| Forside |  |
Indholdsfortegnelse |
Livsformlen: fortid + nutid = fremtid
Det spændende ved skæbnetro i den forne sæd er hvad der danner skæbnen. De fleste opfatter i dag skæbnen som ”det der vil komme”. Dette er en fejlagtig katolsk omskrivning, der er nødvendig i kristen teologi fordi man opfinder en person af hankøn, kalder ham Deos, og hvis job det er at styre alt fra verdensrummet. I kristen tanke skal "skæbne" være skabt af ham, og må derfor gøres til fremtiden. I vor filosofi er skæbnen ”det der var”, dvs. fortiden, og er derfor forudbestemt. Dette vises i "Bilag N: Det hellige tal 9". ”Hedning -stammen i Højnorden (N.F.S. Grundtvig , 1867 – 84 år gammel) Odin’s evne til at spå om fremtiden er afhængig af at han foretager hamskifte og som Shaman rejser til den næste verden for at hente visdom fra forfædrene (m/k). Visdommen fra forfædrene blander han op med nutidens erfaringer og fra disse to spår han om fremtiden. Spå-konen (spá-kona (oldnordisk)/ spae-wif (oldengelsk) der skulle forklare ”Urlovene om hvorledes tingene vil blive” eller ”Ørlög” gjorde dette som foreskrevet af den enkeltes ”Urðr" (oldnordisk)/”wyrd” (oldengelsk) eller "skæbne". Den virkeligt hårde læresætning er derfor at ”ingen kan undsige deres fortid” eller ”you cannot escape your past”.
Vor ”livsformel” er derfor følgende ligning: fortid + nutid = fremtid
Denne ligning er gentaget i de ting der indgår i den enkeltes ”Ørlög”:
I "Bilag N: Det hellige tal 9" viser jeg at samme forståelse gentager sig i Verdenstræets tre rødder, der er opdelt således:
I afsnittet "Begrebet Úr og bystaten Ur(im)" viser jeg den mulige sammenhæng mellem forståelsen for "Úr", bystaten "Ur(im) og runen "*uruR, Ur" fra Ældre Futhark. Det må være troligt at ordet "Urðr" er udviklet fra samme forståelse for fortiden.
Seolfor pening, silfr peningr, sølvpenge – Sceat slået i Gipeswic (Ipswich), Dorestad, Domburg og Ribe år 670-755 e.Kr. Vel nok den fineste afbildning af Verdenstræet Yggdrasill i trækorsformat med de tre rødder forneden. På hver side to ansigter der ”taler” med Verdenstræet, og dermed guderne/forfædrene, og modtager visdom og råd. Bagsiden af mønten har fire fugle (årstiderne) omkring et kors, korsvejene mellem de fire handelspladser. Mønten blev fundet af Warren Harrison i Wetwang ved Briddlington på østkysten af Northumbria, hvor mange tilsvarende mønter er fundet. Min private møntsamling.
Hvis vi ellers tror på Heimskringla i dens utallige muligheder er det spændende ved denne forståelse at vi benytter det hver dag. En af de få ting jeg kunne holde mig vågen til at høre efter i forelæsningerne om regnskabslære på Handelshøjskolen var grundsætningen om at ”den eneste årsag til at vi laver regnskab er at vi tror på at fortiden gentager sig selv”. Gjorde vi ikke dette var der ingen grund til at lave regnskab. Derfor sidder nudagens ridefogeder i investment banks verden over (inklusive jeg i 15 år) og stiller virksomheder og landes regnskaber op i fine kolonner i regnskabsark. Vi gør det alene fordi vi tror på at ved at forstå fortiden og koble fortiden på nutiden, kan vi forudsige fremtiden, og dermed om en aktiekurs skal op eller ned. Hvad der er endnu mere interessant er at det rent faktisk kun er vor stamme (dvs. Danmark, Norge, England og alle hendes døtre) der opfatter det på denne måde. Når en virksomhed syd for Hamborg skal lave regnskab opfattes det helt anderledes. Der bliver lavet et stærkt manipuleret aftryk af ”virkeligheden” på en bestemt dag (for det meste pr. 31. december). Det regnskab der kommer frem behøver ikke at vise sandheden, og gør det stort set aldrig. Men det betyder ikke noget for iflg. den katolske verdensopfattelse er fortiden vasket hvid (de kalder det syndsforladelse med eller uden betaling) og fortiden har derfor ingen indflydelse på nutiden eller fremtiden. Dette er den katolske liniære verdensforståelse mod vor egen cirkulære. Da skæbnen derfor i den oprindelige forståelse, så vidt jeg kan se, omhandler fortiden, er denne forudbestemt. Men som ”livsformlen” tilsiger er dette langt fra det samme som at vi ikke har indflydelse på hvad der sker med os. Det har vi naturligvis gennem nutiden med de ting vi siger og gør. Modsat er det også sandt at tingene vil gentage sig selv, Heimskringla, hvis vi lader stå til og ikke ændrer på nutiden (og det kan være såvel positivt som negativt). Her er den forne sæd efter min mening både jordnær og genial; det er op til den enkelte at tilse hvad han eller hun gør med sit liv.
Visdom fra fortiden – Shamanens håndværkOdin er fremsynet eller ”Óðinn var forspár”, men Odin’s evne til at spå om fremtiden er afhængig af at han foretager hamskifte og som Shaman rejser til den næste verden for at hente visdom fra forfædrene (m/k). Visdommen fra forfædrene blander han op med nutidens erfaringer og fra disse to spår han om fremtiden. Senere i samme beretning om skabelsen af de første mennesker:”....den første gav dem ånde og liv....” 1 Ifald vi antager at ”liv” er lig ”sjælen” kan vi se den klare forskel mellem ”ånd” og ”sjæl/liv”. Beowulf-kvadet (sætning 2451) åbner måske et vigtigt glughul for os at kunne danne os et billede af den oprindelige filosofi: "...þonne his sunu hangað hrefne tó hróðre...eaforan ellorsíð...." som jeg oversætter til: "...at hans søn hænger (til) ravnes velvære... erforen andenside...." Sønnen er død og hans sjæl er rejst videre til fremtiden. Det ser dog ud til at fremtiden stadig er lige her omkring på den anden side, i en anden verden, ikke fjernt fra denne verden. Det er her værd at fremhæve at Woðan/Wotan som Shaman i tidsrummet omkring år 446-448 e.Kr. før udvandringen til de nye kongeriger i Britannien fra år 449 e.Kr. endnu ikke er forsvundet ud af stammen som en absolut magtfaktor. Fin(n) Folcwalding (konge af de frisiske ætter) indgår en ed med Hengest år 446-448 e.Kr. Beowulf-kvadet (sætning 1096-98) forklarer dette således: "Fin Hengeste.....áðum benemde....weotena dóme" som jeg oversætter til: "Fin (til) Hengest.....eden benævnte....(ved) Woðanernes dom" Den nuengelske oversættelse lyder: "Finn to Hengest....proclaimed an oath...by sages' judgement". Hvad her er uhyre spændende er flertalsbrugen af Woðan/Wotan, som jeg lidt drillende har skrevet "Woðanerne". Det siger sig selv at stammen har haft mere end en enkelt shaman; måske er hele 12-mandsrådet blevet anset som "Woðaner" da det juridisk alene er dette råd, der kan afsige dom.
1 Ordet ”woð” (oldengelsk) og ”vaða/vóð” (oldnordisk) betyder direkte ”vade igennem/over” og er tidspunktet hvor Shamanen/Spåkonen mentalt bevæger sig fra denne til den næste verden. Ordet ”shaman” hedder på kinesisk ”sha men” og sanskrit ”sramana-s”, der begge henviser til en ”budhistisk munk”. Jeg har i kapitlerne om oprindelsen til Den Første Levende Buddha (”Odin og Den Levende Buddha" samt "Kushan Riget og Buddha") vist at denne var en gotisk tronarving fra Sacae/Sakya stammen. Som også ordet antyder med brugen af "mand/mænd" er ordet indoeuropæisk. Vi kan fra Herodot (Bog 4:67) se at Skythernes Shamen er "kvinde-mænd", som af stammen her kaldes "Enarees". Ordet "Enarees" oversættes normalt via det iranske "an-aryan" eller "u-mandlig". Vi ved ikke hviklen skythisk stamme Herodot her henviser til. Mit gæt er at det ikke er os, men Shaman-funktionen kan vel have været ens. Som også er stærkt antydet i de nordiske sagaer må Shamanen i visse tilfælde, eller måske altid, været undergået en eller anden form for seksuel hamskifte til kvinde - aldrig omvendt. Den oprindelige betydning af ”seo/sio/se” var ikke ”hun/she” men ”den”. Ordet ”man” betød ”menneske, dvs. begge køn” og modsvarer ordet ”maðr” (oldnordisk). Ordet “man” knyttes af de fleste sprogforskere til den indoeuropæiske rod “*men-“ i betydningen “at tænke”. Det tyder da på at ordet “Shaman” eller “Seman” oprindeligt betød “den der tænker/har viden”.
Forsølvet ende af bælte dateret til 5-600 tallet e.Kr. Strøfund fra handelspladsen Fordwich nordøst for Canterbury, Kent. Fundet gjort af Alan Elliott. Fundet sammen med en keltisk guld stater. Det antyder at guldskillinger er i omløb på handelspladsen og tiden er derfor før år 670 e.Kr. Fordwich var med handelspladsen Sandwich (Sandvig) jydernes hovedhandelsplads før Lundenbyrg (Lundeborg/London) bliver aktiv under Kong Eadbald, Konge af Kent år 616-640 e.Kr. Fordwich ligger ved floden Stour (måske ”Den Urokkelige” fra "stout/stolt") og var en del af ”Cinque Ports” frihavnsprivilegiet givet i Royal Charter år 1155 e.Kr. Byen har i dag ca. 300 indbyggere. Hvad bælteenden viser er højest usædvanligt. Afbildningen er i kunst identisk til pengebæltet fra Høvding Hrædwald fra Sutton Hoo; dvs. drotten med to store hunde som hjælpeånder, symbolet på Wuffinga-ætten, i den hellige ring, igen Wuffinga-ætten's mærke. Det usædvanlige er at drotten er en kvinde. Det er alene drotten og shamanen, der må vises som Woðan. Denne titel må derfor også have været givet til kvinder. Bælteenden er opdelt i tre dele: Foroven og forneden har vi tre sæt arme der omslynger et nav i midten. Dette viser at kvinden, med vejledning fra ulvehundene, besøger fortid, nutid og fremtid. Hovedafbildningen i midten er ligledes opdelt i tre rum. Tilsammen har vi de 9 verdener som shamanen må besøge for at sikre sig den samlede visdom. Endelig er hundene klart vist med halsbånd og oprejst hale. Derfor ved vi at det er Den Store Hund i dens egenskab af ulvehund. Det kunne umiddelbart ligne hundehvalpe, men set i forhold til kvinden kan vi se at det næppe er tilfældet. Det er meget store hunde vi ser afbildet. Hundene er noget plumpe og grove at se på. Mit bud er derfor at vi her ser en mastiff-type af de store hunde afbildet. Min private samling.
I Exeter Book (Riddle 80) findes en kenning, hvis svar er ”horn”. Ic eom æþelinges æht ond willa Som jeg oversætter til: ”jeg er ætlingens ejen(dom) og vilje, 1 ”frean minum leof” skal her forstås som ”tro mod/kær for min herre”.
Fra Ole Worms tegning fra 1641 af Det Lange/Store Guldhorn fra Gallehus, Møgeltønder i 400 tallet e.Kr. Det må her være en mulighed at vi ser shamanen afbildet med det store horn vi netop har fået beskrevet i kenningen fra Exeter Book (Riddle 80). Billedet er fra Lis Jacobsen & Erik Moltke: Danmarks Runeindskrifter (1941) og er leveret af Rolf Gunnar Rolfsson med tak. Vi kan se at vore sæder, også i dag, ligger stor vægt på at hente viden fra forfædrene. Dette var og er givet for at tilse at viden bliver givet videre fra fader og moder til søn og datter, således at vi lærer af vore fejl og derfor undgår at gentage hvad ikke virker og fortsætte hvad virker. Vor livsformel: Fortid (Urðr ) + nutid (Verðandi) = fremtid (Skuld ) er helt afhængig af viden fra fortiden. Min tanke er nu om forståelsen af Urðr (fortiden), og dermed resten af ”livsformlen”, havde en langt mere udviklet betydning end vi i dag gør os det klart. Ligeledes om ”Munin” (mindet) har været mere end det minde vi gennem tale og afbildninger har bragt fra slægt til slægt.
Menneskets urhukommelseMenneskets hjerne har 3 dele:
Den sidste del af hjernen der blev udviklet de seneste 10.000 år.
Har været med os fra begyndelsen. Mit gæt er at ordet ”sjæl” eller ”sawol” (oldengelsk) og ”sala” (oldnordisk) er en delvis henvisning til den del af hjernen. Ordet betød oprindeligt ”åndelig og følelsesmæssig del af et menneske, besjælet tilstand”. Det eneste alle teologer synes at være enige om i forståelsen af ”sjælen” er at sjælen er udødelig. Om dette helt kan forklares ved forståelse af hjernen skal jeg ikke kunne sige, men en del af forklaringen ligger heri.
Den helt grundliggende del af hjernen der behandler trusler. Denne del af hjernen er udviklet før mennesket blev menneske og indeholder derfor muligvis en lang række minder/erfaringer/hukommelse der er nedarvet. Disse kaldes i daglig tale instinkt. Vor hukommelse har ligeledes 3 dele:
Alle sanseindtryk, der lagres som minde, skal gennem de tre hukommelsesdele. Langtidshukommelsen har ubegrænset lagerkapacitet. Er et minde først lagret skal der hjerneskade til før det forsvinder. Alle minder i langtidshukommelsen er fuldt struktureret. For at et minde skal kunne overføres fra Korttidshukommelsen til Langtidshukommelsen kræves opmærksomhed, gentagelse og sammenhæng. Der er utallige vis hvorpå dette kan gøres og bliver gjort.
IhukommelseIfald en del af vor samlede hukommelse er nedarvet har det en ganske stor betydning for hvorledes viden fra fortiden kan bringes videre fra slægt til slægt. Som et eksempel på urhukommelse er det blevet fremhævet at når vi har mareridt vågner vi altid umiddelbart før vi falder ned (i et hul, på jorden etc.). Dette skulle være et nedarvet forsvarsværk mod at falde ned fra de træer vi i tidernes morgen befandt os i. En tid hvor alt på jorden var farefuldt medens trækronerne bød på sikkerhed. Et andet eksempel må være dragernes beskyttende funktion mod onde ånder på alle vore ting; fra teltet til kirkjan, fra runesten til stavn, og som krigsmærke. Dragernes funktion som hjælpeånder (med ravnene og vor store hund ) til Shamanen findes arkæologisk mindst tilbage til 900 tallet f.Kr. og må være af langt ældre oprindelse. Verdensdragen/-slagen (World Serpent) der omspænder verden og bider sig selv i halen findes i Egypten 1600 f.Kr., hos fønikierne, hos grækerne (under navnet Ouroboros) og naturligvis hos os. At dragen for os oprindeligt har været baseret på et faktisk levende dyr, som vi må have frygtet og hvis beskyttelse vi har søgt, er nærliggende. Det interessante ved dragen er at jeg fra egen erfaring med vor nu 6-årige søn kan se at han har nedarvet forståelsen for dragens betydning. Før han begyndte at tale viste jeg ham mange afbildninger af drager fra langskibe, stavkirker og runesten etc. Hans reaktion var instinktiv, dvs. nedarvet. Først de seneste to år har han fysisk set dragen i sten, banner og stavn og fået forklaringer på dragens betydning. Et tredje eksempel er at ifald en moders stemme gennem vand høres af en søn eller en datter da kan sidstnævnte fremkalde minder fra før fødslen. Et fjerde eksempel er et spædbarns uomtvistelige evne til at gribe fat og holde endda meget hårdt fast. En evne der må være nedarvet fra en tid hvor et fald fra trækronerne medførte døden fra faldet alene. Et femte eksempel er de oplevelser vi alle har haft med personer der, under indflydelse af alkohol eller narkotiske stimulanser, i visse situationer synes at gå ”berserk”. Denne berserkergang synes at tilsidesætte dele af hjernen og kan måske være handlingshjernen eller ”reptilhjernen” i fuld flor, dvs. nedarvedede minder/erfaringer/ hukommelse kaldt frem. Dette igen leder tanken hen på de to kampformer ”ulvhednar” (ulveskindskapper) og ”berserkar” (bjørneserker). Begge begreber behandles i afsnittet ”Ulvhednar og Berserkar”. Kampformerne er begge mentale hamskifte hvor personen bliver ”bjørnen” og ”ulven”. Det er bemærkelsesværdigt at vi altid hører kampformen ”berserkar” beskrevet i forbindelse med sang, høje skrig etc. Det kunne tyde på at sang og skrig har tjent et andet formål end bare at skræmme fjenden fra vid og sans (romernes kampform var jo helt modsat, nemlig fuldstændig tavshed – der er mindst lige så frygtindgydende). Er det derfor sandt at vor nedarvede hukommelse har minder så langt tilbage må det have den følge at også minder af yngre dato kan være nedarvet, herunder visdom fra forfædrene. Langtidsminderne ligger lagret i Hippocampus del af hjernen. Det burde derfor ligeledes være tilfældet for nedarvede minder. At fremkalde disse minder kan være uhyre vanskeligt og sker på den mærkeligste vis som forskerne stadig ikke kan forklare. Spørgsmålet er om vi allerede havde fuld forståelse for at en del af vore minder var nedarvede og at håndværket Sejd 1 og tydning af runer (i den oprindelige betydning af ”hemmeligheder” 2) var delvist udviklet til at kunne fremkalde nedarvede minder. 1 seiðr
Som jeg har forstået håndværket Sejd var ritualerne bygget op ved konstante gentagelser af sang fra en kreds omkring Shamanen/ Spåkonen1 , dyb koncentration af Shamanen/Spåkonen, der efter en tidsrum opnåede ekstasen ”woð”. 1 Varðlokur (direkte oversat ”skytsskodder” dvs. de der beskyttede Shamanen/Spåkonen under ritualet).
Rig Veda (”Rig’s viden” eller korrekt ”Råd (og) viden”) forklarer os i den hellige ceremoni ”Soma” at Shamanen benyttede et narkotisk stof udvundet fra den røde fluesvamp for at øge evnen til at opnå ekstasen ”woð” (se afsnittet ”Den røde fluesvamp og juledekoration”). Musik og sang har en biologisk nedarvet evne til at fremkalde følelser som kun vanskeligt kan kontrolleres. Se kapitlet ”Sang- og strengeleg”. Det tyder på at vi allerede havde fuld forståelse for at sang og dans kunne benyttes som hjælpemiddel til at komme i kontakt med den nedarvede del af langtidshukommelsen. Vi ved også at der er fuld sammenhæng mellem søvn og ihukommelse. Fravær af søvn mindsker vor evne til at erindre, og denne forståelse har stor betydning lige fra skolebørns nedsatte indlæringsevne ifald de ikke har sovet igennem, til en krigers evne til at virke i marken. Det må omvendt betyde at en forøgelse af søvn øger vor evne til at erindre. Årsagen til dette skyldes at vi lagrer og ihukommer vore minder under de 21-30 minutter, der kaldes REM-søvn. Denne søvncyklus gentages flere gange under den samlede søvn. Derfor jo længere vi sover des mere kan vi ihukomme. Det må være en oplagt mulighed at ekstasen ”woð” indeholder en dyb forståelse for sammenhængen mellem søvn og erindring. Mit gæt er derfor at Shamanen/Spåkonen’s ritual var et helt bevidst forsøg på at provokere den nedarvede del af langtidshukommelsen til fremkaldelse, hvorved visdom fra fortiden kunne bringes til nutiden og dermed tilsammen være med til at spå om fremtiden. En person kyndig i shamanisme har forklaret mig at det i princippet er muligt at hente visdom fra fortiden, men at det er uhyre vanskeligt at gøre dette korrekt da det kræver at personen er i stand til helt at slippe sit ego. Er personens ego stadig tilstede vil dette forme de svar der fremkommer og således ikke være en sandfærdig visdom fra fortiden. Det må her være muligt at kategorisere ”ego” som ”den del af langtidshukommelsen erfaret i denne verden”. Tager vi derfor kombinationen af viden fra fortiden opnået gennem Shamanen/Spåkonen, og viden fra fortiden bragt videre fra moder og fader til søn og datter i tale og afbildninger, kan vi pludselig se hvorfor stammen ikke havde behov for at udvikle sit sprog i skrift (se kapitlet ”At Riste Lyde”). Er det muligt at der er en sammenhæng mellem runernes overgang fra shamaniske ”hemmeligheder” til almindeligt skriftsprog i Ældre Futhark og Shamanens forsvinden eller evolution til Spåkonen? Spåkonen er delvist under indflydelse af shamaniske ritualer, men opfylder langt fra den samme funktion i stammen. Tabet af Shamanens viden kan have nødvendiggjort en anden vis at understøtte tale og afbildninger som den måde hvorpå visdom fra fortiden blev bragt videre.
Såvel begrebet ”heks” som ”witch” er ikke opfundet af den katolske kristendom. Begge ord findes før udvandringen til de nye kongeriger i Britannien fra år 449 e.Kr. Ordet ”heks” (”hag” på nuengelsk) oprinder fra ”hægtesse” (oldengelsk) og er formentlig forbundet med ”tunriða” (oldnordisk) eller “tunrider/hæk-rider” samt det indoeuropæiske “*dhewes-“ i betydningen “at flyve omkring”. Ordet er alene forbundet med kvinder og er sikkert identisk til den arbejdsopgave ”norner” havde. At disse kvinder kaldtes ”hæk-ridere” skyldes at ”hækken” i hver bygd var grænsen mellem det sikre og kendte inde i bygden og det usikre og ukendte uden for bygden. Som omvandrende kvinde og spåkone havde ”hægtessen” et ben i hver verden. Det moderne engelske ord ”witch” oprinder fra det oldengelske ”wicca” fra den indoeuropæiske rod ”*weg-” i betydningen ”at være stærk”. Håndværket ”witchcraft” eller ”wiccecræft” (oldengelsk) er identisk til de ”kræfter” spåkonen havde. En ”Wicca” synes ikke at være begrænset til kvinder alene. Som vi hører i vers 3 af ”Vi elsker vort land” (Holger Drachmann/P.E. Lange-Müller, 1885) havde hver bygd deres egen heks: Vi elsker vort land, Som vi ligeledes hører bliver vore spåkoner brændt på bålet på foranledning af den katolske kristendom’s glimrende verdensforståelse. År 998 e.Kr. lader Kong Ólafr i Túnsberg (Tønsberg), Norge alle ”seiðmanna” (sejd-mændene), her klart personer af hankøn, bandlyse fra landet. Herefter brænder ham dem ihjel, og kun Harald Hårfager’s søns barnebarn Eyvind Kelda, der var sejdmand, undslipper. Dette må være den tidligst kendt hekseafbrænding gjort i kristendommens navn 1. 1 Snorre: Heimskringla (Saga Ólafs Tryggvasonar, kap. 69)
Efter Reformationen finder den første heksebrænding sted i Stege, Møn år 1540. Det sidste heksemord fandt sted år 1800 i Brigsted ved Horsens (82-årige Anna Klemens). Den sidste ulovlige heksemishandling fandt sted år 1897, og den sidste beskyldning for hekseri blev fremsat i 1934! Det er således viden går tabt for næste slægtsled. Hvor mange resourcer, og hvor mange generationer vi skal bruge for at genfinde den viden vi selv udryddede, under indflydelse af importerede uskikke, er ikke godt at vide.
Efter Cesare Auguste Detti (1847-1914). Vi ser her hvad spåkonen og håndværket Sejd er blev forvandlet til i 1500 tallet – en omvandrende tiggerkone der for en skilling ”læser” ridderens hånd. Maleriet er fra min private samling.
Lakrids og kvinde-mænd |
”Fille and finule, felamihtigu twa, | ”Kørvel og fennel, fælmægtige to, |
Min oversættelse til nudansk.
1 Der ser ud til at være sket enten en fejllæsning af det overlevende skrift eller en fejl i skriftet selv. Tallet skal være 9, som fremgår klart fra sætning 30 og 32 og vor filosofi, men ser ud til at stå som ”VII” eller 7. De fleste oversættelser har korrekt rettet dette til enten ”nygon” (9) eller bare tallet 9. Læredigtet er bevaret i Lacnunga-skriftet (Harley 585) fra 1000 tallet e.Kr.
Vi er allerede nu er klar over, at ”drihten” er ”Woden” (sætning 32), og er en gentagelse af Hávamál (vers 138, Ældre Edda).
Planten ”Finule” eller ”fenol” (oldengelsk) kaldes ”fennikel, finkel, søtfennikel, knoldfennikel, fenniku, fennel, fänkål” på dansk/norsk/islandsk/svensk; ”fyenkhel/fenkhel” (russisk) og ”venkoli” (finsk). Den smager af ”anis/lakrids”, som Kongen af Danmark bolcher, og har sæson juli-oktober. Planten er hvid-grøn og bliver op til 1.5 meter høj. Vi medbringer denne plante under folkevandringen fra området omkring Tanais-floden og Den Asovske Sø. Fra samme sted henter grækerne planten, hvorfra romerne overtager den med navnet ”feniculum”.
Lægevidenskabligt indeholder planten stoffer der påvirker fordøjelse, mavepine og anæmi. Den undertrykker sult og nedbryder fedt, dvs. er et slankemiddel. Derfor mente romerne, korrekt, at planten forbedrede udholdenhed og synet.
William Turner (1508-1568) skriver i ”Herbal” (bog 1 af 3, 1551): ”Anyse maketh the breth sweter and swageth payne”.
Kong Esarhaddon/Aššur-aha-iddina (681-669 f.Kr.)’s hoflæge (“asu”) skriver: “…de bør bringe lakrids til kongen. Nøjagtigt som de allerede har gjort to gange…” 1
1 H.E. Sigerist: A Story of Medicine (1951, Vol. 1).
Theophrastus/Tyrtamos fra Eressus, Lesbos (371-286 f.Kr.) omtaler i Planternes Historie/History of Plants (9.13.2) i det geografiske område ”scythia” og ”Maeotis” (Den Asovske Sø), dvs. Ukraine og omkring Tanais-floden, hvor vi befinder os i samtiden:
”Den skytiske rod” er også sød; nogle kalder den endda ganske enkelt ”sød-rod”. Der findes omkring Den Asovske Sø (Maeotis); den er til nytte mod astma eller tør hoste og alment mod problemer i brystet; tillige, givet med honning, mod sår; tillige slukker den tørsten, hvis man holder den i munden; hvorfor de siger at skytherne, med hjælp fra denne og mælkeost fra en mare kan gå 11 eller 12 dage uden drikke”.
Der er ingen enighed om hvorvidt ”den skytiske rod” er ”glycyrrhiza glabra” (lakridsrod) eller ”glycyrrhiza echinacea”. Bemærk at vi også kalder planten ”Foeniculum vulgare” for “søtfennikel/knoldfennikel”. Der har oprindeligt ikke været skelnet mellem disse planter da det er lakridsen, der var eftertragtet.
På sanskrit kaldes ”fennel” for ”madhurika” – direkte ”mjød-rig” medens ”lakridsrod” kaldes for ”yastimadhu” – direkte ”rod-mjød”. Begge skal dog sikkert opfattes med forståelsen ”sød-rig” og ”rod-sød” fra den indoeuropæiske rod ”*medhu-” betyder ”honning, sød drik”.
Planten ”fille” er sikkert fra ”cerfille/cyrfille” (oldengelsk) eller ”kørvel, hagekjørvel, kerfill” på dansk/norsk/islandsk; ”kirveli, maustekirveli” (finsk); “kervel” (russisk), som grækerne igen kendte under samme navn som ”chairéphyllon”, der omskrives af romerne til det latinske ”caerefolium”. Navnet er en henvisning til bladenes duft. Den direkte græske forståelse er ”glæder mig-blad” og dens botaniske navn er i dag ”Anthriscus cerefolium”.
Det er absolut ingen tilfældighed at denne plante nævnes sammen med “fennel” da den har en sød duft, et sted mellem persille og lakrids. Plantens oprindelse er ligeledes området nord for Den Asovske Sø og Kaukasus-bjergene, og det er herfra vi bringer den til Norden og videre. Det græske ord udledes fra ”chaíro” (glæder mig) der modsvares af ”georn” (oldengelsk), ”gaírns” (gotisk), ”gjarna” (oldnordisk) og ”gerne” (nudansk) med den oprindelige betydning ”begærer”.
Ligeledes har planten ”Esdragon, Fáfnisgras, Dragon, Drakebloed, Klapperkruid, Slangekruid, Estragonpuju” (Artemisia Dracunculus) en sød smag, der minder om fennel, anis og lakrids.
At denne plante kaldes “Fáfnisgras”, dvs. er navngivet efter den altbeskyttende skjoldunge, senere hamskiftet til vor beskyttende drage, Fáfnir (Fáfnismál, Ældre Edda) må have betydningen at indtagelsen af denne plante, endnu engang lakrids, har givet personen dragens beskyttelse – den højeste beskyttelse mulig (se afsnittet "de hellige sværd").
Derfor blev planten også benyttet som serum mod slangebid – drage mod drage.
Endelig bør vi nævne Dild ("dile" oldengelsk) også kendt som anis(e), igen lakrids, som vi bringer med under folkevandringen. Mit bud er at "dild" er knyttet til "dylja" (oldnordisk), "dølge" (nudansk) og derfor havde betydningen at "undertrykke smerte".
Mit bud er at det er vor begæren efter lakrids der gør at det er Odin selv der tilskrives disse to planter. At ordene på sanskrit er det samme som for ”mjød”, der altid er bindeleddet mellem de udødelige forfædre i himlen og de dødelige på Jorden, gør at lakrids må have en forbindelse til Woden/Odin som shaman, og shamanens virke.
Herodot (Bog 4:67) forklarer os at Skythernes Shamen er "kvinde-mænd", som af stammen her kaldes "Enarees". Jeg har vist at samme kvindelige egenskab går igen hos vore egne shamen. Det har derfor for en shaman, som mand, været ønskværdigt at fremprovokere de kvindelige egenskaber.
En af bivirkningerne af lakrids er ”phytoetrogens”, der har samme virkning som det hovedsagligt kvindelige hormon østrogen, der påvirker bryster og menstruations-tidspunktet. Et stort østrogen i blodet formindsker ligeledes muligheden for graviditet. Der er derfor for mig ingen tvivl om overhovedet at lakrids er blevet indtaget i store mængder af mænd, hvis virke var shamen, for at fremskynde de kvindelige egenskaber. For vore unge ugifte kvindelige krigerinder, skjoldmøer, er lakrids ligeledes blevet indtaget i store mængder for at udskyde, forstyrre eller manipulere kvindens naturlige kønsmodning.
Herodot i ”Histories” (Bog I:105) mere end antyder at de skythiske shamen eller ”kvinde-mænd” havde et eller anden form for provokeret unaturligt helbred. Tiden er i Kong Psammetichus II. til Egypten’s samtid år 595-589 f.Kr.:
”Skytherne der røvede templet i Ascalon [i Syrien] blev straffet af gudinden [Aphrodite Urania] med hvad kaldes ”den kvindelige sygdom”, og deres efterfølgere plages stadig af den. Dette er grunden som skytherne giver for denne mærkværdige klage, og rejsende til [deres] land kan se hvorledes det er. Skytherne kalder dem der plages af den for ”Enarees”.
Det ser ud til at der hos skytherne findes en gruppe af mænd, der er blevet til ”kvinde-mænd” af en eller anden årsag. Dette er klart ikke en nedarvet egenskab, som skytherne mener, men skyldes et eller andet der indtages som en del af deres føde. Mit gæt er at det er en overdreven indtagelse af lakrids der gør dette.
Hippocrates giver os ca. år 400 f.Kr. i ”Peri Aeron” eller ”Om Luft, Vand og Steder” (kap. 22) et indblik i hvad ”den kvindelige sygdom” var. Han forklarer os at der blandt skytherne er mange eunukker, der laver kvindearbejde og taler som kvinder. Disse eunukker er ikke kastrerede, men er impotente. Hippocrates mener selv det skyldes at skytherne lider af kroniske hofteledsproblemer som følge af den megen tid de bruger på hesteryg. Dette behandler de ved en åreladning bag begge ørene på personen med problemet. Han mener dette påvirker deres sæd, der igen gør dem impotente. Det rammer flere rige end fattige, og da det er de rige der har heste forbinder Hippocrates problemet med ridning. Hvis lakrids er blevet benyttet, og har haft samme status som mjød, er den alene blevet indtaget af overklassen, der er krigerne. En af bivirkninger af lakridsforgiftning er netop impotens. Mit bud er derfor at lakrids er årsagen.
Lakridsroden, som slik alene, kendes fra slutningen af 1800 tallet. Vor afhængighed af lakrids ses bl.a. fra at der formentlig ikke er nogen, der ikke genkender følgende:
Lakrids snører (fra 1923)
Gajol (fra 1934)
Lakridskonfekt (fra 1938)
Pinnocchiokugler (fra 1947)
Amagerstænger ( fra 1952)
Piratos (fra 1955)
Fostervand og sjælen
Det at blive ”født” skal vi faktisk opfatte "at blive båret fri".
Der er ingen tvivl om at i vor oprindelige filosofi begynder ”liv” før vi bliver båret fri. Dette er klart fra bl.a. vor lovgivning om vergeld.
Livet før vi bliver født er i fostervandssøen og tidspunktet kaldes ”undfanget”, hvis oprindelige betydning er ”modtaget”, der ikke er det samme som ”befrugtet”.
Fostervandet er den sø, gennem hvilket vi trækker vejret, der giver os "liv" ("lifian" oldengelsk, Angelsk dialekt og "lifa" oldnordisk) eller "at kunne forsyne sig selv med føde".
Dette liv-givende vand ser ud til at begynde i uge 10 fra tidspunktet hvor kvinden bliver gravid. Her begynder fostret at trække fostervand ind og ud som ernæring og flytter sine arme. 1
1 Se Janet L. Hopson: Fetal Psychology (Pscychology Today, Sep/Oct 98, Vol. 31, issue 5, s. 44).
Runen "*LaguR, Lagu" viser halvdelen af et fuldskabt, men filosofisk tve-skabt, menneske. 1
Runen "*mannaR, Mann" viser et fuldskabt, men filosofisk tve-skabt, menneske med to arme og to ben.1
1 Se afsnittet ”LaukaR-runens beskyttelse af søens folk”
I vor oprindelige filosofi ser det derfor ud til at halvdelen af hvem vi er, er lærdom (tve-skabelsen) fra nutiden, medens hele 50% er den forudbestemte skæbne, som vi ikke kan løbe fra.
Det antyder da at 50% af hvem vi er er arveligt betinget og derfor må overføres fra moder til ætling før vi bliver båret fri.
Så vidt jeg kan se er alle oprindelige filosofier og religioner enige om at sjælen er udødelig.
Når vi afgår fra jordelivet i nutiden er det derfor sjælen der rejser videre til fremtiden.
Begravelsesskikken er intet uden en afbrænding af den afdødes krop – Skærsilden – så den kan genforenes med sjælen i fremtiden. Samtidig tjener den det formål at de dødelige ved mindet (Munin) kan ophøje den afrejste til udødelighed i de dødeliges tanker.
Det er klart fra ofringen af ætlingen ved Liða (Sommersolhverv) at samme ætling rejser til fremtiden, gennemgår en renselse ved ild, for at blive genfødt som et nyfødt barn den 1. juledag om morgenen den 24. december.
Men er det en genfødsel af samme fysiske person eller er det en genfødsel af den udødelige sjæl? Jeg mener det sidste, hvorfor jeg ikke mener man kan forsvare tanker om re-inkarnation. Men samtidig åbner genfødslen af sjælen op for en hel ny verden af helt nøjagtig hvad sjælen er.
Jeg har argumenteret for at fostervandet i fostervandssøen er lig med ”liv”.
Snorre i Gylfaginning, og alle andre oprindelige kilder, er helt klare på at ”ånd” og ”liv” er to forskellige ting, jvf. beretningen om skabelsen af de første mennesker:”....den første gav dem ånde og liv....” (Gaf hinn fyrsti önd og líf).
Ifald vi antager at ”liv” er lig ”sjælen” kan vi se den klare forskel mellem ”ånd” og ”sjæl/liv”.
Kan vi komme så langt da betyder det at fostervandet er lig sjælen 1.
1 Det rejser straks spørgsmålet hvad vi ved om fostervandet. Her har jeg modtaget hjælp fra Dorrit Hansen, Vancouver, BC, Canada. ”Fostervandet er 98% vand og indeholder ellers en lille smule salte og mere og mere "junk" fra baby’ens udvikling. Det meste af vandet kommer fra blæren men det er ikke rigtig urin. Fosteret bruger mors nyrer til at rense dets blod. Alt hvad der er i fostervandet med hensyn til genetisk information kommer fra baby’en, afstødte celler, som stadig er i live. Man kan lave amniocentesis (fjerne nogle faa kubikcentimeter af fostervandet med en kanyle gennem moderens maveskind) og få disse celler til at gro, og bruge dette materiale til at finde ud af mange nedarvede sygdomme som baby’e kunne have. Indersiden af sækken ungen flyder rundt i, er lavet udelukkende af babyens celler, og vædsken bliver konstant slugt og tisset ud igen. De eneste genetisk betingede besked’er barnet får fra moderen er i form af blodvædskeudveksling gennem placentaen [moderkagen]. De såkaldte immunoglobulins, meget små proteiner, som er antibodies til infektioner, krydser igennem placentaen og bliver givet til barnet”. Med andre ord indeholder fostervandet i hvert fald oplysninger som tyder på en overførsel af en eller anden form for arvemasse. Der er en lang række andre ikke-arvelige påvirkninger af fostret, herunder moderens hormoner og levevis under svangerskabet, så som spisevaner, søvn og fysisk aktivitet.
Det har en ganske stor betydning fordi sjælen er udødelig, hvorfor den sjæl som du og jeg har drukket i fostervandssøen må indeholde ting fra fortiden, der befinder sig i fremtiden.
Den oprindelige betydning af ”Gud” er alene ”ånden boende i gravhøjen”, dvs. den ånd som efterlades af forfædrene på (Moder) Jord når sjælen rejser videre til (Moder) Sky.
Mit bud er at ”sjæl” eller ”sawol” (oldengelsk) og ”sala” (oldnordisk)1 er den overførsel af ”siðr” (sæder) der sker når hver undfanget ætling drikker fostervand.
1 Se f.eks. indskriften på runestenen fra Ramsundsberget, Jäder, Södermanland dateret til 1000 tallet e.Kr. Her forekommer i Yngre Futhark at stenen er ridset til ”salu hulmkirs” (salu HolmgæiRs) eller ”Holmger’s sjæl”.
Mit bud er også at denne viden bliver lagret i den del af hjernen hvor ”Tanke” opbevares. Udviklingen af denne del af hjernen er sket de seneste 10.000 år. Ordet ”sjæl” betød oprindeligt ”åndelig og følelsesmæssig del af et menneske, besjælet tilstand”.
Hermed kan vi give et ganske godt bud på at denne del af hjernen måske er forskellen på Det Gamle Menneske (”jætter” i vor, semitisk og kinesisk filosofi, ”Cro Magnon” i videnskaben) og Det Nye Menneske (os). Det kan forklare hvorfor Det Nye Menneske formåede at udvikle ”siðr” (sæder) og lære af sine fejltagelser.
I afsnittet ”Hvorfor uddøde jætter?” ser det ud til at jætter bliver ofre for en række vandfloder år 7000-5600 f.Kr. Det helt åbenlyse spørgsmål for Det Nye Menneske er hvorfor jætter ikke forudså den tiltagende fare ved vandets frembrusen over mange slægtsled, tog forebyggende tiltag og derfor formåede at overleve. Svaret kan meget vel findes i jætters manglende udvikling af den del af hjernen hvor ”Tanke” opbevares. Hvis denne evolution af hjernen ikke har fundet sted, og det er her den nedarvede sjæl lagres med ”siðr” (sæder), da har jætter ikke kunnet lære af sin fejl, hvorfor hvert eneste slægtled har skullet genopfinde det varme vand. Dette skal ikke nedgøre Det Gamle Menneske's, jætter's, evne som jæger, og det er samme der tæmmer ulven til tamhund. Men mod en så stor udfordring, som vandfloderne var, er resultatet katastrofalt.
Det er efter min mening vigtigt her at fremhæve den 31-årige han-chimpanse Santino's dåd i Furuvik Zoo, Sverige 1. I raseri over hver morgen at skulle beskues af besøgende begyndte han at smide sten efter de gæster, der ankom til hans ø og indelukke. Men Santino gik et kæmpe skridt videre. Han byggede små lagre af ammunition hver dag efter lukketid. Disse våbenlagre blev fyldt op igen når de var ved at være tomme, og våbenlagrene var alle strategisk lagt på de steder, der vendte imod hegnet ud til de besøgende gæster. Han fremstillede selv sten-våbene ved at hamre sten og cementstykker løs, og cementstykkerne blev endda formet som flade diskos-lignende stykker. Mindst 50 gange er denne opførsel blev set. Santino har herved vist en forståelse for at kunne spå om fremtiden, og kan forbinde rummet "nutiden" med rummet "fremtiden". Dette har Det Gamle Menneske, jætter, derfor også fuldt ud behersket. Den mulige forskel på Det Gamle Menneske, jætter, og Det Nye Menneske, mener jeg muligvis skal findes i, at denne helt utrolige evne Santino har udvist ikke vil blive nedarvet af hans efterkommere, men skal genlæres eller genopfindes af hvert eneste slægtled for ikke at gå tabt.
1 Se Line Holm Nielsen: Stenkaste-chimpanses skumle plan forbløffer (Berlingske Tidende 10. marts 2009)
Endnu et lag i forståelsen kan muligvis hentes fra en undersøgelse foretaget på University College London 1. Resultatet af undersøgelsen antyder at det var stigende befolkningstæthed, og ikke en forøgelse af hjernekapacitet, der udløste udviklingen af menneskelig adfærd for 90.000 år siden. Undersøgelsen viser at Det Gamle Menneske kun kunne bibeholde alle de færdigheder og egenskaber det har lært, ved arv og/eller tarv, fra sine forfædre, hvis det have tilstrækkelig fysisk kontakt til andre mennesker. Kun ved tilstrækkelig omgang blandt medmennesker kan nye tanker udvikles, forbedres og forhindres i at gå tabt igen. Undersøgelsens resultater er udløst af computersimulationer, hvorfor forudsætningerne for disse simulationer naturligvis først må godkendes som rimelige. Herfra kan man se at der blandt Det Gamle Menneske, i øvrigt som i dag, fandtes grupper med mere og mindre veludviklede færdigheder på samme tid, og at graden af deres udvikling er knyttet til befolkningstætheden lokalt. Befolkningstæthed, eller manglen på samme, kan dog næppe være den eneste årsag til, at Det Gamle Menneske fattedes evnen til at tilpasse sig, og derfor overleve.
Omvendt forekommer det rimeligt, at ifald Det Gamle Menneske, måske som følge naturlige klimaforandringer, herunder bl.a. Vandfloderne, og naturlovenes heraf følgende verdensomspændende sygdomme (pandemi), er blevet så kraftigt udtyndet at det befinder sig i forøget isolation på hele den nordlige halvkugle, da kan den manglende befolkningstæthed have udøvet indflydelse på Det Gamle Menneskes undergang (se også afsnittet ”Klimaskifte - Fimbulvetr – den store vinter år 536 e.Kr.”).
1 Adam Powell, Stephen Shennan og Mark G. Thomas: Late Pleistocene Demography and the Appearance of Modern Human Behavior (Science, 2009; 324 (5932)). Se artiklerne ”High Population Density Triggers Cultural Explosions” (June, 5 2009, www.sciencedaily.com) og ”Høj befolkningstæthed udløste kulturel eksplosion” (5. juni 2009, www.videnskab.dk).
Det Nye Menneske ophøjer sine forfædre til guder, fra dødelig til udødelig. Udødeligheden kan vi nu se er sandfærdig ifald forfædrenes sjæl virkelig nedarves til næste dødelige slægt gennem fostervandet. Derfor er det eneste der kan dræbe Det Nye Menneskes guder, ifald Det Nye Menneske uddør eller, som samlet hele, stopper med at tænke på sine guder. En omfortolkning gennem et troskifte kan næsten opnå samme virkning, men ikke helt.
For Det Gamle Menneske derimod, der ikke har forfædrenes sjæl nedarvet, har ophøjelsen af forfædrene til udødelige guder måske ikke fundet sted. Det var ikke i virkeligheden herfra visdom blev hentet. Måske tilhører den menneskelignende gudeforståelse alene Det Nye Menneske.
En sådan tanke leder straks til overvejelsen om dette kan være oprindelsen til at der hos baskerne, en oprindelig ikke-indoeuropæisk stamme, findes en forståelse for en nedstamning fra Bjørnen. Iflg. baskisk folketro er Lille Bjørn (Hartz-Kume) avlet af en menneskelig moder og Store Bjørn. En sådan forståelse går igen blandt stort set alle nordlige folkeslag udenfor den indoeuropæiske stammegruppering. Og der må være noget om sagen da stjernebilledet, et spejl af menneskets tanker, indeholder Store Bjørn (Ursa Major) og Lille Bjørn (Ursa Minor).
Et andet eksempel er Eyak-folkets skabelsesberetning, hvor nedstamningen sker fra Ravnen, der ankommer fra hvalens indre (hvalen ser ud til at være Det Store Dyr, dvs. transportmidlet, ikke Moderen). Den sidste fra denne stamme, Marie Smith Jones (1918-2008), var også den sidste der kunne tale sproget. Stammens oprindelige landskab var i det sydøstlige Alaska 1.
1 The Economist (9.2.08, Obituary: Marie Smith, s. 92)
Beowulf-kvadet indeholder to Beowulf personer; den faktiske konge Béowulf Scyldinga (Bjørnulv Skjoldunge), og en filosofisk helte-skikkelse kaldet Béowulf. Som det allerede er blevet foreslået af mange kan det ikke udelukkes at helteskikkelsen måske er en kenning for ”Bjørnen”, hvorfor vi skal læse helten Beowulf’s navn som ”beo” (bi) + ”wulf" (ulv) eller ”den der jager bier” og derfor ”Bjørnen” (se f.eks. sætning 2724, hvor navnet på oldengelsk staves "Bíowulf").
Er det derfor Rolf Krake (Scyldinga-æt nr. 19, før år 494 e.Kr.)’s mest berømte thegn kaldes Bödvar Bjarki (“Biarco” hos Saxo i Gesta Danorum) i Bjarkamál, med “Bjarki” betydende “Bjørn”?
I Saxo’s gengivelse af Bjarkamál er Bjarke’s sjæl “i en bjørns skikkelse” og Bjarke ”snart går i mands skikkelse, snart i bjørns” 1. Bjarke er shaman (se "Bilag Z: Det oprindelige år nul og betydning").
1 Se Axel Olrik: Bjarkemål (1886, s. 4,5)
Er Bjarke hamskiftet til berserkar eller nedstammer han fra bjørnen, da Bjarke ved eget udsagn tiltales ”Bödvar” (kæmpe), eller er det i virkeligheden én og samme grundforståelse?
Var Det Gamle Menneske, jætter’s, guder dyreverdenen, og er det derfor Stjernebilledet og Dyrekredsen gengiver dyr?
En af de helt store konsekvenser af forskellen på Det Gamle Menneske, jætter, og Det Nye Menneske er at vi begynder at lagre foder for Vinterhalvåret (Hávamál 60 & 74), dvs. spå om ”hvad vil komme”. Det gjorde Det Gamle Menneske ikke som hånd-til-munden jæger. Fra denne evne, givet af nedarvede ”siðr” (sæder), kan Det Nye Menneske opbygge sin stamme ved specialisering og derved frembringe mere føde til mand og tamdyr end behøves for at overleve. Herfra opstår et af de helt centrale omdrejningspunkter i vor ”siðr” (sæder), fejring ved fest med overflod af mad og drikkelse. Dermed er grundlaget lagt for skabelsen af et ceremonielt år, forskelligt fra naturens år, begyndende med Julen.
Hvis jeg har bare nogenlunde ret i at sjælen er arvelig kan det også hjælpe med at forklare hvorfor vor filosofi omtaler ”Urlovene” eller ”Ørlög”. I underafsnittet ”Ihukommelse” har vi set eksempler på ting nedarvet fra arilds tid.
Det der for mig er spændende er om denne arvemasse sker ved en datadump i fostervandssøen.
Det rejser en lang række uafklarede problemstillinger:
- Hvis fostervandssøen er sjælen da synes det umiddelbart at alene kvindens sjæl er udødelig. Det strider mod sund fornuft. Hvad sker der med mandens sjæl? Én mulighed er at fostervandet selv allerede indeholder moder og faders sjæle. Mandens ”sæd” (på gotisk ”mannaseþs”, men i betydningen ”menneskehed”, der er samme ord som ”siðr” (sæder)) og kvindens ”æg” (hvis oprindelige betydning er forbundet med ”liv”) forenes i en af æggelederne, der ”leder” vejen til livmoderen. Fostervandet dannes i livmoderen. Denne enhed (”det befrugtede æg”) er derfor en sammenblanding af moder og fader, og det er denne enhed, der i uge 10 begynder at drikke fostervand og hermed undfanges. Da fostervandet dannes i livmoderen, efter ankomsten af enheden ”det befrugtede æg”, synes det rimeligt at mandens ”sæd” kan have en direkte indvirkning på fostervandets indhold. Overførslen fra slægt til slægt sker dog gennem moderen. Er det derfor kvinden er ”cynna gemyndig” (Beowulf, sætning 612) eller ”slægtens myndighed”?
- At sjælen er udødelig betyder ikke at sjælen ikke kan ødelægges. Vi taler om ”en knækket sjæl” (broken soul). Det antyder at sjælen i Det Nye Menneske er ret og lige. Betyder det at sjælen sidder i rygmarven? Ordet ”rygmarv” er sammensat af ”hryggr/ hrycg” (oldnordisk/oldengelsk) + ”mergr/ meark” (oldnordisk/oldengelsk). Ordet ”marv” på det persiske Avesta kaldes det identiske ”mazga” og har betydningen ”hjerne, marv”. Michael Krohn (1822-1897) var distriktslæge i Ytre Nordhordland, Norge fra 1855 til 1863. Han siger i en folkeoplysningstale 13. oktober 1862 om nervesystemet: ”Gjennem hjerne, rygmarv og nerverne ståer sjelen i en bestandig vexelvirkning med alle de ting som omgive os, og som vi have givet navn af udenverdenen. Dens forretning er nemlig væsentlig at frembringe fornemmelser, tanker og bevægelser” 1. Professor Jørn Hounsgaard, Institut for Neurovidenskab og Farmakologi, Københavns Universitet har med Rune W. Berg og den litauske lektor ph.d. Aidas Alaburda i en undersøgelse vist at mennesket tænker med rygmarven. Fra hidtil at have troet at det kun var hjernecellerne i hjernebarken, der besad egenskaben at kunne tænke, kan man nu vise at dette også gælder rygmarven. Fællesnævneren for hjernebark og rygmarv er neuroner, der findes begge steder (i rygmarven til brug under bevægelser). Hjerne og rygmarv er derfor forbundet, hvorfor sjælen sagtens kan sidde i rygmarven og have arvelig indflydelse på mennesket (TV2 Nyhederne: Mennesket tænker med rygmarven, 19.01.2007 kl. 17:55).
- Kan en sjæl knækkes, men er udødelig, må det betyde af den ”knækkede sjæl” kan nedarves i knækket tilstand. Som en datafil kan have en fatal virus, kan en knækket sjæl da nedarves med f.eks. lavt selvværd, pre-disponeret for vold eller afhængighed af kemiske stimula som følge af hændelser flere slægtsled tilbage? Er det det vi forstår ved at ”nissen flytter med”?
- Ifald en sjæl kan ”knækkes”, men er udødelig, da må selvsamme sjæl ligeledes kunne rettes op. En sådan opretning ser da ud til at skulle ske allerede medens det endnu ubårne barn drikker sjælen fra fostervandssøen.
1 Universitetet i Bergen, Institutt for samfunnsmedisinske fag
At de dødelige bliver udødelige ved at sjælen nedarves, og ikke ved at ånd, krop og sjæl genopstår, er faktisk gengivet ordret i ”Paulus’ første brev til korinterne” (kap. 15:42-54) i omtalen af de dødes opstandelse:
”Således er det også med de dødes opstandelse; hvad der sås i forkrænkelighed [forgængelighed], opstår i uforkrænkelighed [uforgængelighed];” (15:42)
”Der bliver sås et sjæleligt legeme, der opstår et åndeligt legeme. Når der gives [findes] et sjæleligt legeme, gives [findes] der også et åndeligt [legeme].” (15:44)
"Men det åndelige [legeme] er ikke det første, derimod det sjælelige [legeme], derefter det åndelige.” (15:46)
”Se, jeg siger jer en hemmelighed: Vi skal ikke alle hensove [sove hen], men vi skal alle forvandles,”(15:51)
”i ét nu, i [på] et øjeblik, når den sidste basun lyder; thi basunen skal lyde, og de døde skal opstå [som] uforkrænkelige [uforgængelige], og da skal vi forvandles.” (15:52)
”Thi dette forkrænkelige [forgængelige] må iføre sig uforkrænkelighed [uforgængelighed], og dette dødelige har iført sig udødelighed,...” (15:53)
Wulfila skriver samme sætninger 15:52-53 på gotisk i slutningen af 300-tallet e.Kr.:
”suns, in brahva augins, in spedistin þuthaurna; þuthaurneiþ auk, jah dauþans usstandand unriurjai, jah weis inmaidjanda.” (15:52)
”skuld auk ist þata riurjo gahamon unriurein, jah þata diwano gahamon undiwanein.” (15:53)
Som vi kan se er den nudanske oversættelse af Bibelen ikke en nøjagtig gengivelse af hvorledes dette blev opfattet i 300-tallet e.Kr. Overgangen fra dødelighed til udødelighed sker ikke ”i [på] et øjeblik” men ”in brahva augins” eller ”ved øjets blink”. Det er ej heller instrumentet ”basun” der lyder, men ”þuthaurna” eller ”tudehornet”, der netop er det store træhorn (se afsnittet ”Vindtøj”).
Endnu vigtigere er det ord Wulfila benytter for ”dødelig” og ”udødelighed”.
Ordet er ”riurjo” fra ”riureis/riurs”, som jeg tror er forbundet med det tabte oldnordiske udsagnsord ”rjóta” og ”rotian” (oldengelsk) eller ”rådne”.
Ekstremt spændende benytter Wulfila ligeledes ”diwano” og ”undiwanein”, begge af hvilke er fra det latinske ”divinus”. Det latinske ”divinus” har flere betydninger, herunder ”seerske, vølve, evnen til at forudsige, at hente visdom fra en gud, fribåren, hellig”. Det er her klart at Wulfila sætter lighedstegn mellem de afdøde forfædre og guder.
Sidst, men ikke mindst, benytter Wulfila ordet ”gahamon” eller ”hamskifter til”, der naturligvis betegner fuldstændigt hvad alle beretninger i Ældre Edda tilsiger Odin, som shaman, og Vølven gør når de rejser til den næste verden og henter visdom fra forfædrene.
Måske kan vi oversætte ”Paulus’ første brev til korinterne” (kap. 15:53) direkte fra 300 tallet e.Kr. til nudansk som:
”skal også at det der forrådnes ham-skifter til uforråddent, og det der er dødeligt hamskifter til udødeligt”.
Bedste-Fars arv er ættens tarv
(DRK 1 : 58)
Den katolske omskrivning af den oprindelige forståelse om at sjælen er udødelig, og nedarves, sker meget sent på Kirkerådet november 1215 e.Kr. (Laterankonciliet / the Fourth Lateran Council), hvor man vedtager ”resurrectio carnis, resurrectio mortuoram, anastasis ton nekron” 1.
1 ”Laterankonciliet” er nævnt i Jyske Lov fra år 1241 e.Kr. som ”then general concili” (3. bog: kap 9). Se Erik Kroman & Stig Iuul: Skaanske Lov og Jyske Lov (1968, s. 168, 288). Dette råd indfører den forpestede Kirkeskat på 1/10 af Gods erhvervet efter dette kirkeråd. Den oprindelige hedenske kirkeskat blev kaldt ”Hofftoll” og blev betalt direkte til Goden, hvis opgave det var at vedligeholde gudehovet.
Røverhistorien om Jesus-figurens fysiske genopstandelse og evige liv1 tager, så vidt jeg kan se, sin oprindelse fra egyptisk filosofi hvor krop, ånd og sjæl genopstår, hvorfor man forsøgte at bevare den fysiske krop ved mumificering/balsamering2. Denne forståelse findes ikke i indoeuropæisk filosofi, hvorfor netop denne forvanskning falder selv Folkekirkens hårdføre ganske vanskelig at fordøje3.
1Se f.eks. Johannes-evangeliet (11:25) på gotisk hos Wulfila: ”qaþ þan izai Iesus: ik im so usstass jah libains; saei galaubeiþ du mis, þauh ga ba dauþhiþ, libaid; eller som Bibelen skriver: “Jesus sagde til hende: “Jeg er opstandelsen og livet; den som tror på mig, skal leve, om han end dør”.
2Tak til Bent Hansen for denne tanke.
3 ”Men nu er Kristus opstået fra de døde som en førstegrøde af de hensovende” (Paulus’ første brev til korinterne (kap. 15:20)). Denne sætning bruges af den katolske kirke som dogmatisk bevis. Som jeg viser i afsnittet ”Odin” har vi ikke en eneste pålidelig kilde der forklarer os at ”Kristus” er Jesus-figuren. Det korrekte hebraiske ord ”mashiah” ser i Det Gamle Testamente oprindeligt ud til at have forståelsen at en person engang i fremtiden vil blive ”salvet af Herren” (Solen), og lede stammerne fra Judæa/komme dem til undsætning/redde dem ud af deres elendighed. Wulfila bruger det gotiske ”anastodeins” (til stede), hvor Bibelen skriver ”førstegrøde”. Dvs. der er ikke oprindeligt tale om en bestemt enhed eller kongesøn. Den semitiske fremtidige ”mashiah” kan nemlig komme fra hvilken som helst æt, der kan levere ”lederen”.
”Han er hovedet og legemet, kirken; han er begyndelsen, førstefødt af de døde, for at han skulle være den ypperste blandt alle (Paulus’ brev til kolossenserne (1:18)). Denne sætning opfattes dogmatisk som at ”han” er den første der genopstod til udødelighed, hvorfor alle andre end ”han” ikke gjorde det. Her skal vi være opmærksom på at Wulfila benytter ordet ”frumabaur us dauþaim” eller ”førstebåret af de døde”, der i urnordisk forståelse er en henvisning til Kongen/Odin. Samme forståelse findes i Rig Veda Bog 10:LXI (Visvedevas).
Den egyptiske filosofi synes at være den største indflydelse på den semitiske filosofi og kristne tankegang, som vi ikke kan nikke genkendende til, og står fremmed overfor.
Modsat os, var det egyptiske jordeliv underdanigt til det mulige evige efterliv i den næste verden. Den egyptiske filosofi er enig med os i at hvert menneske er født dødelig og indeholder muligheden for udødelighed (”akh”).
Men modsat os, hvor udødeligheden sker i form af den nedarvede sjæl til næste slægtsled, samt gennem de dødeliges tanker (jvf. Hávamál, vers 76 +77), er den egyptiske udødelighed en genskabelse af ånd (”ba”), sjæl (”ka” eller ”åndens tvilling”) og krop.
Som hos os, rejser sjælen videre fra denne til den næste verden. Modsat os, hvor regnskabet afregnes af og i de dødeliges tanker som Hugin (huet) og Munin (mindet), jvf. Hávamál vers 77, skal sjælen hos egypterne stå til regnskab i Dommens Sal i den næste verden.
Her skal den afdødes ånd over for hver domsmand kunne svare benægtende på at personen ikke har brudt en lang række egyptiske sæder. Herfra må det kristne synds-begreb tage sin oprindelse.
Kan den afdødes ånd ikke svare benægtende på hvert eneste domskrav, vil sjælen blive genfødt i en ny krop 1 for endnu engang at gennemleve et jordeliv, og dermed opnå endnu en mulighed for at forbedre resultatet ved næste domsafsigelse.
1 Dvs. den for os aldeles fremmede "body snatching" idé, som også Buddhismen er fortaler for.
Denne ring af liv → død → genopstandelse fortsætter indtil ånden kan klare sagen foran alle dommerne. Når det lykkes vil den perfekte sjæl gennemgå hamskifte og opnå det evige liv. 1
1 Kilde: Tehuti Research Foundation, Greensboro, North Carolina.
Gudinden Dísar
I afsnittet ”Válmíki: Rámáyan” viser jeg hvor floden ”Drisad-vati” (gudinden Dísar’s vatn) løb i det nordlige Indien.
Flertalsformen ”dísir” genfindes i Yajur Veda som ”Dhísanas” (flertal), f.eks. i Kanda IV:
”...Må Dhísanas, gudinderne forbundet med Al-guderne...”
Der er næppe tvivl om, og ingen synes er være uenig heri, at det er samme kvindelige gudinder vi genfinder i det nordlige Indien og i urnordisk. Folkevandringerne er årsagen. Yajur Veda er en yngre Veda end Rig Veda, ingen synes at vide præcis hvor gammel, og indeholder en beskrivelse af alle ofringsritualerne.
I Egils Saga afholder Kong Eirik Blodøkse og Dronning Gunnhild fra Norge i 900 tallet e.Kr. om aftenen et gilde og fejrer gudinden Dísa.
Snorre skriver år 1220-30 i Gylfaginning (Snorre Edda):
”Þá fór Skaði upp á fjall ok bygði í Þrymheimi, ok ferr hon mjök á skíðum ok með boga ok skýtr dýr. Hon heitir Öndurguð eða Öndurdís”.
Som jeg oversætter til:
”Da fór Skaði op i fjeldet og byggede i Þrymheim, og farede hun meget på ski og med bue og skød dyr. Hun hedder Öndurguð eller Öndurdís”.
Senere i Skáldskaparmál (Snorre Edda):
31. Himinskenningar
Svá sem kvað Bragi 1 skáld:
Hinn er varp á víða
vinda Öndurdísar
of manna sjöt margra
mundlaug föður augum
Der er oversat til:
”Han som kastede skigudinden faders (Tjasses) öjne op på vindenes vide bækken (himlen) over mange menneskers bolig”.
1 Snorre gentager ordret sætningerne fra den norske skjald Bragi enn gamli Boddason, ca år 800-850 e.Kr., der findes i Ragnarsdrápa. Her skrives ”Öndurdísar” som ”avndvr disar”.
Snorre skriver år 1220-35 e.Kr. i Ynglinga Saga (Heimskringla):
8. Lagasetning Óðins
Um hann orti Eyvindur skáldaspillir þetta:
Þann skjaldblætr
skattfæri gat
ása niðr
við járnviðju,
þá er þau mær
í Manheimum
skatna vinr
og Skaði byggðu.
Sævar beins
og sonu marga
öndurdís
við Óðni gat.
Som Grundtvig (1879 udgaven, s. 11) oversætter til:
”Den herre god,
i kamp ej vov,
af Ase-Rod,
i Jætte-skov
oprandt i fordum Tide.
Der Skade glad
i Mandhjem sad
alt ved Valfaders Side;
der Bod hun vandt,
der Bjærg hun fandt,
den Stridsins-Dis hin snare;
og, Odin kjær,
hun fødte der
så prud en Sønne-Skare”
Jeg er ikke enig i Grundtvig ’s nudanske oversættelse, og vi kan se at han oversætter ”öndurdís” til ”Stridsins-Dis hin snare”.
Ordene “Öndurguð” og “Öndurdís” oversættes altid til “sneskos-gudinden, sneskos-guden, ski-disen, ski-gudinde”. Dette sker fordi de to henvisninger fortolkes som et heite for Skade , der netop er beskrevet som stående på ski. Det er så vidt jeg kan se en helt forkert oversættelse.
Det er Snorre , og Snorre alene, der knytter gudinden Skade til begreberne “Öndurguð” og “Öndurdís” 1. Skade er dog ikke oprindeligt gudinden Disar , der er langt, langt ældre. Fra Gylfaginning (Snorre Edda) kan vi se at Snorre heller ikke selv er sikker på denne sammenhæng.
1 Hvem Skade muligvis var viser jeg i ”Bilag K: Skaði og Amage – Skåne og Amager”.
Ordet “Öndurdís” mener jeg er sammensat af ”Önd” (ånde, livsånde) + ”Dísar” (navnet på en gudinde), og betydningen er ”Dísar’s livsånde”.
Snorre Edda (Skáldskaparmál, 84. Kvennaheiti) giver os to heite for kvinden, hvori "dís" (disen) indgår: "dís" og "jóðdís" (fødselsdisen?).
Snorre gengiver Bragi enn gamli Boddason’s sætninger som en kenning, dvs. noget vi skal kende. Som i oldengelske tekster er sætningerne opstillet som en gåde, hvortil kenningsvein (læredrengen/pigen) skal give svaret.
Lad os nu oversætte kenningen som jeg mener den skal forstås:
|
|
(jeg har oversat ”sjöt” fra ”sjatna” eller bl.a. at ”bilægge”).
Snorre skriver at svaret på denne kenning er ”Himin” (Himlen), men det mener jeg kun kan være sandt ifald vi opfatter "Himlen" i dens oprindelige indoeuropæiske betydning som "overdækkende sky" (*kem-/*kam). Thor , symbolet på vore forfædre, er sin oprindelige forståelse en sky- og tordengud. Jeg mistænker at svaret på kenningen faktisk skal være "Thor".
“Mundlaug föður augum” eller “bækken af faders øjne” skal forstås som “alle fædres strøm af tårer/flood of tears”. Fædrene sørger over tabet af deres bilagte sønner og døtre.
Når man tørrer øjnene efter at have grædt på engelsk siger man ”wipe away your tears” eller ”varp væk dine tårer”. Derfor er kenningen formuleret med brugen af ordet ”varp”. Det er dette svaret til kenningen gør.
Når vi laver en dyb udånding i koldt vejr, og kan se vor egen ånde, tager vor ånde/livsånde form at ”let tåge”. Denne tåge kaldes ”dis” og dette ord på gotisk (”dis-”) betød ”fra hinanden”.
”Öndurdísar” betyder derfor stadig ”Dísar’s livsånde” men skal visuelt opfattes som ”disens livsånde”, hvor disen rejser fra den døde krop.
Hvor uenige alle trosretninger er om alt er der dog en ting alle oprindelige tro synes enige om; mennesket på Jorden har en sjæl.
Som vi hørte ovenfor havde forståelsen ”sjæl” (”sawol” oldengelsk, ”sala” oldnordisk og ”saiwala” gotisk) oprindeligt betydningen ”kommende fra eller hørende til søen/havet/vandet”.
Alle oprindelige trosretninger er også enige om at denne ”sjæl” visuelt er ”en let tåge” eller ”dis” (i tegneserieudgaven disen der bliver til et spøgelse), og at denne forlader den døde krop når vi har trukket vort sidste åndedræt på denne jord.
”Öndurdísar”, ”Dísar’s livsånde” eller ”disens livsånde” er derfor en henvisning til de bilagte mænd og kvinders sjæl, der nu rejser bort til den næste verden. Det er kenningens svar der tilser at dette sker.
At vi i vor oprindelige forståelse forbinder sjælen med at vende tilbage til søen/havet/vandet efter livet på denne jord forklarer hvorfor en flod, ”Drisad-vati” (gudinden Dísar’s vatn), bliver navngivet efter denne forståelse. Det er formentligt sket på et sted hvor der ofte fysisk er blevet set tågedis.
I FriðÞjófs Saga (kap. XII) fra 12-1300 tallet e.Kr. findes følgende sætning:
”I Disar-dalen vi viste vort værd,....”
”Disar-dalen” der i denne saga ligger i Norge antyder også at ”Disar” kan være en henvisning til en elv/vatn, der må have løbet gennem dalen.
At ”Dísar” er en kvindelig gudinde, og bredt forstået kvindelige magter/ ånder, er konsekvent med at det ligeledes er forfædrenes kvindelige krigere (oprindeligt ”engle”, på sennordisk ”valkyrja”), der henter de faldne fra valpladsen til valhallen 1.
1 I den tibetanske buddhisme er ”driza” ånder der opfattes som ”ædere af lugte”, formentligt underforstået fra de døde, og derfor sikkert af samme oprindelse. Se Keith Dowman: The Sacred Life of Tibet, 1997.
Det uden tvivl sandt at kvinder besidder egenskaber der gør dem langt bedre til at varetage denne vigtige opgave, og forklaringen til dette berører jeg i afsnittet ”Visdom fra fortiden – Shamanens håndværk”.
Forståelsen for den kvindelige gudinde Dísar videreføres i pigenavnet Ásdísar.
Det er forståelsen af at vor sjæl efter vor død på denne Jord vender tilbage til søen der gør at vor begravelsesskik har rejsen med båd (trækiste eller langskib), hvor den ligbrændte krop sendes samme vej som sjælen for at begge igen skal forenes i den næste verden.
I Exeter Book (Riddle 43) findes en kenning, hvis svar er ”krop og sjæl”. Vi ser her klart forståelsen for at krop og sjæl er brødre, dvs. de er sidestillet og den ene kan ikke undvære den anden. Det er ligeledes klart at de begge vender tilbage til det samme sted:
”.... broþor oþrum;.... þonne hy from bearme begen hweorfað...”
Som jeg oversætter til:
”...den andens broder;....når her fra lyset begge vender (tilbage)...”
(”broþor oþrum” = ”den andens broder”, ”bearme” = lyset, ”hweorfað” fra ”hverfa” (vende)).
Derfor har Ragnar Loðbrók i midten af 800 tallet e.Kr. denne bemærkning i Krákumál/Ragnars sögu loðbrókar (vers 29) medens han i ormegården afventer sin død:
”...Heim bjóða mér dísir...”
Som jeg oversætter til:
”...hjem byder mig dísir...”
Det jeg mener vi her skal opfatte er at Ragnar her ser de flere ”Dísar” som de kvindelige magter/ånder, der i deres oprindelige form som ”engle” vil bringe ham hjem til den store hal i himlen når tiden er oprinden.
Det er ligeledes af samme årsag at Hamðir i Hamðismál (hin fornu) (vers 28, Ældre Edda) kvæder at årsagen til at han dræbte sin ven Erpr skyldes ”hvöttumk at dísir” eller ”tilskyndet af dísir”. Det er med andre ord igen de kvindelige magter/ånder, måske her i deres skikkelse af kvindelige krigere i svaneham, engle, der har forårsaget hans gerning.
I Reginsmál (vers 12, Ældre Edda) fornærmer Hreiðmarr ungmøen Lyngheiðr ved at kalde hende ”dís ulfhuguð” eller ”dís ulvesind”. Vi gør derfor ret i at opfatte en ”Dísar” som en ung kvinde. Fornærmelsen ”ulvesind” skal opfattes som ”farlig” og er normalt et kompliment.
Senere kvæder Hnikarr til Sigurðr (vers 25):
“…tálar dísir,
standa þér á tvær hliðar
ok vilja þik sáran sjá”.
Som jeg oversætter til:
“…. svigfulde dísir,
står der på to sider
og vilje dig såres skal”.
Det er stadig de kvindelige magter/ånder. Her er det dog tydeligere vore kvindelige krigerinder, skjoldmøerne, hvis ånd er på hver side og ønsker ham ondt. Vi kan ikke undlade at tænke på valkyrier i denne forbindelse.
Grímnismál (Grimnirs Mål, vers 53, Ældre Edda) knytter dísir til engle/valkyrier ved at sige om Kong Geirröðr’s forestående død:
”...þitt veit eg líf um liðið;
úfar eru dísir,
nú knáttu Óðin sjá,..”
Som jeg oversætter til:
”...dit ved jeg livet omledet;
talrig er dísir,
nu formår Odin selv,...”
Kong Geirröðr’s jordeliv er nu kommet til sidste tæppefald. Dette gør at der er mange dísir, der her skal opfattes som hjælpende ham til Odin, der her opfattes som forfædrenes konge i himlen.
I Þórbjörn hornklofi’s Haraldskvæði (vers 13) fra 900-tallet e.Kr. kaldes Dronning Ragnhild’s tærner (ambáttir) for ”dísir dramblátar” eller ”hovmodige dísir”. Dronning Ragnhild var gift med Harald Hårfagre.
I Helgakviða Hundingsbana hin fyrri (vers 16-17, Ældre Edda) kommer skjoldmøerne ridende fra Himlen, med størknet blod på deres brynjer og stråler fra deres spyd:
”Sá þar mildingr meyjar ríða
hávar und hjálmum
á Himinvanga;
brynjur váru þeira
blóði stoknar,
en af geirum
geislar stóðu”.
Disse skjoldmøer, der er vore kvindelige krigerinder, kaldes ”dísir suðrœnar” eller ”sydlige dísir”.
I Gudrúnarkviða I (vers 19, Ældre Edda) kvæder Guðrún at hun føler højere æret end bl.a. ”Herjans dísir” (Hærgerens dísir).
Kenningen ”Herjans dísir” (Hærgerens dísir) må opfattes sammen med "Herjans höllu" (Hærgerens hal) i Krákumál/Ragnars sögu loðbrókar (vers 29), der betegner Valhal, samt ”na/Nor herians” (Hærgerens norner), Völuspá (vers 31, Ældre Edda) 1.
1 Jeg tror ”na/Nor” må være fejl for enten ”önd” (öndur) eller ”norn” (nornar). Dette rette ord skal have samme forståelse som "dísir".
"Herjans höllu" (Hærgerens hal) er ”Valhal”, og derfor skal vi her opfatte ”dísir” i den sen-nordiske valkyrie rolle, som Odin’s budbringere.
Ordet ”dísar” findes på oldengelsk som ”ides”, og benyttes i bl.a. Beowulf-kvadet:
- Ides Helminga (sætning 620) eller ”dísar Helmunge”. Dette er en beskrivelse af Kong Hrothgar’s (Scyldinga-æt nr. 17) Dronning Wealhþéow. At dronningen slægtsbeskrives som ”ides Helminga” viser efter min mening at hun er fra Wuffinga-ætten i Øst-Anglen, og datter af Wilhelm/Helm (ca. 457-497 e.Kr.). Brugen af ”ides” i Beowulf er derfor den oprindelige forståelse af ”ånd”. Se bl.a. stednavnet ”Helmingham” (Helminga’s hjem) i Suffolk, Øst-Anglen, lige nordøst for Ipswich. Her findes herregården Helmingham Hall.
- Ides Scyldinga (sætning 1168 og 1170). Dette er igen en henvisning til Dronning Wealhþéow og viser, som slægsregistrene bekræfter, at Wuffinga-ætten er skjoldunger. Sammenlign med det identiske ”dís skjöldunga” (oldnordisk) i Helgakviða Hundingsbana önnur (Ældre Edda, vers 52), et navn givet til Sigrún.
- Kong Hróðgár (Scyldinga-æt nr. 17, 473-525) har sæde i kongsgården Heorot, Gl. Lejre. Der har været et slag med fjenden, anført af personen Grendel, der bliver dræbt. Grendel's moder er derfor påbudt af tage hævnen og hun drager til Heorot for at søge den. Denne højbårne kvindelige krigerinde, ”Grendel’s moder” (Grendles módor), er i Beowulf (sætning 1258-59, 1351) en ”ides áglaécwíf” (dísar [og] frygtindgydende kvinde 1) og ”idese onlícnæs·” (lig en dísar·).
1 Som i sætning 1282-84 burde vi rettelig oversætte ”wíf” til ”viv”. Ordet er benyttet for at vise at ”Grendel’s moder” er en gift kvinde. Derfor lader vi ordet ”kvinde” træde i stedet. Før vi angriber forståelsen af forstavelsen ”áglaéc” er vi nødt til at vide at Siegmund i sætning 893 kaldes ”aglaeca" (Den Frygtindgydende). I sætning 2592 kaldes Beowulf og Dragen tilsammen ”ðá áglaécean ” (De Frygtindgydende). Det er derfor helt uden for tvist dels at ordet er valgt som et superlativt tillægsord i omtalen af ”Grendel’s moder” fordi vi skal sidestille hende med de bedste af vore krigere i første række, dels skal ordet ”aglaeca" opfattes positivt og må have samme betydning som vi vælger at gøre brug af i de andre sætninger.
I Merseburg trylleformlen fra år 750-800 e.Kr. påstås det at sætningen ”Eiris sazun idisi...” forekommer. Heri er jeg ikke enig, og mener at der i håndskriftet står "Eirif fazun i lifi". Forskellen er væsentlig da "idisi" derfor ikke er oldsaksisk flertalsform for "dísar, ides", og i stedet bør oversættes til "i live". Argumentationen herfor vises i afsnittet "Sakserne".
I Exeter Book fra ca. år 975 e.Kr. finder vi Riddle 39 (37), hvis svar på gåden jeg nu vil forsøge at vise er ”ides” (oldengelsk) eller ”dísar” (oldnordisk):
Gewritu secgað 1 þæt seo wiht sy | Det skrevne siger 1 at denne vætte er |
Min oversættelse til nudansk.
1 Brugen af “gewritu secgað” (det skrevne siger) er klart en henvisning til den i samtiden nyankomne kristendom’s brug af dogmer, hvor Det Nye Testamente, som det forefindes i samtidens England, prædikes som værende Deos-Gud’s faktiske ord og derfor den endegyldige sandhed. Hvis det står i Bibelen må det givet vis være sandt. Her vendes denne for os fremmede holdning til sarkasme. Vi får i gåden en masse oplysninger fra ”det skrevne siger”, men vi lærer, til trods derfor, aldrig sandheden at kende. Faktisk er der i dag ingen enighed om hvad svaret på gåden er.
Agop Hacikyan: Linguistic and Literary Analysis of Old English Riddles (1966, s. 67) har gættet på ”dag” (day), ”Månen” (The Moon), ”døden” (death). Antonina Harbus: Book Riddle 39 Reconsidered (Studia Neophilologica 70, 1998, s. 139-148) har gættet på “sand drøm” (true or revelatory dream). Andre har gættet på ”tale” (speech), ”tid” (time), ”sky” (cloud).
Det er ganske ofte tilfældet i såvel oldengelsk digtekunst, som i f.eks. Völuspá (Ældre Edda), at vi indbygget i versene har et bestemt ord eller sætning, der udløser en anden forståelse eller et emneskift. I denne gåde mener jeg det udløsende ord netop er ”secgað”. Efter i 2/3 dele af digtet at have hørt ”det skrevne siger” uden at blive meget klogere, har sidste tredjedel hele 4 gange brug af samme ord; ”secganne” (sige), ”gesecganne” (at sige), ”gesecgan” (at sige) og ”saga” (sig), men uden brug af ”det skrevne”. Sidstnævnte symboliserer derfor dels sund fornuft, dels den forne sæd, der ikke er mindre vis end kristendommen selvom den gør brug af det talte ord, og ikke det skrevne! (wiht wordum becneð – med ord beskriver). Dette har givet været ren kætteri i England år 975 e.Kr., og har derfor skulle skjules i en gåde, som alle så har været klar over.
2 "miclum tidum” er direkte “store tider”, men skal her opfattes som “mange gange” eller ”i længere tid(srum)”.
3 “sundor” i “sundorcræft” fra “sundrian” (oldengelsk) og ”sundra” (oldnordisk) eller ”særlig, adskilt, særskilt”. Ordet ”maran” fra ”mære” (oldengelsk) og ”mara” (oldnordisk), der er efterstavelsen i - og grundordet for ”nihtmare” (oldengelsk), i dag ”mareridt”. Se kapitlet ”Hesten – det store hellige dyr”. Ved brugen af "maran" (maren) mener jeg vi kan udelukke at gådens svar er ”en drøm”. Vættens kraft, og gådens svar, må i oprindelig tanke have været opfattet som ophavskvinden, og det er et hunkøn vi leder efter, til mareridt. Dette antyder at svaret kan være ”en kvindelig ånd”, som folketroen i såvel Norden som på de britiske øer i 1300 tallet mente en ”mare” var.
4 ”feorhberendra” er sammensat af “feorh” (liv, sjæl) + bærende, dvs. ”livbærende” eller ”en dødelig person”. Dette er en vigtig detalje derhen at dette indebærer, at vi befinder os i rummet ”nutiden” – det eneste sted hvor dødelige personer opholder sig.
5 dvs. vætten viser sig kun om natten og aldrig to nætter i træk hos samme person.
6 Ordet ”heanre” er svært at oversætte ret. Jeg mener ordet er fra ”héan” (oldengelsk). I Beowulf (sætning 1984) forekommer: ”in sele þám héan” (i salen den høje), og i Beowulf (sætning 2183) forekommer ”héan wæs lange” (fraværende var (han) længe). I ”Den Søfarende” (The Seafarer, sætning 34) forekommer: ”þæt ic hean streamas” (at jeg dybe strømme). Jeg vælger her at benytte ”fraværende” og mener vi må opfatte det således at selvom svaret på gåden vandrer hvileløst omkring er det aldrig fjernt fra hver eneste dødelige person.
7 Ordet “earmost” fra “earm, ærm, arm” (oldengelsk). Som tillægsord svarer ”earmost” til ”forarmet”, i superlativ ”den mest forarmede”.
8 Ordet ”gecyndum” fra "ge-cynd” (oldengelsk), der skal opfattes som ”naturlig tilstand, som man er af naturen skabt”. Ordet er ekstremt vigtigt derhen at dette udelukker kristen indflydelse på gåden, der jo ville have påstået at alt var skabt perfekt og statisk af Deos-gud, og absolut aldrig ville have tålt en antydning af at noget var skabt af naturlovene. Det er ingenlunde tilfældigt at denne tilkendegivelse er tilskrevet “gewritu secgað” (det skrevne siger), der symboliserer kristen teologi. Dette markerer emneskift i gåden; fra kristen teologi til sund fornuft og de forne sæder – fra skrift til tale. Ordet ”cenned” er datid af ”cennan” (oldengelsk), ”kenna” (oldnordisk) og ”kannjan” (gotisk), og har betydningen ”at gøre bekendt, lære, vise”. Se afsnittet ”Endrborinn – eft ácenned – født igen – tve-skabt af tanker”.
9 At svaret på gåden kan rejse verden rundt og udbrede vore sæder, vor vis at leve og tænke på, påkræver at der kan foretages en rejse til forfædrene i rummet ”fremtiden”, hvor sæderne kendes, samt at disse sæder af svaret på gåden bringes fra rummet ”fremtiden” til rummet ”nutiden”, hvor den ”wundorworuld” (vidunderlige verden) findes. Da svaret på gåden tilmed ikke har nogen sjæl eller liv (Ne hafað hio sawle ne feorh), antyder det at svaret er enten ”en kvindelig ånd” eller “regin” (magterne), der er forfædrene.
10 Ordet ”frofre” er ejefald ental af ”frōfor” (glæde, tryghed, berolige). Ejefaldsformen rettes mod vætten som en egenskab hun besidder og er i stand til at give fra sig. Ordet “middangeard” (midgård) er altid den i samtiden kendte verden.
11 Ved brugen af ”heofonum” (himlen) og ”Helle” (Hel) opnår vi en helt utrolig vigtig indsigt i tid, som ingen nuengelske oversættelser synes at fange. I "Bilag N: Det hellige tal 9” (underafsnit ”Hel er jætteland og fortiden”) viser jeg at ”Hel, Helle, Halja” (oldnordisk, oldengelsk, gotisk) altid, uden undtagelse, betegner rummet ”fortiden”. Den romersk-katolske omskrivning af begrebet til den endelige forståelse af ”helvede” godkendes først som katolsk lære ved synoden i Lyon år 1274 e.Kr. Nærværende gåde er derfor før dette tidspunkt, og vi daterer da også gåden til ca. år 975 e.Kr. i den nedskrevne form. Rummet ”heofonum” (himlen) repræsenterer altid, uden undtagelse, rummet ”fremtiden”. Sætningen er derfor opbygget således at vætten, og gådens svar, kan besøge, men befinder sig aldrig permanent, i rummet ”fremtiden”, og rejser aldrig til rummet ”fortiden”. Som alle andre henvisninger hertil antyder, befinder vætten sig derfor overvejende i rummet ”nutiden” på Jord.
12 Det er her kristen teologi gerne vil at “wuldorcyninges” skal opfattes om deres altskabende Deos-gud af hankøn. Det mener jeg ikke er tilfældet. Vi finder i den oldengelske udgave af 2. Mosebog (Book of Exodus) sætningen ”wuldorfaest cyning, witgan larum” (sætning 390). Her er ”wuldorfaest cyning” en henvisning til ”sunu Dauides” ((Kong) Davids søn), og Deos-gud er ej heller opfundet i Det Gamle Testamente.
Ordet er sammensat af ”wuldor” (Den Ærede) + ”cyning” (konge), hvor ”cyninges” er gradbøjet til ejefald, og derfor en omtale af vætten, der er hunkøn. Vær her særligt opmærksom på at det oldengelske ”wuldor” er identisk til det oldnordiske ”ullr” og gotiske "wulþus" (tilføjelsen af ”w” på oldengelsk må skyldes den jydske brydning af ”o” til ”vo”). Vi kan fra et utal af stednavne i Danmark, Norge og Sverige se at denne gud har haft enorm udbredelse for de folkeslag der fandtes før vi og kelterne ankom nord for Ejder-floden henholdsvis år 40-77 e.Kr. og på et tidspunkt ikke længe før år 484 f.Kr. Vi ved fortvivlende lidt om enheden ”ullr”. I nærværende vers forbindes enheden med en vætte af hunkøn, men om dette er ”os”-folkets anerkendelse af at enheden er en langt ældre forfædrende gud nord for Ejder-floden ved vi ikke.
Vi kender til enheden fra en dupsko fundet i den store våbenofringsmose i Thorsbjerg Mose ved Sønder Brarup i det sydlige Angel (DR 7). Den er dateret til år 200-250 e.Kr. og lyder med Ældre Futhark: ”owlþuþewaR ni waje mariR”. Vi ved ikke med sikkerhed hvorledes vi skal opfatte denne urnordiske indskrift. ”owlþu” er den urnordiske form af ”ullr, wuldor”. ”þewaR” betyder ”tjener” og der synes at være enighed om at ”owlþuþewaR” er et navn, eller måske snarere et heite for sværdets ejermand, med betydningen ”Ullr’s tjener”. ”Ni” er det benægtende ”ej”. ”MariR” kan vi nu se er ”maran, maren”, der er vætten som ”den kvindelige ånd”. Forbindelsen mellem ”ullr, wuldor” og ”maran, maren” er at sidstnævnte besidder førstnævntes lærdom for evigt (se fodnote 3). Hvad kan ”waje” betyde? Vi kender til det gotiske ”wajamerei” (dårligt omdømme) og det Avesta-persiske ”vayoi” (sorg, ulykke). Jeg foreslår derfor at ”owlþuþewaR ni waje mariR” skal opfattes som ”Ullr's Tjener ej ulykkeliggør maren (den kvindelige ånd)”.
Det antyder at enheden, i hvert tilfælde som vætte, var levende i dette tidsrum, hvad nærværende gåde understøtter. Alle andre oversættelser synes at gøre brug af den underliggende betydning af ”ullr, wuldor”. Det mener jeg ikke er ret, hvorfor jeg har bibeholdt brugen af ”ullr” da jeg mener det er således skjalden har tiltænkt ordet fremført op opfattet.
Ordet “larum” er stærkt problematisk, ikke blot i nærværende gåde, men ligeledes som gengivet ovenfor i den oldengelske udgave af 2. Mosebog, jvf. ”witgan larum”. I Exeter Book, dvs. samme kilde til nærværende gåde, findes også det kristne digt ”Vainglory”. Her forekommer i sætning 3 ”Wordhord onwreah witgan larum”, der på nuengelsk oversættes til ”opened the word-hoard, a wise man with lore”, dvs. ”larum” (oldengelsk) opfattes som ”lore” (nuengelsk) og derfor fra det oldengelske ”lar” (lær(dom)). Heri er jeg helt enig. Ordet ”lifgan” betyder ”leve” og spørgsmålet er så om det vætten skal gøre er at (ud)leve, dvs. leve som lærdommen foreskriver, eller leve(ndegøre), dvs. bringe lærdommen til dødelige på Jord. Under alle omstændigheder kan vi se at vætten skal hente Ullr-kongens lærdom i rummet ”fremtiden” og bringe den til rummet ”nutiden”.
13 “ealdorgesceaft” opfattes som det ukendte “hvad vil komme” for den dødelige person fremover – livets beskaffenhed eller som ordet direkte betyder “olderbeskaffenhed”. Jeg vælger her at bruge ”livets vej”. Vi befinder os derfor i rummet ”nutiden” og kan ikke udtale os om rummet ”fremtiden”.
14 ”wyrda” fra ”wyrd” (oldengelsk), ”urðr” (oldnordisk), også kaldet ”ørlög” - lovene om hvorledes tingene vil blive. Se også Beowulf-kvadet (sætning 455).
15 “becneð” er fra ”beacen” (oldengelsk) og ”bákn” (oldnordisk), der bliver til ”bavn” i ”bavnebål”, alle med betydningen ”tegn, mærke, banner”. Jeg mener at vi her må opfatte at alle dødelige kender til svaret på gåden, men at ingen nødvendigvis oplever svaret på gåden ens. Fra dette helt beviste ordvalg mener jeg det må være en mulighed at den størrelse vi her taler om er det dødelige menneske’s opfattelse af "regin" (magterne) generelt. Se afsnittet ” Troen på Gud” (underafsnit ”Religion og gudsdyrkelse”). Alternativt at det er den enkeltes ”kvindelige ånd”, som alle dødelige vil opleve på sin egen vis.
16 Ordet ”efne” (oldengelsk) modsvares af ”ibns” (gotisk) og ”jafn” (oldnordisk) med den oprindelige forståelse af ”jævn, lige” som f.eks. i den på Handelshøjskolen altid benyttede ”alt andet lige”. Vi må opfatte brugen af ordet sat i forhold til at vætten netop er beskrevet som værende foruden lemmer, men ”på trods heraf, til trods herfor, selv givet dette” lever det. Ordet “seþeah” (oldengelsk) er en sammentrækning af "swā þēah" (direkte ”så, således, thi” + ”dog, selv hvis”), men opfattes som ”ikke desto mindre” (nevertheless).
Der er gættet på at svaret på gåden er ”dag” (day), ”Månen” (The Moon), ”døden” (death). “sand drøm” (true or revelatory dream), "tale” (speech), ”tid” (time) eller ”sky” (cloud). Det mener jeg ikke er tilfredsstillende løsninger. Så vidt jeg kan bedømme må overvejelserne falde på enten ”en drøm”, ”kvindelig ånd” eller ”regin”, og her mener jeg at valget må falde på ”kvindelig ånd”, som gennemgået i fodnote 3, 9 og 15.
Det er, så vidt jeg kan se, af afgørende betydning at forstå at svaret på gåden er vættens ”hatte”, der modsvares af det oldnordiske ”heite” og det nudanske ”hedder”. Oprindeligt skal vi opfatte ”hatte, heite” som ”kaldenavnet, øgenavnet” (name called, name referred to) og ikke det givne navn. Vi ser det gentaget i Riddle 24 (22), hvor vætten ligeledes ”Nu ic haten eom”. Havde det været det faktiske navn ville ordvalget være som f.eks. i det oldengelske digt “Deor” (sætning 37): “Me wæs Deor noma” eller Beowulf-kvadet (sætning 343, 1457): ”Béowulf is mín nama·” og ”Hrunting nama”.
Var vi blevet bedt om vættens navn mener jeg svaret måtte være ”önd” (oldnordisk) eller ”ånde, livsånde”. Det modsvarende ord på oldengelsk mener jeg ikke er ”mōd”, der bruges på oldengelsk i sammensatte ord og sætninger som f.eks. ”modcræftig” (åndskraftig) og ”mod and sawol” (ånd og sjæl). Problemstilingen er her at det oldengelske ”mōd” (i dag ”mood”) er identisk til ”moðr” (oldnordisk) og ”moþs” (gotisk), hvis oprindelige betydning er ”mod, vrede”. Allerede i Beowulf-kvadet (sætning 50, 1150) bruges ordet til at beskrive en sindstilstand. Det oldengelske ”mōd” er derfor i forståelsen en afledt betydning af åndens påvirkning af den dødelige og ikke det sande ord for ”ånd”. Vi ved der fandtes en oldengelsk dialekt for ”ånd” for ordet erstattes, som følge af Slaget ved Hastings og Kong Henry II. til England's fransktalende hof, ca. år 1250 e.Kr. af ”spirit” fra oldfransk ”espirit”. Beowulf-kvadet giver os ordet ”gást, gaést” (i dag ”ghost”) i bl.a. sætning 101-2, 175-180. Her skal ordet opfattes som ”ånd” i beskrivelsen af vor mandlige fjende Grendel. Ordet er beskrevet som Grendel’s ”háten” (heite). Mit bud er at, som på oldnordisk og dansk, er ”ånd” og ”ånde” (önd, anda) udviklet fra samme forståelse. Da ordet for ”ånde” på oldengelsk er ”eðian” må det oldengelske ord for ”ånd” være ”ōþian”.
Derfor er svaret på gåden, så vidt jeg kan se, ”ides” (oldengelsk) eller ”dísar” (oldnordisk). I Beowulf-kvadet har vi netop hørt at ordet ”gást, gaést” (oldengelsk, spøgelse) er et ”háten” (heite) for ”ånd” og det er jo netop hvad vi efterspørger. Det ser dog ud til at ”gást, gaést” i oprindelig tanke betegner ”en ond (mandlig?) ånd” medens ”ides” betegner ”en god kvindelig ånd”. Derfor er mit endelige valg ”ides, dísar” 1.
1 Summary in English:
Riddle 39 (37) from Exeter Book proved to be one of the more challenging of the Riddles that I have attempted to transcribe in to modern Danish. The transcription proved difficult not only because of the very length of the Riddle itself but also because of the wholly unsatisfactory solutions to the Riddle provided to date, including ”day”, ”The Moon” and ”death” by Hacikyan, Agop: Linguistic and Literary Analysis of Old English Riddles (1966, p. 67). Harbus, Antonina: Book Riddle 39 Reconsidered (Studia Neophilologica 70, 1998, p. 139-148) suggest “true or revelatory dream”. Others again have proposed “speech”, ”time” and ”cloud”.
Furthermore one cannot overstate the importance of the Riddle to our original thought and way of life. It is a great sadness that modern English in fact does not lend itself well to capturing the very essence of Old English.
Let me begin by suggesting that the solution to Riddle 39 (37) is ”ides” (OE) - ”dísar” (ON).
In my view the cornerstone for transcribing Riddle 39 (37) right is to let “wiht” (OE) remain “as is” and avoid at all cost any temptation to replace the word and concept with a word from modern English (such as “creature” or “being”). For a Dane, Norwegian and Icelander the thought process is immediately calibrated in a certain way when confronted with a “wiht, vætta, vætte” – we know it is an ancestral spirit in the space “the present”. To capture the true meaning of “wiht” is essential to solving the Riddle, and that of Riddle 24 (22) and Riddle 25 (23). However, once understood the reader must then only avoid an interpretation of the Riddle and remain focussed on transcription only. The solution then flows naturally and should be seen in close connection with the solution to Riddle 72 (74), which I argue is ”angel” (“engel” in Old English and modern Danish). The “ides, dísar” represents travelling female powers (spirits) which is what our original pre-Christian “angel” is.
The reason why Riddle 39 (37) is solved by the word “ides, dísar” and not “önd, ånde, ōþian” (spirit) is because we are being asked to provide the ”háten, heite” i.e. “what it is referred to” as oppose to its “nama” (name). I am quite convinced that the majority of mistakes in the current modern English interpretive translations stems from “wiht” not being fully understood. It is a clear “tell-tell” sign throughout the Riddle that we are dealing with a female spirit and thus modern English should always reflect the grammatically correct “she” instead of the interpreted “it”.
There is no Christian influence in the Riddle whatsoever and in fact it can be argued that there is an implicit ridiculing of Christianity hidden in the Riddle. The usage of “gewritu secgað” (the written says) is clearly a ”háten, heite” for the dogmatic teachings of the recently arrived roman catholic Christianity. If it is written in the Bible then it must be true – ignoring experience handed down through the ages and overwriting common sense. The reader will quickly realise that we are none the wiser from what we learn from “gewritu secgað” (the written says). Hence the classic change of subject in Old English and Old Norse poetry is precisely that we drop “gewritu secgað” (the written says) and in the remaining 1/3 of the Riddle replace the phrase with the word “say” (secganne, gesecganne, gesecgan, saga), i.e. the spoken word of ancestral wisdom and common sense. This in turn allows us to solve the Riddle. Likewise we have a superb glimpse of the original ”Hel, Helle, Halja” (ON, OE, Gothic), which always represents the space “the past”. Not until the Synod in Lyon 1274 ACE does Christianity reinterpret this ancient concept and move it to the space “the future” to support the wholly Christian concept of “sin”.I argue that the solution should not be the word ”gást, gaést” (OE) or ”ghost” (Beowulf lines 101-2, 175-180) as this originally is a reference to “an evil (male?) spirit” and we are specifically looking for a nickname for “a good female spirit”.
It is also worth noting that the contents of the Riddle are reflected on the sword-chape found in the Thorsbjerg Bog, Sønder Brarup in Southern Angel (Southern Jutland). It is dated to year 200-250 ACE (with registration no. DR 7 with the Danish National Museum) and comprises the following in Elder Futhark: “owlþuþewaR ni waje mariR”.
There is no agreement on how to transcribe the runes right. ”owlþu” is the proto-Norse form of ”ullr, wuldor”. ”þewaR” means ”servant” and most agree on that ”owlþuþewaR” is a name, or perhaps a “háten, heite” for the owner of the sword. “Ni” is the negative form “do not, will not”. Because of Riddle 39(37) we can now see that “MariR” equates to “maran”, the wiht or “female spirit”. The link between “ullr, wuldor” and “maran” is that the latter possesses the wisdom of the former forever. What might the proto-Norse “waje” mean? We know of the Gothic “wajamerei” (poor reputation) and Avesta-Persian “vayoi” (woe). I therefore propose that we are to transcribe, ”owlþuþewaR ni waje mariR” as “The servant of Ullr will not woe unto maran (the female spirit)”.
Disablót
Fejringen af vore forfædres afrejste sjæle under Disablót finder sted under Høstfesten og Efterårsjævndøgn den 21. september. Kristni Saga (kap. 11) viser dette:
"eitt haust var gört disablót mikit hjá Álfi konungi, gékk Álfhildr at blótinu, en um nóttina er hón rauð hörginn"
Som jeg oversætter til:
"Ved høst var gjort stort disablót ved Álfi kongen, gik Álfhildr og blótede, til dette benyttede hun Røde-hearg"
Vi ser et andet eksempel på hvornår et Dísablót blev afholdt i Víga-Glúms Saga (kap. 6). Tiden er medens Haakon den Gode/Hákon Aðalsteinsfóstri var konge (kap. 2) dvs. ca. år 930-960 e.Kr. og stedet er i herredshøvding (”hersir”) Vigfús’ gård i Vors, Norge:
”Þar var veisla búin að veturnóttum og gert dísablót og allir skulu þessa minning gera ...
Og er á leið kveldið er menn voru komnir ...”
Som jeg oversætter til:
”Der var nabogilde [hen]ad Vinternætterne og der blev gjort Dísablót og alle skulle dette minde gøre ...
Og som kvælden skred frem og menneskene var kommen...”
”Vetr-nætr” (Vinternætterne) er 11-18. oktober og tidsrummet er derfor kort tid før dette tidspunkt. Bemærk ordvalget ”minning” (minde). Det er vigtigt at fremhæve dette ord i en oversættelse da ordet er tæt knyttet til hele formålet med et Dísablót – at mindes forfædrenes afrejste sjæle. Vi ser at Dísablót er et gilde der finder sted om aftenen.
Det er derfor også et Dísablót gilde Snorre beretter om i Hákonar Saga Aðalsteinsfóstra, Heimskringla (kap. 17) om Haakon den Gode/Hákon Aðalsteinsfóstri (920-960, konge ca. 930):
”Um haustið að vetri var blótveisla á Hlöðum og sótti þar til konungur”
Som jeg oversætter til:
”Om høsttid (hen)ad Vinter(halvåret) var der blót-gilde på Laden og dertil drog Kongen”
Snorre bekræfter i kap. 19 ved brugen af ”minni” (mindet) at formålet med et Dísablót var at drikke en skål til gudernes/forfædrenes minde:
"Drakk hann þá öll minni krossalaust 1, þau er bændr skenktu honum".
Som jeg oversætter til:
"drak han da øl mindet korsløst, som bønderne skænkede ham”.
1 Haakon den Gode er som kristen blev tvunget til at følge bønderne i den forne sæd og drikke en mindeskål til alle guderne uden at slå korstegnet.
Vi kan beskrive et Disablót ganske nøje. Fjölsvinnsmál (vers 40, Ældre Edda) siger:
Fjölsviðr kvað: | Fjölsviðr kvad: |
Min oversættelse til nudansk.
1 Sætningen ”Bjarga svinnar” er spændende da ordvalget tydeligt er velgennemtænkt og ingenlunde tilfældigt. Ordet ”Bjarga” har betydningen ”bjærge, redde, hjælpe” og ”svinnar” er fra enten ”svinna” (klogskab, forstand) eller ”svinnr” (forbedre sig, klog, forstandig), begge af hvilken har samme ophav. ”De” giver derfor en livsvigtig visdom fra de udødelige til de dødelige.
2 Ordet ”stallhelgum” er fra ”stall” + ”heilagr” (hellig), hvor ”stall”, lig ”pedestal” betegner en lille støtte/forhøjning. I dette tilfælde har det haft opgaven som offeralter, hvor ”syll, sylla, syllr” (oldengelsk, oldnordisk), jf. ”Yggdrasill” og ”Irminsul”, har betydningen ”støtte” med forståelsen ”understøtter en gudeafbildning”.
“Fjölsviðr” er i sennordisk forståelse et heite for Odin. Som ”fjolle, fjolla” på nudansk/nusvensk har underforståelsen at personen bl.a. snakker meget, betyder ”fjöl” (oldnordisk) ”meget” og ”viðr” (vid, visdom), dvs. samlet ”Den-med-Megen-Vid” eller ”Den der ved noget”.
”De” er 9 filosofiske [ung]møer (meyjar), der sidder samlet foran Menglöð’s knæ, dvs. ved personens fødder, jvf. Fjölsvinnsmál (vers 37-38, Ældre Edda).
Ikke mange er opmærksomme på at ”Menglöð” er en kvinde, hvilket fremgår af Fjölsvinnsmál (vers 8, Ældre Edda): ”Menglöð of heitir, en hana móðir of gat við Svafrþorins syni;”. Ordet ”Menglöð” har betydningen ”menneskeglød”, dvs. den absolut altafgørende gnist for menneskeheden, her forstået som vor stamme. Læseren kender nu formålet med Disablót godt nok til at kunne se at gudinden Disar af os ikke kan gives et andet heite end ”Menglöð”.
Antallet 9 er naturligvis de 9 verdener og Shakespeare gengiver ordret samme forståelse i ”Macbeth” (Act I: Scene 3). Fra ”Macbeth” kan vi se at der er tale om de 3 "Urðr/Wyrd"-søstre, norner, der skal afgive en ”wyrd” af fortid, nutid og fremtid (se ”Bilag N: Det hellige tal 9”).
Fra de heite givet til de 3 søstre kan vi se at de forbindes med Beskytter (Hlíf)1 og Søger-efter-Beskyttelse (Hlífþrasa)1, Våger-over-Folket (Þjóðvarta), Den Rene (Björt, fra ”Bjartr”), Den Blide (Blíð), Den Venlige (Blíðr), Skaffer-af-Fred (Fríð), Skaffer-af-Ro (Eir). Disse heite giver os et ganske klart billede af hvorledes vi opfatter, og hvilke forventninger vi kan have til et Disablót.
1 Sammenlign med Lif (liv) og Leifþrasir (livsøger) i Vafþrúðnismál (vers 45, Ældre Edda).
Fra Sigrdrífumál (vers 9, Ældre Edda) kan vi se at de 3 "Urðr/Wyrd"-søstre skal opfattes som ”dísir”, hvorfor kan slutte at det er til disse kvindelige magter/ ånder der blottes ved under Disablót:
Biargrvnar scaltv kvnna, | Bjærge-runer skal du kunne, |
Min oversættelse til nudansk.
1 ”oc leysa kind fra konom” har direkte betydningen ”og løs[gøre] afkom fra slægten”. Vi kan se fra Fáfnismál (vers 12, Ældre Edda) at vi skal opfatte dette som ”oc kiosa moþr fra ma/gom?”, der muligvis på normaliseret islandsk skrives ”ok kjósa mæðr frá mögum” eller ”og udvælge mødre fra sønner”, hvor ”mæðr” i så fald må være forbundet med ”mæðgin” (flertal, moder og søn). Som vi ser det i ”kjósa of konunga” eller ”udvælge fra kongen” i Hákonarmál (vers 1), er ”kjósa” forbundet med handlingen ”fysisk adskillelse”. Det er derfor kvindens forløsning af den nyfødte vi her taler om at ”Bjærge-runer” hjælper med. En af disse runer ved vi er “*Perþu, Peordh, Pertra”-runen. Fordi denne rune er en evolution af ”*Berkana, Beroc”-runen, kaldes denne rune tillige ”den åbne”. Vi kan nu se at hvad denne runes ”kraft” må være er at ”åbne” kvindens skede (orificium’s dilatation) således at fødslen kan finde sted uden at harme hverken moder eller nyfødt.
2 ”liþo” antager jeg er fra ”liðr” (led, knude, knæ, lem). Det er uklart om man efter at have rejst runerne, og aflagt eden, spænder disse omkring håndled eller knæled. Måske er det alene leddet der er vigtigt da de rejste runer, og selve Disablótet, er binde-leddet mellem de udødelige forfædre og de dødelige levende. I praksis må det have været nemmere at bære disse runer omkring håndleddet.
3 ”Dvga” eller ”Duga” har på oldnordisk betydningen ”gøre brug af, bruge sin kræfter, yde god hjælp, due, være brugbar”. Da det er de 3 "Urðr/Wyrd"-søstre’s hjælp vi her beder om, skal vi opfatte dette som at vi beder disse gøre brug af deres ”kraft” til at hjælpe os.
Fáfnismál (vers 12-13, Ældre Edda) bekræfter hvad vi nu ved; at ”diserne” er identisk til ”norner” og at disse skal bl.a. ”na/ðga/nglar ’ro” (nauðgönglar ro) eller ”[give] nødgængere ro”. I vers 13 opdeles nornerne, dvs. diserne, i 3 grupper, igen de 3 "Urðr/Wyrd"-søstre:
”svmar ero askvngar, svmar alfkvngar, svmar dotr Dvalins”
Som jeg oversætter til:
”Somme er Ase-æt, somme alfe-æt, somme døtre [af] Dvalin”
Mange er usikre på hvornår, og til hvem, et alveblót (alfablót) blev givet1. Da diser, norner og alfer i blót-sammenhæng er én og samme størrelse er Alveblót (alfablót) det samme som et Disablót i tid og sted. Vi ser en sen udgave af et Alveblót (alfablót) på Island med skikken at ”bjóða álfum heima” (se afsnittet ”Julenisserne – Nis Gårdbo, Jólasveinar og alfer”).
1 Se f.eks. Sigvatr Þórðarson: Austrfararvísur (vers 5, år 1020 e.Kr.): ”...alfablót, sem ulfi ótvín, í bœ sínum”).
Jvf. Axel Olrik og Hans Ellekilde: Nordens Gudeverden (Bind II – Årets Ring, s.166, 1926-51) blev Disablót på et tidspunkt i Danmark afholdt 14. oktober eller 1. november afhængig af Månens fase; om den var i ny (tiltagende) eller næ (aftagende, fra det urnordiske ”niþjo” (nedgåen)).
Fejringen af vore forfædres afrejste sjæle under Disablót er videreført som Allehelgensaften/Halloween (fra ”allhallow-eve”, dvs. samme betydning som på nudansk). ”Allehelgensaften” er det keltiske Nytårsaften 31. oktober, der følger Høstfesten. Det er på denne aften af kelterne påkalder sig deres døde, dvs. en hel identisk fejring af Disablót. Den keltiske skik kommer ind i kristendommen og udbredes med det keltiske tidspunkt for fejringen af forfædrene. De to dage der følger er begge opfundet af kristendommen for at omskrive de førskristne fejringer. 1. november kaldes ”Allehelgensdag” og 2. november ”Alle Sjælesdag”. Om ”Alle Sjælesdag” skriver Salmonsen (2. udgave 1915): ”Den fejres til Minde om de hensovede Troende...”. Struensee var klar over at begge dage omhandler samme fejring af forfædrenes afrejste sjæle og slog dagene sammen til 2. november med virkning fra år 1770 e.Kr.
Ikke overraskende indeholder den tilsvarende fejring i Estland kaldet "Mardipäev" (St. Martin's Dag - 10. november) store dele af den oprindelige hedenske fejring. Esterne fejrede, og fejrer stadig, forfædrenes afrejste sjæle fra 1. november til 10. november. I den estiske landsbrugskalender er dette tidsrum samtidig overgangen fra Sommer-halvåret til Vinter-halvåret.
Ifald alle urfilosofier er enige om at mennesket har en udødelig sjæl må det være rimeligt at stille sig spørgsmålet om ”sjælen” er en fysisk ting, der derfor kan have en vægt. Hvor tosset dette end må lyde ved første tanke synes vor filosofi at mene at ”ånd” er den tågedis vi fysisk kan se under specielle forhold, og som populært lever videre i spøgelser. ”Tågedis” er fysisk ”fugt i luften” og det er en størrelse vi kan måle. De jordnære skyer vi kender som ”tåge”, og som befinder sig lige over jordoverfladen, består af små svævende vanddråber (eller ved iståge iskrystaller). Der findes 4 former for tågedannelse, jvf. Danmarks Meteorologiske Institut (”Tågesnak en sensommermorgen”, 18. august 2005):
- Vanddamp tilføres luften (luften mættes med vanddamp)
- Luften afkøles ved advektionståge (varm og fugtig luft strømmer hen over en kold jord- eller havoverflade og derved afkøles til mætningspunktet)
- Luften afkøles ved udstrålingståge (luftens temperatur på grund af udstråling falder til under mætningspunktet)
- Mosekonebryg/Sørøg (vandet i sø, mose og eng er betydeligt varmere end omgivelserne. Vanddamp vil stige op og, tilført luft fra overfladen, fortættes til tåge).
Omsætter vi naturfænomenet for ”Tågedis” til et varmblodet menneske hvor Døden Indtræder må ”Mosekonebryg” ikke overraskende vise os hvorledes vi skal opfatte ”ånd”; nemlig som ”varmt vanddamp der stiger op og bliver til tågedis når det tilføres luften”. Der ligger i denne forståelse en direkte opfattelse af at ”noget forlader den menneskelige krop” ved Dødens Indtræden. Dette ”noget” der tilføjes luften burde derfor være en fysisk ting, der kan måles f.eks. som "gram vanddamp pr. m³ luft".
Et forsøg på at måle ”sjælens vægt” blev gennemført af Duncan Macdougall, M.D. of Haverhill, Massachusetts og offentliggjort i ”American Medicine” (April, 1907) med titlen ”Hypothesis Concerning Soul Substance Together with Experimental Evidence of The Existence of Such Substance”. Der kan skydes huller så store som ladeporte i fejlmulighederne i undersøgelsen af de seks patienter han undersøgte, og vejede, da døden indtraf.
Hvad ikke synes at kunne antastes er at de to første patienter omkring tidspunktet for Dødens Indtræden havde et måleligt vægttab på ”three-fourths of an ounce” (21 gram), der ikke kan forklares. På den tredje patient blev der målt et vægttab ved Dødens Indtræden på ”half and ounce” (14 gram), og efter få minutter på ”additional loss of one ounce” (28 gram). Jvf. disse meget primitive og mangelfulde eksperimenter har sjælen derfor en vægt på ”21-42 gram”. Eksperimenter at samme slags er ikke siden blevet gennemført. Jeg er dog langt fra overbevist om at vi straks skal forkaste tanken om at ånd og sjæl ikke kan måles, og derfor bevises som værende til i en naturvidenskabelig sammenhæng.
 |
Mosekonen brygger
Billedkilde: Billedet taget af Rasmus Kaysen Kier 23. januar 2004 kl. ca. 5 om morgenen
ved en campingplads udenfor Taupo, New Zealand, og benyttet med forlov.
