Forside Indholdsfortegnelse
<< ForrigeNæste >>

Fióni, kimbrerne og omkring


 

Fióni

Oprindelsen til landskabsnavnet ”Fyn” er et af de mest vanskelige ord at komme til bunds i. Jeg måtte derfor indhente hjælp fra Per Grau Møller fra Institut for Historie, Kultur og Samfundsbeskrivelse på  Syddansk Universitet (tidl. Odense Universitet) i Odense. Hos John Kousgård Sørensen i "Odense Amts bebebyggelsesnavne" (1969) finder vi en gennemgående behandling af netop ordet "Fyn".
 
Fra utallige kilder ved vi at stavemåden variede fra ”Fjón, Fióni, Fjóni, Fiun, Fyunnæs” til ”in Fune, Feoniam, Pheonia” på latin.
 
Her stopper så forskernes enighed, og svaret er at man ikke med sikkerhed ved hvad "Fyn" oprindeligt betød.
 
En fortolkning er at ordet er sammensat er ordene ”fæ” (får) og ”vin”. En anden forklaring er at oprindelsen skal søges i det oldindiske ord ”píva(n)” der betyder ”svulmende, fed” der så bliver til ”Fíwuní” i betydningen af den ”fede, frugtbare ø.” Der er imidlertid ej heller enighed om sidstnævnte fortolkning.
 
Den eneste forklaring som ikke synes at kunne antastes er at ordet er forbundet med substantivet ”fjun”, der betyder ”kort, fint og blødt hår eller dun eller luv”. Etymologien tyder på en forbindelse mellem ordet ”feuhna” og det litauiske ord ”pũkas” der betyder ”dun” og ”pukis” der betyder ”dyr med fine uldne hår”.
 
Jeg tror næppe at de forskere. der har trukket en forbindelse mellem Fyn og de indoeuropæiske ord i Litauen og Nordindien, har gjort det fordi de mente at folkevandringen var sket herfra. Derfor er oprindelsen til Fyn ekstrem vigtig.
 
Jeg har ikke kunne se at vore forfædre holdt får i stor målestok på dette tidspunkt, og derfor tror jeg mindre på at Fyn, modsat Færøerne, kan henvise til får. Begge indoeuropæiske ord, der er brugt som oprindelse til ordet Fyn, har klart positivtladet toner i deres betydning, og jeg tror at ordet Fyn skal forstås en som en geografisk beskrivelse af noget vore forfædre has synes mægtigt godt om, og deri må vi jo give dem fuldstændigt ret.
 
Jeg er dog stødt på en besynderlig historie som jeg har på fornemmelsen har relevans til forståelsen af ordet Fyn og i givet fald kan ændre mit syn på ovennævnte forklaringer. Jeg tilspurgte Institutet for Navneforskning på Københavns Universitet om der var nogen forbindelse mellem pigenavnet Fiona og den oprindelige betegnelse for ordet Fyn.
 
Svaret jeg modtog var at pigenavnet Fiona skyldes brugen af navnet af den skotske forfatter James Macpherson (år 1736-96) i hans såkaldte Ossian-digtning, og at der derfor ikke var nogen sammenhæng. Men ifald man undersøger baggrunden for James Macphersons værk finder man ud af at James Macpherson faktisk nedskriver og viderebygger på keltiske sagn fra år 200 e.Kr., som findes i skrift fra 600 tallet og 1100 tallet. Forskere har vist at i de ældste fortællinger om Finn sagnene har den mytologiske person Finn et tæt bånd til den keltiske gud Lug (er kimbrernes sidestykke til vor egen Hedenske Høje Freyr). Finn i de keltiske sagn blev oprindeligt stavet ”Fían”(ental) og ”Fíana” (flertal). Kimbrerne var jo keltere og som vi vil se, havde kimbrerne kontrol med hele Skandinavien før vor og goternes ankomst til Fyn.
 
Jeg må tro at der må være en god mulighed for at det oprindelige ord for Fyn kan have en kimbrisk oprindelse, og at det er derfor at ordet hverken passer ind i vort eget sprog eller at vi ikke er fuldt ud i stand til at forklare dets betydning. Et kimbrisk ophav vil fortsat give ordet Fyn indoeuropæiske rødder, som jeg er sikker på er korrekt.
 
Søren Knudsen har gjort mig opmærksom på at den kimbriske indflydelse muligvis også kan ses i sted- og efternavnet ”Hindsgavl, Hindsgaul”. Iflg. Svend Aakjær (Valdemars Jordebog, 2. bind, kommentar, hæfte 1, s. 196) nævnes ”Hindsgavl, Hindsgaul” første gang år 1287 e.Kr. og findes som ”Hegnesgauel, Hænæsgafl, Hæyndtsgafl”. Stednavnet menes at være sammensat af ”Hægnætscogh” (Valdemars Jordebog) og ”Gauffl klint” (Galsklint), hvor ”hægnæt” betyder ”indhegnet”. Hvad ”gauffl, gauel” betyder er ukendt. Det kunne f.eks. være "gallerne" fra det keltiske/oldirske ”gael/goidhel” således at ”Gauffl klint” ved Middelfart faktisk var ”gallernes klint”. Vi kender til disse stednavne f.eks. gennem "Semgallen" eller "Hvor gallerne er" i Letland/Lituaen.
 
 
 

Kimbrerne


Kelterne, en undergruppe af hvilken i de nuværende landskaber i England (oprindeligt i ”Cumbria”) og Skandinavien kaldte sig selv ”combrogi” (landsmænd) eller ”Kimbrer” (nudansk) og ”Cymry” (walisisk), ankommer til landskaberne på et tidspunkt ikke længe før år 484 f.Kr. (se afsnittet ”Hunden i arilds tid”, underafsnit ”Kimbrernes Store Hund - år 0”).

Den græske geograf Pausanias skriver i sit værk ”Beskrivelse af Grækenland” fra 100 tallet e.Kr. (Bog 1.4.1:IV), i min oversættelse til nudansk:

”Disse gallere bebor den fjerneste del af Europa, nær den store sø der ikke er farbar i dens ydre egne, og har ebbe-og-flod og skabninger helt ulig de i andre farvande. Gennem deres land flyder floden Eridanus, på bredden af hvilken Solens (Helius) døtre siges at beklage hvad vil bekomme deres broder Phaethon. Det var først langt senere at navnet ”gallere” blev moderne; siden arilds tid blev de kaldt keltere både af sig selv og andre”.

Begrebet ”kelter” ses benyttet af Herodot (år 484-425 f.Kr.): Histories (Bog 2:33), hvor han på græsk omtaler ”Κελτοί” (keltoi). Vi kan se at han tænker på folkeslag boende i området omkring Schwarzwald (myrkvið), Baden-Württemberg, da han nævner at deres land er ved floden Ister’s udspring, i dag Donau-floden. Hecataeus [fra Miletus, ca. 550-476 f.Kr.] er også af senere historieskrivere citeret for at have brugt samme betegnelse, hvorfor Herodot’s brug må have været normalt i samtiden.

Det er blevet argumenteret at begrebet ”kelter” alene bør betegne et kulturelt fællesskab mellem forskellige folkeslag, og derfor ikke siger noget om hverken fælles sprog eller æt. Denne opfattelse mener jeg hverken er sand i 500 tallet f.Kr., blandt kelterne eller fremmede, eller i dag. Jeg er enig i, at begrebet ”kelter” ser ud til at være et begreb der skal sidestilles med den urnordiske forståelse for ”tana, tani” (danerne), og derfor dækker over en lang række stammer og ætter, der havde ”noget” tilfælles. Men hvad de har tilfælles må være mindst ”et sæt og vis at leve og tænke på”, dvs. må indeholde fælles lovkoder, og lovindhold, fælles forfædrende gudeforståelse, hvorfra følger at værdsættelsen af disse guder sker med fælles sæder og skikke, hvilket også afspejler fælles kunst og håndværk. Dette igen må, i et eller andet omfang, føre til et fælles ophav i æt og sprog i arilds tid. Dette udelukker ikke at ”bretene” (britterne), ”combrogi” (kimbrerne) og ”gael/goidhel” (gallerne) ikke har kunnet forstå hinanden i 100 tallet e.Kr., som en dansk i dag ikke forstår hverken islandsk eller nynorsk, men som i 700 tallet e.Kr. talte samme sprog som Frankerne, De Gamle Sakser og Anglerne.

Eilífr Goðrúnarson skriver ”Kumra” (Kimbrer) i "Þórsdrápa" (Thors sangen, vers 13:3), skrevet ca. år 1.000 e.Kr.
 
Plutarch skriver i ”Marius Liv” (11) at kimbrernes (og teutonernes) øjne var ”lyse-blå” (”χαροπότης” på græsk).

 

 

 chap16-28.jpg

1: 5 cm høj kimbrisk ansigtsmaske fra den ene af de to vogne fundet i Præstegårdsmosen ved Dejbjerg (Dødebjerg?), Vestjylland. Formentlig jordet før kimbrernes udvandring fra Skandinavien. Den, mildest talt, ekstremt truende og gennemstirrende ansigtsmaske sad på vognkassen. Der er fundet rester af lignende kimbriske vogne i Kraghede (Vendsyssel), Fredbjerg (Himmerland), Dankirke (Sønderjylland), Husby (Sønderjylland) og Langå (Fyn). Kunsten er radikal og helt anderledes end vor egen oprindelige kunst (Stil I.).
2: 23 cm høj kelltisk sandstensskulptur fundet i landsbyen Mšecké Žehrovice i Bøhmen (65 km nordvest for Prag). Hovedet blev fundet i hjørnet af en firkantet indhegning, der kan have været et helligsted. Dateringen er ca. år 150-50 f.Kr. Bemærk at manden bærer halsring. Hovedet kan ses på Nationalmuseet i Prag (inventarnr. 111938).
3: Afbildning af et ansigt hugget i sten, der sidder i et hjørne af en klosterruin på Innisfallen Island, Lough Leane (Loch Léin) i nærheden af Killarney, County Kerry, sydvestlige Irland. Innisfallen Abbey blev grundlagt i 600 tallet e.Kr. Den nuværende klosterruin er fra 1100 tallet e.Kr., men den her viste sten forekommer at være en genbrugssten fra et tidligere bygningsværk i sten. Til trods for at der er 7-900 år mellem kunstværkerne, vedbliver den kimbriske (keltiske) kunst at gengive øjnene med ekstremt had og frygtindgydelse. Måske skyldes det at det kimbriske (keltiske) ansigt skal tjene det samme formål som vor egen beskyttende drage; at beskytte det der befinder sig bag øjnene. Modsat vor egen kunst er tveskægget her gengivet med fletninger, ligesom læberne er alt for store. Det ser for mig ud til at der i ansigtets venstre øreflip (til højre set fra læseren) gengives det kimbriske (keltiske) ”trefoldige gudeverden”-tegn. Vi kender også til afbildninger af mands- og kvindeansigter i danske kirker fra 1200 tallet e.Kr., jvf. f.eks. Staby Kirke, Ulfborg Herred, Vestjylland (se tillige Skalk, 2004:5, Jens Vellev's artikel "Kirkens ansigter").
Billedkilder: Jørgen Jensen: Danmarks Oldtid (2003, Ældre Jernalder, s. 112, 196-200); Wikipedia; billede nr. 3 taget af Henning Kristensen i 1999, og tilsendt af Gitte Assarsson, Glamsbjerg, Fyn. Benyttet med forlov og tak.

 

Strabo: Geographika (Bog VII:2:3), skrevet ca. år 7 f.Kr.–år 18 e.Kr., i min oversættelse til nudansk:

”Historieskriverne beretter om en kimbrisk skik således: Deres kvinder, der drog med dem på deres tog, blev tilset af præstinder der var seersker; disse var gråhårede, hvidklædte, med hørslag fastgjort med spænder, omkredset af bronzebælte, og barfodet; nu sværd i hånd mødtes disse præstinder med krigsfanger i lejren, og efter at have kronet dem med krans blev de ledt til et kobberkar omtrent 20 amphorae stor 1; og her havde de et dæk som præstinderne steg op på, og herefter, lænende over kedlen, skar halsen over på hver krigsfange efter han var blevet løftet op; og fra blodet der dryppede ned i karret ville nogle af præstinderne læse en spådom, medens andre skar kroppen op og fra synet af indvoldene ville fremsige en spådom om sejr for deres folk; og under slag slog de på huderne der var udstrakte over vognenes vidje-krop og på denne vis frembragte en overnaturlig lyd”.
 
1 1 amphora = 3 modii = 26.26 l. Derfor er 20 amphorae = 525 liter eller som vi finder ”Brå-kedlen” fra Brå syd for Horsens.

 

Samme skik som de kimbriske præstinder har druiderne (druidaeque) på Ynys Môn (latin ”Monam insulam”), af os kaldet ”Angelsey”, Wales år 60-61 e.Kr., jvf. Tacitus: Annales (Bog 14:30) år 115 e.Kr:

nam cruore captivo adolere aras et hominum fibris consulere deos fas habebant. thi blod af tilfangetagne brændes på offer-alteret og menneskedele rådslås for gudernes vilje. 

Min oversættelse til nudansk.

 

 

chap16-21 chap16-20.jpg 

Afbildninger fra ”Gundestrupkarret”, Himmerland. Der findes ved fundstedet også en tilflugtsborg dateret til år 200 f.Kr., samt en bygd dateret til år 100 e.Kr. Gundestrupkarret er dateret til lige omkring år 0. Strabo’s beretning er så forklarende at vi ikke behøver at tilføje yderligere.
Til venstre (inderplade nr. 3): Krigsfangen er ved at blive ”løftet op”, dvs. fremvist for guderne som værdig til ofring. Umiddelbart herefter vil han/hun få halsen skåret over og blodet vil dryppe ned i karret – Gundestrupkarret selv.
Til højre (bundpladen): Præstinde med løftet sværd i hånd. Det er ikke tilfældigt at hun er vist venstrehåndet. Jeg kan dog ikke forklare hvorfor. Hendes dragt går til knæene, og hun er, som Strabo skriver, barfodet.
Billedkilde: Jørgen Jensen: Danmarks Oldtid (2003, Ældre Jernalder, s. 210, 213).

 

Udover nationalklenodiet, Gundestrup-karret, har vi overraskende mange kimbriske fund af deres helligste ejendom, ofringskarret.

 

 

 chap16-22.jpg

”Rynkeby-kedlen”. Kimbrisk helligt ofrings-kar fundet 1845 i Rynkeby, Fyn. Lighederne mellem Rynkebykedlen og brudstykkerne fra Ringsebølle, Sydlolland gør at vi kan sige at begge kedler er fremstillet i samme smedje, lokalt i de danske landskaber. Bemærk at kvinden har den hellige halsring på som Titus Livius (Livy) (59 f.Kr.- 17 e.Kr.) beretter om hos gallerne i ”Periochae” (bog 7) (se afsnittet ” Hariwalda – Hærvælder – heraldik – mærke”).
Billedkilde: Skalk (2006:4, s.5-8) og Skalk (1990:1).

 

 

 

 chap16-23.jpg

Brudstykker af ”Ringsebølle-kedlen”. Kimbrisk helligt ofrings-kar fundet 2004 i Ringsebølle, Sydlolland. ”De to fundstykker fra Ringsebølle anbragt oven på et billede af kvindefremstillingen på Rynkebykedlen”.
Billedkilde: Skalk (2006:4, s.5-8) og Skalk (1990:1).

 

 

 

 chap16-24.jpgchap16-27.jpg  chap16-26.jpg

 

Til venstre: Tyrehovedet fra ”Rå-kedlen”. Kimbrisk helligt ofrings-kar fundet 1899 i Rå, 5 km nord for Ringsebølle, Sydlolland. Der er fundet et identisk kimbrisk tyrehoved i Lundeborg, Sydfyn, der derfor er det 5. hellige ofrings-kar fundet i de danske landskaber.
I midten: Kedel nr. 6 er brudstykket af ”Brå-kedlen” i form af hankebeslag og tyrehoveder fundet ved Brå syd for Horsens. Karret er genskabt som en 70 cm høj kedel, der kunne rumme 600 liter! Lad os sige at hver ofret krigsfange kan tappes for ca. 4 liter blod (der spildes sikkert 1 liters penge hist og pist). "Brå-kedlen" kan derfor rumme det hellige ofringsblod af 150 krigsfanger.
Til højre: Kedel nr. 7 er brudstykkerne, herunder den viste Tyr, af ”Sophienborg-kedlen” fundet nær Hillerød, Sjælland i 1886.
Billedkilde: Skalk (2006:4, s.5-8) og Skalk (1990:1), Jørgen Jensen: Danmarks Oldtid (2003, Ældre Jernalder, s. 203, 205) og
Finn Erik Kramer: Kulturhistorisk rekognoscering i Strødamreservatet 2002, Hillerød Kommune, Nødebo sogn (s. 2)

 

At kimbrerne muligvis havde kontrol med alle vore nuværende landområder, fra deres ankomst i 500 tallet f.Kr. indtil goterne melder deres ankomst ca. år 165 f.Kr., viser helleristningen nedenfor måske: 

 chap16-24.jpg

1: En af de sidste helleristninger fra Tegneby, Tanum Socken, Bohuslen dateret til ca. år 300 f.Kr. (bildnr. 31223123005, Raä nr. 72) Afbildningen viser 8 ryttere, hvoraf 5 er bevæbnet med lanse og skjold. Bemærk at skjoldene er de keltiske (kimbriske) rektangulære skjolde, som vi også ser på bl.a. Gundestrupkarret og fundet i Hjortspring Mose, hvor bl.a. vore er runde. Kimbrerne har derfor, udover Himmerland, Jylland, Fyn, Lolland og Sjælland også haft kontrol med Bohuslen dvs. måske med alle vore nuværende landområder indtil goternes ankomst.
2: Afbildning af en kimbrisk fodkriger, bevæbnet med spyd og skjold, fra Gundestrupkedlen (Inderplade nr. 3).
3: Bronzefigur af en keltisk kriger fra en helligdom i Saint-Maur-en-Chaussée, det nordvestlige Frankrig fra ca. år 0. Kan ses på Le Musée départemental de l'Oise. Bemærk at kunsten i ansigtsformen er stort set identisk og samtidig med Gundestrupkedlen (se f.eks. Yderplade F).
4: Et af de 64 skjolde fra Hjortspring Mose, lige nord for Guderup på det nordlige Als. Skjoldet har en længde på 85 cm. Udover 64 skjolde, fandtes 169 spyd, 11 sværd, rester af ringbrynjer og naturligvis Hjortspringbåden. Genstandene er jordet ca. år 350 f.Kr.
5: Brudstykke af afbildning fra en "ansigtsurne", dvs. en pæreformet urne hvor urnens top er et ansigt. På urnens "krop" er gengivet en firhjulet vogn trukket af 2 heste med vognkusk. Omring et skjold ses 3 stregmænd. Fundet ved Grabów, syd for Gdansk, nuværende Polen og dateret til 400 tallet f.Kr.
6: 2 ud af 3 fundne træhjelme fra Uglemose ved Birket på Lolland. Hjelmene er gjort af elletræ. Den største af hjelmene er 34,5 cm lang og 19 cm høj, og har en kraftig bræmme (skygge). Hjelmene er dateret til kimbrisk tid og findes på Nationalmuseet.
7: Afbildning på en bronzespand fundet i Arnoaldi nær Bologna, det nordlige Italien (Arnoaldi Situla, Arnoaldi Necropolis). Muligvis Keltiske eller kimbriske fodkrigere, bevæbnet med hver 2 spyd, skjold og (træ)hjelm; hjelme der forekommer identiske til de to træhjelme fundet i Uglemose på Lolland. Bronzespanden findes på Museo Civico Archeologico, Bologna og er grupperet som etruskisk kunst. Det mener jeg muligvis må være delvist vrang. Bronzespanden er dateret til 400 tallet f.Kr. og må gengive helt eller delvist tidlig keltisk (kimbrisk) kunst. Etruskisk og keltisk (kimbrisk) kultur er stødt sammen i det nordlige Italien i tidsrummet år 500-89 f.Kr., hvor romerne endegyldigt udrydder etruskiske sæder. Derfor er der sandsynligvis gensidig påvirkning.
Billedkilder: Vitlycke museum, Tanumshede, Bohuslen; Gustav Rosenberg: Hjortspringfundet (1937, Det Kgl. Nordiske Oldskriftselskab, Nordiske Fortidsminder, III bind. 1. hefte, s. 56, fig. 31); Jørgen Jensen: Danmarks Oldtid (2003, Ældre Jernalder, s. 73, 88, 93, 210-211): Flemming Kaul: Træhjelmene fra Uglemose (2010).

 

Folkevandringen(erne?) fra områderne omkring Krim-halvøen foregår via ”Simkala, Sem Gallen” (Hvor Gallerne er) syd for Rigabugten mod vest til Jylland, Fyn, Lolland, Sjælland, Cumbria og det nuværende Sveriges vestkyst. Der sidder naturligvis også keltere i belgisk, fransk og spansk Gallien. Disse folkevandringer ser ud til at ske inden for et ganske kort tidsrum.

Herodot (år 484-425 f.Kr) (Histories, bog 4:11) forklarer os hvorfor Kelterne/Kimbrerne drager fra området omkring den Kimbriske halvø ved Sortehavet mod vest på et tidspunkt før år 484 f.Kr. (ikke længe før baseret på gravfund fra Gallien dateret til 5-400 tallet f.Kr.):

”Der er også en anden historie som jeg nu skal berette, og som jeg har mere tillid til end nogen anden. Det er at De Vandrende Skyther engang boede i Asien og der kom i krig med Massagetae (Store Götar), men uden held; derfor forlod de deres hjem, gik over Araxes-floden og vandrede ind i Kimbrernes Land. For dette land er nu beboet af Skytherne men var tidligere Kimbrernes Land".

Herefter beretter Herodot at der var krig mellem kimbrerne og skytherne, hvor De Kongelige Kimbrere blev nedslagtet ved Tyras-floden (i dag Dnestr-floden i det sydvestlige Ukraine til venstre for Krim-halvøen - Den Kimbriske Halvø).

Herodot fortsætter: "Herefter forlod resten af kimbrerne området, og Skytherne, ved deres ankomst, tog kontrol med det efterladte land”.

Kimbrerne tager kontrol med ”Phrygia - Frigg's Land” år 696/695-676/674 f.Kr., Lille-Asien, og overtager formentlig her den lokale Vølve (Sibyl), hvorfor den kristne historieskriver Lucius Cealius Lactantius (ca. år 240-320 e.Kr.): Divinarum Institutionum Libra VII (ca. år 303-311 e.Kr. Bog I:VI) nævner dette med ”Kimbrernes Sibyl i Italien” med henvisning til et nu tabt værk af Marcus Terentius Varro (116-27 f.Kr.). Kimbrerne bliver endeligt presset bort fra Lille-Asien af Kong Alyattes til Lydia (år 619-560 f.Kr.).

Herodot kalder kimbrerne for ”kimmerioi” (“Κιμμέριοι” på græsk) og placerer dem geografisk i 7-600 tallet f.Kr. i hvad er landskaberne nord og øst for Krim-halvøen. Vi kan se at kimbrernes østlige grænse er Araxes-floden, i dag Aras-floden, der flyder i en lige breddegrad fra Erzurum (Tyrkiet) mod øst gennem Armenien og Azerbajdjan til Det Kaspiske Hav. Tanais-floden (i dag Don-floden) er grænsen mellem Europa og Asien, hvorfor kimbrerne oprindeligt kom fra Asien. Assyriske optegnelser bekræfter Herodot ved at forklare os at kimbrerne findes i det nuværende Azerbajdjan år 714 f.Kr. Assyrerne kalder kimbrerne for ”Gimirri”, og deres oprindelige hjemland blev kaldt ”Gamir” og/eller ”Uishdish”. Det kimbriske hjemland lå i landskabet ”Mannae”, der var omkring og nord for Urmia-søen i det ekstreme nordvestlige nuværende Iran. ”Mannaeans”-folket (kaldet ”Minni” i Det Gamle Testamente i Jeremias’ Bog (51:27)) synes at have deres højdepunkt ca. år 850-720 f.Kr. Kong Sargon II til Assyrien angriber landskabet ”Mannae” år 716 f.Kr., og det er formentligt denne begivenhed der starter kimbrernes folkevandringer, som beskrevet.

Homer: Odyssey (Bog XI: 14), i min oversættelse til nudansk:

”Hun [den lyshårede gudinde Kirke] ankom til den storstrømmende Oceanet [græsk ”Ōkeanoio”], der omkredser Jorden, dér [dvs. på det sted] hvor Kimbrerne [græsk ”Kimmeriōn”] har deres land og by [græsk ”dēmos te polis”]”.

Jeg mener at i Homer: Odyssey er ”Oceanet” identisk til ”Atlantos”, der igen svarer til Atlanterhavet. Jeg argumenterer også for at gudinden Kirke i dette værk er værner over Bornholm, hvorfor hendes rejse er fra nord mod syd. Vi kan se fra den vis Homer gør brug af kenninger i sin geografiske forståelse, at en ankomst til Oceanet kan være et hvilket som helst sted inden for den vandomkredsning man forestillede sig Jorden var omgivet af. Det tidligst kendte Verdenskort er en lertavle, formentlig fra byen Sippar (østbredden af Euphrates-floden 60 km nord for Babylon), og dateret til ca. år 600-500 f.Kr. (indskriften antyder at det er en kopi af et tidligere kort fra 800 tallet f.Kr.). Kortet er gengivet i afsnittet "Forståelsen for "tid"", og viser at det sydlige Irak og Golfen var ”inden for” Oceanets omkredsning. Det viser også at der var østlige landskaber "inden for", som set fra Babylonien i samtiden. Da gudinden Kirke foretager en rejse fra nord mod syd, kan vi udelukke at kimbrerne befinder sig i den nordlige del af den kendte verden i Bronzealderen.

Homer: Odyssey er skrevet i ca. år 800 f.Kr. Hændelsen ovenfor finder sted kort tid før år 1178 f.Kr. Inden for denne tidsramme synes Homer at beskrive kimbrerne i hvad synes at være deres oprindelige hjemland "Gamir", der synes at være et landskab med adgang til et stor hav. Det Kaspiske Hav og Aral-søen er formentlig i oprindelig tanke den østlige del af Oceanet i dets omkredsning af Jorden. Derfor er Homer's stedbeskrivelse af kimbrerne formentlig identisk til den vi gives af Assyrerne, dvs. i landskabet "Mannae".

Det er argumenteret at kimbrerne i Det Gamle Testamente kaldes ”Gomer” (en lettere omskrivning af det assyriske ”Bit-Ghumri”) og nævnes i 1. Mosebog (10:2-3) og 1. Krønikebog (1:5-6).

Det ser ud til at hvor kimbrerne gør bopæl i Skandinavien er betinget af den enorme udvandring, der finder sted fra vore landskaber ved afslutningen af Ældre Bronzealder (periode III) i tidsrummet 1300-1100 f.Kr. Denne udvandring ser ud til at efterlade netop de landskaber tomme, som kimbrerne senere slår sig ned i. Som eksempel herpå kan nævnes sværdet og tyrehovedet af kimbrisk type fundet i Tissø, Vestsjælland.

Plinius forklarer os år 77 e.Kr. i ”Naturalis Historiae”(Bog IV:95):

”Philemon Morimarusam a Cimbris vocari, hoc est mortuum mare, inde usque ad promunturium Rusbeas, ultra deinde Cronium” ”[Fra] Philemon kalder kimbrerne Morimarusam, der er [Den] Døde Sø, indtil Rusbeas’s bjergkæde, på den anden side derefter Cronium”

Min oversættelse til nudansk.

 

Plinius skriver senere (Bog IV:104):

”a Tyle unius diei navigatione mare concretum a nonnullis Cronium appellatur””fra Thule en dags fast sejlads kaldes det af nogen Cronium”

Min oversættelse til nudansk.

 

Da Plinius kigger fra syd mod nord, og Thule generelt er vore landskaber fra Jylland mod nord, svarer det kimbriske ”Cronium” til det hav vi kalder for ”Dumbshafi” (Ketil Hængs Saga, kapitel 5). Ordet er sammensat af tillægsordet ”Dumbr” (mørk) + hav, dvs. "Mørke-havet". 

Det kimbriske ord ”Morimarusam” er sammensat af ”muir” + ”marbh” (oldirsk ”mor” + ”maro”) eller, som Plinius selv forklarer, ”[Den] Døde Sø”.
 
Det latiniserede ”Cronium” er fra ”crwnn, cronn” (keltisk, gallisk) med betydningen ”frossen, isfyldt”, hvorfor ”Muir-chroinn” betyder ”isfyldt sø, Is-havet”1. Vi kan se fra Beowulfkvadet (sætning 1-59) at vi i etymologi har en helt identisk beskrivelse ved brugen af ”isig” (oldengelsk) eller ”isfyldt” i beskrivelsen af de nordlige farvande. Det skyldes naturligvis at det er hvad disse farvande under vintertid faktisk var.
 
1 Amédée Simon Dominique Thierry: L’Historie des Gaulois (1828).

 

 kort 1427.jpg

Claudius Clavus: Europe tabula .II. (1427)

"Claudius Clavus" er identisk til den danske geograf "Claus Claussøn Svart (Swart)" (1388-), hvor sidstnævnte skrives "Niger" på latin. Hans andet dæknavn var "Nicolaus Gothus", og han var en gæv fynbo fra Sallinge.

 

Claudius Clavus's kort over den nordlige del af verden fra år 1427 e.Kr. gør brug af helt samme forestillinger om verden, og jeg mener ikke der kan herske tvivl om at hans kort er tegnet som en sammensmeltning af vor egen dybe historiske forståelse for den nordlige halvkugles geografi, samt viden tilført fra Plinius: Naturalis Historiae”(Bog IV). Vi ser indtegnet det nordøstlige Skandinavien; med "wildhlappelandt, wildlappelandt" længst væk fra Skandinavien; med "findhlappi" (fin-lapperne) mod syd, ved to floders udmunding i dette hav (Dvina-floden og Onega-floden), samt "Svetica Regio" (Hvor Svea-folket regerer), "Dalingi" (Dalkarlar) og "Stalbergi" (Stålbjerget, Stålberget) i Västerbottens län nærmest Skandinavien. Havet i midten af dette er "quietum mare" (Stillehavet). Dette er "Det Hvide Hav, Hvidehavet" - se afsnittet "Navigation - Solstenen og Solpejlskiven" (underafsnit "*Gandwic – Vigen ved randen – bunden af Det Hvide Hav (Hvidehavet"). På kortet står dette hav mod vest i forbindelse med "tenebrosum mare" (Mørke-havet), der igen mod vest står i forbindelse med "congelatum mare" (Is-havet), i hvilket vi finder "Iflandia" (Islandia) og "Gronlandia provincia" (provinsen Grønland). Syd for "Iflandia" (Islandia) finder vi ganske rigtigt "Vefthaf" (Vesthav), der svarer til nudagens Nordsøen og Vesterhavet. Forbindelsen til Plinius: Naturalis Historiae (Bog IV:95) kan ydermere ses ved at bemærke den på kortet indtegnede bjergkæde, der ser ud til at løbe på langs nogenlunde ved den nuværende grænse mellem Sverige og Norge, og på tværs af Norge og Sverige i Finnmarken. På kortet kaldes den nordlige del af denne bjergkæde for "coberbyerghe" (kobberbjerget, kopparberget), i dag Kopparbergs län. Dette mener jeg svarer til Plinius' "promunturium Rusbeas" (Rusbeas's bjergkæde), og her kan vel have været et gammelt grænseskel fra arilds tid; mellem kimbrerne mod syd, og andre folkeslag mod nord og nordøst derfra.

Læseren kan herefter overveje sandhedsværdien af ophavet til navngivningen af det nuværende Stillehavet (Pacific Ocean). Alene gennem gentaget anekdote, og ikke fra én eneste samtidig skriftlig kilde, skulle Ferdinand Magellan (1480-1521) have navngivet havet, efter at være sejlet igennem Magellan-strædet år 1520 e.Kr., i håbet om at dette måtte være et roligt og fredeligt farvand; Mar Pacifico (skrevet "MARIS PACIFICI" på Ortelius kort fra 1589). Røverhistorien holder ikke vand, som også fremhævet af Mercedes Maroto Camino: Producing the Pacific: maps and narratives of Spanish exploration (1567-1606) (1994, s. 73). Som fremgår af Claudius Clavus's kort fra år 1427 e.Kr. ovenfor, er "quietum mare" (Stillehavet) indtegnet som navnet på havet i kortets øverste højre hjørne. Har man ikke fuldt styr på kimbrisk og nordisk sømandskab, kan dette hav nemt forveksles med et hav "på den anden side af kloden". Da Magellan netop forsøger sig med en jordomsejling, har han på et tidspunkt troet han var i Stillehavet, uvidende om at det for kimbrerne og os betegner Det Hvide Hav (Hvidehavet).

Det ser da ud til at vi har følgende sammenhæng:

 Oldnordisk /
Oldengelsk

 Kimbrisk (keltisk)
iflg. Plinius

Claudius Clavus
på latin

 Bemærkninger

 *Isig

Cronium (latinisering)
Muir-chroinn

 congelatum mare

Is-havet; i dag Grønlandshavet, Danmarksstrædet og den del af Atlanterhavet, der støder op mod Islands sydlige kyster.

 Dumbshafi

Muir-cheacht, Muir-cheoach 1

 tenebrosum mare

Mørke-havet; i dag Norskehavet (Nordhavet) og Barentshavet.

 *Gandwic

Morimarusam (latininsering)
Muir-marbh

 quietum mare

Stillehavet, Den Døde Sø; i dag Hvidehavet (Det Hvide Hav).

1 John Toland (1670-1722): A Critical History of the Celtic Religion and Learning: Containing an Account of the Druids (1726, 1815-udgaven, kap. VI., s. 183). De irske ord "ceodhach, ceodhacht" har betydningen "mørke, tåget, overskyet". Heri finder vi uden tvivl oprindelsen til at vi også kender vandskaberne som "Det Tågede", jvf. f.eks. "Gandvíkr þoko landi" (Gandvig Tågeland) i Jomsvikinga Saga (kap. 13, s. 41, andre udgaver 7. kafli).

 

Modsat hvad jeg oprindeligt mente viser Claudius Clavus's kort utetydigt, at det kimbriske ”Morimarusam” (Muir-marbh) ikke kan være Østersøen, og rimeligheden af dette taler stærkt herfor. Dette hav er iflg. Cladius Clavus identisk til Det Hvide Hav, Hvidehavet, bunden af hvilket vi kalder *Gandwic. Brugen af "stille, døde" i stednavnet skal sidestilles med brugen af "hvide", og er en henvisning til at dette hav er frosset langt ind i det oprindelige Sommerhalvår. Konsekvensen af at dette hav er kendt af kimbrerne er naturligvis at de har været der, og derfor har kendt sejlruten dertil. I afsnittet "Navigation - Solstenen og Solpejlskiven" (underafsnit "Færøerne - hvor kom fårene fra?") viser jeg at irerne beviseligt kender breddegradssejladsen fra Orkney til de norske landskaber i 2-300 tallet e.Kr. Deres kimbriske forfædre har tydeligvis kendskab hele vejen til Hvidehavet allerede år 77 e.Kr., og har sikkert haft det fra ankomsten til Skandinavien i 400 tallet f.Kr.

Da det er uhyre vanskeligt at levendegøre i tanke mumificerede mennesker, både i billede og virkelighed, har jeg til nedenstående billeder forsøgt at gøre dette således at læseren kan bedre sætte sig ind i hvad vi ser gengivet. Vi kan ikke sige det endeligt, men der må være en rimelig sandsynlighed for at de viste mennesker er kimbrere.

 

 chap16-1-13.jpg
 chap16-1-14.jpg

Øverst: Den 35-40-årige ”Tollund-mand” fundet i en mose i Bjældskovdal i 1950, ca. 10 km vest for Silkeborg. Hans hår var kortklippet (1-2 cm). Han er kun 162 cm høj (formentlig som følge af skrumpning i mosen da hans fødder antyder en noget højere mand). Manden blev hængt ca. år 280 f.Kr. I Fordøjelseskanalen fandt man kun korn og frø, der var det sidste han spiste 24 timer før han blev hængt. Den 25-årge "Elling-kvinde" blev fundet 80 meter fra Tollundmanden i 1938. Hun blev hængt i samme tidsrum år 280 f.Kr. og var iklædt en kappe. Hendes hår har en fin fletning og er ca. 1 meter langt mørkt hår. Kvinden lå på venstre side med hovedet mod nord og fødderne mod syd. Hun stirrer derfor mod øst – den opadgående sol – den jordlige moder – daggry!.
Nederst: Den 30-årige "Grauballe-mand" blev fundet i 1952 i Nebel Mose ved Silkeborg. Han er dateret til ca. år 290 f.Kr. Hans hals er skåret over fra øre til øre, og han er derfor formentlig ofret i et af de kimbriske ofringskar. Grauballemandens hår fremstår kraftigt og rødblondt. Den rødlige farve menes at skyldes opholdet i mosen og hans levende hårfarve gætter man på var mørkeblond eller mørk.
Kilder:
www.tollundmanden.dk, David K. Faux: The Cimbri Nation of Jutland, Denmark and the Danelaw, England: A Chronological Approach Based on Diverse Data sources (september 2007).

 

 

Kimbrerne holder fast i landskaberne indtil Reid-goterne (Hreð, Hraeda) ankommer ca. år 165 f.Kr. hvorefter de tydeligvis bliver klemt, og må foretage deres kendte udvandring fra Skandinavien ca. år 120 f.Kr.

Det ser ud til at kimbrerne allerede tidligere havde været sydpå for at se landskaberne an, og dette må have været en del af stammens fortællinger, da beslutningen tages om endnu en udvandring.

Den græske geograf Pausanias skriver i sit værk ”Beskrivelse af Grækenland” (Bog 10.19.4-23.9) fra 100 tallet e.Kr. at ca. år 279 f.Kr. angreb en keltisk hær bl.a. Trakien og Makedonien og har herefter et kæmpeslag med bystaten Athen. Den keltiske hær ledes af ”Brennos, Brennus” (fra det keltiske ”brenin” eller ”konge”) med ”Cambutis”. Vi kender navnet på enten den samme eller en tidligere konge som ”Cambaules”.

Den keltiske stamme kom åbenlyst fra nord mod syd, men Pausanias skriver (Bog 1.4.1:IV) i min oversættelse til nudansk:

”Disse gallere bebor den fjerneste del af Europa, nær den store sø der ikke er farbar i dens ydre egne, og har ebbe-og-flod og skabninger helt ulig de i andre farvande. Gennem deres land flyder floden Eridanus, på bredden af hvilken Solens (Helius) døtre siges at beklage hvad vil bekomme deres broder Phaethon. Det var først langt senere at navnet ”gallere” blev moderne; siden arilds tid blev de kaldt keltere både af sig selv og andre”.
 
Vi ved at når græske, og senere romerske, historieskrivere omtaler et nordeuropæisk farvand med ebbe-og-flod, så mener de altid Østersøen eller Vesterhavet (se f.eks. Plinius den Ældre år 77 e.Kr. i "Naturalis Historiae" (XXXVII:35), aestuarium oceani Metuonidis).

For forståelsen af ”Eridanus” se afsnittet ”  Tani.jpg- Tani’s oprindelige betydning".

Da hele Skandinavien og England er keltisk/kimbriske landskaber år 279 f.Kr. kan vi se at kimbrerne har en aldeles udmærket forståelse for situationen mod syd. Kongens (kongernes) navn ”Cambaules, Cambutis” antyder stærkt at vi skal opfatte dette som ”leder af combrogi” eller ”leder af kimbrerne”. Er der mon en sammenhæng mellem anfaldet på Athen år 279 f.Kr. og dateringen af "Tollund-mand" og "Elling-kvinde" til år 280 f.Kr.?

Kimbrerne ankommer ikke senere end år 113 f.Kr. til det keltiske landskab "Noricus Ager" (Noricum). Dette rige svarer nogenlunde til landskaberne Kärnten og Steiermark i Østrig, med bygden Noreia (i dag Neumarkt in der Steiermark). Kimbrernes udvandring og indvandring sker derfor i første omgang i fred til venligtsindede stammefæller. Landskabet Noricum gøres først langt senere, år 16 f.Kr. og derfor lang tid efter kimbrernes afrejse, til en romersk provins.
 
Prof.Dr. Michael Mackensen skriver i ”The State of Research on the ”Norican” Silver Coinage” (World Archeaeology, Vol. 6, No. 3, Currency (Feb., 1975), s. 249-275), at vi i det tidsrum der i keltisk/kimbrisk sammenhæng kaldes ”La Tène” 1, kan opdele mønterne, og derfor sikkert undergrupperne af de keltiske/kimbriske stammer, i landskabet "Noricus Ager" (Noricum), som følger:

  • Sydlige landskab (Puster-dalen (Pustertal, Val Pusteria i det sydlige Tyrol, der på italiensk kaldes landskabet ”Bolzano”), østlige Tyrol, Kärnten og Øvre Steiermark)

  • Østlige landskab (vestlige del af Nieder-Österreich, Nedre Steiermark, Nordøstlige Slovenien)

  • Sydvestlige Pannonien (Øvre Save, Sawe, Sava dal omkring floden af samme navn til byen Sisak, Kroatien, samt området omkring Ptuj, Slovenien)

1 Et tåbeligt akademisk ord, der kan føres til Neuchatel søen, Schweiz, hvor et stort keltisk våbenoffer fund blev gjort i 1858. Tidsrummet begynder ca. år 600-500 f.Kr. fremefter.

 

Nøjagtigt hvor kimbrerne var, og om de overhovedet slog mønt, ved vi endnu ikke. Det virker troligt at kimbrerne i Skandinavien har gjort som Cymry i Wales, hvor kvæg var en gangbar udvekslingsenhed. De tidligste mønter i Britannien er fra år 125 f.Kr. og efterligninger af Philip II til Makedonien (konge 359-336 f.Kr.)'s stater. Med usikkerheden for kimbrerne i Skandinavien fra år 165 f.Kr. har de næppe møntet før udvandringen ca. år 120 f.Kr. Hvorvidt kimbrerne mønter efter ankomsten til "Noricus Ager" (Noricum) afhænger af om de blev tildelt land af deres stammefæller.

År 101 f.Kr. i Slaget ved Vercellae 1 ved Po floden, nordvestlige Italien sker der en næsten fuldstændig masseudryddelse af kimbrerne; hvad vi i dag vil betegne som et ”folkemord”.

1 ”Vercellae” er i dag byen ”Vercelli” ("Varséj” i lokal dialekt) i landskabet Piedmonte i det nordvestlige Italien, mellem Torino og Milano.

 

I forbindelse med forskning omkring Romerrigets faktiske nordlige grænse, kaldet ”Limes Germanicus” (Det Germanske Skel) fandt Wilhelm Conrady i 1878 en grænsesten i byen Miltenberg, Bayern. Romerne havde 2 borge i Miltenberg, der var en del af grænseskellet for Germania Superior (Øvre Germanien). Romerriget påbegynder ikke sine nordlige grænseskel før efter det katastrofale tab af tre legioner (Legion XVII, XVIII og XIX) i Teutoburgerskoven i september år 9 e.Kr. Hævntogtet fra romerne finder sted år 14-16 e.Kr. Grænseskellene påbegyndes herefter for at vise dels hvor grænsen lå, dels hvilke stammer der var ”personae-non-gratae” (se afsnittet ”Den falske sandhed om Germanerne”).

Grænsestenen, der også kaldes ”TOVTONENSTEIN” (Toutonenstein), er udstillet på Museum der Stadt Miltenberg, Bayern.

 

 chap16-1-15.jpg

Teutoner- og Kimbrer-stenen fra Miltenberg, Bayern
Billedkilde: Museum der Stadt Miltenberg, Bayern og tidsskriftet ”Historie” ( nr. 2/2007, s. 41).

 

Grænsestenen, der er hele 4.65 m høj, har følgende indskrift:

INTER

TOVTONOS 
C
A
H
I

Iblandt

Teutoner
Cimbrer
Ambrones
Helvetia
Istaevones

 Min fortolkning af den latinske indskrift i højre spalte.

 

Kimbrerne folkevandrer med Teutonerne (fra Thy), og de krydser samtidigt Rhinen mod syd år 110 f.Kr. Denne alliance er stadig gældende år 102 f.Kr. I romersk tanke, og militær planlægning, omfatter begrebet ”terror cimbricus” derfor såvel kimbrerne, som staldbrødrene teutonerne. Da romerne tager det afgørende slag mod Teutonerne, under ledelse af Kong Teutobod (Theudobod), år 102 f.Kr. i Slaget ved Aquae Sextiae, Aix-en-Provence er Teutonerne i alliance med Ambrones stammen. Nøjagtigt hvor Ambrones stammen kom fra ved vi ikke. Det er dog klart fra denne grænsesten at stammen kom ned fra det nordlige Europa. De fleste synes at mene at de havde hjemme i Friesland. Har jeg ret i at ”H” henviser til Helvetia stammen, der senere slår sig ned i Schweiz, er det ligeledes sandt at Helvetia stammen oprindeligt kom fra det nordlige Europa, nord for Rhinen.
 
Vi skal her være opmærksom på at ”personae-non-gratae” indskriften gældende for teutonerne, kimbrerne, ambrones, helvetia og Istaevones (Istuaeones, Istriaones) 1 først opsættes ca. 150 år efter de voldte Romerriget så store kvaler. Som vi vil se er alle romerske historieskrivere stærkt optaget af disse stammer, og dette arvelige forbud er tydeligvis gældende for evigt i romersk tanke.

 

1 I forsøget på at finde frem til hvilken stamme romerne tænker på med brugen af bogstavet ”I” mener jeg det er vigtigt at fastslå, at det ser ud til at skulle være en stamme, der er vandret udefra og ind i de landskaber som romerne anså for selve Romerriget. Ellers havde vi haft alle stammerne fra det romerske nederlag i Teutoburger-skoven år 9 e.Kr. med herunder:

Bructeri (havde en romersk standard, der generobres år 15 e. Kr. Ender op i den frankiske alliance),
Cherusi (leder af alliancen i Teutoburger-skoven),
Chausi (havde en romersk standard, der generobres år 42 e.Kr.),
Chatti (der igen angriber Germania Superior år 50 e.Kr. Ender op i den frankiske alliance),
Marsi (havde en romersk standard, der generobres år 16 e.Kr.),

Ingen af disse stammer erklæres persona-non-grata til trods for at romerne har ført krig mod dem og lidt katastrofale tab. Derfor må vi rådføre os med de samme historiske kilder som romerne har til rådighed da grænsestenen rejses. Plinius Den Ældre nævner år 77 e.Kr. i Naturalis Historiae (Bog IV:XIV:100) stammen ”Istuaeones” (proximi autem Rheno Istuaeones) klods op af ”Cimbri, Teutoni”. Tacitus skriver år 98 e.Kr. i Germania (kap. 2) samme stamme som ”Istaevones, Istriaones”. Alle synes enige i at denne stammegruppering befandt sig ude ved kysten i det nuværende Holland tæt på Rhinens nordlige bred.

Gudmund Schütte skriver i ”Oldsagn om Godtjod. Bidrag til etnisk kildeforsknings metode. Med særligt henblik på folke-stamsagn” (1907) at han anser dem for den mest vestlige gruppe af Teutonerne.

 

 

Hvad ved vi egentlig om Teutonerne (Teutonis, TOVTONOS), udover at at deres øjne var ”lyse-blå”, jvf. Plutarch: Marius Liv” (11), samt at de udvandrer med Kimbrerne fra Skandinavien ca. år 120 f.Kr., og at der var en forsvars- og angrebspagt mellem disse folkeslag?

Pytheas (ca. 380-310 f.Kr.) var en græsk købmand, der ca. år 325 f.Kr. begav sig på en sørejse fra den græske koloni Massilia (Marseille, Frankrig) op langs kysten til det nordlige Europa, herunder Skandinavien. Hans rejsebeskrivelser kaldte han “På havet”. Disse er gået tabt, men er citeret i brudstykker fra flere historieskrivere. Plinius forklarer os år 77 e.Kr. i ”Naturalis Historiae”(Bog XXXVII:35):

”Pytheas Guionibus, Germaniae genti, accoli aestuarium oceani Metuonidis nomine spatio stadiorum sex milium; ab hoc diei navigatione abesse insulam Abalum; illo per ver fluctibus advehi et esse concreti maris purgamentum; incolas pro ligno ad ignem uti eo proximisque Teutonis vendere”.

"Pytheas siger, at Gutonerne (var. Guioner), en Stamme i Germanien, bor ved en Flod-og-Ebbestrand (aestuarium) på Oceankysten ved Navn Mentonomon [deres landskab strækkende sig 6.000 stadia;] … En dags Sejlads derfra ligger Øen Abalos. Didhen drives (Ravet) ved Vårtid av Bølgerne, og det er en fast Udsondring fra Havet. Indbyggerne bruger det som Ildebrændsel og sælger det til sine Grander Teutonerne".

Oversættelse til nudansk af Gudmund Schütte: Teutoner og Thy.

 

Jeg argumenterer for at øen Abalos må være Helgoland; andre at det må være det sydvestlige Thy omkring Agger. Der synes dog ikke at være nogen uenighed i at Teutonerne må være Thyboer fra Thythæsysæl (Thysyssel), i dag Thy. Teutonerne har derfor været nordlige naboer til Kimbrerne. Stammenavnet "Teutonis, TOVTONOS" er fra det indoeuropæiske "*teutā-" (folket = stammen); et ord vi genfinder som "þeod, þiuda" (oldengelsk, gotisk). Svea-folkets konge Ongenðío (Ongendþeow) er i Beowulf-kvadet (sætning 2963, 2970) "þéodcyning, ðéodcyning" (Folkekonge), og den kimbriske Alfader-gud kaldtes "Teutates, Toutatis", fra proto-keltisk "*teutā-" (folket = stammen)'s + "*tato-" (fader). Den kendte verdens fremtrædende folkeslag på den nordlige halvkugle vest for Tanais-floden i Europa gør derfor alle brug af dette gamle ord når der tænkes på "folket, stammen".

Efter det militære nederlag år 102 f.Kr. begynder de få overlevende folkevandringen tilbage mod det nordlige Europa. Fra Plinius den Ældre år 77 e.Kr. i ”Naturalis Historiae” og Tacitus år 98 e.Kr. i "Germania" kan vi se at de overlevende kimbrer er undervejs tilbage mod Jylland (“Chersonesus Cimbrica”).
 
Strabo: Geographika (Bog VII:2:1), skrevet ca. år 7 f.Kr.–år 18 e.Kr., i min oversættelse til nudansk:

”Hvad angår Kimbrerne [Cimbri]; visse ting der berettes om dem er usande og andre er højst utænkelige. For eksempel; man har svært ved at godtage som grund for dem værende omvandrene og tyvagtige, at da de havde bopæl på en halvø da blev de drevet fra deres landskaber af store flodbølger; for de besidder stadig det landskab de tidligere besad; og de sendte som gave til Augustus 1 det mest hellige kar i deres land, med ønske om venskab og for at bede om tilgivelse for deres tidligere ugerninger. Da de blev tilstået deres ønske begav de sig hjemad; og det er latterligt at antage at de udvandrede fra deres hjemsted derfor at de blev oprevne på vegne en naturlig og uendelig begivenhed, og som sker to gange daglig ... 2”.
 
1 Kejser Augustus år 63 f.Kr. – 14 e.Kr. At kimbrerne her giver deres hellige kar til Augustus efter at de allerede er blevet masseudryddet år 101 f.Kr. gør at de få overlevende naturligvis allerede befinder sig i det nordlige Europa. Det er derfor Strabo skriver de allerede er der. Men de er ikke ankommet til Jylland. Det ser ud til at være denne begivenhed der udløser muligheden for det sidste stræk videre mod nord til Himmerland. Det er i denne forbindelse af betydning at fremhæve den lille skole af [tyske og svenske] akademikere, der gerne vil at kimbrerne oprindeligt kom fra Elben. Jeg argumenterer for at kimbrerne under tilbagevandringen gør ophold omkring Elben i Lille Friesland. Det kan sagtens være sandt at kimbrerne også under udvandringen gradvist er blevet presset til samme område med goternes ankomst år 165 f.Kr. Deres udvandring kan derfor, som alle andre samtidige stammers vandring, være sket i flere ryk. Det flytter dog ingenlunde deres ophav til Elben.
2 Strabo tænker her på ebbe og flod. Som tabet af Vadehavet viser, og som vi med sikkerhed kan sige er årsagen til at Jyderne må rejse til Kent, og Friserne fra Lille Friesland til det sydlige Friesland år 446-449 e.Kr., kan tabet af land til vand meget vel være påbegyndt langt tidligere. Reid-goternes ankomst ca. år 165 f.Kr. forhindrer kimbrerne i at flytte længere ind i landskabet, og måske har deres øverste råd taget dette som gudernes tegn på at nu var det tid at udvandre. Igen er det værd at bemærke at formentlig ikke alle udvandrer da der ser ud til at ske kimbrisk import af kimbrisk virke fra "Noricus Ager" (Noricum), hvortil udvandringen foregik. Se La Tène-sværdet fra gravpladsen ved Hedegård, Midtjylland og sølvskedebeslaget fra Egeby, Östergötland. Begge er gjort i den romerske smedekunststil ”opus interrasile”. Kilde Jørgen Jensen: Danmarks Oldtid (2003, Ældre Jernalder, s. 222).

 

Tacitus: Germania (37) år 98 e.Kr.:

”Eundem Germaniae sinum proximi Oceano Cimbri tenent,
parva nunc civitas, sed gloria ingens”. 

”I samme havbugt, helt ude ved Oceanet, bor kimbrerne.
Deres stat er i dag lille af størrelse, men vældig af anseelse”. 

Min oversættelse til nudansk.

 

Her mener jeg at kimbrerne befinder sig i det nuværende Holland, og at dette er deres mellemstation i folkevandringen tilbage til Jylland, hvorfra de bl.a. udvandrede.
 
Jeg mener vi kan tage forståelsen et skridt videre. Tidsrummet er ca. år 98 e.Kr. Vi er i gang med at tage kontrol med Danmark, Skåne/Halland/Blekinge og de sydlige norske landskaber. Som en del af dette bor de frisiske ætter i det Nordlige Friesland/Lille Friesland, der i Valdemars Jordebog kaldes ”Vtland”.
 
Fra Tacitus’ beskrivelse af Det Bataviske Oprør år 69-70 e.Kr. i hans ”Histories” (Bog 4) kan vi se at friserne allerede har kontrol med det sydlige Friesland år 69-70 e.Kr.
 
Fra Widsith (27), Beowulf og Finnsburgh Fragmentet er det dog klart at frisernes folkevandring til det sydlige Friesland først sker under ledelse af Fin(n) år 446-448 e.Kr.
 
Frisernes folkevandring sker i fred, hvorfor det sydlige Friesland er mennesketomt i dette tidsrum. Mit bud er at kimbrerne sidder et kort tidsrum i det sydlige Friesland, sikkert ikke mere end 5 slægtsled, inden de vandrer videre til Himmerland. Det er her kort værd at tilføje at det sydlige Friesland er ganske stort; fra Helgoland (Heligoland/Fosetisland) 1 ud for Elbens munding, via Dorestad (Wijk bij Duurstede) til Domburg, Walcheren.

1 Plinius den Ældre kalder år 77 e.Kr. i ”Naturalis Historiae” (XXXVII:35) Helgoland for ”insulam Abalum”, dvs  ”Abalus” (latin) og ”Abalos” (græsk). Øen skal ligge 1 dags sejlads fra en flodmunding (aestuarium oceani Metuonidis..... ab hoc diei navigatione...). Det er alene Helgoland der ligger så langt borte fra fastlandet selvom der kan have været andre øer ud for Vadehavet, der i dag er os ukendte. Dette foreslår Barry Cuncliffe i ”The Extraordinary Voyage of Pytheas the Greek” (2002) helt rimeligt er det oprindelige keltiske/kimbriske, og i dag oldirske, ord for ”æble”, der på keltisk/kimbrisk hedder ”aball”. Navngivningen  af øen er klart forbundet med begrebet ”at bære frugt” da øen har givet kimbrerne rav til eksport, som et æbletræ giver frugt. Der findes i irsk folketro den sagnomspundne ø ”Emain Ablach” (Emain + æbletræer). Stednavnet går igen som kommunen "Ábalos" i landskabet La Rioja, Spanien.

Vi må dog også henvise til H. P. Steensby: Pytheas fra Massilia og Jyllands Vestkyst (1917, Geografisk Tidsksrift, Bind 24, 1918) om den græske købmand Pytheas (ca. 380-310 f.Kr.)’s sørejse fra den græske koloni Massilia (Marseille, Frankrig) til Skandinavien år 325 f.Kr. Det fulgtes op af F.K. Erlang: Er Ringkjøbing Danmarks ældste og fornemste By? (1922). Her argumenteres for at Pytheas med vandudløbet kaldet  ”Metuonidis” (Mentonomon) mener Ringkjøbing Fjord, og med "Raunonia" mener "Rænnom" i "Rænnom køpingh" (1300 tallet), i dag Ringkjøbing, hvor findes stadig stednavnet Rindum (oprindeligt "Rænnum"). Herfra argumenteres det at øen Abalos bør være det sydvestlige Thy omkring Agger, der har såvel rav som tørv. Se Ringkjøbing Aarbog 1966-67 (Er Ringkjøbing Danmarks Ældste By) og Plinius: Naturalis Historiae (Bog IV:XIII:94; XXXVII:XI:35). Tak til Knud A. K. Nielsen, Thorsø, Grenaa for henvisningen juli 2011.

 

Beretningen om at kimbrerne giver deres hellige kar til Kejser Augustus kan vi faktisk se gennem en anden beretning meget tæt på tidspunktet hvor det finder sted.

”Res Gestae Divi Augusti” indskriften på væggene i Roms Tempel i Ancyra (Ankara, Tyrkiet) kaldes også ”Monumentum Ancyranum”. De er påbegyndt før, og formentlig færdiggjort omkring år 14 e.Kr., og omhandler Kejser Augustus (63 f.Kr. – 14 e.Kr.). Indholdet består af 35 små afsnit, der er opdelt i 4 dele. 3. del (afsnit 25-33) omhandler Kejser Augustus’ felttog og alliancer indgået.
 
I Afsnit 26 starter Augustus med at afgrænse ”Germanien”, over hvilke romerske kejsere gerne lod forstå at de så sig selv som overherre. Den nordlige grænse for hvad er i realiteten kun et nominelt herredømme af Germania Magna, skrives som ”Germaniam qua includit .... ad ósti um Albis flúminis...” eller ”Germanien som inkluderer... til mundingen hvor Elben floder...”. Romerne kom aldrig nord for Elben og hvad vi nu hører finder derfor sted syd for Elbens flodmunding:

”Classis mea per Oceanum ab óstio Rhéni ad sólis orientis regionem usque ad fines Cimbrorum navigavit, quó neque terra neque mari quisquam Romanus ante ide tempus adít, Cimbrique et Charydes et Semnones et eiusdem tractús alií Germánórum populi per legátós amici tiam meam et populi Románi petierunt”.

Som jeg oversætter til:

”Min flåde sejlede på havet fra Rhinens munding i retning øst helt til Kimbrernes land, hvor ingen romer før dette tidsrum havde været[,] til lands eller vands, kimbrerne og charyderne og semnonerne og andre folk fra samme germanske egn bad gennem deres sendebud om mit og det romerske folks venskab”.

Netop dette romerske flådetogt, der finder sted år 5 e.Kr., behandles også af den romerske historieskriver Marcus Velleius Paterculus (ca. 19 f.Kr. – 31 e.Kr.) i hans værk ”Historiae Romanae” (bog II:106):

”...ad quadringentesimum miliarium a Rheno usque ad flumen Albim, qui Semnonum Hermundurorumque fines praeterfluit, Romanus cum signis perductus exercitus”

Som jeg oversætter til:

”...til 400 mil fra Rhinen til hvor Elben floder, der flyder forbi semnonerne [og] hermundurorum-folkets grænse, romere med krigsmærke førte togt”.

Dels kan vi nu se at det er år 5 e.Kr. at kimbrerne giver deres hellige kar i gave til styrmanden af den romerske flåde, der er på togt i området. Kimbrernes historie taget i betragtning lyder det som en meget klog beslutning.

Det næste vi kan se er at semnoner-folket bor langs Elbens bred. Kimbrerne er derfor syd herfra, og da beretningen nævner folkeslagene i rækkefølgen ”kimbrerne og charyderne og semnonerne” kan vi nu se at dette skal ses fra syd mod nord – fra Rhinen mod Elben. Antager vi at charyderne og semnonerne har haft landskaberne fra Elben ned til Weser-floden, kan vi måske sige at kimbrerne har haft fra Weser-floden til Ems-floden på fastlandet samt de øst-frisiske øer, herunder øen Heligoland/Fosetisland, som de kaldte ”aball”.

Vi kan se fra Claudius Ptolemy (127-148 e.Kr.) at kimbrerne (”kimbroi”) er ankommet højt oppe i Jylland (”Kimbrikē chersonēsos” på græsk eller ”kimbrenes halvø, næs”) på dette tidspunkt, hvorfor det forekommer rimeligt at sige at dette må henvise til deres eksil-landskab Himmerland. At de må så højt op i Jylland skyldes at ”vi” sidder på Sønderjylland (Ejder til Jelling), Fyn, det meste af Sjælland, samt Skåne, Halland, Blekinge, og de sydlige norske landskaber Sør-Trøndelag og Rogaland.

Jyderne sidder, ikke overraskende, på Jylland, hvis oprindelige sydlige grænse var Store Jyndevad (”Jotenwath”, Store Jyde-vad[ested]) lige uden for landsbyen Rens, igen lige øst for Tønder, Sønderjylland. Den flyttes netop i de første århundreder e.Kr. mod nord til Ribe pga. vor ankomst. Jydernes nordlige grænse var Viborg, nord for hvilken blev anset som ingenmandsland. Thyboerne sidder på Thy. Kimbrerne gør derfor, så vidt jeg kan se, det eneste de kan gøre ved at tage et landskab i ingenmandsland og prøve at forsvare det. At de er blevet tilstået dette af de omkringboende stammer i samtiden, kan normalt kun tilskrives at de har haft urretten til dette landskab.

Det er i forbindelse med kimbrerne vigtigt at se på de, ved første øjekast, modstridende oplysninger om kimbrenes mandtal i det rette lys, og i den rette tidslinie.
 
Da kimbrerne, under ledelse af deres konge *Bóiríkr (Boiorige, Boiorix) 1 ved Slaget ved Arausio (i dag Orange, Vaucluse, Frankrig) 6. oktober 105 f.Kr. besejrer romerne, taber romerne 80.000 hærmænd og sammenlagt 120.000 mennesker2. Dette er det største tab nogensinde påført romerne.

1 Titus Livius (Livy, 59 f.kr. – 17 e.Kr.) kalder i ”Ab Urbe Condita” kongen for ”Boiorige” på latin og at han var en ”feroci iuvene” eller ”modig ungersvend” (Bog  LXVII). Kongens navn synes at blive oversat til ”Boiorix” (a la f.eks. Asterix). Navnet forekommer mig dog at komme fra det oldnordiske ”Bói, Bó, Búi + ríkr”, som f.eks. ”Eiríkr” (Erik, Altrådende), med betydningen ”Råder over alt boet”. Ordet "Bó, Buw, Bou-" (oldirsk, walisisk, oldbretonsk) betyder "kvæg". Har jeg ret i at "kvæg" for kimbrerne er den gangbare omvekslingsenhed, skal dette som kongenavn opfattes som "fæ" (al ejendom), hvorfor betydningen er den samme. Det fører til overvejelsen om hvorvidt kongenavnet *Bóiríkr kan knyttes til landskabet Boeotia (midten af det nuværende Grækenland), der er fastlandet over for øen Euboea. I begge stednavne indgår stavelsen "Boeo-, -boea". Stednavnet Euboia (Euboea) mener jeg betyder ”Kvæg-øen, Øen med Kvæg”, hvorfor ”Euboia” er sammensat af ”Eu” (ø) + ”boia” (kvæg). Vi er nu tilbage til tiden omkring Troja's fald ca. år 1184 f.Kr. da stednavnet nævnes i Homer: Iliaden (Bog II: 535-536) og Homer: Odyssey (Bog VII: 323-326). Hesiod: Aigimios (Aegimius, fragment 296 el. 4:10) ca. år 800 f.Kr. skriver at øen oprindeligt hed Abantis. Måske er det herfra det keltiske anfald mod Trakien, Makedonien og bystaten Athen finder sted ca. år 279 f.Kr., jvf. Pausanias: Beskrivelse af Grækenland (Bog 10.19.4-23.9).
,
2 Livy: Ab Urbe Condita (Bog LXVII): ”militum milia LXXX occisa, calonum et lixarum XL (secundum Antiatem) apud Arausionem”.

 

Livy henter disse enorme romerske tabstal fra Valerius Antias, der synes at overdrive så vandet driver af ham. Ikke desto mindre er alle enige om kimbrernes sejr, hvorfor romerne formentligt har lidt enorme tab.
 
Den græske historieskriver Mestrius Plutarchus (”Plutarch”, ca. 46-127 e.Kr.) skrev værket ”Højbårne grækere og romeres liv og levned” (også kaldet ”parallelle liv” eller ”The parallel lives”). 
 
I behandlingen af ”Marius Liv” (11) hører vi i min oversættelse til nudansk:
 
”...end beretningerne om Teutonerne og Kimbrerne kom for deres øren. Hvad disse beretninger sagde omkring de invaderende gæsters antal og styrke blev først afvist, men senere fandtes disse at være en underdrivelse af sandheden. For 300.000 bevæbnede krigsmænd angreb, og endnu større mængder af kvinder og børn blev sagt at rejse med dem, i søgen efter land til at kunne brødføde så stort et antal...”
 
Senere i ”Marius Liv” (25) hører vi i min oversættelse til nudansk:
 
”Hvad angår kimbrerne, deres fodfolk gik kun langsomt frem fra deres forsvarsstilling med en dybde svarende til deres fylking, for hver side af deres fylking havde en længde af 5.7 km1; og deres ryttere, 15.000 stærk, red ud i strålende stil, med hjelme gjort til at ligne frygtelige rovdyrs gab eller hovederne af mærkelige dyr, der, med deres høje fjerduske, gjorde at bæreren forekom højere end de faktisk var; de var ligeledes udstyret med brynje af jern, og bar skinnende hvide skjolde. Til at kaste med havde hver mand to lanser; og til nærkamp brugte de store, tunge sværd”.
 
1 Den engelske udgave skriver ”30 furlongs”. Oprindeligt svarer 1 furlong = 1 stade = 625 engelske fod = 190.625 meter. ”30 furlongs” er derfor 5.7 km.

 

 

 chap16-25.jpg

Afbildning fra ”Gundestrupkarret” (inderplade nr. 3). Her ser vi visuelt hvad Plutarch netop har beskrevet for os. De fire ryttere har ganske rigtigt 4 forskellige slags pryd på deres hjelme (ser ud til at være fra venstre mod højre: Fjerdusk/hanekam, hjortegevir, vildsvin og rovfugl). Vi ser samtidig den tidligst kendte afbildning af sporer, som hver rytter har bundet om anklen. Nedenfor er de seks ens fodfolk bevæbnet med spyd og skjold. Deres anfører, nr. 7 fra venstre, har en vildsvinehjelm på og holder det store sværd bagover hvilende på skulderen. Bagved er 3 hornblæsere af det særlige kimbriske valdhorn kaldet ”Carnyx”, der er fysisk blevet fundet i en mose ved Deskford, samt i Tattershall, begge Skotland. Valdhornets hoved ligner i høj grad vort eget Dragemærke.
Billedkilde: Jørgen Jensen: Danmarks Oldtid (2003, Ældre Jernalder, s. 210-211).

 

Hvordan passer det ind med det forholdvis lille landskab Himmerland?
 
Det gør det fordi kimbrerne, der udvandrer, kommer fra hele det nuværende Danmark og den nuværende svenske vestkyst. Samtidigt er kimbrerne i alliance med teutonerne og andre keltiske stammer. Deres samlede mandtal har derfor været stort. Efter folkemordet på kimbrerne i Slaget ved Vercellae ved Po floden, nordvestlige Italien er der stort set ingen tilbage.

Kan vi sige mere om hvor mange kimbrere overlevede folkemordet og fandt vej tilbage til eksil-landskabet ”Himmerland”?
 
”Himbersysel, Ymbersusyl” (olddansk, Valdemars Jordebog og Erslev, Testamenter, 15, 18.11.1268) eller ”Himmersyssel” bestod oprindeligt af følgende herreder, jvf. Valdemars Jordebog1:
 

      • Fleskum (Fleskiumheret)
      • Gislum (Gislumheret)
      • Hellum (Hellyumheret)
      • Hindsted (Hethænstathæret)
      • Hornum (Hornøgheret)
      • Rinds (Rindsheret)
      • Slet (Slætæheret)
      • Års (nævnes ikke i Valdemars Jordebog, hvor det antages at ”Hornumheret” i landskab svarer til det senere ”Arsogh”).


1  Svend Aakjær: Kong Valdemars Jordebog (1926-43, 2. bind: kommentar, hæfte 1, s. 33-42).

 

”Aleburgh” (Aalborg) ligger omkring åen, der danner skel mellem Hornum og Fleskum herred. Uppsala Universitetsbibliotek har et værk af Niels Pedersen (Nordin 732 4°) fra 1602, der bærer titlen: ”Nicol Micha Alburgensi Cimbro Ministro Nosebyensi Deus adsit” eller ”Niels Mikkelsen[,] Kimbrisk Aalborg[,] præst Nosaby[,] Deos-Gud bistår” 1.
 
1 Tak til Peter Hvilshøj Andersen’s artikel ”En morsom og lærerig historie om digtning og bedrageri - Den Gullandske Krønike” (2006), og henvisningen til håndskriftet.

 

Vitskøl Kloster (Vitæscholæ, Viteschole, Vithe-Scholæ), ca. 11 km syd for Løgstør i det vestlige Himmerland, blev grundlagt i april 1158 e.Kr., og beskrives i skrifterne om Vitskøl Kloster’s oprindelse som beliggende ”in Cimbria” og ”id monasterium in Cimbria situm”, der begge skal opfattes som værende i landskabet Himmerland. 1

1 M.Cl. Gertz: Scriptores Minores Historiæ Danicæ (1917-18, Vol. I, "Narratiuncula de Fundatione Monasterij Vitæscholæ in Cimbria” og ”De fvndatione Manasteriorvm vitæscholæ. Tvtævallis. Avreæinsvlæ" , s.138, 144).

 

Snorre Edda (Skáldskaparmál, 82. Hópaheiti) siger ”herr er hundrað” eller ”hær er hundred”, hvor ”Hundrað” betød 120 (tólffraett). Hvert herred har oprindeligt 120 familier med hver sin gård (se ”Litteraturliste” under ”Valdemars Jordebog” for yderligere afklaring af dette).
 
Det betyder at da herredsinddelingen er endelig for Himmerland er der 960 familier fra den kimbriske æt. Problemet er at vi ikke ved hvornår den endelige herredsinddeling fandt sted.
 
Antager vi at hver gård har 7 frie personer og 4 trælle pr. gård, er det samlede antal mennesker i Himmerland ved den endelige herredsinddeling ca. 10.500 mennesker (se afsnittet ”Indbyggertal år 40 e.Kr. i vore landskaber” for metodik).
 
Vi antager at det oprindelige Himmerland var ca. 3.000 km², og benytter de samme forudsætninger som jeg har vist i afsnittet ”Indbyggertal år 40 e.Kr. i vore landskaber”, dvs. 2/3 af landarealet er ernæringsbrugbart, og 1 fribonde og familie har rådet over 100 hektar (1 km²).
 
Himmerland har derfor haft 2.000 ernærings-km² og har haft et øvre loft på 3.000 familier, hvorefter folkevandring eller landudvidelse er påkrævet. Da kimbrerne ikke synes at flytte yderligere kan vi sikkert slutte at de har været så fåtallige at multiplikator-virkningen af befolkningsvækst ikke på noget tidspunkt har presset mod denne øvre grænse for hvor meget agerjorden kunne brødføde. Ca. år 0 menes der at have boet 1.000 personer på Fyn (3.485 km²), og det er nok ikke helt urimeligt at antage samme forholdsmæssige befolkningstal for Himmerland. Mit bud er derfor at ca. 800 kimbrere, mænd, kvinder og børn, er alt hvad der overlever det katastrofale tog mod syd, og folkevandringen tilbage til eksil-landskabet Himmerland.

I afsnittet ”Eotenum, ytum, *eutii – jyderne” argumenterer jeg for at det er kimbrernes afrejse ca. år 120 f.Kr. der giver jyderne mulighed for at gøre landnám (tage ubeboet land i besiddelse) mellem år 120 f.Kr. og år 98 e.Kr. Da vi kan vise at kimbrerne ikke har påbegyndt deres vandring mod Himmerland år 5 e.Kr., og er ankommet til Himmerland år 127-148 e.Kr., fører det til konklusionen at de overlevende kimbrer bliver tilstået deres eksil-landskab, af jyderne, efter år 98 e.Kr., men før år 127-148 e.Kr.

Som jeg argumenterer at jyderne muligvis besidder landskabet ”Eutin”, øst for Kiel, nord for Lybæk, syd for Fehmarn ved Pløn og Pløner Sø før år 120 f.Kr., og fra hvilken de påbegynder deres landnám af Jylland, på samme vis mener jeg at kimbrerne muligvis har haft et kortvarigt ophold på Fehmarn.

Vort navn på Fehmarn i Valdemars Jordebog er ”Imbræ, Ymbræ, Ymbria”.

Som ”Ymbrendagas” (oldengelsk) og ”Ymbrudagar” (oldnordisk) bliver til ”Imberdagher” (Middle English, fornsvensk) og ”Imbrudagar” (oldislandsk), alle med betydningen ”Himmel[farts]dage”, dvs. ”Ymbren, Ymbru, Imber, Imbru” betyder ”Himmel”, nøjagtigt på samme vis finder vi at ”Ymbersusyl” bliver til ”Himbersysel” eller ”Himmerland”.

Det må herfra følge, at ifald vi accepterer at ”Ymbersusyl” er ”Kimbrernes syssel”, da må ”Imbræ, Ymbræ, Ymbria” være ”Umbria, Cumbria, Kimbrer”. Stednavnet antyder stærkt kimbrisk overherredømme over Fehmarn på et eller andet tidspunkt. Vi kan gisne om at tidsrummet er efter afrejsen fra Friesland kort tid efter år 98 e.Kr. og før ankomsten til Himmerland før år 127-148 e.Kr.

Et forskerhold med bl.a. Peter K.A. Jensen, overlæge ved Klinisk Genetisk Afdeling på Aarhus Sygehus offentliggjorde resultatet af en undersøgelse i november 2006, hvorunder man havde sammenlignet DNA-profilerne fra ca. 40 ældre himmerlændinge, og et tilsvarende antal DNA taget fra beboere fra landsbyer i den alpine del af landskabet Veneto (Venedig’s bagland) i det nordøstlige Italien 1.
 
Med hvad vi synes at vide om kimbrernes folkevandringer, og hvor få der kommer tilbage til Himmerland, forekommer det mig at det ikke er en rimelig forudsætning at sammenligne med evt. keltisk DNA fra det nordøstlige Italien når kilderne forklarer os at kimbrerne alene synes at have været i landskabet "Noricus Ager", der falder uden for det undersøgte område.
 
Ligeledes finder Slaget ved Vercellae sted på den anden side i det nordvestlige Italien. Derfor synes vore kilder at forklare os at der ikke bør findes en Y-kromosom sammenhæng mellem disse to befolkningsgrupper, og det er da også hvad forskerholdet kom frem til.
 
At undersøgelsen overhovedet blev antaget på dette tilsyneladende fejlagtige grundlag skyldes, at der i folketroen hos befolkningen i landskabet Veneto tilbage til Middelalderen har været sagn om at lokalbefolkningen var ”Cimbri”, der boede i landskabet ”Terra dei Cimbri” (Kimbrernes land). 
 
1 Anders D. Børglum, Cristiano Vernesi, Peter K A Jensen, Bo Madsen, Annette Haagerup, Guido Barbujani: No signature of Y chromosomal resemblance between possible descendants of the Cimbri in Denmark and Northern Italy (28. november 2006).

 


 
 chap16-29.jpg

Som solhjulet synes at være vort ursymbol, har kimbrerne deres. Det ovenfor viste kimbriske mærke er aftegnet fra Inderpladen på "Rynkeby-kedlen" fra Rynkeby, Fyn. Mærket ser ud til at skulle vise den trefoldige gudeverden; enten 3 guder eller den Jordlige Moder/Moder Jord. Hun kendes hos kelterne (kimbrerne) i forskellige landskaber som  ”Matronae” (Gaul, Moder), ”Modron” (Wales, Moder), samt i variationer over ordet ”Matres” (Moder) i de forskellige keltiske (kimbriske) landskaber både i Britannien og i Gallien. Mærket er omgivet af 2 vildsvin og tilsyneladende tre verdenstræer.
Billedkilde: Jørgen Jensen: Danmarks Oldtid (2003, Ældre Jernalder, s. 204). Se også Miranda Green: Celtic Goddesses (1995).

 

 

chap16-30.jpg 

Utroligt spændende genfinder vi nøjagtigt det samme mærke fra ”Rynkeby-kedlen” på en stater, der menes møntet omkring tidspunktet for den romerske besættelse af Britannien år 43-45 e.Kr. af stammen kaldet ”Corieltauvi”. Claudius Ptolemy (127-148 e.Kr.) kalder stammen for ”Coritani” og ”Coritavi”. Stammens landskab var den østlige del af det senere Mellem-Anglen omkring Lincolnshire, Leicestershire, Nottinghamshire, Derbyshire og Northamptonshire, England. Hovedbygden blev kaldt ”Ratae Corieltauvorum” (i dag Leicester). Som man kan se forekommer der latinske bogstaver på mønten: ”DVM”, ”TIGIR”, ”ENO” (Kongens navn er ”DVMNO”. Hvorvidt de andre ord er kongens tilnavne eller om hans lensmænd er kaldet  ”TIGIR” og ”SENO” synes usikkert). Drengenavnet ”Dumno” bliver til det oldirske ”Domhnall” (”Dumno” (Verdens) + ”Val” (Vælder) eller ”Verdens Hersker”), i dag ”Donald”. For betydning af ”Tigir” se f.eks. digtet ”The quare of Jelusy” fra 1500 tallet i Middle English med meget vigtig skotsk dialekt-indflydelse. Her forekommer ordet ”tigir” i sætning 557 med betydningen ”tiger”. Ordet ”Seno” er straks vanskeligere, men kunne muligvis være identisk til ”sene” i samme digt, der forekommer med betydningen ”se” (se bl.a. sætning 97, 101, 430). ”Seno” har som mandsnavn derfor muligvis betydningen ”Den Seende”  Vi ved intet om denne stamme.

Den nederste mønt blev fundet 3.12.2011 nær Ripon, det nordlige Yorkshire i hvad var Brigantes stammens landskab.

Noget kunne tyde på at der er en forbindelse mellem de danske og de nordengelske landskaber, også blandt de keltiske (kimbriske) stammer.

Billedkilder:Institute of Archaeology, University of Oxford: ”The Celtic Coin Index” (An introduction to British Celtic coinage, VI. The northern periphery); Chris Rudd: Celtic Coins (Fixed Price List 126, November 2012, s. 9)
 

 

Den kimbriske trefoldige gudeverden - Nehalennia, *Teutāto (Teutates) og *Aisus (Esus)

 

Med udgangspunkt i det kimbriske trefoldighedsmærke, som aftegnet på "Rynkeby-kedlen" fra Rynkeby, Fyn; på mønten fra Corieltauvi-stammen i Britannien ca. år 43-45 e.Kr., samt muligvis på ansigtet fra klosterruinen på Innisfallen Island, sydvestlige Irland, antager jeg at den kimbriske gudeverden bestod af tre hovedguder.

Det ser ud til at være endog meget vanskeligt at sammenkøre keltisk (kimbrisk) ikonografi og gudeafbíldning med gudernes navne. Hvad derfor følger er derfor alene en lægmands forsøg på at gøre dette. Jeg mener vi på Gundestrupkedlen, dateret til lige omkring år 0, har en samlet afbildning af den kimbriske trefoldige gudeverden:

 chap16-1-16.jpg

Gundestrupkedlen.

Øverst, yderplade f. Nederst, hele kedlen med yderplade f. synlig i kedlens venstre side (sæt fra læseren).

I håndværksmæssig opbygning består Gundestrupkedlen af en række yderplader og inderplader; en rund bund med afrundede sider.

I kunstnerisk opbygning består Gundestrupkedlen af 2 bundplader, 5 inderplader og 7 yderplader, tilsammen 14 reliefplader, hvoraf 1 mangler (den indvendige bundplade). Gundestrupkedlen blev fundet adskilt, men pladernes indbyrdes placering kan bestemmes fra lodningerne og naglehuller. Yderpladerne kan samlet bestemmes, men den endelige rækkefølge kan kun bestemmes for to af yderpladerne.

Yderpladerne gengiver den samlede kimbriske gudeverden. Inderpladerne gengiver kimbriske sagn og filosofi i tegneserieform. Bundpladen gengiver Tyren:

  • Yderplade a og b gengiver samme mandlige gud med tveskæg. Det er samme mandlige gud med tveskæg der går igen på afbildningen på klosteruinen på Innisfallen Island, Lough Leane i nærheden af Killarney, County Kerry, sydvestlige Irland.
  • Yderplade  c og d  gengiver samme mandlige gud med den gyldne halsring og trimmet fuldskæg, dog ikke tveskæg. Dette er halsringen som Titus Livius (Livy) (59 f.Kr.- 17 e.Kr.): ”Periochae” kalder ”snoet halskæde af guld” (torquem aueum). Samme mandlige gud med halsring ses muligvis på den keltiske sandstensskulptur fundet i landsbyen Mšecké Žehrovice i Bøhmen. Det 23 cm høje hoved lå i hjørnet af en firkantet indhegning, der kan have været et helligsted. Dateret til ca år 150-50 f.Kr.
  • Yderplade e og g gengiver samme kvindelige gudinde med den gyldne halsring og pandebånd. Det er den samme kvindelige gudinde der går igen på "Rynkeby-kedlen" fra Rynkeby, Fyn og "Ringsebølle-kedlen" fra Sydlolland.
  • Yderplade f gengiver til højre (til venstre set fra læseren) guden fra yderplade a og b; i midten gudinden fra yderplade e og g, og til venstre (til højre set fra læseren) guden fra yderplade c og d. Derfor er yderplade f en samlet afbildning af den trefoldige gudeverden.

Billedkilde: Jørgen Jensen: Danmarks Oldtid (2003, Ældre Jernalder, s. 112, 207, 217).

 

Der er, så vidt jeg kan se, to uafklarede hovedspørgsmål i forståelsen af den kimbriske gudeverden i Britannien og Skandinavien: Hvad kaldtes guderne, og hvorledes blev disse guder afbildet? Sidstnævnte mener jeg vi ser gengivet ovenfor, men hvilken gudeafbildning er hvilken gud?

Den romerske poet Lucan (Marcus Annaeus Lucanus, 39-65 e.Kr.): Pharsalia (Bog I:444-446):

... et quibus immitis placatur sanguine diro
Teutates horrensque feris altaribus Esus
et Tarantis Scythicae non mitior ara Dianae...

... og som ubønhørligt tilfredsstiller [guderne ved ofring] ved blodig slagtning;
frygtindgydende Teutates; Esus' dræbende altre,
og Tarantis [alter], ikke mildere end alteret til skythisk Dianae...

Min oversættelse til nudansk. Charles Tesoriero: Lucan (2010, s. 175) skriver at Lucan med den noget vanskelige sætning "Scythicae non mitior ara Dianae" (ikke mildere end alteret til skythisk Dianae) henviser til Euripides (480-406 f.Kr.): Iphigéneia hê en Taúrois (skrevet 414 f.Kr.). I dette skuespil i tiden under Den Trojanske Krig havde Tauri-stammen (Taurōn khthona, Tauroernes Jord, sætning 30) et alter til menneskeofring for Diana (Artemis), jvf. Hyrden (sætning 241-245): "to ungersvende.....er kommen her til lands; tilfredsstillende ofringer til Diana [thutērion Artemidi]; forbered straks ofringerne". Denne indsigt gives os allerede i skriftet "Commenta Bernensia, Bern scholia" (sætning 442-455) fra 900 tallet e.Kr.

 

Derudover har vi to skrifter fra henholdsvis 900 og 1100 tallet e.Kr., der giver os bemærkninger til fortolkningen af Lucan's gengivelse af de keltiske (kimbriske) guder:

Uddrag af Lucan: Pharsalia (Bog I:444-446):Skriftet "Commenta Bernensia, Bern scholia" (sætning 442-455) fra 900 tallet e.Kr. behandler og har bemærkninger til Lucan: Pharsalia (Bog I:444-446). Bemærkninger til sætningerne er:

Arnulfus Aurelianensis: Glosule super Lucanum (sætning 442-456) fra 1100 tallet e.Kr. behandler og har bemærkninger til Lucan: Pharsalia (Bog I:444-446). Bemærkninger til sætningerne er:

Sætning 445:
SANGVINE DIRO TEVTATES HORRENSQVE FERIS ALTAR• E•

Mercurius lingua Gallorum Teutates dicitur qui humano apud illos sanguine colebatur. Teutates Mercurius sic apud Gallos placatur: in plenum semicupium homo in caput demittitur ut ibi suffocetur. Hesus Mars sic placatur: homo in arbore suspenditur usque donec per cruorem membra digesserit. Taranis Ditis pater hoc modo aput eos placatur: in alueo ligneo aliquod homines cremantur. Item aliter exinde in aliis inuenimus. Teutates Mars 'sanguine diro' placatur, siue quod proelia numinis eius instinctu administrantur, siue quod Galli antea soliti ut aliis deis huic quoque homines immolare. Hesum Mercurium credunt, si quidem a mercatoribus colitur, et praesidem bellorum et caelestium deorum maximum Tarnanin Iouem adsuetum olim humanis placari capitibus, nunc uero gaudere pecorum.

I min oversættelse til nudansk:

Merkur kaldes i Gallernes tungesmål for Teutates; der hos dem blev tilbedt med menneskeblod. Teutates Merkur blev hos Gallerne tilfredsstillet [ved ofring]: I en halvfyldt kedel blev et menneske hængt med hovedet ned hvorefter han blev kvalt [se Gundestrupkedlen, inderplade nr. 3]. Hesus Mars blev tilfredsstillet [ved ofring]: Et menneske blev hængt i et træ til al blodet var blevet [tappet og] fordelt. Taranis Ditis Pater [= Dis Pater] blev på denne vis hos dem tilfredsstillet [ved ofring]: I et udhulet træ blev et antal mennesker brændt. Samme, lidt anderledes vis, finder vi hos andre [guder]: Teutates Mars' "blodige slagtning" tilfredsstiller [guden ved ofring], da derved krigsgudens vilje tilskyndes ved udførelsen, da Gallerne førhen gjorde brug af menneskeofringer også til andre guder. De har tillid til at Hesum er Merkur, til trods for at købmændene dyrker ham [se Søfolkenes Støtte af ESVS]; og som værner af krige og himlens største gud har de Tarnanin Iouem [= Taranis Jupiter], der i år forgangne med menneskehoveder blev tilfredsstillet [ved ofring, = en skål fra en hovedskal], men nu med glæde tager imod kvæg.

Tevtates id est Mercurius, inde Tutonici a deo suo ita dicti; athanatos grece, immortalis latine, theos deus, inde Teutaes Mercurius. IMMITIS quia sanguis sibi humanus sacrificabatur, unde dicit DIRO dire effuso. ESVS Mars ab edendo quia multos in bello consumit, uel quia sanguinem sibi sacrificatum consumit. HORRENSQVE FERIS dicit prodiro sacrificio.

I min oversættelse til nudansk:

Tevtates, det vil sige Merkur. der af Teutonerne blev kaldt en gud; athanatos [=udødelig] (på) græsk, immortalis (på) latin, theos [græsk] deus [latin], der er Teuta(t)es Merkur. [ordet] IMMITIS [=ubønhørligt] på grund af blodet fra menneskeofringerne, hvorefter han siger [ordet] DIRO [=slagtning]; (der er den) grufulde (blod)udgydelse. ESVS Mars fra ophøjelsen [til krigsgud] på grund af [evnen til at forårsage] mangfoldige krigsødelæggelser, eller på grund af blodet fra udførte (menneske)ofringer. HORRENSQVE FERIS siges i beretningen (som følge af menneske)-ofringerne.

Bemærkning:

I Martin Luther: DOCTORIS MARTINI LVTHERI ACTAE VVORMACIAE IN COMITIIS IMPERIALIBVS (1521, kap. 5) forekommer ordene "Tutonici ordinis" (Den Teutonske Orden, Den Tyske Orden). Den væsentligste forskel er at i 1100 tallet betegner begrebet Teutonerne, den oprindelige stamme af samme navn fra Thy. Den Tyske Orden (Ordo Teotonicus, Teotonikus, Ordo domus Sanctae Mariae Theutonicorum, Marie-ridderne) var ikke dannet i 1100 tallet.

Vi kan ikke andetsteds bekræfte at også Teutonerne havde Teutates som alfader-gud, men udelukkes kan det ikke, og nærliggende er det.

Sætning 446:
TARANIS NON MITIOR ARA DIANAE

quia Diana humano cruore litabatur.

I min oversættelse til nudansk:

for Diana opnår menneskeblod ved gunstige ofringer.

[om Taranis]: quasi diceret: et illi etiam uenerunt quibus placatur. THARANIS est Iuppeter; nescio unde ita sit dictus. NON MITIOR pro sanguine humano.

I min oversættelse til nudansk:

[om Taranis]: som om at sige: og de berettede også at han blev tilfredsstillet [ved ofring]. THARANIS er Jupiter; jeg ved ikke hvorfor dette er tilfældet. NON MITIOR [ikke mildere] for så vidt angår menneskeblod.

Sætning 446:
SCITHICAE

in Scythia apud Tauricam regionem Diana humano sanguine colebatur, cuius erat sacerdos Iphigenia.

I min oversættelse til nudansk:

I Skythien i Tauri'ernes landskab [=Tauri-stammen] blev Diana tilbedt med menneskeblod, det var præstinder i Iphigenia [= Euripides : Iphigéneia hê en Taúrois].

In Scicia Diane sanguis humanus sacrificatur.

I min oversættelse til nudansk:

I Skythien ofredes menneskeblod til Diana.

Kilde: Hermann Karl Usener (HERMANNVS VSENER, 1834-1905): Scholia in Lucani bellum civile (1869, SCHOLIA IN LVCANI BELLVM CIVILE, PARS PRIOR COMMENTA BERNENSIA, S.32); Berthe M. Marti: Arnulfus Aurelianensis, Glosule super Lucanum (1958).

 

Vi har følgende indskrift, fundet i Seckau, Steiermark, Østrig (CIL III 05320):

MARTI LATOBIO MARMOGIO SINATI TOUTATI MOG[et]IO
C[aius] VAL[erius] [v]ALERINVS EX VOTO

[Til guderne] Mars Latobius, Marmogius, Sinatis, Toutatis, Mogetius.
Caius Vaerius Valerinus afgiver løfte [i form af bøn og/eller offergave].


I forbindelse med denne indskrift skal vi enrindre at Kimbrerne ankommer ikke senere end år 113 f.Kr. til det keltiske landskab "Noricus Ager" (Noricum). Dette rige svarer nogenlunde til landskaberne Kärnten og Steiermark, Østrig, med bygden Noreia (i dag Neumarkt in der Steiermark). Den keltiske og kimbriske gudeverden havde, så vidt jeg kan se, den samme trefoldige opbygning. Der er derfor en rimelig mulighed for at kimbriske guder er nævnt i ovennævnte indskrift.

 

Den kimbriske (keltiske) Alfader-gud "Teutates, TOUTATI, TOVTAT, TOVTATI" (Folkets fader, Stammens fader) kendes herefter kun fra Britannien:

RIOCALAT ET TOVTAT MAR COCIDO
VOTO FECIT VITALIS
[Til guderne] Riocalatis og Toutatis, Mars Cocidius,
Vitalis afgav løfte [i form af bøn og/eller offergave].
Indskrift på et alter i Cumberland (RIB 1017).
MARTI TOVTATI
TI CLAVDIVS PRIMVS ATTI LIBER VSLM
[Til guderne] Mars, Toutatis.
Titus Claudius Primus Atti[cus?], fribåren, afgav løfte af egen fri vilje og fortjeneste.

Indskrift på en sølvtallerken fra et tempel i Barkway, Hertfordshire (RIB 219).

VSLM = Votum Solvit Libens Merito

 TOT [Til guden] ToutatisKeltiske ringe fundet i York; Thetford, Norfolk; Willougby-on-the-Wolds, Nottinghamshire.
 TOTATES [Til guden] ToutatisPå et potteskår fundet i Kelvedon, Essex.

Alfader-gudens navn "*Teutāto" antages at være fra det proto-keltiske (og indoeuropæiske) "*teutā-" (folket = stammen)'s + "*tato-" (fader). Som udgangspunkt må afbildningen repræsentere de udødelige forfædre. Det må dog ligeledes være en mulighed at dette også kan have været en titel givet til den til enhver tid dødelige kimbriske leder der, som vor konge, har været de udødelige forfædres repræsentant i rummet nutiden.

Gundetrupkedlen's yderplade a og b gengiver samme mandlige gud med tveskæg. På yderplade a fastholder guden 2 mennesker (kimbrere) i sine hænder. På yderplade b fastholder samme gud 2 Store Dyr (kronhjort) i sine hænder.

Ordet "mund" (oldnordisk, oldengelsk) betyder på oldnordisk "gave", men dette er en senere forståelse fra den oprindelige oldengelse forståelse "hånd"; fra hvilken udvides forståelsen til "beskytter, beskyttende hånd, hænder". Derfor indgår ordet dels i kongenavne som f.eks. "Eád-mund” (Edmund), og derfor findes lovbetegnelserne "mund-bora" (ligger hånden over en person), hvorved personen af kongen er fredhelliget og givet "mund-byrd".

"Mund" (oldnordisk, oldengelsk) modsvares "màg, mác" (gællisk, oldirsk) 1 med forståelsen "hånd", der må kunne knyttes til ordet "mac" (søn, mægtig), hvorved vi aner at også keltisk (kimbrisk) ser ud til at have en forståelse for at hånden er en "beskytter, beskyttende hånd".

Det engelske efternavn "Hand" er fra det gælliske "Laimhin", kort form af "Flaithhimhin", hvor førstestavelsen "flaith, flaithern" (oldirsk) betyder "leder, prins, herre" 1. Også her ses en fortolkning hvor hånden knyttes til stammens leder, der altid er beskytter af ætten.

1 Alexander MacBain: An Etymological Dictionary of the Gaelic Language (1982)

 

Det må derfor være muligt at overføre urnordisk tanke til kimbrisk samme. Når guden derfor holder menneske og dyr i sine hænder, er han i kimbrisk tanke guden der beskytter alle. Derfor mener jeg den mandlige gud med tveskæg må gengive alfader-guden "*Teutāto" (Teutates).

Lucan nævner guden Tarantis, der er den kimbriske (keltiske) tordengud, der i kunst ser ud til at blive gengivet med enten et lyn og/eller et hjul.  Navnet antages at være fra det proto-keltiske “*Toranos-“ (torden); “taran, tarann” (walisisk, bretonsk, irsk). Gundestrupkedlen (inderplade nr. 2) gengiver en mandlig gud med skæg, men uden hverken tveskæg eller gylden halsring, der har fat i et hjul i sin højre hånd. Dette må være “*Toranos-“, men denne gud er ikke en del af den trefoldige kimbriske gudeverden iflg. Gundestrupkedlen. I urnordisk forståelse er Thor "Tordengudens søn” og stamfaderen tilbage til begyndelsen. Med den usikkerhed der altid vil være ved at overføre vor egen forståelse til kimbriske samme, burde "*Teutāto" og “*Toranos-“ derfor oprindeligt have været samme gudeenhed, der så blandt visse kimbriske (keltiske) ætter er blevet adskilt og tilbedt særskilt.

Bemærk at skriftet "Commenta Bernensia, Bern scholia" (sætning 442-455) fra 900 tallet e.Kr., der behandler og har bemærkninger til Lucan: Pharsalia (Bog I:444-446), sidestiller Taranis [= Tarantis] med Ditis Pater [= Dis Pater].

Den romerske gud ”Dis Pater” (Dispater, Dis) nævnes i forbindelse med Kelterne af Julius Caesar (100-44 f.Kr.): Commentarii de Bello Gallico (Bog VI:18:1), en meget værdifuld førstehåndsberetning fra de ni år Julius Caesar lå i krigsførelse i Gallien:

[18] Galli se omnes ab Dite patre prognatos praedicant idque ab druidibus proditum dicunt.

[18] Gallerne [= Kelterne] under ét udråber sig nedstammet fra Dite Patre [=Dis Pater = Tarantis]; dette fra druidernes spådom's jærtegn.

Min oversættelse til nudansk.

 

Julius Caesar's beretning om at guden Tarantis anses som den keltiske stamfader antyder stærkt at urnordisk tanke faktisk i denne forbindelse kan overføres til keltisk (kimbrisk) samme. Det er i øvrigt dette værk der indledes med de berømte sætninger (Bog I:1:1-2):

[1] Gallia est omnis divisa in partes tres, quarum unam incolunt Belgae, aliam Aquitani, tertiam qui ipsorum lingua Celtae, nostra Galli appellantur. [2] Hi omnes lingua, institutis, legibus inter se differun.

[1] Gallien under ét er opdelt i tre dele; af hvilke den ene Belgae[-stammen] bebor [= Belgien]; den anden Aquitani-[stammen] [= landskabet Aquitaine, sydvestlige Frankrig]; den tredje dem, der på deres eget sprog kalder sig Kelterne, på vort sprog Gallere. [2] Alle disse; i sprog, sæder, love, er indbyrdes forskellige.

Min oversættelse til nudansk.

 

Lucan nævner guden "Esus". Vi kender til to afbildninger af denne gud:

chap16-1-21.jpg 

Til venstre: Uddrag fra "Søfolkenes Støtte" (Pilier des nautes). Gudestøtten stod oprindeligt i civitas Lutetia (i dag Paris, Frankrig), fransk Gallien og nævner Kejser Tiberius (regent 14-37 e.Kr.). Guden "ESVS" er gengivet med skæg, men uden hverken tveskæg eller gylden halsring. Støtten er udstillet på Musée National du Moyen Age, Paris.

Søfolkene der rejste støtten er nævnt i indskriften (CIL 13, 03026; RIG L2-1) som "nautae Parisiaci" (Parisii-[stammens] søfolk), hvilken keltisk stamme navngiver den nuværende hovedstad Paris. Samme stamme havde også kontrol med det landskab i Yorkshire der nu kendes som East Riding med hovedbygden værende Petuaria (i dag Brough). Vi kan med andre ord muligvis knytte guden Esus til Britannien, og derfor måske til kimbrisk Skandinavien. Endvidere var naboerne til Parisii-stammen i Yorkhire, på den anden side af Humber-floden, Corieltauvi-stammen, hvis mønter gengiver det identiske kimbriske trefoldighedsmærke, som aftegnet på "Rynkeby-kedlen" fra Rynkeby, Fyn.

Til højre: Uddrag fra Trier Støtten, Rheinland-Pfalz, Tyskland. Byen Trier (Augusta Treverorum) var hovedbygden for den keltiske Treveri-stamme.

 

Såvel Parisii-stammen, som Treveri-stammens gudestøtte af "Esus" gengiver guden med en økse fældende et træ. Esus er med andre ord træfælder og derfor tømrer. Guden har trimmet fuldskæg, men hverken en gylden halsring eller tveskæg. Tømrer-gudens navn "Esus" tænkes at være fra det indoeuropæiske "*ais" (at ære). Jeg mener at vi med fordel kan forklare ordet ved den senere etruskiske forståelse af samme ord "ais, aiS, eis" (gud). Gudens proto-keltiske navn kan derfor have været "*Aisus" (guden), underforstået Den Hedenske Høje.

Det er absolut umuligt at se bort fra at personificeringen af Jesus-figuren, med den enorme keltiske indflydelse efter den 1. synode maj-august år 325 e.Kr., kan være en stort set uændret videreførsel af tømreren Esus. I Wulfilas Bibel fra slutningen af 300 tallet e.Kr. hører vi på gotisk i Markus-Evangeliet (6:3): "niu þata ist sa timrja, sa sunus Marjins" (er dette ikke denne tømrer, sønnen af Maria's); der i den danske Bibel oversættes til "Er han ikke tømmermanden, søn af Maria".  At der var en særlig keltisk teologi videreført fra oprindelig før-kristen tanke bestrides af ingen da konflikten med Rom om kristen teologi foregik over mange hundrede år.

Yderligere kan vi se fra skriftet "Commenta Bernensia, Bern scholia" (sætning 442-455) fra 900 tallet e.Kr., der behandler og har bemærkninger til Lucan: Pharsalia (Bog I:444-446), at guden Esus blev tilbedt ved at hænge et menneske i et træ og tappe ofret for blod. Dette videreføres i mytologien omkring Jesus-figuren ved at Jesus-figuren i Wulfilas Bibel på gotisk i Johannes-Evangeliet (19:10) "ushramjan þuk" (afkræfter dig), dvs. ingen korsfæstning i oprindelig kristen teologi. Drabet finder i oprindelig kristen teologi sted fra en galge, ikke et kors, jvf. det gotiske "galgins Xristaus” (Paulus’ brev til filipperne (3:18), og ”galgan seinana” (Mattæus-evangeliet (10:38). Herefter mangler vi blot blod-tapningen af mennesket, der er navet i det keltiske (kimbriske) rite ved ofringen til guden Esus. Det sker i Johannes-Evangeliet (19:34) der er gået tabt i Wulfilas Bibel, men som siger: "Men en af soldaterne stak ham i siden med et spyd, og straks flød der blod og vand ud”.

Den kristne teolog Origines Adamantius (Origin, ca. 182-251): Kata Kelsou (Mod Celsus, Bog I:XLVII) skriver ca. år 240 e.Kr. Jesus-figurens navn på græsk som "Ἰησοῦ" (Iēsoû), der sagtens kan være en forgræskning af et i samtiden keltisk ord "Esus, *Aisus".

Allerede Edward Williams (Iolo Morganwg, 1747-1826) foreslog at Jesus-figuren var udviklet fra guden Esus, jvf. J. Williams Ab Ithel: The Barddas of Iolo Morganwg (1862, Vol. I, s. 432). Han gør det på navnet alene, og dette afvises alene på navnet som en tilfældighed. Antagelsen er at "Ἰησοῦ" (Iēsoû) er en forgræskning af det hebraiske "Yeshua" (Jeshua).

På navnet alene kan det til nød argumenteres at det kan være en tilfældighed, men tilfældigheden kan falde både til hebraisk og keltisk side. Sammenholdt med hvad vi yderligere ved om guden Esus, mener jeg sandsynligheden taler for at keltisk (kimbrisk) tanke må være det rette ophav for Jesus-figurens personificering og mytologi.

Fra de danske bispebreve kan vi se at de tidligste navneformer er ”Iesu, Ihesu”, jvf. biskop Asser’s brev til Lund dateret 7. januar 1133 (Auctore domino nostro lesu Christo), og biskop Eksil’s brev til Næstved dateret 8. august 1139 (regnante domino nostro Ihesu Christo). Disse staveformer skal sidestilles med, og tager ganske sikkert deres ophav fra, de identiske staveformer i de kølnske bispebreve, hvor vi i breve fra år 1131 og 1138 e.Kr. også har staveformerne ”Ihesu, Iesu”, jvf. ”regnante domino nostro Ihesu Christo; in nomine Christi lesu” 1.

1 Arthur Køcher: Kongebrevet fra 1085 (Historisk Tidsskrift, Bind 9. række, 2 (1921), s. 159)

 

Manuskriptet ”Book of Kells” (Leabhar Cheanannais) er et irsk skrift med de fire evangelier fra Det Nye Testamente, nedskrevet ca. år 800 e.Kr. Teksterne er hentet fra flere ældre latinske udgaver af Det Nye Testamente, "Vulgata" (400 tallet e.Kr.) og udgaverne kaldet "Vetus Latina", hvorfor navneformen er ”Ihesum, ihesu, Iesum, Iesus”, der ser ud til at være konsekvent i Europa 1.

1 Edward Sullivan: The Book of Kells (1920).

 

Derimod, på "Kalendarium in the Copenhagen Psalter” (håndskrift KB Ms.Thott 143 4°, Det Kongelige Bibliotek); en meget tidlig engelsk-katolsk kalender, måske fra Northumbria ca. år 1170 e.Kr., ser vi at der ud for 25. marts står skrevet "et Crucifixio eius" (og galgefæstning eius). John Rylands University Library, The University of Manchester, England har manuskriptet kaldet ”Latin MS 15: S. Cypriani Opera” (s. 196r), dateret til 700 tallet e.Kr., hvor samme ”eius” forekommer, jvf. ”Ad Cornelium confessione eius”.

I afsnittet "Solhjulet og den matriarkalske månekalender" viser jeg at vi fra Bede: De Temporum Ratione (kap. 15) fra ca. år 725 e.Kr. kan se at vort oprindelige navn for tidsrummet 21.3-14.4 er "Eostur-monaþ", hvor "Eostur" (Easter) modsvares af Påske. Jeg viser også at haren og indsamlingen af gåseæg i dette tidsrum er en del af det oprindelige rite i keltisk (kimbrisk) og urnordisk skik. Tidsrummet omkring Påske (Eostur) i den keltiske (kimbriske) ceremonielle kalender svarer til tiden omkring Sommersolhverv i vor ceremonielle kalender, hvor Balder/ætlingen ofres for at blive genfødt 6 måneder senere på den 1. juledag om morgenen den 24. december. Det forekommer derfor ligetil at den keltiske (kimbriske ) tømrergud Esus (*Aisus) er blevet ofret i Eostur-ritet, og at navneformen "eius" i kalenderen fra Northumbria er et vidnesbyrd om dette.

Det er måske her værd at erindre at den uden sammenligning største teologiske strid mellem den romersk-katolske kristendom og den keltiske kirke (Celtic Church) i Irland og Britannien var beregningen af netop "Eostur"-ritet. De afvigende beregninger af tidspunktet for ritet medførte at fejringen fandt sted på forskellige tidspunkter, hvilket særligt i Britannien var åbenlyst for alle. Denne strid varede ved helt frem til år 716 e.Kr., hvor Iona klostret, nordvestlige Skotland til sidst antog den romersk-katolske beregningsmetode.

Bede: Historia Ecclesiastica Gentis Anglorum (H.E., Bog II:II) fra år 731 e.Kr. skriver om året 603 e.Kr.:

"INTEREA Augustinus adiutorio usus Aedilbercti regis conuocauit ad suum colloquium episcopos siue doctores proximae Brettonum prouinciae in loco, qui usque hodie lingua Anglorum Augustinaes Ãc, id est robur Augustini, in confinio Huicciorum et Occidentalium Saxonum appellatur; coepitque eis fraterna admonitione suadere, ut pace catholica secum habita communem euangelizandi gentibus pro Domino laborem susciperent. Non enim paschae diem dominicum suo tempore, sed a XIIII usque ad XX lunam obseruabant; quae computatio LXXXIIII annorum circulo continetur".

Med andre ord, med bistand fra den jyske konge Æðelberht (Ethelbert, Regent 560-616), der var konverteret til kristendommen år 595 e.Kr. og var Bretwalda (vælder af Britannien), indkaldes der til synode blandt kelterne (briterne). Pave Gregory I. (pave 590-604) sendte år 597 e.Kr. Augustine til Britannien, hvor han bliver den 1. ærkebiskop til Canterbury. Han udbeder sig at de keltiske præster ophører med at beregne Påske Søndag (paschae diem dominicum) fra den 14. til den 20. måne med en cyklus på 84 år. Hvad kelterne beregner er "Eostur", og hvad den romersk-katolske kirke vil have beregnet er en helt anden størrelse kaldet ”paschae” (Påske), ritet der er skabt til at overtage det oprindelige "Eostur"-rite.

Såvel skriftet "Commenta Bernensia, Bern scholia" (sætning 442-455) fra 900 tallet e.Kr., som Arnulfus Aurelianensis: Glosule super Lucanum (sætning 442-456) fra 1100 tallet e.Kr.  sidestiller guden Esus med den romerske gud Mars; sidstnævnte muligvis med førstnævnte som kilde. Det ser ud til at være en ret forståelse da indskriften på alteret i Cumberland (RIB 1017) understøtter dette. 

I afsnittet "Tyr – guden og tyren" viser jeg at "Tani” (Daner)-folket i Bronzealderen har Tyr som Den Hedenske Høje, og at denne er identisk med ”guden” (Baal), der visuelt gengives som en guldkalv (tyrekalv). Jeg viser også at den etruskiske gud Maris oprindeligt er identisk til Den Hedenske Høje Freyr. På et eller andet tidspunkt undergår Maris en forandring og bliver til krigsguden Mars, der i ugedagen modsvarer Tyr. Herfra udleder jeg at Tyr (Týr, Tiw, Tiu, Tio, Tyz, Ty, Ti), i den oprindelige forståelse ”guden”, ligeledes oprindeligt var Den Hedenske Høje Freyr’s modsvar for ”Tani” (Daner)-folket. Det ser for mig ud til at guden Esus for kimbrerne (kelterne) skal opfattes på helt samme vis, og derfor for kimbrerne (kelterne) er Den Hedenske Høje Esus.

Gundetrupkedlen's yderplade c og d gengiver samme mandlige gud med den gyldne halsring og trimmet fuldskæg, dog ikke tveskæg. På yderplade c danser en kimbrisk mand og en kimbrisk kvinde for guden, medens en kimbrisk rytter rider bort fra guden. På yderplade d har guden et jerngreb omkrng halsen på to drager, dvs. guden forsvarer kimbrerne mod fjenden. Modsat os, hvor dragen er vor store beskytter, ser det ud til at dragen i kimbrisk tanke er fjenden. Den gengivne gud på Gundestrupkedlens yderplade f til venstre (til højre set fra læseren) har derfor nøjagtigt de egenskaber vi forbinder med Tyr, som han oprindeligt blev opfattet. Til dette må vi erindre at Tyren er fysisk gengivet på "Rynkeby-kedlen" fra Rynkeby, Fyn; "Ringsebølle-kedlen" fra Sydlolland; "Rå-kedlen" fra Rå, Sydlolland; samt ikke mindst den udvendige bundplade på Gundestrupkedlen, der viser Tyren i sin helhed. Derfor mener jeg den mandlige gud med den gyldne halsring og trimmet fuldskæg, dog ikke tveskæg, på yderplade f til venstre (til højre set fra læseren) gengiver guden "*Aisus" (Esus).

Vi kender ikke til navnet på den kimbriske kvindelige Moder Jord-gudinde og må derfor, som er tilfældet med Alfader-guden og Den Hedenske Høje, gøre brug af tilnærmelser fra andre landskaber, hvor vi ved der fandtes keltiske (kimbriske) ætter. Til alt held træder navnet på en enkelt gudinde særligt frem i det nordlige Europa, med over 160 indskrifter på altre fundet med hendes navn, fortrinsvis i det nuværende Holland. Alle er dateret til 1-200 tallet e.Kr. Gudindens navn er "Nehalennia" (DEAE NEHALENN, DEAE NEHALENNIAE). Fortrinsvis er hendes navn knyttet til altre fundet i Zierikzee (Schouwen-Duiveland); Domburg (øen Walcheren), samt Colijnsplaat (Noord-Beveland); alle i landskabet Zeeland. Jeg har argumenteret for at kimbrerne befinder sig i alle tilfælde fra Weser-floden til Ems-floden fra år 5-98 e.Kr., og derfor er i området.

Gudinden er i langt de fleste tilfælde gengivet med en hund og en frugtkurv med æbler.

Gundetrupkedlen's yderplade e og g gengiver samme kvindelige gudinde med den gyldne halsring og pandebånd. Det er den samme kvindelige gudinde der går igen på "Rynkeby-kedlen" fra Rynkeby, Fyn og "Ringsebølle-kedlen" fra Sydlolland. På yderplade e er gudinden gengivet med en hund, holdende en fugl i sin højre hånd. På yderplade g danser en kimbrisk kvinde for gudinden, gengivet identisk til kvinden dansende på yderplade c for guden Esus. Derfor mener jeg den kvindelige gudinde må være "Nehalennia". Der er ikke givet nogen god forklaring til hvilket keltisk (kimbrisk) ord der er ophavet til gudindens navn.

 

 

Og omkring


Med hensyn til Skagerak, farvandet på nordvestkysten af Nordjylland, må det være sammensat at ordene ”Skagi” (kap, næs) og ”raka” (lige) og derfor betyde ”farvandet ved det lige næs.” Når vi runder Skagen kommer vi ind i Kattegat.  Gudmund Schütte skriver ”Teutoner og Thy” at ordet er sammensat af ”dat Quade Gat,” hvor ”gat” eller ”gátt” på oldnordisk betyder ”åbning”, dvs. åbningen til Østersøen, vort østlige hav.  Ordet ”quade”, idag et efternavn fortrinsvis i det nordlige USA, betyder iflg. Dr. Schuppenhauer fra Institut für Niederdeutsche Sprache, Bremen ”Vred, dårlig, slem” og har i dag samme betydning på hollandsk gennem ordet ”kwaad”. Som de fleste fiskere og sejlsportsfolk nok vil være enige i betyder Kattegat sikkert ”den slemme åbning” og har fået sit navn fordi farvandet efter Skagens pynt altid har været vanskeligt at besejle.
 
Såvel Skagerak som Kattegat menes at være nye navne fra 1600 tallet. Adam af Bremen forklarer os i Bog 4:V (s.250) at det oprindelige navn for begge var Norgeshavet. Det er ganske sikkert korrekt fordi man ikke i langskibene sejlede uden om Skagen da dette var alt for farligt. Sejlruten til England foregik fra 800 tallet e.Kr. altid gennem Limfjorden. Til dette tidspunkt var selv Limfjorden for farlig, hvorfor sejlruten, inklusive strækningen over land, var enten Ribe Å - Gram Å – Nørre Å og/eller Konge Å – Kolding Å .
 
Oprindelsen til Kerteminde har formentligt tilknytning til betydningen af Kattegat. På Kertemindes segl skrives ”Cartemunda” men det ved man tilsyneladende ikke hvad betød. Nogle synes at mene at det betyder ”den kære munding” hvilket lyder usandsynligt. Andre mener at det kommer af ”Kattemunda” der må give betydningen ”det slemme minde/munding”  og igen er en henvisning til hvor vanskelig Kattegat var at besejle. Det forekommer mig at med fynske stednavne skal man, ifald man er i tvivl, søge en kimbrisk oprindelse.
 
Vort Østlige Hav kalder vi for Østersalt, men blev af Pomponius Mela år 40 e.Kr. kaldt ”Codanus Sinus.” Ingen ved hvilket ord Pomponius Mela oversætter til latin. ”Codanus” kan betyde  ”halen, afsluttende del”  fra det latinske ”Cauda” og oldengelske ”Coda”. Vi har også det oldengelske ord ”codd” i betydningen ”sæk, buldner ud” og ordet for fiskearten torsk, der på oldnordisk hed ”kudri” og senere ”þorskr”. På oldengelsk sagde man ”cotfish”  og dette ord kender man ikke kender oprindelsen til. Ordet ”sinus” betyder ”bugt”.
 
Som vi har hørt kan "Codanus Sinus" ikke oprinde fra et kimbrisk navn for Østersøen, da vi ved hvad kimbrerne kaldte vandskabet.

Vi skal her tillige nævne Palle Laurings mulige forklaring i ”Valdemarerne” (s. 6). Pomponius Mela år 40 e.Kr. skriver at i Codanus Sinus ligger øen Codanonia, muligvis Sølund/Sjælland, og at såvel Codanus som Codanonia er en latinisering af Danerne . Dette vil være i fuld overenstemmelse med min vurdering af at fremmede allerede på dette tidspunkt anser alt nord for Ejder-strømmen for Danernes vælde, men kan ikke forklare brugen af ”Co”.

Mit eget bud til forståelsen af "Codanus Sinus" og øen "Codanonia" er dette:

24. september 2003 stod jeg i køen til paskontrollen i Tallinn lufthavn og spekulerede over Codanus Sinus og Codanonia. Køerne var opdelt i 2 køer; en for estere og en for resten. Skiltet der viste køen for estere kaldtes ”Eesti Kodanikud” der i dag betyder ”estiske statsborgere”. Jeg fik straks fat på Peter Päll fra Eesti Keele Instituut (Det estiske sproginstitut) og bad om hjælp til hvad ”Kodanikud” oprindeligt betød på estisk. ”Koda” betød ”passage, hus, indgang, bygd”, og ”nik(ud)” er en henvisning til ”folket”.

Det må derfor være en mulighed at ifald Pomponius Mela har fået sine oplysninger via den samhandel vi ved foregik mellem esterne/De Gamle Prøjser og romerriget, hvortil begge i samtiden eksporterede rav i store mængder, kan "Codanus Sinus" betyde ”bugten der fører ind til [Ver Asir/Danir]-folket's landområde”. Da Ejder-strømmen netop er "Ægir's Dør" vil dette være i overensstemmelse med hvad fremmede har ment. "Codanonia" skal da opfattes som ”bygden” i forståelsen ”øen med Bygden”. På det ældste eksisterende kort over Danmark fra år 1570 (Abraham Ortelius – Theatrum Orbis Terrarum) er den vestlige del af Østersøen og Kattegat beskrevet som ”Codanus Sinus” og den østlige del som ”Oost See”, og viser hvorledes man i samtiden fortolkede dette.

 

 

 

Lundeborg, Fyn og Lundenbyrg (London), Britannien

 

Jeg skønner at senest år 200 e.Kr. har Ver Asir/Danir-folket fået ”ryddet op” i den første fase af bosættelsen, og senest år 400 e.Kr. har vi fuld kontrol over vore nuværende landområder. Runesproget viser en ensartethed mellem år 200-450 e.Kr. Det politiske centrum i Skandinavien efter år 200 e.Kr. var Himlingøje i det østlige Sjælland på Stevns. Vi har en runesten fra Himlingøje dateret til begyndelsen af 300 tallet (Nationalmuseet nr. 3506, DR 232), samt en Rosetfibula i sølv med guldbelægning fra Skovgårde i Grundtvigland ved Udby sogn i Præstø dateret til år 210 e.Kr. (findes på Sydsjællands museum, Vordinborg).

Dette skulle være Ver Asir/Danir-folkets første politiske sæde på Sjælland. Ved år 250 e.Kr. var Helgö i Upland også et center for romerske varer. Muligvis har hære fra Norge/Upland og Fyn/Sjælland/Skåne invaderet Midt- og Nørre Jylland styret fra kongsgården i Himlingøje på Stevns.

Mit gæt er at årsagen til at vi ser aktiviterne droslet ned i Gudme-Lundeborg, Fyn efter år 400-500 e.Kr. er at Ver Asir/Danir-folkets fulde kontrol over alle landområderne nødvendiggør at vi flytter kongsgården via Himlingøje på Stevns til Heorot/Hleiðargarð 1 ved Roskilde. Såvel runeskriftets ensartethed og dateringen af de tidligste bygnings-konstruktioner til ca. år 400 e.Kr. understøtter dette.

1 ”Hleiðar” betyder ”porten der skydes for”– i dag Gl. Lejre ved Roskilde.

 

Samtidig er en stor del af stammen flyttet til de nye kongeriger i Britannien i tidsrummet efter år 446 e.Kr. mellem år 449-497 e.Kr. og kalder her London for ”Lundenbyrg” eller ”Lundeborg”. I afsnittet ”Kongedømmerne i Britannien (udover Øst-Anglen)” argumenterer jeg for at vi navngiver ”Lundenbyrg” (London) i Britannien efter Lundeborg, Fyn.

Omkring år 200 e.Kr. er Gudme og Lundeborg på sydøst Fyn et centralt kraft- og handelscenter, måske omdrejningspunktet for de landområder vi har kontrol over i samtiden. Dette er tilfældet frem til år 500 e.Kr. hvor handlen, som følge at udvandringen til de nye kongeriger i Britannien fra år 497 e.Kr., flytter sig til området omkring Vesterhavet; Dorestad, Friesland, Vadehavsøerne, Ribe, Limfjorden og de nye kongeriger i Britannien. Se afsnittet ”Guldskilling og Sølvpenge” for yderligere behandling af dette emne.

Ole Stilborg, der i 1997 forsvarede en doktorafhandling på Lunds Universitet om keramikken fundet i Gudme-Lundeborg, har forklaret mig, at der mellem Gudme og Lundeborg også er fundet Danmarks største kendte gravplads, Møllegårdsmarken, med ca. 2500 grave.

 

 

 

Kortet ovenfor viser den østlige del af Guthumheret/Gudme Herred. Herredet ser i tiden omkring Valdemars Jordebog år 1231 e.Kr. ud til at have været opdelt i to eller tre områder; Ovenfor Skoven, Udenfor Skoven og derfor med den inddirekte mening at store dele af herredet har været dækket med skov. Ved den oprindelige forståelse af ”lund” i betydningen af ”land” har Lundeborg i 2-400 tallet e.Kr. været borgen, der forsvarede oplandet. Ved stednavnene ”Lunde” (vest for Ringe på Midt-Fyn) og ”Lunde” (ved Stenstrup nord for Svendborg) ser det ud til at i hvert fald hele det sydøstlige Fyn oprindeligt blev kaldt ”Lund” eller ”Landet”. Dette synes forstærket af tilstedeværelsen af ”Lundæheret” (Lunde Herred) syd for Othænsheret (Odin’s Herred) i Valdemars Jordebog.

Dette skal uden tvivl ses sammen med navngivningen af Sølund eller ”Sjælland”. Da såvel Fyn som Sjælland er ”sølunde” dvs. ”lande i søen”, og kun Sjælland får navnet ”Sølund”, antyder det at navngivningen af Sjælland sker fra Fyn, der ved navngivngen anses som hovedlandet. 1

1 Kong Valdemars Jordebog, Svend Aakjær (1926-43, 1. Bind:Text, hæfte 2, s. 13-14 og 2. bind:kommentar, hæfte 1, s.101-102, 108). Kortet baseret på ”Danmark Vejatlas og oplevelseskort” (s. 36). Stednavnene i parantes er fra Valdemars Jordebog. ”Lundeborg” staves på kort fra Videnskabernes Selskab ”Lundsborg Huuse”. På samme kort nedenfor findes stednavnet ”Knarborg Mölle”, hvor ”Knarborg” må oprinde fra det oldnordiske ”Knárbyrg” eller ”Den Stærke Borg”. Denne borg synes næsten for tæt på Lundeborg til at kunne være samtidig, og er måske en senere borg fra efter udvandringen til Britannien.

 

 

 

Indholdsfortegnelse
<< ForrigeNæste >>
 
Søgeværktøj
Fra Grímnismál (vers 32, Ældre Edda) ved vi at vor ven fra skov og have, det rødbrune egern Ratatoscr (sammensat af de oldengelske ord "ræt" + "tusc" med betydningen "Gnavertand"), er god til at frembringe svar på alt mellem himmel og jord. Nedenfor til højre fra billedet af Ratatoscr, fra Ólafur Brynjúlfsson: Gudeskrift m. bl.a. Ældre Edda (Edda Sæmundr) & Snorre Edda (1760), findes Google's søgeværktøj, der er tilpasset til at søge efter svar fra Asernes æt. Ifald søgeværktøjet ikke kan ses, højreklik på musen og genopfrisk (opdater) siden.
© Verasir.dk Asernes Æt • af Flemming Rickfors • E-mailHosting • En del af Fynhistorie.dk