Odinsví – Óðinsey

Snorre skriver i Ynglinga Saga (Heimskringla):

5. Frá Gefjun
 
Hann eignaðist ríki víða um Saxland og setti þar sonu sína til landsgæslu.
Þá fór hann norður til sjávar og tók sér bústað í ey einni. Þar heitir nú Óðinsey í Fjóni.

Som vi kan se ovenfor omtaller Snorre i år 1220 e.Kr. ”Óðinsey” eller ”Odin’s ø” som værende beliggende på Fyn. Det er dog ikke anerkendt af forskere at ”Odin’s ø” er oprindelsen til stednavnet Odense.
 
Forsker Michael Lerche Nielsen, Institut for Navneforskning på Københavns Universitet har hjulpet mig med hvad der offficielt menes om dette.
 
Første gang man mener at vide om en beskrivelse af Odense er i år 988 e.Kr. hvor bygden kaldes ”Odinsví”. Dette ord er sammensat af to ord: Odin + vé. Det oldnordiske ”Vé” bliver i dialekten i Danmark til ”Ví” og ”Væ” og ”Voe” på oldengelsk. Odinsví betyder ”Odins helligdom”.
 
Ordet ”vé” er naturligvis fuldt levende i ordet ”hjemvé” dvs. ”hjemmets helligdom” eller hvor man har hjemme – et ord der aldrig er fjernt fra de danske bosat uden for Danmark.
 
Vi ser ordet for ”helligdom” brugt i en række gamle byer herunder Viborg og Viby - Jylland, Væ - østlige Skåne, Vojens - Jylland, Ullevi - Gøteborg og  Frösvi, Örebro län.
 
På latin kender man til navnet i form af ”Othenesuuigensem.” Forskere føler sig ganske sikre på at Odense er en evolution af Odinsvé eller Odins helligdom.

Jeg ønsker kun at knytte en kort bemærkning til denne konklusion. Vi ved at øboerne på Ormsø, Estland i den lokale dialekt kaldte øen for ”Ormse,” dvs. en evolution fra ”ey, ø” til ”se.” Dette antyder at det nuværende Odense ligeledes kunne være en evolution fra ”ey, ø” til ”se”. Dette synes bekræftet af Valdemars Jordebog fra år 1231 e.Kr. hvor alene stednavnet ”Othænsø” forekommer. Helt samme sproglige evolution kan ses i ”Fuglse Herred”, Lolland, hvor ”Fuglse” er sammensat af ”fugl, fugol” (oldnordisk/oldengelsk) + ”ey”¹, dvs. igen bliver ”ey, ø" til ”se”-endelsen. I Valdemars Jordebog er dette herred nedskrevet som "Fuglæheret". Dette menes at være en fejlskrift for "Fuglsæheret".

¹ Anders Gjerrum & Christian Lisse: Maribo Amts Stednavne (1954).

Det kan derfor ganske enkelt ikke være sandt at Odinsvé bliver til Odense.

Jeg er dog helt enig i betydningen af Odinsvé/Odinsví, og at der i Odense har ligget en helligdom til ære for Odin.
 
Der er kun det lille problem at Snorre i år 1220 e.Kr., små 4 generationer efter at vi i år 988 e.Kr. hører om Odinsvé/Odinsví, omtaler Óðinsey eller Odin’s ø. Dette lille problem klares af forskere ved at sige at Snorre taler usandt, og derfor behøver man ikke tage stilling til problemet. Hvordan man mener sig i stand til at tilsidesætte Snorre’s ”Óðinsey” når Valdemars Jordebog ligeledes beretter om det gennem ”Othænsø” ved kun guderne.
 
At Snorre nævner Óðinsey er et kæmpeproblem for Odense er i år 1220 e.Kr. et bispesæde og en af vore 4 vigtigste bygder. Der er utænkeligt at Snorre ikke har vidst 100 procent hvorledes tingene hang sammen på Fyn i sin samtid. Og måske endnu vigtigere, at alle andre ligeledes var klar over dette, og derfor ville have fanget Snorre ifald han havde taget sig en kunstnerisk frihed.
 
Óðinsey er helt klart et andet stednavn end Odinsvé/Odinsví - en ø overfor en helligdom. Som Snorre skriver det ”Oðinsey í Fjóni” eller ”Odin’s ø på Fyn” ser det ud som om Snorre forklarer os, ikke at Fyn blev kaldt Odin’s ø, men at der ligger en adskilt Odin’s ø på Fyn.
 
Stednavnet ”Odin’s ø” eller ”Óðinsøy” i vestnordisk dialekt kendes også i Norge som ”Onsøy”, nu indlemmet i Fredrikstad bykommune, Østfold.

John Jensen har gjort mig opmærksom på stednavnene ”Vojens”, Sønderjylland og ”Oddense”¹, Salling Syssel.

¹ Sammenlign ”Oddense” med brugen af den oldnordiske skrivemåde ”Óð, Óðr”, der er identisk med Odin. Snorre Sturluson (Skáldskaparmál, 44. Kenningar á gulli ok Freyju) henviser til Einarr Skúlason : ”...Eigi þverr fyrir augna Óðs beðvinu”, hvor Óð’s kone er Freya (Ok hér hefir Einarr enn kennt svá Freyju at kalla hana móður Hnossar eða konu Óðs). Samme ord opnår en afledet betydning, måske ”forfædrenes ånd, forstand, fornuft” i Völuspá (vers 18, Ældre Edda):”...önd gaf Óðinn, óð gaf Hœnir...” .

På hele den jyske halvø, fra Angel til f.eks. ”Tvolm” i Thy (hvis betydning er ”holmen med vaskepladsen” eller ”holmen med græstuen/tuerne”) finder vi i jydsk dialekt den berømte brydning af ”o” til "vo". Derfor bliver ”Ole” bliver til "Wål" og ”ost” til "wåst", og naturligvis ”Óðinn + et-eller-andet til ”Vojens”.
 
Stednavnet ”Oddense” i Salingsysæl (Salling Syssel) havde sit oprindelige tingsted mellem Lyby, Oddense og Vium. Det flyttes fra 1400 tallet fremefter til Tinghøj. Vi finder også en Tinggaard og Tinggaardsbro ved Vium ¹.
 
¹ Svend Aakjær: Kong Valdemars Jordebog (1926-43,  2. bind: Kommentar, Hæfte 1, s.19-20)

Stednavnene ”Oddense” og ”Vium” (Viets Hjem, jvf. også Tanum og Aasum/Åsum) gengiver, så vidt jeg kan se, en absolut identisk forståelse til stednavnene Odinsví og Óðinsey. Hvor ”Oddense” er identisk til ”Odense”, og i lokal dialekt udtales ”Wojens”, og derfor betegner ”Odin’s ø”, er ”Vium” identisk til ”Odinsv픹 – igen to forskellige stednavne med ca. 2 kms. afstand i dag.
 
¹ Svend Aakjær: Kong Valdemars Jordebog (1926-43,  2. bind: Kommentar, Hæfte 1, s.20) skriver ”...vidner Navnene Vium og Odins-Ve (Oddense) om Tilstedeværelsen af gamle og vigtige hedenske Helligdomme”. Jeg er ikke enig i at Odense eller Oddense betyder Odins’ Ví.
 

Det følger af forståelsen for at det Ví givet til Odin i Odense, Fyn lå på en lille ø, der derfor navngives ”Odin’s ø”, at sædvane foreskriver for ”Vium”, Salling ligeledes at have været lagt på en lille ø. Fra kort målt 1863, rettet i marken 1883 og tegnet 1884 (hos Kort og Matrikelstyrelsen) kan vi se at Hjerk Nor så sent som i midten af 1800 tallet stadig har vådområder helt op til Vium, hvor Viummølle Å løber ud i Hjerk Nor. Det er derfor Hjerk Nor’s topografi der oprindeligt har afgjort det offentlige Ví’s beliggenhed. Som vi vil se det nedenfor i Odense, Fyn ser det offentlige Ví ud til at blive lagt i nærhed af møllen. Her har alle mand naturligvis givet møde med korn til maling, og har haft lang ventetid. Ætterne fra Salling har haft deres private Hearg lige nord derfra i ”Harre” og ”Harre Vig”.
 
At ”Oddense” udtales ”Wojens” burde rettelig betyde at også ”Vojens” i Gramæheret, Sønderjylland har betydningen ”Odin’s ø”. Mon ikke denne ø har ligget i den sø midt i Vojens, der i dag er delt i to og kaldes henholdsvis ”Odins sø” og ”Blå sø”, hvor ”Blå” altid er et heite for konge og Odin.

Odinstårnet på Bolbro Bakke vest for Odense 1938/40. Tårnet blev bygget i 1935 som Odense’s vartegn og var i samtiden med 177 m Nordeuropa’s højeste tårn med udsigt over hele Fyn, og på en klar dag til Sjælland og Jylland. Sprængt i luften 14. december 1944 af danske nazister under Henning E. Brøndum som hævn over modstandsbevægelsens gode gerninger. Kilde: www.highways.dk + Foreningen Odins Tårnet.

Hvad nu ifald Odinsvé/Odinsví har ligget på Óðinsey , at Odins helligdom har ligget på en lille ø, som vi ved ikke var usædvanligt i samtiden¹ ?

¹ Vi ved f.eks. at Rorik (af Jylland) efter ankomsten til Garðaríki år 862 e.Kr. beordrer Hólmgarður (Novgorod) grundlagt på et sted kaldet ”Volkhov” eller ”Folket’s Hov”. Ved brugen af ”Hólm” kan vi se at dette gudehov lå på en ø. Ligeledes må Odensholm i Estland have været en hellig ø.

Óðinsey

På baggrund af Braunius’ prospekt over Odense fra 1593 har jeg optegnet det tidligste Odense vi kender til. De oprindelige porte er fremhævet. ”Østerport” bliver ved Reformationen kaldt ”Skt. Jørgens Port”. Herefter er vandløbene fremhævet da disse må være oprindelsen til at der her overhovedet opbygges et fast bosted og en helligdom. Det må være en rimelig antagelse at Odense Å kan betegnes som ”hovedåen” fra hvilken det tidligste Odense er opstået. Vær opmærksom på at Odense  Å netop hvor det tidligste Odense ligger ”knækker” mod øst. Det fanger kortet ovenfor ikke og åen vises som gangende mod nord. I ”Bilag I: Odense Fjords oprindelige kystlinie” viser jeg at vi fra stednavnene kan se at vandstanden i Odense fjord, og derfor i å og bæk omkring det tidligste Odense, var væsentlig højere. Derfor er optegnelsen af å og bæk fra 1593 gjort lidt bredere. Herved fremstår tydeligt en række øer i det centrale Odense, en af hvilken er Odin’s ø.

Den ”nordlige” ø, hvorpå ligger Odense Slot og ladegård, lå oprindeligt "uden for byen" da det blev bygget år 1280 e.Kr. som hospital (Domus hospitalis St. Johannis) til Johanniterordenen. Først fra Reformationen, dvs. ikke længe før dette kort, bliver det et kongeslot. Det er en umulighed at et sted for sygdom ville blive tilladt lagt på et sted, der på noget tidspunkt har været enten en kongsgård eller en helligdom. Det betyder ganske vigtigt at vi fuldt ud kan se bort den ”nordlige” ø.

Helligdommen Odinsví har ligget tæt på kongsgården da Drotten har været helligdommens værner. Kong Knuds kongsgård er ikke fundet endnu, men menes at ligge mellem Flakhaven og Albani. Kongsgården har haft sæde samme sted siden bosætningen. I afsnittet ”Hearg, Vé og Stavkirker” viser jeg at et Vé, modsat en Hearg, var en offentlig helligdom der kunne benyttes af rejsende. Af sikkerhedsmæssige årsager burde helligdommen Odinsví derfor ligge i nogen afstand væk fra kongsgården, dog stadig på den "sydlige" ø. 

Med den øgede vandstand kan vi se at de mange småøer i selve Odense Å oprindeligt har været for små, og har ligget uden for bolværket af bygden. Da Odense aldrig har været befæstet er å og bæk bygdens bolværk, hvorfor en helligdom skal ligge inden for det naturlige forsvarsværk. Derfor fremhæver jeg den ”sydlige” ø på kortet med farven grøn da mit bud er at dette er den oprindelige Óðinsey.

Det er her værd at tilføje at det først er efter Troskiftet, ca. fra 700 tallet fremefter, at Den Hedenske Høje overgår fra Freyr til Odin. Alle oprindelige Hearg og Vé er rejst til Freyr. Det synes ikke at være tilfældet i Odense, hvad taler for en sennordisk forståelse af Óðinsey. Det forekommer derfor rimeligt at helligdommen Odinsví ligger på øen Óðinsey.

Det må være samfaldet af at der lå en stor ø, omringet af en stor å og en bæk, og at hovedåen (Odense Å – Odin’s ø’s Å) drejer mod øst – mod Daggry og Den Jordlige Moder, der gør at denne ø navngives Odin’s ø (Odense), og at der på denne ø gøres helligdommen Odinsví.

Der er, så vidt jeg kan se to steder vi i oprindelig filosofi kan have lavet denne helligdom. Da Kong Knud helgenkåres år 1101 e.Kr. er det en begivenhed at enorm betydning for Danmark. Ikke p.g.a. kristendommen, men fordi det manglende bispesæde i vore landskaber, med kristendommen langsomt under indførelse i byerne, i praksis gør os underdanige til den germanske fjende mod syd, der har bispesædet. Kong Knud blev dræbt i Skt. Albani Kirke år 1086 e.Kr., der ligger meget tæt på, men ikke er på samme sted hvor Skt. Knuds Kirke (Basilica D. Canuti Regis Daniæ) bygges i 1200 tallet e.Kr. Den nuværende kirke afløser en tidligere kirke af frådsten. Denne tidligere kirke har ganske sikkert været et hedensk gudehov, og derfor en oprindelig helligdom. Dette har klart været forstået da stedet for Skt. Knuds Kirke skulle udvælges.

Mit nuværende bud er dog at det oprindelige Odinsví er den trekantede plads, der allerede i 1593 kaldes ”Skioldet” (senere ”Skjolden”). Stednavnet anvendes desværre ikke længere. I ”Bilag J: Hariwalda mærke fordelt på landskab” viser jeg at den opadvendte trekant er Skjoldunge-ættens oprindelige Hariwalda mærke. Mit bud er at den trekantede plads kaldet ”Skioldet” har haft et Vé (Ví). Fra uddraget af samme kort nedenfor kan vi se at der i 1593 findes en mærkværdig åben træbygning, der ikke er hverken et rettersted eller offentlige vandposte (de stod i Flakhaven). "Skioldet" ligger på Odense's hovedvej med indfaldet i Overgade fra øst, der bliver til Vestergade mod vest. Det er nøjagtigt her vi måtte forvente et Vé (Ví) skulle være. Kongens Hearg kan da have været hvor Skt. Knuds Kirke senere bygges. Hvad er denne 1 stokværk høje bygnings formål? ¹

¹ Det synes gængs visdom i Odense at det Vé (Ví) vi søger lå enten i Flakhaven på rådhuspladsen i Odense eller i det østlige Odense ved landsbyen Åsum, nord for Odense å, men der foreligger ingen beviser for dette. Jakob Tue Christensen, museumsinspektør, Odense Bys Museer siger om stedet :” Skjolden er den pladslignende udvidelse af Overgade, hvor denne og Nedergade løber sammen, der hvor der også er afsat en trekant. Ordets nærmere betydning kender jeg ikke, men den trekantede form kan jo minde om et skjold. Strækningen herfra til mod vest udgjorde byens ældste torv”.

Sammenlign her med den helt identisk placerede ”Wistræt" (Vé stræde), der var den offentlige hovedfærdselsåre inden for det oprindelige Canterbury, Kent’ s bymure (se bykortet i afsnittet ”At tage til ægte med vielse og brudeløb (bryllup)”). Odense og Canterbury byplanlægges formentlig nogenlunde samtidigt i 900 tallet e.Kr.

Billedkilde: Odense Bys Museer (www.historiskatlasfyn.dk ). Tak til John Jørgensen for henvisningen til kortet og al hjælpen med at tilføje lokalkendskab.

Odinsví
Uddrag af Braunius’ prospekt over Odense fra 1593

Fra det oldengelske læredigt ”Maxims I" (sætning 132), der findes i Exeter Book fra 900 tallet e.Kr., i min oversættelse til nudansk. Det oldengelske ”weos” er flertalsform af ”wíh, wéoh”, der igen er en af de oldengelske former for ”Ví”. Vi ser dette i bl.a. Beowulf-kvadet, hvor Wígláf’s fader kaldes "Wéohstánes" (sætning 2613) og Wíhstánes (sætning 2908). Dette mandsnavn kendes som ”Vésteinn” (oldnordisk), "Wisten" (olddansk), "Væsten" (oldsvensk) og i runer som "uestin, uistain" på flere runesten. At sætningen forekommer netop i et skrift fra 900 tallet e.Kr., og derfor nøjagtigt samtidig med at vi ser byer med Ví viet til Odin grundlagt, jvf. "worhte, wyrceð" (virkede), kan ikke være en tilfældighed.

En ø og et vé

Tekst: Flemming Rickfors

Ved vejen i Odense
en trekant jeg ser.
Hvor skjoldunger skjolder
et vé for hver mand.
Åen sig ganger mod daggry og Jord,
der Over- og Neder- gades i træf.
Vidtrejsende alle her finder sit vé
for Odin på øen, der bærer hans navn.

Det nuværende landskab omkring Odense Fjord har desværre undergået så store forandringer at vi ikke gennem et moderne geografisk kort kan danne os et godt indblik i forholdende som de oprindeligt var. Vi kan dog gøre et rimeligt forsøg på kunstigt at genskabe forholdene på basis af et historisk kort fra Kort og Matrikelstyrelsen. Dette er vist i ”Bilag I: Odense Fjords oprindelige kystlinie”.

Othenshyllæheret – Odin ’s Høj og Alter herred

Stednavnet ”Othenshyllæheret” forekommer i Valdemars Jordebog fra år 1231 e.Kr. Stednavnet er det oprindelige navn for Onsild Herred (sognebyerne Sønder og Nørre Onsild) syd for Hobro (der findes ligeledes landskabet Sønder-Onsild/Onsild, Søndfjord i det vestlige Norge i det nordre Bergenhus Amt).

Svend Aakjaer mener i sine aldeles glimerende forklaringer til de gamle stednavne at ”Othenshyllæheret” er sammensat af ”Odin ” + ”hjald, hilde, hjelli” og at den samlede betydning er ”Odin’s træhus/tempel”.

Alternativt mener han det kan være sammensat af ”Odin ” + ”Hyll” (det oldengelske ord for ”høj” der bliver til ”hill”).

Vi kan med ganske god sikkerhed forklare præcist hvor Odin ’s Høj og Alter ligger. De væsentligste oplysninger i det der følger er hentet fra Rud Kjems’ artikel ”Trinderup – Danmarks største megalitanlæg” (Arkæologi på nettet, nr. 26, 1. januar 2001).

Trinderup Krat ligger ca. 7 km sydvest for Hobro. Odin ’s Alter og Odin’s Høj er markeret med rødt. Det store stenanlæg (modersmålet for ”megalitanlæg”) ligger på det højeste punkt i området og skråner ned mod den brede ådal, hvor Skals Å snor sig. Afstanden mellem Odin’s Alter og Odin’s Høj er ca. 3 km. Vi bemærker naturligvis at det tredje punkt i trekanten mellem Odin’s Alter og Odin’s Høj området hedder ”Loke’s Hede”. Kortet er fra Danmark – Vejatlas og oplevelseskort.

I lokal overlevering kaldes stedet hvor det store stenanlæg findes ”Odin ’s Alter”. Sven Aggesøn beretter ca. år 1185 e.Kr. i ”Historie Regum Dacie ” (kap. VII, s. 98-99) om en bro kaldet ”Othenshylle” i omtalen af Erik II. Emune (regent 1134-1137).

Mindre end 5 km nordøst for Odin ’s Høj og Alter finder vi vikingeborgen Fyrkat fra år 980 e.Kr. uden for Hobro og bunden af Mariager Fjord. 5 km sydvest for Odin’s Høj og Alter har vi en jættestue syd for Lindum Skov. Endelig nordøst for området har vi stednavnet ”Ravne Høje”. Dette område er med andre ord et helt centralt knudepunkt i det østlige Jylland, og har været et helligt sted siden før vor ankomst til vore nuværende landområder.

H. Norling Christensen fra Nationalmuseet besøgte i 1941 stedet og fik Odin ’s Alter fredlyst i Nationalmuseets sognebeskrivelse med følgende beskrivelse:

”To parallelle stenrækker, hver ca. 150 m lange med en indbyrdes afstand af 5-6 m."

30. oktober 1981 og 1. november 1981 besigtigede Mads Lidegaard og arkæologen museumsinspektør på Nationalmuseet C.L. Vebæk (se senere om fundet af solpejlskiven på Grønland) igen det store stenanlæg. I sin indberetning til Nationalmuseet 18. december 1981 skriver C.L. Vebæk bl.a.:

"I fredningsbeskrivelsen hedder det kort: 'Høj, 2 parallelle stenrækker, hver ca. 150 m lange med indbyrdes afstand af 5-6 m.' Det drejer sig imidlertid om et endnu mere imponerende anlæg, beliggende dels i selve Trinderup Krat, dels i en 'skovtunge', der mod V skyder sig ud i en opdyrket ager. Anlægget består af 2 ca. 180 m lange rækker af store sten, med en afstand mellem stenrækkerne på 8-12 m.”

”Efter min opfattelse drejer det sig om et gigantisk, men stærkt ødelagt megalitanlæg (stort stenanlæg), hvor der oprindelig har været 6-8 gravanlæg (stenkamre), alt sammen indrammet af de 2 ca. 180 m lange stenrækker. Men hele anlægget er for længst delvis ødelagt. Masser af sten er gravet op og forsvundet, andre ligger halvt opgravet og mere eller mindre kløvet, og atter andre har talrige kløvehuller. Disse kløveriller er alle ens. De enkelte riller (kløvehuller) er korte, firsidede, til dels noget afrundede, med længde og bredde på 5-7 cm og dybde på 6-7 cm”.

I en udgravningsrapport dateret den 18. juli 1982 skriver C.L. Vebæk bl.a.:

”Kort at berette kunne det fastslås, at der ikke fandtes nogen som helst sikre spor af bortgravede eller delvis forstyrrede stenkamre, men at den store tværgrøft (der blev ført til undergrunden, og foroven har en bredde af ca. 1 m, forneden af ca. 0,5 m) viste, at der er tale om en kompakt stenrøse, gennemgående ca. 1 m tyk (høj), spændende fra 0,7 til 1,2 m, der har udfyldt mellemrummet mellem de tæt sammenstillede ca. 180 m lange rækker af randsten i syd- og nordsiden. Dertil kommer, at der uden for randstenene, såvel mod N som mod S, kunne følges rester af stenpakning indtil 3,80 m nord for randstenene og 2,40 m syd for den sydlige randstensrække. Stenpakningen mellem randstenene (røsen) består af hovedstore og noget mindre sten, hvortil kommer et større antal meget store sten, spredt i anlægget”.

”....men om det skal henføres til bronzealder eller jernalder, er uvist, og om det er en gravrøse - hvor vi blot ikke har været heldige at støde på grave, eller hvor disse er helt ødelagt - eller om anlægget har haft en anden funktion, tør jeg ikke udtale mig om på basis af den meget begrænsede undersøgelse, der har fundet sted, og mindesmærkets stærkt ødelagte tilstand”.

Blótlaug under Ase- og Vanetrosamfundet i Danmark, Forn Siðr, har i en årrække afholdt blót på stenanlægget ”Odin ’s Alter”.

Det ekstremt spændende er at der ydermere findes stednavnet ”Odin ’s Høj” om hvilket intet synes at være beskrevet. Museumsinspektør Jens N. Nielsen, Aalborg Historiske Museum har forklaret mig at ”Odin’s Høj” er registreret som en ikke-fredet gravhøj.

Odin ’s Alter og Odin’s Høj (”Othens Hyll”) er to forskellige stednavne og to forskellige steder. Kan Odin’s Høj være en gravhøj for en Danerhøvding, der med status af Gud og derfor Odin, er gravsat her tæt på det hellige offersted for Asa-guderne?