved at slå søm mod Mjölnir’s hoved opstår der lynild. Det er lynilden, der rammer tyvens øjne 3 gange.

Den, i forbindelse med Torden og Lynild, ekstremt vigtige runeindskrift i Yngre Futhark på en kobberamulet dateret til 1000 tallet e.Kr., blev fundet i Kvinneby, Stenåsa sogn, Möckleby Herred, Öland (ÖL 52 , Statens historiska museum, Stockholm). Dele af indskriften lyder:

"...in bra ()alti ( ) ilu fran bufa þor keti hans miR þem hamri sam huR hafi kam..."
(...en brá haldi illu frá Bófa. Þórr gæti hans með þeim hamri sem ór hafi kom...)

som jeg omskriver til nudansk som:

"...end lynild holde ilde (borte) fra Bófa. Thor værner hans med den hammer som ud af havet kom..."

 

 

 chap21-6-2.jpg chap21-6-4.jpg

"Thors fisketur" i Hymiskviða (vers 20-21, Ældre Edda) i sen-nordisk forståelse. Det er Hymir der ror og Thor der fisker fra agterstavnen. Thor er skrevet "Asathor" med Yngre Futhark i teksten ovenfor. Thor's hammer har her opgaven som fiskerens kølle (priest, basker), hvilken Thor i vers 23 bruger som kun han kan:

Dró djarfliga
dáðrakkr Þórr
orm eitrfáan
upp at borði;
hamri kníði
háfjall skarar
ofljótt ofan
ulfs hnitbróður.

Drog djærveligt
den dygtige Thor
ormen eddergiftig
op til bordet;
hammeren trykkede
højfjeldet kløver 
hårdt fra oven
(på) ulvens slagsbroder.

Min oversættelse til nudansk. "háfjall skarar" er en kenning for dragens isse, hvor toppen bliver kløvet af. Ordet "skarar" betegner den strimmel man har slået med en le på græsmarken.

Jeg forestiller mig her at runemesteren til Kvinneby-stenen har haft for sig Hymiskviða (vers 23, Ældre Edda) når denne beskriver at Thor's hammer kom fra havet. Hvis Bófa har været sømand kan dette have været tænkt som en ekstra beskyttelse.
Til venstre: Afbildning fra 1760.
Til højre: Rune- og billedstenen fra 1000 tallet e.Kr. ved Altuna Kyrka, Uppland (u1161) er rektangulær i udformning. Nederst på den smalle ende ser vi ovenævnte afbildning af Thor med løftet hammer. Thor sidder med sit højre ben ud over rælingen på båden så han bedre kan komme til at give ormen et gok i nødden.
Billedkilde: Ólafur Brynjúlfsson: Gudeskrift m. bl.a. Ældre Edda (Edda Sæmundr) & Snorre Edda (1760). Det Kgl Bibliotek, Håndskriftsafdelingen. Katalog ”Ny kgl. S. 1867 4º”; beskrivelsen findes i Kr. Kålund: Katalog over de oldnorsk-islandske Håndskrifter i Det store kongelige Bibliotek og i Universitetsbiblioteket (1900, s. 251-3).

 

I Ragnarsdrápa (vers 15), fra ca. år 850-865 e.Kr., siger Thor:

 Hamri fórsk í hœgri hönd,… Hammeren løftet i højre hand…

 

Til trods for at begrebet ”Torden og lynild” ikke findes fra 800 tallet e.Kr. fremefter, findes det tilbage i tiden. Begrebet er en hjørnesten i den del af den etruskiske spådomsfilosofi, der af romerne på latin overordnet omtales som ”disciplina etrusca”, hvori findes undergruppen, som romerne på latin kalder ”libri fulgurates” (bøger om lynild). Disse bøger indeholdt viden, indsamlet så langt tilbage man kunne erindre, om de varsler der kunne drages fra lynild. De særligt uddannet i at fortolke varsler om lynild blev på latin kaldt ”fulgurator”. På etruskisk kaldtes de ”trutnut”, hvor selve handlingen er ”trut”. Dette ord mener jeg er identisk til ”trú, treow” (oldnordisk, oldengelsk) eller ”tro”, med den oprindelige betydning ”troskab, sandhed”. Handlingen er derfor ”søgen efter sandheden”, der er troen, og præsten ”Den der søger efter sandheden”. Heraf de etruskiske ord ”trutnvt frontac” (TLE 697) og ”trutvecie” (TLE 740). Ordet "torden" kan på etruskisk være en gradbøjning af "cemnac" (tordner?), jvf. sætningen "ais cemnac..." (gud(en) tordner...) fra Liber Linteus Zagrabiensis (5.xviii) fra ca. år 250 f.Kr.

Hvor lynet slog ned var helligt og etruskerne kaldte stedet for det der på latin skrives ”bidental” fordi der her blevet ofret et 2-årigt får, kaldet ”bidens” (med to tænder). Det helliggjorte sted måtte ikke betrædes, hvorfor det blev indhegnet, kaldet ”puteal” (brøndkarm, murkrans). For mere se Quintus Cicero (102-43 f.Kr.): de Divinatione (44 f.KR., 2 bind, bog I).

Den 7. april år 363 e.Kr. ved solnedgang nær Circesium langs Euphrates-floden, ca.  460 km nord for Bagdad, trækker mørke skyer sig sammen. Efter torden og lynild, blev en kriger ved navn Jovianus ramt af lynet og dræbt sammen med to heste han var i færd med at lede bort fra floden, hvor de havde drukket vand. Dette varsel fortolkes således jvf. Ammianus Marcellinus (300 tallet e.Kr., 23:5:13):

13. eoque viso harum rerum interpretes arcessiti interrogatique etiam id vetare procinctum fidentius adfirmabant, fulmen consiliarium esse monstrantes: ita enim appellantur quae dissuadent aliquid fieri vel suadent ideoque hoc nimis cavendum, quod militem celsi nominis cum bellatoriis iumentis extinxit, et hoc modo contacta loca nec intueri nec calcari debere fulgurales pronuntiant libri.

13. Da dette blev set blev spåmænd med evnen til at fortolke indbudt og udspurgt, og de med selvsikkerhed bekræftede forbudet mod kampberedskabet, da dette var et tegn på Rådgivende Lynild: Thi således kaldes det som fraråder nogen handling eller tilråder dertil(.) Mod dette skal man særligt vogte sig, derfor at en kriger af høj rank med krigsheste var blevet udslettet, og de steder [således] berørt bringes så de ej kan tages i beskuelse eller betrædes(,) skyldig lynild-bekendtgørelserne i bøgerne.

Min oversættelse til nudansk. Se Karl Otfried Müller: Die Etrusker (1828, 2 bind, II, 171).

 

Lucius Annaeus Seneca (ca. 4 f.Kr.- 65 e.Kr.): Quaestiones naturales (II:32.2):

32,2 Hoc inter nos et Tuscos, quibus summa est fulgurum persequendorum scientia, interest : nos putamus, quia nubes collisae sunt, fulmina emitti ; ipsi existimant nubes collidi ut fulmina emittantur ; nam, cum omnia ad deum referant, in ea opirione sunt tamquam. non, quia facta sunt, significent, sed quia significatura sunt, fiant. Eadem tamen ratione fiunt, siue illis significare propositum, siue consequens est.

32.2 Derfor mellem os [romerne] og tuscanerne [etruskerne], blandt hvem hovedsagligt er lynild stræbt efter videnskabeligt, er forskellen: Vi antager, at når skyer støder sammen, lynild udløses; de anser at skyer støder sammen for at udløse lynild; For, da alt føres tilbage til guderne, er de på samme vis af den formening. Ikke, at hvad er skabt, har betydning, men at hændelsen er indtruffet.  Ad samme vej forklares det indtrufne, for så vidt angår dets betydning i tanke (og) hvad følgevirkningen er.


Min oversættelse til nudansk. Jeg har endnu ikke haft adgang til at læse hele Johannes Laurentius Lydus (490-578+)'s græske oversættelse af den nu tabte latinske oversættelse af den nu tabte etruskiske "Torden-kaldender" (Brontoscopic Calendar), der er gemt i hans værk "Περì διοσημεíων" (på latin "De ostentis"). Kalenderen, der begynder med måneden juni, blev oversat af P. Nigidius Figulus fra etruskisk til latinsk ca. år 50 f.Kr., dvs. efter etruskerne er blevet endeligt nedslagtet af romerne.

 

Så vidt jeg kan se er Seneca’s anklage om (sen)-etruskisk filosofi, at etruskerne følger en fatalistisk tankegang, hvor den frie vilje ikke findes, til trods for at mennesket er frit, men er pantsat til guderne.  Hvor ”hvad vil komme” på forhånd er givet og må godkendes ”som er”, i stedet for at blive imødekommet med modstand og forsøg på at ændre slutmålet ved eget virke i nutiden. Etruskerne har med andre ord forkastet ”sund fornuft”. Vi ser to eksempler på dette i den etruskiske "Torden-kalender" (i min oversættelse til nudansk):

  • 2. juni  Bliver det tordenvejr, vil kvinder med fødselsveer lettere nedkomme, men køer vil nedkomme for tidligt, dog vil der blive overflod af fisk.
  • 16. juni Bliver det tordenvejr, truer ikke blot dyrtid, men krig, på samme tid som en velstående mand skal blive usynlig for almenvellet.

Jeg ved for lidt om etruskisk historie til at kunne sige dette endeligt, men jeg er enig i at der i sen-etruskisk filsosofi er en morbid besættelse af døden og efterlivet, som vi også ser det i egyptisk tanke, der ser ud til at formindske værdsættelsen af de dødelige i nutiden. Det opfatter jeg dog som en unaturlig sen omfortolkning af oprindelig etruskisk tanke, der kan være slutproduktet af at etruskernes beståen er ved at gå tabt. Etruskernes nedgang ser ud til at begynde med borgerkrigen ca. år 500 f.Kr. mellem etruskerne under Kong Lars Porsena, og det romerske kongerige under Kong Lucius ”superbus” Tarquinius, også etrusker. Herfra opstår den romerske republik.  Etruskernes sæder forsvinder endeligt ind i romerske samme da Kong Lars Porsena (Lars Porsenna)’s gravsted blev jævnet med jorden år 89 f.Kr. som et led i den romerske nedslagtning af hendes egne allierede i ”Socii-krigen” år 91-87 f.Kr. under ledelse af den romerske general og diktator Lucius Cornelius Sulla Felix (138-78 f.Kr.).

Angel-saksiske Krønike for år 793 e.Kr. viser os at lynild også for os er et varsel fra guderne, der skal tages alvorligt og tolkes. Op til fredag den 8. januar år 793 e.Kr., og anfaldet på Lindisfarne ø, var der klare tegn på at noget var i gære, jvf.  "þæt wæron ormete ligræscas" (Disse var ormede lynild).

"Nr. 65 Torden og Lynild om Vinteren eller tidligt paa Foraaret bebuder et godt Grøde-Aar" 1

1 J. M. Thiele: Danmarks Folkesagn (1860, 3. Deel, s. 14, nr. 65: Adskilligt om Veir og Vind).

 

"Nr. 138 Det er i flere Henseender gavnligt, at have en "Tordensteen" i Huset; derfor giemmes den varligt af den, som finder den. Blandt andet bevarer den et Huus mod Lynild.

"Tordenstenen" eller, som den ogsaa kaldes, "Tordenkilen" beskrives som en skarp Steen, en Kile eller en Øre, der farer med Lynet ned i Jorden, altsaa nok det Samme som de Boglærde antage at være en Levning fra Oldtiden." 1

1 J. M. Thiele: Danmarks Folkesagn (1860, 3. Deel, s. 32, nr. 138: I Huus og Hiem, Held og Vanheld). Her skal man ikke lade sig forvirre af at man i Middelalderen begynder at kalde alle mulige uforklarlige forsteninger for "Tordensten", herunder vættelys og andre former for forstenede dyr. Rigtige Tordensten dannes faktisk fra et lynnedslag, hvor den ekstreme varme fra lynet smelter sandet i jorden til en sten af kiseljord (silica). Rammer lynet i rent sand er Tordenstenen en "kvartsit", dvs. egentlig glas. I vore landskaber er de typisk formet som spyd- og pilespidser. Tordensten kendes på engelsk under mange navne, herunder Thunder stone (Thunderstone), Lightning stone, Thunderaxe, Sky arrow. Jo mere sandet jorden er, des større og mere cylinderformet bliver Tordenstenen. På svensk kaldes den "thordönssten", på græsk "keraúnios" (af lynild formet sten), på midt-latinsk "Ceraunius":

"Ceraunius ær en ærlyk steen thæn thær faldær mæth liugnæth nithær oc ær goth for troldom oc for liugnæth"
(Ceranunius er en ærlig sten når den falder med lynet ned og er god for trolddom og for lynet)
(Henrik Harpestræng (Harpestreng, d. 1244). Se Marius Kristensen: Gamle danske urtebøger, stenbøger og kogebøger (1908-20, s. 180))

 

 

"Nr. 750 Naar Bonden mærker, at Maren rider hans Heste, hænger han en Tordensteen, eller i Mangel af en saadan, en langagtig, spids Flintesten op over Døren i Stalden". 1

 

1 J. M. Thiele: Danmarks Folkesagn (1860, 3. Deel, s. 191, nr. 750: Om Ufærd og om Fanden). "Maren" der rider er = mareridt, dvs. en hest der rider som en ond drøm.

 

Af andre navne på Tordensten har vi bl.a. ”Gobondastenar” (God+bonde+sten), der er udviklet fra ”gofarstenar” (god + fader + sten), hvor ”Gode Fader” er et heite for ”Thor” der, som vi netop har set i det danske mundheld, har en klar opgave som frugtbarhedsgud og giver af god åring. I de nuværende svenske landskaber kendes Tordensten også som ”Thor-viggar” (Thor-kæmpere) (se Johan Ernst Rietz (1815-1868): Svenskt dialektlexikon: ordbok öfver svenska allmogespråket (1862-1867, s. 665).

"Nr. 140 Den "røde Lynild" er den farligste; thi, hvad den antænder, kan ikke slukkes med Vand.
Derfor tænder den endog midt under Regnskyl"1

1 J. M. Thiele: Danmarks Folkesagn (1860, 3. Deel, s. 33, nr. 140: I Huus og Hiem, Held og Vanheld).

 

Læs også de undersøgelser foretaget af Magne Sandal: Amuletter – Gjenstander med amulettkarakter i vestnorske graver i tidsrommet 350-1000 e.Kr. (Hovedfagsoppgave i arkeologi med vekt på Norden, Universitet i Bergen, Vår 2000, s.82-84). Der findes i de Heibergske Samlinger, Sogn Folkemuseum, Norge en række Tordensteiner, der blev indsamlet fra det indre Sogn, Norge i 1800 tallet. I en meddelelse fra Nordfjord fra midten af 1800 tallet fortælles det ”at når lynet slo ned et sted, så gikk folk alltid bort for å lete etter tordensteiner” (s. 82). I de grave hvori forekom ubearbejdede stykker kvarts(itt) og bjergkrystal, hovedsagligt fundet i Hordaland, Sogn og Fjordane, var 70% af disse grave kvindegrave. Et af de navne vi brugte som betegnelse for de sten vi tildelte særlige egenskaber var ”lifsteinn” (liv-sten), jf. f.eks. ”…ok fann lífsteininn ok hirði…” (Kormáks saga, kap. 12).

Jeg har stærkt på fornemmelsen at vort begreb "Torden og lynild" kan være et ekko var bronzealderens "Tani" (Daner)-folk, og at der derfor er et fælles ophav mellem etruskerne og vor opfattelse af dette. Hvorledes dette fælles ophav muligvis findes viser jeg i kapitlet "Daner - Danir - Tani.jpg - Vandfolket" (afsnittet "Skib og Trojaborg (labyrint)").

 

 

Tatovering
 

 

Der findes intet ord på hverken oldnordisk eller oldengelsk for ”tatovering”, ligesom ikke en eneste af vor egne kilder ser ud til at nævne det at gøre indridsninger på sig selv med et bestemt formål. Ligeledes ser det ej heller ud til at Rig Veda nævner et tilsvarende ritual. Dette gør at jeg betvivler at vor stamme har tatovering som en del af vore oprindelige sæder, og at vi i stedet benytter smykker med beskyttende drager og runer 1. Det er manglen på et ord for dette der gør at Kaptajn Cook i 1769 kan indføre det polynesiske ”tatau, tatu” i vore dialekter som ”tatoere, tat(o)uere”, i dag "tatovere".

1 Disse smykker kaldes på oldengelsk "beah, beag, bæh, beg, beh" med flertalsformen "beagas", og betegner metal smedet i ring- eller kugleform, dog ikke en ring, i hvilket tilfælde gradbøjninger af ordet "hring" bruges. Ringformede smykker betegner f.eks. et diadem, en kongekrone, en spiralformet armring og øreringe.

 

Mange andre stammer, herunder stammer fra Det Gamle Testamente har klart gjort brug af tatovering i en religiøs sammenhæng. 3. Mosebog (Leviticus, 19:28) viser os dette gennem at forbyde det i forbindelse med de døde (se tillige 1. Kongebog 18:28 og 5. Mosebog 14:1). Uden sammenligning det mest ekstreme eksempel på lemlæstelse af en dødelig i et religiøst rite er omskæringen af unge pigebørn - et rite der falder uden for vor begrebsverden af hvor tilbagestående visse folkeslag og religioner er. Den næstværste mishandling af kroppen i et religiøst rite, er de semitiske ætters omskæring af deres drengebørn på den 8. dag efter de er båret fri. Dette rite hentes fra 1. Mosebog (17:10-15), hvor det er beskrevet som en pagt mellem den nyopfundne monoteistiske semitiske gud og de der følger ham. De semitiske ætters troskifte sker i forbindelse med den egyptiske prins Moses (Tuth-mosis, f. 1534 fKr. som datter af faraos datter Hatsheput)'s folkevandring bort fra Egypten ca. år 1500 f.Kr. (Se Ove von Spaeth's glimrende beretninger herom). Omskæringsritualet er oprindeligt egyptisk og kopieres i 600 tallet e.Kr. af muslimer. Josuabogen (5:2-5) viser os ikke blot at ritualet oprindeligt er egyptisk, men at det er folkevandringen fra Egypten, der er ophavet til at ritualet bibeholdes. Omskæringen skal vise de semitiske ætters ophav fra Egypten, eller nok snarere, at de semitiske ætters leder Moses var en egyptisk, og derfor omskåret, prins. "Pagten" og omskæringen er troskabseden til Moses.

Desmond John Morris (1928-): Babywatching (1991) giver os oprindelsen til dette ritual:

"It started as an ancient Egyptian custom and there are wall carvings to prove it. It seems to have its origin in snake worship. The Egyptians believed that when the snake shed its skin, and emerged shiny and new again, it was undergoing rebirth. They reasoned that if, by shedding skin, the snake could become apparently immortal, then humans should follow suit. They made the simple equation: snakeskin = foreskin, and the operation began. From there it spread to many Semetic peoples, both Arabs and Jews adopting it and converting it into an act of religious faith. As the centuries passed, it became popular in other regions of the world for moral, medical, or hygenic reasons".

 

 omskaering egyptiske vaegmaleri original_1.jpg omskaering egyptiske vaegmalerier.jpg

To egyptiske drenge, ikke børn!, omskæres. Vægmaleriet findes i Ankhmahor's grav dateret til ca. år 2345 f.Kr. (dvs. i begyndelsen af det 6. dynasti i tiden år 2323-2150 f.Kr.) fra Saqqara Necropolis uden for Cairo.
Billedkilde: Zev Radovan's hjemmeside:
http://www.biblelandpictures.com

 

I den islandske oversættelse af Bibelen’s benævnelse af tatovering opfindes ordet ”Hörundsflúr” (Hudblomst) til at beskrive ”indridse tegn”. Dette ord er nyt. I den ældste kendte engelske udgave af King James Bible benyttes "print any marks". Ordet "print" kommer til England efter Slaget ved Hastings år 1066 e.Kr. fra det oldfranske "preinte" (aftryk) og kendes først fra ca. år 1300 e.Kr. Igen tyder brugen af fremmedord på at vi ikke har vort eget ord. 
 
På Hermitage-museet, St. Petersborg har vi faktisk tatoveret hud fra en høvding fundet i Altai-bjergene, Sibirien (Pazaryk, gravhøj 2) og dateret til 400 tallet f.Kr. Kunsten er klassisk fra den forne gudelære, men jeg genkender ikke stilart og filosofi, og tror derfor ikke dette er fra vor stamme.
 
Den kvindelige krigertempelpræst fundet samme sted i 1993 (kendt på engelsk som ”Ice Maiden”) er dateret til 300 tallet f.Kr. Hun er tatoveret med dyremotiver og griffe. Her ligger klart en mulighed for at tatovering kan forbindes med stammen.
 
Cherchen Manden, dateret til år 1000 f.Kr. (se kapitlet ”Den indoeuropæiske vugge”) er DNA-testet til bl.a. goter og har sorte tatoveringer på sine hænder. Goterne har derfor sikkert benyttet tatovering, men hvad kaldte de det?

Den græske historieskriver Herodian (Herodianus, ca. 170-240 e.Kr.) skrev i tidsrummet år 180-238 e.Kr. 8 bøger om Roms historie (”Det romerske kejseriges historie siden Marcus Aurelius’s død”). Han omtaler ”britterne” i Britannien i tidsrummet år 208-211 e.Kr. i Bog 3:XIV, i min oversættelse til nudansk:

”De (britterne) mærkede deres kroppe med farverige udformninger og tegninger af alle slags dyr; af denne årsag bærer de ikke klæder, der kunne skjule aftegningerne på deres kroppe".

Vi kan derfor sige at kelterne (kimbrene), eller de stammer der faldt under grupperingen af "bretar, bretta, bretto, bretun" (oldnordisk, oldengelsk, oldfransk), fra det keltiske "*britto,*britton-es" til det walisiske "brython", gjorde en eller anden form for afmærkning på deres kroppe. Dette eller disse folkeslag kaldes af grækerne i 300 tallet f.Kr. for "prittanoi", der efter sigende skal opfattes som "folk med afmærkninger".
 
Den eneste kilde vi synes at have er Ibn Fadhlan’s Risala fra ca. år 921 e.Kr. Hans beskrivelser finder sted omkring Volga-floden i den sydlige del af Garðaríki i Ingvar Helgisson’s regeringstid, hvis hovedsæde var Kænugarður (Kiev):
 
Kap. 81 siger:
 
”Hver mand har en økse, et sværd, og en saxkniv og bærer dem til enhver tid. Sværdene er brede og (blod)rillede af den frankiske slags. Hver mand er tatoveret fra fingerneglene til nakken med mørkeblå træer, figurer etc.”
 
Problemet med at have fuld tillid til at Garðaríki i år 921 e.Kr. kan siges at repræsentere vore oprindelige sæder er dels at det er den eneste kilde, dels at der allerede på dette tidspunkt har været stor slavisk immigration ind i området, og måske findes tilbageblevne goter. For at acceptere at tatovering virkeligt er en del af vore sæder skal vi have flere kilder, og vi skal forstå hvad det oprindelige ord var.

Det er muligt at det oprindelige ord for ”tatovering” ganske enkelt gemmer sig i et andet ord, som vi i dag har tabt forståelsen af. F.eks. hedder et tattoo på hindi ”godnaa”.


 

Blodørn - ørneofrings-ritet

En mulig indfaldsvinkel til hvilke ord der blev benyttet som betegnelse for indridsning i huden finder vi ved at efterse det rite der i dag kendes som “Blodørn”. Ritet er en rituel ofring af en levende person, en fjende, der sker med Regin (magterne), der igen er forfædrene,’s vilje. Der er tale om en henrettelse i en hævnakt af en krigsfange, og der er tale om tortur. I urnordisk tanke opfattes dette ikke som ondskab; snarere som krigsfangens afsluttende mulighed for, krigsfangens forbrydelse til trods, at forlade rummet nutiden som en brav og tapper person, formentlig afhængig af hvorledes personen har reageret på den påførte smerte.

Sigvatr Þórðarson: Knútsdrápa, skrevet i tidsrummet år 1020-38 e.Kr., lyder:

Ok Ellu bak,
At lét hinn’s sat,
Ívarr, ara,
Iorví, skorit

Og Ella's bag(krop),
hvor han havde (sit) sæde,
Ívar, ørnen,
i Jórvik [York], skar.

Min oversættelse til nudansk. En noget vanskelig oversættelse. "Ívarr" er Ivar den Benløse, (Ívarr beinlauss, ca. 794-872 e.Kr.), der dræber Kong Ælla (Ælle, Ella) til Northumbria 21. marts år 867 e.Kr., som hævn for dennes drab af faderen Ragnar Loðbrók. Se også Angelsaksiske Krønike for året 867.

 

I Orkneyinga saga (Jarlasögur, kap. 8), skrevet i tidsrummet 1192-1206, hører vi:

Þá tók Einarr jarl til orða: ”Eigi veit ek hvat ek sè í Rínansey, hefst stundum upp en stundum legst niðr, annathvárt er þat fugl eðr maðr, ok skal til fara”. Þar fundu þeir Hálfdan hálegg, ok lèt Einarr rísta örn á baki honum með sverði, ok skera rifin öll frá hrygginum ok draga þar út lúngun, ok gaf hann Óðni til sigrs sèr.

Da tog Jarl Einar ordet: "Ikke ved jeg hvad jeg ser på Rinansø; stundum hæver det sig, stundum lægger det sig ned. Enten er det en fugl eller en mand, lad os dertil fare". Der fandt de Hálfdan hálegg [Højben], og Einar lod riste ørn på hans bag(krop) med sværdet, og lod skære alle ribben fra ryg(radden) og trak derefter lungerne ud, og gav han (til) Odin til sejren sin.

Min oversættele til nudansk. Danske og norske oversættelser oversætter "örn" til "blodørn" - det er åbentlyst ikke en sand oversættelse. Det er dog overvejende sandsynligt at "ørn" er underforstået "blodørn", men dette forbliver en fortolkning. Ligeledes skelnes der ikke mellem "bak" (bag, ryg) og "hryggr" (ryg, rygrad), hvilket tydeligvis er nødvendigt i forståelsen af sætningen og ritet. Forskellen består, så vidt jeg kan se, i at "bak" skal opfattes som "bagkroppen" og "hryggr" som "rygrad", hvorfra flænses ribbenene.

Vi skal her være opmærksom på at Jarl Einarr Rögnvaldarson (Torf-Einarr, Turf-Einar, 890-936)’s drab af Kong Harald Hårfager (Haraldur hinn hárfagri, 858-933)’s søn Hálfdan hálegg [Højben] er en hævnakt som følge af Kong Harald Hårfager’s angreb på Orkney ca. år 880 e.Kr.

 

I Norna-Gests þáttr (kap. 6), fra 1300 tallet e.Kr., lyder det:

Var þá um þat talat, hvern dauða Lyngvi skyldi hafa. Reginn lagði þat til ráðs, at rísta skyldi blóðörn á baki honum. Tók Reginn þá við sverði sínu af mér ok reist með því bak Lyngva, svá at hann skar rifin frá hryggnum ok dró þar út lungun. Svá dó Lyngvi með mikilli hreysti. Þá kvað Reginn:

Nú er blóðugr örn
breiðum hjörvi
bana Sigmundar
á baki ristinn.
Fár var fremri,
sá er fold rýðr,
hilmis nefi,
ok hugin gladdi

Der blev nu talt om, hvilken død Lyngvi skulle have. Regin lagde det til råds, at Blodørn skulle ristes på hans bag(krop). Regin tog da sit sværd af mig og ristede med dette Lyngvi's bag(krop), så at han skar ribbenene fra ryg(radden) og derefter trak lungerne ud. Så(ledes) døde Lyngvi med stor tapperhed. Da kvad Regin:

Nu er (den) blodige ørn
(med det) brede sværd,
Sigmund’s bane,
på bag(kroppen) ristet.
Få var så brave,
da (græs)folden (blev) ryddet,
Hjemlen's Afkom,
og [ravnen] Hugin's glæder

Min oversættelse til nudansk.

Regin = Magterne = forfædrene. "Sigmund" er Sigmundr Völsungsson, jvf. bl.a. Grípisspá (Ældre Edda). Sætningen "sá er fold rýðr" (som da (græs)folden) blev ryddet) er en kenning for at fylkingen har forladt valpladsen, og at fjendens hærfører og lokalkonge er efterladt ene tilbage; udvalgt til at modtage en Blodørn som krigsfange. Jeg antager her at ordet "hilmis" er identisk til "heimild" (hjemmel), dvs. en person med lovlig adgang til odel. Derfor er "hilmis nefi" (Hjemlen's Afkom) en kenning for en friholder af jarl æt, et urnordisk superlativ. Lyngvi var en af tre brødre fra Hundinga-ætten, der i dette tidsrum tidligt i 400 tallet e.Kr. er bosiddende i Frakkland, landskabet omkring Frankfurt ved Oder-floden, hvor de lå i strid med Völsunga-ætten.

Allerede Reginsmál (vers 26, Ældre Edda) har ovennævnte beretning om Lyngva Hvndingsson og hans død ved Blodørn, dog med en forkortet indledning til digtet:

Nv er bloþvgr orn
bitrom hiorvi
bana Sigmvndar
a baci ristinn;
øngr var fremri,
sa er fold ryði,
hilmis arfi,
oc hvgin gladdi 
Nu er (den) blodige ørn
(med det) brede sværd,
Sigmund’s bane,
på bag(kroppen) ristet. 
Ingen var så brave,
da (græs)folden (blev) ryddet,
Hjemlen's Arving,
og [ravnen] Hugin's glæder

Vi bemærker at "Fár var fremri" (Få var så brave) erstattes med "øngr var fremri" (ingen var så brave), samt at "hilmis nefi" (Hjemlen's Afkom) erstattes med "hilmis arfi" (Hjemlen's Arving). Forståelsen forbliver uændret.

 

 

chap21-6-4.jpgchap21-6-3.jpg

Hammers billedstenen i Lärbro, Gotland dateret til 7-800 tallet e.Kr. Tredje stribe fra oven viser en menneskeofring, som jeg mener må være en visuel gengivelse af "Blodørn - ørneofrings-ritet". Striben er gengivet forstørret til venstre, og behandles yderligere nedenfor.

Billedet er i tid opbygget fra højre mod venstre, hvilket sker fordi de foregående og efterfølgende striber er fortalt fra venstre mod højre. Billedstenens tegneserie snor sig med andre ord fra oven og nedefter på stenen.

Scene 1: 4 mænd, kongen og 3 thegne (þegna), vandrer mod ofringsstedet. Kongen fører ørnen frem, og de tre thegne, repræsenterende rummene fortid, nutid og fremtid, har løftede sværd; de sværd der skal bruges til udførelsen af ritet. Vær opmærksom på at kun ét sværd benyttes i hvert rum. Solhjulet med fødder (solen ganger), dvs. solen i bevægelse, er gengivet ovenfor ørnen. Med andre ord, (års)tiden går, og symboliserer her udødeligheden, ritets og kongens.

Scene 2: Ofringsstedet, en træramme og en støtte, er navet i gengivelsen. På trærammen ligger en mand på maven, dvs. med bag(kroppen) klar til udførelsen af "Blodørn". Trærammen ser ud til at have et overhæng så personen er spændt fast fra hoved til skulder. Til højre ses kongen med (svævende) spyd udførende "Blodørn". Kongen har begge hænder løftet, og må antages at præsentere lungerne frem i sin højre hånd. Til venstre ses vølven, hvis virke er tovholder for ritets rette udførelse. Vi må her være særligt opmærksom på at "Yggdrasill" er et heite for Verdenstræet, hvis betydning er "Frygtens Støtte", hvor "sylla, syllr, syla" (oldnordisk, oldengelsk) har betydningen "støtte". I byggekunsten betegner ordet "planke imellem Stolperne i en Bygning og i Flugt med den øverste Kant af Væggen". Det er nøjagtigt hvad trærammen ovenfor viser - og dette rite må være årsagen til at Verdenstræet har heitet "Yggdrasill" (Frygtens Støtte).

Umiddelbart efter "Blodørn" er udført gengives ”valknútr, walknot” (oldnordisk, oldengelsk) eller ”valknuden”, der opfattes som ”de kæmpendes knude” eller ”Odin’s knude”. Vi er nu tydeligt hvorfor dette er tilfældet. Fra Orkneyinga saga (Jarlasögur, kap. 8) kan vi se at formålet med "Blodørn" er "gaf hann Óðni til sigrs sèr" (gav han (til) Odin til sejren sin), dvs. en sejrsofring af kongen til Odin. Valknuden er i symbolik denne sejr. Ovenfor valknuden er ravnen Hugin (huet) gengivet. I oprindelig tanke og kunst frem til 700 tallet e.kr., er det kun en enkelt ravn vi forbinder med opgaven som hjælpeånd og stifinder. Det er ravnen Hugin (huet), der altid befinder sig i rummet nutiden. Som ravnen er gengivet ovenfor valknuden, er det ravnens opgave at bringe "Blodørn" og dets udførelse videre til Scene 3.

Scene 3:Til venstre ses Verdenstræet Yggdrasill, hvor Odin har hængt sig som ofring til sig selv, jvf. Beowulf-kvadet (sætning 2940-41), Hávamál (vers 138, Ældre Edda) og det oldengelske læredigt ”De 9 Urters Galder” (þas nygon wyrta galdor) eller ”The Nine Herbs Charm” (sætning 36-40).

Billedkilde: D. Ashliman: Stone Monument Legends (1998-2002) eller Else Roesdahl: Vikingernes verden (1989, s. 176); Wikipedia.

 

Snorre Edda, Skáldskaparmál (75. Hrafnsheiti ok arnar) viser os hvorfor billedet gengiver en ørn og en ravn, og deres samlede opgave i billedkunsten, forskelligt fra når vi har alene har en ravn gengivet:

Tveir eru fuglar þeir, er eigi þarf at kenna annan veg en kalla blóð eða hræ drykk þeira eða verð. Þat er hrafn ok örn.To er fuglene, der ikke behøves at kendes (ad) anden vej end (ved at) kalde blod og døde kroppe deres drik og kød. Det er ravnen og ørnen.

Min oversættelse til nudansk.

 

"Blodørn - ørneofrings-ritet" skal forstås i sammenhæng med afbildningen på en bronzeplade fra Valsgärde hjelmen, Vendel, Upland dateret til år 550-793 e.Kr.

chap21-6-5.jpg

Odin (Kongen) ses ridende på Sleipnir. Odin (Kongen) er gengivet med ørnehjelm,. Ravnen Hugin (huet) er gengivet til højre for Odin. Dvs. fuglen har Odin’s højre øre, der altid er det "rette" øre, jvf. det oldengelske "riht" (nuengelsk "right"). På Odin (Kongen)'s venstre side ses ørnen, dvs. identisk til afbildningen på Hammers billedstenen i Lärbro, Gotland.

 

Ved at sammenkoble Odin (Kongen) med ørnehjelm, afbildningen på Hammers billedstenen i Lärbro, Gotland, samt indholdet af Beowulf-kvadet (sætning 2940-41), Hávamál (vers 138, Ældre Edda) og det oldengelske læredigt ”De 9 Urters Galder” (þas nygon wyrta galdor) eller ”The Nine Herbs Charm” (sætning 36-40), kan vi forstå formålet og tanken bag "Blodørn - ørneofrings-ritet". Lad os gentage Hávamál (vers 138, Ældre Edda):

Veit ek, at ek hekk
vindgameiði á
nætr allar níu,
geiri undaðr
ok gefinn Óðni,
sjalfur sjalfum mér,
á þeim meiði
er manngi veit
hvers af rótum renn.

Ved jeg, at jeg hængte
på en vindblæst galge
i hele ni nætter,
gennemboret af et spyd
og givet til Odin
offeret, selv til mig selv,
den klogeste ved ikke
hvorfra oprinder den gamle rod

Min oversættelse til nudansk.

 

"Blodørn - ørneofrings-ritet" er kongen der ofrer til Odin "sjalfur sjalfum mér" (selv til mig selv), hvorved kongen bekræfter at han er Odin. I ritets faktiske udførelse ser det ud til at personen i live dræbes på ørne-vis, og at dette udføres med et sværd, der jvf. de tre løftede sværd, der skal besøge rummene fortid, nutid og fremtid for ritets fulde virkning.

Nafnaþulur (Sverð, vers 40-51) giver os hele 168 sværd-heite (sverða heiti). Sværdets rituelle brug i Blodørn gør at vi i vers 47 har sværd-heitet "örn" (ørnen).

Da Blodørn som rite skal gengive ganske nøje hvorledes en ørn dræber sit bytte, kan vi efterse hvorledes ørnen gør dette, og dermed forstå ritets udførelse fuldt ud.

chap21-6-5.jpg

Naturens Blodørn.

Til højre: En Hvidhovedet havørn (Haliaeetus leucocephalus) har fanget og dræbt en Gråand hanfugl. Byttedyret fanges ved at ørnen svæver lydløst ned, og tager dyret med sine skarpe klør. Drabet sker ved at ørnen flænser ryggen med sit skarpe næb. Dette er Blodørn.
Til venstre: Ravnen kigger på, og forsøger flere gange ved tæt overflyvning at få ørnen til at lette uden sit bytte. Det lykkedes ikke.
Billedkilde: Fra 2 min. video på You Tube af Andy K, dateret 11. februar 2013.

 

Vi kan fra de tekster vi har til rådighed se at to ord blev benyttet i omtalen af at gøre indridsning på huden:

      • ”skera, scieran” (oldnordisk, oldengelsk) eller ”skære” fra det indoeuropæiske ”*(s)ker” (skære)
      •  "rísta" der ikke kendes på oldengelsk, og ser ud til at erstatte det urnordiske "wrta" (*wraita, Ældre Futhark); "ríða, writan, writa, writhæ" (oldnordisk, oldengelsk, oldsaksisk, oldfrisisk, olddansk), i dag "vride, write".

At vi ingensteds hører omtalt i skrift at disse ord benyttes i forståelsen af en rituel udsmykning af kroppen, må understøtte formodningen om at vi ikke gjorde brug af indridsninger på os selv med et bestemt formål.

 


 

Indholdsfortegnelse
<< ForrigeNæste >>
 
Søgeværktøj
Fra Grímnismál (vers 32, Ældre Edda) ved vi at vor ven fra skov og have, det rødbrune egern Ratatoscr (sammensat af de oldengelske ord "ræt" + "tusc" med betydningen "Gnavertand"), er god til at frembringe svar på alt mellem himmel og jord. Nedenfor til højre fra billedet af Ratatoscr, fra Ólafur Brynjúlfsson: Gudeskrift m. bl.a. Ældre Edda (Edda Sæmundr) & Snorre Edda (1760), findes Google's søgeværktøj, der er tilpasset til at søge efter svar fra Asernes æt. Ifald søgeværktøjet ikke kan ses, højreklik på musen og genopfrisk (opdater) siden.
© Verasir.dk Asernes Æt • af Flemming Rickfors • E-mailHosting • En del af Fynhistorie.dk