Forside Indholdsfortegnelse
<< ForrigeNæste >>

At tage til ægte med vielse og brudeløb (bryllup)

 

I 1529 udgiver Marthin Luther et vejledende vielsesritual med udgivelsen af ”Ein Traubüchlein für die einfältigen Pfarrherrn” (Bryllupsbog for enfoldige præster). Oversættelsen til dansk blev gjort af Peder Palladius (1503-1560): En Haandbog for Sognepræster til evangelisk Kirketjeneste (1538). Martin Luther anerkender at vielsen intet har med kirken at gøre ved allerede i Forordet at kalde ritet for ”weltlich” (sekulært), og opfordrer til videreførelse af oprindelige skikke i land og by. Derfor foregik vielsen udenfor kirken; det var ikke noget kirken kunne, eller skulle, blande sig i:

”So manchs Land, so manche Sitte, sagt das gemeine Sprúchwort. Demnach weil die hochzeit und Ehestand ein weltlich Gescháft ist, gebúhrt uns Geistlichen und Kirchendienern, nichts darinn zu ordnen oder regiern, sondern lassen einer iglichen Stadt und Land hierinn ihren Brauch und Gewohnheit, wie sie gehen”. "Lige så mange lande (der er), lige så mange sæder (er der), siger det fælles ordsprog. Derfor, fordi bryllup og ægteskab er et sekulært virke, skylder vore gejstlige og kirketjenere, ikke derover at ordne eller regere, men lad hver eneste stad og land videreføre sin brug og sædvane, som de plejer".

Min oversættelse til nudansk.

 

 
chap21-1-4-10.jpg 

Helleristningen kendt som "Brudeparret på Vitlycke".

Denne verdensberømte helleristning er en del af den 22 meter lange Vitlyckehällen, hvis afbildninger er gjort over et tidsrum på ca. 500 år, og indeholder ca. 300 figurer og 170 skåltegn. Vi bemærker her at personen der forretter vielsen er en mand, et tegn på at Bronzealderens samfund formentlig var patriarkalsk. Dette er modsat Þrymskviða (vers 30, Ældre Edda), hvor "Várar hendi" (Várar’s hånd) har samme opgave. Også hun repræsenterer de udødellge forfædre, over for hvem vielsen helliggøres, men i vor matriarkalske samfund er det kvinden der tager sig en mand, og kvinden der helliggør dette overfor forfædrene. Dette er Bronzealderens vielse ca. år 1000 f.Kr.

Bemærk at forretteren af vielsen hæver en økse for at helliggøre vielsen. På kultøksen af bronze (Mus.nr. 2781), dateret til Ældre Bronzealder periode II (1500-1300 f.Kr.), fundet i 1782 på Ormenæs på den nordlige del af Storeø, er i en halvbue følgende øksebladet gengivet 8 ringe - tallet for Moder Jord. Dette er kultøksens opgave i Bronzealderen.

Billedkilde:  Vitlycke museum, Tanumshede, Bohuslen (Bildnr: 30411049071 Raä nr: 1 Plats: Vitlycke Socken: Tanum).

 

Det er først med Reformationen gennem Kong Frederik d II.’s Ordinans om Ægteskabssager fra år 1582 e.Kr., at kirken opnår kontrol med det ritual hvorunder en kvinde tager en mand til ægte. Det sker som erstatning for at kanonisk ret mister sin jurisdiktion over ægteskabet. Først fra dette sene tidspunkt indblandes en fra kirken udvalgt præst i den vielse der vedvarer at foregå udenfor, her foran kirken. Først med Danske Lov i år 1683 e.Kr. kommer vielsen ind i kirken.

Denne meget vigtige forståelse kan ses i udformningen af Folkekirkens nuværende vielsesritual (givet ved Kongelig Resolution af 12. juni 1992). Dels ser vi brugen af ”håndslag”, jvf. ”Så giv hinanden hånd derpå!” (mere om dette senere), dels ser vi, at der forud for hændelsen i kirken allerede er indgået en juridisk gyldig aftale mellem kvinden og manden:

”Præsten lægger sin hånd på deres hænder og siger:
Eftersom I forud har lovet hinanden at ville leve sammen i ægteskab…”

Den nuværende kirkelige handling er derfor ikke oprindeligt den juridisk gyldige vielse, men alene en efterfølgende velsignelse af kristendommen af noget der allerede har fundet sted andetsteds. Hvorfor vil stå klart efter gennemlæsningen af dette afsnit.

Derfor vedtog alle biskopper i Danmark på et møde i København år 1555 e.Kr. følgende:

"Udi Fæstensøl skal ingen Præst eller nogen anden give nogen sammen,
men aleneste høre deres Trolovelse til sammen og være Vidnesbyrd dertil,.."

"Fæstensøl" er det gilde (fæsteøl, forlovelsesgilde) der afholdes når Håndfæstningen og Trolovningen har fundet sted ved afgivning af håndslag. Dette rite tilhører ikke kirken, hvorfor præstene ikke må deltage.

Præsten i Blovstrød Joachim Junge (1760-1823): Den nordsiellandske Landalmues Character, Skikke, Meeninger og Sprog (1798, s. 160) er helt enig i dette helt op i slutningen af 1700 tallet e.Kr.: :

"Har Karlen selv Huus og Hiem, som Bonden kalder det, da indtræffer det undertiden, at han den ene Dag frier og den anden Dag fører Pigen hiem, for derefter at trolove hende. De Kongelige Anordninger have vel søgt at forekomme Uorden endog i Henseende til de Trolovede, men Bonden anseer Trolovelsen som Egteskabs-Fuldbyrdelse, og troer sig derfor Berettiget til at leve med sin Trolovede i det mindste under samme Himmel [Himmelseng = bryllupsseng]. Denne Vedtægt er nu saa gammel hos Bonden, at han synes at have Hævd paa den; den er en Levning fra den raae naturlige Stand, men de borgerlige Love have hidindtil ikke kunnet hemme den”.

For derfor overhovedet at forstå et bryllup i dag er vi nødt til at se på hvorledes ritualet oprindeligt blev gennemført, og hvorfor. 


 

At fri - at være på frierfod – frieri-ritualet

 

Den oprindelige betydning af det ”at fri” findes i det tilsvarende gotiske ord ”frijon”, ”freo(g)an” (oldengelsk) og ”frjá” (oldnordisk). Betydningen er ”elske”.
 
Et frieri er derfor grundlæggende et ritual hvor man som bejler erklærer sin forelskelse til sin udkårne. I frieri-ritualet fremsættes et ønske om at kvinden vil tage én til ægte og at dette besegles med et håndslag ved at kvinden giver bejleren sin hånd (håndfæstningen).
 
Kom her ihu at manden er ”bejler”, fra ”biðlar” (oldnordisk, flertalsform af ”biðill”), igen fra det urnordiske ”*beðilaR”, hvis oprindelige betydning er ”en person der beder” 1. Man frier med et ønske og et håb om at kvinden vil svare bekræftende, men det er alene kvinden der afgører dette. Som er tilfældet ved al afsigelse af troskabsed, og det er den ed manden afsiger til kvinden i frieri-ritualet, gøres dette ved at manden afsiger frieri-ritualet på knæ.

1 Det ser vi f.eks. i ordvalget i de ældste love fra Östgöta- og Västgötaland. Her kaldes ”frieri” for ”bön” (bøn). Alle vore landskabslove er tilpasset gejstlig lov og derfor kristen skik. I denne lov er frieriet overgået fra kvinden, der i gejstlig lov nu er umyndiggjort, til hendes fader eller værge. Derfor er ordlyden i äldre Västgötalagen (I, G. B. 2 pr.) fra ca. år 1220 e.Kr.:

”Bondæ son vil sær kono  bydiæ. Han skal hin skyldæstæ at hittæ. ok bön sinæ byriæ”.

Som jeg oversætter til:

”Bondesøn vil sig kone [ud]bede. Han skal hin skyldigste [fader eller værge] at hitte og frieri sin fremføre”.

Se Herman Vendell: ”Terminologin i äldre Västgöta- och Östgöta- lagarne” (1894, s. 44) og  Gustaf Cederschiöld: ”Om svenskan som skriftspråk” (1897, s. 27)

 

Et muligt ordvalg i et frieri gives af Sigurðr i sin bejlen til den højbårne og mjøddrikkende skjoldmø Sigrdrífa (sejrdriver) i Sigrdrífumál (vers 21, Ældre Edda) i min oversættelse:
 

”...ástráð þín
ek vil öll hafa;
svá lengi sem ek lifi"

”...dine kærlighedssråd
jeg alle vil have;
så længe som jeg leve”


 

 

Peder Laales Danske Ordsprog (nedskrevet i 1300 tallet) siger:

Nr. 698 Sax oc raghe knijff daarer manck eeth fawert wijff.
(Saks og ragekniv [be]dårer mangen en fager viv)

Nr. 835 Kaam oc raghknijff swigher manghen wijff.
(Kam og ragekniv sviger mangen viv)
(sviger = gør til en del af familien, jvf. svigerskab)

Saxo beretter i Gesta Danorum (bog 3.2.8) om hvorledes Konge Helge (Helgo, Halogiae rex, ”Hölgi er kallaðr, er Halogaland” i Snorre Edda) frier til Finnekongen Guses datter Thora (”Porgerðr Hölgabruðr” eller ”Thorgerd Helgebrud” i Snorre Edda). I Dr. Fr. Winkel Horn’s danske oversættelse (1911, bog 3, s. 68) hører vi:
 
”Ved den samme Tid sendte Helge, Kongen i Helgeland, Gang efter Gang Bud til Finnernes og Bjarmernes Konge Guse for at bejle til hans datter Thora, eftersom den, der véd med sig selv, at han staar paa svage Fødder, er nødt til at søge Støtte hos andre. Det var nemlig ellers paa den Tid Skik, at unge Mænd, naar de bejlede, selv talte deres Sag, men...”

Når bejleren tilspørger om kvindens hånd skal vi forstå dette i lyset af hvorledes en aftale oprindeligt blev beseglet gennem håndslag (”handslen” på oldengelsk) (se afsnittet ”Handsal – håndsalg – mit ord er min ære er min lov”).
 
Mekanisk foregår en indgåelse af aftale ved brug af håndslag (”handslen”) ved at den der ønsker at indgå en gyldig aftale, her bejleren, strækker den åbne opadvendte håndflade frem til modparten, her den udkårne kvinde, og afventer afslag eller godtagning. Den udkårne kvinde vil herefter enten ”slå ned” på den udstrakte bejlerhånd, hvorved en gyldig aftale er indgået, eller hun vil ”slå op” eller "afslå", dvs. undlade at slå ned og derved indgå en aftale. Det er derfor vi stadig afbryder et forhold mellem to parter ved at ”slå op” med hinanden 1.

1 Brugen af ”slå op” til afvisning af frieri forekommer f.eks. i Johannes Wolfius (Jens Lauritzsøn Wolff), boghandler i Bergen: ”Diarium sive calendarium” (1648, II 176-77): "...han bejlede til hende, men hun slog  op med hannem og gav hannem en bundløs Kurv, som han slap igennem, og en Hornske udi hans Hat". Det forekommer at være en mulig etymologi, at det er fra denne forståelse vi senere udvikler det at ophæve en aftale mellem arbejdsgiver og arbejdstager gennem at ”sige op” (”säger upp sig” på nusvensk), hvor helt samme forståelse sker mundtligt, men uden brug af håndslag. Se f.eks. det oldnordiske ”slá undan” (undvige, undsige sig) og ”hann sló því við” (han undskyldte sig med).

 

I Egils Saga (kap. 65) beretter Gyða at Ljótur hinn bleiki (Loder hin Blege), der var en ondskabsfuld slagsbroder; på sennordisk udtrykt som ”hann er berserkur og hólmgöngumaður” (han er berserkar og holmgangsmand), kom og bad om hans datter (bað dóttur minnar). Han bliver afvist.

Det synes helt bevidst at fremgå at Ljótur hinn bleiki spørger faderen Gyða direkte om hans datter. Dette er absolut i strid med oprindelig sæd der tilsiger at bejleren skal forespørge kvinden om hendes hånd fra kvinden selv.

Bejldaww o Bojldaww, det er Herredaww
(bejledage og gildedage, det er herredage
dvs. "kronede dage". http://www.jyskordbog.dk/ )

 

Til alle ungersvende på frierfod! – Hør nu hvad den højbårne og runekyndige skjoldmø Sigrdrífa (sejrdriver) råder i Sigrdrífumál (vers 28, Ældre Edda) i min oversættelse:

”Þat ræð ek þér it fimmta,
þóttú fagrar séir
brúðir bekkjum á,
sifja silfr 1
lát-a-ðu þínum svefni ráða;
teygj-at-tu þér at kossi konur”

”Dette råd til dig er det femte,
om end du fagre brude
på bænken ser,
svogerskabs sølv 1
lad ej dig [af] dit samleje råde;
lad dig ikke lokke af kysse koner”


1 Med brugen af ”silfr” (sølv) i stedet for guld, kan vi se at Sigrdrífumál er digtet efter år 670 e.Kr. hvor sølvpenge erstatter guldskillinger. Sigrdrífa (sejrdriver) er en kvindelig kriger, skjoldmø, hvilket virke forbydes ved Adannan loven fra år 696/7 e.Kr. Da vi ved at skjoldmøer stadig kæmpede med Harald Hildetand (ca. 710-770 e.Kr.), kan vi datere digtet til ca. år 670-770 e.Kr.

 

Peder Laales Danske Ordsprog (nedskrevet i 1300 tallet) har dette varsel til unge kvinder:

Nr. 254. Alle ære bædle rijghe oc fangher fattigæ.
(Alle er bejlere rige og fanger fattige)
(dvs. bejlere giver sig ofte ud for noget de kun sjældent er)


 

Håndfæstning og trolovning

 

Et frieri af manden, der falder heldigt ud med kvindens godtagning af dette gennem afgivning af håndslag, udløser herefter et givet tidsrum med ”håndfæstning” og ”trolovning” (”trúlofa” oldnordisk og ”bi-treowðe” oldengelsk eller ”helt tro”). Man har alle dage været klar over at galskaben ”forelskelse” aftager. For at mindske muligheden for at begå uoverskuelige fejltagelser har vi derfor i den oprindelige skik trolovningstiden, der for unge i den giftemodne alder holdes mindst 1 år.

Gulaþingslög (kap. 51., Kvennagiftir) siger netop dette:

”...Nu scal sa eigi þa kono fyrr gifta en .xii. manaðr se gegner...”


Völsunga saga (kap. 24) viser os brugen af en ring i forbindelse med trolovning:

”Sigurðr svarar: "....ok þess sver ek við guðin, at ek skal þik eiga eða enga konu ella."
Hún mælti slíkt. Sigurðr þakkar henni þessi ummæli ok gaf henni gullhring, ok svorðu nú eiða af nýju...”.

Som jeg oversætter til:

”Sigurd svarede: ”.... og dette sværger jeg ved guderne, at jeg skal dig have til ægte eller ingen kone ellers”.
Hun mælte slig. Sigurd takkede hende [for] denne ytring og gav hende [en] guldring, og svor nu ed påny...”

Senere (kap. 27) hører vi:

”Hann tók þá af henni hringinn Andvaranaut, er hann gaf henni, en fekk henni nú annan hring af Fáfnis arfi”.

Som jeg oversætter til:

”Han tog da af hende ringen Andvaranaut, som han gav hende, end fik hun nu [en] anden ring af Fáfnirs arv”.

At Trolovningsringen er af guld, og ikke sølv, betyder at denne sæd er fra før guldskillinger afskaffes med møntreformen år 670 e.Kr. Guldringens navn ”Andvaranaut” eller ”[dværgen] Andvari’s Nød” er yderligere beskrevet i Reginsmál (vers 1-5, Ældre Edda) og Skáldskaparmál (kap. 46. Af otrgjöldum, Snorre Edda).
 
Dette er videre beskrevet i afsnittet ”Manrúnar – menneske- eller forelskelses-runer”.

 

 chap21-1-4-1.jpg

 chap21-1-4-9.jpg

Til venstre: Juellinge gravene er en lille gravplads ved Halsted Kloster, Lolland som vi kører igennem på vej til færgen Tårs-Spodsbjerg. Der er fundet 4 grave dateret til år 100-200 e.Kr. Dette er kvindegrave, med kvinder fra en pige på 12-13 år til en kvinde på 60 år. Gravene er rigt udstyret, hvorfor de gravlagte alle er højbårne kvinder. Udover det centrale bronzekar bemærk nu den guldfingerring som kvinden in situ bærer på sin højre finger. Dette må være en trolovningsring.
Til højre: Ishøj gravene består, indtil videre, af 31 grave omkring en gravhøj ved Ishøj ud til Køge Bugt. I gravhøjen fandt arkæolog Rune Iversen og Mads Dyhrfjeld-Johnsen over weekenden fra fredag den 19. oktober 2007 en ufattelig fint udstyret mandsgrav dateret til ca. år 250 e.Kr. Gravgodset er derfor samtidig med, og i filosofi og udstyr identisk til, Juellinge gravene, bortset fra at det her er en mand. Med stednavnet "Torslunde Mark" i nærheden, hvor lignende fund er gjort (reg.nr. SB32), er der her tale om ErilaR (Jarl) æt. Antropologisk Institut ved Københavns Universitet har fastslået at manden var ca. 40 år gammel og 185 cm høj. Han blev dræbt af pileskud i kraniet og har læsioner fra et hug nedefra på venstre underben. Han er derfor faldet i slag på hesteryg. Graven indeholder de obligatoriske si, øse, bronzespand og hellig kop, og vi ser, som hos den samtidige højbårne kvinde, at manden in situ ligeledes bærer en guldfingerring på sin højre finger. Rune Iversen har forklaret mig at "grundet mindre forskydninger i graven, der også har berørt skelettet, er det ikke umiddelbart muligt, præcist at fastslå placeringen af den fingerrest som ringen sad på. Det er højre hånds langfinger eller ringfinger". Trolovningsringen er derfor blev udvekslet mellem, og båret af, begge køn. I "Bilag J: Hariwalda mærke fordelt på landskab" viser jeg, at den i graven fundne kam bærer den nedadvendte trekant (udover tre prikker for "fortid, nutid og fremtid" og 8 prikker for Moder Jord). Jeg argumenterer for at dette antyder at den her jordede ErilaR (Jarl) er fra Skilfinga-ætten til kvindelig side, og derfor i kongefamilien, men ikke tronarving. Hvis ikke i samtiden, så i alle tilfælde når vi kommer frem til år 385-670 e.Kr., er det samme slægt der har kontrol med Øst-, Midt-, Sydsjælland og Lolland. Ishøj lå oprindeligt i "Litlæheret" (Lille Herred), og blev navngivet som så fordi det kun bestod af Thorslundmagle, Ishøj, Høje-Taastrup og Sengeløse. I 1577 blev herredet forenet med Smørum Herred. Da hvert herred skulle kunne stille med 120 hærmænd må Litlæheret have været tæt befolket i landnámstiden år 40-77-200 e.Kr. Der er alene omkring Torslunde Mark udgravet 15 huse, 3 hegn og 4 brønde fra 4-500 tallet e.Kr., hvilket synes at underbygge denne tanke. Hovedsædet og tingstedet i herredet lå formentlig ved "blodhøj" (blóthøj) i Thorslundmagle.
Billedkilder: Jørgen Jensen: Danmarks Oldtid (2003, 3. bind, s. 318) og Illustreret Videnskab (8/2008, s.40-47). E-mail fra Museumsinspektør, arkæolog Rune Iversen 2.10.2008, Svend Aakjær: Kong Valdemars Jordebog (1926-43, 2. bind, kommentar, hæfte 1, s. 158), samt Silas Mortensen: Jernalderfyrsten fra Ishøj blev myrdet (9.2.09, http://www.videnskab.dk/ ). 

 

 

 chap21-1-4-10.jpg

Fra bagvæggen fra Tomba degli Scudi (Skjoldenes Gravsted), Tarquinia i kystprovinsen Viterbo, dateret til ca. år 325 f.Kr. Dette er den etruskiske Velcha-æt's gravsted, og vi ser Larth Velcha ("Larth" er etruskisk for "Lars", et etruskisk kongenavn jvf. f.eks. Lars Porsena) afbildet med sin kone Velia Sitithi (Seitithi). Vi kender deres navne fordi de er skrevet med etruskiske runer på vægmaleriet. Udover det fine klimaanlæg (den lyshårede pige med fjerviften til venstre), bemærk nu at Velia Sitithi på sin højre ringfinger bærer en trolovningsring. Hun er symbolsk ved at give sin mand et gyldent æg med sin højre hånd til hans højre hånd. Det er nøjagtig samme symbolske gave som gåseægget har i Danmark, og ægget er et symbol på livet. Vi kan heraf slutte, at Velia Sitithi nyligen har taget Larth (Lars) Velcha til sin ægtemand. En anden fortolkning forekommer mig at være, at vi på bordet foran det unge par ser hendes Morgengave gengivet, således at det faktisk er Larth (Lars) Velcha der med sin højre hånd giver Velia Sitithi et gyldent æg i hendes højre hånd. Man efterlades med indtrykket, at det gyldne æg skal symbolisere de unge menneskers genfødsel, og derfor nye liv, som rette ægtefolk at være. Vægmaleriet kan måske betegnes som bryllupsbilledet, da vi et andet sted har Larth (Lars)'s bedsteforældre, Velthur (kvinden) og Arnth (forstavelsen "Arn-" oldnordisk, "Arni" olddansk, måske fra "ørn"), gengivet. Bemærk at såvel Velia, som Larth (Lars) er lyshårede. Han ser ud til at være på sommerferie, medens hun er utroligt fint klædt på. Larth (Lars) bærer om sit hoved en laurbærbladskrans (Ægte Laurbær, Laurus nobilis). De græske bystater havde som deres idealer spartanerne. På samme vis havde romerne som deres ideal etruskerne, og etruskerne er fra 500 tallet f.Kr. under indflydelse fra de græske bystater i kunst. Derfor er det svært at sige endeligt om den symbolske laurbærbladskrans oprindeligt er græsk eller etruskisk. Hvad er helt sikkert er at de selvhøjtidelige romerske kejsere på bedste vis forsøgte at gengive sig selv som frie etruskiske mænd, nøjagtig som Larth (Lars) her vælger at fremstille sig selv. Fra beretningen om Apollon og Daphne ved vi, at det er fordi laurbærbusken er stedsegrøn, og derfor udødelig, at tanken opstår med at skabe en hovedprydelse for dødelige, men i fremtiden udødelige, herskere. Romerne kaldte på latin denne krone for ”laureatus”. På latin har ordet ”lar, laris” betydningen ”værnende vætte”.

 

 

 

 

Morgengaven – fra manden til kvinden

 

Tacitus skriver år 98 e.Kr. i Germania (kap. 18):


”[18] Quamquam severa illic matrimonia, nec ullam morum partem magis laudaveris. Nam prope soli barbarorum singulis uxoribus contenti sunt, exceptis admodum paucis, qui non libidine, sed ob nobilitatem plurimis nuptiis ambiuntur. Dotem non uxor marito, sed uxori maritus offert. Intersunt parentes et propinqui ac munera probant, munera non ad delicias muliebres quaesita nec quibus nova nupta comatur, sed boves et frenatum equum et scutum cum framea gladioque. In haec munera uxor accipitur, atque in vicem ipsa armorum aliquid viro adfert: hoc maximum vinculum, haec arcana sacra, hos coniugales deos arbitrantur. Ne se mulier extra virtutum cogitationes extraque bellorum casus putet, ipsis incipientis matrimonii auspiciis admonetur venire se laborum periculorumque sociam, idem in pace, idem in proelio passuram ausuramque. Hoc iuncti boves, hoc paratus equus, hoc data arma denuntiant. Sic vivendum, sic pereundum: accipere se, quae liberis inviolata ac digna reddat, quae nurus accipiant, rursusque ad nepotes referantur”. 

Der i oversættelsen af Hans Henrik Lefolii (1819-1908) lyder:

”17....Dog er ægteskaberne strenge hos dem; og der er ingen anden del af deres levesæt, man må finde mere priselig. Thi de er næsten de eneste barbarer, der lader sig nøje med een hustru hver, alene med undtagelse af ganske enkelte, som dog i det stykke ikke lader sig lede af sanselig lyst; men deres høje byrd volder, at der er temmelig mange, der søger at få døtre gift med dem.
 
18. Medgift bringer ikke konen med til ægtemanden, men denne byder sin hustru den. Ved samme lejlighed er forældre og frænder tilstede og prøver og godkender gaverne, og disse er ikke beregnede på at tilfredsstille kvindelig forfængelighed; heller ikke ting, den unge brud kan pynte sig med, men okser og en optømmet hest, så et skjold tillige med en framje 1 og et sværd. Dette er de gaver, manden tager imod sin hustru med; og til gengæld bringer også hun nogle våben med til sin ægtemand. Deri ser de det kraftigste bånd, deri den løndomssvangre hellige indvielse og ægteskabets skytsguder. For at konen ikke skal tro sig stillet uden for enhver tanke om mandige dyder eller for krigens tilskikkelser, advares hun allerede ved indvielsen af det begyndende ægteskab om, at hun kommer for at stå sin husbond ved siden under møjsommeligheder og farer, for i fred og i våbenkamp at dele lidelser med ham, og for at gøre ham følgeskab til vovelig færd. Dette ligger der et fingerpeg om i de sammenkoblede okser, den opsadlede hest og de våben, hun har fået; under sådanne vilkår skal hun leve, under sådanne føde børn til verden; det, hun selv tager imod, det skal hun afgive til sine børn i ukrænket og uplettet stand; det skal hendes sønnekoner tage imod og igen afgive til hendes børnebørn”.

1 det latinske ord er ”framea”, der iflg. Tacitus i Germania (kap. 6) er vort eget navn for det romerske ”hasta” (lanse, kastespyd) dvs. det ord der senere bliver til bl.a. ”kesja”, ”spjót”, ”gâr, geir, geirr", ”franca”, ”gafeluc” eller ”ord”. Oversætterens ord ”framje” er selvopfundet (fra "*þremja"?), men ikke nødvendigvis usandt. Det er muligt at vort oprindelige ord for ”lanse” er knyttet til ”þremjar” (oldnordisk), der på sennordisk ser ud til at betegne det samme som ”vættrimar” eller ”ophøjede striber langs bladet af et sværd”. Denne sennordiske forståelse er dog ikke den oprindelige, men ændrer sig i 600 tallet e.Kr. Oprindeligt må udtrykket henvise til selve spydbladet, måske med kort bladhoved.

 

Selvom Tacitus her beskriver stammerne i Germanien, hvoraf vi ikke er én, er hans beskrivelse af giftermålet så præcist i filosofi og tanke, sammenholdt med hvad vi kan se fra vore egne kilder, at jeg har valgt at bringe hans ord her. Vi kan se at ritualet er for kvinden, at hun er en ligestillet fribåren, at hun har ret og pligt som en kriger. Læs ordene igennem igen – kvindens Morgengave er en fuld rustning. Endvidere er det klart, som understreget i Beowulfkvadet (sætning 611-622), at kvinden er ”cynna gemyndig” eller ”slægtens myndighed”, igen med den ret og de pligter der følger (se afsnittet ”Skål, skåltaler og skålningsceremonier”).
 
Vi ved fra Angel-saksisk Lov i England (Anglo-Saxon Law) gældende indtil tronbestigelsen af Kong Knud I. Den Store i England år 1016 e.Kr., at man havde klare regler om en kvindes giftermål. Her tilsagde loven, at som en del af et giftermål skulle en kvinde tilstilles en ”morgengifu, morgengife, morgengyftt” eller ”morgengave” eller de aktiver som manden skulle betale direkte til kvinden, og som hun havde fuld råde- og arveret over. 

Ordet og begrebet ”morgengave” forekommer som ”morgingjöf” (oldnordisk) 1 og ”morghin giæf, morghongäva, morghon-gcef, hindradaghs-gcef” på oldsvensk.

1 I Þáttr af Ragnars sonum (kap. 1) hører vi at Kong Ragnar’s Jarl Herrauðr havde en datter ved navn Þóra borgarhjörtr, som kongen havde vist interesse for. I denne gengivelse af folkesagnet om prinsessen der holdes som gidsel i tårnet af en omfavnende drage er ”morgengave” begrebet vendt 180º, og får nu forståelsen ”medgift” da det er faderen, der giver datteren en lille orm i morgengave (”einn í yrmling  Morgingjöf”). Denne lille ”ormling” bliver senere til dragen som kongen må dræbe. Den kinesiske udgave af denne beretning kan ses i afsnittet ”Drage-mønter”.

 

Ligeledes kender vi ordet i den langobardiske dialekt som "morgingab" fra Kong Rothari's lovkoder (nr. 182, 199) fra år 643 e.Kr.

Den tidligste benævnelse af ”morgengave” i skriftlige lovkoder er Æthelberht’s Domme fra år 560-616 e.Kr. Lovene er vigtige derhen at Æthelberht ikke blot er konge over jyderne i Kent, men Bretwalda for de nye kongeriger i Britannien.

Lov nr. 81 forklarer om Arvelov for en kvinde uden arvinger i min oversættelse til nudansk:

”bærer hun ej barn, lad hendes fædrene slægt have alt fæ 1 og morgengaven 2”.

1  det oldengelske ord er ”fioh” eller ”fæ”, der på oldengelsk og oldnordisk betegner al løs og fast ejendom, herunder kvæg, heste, og penge. Det er naturligvis nøjagtigt hvad runen ”*fehu, Feo, Feoh” betyder i Ældre Futhark.
"Gif hio bearn ne gebyreþ, fæderingmagas fioh agan (&) morgengyfe".

 

Ekstremt vigtigt kan vi herfra se dels at denne lov forudsætter at begrebet "morgengave" findes og er forstået af alle, dels at en kvindes morgengave kun kan arvelodes videre fra kvinden ifald hun har fuld og uhæftet adgang til denne. Det fremgår også fra longobardisk lov (nr. 182) at kvinden har fuld og uhæftet adgang til sin morgengave, og kan bringe morgengaven med sig til et evt. næste ægteskab.

 

Bjarkeyjar rettr (biærköæ rætter) (for Birka Thing) fra 1200 tallet e.Kr. gengiver retten således:

27. Nv giwær maþær morghin giæf husfru sinni.  27. Nu giver manden morgengaven (til) husfruen sin.

Min oversættelse til nudansk.


 

Nedenfor vil vi nu høre, i Kong Knud I. Den Store’s nærværelse, år 1017-18 e.Kr., hvad vor ven Godwine må hoste op med til sin udkårne brud.

Morgengave-aftalen lyder på oldengelsk 1:

”Her swutelaþ on þysan gewrite þa foreward þe Godwine worhte wið Byrhtric þa he his dohter awogode, þæt is ærest þæt he gæf hire anes pundes gewihta goldes wið þonne þe heo his spæce underfenge, he geuþe hire þæs landes æt Stræte mid eallan þon þe þærto herð, on Burwaramersce oðor healf hund æcera, þærto þrittig oxna, twentig cuna, tyn hors, tyn ðeowmen.

Ðis wæs gespecen æt Cincgestune beforan Cnute cincge on Lyfinges arcebiscopes gewitnesse, on þæs hiredes æt Cristescircan, Ælfmeres abbodes, þæs hiredes æt S. Augustine, Æþelwines sciregerefan, Siredes ealdan, Godwines Wulfeages sunu, Ælfsige cild, Eadmer æt Burham, Godwine Wulfstanes sunu, Kar þæs cincges cniht. þa man þæt mædan fette æt Byrhtlingan, þa eode þyses ealles on borh Ælfgar Syredes sunu, Frerþ preost on Folcestane of Doferan Leofwine preost, Wulfsige preost, Eadræd Eadelmes sunu, Leofwine Wærelmes sunu, Cenwold rust, Leofwine Godwines sunu æt Hortune, Leofwine se reade, Godwine Eadgeofe sunu, Leofsunu his broðer:

swa hwæðer heora læng libbe fo to eallan ætan ge on ðam lande þe ic heom gæf ge o ælcon þingan. Ðyssa þinga is gecnæwe ælc dohtig man on Kænt, on Suþsexan on ðegenan on ceorlan, þyssa gewrita synd ðreo. an is æt Cristescyrcan. oðer æt S. Augustine, þæt þridde hæfþ Byrhtric self”.

Som jeg oversætter til:

”Her erklæres med dette skrevet det forord som Godwine gjorde med Byrhtric da han hans datter bejlede 2, at det er først at han gav hende 1 pund vægt guld med dette at hun hans tale kunne antage 3, han gav hende det land ved Strædet med alt hvad der dertil hører, på Burwara marsk 4 anden halvhundrede (150) agre, dertil 30 okser, 20 køer, 10 heste, 10 trælle 5.

Således blev der talt i Kongens Tun 6 fremfor Kong Knud ved ærkebiskop Lyfing’s vidne 7, for de hyrede ved Kristuskirken 8, abbed Ælfmer, de hyrede ved S[ankt] Augustine [klostret], lensgreve Æþelwine, Sired den  Ældre, Godwine Wulfheah’s søn, barnet Ælfsige 9, Eadmer ved Burham, Godwine Wulfstan’s søn, Kár 10 kongens knægt. Da man møen afhentede ved Byrhtling 11, da indestod for alt dette som sikkerhed 12 Ælfgar Sired’s søn, Frerþ præst i Folkestone[,] fra Dover Leofwine præst, Wulfsige præst,  Eadred Eadhelm’s søn, Leofwine Wærhelm’s søn, Cenwold Den rødhårede 13, Leofwine Godwine’s søn æt(ten fra) Horton, Leofwine den Røde, Godwine Eadgifu’s søn14, Leofsøn hans broder:

Hvem end her længe leve få til alle ætterne gives det land som jeg herom givet har og alle ting. Disse ting er knævret 15 til alle dygtige mænd i Kent, i Sydsaksen (Sussex) hos degne hos fribønder 16, dette sandt skrevne til 3: En er ved Kristuskirken. Den anden ved S[ankt] Augustine [klostret], den tredje haver Byrhtric selv”.

1 Kilde: N.P. Brooks: The Pre-Conquest Charters of Christ Church, Canterbury (D. Phil. Afhandling, University of Oxford, 1968).
2”awogode” oversat fra ”wogan, whence awogod”, nuengelsk ”woo” eller ”bejlede”.
3 ”Underfenge” oversat fra ”underfang, andfang” eller ”accepteret, antog, modtog, godtog”. 
4 ”Burwaramersce” eller ”Burghmersc" (oldengelsk) eller "Borgen i Marsken", idag "Burmarsh", Ligger i et fladt marsklandskab i Kent lidt øst for Folkestone mellem kysten og bakkerne ved bygden Lympne. 150 hektarer er meget.
 
”landes æt Stræte” (land ved Strædet) kan faktisk ikke være mange steder i samtidens Kent. Der er så vidt jeg kan se alene 3 muligheder: Enten er ”Strædet” lig ”Wistræt” (Vé stræde) inden for Canterbury’s bymure (se bykortet nedenfor). Nøjagtigt som det offentligt tilgængelige gudehov Odinsví ligger på hovedfærdselsåren i det oprindelige Odense, er ”Wistræt” (Vé stræde) hovedfærdselsåren inden for Canterbury’s bymure. Her har der oprindeligt været et offentligt gudehov. Det forekommer ikke rimeligt at én person ejer, eller giver bort, hovedfærdselsåren i det sydlige Englands vigtigste befæstede by i samtiden. En anden mulighed er at ”landes æt Stræte” henviser til ”burhstræte” (i dag Burgate). Strædet er, med ”Wistræt”, med i den oprindelige byplan for Canterbury, der i dag fremstår stort set uforandret siden i hvert fald år 1066 e.Kr.1 Da Godwine ser ud til at eje store dele, hvis ikke hele, Burwaramersce (Burwara marsk), hvortil den vej og port fører, er det en rimelig antagelse at han kan have ejet vejen inden for Canterbury’s bymure. Men igen, forekommer det rimeligt at én person ejer, eller giver bort, alt land omkring en vej inden for Canterbury’s bymure?  En tredje mulighed findes i en skelafgrænsning 2 omkring Elmsted (Elmanstede) i Kent, der netop mod syd støder op til Burwaramersce (Burwara marsk).
 
1 Canterbury Archaeological Trust Limited
Kilde: N.P. Brooks & S.E. Kelly: Anglo-Saxon Charters (The British Academy, Charters of Christ Church, No. 44, forthcoming).
 
Teksten er udateret, men forekommer i oldengelsk dialekt samtidig med Morgen-gave aftalen, og derfor ca. fra begyndelsen af 1000 tallet e.Kr.:

”Ærest on east healfe betwynan Leage Elmanstede swa ofes scæt. oþ Stænincgmearce. swa lang dices west on burhrode. ofer burhrode west on Boddesham. þanon norð east on burhstræte. lang stræte norð on Denewarafeld. east on stræte on þæt ealde þrymyrce Lehwara. Denewara. Elmes stedes. swa dic sceadeð on burhrode.

Som jeg oversætter til:

”Først den østlige halv[del] imellem Leigh [&] Elmsted da over skatten (ejendommen). til Steningsmærket. da langs diget vest på Burh-ridningen.  over Burh-ridningen vest til Bodsham. Da nordøst til Burh-strædet. langs Strædet nord til Daner-folket’s felt.  øst på Strædet ved det gamle tre-mærke Leigh-folket. Daner-folket. Elmsted. Så diget skjolder til Buhr-ridningen.”

I denne skelafgrænsning er ”stræte” identisk til “burhstræte” og det mener jeg må være det rigtige svar.

 

 chap21-1-4-2.jpg

CANTVARBVRY (Canterbury – Kent Folkets Borg)
ca. år 1580 e.Kr. af George Braun og Frans Hogenberg.
Billedkilde: Stephen Bax.

5 Oversættelsen af ”ðeowmen” til “trælle” er rigtig, men i 1000 tallet i de nye kongeriger i Britannien har ”trælle-æt” udviklet adskillige undergrupper, herunder ”ðeowmen”. En ”ðeow” kunne eje fast ejendom, typisk et husmandssted, som han kunne arbejde på efter at have opfyldt sine pligter til sin Herre. En ”ðeowmen” svarer derfor mere til en fribondes tilstand under Stavnsbåndet fra 1733. I den oldengelske Bibel fra 900 tallet e.Kr. i Vest-saksisk dialekt (dvs. Wessex) lyder Mattæus-evangeliet (25:26): ”Ða andswarode hys hlaford him and cwæÞ, þu yfela ðeow and slawa...” eller ”Da svarede hans herre og sagde til ham: Du dårlige og dovne tjener...”. Direkte betyder ”ðeow” derfor ”doven”.
6Cincgestune” eller ”Kongens Tun” er Kingston, Surrey, der derfor må have været en af Kong Knud I. Den Store’s kongsgårde, hvor gårdsretten sad. Da Kong Knud lader sig krone konge af Danmark år 1018 e.Kr. hvor han fysisk må have været nærværende, er denne aftale sikkert fra år 1017-1018 e.Kr.
7 ”Lyfinges arcebiscopes” eller “ærkebiskop Lyfing”. Han kaldes også Elfstan. Han kronede King Edmund II (Ironside) (f. 989, regent april-november 1016) og da han var blevet dræbt, ligeledes Kong Knud. Ralph fra Diceto skriver at det sket i London år 1017 e.Kr. Ærkebiskop Lyfing dør år 1020 e.Kr.
8Cristescircan” eller ”Kristuskirken” er ”Christ Church” i Canterbury, Kent.
9 “cild” er det oprindelige ord for “child” jvf. “Ðæt cild wixþ” eller ”barnet vokser”. Aldersmæssigt svarer det til tiden efter ”spæd”, dvs. over 7 år, men før ”cnapa” (dreng) og før ”cniht” (knægt). Fra Kong Knud I. den Store’s ”Gejstlige Domme” (Secular Dooms) kap. 21 kan vi se at barnet må være over 12 vintre da det herfra skal aflægge ed. Under denne alder ville det ikke blive nævnt her.
10 Den engelske oversættelse mener at ”Kar” skal oversættes til ”Karl”. Heri er jeg ikke enig. Det er sandt at de personer, der gjorde tjeneste i Kong Knud den Store’s hird blev kaldt ”huskarl, huscarl” og det er netop en sådan person i form af en ”cniht” (knægt), der bliver til ”knight” (ridder), vi her taler om. Denne livgarde var verdenskendt for at have den langskaftede ”skeggax, skeggöx, skeggja” (skægøkse) som hovedvåben, hvorfor samme er kendt som ”den danske økse”. På oldnordisk ser vi at ”karmaðr, karmannligr” er det samme som ”karlmaðr, karlmannligr”, hvor ”kar, karl” skal opfattes som ”mand”, og ikke et mandsnavn. Det er dog klart fra sætningen at ”Kar” her må opfattes som et mandsnavn. Mandsnavnet ”Kárr” forekommer i runer 5 steder som ”kar”. Som en del af et navn findes det bl.a. i Hvide-slægtens ”Odinkarr” (Odin den Vilde), hvor ”karr” udvikles fra ”afkárr” (vild, ustyrlig). I England forekommer det som ”kár-Tóki” (Kartoka, Vilde Toke). Jeg mener derfor ikke der kan være tvivl om at mandens navn er ”Kár” (Den Vilde), som skrevet står.
11”Byrhtlingan” er Brightling, Sussex
12 ” borh” = kaution, jvf. ”under borh sellan” eller ”lån mod sikkerhed”.
13 ”Rust”, via ”Roste” til nudagens efternavn ”Roast”. Man kan tænke på ”roast beef” og vil da straks indse at efternavnet opstår som en betegnelse for ”en person med rødt hår, rødligt hår”.
14 Sætningen ”Godwine Eadgeofe sunu” er ekstrem interessant at gennemtænke og sætte ind i sted og sted. Dels er ”Eadgeofe” en kvinde, hvilket er en helt usædvanlig vis at æt-beskrive en søn på i samtiden, med mindre det tjener i særligt formål i æt. Dels er kvindenavnet ”Eadgeofe, Eadgifu, Edgifu, Ogiva” i 900 tallet e.Kr. et prinsesse-navn knyttet til Huset Wessex,
der fra Kong Alfred den Store, lokalkonge af Wessex år 871-899 e.Kr., i samtiden anser sig selv som den retmæssige hersker af England.

Antager vi nu at ”Godwine” er Jarl Godwin (Godwine, Goodwin, Godwyn, Goodwyn, ca. 1001-1053), der i dette dokument er voksen, da har vi en meget spændende arveretlig vinkel til den engelske trone. Det kræver dog at Jarl Godwin må være født lidt tidligere end det nuværende gæt på år 1001 e.Kr. Vi ved nemlig ikke hvem der er fader til Jarl Godwin. Det er foreslået at det kan være Wulfnoth Cild (-1015), en thegn fra Sussex, der nedstammende fra Alfred den Store’s ældre broder Ethelred. Dette er et, muligvis ganske udmærket, gæt fremsat i 1913. Vi ved at Kong Knud I. den Store gjorde Godwine til Jarl af Wessex ca. år 1019 e.Kr., og allerede havde hævet ham til Jarl år 1018 e.Kr., dvs. stort set samtidigt med nærværende dokument. Vi ved også at kongen tillod Godwine at gifte sig med Kong Knud I. den Store’ søster Thyra Sveinsdóttir. Er Godwine’s moder ”Eadgeofe, Eadgifu, Edgifu”, der kan være knyttet i æt til Kong Alfred den Store til Wessex, da kan vi nu forklare arveretligt, hvorfor Kong Knud I. den Store foretager dette kloge træk. Vi kender da også navnet på Jarl Godwin's broder, jvf. "Leofsunu his broðer" (Leofsøn hans broder), der igen måske er årsagen til at han navngiver en af sine sønner "Leofwine".

Mandsnavnet Leofsunu er så sjældent, hvorfor det sikkert er samme person vi hører omtalt under "The Battle of Maldon”, hvor vi anfalder Byrhtnoð, Jarl af Essex år 991 e.Kr. Mod slagets afslutning, hvor det engelske forsvar er knækket og mange er i færd med at flygte hører vi (Sætning 244-45):

 ”…Leofsunu gemælde and his linde ahof,
bord to gebeorge; he þam beorne oncwæð:..."
 ”…Leofsøn mælte og hans linde ophævet,
bord til bjærgning ; da den strålende da kvædede;…”

Ydermere, kan vi nu se hvorfor Godwine’s sønner; Sweyn (Swegen) Godwinson (ca. 1021-1052), Harold Godwinson (ca. 1022-1066), Tostig Godwinson (ca. 1026-1066), Gyrð Godwinson (ca. 1032-1066) og Leofwine Godwinson (ca. 1035-1066) mente at have retmæssigt krav på den engelske trone. Da Harold lader sig krone konge 5. januar 1066 e.Kr., har han formentlig haft arveretlig god grund til at gøre dette.

Enten "Leofwine Wærelmes sunu" (Leofwine Wærhelm’s søn), "Leofwine Godwines sunu æt Hortune" (Leofwine Godwine’s søn æt(ten fra) Horton, syd for Northhampton eller i Wiltshire) eller "Leofwine se reade" (Leofwine den Røde) er identisk til "Leofwine" (ca. 950-1028), der var "wicciarum prouinciarum dux" (ealdorman over landskabet (provinsen) Hwicce (Wiccia)) år 997 e.Kr.
15 "gecnæwe" = knevre = knævre = knebre = snakke højt.
16 En "ceorl" eller "churl" er en fribonde af Karl æt. Han havde ret til at bære våben og var lokal tingmand. Hans wergeld var 200 skilling under  Mercian Lov, og 267 thrymsas (guldskillinger) efter Dansk Lov - 1/6 af en thegn (thane) fra kongens livvagt. Se The North People's Law (nr. 6, 18).  

  

 

Af andre eksempler kan nævnes brev fra Christ Church, Canterbury’s arkiver år 899-924 e.Kr. til Kong Edward med forklaring om land ved Fonthill.:”....heo cwæð to Osulfe ðæt heo hit ahte him wel to syllanne forðon hit wæs hire morgengifu ða heoæ[re]st to Aðulfe com...”

I et andet eksempel 1 fra Kong Knud I. den Store’s samtid kan vi se at kvinden sandelig også fik lang betænkningstid om denne store beslutning:

”heo binnan geares fæce wer geceose, þonne þolige heo þære morgengyfe”

som jeg oversætter til:

”Givet hun inden året mandfolket vælger, da lad hende denne morgengave.”

 

1 Se Kong Knud’s Lovkoder (Cnut’s law codes, I and II Cnut, Secular Dooms). Sætningen forekommer i ”Lov II Knud, Law II Cnut” (72 eller 75?). Lovkoderne opstår efter træffet i Oxford år 1018 e.Kr., hvor de danske (fra de gamle kongeriger) og de engelske (anglerne fra de nye kongeriger) blev enige om at følge Edgar’s lov (fra år 959-975 e.Kr.) (”fastholde Edgar’s lov som alle mand har valgt og sværget til ved Oxford”). Kong Knud’s landeværner i England, Jarl Thurcyl ((þ)urktil, Þurkyl, Þorke(ti)ll inn hávi, Torkild den Høje), er nævnt i lovkoden. Han erklæres Jarl af Øst-Anglen år 1017 e.Kr. og lyses fredløs år 1021 e.Kr. Da Kong Knud var i Danmark år 1018 e.Kr. for at lade sig krone konge af Danmark (forordet til lovkoderne siger ”og da rejste jeg selv ind til Danmark”) er lovkoderne sikkert fra år 1020 e.Kr. De fleste af Kong Knud’s love, fra hans Skovlov fra år 1031 e.Kr. til nærværende love, var under indflydelse af Wulfstan, der døde år 1023 e.Kr.

 

Vi starter med at konstatere at Byrhtric’s datter modtager 1 pund guld alene for at godtage frieriet 1. I ren jura og bogholderi viser den netop gennemgåede Morgengave-aftale et samfund i verdensklasse. Da den unge kvinde efter håndfæstningen afhentes fra sin hjemstavn Brightling, Sussex; et lille hamlet, der ligger meget tæt på hvor flåden landsætter tropperne op til Slaget ved Hastings år 1066 e.Kr., kan vi se at den fulde værdi af Morgengaven skal være indbetalt – her i form af en troværdig kaution.

1 Æthelberht’s Domme fra år 560-616 e.Kr. (lov nr. 83) forudsætter netop en sådan forståelse: ”Er hun trolovet til en anden i penge, lad ham da bøde med 20 [guld]skillinger”.

 

Vi ser i selve ordet ”Morgengave” at udbetalingen af Morgengaven udløses om morgenen dagen efter vielsen (og bryllupsnatten).

Derfor har vi dette kendte mundheld:

”Morgonstund har guld i mun” (svensk)

”Morgenstund har guld i mund” (dansk)

hvor ”mund” er den oldnordiske betegnelse for ”gave”. På oldengelsk har “mund” også betydningen “en hånd” og får herfra betydningen “beskytter, beskyttende hånd, hænder”, der går igen i højbårne navne som endestavelse, så som ”Eád-mund” (Edmund). ”Mund” er ordet der benyttes når kongen, som ”mund-bora” ”ligger hånden over en person”, hvorved personen er fredhelliget og givet ”mund-byrd”. Den rigtige forståelse af dette mundheld er derfor at ”morgenstund bringer morgengave i form af guld til kvinden”.

Adam Oehlenschläger skriver i ”Morgen-Stunden” (Poetiske Skrifter, 1805, I., s. 298-9):

”Morgenstund Guld har i Mund, saa siger et ældgammelt Ordsprog;”

Han kalder ordsproget "ældgammelt" fordi det allerede forekommer hos Peder Syv (Almindelige Danske Ordsproge og korte lærdomme med foregaaende Undervisning om dennem, (I), 1682).

Dines Pontoppidan skriver i ”Sommermorgenen” (fra ”Tanker i Fritimer”, 1834):

”Aarle Morgen, den har Guld i Mund”

Jeg er helt uenig i at dette ordsprog skal tilskrives tysk oprindelse gennem ”Morgenstunde hat gold im munde” fra 1600 tallet. Se det tyske forsøg på skabelsesmyte i Richard Jente: ”Morgenstunde Hat Gold im Munde” (PMLA,1927, Vol. 42, No. 4, s. 865-872). Den etymologiske sammenhæng mellem den gyldne opstigende Sol, og det oprindelige rødguld, ved daggry synes klar.

Skånske Lov (kap. 60) fra år 1200-28 e.Kr udtrykker dette således:

"Aflar man børn i lønd withær kunu oc ær hun æi gift og æi gull fæst, tha ær the æi atholkunu børn, tho at han far hana sithan mæth loghum, æn all the børn sithan warthe aflath ær hun ær gift oc gull fæst, tha ære the atholkunu børn...""Avler en Mand Børn i Løndom med en Kvinde, og er hun ikke gift og ikke guldfæstet (af ham), da er det ikke Ægtebørn, selv om han senere faar hende (til Hustru) paa lovlig Maade. Men alle de Børn, som bliver avlet, efter at hun er gift og guldfæstet, de er Ægtebørn..."

Kilde: P.G. Thorsen: Skånske Lov og Eskils skånske Kirkelov tilligemed Andreæ Sunonis lex Scaniæ prouincialis, Skånske Arvebog og det tilbageværende af Knud den 6.’s og Valdemar den 2.’s Lovgivning vedkommende skånske Lov (1853, Skånske Lov, s.17), og Erik Kroman og Stig Iuul: Skaanske Lov og Jyske Lov (1968, s. 19).

 

Vi ser i Skånske Lov, der her behandler hvad anses som Ægtebørn (atholkunu børn, adelkonebørn) i forbindelse med Arveloven, at to hændelser skal være opfyldt før et avlet barn anses som et Ægtebarn; dels skal vielsen have fundet sted, men før dette skal manden have "guldfæstet" (gull fæst) kvinden med en Morgengave. Derfor har morgenstund guld i mund for kvinden.

Vi har et andet kendt eksempel fra Snorre’s Heimskringla (Ólafs saga helga, 93. Brugðið sætt við Noregskonung). Før Ingigerðr (Anna), datter af Kong Olaf Skötkonung indvilger i at tage Jarizleifr, tronarving til Garðaríki, til sin ægtemand år 1014-15 e.Kr., påkræver hun sig følgende i Morgengave:

”…í tilgjöf mína Aldeigjuborg og jarlsríki það er þar liggur til.”

Som jeg oversætter til:

”…i tilgave min(,) Aldeigjuborg og jarlsriget der til dette ligger til.”

Jarl Ragnvald Ulfsson (Rögnvaldur jarl Úlfsson) gøres af Ingigerðr til jarl over hendes Morgengave Aldeigja (”*Aldauga”) og Aldeigjuborg (Staraja Ladoga (slavisk)) i det nordlige Garðaríki ved Ladoga (Nevo) søen i bunden af den finske bugt. Dette var den ekstremt vigtige ladby, hvor omladningen foregik (se afsnittene "Rörik-ætten/Riurik-id - Det østlige kongerige – Garðaríki" og ”Slæden”).

Den mest dyrbare morgengave vi kender til, og alle kender til, har Saxo berettet for os i Gesta Danorum, der i Dr. Fr. Winkel Horn’s danske oversættelse (1911, bog 9, s. 376) lyder:

”Da Rigets Ældste opfordrede ham til at gifte sig, begjærede han den engelske Konges Edelreds Datter Thyra til Ægte 1. Hun, som overgik andre Kvinder i Alvor og Dygtighed, stillede sin Bejler det Vilkaar, at hun først vilde gifte sig med ham, naar hun fik Danmark i Morgengave 2. Det gik han ind paa, og saa blev hun trolovet med ham. Den Nat, da hun for første Gang besteg det ægteskabelige Leje, bad hun paa det indstændigste sin Brudgom, om han i tre Nætter vilde lade hende i Fred. Hun vilde nemlig ikke have Samkvem med ham, før end en Drøm havde givet hende Varsel om, hvorvidt hendes Ægteskab vilde blive frugtbart...”

1 Gesta Danorum (9.11.2): "...Anglorum regis Hedelradi filiam Thiram...". Der hersker ganske stor usikkerhed omkring hvem Thyra Danebod (Þyri Danmarkarbót) var. ”Þáttr af Ragnars sonum” eller ”Talen/fortællingen om Ragnar’s sønner” samt ”Hálfdanar Saga Svarta” i Heimskringla (kap.5) fortæller os at hun er datter af Harald-Klak, konge af Jylland (Klakk-Haralds konungs af Jótlandi). Som vi netop har hørt fortæller Saxo at Thyra var datter af den engelske konge Æthelred. Om dette er Æthelred til Wessex riget eller Æthelred II af Mercia riget (år 883-911 e.Kr.) skal jeg lade være usagt. Og da vor historie ikke skal være for gennemskuelig er der ligeledes usikkerhed omkring Gorm den Gamle . ”Þáttr af Ragnars sonum” fortæller at Gorm var søn af Harde-Knud (Hörða-Knútr) og vi ved ikke om han er identisk med ”Ailche” eller ”Angler” fra Ulsterannalerne, der også var kendt under navnet ”Tamar” eller ”Gomo Gamle”. Kay Nielsen skriver i ”Danmarks Konger og Dronninger” at det i Jelling (oprindeligt ”Jalang”) Kirke fundne skelet, som man tror kan være Gorm den Gamle, tyder på en alder på 35-50 år. Kisten, hvori Gorm muligvis efterfølgende blev gravlagt efter gravhøjen, er fremstillet år 958 e.Kr. Det daterer da Gorm den Gamle til år 908-958 e.Kr. og udelukker da at han er identisk med Gorm Angler. 

2 Gesta Danorum (9.11.2): "...nupturam praefata, quam Daniam sub dotis nomine recepisset..."

 

Med forståelsen for omfanget af den oprindelige Morgengave kan vi nu se at selvom vi skal opfatte det symbolsk at Thyra som brud godtager Gorm’s bejleri mod at modtage hele Danmark i Morgengave, er det ikke destomindre nøjagtigt hvad hun faktisk gjorde som Dronning af det gamle Danmark i midten af 900 tallet e.Kr. Det er derfor vi kender hende med tilnavnet "Danebod".

 

 

Ides sceal dyrne cræfte,
fæmne hire freond gesecean,
gif heo nelle on folce geþeon,
þæt hi mann beagum gebicge.

Disen skal dølgsmål (ved) kraft (skabe),
(ifald) ungmøen sig en frænde søger,
givet hun ej blandt folket vil trives,
ifald hun (fra) manden (sig) ringformede smykker udbeder.

 

British Museum, Cotton MS, Tiberius B i. (”Maxims II”, sætning 43-45) fra ca. år 956-1066 e.Kr. i min oversættelse til nudansk. Brugen af det oldengelske "ides" eller "dísar" på oldnordisk, som værnende vætte for en kvinde, kender vi fra flere beretninger. Sigrún kaldes ”dís skjöldunga” i Helgakviða Hundingsbana önnur (Ældre Edda, vers 52). Kong Hrothgar’s (Scyldinga-æt nr. 17) Dronning Wealhþéow kaldes "Ides Helminga" og "Ides Scyldinga" i Beowulf-kvadet (sætning 620, 1168 og 1170). I afsnittet "Gudinden Dísar" viser jeg at vi må opfatte "ides" som ”en god kvindelig ånd”.  Det oldengelske "dyrne" ses i Beowulf-kvadet (sætning 271-272): "ne sceal þaér dyrne sum wesan þæs ic wéne" (ej skal der dølgsmål være, skulle jeg mene). Jeg opfatter "dyrne" som sidestillet med det oldnordiske "dylja" (nægte, skjule) til "dølgsmål" (hemmeligholdelse, hemmelighed). Det oldengelske "fæmne" (femne, fiemne) betegner en "mø, jomfru", dvs. en ung ugift kvinde (ung Freya). På nufransk med "femme" har ordet betydningen "gift kvinde", men da "femme de chambre" på nufransk har betydningen "stuepige, kammerjomfru", kan vi se at på oldfransk med "famne, fomne, femne, fovne, fone" har ordet også haft betydningen "jomfru". På sennordisk, og kun i digteform, kendes dette latinske ord i formen "feima" (et undseeligt fruentimmer).

Det oldengelske "beagum" ses i Beowulf-kvadet (sætning 2284) som "onboren béaga hord" (skatten med ringformede smykker båret videre) og i Widsith (sætning 73-74) som "hringa gedales, beorhtra beaga" (ringe uddele, strålende ringformede smykker). Det oldengelske ord er fra "beah, beag, bæh, beg, beh" med flertalsformen "beagas", og betegner metal smedet i ring- eller kugleform, dog ikke en ring, i hvilket tilfælde gradbøjninger af ordet "hring" bruges. Forskellen ses i Judith (sætning 73-74): "beagum gehlæste, hringum gehrodene" (læsset med ringformede smykker, hædret med ringe). Ringformede smykker betegner f.eks. et diadem, en kongekrone, en spiralformet armring og øreringe.

 

Det forekommer mig at mange fortolkninger af ovennævnte sætninger bærer præg af en mangelfuld indsigt i oprindelig tanke, og dårlig oversættelse. For det første er der her ikke tale om en gift kvinde, men en ugift kvinde der endnu ikke har givet håndslag på et modtaget frieri, og derfor er helt uden nogen form for forpligtelse eller håndfæstning. Læresætningen er ikke en opfordring til usømmelighed gennem brud på sædeligheden. Tværtom er lærdommen en formanende fortolkning af sædeligheden som den var. Uønsket graviditet og påført skam på ætten, samt en mistet mulighed for et godt giftermål, har vejet tungt i overvejelserne. Jeg tror dog hovedsagligt, at det er tabet af Morgengaven, der her anføres som den alvorligste konsekvens. Ved tabet af Morgengaven har kvinden tabt sin frihed - det største tab, der kan påføres en fribåren. Læresætningen forklarer hver ung kvinde, at hun selv bærer ansvaret herfor.

Hvad læresætningen siger er, at hvis og ifald en ung ugift kvinde skulle påtænke at tage sig en elsker, og vi må opfatte "freond" (frænde, ven) som så, da bør hun overveje konsekvenserne af sin handling en ekstra gang. Morgengaven, her beskrevet som "beagum" (ringformede smykker), som kvinder udbeder sig fra manden for at godtage et frieri, kan nemlig ikke opkræves ifald det er kendt at hun ikke længere er en ungmø (jomfru). Givet at Morgengaven ved lov skal opkræves af kvinden, skal sidstnævnte derfor gå meget stille med dørene, hvis hun vælger at tage sig en elsker før ægteskabet. Dette gælder uanset om hendes elsker er påtænkt som den senere ægtemand, der således ikke længere er forpligtet til at afregne Morgengaven.

Er der en ungersvend der undrer sig over, hvorfor mange mænd har givet deres kone kaldenavnet "skat" ("darling" på nuengelsk), så viser forståelsen for Morgengaven os vejen. Guldskillinger erstattes år 670 e.Kr. af sølvpenge, hvilken møntfod er gældende i alle vore landskaber til år 755 e.Kr. I Britannien, og sikkert også i Danmark, Norge, Skåne, kaldes sølvpenge i lovgivning også for "sceat" (ental) og "sceatta" (flertal) – det oldengelske ord for ”skat”. Fordi Morgengaven år 670-755 e.Kr. nu er sølvpenge, gives Trolovningen også navnet "besceatwyrpan" (med-skat-varpet, dvs. med sølvpenge bekastet) og "gesceatwyrpan" (skat-varpet, sølvpenge bekastet). Den unge kvinde er nu ikke længere sin "vægt værd i guld", men er til gengæld rig på "sceat", og derfor "skat".

 

Brud og brudgom

 

Det Gamle Testamente forklarer os:

”Derfor forlader en mand sin fader og moder og holder sig til sin hustru, og de to bliver eet kød.”
(1. Mosebog 2:24)

Vi ser her en fundamental forskel mellem vor forståelse for bryllupsceremonien og kvinden, og hvorledes dette opfattes i Bibelens patriakalske verdensforståelse, hvor kvinden opfattes som mandens ejendom.

Denne forskel er endnu mere tydelig når vi sammenholder Ver Asir/Danir-folkets verdensforståelse med de gotiske stammer gennem forståelsen af ordet ”brudgom”. 
 
Ordet ”brúðargumi” (oldnordisk) og ”brydguma” (oldengelsk) betyder ”brudens mand” dvs. kvinden er i højsædet, og det er kvinden der tager sig en mand. Derfor er bryllupsfesten en fest for kvinden, betalt af manden (”Brúðlaupskostr”). Hos goterne er det tilsvarende ord ”bruþsfaþs” der betyder ”brudens Herre” dvs. manden er i højsædet.
 
Oprindelsen til vort brug af ”brúðr/bryd” som en betegnelse for ”en kvinde der gifter sig” kendes ikke. Vi ved at det tilsvarende ord hos goterne ”bruþs” betød “datter-ved-lov” og igen viser at kvinden her anses som en vare der handles ved lov, og nu bliver en datter af mandens familie. I den patriakalske gotiske udgave er ordet forbundet med det indoeuropæiske “*bru” (at brygge, at koge) for det var hvad en “datter-ved-lov” gjorde.
 
Det er min vurdering af for Ver Asir/Danir-folket har den oprindelige betydning af ”brúðr/bryd” været ”den der bryder” i betydningen af at kvinden, ved at tage sig en mand, har brudt med sin familie og startet sin egen. Ordet er derfor udviklet fra “brytjan/brecan” (oldnordisk/oldengelsk) fra den indoeuropæiske rod “*bhreg-“ (at bryde).
 
Forskellen mellem Ver Asir/Danir-folkets matriakalske stamme og goternes og Bibelens patriakalske verdensforståelse er altafgørende i stammernes opbygning. Den gotiske (negative) indflydelse på den endelige udformning af Det Nye Testamente er efter min mening groft undervurderet.

Gulaþingslög (kap. 25., At maðr scal eiga eina eigna kono) viser os med al usmagelig tydelighed, hvorledes kristendommens omvendte verden indføres i lovgivningen, hvorved kvinden gøres til mandens ejendom ved giftermål:

”... Þat er nu þvi nest. at várr scal hverr eina kono eiga...”

Som jeg oversætter til:

”...Det er nu dette næst. at os skal hver en kone eje...”

Som med al ejendom skal denne naturligvis købes. Det klarer kristendommen ved lovgivning da ret jo skal være ret. Gulaþingslög (kap. 51., Kvennagiftir):

”...Ðat er nu þvi nest at vér scolom konor kaupa með mundi...”

Som jeg oversætter til:

”...Det er nu dette næst at vi skal koner købe med gave..."

Ordet ”vér” har oprindeligt betydningen ”folket”, dvs. os alle sammen. På sen-nordisk har det ændret betydning til ”vi”, og det er klart fra sætningen at ”vi” alene omhandler personer af hankøn. Kvinder regnes i kristen tanke ikke en del af ”vi”. Det er den samme oprindelige Morgengave der gives i gave (geve henne giof of morgon), men nu med Morgengaven som en kontant afregning for købet af kvinden.


 
 
 

Bronzespejl og nøgler, hørkjole og uldforklæde- Brudens påklædning

 

 

Lad os gengive en række ord fra bryllupsritualet, der næsten viser os hvorledes dette foregik:
 

oldnordisk
(oldengelsk)

nudansk

nuengelsk

brúðr
(bryd)

brud

bride

brúðarbekkr

brudens bænk

the bride's bench

brúðarefni

"brudeemne", dvs. den kvinde man som mand gerne vil gifte sig med. Forståelsen omskrives i kristen tanke således at det er manden der vælger "den udvalgte brud".

"bride subject", i.e. the woman whom the man would like to marry. In Christian thought the meaning is reversed so that it is the man who makes the choice and hence "a bride to be, bride-elect".

brúðarfaðmr

brudefagn

a bride's embrace

brúðarhús
(gifthus, brydbur, brydhus, brydloca, giftbur)

brudehus/værelse/gavehus/brudebur

bride's chamber

brúðarlín
(brydreaf)

brudeliin(ned), brudehør.
brudekjolen fremstillet af hør
"Þrymskviða” (vers 12, Ældre Edda)

bride's linen

kvenvoðir

kvinde[for]klæde
gjort af vævet uld, jvf. söluváð
"voð" = "váð"
Þrymskviða” (vers 16, Ældre Edda)


 

brúðarstóll
(brydsceamol)

brudestol/brudeskammel

bride's chair

brúðarfé

brudefæ/gave

bride's fee or gift

brúðarferð
eller
brúðlaupsferð

brudefærd
brudeløbsfærd
bryllupsrejse

bride's journey

brúðargumi
(brydguma)

brudgom

bridegroom

brúðarhvíla
(brydbedd, brydræst)

brudehvile/brudesengen

bridal bed

brúðarveizla
(brydealo)

brudefest/bryllupsfest

wedding feast
”brydealo”
betyder direkte
”brudeøl”

 brydsang

 brudesang

 bride's song

brúðarmaðr

brudemand/bryllupsgæst

wedding guest

brúðkona
(hadswæpe, heorþswæpe)

brudekone/brudepige

bridesmaid

brúðlaupsdagr

bryllupsdag

wedding day

brúðlaupskláði

bryllupsklæder

wedding garment

brúðlaupskostr

bryllups(om)kost(ning)

the cost of a wedding

brúðlaupsstefna

bryllupsstævne/møde

wedding meeting

brúðlaupsvitni

bryllupsvidne

marriage-witness

brúðmaðr
(brydboda)

brudemand/brudesvend

bridesman

Brúðmessa
(brydmæsse)1

brudemesse/bryllupsceremonien

marriage service


1 Til trods for at ordet ”messe” eller ”messa” (oldnordisk) og ”mæsse” (oldengelsk) findes i begge dialekter er ordet formentlig alene forbundet med kristendommen fra det latinske ”messa/missa”.

 

 chap21-1-4-3.jpgchap21-1-4-4.jpg 

Til venstre: Forsølvet plade (22 mm x 18 mm) fra, tror jeg, ca. år 670 e.Kr., hvor sølvpenge afløser guldskillinger. Mit bud er at vi her ser et bryllup hvor manden giver sin, bevidst forstørrede, hånd som Handsel til kvinden – manden kommer altid til kvindens slægt i vore sæder. Mandens hyrdestav har her intet med kristendommen at gøre, men viser hvorfor biskoppen senere overtager den symbolske stav til at hyrde sin (uvidende og dumme fåre-) flok. Hyrdestaven kaldes en ”heststafr” (hestestav) eller ”skeidstang”, og hvis formål det var at røgte bl.a. heste (se afsnittet ”Hestaþings – hesteskeið – hestavíg – hesta-at”).  Pladen er fundet i Øst-Anglen. Derfor kaldes Kong Hygelác (scyldinga-æt nr. 18, Ynglinga-æt nr. 13, 497-521) for "folces hyrde" (folkets hyrde) i Beowulf-kvadet (sætning 1832). Også den frisiske ”Folcwalda” (Folkevælder) Finn Godwulfing (446-448) kaldes ”folces hyrde” (Finnsburgh Fragmentet, sætning 46. Tvivlen om hvorvidt denne titel henviser til Hnæf Hocingum er vrang. Hnæf er ikke leder af et folk, og vil derfor ikke blive omtalt som Folkets Hyrde). Endelig kaldes Svea-folkets konge Ongenðío (Ongentheow) for "folces hyrde" (Beowulf-kvadet, sætning 2981). Afledninger af denne poetiske ærestitel findes i “ríces hyrde” (rigets hyrde) i omtalen af Beowulf (Beowulf-kvadet, sætning 3080), der også kaldes ”folces hyrde” (sætning 610) fordi han bliver konge over sit folk. I senere kristne skrifter inflateres ordet til at betegne præster, jvf. ”Þeóda hyrde” (folkets hyrde), og mister hermed sin oprindelige og vigtige betydning.
Til højre: Aftegning af en guldgubbe fra Bornholm dateret til ca. år 550-600 e.Kr., som jeg også mener viser et bryllup. Igen er det kvinden der ”tager” manden, ikke omvendt. Bemærk at på det ene billede har kvinden langt frit hår der ser ud til at ende i en afslutning med spænde eller fletning. På det andet billede har hun en fin hat på, der sikkert er at finde i dag.
Billedkilder: Steve Elden, Øst-Anglen september 2007, og brochure fra Bornholms Museum (s. 13) 

 

 

 

 chap21-1-4-9.jpg

Guldguber fra Bornholm dateret til ca. år 550-600 e.Kr. Alle viser, så vidt jeg kan bedømme, enten bejleri, kvindens håndslag herpå eller kyssen og ”tage-i-favn” efter vielsen har fundet sted.
Øverste række, nr. 1 fra venstre: Identisk motiv til pladen fra Øst-Anglen bortset fra at manden her ikke er vist med sin ”heststafr”. Motivet er så identisk, fra klæderne på gom og brud til brudgommen rækkende sin overdimensionerede hånd til kvinden, at vi må  kunne sige at det er samme guldsmede-tradition vi finder i Øst-Anglen og på Bornholm.
Øverste række, nr. 2 fra venstre: Igen identisk motiv til pladen fra Øst-Anglen, herunder at manden her er vist med sin ”heststafr” og kvinden har langt frit hår. Samme guldsmede-tradition i Øst-Anglen og på Bornholm.
Øverste række, nr. 3 fra venstre: Identisk motiv til pladen fra Øst-Anglen bortset fra at manden her ikke er vist med sin ”heststafr”. Også her har kvinden langt frit hår.
Øverste række, nr. 4 fra venstre: Som nr. 3.
Nederste række: 3 eksempler på ”kysse-tage i favn”-afbildninger. Billedmotivet er anderledes og skal måske vise tilstanden efter vielsen har fundet sted.
Billedkilder: Bornholms Museum, herunder brochure fra Bornholms Museum (s. 13).

 

Ovenfor finder vi ordet ”brúðarlín” (oldnordisk) eller ”brudeliin, brudehør”. Dette betegner et klæde til bruden fremstillet af hør, her kvindens brudekjole, og absolut ikke et brudeslør, som mange oversætter det til på nudansk og nuengelsk. Udover brudekjolen gjort af hør, bar kvinden et vævet uldforklæde ("kvenvoðir"), der gik ned over knæene.

Ordet ”brudeslør” forekommer hverken på oldnordisk, oldengelsk eller Middelalderdansk, hvor vi kun genfinder ”brudekrans” og ”brudekrone”. Endelsen ”slør” findes på oldnordisk som ”sljór, slær” og ”slór”, hvor det har betydningen ”sløv, nøleri, at hænge på et sted”. Fordi ordets grundbetydning er ”at hænge slapt ned” dukker det op som ”sløda” (norsk, vidt klædningsstykke) og ”sløje” på Middelalderdansk, jvf. ”sløjkjole”, der igen er en kjole der slæbes hen af gulvet. Det er netop fordi vi ikke kender til denne uskik at tilsløre kvindens hoved, at man på engelsk ca. år 1225 e.Kr. må indføre fra normanner-fransk ”veil”, igen fra oldfransk ”voile” i betydningen ”hovedtildækning” – i dag "bride's veil". Som læseren sikkert allerede er klar over er det kristendommen der er ophavsmand til tilsløringen af kvinden.

I Det Nye Testamente forekommer forståelsen for “at tildække” i flere sammenhæng, der absolut intet har at gøre med at kvinden skulle tilsløres.

I “Paulus’ andet brev til korinterne” (3:15-16) forekommer det to gange. På engelsk oversættes det oprindelige græske ord til “vail”, men i den danske Bibel bruges “dække”. Wulfila benytter her det gotiske ”hulistr”, fra ”huljan”, der modsvares af ”hylja” (oldnordisk) og ”helan” (oldengelsk) eller ”hjelm”, der også er knyttet til ”omhylde”, dvs. bedække (”hulning” på oldnordisk eller ”det af hylja”).

I forståelsen ”forhæng” forekommer det i Mattæus-evangeliet (27:51), Markus-evangeliet (15:38) og Lukas-evangeliet (23:45). I alle tilfælde omhandler dette et tæppe der hang i templet og adskilte to rum. Den engelske oversættelse benytter her igen ordet ”veil” medens den danske udgave benytter ”forhænget”. Wulfila benytter her det gotiske ord ”faurhah, faur(a)hah” eller ”forhænget”.

Vi ser hos sarmatiske kvindelige krigertempelpræster at de gravsættes med bl.a. et bronzespejl som en del af deres vigtigste ejendele (se afsnittet ”Díar pataldr – amazoner – skjoldmøer - kvindelige krigere”).

Denne skik synes videreført efter ankomsten til vore landskaber år 40-77 e.Kr., hvor vi f.eks. finder et tilsvarende bronzespejl i graven ved Rørbæk nær Sakskøbing, dateret til år 0-100 e.Kr.1

1 se Jørgen Jensen: Danmarks Oldtid (2003, 3. bind, s. 318)

 

 

 chap21-1-4-5.jpg

Smykke dateret til 400 tallet e.Kr. og fundet i Kent som strøfund. Fundet er med dateringen samtidig med Hengest og hans æt under udvandringen fra Jylland til Kent år 449-455 e.Kr. Dette er et symbolsk bronzespejl, formet som Solen med solstråler i smykkets kant, og med 8 prikker, symbolet på Den Jordlige Moder. Der er et sikkerhedsnålsystem på bagsiden (ikke intakt). Smykket er 3 cm i diameter og er blevet båret af en kvinde fastsat på klædet foran. Beowulf-kvadet kalder vor Dronning Wealtheow (ca. år 473-525 e.Kr.) for "cynna gemyndig" eller "slægtens myndighed", dvs. kvinden er ansvarlig for at sæder og skikke overholdes og videreføres. Dette gengives i smykket ovenfor, hvor vi ser de 8 prikker omringet af 2 x 3 ringe, der hver symboliserer de tre oprindelige verdener; fortid, nutid og fremtid. Som Rolf Gunnar Rolfsson har gjort mig opmærksom på er det derfor at tallet 8 (atta/eahta/æhta) er lig ætt (slægt) er lig ætt/átt (retning). Min private samling.

 

For mere om bronzespejlets rituelle betydning, udover det praktiske, se afsnittet ”Den Jordlige Moder - Moder Jord”.
 
Kvinder bar i dagligdagen nøglerne til hus, skab og kiste (kista) fordi deres virke og ansvar var gården. Men ”Þrymskviða” (vers 16, Ældre Edda) viser os at ”nøglen til huset” er dybt forbundet med selve bryllupsritualet. Brugen af "ham" skyldes at Thor har forklædt sig som kvinde undervejs til bryllup: 

”Látum und honum hrynja lukla
og kvenvoðir um kné falla
en á brjósti breiða steina
og haglega um höfuð typpum"

”Lad på ham nøgler dingle
og kvinde[for]klæde om knæet falde
end på brystet farve bred
og kunstfærdigheder på hovedets top”


Min oversættelse til nudansk. Jeg er absolut uenig i at "steina" skal oversættes til "stene" (flertalsform), underforstået at bruden bærer ædelsten på brystet. Ifald bruden havde båret ædelsten ville det have været i form at en halsring af guld, dvs. entalsform og ikke på brystet. Vi kender den som ”Brósinga mene” (oldengelsk) og ”Brísinga men” (oldnordisk). Denne gyldne halsring kaldes i Beowulf-kvadet (sætning 1208) for ”eorclanstánas” (oldengelsk), der modsvares af  ”jarknasteinn” (oldnordisk) med betydningen “ædelsten, brilliant”, og “airknis” (gotisk) med betydningen “god, hellig”, ultimativt fra kaldeiske “jarkán” (gul ædelsten). Men denne gyldne halsring blev ikke båret af bruden under bryllup. De engelske oversættelser forstår sammenhængen mellem ”sten” og ”gylden halsring”, men fejlfortolker ordene "breiða steina" og oversætter forkert dette til ”necklace of the Brisings”. Jeg mener at ”farve bred” henviser til farvemønstret på det vævede uldforklæde. Oldnordisk Ordbog skriver om "steina": "farve male" og om "steindr": "farvet, malet". Det oldnordiske ord ”haglega” fra ”hagleg” er noget gjort med ”hagleikr” (oldnordisk, ”kunstfærdighed”), formentlig opfattet som at kvinden får "sat håret" med fine fletninger etc. På norsk sidestilles ordet med ”dugleik”, der på oldnordisk er ”dúkr", og betegner bl.a. et stykke vævet tøj i almindelighed. Det ser, ganske vigtigt, ikke ud til at det tager form af et slør, hvad også er i fuld strid med vore sæder. Det er manden der kommer til kvinden, og kvinden har intet der skal ”tilsløres” da hun tager manden til ægte. 

 

Nøglerne er en del af brudens påklædning undervejs til vielsen, men før denne har fundet sted, og før brudeløbet har ført den viede brud til sit nye hjem. Ordsprogene bakker den rituelle betydning af nøgler som et magtsymbol op:

Peder Laales Danske Ordsprog (nedskrevet i 1300 tallet) siger:

Nr. 1197 Eij ære allæ nøglæ bwndnæ wedh een qwinne artz.
(Ej  er alle nøgler bundne ved en kvindes røv)

”Peder Syvs kjernefulde Ordsprog” (1807, s. 102):

"Det var ej godt, at alle Nøgler hængde ved een kones Laar"

Ordet ”nøgle” hedder på oldnordisk enten ”hnúka” (krumme sig sammen) eller ”lykill” (lukkeredskab). På oldengelsk brugte man ordet ”cæg”, der bliver til ”key”. Oprindelsen til det oldengelske ord er ukendt. At ordet for ”nøgle”  ikke er ens på oldnordisk og oldengelsk tyder på at såvel den fysiske nøgle, som den senere symbolske betydning af nøglen er udviklet efter år 446 e.Kr. og den første udvandring til de nye kongeriger i Britannien. Som lukkeredskab ser nøglen ud til at være udviklet ca. år 400 f.Kr. omkring Middelhavet. Der er fundet romerske nøgler i Britannien (nu på British Museum), og der er sikkert herfra nøglen indføres efter ankomsten og bosættelsen.

Før låsen og nøglen vinder indpas ”stænger man en dør”, dvs. man satte en stang eller stænger på tværs af døren indefra. Udtrykket bruges stadig på nusvensk med ”stänga dörren” i forståelsen ”at lukke en dør”. I 1700 tallet betegner det at ”stænge en dør” på nudansk ”at låse døren” 1.

1 Se Præsten i Blovstrød Joachim Junge (1760-1823): Den nordsiellandske Landalmues Character, Skikke, Meeninger og Sprog (1798, s. 405).

 

 

 chap21-1-4-6.jpg

Nutidig reproduktion af nøgle fra 800 tallet e.Kr. efter originalen på Nationalmuseet.

 

Vi ser nøglens greb udformet som Solen. Dette er ikke et enestående tilfælde. Helt identisk med solspejlet hos sarmatiske kvinder og i vore egne kvindegrave, er dette symbolet på Moder Jord, og kvinden er den jordlige moder. Vi ser helt tydeligt verdenstræet afbildet inde i solen. Nøglerne var generelt gjort af bronze.
 
Det er mit bud at brugen af nøgler som symbol har afløst brugen af solspejlet som symbolet på Moder Jord på et tidspunkt omkring Trosskiftet år 600-630 e.Kr.

 

 

At tage til ægte

 

Hvad er egentlig den oprindelige betegnelse for ”bryllup, ægteskab, at tage til ægte, giftermål”?

Ordet ”giftermål” forekommer kun på sennordisk som ”gíptamál” eller ”give-aftale” dvs. en katolsk opfattelse af ”aftale om kvindens bortgivelse” – en diametral modsætning til vore sæder.

Vi har en ældre betegnelse i "gjaforð" (se Alvíssmâl vers 4, 6 og 7, Ældre Edda). Dette ord mener jeg er sammensat af "gjafa" (gjöf, gave, skænkning, foræring) + "orð" (ord) eller "skænket ved tale" dvs. et løfte. Dette "løfte" er netop givet af guderne (vers 4), hvorfor vi her må opfatte at guderne har "talt" med kvinden, der herefter har indvilget i at tage manden til ægte.

Ordet ”ægteskab” ser umiddelbart ud til at være er et helt nyt låneord fra Middelalderens nedertyske ”echtschop”, men bag dette ord ligger begrebet ”at tage til ægte”, der netop erstattes af betegnelsen ”at indgå ægteskab med”.

Ordet ”ægte” fra gammeldansk og gammelnorsk ”echte, ecte, ekte”, igen fra oldengelsk ”æ(v)” har som tillægsord betydningen ”rigtig, sand, uforfalsket”. Dette mener jeg dog er en udvikling af ordets oprindelige betydning som jeg tror vi genfinder i dets oldsaksiske betydning ”eo” eller ”lov”, der igen kan sidestilles med det oldindiske ”eva” (løb, gang, vane, skik).

Jeg mener derfor den rigtige betegnelse er variationer over ”at tage til ægte”, og at vi skal opfatte dette som at kvinden tager manden ved lov.

Blandt de utallige oldengelske ord for "at tage til ægte" har vi bl.a. æ (ægte), æwnung (ægtet), geæwnian (at ægte), mægdenæw (møen-ægte), æwfæst (ægte-fæstet, i omtalen af kvinden), wīffæst (viv-fæstet, i omtalen af manden, dvs. manden er fæstet til sin kone), wifunga ("-ung" endestavelsen gradbøjer ordet til ejeform for at vise at det er "viven", der ejer og foretager handlingen) 1, ungeæwed (uægtet, dvs. en ungkarl), brydlāc (brydeleg), fērscipe (fællesskab) og hæmedscipe (samleje-skab). At vi har så mange forskellige betegnelser for samme handling må skyldes at ritualet "at tage til ægte" foregik i hjemme på hver gård i alle vore landskaber. Dette var aldrig et centralt styret ritual, hvorfor lokalt sprogbrug har skabt mangfoldigheden af ord for samme handling.

1 Se Kong Aethelred (Ethelred, Adalsråd, Regent ca. år 968-1016 e.Kr.)’s domme fra Enham  (lov nr. xxv.). Kilde: Benjamin Thorpe (1782-1870): Ancient Laws and Institutes of England, (1840, 137).

 

 

Tu beoð gemæccan –        
sceal wif ond wer in woruld cennan        
bearn mid gebyrdum

To er maget -
skal viv og mand i verden slægte
barn med byrd

Fra det oldengelske læredigt ”Maxims I" (sætning 23-25), der findes i Exeter Book fra 900 tallet e.Kr., i min oversættelse til nudansk. Bemærk her brugen af "wer" (folk, folket), der i samspillet med "wif" (viv) gives betydningen "mand". Det oldengelske "gemæccan", fra "gemacian", betyder direkte "maget", og opfattes som "skabt for hinanden, ligesindet, ført sammen, indgå giftermål". Sammenlign med ordsproget "Krage søger mage", der i Peder Laales Danske Ordsprog fra 1300 tallet e.Kr. skrives: "Nr. 22 En fijnner kaghe sijne maghe" (End finder kaghe sin mage). Fuglen "kaghe" ("ca" oldengelsk, "ce['o]" angelsk dialekt, "ka, koo" (olddansk)) er det oprindelige (lyd)navn for "Alliken" (Corvus monedula), der tilhører gruppen af Kragefugle. Man kan derfor overveje om ikke overgangen til brugen af "krage" fra "kaghe" skyldes sjællandsk ømål for at opnå et bedre rim, jvf. "*k(r)aue søer maue".

 

Ordet ”bryllup” er fra ”brúðlaup, brúðhlaup” (oldnordisk) og ”bridelope, brydlope” 1 (oldengelsk) eller ”brudeløb”. Der findes på oldnordisk også ordet ”brúðkaup” eller ”brudekøb”, hvor ”kaup” (køb) med al tydelighed viser os en fremmed uskik om, at det nu er kvinden der handles med og indgås aftale om.  På sennordisk kaldes en ”ægteskabskontrakt” for ”mæla til kaupa við”. Den monetære sum ”gift” (gave), der skulle betales fra manden til kvindens fader eller værge, kaldes ”mund”. En 180 grader omvendelse af den oprindelige skik med Morgengave fra brudgom til brud. Denne sennordiske forståelse findes ikke på oldengelsk. 

1 først ca. år 1300 e.Kr. udvikler ”weddian” (oldengelsk) og ”veðja” (oldnordisk), begge med betydningen ”at love, vædde”, sig til ”weddung” (det at have lovet) med forståelsen ”at tage til ægte” (wedding). Det oldengelske ord for "løbe" eller "lope" er videreført i "elope" (bortløbe), fra det normanner-franske "aloper, esloper" der oprindeligt betegnede at kvinden løb bort fra sin ægtemand med sin elsker.

 

Den etymologiske oprindelse til ”Bryllup” i forståelsen ”brudeløb”, oldengelsk "brydhlop" og "brydlac" (brudeleg), er der ingen enighed om. Enten henviser ”brudeløbet” til at man ”løber” bruden til det nye hjem (det mener jeg er en senere evolution fra Middelalderen), eller også henviser brudeløbet til at bejleren skulle løbe kvinden op, hvorved vi aner et ritualistisk ”bruderov”.

Netop bruderovet forekommer i det oprindelige ord for hvad gifterlystne mænd foretager sig i søgen efter en kvinde.

Snorre: Snorre Edda (Prologen, 5. Óðinn tók sér bústað í Sigtúnum):

... Ásíamanna, er er æsir váru kallaðir ...

....Þeir æsir tóku sér kvánföng þar innan lands, en sumir sonum sínum, ok urðu þessar ættir fjölmennar...

 ... mændene fra Asien, som Aserne blev kaldt ...

... Disse Aser tog sig (til) kvindefang der indenlands; end somme (til) deres sønner, og blev disse ætter så mangfoldige ...

Min oversættelse til nudansk. "kvánföng" fra "kvánfang" (kvindefang, det at gribe, tage, holde, indfange en kvinde), der opfattes som at indgå giftermål med en kvinde, men viser det oprindelige bruderov og brudeløb (bryllup). Ordet ville på oldengelsk være sammensat af ”cwene + fón”, men det ser ikke ud til at forekomme i nogen kendt oldengelsk tekst. Forståelsen findes dog i ordet ”under-fón” (under-fang), der opfattes som at “modtage, give” et eller andet, der underforstået er indfanget. Mit bud er derfor at ordet oprindeligt fandtes også på oldengelsk.

 

Det uden sammenligning bedst kendte bruderov i verden, der af eftertiden blev angivet som retfærdiggørelsen for den indoeuropæiske verdenskrig vi i dag kender som Den Trojanske Krig, gengives i Skírnismál (Ældre Edda), gentaget af Snorre i Snorre Edda (Gylfaginning, kap. 37), samt naturligvis i Homer:Iliaden (Bog III:45-50; Bog III:444; Bog VI:290-294, Bog XXIV: 764-766; Bog XXIV:936-957) og Rig Veda (Bog 10: XVII:1-2).  Problemstillingen med dette bruderov var først og fremmest at det var ulovligt, da Gerður (Helen) allerede var gift til anden side, og at hun ikke først gjorde brug af sin skilsmisseret. Dernæst, som er tilfældet for vor stamme, var spartanerne en matriarkalsk stamme, hvorfor det ulovlige bruderov ikke kun var et bruderov af fri vilje på en gift spartansk prinsesse, men på tronarvingen til Sparta.

Ved at forstå at det er kvinden der ”tager” manden når der tages ”til ægte” kan vi i filosofi se at manden nødvendigvis må komme til kvinden og bejle om hendes gunst. Giver bruden sin velsignelse hertil, og alene i dette tilfælde, kan brudgommen ”røve” bruden, der hermed "bryder" og starter egen familie. Dette er hvad der faktisk sker i Homer’s Iliaden og i Skírnismál (vers 39, Ældre Edda): 

Gerðr qvaþ:

”Barri heitir,
er viþ beði vitom,
lvndr lognfara;
enn ept netr nío
þar mvn Niarþar syni
Gerþr vnna gamans.”

Gerd kvad:

”Barri hedder,
som ved vi begge,
den vindstille lund;
end efter 9 nætter
dér skal Jordens søn
[få] Gerd til gensidig gammen.”

Min oversættelse til nudansk.

 

Det er absolut klart hvem der tager beslutningen om hvad, hvornår og hvor, og svaret er ikke Jordens søn Freyr, men Gerd. Ordet ”Barri” må være fra det oldnordiske ”Barr” (knop, øje på træer eller ved) og være en kenning for hvad resultatet bliver af den ”gensidige gammen” mellem Gerd og Frey i helliglunden.

I Fjölsvinnsmál (vers 8 og  41-50, Ældre Edda)  sidder ”Menglöð” (det strålende smykke) - et heite for Freya – som Den Jordlige Moder og Dronning af Sjælland på sin gård ved Lyfjabergi (helbredelses-bjerget). Gården er Heorot i Gl. Lejre, tidsrummet er år 497-521 e.Kr. og hun afventer ankomsten af Skjoldungernes fremtidige konge Hæðcyn (Svipdag, Höðr, Óður, Óðr) efter han netop har dræbt sin broder, den tidligere lokalkonge af Sjælland, Herebeald (Balder). Det er manden der må komme til kvinden, her ”Menglöð” (Freya), og give hende jærtegn på at han er den rette udkårne, hvorefter hun godkender at tage ham til ægte.

I afsnittet ”Díar pataldr – amazoner – skjoldmøer - kvindelige krigere” viser jeg at for vore unge kvindelige krigere kan de, når de har dræbt en mand, indgå giftermål. Videre, at når en ung skjoldmø har taget en mand til ægte da må hun ikke længere være aktiv på slagmarken.

Sigrdrífumál (Ældre Edda) finder sted i 1-200 tallet e.Kr. i Skjoldborg et sted i Danmark/Skåne /Norge/Upland. Afslutningen til vers 4 viser os denne forståelse videreført ved at sige: 

”Sigrdrífa felldi Hjálmgunnarr í orrustunni, en Óðinn .... kvað hana aldri skyldu síðan sigr vega í orrustu ok kvað hana giftast skyldu - "en ek sagðak hánum, at ek strengðak heit þar í mót at giftast engum þeim manni, er hræðast kynni".

Som jeg oversætter til:

"Sigrdrífa fældede Hjálmgunnarr i slaget, og Odin... kvad hende aldrig siden skyldig sejren at vinde i slag og kvad hende skyldig at giftes – ”men jeg sagde ham, at jeg har aflagt en streng ed imod at gifte mig med en mand, der lader sig rædde”.

For vore unge kvinder i Forsvarets tre værn er kvinden Sigrdrífa (sejrdriver)’s virke vigtigt at forstå ret. Odin, her uden tvivl forstået som kongen, beordrer hende at gifte sig som straf fordi hun havde dræbt en konge, der ikke skulle være dræbt. For en krigerinde, skjoldmø, er det at blive smidt ud af hæren, en ualmindelig hård straf. Samtidig er det klart at det er til kvinden Odin henvender sig om giftermålet – det er Sigrdrífa (sejrdriver) der bestemmer hvornår og hvem hun vil tage til ægte.

Vi kan også samtidig se at ved at tage en mand til ægte ændres skjoldmøens edsaflæggelse fra troskab til hirdfællerne til troskab mod sin mand og de børn der vil følge. Virket ændres fra våbenførelse til ansvar for odel og gård.

 

Skulle manden, efter kvinden har givet håndslag på at tage manden til ægte, men inden vielsen har fundet sted, dvs. under Håndfæstningen, bortløbe og dermed begå et alvorligt løftebrud, falder dette under Straffeloven. Her betegnes manden en ”fuðflogi”, hvor ”fuð” direkte betegner ”hundyrernes kønsdele”, men opfattes som ”kvindens kønsdel”, som manden altså flygter fra. Manden vil på thinget blive erklæret fredløs (utlagen – uden for loven – outlaw), hvilket er ensbetydende med dødsstraf.

En kvinde, der gør det samme, idømmes ligeledes fredløshed, og kaldes en ”flannfluga”, hvor ”flanni” betegner ”mandens kønsdel”, som kvinden flygter fra 1.

1 Gulaþingslög (kap. 51., Kvennagiftir):

”...Nu vill maðr eigi taca festar kono sina. þa scal stefna hanom heim til at taca. oc gera hanom eindaga til. þa scal stefna hanom til þings firi þat at hann flyr festar kono sina. þa scolo þingmenn gera hann utlagan. oc heiter hann þa fuðfloge. Sva scal kono gera eindaga ef hon fester sic manne. oc kemr eigi i einðaga at giftazt þeim manne er hon festi sic. En ef hon vill eigi sökia eindaga. þa scal stefna henne til þings firi þat at hon flyr festar mann sinn. oc gera hana utlaga a þingi. oc scal hon fara af lande brott. oc heiter hon flannfluga..."

 

Saxo forklarer Dansk Lov i Kong Frode I.'s regeringstid ca. år 400-446 e.Kr.:

...bonis artibus expiaret, arbitrariam feminis nubendi potestatem indulsit, ne qua tori coactio fieret.

[2] Itaque lege cavit, ut iis in matrimonium cederent, quibus inconsulto patre nupsissent.

[3] At si libera consensisset in servum, eius condicionem aequaret libertatisque beneficio spoliata servilis fortunae statum indueret.

[4] Maribus quoque, quamcumque primitus cognovissent, ducendi legem inflixit.

[5] Adulteros a veris coniugibus corporum parte spoliandos constituit, quo minus continentia flagitiis elideretur.

..., at Kvinderne skulde have Lov til at ægte, hvem de selv vilde, og ikke maatte tvinges til at tage nogen Mand.

Saaledes sørgede han ved Lov for, at en Kvinde holdtes for lovformelig gift, selv om hendes Fader ikke havde givet sit Samtykke til hendes Ægteskab.

Giftede en fri Kvinde sig med en Træl, maatte hun dele hans Kaar, mistede sin Frihed og gik over i Trællestanden.

En Mand skulde ægte den Kvinde, han havde forført, hvem hun saa end var.

En Horkarl skulde af den lovlige Husbond lemlæstes, for at Kyskhed ikke skulde tilintetgjøres ved skjændig Løsagtighed.

Saxo: Gesta Danorum (Bog 5.5.3.1-5 på latin); Fr. Winkel Horn: Saxo Grammaticus – Danmarks Krønike (1911, 1. del, Bog V: 179-180).

 

 

At blive ”smedet sammen” – hammer-på-knæ vielsen

 

Vi finder ingen brudering i vort oprindelige vielsesritual. Det oprindelige navn for ”ringfingeren” er ”læcefinger” (oldengelsk) eller ”lægefinger” og “græðifingr” (oldnordisk) eller (helbredelse-finger)1. Man anså oprindeligt denne finger som havende en helbredende kraft, hvorfor den blev benyttet til at påføre lægemidler2. På sanskrit er fingerens navn ”anáman” (uden navn). På sent oldnordisk forekommer “baugfingr” (ringfinger) og på sent oldengelsk ”goldfinger, hringfinger”.
 
1 Wulfila skriver på gotisk i Lukas-evangeliet (15:22): ”jah gibiþ figgragulþ in handu” eller ”og giv ham fingerguld på hånden”. Peder Laales Danske Ordsprog (nedskrevet i 1300 tallet) siger: Peder Laales Danske Ordsprog (nedskrevet 1300 tallet): Nr. 46 Stryg aff gwlffyngherne oc tagh tijl græben (Tag af guldfingerringen og tag fat på greben).
2
Den kinesiske Wang, Shuhe (Shu-Ho) skrev værket ”Maijing” under Jin dynastiet (ca. år 265-420 e.Kr.) omkring kroppens pulser, som han opdelte i 3 hovedområder; cun, guan og chi. Jvf. hans forståelse giver højre hånd til kroppen (luft (lunger) i håndens ”cun” område, næring (bugspytkirtlen) i håndens ”guan” område og hormoner i håndens ”chi” område). Venstre hånd bruger fra kroppen. Denne forståelse synes identisk til hvorledes vi ser ”læcefinger, græðifingr” og må  være under en eller anden gensidig indflydelse af at de fleste er højrehåndet.

I kinesisk Zang-Fu teori er ”læcefinger, græðifingr” en del af ”sanjiao” energi-kanalen, kaldet ”Triple Warmer (San Jiao) Meridian”, der muligvis svarer til lymfesystemet. ”Sanjiao” siges at være en metabolisme, forbundet med forbrænding og fordøjelse af mad, dvs. de opgaver som leveren har.

I koreansk hånd akupunktur (Koryo), hvor filosofien tilsiger at hånden modsvarer anatomien og fysiologien af hele kroppen, svarer ”læcefinger, græðifingr” til armene; yderste led mod neglen svarer til håndleddet, fingerens miderste led til albuen og inderste led til skulderen.

 

Sigrdrífumál (vers 4, Ældre Edda) siger i min oversættelse:

Heilir æsir!
Heilar ásynjur!
Heil sjá in fjölnýta fold!
Mál ok mannvit
gefið okkr mærum1 tveim
ok læknishendr, meðan lifum"

”Hiller Aser!
Hiller Asynjer!
Hil synet af den megen benyttede [græs]fold!
[Moders]mål og mandsvid
giv til os højtærede 1 tvende
og lægende hænder, medens i live”

1 ”mærum” oversat som opfattet i Beowulf (345): ”mærum þeodne, min ærende” eller ”højtærede folkeleder, mit ærinde”

 

Kristendommen indfører vielsesringen sent i 1000 tallet e.Kr. fra hedensk oprindelse1 som trolovningsring, med ”ringfingeren” værende på højre hånd. Hverken Det Gamle eller Det Nye Testamente har en ring forbundet med et brylllup. Ved Reformationen overføres ”ringfingeren” fra højre til venstre hånd i England og Norden.

1 Encyclopaedia Britannica (11th edition, Vol.23, s.351)

 

Alvíssmál (vers 1, Ældre Edda) forklarer os optakten til vielsen og at brudebænken er central i ritualet:
 

Alvíss qvaþ:

Becki breiþa,
nv scal brvþr meþ mer
heim i sinni snvaz;
hrataþ vm mégi
mvn hveriom þiccia,
heima scalat hvíld nema

Alvis kvad: 

Bænke brede,
nu skal bruden med mig
hjem ved sin gangen;
fortumlet til mage
må hver én tykkes,
hjemme skal hvile få


Min oversættelse til nudansk. ”snvaz” oversat fra ”snúa” i forståelsen med bevægelse. ”hrataþ” oversat fra ”hrata”. Ordet ”mágr, megir” ser ud til at betegne en gennem giftermål  tilkommen mandlig person. I vore sæder forbliver kvinden altid i egen slægt, modsat stort set alle andre stammer. Det er derfor manden, der kommer til en ny slægt. Mandfolkene i kvindens slægt vil derfor betegne svigersønnen som en ”mágr”. Samme betegnelse vil svigersønnen give sin svigerfader. Jeg mener at ordet er det samme som "maki" (oldnordisk) og "gemacca"  (oldengelsk) eller "sidestykke, ligemand, ægtefælle", i dag "mage". Jeg mener derfor vil skal opfatte ”hrataþ vm mégi” som at personen hovedkuls kastes ind i sin nye rolle som ”mage”. Al den stress og jag gør at han ser frem til at kunne hvile ud hjemme hos sig selv.

 

I Alvíssmál (Ældre Edda) kommer dværgen Alvis (Alvíss - Den Alvise) til Vingþórr’s hjem for at føre hans datter hjem som brud. Vingþórr har været væk hjemmefra og er derfor uvidende om dette forehavende. Han er ikke velfornøjet med datterens valg af husbond: ”Ej er du til bruden båren” (”ertattv til brvþar borinn”, vers 2). Men her ligger en ekstrem vigtig anerkendelse af at i den oprindelige skik er det kvindes afgørelse alene om hvorvidt hun vil troloves med en bejler. Det kræver ikke faderens eller værgens godkendelse. Det betyder ikke af faderen ikke kan udtrykke sit mishag eller rådgive sin datter, og det er netop hvad sker (vers 4): ”Thi at jeg som fader er den der giver de bedste råd til bruden” (”þviat ec brvþar a flest vm ráþ sem faþir).

Herefter har vi et helt utroligt fint symbolsk ritual der skal vise, at det bånd der nu skabes ved at kvinden tager manden til ægte er det bånd der har den største kraft vi kender til.

Þrymskviða (vers 30, Ældre Edda) forklarer:

Þá kvað þat Þrymr, þursa dróttinn:

"Berið inn hamar
brúði at vígja,
lekkið Mjöllni í meyjar kné,
vígið okkr saman
Várar hendi."

Da kvad da Trym, Turse Drotten: 

”Bring ind hammeren
[for] bruden at vie,
læg Mjølner på møens knæ,
Vie os sammen
[med] Várar’s hånd.”

Min oversættelse til nudansk.

Ordet ”Várar” er der tilsyneladende stor forvirring om. Det mener jeg skyldes at Snorre om- og fejl-fortolkes på sennordisk og kristen vis.
 
I Gylfaginning (kap. 35, Snorre Edda) gør Snorre ”Vár” til en ”ásynje” (asinde):

”Þá mælir Gangleri: "Hverjar eru ásynjurnar?".... Níunda Vár, hon hlýðir á eiða manna ok einkamál er veita sín á milli konur ok karlar. 
Því heita þau mál várar. Hon hefnir ok þeim er brigða....”

Som jeg oversætter til:

”Da mæler Gangleri: ”Hvilke er asynjerne?”.... [Den]niende er Vár, hun lytter til menneskenes eder og særskilt aftale der gives mellem koner og karle. Derfor hedder disse taler ”várar”. Hun hævner og dem der bryder...”

Asynjer (Asinder) er den kvindelige form af Aser jvf. Gylfaginning (kap. 20, Snorre Edda), dvs. oprindeligt forfædrene. ”Vár” er derfor en kvindelig repræsentant fra de udødelige forfædre, og hendes virke er ganske rigtigt at overvåge hvad nutidens dødelige gør, og om de overholder den nedarvede siðr, i dette tilfælde vielsesritualet. Nøjagtigt som vi sværger eder på vore afdøde forfædre i dag, kan det alene være til forfædrene at en ed afsiges, og af hvem denne overvåges. Derfor mener jeg at ”vár” er ejefald (genetiv) flertal af ”vèr” (”vi”, oprindeligt ”folket”). Ejefaldet benyttes fordi udtrykket skal vise at ”ejendomsforholdet” er ”ed til forfædrene”. Se Oldnordisk Ordbog (1863, s. 671). Herfra udvikles forståelsen af ”Várar” til ”[en af forfædrene overvåget] højtidelig ed”. Sammenlign med brugen af udtrykket i Sigrdrífumál (vers 23, 35, Ældre Edda) – her finder vi ”vára” og ”várum”, begge ”ed, løfte”.

 

Som vi kan se lægges en hammer på ungmøens knæ, dvs. hun er på dette tidspunkt siddende på brudebænken. Dette er i filosofi Thor’s hammer Mjølner1, dvs. forfædrenes hammer. I virkeligheden er det smedens hammer der benyttes, for det er alene smeden der kan skabe den stærkeste sammensmedning vi kender til. Derfor siger vi efter afslutningen af vielsen at vi nu er ”smedet sammen” eller ”besmiðian, asmiþian, smiðian” (oldengelsk).

1 Se afsnittet ””Mjölnir – Mjølner - Torden og lynild”.

 

 

 chap21-1-4-7.jpg

Træudskæring fra portalen i Hylestad Kirke, Setesdal, Norge og dateret til 11-1200 tallet e.Kr. Til venstre ser vi smeden i fuld sving. I venstre hånd holder han sin tang, og i højre løftet hånd sin hammer. Der ligger endnu en hammer klar foran ambolten. Til højre er en af smedens svende i færd med at bruge blæsebælgen for at holde gløderne i gang. Vi ser smeden Völund med bidtang og hammer gengivet på frontstykket af en ”kistil” (liden kiste, skrin) fra Northumbria, dateret til 700 tallet e.Kr. Kisten kaldes også ”The Franks Casket” efter Sir Augustus Wollaston Franks (1826-1897), der arbejdede for og gav kisten til British Museum. Se ”Bilag G: Wélund – helligt land, høvding og gud”.
Billedkilde: John Grant: Viking  Mythology (1990, s. 107)

 

Til brug i dag kan man passende gøre brug af nærmeste beslagsmed’s hammer. Med denne hammer har beslagsmeden skoet mangen en hestesko, hvorom stor lykke står (se afsnittet ” Hestesko og lykke”).

 

 chap21-1-4-8.jpg

Beslagsmedens hammer og hestesko fra UddannelsesGuiden.dk. Hammeren er  absolut identisk til hvorledes den så ud i 700-1100 tallet e.Kr. og formentligt 1000 år før dette.

 

Saxo behandler sagnet om Hagbarðr og Signe (Signy) i Gesta Danorum (Bog VII). Samtiden er ca. år 350-450 e.Kr. 1

1 Se afsnittet ”(Longo)Bardernes udvandring” (underafsnit ”Hagbardshøj, Sigersted”).

 

Signe er kongedatter af Kong Sigar og bor i Sigersted, 5 km vest for Ringsted. Hagbarðr’s farfader var Sigmundr Völsungsson.

Hagbarðr var bejler til Signe og bliver hængt af Signe’s familie på Hagbardshøj i  Sigersted fordi han forinden vielsen havde fundet sted ”Da Hagbard var kommen til at dele Seng med hende...”. 1

1 Saxo: Gesta Danorum. I Dr. Fr. Winkel Horn’s danske oversættelse (1911, bog 7, s. 282).

 

Efter Signe og Hagbarðr’s før-ægteskabelige træf siger Signe bl.a.:

”Om dig hvasse Vaaben bider,
falder Signe ved din side;
hvad der end din Død skal volde,
samme Lod mig Livet røver”. 1

Romantisk pladder til side kan vi her se hvorledes vi skal forstå det bånd der skabes når kvinden tager manden til ægte. Da Hagbarðr er dømt til døden på tinge begår Signe selvmord. Dette udløser de afsluttende ord fra Hagbarðr inden det hele bliver lidt halsbrækkende:

”...Sagn og Sang skal Signe prise,
trofast Brud har Baalet tændt,
Liv og Død vi svor at dele,
Holdt hun har, Hvad huldt hun loved.

Højt jeg love Maa min lykke,
At jeg fik saa ædel Brud.
Her var godt, men bedre hisset;
aldrig skal vi to nu skilles.”1

1 Saxo: Gesta Danorum. I Dr. Fr. Winkel Horn’s danske oversættelse (1911, bog 7, s. 284).

 

Folkekirkens vielsesritual, autoriseret ved kgl. resolution af 12. juni 1992, tilsiger præsten, i to vidners nærværelse, at sige bl.a.:

”Og apostlen Paulus skriver:
 
Bær hinandens byrder; således opfylder I Kristi lov. Ifør jer da, som Guds udvalgte, hellige og elskede, inderlig barmhjertighed, godhed, ydmyghed, mildhed, tålmodighed. Bær over med hinanden og tilgiv hinanden, hvis den ene har noget at bebrejde den anden. Som Herren tilgav jer, skal I også gøre. Men over alt dette skal I iføre jer kærligheden, som er fuldkommenhedens bånd”.
 
Denne forståelse hentes fra ”Paulus’ brev til galaterne” (6:2), der intet har at gøre med noget bryllup da kapitlet begynder med ”Brødre...”1. Det fuldkomne teologiske fravær af bryllupsritualet i Det Nye Testamente skyldes, som nævnt i starten af dette afsnit, at bryllupsritualet ikke vedkom kirken.
 
1 For at fjerne enhver tvivl om dette kan læseren ved lejlighed efterse Wulfila's gotiske oversættelse fra ca. år 350 e.Kr. Han skriver i ”Paulus’ brev til galaterne” (6:1): "Broþrjus..." (Brødre...).

 

Herefter tilspørger præsten begge parter om de bl.a. vil prøve at holde hinanden ud ”indtil døden skiller jer ad” (until death do you part).
 
Udover at kristendommen tilspørger først manden da ”en mand er sin hustrus hoved” og ”hustruerne underordne sig under deres mænd i alt” 1, kan vi se at kristen teologi ikke fuldt ud har kunnet overtage edsaflæggelsen i den oprindelige vielse. I den oprindelige vielse er ”båndet” for altid - nutid og fremtid. I kristen teologi tilhører rummet ”fremtiden” Deos-Gud’s rige, hvorfor forpligtelsen ophører ved afslutningen af rummet ”nutiden”.

1 Kvindelige læsere, der ikke ønsker at blive rasende, skal undgå at læse ”Paulus’ brev til efeserne” (5:22-24 og 5:33).

 

Peder Laales Danske Ordsprog (nedskrevet i 1300 tallet) siger:

Nr. 21 Møø ær blij som brwdh
hwn sprangh i sæng Tijl drængh meth baade skoo.
(Møen er bly som brud:
hun sprang i seng til drengen med begge sine sko på).

 

Forn Siðr har siden 2003 kunnet tilbyde en juridisk gyldig oprindelig vielse.

 

 

Giftermålet mellem Geirmundur gnýr og Þuríð

 

Samtiden er på et tidspunkt efter år 955-57 e.Kr. og før Haraldr gráfeldr (Gråfeld) dør år 976 e.Kr. Óláfr pái Höskuldsson sejler fra sit hjem på Island til Hordaland (Bergen), Norge. Landskabet lenstyres i samtiden under Harald I. Blåtand af Jarl Hákon Sigurðsson af Hlaðir, Trøndelag (“Lade-jarlerne”, Hákonar jarls hins ríka, Hakon Jarl hin Rige, ca. 970-995 e.Kr.).

I Hordaland bor en af Jarl Hákon Sigurðsson’s hirdmænd, en rig mand og stor viking kaldet Geirmundur gnýr (Geirmund den Rasende). Sit sværd kalder han ”Fodbider” (Fótbít), og sværdet havde en tandhjalte (tannhjölt) og var ikke belagt med sølv, hvad har været meget usædvanligt i samtiden. Det følgende forår rejser Geirmundur med Óláfr pái Höskuldsson tilbage til Island. Hér tabte han sit hjerte  (felldi hug) til Óláf’s datter Þuríð. Han beder først faderen om lov til at gå på frierfod til datteren (bónorð við Ólaf), men får afslag (afsvör). Hernæst giver han noget ejendom (”fé”, måske, men ikke nødvendigvis, sølvpenge) til moderen Þorgerð, der herefter afgører sagen så bejleriet kan begynde. Vær her opmærksom på at den gave moderen Þorgerð modtager på vegne sin datter er identisk til det 1 pund vægt guld som Godwine gav til Byrhtric’s datter for at hun skulle antage bejleriet.

Laxdæla Saga (29. kafli - Af utanferð Ólafs) forklarer os:

”…Eftir það fastnar Geirmundur sér Þuríði og skal boð vera að áliðnum vetri í Hjarðarholti. Það boð var allfjölmennt því að þá var algert eldhúsið 1. Þar var að boði Úlfur Uggason og hafði ort kvæði um Ólaf Höskuldsson og um sögur þær er skrifaðar voru á eldhúsinu og færði hann þar að boðinu. Þetta kvæði er kallað Húsdrápa og er vel ort. Ólafur launaði vel kvæðið. Hann gaf og stórgjafir öllu stórmenni er hann hafði heim sótt. Þótti Ólafur vaxið hafa af þessi veislu.

Som jeg oversætter til:

”…Efter dette fæstnede Geirmundur sig [til] Þuríð og skal bod-[fest] være når vinteren lakker mod enden i Hjortholt. Denne bod-[fest] var fyldt med folk for at salen med ildstedet 1 var færdiggjort. Der var indbuden Úlfur Uggason og [han] havde digt kvædet om Ólaf Höskuldsson og om saga der skrevet var i salen og [frem]førte han dette ved bods-[festen]. Dette kvad er kaldet Húsdrápa og er vel digtet. Ólafur belønnede vel kvadet. Han gav og storgaver [til] alle stormænd der ham havde hjemsøgt. Olafur’s anseelse voksede af denne fest.

1 ”eldhúsið” betyder direkte ”ildhuset” og ser ud til at kunne opfattes som ”køkkenet”, jvf. ”huset med ild”. Det mener jeg dog ikke kan være tilfældet her. Vi må her være opmærksom på at der ikke fandtes træ på Island. Óláfr pái Höskuldsson rejser til Norge alene med det formål at hente hustømmer (húsaviðar) hjem til Island. Under sommeren efter tilbagekomsten til Island lader han herefter rejse ”eldhús í Hjarðarholti, meira og betra en menn hefðu fyrr séð” eller ”ildhus i Hjortholt, større og bedre end mænd havde før set”. Hvad Óláfr pái Höskuldsson efter min mening gør er at han rejser en sal med et ildsted på Hjortholt. Det har været efter samtidens højeste klasse i Danmark/Norge, men har været noget ganske særligt i samtidens Island. Det er umuligt ikke at overveje om salen i Hjortholt ikke kan være navngivet til ære for den gamle kongsgård Heorot i Gl. Lejre.

 

Den her omtalte fest for at fejre giftermålet mellem Geirmundur og Þuríð finder derfor sted år 970-976 e.Kr. i marts måned i den splinternye sal i Hjortholt, Laksedalen, Island. Vi kan sætte stemningsbilledet inde i salen ganske nøje:

“…Voru þar markaðar ágætar sögur á þilviðinum
og svo á ræfrinu.
Var það svo vel smíðað að þá þótti miklu skrautlegra er eigi voru tjöldin uppi...”

”…var dér mærket færdiggjorte saga på træpanelerne
og oppe under taget.
Var dette så vel smedet at det ansås mere farverigt om ikke var vægtæpperne oppe…”

Min oversættelse til nudansk.

 

Vi er i den ekstremt spændende situation at vi stadig har Úlfr Uggason’s Húsdrápa (Husets Æredigt), og derfor ved vi hvilken kunst der var gengivet på træpanelerne og oppe under taget: Húsdrápa (vers 1) er en hyldest til opdragsgiveren ”herreifum Áleifi” (hærgreven Ólaf). Húsdrápa (vers 2-8) omhandler ”Thors fisketur” fra Hymir-kvadet (Hymiskviða, Ældre Edda). Húsdrápa (vers 9-12) omhandler ”sagnet om Balder og Höðr” fra mange kilder i Ældre Edda, samt Beowulf-kvadet. Húsdrápa (vers 13-14) derimod er en kryptisk afslutning.

Bemærk at brudgommen fæstnede sig til bruden (…fastnar …sér…). Dette er ”håndfæstningen”. Bemærk også at den efterfølgende fest, der finder sted i hvert fald 6 måneder efter Håndfæstningen har fundet sted, kaldes en ”bod”-[fest] (boð). Selve festen, der følger vielsen, er sat op som en bod til forfædrene (guderne) om at giftermålet har fundet sted, i håbet om at forfædrene (guderne) vil velsigne ægteparret for fremtiden.

 

 

Kvinders skilsmisse- og arveret

 

Efter at have vist at det er kvinden der tager en mand til ægte, må vi have en forventning om at samme kvinde må oppebære retten til at aflyse den samhørighed skabt gennem vielse og brudeløb. Det viser vore beretninger er sandt, og det er kvindens arveret, der muliggør dette i virkeligheden.

Det oldengelske ord for "en skilt kvinde" er "ælæte" (ægte-forladt). Selve skilsmissen kaldes på oldengelsk "gedælan" (at deles, at skilles) og "hiwgedal" (skabe fordeling).

Den tidligste forståelse af ”skilsmisse” i skriftlige lovkoder er Æthelberht’s Domme fra år 560-616 e.Kr. Lovene er vigtige derhen at Æthelberht ikke blot er konge over jyderne i Kent, men Bretwalda for de nye kongeriger i Britannien1.

Æthelbert's Lov Nr. 79 siger:

”Gif mid bearnum bugan 2 wille, healfne scæt age”

Som jeg oversætter til:

“Giv med børnene tilbagetrække 2 (at) ville, halvt skal eje”

1 Kong Æthelbert’s lovkoder (The Laws of Aethelberht, Ethelbert) blev skrevet efter hans konvertering til kristendommen år 601 e.Kr. og består af 90 lovkoder. Munken Bede skriver i ”Historica Ecclesiastica Gentis Anglorum” fra ca. år 725 e.Kr. at han var Bretwalda, dvs. overherre, over de nye kongeriger i Britannien syd for Humberfloden. Lovkoderne er bevaret i ”Textus Roffensis” dateret til før Slaget ved Hastings år 1066 e.Kr. Loven er skrevet på oldengelsk, men mange af de tekniske udtryk er af forskerne forklaret som fra øst-dansk dialekt, dvs. Fyn, Sjælland, Skåne. Det skyldes at det er samme stamme der bor begge steder, og med identisk lovgivning.
2 Ordet ”būgan” betyder direkte ”bøje, bue, vende bort, tilbagetrække”, og skal her opfattes som at kvinden fysisk vender sig bort fra manden med børnene.

 

Som det fremgår af ordlyden af Lov Nr. 79 forudsætter lovens ordlyd forståelsen at kvinden kan begære og opnå skilsmisse. Da retten til skilsmisse for mand og kvinde er en ”Ørlög”, dvs. de tidligste ubrydelige urlove givet os af forfædrene, er det ikke nødvendigt at fastslå denne ret yderligere, hvorfor den i lovgivning er underforstået. Derfor forklarer Lov Nr. 79 os, at ifald kvinden har begæret og opnået skilsmisse, da udløser det samtidigt forældremyndigheden, og fuld halv arvelod af aktiverne.

Afhængigt af hvorledes vi vælger at opfatte indskriften på Tune-steinen fra 400 tallet e.Kr. (nu Oldsakssamlingen, Historisk Museum, Oslo), finder vi her med stor sikkerhed det ældste bevis i skrift for kvinders fulde arvelod, og derfor samtidig gældende lov. Runestenen stod oprindeligt på Tune kirkegård i Østfold, muret inde i kirkegårdsmuren.

Sidste del af indskriften lyder:

”…þrijoRdohtriRdalidunarbijasijosteRarbijano”

Der muligvis skal læses som:

”… þrijōR dohtriR da‹i›liðun arbija si‹b›jōstēR arbijanō”

Som muligvis skal opfattes som:

”Tre Døtre delte Arven (som) de nærmest beslægtede af Arvingerne” (Sophus Bugge, 1903)
”Tre døtre gjorde gravølet hyggelig, som de elskligste av arvinger” (Ottar Grønvik, 1998)

Det er naturligvis ekstremt spændende hvorledes vi skal opfatte de rejste runer, men ingen synes uenige i at de tre nævnte døtre har fuld arvelod efter den på stenen nævnte *WoduridaR (woduride), og derfor i vor lovgivning på tidspunktet hvor stenen rejses i 400 tallet e.Kr. Det viser brugen af det urnordiske ”arbijano” (arvinger, ejefald flertal).

Þórsnesínga-Saga og Eyrbyggja-Saga (Thorsnæsboernes Saga og Øreboernes Saga) eller tilsammen forkortet "Eyrbyggja" forklarer os at efter manden Thorstein Thorskabits 25 år gammel bliver dræbt af sin svoger under et høstgilde, gifter Thordis Surdatter (Þórdís Súrsdóttur) sig med mandens broder, Børk Den Tykke (Berki hinum digra). Hvad der nu følger finder sted ca. år 969 e.Kr. i det vestlige Island under Thornæs Ting:

”Da Børk var reisefærdig fra Helgafell, gik Thordis frem og kaldte Vidner til, i hvis Paahør hun erklærede Skilsmisse fra sin Mand (segir skilit) Børk, fordi han havde slaaet hende (hafði lostit hana) og hun ikke vilde taale Hug af ham (hún vildi eigi liggja undir höggum hans)”. 1

1 Kilde: Grønlands Historiske Mindesmærker (1838, 1. bind, s.603-4)

 

Selve skilsmisse-ritualet er derfor at kvinden (og manden) i vidners nærværelse aflyser ægteskabet ved en mundtlig erklæring, der samtidigt giver årsagen og dermed retfærdiggør handlingen overfor de dødelige på Jord og de udødelige forfædre i himlen, overfor hvem vielsen blev helliggjort ved ægteskabets indgåelse.

Et andet eksempel er fra Víga-Glúms Saga (kap. 20-21) og fosterbroderdrabet i Grund i tiden medens Haakon den Gode (Hákon Aðalsteinsfóstri) var konge (kap. 2) dvs. ca. år 930-960 e.Kr. Handlingen finder sted i Eyjafirði (Eyjafjörð) i midten af Nordlandet (Norðurlandi) på det nordlige Island.

Arngrímur og Steinólfur var fosterbrødre. Arngrímur blev gift med Þórdísi Bjarnardóttur og havde gård i Grund. Fosterbroderen Steinólfur var søhandelskøbmand (kaupförum) og boede hos fosterbroderen når han var på Island. Arngrímur får ubegrundet mistanke om at fosterbroderen har lagt an på hans kone Þórdís. Med falsk tale inviterer han sin fosterbroder til sammenskudsgilde i sit hjem, hvor han slår han ham ihjel.

Det får Þórdís til at udbryde: 

”Högg þú manna armastur. Þetta eru ráð þér vitrari manna
en frá þessum degi skal eg aldrei þín kona vera".

Som jeg oversætter til:

”[Nedhugger du manden din store usling. Dette er en råden fra mænd mere vidende end du er [.]
[Fra] i dag skal jeg aldrig din kone være”.

Den af Þórdís erklærede skilsmisse er lovlig  og hun “kom aldrei í sama sæng Arngrími”.

Skilsmisse-retten, som en urret givet til kvinden, forsvinder med indførelsen af den katolske kristendom, og overføres derfor ikke i Grágás lovgivningen fra ca. år 1260 e.Kr. da alle ægteskabssager her henvises til biskoppens afgørelse efter gejstlig ret. Her er det klart fra Mattæus-evangeliet (5:31-32) at kvinder ingen ret har, og at denne alene tilfalder manden.

Vi ser i Wulfilas Bibel at hans oversættelse af "skilsmissebrev" (writing of divorcement), som kun manden kan give kvinden, på gotisk kaldes "afstassais bokos", der rent faktisk betyder "afståelses bøge(staver)" (fra "afstass" eller "afstå"). Der ligger i den gotiske filosofi en holdning om, gennemført ved lov, at kvinden er mandens ejendom. Derfor skal manden "afstå" kvinden, som vi skal opfatte som "frigive".

Samme er gældende for Jyske Lov fra år 1241 e.Kr. I lovens kap. 5 kan skilsmisse kun finde sted  efter ”cristændoms logh” (Kirkelig Ret). Dette var blevet fastslået ved Kirkerådet i Slesvig år 1222 e.Kr., og det er kun Bispen der må dømme i disse sager. At dette overhovedet kunne lade sig gøre skyldes den helt vanvittige tankegang i den katolske kristendom hvor folket, dets sæder, love og Drot, er underordnet Kirken. Derfor kan Kirken uden samtykke fra landets borgere eller Drot ændre vor urlove. Jyske Lov forsøger at bremse dette ved at sidestille Kirke og Stat. At Kirken udskiller en særlig præste-æt som hævende sig over al gældende lov hentes som tanke ind i kristendommen fra den persiske Avesta. Konsekvensen var, og er i dag, et præstevælde som vi ser det i Iran (se ”Bilag A: Rig Veda , Rígsþula og Manu Smriti”).1

1 Erik Kroman & Stig Iuul: Skaanske Lov og Jyske Lov (1968, s.105, 251, 254) 

 

Ligeret var og er helt uacceptabel for den katolske kristendom, og man kan se med 100 procents træfsikkerhed, at hvor den katolske kristendom indføres forsvinder alle ligestillingslove under fanen ”kvinder er til gryder og børnepasning”.

Det har altid undret mig, at kvindebevægelserne i den vestlige verden i 1960erne aldrig gjorde brug af denne viden om vore oprindelige skikke til at argumentere for genindførelse af ligeret, som vi skal opfatte som "lige værd". Her bærer kvinder uden tvivl en stor del af skylden idet man ikke har sat sig tilstrækkeligt ind i vor forne sæd.

Vi kender til lovgivningen omkring skilsmisse fra bystaterne Athen og Sparta. I begge stater kunne mand og kvinde begære skilsmisse. Diodorus Siculus (år 90-21 f.Kr.): Bibliotheca Historica (XII.18) forklarer os at lovgiveren Charondas (?, men før Anaxilas fra Rhegium 494-476 f.Kr.) ændrer denne lov lidt i den nygrundlagte græske bystat Thurii (Thurium), i dag i Coriglioano Calabro, landskabet Calabria, Italien. Det sker fordi “en hvis mand, der var vel op i årene og havde en kone der var yngre end ham og havde forladt ham…” foreslog en lov der forbød dette. Derfor blev der her tilføjet den særlige regel, at man ikke måtte gifte sig igen med en person der var yngre end den fra hvilken man var blevet skilt. Denne lovregel var gældende for begge køn.1

Romerretten derimod, og herfra hentes romersk-katolsk teologi, har begrebet ”divortium”, der i lov betegner en skilsmisse af en mand og en kvinde medens de lever. Her har alene manden retten til at erklære ”divortium” og kvinden forbydes direkte dette ved lov indført af Kong Romulus (753-716 f.Kr.), jvf. Plutarch (ca. år 45-125 e.Kr.): Romulus Liv: 22). Den græske historieskriver Dionysius fra Halicarnassus (ca. år 60-7 f.Kr.) i ”Romerne i antikken” (bog 2:25) har en lidt anden forklaring af Kong Romulus’ lovgivning. Han beskriver ægteskabet, kaldet ”confarreatio”, som ”et bånd af en ubrydelig forening, og der var intet der kunne opløse disse ægteskaber. Denne lov forpligtede den gifte kvinde, som havende intet andet tilflugtssted, at indordne sig fuldt efter sin mands vilje, og for mændene at herske over deres koner som nødvendig og uadskillelig ejendom”. 1 Intet har tilsyneladende ændret sig her.

1 Se William Smith: A Dictionary of Greek and Roman Antiquities (1875, “Divortium” s. 418-419).

 

Også i Wergild/Wergeld/Bod konceptet, under hvilken et hævnmord kunne undgås ved monetær betaling, ser vi at prisen for et mord på en søn eller datter var identisk, men for en gravid kvinde 1.5x den vanlige takst.

At det er den katolske kristendom der fratager kvinder deres urrettigheder er tydeligt fra Saxo: Gesta Danorum (Bog 10.9.4-5 på latin); Fr. Winkel Horn: Saxo Grammaticus – Danmarks Krønike (1911, 1. del, Bog X: 396); Grundtvig's oversættelse (10. bog, 8:14-17) i beretningen om Svend Tveskæg (Sweyn Haroldson, regent 986-1014).

Ca. år 985 e.Kr. medens hans fader, Harald Blåtand var på Jomsborg, Wolin smider Svend den katolske kristendom ud (Jellingestenen er dateret til år 965 e.Kr.) og genindfører den forne sæd. Dette var i overensstemmelse med Danernes vilje. Da Svend Tveskæg senere, for tredje gang, bliver taget til fange af Jomsborgvikingerne, løskøbes han med en løsesum betalt af Danernes kvinder. Som tak herfor genindfører han kvinders arveret. Vi kan fuldt sige at den forne sæd er forbundet med lige arveret for mand og kvinde modsat den katolske kristendom der ikke havde, og har, en tilsvarende verdensforståelse. Saxo: Gesta Danorum (Bog 10.9.5:2 på latin) lyder:

"Nam feminis deinceps participandarum hereditatum ius, a quibus ante lege repellebantur, indulsit"."Thi, i hengivenhed, kvinderne derefter delagtiggjordes i arveretten, hvilket tidligere i loven var blevet gjort forbudt".

Min oversættelse til nudansk.

 

Svend Tveskæg’s virke om kvinders arveret ca. år 986 e.Kr. overføres i Skånske Arvebog fra år 1200-28 e.Kr. Dog taber kvinden, som vi har hørt, skilsmisseretten:

”En vm swa kan komma at bonde skils with kuna sina lewande meth guths ret. tha take hwert therre halft bo som melt ær Æn vm the hawa børn samman tha taki mothir oc fathir oc søn fullan løt. Oc dottir halwan løth”.

”End om det kan komme at bonden skilles fra sin levende kone med Guds ret. Da tage hver deres halve bo som mælt er[.] Og om de have børn sammen da tager moder og fader og søn fuld lod. Og datter halvt lod”.

Min omskrivning til nudansk. Henvisningen til ”Guds ret” skyldes at retten til skilsmisse nu er fjernet fra mand og kvinde og givet biskoppens afgørelse efter gejstlig ret. Som vi har hørt på Island kræver det derfor kirkens samtykke til skilsmisse, og alene manden (bonden) har nu denne ret.

Kilde: P.G. Thorsen: Skånske Lov og Eskils skånske Kirkelov tilligemed Andreæ Sunonis lex Scaniæ prouincialis, Skånske Arvebog og det tilbageværende af Knud den 6.’s og Valdemar den 2.’s Lovgivning vedkommende skånske Lov (1853, Skånske Arvelov, s. 214).

 

Som vi ser det ske med skilsmisseretten i Jyske Lov nagles kvinden ligeledes af kristendommen til arvelig økonomisk trældom ved ændring af arveretten. Fra den oprindelige fuld og lige arveret mellem manden og kvinden, videreført i Skånske Arvebog fra år 1200-28 e.Kr., siger Jyske Lov (1. bog: kap. 5) fra år 1241 e.Kr.:

Hwte Man raker myket hwat raket af arf. e haluemere en kone i allæ arf uten af hion skildæs for kristendoms logh · skulæ the eruæ thetæ barn. tha æruær hun em myket sum han. oc with syn oc stypsun. thet the cume samen til arf. raker konæ iafn loth. Er et syskæn til tha er fatherbroth · oc motherbroth · farthersyster oc mothersyster · brotherbørn oc systerbørn allæ emnær · i melle them skiftis arft swa sum the waræ allæ sysken. konæ raker thrithing oc men twa lote.Enhver mand (til)rager (sig) meget (af) hvad rages af arv; og halvmere end kone i alle arv (esager) (,) (for)uden af [=ifald] de skilles (frem)for kristendoms lov · skulle de arve dette [=deres] barn. Da arver hun end meget som han. Og med søn og stedsøn. At de kommer sammen til arv. (Da) rager konen jævn lod. Er (der) ikke søskende til (,) da er faderbroder · og moderbroder · fadersøster og modersøster · broderbørn og søsterbørn alle emner · i mellem dem skiftes arv så som de vare alle søskende. Kone rager treidedel og mænd to lodder.En Mand tager altid dobbelt saa meget i al Arv som en Kvinde, medmindre det er Ægtefæller, som skilles efter kirkelig Ret og skal arve deres Børn, da arver hun lige saa meget som han. Ogsaa i Forhold til Søn og Stifsøn tager Konen lige Lod, naar de skal arve sammen. Er der ingen Søskende, da er Farbroder og Morbroder, Broderbørn og Søsterbørn alle lige nære. Imellem dem skiftes Arven, som om de alle var Søskende, Kvinde tager en Trediedel og Mand to Lodder.

Jyske Lov oprindelig ordlyd; min omskrivning til nudansk og nudansk fortolkning. Jeg antager at "Hwte" er fra det olddanske "huær, huar", der på gotisk skrives "hwarijs, Hwarjizuh" (hver, enhver). Det olddanske "raker, raket" fra "raghæ, rakæ" genfindes som "raka, raca, ræce, rikan" (oldnordisk, oldengelsk, gotisk), hvor ordet betyder "spade, skovl", og som udsagnsord "at indsamle", jvf. også "ildrager, at rage ild, at rage til sig". Ordets negative ladning må skyldes at ordet bruges i forbindelse med arvelovgivning, hvor velstand, man måske ikke har gjort sig fortjent til ved eget virke, tildeles. Jeg kan ikke forklare hvorfor "farthersyster oc mothersyster" (fadersøster og modersøster) ikke er medtaget i den normaliserede nudanske fortolkning. Det mener jeg må være en fejl.



Udtrykket ”haluemere” (halvmere, halfu meiri) betegner det dobbelte. Den mest enkle vis at se dette på er at erindre udtrykket at noget er ”halv så stor”, der altid har underforståelsen at en anden ting er dobbelt så stor. Kristendommens patriarkalske livssyn stadfæstes ved at forfordele manden økonomisk i tildelingen af dobbelt arvelod i forhold til kvinden. Jyske Lov og de andre landskabslove var gældende ret til Danske Lov indførtes år 1683 e.Kr.

En skilsmisse kunne naturligvis også forekomme den anden vej. Hør hvad Oddr Snorrason beretter i "Yngvars saga víðförla" (kap. 1):

"Eiríkr hét konungr, er réð fyrir Svíþjóðu. Hann var kallaðr Eiríkr inn sigrsæli. Hann átti Sigríði ina stórráðu ok skildi við hana sakir óhægenda skapsmuna hennar, því at hún var kvenna stríðlyndust um allt þat, er við bar. Hann gaf henni Gautland. Þeira sonr var Óláfr svenski"."Erik hed kongen, der red for Sveariget. Han blev kaldt for Erik hin Sejrsæl. Han ægtede Sigrid hin Storråde og skiltes fra hende som følge af hendes urolige sindstilstand, thi at hun var en stridslysten kvinde om et og alt. Han gav hende Götaland. Deres søn var Olav den svenske".

Min oversættelse til nudansk.

 

Eiríkr inn sigrsæli (Erik Segersäll, regent 970-995) var konge af Svea-folket og når konen Sigrid har tilnavnet "ina stórráðu" (hin Storråde) så skal vi opfatte dette som "Den Myndige". Når vi samtidig hører at hun var en kværulant par excellence, kan vi sikkert slutte at hun har været en magtfuld, men utålelig led harpe, som kongen har ønsket sig hen hvor peberet gror - i dette tilfælde helt til Götaland. Sigrid var datter af lokalkongen over det vestlige Götaland, som vi kender som Skoglar Toste (Skoglar Tosti, Skogul-Toste, "tusti" på Vallentuna runestenen (U344)). Sigrid er derfor sikkert blev sendt hjem til farmand. "Olav den svenske" er den senere Kong Olaf Skötkonung (regent 995-1022). Hun gifter sig herefter med Svend Tveskæg (regent 986-1014), der er Kong Svend's 2. ægteskab. Dette må være sket før Slaget ved Svold år 1000 e.Kr., hvor hendes søn Kong Olaf Skötkonung er i alliance med Kong Svend.

 

 

 

 

Indholdsfortegnelse
<< ForrigeNæste >>
 
Søgeværktøj
Fra Grímnismál (vers 32, Ældre Edda) ved vi at vor ven fra skov og have, det rødbrune egern Ratatoscr (sammensat af de oldengelske ord "ræt" + "tusc" med betydningen "Gnavertand"), er god til at frembringe svar på alt mellem himmel og jord. Nedenfor til højre fra billedet af Ratatoscr, fra Ólafur Brynjúlfsson: Gudeskrift m. bl.a. Ældre Edda (Edda Sæmundr) & Snorre Edda (1760), findes Google's søgeværktøj, der er tilpasset til at søge efter svar fra Asernes æt. Ifald søgeværktøjet ikke kan ses, højreklik på musen og genopfrisk (opdater) siden.
© Verasir.dk Asernes Æt • af Flemming Rickfors • E-mailHosting • En del af Fynhistorie.dk