Skjoldungernes skjolde

I afsnittet "Gold scilling, gull skillingr, guldskilling" viser jeg at vi kalder vore mønter i guld fra år 385-670 e.Kr. for "(guld)skillinger", hvor ordet ”sciling/skillingr” formentlig oprinder fra roden ”*skel-” (at adskille), der igen er forbundet med ”scield, skjöldr” (oldengelsk, oldnordisk) eller ”skjold”. Det gør vi fordi vi er Scyldinga- eller Skjoldunge-ætten.

Ragnarsdrápa (vers 12) har kenningen "salpenningi" (salpenge), og viser at sølvpenge, indført år 670 e.Kr. som afløser for guldskilling, med deres runde form også gengiver skjoldets form. Samtidigt viser kenningen os hvorledes skjoldene har taget sig ud på væggene i vore store sale, hvor våbentøjet hang, jvf. også Beowulf-kvadet (sætning 1662).

Skjoldet er derfor centralt i vor egen selvforståelse, men hvordan ser vore oprindelige skjolde ud?

Mønter slået for Kong Sauromates I. (93-123 e.Kr.) til Det Bosporiske Kongerige. Jeg argumenterer i afsnittet ”Kongerne Asander & Aspurg - Det Bosporiske kongerige” for at dette rige, under Kongerne Asander og Aspurg, er vor stødpudestat mod Romerriget mod syd. Dette ophører år 38 e.Kr., hvor romerne tager direkte kontrol med landområdet, og vi tager foden på nakken mod nord. Det er dog stadig vor egen æt, der ser ud til at sidde på tronen igen under Kong Sauromates. Med sit kaldenavn ”sauromatou” ønsker han at vise den direkte linie til Asander og Aspurg. Derfor viser nogle af hans mønter, herunder bl.a. ovennævnte, de fineste eksempler på vore oprindelige filosofi. Jeg har ikke set dette gjort så gennemført på andre mønter, herunder vore guldskillinger slået år 385-670 e.Kr.

Kong Sauromates I. slår mønt under Kejser Trajan (98-117 e.Kr.) og  Hadrian (117-138 e.Kr.) og vi ser mønter med afbildning af disse kejsere, gjort for at vise underdanighed. At Kong Sauromates I. ligeledes slår mønt uden at vise nogen romersk kejser i mønten antyder stærkt at han har haft en stor grad af uafhængighed fra Rom. At han har haft denne uafhængighed må skyldes at han er i stand til at kontrollere truslen fra stepperne mod nord. Derfor har vi en afbildning af en ”fjende” bagbundet og på knæ uden for byporten til Det Bosporiske Kongerige. Vi ved ikke hvem disse ”fjender” var, men mange af vore egne landsmænd befinder sig i området indtil Goterne og Hunnerne ankommer. Indskriften siger, som hans forgængeres mønt, ”ΒΑCΙΛΕOC CAVROMATOV” (Kong Sauromatou) (8 gm, D:2.6 cm, ref. Anokhin 461). Bogstaverne "MH": M(40) + H(8) = 48 nummia = 1 sestertius.

Øverst: Byporten til Det Bosporiske Kongerige. Inden for hersker Kong Sauromates og er derfor velsignet af visdom fra de 3 verdener (fortid, nutid og fremtid). Udenfor er ”fjenden” bagbundet og i knæfald. Afbildningen af Thor afgivende lynild mod fjenden findes identisk på sølvpenge slået i vore landområder år 670-755 e.Kr. (se afsnittet ”Lodtrækning og ulykkesvarsel mod Birka”).

Nederst: Hele møntens forside er vort runde skjold med skjoldbukkelen vist i midten. Stridsøkse, det hellige sværd, askespydet som symbol på Yggdrasill, hestehovedet som symbolet på  *ehwaR-runen og at hesten er hellig, tronstolen og krone, og ikke mindst jætten Mimir’s hoved afbildet på kongens scepter. Fra Mimir’s hoved (mindet/erindringen), og fjendens hovedskal, modtager kongen den visdom og styrke fra forfædrene der gør at han, på vegne stammen, kan tage gode beslutninger i nutiden for en bedre fremtid. Afbildningen af kongens hovedbeklædning, ”en fjer i hatten”, er identisk til hvorledes vi ser goternes konger afbildet i det nordlige Indien i samtiden (se afsnittet ”Kushan Riget og Buddha”). Tronstolen kaldes ”faldastoll” (oldnordisk), ”faldastol” (oldengelsk, Mercia), "faldestoed" (oldfransk, Rolandskvadet sætning 609), “falþastols” (gotisk) eller “foldestol” med den oprindelige betydning “højsæde, trone”. De nuværende navne “kurulstol” (fra “curule”) og “munkestol” er importeret via latin og fra kristendommen.

Min private møntsamling.

I afsnittet "Skib og Trojaborg (labyrint)" viser jeg at bronzealder "Tani"(Daner)-folket og etruskerne ligeledes har runde skjolde, og at disse "Trojaborg-skjolde" har et fælles ophav, omend med en anden symbolik i rituel sammenhæng.

Skjoldenes farve var et visuelt mærke for fjende og frænde, og vi kunne genkendes på vore skjolde. Ikke overraskende systematiser heraldikken derfor dette i 1100 tallet e.Kr. som våbenskjolde ¹.

¹ Se Siden Saxo (nr. 1, 2007, s. 26-37). Artiklen "Heraldik til husbehov" giver et godt indblik i tankerne fra 1100 tallet e.Kr. fremefter, men misforstår helt og fuldt heraldikkens oprindelse og brug før dette tidspunkt. År nul for den nutidige heraldik er år 1130 e.Kr. Sandheden er at Hariwalda-mærker er så gammel som menneskets forståelse for ejendomsret, og nødvendigheden af at alle kender til og forstår dette.

Bronzeplade fra Valsgärde hjelmen, Grav 1., Vendel, Uppland, dateret til år 550-793 e.Kr. Hvad umiddelbart ligner en rituel Holmgang, skal ved nærmere syn vise noget helt andet da de to krigere ikke er iført samme krigstøj. Krigeren til venstre er iklædt erilaR (Jarl) æt's fine klæder, identisk til de klæder personen bærer på guldgubben fundet på bopladsområdet i Ibsker, Bornholm, dateret til år 550-600 e.Kr. Han afværger med løftet rundt skjold, så vi ser skjoldets håndgreb, et sværdslag fra modparten. Han holder i sværdhånden sit sværd. Krigeren til højre er iført fuld brynje, og har sit reservevåben, sin scramasax, hængende i en skrårem ved venstre armhule; nøjagtigt som man i et hylster hænger sit skydevåben i dag. Hvad ved første øjesyn ligner to "slatne" pile, er faktisk to spyd der, gjort af ask, altid er en kenning for Verdenstræet. Jeg tror derfor at det er to sider af samme erilaR (Jarl) æt vi ser gengivet, måske i tanke og kunst den evige strid mellem aser og vaner, mellem krig og fred. Askespydet - Verdenstræet - gennemborer både skjold og dragt, og rammer derfor begge sindstilstande med sin visdom fra fortiden. Vi har utallige afbildninger af samme runde skjolde på andre bronzeplader fra samme hjelm. Se "Bilag R: Witherlogh – Vederloven" (underafsnit "Hólmganga (Holmgang) og Einvígi (Tvekamp)").

Nr. 1: Sølvsmykke fundet september 2002 af A. Humphrey ved Wickham Market, Suffolk, Øst-Anglen. Smykket er dateret til 800 tallet e.Kr. med H: 40 mm. Det finder jeg er for sent da kunsten er for tæt på vor oprindelige Stil I. Da smykket er af sølv må vi datere det til efter år 670 e.Kr. – mit bud vil være til 700 tallet e.Kr. Krigerens særk går til anklerne, og er ærmeløs. Afbildningen af krigerens hårpragt er identisk til hvorledes vore konger afbildes på guldskillinger år 385-670 e.Kr., men den fint broderede særk minder mere om hvorledes vore højbårne kvinder år 550-750 e.Kr. før selekjolen vinder indpas. Er smykket, som jeg mener, fra 700 tallet e.Kr., hvor kvinder endnu ikke er fjernet fra slagmarken, kan dette vel gengive en kvinde. Krigerens smalle håndled, sammenholdt med at alle gengivelser af personer i lang særk i samtiden er kvinder, gør at jeg også her mener vi ser en kvindelig kriger gengivet. Dette kan forklare hvorfor personen synes at bære et halstørklæde eller en kappe, der ser ud til at være bundet foran med et tværgående spænde. Krigeren har i sin højre hånd et sværd i oprejst og afventende stilling. I sin venstre hånd holder hun, under armen, et skjold i omvendt stilling. Hendes hånd holder fast i skjoldets bronze- eller jernhåndtag på tværs af skjoldet, og vi aner skjoldbulen. Endelig kan vi se hvorledes skjoldet har taget sig ud på forsiden da kunstneren forekommer at have "tegnet igennem" indersiden af skjoldet så vi kan se kunsten på skjoldets forside (jeg har ikke tidligere set kunst fra samtiden der "tegner igennem". Alternativt må det derfor betyde at skjoldene også var malet på indersiden!. Med "stående" sværd og "omvendt" skjold mener jeg at vi her ser krigeren i den højeste tilstand af lykke med ”Friðsæll” (fredsæl) eller ”lykkelig ved Freden, som nyder stadig Fred” og ”Sigrsæll” (sejrsæl, sejrrig). Afbildningen af den mandlige kriger øverst på Ledberg-stenen fra Ledbergskulle, Östergötland (Ög 181) fra ca. år 1000 e.Kr. gengiver også skjoldet i omvendt stilling, men er ikke gengivet med samme fine detaljer (se afsnittet "De store hunde år 385-1100 e.Kr."). Ragnarsdrápa (vers 2) kalder den kvindelige krigers skjold for "meyjar hjóls" eller "(skjold)møens hjul", som en kenning for skjoldets runde form. Bemærk, som synes helt konsekvent på alle vore skjolde i tidsrummet år 550-750 e.Kr., at skjoldet var påmalet et solhjul med fødder, dvs. hjulkorset (Solen + livkors). Hermed viser vi hvorfra kenningen "meyjar hjóls" oprinder.

Nr. 2: Sølvsmykke fundet 29. december 2012 af Morten Skovsby ved Haarby, det vestlige Fyn. Identisk i kunst og afbildning til smykket fra Øst-Anglen, og derfor sikkert også fra 700 tallet e.Kr., ser vi en "skjoldmø" (skjaldmær, skjáldmær) afbildet, dvs. en ung ugift kvindelig kriger bevæbnet med skjold. Kvindens lange, frithængende hår er en kenning for at kvinden er "ugift". Nøjagtigt samme hårfrisure kan ses hos kvinden på guldgubben fundet på bopladsområdet "Sorte Muld" i Ibsker, Bornholm dateret til år 550-600 e.Kr. Symbolikken på skjoldet er identisk til smykket fra Øst-Anglen; skjoldet er påmalet et solhjul med fødder. Bemærk at kvindens særk, som er tilfældet i smykket fra Øst-Anglen, også er ærmeløs. Det forekommer mig at kjolens form hos Haarby-kvinden er identisk til kvinden fra Sorte Muld, bortset fra at sjalen er erstattet er sværd og skjold.

Nr. 3: Spændesmykke fundet ved Gammel Hviding lidt syd for Ribe, Jylland af Henrik Brinch Christiansen. Identisk i kunst og afbildning til smykket fra Øst-Anglen og Haarby, Fyn. Dette er et spændesmykke med sikkerhedsnål til fastspændelse af Jarl æt's kvindedragt fra år 500-750 e.Kr. Hermed kan vi også dateret smykket. Den kvindelige kriger's hårfrisure er identisk til Sorte Muld-kvinden og Haarby-kvinden. Bemærk af skjoldmøens sværdskede sidder på venstre side, hvorfra en højrehåndet kriger vil trække sværdet.

Nr. 4: Et smykke fundet af Flemming Karl Hans Nielsen ved Tissø, Sjælland. Det første indtryk er at dette smykke gengiver en identisk afbildning til hvad vi ser gengivet på Lillbjärs III billedstenen fra Gotland, eller afbildningen på Tängelgårda billedstenen fra Lärbo, Gotland. Ved nærmere eftersyn kan vi dog se at dette ikke er tilfældet. En rytter kommer ridende, uden stigbøjler og iført ridebukser. Bemærk på frisuren at denne rytterske er en kvinde i ridebukser. Manglen af stigbøjler gør at dateringen må være ca. år 650-700 e.Kr. Mellem rytterens hoved og hestens manke ser vi muligvis indersiden af rytterens skjold, med skjoldets bronze- eller jernhåndtag synlig. Rytteren modtages af en kvinde, der med et drikkehorn i højre hånd, og et skjold i venstre hånd, byder velkommen. I kunst skal brugen af drikkehorn og skjold i forbindelse med en kvinde opfattes som kenninger for en skjoldmø af Jarl æt. Vi bemærker nu at kvindens ansigt er gengivet som et fugleansigt med næb, og at hun over sit hoved og sin overkrop har en fjerham. Dette er derfor en kvindelig krigerinde der har hamskiftet (hama-skipti, að hamaz) til svaneham eller fjerham eller ”fjaðr-hamr, feðerhoma, fetherhamo” (oldnordisk, oldengelsk, oldsaksisk). Det er i denne svaneham vore afdøde, og uddødelige, skjoldmøer flyver fra rummet fremtiden til rummet nutiden og afhenter vore afdøde slagne fra valpladsen. Hávamál (vers 155, Ældre Edda) kalder disse skjoldmøer i svaneham for ”tvnriþor” (tunridere), og det er også en kenning for den kvindelige ridehær. Givet at kvinden står med et drikkehorn må vi her opfatte den velkomst der bydes den kvindelige rytter som en velkomst til Valhal, dvs. den hamskiftede kvindelige kriger står i Valhal og byder velkommen! Et helt ufatteligt vigtigt smykke der understøtter urnordisk filosofi i Ældre Edda. Smykkket kan ses på Kalundborg Museum. Det er vrang at kalde den kvinde for en valkyrie, fra ”valkyrja, valmær, waelcyrge, wælcyrgean, wælcyrigean” (oldnordisk, oldengelsk). Dette ord er sennordisk fra 1000 tallet e.Kr., og findes ikke i modersmålet da nærværende smykke blev fremstillet.

Nr. 5: Afbildningen øverst på Lillbjärs III. Bildstenen, Stenkyrka fra Gotland dateret til år 7-800 e.Kr. Den kutteklædte konge (Odin) kommer ridende, uden stigbøjler, mod højre og modtages af en med hjelm klædt krigerinde der, som den højtbårne kvinde, byder på et drikkehorn af mjød. Manglen af stigbøjler gør at jeg vil datere denne billedsten til år 650-700 e.Kr. Den stramt rituelle modtagelse af kongen er beskrevet i en førstehåndsberetning i Priscus fra Panium: Fragmenta Historicorum Graecorum (fragment 8), skrevet år 450 e.Kr. Hændelsen finder sted år 447-450 e.Kr. Priscus beretter at da Hunnerkongen Attila ankommer til sin næstkommanderende Onegesius’ hus, mødes han af Onegesius’ hustru, der byder ham kød og vin og dermed gæstfrihed. Skjoldet er påmalet et solhjul med fødder.

Nr. 6: Afbildningen på 3. række fra oven i venstre side på Tängelgårda Bildstenen fra Lärbro, Gotland dateret til år 7-800 e.Kr. Scenen viser en edaflæggelse af kongen (Odin) på vej mod venstre. Kongens modtagelsesrite er et løftet horn med mjød. Den hellige edsring er løftet i højre hånd. Kongens skjold er påmalet et solhjul med fødder.

Nr. 7: Afbildning fra Den Gyldne Psalter (The Golden Psalter) fra St. Gallen klostret i Schweiz, dateret til ca. år 900 e.Kr. Der er tre skjolde afbildet. Skjoldene er malet rustrød og mørkegrøn skiftevis, medens et af skjoldene alene forekommer rustrød.

Nr. 8: Solen med stråler på Väskinde bildsten fra Väskinde kyrkogård, Gotland (år 400-600 e.Kr.).
Nr. 9: Solen med stråler på Martebo bildsten fra Martebo kyrka, Gotland (år 400-600 e.Kr.).
Nr. 10: Solen med stråler på Sanda stenen, Sanda kyrka, Gotland (år 400-600 e.Kr.).
Nr. 11: Solen med stråler fra kalkmaleri i Ørbæk Kirke, Vindinge Herred dateret til år 1500 e.Kr. De stærke solstråler er vist over en kronhjort jagtet af Den danske Hund (Grand Danois).
Billedkilder: "Treasure Annual Report 2002": 43 Wickham Market area, Suffolk: Anglo-Scandinavian silver pendant or appliqué (2002 T195) (figs. 43.1, 43.2, s. 54-55); Martin Rundkvist: Aardvarchaeology (Valkyrie Figurine From Hårby, 7.1.2013) med billeder taget af Jan Hein og Henrik Brinch Christiansen.

I afsnittet "Sværddans" gengiver jeg Sværd (og spyd)-dansen fra "Sommersolhvervs"-afbildningen på "det korte" guldhorn, tegnet af arkivar, kammerråd Jochum Paulli (1690-1759) 1734. Fra "Danmarks Folk - I skildringer af danske videnskabsmænd" (1901, s.221-222). Begge guldhorn blev fundet ved Gallehus ved Møgeltønder i Sønderjylland og er dateret til 400 tallet e.Kr. Også her er begge de viste skjolde gengivet med solståler, der udgår fra skjoldbulens midtpunkt. Solstrålerne er ikke gengivet som "slyngarme", men dette kan skyldes at selve handlingen jo er ritualet omkring Sommersolhverv, hvorfor skjoldene skal visuelt vise den faktiske sol på årets længste dag.

Fra indskriften i Ældre Futhark indridset på et spydskaft fundet i Kragehul, Odense og dateret til år 350-550 e.Kr. (Nationalmuseet nr. 3158, DR 196) ved vi at vi skal opfatte solens varme- og lysstråler som "asugisalas" (Asernes stråler) - den forfædrende styrke. Forstået og benyttet ret findes den ikke stærkere.

I kapitlet "Hesten – det store hellige dyr" viser jeg tre eksempler på det runde skjold fra 600 tallet e.Kr.; fra Valsgärde hjelmen fra Vendel, Upland ca år 550-793 e.Kr., og fra Kong Rædwald’s kongehjelm fra Sutton Hoo, Øst-Anglen ca. år 617-625 e.Kr.

Det lille brudstykke fra låget af en ”kistil” (liden kiste, skrin) fra Northumbria, dateret til 700 tallet e.Kr. Dette utrolige håndværk er skåret af Nar-hvalens ben (ridset "hronaesban" på kisten). Hele frontstykket er kun 23 cm langt. Kisten kaldes også ”The Franks Casket” efter Sir Augustus Wollaston Franks (1826-1897), der arbejdede for og gav kisten til British Museum. Runerne er Angel-saksiske runer.

Til højre ser vi ”Agili” (Egill) som bueskytte forsvarende sin odel mod fjenden kommende ind fra venstre side. ”Kassen” omringende ”Agili” (Egill) er hans stokværk, hvor åbningen er porten. Kvinden der ses bag ”Agili” (Egill) må være hans viv ”Aulruno”, jvf. Völundarkviða (vers 2 og 4, Ældre Edda). Adam Oehlenschläger kalder hende ”Alrune” i Vaulundurs Saga (1805) og på nuislandsk skrives det ”Ölrúnu”. I vers 4 hører vi i omtalen af brødrene at ”Kom þar af veiþi veþreygr scyti” eller ”kom de [ud] af forsvaret[,] vejr-øjede [bue]skytter”.

Ordet ”veiþi” forbinder danske og engelske oversættelser med ”jagt” fordi de oversætter ordet fra det oldnordiske ”veiðr” (jagt, fiskeri). Afbildningen ovenfor antyder at dette ikke er en sand opfattelse, og at vi bør oversætte betydningen fra det oldnordiske ”veita”, der bl.a. har betydningen ”forsvare sig” (veita vörn) og ”udføre overfald på ens hjem ”veita heimför”. Det er mod et fjendtlig angreb på hjemmet ”Agili” (Egill) og broderen forsvarer sig. Bemærk de 4 beskyttende drager omkring salen, hvori ”Aulruno” befinder sig. Ordet ”veþreygr” mener jeg er sammensat af ”veðr” (vejr) + ”eygr” (øje) eller ”vejr-øje” (”weather-eye” på nuengelsk). Den oprindelige forståelse af at have et ”vejr-øje” var at man ”var påpasselig med at holde godt udkig og at man forstod at løse tilfredsstillende den opgave der lå for hånden”. Ordet er en meget fin omtale af et menneske.

I forbindelse med skjolde er der 5 af vore oprindelige skjolde gengivet. De to til venstre for læseren gengiver hvorledes skjoldet under angreb blev holdt løftet i venstre hånd (for den højrehåndede kriger), således at det runde skjold beskytter kroppens vitale dele; hoved og overkrop (helt samme tanke er gældende for nudagens krigere, hvor man tilser at hver soldat har hjelm og beskyttelsesbriller til hovedet, og fragmentationsvest til overkroppen). I denne stilling bruges ydersiden af den venstre underarm som støttepunkt til skjoldet for at holde det i balance og samtidig tage vægten af skjoldet fra håndleddet. Det tredje skjold fra venstre, holdt af en person med foroverbøjet krop, holder skjoldet i venstre hånd i forsvarsposition mod en pileregn. Igen beskytter skjoldet hovedet og overkrop, og vi kan se at pilene sidder fast i skjoldet.

Se også "Bilag G: Wélund – helligt land, høvding og gud". Billedkilde: John Grant: Viking Mythology (1990, s.28)

Hammers runestenen i Lärbro, Gotland dateret til 7-800 tallet e.Kr. 4. række fra oven gengiver et krigsskib under anfald kommende ind fra læserens venstre side, hvor 4 krigere med løftede sværd og runde skjolde er klar. Fra billedstenens højre side forsvarer 3 krigere landet med løftede sværd og runde skjolde. Den forsvarende kvinde i midten, Den Jordlige Moder /Moder Jord (derfor er hun person nr. 8), står med en løftet og brændende fakkel, der skal vise at de forsvarende landeværnere har "lyst" landet, og dermed gjort landnám. Se afsnittet "Navigation - Solstenen og Solpejlskiven" (underafsnit "At gøre landnám"). Baggrunden på dette billede fremstår i dag gråligt, men fra nederste del af samme sten kan vi se at den oprindelige maling er rustrød. Styreåren på langskibet er tilsyneladende indtegnet vrang, da den altid bør gengives på styrbords side. Men da skibet samtidigt er vist med ankeret kastet fra forstavnen, er det muligt man flyttede styreåren til bagbords side, hvis det var hvad var påkrævet af omstændighederne.

Fra Oseberg-skibets vægtæppe fra år 834 e.Kr. træder en kvindelig skjoldmø frem. De to krigeres skjolde er begge runde, men den kutteklædte mandlige krigers skjold gengiver nu en nytænkning i kunsten på skjoldet. Dette kaldes senere i heraldikkens system for "per saltire" (fra Middle English "sawtire") og på fransk "ecartelé en sautoir" eller "adskilt korslagt", hvor korset er lagt liggende. Ordet "sawtire" hentes fra "sautoir" (mellemfransk) der henter ordet fra "saltatorium" (mellemlatinsk) - alle har betydningen "stigbøjle", og heri kan vi uden tvivl finde oprindelsen til dette mærke i vor kunst. Det "liggende kors" skal faktisk vise en "stigrap" (oldengelsk) eller "stigereb". Stigbøjlen bliver udviklet som et reb med en løkke, der skal gøre det mere enkelt at stige på og af en hest. Stigbøjlen vinder indpas i vore hære i 700 tallet e.Kr., hvorfor det forekommer aldeles rimeligt at denne komparative fordel for rytteren må gengives på skjoldene som beskytter.

”Avtegnede figurer fra biter av Osebergskipets billedvev. Fra venstre en mannlig kriger med dyre- eller fuglemaske, en kvinnelig kriger, muligens med villsvinsmaske, kappe og slepende kjole - såkalt skjoldmøy, en mannsfigur uten hode og en mannlig kriger iført en slags "knickers", muligens for å kunne ri”. Mit eget bud er at den kvindelige krigerinde fra år 834 e.Kr., skjoldmøen, her er gengivet i kampformen "ulvhednar” (ulveskindskapper), dvs. i ulveham som Werwulf/Varulv. Völsunga saga kap. V omtaler en kvinde der angriber i ulveham: ”kom þar ylgur ein úr skógi” (se afsnittet "Ulvhednar og Berserkar").
Kilde: Cato Guhnfeldt: Krigerkvinner og henrettelser (Aftenposten, Norge, 15.3.06)
Billedkilde: Kulturhistorisk Museum, Universitetet Oslo

I 1946 fandt man på den nordlige del af Isle of Man ved Ballateare, Jurby en fuldt udstyret krigergrav fra 800 tallet e.Kr. Udover tre spydblade, en scramasax (skrámasax) og et 95.5 cm tveægget sværd, hvor bladet var knækket i tre dele med flid, fandt man også skjoldbulen i jern og enkelte træstykker af selve skjoldet. Herfra kunne det bestemmes at skjoldet havde været malet i farverne rød, hvid og sort; tilsyneladende med hvid som grundfarven.

Aftegning af bemalingen af skjoldet fra Ballateare, Isle of Man
Kilde: Gerhard Bersu & D. Wilson: Three Viking Graves from the Isle of Man (1966)

Snorre skriver i Snorre Edda (Skáldskaparmál, LXI. Vápnakenningar ok herklæða):

Omkring år 850-865 e.Kr. bliver den norske skjald Bragi inn gamli (Brage Boddesson, Brage den gamle) i aldersdomsgave, og som tak for lang og tro tjeneste, givet et flot bemalet skjold af Ragnar Loðbrók. Som tak for dette skriver han Ragnarsdrápa (se afsnittet ”Gefion og Sølund”). Digtets indhold er en beskrivelse af hvad der er malet på skjoldet, herunder:

Farven hvid som freds- og overgivelsestegn, er formentlig så gammel som mennesket selv. I Heimskringla ("Saga Magnús konungs berfætts", 8. Frá Sveinka) hører vi at Kong Magnus Barfod (Magnuss III., 1073-1103)'s lensmænd (lendu menn) "bragte op hvide skjolde" (bregða upp hvítum skildi) til Sveinki Steinarsson som et fredstegn.

I Homer: Iliaden (Bog XXII:294-295), der omhandler de sidste øjeblikke i Hektor (Ökuþór)'s liv i tvekampen mod Achilles, hvor broderen Deiphobus [græsk "Dêiphobon"] stod ham bi, og Hektor havde behov for et nyt askespyd, i min oversættelse til nudansk:

"Han råbte da højlydt til Deiphobus med det hvide skjold, og bad ham om et langt spyd;"

Vi kan ikke sige det endeligt, men også under Den Trojanske Krig der afsluttes ca. år 1184 f.Kr. ser det hvide skjold ud til at være et mærke for "fred og overgivelse".

Rand sceal on scylde, fæst fingra gebeorh

Randen skal på skjoldet, fast fingrene bjærge

British Museum, Cotton MS, Tiberius B i. (”Maxims II”, sætning 37-38) fra ca. år 956-1066 e.Kr. i min oversættelse til nudansk. Det oldengelske ”gebeorh” betyder direkte ”bjærge” og skal opfattes som ”redde, beskytte”, dvs. skjoldets rand beskytter skjoldholderens fingre. Dette forudsætter at skjoldranden er gjort af et gennemført metalbeslag, der således forhindrer træbordene i at splintre, og derfor kan beskytte arm og fingre. De nuengelske oversættelser opfatter det oldengelske "rand" som skjoldets bukkel (boss). Det tror jeg muligvis er forstået vrang. Det oldengelske ord for "skjoldbule, skjoldbukkel" mener jeg er "rand-beah, rand-beag", hvor endestavelsen er fra  fra "beah, beag, bæh, beg, beh", og betegner metal smedet i ring- eller kugleform, dog ikke en ring, i hvilket tilfælde ordet "hring" bruges. Kun ifald det godtages at "rand" her er en forkortelse af "rand-beah, rand-beag" kan det være en henvisning til skjoldets bukkel. I det oldengelske digt ”Menneskets begavelser” (The Gifts of Men, sætning 65), der findes i Exeter Book fra 900 tallet e.Kr., hører vi at smeden fremstiller ”scyldes rond”, direkte ”skjoldets rand”. Dette opfattes af mange som skjoldets bukkel, hvor jeg mener der er tale om skjoldets rand.

Det oldengelske digt ”Menneskets begavelser” (The Gifts of Men, sætning 29), der findes i Exeter Book fra 900 tallet e.Kr., omtaler  ”folkets folke-kraft” (leoda leoþocræftas) blandt de der bebor landet (londbuendum, landboende). Sætning 39-40 siger:

Den første opkrævning af Danegeld fra England sker efter "The Battle of Maldon”, hvor vi anfalder Byrhtnoð, Jarl af Essex år 991 e.Kr. Der betales 10.000 Troy pund (.x. ðusend punda, 3.729 kg) sølv. Mod slagets afslutning, hvor det engelske forsvar er knækket og mange er i færd med at flygte hører vi (sætning 244-45):

”…Leofsunu gemælde and his linde ahof, bord to gebeorge; he þam beorne oncwæð:..."

”…Leofsøn mælte og hans linde ophævet, bord til bjærgning; den strålende da kvædede;…”

Min oversættelse til nudansk

Det oldengelske ”lind”, dvs. lindetræ, benyttes i poetisk sammenhæng som en kenning for det runde skjold, da man lavede skjoldene af lindetræ. Det oldengelske ”gebeorge, ge-beorgan” betyder direkte ”bjærgning” og skal opfattes som ”redning, beskyttelse”, dvs. skjoldets træborde redder Leofsøn’s liv.

Den engelske abbede Ælfric fra Eynsham (ca. 955- ca. 1010)’s ”the Old English Illustrated Hexateuch”, Canterbury (British Library, MS, Cotton Claudius B. iv., fol. 25r) fra år 1000-1050 e.Kr. er en oldengelsk gengivelse af de første 6 bøger fra Det Gamle Testamente. Værket indeholder over 400 afbildninger i farver. Beretningen hér omhandler semitiske krigeres forfølgelse af Lot’s tilfangetagere på hesteryg (i Det Gamle Testamente er det 318 mand, bestående af husfolk og hjemmefødte trælle). Afbildningen gengiver selve slaget, der finder sted til fods (1. Mosebog 14:12-15). Heri består problemstillingen med brugen af denne ellers meget fine afbildning. Gengives her vore skjolde (og sværd, brynje og kongekrone) i samtiden ca. år 1000 e.Kr., der så bare er tilført et andet tid og sted, eller er skjoldene ren fantasi til brug for beskrivelse af kampe i Det Gamle Testamente? Det er uklart for mig om vi kan gøre brug af disse skjolde som eksempler på vore egne. Muligheden er sandelig tilstede, men krigerne, ikke kun kongen, havde i samtiden hjelme og brynje, som den samtidige Bayeux gobelin viser, og som ligeledes er gengivet i samme værk i afbildningen af ”Farao lader bageren hænge” (fra 1. Mosebog 41:1-13). Omvendt ved vi at de semitiske ætter ikke havde heste, og brugen af rytteri i denne oldengelske beretning er derfor hentet fra samtidens rytteri (se afsnittet "Hestekød – blótmad"). Helt sikre kan vi altså ikke være. Bemærk at skjoldene har forskellige mønstre "på samme side" i hærene.
Kilder: British Library, samt Marjorie Chibnall: Anglo-Norman Studies XIV: Proceedings of the Battle Conference 1991 (1992, Anglo-Scandinavian Equestrian Euipment, s. 79)

De nye dråbeformede skjolde, der udelukkende sættes i forbindelse med de importerede kristne ridderskikke, kalder vi for ”loknum skildi” (lukkede skjolde) ¹.

¹ ”Konúngs skuggsjó” (”kongens skygge” eller ”kongespejlet”, kap. XXXVII) fra ca. år 1154-1200 e.Kr. Kilde: Speculum regale. Konungs-skuggsjá. Konge-speilet (1848, s. 84).

Vi ser første gange de dråbeformede skjolde benyttet i Slaget ved Hastings år 1066 e.Kr., som gengivet på Bayeux gobelinen. Ikke mange er opmærksom på, at bannerføreren af Dannebrog på Bayeux gobelinen, modsat alle andre i Hertug Williams hær, stadig fører rundt skjold.

Bannerfører af Dannebrog med rundt skjold.
Uddrag fra Bayeux gobelinen i det afsnit hvor:
"Hic Willelm Dux Alloquitur suis militibus ut prepararent se viriliter et sapienter ad prelum contra anglorum exercitum.
(Her Hertug William formaner sine hærmænd at forberede sig som mænd og med visdom til slaget mod Anglernes hær).
Se afsnittet "Dannebrog og The Cross of St. George i Slaget ved Hastings år 1066 e.Kr.".
Kilde : http://hastings1066.com/baythumb.shtml (tapestry nr. 27, 28 og 29)

Til venstre: Også den engelske hær gjorde stadig brug af runde skjolde under Slaget ved Hastings år 1066 e.Kr., som gengivet på Bayeux gobelinen fra år 1066-77 e.Kr. Kong Harold Godwinson’s to brødre; Jarl til Øst-Anglen, Cambridgeshire og Oxfordshire Gyrð Godwinson (ca. 1032-1066, 4. søn af Jarl Godwin, og yngre broder til Harold), samt Jarl til Kent, Middlesex, Hertford og Surrey Leofwine Godwinson (ca. 1035-1066, 5. søn af Jarl Godwin, og yngre broder til Harold), blev begge dræbt lørdag 14. oktober år 1066 e.Kr. Ovenfor er gengivet deres drab med teksten “hic ceciderunt levvine et gyrð” (her faldt Leofwine og Gyrð). Det er med andre ord de to kongesønners livgarde, der gør brug af runde skjolde. Jeg mener vi må opfatte afbildningen således at den med fuld brynje forsvarende livgarde holder det runde skjold med bøjet venstre forarm foran ansigt og overkrop. Prikkerne omkring skjoldets yderside må skulle vise et metalbelagt randbeslag.
Til højre: Her er det Kong Harold Godwinson’s egen livgarde, der (forgæves) gør brug af runde skjolde. Kong Harold Godwinson dør også, og billedet kan ses ved teksten ”hic harold rex interfectus est” (her dræbes Kong Harold). Bemærk det smadrede skjold forneden ved siden af den dræbte kriger. Skjoldet ser ud til at være bøjet, hvilket antyder at randbeslaget har været et gennemført metalbeslag, uden hvilken træet var flækket og faldet fra hinanden.
Kilde : http://hastings1066.com/baythumb.shtml (tapestry nr. 30, 34)

I afsnittet "Med væringer i Miklagarð år 1103 e.Kr." forklarer jeg hvorfor nedenstående afbildning gengiver ikke blot Dannebrog, men flere eksempler på runde skjolde i år 1103 e.Kr. Dette er i tiden hvor de er ved at blive afløst af de dråbeformede skjolde; nogle er malet røde, medens andre er holdt i naturfarve. Igen er Dannebrog knyttet til det runde, og røde, skjold.

Væringer i Miklagarð  ca. år 1081-1118 e.kr.
Fra Ioannis Skylitzis Krønike fra Biblioteca Nacional, Madrid (Bibl. Nac. vitr. 26-2) dateret til ca. 1100 tallet e.kr. Ioannis Skylitzis havde titlen ”kouropalates” og arbejdede under Kejser Alexios I. Komnenos (regent 1081-1118) til Miklagarð.
Han skrev ca. i slutningen af 1000 tallet e.Kr.
Billedkilde: www.geocities.com/indunna/skylmiltary. Tak til Søren Knudsen for henvisningen til denne kilde.

Endelig ser vi de i samtiden nye dråbeformede skjolde utroligt fint gengivet på Isle of Lewis-skakbrikkerne fra ca. år 1135-1150 e.Kr. (se afsnittet "Cyningtaefl eller Hneftafl – det strategiske brætspil").

Netop det røde skjold ser vi nævnt i Yngre Futhark på Rønninge-stenen (DR 202), syd for Langeskov på Østfyn, fra begyndelsen af 900 tallet e.Kr. Indskriften lyder:

"sutisatistainþansiaftailaifbruþursinsunoskausrauþumskialta"

Som jeg omskriver til:

"Soti satte sten denne efter Eileif (,) broder sin (,) søn (af) Ásgautr Rødskjold"

Læses fra venstre mod højre (på stenen nedefra op i 3. række):
"rauþum skialta" (røde skjold, (med det) røde skjold, Rødskjold)

Derfor taler vi om at kvæget er ”rauðskjöldóttr” (rødskjoldet).

Rødt skjold fra ca. år 840 e.Kr. Ærkebiskoppen til Mains, Rabanus (Hrabanus) Maurus Magnentius (ca. 780-856,) skrev i tidsrummet år 810-840 e.Kr. værket "De laudibus sanctae crucis". På foliio 4v. er en afbildning af Charlemagne’s søn Ludvig den Fromme (le Débonnaire, regent år 781-840 e.Kr.). Frankerkongen er gengivet som "miles Christi" (Kristus' soldat), og det er hans venstre hånd vi ovenfor ser holde fast i skjoldet. De latinske bogstaver i baggrunden skyldes at hele siden er ét langt digt, ovenpå hvilket er foretaget denne aftegning. Da gengivelsen af Ludvig den Fromme er medens han stadig er i live, kan vi regne med at dette er en helt nøjagtig gengivelse af hans faktiske skjold, herunder den røde farve. Det mener jeg må være sandt selvom kejserens nye klæder er ren fantasi, og skal gengive ham som en romersk kejser og krigsherre. Teksten i skjoldet siger: "Troens skjold afværger ondskabens våben og beskytter kejseren....".

Vi kan fra ”Konúngs skuggsjó” (”kongens skygge” eller ”kongespejlet”, kap. XXXVII) fra ca. år 1154-1200 e.Kr. se at det dråbeformede skjold, og alle andre importerede ridderskikke, herunder strakte ben i stigbøjler, skal symbolisere god kristen dannelse. Man kunne overveje om ikke det runde skjold, i en kristen visuel gengivelse, skal opfattes som en kenning for enten hedenskab eller "dansk", hvilket er én og samme sag i samtiden.

Mit bud på hvorfor vi visuelt ser vore oprindelige skjolde meget farvestrålende, medens vi kun har fundet ganske få skjolde med maling på, mener jeg fremgår af Kong Æthelstan’s Domme (Regent 924/25-939 e.Kr., Æðelstanes Cyninges Gerædnes) givet i Greatanlea (i dag bygden Grateley, Hampshire):

Min oversættelse til nudansk.

Som vi kan se forbydes det at gøre brug af fåreskind ved fremstillingen af skjolde, der som følge af tidsrummet stadig er de oprindelige runde skjolde. Forudsætningen for denne lovgivning er at alle skjolde er belagt med et skind, der naturligvis stærkt forøger skjoldets samlede styrke, da de brugte stykker træ opnår meget større sammenhængskraft. Meningen må her være, at kohud er væsentligt stærkere end fåreskind, og at dette er den rigtige vis at fremstille skjoldet på. Samtidigt kan vi sikkert slutte, at med en forbudslovgivning af denne art er der blevet fusket gevaldigt, således at der har været livsfarlige skjolde med svagt fåreskind i omløb. Det må være de på skjoldene påsatte kohuder, der fortrinsvis er blevet malet i de mange farver vi visuelt kender til.

Nr. 1: Skjold med pladebeslag ( 2 x på tværs mellem 1. og 2. bræt og mellem 3. og 4. bræt), randbeslag og skjoldbule. Randbeslaget på et skjold kaldes ”skjaldarrönd” (skjoldrand), jvf. ”Konúngs skuggsjó” (”kongens skygge” eller ”kongespejlet”, kap. XXXVII) fra ca. år 1154-1200 e.Kr. Se: Speculum regale. Konungs-skuggsjá. Konge-speilet (1848, s. 85). Ø: 104 cm. Skjoldet er fra den store våbenofringsmose i Anglen, Thorsbjerg Mose ved Sønder Brarup, i det sydlige Angel, og er dateret til 200 tallet e.Kr. De forskellige skjolde i dette fund har Ø: 65-104 cm "og de var dannet af tynde, glathøvlede brædder, oftest af el, sjældnere af eg og kun undtagelsesvis af fyr. Skjoldrandene var gerne forsynet med forstærkningsbeslag af bronzeblik". Det er her vigtigt at holde sig for at de ofrede våben er tabernes våben, og da vi var sejrrige er ikke alle skjoldene vore. Derfor forekommer der såvel runeindskrift på en af bulerne, som en latinsk indskrift på en anden. Ca. 30 skjoldbuler blev fundet gjort af bronze og lidt flere skjoldhåndtag af bronze. I Lillerup Å våbenofringen var der samme antal buler i bronze, men mere end 100 af jern, der derfor må formodes at være rustet bort i Thorsbjergfundet.

Nr. 2: "Norske våben og dækvåben: sværd, spydspidser og øksehoveder, samt hjelmen fra høvdingegraven i Gjermundbu og et af skjoldene fra Gokstadskibet". Skjoldene i Gokstad-skibet, fundet i en gravhøj mellem gårdene Gokstad og Gjekstad i Sandefjord, Vestfold er dateret til år 850-900 e.Kr. Nicolay Nicolaysen: Langskibet fra Gokstad ved Sandefjord (1882, s.62) skriver: "Hvert skjold var 94 cm. i tvermaal og sammensat af tynde, mod periferien tilspidsede brætter, lagte kant i kant og forbundne paa forsiden tildels ved den nysnævnte jernbule og paa bagsiden ved en helt over gaaende tverstok, der tillige under bulen har tjent som haandtag. Desuden viser der sig langs periferien fine huller for stifter, uden tvil til fæstelse af en rundtom gaaende metalspange, som har ydet hele pladen stor støtte, men hvoraf der ej fandtes mindste spor. Træsorten er (..) gran (..)". Kulturhistorisk Museum, Universitetet i Oslo skriver om Gokstadskipet: "På innsiden av øverste bordgang er det festet en list, skjoldrimen. Skjoldene ble festet til denne med tynne snorer og hang da utenpå skipssiden. Det var 32 skjold på hver side. Annethvert var malt gult og sort". Vær her opmærksom på det enhver sejler vil være klar over; skjoldene var ikke fastgjort til skjoldrimen under sejlads eller roning. De blev sat på plads umiddelbart før ankomst til enten landingsstranden eller før søslaget tog sin begyndelse som pansring. Denne fejlforståelse opstår formentlig fordi skjoldene har været sat på skjoldrimen til ritualer, herunder gravsætninger, og i møntprægning (se nedenfor).

Nr. 3: Trelleborg-skjoldet fundet af arkæologerne Andres Dobat, Kirsten Christensen og Per Mandrup 16. september 2008 sydvest for ringvolden under en udgravning på Trelleborg, Slagelse. Skjoldet blev fundet 40 m fra borgens sydport i en (nu opfyldt) 2 m bred rende. Fundstedet og den manglende skjoldbule gør at skjoldet sikkert blev kasseret. "Skjoldpladen har en diameter på ca. 85 cm og er sammensat af syv brædder af fyrretræ, som er 8 mm tykke på midten og mindre end 5 mm ved yderranden. Tæt ved skjoldets rand ses en række små gennemboringer, sikkert syhuller fra en randliste eller fladedækkende beklædning af f.eks. læder.....På Nationalmuseets Bevaringsafdeling opdagede man en lille flage af læder eller skind på skjoldets forside, tæt ved randen, men der er for lidt til at det med sikkerhed kan tolkes som beklædning....Der blev også påvist jernoxyd og blykarbonat, hvilket tyder på, at skjoldet har været bemalet med røde og hvide farvetoner...Håndtaget (vist forstørret ovenfor) er lavet af et ca. 35 cm langt, let buet stykke bøgetræ, som har været fastgjort med fire jernnitter....på grebet er et ca. 5 cm bredt ornamentbånd med fletmotiv og en smal indskåret snoning..Nationalmuseets Niels Bonde har konstateret i alt 137 årringe, hvoraf den yngste var dannet i år 905. Man skal sikkert lægge nogle årtier til, fordi et ukendt antal årringe er hugget og høvlet af ved fremstillingen af skjoldet. Fyrretræerne har vokset i Vestnorge".

Kilder: Jørgen Jensen: Danmarks Oldtid (2003, Ældre Jernalder, s. 544-545), Else Roesdahl: Vikingernes verden (1989, s. 165) og Kirsten Christensen; Andres S. Dobat; Per Mandrup:Trelleborgskjoldet i Skalk (2009:5, s.3-7).

Jómsvíkinga saga (kap. 31):

Min oversættelse til nudansk. Udtrykket "barða", fra "barði", betegner et langskib i krigsskibsklassen, hvor for- og agterstavn havde en særlig stor ydre kant, der var forsynet med jernpigge, kaldet "skegg" (skæg). Derfor er skibsbetegnelsen "barði" udviklet fra "barð" (fuldskæg).

Jarl Hákon Sigurðsson af Hlaðir, Trøndelag (“Lade-jarlerne”, Hákonar jarls hins ríka, Hakon Jarl hin Rige, ca. 970-995 e.Kr.) var lensmand i Norge for Kong Harald I. Blåtand. Hans søn, Jarl Erik Hakonsøn (Eiríkur jarl Hákonarson), havde et krigsskib der omtales med heitet "Járnbarðann" (Jern-barden) i Jómsvíkinga saga (kap. 29, 32) under det berømte Slaget ved Hjørungavåg (Hjörungavágr, Hjörungavogur) ved Ålesund, Møre og Romsdal fylke ca. år 986-988 e.Kr. mellem tilrejsende Jomsvikinger (Jómsvíkingum) fra Jomsborg i Kong Svend I. Tveskæg's tjeneste (regent 986-1014), og Lade-jarlerne. Ovennævnte sætning henviser til skibet ejet af den sjællandske Sigvald, søn af jarlen af Sjælland, Skåne og Halland kaldet Strút-Haraldur (Strut-Harald, jarl ca. 975-986). Sigvald blev optaget i det jomborgske samfund før han var 18 år gammel, hvilket var en undtagelse fra de vedtagne love. Ved Palnatoke's død udnævntes Sigvald hans efterfølger.

Snorre skriver i Snorre Edda (Skáldskaparmál, LXI. Vápnakenningar ok herklæða) at man ofte på de runde skjolde påmalede en randstribe der blev kaldt "baugr". Disse skjolde blev kaldt "baugskjöldum" (baug-skjolde).

Ragnarsdrápa (vers 7 + 12) kalder skjoldene fastsat på skjoldrimen for "reiðar mána" (ridende måne) som en kenning for at langskibet, der rider på bølgerne, visuelt synes at have runde måner på siden.

Beowulf-kvadet (sætning 286-89):

”…Weard maþelode ðaér on wicge sæt ombeht unforht: 'Aéghwæþres sceal scearp scyldwiga gescád witan worda ond worca sé þe wél þenceð…”

”…Værgen mælte, dér på kæmperen sad, ombud(smand) uden tøven: Hver én skal skarpe skjoldkæmper besked vide, ord og virke - han der vel tænkte…”

Min oversættelse til nudansk.

Brugen af ”wicge” (kæmper) som en heite for hesten bruges også i The Battle of Maldon” (sætning 237-40):, Brugen af ”un” (u) i forstavelser på oldengelsk er ikke altid ensbetydende med at det efterfølgende ord gøres negativt (omvendt). Dette gælder i særlig grad i digte. Her vælger jeg at opfatte dette som ”utøvende, uden tøven”.