| Forside |  |
Indholdsfortegnelse |
Den Jordlige Moder - Moder JordVi ser at Vintersolhversdag oprindeligt hed ”Moders Nat” . Mange af gravene hos de Sarmatiske kvindelige krigertempelpræster indeholder et spejl, som kan have været et symbol på Moder jord, da vi ved at Sarmaterne , og mange andre, værdsatte hende. Dansk/norsk/engelsk og islandsk har stadig dette gemt i vort sprog, nemlig Moder jord/Mother Earth/Móðir Jörð. Den mest kendte forbindelse mellem kvinder og spejle er formentligt den nedskrevne version af Jacob og Wilhelm Grimm i Snehvide (Sneewittchen) fra 1812: ”Spieglein, Spieglein an der Wand, Brdr. Grimm var dybt optaget af den spirende tyske nationalisme og nedskrev ikke eventyr for at børn skulle have godnathistorier, men for at tilse at tysk kultur og mundtlige sagn ikke skulle gå tabt for eftertiden. Der er gjort utroligt mange interessante overvejelser, og nedskrevet en masse sludder, omkring de mundtlige sagn der førte til Brdr. Grimms, og H.C. Andersen’s, fortællinger. Det eneste jeg i denne forbindelse ønsker at fremhæve er at der i indoeuropæisk kultur gennem mundtlige sagn blev viderebragt en helt klar sammenhæng mellem kvinder og spejlet. Det bestyrker min tro på at spejlet var symbolet på Moder Jord. En anden vis at anskue dette på er at se spejlet som som en symbolsk Sol. Solen er Sky-moderen, og derfor må holderen af spejlet, kvinden, være Den Jordlige Moder.
Guldplade fundet i Ukraine, 43 mm x 40 mm. Til salg på Ebay (for US$ 3.350, marts 2006) som ”gold scythian ornamente”, men efter min vurdering sarmatisk kunst fra 3-200 tallet f.Kr., og derfor en del af vor egen tradition. Til venstre Moder/Dronning med spejl. Til højre søn/tronarving med måske ”den hellige tråd”, der viser at drengen har modtaget lærdom og derfor er en tve-skabt fribåren. Kvinden/Dronningen sidder på en stol, har ankellang kjole og bærer kappe – utvivlsomt en højbåren kvinde. Det centrale motiv i afbildningen er samspillet mellem kvinden og spejlet. Der er en utrolig ro i dette fremragende kunsthåndværk.
Det engelske ord for jord, Earth, viser vejen tilbage gennem historien. På hebraisk hedder det ”ˆeres”. I det gamle Mesopotamien brugte man på Akkadisk (Accadian) ”eresetu”. Vi husker at efter fredsafslutningen mellem Aserne og Vanerne bliver der udvekslet gidsler, hvorunder Njord og hans børn, Freyr og Freya , kommer til Aserne.
Min oversættelse til nudansk. Ordet ”frændsemi” betyder direkte ”samme frænde”, men i betydningen ”slægtskab”. Det oprindelige ord for ”blodskam” er ”frændsemis-spell” eller ”samme frænde spild/beskadigelse”. Fra det oprindelige ord kan vi se at det altid har været forstået, at det er den genetiske misavl der er forbudets ophav.
Russeren A. Fantalov forklarede på en konference i St. Petersburg i 2000 at det er helt generelt i indoeuropæisk kultur, at den kvindelige gudinde ofte er gift med en mandlig gud, og at hun er moder til tvillinger der i sagnhistorien er hovedpersoner. Vi får aldrig at vide hvad Njords søster hed, men vi kan se hvor vigtig en person hun er for hun er moderen til to af vore største helte og heltinder, Freyr og Freya . Vi ved ikke med sikkerhed hvad vi kaldte Moder Jord . Völuspa 57 omtaler to kvinder der er forklaret som identisk med Moder Jord; Hlóðynjar (Ildstedet) og Fjörgynjar (Giver af Liv). Vi kender også til brugen af Jörð (Jord) i omtalen af Moder Jord. Det må ligeledes være sandt at Freya og Frigg og heite der henviser til begge oprinder fra Den Jordlige Moder. 1 1 ”Apia” (Skythisk. Moder Jord) Spørger vi Tacitus i år 98 e.Kr. i hans beskrivelse af folkeslagene og skikkene i nord-Germanien, fortæller hans os følgende: ”Der er intet usædvanligt ved nogen af disse stammer med mindre regnes den fælles tilbedelse af Nerthus (dvs. Moder Jord) . De tror hun er interesseret i mænds affærer og er blandt dem. På en ø i havet er der en hellig offermose, hvori venter en hellig vogn tildækket med en drapering. Kun en præst må røre ved den. Han kan mærke tilstedeværelsen af gudinden når hun er på sit hellige sted, og følger hende med stor ærefrygt når hun bliver trukket af okserne. Det er et festligt højdepunkt på alle steder hvor hun beslutter sig til at være og forblive. Ingen går i krig, ingen tager op våben. Faktisk så lægges alle våben bort, og kun i denne tid er der fred og ro, indtil gudinden har fået nok af folks selskab, og ved præstens hjælp vender tilbage til sit tempel. Herefter bliver vognen og draperingen, og hvis i stoler på mig, gudinden selv, badet i et mystisk vandhul. Denne skik bliver udført af trælle der, så snart dette er gjort, bliver druknet i søen. På denne vis avler mystik frygt og en religiøs uvidenhed omkring hvad synet måtte være som kun de der nu skulle dø måtte se”.
Til venstre: En nøjagtig kopi af den gamle vogn der i 1880’erne blev udgravet fra mosefundet i Dejbjerg Præstegårdsmose. Vognen er fra 100 tallet e.Kr., og derfor samtidig med ovennævnte beretning fra Tacitus . Fremstillingen af vognen og ofringen til Moder Jord er da også inspireret af Tacitus. Vognen har været benyttet til en ceremoni da den var udsmykket med bronze og har mange jerndele indbygget. Vognen på Skjern-Egvad Museum kaldes Dejbjerg I. Dejbjerg II. findes i Nationalmuseets udstilling. Fælge, nav, langvogn og stjert er gjort af ask (en skik vi fortsætter med helt op til det 20. århunderede), avnbøg til eger og eg til aksler.
Forskere er uenige om hvorvidt Tacitus tog fejl mht. om Nerthus var navnet på Moder Jord, eller om Nerthus var Moder Jords ægtemand. Ifald Nerthus i virkeligheden var Moder Jord ville hendes navn have været Nertha. Ingen betvivler dog beskrivelsen af skikken, der altså har været hos Anglerne , som Tacitus kender til, og dermed hos Ver Asir/Danir -folket. Derfor genfinder vi Moders Nat i vor tidligste kalender. Der må være en god mulighed for at Nerthus og Njord er den samme person og at begge oprinder fra ”Jörð” i betydningen ”Moder Jord”. At "Njord" betyder "Jord" kan vi f.eks. se fra ordet "njarðarvöttr" (oldnordisk) 1. Dette ord betyder direkte "Njord's vante", men skal forstås som "svamp" - en jordsvamp. 1 Munken Jonas: Columban’s Liv fra 600 tallet e.Kr. (kap. 25) skriver at frankerne allerede i 500 tallet e.Kr. kaldte "vanter" for "wanti" (teksten skriver at gallerne bruger dette ord, men alle synes enige i at dette er fejl for frankerne).
Sammentrækningen fra "jord' til "njord" synes mig at kunne findes i det gotiske "ana airþai", der har betydningen "på jorden". Herfra kan "*An eorþan" (oldengelsk) sammentrækkes til "*neorþan" (oldengelsk) og "njarðar" (oldnordisk). Wulfila bruger ordene ”ana airþai” i sin gotiske Bibel fra 300 tallet e.Kr. i den meget vigtige sætning fra ”Fader Vor”-bekendelsen; ”swe ïn himina jah ana airþai” eller ”som i himlen og på jorden”. Forståelsen for (Moder) Jord og (Moder) Sky er om noget kærnen i vor, og mange andre urfolks, filosofi, som overtages af kristendommen. Derfor kan vi sagtens benytte Wulfila’s gotiske ordvalg til forståelsen af Njord. Sammenlign denne forståelse med det græske tillægsord ”nei’aira”, der skal opfattes som ”nedre” (Jörundur Hilmarsson: Studies in Tocharian phonology, morphology and etymology, 1986: 297-304), og kun kendes i hunkønsform, samt det græske ”e’nerthe(n)” (forneden), ”ne’rteros” (nedre). På det indoeuropæiske sprog Tocharian, Nordindien kendes samme ord i formen ” n~or” (forneden, underneden, under, nede). Bemærk at opfattelsen af ”Njord” i den græske forståelse som ”det der befinder sig forneden, underverden”, er identisk til hvorledes ”Ægir” (Acheron) opfattes på græsk (se afsnittet ”Einherjar & Loki og Ægir i Þrúðvangar”). Dette er måske to forskellige folkeslags opfattelser af samme sag, der støder sammen flere gange under folkevandringerne. I afsnittet "Odysseus’ og Menelaos’ lange hjemrejser fra Den Trojanske Krig" viser jeg at gudinden "Neaira" forekommer i Homer: Odyssey (Bog XII: 127-133). Jeg argumenterer for at denne gudinde er "moder" over Fyn, og derfor er identisk til Njord, og kan ses som oprindelsen til bl.a. Nørre Nærå ved Odense. At Tacitus gør Moder Jord til en enhed af hankøn kaldet "Njord" (Nerthus) mener jeg ganske enkelt skyldes at Den Hedenske Høje, og derfor personificeringen af Moder Jord, er Frey. Dette er sandt i alle vore landskaber helt frem til Troskiftet år 600-630 e.Kr. Det er derfor alle i den kendte verden kender os som "Ingwines" (oldengelsk) eller "Venner af Ing/Frey". Mit gæt er at det oprindelige navn på Moder Jord var ”Erce” og at dette navn, som følge af hvorfra folkevandringen tog sin begyndelse, er fuldt knyttet sammen med det tilsvarende ord i Mesopotamien ”eresetu” (akkadisk) hvorfra også det hebraiske ord for samme ”^eres” udvikles. Det angel-saksiske manuskript ”MS Cotton Caligula A vii” fra sidst i 900 tallet e.Kr. siger: “Erce, Erce, Erce, eorþan modor!” og senere i digtet ”Hal wes þu, folde, fira modor!” Som jeg oversætter til: ”Erce, Erce, Erce, jordlige moder!” og ”Hillet var du, (græs)fold, dødelige’s moder!”
I ovennævnte sætninger er "Jord" lig "Den Jordlige Moder". I filosofi mener jeg at dette skal opfattes som at der findes en anden Moder, og at denne må være en "Sky"-Moder. Ellers er der ikke behov for at tilføje "eorþan". Samtidig er denne "Sky"-Moder "de udødelige’s moder". Ellers er der ikke behov for at tilføje "fira modor". Den højbårne, kvindelige kriger Sigrdrífa (sejrdriver) kvæder i 1-200 tallet e.Kr. de helt identiske tanker i Sigrdrífumál (vers 4, Ældre Edda) i min oversættelse:
1 ”mærum” oversat som opfattet i Beowulf (345): ”mærum þeodne, min ærende” eller ”højtærede folkeleder, mit ærinde”
Moder Jord gemmer sig også i forståelsen for Hyldetræet og Elletræets vætte "Hyllemor" (se afsnittet ”Julenisserne – Nis Gårdbo, Jólasveinar og alfer”). Hun kaldes også ”Hyldeqvind”. ”O Hildi Moder, Hildi Moder! Dette gientages tre Gange og forskeer man sig herudi, bliver man straffet”. 1
Gentagelsen tre gange er fortid, nutid og fremtid. Der er ikke blot i ordvalget, men i selve filosofien, en forståelse for at Hyldetræet, med frugtens mange helbredende egenskaber, er givet af Moder Jord. Jeg er ikke enig i at ”Hildi” er en gudinde. Ordet ”Hildi” er sammensat af ”Hil” (olddansk, ”at hylde nogen, lykke/held”) og ”þik/dik” (oldnordisk, olddansk, ”dig”). Hermed fremkommer den identiske påkaldelse af Moder Jord ”Hillet var du”, som vi ser på oldengelsk med ”Hal wes þu”. Rig Veda og den 8-takkede stjerne fra den sumeriske bygd Uruk (nuværende sydlige Irak) dateret til 3000 f.Kr. (se nedenfor) viser at "Solen" er "de udødelige’s moder". I filosofi har alle kunnet forstå dette. Ætlingen/Balder ofres til Solen under Sommersolhverv. Han rejser herefter til forfædrene i fremtiden, og genfødes den 1. juledag efter Vintersolhverv/Moder's Nat. Kun en udødelig kan gøre dette igen og igen. Død og genopstandelse. "De udødelige" er forfædrenes afrejste sjæle, for hvem Solen er deres Moder. Moder Jord gemmer sig også i ”Gudrúnarkviða II, En Forna” (vers 21, Ældre Edda). Dette kvad indeholder forståelser, der efter min mening viser vor oprindelige filosofi fra 4-500 tallet e.Kr. Gudrun bliver bragt en drik af Grimhild, der skal hjælpe hende at glemme tabet og drabet af hendes ægtemand Sigurd. Beretningen finder sted på Thurø syd for Svendborg (se også Völsunga saga, kap. 32):
Min oversættelse til nudansk. Igen uden undtagelse skal en beskyttende drik have 3 egenskabers beskyttelse for at virke i de tre rødder; fortid, nutid og fremtid. Fordi søen er benævnt som ”iskold” ved vi at vi her taler om Vinterhalvåret. Fordi ”sónum dreyra” nævnes ved vi at der i drikken er hældt blodet fra det nyligt ofrede ”sónargöltr” (offersvin/julegris) under sónarblót og edaflæggelsen på Moders Nat 19-23 december.
Det er måske her værd at overveje om “jordens kraft” ikke tager sit udgangspunkt i en højt udviklet forståelse for at den fysiske ”Jord” og den fysiske ”menneskekrop” begge består af en række identiske grundstoffer og mineraler 1. Som naturmedicin har genopdaget har specielt lerholdigt jord en lang række af de mineraler mennesket har behov for. 1 Denne sammenhæng ses bedst ved at vor urjætte Ymir, fra hvem Det Nye Menneske nedstammer, har de to heite ”Aurgelmir” (Vafþrúðnismál, vers 29 og 30) og ”Leirbrimir” (Fjölsvinnsmál, vers 12), begge Ældre Edda. Begge heite har betydningen ”ler” (se kapitlet ”Jætter”). Det synes derfor at vor egen filosofi er enig med Det Gamle Testamente (1. Mosebog 3:19): ”...jorden, thi af den er du taget; ja, støv er du, og til støv skal du vende tilbage”. Der er naturligvis ingen røverhistorie om genopstandelse i Det Gamle Testamente, der alene er en opfindelse fra den 1. Synode efter år 325 e.Kr. og derfor en del af Det Nye Testamente.
Wulfila bruger ordet ”fani” (gotisk) for ”ler” i Johannes-evangeliet (9:6). Det gotiske ”fani” må være identisk til ”fen/fenn” (nuengelsk/oldnordisk/oldengelsk), ”fenne” (frisisk/nudansk), der betegner et vådlandsområde/marskland kaldet ”fenland”, hvortil løber alkalisk, mineralholdigt grundvand. På nudansk oversættes ”fen” til ”kærmose, engmose”, men et fenland, f.eks. The Fens, Cambridgeshire er ikke en mose. I Danmark/Estland finder vi stednavnene "Fensmark" (ved Næstved i Thuthibiarsheret/Tybjærg Herred); "Fensten", Gosmer Sogn, Hads Herred, ved Odder og "Fennern", Landskabet Alempos, sydvestlige Estland. Sat i denne sammenhæng kan vi se hvorfor ordet navngiver de ætter der bebor Finland, gennem "finnas" (oldengelsk) og "finnr" (oldnordisk). Mit bud er at ”jordens kraft” er ”fani-ler fra fenland/marskland/kær", der rent faktisk har en livgivende kraft. Med denne forståelse kan vi nu se hvorfor Hávamál (vers 137, Ældre Edda) opfordrer til brugen af fani-ler mod fuldskab:
Min oversættelse til nudansk. Ordet ”tecr” er oversat fra ”teigr” (oldnordisk), der betegner et stykke land; gjødet mark, ager, eng eller skov. Ordet "a/lþri" forudsætter jeg sammensat af "al" (øl) + "þri", fra "þrif" (trives).
Vi har en identisk forståelse af betydningen af ler i Gilgamesh’s Saga (Epic of Gilgamesh), der er beretninger om kongen af Uruk ca. år 2750-2500 f.Kr., og findes på 12 lertavler skrevet i cunieform. Kong Gilgamesh har problemer med at få tilset af tronarvingen bliver skabt. Derfor bliver enheden ”Aruru”, der er over De 7 Vise hovedguder, påkaldt af en af De 7 Vise, skyguden Anu. Enheden ”Aruru”, der muligvis skal opfattes som ”menneskehedens skaber” er en kvinde (tavle I.) Efter hun er blevet påkaldt hører vi: ”..Aruru vaskede sine hænder, tog en klump ler, og smed det ind i ødemarken..”. Ler forbindes derfor med skabelsen af mennesket, hvorfor ler må skulle opfattes som besiddende de samme bestanddele som menneskets krop.
Som jeg utallige gange forsøger at fremhæve i denne historie er det helt unikt for vor kultur at kvinder nød og nyder så stor anseelse. Vi behøver ikke at kigge langt selv i dag for at se hvorledes de fleste andre kulturer har en diamentral modsat holdning til en kvindes værd i samfundet, også inden for kristendommen. Sidstnævnte er ganske vigtigt for ifald kristendommen var lig vore skikke i denne forbindelse da skulle Jomfru Maria (som symbolet på Frigga/Nerthus/Erce/Moder Jord ) have samme status som Jesus (som symbolet på Balder /Kongen), og det har hun som bekendt ikke. Skal vi tage et gæt på at om 5.000 år vil denne enorme forskel på vor skikke og tro sammenholdt med andres fortsat være gældende. Vor påskønnelse af kvinder i vort samfund bygger på en helt fundamental livsopfattelse om kvindens rolle som Moder Jord , Moder til Balder , der skulle genfødes hvert vintersolhverv for at livet kunne fortsætte, og at kvinde og mand tilsammen på slagmarken var en fuldstændig komparativ fordel. Rig Veda (bog 7:LXXVIT) i omtalen af Daggry viser den fulde forbindelse mellem den opgående sol, Moder Jord/Moder Sky og kvinden: ”Hun skinnede lyst som en ungdommelig kvinde,
Ordet vi har til at beskrive ”den opgående sol’s første skinnen om morgenen” er ”Solrød”, jvf. landsbyen ved Køge Bugt. Ordet er fra det oldnordiske ”sólroð, sólarroð” eller ”Solens rod”. Navngivningen af "Solrød" sker som det østlige punkt i horisonten 1. 1 Det modsatte begreb; ”den nedadgående sol’s sidste skinnen” kalder vi ”þa stafar undan sólunni”. Det betyder direkte ”da staver under solen”, men da ”stafar” (staver) også har betydningen ”striber”, skal vi opfatte begrebet som ”den nedadgående sol’s solstråler i horisonten”.
Da Solrød skal vise helt nøjagtigt ”retning øst” kan vi trække en baglæns ret linie og se hvorfra ”den opgående sol’s første skinnen om morgenen” er blevet set. Det bør ikke overaske at dette punkt falder på den gamle hovedvej mellem Ringsted og Roskilde (Hovedvejen). Det faktiske punkt er hvor Hovedvejen knækker mod nordøst ved Tolstrupvej lige uden for Osted i Walbysheret (Valbusheret, Volborg Herred). Da stednavnet ”Magleskov” (Den Store Skov) forekommer klods op af kan man tænke sig at man er kommet ridende gennem skoven, og ved thorpen er kommet ud af skoven. Ved daggry har man set solens første skinnen i horisonten (afstand 16.4 km), med Køge bugt i baggrunden. Kommer man fra Ringsted er det samtidigt kort tid herefter at man svinger af vejen til venstre, hvis endemålet er Heorot, Gl. Lejre.
Ole Crumlin-Pedersen skriver i ”Atlas over Fyns kyst i jernalder, vikingetid og middelalder” (s.142) at Nørre Nærå ved Odense år 1304 e.kr. oprindeligt hed ”Niærthøu” eller ”Njords høj” dvs. muligvis ”Moder Jord s Høj”. Ligeledes er det oprindelige navn for Narvik i nord-Norge ”Njarðvik” eller ”Njord ’s vig” dvs. ”Moder Jord’s vig”. 1 1 Valdemars Jordebog år 1231 e.Kr. nævner ”Niærdholm” (Njord ’s ø), der formodes at være Norje By, Ysanna sogn, Lister Herred . Andre stednavne med ”Njord” er ”Nyarthawi ” i Østre Gøtland, ”Nærthawi” i Närike, ”Nerdælundum” ved Husby i Södermanland og ”Nærdhasten” i Uppland (2. bind:kommentar, hæfte 1, s. 225). Også byen Narva (østlige Estland ) hed oprindeligt ”Narve” og må oprinde fra”Njarð” + ”Vé” (Moder Jord’s helligdom).
Loke kvæder om Thor i Lokasenna (vers 58, Ældre Edda): ”Jarðar burr” (Jordens søn, Jordens første-fødte). Da det Loki’ s mening at forsøge at fornærme Thor er det muligt at vi skal fortolke fra det oldnordiske ”búri” (en plump bonde), og derfor opfatte heitet som "Jordens fede bondeknold". Se afsnittet "Tid og sted - Troja & Þrúðvangar". Ved 800 tallet e.Kr. er der sket i Troskifte i stammen hvor bl.a. Den Hedenske Høje ikke længere er Freyr, men enten Odin eller Thor, som igen kan ses som den samme gud. Også Moder Jord, i hvertfald i de områder i Norge hvorfra der udvandres til Island og Færøerne, synes at være mindre synlig. Hun findes dog stadig omkring Trondheim i tidsrummet år 930-960 e.Kr. Snorre beretter i Hákonar Saga Aðalsteinsfóstra, Heimskringla (kap. 14) om Haakon den Gode/Hákon Aðalsteinsfóstri (920-960, konge ca. 930). Vi befinder os på Sigurd Jarls gård Laden nordøst for Trondheim, Trøndelagen. Jarlerne fra Lade-gården (Hlaðajarl) er meget magtfulde fylkeskonger, som den kristne Haakon den Gode ikke kan trodse uden at lade livet. Jarlerne havde landskabets største gudehov og Sigurd var den største blótmand (hinn mesti blótmaður). Sigurd hælder nu blót-gilde øllet op. Alle bønder skulle jvf. sæden møde frem til hovet når der var blót-gilde. Det var den gamle sæd (forn siðr) under et blót og den efterfølgende fest (veizla), at man efter at have ofret al slags kvæg og heste (allskonar smali ok svá hross), satte kødet til at syde i kedlen over ilden: ”En sá er gerði veizluna ok höfðingi var, þá skyldi hann signa fullit ok allan blótmatinn. Skyldi fyrst Óðins full, skyldi þat drekka til sigrs ok ríkis konungi sínum, en síðan Njarðar full ok Freys full til árs ok friðar. Þá var mörgum mönnum títt at drekka þarnæst Braga full. Menn drukku ok full frænda sinna, þeirra er göfgir höfðu verit, ok váru þat minni kölluð…”. Som jeg oversætter til: ”Den som gjorde festen og høvding var, da skyldte han signe fuldt og alt blótmaden. Skyldte først Odin’s Fuld 1, skyldte da at drikke til sejr og sin rigskonge, end siden Njarðar Fuld og Freyr’s Fuld til árs ok friðar 2. Da var mange mennesker tit at drikke dernæst Braga Fuld 3. Mændene drak og Fuld frænderne sine, der tilbedt havde været, og var da Mindet kaldet…4”. 1 Læseren har sikkert gættet at brugen af ”Fuld” (full) betegner ”et fyldt horn”. Betegnelsen ”at være fuld” er en direkte konsekvens og sproglig udvikling herfra. ”…was auk gabeigs filu” eller direkte ”…var og rig meget”, der på nudansk skrives ”…thi han var meget rig”. På oldengelsk som ”gifig” har ordet ligeledes betydningen ”rig, velhavende”. Det er naturligvis netop det at en dødelig person er velhavende og rig, i såvel ejendom som visdom, der gør at samme person som udødelig tilbedes fordi man havde set op til personen medens han/hun levede. Først en skål til de dødelige og herefter en skål til de udødelige forfædres og venners afrejste sjæle kaldet ”Minni full” (Mindet Fuld). En absolut værdig afslutningen på drikke-ritualet.
I kunst blev Moder Jord afbilledet som en 8-takket stjerne, der ses flere steder nedenfor.
Runeindskriften og figurafbildningerne på ”det korte” guldhorn tegnet af arkivar, kammerråd Jochum Paulli (1690-1759) 1734. Fra ”Danmarks Folk – I skildringer af danske videnskabsmænd” (1901, s. 221-222). Begge guldhorn blev fundet ved Gallehus ved Møgeltønder i Sønderjylland og er dateret til 400 tallet e.Kr.
Vi gennemgår andetsteds forklaringerne til de personer der er afbildet og hvorfor vi her ser et Sommersolhvervsblót undervejs. Vi har afbildninger af 4, 6, 7, 8, 9 og 12-takkede stjerner. Antallet af takker på hver stjerne er ingenlunde tilfældig og viser de 4 årstider, de 9 verdener, 12 måneder 1, de syv hovedguder etc. Der er 4 afbildninger af 8-takkede stjerner i ”det korte” guldkorn fra Sønderjylland. 1Brugen af 12-takkede stjerner i 400 tallet e.Kr. i Danmark og på den sarmatisk/skythiske kalender dateret til 200-100 tallet f.Kr. tyder på at vi allerede i 200-100 tallet f.Kr. er overgået til en sol-baseret kalender.
Helleristning fra Brastad, Backa Socken, Bohuslen dateret til ca. år 1000 f.Kr. (bildnr. 30411049 049, Raä nr. 12). Vi ser det 8-takkede Moder Jord symbol, Solen med livgivende stråler til Solhjulet. Om de to solhjul er faktiske hjul til en vogn er vanskeligt at sige. Billedkilde: Vitlycke museum, Tanumshede, Bohuslen
Fra en lertavle fundet i den sumeriske bygd Uruk (nuværende sydlige Irak) dateret til 2000-tallet f.Kr. ved vi hvad den 8-takkede stjerne skal symbolisere. Den otte-takkede stjerne er Inanna1, der hos romerne bliver til Venus og hos os Freya . Se tillige beskrivelsen af Eostur/Ishtar. 1 Hun kendes også som Ninnanna (skyernes Dronning) og Ninsianna. Skulle læseren ved lejlighed have mulighed for at se et luftfotografi af Skt. Peterspladsen i Rom vil man se at selve pladsen er specifikt udformet som en 8-takket stjerne med den egyptiske obelisk i midten værende et af verdens mere kendte fallos-symboler (hos rommerne Baal, hos os Frey).
Afbildning fra et cylindersegl dateret til UR III. (2100-2000 f.Kr.) fra Uruk, Mesopotamien. Afbildningen viser den faktiske konge Gilgamesh, Den Himmelske Tyr (=Tyr) og den 8-takkede stjerne der, som man kan se, bare er Den Skinnende Sol - Skymoderen.
Rig Veda (Bog 10:XVIII:10-11) siger i min oversættelse til nudansk: ”Begiv dig til Moder Jords skød, den vidtstrakte Jord, Hæv dig, Jord, pres ej med styrke ned: Her ser vi at Freya er Moder Jord og at hun i Rig Veda har heitet "Giver af Belønning". Denne forståelse kan føres direkte til Sjælland, hvor vi ligeledes kalder Freya og Moder Jord for "Gefion, Gefjon" (Giveren, Den der Giver) eller "Gefn" (oldnordisk) (se afsnittet "Gefion og Sølund"). Friserne synes at kalde hende for "Friagabi" (Friagabis), der kan betyde "Giver af Frihed", og "Fimmilene" med betydningen "Skænker af behændighed” (se afsnittet ”Fresna Cynne – Den frisiske slægt”).
Smykke dateret til 400 tallet e.Kr. og fundet i Kent som strøfund. Fundet er med dateringen samtidig med Hengest og hans æt under udvandringen fra Jylland til Kent år 449-455 e.Kr. Dette er et symbolsk bronzespejl, formet som Solen med solstråler i smykkets kant, og med 8 prikker, symbolet på Den Jordlige Moder. Der er et sikkerhedsnålsystem på bagsiden (ikke intakt). Smykket er 3 cm i diameter og er blevet båret af en kvinde fastsat på klædet foran. Beowulf-kvadet kalder vor Dronning Wealtheow (ca. år 473-525 e.Kr.) for "cynna gemyndig" eller "slægtens myndighed", dvs. kvinden er ansvarlig for at sæder og skikke overholdes og videreføres. Dette gengives i smykket ovenfor, hvor vi ser de 8 prikker omringet af 2 x 3 ringe, der hver symboliserer de tre oprindelige verdener; fortid, nutid og fremtid. Som Rolf Gunnar Rolfsson har gjort mig opmærksom på er det derfor at tallet 8 (atta/eahta/æhta) er lig ætt (slægt) er lig ætt/átt (retning). Min private samling.
Tacitus nævner ”en ø i havet” som stedet hvor der skulle være en hellig offermose. Af det kan vi lære to ting: Igen bekræftes det at Tacitus ikke kender til nord for Angul, Slesvig. Dernæst at denne ø kunne være enten England/Irland eller en ø i Danmark. Ver Asir/Danir -folket er endnu ikke udvandret til de nye kongeriger i Britannien, hvor romerne har fuldt kontrol. Tacitus ville derfor skrive at det var i de romerske provinser Britanniae ifald det var her. Jeg har derfor på fornemmelsen at Tacitus her hentyder til Danmark. Kan det være rigtigt? Ja det kan det, og beviset er velkendt:
Sol-monaþ – moderkager - fastelavnsbollerEn af de højtider det er lykkes den katolske kristendom næsten, men ikke helt, at få omskrevet i et katolsk islæt er Fastelavn. De fleste er klar over, at der måske ligger en urskik bag denne fejring, men ingen kan mere præcist forklare betydningen. Når vi tænker på Fastelavn, så tænker vi generelt på tre ting:
Det gode ved gamle folkesange og folkedanse er at de er pokkers svære at drive ud af historien, og derfor kan vi lære meget af dem, da de mange gange er konstrueret til et folkeslag, der ikke kan læse eller skrive, og derfor skal kunne bringe skikkene videre gennem sang og dans. Lad os for en gangs skyld starte i nutiden og bevæge os tilbage i tiden. Den sorte kat var i den katolske verdensopfattelse et tegn på djævlen, og han skulle uddrives. Det er derfor der ingen sorte katte er bl.a. i Danmark. Det passer ikke siger De. Jo det gør det og kig selv efter. Der er mange sorte katte, men de har alle hvide markeringer. Ingen er fuldt sorte mere, og djævleuddrivelsen er årsagen. Når katten derfor skulle slås af tønden så var det uddrivelse af djævlen. Denne tradition kom til Danmark med de 184 hollændere Christian II indførte til Amager i år 1516 og 1521 (også hollænderne var katolske på dette tidspunkt. Reformationen kommer 16 år senere).1 1 "1515 lod Kongen forhandle udi Vaterlandene udi Holland, at hid skulde indkomme nogle Hollændere at bo, hvilket han tilsagde i stor Frihed, og Foraaret 1516 kom nogle herind, hvilke Han gav en By på Amager at bo på, kaldet Hollænderbyen, hvortil Dronningen meget hjalp, fordi det Folk særlige ved at omgaas Smør, Ost, Rødder, Løg, Hauger at anrette og Vildgaasefang, hvilket var Gavn for København By". Kongens Amager kaldtes de, og med rette. De nye indvandrere fik skattefrihed, ret til at bruge og beholde øen Amager og Saltholm som ejendom, og deres eget retsvæsen. De danske Amagerbønder måtte forlade øen - hvorhen vides ikke med sikkerhed. Den engelske gesandt i København i 3 år fra 1689-1692, Robert Viscount Molesworth (1656-1725): An Account of Denmark, as It was in the Year 1692 (London, 1694, CHAP. XI. Of the Court.), synes at forklare os at det var faktisk var boere fra Friesland der fandtes på Amager i Kong Christian V.'s regeringstid, her årene 1689-1692:
Min oversættelse til nudansk. Der må være fuld sammenhæng mellem "trekboernes" senere folkevandring til Kap-staden i årene 1652-1795 e.Kr. medens det var under herredømme af Verenigde Oostindische Compagnie, og boernes ankomst til Amager i første halvdel af 1500 tallet e.Kr. Det hollandske "boer" skal sidestilles med det oldengelske "gebur" og derfor endestavelsen i "nabo". Ordet svarer vel nærmest til det vi forstår ved husmænd; småbønder uden jord.
Ordet ”Fastelavn” kommer af plattysk ”Fastel-Abend” eller "Fasteaften". Lig de semitiske skikke, holdt den tidlige kristendom faste på bestemte dage, og i slutningen af 100 tallet e.Kr. fastede man på onsdage og fredage. I den omskrevne romerskkatolske rituelle kalender fra 500 tallet e.Kr. indførte man en tradition med, at man fastede et vist antal dage før påskefesten, hvor man havde besluttet sig for at Jesus-figurens ritiuelle hængning fra en galge og årlige genopstandelse skulle finde sted (for mere om den oprindelige kristne kalender se afsnittet "Jule-nægterne og jule-haderne"). I begyndelsen af 500 tallet e.Kr. varede den nyopfundne faste før påsken syv dage i den græske kirke mod øst (Østkirken), og fyrre dage i den katolske kirke mod vest (Vestkirken). Traditionen med en kirkelig "fasteperiode" på fyrre dage op til påske er bl.a. beholdt i Den Danske Folkekirke. Oprindeligt er de 40 fastedage i den romerskkatolske rituelle kalender beregnet som "Epiphania domini" (6. januar) + 40 dage = "quadragesima Epiphaniae", som jeg i afsnittet ""Jule-nægterne og jule-haderne" viser er Jesus-figurens årlige genfødsel og tveskabelse. Først i den omskrevne romerskkatolske kalender, hvor man flytter Jesus-figurens fødselsdag til den 25. december for at få kontrol med Vintersolhvervsfejringen, og omskriver den årlige genfødsel til en rituel hængning fra en galge, efterfulgt af en genopstandelse, laves en matematisk baglænsberegning af 40 fastedage før Påskedag. Undtaget fra denne regel var kun søndag. Det er derfor Fastelavn i dag ikke falder på en bestemt dato, men altid er 7 uger før Påske (mellem 1. februar og 7 marts). Pave Gelasius I.(pave 492-496) viser os i sit brev til den romerske senator Andromachus, kaldet ”Adversus Andromachum contra lupercalia”, at den i samtiden kristne romerske elite vedbliver at fejre den hedenske romerske fest ”Lupercalia”, der var en frugtbarheds- og renselsesfest (dies februatus – renselsesdag, og ophavet til måneden februar). Fejringen fandt sted 13-15 februar i grotten "Lupercal", hvor Rom blev grundlagt 1. Ordet "Lupercalia" er knyttet til "lupus" (ulv), jvf. Roms skabelsesmyte om hunulven Lupa, der brødføder Romulus og Remus, dvs. festen er i sin oprindelse en renselsesfest for Rom og romerne. Guden der opstår herfra, Lupercus, er fårehyrdernes gud, hvilket giver os de oprindelige romeres hovedvirke. Under "Lupercalia", dvs. "Ulvefesten", bærer præsterne kapper af gedeskind ofret i et blót, og vi tænker straks på fynordet "en ulv i fåreklæder" 2, for det var nøjagtigt hvad præsterne udgav sig for. Først fra dette tidspunkt, efter år 495 e.Kr., opfindes en ny kristen skik, hvor man 2. februar opfinder en renselsesfest for Jomfru Maria. Denne rituelle kalender fremgår af ”Kalendarium in the Copenhagen Psalter” (håndskrift KB Ms.Thott 143 4°, Det Kongelige Bibliotek), der er en meget tidlig engelsk-katolsk kalender, måske fra Northumbria ca. år 1170 e.Kr. Her skrives ud for Midvinter (2. februar) den katolske ceremoni skabt til at overtage vor bod denne dag – den kristne skik kaldes ”PURIFICATIO SCE MARIE VIRGINIS”. 1 Se Plutarch (ca. år 45-125 e.Kr.): Caesars Liv (61) og Titus Livius (Livy) (59 f.Kr.- 17 e.Kr.): Bog I. Den 8 m høje grotte (D: 7.5 m) blev muligvis genfundet under Kejser Augustus palads på Palatine bakke, sydvest for Colosseum og øst for Tiber-floden i Rom i 2007.
Derfor vil man ofte høre en kristen præst mumle i skægget om at de 40 fastedage omhandler Jesus-figurens ophold i ørkenen i 40 dage, hvor han ”rensede og spægede sit legeme”. Dette er en nyskabt røverhistorie for at kunne bortforklare en omskreven rituel kalender. Vi lægger mærke til at i sangen om Fastelavn, da kræver Fastelavn boller, og mange af dem. Ellers truer Fastelavn med at lave ballade. Vor oprindelige skik har derfor været en skik med ofring af brød eller kager til et eller andet formål. Sol-monaþ eller februar måned blev også kaldt ”Fladkage-måned” (Flat Cakes’-monaþ). Februar var måneden hvor bønderne foretog en ofring i håb om at afgrøden, som man havde plantet i winter-fylleð/sædemanet (oktober) måtte blive god. Denne ofring tog form af at man nedgravede flade kornkager i jorden overalt, hvor der var sået. Man gav korn i håb om at få korn igen. Disse kager blev på latin kaldt ”placentae”. Dette ord bruges i dag med helt samme betydning. På dansk kalder vi det ”Moderkagen”, og det er naturligvis efterbyrden (afterbirth) efter en fødsel. Denne ofring af Moderkager finder sted under Midvinter, der i Danmark/England falder 2. februar, og er at regne for "midten af vinteren". Selve dagen kaldes "Kyndilmessa" (oldnordisk) eller "Kyndilmisse". Fra ordet "Kyndillljós", der har betydningen "fakkellys", kan vi se at der blev tændt fakler. Ordet "Kyndill" er identisk til det nuengelske "candle" eller "fakkel/lys" 1 . 1 I østnorsk tradition ved Solør, Hedmark ser Midvinter ud til at falde 12. januar. Omkring denne dag holdtes en 3-dages jul. Det er formentlig denne skik der er oprindelsen til Snorre's beretning i Hákonar Saga Aðalsteinsfóstra, Heimskringla (kap. 13) om Haakon den Gode/Hákon Aðalsteinsfóstri (920-960, konge ca. 930)'s holden af en 3 døgns jul omkring Midvinter, der jo ikke er det samme som Vintersolhverv. Det antyder stærkt at vi her har en særlig juleskik fra et andet folkeslag end "os". I denne egn kaldes dagen ikke for "Kyndilmessa", men for "Toredagen". Denne dag lavede man "Torelud" dvs. Lud lavet af aske, der var blevet til de foregående tre dage. Lige efter solnedgang Midvinteraften/Toredag hældte man "toreluden" over et slangehjerte og et bjørnehjerte og i 3 dage sat i en ubrugt mur (skorsten eller pejs). Herefter skulle man gemme denne "torelud" efter at have siet vandet fra. Man benyttede "torelud" til at blande i det første badevand for en nyfødt, kaldet "Torevand/Torelaug". Medens man badede den nyfødte sagde man: "Jeg lauger dig i torelud, Fra slangehjertet modtog barnet Hævnlyst. Fra bjørnehjertet modtog barnet Mod og Styrke. Vi kan vise sammenhængen mellem slangehjertet, barnet og hævnlyst:
Ovenfor ser vi en lille bid af tegneserieudgaven af Sigurð’s drab af Fafnir. Filosofien bag beretningen er gennemgået i afsnittet ”De hellige sværd” (underafsnit ”Gram (Det Vrede) - Völsunga-ættens sværd”). Det her viste udsnit er fra helleristningen (Sö 101) på Ramsundsberget, Ramsund, Eskilstuna, Södermanland dateret til ca. år 1000 e.Kr. Fáfnismál (Forord, Ældre Edda) forklarer os hvorledes Sigurð dræber Fafnir ved at støde sit sværd i dragens hjerte. På sennordisk er den oprindelige drage blevet til en orm (slange), jvf. bl.a. Fáfnismál (vers 19, Ældre Edda). Som vi kan se holder Sigurð ormen i sin højre hånd over ildens flammer. Fáfnismál (bindesætningen mellem vers 26 & 27, Ældre Edda) forklarer os at Regin skærer hjertet ud af Fafnir og drikker blod af såret. Regin siger herefter i Fáfnismál (vers 27, Ældre Edda):
Min oversættelse til nudansk. Ordet ”eiskald, eisköld” betyder direkte ”gloende kilde” og skal ses sammen med begrebet ”kaldakol” (arneildens udslukkelse), f.eks. ved endelig fraflytning fra en gård i utide. Hjertet og arneilden har i tanke, og virkelighed, samme opgave. Som kenning er ”eiskald, eisköld” derfor hjertet. Fáfnismál (bindesætningen mellem vers 31 & 32, Ældre Edda) forklarer os at Sigurð steger hjertet på et spyd. Da hjertet var stegt og blodet skummede ud af hjertet, rørte han det med en finger for at sikre sig at det var færdigstegt. Han brændte fingeren og stak den i sin mund. Da han fik Fafnir’s hjerteblod på sin tunge da forstod han fuglenes røst. Herefter kvidrer 7 fugle (de 7 vise) deres råd til Sigurð for at give ham hævnlyst og Sigurð tager afsluttende den fulde hævn.
Jeg tror derfor vi ganske roligt kan sige, at de kager vore forfædre nedlagde i jorden 2. februar hvert år i håb om en god afgrøde oprindeligt blev kaldt ”Moderkager”. De blev kaldt det fordi Moder Jord skulle have dem. Andre senere navne på dette afgrødsoffer er "Pløjebrød", "Saakage" og i Tanum, Bohuslen "Julebonden". Brødet i Bohuslen bliver bagt under Julen, gemt, og er bagt af den sæd, der besidder den stærkeste kraft - sæden af forrige høst's sidste neg. 1 1 Hans Ellekilde: Vor Danske Jul Gennem Tiderne (1943, s. 21 og 298).
Dyr spiser Moderkagen fordi den indeholder alt, hvad en moder skal bruge til at give liv videre til den nyfødte (og forskere bruger også i dag samme til alskens formål). Der er også utallige beviser for at stammefolk, bl.a. i Afrika, efter fødslen af et nyfødt barn, nedgravede Moderkagen i jorden som ritual. Set i dette lys er forståelsen af at give en Moderkage til Moder Jord , og hun giver liv/afgrøde tilbage helt naturlig. Ganske spændende hedder en ”fastelavnsbolle” i det alsiske folkemål (på Als) ”Hedevigh”, i Sønderjylland og Holsten for ”Heetwege, Hete wecken, heisse wecken", og i Sverige for "hetwegg" eller "hetwegg och fetwegg". Det kunne måske være sammensat af det gammeldanske ”hetæ” (varme) + ”wike” (bøje, dreje), som vi måske skal opfatte som ”varm bolle”. ”Benævnelsen "Fastelavnsboller" brugtes i det 16de Aarhundrede endnu ikke i Danmark. Selv omkring Aar 1700 synes Navnet endnu ikke at være slaaet fast. I en utrykt dansk Ordbog fra den Tid hedder det: ""Fastelavnsbrød" kaldes Hvedeboller, som komme hede fra Bageren, Krummen blandes med Smør og siden blødes med varm Mælk og ædes om Fastelavn"1. 1 Se Troels Frederik Troels-Lund (1840-1921): Dagligt Liv i Norden i det sekstende Aarhundrede (4. udgave, 1914-15, VII Bog: Aarlige Feste, s. 105-106, Fastelavn). Beviset for at Moderkager blev nedlagt i jorden efter en symbolsk fure var pløjet i marken findes i Æcer Bót ritualet fra 700 tallet e.Kr. (se Lacnunga-skriftet, British Library Manuscript Harley 585): ”Nim þonne ælces cynnes melo and abacæ man innewerdre handa bradnæ hlaf Som jeg oversætter til: ”Tag da alle slags mel og bag et brød så bred som en mands hånd 1 Det er uklart om ”haligwætere” eller ”helligvand” er en senere katolsk tilføjelse i den skriftlige kilde fra 1000 tallet e.Kr., hvorfra teksten her er hentet).
"Æcer Bót" (oldengelsk) modsvares af "Akr Boð" (oldnordisk) og har betydningen "agerbod", dvs. man boder til agerjorden i håb om at det såede korn vil give afgrøde. Sammenlign her med Rig Veda (Bog 4:LVII – Ksetrapati), hvor vi har en tilsvarende bod før pløjningen af jorden igangsættes. Der gives her bod til ”Markens Herre” i håbet om af modtage tilbage gennem ”Suna og Sira”. ”Suna” må være identisk til ”Sunna”, dvs. Solen, og ”Sira” er sanskrit for ”arðr, plov” (se afsnittet "Solen – varmestråler og lys", samt Völuspá, Ældre Edda, vers 5). I Håndskrift nr. 66 (Det Kgl. Bibliotek) 1, gengivet næsten ordret i Eskild og Absalon’s Skånske Kirkelov fra år 1200-28 e.Kr. og Jyske Lov (2. bog:kap. 82), har vi en beskrivelse af vore helligdage: "vm hælægh. Thæssæ æra the tima ær hælagh scal heta. oc halda......oc alla buthhælga daga fran mithdagh tha half hælagth ær oc annær dag til quelz..." eller ”om hellig. Bod Hellig-[dagene], dvs. Æcer Bót 2. februar og Haustboð 2. august, og muligvis andre, er i 1200-tallet e.Kr. stadig hellige. 1 Kilde: P.G. Thorsen: Skånske Lov og Eskils skånske Kirkelov tilligemed Andreæ Sunonis lex Scaniæ prouincialis, Skånske Arvebog og det tilbageværende af Knud den 6.’s og Valdemar den 2.’s Lovgivning vedkommende skånske Lov (1853, Skånske Kirkelov, s. 84, Håndskrift nr. 66, s.262).
Til venstre en ”arðr” (plov, høst, fordel, gavn) fra Elmelunde Kirke, Møn dateret til år 1475-1500 e.Kr og trukket af et 2-span. Ordet kommer sikkert fra det oldnordiske ”arða” (knorte, ujævnhed), og videre til det indoeuropæiske ”*ar-ti”. Heraf kommer udtrykket ”einarðr/einorð” (enkel beskaffenhed, pålidelig). Når noget ”bringer frugt” siger vi ”arðmikill” (direkte ”stor plov/arðr” eller på nudansk at noget ”arter sig”. Sætningen oven for siger måske "hraup hoo frem loo beur". Det kan betyde "rap hoo frem lo bær", dvs. et højt Hoo! driver arðen frem.
Arðen er stadig i brug i de norske landskaber medens Hákon, fætter til Kong Magnus III. ”Den barfodede/berfœtts”, var i live. Det ved vi fordi den velhavende odelsbonde Sveinki Steinarsson, der opfostrede Hákon, nævner ”arðsgeldingr” i et yderst veltalt og stærkt fornærmende svar på tiltale under et tingmøde, hvor Landmanden/Greve (lendr maðr) Sigurðr Ullstrengr truer Sveinki på vegne Kong Magnus. Hákon døde år 1094 e.Kr. og Kong Magnus år 1103 e.Kr. Da kivsmålet omhandler Kong Magnus’ forsøg på at inddrive ejendomsskat (landskyldir) fra landskabsværnerne må dette store tingmøde være kaldt umiddelbart efter Kong Hákon’s død år 1094 e.Kr. Arðen benyttes derfor på dette tidspunkt (se Heimskringla: Saga Magnús konungs berfœtts: 8. Frá Sveinka). Det er spændende at ordet ”plov” i England ser ud til at afløse ”sulh”, ikke "arðr". Det er klart at "sulh" (oldengelsk) ikke betegner selve redskabet "arðr", men måske det "at pløje en fure". På hjulploven kaldes det træstykke, hvorpå sættes "skæret" på dansk for en "sule". Det må være samme ord og identisk til "sull" (oldnordisk) eller "at sammenblande på en uordentlig måde". Goterne synes ej heller at kende til en ”arðr”. Visigoten Wulfila (år 311-383 e.Kr.), kendes også som Ulfilas, oversatte i 300 tallet (mit gæt er efter opfindelsen af den ”moderne” Deos-Gud i år 325 e.Kr.) Bibelen til gotisk. Han skriver f.eks. i Lukas-evangeliet (9:62): ”....ni manna uslagjands handu seina ana hohan....” Den danske Bibel gengiver samme sætning: ”.... ingen....efter at han har lagt sin hånd på ploven....”
Goterne kaldte med andre ord en ”arðr” for ”hoha”. Det ser ikke ud til at være et låneord fra græsk, hvad Wulfila ellers gør brug af i resten af oversættelsen ifald han mangler et ord. Ordet er derfor gotisk. Den grundliggende årsag til at der ikke findes et fælles urnordisk ord skyldes så vidt jeg kan se at vi, og goterne, er hestefolk uden fast bopæl. Ordet for det redskab der pløjer marken, "arðr", er derfor sikkert et låneord fra de oprindelige nordboere, som vi tager til os ved ankomsten ca. år 40-77 e.Kr. Det er ikke en tilfældighed at det etruskiske ord for det redskab der pløjer marken netop er "Ar", og oprindeligt har forståelsen "at gøre, at lave". Hvad et hestefolk på vandring har behov for er nyslået græs. Derfor mener jeg det gotiske "hoha" er sammensat af "hoe" (hakke) + "há" (oldnordisk - nyt græs, eftergræs). En "hoha" er derfor egentlig forløberen til en "arðr", hvor det hele foregår ved håndkraft.
Til venstre: Helleristning fra Finntorp, Tanum Socken, Bohuslen dateret til ca. år 1000 f.Kr. (bildnr. 30411049100, Raä nr. 90). Der er utallige tilsvarende afbildninger fra Lysabild sogn, Als Sønder Herred til Hammer, Sør-Beitstad, Norge. Helleristningen viser en oprindelig nordboer, der driver en ”arðr” trukket af to ”arðryxn” (plovokser).
En Hjulplov trukket af et mulddyr med en plovstyrer siddende på ploven, en mand der sår, og en efterrivning af det såede korn, trukket af en hest. Fra Bayeux gobelinen fra år 1066-77 e.Kr. for året 1064 e.Kr., hvor der i teksten står ”ubi harold et wido parabolant, ubi nunth willemni ducis ad widonem, turold nunth willelmi”. Dette viser formentlig hvorledes dette blev gjort i samtidens Normandiet, der havde denne viden fra Danmark/Norge. Sammenlign med den absolut identiske hjulplov fra Jacob Ulfeldts Jordebog år 1584 e.Kr. (se ovenfor). Dette er ekstremt højtudviklet landbrug i samtiden, og det er ingen tilfældighed at den bedste ost, fra Camenbert til Gamle Ole, og de bedste mælkeprodukter, kommer netop fra Normandiet og Danmark, også i dag.
Der findes en meget spændende oplysning i Salomone Sartorio's Kogebog fra 1616 (kap. I, "Om bagning"). Her skrives: "Dernest/lad male dit Meel først om Fasten/eller før/ om mueligt er/ 1 saa megit som du vilt bruge et gantske Aar omkring i Dit hus. Dersom du maler det om Someren/ 2 da kommer Meelet varmt af Møllen/ vilt du saa legge det nogen tid lang hen i foruaring/ saa bliffuer der Mider aff/ eller oc Brødet mulner/ faar en ond smag/ etc 1 vintermylne Med andre ord; i Agerbod ritutalet den 2. februar efterser vi foderet til resten af vinteren. Samtidigt får vi malet mel til hele det kommende år. Derfor har vi masser af mel til at lave Moderkager, der herefter ofres til Moder Jord som en bod og et håb om en god afgrøde. Kogebogen fortsætter med at give os en lille hemmelighed om hvorledes man tilser at få sit brød smukt og hvidt. Hemmeligheden ligger i hvorledes man forbereder rug-kornet før til kommer til mølle: "Vilt du haffue smukt huit brød/ da act/ naar Ruggen er vel tør/ bespreng den met Vand/ oc met reene Fødder træd den vel i et kar/ lad den siden komme paa quernen/". 1 Man skal dog undlade at berette dette til Mølleren da det slider hans møllesten mere end godt er: "Dog Møllerne ville icke gierne til saadan Rug at male/ thi Steenene slidis her aff for megit/ oc skulle strax hardis igien". 1 Det oprindelige ord vi benytter er "kværn" gennem "kvern" (oldnordisk) og "cweorn" (oldengelsk), der i sin indoeuropæiske grundform betegner en håndkværn. Efter ankomsten til vore nuværende landområder med fast bopæl betegner det ligeledes en vanddrevet kværn. Først fra år 1261 e.Kr. kendes til udnyttelsen af vindkraft i forbindelse med maling af korn, og ordene "vatnmylne" (vandmølle) og "wæthermylne" (vindmølle) opstår for at vise forskellen. Ordet "mølle" er udviklet fra "at male" dvs. "knuse med kværn".
På "Kyndelmissedagen" (Kyndilmessudagr" oldnordisk) den 2. februar har vi samme beretninger om Agerbod-ritualet i Danmark, som gengivet fra England. På Fyn var det skik, at man skulle spise bygmelspandekager (dvs. Moderkager) om aftenen, uden hvilken man ikke ville få en god byghøst (dvs. ofre den kornsort man ønsker til Moder Jord, og hun giver igen). I Havrebjerg lige nord for Slagelse, Vest-sjælland kendes følgende skik fra ca. år 1810: "I Havrebjærg ryddede de først Julen ud Kyndelsmisseaften (dvs. 1. februar). Denne aften fejredes således, at man levede lige så højt som Juleaften. Man spiste grød og klipfisk med kogt øl, og folkene fik en julekage og en juleost. Næste morgen Kyndelmissedag (dvs. 2. februar) skulle karlen og pigen tidligt op at pløje et bed, førend solen stod op. De skulle da spise af julekagen og osten og drikke af øllet, før pløjningen begyndte. Man skulle under pløjningen have vanter på, så ville man få et godt pløjeår. Ved pløjningen Kyndelmissemorgen før solopgang skulle pigen køre hestene, mens karlen kørte ploven". 1 1 Kilde: Hans Ellekilde: Vor Danske Jul Gennem Tiderne (1943, s.7-8)
Kyndelmissedag, 2. februar, er ligeledes dagen hvor der tages varsler om det kommende naturår's vækst. Husk at 2. februar er naturens nye år endnu ikke begyndt. Det sker først efter Forårsjævndøgn 20-21. marts. Derfor bruger man naturens tegn til at spå om det kommende år.
1 Kilde: Hans Ellekilde: Vor Danske Jul Gennem Tiderne (1943, s. 7)
At man efter ”Ager-bod"-ofringen 2. februar påbegynder hvad senere kaldes Forårssåning, fremgår tydeligt fra "Master Fitzherbert - boke of hvsbandry" (1523)1: ”In some countries [counties] they begin to sow peas soon after Christmas: and in some places they sow both peas and beans under furrow: and those of reason must be sown betimes. But most generally, to begin soon after Candlemas is good season, so that they be sown ere the beginning of March, or soon after. And especially let them be sown in the old of the moon. For the opinion of old husbands is, that they should the better coode and the sooner be ripe”. 1 Oversat fra Middle English til nuengelsk af Walter W. Skeat: The Book of Husbandry, by Master Fitzherbert (1882, English Dialect Society, 37, series D). "Fitzherbert" er John [Fitzherbert], the gentleman farmer (ca. 1460-1531). Han var 12th Lord of the Manor of Norbury, Derbyshire.
”Candlemas” er "Kyndilmisse" den 2. februar. Man begynder Forårssåningen efter ”Ager-bod”-ofringen, og skal være færdig i begyndelsen af marts. Skæringstiden har sikkert været Forårsjævndøgn. Bemærk her at såningen skal finde sted ”in the old moon” eller ”i en gammel/aftagende måne”. Dette viser endnu en gang at vor oprindelige kalender var månebaseret.
"The husbandman's golden rule must have been often forgotten-- Lord Ernle: English Farming Past and Present
”Det er af megen Vigtighed at vælge de rette Maaneskifter, naar man vil lægge Sæden i Jorden.
”Al Vaarsæd lykkes bedst, naar den lægges efter sidste Qvarteer;
”Derimod maa Sæden helst meies ved tiltagende Maane, 1 J. M. Thiele: Danmarks Folkesagn (1860, 3. Deel, s. 63, nr. 293, 294, 295: Mark, have og Skov)
Henrik Wergeland forklarer os i ”Læsebog for den lærelystne tilvoxende ungdom” (1829-1834, 1. stykke: Om Verden): ”...Efter denne Maanens Bevægelse have vi vor Tidsafdeling: Maaned, ja ogsaa vor Tidsafdeling: Uge; thi eftersom Maanen oplyses af Solen, viser den sig af- og tiltagende, og naar den indtil Halvparten har taget til eller af, saa kalde vi hiint det første, dette det sidste Qvarteer eller Maaneskifte, og imellem hver af disse er 7 Dage...”. ”efter sidste Qvarteer” er derfor tiden hvor der er mindre end ¼ tid tilbage af den aftagende ”næ” Måne. I den oprindelige russiske kalender kaldes dette tidsrum det helt identiske ”Maslenitsa” ("Мácленица", fra det russiske "maslo" eller "smør"), der skal opfattes som “pandekage-uge”. Som hos os, fejres højtiden efter Midvinter (2. februar) i begyndelsen af februar, og der laves små gyldne fladkager kaldet “blin” (ental, “блин” (russisk)) og “bliny, blini” (flertal, “блины” (russisk), “млинці” (ukrainsk)). Dette ord oprinder fra det oldslaviske “mlin” (at male), der igen viser at, som hos os, er det melet fra den samtidige maling af korn, der udløser materialet til fladkagerne. Ritualet afsluttes med at en strådukke af kvinden ”Kostroma” (i dag “Maslenitsa”) afbrændes på bålet, hvorefter hendes aske bodes til (Moder) Jord i håbet om bedre afgrøder. Strådukken må have afløst en faktisk menneskeofring på et tidspunkt, der her forekommer at være en slavisk skik, som vi ikke kender til i dette tidsrum.
Solen – varmestråler og lys
”konúngs skuggsjó” (”kongens skygge” eller ”kongespejlet”, kap. V) fra ca. år 1154-1200 e.Kr.
Der er utallige arkæologiske beviser for at sol- og måne-gudsdyrkelse eksisterede blandt de fleste folkeslag verden over. Fra Mesopotamien til det centrale Asien, Sibirien, Indien, Iran, Europa, Amerika og Afrika. Hvilken form dyrkelsen af Solen og Månen antog var afhængig af lokale omstændigheder omkring, hvorledes den blev observeret fra det geografiske sted folkeslaget befandt sig på jorden, samt kulturelle faktorer. Fra solvognen i Danmark til egypterne; det er ikke vanskeligt at forstå solens betydning. Det har vel ikke ændret sig væsentligt i dag udover at vi har en bedre forståelse for universet, og derfor ikke behøver at beskrive solen i et abstrakt gudelignende format. Efter en lang og mørk vinter er der vel næppe nogen der ikke, ved solens første varme stråler om foråret, har strakt armene mod solen og budt den velkommen. Nr. 1177 Man scal nijtthe then sool ther thaa skijn
”Sådan ser det ud, når en mand overgiver sig til solens livgivende stråler”. Artikel i Jyllandsposten 19. marts 2004 skrevet af Stig Olesen med billede taget af Ole Lind. I 2004 kom foråret mindst 14 dage for tidligt da Forårsjævndøgn 20./21. marts netop er en fejring af at naturens nye år begynder. På Danmarks Meteorologiske Institut har man den tommelfingerregel at der er tale om forår, når temperaturen er på højde eller højere end klokkesættet frem til kl. 15.
Amerikanske forskere offentligjorde nyligen i bladet New Scientist beviset for at tyngdekraften bevæger sig med lysets hastighed (og det beviser naturligvis igen at Einsteins relativitetsteori fra 1915 er korrekt). Som eksempel på konsekvenserne for dette nævnes, at hvis Solen blev fjernet helt og aldeles her og nu, så ville Jorden fortsætte sin bane om Solen i de otte minutter det tager for lyset og tyngdekraften at komme til Jorden. Derefter vil Jorden forsvinde ud i verdensrummet. Solens magt forstod vore forfædre fuldstændigt uden rigtig at forstå det. Omvendt er spørgsmålet om vi i dag fuldt ud påskønner Solens magt selvom om vi har en bedre forståelse for dens indflydelse på Jorden. Her er nogle eksempler på solguder hos en række folkeslag og kulturer: Apollo (grækerne), Sol (romerne), Shamash (sumererne), Vishnu (hindu), Ra (ægypterne), Sól/Sunna (Ver Asir/Danir ), Inti (Inkaerne), Belenus (kelterne), Mithra (Perserne), Kin (Mayaerne), Huitzilopochtli (Aztekerne) og ikke mindst Surya (Rig Veda). Her er værd at knytte et par bemærkninger til den kvindelige solgudinde ”Sunna”. Selve ordet ”Sunna” må oprinde fra den angelske dialekt for ”Solen” eller ”sunne” (oldengelsk). Alvíssmál (vers 17, Ældre Edda) forklarer os at ”Sol den hedder hos Mænd, Sunne hos guder”, dvs. det er samme enhed vi omtaler nemlig ”Solen”. Det oldengelske ord ”sunne” er hunkøn og er det fordi Solen også skal ses som en kvindelig gudinde, Den Jordlige Moder/Moder Jord . Grímnismàl (vers 37, Ældre Edda) forklarer os at solen drages over himlen af "Árvakr" (den tidligt vågnede) og "Alsviðr" (den vidt rejsende). Oprindelsen til denne urindoeuropæiske forståelse findes i Rig Veda . Som gudinde kaldes Solen i Rig Veda ”Surya” og er identisk til ”Sunna/Sunne”. Rig Veda (Bog 10:CLXXXIX. Surya) giver gudinden Surya heitet ”Moderen i øst”. Dette heite er identisk til ”Solen” og Moder Jord og oprindelsen til retningen ”øst”, der betyder ”Daggry” og er tilbedelsen af den opgående sol. Ikke overraskende flytter ”hun” elller ”Surya/Sunna/Sunne/Solen” sig over himlen gennem dagen. Rig Veda (Bog 1:CXV) bekræfter at vi skal se Solen som en kvindelig gudinde: ”Som en ung mand følger en ugift kvinde, så gør Solen Daggry, strålende gudinde” og helt præcist som ”Solens datter” (Bog 1:CXVI). Som i Ældre Edda trækkes Solen, som Solen og gudinde, i Rig Veda (Bog 1:CXV) af to heste: ”Lykkevarslende er Solens rødbrune heste, skinnende, skiftende lød, mødes med vort glædesråb”. Rig Veda (bog 7:LXXVIT) i omtalen af Daggry viser den fulde forbindelse mellem den opgående sol, Moder Jord og kvinden: ”Hun skinnede lyst som en ungdommelig kvinde, Det er tilbedelsen af Daggry, den opgående sol, der gør at den ene af hestene i vor overlevende brudstykker af Rig Veda i Norden hedder “Árvakr” (den tidligt vågnede). Afbildningen af solguden tog i mange tilfælde, i helt forskellige kulturer, form af en solskive med udstrakte vinger på hver side. Der eksisterer en teori om at dette skyldes hvorledes en total solformørkelse observeres fra jorden. I dag forstår vi hvorledes en solformørkelse finder sted, men synet er stadig en oplevelse udover det sædvanlige. For vore forfædre, og alle andre folkeslag, har solformørkelsen været en ekstrem oplevelse, der ikke kunne forklares, og har sat sig dybe spor i alle kulturer. Hvert folkeslag havde deres egen version af solguden og navngav ham efter egne traditioner. Generelt accepterede man også andre stammers solguder, sålænge ens egen solgud stod øverst blandt alle solguder. Som mange gange nævnt i denne historie, blandes navnet på guderne sammen med tilnavnet på kongen af stammen, det øverste hierarki af stammens ledere, og hvad folket kalder sig selv. Som første eksempel på dette behøver vi ikke at gå længere tilbage end til år 1889, hvor Meiji forfatningen i Japan gav kejseren enevældig magtbeføjelser. Samtidig gjordes Shinto religionen, med solgudinden Amaterasu Omikami, til statsreligion, og man brugte de japanske skabelsesmyter til at bevise en direkte forbindelse mellem solgudinden og kejseren. Det ophørte først ved 2. verdenskrigs afslutning, hvor General MacArthur i 1945 skrev Japans nuværende forfatning. Et andet eksempel er Louis den 14. (år 1638-1715), der også havde tilnavnet solkongen. Tilnavnet blev givet til ham enten fordi han flyttede ud til sit fuldstændigt overdimensionerede slot Versailles uden for Paris, eller fordi han i februar 1653 spillede rollen som solen i Isaac Benserades ballet ”ballet de la nuit.” Dette tilnavn har derfor nok været et helt berettiget sarkastisk tilnavn. Et tredje eksempel af nyere dato er Burmas diktator fra 1962 til 1988. Diktatoren, der arbejdede for det fasistiske Japan under 2. verdenskrig, og efterfølgende fandt stor inspiration hos Mao Zedong/Zhou Enlai, hed Shu Maung. Efter kuppet i 1962 skiftede han navn til ”Ne Win”, der betyder ”strålende som solen.”
|
|||||||||||||||||||||||||||||||||
| Indholdsfortegnelse |
