Forside Indholdsfortegnelse
<< ForrigeNæste >>

Endrborinn – eft ácenned – født igen – tve-skabt af tanker

Begrebet ”endrborinn”, sammensat af ordene ”endr” (atter) + ”bera” (oldnordisk)/”beran” (oldengelsk) (bære) som en betegnelse for forståelsen ”at blive født igen” skal ses i sammenhæng med det at ”udsætte et barn” eller ”bera út barn”. På nudansk er betydningen af ”bera” som det at ”føde” bibeholdt i omtalen af at et træ ”bærer frugter”.

I forståelsen for hvorledes vi skal opfatte ”endrborinn” er det også vigtigt at fremføre hvorledes ordet ”bera” benyttes i omtalen af en person, jvf. bl.a. ”hann/hún bera sik vel” eller ”han/hun bærer sig vel” eller omvendt ”illa/ilde”. Forståelsen for at en person ”bærer sig vel” er at han/hun er hårdfør, viser mod og sjælestyrke i handling, tale og gerning.

Gennem det oldengelske ”beran” og nuengelske ”born” kan vi se at ordets indoeuropæiske rod er ”*bher-” der har den dobbelte betydning ”at føde, gravid” og ”at bære en byrde, bringe”.

Udtrykket ”endrfæda” eller ”atter føde” henviser til det at en kvinde fysisk føder et barn på ny, men er et helt anderledes begreb end forståelsen for ”endrborinn”– atter båret. Hvor ordet ”fæda” (oldnordisk) og ”fuoten” (oldengelsk) indgår er forståelsen altid en henvisning til ”ernæring, føde” og får den udvidede betydning at føde et foster.

Rig Veda (”Råd (og) Viden”) (år 1700-1000 f.Kr.) har bl.a. to henvisninger til urforståelsen for ”endrborinn”:

I Bog 6:L (Visvedevas) skrives i min oversættelse:

”....tve-født og sandfærdig, overholdende indviede pligter, hellig og skinnende......”

Det absolutte nøgleord er det oprindelige ord for ”tve-født” på sanskrit. Ordet er ”dvijanmāno”, der i den nuengelske oversættelse af Rig Veda skrives som ”twice-born”.

”Dvijanmāno” er sammensat af ”Dvi” (”Tve” eller ”to”) + ”ja” + ”māno”.

Ordet ”ja” på sanskrit har en række betydninger som endestavelse til et tillægsord; født, skabt, skabt fra, gjort af, og må være stærkt beslægtet til vort eget ”ja” gennem ”já” (oldnordisk) og ”gēa/ge” (oldengelsk, angelsk dialekt) og ”jai” (gotisk) med betydningen ”i sandhed, således”. Den indoeuropæiske rod til det urnordiske ord er vist nok ”jām” med betydningen ”den, det”.

Ordet ”māno” kan ligeledes sammenføres med vort eget ”maðr” (oldnordisk) og “man” (oldengelsk) fra den indoeuropæiske rod “*men-“ hvis oprindelige betydning er “at tænke”.

Det er min vurdering at den oprindelige forståelse af ”Dvijanmāno” i indoeuropæisk filosofi er ”tve-skabt af tanker”, der ganske rigtigt kan oversættes til ”tve-født” så længe det er underforstået at det ikke er en fysisk genfødsel der henvises til, men en nyskabelse af personen i ånd og tanker gennem uddannelse og opdragelse, hvor personen ”ser lyset” og kan videreføre stammens sæd/skik. (i tegneserieudgaven den lysende pære i boblen ovenfor personen)1.

1 At dette må være den sande forståelse ser vi fra ærkebiskop Anders Sunesen’s bemærkninger til Skånske Arvebog. Han dør år 1228 e.Kr. Skånske Arvebog (XLIII) fra år 1200-28 e.Kr. siger: ”Thet skal man wida at inkte barn. Ther hethit dør æy ærwær” eller ”Det skal man vide at intet barn der hedensk dør ej arver”. Anders Sunesen skriver i sin kommentar til loven at "den som aldrig er blevet genfødt ved dåbens sakramente er som om han aldrig var født, og kan ikke tage arv”. Hvad Anders Sunesen her gør er at koble en ceremoniel genskabelse/tve-skabelse gennem dåben til arveretten. I retmæssigt forstand sker denne helt nye sammenkobling mellem tve-skabelsen og arveret fordi dette er hovedmidlet den katolske kirke bruger til at presse en modstridig befolkning ind i den katolske kristendom. Man fratager ved lov et hedensk barn al arveret idet den hedenske barnedåb med vands overøsen og navngivning nu anses som ikke eksisterende i lovgivning. Det spændende ved Anders Sunesen's ordvalg er at begrebet "barnedåb" ikke findes i kristen teologi, hvor man alene har "voksendåb" indtil Reformationen. Derfor kan Anders Sunesen ikke bruge barnedåb som beviset for at barnet er gjort kristent da dette ritual findes ikke i kristendommen. Hvordan man teologisk har løst det juridiske problem med et barns arveretlige status indtil det får en voksendåb er vanskeligt at sige. I praksis er det sikkert klaret ved "sidste rite" konverteringer. (se tillige Valdemars Sjællandske Lov, Eriks Sjællandske Lov og Jyske Lov). Skånske Lov fratager også voksne al arveret med den kendte sætning "foræ þy at høghæ man ma æi æruæ" eller ”for da at højmand må ej arve”. Dvs. en person der vil gravlægges i en gravhøj, og derfor anses for hedning, kan ikke arve. Denne forståelse findes i lov helt frem til det 1600-tallet med domsformlen for tyverisager, hvorefter Tyven dømtes "til Galge og Gren, til Høj og hedensk Jord".
Kilde: P.G. Thorsen: Skånske Lov og Eskils skånske Kirkelov tilligemed Andreæ Sunonis lex Scaniæ prouincialis, Skånske Arvebog og det tilbageværende af Knud den 6.’s og Valdemar den 2.’s Lovgivning vedkommende skånske Lov (1853, Skånske Lov, s.4, Skånske Arvebog, s. 215-6) og Erik Kroman & Stig Iuul: Skaanske Lov og Jyske Lov (1968, s.3,193-4)

 

I Rig Veda Bog 10:LXI (Visvedevas) beskriver forfatteren sig selv og at han har taget sin plads blandt guderne (forfædrene). I min oversættelse følger herefter:

”Her er min æt, her er stedet hvor jeg har bopæl: Disse er mine guder, jeg med fuld styrke er nærværende. Tve-født jeg er, den første-fødte søn af Orden......”

Henvisningen til den ”første-fødte” er et heite for tronarvingen, det være sig for stammen, ætten eller odelsjorden, og er ordret videreført i Rígsþula (vers 36, 37 og 44), hvor Jarl æt skal kunne lærdom, være tempelpræst (runer), være kriger og fribonde.

At være ”tve-skabt af tanker” i indoeuropæisk filosofi indeholder ganske vigtigt ingen begrænsninger om hvem der kan opnå dette, men betinger sig alene en uddannelse og opdragelse.

Vi kan ikke sige dette med sikkerhed da Rig Veda ikke omtaler dette, men baseret på hvorledes goterne senere fortolker dette i Manu Smriti skriftet fra 200 tallet e.Kr. finder ritualet om at blive ”tve-skabt af tanker” sted meget tidligt i et menneskes jordeliv i 8-12 års alderen afhængig af byrd (varna).

De gotiske stammer i det nordlige Indien omskriver Rig Veda i Manu Smriti skriftet fra 200 tallet e.Kr. på en lang række områder. Dette sker dels for at kunne sikre sig kontrollen med landområderne mod en indfødt befolkning der i mandtal er langt større, men sker også fordi der i gotisk filosofi ikke er lige ret og pligt mellem mand og kvinde.

Goternes stammeopbygning i nord-Indien:

  • Brahman (tempelpræster) 1 - undervisning og lærdom
  • Kshatriya (krigerne) 2 - beskyttelse af folk
  • Vaishya (bønder, lærdom, handel og penge) 3
  • Shudra 4 - at tjene de øvrige rang

1 Varna: hvid.
2 Fra sanskrit ”k atriya” og ”k atram” eller ”herske, magt”. Varna: rød.
3 Varna: gul.
4 Varna: sort.

 

Ordet ”varna” oversættes generelt til ”farve”. Dette er med sikkerhed ikke den oprindelige betydning. Ordet er identisk til ”varna” (oldnordisk) og ”warnian” (oldengelsk), begge med betydningen ”at advare/at tage til følge/udstyret af naturen”. jvf. ordsproget ”engum er alls varnat” eller ”således er alle udstyret (af naturen)”. Kilde: F. Max Müller (1886, s. 12-14, 24)

Manu Smriti skriftet tilsiger at et drengebarn fra Brahman-byrden kan blive ”tve-skabt af tanker” ved 8 års alderen, fra Kshatriya-byrden ved 11 års alderen og fra Vaishya-byrden ved 12 års alderen. Forberedelserne er uden for tvist uddannelse og lærdom (f.eks. vers 127 og 128), og i selve ritualet bliver drengebarnet givet ”den hellige tråd”. Ritualet gør det muligt for drengebarnet at læse Veda og senere at blive gift. Han tildeles samtidigt al ret og pligt for sin byrd.

Selve ritualet der medfører at barnet bliver ”tve-skabt af tanker” kaldtes ”samskara”. Dette ord må være sammensat af ”sam” (sammen) + ”skara” (skare, sammenlægge). Ordet findes på oldnordisk som ”samskaraðr” der har betydningerne “som det synes” og i omtalen af skibe ”således bygget” i forståelsen af at plankernes kanter kun knapt dækkes af hinanden (klinkbygning). Da ritualet består af mange forskellige indlæringsprocesser skal udtrykket formentligt tolkes som at alle disse lærdomme, der kun lige overlapper hinanden, tilsammen gør personen ”tve-skabt af tanker”, som et skib til sidst bliver tæt, holder vand og bliver sødygtigt.

Pigebørn regnes fra fødsel, som med den nederste Shudra-byrd, for urene, og skal forblive i hjemmet under opsyn af familiens mandlige overhoved.

Fra denne omskrevne gotiske filosofi udvikles Hinduismen og Buddhismen med videre omskrivninger, der inkluderer begreberne om re-inkarnation, der i historisk sammenhæng er nyopfundne.

Rig Veda (Bog 10:XVIII:5) siger i min oversættelse til nudansk:

”Som dagene følger hinanden slag i slag, som årstiderne trofast følger hinanden,
form da deres liv, O’ Støtte, så den unge ikke svigter den ældre”.

Bemærk at et af Verdenstræets heite er ”Yggdrasill” eller "Frygtens Støtte".

Fra Rig Veda til Ældre Edda, hvorledes medbringer vi da forståelsen for ”tve-skabt af tanker” eller på oldnordisk ”Endrborinn”– atter båret – født igen? Victoria Gotved har henvist til tre steder i Ældre Edda hvor begrebet ”endrborinn” forekommer.

Sigurþarkviðu hin Skamma (Det korte Sigurdskvad) vers 45 siger:

”Ham da svared Hogne ene:

Lad ingen hindre
den lange færd,
for genfødes
gør hun aldrig;
hun fødtes falsk
og flyr sandheden
hun var verden
vrangvillig stemt
mangt et menneske
til mødig plage”

Her benyttes i det oprindelige skrift ordet ”aptrborin” i stedet for ”endrborinn”. Betydningen af ”aptr” (agter) i forbindelse med bevægelse er altid ”tilbage” og forståelsen er derfor identisk for begge ord.

At kvinden i det her omtalte vers ikke genfødes forklares af de efterfølgende sætninger. Det sker fordi hun ikke vil erkende eller kender til sandheden der, som i Rig Veda , synes uigenkaldeligt forbundet med at blive ”tve-skabt af tanker” eller ”endrborinn”. Det er ligeledes klart at hun ikke er ”gjort til Daner” eller ”uddannet”, og derfor er en plage for resten af stammen.

Det må fra dette vers kunne sluttes modsat at havde kvinden modtaget opdragelse og dannelse og erkendt/kendt til sandheden da var hun ”tve-skabt af tanker” eller ”endrborinn”, og dette må derfor have været hovedreglen for alle kvinder (og mænd).

I Helgakviða Hjörvarðssonar (efter vers 46, Ældre Edda) lyder den afsluttende sætning:

”Helgi ok Sváfa, er sagt, at væri endrborin”

Som jeg oversætter til:

”Om Helge og Sváfa er sagt, at de var endrborin”

For at se hvorledes vi skal forstå ”endrborin” i kvadet må vi efterse kvadet i sin helhed. Helge er søn af Kong Hjörvarð og Sigrlinn, ligeledes konge-datter (beretningen mellem vers 6 og 7). Helge er derfor Jarl æt og tronarving. Rígsþula har forklaret os, videreført fra Rig Veda , at dette påkræver at han skal opdrages og uddannes og derved blive ”tve-skabt af tanker” eller ”endrborinn”. Vers 9 og 10 viser at han fuldt opfylder dette ved både at have adgang til sværdet og edsringen (kriger og tempelpræst).

Sváfa er kongedatter af Kong Eylimi. Hun er beskrevet som valkyrie (beretningen mellem vers 10 og 11). Valkyrier er en sen-nordisk henvisning til kvindelige krigertempelpræster. Hun er derfor, som Helge, af Jarl æt med samme ret og pligt. Resten af kvadet er herefter en beskrivelse af Helge og Sváfa’s tanker og handlinger, der viser at de er godt opdraget og uddannet, dvs. ”gjort til Daner” og dermed er ”tve-skabt af tanker” eller ”endrborinn”.

I Helgakviða Hundingsbana önnur (den anden, II.) har vi igen den samme afsluttende bemærkning, lidt udvidet, der lyder:

”Sigrvn varþ scammlif af harmi oc trega. Þat var trva i fornescio, at menn veri endrbornir, enn þat er nv ca/llvð kerlinga villa. Helga oc Sigrvn er callat at veri endrborin; het hann þa Helgi Haddingiascati, enn hon Kara Halfdanardottir, sva sem qveþit er í Karolioþom, oc var hon valkyria”.

Som jeg oversætter til:

”Sigrun var kortlivet af sorg og savn. Det var troen i den forne tid, at mennesker var endrbornir, men det er nu kaldet kællinge forvildelse. Helge og Sigrun er kaldet at de var endrborin; Han hed Helgi Haddingiascati, og hun Kara Halfdansdatter, om hvem kvadet er i Karolioþom, og hun var valkyrie”.

Vi bemærker igen brugen af ordet ”endrborinn”, og hvorledes vi skal forstå ordet er identisk til forklaringen i Helgakviða Hjörvarðssonar.

At der henvises til ”kællinge forvildelse” (kerlinga villa) om ”endrborinn” understreger med brugen af ordet ”valkyrja” at Helgakviða Hundingsbana önnur med de to andre ”Helgakviða” fra Ældre Edda alle er nedskrevet sent ca. år 900-1000 e.Kr. Bemærkningen om ”kællinge forvildelse” smager stærkt af en senere tilskrevet kristen holdning fra Middelalderen.

I den meget sene Gautrek’s Saga fra slutningen af 1200 tallet e.Kr. findes ordet “endrborinn” brugt som en fornærmelse:

”En Starkaðr var at Uppsölum, þá váru þar tólf berserk málamenn ok váru mjök ágjarnir ok spottsamir við hann, ok váru óðastir at því bræðr tveir, Úlfr ok Ótryggr. Starkaðr var þögull, en berserkir kölluðu hann endrborinn jötun ok níðing ....”

Som jeg oversætter til:

”Starkaðr var i Upsala, da var der tolv berserker knurrende mænd og de var meget voldsomme og spotsomme mod ham, og var rasende på to brødre, Úlfr og Ótryggr. Starkaðr var tavs, men berserkerne kaldte han endrborinn jætter og niddinger....”

Starkaðr (”Stærkodder” hos Saxo) nedstammer fra en jætte på fædrene side, og ved derfor hvad han taler om. Det var kvindelige jætter vi var på jagt efter for at kunne avle vore egne jættesønner. De mandlige jætter var fjenden. Derfor kan Starkaðr fornærme de 12 krigere i berserkar kampform ved at kalde dem ”endrborinn jætter”.

Den indiske læge/sejdmand Charaka skrev i Charaka-Samhita, dateret til ca. år 400-200 f.Kr.:

”Hvis Manu (Smriti) gjorde Brahminer overlegne til andre ved at kalde dem tve-fødte (Dvijan), én gang af moder og senere ved at gennemgå indviede pligter og dannelse, Charaka siger, ”Læger er overlegne til selv Brahminer for de er tre-fødte efter at have gennemført lægedannelse”.

At ekstra dannelse ophæver en person fra tve-født til tre-født findes ordret gengivet i Völuspá (vers 22, Ældre Edda).

I Völuspá (vers 22, Ældre Edda) hører vi at Gullveig er ”þrisvar (þrysvar)  borna” eller “den trefold bårne”. I Völuspá (vers 23, Ældre Edda) har Gullveig skiftet navn til Heiði, der er en vølve (Seið hún kunni, seið hún leikinn). Det er her vigtigt at forstå sammenhængen mellem heitet "Gullveig" og kvindenavnet "Heiði". Den fysiske vølve hedder Heiði. Hun befinder sig mentalt i rummet "nutiden" og tiltales "hon" (hun) i vers 21. Alle vølver besidder en personlighedsspaltning, og psykiatrien opdeler denne egenskab i to grupper; den udbredte skizofrene gruppe, hvor tankerne spaltes, og den sjældne "dissociative", hvor personen har flere personligheder, der ikke kender hinanden og hvor hver personlighed lever deres eget liv. Völuspá gengiver sidstnævnte gruppe, og som den hamskiftede vølve har samme Heiði heitet "Gullveig"1, der omtales som "hana" (hende) i vers 21. Den hamskiftede vølve "Gullveig" befinder sig i rummet "fremtiden", hvor hun henter visdom fra forfædrene. Kvinden Heiði har som vølve, på sennordisk kaldet sejdkone, netop den yderligere dannelse, måske endda inden for lægekunst, der gør at hun, modsat sine landsmænd der alle er endrbornir (atter bårne), ophæves og bliver den trefold bårne.

1 Gullveig som heite for den hamskiftede vølve, hvis rigtige navn er Heiði, mener jeg er valgt for at forklare os, at det har kostet guld og grønne skove at benytte sig af vølvens kundskaber (og vi ved jo at de senere sejdkoner tog sig godt betalt). Som heite må Gullveig henvise til en kvinde, jvf. f.eks. Solveig. Ordet "Gullveig" betyder "gulddrik, guldkraft" og må opfattes som "gulds tiltrækningskraft" eller "guldfeber". Kom i hu at Snorre i Ynglinga Saga skriver: "...Dóttir Njarðar var Freyja. Hún var blótgyðja. Hún kenndi fyrst með Ásum seið sem Vönum var títt..." (Njord's datter var Freya. Hun var blótgydje. Hun lærte (som den) første Aserne sejd(,) for hvilket Vanerne var kendt). Freya kunne i Grundtvigs uforglemmelige ord "den vaniske trolddom", og den hamskiftede vølve er derfor i filosofi Freya. Jvf. den "dissociative" personlighedsspaltning, er det den hamskiftede vølve der brændes i vers 21, ikke den fysiske person Heiði.

 

Wígláf siger i Beowulf-kvadet (sætning 2890-91) i omtalen af Beowulf og hans eftermæle:

”déað bið sélla eorla gehwylcum þonne edwítlíf.'”

Som jeg oversætter til:

”døden byder sælge hvilken en Jarl end et vanærende liv.'”

Ordet ”edwít” (æd-wít) mener jeg direkte betyder ”om-vid”, dvs. det modsatte af ”vidende” og derfor identisk til ”uvidende”. Det opfattes på oldengelsk som ”disgrace, blame, scorn” (vanære, skam, skyldig, foragt), og ”edwítlíf” som ”disgraceful life” (vanærende, uværdigt, skamfuldt liv). Det nuværende ordsprog er "death before dishonour".

Hávamál (vers 23-27, Ældre Edda) gengiver, med ordene ”Ósnotur” (usnu) og ” Ósvinnur” (uklogskab), den foragt vi rettelig har, og bør have, for uvidende mennesker. Med foragten for uvidenhed følger agten for visdom, uden hvilken tve-skabelsen af det dødelige menneske ikke kan finde sted. Derfor er et liv i uvidenhed et vanærende liv (og kom her ihu at boglig lærdom ikke alene giver visdom).

Beowulf-kvadet (sætning 1671-76) viser os netop denne sammenhæng. Beowulf har en samtale med Kong Hrothgar (Scyldinga-æt nr. 17, ca. 473-525). Beowulf betegner samlet Kong Hrothgar’s folk, fribårne og trælle, som ”duguðe ond iogoþe” (duende og uvidende). Trældom forbindes med uvidenhed.

Kong Knud/Canute I. den Store (regent England 1016, regent Danmark 1018-1035) udsteder ca. år 1031. e.Kr. en ny Skovlov gældende for landskaberne i ”Angliae” (England). Kap. 21 siger 1:

21. "Poena & forisfactio non vna eadémq; erit liberalis (quem Dani Ealderman vocant) & illiberalis: domini & serui: noti & ignoti: nec vna eadémq...”

Som jeg oversætter til:

”Straf og åben strid ej én og samme vej; de fribårne (som Daner oldermænd kaldes) og ufri: Herre og træl: lært og uvidende: ej er én og samme vej...” 

1 For mere se ”Bilag A: Rig Veda , Rígsþula og Manu Smriti” (underafsnit ”Trælle-æt”).

 

 

Som vi kan se viderefører Kong Knud I. den Store vore oprindelige sæder ved at sætte lighedstegn mellem en det at være en fribåren Daner, oprindeligt ErilaR (Jarl) æt, og det at være lært. I en afklaring af hvad ”danskhed” er for en størrelse er kravet om lærdom og søgen efter visdom, for alle danske, ufravigeligt.

Afslutningsvis opererer også kristendommen med begrebet ”born again”, hvor inspirationen bl.a. hentes i Johannes-Evangeliet 3:3:

”Jesus svarede og sagde til ham: ”Sandelig, sandelig siger jeg dig: Ingen kan se Guds rige, hvis han ikke bliver født på ny”.

Fra den oldengelske oversættelse af Johannes-Evangeliet 3:3 kan vi se at ”født på ny” hed ”edniwan gecenned” eller ”på ny bekendt”.

Fra Johannes-Evangeliet 3:4 kan vi se at ”født igen/atter født” på oldengelsk hed ”eft ácenned” eller ”atter erkendt”.

Det ser derfor ud til at “endrborinn/aptrborin” (oldnordisk) og ”eft ácenned” (oldengelsk) udvikles som dialektforskelle efter udvandringen til de nye kongeriger fra år 449 e.Kr.

Betydningen af ”kenna” (oldnordisk) og ”cennan” (oldengelsk) har, som det gotiske ”kannjan”, betydningen ”at gøre bekendt, lære, vise”. Forståelsen skal ses sammen med ”kenning” der bl.a. betyder ”lære, lærdom” og ”kennandi” der betyder ”læremester”.

Det må være fra ”eft ácenned” (atter erkendt) at ordet ”anerkendt” bliver en del af sproget på nudansk. At den unge dreng og pige nu har opnået den lærdom og dannelse der har gjort dem til Daner, og gør at de bliver tve-født og anerkendt som en del af stammen.

Fra Eskild og Absalon’s Skånske Kirkelov 1 fra år 1200-28 e.Kr., i omtalen af hvem der er omfattet af lovgivning om Hellig(dage), ser vi følgende gældende:

”hælghæ brut skal æi søkia at yngri manni æn fæmtan uintre gamal”

eller

”Hellig brud skal ej søges på mænd yngre end 15 vintre gammel”

1 Kilde: P.G. Thorsen: Skånske Lov og Eskils skånske Kirkelov tilligemed Andreæ Sunonis lex Scaniæ prouincialis, Skånske Arvebog og det tilbageværende af Knud den 6.’s og Valdemar den 2.’s Lovgivning vedkommende skånske Lov (1853, Skånske Kirkelov, s. 84).

 

 

Kong Knud I. den Store (regent England 1016, regent Danmark/Norge/Skåne 1018-1035) ser ud til at have skæringstidspunktet mellem ung og voksen lidt tidligere. Han skriver i sine ”Gejstlige Domme” (Secular Dooms) kap. 21:

”Og vi vil at hver mand over 12. (xii.) vintre tager ed at han vil hverken blive tyv eller vidende om tyveri”. 

12-15-årsalderen ser derfor ud til, for vor stamme, at være tidspunktet for tve-skabelsen og anerkendelsen som udlært med ret til indtrædelse i de voksnes rækker. Skånske Lov kalder denne aldersgruppe fra 7-15 for ”æplis børn” (”æble børn” – egentlig ”børn der leger med æbler”)1.

1 Kilde: P.G. Thorsen: Skånske Lov og Eskils skånske Kirkelov tilligemed Andreæ Sunonis lex Scaniæ prouincialis, Skånske Arvebog og det tilbageværende af Knud den 6.’s og Valdemar den 2.’s Lovgivning vedkommende skånske Lov (1853, Skånske Lov, s. 14, 16).

 

 

Det er denne urforståelse kristendommen overtager med indførelse af konfirmationen.

Fra barnet bæres frit indtil det er 7 vintre gammelt (siu wintræ gamalt) kaldes det ”spæt” jvf. ”ær annat barn spæt”, hvorfor vi stadig siger ”spædbarn”.

Beowulf-kvadet viser os ligeledes skæringstidspunktet ”7 vintre” (”syfanwintre”, sætning 2428), der her angiver hvornår Beowulf bliver knæsat og lyst ind i en anden æt end sin egen.

Peder Laales Danske Ordsprog fra 1300 tallet viser os at 7 års-alderen er overgangen fra spædbarn til barn, der samtidigt er tiden hvorfra barnet kan gøre nytte:

Nr. 319 Syw aars gammelt barn ær qwæm tijll æmbede.
(7 års gammelt barn er [be]kvem til embede).

 

 

Nr. 599 Thet ær sedh at barn gør barne gærningh.
(Det er siðr at barn gør barne-gerning)

 

 

Nr. 979 Siw aars gammelæ barn ær snart at lockæ
(7 års gammelt barn er snart at lokke)

 

Valgretsalder

 

Forståelsen for at overgangen fra ung til voksen, og anerkendelsen som fuldgyldigt medlem af stammen, med de rettigheder og de pligter der følger, i oprindelig tanke er afhængig af tidspunktet for hvornår den unge mand eller kvinde deltager med fuld vægt i samfundet, kan føre til en overvejelse om hvorvidt den nuværende Valgretsalder på 18 år er den rette.

Vi kan se at skæringstidspunktet i 1000 tallet e.Kr. er ”12 vintre”. I 1200 tallet e.Kr. er tidspunktet flyttet højere til ”fæmtan uintre gamal” (15 vintre gammel). Først Kristendommen fra 1200 tallet e.Kr., senere Enevældet fra år 1661 e.Kr. og endelig Stavnsbåndet fra år 1733 e.Kr., sætter alle sæder og skikke ud af funktion, hvorfor vi skal helt frem til 1849 Grundloven før vi ser en spæd, men ufuldstændig, genindførsel af den enkeltes ret og pligt. 1849 Grundloven giver kun 4% af den samlede befolkning adgang til tinget gennem begrænsningerne i de 5 f’er (fruentimmere, folkehold, fattige, fjolser og forbrydere). Kongen (Dronningen kunne man ikke forestille sig på dette tidspunkt) er myndig når han er fyldt 18 år (§ 7), men for de 4% ”anerkendte” er Valgretsalderen fastsat til 30 år (§ 35).

Vi dog et glughul ind i Reformationen om hvorledes man opfattede overgangen fra barn til ung til voksen. Forståelsen gemmer sig i den sydfynske landsby Østrup's Skraa fra år 1598 e.Kr. Fra denne by- og gildevedtægt kan vi se at ”Then som er XVIII aar gammell, hand fkyder helt fkod till pindz gillde, och alle dj gilder, fom fkydis kornn till, eller nar dj kiøffue øll for penge…”(nr. 120). Voksen er derfor en person der er fyldt 18 år. Hernæst: ”Then, fom er XII Aar gamell, hand fkyde halff fkodt till gildis…” (nr. 121). Ung er derfor en person der er fyldt 12 år, men ikke 18 år. Og til sidst: ”Smaa Børn, fom icke er 12 Aar gamble, ther ganger om efftermeninge gildebrødis Minde om gildis Skodt”. Et barn er derfor en person der (er over 7 år gammel men) ikke er 12 år endnu.1

1 C. Molbech: Historisk Tidsskrift (1840, Bind 1., række 1, s. 417 – 466, Øftrup By-Lov og Gildefkik 1598). Det man "skyder i Gildet", dvs. indskyder, er "skodkorn" der er en måleenhed af naturaliegoder.

 

I 1953 Grundloven er den nærmere redegørelse for hvad Valgretsalderen er fjernet fra Grundlovens ordlyd, da denne fremover skal fastsættes ved lov af Folketinget (§ 29), med efterfølgende Folkeafstemning (hvor forslaget falder, hvis et flertal er imod, og dette flertal udgør 30% af de stemmeberettigede).

Dato og år for folkeafstemningen

Emnet for folkeafstemningen

Lovhjemmel for folkeafstemningen

Antal gyldige stemmer

 

Procent af samtlige
stemmeberettigede

 

Udfald

   

 Ja

 Nej

 Ja

 Nej

 
 

28. maj 1953

Valgretsalderens nedsættelse
fra 25 til 23 eller 21 år (yngste vælgere 21 år)

Lov nr. 50 af 25. marts
1953 om folkeafstemning
i året 1953 vedr.ændring af Danmarks Riges Grundlov

840.815
(for 23 år)

700.122
(for 21 år)

30,0
(for 23 år)

25,0
(for 21 år)

Valgretsalderen blev 23 år

30. maj 1961

 Forslag om ændring af valgretsalderen til Folketinget fra 23 til 21 år

Grundloven af 1953 § 29, jf. § 42

 586.113

 479.146

20,3

16,6

Valgretsalderen blev 21 år

24. juni 1969

Forslag om ændring af valgretsalderen til Folketinget fra 21 til 18 år

Grundloven af 1953 § 29, jf. § 42

448.724

1.646.688

13,6

49,8

Valgretsalderen forblev 21 år

21. september 1971

Forslag om ændring af valgretsalderen til Folketinget fra 21 til 20 år

Grundloven af 1953 § 29, jf. § 42

1.601.840

1.231.804

47,4

36,5

Valgretsalderen nedsat til 20 år

19. september 1978

Forslag om ændring af valgretsalderen til Folketinget fra 20 til 18 år

Grundloven af 1953 § 29, jf. § 42

1.224.448

1.049.832

34,2

29,0

Valgretsalderen nedsat til 18 år

Kilde: www.eu-oplysningen.dk (Folkeafstemninger)

 

I 2008 var der tanker fremme om at få Valgretsalderen nedsat til 16 år. Da de fleste unge under uddannelse er velmenende socialister inden de skal ud og prøve kræfter med virkeligheden, er det nemt at se hvilke politiske kræfter er for og imod en nedsættelse af Valgretsalderen. Demografisk er det også klart at Kongeriget Danmark bliver ældre, og derfor fremover i højere grad vil sætte pligter før rettigheder – ikke just ungdommens styrke.

Det er min vurdering at det bedste svar til den rette Valgretsalder bør være det tidspunkt vore unge, måske målt som 75% af disse, begynder at deltage med fuld vægt i samfundet. Dette skæringstidspunkt vil kunne frembringes ved en nærmere undersøgelse. Intuitivt forekommer det mig at vore unges bedre, men længere, uddannelse peger på at Valgretsalderen faktisk burde hæves, ikke sænkes. Jeg har dog en undtagelse til dette, som Grundtvig ligeledes er ekstrem opmærksom på i sin kritik af Valgretsalderen i 1849 Grundloven. Han skriver i ”Danskeren” (nr. 29, 4. oktober 1848):

”…saa skal derimod den Danske Krigshær hverken have Ret til det ene eller til det andet. Paa den ene Side nægter nemlig Valgloven alle dem Valgret, som ei har fyldt deres tredivte Aar, uagtet vi alle veed, at næsten hele Hæren er imellem tyve og tredive Aar, og dernæst findes ikke et Ord om, hvor de af Hæren, som har fyldt deres tredivte Aar, skal kunne nyde deres Valgret, eller hvordan de Mange, der har naaet deres Lavalder, skal kunne benytte deres Valgbarhed.”

Valgretten skal være til rådighed til alle vore unge, uanset alder, der gør tjeneste i forsvaret. 


 

Hør melodien "Þat man hón fólkvíg" (1:46. © Sequentia: Edda Myths from Medieval Iceland, 1999)

 

Indholdsfortegnelse
<< ForrigeNæste >>
 
Søgeværktøj
Fra Grímnismál (vers 32, Ældre Edda) ved vi at vor ven fra skov og have, det rødbrune egern Ratatoscr (sammensat af de oldengelske ord "ræt" + "tusc" med betydningen "Gnavertand"), er god til at frembringe svar på alt mellem himmel og jord. Nedenfor til højre fra billedet af Ratatoscr, fra Ólafur Brynjúlfsson: Gudeskrift m. bl.a. Ældre Edda (Edda Sæmundr) & Snorre Edda (1760), findes Google's søgeværktøj, der er tilpasset til at søge efter svar fra Asernes æt. Ifald søgeværktøjet ikke kan ses, højreklik på musen og genopfrisk (opdater) siden.
© Verasir.dk Asernes Æt • af Flemming Rickfors • E-mailHosting • En del af Fynhistorie.dk