| Forside |  |
Indholdsfortegnelse |
Sarmatisk smedekunst i vore landområderI Nyt fra Nationalmuseet nr. 98/2003 skriver Birger Storgaard følgende: ”I en af de aristokratiske begravelser ved Himlingøje på Østsjælland blev der i 1828 fundet to sølvbægre, som under randen er udsmykket med et forgyldt bånd af sølvblik. Der kendes flere eksempler på sådanne lokalt fremstillede bægre, men de to fra Himlingøje er helt specielle på grund af de billeder, der er præget i sølvblikket: en række dansende krigere bevæbnet med sværd”.
De 2 sølvbægre fra Himlingøje. Gjort lokalt. Kilde: Jørgen Jensen: Danmarks Oldtid (Ældre Jernalder, s. 439)
Uddrag fra ovennævnte bæger. Ringgrebsværdet er helt tydeligt afbilledet.
Hele rækken af afbildninger på Himlingøje-kopperne, gengivet i træsnit.
Se afsnittet "De hellige sværd" for fuld gennemgang af dette og andre sværd. ”Sværdene er så tydeligt tegnede, at man uden besvær kan fastslå, at det drejer sig om romerske ryttersværd med ringformet afslutning på grebet: de såkaldte ringgrebsværd. Denne type sværd stammer oprindelig fra Sydrusland, hvor de blev brugt af nomadiske steppefolk - sarmater eller jazyget. Med den massive hvervning af lejesoldater fra Sydrusland og Sydøsteuropa blev ringgrebsværdet introduceret i det romerske kavalleri, hvor det blev brugt i det østlige Mellemeuropa omkring slutningen af 2. og begyndelsen af 3. århundrede e.Kr”.
2 sølvbægre fra Valløby, lige ved Tryggevælde Å og 3 km fra Himlingøje. Helt åbentlyst smedekunst identisk til bægrene fra Himlingøje og gjort lokalt. Kilde: Jørgen Jensen: Danmarks Oldtid (Ældre Jernalder, s. 441)
Uddrag fra ovennævnte bæger. Vi ser Nydamstilen/Stil I med det forvredne dyr,
Birger Storgaard forklarer dette fund med at det østsjællandske aristokrati må have været i romersk krigstjeneste som lejesoldater, og at dette er årsagen til at de er fundet i Danmark. Som man nok kan forstå mener jeg forklaringen er en anden. Tilstedeværelsen af sarmatisk smedekunst i vore nuværende landområder skyldes at vi er Ver Asir/Danir-folket, en del af den sarmatiske stammegruppering. Folkevandringen mod vore nuværende landområder sker fordi vi tager fodden på nakken for at komme bort fra romerne. Romerne hentede tusinder af lejesoldater fra de andre sarmatiske folkeslag, der stadig boede op til romerne omkring Asovhavet . Ver Asir/Danir-folket har ikke haft hverken resourcer i mænd og kvinder eller strategisk interesse i at drage mod syd. Der var nok at tage fat på mod nord. Smedene i Himlingøje og Valløby har ganske enkelt fortsat deres kunnen medbragt under folkevandringen. Birger Storgaard forklarer også at man i år 1894, ligeledes i Himlingøje fandt en kolbearmring af massivt guld. Kolbearmringen var et værdighedstegn for den højeste sarmatiske æt, og kendes fra andre fund fra Asovhavet . I ”Bilag Å: Rig Veda , bog 6: LXXV – krigsvåben” viser jeg kolbearmringens oprindelige opgave som beskyttende drage på bue/spyd/sværdhånden. I år 1949 fandt nu afdøde museumsinspektør Hans Norling-Christensen en grav med en midaldrende kvinde fra 200 tallet e.Kr. Hun var gravlagt med et kostbart udstyr af smykker og romerske glas- og bronzekar. Birger Storgaard forklarer at ”specielt interessant i denne sammenhæng er den komplicerede brystkæde, der fastholdes til dragten ved en runepræget sølvfibula. Den er sammensat af mere end 80 perler af glas, rav og sølv. Lignende brystkæder kendes fra sarmatiske kvindegrave”. Ole Klindt Jensen skriver i bogen ”Danmark” (kap. VII, s.129): ”..der er mærkelige lighedspunkter mellem danske motiver og tidligere sarmatiske smykker i Siberien og Sydrusland. En relief broche fra Galsted, Sydjylland har således et fabeldyr, en vingeløve med mærkelig fordrejet krop, som kendes fra den østlige kunst. Forben vender i én retning, bagben helt modsat”.
Galstedspændet. Fundet i Galsted, Agerskov sogn, Nørre Rangstrup Herred , Haderslev. Spændet er forgyldt sølv og gjort lokalt ca. år 500 e.Kr. Originalen findes nu på Nationalmuseet. Løvehovedet (der ikke er en løve, men Odin ) er Haderslev Museum’s bomærke. Museumsinspektør Orla Madsen, Haderslev Museum har hjulpet mig med beskrivelsen af spændet i ”Oldtidens Ansigt. Til Hendes majestæt Dronning Margrethe II. 16 april 1990 (s. 146-7). Kilde: http://www.haderslev-museum.dk/
Lotte Hedeager har i sin artikel ”Skandinavisk dyreornamentik: Symbolsk repræsentation af en før-kristen kosmologi” aldeles glimrende beskrevet forståelsen hvorfor dyreornamentikken er altdominerende i vor tidligste smedekunst. Forskere inddeler generelt stilarterne i kunst i Nydamstilen/Stil I (fra ankomsten til vore nuværende landområder til sidste halvdel af 500 tallet). Denne stilart er snævert knyttet til Jylland, øerne, Skåne og den sydlige del af Norge. Fra sidste halvdel af 500 tallet tager Stil II over og er ensartet fra Italien til Norge. Nydamstilen/Stil I er derfor uden sammenligning den mest interessante stilart i kunst fordi det alene er Ver Asir/Danir -folket der har denne kunstart, og har medbragt den under folkevandringen. Nydamstilen/Stil I er kendetegnet ved den helt centrale rolle dyret spiller i ornamentikken. Dyret er afbilledet i form af forvredne dyr med tydelig hoved- og øjenmarkering. Det er en helt grundliggende forståelse i den forne sæd at vi mentalt kan foretage hamskifte Hamskiftet er troen på at sjælen frigøres fra kroppen i en anden form, og denne anden form er altid en dyreskikkelse. Herefter kan sjælen i dyreskikkelsen foretage sin rejse til den næste eller andre verdener. Jeg har vist mange eksempler på dette i historien. Odin, i hans egenskab af Shaman eller ”Woðan” i betydningen ”leder af de der er i (den shamaniske ekstase) woð” foretager også denne mentale rejse for at hente visdom. For at kunne foretage rejsen til den næste verden skal Shamanen bruge hjælp fra Hjælpeånder. Hjælpeånder er altid dyr. Det sidste element nødvendigt for at Shamanen kan foretage rejsen er beskyttelsen fra Det Store Dyr. Det Store Dyr kan være hesten og behornede dyr som rensdyr, hjort og elg.
Til venstre: Afbildning af halv hest/halv mand fra ringen i midten af ”det korte” guldhorn efter kammerråd Jochum Paulli (1690-1759)’s tegning fra 1734. Til højre: Afbildning af halv hest/halv mand fra ”det store” guldhorn efter Ole Worms tegning fra 1641. Afbildningen af halv hest/halv mand fra guldhornene fra Gallehus, Møgeltønder i 400 tallet e.Kr. viser efter min mening Odin, som shaman, halvvejs gennem et hamskifte, og undervejs til den næste verden for at hente visdom. Se afsnittet ”Halv hest/halv mand – Odin i hamskifte”.
I Folketroen og forståelsen af Odinsjagten ”var det den sikre Død at møde Helhesten hvor den travede om paa sine tre Ben”. ”Helhesten” er naturligvis Det Store Dyr som Odin , som Shaman, skal beride på sin rejse til Hel for at hente råd og vejledning fra vore forfædre 1. 1 C. Weismann: Vildtets og Jagtens Historie s. 24-25 Den frie sjæl var selv i dyreskikkelse (fugl, rensdyr/hjort eller bjørn) med fuglen som den mest anvendte, jvf. f.eks. symbolet på vore faldne kvindelige krigere Valkyrier, der flyver over valpladsen iført svaneham. Med denne viden kan vi nu fortolke Galsted-spændet. I kapitlet ”Ver Asir/Danir-folkets ”kønne unger”” hvorunder ætternes udvandring fra de gamle kongeriger vises forklarer jeg at hele Sønderjylland til og med Anglen i tidsrummet omkring år 500 e.Kr., hvortil spændet er dateret, styres fra Kongsgården i Jelling af Kong Vermundr og hans søn Uffe Hin Spage. Udvandringen til Øst-Anglen sker ca. år 497 e.Kr. Den runde ring centralt i spændet er ætterne fra Anglens mærke. Det må derfor være endog højst sandsynligt at dette æt-mærke tilhører enten Kong Vermundr eller Uffe Hin Spage. Æt-mærket kan være ofret til Moder Jord umiddelbart før udvandringen finder sted for at vise at landområdet tilhører ætterne der nu udvandrer. Min vurdering er at dette ikke viser et løvehoved og fabeldyr, men to orme/drager der rådgiver Shamanen om vejen til den næste verden. Odin, som faktisk konge og Shaman, kan ikke foretage denne rejse uden hjælp fra ormene/dragerne og Shamanen skal foretage denne rejse for at hente visdom og råd fra forfædrene. Vi bemærker af ansigtsafbildningen er i ”ravnedødsmaske” form, hvorfor vi kan sige at afbildningen viser Odin/Kongen som Shaman.
Andre eksempler på sarmatisk smedekunst:
Sarmatisk guldplade der viser en kamp mellem en slange/drage/orm og ulvehunden,
Sarmatisk guldplade. En tiger og en grif kæmper mod hinanden. Sen-sarmatisk dyrestil dvs. 1-300 tallet e.Kr. Hermitage Museet, St. Petersborg.
Til venstre: Diadem fra det sarmatiske gravsted Khokhlach nær Novocherkassk ved den nedre del af Tanais-floden . Tilhørte en dronning, formentlig fra Aorsi-stammen (Ver Asir/Danir -folket). Dateret til 1. århunderede e.Kr. Massivt guld med indlagt glas, perler, ædelgranat, granatrødt og turkis. L 61 cm, H 15 cm. Vi ser helt tydeligt Verdenstræet, hvor fire røde hjorte holder vagt 1 . Diademet blev brugt til ceremonier omkring frugtbarhed. Hermitage Museet, St. Petersborg. 1 Vi kender ganske nøje til Verdenstræet og de fire røde hjorte fra Grímnismál nedskrevet i 900 tallet e.Kr. 4 røde hjorte/heorot; Dáinn, Dvalinn, Dúneyrr og Duraþrór står vagt omkring Verdenstræet Yggdrasill og knaver af dets knopper. Til højre: (H)Rædwald, konge af East Anglia og Overherre over Britannien ca. år 617-625 e.Kr. Viser øverste del af hans scepter fra Sutton Hoo, der findes på The British Museum. Beowulfkvadet kalder Kongsgården i Lejre for Heorot (oldengelsk), dvs. Hjorten, under Kong Hrothgar ca. år 473-525 e.Kr.
Bæltespænde gjort i guld. Dateret til 2-100 tallet f.Kr. Fra Mongoliet eller sydlige Rusland. 6.7 x 7.9 cm. Viser to store katte (hunløver?) i kamp med to stenbukke (de buede sider øverst er stenbukkenes horn). Kaldes en Xiongnu type, dvs. stammer fra Hunnerne. Dette spænde kan nemt være sarmatisk og vi genser den fordrejede dyrestil i begge stenbukkene. En gave fra J. Pierpont Morgen til The Metropolitan Museum of Art, New York 1917 (katalognr. 17.190.1672).
Bæltespænde dateret til 4-300 tallet f.Kr. gjort af guld. H:12.2 cm, L:15.5 cm, vægt: 464.85 g. En kriger af hankøn holder seletøjet på hestene, en kriger af hankøn ligger enten død eller er døende, og en kvindelig krigertempelpræst holder den liggende krigers hoved. Verdenstræet er helt dominerende. Er tilskrevet Sacae-kulturen (goterne), men den religiøse betydning er ikke fuldt forstået.Bragt fra Sibirien af Grev M.P. Gagarin til Peter I. i år 1715. Kilde: www.hermitagemuseum.org (Hermitage Museet, St. Petersborg)
Gravfund fra Varpelev, Stevns dateret til 2-300 tallet e.Kr.
Bæltespændet fra et eller andet sted i Sibirien, Galstedspændet fra år 500 e.Kr., afbildningen fra Kong (H)rædwald’s pengebælte fra Sutton Hoo ca. år 617-625 e.Kr. (nederst til venstre) og bæltespændet fra en høvdingegrav i Aker, Norge dateret til 500 tallet e.Kr. (nederst til højre). Der er 800 års forskel på disse helt utroligt gennemførte smedeværker og det må vi tage højde for i bedømmelsen. Jeg er ingenlunde ekspert i at vurdere stilarterne men sidder tilbage med fornemmelsen af at det er smede med samme skikke og verdensforståelse der har gjort disse værker.
Påfuglen i kunst
Rig Veda (Bog 8:I:25 – Indra) siger: ”Spandet til din stridsvogn gjort af guld, må dine to rødbrune med påfuglehaler, føre dig hid og did, 1 De to rødbrune gangere, med lange manker (se Bog 8:I:24), er spændt for stridvognen tilhørende guden Indra. Den ”søde saft” er ”Soma-drik”, der består af saften fra den røde fluesvamp blandet op med komælk, olie og mjød. Vi kan se at påfuglens dækhalefjer er påsat de to gangere og hvorfor dette er tilfældet vil stå klart straks efter vi har vist et billede af hannens fjerdragt:
Påfuglehan (kok/cock) med spredt haledækfjer, hvilket betyder at der er en hun/høne i nærheden
Læseren har nu nok kendskab til såvel folkevandringerne som vor verdensforståelse til at kunne se at påfuglens haledækfjer er prydet med et stort antal ”blå øjne”. For Ver Asir/Danir-folket kan dette naturligvis alene være vore forfædres øjne, som vi tilbeder som guder. Derfor skal de to gangere, der trækker Solen, som Solen og den jordlige moder, hver have et ”blåt øje” i form at påfuglehalefjer således at forfædrene/guderne kan hjælpe gangerne med at finde den rette vej over Himmelen. I afsnittet ”Den røde og vrede C-tone” viser jeg at påfuglens skrig forbindes med den uhyre vigtige grundtone C, og at sanseindtrykket af denne tone bl.a. er forbundet med ”heltedåd”. Dette skyldes dels fjerdragtens blå øjne, der er forfædrene, dels at påfuglen som tamfugl, lig tamhøns holder sig inden for et bestemt område. Med sit enorme skrig (for os et krigsråb) som værge vogter påfuglen og advarer om udefrakommende farer i form af rovdyr.
Guldskilling/Gylden tavle fra gården Øvre Malle/Malde, Rogaland dateret til år 385-670 e.Kr. Der findes utallige tilsvarende gyldne tavler, der har enten betydning af et V-formet gudehov eller påfuglens udspredte fjer - i alle tilfælde er det forfædrenes tilstedeværelse guldsmeden ønsker at vise. Se f.eks. Mogens B. Mackeprang: De Nordiske Guldbrakteater (1952, plade 3 (nr. 15), 4 (nr. 8), 5 (nr. 11), 8 (nr. 16, 17), 10 (nr. 15), 11 (nr. 2, 10, 12), 12 (nr.1, 2, 6), 13 (nr. 9 - vist ovenfor), 14 (nr. 7, 10, 12), 15 (nr.3, 21), 18 (nr. 2), 19 (nr. 2) og 20 (nr.3)).
Fire forskellige eksempler på afbildninger af fugle med lange haledækfjer, der i kunst på mønter er en afbildning af påfuglen i profil. Alle mønter i sølv er sølvpenge udstedt i vore landområder år 670-755 e.Kr.
Påfugl i profil fra Holbøl Kirke, Slesvig dateret til år 1515-1525 e.Kr.
1 ElefantenVi ser muligvis en elefant afbildet på stenen ved sydvæggen i St. Deny’s kirke, Walmgate, York sammen med bjørne og drager og dateret til ca. år 900-1000 e.Kr. Området er i samtiden under kontrol fra Danmark. John of Wallingford (John de Cella, - 1214) var abbed i St. Albans, Hertfordshire. Hans gengiver i sit værk “'Chronica Joannis Wallingford” 1, der dækker tidsrummet år 449-1036 e.Kr., en elefant med et skævt grin, og kalder den på latin ”descriptio elephantis”. Elefanten skulle være blevet givet til Kongen af England år 1255 e.Kr. 1 British Library (Cotton Julius D. VII, folio 114). Værket er dateret til efter hans død, ca. år 1247-1258 e.Kr. og elefanten er derfor tegnet med anden hånd.
Det gør formentlig at vi skal se vor højeste orden, Elefantordenen, i et helt andet lys. Elefantordenen indstiftes af Christian I. omkring år 1458 e.Kr. og findes i sin ældste form på Rosenborg Slot med Frederik II.’s navnetræk. Denne sene udgave er ligeledes en asiatisk elefant udført år 1580 e.Kr. af Hans Raadt efter tegning af Melchior Lorch fra Flensborg. Jeg mener det er folkevandringerne, der bringer forståelsen for elefanten til vore nuværende landområder. Var forståelsen kommet fra Romerriget, gennem den katolske kristendom, havde elefanten været en afrikansk elefant, som Hannibal Barca (247-182 f.Kr.) medbringer fra sin base i Kartago under den 2. Puniske krig, hvor han besejrer romerne ved floden Trebia år 218 f.Kr. Vi kan se fra de store sølvmønter udstedt af Christian IV. Og Frederik III at elefantordenen forbindes med riget da denne ofte vises sammen med rigsvåbenet. Fra 1200 tallet e.Kr. benytter vi i Danmark/Skåne/Norge/Upland og England ordet "olifant/olivant" som en betegnelse for såvel dyret som det store horn gjort af elfenben. Ordet oprinder formentlig fra sanskrit "ibhah" (elefant). Se afsnittet "Vindtøj". Ligeledes ser ordet "fíll" (oldnordisk) ud til at betyde "elefant". For at ingen længere skal betvivle at vi kender til den indiske elefant ved ankomsten til vore nuværende landområder år 40-70 e.Kr. kan vi efterse Gundestrupkarret:
"Inderpladen" fra Gundestrupkarret, fundet i Rævemosen i Himmerland, Kimbrernes hjemland og dateret til omkring år 0. Til trods for at dette har stor lighed med afbildningerne af den gotiske tronarving Buddha, er jeg enig i forskernes holdning at det er en kvinde vi her ser afbildet. Sammenlign denne afbildning med det smykke jeg viste ovenfor fra det nordlige Afghanistan. Kunsten og afbildningen er identisk. Kvinden er helt tydeligt en kvindelig krigertempelpræst, her med to elefanter ”talende” som hjælpeånder til kvinden. Kvinden er kelternes modsvar til Freya og er i færd med at udøve "den vaniske trolddom". Det er folkevandringerne der bringer denne afbildning til Danmark.
Påfuglens helt utrolige indflydelse stopper dog ingenlunde her. Stammens Drot, Kongen eller Dronningen, modtager på tronstolen et stykke rundt metal, der påsættes hovedet og skal symbolisere at personen nu er stammens øverste leder. Hvorfor vi valgte netop denne sæd til at fremhæve stammens øverste leder på skyldes ligeledes påfuglen.
Til højre ser vi påfuglehannens krone. Til venstre et smykke fra en grav i det nuværende Sverige dateret til år 800-1000 e.Kr. I midten ses Drottens mærke. Ovenfor ringen med mærket er kongekronen og omkring mærket er de to beskyttende drager.
Påfugle-fane, dateret til 1300 tallet e.Kr. og fundet i Norfolk, Øst-Anglen. 4.4 x 3 cm og gjort i bronze. Har været forgyldt, rester af hvilken endnu kan ses. Identisk på begge sider. Ganske spændende er påfuglen emaljeret i farverne rød, grøn og blå. Jeg har optrukket omridset af selve påfuglen med en hvid streg så læseren bedre kan se kunsten. Min private samling.
Vi ved det må være påfuglen der har givet os ideen til begrebet kongekrone fordi de langt senere Veda forbinder påfuglen (”mayUra” på sanskrit) med Krisna, der bærer en påfuglefjer på sit hoved 1 .
Samspillet mellem påfuglen og svanen findes ved at se hvorledes dette fortolkes af den senere Hinduisme, der er udviklet fra Rig Veda. I afsnittet ”Válmíki: Rámáyan” viser jeg at “Saraswati”-floden regnes for den absolut mest hellige flod overhovedet for indoeuropæiske stammer, og måske oprindelsen til vore folkevandringer og udvikling. ”Saraswati”-floden kaldes i dag lokalt ”Sarsuti” og forsvandt endeligt ca. år 1226 e.Kr. I Hinduismen omskrives denne flod til en kvindelig gudinde, den jordlige moder, og kan derfor sidestilles med Freya/Frigg. Som gudinde er Saraswati altid ledsaget af en påfugl (symbolet på skønhed) og en svane (symbolet på ynde). Lad os afslutte med at vise to meget spændende ceremonielle øksehoveder:
To ceremonielle øksehoveder dateret til Han-dynastiet (200 f.Kr.-200 e.Kr.). Begge er fundet i Xi An, Shaanxi provinsen. Byen "Xi An" hed under Han-dynastiet "Chang'An" og var samtidens hovedstad. Jeg har vist at vi har forbindelse til det kinesiske folk i samtiden. Begge økse-hovedet er gjort i forgyldt bronze, og dele af forgyldningen er stadig synlig. Begge har et hul bagtil hvori skaftet er blevet isat.
|
||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
| Indholdsfortegnelse |
