Forside Indholdsfortegnelse
<< ForrigeNæste >>

Götar-sønnerne Hygelác, Herebeald og Hæðcyn – sagnet om Balder og Höðr

 

 

Grundtvig påpeger i Nordens Mythologi (1832, s. 394) at Balder og Höðr (Höther)-sagnet er gengivet i Beowulf-kvadet, formentlig i den oprindelige hændelse fra hvilken alle senere sagn opstår.

Det er Beowulf der starter med at forklare os at han blev knæsat og adopteret hos en ny klan da han var 7 år gammel (sætning 2425-2433 forkortet): 

Bíowulf maþelade...:
ic wæs syfanwintre
þá mec sinca baldor
fréawine folca
æt mínum fæder genam·
héold mec ond hæfde Hréðel cyning·
geaf mé sinc ond symbel·
sibbe gemunde·
næs ic him tó life láðra ówihte...

Beowulf mælte…:
Jeg var 7 vintre
da mig højtskattede Balder
stor-ven [af] folket
tog mig fra min fader’s æt·
Holdte mig og havde Hreðel konge·
Gav mig velstand og sumbl·
Slægtskabet mindedes·
ej var jeg ham i liv[,] mindre om muligt...

Oversættelsen til nudansk er min. Ordet ”sinc” benyttes alene i digte og har betydningen ”skat, guld, sølv”, som jeg her opfatter generelt som ”velstand”. ”Sinca” og ”sinc” er samme ord. ”Fréawine” er også navnet på statholderen af Slesvig ”Freóvin/Frovin”, der dræbes af Kong Aðils/Eadgils (Ynglinga-æt nr. 19, ca. 473-525) og forårsager udvandringen af sønnen, med Uffe Hin Spage, til Wessex ca. år 497 e.Kr. Jeg tror ikke, men er her lidt usikker, at vi skal tænke” på ”Fréawine” som statholderen, men skal oversætte ordets betydning. Jeg mener at Balder her nævnes fordi Beowulf, gennem knæsætning og adoption, genfødes hos en ny æt, som gør ætlingen Balder. Beowulf siger selv senere at han kom fra ”Wægmund’s klan” (wægmunding), der er en anden æt end den der ledes af Kong Hreðel (se sætning 2809-14). ”Sibbe” har jeg oversat fra ”sibbe” (oldengelsk) og ”sibja” (gotisk), der oprindeligt ser ud til at svare nogenlunde til ”æt/slægt”, og ikke som i dag ”siblings” (søskende). Se også afsnittet ”Den hellige kop og barnedåb” 

 

Det er vanskeligt at sige hvorledes vi skal opfatte ”baldor” her – det tyder på at det er klanlederen Kong Hreðel der er ”Baldor, Balder”, men det må samtidigt være sandt at ”Baldor” netop benyttes her fordi Beowulf er overgået fra spæd til barn, og at han er en ætling. 

Beowulf fortsætter (sætning 2433-2440):

 

 ...þonne his bearna hwylc
Herebeald ond Hæðcyn oððe Hygelác mín.
Wæs þám yldestan ungedéfelice 1
maéges daédum morþorbed strëd
syððan hyne Hæðcyn of hornbogan
his fréawine fláne2 geswencte·
miste mercelses3 ond his maég ofscét
bróðor óðerne blódigan gáre·....

 ...at hans bårne hvilken
Herebeald og Hæðcyn eller Hygelác min.
Var den ældste i sort uheld[,]1
[en] mages dåd[,] [en] dødsseng strået
siden ham Hæðcyn fra horn-buen
hans stor-ven pilen2 hårdt ramte·
mistede sit mål3 og sin mage nedskød[,]
broder mod den anden[,] blodig pilespids·....

Min oversættelse til nudansk

1 De nuengelske oversættelser gør brug af ”unfittingly” (uegnet, uskikket, dårligt udrustet”. Dette ord er jeg ikke tilfreds med da jeg tror det er meningen at vi skal opfatte at han ikke var iklædt den rette ”hamingja” da dette ufattelige uheld rammer ham i form af et vådeskud. Jeg vælger derfor ”sort uheld”.
2 ”fláne” fra ”flan” betyder ”pil” jvf. f.eks. ”flanboga” (flitsbue). På oldnordisk, der forekommer at være en senere udviklet betydning, har ”flana” betydningen ”at løbe blindt hen”, og ”flanni” (ubetænksom person, det mandlige lem). En pil hedder på fransk ”flèche” og portugisisk ”flecha”, fra frankisk ”*fliugika” (flyve).
3 egentlig ”det afmærkede ” eller ”his mark”.

 

 

Kong Hreðel havde med andre ord tre anerkendte sønner; den yngste søn, den senere Kong Hygelác (Scyldinga-æt nr. 18, Ynglinga-æt nr. 13, år 497-521 e.Kr.) og den ældste søn Herebeald (Hær + modig) 1 eller ”Balder”.
 
Navnet på den mellemste søn; Hæðcyn (oldengelsk), ”Höðr” (oldnordisk) og ”Höther” i mange nudanske oversættelser, forekommer at være sammensat af ”Hæð” + ”cyn” (køn, slægt). Ifald ”Hæð” er identisk til det oldnordiske ”Hæð” (”højde” i omtalen at et legemes udstrækning, ”høj” i omtalen af offerhøj), da forekommer navnet at være et øgenavn, og ikke det rigtige navn for kongesønnen. 

1 Forstavelsen på navnet ”here” er ingenlunde usædvanligt i samtiden. Chronicon ex chronicis (Oprindelsen til Øst-Anglernes konger) skriver at Kong Redwald (Wuffinga-æt) havde en søn ved navn Reinhere (Regner, Ragnar) der dræbes år 617 e.Kr. i slaget mod Ethelfrith, konge af Deira og Bernicia. Sighere sigberhting (Sigehard sebbing) var konge af Øst-sakserne år 664-683 e.Kr. Wulfhere var konge er Mercia år 658/9-675 e.Kr. Heremód (Scyldinga-æt nr. 12, ca. 385) forekommer i Beowulf (903-3, 1709). Forstavelsen forekommer på sennordisk fra ca. år 900 e.Kr. med Yngre Futhark som ”hairulfR” (Here, Hær + wulfr, ulv). Stenen (DR15), kaldet ”Hovslund-stenen”, ”Hærulf-stenen” eller ”Øster Løgum-stenen”, står på Hærvejen i Øster Løgum, nord for Rødekro, mindre end 10 km nord for Bolderslev. ”Here” er derfor egnstypisk.

 

Sammenlign med den helt identiske brug af Wélund/Völund’s faders latinske navn, Kong Vilcinus, i Thiðrekssaga. Navnet synes sammensat af ”Vil” + ”cyn” eller ”Ulv + slægt, senere Wilhelm, William). Det må derfor være forstavelsen i navnet, der er udgangspunktet for forståelsen.

Hæðcyn bærer derfor øgenavnet ”Slægtens Høje” og Herebeald er øgenavnet ”Hærens Modige”, tilsammen hvad ErilaR (Jarl) æt og kongesønner skal indestå for.
 
Da kongen i samtiden er Odin, kalder Lejre-krøniken Kong Hreðel for ”Hothbrod”1 og gør ham til Odin. I alle tilfælde er det broderen Hæðcyn (Höðr), der dræber Herebeald (Balder), og drabet finder sted medens "Hæðcynne wearð Géata dryhtne" (Hæðcyn var, Götarnes drot), jvf. Beowulf-kvadet (sætning 2482-2483). Hæðcyn overtog tronen fra sin fader Kong Hreðel.

1 Ordet ”Hothbrod” må oprindeligt have været en kenning sammensat af ”Hodd” (guld) + ”broddr” (brod, spids) eller ”Den Gyldne Spids”, dvs. ættens stamtræ, da aske-spydet altid er en kenning for Verdenstræet.

 

 

I Snorre’s udgave i Gylfaginning (Snorre Edda) er Höðr blind og ophævet til en sennordisk gud. Det må være Snorre’s gæt at Höðr er blind. Dette gengives ikke i nogen oprindelige kilder, fra Beowulf til Ældre Edda. Den eneste kryptiske bemærkning om Höðr’s helbred er Völuspá  (vers 33, Ældre Edda), hvor:

”baldrs broðir vár of boriN snemma”

som jeg oversætter til:

”Balders broder var båret for tidligt”

Jeg er sikker på at der her ligger en i samtiden klar opfattelse af hvad der var galt med Höðr da ordet ”snemma” indgår i det oldnordiske ordsprog ”snemma beygisk krókrinn til þess, sem verða vill” eller ”tidlig ses hos den unge hvorledes han vil blive”.
 
Det faktiske vådeskud, hvor den mellemste broder uforvarligt dræber storebroderen og tronarvingen, og dermed griber ind i Skjoldungernes arvefølge da lillebroderen Hygelác hermed bliver konge, må naturligvis tilskrives et ondskabsfuldt ophav.
 
Grógaldr (vers 3, Ældre Edda) omtaler hændelsen som ”Ljótu leikborði skaut fyr mik” eller ”Stygt spillebord skød for mig”, hvor ”leikborði” (spillebord) er en kenning for ”livets spil”, der altså har spillet Hæðcyn (Höðr) en ”dårlig, hæslig, fæl, styg” hånd 1.

1 Hæðcyn kaldes i bl.a. Grógaldr (Ældre Edda) for Svipdag. Hvorfor forklares senere.

 

Som semitisk filosofi har det hebraiske ord ”satan”, har vi Loki, og han giver pilen i form af en mistelt til Höðr, og samme hændelse pakkes nu ind som så i Gylfaginning (kap. 49, Snorre Edda):

”Höðr tók mistiltein ok skaut at Baldri at tilvísun Loka. Flaug skotit í gögnum hann ok fell hann dauðr til jarðar.
Ok hefir þat mest óhapp verit unnit með goðum ok mönnum”

Som jeg oversætter til:

”Höðr tog mistelten og skød mod Balder med Loki’s tilvisning. Skuddet fløj gennem ham og han faldt død til jorden.
Og dette var det mest uheldige der er nogensinde er sket blandt guder og mennesker”

Snorre har i Skáldskaparmál (20. Haðarkenningar, Snorre Edda) kennings for ”Höð”, der gentager beretningen fra Gylfaginning.
 
Snorre henter sin beretning fra Völuspá  (vers 32-34, Ældre Edda)1, Völuspá hin skamma (taget fra Hyndluljóð, vers 29 , Ældre Edda) og Baldrs Draumar/Vegtamskviða (vers 8-11, Ældre Edda).
 
1 Vers 62 nævner også ”... bua þeir hoðr ok balldr hroptz sigtoftir..”, men dette omhandler tiden efter Troja’s fald år 1184 f.Kr. hvor ”hoðr ok balldr” er tilskrevet rollen som stammens arving og sparing. Dette var sandt i virkeligheden og kan derfor direkte overføres til filosofi.

 

Beowulf-kvadet (sætning 2922-2927) forklarer os at Svea-folkets konge Ongenðío (Ongendþeow)1 er Hæðcen Hréþling’s banemand. Drabet sker i ”Hrefnawudu” (Raven’s Wood, Ravneskoven), der også kaldes ”Hrefnesholt” (Ravneholt) (sætning 2935-36), som vi ikke geografisk ved hvor lå. På dette sted ligger ”sinherge” (oldengelsk, ”høje hearg”)2.
 
Da Slaget ved Ravneskoven finder sted mellem Svea-folket og de ætter der kaldes Götarne, og som tydeligvis ikke skal sidestilles med Goterne, antages det at slaget finder sted enten i Götaland eller Svea-riget. Beowulf-kvadet (sætning 2473) nævner at striden fandt sted ”ofer wíd wæter” eller ”over det vide vand”. Ved brugen af ”wæter” på oldengelsk kan vi udelukke åbent vand, hvor ordet ”sæ” (sø) bruges. Det forekommer derfor rimeligt at ”wæter” her må være indlandssøen ”Vättern”, der netop betyder ”wæter” (vandet).
 
1 Widsith-digtet (31) ”Sweom Ongendþeow” (Sveaerne (Svea-folket) Ongendþeow). Ongendþeow (Ongenðío) betegnes i Beowulf-kvadet som "eorl" (sætning 2951), som vi her skal opfatte som det oprindelige ErilaR (Jarl æt), der gør ham til hersker. I sætning 2963 og 2970 ser vi at han faktisk er "þéodcyning" (Folkekonge). I Beowulf-kvadet (sætning 2922) bruges ordet "Swéoðéode" som vi skal opfatte som "swedes, sveaerne", og i sætning 2946 "Swóna" (Svea).
2 ”Sin” skal, så vidt jeg kan se, sidestilles med ”sinfréä” (Beowulf 1934) ”Uendelige Store” og ”sinniht, synnihte” eller ”uendelige nat” i stedet for ”sinhere” (Beowulf 2937) ”store hær”. Mange engelske oversættelser sidestiller ”sinfréä” (Beowulf 1934) med ”great Lord”. Det mener jeg ikke kan være sandt. I Beowulf (2428) betyder ”fréawine”, så vidt jeg kan se, ”stor-ven”. Følger vi den nuengelske opfattelse skulle ”sinfréä” betyde ”Great Great” og den holder ikke. Problemstillingen opstår fordi vi i Beowulf (1934) ikke klart kan se om ”sinfréä” er ”Hæreþes dohtor” (Hæreþes datter)’s dødelige fader (”fæder”, sætning 1950) eller Den Hedenske Høje. Jeg mener sidstnævnte, og at ”sinfréä” er et heite for Freyr. Det hører med til den samlede forståelse at Hæðcyn (Höðr), her kaldet "gétan" (götaren), dræbes rituelt identisk til Hávamál (vers 138, Ældre Edda). Beowulf-kvadet (sætning 2940-41) siger:

"gétan wolde, sum on galgtréowum  fuglum tó gamene..."

som jeg oversætter til:

"götaren ville, somme på galgetræet, til fuglenes gamme..."

 

 

Snorre har i Skáldskaparmál (19. Válakenningar, Snorre Edda) kennings for ”Völur, Völva, Vala”, hvor ”Vala” er ejefald (genetiv) af ”Vali”, der normalt regnes for et heite for den shamaniske Odin 1. Da kenningerne indeholder ”hefniás Baldrs, dólg Haðar ok bana hans” kan vi sige at ”Völur, Völva, Vala, Vali” ganske rigtigt er Odin, men også at denne Odin er den dødelige Svea-konge Ongenðío (Ongentheow)2. Denne konge eller Odin beskrives i Beowulf (sætning 2487) som ”gomela Scylfing” eller ”gamle Skilfinga”-æt, dvs. fra Skjoldungernes stam-æt.
 
1 Se ”Bilag P-1: Völuspá - Vølvens Spådom”.
2 I Baldrs Draumar/Vegtamskviða (vers 11, Ældre Edda) er denne konge båret af Rind i de vestlige egne af vore landskaber: ”Rindr berr Vála í vestrsölum”. Saxo: Gesta Danorum skriver "Rinda Rutenorum regis filia" (Rind, en Datter af Ruthenernes Konge), jvf. Saxo: Gesta Danorum (Bog 3.4.1.3 på latin); Fr. Winkel Horn: Saxo Grammaticus – Danmarks Krønike (1911, 1. del, Bog III: 76). Ruthenerne findes i dag spredt over Ukraine, Polen, Tjekkiet og Slovakiet. De blev i Sen-Middelalderen kaldt ”Lille-Russere, Russinere, Sydrussere”, og kalder sig på ukrainsk "Rusyn", som en modvægt til Moskoviterne mod nord i det Rusland der opstår under Ivan III. (den Store) (regent 1462-1505) i slutningen af Middelalderen. Ruthenerne er den oprindelige befolkning i det sydlige Garðaríki, dvs. Hviderusland og omkring Kænugarður (Kiev), i dag fortrinsvis det vestlige Ukraine.
 
Hos Anders Sørensen Wedel i ”Hundredevisebog” (1591) er Hæðcyn blevet til ”Hotther”, Herebeald til ”Balder”. Faderen Kong Hreðel er stadig ”Otthin”. Hæðcyn’s banemand kaldes her ”Boje” (se ”Danske Kongers Nafn oc Tal”, XIV. Hotther). Kaldenavnet ”Boje” er hentet fra Saxo i Gesta Danorum, hvor det er ”Boum, Boo” (latinisering af ”Beowulf”) der dræber Hæðcyn (Fr. Winkel Horn: Saxo Grammaticus – Danmarks Krønike (1911, 1. del, Bog III: 80).
 
Hvorfor skulle Beowulf tage hævnen over Balders død? Det har Beowulf forklaret os i Beowulf-kvadet ved at han som 7-årig blev knæsat og adopteret af faderen, og Beowulf's morfader, Kong Hreðel. Beowulf-kvadet siger derfor at Svea-folkets konge Ongenðío (Ongentheow) dræber Hæðcyn. Saxo skriver at det er Beowulf der gør det. Svaret forekommer ligetil – Det er Beowulf der, i tjeneste for Svea-folkets konge Ongenðío (Ongentheow) dræber Hæðcyn. Vær her opmærksom på at Beowulf aldrig nævnes som blivende konge over ”Géatas” (Götarne). Det mener jeg der er en helt nøjagtig årsag til.
 
I afsnittet "Fostervand og sjælen" forklarer jeg at Beowulf-kvadet indeholder to Beowulf personer; den faktiske konge Béowulf Scyldinga (Bjørnulv Skjoldunge), og en filosofisk helte-skikkelse kaldet Béowulf.  Som det allerede er blevet foreslået af mange kan det ikke udelukkes at helteskikkelsen måske er en kenning for ”Bjørnen”, hvorfor vi skal læse helten Beowulf’s navn som ”beo” (bi) + ”wulf" (ulv) eller ”den der jager bier” og derfor ”Bjørnen” (se f.eks. sætning 2724, hvor navnet på oldengelsk staves "Bíowulf"). I bl.a. afsnittet ”Sværddans” viser jeg at en kenning for ”Bjørnen” henviser til en kriger af ErilaR (Jarl) æt i den mentale tilstand berserkar. Når vi derfor slutter at det er Beowulf der dræber Hæðcyn, så mener vi i virkeligheden, at det er en unavngiven kriger af ErilaR (Jarl) æt under kong Ongenðío (Ongentheow) der gør dette.

I Beowulf-kvadet dør Beowulf (sætning 2711-2891) efter at have ledet sit eget folk i 50 vintre (ic ðás léode héold fíftig wintra· ), og han dør før Svea-kongen Ongenðío (Ongentheow), hvis dødscene gengives i sætning 2961-2990. Sidstnævntes død kan vi sige finder sted før år 521 e.Kr. for kongen Ongenðío (Ongentheow)’s brynje, sværd og hjelm gives i sætning 2986-88 til Hygelác (Scyldinga-æt nr. 18, Ynglinga-æt nr. 13, år 497-521 e.Kr.).
 
”Balldrs fadir” eller ”Herebeald’s fader” er Kong Hreðel. Da Beowulf er knæsat og adopteret af denne konge (sætning 2425-2433), og ifald Beowulf dør før Kong Hreðel, da er sidstnævnte forpligtet til at hævne ”Balder/Herebeald”. Hvad gør denne betragtning spændende er at lillebroderen Hygelác ikke er nævnt som konge på dette tidspunkt, hvorfor såvel faderen Hreðel som den mellemste søn Hædcyn er i live da Beowulf dør. Dette taler også for at den mytologiske Beowulf er en kriger af ErilaR (Jarl) æt i den mentale tilstand berserkar.

 

 

chap20-2-1.jpg

Hæðcyn (Höðr, Höther)’s drab af Herebeald (balder) som gengivet i  Ólafur Brynjúlfsson: Gudeskrift m. bl.a. Ældre Edda (Edda Sæmundr) & Snorre Edda (1760). Gengivelsen her er i den sennordiske filosofiske udgave i Snorre’s fortolkning, hvor Hæðcyn (Höðr, Höther) er gjort blind, og kaldes ”Haúd hin blindí”. Balder kaldes ”Ballður hin Goþa” (Balder hin Gode), pilen er erstattet af mistelten, og vådeskudet omskrevet til Loki’s virke (her ”Loka Laifey”). Bemærk at Loki er gengivet i baggrunden med drille-nissehue på.

Det er en overvejelse værd om ikke Snorre vælger at erstatte den faktiske pil med mistelten (”mistilteinn” (oldnordisk), ”misteltan”  (oldengelsk) eller ”mistel-stikvåben”) fordi han herved skaber en symbolsk kærlighedspil, der affyres ved Sommersolhverv, flyver ind i fremtiden, og ankommer som velkomst- og kærligheds-kysset under mistelten ved juletid, der udløses af Vintersolhverv (se afsnittet ”Ældre og Yngre Futhark (runer) som noder”, der viser brugen af mistelten i en kendt trylleformel). Følger vi denne tanke igennem kan vi se at årsagen til at Snorre gør Hæðcyn (Höðr, Höther) blind skyldes at Snorre ønsker symbolsk at fremhæve "natten" (for en blind er alt nat). Herved befinder vi os symbolsk i fostervandssøens mørke i tiden efter undfangelsen. Ved juletid, udløst af Vintersolhverv, genfødes ætlingen som "lyset" i mørket, hvor "dagen" bliver længere.

Billedkilde: Ólafur Brynjúlfsson: Gudeskrift m. bl.a. Ældre Edda (Edda Sæmundr) & Snorre Edda (1760). Det Kgl Bibliotek, Håndskriftsafdelingen. Katalog ”Ny kgl. S. 1867 4º”; beskrivelsen findes i Kr. Kålund: Katalog over de oldnorsk-islandske Håndskrifter i Det store kongelige Bibliotek og i Universitetsbiblioteket (1900, s. 251-3). http://base.kb.dk/pls/hsk_web/hsk_vis.forside?p_hs_loebenr=4&p_navtype=rel&p_lang=dan

 

”Da Hød var draget hjem til Sverige, kom Balder ogsaa til Sjælland med en Flaade, og da han baade havde Ry for at være en berømmelig Kriger og en ypperlig Høvding, gik Danskerne strax ind paa alt, hvad han forlangte, og lod ham tage Styret......Hød drog da atter fra Sverige og begyndte en farlig Krig med ham. En svar Dyst blev det, de førte om Overtaget, thi de var begge opsatte paa at vinde Riget, og Enden blev, at Hød maatte fly; han tyede over til Jylland, hvor han slog sig ned i en lille By, som han opkaldte efter sit Navn”1 
 
1 Fr. Winkel Horn: Saxo Grammaticus – Danmarks Krønike (1898, 1911-udgaven, 3. bog, Hød og Balder, s. 72). 

 

Dvs. begge sønner er nu rejst fra Götaland i tidsrummet før år 497 e.Kr. og er at finde i det nuværende Danmark - Sjælland og Sønderjylland, og det er nøjagtigt her vi har de stærkeste sagn om Hæðcyn (Höðr)’s drab af Herebeald (balder).

Saxo i Gesta Danorum er enig med Beowulf-kvadet i at Hæðcyn sårer Herebeald alene: ”Da han nu gik samme Vej tilbage, som han var kommen ad, mødte han Balder og saarede ham saaledes i Siden, at han blev liggende halv død”. 

Saxo gør dette til en almindelig broderstrid om trone, hvilket Beowulf –kvadet ikke udelukker, og samtiden stort set påkræver. Hos Saxo dør Balder af sit sår således: ”...thi da Tredje-dagen var leden til Ende, døde Balder af de overvættes Pinsler, hans Saar voldte ham” 1
 
1 Fr. Winkel Horn: Saxo Grammaticus – Danmarks Krønike (1898, 1911-udgaven, 3. bog, Hød og Balder, s. 75).

 

 

 chap20-2-12.jpg

 

Til venstre: To dansende mænd på guldskilling dateret til år 385-670 e.Kr. fra et ukendt findested (DR BR47). Vi har et sværd stukket i jorden, samt en økse og et spyd båret i hænderne. Dette er derfor en Sværd- (og spyd-) dans. Se afsnittet "Sværddans".
 
Shaman og konge, Woðan og Oðin, der enten er samme person eller to forskelige personer, danser Sværd- (og spyd-) dans som en forberedelse på at rejse til den næste verden for at hente visdom fra forfædrene.

Ravnen, som hjælpeånd, viser den rette vej. Bemærk at ravnen er gengivet til højre for kongen (Oðin), dvs. fuglen giver råd til det højre øre, der altid er det "rette" øre.

Pilen, der føres fra den foran-dansende persons hovedskal til den bagved-dansende persons hjerte, antyder at det er samme person, men i to forskellige mentale tilstande.
 
Shaman og konge, Woðan og Oðin, foretager herefter hamskifte til en fugl og ”flyver” i fugleham afsted for at hente visdommen.

Herefter ser vi tilbagekomsten til denne verden, og vi bemærker at Shaman og konge, Woðan og Oðin, i fugleham er blevet pileskudt. Her skal vi vide at et ”budstik” kaldes ”Ørvar-boð”, hvor ”Ør” bl.a. har betydningen ”pil”. Derfor har vi udtrykket ”skera Ør” eller ”skære pil”, der fik betydningen ”at tage en afgørelse/beslutte noget” jvf. f.eks. ”hann skar ór øllum vandamálum eller ”han fældede dom i”. Vigtige ordrer er derfor blevet skåret ind i pile og bragt fra sted til sted af budstikke. Det er en sådan vigtig ordre med visdom, der her bringes tilbage til denne verden, i kunst vist med at være pileskudt. At denne viden er vigtig ser vi ved at vor altbeskyttende drage/orm holder godt øje med pilen.

2] Si quis autem ad exsequendum regis imperium ob animi contumaciam piger exsisteret, exsilio multaretur. [3] Solebat namque sagitta lignea ferreae speciem habens nuntii loco viritim per omnes mitti, quoties repentina belli necessitas incidisset.Dersom nogen af Gjenstridighed var sen til at udføre Kongens Bud, skulde han straffes med Landsforvisning. (Det var nemlig Skik, naar der pludselig var Krigsfare for Haanden, at sende en Træpil, der saa' ud, som om den var af Jærn, om fra Mand til Mand som Budstikke). 

Om Dansk Lov i Kong Frode I.'s regeringstid ca. år 400-446 e.Kr., jvf. Saxo: Gesta Danorum (Bog 5.5.5.2-3 på latin); Fr. Winkel Horn: Saxo Grammaticus – Danmarks Krønike (1911, 1. del, Bog V: 180). Det at give en ordre til et budstik kaldes ”boðburðr, bebeodan” (oldnordisk, oldengelsk), direkte ”budbyrd” og i dag ”bebyrde”.


 
Der er, som man kan se, ristet runer med Ældre Futhark. Tydningen af disse er ikke en nem sag.
 
Øverst til venstre ser det ud til at vi skal læse (fra venstre mod højre):

*iwaR, *laguR, *wunju eller ”ïlw”.

Til højre kunne det være (ovenfra og ned, venstre mod højre):

*isaR, *wunju, *kauna eller ”iwk”, efterfulgt af  *gebu, *laguR, *uruR eller ”glu”.

Bemærk at shaman og konge, Woðan og Oðin, visuelt er gengivet som stående en gangbro; den 11. membran-verden (woðboran). Sværdet stukket i jorden ligner lidt et gelænder, men det er formentlig en vrang nutidig anskuelse. At gangbroen Bifrost i sen filosofi bliver beskrevet som en fysisk bro over hvilken krigerne rider på deres hopper (marer); at vi visuelt alle ved at det er regnbuen (den bøjede arm) vi skal forbinde med Bifrost, bør ikke vildlede fra denne mulige meget dybere forståelse for broen som en membran-verden (woðboran). Det er med sikkerhed ingen tilfældighed at Bifrost i Fáfnismál (vers 15, Ældre Edda) og Grímnismál (vers 44, Ældre Edda) rent faktisk skrives "Bilrast/Bilröst", og ikke Bifrost. Det er alene Snorre i Gylfaginning (kap. 13) der omtaler broen som "Bifröst". Det er også alene Snorre der siger at broen skal ses som regnbuen (regnboga). Dette er klart ikke den oprindelige betydning.

Ordet "Bilröst/Bilrast" må være sammensat af "bil" med betydningen "mellemrum, mellemstund, tidspunkt" og "röst/rast" med betydningen "afstanden mellem to rasta, malstrøm, jord og sø (poetisk)". Det ser derfor ud til at vi skal opfatte Bilröst/Bilrast" som "mellemrum/tidsrum mellem to verdener", og det synes netop at være den 11. membran-verden/woðboran's hovedopgave. 

Til højre nederst: En identisk spejlvendt afbildning ses på guldskillingen fra år 385-670 e.Kr. fundet i Skovsborg, Levring, Viborg Amt, Jylland.

Til højre øverst: Endelig har vi samme afbildning på guldskillingen fra år 385-670 e.Kr. og indleveret i 1844 "af Finderen Gaardmand Rasmus Jørgensen i Faxø" (Fakse). På denne afbildning er Ør-pilen overført fra shamanen i fugleham til kongen (Oðin), der derfor netop har modtaget visdommen ved pileskuddet. Men pileskuddet rammer i mavesækken, og er derfor dræbende. Derfor er pilen, der på de andre afbildninger føres fra den foran-dansende persons hovedskal til den bagved-dansende persons hjerte, ikke gennemført. I kunst må det betyde at den foran-dansende person ikke længere er i live. Også på guldskillingen fra Fakse står kongen (Oðin) på en gangbro, og vi har skjoldunge-ættens mærke, den opadvendte trekant (3 prikker) gengivet på gangbroen i rummet "nutid". Ravnen som hjælpeånd er også her ved kongens højre, og "rette", øre. Under gangbroen har vi 2 laks svømmende mod broen og personen stående på gangbroen. I afsnittet "Visdomsfisken Laks" viser jeg dels at det må være laks, dels at vi har tilsvarende afbildninger på guldskillingen fra Prinz Philipp af Sachsen-Coburg-Gotha's samling og guldskillingen fra Skovsborg. Begge steder har vi en gangbro og en laks svømmende, med visdom, mod den centrale person i kunsten.

Det er foreslået, og jeg er enig heri, at denne guldskilling har samme udgangspunkt som de andre guldskillinger, men her skal gengive broderen Hæðcyn (Höðr)'s drab af Herebeald (Balder) i den oprindelige udgave fra Beowulf-kvadet (sætning 2433-2440). Dette drab kan dateres nogenlunde sikkert til år 497-521 e.Kr., og da guldskillingen er dateret til ca. år 500 e.Kr. kan vi absolut ikke udelukke at afvigelsen i kunsten sker for at udødeliggøre dette vådeskud, der griber ind i de sjællandske skjoldungers arvefølge.
 
Billedkilde: Mogens B. Mackeprang: De Nordiske Guldbrakteater, (1952, planche 6:11, 6:13, 6:14); Herje Öberg: Guldbrakteaterna (1942, Illustrationer fig. 75, 76).

 

 


 
 
Herebeald og Hæðcyn’s landnám i Sønderjylland
 

 

Saxo forklarer os i Gesta Danorum (3. bog, Hød og Balder) at Hæðcyn gør landnám i Jylland i en lille by opkaldt efter hans navn. Vi ved at tidsrummet er før lillebroderen Hygelác (Scyldinga-æt nr. 18, Ynglinga-æt nr. 13, år 497-521 e.Kr.) bliver konge og senere dræbt, dvs. kort før år 521 e.Kr. Vi ved også at tidsrummet er umiddelbart efter Rolf Krake bliver dræbt. Det ved vi sker år 494 e.Kr.
 
Vi må nu spørge os selv, hvorledes Hæðcyn overhovedet kunne gøre landnám (at tage ubeboet land i besiddelse) når vi ved at vi fra år 385 e.Kr. under Kong Skjold har opnået kontrol med alle landskaberne nord for Ejder-strømmen. Disse landskaber er stort set fordelt og vi kan se at dette er tilfældet da de tilbagevendte ErilaR (Jarl) æt må bosætte sig i Götaland år 494/7-512 e.Kr. fordi det er det eneste sted i Skandinavien, hvor landnám stadig er muligt.
 
Svaret gives i afsnittet ”Norfolk og Suffolk, East Anglia”, hvor vi kan se at Høvding Wehha/Vermundr (Scyldinga-æt nr. 22) med sønnen Uffe hin Spage udvandrer fra Anglen, Slesvig år 497 e.Kr. til Øst-Anglen, England. Da Anglen styres fra Jelling og hele ætten, ca. 200 mennesker, synes at drage af sted, kan vi nu se at fra år 497 e.Kr. er landskabet syd for Gram Å mennesketomt. Landskabet nordvest derfra mener jeg styres af ErilaR (Jarl) æt fra kongsgården i Jels (se afsnittet ”ErilaR – Eruli – Eorl – Jarl”).
 
Sagnet om Götar-sønnerne Herebeald og Hæðcyn – Balder og Höther kan derfor dateres nogenlunde sikkert til år 497-521 e.Kr.

 

 

 chap20-2-2.jpg

Kort over Sønderjylland med de til Herebeald og Hæðcyn relevante stednavne tilføjet. Billedkilde: Google Earth 6.11.2007 (54° 59' N, 9° 17' E for Bolderslev)

 

Vi har mange stednavne i vore landskaber opkaldt efter Balder:

  • Baldershøj, Tune i Greve kommune, syd for København  

  • Ballerup ved København

  • Baldringes Lider, Baldringeby og Baldringetorp, alle i Baldringe sogn, Herrestad herred, Skåne.

  • Ballingslöv, Stoby socken (sogn), Västra Göinge härad (Vestre Gønge herred), Skåne. Balleneslef (1145), Balluncslef (1202-41), Baldunghslef, Balldinslef (1222), Ballyngslef, Baldingslef (1241)

  • Baldersberg, Ballersberg, Ukna socken, Norra Tjusts härad, Västerviks kommun, det nordøstlige Småland.

  • Balleshol, Hedmark, Norge (kendes fra 1356 - betydning "Baldershøj")

  • Basberg, Slagen sogn (ret øst for Eik), Vestfold, Norge (fonetisk ”ba’ssbærr”). Skrives ”Baldraasberg” (1320),  ”j Baldzbergi” (Rødeboken 1398). Det oprindelige navn synes at være ”Baldrsberg”. Allerede i 1300 tallet delt i mindst 3 gårde; Nordre, sondre og ”synste”. Også stednavnet ”Haug-Basberg” er vigtigt. Kilde: ”Sem og Slagen – En bygdebok” (2004, Annen del: Slagen Sogn). Det er absolut værd at nævne at netop i Slagen er hvor Oseberg-skibet blev jordet ca. år 815 e.Kr.- bare 1.5 km nord for Basberg. 2.5 km sydvest for Basberg forekommer stednavnet "Grevskogen".

  • Baldersheim (Baldrsheim), Fusa (syd for Bergen), Hordaland, Norge

  • Balsnes (Ballsnes, Baldrsnes, Balders næs), Hitra ø, Sør-Trøndelag, Norge. Øen ligger syd for indløbet til Tronheimsfjorden. Mod nord ligger øen Frøya (som siges at betyde ”den fremste øya”), adskilt af Frøyfjorden. Fra Balsnes har man udsigt over vandet Trondheims-leia, der skiller øen Hitra fra fastlandet. I baglandet, som øens næsthøjeste fjeld med 319 m over havet, har vi "Elsfjellet" (Eldsfjellet, Ildfjeldet), hvorfra der er udsigt til hele det omkringliggende landskab.

  • Balsfjord, Balsfjord komme (samisk: Báhccavuona gielda), Troms Fylke, Norge. 

Det ældste stednavn, og hvortil Saxo i Gesta Danorum (3. bog, Hød og Balder)  henviser den faktiske person, er dog byen Bolderlslev 1 med det tilstødende Bjolderup, begge i Bjolderup sogn. Allerede år 1231 e.Kr. staves byen ”Bolderslev”.

1 Svend Aakjær: Kong Valdemars Jordebog (2. bind, kommentar, hæfte 1, s. 83).

 

Det menes at det sønderjyske landsting ”Løgpold”1 lå på Bolderslev Mark, lige øst for Bolderslev. Først fra tidligst år 1137 e.Kr. kaldes tinget ”Urnehoved”, hvor Saxo skriver at Erik II Emune blev dræbt her af herremanden Sorteplov. Hærvejen (Heerweeg) kaldes her Oksevejen og har et spor forbi tingstedet og derfor Bolderslev. Tinget ”Urnehoved” er opkaldt efter det olddanske "Wara, Woræ" (i dag Ure, Ore, i svensk dialekt "Ora"), der betegner en "stenet mark, stor skov" i stednavne. ”Urnehoved” blev i sønderjysk dialekt udtalt "Hwårnhye", hvor det urnodiske ”H” er stumt. Bolderslev Skov er en rest af denne oprindelige store skov.

1 Løg” i ”Løgpold” er identisk til samme i ”Løgum”  (Øster-  og Nørre-), Løgumkloster i Lø Herred og ”Løghøj” og ”Løgbjerg” i Genner. ”Um” er altid fra ”heim”. ”Løg” = ”Lög” (oldnordisk) eller ”love” (flertal). Derfor skrives ”Lø Herred” i Valdemars Jordebog fra år 1231 e.Kr. som ”Løghæheret” eller ”Lovenes Herred”. Endelsen ”pold” må være en sønderjysk/frisisk dialekt identisk til det ældre nydanske ”pul” eller ”lav høj”, jvf. frisiske ”pol, polle” (lav forhøjning). Tænk f.eks. på en ”hattepuld” (øverste del af hatten). Løgpold (Lovenes lave høj) ligger 37 m over vandoverfladen.

 

Jeg mener derfor at ”Bolderslev” er at sidestille med ”Herebeald’s Lev” og ”Bjolderup” med ”Herebeald’s þorp”. Med den strategiske beliggenhed har egnens hovedsæde været en kongsgård.

 

 

 chap20-2-3.jpg

Kort over Bolderslev med stednavnene Bolderslev, Bjolderup, Æ Stadsrøggel, Apud Heesthaw (Balders Bol), Lysege, Tohøj, Nordhøjgaard, og Løgpold, Bolderslev Mark indsat. Oksevejen (Hærvejen) er fremhævet med lyseblå farve. Jeg antager at gårdnavnene ”Trekroner” og ”Kronborg” er spøg-og-skæmt navne fra dels efter Kong Fred. II.'s nye slot "Krogen" (Kronborg) blev færdigbygget år 1585 e.Kr., dels at navnene opstår som følge af de sidste rester af udskiftningen i Sønderjylland i 1760’erne og 1770’erne. Begge gårde ligger uden for hvad jeg mener er det oprindelige nav i Bolderslev, hvorfor de ikke kan have været kongsgårde. Oksevejen (Hærvejen) kaldes i Jyske Lov fra år 1241 e.Kr. (kap. 52) for ”kunungs hærstrætæ” eller ”Kongens Hærstræde”.
Billedkilde: Google Earth 8.11.2007 (54° 59' N, 9° 20' E for Løgpold. 54° 59' N, 9° 15' E for Bjolderup kirke, 55° 00' N, 9° 19' E  for Apud Heesthaw og 54º 59' N, 9º 19' E for Lysege)

 

De røde "eykt"-linier viser hvorledes navet i landskabet klart er Bolderslev, hvorfra alt udgår. Navet, hvorfra markskellene udstråler, er den absolut oprindelige indeling af bol, hvad Lev-endelsen ligeledes antyder. ”Bol”-stednavnene i Bolderslev findes stadig som ”Perbøl”, ”Todsbøl” og lidt længere ude fra navet ”Nybøl”.  Tilsammen ser vi den 8-takkede bol-opdeling, Solen - Den Jordlige Moder - Freya. Forståelsen er gennemgået i afsnittet "Forståelsen for "tid"". Den til bygden tilhørende smedje har ligget inden for ringen, og derfor oprindeligt længere mod nord end den i Bolderslev nuværende ”Smedefod”, iflg. Hans Vald. Gregersen en forvanskning af "Smedjeforte".

Bjolderup, [Here]beald's þorp, ca. 2 km vest for Bolderslev, har været thorpen, hvor ættens private gudehov lå i form af et Hearg (se Hávamál, vers 50, Ældre Edda). Den nøjagtige placering kan ses ved hvor Bjolderup Kirke nu står. Jeg mener absolut det klart fremgår fra den oprindelige bol-opdeling at Thorpen har været en del af den oprindelige opbygning af Bolderslev, lagt i yderkanten mod vest, som vi ser det andet gudehov lagt i yderkanten mod øst. Bjolderup Kirke var oprindeligt viet til ”Vor Frue”, dvs. igen ”Vor Freya” (som kristendommen så udskifter med deres Jomfru Maria-kult) 1. Moder Jord-dyrkelsen træder i det hele taget stærkt frem i disse landskaber; jvf. f.eks. Bolderslev Frigaard, hvor ”Fri” = Frue = Freya. Gården lå i Bjolderup, kendes fra 1400 tallet e.Kr., og må have været gården for den Gode der tog vare om det tilstødende Hearg. Også dette antyder stærkt at dette Hearg var viet til Moder Jord (Freya). Ligeledes den nu nedlagte gård ”Fruemark” (Freyamark) i Kliplev sogn lige syd for Bolderslev. Det er, så vidt jeg kan se, derfor at Hædcyn (Höðr) og Herebeald (Balder) i ”Svipdagsmál (Svipdags-kvadene); Grógaldr (Groas Galder) & Fjölsvinnsmál (Fjålvid-kvadet) og senere i Gylfaginning (kap. 35, Snorre Edda) samspilles i filosofi med netop Freya – Den Jordlige Moder.

1 Se f.eks. runeindskriften i Yngre Futhark i Vä Mariakirke, Gers Herred, Skåne (DR EM85;432G, DK Sk 17). Indskriften er dateret til ca. år 1150 e.Kr., og er indridset i korets østvæg ca. 180 cm over gulvet. Her er rejst i runer ”uor : fruha” (Vor Frue), der oprindeligt er ”Vor Freya”, men af kristendommen erstattes med Jomfru Maria-dyrkelsen. Fra kirkens nuværende navn, Vä Mariakirke (Sankta Maria kyrka i Vä), kan vi se fra stednavnet ”Vä” eller ”Wæ” (1250), der er det olddanske ord for gudehovet ”weoh, wy, ví, vé", at den senere kristne kirke ligger på et oprindeligt helligsted viet til ”Vor Freya”.

 

Vi kan nu se hvorfor det første kloster nord for Ejder-strømmen blev grundlagt i Seem øst for Ribe i 1100 tallet e.Kr., Seem Dobbeltkloster, og viet til ”Vor Frue” (Vor Freya). I år 1170 e.Kr. tager nonnerne fra Seem Dobbeltkloster, dvs. klostret havde både nonner og munke, til det nye kloster i Ribe, og benediktiner munkene til det i år 1173 e.Kr. grundlagte Løgum Kloster under Cistercienserordenen. Seem Kirke er dateret til år 1172 e.Kr.

Da man ikke gravlagde ved et Hearg finder vi gravhøjene borte fra denne del af Bolderslev bol.
 
H.C. Broholm fra Nationalmuseets Danske Afdeling (Danmarks Oldtid) beskrev ”Tohøj” i 1921 som ”2 overpløjede Høje. I den ene fandtes ”7 læs Stene” men ingen Oldsager. Marken kaldes endnu ”Tohøj””. Bemærk at gudehovet ligger vest for bygden medens gravhøjene ligger mod øst – mod den opadstigende sol – Den Jordlige Moder.

Der er et utal af overpløjede gravhøje i området. Hans Vald. Gregersen nævner i "Oldtidens og tidlig middelalders Hærvej uden om Urnehoved" (Sønderjysk Måndesskrift 1979) navnene på følgende gravhøje:
 
Tulehøj, Mølhøj, Tohøj og Enghøj i området nord og øst for Bolderslev, samt Rundhøj, Toppehøj, Bredhøj og Tinghøj langs "Friservejen" mod Lovtrup og Tinglev. Desuden nævner han Møllehøj og Højgryd nord for Uge by. Udover Toppehøj, Bredhøj og Rundhøj eksisterer ingen af disse gravhøje i dag.
 
Henrik Petersen har fra Sønderjylland hjulpet mig med lokalkendskab 1, og fremhæver stednavnet ”Nordhøjgaard”. Som vi kan se fra Bolderslev's strenge opbygning i filosofi kan ”Nord” i ”Nordhøjgaard” ikke være en henvisning til nogen retning da alt inden for Bolderslev’s bol skal anskues fra navet, hvorfra retningen er øst.
 
1 herunder med viden fra :
Hans Vald. Gregersen: Toldsted ved Hærvejen (1978)
Hans Vald. Gregersen & Peter Kr. Iversen: Bjolderup Sogns historie (1951-56).
Hans Vald. Gregersen’s artikler i Sønderjysk Månedsskrift, herunder "Oldtidens og tidlig middelalders Hærvej uden om Urnehoved" (Sønderjysk Måndesskrift 1979), hvor en række af de mange gravhøje omkring Bolderslev nævnes.
Mads Lidegaard: Hærvejen mod grænsen - Fra Vojens til Padborg (1980)

 

Det forekommer da nærliggende at overveje om ”Nord” oprindelig kan have været ”Njord”?
 
Nørre Nærå ved Odense hed år 1304 e.Kr. ”Niærthøu” eller ”Njord’s høj”. Det oprindelige navn for Narvik i nord-Norge er ”Njarðvik” eller ”Njord’s vig”. Valdemars Jordebog år 1231 e.Kr. nævner ”Niærdholm” (Njord’s ø), der formodes at være Norje By, Ysanna sogn, Lister Herred. Andre stednavne med ”Njord” er ”Nyarthawi” i Østre Götaland, ”Nærthawi” i Närike, ”Nerdælundum” ved Husby i Södermanland og ”Nærdhasten” i Uppland (2. bind:kommentar, hæfte 1, s. 225). Også byen Narva (østlige Estland ) hed oprindeligt ”Narve” og må oprinde fra ”Njarð” + ”Vé”.
 
Vi har derfor i de allerede kendte stednavne absolut klare forbindelser mellem ”Njord” (Moder Jord), ”høj” og et ”weoh, wy, ví, vé". Jeg har i afsnittet ”Hearg, Vé og Stavkirker” vist at et Vé er et offentligt helligsted, der udenfor de store bygder altid lå på en bakketop uden for den nærmeste bygd. Dette synes netop at være kendetegnende for ”Nordhøjgaard”, hvorfor jeg mener vi kan slutte at der her har ligget et Vé viet til ”Njord” (Den Jordlige Moder, Freya).
 
På ”den anden side” af Oksevejen (Hærvejen) finder vi det mærkværdige stednavn ”Apud Heesthaw”, der i folkemunde helt frem til ca. 1850 slet og ret blev kaldt ”Balders Bol”. Det hører med til den indledende forståelse at netop dette jordstykke helt frem til Reformationen tilhørte Bjolderup Kirke, og derfor har været viet i en eller anden form.
 
Det hører også med til forståelsen at Oksevejen (Hærvejen) tilsyneladende først ved Middelalderens afslutning får et spor som gengivet på kortet ovenfor. Kommende fra syd over vadestedet ved Bjerndrup Mølleå (Povlsbro, Povls bro) slog vejen vest over Uge Green og forbi Bolderslev. "Eykt"-linierne i Bolderslev viser med stor sikkerhed hvorledes Oksevejen (Hærvejen) gik gennem Bolderslev.
 
”Apud Heesthaw” er med sine 55 m den højeste bakke i miles omkreds og med den alt-seende udsigt er man, efter sigende, ikke i tvivl om at man står på en urgammel helligdom.
 
Ordet ”apud” er latin for ”hos” i forståelsen ”i ens nærhed, tilstede hos”, og skal derfor opfattes som at man fysisk (og åndeligt) er på ”Heesthaw”.
 
Det sønderjyske ”haw” mener jeg ikke i første omgang skal opfattes som ”have”, jvf. ”hagi” (oldnordisk) og ”haga” (oldengelsk) (indhegning, have), på nuengelsk ”haw”. Jeg mener vi skal komme til forståelsen fra ”hov” i forståelsen ”træbeholder”, jvf. ”háfr” (oldnordisk). Vi kan nu se at begge ord ultimativt har samme oprindelse og beskriver ”en indhegning gjort af træ”. Denne indhegning – hestehov er det samme ord der fører til ordet for vore gude-hov. I forbindelse med mergelgravning på "Heesthaw" (Balders Bol) blev der fundet tykke planker og mærkelige stensætninger. Disse fund er dog aldrig blevet korrekt beskrevet og bearbejdet. Selvom vi sikkert aldrig med sikkerhed kan sige hvad der har stået på toppen af ”Heesthaw” (Balders Bol), tør jeg godt give et bud på hvad jeg mener svaret er:

 

 chap20-2-9.jpg

Syd for Whaley Bridge, Derbyshire i Derbyshire Hills står dette 3 meter brede, hestehov/hestesko-formede, helligsted, som jeg mener er et "weoh/wy/ví/vé". Der er ingen kirke i nærheden, det står på en bakketop uden for bygden, og det ligger tæt ved landevejen (A5004). I midten af dette Ví findes den nedre del af en "cross shaft/billedsten", måske fra 5-600 tallet e.Kr.  De forbirejsende har stillet træafbildningen af deres personlige gud på stenen i bunden af hestehoven/hesteskoen, og hovens/hesteskoens lykkebringende virkning har smittet af på guden. Se afsnittet ”Hearg, Vé og Stavkirker”.
Billedkilde: Chris Tolley: Pre-Norman Stone Crosses and related monuments in England (2001),
http://web.ukonline.co.uk/cj.tolley/ctm/ctm-whaleybridge.htm

 

At ”Heesthaw” i folkemunde blev kaldt ”Balders Bol” finder jeg helt utroligt spændende når vi kobler vor viden om Hædcyn’s drab af Herebeald (Balder) sammen med det faktum, at den filosofiske ofring af ætlingen ved Sommersolhverv overgår fra at blive betegnet som en ofring af ”ætlingen” i oldengelske kilder til betegnelsen ”Balder” i yngre oldnordiske kilder.
 
Det synes for mig klart at det faktiske drab af Herebeald (Balder) må have fundet sted meget tæt på det faktiske tidspunkt for Sommersolhvervsdag - ”Liða”.  At to af vore kongesønner, uforvaret eller med flid, kives med efterfølgende drab , var ikke i sig selv nogen større begivenhed udover et vers eller to i et digt. At netop dette drab opnåede verdensberømmelse, og drabet er i dag stadig kendt fra New Zealand til Canada, må skyldes at det fandt sted under en højtid - Sommersolhvervsdag - ”Liða”, og derfor blev et jærtegn for alle fremtidige slægter.
 
Ordet ”bol” på sønderjysk har bl.a. betydningen ”bullen”, jvf. ”en bol finger” 1. Det får os da umiddelbart til at opfatte ”Balders Bol” som ”Baldershøj”, hvilket i etymologi passer fint med det oldnordiske ”ból” (bosted, menneskers leje) og oldengelske ”bold, botl” (bolig). Finlandssvenskeren Zacharias Topelius (1818-1898) skriver at det oprindelige Sommersolhvervsbål i Finland blev kaldt ”Balders Bol”2. Dette er klart en lånebetegnelse fra nordisk og kan være en senere udviklet afledet betydning.
 
Fordi vi har har det latinske ord ”apud” i ”Apud Heesthaw”, hvor dette ord skal opfattes som ”i ens nærhed, tilstede hos”, fornemmer jeg at vi bør opfatte ordet ”bol” i ”Balders Bol” som det litauske tilsvarende ”buklà” (nærværelse, bolig), hvorved vi må se forståelsen som ”en åndelig nærværelse”....af kongesønnen Herebeald (Balder) og i ”Hestehovet”.
 
1 Æ Synnejysk Forening (www.synnejysk.dk ): ”Så’en snakke vi i Ballum”.
2  Truth Light and Liberation (Vol. XVII, July 1902, No.4, s. 51 ”Midsummer Time”)

 

Det må være muligt at slutte at den fysiske konge Herebeald (Balder) kan være blev brændt på en pyre på toppen af ”Heesthaw” ca. år 497-521 e.Kr., og at denne begravelse for eftertiden blev kendt som ”Balders Bol”. Det må endvidere være en mulighed at der har været en sekundær opgave som Bavnebål, der skulle bringe nyheden om kongens død riget rundt. Dette kan være den ultimative oprindelse til Sommersolhvervsbålet ”Balders Bol”. Efter gravsættelsen har man da bygget et "weoh/wy/ví/vé" som et helligsted for fremtiden at komme ihu.
 
Ulfr Uggason skriver i ”Húsdrápa” (vers 8) fra 900 tallet e.Kr. at Sommersolhvervsbålet kaldes ”sonar báli” ([for]sonings-bålet). Snorre skriver i Gylfaginning (kap. 49, Snorre Edda) at Balder bliver lagt i skibet Hringhorni, hvor Aserne gjorde ”bálför Baldurs” (Balders bålfærd).

Med forståelsen for hvor vigtig ”Heesthaw” (Balders Bol) er, har jeg ligeledes fremhævet jordstykket ”Lysege”. Det er klart fra den stadig eksisterende markvej at dette sted skal ses sammen med ”Heesthaw” (Balders Bol) da stederne har stået i nær forbindelse. Jordstykket er omkranset af mægtige jordvolde.

Ved ”Heesthaw” (Balders Bol) og ”Lysege” befinder vi os midt i den i samtiden store skov "Urne" (Bolderslev skov), uden fra Alfarvej uanset hvorledes Oksevejen (Hærvejen) oprindeligt førtes gennem Bolderslev. Det pileskud, hvorunder Hædcyn dræber Herebeald (Balder), jvf. Beowulf-kvadet (sætning 2433-2440), må have fundet sted i skoven. Måske var gerningsstedet "Lysege", og det er dette sted de mægtige jordvolde omkrandser 1. Ordet ”lysne” betegner på sønderjysk "lyner"2. Måske skal vi opfatte pileskuddet som kommende som "et lyn fra en klar himmel", og stednavnet "Lysege" som stedet hvor det "lynede".

1 Jvf. "Hans Kristian Rask i ”Moerskabslæsning for den danske Almue" (1839, s.205) fandt slaget sted på Bolderslev Mark, hvor de mange gravhøje vidner om de faldne.
2 Æ Synnejysk Forening (www.synnejysk.dk) : "Så'en snakke vi i Ballum".

 

Stednavnet ”Æ Stadsrøggel” forekommer lige nord for Bolderslev’s oprindelige nav.  Ordet ”røggel” betegner på sønderjysk ”at lægge rygning på stråtag”1, hvorfor ”stadsrøggel” må skulle opfattes som ”ryggen af Bolderslev”. I Bolderslev’s oprindelige opbygning står vi derfor med ryggen mod nord og isætter bopælene. Der var netop her en eller anden form for marked i gamle dage, hvor Oksevejen (Hærvejen) har muliggjort at bringe fæ til marked.
 
1 Æ Synnejysk Forening (www.synnejysk.dk ): ”Så’en snakke vi i Ballum”.


Med hele det sønderjyske landsting klods op af Bolderslev kan der næppe være tvivl om at ErilaR (Jarl) æt fra Bolderslev har været lokalkonge over hele det omkringliggende landskab. I forståelsen af hvorledes Bolderslev tog form år 497-521 e.Kr. er det ikke nødvendigt at tage stilling til den kiv der blev ført mellem Hans Vald. Gregersen og H.P. Jørgensen i gamle numre af Sønderjysk Månedsskrift fra 1950'erne om, hvorvidt det oprindelige landsting lå ved ”Løgpold” (Urnehoved) eller ”Heesthaw” (Balders Bol).

 

 chap20-2-8.jpg

Til venstre: I Bjolderup Kirke findes ”Bjolderup-stenen (DR14)” der er Ketil Urne’s gravdæksten fra ca. år 1200 e.Kr. Urne-slægten tager, som tinget, navn efter skoven. Indskriften siger med Yngre Futhark ”ketil urnæ ligir hir". Kunsten er et hedensk livtrækors, hvorfor stenen ikke oprindeligt lå hvor kirken senere blev bygget da man ikke gravlagde ved et Hearg. Stenen flyttes først i 1717 til kirken. Det hedenske livkors bliver overtaget af kristendommen, og det er langt fra klart om Ketil Urne har fulgt den forne sæd eller den nye kristendom. Det er først med landskabslovene i begyndelsen af 1200 tallet e.Kr. at kristendommen indføres ved tvang.
Til højre: Seolfor pening, silfr peningr, sølvpenge – Sceat slået i Ipswich, Dorestad, Domburg og Ribe år 670-755 e.Kr. En identisk afbildning af det hedenske livtrækors med de tre rødder forneden. På hver side to ansigter der ”taler” med Verdenstræet, og dermed guderne/forfædrene, og modtager visdom og råd herfra. Bagsiden af mønten har fire fugle (årstiderne) omkring et kors, korsvejene mellem de fire handelspladser. Mønten blev fundet af Warren Harrison i Wetwang ved Briddlington på østkysten af Northumbria, hvor mange tilsvarende mønter er fundet. Det er til Northumbria ætten fra Bolderslev udvandrer. Flytter kunst og tanke med? Min private møntsamling.

 

I Valdemars Jordebog fra år 1231 e.Kr. kaldes ”Haderslev” for ”Hathærslefheret” 1, ca. år 1250 e.Kr. for ”Hatherslef”, og år 1285 e.Kr. for ”Hatharsløf”.

Vi har andre stednavne med samme oprindelse:

  • Haverslev sogn, Års herred, Jylland. Hadhersløff (1429), Hadhersleff (1454) og Hadersløff (1476) 2

  • Hasslöv sogn, Höks herred, Halland. Hathersløf (1406), Hadeszleff (1409) og Hadersløff (1475) 2

2 Lexikon över urnordiska personnamn

 

”Højer Herred” forekommer i Jordebogen som ”Høthær, Høthærsheret” 1, i Ribe Oldemoders Kirkeliste fra ca. år 1325 e.Kr. som ”Høthærshæreth”1. Det antyder at det oprindelige navn for ”Højer” er ”Høðr”.

1 Svend Aakjær: Kong Valdemars Jordebog (2. bind, kommentar, hæfte 1, s. 74, 82, 83, 194).
 

 

Vi ser nu det spændende at ifald Hæðcyn (oldengelsk), der modsvarer ”Höðr” (oldnordisk) er sammensat af ”Hæð” + ”cyn” (køn, slægt), hvor ”Hæð” er identisk til det oldnordiske ”Hæð” (”højde” i omtalen at et legemes udstrækning, ”høj” i omtalen af offerhøj), da kan vi afslutte den etymologiske ring og sige at det er derfor ”Højer” kaldes dette.

Da jeg mener at personen Hæðcyn kan have haft kontrol med hele landskabet fra Haderslev til Højer, kan vi ikke udelukke at Haderslev har været hvor kongsgården lå, og Højer hvor ættens offerhøj lå.

Vi kender til det sennordiske øgenavn ”Haddr, Haddi” i norske og ”Hadde” i danske og nusvenske landskaber. Dette ord ser ud til at betegne ”hovedhåret”, hvor ”haddbjartr” betyder ”lyshåret”. Ifald vi skal opfatte henvisningen til hovedhåret i navneform som i dag, dvs. ”den langhårede”, eller igen en omtale af hårets udstrækning, da kan ”Hæð” = ”Höðr” = ”Haddr” = ”Hadde”. Runeindskriften fra Stentoften, Listers Herred, Blekinge (DR357) giver os navnet på urnordisk  i  første del af mandsnavnet ”Haþuwulfz, HaþuwulfR, HaþuwulfaR”, der i så fald giver navnet ”*HaþaR, *HathaR”.

 

 

Julelegen ”At give nogen Balderrune”

 

 

I kapitlet ”Jólahald – fejring af vintersolhverv” (underafsnit ”Julegilde (jólaveizla)”) ser vi at en af julelegene i Julestuen er ”At give nogen Balderrune”. Denne juleleg omhandler netop striden mellem Herebeald og Hæðcyn - Balder og Höðr.

Vi lader ”Peder Syvs kjernefulde Ordsprog” (1807, Fortalen: XLVI-XLVII) forklare:

”Naar En forseer sig1 i Julestuen, da klappes hans Ryg af. Er taget af Balder, som slog Rune for sin hustrues Skyld, som qvædes i Julelegen:

Balder, Rune, og hans Viv
De yppede dem en grote kiv
Grote Kiv i Tune,
Der slog Balder Rune,
Ni Slag ville vi slaae,
Dermed ville vi hjem gaae.
En, to, tre, fire, fem,
Der gik end Ingen af os hjem;
Sex, syv, otte og dertil ni,
Dermed sige vi denne Ryg fri”. 2

1 Begår en fejl
2 Der kastes 9 runer - én til hver af vore 9 verdener. Den her viste udgave af julelegen er knyttet til Baldershøj, Tune i Greve kommune, syd for København. 

 

Hans Kristian Rask nævner i  ”Moerskabslæsning for den danske Almue" (1839, s.506) en identisk leg med sagnet knyttet til ”Tohøj”, lige uden for Bolderslev og dermed en del af alle de oprindelige sønderjyske tilknytninger (se kortet ovenfor).
 
Alle forklaringer om at denne juleleg skulle være en henvisning til at "det sømmer sig dem (kvinderne) at tie, naar Mændene tale" er naturligvis en hel ny grotesk omskrivning af sandheden. Det er man allerede klar over i 1618, hvor oprindelsen beskrives som en kamp mellem to kæmper, Balder og Rune, der bejlede til den samme kvinde. Der er ingen tvivl om overhovedet at denne juleleg tager sin oprindelse i udgaven gengivet i Baldrs Draumar/Vegtamskviða (vers 10, Ældre Edda).

Først når læseren er nået til vejs ende i dette afsnit vil alle brikkerne falde på plads. Fra Grógaldr (Ældre Edda) kan vi se at ”Móðir” (Moder), der er Freya og Den Jordlige Moder, og i alle beretninger er symbolet på Sjællands fede muldjorde og forfædrenes visdom herfra, giver 9 råd fra runer ved 9 runekast – ét for hver af vore 9 verdener.

De 9 runekast er ”Ni Slag ville vi slaae”.
 
Freya, som Den Jordlige Moder og Dronning af Sjælland, er ”hans Viv”. I Beowulf-kvadet kaldes Kong Hroðgar (Scyldinga-æt nr. 17, ca. 473-525 e.Kr.)’s Dronning Wealtheow for "fréolíc wíf" (sætning 614) eller  ”Freyalige viv”.
 
”Den grote kiv” er striden, med flid eller uforvarligt, mellem Herebeald (Balder) og Hæðcyn (Höðr). 1
 
1 Hæðcyn kaldes i bl.a. Grógaldr (Ældre Edda) for Svipdag. Hvorfor forklares senere.

 

"Balder, Rune og hans viv
de ypped dem en stor kiv.
Men på Tohøj
der slog Balder Rune død”

I denne udgave kan vi se at filosofien kikser pga. den sene overlevering, formentlig gennem en præst 1. ”Rune” gøres her til en person i stedet for at ErilaR (Jarl) æt, som Herebeald var, kaster runer.

1 Denne præst kunne f.eks. være Niels Helvad (Nis Hellevad, Nicolaus Helvaderus, 1564-1634). Han blev født i Hellevad nær Rødekro, nabosognet til Bjolderup mod nord,  som søn af den stedlige præst Hans Nissen og dennes kone, Mette Laursdatter Dytmer, der var datter af den forrige præst i Hellevad og Egevad sogne. Han overtog derfor faderens embede og var præst i Hellevad i tiden 1590-1612. Han blev to gange afsat fra sit embede (1609 og 1612) på tilskyndelse af gehejmeråd Johann von Wovern (lakaj for den gottorpske hertug Johan Adolf). I 1615 gjorde Christian IV. ham til ”kalendariograf” (hofastrolog) – den sidste i Danmark. I tiden fra 1613 til 1615 opholdt han sig i Svendborg og derfor ved Thurø! Niels Helvad var meget interesseret i historie og udgav utallige almanakker med forudsigelser, der i øvrigt var ganske præcise. Herved kan vi sikkert forbinde sagnene om "at give nogen Balderrune" i Bolderslev og på Thurø (se nedenfor).

 

Saxo har forklaret os at ”...Balder ogsaa til Sjælland med en Flaade, og da han baade havde Ry for at være en berømmelig Kriger og en ypperlig Høvding, gik Danskerne strax ind paa alt, hvad han forlangte, og lod ham tage Styret......1 
 
1 Fr. Winkel Horn: Saxo Grammaticus – Danmarks Krønike (1898, 1911-udgaven, 3. bog, Hød og Balder, s. 72). 

 

Vi må derfor have en forventning om at der er en meget nær tilknytning mellem Balder og det sjællandske kongesæde i samtiden. Jeg har dateret sagnet om Götar-sønnerne Herebeald og Hæðcyn – Balder og Höðr til år 497-521 e.Kr. og efter Rolf Krake’s død år 494 e.Kr.

 

 

 chap20-2-4.jpg

Kort over Tune med omkringliggende hede og mark, samt Baldershøj, indsat.
Billedkilde: Google Earth 10.11.2007 (55° 35' N, 12° 10' E for Baldershøj)

 

Den efterfølgende konge i Skjoldunge-ættens kongeliste er Kong Rokill (Roe, Ro, Rex, Rørik, Roricum, Hræreki slaunguanbauga, Scyldinga-æt nr. 20), der grundlægger Roskilde på et tidspunkt i 500 tallet e.Kr. Det er derfor formentlig ingen tilfældighed at tilknytningen til "Balderrune" er netop til Baldershøj, Tune i Greve kommune – et runekast fra Roskilde.

 

 

 chap20-2-5.jpg

Kort over det absolutte nav af den kendte verden i tidsrummet år 5-600 tallet e.Kr. Kongesædet i Gl. Lejre med Heorot, der ser ud til at blive flyttet fra Ringsted til Gl. Lejre under Kong Frode I. (Scyldinga- æt nr. 15, ca. år 400-446 e.Kr.). Den verdensberømte mjødhal Heorot står i tidsrummet ca. år 473-525 e.Kr. Roskilde grundlægges på et tidspunkt i 500 tallet e.Kr. Ifald Herebeald, som Saxo skriver, har taget kontrol med Sjælland i tidsrummet år 497-521 e.Kr. er der ingen andre steder Baldershøj kan ligge end på tunet i Tune. Bemærk at der ingen sagn om striden mellem de to brødre er knyttet til denne høj. Jeg mener at Baldershøj i Tune er identisk til ”Lyfjabergi” (helbredelses-bjerget) som gengivet i  Fjölsvinnsmál (vers 49, Ældre Edda) – se senere. Man kan fra Baldershøj se hele vejen ud til Køge Bugt. Valget af dette sted hvor ”Kongen, Vølven, Odin som shaman” kan skue 20 km. i hver retning og dermed hente visdom fra hele odelen og alle forfædrene, har haft afgørende betydning for valget af denne høj.
Billedkilde: Google Earth 10.11.2007 (55° 35' N, 11° 57' E for Gl. Lejre (Heorot))

 

Præsteberetningen fra 1755 (gentaget i  Tr. Fr. Troels-Lund: Dagligt Liv i Norden (1914-15, s. 79) forklarer at der på Thurø ("Thorø Maior" i Valdemars Jordebog) syd for Svendborg (på den anden side af Skårupøre Sund) i 1755, ved et sted kaldet "Bundslette", fandtes en sten kaldet "Balderstenen", hvor man kunne se Balders ti fingre "fra den tid, da han greb den og slyngede den efter jætten Rune". 

 

 

 chap20-2-6.jpg

Kort over Svendborgsund, Skårupøre Sund, og Thurø med Svendborgsundbroen og Bundslette indsat.
Billedkilde: Google Earth 10.11.2007 (55° 02' N, 10° 41' E for Bundslette)

 

 

 chap20-2-7.jpg

Inger Søsborg, Thurø lokalhistoriske Forening har forklaret mig at "Bundslette" ligger i bunden af Thurø Bund (se ovenfor); den helt specielle hesteskoformede vig der giver Thurø sine fine muligheder for havn. Kortet er målt 1863, rettet i marken 1883 og tegnet 1884. Kort og Matrikelstyrelsen.

 

Udgaven fra Thurø lyder:

Balder og Thore, hans arrige viv,
yppede dem en græsselig kiv
på Turø.
Der slog Balder Thore.
Ni slag ville vi slå,
dermed ville hjem vi gå.
Én, to, tre, fire, fem,
der gik ingen af os hjem.
Seks, syv, otte, ni;
dermed siger vi denne ryg fri.

 

Vi kan se at oprindelsen må være fra Völsunga saga (kap. 32):

Síðan hvarf Guðrún á brott á skóga og heyrði alla vega frá sér vargaþyt og þótti þá blíðara að deyja. Guðrún fór uns hún kom til hallar Hálfs konungs og sat þar með Þóru Hákonardóttur í Danmörku sjö misseri og var þar í miklum fagnaði..........skip Sigmundar konungs er skriðu fyrir land fram. Og það byrðu þær er þeir börðust Sigar og Siggeir á Fjóni suður.....”Siden vendte Gudrun tilbage til skoven og hørte alle vegne ulvehyl og tænkte da døden var at foretrække. Gudrun foer til hun kom til Kong Hálf’s haller og der sad hun i Danmark med Thore Haakonsdatter i syv misseri [3½ år] og var der meget (om)fagnet [vel modtaget]....... Kong Sigmund’s skib skred mod landet frem. Og der sloges de Sigar og Siggeir syd for Fyn.......”

Min oversættelse til nudansk.

 

Til trods for at Völsunga saga er en dårlig og sen kilde er der dele af denne saga der har dybe og nok sande rødder.
 
Hvad gør dette lille brudstykke spændende er at Hæðcyn (Höðr) der, som vi vil se også kendes som ”Svipdag”, i kongelisten over ”Deira/Northumbria”, forekommer som efterfølger af ”Sigegear, Sigegar, Siggar, Sigar”.
 
Gudrun gøres i Völsunga saga samtidig med Kong Atli (Hunnerkongen Attila) og tidsrummet er derfor år 446-453 e.Kr. Samtidig  er det tydeligt at Langbarderne ikke er ankommet til Lombardiet (sker år 568 e.Kr.). Frakkerne stadig er omkring Frankfurt, og er endnu ikke ankommet til Frankien (sker ikke senere end år 587 e.Kr.). I Völsunga saga er Sigar og Siggeir, farfader og sønnesøn, rådende over Gautlandi (Götaland).

Jeg mener at det klart fremgår herfra at samme Götar-æt, måske et slægtled tidligere, mellem Herebeald (Balder) og Hæðcyn (Höðr)’s fader og hans brødre, har haft en træfning i farvandet syd for Fyn i tidsrummet år 446-453 e.Kr.

 

 

Fra ”Hæðcyn” og ”Höðr” til ”Óður” og ”Óðr”

 

 

Ifald ”Hæðcyn” (oldengelsk) og ”Höðr” (oldnordisk) er kaldenavnet ”Slægtens Høje” for en faktisk lokalkongesøn, og vi har flere eksempler på at øgenavne, forskelligt fra heite, benyttes i virkeligheden1, kan vi da give et bud på det faktiske navn på denne kongesøn?
 
1 Se afsnittet ”Ældre og Yngre Futhark (runer) som noder”, hvor jeg viser i arkæologi og skrift at ”Becca” er et kaldenavn for prins Þeodberht, søn af Theodric/Ðéodríc (år 454-526 e.Kr.) der, med frisernes hjælp, dræber Hæðcyn og Herebeald’s lillebroder Kong Hygelác (Scyldinga-æt nr. 18, 497-521). Samtidigt er Mandsnavnet ”Secca” er et kælenavn for ”Sigiwald” den Yngre og ”Wecca” et kaldenavn for Hengest’s farfader ”Wecta/Witta/Vitta/Wihtlaeg/Waegdaeg”, der levede ca. år 340-380 e.Kr.

 

Antager vi at det urnordiske ”H” forsvinder i visse af vore overleveringer om kongesønnen på sennordisk, da bliver ”Höðr” (oldnordisk) i nogle tilfælde til ”Óður/Óðr”. 

Snorre skriver i Gylfaginning (kap. 35, Snorre Edda):

”Freyja er tignust með Frigg. Hún giftist þeim manni er Óður heitir”

som jeg oversætter til:

”Freya er sidestillet med Frigg. Hun giftedes med den mand der Óður hed”

I filosofi er Óður derfor at regne for Odin, hvorfor Óður er konge eller lokalkonge. Freya skal vi her opfatte på samme vis som vi gør det med hendes heite ”Gefion” om Kong Skjold – hun symboliserer Moder Jord – Den Jordlige Moder – Odelen over hvilken kongen råder.

Snorre gentager samme forståelse i Heimskringla (Ynglinaga saga, ”13. Frá Freyju og dœtrum hennar”), hvor  ”Freyja var heldr marglynd; Óðr hét bóndi hennar”.

Vi kan se at Snorre ikke er alene i sin fortolkning for han giver os et eksempel  i Skáldskaparmál (67. Skáldskaparheiti, Snorre Edda), hvor ”Óðr” er et heite for en skjald. Det kan kun ErilaR (Jarl) æt gøre. Snorre citerer fra hofskjalden Þórðr Kolbeinsson (1000 tallet e.Kr.).
 
Snorre og Þórðr Kolbeinsson ved hvad de taler om for de henter denne opfattelse fra Völuspá (vers 26, Ældre Edda), hvor Freya er beskrevet med heitet “oþs mey” (Óð’s mø). Endelig i Hyndluljóð (vers 47, Ældre Edda) siger Hyndla til Freya: ”Rant at Odi ey þreyiandi,...” eller ”Ranet til Odi[,] trængende ø...”

 

 

”Hæðcyn” og ”Höðr” er kaldenavnet for Svipdagr

 

 

”Óður” og ”Óðr” er kaldenavnet for Svipdag (Swæfdæg Sigegearing, Swebdæg Sigegaring, Swebdeag, Svipdagr, Svipdagur, Suibdavus, Swæppa) 1.
 
1 Donald Alexander Mackenzie (1873-1936): Teutonic Myth and Legend (1912, Chapter XXI, Hother and Balder, Note 231:1): ”One of Svipdag’s names was Odur”.
 
Victor Rydberg (1828-1895): ”Undersökningar i germanisk mythologi I-II” (1886 & 1889 ). I den engelske oversættelse ”A Teutonic Mythology” (1889, V. The Ivaldi Race, 107. Remimiscences of the Svipdag-myth): ”Svipdag synonyms. Of these, Óður and Hermóður (and in the Beowulf poem Svidferhd)”.

 

Svipdag findes i kongelisten over ætten, der drager til Deira/ Northumbria, og gengives i mange kilder 1. Samme æt ser ud til også at have kontrol med de landskaber, der år 527 e.Kr. tilfalder de saksiske ætter og navngives Essex og Middlesex.
 
1 Se afsnittet ”Kongedømmerne i Britannien (udover Øst-Anglen)”.

 

Saxo kalder ham i Gesta Danorum (Bog 6.5.12) for ”Suibdavus” og hans broder ”Gegathus”. Snorre i Heimskringla (Ynglinga Saga, kap 22.) gør det samme ved at kalde brødrene ”Svipdagur” og ”Geigaður”. De kommer [lillebroderen kong] Hygelác til undsætning (se Scyldinga-æt nr. 18).
 
Hrólfs saga kraka ok kappa hans (Svipdags þáttr, 18. Svipdagr kom til Aðils konungs) skriver ”Einn bóndi er nefndr Svipr. Hann bjó í Svíþjóð”.  Bonden Svipr svarer til Kong Hreðel.  Vi kan nu se at Hreðel og Svipr geografisk synes at komme fra samme egn. I 500 tallet e.Kr. er Götaland og Svea-riget ikke samme landskab og disse er dødsfjender. Da ”Hrólfs saga kraka ok kappa hans” skrives i 1200 tallet er det dog tilfældet, Svíþjóð betegner i samtiden de landskaber der ikke er under kontrol af Norge og Danmark. Kong Svipr har tre sønner: ”Svipdagr, annarr Beigaðr, þriði Hvítserkr”, der svarer til Hædcyn, Herebeald og Hygelác. Snorre kalder dem i Skáldskaparmál (54. Frá Hrólfi hraka ok Aðilsi konungi, Snorre Edda ) for  ”þeir bræðr Svipdagr ok Beiguðr”.

 

Vi har to kvad i Ældre Edda der tilsammen benævnes ”Svipdagsmál (Svipdags-kvadene); Grógaldr (Groas Galder) & Fjölsvinnsmál (Fjålvid-kvadet)
 
Fjölsvinnsmál (vers 41-50, Ældre Edda) kvæder om ”Menglaðar”, der afventer ”Svipdagr”’s ankomst til hendes gård ved Lyfjabergi (helbredelses-bjerget) (vers 49).
 
”Menglöð” (”smykke” + ”glød”, dvs. ”det strålende smykke”) er et heite for Freya. Som vi allerede ved fra forståelsen af at ”Hæðcyn” (Höðr) er identisk til ”Óður” og ”Óðr”, vil Freya tage Svipdag til ægte. I  Fjölsvinnsmál behandles optakten til dette giftermål, hvor ”Menglað” benævnes ”brúðr” (vers 42), og i vers 46 selv siger ”ef ek var þér kván of kveðin”.
 
Hvorfor Freya kaldes ”Menglöð” (det strålende smykke) i denne beretning, som det eneste sted i hele Ældre Edda, mener jeg er centralt til forståelsen af Hæðcyn (Svipdag, Höðr, Óður, Óðr))’s drab af Herebeald (Balder).

Jeg viser i afsnittet ”Hariwalda – Hærvælder – heraldik – mærke” (underafsnit ”Kæden med de Gyldne Tavler”) at holderen af den gyldne halsring er Hariwalda og råder af riget. Det kvæder Fjölsviðr for os i Fjölsvinnsmál (vers 8, Ældre Edda):

 ”Menglöð of heitir,
en hana móðir of gat
við Svafrþorins syni;
hon hér ræðr
ok ríki hefir
eign ok auðsölum”

 ”Menglöð af heite
af hendes moder begået
Ved Svafrþorin’s søn;
hun hér råder
og riget haver
besidder og den vældige sal”

Min oversættelse til nudansk.

 

Det heite Freya har er derfor valgt helt nøjagtigt fordi det skal vise at vi her taler om Dronningen, der råder over odelen. Der er kun ét geografisk sted hvor sagnet gengiver Freya som Dronning i samtiden. Dette sted er Sjælland og Freya’s heite er her Gefion (se afsnittet ”Gefion og Sølund”). Dette gør samtidigt at ”auðsölum” må være Heorot i Gl. Lejre. Med denne viden kan vi nu se hvorfor hendes gård ligger ved Lyfjabergi (helbredelses-bjerget) 1. Jeg mener at  Lyfjabergi er identisk til Baldershøj i Tune. Da Freya er Dronning, Hariwalda og bærer af Den Gyldne Halsring, udløser dette flere egenskaber.
 
1 I folkevisen fra 1500 tallet er ”Svipdag” blevet til ”Sveidal”, og vi har en helt identisk gengivelse i vers 6: ”... mens jeg gaar til Bjerget, med min kjære Moder at tale...”. Se Svend Grundtvig: Danmarks gamle Folkeviser (1853, Nr. 70, II. s. 239-254, 841-843)

 

I Þrymskviða (vers 6, Ældre Edda) forklarer Freya os:
 

 "Þrymr sat á haugi,
þursa dróttinn,
greyjum sínum
gullbönd sneri
ok mörum sínum
mön jafnaði"

 "Trym sad på højen,
Tursernes drot,
tæverne sine
guldbånd snoede
og marerne sine
maner (manker) udjævnede"

Min oversættelse til nudansk.
 

Dette vers giver os et kort indblik i det kongelige ritual ”at sidde på høj”. At Jætte-kongen Trym her sidder og gør guldhalsbånd til sine tæver og striler sine marer (hopper) skyldes at det er Freya, der kvæder disse ord. Det må endda være muligt at sige at Den Gyldne Halsring fysisk bliver tilvirket under ritualet ”at sidde på høj”. Det forekommer mig at vi her har en helt oprindelig indsigt i Vølven (Völur, Völva, Vala)’s virke under “útisetur” (udesiddende)- ritualet, og at det ”at sidde på høj” er én udgave af “útisetur” (udesidder)-ritualet (se ”Bilag P: Hávamál, Peder Laales Danske Ordsprog & Völuspá”).
 
Det er dog Rig Veda (bog 3:LXII – Indra og andre), der endeligt viser os hvorfor Freya’s gård ligger ved Lyfjabergi (helbredelses-bjerget).

 ”Om Bhuh Bhuvah Svah
Om tat savitur varenyam bhargo devasya dhimahi
dhiyo yo nah pracodayat”

 ”Om! Jord, Sky, Himmel.
Vi tilbeder Solens strålende lys:
Må hun oplyse vore tanker”

Min oversættelse til nudansk.

 

Det faktiske ord på sanskrit for Solen i denne sætning er ”savitur” fra ”savitri”, der er Brahman’s kone, dvs. Freya, og derfor Den Jordlige Moder 1
 
1 Det er netop derfor at Freya i Grógaldr (Ældre Edda) kaldes for ”Móðir” (Moder), og hvorfor det er til hende Svipdag må ty for råd fra runer. Hvad andet end forfædrende visdom kan rådgive de dødelige i nutiden? Grógaldr afslutter med disse fantastiske ord i vers 16:
 

 ”Móður orð ber þú, mögr! héðan
ok lát þér í brjósti búa;
æ gnóga heill
skaltu of aldr hafa,
meðan þú mín orð of mant”

 ”Moders ord bærer du søn! herfra
og lad dem i brystet bo;
tilstrækkelig held
skal du af alder have,
medens du mine ord mindes”

Min oversættelse til nudansk

 

Fra sanskrit ”savitri” udvikles begrebet ”salvator” (latin), ”salvador” (spansk, portugisisk) og ”salvatore” (italiensk), der via normannerfransk ”sauveour” kommer ind i nuengelsk som ”saviour” (helbreder).
 
Men hvorfor er det her vigtigt at Freya som ”Menglöð” (det strålende smykke) gengives som Dronning af Sjælland og besidder af Den Gyldne Halsring?
 
Det er det fordi Hæðcyn (Svipdag, Höðr, Óður, Óðr) har dræbt Herebeald (Balder), og Saxo har forklaret os at ”...Balder ogsaa til Sjælland med en Flaade, og da han baade havde Ry for at være en berømmelig Kriger og en ypperlig Høvding, gik Danskerne strax ind paa alt, hvad han forlangte, og lod ham tage Styret......1
 
1 Fr. Winkel Horn: Saxo Grammaticus – Danmarks Krønike (1898, 1911-udgaven, 3. bog, Hød og Balder, s. 72). 

 

Freya er derfor symbolet på Sjællands fede muldjorde, Gefion (Den Der Giver), og Fjölsvinnsmál er beretningen om Hæðcyn (Svipdag, Höðr, Óður, Óðr)’s ankomst til Heorot for at tage Sjællands kongesæde i besiddelse ved at lade Freya tage ham til ægte.
 
Hæðcyn (Svipdag, Höðr, Óður, Óðr) bliver senere dræbt og lillebroderen Kong Hygelác (Scyldinga-æt nr. 18, Ynglinga-æt nr. 13, år 497-521 e.Kr.) overtager samme trone. Gregory af Tour’s ”Historiae Francorum” (kap. III.3) viser os år Kong Hygelác dræbes år 521 e.Kr. af prins Þeodberht (kaldet ”Becca”), søn af Theodric/Ðéodríc (år 454-526 e.Kr.) med frisernes hjælp under et anfald på Friesland1
 
1 Beowulf (1914-15): ”...syððan Higelác cwóm faran flotherge on Frésna land...” eller ”siden Hygelác kom farende [med] hærgende flåde til [det] frisiske land[skab]”.

 

Beowulf-kvadet (sætning 1198-1208, 2355-59) viser os at da Kong Hygelác dræbes fratages han Den Gyldne Halsring kaldet ”Brósinga mene” (oldengelsk). 

”...Brósinga mene... þone hring hæfde...Higelác Géata... hyne wyrd fornam...”

Som jeg oversætter til:

” Brósinga mene..denne ring havde.... Hygelác Götar..hine wyrd fornemmede....

Når Hygelác ”fornemmer sin wyrd” (Urðr, Ørlög, skæbnen) så menes her at han ved hans sidste time er kommet, hvad Beowulf (2355) bekræfter: ”...hondgemóta þaér mon Hygelác slóh...” eller ”håndgemæng der man Hygelác [ned]slog”.
 
Det er én og samme halsring som Freya her symboliserer med heitet ”Menglöð” (det strålende smykke).
 
I Þrymskviða (vers 13,15 og 19, Ældre Edda), igen som Freya’s halsring, kendes den helt samme gyldne halsring som ”men Brísinga, meni Brísinga,” (oldnordisk)1. Vigtigheden af denne halsring kan ikke overvurderes da denne halsring indebærer retten til at råde over skjoldungerne.
 
1 Snorre gentager dette i Gylfaginning (kap. 35, Snorre Edda) med ”Freyja átti Brísingamen”.

 

I vers 46 beder ”Menglöð” (Freya) Svipdag (Hæðcyn, Höðr, Óður, Óðr) om et jærtegn på hans æt og navn så hun er sikker på at han er den rette mand (at ætt ok nafni skal ek jartegn vita). Svaret vi herefter modtager som svar er derfor jærtegnet.
 
Som vi ser i Víga-Glúms Saga (kap. 9); ”Og láttu sjá nokkurar jartegnir” eller ”Og lad syne et slags jærtegn”, betegner jærtegn en fysisk hændelse i form af et kendetegn, som kun denne person kan have kendskab til – dvs. et hemmeligt løsen eller kodeord. Det er her vigtigt at erindre at ordet ”jær” eller ”jar” (oldnordisk) er det samme som ”eroclan” i ”eorclanstánas” (oldengelsk) og ”jarkna” i ”jarknasteinn” (oldnordisk), begge med betydningen “ædelsten, brilliant”, og “airknis” (gotisk) med betydningen “god, hellig”.
 
Jærtegnet er derfor absolut helligt og kun forfædrene kan helliggøre dette tegn.
 
Derfor giver Svipdag dette umiddelbart kryptiske svar i Fjölsvinnsmál (vers 47, Ældre Edda):
 

 ”Svipdagr ek heiti,
Sólbjart hét minn faðir,
þaðan ráumk vindar kalda vegu;
Urðar orði
kveðr engi maðr,
þótt þat sé við löst lagit.”

 ”Svipdag jeg hedder,
Sólbjart hed min fader,
derfra vandrede vindkolde veje;
Urð’s ord
fornægter intet menneske,
desuagtet at det ved last lavet.”

Min oversættelse til nudansk. "kveðr" oversat fra "kviðja" (nægte, forbyde).

 

Vi starter med at fremhæve at ”Menglöð” (Freya) i vers 42 gives heitet “sólbjarta brúðr”. Derfor skal jærtegnet naturligvis indeholde æt- og navne-løsenet “sólbjarta” uden at vi i første omgang behøver at forstå hvad  “sólbjarta” betyder. Ordet “sólbjarta” er sammensat af ”sól” (sol) + ”bjart” (klar, lys, skinnende) dvs. ”Den Skinnende Sol”, der altid er en kenning for ætlingen, stammens tronarving. Da Freya ydermere samtidigt er givet heitet ”Menglöð” (det strålende smykke), og guldsmykkets opgave i kunst er netop at ”skinne som solen”, hvad rødguld naturligvis gør i solens skær, kan vi nu se at lige børn leger bedst. Med faderen havende heitet “sólbjarta” (Den Skinnende Sol) må faderens retmæssige arving have retten til at overtage Den Gyldne Halsring, som ”Menglöð” (Freya) symbolsk besidder.
 
Det andet jærtegn fremkommer ved brugen af ”vindar kalda” (vindkolde). Odin gives netop i Fjölsvinnsmál heitet ”Vindkaldr” (Den Vindkolde). Svipdag er derfor i filosofi, og i virkeligheden, ”søn af Odin” – ”søn af Gud” – ”kongesøn”. Dette er tilfældet i alle beretninger, herunder kongelisten for Diera/Northumbria fra de nye kongeriger i Britannien.
 
”Urðar orði” (Urð’s ord), hvor ”Urðr” betegner ”det som er, skæbnen, fortiden” synes, særligt med den efterfølgende bemærkning ”þótt þat sé við löst lagit” (desuagtet at det ved last lavet), at henvise til en ekstrem ubehagelig hændelse i fortiden, som alle i digtets samtid har været klar over. Denne hændelse der, som digtet siger, ikke står at ændre da "ingen kan fornægte sin fortid", må være en henvisning til Hæðcyn (Svipdag, Höðr, Óður, Óðr))’s drab af Herebeald (Balder).

En læser har spurgt mig hvorfor Svipdag i Fjölsvinnsmál (vers 47, Ældre Edda) skulle omtale ”Balder-myten”?
 
Det mener jeg er tilfældet fordi Svipdag er Hædcyn, og han har dræbt sin storebroder, skjoldungernes tronarving Herebeald (Balder). Uanset hvordan han vender og drejer det, står denne ufatteligt tragiske kendsgerning fra fortiden fast.
 
I Fjölsvinnsmál (vers 46, Ældre Edda) er han ankommet til Heorot for at kræve Skjoldungernes trone på Sjælland. ”Menglöð” (Freya, Moder Jord, Gefion) stiller ham tronpåkræverspørgsmålet om ret æt, og udbeder sig jærtegn der beviser retten til at herske.
 
Derfor starter Svipdag (Hædcyn) i Fjölsvinnsmál (vers 47, Ældre Edda) med at give jærtegnet på ret æt. Herefter fremviser han sin straffeattest, for i vor sæd er skyld altid skyld og kan ikke vaskes bort med aflad og forladelse. Han siger ”jeg har en dybt belastet fortid, det er jeg klar over, men alligevel har jeg retten til at tage skjoldungernes trone”.
 
I Fjölsvinnsmál (vers 48, Ældre Edda) godtages hans tronpåkrævelsestale.

 

“Herebeald” og “Balder” er identisk til “Bældæg Wodening”

 

 

Som er tilfældet med broderen forekommer “Herebeald” (Balder) også i de engelske kongelister, men under de ætter der tager kontrol med Wessex og Bernicia. Vi har fire forskellige kilder der benævner ham som Bældæg Wodening, Beldeg, Bealdeag og Bældoag.

Det må være den jydske brydning af ”o” til "vo" der er årsagen til at Óðinn i England kommer til at hedde ”Woden”, som han jo allerede gør det i ”Vojens”.
 
Indledningen af Snorre Edda gør ham før udvandringen til de nye kongeriger i Britannien til Landeværner (landvarnar-maðr) for Vestfal, der tilfalder os efter slaget mod Hunnerne år 446 e.Kr. 

Dette synes ikke at være i strid med de engelske kongelister, der fører disse ætter tilbage til de frisiske ætter. I Angel-saksiske Krønike for året 547 e.Kr. forekommer slægtsregistret for ætten fra Bernicia, der fra år 547 e.Kr. falder under baglandet og herfra kaldes Norþanhymbra (Nord for Humber-[floden]). Her forekommer ”Herebeald” som ”Bældæg Wodening” eller ”[Here]Beald[,] Odin’s efterfølger”, hvor Odin er en faktisk konge. Slægtsregistret falder tilbage til ”Godwulf Geating” eller ”Godwulf [,] Götar’s efterfølger” 1 .

1 Manuscript A: The Parker Chronicle, Manuscript B: Cotton Tiberius A.vi og Manuscript C: Cotton Tiberius C.i.

 

Da vi har dateret sagnet om Götar-sønnerne Hygelác, Herebeald og Hæðcyn – Balder og Höðr nogenlunde sikkert til år 497-521 e.Kr. må det være rimeligt at slutte at det er udkommet af broderstriden mellem Herebeald (Balder) og Hæðcyn (Höðr), der udløser udvandringen fra Danmark til de nye kongeriger i Britannien, måske endda af begge personers efterkommere.

Lad os nu vende tilbage til tanken om at den fysiske konge Herebeald (Balder) kan være blev brændt på en pyre på toppen af ”Heesthaw” ca. år 497-521 e.Kr., og at denne begravelse for eftertiden blev kendt som ”Balders Bol”. kongen er nu død, og dette skal viderebringes snarest muligt med Bavnebål 1 til alle landskaber i riget. Vi har i samtiden et fuldt udviklet bavnebålsvarslingssystem. Jeg har vist i kapitlet ”Troja, Þrúðvangar og Ragnarok” at dette system allerede findes under Slaget ved Troja år 1184 f.Kr., hvor det tager 10 bavnebål at få meldingen fra Troja via Idabjerget over det Ægæiske Hav (Ægæerhavet) til det sydlige Grækenland og halvøen Argos. En samlet afstand på ca. 600 km.
 
1 ”Bavnebål” fra ”bavn”, fra ”bákn” (oldnordisk) og ”beacen” (oldengelsk) med betydningen ”tegn, mærke, banner”.

 

At det virkeligt er som bavnebål vi skal se "Balder"-stednavnene synes Snorre at skrive i Gylfaginning (kap. 49, Snorre Edda). Dette er hvad Aserne gør efter Balders død:

”Því næst sendu æsir um allan heim erindreka að biðja að Baldur væri grátinn úr Helju”

som jeg oversætter til:

”Thi [der]næst sendte Aserne om alle hjem erindring at bede at Balder være grædet ud af Hel”

Det er her ekstremt vigtigt at holde sig for øje at ”Helju” (Hel) er det oprindelige tidsrum ”fortiden”, og absolut intet har at gøre med den kristne omskrivning af begrebet til ”Helvede” i rummet ”fremtiden”. Tanken er her at kongens død ved græd og sorg skal grædes ud af fortiden og ind i nutiden, hvor han fastholdes i vore tanker (for mere om den oprindelige forståelse af ”Hel” se ”Bilag N: Det hellige tal 9”, underafsnit ”Hel er jætteland og fortiden”).

Vi henter nu alle de "Balder"-stednavne jeg har kunnet finde, og ser hvad der sker når vi anskuer ”Balder”-stednavnene som bavnebål.
 

 chap20-2-10.jpg

Kort over Skandinavien med alle, af mig kendte, ”Balder”-stednavne: Apud Heesthaw (Balders Bol) → Baldershøj → Ballerup → Ballingslöv → Baldringe → Baldersberg → Basberg → Balleshol → Baldersheim → Balsnes → Balsfjord.
Billedkilde: Google Earth 26.11.2007

 

Det skulle gerne fra kortet ovenfor træde klart frem, at vi her ser et helt perfekt varslingssystem af bavnebålssteder, strækkende sig fra Ejder-strømmen til det nordlige Norge. Da jeg langt fra har fundet, eller har kendskab til, alle ”Balder”-stednavnene i vore landskaber, er der forhåbentlig læsere i det nuværende Sverige, særligt langs vestkysten fra Halland til Bohuslen, og læsere i Norge, særligt langs sydkysten og op langs vestkysten, der kan hjælpe til med at finde de manglende ”Balder”-stednavne. Vi kan se fra systemet i Troja at der skal være ca. 20-75 km mellem hvert bavnebål – afhængigt af hvor højt bjerget eller bakken er.
 
Det er usandsynligt at der fandtes to varslingssystemer med bavnebål. Derfor indgår de ovenfor viste ”Balder”-stednavne i det system, hvori ”bavne” indgår i stednavnet, for samlet varsling om leding, krig og kongens død – Sommersolhverv.
 
Fra f.eks. stednavnet ”Balsnes” på Hitra ø, Sør-Trøndelag, Norge, hvor selve bålet fysisk må være sat på fjeldet ”Elsfjellet”, kan vi se at ”Balder”-stednavnene må have været en indbygget del af bavnebålsvarslingssystemet, og måske alene på Sommersolhvervsdag – ”Liða” have antaget formen ”Balders Bol”1.

1 Jylland burde i tidsrummet år 497-512 e.Kr. være kommet under vor kontrol, og derfor have et fuldt udviklet varslingssystem som vi kender det bl.a. gennem Ejer Baunehøj (Møllehøj, 171 m), Yding Skovhøj (171 m), Himmelbjerget (147 m) og Agri Bavnehøj, Djursland (137 m). Det kunne være spændende om vi kunne finde frem til ”Balder”-stednavnene i midt-Jylland.

Der mangler et eller flere steder på Fyn. Fra Apud Heesthaw (Balders Bol), Bolderslev er der 52 km til Trebjerg (128 m), Håstrup ved Faaborg, syd-Fyn. Herfra er der kun 20 km mod nord til Frøbjerg Bavnehøj (131 m), Frøbjerg i Assens kommune, midt-Fyn og Fyn’s højeste punkt.
 
Formentlig over Langeland i en afstand af 40 km (Jesbjerg (37 m) eller Oldenbjerg (39 m)) er ilden kommet til Lolland, der har varslet på det eneste mulige sted; Birket Bavnehøj (30 m) ved Bavnehøjgård i Ravnsby Bakker (Ravnsborg) på den vestlige del af Lollands nordkyst. Dette bål har kunnet ses 34 km mod øst i Nørre Vedby, det nordvestlige Falster, hvor et nyt bål er blev antændt på Bavnehøj (44 m). Dette bål kan ses 10 km derfra fra bavnehøjen (19 m) syd for Blæsebjerg, det nordøstlige Falster (der blev kun varslet nord for Falster's Virke). Dette bål kan ses 50 km væk ved Aborrebjerg (143 m), Møn. Herfra kan man se til Stevns, Sjælland.

 

 chap20-2-11.jpg

Operation Bavnehøj

”I anledning af fødslen af Danmarks ny tronarving – Prins til Danmark – blev ca. 220 bål på bavnehøje og andre markante punkter tændt samme dag af Hjemmeværnet, 15. oktober 2005. Første bål blev tændt på Kastellet i København kl. 18.30 og samtlige bål landet over var tændt senest kl. 18.45.

IDÉOPHAVSMÆND

Helge Salchau, Astronom
Ole Fastrup, Astronom

IDÉFORMIDLER

Lars Borberg, Nordjyske Stiftstidende

IDÉKOORDINATORER

Bjørn Bruun,
Lisbeth Frost Jensen,
Jan Lundholm,
Lis Runs Arknæs
Steen Arknæs,
alle Regionsstaben

Signeret ved Regionsstaben 10. november 2005”

Ovenfor er gengivet en stor del af det nuværende Danmark’s bavnehøje. Den nyfødte ætling er naturligvis HKH Christian Valdemar Henri John, Prins til Danmark, der blev døbt 21. januar 2006. Visdom fra fortiden omgjort til et rite i nutiden - hvilken genial tanke og gennemførelse.
Billedkilde: Tilsendt december 2007 af Totalforsvarsregion Nordjylland, Informationssektionen, Gammel Hovej 34, 9400 Nørresundby med tusind tak.

 

Gróttasöngr (vers 19, Ældre Edda) forklarer os om bavnebålet, og at det var et vidnesbyrd om forestående krig:

Eld sé ek brenna
fyr austan borg,
vígspjöll vaka,
þat mun viti kallaðr,… 

 Ild så jeg brænde
østen for borgen,
kamptalen årvågen,
det man viden kalder,…

Min oversættelse til nudansk.

 

 

 

 

Indholdsfortegnelse
<< ForrigeNæste >>
 
Søgeværktøj
Fra Grímnismál (vers 32, Ældre Edda) ved vi at vor ven fra skov og have, det rødbrune egern Ratatoscr (sammensat af de oldengelske ord "ræt" + "tusc" med betydningen "Gnavertand"), er god til at frembringe svar på alt mellem himmel og jord. Nedenfor til højre fra billedet af Ratatoscr, fra Ólafur Brynjúlfsson: Gudeskrift m. bl.a. Ældre Edda (Edda Sæmundr) & Snorre Edda (1760), findes Google's søgeværktøj, der er tilpasset til at søge efter svar fra Asernes æt. Ifald søgeværktøjet ikke kan ses, højreklik på musen og genopfrisk (opdater) siden.
© Verasir.dk Asernes Æt • af Flemming Rickfors • E-mailHosting • En del af Fynhistorie.dk