Fra Garðaríki til Óðinsey

Med forståelsen af hvor få stormands- eller krigerslægter der i virkeligheden er tale om i kampen om at opnå kontrollen med vore nuværende landområder kan vi ved at efterse runeindskrifterne fra Danmark/Skåne/Norge fra år 0-400 e.Kr. formentligt danne os et meget skarpt billede af hvad navnene på høvdingerne (m/k) var. I stil med Broderlisten fra år 1182-1202 e.Kr. i Valdemars Jordebog opstilles nedenfor Broderlisten for år 0-200 e.Kr. og for år 200-400 e.Kr. fordelt på Danmark/Skåne og Norge/Upland. Listen kan aldrig blive mere end et godt gætværk da den ikke tager højde for de runeskrifter der er gået tabt eller venter på at blive fundet. At de fleste, hvis ikke alle, de nævnte personer har været medlem af 12-mandsrådet tvivler jeg ikke på. Hvor jeg formoder der er tale om om en Høvding fra Scyldinga-ætten eller Ynglinga-ætten er dette fremhævet.

Den samlede formodede Broderliste for vore landområder år 0-200 e.Kr. viser 12 personer, der kan være identisk til 12-mandsrådet og dermed vor første regering efter ankomsten til vore nuværende landområder.

Det næste bemærkelsesværdige er at de tidlige runeindskrifter og stormændene med stor nøjagtighed viser os hvilke landområder vi først tager kontol med.

Den store våbenofringsmose i Anglen var Thorsbjerg Mose ved Sønder Brarup i det sydlige Angel. Den første og ældste ofring fandt sted mellem ca. år 50-100 e.Kr. Den næste store ofring i samme mose finder sted i begyndelsen af 200 tallet e.Kr. Omkring år 300 e.Kr. er en mindre offernedlæggelse. ¹

¹ Kilde: Jørgen Jensen: Danmarks Oldtid (2003, Ældre Jernalder, s. 373, 540-548)

I afsnittet "Legion IX Hispania og Legion VI Victrix, Britannien – de sarmatiske ryttere der forsvandt" (underafsnit "Våbenofringerne i Thorsbjerg Mose, Sønder Brarup, Anglen") giver jeg et bud på hvorledes våbenofringerne muligvis kan forklares i tid og sted.

Kilde: Statistisk Sentralbyrå, Danmarks Statistik, Landskapsfakta om Skåne, Halland og Blekinge

De erobrede landområder ved ankomsten skulle kunne brødføde ca. 50.000 personer. I afsnittet "Indbyggertal år 40 e.Kr. i vore landskaber" gætter jeg på at der i Skandinavien befinder sig ca. 20.000 mennesker da vi ankommer ca. år 40-77 e.Kr. Jeg gætter også på at "os"-folket har været ca. samlet 10.000 mennesker ud af de samlede 20.000 ved ankomsten. Vi kan nu se dels hvorfor vi strategisk skal have fat på disse landområder, dels at der er plads til stammens videre udvikling indtil næste fase begynder med erobringen af Jylland, resten af Sjælland, Hordaland, Telemark, Upland, en udvikling der finder sted fra år 200-400 e.Kr.

Broderlisten år 0-200 e.Kr. og år 200-400 e.Kr.

Kilde: runeindskrifterne er hentet fra http://www.arild-hauge.com/. Tanken bag at vise en oprindelig "Broderliste", som den senere nedskrives i Valdemars Jordebog, er fortrinsvis at vise de oprindelige urnordiske navne. Derfor har jeg medtaget kendte navne fra et tidsrum der måske er lidt senere end 400 tallet e.Kr.

¹
Ridset på WagagastiR’s økseskaft fundet i Nydam Engmose, Sønderborg og dateret til år 300-350 e.Kr.

"wagagastiz / alu:??hgusikijaz:aiþalataz"

Der skal opfattes som:

"WagagastiR alu wihgu sikijaR aiþalataR" 

som jeg oversætter til:

"WagagastiR Gro! [,] jeg kæmper [,] edslader søger"

"Jeg" og "edslader" er begge "øksen", hvortil WagagastiR har aflagt ed. Det er med øksens hjælp at WagagastiR "gror" i sejr, styrke, kraft, omdømme. Det er ligeledes øksen der søger fjenden. Det urnordiske ”aiþalataR” er sammensat af ”aiþs”(gotisk), ”eiðr” (oldnordisk) eller ”ed(s)” + ”láta” (oldnordisk) eller ”lader, bevirker, foranstalter”.

Vi har en god vis at efterprøve om runestenenes datering virkelig er en god ledetråd i forståelsen af vor kontrol over landskaberne. I bl.a. afsnittet ”Guldskilling og Sølvpenge - vægt i guld og sølv” viser jeg at vi slår guldskillinger år 385-670 e.Kr., der både er gangbar mønt og en beskyttende Gylden Tavle.

I afsnittet ”Troskifte – stammens evne til at tilpasse sig” viser jeg at stammen undergår et troskifte ca. år 600-630 e.Kr. I afsnittet ”Klimaskifte - Fimbulvetr – den store vinter år 536 e.Kr.” viser jeg at dette Troskifte indtræffer som følge af en naturkatastrofe der rammer os. En af konsekvenserne er at guldskillinger mister deres betydning som Gylden Tavle, og fremover alene bliver gangbar mønt. Det er min vurdering at en stor procentdel af guldskillingerne, der stadig har opgaven som Gylden Tavle, er blevet bodet/ofret til Moder Jord i det landskab hvori, og hvorover, ejermanden boede og var Hariwalda (hærvælder). Med andre ord; der er fuld sammenhæng mellem antallet af guldskillinger fundet i et landskab og befolkningstæthed. Fordi guldskillingerne er bodet/ofret til Moder Jord i lokalkongens Herat/Herred er de ikke koncentreret omkring handelspladser, men viser nøjagtigt hvor vi havde bopæl. 

Kort over fundstedet for samtlige Guldskillinger & Gyldne Tavler slået år 385-670 e.Kr.
Kortet er fra Mogens B. Mackeprang: De Nordiske Guldbrakteater (1952, s.27),
og er fuldstændigt pr. 19. juni 1952, hvor doktorafhandlingen blev forsvaret på Aarhus Universitet.
Der er siden hen fundet flere guldskillinger, men dette ændrer ikke ved den viden vi kan drage fra kortet.

Fordelingen af guldskillinger og Gyldne Tavler på landskab er nøjagtigt som runestenene, og vore beretninger, forklarer os. Jeg mener vi her bør tilføje vigtigheden af at landskabsbesiddelsen år 385-670 e.Kr. ligeledes viser at vi har kontrol over de fedeste muldjorde i alle landskaber, og dermed har de bedste overlevelsesmuligheder. I denne forbindelse er det vigtigt at forstå at en stor del af de oprindelige nordboer indgår i stammen. De oprindelige nordboer har naturligvis altid haft bopæl i de mest givtige landskaber. Derfor vil der også kunne vises en sammenhæng mellem antallet af helleristninger fra ca. år 1000 f.Kr., og god muldjord i kystnært landskab. Specielt Bohus-len og Bornholm udmærker sig her (se afsnittet ”Drageskibet fra Miðgarð”).

At der findes forholdsvis færre guldskillinger i landskaberne fra Ribe, via Jelling, Midt/Syd-Fyn (Lund), Lolland/Falster til Angel og Ejder-floden skyldes, efter min mening, helt uden for tvist den 1. udvandring til de nye kongeriger i Britannien fra år 449 e.Kr. og 50 år frem. Ligeledes at Friserne må begive sig længere mod syd fordi Vadehavet æder deres gamle jorde. Da Troskiftet kommer år 600-630 e.Kr. er guldskillinger, som Gyldne Tavler, kun blevet møntet over en ganske kort periode i de nye, men små kongeriger i Britannien og i det sydlige Friesland. Derfor finder vi færre her, men vi finder dem.

Guldskillinger, som Gyldne Tavler, er fundet i de frisiske landskaber (Burmania Terp, Terp Hitsum, Terp Achlum, Dokkum), hos jyderne i Kent (Finglesham, Bifrons, Sarre) og i landskaberne nord for det senere Lundenbyrg (London) i Oxfordshire, Warwickshire og Rutland, East Midlands, der falder under kontrol fra familien fra Sønderjylland (Øst-Anglen, Mellem-Anglen og Mercia) (se Mogens B. Mackeprang: De Nordiske Guldbrakteater, 1952, s.80-83).

Endelig bemærk hvor få guldskillinger vi finder nord for Limfjorden. Det antyder stærkt at Nørre Jylland, Vendsyssel og Thy - Vandaler og Teutoner, har været mennesketom efter udvandringen af disse to stammer. Landskabet har derfor sikkert været Ingenmandsland og Limfjorden jydernes nordlige grænse.

Gefion og Sølund

Snorre skriver i Heimskringla (indledningen til Ynglinga Saga), hvor "hann" er "Óðinn" (kongen), og tid og sted er Sønderjylland og Fyn år 40-77-200 e.Kr.:

Min oversættelse til nudansk.

Vi skal her holde os for øje at ordet ”sø” oprindeligt betød "bølge", senere ”hav”, og ikke som i dag "en sø". Vi sætter et skib i søen i betydning af havet. Ligeledes betød ”lund” oprindeligt ”land”. Navngivningen, og den oprindelige betydning af Sjælland, har derfor været ”Landet i bølgerne, Sølandet”, hvilket jo må siges at være en ganske korrekt beskrivelse af landsdelen, og er hvad det oversættes til på engelsk gennem ”Sealand”. I afsnittet "Odinsví – Óðinsey" viser jeg at stednavnene "Odinsví" og "Óðinsey" (Odinsø, Odin's Ø) dels er to forskellige stednavne, dels at de ikke kan være ældre end 700 tallet, og nok snarere er tættere på 900 tallet e.Kr. hvorfor Snorre gør brug af stednavnet år 1220 e.Kr.

”Sjælland” skrives ”Selund” (oldnordisk), ”Selon” hos Thietmar af Merseburg år 1012-1018 e.Kr. (kap. I:17), og ”Sialand” på gammeldansk. Teorien om at dette skulle hidrøre fra og have forbindelse til dyret ”sæl” (oldengelsk ”seolh”, oldnordisk ”selr”) mener jeg bør overvejes, men bestemt afvises. Sjælland er ”Landet i bølgerne, Sølandet” og navngives fra fastlandet.

Jötunheima eller Jættehjem (Jætteland) må være det nordlige jætteland, dvs. fra Asovhavet nordpå til Finland og Norge.

Snorre skriver i Snorre Edda (Gylfaginning, kap. 1):

Min oversættelse til nudansk.

Lögurinn ("Leginum" er en gradbøjning af samme) eller "Lögr", er det oprindelige navn for Mälaren-søen fra det urnordiske "*laguR" (sø) og runen af samme navn. Brugen af ordet kan endnu ikke være forsvundet fra sproget da bosætningen af Island finder sted, da søen Lagarfljót i det østlige Island ved Egilstaðir også kaldes Lögurinn. Stednavnet "Mälaren" er fra det oldnordiske "Melr, Melar" (ental, flertal), der betegner "sandbanker, løs sand". Stednavnet kendes først fra år 1320-50 e.Kr. som "Mælir".

At det er Lögurinn (Mälaren) der i sagnet om Gefion og Sølund fremhæves som ophavet til Sjælland skyldes, at søarealet er delt mellem landskaberne Västmanland, Uppland og Södermanland, der netop er Svea-folkets oprindelige landskab, og fra hvem vi fratager herredømmet over vore nuværende landskaber. Hvorvidt det er Svea-folket og/eller goterne der i praksis mener sig herre over de nuværende danske landskaber ved ankomsten år 40-77 e.Kr. ved vi ikke endeligt. Er goterne allerede under afrejse på dette tidspunkt, som kilderne antyder, forekommer sagnet rimeligt.

Hertil kan vi tilføje, at i folketroen er Klintekongen på Møn vistnok en underkonge under Gylfe. I forbindelse med forståelsen af Gylfe antyder det derfor, at Gylfe og Svea-folket faktisk havde overherredømmet over de landskaber, her Sjælland, som Gefion giver os kontrol over ved ankomsten ¹.

¹ Se afsnittet ”Rejsen til Asgård – Odinsjagten”. I gengivelsen af Odinsjagten er Klintekongen gengivet som Den Grønne Jægermand (se afsnittet ”Vendertogene år 1158-1185 e.Kr.”, fodnoten ”Langdyssen Grønsalen/Grønjægers Høj – Den Grønne jægermand”). Odinsjagten, og at denne konge er underkonge af Gylfe, er genfortalt i C. Weismann: Vildtets og Jagtens Historie (1931, s. 25), der henter sine oplysninger fra Johan Paludan: Forsøg til en antiqvarisk, historisk, statistisk og geografisk Beskrivelse over Møen (Bind I.,1822, Bind II., 1824). J. M. Thiele: Danmarks Folkesagn (1843, 2. Deel, s. 119: Grøn-Jette) gengiver samme Odinsjagt.

¹ Det må være muligt at trække entalsformen frem herfra. Det forekommer mig at formen må være noget der ligner "*Svía, *Swea, *Svea, *Sveha", som jeg så ville sidestille med entalsformen "*tana" (Dane) fra Store Jellinge-sten, hvor flertalsformen "tani" forekommer i Yngre Futhark.

Eduard Erslev (1824-1892) gennemgår i artiklen "De store svenske Søer og Gefjonsagnet" (Geografisk Tidsskrift, 1883 - 1884, Bind 7, s. 127-129) de mange glimrende forslag til sagnets oprindelse - alle med et bogstaveligt forsøg på at klemme Sjællands muldjorde ned i en svensk sø eller, mere troværdigt, at henvise til at sagnet ligeledes kan henvise til den østlige del af Uppland, der også oprindeligt hed Sjölund (Sølund). Om der har været et tidligere sagn, fra et andet folk, der har frataget et landskab fra Svea-folket i det østlige Uppland, kan vi ikke udelukke, men det er ikke hvad sagnet om Gefion og Sølund omhandler. Dette sagn omhandler fra hvem vi tog kontrol over vore landskaber ved ankomsten.

Med denne forståelse vil vi nu se, at sagnet er velkendt allerede i 500 tallet e.Kr., og derfor endog meget tæt på tidspunktet hvor begivenhederne finder sted. Det er nemlig dette sagn Jordanes, med en lidt andet ordlyd, ca. år 550 e.Kr. gengiver i ”Getica sive De Origine Actibusque Gothorum” (Goternes oprindelse og dåd, Bog 3:23):

"..., Finni mitissimi, Scandzae cultoribus omnibus mitiores; nec non et pares eorum Vinoviloth; Suetidi, cogniti in hac gente reliquis corpore eminentiores: quamvis et Dani, ex ipsorum stirpe progressi, Erulos propriis sedibus expulerunt (quibus non ante multos annos [H]Rod-wulf rex fuit,..."

”..., De Venlige Finner, de mest afdæmpede af alle Scandia's indbyggere; ej heller og synes på samme punkt Vinoviloth-[folket]; Svea-[folket], kendt som udgået fra denne slægt, rager i legemsstørrelse op: selvom også Danerne, der er udgået af deres stamtræ, har fordrevet Jarlerne (Erulos) fra deres landskaber 1 (over hvem for ikke mange år siden [H]rod-wulf konge var2,..."

Min oversættelse til nudansk. ¹ dvs. fra vore landskaber nord for Ejder-strømmen. ² dvs. Rolf Krake var konge af Erulos (Jarlerne) – ikke Danerne, som mange misforstår.

Ufatteligt mange har foreslået at Jordanes beretning om at Danerne udgår fra Svea-folket, der igen udgår fra de ukendte Vinoviloth, skal opfattes som et biologisk stamtræ. Det er åbenlyst således Jordanes selv opfatter det, og herfra videreføres vrangforestillingen. Fejlen opstår fordi kenningen ikke opfattes ret. Så vidt jeg kan se har Jordanes ganske enkelt har hørt beretningen om Gefion og Sølund, om hvorledes vi tager land fra hvad Svea-folket år 40-77 e.Kr. anser som landskaber under deres herredømme. Jordanes har godt kendskab til Rolf Krake (Scyldinga-æt nr. 19, før 494), hvorfor sagnet om Gefion og Sølund er kendt i dette tidsrum. Jordanes beretning, og sagnet om Gefion og Sølund, er en tidskronologisk gengivelse af den folkeretlige ophavsret til land. Dette er noget vi som stamme altid har haft en knivskarp forståelse for, og indsigt i. Rígsþula (vers 48, Ældre Edda) gør nøjagtigt det samme ved at forklare den unge ætling og konge af Ase-folket, at landskaberne, over hvilken han nu er konge, er "Tani" (Daner)-folkets odelsjord. Dette udløser et krav om at han viser den allerhøjeste ærbødighed over for "Tani" (Daner)-folket.

Den norske skjald Bragi inn gamli (Brage Boddesson, Brage den gamle) giver os i Ragnarsdrápa (vers 13) den tidligste gengivelse fra Skandinavien af beretningen om Gefion og Sølund, samt den tidligste benævnelse af ”Danmarkar”. Bemærk at den oprindelige beskrivelse af landskaberne nord for Ejder-strømmen fra ca. år 400 e.Kr. er det oldengelske "land Dena" (Dane land, Danernes land), jvf. Beowulf-kvadet (sætning 241-244, 251-255).

Dette digt forekommer i stil og ordvalg at være meget gammelt, måske fra 800 tallet. Udover selve digtets form, omhandler digtet en beskrivelse af de afbildninger, der er på det skjold Bragi inn gamli modtog som gave af Ragnar Loðbrók (Regnar, Regner, Lodbrok, Lodbrog), jvf. vers 7. Skjoldet ser ud til at være blevet overbragt af personen Hrafnketill, jvf. vers 1, om hvem vi intet ved. Om Ragnar Loðbrók ved vi at han invaderede det nordlige Irland i år 832 e.Kr., grundlagde Dublin (Dyflin) i år 841 e.Kr. og dør i England år 865 e.Kr. Ragnar Loðbrók’s storhedstid er ca. år 835-865 e.Kr. Bragi inn gamli antages almindeligvis at have været aktiv i 1. halvdel af 800 tallet, ca år 800-850 e.Kr. Derfor ender vi op med at må datere Ragnarsdrápa til ca. år 850-865 e.Kr. Gavegivningen af et flot bemalet skjold fra Ragnar Loðbrók til Bragi inn gamli er sandsynligvis en alderdomsgave givet som tak for lang og tro tjeneste. Samtidig flytter det den første benævnelse af ”Danmarkar” til år 850-865 e.Kr. Bl.a. Snorre henviser til Bragi inn gamli i Snorre Edda (Skáldskaparmál, 41. Æsir þágu veizlu at Ægis) og kalder ham ”Bragi skáld, Bragi skáld gamli”. Snorre gengiver netop Bragi inn gamli's vers om Gefion og Sølund i Snorre Edda (Gylfaginning, kap. 1).

Min oversættelse tilnudansk.

¹ "djúpröðuls" = dybodelen = kenning for "Sjælland", hvor den dybe odel, kongesædet i Gl. Lejre, sidder.
² "rennirauknum" er sammensat af "renna" (at rende) + "auki" (her i betydningen "sæd" jvf. "hvalsauki" (hvalsæd)). En nærmest genial kenning for de okser der i billedsprog er spændt for ploven. Ikke blot gøder okserne den sjællandske muld med deres møg, men deres pløjen åbner for sædekornet og dermed agerdyrkning.
³ ”Átta” er tallet 8 (átta, eahta, æhta, ahtau) er lig "ætt" (slægt) er lig "ætt, átt" (retning) og i symbolik lig ”den jordlige moder”. Ordet ”ennitungl” (pandemåner) kan, så vidt jeg kan se, være udviklet som en kenning fra ”ennilauf”, der er et stjernelignende gengivelse der kan forekomme naturligt på hestens pande, og/eller ”ennispænir”, der var malede eller forgyldte skjolde man satte på spidsen af et skibs forstavn som en galionsfigur. Da navet i digtet er ”skjold” mener jeg vi må opfatte kenningen som ”8 skjolde”, der symbolsk er skjoldungeættens jordlige moder.
⁴ ”vinjeyjar viðri” mener jeg, som bynavnet "Björgvin" (i dag Bergen) betyder "Den hjælpende Ven", bør opfattes som ”vinjar (venne) + eyjar” (øen) + ”viðri” (vid) eller ”venneøen vid”. Det er en kenning for ”Sjælland”. Ordet "vall" er det olddanske "vællæ" (vælle, suppe, opkog, bringe i kog). Man kan lige frem se for se plovskæret bringe den pløjede jord i kog. Det er helt konsekvent i alle beretninger om Gefion og Sølund at det er fire okser der spændes for ploven. Dette er symbolsk billedsprog da man ikke i virkeligheden spændte fire okser for samtidens "arðr”(plov). Da tallet 4 ikke er et helligt tal mener jeg kun vi kan opfatte brugen af tallet 4 som en kenning for "retningerne nord, syd, øst og vest", dvs. vi tog hele Sjælland. Det skete under Kong Skjold (scyldinga-æt nr. 13, ca. 385-425).

Mandsnavnet "Gylfi" (Gylfe, Gylvi, Gylve) er ophavet til Snorre’s ”Gylfaginning” (Gylfi + ginning, "Gylfe’s forlokkelse") i Snorre Edda. Oprindelsen til mandsnavnet er ukendt, men det kunne evt. være fra ”Gjálfr” (larme), der kendes som et tillægsord.

Gillian Fellows-Jensen skriver i bogudgivelsen af sin doktorafhandling fra 1968: ”Scandinavian Personal Names in Lincolnshire and Yorkshire. Navnestudier udgivet af Institut for Navneforskning nr. 7 (1968, s. 120), at ”Gylfi” kan være udviklet fra ”Gjalfvér” eller ”Folkets Larmer”.

Jeg tror vi med nogen sikkerhed kan stedbestemme navnet "Gylfi" til landskab ved at efterse Malsta-stenen i Via, Backa by, Rogsta socken, Hälsingland (Hs 14, originalen nu på Hälsinglands museum i Hudiksvall). Stenen er dateret til vikingetid og runerne er stavløse. For helt at forstå vigtigheden af runeindskriften må vi vise den i sin helhed:

¹ Runernes utydelighed giver en mulighed for at dette kan være flertalsform. Det tvivler jeg stærkt på da stenen er et arveretligt virke.
² For overvejelserne omkring hvorfor ”faþi” betyder ”gjorde” i forståelsen ”huggede, ristede, rejste”, se kapitlet ”At riste lyde” og afsnittet ”Vindtøj” (underafsnit ”Guldhornene”).
³ Der står i runer ”lanakr”, hvilket oversættes til ”Lønangri”. Jeg tror mere på at forståelsen er ”lánakr” (låneager, ager holdt i len). Andre har forslået ”lönanger”, og for ”fiþrasiu” til ”Feðrasjór”, hvor jeg tænker mig ”Fædrene-sø”, i dag bygden ”Färdsjö” i Rogsta socken.
Kilde: www.arild-hauge.com

Som vi kan se omtales her 7 slægtled af samme æt. Brugen af ”faþi” antyder, så vidt jeg kan se, en tidsramme ikke senere end slutningen af 800 tallet e.Kr. Er hver slægtled ca. 40 år har vi her ætten givet tilbage til 600 tallet e.Kr. – intet mindre end imponerende. I arveretlig forstand er årsagen til de mange slægtled at vise ”friholder”-retten, der er os givet i Gulathing (Gulaþingslög, Gulating) lovgivningen (for Vestlandet) :

”Nu er þar domr settr. Þeir scole telia til langfeðra sinna. V. er átt hava. en sa hinn sette er bæðe atte at eign oc at óðrle”.

Som jeg oversætter til:

”Nu er der dom sat. Du skal fremsige forfædrene dine. 5 der haver ejet det. End så hin sjette (,) der både ejede i ejendom og i odel”.

Som arveretligt dokument ¹ kan vi fremstille runeindskriften således:

1.	Þórir	Hauld (holder)
2.	Ófeigr	Hauld (holder)
3.	Unn, g.m. Guðrún	Hauld (holder)
4.	Lini, g.m. Barlaf	Hauld (holder)
5.	Bresi, g.m. Gróa	Hauld (holder)
6.	Fégylfir (Gylfir)	Friholder

¹ Se også Sandsjø stenen (Sm 71), Småland, hvor Ærinvard (erinourþr) giver os 5 forfædre for at sikre sig selv ejendom og odel. Loven er ligeledes gengivet i Hyndluljóð (vers 12, Ældre Edda), hvor Óttarr’s 5 forfædrende ”holdere” er gengivet (Innsteinn, Alfi inum gamla, Ulfi, Sæfara og Svan inum rauða), hvilket gør Óttarr til friholder.

Det næste der træder frem er at ”Gylfir” er en kort navneform af ”Fégylfir”. Det udelukker ikke at det kan være en forkortelse af andre navne, men dette kan vi i alle tilfælde sige med sikkerhed.

Malsta er en lille bygd (småort) på 141 personer i Hudiksvalls kommune, Hälsingland. Fégylfir (Gylfir) har uden tvivl været Friholder i hele landskabet omkring Hudiksvalls kommune ud til kysten og vigen, i hvad sikkert har været den nordlige del af Svea-folkets landskab.

Samme oprindelige Kong Gylfi forekommer også i Hervarar saga ok Heiðreks (kap. 2):

”Sigrlami átti Heiði, dóttur Gylfa konungs;”

Som jeg oversætter til:

”Sigrlami ægtede Heidi, datter [af] Kong Gylfi;”

Kaldenavnet “Sváfrlama, Sigurlama, Sigrlami" kan have betydningen “handlingslammet”. I afsnittet “De hellige sværd” (underafsnit ”Tyrfing  – Tyrfing-goternes sværd”) viser jeg at dette kaldenavn rimeligvis er tilnavne givet til Frode III. (scyldinga-æt nr. 25, ca. 600 tallet). Derimod er kontrollen over sværdet Tyrfing, som en kenning for at vi smed ”Terving”-folket ud fra vore nuværende landområder, en henvisning til Kong Frode I. (Scyldinga-æt nr. 15, ca. 400-446).

At det er et kaldenavn for en af vore konger kan vi se derhen at han, som alle vore konger i alle vore slægtregistre, er ”sun Óðins” (søn af Odin).

Mit forslag er derfor at sammenkoblingen af Kong Gylfi og en Kong Frode er en henvisning til Kong Frode I. (scyldinga-æt nr. 15, ca. 400-446), der netop er i Kong Gylfi’s formodede samtid.

Derfor er også denne sætning en henvisning til sagnet om Gefion og Sølund, og herredømmet over vore nuværende landskaber, blot genfortalt med andre ord, og om en senere konge. Vi har tilstrækkelig stor usikkerhed omkring regeringstiden for Kong Skjold (scyldinga-æt nr. 13), Kong Béowulf og/eller Friðleif (scyldinga-æt nr. 14) og Kong Frode I. (scyldinga-æt nr. 15) - samlet i tidsrummet ca. år 385-446 e.Kr., at det er tænkeligt at Svea-folkets konge Gylfi er levende i alle kongers regeringstid. En datter af Kong Gylfi er for os den jordlige moder, og hun tager vor konge til sin ægtemand, hvorved hendes odel tilkommer os. Det er Kong Frode I. der er ophavsmanden til begrebet ”Frode-freden”, og muliggør oprettelsen af Garðaríki efter sejren over Hunnerne, med gotisk deltagelse, år 446 e.Kr. (se afsnittet ”Frode-freden år 446 e.Kr.”). Hans udvidelse af vore landområder, og sikring af freden til at beholde dem, gør hans eftermæle ligeværdigt med Kong Skjold.

Lokasenna (vers 19-21, Ældre Edda) siger:

Min oversættelse til nudansk.

¹ Det oldnordiske ”fiá” er et meget vanskeligt ord at forstå ret. Det har bl.a. forståelsen ”had, fjende”, i hvilken betydning jeg her gør brug af ordet. Netop sætning 3-4 i vers 19 er der stort set ingen enighed om hvorledes vi skal opfatte, udover at det er en omtale af Loki. Det ser ud til fra Völuspá (vers 26, Ældre Edda), at vi skal opfatte ”Loptci” (der normaliseres til ”loftki”) som et heite for Loki, jf. ”hverir hefði lopt | alt” (hvem havde luft alt listigt blandet). Det antyder derfor at ”Loptci” skal opfattes som ”Den luftige”, vel sagtens en fornærmelse af Loki, som han så i det efterfølgende vers 20 svarer på ("De to Aser" er Loki og Idun). Jeg opfatter Gefion's bemærkning derhen at fordi Aserne kives så ved Loki at hans "leg" virker, da han symbolsk er niddingen der har forårsaget kivsmålet (kom ihu at "nidding" er en betegnelse for et menneske der udøver ødelæggende seið). Og Loki hader alle de gode ting livet skænker de dødelige, og som kivsmål underforstået borttager.

At jeg ikke begynder afsnittet om Gefion og Sølund med Lokasenna's gengivelse af Gefion skyldes at sagnet om Gefion og Sølund forudsættes kendt af indholdet af Lokasenna. Ellers kan vi ikke forstå hvorfor Gefion, som den jordlige moder hun er, gives Vølvens egenskaber og sidestilles med den shamaniske side af Odin. Det er utroligt velvalgt at det netop er Gefion der tildeles brugen af "fiorg" jvf. "fjörgjafi" (direkte "livsgave" eller "den, som skænker en livet"). Jeg mener netop det er således Gefion bør opfattes, ikke mindst fordi Völuspa (vers 57, Ældre Edda) giver os et heite på Moder Jord med ordet "Fjörgynjar" (Giver af Liv).

Jeg deler overhovedet ikke opfattelsen af A.Kock: Zeitschrift für deutsches alterrum (XL (40), 1903, s. 196) om at Gefion skulle være sammensat af ”geð” (sind, lystigt sind) + ” fiá” (had) eller ”Den der hader et lystigt sind” og derfor en kenning for ”Den kyske” . En sådan fortolkning kan kun en indebrændt kristen tankegang fremtænke, og han har i virkeligheden kun leget lidt med ordombytninger fra Lokasenna. Det har intet at gøre med hvorledes Gefion, som den jordlige moder, er vor store giver. Sammenlign her med Grógaldr (Ældre Edda), hvor ”Móðir” (Moder) er Freya og symbolet på Sjællands fede muldjorde (gennemgås i detaljer i afsnittet ”Götar-sønnerne Hygelác, Herebeald og Hæðcyn – sagnet om Balder og Höðr”).

Snorre skriver i Snorre Edda (Skáldskaparmál, 44. Kenningar á gulli ok Freyju.): ”…at Freyju …Hér er hon kölluð Gefn”, hvormed Snorre, så vidt jeg kan se, korrekt giver Freya heitet ”Gefn” (Giveren, Den der Giver). Snorre gør dette fordi han forstår at Gefion og Freya har samme opgave som den jordlige moder. I Rig Veda (Bog 10:XVIII:10-11) kaldes Moder Jord for "Giver af Belønning". Jeg mener at Gefion et intet uden en videreførelse af helt samme forståelse fra Rig Veda (se afsnittet "Den Jordlige Moder - Moder Jord").

Gefion forekommer hele 20 gange i oldengelske skrifter som ”geofon” ¹. I de fleste skrifter opfattes ordet i betydningen ”søen”, men dette ikke er ordets oprindelige betydning (se afsnittet ”LaukaR-runens beskyttelse af søens folk”).

¹ Richard North: Heathen Gods in Old English Literature (1997, s. 222)

Særligt er det her værd at fremhæve benævnelserne i Beowulf-kvadet, som jeg mener blev skrevet ca. år 755-757 e.Kr.:

¹ "gársecg" (spydsøen), dvs. søen "viser tænder" med høje skumfyldte bølger.
² "gyfenes grund" (Giverens grund) må vi her opfatte som søens (havets) bund da "foldens favn" er landjorden, og "fyrrenes holt" er i bakkerne eller bjergene.
³ Der er her tale om en vandflod.

I alle sætninger gengivet ovenfor oversættes ”geofon” i nuengelske oversættelser til ”ocean, sea”. Det mener jeg ikke er korrekt. Det er ganske rigtigt søen og havet vi taler om, men vi gør det i forståelsen ”Giveren”, der her bør opfattes som en kenning for søen og havet. At Gefion (Geofon) knyttes til søen, som vi kan se at hun er i alle sagn, mener jeg ikke bør lede til opfattelsen af at Gefion er en gudinde fra havet. Snarere skal hun opfattes i den helt oprindelige forståelse af vor kommen fra - og tilbagevenden til søen (se afsnittet "Gudinden Dísar").

Ikke overraskende er det oldengelske “geofon” knyttet til det oldengelske ”giefan” (at give).

Grundtvig fremhæver en helt anden og, efter min mening, genial tanke i ”Nordens Mythologi” (1832, s.512) :

"Ligesaalidt nu, som Man har tvivlet om, at ved Sölund forstaaes Sælland,
ligesaalidt burde Man tvivlet paa, at Gefion betyder her hverken meer eller mindre end Fyen (Fion)..."

Grundtvig bringer denne tanke frem i forbindelse med gennemgangen af Ynglinga Saga (Heimskringla). Jeg har argumenteret for at Sjælland nødvendigvis må være navngivet fra landskaber under vor kontrol, de nærmeste værende Fyn, Sønderjylland og Skåne. I afsnittet "Fióni, kimbrerne og omkring" (underafsnit "Fióni,") viser jeg muligheden for at stednavnet "Fióni" vel kan være kimbrisk og fra den kimbriske mytologiske person  ”Fían”(ental) , der igen har et tæt bånd til den keltiske gud Lug (er kimbrernes sidestykke til vor egen Hedenske Høje Freyr). Ifald angrebet på Sjælland derfor kommer fra Fyn, og det mener jeg det gør, da kan landvindingen af Sjælland nemt tilskrives "en giver" fra det landskab hvorfra angrebet fandt sted. Det ændrer ikke på vor nuværende forståelse af "Gefion", men giver os muligvis et fælles ophav af "Gefjon, Gefjun" og "Fióni" til ”Fían”.

Rent grammatisk er forstavelsen "ge-" i "Gefjon, Gefjun" velkendt fra oldengelsk (udtales "ye-"). Den bliver til forstavelsen "i-" på Middle English, og forsvinder herefter helt i gradbøjninger i datid. Stavelsen er mere sjælden på oldnordisk, men sproget vi taler på Fyn, Sjælland og i Jylland ved ankomsten år 40-77 e.Kr. er langt tættere på oldengelsk end oldnordisk. I visse tilfælde, hvor forstavelsen bruges gradbøjet i nutid, ser vi den skrevet "ge-, be-" (oldengelsk), "g-" (oldnordisk og "ga-" (gotisk).

Kong Skjold og Scyldinga-ætten får fuld kontrol med landskaberne nord for Ejder-strømmen ca. år 385-425 e.Kr. Dette er uden tvivl det endelige udkom af mange krige, og gradvis opbygning af landområderne over flere hundrede år. Sjælland kommer først til efter Slesvig og resten af Sønderjylland, samt Fyn og måske Skåne og Norge er kommet til. Midt- og Nørre-Jylland kommer til sidst. Ved kontrollen med hele Sjælland, og dens fede muldjorde, giver det stammen mulighed for stærkt øget agerdyrkning, og derfor kornforsyning og mindre hungersnød. Denne sejr er knyttet til Kong Skjold i tid og sted. Mit bud er at Gefion, som en jordlig moder, der uden for Sjælland kaldes bl.a. Freya, knyttes til Kong Skjold som følge heraf.

At Gefion, som den jordlige moder af Asernes æt, avler stammens eftertragtede jættesønner med en jætte, betyder at hendes krigeræt, Aserne eller "os", ankommer med fortidens samlede visdom da "jætteland" altid er rummet fortiden (se "Bilag N: Det hellige tal 9" (underafsnit "Hel er jætteland og fortiden"). At Gefions sønner bliver spændt for ploven i tyre-ham og pløjer Sjælland, betyder at stammen tog Sjælland med jern, dvs. gennem krigsførelse. Samtidig har det sikkert også betydningen omkring agerdyrking og kornforsyning som beskrevet ovenfor.

Plovens urtilknytning til agerdyrkning og kornforsyning har vi en glimrende beskrivelse af. I februar måned nedlagdes Moderkager i jorden i håb om at få en god afgrøde. Før man nedlagde disse Moderkager pløjede man symbolsk en fure på marken som en del af samme ritual. Det ved vi i skrift fra 700 tallet (se Kevin Crossley-Holland i litteraturfortegnelsen):

Æcer Bót

þonne man þa sulh forð drife
and þa forman furh onsceote, cweð þonne:
Hal wes þu, folde, fira modor!
Beo þu growende on godes fæþme,
fodre gefylled firum to nytte.

Som jeg oversætter til:

Agerbod

”Lad ploven blive fort/fremad drevet
og den første fure gjort, kvæd da:
”Hillet var du, (græs)fold, dødelige's moder!
vær da groende i gudens ¹ favn,
fyldt med foder til dødeliges nytte”

¹ Ordet "godes" på oldengelsk har fra i hvert fald 900 tallet e.Kr. fremefter betydning af den moderne Deos-Gud. Om dette tillige er tilfældet her, og dermed kan medhjælpe til dateringen af det overlevende skrift, er ikke let at sige. I alle vore landområder bliver den moderne Deos-Gud indført i sproget efter lagkage-metoden; da Gud (Kongen/Dronningen/Odin) og guder allerede findes, inflateres ordet "Gud" og den nye Deos-Gud kaldes "Den almægtige Gud". Vi burde derfor have en forventning om at den moderne Deos-Gud ville være skrevet som "Den almægtige Gud". Da dette ikke er tilfældet er ordet "godes" en henvisning til den gud mod hvem man har valgt at være fuldtro.

Gefionspringvandet.
Skabt i 1908 af Anders Bundgaard (1864-1937).
Kan ses over for Kastellet for enden af Amaliegade.
Billedkilde: Wikipedia

Den "Tyrhenske plovmand" - sagnet om Tage og Viterbo

Marcus Tullius Cicero (106-43 f.Kr.): De Devinatione (2:50:XXIII) fra ca. år 44 f.Kr. forklarer os, at i etruskisk tanke opstår grundlæggeren af al etruskisk spådom, for hele det etruskiske landskab Etruria, som et højt begavet drengebarn med en oldermands visdom, fra en nypløjet fure i egnen Tarquinia i kystprovinsen Viterbo. Han kaldes "Tagete, Tage, Tages" ¹, hvilket navn måske er identisk til det olddanske "Taki" (nudansk "Tage"), der kan være udledt af udsagnsordet "taka, tacan, tekan" (oldnordisk, sent oldengelsk, gotisk) eller "at tage", hvorfor vi må opfatte navnet "Tage" som "Den der har modtaget [visdom]".

¹ "Tages quidam dicitur in agro Tarquiniensi".

Sextus Pompeius Festus (ca. år 180 e.Kr.): De Verborum Significatu (359.14) tilføjer at Tages (Tage) var søn af Genius (Genii filius), slægtning af Jupiter (nepos Jovis), og at han gav spådom til de 12 folk (populis) af Etruria. Da romerne kopierer Jovis (Jupiter) fra det etruskiske modsvar til Thor, som de kaldte "Tinia, Tins" er den vise dreng derfor, ikke overraskende, en slægtning til etruskernes stamfader. Som i vor tanke havde hver etrusker en værnende vætte. Romerne overtager dette begreb som "genius" (for mænd) og "juno" (for kvinder. Hun hedder "Uni" hos etruskerne og er Dronning og Moder Sky). Vi kender ikke det oprindelige etruskiske ord for vætten, men mit bud ville være "Man, Mani", der i etruskisk tanke er "de dødes gode ånder". En vætte er en forfædrende naturånd, der værner om, og rådgiver til, hvert menneske. Tages stamtavle er derfor fuldkommen fra arilds tid.

Ovid (43 f.Kr. - 17 e.Kr.): Metamorphoses (15.553-559) gentager sagnet og kalder bonden der pløjer furen, og derfor ser den unge vismand, for den "Tyrhenske plovmand" (Tyrrhenus arator), det navn grækerne gav etruskerne (se afsnittet "Tyr - guden og tyren"). Endelig gengiver Johannes Laurentius Lydus (490-578+): "Περì διοσημεíων" (på latin "De ostentis", 2.6.B) samme beretning, og tilføjer at det var den etruskiske hersker Tarchon den Ældre der modtog ætlingen fra plovfuren, og satte ham på et helligsted, hvorefter spådommene blev fortalt på etruskisk. Johannes forklarer om etruskisk at "de oldgamle bogstaver, ikke særligt forståeligt for os". Med andre ord, de etruskiske runer er netop dette - runer i den oprindelige forståelse af hemmeligheder.

Vergil (Virgil, år 70-19 f.Kr.): ”Aeneid” (X: 153, 290, XI: 727, 746) er dybt inspireret af Homer’s Iliaden og Odyssey. Hos Vergil (Virgil) er Tarchon hersker af etruskerne og i alliance med Aeneas (Aneas), konge af Dardanian-stammen, der igen er i alliance med trojanerne i Slaget ved Troja år 1184 f.Kr. Vergil skriver (bog X): "...Han søgte den Tyrhenske lejr, og Tarchon's telt...Tarchon, uden tøven, aftalen underskrev, og til Troja's hird etruskerne stødte...".

I kapitlet "Troja, Þrúðvangar og Ragnarok" viser jeg at vi er på den tabende side i Slaget ved Troja, som er vore allierede, herunder etruskerne. Det er ikke nødvendigt at kende den nærmere sammenhæng for at kunne se at årsagen til at tiden for "pløjfure"-begivenheden sættes til umiddelbart efter Troja's Fald ca. år 1184 f.Kr. skyldes at etruskerne, som os, må drage bort og tage nyt land i besiddelse. Det er i disse nye landskaber vi finder etruskerne fra 900 tallet f.Kr. fremefter, og det er netop i samme landskaber sagnet om plovfuren finder sted. Derfor har også etruskerne deres helt egen beretning om Gefion og Sølund, som vi måske kunne kalde "Tage og Viterbo".

Det følger herfra at landskabsnavnet “Viterbo”, der klart ikke er hverken latinsk, græsk eller italiensk, må være det første og oprindelige sted etruskerne gør landnám. Dette stednavn kunne være sammensat af det etruskiske ”viSl, vitsl” (hjem) + det urnordiske ord, der bliver til det oldnordiske og oldengelske ”bú, bu” (bosted, husholdning). Landskabsnavnet ”Viterbo” skal derfor sikkert opfattes som etruskernes ”Hjemsted” (se afsnittet ”Eotenum, ytum, *eutii – jyderne”, hvor jyderne måske ligeledes har samme ordbrug i deres stednavne, samt ikke mindst afsnittet ”Tanum – Tanheim – hjemmet ved vandet”, hvor bronzealder ”Tani” (Daner)-folket kalder deres landskab for ”Tanheim”, som vi skal opfatte som ”hjemmet ved vandet”).

Den Tyrhenske plovmand ca. år 725-700 f.Kr.

På "skulderen" af den etruskiske bronzeurne fra Bisenzio (necropoli dell' Olmo Bello, tomba 22), dateret til ca. år 725-700 f.Kr., finder vi gengivet den fuldstændige beretning om Den Tyrhenske plovmand, der pløjer landskabet Viterbo og gør landnám. Dette tidsrum kaldes ofte "cultura di Villanova, il periodo villanoviano, Villanovan", og er det eneste tidsrum i etruskernes landskab Etruria, hvor vi får indsigt i hvem etruskerne faktisk var. Fra 600 tallet f.Kr. fremefter er der indflydelse fra de i samtiden nye græske bystater.  Kunsten er i absolut verdensklasse. Vi kan se pløjefurerne aftegnet, som vi ser plovmanden stående over for en fjende med løftet spyd mod plovmanden. Fjenden, landskabets oprindelige indbyggere, forsøger forgæves at forhindre etruskerne i at gøre landnám (der i så fald rent faktisk ikke er landnám, men en fjendtlig overtagelse af allerede beboet land).

De etruskiske hærstyrker, kriger-ætten, støtter op om plovmanden medens han langsomt, men sikkert, pløjer ny odelsjord for etruskerne. Der er tilsammen 7 mand gengivet som en kenning for etruskerne. Kriger-ætten er vist med runde skjolde, der i samtidens kunst i den kendte verden ser ud til at skulle være en betegelse for bl.a. bronzealder "Tani" (Daner)-folket, men også etruskerne. Se bl.a. afsnittene "Vandfolket “Danu/Denen/Denyen” fra egyptiske indskrifter" og "Skib og Trojaborg (labyrint)". Jeg forestiller mig at gengivelsen på urnens "skulder" er et, måske årligt gentaget, rituelt optog gengivende landnámssagnet af Viterbo.

Bemærk hvor bredpandet oksen er. Vi kan se fra faktiske hoveder fra tamkvæg fra Bondestenalderen (nu på Zoologisk Museum), at tamkvæget nedstammede fra uroksen, og var udpræget bredpandet. Homer: Odyssey (Bog XII: 263) beskriver kvæget på Thrinakiēn (Thrinakia) som ”kvæg med bred pande” [græsk ”boes eurumetōpoi”]. Se afsnittet "Odysseus’ og Menelaos’ lange hjemrejser fra Den Trojanske Krig".

Billedkilder: Gianni Dagli Orti (Corbis); The University of Oklahoma; Archaeology and Art Images http://www.archart.us/ (aetruschiVE16).  Bronzeurnen kan ses på Museo Archeologico Nazionale di Villa Giulia (Museo Nazionale Etrusco).