Forside Indholdsfortegnelse
<< ForrigeNæste >>

Visdomsfisken Laks

 

 chap21-1-1-1-1.jpg

Uddrag af de 24 ”figurer” fra Ole Worms tegning fra 1641 af ”Det Lange/Store” guldhorn. Jeg gennemgår i afsnittet ”Ældre og Yngre Futhark (runer) som noder” (underafsnit ”Det lange/store guldhorns rune (hemmelighed)”) de 24 ”figurer” og de runer de skal vise. De runer, hvori ”fisken” indgår, mener jeg skal vise ”Wynn” (w) og  ”Hagall” (h). Så vidt jeg kan se har runevalget ingen betydning for fiskens tilstedeværelse. Men denne antagelse er på nuværende tidspunkt behæftet med stor usikkerhed.
Billedet er fra Lis Jacobsen & Erik Moltke: Danmarks Runeindskrifter (1941) og er leveret af Rolf Gunnar Rolfsson med tak.

 

 

 chap21-1-1-1-2.jpg

5. række fra Ole Worms tegning fra 1641 af ”Det Lange/Store” guldhorn. Til venstre ser vi to mænd, der er ved at forberede sig til at spille Tafl. Under Tafl-brættet ses en lille menneske-lignende person. Dette er brættets og spillets værnende vætte (se afsnittene ” Julenisserne – Nis Gårdbo, Jólasveinar og alfer” og ”Cyningtaefl eller Hneftafl – det strategiske brætspil”). Vi ved ikke hvorledes vi skal fortolke højre side, men det forekommer mig at de to slange-lignende enheder er beskyttende drager. Hvad disse to drager beskytter er derfor ”fisken”. Under forudsætning af at ”tegneserien” skal læses som ét samlet hele, da værner  vætten om brætttet og spillet, medens ”fisken” er visdommen som spillerne skal gøre brug af for et lykkeligt udkom af spillet.
Billedet er fra Lis Jacobsen & Erik Moltke: Danmarks Runeindskrifter (1941) og er leveret af Rolf Gunnar Rolfsson med tak.

 

 

 chap21-1-1-1-3.jpg

Rune- og figurafbildningerne på ”det korte” guldhorn tegnet af arkivar, kammerråd Jochum Paulli (1690-1759) 1734. Fra ”Danmarks Folk – I skildringer af danske videnskabsmænd” (1901, s. 221-222). Begge guldhorn blev fundet ved Gallehus ved Møgeltønder i Sønderjylland og er dateret til 400 tallet e.Kr. Der er 13 fisk gengivet på hornet.

 

Som man kan se fylder fisken ufatteligt meget i vor oprindelige filosofi, som den er gengivet i kunsten, uden af vi i første omgang har taget stilling til alle afbildningerne på ”det korte” guldhorn.

Dette er ved første øjekast højst mærkværdigt da fisken kun fylder meget lidt i vore skriftlige kilder.

Grímnismál (vers 21, Ældre Edda) lyder: 

Þytr þvnd,
vnir þióþvitnis
fiscr floði í;
árstra/mr þickir
ofmicill
Valgla/mni at vaþa.

Thund raser,
Under[neden] þióþvitni’s
fisk floder i;
årestrømmen tykkes
for stor
[for de] Velstøjende at vade.

 

Floden ”þvnd” (Thund) må, når vi samtidigt antager at ”Valgla/mni” (Velstøjende) er de faldne undervejs fra denne til den næste verden, betegne gangbroen mellem disse verdener. Ordet ”þióþvitnis” mener jeg må være sammensat af ”tjóð” (folk, folket) + ”vit” (vid, klogskab) eller ”folkets vid”, hvorfor fiskene her repræsenterer ”visdom”. Floden ”þvnd” (Thund) kan derfor ikke være andet end det oldengelske ”Thunor” (Torden) i ” Thunor und Lihting” (Torden og lynild).

Det er fra denne meget gamle forståelse for fisken som symbolet på visdom, at der senere på oldnordisk opstår betegnelsen ”sporðr”, direkte ”fiskehale”, men også i betydningen ”brohoved”.

Sigrdrífumál (vers 16, Ældre Edda) gengiver dette som ”á brúar sporði” (a brvar spordi, på broens ende) i omtalen af hvor der skal rejses runer. I filosofi kan vi se at runerne rejses her fordi broen symbolsk er fisken, og de gamle små træ- og senere stenbroer 1 ligner en springende fisk. I virkeligheden viser Egils saga (kap. 73) os at man rejste runerne på fiskeben2.

1 I den engelsktalende verden kaldet ”hump-backed, humpback bridge” som vi skal opfatte som ”lille, stærkt hvælvet bro”.
2 ”...þar fann hann tálkn, og voru þar á rúnarnar..... hann brenndi tálknið allt” eller ”...der fandt han fiskeben, og derpå var runerne... han brændte alle fiskebenene...”. Se tillige afsnittet ”Manrúnar – menneske- eller forelskelses-runer”.

 

Det angel-saksiske runedigt for runen ”Ior, Íar” (lydværdi ”io”) lyder:

”Íar byþ eafixa1 · and ðéah a brúceþ
fódres on foldan · hafaþ fæġerne eard
wætre beworpen · ðǽr hé wynnum2 leofaþ”

Som jeg oversætter til:

”Íar byder å-fisk · og dog den bruger
fodres på [græs]folden · haver fagerne jord,
omvarpet af vand · dér han i lykke lever”

1 Det oldengelske ”ea” svarer til det oldnordiske ”á”, gotiske ”ahwa” (vand” og danske ”å” (vandløb). Det oldengelske ord for ”fisk” er ”fisc”. Jeg kan ikke forklare hvorledes ”x” skal oprinde fra ”sc”.
2 sammenlign med ”*wunju, wynn”-runen (w) der betyder ”lykke, fryd”.

 

Runen ”Ior, Íar” (lydværdi ”io”) er en sen rune fra 700 tallet e.Kr., som vi ikke genfinder i Ældre Futhark. Runen er derfor er udviklet fra, og under indflydelse af,  sproget hos de tidligere beboere af Britannien – kelterne/krimbrerne.

Der har været mange skænderier om hvad ”Ior, Íar” henviser til. Som vi ser et dyr der lever i vandløb, bor på en ø og æder på land forekommer svaret på kenningen af være en ”bæver”. Dette brune dyr kalder vi ”bjórr” (oldnordisk) og ”be(o)for” (oldengelsk), hvilket i lydværdi er i strid med denne rune. Marijane Osborn & Stella Longland foreslog derfor i ”Rune Games” (1982), at det keltiske ”iar” betegner ”et lille brunt dyr”. Vi kan fra stednavnene Bjæverskov og Byrum se at der stadig var bævere i Danmark i Middelalderen. Derfor er jeg enig i at den i vort sprog importerede lydværdi ”io” vises som en importeret lyd fra keltisk ved at bruge det keltiske ord for ”en bæver”. 

Det betyder at vi ikke i forbindelse med forståelsen af ”fisk” skal gøre brug af det angel-saksiske runedigt for runen ”Ior, Íar”.

Det oldengelske digt ”Physiologus, Bestiary” behandler ”...fisca cynn... þām miclan hwale...” (...fiske-slægten... den store hval...). Disse sætninger er ikke vore, men oversættelser fra et langt større værk på 49 kapitler samlet i Alexandria før 140 f.Kr. på græsk. Her spiller hverken laks, eller fisk som sådan, en særlig rolle i filosofi.

Gudrúnarkviða II, En Forna (vers 22, Ældre Edda) omtaler ”lyngfiskr langr, lands Hadingja” eller ”lyngfisk lang, [fra] Haddings land”. Ordet ”lyngfiskr” er her en kenning, formentlig for ålen, der jo ligner en orm (slange) fra søen. Vi kender også betegnelsen ”lyngbakr”, der betegner en stor hvalfisk, samt ”lyngormr”. Det oprindelige ord for ”ål” er  ”æl” (oldengelsk) og ”áll” (oldnordisk), der i etymologi ser ud til at oprinde fra betegnelsen ”stribe, streg”. Måske er ålen oprindelsen til en ”lindorm”. 

Vi ser her bort fra Thor’s fisketur i Hymiskviða (Ældre Edda) og det estiske folkedigt ”Tordengudens søn” ("Ukkosenjumalan poika"), samt de mange kennings for Midgårdsormen, herunder ”endiseiðr allra landa” (alle landes ende-sej), ”seiðr jarðar” (jordens sej] og ”grundar fiskr” (grundens fisk). Her er den fysiske fisk ikke navet i beretningerne.

I keltisk forståelse er særligt fiskearten ”laks” forbundet med ”visdom”.

Visdommens brønd i vor filosofi kalder vi ”Urðarbrunni”, jvf. Völuspá (vers 19, Ældre Edda). Ikke overraskende har kelterne en tilsvarende visdommens brønd, som de kalder ”Segais”. I keltisk folketro fik laksen sin visdom ved at spise 9 hasselnødder (de 9 verdener) fra visdommens brønd Segais. Det følger herfra at det menneske der spiser laksen, opnår laksens visdom.
 
I beretningen om Fionn, lærling hos den store Druide (keltiske Odin som shaman), får han af druiden at vide at han ikke må smage eller spise af laksen han er ved at forberede da Druiden alene ønskede at opnå laksens visdom. Ved et held i uheld overføres laksens visdom til Fionn.
 
I beretningen om Gwyrhr tilspørger hun en række kloge dyr. Den ældste og mest kløgtige af disse var laksen fra Llyn Llyw1.

1 Patrick K. Ford: The Mabinogi and Other Medieval Welsh Tales (1977, s. 148-149).

Cúchulainn brugte ”lakse”-springet for at komme over Lærlingens Bro, der gav adgang til Scáthach’s gård, hvor den højeste visdom om våben findes. For at få tag i denne hemmelige visdom måtte Cúchulainn igen gøre brug af ”lakse”-springet for at komme frem til kvinden Scáthach. Denne højeste visdom var kun for hende og hendes familie. Denne visdom kan også opnås ved at spise laksen fordi laksen havde spist de hasselnødder, der var faldet ned i visdommens brønd 1. Det følger herfra at det menneske der spiser laksen, opnår laksens visdom.
 
1 J. A. MacCulloch: The Religion of the Ancient Celts (1911, s. 377).

 

Þrymskviða (vers 24, Ældre Edda) siger om Thor, her ved brug af kenningen "Sif's Mand":

Var þar at kveldi
of komit snemma
ok fyr jötna
öl fram borit;
einn át oxa,
átta laxa,
krásir allar,
þær er konur skyldu,
drakk Sifjar verr
sáld þrjú mjaðar. 
Var der ved aftentide
mange kommet tidligt
og for jætter
øl frem båret;
alene åd okse;
otte laks;
kræs alt,
der er koner skyldig,
drak Sif's Mand (også)
tønder tre (med) mjød.

Min oversættelse til nudansk.

Dette er samtidens fineste mad og drikke, og laks er blandt disse.

 

Ikke overraskende viser forskningsforsøg på straffefanger i England og Finland at fisken i virkeligheden har betydning for Det Nye Menneskes opførsel. Indsatte straffet for voldsforbrydelser har lavere ”Omega-3 Fatty Acids” (Omega-3-fedtsyre, n-3, ω-3) end normalfordelingen i befolkningen (og lavere Omega-6). Indsatte, der blev givet fisk som føde, og fisk indeholder ”Omega-3 Fatty acids”, begik 35.1% mindre vold i fængslet. Det er foreslået at ”Omega-3 Fatty acids” påvirker væksten i den del af hjernen der er ansvarlig for menneskets opførsel (frontal cortex). Det er særligt ”fede fisk”, herunder laks, der er en god kilde til omega-3-fedtsyrer 1.

1 Se Stephen Mihm: ”Does Eating Salmon Lower the Murder Rate?” (New York Times, 16. april 2006)
Dr. Joseph Hibbeln: ”Homicide mortality rates and seafood consumption: A cross-national analysis” (World Rev Nutr Diet, 2001, 88:4:41-46)
C. Bernard Gesch, Sean M. Hammond, Sarah E. Hampson, Anita Eves, Martin J. Crowder: ”Influence of supplementary vitamins, minerals and essential fatty acids on the antisocial behaviour of young adult prisoners” (The British Journal of Psychiatry, 2002, 181: 22-28)

 

 

 chap21-1-1-1-4.jpg

Afbildning af ”Inderplade nr. 1” fra ”Gundestrupkarret”, Himmerland. Der findes ved fundstedet også en tilflugtsborg dateret til år 200 f.Kr., samt en bygd dateret til år 100 e.Kr. Gundestrupkarret er dateret til lige omkring år 0. 

Afbildningens nav er gengivelsen af den keltiske (kimbriske) gud ”Cernunnos”, der i keltisk (kimbrisk) filosofi modsvarer vor egen ErilaR (Jarl) æt som shaman (vølve). Dette er "Grønjæger, The Green Man, Herne the Hunter", der kendes fra såvel England som Danmark. Som man kan se fra Cernunnos’s horn, sammenholdt med kronhjorten ved hans side, er han her hamskiftet til ”halv mand/halv krondyr”, hvor vor filosofi hamskifter til ”halv mand/halv hest”. Han holder den hellige halsring løftet i sin højre hånd som romerne på latin kaldte ”Torquatus”, og vi kalder ”hring gyldenne” (Den Gyldne Ring). Dette skal vise os at personen er en keltisk konge og druide af øverste byrd (se afsnittet ”Hariwalda – Hærvælder – heraldik – mærke”, underafsnit ”Kæden med de Gyldne Tavler”). Afbildningens formål er det kimbriske modstykke til alle vore egne gengivelser af samme handling, herunder på ”det korte” guldhorn. Druiden skal hente visdom, og som vi kan se ”rider” druiden herefter på visdomsfisken, laksen, for at hente denne. Mange forskere synes at mene at vi skal opfatte ”fisken” på Gundestrupkarret som en ”delfin”. Det mener jeg er en fejl der udløses af manglende forståelse for keltisk (kimbrisk) tanke. Jeg mener vi kan tage forståelsen et skridt videre. Sølvsmeden har gengivet laksen efter den er hjemvendt til det vandløb hvor den blev født, og hvor den har udviklet den karakteristiske kæbekrog. Det har smeden gjort fordi det i keltisk (kimbrisk) og vor filosofi netop er her, hvorfra vi kommer, der forklarer os hvem vi er og hvor visdommen derfor findes. Endelig har en delfin ikke den viste Gatfinne (Gattfinne, analfin), hvor ”gat” er det oldnordiske ord for ”åbning”.
Billedkilde: Jørgen Jensen: Danmarks Oldtid (2003, Ældre Jernalder, s. 208).

 

Ordet ”laks” hedder ”lax” (oldnordisk), ”leax” (oldengelsk). Ordet ”laksá” på oldindisk betegner ”uoverskuelig mængde” og sanskrit ”laksha” tallet ”100,000”. Da det samme oldindiske ord er oprindelsen til den rødlige farve ”lak” (harpiks + lakskjoldlusen (Tachardia lacca)’s skæl) kan navnet på fiskearten måske henvise til bemærkelsesværdige hamskifte laksen gennemgår som forberedelse til gydningen i vandløbet. Hunnen bliver gråbrun, medens hannen antager den kendetegnende rødlige farve der faktisk bedst beskrives som ”lak”. Ordet er af omstridt oprindelse og måske før-indoeuropæisk.
 
Det oldirske ord for ”laks” er ”éo” og  i Cornwall ”ehoc, isicius”, hvorfra det nuengelske ord ”salmon” dannes og indføres i 1200 tallet e.Kr. Plinius den Ældre år 77 e.Kr. i ”Naturalis Historiae” (IX:XVII:44) indfører dette keltiske ord til latin med ”isox in Rheno, esox” (fisk i Rhinen).

Fisken er nu, som meget andet, indgået i kristen teologi, men har intet med kristendommen at gøre. Det eneste sted vi kan se at fisken har stor symbolsk værdi, udover hos os, er i keltisk forståelse, hvorfra kristendommen ganske sikkert henter symbolikken1.

1 Røverhistorierne i Det Nye Testamente er opbygget omkring at Jesus-figuren var ”Menneskehedens fisker”. Se f.eks. Markus-evangeliet (1:17) og Mattæus-evangeliet (4:19). Wulfila bruger i Markus-evangeliet (1:17) de gotiske ord ”nutans manne”, hvor den danske bibel skriver ”menneskefiskere” og den engelske ”fishers of men”. Det gotiske ord ”nuta” forekommer også med ”manne” i Lukas-evangeliet (5:10), jvf. ”fram himma nu manne siud nutans” eller ”fra nu af skal du fange mennesker”. Ordet ”nuta” betyder derfor direkte ”fange”. Den keltiske forbindelse opstår fordi de tidlige kristne tilsyneladende havde et fiskelignende symbol kaldet ”Ich’thys, Ik’thys, ichthys”. Dette ord er klart hentet fra keltisk og har sikkert været en henvisning til at nu havde de fundet ”visdommen”. Herfra kan der sagtens flettes en række efterrationaliserende røverhistorier, der knytter Jesus-figuren til ”kristus”-enheden, der knyttes til ”fisken” som visdom generelt. Det ser ud til at allerede hos Plinius sker der en overgang i latin, hvor det keltiske ord for ”laks” bliver til et generisk ord for ”fisk”. I oprindelig forståelse er kristen teologi uinteressant fordi visdommen om laksen allerede her er gået tabt i omskrivningen af historien.

 

Stjernetegnet ”Fiskene” er det tolvte og sidste tegn i dyrekredsen. Stjernebilledet ”Fiskene” er formentlig, som de andre dyr i stjernebillederne, skabt af Det Gamle Menneske før Det Nye Menneske meldte sin ankomst ca. år 6676 f.Kr.

Selvom om laksen er forbavsende tavs i Ældre Edda, ligger der en dyb forståelse for laksen gemt i vor lovgivning.

Haakon den Gode (Hákon Aðalsteinsfóstri) var konge ca. år 930-960 e.Kr. og indførte ”leidang” (leiðangr) eller ledings-loven på Gulating ca. år 955 e.Kr. Snorre beretter i Heimskringla (Hákonar saga Aðalsteinsfóstra, kap. 20):

”Eftir þessa orustu setti Hákon konungur það í lögum um allt land með sjá og svo langt upp á land sem lax gengur ofarst, að hann skipaði allri byggð og skipti í skipreiður en hann skipti skipreiðum í fylki”

Som jeg oversætter til:

”Efter denne strid satte Kong Hákon da i lov om alt land med sø og så langt up i landet som laksen ganger længst,
at han forordnede alle bygder og ordnede i skib[s]reder[,] og han ordnede skip[s]rederne i fylker”

De fleste kender til Kong Haakon den Gode (Hákon Aðalsteinsfóstri)’s ledingslov, men vi kan nu se at fiskearten ”laks”  i lovgivning gives en helt utrolig afgørende juridisk magt. En sådan afgørende magt vil kun forekomme i jura ifald der foreligger absolut og totalt kendskab til laksens adfærd og at der er fuld tillid til at laksen vil overholde sin del af aftalen.
 
Laksen er derfor for os og kelterne (kimbrerne) indbegrebet af visdom fordi den dels, af endnu ikke forstået årsager, er i stand til at rejse verdenshavene rundt, og altid er i stand til at finde tilbage til det vandløb hvor den blev født. I vor søgen efter visdom fra forfædrenes ånd er det uigenkaldeligt hvad Odin som shaman og vølve skal gøre. Som Odin hamskifter til halv mand/halv hest, hamskifter laksen til den lak-røde farve, der også er shamanens røde klæder, jvf. julemanden.

Bemærk i forbindelse med laksen som værende en visdomsfisk og at vi kalder et brohoved for ”sporðr”, direkte ”fiskehale”, at når laksen gyder så svømmer hannen, hamskiftet til lak-rød, ind foran hunnen og vifter med halen. Laksen gør dette for at åbne et hul på vandløbets bund, hvor hunnen herefter lægger sine æg. Øvelsen er så iøjnefaldende, og sker på så lavt vand (0,5-2 m), at dette må være oprindelsen til brugen af ”fiskehale” i omtalen af broer.

 

 chap21-1-1-1-5.jpg

Guldskilling fra tysk privatsamling. Nævnes første gang i et auktionskatalog over Prinz Philipp af Sachsen-Coburg-Gotha’s samling fra februar 1928. Findestedet angives her ”aus einem Funde an der Beresina” (Hviderusland). Findestedsangivelsen regnes for tvivlsom. Hvorfor er jeg ikke helt klar over da landskaberne i samtiden er under vor kontrol. Guldskillingen er absolut nordisk, med et kompliceret filosofisk indhold, og fantastisk fin udførelse i smedekunst. Dateret til år 385-670 e.Kr.
Billedkilde: Mogens B. Mackesprang: De Nordiske Guldbrakteater" (1952, s.185-6, planche 6:16).

 

 chap21-1-1-1-6.jpg

Guldskilling dateret til år 385-670 e.Kr. Indleveret i 1844 ”af Finderen Gaardmand Rasmus Jørgensen i Faxø” (Fakse).
Billedkilde: Mogens B. Mackesprang: De Nordiske Guldbrakteater" (1952, s.115, planche 6:11).

 

 chap21-1-1-1-7.jpg

Guldskilling dateret til år 385-670 e.Kr. Fundet i byen Skovsborg, 18 km sydøst for Viborg, Jylland. En del af et samlet fund på 7 guldskillinger.
Billedkilde: Mogens B. Mackesprang: De Nordiske Guldbrakteater" (1952, s.126, planche 6:13).

 

Læseren skulle gerne være enig med mig i at det er samme guldsmede-æt der har smedet alle guldskillingerne. Ligeledes er alle guldskillingerne bearbejdet videre til en Gylden tavle for ejermanden (m/k).
 
I afsnittet ”Sværddans” gennemgår jeg  guldskillingen (DR BR47), der er samtidig og med identisk kunstnerisk opbygning.
 
I alle tilfælde vises to dansende mænd fra ErilaR (Jarl) æt. Shaman og konge, Woðan og Oðin, der enten er samme person eller to forskellige personer, danser Sværd- (og spyd-) dans som en forberedelse på at rejse til den næste verden for at hente visdom fra forfædrene. Pilen, der føres fra den foran-dansende persons hovedskal til den bagved-dansende persons hjerte, antyder at det er samme person, men i to forskellige mentale tilstande.
 
Shaman og konge, Woðan og Oðin, foretager herefter hamskifte til en fugl og ”flyver” afsted for at hente visdommen. Herefter ser vi tilbagekomsten til denne verden, og vi bemærker at Shaman og konge, Woðan og Oðin, er blevet pileskudt med visdom (i Beresina-guldskillingen ser det ud til at være en kvinde der giver pilen, og hun er her Den Jordlige Moder – Freya).
 
I alle tilfælde ser vi visdoms-fisken, som jeg mener må være laksen, klart placeret i kunsten for at vise at der er visdom der er navet i kunsten. Hvad umiddelbart ligner en platform i alle afbildningerne synes Grímnismál (vers 21, Ældre Edda) og Sigrdrífumál (vers 16, Ældre Edda) med brugen af  ”á brúar sporði” (a brvar spordi, på broens ende) at forklare os er gangbroen mellem nutiden og fremtiden.

 

chap21-1-1-1-9.jpg 

En beslutsom laks undervejs mod strømmen op ad elven i Norge i tiden februar til oktober. En laks der er i stand til at springe 5-6 meter op af vandet, og tilmed overkomme stærk modstrøm, er også i dag ophavet til uanet respekt.

 

Eggja Runehelle/Eggjumstenen fra gården Eggja i Sogndal i Sogn, Norge lå på en mandsgrav. Den 200 runer lange runeskrift i Ældre Futhark er dateret til 600 tallet e.Kr. og har bl.a. følgende indskrift:

”.... fiskRoRf??nauimsuwimade....”

Der kan læses som:

”....FiskR óR f(ir)nauim 1 suim(m)ade….”

Som jeg oversætter til:

”…Fiskene ud af vidunderne svømmede…”

1 Det yderst vanskelige ”f(ir)nauim” vælger jeg at opfatte som ejefald flertal ”firna” fra ”firn, firni” eller ”under, vidunder”. Jeg tror vi skal opfatte fisken som ”visdomsfisk”. ”Vidunderne” må da være en kenning for "søen" i den oprindelige forståelse af "bølgerne", hvorfra den forfædrende ånd kom og vendte tilbage til. Vi kan næsten se for os laksen springe ud af de brusende bølger i elven.

 

Efterser vi vore helleristninger for at se om de oprindelige nordboer, herunder bronzealder Tani (Daner)-folket, opfattede laks eller fisken på samme vis, kan vi bl.a. se:
 

    • Afbildning af en Hval-fisk i Vitlycke, Tanum Socken, Bohuslen dateret til ca. år 1000 f.Kr. (bildnr. 30411049064, Raä nr. 1)
    • Afbildning af en [flad]fisk ved Altafjord i Alta, Finnmark fylke, Norge
    • Afbildning af en fisk i Nes, Kanstadfjorden, Lødingen kommune, Nordland, Norge.

Alle disse afbildninger forekommer mig dog at være gengivelser af dagligdagens jagtscener, herunder fiskeri, og synes ikke at tillægge fisken særlige visdomsegenskaber. At det ikke er helt urimeligt at slutte som så underbygges af, at vi i helleristninger har det shamaniske hamskifte til ”halv hest/halv mand”, men uden nogen tilknytning af visdomsfisk (se afsnittet ”Halv hest/halv mand – Odin i hamskifte”).

At visdomsfisken laks stort set forsvinder fra filosofi og kunst efter år 670 e.Kr. kan, så vidt jeg kan se, kun tilskrives det Troskifte der finder sted år 600-630 e.Kr. Her mister shamanen (vølven) sin betydning som bringer af forfædrende visdom. Ifald fisken, laksen, er fuldt ud knyttet til ErilaR (Jarl) æt og Odin som shaman, kan dette muligvis forklare hvorfor vi kun har så svagt et ekko i Ældre Edda som tilfældet er.
 
Derfor kan vi måske sige at visdomsfisken nord for Ejder-strømmen findes i tidsrummet fra kimbrernes ankomst ca. år 500 f.Kr. til det hedenske troskifte år 600-630 e.Kr.

Kenningen fra Exeter Book (Riddle 85) fra ca. år 975 e.Kr. lyder:

Nis min sele swige, ne ic sylfa hlud
ymb [......]  unc dryhten scop
siþ ætsomne. Ic eom swiftre þonne he,
þragum2 strengra, he þreohtigra3.
Hwilum ic me reste; he sceal yrnan4 forð.
Ic him in wunige a þenden ic lifge;
gif wit unc5 gedælað, me bið deað witod.

Ej min sal sviger eller jeg selv [gør] lyd
om [......] os to drotten skabt
sidder æt-samme. Jeg er hurtigere end ham,
genstridig streng, han utrættelig.
Iblandt jeg må hvile; han skal ærinde frem.
Jeg i ham bor[,] ved dette jeg leve;
giver vi to os to fordelt, mig byder død [gør] vittig.


1 Ordet er gået tabt. Ordet ”unc” betyder ”os to”. "Dryhten" må her opfattes som den kristne Deos-Gud.
2 “þragum” sidestillet med det oldnordiske “þrágjarn, þrákelkinn” (trodsig, stivsindet, hårdnakket, genstridig) 
3þreohtigra” fra “þrohtig” (oldengelsk) og “þróttr” (oldnordisk) – direkte ”kraft, styrke, sjælstyrke til at udholde anstrengelser”. Betydningen er vel ”utrættelig”.
4 Ordet ”yrnan” fra ”ærnan, a-rinnan” (ærinde, løbe et ærinde)
5 Ordene ”wit” (vi to) og ”unc” (os to). Betydningen er at de skilles fra hinanden.

 

 

Svaret på kenningen: Fisk og Flod

 

Lad os afslutte dette afsnit med at give et bud på hvorledes vi skal opfatte de 13 fisk gengivet på ”det korte” guldhorn.

 

chap21-1-1-1-8.jpg 

Antallet af 13 fisk er valgt fordi dette er Odin’s tal, som konge og gud - tallet for udødelighed (se "Bilag R: Witherlogh - Vederloven" og ”Bilag O: Trylleformlen 7-9-13 + 3 x banken på træ”). De 13 fisk skal derfor symbolisere den udødelige visdom gemt i tegneserien på ”det korte” guldhorn, der igen er et knivskarpt billede af vor oprindelige filosofi. Spørgsmålet er alene om vi er kloge nok til at hive visdommen fra rummet fortiden til rummet nutiden.

 

Fisken på ”det korte” guldhorn – 1. række (Sommersolhvervsafbildningen):

I afsnittet ”Sumarsólstaða – Liða - ætlingen ofres og sommeren komme” viser jeg at vildsvinets rolle, som personificeringen af Freyr ved Sommersolhverv, er at transportere ErilaR (Jarl) æt frem til liða. Med andre ord – vildsvinet overtager ved Sommersolhverv rollen som Det Store Dyr, der ved Vintersolhverv er Hesten.

Men hvorledes skal ErilaR (Jarl) æt da finde vej? Ved at søge visdom fra laksen.

I afsnittet ”Götar-sønnerne Hygelác, Herebeald og Hæðcyn – sagnet om Balder og Höðr” viser jeg at Hæðcyn’s faktiske drab ved vådeskud af Herebeald år 497-521 e.Kr., på sennordisk omskrives til Höðr’s drab af Balder ved Loki’s ondskab.

Med vor viden om laksen som visdomsfisk og den sennordiske omskrivning af Hæðcyn’s drab af Herebeald, kan vi nu forstå hvorfor Snorre i Gylfaginning (kap. 50, Snorre Edda) i filosofi beretter at guderne blev så vrede på Loki at han, som enhver samtidig kriminel gjorde det, måtte flygte op i bjergene.
 
Men ondskab forgår jo ikke så let og Loki må derfor i filosofi holde sig vis på, hvad guderne påtænker at gøre ved Loki. Og hamskiftet Loki foretager for at holde sig vis og oplyst er:

”En oft um daga brá1 hann sér í lax líki, og falst2 þá þar sem heitir Fránangursfoss”.

Som jeg oversætter til:

”End ofte om dagen forandrede han sig til en laks, og bedrog da dér som hedder Det Glindsende Vandfald3

1 brá” oversat fra ”bregða” (bl.a. forandre, skifte farve)
2 Jeg mener vi her skal opfatte ordet fra ”fals” (falsk, svig, bedrag).
3 ”Fránangursfoss”: ”Fránn” (blank, glindsende) + ”foss” (vandfald) eller ”Det Glindsende Vandfald”

 

Jeg har her undtagelsesvis tilladt mig at oversætte det oldnordiske ord ”Fránangursfoss” til det nudanske ”Det Glindsende Vandfald” fordi det er centralt til forståelsen. Ikke nok med at Loki hamskifter til en laks for at blive vis, men scenen sættes et i brusende vandfald nøjagtigt fordi det er her laksen udviser sin uovertrufne styrke til at overkomme alle vanskeligheder.

Snorre henter henter sin filosofiske gengivelse i Gylfaginning (kap. 50, Snorre Edda) fra afslutningen af Lokasenna (Ældre Edda):

”Enn eptir þetta falz Loci i Fránangrs forsi i lax liki, þar toco esir hann”

Som jeg oversætter til:

”End efter dette skjulte Loki sig i Det Glindsende Vandfald i lakse skikkelse, dér tog Aserne ham”

 

Fisken på ”det korte” guldhorn – 2. række (”Jæger”-afbildningen):

Her ser det umiddelbart ud til at vi skal opfatte fisken som byttedyr i fødekæden. Afbildningen er identisk til hvorledes fisken er vist på de 24 ”figurer” på  ”Det lange/store guldhorn, og hvor jeg mener at afbildningerne skal vise runerne ”Wynn” (w) og  ”Hagall” (h). Overfører vi samme forståelse til gengivelsen af fisken på ”det korte” guldhorn burde dette gengive runen ”Wynn” (w). Vi ved med absolut sikkerhed at runen i sig selv skal opfattes som ”lykke, fryd”. Da navet i afbildningen omhandler efterårets jagt, der kræver såvel visdom som held for at kunne lykkes, mener jeg vi må opfatte den hér viste fisk som dels visdomsfisken laks, dels med rovfuglen som runen ”Wynn” (w).

 

Fiskene på ”det korte” guldhorn – 3. række (ErilaR (jarl) æt-afbildningen):

Denne afbildning er gennemgået i afsnittet ”Sværddans”. Jeg argumenterer her for at afbildningen gengiver ErilaR (jarl) æt’s shamaniske rejse efter visdom, og at netop visdom er navet i afbildningen. De fire fisk skal her opfattes som ”beskyttere” af denne visdom, hvorfor fiskene, igen som laks, selv besidder visdommen.

 

Fiskene på ”det korte” guldhorn – 4. række (Vintersolhvervsafbildningen):

Her kan læseren ganske enkelt sammenholde afbildningen af Sommersolhverv med Vintersolhverv – Solens gangen og hvervning gør at disse to fester, dengang og i dag, er spejlbilleder af hinanden eller "Vinteren er Sommerens Arving".
 
Vildsvinets rolle, som personificeringen af Freyr ved Sommersolhverv, er nu ankommet til fremtiden, der er blevet til nutiden. Som vi laver flæskesteg, vil vildsvinet (galten) blive ofret som ”sónargöltr” ([for]sonings-galt) under den ofring, der kaldes ”sónarblót” ([for]sonings-blót).
 
Fisken til venstre i ”Vintersolhvervs”-afbildningen er derfor den samme visdomsfisk, i form af laksen, som vi finder i ”Sommersolhvervs”-afbildningen.
 
I ”Vintersolhvervs”-afbildningen’s højre side er vi i tiden efter Forårsjævndøgn og i Naturens nye år. Her må vi opfatte de to fisk som en han og en hun, bemærk at de ikke er gengivet med ens hale, og derfor forplantning og skabelse af nyt liv.

 

Fiskene på ”det korte” guldhorn – 5. række (Majdansafbildningen):

Denne afbildning er gennemgået i afsnittet ”Solhjulet og den matriarkalske månekalender” (under måneden ”Majmanet”).
 
Som er tilfældet med de fire fisk i 3. række (ErilaR (jarl) æt-afbildningen, skal de fire visdomsfisk, igen laks, opfattes som ”beskyttere” af visdommen der hentes mellem fiskene. Problemet er her at vi ikke helt ved hvilken visdom og hvad der hentes. Fiskenes rolle er dog klar.

 

 

 

Narhvalen – Hornfisk og søens Enhjørning

 

Det er fiskens tilknytning til visdom der må være afgørende for at ”The Franks Casket”, en ”kistil” (liden kiste, skrin) fra Northumbria, dateret til 700 tallet e.Kr. er skåret af hvalben (ridset "hronaesban" på kisten). Der er på kisten ridset Angel-saksiske runer.
 
Det på kisten benyttede oldengelske ord ”hronaesban” er i sig selv utroligt spændende. Ordet oversættes generelt til ”hvalben”, men det er åbenlyst ikke ordets sande betydning da ordet ”hval” findes på oldnordisk som ”hvalr” og oldengelsk som ”hwæl”.
 
Ordet ”hran, hron” (oldengelsk), der igen generelt oversættes til ”hval”, er tæt knyttet til det oldengelske ord ”hrán” (ren, rensdyr), der modsvares af ”hreinn, hrein-dýri” (oldnordisk).
 
Jeg er ganske sikker på at den etymologiske fællesnævner mellem ordene ”hran, hron” og ”hrán” er begge dyr’s horn; rensdyrets horn og nar-hvalens horn.
 
Ordet ”Narhval” (Monodon monoceros) måler som voksen 3,8-5 m og vejer 800-1600 kg. Den har ingen rygfinne. Narhvalen har en enkelt lang snoet stødtand. I sjældne tilfælde vokser der to stødtænder ud. Denne hvalart kendes på oldnordisk som ”Náhvalur” (lighval), men det engelske ord ”narwhal” er udviklet fra det oldnordiske, og er derfor ikke det oprindelige ord på oldengelsk.

I Middelalderen blev Nar-hvalen’s stødtand solgt som hornet fra en Enhjørning i Europa. Det visuelle billede vi ser for os af en ”Enhjørning” er en hest med et langt horn i panden. Ordet kendes som ”einhyrndr” (oldnordisk)1 og "anhorn, anhyrned, anhyrne deor" (oldengelsk) 2 eller "en-hornet", der bliver til det gammeldanske ”enhørning”.

1 Ordet forekommer i den gammelnorske bibelbog Stjórn, der er en løs gengivelse af de første 5 bøger af Det Gamle Testamente. Sætningen lyder (1 Mosebog, kap. 23, s. 69): ”Storir fuglar eru þar ok einhyrnd dyr monoceron. Binoceron edr monoceron er allt eitt dyr ok unicornis, huert er fyrir þa sauk heitir sua. [at þat hefir eitt horn fiogurra (fiaugurra) fota langt. Er stendr upp or midiu hofðinu sua huast ok sterkt. At huat er unicornis hefir til radit. Lemr þat edr leggr igegnum med ollu. Þat dyr uid stendr sterkum filum ok uinnr opt yfir þa upp aa þann haatt, at þat særir medr horninu kuidinn aa filnum ok fellir hann sua.... ". Se C.R. Unger: Stjorn – gammelnorsk Bibelhistorie fra Verdens Skabelse til Det Babylonske Fangenskab (Christiania, 1862). Det fremgår af indledningen til håndskriftet Stjórn (Styrelsen), at dette skal afløse det skrift der hed ”Heilagra manna blómstr”, og at opdragsgiver er Kong Haakon Magnusson (Regent 1299-1319).

Abbeden fra Eynsham (Oxfordshire) Ælfric (c.955–c.1010) skriver: “Anhyrne deor þæt deor hæfð ænne horn bufan ðam twam eagum” eller ”[Et] en-hornet dyr [,] det dyr haver ét horn over dem to øren”.

 

Narhvalen nævnes i ”Konúngs skuggsjó” (”kongens skygge” eller ”kongespejlet”, kap. XII) fra ca. år 1154-1200 e.Kr.  i omtalen af de hvalarter, der forekommer i de islandske farvande. Her råder faderen sønnen til ikke at spise dens kød af frygt for sygdom:

”Þá er enn þat hvalakyn, er náhvalr er kallaðr, ok megu menn eigi eta fyrir sótta sakir, þvíat menn fá sótt af ok deyja, ef þeir eta hann…”"Der er en hvalæt, der narhval er kaldet, og [som] mange mennesker ikke æde[r] af sygdoms(år)sager, thi at mennesker bliver syge [her]af og dør, hvis de æder den…”

Min oversættelse til nudansk. Der er 5 hvalarter, herunder Narhvalen, der blev anset for uegnet som menneskeføde. Der er i denne beskrivelse af Narhvalen fuld forståelse for stødtandens virke, og absolut ingen forbindelse til den oprindelige Enhjørning. Det må betyde, som skandinaver alle dage har været gode til, at salget af Narhvalstænder til det europæiske marked som hornet fra en Enhjørning er ren markedsføring; et udbud af varer, der efterkommer en efterspørgsel. Kilde: Speculum regale. Konungs-skuggsjá. Konge-speilet (1848, s. 30-31).

 

Forestillingen i Middelalderen om at dette dyr fandtes var fuldstændig 1. Først da Ole Worm i 1636 modtog et kranium af en Nar-hval med stødtand, kunne han i 1638 bevise at dette helt ufattelige horn kom fra en hval, og ikke en hest2. Arent (Arennt) Berntsen "Bergen" (1610-1680) gentager dette i værket "Danmarckis oc Norgis Fructbar Herlighed" (1656).

1 Ikke mindst fordi der sker fejloversættelser af Det Gamle Testamente, hvor ordet ”unicorn” bruges hele 9 gange i King James udgave af Bibelen på engelsk: 4. Mosebog (23:22, 24:8), 5. Mosebog (33:17), Jobs Bog (39:9-10, i den danske udgave kun 39:12), Salmernes Bog (22:22, 29:6, 92:11), Esajas’ Bog (34:7). I den danske udgave af Bibelen er alle disse fejl nu rettet og erstattet med ”vildokse, urokse”, hvilket er en rigtig oversættelse af det hebraiske ord ”rêm, re’em” og assyriske ord ”rimu”. Cuneiform tegnet for det assyriske ”rimu” er identisk til runen ”*uruR, Ur” (urokse, okse). For mere om dette se afsnittet ”Begrebet Úr og bystaten Ur(im)”. Jeg antager at samme fejloversættelser sker i den første danske oversættelse af Det Gamle Testamente (8 bøger) fra 1488, i Christian III’s oversættelse af hele Bibelen fra germansk i 1550, og Guðbrandur Þorláksson’s islandske oversættelse ”Gudbrands Biblia” fra 1584. Dette er dog ikke undersøgt.

2 Det faktisk kranie med stødtand kan ses på 2. hylde på reolen langs bagvæggen på afbildningen (frontispicen) af ”Museum Wormianum” (1655).

 

"Enhjørningens Ben for ikke at tale om dens Horn, var et prøvet Middel mod flere af de farligste Sygdomme, faldende Syge, Pestilens og Gift, men Elsdyrklove var dog næsten lige saa sikkert, navnlig mod den faldende Syge... Frederik den Anden vilde 1562 forære Grotfyrsten af Musco et Enhjørninghorn, som skulde være beslaaet med Guld, 1565 pantsatte han sit eget for en betydelig Sum og 1579 gav han Befalingsmanden paa Island Ordre til at købe Enhjørninger...". 1

1 C. Weismann: Vildtets og Jagtens Historie (1931, s. 23-24). Sygdommen "faldende Syge" kaldes også "faldende sot", i dag "epilepsi". I afsnittet "Skål, skåltaler og skålningsceremonier" (underafsnit "En skål fra en hovedskal") viser jeg at i Kong Frederik I.’s regeringstid år 1523-1533 e.Kr. brugte man "kraften" fra den afhuggede hovedskal mod sygdommen. Sygdommen "Pestilens" er "Byldepest", og "Gift" er naturligvis "forgiftning".

 

 chap21-1-1-1-14.jpg

Enhjørning fra et håndskrift med bibelske tekster fra 1300 tallet e.Kr. på oldnordisk. Her er den oprindelige, og sande, opfattelse af Enhjørningen ved at blive fejlfortolket til en mytologisk hest med horn i panden – lystigt videreført af kristendommen til 1600 tallet i mere og mere fantastiske udgaver. Denne udvikling er helt konsekvent i de mangfoldige afbildninger af Enhjørninger i vore kalkmalerier. Den fejlfortolkende "hest med horn" synes at være gjort generisk i tidsrummet år 1450-1550 e.Kr. Enhjørninger kan også ses som træudskæringer i Boston kirke (The Stump, Lincolnshire) fra 1400 tallet, St Mary's Church i Nantwich (Cheshire) fra 1300 tallet, klostret Ely, Øst-Anglen og Chester Cathedral, alle England.
Billedkilde: John Grant: Viking Mythology (1990, s.86).

 

 

 

 chap21-1-1-1-10.jpg

”De Monocerote” -  Figura hæc talis est, qualis à pictoribus ferè hodie pingitur, de qua certi nihil habeo. Ordet ”monocerote” skrives også ”monoceronte” og skal sidestiles med et Næsehorn, som man kalder ”rinoceronte, rhinocéros” (spansk, fransk). Det latinske ord er ”Unicornus”, der kommer ind i det engelske sprog efter Slaget ved Hastings som ”unicorne” (havende ét horn).
Billedkilde: Konrad Gessner, Conrad von Gesner: Historiæ Animalium (1551-1620), Danmarks Natur- og Lægevidenskabelige Bibliotek. Konrad Gessner (1516-1565) var fra Schweiz.

 

Plinius den Ældre skriver år 77 e.Kr. i ”Naturalis Historiae” (VIII:XXXI:76) følgende:

”in India et boves solidis ungulis, unicornes... (Orsaei Indi1 ... venantur) —, asperrimam autem feram monocerotem, reliquo corpore equo similem, capite cervo, pedibus elephanto, cauda apro, mugitu gravi, uno cornu nigro media fronte cubitorum duum2 eminente. hanc feram vivam negant capi3.”

som jeg oversætter til:

”I Indien og okser [med] hårde hove, en-hornet... (Orsaei-inderne1...jager) -, stædigt for øvrigt et en-hornet dyr, den øvre del af kroppen som en hest, et stort hoved som en hjort, fødder som elefanten, vildsvine-hale, brøler tungt, ét sort horn midt foran 2 cubit2 fremspringende. Dette dyr kan ikke fanges i live3.”

1 tilsyneladende ukendt folk.
2 1 cubit = 45 cm, dvs. 90 cm langt. Langt, men forekommer ikke en overdrivelse.
3 gælder kun det fuldvoksne dyr for ungdyrene bliver vist frem for Brahman.

 

Der er her klart tale om to forskellige dyrearter med ét horn; ”unicornes”  og ”monocerotem”. At Plinius i sin latinske tekst vælger at gøre brug af det græske ord ”monoceros”, der har helt samme betydning som det latinske ”unicornus”, er fordi han netop vil gøre artsforskellen klar 1. I ingen af tilfældene er der tale om en hest.

1 Dette ses tillige i håndskriftet ”MS Harley 3244” (British Library), dateret til år 1255-1265 e.Kr., hvor ”monoceros” (græske ”enhorn”) adskilles fra ”unicornis” (latinske ”enhorn”), jvf. ”de monocerote secondum quod aliud est quam unicornu”. Se G.C. Druce: Animals in English Wood Carving (The Third Annual Volume of the Walpole Society, 1913-24, s. 57-73).

 

I ”Naturalis Historiae” (VIII:XXX:72) skriver Plinius den Ældre skriver år 77 e.Kr. følgende:

”... Aethiopia generat multaque alia monstris similia, pinnatos equos et cornibus armatos, quos pegasos1 vocant,...et dissimiles ceteris voce, Indicos boves unicornes tricornesque...”

som jeg oversætter til:

”...Etiopien avler mangfoldige lignende bæster, heste med vinger og bevæbnet med horn, som pegasus1 hedder...og forskellige øvrige nævnt, indiske okser en-hornet [og] tre-hornet...”

1 dvs. ”pegasus” er før-græsk, hvad der tilsyneladende ej heller er uenighed om. Ordet skulle betyde ”hesten fra kilden”. Hvis denne kilde er identisk til "Urðarbrunni” (visdommens brønd) og ”hornet”, som hos os gennem mjød, er vejen dertil, da kan vi i etymologi meget enkelt forklare dette ord.

 

Plinius den Ældre er den rene vare og han beretter alene om den behornede hest fra Etiopien der af etiopierne er kendt som “Pegasus”. Det forekommer troligt at Plinius her muligvis beskriver et forhistorisk og i samtiden uddødt dyr der har levet, som drager hos os, i etiopiske folkesagn.

Claudius Aelianus (Claudii Aeliani, Ælian) i 200 tallet e.Kr. i ”De Natura Animalium” (XVI:20) om dyr i Indien nævner ”unicornem”, der af Brahman (Brachmanes) kaldes ”cartazonon”. Fordi det er øverste kaste der nævner dyret ”cartazonon” er vi nødsaget at lytte godt efter fordi dyret har haft en stor betydning i oprindelig tanke.

Han skriver at dette dyr, ikke er en hest, men opnår en størrelse som en hest (eumque magnitudine ad confirmatae aetatis equum accedere dicunt,). Han skriver at dyret er udrustet med en manke (jubaque praeditum), har rødligt/brunlig gult hår (pilis fulvis), at dyret er lynhurtigt, at det har ledløse fødder (pedibus inarticulatis esse), at det besidder ”vildsvine-hale” (apri caudam habere), og at det har ét sort horn mellem øjenbrynene (inter supercilia cornu unum, idemque nigrum exsister). Dette sorte horn er udformet som ”drejninger” (versuras) der tilspidses som et sværd  (acutissimum mucronem desinens). 

I kapitlet ”Hesten – det store hellige dyr” viser jeg at hesten i samtiden er langt mindre end vi i dag gør os forestilling om. Igen må det være rimeligt at antage at der faktisk fandtes et en-hornet oksedyr der, uden for parringstiden, vandrede enligt omkring i ørkenen (desertissimas regiones persequitur, simul et solitarius errat).

Det oldindiske ”cartazon” er knyttet til sanskrit ”kartājan” (ørkenens herre), der hos Ibn Battuta (1304-1368/77) skrives "karkadann".

Det er foreslået at det faktiske dyr er identisk til de knogler der nu kaldes ”Elasmotherium” (fundet i det østlige Kina og sydlige Rusland), igen identisk til det kinesiske dyr ”Zhi” 1. Man forestiller sig at dette dyr var formet som halv okse/halv næsehorn. Den opfattelse deler jeg overhovedet ikke.

1 Kendes under forskellige navne som ”Xie Chai, Xie Zhi” og senere ”Qilin”, ”Bai Ze, Pai Tsê”, ”Xie Nin” og ”Ch'i lin, K’i-lin, Ki-Lin”. Der er ingen tvivl om at det også i kinesisk tanke er hornet, gennem hvilken forfædrenes ånd kan vandre med visdom til de dødelige på jord, der er afgørende. Under Han-dynastiet blev der visuelt tegnet en Enhjørning bag en dommers sæde – sikkert for at øge visdommen og dermed forbedre domsafsigelsen.

 

 

 chap21-1-1-1-13.jpg

Uddrag fra det pragtfulde 225 sider store håndskrift Flateyjarbók. Det er det største af alle de bevarede islandske håndskrifter og blev gjort  år 1387–1394 e.Kr. Enhjørningen er bemærkelsesværdig tæt på den oprindelige forståelse, som forklaret af de nordindiske Brahman; hjorte- eller gedehoved (med gedeskæg?), hestekrop i den oprindelige mindre størrelse!, samt en kort hale der sagtens kan vise en vildsvine-hale.
Billedkilde: John Grant: Viking Mythology (1990, s.26).

 

 

 chap21-1-1-1-16.jpg

Kalkmaleri fra Mogenstrup kirke, Roskilde stift, dateret til år 1400-1425 e.Kr. Denne afbildning er, så vidt jeg kan se, den tidligste afbildning af en Enhjørning i kirker i det nuværende Danmark. Bemærk også her den mærkværdige lighed mellem denne afbildning og hvad Brahman forklarer os fra det nordlige Indien i 200 tallet e.Kr. Her er ikke tale om en hest, men et hjortedyr med heste-lignende krop. Er man i tvivl om hvorvidt den viste Enhjørning skal opfattes som et hjortedyr, kan man efterse afsnittet ”Yggdrasill, Mímameiðr & Hróðrbaðm – verdens- og juletræet”. Kunsten i kalkmaleriet er urnordisk med Verdenstræet i midten, omgivet af hjortene som fortalt i Grímnismál (vers 32-33, Ældre Edda).
Billedkilde:
www.kalkmalerier.dk

 

Folkevandringerne viser os at ifald Brahman i det indoeuropæiske nordlige Indien har kendskab til Enhjørningen, da er samme gældende for os. Det er hornet der er altafgørende for forståelsen af en Enhjørning, og dette horn har vi netop hørt beskrevet som opbygget i ringe og syle-formet som et sværd.

Det horn vi taler om ser derfor således ud (nedenfor til venstre):
 
 
chap21-1-1-1-11.jpg chap21-1-1-1-12.jpg 

Oryx gazella og 4 Nar-hvaler til højre.

 

Vi ved derfor ved ankomsten til vore nuværende landområder år 40-77 e.Kr. nøjagtigt hvad en Enhjørning er, og derfor hvad vi har for os da vi for første gang ser en Nar-hval, med et horn opbygget i ringe og syle-formet som et sværd. Når vi ydermere fra snekken har kunnet se at denne tand faktisk anvendes som sværd når hannerne skal afgøre adgang til hunnerne, da må denne hval-fisk for os bekræfte en forestilling vi allerede havde fra før ankomsten; at dette er søens Enhjørning.
 
Derfor starter Beowulf-kvadet (sætning 10) med at afgrænse det vandskab over hvilket vi har kontrol som ”ofer hronráde” eller ”over hron-vejen”, som jeg mener vi må opfatte som ”langs Nar-hvalens vej”. Havde det været meningen vi skulle opfatte dette som "Hval-vejen" generelt, ville ordvalget have været "hwáelweg" (oldengelsk).
 
I Beowulf-kvadet (sætning 539-541) forekommer følgende:

Hæfdon swurd nacod þá wit on sund réön
heard on handa: wit unc wið hronfixas 1
werian þóhton·

Havde sværd nøgne da vi på sundet roede
hårdt i hænderne: vi os selv mod narhvals-fiskene
[på]-tænkte [at] værge·

Min oversættelse til nudansk

1  som i det angel-saksiske runedigt for runen ”Ior, Íar”, hvor det antages at ”eafixa” faktisk er ”eafisca”, gøres her samme antagelse. Derfor omskrives ”hronfixas” til ”hronfiscas”.

 

Fordi vi allerede fra før ankomsten anser Enhjørningens horn for helligt og sværd-lig, har vi den sande forståelse for at Enhjørningen (Nar-hvalen) kæmper med sværd. Derfor påtænker vi at sætte os til modværge i kampen for at overleve – sværd mod sværd.
 
Vi er et heste-folk, og derfor opfattes alt på søen oprindeligt som set gennem et hestefolk’s glughul. Jeg viser i kapitlet ”Langskibenes herkomst” at vi bl.a. giver vore langskibe heitet "brimhengest" eller "brændingshingst" (rune-digtet for S-sigel), dvs. en forestilling om at langskibet ”rider bølgen” (ride the wave). Denne forestilling ligger meget dybt i såvel dansk/norsk, som engelsk også i dag. Tilspørg en hvilken som helst surfer.
 
En 5 meter lang Nar-hval over for et langskib, som vi opfatter som en "brændingshingst". For et heste-folk har Nar-hvalen været en med sværd bevæbnet sø-hest 1. Det kræver kun en minimal fejlforståelse af en fremmed rejsende, eller kristen mangel på indsigt i oprindelig tanke før Enhjørningen snart er blevet til en fysisk hest på landjorden. Det er på denne vis jeg mener Middelalderens gengivelse af Enhjørningen opstår.
 

1 Og med denne ballast af viden kan vi nu se hvorfor Jens Munk 1619 "met forne tuende Skibe fra Kiøbenhaffn udi Øresund, den 9. Maij, Oc vaar da paa det Skib Enhiørningen,  Otte  oc  fyrretiue...[Personer].” (fra Navigatio Septentrionalis, 1624). Skibet ”Enhjørningen” blev bygget 1605, havde 18 kanoner, tre master og forliste i Hudson Bay, Canada 1620.

 chap21-1-1-1-15.jpg chap21-1-1-1-16.jpg

Navigatio Septentrionalis (1624). Til venstre ses Jens Munk (Munck)'s vinterhavn (1619/1620). Forrest Jagten Lamprenen med Enhjørningen agterom. Billedkilde: Per Eilstrup & Nils Eric Boesgaard: Fjernt fra Danmark (1974, s.24-25).

 

Det forekommer umiddelbart ligetil at ”hronfixas” er "hronfiscas” er fra ”Hronfisc”, og at dette burde have den direkte betydning ”Hornfisk”. Den sprog-teoretiske omveksling fra ”hron” til ”horn” synes at forekomme i evolutionen fra det indoeuropæiske ”*krno-” til ”horna” (indskriften i Ældre Futhark på "det korte" guldhorn fra 400 tallet e.Kr.).

Den nuværende fiskeart ”hornfisk, hornfiskur” (dansk, færøsk) hed oprindeligt ”spydfisk”, hvilket fremgår af såvel det islandske navn ”Geirsíli”, som det engelske navn ”Garfish”.

 

 

Indholdsfortegnelse
<< ForrigeNæste >>
 
Søgeværktøj
Fra Grímnismál (vers 32, Ældre Edda) ved vi at vor ven fra skov og have, det rødbrune egern Ratatoscr (sammensat af de oldengelske ord "ræt" + "tusc" med betydningen "Gnavertand"), er god til at frembringe svar på alt mellem himmel og jord. Nedenfor til højre fra billedet af Ratatoscr, fra Ólafur Brynjúlfsson: Gudeskrift m. bl.a. Ældre Edda (Edda Sæmundr) & Snorre Edda (1760), findes Google's søgeværktøj, der er tilpasset til at søge efter svar fra Asernes æt. Ifald søgeværktøjet ikke kan ses, højreklik på musen og genopfrisk (opdater) siden.
© Verasir.dk Asernes Æt • af Flemming Rickfors • E-mailHosting • En del af Fynhistorie.dk