| Forside |  |
Indholdsfortegnelse |
Sumarsólstaða – Liða - ætlingen ofres og sommeren kommeI kapitlet ”Jólahald – fejring af Vintersolhverv” viser jeg at det ceremonielle år begynder ved Vintersolhverv, hvor ætlingen (Balder) genfødes den 1. juledag. At ætlingen (Balder) hvert år genfødes skyldes at han hvert år ofres ved Sommersolhverv den 21. juni. Tidsrummet kaldes generelt for ”Miðsumarsskeið” eller ”Midsommertid”. Dagen for den store fejring, hvorunder tronarvingen (symbolet på stammens fremtidige æt) ofres til Solen i håbet om at sommeren herefter vil komme, kaldes på sen-nordisk ”Sumarsólstaða” eller ”Sommersolstade”, men havde oprindeligt et andet navn. Vi ved dette fra vor oprindelige kalender. Tidsrummet er opdelt identisk til tiden omkring Vintersolhverv/Moders Nat. Måneden op til Sommersolhverv blev kaldt ”[Ærra]-Liða-monaþ” (før-Liða-måned) og måneden efter for ”[Æftera]-Liða-monaþ” (efter-Liða-måned). Selve sommersolhverv blev derfor kaldt ”Liða”. Hvad ”Liða” betød ved man ikke og ordet har mange betydninger på oldengelsk og oldnordisk. Det fleste engelske forskere oversætter ordet gennem ”líðian” til ”at rejse, at sejle, at gå”. Dette er jeg helt uenig i er den oprindelige forståelse. Som i dag var fejringen af Sommersolhverv vor 2. største fest efter julen, og som i dag ser ofringen og afbrænding af bålet ud til at virke da sommeren altid synes at komme efter fejringen af Sommersolhverv 1. 1 ”Alle Borgere skulle engang om Aaret betale den Skat, der kaldes Midsommersgæld, hvis ikke Biskoppen undtager nogle af særlig Naade. De, der sælge Øl i Boder, skulle aarlig betale 2 Ører i den Skat, der hedder Ølgæld, nemlig 1 om Vinteren og 1 om Somren”.
Ofringen af tronarvingen (symbolet på stammens fremtidige æt, solguden) ved Sommersolhverv og hans genfødsel til Vintersolhverv er essensen i den indoeuropæiske verdensforståelse med Heimskringla – livets ring (circle of life). Man ofrede til Solen (Sky Moder) og Moder Jord om sommeren, og begge gav tilbage ved at genføde stammens ætling ved Vintersolhverv - lyset i mørket. Vi har fuld forståelse for hvad der sker på selve dagen for sommersolhverv, jvf. nedenfor. Derfor skal vi forstå ”Liða” som en tidsmæssig henvisning til selve ofringen af ætlingen (Balder) . Vi har et par sætninger, der efter min mening kan hjælpe os på vej: ”Liðr at jólum” eller ”lakker mod julen” Denne sætning er udviklet direkte fra vor oprindelige kalender og benyttes af alle også i dag. Betydningen er at ”dagene går hen/forgår/dør”. ”nú liða fram stundir” eller ”nu liden stund frem” igen med betydningen at tiden ”går hen/forgår/dør”. Endelig genfinder vi ordet på nudansk gennem ”forleden” (fra ”liðinn”), der igen har betydningen ”som er forbi, gået hen”. Det er derfor min vurdering at ”Liða”, som betegnelse for "Sommersolhvervsdag", skal oversættes til dagen hvor "ætlingen (Balder) går hen/ofres”. Derfor har ordet "liða" også direkte betydningen "død, afgået ved døden". I afsnittet ”Solhjulet og den matriakalske månekalender” har jeg vist at samme tidsrum i Danmark efter år 1000 e.Kr. hedder ”skerfommer” eller ”skærsommer”, hvor ”skær” betyder ”lys, lysende” og er en henvisning til bålafbrændingen, ofringen af ætlingen (Balder), samt de lange lyse nætter1. 1 Bibelens røverhistorie om Jesu død og genopstandelse er en stærkt omskrevet udgave af denne indoeuropæiske urforståelse. For at overføre skikkene med Vinter- og sommersolhverv til kristendommen gør den katolske kirke følgende: Man opfinder af fri fantasi en røverhistorie om at Jesus skulle være født den 25. december selvom alle er klar over at han rent faktisk født i marts, år 7 f.Kr.1. Herefter opfinder man af fri fantasi en røverhistorie om at Jesus delte året med Johannes Døberen. Sidstnævnte var også kendt som ”den hellige Hans”. For at få matematikken til at passe med Vinter- og Sommersolhverv forklarede man, at Jesus var født 6 dage før 1. januar, dvs. 25. december, og derfor måtte Johannes være født 6 dage før 1. juli. Efter lidt hovedregning finder man ud af at Sankt Hans dag herefter er den 24. juni, og at man derfor fejrer Sankt Hans aften den 23. juni om aftenen. Man havde hermed gennemført en perfekt omskrivning af historien. 1Barbara Thiering : Jesus The Man (1992, s. 42) Oprindelsen til røverhistorien om at Jesus og Johannes Døberen delte året skyldes at Jesus og Johannes var dybe politiske modstandere. Johannes blev henrettet af Kong Herodes søn, Antipas, som Jesus støttede. Jesus blev beskyldt for at have været involveret i snigmordet på Johannes Døberen. Ingen aner hvornår Johannes blev født 1. 1 Barbara Thiering : Jesus The Man (1992, s. 390-391)
Ofringen ved Sommersolhverv her vist i Peder Severin Krøyer’s (1851-1909) maleri ”Skt. Hansblus på Skagens Strand. 1903”. Pastel på papir 141,5 x 264 cm. Findes på Den Hirschsprungske Samling. I den katolske verdensopfattelse var vore oprindelige spåkoner/norner der gav alle nyfødte børn, fra Konge og Dronning nedefter, deres Ørlög (lovene om hvorledes tingene vil blive), en trussel og disse skulle derfor gøres til et symbol på Djævelen. Dette medførte at mange kvinder i hver by blev dømt hekse og brændt på bålet. Den oprindelige og korrekte sæd er derfor ikke at heksen flyver til Bloksbjerg hos Germanerne eller Hekkenfeldt/Hekla på Island, men ofringen af ætlingen (Balder) ved Sommersolhverv således at han kan genfødes i fremtiden den 1. juledag (24. december) om morgenen.
I afsnittet ”Götar-sønnerne Hygelác, Herebeald og Hæðcyn – sagnet om Balder og Höðr” viser jeg den faktiske begivenhed, der er oprindelsen til hvorfor Balder (Herebeald) forbindes med Sommersolhverv fra år 497-512 e.Kr. fremefter. Det har bl.a. betydningen at "Balder" er forbundet med Den oprindelige forståelse af den filosofiske ofring ved Sommersolhverv genfinder vi i det oldengelske digt ”Drømmen om Roden” fra år 650-750 e.Kr. Digtet er den mest perfekte beskrivelse vi har af et Sommersolhvervsblót, hvorunder ætlingen (Balder) ofres. I dette digt kaldes enheden der ofres for ”æðelinge” (oldengelsk) eller ”ætling” med betydningen ”ættens efterkommer” underforstået ”tronarving, symbolet på stammens fremtidige æt”. Det er denne forståelse der i de yngre oldnordiske kilder fra Ældre Edda tilpasses den faktiske person Herebeald (Balder), der hermed træder ind som en faktisk ætling. Derfor benytter nuengelske oversættelser af digtet ordet ”prins” til at beskrive ”æðelinge”, hvilket er en rigtig fortolkning omend ikke helt sprogligt korrekt. Vi har kun et enkelt heite for Balder (ætlingen) i “Húsdrápa”, skrevet af Úlfr Uggason i 900 tallet e.Kr. Her kaldes han ”heilagr tafn” eller “helligt offer”, som en henvisning til at han ofres ved Sommersolhverv. I kunst og skjaldedigtning er Verdenstræet afbilledet og forklaret som en galge og et trækors. Ordet ”kross” (oldnordisk) og ”cros” (oldengelsk) erstattede et ord der brugtes i samme betydning, nemlig ordet ”róða” (oldnordisk) og ”rood” (oldengelsk). Dette bevises ved at vise hvad overgangsordet hed, nemlig ”róðu-kross”, og sidstnævnte betød ”kors.” Såvel ”rood” som ”róða” betyder, som i dag, ”rod” men altså også ”kors”. Vi ved også at ordet ”galge”; ”gálgi” (oldnordisk) og ”gealga” (oldengelsk), betyder ”kors” eller ”høje kors”. Etymologisk er træroden og galgen (trækorset) derfor det samme og vor verdensforståelse har forklaret hvorfor. 1 Kilde : Sergei V. Rjabchikov: The Scythian/Sarmatian Influence on the slavonic mythology and decorative art (2001)
Verdenstræet i kors/galge format. 100 tallet e.Kr. Grav 46, Stanitsa Ust-Labinskaya, Krasnodarsky Kray (østkysten af Sortehavet, syd for Tanais-floden). Massivt guld, H: 12.6 cm, B: 6.8 cm. Billedkilde: Hermitage museet, St. Petersborg.
Ver Asir/Danir-folket bringer derfor galgen (roden, trækorset) med sig under folkevandringen til vore nuværende landområder år 40-70 e.Kr. og det vi ved visuelt er sandt.
Figurafbildningerne på 1. række af ”det korte” guldhorn tegnet af arkivar, kammerråd Jochum Paulli (1690-1759) 1734. Fra ”Danmarks Folk – I skildringer af danske videnskabsmænd” (1901, s. 221-222). Begge guldhorn blev fundet ved Gallehus ved Møgeltønder i Sønderjylland og er dateret til 400 tallet e.Kr. Dette er Sommersolhvervsafbildningen på ”det korte” guldhorn. Jeg har gengivet min fortolkning af de kunstneriske symboler, der her helt konsekvent i al vor kunst fra Stil I.
De to dansende, og nøgne, krigere fra ErilaR (Jarl) æt er i den indledende del af ritualet omkring Sommersolhverv. Derfor mener jeg fisken og vildsvinet 1 skal vise det ”input” krigerne forsøger at modtage inden den shamaniske del af ritualet, der følger med den behornede shaman, den hellige edsring og askespydet som det symbolske verdenstræ. 1 Se også Beowulf-kvadet (sætning 303-4), samt afbildningen fra Sverige dateret til 700 tallet e.Kr. visende Odin med to hjælpeånder i form af vildsvin ”talende” til ham på hver side (se afsnittet ”Sakserne”).
Snorre beretter i Snorre Edda (Skáldskaparmál, 43. Af smíðum Ívaldasona ok Sindra dvergs) om hvorledes Frey fik sit vildsvin: ”En Frey gaf hann göltinn ok sagði, at hann mátti renna loft ok lög nótt ok dag meira en hverr hestr ok aldri varð svá myrkt af nótt eða í myrkheimum, at eigi væri ærit ljós, þar er hann fór; svá lýsti af burstinni”. Som jeg oversætter til: ”Og Freyr gav han galten og sagde, at han [for]måede [at] rende luft og mellem brændinger nat og dag mere en hver en hest og aldrig være så mørkt om natten eller i Mørkets Hjem, at der ej være lys, hvor han fór; så lysende var børsterne”. Ulfr Uggason skriver i ”Húsdrápa” (vers 7): ”...Freyr ok folkum stýrir Som jeg oversætter til: ”...Freyr og folket styrer Og hvor Freyr styrer ”hin gyldne børste” er netop til Sommersolhversbålet ”sonar báli” ([for]sonings-bålet), jvf. vers 8. Snorre skriver i Gylfaginning (kap. 49, Snorre Edda): ”En Freyr ók í kerru með gelti þeim er Gullinbursti heitir eða Slíðrugtanni” Som jeg oversætter til: ”Og Freyr kørte i kærre med galten der Gyldenbørste hedder eller Grumme Rugtand” I Hyndluljóð (vers 7, Ældre Edda) forklarer Freya os, i omtalen af at hendes mand Ottar den Unge, Innsteins søn1 er i Val-følget (valsinne): ”...þar er gaulltr gloar gullinbusti Hilldisuine,...” som jeg oversætter til: ”...der er galten[,] glimrer gyldenbørste hildesvin,...” At Ottar den Unge er i ”valsinne” (Val-følget) betyder han er død og undervejs fra rummet nutiden til rummet fremtiden, hvor Valhalla er. Dernæst skal vi have slået fast med syvtommersøm at ”gullinbusti Hilldisuine” ikke er Freya’s gyldenbørstede vildsvin. Alt hvad Freya forklarer os er at den faktiske konge Ottar den Unge er død og at han ledsages på sin rejse af et gyldenbørstet krigssvin. At vildsvinet kaldes ”Hilldisquine” forklarer os at Ottar den Unge døde i slag. At vildsvinet, som vi nu flere gange har hørt, gengives med en gylden børste, hvad svinet faktisk har, er i symbolik Ottar den Unges bålfærd. 1 I Hyndluljóð (vers 12, Ældre Edda) forklares ætten til ”Ottar unga, Ottar unga – søn af (ca. år 500) Jeg mener at Hyndluljóð muligvis blev skrevet til Kong Haldan (Scyldinga-æt nr. 16, ca. 445-498)’s søn Áli/Authi/Auði. Jeg viser i afsnittet ”Götar-sønnerne Hygelác, Herebeald og Hæðcyn – sagnet om Balder og Höðr” at Svipdag = Óður, Óðr = Hædcyn = Höðr og at tiden er år 497-521 e.Kr. Mange foreslår at Ottar kan være identisk til Óður, Óðr. Tidsmæssigt passer dette glimrende og det er absolut ligeledes sandt at alle vore konger op til troskiftet år 600-630 e.Kr. er gift med Jord – Den Jordlige Moder (Freya, Gefion). Jeg tror dog vi her har en særskilt konge-æt, der helt ufatteligt giver os en konge-æt tilbage til ankomsttiden for denne gren.
Grímnismál (vers 18, Ældre Edda) siger: ”Andhrimnir letr Som jeg oversætter til: ”Ånds-rim lader 1 oversættes også til ”sahrimnir, særimner, särimner”.
Disse sætninger i Grímnismál er ufatteligt spændende og giver os en dyb indsigt i den vis ErilaR (Jarl) æt, der jo er ”einherjar”, tænker på. Ordet ”hrím” på oldnordisk har den dobbelte betydning som ”rim” og ”sod”, hvorfor vi ser ordet knyttet til ”ånd” og ”ild”. I afsnittet ”Gudinden Dísar” viser jeg hvorfor ”rimtåge” er knyttet til ”ånd”. Snorre bruger også megen krudt på netop disse linier, og fortolker dem i Gylfaginning (kap. 38, Snorre Edda): ”En aldri er svá mikill mannfjölðinn í Valhöll at ei má þeim endask flesk galtar þess er Sæhrímnir heitir. Hann er soðinn hvern dag ok heill at aptni. En þessi spurning er nú spyrr þú, þykki mér líkara at fáir munu svá vísir vera at hér kunni satt af at segja. Andhrímnir heitir steikarinn, en Eldhrímnir ketillinn. Svá er hér sagt:” 1 som jeg oversætter til: ”End aldrig er så mange mandfolk i Valhal at ej må de undvære flæsk-galten der Sø-rim hedder. Han er sydet hver dag og hel ved aften[tide]. End denne [til]spørgen som nu spørger du, tykkes mere lig at få formodes så vis [at] være at de herom enstemmigt kan sige. Ånds-rim hedder stegeren, end Ild-rim kedlen. Som er hér sagt:” 1 1 herefter gengiver Snorre de netop viste sætninger fra Grímnismál (vers 18, Ældre Edda).
Vi kan forestille os, hvorledes Snorre mekanisk må se for sig at ”Eldhrimne” (Ild-rim) må være en kedel, da vildsvinet umiddelbart synes at skulle ”sodinn” (sydes), som vi her må opfatte som ”koges”. Det er naturligvis gennem stegning eller kogning at vi klargør råt kød til menneskelig føde. Men det er ikke denne ”renselse” Grímnismál her tænker på. Jeg mener ”Eldhrimne” (Ild-rim) skal opfattes som den rensende ild, skærsilden, gennem hvilken ErilaR (Jarl) æt, Ånds-rim, må vade fra rummet nutiden til rummet fremtiden (se afsnittet ”Begravelse - ligbrænding i skib”). Derfor får vildsvinet heitet ”Sø-rim” fordi det endnu engang er transportmidlet, her langskibet, i rejsen mellem rummene. Vi har nu nok vidnesbyrd til at kunne sige at vildsvinets rolle, som personificeringen af Freyr ved Sommersolhverv, er at transportere ErilaR (Jarl) æt frem til liða. Med andre ord – vildsvinet overtager ved Sommersolhverv rollen som Det Store Dyr, der ved Vintersolhverv er Hesten.
Tacitus fortæller os i Germania (bog IX) år 98 e.Kr. om vore skikke: ”Over alle andre guder tilbeder de Merkur, og de regner det ej for en synd, på visse festdage, at inkludere mennesker i de ofringer der ofres til ham” 1 . 1 At Merkur er lig Odin ved vi for det forklares i krøniken ”Flores Historiarum” som man normalt fejlagtigt tilskriver Matthew of Westminster, men som faktisk blev nedskrevet af en række munke i St. Albans. Her siger Hengest år 450 e.Kr. (år 1601 udgaven, side 82): “Deos patrios, scilicet Saturnum, Jovem atque ceteros, qui mundum gubernant, colimus, maxime autem Mercurium, quem lingua nostra Voden apellamus”. Som jeg oversætter til: ”Vi tilbeder vore fædrene guder, Saturn, Jupiter og resten af de der er bestemmer over verden, men mest Merkur, som vi i vort sprog kalder Odin” . Stort set samme sætning fremføres af Hengest hos Geoffrey of Monmouth i History of the Kings of Britain fra begyndelsen af 1100 tallet (Lib. 6, år 1587 udgaven, side 43).
Thietmar af Merseburg omtaler i sin krønike år 1012-1018 e.Kr. samme fangeofringer i Lejre (kap. I:17) og det gør også Adam af Bremen år 1070-2 e.Kr. (Bog 4:XXVII) fra Ynglinga-ætten i Upsal. Ligeledes ved vi at der skete aktiv ofring af trælle, der fulgte deres Herre (mænd og kvinder) i graven, og dermed på rejsen til den næste verden. Denne skik fortsattes mindst til 900 tallet e.Kr. baseret på dobbeltgraven fra Stengade, Langeland, samt Ibn Fadhlan’s beretning fra Volga floden fra år 921 e.Kr., hvor en kvinde ledsager sin Herre på rejsen. Også udgravningen af kongsgården med hal (48 m lang, 12½ m bred eller 600 m2!) og hearg på Fugledegård's markjorde, nord for Halleby Å, på den vestlige søbred af Tissø, Vestsjælland, har frembragt menneskeknogler på en bakketop, der må været ofret i tidsrummet år 550-900 e.Kr. Odin har en lang række af heite, der viser os at han, som konge, shaman og gud, på vegne os "hænger på den":
Hávamál (vers 138, Ældre Edda) forklarer os hvorfor: Min oversættelse til nudansk.
Det oldengelske læredigt ”De 9 Urters Galder” (þas nygon wyrta galdor) eller ”The Nine Herbs Charm” (sætning 36-40) gentager Hávamál (vers 138, Ældre Edda) (se afsnittet "Visdom fra fortiden – Shamanens håndværk", underafsnit "Lakrids og kvinde-mænd).
Hammers billedstenen i Lärbro, Gotland dateret til 7-800 tallet e.Kr. dvs. før den katolske kristendom ankommer. Tredje stribe fra oven viser en offerscene og yderst til venstre ses Verdenstræet Yggdrasill, hvor Odin har hængt sig som ofring til sig selv. Billedet ovenfor til venstre viser et nærbillede af netop denne ofring. Billedkilde: D. Ashliman: Stone Monument Legends (1998-2002) eller Else Roesdahl: Vikingernes verden (s. 176)
Vi ser Hávamál (vers 138) gengivet i Beowulf-kvadet (sætning 2940-41): "gétan wolde, sum on galgtréowum fuglum tó gamene..." som jeg oversætter til: "götaren ville, somme på galgetræet, til fuglenes gamme..." “Götaren” (gétan), der her dræbes identisk til Odin i Hávamál (vers 138, Ældre Edda), er ingen andre in Hæðcyn (Höðr), broderen til og ætlingens (Herebeald, Balder) banemand. Dette drab sker i ”Hrefnawudu” (Raven’s Wood, Ravneskoven) og på samme sted ligger ”sinherge” (oldengelsk, ”høje hearg”). Ikke blot er der fuld sammenhæng mellem Beowulf-kvadet (sætning 2940-41) og Hávamál (vers 138, Ældre Edda), men vi er efterladt med indtrykket at Hæðcyn (Höðr) dræbes rituelt 1. 1 Her gives yderligere et par eksempler på andre ætlinger (Balder)-figurer, der bliver hængt på trækorset (galgen) med helt samme forklaring som Odin har givet os: Horus/Osiris af Egypten ca. år 1550 f.Kr. Endelig har vi Jesus-figuren, der i historisk sammenhæng er en nyskrevet udgave af samme ofring ved Sommersolhverv: ”Og han bar selv sit kors og gik ud til det såkaldte ”hovedskalsted”, som på hebraisk hedder Golgata”. Bemærk her at Jesus-figuren ofrer sig selv til sig selv (han er jo oprindeligt Deos-Gud) på ”hovedskalstedet” 1: ”Og den den sjette time kom, blev der mørke over hele landet indtil den niende time”. ”Men en af soldaterne stak ham i siden med et spyd, og straks flød der blod og vand ud”. 1 Det ser ud til at en af hjørnestenene i kristen teologi er opfattelsen af Jesus-figurens død og genopstandelse. Dette synes tilmed at skulle opfattes som en faktisk hændelse i stedet for en filosofisk tanke om livets ring. Dette er alene en røverhistorie fra Det Nye Testamente. Som i vor egen filosofi, hvor ætlingen ofres ved Sommersolhverv – Liða og genfødes dagen efter Moders Nat ved Vintersolhverv, er semitisk filosofi oprindelig identisk. I afsnittet ”Gudinden Dísar” viser jeg at det keltiske Nytår er ”Allehelgensaften” den 31. oktober. Som i vor egen filosofi er dette en fejring af forfædrene. Helt identisk er det semitiske Nytår ”Rosh Hashanah” (direkte oversat fra hebraisk ”Årets Hoved”). Semitisk mundtlig tradition kalder også samme tid for ”Yom ha-Zikkaron” (direkte oversat fra hebraisk ”Erindringsdag”), dvs. igen en fejring af forfædrene. Det semitiske Nytår falder mellem september og oktober fordi tidspunktet beregnes som 162 dage efter den første dag af Pesach (Passover). At der i filosofi, og virkelig, laves en sammenkobling af disse to tidspunkter er vigtigt fordi tidspunktet ”Pesach” beregnes som ”den 15. dag i måneden Nissan/Nisan”. Det Gamle Testamente (2. Mosebog, 12:2) forklarer os at måneden ”Nissan/Nisan” ”skal hos Eder være den første af årets måneder”. Semitisk tradition har derfor, som hos os, en naturkalender og en ceremoniel kalender. Ordet ”Nissan/Nisan” er taget fra den babylonske månekalender for måneden ”Nisanu” (direkte ”den første måned”). I såvel sol-, som måne-baserede kalendere begynder naturens nye år efter Forårsjævndøgn 20-21 marts. (se afsnittet ”Solhjulet og den matriarkalske månekalender”). Der er to måder at efterse at måneden ”Nissan/Nisan” må være efter Forårsjævndøgn. Dels kaldes måneden også det hebraiske ”Aviv/Abib” (direkte ”Forår”) i Det Gamle Testamente (2. Mosebog, 13:4, 23:15, 34:18 og 5. Mosebog 16:1). Dels falder det semitiske ceremonielle Nytår ”Rosh Hashanah” altid i den 7. måned Tishri i den semitiske kalender. Ordet ”Tishri” må, som ”Nissan/Nisan”, været taget fra den babylonske kalender, hvor samme måned kaldes ”Tashritu” og betyder ”måneden hvor alt begynder”, eller igen et ceremonielt Nytår. I den romerske kalender betyder ”september” direkte ”Den 7.”, og ved lidt hovedregning kan vi se at årets første måned derfor må være efter Forårsjævndøgn 20-21 marts. I livets ring genfødes ætlingen altid ved begyndelsen af det nye ceremonielle år. Hos os er dette dagen efter Moders Nat på den 1. juledag den 24. december. I semitisk tradition er begyndelsen af det nye ceremonielle år ”Rosh Hashanah” i september/oktober og har sikkert oprindeligt været omkring den 31. oktober. I livets ring ofres ætlingen altid 6 måneder før det nye ceremonielle år begynder. Hos os er dette ved Sommersolhverv – Liða 19-21. juni. I semitisk tradition ofres ætlingen derfor 6 måneder før ”Rosh Hashanah” eller i tiden ”Nissan/Nisan”, der er efter Forårsjævndøgn 20-21 marts. Derfor valgte kristendommen at lade Jesus-figuren blive ofret mellem 22. marts og 8. maj, afhængig af om det er røverhistorien fra øst- eller vest-kirken der benyttes. Det er med denne forståelse for oprindelig semitisk filosofi at vi kan se hvorfor James, Maria og Joseph’s ældste og faktiske søn, tronpåkræver til Huset David, blev født i september år 1 e.Kr. Fordi det semitiske ceremonielle Nytår ”Rosh Hashanah” altid er i den 7. måned Tishri, september, og fordi det, uden undtagelse, er på dette tidspunkt den semitiske ætling og tronarving skal genfødes, er Tishri/september ”den kongelige måned”. Vi kan se hvorledes denne forståelse stramt gennemføres af den fanatiske Essenes-sekt, fra eller til hvilken den semitiske præste- og konge-æt enten kom eller skulle have tilknytning. Læseren er formentligt opflasket med en opfattelse af at Jesus-figuren korsfæstes, hvorfor det forekommer en kende svært at forstå hvorledes Jesus-figuren, faktisk eller i filosofi, kan ofre sig selv til sig selv ved egen korsfæstning? Der er absolut ingen af de tidligste kilder overhovedet i Det Nye Testamente, der nævner noget om korsfæstning. Denne opfattelse er en senere katolsk omfortolkning. Paulus’ brev til filipperne (2:8) skriver ”døden på et kors”, men intet om korsfæstelse. I Johannes-evangeliet (19:10) tilskrives Pilatus at skulle have sagt ”ej ved du at jeg vælder at afkræfte dig...?” (”niu waist þatei waldufni aih ushramjan þuk…?”, Wulfila på gotisk i 300 tallet e.Kr.). Det gotiske ord Wulfila benytter er ”ushramjan”. Han benytter et lignende ord i Markus-evangeliet (6:11) ved ”ushrisjaiþ”, hvor det betyder “afryst”. Ordet ”ushramjan” er derfor sammensat af ”af” + ”hramjan”, hvor det urnordiske ”h” forsvinder på oldnordisk og oldengelsk. Det oldnordiske ”hrammr/rammr” har i omtalen af personer betydningen ”kraftig”. Den faktiske betydning af ”ushramjan” er derfor ”afkræftet”, der kun kan opfattes som ”dræbes”, men ikke med en korsfæstning, som er hvad ordet oversættes til i de nuværende udgaver af Bibelen. Det har betydningen at tyvene, der dræbes med Jesus-figuren, bliver ”miþushramidans” (gotisk) eller “medafkræftet” (Mattæus-evangeliet 27:44). Vi skal også være klar over at alle steder i Wulfila’s oversættelse af Bibelen til gotisk, hvor der benyttes ordet ”kors”, bruger Wulfila ordet ”galge”. F.eks.: ”galgins Xristaus” (Paulus’ brev til filipperne (3:18), ”Kristi kors”) Der er ingen undtagelser til Wulfila’s brug af ”galge”, hvor der i dag benyttes ”kors”. Til trods for at vi ikke har den gotiske udgave af Johannes-evangeliet 19:17 kan vi med stor sikkerhed sige, at det Jesus-figuren bærer er en ”galge”, ikke et kors. Omfortolkningen sker af den kristne historieskriver Marcus Minucius Felix (før år 250 e.Kr.) i værket ”Octavius” (kapitel XXIX), hvor han visuelt beskriver hændelsen som ”en mand fæstnet til et kors”.
At Odin , og Jesus-figuren, bliver gennemboret af et spyd har en klar symbolsk betydning. Det anglosaksiske runedigt for runen "Aesc" eller "Ask", for asketræet, siger som følger: (Aesc) biþ oferheah, eldum dyre, Som jeg oversætter til: (Aesc) Asken byder over hovedet, for ældre dyrbar, Et spyd blev, og bliver, gjort af asketræ. Derfor bruges spydet ofte som en symbolsk henvisning til asketræet som Verdenstræet. Figur-afbildningerne på ”det korte” guldhorn viser dette. I ovennævnte runedigt angribes asketræet af mange mænd, som samtiden ved er bevæbnet med spyd. I runedigtet står asketræet dog fast, som en kriger, og modstår angrebet. Når derfor Odin og Jesus-figuren gennembores af et spyd må vi her forstå spydet i betydning af Verdenstræet. Det er til roden af dette træ at begge ofrede sig selv. Derfor ser vi i Beowulf-kvadet (sætning 2042) en gammel kriger omtalt som "eald æscwiga" eller "ældre askekriger". Hvor figurafbildningerne på ”det korte” guldhorn er den bedste visuelle afbildning af et blót ved Sommersolhverv, er det oldengelske digt ”Drømmen om roden” fra år 650-750 e.Kr. den bedste nedskrevne beskrivelse af ceremonien. Den overlevende tekst er under stærk indflydelse fra den i de nye kongeriger i Britannien nyankomne katolske kristendom. Vi kan se dette fra ordvalget visse steder i teksten:
”Drømmen om roden”– Liða – en skærsommernatsdrøm
Her følger uddrag fra ”Drømmen om roden” år 650-750 e.Kr.:
1 Min oversættelse til nudansk.
Beowulfkvadet (sætning 2778-9): ”segn éac genóm béacna beorhtost” Som jeg oversætter til: ”banneret/seglet også taget, skinnende klarest”
Vi har en anden sætning på oldengelsk hvori ordet indgår: ”Ðonne seó sunne beorhtost scíneþ” Som jeg oversætter til: ”hvor solen klarest skinner” Årsagen til at ordet er vigtigt er at Beowulfkvadet opdeler Ver Asir/Danir -folket i forskelige grupper af Daner efter vor geografiske placering i 500 tallet e.Kr. En af disse grupper kaldes ”Beorht-Dene”. Ingen ved hvilken æt der her henvises til. Beowulfkvadet (sætning 2778-9) ovenfor er en henvisning til Wígláf/Wiglaf, søn af Weohstan (sunu Wíhstánes). Beowulfkvadet forklarer os at Weohstan er en ”wægmunding”, dvs. han kom fra Wægmund’s klan. Wígláf er beskrevet som en ”scylfing”. Hermed ved vi at klanen er fra Skilfinga/Skjælveunge-ætten, der er Ver Asir/Danir -folkets stam-æt. Se kapitlet ”Ver Asir/Danir-folkets ”kønne unger”. Beowulfkvadet (sætning 47-48) forbinder også Kong Skjold (scyldinga-æt nr. 13, ca. år 385-425 e.Kr.) med et gyldent segl/skjold. Det er derfor min vurdering at ”Beorht-Dene” er et heite for ”Skilfinga/Skjælveunge-ætten” der er Ver Asir/Danir -folkets stam-æt. Derfor oversætter jeg ”beama beorhtost” til ”skinnende klarest” og vurderer at ordvalget ikke er tilfældigt, men henviser til ”Beorht-Dene” der er vor stam-æt.
”Slutningsscenen af Johannes Ewald s ”Balders Død”. Malet af Peter Cramer (1726-1782). Olie på lærred, 62,5 x 78 cm. Findes på Statens Museum for Kunst. Johannes Ewald (1742-1781) var digter med et alkoholproblem. Han blev 1773-75 anbragt på Rungsted Kro og skrev her syngespillet ”Balders Død” (1775), der først opførtes for en privat kreds, og senere i 1778 på Skuepladsen. Herfra maler Peter Cramer Slutscenen. Året efter, 1779, skriver Johannes Ewald teksten til ”Kong Christian stod ved højen mast”. Se også Snorre Sturluson’s beskrivelse af Balders død i Snorre Edda.
Ofringen ved Sommersolhverv på stranden ved Marielyst sommeren 2004. Som Gisela og Christian antyder var vejret mildest taget køligt, og det har uden tvivl altid været tilfældet. Ofringen ved Sommersolhverv har netop tjent det formål at være en ofring til Solen. Solen har derfor takket for ofringen ved at bringe godt vejr i juli/august måned. Tidl. MF Arne Melchior holdt i øvrigt båltalen og forsøgte forgæves at overbevise Danerne om at Skt. Hans ikke er en hedensk skik. Over 500 mennesker rystede samtidigt på hovedet vel vidende at han netop i et radioprogram havde forsøgt at tale for at vor nationalsang skulle afskaffes da teksten bekræfter at Danmark er Freja ’s Sal. Bålet skal tændes (elda-görð) ved solnedgang med enten ”nødild” (naudäld/gnideld/neidfire/nedfire), dvs. ny ild skabt ved gnidning af to stykker egetræ mod hinanden. Ordet ”nød” skal opfattes fra det det oldnordiske ”nautr”, der har mange betydninger, herunder ”kvæg, nydelse, brug, staldbroder, værdifuld fælle”. Hávamál (vers 68) forklarer os at ilden er at regne for en af vore mest værdifulde fæller. Samtidig henviser ordet til at ny ild ligeledes blev benyttet for at afværge kvægpest, og at der skulle gå hundegalskab i tamdyr. Alternativt kan bålet antændes med ”vild ild” (villieldr/vådeild/vådeld/váðaeldr/löpeeld), dvs en ild ikke antændt af mennesket, der ligeledes regnes for ny ild 1.
Völuspá (vers 32, Ældre Edda):
Min oversættelse til nudansk. Ordet ”Tivur” opfattes som ental af "tívar" (guder), der igen oprindeligt af flertalsform af "Tyr". Da handlingen i vers 32 finder sted under Den Trojanske Krig, og Tyr i æt i Ældre Edda knyttes til fjenden i Sparta fordi bronzealder "Tani" (Daner)-folket sidder på tronen ved giftermål, mener jeg ikke vi skal opfatte "tivor" som Tyr. Brugen af "Balder" er her et heite for Hektor (Ökuþór), der dræbes på Vigridsletten i en holmgang med Achilles. Odin er Kong Priam til Troja.
Sankt Hans-bål – Majfest-blus & bavnebål
Som man kan se fra alle oprindelige kilder i skrift og visuelt, er der ikke oprindeligt en bålafbrænding knyttet til selve Sommersolhverv. Vi har en kilde fra Frankien, der synes at understøtte denne formodning. Efter frankerkongen Dagobert I.’s død år 639 e.Kr., og medens sønnen og tronarvingen Clovis II. (regent 639-658), på grund af sin unge alder, var under formynderi af sin moder Dronning Nanthild (ca. 610-642), dvs. i tidsrummet år 639-642 e.Kr., drog guldsmeden og kongelig rådgiver Eligius (Loye, Éloi, ca. 588-660) til sin hjemstavn ved byen Limoges, département Haute-Vienne, ved Vienne-floden i det sydvestlige Frankrig. Han var ivrig for at få sin hedenske medborgere gjort til konvertitter, og formanede dem om hvad en kristen ikke må gøre (og derfor hvad en hedning gør): ”Ingen kristen udfører ved Sankt Hans-festen(,) eller på højtiden for enhver anden helgen(,) 1 Se Jo Ann McNamara: Saint Ouen of Rouen: The Life of Saint Eligius (Vita Sancti Eligii, bog II:16), om guldsmed, kongelig rådgiver for flere frankerkonger og helgenkåret biskop Eligius (Loye, Éloi, ca. 588-660). Værket er skrevet af Quen (kaldenavn ”Dado”), der var finansminister for frankerkongen Dagobert I. (regent 629-639), og blev udnævnt til biskop i Rouen år 641 e.Kr., hvilket han forblev frem til sin død år 678 e.Kr. Min oversættelse til nudansk. Det latinske ord her benyttet er ”solestitia”, igen fra det latinske ”solstitium”, der direkte betyder ”sol stille”, dvs. punktet hvor solen står stille – det vi kalder ”hverv”. Derfor opfattes dette som ”solhverv” (nuengelsk ”solstice”), og gradbøjningen til ”solestitia” opfattes som de til solhverv knyttede ritualer, hvoraf tre af disse efterfølgende nævnes.
Der nævnes intet bål, selvom vi ikke helt kan udelukke at dette evt. kunne være underforstået som en del at ”solestitia” (solhvervsritualer). Det mener jeg dog ikke er tilfældet. I afsnittet ”Solhjulet og den matriarkalske månekalender” (underafsnit ”Majfest – Majgreven og sommerens komme” i ”Majmanet”) viser jeg at vi i forbindelse med Majfesten (Majgilde, Grevegilde) afbrændte et bål, eller snarere et blus. Det gjorde vi som en bod af varme i håbet om at Solen måtte give os varmestråler tilbage ved Sommerens Komme. Dette bål kendes, efter den romerskkatolske overtagelse gennem Valborgsaften, som "Valborg-baal, Valborgblus". Der er store dele af dette Majfest-bål eller -blus, der er oprindelsen til de senere Sankt Hans-bål. Det kan vi se dels fordi "Voldborg-Aften ride alle de gamle Kiærlinger, som ere Hexe, paa deres Koste eller Ildragere til "Troms-Kirken", og paa St. Hans Nat til Bloksbierg, for at holde Hellig Aften med "Gamle-Erik" 1. Her ser vi hekseafbrændingsdelen, der i oprindelig tanke er en afbrænding af onde ånder, dvs. den opgave den rensende ild "Skærsilden" har, for at sikre Sommerens Komme. J. M. Thiele gengiver sin beretning fra præsten (1798) til Hjermind i Viborg Stift Hans Bjerregaard (Bierregaard): "Om Overtro og Midler herimod" (1801). Vi kan se sammenknytningen mellem Majfest-bålet eller -blusset og Sankt Hans, men også at der på et tidspunkt må have været to bål. I afsnittet ”Götar-sønnerne Hygelác, Herebeald og Hæðcyn – sagnet om Balder og Höðr” kan vi se at der i forbindelse med det faktiske drab af kongesønnen ”Herebeald” (Balder), der finder sted år 497-521 e.Kr., efter Rolf Krake’s død år 494 e.Kr., muligvis bliver sendt melding om dette drab land og rige rundt ved bavnebål. Det må være en oplagt mulighed at ifald dette er sket i tiden omkring Sommersolhverv, og Herebeald (Balder) er uigenkaldeligt knyttet til Sommersolhverv, da er bavnebålet, oplysende om Herebeald (Balder)'s død, oprindelsen til at Sankt Hans-bålet er et bål, og ikke et blus. Den første visuelle afbildning af afbrændingen til Majfesten, og beskrivelsen af de grene og ris der indsamles, viser os at dette var et langt mindre bål og tog form af et "blus" ("blysa" oldengelsk), der oprindeligt betegner "en flamme, fakkel", dvs. en lille bålafbrænding til Majfesten. Dernæst ved vi at "Valborgs-Blussene..optændtes... med "vild" ild", jvf. uddybningen ovenfor. 2 1 J. M. Thiele: Danmarks Folkesagn (1860, 3. Deel, s. 180, nr. 724). "Bloksbierg" = Brochen i Harzen. Der er ingen tvivl om at "Gamle-Erik" er vor ældste stamfader Erichthonius (Eiríkr-Þor, Altrådende Thor) . I norsk folketro, f.eks. "Skipperen og Gamle-Erik", tiltales han "far". Præsterne rundt om i Skandinavien havde tilsyneladende helt overnaturlige evner til at binde, bortjage eller undertvinge Gamle-Erik.
Jeg tror derfor at hvad der sker er at vi år 497-521 e.Kr. sammensmelter ritualet fra Majfest-blusset med bavnebålet, oplysende om Herebeald (Balder)'s død, til en afbrænding ved Sommersolhverv. Dette kunne antyde at selve drabet fandt sted i tiden Ðrimilce-monaþ (Majmanet) og [Ærra]-Liða-monaþ (Skerfommer) år 497-521 e.Kr.
|
||||||||||||||||||||||||||||||||
| Indholdsfortegnelse |
-runen (
