Gold scilling, gull skillingr, guldskilling

Langt de fleste af de over 300 skatte, der er fundet i Danmark, blev nedgravet efter år 1000 e.Kr. I en af disse, fundet på Bornholm, og som mest indeholdt mønter fra den sene vikingetid, var der en Denar fra Kejser Hadrian dateret til år 119-138 e.Kr.

Den ældste mønt fundet på Møn er en aureus, dvs. guldmønt, med Kejser Vespasians billede og derfor dateret til år 69-79 e.Kr. Forskere mener at mange af disse tidlige romerske mønter blev brugt som smykker og amuletter. Det er jeg helt sikker på er korrekt. Denne dobbeltfunktion af amulet og gangbart betalingsmiddel er yderst vigtig at forstå ligesom det alene er guldmønter vi finder i tidsrummet.

Da vi ikke har fundet traditionelle mønter slået i det nuværende Danmark fra denne tidsperiode kan forklaringen kun være at der blandt de genstande vi kalder for guldbrakteater (på dansk ”hængeamuletter med billeder”) og guldgubber (gammelsvensk for ”guldmænd”) findes en gruppe af disse, de fysisk mindste, der har haft en funktion som gangbart betalingsmiddel og i virkeligheden er guldskillinger. Jeg har tidligere vist fra Völuspá (vers 61, Ældre Edda) at jeg mener det rette navn for de store hængeamuletter er "Gyldne Tavler".

At benævne vore guldskillinger og Gyldne Tavler for ”bracteat” må være hentet fra Saxo’s brug af dette latinske fremmedord i Gesta Danorum (Bog 8.3.12) i optakten til Slaget ved Bravalla (Bravellir, Bråviken, Bra-wel) ved Õstergötland's kyst ca. år 770-772 e.Kr., hvor Kong Harald Hildetand dræbes. I beskrivelsen af Sigurd Ring’s styrker nævnes Lesy, sejrherre over Panonien (Lesy Pannoniorum victor) ”der mærke gyldent i sejlet viste [på] snekken (eller ”skeid”) gylden” (bracteatam auro liburnam aureo linteo excipit). Det mærke der hejses i mastetop er i skik skjoldungernes gyldne mærke.

I Danmark kendes brakteater fra Svend, Knud og Valdemars periode i 1150erne og 1160erne. Under Erik af Pommern prægedes brakteater, der gik under betegnelsen hulpenninge, halvpenning eller skærv. Under Frederik I. og Christian 3. udmøntedes en brakeat kaldet ”blaffert” med en værdi af 2 penning. Den sidste danske mønt slået som brakteat er Christian 4.s skilling fra år 1629 e.Kr.

Iflg. Kulturhistorisk Leksikon, bind 6, spalte 79 er en Halvbrakteater betegnelsen for mønter så tynde, at præget fra den ene side kan ses på den anden. En del af de senere Hedebymønter fra 900-tallet er halvbrakteater.

En brakteat (guld eller sølv) har derfor altid været anset som en mønt.

2 af 10 romerske guldmønter/amuletter fundet på en mark ved Boltinggård Skov syd for Ringe april 2004. Der blev i 1800- og 1900 tallet fundet en halsring, dele af en armring og enkelt mønter, alt i guld. Fundet blev gjort af arkæologer fra Odense Bys Museer og Den Kgl. Mønt- og Medaillesamling, Nationalmuseet og amatørarkæolog Torben Jørgensen. Den ældste mønt er slået af Kejser Galliensus (253-68) og den yngeste mønt er slået under Kejser Constantin II. den Store (337-61). Skatten er derfor langt i jorden på et tidspunkt efter år 361 e.Kr. Den samlede skat har været på 15 mønter og den samlede vægt i guld 175 gram – en formue. Jeg er ikke enig i forskernes vurdering at denne monetære ofring skulle bruges af ejermanden i den næste verden, men mener af ofringen er en klassisk ”Til Jordens Holden” ofring dvs. en ofring til Moder Jord (jvf. gravskikken i Beowulf -kvadet). Som man kan se er flere af mønterne omdannet til hængesmykker. Kilde: Gitte Højland og www.historie-online.dk

Kopi fra Museumskiosken på Roskilde Museum af Guldbrakteaten der blev fundet i 1997 på Sankt Ibs Vej i Roskilde. Dateret til 4-500 tallet e.Kr. Enheden har en diameter på 2,5 cm og vejer 2,77 gram og er en C-type teat (hoved over firbenet dyr). Der er 3mm høje runer på teaten ”nh?þ?ll eller nh?w?ll” der endnu ikke er fortolket. Ovenfor hestens hoved ses halvcirklen, symbolet på (halv)Månen, som jeg vurderer er et mærke for een af vore ætter. Kilde: Nationalmuseet, Runologisk Laboratorium. www.ukm.uio.no/runenews/nor_1998/denm97ms.htm

Guldgubbe fundet på bopladsområdet i Ibsker, Bornholm der i middelalderen kaldtes ”Guldageren.” Er dateret til år 550-600 e.Kr. Hver guldgubbe vejer 1/10 gram og 400 forskellige stemplinger er hidtil fundet. Den her viste er 1 cm bred, 1.7 cm høj. Høvdingen bærer stav (scepter?) i højre hånd og en hellig kop i venstre.Forskere er enige i at guldgubber har været brugt som offergave eller ”tempelpenge” hvilket naturligvis har den følge at de har haft en monetær såvel som en helligdomsværdi. Da de er meget tynde, og derfor nemt kan gå i stykker, mener man ikke disse har været benyttet som amuletter eller i handel. Guldgubber findes alene i Skandinavien og de fleste er fundet i Sorte Muld, Bornholm. Billedet taget fra postkort købt på på Bornholms Museum, Rønne juli 2005.

Gold scilling (oldengelsk) gull skillingr (oldnordisk) (gold shilling, guldskilling) slået i London ca. år 630 e.Kr. under Kong Eadbald, Konge af Kent år 616-640 e.Kr. Til venstre siger indskriften: AVDV (ARL ETH RE) GES eller ”af Kong Eadbald” På højre side: IIPNNHWL IENVS eller ”....nbal londenus eller ”for Eadbald, London.” Af de kun 5 fundne mønter af Eadbald er én beviseligt slået i Canterbury og de andre i London. Det antyder at Lundeborg/London starter op i dette tidsrum. Kilde: BBC. www.bbc.co.uk/history/lj/conquestlj/coin_1.shtml

Guldskilling (kaldes af møntsamlere "guld tremissis") udstedt år 500-675 e.Kr. i Wic/Vic Pontio (Broen ved Vigen) ved Etaples, 27 km syd for Boulogne. Jeg mener disse mønter er udstedt år 587-670 e.Kr. Det fremgår af disse mønter på latin "INHV VIC PONTIO" og "DACVLFVSMNT" (møntet af Daculfus).

Dette synes at være Frankernes hovedhandelsplads. Det er uklart for mig om "Wic/Vic Pontio" er identisk til bygden "Ponthieu" eller om den senere handelsplads fra ca. år 720 e.Kr. Quentovic blev lagt på samme sted. Handelspladsen "Quentovic" er sikkert sammensat af det keltiske "gwynt/gwent" (Wales/Bretagne) eller "vind", dvs. med den samlede betydning "Den Vindblæste Vig".

Fundet i Barham ved Ipswich, Øst-Anglen. Registreret ved The Fitzwilliam Museum (EMC No. 2005.0102). Mønten er blot 1 cm i diameter, vejer 1.41 gram, og er derfor i størrelse typen der videreføres på sølvpenge. Der er to ting af yderste vigtighed på denne mønt, udover en fin afbildning af verdenstræet og de tre oprindelige verdener. Dels har vi under kongens buste handelspladsens mærke (se senere). Dels har vi måske kongens mærke ved hans mund; den nedadvendte trekant i prikker. Dette er Skjoldunge-ættens grundmærke givet til kvindelig side og hvorfra Ynglinga-ætten udvikles. Er dette en sand forståelse har Snorre ret da han i indledningen til Snorre Edda skriver at Skjoldunge-ætten sætter en søn som landeværner for Frakland. Min private samling.

Det må derfor være rimeligt at antage at hængesmykket/amuletten fra Roskilde og fundene fra Ringe i virkeligheden er gull skillingr (guldskilling). Mange af hængesmykkerne er endnu ikke dateret. Mit gæt er at når der er generel accept af at disse enheder var gangbar mønt vil man hurtigt opdage at overgangen fra guld til sølv nøje følger overgangen i de nye kongeriger i Britannien fra Gold scilling til Seolfor pening år 670 e.Kr. Samme gør sig gældende hos Friserne i Dorestad og Domburg.

Hvorfor kaldte vi vor første mønt for ”sciling/skillingr”?

Ordet ”sciling/skillingr” oprinder formentlig fra roden ”*skel-” (at adskille) der igen er forbundet med ”scield/skjöldr” eller ”skjold”.

Beowulfkvadet (sætning 47-48) forklarer os om Kong Skjold (scyldinga-æt nr. 13, ca. år 385-425 e.Kr.):

Þa gyt hie him asetton segen geldenne
heah ofer heafod, leton holm beran

Som jeg oversætter til dansk fra Michael Alexanders nu-engelske oversættelse fra 1973:

Da satte de for ham et gyldent banner /segl
højt over hovedet, gav ham til tidevandet

Vi kan her se at Kong Skjold har et gyldent mærke i mastetop. Saxo forklarer os at dette mærke er et gyldent skjold, symbolet på Skjoldunge-ætten år 385-425 e.Kr. Derfor kaldes de første mønter, sikkert slået under Kong Skjold, for ”sciling/skillingr”. Som det gyldne skjold er vort mærke, er også ”Gold scilling/gull skillingr” et symbol på Skjoldunge-ætten. Fra denne konklusion kan vi slutte af vore første mønter bliver slået år 385-425 e.Kr. eller umiddelbart efter vi har nogenlunde samlet kontrol over alle vore nuværende landområder.

I Helgakviða Hundingsbana önnur (kap. 19) (Poetiske Edda/Ældre Edda) kvæder Guðmundur Granmarsson:

"Hver er skjöldungur
sá er skipum stýrir,
lætur gunnfána
gullinn gyr stafni?"

Som jeg oversætter til:

"Hvor er Skjoldungerne
der skibet styrer,
lader krigsfanen
gylden (sidde) for stavnen?"

Seolfor pening, silfr peningr, sølvpenge – Sceat

Vi ved at i de nye kongeriger i Britannien erstattede Seolfor pening (sølvpenge) gold scilling (guldskilling) ca. år 670 e.Kr. Jeg er ganske sikker på at de mønter jeg nu viser under betegnelsen ”Sceat” ¹  i virkeligheden bare er ”seolfor pening” eller ”sølvpenge” og at de kan dateres ganske nøjagtigt fra år 670 e.Kr. til første halvdel af 700 tallet e.Kr., formentlig til Pippin’s møntreform år 755 e.Kr. hvor den frisiske Wodan /Monster (Odin/Drage) type erstattes i Dorestad ².

¹ Sceat (ental), Sceatta (flertal) – det oldengelske ord for ”skat”.
² Pepin Den Lille (The Short) (ca. 714-768). Pepin III. var Konge af Frankerne år 751-68 e.Kr., søn af Charles Martel og fader til Midgårdsormen selv, Charlemagne/Karl Den Store.

Sceatta mønter fundet i de gamle kongeriger. Fra Kirsten Bendixen’s artikel ”Skandinaviske fund af sceattas” (Festskrift til Brita Malmer, 1985, s. 33-40). Bemærk afbildningen af Odin /Kongen, specielt tydelig på mønt nr. 3 og 4. Reversen er samtidens store jagthund, Den danske Hund. Denne mønttype kaldes på engelsk Wodan/Monster type.

Sceat-mønter er fundet i betydeligt omfang i Ribe, Holmsland Klit, (Vestjylland), Gadegaard (ved Limfjordens udløb i Vesterhavet), Gudme (Sydfyn), Hedeby syd (hvilket kan datere Hedeby til før år 808 e.Kr.), Föhr og Sild (Vadehavet), Dorestad (i dag ”Wijk bij Duurstede” eller ”vigen ved Dorestad” hos Friserne, Vest-danerne), Helgö (Upland), Yngsjö (Skåne), Åhus (Skåne) Ervik (Møre og Romsdal, Norge) og overalt i de nye kongeriger i Britannien.

Wodan /Monster (Odin/Dragen) og Porcupine/Pindsvine typen blev formentligt slået i Dorestad hos Friserne/Vest-Danerne , men det er også argumenteret at ihvertfald Odin/Dragen typen kan være slået i Ribe grundet antallet af denne mønttype fundet her. Andre typer er slået i Kongeriget Mercia og Kent. Endnu vigtigere er alle mønterne fundet i Ribe ”strøfund” dvs. ikke nedgravede skatte. Dette er en klar indikation af at mønterne har været vidt udbredt specielt på handelspladserne.

Én mønt, slået forskellige steder i vore landområder, med samme valutakurs målt som vægt i sølv (”silfrgangr” eller ”sølvgangen”) og gangbart betalingsmiddel overalt hvor stammen har kontrol ¹.

¹ For yderligere læsning se arbejder udført af Kirsten Bendixen, Johan Callmer og D. M. Metcalf.

Raðbarðr, Hertug af Friesland år 680-719 e.Kr. var søn af Hertug Aldegisel (678-680). Han regnes for den sidste frie hersker af Friesland, og taber til Pippin Den Mellemste/the Middle fra Herstal (635/640-714) ("Pépin" på fransk) i Slaget ved Dorestad år 689 e.Kr. Han må fra dette tidspunkt opgive "Frisia Citerior" (fra Scheldt til Zuider Zee) til de katolske Franker. Mellem år 690-692 e.Kr. falder Wiltaburg (Utrecht) til fjenden. år 697 e.Kr. trækker Kong Raðbarðr sig tilbage til Heligoland. Munken Dudo nævner i "Gesta Normannorum...." (kap. 9, skrevet år 1015-1026) en Raðbarðr i forbindelse med Rollo. Dette er en senere hertug af Friesland.

Gennem Pippin Den Lille’s møntreform år 755 e.Kr., hvor den frisiske Wodan /Monster (Odin/Drage) type erstattes i Dorestad, Friesland kan vi nu se optakten til Kong Godfreds tvangsforflytning af købmændene til Hedeby år 808 e.Kr.

År 755 e.Kr. kommer et af vore absolut vigtigste handelssteder under frankisk og den katolske kirkes, og dermed fjendens, kontrol. Pippin Den Lille gennemfører sin møntreform. Det betød at de skatteindtægter, der kom ind fra Dorestad nu fattedes i statsbudgettet. Da man ikke kunne finansiere underskuddet gennem udstedelse af obligationer måtte man klare den på anden vis.

"Der vanker ikkun liden Told paa smaa Markeder”

Peder Jensen Hegelund (1542-1614): Problemata et Proverbia Moralia
(16x1, danske ordsprog) gengivet i
”Peders Syvs Kjernefulde Ordsprog, (1807, fortale XXV)

Den Angel-saksiske Krønike for årerne 789 og 793 e.Kr. forklarer hvorledes vi gjorde dette:

”Her nom Beorhtric cyning Offan dohtor Eadburge; (&) on his dagum cuomon ærest .iii. scipu, (&) þa se gerefa þærto rad, (&) hie wolde drifan to þæs cyninges tune þy he nyste hwæt hie wæron; (&) hiene mon ofslog; Þæt wæron þa ærestan scipu Deniscra monna þe Angelcynnes lond gesohton”.

Som jeg oversætter til:

”Her tog Beorhtric¹ Kong Offa’s datter Eadburge; (og) på hans dage kom først 3 skibe, (og) da greven ² dertil red, (og) han vilde drive (dem) til kongens tun ³ thi han ikke vidste hvem de var; (og) disse manden nedslog ⁴; det var de første skibe (med) danske mænd der Angelkongernes land søgte”.

¹ år 786-802 e.Kr.
² Ordet ”gerefa” (oldengelsk) modsvares af ”reifa” (oldnordisk), ”gagrefts” (gotisk) og bliver til ”greve” (nudansk). Titlen er oprindeligt noget Kongen/ Dronningen giver i len, dvs. udlåner, heraf ordet ”lensgreve”, og indebærer at personen er drottens opretholder af lov og orden i landskabet. Derfor ser vi i England at titlen udvikles til ”scirgerefa” (scir + gerefa)  gennem “shire” + “reeve” til “sheriff”. Snorre Edda (Skáldskaparmál, 66. Konungakenningar ok fyrirmanna) viser udviklingen: ”ok heita þeir hersar eða lendir menn í danskri tungu, en greifar í Saxlandi, en barúnar í Englandi” eller ”og hedder disse Herser (Herredshøvding/Hærfører) landemænd i den danske tunge, grever i Saxland og baroner i England”. Det er derfor vi ”herser” med hinanden i betydningen ”regere med”. De tre skibe menes at være ankommet til havnen Portland på sydvestkysten af England.
 
³ lig landsbyen Tune, syd for København, dvs. kongens bygd. Kongen havde sit tun i Dorchester.
⁴ dvs. slog ham ihjel. Manden har sikkert været temmelig uhøflig.

Fredag den 8. januar år 793 e.Kr. sker følgende:
 
”Her wæron reðe forebecna cumene ofer Norðanhymbra land (&) þæt folc earmlice bregdon: þæt wæron ormete ligræscas, (&) wæron geseowene fyrene dracan on þam lyfte fleogende. Þam tacnum sona fyligde mycel hunger. (&) litel æfter Þam þæs ilcan geares on vi idus Ianuarii earmlice héðenra manna hergung ádiligode Godes cyrican in Lindisfarena ee þurh reáflác (&) mansleht.....”.
 
Som jeg oversætter til:

”Her være ræd(somme) varsler komne over Nordhumbria land (&) det folket ulykkeligt frygtsomme gjorde: Disse var ormede lynild,  (&)  var rødglødende drager der i luften fløj. Disse tegn snart fulgtes af megen hunger(snød). (&) lidt (der)efter i det samme år på den 6. idus  januar (8. januar) usle hedenske mænd hærgede (og) ødelagde Gud’s kirke på Lindisfarne ø (ved) røven (&) mandslagtning....”

Lindisfarne ø med slotsruinen til højre og bygden til venstre. Vi kigger fra syd mod nord. Øen er en tidevandsø, som vi ser det i Vadehavet. Billedet taget fra hovedvej A1 i Northumberland. År 793 e.Kr. har stedet, som vi har hørt, kun en lille kirke omgivet af bygninger til beboelse, men uden forsvarsmur. Billedkilde: Tagishsimon.
 
 
 

Symeon/Simeon of Durham (1096-1129) skriver i ”Historia regum Anglorum et Dacorum" (Historien om Anglerne og Danernes Konger), der er en delvis nedskrivning af en nu tabt udgave af Angel-Saksiske Krønike (de to dele omhandler år 732 –1129 e.Kr.):
 
”I det samme år hedningerne fra de nordlige egne kom med en flåde til Britannien som bistik og spredte sig til alle sider som frygtsomme ulve, røvede, nedbrændte og slagtede ikke kun vilde dyr, får og okser, men selv præster og degne, og flere munke og nonner. Og de kom til kirken på Lindisfarne, lagde alt øde med smertefuld plyndring, overtrampede helligstederne med besudlende skridt, rev alterne op og tog alle skatte fra den hellige kirke. De dræbte nogle af brødrene, tog somme med sig i fodjern, mangen drev de ud, nøgne og overfuset med fornærmelser, nogle de druknede i søen..”
 

Der er nogle yderst vigtige ting der er værd at fremhæve i disse vigtige beretninger, og som bliver glemt både i Danmark/Norge i rusen over et sejrrigt vikingstog, og i England ved tanken om nedslagtning af befolkningen:
 

• Angrebet er beskrevet som findende sted 8. januar 793 e.Kr. Julefreden opretholdes ved sæd og lov fra Moders Nat/Vintersolhverv 19-23. december til det nye ceremonielle år begynder 6. januar. Det er en umulighed at sejlads mod Lindisfarne påbegyndes før 6. januar. Det betyder at ifald angrebet faktisk finder sted 8. januar år 793 e.Kr. da kommer skibene ikke fra Danmark/Skåne/Norge/Upland, men har overvintret i Øst-Anglen/York/Northumberland.
  
  
• ”skip legges til winterlaw” i november og skibene kommer ikke i søen igen før vinteren er slut ved Sumarmál’s begyndelse 8-15. april. Det virker derfor højest usandsynligt at angrebet har fundet sted fra søen eller på dette tidspunkt.

• Sætningen ”þæt wæron ormete ligræscas, (&) wæron geseowene fyrene dracan on þam lyfte fleogende” eller ”Disse var ormede lynild,  (&)  var rødglødende drager der i luften fløj” er en henvisning til ”Thor” (Torden og Lynild) og Danibrók – ikke som Ravnefane, men som Dragefane.
  
  
• I ingen beretninger, år 793 e.Kr. eller i de efterfølgende år mod andre klostre, er der beskrevet at vi angreb andet end symbolerne på den forhadte katolske kristendom. Den lokale befolkning led ingen overlast, og det er der en nøjagtig årsag til.  Ætterne i Øst-Anglen, Mercia, York og Northumbria blev fra begge sider af Vesterhavet/Norgeshavet anset som samme familie, og disse landskaber var hjemmebanen, hvor man overvintrede og fik forsyninger og heste. Der findes ingen chance for at man fra Norge eller Danmark ville have angrebet sine egne. En flok munke, og tyvekoster ranet fra omegnen, derimod, er en anden sag. Angrebene var hævnen over afbrydelsen af den givtige samhandel der ophører år 755 e.Kr.
  
  
• I ”Bilag R: Witherlogh – Vederloven” viser jeg at Vederloven tilsiger at der som en del af landsforvisningsstraffen, og det er hvad disse tog omhandler, 3 gange skal afsiges forbandende niddingsord i høje råb. Derfor overfuses de nøgne munke med fornærmelser. Ideen er her at de aldrig kommer tilbage til stedet.
  
  

• Ifald anfaldet på Lindisfarne ikke finder sted fra søen, og må være påbegyndt fra England’s fastland, da må vi spørge os selv hvem ”Deniscra monna” (danske mænd) er?

  Det eneste dokument i Angel-saksiske Krønike der behandler anfaldet på Lindisfarne er dokument E: The Laud eller ”Peterborough” Chronicle (Oxford, Bodleian, MS. Laud 636). Dette manuskript er det yngste og skrevet i en overgangsdialekt fra Oldengelsk til Middle English, dvs. fra 1100 tallet fremefter, hvor den nye selvstændige engelske identitet er skabt adskilt fra resten af stammen i Danmark/Skåne/Norge.

  For så vidt angår nationalforståelsen "angler" (dvs. den ændrede forståelse til "englænder"), "daner" (fra "alle nord fro Ejder-strømmen" til det nuværende indskrænkede begreb) og "nordmænd" (fra "Mænd fra Nord" til "mennesker fra de norske landskaber"), ser vi første gang et antal landskaber samlet kaldet “Danmark” og Norge” i ”Old English Orosius”, skrevet til Kong Alfred den Store medens han var lokalkonge af Wessex år 871-899 e.Kr. Bragi inn gamli nævner i Ragnarsdrápa (vers 13) "Danmarkar" år 850-865 e.Kr. Det synes først at være på runesten fra slutningen af 900 tallet at vi selv ser os selv knyttet til landskabsklumperne Danmark og Norge.
  
  Iflg. Västgötalagen fra 1200 tallet e.Kr. er det Svend Tveskæg og Svend Estridsøn der, i tidsrummet år 1000-1050 e.Kr., indgår aftale om, og sætter de 6 grænsestene for det nyskabte Danmark og Svearige ved Skåne, Halland og Blekinge’s landskabsgrænser. Der ligger her underforstået at Norge allerede i dette tidsrum må være skabt og anerkendt.
  
  Den engelske identitet er ikke påbegyndt i Beowulf-kvadet, som jeg mener er skrevet ca. år 755-757 e.Kr. Her er alle Daner. Den er derimod skabt ved Kong Knud den Store’s Skovlov for England fra år 1031 e.Kr., selvom "Dani Ealderman" her stadig betegner Angler og Daner. Det er formentlig Wulfstan’s ”Sermo Lupi ad Anglos” fra ca. år skrevet 1014-1016 e.Kr., der påbegynder den nye selvstændige engelske identitet.

  Set fra engelsk side kan det derfor godt være sandt at ”Deniscra monna” skal ses som folk der blev opfostret i Danmark/Skåne/Halland/ Blekinge, fordi ”nordmænd” for en Angler i England måske i samtiden mere forbindes med Skotland og de nordlige øer. Det synes jeg dog er vanskeligt at sige endeligt.

  Jeg har mere på fornemmelsen at brugen af ”Deniscra monna” er en katolsk religions-racisme og henvisning til de ætter, der under den 2. folkevandring havde slået sig ned i Øst-Anglen, Mercia, Mellem-Anglen, Northumbria og Yorkshire. Vi ved at disse ætter senere blev nedslagtet 13. november år 1002 e.Kr. på ordre af Kong Æthelred II (978-1016), og derfor har kirken været opmærksom på hvem de var, og hvor de var.

Mange læsere har påpeget at de altid har været af den opfattelse at angrebet på Lindisfarne var et sommertogt, og dermed et angreb direkte fra Danmark/Norge/Skåne. Det var også tilfældet for historieskriveren selvom jeg ikke kan erindre hvorfra jeg havde dette indtryk. I håbet om at mane al tvivl i jorden har jeg derfor fået tilstillet et billede af originalteksten fra manuskript E (”The Laud” eller ”Peterborough” Chronicle, Oxford, Bodleian, MS. Laud 636), der vises nedenfor.

De første 6 linier fra s. 26 af ”The Laud” eller ”Peterborough” Chronicle, Oxford, Bodleian, MS. Laud 636. Dette manuskript er det yngste af alle skrifterne omhandlende Angel-saksiske Krønike,  og er skrevet i en overgangsdialekt fra Oldengelsk til Middle English, dvs. fra 1100 tallet fremefter, hvor den nye selvstændige engelske identitet er skabt adskilt fra resten af stammen i Danmark/Skåne/Norge/Upland. Den sande gengivelse er:

”bregdon þ[æt] wæron ormete ligræscas & wæron geseowene
fyrene dracan on þam lyfte fleogende. Þam tacnum
sona fyligde mycel hunger · litel æfter Þam þæs il-
can geares on ·vi· idus ianr earmlice héðenra manna
hergung ádiligode Godes cyrican · in Lindisfarena ee
þurh reáflác · & mansleht · & Sicga forðferde on ·viii· k[alendæ] M[a]r[cii].”

Afvigelserne fra den gængse, og ovenfor viste, gengivelse af originalteksten omhandler alene omskrivning af bogstavsforkortelser til den fulde ordlyd; f.eks. det mærkværdige ”K”, der er en forkortelse af ”kalendæ”, samt brugen af · omkring latinske bogstaver, der viser at vi skal opfatte disse bogstaver som tal – en grammatisk videreførelse fra Ældre Futhark. Det kritiske ord ”ianr” er ganske rigtigt en forkortelse af ”Ianuarii”.
Kilde: Bodleian Library, Oxford (Shelfmark: MS. Laud Misc 636, Photographic Order No. WM 905, marts-april 2007)

Den fælles møntudstedelse fortsætter i Danmark/England, men det tredje ben, Dorestad/Domburg, i trekantsområdet mangler. Derfor erstattes samhandlen fra Dorestad med den opbyggede handelsplads i Hedeby år 808 e.Kr. og vi begynder at slå mønt herfra.

"Frankernes Annaler" for år 810 e.Kr. forklarer os at Kong Godfred (Frothj hin Frithgothæ, Scyldinga-æt nr. 29, ca. 804-810) dette år angriber Friesland, nu under fjendens kontrol, med 200 skibe og afkræver en lydskat, hvoraf 100 (Troy pund) sølv allerede er betalt (se "Bilag M: Hólmgeirr Godfredsøn - Holger Danske").

Vi har borgerkrig mellem Haarik/Horik (regent 814-854), søn af Kong Godfred/Gøtrik (804-810) og Harald Klak, der sluttede i år 825 e.Kr.

Harald Klak blev sendt i landflygtighed og drog til den frankiske Kejser Ludvig den Fromme (le Débonnaire). Han konverterede til den katolske kristendom i år 826 e.Kr. og modtog til gengæld det frisiske grevskab Hriussi ved Wesserfloden som et frankisk len.

I år 837 e.Kr. har vi beretningen om endnu en betaling af Danegeld fra Dorestad og Walcheren.

År 855-857 er Rörik af Jylland Lensgreve under Kong Lothar med sæde i Dorestad. Han er en af vore egne. År 862 e.Kr. drager han mod Garðaríki og vi genvinder kontrollen og skatteindtægterne.

Øverst: Seolfor pening (oldengelsk) Silfr peningr (oldnordisk) (silver penny, sølvpenge) slået i Øst-Anglen (Ipswich?) år 794-6 e.Kr. Mønten viser Kong Offa II. til Mercia (757-796). Til venstre: OFFA REX + kongens buste stirrende mod højre for læseren. Til højre: LUL (i runer) + en ulv der giver mælk til tvillinger. LUL menes at være møntsmeden. Dette forekommer rimeligt da to ens runer aldrig forekommer i en beskyttende eller forbandende sammenhæng. Mønten vejer 1,10 gram og blev fundet ved Needham Market, Suffolk, januar 2003. Jeg har valgt at fremhæve netop denne mønt fordi det er blevet foreslået at Beowulf-kvadet blev skrevet til Kong Offa II til Mercia, der ønskede at knytte sig til Anglernes æt, og dermed Danerne i de gamle kongeriger, gennem Uffe Hin Spage (Offa I.). Det forekommer derfor naturligt at fortolke afbildningen af ulven der brødføder stammens tvillinger, som Offa’s visuelle gengivelse af hans tilknytning til Wuffinga-ætten. Gengivelsen af et kors omringet af 4 prikker er en videreførelse af afbildningen på sølvpenge fra år 670-755 e.Kr., og gengiver korsvejene med samtidens 4 hovedhandelspladser; Ip’s Vig (Ipswich), Ribe, Dorestad og Domburg.

Nederst: 1 af kun 3 kendte sølvpenge slået under Æthelberht, konge til Øst-Anglen. Vi er lidt usikre på hans regeringstid, men det begynder ca. år 779 e.Kr. Han dræbes af Kong Offa II. til Mercia år 794 e.Kr., hvorefter Mercia gennemfører, hvad vi i finansverdenen kalder en ”omvendt overtagelse” (Reverse Takeover) af Øst-Anglen. Angel-saksiske krønike skriver for året 823 e.Kr. (faktisk år 825 e.Kr.), at Øst-anglernes konge og hans folk (EastEngla cyning (,) seo þeod) søgte fred og beskyttelse (to friþe (,) to mundboran) fra Miercna-folket hos Ecgbeorht (Ecgbryht), konge til Vest-sakserne. Samme år slog Øst-Anglerne Beornwulf, kongen til Mercia i slag efter at samme konge tidligere havde tabt i slag til Vest-sakserne under Kong Ecgbeorht ved Elledune (Ellendune, Ellendun). Kongsgården i Mercia lå i Elledune helt frem til år 956 e.Kr. Dette tun kaldes i dag Wroughton, Nr Swindon, Wilshire og ligger i det sydvestlige England. Det viser dels hvor langt sydpå Mercia-folket havde kontrol, dels hvorfor det er Vest-sakserne der griber ind. Øst-Anglen er derfor underlagt Mercia i 31-32 år. 

Disse begivenheder skal ses i direkte forlængelse af Beowulf-kvadets tilblivelse, mit bud er år 755-757 e.Kr., Offa’s II.’s navngivning efter Uffe Hin Spage (Offa I.), hvorunder han ser sig selv som den retmæssige tronpåkræver til Anglernes landskaber, og forbindelsen til de gamle kongeriger. Dette er naturligvis mønten, hvorfra Offa II. henter sit design. Indskriften på møntens forside siger: LUL (med runer) + EDILBERHT, hvor ”l” er skrevet som rune. Der er en buste af kongen stirrende mod højre for læseren. Møntens ”revers” siger: REX og har en ulvetæve der brødføder tvillinger, Wuffinga-ættens arving og sparring. Der er ni prikker forneden, repræsenterende ”de 9 verdener”. Der er 7 prikker til venstre for ulvens snude; symbolsk ”de 7 vise”. Fordi ”LUL” på denne mønt er skrevet før kongens navn, er jeg ikke 100% overbevist om at det er møntsmedens navn. Det kan muligvis være en forkortelse af en oldnordisk/oldengelsk ærestitel givet kongen. Offa II. har en række andre møntsmede som han navngiver på mønternes revers. Det er fordi vi antager at ”LUL” er Øst-Anglens møntsmed, at vi mener at Offa II.’s mønt er slået i Øst-Anglen.

Samme møntsmed ”LUL” fortsætter på sølvpenge slået af Coenwulf, Konge til Mercia (796-821). Coenwulf overtager tronen fra Kong Offa II.’s søn Ecgfrith efter kun 5 måneder, dvs. sikkert efter et kongemord. Herved har Coenwulf samtidigt overtaget Øst-Anglens møntsmed ”LUL”.
 
Kilde: The Fitzwilliam Museum, University of Cambridge, Department of Coins and Medals. www-cm.fitzmuseum.cam.ac.uk/coins/recentAcqs/recentacqs_02.html 
 
 
 

Sølvpenge slået under Kong Coenwulf til Mercia (796-821).
Til venstre: (Anglerne fra Mercia’s mærke) (Kors) COENVVF REX. Til højre: (kors) LUL.

Den fælles møntfod er sølvpenge. Alle klostre i samtiden er fyldt op med alskens sølvgenstande udsuget fra den lokale befolkning. At røve et kloster for dens sølvgenstande svarer derfor i vægt i sølv til en gram for gram forøgelse af valutareserverne og/eller finansiering af underskuddet på betalingsbalancen. Der er næppe tvivl om at udbyttet fra klosterrov og danegeld er blevet omsmeltet til sølvpenge.

Se her særligt afsnittene "Lodtrækning og ulykkesvarsel mod Birka" og "Runers forbandelse", der behandler en speciel gruppe af sølvpenge møntet i vore landskaber år 670-755 e.Kr.

Møntvægt – silfrmetinn

Ovenfor er vist en møntvægt – på oldnordisk en ”silfrmetinn” (sølv-vurderer, -prisfastsætter). Vægten vejer 16.5 gram, har en diameter på 25 mm og er af bronze. Sølvpenge udstedt i alle vore landskaber år 670-755 e.Kr. vejer 1-1.2 gram. Sølvpenge møntet i Jórvik (York) under Anlaf Guthfrithsson (939-941) har en diameter på 20 mm og vejer 1.26 gram. Som man kan se er det an veloplagt grinbider vi har afbildet på møntvægten. Vægten blev fundet i det nordlige Norfolk, Øst-Anglen på Burnham Market, der er velkendt for sine mange fund. Vægten er ikke dateret, men jeg vil gætte på 7-800 tallet e.Kr. 

Der er i bl.a. England fundet en bly-møntvægt i Wareham, Dorset, hvor der på toppen af blycylinderen sidder en sølvpenge udstedt af Ethelred I til Wessex (865-871) (den kan ses på British Museum, Room 68). De kendes også fra markederne i Skandinavien og Dublin. Kunststilen er identisk til en sølvmønt fundet som strøfund på markerne ved bygden Lenwade. Bygden ligger ved floden Wensum vest for Attlebridge (Attle’s bro) og nord for Easthaugh (Østhøj) i Norfolk, Øst-Anglen. Jeg har dateret denne sølvpenge til ca. år 670 e.Kr. og muligvis Aldwulf (Gamle Ulv), Konge af Øst-Anglen år 664-713 e.Kr. Se afsnittet ”Lodtrækning og ulykkesvarsel mod Birka” (underafsnit ”Råd, Torden og Lynild og halen-mellem-benene”).

Hvad skal møntvægten veje?

Gulathing (Gulaþingslög, Gulating)  lovgivningen (for Vestlandet) har tre monetære måleenheder; "6 alna eyrir" (kap. 57, 170, 306), "10 alna eyrir" (kap. 239 samt i anvendelse kap. 235), og "12 alna eyrir" (kap. 243), hvor en Øre skal holde 10 eller 12 alen vadmel. De to sidstnævnte, og højere beregningskurser, var alene gældende for de private mandeboder, der blev udredt for drab på folk af høj rang, jvf. "silfrmetinn skal arborins manns eyrir allr i mann-helgi" (Frostathing’s lov (for Trøndelag og Trondheim) IV:25) ¹.

¹ Arkiv for nordisk filologi (1. bind, 1889, Tvivlsomme ord i Norges gamle love, ”Skattvarr, skatzvarr”, s. 359-363). Se også Heimskringla (Saga Magnús konungs Erlingssonar, 16. Upphaf Eysteins erkibyskups).

Kong Aethelred (Ethelred, Adalsråd, Regent ca. år 968-1016 e.Kr.) giver i sine lovkoder fra år 978 e.Kr., skrevet på latin og gældende for London (De Institutis Lundonie), en klar og utvetydig bekræftelse på at falskmønteri fandt sted, samt at dette dækkede over møntsmede, der ikke havde kongens tilladelse til at udstede mønt, at der blev snydt med vægt og snydt med sølvets renhed (false gewihta · y wóge geméta ·). Kongen gør nu gældende (i min oversættelse til nudansk) ¹:

”Vi befaler, for at ingen herefter skal tale ilde om rene (sølv)penge med rigtig vægt, at disse skal møntes alene i de havne de må smedes i mit rige….” (lovkode nr. 6)

”Og lad møntere være færre end førhen; i hver vigtig havn tre, og i andre lad der være én mønter…lad dem smede (sølv)pengene rene og med rigtig vægt…og de der værner havnene skal tilse….at hver eneste mønt overholder den standard som mine (sølv)penge modtages på(,) og lad hver af disse blive møntet så at femten øre (ore) gør et pund….” (lovkode nr. 9).

¹ Benjamin Thorpe (1782-1870): Ancient Laws and Institutes of England, (1840, 127). På latin bruges betegnelsen "pecuniam puram" (penge rene).

Kong Aethelred (Ethelred, Adalsråd, Regent ca. år 968-1016 e.Kr.) giver i sine domme vedtaget på Waneting (i dag bygden Wantage, 27 km sydvest for Oxford) følgende lov (Ðis synðon þa laga þe Æðelreð cyng y his witan geræðð habbað æt Wánetinge to friðes-bote: ·):

viii. And æle mynetere þe man tihð þ fals feoh sloge syþþan hit werboðen wæs gange to þrimfealðan orðale · gif he fúl weo slea hine man. And nan man ne age nænne mynetere buton cyng. And æle mynetere þe betihtlað si wiege him láh mið ·xii· óran : ·

viii. Og hver mønter at man titler det falsk fæ (at have ) slået (,) siden det forbudt var (,) gange til trefoldig ildprøve · givet han skyldig være(,) (ned)slagt denne mand. Og ingen mand må agere mønter foruden kongens. Og hver mønter der betitles, vie ham loven med 12 øre : ·

Min oversættelse til nudansk. Det oldengelske ”tihð, betihtlað” (titler, betitles) er det juridiske udtryk for ”anklager, anklages”. Loven giver hermed dødsstraf for falskmønteri, fastsætter kongelig autorisation for at kunne nedsætte sig som møntsmed (mønter), og tilstår en falsk anklaget og frikendt mønter erstatning. Bemærk i denne forbindelse brugen af "wiege" (vie), dvs. en helliggørelse og fuldstændig rensning. Det oldengelske ”orðale” fra ”ordel” (nuengelsk ”ordeal”) er sammensat af ”ur” + ”tildeling”, jvf den oldfrisiske stavning ”urdel”. Vi bør derfor opfatte dette som at den anklagede vil blive tildelt forfædrenes ukrænkelige dom, givet os i ”Ørlög" (Urlovene). Min nudanske oversættelse til ”ildprøve” var én af de mange prøvelser en anklaget blev udsat for i bestemmelsen af skyld. Vi kender flere af prøvelserne, herunder ”at gå barfodet med bind for øjnene mellem glødende plovskær”, samt ”Jernbyrd” (se ” Bilag R: Witherlogh – Vederloven”). Som vi kan se har der været en række af tre fysiske prøvelser, der skulle gennemføres tilfredsstillende for at vise uskyld overfor forfædrene.

Jydernes konge i Kent, Æthelberht (Ethelbert, Regent 560-616) giver i sin Domme (Ðis syndon ða domas de Æðelbirht cyning asette on Agustinus dæge) en forståelse for afregningerne mellem forskellige enheder ¹. Værdien af 1 guldskilling i Kent kan bestemmes ved at sammenholde en række love. Sammenholdes Lov Nr. 69, 70 og 71 med Lov Nr. 53 og 54, kan vi se at 1 guldskilling havde en værdi af 20 Sceatta (skatte). Sidstnævnte er, så vidt jeg kan se, altid en bogholderienhed for vægt i sølv.

Fra Mersernes Lov ¹ ved vi at 30.000 Sceatta svarer til 120 pund sølv:

Ðonne bið cynges anfealð wergelð · vi · þegna wer be Myrcena lage, þæt is · xxx · þusenð sceatta, anð þæt bið ealler · cxx · punða.

Derfor byder kongens enfoldige wergeld 6 thegnes værdi efter Mersernes Love, det vil sige 30 tusinde sceatta, og det byder alle 120 pund.

Min oversættelse til nudansk. Det oldengelske "wer", hvis oprindelige betydning er "folk, folket", skal her opfattes som "værd, værdi". 

¹ Kilde: Benjamin Thorpe (1782-1870): Ancient Laws and Institutes of England, (1840, 1, fodnote ”g”)

Følgende sammenhæng er også gældende:

¹ Det endelige forhold mellem Troy pund og gram bliver først fastlagt i 1700 tallet.

Vi ved, og jeg har eftervejet min egen samling af sølvpenge, at vore sølvpenge i 7-900 tallet e.Kr. vejer 1.2-1.26 gram.

Herfra er det muligt at slutte følgende sammenhæng, gældende i De Gamle Kongeriger i Skandinavien, samt De Nye Kongeriger i Britannien, i tidsrummet år 385-1066 e.Kr.:

1 guldskilling	=	20 sceatta
1 guldskilling	=	1/12  pund sølv
1 guldskilling	≈	1 unze (ynce) sølv
1 guldskilling  12½ guldskilling	=  =	1.2 øre  15 øre
1 guldskilling	=	25 sølvpenge
1 sceat  30.000 sceatta	=  =	0.004 pund sølv  120 pund sølv
1 sceat  20 sceatta	=  =	0.05 unze (ynce) sølv  1 unze (ynce) sølv
1 sceat	=	0.06 øre
1 sceat	=	0.05 guldskilling
1 sceat  4 sceatta	=  ≈	1.25-1.30 sølvpenge  5 sølvpenge
1 pund sølv	=	250 sceatta
1 pund sølv	=	12½ guldskilling 1
1 pund sølv	=	15 øre
1 pund sølv	≈	12½ unze (ynce) sølv
1 pund sølv  1½ pund sølv	=  =	313 sølvpenge  500 sølvpenge
1 øre  15 øre	=  =	0.07 pund sølv  1 pund sølv
1 øre  15 øre	=  =	0.8 unze (ynce) sølv  12½ unze (ynce) sølv
1 øre  15 øre	=  =	0.8 guldskilling  12½ guldskilling
1 øre  15 øre	=  =	16.6 sceat  250 Sceatta
1 øre  20 øre (=Hundrede (120))	=  =	25 sølvpenge  500 sølvpenge
1 unze (ynce) sølv	≈	20 sceatta
1 unze (ynce) sølv	≈	1 guldskilling
1 unze (ynce) sølv	=	1.2-1.25 øre
1 unze (ynce) sølv	=	1/12 Troy pund sølv
1 unze (ynce) sølv	≈	25 sølvpenge
20 unze (ynce) sølv	=	Hundrede (120)
1 sølvpenge  12 sølvpenge	=  =	0.04 guldskilling  ½ guldskilling
1 sølvpenge  5 sølvpenge	=  ≈	0.8 sceat  4 sceatta
1 sølvpenge  500 sølvpenge	=  =	0.003 pund sølv  1½ pund sølv
1 sølvpenge  12 sølvpenge	=  =	0.04 unze (ynce) sølv  ½ unze (ynce) sølv
1 sølvpenge  12 sølvpenge  500 sølvpenge	=  =  =	0.04 øre  ½ øre  20 øre (=Hundrede (120))

¹ Vi kan med kendskabet til dette afregningsforhold vise inflationen fra 600 tallet e.Kr. frem til 1100 tallet e.Kr. I det engelske pengesystem fastsætter Kong Henry II. (1133-1189) følgende sammenhæng: 1 penge (penny) = 1 pengevægt af sølv. 1 pund sølv (sterling) = 20 skillinger (shillings) =  20 x 12 penge (pennies). Derfor er 1 pund sølv (sterling) = 240 pengevægt af sølv. Inflationen er derfor, at hvor der i 600 tallet e.Kr. skulle 12½ guldskilling til 1 pund sølv, skal der til samme pund sølv i 1100 tallet e.Kr. bruges 20 guldskillinger. Alt andet lige, dvs. renheden af guld og vægten af guldskillingen forudsættes begge uforandret, har inflationen derfor været 60% over 500 år, dvs. i snit 0.1% pr. år eller ingenting. Hvor grovkornet denne rettesnor end er, er mit gæt at dette er meget tæt på sandheden. Det skyldes at vi netop laver en møntreform år 670 e.Kr., hvor guldskillinger erstattes af sølvpenge. Formålet har formentlig været at undgå inflation, der med den stigende befolkning og efterspørgsel efter guldskillinger ville være kommet på grund af mangel på guldminer i vore landskaber.

Jeg har ovenfor vist at vor møntvægt for sølv (silfrmetinn, sølv-vurderer, -prisfastsætter) i 7-900 tallet e.Kr. vejer 16.5 gram.

Det er mit bud at møntvægtens måleenhed må være 12 sølvpenge, der giver en omvekslingskurs til ½ guldskilling, ½ unze (Ynce) sølv og ½ øre.

Da vore faktiske sølvpenge vejer 1.2-1.26 gram burde vægten veje 12 x (1.2-1.26) gram eller 14.4-15.1 gram. Da vægten faktisk vejer 16.5 gram, svarende til 13 sølvpenge, beregner vægten 1 sølvpenge mere end den burde. Dette er næppe snyd og bedrag, men viser os snarere den 8% fortjeneste pengehandleren, kaldet ”metandi” (vurderingsmanden), har haft for at stille sit virke og værktøj til rådighed på handelspladsen Burnham Market. Det må være derfor vor afbildede ven på vægten griner hele vejen til banken!

Christoffer af Bayerns Stadsret [for København] af 14. oktober 1443 ¹ viser os brugen af vægt på markeder:

10. Item salt, hwmble, jærn, smør, telgh, oc andre slighe ware schall man selghe oc købe wedh wichten. Hwo thet ey gør, haue forbrudhit thet han selgher oc penningene, som thet met købes, halffue til konningen oc halffue til byen.

(10. Item salt, humble, jern, smør, talg, og andre slige varer skal man sælge og købe ved vægten. Hvo dette ej gør, have forbrudt det han sælger og penningerne, som det med købes, halve til kongen og halve til byen)

Der var naturligvis også valutarestriktioner og forbud mod handel med fremmed valuta, da man skulle have styr på landets pengeforsyning og valutareserver. Det udtrykkes således:

14. Item ængen burghere skall købe noker thing eller køpmanskap vdi byen met gæstepænninge til gæsterns behoff, thy at thet ær swigh omoth konningen oc omoth byen; the penninge, som han vdi swo madhe vthgiuer, bliue forbrudhit, halfue til konningen oc halffue til byen, eller waren, then som han ther fore jnkøber, then som thet selgher vden skadhe, thy at han wedh icke aff, hwosom penningene egher.

(14. item ingen borger skal købe nogen ting eller købmandskab udi byen med gæstepenninge til gæsternes behov, thi at det er svig imod kongen og imod byen; de penninge, som han udi så måtte udgive, blive forbrudt, halve til kongen og halve til byen, eller varen, den som han derfor indkøber, den som det sælger uden skade, thi at han ved ikke af, hvo som penningene ejer).

 ¹ Se Oluf Nielsen: Kjøbenhavns Diplomatarium (1838-96, bind I, s. 164-179, nr. 127, tredhie capittell:10, 14). "Telgh" (talg) eller "tulgus" (gotisk) og "tólgr" (oldnordisk) betegner det faste fedt fra drøvtyggere, særligt okse og får, der bruges til sæbe, (tælle)lys og smørrelse.

Købekraften i 6-700 tallet e.Kr.

Vi kan danne os et indtryk af købekraften ved at efterse vore tidligste lovkoder, herunder bl.a. Kong Edgar’s Love (Ðis is seo Gerædnyss hu mon Ðæt Hundred haldan sceal). Kong Edgar (Eadgar, Engla cyning) var konge af hele England år 959-975 e.Kr. Lov nr. 8 siger:

VIII. Hrýðeres belle · 7 hunðes hoppe · 7 blæs-horn. Ðissa ðreora ælc bið ánes sciłł. weorð · 7 ælc is melda geteald:-

VIII. (Et) hornkvæg's bjælde · & (en) hund's halsbånd · & (et) blæse-horn. Disse tre alle byder en skilling's værd · alle er melderens tale:-

Min oversættelse til nudansk. Det er foreslået at hundehalsbåndet kan have haft en bjælde påført for at afgive støj. Denne tanke skyldes at kobjælden og blæsehornet (jagthornet) laver støj. Dette mener jeg strider imod hundens opgave i jagten. Det er halsbåndet alene der er vidnesbyrd om hundens tilstedeværelse, og derfor det afgørende vidnesbyrd om en evt. erstatning for tab af denne. "Hrýðeres" fra "hríðer, hrýðer, hrither, rither, reder" (oldengelsk, oldfrisisk) eller "hornkvæg". "melda" fra "meldan" (melde, oplyse, anmelde) og "getealð" fra "getellan" (tale, berette), dvs. samlet gyldigt vidnesbyrd.

Kong Alfred's Domme (Ælfredes Domas, Lov nr. XVI) fra år 871-899 e.Kr. gentager og udvider forståelsen:

Min oversættelse til nudansk. Vær opmærksom på brugen af "stod" (samme ord på olddansk og oldengelsk). Den nuengelske oversættelse er til "stud". Dette er vrang fordi ordet fra ca. 1803 får betydningen "avlshingst", hvilket egentlig er hvad det oldfranske "estalon" (i stalden, opstaldet), i dag "stallion", betegner. "Stoþ, stóð” (olddansk, oldnordisk) betegner "flok" eller ”hingst med sine hopper”. Brugen af "stod-myran" (stod-maren) kræver underforståelsen at det altid er en mare (hoppe) der leder en flok (stod) af heste. Det er en ekstrem alvorlig hændelse af borttage fører-hoppen fra hesteflokken, særligt fordi et føl altid følger moderen.

Kong Ine til Wessex's love (Ines Domas, Lov nr. 69) fra år 688-695 e.Kr. giver os værdien af ulden på et får:

Min oversættelse til nudansk.

Kong Ine til Wessex's love (Ines Domas, Lov nr. 70) fra år 688-695 e.Kr. giver os en række vigtige sammenhænge:

Min oversættelse til nudansk. Det oldengelske ”gesellen” fra ”sellan” (at sælge), som vi her må opfatte som "udredes, gives". Det oldengelske Forholdsord (Præposition) "aet, æt" betyder "til".

Betydningen af "hyndum" er ikke entydigt afklaret. Der sker på oldengelsk en sammenblanding af "hind, hynd", hvor det ser ud til at vi skal opfatte det som "hånd", underforstået "en uddannet medhjælper der giver en hånd med". På Middle English kaldes tjenestefolkenes område på et slot for "Hall for hynds", direkte "Hændernes hal", men opfattet som "tjenernes opholdssted".  I så fald betyder "twyhynde, twihynde" direkte "to-hånd" og er et heite for en fribonde af Karl æt, kaldet "ceorl, churl", og hvis vergeld var 200 skilling. En "tolv-hånd" er derfor et heite for Jarl æt, lokalt kaldet "geneat” (følgesvend), hvis wergeld var 1200 skilling.

Kong Alfred den Store's søn Kong Edward den Ældre, og den danske Kong Guthorm's Domme (Edweardes And Guðdrumes Domas) fra begyndelsen af 900 tallet e.Kr. siger: "Twelf-hyndes mannes wer is twelf-hund scyllinga:- Twy-hyndes mannes wer is twa hund scitt.:-".

En "mann-bót" (mandsbøde) er den sum der skal betales i erstatning. Som vi kan se er det mandens wergeld der afgører erstatningens størrelse.

En hud land (hide londes) betegner det stykke agerjord der kan brødføde 1 fribondes familie. I 1200-1300 tallet var det typisk 120 agre (50 hektar). I afsnittet "Indbyggertal år 40 e.Kr. i vore landskaber" antager jeg 100 hektar (1 km²) til beregning af befolkningstal. Såvel vi, som waliserne, kunne være jorddroter. Det oldengelske "fostre" har som på oldnordisk "fóstr, fóstra" (opfostring, opfostre) betydningen at opfostre et menneske eller dyr, men har også den udvidede betydning "ernæring". I omtalen af agerjord må vi derfor skulle bruge ordet "udbytte". 

"hluttres" fra "hluter, hlutor, hluttor, hluðer" eller "lutter" (som i lutter lagkage). Ordet kendes som beskrivende tillægsord i "hluttres wines" (ren vin, klar vin). Vi må fra sætningen "·XII· ambra Wilisces ealað. ·XXX· hluttres ·" (12 ambra walisisk øl · 30 rent (øl) ·) kunne slutte at walisisk øl var uklart øl, måske mørkt eller brunt øl. Det forekommer mig at enheden "amber, ambra" (ental, flertal), der kendes på nusvensk som "ämbar", har haft to forståelser. Dels "flydende brunligt", som f.eks. øl; dels en lerkande/træspand, og derfor et sidestykke til det latinske "amphora", hvis rummål var ca. 25 liter.

"weðeras" fra "veðr, weder, wiþrus, withar" (oldnordisk, oldengelsk, gotisk, oldsaksisk) eller "vædder".

Spørgsmålet er hvad loven forsøger at sige os? 

Jeg mener ikke det kan betvivles at vi her gives en opremsning af det "udbytte" 10 huder land (ca. 500 hektar) skal give. En almindelig rimelighedsbetragtning gør det hurtigt klart, at den efterfølgende opremsning ikke kan være det fulde udbytte fra dyrkningen af 500 hektar jord og vandløb. Snarere må der være tale om en ved lov fastsat pris for leje af ca. 500 hektar jord, hvor lejen skal afregnes i naturalier. Jordlejen er derfor en fast pris, og ikke en procentdel af det samlede udbytte.

Denne fortolkning synes understøttet af at dette lovafsnit i loven netop omhandler forholdet mellem en jorddrot og en bonde er dyrker, men ej ejer, agerjorden. F. eks. den foregående Lov nr. LXVII (67), hvor en bonde indgår aftale om fast leje og pløjning af jord (Gif mon geþingað gyrde landes oþþe mære to ræde-gafole · 7 geereð ·). Ifald jorddroten (hlaford) ved lejeaftalens udløb hæver lejen og størrelsen af de jorde lejeren skal pløje, da er bonden ikke forpligtet til at indgå i en ny lejeaftale med mindre han samtidigt gives bolig og "ret" (botl ne selð). Brugen af "selð" kræver en underforståelse for begrebet "Eðelseld, Eðelsetel, Eðelsetl" (Odelsat, Indfødsret), og vi må her opfatte dette som at bonden i en ny lejeaftale skal sikres et udbytte der forholdsmæssigt svarer til de forøgede pligter. Sker dette ikke, gives bonden samtidigt det hele udbytte, ikke kun sin andel af udbyttet, af de jorde han har dyrket under den gamle lejeaftale. Bondens ret til udbytte kendes også som "feormriht" (udbytteret), underforstået fra dyrkning af agerjord, hvor bonden ikke ejer jorden. Det er fra "feorm, feormian, gefeormian" at det nuengelske "farm, farming" udvikles.

Den efterfølgende Lov nr. LXVIII (68) forklarer at ved lejeaftalens ophør, kan jorddroten (hlaford) bortdrive (adrife) lejeren, kaldet "gesiðcundne monnan" (besidder-kyndig mand), fra mark og bolig, men ej fra hans "ret" (næs þære setene), dvs. hans "feormriht" (udbytteret).

Fra Kong Alfred's Domme (Ælfredes Domas, Lov nr. XXIV) fra år 871-899 e.Kr. kan vi se at forholdet mellem en okse og får var 1:4, jvf. "7 Feower sceap wið anum [oxan]" (& fire får for hver én [okse]).

I afsnittet "Handsal – håndsalg – mit ord er min ære er min lov" viser jeg at vi fra Kong Ine til Wessex’s love fra år 688-695 e.Kr., hvor prisen for en træl's "wergeld" er opgivet til 50-60 guldskillinger, og med viden om at 1 guldskilling vejer 1.41 gram, kan slutte at en walisisk træl må have haft en handelspris på 70-85 gram guld.

Når vi kommer frem til Kong Aethelred (Ethelred, Adalsråd)'s regeringstid ca. år 968-1016 e.Kr. og "Dunsetas Bekendtgørelsen" fra ca. år 1000 e.Kr., kan vi se at en hest (hors) gives en værdi på 30 skillinger; en mare (myran, hoppe) 20 skillinger, en okse (oxan) 30 penge, en ko (cu) 24 penge, et svin (swyn) 8 penge, et får 1 skilling og en ged 2 penge.

1 guldskilling er midten af 900 tallet e.Kr. blev devalueret fra i 6-700 tallet e.Kr. at kunne købe 4 får, til nu kun at kunne købe 1 får; en devaluering på hele 75%.

1 guldskilling kan i 6-700 tallet e.Kr. købe én af følgende enheder: