Forside Indholdsfortegnelse
<< ForrigeNæste >>

Opbygning

Mit hovedformål er at fortælle en historie, der gerne skulle kunne fastholde læserens opmærksomhed, skærpe interessen for emnet, og samtidig berette sandheden så vidt den lader sig fortælle.

I store træk har jeg brugt følgende ankerkilder som basis for historien, her angivet i tidskronologisk rækkefølge:

Rig Veda (”Råd (og) Viden”) (år 1700-1000 f.Kr.)
Homer: Iliaden (år 800 f.Kr.)
Homer: Odyssey (år 800 f.Kr.)
Herodot (år 484-425 f.Kr.)
Válmíki: Rámáyan (200 tallet f.Kr.)
Sanguo zhi (år 285-97 e.Kr. om år 206 f.Kr - 280 e.Kr.)
Shiji (år 126-115 f.Kr.)
Strabo (år 7 f.Kr.)
Pomponius Mela (år 40 e.Kr.)
Plinius den ældre (år 23-79 e.Kr.)
Tacitus (år 98 e.Kr.)
Ptolemy (år 127-148 e.Kr.)
Hou Han shu (før år 445 e.Kr. om år 25-220 e.Kr.)
Widsith-digtet (600 tallet om år 350-450 e.Kr.)
Beowulf -kvadet (700 tallet om 500 tallet)
Procopius (år 550 e.Kr.)
Jordanes (år 550 e.Kr.)

Vore Edda fra Island og Danmark bliver først nedskrevet fra 1200 tallet fremefter og er, selvom de var inspirationen til historien, næsten nyudgivelser i denne sammenhæng 1. Herefter kobler jeg næsten en hel bogreol af kilder på disse ankerkilder, hvor jeg har fundet interessante oplysninger, der kan være behjælpelige i vor forståelse af historien.

1 Historien vil vise at dele af Ældre Edda kan føres direkte til Rig Veda , og derfor oprinder fra lang tid før vor ankomst til vore nuværende landområder.

 

Victoria Gotved har henledt min opmærksomhed på Gudmund Schütte’s meget kloge ord i ”Hjemligt hedenskab i almenfattelig fremstilling (1929):

"Folk som flest tænker ikke på, at den såkaldte ”nordiske Gudelære” mangen Gang kun er et Navn uden virkeligt Indhold for os Danske. Det meste af den er ikke fælles nordisk, men kun norsk, og adskilligt er endda blot islandsk. Det var rimeligt nok, at Digteren Ewald 1 og hans Samtid bjergtoges af den norske og islandske Myte-verden. Thi forud havde Danmark i århundreder ikke kendt andre Myter end de græske og romerske. Nu åbnedes med et døren til den nordlige Gudeverdens forsvundne Land, som med føje kunde kaldes hjemligt, for så vidt som det helt og holdent lå indenfor det daværende danske Riges enemærker. Og i denne nyopdagede hjemlige Rigdom svælgede vore Fædre da af Hjertens Lyst. Det var, som da Ringens And førte Aladdin til eventyrets skjulte Vidunderhule.

Glæden over Fundet var som sagt rimelig nok. Og det var næsten en Selvfølge, at den magelige Adgang til Islændernes Overflod fik os til at glemme at søge, hvad der var virkelig dansk. Vor ægte hjemmevoksne Gudelære lå jo ikke optegnet i nogen Edda, samlet og sigtet og gemt som gammelt Guld i Vers på dansk Tunge fra selve Hedenold. Den lå splittet i Stumper og Stykker, oftest på det døde og fremmede Sprog Latin, snart hos Saxe, snart hos andre Hjemmelsmænd, stundom også som uforstået fortsat Handling i Nutids Folke-skik. Hvem skulde i en Håndevending sanke det sammen og rense det lødige Guld fra Slakkerne? Da var Islændernes Edda rigtignok ganske anderledes nem at komme til, egnede sig langt bedre til at blive Hvermands Eje. På den Vis skete det, at vi kom til at ringeagte vort eget og at søbe dansk Gudelære med islandsk Ske".

Det er vigtigt at fremhæve at Gudmund Schütte ikke afskriver Ældre Edda eller de senere saga. Hvad han korrekt fremhæver er at der er en væsentlig filosofisk forskel på vor oprindelige filosofi og gudelære sammenholdt med den vi møder i Ældre Edda og senere. Det skyldes efter min mening at vi år 600-630 e.Kr. har et hedensk troskifte i den forne gudelære. Dette viser sig i 7-800 tallet e.Kr. som gude-inflation da kristendommen truende ulmer med sin Frelser-teologi i Hamborg, og i de nye kongeriger i Britannien.

1 Johannes Ewald (1742-1781). Skrev bl.a. syngespillet "Balders Død" (1775) og teksten til "Kong Christian stod ved højen mast" (1779).

 

Jeg er kun lægmand inden for dette område, og jeg undskylder derfor på forhånd ifald der er nogle helt åbenlyse kilder jeg burde have medtaget. Da jeg kun beretter en historie, og ikke laver en doktordisputats, har jeg en stor fordel professionelle forskere ikke har. Jeg har friheden til at gætte mig frem til nogle konklusioner, hvor jeg mener det er rimeligt at gøre dette, uden nødvendigvis at have den fulde bevisbyrde i form af arkæologi. Herved udsætter jeg mig naturligvis for at blive totalt afvist af forskere, og få min historie kaldt pseudovidenskab, hvilket er et politisk korrekt ord for, at historien brænder godt i pejsen, hvad den vitterligt gør. En sådan kritik kan jeg leve med, og vælger derfor at spille bolden over til vore forskere inden for dette område, og sige: ”Ifald denne historie ikke er sand, forklar os da, hvorfor den ikke er det, og hvorledes tingene da hænger sammen”.

Der går ikke lang tid efter at man er begyndt at forberede en historie som den jeg her har begået før det står klart, at det er ganske vanskeligt at hente hjælp hos de eksisterende forskere inden for dette område. En meget stor del af årsagen til dette skyldes uden tvivl at akademiske kredse med speciale inden for studier af vore edda har et totalt forbud mod at forstå det skrevne i bogstavelig forstand. Ligeledes tillægges vore ældste kilder ikke megen historisk sandhedsværdi. Om dette skyldes at dele af det akademiske miljø påkræver en særlig ekstrem venstrefløjstilgang til vor historie, herunder et ateistisk og dansk-fjendtlig udgangspunkt, er vanskeligt at sige endegyldigt. Hvad synes klart er at der er en uforklarlig mangel på tværfagligt videbegær, sikkert stærkt fremskyndet af faglig selvhøjtidelighed inden for den enkelte forskers kerneområde af faglig viden. I takt med at DNA-analyser nu konsekvent underbygger de beretninger De Gamle har videregivet os, og som jeg forhåbentlig har været i stand til at videregive som de var tiltænkt givet, er kritikken da også næsten forstummet.

Ludvig Holberg lader i "Erasmus Montanus" (1731, Actus 1, Scen. 1.) faderen til Erasmus Montanus (aka Rasmus Berg), Jeppe Berg, sige følgende fordi den lokale degn Per Degn ”han skiøtter ikke meget om at min Søn kommer hid”:

”Det er skrækkeligt med de lærde Folk, de bær saadan Avind til hverandre, at den eene kand ikke lide, at den anden er ogsaa lærd”.

Til alt held har det i andre sammenhænge ikke skortet på uvurderlig hjælp fra et utal af forskere, hvis navne er fremhævet i historien. Den modtagne hjælp har været om specifikke emner, og er ikke udtryk for at de nævnte forskere er enige eller uenige i historiens indhold. Tusind tak for hjælpen.

Min meget simple hypotese er at Snorres Ynglinga saga kan forstås bogstaveligt, og at den taler sandt, inden for de rammer og fejlmuligheder som verbale overleveringer fra historiefortællinger og sange giver. Ynglinga sagaen har efter min mening været sandheden som Snorre har set den, og ikke et forsøg på forherligelse eller omskrivning af historien.

Det betyder ikke at det Snorre beretter er fuldt ud sandt, for det kan sagtens være gået tabt i mundtlige overleveringer.

Jeg er naturligvis ikke den første der forsøger at berette en historie om vore forfædres folkevandringer baseret på en bogstavelig fortolkning af Ynglinga sagaen.

Samme gør den islandske, og så vidt jeg kan bedømme stærkt undervurderede, historieskriver Þormóður Torfason (”Tormodus Torfæus”, 1636-1719). Han blev af Kong Frederik III. givet opdraget at oversætte de islandske sagaer til latin, og blev kongens officielle oversætter fra oldnordisk til dansk, latin år 1660 e.Kr. Resultatet ser vi bl.a. i hans 3 udgivelser; ”Historia Orcadum” (Orkneyinga Saga, 1697), ”Historia Vinlandiae antiquae” (1705) og ”Historia rerum norvegicarum” (1711). Netop den sidste udgivelse, i 4 bind, var den første gengivelse af Norges historie siden Snorre’s Heimskringla. Heri viderefører Þormóður Torfason Snorre’s beretning i Ynglinga saga om folkevandringen fra Asien og ender sin beretning i året 1387 e.Kr. (se Bind I, bog 3, kapitel 16).

I sin lille afhandling ”Series Dynastarum et Regum Daniæ” (1702) argumenterer han for at Kong Skjold er den første konge af Danmark og ikke Kong Dan (fra Saxo's Gesta Danorum, igen fra Rígsþula). Historien her vil vise at begge kongerækker er sande når historien sættes i rette sammenhæng i tid og sted.

Peter Frederik Suhm (1728-1798): Om Odin og den hedniske Gudelære og Gudstieneste udi Norden (1772, Første Bog: Om Odin, Første Kapitel: Om Odin som en Gud, § III, s. 9) skriver: 

“Da jeg i mit forrige Værk 1 haver viist, at vore Forfædre ere komne fra Asien, som alle andre Folk, og in Specie fra de Aser eller Alaner, saa er det og der, at de i Særdeleshed have dette reene Begreb om Guddommen [Odin]; men ligesom de udi Tidens Længde komme længer mod Nord, og længre bort fra Asien, saa vigede de og længre fra denne Lærdom. Det er derfor heel betydeligt, at der udi Refenii Edda siges, at denne Lærdom var giængs i det gamle Asgaard, det er at sige Asernes Land, som laae ved Tanais, thi der der var og en nyere Asgaard, som laae uden Tvil ved Duna, hvorom meere siden. Da nu Odin, eller rettere de adskillige Odiner, toge siden Anledning af Navnet, at udgive sig for den høyeste Gud, saa tilegnede han sig og alle hans Navne, og fornemmlig det af Alfadur".

1 Det ”forrige værk” er ”Forsøg til et Udkast af en Historie om Folkenes Oprindelse i Almindelighed” (1769), der efterfølges af ”Om de nordiske Folks ældste Oprindelse” (1770).

 

Grundtvig peger ligeledes klart, omend ikke dybtgående, på en folkevandring fra Asovhavet i Nordens Mythologi (1832):

”...i Gylfe-Legens1 pudsige Fortale, hvor det hedder, at Thor var en Datter-søn af Kong Priamus i Troja, og blev opfødt i Thracien hos Hertug Loricus og Fru Lore. Hvor snurrigt nu end dette klinger, har det sikkert ogsaa sin gode Grund i et nært Folke-Frændskab mellem de gamle Indbyggere omkring det Sorte Hav og vore Fædre, der vel endnu med Tiden kan klare sig, og historisk bringe os Grækerne lidt nærmere”2.

1 Gylfaginning (Snorre Edda)
2 Nordens Mythologi (1832, s.460-1). Se også s. 288: ”Vende vi os derimod til Folke-historien om Oplysning, da finde vi ikke blot Aspurg (As-borg) og Phanegoria (Vane-Gaard) inde ved det Asovske og Sorte Hav..” (parenteserne er Grundtvigs).

 

Doktorafhandlingen af arkæolog Karl Nikolai Henry Petersen (1849-1896): Om Nordboernes Gudedyrkelse og Gudetro i Hedenold (1876, 139 sider) rystede samtiden. Henry Petersen skriver i afhandlingen (s. 107, fodnote 1):

”Sagnene om Odins Vandring til Norden kunne saaledes maaske dog have en sand Kjærne”.

Johannes Japetus Smith Steenstrup (1813-1897), naturforsker, Dr. Phil & med, Professor emeritus lavede i sine sidste leveår som en gammel, livserfaren mand nogle afhandlinger, hvori han forsøgte at påvise en urgammel forbindelse mellem os og kelterne, og det indre af Asien. Hans overvejelser om dette findes i:

  • Yak-Lungta-Bracteaterne, Archæologernes "nordiske Gruppe af Guldbracteater" fra den ældre Jernalder, betragtede som særegne Minder om en Kultur-Forbindelse imellem Høj-Asiens og det Skandinaviske Nordens Folkefærd i tidlige Aarhundreder af vor Tidsregning, nærmest i Folkevandringstiden (Vidensk. Selsk., Skr., 6. række, historiske og philosophisk Afd. 1- 2., Kjøbenhavn, 140 sider, 1893).
  • Det store Sølvfund ved Gundestrup i Jylland 1891. Orienterende Betragtninger over de tretten Sølvpladers talrige Relief-Fremstillinger (Kjøbenhavn, 117 sider, 1895).
  • Til Forstaaelsen af Nordens Guldbrakteat-Fænomen og dets Betydning for Nord-Europas Kulturhistorie (Kjøbenhavn, 78 sider, 1897)

Japetus Steenstrup’s eftermæle er så godt at hans buste blev opstillet foran Københavns Universitets nye hovedbygning på Frue Plads 1898, hvor den stadig står.

Museumsinspektør for Nordiska Museet i Stockholm Karl Bernhard Salin (1861-1931) foreslog i 1903 at Ynglingasagaen er en verbatum historie af faktiske begivenheder, der med tidens tand er blevet upræcis, men basalt set forbliver korrekt.

Bernhard Salin: Die altgermanische Thierornamentik (1904, s. 353) skriver på godt svensk følgende:

”Wir gehen aus von den Ländern am Schwarzen Meer, und denken uns die nördliche Küste mit der Krim als Centralpunkt. Von hieraus ergoss sich ein Strom zunächst in der Richtung nach Ostpreussen, welcher dann die Richtung nach Westen gegen Dänemark hin nahm und von dort nach der skandinavischen Halbinsel ablenkte, besonders nach Norwegen........ Ich bin im Laufe meiner Studien mehr und mehr zu der Ueberzeugung gelangt, dass dieser Kulturstrom zu grossem Teil zugleich eine Völkerbewegung bezeichnet."

Eller i hovedtræk at kulturstrømmene fra Krimhalvøen ved Sortehavet, via Østpreussen kommer til Danmark, og herfra udbreder sig til den skandinaviske halvø og tilsidst til Norge. Berhard Salin skriver også at han er overbevist om at denne kulturstrøm skyldes en folkevandring fra dette område.

Barði Guðmundsson (1900-1957) skrev om det i Uppruni Islendinga (1959) og på engelsk ”Origin of the Icelanders” (1967), Vladimir Ivanovich Sherbakov i 1980erne om beliggenheden af Asgård og Stein Jarving i 1998 i Volvehekser og Valkyrjer. Alle med væsentligt anderledes indgangsvinkler og fortolkninger end min historie byder på. Ligeledes udgav Thor Heyerdahl i 2001 en bog , Jakten på Odin , der også tager udgangspunkt i en bogstavelig fortolkning af Ynglinga sagaen.

Specielt ”Jakten på Odin” har modtaget en sønderrivende kritik, der findes på Internettet (se litteraturfortegnelsen). Kritikken er absolut værd at læse, ikke blot for hvad den siger om kritikerne, men også som et hjælpemiddel til at undgå de værste fejlfortolkninger, der nemt opstår. Jeg er iøvrigt enig med de faktuelle kritikpunkter der rejses omkring Heyerdahls bog, dog ingenlunde tonen af kritikken.

Endelig, for at putte min historie i perspektiv, så forudsætter den officielle version af vor historie stort set at vi sprang ud med faldskærm i Saxland, fik et germansk pas udstedt, og fortsatte nordpå. Uvidende og blåøjet som vi er mod nord måtte vi i kunst og virke, regning og bogstaver, ty til grækerne, romerne og de kristne for at finde "sandheden". Det ved forskerne godt er noget sludder, men det forhindrer dem tilsyneladende ikke i at fremture med argumenteringen når der opstår usikkerheder i forståelsen.

Der er to gærde læseren skal være villig til at springe over og acceptere i min historie, som den eksisterende forskning i dag ikke anerkender:

  • Jeg mener at  "os", og derfor vore forfædre, kaldte sig selv for Ase-folket , muligvis i betydningen af ”frie mænd under Asa-guderne” og/eller ”heste-folket”, og den ene forklaring udelukker ikke den anden. Stammen optager andre ætter, herunder bl.a. vore nuværende landskabers urbefolkning, der kalder sig eller bliver kaldt "Tani"-folket, i dag "Daner". Ase-folket har muligvis skulle skrives ”*Ver Asir” (oldnordisk) og ”*Wer Ése” (oldengelsk) 1. Det er efter min mening derfor vi har sagn der beretter om Ásaland og Ásgarð for dette var Ase-folket's landområde og bygd.

  • Forbindelsen mellem vore forfædre og de Sarmatiske folkeslag. Her mangler endnu den endelige bevisførelse i arkæologi, men jeg mener, at vi har så klare tegn på at denne forbindelse må være der, at det kun er et spørgsmål om tid inden dette bliver almindeligt anerkendt. Det sidste led i denne bevisføring er undervejs gennem DNA forskning. Se "Bilag L: to staldbrødres vidnesbyrd og Helligdoms Ed". 

 

1 I det oldengelske digt ”Menneskets begavelser” (The Gifts of Men, sætning 62-63), der findes i Exeter Book fra 900 tallet e.Kr., forekommer en sætning om smedens fremstilling af våbentøj:

modcræftig smið monige gefremman,        
þonne he gewyrceð to wera hilde
tankekraftige smed mange frembragte,
når han tilvirkede til folkenes kamp 

Bemærk her flertalsformen af ”wer” i ejefald med brugen af ”wera” (folkenes).

 

 

En af de bedste vis at anskue denne flerfoldige forståelse af "Ase-folket" på er ved at efterse begrebet ”Asvins” (”Asvinau” på sanskrit) i Rig Veda.

”Asvins” er:

          • Af gude-æt og magikere (Bog 6:LXIII),
          • Treskabte læger (Bog 1: CXVII:16. Se afsnittet ”Endrborinn – eft ácenned – født igen – tve-skabt af tanker”),
          • Bringere af alt muligt til de dødelige fra de udødelige, herunder hvide heste og helbredende lægemidler (se bl.a. Bog 1:CXVI:6, Bog 1:CXVII:2, Bog 1:CLVII:6, Bog 1: CXVII:16)

Som vor ældste Thor, Öku-Thor, er de altid i stridsvogne. I filosofi er de åbenlyst arving og sparring; Freyr og Freya (”os”-folkets tvillinger), Ibor og Aion (Longobardtvillingerne) og Ambri og Assi (Vandaltvillingerne) etc.

”Asvins” må være identisk til ”*Ásvín” (oldnordisk) og ”*Ésewine” (oldengelsk) eller ”Venner af Aserne”. I sanskrit-forståelsen ser det ud til at vi ligeledes kan opfatte ”Asvins” som ”besidder af heste”. De to gude-sønner er altid knyttet til heste, og vi opfatter dem næsten som værende i hesteham. Der er kun én person vi forbinder med ”halv hest – halv mand” og det er Odin i hamskifte. Odin, som dødelig shaman af Asernes æt – vismand og læge – er netop i hesteham under den gudelige rejse til hest mellem de dødelige på Jord og de udødelige forfædre i Sky.

”Asvins” er derfor ”Venner af Aserne” – guder og heste, og har i Rig Veda de tvefoldige forståelser af lyset-i-mørket, jvf. Julen som en lysfest, og som Himmel-og-Jord. Det er én og samme sag.

Derfor har jeg fundet et par gamle ordsprog, der på glimrende vis viser den situation jeg hele tiden måtte forsøge at holde i balance:

Nr. 368 Sandtalen qwinne haffwer faa wenner
(Kvinde, der siger sandheden, har få venner)

Nr. 927 Wrangh hørijlsæ gøre wrangh fram førijlssæ
(Urigtig hørelse frembringer urigtig fremførelse)

Eigi fellr trè við fyrsta högg
(Ej falder træet ved første hug. Oldnordisk Ordbog)

I historien benyttes tidshorisonterne f.Kr. og e.Kr. Jeg er klar over at Jesus-figuren ikke blev født på tidspunktet for den nye tidsregning, og at der hersker velbegrundet stor tvivl om hvorvidt han overhovedet var en faktisk person. Min historie vil vise at ihvertfald hele Jesus-mytologien, og dermed Det Nye Testamente nedskrevet fra sidste halvdel af 100 tallet e.kr. og endeligt vedtaget på den 1. synode maj-august år 325 e.Kr., er hentet ordret fra Mitra og Moder Jord figurer i solgudsverdenen. Jeg finder det derfor fuldt korrekt, at begreberne BCE (Before Christ Emerged) og ACE (After Christ Emerged) nu benyttes i engelsk litteratur. Brugen af f.Kr. og e.Kr. er derfor alene en hentydning til en tidshorisont for at være læseren behjælpelig i at bevare overblikket. 1

1 Den nuværende sammenkogning af de 27 bøger der udgør Det Nye Testamente er kendt fra Athanasius (Athanasios) af Alexandria’s 39. Festal brev fra år 367 e.Kr. Athanasius (år 298-373 e.Kr.) var biskop og patriark af Alexandria, og er manden der kan siges at være ophavsmand til forståelsen for og retfærdiggørelsen af brugen af kirkelig vold gennem hans personlige mafia, der gennemførte kidnapninger, tyveri, mord, benyttede korruption og opkrævede løsepenge; alt hvad vi forbinder med den ortodokse kirke og dens metoder. De 27 bøger er ikke er kronologiske og uden tvivl stærkt manipuleret under hensyntagen til hvor populær Arius’ version af kristendommen er i samtiden.

 

Det er formentlig mere enkelt allerede her at tage gassen af den akademiske ballon. Jeg er klar over at ”år 0” ikke findes i den Gregorianske Kalender fra år 1582 e.Kr. fordi man, mod samtidig bedrevidende, viderefører en uvidenhed fra den Julianske Kalender, gældende fra år 45 f.Kr.

Jeg viser i kapitlet ”Brugen af tal - tal-kraft & rim-kraft” at man i det sydlige Europa først forstår positionssystemet og tallet nul som markering af plads med værdien ”ingenting” fra år 1202 e.Kr.

Vi ved hvornår og hvordan den romersk-katolske kristendom opfandt tidspunktet for Jesus-figurens fødselsdag. Det sker så sent som ca. år 523 e.Kr. Her blev munken Dionysius Exiguus hvis øgenavn var ”Lille Denis (Denis the Little) bedt om at indføre i praksis de opfundne røverhistorier fra den 1. synode maj-august år 325 e.Kr. (også kaldet ”Alexandrine reglerne”). Den romerske tradition var at beregne år fra en kejsers død. I stedet vælger Dionysius Exiguus at opfinde Jesus fødselsår til 753 AUC (”ab urbe condita” eller ”siden byen (Rom) blev grundlagt”).

Da tallet 0 ikke var forstået i det sydlige Europa som et tal i sin egen ret kom han derfor til at lave år 1 som svarende til 1. januar 754 AUC.

Som følge af denne uvidenhed, og når ”år” skal opfattes som Ordenstal, dvs. ”årstallet” skal fortælle os om et sted i en række, da bliver ”år 1” e.Kr. det ”første år” i den nye (kristne) tidsregning. I kristendommens logik, da alt nu skal udgå fra romersk-katolsk tanke, bliver det sidste år i den gamle (hedenske) tidsregning derfor ”år 1” før den nye (kristne) tidsregning – som jeg altså skriver ”f.Kr.”. Det er af samme årsag at vi ikke i vor kalender af Ordenstal har ”dag 0” i en måned eller ”måned 0” i et år.

Når der derfor galdres fra ølkassen at ”år 0 findes ikke!”, måske med en tilsvinende sidebemærkning om ”elementær mangel på matematikkundskaber”, så sker det formentlig kun fra en person, der netop ikke helt har styr på hverken historie eller tallet nul. Naturligvis findes ”år 0” – ikke som Ordenstal, men som Nulpunktet mellem gammel og ny tidsregning. Fordi vi alle i dag forstår tallet nul, er det jo netop på denne vis vi opfatter dette, og på den vis jeg gør brug af begrebet i denne historie. I astronomisk tidsberegning svarer ”år 0” som Ordenstal faktisk til ”1 f.Kr.”

 

Sandhedens værdi for nutiden i fremstilling af fortiden

 

Det er også nødvendigt at fremhæve at det, uanset udgangspunktet, er stort set umuligt ikke at slå hårdt ned på den romersk-katolske kristendom i en historie der omhandler "os". De utallige uskikke der bliver indført med den katolske kristendom i 1200 tallet e.Kr. volder enorm skade på samfundets opbygning. De fordrejede holdninger og mangfoldige vrangforestillinger, der er resultatet af den nye lære, får katastrofale følger for beslutningsprocesser, med resulterende dybt ubegavede beslutninger i de efterfølgende mange hundrede år. Når dette er sagt er det også sandt at vi selv tillod den romersk-katolske Skabelse- og Frelserlære at blive indført, selvom vi på tidspunktet for dens indførelse ikke havde noget valg. Den romersk-katolske monoteisme, med dens indbyggede patriarkalske Führer-mentalitet for at tilsikre kun én sandhed, var uden sammenligning det bedste legitimeringsgrundlag for en aggressiv udenrigspolitik. Den nye adel var ikke sen til at knytte sig til det nye, over almuen hævede, præstevælde, og gøre religionen til et værktøj brugt indenrigspolitisk i kampen om herredømmet over landområderne.

George Orwell: 1984 (1948, kap. III) i min oversættelse til nudansk:

”...Og hvis alle andre godtog løgnen Partiet gennemtvang –
hvis alle sagaer berettede samme sagn –
da vandrede løgnen ind i historien som sandheden.
”Den der styrer fortiden,” lød Partiets slagord, ”styrer fremtiden:
den der styrer nutiden styrer fortiden” 1.

1 ”...And if all others accepted the lie which the Party imposed -- if all records told the same tale -- then the lie passed into history and became truth. 'Who controls the past, ' ran the Party slogan, 'controls the future: who controls the present controls the past.”

 

En norsk læser har, i forbindelse med en afklaring af sandhedsværdien af vore egne beretninger om vor historie, 9. november 2008 fremført følgende forslag til prøvelse:

”Den gjeldene oppfatning er dog at våre gamle forfedre ikke har gjort annet enn at fabulere fram disse historier.

Altså kan vi - i dialektikkens ånd - spørre om der faktisk forholder seg slik at;

  • De norrøne diktere har IKKE forstått noe av sin faktiske fortid og sitt reelle opphav,

eller om det - mot formodning, naturligvis - er slik at;

  • Vi ikke har forstått deres språk, bilder og forklaringsmodeller.

Nu forklares jo de norrøne myter og legender som ren fantasi og "overtro" - uten att man de facto klarer å begrunne hvorfor eller hvordan man har produsert disse diktverk. Nå henter vi imidlertid sannhetsgehalt for dette syn fra biblens gudebegrep - der røsten fra oven setter fyr på tornebusker, gestalter jomfrufødsel, vandrer på vann, vekker døde til live og tar de utvalgte med på himmelfærder.

Hvordan kan du da akseptere at de norrøne myter, med bukkeritt og lyn og torden, ikke faller i den samme kategori - som renheklet dikt, løgn og (primitiv) overtro?!"

 

Formentlig helt tilfældigt faldt den norske læsers bemærkning kort tid efter artiklen ”Lite tro i trosopplæring” 30. oktober 2008 blev offentliggjort i den norske kristenavis ”Vårt land”. I Norge har kristendomsundervisningen siden 2003 været fjernet fra folkeskolen (skoleverket), og er lagt ud til de norske kirker, mod klækkelig betaling til disse herfor. En evaluering af denne privatisering af kristendommen har tilsyneladende i Norge medført, at man har formået at bringe Skabelseslæren (skapelsesteologi) videre til fårene i flokken (Deos-Gud skabte dig perfekt og evolution kender vi ikke osv.), men ikke den ligeledes obligatoriske missionering af Frelserteologi (frelsesteologi).

I oprindelig tanke er samspillet for Det Nye Menneske, der opstår ca. 6676 f.Kr. 1, hele tiden mellem de dødelige på Moder Jord og de udødelige forfædre i Moder Sky 2, hvis visdom de dødelige altid søger. Den oprindelige tanke om livets gang eller vor livsformel er : fortid + nutid = fremtid 3.

1 Se ”Bilag Z: Det oprindelige år nul og betydning”
2 Se ”Bilag N: Det hellige tal 9”
3 Se afsnittet ”Livsformlen: fortid + nutid = fremtid”

 

Det er derfor i oprindelig tanke ekstremt vigtigt for os at få fortiden gengivet sandt fordi vi mener den har afgørende indflydelse på de dødeliges nutid, og derfor fremtidige slægters fremtid.

Det betyder ikke at hver slægt ikke forsøger at forherlige sine egne forfædre, måske til mere end var 1, men at fortiden skal gengive sandheden er en af hjørnestenene i den vis vi tænkte, og tænker på.

1 Se afsnittet ”Begravelse - ligbrænding i skib

 

Monoteistisk tanke er omvendt da man her har en lineær opfattelse af livets gang. Fortiden har ingen betydning da livet ikke går i ring. Opfindelsen, og indførelsen, af synds- og syndsforladelsesbegrebet, hvis hovedopgave er, mod monetær betaling, at hvidvaske og dermed ændre fortiden, er et udkom af denne tanke. Derfor kan der i monoteistisk teologi til stadighed skabes, og blev skabt, en falsk ikke-eksisterende verden i Det Nye Testamente, og alle dens senere efterligninger, herunder Koranen. Enhver der har hørt eller læst om hvordan den romersk-katolske kirkes ritual for helgenkåring udfolder sig, kan måske nok ryste på hovedet, men disse røverhistorier indgår i den konstante omskrivning af historisk sandhed alle monoteistiske bevægelser er sig fuldt bevidste om. Denne virtuelle verden gøres herefter, med monopol på tanke og tale, til en ny virkelighed og sandhed. Denne nye virkelighed har intet med den rigtige sandhed at gøre, men det er ej heller dens formål. I Skabelses- og Frelser-teologi skabes den virtuelle sandhed for at understøtte teologien – teologien er ikke skabt til at afspejle den sande virkelighed.  Det ligger til højrebenet i Frelserlæren at man, mod troskab, lover af frelse en taber (fortabt sjæl) fra personens sande virkelighed, og putte samme ind i en bedre virtuel verden, som man til og med lover er evigtvarende 1.

 

1 Karl Marx (1818-1883) har ligget jordet i det nordlige London i mange år, og hans tanker om (plan)-økonomi har vist sig nøjagtigt så verdensfjern, som den virtuelle virkelighed han, korrekt, beskylder religion for at være. Det er dog stadig værd at bruge en fodnotes penge på at fremhæve hvad Marx faktisk sagde om religion og opium. Marx har monoteismen i baghovedet da han skriver, og er helt klar på at religion er et magtfuld politisk værktøj, som han må nedbryde, for så at lade genopstå under nyt ejerskab med navnet "kommunisme". Hør her:

Das Fundament der irreligiösen Kritik ist: Der Mensch macht die Religion, die Religion macht nicht den Menschen.

Und zwar ist die Religion das Selbstbewusstsein und das Selbstgefühl des Menschen, der sich selbst entweder noch nicht erworben oder schon wieder verloren hat. Aber der Mensch, das ist kein abstraktes, außer der Welt hockendes Wesen. Der Mensch, das ist die Welt des Menschen, Staat, Sozietät. Dieser Staat, diese Sozietät produzieren die Religion, ein verkehrtes Weltbewusstsein, weil sie eine verkehrte Welt sind. Die Religion ist die allgemeine Theorie dieser Welt, ihr enzyklopädisches Kompendium, ihre Logik in populärer Form, ihr spiritualistischer Point-d'honneur ihr Enthusiasmus, ihre moralische Sanktion, ihre feierliche Ergänzung, ihr allgemeiner Trost- und Rechtfertigungsgrund. Sie ist die phantastische Verwirklichung des menschlichen Wesens, weil das menschliche Wesen keine wahre Wirklichkeit besitzt. Der Kampf gegen die Religion ist also mittelbar der Kampf gegen jene Welt, deren geistiges Aroma die Religion ist.

Das religiöse Elend ist in einem der Ausdruck des wirklichen Elendes und in einem die Protestation gegen, das wirkliche Elend. Die Religion ist der Seufzer der bedrängten Kreatur, das Gemüt einer herzlosen Welt, wie sie der Geist geistloser Zustände ist. Sie ist das Opium des Volks.

Die Aufhebung der Religion als des illusorischen Glücks des Volkes ist die Forderung seines wirklichen Glücks: Die Forderung, die Illusionen über seinen  Zustand aufzugeben, ist die Forderung, einen Zustand aufzugeben, der der Illusionen bedarf. Die Kritik der Religion ist also im Keim die Kritik des Jammertales, dessen Heiligenschein die Religion ist.

Grundlaget for den irreligiøse kritik er: Mennesket skaber religionen, religionen skaber ikke mennesket.

Religionen er jo det menneskes selvbevidsthed og selvfølelse, som enten endnu ikke er blevet sig selv eller allerede har mistet sig selv igen. Men mennesket, det er ikke et eller andet abstrakt væsen, der sidder og kukkelurer udenfor verden. Mennesket, det er menneskets verden, det er stat, det er samfund. Denne stat og dette samfund frembringer religionen som en fordrejet verdensbevidsthed, fordi de udgør en fordrejet verden. Religionen er denne verdens almene teori, dens encyklopædiske kompendium, dens logik i populær form, dens spiritualistiske æressag, dens entusiasme, dens moralske sanktion, dens højtidelige supplement, dens almene trøst- og retfærdiggørelsesinstans. Den er den fantastiske virkeliggørelse af det menneskelige væsen, fordi det menneskelige væsen ikke ejer sand virkelighed. Kampen mod religionen er da middelbart kampen mod hin verden, hvis åndelige aroma er religionen.

Den religiøse elendighed er på en gang udtryk for og protest mod den virkelige elendighed. Religionen er den betrængte skabnings suk, den er en hjerteløs verdens hjerterørelser, den er åndløse tilstandes åndsindhold. Den er folkets opium.

At ophæve religionen som folkets illusoriske lykke er at fordre folkets virkelige lykke. Fordringen om at opgive illusionerne om sin tilstand er fordringen om at opgive en tilstand, som har illusioner behov. Kritikken af religionen rummer altså i kim kritikken af den jammerdal, hvis helgenglorie religionen er.

Fra "Kritik af den Hegelske Retsfilosofi. Indledning" (Zur Kritik der Hegelschen Rechtsphilosophie. Einleitung)(Deutsch-Französische Jahrbücher, februar, 1844). Den nudanske oversættelse af Villy Sørensen. Kursiv skrift som i originalen.

Læseren må endelig ikke lade sig forvilde til at tro at Marx's "virkelige lykke" har noget som helst at gøre med hvad det enkelte menneske måtte mene om dette. Det enkelte menneskes søgen efter lykken, og muligheden derfor, er ophævet hos Marx. Det fremgår direkte fra kommunistpartiets manifest, at al ejendomsret ophæves, al særpræg og frihed for det enkelte menneske ophæves, al form for familie ophæves, alle lande og al æt (nationalitet) ophæves, der udskrives en stærk progressiv beskatning, al arveret ophæves, og der sker en monopolisering af al form for tale og midlerne hertil. 1 Det lyder jo mistænkeligt som endnu en sandhedsreligion, hvis syn alene er sandest.

1 Eugene Kamenka: The Portable Karl Marx (1983, s. 219, 221, 223, 224, 227).

 

Her håber jeg læseren kan se hvorfor Det Nye Testamente (og efterligninger) sagtens kan være ”renheklet dikt, løgn og (primitiv) overtro” uden at det skader religionens virke som Skaber og Frelser - naturligvis kun så længe man har monopol på tanke og tale, som George Orwell fremhæver.

For os derimod, hvor al tanke afspejler den sande virkelighed, og brugen af sund fornuft floder herfra, er det helt nødvendigt at vi skal have fortiden gengivet som den faktisk var. Kun derved kan vi lære af vore fejl og bringe visdom opnået videre. Dette er livets ring.

Et aldeles glimrende eksempel på hvordan en kunstigt skabt virtuel sandhed i kristendommen forklares, ses f.eks. i cand. mag. i religionsvidenskab og oldtidskundskab Torben Kirkegaard’s artikel ”Thors hammer over Danmark” (den kirkelige organisation ”Dialogcentret” 2. januar 2008): ”...En af de mere påfaldende ting ved Forn Siðr er, at de ikke har nogen endelig sandhed om, hvad der er sandt eller falsk, godt eller ondt…… I kristendommen derimod findes sandheden i personen Jesus, og der er dermed en afgørende forskel på sandt og falsk, godt og ondt”. Den sande virkelighed, eller søgen efter denne, har for kristendommen ingen betydning, da kristendommen, som sandhedsreligion, har den eneste gyldige sandhed gennem sin Deos-gud, oprindeligt Jesus-figuren, som man i teologi har tilskrevet talsmandsrollen som "giver af sandheden”, da derfor herefter ikke kan antastes som usand.

At oprindelig tanke har svært ved at give én sandhed, og hvorfor den ikke forsøger at ensrette sandheden, er der en række årsager til. Alle der har skuet ud over søen vil være vidende om at søen skifter farve afhængig af hvem der beskuer den, hvorfra man geografisk ser, og hvornår dette sker i tid. Derfor er der ganske ofte flere ligevægtige sande gengivelser af virkeligheden om samme sag. Da grundtanken er at få rummet ”fortiden” eller vor historie gengivet så sandfærdigt som det lader sig gøre, er det langt vigtigere for os at høre de forskellige sandheder. Herfra kan der ganske ofte tages stilling til hvorledes sandheden ikke er, dvs. hvad må være usandt. For den lade og den uvidende, for svenden, men ej for herren, forekommer oprindelig tanke derfor langt mere krævende for den enkelte, da den ikke leverer en pakkeløsning, men nok snarere er grundstammen til eget videre virke. Hvad i begyndelsen derfor kan forekomme tåget og vagt ender med lidt øvelse op som et klarsyn, som den enkelte kan have tiltro nogenlunde gengiver den fortid man søger viden om. Oprindelig tanke er en vis at leve og tænke på.

 

"Whoever undertakes to set himself up as a judge of Truth and Knowledge
is shipwrecked by the laughter of the gods"
Edmund Burke:Preface to Brissot's Address (1794)

 

Den katolske kristendom vinder indtog i England i 600 tallet med Troskiftet år 600-630 e.Kr., men er først nået frem til de nordengelske landskaber med Beowulf-kvadet fra ca. 755-757 e.Kr.1 På Europas fastland er den nået til nord-Tyskland i 800 tallet. Søren Nancke-Krogh i ”Shamanens hest : Tro og magt hos vikingerne ” (1992) og teologen og præsten Mads Lidegaard (1925-2006) i "Da danerne blev kristne" (1999) og "Hvad troede de på?" (2004) tågesnakker om at Arian-kristendommen skulle have haft indflydelse i vore landskaber fra 400 tallet e.Kr. Vi har absolut ingen tegn, hverken i tanke eller kunst (og kunst er visuel tanke), på nogen form for fremmed indflydelse før Troskiftet år 600-630 e.Kr. Vi vil se at i tidsrummet omkring Frode-freden år 446 e.Kr. er der kontakt til de gotiske ætter i Hunner-hæren, Hunnerne selv, med Burgunderne og Vandalerne. Alle er Arian-kristne2, men 10 Arian-kristne i vore landskaber er gæstfrihed, ikke et troskifte. Kristningen af befolkningen sker først med landskabslovene fra 1200 tallet e.Kr., hvor hedenske børn og voksne gøres arveløse.

1 Fredegarius (Fredegar) skriver i sin krønike (Bog IV:5) fra 600 tallet e.Kr. (omhandlende Frankerne fra midten af 500 tallet til ca. år 641 e.Kr.) at Pave Gregory I. (Pave fra 3. september år 590 til sin død 12. marts år 604 e.Kr.) sendte ”Augustine, Mellitus, John og andre præster af den kristne tro til Britannien, der nu kaldes England, for at omvende folket til Jesus Kristus’ tro”. Augustine ankommer til Kong Æthelberht til Kent år 597 e.Kr. og bliver den 1. ærkebiskop til Canterbury. Det sker til Kong Æthelberht fordi han er Bretwalda og regent år 560-616 e.Kr.

Kongen konverterer år 601 e.Kr., hvorefter Augustine samme år kalder Mellitus (død år 624 e.Kr.) til England. Han bliver den 1. biskop af London, og den 3. ærkebiskop til Canterbury. Augustine kalder også John (Justus, død år 627 e.Kr.) til England. Han var romer og blev den 1. biskop til Rochester, men blev sendt i landflygtighed da kristendommen blev forkastet igen efter Kong Æthelberht til Kent’s død år 616 e.Kr.

2 Fredegarius (Fredegar) skriver i sin krønike (Bog IV:5) fra 600 tallet e.Kr. (omhandlende Frankerne fra midten af 500 tallet til ca. år 641 e.Kr.) at Visi-goternes konge Recared (Recaredo I., regent år 586-601 e.Kr.) ikke fulgte sin faders, Kong Leuvigild (Leovigildo, regent år 572-586 e.Kr.), arvetro men fastholdt den sande tro af den hellige kirke, som havde broderen Hermangild. Han blev voksendøbt af biskop Leander og tilså herefter at alle goterne, der var arian-kristne, blev voksendøbt. Dette sker før burgundernes konge Guntram (ca. år 545, regent år 561-592 e.Kr.)’s 29. regeringsår. Tidsrummet er derfor år 586-590 e.Kr. og de fleste synes at mene at det sker år 589 e.Kr.

 

En fortvivlet munk? i Beowulf-kvadet (sætning 178-180) i beskrivelsen af de danske skjoldunger i Heorot, Gl. Lejre i 500 tallet e.Kr.:

swylc wæs þéaw hyra•
haéþenra hyht•      helle gemundon
in módsefan• metod híe ne cúþon
daéda démend•      ne wiston híe drihten god 

således var deres hyre•
(de) hedenske høje [= skjoldungerne]• Helvede’s værge
i (deres) inderste sjæl• (Om) Skaberen de ej kunne,
dådens dømmer• ej vidste de (om den) drottende gud [= Deos-gud]


Min oversættelse til nudansk. ”Daéda” er flertalsform af ”dæd” (dåd), men den nudanske flertalsform ”daader, dåder” lyder vrang i denne sammenhæng. Derfor brugen af entalsform i oversættelsen.

“Metod, metud, meotud, meotod” er et mærkværdigt oldengelsk ord, som jeg mener må være udledt af udsagnsordet ”mœða, métan, møthæ” (oldnordisk, oldengelsk, olddansk), hvis oprindelige betydning bl.a. er ”møje, besvær, genvordigheder, modgang, lidelser, bekymringer”, underforstået ”der vil komme en gang i fremtiden”. Dette knytter ordet uigenkaldeligt til forståelsen for “wyrd” (hvorledes tingene vil blive). I kristen tanke, hvor den opfundne Deos-gud tilskrives rollen som Skaber og dukkefører i rummene nutid og fremtid, må vi nok antage at munken nedladende mener at hedninge er uvidende om Deos-gud’s fortræffeligheder som dukkefører af ”wyrd, urðr, ørlög”. At det netop er denne forståelse vi må tillægge "metod", fremgår af kristen tanke i Beowulf-kvadet (sætning 1610-11):

sé geweald hafað
sǽla ond mǽla•    þæt is sóð metod. 

hvem sig have vældet over
tid og (tids)mål• dette er (den) sande Skaber.

Min oversættelse til nudansk.

 

Under alle omstændigheder kan vi sige at kristendommen ikke var kommet til de danske landskaber i 500 tallet, og ej heller da Beowulf-kvadet blev skabt ca. år år 755-757 e.Kr.

 

Den kristne indflydelse efter Troskiftet år 600-630 e.Kr. er indirekte, men stor, da det er truslen fra den nyopfundne Deos-gud, oprindeligt Jesus-figuren, der er ophavet til den stærke gude-inflation vi gradvist er vidne til fra Ældre Edda fremefter. Odin inflateres fra den oprindelige shaman og konge til den abstrakte Odin-alt-mulig-mand, skåret i træ og sat i gudehovet som en "trègoð" (trægud), for at kunne måle sig med den nye Deos-gud (Jesus-figuren). Den Hedenske Høje går fra alene at have været Frey til, med gude-inflatering og –spredning i 7-900 tallet e.Kr., at må dele højsædet i de forskellige landskaber med Thor og Odin. Thor, fra at være den oprindelige Tordengudens Søn, vor ældste forfader og derfor Odin, udskilles med og fra Odin som en særskilt abstrakt gud.

Beowulf-kvadet viser os at ”ríce tó rúne” eller ”Rigsrådet” afgiver en hellig ed til Frey i Gl. Lejre år 473-525 e.Kr. under Kong Hroðgar og Dronning Wealtheow. Det er derfor vi af andre kaldes ”Ingwines” (Venner af Frey). Frey er den oprindelige Hedenske Høje.

Efter Troskiftet år 600-630 e.Kr. viser runeindskriften fra Ribe, Jylland (DR EM85;151B), dateret til 700 tallet e.Kr., at Odin, som en selvstændig abstrakt gud, blev tilbedt i Jylland i dette tidsrum.

Rolf, også kaldet Thorolf, havde år 884 e.Kr. et hov helliget til Thor (hof í eyjunni er helgað var Þór), jvf. Þórsnesínga-Saga og Eyrbyggja-Saga (Thorsnæsboernes Saga og Øreboernes Saga) eller tilsammen forkortet Eyrbyggja.

Vi finder ca. år 930-960 e.Kr. et Frey’s hov på Nordlandet (Norðurlandi) på det nordlige Island, jvf. Víga-Glúms Saga (kap. 9).

 

 

 


Forsiden til Asernes Æt er tegnet af Gerry Embleton, Schweiz og copyright haves af Osprey Publishing Ltd., Oxford, England fra hvem der er indhentet tilladelse til at benytte billedet. Der gives en fuld beskrivelse af det arkæologiske grundlag for klæderne i afsnittet "Jólnir – Julens Herre - Julemanden". Det viste Verdenstræ i korsformat af massivt guld blev fundet i Grav 46, Stanitsa Ust-Labinskaya, Krasnodarsky Kray på østkysten af Sortehavet, syd for Don-/Tanais-floden. Verdenstræet/korset er dateret til 100 tallet e.Kr. og findes på Hermitage museet, St. Petersborg.

 

 

 

Indholdsfortegnelse
<< ForrigeNæste >>
 
Søgeværktøj
Fra Grímnismál (vers 32, Ældre Edda) ved vi at vor ven fra skov og have, det rødbrune egern Ratatoscr (sammensat af de oldengelske ord "ræt" + "tusc" med betydningen "Gnavertand"), er god til at frembringe svar på alt mellem himmel og jord. Nedenfor til højre fra billedet af Ratatoscr, fra Ólafur Brynjúlfsson: Gudeskrift m. bl.a. Ældre Edda (Edda Sæmundr) & Snorre Edda (1760), findes Google's søgeværktøj, der er tilpasset til at søge efter svar fra Asernes æt. Ifald søgeværktøjet ikke kan ses, højreklik på musen og genopfrisk (opdater) siden.
© Verasir.dk Asernes Æt • af Flemming Rickfors • E-mailHosting • En del af Fynhistorie.dk