Solen, søster til Månen

Solhjulet og den matriarkalske månekalender

20./21. december	Vintersolhverv - Jólahald – julehold.  Solen & ætlingen genfødes. Det nye ceremonielle år begynder.
20./21. marts	Forårsjævndøgn (Equinox). Naturens nye år begynder.
15. april - 19. maj	Sommerens komme. Dagen er Gøgens første kukken og Bøgens løvspring.
20./21. juni	Sommersolhverv - Liða. Solen lakker mod enden & ætlingen ofres.
21. september	Efterårsjævndøgn (Equinox).
10-17. oktober	Vinterens komme.

Ovennævnte viser nogenlunde hvorledes de fleste folkeslag fulgte Solen, Månen og naturen til at organisere deres samfund.

Den egyptiske kalender var ca. år 1000 f.Kr. solbaseret og bestod af 12 måneder med hver 30 dage + 5 ekstra højtidsdage ved slutningen af hvert år.

Rig Veda (Bog 7:CIII:9 Frogs) viser os det solbaserede 12-måneds år:

”deváhitiM ¹ jugupur dvaadashásya RtúM náro ná prá minanty eté”

som jeg oversætter til:

”Gudernes¹ forordning værner den tolvte tid(,) ej heller først ændrer dens gang”

¹ Vær her ekstrem opmærksom på fejloversættelsen af ”deváhiti” i den nuengelske oversættelse af Rig Veda af Ralph T.H. Griffith fra 1896. Han oversætter, i samtidens kristne tradition ”deváhiti” til ”God-appointed order”, dvs. med ”devá” som den kristne ”Deos”-gud i ental. T. Burrow: The Sanskrit Language (1955, The Formation of  Nouns, s. 212) giver følgende oversættelse: ”deváhiti” = ”ordinance of the gods” eller  ”gudernes forordning”. Det tilknyttede ord ”deváhuti” = ”invocation of the gods” eller ”gudernes påkaldelse”. Sanskrit ”hiti” fra ”hi” (sætte i bevægelse) svarer til det oldnordiske ”hít”, som vi skal opfatte som ”hid, her, herhen”. Sanskrit ”devá” betegner ”en gud”, og der er 33 devas (guder) i Rig Veda. Derfor skal vi opfatte ”devá” som et entalsord der betegner 33 guder, hvorfor vi på nudansk og nuengelsk må skrive ”guder, gudernes”.

Den babylonske kalender var ca. år 500 f.Kr. månebaseret. Den semitiske kalender i Det Gamle Testamente er under stærk indflydelse af denne kalender.

Den romerske kalender var solbaseret og bestod oprindeligt af 10 måneder fra marts til december. Årets måneder havde tal-navne og de sidste fire måneder af året, fra september = 7 til december = 10, viser dette. Den anden romerske konge Numa Pompilius (år 715-673 f.Kr.) tilføjede februar og januar, i den rækkefølge, for at udvide året til 354/355 dage. I år 450 f.Kr. ombyttes månederne januar og februar til deres nuværende plads.

I år 46 f.Kr. erstattedes den romerske kalender af den solbaserede Julianske kalender af Julius Caesar, heraf navnet, og man ændrede antallet af dage i måneden så det passede til 365 dage pr. år, samt at hvert 4. år fik 366 dage. Man gjorde det således at året igen passede til årstiderne.

År nul i den månebaserede islamiske kalender er 16. juli 622 e.Kr som følge af Muhammeds landflygtighed til Medina.

I oktober år 1582 erstattedes den Julianske kalender med den solbaserede Gregorianske kalender, da der nu var 10 dages forskel på årstiderne og kalenderen ((1582-325)*(365,25-365,24219)=9,8 dage). Derfor dikterede Pave Gregory XIII ved en bulle (24.2.1582), at 4.10.1582 nu skulle være 15.10.1582 i alle katolske lande, fra midt-Tyskland og nedefter. Resten af verden fulgte efter i år 1700 med England og hendes kolonier i 1752. I Danmark/Norge indrettes almanakker således at 11 dage overspringes i februar år 1700 (18. februar - 1. marts). Der var stærk modstand mod dette overalt da alle med udlejningsejendomme herved stod til at tjene 1½ uges yderligere lejeindtægt. Huslejerne skulle nemlig betales uden tab af dage, medens dagslønningerne manglede 11 dage. Det var fusk og bedrag, svarerende til snyderiet omkring indførelsen af Euroen i mange europæiske lande.

Ver Asir/Danir-folket’s stamme er uden for tvist en matriarkalsk stamme, og denne beretning skulle gerne utvetydigt vise dette. Vi ser dette videreført bl.a. gennem den forfordeling, der gives kvinder i vort kongedømme. En kvinde, der gifter sig med en mandlig tronarving til Danerne, bliver altid Dronning på lige fod med kongen. En mand, der gifter sig med en kvindelig tronarving til Danerne, bliver alene prinsgemal (Prince Consort). Endestavelsen "-gemal" er fra tysk "gemahl" (oprindeligt "person bundet ved indgået aftale", hvor "mahl" = "mål"). Dette er en historisk korrekt diskriminering til fordel for kvinder. Præcis samme forfordeling finder sted hos familien i England, hvor den øverste titel her netop er ordet ”kvinde”, der via det oldengelske ”cwen” i dag skrives ”Queen”. I Widsith-digtet (sætning 97-98) ser vi det fælles ophavsord til den danske og engelske titel med brugen af "dryhtcwen" (Drotkvinde) i omtalen af kvinden Ealhhild.

Zhang, Qian beretter år 115 f.Kr. at Wu-sun -folket (Ver Asir/Danir ) har samme skikke som Hsiung-nu folket (Hunnerne). Han skriver:

”Shen-yu, lederen af Hsiung-nu folket (Hunnerne), gik udenfor lejren for at tilbede solguden, og om aftenen tilbad månen”.

Denne lige vægt på Sol og Måne genspejler sig i Soldag (søndag) og Månedag (mandag).

En månebaseret kalender er den matriakalske kalender som Jøderne og Babylonerne benytter og benyttede.

Jeg viser i ”Bilag O: Trylleformlen 7-9-13 + 3 x banken på træ” at det hellige tal 7 og 13 måske kan have en forbindelse til den månebaserede kalender.

Min vurdering er at vor oprindelige kalender var månebaseret, og Bede skriver faktisk dette i ”De Temporum Ratione” (Caput XV) fra ca. år 725 e.Kr.:

”...Antiqui autem anglorum populi... iuxta cursum lunæ suos menses computavere.
Unde et a luna hebræorum et græcorum more nomen accipiunt...”

Som jeg oversætter til:

”...I gamle dage derimod Anglernes folk... beregnede deres måneder ved månens rette løb. 
Som de fra månen efter hebraisk og græsk skik modtog navn...”

Efterser vi oprindelsen til ordet ”Måne/Moon” (”Mona” på oldengelsk og ”Mani” på oldnordisk) da oprinder begge ord fra det indoeuropæiske ”*me(n)ses-” der betyder ”Måne, måned”. Månen er derfor knyttet sammen med måling af tid gennem Månens faser, og dermed kalenderen. Dette underbygges af ordet ”måned/month” som en måneindeling af tid ligesom det indoeuropæiske ”*me” i det oprindelige ord betyder ”at måle”.

I ”Bilag Z: Det oprindelige år nul og betydning” viser jeg hvorledes vi oprindeligt opfattede år nul og dets betydning, samt at der i Rig Veda var såvel en månebaseret som en solbaseret kalender, der sammensmeltes år 1181 f.Kr. Jeg vurderer her at det er den solbaserede kalender der bringes tilbage til Asien/Midgård fra Mesopotamien/Babylonien under folkevandringerne.

Se tillige ”Bilag O: Trylleformlen 7-9-13 + 3 x banken på træ” hvor vi ser vor grundforståelse benyttet til dagligt.

Der er sikkert derfor Völuspá (vers 5) forklarer os, at Månen er mere magtfuld en Solen:

Min oversættelse til nudansk. Martin Larsen: Den Ældre Edda & Eddica Minora (2 bind, 1943-1946) oversætter "sol varp svNan" til "sol kom sydfra". Thøger Larsen skriver "Sol fra syd". De vælger derfor at se "SvNan" som "Sunna" med betydningen "fra syd, syd fra, sønden fra". Det ville være sandt ifald det var vinden vi taler om, jvf. "hann er á sunna" - direkte "han er af syd" men forstået som "søndenvind". Da vi her taler om solen, der kommer fra øst, kan denne oversættelse ikke være sand. Jeg mener vi bør forstå "svNan" som "Sunna" - den jordlige moder og Daggry, hvorfor "sol varp svNan" har den direkte betydning "Sol varper Sunna", men i forståelsen "Sol bringer Daggry". "siNi" mener jeg antyder en bevægelse og benytter "sinni" (ledsage, gå, følge). "Hendi" er oversat fra "Hending" (gribe med hænderne). "Hendi iNi Hogri" oversætter Martin Larsen til "greb saa med den højre" og Thøger Larsen til "hånden, den højre". Det mener jeg igen er misforstået. "Hogri" er en kenning for "syd". Ordet "norðr" betyder oprindeligt "venstre" og gør det fordi personen bestemmer retningen ved at stirre mod solen i øst. Den modsatte retning af nord giver syd og det er hvad "hogri" her betyder. Forståelsen er at solens varme kommer sydfra, og det er hvad der sker da liv på Jord skabes ved sammenstød af kulde fra nord med varme fra syd. "Huar hon sali atti" oversætter Martin Larsen til "sit Sæde paa Himlen" og Thøger Larsen til "hvor sin sal hun havde". Meningen er her at vi er i tidsrummet omkring skabelsen af Sol og Måne, og dermed alt liv. "Sal" skal opfattes som "det hele", og solen har endnu ikke fundet sin rette plads. Samme er tilfældet for stjernerne, medens Månen synes at vide sin plads, men ikke over hvor stort et fysisk område den har afgørende indflydelse.

Måne op eller Sol ned?

Vor oprindelige kalender var opdelt efter Solen, Månen og naturen, og derfor vore forfædres adfærd i tidsrummet. Ved at forstå deres kalender får vi samtidig et yderst godt indblik i deres hverdag. Kalenderen stammer fra munken Bedes skrift ”De Temporum Ratione” nedskrevet ca. år 725 e.Kr. (kapitel 15).

Her er hvorledes vor oprindelige kalender gengives visuelt:

Helleristning fra Østfold, Norge dateret til ca. år 1000 f.Kr. Vi ser Verdenstræet ved siden af et "normalt" træ. Kunstneren ønsker her at vise at Verdenstræet er det højeste træ i skoven, og derfor tættest på forfædrene. Til højre solhjulet med ">" dvs. solhvervning. Mit bud er at vi her ser Vintersolhverv. Solhjulet er opdelt i to årstider - Vinter og Sommer, vist med den vandrette streg. De to lodrette streger inddeler hvert halvår i 2: Før-Jul og Efter-Jul for Vinter, samt Før-Liða og Efter-Liða for Sommer. Det viste "hverv" er derfor Moders Nat, Lille-juleaften og dagen før den første juledag. Afbildningen gengivet som forside i Vølses Juletillæg 2006. Billedkilde: Arild Hauge: Helleristninger fra Norge.

Glugmanet: Glug måned. Man ser gennem glugget eller kighullet, ind i det nye år.
 
Blidemanet: Blide betyder ”hvid” som i sne. ”Diur Rei” er en henvisning til parringen mellem de små husdyr.

"Goje” skrives oprindeligt ”Gói-mánaðr”, senere ”Góa”. I denne måned afholdes der et ”Gói-blót”. Der er ingen tvivl om at ”Gói-mánaðr” betegner en vintermåned fordi ordet ”Gói-hríð” forekommer, og betegner et uvejr/snestorm i denne måned. Ordet ”Gói” kan muligvis føres til det indoeuropæiske ”ghiom” (vinter, sne) og er forbundet til ”gammel”, hvis oprindelige betydning er at ”have oplevet mange vintre”. På Island, og derfor sikkert oprindeligt i midt- og nord-norske landskaber, var måneden Góa/Gói før år 1700 e.Kr. fra 8-14. februar ¹ . Jón Júlíus Filippusson skriver i artiklen ”Om kong Torre og torreblot før og nå” (2001) at  ”þorrablót” og ”Gói-blót” er vidnesbyrd om de oprindelige nordboers kalender og ceremonielle år. Heri er jeg helt enig, og derfor genkender vi ikke nogle af disse ofringer i vor egen kalender, specielt ikke som blót. I afsnittet ”Sol-monaþ – moderkager – fastelavnsboller” viser jeg ”Toredagen” ved Midvinter 12. januar. Såvel þorra/Torre/ Tore, som Góa/Gói ser ud til at være vinterens naturvætter.

¹ Árna Björnsson: Saga daganna (Mál og menning ,1996)

 
Thormanet: Man kører Thorden, vinterens gødning på markerne. Der er ingen enighed om hvorvidt dette tillige er en henvisning til Thor grundet staveformen af denne måned. Det oldengelske navn ”Hreð” forbindes i nuengelske oversættelser med en gudinde. I dette er jeg helt uenig. Ordet ”Hreð” er identisk til det oldnordiske ”Hreða” (kiv, trætte) og ”Hræða” (rædde). Når vi nu ved at det er tidsperioden marts vi taler om kan forståelsen kun være ”den rædselsfulde måned”.  Samtidig er foderforsyningen i dette tidsrum meget lav. Fra Mid-vinter 2. februar, og i en streng vinter, kan der nemt være dyrtid og hunger for dyr og mennesker, der ligeledes gør tiden "rædselsfuld". Vi kalder også de goter vi uddriver fra vore landområder for ”Hreð-Gotum”.
 
Faremanet: Alle husdyr sættes igen på græs, og med god forsyning af foder kommer næste kuld af dyret til verden.
 
Fåret lemmer et lam; ”lamb” (oldnordisk, oldengelsk, gotisk). Et lam i flertal hedder på oldengelsk ”lomberu”, hvorfor begrebet ”lemmer” er flertalsformen af ”lamb”.
 
Hoppen foler et føl; ”foli, fola” (oldnordisk, oldengelsk).
 
Gedden kidder et kid; kið (oldnordisk).
 
Soen farer en "fearh, færh, ferh" (oldengelsk); det oprindelige ord for en pattegris og vildsvineunge. På oldengelsk siger man ”ge-farch-sugu” (en farende so). I dag flyttes søerne ca. en uge før faring til en Farestald, og bliver her indtil pattegrisene er fravænnet. Kenningen "en flæming farra trjónu" (end Strejferen til vildsvineunges tryne) forekommer i Ynglingatal (vers 27).

Præsten i Blovstrød Joachim Junge (1760-1823): Den nordsiellandske Landalmues Character, Skikke, Meeninger og Sprog (1798, s. 377) skriver i ordbogsdelen om den nordsjællandske dialekt, at når soen er drægtig siges den "At være i Far". Når soen føder grisene siges den, som på oldengelsk, "At fare".
 

”Fare var aldrig saa bøs,
At han jo gav baade Løv og Græs”¹

¹ J. M. Thiele: Danmarks Folkesagn (1860, 3. Deel, s. 5, nr. 21: Mærkedage). "Fare" er "Faremanet".  

Grágás (Grågåsen) forklarer os at den første sommerdag; Sumarmál (sommermål) begyndte på en torsdag (fimmtudagr – femte dag) mellem 9. og 15. april. 
 
Det oldengelske ”Eostur” oprinder fra det indoeuropæiske ”*aus”: (at skinne) og betegner ”Daggry”, som gør retningen ”øst”. Vi har to kilder der viser os forbindelsen mellem Daggry og Den Jordlige Moder eller Sunna.
 
Det angel-saksiske manuskript ”MS Cotton Caligula A vii” fra sidst i 900 tallet e.Kr. siger:

“Erce, Erce, Erce, eorþan modor!”

og senere i digtet

”Hal wes þu, folde, fira modor!”

Som jeg oversætter til:

”Erce, Erce, Erce, jordlige moder!”

og

”Hillet var du, (græs)fold, dødelige’s moder!”

Rig Veda (bog 7:LXXVIT) i omtalen af Daggry viser den fulde forbindelse mellem den opgående sol, Moder Jord og kvinden:

”Hun skinnede lyst som en ungdommelig kvinde, vækkende til bevægelse hvert levende væsen” 

Bedae forklarer os at fejringen af ”Eostre”, Den Jordlige Moder eller Sunna, fandt sted ved Forårsjævndøgn 20./21. marts.

”Eostur” genfindes som den jordlige moder og gudinde i Gilgamesh’s Saga (Epic of Gilgamesh), der er beretninger om kongen af Uruk, Mesopotamien ca. år 2750-2500 f.Kr., og findes på 12 lertavler skrevet i cunieform.

I Tavle VI. tilbyder ”Ishtar”, betegnet prinsesse, sig til den faktiske konge Gilgamesh. Kongen afviser prinsessen og vi hører herefter at ”Ishtar”, som kongen er 2/3 udødelig gud og 1/3 dødelig, også er en gudinde. Efter afvisningen rejser ”Ishtar” op til Himmelen og beklager sig til sin fader Anu og sin moder Anrum. Hun beder om at få ”Himmelens Tyr” (= vor egen gud Tyr) udleveret for at denne kan tage hævn over kongen og hans land. I tavle I. hører vi ”...gå nær til Eanna templet, hvor Ishtar har hjemme...”. Ishtar blev derfor tilbedt i Eanna templet. ”Eanna” er identisk til ”Inanna/Ninnanna/Ninsianna”. Hendes visuelle symbol er den otte-takkede stjerne, der hos bliver til Freya (se afsnittet ”Den Jordlige Moder/Moder Jord”).

Fejring af Eostur (Påske) – haren og gåseæggene
 

Ved at forstå oprindelsen til ordet ”påske” kan vi forstå oprindelsen til hvorfor kristendommen har overtaget denne urgamle fejring og groft omskrevet denne.

”Paska” (gammeldansk og gotisk), ”páskar” (oldnordisk) er fra det hebraiske ”pesach” (påskelam), der er det dyr der ofres ved det blót, der finder sted 6 måneder inde i det nye semitiske ceremonielle år. Det semitiske ”takoffer” blót af lam er beskrevet i Det Gamle Testamente (3. Mosebog, kap. 3:7-11).

Det semitiske, og keltiske, nye ceremonielle år begynder dagen efter ”Allehelgensaften/Halloween” (fra ”allhallow-eve”), der falder omkring 31. oktober (se afsnittet ”Gudinden Dísar”). I semitisk tradition ofres ætlingen 6 måneder før ”Rosh Hashanah” eller i tiden ”Nissan/Nisan”, der er efter Forårsjævndøgn 20-21 marts. 

Vi kan derfor se at tidsrummet omkring Påske, i den semitiske og keltiske ceremonielle kalender, svarer til tiden omkring Sommersolhverv i vor ceremonielle kalender, hvor Balder/ætlingen ofres for at blive genfødt 6 måneder senere på den 1. juledag om morgenen den 24. december.

Dette er årsagen til at kristendommen i Det Nye Testamente opfinder Jesus-figurens ofring af sig selv i tidsrummet omkring Påske – det er ganske enkelt en grov omskrivning af en langt ældre filosofisk ofring halvvejs inde i det nye ceremonielle år hos semiterne og kelterne (se afsnittet ”Sumarsólstaða – Liða - ætlingen ofres og sommeren komme”). 

Ofringen af Jesus-figuren finder sted mellem 22. marts og 8. maj, afhængig af om det er udgaven fra øst- eller vest-kirken der benyttes.

Røverhistorien om Jesus-figurens fysiske genopstandelse og evige liv er kopieret og omskrevet fra egyptisk filosofi og er behandlet afsnittet ”Fostervand og sjælen”. Den filosofiske genopstandelse er identisk i alle oprindelige filosofier ved begyndelsen af det nye ceremonielle år. 

Så meget om kristendommens omskrivning af denne gamle højtid. Vi er alle klar over at vor forbindelse med Påske er langt stærkere til påskeæg og harer¹ end til nogen Jesus-figur. Derfor er alle vore kristne kirker gabende tomme, medens alle børn skal have i overflod af påskeæg leveret af haren. Ligeledes ved vi også at vort oprindelige ord for dette tidsrum er ”Eostur-monaþ” (Easter måned), der altid falder efter Forårsjævndøgn,  fra 21. marts til 14 april, og efterfølges af Sumarmál - Sommermål(tid).

¹ Det er harer (”lepores” på latin) og ikke kaniner (”cuniculi” på latin), som mange har tabt forståelsen af. Sidstnævnte er et nyt dyr i det nordlige Europa, der ikke er nævnt i Domesday Book fra år 1086 e.Kr., og menes bragt til England af biskoppen af Winchester i år 1135 e.Kr. Se afsnittet ”Kynologi, fagudtryk og stjernebillede”, hvor dette behandles i underafsnittet ”Kong Knud’s Skovlov fra år 1031 e.Kr.”.

To ikke-videnskablige afstemninger blandt BT Online’s læsere viste følgende resultat:

Hvad betyder Påsken for dig?			Skal du i kirke i Påsken?
Jesu død og opstandelse	25%		Ja	15%
Frokoster med familie	21%		Nej	85%
Fri fra arbejde	54 %
	4114 stemmer torsdag 20. marts 2008		1777 stemmer torsdag 9. april 2009

Kun ¼,  og det tal forekommer stadig chokerende højt, forbinder påske med Jesus-figuren og den kristne myte.

Denne overflod af æg i dette tidsrum i vore sæder skyldes at netop i tidsrummet fra 21. marts til 14 april ligger gåsen, en fugl tæmmet i Europa, sine ”gyldne” æg i buske og på græsenge.

På nøjagtigt samme steder og i samme tidsrum går haren i brunst og ændrer personlighed fra et meget sky dyr til den nordlige dyreverdens ubestridte boksemester. Det sker i slutningen af februar, begyndelsen af marts måned. I åbent dagslys i Norden og England ser man haren fare omkring i græsset, blind for den øgede fare fra rovfugle, og udkæmpe drabelige boksekampe hanner og hunner imellem. Harekillingerne bliver ikke opfostret under jorden, men som gåseæg lægges de i en rede i græsset. Denne tilsyneladende galskab kaldes i England ”Mad March Hare”. 

Haren taget på fersk gerning som æbletyv af lodsejeren. Som man kan se er denne skalk i færd med at bokse et æble ned fra det unge forsvarsløse æbletræ. Det lykkedes forbavsende vel efter 2-3 runder af boksestød. Billedet taget 17. juni 2004 i haven på Tvetandvej.

Derfor har ”Eostur-monaþ” altid, hos kelterne og os, været forbundet med at vi i dette tidsrum, med alle børns hjælp, har kunnet indsamle massevis af gåseæg, og æg er er visuelt symbol på livet. Haren og ægget varsler derfor ankomsten af Sumarmál - Sommermål(tid).

De to adskilte naturbegivenheder, haren og gåseæggene, synes først i begyndelsen af det 20. århundrede i Danmark at blive slået sammen så det er haren der ligger æggene.

Selvsamme tidsrum falder sammen med det meterologiske fænomen at der netop på denne tid ”tit er et lag af kold og varm luft tidligt om morgenen (inversion). Når man ser solopgangen, bliver lyset fra solen brudt forskelligt i atmosfæren, når solen står lavt. Solen viser dens allerøverste kant, så er det som om den tøver, og pludseligt siger det ”plop”, og så går den op, for så at gå lidt ned igen. Det kan den gøre et par gange”¹. Det kalder vi at se "solen danse”. Det er ikke oprindeligt ”pinsesolen” vi ser danse, men ”Eostre”, Den Jordlige Moder eller Sunna.

¹ Ole J. Knudsen, planetarieleder,  Steno Museet i Aarhus 7.4.2004.

Som vi måtte forvente overtager kristendommen også denne skik og omskriver forståelsen, som her gengivet af H.C. Andersen i ”Kun en spillemand” (1837): ”Påskemorgen gik almuemanden ud på Nonnebakken for at se solen lege fordi Kristus var opstanden. Næsten altid var der en sky for, så man ikke fik legen at se, men enhver troede i hjertet, at solen havde leget bag skyen!”.
 
Digteren Nicholas Breton (Britton, Brittaine, ca. 1545-1626), med hjemsted i Layer Breton, Essex  viser os den oprindelige forståelse i ”Fantastickes” (1626):
 
”It is now Easter.... and the March Rabbit¹ runnes dead into the dish:... the Earth now beginnes to paint her upper garment, and the trees put out their young buds,... the Sunnes dancing day, and the Earths Holy-day”.

¹ Som vi kan se er ”hare” her udskiftet med ”rabbit”, hvilket ord  først ses i engelsk fra 1398. Ordets oprindelige betydning er ”ungerne fra en cony/coney” (kanin). Ordet ”hare” falder ud af engelsk hos de nye bosættere i Amerika i 1600 tallet af ukendte årsager. Dette er mærkværdigt da der kun findes harer i det nordlige Amerika, og ingen kaniner (derfor kaldes ”harer” i amerikanske tegnefilm altid ”rabbit”). Det antyder at denne sprogevolution fra ”hare” til ”rabbit” er sket i Øst-Anglen og landskaberne deromkring, hvorfra de fleste bosættere kom.

Ved forståelsen for at harer og gåseæg er oprindelige sæder, kan vi nu se hvorfor vi har en skik med at sende gækkebreve i tidsrummet. Skikken med gækkebreve kendes kun fra Danmark og vinder indpas i 1800 tallet som en udløber af Bindebreve fra 1600 tallet, men med en lagt ældre grundforståelse hvad angår brevenes opbygning og formål.

Ordet ”gæk” er et lydord for gåsens lyd, dvs. gåsen gækker. Ordet modsvares af "gjekke, gäcka” (norsk, svensk) og oprinder fra det oldnordiske ”gagl” (gæsling, goslings), ”gagal” (russisk), ”gigren” (oldirsk), ”gagelin” (Middle English). En flok gæs på jorden kaldes ”gagle” (nuengelsk, men må være oldengelsk da det er identisk til det oldnordiske ord for ”gæsling”). Hangåsen, ”gase” på dansk fra ”gassi” (oldnordisk), kaldes på oldengelsk ”gandra”. 

”Den gås hovedet er af, kækker (gækker) aldrig mere”

Der sakses et gækkebrev og skrives et vers i brevet, der ikke underskrives (underskriften er prikker). Ifald modtageren gætter afsenderen skal modtageren gives et påskeæg. Vi kan nu se at dette skyldes at afsenderen faktisk er ”gåsen” (dvs. hunnen), derfor ingen underskrift, og finder man ”gåsen” har man fundet det "gyldne" æg. Et godt vers kunne f.eks. være:

”En vinter-gæk, en sommer-nar,
en fugl foruden vinger,
en lille ven som har dig kær,
en venlig hilsen bringer.
Mit navn det står med prikker.
Pas på de ikke stikker”. ¹

¹ Tak til Anders og Dorrit Hansen, Vancouver, BC, Canada for henvisningen til dette vidunderlige gækkerim fra 1800 tallet.

”Fattig kone giver hønseæg, at hun vil have gåseæg igen”

Planten ”Vintergæk” (”vintergäck” på svensk) er et helt nyt navn fra 1800 tallet, der afløser en lang række meget gamle navne. Plantens latinske navn er ”Galanthus nivalis” (hvid sne), og vi kender den i Danmark bl.a. under følgende ældre navne:

Vinterblomst, Vinterlilje, Vinternar, Blidelslilje (Februarlilje), Gækkeblomst, Hvidklokke, Sneklokke (”Snøklokke” norsk) og Tormaanedslilje (Martsblomst). Andre navne er Snowdrop (engelsk, snedråber), Schneeglöckchen (tysk, sneklokke), Sneeuwklokje (hollandsk, sneklokke), Bucaneve (italiensk, gennemhuller sne) og Perce-neige (fransk, gennemborende sne).

Fra navnene på planten mener jeg ikke vi kan være i tvivl om at denne plante, der skyder igennem de sidste rester af sne i februar-marts måned, afhængig af vinterens forløb det pågældende år, ”driver gæk med vinteren” eller ”gør nar/gør grin med vinteren”.  Ordet ”gæk” i forståelsen ”gør nar/gør grin” hedder på oldnordisk ”gagga”.

Derfor kalder vi i dag planten for ”vintergæk”. ”Blidelslilje” er identisk til ”Blidemanet” (3.2-19.2) og ”Tormaanedslilje” er identisk til ”Thormanet” (20.2-20.3) fra kalenderen omkring år 1000 e.Kr.
 
Henrik (Henrich) Thomæsøn Gerner (1629-1700), præst i Birkerød, beskriver den danske bondes liv året igennem i sit værk ”Skildring af bondestandens liv og arbejde” (1670). For ”Thormanet” siger han følgende:

”Thor med lyst til sig ved væggen börnene lokker,
og når æggene språes, hønen for kyllinger klukker;
af tilkommende vår vi påskelillier haver,
men til jordens røgt med flid vi plovene laver”.

Nogenlunde samme forståelse kendes fra Bornholm:

”Thor med sit favre skæg
lokker bella¹ bag væg
at lege med gåseæg”

¹ ”Bella” er stadig bornholmsk dialekt for ”børn”. Udtrykket findes bl.a. i ordsproget ”Man skal ikke vise bella halvfærdig arbejd, spinka og spara, ded kan længe vara”.

Jysk Ordbog under ”gåseæg” har denne sætning, gengivet af K. J. Kristensen på flot jysk fra slutningen af 1800 tallet:

”Saa soed han o saat en Ansigt op saa højtidelig,
som han ruget Goesegg ud”

(Så sad han og satte et ansigt op så højtidelig,
som havde han ruget gåseæg ud)

Vintergækken forbindes naturligvis med gåsens æg og harens faren omkring fordi det er et uigenkaldeligt tegn på et solhverv (Forårsjævndøgn). Tænk efter hvordan vi alle reagerer når vi ser vintergækken – så er foråret lige om hjørnet.

Gudinden Eostur’s hjælpeånd haren

Hvert år Påske-mandag (2. Påskedag) i de to små landsbyer Hallaton og Medbourne i Leicestershire finder begivenheden ”Hare Pie Scramble” (Haretærte kamp) sted. Den tager form af to optog, der begynder fra hver landsby tidligt om eftermiddagen. Hvert optog er anført af en mand iført en grøn kappe (Grønjægermand, Herne The Hunter) ¹.

¹ Gengivelse af Phil Preen’s øjenvidenskildring fra optoget 2. april 2002 fra landsbyen Hallaton.

Grønjægermand bærer en lang stage med en hare (gjort af metal) sat på spidsen. Ved siden af Grønjægermand går en kvinde med en kurv fyldt med småbrød (penny loaves). Bagved disse følger to unge kvinder bærende en stor tærte (pie). Bagved igen følger 3 mænd, iklædt rugby-skjorter, hver bærende på en lille trætønde med øl (1 fod lang. De kaldes ”bottles”, men er ikke gjort af glas. Der er øl i to af tønderne. Den tredje er rent træ). En af øltønderne er malet i farverne rød, hvid og blå. Øltønderne holdes i én hånd over hovedet. Afsluttende optoget var en gruppe af musikere kaldet ”Carlsberg Band” iført skotsk kilt og med sækkepiber og trommer.

Fra starten ved pubben ”The Fox” vandrer optoget til landsbyens grønning (village green). Herfra går det videre til den næste pub ”Bewich Arms”, hvor anstrengelserne nødvendiggør slukning af tørst. Derfra drager optoget til kirken, hvor tærte og småbrød i små stykker smides ud til deltagerne i optoget.

Som man kan se har kirken overtaget gudinden Eostur’s rolle som Den Store Giver af frugtbarhed gennem hendes hjælpeånd haren, bagt ind i en tærte (i dag er det oksekød). Det sker symbolsk ved at kirken betaler for tærten, og har gjort det siden 1711 ¹.

¹ Denne forpligtelse blev pålagt kirken i forbindelse med et stykke land, der blev testamenteret til kirken. Kilde: Hare Pie Scramble (s. 217).

Herfra går optoget ud af landsbyen og op på bakketoppen, der er højdepunktet ovenfor landsbyen og kaldes ”Hare pie hill”. Optogene fra begge landsbyer træffes her kl. 2 om eftermiddagen. På græsengen på bakketoppen kastes en af de tre øltønder 3 gange op i luften ( 3 x 3 = de 9 verdener).

Efter tredje luftkast starter ”rugby”-kampen mellem to hold; Hallaton mod nabolandsbyen Medbourne. Det gælder om at få øltønden sparket, løbet eller kastet til sin egen landsby med den gennemløbende flod værende grænseskellet. Det gentages med alle 3 øltønder således at resultatet altid afgøres med en vinder. Det er, som med den oprindelige hovedskalskamp ”Haxey Hood Game” i Haxey sogn, Lincolnshire, et hårdt spil med ca. 100 deltagere, der varer hele dagen (se afsnittet ”Knáttleikr – det hårde boldspil”). 

År 60-61 e.Kr. gør Iceni-folket i Norfolk, Øst-Anglen oprør under ledelse af deres dronning Buoudicea (Boudicca, Bodil). Iflg. Cassius Dio: Romersk Historie (62:6) år 170 e.Kr. holder dronningen en tale til folket før slaget, hvori hun gør rede for nødvendigheden af at føre krig:

”Efter afslutningen af talen udførte hun et magisk ritual, ladende en hare slippe løs fra kjolefolden; og da haren løb den vej de anså som den rette vej, brød mængden ud i glædesråb, og Buduica, med sin hånd rejst mod himlen, sagde: ”Jeg takker dig, Andraste, og påkalder dig som en kvinde talende til en kvinde;"…”

Min oversættelse til nudansk fra den nuengelske oversættelse fra græsk af Earnest Cary: Dio Cassius -  Roman History (Loeb Classical Library, 9 bøger, 1914-1927). Gudinden ”Andraste”, der ellers er os ubekendt, kan måske knyttes til sanskrit ”ándhas, a’ndhas”, hvor betydningen ser ud til at være ”spire fra Soma-planten”, dvs. den guddommelige trylledrik, hvorfra visdom hentes (se afsnittet ”Den røde fluesvamp og juledekoration”).

Er gudinden Andraste i virkeligheden identisk til Eostur?

Majmanet: ”Måneden med meget”. Ordet genfindes i ”Majestæt/Majesty”.

”Gauksmessa, Gökedagr” (Gøgemesse,Gøgedag) udløser den efterfølgende ”Gaukmánaðr, Gauk-mánaðir, Geac Monað”, hvor sidstnævnte skal sidestilles med den første af sommermånederne. Det ser også ud til at denne dag udløser et marked (Heathfield Fair, East Sussex den 14. april og Beaulieu Fair, Hampshire den 15. april). Er dette sandt kan vi fra vor oprindelige kalender se, at ”Gaukmánaðr/Geac Monað” er identisk til Ðrimilce-monaþ/Majmanet (9-15.4-19.5).

Det oldengelske digt ”Den Søfarende” (The Seafarer) fra 900 tallet e.Kr. viser brugen af ”Geac Monað” (Gøge Måned) i sætning 53-54:

Min oversættelse til nudansk. Vi skal her opfatte at Gøgens velkendte kaldesignal opfattes som en trist og jammerlig lyd.
For en søfarerende, der længes hjem efter sin hjemstavn, og sommerens varme, kan mindet om Gøgens kuk-kuk nemt virke som så.

 
”Gauksmessa” (landskaber i Norge) og ”Gökedagr” (landskaber i Sverige) er derfor oprindeligt en fejring af  ”Sumarmál - Sommermål(tid)”.
 
Det er naturligvis gøgens ankomst der varsler at et bedre vejrlig er undervejs, og at vi derfor er i Sommerhalvåret. Derfor er selve dagen for fejringen, som vi i dag spændt afventer storkens ankomst, blevet udløst af at man har hørt gøgens kukkuk!. Det igen gør at dagen for fejringen burde være senere på året jo længere mod nord vi bevæger os, hvad også viser sig tilfældet.
 
I England er ”Cuckoo Day” i Sussex, syd-England 14. april, Cheshire, midt-England 15. april, Worchestershire, vest-England 20. april, Yorkshire, nord-England 21. april og i Marsden, West Yorkshire, nord-England den 26. april.

"Gøgedag/Gøgemisse" fejres i Danmarks sydlige landskaber 22. april (se nedenfor). Feltornitologen J.C. H. Fischer skriver om Gøgen i Vendsyssel 1855-72 i Naturhistorisk Tidsskrift (1862, 1863, 1869 og 1873):

”De første Gjøge ankomme til Vendsyssel et Par Dage før Løvspringet, der, regnet fra den Tid, da Bøgeskoven viser sig grøn i Frastand, indtræffer omtrent den 8de Mai, dog ofte senere”.

”Gökedagr” fejres 25. april i landskaber i Sverige.

”Gauksmessa” eller "Gaukdagen" fejres i Norges landskaber på Sørlandet den 1. maj, i Telemark 6. maj, i Hedmark og på øen Sekken, Romsdalsfjorden den 12. maj.

Alexander Scott (ca. 1515-1583) skriver i digtet ”May is the moneth maist amene”: ”In May begynnis the golk to gaill” (sætning 26) eller ”i maj begynder gøgen at gale”. Vi ved næsten intet om denne skotske digter, men meget af hans arbejde er formentlig fra omkring Edinburgh.

Ganske spændende kaldes ”Aprilsnar” i keltiske landskaber for ”guckaw/gowk” (Cornwall) og ”Gowkie Day/Hunt the Gowk/ Huntiegowk” (Skotland, hovedlandet). Alle ordene er afledninger af det oldnordiske ord for ”Gøg” og kelterne gør med andre ord grin af vor betagelse af, og frygt for, Gøgen som noget naragtigt (se nedenfor hvorfor). Dette er ikke tilfældet fra Orkney og nordpå, hvor samme dag kaldes ”Tailing Day”. Derfor antyder det at kelterne ikke ser samme forbindelse mellem Gøgen og Sommer, og derfor ikke har fejret tiden.

I Upland/Oppland i Valdres, mellem Gudbrandsdal og Hallingdal, findes den lille bygd Vestre Slidre. Her, og sikkert alle andre steder, sagde man at "spekematen kunne spises efter gaukmessen". Dvs. den sidste rest af vinterforrådet, spekemat (saltet kød, vindtørret kød, evt. røget), kunne nu fortærres fordi sommeren vil bringe nyt. Ordet "speke" kommer fra "speki" (oldnordisk) med betydningen "klog, vis" (som Uffe Hin Spage).
 
Se afsnittet ”Drømte mig en drøm i nat & Sommer er ikommen ind”, hvor sangen ”Sumer is icumen in” fra år 1250 e.Kr. netop viser at det er gøgens kukkuk!, der anmelder sommerens ankomst.

Folketroen siger om Gøgen (bl.a. fra Danmarks Natur- og Lægevidenskabelige Bibliotek):

• Gøgen kommer 14 Dage før Voldermisse (1. maj) og kukker, indtil den ser den første Høstak i Bygvangen.(Nordsjælland), dvs. 17. april, iflg. Landsbypræsten Junge: Den nordsjællandske Landalmue (1798, 1824) og Troels Frederik Troels-Lund: Dagligt Liv i Norden i det sekstende Aarhundrede (4. udgave, 1914-15, I Bog: Klima).

• Gøgen skal begynde at kukke ni dage før Voldersmisse (1. maj). (Østjylland, Vestsjælland), dvs. 22. april. (At Folketroen har ben at gå på kan vi se fra at Gøgen i 2006 blev hørt syngende i Bogø Østerskov, ved Møn den 21. april, hørt syngende ved Brabrand Sø, Aarhus den 23. april, og set i Tryggevælde Ådal, Vallø og Skallingen, Blåvandshuk den 24. april, jvf. indberetninger til Dansk Ornitologisk Forening). 
  
  
• Naar man hører den første Gøg skal man se at komme til at omfavne træet hvori den sidder, man kan da faa opfyldt tre af sine Ønsker.
  
  
• Bliver en Karl gantet (bedåret) af Gøgen, faar han i denne Sommer ikke Held med Kreaturerne; han vil da sædvanlig ikke kunne finde Hestene om Morgenen - Dog skader det ham ikke, hvis han efter at være gantet gaaer hen og bider i Barken af det nærmeste Træ; men Træet gaaer ud (Vestsjælland)
  
  
Hører man Gøgen fastende, skal man græde før Aften (Anholt)


Da Gøgen har kraft til at bringe sommeren hid, kan den tillige spå om hvad vil komme: "Should you ask in the morning how long you might live, you should count the bird's calls throughout the day. The number of calls you hear will equal the number of years you have got left" (England). H.C. Andersen viser i teksten til ”Hvor skoven dog er frisk og stor” (1850) helt samme forståelse: ”Af kukkeren jeg vide får, hvor mange kys og leveår”.


• Johan Oedman: Chorographia Bahusensis Thet är Bahus-Läns Beskrifning (1746, s. 75-80):
  
  ”Om våren äro the micket rädde för fogle-rop at the icke skola dåras af them, särdeles göken; therföre gå the 1 April ok Maji aldrig ut fastandes. Om en flicka, enka, eller karl blir dårad, tror then samma sig bli gift thet året; om gamla ok gifte bli dårade, befara the thet året svåra siukdommar eller olycks-fall”.
  
  
• J[ust] M[athias] Thiele: Danske Folkesagn (1818-23)/Danmarks Folkesagn (1843-60) (3. Udgave, s. 95-124) skriver samme således:
  
  ”Seer man förste gang i aaret gjögen, medens man endnu er fastende, da hedder det 'gjögen ganter os!' (i Fyen: 'g. daarer os!'); og er det et mandfolk, skal han i dette aar ikke hitte kreaturer eller andet hvad han monne söge. Er det en pige, maa hun vel vogte sig for ung-karlene, at hun ikke bliver gantet (bedåret) af dem. Er det gamle folk, da have de vel aarsag til at frygte for sygdomme”. ”Naar man förste-gang om aaret hörer gjögen at kukke, da skal man spörge: 'Hvor gammel bliver jeg?' eller ogsaa: 'Hvor länge skal det vare, indtil det eller det skeer?' Og giver den da svar ved at kukke”.

Gøgen ankommer normalt til Danmark/Norge/England fra Afrika, syd for Sahara. Den forlader Danmark igen i august/september (gamle fugle allerede i juli). Et rim om dette siger på engelsk:

"In April I open my bill
In May I sing night and day
In June I change my tune
In July far far I fly
In August away I must"

Det er derfor fuldt passende at gøgen er forbundet med et varsel om Sommerens Komme. For at forhindre at gøgen, og derfor sommeren, rejser bort, tilsiger Folketroen at man bygger en mur eller indhegning til at holde på gøgen. Stednavnene "cuckoo pound" og "cockoo pen" findes ved Corfe Castle, Langton Matravers, Arne, East Lulworth, Tyneham, Bere Regis, Witchampton og Bradford Peverell, alle Dorset. Bygningen af en mur, der naturligvis er blot en smule for lav, kendes fra Marsden, West Yorkshire, Gotham, Nottinghamshire og Wareham, Dorset.

• Naar Giøgen holder ved med at kukke længer end til St. Hansdag, saa bliver der Dyrtid. ¹
• Giøgen maa ikke gierne kukke længer, end til den har seet den første Høstak. ¹
• Naar Kukkeren har seet ni Høstakke, saa reiser han. ¹

¹ J. M. Thiele: Danmarks Folkesagn (1860, 3. Deel, s. 8, nr. 34, 35, 36: Mærkedage)

Da Høsten begyndte ved Mid-sommer 3. august, skal Gøgen, som den gør i et normalt år, rejse bort umiddelbart efter Høstens begyndelse. Sker det ikke, er det korrekt et tegn på at noget er i gærde. Det betyder igen normalt ulykke og dyrtid (hungersnød). 

Snorre nævner i Skáldskaparmál (62. ”Heiti stundanna”) hvorledes året er opdelt med navne. Her skriver han ”þá gaukmánuðr ok sáðtíð” eller ”da Gøgemåned og sædetid”. At Forårssåningen gøres umiddelbart efter tiden for Gøgens ankomst gør at denne kalender alene kan være gældende for midt- og nord-Norge.

Der foreligger ved første syn en kalenderforvirring i forhold til samme for de sydlige landskaber i Danmark ca. år 1000 e.Kr. Her er ”Goje” (februar, 3.2-19.2) og ”Thormanet” (20.2-20.3). Dette er omvendt hos Snorre: ”þá er þorri, þá gói, þá einmánuðr, þá gaukmánuðr ok sáðtíð”.

I afsnittet ”Sol-monaþ – moderkager – fastelavnsboller” viser jeg at i den øst-norske kalender kaldes Midvinter, 12. januar og ikke som hos os 2. februar, for ”Toredagen”.

Med denne viden kan vi nu se at Snorre’s kalender er øst-norsk, hvorfor ”þorri” (13.1- 7.2), ”gói” (8.2-14.2) og ”einmánuðr” (15.2- Forårsjævndøgn 20-21. marts).

Jeg har vist at Forårssåningen i de sydlige landskaber i Danmark/ Skåne/England skal være færdig ved Forårsjævndøgn 20-21. marts. Det kan af åbenlyse årsager ikke lade sig gøre i midt- og nord-Norge, hvor sne og frost forhindrer dette. Derfor finder vi Forårssåningen i disse landskaber på et senere tidspunkt, og det ser ud til at i den øst-norske kalender er det Gøgens ankomst, der varsler Forårssåning her. Gøgen ankommer til de norske landskaber mellem 1. maj og 12. maj. Jvf. Snorre’s kalender opbygning ser det derfor ud til at i øst-norsk kalender er ”gaukmánuðr” ca. april måned, eller tiden før Gøgen ankommer, hvilket er mærkværdigt, og ikke som vor filosofi opbygger sæder og skikke.

Øverst til venstre: Guldskilling fra Lellinge Kohave, Bjæverskov Herred, Sjælland (DR BR55, IK105), dateret til år 385-670 e.Kr. Der er rejst i Ældre Futhark indskriften "salusalu" som vi kunne vælge at opfatte som "salus alu", hvor sidstnævnte er det urnordiske ord "alu" (Gro!); det mest benyttede afsluttende ord i en magisk formel. Det åbner da for muligheden at "salus" kan være identisk til det latinske "salus" (velbefindende, sundhed), der er hvad skal "alu" (Gro!). Indskriften "SALVS REI PVBLICAE" (Salus rei publicae) forekommer på samtidige sen-romerske mønter fra år 326 e.Kr., hvor "salus" er den romerske gudinde for "godt helbred, sundhed". Indskriften opfattes som "statens velbefindende", og kan sidestilles med vor egen brug af "ve og vel". Det lykkedes på et senere tidspunkt kristendommen at overtage symbolikken således at kristendommen identificeres med "statens velbefindende". Dette er ikke tilfældet i nærværende mønters samtid.

Kunsten på guldskillingen, der er omsmedet til en Gylden Tavle, er urnordisk. Der er beviseligt betydelig samhandel med Romerriget fra år 40-77 e.Kr. fremefter, og mangfoldige fund at romerske guldmønter nord for Ejder-strømmen med en tilsvarende opgave som Gylden Tavle. Hvad taler stærkt imod en sådan fortolkning er at den urnordiske Stil I. er uden indflydelse fra fremmede sæder og skikke, samt at brugen af "salus" ikke kendes fra hverken oldengelsk eller oldnordisk. Jeg mener derfor vi må fastholde at runerne skal opfattes som ordet "*salu", gentaget to gange.

Til sammenligning finder vi på guldskillingen fundet i Vadstena, Östergötland (Ög 178), dateret til år 385-670 e.Kr., en længere indskrift i Ældre Futhark, hvori indgår runerne "tuwatuwa". Også her mener jeg det må kunne argumenteres at dette er en galder af "*tuwa", gentaget to gange.

I afsnittet "Vindtøj" argumenterer jeg for at runeindskriften på "det korte" guldhorn fra Gallehus ved Møgeltønder i Sønderjylland, dateret til 400 tallet e.Kr., indeholder ordet "tawido", som jeg mener må være datid af det urnordiske "*taujan" (at gøre). Det følger herfra at "*tuwa" kunne være Bydemåde (imperativ) af "*taujan", hvorfor "tuwa tuwa" skal opfattes som "Gør (det)!, Gør (det)!".

Overfører vi samme tanke til indskriften "salusalu", da kunne "*salu" være Bydemåde (imperativ) af det urnordiske ord der bliver til "selja, sellan, saljan, sellian, sella" (oldnordisk, oldengelsk, gotisk, oldsaksisk, oldfrisisk) eller bl.a. "give, afgive, uddele". "salu salu" skal derfor opfattes som "Afgiv!, Afgiv!", underforstået at Gøgens ankomst, og Den danske Hund's jagtegenskaber, vil forøge jagtbyttet, som Moder Jord afgiver. Det oldengelske "sellan" har faktisk netop betydningen "give, afgive" i lovsætningen "under borh sellan" (under sikkerhed afgivet), som vi opfatter som "lån mod sikkerhed". Vi kan fra vor oprindelige kalender se at "Gaukmánaðr, Gauk-mánaðir, Geac Monað” (Gøge måned) er identisk til Ðrimilce-monaþ/Majmanet (9-15.4-19.5), og sidestilles med den første af sommermånederne.

Øverst i midten: Guldskilling fra Ravlunda (Raflunda), Allbo Herred Skåne, dateret til år 385-670 e.Kr. Afbildningen følger samme tema med Gøgen og Den danske Hund. Ravnen Hugin ser dog ud til at være gengivet som en orm.

Øverst til højre: Guldskilling fra et ukendt sted i Skåne (DR BR67, IK149, Skåne 1a-b), dateret til år 385-670 e.Kr. Der er to guldskillinger med samme stempel; den ene opbevares på Nationalmuseet i København; den anden i Oldsaksamlingen, Oslo. Der er rejst i Ældre Futhark indskriften "laþu laukaR • gakaR alu" med brug af 2 binderuner.

”laþu”  bliver til det oldnordiske ”laða” med betydningen “overvinder, tiltrækker, indbyder”.
”laukaR” er en henvisning til runen *laukaR, hvis betydning er ”sø, hav”, og som beskyttende rune giver beskyttelse mod uheld under tog til søs (se afsnittet ”LaukaR-runens beskyttelse af søens folk”).
”gakaR” mener jeg er fra ”Gauk, Geac” (oldnordisk, oldengelsk) eller ”Gøg”.
”alu” fra "ala" eller ”Gro!” er det afsluttende ord ved afsigelsen af en magisk formel.
 
Det er forbindelsen mellem Gøgen og Sommerens komme, der er nøglen til forståelsen af denne beskyttende sætning. Når vi samtidigt ser Solhjulet med solstråler afbildet sammen med menneske og jagthund, må det være det bedre vejrlig og dermed jagten, som Gøgen ved sin kommen byder hid. Solhjulet er benyttet for at vise Solen i bevægelse, som et tandhjul passer ind i et andet tandhjul, og vejrliget forandres. Gøgen bringer derfor *laukaR-runen, og dens beskyttende virkning, med sig. Derfor vælger jeg følgende fortolkning af indskriften:

Der er også fundet en lignende guldmønt slået under Kejser Valentinian I (364-375)i Vestre Hauge (Vestre Houe), Vestagder, Norge. Af sammenlignelige guldskillinger finder vi en Gylden Tavle fra Tjurkö, Blekinge dateret til år 385-670 e.Kr. (Tjurkö 4, IK150,2, Mogens B. Mackeprang: De Nordiske Guldbrakteater (1952, planche 4:3)). Også her er ansigtet ganske feminint gengivet, med diadem og hårlok bag øret.  Tjurkö-skatten bestod oprindeligt af 4 guldskillinger og 2 romerske guldmønter fra Kejser Theodosius II (408-450). Guldskillingen fra  Tjurkö (Tjurkö 3, DR BR77, IK183) har indskrift med forvanskede latinske bogstaver.

Endelig finder vi to Gyldne Tavler med urnordisk kunst og forvansket latinsk indskrift: Den Gyldne Tavle fra Torpsgård, Senoren (en ø), Östra Herred, Blekinge, dateret til år 385-670 e.Kr. (IK354). Ansigtet er gengivet feminint, med diadem, hårlok bag øret, og latinske bogstaver, der ingen mening giver. Den Gyldne Tavle fundet som strøfund i Hov, Nord-Trøndelag, Norge (IK282). Ansigtet er gengivet klassisk urnordisk, med diadem, hårlok bag øret, og forvanskede latinske bogstaver, der ingen mening giver.

Der må her være muligt at slutte at guldsmedene til netop denne gruppe af Gyldne Tavler, som jeg gætter på må være meget tidlige prototyper af guldskillinger fra måske år 385-450 e.Kr., er under kunstnerisk inspiration fra romerske guldmønter hentet til Skandinavien fra samhandel. Disse prototyper til skabelsen af et nyt møntsystem kunne måske omtales som før-Stil I. Det er givet med flid at de latinske bogstaver er ulæsbare. Guldsmeden har ikke kunnet sin latin, eller været interesseret i dette. Han har kopieret en romersk guldmønt visuelt. Det må være den romerske guldmønt af Kejser Constantius II (regent 337-361 e.Kr.); fundet i Allesø, Lunde Herred, Odense, Fyn der er inspirationen til afbildningen på guldskillingen fra et ukendt sted på Fyn. Gøgen varsler, og Den danske Hund er stadig gengivet i sin samtidige form.

Nederst til højre: Guldskilling fra Bolbro-skatten (12 guldskillinger og 37 stykker ringguld), Odense Herred, Fyn (Bolbro C, IK30). Samme tema med Gøgen, ravnen Hugin og Den danske Hund.

Kilde: Mogens B. Mackeprang: De Nordiske Guldbrakteater (1952, s. 106, 107, 115, 118, 159, 160, 162, planche 1:2a, 1:3a, 1:6a, 3:3, 3:5, 4:3, 5:1, 5:2, 5:6, 8:18, 8:19). Tak til arkæolog Morten Axboe, Nationalmuseet for hjælp med forståelsen af guldskillingen fra et ukendt sted på Fyn.

Majfest – Majgreven og sommerens komme

Det er i løbet af ”Ðrimilce-monaþ, majmanet” (9-15.4-19.5), at vi har dansen omkring Majstangen under Majfesten (Majgilde, Grevegilde). Er Majstangen den stang der rejses, og hvorfra ætlingen (Balder) senere ofres på Sommersolhvervsdag - Liða/Litha?

Efter Gøgens ankomst udnævnes en ”Majgreve” hvis opgave er at ”føre sommeren hjem”, dvs. i praksis planlægge festen. Ikke ulig vore dage er dette kæmpearbejde noget mange i Middelalderen gerne har forsøgt at undgå at påtage sig. Smedesvendenes Skraa (dateret 11 Juni 1554) tager højde for dette i sine laug-love:

”22. Huilchen broder som blifuer keist till maygrefue och vill iche eller kaster krandzen, gifue 1 tønne øll och fire skilling i bøssen”. ¹

¹ Oluf Nielsen: Kjøbenhavns Diplomatarium (1838-96, Bind II, s. 301-306).

Her skal vi erindre den oprindelige betydning af ”greve” fra ”gerefa” (oldengelsk) og ”reifa” (oldnordisk). Titlen er oprindeligt noget Kongen/Dronningen giver i len, dvs. udlåner, heraf ordet ”lensgreve”, og indebærer at personen er drottens opretholder af lov og orden i landskabet. En ”Majgreve” gøres med andre ord ansvarlig for at sæd og skik omkring Gøgens ankomst, og sommerens komme, videreføres på vegne Drotten og stammen. Derfor er straffen hård ifald dette ikke overholdes.
 
At det er Smeden, der gøres til Maj-greve i herred og bygd viser ikke blot vort højt anset smeden var, men forklarer også hvorfor den filosofiske smed kaldes for ”Wélund” eller ”helligt land”. (se ”Bilag G: Wélund – helligt land, høvding og gud”).

Gengivelse af 5. række på  ”det korte” guldhorn tegnet af arkivar, kammerråd Jochum Paulli (1690-1759) 1734. Fra ”Danmarks Folk – I skildringer af danske videnskabsmænd” (1901, s. 221-222). Begge guldhorn blev fundet ved Gallehus ved Møgeltønder i Sønderjylland og er dateret til 400 tallet e.Kr. 

”Det korte” guldhorn er tidskronologisk opbygget efter vor oprindelige kalender. Derfor kan vi sige at tidsrummet på afbildningen viser Sumarmál - Sommermål(tid) og Ðrimilce-monaþ (Majmanet), dvs. tidsrummet 9-15. april -19. maj.

Derfor mener det forekommer rimeligt at de to dansende personer skal forbindes med majdans. Dette underbygges af at personerne, helt usædvanligt under ceremonier i samtiden, har klæder på, og at begge synes at være kvinder. Men kvinderne er gengivet i stillinger så akavet at jeg ligeledes er helt overbevist om at vi skal opfatte begge som runer på helt samme vis som de 24 ”figurer” på  ”Det lange/store" guldhorn.

I afsnittet ”Ældre og Yngre Futhark (runer) som noder” (underafsnit ”Det lange/store guldhorns rune (hemmelighed)”) giver jeg et bud på hvorfor jeg mener de 24 ”figurer” på "Det Lange/Store” guldhorn er runer og en galder til Freyr. Jeg overfører herefter min fortolkning af de 24 ”figurer” til de to kvinder – igen på samme vis som gjort i min fortolkning  på  ”Det lange/Store” guldhorn, og som gjort i afbildningen af 3. række af figurafbildningerne på ”det korte” guldhorn (se afsnittet ”Sværddans”).

Resultatet er:

runen ”*oþila, otael” (O) – adskillelsestegn – runen ”*Jara, ger” (J)

Som vi ser bl.a. på Den Gyldne Tavle, guldskillingen (DR BR8) dateret til år 385-670 e.Kr., fundet på Skodborg mark knap 3 km sydøst for Skodborg Kirke, Skodborg, Frøs Herred, så bruges runen ”*Jara, ger” (J) stående alene med sin egen betydning ”år”, underforstået ”godt år” (se afsnittet ”Vintersolhverv – Moders Nat – (Lille)-Juleaften”).
 
Det meget vigtige adskillelsestegn mellem de to runer gør at vi kan se at vi må opfatte begge runer med deres egen betydning, samt at det er to forskellige galder der afsiges. Runen ”*oþila, otael” (O) har betydningen ”arv, ejendom”. Sammenholdt med tiden er alt hvad vi i denne tid galdrer om en god odel og et godt år, der kan bringe velstand til alle. Derfor fortolker jeg runerne som ”(god) odel & (godt) år”.
 
Højre side af afbildningen er endnu for vanskelig for mig at afklare (december 2008). I afsnittet ”Fisken – Laksen som symbol på visdom” viser jeg at vi med stor sikkerhed kan sige at de 4 viste fisk er visdomsfisk, laks, der skal beskytte visdommen i hvad foregår mellem fiskene. I den oprindelige kalender skal Majgreven ”føre sommeren hjem” til Liða (den efterfølgende afbildning på ”det korte” guldhorn), men hvorledes skal vi fortolke jægeren, der er en kvinde? Jeg mener ikke bueskytten i tidsrummet faktisk jager, hvorfor hun i symbolik, og i et ritual, er på jagt efter sommeren, eller gengiver runer jeg ikke kan se. Ligeledes figuren ved siden af ”jægeren”. Er det en dødsmaske vi ser øverst? Er enheden nedenfor en majstang, et udstrakt bjørneskind eller ErilaR (jarl) æt hamskiftet til berserkar med mandsben og halshugget? De 5 4-takkede stjerner forklarer os at solen ganger, men ikke at den her hverver. 

Er der en læser der har et godt bud?

Da "Majgreven" udnævnes efter Gøgens ankomst, må ”Gauksmessa/Gökedagr” (Gøgemesse/Gøgedag) altid være et tidspunkt før Majfesten.

I Østhimmerland fejres stadig ”majbøg” (majstang, maitræ, majtræ). Som man ligeledes gør det i det nuværende Sverige og på de sydfynske øer, har hver landsby i Østhimmerland sin egen ”majbøg” (majstang), som det er skik at nabolandsbyernes unge vil forsøge at rane. Derfor holder man ”vågenat” (fra oldnordisk "vokunótt") over majstangen for at forhindre valrov ¹. Oprindeligt lå Majfesten på Valborgaften (30. april) under navnet "Valborgs Festen", men blev i 1700 tallet e.Kr. flyttet til Pinsen (Påske + 50 dage) i forbindelse med den gregorianske kalenderreform (den Gregorianske Kalender fra år 1582 e .Kr.).

¹ Dette gik galt i Bælum 2008. Den 4 m lange granrafte blev ranet af en ung mand fra nabobyen, der trak den af sted med sin bil. Røveren blev skarpt forfulgt af en Bælumborger på knallert, og der skete herefter et færdselsuheld. Dette skal nu for retten i Aalborg i februar 2009 (Se artiklen ”Tyveri af majstang”, Politiken, 7.1.2009).

Valborgaften (Wulborg-aften, Valpurgisnat, Ulborg Aften) - 30. april -, og Valborgdag (Voldersmisse, Valborgha dagher, Walborghes dagh) - 1. maj - er i sig selv en romerskkatolsk overtagelse af en oprindelig fest gennem helgenkåringen af prinsessen fra Wessex Walpurgis (Wealdburg, Valderburger, 710-779). Den oprindelige fest bag Valborgaften er netop Majfesten, som H. C. Andersen glimrende gengiver i ”Aarets tolv Maaneder – Mai” (1832):

”…Hver Ungersvend med Sundheds Kind,
Sig paa sin Ganger svinger,
I Dag han rider Sommer ind,…

Dem svare høit de Piger smaae:
"Velkommen Mai Du være!"
Saa lysteligt skal Dandsen gaae,
Men hvem skal Krandsen bære?...”

Brugen af kenningen ”majbøg” i Østhimmerland om ”majstangen”, der i virkeligheden er en granrafte, giver os en dyb indsigt i den oprindelige fejring af Majfesten. Igen er H. C. Andersen en uvurderlig kilde, her fra "Valdemar Daae og hans Døttre" (1859):

””Saa var det just Maidags Aften,” sagde Vinden, ”jeg kom Vester fra, havde seet Skibe qvase i Vrag paa Vestjyllands Kyst, jaget over Heden og den skovgrønne Kyst, hen over Fyens Land og kom nu over store Belt, hæsende og blæsende.

Da lagde jeg mig til Ro ved Sjællands Kyst, nær ved Borreby Gaard, hvor endnu Skoven stod med herlige Ege.”

De unge Karle fra Egnen kom herud og samlede Riis og Grene, de største og tørreste, de kunde finde. De gik med dem til Byen, lagde dem i Bunke, tændte Ild i den og Piger og Karle dandsede med Sang rundt derom.

”Jeg laae stille,” sagde Vinden, ”men sagtelig rørte jeg ved een Green, den, der var lagt af den kjønneste Ungkarl; hans Ved blussede op, blussede høiest; han var den udvalgte, fik Hædersnavnet, blev Gadebasse, valgte først blandt Pigerne sit lille Gadelam; det var en Glæde, en Lystighed større end der inde i det rige Borreby Gaard.”

...

Ja, Agetøiet ¹ foer med dem og Bønderfolkene foer i Dandsen. Der blev redet Sommer i By til Borreby, til Tjæreby, til alle de Byer omkring.”

¹ For forståelsen af ”agetøjet”, se den gamle folkevise "En vnger Frøicken føris aff Danmarck til Suerig", der gengives af Anders Sørensen Wedel (1542-1616). Her ”Fruer oc Jomfruer de age met mag” (vers 24). Ordet ”age” har på olddansk betydningen ”bevæger sig frem, kører, befordrer sig”. "Agetøjet" er derfor her en kenning for "bentøjet".

Forståelsen for ”sommerens komme” (føre sommeren hjem, ride sommer ind, ride sommer til by) ”når bøgen springer ud” er så indbygget en del af vort sprog, at vi alle kender til det uden at tænke over det. Bøgens løvspring påvirkes af naturen, dvs. afhænger af temperatur, nedbør og dagslængde, og er derfor ikke et fast tidspunkt. Bøgens løvspring finder i de danske landskaber sted i april måned, med variationer over hele måneden afhængigt af landsdel. Det er derfor ”Sumarmál” (Sommermål(tid)) begynder 9-15. april med ”Ðrimilce-monaþ, majmanet”.

De indsamlede bøgegrene benyttes til at pynte majstangen med (heraf betegnelsen "majbøg" for majstangen). Som vi hører indsamler de unge mænd ris og grene til et bål, der afbrændes som en bod. Vi boder varme i håbet om at Solen må give os varmestråler tilbage.

Dette bål kendes, efter den romerskkatolske overtagelse gennem Valborgsaften, som "Valborg-baal, Valborgblus". I Dalarne, Sverige er det skik at springe gennem Valborgsbålet. Der er store dele af dette Majfest-bål, der er oprindelsen til de senere Sankt Hans-bål. For mere herom se afsnittet "Sumarsólstaða – Liða - ætlingen ofres og sommeren komme" (underafsnit "Sankt Hans-bål - Majfest-blus og bavnebål").

Herefter blev der budt til majdans.

Øverst: Majdans? fra Christiern Pedersen’s udgave af Saxo’s Gesta Danorum fra år 1514 e.Kr. To af de dansende bønder er bevæbnet med en enorm scramasax; den ene, i højre side fra læseren, har den hængende foran. Den anden bonde har den hængende på venstre side, og vi ser kun selve grebet. I midten har vi en gren med nyudsprungne blade. Dette kan vise Bøgens løvspring.
Nederst: Tidligste kendte afbildning af et Maj-blus (flammerne kommende ud af krukken) fra en Majfest i Sverige. Dette er forløberen til det senere Sankt Hans-bål. Olaus Magnus (1490-1557) i værket "Historia de gentibus septentrionalibus" (Historie om de nordiske folk) fra 1555. Bemærk den enorme scramasax i venstre side på den unge mand siddende med løftet krus på bænken.
Billedkilde: Skalk (2006:2, s.23) og Skalk (2006:3, s. 15).

 
Skerfommer: Skærsommer. ”Skær” betyder ”lys, lysende” og er en henvisning til dagenes længde. Dette tidsrum kaldes også Hø-måned. Det skyldes, som man ved eget syn kan se i alle landskaber, at hø skal høstes før Sommersolhverv for at have god næringsværdi som foder.
 
Ormemanet: I varmen går der nemt orme/maddiker i kødet og orme (hugorme og snoge) ses sole sig.
 
Hóftmanet: Høstmåned. I alle landskaber, bortset fra Danmark, er høstmåneden i skreven form september, og i alle landområder er høstfesten sidst i september. Der bodes for god høst ved "Haustboð" den 2. august (se Eiríks saga Rauða, kap. 3). Høsten begyndte ved Mid-sommer 3. august, og fortsatte indtil slutningen af september, hvor alt var i lade, og det sidste neg var bundet og navngivet ”kællingen/Den Gamle/Stodderen eller Fisneget”. Man skulle afregne sine økonomiske mellemværender efter høsten, kaldet ”hausttíund” eller ”høsttiende” dvs. en skat på 1/10 af høstudbyttet. Høstfesten kaldes ”Haustöl” eller ”høstøl”. Kristendommen viderefører denne skik under navnet ”Mikkelsdag”, der blev fastsat til 29. september, og ligeledes var skiftedag og stadig er gældsbetalingsdag.

Det oldengelske ord for "Haustboð" er “hlafmæsse” (brødmesse) ¹, der senere sammentrækkes til “Lammas”. Det forekommer også i Angel-saksiske Krønike for året 921 e.Kr. I det meget sene manuskript E: The Laud (eller ”Peterborough” Chronicle (Oxford, Bodleian, MS. Laud 636) af Angel-saksiske Krønike fra 1100 tallet e.Kr., skrevet i en overgangsdialekt mellem oldengelsk og Middle English forekommer ordet for år 1100 e.Kr. som ”hlammæsse” i sætningen ”And ræfter on morgen æfter hlammæsse dæge…” (og derefter på morgen[dagen] efter hlammesse dag…)

¹ Den oldengelske oversættelse af Paulus Orosius (385-420)’s værk “Historiarum adversum Paganos Libri Septem” fra ca. år 418 e.Kr. Oversættelsen kaldes “Old English Orosius” og er skrevet til Kong Alfred den Store medens han var lokalkonge af Wessex år 871-899 e.Kr. I kap. 5 (Cleopatra, s. 20, sætning 337-338) skrives: ”Þæt wæs on þære tide calendas Agustus, ond on þæm dæge þe we hateð “hlafmæsse”;…” (Det var på denne tid i august kalender[måned], og på den dag da vi havde ”hlafmesse”;…”

Tidspunktet er oprindeligt Midsommer men er, da Angel-saksiske Krønike skrives i 1000 tallet e.Kr., blevet til to forskellige tider jvf. ”betwixt Lammas and midsummer” (hvilket svarer til mellem 1. august og 6. juli).

Vi kan derfor sige at hvad der bodes, som ved Mid-vinter og ”Æcer Bót, Akr Boð” 2. februar, er brød. Melet er formentligt malet fra nyslået korn, da man herved samtidig har kunnet sikre sig at kornet er modent og høstklart. Det walisiske ord er ”Gwyl Awst” og det oldirske ord ”Lughnasadh”.

I Britannien er tiden omkring 1. august og kendes  som ”Hlafmæssetid” (Middle English ”lammastide”), der i gammel tid, og stadig, er betalingsdag for udstående gæld. Betegnelsen ”Lammas lands” er et ekstremt spændende ord, der tegner ”indhegnet fællesjord der blev dyrket eller var græslagt”. Var der korn på markjorden blev hegnet åbnet på ”Lammas dag”. Var der græs skete det på Midsummer, der i Britannien i 1000 tallet var blevet flyttet til 6. juli.

I Håndskrift nr. 66 (Det Kgl. Bibliotek) ¹, gengivet næsten ordret i Eskild og Absalon’s Skånske Kirkelov fra år 1200-28 e.Kr. og Jyske Lov (2. bog:kap. 82), har vi en beskrivelse af vore helligdage:

”vm hælægh.

Thæssæ æra the tima ær hælagh scal heta. oc halda. Høst hælagh fran olafs missudag. oc til en dagh æftær mikæls missu dagh..."

eller

”om hellig.
 
Dette er den time der Hellig skal hedde og holdes. Høst Hellig fra Olafs Messedag og til en dag efter Mikkels Messe dag..."

”Olafs missudag” er ”St. Olafs Dag” er ”Sankt Olavs messe” er ”Vigilia sancti Olavi” er ”Ólavsøka” (færøsk) er ”Olai-festen” er hans dødsdag i Slaget på Stiklestad den 29. juli år 1030 e.Kr. ”Mikkelsdag” er den 29. september. Ikke overraskende er Høsten/Høst-fri derfor Weod-monaþ og Hærfest monaþ.

¹ Kilde: P.G. Thorsen: Skånske Lov og Eskils skånske Kirkelov tilligemed Andreæ Sunonis lex Scaniæ prouincialis, Skånske Arvebog og det tilbageværende af Knud den 6.’s og Valdemar den 2.’s Lovgivning vedkommende skånske Lov (1853, Skånske Kirkelov, s. 84, Håndskrift nr. 66,  s.262).

Kristni Saga (kap. 11) viser at Disablót blev fejret ved Høst:

"eitt haust var gört disablót mikit hjá Álfi konungi, gékk Álfhildr at blótinu, en um nóttina er hón rauð hörginn"

Som jeg oversætter til:

"Ved høst var gjort stort disablót ved Álfi kongen, gik Álfhildr og blótede, til dette benyttede hun Røde-hearg"

Jvf. Axel Olrik og Hans Ellekilde: Nordens Gudeverden (Bind II – Årets Ring, s.166, 1926-51) blev disablót på et tidspunkt i Danmark afholdt 14. oktober eller 1. november afhængig af Månens fase; om den var i ny (tiltagende) eller næ (aftagende, fra det urnordiske ”niÞjo” (nedgåen)).  Snorre gengiver de to Måne-faser i Snorre Edda (Gylfaginning, kap. 14) som dværge-navnene "Nyi" (ny) og "Niþi" (næ).

 
Fiskemanet: Dette er måneden hvor man bl.a. lander sild, der saltes.
 
Sædemanet: Vintersæd, dvs. rug, skulle i jorden.

”Peder Syvs kjernefulde Ordsprog” (1807, s. 75):

"Man skal løbe og saae Boghvede, men krybe og saae hørfrø"
(Boghvede skal såes tyndt, hørfrø tykt)

Afbildning fra guldskilling fra år 385-670 e.Kr. fundet i Tønder, Sønderjylland (DR BR4).
Den opbevares på Museum Vorgeschichtlicher Altertümer i Kiel da den blev fundet under
den tyske besættelse af Sønderjylland i 1908. 
Billedkilde: Tegnet fra Mogens B. Mackeprang: De Nordiske Guldbrakteater (1952, planche 6:3)

Indskriften lyder i Ældre Futhark (udvendig fra højre mod venstre):
 

”lþdllu uld aul” eller ”lþdl-u uld aul”
 

Jeg har her valgt at optegne guldskillingens afbildning for at vise den utroligt fine kunst vi ser afbildet. Runerne er uforståelige, endnu da. Vi kan dog se at vi til venstre har Det Store Dyr med kalv i sarmatisk stil/Stil I. Ringene omkring det store dyrs mave, hals og forben angiver at dyret er helligt. Dette giver os to muligheder: Det Store Dyr kan være enten hesten eller Kronhjorten/Elgdyret. Som følge af afbildningen på ”det korte” guldhorn (se nedenfor) mener jeg vi her ser en hjort med kalv.
 
Det centrale element i billedet er bueskytten, hans bue og pil. Omkring pilen har vi to beskyttende hjælpeånder. Fordi disse hjælpeånder har ben, og fordi guldskillingen er fra Tønder ved vi at disse to hjælpeånder er Grand Danoishunden, ulvehunden, som Wuffinga-ætten viderefører i Øst-Anglen (se afsnittet ”Den Store Hund i de nye kongeriger”, hvor samme forståelse vises på Pengebæltet fra Sutton Hoo).

Det er med andre ord Pilen der er det mest hellige i denne afbildning. Det giver os to muligheder: Enten er pilen en budstik’s pil med visdom fra forfædrene til de levende ætter (se guldskillingen DR BR47 i afsnittet ”Sværddans”). Alternativt vises her en jæger på jagt. Da vi ser Solhjulet afbildet uden stråler, ved vi at der er tale om et tidsskifte i året da Solhjulet viser Solen i bevægelse. De manglende solstråler gør at solen bevæger sig bort fra lys og varme, dvs. mod Vinterhalvåret. Jægeren er vist med to oprejste ”tænder”, der sikkert er hans læber i abstrakt form. Herfra udgår en række ”prikker”. I kunst viser det at Jægeren afsiger en galder, der skal sikre ham held i Jagten. Det er måske denne galder runeindskriften gengiver. Jægeren er nøgen bortsæt fra bælte. Dette er i overensstemmelse med hvorledes Sværddansen blev afviklet i samtiden på Sjælland og i Sønderjylland (se afsnittet ”Sværddans”).
 
At Jægeren er nøgen gør at vi kan datere guldskillingen til år 385-600 e.Kr. da  de rituelle danse ser ud til at gøres med klæder på efter Trosskiftet år 600-630 e.Kr.  (se afsnittet ”Stammens trosskifte – evnen til at tilpasse sig”).
 
Derfor er Jægeren ikke på faktisk jagt endnu, men er i gang med en hellig øvelse, der skal give ham godt udbytte fra jagten. Under jægerens venstre arm ses et lille menneske -  jagtens værnende vætte.
 
Guldhornene giver os den sidste brik i forståelsen af afbildningen på guldskillingen:
 
 
 
 
 
 

Til venstre: ”Jægeren” fra "det korte" guldhorn, tegnet af arkivar, kammerråd Jochum Paulli (1690-1759) 1734. Fra "Danmarks Folk - I skildringer af danske videnskabsmænd" (1901, s.221-222). Begge guldhorn blev fundet ved Gallehus ved Møgeltønder i Sønderjylland og er dateret til 400 tallet e.Kr.
Til højre: ”Jægeren” fra Ole Worms tegning fra 1641 af ”Det Lange/Store” Guldhorn. Billedet er fra Lis Jacobsen & Erik Moltke: Danmarks Runeindskrifter (1941) og er leveret af Rolf Gunnar Rolfsson med tak.

På ”det korte” guldhorn er afbildningen efter "Sommersolhvervs"-afbildningen, men før ”Thor og Gedebuk"-afbildningen, der igen er før ”Vintersolhvervs”-afbildningen. Jeg mener at ”Thor og Gedebuk"-afbildningen er efter ”Winter-fylleð” dvs. efter 17. oktober. ”Jæger”-afbildningen, hvor dyrenes unger diger og jagten er gået ind, er derfor ”Winter-fylleð” eller ”Vinter fuld(måne)”. Dette er efterårets første fuldmåne, Jagtmånen, der igangsætter jagten. Bemærk at ”Jægeren” her har klæder på, hvorfor det er den faktiske jagt der gengives.
 
På det ”Det Lange/Store” guldhorn er ”Jægeren” ligeledes vist før ”Vintersolhvervs”-afbildningen, men er her nøgen. 
 
Vi mangler dog stadig at forklare det lille menneske, der fra (Moder) Jord synes at give styrke og kraft til bueskyttens arme. Vi har samme afbildning gengivet på det ”Det Lange/Store” guldhorn, hvor enheden sidder under taflbrættet medens to mænd smilende er i færd med at forberede sig på at spille (se afsnittet ”Cyningtaefl eller Hneftafl – det strategiske brætspil”).
 
Mit bud er at det er en landvætte vi ser afbildet.
 
Måske kan vi fortolke runeindskriften ”lþdllu uld aul” eller ”lþdl-u uld aul” som:
 

”Bydende udbytte Gro!”
 
 

”lþdl-u” kunne være fra ”laþu”, der  bliver til det oldnordiske ”laða” med betydningen “overvinder/tiltrækker/indbyder”.
”uld” kan være fra det urnordiske ”*wulþuR”, der bliver til det andet navn for Frey eller ”Ullr” på oldnordisk.
”aul” er en ombytning af ”alu” eller ”Gro!” og det afsluttende ord ved afsigelsen af en magisk formel.

Slagtemanet/Winterman: Dyrene kom på stald og overskydende husdyr blev slagtet. Det er formentligt det blót der kaldes ”Haustblót”. Også den første vintermåned. Grágás (Grågåsen) forklarer os at den første vinterdag blev kaldet Vetr-nætr (vinternætterne i flertalsform), startede på en lørdag (laugardagr), og var mellem 11. og 18. oktober.

”Naar Hesten skal tages ind paa Vinterfoder, maa dette altid skee ved tiltagende Maane”. ¹

¹ J. M. Thiele: Danmarks Folkesagn (1860, 3. Deel, s. 55, nr. 256: Huusdyrene)

 
Chriftmanet: Det er derfor vi ved at navnene på månederne er efter indførelsen af den katolske kristendom, og hvorfor den oldengelske kalender er den korrekte.
 
Kilder: Axel Olrik & Hans Ellekilde: Nordens Gudeverden, bd. 1-2, Ole Worms: Fasti Danici (1626, s. 34), Oldnordisk Ordbog og Bedae: De Temporum Ratione (725, kap.15).

Naturårets 2 Misseri

Vort oprindelige år var opdelt i to Misseri; Sumar (Sommer) og Vetr (Vinter). Den 1. sommerdag (Sumarmál) begyndte på en torsdag mellem 9. og 15. april. Den 1. af vinternætterne (vetr-nætr) begyndte på en lørdag mellem 11. og 18. oktober (se afsnittet ”Runer, sagaer og stjernekyndighed”).

Kigger man ud af vinduet står det snart klart at denne opdeling af året er i strid med naturen omkring os, hvor vi har fire nogenlunde lige lange årstider.

Betegnelsen ”høst” (”haust/hærfest” på oldnordisk/oldengelsk) betegner det tidsrum, hvori det foregår og er ikke en årstid. Samme er gældende for ”vår” (”vár” på oldnordisk), der formentlig oprindelig er betegnelsen for tidspunktet for naturens nye år, Forårsjævndøgn, fra det indoeuropæiske ”*jero-” (år). Ordet har på litausk gennem ”vasara” betydningen ”sommer”, og antyder igen at denne betegnelse ikke oprindeligt er en årstid.

Indelingen af naturens år i to årstider/Misseri, Sommer og Vinternætterne, er derfor ikke udviklet i vore nuværende landområder. Vi kan gå endnu videre og sige at en opdeling af naturens år på kun 2 årstider gør at vi geografisk befinder os syd for breddegrad 40º Nord og nord for breddegrad 25º Nord da dette sker.

Selv inden for dette ganske snævre område er der naturligvis stor forskel afhængigt af tilknytningen til bjerge og vand. Der er f.eks. selv i det nordlige Indien (25-30º Nord) 3 årstider; Sommer (marts-juni), regntid (juni-oktober) og vinter (november-marts).

Ikke overraskende for et hestefolk finder vi at i landskaber med græsgange, stepper og heder (defineret som en gruppe af ”biomes”) er der kun to årstider; våd og tør. Blandt disse er i den ”Palearctic Ecozone: Temperate grasslands, savannas, and shrublands”¹:
 

• Alai-Western Tian Shan steppen (Kazahkstan, Tajikistan, Uzbekistan)
  
• Altai steppen og halvørken (Kazahkstan)
  
• Centrale Steppe i Anatolien (Lille-Asien)
  
• Emin Dalen steppen, Kina (Kazakhstan)
  
• Gissaro-Alai Åben skovområde (Kyrgyzstan, Tajikistan, Uzbekistan)
  
• Kazakh skovsteppen (Kazakhstan, Rusland)
  
• Kazakh steppen   (Kazakhstan, Rusland)
  
• Kazakh upland (Kazakhstan)
  
• Steppen i Mellemøsten (Babylonien/Mesopotamien)
  
• Den Pontiske steppe (Moldova, Romanien, Rusland, Ukraine)
  
• Sayan Intermontane steppe (Rusland)
  
• Syd-Siberiske skovsteppe (Rusland)
  
• Tian Shan bakkerne tørre steppe (Kina, Kazakhstan, Kyrgyzstan)
  

¹ Kilde: Wikipedia: Temperate grasslands, savannas, and shrublands

”I Babylonien er der to årstider – regntid og tørtid.
Regnen falder fra November til Marts” ¹.
 

¹  Donald A. Mackenzie: Myths of Babylonia and Assyria (1915, kap. II: The Land of Rivers and the God of the Deep, s. 24)
 

Folkevandringerne viser at vi har været alle disse steder, og heri ligger oprindelsen til vor indeling af året i 2 Misseri. At vi nu har forklaret hvorfor vort år var to-delt gør ikke at de oprindelige nordboere ikke havde en kalender der afspejlede naturen omkring dem. Det havde de naturligvis, og denne kalender havde fire årstider. Det er disse to forskellige årstidsinddelinger, der er ophavet til den megen kalenderforvirring i alle vore landskaber; en forvirring der findes før kristendommen gør det endnu værre.
 
Hans Ellekilde viser et glimrende bud på ”den danske bondes” kalender ¹ :

• 1. Februar – Midvinterny – 1. Nytænding efter Vintersolhverv – Nytårsny/Nykongen
• 1. Maj  Løvspringsny – sommerens første dag 
• 1. August – Midsommerny (fest for høstens begyndelse)
• 1. November – Løvfaldsny - vinterens første dag – (fest for høstens afslutning)
   
  

 ¹ Kilde: Hans Ellekilde: Vor Danske Jul Gennem Tiderne (1943, s.10-15)

Vi har også en sarmatisk/skythisk kalender på en mønt dateret til 200-100 tallet f.Kr. Da Ver Asir/Danir -folket er en del af de sarmatiske stammer er denne kalender formentlig en af de tidligste kalendere der kendes fra stammen. mønten, i privat eje, er fra fra det Bosporiske Kongerige, der fungerede som en af vore stødpudestater mod fjenderne fra Romerriget og Parthia (Persien). Vi husker at en af hovedbyerne blev kaldt Panticapaeum. Det blev på mønter forkortet til ”Pan” hvilket er hvad der står på den ene side.

Russeren Sergei V. Rjabchikov lavede i 1998 en fortolkning af kalenderen, der muligvis er rigtig.

Det runde spejl er repræsenteret på denne mønt. I midten ses solen og solguden Tabiti med de 12 stråler værende årets 12 måneder. Spejlet er med andre ord en kalender. Dette er også set på andre tilsvarende spejle .

”kl. 6 strålen” er fastsat til marts måned af årsager jeg ikke kan forklare. Ud for maj måned ser vi slangen, der er identisk med Skythernes gudinde Argimpasa, der igen kan betyde ”dyrene til græsengene.” Vi kan se at maj-august og juni-juli er forbundet med pile. Dette skulle være et symbol på sommermånederne og Skythernes solgud Targitaos. Ud for august måned ses et tegn der ligner en le. I russiske sagn kaldtes august måned for ”zhniven og serpen-måned” hvilket betød ”meje- og le-måned.” Jeg tror der må være en god sandsynlighed for at det oldengelske ord for august, Weod-monaþ, er en direkte videreførelse af denne skik.

”Midvinter” eller ”midten af vinteren” faldt omkring 2. februar. Her efterså bonden at han stadig havde halvdelen af sit oplagrede foder tilbage, og derfor kunne klare sig gennem vinteren. Det har den betydning at vinteren blev regnet fra Blot-monaþ/Slagtemanet/ Winterman (november) til Eostur-monaþ/Faremanet (april), dvs. fra overskudsdyrene var slagtet i november til dyrene igen kom på græs i april.

På søen modsvares dette af loven om winterlaw hvor ”skip legges til winterlaw” ¹ i november, dvs. trækkes på land. Denne lov er også gældende i dag, hvor bådforsikringen bortfalder ifald vore både ikke er trukket på land pr. 1. november.

¹ Se Oluf Nielsen: Kjøbenhavns Diplomatarium (1838-1896, Bind I. s.164-179) Christoffer af Bayerns Stadsret for København dateret 14. oktober 1443, nr. 43:

”Item ænge skip mwe legges til winterlaw jn fore nogher mantz dør, hwo thet gør, han bøthe konningen tre marc oc stadhen tre marc”

eller

”Intet skib må lægges til winterlaw foran nogen mands dør, og hvo det gør, han bøder kongen 3 mark og staden 3 mark”