Forside Indholdsfortegnelse
<< ForrigeNæste >>

Hunnerhæren mod Kong Frode I.'s danske styrker

 

 

Et par brødre, en hær og et sæt af begivenheder, der fremstår dybt i vor erindring, men i dag næsten er glemt, er beretningen om Attila, hans broder Bleda, og Hunnerhæren.

Det kinesiske ord "Wǔ Hú" (Pinyin) eller "五胡" opfattes i betydningen "fem barbariske stammer", og betegner oprindeligt de indoeuropæiske folkeslag mod vest for kineserne; senere vest for den kinesiske mur efter denne blev bygget år 221-210 f.Kr.

Zhang, Qian: Shiji (år 126-115 f.Kr.) kalder de to hunniske stammegrupperinger for "Xiongnu, Hsiung-nu", men også "Hú" (胡), direkte "uforståelig, vanskelig at forstå", brugtes sideløbende i omtalen af Hunnerne. Vi kalder Hunnerne for "Húna, Hunum" (oldnordisk, oldengelsk). Mit bud er at det kinesiske ord "Hú" (Pinyin) er ophavet til vor betegnelse for disse ætter, og at betegnelsen derfor er endog meget gammel.

Hou Han shu (88.2909), skrevet før år 445 e.Kr.; omhandlende år 25-220 e.Kr. har følgende kinesiske synspunkt om alle de indoeuropæiske folkeslag umiddelbart på den anden side af den kinesiske mur, herunder Hunnerne; den største trussel mod kineserne i samtiden:

西域傳:

贊曰:

纯矣西胡,
天之外區。
土物琛麗,
人性淫虛。
不率華禮,
莫有典書。
若微神道,
何恤何拘。

De vestlige landskaber:

Påkald [gudernes] støtte:

Rens de vestlige Hú,
oh gud over de fremmedes land.
Deres odelsjord er frugtbar og underskøn,
men folkets skikke er modbydelige og uden værd.
De følger ej de Strålendes [=kineserne] sæder;
besidder ej de hellige skrifter.
De følger landvætternes veje;
hvorfor denne ynkværdighed? Hvorfor denne indskrænkning?

Min oversættelse til nudansk.

Bemærk at kinesernes egen betegnelse for sig selv er skrifttegnet 華 (de blomstrende, de strålende, de glansfulde). Dette skal sidestilles med den gruppe af gotiske ætter der kalder sig selv ”Ostrogotha" (Austra-gutans) eller ”De Skinnende Goter”. Ikke at forglemme at vi kalder vor egen stamæt for ”Beorht-Dena” (De lysende/oplyste Daner) i Beowulf-kvadet (sætning 427, 609).

Skriftegnet 神 (ånd, gud), påført skriftegnet 微 (lille, ubetydelig) mener jeg afgører at dette er de kinesiske skrifttegn for ”vætter, landvætter” (flertal). Jeg kan ikke se den benægtende form af ordlyden der skulle gøre disse vætter til kinesiske. Jeg mener tværtimod at skrifttegnene er en henvisning til guddomme fremmede for kineserne, og derfor uværdige.

 

Mundzuk’s sønner Attila (Atli, Ætla, Etzel, Ethele, år 406-454 e.Kr.), konge af Hun-riget år 446-454 e.Kr., og hans broder Bleda (Buðla, Buðli, Bikka, regent år 434-446 e.Kr.), overtog kongetronen fra deres onkel kong Roas (Rugilas, Rua, Rugila) med base i Ungarn (Hungary = *Húngarð?).

Vi ved fra Olympiodorus fra Thebes, Egypten (f. ca. 380), der besøgte Hunnerne ca. år 412 e.Kr. i tjeneste for Den vestromerske Kejser Honorius (regent 395-423 e.Kr.), at Hunnerne i dette tidsrum befinder sig på den anden side af et farvand som Olympiodurus må krydse, uden at vi kan se hvilket farvand der er tale om. Vort oprindelige navn for Kiev, Ukraine er ”Kænugarður” (Kunigaard), som Helmold i sin Slaverkrønike år 1163 e.Kr. skriver vi kalder byen fordi Hunnerne først opholdte sig der (kap. 1, s. 9). Det kan betyde at Hunnerne år 412 e.Kr. befinder sig i Europa nord for Sortehavet på hvad romerne kalder Den Pontiske steppe (Moldova, Romanien, Rusland, Ukraine).

Den hunniske leder ca. år 412 e.Kr. hed det latiniserede ”Donatus” (fragment 18). Han dræbes under Olympiodorus’ besøg og efterfølgeren ca. år 412 e.Kr. hedder ”Χαςάτωυ” (Charaton), der er den første hunniske konge. Det antyder at Hunnerne fra dette tidspunkt har opnået at få arvelig odelsjord, der udløser retten til konge-titel. Jeg byder derfor at Hunnerne år 412 e.Kr. må befinde sig i Ungarn, der er deres arvelige odelsjord 1. Charaton efterfølges af Octar (Uptaros, d. ca. år 430 e.Kr.), der var medkonge med kong Roas (Rugilas, Rua, Rugila, d. år 434 e.Kr.).

1  Otto J. Maenchen-Helfen: The World of the Huns (1973, s. 74) er enig i denne antagelse, og kommer til denne slutning fordi Olympiodorus udsendes fra Rom og derfor det vestlige Romerrige, hvad hans latiniserede sprogbrug også afslører.

 

Hvornår krydser Hunnerne Tanais-floden (i dag Don-floden), den gamle grænse mellem Europa og Asien? Det ved vi ikke, men vi kan gøre et godt gætværk.

Brugen af konge-titel knyttes til arvelig odelsjord, i dette tilfælde Ungarn ca. år 412 e.Kr. I urnordisk lov er det 6. slægtled der udløser friholder-retten og dermed odel. Fra Rökstenen, Östergötland (Ög 136) fra 800 tallet e.Kr. kan vi se at 9 slægtled svarer til ca. 400 år, eller en gennemsnitslevetid på ca. 40 år.

Alt andet lige, betyder det derfor at Hunnerne tidligst i 200 tallet e.Kr. har krydset Tanais-floden. Ammianus Marcellinus (300 tallet e.Kr.) forklarer os at Alani-folket, der på dette tidspunkt stadig befinder sig på den østlige side af Tanais-floden, får besøg af Hunnerne. År 360-370 e.Kr. angriber Hunnerne Alani-folket og slår dem. Vi antager at Hunnerne angriber Alani-folket fra øst, men det ved vi faktisk intet om. De kan lige vel have angrebet fra vest. Mit bud er at Hunnerne krydser ind i Europa endegyldigt efter deres sejr over Alani-folket år 370 e.Kr., men det er gætværk, der dog understøttes af hvor kort tid de hunniske ledere ser ud til at sidde på magten.

Bemærk at "Attila" faktisk betyder "fader", og er identisk til det gotiske "atta" (fader), der bruges af Wulfila i den oprindelige Fader Vor-bekendelse fra ca år 350 e.Kr. (Mattæus-Evangeliet 6:9-13). Dette ord er igen knyttet til "aðal, æþelu, athali" (oldnordisk, oldengelsk, oldsaksisk) eller "adel".

Det er argumenteret at "Attila", med "la"-endestavelsen, er en diminutiv personnavnsform af det gotiske "atta", og derfor betyder "Lille Fader". Heri er jeg ikke enig.

Jeg mener at vi fra "Atli, Ætla" (oldnordisk, oldengelsk) må kunne fremføre at "la"-endestavelsen må være identisk til den urnordiske "laR"-endestavelse, som vi ser den i f.eks. "erilaR" og mandsnavnet "HarkilaR" (Ældre Futhark på bronze-rembøjle, Nydam Engmose ), dateret til år 250/60-310/20 e.Kr. Se afsnittet "ErilaR – Eruli – Eorl - Jarl". Er dette sandt da betegner er "la"-endestavelsen alene hankønsform.

Derfor mener jeg at "Attila" er gotisk navneform af "Faderen". Det antyder stærkt at Attila talte gotisk som enten modersmål eller andetsprog. Priscus fra Panium: Fragmenta Historicorum Graecorum (fragment 8) fra år 450 e.Kr. forklarer os at gotisk var fællessproget i Hunnerhæren.

At Attila (Atli, Ætla) er gotisk navneform af "Faderen" fører til overvejelsen om hvorvidt personen Attila (Atli, Ætla) kan være ophavsmanden til Odin-heitet "Alfa/þr, Alföður, alföðr, Allföðr" (Alfader, Alfaderen) i Grímnismál (vers 48, Ældre Edda); Snorre Edda (Gylfaginning, kap. 3); Snorre Edda (Skáldskaparmál, 9. Óðinsheiti ok Óðinskenningar), samt Viðbótarþulur (Óðins nöfn, vers 2). Udfaldet af denne mulighed er at Attila af sine landsmænd kan være blev anset som Odin i samtiden; en af mange.

Personnavnet Bleda (Buðla, Buðli), hvor "Bleda" er hans navn på latinsk i Jordanes: Getica sive De Origine Actibusque Gothorum (kap. XXXV: 181), og "Buðla, Buðli" formentlig hans oprindelige navn, jvf. "Buda" bydelen i Budapest, Ungarn, må oprinde fra det oldnordiske "Búð" (telt, bod), der måske i gotisk dialekt har været "*Buda". Herved opnår vi forståelsen at "Buðla, Buðli" betyder "ham der bor i telt, teltbeboeren", hvilket synes at være en knivskarp forståelse for hvorledes de to brødre foretrak deres kongsgårde.

Det følger fra argumenteringen for at "la"-endestavelsen i "Attila, Atli, Ætla" alene angiver hankønsform, at også "Bleda, Buðli, Buðla" er gotisk navneform af "*Buda", og skal opfattes som "en kriger i felten"; i hunnisk tanke et aldeles fornemt adelsnavn.

Brødrene Attila og Bleda fulgte hunnisk skik og var sam-konger fra år 434 e.Kr. Bleda blev dræbt 12 år senere år 446 e.Kr., jvf. Atlamál in grænlenzku (Ældre Edda). Herefter arver Attila tronen som ene-konge. Han har på dette tidspunkt kontrol fra Rhinen, nord om Sortehavet helt til det Kaspiske Hav, og er derfor en konstant trussel mod begge romerriger (Øst og Vest). 1

1 Jordannes skriver i ”Getica sive De Origine Actibusque Gothorum” (kap. XXXV:180) at der var tre brødre: Mundzuk (Mundzuco), Octar og Ruas (Roas), hvor de to sidstnævnte regerede før Attila, dog ikke over så mange stammer som han: "Is namque Attila patre genitus Mundzuco, cujus fuere germani Octar et Roas, qui ante Attilam regnum tenuisse narrantur, quamvis non omnino cunctorum quorum ipse, post quorum obitum cum Bleda germano Hunnorum successit in regnum".

 

Eftertidens minde om Attila er præget af Romerrigernes og den katolske kirkes beretninger om to krige der blev startet i de sidste 2 år af Attilas liv, og som kunne have fuldstændigt ændret udviklingen i det vestlige Europa og vel, det endelige udfald til trods, gjorde det alligevel.

Mange nutidige kilder, fra 1800 tallet fremefter, fremstiller Hunnerne som havende den mongolske hudfold, og dermed asiater. Dette er efter min mening en af de mest gennemførte (kristne) usandheder, der er videreført helt ukritisk som følge af politisk bestemte fordomme blandt europæiske historieskrivere også i det 20. århundrede. Vi har ikke én eneste samtidig græsk/romersk kilde, inklusive fra vore egne saga, der på noget tidspunkt antyder at Hunnerne var af mongolsk eller asiatisk afstamning.

Så vidt jeg kan se er den eneste kendte bemærkning omkring Hunnernes øjne, gennem følgende indirekte beskrivelse af Alani-folket, der sidestilles med Hunnerne af Ammianus Marcellinus: Res Gestae Libri XXXI (Bog 31:2:21) år 375 e.Kr.:

"... Proceri autem Halani paene sunt omnes et pulchri, crinibus mediocriter flavis, oculorum temperata torvitate terribiles … Hunisque per omnia suppares verum victu mitiores ...""... Høje derimod Alani næsten alle er og smukke, håret halvvejs gyldent, øjnene indrettet som forfærdeligt gennemborende … faktisk i forhold til Hunnerne helt og holdent havende en blidere levevis…”

Min oversættelse til nudansk

En enkelt dårlig engelsk oversættelse har valgt at oversætte ”torvitate” fra ”tortus” (snoning, bugtning), hvorved han vælger det nuengelske ”slanting” (skævøjet), hvor jeg klart mener at det latinske udsagnsord må være ”torvus” (gennemborende) i omtalen af øjne. Der er en væsentlig forskel.

 

Vi har derimod en fysisk beskrivelse af Attila givet os af Jordanes: Getica sive De Origine Actibusque Gothorum (Bog XXXV: 182) fra ca. år 550 e.Kr. Attila beskrives således:

; forma brevis, lato pectore, capite grandiore, minutis oculis, rarus barba, canis aspersus, simio naso, taeter colore, originis suae signa restituens.

; lille af størrelse, bredskuldret [egentlig ”bred-brystet”] med et stort hoved, små øjne, tyndskægget, groft gråt hår, stumpnæset, en forfærdelig (hud)farve, givende herved bekræftelse på sit ophav.

Min oversættelse til nudansk. Fra Jordanes: Getica sive De Origine Actibusque Gothorum (Bog XLIX: 254) kan vi se at Jordanes henter sin viden fra Priscus fra Panium (Priskos), der besøgte Attila år 447-450 e.Kr. De i dag kendte brudstykker fra Priscus gengiver ikke Jordanes’ beskrivelse af Attila. Der er dog ingen grund til at betvivle at ifald Jordanes gengiver Priscus nogenlunde ordret, da er beskrivelsen af Attila at betragte som en førstehåndsberetning af Priscus.

 

Efterse nu den visuelle gengivelse af Attila fra klostret "Certosa di Pavia Gra-Car" (se nedenfor); sidstnævnte er helt åbenlyst en visuel gengivelse af Jordanes (Priscus)’s beskrivelse af Attila, og derfor en knivskarp iagttagelse af hvorledes han kan have taget sig ud.

Der er flere overvejelser vi må medtage i vor fortolkning af den fysiske beskrivelse af Attila. At han beskrives som ”tyndskægget” må skulle opfattes som det modsatte af ”fuldskægget”, der er samtidens korrekte langskæg for en kriger. Derfor bryder Attila med gængs skik og dette fremhæves i beskrivelsen. Der er ikke tale om at han har hverken skægstubbe eller spredte dun over hele ansigtet. At hans hår er ”groft” må skulle opfattes som at det er uredt; igen et brud på samtidens sæder, hvorfor dette fremhæves. At han er ”stumpnæset” betyder at hans næse er ”lille” eller ”flad” eller ”buttet”, alle igen forskelligt fra den europæiske næseryg, hvorfor dette fremhæves. At hans (hud)farve er ”forfærdelig” må opfattes som at hudfarven er mørk i løden. Vi ved fra Rígsþula (vers 7, Ældre Edda) at Trælle-æt beskrives som ”hörvi svartan”, som vi skal opfatte som ”en sorthåret, stærkt solbrændt og mørklødet person”. For en fribåren i 400 tallet e.Kr. er en mørklødet person lig en foragtelig træl, og det uanset som den mørke lød skyldes en solbrændt hud fra et liv ført på en hesteryg, eller en nedarvet hudfarve.

At opfatte Jordanes (Priscus)’s beskrivelse af Attila som værende en beskrivelse af en person med mongolsk eller asiatisk afstamning er alene en forudindtaget vrangforestilling der dannes i 1800 tallet.

En DNA-undersøgelse af knoglerne fra de hunniske grave i Ungarn viser at 70% af knoglerne havde centraleuropæisk ophav, medens kun 30% viste et østasiatisk DNA. Det udledes herfra at ”de oprindelige hunner med asiatisk ophav var fåtallige…”. 1

1 Henrik Höjer: Hunnernas okända kultur (Forskning og Framsteg, 8:2013, s. 21), der gengiver den sydkoreanske (australske) historiker Hyun Jin, Kim: The Huns, Rome and the birth of Europe (2013).

 

Som læseren vil se er Attila og Bleda yderst velkendt i tidlige nordiske kilder, herunder oldengelske digt. Det må derfor ligeledes kunne argumenteres at ifald Attila og/eller Bleda havde den mongolske hudfold, da ville denne fysiske fremtoning være så anderledes at vi ville have fremhævet denne i beskrivelserne af personerne. Det gør vi ikke, og det skyldes ikke mangel på ordvalg til en sådan beskrivelse.

”Þáttr af Ragnars sonum” (kap. 3) nævner ”Sigurðr ormr í auga” (Sigurd Orm-i-øje), en søn af Ragnar Loðbrók. Sven Aggesøn: Brevis historia regum Dacie (kap 2.) kalder samme ”Sivert”. Saxo: Gesta Danorum (Bog 9.4.8.5; 9.4.12.10 på latin); Fr. Winkel Horn: Saxo Grammaticus - Danmarks Krønike (1911, 1. Del, IX. Bog, s. 360-361) kalder samme for ”Sywardus”, og forklarer os at kaldenavnet skyldes små pletter i øjnene der lignede små orm (slanger): ”Quo evenit, ut Sywardo serpentini oculi vulgatum late cognomen accederet” (Herfra stammer Sivards vidt kjendte Tilnavn Snogøje). Brugen af ”snogøje” er en uheldig og upræcis oversættelse af det latinske ”serpens” (slange, drage, orm).

Vi ved ikke hvorfor Sigurd kaldes "ormr í auga” (Orm-i-øje). Er det en kenning eller en fysisk beskrivelse?; Det må dog være sandt at den mongolske hudfold i urnordisk tanke ville være beskrevet med et ordvalg der satte lighedstegn til de fleste giftslangers (ormes) lodrette og elipse-formede eller ovale pupiller (snogen, og andre ugiftige slanger, har faktisk runde pupiller, jvf. den uheldige oversættelse af Saxo ovenfor).

 

 chap18-1.jpg

Hunnerkongen Attila (Atli, Ætla).

Kunst fra en facade i klostret "Certosa di Pavia Gra-Car", 8 km nord for Pavia, Lombardiet, det nordlige Italien. Klostret er bygget 1396-1495.

Til venstre for ansigtet: • ATILA • = Attila
Til højre for ansigtet: • FLAGELVM • DEI • = flagellum dei (Deos-gud's pisker)

De kristne opfattede med andre ord Attila som Deos-gud's straf, hvilket var normalt når kristendommen ikke kunne løse de udfordringer den blev stillet over for. Derfor forbindes Attila med den kristne Djævel, hvorfor Attila er afbildet med to horn i panden. Absolut ingen afbildning af Attila fra Middelalderen gengiver ham med den mongolske hudfold.

Jordanes: Getica sive De Origine Actibusque Gothorum (kap. XXXV: 182) kalder år 550 e.Kr. Attila for "terrarum omnium metus" (alle landes frygt).

Billedkilde: Carlo Brogi (1850-1925): Certosa di Pavia - Medaglione sullo zoccolo della facciata (katalognr. 8227).

 

 

chap18-11.jpg 

• ATTILA • • REX • • AQVILEIA •

Medalje gengivende Attila, samtidig med og identisk til gengivelsen på facaden i klostret "Certosa di Pavia Gra-Car", 8 km nord for Pavia, Lombardiet, det nordlige Italien. Medaljen, 49,2 mm. Reversen viser byen Aquileia, som man forestillede sig den tog sig ud år 452 e.Kr.

Medaljen nævnes i afsnittet ”J. G. Eccardi: Observatio de Numis Attilæ Hunnorum Regis” i Jo. Baptistæ Pasquali: Opuscula omnia Actis eruditorum lipsiensibus inserta (1720-1729, Tomus Sextus, M. Maji., pag. 214). Medaljen anføres som nævnt i tidligere kilder, jvf. "Cum R. P. Banduri Numismataum consideratio me ad numos Attilæ Hunnorum Regis". Dette må være en henvisning til Anselmo Maria Banduri (1675-1743): Numismata Imperatorum Romanorum a Trajano Decio usque ad Palaeologos Augustos (1718, værk i 2 bind om romerrigets mønter fra Trajan til det sidste græske familiedynasti i Byzans, Palaiologos, dvs. år 98-1453 e.Kr.

Konsekvensen af at medaljen nævnes af Anselmo Maria Banduri i år 1718 e.Kr. i et værk om mønter hvis tidsrum afgrænses til år 1453 e.Kr. må have betydningen at medaljen skal dateres til 1400 tallet, væsentligt tidligere end almindeligvis antaget. Det må samtidigt også betyde at medaljen og facaden af Attila i klostret "Certosa di Pavia Gra-Car" er udført af den samme kunstner i årene år 1396-1495 e.Kr.

En anden tidligere kilde nævnt er Johann Andreas Bose (Johannes Andreas Bosius, 1626-1674), der var professor i historie på universitetet i Jena fra 1656, med sætningen "Joh. Andreas Bosius in Numophylacio suo numum majoris moduli adservavit,". Hans to hovedværker udgives henholdsvis 1661 og 1677.

En tredje kilde er Jean-Jacques Chiflet (Jo. Jacobus Chifletius, Ioan. Iac. Chiffletii): Vesontio Civitas Imperialis Libera, Seqvanorvm metropolis (1618, ATTILÆ REGIS HVNNOrum in Gallias irruptio:, Capvt L., Pars I, s. 208-211). Her gengives en sølvmønt (spejlvendt) med indskriften "ATEVLA" og "VLATOS", hvor det af forfatteren antages at "symbolo, & vocabulo ATEVLA, germano (vt probabilissimum est) Attilæ nomine", dvs. at dette formentligt er en gengivelse af Attila. Dette er nu afvist, og mønten tilskrives den keltiske stamme Senones i Gallia Belgica ca. år 60 f.Kr.- 30 e.Kr.

Der findes et eksemplar af medaljen hos American Numismatic Society (ANS 1940.100.2782), og hos Cabinet des Medailles (Département des Monnaies, Médailles et Antiques de la Bibliothèque nationale de France).

 

 

chap18-10.jpg 

 

Øverst: Solidus i guld udstedt år 425-450 e.Kr.  DN PLA VALENTINIANVS PF AVG (dominus noster placidius Valentinianus pius felix augustus). Buste af Valentinian. VICTORIA AVGGG (victoria augusti (= 3 x augustus)). Kejseren med standard i højre hånd; globus og Victoria i venstre. Højre fod tramper på et afhugget hoved med orm. Underneden: COMOB (comitatus obryziacum aurum = hvad følger er fint guld). I midten omkring den stående kejser: R V (Ravenna).

I midten: Solidus i guld udstedt år 425-450 e.Kr. VICTORIA AVGGG (victoria augusti (= 3 x augustus)). Kejseren med standard i højre hånd; globus og Victoria i venstre. Højre fod tramper på et afhugget hoved med orm. Underneden: COMOB (comitatus obryziacum aurum = hvad følger er fint guld). I midten omkring den stående kejser: R V (Ravenna). British Museum, London (C. 191 BT.9).

Nederst: Solidus i guld udstedt år 423-425 e.Kr. D N IOHANNES P F AVG (dominus noster iohannes pius felix augustus), Buste af Johannes fra Ravenna. VICTORIA AVGGG (victoria augusti (= 3 x augustus)). Kejseren med standard i højre hånd; globus og Victoria i venstre. Venstre fod tramper på en bagbundet krigsfange. Underneden: COMOB (comitatus obryziacum aurum = hvad følger er fint guld) . I midten omkring den stående kejser: R V (Ravenna).

Forgængeren Kejser Honorius (Kejser år 395-423 e.Kr.) udstedte identisk mønt i Ravenna, visuelt og i ordlyd, hvor eneste forskel er kejserens navn "HONORIVS".

Iohannes (Johannes) var en selverklæret romersk kejser, der kun fik en kort urolig tid på tronstolen. Hans general og konsul Aetius (Flavius Aetius, d. ca. år 454 e.Kr.) kendte til Hunnerne og senere Attila, af hvem han fik bl.a. dværgen Zerkon i gave, jvf. Priscus fra Panium: Fragmenta Historicorum Graecorum (fragment 8), skrevet år 450 e.Kr. Han blev i slutningen af år 424 e.Kr. sendt til Hunnerne for at søge militær hjælp til den borgerkrig alle vidste ville komme, og kom, mod den senere Kejser Valentinian III. Procopius: History of the wars (Bog III.3.9) fra ca. år 550 e.Kr. forklarer os at udfaldet af denne borgerkrig blev at Іωάννην (Іoannin) blev taget til fange i live. Han blev herefter bragt til hippodromen i byen Ακυληίας (Akyliias, Aquileia). Med en af sine hænder afhugget blev han her tvunget til at ride rundt på et æsel, udsat for mangfolde pinsler i ord og handling, hvorefter han blev dræbt. Tidsrummet er juni eller juli år 425 e.Kr. Procopius' græske ordvalg er "kαί άκοϋσαντα ἔκτεινεν" (og medens de [tilskuerne] hørte på det, dræbt), hvor "ἔκτεινεν" er fra udsagnsordet "κτείνω" (at dræbe, at nedslagte).

David Nicolle: Attila and the Nomad Hordes (1990, s. 3) argumenterer for at Valentinian III's mønt gengivet ovenfor er slået i den østromerske Kejser Marcian (Kejser år 450-457 e.Kr.)' samtid ca. år 449-450 e.Kr., og at det afhuggede hoved muligvis gengiver Attila’s hoved. Hovedargumentationen synes at være at det afhuggede hoved har en orm (slange) knyttet til hovedet (se forstørrelserne af det afhuggede hoved med orm), hvilket skulle være en kenning for en dæmon, der i samtiden er Hunnerne, og i særlig grad Attila. Vi skylder også at tilføje at Attila plyndrede og afbrændte byen Ακυληίας (Akyliias, Aquileia) år 452 e.Kr. Byen er på dette tidspunkt en enorm by med ca. 100.000 indbyggere og Romerrigets grænseby mod nordøst.

Givet hvad vi ved om hvad der sker med Iohannes (Johannes) i juni eller juli år 425 e.Kr., mener jeg snarere der må være tale om Iohannes (Johannes)’ afhuggede hoved, og at Kejser Valentinian III har slået mønten år 425-426 e.Kr. for at markere sin sejr i borgerkrigen. Helt udelukke muligheden for at det er Attila kan vi dog ikke, givet denne tronraners beviselige tilknytning til Hunnerne. Derfor er mønten gengivet her med de forbehold jeg har fremhævet.

 

Den østromerske Kejser Theodosius II begyndte år 422/424 e.Kr. at betale 350 pund guld årligt i "tilskud" til Hunnerne for at undgå angreb i øst. "Tilskuddet" var naturligvis en årlig tribut.

I Fredsaftalen ved Margus (i dag Požarevac, det østlige Serbien) år 434/435 e.Kr., indgået mellem Attila/Bleda og Det Østromerske Rige, aftales det at der årligt skal betales 700 pund guld i "tilskud". Dette var en fordobling af tidligere "tilskud" jvf. Priscus fra Panium: Fragmenta Historicum Graecorum fra år 450 e.Kr. (se C. de Boor: Exerpta de legationibus (1903, 516: 28-29)).

År 447 e.Kr. er de romerske forfaldne og udestående "tilskud" nu beregnet til 6.000 pund guld, jvf. Priscus fra Panium: Fragmenta Historicum Graecorum fra år 450 e.Kr. (se C. de Boor: Exerpta de legationibus (1903, 576: 27-28)).

Det antyder at Det Østromerske Rige ikke overholdte den indgåede aftale, og derfor var i hvad vi i dag ville kalde en "default"  (betalingsstandsning). Vi kan ikke se om dette sker umiddelbart efter Fredsaftalen år 434/435 e.Kr., men vi kan sige at Det Østromerske Rige ikke betalte fra ca. år 443/444 e.Kr. Fra jvf. Priscus fra Panium: Fragmenta Historicum Graecorum (fragment 3) fra år 450 e.Kr., der omhandler en krigstilstand mellem Hunnerne og Det Østromerske Rige ca. år 445 e.Kr., kan vi se at der er ubetalt romersk "tilskud".

Fra år 447 e.Kr. modtog Hunnerne årligt 2.100 pund guld, der må være sammensat af afdrag på udestående og forfalden gæld, samt et årligt "tilskud". Det Østromerske Rige fik med andre ord omlagt sin gæld med forlænget løbetid og strafrenter i form at et højere årligt "tilskud".

I årene 440-450 e.Kr. regner man med at Det Østromerske Rige samlet betalte ca. 13.000 pund guld til Hunnerne - en enorm sum, omend ikke ruinerende for det ekstremt velhavende rige med sæde i Miklagård 1.

1 Otto J. Maenchen-Helfen: The World of the Huns (1973, s. 180)

 

Kejser Theodosius II dør i år 450 e.kr., og hans efterfølger i øst Kejser Marcian (Kejser år 450-457 e.Kr.) nægtede at fortsætte "tilskudsordningen". Denne gentagne fornægtelse af indgåede aftaler blev koblet sammen med en påskønnelse fra den vestromerske Kejser Valentinian III (Kejser år 425-455 e.Kr.)'s søster Honoria, der i år 449 e.Kr. blev afsløret med en affære med sin opvarter. Opvarteren blev henrettet og hun blev sat i husarrest. Hun sendte derefter en ring og et brev om hjælp til Attila. Han opfattede dette som et forslag til giftermål, og derfor det juridiske grundlag for et angreb på det Vestromerske rige, hvorfor han forlangte halvdelen af det Vestromerske rige i medgift! Også Vandalernes Konge Geiseric ønskede at besejre Visigoterne, Vandalernes fjender, og dette sætter begivenhederne i gang.

Han angriber i foråret år 451. e.Kr. og har taget Metz i april. Herefter fulgte Reims, Mainz, Strasbourg, Køln, Worms (rosmofiall Rínar, rosomonorum) og Trier. Dette tvinger Romerriget fuldstændigt i knæ.

Det endelige slag fandt sted på sletten øst for Paris og syd for Reims, mellem Châlons-en-Champagne i nord og Mery-sur-Seine i syd; begge landskabet Champagne-Ardenne. 

Jordanes: Getica sive De Origine Actibusque Gothorum (kap. XXXVI: 192) kalder valpladsen for "campis catalaunicis", direkte "den katalonske slette", der af Gallerne kaldtes "Mauriaci", og må være kunne være identisk til Mery-sur-Seine. Da den spanske landsdel ”Catalonia” oprinder af stammenavnene ”Goter + Alan”, og vi ved at Visigoterne og Alani-folket befinder sig i området omkring Orleans, forekommer det rimeligt at antage at slaget finder sted mellem Châlons-en-Champagne i nord og Mery-sur-Seine i syd.

Jordanes: Getica sive De Origine Actibusque Gothorum (kap. XXXV: 182) skriver år 550 e.Kr. om Hunnerhæren år 451 e.Kr.: "Var hæren omtrent femhundrede tusinde mand stor ?" (Cujus exercitus quingentorum milium esse numero ferebatur).  Vel netop fordi Jordanes er så tidsmæssigt tæt på de faktiske begivenheder må vi opfatte det tvivlende spørgsmål som en bekræftelse på at dette enorme tal alene skal opfattes som en kenning for at Hunnerhæren var absolut enorm. Som vi vil se gør Saxo brug af helt samme overdrivelse til at fremme forståelsen om Hunnerhærens trussel i Gesta Danorum.

Mod Hunnerhæren er Romerriget; Visigoterne; Frankerne (Franci) under Kong Merovech, der på dette tidspunkt er en romersk lydstat med kontrol fra Rhinen til Somme; Burgunderne (Burgundiones); De Gamle Saksere (Saxones); den del af Alani-folket der valgte af bosætte sig i Orleans (Aurelianam), samt en række mindre stammer, jvf. Jordanes: Getica sive De Origine Actibusque Gothorum (kap. XXXVI: 191; XXXVII: 194). Det  lykkedes at tvinge Hunnerne tilbage under sommeren år 451 e.Kr.

Jordanes: Getica sive De Origine Actibusque Gothorum (kap. XLI: 217) opgør det samlede tab for begge hære i slaget til "CLXV milia" (165.000), plus "quindecim milibus Gepidarum et Francorum" (15.000 Gepider og Frankere) der havde træf aftenen før det endelige slag. Igen, vi skal nok alene opfatte de givne tal som en kenning for at tabstallet var absolut enormt for begge hære.

 

chap18-2.png 

Hunnertoget sommerhalvåret år 451. e.Kr.. Rækkefølgen, og dermed togets fremrykning, er os ukendt. Pilene ovenfor er ikke nødvendigvis hvorledes det fandt sted. Byerne, de der var truet, og de der faldt, er dog som kilderne fremfører. Kilde: Wikipedia.

 

Han gentager angrebet i foråret 452 e.Kr. og tager hele det nordlige Italien. Jordanes: Getica sive De Origine Actibusque Gothorum (kap. XLII: 219) skriver at han angreb "Aquilejensem" i landskabet "Venetiarum" (Veneto), der ser ud til at være fra Venedig i syd op til Natisone (Natissa)-floden, der har sin udmunding i bunden af Adriaterhavet. Herefter fortsatte Hunnerhæren vest til "Mediolanum" (Milano), og derfra syd til "Ticinum" (Pavia).

Jordanes: Getica sive De Origine Actibusque Gothorum (kap. XLII: 223) skriver at Pave Leo I. (Leo papa) trylede ham om ikke at indtage Rom under et træf i "Venetum Ambulejo" på fortet ved floden "Mincius". Mincio-floden floder syd fra Gardasøen (Lago di Garda) til Po-floden i landskabet "Venetiarum" (Veneto).

De fleste synes at mene at Hunnerhærens tog stoppede lidt længere mod syd uden for den næststørste by i Romerriget på dette tidspunkt, ”Máeringa burg” (Mæringeborg), i dag Ravenna i det nordøstlige Italien. Hunnerhæren manglede forsyninger og skulle nå tilbage til Ungarn inden vinterens komme. Attila dør i år 453 e.kr. og Hun-riget falder fra hinanden. År 455 e.Kr. vender Vandalerne tilbage, plyndrer Rom, og træder for evigt ind i vort sprog.

Den kendte verden i vest havde i samtiden 3 aktører der satte den storpolitiske dagsorden: Ver Asir/Danir-folket, Hunnerne og Romerrigerne. Det geopolitiske spørgsmål i første halvdel af 400 tallet e.Kr. er derfor, hvorfor Hunnerhæren fra år 447 e.Kr. valgte at vende blikket mod det sydlige Europa, og ikke det nordlige Europa, herunder Skandinavien?

Det korte svar er at Hunnerhæren faktisk gjorde sig enorme anstrengelser for at erobre det nordlige Europa, herunder Skandinavien, men at de blev stoppet i tide af Kong Frode I. og de samlede danske styrker.

Tidsrummet hvor Attila og Hunnerhæren pønser på at angribe det Vestlige Romerrige falder sammen med tidsrummet for den massive udvandring fra de gamle kongeriger nord for Ejder-strømmen til de nye kongeriger i Britannien fra år 449 e.Kr. og de næste 50 år frem. Dette er ikke en tilfældighed, og det er urolighederne syd for vor grænse, der med klimaforandringer udløser folkevandringerne. 

Widsith-digtet (sætning 118-121) fra 600 tallet e.Kr. giver os en ganske god ledetråd til hvor langt nordpå Attilia og Hunnerhæren kom:

Wulfhere sohte ic ond Wyrmhere ful oft þær wig ne alæg,
þonne Hræda here heardum sweordum
ymb Wistlawudu wergan sceoldon
ealdne eþelstol ætlan leodum.
Wulfhere søgte jeg og Wyrmhere, fuld ofte der krig ej blev aflagt,
denne hær her hærgede med sværdet
om Vistulaskov værgende skytte
deres gamle land mod Attilas folk.

Min oversættelse til nudansk.

 

Hunnerhæren nåede med andre ord helt frem til nåede Vistulafloden i Polen, og dermed Østersøens sydlige bred. Mange synes at argumentere for at Hunnerne kulturelt kom nord for Ejder-strømmen, både til vore egne og Svea-folkets gamle landskaber (se Thiðreks saga). I dette er jeg ikke enig. Vor kunststil (Stil 1.) er uden påvirkning udefra helt frem til 500 tallet e.Kr.

Det germanske digt ”Nibelungenlied” fra år 1203 e.Kr. som al tysk nationalisme sværger om, herunder Richard Wagners (1813-1883) 4 operaer under hovedtitlen ”Der Ring des Nibelungen” (1853-1874), omhandler også dette emne, specielt andel halvdel af digtet ,der gengiver Hunnernes plyndring af Burgunderne og deres landområde omkring Worms i år 436/7 e.Kr.

Som vi hørte ovenfor omtaler Widsith-digtet Attila. I sætning 19 hører vi at ”Ætla weold Hunum” (Atli (Attila) vældede Hunnerne), og i sætning 55-58 hører vi:

Forþon ic mæg singan ond secgan spell,
mænan fore mengo in meoduhealle
hu me cynegode cystum dohten.
Ic wæs mid Hunum .....

Fort jeg må synge og saga fortælle,
for mange mænd i mjødhallen
hvor min gode konge pungen [med guldskillinger] mig gav.
Jeg var med Hunnerne.....

Min oversættelse til nudansk.

 

 

 

Samtiden nord for Ejder-strømmen i begyndelsen af 400 tallet e.Kr.

 

I afsnittet "Nationalstaten Danmark" viser jeg at en decentraliseret nationalstat, kaldet det oldengelske "land Dena" (Dane land, Danernes land) i Beowulf-kvadet, findes med odelsjord og gældende lov ca. år 450 e.Kr. Kongemagten er på Sjælland og kongens samlede hærstyrke kaldes "mægenes Deniga" (de danske styrker), jvf. Beowulf-kvadet (sætning 155). Ved afslutningen af dette afsnit håber jeg læseren er enig med mig i at nationalstaten "land Dena" (Dane land, Danernes land) må være på plads år 446 e.Kr. for overhovedet at kunne løfte de udfordringer nationalstaten udsættes for fra syd.

Det er helt klart at vi, nord for Ejder-strømmen, har måtte forholde os til de mange uroligheder på vor sydlige flanke i tiden hvor ingen af vore Danevirke (Sønderjylland, Lolland og Falster) endnu er bygget. Hovedtruslen er Hunnerne og de gotiske ætter der var under hunnisk overherredømme.

Saxo: Gesta Danorum giver os et indblik i hvad vi gjorde for at sikre freden og forhindre krigen.

Ved Kongevalg på Sjælland vælges Fridlev's 7-årige søn Frode I. (Frið-Fróði) til konge år 400-446 e.Kr. 12-mandsrådet, Rigsrådet, rådgiver den mindreårige drot. Rigsrådet ønsker strategisk at kongen giftes med en datter af Hunnerkongen (regis Hunorum filia). Det ønsker den unge Frode dog ikke, og forsvarer sig med "at han havde hørt af sin Fader, at det ikke var heldigt, at en Konge søgte saa langvejs bort efter en Hustru i Steden for at tage hende fra Nabolandene" (a patre didicisse se refert non expedire regibus e longinquo copulam peti nec Venerem nisi a finitimis posci).

En af de to formyndere til Frode I. var Koll (Colo, fra Kolr el. Kollr?), hvis viv hed Gøtwara (hunkøn af *Gøtwer (Gautr/Götar + mandfolk) og derfor Götar-æt?). Hun drager som kongens sendebud til Hunnerkongen (Hunorum rege) for at søge giftermålet med den hunniske prinsesse Hanude (Hanunda). Giftermålet indgås og freden holder i tre år 1.

1 Saxo: Gesta Danorum (Bog 5.1.1.1-7; 5.1.2; 5.1.5.3-4; 5.1.7.1; 5.1.11.1 på latin); Fr. Winkel Horn: Saxo Grammaticus – Danmarks Krønike (1911, 1. del, Bog V: 135, 138, 141).

 

Erik den Veltalende, søn af Regnar (Regneri), sejler i tjeneste hos Kong Gøtar af Norge mod Kong Frode I. Brugen af "Kong Gøtar" antyder at vi her taler om Götar-ætterne efter de gjorde landnám i Götaland (Gautland) ca. år 300-350 e.Kr. Sammenlign her navnet med kvinden Gøtwara, viv til en af Konge Frode I.'s formyndere. 

Snorre skriver i Skáldskaparmál (kap. 80, Snorre Edda) "af Ylfinga ætt var Eiríkr inn málspaki” (af Ylfinga æt var Erik den Veltalende). Helgakviða Hundingsbana önnur (vers 8, Ældre Edda) forklarer os at "niþr Ylfinga" (nid Ylfinga, Ylfinga-ætten) gik på bjørnejagt (biorno tóc) i *Bragelund, som jeg mener kan være "Brakelunds gravfält" ved Lidköping, Västergötland.

Fra "Sögubrot af nokkrum fornkonungum í Dana ok Svíaveldi” (kap 4. Frá ríki Haralds konungs) kan vi se at Ylfinga-ætten har kontrol med Östergötland i Harald Hildetand (Haraldr hilditönn, scyldinga-æt nr. 27, ca. 710-770/2)'s regeringstid:

Hann setti Hjörmund konung, son Hervarðar ylfings, yfir Eystra-Gautland, er átt hafði faðir hans ok Granmarr konungr.

Han [Harald Hildetand] satte Kong Hjörmund, søn af Hervarð fra Ylfinga-ætten, [som hersker] over Östergötland, hvilken odel havde hans fader og Kong Granmarr.

Min oversættelse til nudansk.

 

Det må være en mulighed at "Hervarðar" (Hervarð) kan være en dialektform af Hjörvarður (Hjørvard), hvorfor sidstnævnte, og dermed Ylfinga-ætten, har Östergötland som arvelig odelsjord sammen med Kong Granmarr. Fra Helgakviða Hundingsbana önnur (mellem vers 13 og 14, Ældre Edda) ved vi at "Granmarr het ricr konvngr, er bió at Svarinsha/gi" (Granmarr hedder en konge, der bor i Svarinshøj), hvor "Svarinshaugi" er "Zuarin, Schwerin".

Dette forklarer også hvorfor Helgakviða Hundingsbana hin fyrri (vers 34, Ældre Edda) forklarer os at "Ylfingar austan komnir" (Ylfinga-ætten østenfra kommer) da de angriber "Gnipalundi", som jeg mener må være identisk til Büngernsche Heide og Dingdener Heide, i Westmünsterland.

Fra Erik den Veltalende's sejlads kan vi se at kongsgården ligger på Sjælland, jvf.:

"[1] Ericus, peracta iam strage, maturato recessu Lessø insulam subit. [2] Ubi non reperto, quo famem lenire posset, duobus praedam navigiis domum dirigit, commeatus indidem iterum relaturis. [3] Ipse uno dumtaxat adeundi regis copiam petit. [4] Accessa itaque Syalandi..."

"[3] Tum Ericus portum, a quo Frotho non longe deversabatur..."

"Da Erik havde vundet denne Sejr, skyndte han sig bort og lagde ind under Øen Læsø, og da han ingen Levnedsmidler fandt der, sendte han to af sine Skibe hjem med Byttet, for at de kunde bringe ham Levnedsmidler til et Aar til. Selv sejlede han bort med kun ét Skib for at søge Lejlighed til at træffe Kongen. Da han havde lagt til ved Sjælland...."

"Erik lagde nu ind i en Havn ikke langt fra det Sted, hvor Frode holdt til..."

Saxo: Gesta Danorum (Bog 5.2.14.1-4; 5.3.1.3 på latin); Fr. Winkel Horn: Saxo Grammaticus – Danmarks Krønike (1911, 1. del, Bog V: 148, 149).

 

Vi hører at det kræver en ridetur fra kongsgården til stranden og at man skal over en å med en bro, jvf.  Saxo: Gesta Danorum (Bog 5.3.8.5 på latin); Fr. Winkel Horn: Saxo Grammaticus – Danmarks Krønike (1911, 1. del, Bog V: 153). Dette antyder at vi her taler om Tryggevælde Å [Thrygiwællæ (1261)] ved Himlingøje da åen og broen skal ligge tæt ved stranden.

 

 chap 18-4

Johan Christian Dahl (1788-1857): Broen over Tryggevælde Aa med udsigt til Køge (1815). Olie på lærred, 47 x 66 cm. Kan ses på Statens Museum for Kunst. I 400 tallet e.Kr., og helt frem til 900 tallet e.Kr., er Tryggevælde Å sejlbar mindst op til Valløby, ca. 4 km fra Tryggevælde Å's udmunding i Køge Bugt. Varpelevbåden fra Bronzealderen, en ca. 14 m lang og 85 cm bred egestammebåd fundet ved Varpelev, ca. 9 km fra Tryggevælde Å's udløb i Køge Bugt, viser at dette siden arilds tid har været en vigtig sjællandsk transportvej.

 

 

Helgakviða Hundingsbana hin fyrri (vers 56, Ældre Edda) forklarer os at Kong Frode I. har sin kongsgård i Ringsted, jvf. "Högna dóttur ok Hringstaða, sigrs ok landa" i omtalen af hvad Buðlunga-ætten  kan vinde ved en sejr over de danske styrker. Jvf. Skjoldungasaga har Frotho (Frode I.) sin kongsgård i Lejre 1.  Snorre: Heimskringla (Ynglinga Saga, kap. 11) skriver at "Frið-Fróði"'s kongsgård lå i "Hleiðru" (Lejre). 

1 Se Axel Olrik’s oversættelse af Arngrímur Jónsson's udgave på latin i ”Skjoldungesaga i Arngrim Jonssons udtog” (Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie, s. 84-85, 1894).

 

Widsith-digtet (sætning 45-49) og Beowulf-kvadet (sætning 167) knytter begge den verdensberømte mjødhal Heorot (hanhjorten) til Kong Hrothgar/Hroðgar (Scyldinga/Skjoldunge-æt nr. 17, ca. 473-525 e.Kr.) og hans dronning Wealtheow . Vi må derfor kunne slutte at Heorot, og måske kongsgården i Gl. Lejre, endnu ikke er opført i sin mest prægtige form i Kong Frode I.'s regeringstid et slægtled tidligere ca. år 400-446 e.Kr.

Den sjællandske Søkonge Sigar (Sigehere, Sigegear, Sigegar, Siggar, Sigvord Konning) havde sin kongsgård i Sigersted (Sigarsvelli, Sigarsvöllu, Sigarsholmi) 1, 5 km vest for Ringsted. Widsith-digtet (sætning 28) fra 600 tallet e.Kr. skriver "Sigehere lengest Sædenum weold” (Sigehere længst Sødanerne vældede). Jeg argumenterer i afsnittet "Götar-sønnerne Hygelác, Herebeald og Hæðcyn – sagnet om Balder og Höðr" for at han er Götar-æt.

1 "Sigarsholmi" og "Sigarsvelli" Helgakviða Hjörvarðssonar (vers 8, mellem vers 34 & 35, Ældre Edda); "Sigarsvöllu" i Helgakviða Hundingsbana hin fyrri (vers 8, Ældre Edda).

 

Saxo's gengivelse af Kong Frode I.' s afvisning af det strategiske giftermål synes at vise os at Hunnerhæren på dette tidspunkt ikke er trængt ind i det centrale Europa, eller er nået frem til Østersøens sydlige bred. Tidsrummet må derfor være før år 434 e.Kr. Det er også klart at der er forbindelser til Hunnerkongen på dette tidspunkt, og at Hunnerhæren må være stærk, da et ægteskab med en datter af Hunnerkongen synes at være en indbydende strategisk forsikring for fred. Vi ved at Hunnerhæren på dette tidspunkt har base i Ungarn da de fra år 422 e.Kr. modtager årlig betaling fra Byzans. Hunnerne har kontrol helt til det Kaspiske Hav mod øst.

Hervarar saga ok Heíðreks (kap. 7. Heiðrekr náði öllu ríkinu) siger:

"Þat var eitt sumar, at Heíðrekr konungr fór með her sinn suðr í Húnaland ok barðist við konung þann, er Humli hét, ok fekk sigr ok tók þar dóttur hans, er Sifka hét, ok hafði heim með sér. En at öðru sumri sendi hann hana heim, ok var hún þá með barni, ok var sá sveinn kallaðr Hlöðr ok var allra manna fríðastr sýnum, ok fóstraði hann Humli, móðurfaðir hans”.

”Det var en sommer, at kong Heíðrekr fór med sin hær syd ind i Hunnernes land og forhandlede med kongen der, som hed Humle, og fik sig tage hans datter, der hed Sifka, og havde hende med sig hjem. På den anden sommer sendte han hende hjem, og var hun da med barn,  og ungersvenden blev kaldt Hlöðr, der var den fredeligste søn af alle mennesker, og Humli fostrede ham, hans moders fader.”

Min oversættelse til nudansk. Jarl Bjarmar (Bjarmars jarls) fik datteren Hervör.
Hun fik to sønner: Angantýr og Heíðrekr. Landskabet er Sjælland og Samsø.

 

Derfor begynder Saxo: Gesta Danorum (Bog 1.1.1.1) således:

"Dan igitur et Angul, a quibus Danorum coepit origo, patre Humblo procreati non solum conditores gentis nostrae,"

"Dan og Angel, Humbles Sønner, fra hvem de danske har deres Oprindelse, var vort Folks Grundlæggere"

Fr. Winkel Horn: Saxo Grammaticus – Danmarks Krønike (1911, 1. del, Bog I: 5).

 

Thiðreks saga af Bern (Vilkina saga, kap. 23-38) beretter om en skandinavisk konge Nordian, der antages at være overkonge fra Ejder-strømmen mod nord. Hans ældste søn hed Ósantrix, og han råder bl.a. Sjælland (Sjólandi). Milias er kongen af Hunnernes land (Húnalandi). Hans datter hed Oda og er femten vintre gammel (fimmtán vetra gömul). Ósantrix bejler nu til kongedatteren, får afslag, giver en enorm Morgengave og truer med krig, hvorefter Oda giver håndslag på giftermålet.

Sammenkører vi alle beretningerne ser slægtskabet nogenlunde således ud:

Kong Fridlev = Kong Nordian = Jarl Bjarmar's datter Hervör (er moderen)

Hunnerkongen (Hunorum rege) = Humle (Humli), konge af Hunnernes land = 
Milias, konge af Hunnernes land

Kong Frode I. = Kong Heíðrekr = Kong Ósantrix

Hanude (Hanunda, Hanundam, Hanundae) = hunnerprinsesse; Sifka, hunnerprinsesse = Oda, hunnerprinsesse

 

Kong Frode I. er gift med hunnerprinsessen Hanude (Hanunda, Hanundam, Hanundae) i 3 år, hvor freden opretholdes. Herefter forskydes Hanude, og Hunnerkongen træder i forbund med Olimar, konge i Østerleden (rege Orientalium Olimaro). Over de næste 2 år opbygger disse en hær mod Kong Frode I.

Tilsyneladende ved vi ikke hvem "Hunnerkongen" er. Saxo kalder Hunnerkongen for "Hun" (rex hic Hunorum erat), hvilket udløser to mulige fortolkninger: Enten kender Saxo ikke til navnet på Hunnerkongen, og giver os derfor en kenning der skal vise at vi taler om Hunnerhæren. Alternativt er navnet på kongen faktisk "Hun", og vi kan måske sige hvem denne person er (se senere).

Jeg mener tidsrummet generelt må være i broderen Bleða's regeringstid år 434-446 e.Kr. da Attila fra år 446 e.Kr. til sin død år 454 e.Kr. vender angrebsstrategien på hovedet, og opgiver alle anfald på det nordlige Europa. År 446 e.Kr. er det kritiske år hvor en enorm begivenhed finder sted, der ændrer situationen i Europa og Skandinavien for altid.

Ifald Hanude er blevet gift med Kong Frode. I.  kort tid efter Bleða (Bleda) bliver konge af Hun-riget, er tidspunktet for giftermålet ca. år 436-438 e.Kr. Tidspunktet hvor hunnerprinsessen forskydes er derfor ca. år 439-441 e.Kr. Kong Hun og Olimar's oprustning af deres hære er derfor fuldendt ca. år 442-443 e.Kr., hvor Hun er hærfører for landhæren, og Olimar for flåden 1.

1 Saxo: Gesta Danorum (5.1.11.1; 5.7.1.1; 5.7.3.5, 5.7.10.3 på latin); Fr. Winkel Horn: Saxo Grammaticus – Danmarks Krønike (1911, 1. del, Bog V: 141, 181, 183, 187).

 

Det er foreslået at Olimar er identisk til Otimar (Otimarus, Otimari = Otmar), der nævnes i Saxo: Gesta Danorum (14.47.1-9 på latin); Fr. Winkel Horn: Saxo Grammaticus - Danmarks Krønike (1911, 2. del, Bog XIV: 258-260), der år 1170-71 e.Kr. var bykonge og leder af Circipaner-folket (Circipanensem). Adam af Bremen: Gesta Hammaburgensis (Bog 3: XXI) skriver år 1070-72 e.Kr., at Circipaner-folket (circipani) var en del af Wilzi (Leutici)-stammegrupperingen, der havde hjemsted omkring Peene-floden sydøst for Rygen. Der er, så vidt jeg kan se, intet belæg overhovedet for at disse personer skulle være identiske, hverken i tid eller sted. Olimar kan være en kenning for at der her er tale om en konge i Østerleden, eller det kan være kongens faktiske navn. Begge dele er en mulighed. 

At kongenavnet Olimar er en kenning for, eller det faktiske navn på, en konge i Østerleden bekræfter Saxo for os ved at nævne at Olimar er konge af Ruthenerne (Rutenae, Rutenorum, Rutenorum reges, Olimaro Dagoque), jvf. Saxo: Gesta Danorum (Bog 5.7.4.8; 5.7.5.1; 5.7.5.8 på latin); Fr. Winkel Horn: Saxo Grammaticus – Danmarks Krønike (1911, 1. del, Bog V: 183-184). Ruthenerne findes i dag spredt over Ukraine, Polen, Tjekkiet og Slovakiet. De blev i Sen-Middelalderen kaldt ”Lille-Russere, Russinere, Sydrussere”, og kalder sig på ukrainsk "Rusyn", som en modvægt til Moskoviterne mod nord i det Rusland der opstår under Ivan III. (den Store) (regent 1462-1505) i slutningen af Middelalderen. Ruthenerne er den oprindelige befolkning i det sydlige Garðaríki, dvs. Hviderusland og omkring Kænugarður (Kiev), i dag fortrinsvis det vestlige Ukraine. Det har den enorme betydning at vi kan se at den østlige flanke er det sydlige Garðaríki, fra Hviderusland til omkring Kænugarður (Kiev). Fordi Olimar ved den efterfølgende fordeling af landskaber, efter Frode-freden indtræder år 446 e.Kr., gives den nordlige del af Garðaríki med sæde i Holmgård, må vi kunne slutte herfra at han formentlig havde sin hjemstavn i Hviderusland.

 

Hunnerhæren

 

Saxo lader os forstå at den Ruthenerske flåde i Hunnerhæren bestod af:

"... sex classium senos reges earumque quamlibet quina navium millia complectentem vidisse se retulit, quarum unamquamque trecentorum remigum capacem esse constaret. [2] Quemlibet vero totius summae millenarium quaternis alis contineri dicebat. [3] Volebat autem millenarium mille ac ducentorum capacem intellegi, cum ala omnis trecentorum numero compleatur."

"... sex Konger, hver med sin Flaade, som hver talte fem Tusind Skibe, hvert med tre Hundrede Mand ved Aarerne. Hvert Tusind af hele Skaren bestod af fire Fløje, og da der var tre Hundrede paa hver Fløj, maatte hvert Tusind regnes til tolv Hundred".

Saxo: Gesta Danorum (Bog 5.7.4.1-3 på latin); Fr. Winkel Horn: Saxo Grammaticus – Danmarks Krønike (1911, 1. del, Bog V: 183). Dvs. Saxo opfatter Hunnerhæren som bestående af 30.000 skibe, og at hvert skib har 300 mand ved årerne, dvs. samlet 9 millioner mand! Denne groteske overvurdering af Saxo er gjort med flid således at vi alene skal opfatte tallene som en kenning for at Hunnerhæren var enorm. Dette er alle kilder enige i var tilfældet. Lod vi f.eks. det samlede antal skibe være 3.000 og antal sømænd pr. skib 30, stadig for højt men sikkert tættere på sandheden, når vi til en samlet hær på 90.000 mand for Hunnerhæren. Bemærk hvorledes Saxo her viser os at "Þúshundrað, Þúshund, Þúsund" betød "1200", hvorfor "Hundrað" betød "120" (tólffraett), der igen er et Herat (herred). 

 

Landhæren i Hunnerhæren bestod af:

"Nam quindena simul vexilla micantia vidi, 
quodque ex iis centum signa minora tenet, 
post quorum quodvis poterant bis dena videri;
signorum numero par erat ordo ducum".

"femten Bannere flagre jeg saa',
af hundred Faner fulgtes hvert Banner,
Trop med hver Fane holdt tyve Mærker,
med hvert et Hærtegn en Høvding fulgte".

Saxo: Gesta Danorum (Bog 5.7.6.7 på latin); Fr. Winkel Horn: Saxo Grammaticus – Danmarks Krønike (1911, 1. del, Bog V: 184-185). Verset begynder med "Ingen, tror jeg, tælle den mægter" (Hercule deprendi nulli numerabile vulgus), og derfor kan vi igen sige at Saxo ikke ved nærmere besked om hvor stor landhæren i Hunnerhæren er. Beregningsenheden Saxo opstiller: 15 (bannere) x 100 (faner) x 20 (mærker), afsluttende med at hvert et Hærtegn naturligvis tilhører en høvding (hærfører). Saxo fortæller os dermed at 30.000 hærførere deltog.  Vi ved fra Saxo's egen hånd at de samlede danske styrker kun kunne mønstre 260 skibe, ca. 11.700 mand, til det 1. Vendertog år 1158 e.Kr. Til dette tog blev 2 bannere brugt; Kong Valdemar I.'s Ravnefane og Absalon's korsfane; begge Danebroge. Se afsnittet "Vendertogene år 1158-1185 e.Kr.". Det er derfor også her helt uden for tvist at Saxo overdriver helt grotesk for at være sikker på at vi kun opfatter hans tal som en kenning for at hæren var enorm.

 

 

De danske styrker

 

Med dette optræk til alvorligt udenrigspolitisk uvejr og krig må Kong Frode I. foretage et modtræk, hvorfor han lader hæren kalde i leding. I den decentrale nationalstat der er Danmark i begyndelsen af 400 tallet e.Kr.; i Beowulf-kvadet kaldet "land Dena" (Dane land, Danernes land), omtales "de danske styrker" med det oldengelske "mægenes Deniga", jvf. Beowulf-kvadet (sætning 155). Disse styrker er organiseret lokalt i herat (herred), og igen i landskab. Kong Frode I. må år 443-446 e.Kr. få disse hærstyrker til at optræde som ét for at kunne møde fjenden med ret modvægt. Derfor hører vi:

[2] Igitur Frotho non solum indigenas, sed etiam Norvagienses ac Sclavos in copias vocat.

Frode samlede da ogsaa en Hær, ikke blot af Landsens egne Folk, men ogsaa af Nordmænd og Slaver.

Saxo: Gesta Danorum (Bog 5.7.1.2 på latin); Fr. Winkel Horn: Saxo Grammaticus – Danmarks Krønike (1911, 1. del, Bog V: 181).

 

At venderne træder i leding på dansk side må skyldes en pligt udløst af et sejrrigt vendertog, og derfor overherredømme, af Kong Frode I.  På dette vendertog deler han den danske hær i to; den jyske rytterhær (Iutiae equitatum) sender han over land, dvs. ned gennem Sønderjylland til Østersøens sydlige bred, og længere sydpå? Resten af hæren transporteres ad den korte søvej (reliqua exercitus parte marinum ineunte compendium), jvf. Saxo: Gesta Danorum (Bog 5.4.3.4 på latin); Fr. Winkel Horn: Saxo Grammaticus – Danmarks Krønike (1911, 1. del, Bog V: 177).

Slavernes konge Strumic (Strumico Sclavorum rege) bad om, men fornægtes, våbenstilstand, jvf. Saxo: Gesta Danorum (Bog 5.4.4.1 på latin); Fr. Winkel Horn: Saxo Grammaticus – Danmarks Krønike (1911, 1. del, Bog V: 177).

”Strumico” må antyde at vi her taler om den slaviske stamme Strumicani (Strumci), der i midten af 500 tallet e.Kr. vandrer til byen Strumica, nuværende østlige Makedonien. Byen, og stammen Strumicani?, tog navn efter Struma (Strymon)-floden, der løber umiddelbart øst derfra gennem Bulgarien og Grækenland, og hvis stednavn jeg mener en forgræskning af ”straumr, stream” (oldnordisk, oldengelsk) eller ”strømmen”, som så er flodens navn. Floden nævnes år 800 f.Kr. af Hesiod: Theogonien (bog I:339) som "Strumona".

Den norske lokalkonge "Hithinus" bringer 150 skibe (ca. 6.750 mand) til Kong Frode I.'s flåde, jvf. Saxo: Gesta Danorum (Bog 5.7.8.1 på latin); Fr. Winkel Horn: Saxo Grammaticus – Danmarks Krønike (1911, 1. del, Bog V: 185). Saxo's norske lokalkonge "Hithinus" er identisk med kongesønnen "Heðinn" i Helgakviða Hjörvarðssonar (Ældre Edda) og "Sörla þáttr eða Heðins saga ok Högna" (Flateyjarbók) fra 1300 tallet e.Kr.

I Helgakviða Hjörvarðssonar (Frá Hjörvarði ok Sigrlinn, Ældre Edda) er "Heðinn" søn af Kong Hjörvarðr og Álfhildr. Iflg. Skjoldungasaga er Hjørvard konge af Øland, og samtidig med Rolf Kraka (Scyldinga-æt nr 19, før 494).

I Sörla þáttr er den norske kongesøn "Heðinn"'s samtid 24 vintre efter Kong Frode I. (Frið-Fróða)'s død i Kong Hálfdan (scyldinga-æt nr. 16, ca. 445-498)'s regeringstid, jvf. "Í þann tíma, er liðnir váru frá falli Frið-Fróða fjórir vetr ok tuttugu.....Hálfdan hefir konungr heitit. Hann réð fyrir Danmörk" (Sörla þáttr, kap. III, IV). Vær her opmærksom på at denne saga lystigt blander mange hændelser sammen, herunder også fra 8-900 tallet e.Kr.

Med flere kilder pegende på samme person i tid og sted, kan den norske lokalkonge "Hithinus" (Heðinn) vel være det faktiske navn på hærføreren af styrkerne fra de norske, sikkert opfattet som det oprindelige "nordlige", herreder. Dermed må det også være en mulighed at "Hithinus" (Heðinn) navngiver "Heðinseyju, Heðinsey, Hythini insulam" (Hedinsø), i dag "Hiddensee", vest for Rygen.

Mandsnavnet "Hèðinn" (skindkjortel, skindkappe) forekommer i det nordlige Skandinavien og nordlige England. Navnet kendes i runer og stednavne bl.a. i formerne:

      • "[h]iþi[n]" (runesten, Klepp II, Klepp kommune, Rogaland (N 226), dateret til 900 talllet e.Kr.) 

      • "haþin" (runesten, Selångers Kirkegård, Medelpad (M 9), dateret til 900 tallet e.Kr.)

      • "[h]iþin" (fragment af runesten, Sparlösa, Västergötland (Vg 120), dateret til 900 tallet e.Kr.) 

      • "heþin" (stentavle, Maughold kirke, Isle of Man (MM 142), dateret til ca. år 1000 e.Kr.)

      • "hiþin" (runesten, Anundshög, Västerås, Västmanland (Vs 13), dateret til ca. år 1000 e.Kr.)

      • "Edeshale, Hethensale" (Doomesday Book fra år 1086 e.Kr.; 1100 tallet e.Kr.) - i dag Hensall, North Yorkshire

      • "Hednesleya" (Foundation charter for Kirkless Nunnery fra år 1155 e.Kr.) - i dag nær Kirklees Priory, West Yorkshire

 

Ved Sommerhalvårets komme ved Sumarmál (Sommermål), dvs. Ðrimilce-monaþ (Majmanet) år 445-446 e.Kr., sendes de danske styrker rundt om i Skandinavien for at skaffe forsyninger i fødevarer og tropper til det kommende Vinterhalvår. Ved Vetr-nætr (vinternætterne)'s komme , dvs. Blot-monaþ (Slagtemanet, Winterman) år 445-446 e.Kr. udgør de danske styrker følgende:

1] Autumno petitores commeatuum redeunt, trophaeis quam alimentis locupletiores. [2] Rollerus enim provincias Sunmoriam et Normoriam, occiso earum rege Arthoro, vectigales effecerat. [3] At Olimarus Thoriam Longum, Iamtorum atque Helsingorum regem, duosque alios haud inferioris potentiae duces, Hestiam quoque et cum Ølandia Curetiam, sed et insulas Suetiae praetentas, celeberrimus barbariae domitor, triumphavit. [4] Itaque septingenta reducebat navigia, duplicato eductorum antea numero. [5] Ønef vero et Glomero, Hithino quoque et Høgino Orcadum trophaea cessere. [6] Iisdem cum nongentis navibus reditum est. [7] Et iam quaesiti late sumptus convectaeque raptu impensae alendis abunde copiis suppetebant. [8] Ceterum viginti regna imperio Frothonis adiecerant, quorum reges triginta praedictis adiuncti Danorum partibus militabant.

Harum virium fiducia cum Hunis pugna conseritur.

Om Efteraaret vendte de, der var bleven sendt ud for at skaffe Levnedsmidler, tilbage, men de var rigere paa Sejrvindinger end paa Levnedsmidler. Roller havde nemlig gjort Fylkerne Nordmøre og Søndmøre skatskyldige efter at have fældet deres Konge Arnthor. Olimar havde indlagt sig den største Navnkundighed ved at undertvinge fremmede Lande; han havde overvundet Thor Lange, Konge over Jemteland og Helsingland, og to andre ikke mindre mægtige Høvdinger samt underlagt sig Estland, Øland og Kurland og Øerne ud for den svenske Kyst; han vendte hjem med syv Hundrede Skibe, dobbelt saa mange, som han var sejlet bort med. Ønev og Glomer samt Hedin og Høgne havde underlagt sig Orkn-øerne; de vendte hjem med ni Hundrede Skibe. Nu var der kommet Penge nok ind vidt og bredt til at bestride Udgifterne med og fuldt op af Bytte, saa nu var der rigeligt nok til Krigsfolkenes Underhold. Tyve Riger var bleven underlagt Frodes Herredømme, hvis Konger i Forbindelse med de tredive tidligere nævnte kæmpede sammen med Danskerne.

I Tillid til denne Styrke begyndte han Kampen med Hunnerne;

Saxo: Gesta Danorum (Bog 5.7.11.1-8; 5.7.12.1 på latin); Fr. Winkel Horn: Saxo Grammaticus – Danmarks Krønike (1911, 1. del, Bog V: 187)

 

Det første vi bemærker er at Ruthenernes konge, Olimar, der taber søslaget år 444 e.Kr. til den danske flåde (se nedenfor), som en del af krigsskadeerstatningen gøres underdanig og indgår i de danske styrker til det efterfølgende sø- og landslag. Det er helt konsekvent med hvad vi kan forklare om samtiden, at det er den østlige del af Østersøen Olimar's flåde må besejle. At Olimar skulle have haft en flåde på 350 skibe forekommer højt, men ikke urimeligt. Igen erindrer vi at de samlede danske styrker var 260 skibe, ca. 11.700 mand, til det 1. Vendertog år 1158 e.Kr. At landskaberne Estland, Kurland, Øland, og ikke mindst Gotland, har kunnet mønstre henved 350 skibe forekommer også rimeligt. Olimar's samlede flådestyrke Vinterhalvåret år 445-446 e.Kr. er derfor ca. 700 skibe (31.500 mand).

Om personen "Rollerus" (Roller) skriver Saxo:

Erant autem Ericus et Rollerus Regneri pugilis filii, patre eodem sati diversaque editi matre. [7] Matrem quippe Rolleri eandemque Erici novercam Cracam vocabant 

Erik og Roller var Sønner af en Kjæmpe ved Navn Regnar, men de havde hver sin Moder, thi Rollers Moder, som hed Krage, var Stifmoder til Erik

 Saxo: Gesta Danorum (Bog 5.2.3.6 på latin); Fr. Winkel Horn: Saxo Grammaticus – Danmarks Krønike (1911, 1. del, Bog V: 144)

 

Erik den Veltalende sejlede oprindeligt i tjeneste hos Kong Gøtar af Norge, hvorfor hans hjemstavn har været det nordlige Skandinavien. "Rollerus" (Roller) kan være fra det oldnordiske mandsnavn "Hrollaugr" (Hróð + Laugr). Det forekommer derfor rimeligt at det netop er de norske fylker Nordmøre og Sunnmøre (Søndmøre), der sættes i len og skatskyld. Sunnmøre, Romsdal og Nordmøre udgør til sammen fylket Møre og Romsdal. Myklebostad stenen, Vistdal, Møre og Romsdal, dateret til år 400 e.Kr. viser os at landskabet er under vort landnám i samtiden. Navnet på lokalkongen år 445-446 e.Kr., "Arthoro" (Arnthor), kendes fra runeindskrifter i formerne "Arnórr, Arnþórr, Arndórr".

Snorre: Heimskringla (Haralds saga hárfagra , 3. kafli - Haraldr tók ríki.) nævner brødrene Herlaugi ok Hrollaugi, konger over Naumudal (Naumdal), Nord-Trøndelag. Han nævner i samme hændelse også Kong Arnvið til Sunnmøre (Sunnmæri til Arnviðar konungs). Hos Snorre er samtiden sat til Kong Harald Hårfager (Haraldur hinn hárfagri konungur)'s tid år 858-933 e.Kr. 

Jeg mener dog Saxo's viden findes i Hervarar saga ok Heiðreks:

Eitt sumar sendi hann menn austr í Hólmgarða, at bjóða Hrollaugi konungi barnfóstr, er þá var ríkastr konungr; því at Heiðrekr konungr vildi öll ráð föður síns á bak brjóta……konungr átti sun ungang, er Herlaugr hèt.

En Sommer sendte han et Sendebud øst paa til Holmgaard for at tilbyde Kong Hrollaug, som da var den mægtigste Konge, at opforstre hans Sön Herlaug; Kong Heidrek vil nemlig overtræde alle sin Faders Raad.

Hervarar saga ok Heiðreks (Nordiske Oldskrifter, 1847, kap. 10, s, 26-27). N.M. Petersen med G. Thorarensen’s oversættelse til nudansk. Der findes to udgaver af denne saga; Hauksbók fra ca. år 1325 e.Kr. og et skrift fra 1400 tallet der findes på Det Kongelige Bibliotek. Udgaverne er ikke ens og der er ingen enighed om hvilken er mest troværdig.

 

De forskellige udgaver af Hervarar saga ok Heiðreks afviger ganske meget fra hinanden. Der er givet et fælles ophav mellem Snorre, Saxo og Hervarar saga ok Heiðreks, men Saxo's erindring følger samme tidslinie som Hervarar saga ok Heiðreks, og er derfor sat til 400 tallet e.Kr.

Snorre: Heimskringla (Haralds saga hárfagra , 3. kafli - Haraldr tók ríki.) skriver at "End Kong Hrollaugr blev væltet fra sit kongedømme og tog op Jarl retten og fór siden som vassal af Kong Harald og opgav sit rige" (En Hrollaugr konungr veltist ór konungdómi ok tók upp jarls rétt ok fór síðan á vald Haralds konungs ok gaf upp ríki sitt). Det antyder stærkt at han har forladt sit kongerige i Naumdal, Nord-Trøndelag. Det er helt i overensstemmelse med samtiden at han kan være draget i Østerled og sat sig som fyrste i Holmgård, og gårdskonge af Garðaríki i Kong Harald Hårfager (Haraldur hinn hárfagri konungur)'s regeringstid år 858-933 e.Kr. 

Lokalkongen over Jämtland og Hälsingland, "Thoriam Longum" (Thor Lange), er identisk til Þórir helsingur (Thor Helsinger), landnámsmand af den vestlige del af Hälsingland, og sønnesøn til Ketill Jamti, der var landnámsmand af Jämtland.

Snorre: Heimskringla (Ólafs saga helga, kap. 137. Frá bygging Jamtalands):

Ketill jamti hét maður, sonur Önundar jarls úr Sparabúi í Þrándheimi. Hann flýði fyrir Eysteini konungi illráða austur um Kjöl. Hann ruddi markir og byggði þar sem nú heitir Jamtaland. Austur þangað flýði og fjöldi manna úr Þrándheimi fyrir þeim ófriði því að Eysteinn konungur skattgildi Þrændi og setti þar til konungs, hund sinn er Saur hét. Sonarsonur Ketils var Þórir helsingur. Við hann er kennt Helsingjaland. Þar byggði hann. 

Ketill Jamti hed manden, søn af Jarl Önundr fra Sparbu i Trondheim. Han flygtede fra Kong Eysteinn Den Ilderådende østenud forbi Kølen [bjerget Kjølhaugan i Trondheim's bagland mod Jämtland]. Han ryddede marker og byggede der hvor det nu kaldes Jämtland. Østenud flygtede og mangen en mand fra Trondheim for den ufred Kong Eysteinn's skatteudskrivning forårsagede, og bosatte sig med kongen, hvis hund hed Saur. Ketil's sønnesøn var Thor Helsinger. Han kendes fra Hälsingland for der byggede han.

Min oversættelse til nudansk. Jarl Önundr fra Sparbu i Trondheim, navngivet efter Sparbyggjafylket, må være identisk til Braut-Önundur (Brautönundr, Ynglinga-æt nr. 22, ca. 450-500). Kong Eysteinn Den Ilderådende må være identisk til Eysteinn (Øjstein, Ynglinga-æt nr. 26, ca. 450-550), der var lokalkonge over Raumaríki & Vestfold. Bemærk at også Ingjald (Ynglinga-æt nr. 23, ca. 450-500) havde tilnavnet "illráða".

 

Snorre: Heimskringla (Hákonar saga Aðalsteinsfóstra, 12. Frá Eysteini illa):

Sonarsonur Ketils var Þórir helsingur. Hann fór fyrir víga sakir af Jamtalandi og austur yfir markir þær er þar verða og byggði þar og sótti þannug fjöldi manns með honum, og það er kallað Helsingjaland. Gengur það allt austur til sjávar. Helsingjaland byggðu Svíar allt hið eystra með hafinu.

Ketil's sønnesøn var Thor Helsinger. Han fór for drabssager (ud) af Jämtland; og østen over markerne der slog han sig ned og byggede, og mange mænd (ned)satte sig der med ham, og dette er kaldet Hälsingland. Ganger da [Hälsingland] alt østenud til søen [Helsingjabotn = Den Botniske Bugt]. Den østlige del af Hälsingland langs havet (op)byggede Svea-[folket].

Min oversættelse til nudansk.

 

"Thoriam Longum" (Thor Lange, Þórir helsingur, Thor Helsinger)'s samtid er derfor ca. år 450-500 e.Kr. og kan derfor vel være en sand gengivelse af tid og sted hos Saxo.

At Saxo nævner "Orcadum" (Orkney) som underlagt vort herredømme år 445-446 e.Kr. er spændende derhen at vi normalt regner med at der blev gjort landnám på Orkney i 700 tallet e.Kr. Omvendt viser jeg i afsnittet "Navigation - Solstenen og Solpejlskiven" (underafsnit "Færøerne - hvor kom fårene fra?"), at allerede Gaius Julius Solinus: Polyhistor (kap. 22) i 2-300 tallet e.Kr. beviseligt kender til Orkney, som han kalder "Orcadibus", og giver os en sejlplan fra Orkney til sydvestkysten af Norge. Orkney har været bosat siden Stenalderen, og op til vor landnám af Orkney i 700 tallet e.Kr. er øen beboet af Picterne. I afsnittet "Kongedømmerne i Britannien (udover Øst-Anglen)" viser jeg den jyske Hengest's farfader Wecta (Witta, Vitta, Wihtlaeg, Waegdaeg) drager på ”Pikte-tog”, dvs. drager til Øst-Skotland og gør landfald, i hvert fald før år 434 e.Kr. Widsith-digtet (sætning 22) nævner "Witta weold Swæfum" (Witta vælder *Swawer), som vi må opfatte som det olddanske "swawer, swaawer", hvorfor stammenavnet har betydningen "hørende til folket". Picterne synes at dukke op i historien med kontrol af Pictland (den nordlige del af det senere Skotland) ca. år 297 e.Kr. Hvad Saxo derfor beskriver er et af de tidligste "Pikte-tog" til Orkney.

Saxo's "Ønef" må være identisk til ”Hnæf Hocingum” (Widsith-digtet, sætning 29); "Hnæf Scyldinga" (Beowulf-kvadet, sætning 1069); "[Hn]æf, Hnæfe" (Finnsburgh Fragmentet, sætning 2, 40), broder til Borghild/Hildeburh, datter af Hoc (Beowulf sætning 1070-1113). Vi kan fra Beowulf-kvadet, Finnsburgh Fragmentet og Widsith-digtet se, at Hnæf er samtidig med Hengest før udvandringen fra Jylland år 449 e.Kr. Hnæf dræbes i Finnsburgh, Friesland år 446 e.Kr.

Saxo's "Glomero" må være mandsnavnet "Glúmr". Navnet kendes bl.a. fra Víga-Glúms Saga, der finder sted medens Hákon Aðalsteinsfóstri var konge (kap. 2), dvs. ca. år 930-960 e.Kr. Som olddansk tillægsord "glum" har det betydningen ”at blive mørk af sind, at have et skummelt ansigt”. Sindstilstanden "glum" kan sidestilles med tilstanden "galgmód" (galgemod) i Beowulf-kvadet (sætning 1277). Af stednavne ser vi det i ”Glumsløff (1455), Glomsløff (1471)", i dag Glumslöv, Rönnebergs herred ved Landskrona, Skåne, samt i Glumesker Wood, Yorkshire (3.8.1298). Mandsnavnet må derfor være forekommet som "*Glum, *Glom", og har haft betydningen ”med skummelt og truende blik”. Hvorvidt denne person er skildret andetsteds er mig uklart.

Saxo's "Hithino" har jeg vist er den norske kongesøn "Heðinn" i Helgakviða Hjörvarðssonar (Ældre Edda) og "Sörla þáttr eða Heðins saga ok Högna" (Flateyjarbók) fra 1300 tallet e.Kr.

Saxo's "Høgino, Høgini" (Høgne) er hos Saxo en lokalkonge bosat i Jylland med en datter kaldet "Hilda", jvf. "Hilda, Høgini Iutorum reguli filia" i Saxo: Gesta Danorum (Bog 5.7.8.4 på latin); Fr. Winkel Horn: Saxo Grammaticus – Danmarks Krønike (1911, 1. del, Bog V: 185). Personen er identisk til "Högni" der nævnes bl.a. i følgende kilder:

  • Völsunga saga (bl.a. kap. 25). Högni’s kone hedder Kostbera. Samtiden er sat til Kong Atli (Hunnerkongen Attila), dvs. år 446-454 e.Kr. Hans brødre er Gunnarr Gjúkason og Gutþormr. Jvf. Völsunga Saga (kap. 27) rider Högni på hesten "Hölkvi" ("Hölkn" + "Ví" = stenig helligdom; en kenning for en hårdfør hellig hest).

  • Grípisspá (vers 37, 50, Ældre Edda).

  • "Sörla þáttr eða Heðins saga ok Högna" (Flateyjarbók) fra 1300 tallet e.Kr. En beretning om striden mellem Heðinn (Heðin) og Högni. Ragnarsdrápa (vers 10) beretter om samme strid, som det blev bemalet på et skjold givet af Ragnar Loðbrók år 850-865 e.Kr. til den norske skjald Bragi inn gamli (Brage Boddesson, Brage den gamle). Se afsnittet "Skjoldungernes skjolde". Samme strid gengives i Saxo: Gesta Danorum (Bog 5.9.0.1-3 på latin); Fr. Winkel Horn: Saxo Grammaticus – Danmarks Krønike (1911, 1. del, Bog V: 188). I Sörla þáttr eða Heðins saga ok Högna" (kap IV, kap. VII og kap. IX) hører vi at Høgne er søn af Kong Halfdan (Scyldinga-æt nr. 16, ca. år 445-498 e.Kr.) og fosterbroder til Heðinn, jvf. "Hálfdan hefir konungr heitit. Hann réð fyrir Danmörk. Hann sat í stað, er Hróiskelda heitir. Hann átti Hveðnu ina ellri. Þeira synir váru þeir Högni ok Hákon"; "Svá var Heðinn fanginn í illsku ok óminni af öli því, er hann hafði drukkit, at honum sýndist ekki annat ráð en þetta, ok ekki mundi hann til, at þeir Högni væri fóstbræðr", og "Högna Hálfdanarsyni".

  • Atlamál in grænlenzku (vers 4, 6, Ældre Edda) forklarer os at Högni’s gård ligger ved "fjörð Lima" (Limfjorden) og at hans kone hedder Kostbera.

  • Atlamál in grænlenzku (vers 30, Ældre Edda) og Völsunga Saga (kap. 35) forklarer os at Högni har sønnerne "Snævarr ok Sólarr". Drengenavnet "Snævarr" må være fra det urnordiske "*SnaiwaR" (sne), og "Sólarr" fra det urnordiske "*SólaR" (sol).

  • Hyndluljóð (vers 27, Ældre Edda) nævner hele ætten: Gunnarr, Haugni, Giuka, Gudrun og Guthormr, hvor sidstnævnte beskrives som fosterbroder.

 

Høgne Gjúkason (Högni, Høgino, Høgini)'s odelsjord ved Limfjorden (fjörð Lima) må være Hygum sogn, nordvest for Lemvig ud mod Nissum Bredning i Limfjorden. I Valdemars Jordebog fra år 1231 e.Kr. kaldes stedet for "Høghum", Vandfuld herred. "Um"-endelsen oprinder fra ”heim” (hjem), hvorfor forstavelsen "Høgh" er udviklet fra navneformen i de danske landskaber; "Hoghni, Høgne". Stednavnet "Hygum" er derfor "Høgne's hjem". Kongsgården har ligget mellem Engbjerg Kirke og Hygum kirke (fra ca. år 1150 e.Kr.); måske den gård man ved lå på vest for Engbjerg Kirke, eller ved Bavnehøj (57 m) i Hygum sogn. Vi skal erindre stedets absolut strategiske vigtighed i 400 tallet e.Kr., der også fremgår af herredsnavnet "Vandfuld herred". Geologiske undersøgelser viser at her lå sejlleddet mellem Limfjorden og Vesterhavet fra ca. år 300 f.Kr. til ca. år 1150 e.Kr., hvor det sandede til:

Vesterhavet → Ferring Sø (æ sønnefyvve) → Veserne (Sønder Vese (sønneveese), Mellem Vese (æ melvees), Nørre Vese (æ narvees), Smedshave Vese) → Hygum Nor → Nissum Bredning. 1

1 Se Svend Aakjær: Kong Valdemars Jordebog (1926-45, 2. Bind: Kommentar, hæfte 1, s. 26).

 

Høgne's datter Hilda i Saxo: Gesta Danorum forekommer identisk i "Sörla þáttr eða Heðins saga ok Högna" (kap. VII, IX, Flateyjarbók) fra 1300 tallet e.Kr. I denne saga hører vi at "Högni giftir mér þegar Hildi, dóttur sína" (Høgne lader mig [Heðinn] straks gifte mig med Hilda, hans datter), samt at Hilda kaldes "Hildr Högnadóttir" (Hilda Høgnedatter).

Jordanes: Getica sive De Origine Actibusque Gothorum (Bog XLIX: 254) fra ca. år 550 e.Kr. skriver:

Qui, ut Priscus historicus refert, exitus sui tempore, puellam Hildico nomine decoram valde sibi in matrimonio post innumerabiles uxores,

Som historieskriveren Priscus gengiver, kort før sin død [år 454 e.Kr.], ægtede han [Attila] den underskønne unge kvinde Hildika efter utallige [tidligere] giftermål,

Min oversættelse til nudansk. "Priscus" er Priscus fra Panium, der besøgte Attila år 447-450 e.Kr. Se afsnittet "Til gilde hos Attila".

 

Saxo's og Jordanes' Hilda (Hildika) må være den samme jyske prinsesse, der gives til Attila i giftermål efter Frode-freden år 446 e.Kr. for at bekræfte freden.

Det ser ikke ud til at denne Hilda også er identisk til Brynhildi Buðladóttur (Brynhild Budladatter), der er datter af Buðla (Buðli), der er identisk til Bleða (Bleda, regent år 434-446 e.Kr.), broder til Hunnerkongen Attila (Atli). Völsunga Saga (kap. 25) skriver dog at "Atli hét bróðir Brynhildar", men dette er formentlig en vrang erindring. 

Brynhildi ser ud til at være sat i opfostring hos Kong Heimir, jvf. Grípisspá (vers 27-28, Ældre Edda) og Völsunga Saga (kap. 23), og er det fordi søsteren Bekkhild (Bekkhildr) er gift med Heimir. Jvf. Völsunga Saga er Kong Heimir ikke identisk til Høgne (Högni).

Høgne Gjúkason (Högni, Høgino, Høgini) har sin odelsjord ved Limfjorden (fjörð Lima) i Hygum (Høgne's hjem), Vandfuld herred.

Søsteren Gudrun, der også kaldes "Guðrún Gjúkadóttir, Guðrún Gjúka dóttir", jvf. Gudrúnarkviða I (vers 16, Ældre Edda); Gudrúnarkviða II, En Forna” (vers 38, Ældre Edda); Gudrúnarkviða III (vers 2, Ældre Edda) og Völsunga Saga (kap. 25), var verdensberømt i samtiden og kendes stadig fra beretninger om Asgårdrejsen (Oskorei, Odinsjagten, Den Vilde Jagt), den årlige rituelle jagt under juletiden. Her kaldes hun "Guro Rysserova" (Gudrun med Hestehale). Se afsnittet "Rejsen til Asgård – Odinsjagten".

Gudrúnarkviða II, En Forna” (vers 14, Ældre Edda) siger:

Sat ek með Þóru
sjau misseri,
dætr Hákonar
í Danmörku;
hon mér at gamni
gullbókaði
sali suðræna
ok svani danska.

Sad jeg med Thore
syv misseri [3½ år],
datter af Haakon
i Danmark;
hun mig til gammen
guldbogførte,
sydlige sale
og danske svaner.

Min oversættelse til nudansk.

 

Völsunga saga (kap. 32) siger:

Síðan hvarf Guðrún á brott á skóga og heyrði alla vega frá sér vargaþyt og þótti þá blíðara að deyja. Guðrún fór uns hún kom til hallar Hálfs konungs og sat þar með Þóru Hákonardóttur í Danmörku sjö misseri og var þar í miklum fagnaði..........skip Sigmundar konungs er skriðu fyrir land fram. Og það byrðu þær er þeir börðust Sigar og Siggeir á Fjóni suður.....”

Siden vendte Gudrun tilbage til skoven og hørte alle vegne ulvehyl og tænkte da døden var at foretrække. Gudrun foer til hun kom til Kong Hálf’s haller og der sad hun i Danmark med Thore Haakonsdatter i syv misseri [3½ år] og var der meget (om)fagnet [vel modtaget]....... Kong Sigmund’s skib skred mod landet frem. Og der sloges de Sigar og Siggeir syd for Fyn.......”

Min oversættelse til nudansk.

 

Ved at sammenholde Gudrúnarkviða II, En Forna” (vers 14, Ældre Edda) og Völsunga saga (kap. 32) kan vi se at "Þóru Hákonardóttur" (Thore Haakonsdatter) må være navngiver til Thurø syd for Svendborg; skrevet "Thorø maior", Turø sogn, Sunds Herred i Valdemars Jordebog fra år 1231 e.Kr. 1

1 Svend Aakjær: Kong Valdemars Jordebog (1926-45, 2. bind: kommentar, hæfte 1, s. 214, 219). Det latinske "maior" (store) er tilføjet i jordebogen for at adskille øen fra "Thorø", kærum sogn, Baag Herred, syd for Assens, der således er den mindre ø.

 

Saxo: Gesta Danorum (Bog 2.5.2.8; 2.5.4.1 på latin); Fr. Winkel Horn: Saxo Grammaticus – Danmarks Krønike (1911, 1. del, Bog II: 46) forbinder ligeledes Thurø med Thore (Thora), og samtiden omkring ca. år 446 e.Kr., jvf. "insulam Thorø virgine Thora" og "insulam Thorø piraticam reflexisset, Thora".

Når vi nu ved at søsteren Guðrún Gjúkadóttir opholder sig på Thurø syd for Svendborg, er det nærliggende at overveje hvor broderen (fosterbroderen) Gutþormr havde sin odelsjord. Jeg mener svaret er at hans odelsjord var Gudme og Gudme Herred lige nord for Svendborg, der skrives "Guthumheret" i Valdemars Jordeborg fra år 1231 e.Kr.; "Guthum" (1264, 1327); "Guthume" (1380); "Gudeme herred" (1462). 1

1 Se Svend Aakjær: Kong Valdemars Jordebog (1926-45, 2. Bind: Kommentar, hæfte 1, s. 101).

 

Hyndluljóð (vers 27, Ældre Edda) siger:

Gunnarr ok Haugni
Giuka arfar,
ok id sama Gudrun
systir þeirra:
eigi var Guthormr
Giuka ættar,
þo var hann brodir
beggia þeirra;
allt er þat ætt þin,
Ottar heimski!  

Gunnar og Høgne
Gjúka's arvinger,
og (fra) æt samme, Gudrun,
søsteren deres:
Ikke var Guthorm
Gjúka æt,
dog var han broder
(til) dem begge;
alt er dette ætten din,
Ottar hemske!

Min oversættelse til nudansk. Digtet er tilegnet "Audlinga”-ætten, der kan være Kong Hálfdan’s søn Áli (/Authi, Auði. Se Scyldinga-æt nr. 16).

 

Gunnar og Høgne er arvingerne til Gjúkunga-ætten (Gjúkungs), der må anses som en landnáms-æt fra Bornholm. Guthorm er ikke knæsat, men alene en fosterbroder. Derfor er han ikke arving til den jyske odelsjord, men må finde sig et andet herred. Hermed mener jeg vi kan sige at Gudme Herred er skabt i årene op til år 446 e.Kr. af Gjúkunga-ætten's fostersøn Guthorm. Høgne's odelsjord var strategisk vigtigt for Danmark og kongemagten fordi her var sejleddet fra Vesterhavet over Limfjorden mod øst. Gudme herred har nøjagtigt samme strategiske betydning for Danmark og kongemagten fordi her lå den største handelsplads i samtiden ved Gudme-Lundeborg. Vi ser handlen forsvinde fra denne handelsplads efter år 4-500 e.Kr.; mit bud vil være efter Guthorm's æt falder bort.

Jvf. Helgakviða Hundingsbana hin fyrri (vers 1 og 6, Ældre Edda) er Helge født i "Brálundi" til Borghild og Sigmund. Helgakviða Hundingsbana önnur (Forordet, Ældre Edda) skriver at Helge (Helga) var søn af "Sigmvndr konvngr Va/lsvngs son" og "Borghilldi af Brálvndi". Stednavnet "Brálundi" må være identisk til Bralund, Vadsbro, Södermanland; i dag en lille bygd, men med utallige forhistoriske mindesmærker.

Helgakviða Hundingsbana hin fyrri (vers 8, Ældre Edda) lyder:

Gaf hann Helga nafn
ok Hringstaði,
Sólfjöll, Snæfjöll
ok Sigarsvöllu,
Hringstöð, Hátún
ok Himinvanga,
blóðorm búinn
bræðr Sinfjötla

Gav han Helge navn,
og Ringsted,
Solfjeld, Snefjeld
og Sigarsletten;
Ringsted, Højtun
og Himmelvang,
blodormen rustet
(til) SinfjötlaR's broder.

Min oversættelse til nudansk. "blóðorm búinn" (blodormen rustet) er en kenning for sværdet, der er klargjort. Kenningen viser ritet med Rigssværdet der gives drotten ved tronbestigelsen, hvorved han opnår retten som hærleder, men også pligten til at forsvare riget. Der er en vigtig indsigt i den opremsning af stednavne vi ser ovenfor: "Hringstaði, Sólfjöll, Snæfjöll ok Sigarsvöllu, Hringstöð, Hátún ok Himinvanga" (Ringsted, Solfjeld, Snefjeld og Sigarsletten; Ringsted, Højtun og Himmelvang). Opremsningen forekommer mig at være afgrænsningen af ættens samlede odelsjord, fordelt på to hovedlandskaber stødende til hinanden med Ringsted som navet. 

Stednavnet "Sólfjöll" (Solfjeld) kunne evt. være "Solbjærg" (Solbjerg sogn), Logaheret (Løve Herred), Sjælland. Det fører da til at "Snæfjöll" (Snefjeld) må være Sneslev (by og sogn), 7 km syd for Ringsted, Ringsted Herred . Sneslev Kirke ligger på en bakketop vel uden for landsbyen, og bakken må være det oprindelige Snæfjöll (Snefjeld). Sigarsvöllu (Sigersletten) er ved Sigersted, 5 km vest for Ringsted. "Hátún, Hátúnum" er den bakke der senere navngives "Baldershøj" i landsbyen Tune, Tune Herred (Tunæheret, tvnaheret), hvor Kong Frode I.'s landstyrke samles. Derfor må "Himinvanga" (Himmelvang) være Himlingøje på Stevns. Fra olddansk kan vi se at "himmelsk" også forekommer som "himlisk" i tillægsform. Som udsagnsord forekommer ordet som "himle, himla" (dansk, norsk, svensk). Endestavelsen tror jeg må være "øje", der som tillægsord bruges til en visuel beskrivelse af geografien. Set fra kongsgården i Ringsted og Lejre er Stevns visuelt "Sjællands Øje". Fordi vi ved at Himlingøje er ufattelig rig på gravhøje og gravfund fra 2-300 tallet e.Kr., er stedet de udødelige forfædres hvilested, der for alle indoeuropæiske folkeslag er himlen (himinn, himin). Derfor mener jeg vi må kunne opfatte Himlingøje som "Himlens Øje" - en kenning for Stevns. Se også Alvíssmál (vers 11 & 12, Ældre Edda).

 

Med forståelsen for at Himinvang (Himmelvang) er det hellige gravsted i Himlingøje, kan vi nu pludselig se hvorfor Helgakviða Hundingsbana hin fyrri (vers 15, Ældre Edda) har følgende ordlyd om det slag der fandt sted ved "Logafjöllum" (Det Brændende Fjeld):

Þa brá lioma
af Logafiollom,
enn af þeim liomom
leiptrir qvomo;
þa var vnd hialmom
a Himinvanga,
brynior váro þeirra
bloþi stocnar,
enn af geirom
geislar stoþo.

Da [lyn]hurtigt lys
fra Logafjeldet,
end af dem [op]lysende
lyn kom;
da jernkant og hjelme
til Himmelvang [drog],
brynjerne deres var
[med] blod bestænkt,
end fra spydene
stråler stod.

Min oversættelse til nudansk.

 

Ovennævnte udgave af Helgakviða Hundingsbana hin fyrri (vers 15, Ældre Edda) er fra Sophus Bugge's originale tekst (1867). Vær her opmærksom på at den normaliserede islandske transkription ser ud til at antage at der mangler to sætninger i dette vers før "þa var vnd hialmom a Himinvanga", ligesom den omskriver "þa var" til "hávar". Forskellige oversættelser har derfor af fri fantasi opdigtet hvad disse sætninger måtte have været, jvf. "Hjelmklædte Kvinder (1870);  Da saa Kongen Kvinder til Hest (1911); saa der kongen kvinder ride (1899); Fursten då märkte möar rida (1884-1924); Ned reid møyar tri gonger nie (1928)" - alle under indflydelse af forgængerens fortolkning. Der er intet i den oprindelige tekst der antyder en mangel på hverken ord eller sætninger netop her. Alle fortolkninger mener jeg derfor er vrang da fejlen bygger på antagelsen at "Himinvanga" (Himmelvang) er Himlen i den næste verden i rummet fremtiden. Derfor antages det at det må være engle (sennordisk valkyrier), der bringer døde helte fra valpladsen til valhalla. Hvad der i virkeligheden er sket er at et slag fandt sted ved "Logafjöllum" (Det Brændende Fjeld). De danske der måtte lade livet i dette slag bringes tilbage til Helge's odelsjord i Himlingøje, hvor de højlægges efter normal gravskik. Bemærk at udtrykket "af geirom geislar" (fra spydene stråler) forekommer med identisk forståelse på spydskaftet fundet i Kragehul, Odense og dateret til år 350-550 e.Kr. (Nationalmuseet nr. 3158, DR 196). På dette spydskaft har vi rejst i Ældre Futhark runerne "asugisalas", dvs. sammenhængen mellem spydet (gâr, geir, geirr) og strålen (gísla). Det oldnordiske "var" (jernkant) må være en kenning for sværdklinger, der når de støder sammen afgiver lynglimt. Sværdklingers lynglimt kaldes på oldengelsk "Swurdléoma", jvf. Finnsburgh Fragmentet (sætning 35), der i dette fragment bruges til at beskrives træfningen i Finnsburgh år 446 e.Kr. mellem Hnæf med 60 danske følgesvende, og et frisisk bagholdsangreb fra Finn, lederen af de frisiske ætter.

Da Helgakviða Hundingsbana hin fyrri (vers 15, Ældre Edda)'s beretning om slaget ved "Logafjöllum" (Det Brændende Fjeld) er identisk til Beowulf-kvadet (sætning 1068-1160) og Finnsburgh Fragmentet's beretning om træfningen i Finnsburgh (Finn(i)sburh), Friesland år 446 e.Kr., kan vi gengive ordlyden fra Finnsburgh Fragmentet (sætning 35-36), der viser det fælles ophav i beretningen:

Swurdléoma stód  
swylce eal Finn[i]sburh fýrenu wáere.

Sværd(op)lyste (sammen)stød,
som (om) al Finnsburgh i flammer var.

Min oversættelse til nudansk.

 

Blandt de "tresindstyvende sejrsoplyste" (sixtig sigebeorna) danske landsmænd der deltog i træffet, jvf. Finnsburgh Fragmentet (sætning 31, 38), var de der måtte lade livet bl.a. Helge Hundingsbane (Helga Hundingsbana), hans onkel Hnæf og Gárulf, søn af Gúþláf (Gúðláfes sunu). Sigeferð (Sæferð, fra Secgena-folket), Éaha, Ordláf, Gúþláf (Gúðláf), Gúðere, Ósláf og Hengest overlever, jvf.  Finnsburgh Fragmentet (sætning 15-18) og Beowulf-kvadet (sætning 1148).

Beowulf-kvadet (sætning 1107-1124) gengiver begravelsen af Helge Hundingsbane (Helga Hundingsbana) og hans onkel Hnæf i Himlingøje (Himinvanga) år 446 e.Kr. Også Beowulf-kvadet (sætning 1111) fremhæver de blodbestænkte brynjer, jvf. "swátfáh syrce" (blod(svedig)gjorte serke). Hnæf og Helge Hundingsbane (Helga Hundingsbana) ligbrændes sammen fra et sted der kaldes "Hnæfes áde", jvf. Beowulf-kvadet (sætning 1114), hvor "ád" betegner "pyre, bål", dvs. "Hnæf's pyre".

Grípisspá (Ældre Edda) forklarer os at Sigmundr Völsungsson havde tre sønner; den ældste søn hed "Sinfjötli", den mellemste "Helgi" (Helge) og den yngste Hámundr.

Kong Sigmund i Völsunga saga (kap. 32) er Sigmundr Völsungsson og "Siggeir, Seggi, Sigi" er hans kaldenavn, jvf. Snorre: Snorre Edda (fortale, kap. 4). Hans æt drager ca. år 241 e.Kr. til ”Frakkland”, der sikkert er landskabet omkring Frankfurt ved Oder-floden. Se afsnittet "Froncum - Franken". Endnu engang er det værd at fremhæve at samtidens strid er mellem Kong Gjúki’s søn Gunnarr Gjúkason og Sigmundr Völsungsson’s søn Sigurð over Brynhildi Buðladóttur (Brynhild Budladatter), dvs. mellem Völsunga-ætten, Buðlunga-ætten og Gjúkunga-ætten.

Før år 1370 e.Kr. hører Sigersted til Alæstatheret (Alsted Herred), hvor Ringsted (Ringstath) hører til Ringsted herred (Ringstathaheret). Det antyder, som også Helgakviða Hundingsbana hin fyrri (vers 8, Ældre Edda) viser ved at nævne "stederne" særskilt, at Sigersted ikke var underlagt konge-ætten i Ringsted ved Sjællands inddeling i herred (herat). 1

1 Se Svend Aakjær: Kong Valdemars Jordebog (1926-43, 2. bind, kommentar, hæfte 1, s. 173-4; hæfte 2, s. 524).

 

Grípisspá (Ældre Edda) kalder egnen hvor Sigmundr Völsungsson har sæde i Danmark, før de omkring år 241 e.Kr. udvandrer til "Frakkland" (Frankfurt ved Oder-floden), for "ríki Borghildar" (Borghild’s rige). Dette "rige" må være identisk til den odelsjord Helge gives i Helgakviða Hundingsbana hin fyrri (vers 8, Ældre Edda), dvs. Ringsted, Solfjeld, Snefjeld og Sigarsletten, Højtun og Himmelvang.

Jeg viser i afsnittet "At tage til ægte med vielse og brudeløb (bryllup)" (underafsnit "Kvinders skilsmisse- og arveret") at kvinder beviseligt har fuld arveret og arvelod i 400 tallet e.Kr. Det er derfor Borghild's odelsjord Helge gives. Vi må ikke forblindes af at Borghild befinder sig i Bralund, Vadsbro, Södermanland da Helge fødes. Her er hun som følge af giftermål, hvorfor egnen omkring Bralund, Vadsbro, Södermanland formentlig tilhører Sigmundr Völsungsson, og må være denne æt's odelsjord før udvandringen fra Skandinavien. Hundingsbana önnur (Forordet, Ældre Edda) skriver at sønnen Helge fik sit navn, og derfor Hamingja, efter "Helga Hiorvarþssyni". Snorre: Ynglinga Saga (kap. 37) skriver at Kong Hjörvarður (Hjørvard) kommer til Upsal, og iflg. Skjoldungasaga er Hjørvard konge af Øland, og samtidig med Rolf Kraka (Scyldinga-æt nr 19, før 494). "Sögubrot af nokkrum fornkonungum í Dana ok Svíaveldi” (kap 4. Frá ríki Haralds konungs) skriver at "Hervarðar" (= Hjörvarður, Hjørvard), og dermed Ylfinga-ætten, har Östergötland som arvelig odelsjord.

hvem er Borghild ?

Borghild er identisk til ”Hildeburh” (Hildeborg), datter af Hoc (Hóces dohtor) i Beowulf-kvadet (Sætning 1070-1113). Hun er i Beowulf-kvadet Danerkvinde af høj byrd og hendes barn og broder (bearnum ond bróðrum) bliver dræbt 1.

1 Sønnen Helge dør ligeledes i Helgakviða Hundingsbana önnur (mellem vers 29 & 30, vers 33, Ældre Edda), jvf. "þar fell Helgi" og "Helga dauða". Han dræbes her i Fioturlvndi (Fjoturlund) af Dag (Dag den Vise); i Helgakviða Hjörvarðssonar (mellem vers 35 & 36, Ældre Edda). jvf. "ok fekk þar Helgi banasár". Han dræbes her i en holmgang (völl haslaðan) på Sigersletten af Alf, Hróðmar's søn. I Beowulf-kvadet bliver Hildeburh’s søn og broder dræbt af Folcwald’s søn Fin(n) (”Folcwaldan sunu”, Beowulf-kvadet; ”Fin Folcwalding”, Widsith-digtet (sætning 27)). Kong Fin(n) kommer fra den frisiske slægt (”Fresna cynne”, Widsith-digtet (sætning 27) med hjemsted i Finnshjem/Finnsborg (”Finnes hám”, Beowulf-kvadet; ”Finnsburuh”, Finnsburgh Fragmentet/Brudstykket). Thiðrekssaga beretter at Attila/Atli kom fra Friesland. Det ser derfor ud til at en del af den frisiske æt kan have været underlagt med Hunnisk overherredømme, som vi senere ser at dele af ætten går i ledtog med Frankerne imod os.

 

Beowulf-kvadet (sætning 1068-1160) og Finnsburgh Fragmentet, begge fra 700 tallet e.Kr. behandler den i samtiden meget vigtige træfning i Finnsburgh (Finn(i)sburh), Friesland år 446 e.Kr. Hnæf (Ønef, Hnæf Hocingum, Hnæf Scyldinga) er med 60 danske landsmænd på besøg hos Finn, lederen af de frisiske ætter, i hans kongsgård Finnsburgh (Finn(i)sburh), Friesland. Hnæf's søster ”Hildeburh” (Hildeborg, Borghild) er tilstede under træffet, hvilket må have betydningen at ”Hildeburh” (Hildeborg, Borghild) år 446 e.Kr. er gift med den frisiske hersker Finn, og ikke længere er gift med Sigmundr Völsungsson. Det er ”Hildeburh” (Hildeborg, Borghild)'s "bearnum ond bróðrum" (barnet og broderen) der dræbes i træfningen i Finnsburgh (Finn(i)sburh), jvf. Beowulf-kvadet (sætning 1074), hvor broderen er Hnæf. Vi kan se at hendes barn er en søn, jvf. "hire selfre sunu" (hendes egen søn) i Beowulf-kvadet (sætning 1114), og at han er Skjoldunge (Scyldinga)-æt, jvf. "Here-Scyldinga" (Hær-skjoldunger) i Beowulf-kvadet (sætning 1108) i hvem der skal højsættes. Hverken Beowulf-kvadet eller Finnsburgh Fragmentet giver os navnet på sønnen der dræbes, men jeg mener ikke der kan være tvivl om at det må være hendes søn Helge Hundingsbane (Helga Hundingsbana), der i Helgakviða Hundingsbana hin fyrri (Ældre Edda) er gengivet som 15 vintre gammel (fimmtán vetra) da han dræber Hunding.

Den eneste mulige usikkerhed i denne vurdering er at i lov og sæder betegner brugen af "bearnum" (barnet) i samtiden et ungt menneske, der er "7 vintre” (syfanwintre), jvf. Beowulf-kvadet (sætning 2428) eller ældre. Den øvre grænse for brugen af "barn" synes at være "fæmtan uintre gamal" (femten vintre gammel), da Skånske Lov fra år 1200-28 e.Kr. kalder aldersgruppen fra 7-15 for "æplis børn" (æble børn). Hermed er der, så vidt jeg kan se, ingen konflikt i nogen af vore kilder om at ”Hildeburh” (Hildeborg, Borghild)'s dræbte søn i Finnsburgh (Finn(i)sburh) kan være Helge Hundingsbane (Helga Hundingsbana).

Er der en mulig sammenknytning mellem den sjællandske odelsbonde Hoc, og den i dag ukendte købstad "Hoghakiøping" i Valdemars Jordebog fra år 1231 e.Kr. Annales Ryenses (Rydårbogen) fra sidst i 1200 tallet e.Kr. skriver at Kong Ro flyttede den stad, som før kaldtes "Høkækøping", fra det sted som kaldtes "Høkæbyærgh" (*Hocebjerg, *Højebjerg) og byggede den op ved en havn ved Ysæfyorth (Isefjord), og kaldte den Roskældæ (Roskilde). Lejrekrøniken (Chronicon Lethrense, kap. III), fra ca. år 1170 e.Kr. skriver "Høkæbiærgh; que Høkækøping nuncupata est" og har samme oplysninger som Rydårbogen. Jørgen Olrik: Krøniker fra Valdemarstiden (1900-1, Krøniken om Lejrekongerne, s. 13, anmærkning 3) skriver at "Høkæbiærgh" er identisk til Højbjerg, Valsølille sogn, Ringsted Herred. Det vil i så fald betyde at et muligt sted for Hoc's kongsgård kan være Skjoldenæsholm (oprindeligt "Skjoldnæs") lige syd for Højbjerg. I 12-1300 tallet er slottet krongods og det gamle voldsted (slotsbanken) kan stadig ses på et næs i Valsølille Sø. Da den gamle kongevej på tværs af Sjælland løber fra Lejre forbi det oprindelige Skjoldnæs ved Valsølille Sø, kan dette vel have været en ekstrem vigtig kongsgård for skjoldungerne. Hvor langt kan vi føre forstavelsen i slottets navn "*Skjold" tilbage? 1

1 Se Svend Aakjær: Kong Valdemars Jordebog (1926-43, 2. bind, kommentar, hæfte 2, s. 532, 544).

Adelsmanden Peder Jenssøn var landsdommer med sæde på Skjoldnæs, der i tidsrummet 1429-1662 var krongods. Han førte en opretstående Enhjørning i sit våbenskjold, og omtales således i 1435:

”Pæther Jenssön oppæ Skjoldnæs, Landz Domer”

Torbern Billde, Höfftzman paa Wörttingborg (Torben Bille, Høvedsmand på Vordingborg) skriver i et åbent brev dateret 1508:

"Myn kere swager, hanss bilde Höfftzman paa skioldeness"

Se Caspar Frederik Wegener: Historiske Efterretninger om Abrahamstrup Gaard i ældre og nyere tid (1855, Bind I, fodnote s. 20, 47)

 

Det forekommer mig at ifald ”Hildeburh” (Hildeborg, Borghild) gives halv arvelod fra sin fader Hoc, hvor broderen Hnæf gives den anden halvdel, og hendes odelsjord omfatter Logaheret (Løve Herred), Alextathaheret (Alæstatheret, Alsted Herred), Ringstathaheret (Ringsted Herred), Tunæheret (Tune Herred) til Himlingøje (Himinvanga) 1, der ser ud at ligge i skellet mellem Byauærscogsheret (Bjæverskov Herred) og Stethemsheret (Sthethyumsheret, Stevns Herred), da må faderen Hoc ikke blot have ejet alt dette og mere til; han må ganske enkelt være en af de største jorddroter på Sjælland i 400 tallet e.Kr. Hermed forekommer muligheden at Hoc's odelsjord kan have udgjort en væsentlig del af hvad Lejrekrøniken (Chronicon Lethrense, kap. I), fra ca. år 1170 e.Kr. kalder "Withesleth".

1 Det er her værd at fremhæve at man, til trods for udgravninger efter dette, ikke har fundet gårdanlæg i tilknytning til de ufatteligt rige grave i Himlingøje, dateret til 2-300 tallet e.Kr.

I afsnittet ”Sarmatisk smedekunst i vore landområder” viser jeg at vor oprindelige kunststil, Stil I., er sarmatisk. I afsnittet  "Legion IX Hispania og Legion VI Victrix, Britannien – de sarmatiske ryttere der forsvandt", argumenterer jeg for hvorfra, og hvorledes, først 5-7.800 sarmatiske ryttere og fodfolk med kvinder og børn drager nord for Ejder-strømmen i tidsrummet år 71 til år 108 e.Kr. Siden følger 5.100 sarmatiske ryttere i tidsrummet år 175 til år 238-244 e.Kr.

Beowulf-kvadet (sætning 1107-1124) gengiver begravelsen af Helge Hundingsbane (Helga Hundingsbana) og hans onkel Hnæf i Himlingøje (Himinvanga) år 446 e.Kr.

Det vil med andre ord sige, at år 446 e.Kr. højsættes Skjoldungernes Jarl æt stadig i Himlingøje, men kongsgården ligger i Ringsted.

Jeg tror derfor aldrig der var nogle gårdanlæg omkring Himlingøje, og derfor må vi søge en anden forklaring på hvorfor Jarl æt højlægges netop her.

Nøgleordet er, tror jeg, forståelsen for den urnordiske landskabsinddeling af Sjælland, hvor navet er "Withesleth", der udgår fra omkring bunden af Roskilde Fjord.

Himlingøje (Himinvanga) ser ud at ligge i skellet mellem Byauærscogsheret (Bjæverskov Herred) og Stethemsheret (Sthethyumsheret, Stevns Herred). I afsnittet Kvinder - Jordlige moder og skjoldmø” argumenterer jeg for at enheden ”Grendles módor” (Grendel's moder) i Beowulf-kvadet (sætning sætning 1282-1284) er en kenning for Møn (og Stevns), der ikke var under kontrol af Skjoldungerne før ganske sent i 500 tallet e.Kr.

Jarl æt højlægges derfor i Himlingøje "på grænsen".

I afsnittet ”Eotenum, ytum, *eutii – jyderne” (underafsnit ”Kitnæs-skatten - Beowulf's værdier til Jordens Holden?”) argumenterer jeg for at Kitnæs, Horns Herred betegnes ”hrones næsse” (Horn's Næs) i Beowulf-kvadet (sætning 3136). Jeg argumenter for at Jarl æt gravlægges hér fordi dette næs vogter indsejlingen til Roskilde Fjord, og dermed Skjoldungernes "Withesleth" fra nord.

Der er også foretaget udgravninger efter, men ej heller her fundet, gårdanlæg i tilknytning til den ufattelige rige Kitnæs-skat fra begyndelsen af 500 tallet e.Kr. Årsagen mener jeg er den samme.

Det må være denne urnordiske tanke om vogter af landskab, der fører til hærførertitlen og senere drengenavnet ”Marskal, Marsk" (latiniseret frankisk ”mariscaluis”). Ordet er faktisk sammensat af ”mare” (hoppe) + ”skalk”, hvor den oprindelige forståelse af ”skalk” (skalkr, scealc, skalks på oldnordisk, oldengelsk og gotisk) er ”tjener”. Titlen skal sidestilles med ”horsþegn” (heste-thegn), der er kongens beredne livgarde. Da vi alene gjorde brug af hopper (mare) i rytteriet, er en ”Marskal” derfor kongens ”beredne tjener i grænseområdet”, dvs. hærfører.

I urnordisk militær tanke satte man altid den stærkeste og mest tro hærleder til at forsvare landskabets yderste grænse. Igen derfor er en dansk kronprins oprindeligt Hertug af Slesvig.

I såvel Himlingøje, som Kitnæs er de højlagte ErilaR (Jarl) æt Marskal af det oprindelige urnordiske landskab "Withesleth".

 

Det er fordi vi kender det olddanske stednavn "vethesleff, væthslæf, witheslef" at vi mener at endestavelsen "-leth" måske er identisk til "-leff, -læf, -lef", dvs. endestavelsen "-lev". Er denne forståelse sand er landskabsnavnet udviklet med et nav på Sjælland selvom Lejre-krøniken skriver at landskabsnavnet omfattede "Sialand, Møn, Falster, Laland".

Forstavelsen "Withes-" mener jeg må være fra "viðr, wudu, widu" (oldnordisk, oldengelsk, urnordisk fra Sjælland) eller "skov"; på helt samme vis som vi kalder skoven i den østlige del af landskabet Angul (Angel), Sønderjylland for "jarnwith, jærnved, jernved" (hård skov) 1.

1 På helt samme vis opstår navnet på slyngplanten ”wudubinde, wudubindle, wiþowinde, withbændæ, witbendæ, vedbende, widbeen” (oldengelsk, olddansk, fornsvensk), i dag ”vedbend, woodbine”. Plantens navn er sammensat af "viðr, wudu, widu" (oldnordisk, oldengelsk, urnordisk fra Sjælland) + ”benda, bendan, bindan” (oldnordisk, oldengelsk, gotisk) eller ”skovbånd, træbinder”, og det er jo nøjagtigt hvad denne plante beskæftiger sig med.

 

Vi ved ikke hvorledes vi skal forstå "-lev" som endestavelse i stednavne, men en af forståelserne af "hleifr, hlaf, hlaifs, lev" (oldnordisk, oldengelsk, gotisk, olddansk) er "fladt, rundt eller aflangt" bagt brød. Antager vi at forståelsen "flad, rund eller aflang" også er forståelsen af "-lev" som endestavelse i et stednavn, og betegner den visuelle form af stednavnet, mener jeg vi må overveje hvorvidt endestavelsen i "Withesleth" ikke er fra "leið, lad, leth" (oldnordisk, oldengelsk, olddansk), i dag "led", som vi må opfatte som "vej, retning, rejse". Det forekommer mig at man fra et landskab ved navn "Withesleth" (*Vedesled = *Vedeslev?) med denne forståelse kan kalde hæren i "leiðangr, lething, leþunger, laiþingr" (oldnordisk, olddansk, fornsvensk, gutnisk), i dag "leding".

Stednavnet "Withesleth" ser ud til at have overlevet med Veddelev (Vedelöf (1670), Vedelev (1863), Veddelöv (1764)), Himmelev sogn, Sømme Herred. Landsbyen ligger på en halvø ud til Roskilde Fjord, ca. 5 km nord for Roskilde på østsiden. Halvøens form er netop rund, og må derfor være ophavet til stednavnet.

Lovkoden kendt som "Witherlogh" (Vederloven) må være udtænkt som loven gældende for "Withesleth" (*Vedesled = *Vedeslev?). Hvis, som jeg mener, "Withesleth" (*Vedesled = *Vedeslev?) skal opfattes som "Skovled, Skovlev", da må "Witherlogh" (Vederloven) skulle opfattes som "Skovloven".

Tingstedet menes at have været Ringsted. Det er måske faderen Hoc's enorme vigtighed som jorddrot der gør at hans børn fylder helt utroligt meget i vor historie i 400 tallet e.Kr. Det er muligt hans odelsjord kan have været det sjællandske syssel "Myadle-Susle" (Medelsyssel, Det mellemste syssel i nord-syd gående retning) i hvad forekommer at være den urnordiske opdeling af Sjælland i tre syssel; Westre-Susle (Vestersyssel), Myadle-Susle (Medelsyssel) og Østræsyslæ (Østersyssel).

Widsith-digtet (sætning 35) siger "Alewih Denum" (Alewih Danerne), dvs. personen Alewih leder Danerne. Saxo: Gesta Danorum har samme oplysninger:

 ”…Eodem tempore Gothorum rex Sywardus filios habuisse fertur Wemundum et Ostenum filiamque Alvildam,... ”…I de samme Dage skal der i Gøtland have været en Konge ved navn Sigvard, som havde to Sønner, Vemund og Østen, og en Datter, Alvilde,…”

Saxo: Gesta Danorum (Bog 7.6.1:4 på latin); Fr. Winkel Horn: Saxo Grammaticus – Danmarks Krønike (1911, 1. del, Bog VII: 276).

 

Personen "Wemundum" er identisk til "*Waégmund" i Beowulf-kvadet (sætning 2813-2814), hvor Beowulf omtaler sin æt "Wægmunding". Se afsnittet "Eotenum, ytum, *eutii - jyderne". Personen "Sywardus" er identisk til den sjællandske Søkonge Sigar (Sigehere, Sigegear, Sigegar, Siggar, Sigvord Konning), der havde sin kongsgård i Sigersted (Sigarsvelli, Sigarsvöllu, Sigarsholmi), 5 km vest for Ringsted. Widsith-digtet (sætning 28) skriver "Sigehere lengest Sædenum weold" (Sigehere længst Sødanerne vældede). Vi ved at Sigar's samtid er år 446 e.Kr.

Bemærk nu at personen "Alewih" af Saxo kaldes "Alvildam" og er en kvinde. Det forekommer mig at landskabsnavnet "Withesleth" (Videslev) må være sammensat af "Alewih, Alvild" + lev-endelsen, over hvilken en Dronning derfor har regeret på et tidspunkt tidligt i 400 tallet e.Kr. Denne Dronning forekommer ikke i nogen af vore slægtregistre. Det kan skyldes enten at hun var kvinde (en kristen historieskriver vil derfor skrive hende ud af historien), eller at hun har regeret over alene et "lev", der måske oprindeligt blev opfattet som mindre end et herred.

Det billede vi nu kan danne os er at de stærke ætter omkring Kong Frode I. og Scyldinga (Skjoldunge)-ætten har været Gjúkunga-ætten (Gjúkungs) med kontrol over dele af Jylland og Fyn, samt Sigar's Ylfinga (Wilfingum, Wuffinga)-æt med kontrol over dele af Sjælland fra Sigersted. Kong Frode I.'s kongsgård lå enten i Ringsted eller Lejre, afhængig hvilken kilde vi spørger.

Hyndluljóð (vers 11, Ældre Edda) nævner Ylfinga (Wilfingum, Wuffinga)-ætten, og sidestiller den i historisk vigtighed med Skjoldunge (Skjöldunga, Skiolldunga, Scyldinga)-ætten. Vi kan nu se hvorfor dette er tilfældet.

Hvad glimrer ved sit fravær er at Gunnar Gjúkason ikke har odelsjord i vore landskaber. Tværtom, som vi vil se, har han sin kongsgård i Worms ved Rhinen (rosmofiall Rínar) og træder i krigstjeneste i Hunnerhæren som hærleder af gotiske ætter mod de danske styrker. Dels har det betydningen af Høgne har været den ældste broder, der har arvet odelsjorden i Jylland; dels er dette runen til forståelsen for hvorfor Gunnar er så vidt omtalt, og foragtet, som han vitterligt er i hele Ældre Edda. Han er intet mindre end en af vore værste højforrædere, og tilmed fra hvad synes at være en af de fremmeste ætter i Danmark i 400 tallet e.Kr.; Gjúkunga-ætten. Gunnar Gjúkason er i 400 tallet e.Kr. hvad Corfitz Ulfeldt (1606-1664) blev 1200 år senere.

 

chap18-9.jpg 

Gunnarr Gjúkason i ormegården

Til højre:

Gengivelse af det mellemste panel af den 3 meter høje Bildsten från Hunninge, Klinte sn; nu udstillet på ”Gotlands Fornsal” på Länsmuseet på Gotland, Visby. Stenen er dateret til 700 tallet e.Kr. Fraværet af stigbøjler må dog gøre at billedstenen skal dateres til før år 670 e.Kr. Den helt unikke kunst på Gotland er ren urnordisk erindring, og vi kan sætte ord på tegneserien, der er opdelt i tre paneler:

Mellemste panel: Sigurd undervejs i langskib i høje bølger for at tage hævn over faderen Sigmund's drab, jvf. Reginsmál (vers 16-18, Ældre Edda). Sigurd ses i stavnen med løftet sværd. Nederst i venstre hjørne har Atli (Hunnerkongen Attila) sat Gunnarr Gjúkason i ormegården som hævn (Atli mun þik svíkja ok í ormgarð setja), jvf. Völsunga saga (kap. 30). Det må være Kong Gjúki's datter Guðrún der ser på da hun i samtiden er gift med Atli (Attila).

Øverste panel (ikke gengivet her): Kivsmålet mellem Kong Gjúki’s søn Gunnarr Gjúkason og Sigmundr Völsungsson’s søn Sigurð over Brynhildi Buðladóttur (Brynhild Budladatter), jvf. Grípisspá (Ældre Edda).

Nederste panel (ikke gengivet her): I øverste venstre hjørne står Gunnarr Gjúkason's broder Högni's kone Kostbera. Til højre ser vi det indre af Gunnarr Gjúkason's langhus. Vi ser fjenden ankomme med spændt bue til langhusets hoveddør. Inde i huset ser vi Gutþormr og Gunnarr forsvare sig med spændte buer, og en okse afventende slagtning. Se Völsunga saga (kap. 33-34).

Til venstre:

Osebergskibet er nok den bedst bevarede skibsgravsætning af en kvinde (dronning) der kendes. Skibet er bygget år 815-820 e.Kr. Kvinden døde år 834 e.Kr. og lå i et gravkammer bygget i agterenden af skibet. Skibet blev fundet i 1904 på gården Slagen i Vestfold syd for Oslo, og er udstillet i Vikingskipshuset på Bygdøy, Oslo.

Oseberg-vognen, formentlig fremstillet før år 800 e.Kr., viser på det ene sidestykke af vognfadingen en rytter gengivet uden stigbøjler, hvilket i tid gør afbildningn til før 700 tallet e.Kr.

I venstre side af forsmækken på Oseberg-vognen er gengivet samme afbildning af Gunnarr Gjúkason i ormegården.

Jeg mener der må være stram samhørighed i tid, kunststil og historisk erindring mellem Oseberg-vognen og billedstenen fra Hunninge, Gotland. Det antyder stærkt at det er beslægtede ætter vi finder i begge landskaber.

 

Søsteren Guðrún Gjúkadóttir siger til sin broder Gunnarr i Atlakviða (vers 15 og 16 Ældre Edda):

... "Ráðinn ertu nú, Gunnarr.
Hvat muntu, ríkr, vinna
við Húna harmbrögðum? ...

Betr hefðir þú, bróðir,...

... en Atla sjalfan
létir þú í ormgarð koma,
nú er sá ormgarðr
ykkr of folginn."

 ..."(for)rådt er du nu, Gunnarr.
Hvad (for)mår du, Mægtige, at vinde
(i)mod Hunnernes beklagelige list?...

Bedre hævdes du, broder,...

...end Attila selv
du lod i ormegård komme;
nu er så(ledes) ormegården
Eders; skjult i jord.

Min oversættelse til nudansk. Jeg antager at "folginn" = "fólginn" (skjult i jorden).

 

Gunnar Gjúkason i ormegården er vor knivskarpe erindring af hans højforræderi, og at han fik straf som fortjent.

 

 

Søslaget - den østlige flanke år 444 e.Kr.

 

Kong Frode I. har et søslag ca. år 444 e.Kr. med den østlige flanke af Hunnerhæren, der fandt sted på floderne i den vestlige del af det sydlige Garðaríki, og var under ledelse af Ruthenernes konge Olimar. Den danske flåde er sejrrig. Vi kan ikke se se langs hvilke floder søslaget fandt sted, men fordi venderne (slaverne) træder i leding på dansk side må vi have en forventning om at den danske flåde er gået op af en eller flere floder i bunden af Østersøen omkring Truso eller Kaup i De Gamle Prøjseres landskab, dvs. sikkert Visla-floden og Elbing-floden ved udmundingen i Østersøen (se beskrivelsen af Wulfstan's sørejse fra ca. år 890 e.Kr. i afsnittet "Garðaríki"). Widsith-digtet (sætning 118-121) fra 600 tallet e.Kr. forklarer os at Hunnerne var netop i Vistulaskov (Wistlawudu) i begyndelsen af 400 tallet e.Kr. Derfor hører vi Saxo nævne efterdønningerne af søslaget med følgende ordvalg:

4] Frotho, cum patriam repetere vellet, inauditum navigationis impedimentum expertus est: quippe crebra interfectorum corpora nec minus scutorum hastarumque fragmenta iactante aestu universum maris constraverant sinum. [5] Itaque portus non angusti minus quam olidi erant; igitur mediis obstrictae cadaveribus haesere puppes. [6] Nec putria quidem ac circumflua corpora remis abigere aut contis propellere poterant, quo minus uno sublato mox aliud advolutum impelleret classem. [7] Bellum cum mortuis obortum crederes; novum contra exanimes discrimen exstabat.

Da Frode vilde sejle hjem, stødte han paa sin Sejlads paa en uhørt Hindring; Havet var nemlig helt opfyldt med Masser af Lig af faldne Mænd saavel som af Stumper af Skjolde og Spyd, der omtumledes af Bølgerne, saa at Havnene ikke blot var trange, men ogsaa fulde af Stank. Skibene blev stikkende fast og kunde ikke komme frem for Lig, og de kunde ikke engang støde de raadne Lig, der laa og drev om, bort med Aarerne eller drive dem bort med Stager, uden at der strax, saa snart de havde faaet et af Vejen, strax kom et andet drivende og tørnede imod Skibene.

Saxo: Gesta Danorum (Bog 5.7.5.4-7 på latin); Fr. Winkel Horn: Saxo Grammaticus – Danmarks Krønike (1911, 1. del, Bog V: 183-184).

 

 

Sø- og landslaget på den østlige flanke & landblokaden på den vestlige flanke år 445-446 e.Kr.

 

Det afgørende sø- og landslag finder sted på et senere tidspunkt end søslaget ca år 444 e.Kr., mindst en vinter senere, dvs. år 445-446 e.Kr. For såvel Hunnerhæren som de danske styrker er forsyninger til tropperne det alt overvejende problem under Vinterhalvåret. Hunnerhæren beskrives af Saxo som havende fuld hungersnød, og dette er en indbygget del af det danske forsvar. Men også de danske styrker er i vanskeligheder.

Kong Frode I. laver under Vinterhalvåret år 445-446 e.Kr. en landblokade ved at ligge en del af flåden i Elben:

Igitur ad inhibendum advenarum confluxum classe in Albiam missa, ne quid traiceretur, curae habuit, cuius duces Revillus et Mevillus fuere.

For at hindre fremmede i at strømme til sendte han derfor en Flaade til Elben under Anførsel af Revil og Mevil, som skulde passe paa, at ingen satte over Floden.

Saxo: Gesta Danorum (Bog 5.7.9.4 på latin); Fr. Winkel Horn: Saxo Grammaticus – Danmarks Krønike (1911, 1. del, Bog V: 185)

 

Det helt åbenlyse spørgsmål er hvorfor en landblokade langs Elben skulle forhindre Hunnerhæren i at trænge nord på til de danske landskaber?

Svaret er at det er syd herfor at vi trues af mange fjender i krigstjeneste for Hunnerhæren. Danevirke er, så vidt vi kan se, ikke bygget år 445-446 e.Kr., og da venderne på Østersøens sydlige bred er under dansk overherredømme, skal den sydvestlige forsvarslinie være ved Elben. Saxo: Gesta Danorum (Bog 5.9.0.2 på latin); Fr. Winkel Horn: Saxo Grammaticus – Danmarks Krønike (1911, 1. del, Bog V: 188) forklarer os at den norske kongesøn Heðinn (Hithinum) opkrævede lydskat til Kong Frode I. fra venderne (slaverne) , jvf. "Hithinum regia apud Sclavos stipendia colligentem".

Bemærk at striden mellem Kong Gjúki’s søn Gunnarr Gjúkason og Sigmundr Völsungsson’s søn Sigurð over Brynhildi Buðladóttur (Brynhild Budladatter), der finder sted i samme tidsrum, og absolut er knyttet til Kong Frode I.'s krig mod Hunnerhæren, har et geografisk omdrejningspunkt på et sted kaldet "Gnitaheiðar, Gnipalundi".  Se Atlakviða (vers 6, Ældre Edda) og Helgakviða hin fyrri (vers 30, 34, 40, 50, Ældre Edda). For nærmere beskrivelse af denne strid se afsnittet "Ragnarok – Troja’s Fald".

P. A. Munch: Det norske Folks Historie (1853, Gjukunger eller Niflunger, s. 229) skriver:

"en gammel islandfk Rejfebefkrivelfe paavifer endog Gnitaheden, hvor Fafner blev dræbt, etfteds mod Veften mellem Paderhorn og Mainz", dvs. mellem Nordrhein-Westfalen i nord og Rheinland-Pfalz i syd.

I fodnoten henvises der til "Abbed Nikolas's Rejferoute fra Midten af 12te Aarh. i Werlauffs Symbolæ ad geogr. med. avi. ". Her tænkes på E. Chr. Werlauff: Symbolæ ad geographiam medii ævi ex monumentis Islandicis (Havniæ, 1821).

Stedet er klods op af Ruhr-floden og Lippe-floden, hvor jeg mener en af vore fjender ledet af Hun fra "*Hætwer" (Folket) befinder sig, at stedet må være i denne stamme's landskab. Fra Völsunga Saga (kap. 9) kan vi se at "Gnípalundi" skal ligge syd for "Svarinshaugi" (Zuarin, Schwerin); Obodriternes landskab med Mecklenborg som hovedbygd.

Forstavelsen i "Gnita, Gnipa" kunne være fra "Gnípa, Gnýpa" (bjergtinde, bjergspids).  Der er, så vidt jeg kan se, tre mulige heder at vælge fra:

        • Lüneburger Heide mellem Elben og Weser-floden med Wilseder Berg (169 m) i midten.

        • Niederlausitzer Heidelandschaft (Dübrichener Heide, Schildaer Heide, Tröbitzer Heide, Drössiger Heide, Liebenwerdaer Heide) mellem Kleine Elster og Schwarze Elster-floden i Brandenburg, med Thurmberg (134 m), Baatzer Berge (105 m), Seeberg (117 m) og Tschischerasche Berge (132 m).

        • Naturpark Hohemark (Büngernsche Heide og Dingdener Heide) i Westmünsterland, lidt vest for Münster, Westfalen (den østlige del af Nordrhein-Westfalen) mellem Ems- og Lippe-floden, og med Hohe Mark (Waldbeerenberg (146 m) og Melchenberg (133 m)).

Givet vor viden om at Kong Frode I. lader flåden lave landblokade i Elben; at heden skal ligge skal ligge syd for "Svarinshaugi" (Zuarin, Schwerin); at rejsebeskrivelsen fra 1100 tallet e.Kr. udpeger et sted mellem Paderhorn og Mainz; at det må være i "*Hætwer" (Folket)'s hjemsted omkring Rhinen; måske lidt indlands mellem Lippe-floden og Ruhr-floden, gør at jeg mener at "Gnitaheiðar, Gnipalundi" (Bjergtinde-hede, Bjergtinde-land) må være identisk til Büngernsche Heide og Dingdener Heide, i Westmünsterland.

Jeg har nogen usikkerhed ved dette valg. Fordi jeg kan vise at en stor del af krigshandlingerne finder sted nord for Sax-elfr (Elben), og at vor fjende Hundinga-ætten har ætter boende i Nordfriesland og Ditmarsken, herunder muligvis i Hemmingstedt, Ditmarsken, da må vi overveje betydningen af stednavnene "Heide" (hede) og "Lunden" (lunden, landet), nord for Hemmingstedt til Ejder-strømmens sydlige bred. Stednavnene "Heide" og "Lunden", begge Ditmarsken kunne være identisk til "Gnitaheiðar, Gnipalundi".  Stednavnene ligger ikke syd for "Svarinshaugi" (Zuarin, Schwerin), men dette kunne evt. forklares ved en breddegradssejlads fra Østersøen mod vest, hvor stednavnene så forekommer geografisk efterfølgende.

Fordi landblokaden på den vestlige flanke ser ud til at være effektiv, finder det endelige søslag sted på den østlige flanke. Saxo er påpasselig med brugen af geografiske landskabsnavne i omtalen af den østlige flanke. I søslaget år 444 e.Kr. skriver han at Olimar, konge af Ruthenerne er "kongen i Østerled" (rege Orientalium Olimaro), men også at Erik den Veltalende træffer Olimar og hans hær "ikke fjernt fra Ruscia finder" (haud procul Ruscia reperit), jvf. Saxo: Gesta Danorum (Bog 5.7.1.1-3 på latin); Fr. Winkel Horn: Saxo Grammaticus – Danmarks Krønike (1911, 1. del, Bog V: 181).

Brugen af "Orientalium" (Østerled) svarer stadig i Saxo's samtid til Garðaríki. Brugen af "Ruscia" svarer, som jeg tidligere har fremhævet, til Ruthenernes landskab i det sydlige Garðaríki, dvs. Hviderusland og omkring Kænugarður (Kiev). Jeg mener at alle oversættelser af "Ruscia" til "Rusland" er vrang, fordi der i sidstnævnte indgår en forståelse for det Rusland der opstår under Ivan III. (den Store) (regent 1462-1505) i slutningen af Middelalderen. Det er, så vidt jeg kan se, ekstremt vigtigt at forstå at når Saxo omtaler "på de tre foretrukne strømme i Rusciae" (ut praecipui tres Rusciae fluvii), jvf. Saxo: Gesta Danorum (Bog 5.7.12.2 på latin); Fr. Winkel Horn: Saxo Grammaticus – Danmarks Krønike (1911, 1. del, Bog V: 187), er der tale om de i samtiden tre foretrukne floder til sejlads i det sydlige Garðaríki, dvs. Hviderusland og omkring Kænugarður (Kiev).

Mit bud på de tre hovedfloder er:

          • Dvina-floden - Mod øst ind i Rigabugten og Riga til Polotsk (oldnordisk "Palteskjuborg"), Hviderusland. Dvina-floden (oldnordisk "Dyna") er den mest omtalte flod i vore ældste kilder når talen omhandler Østerled. Dette har været en meget vigtig flod i samhandlen mod øst.

          • Neman-floden - Mod øst til handelspladsen Kaup (i dag Wiskiauten, Viskiautai); forbi De Gamle Prøjsere's landskab Witland (Det Hvide Land) og Eastland mod Minsk, Hviderusland.

          • Dniepr-floden - Skibene trækkes over land fra Dvina-floden ved ladbyen Gnezdovo (Gnyozdovo, oldnordisk "Sýrnes"), 13 km vest for Smolensk (oldnordisk "Smaleskja"). Her er udgravet en handelsplads med forsvarsværk fra 900 tallet e.Kr. med skandinaviske gravhøje. Herfra mod syd til Kænugarður (Kiev). Det er her værd at fremhæve at Dniepr-floden på oldnordisk i 800 tallet e.Kr. kaldes "Diupa" (Danpar?), og på latin i 500 tallet e.Kr. for "Daniper, Danaprum, Danapri" hos Jordanes: Getica sive De Origine Actibusque Gothorum.

 

Om udfaldet af søslaget hører vi at de tre foretrukne strømme; Dvina-floden, Neman-floden og Dniepr-floden:

cadaveribus velut ponte constrati pervii ac meabiles fierent. [3] Praeterea, quantum quis itineris per triduum equo conficere posset, tantum locorum humanis cadaveribus completum videres. [4] Adeo spatiosa caedis vestigia erant. [5] Itaque proelio septem dies extracto, cecidit rex Hun. [6] Cuius frater eodem nomine, inclinatam Hunorum aciem conspicatus, cum sua se cohorte dedere cunctatus non est. [7] Eo bello septuaginta ac centum reges, qui aut ex Hunis erant aut inter Hunos militaverant, submisere se regi.

var dækkede af Lig som af Broer, saa at man kunde gaa over dem, og saa langt man i tre Dage kunde ride, var Jorden oversaaet med Lig, saa langt strakte Myrderiets Spor sig. Da Slaget havde varet i syv Dage, faldt Kong Hun, og da hans Broder, der hed lige saadan, saa', at Hunnernes Fylking begyndte at vige, betænkte han sig ikke paa at overgive sig med hele sin Hær. Efter det Slag underkastede et Hundrede og halvfjerdsindstyve Konger, som dels var Hunner, dels kæmpede sammen med Hunnerne, sig Kong Frode,

Saxo: Gesta Danorum (Bog 5.7.12.2-7 på latin); Fr. Winkel Horn: Saxo Grammaticus – Danmarks Krønike (1911, 1. del, Bog V: 187)

 

Vi erindrer at Olimar, Ruthenernes konge, der taber søslaget år 444 e.Kr., indgår i de danske styrker til sø- og landslaget år 445-446 e.Kr. Olimar's samlede flådestyrke Vinterhalvåret år 445-446 e.Kr. er ca. 700 skibe (31.500 mand).

Fordi Olimar ved den efterfølgende fordeling af landskaber, efter Frode-freden indtræder år 446 e.Kr., gives den nordlige del af Garðaríki med sæde i Holmgård, må vi kunne slutte herfra at han formentlig havde sin hjemstavn i Hviderusland. Samtidig må vi kunne slutte at det er Olimar der leder den samlede flåde, og Dvina-floden, Neman-floden og Dniepr-floden er hans hjemmebane i kampen mod Hunnerhæren.

Widsith-digtet (sætning 118-121) fra 600 tallet e.Kr. forklarer os at Hunnerne var i Vistulaskov (Wistlawudu) i begyndelsen af 400 tallet e.Kr. Fordi landblokaden i Elben holder tæt, og dermed lukker den vestlige flanke, må Hunnerhæren været rykket en kende mod øst fra Vistula-skoven i det nuværende Polen, hvorved den støder sammen med Kong Frode I.'s danske styrker omkring Dvina-floden, Neman-floden og Dniepr-floden.

Valpladsen er formentlig valgt af Hunnerhæren fordi de kender den godt. Vi ved at de år 360-370 e.Kr. angriber Alani-folket i området, og er sejrrige, jvf. Ammianus Marcellinus i slutningen af 300 tallet e.Kr.

År 370-376 e.Kr. havde goterne sæde i Daniperstadir (staði Danpar = Kænugarður, Kiev), det sydlige Garðaríki. Hervarar saga ok Heiðreks (kap. 13) forklarer os at kongsgården kaldtes "Árheim" (År(enes) Hjem) eller "Ernarherað" (errinn + herað = Det stærke herred), jvf. "á Danparstöðum á þeim bœ, er Árheimar heita; Dampstaðir í Árheimun, er sumir kalla Ernarherað". Garðaríki har med andre ord også haft en herredsinddeling.

Deres hersker var Jörmunrekr (Eormanríc), jvf. "Eormanric Gotum", der "weold" (vældede) over goterne, jvf. Widsith-digtet (sætning 18). Han dør år 376 e.Kr. Iflg. Ammianus Marcellinus i slutningen af 300 tallet e.Kr. begår han selvmord da Hunnerhæren trænger ind i deres landskab og gør goterne underdanige til Hunnerne. Jordanes: Getica sive De Origine Actibusque Gothorum (Bog XLVIII) fra ca. år 550 e.Kr. forklarer os at goterne herefter blev splittet i to grupper, hvor kun de ætter der var kendt som "Ostrogotha" (Austra-gutans, De Skinnende Goter), blev tilbage i området, nu skatskyldige med troskabsed til Hunnerne. Den efterfølgende hersker "Winithahario tamen Amalo" (*WiniþaharijaR af Amali-[ætten]) 1 gjorde nu oprør ved at angribe en nabostamme. Dette udløser at Hunnerkongen Balamber (Balamber, rex Hunnorum) må tage affære, og efter 3 slag dræbes "Winithaharii" (*WiniþaharijaR), og Hunnernes overherredømme genoprettes.

Forinden det tredje og afgørende slag mod "Ostrogotha" (Austra-gutans, De Skinnende Goter) havde Hunnerkongen Balamber fornyet troskabgseden med den del af de gotiske ætter, der ikke gjorde oprør. Disse gotiske ætter var under ledelse af "Gaisamundo, Hunimundi Magni filio" (*Geisemund / *Gaisamund / *Geirmundr, Hunimund den Store's søn). Kongenavnet "Hunimund" findes derfor i de gotiske ætter, der forbliver i det sydlige Garðaríki efter år 376 e.Kr. Jordanes: Getica sive De Origine Actibusque Gothorum (Bog XLVIII: 250) skriver at "Hunimund, søn af den legendariske konge Eormanríc" (Hunimundus, filius quondam regis potentissimi Ermanarici) var konge efter  "Winithaharii" (*WiniþaharijaR)'s død.

1 Se de mange vanskelige problemstillinger med forstavelsen "*Winuli, *Winilo, *Vinoviloþ" i afsnittet "Vandalerne fra Vendsyssel & Vendel".

 

Rökstenen, Östergötland (Ög 136) fra 800 tallet e.Kr. henviser formentlig til sø-og landslaget år 445-446 e.Kr.; hvem slaget var imod, og derfor hvor det fandt sted:

... raiþ þiaurikR hin þurmuþi stiliR flutna strontu hraiþmaraR sitiR nu karuR o kuta sinum skialti ub fatlaþR skati marika þat sakum tualfta huar histR si kunaR itu| |uituoki on kunukaR tuaiR tikiR suaþ o likia ...

 ... rider Þjóðríkr hin Thormodige, styrer flåden [og] stranden af Hreið[goter]søen. Sidder nu kådt på Goten [=hesten], skjoldet fastspændt, [højt]skattede Mæringa. Der siger jeg [den] tolvte, hvor Gunnar's hest æder på drabsstedet. Tyve konger i sølet ligger ...

Min oversættelse til nudansk. Jeg fortolker "karuR" som beskrivende form af tillægsordet "gárungr" (kåd, lystig). Jeg opfatter "kuta" (goten) som en kenning for hraiþkutum (Hreiðgoterne)'s kongelige hest. Jeg opfatter "ub fatlaþR" som "umb" (om, omkring) + "fatlask" (indvikles i et bånd), dvs. "omviklet", eller at skjoldet er omviklet og fastspændt på Þjóðríkr hin Thormodige's ryg. Begrebet "ub fatlaþR" (omviklet) er en kenning for at krigeren (kongen) er klar til kamp. Jeg opfatter "Itu" som fra "eta" (æde). Jeg opfatter "uituoki" som "vettfang, vættvangr" (stedet hvor en kamp eller et overfald har fundet sted, navnligt manddrab). Jeg opfatter "suaþ" som "svað" (sølet, fugtig jordbund).

 

Vær her særligt opmærksom på at þiaurikR hin þurmuþi (Þjóðríkr hin Thormodige) ikke er identisk til Theodric (Ðéodríc), der regerer 30 vintre fra ”Máeringa burg” (Mæringeborg), Ravenna i det nordøstlige Italien i tidsrummet år 493-526 e.Kr. Jordanes: Getica sive De Origine Actibusque Gothorum (Bog XLVIII: 252) viser os dette endegyldigt år 550 e.Kr., og kalder samme konge for "Thorismudi". þiaurikR hin þurmuþi (Þjóðríkr hin Thormodige) er to slægtled tidligere, og hans samtid er derfor ca. år 400-450 e.Kr.

Hvem er Gunnar?

Begrebet "histR si kunaR itu| |uituoki" (Gunnar's hest æder på drabsstedet) er en kenning for at Gunnar er den overlevende og sejrende part i det slag der fandt sted. "kunukaR tuaiR tikiR suaþ o likia" (Tyve konger i sølet ligger), underforstået 20 af vore konger måtte lade livet i dette slag. Da tidsrummet er ca. år 400-450 e.Kr. mener jeg kun der kan være tale om Kong Gjúki’s søn Gunnarr Gjúkason.

Gunnarr Gjúkason kaldes i Grípisspá (vers 35, Ældre Edda) for "Gotna dróttni" (den gotiske drot) 1. Derfor rider Gunnar på hesten "Gota" (Goter), jvf. "Gunnarr reið Gota" i Völsunga Saga (kap. 27). Snorre skriver i Skáldskaparmál (kap. 80, Snorre Edda) "af Niflunga ætt var Gjúki”, og da de bornholmske ætter i 400 tallet e.Kr. er kendt som Hniflunga-ætten (Hniflungs, Niflungs, Nebelungs), kan vi nu se at Gjúkunga-ætten (Gjúkungs) var en burgundisk æt fra Bornholm. Derfor må vi forstå at Gunnarr Gjúkason var burgunder, men hærleder af gotiske ætter. Se afsnittet "Burgunderne fra Bornholm". Rökstenen bekræfter dette.

1 Alle oversættelser ser også ud til at ville oversætte Atlakviða (vers 21, Ældre Edda): "Gunnarr, gumna dróttinn" til "Gunnar, goternes drot (fyrste)". Jeg mener nu det må oversættes til "Gunnar, folkets Drot". Det er en fortolkning at opfatte det på anden vis.

 

Den geografiske beliggenhed af "strontu hraiþmaraR" (stranden af Hreið[goter]søen) skal bestemmes ud fra Þjóðríkr hin Thormodige's samtid ca år 400-450 e.Kr. Han har som "Ostrogotha" (De Skinnende Goter) sæde i Daniperstadir (Kiev), landskabet Aujóm. Der må derfor være tale om Sortehavet og/eller Den Asovske Sø (Palus Maeotis). "Mæringa"-ætten får sit navn fordi disse ætter havde kontrol med søen (Mær, Mar).

Hunnerkongen Attila (Atli, Ætla, 446-454) sender Knéfröðr som sendebud til Gunnarr Gjúkason's haller (Gunnars Höllu) for at tilskynde Gunnar at træde i krigstjeneste i Hunnerhæren. Sendebudet er redet gennem "myrkvið" (Mørkeskoven) fra Attila's lejr til Gunnar's kongsgård. Begrebet "myrkvið" (Mørkeskoven) dækker over mange "mørke og uigennemtrængelige skove" nord og syd for Ejder-strømmen. Men fordi der her er tale om Gunnar's kongsgård i Worms ved Rhinen (rosmofiall Rínar), kan vi sige at "myrkvið" (Mørkeskoven) i dette tilfælde er identisk til Schwarzwald, Baden-Württemberg.

År 436/7 e.Kr. bliver Burgundernes hovedbygd Worms ved Rhinen (rosmofiall Rínar) plyndret af Hunnerne. Dette er afgørende i forståelsen for, hvorfor Attila senere kan tilskynde, og have held til at tilskynde, Gunnar at træde i hunnisk krigstjeneste.

Hervarar saga ok Heiðreks (kap. 13) viser os at "myrkvið" (Mørkeskoven) også kan betegne de store skove øst for Daniperstadir (Kiev), landskabet Aujóm, der adskiller "Húnaland ok Gotaland", jvf. Hervarar saga ok Heiðreks (kap. 13, en anden udgave end nedenstående):

Hrís þat it mœra, er Myrkviðr heitar, gröf þá ina góðu [helgu], er stendr á Götu þjóða [Goðþjóðu], stein þann inn meira [fagra], er stendr á stöðum Dampar [Dampnar, Damptar], halfar herborgir, er Heiðrekr átti, lýða, lönd ok ljósa bauga.

Det mægtige ris-[krat], der Mørkeskoven kaldes, graven ved den store hede, der står Goter-folket, stenen hin store, der står ved staden Daniper, (de) halve (krigs)hærborge som Heiðrekr ejede; folket, landet og lys(skinnende) edsringe.

Min oversættelse til nudansk fra Hervarar saga ok Heiðreks (Nordiske Oldskrifter, 1847, kap. 10, s, 47-48). Der findes to udgaver af denne saga; Hauksbók fra ca. år 1325 e.Kr. og et skrift fra 1400 tallet der findes på Det Kongelige Bibliotek. Udgaverne er ikke ens og der er ingen enighed om hvilken er mest troværdig.

 

Atlakviða (vers 5, Ældre Edda) siger:

Völl lézk ykkr ok mundu gefa
víðrar Gnitaheiðar,
af geiri gjallanda
ok af gylltum stöfnum,
stórar meiðmar
ok staði Danpar,
hrís þat it mæra,
er meðr Myrkvið kalla. 

Valg lader dig og hånden give:
Gnitaheden den vide,
eller gjaldende spyd
og gyldne stavne,
anseelige (mængder af) havets spæk
og staden Danpar,
(samt) det mægtige ris-[krat]
som man Mørkeskoven kalder.

Min oversættelse til nudansk.

 

Her ser vi at striden mellem Kong Gjúki’s søn Gunnarr Gjúkason og Sigmundr Völsungsson’s søn Sigurð over Brynhildi Buðladóttur (Brynhild Budladatter), der finder sted i samme tidsrum, er knyttet til Kong Frode I.'s krig mod Hunnerhæren. Denne strid har et geografisk omdrejningspunkt på et sted kaldet "Gnitaheiðar, Gnipalundi". Heden eller egnen antages at være et sted mellem Paderborn og Mains, dvs. mellem Nordrhein-Westfalen i nord og Rheinland-Pfalz i syd. Hunnerkongen Attila tilbyder Gunnarr Gjúkason enten Gnitaheden, her en kenning for at han vil blive givet Brynhildi Buðladóttur (Brynhild Budladatter) til giftermål, og dermed sikre freden med Hunnerhæren. Alternativt kan han vælge våben, fuldt udrustet skibe og "Ostrogotha" (De Skinnende Goter) sæde i Daniperstadir (Kiev) i landskabet Aujóm, med den tilstødende Mørkeskov. Sammenholdt med andre kilder ser det ud til at Gunnarr Gjúkason valgte at træde i gotisk krigstjeneste under Hunnerhærens overherredømme.

Atlakviða (vers 14, Ældre Edda) skriver "Bikka greppar standa" (Bikka's mænd stå) i omtalen af hvem der befinder sig i Hunnerkongen Attila's lejr da Kong Gjúki’s søn Gunnarr Gjúkason ankommer som gæst. Personen "Bikka" kunne være identisk til "Becca" i Widsith-digtet (sætning 19), jvf. "Becca Baningum" (Becca Baninga-ætterne), samt indskriften på bronzespanden på Isle of Wight dateret til år 520-570 e.Kr. "Bikka, Becca" er et kaldenavn for prins Þeodberht, søn af goterkongen Theodric (Ðéodríc, regent år 493-526 e.Kr.) der, med frisernes hjælp, dræber Kong Hugleik/Hygelac (Scyldinga-æt nr. 18, 475-521). Men som vi kan se er tidsrummet helt vrang da Attila dør år 454 e.Kr., og i Atlakviða (Ældre Edda) er Attila i live.

Atlamál in grænlenzku (Ældre Edda) gentager samme beretning, og herfra kan vi se at det er Attila's broder Bleda (Buðla, Buðli)'s borg de ankommer til, jvf. Atlamál in grænlenzku (vers 38, Ældre Edda): "bæ sá þeir standa, er Buðli átti". Atlakviða (vers 42, Ældre Edda) kalder borgen for "bær Buðlunga". Forstavelsen i "Budapest", Ungarn er udviklet fra "Buðla, Buðli", hvorfor bydelen "Buda" er hvor borgen lå; sikkert på klippetoppen med udsigt over Donau-floden, hvor slottet "Budai Vár" (Budaborg) i dag kan ses.

Vi kan tilmed se at det er i denne forbindelse at Bleda dræbes, jvf. Atlamál in grænlenzku (vers 50, 55 Ældre Edda): "bróður hjó hon Atla, bera varð þann síðan"; "Bæðr várum fimm, er Buðla misstum". 

I Atlamál in grænlenzku (vers 96, Ældre Edda) siger Atle (Attila) til Guðrún:

Léztu þér allt þykkja,
sem ekki væri,
meðan lönd þau lágu,
er mér leifði Buðli, 

Lod du alt tygge,
som (var det) intet værd,
medens land du (plan)lagde,
som mig efterlod Buðli,

Min oversættelse til nudansk. Her ser vi dels af Bedla er død, dels at Attila arver riget (som Gudrun [Gjúkadóttir] så har planer om at overtage). Året er derfor år 446 e.Kr.

 

 

Kongerne Hun, Hunding og Hundinga-ætten

 

Vi erindrer hvad Saxo: Gesta Danorum (Bog V) skriver om sø- og landslaget år 445-446 e.Kr.:

[5] Itaque proelio septem dies extracto, cecidit rex Hun. [6] Cuius frater eodem nomine, 

Da Slaget havde varet i syv Dage, faldt Kong Hun, og da hans Broder, der hed lige saadan,

Saxo: Gesta Danorum (Bog 5.7.12.2-7 på latin); Fr. Winkel Horn: Saxo Grammaticus – Danmarks Krønike (1911, 1. del, Bog V: 187)

 

Udover "rex Hun" (Kong Hun) har Saxo tydeligvis endnu en lokalkonge ved navn "Hun" knyttet til dette slag.

 

Helgakviða Hundingsbana hin fyrri
(vers 5, 6, 10, 14 Ældre Edda):

 

Helgakviða Hundingsbana önnur
(Fortale, vers 1, mellem vers 1 og 2, mellem vers 4 og 5, Ældre Edda):

 

Helge (Helga) var søn af Sigmundr Völsungsson og Borghild (Hildeburh, Hildeborg), datter af Hoc. Helge navngives efter "Helga Hiorvarþssyni". Snorre: Ynglinga Saga (kap. 37) skriver at Kong Hjörvarður (Hjørvard) kommer til Upsal, og iflg. Skjoldungasaga er Hjørvard konge af Øland, og samtidig med Rolf Kraka (Scyldinga-æt nr 19, før 494).

Helge Hundingsbane (Helga Hundingsbana) er Ylfinga-nid (Ylfinga nið, Ylfinga-æt), og dræber Kong Hunding da han er 15 vintre gammel (fimmtán vetra). I afsnittet "Endrborinn – eft ácenned – født igen – tve-skabt af tanker" viser jeg at alderen "15 vintre gammel" netop i sæder og i lov betegner tidspunktet, hvor det unge menneske anerkendes som fuldgyldigt medlem af stammen med fuld ret og pligt.

Kong Hunding's sønner kaldes for "Hjörvarð ok Hávarð, Hundings sonu;... ætt geirmímis" (Hjörvarð og Hávarð, Hundings' sønner; .... spyd-Mimir's æt). "ætt geirmímis" (spyd-Mimir's æt) må være en kenning der skal ses sammen med brugen af sværdnavnene "Mim-mungr" og "Mimung".

I afsnittet "De hellige sværd", samt "Bilag G: Wélund – helligt land, høvding og gud" argumenterer jeg for at det hellige sværd "Mimming" er de estiske og finske ætters sværd. Sammenholder vi dette med at Hjörvarður (Hjørvard) er konge af Øland, kommer til Upland, samt at "Sögubrot af nokkrum fornkonungum í Dana ok Svíaveldi” (kap 4. Frá ríki Haralds konungs) skriver at "Hervarðar" (= Hjörvarður, Hjørvard), og dermed Ylfinga-ætten, har Östergötland som arvelig odelsjord, samtidig med at han er af Hundinga-æt, da kan vi i hvort indre billede se at Hundinga-ættens landskab må have været i den stærkt østlige del af Østersøen. I "Bilag G: Wélund – helligt land, høvding og gud" viser jeg at vi i det nuværende estiske landskab Vylande (Vilande) finder stednavnet "Huntaugu mäed" (bakkerne ved Hundens hul). Wélund/Völund, der er fra Wuffinga-ætten (= Ylfinga-ætten), har sin kongsgård i Ulvedalen (Úlfdali). Mit bud vil være at dette landskab er Ylfinga (Wuffinga)-ættens oprindelige landskab før de vandrer mod vest, over Angel til Øst-Anglen. Se afsnittet "Wuffinga/Ulveunge-ætten".

Kong Hroðgar (Scyldinga-æt nr. 17, ca. 473-525) forklarer os i Beowulf-kvadet (sætning 456-472), hvorledes Béowulf (née Ælfhere eller søn)'s fader havde dræbt Heaþoláfe fra Wilfingum-ætten (= Ylfinga-ætten, Wuffinga-ætten). Widsith-digtet (sætning 29), i omtalen af hvem der leder Wulfinga-ætten; "Helm Wulfingum" (Helm Wuffinga-[ætten]), hvis samtid er ca. år 457-497 e.Kr.

Bue-fibulaen fra Himlingøje (DR EM85;128B), dateret til ca. år 200 e.Kr., har følgende urnordiske indskrift:

”widuhudaR” eller "widuhundaR" (n-d binderune)

Det er af Moltke fortolket som:

”(ek) widu hundaR”

 

Jeg mener vi må opfatte runerne som “Jeg, jægeren fra skoven”, hvor "jægeren fra skoven" (widu hundaR) er en kenning for ulven.

Vi har derfor i samtiden, nøjagtigt hvor handlingerne finder sted, en klar sammenhæng mellem hundaR og ulven, mellem Hundinga-ætten og Ylfinga (Wilfingum, Wuffinga)-ætten.

 

Helge (Helga) var søn af Sigmundr Völsungsson og Borghild (Hildeburh, Hildeborg), datter af Hoc. Helge navngives efter "Helga Hiorvarþssyni". Snorre: Ynglinga Saga (kap. 37) skriver at Kong Hjörvarður (Hjørvard) kommer til Upsal, og iflg. Skjoldungasaga er Hjørvard konge af Øland, og samtidig med Rolf Kraka (Scyldinga-æt nr 19, før 494). Helge opfostres af Hagall.

Kongen af Hundland (Hvndland) hed Hunding (Hvndingr) og en af hans mange sønner hed Hemingr (Hæming) 1. Hundinga-ætten og Völsunga-ætten lå i strid. Helge's pligt til sin æt gør at han må træde til sin biologiske faders hjælp. Völsunga-ætten repræsenter på dette tidspunkt også Ylfinga-ætten da Sigmundr Völsungsson's "æt-mænd hed Völsungar og Ylfingar" (ettmenn héto Volsvngar oc Ylfingar).

Helge rejser derfor til Hundland, hvor han træffer kongesønnen Hemingr (Hæming). Fordi han måtte påregne at blive dræbt ifald han var ankommet som Völsunga-æt, påtog Helge sig falsk identitet og ankom som værende sin fosterbroder Hamal, søn af Hagall. Helge formår at dræbe Kong Hunding (Hvnding konvng), og kaldes herefter i folkemunde for "Helge Hundingsbane" (Helgi Hvndingsbani). Fordi Helge's ankomst til Hundinga-ættens landskab sker med "krigsskib" (Helgi oc for a herscip), må det betyde at Hundinga-ætten har hjemstavn syd for Østersøen og Ejder-strømmen.

 

1 Med hjemsted i Hemmingsted (Hemmingstedt), Ditmarsken?

 

 

Saxo: Gesta Danorum (Bog 2.2.1.1; 2.4.1.2 på latin); Fr. Winkel Horn: Saxo Grammaticus – Danmarks Krønike (1911, 1. del, Bog II: 37, 45) nævner "Sueonum regis Hundingi coniunx Thorilda" (Svea-[folkets] konge Hunding's enke Thorhild), samt personen "Hundingum" (Hunding), som Kong Frode dræbte i en Holmgang.

Fra Saxo: Gesta Danorum (Bog 2.5.1-2 på latin); Fr. Winkel Horn: Saxo Grammaticus – Danmarks Krønike (1911, 1. del, Bog II: 46) kan vi se at Saxo gør Helgo (Helge) til søn af Kong Haldanus (Halfdan, Scyldinga-æt nr. 16, ca. 445-498), og det til trods for at han behandler historien tidskronologisk i Bog II, medens Bog V behandler Kong Frode I. (scyldinga-æt nr. 15, ca. år 400-446 e.Kr.), og derfor burde være berettet først. Det betyder, som alle synes enige i, at Saxo gør Helgo (Helge) identisk med Helgi Hálfdanarson, broder til Kong Hrothgar (Hroðgar, scyldinga-æt nr. 17, ca. 473-525). Det mener jeg er helt i overensstemmelse med alle andre kilder. Problemstillingen er alene at Saxo gør denne senere Helge identisk med Helge Hundingsbane, hvilket er vrang:

1] Hundingum Saxoniae regis Syrici filium apud Stadium oppidum proelio vicit eundemque ex provocatione adortus duello prostravit. [2] Ob quod Hundingi interemptor vocatus victoriae decus cognomine usurpavit.  

Han overvandt ved Byen Stade Sachserkongen Syricks Søn Hunding i Slag, og derpaa æskede han ham til Holmgang og fældede ham, hvorefter han til Amindelse om denne Sejr antog Tilnavnet Hundings-Bane.

Saxo: Gesta Danorum (Bog 2.5.3.1-2 på latin); Fr. Winkel Horn: Saxo Grammaticus – Danmarks Krønike (1911, 1. del, Bog II: 46).

 

Vi kender, så vidt jeg ved, intet til hvem den oldsaksiske konge "Syric" er, men Widsith-digtet (sætning 31 og 62) fra 600 tallet e.Kr. siger:

"Sæferð Sycgum"

"Mid Seaxum ic wæs ond Sycgum"

"Sæferð sycga-[ætten])"

"Med [Old]sakserne jeg var, og Sycga-[ætten]"

Min oversættelse til nudansk.

 

Finnsburgh (Finn(i)sburh) Fragmentet (sætning 25), måske fra 700 tallet e.Kr. siger:

 'Sigeferþ is mín nama.' --cweþ hé-- 'Ic eom Secgena léod,"Sigeferð er mit navn." --kvad han-- "jeg er ud af Secgena folket", 

Min oversættelse til nudansk. Sigeferð and Éaha, i tjeneste for Hnæf, befinder sig i Finnsburgh (Finn(i)sburh), Friesland. Samtiden er år 446 e.kr., hvor Hengest er thegn for Hnæf og endnu ikke leder af den jyske udvandring til Kent.

 

Sycga-ætten (Sycgum) må være identisk med Secgena-ætten, og udledt af personen "Syric". Saxo ser ud til at være knivskarp i sin erindring af at disse ætter befinder sig i Oldsaksernes landskab i 400 tallet e.Kr. Personnavnet "Sæferð" er derfor identisk med "Sigeferð".

Efter Slaget ved Finnsburgh overvintrer Hengest i Friesland, jvf. Beowulf-kvadet (sætning 1125-1160), og år 447 e.Kr. tager han hævnen og dræber Finn. Beowulf-kvadet (sætning 1143-44) forklarer os at Hengest er i besiddelse af sværdet "Húnláfing hildeléoman billa sélest" (Húnláfing, krigs(op)lyste sværdgiver).

For Hengest at være i besiddelse af sværdet "Húnláfing", der ikke er hans eget sværd, må betyde at han har taget det fra den rette ejermand. I oprindelig tanke er dette en kenning for at den tidligere ejermand nu er dræbt. Antager vi at efterstavelsen "-láfing" er fra "láf", jvf. "hamora láfa" (hvad er tilbage efter smedevirke, sværd), da må vi opfatte sværdnavnet "Húnláfing" som "Hun's sværd".

Denne forståelse medfører at vi, så vidt jeg kan se, har fuld overensstemmelse i alle kilder om at personen Hun dræbes. Da "Húnláfing" (Hun's sværd) er i Hengest's besiddelse år 447 e.Kr. før han tager hævnen, må Hun være blevet dræbt år 446 e.Kr. i Slaget ved Finnsburgh. I Slaget ved Finnsburgh ved vi at Helge Hundingsbane bliver dræbt.

Widsith-digtet (sætning 23) skriver "Mearchealf Hundingum" (Mearchealf Hundinga-[ætten]), dvs. at personen Mearchealf er leder af ætterne kendt som "Hunding". 

Widsith-digtet (sætning 80-81) lyder:

mid Lidwicingum ic wæs ond mid Leonum ond mid Longbeardum,
mid hæðnum ond mid hæleþum ond mid Hundingum.
med lið-vikinga-[ætten] jeg var og med Leona-[ætten] og mid Langbarde-[ætten],
med hedninge og med helte og Hundinga-[ætten].

Min oversættelse til nudansk.

 

Fra Widsith-digtet (sætning 80-81) mener jeg det fremgår at "Hundingum" (Hundinga-[ætten]) knyttes til Longbeardum (Langbarde-[ætten]) fra Jylland. Denne ekstremt vigtige indsigt antyder, så vidt jeg kan se, at Hundinga-ætten er en udbryder-æt fra Longobarderne, hvis folkevandring vi kender ganske godt, jvf. afsnittet "(Longo)Bardernes udvandring".

Med denne viden hører vi nu Widsith-digtet (sætning 117) sige:

 ægelmund ond Hungar,  Ægelmund og Hungar

Min oversættelse til nudansk.

 

Ægelmund (Agilmund, Agilamundon) er Longobardernes første konge i tidsrummet ca. år 350-400 e.Kr. medens ætterne er bosat på Rygen på Østersøens sydlige bred. Hans kone hedder Hungar (oldnordisk "Hungerðr"). Kvinden Hungar må derfor være en longobardisk kvinde fra udbryder-ætten, der kaldes Hundinga-ætten. Vi har tilstrækkelig fejlmargen i forståelsen for Ægelmund's samtid til at hun sagtens kan være søster til personen Hun fra Beowulf-kvadet eller Hun fra Widsith-digtet.

Hundinga-ætten er en udbryder-æt fra Longobarderne, som vi mener udvandrede fra Jylland, måske fra omkring Apasyssel (Åbo syssel) 1 langs med Gudenåen, samt Barwithsysæl (Barvedsyssel) i og omkring Kongeåen. Derfor må vi kunne lave en stikprøve på stednavne med "hund-, hun-" for at pejle os frem til Hundinga-ættens oprindelige landskab i Jylland.

1 "Þá fékk Knútr konungr Apasýslu á Jótlandi", jvf.  Knytlinga saga (kap. 109. Frá keisara ok Sveini konungi).

 

 

 chap18-6.jpg

Hundinga-ættens landskab i det østlige Sønderjylland.
Billedkilde: Google Earth 5. april 2011.

 

Følgende stednavne er benyttet, alle af hvilken jeg mener må være oprindelige stednavne der kan knyttes til Hundinga-ætten.

        • Hunbiærgheret (Hundborg Herred), oprindeligt Thythæsysæl (Thysyssel)
          Hunstrup sogn, Hillerslev Herred, oprindeligt Thythæsysæl (Thysyssel)
          Hundborg sogn, Hundborg Herred, oprindeligt Thythæsysæl (Thysyssel)
        • Hundslund, oprindeligt Jerslev Herred (nu Dronninglund Herred), Vendsyssel
          Hundslund Kloster (Hunslund, 1268), i dag Dronninglund Slot, oprindeligt Jerslev Herred (nu Dronninglund Herred), Vendsyssel
        • Hundslund sogn, Hads Herred,
        • Hundsbæk, ret vest for Læborg, nord for Vejen, Malt Herred. Vi erindrer fra Helgakviða Hundingsbana önnur (vers 27, Ældre Edda) at et slag netop finder sted her i forbindelse med Helge Hundingsbane før han dræbes år 446 e.Kr.
          Hundevad, Vonsbæk sogn, Haderslev Herred (gården Hundevad ligger i Vonsbæk by)
          Hundsbjærg, Notmark sogn, Als Sønder Herred
          Hundslev, Notmark sogn, Als Sønder Herred
          Hundsbjerg Bæk, Lundtoft Herred, Ellumsyssel (løber igennem den sydlige del af Gråsten Skovene)
        • Hunding, Nordfriesland. Stednavnet forekommer på kortet "Newe Landtcarte Von dem Hertzogthumbe Schleswieg Anno 1650" af Johannes Mejer, Husum, Angel. Det er indtegnet på østsiden af den 98 km lange flod "Trenen" (Tren, Treene), der floder fra Træsø, Angel i nord til Ejder-strømmens munding i sydvest. Stednavnet må være identisk til "Hünning" ved Sollerup. Det forekommer mig at stednavnet i 400 tallet e.Kr. har været på den vestlige side af Trenen, der må have været skellet for Anglernes landområde netop her.
          Hunsbytæl, Thetmærsch (Ditmarsken). Stednavnet nævnes i Valdemars Jordebog år 1231 e.Kr. som en tilføjelse under Vtland (Nordfriesland). Stednavnet nævnes efter byen Gardæsflyt og før byen Flette. Begge byer er forsvundet i havet siden Valdemars Jordebog. Kong Valdemar II. Sejr købte odelsjorden i Ditmarsken (Thetmærsch) på Almindingsting. Byen har derfor sikkert ligget ude ved kysten i det nordlige Ditmarsken.
          Hemmingstedt, Ditmarsken. Helgakviða Hundingsbana önnur (Fortale, vers 1, Ældre Edda) forklarer os at Helge besøger Hunding-kongens søn Hemingr (Hæming). Det følger fra de andre "Hunding, Hun-" stednavne netop på denne egn, at der må være en god mulighed for at "Hemmingstedt" er Hemingr's hjemsted, og derfor også har været under Hundinga-ættens kontrol.
        • Hundstrup sogn, Sallinge Herred, Fyn
          Hunstrup sogn, Skam Herred, Odensegård Len, Fyn
          Hundslev, Kølstrup sogn, Bjerge Herred, Fyn
        • Hunstrup, Højby sogn, Ods Herred (Odsherred), Sjælland
          Hundshøjs Aas, Gøderup, Glim sogn, Sømme Herred (lige syd for Roskilde), Sjælland
        • Hunsberg, Gunnarsjö sogn (Gunnarsjö socken), oprindeligt Marks Herred (Marks Härad), det sydligste Västergötland
          Hunshyll (i dag "Höljen"), Gunnarsjö sogn (Gunnarsjö socken), oprindeligt Marks Herred (Marks Härad), det sydligste Västergötland (stednavnet er en bredning i den Å der længere nede kaldes Tranån. Stedet var oprindeligt skellet mellem Fagered sogn, Faraas Herred (Faurås Härad), Halland og Gunnarsjö sogn, Västergötland. Hunsberg er bjerget ved siden af bredningen).
          Hunsbiargh (Hunsberget), Lidhult sogn, Kronobergs län, Småland
          Hunehals, Hanhalsholme, Hanhals socken, Nørre Halland. Her lå i årene 1290-1330 e.Kr. i Kongsbacka fjorden (Kongsbacka-fjärden) en fæstning kaldet Hunehals Borg (Hunæ hals, 1305). Borgen tilhørte Grev Jakob af Halland (-1310), sønnesøn af Valdemar II. Sejr. Skåningen Herman Pedersson Chytraeus Vejanus: Monumenta Scanensium (1598) skriver: ”Hunehals’ fästning, som beskrifves såsom mycket fast och stark, skall vara anlagd af qvarlefvor af hunnerna”. Mit bud er nu at dette er et stednavn knyttet til Hundinga-ætten. Endestavelsen "hals" betegner, som Helsingør ved Øresunds hals og Hals, indsejlingen til Limfjorden fra øst, det oldnordiske "hálsi" (snævert indløb = halsen) til bunden af Kongsbacka fjorden.
          Hundstrup, Høgs Herred (Höks härad), Halland

 

Æt-navnet ses i følgende personnavne:

Drengenavne

Pigenavne

Hún (Húnn, Huna),
Hunberht,
Húnbogi,
Hunchil,
Hundgrimr,
Hundi,
Hundingr,
Hundólfr (Hundulfr, Hundwulf),
Hundr, 
Hunebot,
Hunepot,
Hunfred (Hunfrid, Hunfrith),
Hungifu,
Hungyth,
Húni (Hunæ; særligt i Sønderjylland),
Huniger,
Hunlaf,
Hunman (Hunmann),
Hunning,
Hunæf (Hunæfuer, Hunef = *HúnæfR > *HnæfR?),
Húnrøðr (Hunraed, Hunred),
Hunsige,
Hunstan,
Hunta,
Húnþjófr,
Hunuwine,
Húnviðr (Hunvidh, hunuiþ),
Hunwald (Hunwold),

Húngerðr (Landnámabók, kap. 20 og 86),
der på oldengelsk skrives ”Hungar”.
Hundruda,

Holder sammentrækningen fra "*HúnæfR" (Hunæf, Hunæfuer, Hunef) til "*HnæfR",  da giver dette nogle spændende overvejelser til hvorfor den sjællandske jorddrot og skjoldunge Hoc navngiver sin ældste søn "Hnæf" i begyndelsen af 400 tallet e.Kr. Vi har stednavne fra Hundinga-ætten i det nordlige Sjælland i herreder der må have været under skjoldungernes kontrol i samtiden. Personnavnet "Hunæfuer, Hunef" forekommer i Diplomatarium Norvegicum (Vol. 3, diplom nr. 225, 7. juni 1344, skrevet i Refsund), hvor Óláfr (ÓlafR) i samme tekst skrives "Olafuer". Personnavnet "Hunæf" forekommer i Doomesday Book fra år 1086 e.Kr.

 

I den longobardiske Hundinga-æt's stednavne nord for Ejder-strømmen genfinder vi stort set ordret Longobardernes folkevandring fra det sydlige Jylland mod nord, for derefter at søge mod øst, efterfulgt af en vandring syd for Ejder-strømmen, hvor vi finder dem i 400 tallet e.Kr. 

Det forekommer mig at Hundinga-ættens hjemstavn har været med grænseskel i Hundevad, Vonsbæk sogn, Haderslev Herred. Vi må sidestille stednavnet "Hundevad" med de jyske ætters grænseskel Store Jyndevad (”Jotenwath”, Store Jyde-vad[ested]) lige uden for landsbyen Rens, igen lige øst for Tønder, Sønderjylland. Et andet grænseskel har været Hundsbæk, ret vest for Læborg, samt Hundsbjerg Bæk i Gråsten Skovene.

Fra vor generelle viden om Longobardernes udvandring fra Danmark kan vi sige at Hundinga-ætten må være udvandret før år 98 e.Kr. Som er tilfældet med andre longobardiske ætter sker afrejsen fra Sønderjylland mod nord til det mennesketomme Vendsyssel før år 77 e.Kr. fordi Vandalerne er afrejst på dette tidspunkt. Fra vor forståelse for Kimbrernes udvandring fra Skandinavien ca. år 120 f.Kr., og vi ved Kimbrerne er i selskab med Teutonerne fra Thy, kan vi se at Hundinga-ætten kan gøre landnám i Thythæsysæl (Thysyssel). Derfor har vi så stor forekomst af stednavne fra Hundinga-ætten netop i disse to sysler.

Hvor vor erindring forklarer os at mange longobardiske ætter drager til Gulland (Gotland) inden de må forsøge sig syd for Ejder-strømmen, ser Hundinga-ætten ud til at forsøge sig med en lidt anden strategi. Stednavnsforekomsten synes at forklare os at Hundinga-ætten forsøger sig med landnám i det sydligste Västergötland og Småland, og det er vanskeligt at overdrive vigtigheden af dette i hvorledes vi erindrer vor tidlige historie. Småland har sin nordlige grænse til Östergötland; sin sydlige grænse til Skåne og Blekinge; sin vestlige grænse til Halland og Västergötland, samt sin østlige grænse ved Østersøen.

Jeg har vist at vi fra "Sögubrot af nokkrum fornkonungum í Dana ok Svíaveldi” (kap 4. Frá ríki Haralds konungs) kan se at "Hervarðar" (= Hjörvarður, Hjørvard), og dermed Ylfinga (Wilfingum, Wuffinga)-ætten, har Östergötland som arvelig odelsjord, samtidig med at han er af Hundinga-æt. Helge Hundingsbane (Helga Hundingsbana) er også Ylfinga-nid (Ylfinga nið, Ylfinga-æt).

En væsentlig del af kivsmålet år 446 e.Kr., der udspiller sig udenrigspolitisk med en række slag syd for vore grænser, er i virkeligheden afslutningen på en langvarig indenrigspoltisk strid mellem hunden og ulven; mellem Hundinga-ætten og Ylfinga (Wilfingum, Wuffinga)-ætten om odelsjorden i Småland og Östergötland. En eksistentiel strid for begge ætter om landnám og overherredømme. Navet i denne strid synes at være "Hervarðar, Hjörvarður, Hjørvard", der er såvel Hundinga-æt, som Ylfinga (Wilfingum, Wuffinga)-æt. Som hunden er nedstammet fra ulven, må der i æt være en fælles moder til begge ætter. Hundinga-ætten taber overlevelseskampen, og må forlade Skandinavien.

I tidsrummet år 446 e.Kr. befinder Hundinga-ætten sig formentlig spredt over forskellige landskaber, men en del af ætten er nu at finde i:

        • Hundsberg, vest for Kassel, Hesse og syd for Paderborn, Nordrhein-Westfalen
        • Hundsdorf (Hunisdorp, 1243), Westerwald, mellem Siegen (nord) og Koblenz (syd), Rheinland-Pfalz

Hundsberg og Hundsdorf (= Hunstrup, Hundstrup) er absolut identisk til stednavnsforekomsten nord for Ejder-strømmen; det urnordiske bjerget (borgen) og thorpen. Det er nærliggende at landskabet omkring Hundsberg og Hundsdorf (Hunisdorp), fra Rhinens nordlige bred op til Ruhr-floden, er Hundinga-ættens landskab år 446 e.Kr. Dette landskab må være Hundland (Hvndland), jvf. Helgakviða Hundingsbana önnur (Fortale, Ældre Edda):

Vi erindrer at vi fra Atlakviða (vers 5, Ældre Edda) kan se at striden mellem Kong Gjúki’s søn Gunnarr Gjúkason og Sigmundr Völsungsson’s søn Sigurð over Brynhildi Buðladóttur (Brynhild Budladatter) år 446 e.Kr. har et geografisk omdrejningspunkt omkring "Gnitaheiðar, Gnipalundi". Heden eller egnen antages at være et sted mellem Paderborn og Mains, dvs. mellem Nordrhein-Westfalen i nord og Rheinland-Pfalz i syd.

Vi finder ligeledes Hundsberg, Baden-Württemberg; Hundsberg & Hundsdorf, lige nord og syd for byen Sandl, Oberösterreich, Østrig. Disse, og en lang række "Hundsdorf, Hundorf" stednavne i den østlige del af Østrig, mener jeg må være efter år 446 e.Kr., hvor mange longobardiske ætter folkevandrer længere mod syd i søgen efter land. Paulus Diaconus (Paul Warnefried): Historia gentis Langobardorum (kap. 20) forklarer os at Longobarderne efter sejren år 494 e.Kr. vandrer ind i Rugiland (Nieder-Österreich- venstresiden af Donau-floden mellem Linz og Wien), dvs. det landskab hvori hovedparten af stednavnene forekommer.

Helgakviða Hundingsbana önnur (Fortale, Ældre Edda) siger:

Ofriþr oc dylgior váro a milli þeirra Hvndings konvngs oc Sigmvndar konvngs, drapo hvarir annarra frondr. Sigmvndr konvngr oc hans ettmenn héto Volsvngar oc Ylfingar.Ufred og strid var der mellem kongerne Hunding og Sigmund; dræbte hver den andens frænde. Kong Sigmund og hans æt-mænd hed Völsungar og Ylfingar.

Min oversættelse til nudansk.

 

Jeg har argumenteret for at Sigmundr Völsungsson, og Völsunga-ættens odelsjord før udvandringen fra Skandinavien var omkring Bralund, Vadsbro, Södermanland. Det kan betyde at Hundinga-ætten ligeledes lå i strid med Völsunga-ætten om odelsjord i Skandinavien. Mere sikkert er dog at begge ætter lå i strid syd for Ejder-stømmen, hvor Völsunga-ætten fra sit sæde i Frankfurt ved Oder-floden bekæmpede Hundinga-ætten ret vest med sæde i Hundland, fra Rhinens nordlige bred op til Ruhr-floden.

 

2 personer ved navn "Hun", og 2 personer ved navn "Hunding"

 

Vi erindrer hvad Saxo: Gesta Danorum (Bog V) skriver om sø- og landslaget år 445-446 e.Kr.:

[5] Itaque proelio septem dies extracto, cecidit rex Hun. [6] Cuius frater eodem nomine, 

Da Slaget havde varet i syv Dage, faldt Kong Hun, og da hans Broder, der hed lige saadan,

Saxo: Gesta Danorum (Bog 5.7.12.2-7 på latin); Fr. Winkel Horn: Saxo Grammaticus – Danmarks Krønike (1911, 1. del, Bog V: 187)

 

Jordanes: Getica sive De Origine Actibusque Gothorum (Bog XLVIII: 250) skriver at "Hunimund, søn af den legendariske konge Eormanríc" (Hunimundus, filius quondam regis potentissimi Ermanarici) var konge efter "Winithaharii" (*WiniþaharijaR)'s død ca. år 376-380 e.Kr.

Fordi forgængeren "Winithaharii" (*WiniþaharijaR) dræbes af Hunnerkongen Balamber (Balamber, rex Hunnorum) da han nægter at lade sig underkaste hunnisk overherredømme, må vi modsat kunne slutte at efterfølgeren Hunimund har aflagt ed til, og forblev trofast mod, Hunnerhæren.

Jordanes: Getica sive De Origine Actibusque Gothorum (Bog XLVIII: 250) forklarer os herefter at "Da han [Hunimund] døde, efterfulgtes han af sin søn Þjóðríkr hin Thormodige (Eoque defuncto successit Thorismud filius ejus). Her er runen til forståelsen for hvem den dræbte Kong "Hun" er.

Rökstenen, Östergötland (Ög 136) fra 800 tallet e.Kr. henviser formentlig til sø-og landslaget år 445-446 e.Kr., og her nævnes Þjóðríkr hin Thormodige som hærleder af flåden. Derfor må den Kong Hun der dræbes være Hunimund den Store (Hunimundi Magni, ca. 375-446 e.Kr.) fra de mod Hunnerhæren trofaste "Ostrogotha" (Austra-gutans, De Skinnende Goter)-ætter, der forblev i det sydlige Garðaríki efter år 376 e.Kr.

I forbindelse med Frode-freden år 446 e.Kr. afholdes Kongestævne (contionem regibus, konvngastefno), og de overvundne landskaber sættes i len; fra Garðaríki i øst til Orkney (Orcadibus) i vest; fra Saxland (Saxoniam) i syd til Rhinens bred, til Hälsingland (Helsingorum), Járnberaland (Iarnberorum, Jarnberia, Jarnberalandum, Jernbergia = Dalarna), Jämtland (Iamtorum) og Laplandene (utraque Lappia, flertalsform) i nord. Kong Frode I. udnævner landeværnere, herunder:

Hun vero captivo Saxoniam tribuens

den fangne Kong Hun gav han Sachsland

Saxo: Gesta Danorum (Bog 5.7.13 på latin); Fr. Winkel Horn: Saxo Grammaticus – Danmarks Krønike (1911, 1. del, Bog V: 187)

 

Widsith-digtet (sætning 33) fra 600 tallet e.Kr. skriver: "Hun Hætwerum" (Hun Hætwara-[ætten]), dvs. at personen "Hun" er leder af ætterne kendt som "*Hætwer". Samme stamme kaldes i Beowulf-kvadet (sætning 2364, 2916) for "Hetware" (*Het Wer = Folket). I Beowulf-kvadet (sætning 2914-2916) befinder stammen sig i Friesland (Frésna land) da Hygelac (scyldinga-æt nr. 18) dræbes år 521 e.Kr.

Marcus Velleius Paterculus (ca. 19 f.Kr. – 31 e.Kr.): Historiae Romanae” (bog II:105) kalder stammen "Attuarii", dvs. med et manglende stumt "H". Strabo: Geographika (år 7 f.Kr. – 18 e.Kr., bog 7:1) kalder stammen "Chattuarii”. Fra Tacitus: Germania (kapitel XXIX) år 98 e.Kr. kan vi se at Batavi-folket udspringer fra denne stamme:

Omnium harum gentium virtute praecipui Batavi non multum ex ripa, sed insulam Rheni amnis colunt, Chattorum quondam populus et seditione domestica in eas sedes transgressus, in quibus pars Romani imperii fierent.

Af alle disse ætter, de meste omtalte for tapperhed er Batavi-[ætterne], der ej har en stor del af floden ['s bred], men en ø der ligger i Rhinens strøm; Chattorum fordums folket var og brød ud som følge af et indbyrdes kivsmål i deres hjemstavn, således af de en del af Romerriget kunne gøres.

Min oversættelse til nudansk. Øen hvor Batavi-ætterne bor er det område der begynder i øst ved Arnhem, det sydlige Gelderland, Holland, der i dag kaldes "Betuwe". Øen er enorm og opstår hvor Rhinen deler sig i to; i floderne Waal (floder mod vest syd om øen) og Rhinen (floder mod vest nord om øen). Floderne bliver ét igen, og afgrænser dermed øen i vest, ude vest kysten ved Rotterdam, landskabet "Helinium" (Holt+land, Hollant, Hollandt, Holland). Det antages at "Batavi, Betuwe" er sammensat af "beztr, betst, batists" (oldnordisk, oldengelsk, gotisk), i dag "bedst" + "awjō, aujom, aujóm" (vandland, vandlandet), dvs. "Det bedste Vandland". Da de gotiske ætter også kalder deres landskab i sydlige Garðaríki for "terras Ojum" (landene Aujóm. ved vandlandene), jvf. Jordanes: Getica sive De Origine Actibusque Gothorum (Bog IV: 28), kan vi slutte at "*Hætwer" (Folket) har talt en dialekt af urnordisk/gotisk.  

 

Batavi-ætterne er stamfolket til hollænderne. Vi kan derfor regne med at "*Hætwer" (Folket) har haft sit landskab omkring den nordlige bred af Rhinen; måske lidt indlands mellem Lippe-floden og Ruhr-floden omkring det nuværende Dortmund. Senere ser vi så udbryder ætterne Batavi vandre mod vest til Gelderland og Holland.

Derfor må den Kong Hun der gives Saxland være Hun fra "*Hætwer" (Folket).

"Sachserkongen Syricks Søn Hunding" (Hundingum Saxoniae regis Syrici filium) er identisk til "Hundings, Hunding (Hvndingr), konge af Hundland (Hvndland), Hundingr" i Ældre Edda og Völsunga saga (kap. 9), der betegner en leder af Hundinga-ætten. Det er denne person der er ophavet til at Helge gives kaldenavnet Helge Hundingsbane.

Det står mig uklart hvorvidt personen "Hun", der må forventes at være en dræbt ejermand af svædet "Húnláfing" (Hun's sværd), jvf. Beowulf-kvadet (sætning 1143-44), er "Hun" fra "*Hætwer" (Folket) eller "Hunding" fra Hundinga-ætten.

I kapitlet "Troja, Þrúðvangar og Ragnarok" viser jeg at vi fra Saxo's behandling af Den Trojanske Krig kan se at Saxo gør brug af sin samtids politiske situation med hvem har overherredømme over hvilke landskaber, uanet at han beskriver hændelser der finder sted 2.000 år tidligere. Saxo: Gesta Danorum slutter med at venderne gøres underdanige år 1185 e.Kr. og værket er afsluttet kort tid derefter.

Når Saxo: Gesta Danorum (Bog 2.2.1.1 på latin) derfor skriver "Sueonum regis Hundingi" (Svea-[folkets] konge Hunding's) viser dette at Saxo må være klar over at Hundinga-ætten har haft odelsjord i Småland. På et tidspunkt efter 600 tallet e.Kr., anerkendes ca. år 1000 e.Kr., træder Det gamle Svearige (Uppland + Västmanland) i forening med Södermanland, Götaland og Öland. Derfor er det absolut korrekt, i Saxo's vis at berette på, at Hunding var konge af Svea-folket, da Småland år 1185 e.Kr. er en del af det nye Svearige. Derfor er denne konge Hunding fra Hundinga-ætten. Denne "Hunding" har ingen del i striden med Hundinga-ætten syd for Ejder-strømmen.

 

 

Kort over Skandinavien og det nordlige Europa ca. år 434-446 e.Kr.

 

 chap18-7.jpg

Billedkilde: Google Earth 8.4.2011.

 

Forklaring af stednavne:

 

Helgakviða Hundingsbana hin fyrri (vers 15, Ældre Edda): "Logafiollom", normaliseret til "Logafjöllum" (Det (med lys lue) Brændende Fjeld), hvor slaget mellem Helge (Helga), søn af Sigmundr Völsungsson og Borghild (Hildeburh, Hildeborg), der var kendt som "Helge Hundingsbane", og sønnerne til den af Helge dræbte Kong Hunding fandt sted. Enten er stednavnet en kenning for et sted der oplyses af mange lysglimt fra sværdklinger der støder sammen i et træf, eller stednavnet er efterfølgende navngivet "Logafjöllum" (Det Brændende Fjeld) som følge af netop dette træf. Da der ikke andetsteds i digtet gøres brug af stednavnskenninger er mit bud at stednavnet er et faktisk stednavn, men hvor? Helgakviða Hundingsbana hin fyrri (vers 13, Ældre Edda) forklarer os at "fara Viþriss grey valgiorn vm ey" (farer Kampens Hunde slaglystne om(kring) øen). Stednavnet skal derfor findes på en ø. Fra Helgakviða Hundingsbana önnur (mellem vers 4 og 5, Ældre Edda) ved vi at sejlads fra Sjælland kræver at Østersøen besejles.

Beowulf-kvadet (sætning 1068-1160) og Finnsburgh Fragmentet, begge fra 700 tallet e.Kr. behandler den i samtiden meget vigtige træfning i Finnsburgh (Finn(i)sburh), Friesland år 446 e.Kr., hvor Helge Hundingsbane dræbte Kong Hunding fra Hundinga-ætten. Da ovennævnte sammenstød er afslutningen af hævntogtet for Helge's drab af Hunding, er mit bud at stednavnet må findes samme sted hvor faderen blev dræbt, jvf. ordsproget "Hvor man har faaet sin skade, skal man søge sin oprejsning".

Jeg mener derfor at "Logafjöllum" (Det Brændende Fjeld) geografisk er samme sted som "Fréswæle" (Den frisiske Val[plads]), jvf. Beowulf-kvadet (sætning 1070); "Frýsland" (Friesland), jvf. Beowulf-kvadet (sætning 1126); "Finnes hám" (Finnshjem, Finn's Hjem), jvf. Beowulf-kvadet (sætning 1156) og "Finn(i)sburh" (Finnsborg = Finn's Bjerg), jvf. Finnsburgh Fragmentet (sætning 36).

Det uafklarede spørgsmål er hvor "Finnes hám" (Finnshjem, Finn's Hjem) ved "Finn(i)sburh" (Finnsborg = Finn's Bjerg) lå? I bunden af Flensborg Fjord ved Flensborg finder vi stednavnet "Finisberg". Stednavnet ”Flensborg” forekommer som ”Flænsborgh (1284, 1410, 1413), Flensaabwrgh (1284), Vlensborch (1411), Flenseborg (1798)”.  Af tilknyttede stednavne kendes gården ”Flensbeke” (*Flensbæk, i dag Møllebækken). Stednavnets oprindelse er uafklaret; er det fra et mandsnavn eller et naturforhold? 1

Muligheden er derfor god at det "Frýsland" (Friesland) der tænkes på er Nordfriesland (Det Nordlige Friesland, Lille Friesland), og at den ø der omtales kan være en af de frisiske øer i Vadehavet; i Øherrederne eller Strandherrederne. Vi hører i Beowulf-kvadet (sætning 1128-1129), at Hengest må sejle dertil fra Jylland år 446 e.Kr.

Helgakviða Hundingsbana önnur (vers 29, 30, Ældre Edda) omtaler "Fioturlvndi" (Fjoturlund) som stedet hvor Helge Hundingsbane dræbes. Snorre Edda (Skáldskaparmál, 33. Sjávarkenningar) forklarer os at vi som heite for ”søen” (sæ) kan gøre brug af ”hringr eyjanna” (øers ring) og ”holmfjöturr” (holm-lænken). Det er derfor nærliggende at opfatte stednavnet "Fioturlvndi" (Fjoturlund) som ”lænke-land”, dvs. et land omringet af vand, og dermed en ø af en hvis størrelse. Hermed må "Fioturlvndi" (Fjoturlund) være navnet på den ø der omtales i Helgakviða Hundingsbana hin fyrri (vers 13, Ældre Edda). Tanken falder derfor på at øen kunne være den største af de nordfrisiske øer "Sild, Syld, hvis oprindelige betydning er uafklaret, men kan være en frisisk dialekt af "Selund, Selon, Sialand" (Sjælland), og derfor have betydningen "Landet i bølgerne, Sølandet". Øens navn udtales på nordfrisisk "Söl". På øen forekommer også stednavnet "Westrlandt" (Vesterland).

1 Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie” (1869, A.D. Jørgensen: Historisk-topografiske bemærkninger, To Sønderjydske Bynavne, s. 219)

 

Helgakviða Hundingsbana hin fyrri (vers 22, Ældre Edda): "Brandeyju" (Brænd(dings)ø) nævnes som ”Brenneyjar” (flertalsform; Laxdæla Saga, kap. 12), ”Brenneyjar” (Fagrskinna, kap. 10), ”Brenneyia” (Olaf Tryggvassons saga, kap. 58), ”Brenneyja” (Egils saga, kap. 48. Egill hefir vetrvist með Arinhirni), ”Brænnæø” (Hallandslisten i Valdemars Jordebog fra år 1231 e.Kr.) og "Lond Brondinga" (Brændingernes land) i  Beowulf-kvadet (sætning 521). Øen kaldes i dag "Brännö", og ligger ved indsejlingen til Göteborg. Vi ved at der er kongestævner og handelsplads her i 900 tallet e.Kr., og formentlig helt tilbage til 400 tallet e.Kr.

Helgakviða Hundingsbana hin fyrri (vers 22, Ældre Edda): "Heðinseyju" kaldes "Heðinsey" i Knytlinga saga (kap. 119) og "Hythini insulam" (Hiddensø), jvf. Saxo: Gesta Danorum (Bog 15.1.6.2 på latin); Fr. Winkel Horn: Saxo Grammaticus – Danmarks Krønike (1911, 2. del, Bog XV: 291). Øen kaldes i dag "Hiddensee" og ligger vest for Rygen (Rügen), nord for Stralsund. Øen må være navngivet efter den norske lokalkonge "Heðinn" (Hithinus), der bringer 150 skibe (ca. 6.750 mand) til Kong Frode I.'s flåde, jvf. Saxo: Gesta Danorum (Bog 5.7.8.1 på latin); Fr. Winkel Horn: Saxo Grammaticus – Danmarks Krønike (1911, 1. del, Bog V: 185).

Helgakviða Hundingsbana hin fyrri (vers 23, Ældre Edda): "ströndum ór Stafnsnesi" (stranden ved Stavnsnæs) må være næsset ved bygden Stavns og Stavns Fjord, Samsø, hvor flåden har ligget underdrejet. Derfor spørger Helge i verset Hjörleif om antallet af skibe tilstede. Betegnelsen kan dække over enten den østlige eller vestlige strand omkring Stavns, da Kanhavekanalen først blev gravet år 726 e.Kr. Det anslås at der kunne samles ca. 300 langskibe i Stavns Fjord. Fra Helgakviða Hundingsbana hin fyrri (vers 25, Ældre Edda) kan vi se at der optælles 1200 mand. Antager vi ca. 30 mand pr. skib har vi 40 skibe samlet i dette tilfælde.

Samsø (Samlingsøen) skrives "Sámseyu, Sámsey" i Lokasenna (vers 24, Ældre Edda) og Hervarar saga (vers 2). Øen kaldes "Samsam" i Saxo: Gesta Danorum (Bog 15.4.11.1 på latin); Fr. Winkel Horn: Saxo Grammaticus – Danmarks Krønike (1911, 2. del, Bog XV: 297).

Vi mener at Samsø er "Samlingsøen", og dette er tydeligvis også den vis vi opfatter det på da Kong Knud VI. holdt Herredag på Samsø ca. år 1184 e.Kr., jvf. Saxo: Gesta Danorum (Bog 16.4.2.1-2 på latin); Fr. Winkel Horn: Saxo Grammaticus – Danmarks Krønike (1911, 2. del, Bog XVI: 317). Samme forståelse vises af Kong Valdemar II Sejr, der afholdt Herredag på Samsø år 1215 e.Kr., jvf. Annales Waldemariani (Valdemar årbogen) og  Annales Ryenses (Rydårbogen). Kong Valdemar II Sejr lod ved samme Herredag sønnen Valdemar (den Unge) krone medkonge. Tronarvingen blev 28. november år 1231 e.Kr. dræbt af et vådeskud på Refsnæs (Røsnæs), på nordsiden af Kalundborg Fjord. Men som Thomas Kingo påpeger, kan vi ikke udelukke at ø-navnet er langt ældre; enten af kimbrisk ophav eller måske fra Bronzealderen. Et langt ældre ophav i tid udelukker ikke at vi gør ret i at opfatte Samsø som "Samlingsøen".

Thomas Kingo: Samsøes Korte Beskrivelse (1675. Fra Samlede Skrifter, Bind II, s. 204 (linie 23-28); s. 205 (linie 1-5)):

”Men siig mig, SAMSØE, siig, om du kand ellers minde
Hvor af du har di Naun, hvor skal jeg det vel finde!
Det er (dis vær) forvist at megen gammel drift
er skreven op udi forglemsels bog og skrift.
En part til meene at dit Naun Du haver taget
Af Samling, og fordi at Kongerne har draget
Sit store Dane-hof i gamle Dage did,
Og huldet Herre-dag paa Dig i fordum tiid.
Men andre synis det meer rimeligt at være,
At udaf Samo Du dit rette Naun skal bære,
Hand som var Fader til de stridbar Cimber-mænd". 

Helgakviða Hundingsbana hin fyrri (vers 24, Ældre Edda): "Trönueyri" (Traneøre). Fordi vi nu ved at "ströndum ór Stafnsnesi" (stranden ved Stavnsnæs) er ved bygden Stavns og Stavns Fjord, Samsø, må "Trönueyri" (Traneøre) betegne et "ør" knyttet til Tranebjerg (Tranberg (1424)), Samsø, hvorfra antallet af langskibe kan visuelt optælles. Da "ør" (aurr)-endestavelsen betegner "sandet eller gruset strand i form af en odde eller halvø", må "Trönueyri" (Traneøre) betegne det ør vi finder i retning nordøst fra Tranebjerg (med udsigt til flåden i Stavns Fjord), og derfor odden hvorpå vi finder Silleballe Huse og Udsager Hage.

Helgakviða Hundingsbana hin fyrri (vers 24, Ældre Edda): "Trönueyri" (Traneøre). Fordi vi nu ved at "ströndum ór Stafnsnesi" (stranden ved Stavnsnæs) er ved bygden Stavns og Stavns Fjord, Samsø, må "Trönueyri" (Traneøre) betegne et "ør" knyttet til Tranebjerg (Tranberg (1424)), Samsø, hvorfra antallet af langskibe kan visuelt optælles. Da "ør" (aurr)-endestavelsen betegner "sandet eller gruset strand i form af en odde eller halvø", må "Trönueyri" (Traneøre) betegne det ør vi finder i retning nordøst fra Tranebjerg (med udsigt til flåden i Stavns Fjord), og derfor odden hvorpå vi finder Silleballe Huse og Udsager Hage.

Helgakviða Hundingsbana hin fyrri (vers 24, Ældre Edda): "Trönueyri" (Traneøre). Fordi vi nu ved at "ströndum ór Stafnsnesi" (stranden ved Stavnsnæs) er ved bygden Stavns og Stavns Fjord, Samsø, må "Trönueyri" (Traneøre) betegne et "ør" knyttet til Tranebjerg (Tranberg (1424)), Samsø, hvorfra antallet af langskibe kan visuelt optælles. Da "ør" (aurr)-endestavelsen betegner "sandet eller gruset strand i form af en odde eller halvø", må "Trönueyri" (Traneøre) betegne det ør vi finder i retning nordøst fra Tranebjerg (med udsigt til flåden i Stavns Fjord), og derfor odden hvorpå vi finder Silleballe Huse og Udsager Hage.

Helgakviða Hundingsbana hin fyrri (vers 24, Ældre Edda): "Örvasund" er Øresund.

Helgakviða Hundingsbana hin fyrri (vers 25, Ældre Edda): "Hátúnum" (Højtunet). Stednavnet forekommer i formen "Hátún" (Højtun) i Helgakviða Hundingsbana hin fyrri (vers 8, Ældre Edda), hvor det sættes i forbindelse med omegnen omkring Ringsted. Første halvdel af verset forklarer os at 1200 mand er samlet i en flåde på Samsø. Herefter lyder det: "þo er i Hátvnom halfo fleíra viglid konvngs, ván erom rómo" (dog er i Højtunet dobbelt så mange af kongens kamptropper, afventende krigsråbet). Udtrykket ”halfo fleíra, hálfu fleira” (halv flere) må være identisk til ”hálfu meiri” (én gang så stor, dobbelt så stor). Landstyrken er derfor 2.400 mand stor og står direkte under kongens befaling som hærfører. Da vi ved at Kong Frode I. har kongsgård i Ringsted og/eller Lejre befinder landstyrken sig derfor nær kongsgården. Derfor kan "Hátún, Hátúnum" ikke være andet end et sted i Tune Herred (Tunæheret, tvnaheret). Stednavnet skal ses sammen med "túnhliði" (Tunledet, Tune-Lejre, Lejre-tun). I afsnittet "Götar-sønnerne Hygelác, Herebeald og Hæðcyn – sagnet om Balder og Höðr" argumenterer jeg for at højen "Baldershøj" ved landsbyen Tune får sit navn ca. år 497-521 e.Kr. og efter Rolf Krake’s død år 494 e.Kr. Mit bud vil derfor være at "Hátún, Hátúnum" er den bakke der senere navngives "Baldershøj". Landstyrken er derfor samlet på Tune Hede og Mark.

Helgakviða Hundingsbana hin fyrri (vers 26, 37, Ældre Edda): "Varinsfirði" (Varins Fjord) og "Varinseyju" (Varins Ø). I Helgakviða Hjörvarðssonar (vers 22, Ældre Edda) forekommer stednavnet "vík Varins" (Varins Vig). Widsith-digtet (sætning 25) skriver "Billing Wernum" (Billing Werin(erne)), om hvem der var leder af folket. Personen "Billing" kan evt. have vældet sit folk fra Bellingwolde (frisisk Ben(ne)wolle , Bennewold) og Bellingwedde øst for Groningen, Friesland.

Kong Knud/Canute I. den Store (regent England 1016, regent Danmark 1018-1035) udsteder ca. år 1031 e.Kr. en ny Skovlov gældende for landskaberne i ”Angliae” (England). Loven er skrevet på latin og kaldes ”Incipiunt constitutiones Canuti regis de foresta”. I lovens kapitel 33 henviser Kong Knud til de forfædrene love "Werinorum. 1. Churingorum", dvs.  en henvisning til ”Lex Angliorum et Werinorum hoc est Thuringorum” – et urgammelt lovregelsæt der må hidrøre fra ankomsttiden. Der må derfor have været lovfællesskab mellem de ætter der boede i Anglen (Jelling til Ejder-strømmen) og nabo-folket "Werin".

Plinius den Ældre: "Naturalis Historiae" (IV:99) skriver år 77 e.Kr. "Varinnae" og mener stammen befinder sig et eller andet sted omkring Sønderjylland. Tacitus: "Germania" (Bog I: 40) skriver år 98 e.Kr. "et Anglii et Varini et Eudoses" (og Angler og Varin og Jyder). 

Procopius: ”De Bello Gothico” (VI: XV) skriver ca. år 550 e.Kr. "Varni" og stedplacerer nu stammen længere mod syd ved de østsaksiske heder nord for Rhinen. Det må være udslaget af begivenhederne i midten af 400 tallet e.Kr. i Kong Frode I.'s regeringstid, der forårsager stammens folkevandring længere mod syd.

Som vi kan se befinder "Wernum, Werin, Varinnae, Varini"-stammen sig i Sønderjylland frem til ca. år 446 e.Kr. Ifald navneformen på olddansk er blevet til "*War-" (nudansk "*Var-") da finder vi på næsset i Åbenrå Fjord stednavnet "Warnæs" i Valdemars Jordebog fra år 1231 e.Kr. Stednavnene kaldes i dag Varnæs, Varnæs Vig, Varnæs Hoved, der oprindeligt lå i Nybøl herred (nu Lundtoft herred). Stednavnet "Åbenrå" forekommer som "Opnør" i Valdemars Jordebog fra år 1231 e.Kr., senere "Opner, Gammel Opener" (1335). Stednavnet "Opnør, Opner, Opener" må skulle opfattes som "åben sandet eller gruset strand i form af en odde eller halvø". Dette er stednavnet for et "ør" (aurr) i bunden af fjorden, og ikke en betegnelse for hvor egnens hovedbygd lå. 1

1 Svend Aakjær: Kong Valdemars Jordebog (1926-45, 2. bind: kommentar, hæfte 1, s. 84, 86).

 

Hermed opstår muligheden at "vík Varins" (Varins Vig) er Varnæs Vig, måske oprindeligt "*Varins næs Vig"; "Varinsfirði" (Varins Fjord) er Åbenrå Fjord og "Varinseyju" (Varins Ø) måske øen Als. At stednavnene forekommer i "Nybøl herred", dvs. et herred hvor der er tildelt ny odelsjord, antyder stærkt at der er sket en folkevandring bort fra egnen. Dette har muliggjort landnám i et landskab, der i 400 tallet e.Kr. for længe siden har foretaget en herredsinddeling.
 

Helgakviða Hundingsbana hin fyrri (vers 31, Ældre Edda): "Unavágum" (Den rette vægt) mener jeg ikke er et stednavn, men en kenning for at flåden er lastet til randen med værdifuldt fæ. "Svarinshaugi" (Svarinshøj) er derimod et stednavn, og vi ved fra Helgakviða Hundingsbana önnur (mellem vers 13 og 14, Ældre Edda) at "Granmarr het ricr konvngr, er bió at Svarinsha/gi" (Granmarr hedder en konge, der bor i Svarinshøj). "Svarinshaugi" er "Zuarin, Schwerin", Obodriternes landskab med Mecklenborg som hovedbygd. Fra "Sögubrot af nokkrum fornkonungum í Dana ok Svíaveldi” (kap 4. Frá ríki Haralds konungs) kan vi se at samme Kong Granmarr også har Östergötland som arvelig odelsjord.

Helgakviða Hundingsbana hin fyrri (vers 40, Ældre Edda): "Þórsnesi" (Torsnes, Thorsnes, Tornæs) skal findes omkring Rhinens udmunding i Nordsøen ifald  "Gnitaheiðar, Gnipalundi" (Bjergtinde-hede, Bjergtinde-land) er identisk til Büngernsche Heide og Dingdener Heide, i Westmünsterland. I afsnittet "Sakserne" (underafsnit "Thor og egetræet") viser jeg at De Gamle Saksere år 723 e.Kr. i Gaesmere (Geismar), lige uden for landsbyen Fitzlar i det nordlige Hessen tilbeder “Thor’s Eg”. Derfor har der givet været et næs navngivet efter Thor et sted mellem Rhinen og de frisiske landskaber. Det kunne f.eks. være "Nes" på den vestfrisiske ø Ameland, hvor Thor er blevet fjernet fra det nuværende stednavn fordi denne del af øen er romersk-katolsk.

Helgakviða Hundingsbana hin fyrri (vers 40, Ældre Edda): "Móinsheimum" er "Monsheim" i det sydlige Wonnegau, Hessen ved Rhinen langs Pfrimm-floden, der løber ind i Rhinen ca. 10 km væk ved Worms. Her har "Granmars synir" strid. Fra Helgakviða Hundingsbana hin fyrri (vers 31, Ældre Edda) kan vi se at de ankom dertil fra deres sæde i "Svarinshaugi" (Zuarin, Schwerin).

Helgakviða Hundingsbana hin fyrri (vers 47 og 48, Ældre Edda): "túnhliði" (Tunledet, Tune-Lejre, Lejre-tun) kunne evt. være Tune Herred (Tunæheret, tvnaheret), hvor vi erindrer at Lejre blev skrevet "Hleiðru, Hledru, Lethra" (oldnordisk, olddansk, latinsk). Det kræver dog at vi har et stednavn i nærheden der passer til Sólheima (Solhjem). Og netop i Tune Herred har vi landsbyen Solrød (Solens rod = sólroð, sólarroð). Hvor Solen har sin rod må den nødvendigvis have sit hjem.

Helgakviða Hundingsbana önnur (mellem vers 4 og 5, Ældre Edda): "Brvnavagom" (*Brunavagar). Fra Helgakviða Hundingsbana önnur (vers 6, Ældre Edda) kan vi se at "*Brunavagar" må være et sted øst for Læsø (Hlesseyio, Hlésseyio, Hlésey), dvs. et sted langs vestkysten af Halland. Denne beskrivelse betegner netop breddegradssejladsen fra Nørre Jylland til Halland i 400 tallet e.Kr. Da flåden ligger i skjul må der være tale om en mindre vig langs Hallands vestkyst, måske Veka syd for Falkenberg, hvor flåden har adgang til ferskvand fra åen der løber ud i havet netop her.

Helgakviða Hundingsbana önnur (vers 8, Ældre Edda): "Bragalvndi" (Bragalundi, *Bragelund). Det synes at fremgå fra verset at Ylfinga-ætten her gik på bjørnejagt "fyr vestan ver" (på den vestlige fangstplads). Ordene "biorno tóc" (bjørne tog) kan være en kenning for at de nedslagter krigere i berserkar. Stednavnet Brakelund (Bragelund) forekommer ved Sävare (Säfvared) ved Lidköping, hvor vi i Hasslösa sogn, Västergötland finder "Brakelunds gravfält". Gravfeltet er dateret til år 400-550 e.Kr., og består af i dag af en gravhøj, samt en række helligrum af rejste sten. Formen er enten en ring (5 store, 5 mindre), en skibssætning (3 store, 1 mindre), en firkantet eller rektangulær opsætning (3 stks.) og andre opsætninger. Der mangler sten i alle opsætningerne. Peter Eriksson Lindskog (1766-1821): Försök till en korrt beskrifning om Skara Stift (1812-1816, I:a häftet, 1812) skriver at der helt frem begyndelsen af 1800 tallet var 21 "små ättehögar". Som stednavnet antyder er dette klart en helliglund. Det er svært at sige hvor gammelt "Brakelund" stednavnet er. Da Snorre: Skáldskaparmál (kap. 80, Snorre Edda) skriver "af Ylfinga ætt var Eiríkr inn málspaki” (af Ylfinga æt var Erik den Veltalende), og Saxo Gesta Danorum forklarer os at Erik den Veltalende, søn af Regnar (Regneri), sejler i tjeneste hos Kong Gøtar af Norge mod Kong Frode I, er stednavnet formentlig oprindeligt. 1

1 Nils H. Sjöborg: Samlingar för Nordens Fornälskare, innehållende Inskryfter (1830, Tredje tomen, s.171). Se også Bengt Wadbring: http://wadbring.com/historia/undersidor/brakelund.htm 

 

Helgakviða Hundingsbana önnur (vers 26, Ældre Edda): "Frecasteini", normaliseret til "Frekasteini" (*Frekasten). Stenen er åbenlyst en landkending og har været kendt af alle i samtiden. Antager vi at "*Frekasten" skal opfattes som "Den Store Sten" er der næppe tale om en runesten, men om en enorm natursten fra Istiden, eller en stor menneskabt stenkonstruktion fra en fjern fortid fra 400 tallet e.Kr. Den skal findes et sted mellem Sønderjylland og Elben, hvor den danske flåde ligger som værn mod fjenden fra syd. 

Der er, så vidt jeg kan se, kun én landkending af store sten i dette område som vi ved var kendt. Sætter vi os i sadlen, som vi ved den jyske rytterhær gjorde år 443-444 e.Kr., og drager på vendertog mod syd, da er Hærvejen vor vis at komme frem på. Mellem Bov og Slesvig drager vi over bækken ”Helligbæk” (Helligenbæk, Helle’bæk, Hilliabeck) i Farensted sogn, Strukstrup Herred, Angel, der løber tværs over Sønderjylland mellem Slesvig by og Flensborg. I tiden før Poppo besøgte Danmark år 960 e.Kr., blev bækken kaldt ”Jytebæk”, dvs. ”Jydernes bæk”. Dette kan vel være Jyllands oprindelige sydlige grænse. Udover bækken som grænseskel har vi her landkendingen, der på et tidspunkt efter år 960 e.Kr. skifter navn til ”Poppostenen”.

”Poppostenen”, der står lidt nord for bækken, er rent faktisk en stendysse fra ca. 3.500 f.Kr., der beviseligt stadig var i brug frem til Bronzealderen. Landkendingen er så velkendt at stedet blev valgt som tingsted for Istathesysæl (Istadsysel, Istedsyssel). Navnet på denne sten i 400 tallet e.Kr. må have været "*Frekasten" (Den Store Sten).

 chap 18-8.jpg

"*Frekasten" (Den Store Sten), Farensted sogn, Strukstrup Herred, Angel - nu kendt som "Poppostenen".
Billedkilde: Wikipedia.

 

Helgakviða Hundingsbana önnur (vers 27, Ældre Edda): "Hlebiorgom", normaliseret til "Hlébjörgum", i dag Læborg, nord for Vejen, Sønderjylland. Bemærk at Hærvejen (Heerweeg) løber forbi 2 km nord for Læborg, og er afgørende for hvorfor et slag finder sted netop her. Læborg Sogn omfatter landsbyerne Drostrup (torpen), Gammelby (den oprindelige bygd) og Læborg (Læbjerg, Lybjerg) der betegner helligstedet Læborg Bakke (80 m).

Helgakviða Hundingsbana önnur (vers 42, Ældre Edda): "Sigrvn fra Sefafiollom!" (Sigrun fra Sefafjeldet). Sigrun er gift med Helge, søn af Borghild og Sigmundr Völsungsson. Stedet "Sefafjeldet" er Helge's hjemstavn medens han er gift med Sigrun og da han dræbes i Fjoturlund. "Sefafiollom" må være sammensat af "sefa" (lindre, stille) + "fjall, fjöll" (fjeld); samlet "Det lindrende fjeld".

Plinius den Ældre: "Naturalis Historiae" (IV:327) skriver år 77 e.Kr.:

"Incipit deinde clarior aperiri fama ab gente Inguaeonum, quae est prima in Germania. mons Saevo ibi, inmensus ad Cimbrorum usque promunturium efficit sinum, qui Codanus vocatur, refertus insulis, quarum clarissima est Scatinavia,.."

 "begyndende derefter kan med klarhed forklares hvad der berettes om stammen Inguaeonum, der er den første i Germania [Magna]. Bjerget Saevo er der, uhyre stort til Kimbrernes sammenhængende halvø, frembringende bugten, der Codanus kaldes, rig på øer, hvoraf den mest kendte er Scatinavia..."

Min oversættelse til nudansk. Det latinske "promunturium" betyder direkte "bjergkæde, forbjerg", jvf. brugen af "promunturium Rusbeas" (Rusbeas's bjergkæde) i Plinius den Ældre: "Naturalis Historiae” (Bog IV:95) i kimbrernes beskrivelse af hvad der befinder sig mellem "Cronium" (Dumbshafi, Mørke-havet = i dag Norskehavet, Nordhavet, Barentshavet), og Morimarusam (Stillehavet, Den Døde Sø = Hvidehavet, Det Hvide Hav). Samtidig ser vi på kortet gjort af Þormóður Torfason (”Tormodus Torfæus”, 1636-1719): Gronlandia Antiqua (1706), hvor han viser bl.a. Helleland (Helluland), Marchland (Markland), Skralingeland (Skrælingeland) og Promonterium Vinlandia (Vinland's halvø, Vinland's forbjerg), at sidstnævnte visuelt er gengivet som en halvø med en bjergkæde. Derfor mistænker jeg at ordet, udover en lodret betydning, også har haft en vandret betydning; en betydning vi ser i det tilknyttede latinske ord "prominere" (fremspring, rage frem). Herved når jeg frem til at oversætte "Cimbrorum usque promunturium" til "Kimbrernes sammenhængende halvø". Denne fortolkning understøttes af at Claudius Ptolemy (127-148 e.Kr.) skriver at kimbrerne (”kimbroi”) er ankommet højt oppe i Jylland, og skriver dette på græsk som ”Kimbrikē chersonēsos” eller ”kimbrenes halvø, næs”.

 

Kom i hu at Plinius her rejser i retning nord → syd, dvs. hans beskrivelse sker fra Jylland (Cimbrorum usque promunturium; Kimbrernes sammenhængende halvø) ned. Fra ca. Ejder-strømmen til Elben finder vi år 77 e.Kr. "Inguaeonum", der på oldengelsk skrives "Ingwines" (Venner af Ing, Freyr) i Beowulf-kvadet. Det er en henvisning til os. Bjerget "Saevo" skal ligge på tværs (øst-vest gående retning) stødende op til dette område.

Fra Helgakviða Hundingsbana önnur (vers 49, Ældre Edda) kan vi se at Sefafjeld må ligge ud mod et åbent vand, da Helge herfra kan gennemføre en breddegradssejlads i vestlig retning mod "salgofnir's sejrsfolk". "Salgofnir" (salgófnir) angives i Viðbótarþulur som et "Hana heiti", dvs. et heite for en hane. Völuspá (vers 42 og 43, Ældre Edda) gengiver 3 haner i hvert sit rum (verden); fortid, nutid og fremtid. Da Helge er død, jvf. Helgakviða Hundingsbana önnur (mellem vers 29 og 30, vers 33, Ældre Edda), må vi derfor befinde os i rummet fremtiden, hvad ordvalget "sigrþioþ" (sejrsfolk) der sidder bænket i Valhal, også antyder.  Völuspá (vers 42, Ældre Edda) forklarer os at hanen i rummet fremtiden er den "fager-røde hane som Fjalar (udkiggeren) hedder". Ved brugen af et andet heite for samme hane tilføres der, så vidt jeg kan se, en ekstra oplysning, som samtiden har været klar over, og som vi må medtage i forståelsen. Forstavelsen i "Salgofnir"(salgófnir) er naturligvis en kenning for Valhal. Endestavelsen "gofnir"(gófnir) forekommer ikke på oldnordisk. Jeg mener ordet må være knyttet til det oldfranske "gaufre", der på oldfransk (og frankisk?) betegner "smådyr"; på nuengelsk "gopher". Jeg mener også at ordet må være knyttet til det oldengelske "gopes", som det forekommer i Exeter Book (Riddle 47 (49), sætning 3) fra ca. år 975 e.Kr. På oldengelsk opfattes "*gop" som betydende "træl, lille mand", dvs. identisk til den mulige frankiske opfattelse af noget småt. Ordet går igen i flere stednavne i England, jvf. "Gopsall", Leicestershire (”Gopeshille” i Domesday Book): ”Guphill", Devon (Gopewell (1281), Gopeville (1291)). 1

1 Se Carole Hough: Place-names and the provenance of Riddle 49 (Neophilologus, Volume 82, Number 4, oktober 1998, s. 617-618)

 

Jeg er derfor helt enig i vurderingen at ordet må have en keltisk (kimbrisk) oprindelse, og være knyttet til det irske "gop" (fuglenæb, mund, snude). I navneformen "*gopnir" må vi opfatte ordet som "den lille næbede", der ganske rigtigt er et heite for hanen.

Samlet mener jeg derfor vi må fortolke "Salgofnir"(salgófnir) som "Salens lille næbede". Den dybe indsigt i brugen af dette heite mener jeg dog må være at heitet henviser til landskaberne i Britannien, hvorfor en breddegradssejlads hertil i vestlig retning skal begynde et sted på den sønderjyske vestkyst ned til det sydlige Friesland. Her skal vi finde stednavnet Sefafjeld (Sevafjeld). Jeg mener det er en alvorlig overvejelse værd, hvorvidt "Salgofnir"(salgófnir) ikke er identisk til stednavnet "Gopsall", Leicestershire. I tidsrummet omkring år 446 e.Kr. er dette område under keltisk (kimbrisk) kontrol.

Jeg mener derfor at Sefafjeld må være en del af det mellemhøjland (Mittelgebirge) der hæver sig i Midtyskland. Af de tre bjergkæder i dette område må valget falde på den vestlige kæde, der i dag kaldes "Das Rheinische Schiefergebirge" (Skiferbjerge), der løber i øst-vestlig retning langs Rhinen fra Mainz mod nordvest. Nordvest for bjergkæden munder Rhinen ud i Nordsøen.

 

 

Frode-freden år 446 e.Kr.

 

Sun Tzu: Krigskunsten (ca. år 475-221 f.Kr.) siger i kapitlet ”Krigsførelse” (2.6):

"Der findes intet tilfælde, hvor et land har vundet fordele ved en langvarig krig".

Krigsførelse anerkendes fra arilds tid som sund fornuft og et nødvendigt onde for at sikre en retfærdig, tålelig og bedre fred. Det er krigens form, med alle runer kastet og gennemtænkt, der er afgørende for krigens værd. Naturlovene viser os at denne forståelse er ældre end menneskeheden.

Publius Flavius Vegetius Renatus: De Re Militari (Bog III: prologen) fra ca. år 383-450 e.Kr.:

"Igitur qui desiderat pacem, praeparet bellum; qui uictoriam cupit, milites inbuat diligenter; qui secundos optat euentus, dimicet arte, non casu. Nemo prouocare, nemo audet offendere quem intellegit superiorem esse, si pugnet". "Derfor hvem ønsker freden, sig på krigen forbereder; hvem vil sejren, tilstår krigerne deres håndværk; hvem et gunstigt udfald finder ønskværdigt, forlader sig på færdigheder, ej held. Ingen udæsker til kamp, eller vover at fornærme de hvis styrke er forstået som overlegen, skulle krigen komme".

Min oversættelse til nudansk. Sætningerne er ofte, og noget uheldigt, forkortet "Si vis pacem, para bellum".

 

Platon (år 427-347 f.Kr.): Lovene (Νόμοι, Nomoi, VIII: 829a-b) har samme tanker 800 år tidligere:

"genomenē men agathē bios eirēnikos, polemikos de exōthen te kai endothen, an ē kakē. toutōn de tautē skhedon ekhontōn, [829b] ouk en polemō ton polemon hekastois gumnasteon, all' en tō tēs eirēnēs biō".

"Således kan en ny tilstand af fred opnås hvis [by]staten bliver [helt og holdent] god, men hvis [fyldt med] dårlig[dom], en tilstand af krig ude og hjemme vil indtræde, [829b] hvorfor alle krigere må forberede sig på krigen medens de nyder freden".

Min oversættelse til nudansk.

 

Et af de mest markante ekko fra fortiden er omtalen af den fred der synes at bryde ud i det nordlige Europa i Kong Frode I.'s regeringstid, også kaldet ”Frode-freden” (Fróða frið, Fróðafrið). Denne fredstid må have været verdensberømt i samtiden, og eftertiden har benyttet dette tidsrum som en målestok for hvad kunne være. At et kort tidsrum med fred har så stor betydning i stammens samlede erindring er givet fordi tiden før Frode-freden, ligesom tiden efter, har været præget af stor uro, og Skjoldunge-ættens evindelige interne kivsmål om land og trone. Derfor gives Kong Frode I. også kaldenavnet ”Frið-Fróði”.

Helgakviða Hundingsbana hin fyrri (vers 13, Ældre Edda) forklarer os at striden mellem Hundinga-ætten og Völsunga-ætten, der finder sted efter "Helge Hundingsbane" (Helgi Hvndingsbani) har dræbt Kong Hunding fra Hundinga-ætten år 446 e.Kr., "slettede Frode-freden" (sleit Fróða frið). Helgakviða Hundingsbana önnur (Fortale, Ældre Edda) forklarer os at Völsunga-ætten på dette tidspunkt også repræsenterer Ylfinga (Wilfingum, Wuffinga)-ætten.

Jvf. Saxo: Gesta Danorum er striden også mellem den norske kongesøn "Heðinn" og den jyske lokalkonge Høgne (Högni, Høgino, Høgini) om sidstnævntes datter Hilda (Hild):

3] Itaque statam a Frothone pacem internum labefactaverat bellum, primique indigetes regiam detrectavere legem.

Saaledes blev den af Frode indstiftede Fred først forstyrret af indvortes Krig, og Landsens egne Folk var de første til at bryde Konges Lov.

Saxo: Gesta Danorum (Bog 5.9.0.1-3 på latin); Fr. Winkel Horn: Saxo Grammaticus – Danmarks Krønike (1911, 1. del, Bog V: 188)

 

Tilsammen må vi være enige med Saxo i at det er indbyrdes strid mellem ætterne der sletter Frode-freden. Vor historie viser os at vi ikke har lært særligt meget af alle vore fejltrin i denne retning, til trods for alle de varsler der gives herom i vor erindring.

Skjoldungasaga gengiver hvorledes eftertiden ihukommer Frode-freden:

”Under ham var der sådan fred, at ingen vovede at tage sig selv til rette, selv om han fandt sin faders banemand bunden for sig. Ran og tyveri ophørte; så en guldring, som han henlagde på Jælling hede ved den store jyske landevej, lå urørt i mange år. Deraf fik han navnet Fredfrode........I Fredfrodes dage voksede agrene selvsåede, og i jorden fandtes alskens malm”. 1

1
Se Axel Olrik’s oversættelse af Arngrímur Jónsson's udgave på latin i ”Skjoldungesaga i Arngrim Jonssons udtog” (Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie, s. 84-85, 1894). Jeg har ikke medtaget bemærkningen om at Frodefreden fandt sted da Kristus blev født og Augustus herskede i Rom da dette beviseligt er usandt.

 

Snorre gentager samme beskrivelse af ”Frode-freden” i Skáldskaparmál (kap. 52. Frá Fróða konungi ok kverninni Grótta, Snorre Edda), der igen er en ordret gengivelse af Gróttasöngr (Forord, Ældre Edda):

Hví er gull kallat mjöl Fróða? Til þess er saga sjá, at Skjöldr hét sonr Óðins, er Skjöldungar eru frá komnir. Hann hafði atsetu ok réð löndum, þar sem nú er kölluð Danmörk, en þá var kallat Gotland 1. Skjöldr átti þann son, er Friðleifr hét, er löndum réð eftir hann. Sonr Friðleifs hét Fróði. Mann tók konungdóm eftir föður sinn í þann tíð, er Ágústus keisari lagði frið of heim allan 2. Þá var Kristr borinn. En fyrir því at Fróði var allra konunga ríkastr á Norðlöndum, þá var honum kenndr friðrinn um alla danska tungu, ok kalla menn það Fróðafrið. Engi maðr grandaði öðrum, þótt hann hitti fyrir sér föðurbana eða bróðurbana lausan eða bundinn. Þá var ok engi þjófr eða ránsmaðr, svá at gullhringr einn lá á Jalangrsheiði.”Hvorfor er guld kaldet Frode’s måltid? Til dette er sagaen så, at Skjold hed Odin’s søn, hvorfra Skjoldungerne er komne. Han havde ætsæde og rådede (over) landene, der siden nu er kaldet Danmark, men da var kaldet Gotland1. Skjold ættede den søn, som Friðleif hed, og landene regeredes efter hans (vilje). Friðleif’s søn hed Frode. Manden tog kongedømmet efter sin fader i den tid da Kejser Augustus (ned)lagde fred over alle2. Da var Kristus båret. Men fordi at Frode var mest rådende af alle konger i de Nordlige Lande, da var den kendt som hans fred på alle danske tunges(mål), og mænd kaldte den Frode-freden. Ingen mennesker skadede hverandre, selvom han havde for(an) sig (sin) fader's bane(mand), eller (sin) broder's bane(mand) løs(ladt) eller bundet. Da var og ingen tyve eller rane-mennesker, så at en guldring lå på Jelling's Hede”. 


 
Min oversættelse til nudansk.

1 Det er fuldt korrekt. Se afsnittet ”Reidgotaland - *Gutisk-Andja”
 
2 Dette er en henvisning til Pax Romana der regnes fra ca. år 27 f.Kr., hvor Octavian under navnet Kejser Augustus Cæsar (Imperator Caesar Divi Filius Augustus) stopper alle borgerkrige, til år 180 e.Kr. hvor Kejser Marcus Aurelius dør. Der er ingen sammenhæng i tid mellem Pax Romana og Frode-freden. Hvad Skjoldungesaga og Snorre i Skáldskaparmál ønsker at vise os er at Frode-freden var af samme enorme betydning for os, som var Pax Romana for Romerriget.

 

Jeg gad nok vide i hvor mange minutter en hellig guldring henlagt på Hærvejen 1 nord for Jelling ville få lov at være i fred i dag.

1 ”Hærvejen” kaldes i Jyske Lov fra år 1241 e.Kr. (kap. 52) for ”kunungs hærstrætæ” eller ”Kongens Hærstræde” (Kongens Hærvej). Se Erik Kroman & Stig Iuul: Skaanske Lov og Jyske Lov (1968, s.123, 264) 

 

Som Grundtvig 1 fremhæver kan vi opfatte denne fredstid som enten ”Danmarks guldalder” eller ”den gyldne tid”. Det er derfor vi i Gróttasöngr (Forord, Ældre Edda) hører den filosofiske beretning om Kong Frode I.’s køb af to store og stærke trælkvinder (ambáttir, tærner) med heiterne Fenja og Menja. Disse to kvinder skulle bruges til at få Danmarks største kværn kaldet Grótti til at male guld og fred og lykke (mala gull ok frið ok sælu) for Kong Frode 2. Det oldnordiske ”Grótti” er fra det olddanske ”at grutte, grytte, grøtte”, der betegner ”at grovmale [med kværn] korn til gryn”. Ordet er benyttet fordi guld omtales som korn, jvf. guldkorn (se f.eks. guldskillingen fra Tjurkö, Blekinge fra år 385-670 e.Kr. med indskrift i Ældre Futhark ”wurte runoR an walhakurne…”).

1 Nordens Mythologi” (1832, s.493-494)
2 Jvf. "Friðsæll” (fredsæl) eller ”lykkelig ved Freden, som nyder stadig Fred” og ”Sigrsæll” (sejersæl, sejerrig).

 

At Kong Frode I. kværner Freden og de gyldne tider ind forekommer så fasttømret en kenning at alle har forstået dette. Derfor ser vi ofte afledede kenninger der henviser til, og forudsætter forståelsen af, Frode-freden:

  • Orkneyinga saga (kap. 55): ”Fróða meldr” eller ”Frodes mel” – kenning for ”gyldent hår”
  • Háttatal (Yngre Edda, vers 43): ”Fenju (falr) meldr” eller “Fenja’s mel” – kenningen tvetydig
  • Egill Skallagrímsson (ca. år 910-990 e.Kr.) i Höfuðlausn (Hovedløsen, vers 17): ”við Fróða mjöl” eller ”med Frodes mel” – kenning for "guld"
  • Eyvindr Finsson skáldaspillir (d. ca. år 990 e.Kr.):

”…Nú hefir fólkstríðir Fróða
fáglýjaðra þýja
meldr móður holdi
mellu dólgs um fólginn”

”… Nu haver folkets strider Frode’s
opmuntrede tyende
malet moder erholden
melet fjenden gør til tosse”

Min oversættelse til nudansk.
Hávamál (vers 75, Ældre Edda) viser os at svaret på kenningen må være ”guld”. Egill Skallagrímsson (ca. år 910-990 e.Kr.) skriver i Lausavísur (vers 3): glýjaðra þýja. Se Heimskringla (Sagan af Haraldi konungi gráfeld ok Hákoni jarli.,1. Upphaf Eiríkssona).

 

Ikke overraskende blev kværnen givet til Danmark og Kong Frode I. af personen "Hengikjöptr" (Hengikjaprt, Hengikjöft, Hængekæft), der er et af Odin’s heite, og et symbol på forfædrene visdom.

Gróttasöngr (Forord, Ældre Edda) forklarer os at købet af de to trælkvinder sker fra Kong Fjölnir (Ynglinga-æt nr. 2, ca. 400-446), jvf. ”Fróði konungr sótti heimboð í Svíþjóð til þess konungs, er Fjölnir er nefndr. Þá keypti hann ambáttir tvær, er hétu Fenja ok Menja”. Sammenholdt med at Hyndluljóð (vers 11, Ældre Edda) nævner Ylfinga (Wilfingum, Wuffinga)-ætten, og sidestiller den i historisk vigtighed med Skjoldunge (Skjöldunga, Skiolldunga, Scyldinga)-ætten, mener jeg her vi ser en anerkendelse af alliancens betydning for at det lykkedes for Kong Frode I. at få ”Frode-freden” rodfæstet.

Navnene på de to trælkvinder; Fenja (fra det oldnordiske og oldengelske ”fen, fenn” eller ”vådlandsområde, marskland”), og Menja (fra det oldnordiske, oldengelske og oldfrisiske ”men, mene, mona” eller ”halssmykke”) menes at være identisk til Fanø og Mandø i Vadehavet, Jyllands vestkyst. Bemærk særligt Mandø’s form, der netop ligner et halssmykke, og det behøver man ikke at være ravnen for at kunne se. Jeg mener derfor at den nuværende skrevne form ”Mandø” er en fejlfortolkning af øens sande navn, og lokalt udtales øens navn da også "Mannøj".

 

 chap18-4.jpg

Fanø hører under Skadst Herred og skrives på kirkelatinsk ”Insula Fandia ad nomarchiam Picæ” (Picæ = fuglen Skade! Sammenlign med herredets navn). Mandø skrives i Valdemars Jordebog ”Mannæø” og er i Ribe Oldemoder  (s. 109) opført under Frøs Herred, Riberhus Birk. Man kunne forestille sig en etymologisk udvikling hvor forstavelsen er "Men, Mene, Mona", og endestavelsen er "iegland" (oldengelsk) → "eilân" (frisisk, udtalt "ajlan"). Det fører til sammentrækningen "*Meneiegland, *Monaeilân"→ "Mannæø" (udtalt "Mannøj").

På kortet ”Newe Landtcarte Von dem Hertzogthumbe Schleswieg Anno 1650” af Johannes Mejer, Husum, Angel er tilføjet stednavnene ”swarg”, ”ripertieff” (riberdyb) og ”flackesandt” (flaksand), som vist ovenfor. Stednavnet ”swarg” kunne f.eks. være fra det oldnordiske ”svarkr”, der betegner ”en kvinde, heftig i Sind og stöiende i sin Færd” fra det oldnordiske "svárka” (larme, støje). Alternativt kan ”swarg” være en omskrivning af det oldnordiske ”svelgr” (svælg), der netop er det udvalgte ord i Gróttasöngr (Forord, Ældre Edda) til betegnelsen for den malstrøm kværnen Grótti forårsager. Det tilsvarende ord på oldsaksisk og oldengelsk ”swerkan, sweorcan” (blive mørkt, blive overskyet, blive nedtrykt) må have samme etymologiske oprindelse fra en forståelse af tunge, mørke og truende skyer med larmende uvejr. I Beowulf-kvadet forekommer ordet som ”sweorceð” (sætning 1737, mørknet) og ”nihthelm geswearc” (sætning 1789, nattens hjelm formørket), og bruges derfor i omtalen af vejret. Stednavnet ”swarg” må under alle omstændigheder være en henvisning til Fenja, Menja eller malstrømmen, og viser hvor man mente de to kvinder trak kværnen Grótti rundt. Gróttasöngr (Forord, Ældre Edda) nævner at hvor kværnen er ”dér var søen salt” (Þá varð sær saltr). Overgangen til stærkt saltvand sker tilsyneladende netop hvor Knudedyb udspringer i farvandet mellem det sydøstlige Fanø og den jyske vestkyst. Fanø-trafikken mellem Esbjerg og Nordby, Fanø har da også navngivet færgerne M/F Fenja og  M/F Menja.

Jvf. Saxo: Gesta Danorum (Bog 5.16.2 på latin); Fr. Winkel Horn: Saxo Grammaticus - Danmarks Krønike (1911, 1. del, Bog V: 202-204)  dræbes Kong Frode af en vølve, der ved sjónhverfing hamskifter til en ”hoppe, mare”, og derefter til en ”sø-ko”. Da det oldengelske "Horsa" svarer til det oldengelske "merehengest" (søhingst), og begge er en kenning for langskibet, må dette betyde at Kong Frode I. gik ned med sit skib, eller blev gravlagt i sit skib og vendte tilbage til søen efter sit jordeliv. I Gróttasöngr (Forord, Ældre Edda) er det netop søkongen Mysing, der er anført som Kong Frodes banemand (…sækonungr, er Mýsingr hét, og drap Fróða…). Personnavnet ”Mýsingr” må være fra det oldnordiske ”misa, mysa” (”myse” olddansk), der betegner ”ostevand, valle”. Navnet er derfor en kenning for søen, der dræber Kong Frode I..

Måske gik Kong Frode ned med sit skib i farvandet mellem det sydøstlige Fanø og det jyske fastland. Knudedyb var, som vi kan se fra det ældre stednavn "ripertieff" (riberdyb), reden, hvorpå stort set alle fartøjer måtte foretage omladning til pramme for videre sejlads op ad Ribe Å. Det forekommer da at Kong Frode I. kan have samlet en underdrejet ledingsflåde netop hvor stednavnet "swarg" forekommer, og at kværnen Grótti derfor betegner en, i området ikke usædvanlig, storm, der blev Kong Frode I.'s bane. Knudedyb har helt steril sandbund på 11-13m dybde, "stedvis med mange skaller, som aflejres i kraftigt vandrende "puder" og bølgeribber af den flere knob stærke tidevandsstrøm". Der er foretaget en marinearkæologisk undersøgelse af vragdele fra Middelalderen juli-november 2007 (se Mikkel H. Thomsen: Marin(e)arkæologisk undersøgelse af vragdele i Knudedyb, j.nr. 2503, Vikingeskibsmuseet). Fremtidige undersøgelser kunne evt. foretages længere mod nordøst, øst for Keldsand (fra det oldnordiske "kelda" (kilde) og derfor "kildesand" - hvorfra sandet oprinder).
Billedkilde: Google Earth 20. august 2008.

 

 

 chap18-5.jpg

Topografien omkring Fanø, Mandø og Ribe som den kan have taget sig ud i Kong Frode I.’s regeringstid år 400-446 e.Kr.

Det oprindelige landskab er genskabt på baggrund af kortet ”Newe Landtcarte Von dem Hertzogthumbe Schleswieg Anno 1650” af Johannes Mejer, Husum, Angel.

Vesterhavsøerne kaldes i Valdemars Jordebog dels ”Wæstæn Land” (Vesten Land), dvs. landet vesten for det jyske fastland (Se ”Hec sunt nomina insularum” eller ”Ø-listen”). 1

1 Svend Aakjær: Kong Valdemars Jordebog (1926-43, 1. bind: Text, Hæfte 2, s. 30-33)

 

Den anden betegnelse er ”Vtland” (Udland), dvs. landet ud for vore landområder i Angel på fastlandet, der betegner Det Nordlige Friesland/Lille Friesland.

Fra Svend Aakjær: Kong Valdemars Jordebog (1926-43, 2. bind: Kommentar, Hæfte 1, s. 226-227) kan vi se at mange stednavne i Jordebogen i dag er os ubekendte, jvf. f.eks øen ”Gæstænacka”. Mit bud er at denne ø lå vest for Mandø – syd for ”Flakstjærten” og genfindes i stednavnet ”Nacketieff” (Nakkedyb) på kortet fra 1650.

Den store ø ”Strand” vest for Husum, nord for Ejdersted i Angel, Slesvig forekommer ikke i Jordebogen under dette navn. Den er indtegnet som ”Nortstrandt” (frisisk ”Noordströön”) i 1650, men gik tabt allerede i stormfloden 1632. Øerne Pelvorm, Sydfald og Nordstrand Mor er levninger heraf. Det nye Nordstrand blev samtidigt til en halvø. Det er muligt at ”Strand” oprindeligt blev kaldt ”Hwælæ maior” (Store Hvælæ). I så fald har øen oprindeligt været endnu større og strakt sig hele vejen mod nord til og med Langenæs syd for Før (”Føør” i Jordebogen). Den sydlige del af Langenæs har stednavnet ”Buthwel”, der kan være sammensat af ”but, buten” (ydre) + ”wel”, der må være identisk til ”Hvælæ” (fra oldnordisk ”hwel, hváll” eller ”noget der er rundt”?). Der sker derfor stort tab af land i dette område fra 400 tallet e.Kr. frem til Valdemars Jordebog fra år 1231 e.Kr.

Modsat sker der i det østlige Danmark det, at der vindes land. I afsnittet ”Danevirke” (underafsnit ”Falster's Virke”) viser jeg denne landvinding.

Det er mit bud at det vestjyske landtab nøje modsvares af den østdanske landvinding i tid. Da det ser ud til at Syd-virket på Falster er grundlagt i 400 tallet e.Kr., og opgives ikke senere end 1000 tallet e.Kr., må det være en rimelig antagelse at vi skal genskabe det vestjyske landtab for at få et sandfærdigt indtryk af områdets topografi i 400 tallet e.Kr.

Såvel på den jyske vestkyst, som de østdanske øers østkyst, ser denne udvikling  af landtab og landvinding ikke ud til at aftage før i 15-1600 tallet e.Kr.

Ved at genskabe topografien, som jeg mener den kan have taget sig ud i 400 tallet e.Kr., kan vi se at Kongeåen og Ribe Å havde fælles udmunding og fortsættes af Knudedyb (Ripertieff). Det må betyde at ledingsflåden her har ligget underdrejet i læ uden for det oprindelige sejlløb for ikke at spærre for handelsflåden, og det nøjagtigt hvor vi finder stednavnet ”swarg”. Med den oprindelige topografi kan vi nu tydeligt se hvor kværnen Grótti er. Under særlige stormfulde forhold må strømforholdene kunne have skabt en malstrøm der har mindet søfolkene om en enorm og livsfarlig kværn.
Billedkilde: Google Earth 20. august 2008.

 

 

 

 

Til gilde hos Attila

 

 

Vi er så heldige, at vi har en fuldstændig rapport fra år 447-450 e.Kr. direkte fra Attilas hovedsæde. Priscus fra Panium var en græskskrivende romersk statsborger fra det Østlige romerrige. Han blev sendt på en diplomatisk rejse til Attila for at forsøge at undgå den krig alle vidste var undervejs, og som kom umiddelbart efter denne rejsebeskrivelse.

Jeg har valgt en gentage en stor del af Priscus' detaljerede beretning fordi jeg er ganske overbevist om at dette er den bedste beskrivelse der foreligger, dels af Attilas hof, dels af hvorledes en lignende situation har taget sig ud hos Ver Asir/Danir-folket i samtiden.

Priscus træffer først Attila i hans telthovedkvarter, hvor han modtager Priscus siddende på en stol gjort af træ omgivet af hirdmænd/livvagter. Her gives han et brev fra den Østromerske Kejser, men har meget lidt tilovers for diplomaterne. Herefter må Priscus følge efter Attila til hans hovedbygd. Baseret på rejsebeskrivelserne af Priscus viser jeg nedenfor Priscus’ rejse samt hvor Attila’s telt- og kongsgård lå.

 

 chap18-3.jpg

Priscus fra Panium’s rejse til Attila’s teltlejr og kongsgård år 447-450 e.Kr. med udgangspunkt i Priscus fra Panium: Fragmenta Historicorum Graecorum (fragment 8), skrevet år 450 e.Kr.
Billedkilde: Google Earth 17. marts 2011.

 

Priscus’ rejse er forudsat sket som følger:

  1. 13 dages rejse fra Konstantinopel (Miklagård, Byzans) til Sardica (Sofia, Bulgarien)
  2. Herefter til Naissus (Niš, Serbien)
  3. Næste dag mod Donau-floden hvor de rejser nordvest (og er forvirret over rejseretningen). De krydser Donaufloden ved det nuværende Beograd, Serbien.
  4. Herefter en rejse på 70 stadia (1 stadium = 185m ) dvs. 13 km nord. Her ligger Attila’s teltlejr i en dal.
  5. Efter 1 dag’s pause rejser de mod nord og krydser Drecon-floden (løber ind i Tigasfloden), Tigas-floden (Tisza/Tisa-floden i det sydøstlige Ungarn og nordlige Serbien) og Tiphesas-floden (Temes-floden i Rumænien og Serbien).
  6. Sent om aftenen efter en rejse over et stort stræk slår de telt op ved bredden af en ferskvandssø. Denne sø kan kun være Balaton-søen i Ungarn.
  7. Efter yderligere 7 dages rejse kommer de til en bygd, krydser nogle floder og kommer til en større bygd hvor Attila’s kongsgård er. Dette kan kun være i omegnen af Budapest.

Da Attila ankommer til sin hovedbygd bliver han mødt at unge kvinder der kommer ham i møde gående i række. Over dem var udstrakt et kæmpe linnenlagen/tronhimmel, der blev holdt oppe af andre kvinder. Der kunne stå 7 unge kvinder under hver tronhimmel. Der var mange rækker af disse unge kvinder og de sang lokale sange som velkomst.

Attila ankommer hernæst til sin næstkommanderende Onegesius’ hus 1, og da han kommer forbi huset kommer Onegesius’ hustru ud fra huset med en række tjenestefolk, hilser ham og tilbyder ham kød og vin. Dette er den højeste ære der kan vises hos ”skytherne” skriver Priscus. Attila tager imod og spiser og drikker uden at stige fra sin hest , hvorefter han fortsætter til sit slot (skal nok mere forstås som en herregård af langhuse for at få samtidsbilledet korrekt), der er beliggende på en bakketop.

1 Er det latiniserede "Onegesius" i virkeligheden identisk med mandsnavnet "Ongenðío" (Ongendþeow), der også er navnet på Svea-folkets konge, jvf. Beowulf-kvadet (sætning 2922-2927). Det antyder at Attila's hærchef var goter.

 

Attilas herregård beskrives som gjort at behandlede træplanker omringet af et stokværk, designet ikke for forsvar, men for udseende. Gården har også tårne.

Medens han afventer audiens hos Attila bliver Priscus antastet af en person der møder ham med Hil! (Xaire! på græsk). Denne mand viser sig at være en græker bosiddende blandt Hunnerne. Priscus er lidt overrasket over at møde en landsmand blandt Hunnerne og siger ”for de der bor blandt Hunnerne taler, foruden deres egne barbariske tunger, enten Hunnisk eller Gotisk”. Grækeren forklarer hvorfor han bor blandt Hunnerne. Han anser sit liv blandt Hunnerne for bedre end sit gamle liv blandt romerne fordi ”Skytherne” efter deres krige er inaktive og således nyder hvad de har, og aldrig bliver forfulgt. Romerne, på den anden side, er altid udsat for at blive dræbt i krig fordi deres sikkerhed er afhængig af andre og fordi de ikke må bære våben. I fredstid er situationen endnu værre for romerne fordi der udskrives store skatter og fordi loven ikke gælder lige for alle. En forbryder fra den rige klasse bliver ikke straffet for hans ugerning, mens det modsatte er tilfældet for en fattig. Dette medfører at man må betale en dommer eller hans embedsmænd for at opnå retfærdighed.

Den følgende dag bliver Priscus taget i audiens og bliver ledt ind i herregården. Han medbringer gaver til Attilas hustru Kreka, med hvem Attila har 3 sønner, hvoraf to på dette tidspunkt er landeværnere forskellige steder i riget. Inden for stokværket er der mange bygninger, nogle lavet af udskårne planker fint sat sammen, medens andre er af mere simpel trækonstruktion. Her bor Attilas hustru og han finder hende tilbagelænet på en blød divan. Gulvet i huset er dækket med uldtæpper til at gå på. Hun er omgivet af en række tjenere med tjenestepiger siddende på gulvet foran sig arbejdende på broderier der er skal sættes på den ”skytiske” dragt som udsmykning.

Herefter begiver Priscus sig videre til Attilas hus og afventer foran huset sammen med mange andre mennesker. Livgarden kender ham og lader ham derfor i fred. Der er megen støj og samtale blandt menneskemængden og Attila kommer nu ud af huset, ser sig omkring og beskuer mængden. Ved hans side står hans næstkommanderende Onegesius. Herefter går en række personer med retssager frem til Attila hvor de modtager deres dom. Herefter trækker han sig tilbage til huset for at modtage ambassadørerne fra andre ”barbarer”. Priscus må vente. Senere modtager han en indbydelse til et gilde kl 3 om eftermiddagen og han ankommer til gildet med diplomater fra det Vestromerske rige, der er i byen af samme årsag, at overtale Attila til ikke at starte krig.

Ved indgangen til den store sal bliver de budt en kop for at de kan bede før de sætter sig. Dette tilsagde god skik. Efter at have drukket af koppen tager de deres plads på stole stillet langs begge langsiderne i salen. Attila sidder i midten på en sofa. Endnu en sofa står bag ham og fra denne går trin op til hans seng, der er tildækket med linnen og kniplede sengetæpper, i stil med dem grækerne og romerne bruger til at tildække brudesengen.

På langsiden til højre for Attila sidder de der var ”i ære hos høvdingen” og til venstre, i lavere rangorden, sad Pricus og bl.a. en ”skythisk” adelsmand.

Attilas næstkommanderende sad på en stol til højre for Attilas sofa, efterfulgt af to af Attilas sønner helt ude til siden. Attilas ældste søn stirrer ned i gulvet af respekt for sin fader.

Da alle nu er på sin plads bliver Attila givet en trækop med vin. Han tager den og skåler til den mest ærede gæst, der rejser sig og bliver stående ind til Attila har givet sin kop tilbage til sin opvarter. Herefter gentager gæsterne ceremonien med at skåle til Attila en efter en. Attila bliver siddende men skåler tilbage.

Da ceremonien er overstået bliver borde til 3/4 personer eller flere sat frem ved siden af Attilas bord således alle kunne tage en tallerken med kød uden at rejse sig fra sin stol. Først kommer Attilas opvarter ind med en tallerken med kød, efterfulgt af andre tjenere med brød og levnedsmidler som de stiller på bordet. Et pragtmåltid serveret på sølvtallerkner var blevet klargjort til alle gæsterne, men Attila spiser kun kød fra sin trætallerken. I alle andre henseender er han beskeden. Hans kop er af træ hvor gæsternes kop er et drikkebæger af guld eller sølv. Attilas påklædning er simpel og ren. Sværdet har han ved sin side, og hverken spænderne på hans sko eller seletøjet på hans hest var belagt med guld og ædelstene, der ellers var den normale skik.

Efter denne ret rejser alle sig, og sætter sig først igen efter at alle, en efter en, har skålet til Attilas helbred. Attila skåler tilbage med det drikkebæger der er blevet givet til ham.

Herefter bliver anden ret serveret og skålningsceremonien gentager sig da retten er fortæret.

Da mørket falder på (husk at gildet startede klokken 3) bliver fakler tændt og to ”barbarer” begynder at synge sange de selv havde skrevet, og som roser Attilas sejre og udmærkelser i slag. Dette skaber stor begejstring blandt gæsterne. Herefter kommer en ”skyther” ind ”hvis hjerne havde taget skade på forstanden” og siger mærkelige ord uden mening, der får alle til at grine. Herefter ankommer den mooriske dværg Zerkon, som Attila havde givet i gave til Aetius (Flavius Aetius,vestromersk general og konsul død ca. år 454 e.Kr.), og som var kommet tilbage til Attila for at bede om at få Edecon’s hustru udleveret. Edecon er en skythisk høvding og en af Attilas to ambassadører i Konstantinopel (Miklagård, Byzans). Det lykkes ikke dværgen at få dette ønske opfyldt da Attila var gal på dværgen over at han var kommet tilbage. Dværgen laver klovnerier og alle er ved at dø af grin, bortset fra Attila der ikke ytrer en mine.

Attilas yngste søn Ernakh (Ernac, Hernach) kommer nu ind og Attila kniber ham i kinden og ser tilfreds ud. Dette overrasker Priscus da Attilas andre sønner ikke får samme behandling. ”Barbaren” ved siden af Priscus hvisker til ham at profeter 1 har advaret Attila om at hans æt vil bukke under, men vil genopstå under ledelse af denne dreng.

1 Tænk her f.eks. på vølven UggR der rømmer Hunnerhæren under hungersnøden der fulgte det tabte søslag mod Kong Frode I. år 444 e.Kr., jvf. "Deseruit eum quoque Uggerus vates" (rømmende [Hunnerhæren] også spåmanden Ugg). Se Saxo: Gesta Danorum (Bog 5.7.7.11 på latin); Fr. Winkel Horn: Saxo Grammaticus – Danmarks Krønike (1911, 1. del, Bog V: 185). Vølven har også hos os endog meget stor indflydelse frem til Troskiftet år 600-630 e.Kr. Mandsnavnet UggR kendes på oldsvensk som "Ugge", i stednavne som "Uggi", og i runer i ejefaldsformen "uks" (fra Svaneby (sua]n[o]bu )), jvf. runestenen Gillberga, Tolfta sogn, Örbyhus herred, Uppland (U 1146), dateret til vikingetid. "Hunnerhæren" er her enten Ruthenerne, den oprindelige befolkning i det sydlige Garðaríki, dvs. Hviderusland og omkring Kænugarður (Kiev), eller gotiske ætter bosat i samme område i samtiden. Mit bud er at der er tale om en gotisk vølve og at mandsnavnet "UggR" er identisk med det oldnordiske "uggr" (frygt, ængstelse), og i navneform har betydningen "Den Frygtede". Jordanes: ”Getica sive De Origine Actibusque Gothorum” (kap. XXIV:121) kalder år 550 e.Kr. de kvindelige shamen (vølver) hos goterne for ”aliorumnas” (latin), der kan være fra det gotiske ”Haliurunnas” (Haljo-runa), der skal opfattes som "besidder af fortidens hemmeligheder”.

 

Da banketten er fremskreden trækker Priscus sig tilbage, og fortællingen slutter.

Stemningsbilledet vi modtager fra Priscus næsten journalistiske rapportering er så tæt på hvorledes vi genfinder samtidige lignende hof hos Ver Asir/Danir-folket i bl.a. Beowulf-kvadet, at vi næsten kan se situationen for os i vort indre billede. Såvel gildet, som audiensen, er så strengt ceremoniel og iscenesat, og lig vore egne skikke, at vi overhovedet ikke kan genkende det romersk-katolske eftermæle af Attila.

 

 

 

Indholdsfortegnelse
<< ForrigeNæste >>
 
Søgeværktøj
Fra Grímnismál (vers 32, Ældre Edda) ved vi at vor ven fra skov og have, det rødbrune egern Ratatoscr (sammensat af de oldengelske ord "ræt" + "tusc" med betydningen "Gnavertand"), er god til at frembringe svar på alt mellem himmel og jord. Nedenfor til højre fra billedet af Ratatoscr, fra Ólafur Brynjúlfsson: Gudeskrift m. bl.a. Ældre Edda (Edda Sæmundr) & Snorre Edda (1760), findes Google's søgeværktøj, der er tilpasset til at søge efter svar fra Asernes æt. Ifald søgeværktøjet ikke kan ses, højreklik på musen og genopfrisk (opdater) siden.
© Verasir.dk Asernes Æt • af Flemming Rickfors • E-mailHosting • En del af Fynhistorie.dk