Kongedømmerne i Britannien (udover Øst-Anglen) Inden læseren går i krig med at efterse kongerækkerne for de 7 andre kongedømmer i Britannien, udover Øst-Anglen (East Anglia), lad mig da give et par ledetråde. Det første vi bemærker er at alle slægtsregistre beregner konge-ætterne nedstammet fra Woden (Odin). Med 2004-briller på forekommer dette umiddelbart som ren fantasi, og det er da også hvad de fleste forskere mener. Her mener jeg dog at stort set alle professionelle begår en fundamental og grundlæggende fejl. Fordi det ikke er generelt forstået at alle konger havde status af Gud og at Gud er Odin og et tilnavn givet til og/eller eftertidens minde om fortidens konger, misfortolkes genealogien. Hvad alle kongerækkerne i de nye kongedømmer siger er at hver eneste konge har status af Gud, og er de udødelige forfædres rette talsmand. "Woden" i disse kongerækker er en faktisk konge og, som man vil se, er der mange forskellige "Woden" (Odin) da det er forskellige grene af Skjoldunge-ætten der rejser til Britannien. Snorre opbygger Ynglingasaga på samme vis ved at lade hele Ynglinga-ætten nedstamme fra Odin (”Ásaóðinn”, kap. 6) og Njord (”Njörðr”, kap. 9). Med andre ord; vore Drotter er givet af fader og moder, der er udødelige guder og vore forfædre. Det ikke blot var, men er, sandt. Det næste vi bemærker er at der er så stor lighed mellem grupper af kongerækker at vi med stor sikkerhed kan sige at de har samme oprindelse. Min vurdering er denne: Kongedømmerne Wessex og Bemicia er én befolkningsudvandring fra Slesvig og Vestfal, alle Danernes landområde efter Slaget mod Hunnerne år 446 e.Kr.1 Statholderen af Slesvig hed Freóvin/Frovin. Hans dræbes i en holmgang af Kong Atisle fra Sverige2. Denne havde en datter, der bliver gift med Wuffa/Uffe Hin Spage (se afsnittet ”Wuffinga/Ulveunge-ætten”) og to sønner; Wig/Vig og Kette3. Det er sønnen Wig/Vig der leder udvandringen til Wessex. Det er min vurdering af Lolland oprindeligt hed ”Saksmarku”. Vi kan ikke vide dette, men det er muligt at Syd-danerne, Sakserne, fra Saksmarku/Lolland drager med Wig/Vig til Wessex og Bermicia. Da Uffe Hin Spage er gift med statholderen af Slesvig Freóvin’s datter er det nærliggende at denne æt udvandrer samtidigt år 497 e.Kr. 1 Grundtvig er enig heri. Se ”Nordens Mythologi” (1832, s. 564) 2 Kong Aðils/Eadgils (Ynglinga-æt nr. 19, ca. 473-525) 3 Saxo Bog 4 ”Vermund og Uffe” Kongedømmerne Kent og Deira/Northumbria er én befolknings-udvandring fra Midt-Jylland og Lille-Friesland. Herfra foretages, efter ankomsten til Britannien, endnu en udvandring af en del af denne befolkning til Essex. Høvdingen Hengest er i Beowulf beskrevet som ”halv-daner” der betegnede Vest-danerne fra Lille-Friesland og jyderne fra Midt-Jylland. Min vurdering er at det er indskrænkningen af Vadehavet, der forringer evnen til at brødføde ætten i dette område i en sådan grad at udvandring er nødvendig. Som Grundtvig glimrende påpeger i ”Nordens Mythologi” (1832, s.557-566) er navnet Hengest muligvis høvdingens rigtige navn, men kan også være et tilnavn. Den mytologiske broder ”Horsa” (hesten) derimod er identisk til det oldengelske ”mere-hengest” (sø-hingst) i Exeter Book, (Riddle 14, sætning 6), og en kenning for langskibet. Grundtvig er inde på samme tanke i ”Nordens Mythologi” (1832, s. 495). Som Grundtvig ligeledes genialt fremfører, kan det muligvis betyde at når Saxo i Gesta Danorum (5. bog, s. 202-204 om Kong Frode, latin 5.16.2) skriver at Kong Frode I. (scyldinga-æt nr. 15, ca. 400-446) dræbes af en vølve, der ved sjónhverfing hamskifter til en ”hoppe, mare” (equina permutandam), og derefter til en ”sø-ko” (maritimae bovis), så må vi opfatte dette som en kenning for at Kong Frode I. gik ned med sit skib, eller vendte tilbage til søen efter sit jordeliv1. 1 Se afsnittet ”lodtrækning og ulykkesvarsel mod Birka”. Det oldengelske runedigt for Sigel (S) har et heite for langskibet; ”brimhengest” eller ”brændingshingsten”. Det er troligt at der må være en fuld sammenhæng mellem denne forståelse for langskibet og navnet Hengest. De jydske ætter der udvandrer må have været meget dygtige søfolk, og mange beskæftiget med fiskeri. ”Newe Landtcarte Von dem Hertzogthumbe Schleswieg Anno 1650” af Johannes Mejer, Husum, Angel.
Efterse den vestlige kystlinie og vadehavet fra ”Wardtsissell” (Varde Syssel) i nord til Eyderstede (Ejdersted) og ”Helgelandt” (Helgoland) i syd. Vesterhavet kaldes stadig ”Mare Cimbricum” (Kimbrernes Sø). Ved at efterse de optegnede strømforhold og sejlrender ("Growtieff" (Grådyb), "Ripertieff" (Riperdyb), "Nacketieff" (Nakkedyb), "Lyster tieff" (Listerdyb), "Hoyerstieff" (Højersdyb), "Rodetieff" (Rødedyb?), "Schmaletieff" (Smalledyb), "Heverstroem" og "Eyderstroem") kan vi danne os et klart billede af hvorledes landskaberne i vadehavet oprindeligt tog sig ud. Stort set alt er gået tabt til havet og stednavnene i søen bevidner at dette oprindeligt var landfast, jvf. f.eks. ”Østerfang” og ”Jordsand” (endnu i dag findes en lille sandrevle oven vande) omkring Sylt (Sild). ”Rodekliffsandt” (Røde klif sand) er aftegnet i søen vest for Skallingen og Fanø. Selve sømærket "Røde Kløvs Høje Bjerg" (i dag "Rotes Kliff") ligger på nordvestsiden af Sylt/Sild, men landet vest og nordvest var oprindeligt sandjord oven vande. Ca. år 500 e.Kr. menes der at have boet 2 personer pr. ernærings-km² i Slesvig og Holsten området. Det samlede landområde var ca. 25.000 km², hvoraf ca. 5.000 km² er forsvundet i havet. Originalkortet findes på Det Kgl. Bibliotek. Kongedømment Mercia er én befolkningsudvandring, lig Wuffinga-ætten, fra Anglen, Slesvig og er formentlig en udvidelse af Wuffinga-ættens landområde. Det oldengelske ord for kongedømmet var ”Mierce” der betyder ”Mændene fra Marsken”. Dette er ikke en henvisning til området i England men hvorfra bosætterne kom, nemlig Ditmarsken og Anglen. Læseren vil også bemærke at Essex-kongerne, som de eneste, beregnede sig nedstammet fra guden Seaxneat. Dette skyldes dels at denne udvandring er en under- og senere udvandring efter ankomsten til Britannien, dels at denne befolkningsgruppe formentlig faktisk kom fra Saxland og havde Seaxneat som deres hovedgud 1. Det kan netop tænkes at det er dyrkningen af Seaxneat der for et et kort tidsrum får dem til at bryde ud fra den ellers Jydske befolkning i samtidens Kent og Deira/Northumbria. 1 Se kapitlet ”Daner – Danir - - Vand-folket” (afsnit "Sakserne") Bemærk f.eks. at der i den øst-saksiske kongeliste forekommer de to mystiske konger ”Gesecg” og ”Antsecg”. Disse skal uden for tvist sidestilles med ætten fra ”Ecgwelan” (Hwala, WaliR, Evald?) (Scyldinga-æt nr. 9, ca. 200 tallet e.Kr.), der i Beowulf (sætning 1710) benævnes ”Ár-Scyldingum” eller ”Aarle skjoldunger", dvs. en æt tidligere end Scyldinga (Skjoldunge)-ætten, der opstår under Kong Skjold ca. år 385 e.Kr. Ufatteligt spændende understøtter Beowulf netop denne forståelse ved at kalde ”Súð-Dena folc” eller ”Syd-dane folket” (sætning 463) for nøjagtigt det samme; ”Ár-Scyldinga” eller ”Aarle skjoldunger" (sætning 464). Jeg viser i afsnittet ”Sakserne” at dette netop er de oprindelige saksiske ætter 1. Er navnet ”Ecgwelan” (Evald?) den rette vis at stave dette på antyder det at ”Gesecg” skal staves ”Ecgges”, og ”Antsecg” som ”Ecgants” (Egon?) 1 Det er derfor Beowulf skriver ”eaforum Ecgwelan” eller ”Ecgwelan’s arvinger” for at føre fortiden i 200 tallet op til Heremod’s samtid i ca. år 385 e.Kr. Derfor er den nuengelske oversættelse af ”Ár-Scyldingum” og "Ár-Scyldinga” til ”Honour-Scyldings” fejlagtig. Som vi måtte forvente er de nye kongedømmer i mere eller mindre grad under samlet kontrol af Høvdinger/Konger, der udover at være Herre over eget land, samtidigt er Over-Herre over andre landområder. Den til dette formål benyttede titel var ”Bretwalda” der, lig Danevælde, betyder ”Herre over Bretland/Britannien”. Selve titlen opstår ganske sikkert for at forklare at landområderne i Britannien er de nyvundne landområder i modsætning til de ”gamle” områder der hedder ”danaveldi”. Titlen ”Bretwalda” er en evolution af titlen ”Hariwalda” (hærvælder), der er gældende i de gamle kongeriger op til 5-700 tallet e.Kr. En ”Hariwalda” er er ættens øverste leder, dvs. (regional)konge, der er ”holder” at ættens mærke. Selve titlen ”Bretwalda” nævnes i Anglo-Saxon Chronicle for år 827 e.Kr. og giver samtidigt kongenavnet på den 8. Bretwalda. De tidligere syv konger med denne titel gengives fra Bede’s ”Historia Ecclesiastica Gentis Anglorum” (Bog II:V) fra ca. år 731 e.Kr.: Bretwalda i de nye kongeriger: Ælle/Elli (d. 514) - fra Sussex Ceawlin/Celin (d. 592) – fra Wessex Æðelberht/Ethelbert (d. 616) – fra Kent (H)rædwald/Redwald (d. 625) – East Anglia (Wuffinga-ætten) Edwin (d. 632/3) – Northumbria Oswald (d. 641/2) – Northumbria Oswiu/Oswy (Oswald's broder) (d. 670) – Northumbria Ecgberht (d.839) – Wessex Hvor kongen er nævnt i nedenstående kongerækker er titlen Bretwalda fremhævet. Der ser ikke ud til at have været nogen indbyrdes aftale om at skiftes til at være Bretwalda, og dette afgjordes derfor alene på den enkelte konge og befolkningens styrke, økonomisk og militært. Derfor giver Bretwalda kongerne en god rettesnor til hvorledes magtfordelingen var i tidsrummet.
Den Galliske Krønike fra år 511 e.Kr. skriver ”Theodositus II XVI (441): ”Britanniae a Romanis amissae in dicionem Saxonum cedunt” eller, at i år 441 e.Kr. blev de romerske provinser i England, der gik under navnet Britanniae, efterladt af romerne og overtaget af Sakserne. Som vil fremgå nedenfor synes udvandringen fra Ver Asir/Danir-folkets ”gamle” landområder at finde sted omkring år 449-455 e.Kr. (Hengest til Kent/Deira/Isle of Wright/Northumbria), år 477 e.Kr. (Ælle til Sussex), år 497 e.Kr. (Wehha/Vermund og Uffe Hin Spage til Øst-Anglen/East Anglia samt Wig/Vig til Wessex og Bermicia). Man kan derfor sige at udvandringen fra Danmark finder sted inden for et ganske kort tidsrum over ca. 50 år. Der er en anden spændende oplysning som Grundtvig gør opmærksom på. Med så mange folkevandringer fra Danmark over så kort et tidsrum, og med hele ætten vandrende med, er det en umulighed at vi har gjort dette uden først at være helt sikker på at der var land til rådighed, at vi kunne forsvare det, og hvor dette land var. Widsith-digtet omhandlende ca. år 360-450 e.Kr. før udvandringen fra Anglen nævner i sætning 79 ”skotter” (scottum) og ”picter” (peohtum). Det har den betydning af vi i Anglen før udvandringen er fuldt klar over situationen i Britannien, hvilket igen betyder at vi har været derovre for at se landenes lejlighed an før selve udvandringen begynder. Wecta/Witta/Vitta/Wihtlaeg/Waegdaeg er enten fader eller farfader til Hengest afhængig af om vi læser Snorre Edda eller de angel-saksiske slægtesregistre. Forvirringen skyldes at vi ikke ved om Wihgils/ Witigislaus, der dør i Jylland ca. år 434 e.Kr., er identisk til ovennævnte person. Hans navn er os givet i Ældre Futhark som "Wecca" på en næsten samtidig bronzespand fra Isle of Wight år 520-570 e.Kr. (”Chessel Down I”. Se afsnittet "Ældre og Yngre Futhark (runer) som noder”). I ”Nordens Mythologi” (1832, s. 563) beretter Grundtvig, med kildehenvisninger, at denne regionalkonge også kaldes ”Pikte”. Dette tilnavn til Hengest’s fader eller farfader tilskrives ham fordi han tager på ”Pikte-toget” dvs. drager til Øst-Skotland og gør landfald i hvert fald før år 434 e.Kr. Som Grundtvig også skriver er dette tog forspillet til de udvandringer der følger kort tid efter. Det må være en mulighed at der under ”Pikte-toget” laves aftaler om hvilke landområder der senere kan tages i besiddelse uden krigsførelse. Det er derfor Widsith-digtet har kendskab til skotter og picter. At det netop er et ”Pikte-tog” Wecta/Vitta/Pikte drager ud på før år 434 e.Kr. skyldes at romerne ikke forlader Britannien før ca. år 441 e.Kr. Samtiden er naturligvis klar over at romernes tid som koloniherre i Britannien er ved at komme til en ende, og derfor skal en landfordeling/ fredsaftale indgås med kongen af de stammer der vil blive tilbage når tiden kommer. Helt utroligt kan vi faktisk komme endnu nærmere på hvad der sker i optakten til den 1. udvandring. Den græsk/romerske historieskriver Ammianus Marcellinus, hvis overlevende værker omhandler tidsrummet år 353-378 e.Kr. behandler bl.a. situationen i de romerske kolonier i Britannien, hvor ikke alt helt går som det skal. Han skriver at i år 360 e.Kr. angriber barbarerne fra nord, dvs. ned over Hadrians mur/Antonie muren, mod syd. I den første invasion er barbarerne beskrevet som ”gentes Scotorum Pictorumque". Dvs. skotter og picter. I den anden invasion år 364 e.Kr. består barbarerne af ”picti, saxonesque, et Scotti et Attacotti” eller picter, sakser, skotter og attacotti. I den tredje invasion år 368 e.Kr. består barbarerne af ”Picti in duas gentes divisi Dicaledones et Vecturiones, itidemque Atticotti bellicosa hominum natio, et Scotti per diversa vagantes" eller picter opdelt i 2 stammer, caledoner (det senere navn for Skotland), vecturiones, atticotti og skotter”. Læseren er nu dybt nok inde i vor historie til at se at de af Ammianus Marcellinus nævnte ”Sakser” er mindst Syd-daner. Ydermere kan vi næppe forstå brugen af ”Sakser” anderledes end at Ver Asir/Danir-folket år 364 e.Kr. er gået i alliance med picterne og skotterne. I under-afsnittet ”Sakserne” argumenterer jeg for at den romerske betegnelse ”saxonesque” er en henvisning til det reservevåben vi alle bar, og som kaldets ”scramasax/skrámasax” eller ”saxknífr”. Der synes at have været en faktisk bosættelse på østkysten af Skotland så tidligt som år 374 e.Kr.1 Igen er årsagen at romerne endnu ikke har forladt Britannien. 1 William F. Skene: The Four Ancient Books of Wales (1868, kap. VII., The Races of Britain and the place of the picts among them). Vi ved også med sikkerhed at der er frisiske tropper fra Hnaudifrið’s æt udstationeret i romersk tjeneste ved Vercovicium (Housesteads fæstningen) ved Hadrian’s Mur i begyndelsen af 200 tallet e.Kr. (se afsnittet ”Tyr – guden og tyren”). Vor viden om Britannien er derfor fuldstændig også set fra romersk side. Det kan ikke være en tidsmæssig tilfældighed at Det Østlige Romerrige netop i samme tidsrum 9. august år 378 e.Kr. får det banesår fra hvilken det aldrig rigtig kommer sig i det 2. slag ved Adrianople1, hvor de af os fordrevne gotere under Fritigern slår den bedste hær Det Østlige Romerrige kunne stille med under ledelse af Kejser i Øst Valens (328-378 e.Kr.) selv. Ammanius Marcellinus beretter at 2/3 af den samlede romerske hær, ca. 10-15.000 mand, inklusive kejseren selv, blev dræbt. Dette tvinger Det Østlige Romerrige til at slutte fred med goterne og i år 382 e.kr. give dem land i det nordlige Bulgarien. 1 nu Edime, Tyrkiet. Dette indikerer at Wecta/Vitta/Pikte er farfader til Hengest som de angel-saksiske slægtesregistre siger og da har levet ca. år 340-380 e.Kr. Da vi ikke deltager i den 3. invasion år 368 e.Kr. kan noget tyde på at angrebet år 364 e.Kr. faktisk kan være det år vi indgår den fremtidige landfordelingsaftale eller fredsaftale, og at angrebet på det romerskkontrollerede Britannien sker for at cementere alliancen og efterse at alle parter deltager på lige fod. Lad os her kort gentage at alle historiske kilder skriver at vi først har nogenlunde samlet kontrol over ”de gamle kongeriger”, dvs. Danmark/Skåne/Norge/Upland under Kong Skjold (Scyldinga-æt nr. 13, år 385-425 e.Kr.). Ver Asir/Danir-folket fører derfor krig på flere fronter samtidigt og må i dette tidsrum have en utrolig styrke. Dette ved vi er sandt fordi vi år 446 e.Kr. kan mønstre en hær der kan modstå den enorme Hunnerhær. Picterne synes at dukke op i historien med kontrol af Pictland (den nordlige del af det senere Skotland) ca. år 297 e.Kr. Fergus Mor Mac Erc (søn af Erik) (ca. 434-501) bliver konge af de irske Dalriada ca. år 498 e.Kr. og flytter sit sæde fra Irland til det nordlige Skotland omkring floden Ness. Det er derfor vanskeligt at sige hvilken konge vi går i alliance med. At det er Hengest’s farfader der indgår aftalen om landfordeling forklarer hvorfor Hengest udvandrer først. Her er hvad den Angel-saksiske krønike beretter for år 449 e.Kr.: ”....On hiera dagum Hengest (&) Horsa from Wyrtgeorne geleaþade Bretta kyninge gesohton Bretene on þam staþe þe is genemned Ypwinesfleot, ærest Brettum to fultume, ac hie eft on hie fuhton. Se cing het hi feohtan agien Pihtas, (&) hi swa dydan (&) sige hæfdan swa hwar swa hi comon. Hi ða sende to Angle (&) heton heom sendan mare fultum (&) heom seggan Brytwalana nahtnesse (&) ðæs landes cysta. Hy ða sendan heom mare fultum. Þa comon þa menn of þrim mægþum Germanie, of Ealdseaxum, of Anglum, of Iotum. Of Iotum comon Cantware (&) Wihtware, þæt ys seo mæið ðe nu eardað on Wiht, (&) ðæt cynn on Westsexum þe man gyt hæt Iutna cyn. Of Ealdseaxon comon Eastsexa (&) Suðsexa 7 WestSexan. Of Angle comon, se a siððan stod westi betwyx Iutum (&) Seaxum, Eastengla, Midelangla, Mearca (&) ealle Norðhymbra.” Som jeg oversætter til: ” ..... På hine dage Hengest og Horsa med tilladelse fra Wyrtgeorne1 Konge af Britterne ankom til Bretene 2 på det sted der er navngivet Ypwinesfleot3, først Britterne at støtte, men her efter de mod dem kæmpede. Kongen bad dem kæmpe mod pikterne, de gjorde dyd, de havde gjort hvor gjort de kom4. De da sendte til Anglerne og bad dem sende mere hjælp. De sagde (om) de oprindelige briters uduelighed (og) landets rigdom. De da sendte dem mere hjælp. Da kom da mænd fra tre magter i Germanien5, fra de Gamle Sakser6, fra Anglerne, fra Jyderne. Fra jyderne kommer Folket fra Kent, Folket fra Wiht, det vil sige stammen der nu jorder på (Isle of) Wight, den slægt i Wessex hvor mand stadig hedder jyde slægt. Fra de Gamle Sakser kom Øst-sakserne, Sydsakserne, Vestsakserne. Fra Anglen kom, der siden stod spredt mellem jyderne (og) sakserne, Øst-Anglerne, De miderste Angler, De Fra Marsken7 og alle nord for Humber”. 1 ”Wyrtgeorne” kaldes på nuengelsk ”Vortigern”. Der synes at være enighed om at ”Wyrtgeorne” er en titel givet til kongen lig vort eget senere brug af ”Bretwalda” i betydningen af ”For/Over-konge”. Selve titlen må være sammensat af ”Vor” + ”Tiguligr” (oldnordisk) eller ”Den første af De Værdige”. Han synes at have været Konge ca. år 430-459 e.Kr. Denne konges titel er indoeuropæisk. Det må da rejse spørgsmålet om denne konge af Britterne (kelterne) i virkeligheden er af sarmatisk nedstamning (de ankommer til Ribchester syd for Lancaster i nord-England ca. år 175 e.Kr. som romerske lejesoldater for at forsvare mod angreb fra Skotland). 2 Jeg antager at ”Bretene” er identisk til ”Bretland” (oldnordisk). Vi kan se fra landskabet ”Brittany” i nord-Frankrig, at Britternes landområde af os altid blev benævnt ”Bretene”. Læseren er klar over at ”Britterne” er kelterne. 3 Den nuengelske oversættelse af ”Ypwinesfleot” er til ”Ipwinesfleet”. 4 Dvs. de vandt alle de slag de blev bedt om at føre. 5 Her kører alle engelske og amerikanske forskere af sporet fordi de ikke kan deres historie. Ordet der bruges er ”Germanie” eller romernes opdeling af det nordlige Europa til Ejder-floden. Som jeg har vist har Ver Asir/Danir-folket kontrol til Rhinen efter slaget med Hunnerne år 446 e.Kr. Romerne har aldrig nominel eller faktisk kontrol nord for Ejder-floden. Udvandrerne nord for Ejderfloden (Angler og Jyder) er derfor ikke fra ”Germanie”. Historieskriveren fra 900 tallet er fuldt ud klar over at dette er tilfældet, men da der nord for Ejder-floden i 900 tallet e.Kr. bor den hedenske del af stammen, omskriver den katolske historieskriver helt bevidst sandheden og forsøger at knytte den i Britannien boende del af stammen, der officielt er under katolsk kontrol, til den ligeledes katolske befolkning syd for Ejder-floden. At der ikke er nogen tvivl overhovedet om at den geografiske beskrivelse ”Germanie” misbruges kan vi se fra Bede/Bedae’s ”Historia Ecclesiastica Gentis Anglorum” (Bog V:IX) fra ca. år 725 e.Kr. I min oversættelse til nudansk hedder det: ”...i Germanien, fra hvilken Anglerne eller Sakserne, der nu er bosat i Britannien, vides at have deres ophav; for hvilken årsag de stadig forvansket kaldes ”Garmans” (Spydmænd) af de tilstødende britiske [dvs. keltiske] stammer. Disse er Friserne, Rugins (rygjar, dvs. Rygir fra Rogaland?), Danerne, Hunnerne, Oldsakserne og Boructuars (eller Bructers)...”. De keltiske stammers etniske, ikke geografiske, betegnelse af os som ”Garmans” eller ”Spydmænd” er tydeligvis anderledes end den romerske og katolske brug af samme i geografisk øjemed. Ingen, ej heller Bede, har nogensinde påstået at de danske var germanere. Lig mærke til hvorledes historieskriveren ligeledes omtaler kelterne som ”nahtnesse” eller ”uduelige”. Ordet ”nahtnesse” er et af de bedste nedladende tillægsord vi har. Ordet er sikkert sammensat af ”ná-wiht” (ej vidende/værdig) + ”ness” (fra ”ne si” eller ”ej ja” dvs. ”nej” der var et efterfølgende ord benyttet til at forstærke betydningen af ordet hvortil det tilføjes). Direkte oversat betyder ”nahtnesse” derfor ”uvidende/uværdig” men dette er ikke på nudansk tilstrækkeligt nedladende til at forklare samtidens forståelse. Derfor har jeg valgt ordet ”uduelig”. 6 Ved brugen af betegnelsen ”Ealdseaxum” eller ”Sakser af Ælde/De Gamle Sakser” kan vi se at krøniken er efter den katolske kristendom er nået til Hamborg. ”De Gamle Sakser” betegner de af stammen, der forblev i det gamle Saxland og blev tvunget ind i den katolske kristendom af Karl den Store/Charlemagne (742-814). 7 Mercia. Den Angel-saksiske krønike nævner at alle nord for Humber-floden, dvs. Deira og Northumbria, er Angler. Dette er kun delvist sandt. Det er Hengest der år 449-455 e.Kr. tager landskaberne i besiddelse, og derfor i folkevandringenssammenhæng er den der udvandrer hertil. Som det fremgår at de angel-saksiske slægtsregistre nedenfor overtager Uffe Hin Spage Deira/Northumbria ved sin ankomst ca. år 497 e.Kr. Den Angel-saksiske krønike beretter for år 455 e.Kr.: ”Her Hengest (&) Horsa fuhton wiþ Wyrtgeorne þam cyninge, in þære stowe þe is gecueden Agælesþrep, (&) his broþur Horsan man ofslog; (&) æfter þam Hengest feng to rice (&) Æsc his sunu”. Som jeg oversætter til: ”Her Hengest (og) Horsa kæmpede med Wyrtgeorne den konge1, på det sted der er kaldet Aylesford2. Hans broder Horsa mænd nedslog3; efter da Hengest fangede riget med Æsc hans søn”. 1 Britternes konge, dvs. den fredsaftale der var indgået er nu brudt. 2 i Kent. 3 dvs. broderen blev dræbt. Lig Grundtvig mener jeg denne broder er mytologisk og ikke en faktisk broder. Den Angel-saksiske krønike beretter for år 457 e.Kr.: ”Her Hengest (&) Æsc fuhton wiþ Brettas in þære stowe þe is gecueden Crecganford (&) þær ofslogon .iiiim. wera, (&) þa Brettas þa forleton Centlond (&) mid micle ege flugon to Lundenbyrg”. Som jeg oversætter til: ”Her Hengest (og) Æsc kæmpede med Britterne på det sted der er kaldet Crayford1, (og) her nedsloges 4.000 folk, (og) da Britterne da forlod Kent (land) (og) med megen tilskyndelse flygtede til London (borg)2”. 1 i Kent. 2 At London oprindeligt af os blev kaldt ”Lundenbyrg” eller ”Lundeborg” dvs. ”borgen inde i landet” fortæller os måske langt mere om hvorfra bosætterne i Britannien kom. Det største handelscenter i alle vore landområder fra ankomsten år 40-77 e.Kr. indtil år 400-500 e.Kr. var netop omkring Gudme og Lundeborg på sydøst Fyn. Det må være oplagt at vi navngiver ”Lundebyrg” i England efter ”Lundeborg” på Fyn, og at det er udvandringen til de nye kongeriger i Britannien der har indflydelse på at aktiviteterne i Gudme-Lundeborg drosles ned. Den vig der førte ind til Lundenbyrg/Lundeborg blev kaldt “Lundenwic” og menes at være identisk til “Aldwych” eller “Alde Wich/Den Gamle Vig”. Vor Lundeborg menes at have ligget omkring det nuværende Covent Garden. Alle der har boet i London vil vide at den nærmeste flodbred fra Covent Garden kaldes “Strand” eller “stranden”. I afsnittet ”Norfolk og Suffolk, East Anglia” har jeg vist at den helt specielle dialekt fra Anglen for brugen af ”Vig” med stavemåden ”wich” også er gældende for ihvertfald det sydlige Fyn, hvor ”Svanninge” i Valdemars Jordebog (1231) staves ”Swanæwich”. Dermed kan vi følge dialekten fra det sydlige Fyn til ”Harwich”, ”Ipswich” og ”Norwich”, og videre til ”Lundenwic”. Kilde: Kortet fra The Hebrew University of Jerusalem. Ved at se på et kort over London fra ca. 1560 kan vi med det samme se hvorfor Lundenbyrg/Lundeborg blev lagt hvor den gjorde. Det må være troligt at det delvist er Themsens naturlige opfyldning omkring Strand, der har gjort det nødvendigt at senere at flytte byen mod det nuværende City of London. At den oprindelige Lundenbyrg/Lundeborg lå ved Covent Garden kan også forklare det mærkværdige at adressen London No. 1, i dag hjørnet af Hyde Park mod Hyde Park Corner/Knigtsbridge/Park Lane, ligger uden for den senere bymur omkring City of London, der kan ses på kortet ovenfor. Adressen London No. 1 antyder stærkt at den oprindelige Lundenbyrg/Lundeborg lå netop op til dette sted. 20. januar – 15. februar 1998 blev området ud for The Royal Opera House i Covent Garden udgravet. Her ligger hovedvejen i Lundenbyrg/Lundeborg. Der er ligeledes udgravet utallige kunstgenstande i vor oprindelige kunstform fra 6-800 tallet. Det menes at Lundenbyrg/Lundeborg blev flyttet under Alfred The Great ca. år 886 e.Kr. inden for murene i det nuværende City of London. Den romerske bygd, der uden tvivl havde navnet ”Londinium” lå ikke omkring det nuværende Tower of London for at beskytte den oprindelige London Bridge. Gunnlaugs Saga Ormstungu fra 1200 tallet e.Kr. viser os hvor man lagde til i Lundeborg ca. år 1000 e.Kr.: ”Nú sigla þeir Gunnlaugr í Englandzhaf ok kómu um haustit suþr viþ Lundúnabryggjur1 ok réþu þar til hlunnz2 skipi sínu”. Som jeg oversætter til: ”Nu sejlede da Gunnlaugr i Englandshavet og kom om høsttid syd ved Lunde-brygge og redede der på land skibene sine”. 1"Bryggjur" er fra det oldnordiske "bryggja" eller "brygge", der betegner en skibsbro. De fleste synes at mene at dette er en henvisning til London Bridge. 2Begrebet ”réðu þar til hlunns skipi sínu” er et af alle forstået sømandsudtryk, og benyttes når skibene trækkes på land op til det sted, hvor de skal ligge vinteren over. Man benyttede rullestokke ”hlunnar”, som efterfølgende blev sat skråt mod skroget.
Ptolemy (Bog II, kap. 2) skriver år 127-148 e.Kr.: ”Ved siden af disse, men videre mod øst, er Canti (De fra Kent) blandt hvilke findes bygderne: Londinium, Daruernum og Rutipie”. Det romerske ”Londinium” lå med andre ord i Kent, længere ude mod Themsens udløb i Vesterhavet. Der er arkæologisk fundet bygningsværker i City of London der kan dateres til ca. år 50 e.Kr. Min vurdering er at dette romerske forsvarsværk kan have haft et helt andet navn. Der er ingen enighed om eller almindeligt godtaget forklaringer på hvorfra det romerske ”Londinium” stammer. Hvorvidt det nuværende ”London” er en forvanskning af ”Lunden(byrg)” eller en sen-latinsk omskrivning af ”Londinium” er umuligt at udrede. Bynavnet ”Lundenbyrg” er vort eget. Det er også derfor Lund, Skåne kom til at hedde Lund. Der skulle være en Lund(eborg) i England, den vestlige del af landområdet, og en Lund i Skåne, den østlige del af landområdet, mente Knud I. Den Store. Begge byer slog samtidige mønter med samme forkortning ”LDN”. Vi kan derfor sige at under Kong Knud I. Den Store/Canute, regent England år 1016 e.Kr., regent Danmark år 1018 e.Kr., blev London kaldet ”Lund”. Dette antyder at ”London” er en forvanskning af ”Lunden(byrg)”. Denne oprindelse er stadig forstået i 1200 tallet e.Kr.: ”Þá réð fyrir Englandi Aðalráður konungur Játgeirsson og var góður höfðingi. Hann sat þenna vetur í Lúndúnaborg” (fra "Gunnlaugs Saga Ormstungu" fra 1200 tallet e.Kr. Kong Adalsråd er ca. år 968-1016 e.Kr.). Her kaldes Lundeborg stadig for "Lúndúnaborg" på oldnordisk. Vi har en ganske god formodning om hvornår Lundenbyrg (Lundeborg) startes op. Af de kun 5 guldskillinger fundet og slået under Kong Eadbald, Konge af Kent år 616-640 e.kr. er en enkelt beviseligt slået i Canterbury, og de andre i Lundenbyrg (Lundeborg), der på mønten skrives ”Londenus” på latin. Brugen af latin skyldes at hans forgænger Æthelberht (regent 560-616) konverterede til kristendommen år 601 e.Kr. Det antyder at Lundenbyrg (Lundeborg) som handelsplads er aktiv fra dette tidsrum. Vi ser bosættelsen af Lundenbyrg/Lundeborg helt nøjagtigt gengivet i ejendomsret i Kongerne Hloðhære og Eadríc's Love fra år 673-686 e.Kr. (The Laws of Kings Hlothhære and Eadric): "Ifald nogen Kent-mand køber hus i Lundenwic, lad ham da have 2 eller 3 ærlige mænd til vidnesbyrd, eller kongen's wic-foged. Bliver det efterfølgende afkrævet en Kent-mand, lad ham da bringe den der solgte det til ham at bekræfte det, i Wic i kongens hal, ifald han kender ham, og kan bringe ham til at bekræfte; kan han ej gøre dette, lad ham bevise dette på helligdomsstedet, med et af sine vidner og med kongens wic-foged, at han købte huset i en fri handel i Wic, med sin egen ejendom, og lad ham da betale dets værd; kan han ej vise det ved retmæssig påstand, lad ham give det op, og lad ejeren overtage det." Min oversættelse af lov nr. 16 sker desværre fra nuengelsk, og er derfor med sikkerhed ikke fuldt korrekt. Som man kan se har der i disse tidlige dage været store problemer med ejendomsret i Lundenbyrg/Lundeborg. Det antyder at man bygger Lundenbyrg/Lundeborg på et allerede beboet sted. Ligeledes kan vi se at kongen har sæde i det nuværende Aldwych ved Strand, hvilken kongsgård endnu ikke er fundet.
 |
En af kun 8 guldskillinger fra tiden efter år 670 e.Kr., hvor sølvpenge erstatter guldskillinger i alle vore landskaber. Guldskillingen er møntet af Coenwulf, konge til Mercia (796-821). Anglerne fra Mercia har kontrol med Øst-Anglen i samtiden, og deres kongsgård ligger i Elledune helt frem til år 956 e.Kr. Dette tun kaldes i dag Wroughton, Nr Swindon, Wilshire og ligger i det sydvestlige England. Indskriften på møntens forside siger: REX (Anglerne fra Mercia’s mærke) (kors) COENVVULF. Reversen siger: (kors) DE VICO LVNDONIAE eller ”Fra Lund Vic (Vig)”. Denne mønt må være slået i London efter anfaldet på Kent år 798 e.Kr., hvor Coenwulf indsætter sin broder Cuthred som konge til Kent (798-807). I tidsrummet år 798-821 e.Kr. er ”Lundoniae” helt uden for tvist en latinisering af ”Lund”. Guldskillingen (4.33 gram) er helt enestående, og blev i februar 2006 købt af British Museum for US$650.000 (sterling 357.832). Den blev fundet i 2001 kun 40 miles nord for London på østbredden af floden Ivel i bygden Biggleswade der, som navnet antyder, var et vadested over floden. Jeg har ikke været i stand til med sikkerhed at finde frem til hvorfra i Danernes landområder Ælle udvandrer år 477 e.Kr. Selve navnet ”Ælle/Ælla” er mystisk fordi ordet på oldengelsk og oldnordisk betyder ”Ælde” dvs. ”Den Gamle”. Ydermere er navnet ”Ælle/Elle” i Danmark et adeligt kvindenavn i Middelalderen jvf. Ælle Nielsdatter (1443), Elle Eysdatter (Vester Horne Herred, 1521), Ellen Corfitzdatter og mange, mange andre adelige kvinder 1. 1 Se Landbohistorisk Selskabs Adkomstregistrering 1513-1550, Institut For Navneforskning, Københavns Universitet. I afsnittet ”Kvinder - jordlige moder og skjoldmø” viser jeg at den katolske Adamnan loven, hvis oprindelse menes at stamme fra år 696/7 e.Kr., forbyder kvinder adgang til slagmarken. Vi kan derfor med fuld sikkerhed sige at de katolske munke, der nedskriver den Angel-saksiske krønike fra 900 tallet e.Kr. fremefter, under ingen omstændigheder ville have nævnt eller omtalt en Dronning af Ver Asir/Danir-folket, og at ifald en sådan fandtes, ville have omskrevet dronningen til en konge. Den væsentligste oplysning om ”Ælle” er fra den Angel-saksiske krønike for året 477 e.Kr.: ”Her cuom Ælle on Bretenlond (&) his .iii. suna, Cymen (&) Wlencing (&) Cissa, mid .iii. scipum on þa stowe þe is nemned Cymenesora, (&) þær ofslogon monige Wealas (&) sume on fleame bedrifon on þone wudu þe is genemned Andredesleage”. Som jeg oversætter til: ”Her kom Ælle til Bretland (og) hans 3 sønner, Cymen, (og) Wlencing (og) Cissa, med 3 skibe på det sted der er navngivet Cymeneshore, (og) der nedslog mange Waliser (og) somme af dem blev drevet ind i den skov der er navngivet Andred'sley”. I den Angel-saksiske krønike er Ælle skrevet som en person af hankøn. Det har jeg en stor mistanke om er en grov omskrivning af historien. Mit bud på hvem Ælle er findes i ”Hrólfs Saga Kraka ok Kappa Hans” nedskrevet i 1300 tallet e.Kr., og omhandlende Rolf Krake, hvis samtid er ca. år 450-494 e.Kr. Her omtales to kvindelige krigere, der tillige bliver dronninger. ”Ólöf drottning ginnti Helga konung Fyrir Saxlandi réð í þann tíma ein drottning, er Ólöf hét. Hún var á þá leið sem herkonungar. Fór hún með skjöld ok brynju ok gyrð sverði ok hjálm á höfði. Þannig var hennni háttat: væn at yfirliti, en grimm í skapi ok stórmannlig”. Dronning Ólöf er Dronning over Saxland og hun bliver gift med Kong Helgi Hálfdanarson (Scyldinga-æt nr. 17, ca. år ca. 473-525 e.Kr.) 1. De får en datter, Yrsa Helgadóttir (”Ursula” i Beowulf). Yrsa var søster til Rolf Krake, og hun bliver Dronning af Svíþjóð med Kong Aðils/Eadgils (Ynglinga-æt nr. 19, ca. 473-525) der igen dræber statholderen af Slesvig, Frovin, og forårsager sønnens udvandring til Wessex ca. år 497 e.Kr. 1 Jvf. Arngrímur Jónsson’s latinske oversættelse af den nu tabte Skjöldungasaga levede Helgi af vikingstog. Ólöf er allerede gift med jarlen Geirthjov da Helgi, efter lidt ballade, røver hende. (Axel Olrik’s ”Skjoldungesaga i Arngrim Jonssons udtog” (Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie, s. 88, 1894).
Mit bud er at Ælle kan være identisk til Dronning Ólöf. Helgi Hálfdanarson’s broder Hrothgar/Hroðgar har kongsgården Heorot i Gl. Lejre. Måske efter Helgi’s død drager denne gren af ætten under ledelse af Dronning Ólöf med hendes sønner til de nye kongeriger i Britannien. Her bliver hun, enten af egen byrd eller som enkedronning efter Kong Helgi den første Bretwalda over de nye kongeriger i Britannien1. 1 Jvf. Arngrímur Jónsson’s latinske oversættelse af den nu tabte Skjöldungasaga overlever Hrothgar/Hroðgar broderen Helgi. Derfor kan Hrothgar/Hroðgar, som overherre af hele stammen fra sin kongsgård Heorot i Lejre, tildele Dronning Ólöf/Ælle titlen Bretwalda over de nye kongedømmer i Britannien. Dette kan også forklare mysteriet omkring Helge og Ólöf/Ælle’s søn Rolf Krake. Faderen Helge dør da Rolf er kun 8 år gammel (Skjöldungasaga, kap. XII). Det er mærkværdigt, men ikke usædvanligt for et kongeemne, at Rolf ikke bliver ved moderen ifald hun er Dronning. Men hvis moderen udvandrer for at blive Bretwalda i de nye kongeriger sammen med sine andre sønner år 477 e.Kr., og Rolf anses som en tronarving, da forklarer dette hvorfor Rolf Krake forbliver hos sin onkel Hrothgar/Hroðgar på kongsgården Heorot i Gl. Lejre. Hvorfor Rolf Krake blev anset som tronarving kan skyldes at Kong Hrothgar/Hroðgar på tidspunktet for udvandringen af Dronning Ólöf/Ælle år 477 e.Kr. ingen tronarvinger har. Jvf. Beowulf er begge Hrothgar/Hroðgar’s sønner, Hrethric (f. ca. år 499 e.Kr.) og Hrothmund (f. ca. år 500 e.Kr.) langt yngre end Rolf Krake, der må være født ca. år 469 e.Kr. Skjöldungasaga beretter at Dronning Ólöf drager afsted efter Helge, uden at vide det, ægtede sin egen datter Yrsa under et tog til Sverige. Dette faldt ikke i god jord hos hverken Kong Hrothgar/Hroðgar eller Dronning Ólöf. Hun drog fra sine landområder i Saxland til Danmark og Kong Hrothgar/Hroðgar, forløste Yrsa og tilsammen de ”drog ...fra Danmark”. Det kan være broderen Helgi’s blodskam, der gør at Hrothgar/Hroðgar som Wergeld må gøre Dronning Ólöf/Ælle til Bretwalda af de nye, men stadig små, kongeriger i Britannien. Det må være den samme kongedatter "Álöf" vi hører omtalt i "Sögubrot af nokkrum fornkonungum í Dana ok Svíaveldi” (1. Frá Óláfi konungi trételgju), der på et tidspunkt, ca. år 400-450 e.Kr., er gift med Kong Algauta. Hvorvidt navnet ”Ælle” er et tilnavn i betydningen ”Den Gamle” eller om ”Ólöf” er urigtigt overleveret i ”Hrólfs Saga Kraka ok Kappa Hans” og ”Skjoldungesaga” er vanskeligt at afgøre. Mit bud på denne dronnings rette navn findes i Widsith-digtet (sætning 97-98), der viser os at vi har dronninger i tidsrummet omkring år 450 e.Kr: "Ond me þa Ealhhild oþerne forgeaf, dryhtcwen duguþe, dohtor Eadwines." Som jeg oversætter til: "Og mig da Ealhhild en anden gav, Drotkvinde for gudehirden, datter af Eadwines"
Ingen synes uenig i at "dryhtcwen" (drotkvinde) skal opfattes som "Dronning/Queen". Fra sætning 5-6, hvor Ealhhilde kaldes ”fælre freoþuwebban” (fagre fredsvæverske) kan vi se at hun kommer fra et landskab, der støder op til eller er tæt på Angel, Sønderjylland. Dronning Ealhhild mener jeg er identisk til "Ælle". I Egils Saga (kap. 55) hylder Egill Skallagrímsson (ca. år 910-990 e.Kr.) i 900 tallet e.Kr i et drápa Kong Aðalstein til England (”Æðelstān” oldengelsk, ”Athelstan” nuengelsk). Han var konge af England år 924-939 e.Kr. Et af versene i æredigtet lyder: Nú hefr foldgnárr fellda, fellr jörð und nið Ellu, hjaldrsnerrandi, harra höfuðbaðmr, þría jöfra; Aðalsteinn of vann annat, allt's lægra kynfrægjum, hér sverjum þess, hyrjar hrannbrjótr, konungmanni. | Nu haver fældet 3 jarler, falder jord under Ella’s æt, kampråbene, gråhårede mande-æt; Aðalsteinn alt for vandt andet, for altid ydmygende berømte slægt, Her sværger jeg dette, spyttende stødbryder, folkets konge. |
Min oversættelse til nudansk. Ordet ”foldgnárr” eller ”fald-Gnáar” ved jeg ikke hvad betyder, og ordet er ikke forklaret i Oldnordisk Ordbog. Som vi kan se er det for Egill Skallagrímsson, og samtiden i 900 tallet e.Kr., det ypperste at kunne vis æt (nið) tilbage til den første Bretwalda af de nye kongeriger i Britannien, som jeg mener må være Dronning Ealhhild a.k.a. ”Ælle, Ælla, Ólöf, Ellu (Ella)” med en regeringstid ca. år 477-514 e.Kr. Som altid forøger en ætlinie retten til at herske, hvilket stærkt antyder at Dronning Ealhhild er en faktisk Dronning. Kilde: www.anglo-saxons.net
Ein var þá tunga á Englandi sem í Noregi og í Danmörku (Engang var da tungen i England som i Norge og i Danmark) Fra Gunnlaugs Saga Ormstungu. Sagaen omhandler skjalden Gunnlaug Ormstunge’s liv og levned i bl.a. Kong Aethelred/Ethelred/Adalsråd’s samtid ca. år 968-1016 e.Kr., hvor Knud 1. Den Store overtager tronen i England og senere Danmark/Norge/Skåne. Beretningen er nedskrevet i 1200 tallet e.Kr. hvor dialekterne i alle vore oprindelige landskaber er begyndt at udskille sig. Sagaen er dog klar på at op til Slaget ved Hastings år 1066 e.Kr. hvor normannerfransk indføres i England, i sig selv en blanding af Dónsk Túnga (Danernes tungesmål) og oldfransk, er sproget ens. 1 1 Kong Aethelred (Ethelred) har det lidet smigrende tilnavn "The Unread(y)". Han var klart en taberkonge og englænderne elsker at lave grin med hans tilnavn, der blev ham givet af en munk som eftermæle i 1200 tallet e.Kr. Det er blevet foreslået at tilnavnet faktisk var "The Unread" (direkte "den ulæste") dvs. han var udannet, den største skam for en fribåren. Mit bud er at det er et passende sarkastisk ordspil på kongens navn Aethelred (Ethelred), der har betydningen "Adalråd" med forståelsen "Den Ædle Råder/Den bedste Rådgiver". Fordi det netop var hvad kongen ikke var, har eftertiden givet ham det modsatte tilnavn "The Unred/Unread", som jeg mener skal forstås som "Uråd(er)". Her er en vis at anskue den første udvandring til de nye kongeriger i Britannien på: "Vi wojed sammel i æ bæk fræ gry til høns war ind. Så kam den haw og skil wos ad. Å, hvor er æ læng, læng sind!" (fra Jeppe Aakjær’s ufatteligt gode oversættelse fra 1927 til jysk af den skotske folkemelodi, på dansk ”skuld gammel venskab”)
Wessex (Vest-sakserne)
| Bernicia
| Sussex (Syd-sakserne)
| Kent (Jyderne) (”Canticum” på keltisk. Betyder ”Gæsternes Land”)
| Deira/ Northumbria (”Norðhymbre” på oldengelsk)
| Essex/Middlesex (Øst- og De Mellemste Saksere)
| Mercia (”Mierce” på oldengeksk) Betyder ”Mændene fra Marsken”
| Woden (Odin)
Anglo-Saxon Chronicle (552) Chronicon ex chronicis (552) | Woden (Odin)
og videre tilbage til de frisiske ætter via Friþowulf Finning, Finn Godwulfing og Godwulf Geating
Anglo-Saxon Chronicle (547) Chronicon ex chronicis (547) Chronicon ex chronicis(Northumbria kongelisten, der inkluderer Bernicia)
|
| Woden (Odin)
Anglo-Saxon Chronicle (449) | Woden (Odin)
Anglo-Saxon Chronicle (449) I omtalen af "Woden" fra de jyske ætter:"fram þan Wodne awoc eall ure cynecynn suðanhymbra aec" Chronicon ex chronicis (557-58) Chronicon ex chronicis(Northumbria kongelisten, der inkluderer Bernicia) Anglo-Saxon Chronicle (560) Woden Friþowulfing (Se Bernicia) | Woden (Oden)
Chronicon ex chronicis (Østsaksiske kongeliste) British Library Manuscript 23211 (fra 871-899): "de regibus orientalium seaxonum" | Woden (Odin)
Anglo-Saxon Chronicle (626) Chronicon ex chronicis (627) Chronicon ex chronicis(Mersiske kongeliste) | Bældæg Wodening/ Beldeg / Bealdeag ca. 497-521
= Herebeald (Beowulf), = Balder (Ældre Edda) Indledning Snorre Edda: Landeværner (landvarnar-maðr) for Vestfal
| Bældæg Wodening / Beldeg / Bealdeag / Bældoag ca. 497-521
= Herebeald (Beowulf), = Balder (Ældre Edda) Indledning Snorre Edda: Landeværner (landvarnar-maðr) for Vestfal
|
| Wecta Wodning Witta/ Wecca ca. 340-380 Indledning Snorre Edda siger at Vitta er fader til Heingest og broder til Siggar/Sigar "Wecca" i Ældre Futhark er fra bronzespand fra Isle of Wight år 520-570 e.Kr. (”Chessel Down I”. | Wægdæg Wodening/ Weagdeag / Wægdeag Veggdeg. Må være identisk med”Wecta” og ”Witta” hos Jyderne Indledning Snorre Edda: landeværner for Øst-Saxland
| Seaxneat / Saxnot / Seaxnete Er her blandet op med guden Seaxnēat. Indledning Snorre Edda: landeværner for Frakland
| Wihtlæg Wodening / Wightleag Må være identisk med ”Wecta” og ”Witta” og ”Waegdaeg”
Chronicon ex chronicis (627) indsætter Waga og Wothelgeat (Weolthelgeat) før Woden.
| Brond/ Brand / Brandr Indledning Snorre Edda
| Brond / Brand / Brandr
|
| Wihtgils/ Witigislaus d. ca. 434 (i Jylland/ Saxland) Indledning Snorre Edda Identisk til ”Vitgils”
| Vitgils Indledning Snorre Edda
| Gesecg / Gesecg seaxneating Skal "Gesecg" staves "Ecgges"? |
| Friþogar Frjódigar Fródi Indledning Snorre Edda
| Bernic / Beonoc / Benoc / Beorn
|
| Hengest/Hingest (Horsa = merehengest = kenning for langskibet) Regent ca. 455-488 leder udvandringen til Kent Iflg. Beowulf tager Hengest over da Hnæf dør. Hnæf’s fader hed Hoc og hans søster hed Hildeburgh. Alle er beskrevet som Half-Daner, dvs fra Lille-Friesland eller Midt-Jylland ”Henchmen” / ”Hengestman” (oldengelsk) eller ”Hengest’s mand” findes i nuengelsk. Freden i Britannien sikres ved at Hengest’s datter Ronwen (*Hröðwyn) gifter sig med Wyrtgeorne (Vortigern), den keltiske ”Konge af Britterne”.
| Sigegear / Sigegar Siggar / Sigar Anglo-Saxon Chronicle skriver Sigegear/Sigegar Wægdæging. ca. 446-453 Indledning Snorre Edda siger sønnesøn Völsunga Saga (kap. 32) Sigar og Siggeir har en træfning syd for Thurø ved Svendborg.
| Antsecg / Ants [ecg] gesecging Skal "Antsecg" staves "Ecgants" (Egon?)? |
| Freawine/ Freóvin/ Frovin (Ven af Frey) Statholder af Slesvig Dræbes af Kong Atisle (Ynglinga-æt nr. 19) i Slesvig. Indledning Snorre Edda Saxo Bog 4 ”Vermund og Uffe”
| Aloc
| Ælle/Ælla Ealhhild/ Ella/Ellu Regent 477-514 Bretwalda Identisk til Dronning Ólöf? Bede, Anglo-Saxon Chronicle (477) Egils saga (kap. 55) Widsith (97-98) Chronicon ex chronicis (477)
Ankom med 3 skibe i 477 + 3 sønner: Cymen, Wlencing (Wencing), Cissa
| Oeric / Orric efternavn Oisc (Æsc) Regent 488-512 Der dannes en ny æt kaldet "Oiscings" Bede ”Historia Ecclesiastica Gentis Anglorum” (Bog II:V)
Anglo-Saxon Chronicle (488) | Swæfdæg Sigegearing / Swebdæg Sigegaring / Swebdeag / Svipdag / Svipdagur Suibdavus ca. 497-521 Anglo-Saxon Chronicle (560)Indledning Snorre Edda Gesta Danorum (6.5.12) Hrólfs saga Kraka (kap.18) Fjolsvinnsmál (vers 42) Grógaldr (6-14) Svipdagsmàl. Hans kaldenavn er Óður, Óðr = Hædcyn (Beowulf) = Höðr (Ældre Edda) og er derfor broder til, og banemand af, Bældæg Wodening (Herebeald, Balder)
| Swæppa / Swæppa antssecging
|
| Wig Uvigg Wigg Vig (Merowig, Merowich, Merwich, Merovius) Broderen hedder Kette. Udvandring til Wessex ca. 497 e.Kr. Indledning Snorre Edda Saxo Bog 4 ”Vermund og Uffe”
| Angenwit
| Cissa Regent 514-?
| Octa Regent 512-540
| Sigegeat
| | Wærmund Wihtlæging / Wermund til Angel Identisk til Vermundus/Vermundr (se Scyldinga-ætten nr. 22) der er stamfader til denne gren.
| Gewis Gave Indledning Snorre Edda
| Ingui
|
| Eormenric/ Irminric Regent 540-560
| Sæbald
|
| Offa Wærmunding / Uffe Hin Spage Igen fra Scyldinga-ætten (se nr. 23). Mit gæt er at dette er ”Wuffa” der grundlægger Wuffinga-ætten og derfor i tidsrummet ca. 537-577
| Esla
| Esa Må være identisk til Esla
|
|
| Sæfugl / Sæfugel / Seafugel
| Sigefugel / Sigefugl | Angelþeow / Angengeat
| Elesa
| Eoppa Må være identisk til Elesa
|
|
| Westerfalena / Westerfalca / Westorwalcna Chronicon ex chronicis (557-58) indsætter Seomel og Swearta før Seafugel.
| Bedca og Offa Efterfølgende hinanden. | Eomer / Eomær / Gomer Må være identisk til Eoppa og Elesa
| Cerdic / Certic Kongsgård: Cerdicesford (idag Charford, Wessex), senere Winchester (”Uintancæstir” på oldengelsk hvor ”ceaster” = romersk by) Regent 519/532-534
Anglo-Saxon Chronicle (495) viser os at hverken Cerdic eller hans søn Cynric er fra de vestsaksiske ætter. Bede/Bedae skriver i ”Historia Ecclesiastica Gentis Anglorum” (Bog III:VII): ”...gens Occidentalium Saxonum gui antiquitus Geuissae uocabantur..." eller at Vestsakserne i gamle dage blev kaldt ”Gewissae”. Ingen kender ordets betydning. De fleste mener at dette henviser til en keltisk stammegruppering ”mændene fra Gwent [sydøstlige Wales]”. Det antyder at Cerdic kan være kimbrer/kelter.
| Ida Regent 547-559
Anglo-Saxon Chronicle (547) skriver at personen er den 1. kongelige æt af Norþanhymbra, hvorfor Bernicia herfra indgår heri. Kongsgård: Tømrede (timbrode) Bebanburh (Bamburgh Borgen med udsigt over Lindisfarne). Først omgivet af en hæk (hegge), senere med en mur (wealle). |
| Kongsgård: Canterbury (”Cantware-buruh” på oldengelsk fra ”Cant-ware” el. ”folket fra Kent”)
| Wilgisl / Wilgils
| Æscwine / Eorcenwine Grundlægger riget jvf. Flores Historiarum Regent 527-587 Denne stamme menes at komme fra Kent/Jylland
| Icel
| Creoda
| Glappa (søn af Ida) Regent 559-560
|
|
| Usefrea / Uxfrea / Wuscfrea
| Sledda / Sledd Kongsgård: London Lundenbyrg Lundeborg Regent 587-597
| Cnebba
| Cynric
Regent 532/34-560
Anglo-Saxon Chronicle (534)
"rixade forþ .xxvi. wintra" De to nevøer (twam nefum), Stufe og Wihtgare (d.544), der ankom 514, blev givet Wihtland (isle of Wight). Øen blev indtaget 530. | Adda (søn af Ida) Regent 560-568
|
|
| Yffe / Iffa Identisk til Offa/Uffe Hin Spage dvs. Scyldinga-æt nr. 23. Wuffinga-ætten tager over. Tidsrummet ca. 537-577
| Sæberht / Sæbrihte / Sæbyrht / Saberht kaldes "Saba" Regent 597-616
Han er søn af Ricola, søster til Æðelberht (Jydernes konge i Kent), der havde sat ham som konge. ca. 600 opsluges Middlesex af jyderne i Kent. Sæberht konverterer til kristendommen. Han efterlader sig 3 sønner, alle hedninge, og landskabet følger igen den forne sæd. Bede ”Historia Ecclesiastica Gentis Anglorum” (Bog II:V) Anglo-Saxon Chronicle (604)
| Cynewald / Cynewold (Slægt + Herre = Slægtens Herre)
| Ceawlin/ Ceaulin/ Caelin Regent 560-592 Han dør 593 efter at være blevet uddrevet (ut adrifen) Bretwalda
Wessex konverterer først under Cynegils (død 642 e.Kr.) jvf. Bede i ”Historia Ecclesiastica Gentis Anglorum” (Bog III:VII) Hans broder hed Cuþa. | Æthelric (søn af Ida) Regent 568-572
| Meget lidt vides om Sussex kongerne. Mange var under overherre-dømme af Mercia eller Wessex.
| Æðelberht / Ethelbert Regent 560-616 Bretwalda konverterer til kristendommen 595. Sønnen, Eadbald, vender 616 tilbage til den forne sæd, og overtager faderens viv. Bede ”Historia Ecclesiastica Gentis Anglorum” (Bog II:V)
| Ælle / Ælla
Regent 560-590
| Fra ca. 650 under kontrol af Mercia.
| Cryda / Creoda / Crida Regent 585-593
|
|