| Forside |  |
Indholdsfortegnelse |
Fresna Cynne – Den frisiske slægt
Fra Tacitus’ beskrivelse af Det Bataviske Oprør år 69-70 e.Kr. i hans ”Histories” (Bog 4) kan vi se at Friserne er i ledtog med Batavi-folket ”uden tøven kaldte til våben Friserne, en stamme længere borte på Rhinens bred”. Vi kan derfor sige med sikkerhed at Friserne allerede har kontrol med det sydlige Friesland år 69-70 e.Kr. Fra indskrifterne på altertavler fundet på Chapel Hill (Housesteads fæstningen ved Hadrian’s Mur, der også kaldes ”Vercovicium”) kan vi se at der er en frisisk fylking udstationeret her i romersk tjeneste i begyndelsen af 200 tallet e.Kr. Det er Hnaudifrið’s frisiske ætter, der hylder gudinden "Friagabi" (Friagabis), der kan betyde "Giver af Frihed" eller "Freya Giver" (sammenlign med den sjællandske Gefjon, Gefion). Hun kaldes på en anden indskrift "Fimmilene", der kan være sammensat af "Fimi" (oldnordisk, behændighed) og "lèna" (oldnordisk, forlene, skænke) med betydningen "Skænker af behændighed" (se afsnittet "Tyr - guden og tyren"). Det Nordlige Friesland (Nordfriesland, Lille Friesland) kaldes i Valdemarks Jordebog ”Vtland”1 og bestod af:
”Marskherrederne” eller ”Nordherrederne”: Horsæby Herred (Horseby Herred) og Bokyng Herred (Bøking Herred) 1 Hvorledes bør vi opfatte betegnelsen ”Vtland” (Udland)? Jeg mener vi må forstå det på samme vis som det oldnordiske "utjörð", direkte "udjord", men opfattet som "længere bortliggende gård eller jordegods", underforstået ift. hovedgården eller "höfuðból" (hovedbolen). Det olddanske "utlænde" betegner da også "et jordstykke tilhørende en gård, men beliggende uden for toften". ”Vtland” (Udland) betegner derfor alt land tilhørende riget, men beliggende ude i søen (havet) vest for den jyske vestkyst. I Laxdæla Saga (kap. 73) ser vi f.eks. at man ”fara út til Íslands”, samt da ”Bolli hafði verið einn vetur í Danmörku þá byrjar hann ferð sína út í lönd og léttir eigi fyrr ferðinni en hann kemur út í Miklagarð”. Forståelsen er derfor ikke "udlandet", dvs. landskaber under fremmede folkeslags kontrol, som vi i dag forstår dette. Sidstnævnte forståelse opstår først i 1800 tallet.
1 Svend Aakjær: Kong Valdemars Jordebog (1926-45, 2. bind, kommentar, hæfte 1, s. 93-94).
De frisiske ætter ser ikke ud til at kalde deres øverste leder "konge". Gregory af Tours (539-594) i ”Frankernes Historie” kalder frisernes øverste leder for ”Dux” eller ”Hertug”. Dudo kalder år 1015-1026 i Gesta Normannorum (kap. 10) frisernes øverste leder for “prins” Radbod år 876 e.Kr. Vi kan derfor ganske sikkert sidestille den frisiske titel med den givet til høvdingerne i Det østlige kongerige – Garðaríki. Her kaldes alle lederne ligeledes ”prins” eller ”fyrste”. Senere da de frisiske landskaber kommer under Frankernes kontrol sættes disse i len og bliver grevskaber. F.eks. nævner Regionis Chronica i tidsrummet ca. år 906 e.Kr. to frisiske grever; Gerulf og Gardulf. Mit bud er at den rette oprindelige titel for den frisiske hersker er "Folcwalda" (folkevælder), der skal sidestilles med vore andre samtidige herskertitler; "Hariwalda" (hærvælder) og "Bretwalda" (vælder af Britannien). Friserne havde ingen ridehær/rytteri. Måske er det forskellen mellem "Folcwalda" og "Hariwalda". Hrólfr kraki’s 12-mands berserkar hird deltager på opfordring i Kong Aðils/Eadgils (Ynglinga-æt nr. 19, 473-525) slag på den tilisede Væni (Vänern) mod Kong Áli til Norge jvf. Snorre Edda (Skáldskaparmál, 54. Frá Hrólfi kraka ok Aðilsi konungi). Kong Áli er søn af Kong Hálfdan (Scyldinga-æt nr. 16, 445-498). Kong Áli dræbes i slaget og et af de krigsbytter der tages fra Kong Áli til Norge er brynjen ”Finns arv” (brynjan Finnsleif). Denne brynje er ganske sikkert den frisiske Folkevælder/Hertug Fin(n)’s brynje som Hengest må have taget som krigsbytte efter at have dræbt Fin(n) ca. år 446 e.Kr. Hengest, der år 446 e.Kr. er thegn for Hnæf og endnu ikke leder af den jyske udvandring til Kent, tager hævn over Fin(n) efter dennes drab af skjoldungen Hnæf Hocingum og dennes søsters søn, Helge Hundingsbane, i Slaget ved Finnsburgh. Fin(n)’s brynje er derfor med sikkerhed kommet i Skjoldungernes hænder og Kong Hálfdan’s søn Áli må have taget den med til Norge. Besidderen af denne brynje kan sikkert kalde sig ”Frisernes Overherre”, hvorfor Rolf Krake er opsat på at få den som betaling for krigshjælp, og hvorfor Kong Aðils/Eadgils nægter at give den til ham.
Bede/Bedae’s ”Historia Ecclesiastica Gentis Anglorum” (Bog V:IX) forklarer os at Wictbert, efter at have levet som eneboer i Irland i mange år drog til Rathbed i Friesland, år 689 e.Kr., og forsøgte at få ham konverteret. Dette mislykkedes. Efter Slaget ved Dorestad år 689 e.Kr, hvor Raðbarðr taber til franker-hertugen Pippin Den Mellemste/the Middle fra Herstal (635/640-714), forsøger munken Wilbrord (Willibrord), som agent for Peppin, år 689-690 e.Kr., 12 munke i alt, at få gang i konverteringen (bog Bog V:X). Wilbrord, betalt af Pippin, ender op med at bygge en kirke i den by friserne kaldte "Wiltaburg" (i dag Utrecht), og han er stadig boende her da Bede skriver ca. år 731 e.Kr. (Bog V:XI).
Odin - Wodan, her gengivet i den frisiske udgave "Weda", med frisernes Hedenske Høje Forseti.
Peter Frederik Suhm (1728-1798): Om Odin og den hedniske Gudelære og Gudstieneste udi Norden (1772, Første Bog: Om Odin, Første Kapitel: Om Odin som en Gud, § V, s. 17) skriver: "Arnkiel siger, at Friserne dyrkede en Gud, kaldet Weda, og Anfører af Heimreichs Frisiske Krønike, at denne Mand haver 1650 seet hans Billede udi St. Mariæ Kirke i Utrecht, som forestillede en bevæbnet Mand med nøgne Been, og Vinger paa Ryggen. Nu kan det vel gierne være, at dette Billede, som venteligen efter Almuens Tradition skulde forestille Weda, ei haver gjort det, men saa meget kan man sikkert slutte heraf, at de gamle Friser have dyrket en Weda, hvis Navn og andre Omstændigheder giøre, at man maae holde ham for Saxernes Wodan". "Arnkiel" er provst Troels (Trogillus) Arnkiel fra Toldsted ved Åbenrå (1639-1712) : Cimbrische Heidenreligion (1691, kap. 12, § I):
Min oversættelse til nudansk.
"Heimreichs Frisiske Krønike" er Anton Heimreich Walter (1625-1685): Nordfresische Chronik (1. udgave 1666):
Min oversættelse til nudansk. "Götzendienst" betyder direkte "afgudstjeneste", da "Götzen" er samtidens tyske ord for "afguder". Hvad der menes er de oprindelige hedenske riter.
Mariakerk i Utrecht blev bygget 1081-99 e.Kr., hvorfor der nemt kan være overført oprindelig frisisk tanke til kirkens inventar. Kirken blev revet ned gradvist fra 1682 til 1844. Til alt held findes de i 1666 omtalte gudeafbildninger af Odin (Wede) og Forseti (Phoste) på Rijksmuseum te Amsterdam (afbeelding van de afgodsbeelden Fosta en Weda, afkomstig uit de Mariakerk te Utrecht). Vi bemærker straks den mangfoldige navngivning af samme gud; Phoste, Freda og på hollandsk i dag "Fosta". Jeg mener ikke der kan rejses tvivl om at der her er tale om guden ”Forseti”. Ordet "Phoste" må være en fonetisk nedskrivning fra det oldfrisiske "ferost, erost" (først) og derfor betyde "Den første", der igen er "Forseti". Man gjorde brug af det store "þuthaurna" (tudehorn) når der skulle kaldes til samling. Vi tænker her straks på Völuspá (vers 46, Ældre Edda), hvor Heimdall blæser det gamle Gjallerhorn. Det er højest tænkeligt at dette er den oprindelig vis at kalde til samling omkring gudehovet på, i tiden før de hedenske stavkirkeklokker vinder indpas fra ca. år 865 e.Kr. Øen ”Heligoland” eller ”Lun, Hålilönj” (nord-frisisk) ligger 70 km ud fra den sønderjyske vestkyst. Øen tilfalder det nyskabte Tyskland i en studehandel med England i 1890, der havde besat øen i 1807. Som landskabsnavnet antyder er øen ”helligt land”. Det skyldes at det er her guden ”Forseti” (Den der sidder for, lederen af 12-mandsrådet) har sit sæde og blev dyrket. Det ved vi er sandt for "Heligoland" kaldes også "Fosetisland". Svend Estridsen giver år 1062 e.Kr. øen til Slesvigbispen. Derfor nævnes øen i Slesvigbispens Jordebog år 1436 e.Kr. som ”Helgelant” (i dag Helgoland). 1 1 Svend Aakjær: Kong Valdemars Jordebog (2. bind, kommentar, hæfte 1, s. 227).
Vita Willibrordi Archepiscopi Traiectensis Auctore Alcuino (kap. 9f.), skrevet ca. år 790 e.Kr. beretter i tidsrummet omkring friserherskeren Radbod, ca. år 710 e.Kr.: "..Og medens den gudsfrygtende forkynder af det guddommelige ord fortsatte sin rejse, kom han til en ø i grænseområdet mellem friserne og danerne (in confinio fresonum et daenorum), som af de indfødte blev kaldt Fositesland efter deres gud Fosite, fordi der på denne var oprettet helligdomme for denne guddom..." ”Forseti” (”Forsite” på frisisk) genfindes i Grímnismál (vers 15, Ældre Edda), hvor han færdes i den store sal Glitnir og er over-dommer (svæfer allar sakir). Derfor skal vi opfatte hans navn ”Forseti” som bl.a. ”leder af 12-mandsrådet”. Snorre gentager i Gylfaginning (Snorre Edda) fra Grímnismál (vers 15), og digter lidt videre ved at gøre ham til søn af Balder og Nanna Nepsdatter. I afsnittet "Götar-sønnerne Hygelác, Herebeald og Hæðcyn – sagnet om Balder og Höðr" viser jeg hvorfor jeg mener at Balder er baseret på den faktiske person Herebeald, hvis tilnavn af eftertiden er blevet ”Balder” med forståelsen ”The Bold One, Den Modige”. Da ”Balder” som sagn kan føres til Bollerslev ("Bolderslev" i Valdemars Jordebog eller "Balderslev") nord for Tinglev ved Åbenrå, fra hvilket område de frisiske slægter beviseligt kommer, er Balder-Forseti forbindelsen Snorre's vis at knytte Forseti til de frisiske slægter. Jeg er helt uenig i at vi på nogen vis bør opfatte "Phoste" som en kvindelig gudinde. Forseti er Den Hedenske Høje for de frisiske ætter, ikke den jordlige moder.
Rörik-ætten/Riurik-id - Det østlige kongerige – Garðaríki
Læseren skal ikke lade sig afskrække af de russificerede navne i kongerækken fra Garðaríki som f.eks. ”vich”-endelsen der betyder ”søn af”. De russiske kilder fra 1100 tallet og fremefter er under stærk påvirkning af Østkirken, med dens skabelsesmyte, undertrykkelse af kvinder og slaviske indflydelse. Lederne af Garðaríki kaldes "Fyrst", "Prins" eller "Garðakonung" (direkte "gårdkonge", men her forstået som "Konge af Garðaríki"). Alle er fra Scyldinga-, og dennes afledede, Ynglinga-ætten. Kom ihu at selv Marie Sophie Frederikke Dagmar, prinsesse til Danmark (1847-1928) som Kejserinde til Rusland måtte tage navneforandring til Maria Feodorovna (Мария Фёдоровна). Hvad der synes at ske i midten af 800 tallet e.Kr. er at Garðaríki har haft stor slavisk immigration. Det kan være et resultat af Hunnernes hærgen i landområderne fra Sortehavet og op til Rhinen (set fra syd) til ca. år 451 e.Kr., og måske et resultat af Kong Godfred’s vendertog som beskrevet i Frankernes Annaler for år 808 e.Kr. hvor han angriber Obodriterne, den nordligste af de vendiske stammer, langs sydkysten af Østersøen. Dette må have presset de overlevende slaver mod øst og nordøst. De russiske kilder synes at forklare at Scyldinga- og Ynglinga-ætten herefter bliver smidt ud 1 , og at dette resulterer i generel lovløshed i Garðaríki. Herefter beretter så Kyiv Rus Krønikerne at Rorik af Jylland inviteres ind med sit dynasti for at få orden på tingene igen. 1 Povest Vremennykh Let (også kaldet Kyiv Rus krønikerne, Nestor krøniken eller Den Primære Russiske Krønike) skrevet år 1116 e.Kr. (se året 862 e.Kr.).
Med min beskedne forståelse for samtiden er sandheden dog nok snarere at Garðaríki blandt Ver Asir/Danir-folket var fuldt forstået som vort oprindelige landområde. Hvad Rorik af Jylland derfor gør år 862 e.Kr. er at tage hævn og genindføre Scyldinga- og Ynglinga-ætten. Tidspunktet er ganske enkelt fordi muligheden opstår. Eftertiden har valgt at have inviteret ham, men det er helt klart at den forne sæd har påkrævet at han inviterede sig selv.
De hellige sværd
De sen-nordiske sværd fra 700 tallet e.Kr. fremefter er mindre spændende fordi de har tabt den oprindelige kraft og styrke, herunder at vi ikke længere hører om brugen af ristning af sejrsruner på sværdet. Hovedvægten i dette afsnit er derfor de oprindelige hellige sværd. Der er uden tvivl sværd jeg ikke har fået nævnt i den korte gennemgang, der nu følger. Nafnaþulur (Sverð, vers 40-51) giver os hele 168 sværd-heite (sverða heiti). Fra 1000-tallet e.Kr. og fremefter er det hellige sværd blevet ceremonielt, hvad det stadig er i dag. Holger Danske har naturligvis også et helligt sværd. ”Der ligger ved Horsens en Gaard, Bygholm kaldet. Nær hos den er en Mark og paa samme en lang Høi, i hvilken Holger Danske ligger begravet. I denne grav har man engang fundet hans mægtig store sværd, og dette var saa tungt, at der de vilde føre det til Gaarden, brugtes tolv Heste for at drage det af Stedet. Men samme Sværd blev ei længe paa Bygholm; thi om Natten skete det, at alle Vægge gave sig til at ryste, saa at Ruderne klirrede derved, og tog denne Ufærd ei Ende, forinden man bragte Sværdet tilbage og lagde det i Høien, og var det da saa let, at to Heste kunde trække det.1 1 Kilde: J. M. Thiele: Danmarks Folkesagn (1843, 1. Deel, s. 20-21: Holger Danskes Sværd).
Vi kan formentlig tidsfæste dette Holger Danske sagn. Bygholm blev opført som et kongeslot af Erik VI Menved (regent 1286-1319) efter Bondeopstanden år 1313 e.Kr. og var sæde for kongens lensmand. Da Erik VI Menved udmærkede sig ved at brandskatte befolkningen og pantsætte riget til de holstenske grever, kom Bondeopstanden og landet gik i total opløsning. Der har derfor netop været behov for Holger Danske’s kraft og styrke i dette tidsrum. ”Holger Danskes Høj” ligger nord for Bygholm Sø (se ”Bilag M: Hólmgeirr Godfredsøn - Holger Danske”). Peter Kristiansen, museumsinspektør på Rosenborg Slot har forklaret mig om det danske kongehus' nuværende hellige sværd: Det norske kongehus’ riksregalier befinder sig i Nidarosdomen i Trondheim, og indeholder ikke overraskende et ”Rikssverd”. Sværdklingen har det norske riksvåpen og Sveriges ”Tre Kroner” indridset, og er derfor fra tiden efter den svenske besættelse af Norge år 1814 e.Kr. Sveriges kungahus’ riksregalier har også et "Rikssvärd" fra Gustav Eriksson Vasa’s tid (1523-1560). Det engelske kongehus’ hellige sværd er kort beskrevet under ”Curtana”-sværdet nedenfor.
Hyldningssten
Brugen af en hyldningssten som bekræftelse på kongemagten på Isøre thing, Sjælland; på Viborg thing, Jylland under navnet i ”Danærigh, Danærugh, Danærygh, Danarig”, og på midtvejen mellem de tre gamle thingsteder i Upland under navnet ”Mora Sten” er alle en videreførelse af sarmatisk skik og tanke som gengivet i sagnet om Kong Arthur, der trækker sværd fra sten (alternativt gives et sværd af Kvinden af Søen) og derfor er konge (se afsnittet ”Legion IX Hispania og Legion VI Victrix, Britannien – de sarmatiske ryttere der forsvandt”). Først må vi erindre sværdets rituelle betydning i tanke og kenning. Det oldnordiske ord ”aurfalr” betegner en ”jernspids”, og det oldnordiske ord ”aurskór” betegner en ”hestesko”. Forstavelsen er fra de oldnordiske ord ”aur” (jord) og ”aurr” (ler, sand). Da jern kommer af jord, udvikles forståelsen for at ”aur” også kan betyde ”jern”. Kenningen for kvinden ”Aurboða” (Hende der boder til Jorden) er en kenning for "Den Jordlige Moder". Når sværdet derfor begraves i jorden, gives det tilbage til Den Jordlige Moder, der tager vare på sværdet medens freden består. Når det trækkes fra jord og/eller sten, og vi erindrer at sværd smedes fra jernmalm (málm), så er hæren stående med kongen som Hariwalda (Hærvælder), og krigen følger om nødvendigt. Fra denne forståelse kan vi nu se at det er derfor Uffe Hin Spage-sagnet forklarer os at faderen Kong Vermund trækker sværdet Skrep (Skræp) op af jorden og giver det til sin søn Uffe. Uffe er nu erklæret ”slægtens efterfølger” (konge), hvis pligt det er at forsvare land, folk og rige mod fjenden. Det gør han som bekendt på bedste vis ca. år 497 e.Kr. ved "kuningskamp" ved Ejder-strømmen i Angel (se afsnittet ”Norfolk og Suffolk, East Anglia”). Kong Angantýr (Scyldinga-æt nr. 26, ca. 714-725)’s datter Hervör trækker et sværd ud af jorden fra sin faders gravhøj i Hervararkviða/ Vaki, Angantýr! (vers III:18). Ritet er stadigt fuldt forstået og i brug i 1600 tallet e.Kr. i Danmark, hvor kongen i kroningsritet gives ”Rigssværdet”, som han trækker og fægter med mod alle fire verdenshjørner. Ritet kan ses udført i sværddansen på de to sølvbægre fra Himlingøje fra 1-300 e.Kr.
Freca Scyldinga (Skjoldungernes Hårdføre) - Skilfinga-ætten's sværd |
Geseah ðá on searwum | Da så han blandt våbentøjet[,] |
Min oversættelse til nudansk. Ordet ”wigena” fra ”wig” (kriger, slag) – derfor ”De Kæmpende”. Sammenlign her med Beowulf (sætning 2042), hvor en gammel kriger omtales som "eald æscwiga" eller "ældre askekriger" - et utroligt fint tillægsord, der viser os at personen er ErilaR (Jarl) æt bevæbnet med et askespyd. Sammenlign ligeledes med runerne i Ældre Futhark ridset på WagagastiR's økseskaft fundet i Nydam Engmose, Sønderborg og dateret til år 300-350 e.Kr.: "WagagastiR alu wihgu..."(WagagastiR Gro![,] jeg kæmper...). Herfra opstår drengenavnet "Viggo" (fra "Vígi, Vighe"). Ordet ”weorðmynd” direkte ”værd” + ”mønster”, men i forståelsen ”forbillede”. Ordet ”cyst” fra ”ceósan” (vælge) - meningen er ”weapon of choice”. Ordet ”geatolíc” betydet direkte ”goterlig[t]”. Ordvalget skyldes at Beowulf i kvadet er ”Weder-Géata” (sætning 1492) som de fleste mener er omkring Göta älv i Götaland. Goterne er fordrevet så betegnelsen ”geatolíc” skal opfattes som ”af samme høje anseelse som i min hjemegn”, derfor ”skikkelig”. (se afsnittet ”Skilfinga/Skjælveunge-ætten”). Ordet ”fetel” er oversat fra ”fetian” (indfange, kæde). ”Freca Scyldinga” oversætter jeg til ”Skjoldungernes Hårdføre” fra ”frekr” (oldnordisk, ”hård, ublu, fræk, voldsom”).
Hvad Beowulf derfor gør er at han forkaster Hrunting, nutidens hellige sværd for Scyldinga/Skjoldunge-ætten, og henter forfædrenes ringgrebssværd, Skilfinga/Skjælveunge-ætten's hellige sværd.
At dette hellige ringgrebssværd er gjort af jætter, ikke dværge, er netop for at vise at det er forfædrenes hellige sværd, jvf. Völuspá (vers 2, Ældre Edda) (se kapitlet ”Jætter”). Disse jætter er, som vi må forvente, beskrevet som ”vidundersmede” (”wundorsmiþa”, sætning 1681).
Beowulf gør nøjagtigt som vor filosofi tilsiger; er vi i knibe i nutiden, søger vi visdom fra fortiden, og tager bedre beslutninger for fremtiden. Ikke overraskende lykkes det Beowulf ved hjælp af Freca Scyldinga at hive sejren i land.
 |  |
Kilde: Jørgen Jensen: Danmarks Oldtid (Ældre Jernalder, s. 439).
Ammianus Marcellinus (300 tallet e.Kr.) beretter følgende om Alani-folket, der ganske sikkert på dette område havde skikke tilsvarende vore egne:”..deres eneste ide om religion er at smide et sværd på jorden i en barbarisk ceremoni, og dette tilbeder de med stor respekt”.
 |  |  |
Kilde: Hilda Ellis Davidson ”The Sword in Anglo-Saxon England, 1998 (s.177). Fra www.heorot.dk
Til højre: Ringgrebsværd fra Odessa State Museum of Archaeology, Ukraine. Denne type sværd er fundet mange steder omkring Sortehavet og på sletterne i Ungarn. Sværdene var 50-60 cm lange og var i brug i området i tidsrummet 100 f.Kr. – 100 e.Kr. Folkevandringerne forklarer hvorfor de forsvinder ud af historien fra Sortehavet og dukker op i Ver Asir/Danir -folkets landområder. Bemærk at ringgrebsværdet fra Odessa er 100% identisk til ringgrebsværdet fra koppen fra Himlingøje.
Kilde:Brzezinski & Mielczarek: The Sarmatians 600 BC – AD 450 (2002, s.33)
 |
Beowulf finder ”Freca Scyldinga” hængende på væggen (”þæt ic on wáge geseah wlitig hangian”, sætning 1662). Det ser derfor ud til at det er hvor vi hang våbentøjet.
”Freca Scyldinga” har heiterne “krigsbladet” (“hildebil”, sætning 1666), og er beskrevet som ”broget mærket” (”brogdenmaél” , sætning 1667), ”gyldenhjalte” (”gyldenhilt”, sætning 1677), ”dragegjort” (”wyrmfáh”, sætning 1698), og ”Gamle Lo” (”ealde lafe”, sætning 1688), der viser at våben er intet uden landbrugsredskaber tilpasset et andet formål.
Den altafgørende forskel på ”Freca Scyldinga” og ”Hrunting” synes dog at være at der på ”Freca Scyldinga”’s gyldne skinne/klinge var ristet ”Sigrúnar” (sejrsruner), som foreskrevet i Sigrdrífumál (vers 8, Ældre Edda) (sætning 1694-95 ):
swá wæs on ðaém scennum | Der var på skinnen |
Min oversættelse til nudansk. Ordet ”þurh” oversat til ”på”.
Efter drabet af ”Gredel’s moder” taler Beowulf med Kong Hrothgar og ender sin rapportering om tvekampen med disse utroligt velskrevne ord (sætning 1671-76):
Ic hit þé þonne geháte | Jeg hid dig dette giver [,] |
Min oversættelse til nudansk.
Herefter overrækker Beowulf ”Freca Scyldinga” til Kong Hrothgar, og det hellige sværd overgår nu fra Skilfinga-ætten's sværd til at være ”Freca Scyldinga” eller "Skjoldungernes Hårdføre".
Hrunting ([Fjende]-Fælder) - Scyldinga-ættens sværd
”Hrunting” er det hellige sværd som Unferth giver til Beowulf til brug i tvekampen med den højbårne kvindelige kriger ”Gredel’s moder” (se afsnittet ”Kvinder - Jordlige moder, skjoldmø og engel”). Navnet ”Hrunting” må oprinde fra ”hrynja” (oldnordisk) eller ”at fælde, at omstyrte” således at ”Hrunting” betyder ”[Fjende]-Fælder”.
Det er vigtig at forstå hvem Unferth er (“Unferð” oldengelsk eller “ham der er ufærd[ig] til at rejse/gøre noget”). Han er Kong Hrothgar’s (Scyldinga-æt nr. 17, ca. 473-525) ”Þyle/Þulr” (oldengelsk/oldnordisk), i dag ”Thule”.
Denne hofstilling er ikke en del af livgarden, der tilfalder thegnene. Snarere er det et rådgivningsjob for Kongen, hvorfor ordet ”Þyle/Þulr” da også har forståelsen ”vismand, den der taler”, og det gør han siddende på en ”Þular-stóll”. Vi hører om Unferth i Bewoulf (sætning 499-606), hvor han beskrives som en selvoptaget person, der ikke tåler at andre, herunder Beowulf, fremstår i et bedre lys en ham selv.
Unferth er åbenlyst ekstremt tæt knyttet til kongen da han sidder ved kongens fødder og klargør krigsrunerne til at blive kastet (se afsnittet ”Lodtrækning og ulykkesvarsel mod Birka”). Han er derfor, i Beowulf-kvadet og i virkeligheden, Beowulf’s og alle brave krigeres fuldstændige modstykke. Denne forståelse gentages i sætning 1165-68, hvor Unferth igen sidder ved kongens fødder, men mangler mod og ikke er en ”ærefast æt” (árfæst æt), hvad angår sværdslag (ecga gelácum). I nutidens hof er titlen ”Þyle/Þulr” udskiftet med ”hofmarskal/kammerherre/Lord Chamberlain”.
Alle nordiske og nuengelske oversættere begår derfor, efter min mening, en katastrofal fejlfortolkning ved at mene at det hellige sværd ”Hrunting” er Unferth’s personlige sværd. Fejlfortolkningen opstår her (sætning 1456-57):
þæt him on ðearfe láh | der ham i nød lånte[,] |
Min oversættelse til nudansk. Ordet ”hæftméce” er oversat fra ”hæft/hrepti” (oldengelsk/oldnordisk, ”bånd, håndtag, skaft”) og ”mékeis” (gotisk, ”blad, sværd”) og ”meczius” (litausk, ”sværd”).
Uden nærmere kendskab til hvilket virke Unferth har ved Kong Hrothgar’s hof kan det ganske rigtigt se ud til at det er Unferth, der giver Beowulf sig eget sværd. Med forståelsen for at Unferth er hofmarskal/kammerherre er det imidlertid uden for tvist at det er kongens personlige sværd, og dermed Scyldinga/Skjoldunge-ættens hellige sværd som Unferth, på vegne Kong Hrothgar, videregiver til Beowulf.
”Hrunting” er beskrevet som et hårdt jernægget sværd (”ecg wæs íren”, sætning 1459 og ”heardecg habban”, sætning 1490) med ”kræfttænder gjort” (átertánum fáh”, sætning 1459). Da ”tand” er en kenning for ”sværd”, jvf. Harald Blåtand og Harald Hildetand, er brugen af ”tánum” (tænder) velvalgt for et kongesværd.
”Hrunting” har heiterne ”Gamle Erhverver” (”ealdgestréona, sætning 1458), ”fortrinlige bølgesværd” (”wraétlíc waégsweord”, sætning 1489), ”krigsbladet” (”hildebille”, sætning 1520), ”slaglysglimtet” (”beadoléoma”, sætning 1523), en henvisning til det ildlysglimt der kommer når jern klinger mod jern, og ”vidundermærket” (”wundenmaél”, sætning 1531).
Brugen af ”vidundermærket” (”wundenmaél”) er sat sammen med ordene ”fortrinligt ombundet” (”wraéttum gebunden”, sætning 1531). Sammenholder vi dette med brugen af ”kræfttænder gjort” (”átertánum fáh”, sætning 1459) og ”bølgesværd” (”waégsweord”, sætning 1489) ser det ud til at Hrunting har haft et meget fornemt mønster indgraveret i blodrillen fra greb mod spidsen. Det ser, meget vigtigt, specifikt ikke ud til at der er ristet ”Sigrúnar” (sejrsruner) på skinnen/klingen, som ellers foreskrevet i Sigrdrífumál (vers 8, Ældre Edda) (se afsnittet ”Lodtrækning og ulykkesvarsel mod Birka”).
At Scyldinga/Skjoldunge-ættens hellige sværd Hrunting ender op med ikke at give Beowulf sejren over den højbårne kvindelige kriger (sætning 1520-1524) skyldes at sværdet ikke ser ud til at have fået ristet ”Sigrúnar” (sejrsruner). At dette ikke sker, hvad er obligatorisk for alle i samtiden, skyldes at Beowulf, som helt i digtet, kommer til kongsgården Heorot i Gl. Lejre for at ruske op i det gamle, og gennemføre fornyelser, herunder at hjælpe Kong Hrothgar med at komme ”Gredel’s moder” til livs.
”Hrunting” kaldes i Fáfnismál (afslutning, Ældre Edda) for ”Hrotti”.
Skræp (Det der Forstiller) – Wuffinga-ættens sværd
Vel nok, og med god grund, det mest kendte af alle vore hellige sværd er ”Skrep/Skræp”. Kong Vermund Den Vise til Angel (Scyldinga-æt nr. 22, ca. 497-537) graver/trækker sværdet fra jorden, giver det til sin søn Uffe Hin Spage da de sønderjyske skjoldunger er under pres. Uffe Hin Spage vinder holmgangen ved ”kuningskamp” i Angel mod fjenden fra Myrginga-stammen syd for Ejder-floden.
Da Uffe’s holmgang er beskrevet i Widsith-digtet fra 600 tallet e.Kr., i Beowulf kvadet fra 700 tallet e.Kr., i Saxo’s Gesta Danorum (Bog 4, ”Vermund og Uffe”), samt i detaljer i sønderjysk mundtlig overlevering, er begivenhederne uden tvivl historisk meget tæt på hvad der faktisk gik for sig.
"Dær klang Skræp!” og Wuffinga-ættens hellige sværd havde bestået sin prøve.
Disse vigtige begivenheder er gennemgået i afsnittet ”Norfolk og Suffolk, East Anglia”.
Ordet ”Skræp” må komme fra det oldnordiske ”Skræpa” (at forstille).
Nægling (Det der Nagler) – Götar-ætternes sværd
Beowulf-kvadet (sætning 2680): ”Nægling” (Det der Nagler) er Beowulf’s sværd som ”þéoden” (leder) af Götar-ætterne, og dermed Götar-ætternes sværd. ”Nægling” er fra ”nagl, negel, nægl, naglæ” (oldnordisk, oldengelsk, olddansk), direkte ”negl”, men med udvidet betydning til ”nagle” (jernpind).
Fra Beowulf-kvadet (sætning 2609-2624) kan vi se at det var dette sværd, kaldet ”gomelswyrd” (gammelsværd, gamle sværd), med hvilke tronarvingen Wígláf’s fader Weohstan dræbte Eanmund, der var søn at Ohthere (Óhtere), der igen var broder til Onela. Ohthere og Onela var sønner af Svea-folkets konge Ongenðío (Ongentheow) jvf. Beowulfkvadet (sætning 2930-2932). Svea-kongen Ongenðío (Ongentheow) havde dræbt Hæðcen Hréþling, Götar-kongen Hreðel's mellemste søn Hæðcyn (Höðr, Höther), jvf. Beowulf-kvadet (sætning 2922-2927), fordi Götar-ætterne havde tilfangetaget Svea-kongen Ongenðío (Ongentheow)'s brud (brýda), moderen til Ohthere og Onela, og sat hende i trældom.
Hermed kan vi se arvefjendskabet mellem Götar-ætterne, jyderne, og Svea-folket.
Gram (Det Vrede) - Völsunga-ættens sværd
Völsunga-ættens hellige sværd nævnes som Sigurð’s i Fáfnismál (vers 25, Ældre Edda), Grípisspá (vers 33, 47, Ældre Edda) og Reginsmál (vers 14, Ældre Edda). Da sværdet er symbolet på ættens fortsætten på tronstolen er også dette sværd oprindeligt smedet til faderen Sigmund: ”Sigmundr hét minn faðir, er hefk þik vápnum vegit” (Fáfnismál, vers 4). Det er naturligvis det sværd som Sigurð bruger til at dræbe dragen Fáfnir, jvf. hans kaldenavn Sigurd Fafnirsbane.
I Fáfnismál (vers 29, Ældre Edda) er sværdet smedet af Reginn: ”ef þú sverðs né nytir, þess er ek sjalfr gerða”. ”Reginn” er de højere magter, symbolet på de udødelige forfædre, i samtiden Scyldinga/Skjoldunge-ættens forgænger Skilfinga-ætten. Ordvalget skal retfærdiggøre sværdets, og dermed de der besidder dets, ubrydelige ret til tronen.
Vers 44 viser os at sværdet skal ses som vidnesbyrd på at Völsunga-ætten nu er brudt ud af Skilfinga-ætten (se afsnittet ”Froncum – Franken”). Det fremgår også fra afslutningen af Fáfnismál, hvor Sigurð drager til dragens hule for at finde det hellige sværd ”Hrotti”. Dette sværd er Scyldinga/Skjoldunge-ættens hellige sværd ”Hrunting”.
Dragen Fáfnir er derfor Skilfinga-ættens beskyttende drage, som Sigurð i filosofi må dræbe for at Völsunga-ætten/Frankerne kan bryde fri. I virkeligheden har denne beretning ganske sikkert en oprindelse fra et faktisk slag og drab på et medlem af kongefamilien fra Skilfinga-ætten.
Derfor har vi i Fáfnismál (vers 39-40, Ældre Edda) den mærkværdige handling at Sigurð dræber Regin, der har smedet hans hellige sværd, og derfor burde være højt agtet og uundværlig, jvf. ”Sigurðr hjó höfuð af Regin”. Dette drab skyldes at Regin her er Skilfinga-ætten, forfædrenes dødelige og samtidige levende ætter.
Igen derfor skriver Reginsmál (indledning, Ældre Edda):
”Þa var kominn Reginn til Hialprecs, sonr Hreidmars; hann var hveriom manne hagari oc dvergr of voxt; hann var vitr, grimmr oc fiolcvnnigr. Reginn veitti Sigvrþi fostr oc kennzlo oc elscadi hann mioc”.
Som jeg oversætter til:
”Da var kommen Reginn til Hialprec/Hjálprek, Hreidmar’s søn; han var hver mand behændig og dværg af vækst; han var vis, hård og sejdkyndig. Reginn opfostrede Sigurd og gav ham lærdom og elskede ham højt”.
Der er alene Odin som shaman, der er ”vitr, grimmr oc fiolcvnnigr”. Regin kan derfor kun være konge af Skilfinga-ætten. Regin er ”dvergr of voxt”, dvs. en lille undermåler som historieskriveren på 182 cm, men han er ikke dværg.
Derfor kan vi nu se hvorfor Fafnir i Reginsmál (vers 9, Ældre Edda) oprindeligt er broder til Regin, og at broderen Fafnir dræber deres fader Hreiþmar medens han sover. Skilfinga-ættens beskyttende drage er en filosofisk omskrivning af en faktisk kongesøn, der begår fadermord.
Samtiden synes at være ikke længe efter ”Yngvi” (Ynglinga-æt nr. 1, ca. år 100-200 e.Kr.) jvf. Reginsmál (vers 14, Ældre Edda), hvor Sigurð kaldes ”Yngva konr” eller ”Yngvi’s køn/slægt”. Da Ynglinga-ætten er udviklet fra Scyldinga/Skjoldunge-ætten der er udviklet fra Skilfinga-ætten, kan vi se at Völsunga-ætten’s oprindelse ene og alene kan være fra Skilfinga-ætten. I afsnittet "Froncum - Franken" viser jeg at vi fra romerske kilder kan se at Völsunga-ætten’s 1. udbrud sker år 241 e.Kr. Sigurð og hans brødres samtid er da sikkert ca. år 350-450 e.Kr. (se afsnittet "Frode-freden år 446 e.Kr.").
Sværdets navn må oprinde fra ”gramr/gramir” (oldnordisk) eller ”vred, fortørnet”.
Det er en stærk underdrivelse at sige at beretningen om Sigurðr og drabet af Regin og dragen fylder vel meget i vor erindring, herunder Ældre Edda. Det mener jeg er tilfældet fordi det er en banebrydende begivenhed, der finder sted med adskillelsen af Skilfinga-ætten og Völsunga-ætten. Som den eneste æt synes Völsunga-ætten ikke at udskille sig på fredelig vis.
 |  |
Til venstre: Sigurð’s drab af Regin, filosofisk smed af sværdet Gram, og en henvisning til Skilfinga-ætten og/eller Scyldinga/Skjoldunge-ætten. Fra en stavkirke, Norge. Også på rune-helleristningen fra Ramsund dateret til 1000 tallet e.Kr. (Södermanlands runinskrifter 101) findes drabet af Regin og drabet af fafnir afbildet.
Til højre: Sigurð’s drab af Fafnir fra portalen i Hylestad Kirke, Setesdal, Norge og dateret til 11-1200 tallet e.Kr. Samme afbildning findes tillige på en træudskæring fra Jurby, Isle of Man dateret til 900 tallet e.Kr. og på Ockelbo runstenen, der blev ødelagt under kirkebrænden 1904. Heldigvis havde N.J. Ekdahl i 1830 foretaget en grundig optegning af runestenen. Derfor kunne man i 1932 genskabe stenen. Øverst på stenens afbildning ses Sigurð’s drab af Fafnir, hvor dragen netop er den beskyttende drage for hele stenen.
Billedkilde: John Grant: Viking Mythology (1990, s. 20, 36)
Det germanske digt ”Nibelungenlied” fra år 1203 e.Kr. kalder sværdet for ”Balmung” (”ballr” + ”mun” eller ”vældig glæde”) eller det samme navn som Karl Den Store’s sværd ”Joiuse”. Dette er næppe en tilfældighed, og er en senere, og usand, omskrivning. Af samme årsag er den nordiske oversættelse i Völsunga Saga fra 1200 tallet e.Kr. ligeledes problematisk. Det samme er tilfældet for Thiðrekssaga fra år 1205 e.Kr., hvor vi finder Thiðrek’s ”Naglhring”, Heimir’s ”Blodgang” og Ekka’s ”Ekkisax”.
Mimming – De estiske og finske ætters sværd
Waldere-fragmenterne (sætning A:2-4) forklarer os at Völund/Wélande’s hellige sværd hedder ”Mimming”:
Húrú Wélande [s] worc ne geswíceð | Uden tvivl Völund’s virke [vil] ej svigte |
Min oversættelse til nudansk.
I ”Bilag G: Wélund – helligt land, høvding og gud” viser jeg at Wélund/Völund var høvding af finsk æt, der navngiver landskabet Vylande/Vilande, Estland, og styrede dette fra kongsgården i Ulvedalen (Úlfdali).
Wélund/Völund’s samtid er ca. år 446-451 e.Kr.
Tyrfing – Tyrfing-goternes sværd
Sværdet nævnes i Hyndluljóð (vers 23, Ældre Edda), Hervararkviða/ Vaki, Angantýr! (vers III:1,6,7,10,19). Hvor højt værdsat dette sværd er hører vi i, efter min mening, nogle af de bedste sætninger skrevet på modersmålet.
Kong Angantýr (Scyldinga-æt nr. 26, ca. 714-725)’s datter Hervör siger til sin fader (Hervararkviða/ Vaki, Angantýr!, vers III:18):
Vel gerðir þú, víkinga niðr, | Vel gjorde du, vikinge æt, |
Min oversættelse til nudansk. Som vi kan se har vi en ordret gentagelse af ”trække-sværdet-fra-sten/jord”, den oprindelige krigserklæring, som Kong Vermund til Angel gør med Skræp, og Arthur med ”sværdet i stenen”. At datteren Hervör gives stammens sværd har betydningen af kvinder år 714-725 e.Kr. endnu ikke er forment adgang til slagmarken, og stadig har urretten til at blive kvindelig kriger. Ordet ”buðlungr” betyder direkte ”bodlunge”, men skal her opfattes i den oprindelige betydning af ”buð” – ”fast opholdssted”. Det hellige sværd symboliserer derfor stammens evne til at forsvare vore landområder mod vore fjender. Brugen af ”viking” i forståelsen ”alt-ærende hellig standhaftighed”, modsat den oprindelige ”at være på rejse” og ”plyndring, sørøveri”, er yderst sjælden. Kan det skyldes, som Widsith-digtet antyder, at den oprindelige brug af ”viking” er en henvisning til ikke-fastboende ætter?
Navnet ”Tyrfing” er yderst spændende fordi det også ser ud til at være det navn en gruppe at de gotiske ætter kaldte sig selv. Kort tid efter år 291 e.Kr. skriver Mamertinus i ”Panegyricus genethliacus Maximiano Augusto dicto dictus” (17:1): ”Tervingi pars alia Gothorum” eller ”Terfing[-folket][,] kaldenavn for en del af goterne”.
Alle synes enige i at de ætter der kaldte sig selv ”Terfing” senere indgår i den stamme der kaldes, og kalder sig selv, Visi-goterne. Det kan vi slutte fordi ”Terving”-folket jvf. Eutropius i ”Evtropivs. Breviarivm historiae romanae” (liber VIII:2:2) ca. år 360 e.Kr. skriver at det sydlige Dacia, Rumænien er beboet af bl.a. ”tervingi”. Forbindelsen mellem sværdet og de gotiske ætter synes at være hel bevidst da sværdet i Hervararkviða/ Vaki, Angantýr! (vers III:13) har heitet ”Gota málmi” eller ”Goter malmen”, dvs. Tyrfing er smedet af gotisk jernmalm. At vort sværd er smedet af gotisk jernmalm er en kenning for at vi smed ”Terving”-folket ud fra vore nuværende landområder, og at vore drotter vælder over ”de Gothers”. Denne forståelse synes underbygget af at Angantýr’s æt kommer fra øen Bolmsö (Bólmsey), en ø i Smålands største indsø Bolmen (se Hyndluljóð, vers 24, Ældre Edda).
Tyrfing bliver smedet først til ”Sváfrlama, Sigurlama, Sigrlami” (Hervararkviða / Vaki, Angantýr!, vers III:1 og Hervarar saga ok Heiðreks, kap. 1.). Vær her opmærksom på at sætningen ”SIGRLAMI hét konungr, er réð fyrir Garðaríki. Hans dóttir var Eyfura” ikke betyder at Sigrlami fysisk har sæde i Garðaríki, men at denne konge ”råder” over landskabet.
Fordi hans datter hedder ”Eyfura”, og vi fra Saxo i Gesta Danorum 1 kan se personen Arngrím beder om og tilstås ”Frodes datter til Ægte”, og Arngrím og Eyfura avler Angantýr, gætter vi på at ”Sváfrlama, Sigurlama, Sigrlami” er tilnavne for Kong Frode. Spørgsmålet er nu hvilken Kong Frode?
1 Dr. Fr. Winkel Horn (1911, V. Bog, s. 193, 196-197). I den latinske original Bog 5.13.4. skriver Saxo ”Arngrimus” og “Ofura”.
Kaldenavnene ”Sváfrlama, Sigurlama, Sigrlami” betyder måske ”Handlingslammet” (”Sváfrlama” – volds/tabs + lammet; Sigrlami – sejr + lam). Dette mindre heldige kaldenavn er formentlig en henvisning til Kong Frode III. (scyldinga-æt nr. 25, ca. 600 tallet), der er konge over, men synes at tabe kontrollen over, Garðaríki i sin regeringstid.
I omtalen af Tyrfing, som en kenning for at vi smed ”Terving”-folket ud fra vore nuværende landområder, mener jeg ikke der kan være tvivl om at der her tænkes på Kong Frode I. (Scyldinga-æt nr. 15, ca. 400-446). Det er denne konge der er ophavsmanden til begrebet ”Frode-freden”, og muliggør oprettelsen af Garðaríki efter sejren over Hunnerne, med gotisk deltagelse, år 446 e.Kr. (se afsnittet ”Frode-freden år 446 e.Kr.”).
Betegnelsen ”Tyrfing” kunne evt. være udviklet fra ”tyrfa” (oldnordisk) eller ”tække, bedække med grønsvær” fra ”torf” (oldnordisk), ”turf, tyrf” (oldengelsk), i dag ”tørv”. I så fald skal vi muligvis se disse ætter som omvandrende familier uden fast bopæl.
Caliburn - Kelternes sværd
Geoffrey of Monmouth kalder lidt før år 1151 e.Kr. i ”Historia Regum Britanniae” sværdet for ”caliburnus”, og sværdet er Arhur’s sværd. Det ser oprindeligt ikke ud til at ”sværdet-i-stenen” er det samme sværd. I senere tekster bliver dette omskrevet til ”Escalibor” (oldfransk), ”Excalaber” (Middle English) og i dag ”Excalibur”. Hos kelterne kaldes sværdet ”Caledfwlch” (Wales) og ”Caladbolg” (Irland).
Andre hellige sværd
Vigfús' kongeblå kappe, gyldne sejrsrune spyd og sværd
En af de seneste beretninger om sværdets (og spydets) store betydning for ætten finder vi i Víga-Glúms Saga (kap. 6). Personen Glúmr er rejst fra Eyjafirði/Eyjafjörð i midten af Nordlandet (Norðurlandi) på det nordlige Island til Vors, Norge hvor hans morfader Vigfús er herredshøvding (”hersir”). Glúmr er kun 15 vintre gammel (kap. 5) da han drager af sted. Tiden er medens Haakon den Gode/Hákon Aðalsteinsfóstri var konge (kap. 2) dvs. ca. år 930-960 e.Kr.
Efter at Glúmr har dræbt en omrejsende slagsbroder (beskrevet som ”berserkur mikill”) ved navn Bjørn Jernskalle (Björn járnhaus), og dermed ikke blot har muliggjort freden under et Dísablót gilde, men vist sit værd over for sin morfader, udnævner morfaderen Glúmr til sin efterfølger som herredshøvding (”hersir”), jvf. ”Vigfús bauð Glúmi að taka ríki eftir sig”.
Først må Glúmr dog rejse tilbage til moderen på det nordlige Island og ordne nogle arveretslige sager der. Da morfaderen Vigfús er en gammel mand er det klart for begge parter at de ikke vil se hinanden igen. Derfor overgiver morfaderen nogle af sine ejendele til Glúmr inden hans afrejse til Island. Disse ejendele skal vi opfatte som symboler på denne æt’s ret til at herske som herredshøvding.
”Að sumri lætur Vigfús búa skip til handa Glúmi og gefur honum farminn á og mikið fé í gulli og silfri og mælti: "Svo segir mér hugur um að við sjáumst eigi síðan en einkagripi vil eg þér gefa, feld og spjót og sverð er vér höfum mikinn trúnað á haft frændur. Og meðan þú átt gripina vænti eg að þú týnir eigi virðingu en þá em eg hræddur um ef þú lógar þeim".
Som jeg oversætter til:
”[Hen]ad Sommeren lod Vigfús skib til hånde for Glúmr og gav ham skibsladning og megen fæ i guld og sølv og mælte: ”Så siger mit hu om at ved syn ikke siden [skal vi] omfavnes [,] [da] vil jeg dig give, kappe og spyd og sværd som vi i slægten have haft stort troende i. Og medens du disse [om]griber venter jeg at du ej mister din værdighed[,] end jeg ræddes om du [bort]lover dem”.
Vi ved fra kapitel 6 at ”kappen” er ”skautfeldi blám” eller ”blå” – symbolet på kongeværdigheden, og at spydet er guldbedækket ”spjóti gullreknu”. Brugen af ordet ”vér” er oprindeligt betegnelsen for ”folket” og får betydningen ”vi” fordi Drotten er folkets repræsentant og taler på vegne folket.
Senere i kapitel 8. benytter Glúmr, iført den kongeblå kappe, spydet til drab i en nabostrid. Vi hører her i beskrivelsen af spydet at ”þá fann hann blóð í málunum” eller ”da fandt han blod i indskriften”. Jeg mener her vi skal opfatte ”málunum” som ”málrúnar”, og at dette er identisk til indridsede sejrsruner.
Lang (Det Lange) & Naður (Det Spidse)
Þórólfur (sonur Skalla-Gríms, 35. kafli) har år 937 e.Kr. i Egils Saga (53. kafli) et stort og godt sværd langs siden (gyrður sverði) han kaldte ”Lang” (Det Lange).
Broderen Egil havde samme våben som Þórólfur, herunder et sværd han havde fået tag på i Kurland. Han kaldte sværdet ”Naður” (Det Spidse).
”Kúrlandi” findes ikke i Egil’s samtid i 900 tallet e.Kr. og opstår tidligst i 1100 tallet e.Kr.. Geografisk er området den nordlige del af Letland, omkring Riga-bugten. Området er, med Estland og Garðaríki, under vor kontrol i deres samtid, og ligger langs vejen til krigstjeneneste som væring i Miklagård, hvortil mange af os drog.
Hvítingur (Det Hvide) & Sköfnung (Det Slebne)
I Kormáks Saga (9. kafli) fra 900 tallet e.Kr. har Bersi sværdet ”Hvítingur” (Det Hvide) der er et bidende sværd (biturt sverð) med det mærkværdige ”livsten” (fylgdi lyfsteinn). Miðfjarðar-Skeggja fra Reykja har sværdet ”Sköfnung” (Det Slebne), som Dalla og Kormákur låner til brug for den holmgang til hvilken Kormákur har udfordret Bersi i ”Leiðhólmi í Miðdölum”, der nu kaldes ”Orustuhólmur”.
Leggbít (Legemebider)
Kong Magnus Barfod/Magnus III. (1073-1103) har sværdet ”Leggbít” (Legemebider) på sig da han bliver dræbt i nord-Irland ved Dundrum Castle år 1103 e.Kr. Det lykkes dog for Víðkunnr Jónsson at få sværd og kongens mærke (bar til skipa sverðit Leggbít ok merki konungs) tilbage til skibet, jvf. Heimskringla (”Saga Magnús konungs berfœtts”, 27. Fall Magnús konungs).
Durendal (Durin & Dvalin)
”Durendal” (oldfransk) er Roland’s sværd i Rolandskvadet (sætning 1120, 1324, 1339)
I et italiensk skrift fra Middelalderen kaldes det ”Durindana”, og der er næppe tvivl om at sværdet er navngivet efter dværgen Durin, der med dværgen Dvalin, smeder Tyrfing. Durendal/Durindana er er forvanskning af ”Durin + Dvalin” (se Hervararkviða/Vaki, Angantýr!, vers III:1, III:4).
Ludovico Ariosto (1474-1533) opfinder røverhistorien om at dette sværd tilhørte Hector til Troja.
Se ”Bilag M: Hólmgeirr Godfredsøn - Holger Danske”.
Joiuse (Glædesfuld)
”Joiuse” (oldfransk) er Karl Den Store/Charlemagne’s sværd i Rolandskvadet (sætning 2501, 2508). Ordet på nufransk ”Joyeuse” bliver til ”joyful” på nuengelsk eller ”Glædesfuld”. Sværdet er navngivet efter samtidens krigsråb ”Monjoie! (sætning 2509) eller ”my joy/min glæde”.
Se ”Bilag M: Hólmgeirr Godfredsøn - Holger Danske”.
Curtana (Det Forkortede)
Den engelske kroningsceremoni gør brug af 5 sværd, det mest kendte af hvilke er ”Curtana/Cortana” (Det Forkortede). Under kroningen af drotten symboliserer dette overskårne sværd drottens barmhjertighed. Sværdet bærer inskriptionen ”Mit navn er Cortana, af det samme stål og sindelag som Joyeuse og Durendal”. Herved kobler den engelske kongefamilie sig på den frankiske æt, der er Völsunga-ætten, der igen er udbryder af Scyldinga/Skjoldunge-ætten. Den italienske Matteo Maria Boiardo laver en af de mange omskrivninger af Rolandskvadet med sit værk ”Orlando Innamorato" fra ca. år 1486 e.Kr. Her kaldes Rolant/Roland for ”Orlando” og vor ven Holger Danske for ”il bon danese Ogiero” (den gode daner Holger). I dette værk tilhører sværdet ”Curtane” Holger Danske (se Libro 1: Canto 7:1 & Libro 2: Canto 23:45-47). Det er Charles I. til England klar over da det nuværende ”Curtana” blev lavet.
Ulfberht-sværdet
 |
Til venstre: ”Ulfberht”-sværd fra ca. år 950 e.Kr. (håndgreb: "Jan Petersen 1919: type X")
- Sværdet til venstre solgt på Christie's London 21.5.2008 for £9,375 (Lot 39, Sale No. 5426)
Det hører absolut med til forståelsen af hvem vi er, og hvorfor vi er så dygtige håndværkere og handelsfolk, som vi vitterligt er, at vi må have kendskab til beretningen om de i samtiden verdensberømte ”Ulfberht”-sværd.
Der er, pr. 2008, fundet mindst 166 sværdblad med indskriften ”Ulfberht” i det vestlige Europa, Skandinavien, Britannien og Garðaríki. Heraf er hele 44 fra de norske landskaber (fra de nuværende danske landskaber kendes 3, fra Britannien 4, fra Finland 14, fra Estland 9, fra Garðaríki 10, og fra de nuværende svenske landskaber 17). Indskriften på det ovenfor viste sværd i venstre side er ”VLFBERH+T", hvor indskriften på sværdet i højre side er "+VLFBERH+T", begge med latinske bogstaver. Sværdtypen er i brug over en ca. 250-årig periode, fra sidst i 700 tallet e.Kr. til 1000 tallet e.Kr.
Udover at smeden ”Ulfberht” er ophavsmanden til sværdtypen, ved vi ikke om sværdtypen blev fremstillet i en bygd med grupper af smedjer under samme oversyn og betegnelse, eller om et "Ulfberht"-sværd betegner et design, måske oprindeligt med en særlig hårdfør sværdklinge, der kan være fremstillet i en hvilken som helst smedje. Vi ved ej heller hvor de blev fremstillet, men det er foreslået at det kan have været omkring det nuværende Solingen (Sollingen), det nordlige Rhine-Westphalia, i landskabet Bergisches Land. Denne tvivlsomme tilknytning skyldes alene, at netop dette område fra Middelalderen til i dag er kendt for sin smedekunst for sværdklinger og knivblade. Såvel af historiske årsager i æt, som i håndværksmæssig sammenligning af sværd fra Skandinavien med samme fra Frankien, kan vi se at der sker udveksling af smedekunst mellem landskaberne.
”Ulfberht”-sværd, men også "Ingelrii" (32-37 fundet), "Leutlrit", "Pulfbrii", "Cerolt", "Ulen" og "Людoтa кoвaль" ("Lyudota / Liudota koval’" eller "Lyudota / Liodota smed/smedede (dette)") -sværd, ser ud til at have været ekstremt eftertragtede sværd. Vi ved nu at de blev handlet på varemærket alene, da mange er sværdene er senere efterligninger, der ingenlunde lever op til originalens håndværkmæssige kvalitet.
På de oprindelige sværd er ”Ulfberht” varemærket lagt ind i sværdklingen med en farvekontrast i sværdklingen, som gengivet ovenfor til højre.
Dr. Alan Williams, archaeometallurgist og konsulent for The Wallace Collection, The London Museum, og Tony Fry, Senior Researcher ved The National Physical Laboratory, Teddington, det sydvestlige London har undersøgt en række af ”Ulfberht”-sværdene. De senere efterligninger er smedet i det nordlige Europa i lokale smedjer. De originale ”Ulfberht”-sværd er lavet af ingot af smeltedigel-stål, bragt hjem fra Afghanistan og Persien gennem vor kontrol med Garðaríki. De oprindelige ”Ulfberht”-sværd har et meget højt indhold af kulstof, 3 x hvad de senere ”Ulfberht”-sværd har, og 3½ x nudagens kulstofstål, og er uden slagge. De senere ”Ulfberht”-sværd er hærdet med den sædvanlige nordeuropæiske bratkøling af rødglødende metal i koldt vand. Dette giver sværdet et godt æg, men gør dem skrøbelige hvis slagge-indholdet er for højt.
Fra afsnittet ”Rörik-ætten/Riurik-id - Det østlige kongerige – Garðaríki” kan vi se, at i slutningen af 1000 tallet e.Kr. begynder vor indflydelse over hele Garðaríki at svinde ind, og dermed bremses handelsruten fra øst, herunder tilgangen af de eftertragtede sværdklinger. Dette kan være udløseren for tilvirkningen af de senere hjemmebryggede sværd med samme varemærkebetegnelse. Det har vi naturligvis været klar over, men har valgt at efterkomme efterspørgslen efter varen, som det nu efter vilkårene var muligt at gøre det. Våbenhandleren, kaldet en "sverðskreiði", har falbudt sine våben til salg, kaldet "sverðskreið" (direkte "sværdsål", men opfattes som "udstillede våben som handelsvare").
Til trods for at det lyder som en god historie, er jeg ikke overbevist om at det er korrekt at tilknytte betegnelsen "falsk" til de senere sværd. En sådan betegnelse kræver at man sælger en vare for andet end hvad den udgiver sig for. Da sværdene er forsynet med ikke blot varemærket "Ulfberht", men også stemplet på smedjen (muligvis flertalsforståelse), der tilvirkede dem, og disse stempler ikke er ens, fremgår det derfor klart og tydeligt at et "Ulfberht"-sværd må være et eftertragtet sværddesign, der er blevet tilvirket i forskellige smedjer i forskellige landskaber. Da alle i samtiden har kunnet forbinde sværdets stempel med den smedje, hvorfra sværdet kom, har alle derfor ligeledes kunne bedømme kvaliteten af dette sværd. Vi kan ikke sige det endeligt, men som vi kender os selv må prisen for sværdet have afspejlet den enkelte smedjes omdømme.
Det forekommer mig, at ifald det eftertragtede stål er bragt hjem over Garðaríki, findes der ikke en jordisk chance for at vi har sendt dette videre til den frankiske fjende i tidsrummet år 775-975 e.Kr. Se afsnittene "Fresna Cynne – Den frisiske slægt" og "Seolfor pening, silfr peningr, sølvpenge – Sceat" om tabet af Domburg og Dorestad og møntreformen år 755 e.Kr., der udløser de første vikingetog mod disse landskaber år 810 e.Kr. (Godfred i Friesland) og igen 837 e.Kr. Læs også afsnittet "Bilag M: Hólmgeirr Godfredsøn - Holger Danske" om Kong Godfred (Frothj hin Frithgothæ, Scyldinga-æt nr. 29, ca. 804-810) og fjendskabet med Frankerne jvf. "Frankernes Annaler" for årene 804, 808, 809 og 810 e.Kr.
Indskriften ”VLFBERH+T” 1 med latinske bogstaver skal ses i lyset af udviklingen af vore sølvpenge. Disse er møntet ens med runer år 670-755 e.Kr. Den berømte møntsmed "LUL" fra Øst-Anglen underskriver sig med runer under Kong Offa II. til Mercia (757-796), men med latinske bogstaver under Coenwulf, Konge til Mercia (796-821). Jeg tror derfor vi kan datere "Ulfberht"-sværdets begyndelse til ikke tidligere end ca. år 800 e.Kr.
1 Hovedvariationerne er "+VLFBERH+T" (46-51 sværd), "+VLFBERHT+" (18-23 sværd), "+VLFBERH†T" (10 sværd) og "VLFBERH+T" (4-6 sværd). De to første udgaver af "Ulfberht" må være fra de oprindelige sværd, hvor den tredje udgave kan være en del af den første udgave. Mit bud er at den lille ændring i indskriften, hvor "+" flyttes enten en plads til højre eller til venstre, afhængig af hvilken indskrift er ældst, viser et slægtled. Jeg tror at ""+VLFBERHT+" er "Ulfberht" selv, og "+VLFBERH+T, +VLFBERH†T" hans søn af samme navn. Vi genkender dette fra vor Hariwalda-mærker. Se afsnittet "Hariwalda – Hærvælder – heraldik – mærke" og "Bilag J: Danevælde år 400 e.Kr." (underafsnit "Hariwalda mærke fordelt på landskab"). Der er samme spredning på forskellige stempler på sværdklingens revers. Fordelingen af "Ulfberht"-sværd på type er sket på baggrund af 135 sværd med "Ulfberht" og 99 stempler. Se Anne Stalsberg: "The Vlfberht sword blades reevaluated" (2008, s. 6).
Vi kan muligvis datere "Ulfberht"-sværdet fundet i Thorpe, Surrey i 1981. Vi ved at Chertsey Abbey, langs Themsen, blev plyndret af os år 871 e.Kr., hvorunder abbeden Beocca og 90 munke blev dræbt. Sværdet kan derfor måske dateres til dette angreb. Ovenfor (nederst) er gengivet hvorledes "Ulfberht" er gengivet på sværdklingen som "+ULFBERHT+". Bemærk her at "U" faktisk er runen "*uruR, Ur" fra Yngre Futhark og "H" faktisk er ridset som "*hagalaR, Hagall (Haegl)" fra Yngre Futhark. Sidstnævnte ridses ikke på denne vis i angelsaksiske runer i 800 tallet e.Kr. i Britannien, og er derfor Yngre Futhark uden for disse landskaber.
Drengenavnet "Ulfberht" forekommer ikke nord for Ejder-strømmen. Navnet mener jeg må være saksisk og synes at oprinde fra landskaberne fra Rhinen mod nord til Ems-floden. Endestavelsen "-berht, bert" forekommer tidligst hos frankerkongen Childebert I. (Regent 496-558), men vi kan se fra de foregående frankiske navne, at dette kommer ind udefra. Anne Stalsberg: "The Vlfberht sword blades reevaluated" (2008, s. 1,16-17) skriver at navnet er frankisk, jvf Lorange 1889:15-20 og Jankuhn 1951:217-218. Det forekommer mig at alle her laver en baglæns beregning, fordi alle allerede har besluttet sig for at sværdet må være lavet i den nedre del af Rhinen, hvor Frankerne har kontrol. Det er en vigtig observation, at årbøgerne fra St. Gallen klostret i Schweiz; "Libri Confraternitatum Sancti Galli" viser os navnet år 800-1000 tallet e.Kr. som "Uolfberht, Uolfbernt, Uolfbernus, Uolfberht / Wolfbert, Uolfbertus / Wolfbertus". Jeg står absolut fast på at dette navn oprindeligt er saksisk og ikke frankisk. Vi kender årsagen til at saksiske navne kommer ind i Frankien.
I afsnittet "Sakserne" viser jeg at De Gamle Sakser af os blev anset som ”Suþdenum” og ”Súð-Dena folc” eller ”Syd-danerne/Syd-dane folket”. Helt frem til år 782 e.Kr., hvor Karl den Store (Charlemagne) nedslagter hele den saksiske Jarl æt, er sakserne ikke blot en del af os, men kongefamilierne er tæt knyttet i æt. De Gamle Sakser’s lokalkonge Wittekind (Widukind/ Widochindis) var gift med Geva (ca. 770-800), søster til Kong Sigifrid I./Frithleuer (Scyldinga-æt nr. 28, før 777 – efter 798). Jeg vover derfor den påstand, at det første "Ulfberht"-sværd er smedet af "Ulfberht" selv i de saksiske ætters samtidige landskab.
"De Gamle Sakser” (ealdsaxon)’s landområde i 700 tallet e.Kr. var blevet indskrænket og svarer nogenlunde det vi i dag kender som Nedre Saksen (Niedersachsen), dvs. fra Ems-floden mod nord via Weserfloden til Elben (Sax-elfr). Nord herfra har vi kontrol i dette tidsrum.
Med Solingen (Sollingen)'s geografiske placering sydvest for Düsseldorf i det nordlige Rhine-Westphalia, i landskabet Bergisches Land der, så vidt jeg kan se, oprindeligt var en del af, men i 700 tallet e.Kr. er uden for, De Gamle Sakser's kontrol, mener jeg det er højst usandsynligt at det første "Ulfberht"-sværd kan oprinde herfra. Det er en forsvarspolitisk umulighed at "Ulfberht"-sværdet efter år 782 e.Kr. er gjort i et landskab syd for Elben (Sax-elfr). Smeden "Ulfberht" er naturligvis flygtet med familie og smedesvende fra de af Frankerne besatte saksiske landskaber, og har bragt sin smedekunst med sig. Hvorvidt han fortsætter sit virke nord for Elben eller i landflygtighed i Schweiz, kan vi ikke vide. Det må dog være sandt, at alene smedjer under vor kontrol eller neutrale, har haft mulighed for at behandle det importerede kulstofstål til et sværd af ”Ulfberht”-kvalitet. Jeg mener det er derfor vi kun har fundet 16-19 "Ulfberht"-sværd i landskaber under Frankernes kontrol, medens vi finder hele 148-151 "Ulfberht"-sværd uden for Frankien og landskaber under deres kontrol. 1
1 Kilder: Se artiklen ”1,000 years on, perils of fake Viking swords are revealed” (Maev Kennedy, The Guardian, Saturday 27 December 2008), samt www.christies.com og Anne Stalsberg: "The Vlfberht sword blades reevaluated" (2008).
Skulle en videre undersøgelse af sværdklingen fra "Ulfberht"-sværdet fundet i Thorpe, Surrey vise, at dette sværd er et af sværdene med de oprindelige klinger fra Afghanistan og Persien, må vi samtidig kunne sige at den viste indskrift "+ULFBERHT+" er en af de tidligste, måske fra år 871 e.Kr. Det fører da til overvejelsen om hvem "Ulfberht" var?
For sammenligning kan vi fremhæve flere af samtidens anerkendte smede. Lad os begynde med guldsmeden, kongelig rådgiver for flere frankerkonger og helgenkåret biskop Eligius (Loye, Éloi, ca. 588-660). Vi har sågar kendskab til hans underskrift:
 |
"+INXPINOMINELIGIVSEPSSVB+"
(+IN XPIsti NOMINe ELIGIUS EPiscopuS SUBscripsi+)
[+I kristus navn Eligius biskop underskriver+]
Fig. 255. - Signature of St. Eloy (Eligius), Financier and Minister to Dagobert I.; from
the Charter of Foundation of the Abbey of Solignac (Jean Mabillon: "De Re Diplomatica" (1681)).
Billedkilde: Wikipedia
Klostret i Solignac blev grundlagt af Eligius år 632 e.Kr. nær sin hjemstavn ved Limoges på land givet ham af frankerkongen Dagobert I. (Regent år 629-639 e.Kr.), for hvem han var guldsmed og rådgiver. Vi ved også at Eligius ikke udnævnes til biskop før 3 år efter Kong Dagobert I.'s død, dvs. år 642 e.Kr. Underskriften ovenfor er derfor underskriften af en guldsmed, kongelig rådgiver og kristen mand.
På helt samme vis mener jeg vi må se "Ulfberht"'s varemærke "+ULFBERHT+" som underskriften af en sværdsmed, kongelig våbenleverandør og kristen mand. Måske har Eligius og "Ulfberht" det til fælles at de begge står i spidsen for et kloster. Det leder da straks tanken hen på om vi ikke rent faktisk har fundet "Ulfberht" i årbøgerne fra St. Gallen klostret i Schweiz; "Libri Confraternitatum Sancti Galli". Måske er "Ulfberht" identisk til "Uolfberht"? Som sakser kan han have søgt tilflugt fra Frankerne i St. Gallen Klostret, der måske allerede her er et neutralt landskab.
Anne Stalsberg: Ulfberht – kven var det? (Spor 2:2007, 22 årgang, hefte 44, s. 13-14) hæfter sig da også ved, at man inden for mange klostres mure havde våbenfremstilling. Hun gengiver i artiklen grundplanen for håndværkerhuset i St. Gallen klostret fra ca. år 820 e.Kr. Det fremgår direkte fra grundplanen, at man havde et rum til sværdfremstilling, et rum til fremstilling af skjolde, en guldsmedje, en jernsmedje, en skomager osv. Der må være mere end en rimelig mulighed for at "Uolfberht" fra St. Gallen klostret er identisk med "Ulfberht" på sværdbladet.
I afsnittet "Gold scilling, gull skillingr, guldskilling" gengiver jeg en guldskilling udstedt af frankerne år 587-670 e.Kr. på deres hovedhandelsplads i Wic/Vic Pontio (Broen ved Vigen) ved Etaples, 27 km syd for Boulogne. Den frankiske møntsmed underskriver sig "DACVLFVSMNT" (møntet af Daculfus). Fordi hans underskrift er gjort i en ring, bør vi faktisk gengive dette som "+DACVLFVSMNT+"
Møntsmeden "LUL" fra Øst-Anglen gør dette absolut identisk. Hvor han underskriver sig med runer under Kong Offa II. til Mercia (757-796), bør vi gengive dette som "+LUL+". Hvor han underskriver sig med latinske bogstaver under Coenwulf, Konge til Mercia (796-821), og gør dette i en ring, skal vi ligeledes gengive dette som "+LUL+" (se afsnittet "Seolfor pening, silfr peningr, sølvpenge – Sceat").
Jeg nærer en mistanke om at vi skal opfatte alle udgaver af "+" som enten "Kongelig Hofleverandør" eller "Kongelig Privilegeret". Samme må være gældende for indskriften på "Ulfberht"-sværdet. Vi kender denne betegnelse på oldnordisk som "konungs-smiðr" (Kongens Smed).
Kong Alfred’s Domme (Lov xix) 1, givet medens han var lokalkonge af Wessex år 871-899 e.Kr., viser os at det oprindelige ord for en ”sværd-smed” er ”sweorð-hwita”, direkte ”sværd- (for)hvider”. Brugen af endestavelsen ”-hwita”, der modsvares af ”hwit, hvitr, hveits” (oldengelsk, frisisk, oldnordisk, gotisk) må skyldes at ordet, som på sanskrit, havde betydningen ”at skinne, at lyse”. Selve håndværket at få sværdet til at skinne, viser os forædlingen og færdiggørelsen af sværdet, og dermed sværdsmedens virke.
1 Kilde: Benjamin Thorpe (1782-1870): Ancient Laws and Institutes of England, (1840, s. 33)
Sværdet står stærkt i vor bevidsthed, fordi det er givet opgaver i hu og minde langt udover dets virke som våben. Lad os derfor afslutte med at fremhæve styrkeforholdet mellem spyd og sværd på slagmarken:
Þvíat betra er eitt spjót i fylkingu á velli | Thi at bedre er ét spyd i fylking på val[pladsen] |
Min oversættelse til nudansk.
”Konúngs skuggsjó” (”kongens skygge” eller ”kongespejlet”, kap. XXXVII) fra ca. år 1154-1200 e.Kr.
Kilde: Speculum regale. Konungs-skuggsjá. Konge-speilet (1848, s. 84).
Sværddans
 |
Helleristning fra Fossum, Tanum Socken, Bohuslen dateret til ca. år 1000 f.Kr. (bildnr. 30411049087, Raä nr. 255). Ser vi her sværddansens forgænger Kølledansen omkring et lejrbål, hvor danserne enten danser omkring den åbne ild eller springer over den? Krigerne ser ud til at holde sværdet/køllen i højre hånd medens venstre arm er med hånden i siden. Billedkilde: Vitlycke museum, Tanumshede, Bohuslen.
| | |
Kilde: Jørgen Jensen: Danmarks Oldtid (Ældre Jernalder, s. 439).
Tacitus år 98 e.Kr. i Germania (24):
”Genus spectaculorum unum atque in omni coetu idem. Nudi iuvenes, quibus id ludicrum est,
inter gladios se atque infestas frameas saltu iaciunt”.
Som jeg oversætter til:
”Det samme oprindelige skue kan opleves ved hver sammenkomst. Nøgne unge, for hvem det er en leg,
kaster sig farefuldt i springdans blandt sværd og spyd.”
 |  |
Til venstre: Sværd (og spyd)-dans fra en plade fra Kong Rædwald’s kongehjelm fra Sutton Hoo. Den viste plade er fra den efterligning gjort af The British Museum. Dateret til ca. år 617-625 e.Kr. Se tillige Rupert Bruce-Mitford: The Sutton Hoo Ship-Burial (1978, s. 138-226).
Til højre: Sværd (og spyd)-dans fra "Sommersolhvervs"-afbildningen på "det korte" guldhorn, tegnet af arkivar, kammerråd Jochum Paulli (1690-1759) 1734. Fra "Danmarks Folk - I skildringer af danske videnskabsmænd" (1901, s.221-222). Begge guldhorn blev fundet ved Gallehus ved Møgeltønder i Sønderjylland og er dateret til 400 tallet e.Kr.
Vi ser her muligvis den tidsmæssige forandring i udførelsen af Sværddansen fra de nøgne krigere på Himlingøje-koppen i 1-300 tallet e.Kr. til Wuffinga-ætten i Øst-Anglen i 600 tallet e.Kr. Krigerne har nu fået klæder på. Denne forskel kan dog ligeledes skyldes at det ikke er samme sværddans, men bemærk at shamanen på ”det korte” guldhorn forekommer nøgen. De har en behornet hjelm på, hvorfor vi ved at der er tale om en shamanisk dans. Kongens gravgods antyder da også stærkt at han er Odin og Woðan, konge og shaman. (se afsnittet ”Odin , Høvding Rædwald & Sutton Hoo”).
De to shamen holder sværdet i højre hånd og hver to spyd i venstre hånd. Begge danser blandt askespyd, der skal symbolisere Verdenstræet. Denne afbildning er identisk til Sværd (og spyd)-dansen på "Sommersolhvervs"-afbildningen på "det korte" guldhorn.
Hvad er ydermere er det samme æt vi her ser danse. Guldhornene er Scyldinga/Skjoldunge-ætten med kongsgård i Jelling før udvandringen. Pladen fra Sutton Hoo er samme familie, nu navngivet efter Uffe Hin Spage, og udvandret til Øst-Anglen.
Der er kun 200 års forskel på disse danse, der således ikke er sværddansen ved Mid-vinter, men en lignende Sværd- (og spyd)-dans ved Sommersolhverv. Askespydet, symbolet på Verdenstræet, er tilført Sværddansen ved Sommersolhverv fordi det er til dette ætlingen/Balder ofres. Det ser ud til at sværd og skjold klappes sammen og sætter rytmen.
 |  |
Til venstre: Guldbæltespænde fundet 1964 i Finglesham ved Deal, øst-Kent. Gravfundet i jydernes landskab er dateret til 600 tallet e.Kr. og må være fra før guldskilling erstattes af sølvpenge år 670 e.Kr. Der er udgravet 216 grave fra 5-700 tallet e.Kr. 1959-1967 og dette er derfor et vigtigt vidnesbyrd fra jydernes udvandring til Kent. Som følge af den behornede hjelm ved vi at det er shamanen Woðan vi ser afbildet. Her vises han dog med to askespyd. Hans dans er derfor ikke en Sværddans til Mid-vinter, men kan være en Sværd (og spyd)-dans ved Sommersolhverv. Shamanen er, bortset fra bælte og hjelm, nøgen.
Til højre: To dansende mænd på guldskilling dateret til år 385-670 e.Kr. fra et ukendt findested (DR BR47). Vi har et sværd stukket i jorden, samt en økse og et spyd båret i hænderne. Dette er derfor en Sværd- (og spyd-) dans.
Shaman og konge, Woðan og Oðin, der enten er samme person eller to forskelige personer, danser Sværd- (og spyd-) dans som en forberedelse på at rejse til den næste verden for at hente visdom fra forfædrene.
Ravnen, som hjælpeånd, viser den rette vej. Bemærk at ravnen er gengivet til højre for kongen (Oðin), dvs. fuglen giver råd til det højre øre, der altid er det "rette" øre.
Pilen, der føres fra den foran-dansende persons hovedskal til den bagved-dansende persons hjerte, antyder at det er samme person, men i to forskellige mentale tilstande.
Shaman og konge, Woðan og Oðin, foretager herefter hamskifte til en fugl og ”flyver” i fugleham afsted for at hente visdommen.
Herefter ser vi tilbagekomsten til denne verden, og vi bemærker at Shaman og konge, Woðan og Oðin, i fugleham er blevet pileskudt. Her skal vi vide at et ”budstik” kaldes ”Ørvar-boð”, hvor ”Ør” bl.a. har betydningen ”pil”. Derfor har vi udtrykket ”skera Ør” eller ”skære pil”, der fik betydningen ”at tage en afgørelse/beslutte noget” jvf. f.eks. ”hann skar ór øllum vandamálum eller ”han fældede dom i”. Vigtige ordrer er derfor blevet skåret ind i pile og bragt fra sted til sted af budstikke. Det er en sådan vigtig ordre med visdom, der her bringes tilbage til denne verden, i kunst vist med at være pileskudt. At denne viden er vigtig ser vi ved at vor altbeskyttende drage/orm holder godt øje med pilen.
Der er, som man kan se, ristet runer med Ældre Futhark. Tydningen af disse er ikke en nem sag.
Øverst til venstre ser det ud til at vi skal læse (fra venstre mod højre):
*iwaR, *laguR, *wunju eller ”ïlw”.
Til højre kunne det være (ovenfra og ned, venstre mod højre):
*isaR, *wunju, *kauna eller ”iwk”, efterfulgt af *gebu, *laguR, *uruR eller ”glu”.
Bemærk at shaman og konge, Woðan og Oðin, visuelt er gengivet som stående en gangbro; den 11. membran-verden (woðboran). Sværdet stukket i jorden ligner lidt et gelænder, men det er formentlig en vrang nutidig anskuelse. At gangbroen Bifrost i sen filosofi bliver beskrevet som en fysisk bro over hvilken krigerne rider på deres hopper (marer); at vi visuelt alle ved at det er regnbuen (den bøjede arm) vi skal forbinde med Bifrost, bør ikke vildlede fra denne mulige meget dybere forståelse for broen som en membran-verden (woðboran). Det er med sikkerhed ingen tilfældighed at Bifrost i Fáfnismál (vers 15, Ældre Edda) og Grímnismál (vers 44, Ældre Edda) rent faktisk skrives "Bilrast/Bilröst", og ikke Bifrost. Det er alene Snorre i Gylfaginning (kap. 13) der omtaler broen som "Bifröst". Det er også alene Snorre der siger at broen skal ses som regnbuen (regnboga). Dette er klart ikke den oprindelige betydning.Ordet "Bilröst/Bilrast" må være sammensat af "bil" med betydningen "mellemrum, mellemstund, tidspunkt" og "röst/rast" med betydningen "afstanden mellem to rasta, malstrøm, jord og sø (poetisk)". Det ser derfor ud til at vi skal opfatte Bilröst/Bilrast" som "mellemrum/tidsrum mellem to verdener", og det synes netop at være den 11. membran-verden/woðboran's hovedopgave.
En identisk spejlvendt afbildning ses på guldskillingen fra år 385-670 e.Kr. fundet i Skovsborg, Levring, Viborg Amt, Jylland.
Endelig har vi samme afbildning på guldskillingen fra år 385-670 e.Kr. fundet i Fakse 1844. Der er enkelte ting der fremstår lidt anderledes på denne guldskilling. Det er foreslået, og jeg er enig heri, at guldskillingen fra Fakse afviger fra standardkunsten fordi denne guldskilling skal gengive broderen Hæðcyn (Höðr)'s drab af Herebeald (Balder) i den oprindelige udgave fra Beowulf-kvadet (sætning 2433-2440). Dette drab kan dateres nogenlunde sikkert til år 497-521 e.Kr., og da guldskillingen er dateret til ca. år 500 e.Kr. kan vi absolut ikke udelukke at afvigelsen i kunsten sker for at udødeliggøre dette vådeskud, der griber ind i skjoldungernes arvefølge. Se afsnittet "Götar-sønnerne Hygelác, Herebeald og Hæðcyn – sagnet om Balder og Höðr".
Billedkilde: Mogens B. Mackeprang: De Nordiske Guldbrakteater, (1952, planche 6:11, 6:13, 6:14); Herje Öberg: Guldbrakteaterna (1942, Illustrationer fig. 75, 76).
 |
Hovedafbildningen i midten af Den Gyldne Tavle fundet i Aulum, Midt-Jylland i 2004. Diameter 3.7 cm. Det store gravfund tæller hele 9 Gyldne Tavler/guldskillinger og kan dateres til år 385-670 e.Kr. Den her viste afbildning er identisk til afbildningen på guldskillingen fra Aars/Års, vest for Rold Skov, syd for Limfjorden og 75 km fra Aulum (se Mogens B. Mackeprang: De Nordiske Guldbrakteater, 1952, planche 6:17). Kunsten er derfor typisk for netop dette landskab. I filosofi er afbildningen identisk til shamanen med den behornede hjelm. Det er gennem den bøjede arm, og det bøjede horn, at forfædrendes ånd kan vandre til os, og vi kan modtage visdom fra fortiden fra forfædrende i fremtiden. Dette er hvad denne dansende, og nøgne, mand er i færd med. Vi ser hornet i direkte forlængelse af mandens bøjede venstre arm og hånd. I sin højre hånd bærer han en økse. Han ser ud til at bære hjelm og bælte.
Billedkilde: Skalk (nr. 2, april 2006, s.3). I artiklen "Stormandspryd" omhandlende gravfundet spørger Vibeke Juul Pedersen lidt forsigtigt:"Er det mon Odin, der danser?". Heri er jeg helt enig.
I afsnittet ”ErilaR – Eruli – Eorl – Jarl” har jeg vist at ”Eruli” er ”ErilaR” er Jarl æt.
Paulus Diaconus/Paul Warnefried (år 721-799 e.Kr.) nævner i ”Historia gentis Langobardorum” (Bog 1: kap. 20) om ErilaR (Jarl) æt, hvorover Rolf Krake i samtiden er konge, i optakten til det afgørende slag mod Longobarderne år 494 e.Kr.:
”Erant siquidem tunc Heruli bellorum usibus exerciti multorumque iam strage notissimi. Qui, sive ut expeditius bella gererent, sive ut inlatum ab hoste vulnus contempnerent, nudi pugnabant, operientes solummodo corporis verecunda”
Som jeg oversætter til:
”Så sandt som at de krigsglade Jarler (Heruli) på den tid gjorde brug af [krigs]øvelser i deres talrige allerede kendte nedslagtninger. For enten at kæmpe frigjort eller for at vise deres foragt for et sår tilføjet af fjenden, kæmpede de nøgne, kun dækkende den skammelige del af kroppen”
Jordanes skriver ca. år 550 e.Kr. i ”Getica sive De Origine Actibusque Gothorum (Goternes oprindelse og dåd, Bog XXIII:118) om ”Heluri” (fejl for ”Heruli”. I XXIII:117 kalder han dem for ”Erulorum”):
”Nulla siquidem erat tunc gens, quae non levem armaturam in acie sua ex ipsis eligeret.
Som jeg oversætter til:
”Så sandt som der var på den tid ingen folk, som ikke let bevæbning i front fra disse selv ville vælge”.
Med andre ord, ErilaR (Jarl) æt var letbevæbnet i forhold til andre hærstyrker i samtidens sydlige Europa. Vi kan ikke herfra se hvorledes vi skal opfatte dette udover at deres omdømme var i verdensklasse.
Jordanes skriver ca. år 550 e.Kr. i ”Getica sive De Origine Actibusque Gothorum (Goternes oprindelse og dåd, Bog L:261):
”...contis pugnantem Gothum, ense furentem Gepidam, in vulnere suo Rugum tela frangentem, Swavum pede,
Hunnum sagitta praesumere, Alanum gravi, Erulum levi armatura aciem struere”.
Som jeg oversætter til:
"...[med] køller kæmper goterne, [med] sværd raser Gepiderne, i deres sår Rugierne vævende afkortede, Svevi-folket til fods, Hunnerne førende pile, Alani svært [bevæbnet], Jarlerne let bevæbnet i front ophobet”.
Ved udelukkelsesmetoden kan vi nu se at Jordanes med ”let bevæbning” mener spyd, økse og scramasax, dvs. ikke sværd eller bue og pil.
Procopius skriver ca. år 550 e.Kr. i ”History of the wars” (Bog II: XXV) om Slaget ved Anglôn 1 i Armenien år 543 e.Kr. Slaget i bjergbyen stod mellem den armenske general Narses (Nerses, Nerseh) (år 478-573 e.Kr.), der var i Byzans’s tjeneste under Kejser Justinian I., og den persiske fjende under general Nabedes. Allerede på dette tidspunkt er der væringer i Byzans for livgarden omkring general Narses er ErilaR (Jarl) æt, af Procopius kaldet ”eruli”.
1 Bjergbyen Anglôn ligger i bjergene ca. 21 km fra Dubios sletten (i dag ”Duin, Dvin, Dwin”), der ligger 8 dages rejse fra Theodosiopolis (i dag byen ”Erzurum” i det nuværende østlige Tyrkiet. Navnet ”Erzurum” er fra persisk ”Arz-e Rum” eller ”romernes grænse”). Byen ”Duin, Dvin, Dwin” var kongesæde for samtidens armenske konger og ligger 35 km sydvest for den nuværende hovedstad Yerevan langs Metsamor floden.
Procopius skriver i min oversættelse:
”..Og først tog Narses med Jarlerne (Eruli) og de af romerne under ham slaget med fjenden, og efter en hård nærkamp jagede han perserne foran ham på flugt..... men pludseligt kom mændene der lå i baghold ud fra hytterne langs den snævre gade og dræbte nogle af Jarlerne (Eruli) ved et pludselig anfald, og de ramte Narses selv med et slag på tindingen. Og hans broder Isaac bar ham bort fra de kæmpende mænd, dødeligt såret. Og han døde kort tid derefter....Perserne, skydende ind i den store mængde af fjenden i de snævre gader, dræbte et stort antal uden besværligheder, og i særdeleshed blandt Jarlerne (Eruli) der havde først angrebet fjenden med Narses og som for det meste kæmpede uden beskyttelse. For Jarlerne (Eruli) havde hverken hjelm eller brynje eller anden form for beskyttende krigstøj, bortset fra et skjold og en tyk jakke, som de slog omkring sig før de gik i slag. Og Jarlernes (Eruli) trælle går i slag uden selv et skjold, og når de har vist deres værd i krig, så gives de af deres herre tilladelse til at beskytte sig selv i slag med skjolde. Således er Jarlernes (Eruli) sæder” 1.
1 Brugen af trælle som krigere kan ses fra Gróttasöngr (vers 13, Ældre Edda). Kong Frode I. (scyldinga-æt nr. 15, ca. år 400-446 e.Kr.)’s skjoldmøer Fenja og Menja, som blev købt fra Kong Fjölnir (Ynglinga-æt nr. 2, ca. 400-446), ganger med skjold ”imod gråserket lid”. Videre kan vi fra Gróttasöngr (vers 15, Ældre Edda) se at de, udover skjold, var bevæbnet med skarpe spyd (skörpum geirum) og sværd (”brand”, egentlig ”brændende træstykke”, men også "sværdklinge").
Vi kan nu tage opfattelsen af ”let bevæbning” til dens endelige forståelse; at ErilaR (Jarl) æt kæmpede med spyd, økse, scramasax og skjold, og i en brynje der ikke var gjort af jern eller bronze. Denne ”serk” kalder vi troligen for ”berserk” (bjørneserk), hvilket ord i så fald kan have udviklet en afledet betydning som ”uden brynje” gennem en direkte forståelse som ”bera” (bærer) + ”serk” (serk) da ”bera” også har betydningen ”være udrustet med”. Et andet ord for samme synes at være ”gráklæði, gránserk” (gråklæder, gråserkr). Se afsnittet ”Ulvhednar og Berserkar”.
I afsnittet "Fostervand og sjælen" forklarer jeg at Beowulf-kvadet indeholder to Beowulf personer; den faktiske konge Béowulf Scyldinga (Bjørnulv Skjoldunge), og en filosofisk helte-skikkelse kaldet Béowulf. Som det allerede er blevet foreslået af mange kan det ikke udelukkes at helteskikkelsen måske er en kenning for ”Bjørnen”, hvorfor vi skal læse helten Beowulf’s navn som ”beo” (bi) + ”wulf" (ulv) eller ”den der jager bier” og derfor ”Bjørnen” (se f.eks. sætning 2724, hvor navnet på oldengelsk staves "Bíowulf"). Beowulf-kvadet (sætning 2907-8) forklarer os at Beowulf netop er ErilaR (Jarl)-æt : "...ofer Bíowulfe byre Wihstánes eorl ofer óðrum..." eller "...over Beowulf Weohstan's stald [,] Jarl over anden...".
Dette kan ligeledes forklare hvorfor Rolf Krake, som vi ved er ErilaR (Jarl)-æt, har en thegn, dvs. livvagt, kaldet Bödvar Bjarki (“Biarco” hos Saxo i Gesta Danorum) i Bjarkamál, med “Bjarki” betydende “Bjørn”. I Saxo’s gengivelse af Bjarkamál er Bjarke’s sjæl “i en bjørns skikkelse” og Bjarke ”snart går i mands skikkelse, snart i bjørns” 1.
1 Se Axel Olrik: Bjarkemål (1886, s. 4,5)
 |
Afbildningen af 3. og 4. række fra Ole Worm’s tegning af ”Det lange/Store” guldhorn i skriftet ”De Aureo Cornu” (1641). Begge guldhorn blev fundet ved Gallehus ved Møgeltønder i Sønderjylland og er dateret til 400 tallet e.Kr. ”Det Lange/Store” guldhorn blev fundet i år 1639 e.Kr. Vi ved ikke i filosofi hvad 3. og 4. række fortæller os. Vi kan dog sige et par smådetaljer, der kan bringe lysstråler af viden til afbildningerne.
Afbildningen i 3. række af ”Halv hest/halv mand” er Odin i hamskifte, dvs. kongen, dvs. ErilaR (Jarl) æt i et shamanisk hamskifte.
Den efterfølgende afbildning af et ”halv rovdyr/halv mand” bærer et våben. Dette våben er en “siðe, sigði” (oldengelsk), der er forbundet med “sax/saks”, og bliver til “segl” i betydningen “skære”. Samme våben er gengivet under en hesteofring på "Vintersolhvervs"-afbildningen på ”det korte” guldhorn (se afsnittet ”Hestekød – blótmad”).
Nr. 2 dyr fra læserens højre side i 4. række er Den danske Hund (Grand danois), i en kæmpeudgave, med mynde-træk og kuperede ører. Hunden er centralt vist omkring vilddyr, og det er meningen vi skal forbinde Den danske Hund med jagt og byttedyr. (se afsnittet ”De store hunde år 385-1100 e.Kr.). Kun Kongen, og derfor ErilaR (Jarl) æt, må eje denne store jagthund.
Med vor nu ganske store viden om ErilaR (Jarl) æt, og at nøgenhed forbindes med mandsmod og hamskifte, og synes centralt i oprindelig filosofi, kan vi nu se at de 5 nøgne menneskelignende enheder alle må være ErilaR (Jarl) æt, og at scenerne er sat rituelt og med dans i en eller anden form.
Jeg tror at 4. række skal vise optakten til en forestående jagt. Den nøgne mand, ErilaR (Jarl) æt, med kølle og økse danser derfor en rituel dans, der skal forberede ham og hans Danske Hund for godt jagtudbytte.
I 3. række må de to afbildninger af ”halv rovdyr/halv mand” viser ErilaR (Jarl) æt efter hamskiftet. Jarlen der holder en “siðe, sigði” i højre hånd forekommer at have hamskiftet til ”ulvhednar” (ulveskindskapper), dvs. han er mentalt ulven eller som Bue-fibulaen fra Himlingøje, dateret til ca. år 200 e.Kr. siger: ”(ek) widu hundaR” (Jeg, jægeren fra skoven).
Ved udelukkelsesmetoden burde den sidste mand i hamskiftet ”halv rovdyr/halv mand” derfor mentalt være bjørnen og derfor i hamskiftet ”berserkar”.
I afsnittet ”Ældre og Yngre Futhark (runer) som noder” (underafsnit ”Det lange/store guldhorns rune (hemmelighed)”) giver jeg et bud på hvorfor jeg mener de 24 ”figurer” på "Det Lange/Store” guldhorn er runer og en galder til Freyr.
Det forekommer åbenlyst at de to mennesker i 3. række i venstre side er dels en mand (lodret) og en kvinde (på tværs), dels er de afbildet som runer nøjagtigt som de 24 ”figurer”. Jeg overfører herefter min fortolkning af de 24 ”figurer” til manden og kvinden. Resultatet er runen ”*AlgiR, Eolh” (R) og en binderune bestående af ”*laguR, Lagu” (l) og ”*ansuR, Aesc) (a). Det giver ”Rla”, dvs. identisk til hvorledes ErilaR burde være rejst på sølvspændet fra Etelhem, Gotland og dateret til år 475-525 e.Kr. i formen ”erla”, der igen er identisk til ”ErilaR”, er ”Jarl” æt.
Det er her absolut værd at fremhæve at vi netop ser en mand og kvinde afbildet før hamskiftet som ErilaR (Jarl) æt fordi begge køn tilhører denne æt.
Billedet er fra Lis Jacobsen & Erik Moltke: Danmarks Runeindskrifter (1941) og er leveret af Rolf Gunnar Rolfsson med tak.
 |
Afbildningen af 3. række af figurafbildningerne på ”det korte” guldhorn tegnet af arkivar, kammerråd Jochum Paulli (1690-1759) 1734. Fra ”Danmarks Folk – I skildringer af danske videnskabsmænd” (1901, s. 221-222). Begge guldhorn blev fundet ved Gallehus ved Møgeltønder i Sønderjylland og er dateret til 400 tallet e.Kr.
”Tegneserien” er i opbygning identisk til afbildningen i 3. række på ”Det lange/Store” guldhorn, og skal læses fra venstre mod højre.
I afsnittet ”Ældre og Yngre Futhark (runer) som noder” (underafsnit ”Det lange/store guldhorns rune (hemmelighed)”) giver jeg et bud på hvorfor jeg mener de 24 ”figurer” på "Det Lange/Store” guldhorn er runer og en galder til Freyr.
Som er tilfældet på ”Det lange/Store” guldhorn forekommer det åbenlyst at de to mennesker i 3. række i venstre side er dels en mand (lodret) og en kvinde (på tværs), dels er de afbildet som runer nøjagtigt som de 24 ”figurer”. Jeg overfører herefter min fortolkning af de 24 ”figurer” til manden og kvinden – igen på samme vis som gjort i min fortolkning på ”Det lange/Store” guldhorn. Resultatet er runen ”*AlgiR, Eolh” (R) og en binderune bestående af ”*laguR, Lagu” (l) og ”*ansuR, Aesc) (a). Det giver ”Rla”, dvs. identisk til hvorledes ErilaR burde være rejst på sølvspændet fra Etelhem, Gotland og dateret til år 475-525 e.Kr. i formen ”erla”, der igen er identisk til ”ErilaR”, er ”Jarl” æt.
Det er her absolut værd at fremhæve at vi netop ser en mand og kvinde afbildet før hamskiftet som ErilaR (Jarl) æt fordi begge køn tilhører denne æt.
Herefter har vi to fisk afbildet, og vi ser at der er i alt 4 fisk, der omringer det centrale nav af hvad kunsten beretter for os. Disse fisk mener jeg er fiskearten ”laks” eller ”lax” (oldnordisk) og ”leax” (oldengelsk), som jeg argumenterer for skal opfattes som ”visdom”. Hvad findes inden for de 4 fisk omhandler derfor visdom.
Hvor 3. række på såvel ”Det lange/Store” guldhorn, som på ”det korte” guldhorn omhandler ErilaR (Jarl) æt, så viser ”Det lange/Store” guldhorn et hamskifte til ”ulvhednar” og ”berserkar”.
På ”det korte” guldhorn er det kongens hamskifte (Odin som shaman, vølve), og hans rejse på Det Store Dyr til fremtiden for at hente visdom hos forfædrene, gengivet visuelt som fra toppen af Verdenstræet. Det forekommer mig at kongen ((Odin som shaman, vølve) i sin højre hånd holder en vølvestav (”völr”, ”riðvölr”, ”snarvölr”, ”stjórnvölr” eller ”hjálmunvölr”). Han er ridende på sin hest og Det Store Dyr (elgen, rensdyret, kronhjorten) er med ham under rejsen. De to ”slangekrøller” foran den ridende konge og Det Store Dyr er kongens to hjælpeånder (enten Drager, Den danske Hund eller ravnene Hugin og Munin), der er stifindere under rejsen (se ”Bilag P: Hávamál, Peder Laales Danske Ordsprog & Völuspá”, underafsnit ”Völuspá - Vølvens Spådom”).
For at forstærke forståelsen for at det vitterligt er shamanen på toppen af Verdenstræet (Juletræet) har jeg gengivet en helleristning fra Stenbacken, Tanum Socken, Bohuslen dateret til ca. år 1000 f.Kr. (bildnr. 31223121085, Raä nr. 66). Denne, og flere andre, helleristning viser nøjagtigt samme forståelse (se afsnittet ”Yggdrasill, Mímameiðr & Hróðrbaðm – verdens- og juletræet”).
Efter visdommmen er afhentet gengives kongen (Odin som shaman, vølve) i hamskiftet som ”Halv hest/halv mand”. Den efterfølgende afbildning viser ”hoved”-parten af to ens dyr, som jeg mener vi må opfatte som at den dødelige konge nu vender tilbage til nutiden ”tve-skabt”, fornyet med ekstra viden fra fremtiden (se afsnittet ”Endrborinn – eft ácenned – født igen – tve-skabt af tanker”).
Tag endnu et kig på vore krigere, der i nøgen stand danser Sværd- og Spyd-dans. Det er ErilaR (Jarl) æt der danser.
 |
Bronzeform fra Torslunda, Øland (nu på Statens Historiska Museum, Stockholm, inventarnr. 4325). Dateret til 700 tallet e.Kr. Venstre side viser originalen og højre side en stregtegning af samme. Vi er her vidne til et absolut identisk hamskifte af ErilaR (Jarl) æt til ”ulvhednar” (ulveskindskapper), som også gengivet i 3. række på ”Det lange/Store” guldhorn. Vi starter med at konstatere at ErilaR (Jarl) æt har klæder på, hvilket gør at vi befinder os i tiden efter Trosskiftet år 600-630 e.Kr., hvad dateringen til 700 tallet e.Kr. også understøtter. ErilaR (Jarl) æt danser Spyd-dans og formålet er tydeligvis at opnå hamskiftet til ”halv rovdyr/halv mand”, dvs. krigeren ønsker mentalt at blive ulven eller som Bue-fibulaen fra Himlingøje, dateret til ca. år 200 e.Kr. siger: ”(ek) widu hundaR” (Jeg, jægeren fra skoven). Vi er overhovedet ikke i tvivl om dette da den nu til ”ulvhednar” hamskiftede Erilar (Jarl) er i færd med at trække sværd fra skede – enhver krigers tegn på at en kamp er forestående. Bemærk hvor højt på overkroppens venstre side sværdet sidder. Sværdet kan ikke have været langt da krigeren ellers ikke kan trække det fri af skeden når det sidder så højt.
Billedkilde: Michael P. Speidel: Ancient Germanic Warriors (2003, s.32) og Bertha S. Phillpotts i ”The Elder Edda and Ancient Scandinavian Drama (University of London, 1920, s. V)
Den katolsk-svenske præst og historieskriver Olaus Magnus (1490-1557) skrev, efter bandlysningen fra Sverige efter Reformationen, fra sit eksil i Rom ”Historia de Gentibus septentrionalibus” (1555), der omhandler nordisk sæd, skik og folkesagn (de kilder der omtaler ham som ærkebisp ved vel at dette er en nominel, ikke faktisk, titel givet ham af den katolske kirke i Rom efter broderen Johannes’ død 1544).
Troels Frederik Troels-Lund (1840-1921) beretter i ”Dagligt Liv i Norden i det sekstende Aarhundrede” (4. udgave, 1914-15, VII Bog: Aarlige Feste):
”Om Sverige meddeler Ærkebisp Olaus Magnus 1, at det her var Skik ved Fastelavn at udføre en Sværddans, hvorpaa man øvede sig længe i Forvejen. Den begyndte med, at man gik i Kres med blottede Sværd, der til Musikens Takt svingedes over Hovedet; saa stødte man disse sammen eller kastede og greb hinandens Sværd, alt imens de dansendes Rækker dannede forskellige Figurer, særlig den saakaldte "Rose". Musiken var i Begyndelsen langsom og højtidelig, men blev bestandig hurtigere, og samtidig blev de dansendes Trin, Svingninger og Sværdslag vildere og vildere. Man maa selv have set dette Skuespil, siger Olaus Magnus, for ret at forstaa, hvor smukt det er, denne Lydighed og dog ildfulde Kampberedthed; fordi den hele Sværddans gaar saa sømmeligt til, har ogsaa Gejstlige Lov til at øve sig deri og optræde som Deltagere.
1 Olaus Magnus: Gentium septentrionalium Historia Lib. XV. Cap. 23.
 |
At Sværddans ogsaa har været kendt i Danmark, kan ses af følgende Bestemmelse i de københavnske Smedesvendes Skraa af 1554: "Naar Brødrene danser om Fastelavn, hvilken da slipper Haandfanget paa Sværdet, han bøde en Fjerding Øl; slipper han Odden, da bøde han en Skilling; falder han over noget Sværd, bøde han ligeledes en Skilling, og taber han sin Hue, bøde han en Hvid"1.
1 Kjøbenhavns Diplomatarium II 304 [se Litteraturfortegnelsen under ”Nielsen, Oluf”). Smedesvendenes Skraa er dateret 11 Juni 1554. Originalen lyder:
”34. Naar brøderne dandze om fastelafn, huilchen der slipper handfanget paa suerdet hand bøde en fierding øll, end slipper hand oden, bøde en skilling, end falder hand ofuer nogen suerd, bøde och j skilling, och taber hand sin hue, bøde 1 alb”.
Og det er vistnok samme Art Dans, der menes, naar det i Skraaen for "Guds Legems Lag" i Aalborg af 1431 hedder: "Hvo som tilsiges at danse ud om Fastelavn, som gammel Sædvane er, og det ej gør uden lovligt Forfald, bøde derfor 11 Voks"1
1 Danske Magazin 3dje Række I 107. [”Danske Magazin” er Danmarks ældste historiske tidsskrift, udgivet af Det Kongelige danske Selskab for Fædrelandets Historie siden 1745. Der er 4 hæfter i et bind, og der er 6 bind i en række. ”3dje Række I” er derfor Bind I. i række 3].
Fra Lybæk haves endnu Ordene til en gammel "Sværddans-Leg" fra Middelalderen. Ordene, der vel er blevne sungne under Dansen, melder om en Kamp mellem Stærkodder og Karl den Store, hvori den sidste gaar af med Sejren1”.
1 [Sofus] Birket Smith: Studier på det gamle danske Skuespils Område (1883, s. 7-8).
Saxo behandler Stærkodder (Starcatherus) i Gesta Danorum (Frode IV: 6. bog, s. 222-317 i Fr. Winkel Horn’s oversættelse). Her berettes han i live under Kong Angantyr (Scyldinga-æt nr. 26, 714-725 e.Kr.), efter Slaget ved Bravalla (Bravellir/Bråviken, ved Õstergötland's kyst) ca. år 770-772 e.Kr. hvor dræbes Kong Harald Hildetand (Scyldinga- æt nr. 27, 710-770/2 e.Kr.), Kong Frithleuer/Fridleiv (Scyldinga-æt nr. 28, før 777- efter 798 e.Kr.) og Kong Godfred (Scyldinga-æt nr. 29, 804-810 e.Kr.)
Vi kender ham også under navnene ”Starkad/Starkaður/Starkadhr/Störkudhr” i bl.a. Brennu-Njáls Saga (1200 tallet e.Kr., kap. 57 & 61) og Gautreks Saga (1200 tallet e.kr., kap. 3). I sidstnævnte saga gøres han samtidig med Alric/Alrekur & Erik/Eiríkur (Ynglinga-æt nr. 11, 600 tallet e.Kr.)
Stærkodder ser derfor ud til at have levet ca. år 710-810 e.Kr.
Dette er netop i den tid hvor Frankerne udviser ekstrem aggressivitet mod vore sydlige landskaber. Radbod, Hertug/Konge af Friesland år 680-719 e.Kr. regnes for den sidste frie Konge af Friesland, og taber til Pippin Den Mellemste/the Middle fra Herstal (635/640-714) ("Pépin" på fransk) i Slaget ved Dorestad år 689 e.Kr. og må fra dette tidspunkt opgive "Frisia Citerior" (fra Scheldt til Zuider Zee) til de katolske Franker. Gennem Pippin Den Lille’s møntreform år 755 e.Kr. kan vi se at Dorestad og Domburg er gået tabt. Modtrækket er Kong Godfreds tvangsforflytning af købmændene til Hedeby år 808 e.Kr. (se afsnittet ” Seolfor pening, silfr peningr, sølvpenge – Sceat”).
Når derfor Sværddansen omhandler Stærkodder mod Karl Den Store/Charlemagne (768-814, hvor han er kejser fra år 800 e.Kr.) kan vi se at dette meget vel kan have sin rigtighed og at tidsrummet er ca. år 800-810 e.Kr.
Stærkodder, som en meget gammel kæmpe, taber slaget i Sværddansen, som vi taber vore landskaber mod syd. ”I nærheden af Tømmerby (8653 Them) i Århus amt ligger i en lille dal en stor sten, som kaldes Troldestenen..... Til denne sten knytter sig sagnet om Stærkodder”1.
1 Mads Lidegaard: Danske Sten fra Sagn og Tro (1994)
 |
Kalkmaleri fra Vigersted Kirke, ved Ringsted dateret til år 1450-75 e.Kr. Til venstre en ung mand der laver krumspring, måske i en Springdans. Til højre en ung mand i en Sværddans kaldet "handsaxa-leikr" (hånd-saxe-leg). De to våben er ikke af samme størrelse. Det antyder at han benytter sin scramasax og sit sværd i dansen. Begge våben er kastet op i luften, hvorfor han skal være endog meget dygtig for at gribe dem igen uden at komme alvorligt til skade. Den unge mands ben ser ud til samtidigt at lave dansetrin, der ikke gøre denne øvelse lettere. Jeg har optegnet de to våben med en sort streg så sværd og kniv klart træder frem. Om de to unge mænd deltager i samme dans er for mig uklart. Billedkilde: www.kalkmalerier.dk
I engelske landskaber udfører mange Sværddanse-trupper forskellige sværddanse fra de lokale, specielt øst- og nord-engelske, landskaber i East-Anglia, Northumbria og Yorkshire, hvis befolkning er identisk til de gamle kongeriger.
Som i de gamle kongeriger er Sværddansen i de nye kongeriger i Britannien knyttet til Midvinter, 2. februar, og Æcer Bót/Agerbod-ritualet, der senere kaldes ”Plough Monday” (se afsnittet ”Sol-monaþ – moderkager – fastelavnsboller”).
Sammenhængen mellem Sværddans i England og indflydelse fra Danmark viste J. Needham i 1933-361. Han mente at indflydelsen skyldes Danelagen/Dena Lagu-tiden (fra fredsaftalen i Wedmore år 878 til masseudryddelsen år 1002 e.Kr.). Himlingøje-koppen og folkevandringerne viser at Sværddansen kan føres tilbage til udvandringen til de nye kongeriger fra år 449 e.Kr.
1 J. Needham & A.L.Peck: Molly Dancing in East Anglia (Journal of the English Folk Dance and Song Society, 1933, Vol.1, s.79-85).
J. Needham: The geographical distribution of English ceremonial dance traditions (Journal of the English Folk Dance and Song Society, 1936, Vol.3, No.1, s.1-45)
Deltagerne i Sværddansen kaldes ”Plough stots” (Yorkshire), ”Plough Witches” eller ”Molly Dancers” (East Anglia), ”Plough Jags” og ”Plough Bullocks” (East Midlands). Der er mellem 6-8 deltagere i en sværddans, hvor de 8 er Moder Jord/Solens otte-takkede stjerne.
Ordet ”Molly” (til tider forkortet ”Moll”) er et slangord fra Middelalderen for ”Mary”, der i kristendommen jo oprindeligt er ”Kvinden fra Søen/Den Jordlige Moder”. Ordet ”bullock” er fra det oldengelske ”bulluc” (ung tyr/bull), 2 af hvilken foretager den rituelle pløjning under Æcer Bót/Agerbod-ritualet. Sammenlign her med Gefion-sagnet, hvor Gefions sønner bliver spændt for ploven i tyre-ham og pløjer Sjælland (se afsnittet ”Gefion og Sølund”).
I alle tilfælde knyttes Sværddansen til samspillet mellem mennesket og (Moder) Jord, hvor jernsværdet, der jo i sig selv er givet af Jord, stikkes i Jorden og bodes til Moder Jord i håbet om at hun vil give tilbage senere.
Måske kan vi sige at Vaner boder Moderkager til Moder Jord i håb om god afgrøde, og Aser boder jernsværd til Moder Jord i håbet om kraft og styrke til at kunne forsvare vore landskaber mod alle fjender.
Rig Veda (Bog 6:LXIII Aśvins) om "Aśvins" (Venner af Aserne):
”Berømte for jeres magi var i, magikere! Blandt gudernes æt, i dansende helte!”
(se tillige Bog 2:22:4, bog 6:29:3, bog 8:24:9-12)
