Forside Indholdsfortegnelse
<< ForrigeNæste >>

Hinn forni siðr – Odins bud

Et af de mest spændende emner overhovedet at gennemtænke ved forståelsen af vor forne sæd, er det syn på livet vi havde før den katolske kristendoms indgreb og omskrivning af historien.

Reformationen Luther ansporede i begyndelsen af 1500 tallet, i Danmark gennem Hans Tausen i år 1526 e.Kr., med sine tanker om forståelsen af de ti bud, raseriet mod det katolske korruptionssystem, der kaldtes afladskræmmere, den fundamentale decentralisering af Bibelens forståelse til individet, væk fra såvel præstestyret i Rom, som manipulationsmulighederne indbygget i helgener, der var bindeleddet mellem individet og Deos-Gud, vandt hurtigt indpas i Norden.

At Reformationen blev gennemført på kun 10 år i Danmark/Norge/Øst-Anglen i år 1536 e.Kr., og ikke blev det andre steder, har uden tvivl været fordi de evangelisk-lutherske livsværdier der nu kom for dagen, frigjorde stammen fra den katolske spændetrøje, og åbnede muligheden for at genfinde vore oprindelige skikke og tro, Folketroen/Den Forne Sæd, der var blevet voldsomt omgjort af et for os aldeles fremmed sæt regler og værdier fra kulturer, med hvem vi intet havde, og har, tilfælles.

Vor oprindelige tro havde, ind til den katolske kristendoms indførelse med landskabslovene i 1200 tallet e.Kr., ikke noget særskilt navn da troen var en del af vore sæder. I afsnittet "Troen på Gud" (underafsnit "Religion og gudsdyrkelse") skriver jeg at jeg ikke finder det sandt at kalde vor oprindelige filosofi en "religion" - dette begreb tilhører alene de nyopfundne monoteistiske abrahamske religioner. Der er i oprindelig tanke intet behov for at overveje adskillelse af kirke og stat for det er én og samme sag under det vi kan kalde "en vis at leve og tænke på".

Under barnedåben blev man, som var tilfældet for Harald Hildetand (Scyldinga-æt nr. 27, ca. 710-770/2) og hans halvbroder, den frisiske hertugsøn Randver, ”[til] guderne signet” (godum signadir), jvf. Hyndluljóð (vers 28, Ældre Edda).

Peder Laales Danske Ordsprog fra 1300 tallet siger (sidste halvdel af ordsproget):

"Nr. 209 ...Wel ær then welsigneth ær"
(...vel er den [der] velsignet er)

Man tilbad og dyrkede de guder man stolede på i de sammenhæng, der passede til omstændighederne. Solen og Månen under Moder Jord og Moder Sky fulgte trofast med dag ud og dag ind, slægtsled efter slægtsled. 

I 1200 tallet e.Kr., i overgangsperioden til den katolske kristendom, finder vi betegnelsen "forn siðr" (forne sæd, gamle sæder), som Snorre viser os i Hákonar Saga Aðalsteinsfóstra, Heimskringla (kap. 14). Andre udgaver er "hinn forni siðr" (den forne sæd, de gamle sæder), "siðforn" og "fyrnska" (gamle tiders skik og brug, oldtidens kløgt eller kunst, magi, hedenskab). Betegnelsen dækker over en forståelse for at der var en tid før kristendommen, hvor vi havde vor egen oprindelige visdom og kløgt, og en anden vis at anskue og løse udfordringerne på.

Da Rollo bliver givet Normandiet i år 912 e.Kr. opstår der hos Frankernes historieskrivere en betegnelse for de skikke, der blev videreført i Normandiet sammen med kristendommen. Kristendommen i hertugdømmet blev benyttet af strategiske årsager over for omverdenen, men de rigtige skikke var ”Danico More” eller ”efter Danernes skik”. 1

Vilhelm af Jumièges : Om danernes og normannernes oprindelse og bosættelse i Frankien, ca. år 1070 e.Kr.

 

Grundtvig opfinder ordet ”Asalæren” i artiklen "Om Asalæren" (Ny Minerva, maj 1807). Carl Christian Bagger (1807-1846) gør senere brug af sætningen ”den høie Asalære” (Samlede Værker, bind II., s.266, 1866-67. Hans udgivelser er i tiden 1833-45). Denne betegnelse bredte sig til hele Norden.

Herfra udvikles ordet "Asatro" som betegnelse for troen på Asa-guderne, begyndende med Adam Oehlenschläger (1779-1850) i ”Poetiske Skrifter” (Bind XI, 1897. Fra ”Tragødier”, 1831-48.):

”Selv har du smeddet dig en Asatro,
Og bilder nu dig ind, at Verden skal
Herefter artes efter dine Drømme”

Al den kiv og trætte vi ser i dag om den rette vis at opfatte oprindelig tanke på er tydeligvis ikke af ny dato. Enighed om dette opnår vi aldrig da rummet "tid" altid må tages i betragtning, herunder særligt de troskifte der finder sted. Samtidigt er de forestillinger vi har i vore tanker under indflydelse af vor af erfaring, hvorfor ingen ser samme sag.

Grundtvig indfører ligeledes begrebet ”Asamaal” i ”Nordens Mythologi” (1832, s. 465, 492). Han gentager ordet i bl.a. ”Budstikke i Høinorden” (1864) og ”Nornerne” (udgivet i ”Vintergrønt”, 1867). Vi kan fra ordvalget ”Asamaals-Tiden” i  ”Nordens Mythologi” se at han betragter dette begreb som vor oprindelige filosofi – hvor Ase-folket, i gudeskikkelse, ”taler” til os, jvf. den tænkte oldnordiske oprindelse som ”*Ásar-mál”.

Ásatrúarfélagið på Island blev officielt godkendt som trossamfund i 1973. I Norge blev Åsatrufellesskapet Bifrost godkendt som trossamfund i 1996, og Foreningen Forn Sed i 1999. Forn Siðr i Danmark blev godkendt af Kirkeministeriet 8. november 2003.

At der skulle gå 1.000 år fra de første gudehove og kirkjar blev omviet til katolske kirker, og 467 år i Danmark siden Hans Tausen’s indsats bar frugt, før den forne sæd kunne officielt komme fuldt tilbage i Danmark viser hvor svært det har været for os at drive de importerede uskikke ud af kulturen. At dette nu er sket, og at kvinder nu er godt på vej til at opnå den ligestilling, med ret og pligt, som vore sæder påkræver, og som vil give stammen den ligevægt, der gør vore beslutninger bedre, er et godt tegn på at det 21. århunderede bliver en god tid for os alle.

Det er her en tanke værd at forholdet mellem kønnene ikke var ”lige-stilling”, for mand og kvinde, dreng og pige, havde hvert sit virke. Grundtanken om forholdet mellem kønnene tog sit ophav i ”lige værd” – en noget andet størrelse, der har langt større vægt og virkning, og var givet i lov. Snorre viser dette glimrende i Gylfaginning (Yngre Edda), hvor han beskriver mænd og deres forhold til Aser: ”Eigi eru ásynjurnar óhelgari og eigi mega þær minna" eller ”Ej er Asinderne uhellige og ej formår de mindre”.

Det bedste sted at hente oplysning om vore oprindelige skikke og tro af er fra Hávamál , der betyder ”Ordene Fra Det Høje” eller ”Den Højes Tale” underforstået ”Odins Bud”, der her kan opfattes som "Forfædrenes Bud" eller den senere "Alfaders Bud".

Hávamál menes at datere fra ca. år 800 e.Kr., før den katolske kristendom fik indflydelse, og eksisterer i skreven form i Codex Regius. Digtet består af 164 læresætninger, hvoraf de første 77 vers af ikke-teologisk karakter er gengivet her.

Hvad jeg nu gør nedenfor er at omgøre disse læresætninger i fri stil til en nudansk version som jeg kalder for "Odins Bud". Jeg har ikke foretaget en oversættelse i digteformen Ljóðaháttur (poetisk verseform), som originalen er skrevet i, men har i stedet forsøgt at fremhæve lærdommen i de vise ord. Jeg håber jeg har fanget visdommen fra vore forfædre.

Alle ovennævnte læresætninger er også at finde i ordsprogsform i Peder Laales Danske Ordsprog, nedskrevet i 1300 tallet og udgivet i år 1506, men baseret på fyndord af meget ældre oprindelse.

I ”Bilag P-0: Hávamál & Peder Laales Danske Ordsprog” gengives originaludgaven og oversættelsen i poetisk verseform.

 

”AT vi leve i en Hedningtid, det har jeg længe vidst”

N.F.S. Grundtvig: Om Afguderie (22. juni 1813)

 

 

 

 

Odins Bud

 1

 Når man møder det ukendte bør man udvise forsigtighed
og undersøge tingene grundigt før næste skridt tages.

 2

Hillet er de der giver! MEN, når man træffer eller modtager en fremmed bør man kende til dennes baggrund, og ikke forlade sig på held.

Sammenhængen mellem at give og egen lykke er videnskabeligt (be)vist, skulle nogen være i tvivl herom. En glimrende runeindskrift herom findes på Sövestad 2-stenen fra Krageholm Slotspark, Malmøhus len, Skåne (DR 291), dateret til Efter-Jelling, dvs. ca. år 1000 e.Kr. Stenen er rejst af Tonna (tuna) og Ásgautr (askutr), husfrue og søn, til minde om Bram, der "var den bedste gårdmand og mildeste (giver af) mad" (han uaR bastr bumana auk miltastr mataR).

 3

En velkommen gæst bør behandles som en del af familien.

 4

Og hvad familien har det bør gæsten have.
 

 5

Kun en tåbe er ikke varsom når han er på rejse.

 6

Om sin viden skal man ikke tale om sig.
Hellere være sparsom i tale, så når en klogere mand kommer, da undgår man fejl.
Sund fornuft er en trofast ven.

 7

En gæst bør være venlig, og opmærksom i høre og tale.
Herved beskytter han sig selv.
 

 8

Heldig er den der i sit liv modtager påskønnelse og gode ord.
Uheldig er den hvis dom andre fortier.
 

 9

Heldig er den der i sit liv er givet sund fornuft.
Dårlige råd bliver ofte givet til af mennesker til hinanden.
 

 10

Det bedste man kan medbringe på en rejse er sin sunde fornuft.
 

 11

Den værste man kan gøre på en rejse er overdreven indtagelse af alkohol.
 

 12

En mand ved mindre jo mere han drikker.

Sigrdrífumál (vers 29, Ældre Edda) fortsætter med dette råd fra runer (i min oversættelse): 

”Þat ræð ek þér it sétta,
þótt með seggjum fari
ölðrmál til öfug,
drukkin deila
skal-at-tu við dolgviðu
;
margan stelr vín viti”

”Dette råd til dig er det sjette,
endskønt med mænd farer
øl-tale til uvenskab,
[for]drukken trætte
skal du ej med kæmpe-bøllen
;
[fra] mange stjæler vin vid”


Ordet ”dolgviðu” er det oldnordiske ord for en af menneskehedens mest afskyelige personligheder; den kliniske psykopat, bøllen, bully, tyranen, ruffian. Ordet er sammensat af ”dólgr” (fjende, modstander) jvf. ”sökudólgr, sakadólgr” (en som har tilføjet en anden retskrænkelser, Den Anklagede jvf. den direkte betydning ”Den Søgte Fjende”) + ”við” (vid, stor, kæmpe). Hávamál (vers 64, Ældre Edda) viser hvorledes en sådan nidding skal behandles.

 13

”Jeg kan ikke huske det” siger manden der har drukket, dagen derpå.
 

 14

Bedst er den fest, hvor alt der hændte kan huskes klart.
 

 15

Tavshed behører sig. Modighed i slag.
En mand skal være lykkelig og glad til sin dødsdag.
 

 16

En kujon tror at han vil leve for altid, hvis han gemmer sig i slag.
Men han vil ikke få fred på sine gamle dage.
 

 17

Et fjols er i starten genert og forlegen.
Så drikker han sin Mjød, og straks alle kan se, hvilken idiot han er.
 

 18

Den der har mødt modgang og kender til verden,
kan straks se hvad der gemmer sig i de mennesker han træffer.
 

 19

Drik din mjød med måde. Tal med fornuft eller forbliv tavs.
Ingen er blevet kaldt uhøflig, der går tidligt i seng.
 

 20

En forslugen mand der fylder i sig bringer sorg på sig selv.
Alle ved bordet vil drille ham for hans oppustede mave.
 

 21

En flok dyr på græs ved hvornår det er tid til at gå hjem.
En forslugen mand ved aldrig hvor meget hans mave kan tage.
 

 22

Et usselt menneske, der er ilde skabt,
latterliggør alt og alle. Han er en modbydelig person, men ved det ej selv.

Personen med denne form for sindsygdom kalder vi i dag for en "klinisk psykopat". Personerne brødføder deres psykopati ved at indtage pladser i samfundet, hvor der er størst sandsynlighed for at psykopatien lader sig dyrke uanfægtet. Derfor er dette problem særligt udbredt på akademiske arbejdspladser og i chef-stillinger. Vers 64 forklarer os, at alene De Dristige kan jorde en tyran. Har man ikke dette overskud er der kun én løsning: Man man søge nye græsgange. Klinisk psykopati er uhelbredeligt, forekommer hos hver 10. chef, og det er livsfarligt at lade sig udsætte for psykopatens psykiske nedbrydning. Se også Sigrdrífumál (vers 24, Ældre Edda) i vers 62 nedenfor.
 

 23

Dum er han der er urolig ved nattetid og ligger vågen med bekymring.
For når morgenen kommer er alt lige dårligt som aftenen før.
 

 24

Et fjols tror at alle der griner med ham er hans venner.
Uvidende om at når han sidder med klogere mænd, da taler de dårligt om ham.
 

 25

Et fjols tror at alle der griner med ham er hans venner.
Men når han kommer til Tinge og beder om støtte, da finder han kun få der vil tale hans sag.
 

 26

Et fjols der mener sig selv kløgtig og klog når han sidder derhjemme
finder snart, når adspurgt af andre, at han ingenting ved.
 

27

Det uvidende tossehoved bør forholde sig tavs når han er blandt andre.
Ingen vil vide hvilket fjols han er ind til han begynder at tale.
Ej heller ved den der taler for meget, hvilket fæhoved han er.

28

En klog mand vil spørge rigtig, og svare korrekt.
Man bør kun omtale hvad der er hændt, og sandheden må ikke forties.

29

Klog er ej den der aldrig er tavs, men udgyder meningsløse ord.
En løs tunge der snakker til egen skade.

30

Blandt venner skal man ikke tale dårligt om hinanden.
Mange har tiltro til den der er vidende om meget.

31

Giv aldrig en gæst spot og skade.
Tåben lér og ser ikke gæsternes vrede.

32

De bedste venner kan blive uvenner under festen.
Det er, og skal være, en skam når gæst skændes med gæst.

33

Man bør indtage et tidligt måltid før venner besøges.
Så undgår man sult, hvis intet serveres.

34

Til en falsk ven er vejen lang selvom om han bor på hovedvejen.
Til en rigtig ven er der en genvej selvom han bor langt borte.

35

En taktfuld gæst vil takke sig tidligt.
Han begynder at lugte som bliver længere end han er velkommen,
i et hus der ikke er hans eget.

36

En lille hytte er at foretrække for man er herre i sit eget hus.
Et par geder og et simpelt tag er stadig bedre end at tigge.

37

En lille hytte er at foretrække for man er herre i sit eget hus.
Den tiggers hjerte bløder der må bede om kød for hvert måltid.

38

En omrejsende skal aldrig rejse ubevæbnet men have sine våben klar.
Han ved aldrig når han behøver et spyd, eller hvad ondskab han møder på sin vej.

39

Ingen er så gavmild at han ej vil modtage en gave for en gave givet.
Ingen er så rig at det gør ham ondt at blive betalt tilbage.

40

Når en mand har velstand nok skal han ej stræbe efter mere.
Hvad man sparer for venner ens fjender kan tage.
Håb er ofte løgner.

41

Gode venner bør give hinanden gaver. Et skjold eller en kostbar frakke.
Venskab nyder godt af at begge parter giver så længe livet går godt.

42

Man skal hele livet være trofast mod sine venner og svare gave med gave.
Grin når de griner, men med svar på tiltale fra en falsk fjende der lyver.

43

Man skal hele livet være trofast mod sine venner og deres venner.
Og man skal aldrig søge venskab med deres fjender.

44

Hvis du finder en ven du stoler fuldt på og ønsker hans venskab,
og udveksling af tanker og gaver, gå da ofte til hans hus.

45

Hvis du har med en at gøre som du ikke stoler på, men ønsker noget fra ham,
vær ærlig i tale men falsk i tanke, og giv ham løgn for løgn.

46

Hvis du har med en at gøre som du ikke stoler på, og mistænker hvad han påtænker,
giv ham falske ord med et smil.

47

Ung var jeg fordum, rejste jeg ensom: Da fór jeg vild på min vej.
Lettet jeg følte mig da jeg en anden fandt.
Mennesket synes om mennesker.

Exeter Book (”Maxims I”, sætning 172-176) fra 900 tallet e.Kr. siger:

Earm biþ se þe sceal ana lifgan,
Wineleas wunian hafaþ him wyrd geteod;
Betre him være þæt he broþor ahte,
begen hi anes monnes, Eorles eaforan wæran 1,
gif hi sceoldon eofor onginnan oþþe began beran;
biþ sliþhende deor.
Arme byder sig (til den) der skal ene leve,
Venneløs boende havde ham wyrden besluttet;
Bedre (for) ham (det) være om han en broder (havde i) æt,
begge de aner mange (have), (fra) Jarler erforen være,
givet de skal (imod) vildsvin gange eller åbne op (kamp imod) bjørnen;
byder (op)slidende dyr.

Min oversættelse til nudansk.

1 Sætningen er identisk til Beowulf (sætning 3077): ”'Oft sceall eorl monig ánes willan” (ofte skal Jarlen mange aners vilje).

J. Bernard Muir: The Exeter Anthology of Old English Poetry (1994, s. 53) har fremhævet at der findes en nogenlunde lignende forståelse i Det Gamle Testamente, jvf. Prædikerens Bog (4:9-10):

”To er bedre faren end én, thi de får god løn for deres flid; hvis den ene falder, kan den anden rejse sin fælle op. Men ve den ensomme! Thi falder han, er der ingen til at rejse ham op”.

Det kræver ikke mange vintres visdom at indse, at såvel hos os, som de semitiske ætter og mange andre urfolk, er forståelsen for at det er sammenholdet der skaber styrken og viljen, fuldstændig. Samme forståelse hos begge stammer har selvklart et fælles ophav i arilds tid. Se også Hávamál (vers 73).

48

De gavmilde og dristige har det bedste liv. Er sjældent bebyrdet af bekymringer.
Den almene mand ser skræmmebilleder overalt
og gnieren længes efter gaver.

49

To træmænd stod på en slette. På dem hængte jeg mine klæder.
Omsvøbt i lærred så de ud som om de var af en god familie:
Nøgen var jeg ingenting.

50

Rådnet skovfyr som på torpen står, varmet hverken af nåle eller bark;
så er mennesket som er intet undt. Hvorledes skal han leve længe?

51

I falske hjerter brænder et venskab varmere end ild i 5 dage.
Men pludselig forsvinder det når den 6. dag kommer. Ynkeligt er deres venskab så.

52

Et venligt ord behøver ej at koste meget. Prisen for ros kan være billig.
Med et halvt brød og en tom kop fandt jeg mig en ven.

53

Et lille sandkorn, en lille dråbe fra morgendisen. Lille er menneskets forstand.
Ikke alle er lige kloge. De halvkloge er overalt.

54

Det er bedst at være mellemklog. Ikke over snu og -kløgtig.
Det bedste liv bliver levet af de der er gode til alt de gør.

55

Det er bedst at være mellemklog. Ikke over snu og -kløgtig.
Den lærte mand med stor forstand er inderst inde sjældent lykkelig.

56

Det er bedst at være mellemklog. Ikke over snu og -kløgtig.
Hvad i livet vil ske, skal ingen forud se; da mest sorgløst er sindet.

57

Et brændende træstykke antænder et andet til alle er brændt ud.
En flamme til en flamme give mere ild.
Hver mand kan kendes på sin tale, og den simple mand ved hans tavshed.

58

Den skal stå tidligt op, der har tænkt sig at tage en anden mands land eller liv.
Byttet slipper væk fra den ensomme ulv.
En der sover længe er sjældent sejrrig.

59

Den skal stå tidligt op, der kun har få tjenere, og straks begynde at arbejde.
Meget går tabt for den der sover sent.
Rigdom tilkommer den der er hurtig i vendingen.

60

En mand bør vide hvor mange træstykker
og striber af bark fra birken han skal samle om efteråret,
så han har nok brænde til hele vinteren.

61

Vasket og mæt man drager Tinge.
Ingen skal skamme sig over at klæder, strømper og sko er slidte,
eller over hesten man ejer, selv om den ikke er en fuldblodshest.

62

Som ørnen snapper med hængende hoved når han ser den ældgamle sø,
så gør det menneske der finder ved forsamling at ingen vil støtte hans sag.

Sigrdrífumál (vers 24, Ældre Edda) fortsætter med dette råd fra runer (i min oversættelse):

"Þat ræð ek þér þriðja,
at þú þingi á
deili-t við heimska hali,
því að ósviðr maðr
lætur oft kveðin
verri orð en viti"

 ”Da råder jeg jer tredje,
at du på tinget
afstår fra trætte med tåbelig hale,
derfor at den uvise mand
lader ofte kvæde
værre ord end vid”

"Heimska hali" (tåbelig hale) er et kaldenavn for Deres lokale tåbe på Generalforsamling, i Grundejerforening, Byråd eller Folketing. Vi har altid haft dem, og vil altid have dem. De skal behandles som her foreskrevet. Ordet "hali" (hale) bruges for at vise tåbens manglende evne til at tænke selvstændigt da halen altid følger hunden eller hestens vilje.

63

Det er sikket at berette en hemmelighed til én,
risikabelt at gøre det til to,
men at fortælle den til tre er uigennemtænkt idioti, for da vil alle vide det.

64

Man bør være moderat i rådgivning, ikke brutal og overbærende.
Blandt de dristige vil en tyran finde ud af at andre kan være dristige som ham.

65

Altid udvis varsomhed og agt i tale og gerning,
selv blandt venner.
For ord sagt til andre betaler man gerne dyrbart.

66

Jeg kom for tidligt til mange hjem, og for sent til andre.
Øllet var slut eller ej brygget.
Den upopulære kan kun vanskeligt stille andre tilfreds.

67

Nogen ville byde mig til deres hjem, men ingen tænkte på at byde mig føde.
Som om jeg lige før havde spist en hel steg med en ven der spiste to.

68

Følgende ting er at regne for det bedste:
Ild, synet af solen, godt helbred og gaven til at beholde det,
samt et liv der undgår ulykker.

Derfor siger Beowulf-kvadet (sætning 405, 407, 455):

 

”Béowulf maðelode...
Wæs þú, Hróðgár, hál...
Gaéð á wyrd swá hío scel.”

Som jeg oversætter til:

”Beowulf mælte...
Vær du, Hróðgár, hel...
Går da wyrden som hun skal.”

Beowulf's indledende hilsen til Kong Hróðgár; ”Wæs þú...hál”, også skrevet ”wæs hál” (oldengelsk) og ”ves heill” (oldnordisk), og på Middle English trukket sammen til ”wassail”, er den oprindelige hilsen. Ordet ”hál” er fra ”hálig, heilagr, hailags, hellig” (oldengelsk, oldnordisk, gotisk, nudansk), og har oprindeligt betydningen ”hel, sund, i godt helbred, på et helligt sikkert sted”. Samme hilsen forekommer på oldnordisk i Hymiskviða (vers 11, Ældre Edda): "Ver þú heill, Hymir,". I dag ville vi sige ”vær hilset”.
 
Bemærk at ”wyrd” i oprindelig tanke er hunkøn, hvilket må tilskrives at stammen er matriarkalsk og videreføres i gennem kvinden.

69

Ikke alle syge mænd er dybt ulykkelige.
Nogle får sønner, nogle har venner, nogle er rige,
nogle gør betydningsfulde arbejder.

70

Det er altid bedre at være i live.
De levende kan holde en ko.
Jeg så ilden varme en rig mand, med et frossent lig ved hans dør.

71

Den halte rider hesten,
den håndløse røgter hjorden,
den døve er dygtig som kriger.
At være blind er bedre
end at brænde på bålet:
Der er intet de døde kan gøre.

Þórir (þuriR) har rejst samme forståelse i Yngre Futhark på Rimsø-stenen, Midtjylland (DR114), dateret til slutningen af 900 tallet e.Kr. Han skriver: "døden er den værste mage" ([d]auþi sam uarst maki).

72

En søn er en gave, selv om han blev født efter faderen ikke længere er i live.
Bauta-sten ville sjældent nær vejen stå om ikke ætten rejste dem der.

Vi har et absolut perfekt eksempel på en Bautasten "nær vejen". Lige nord for Rødby, Lolland finder vi stednavnet ”Runsten” og ”Runestensvad” (Nebbelunde sogn), hvor sidstnævnte betegner vadestedet over Gerringe Bæk, der har været skelbæk mellem to jorde (i dag er der Runestensvad Bro). Her blev ”Tirsted-stenen” (DR 216, i dag Nationalmuseet) sat i 900 tallet e.Kr. af Osraþr (Asråd, Ásráðr) og Hiltu--R (Hildvigr) for deres frænde Froþa (Frode, Fraða, Freða). Han døde i Svea-folkets landskab (suoþiauþu) som viking.

Bauta-stenens opgave, og brugen af runer til eftermæle, er gengivet som de afsluttende ord på runestenen i Nöbbele, Östra Torsås sogn, Konga Herred, Småland (SM  16), dateret til 900 tallet e.Kr.:

”þy : mun * ko... ... -m kitit * uerþa * meþ * sin * lifiR * auk * stafiR * run”
(så(ledes) den gode mand omtalt (vil) være; medens stenen lever og runer staves)

 chap21-2-23.jpg

Skythisk ”forfader”-bautasten fra ca. 4-300 tallet f.Kr., forgængeren til rune- og billedsten, der kendes øst for Tanais-floden fra tiden efter Slaget ved Troja ca. år 1184 f.Kr. fremefter. Hugget i sten, og af samme størrelse som runesten, blev disse ”forfædre”-sten sat på toppen af, og i en ring rundt om, den skythiske gravhøj (kaldet "kurgan"), eller i en dobbelt række bort fra gravstedet (”æresgarden”). ”Forfader”-stenen, også kaldet ”baba, balbal” (forfader), gengiver normalt en kriger med et drikkehorn i sin højre hånd, og den beskyttende forfader er normalt også bevæbnet med enten sværd eller scramasax. Bemærk at når forfaderen, og krigeren, løfter drikkehornet for at drikke, vil hornets spids pege mod Moder Jord. ”Forfader”-stenens formål har været dels som mindesten for eftertiden, dels som værnende (æres)garde for den højlagte. Drikkehornet er navet i kunsten på en "forfader"-bautasten fordi det hævede drikkehorn hilser (hiller), og derfor ærer, den højlagte. Der er intet i denne kunst eller skik, der ikke kan knyttes til Skandinavien.

Det forekommer mig at ordene "baba, balbal" (russisk, ukrainsk, kirgisisk) og ”bauta” oprindeligt må have været det samme ord. Det oldnordiske ”bauta” har betydningen ”at dræbe, at slå ihjel”, og får i formen ”bauti” betydningen ”falden kriger”, der er forståelsen af ”bauta-steinn” som en mindesten. Ordet har en indoeuropæisk oprindelse fra ”*bhau-” (at slå), underforstået ”ihjel”. På oldengelsk forekommer ordet som ”beadu, beatan og bytl” (slag, at slå og hammer), i dag ”batter, battle, beat”. Vi genfinder ordet på italiensk som ”babau” i moderens trussel til barnet: ”Se non stai bravo viene il babau e ti porta via!” (hvis du ikke opfører dig ordentligt, så kommer babau og tager dig!). I dialekten i Venedig udtales ”babau” som”bau-bao”, og betegner i dag en ansigtsmaske gennem brugen af ”la bauta”. Ansigtsmasken er åbenlyst oprindeligt en dødsmaske og ”babau, bau-bao” en død kriger der vender tilbage, og derfor kan bruges til at skræmme børn med.
Billedkilde: Jeannine Davis-Kimball: Nomads of the Eurasian Steppes in the Early Iron Age (1995, Fig. 28, s.71)

73

To er ens hærger.
Tungen er hovedets bane.
Som jeg i skindkjortlen hver en hånd ventede.

Med andre ord: To er bedre end én; en løs tunge kan koste livet, og skjult bag klæder gemmer sig ofte en fjendtlig næve.

74

Han der har nok proviant byder mørkets frembrud velkommen.
Korte er sejlene på et skib,
farligt er mørket om efteråret.
Vinden kan skifte i løbet af 5 dage, og mange gange i løbet af en måned.

75

Den halvkloge ved ikke at guld gør mange mænd til abekatte.
En er rig, en anden er fattig. Det kan ingen bebrejdes.

76

Ejendom går tabt og venner dør.
Selv dør man også.
Men for den der har gjort det godt, dør eftermælet aldrig.

77

Ejendom går tabt og venner dør.
Selv dør man også.
Men jeg kender en ting der aldrig dør. Dommen over hver eneste person.

Til jer alle, drenge og piger, unge og gamle!
Om brugen af alkohol: Se nr. 11, 12, 13, 14, 17 og 19
Om tanker om livet: Se nr. 15, 18, 23, 47, 68 og ikke mindst nr. 70 og 71

William af Malmesbury (1095-1143): Monachi de Gestis Regum Anglorum Libri Quinque (kap. VIII, Of king Edgar, s. 148) skriver om Kong Edgar (Eadgar 1. af England, ca. 942 - 975), i min oversættelse til nudansk:

”Hans omdømme blev derfor berømmet uden for landets grænser; udlændinge, saksere, flamlændere, og selv de danske, sejlede ofte hertil, og kom fint overens med Edgar, selvom deres ankomst var til stor skade for de indfødte: Af sakserne lærte de uhæmmet vildskab i sind; af flamlænderne en umandig holdning til kroppen; og fra de danske fuldskab…”

Formen, under hvilken fuldskaben fandt sted, var gildet i gildesalene hos landskabets lokalkonge og høvding. William af Malmesbury (1095-1143): Monachi de Gestis Regum Anglorum Libri Quinque (kap. IV., Sermo Urbani Papæ, s. 399) beretter om at pave Urban 2. (1088-1099) kalder til det første korstog år 1095 e.Kr.:

Tune Walensis venationem saltuum, tune Scotus familiaritatem pulicum, tune Danus continuationem potuum, tune Norieus cruditatem reliquit piscium. Derfor sprang waliseren fra jagten; derfor (forlod) skotten sine velkendte lopper; derfor den danske (ophørte med) sine langtrukne drukgilder; derfor nordmanden (efterlod) sin kost af rå fisk. 

Min oversættelse til nudansk.

 

Sankt Werburg-krøniken (Annales Cestrienses, Chronicon S. Werburgæ), 48 sider med sidste år værende år 1297 e.Kr., og derfor skrevet ca. dette år i Sankt Werburgh-klosteret i Chester, syd for Liverpool i det nordvestlige England, lyder for året 789 e.Kr.:

dcclxxxix  Primus Danorum educatus [adventus] in Angliam qui docuerunt Anglos nimis potare. 789 Den første ankomst til England af de Danske, der lærte de engelske overdrevent druk. 

Min oversættelse til nudansk. Året 789 er hentet fra Den Angel-saksiske Krønike for året 789 og sætningen "Þæt wæron þa ærestan scipu Deniscra monna þe Angelcynnes lond gesohton" (det var de første skibe (med) danske mænd der Angelkongernes land søgte). Den tilføjede "druk"-paragraf kan vel være kopieret fra William af Malmesbury.

 

Alkohol har altid været et problem for stammen. Derfor har Hávamál hele 6 læresætninger om hvorledes vore sæder tilsiger vi bør forholde os til dette.

Vi har en meget kendt beretning om en alkoholiker fra Gregory af Tours: Historiae Francorum eller ”Frankernes Historie” (Bog 8:34) fra år 539-594 e.Kr. Det omhandler en brite, dvs. en kelter/kimbrer fra Bretagne, ved navn Winnoc (Vennoc). Han gøres til præst i Franker-kongen Chilperic I.’s regeringstid år 561-september 584 e.Kr. (se Bog 5:21), formentlig ca. år 575-578 e.Kr. Herefter sker følgende, i min oversættelse til nudansk:

”Som Mørkets Prins har tusinde vis at gøre skade på, vil jeg nu gengive hvad skete med en eneboer edsvoren til Deos-Gud. Vennoc, en brite (fra Bretagne), der var blevet præst som vi har omtalt i en anden bog, var så given til afholdenhed at han kun bar klæder gjort at skind og spiste vilde urter rå og kun rørte vinen med sine læber så at man kunne forledes til at tro at han kyssede i stedet for at drikke. Men som de gudfrygtige i deres velgørenhed ofte gav ham skåle med denne drik, lærte han desværre at drikke uden mådehold og hengav sig til dette i en sådan grad at han altid sås fuld. Og som hans drukkenskab forværres og tiden gik, blev han besat af en dæmon og så voldelig besat at han kunne gribe en kniv eller et hvilket som helst våben eller sten eller kølle han kunne få tag på og løbe efter mennesker i et sindssygt raseri. Og det blev nødvendigt at binde ham med kæder og fængsle ham i en celle. Efter at have raset under denne straf i 2 år [han] døde”.

Udover at megen skab i tidens løb har skjult sig bag præstestandens mørke klæder, har vi her en for altid gyldig beskrivelse af en alkoholiker, der naturligvis har været klar over dette, og søger at holde det for døren ved at lade sig optage i præstestanden. Alkoholisme er en arvelig sygdom og har man den skal man ikke som Winnoc (Vennoc) forsøge at løbe fra sygdommen, men nok snarere erkende at man er hvad man er, og få kontrol over udfordringen på denne vis.

Præsten i Blovstrød Joachim Junge (1760-1823): Den nordsiellandske Landalmues Character, Skikke, Meeninger og Sprog (1798, s. 13,18-19, 57-58):

”Og endnu een Aarsag [til hvorfor de nordsjællandske bønder gifter sig tidligt] – Brændeviinen, denne infernalske Drik, som Bonden saa rasende elsker og som saa mange ved enhver Leilighed, nedsvælger i saadan Overflødighed, at de tabe den ene Sands efter den anden, lige indtil de groveste af dem alle, Følelsen. Lyst til beruselse var vel alle nordlige Folk egen og Scytherne vare allerede, som Bonden kalder det, dygtige Pibe-Støvler …”.

”…dog har jeg meget ofte seet Mødrene at stille deres spæde Børns Graad ved saaledes at helde Brændeviin i Halsen paa dem, at bedreiede Øinene derved som en Chamæleon. Men dette varer kun en kort Tid, thi Øvelsen, sagde de Gamle, er en skiønne Læremester, og da Barnet indsuer Brændeviin med Modermelken og Faderen fremdeles, naar han af Moderens Haand har imodtaget Sønnen til Opdragelse, lader ham altid pimpe det sidste af Slakket, bliver Nydelsen deraf snart Lidenskab og det drives deraf som hesten af Sporen…”.

”…Vi reed da, min Ven og jeg, langt inde paa – Kronborg Amt, Solen havde allerede Skjult sit Purpur bag de fierne Skove og ilede bort til andre Regioner,…da vore Heste pludselig vege af til Siden. Vi stege ned for dog at see hvad det var, som laae ved Siden i Buskene, og see! Det var en Dreng paa 11 Aar. Vi toge ham ved Haanden, men han sov, vi trak ham i Skuldrene, men det var dura quies [noget alvorligt på færde], det var ferreus fomnus [en hård tønde], vi satte ham op, og gjorde ligesom Ralph fordum ved Helten Hudibras [Samuel Butler: Hudibras (1662-1678)], vi bankede paa hans Bryst for at erfare om Livsgeisterne ikke vilde staae op fra deres Sovekamre, for at aabne Øinenes Vinduesskaader, men Søvnen havde saaledes bemestret sig ham, at den snart syntes at ville overlevere ham sin Broders Hænder [Broderen = døden]. Vi lagde ham hen paa et sikkert Sted, reed tilbage til næste Landsbye og fandt Drengens Moder. Oh! sagde hun med en smertelig kold Ligegyldighed, hun som eengang bar ham under sit Hjerte, saa har han igien været i Kroen og Karlene have givet ham fuld, lad ham ligge, det er ikke første Gang. Og vi maatte lade ham ligge,…”.

Det fantastiske overgreb på spædbørn af mødre, der naturligvis burde vide bedre, er en af hovedårsagerne til den dybt alkoholiserede bondestand vi finder i Skandinavien i 1700 tallet. Bondestandens forfald fra den fribårne Karl æt er et udkom af trældommen – hoveriet – indført med den katolske kristendom i slutningen af 1200 tallet e.Kr. Den officielle undskyldning var at den nyskabte landadel skulde yde beskyttelse af bønderne mod til gengæld at modtage en arbejdsydelse fra samme (Hoveriet for Fæstebonden). Denne forrykte samfundsopdeling forsvinder først med den endelige afvikling af Stavnsbåndet i 1848. Ludvig Holberg udødeliggør dette i ”Jeppe paa Bierget (1732, 1.akt, scene 3):

”Folk siger vel i Herredet, at Jeppe dricker; men de siger icke, hvorfor Jeppe dricker; thi jeg fik aldrig saa mange Hug i ti Aar, jeg var under Malicien, som jeg faaer paa en Dag af den slemme Qvinde; hun slaar mig. Ridefogden driver mig til Arbeid som et Beest, og Degnen giør mig til Hanrej. Maa jeg da icke vel dricke?”.

Den alkoholiserede bonde er fyldt med dårlige undskyldninger for sit sygelige drikkeri, og Holberg havde hørt dem alle. At Jeppe faktisk var blevet påført sit alkoholmisbrug af sin moder hører med til lærestregen der skal bringes til nutiden. Her kan forældre og unge passende tænke sig godt om når talen og tanken falder på ”Blå Mandag”, en importeret uskik.

På helt samme vis har stammen altid været klar over at livet er hårdt, meget hårdt, og til tider så hårdt at den enkelte person ikke kan løfte dette alene. Men livet er godt, og to er bedre end en. Er tankerne i en ond cirkel, da gælder det om at råbe op og sige til så andre kan høre det. Resten har stammen fundet løsninger til.

 

Jeg vil fuldstændigt undlade at kommentere ovennævnte yderligere, da disse universale sandheder står lige så friske i dag som da de blev nedfældet for 1.200 år siden.

I ”Bilag O: Fyndord fra Saxo i Gesta Danorum” vises en række fyndord fra Saxo ’s Gesta Danorum i Grundtvigs oversættelse, der i en række sammenhæng viser vor verdensforståelse.

Bl.a. Hávamál (vers 1, 27, 40, 64, Ældre Edda) er gengivet i det oldengelske digt ”The Wanderer/Eardstapa”, fundet i Exeter Book fra ca. år 975 e.Kr. Digtet er stort set uden kristen indflydelse og derfor fra ikke senere end 600 tallet e.Kr. Digtet kaldes ”The Wanderer” eller ”Den Vandrene” efter psedonymet på personen i digtet ”Eardstapa” eller ”jordstepper/jordbetræder” underforstået ”den der vandrer”. Sætning 65-69 siger:

Wita sceal geþyldig,
ne sceal no to hatheort
ne to hrædwyrde,
ne to wac wiga 1
ne to wanhydig,
ne to forht ne to fægen,
ne to feohgifre
ne næfre gielpes2 to georn,
ær he geare cunne.

[En] Vidende skal have tålmod,
ej skal være for had-hjertet
eller for ræd[som] i spådom,
ej for vag en kæmper1
eller for vanvittig,
ej for frygtsom eller for ivrig,
ej for fæ-modtagende
og aldrig gerne prale2,
før han året kunne.

Min oversættelse til nudansk.

1 Sammenlign medwihgu” (jeg kæmper) indridset på WagagastiR’s økseskaft fundet i Nydam Engmose, Sønderborg og dateret til år 300-350 e.Kr.
2 Det oldengelske "gielpes", som det oldnordiske "gjalp", eller nudansk "gylpe", har i samtiden en breddere betydning end i dag, hvor vi mest forbinder ordet med fiskens "skvulpende lyd" eller det at kaste op eller synke. I omtalen af krager og ravne's skrig har ordet betydningen "skrige", hvorfra der ikke er langt til den udvidede betydning hos mennesket i forståelsen "prale". Sætningen er et forbud mod praleri.

 

I overgangsperioden fra den forne sæd til den katolske kristendom har vi et ordsprog, der bedre end noget andet forklarer situationen:

Nr. 836 Bædræ troor iegh tijt heednæ pant æn thin cristnæ troo.
(Jeg har mere tillid til dit hedenske pant end din kristne tro)

Vort samfund og livsværdier var baseret på en livsform der påskønte mod, sandhed, ære, troskab, disciplin, lov og orden, gæstfrihed, mådeholdenhed, arbejdsomhed, selvopholdelsesdrift og udholdenhed.

Stammens familie- og samfundssystem var og er i dag heldigvis igen, baseret på at ”to er bedre end en”. Det er åbenlyst at Luthers værdier har været et kæmpeskridt frem ved at trække linien tilbage til de livsværdier vi allerede havde, og dermed gøre en uret næsten god igen.

Nr. 2 Wore ey laaw i landhe thaa toghe hwer som finghe.
(Var der ikke lov i landet, da tog enhver, hvad han kunde få)

Nr. 725 Hwer man ær sijn eghen smedh
(Hver mand er sin egen smed) 1

 

1 Det synes nødvendigt at fremhæve den oprindelige forståelse af dette ordsprog, der ganske enkelt er et af de vigtigste vi har i oprindelig tanke. Venstrefløjen har i det 20. århundrede formået fremdrive en tvangsforestilling om det at ”enhver er sin egen smed” skal opfattes som om det enkelte menneske opnår fremgang på andres bekostning – den største skam der kan overgå en fribåren. Dette var ej, og er ikke, hvorledes dette ordsprog skal forstås. Smeden er en af vore ”skabere”, og har i oprindelig tanke derfor status af gud – vi behøver ikke at tænke længere end til Vølund (Wayland, Wélund) - se ”Bilag G: Wélund – helligt land, høvding og gud”. Enhver bygd havde en smed, og smedevirket dækker alt håndværksarbejde; fra bådbyggeri, over bygning af hus til arbejde med metaller. Virket omfatter begge køn; smiðkona og smiðr, der begge udfører ”smiðvèl” (direkte ”smedet vel”, men opfattes som ”smedekunst”). Men smeden var også dyr, og ikke alle havde råd til at gøre brug af ham med mindre det var absolut nødvendigt. Derfor skulle hver mand, nøjagtigt som i dag, kunne selv – at vi har byggemarkeder for ”gør-det-selv”-folket er en direkte udløber af denne sæd, og uden hvilken de ikke ville findes i den form de har. Når derfor vi alle er vor egen smed opnår ordsproget den afledede betydning at ”den enkelte har ansvar for sig eget liv” – ikke på bekostning af andre, men at man ikke forlader sig på andres velvillighed. Man klarer sig selv og yder sit til stammens ve og vel efter bedste evne. Smedens centrale betydning i stammen afspejles i en række forståelser. Når man søger råd hos andre landsmænd fordi man ikke selv formår af løse udfordringen siger vi at man ”fara í smiðju” (fare i smedjen), der oprindeligt betyder at man rådslår sig med smeden. I afsnittet ”Solhjulet og den matriarkalske månekalender” under ”Majmanet” viser jeg at det fysisk er smeden der gøres til ”Maj-greve”, dvs. gøres ansvarlig for at sæd og skik omkring Gøgens ankomst, og sommerens komme, videreføres på vegne Drotten og stammen. Derfor skal ordsproget ”Hwer man ær sijn eghen smedh” sidestilles med Hávamál (vers 8, Ældre Edda) og Grógaldr (vers 6, Ældre Edda), hvori forekommer udtrykket sjálfr leið þú sjálfan þik" eller ”selv leder du dig selv”. De nyere udgaver af ordsproget tilføjer ordet ”lykke, lykkes”, jvf. "enhver er sin egen lykkes smed". Denne udgave hentes ikke fra urnordisk, men fra en elendig oversættelse af det latinske ordsprog "faber est suæ quisque fortunæ" (direkte ”smeden er sin egen lykke”). Sallust (C. Sallustri Crispi) i ”Ad Caesarem Senem de Re Publica Oratio” (Tale til Caesar om republikken, 1:2) tilskriver ordsproget til Appius Claudius Caecus (ca. 340-273 f.Kr.). Ordsproget er rent faktisk skrevet således i den originale tekst:

”... Sed res docuit id verum esse, quod in carminibus Appius ait, fabrum esse suae quemque fortunae...”

som jeg oversætter til:

”...Men erfaringen har vist os det sande i det Appius siger i sine sange; hver smed er sin egen lykke...”

I romersk forståelse er en ”faber” en smed, dvs. en håndværker, i Hærens ingeniørkorps (pionerkorps) der kaldtes ”fabri”, og hvis virke svarede til samme i nudagens hære (tænk her på ”fabrik” fra ”fabrica”). Forståelsen er stadig helt i overensstemmelse med oprindelig tanke. Det er nemlig kun de dødelige der kan skabe ”lykke” i nutiden, og man skaber den selv ved eget virke.

 

En af de mest kendte beretninger om hvorledes helt forskellige kulturer så på os, stammer fra muslimen Ibn Fadlan, der år 922 e.Kr. var på besøg i Garðaríki , og møder dem ved Volgafloden med følgende kommentar:

”De er de mest beskidte af Allahs skabninger. De vasker sig hverken efter at have skidt, tisset eller efter seksuelt samkvem, og de vasker ikke hænder efter at have spist. De er sandelig vildfarne æsler...”

Vi har nu et lidt mere nuanceret billede af Garðaríki . Dette østlige kongerige/fyrstendømme har i dette tidsrum helt uden tvivl været det der svarede til ”det vilde vesten” eller østen om man vil; en kombination af væringer, andre lejesoldater, handelsrejsende langvejs fra etc. Araberen indrømmer da også at de vasker sig om morgenen, men at de deler det samme vand. Problemet for vor ven fra Serkland er at vi deler det samme vand og dette var forbudt iflg. Koranen.

At hygiejnen har været væsentlig anderledes hjemme i bygderne fortæller en engelsk krønike om. John of Wallingford (John de Cella, - 1214) var abbed i St. Albans, Hertfordshire. Hans skriver i sit værk “'Chronica Joannis Wallingford', der dækker tidsrummet år 449-1036 e.Kr.:

”Danerne, takket være deres sæder med at rede deres hår dagligt, at bade hver lørdag og regelmæssigt skifte deres klæder, var således i stand til at undergrave gifte kvinders dyd og forføre selv højbårnes døtre til at bliver deres elskerinder”.

 

Her gengives en universal sandhed som alle givet nikker genkendende til:

Nr. 772 Jllæ skoredh haar ær twænne mændz skam.
(Ilde skåret/klippet hår er to mænds skam)

 

 

Det kan her være interessant at fremhæve at hårets længde og skæggets kæmning, som i dag, ikke var overladt til tilfældighederne og personlig smag. Op til Troskiftet år 600-630 e.Kr. kan vi se fra alle afbildninger, at langt og frit hår for mænd og kvinder er knyttet til Jarl æt. Modsat har vi kort hår, der er knyttet til Trælle æt, da man skulle kunne se halslænken, jvf. også begrebet ”frihalset” (frelst). Dette synes ikke at have ændret sig i 1100 tallet e.Kr. Hæren og Søværnet er ikke just kendt for at smide gamle sæder overbords, særligt ikke ifald de virker. Derfor kan vi sikkert regne med at beretningen nedenfor ikke er en modelune, men viser os oprindelig tanke herom.

Faderen forklarer til sønnen, hvorledes han bør fremstå i kongens aasyn (fyrir konungs andlit koma), for så vidt angår hår og skæg:

Skegg þitt ok hár skaltu láta virðuliga göra, aðr en þú gengr fyrir konung, eptir þeim siðum er þá eru í hirð, at hár var skorit styttra en eyrnablöð, ok kembt svá síðan umhverfis, sem hvert hár vildi bezt falla, ok var síðan [skorinn stuttr toppr yfir brúnum. En um skegg var þat siðr þá at göra stutt skegg ok snöggvan kamp, ok var síðan rakat jaðarskegg á þýðversku; ok er eigi víst, at síðar komi sá siðr, er fegri sé eða betr sómi í herliði at hafa.Skægget dit og håret skal du lade prægtigt gøre, før end du ganger for kongen, efter de sæder som de er i hirden, at håret var skåret kort ved øreflipperne, og kæmmet så siden [bag]om, som hvert hår ville bedst falde, og var siden skåret spidserne kort over [øjen]brynene. End om skægget var det sæden at gøre kort skæg og kort overskæg, og var siden raget bakkenbarterne knyttet dertil; Og det vil ikke komme dertil, at [der] siden[hen] [vil] komme så sæder, der sig pryder eller bedre sømmer [sig] i hæren at have.

Min oversættelse til nudansk. Oldnordisk Ordbog (1863, s.758, 759, 761) foreslår følgende: þýðversku = þýðerskr = þýzkr = tysk. Det forekommer sprogligt helt forkert i den beskrivende vis håret og skæggets rigtige sætning er beskrevet på. Historisk er det i samtiden helt i strid med at fjendtlige germanske skikke skulle have vundet indpas i hæren. Jeg er langt mere tilbøjelig til at mene at udsagnsordet må være ”þýða” (blid, mild, venlig, knytte til). Meningen må være at bakkenbarterne skal klippes kort så de passer til resten af skægget. Prøv af efterse alle de afbildninger vi har. Ikke en eneste professortype med uklippede vilde bakkenbarter forekommer. Dette er forklaringen herpå. Den nuengelske oversættelse af disse sætninger er stærkt misvisende. ”Konúngs skuggsjó” (”kongens skygge” eller ”kongespejlet”, kap. XXX) fra ca. år 1154-1200 e.Kr.
Kilde: Speculum regale. Konungs-skuggsjá. Konge-speilet (1848, s. 66).

 

Omvendt var det for det nyankomne præsteskab, der bringer fremmede skikke til vore landskaber, og som vi ser gennemført som ny mode hos normannerne under Slaget ved Hastings år 1066 e.Kr. Lov-koderne for Northumberlands Præsteskab (Law of the Northumbrian Priests) fra ca. år 1020-1023 e.Kr. siger i Lov nr. 34 (xxxiv):

Gif preóst sceare misgýme · bearðer oþþe feaxes · gebéte þ: ·Givet (at) præsten (at) skære forglemmer · skæg eller (hår)manke · bøde derfor: ·

Min oversættelse til nudansk. Se "Bilag S: Bagværk" (underafsnit "Glögg – Hybenkradser - Lutendranck – drikken til den hellige Vær Hilset-kop"), hvor gengives fra Bayeux gobelinen normannere, henholdsvis angler og sakser, samlet omkring deres respektive langborde. Det er helt bevidst, at de af os der var bosiddende i de engelske landskaber, af de af os der var bosat i Normandiet, på Bayeux gobelinen fra år 1066-77 e.Kr. blev fremstillet som langhårede, med hedensk overskæg og dårlige manerer ved langbordet. Jvf. ovennævnte lovkode er de nykristne og "hellige" normannere kortklippede og skægløse, underforstået den civiliserede adel, med heraf følgende ret til at herske. Bemærk her brugen af det oldengelske "feax, fex", oldnordisk ”faxi”, som vi normalt forbinder med "hestemanke". Ordet blev oprindeligt også benyttet i omtalen af menneskets (lange) hårpragt. Som tillægsord betyder "feaxede, fexede" netop "langhåret".
Kilde: Benjamin Thorpe (1782-1870): Ancient Laws and Institutes of England, (1840, s. 294)

 

At hovedreglen var at tage bad én gang om ugen ved vi er sandt. Dagen er naturligvis ”laugardagr” (oldnordisk) til ”løghardagh, løuærdagh”(olddansk, gammeldansk) til lørdag. ”Laug, læg, léag” (oldnordisk, oldengelsk) har den brede betydning af ”bade, vaske, rense”, men skal her opfattes som ”bade, rense” overfor ”þváttdagr” (skylle-, vaske-, tvættedag), der skal opfattes som ”vaskedag”. Forskellen er formentlig at vi dagligt vaskede vore hænder og ansigt i koldt vand, medens vi kun én gang om ugen fik en balje fyldt med varmt vand til at bade hele kroppen ("laugar" har på islandsk også forståelsen "kilde med varmt vand"). Denne forståelse ses også i forbindelse med forberedelse af et lig til ligfærdsel, jf. Sigrdrífumál (vers 34, Ældre Edda), der gennemgås i afsnittet ”Begravelse - ligbrænding i skib”. Det er bemærkelsesværdigt at der ikke på oldengelsk eller nuengelsk synes overlevet et tilsvarende ord for lørdag. Det ord må have været der i Anglernes landskaber. Bemærk at selv Hávamál (vers 61, Ældre Edda) foreskriver at man vasker sig før man drager til Tinge.

Nr. 304 Toffwet barn ær maadh i waanæ.
(Vasket barn har mad i vente)

Dette bekræfter Tacitus i år 98 e.Kr. hvor han skriver: ”Skikke: Når (de) vågner fra søvn, som de som hovedregel udskyder til langt op af dagen, så tager de et bad, for det meste i varmt vand, der er passende til et land, hvor vinteren er den længste af årstiderne”.

Nr. 408 Ho som ladher vatn offwer howeth, thet løber snarth i ærmen
(Den som lader/hælder vand over hovedet, løber det let ned i ærmerne)

At vi afsatte en bestemt dag om ugen til at bade, og dette har vel næppe ændret sig meget selv i dag, betød ikke at vi gjorde det hver uge. F.eks. ved vi at den engelske Dronning Elizabeth I. (år 1533-1603) tog et månedligt bad, ”hvad enten hun behøvede det eller ej.” (Illustreret Videnskab nr. 9/2003, s. 7).

 

 

Indholdsfortegnelse
<< ForrigeNæste >>
 
Søgeværktøj
Fra Grímnismál (vers 32, Ældre Edda) ved vi at vor ven fra skov og have, det rødbrune egern Ratatoscr (sammensat af de oldengelske ord "ræt" + "tusc" med betydningen "Gnavertand"), er god til at frembringe svar på alt mellem himmel og jord. Nedenfor til højre fra billedet af Ratatoscr, fra Ólafur Brynjúlfsson: Gudeskrift m. bl.a. Ældre Edda (Edda Sæmundr) & Snorre Edda (1760), findes Google's søgeværktøj, der er tilpasset til at søge efter svar fra Asernes æt. Ifald søgeværktøjet ikke kan ses, højreklik på musen og genopfrisk (opdater) siden.
© Verasir.dk Asernes Æt • af Flemming Rickfors • E-mailHosting • En del af Fynhistorie.dk