Forside Indholdsfortegnelse
<< ForrigeNæste >>

Kvinder - Jordlige moder og skjoldmø

 

Kvinder havde oprindeligt langt større magt og nød langt større anseelse end senere kristne udgaver af vor historie synes at antyde. Denne lige vægt mellem mand og kvinde er måske hjørnestenen i stammens evne til at overleve. Derfor har jeg valgt at fremhæve kvindens rolle, der i dag igen næsten tages for givet, men for bare et slægtsled siden ville have været uhørt.

Der var også praktiske årsager til kvinders lige værd og vægt da mænd og kriger-ættens kvinder ofte var på herrefærd (heraf ordet hær) eller vikingstog. Derfor var det kvinderne der styrede alt hjemme i bygderne. Vi har mange runesten rejst af kvinder for kvinder, hvilket må være et af de tydeligste tegn på anseelse og magt. Som vi finder det i Sarmatiske gravfund, hvorunder Ver Asir/Danir-folket hørte, er kvindernes grave præcis af samme karat som mændenes inden for samme æt.

Peder Laales Danske Ordsprog har en række ordsprog, fortalt af mænd, der helt tydeligt viser kvinders magt i samfundet:

Nr. 1083 Tijdh kommer kaghe som konæ wil.
(kagen kommer derhen som konen vil, dvs. kvinden bestemmer)

Nr. 1100 Ond konæ ønskær sijn mandz hæll til gaardæ oc eij hans thaa.
(Ond(skabsfuld) kone ønsker sin mands hæl til gårde og ej hans tå , dvs. hun ser helst at han forsvinder)

Nr. 519 Ee wil kærling halffwe sijn trætthe traadh.
(altid vil kællingen have sin trættetråd, dvs. skændes)

Nr. 232 Thet ær ont at wære sijn kones nøglingh.
(det er slemt at være underkuet af sin kone)

Nr. 104 Man maa themme wilt diwr oc ey ondh qwinne.
(Man kan tæmme vildt dyr, men ej ond(skabsfuld) kvinde)

Det er også interessant at efterse oprindelsen til ordet ”kvinde”. Roden til ordet på indoeuropæisk er ”*gwen-”. Dette bliver til ”cwen” (oldengelsk) og ”kwaen” (oldnordisk). Det er naturligvis herfra det engelske ord for "Dronning" eller ”Queen” udvikles. Det nordiske ord ”Dronning” udvikles fra ordet ”drot”, der betyder ”herre”. Begge titler udvikles fra den oprindelige dronninge-titel "Drythcwen" (Drotkvinde), der er titlen givet til Ealhild (Ælle) i Widsith-digtet (sætning 97-98).

Uroprindelsen af ordet ”kvinde” betød oprindeligt ikke kun ”en kvinde”, men ”en retskaffen, højbåren kvinde”, og det menes derfor at ordet må være udviklet af en stamme med et matriakalt system, hvilket er netop hvad jeg argumenterer for at stammen var og er.

Hvorledes kvinder blev værdsat før kristendommen og andre verdensreligioner fik undertrykt kvinden forklarer Snorre os i Gylfaginning (kap. 20):

"Þá mælti Gangleri: "Hverjir eru æsir þeir er mönnum er skylt að trúa á?"
Hár segir: "Tólf eru æsir guðkunnugir."
Þá mælti Jafnhár: "Eigi eru ásynjurnar óhelgari og eigi mega þær minna."
”Da mælte Gangleri: ”Hvem er Aserne som mænd er skyldig at tro på ?”
Hár (hård/Odin ) siger: ”Tolv er Asernes gudkonger”.
Da mælte Jafnhár (jævnhård): “Ej er Asinderne uhellige og ej formår de mindre”.

Min oversættelse til nudansk.

 

Vi har mange kilder der både direkte og indirekte bekræfter at kvinder deltog i krigsførelse.

Lad os starte med vor egen konge's udtalelser. Kong Hróðgár (Scyldinga-æt nr. 17, 473-525) har sæde i kongsgården Heorot, Gl. Lejre. Der har været et slag med fjenden, anført af personen Grendel, der bliver dræbt. Grendel's moder er derfor påbudt af tage hævnen og hun drager til Heorot for at søge den. Beowulf-kvadet (sætning 1282-1284) lyder:

"Grendles módor ... swá bið mægþa cræft   wíggryre wífes ...""Grendel's moder ... der byder mægtig kraft    kamp-gruelige kvinder ..."

Min oversættelse til nudansk. Ordet "wifes" (flertal) burde oversættes til "viv" (uden flertal på nudansk), men det lyder akavet. Ordvalget af "wifes", dvs. en gift kvinde, sker fordi hun er moder til en søn.

Enheden "Grendel" er mærkværdig i Beowulf-kvadet, og forekommer mig mindre vigtig end "Grendles módor" (sætning 1282-1284), der som kvindelig krigerinde er fortolker af vore sæder - det påbudte hævntogt, samt en ekstrem respekteret kriger. Kong Hróðgár tildeler denne gifte kvinde så mange superlativer at hun må opfattes som det bedste en kvinde fra Jarl æt kan præstere.

Derfor mener jeg at "Grendel" må være en kenning. Starkodder foreslog 2. april 2011 at personen Grendel kunne komme fra Møn (Møøn, Moyland, Moiland, Mayland og latinsk Meonia, Meyonia). Heri er jeg helt enig.

Det er på Møn vi kender til "Langdyssen Grønsalen, Grønjægers Høj, Den Grønne jægermand", og i samme område forekommer stednavnet ”Grønved” (= Grønskov), der i Jordebogen fra 1769 betegner hvad i dag kaldes Fanefjord Skov, dvs. den sydøstlige del af Møn. Farvandet stødende op til ”Grønved” er naturligvis ”Grønsund”, der staves “Grönæsund” i Sven Aggesøn: Brevis historia regum Dacie (ca. år 1185 e.Kr.). Se M.Cl. Gertz: Scriptores Minores Historiæ Danicæ (1917-18, Vol. I, Svenonis Aggonis Filii: Brevis Historia Regvm Dacie, Cap. X., s.118); og "Gren Sund" på et landkort fra 1703.

Måske betegner kenningen ”Grendel”, at Møn netop gøres underdanig til skjoldungerne under Kong Hróðgár (Scyldinga-æt nr. 17, 473-525), hvorfor "Grendel" måske skal opfattes som "den nye, lille tilkomne landsdel".

I omtalen af hvorfra Beowulf og hans hird rejser efter at have dræbt Grendel’s moder, jvf. Beowulf-kvadet (sætning 1635):

from þaém holmclifefra denne holmklippe 

Min oversættelse til nudansk. Ordet ”klint” kendes ikke på olddansk, men forekommer som "klett" (direkte "klit", men opfattet som "klippe") på Shetland. Ordet ses i Valdemars Jordebog fra år 1231 e.Kr. i bl.a. "Clintyngy" (Klinting, Als Sønder Herred). På kortet Jens Sørensen: Aller Accvrates Tegning Ofuer Laaland Falster og Moens Lande Sampt Gulber Sund. Gren Sund etc. (1703) forekommer på Møn stednavnene ”DroningStol Klint”, ”GraaRyg Klint”, ”SomerSpirre Klint” og ”Syndre Klint”. Vi kender til ”Klinte Godset” på Møen i 1776, der mellem 1776-78 erstattes af ”Klintholm”, hvilket stednavn på islandsk ville skulle oversættes til ”Klifhólmur”, dvs. samme ord som det oldengelske ”holmclife”. Jeg byder derfor at stednavnet ”holmclife” er identisk til ”Møns Klint”.

Beowulf til Kong Hroðgar, i hvis krigstjeneste Beowulf dræbte Grendel og Grendel’s moder, jvf. Beowulf-kvadet (sætning 1826-1828):

gif ic þæt gefricge ofer flóda begang,
þæt þec ymbsittend egesan þýwað
swá þec hetende hwílum dydon

Ifald jeg det hører over (den) Flydende Ganger,
at du om(kring)siddende (stammer) (holder i) frygtens tvang,
som (mod) dig haderne [=fjenderne] iblandt gjorde (det). 

Min oversættelse til nudansk. ”Flóda begang” (Flydende Ganger) er en kenning for farvandet mellem Sjælland og landkendingen ”Géata clifu” (Götarnes klippe/klint) i Götaland, jvf. Beowulf-kvadet (sætning 1911) – kystfarvandet der først i 1600 tallet e.Kr. opnår vandskabsnavnet Kattegat. Beowulf aflægger med disse ord en ed til Kong Hroðgar, at hvis Beowulf senere fra Götaland modtager efterretninger om at Kong Hroðgar endnu engang har problemer med de omkringliggende klaner, underforstået de folkeslag der støder op til skjoldungernes sjællandske højborg i Gl. Lejre, da vil Beowulf vende tilbage med hjælp. Vi kan med disse ord også se, at de slægter Grendel repræsenterer er en fjende til skjoldungerne, jvf. også Beowulf-kvadet (sætning 2353-2354): "Grendeles maégum láðan cynnes." (Grendel’s klan, lede slægter.), samt af disse er nabo til Sjælland. Dette syntes at understøtte er der her er tale om Stevns og Møn.

Fordi oldengelsk er en dialekt af østdansk og sønderjysk kan vi nok regne med at "Grendel" har en betydning omkring "grøn". Det har dog altid været mit indtryk at sundet "Grønsund" er lillebroder til den store strøm "Storstrømmen", og at stednavnet derfor knytter sig til forståelsen "det unge, lille sund", der floder inde i den store strøm.

I Bronzealderen er Tryggevælde Å en landegrænse der adskiller Stevns og Møn fra andre landskaber. Fra de ældste folkesagn ser Stevns og Møn ud til at have samme konge, og har i år 1521 stadig fælles Thing i Stege (Stækæburgh = Pæleborg). Om samtiden i begyndelsen af 500 tallet e.Kr. på Sjælland; vi hører absolut intet om hvem der hersker på Møn i samtiden. Vi kan vise at Stevns er under skjoldungernes kontrol år 446 e.Kr., men Møn er ukendt. Jeg mistænker at øen evt. har haft egen konge, der ikke var underlagt skjoldungerne, hverken i Ringsted eller senere Heorot, Lejre, før ganske sent i 500 tallet e.Kr.

 

Kong Hróðgár kalder Grendel's moder for "mihtig mánscaða" eller "mægtig mandsskader" (sætning 1339), men hun er samtidig en "æþelinga"  eller "ætling", dvs. af øverste æt, der senere bliver til adelskvinde (sætning 1294).

Alle forestillinger om at Grendel's moder er et sø-uhyre er senere kristne fortolkninger, der udspringer af at hun kaldes "brimwylf" eller "brændingsulv" (sætning 1599). Ordet "brim" er her valgt fordi et af vore mange heite for langskibet er "brimhengest" eller "brændingshingst" (se runedigtet for S-sigel). At Grendel's moder er en faktisk kvindelig kriger kan vi se da hun træder ind i Heorot for at dræbe os. Da "tog hun sit seax-sværd" (ond hyre seax getéah, sætning 1545). 

Netop fordi ”Grendel’s moder” er en højbåren kvindelig krigerinde kaldes hun i Beowulf (sætning 1258-59, 1351) en ”ides áglaécwíf” (dísar [og] frygtindgydende kvinde 1) og ”idese onlícnæs·” (lig en dísar·). At ”Grendel’s moder” er en ”dísar” (ides) forklarer hvorfor hun ikke blot er en ”wylf”, dvs. hamskiftet til kampformen ”ulvhednar” (ulveskindskapper) eller en ”werwulf, verulfr”, men med tilføjelsen ”brim” (brændings-”). Jeg viser i afsnittet ”Gudinden Dísar” hvorfor en ”dísar” (ides) er forbundet med ”kommende fra eller hørende til søen/havet/vandet”.

1 Som i sætning 1282-84 burde vi rettelig oversætte ”wíf” til ”viv”. Ordet er benyttet for at vise at ”Grendel’s moder” er en gift kvinde. Derfor lader vi ordet ”kvinde” træde i stedet. Før vi angriber forståelsen af forstavelsen ”áglaéc” er vi nødt til at vide at Siegmund i sætning 893 kaldes ”aglaeca" (Den Frygtindgydende). I sætning 2592 kaldes Beowulf og Dragen tilsammen ”ðá áglaécean ” (De Frygtindgydende). Det er derfor helt uden for tvist dels at ordet er valgt som et superlativt tillægsord i omtalen af ”Grendel’s moder” fordi vi skal sidestille hende med de bedste af vore krigere i første række, dels skal ordet ”aglaeca" opfattes positivt og må have samme betydning som vi vælger at gøre brug af i de andre sætninger.

 

Sigrdrífumál (Ældre Edda) beretter om den højbårne, kvindelige kriger Sigrdrífa (sejrdriver) i 1-200 tallet e.Kr.

Kong Frode I. (scyldinga-æt nr. 15, ca. år 400-446 e.Kr.)’s skjoldmøer kaldes i Gróttasöngr (vers 1, Ældre Edda) for ”máttkar meyjar”, hvor ”máttkar” er sammensat af ”máttr” (styrke, kraft, kræfter, magt” + ”afkárr” (vild) som i f.eks. ”Odinkarr”. Derfor skal vi opfatte udtrykket som ”vilde og mægtige møer” – indbegrebet af de fremmeste krigere til hver en tid.

De to ”vilde og mægtige møer” er Fenja og Menja, som blev købt fra Kong Fjölnir (Ynglinga-æt nr. 2, ca. 400-446). Ynglinga-ætten har hjemsted i hvad senere kaldes Svea-riget. At vi ikke skal være i tvivl om at det to kvindelige krigerinder, af trælle-æt vel og mærket, hører vi i Gróttasöngr (vers 13, Ældre Edda):

En vit síðan
á Svíþjóðu
framvísar tvær
í folk stigum,
beiddum björnu1 ,
en brutum skjöldu2,
gengum í gögnum
gráserkjat lið.

End vi siden
i Svea-riget
fremviser to
i folkets byrd,
tirrer bjørne1 ,
end skjold følge2,
ganger imod
gråserket lid.

Min oversættelse til nudansk.

1 dvs. udfordrer krigere i kampformen berserkar (se afsnittet "Ulvhednar og Berserkar").
2 dvs. dette er med skjold bevæbnede møer, altså skjoldmøer. Med brugen af ”braut” tilføjes forståelsen ”følge, ledsage” dvs. de to skjoldmøer er en del af en hird, der kæmper mod fjendens thinglid (Þinglið), efterfølgende bare skrevet ”lið”.

 

Saxo nævner en række kvinder:

          • Hede og Visna (”Fra Slesvig.....under ledelse af Hede og Visna som naturen havde skænket mandsmod i kvindekroppe”), 1
          • Vebiørg (”samme (som Hede og Visna) ånd besad Vebjørg”), 1
          • Alvild (dvs. ”den vilde” der blev Kong Skjolds kone),
          • Stikla (norsk krigerinde, som fandt at ”hun ville hellere udsættes for krigshandlinger end for ægteskab”),
          • Rusla (norsk krigerinde ”en pige der var så begejstret for kamp og strid, at hun forsøgte sig som kriger”),
          • Freydis (Erik den Røde’s datter), samt Auðr og Þórdis.

 

 1 "Hede" er ikke et faktisk navn, men taget fra "Hedeby". "Vebiørg" er taget fra "Viborg". (Se Gudmund Schütte: Vor Mytiske Kongerække (1917, Studier fra Sprog- og Oldtidsforskning, Nr. 105, s. 49).

 

Kvindenavnet ”Hereburg, Herburga, Heriburg, Hereburg, Herborg” (Sværdbeskytter), der kendes fra alle landskaber i de gamle og nye kongeriger, er tydeligvis udviklet fra forståelsen "en med sværd bevæbnet krigerinde".

Saxo beretter følgende i forbindelse med Ragnar Loðbrók (Bog 7:83 Regner Lodbrog):

”Spurgte han de Tidende fra Norge”....”da lode de høviske Kvinder , som enten vare beskæmmede (voldtaget), eller gik hver Dag i Dødsens Angest for at vorde det, sig Mands-Klæder skære og hastede, med Sværd ved Lænd, til Regners Lejr 1.....Skjoldmøen Ladgerde, en Jomfru med Mod og Mands-Hjærte, og hende saae man under Slaget, immer i Spidsen, mellem de djærveste Kæmper, til stort Vidunder for alle; .........Han hørte nu, at hun var af fyrstelig Slægt mellem Folket af det norske Tungemaal”.

1 Ragnar Loðbrók grundlægger Dyflin/Dublin år 841 e.Kr.

 

Fra Laxdaela Sagaen (kap. V-VII) hører vi en fantastisk velberettet historie om kvinden Unnur, der i år 895 e.Kr. i sit langskib rejser fra Færøerne1  til Vikrarskeid i det sydlige Island. Hun drager med 20 mandfolk ud for at finde sin broder Helgi. Næste forår tager hun så meget land som hun vil. Så bygger hun hus, og betaler af egen lomme en fest for Thorgerd da hun bliver gift. Hun deler også ud af sit land til mænd ligesom hun frigiver en mand, der hidtil havde været træl (þræll).

1 Færeyjum

 

Vi hører at da Unnur, der forbliver ugift, bliver gammel står hun ikke op før midt på dagen, og går tidligt til sengs. Vi hører at Unnur, i offentlig høring, testamenterer alle sine ejendele til Olaf som ejer og forvalter 1 . Hun bliver begravet i en gravhøj med langskib og meget fæ 2.

1Ólafi frænda mínum til eignar og forráða”.
2Hún var lögð í skip í hauginum og mikið fé var í haug lagt með henni”. Værdifulde genstande – tænk på betegnelsen ”Danefæ”, dvs. oldtids-værdigenstande, der findes i jorden og skal overgives til Nationalmuseet.

 

I ”Hrólfs Saga Kraka ok Kappa Hans” nedskrevet i 1300 tallet og omhandlende Rolf Krake, der styrede det østlige Danmark i en kort periode i tidrummet år 450-494 e.Kr., omtales yderligere to kvindelige krigere, der tillige bliver dronninger.

I 500 tallet e.Kr. styres Saxland nemlig af Dronning Ólöf efter Hengest er udvandret med dele af stammen fra Jylland og Lille Friesland år 449-455 e.Kr. til de nye kongeriger i Britannien . Dronning Ólöf var en kvinde hvorom der stod respekt. Hun var nemlig enhver mand lig med skjold, brynje, sværd og hjelm:

”Ólöf drottning ginnti Helga konung

Fyrir Saxlandi réð í þann tíma ein drottning, er Ólöf hét. Hún var á þá leið sem herkonungar. Fór hún með skjöld ok brynju ok gyrð sverði ok hjálm á höfði. Þannig var hennni háttat: væn at yfirliti, en grimm í skapi ok stórmannlig”.

Dronning Ólöf og Kong Helgi Hálfdanarson (Scyldinga-æt nr. 17, ca. år ca. 473-525 e.Kr.) får en datter, Yrsa Helgadóttir. Yrsa var søster til Rolf Krake, og hun bliver Dronning af Svíþjóð (Sverige syd for Upland, nord for Halland/Blekinge).

Cain Adamnain skriftet om Adamnan loven, hvis oprindelse menes at stamme fra år 696/7 e.Kr. og abbeden Adamnan fra Iona klostret (nordvestlige Skotland), beretter i forordet til loven, der forbyder kvinder at deltage i krigsførelse, om hvorledes situationen var før lovens indførelse:

”Den beskæftigelse som kvinder var bedst til var at føre krig på slagmarken, at gå i sammenstød og slå lejr, slås og lede hærskarer, at såre og dræbe. På den ene side bar hun sin proviant, på den anden sit barn. Sit stangtræ bar hun på ryggen. 30 fod (9 meter) langt var det, og havde i den ene ende en jernkrog, som hun rammede ind i hårlokken på kvinderne i modstandernes hær. Hendes mand var bag hende, med et sværdstang i hånden, piskende hende til kamp. For på denne tid var det kvindens hoved, eller hendes to bryster, der blev taget som trofæ”.

Munken overdriver og lyver naturligvis for at argumentere for at kvinder skal forbydes adgang til slagmarken. Hovedpointen her er at forbudslovgivning, præcis som i dag, kun bliver indført fordi der er en sket handling, der skal forbydes. Vi kan derfor sige helt præcist, at der i stammen har været mange kvindelige krigertempelpræster indtil den katolske kristendom forbyder dette.

 

 

 chap21-1-3-1.jpg

”Avtegnede figurer fra biter av Osebergskipets billedvev. Fra venstre en mannlig kriger med dyre- eller fuglemaske, en kvinnelig kriger, muligens med villsvinsmaske, kappe og slepende kjole - såkalt skjoldmøy, en mannsfigur uten hode og en mannlig kriger iført en slags "knickers", muligens for å kunne ri”. Mit eget bud er at den kvindelige krigerinde fra år 834 e.Kr., skjoldmøen, her er gengivet i kampformen "ulvhednar” (ulveskindskapper), dvs. i ulveham som Werwulf/Varulv. Völsunga saga kap. V omtaler en kvinde der angriber i ulveham: ”kom þar ylgur ein úr skógi” (se afsnittet "Ulvhednar og Berserkar").
Kilde: Cato Guhnfeldt: Krigerkvinner og henrettelser (Aftenposten, Norge, 15.3.06)
Billedkilde: Kulturhistorisk Museum, Universitetet Oslo

 

 

 

 

 

Fra Birkerød Kirke, Lynge Herred , Roskilde Stift. Kalkmaleri dateret til år 1325-50 e.Kr. To kvinder, pga. kongekronen mindst prinsesser, ses i et kamptårn. Den ene prinsesse er bevæbnet med bue og er i færd med at anlægge til skud. Der findes meget få, hvis nogen, stammer der så klart og tydeligt viser kvindens rolle som kriger og derfor ligestillet, som gør Danerne . Dette kalkmaleri er næppe faldet i god jord i Den katolske Kirke. Kilde: www.kalkmalerier.dk

 

14. januar 2003 fortalte en dansk minister os, at da 11 danske leopard kampvogne i slutningen af april 1994 kom i slag med serbiske enheder i hvad der nu kaldes Slaget ved Tuzla, Bosnien, og som i øvrigt var det første slag vundet af danske militærenheder siden Slaget ved Helgoland den 9. maj 1864, da foretog tvstationen CNN et interview med en dansk kvinde, der var artillerist i en af kampvognene. Det serbiske dødstal var 100 mand stort, og den gæve krigerinde blev spurgt om hvorfor hun havde affyret 72 granater mod fjenden. Hertil svarede hun, at hun ikke havde flere!

Vore sagaer beretter naturligvis også om Valkyrier, Odins svært bevæbnede kvindelige krigere, der på hest rider over slagmarken og udvælger de krigere, der skal med til Valhalla. For at adskille de kvindelige krigertempelpræster og ikke krigsførende kvinder fra Valkyrier, der jo har en symbolsk betydning i sagnhistorierne, kaldes unge ugifte kvinder for ”mø” og kvindelige krigertempelpræster for ”skjoldmø” dvs. med skjold bevæbnet ugift kvinde. På oldnordisk forekommer ”skjoldmø” som ”skjaldmær, skjáldmær” (ental) og ”skjaldmeyjar” (flertal) 1.

1Stjörnu-Odda Helgason (Stjerne-Oddi, ca. 1070/80–1140/50 e.Kr. fra Múli i Aðalreykjadalur) i ”Geirviðardrápa” (Stjörnu-Odda draumr, vers 4). 

 

Slaget ved Bravalla (Bravellir, Bråviken, Bra-wel) ved Õstergötland's kyst ca. år 770-772 e.Kr. hvor dræbes Kong Harald Hildetand (Scyldinga-æt nr. 27,  710-770/2 e.Kr.), har skjoldmøer i første række.

Axel Olrik skriver i ”Bråvallakvadets kæmperække” (Arkiv for nordisk filologi, 6. bind, 1894 s. 276-277):

”Skjoldmøernes deltagelse i Bråvallaslaget er et fast træk også i den danske overlevering. Allerede munken Ælnod (omkr. 1120) taler om Dronning Heth efter hvem Hedeby har navn. Eyårbogen, forfattet i Angel i 13de årh. og på flere steder grundet på sønderjyske sagn, indeholder foruden et uddrag af Sakses skildring tillige følgende: "Der kæmpede på Haralds side 300 møer som kaldtes skiælmøer [oldn. skjaldmeyjar]; deres mærke bäres af Hethæ der senere byggede Hedeby og gav den sit navn; efter hende nævnes også Hethskæppe [det slesvigske skæppemål]". (Ejendommelig for ’denne beretning er det, at skjoldmøer ikke optræder spredte blandt andre krigere som i norrön digtning, men i samlet flok som i middelalderlig dansk overlevering; jf. min Sakses oldhistorie I, 55-6). Endelig har vi Lundeårbogen fra 13de eller måske 12te årh., hvis fremstilling ligger mærkelig nær ved kvadets (SRD. I, 227): "Da Harald drog ind i Sverig at kræve skat, mødte kong Ring ham til slag på vangen Bra-wel, hvor møer kæmpede på Haralds side som mærkesmænd; den ene hed Heth, den anden Yfysna”. 

Også Lejrekrøniken skriver at Skjoldmøer kæmpede sammen med Harald Hildetand som fanebærere, dvs. helt op foran. Det var et meget ærefyldt ansvar og viser at kvinder under Harald Hildetand stadig havde bibeholdt deres rettigheder og pligter, der senere bliver dem frataget.

 

 

 chap21-1-10.jpg

Skjoldmø eller bevæbnet kvindelig rytter

Fra Urnes stavkirke, der ligger på gården Ornes på sydsiden af Lustrafjorden i Luster kommune, Sogn og Fjordane fylke, Norge. Den nuværende kirke er bygget ca. år 1130 e.Kr., men afløser tidligere kirker samme sted. Med mindre den gamle kirke brændte helt ned, benyttede man samme bygningsmateriale ifald det var muligt, specielt i kunst. Bemærk at den kvindelige kriger rider uden stigbøjler! Det gør dateringen af denne afbildning til før 700 tallet e.Kr., og forklarer hvorfor vi ser en kvindelig kriger til hest. Det var nemlig endnu ikke forbudt på dette tidspunkt.

 

I omtalen af vore kvindelige krigertempelpræster eller skjoldmøer er vi også nødt til at fremhæve en mulig symbolik med dybe traditioner:

Snorre skriver i Snorre Edda under Gylfaginning omkring verdenstræet, om dets betydning og om honningen der falder fra træet. Dette behandles i afsnittet "Yggdrasill, Mímameiðr & Hróðrbaðm – verdens- og juletræet”. Pludselig sidst i kapitel 16 kommer en overraskende bemærkning som jeg med det samme studsede over da den ikke umiddelbart synes at passe ind i resten af beretningen. Her er hvad han siger:

16. kafli

”Sú dögg er þaðan af fellur á jörðina, það kalla menn hunangfall, og þar af fæðast býflugur. Fuglar tveir fæðast í Urðarbrunni, þeir heita svanir, og af þeim fuglum hefur komið það fuglakyn er svo heitir".

Som jeg oversætter til:

”Den dug der herfra (verdenstræet) er faldet til jorden, den kalder mænd honningfald, og heraf (brød)fødes bifluer (bier). To fugle (brød)fødes i Urds brønd , de hedder svaner og fra disse fugle haver kommet de fugle som så hedder”.

”Udrs Brønd” eller ”Skæbnens Brønd”, er ekstrem vigtig for vor forståelse af verden. Det var her roden til verdenstræet havde rødder og Odin valgte at lade sit ene øje for at få et horn mjød fra denne brønd. Når derfor 2 svaner også brødfødes fra samme brønd så er der her tale om at svanen tildeles den yderste respekt. Man kender ikke til at svanen som fugl nød speciel anseelse, og ihvertfald ikke på lige fod med høgen og ravnen. Svanen er derfor et symbol på noget andet.

Og jeg har et godt bud på hvem dette kunne være. Russeren Sergei V. Rjabchikov fortolkede afbildninger på et skythisk sværd i artiklen ”Mermaids from Scythia” (se litteraturfortegnelsen). Han mener at afbildningerne viser en havfrue ridende på en hest , og at denne havfrue repræsenterer en Amazone (dvs. vore kvindelige krigertempelpræster). På en af disse havfruer er symbolet på en svane. I russisk mytologi er svanen og havfruen også fuldstændigt forbundet med hinanden.

Mit gæt er derfor at Snorre kender til sagnet om svanerne og Udrs brønd, men at han ikke forstår den dybere betydning af dette, hvorfor han ganske enkelt skriver at de symbolske svaner hører sammen med de fysiske svaner han ser omkring sig. De symbolske svaner er efter min mening symbolet på vore kvindelige krigertempelpræster.

En "svane" hedder "swan" (oldengelsk) og ”svanr” (oldnordisk) og ”svanir” i flertal. Men der er tillige et andet ord ”svanni” der betyder dels poet og dels ”højbåren kvinde”. På indoeuropæisk ”*swon-/*swen-” i betydningen af ”at synge, at gøre lyde” og på sanskrit ”svanati” der betyder ”(det) lyder”.

For mere om sammenknytningen mellem vore krigerinder og svaner i Rig Veda se "Bilag Æ: Bibelens begreber Hedning , Djævlen, Dæmoner og Engle" (underafnit "Engel").

Se f.eks. Gunnlaugs Saga Ormstungu fra 1200 tallet e.Kr. hvor Gunnlaugr Ormstunga og Hrafn Önudarson, i deres indbyrdes strid om Egil Skallagrímsson’s datter Helga en fagra (Helga den fagre), åbner dette drama ved at beskrive en spådomsdrøm om to ørne der kæmper om en svane (kap. 1 eller 2 afhængig af udgave):

"Þorsteinn segir: "Þat dreymþi mik, at ek þóttumz heima vera at Borg ok úti fyrir karldyrum, ok sá ek upp í himininn ok á mæninum1 álpt2 eina væna ok fagra ok þóttumz ek eiga”.
 
Som jeg oversætter til:

”Thorstein siger:” Det drømte mig, at jeg tyktes hjemme være i Borg og ude for[an] Karldøren, og så jeg up i himlen og på mønningen en svane væn og fager og tyktes jeg eje”.

1 fra det oldnordiske ”mæna” (at rage i vejret). Betydningen er, som i dag, ”tagryg”. Ordet ”mønning" høres heldigvis stadig i lokale folkemål og blandt håndværkere.
2 álpt = svane, álptar-hamr = svaneham. 

 

Helga en fagra er derfor her beskrevet som en svane.

Vi har også folkesagn om svane-jomfruer i forskellige sammenhænge, og H.C. Andersen benytter disse i ”Dynd-Kongens Datter” (1858) der finder sted i ”vikingeborgen ved vildmosen”.

Saxo har en datter af Kong Hading (Hadding) ved navn Svanehvid (svan-hvítr) og en Dronning Svanehvid til Kong Regner af Sverige (kap. 2.2.1 og 2.5.5 i Peter Zeebergs oversættelse). Alle forskere er enige i at Saxo i Gesta Danorum låner og omskriver disse historier fra andre sagaer. Derfor er det eneste interessante i denne sammenhæng at vi taler om kvinder der rider på hest og at de er forbundet med svaner.

For mere om hvorledes den førkristne forståelse for ”engel” overtages af det sennordiske ”valkyrje”, se ”Bilag Æ: Bibelens begreber Hedning , Djævlen, Dæmoner og Engle”.

Her er hvad Tacitus år 98 e.Kr. skriver i ”Germania” (8) om vore skikke:

”Memoriae proditur quasdam acies inclinatas iam et labantes a feminis restitutas constantia precum......
Inesse quin etiam sanctum aliquid et providum putant, nec aut consilia earum aspernantur aut responsa neglegunt”.
 

Som jeg oversætter til:

”Ihukommelsen fremkalder at når [hærenes] slagorden er ved at svækkes og vakler da genskaber kvinder standhaftigheden ved krigsråb..... ja endog at de [kvinderne] til en vis grad er hellige og forudseende som guder, ej afviser de deres råd eller ser bort fra deres svar”.
 

At Tacitus her år 98 e.Kr. nævner dels at kvinder deltager som krigerinder, dels at de havde status af gudinder, men også at de var shamaniske seið-koner er for et mandsdomineret Romerrige, ja for hele den kendte verden, dengang og i dag, så rystende at det må fremhæves. Det sker på helt samme vis som Herodot år 484-425 f.Kr. gør det med Amazoner. Stammerne for hvem kvinder har denne høje anseelse er de samme, og der er ikke mange af dem, dengang og i dag.

Tacitus fortsætter  i Germania (8) med at nævne kvinden ”Veledam” (Velada) som et levende eksempel på en kvindelig gudinde i Kejser Vespasian’s samtid (kejser 69-79 e.Kr.). Ordet ”Veleda” menes at være en latinisering af det keltiske ord ”Veleta” (seerske).

Hun tilskrives at have forudset (og deltaget i?) Batavi-folket’s heldige oprør mod Romerriget år 69-70 e.Kr. (Batavi er en del af hollænderne). Munius Lupercus, der måtte overgive den romerske borg til Batavi-folkets konge og hærleder Claudius Civilis, skulle bringes til kvinden ”Veleda”.

Tacitus beskriver hvem hun var (”Histories”, 4:60-61) i min oversættelse til nudansk:

”Munius Lupercus, legat af en af legionerne, blev med andre gaver sendt til Veleda, en ungmø fra Bructeri-folket, der havde et stort rige 1; for ved gammel skik tilskrev germanerne til mange af deres kvinder spåkraft og, som denne overtro steg i styrke, guddommelighed. Veleda’s magt var da på sit højeste, for hun havde forudsagt germanernes held og legionernes ødelæggelse. Lupercus blev dog myrdet undervejs”. 


 

”....Som mægler mellem os vil vi have [Claudius] Civilis [Batavi-kongen] og Velada; under deres dom skal fredsaftalen gøres gyldig. Tencteri-[folket] var da gjort tilfreds og deres udsendte blev sendt med gaver til Civilis og Veleda, der afgjorde alt til indbyggerne af Køln’s tilfredsstillelse. Det var dem ikke tilladt at gå frem til, eller tiltale, Veleda selv. For at tilskynde dem yderligere respekt blev de forment adgang til at se hende. Hun befandt sig i et højt tårn, og en af hendes slægtninge, udvalgt til dette formål, overbragte, som en guddommelig meddeler, spørgsmål og svar...”

1 Jvf. Strabo’s Geographika (bog 7:1.3-5) og Ptolemy (2.11.6-7) var Bructeri-folkets landområde i det nuværende North Rhine Westphalia mellem Lippe og Ems floderne, syd for Teutoburgerskoven i tidsrummet ca. 100 f.Kr. til år 350 e.Kr. Det er værd at huske at Bructeri-folket er en del af den alliance der nedslagter de tre legioner (Legion XVII, XVIII og XIX) i Teutoburgerskoven i september år 9 e.Kr. Stammen er derfor også på den modtagende side af hævntogtet år 14-16 e.Kr. hvor Legio II Augusta fra basen i Mainz ved Rhinen marcherer ind i "det frie" Germanien under ledelse af General Germanicus Julius Caesar. De overlevende fra Bructeri-folket ender op i den frankiske allliance.

 

Tacitus kender år 98 e.Kr. til os; han nævner Angler, Jyder og Friserne. I beretningen om Det Bataviske Oprør år 69-70 e.Kr. er Friserne i ledtog med Batavi-folket i de kampe der finder sted nordøst for Køln. Det må derfor være en rimelig antagelse at den jordlige moder vi her får beskrevet gennem kvinden med navnet/titlen ”Seersken” (Veleda) er en god repræsentant for vore egne kvinder i samtiden: krigerinden, gudestatus og spåkone – jeg tror vi kender dem i filosofi samlet som ”asynjer”. I deres egenskab som kvindelige budbringere til hest, hos Tacitus ”guddommelig meddeler”, er de ”Engle” (se ”Bilag Æ: Bibelens begreber Hedning , Djævlen, Dæmoner og Engle”). Det er her vigtigt at holde sig for at Tacitus kun kan omtale begrebet ”guddommelig meddeler” ifald dette begreb findes i den hedenske verden såvel vi, som Romerriget, befinder os i. 

Vi ser ligeledes en ordret gentagelse af Tacitus’ berømte beretning om ”den skjulte” Nerthus i Danmark (se afsnittet "Den Jordlige Moder - Moder Jord"). At holde den jordlige moder skjult for alverdens skue tjener mange formål, af hvilken Tacitus korrekt fremhæver at mystikken er en ikke uvæsentlig del. Men samtidig må det ligeledes være sandt at det at vi holder den jordlige moder skjult samtidig gør hende udødelig, og hendes udødelighed er stammens udødelighed. I praksis har det ligeledes den praktiske betydning, at i sikkerhedsmæssigt risikable situationer har den faktiske ”seerske/spåkone” ikke altid behøvet at være tilstede, f.eks. under de fredsforhandlinger vi hører ovenfor.

 

 chap21-1-10.jpg

Uddrag af Sofie Kraft's stregtegning af et brudstykke af billedtæppet fra Oseberg-skibet, dateret til år 834 e.Kr. Det ekstremt usædvanlige er at vi ser vore vanlige beskyttende drager, men her beskyttende en overdækket vogn. Vi kender ikke til dette fra andre afbildninger. Tilmed er vognen under konstant opsyn af en kvindelig vagt. Der er derfor ingen tvivl om at der i denne vogn befinder sig noget livsvigtigt for stammen. Da billedtæppet muligvis viser et felttog, Bravalla-slaget?, kan det vel tænkes at Dronningen/Kongen har medbragt noget der skal give eller hjælpe med godt varsel for slaget. Dette kan være den hellige edsring, der ellers normalt opbevares i gudehovet hjemme i kongsgården. Men det kan ligevel være at der i denne vogn befinder sig enten de kastede krigsruner (beadurúne, Beowulf 501) eller den skjulte seerske.
Kilde: Arne Emil Christensen, Anne Stine Ingstad, Bjørn Myhre: Oseberg-Dronningens Grav: Vår arkeologiske nasjonalskatt i nytt lys (1992, Textilene i Osebergskipet, s. 176-208)

 

Indholdsfortegnelse
<< ForrigeNæste >>
 
Søgeværktøj
Fra Grímnismál (vers 32, Ældre Edda) ved vi at vor ven fra skov og have, det rødbrune egern Ratatoscr (sammensat af de oldengelske ord "ræt" + "tusc" med betydningen "Gnavertand"), er god til at frembringe svar på alt mellem himmel og jord. Nedenfor til højre fra billedet af Ratatoscr, fra Ólafur Brynjúlfsson: Gudeskrift m. bl.a. Ældre Edda (Edda Sæmundr) & Snorre Edda (1760), findes Google's søgeværktøj, der er tilpasset til at søge efter svar fra Asernes æt. Ifald søgeværktøjet ikke kan ses, højreklik på musen og genopfrisk (opdater) siden.
© Verasir.dk Asernes Æt • af Flemming Rickfors • E-mailHosting • En del af Fynhistorie.dk