Stødpudestaterne mod fjenderne fra syd

Al historie i Europa, inklusive vor egen, bliver altid berettet gennem en romersk katolsk kikkert. Dette var sandt da Grundtvig, Axel Olrik og Svend Grundtvig fattede pennen i 1800 tallet og begyndelsen af 1900 tallet, og er ikke mindre sandt i dag. Derfor er vor historie altid belyst på baggrund af Romerrigets, og senere Germaniens, vurderinger.

Det har den konsekvens at vi efterser de strategiske tiltag Romerriget tager i forsvaret af Romerrigets østlige del mod fjenden fra nord, som værende udelukkende en romersk plan. Dette er givet helt forkert. Vi har, i forsvaret af vore landområder i den vestlige del af Midgård /Asien, og fra år 179 f.Kr. øst for Tanais-floden haft helt samme interesse i at skabe stødpudestater mod fjenderne Romerriget og Parthia (Persien). Vi har givet handlet med begge, men har samtidigt ikke har kunnet vise svaghed uden at det havde katastrofale konsekvenser.

Løsningen har derfor været, dengang som i dag, at der blev skabt kunstige stater, der kunne holde parterne fra hinanden og sikre samhandlen. Som vi også gør det i dag har vi derfor sat vore egne kongesønner på tronen i disse stødpudestater, og ladet dem lenshylde nominelt græsk/romersk overherredømme. Herved har alle parter kunne erklære sig tilfreds. Det er min vurdering at det er stødepudestaternes fald, der i sidste ende gør vor situation uholdbar og tvinger os til at fortsætte vor vandring videre vest.

Udover de to stødpudestater jeg har fundet frem til har der givet været flere, specielt syd for Kaukasus-bjergene i det nuværende Georgien og Armenien. Det synes dog at vi ikke ved tilstrækkeligt om dette på nuværende tidspunkt.

Kong Skilur til Krimhalvøen

Kong Skilur (130-110 f.Kr.) (kaldes tillige ”Skiluros/Scylur/Scilurus/ Scylurus” og på mønterne nedenfor ”Skilourou”) havde hovedbygd i bjergborgen Neapolis/Napleus (”den nye by” og åbenlyst et græsk/romersk navn for byen), i dag byen Simferopol på Krimhalvøen. Skytherne (skytterne) presses til Krimhalvøen af Sarmaterne , dvs. os, år 3-200 f.Kr.

Kong Skilur, 130-120 f.Kr. Kongens hoved og en bue i skede. The Odessa Museum of Numismatics.	Kong Skilur, 120-110 f.Kr. Hermes’ hoved

Begge mønter er slået i bystaten Olbia og har inskriptionen ”Basileôs Skilourou Olbio”. Som vi ser hos Christian IX’s søn Vilhelm (1845-1913) da han i 1863 under navnet Georg I. bliver Konge af Grækenland og hans titel er ”prins af Danmark, ”Basileôs ton Ellenon” eller ”Konge af Hellenerne”, oversættes mønternes indskription til ”Kong Skilur Olbia”.

Kong Skilur, 22mm, 7.5 g. Kongens hoved med langt skæg. Reversen bue i skede mellem pil og kølle. Fra min private møntsamling.

Kong Skilur, 22 mm. Meget mørk kobber som jeg har belyst for at fremhæve detaljerne. Kongens hoved med langt ”gedeskæg”. På reversen ses bue og 3 pile i skede mellem pil og kølle. Inskriptionen lyder: ”Kong Skilur Olbia. Læg her specielt mærke til køllens knobbede udformning og sammenlign denne med køllen fra Cerne Abbas Jætten. De er identiske, og dette er ikke et tilfælde i blandingen af keltisk, sen-skythisk og sarmatiske skikke i Kong Skilur’s samtid. Fra min private møntsamling.

Til trods for at alene sværdet alene ansås som et ”ærligt” våben benyttede vi naturligvis spyd, lanse, økser, knive og stridskøller. Disse køller var identiske til den viste kølle fra Kong Skilur. Dette beretter Saxo i 7. bog Om Halfdan Bjerggram ¹ (i Peter Zeeberg’s oversættelse).

¹ Kong Halfdan/Halvdan Bjerggram kan være identisk til Halfdan (Ynglinga-ætten nr. 25) der var regionalkonge over Raumaríki & Vestfold, dvs. dele af Norge (brugen af ”bjerg” indikerer at hans landområde var bjergrigt). Kan ligeledes være identisk til Kong Sigifrid/Frithleuer/ Frithlevere’s partner Halptani (se Scyldinga-ætten nr. 28) som beskrevet i Frankernes Annaler for året 782 e.Kr. Om ”Vestfold” skriver ”Sögubrot af nokkrum fornkonungum í Dana ok Svíaveldi” (kap. 10): ”... er þá hétu Vestmarar, en nú heitir Vestfold ...”

”Det var en hån der fik Halfdan til at krympe sig, så han besluttede sig for at tage imod udfordringen og besvare den ydmygende latterliggørelse af sin ugifte stand med et strålende bevis på sin tapperhed. Og da han undervejs vandrede gennem en skyggefuld skovegn, tog han et egetræ der stod på hans vej, trak det op med rode, og forvandlede det til en solid kølle, blot ved at befri det for grene. Med den i hånden gik han fortrøstningsfuld videre mens han sang følgende korte digt:”

”Se den knortede klods, som jeg bær' med hovedet hævet,
den skal slå ho'der itu, den skal slå fjender ihjel.
Aldrig skal nogen så tung og bladrig kølle vel true
gøternes kæmper med så skrækindjagende slag.
Den skal knuse den stædige kraft i de senede nakker,
tung af skovgroet magt splintrer den tindingens hul.
Køllen skal tæmme den galskab der nu har grebet mit hjemland,
aldrig har svenskerne (”suetis”) før mødt en så dræbende magt.
Den skal slå knogler i kvas, skal suse mod krigeres lemmer,
tungt skal det afrevne træ ramme forrædernes ryg,
falde mod slægtninges hjem så landsmænds livsblod må flyde,
gå som en ondartet pest over mit fædrelands jord.

Med de ord gik han løs på Sigvald og hans syv sønner. Deres mægtige kræfter kunne intet stille op mod hans uhyre kølle, og han dræbte dem alle”.

Illustreret Videnskab (11/2004, s. 35) viser i en udgravning fra Egypten at de døde blev begravet med stridskøller fra år 4.000 f.Kr. Denne skik overtages af de egyptiske kongedynastier, og videreføres af senere generationer, inklusive Kong Skilur, som vi har set ovenfor. Det er stridskøllen der oprindelsen til høvdingernes, senere konger og dronninger’s scepter. Denne urskik er derfor ikke overraskende også at finde i Monarken’s nuværende våben.

Russeren Sergei V. Rjabchikov har fortolket navnet ”Skilur” som værende sammensat af ”Skil” (falk) + ”ur” (kvik/klar). Jeg skal ikke kunne sige om dette etymologisk er rigtigt, men jeg kan sige at ordet på oldnordisk betyder følgende:

”Skil” (at udmærke sig) + ”ur” (endelsen på et navn af hankøn, lig Leifur).

Ordet ”skil” benyttes i dag på nuengelsk (skill) med samme betydning som på oldnordisk.

Sandheden er at ingen ved om Kong Skilur var Sarmater eller Skyther.

Yuriy Zaytsev fremlagde på ”Second International Congress On Black Sea Antiquities” i Ankara, Tyrkiet 5. september 2001 et indlæg kaldet ”King Skilur and the Barbarians of the Northern Black Sea Lands in the 2nd Century BC.”

I foredraget viser Ukraineren at arkæologiske undersøgelser fra Det Sydlige Palads fra bygden Neapolis viser en række ting:

1. Det menes at Kong Skilur blev gravsat i det fundne mausoleum og en stentavle med hans gerninger er fundet.
2. Der sker ændringer i bygden år 140-130 f.Kr. (hvilket må skyldes at Kong Skilur overtager kontrollen med bygden).
3. Kong Skilur og hans dynasti var ankommet til bygden udefra og dette var formentligt en udvandring fra området omkring Kuban floden og Kaukasus.

Sidstnævnte er netop det område bl.a. det Sydlige og Nordlige Aorsi -folk (Ver Asir/Danir ) har kontrol over i samtiden. Mit gæt er derfor at Kong Skilur, som navnet giver os mistanke om, er en af os, og ikke en skyther. Lad os se om dette kan have sin rigtighed.

I 1999 fandt man en stentavle der er blevet oversat af russeren Yuriy Vinogradov som følger (i min oversættelse fra engelsk til dansk):

”Denne gravsten blev rejst til den meget sejrrige Argotus af guvernøren af Skythien, (der er) rig som følge af dets heste græsenge. (Som) foreskrev de tapre krigere at undsige det tætte forhold i frygtsom ære for guderne til fordel for Hellenernes kærlighed og venlighed. (Som) med store styrker kom frem til forsvar (af moderlandet mod horderne) fra Trakerne (og) Maeotae har strakt sig på (Ares) gudernes straf og spredt sig til alle sider, (som gav fødsel til) 60 sønner og det samme antal døtre, og gav dem opvækst lig Idanthemidos’ søn.”

Indskriften er gjort i en græsk dialekt (fra Ionia) og er under indflydelse af Homer.

Personen “Argotus/Argot” synes at være Kong Skilur’s forgænger. Vi kan se at græske hærstyrker hjælper Kong Skilur med at fordrive styrker fra Trakien og Maeotians.

Kilde: Centre for Black Sea Studies, Aarhus Universitet, http://www.pontos.dk/

Ved hjælp fra ovenævnte kort kan vi se hvad gravstenen fortæller os. Kong Skilur’s hovedbygd ligger på Krim-halvøen øverst i midten af Sortehavet. Fjenden fra Trakien ligger nederst i kortets venstre hjørne. Asovhavet kaldtes i samtiden ”Maeotis” og fjenden ”Maeotae” er fra omkring Asovhavetb ¹. Kong Skilur’s landområde synes at have været nordsiden af Sortehavet. Der synes at være enighed om at denne gravsten omhandler Kong Skilur selv. Kong Skilur beskrives som ”guvernør af Skythien” men ikke at Kong Skilur selv er Skyther.

¹ Strabo beretter ca. år 7 f.Kr. i ”Geographika” (bog 11:2:1) ”omkring Maeotis søen bor Maeotae folket...” Disse folk er beskrevet som adskilt fra bl.a. Aorsi -folket (Ver Asir/Danir ) og er derfor ikke os. Bog 11:2:4 forklarer os at Maeotae folket er flere stammer, der bor fra mundingen af Tanais-floden ned af østkysten af Asovhavet. Stammerne er fiskere, agerdyrkere men også krigere. Bog 11:2:11 nævner navnene på stammerne.

At Kong Skilur på gravstenen beskrives som ”guvernør” dvs. despot/hersker/leder, den højeste titel i græske bystater, kan betyde at han var konge over sit eget landområde, jvf. mønterne, og måske vogter over et endnu større område.

At stentavlen er gjort i græsk dialekt er kun naturligt da vi hører at Kong Skilur lenshylder græsk overherredømme. Dette siger intet om Kong Skilur’s eget sprog, der ikke har været græsk. Jeg viser i kapitlet ”At riste lyde” at inskriptioner og symboler fra Krim-halvøen i Kong Skilur’s samtid klart peger på at der er gjort brug af symboler der udvikler sig til runer i Ældre Futhark .

Strabo beretter ca. år 7 f.Kr. i ”Geographika” tre steder om Kong Skilur. Første gang i forbindelse med borgen i Neapolis. Anden gang nævnes Kong Skilur’s ældste søn og senere konge, Palakus og andre af hans sønner. Den tredje henvisning er til Kong Skilur og hans mange sønner.

Der blev i gravkammeret fundet en statue af en kvindelig gudinde. Dette kan være gudinden ”Ditagoia” hvis navn er fundet i en inskription fundet bygden Panticapaeum i Det Bosposriske Kongerige, hvor navnet er indskrevet i et stenalter på vegne en datter af Kong Skilur.

Russeren Sergei V. Rjabchikov har fortolket navnet ”Ditagoia” som værende sammensat af ”dita” (barn) + ”goi” (forbundet med frugtbarhed). Der er for mig ingen tvivl om at denne gudinde er Moder Jord i en eller anden form.

Kong Skilur dør år 110 f.Kr. og hans ældste søn Palakus overtager tronen. Ved sønnens tronovertagelse synes der at ske noget yderst spændende. Palakus lenshylder Sarmaterne , dvs. bl.a. os, og romerne/grækerne må bede om hjælp til at løse dette problem. Dette sker ved at Mithradates VI/Den Store (131-63 f.Kr.), hersker over Pontus, år 113 f.Kr. sender 6000 tropper under ledelse af Diophantes/Diophantus mod Krim-halvøen (i samtiden kaldt Chersonesus). De ankommer år 110 f.Kr. og overvinder Kong Palakus.

Stødepudestaten er for os herved bortfaldet.

Den græske historieskriver Plutarch (45-125 e.Kr.) beretter i ”Apophtegmata” (Morales, kap. 2.8.17) ¹  at Kong Skilur, som han kalder ”Scilurus”, på sin dødsseng, hvor han står overfor at skulle efterlade riget til 80 overlevende sønner ², bad sønnerne tage et bundt pile og knække dem. Da ingen af sønnerne kunne klare dette tog Kong Skilur pil efter pil ud af det samlede bundt og knækkede let pilene. Moralen, Plutarch’s specialitet, var at ifald sønnerne holdt sammen ville de fortsætte i et ubrydeligt sammenhold. Kom de i indbyrdes kivsmål ville de blive svage, dvs. sammenhold gør stærk.

¹ ”Apophthegms of Kings and Great Commanders” i engelske oversættelser.
² Hans gravsten skriver 60 sønner og lige mange døtre. Dette tal må derfor være det korrekte. Fejlen kan være opstået hos Plutarch da han skriver ”4 snese”. Måske skulle han have skrevet ”3 snese”.

Moralen er sand nok, og vi har nok kilder til at kunne sige at Kong Skilur havde et enormt antal sønner og døtre. Derfor har historiens morale netop været Kong Skilur’s hovedproblem. Om han løst problemet som Plutarch beretter, eller eftertiden har valgt at tilskrive ham denne, kan vi ikke sige.

Der hersker nogen tvivl om hvorvidt beretningen om Kong Skilur og hans sønner faktisk kan tilskrives Plutarch. Årsagen til dette er at en identisk historie med samme morale findes i ”Aesop’s fabler”. Herodot (år 484-425 f.Kr.) beretter at personen Aesop var en slave, der boede på Samos i 500 tallet f.Kr. og blev frigivet af sin herre. Hans fabler blev bevaret gennem bl.a. Babrius (100 tallet e.Kr.?) om hvem vi stort set intet ved. Babrius har en lille fortælling kaldet ”Den gamle mand og hans sønner” der er identisk til hvad Plutarch beretter om Kong Skilur. Alt hvad Plutarch har gjort er at tilpasse den samme historie til Kong Skilur ved at udskifte ”mange sønner” til ”4 snese”.

Denne universale morale gav den franske maler Noël Hallé (1711-1781) inspiration til at afbillede denne begivenhed.

”Scilurus, roi des Scythes” eller ”Skilur/Scilurus, Konge af Skytherne”. Malet af Noël Hallé (1711-1781) mellem 1765-1767. Originalen er olie på lærred 3 m x 1.15 m og hænger på Nationalmuseet i Warzawa, Polen (inventar 130414). Forarbejdet, gengivet her fordi det i sort og hvid fremstår bedre, kaldet ”Scilurus (dessin)” er 87.7 cm x 57 cm og i privat ejerskab. Vi ser Kong Skilur i sengen og hans sønner i færd med at forsøge at knække pilebundtet. Kilde: Le Projet Utpictura18:  Université De Montpellier, CNRS, Université Paul-Valéry og Région Languedoc-Roussillon.

Kongerne Asander & Aspurg - Det Bosporiske kongerige

Pharnaces II (63-47 f.Kr.) konge af Pontus og Bosporus.

Den 2. august 47 f.Kr. er denne konge i krig med Julius Caesar og bliver slået. Caesar er endnu ikke Kejser men general og sejrherre over Gaul, og midt i en blodig borgerkrig han selv har startet mod Senatet i Rom, Han er vej til Rom med sin elskerinde Cleopatra til Egypten. Det var efter denne sejr at Caesar ved sin tilbagekomst til Rom meddelte Senatet: ”Veni, Vidi, Vinci!” eller ” Jeg kom, jeg så , jeg sejrede!”

Asander (47-17 f.Kr.) kupper sig til tronen efter ovennævnte slag med titlen ”Archontos” eller ”leder/forstander”, der var den højeste titel i græske bystater, men lå under titlen Konge/Tsar. Asandar er skyther/sarmater , og for at blive anerkendt af Rom gifter han sig med Dynamis (f. år 65 f.Kr.), der var datter af Pharnaces II. (og derfor den retmæssige tronarving). Herefter bliver han anerkendt af Rom som Konge/Tsar i 45-44 f.Kr. En af hans mønter vises nedenfor.¹

¹ Vi har to forskellige inskriptioner på hans mønter. Den første er ”ΑΡΧΟΝΤΟΣΑΣΑΝΔΡΟΥ” eller ”Archontos Asandrou”. Den anden er ”ΒΑΣΙΛΕΩΣΑΣΑΝΔΡΟΥ” eller ”Basiaeôs Asandrou”. Titlen ”Archontos” findes bl.a. i den græske version af Bibelen i Mattæus-Evangeliet 9:23 hvor ordet i Den Danske Bibel oversættes til ”forstander”. Denne titel var meget brugt i den græske verden i forskellige beskrivelser af ledere og vi genfinder titlen i det engelske ord for ”ærkebiskop” eller ”archbishop”. Titlen er klart langt under Konge. Titlen ”Basiaeôs” betyder til gengæld ”konge”.

Efter Asanders død i år 17 f.Kr. gifter Dynamis sig først med Scribonius, der er konge (eller snarere prinsgemal til Dronning Dynamis) år 17-16 f.Kr. Da han dør gifter Dynamis sig med Polemo I, der kalder sig konge af Pontus, men i realiteten ligeledes er prinsgemal til Dronning Dynamis år 16-8 f.Kr. ¹

¹ Dronning Dynamis begynder selv at slå mønt efter Asanders død og inskriptionen på hendes mønter siger ”ΒΑΣΙΛΙΣΣΗΣΔΥΝΑΜΕΩΣ” eller ”Basilissês Dynameôs” eller ”Dronning Dynamis”.

Da Polemo I dør styres riget i fællesskab af Dronning Dynamis og hendes søn med Asander, Aspurg fra år 8 f.Kr.- 8 e.Kr.

Aspurg (staves også Aspurgus og Aspourgos) bliver, under godkendelse af Kejser Tiberius, enekonge med titlen Tsar fra år 8 e.Kr. indtil sin død år 38 e.Kr.¹ Han bliver romersk statsborger år 13/14 e.kr.

¹ Panticapæum ændrer ca. år 38 e.Kr. navn til ”Caesarea” og Phanagoria til ”Agrippia Caesarea” jvf. de mønter vi har kendskab til. Vi har en mønt udstedt af Kong Aspurg, hvor obversen er en afbildning af Kejser Caligula og hvorpå står “gaioy kaisapos Gepmanikoy” eller “Gaius kejser Germanicus”, Caligula’s korrekte titel. Hans forgænger, Kejser Tiberius dør år 37 e.Kr.. Mønten er derfor udstedt efter dette tidspunkt. Caligula blev snigmyrdet år 41 e.Kr. De fleste af Caligula’s egne mønter er udstedt år 37/38 e.Kr. og samme gør sig sikkert gældende for denne mønt.

Arkæologen og historikeren Valentyn Mykolayovych Danylenko (1913-1982) oversatte en skythisk inskription på nogle sten fra den græske bystat Olbia ved Dnepr-Bug deltaet. Ved at bruge det græske og Aramaic alfabet kom han frem til at der stod ”dette er en skythisk tsar” og ”Aspurg er tsaren”.

Man ved ikke hvorfra Aspurg og hans fader Asander stammer udover at de var skythere, hvilket som følge af tidsrummet betyder at dette skal forståes som sarmatere, og derfor bl.a. os. ¹

¹  Strabo beretter ca. år 7 f.Kr. i ”Geographika” (bog 11:2:11) ”Til disse (Maeotae folkene) hørte også Aspurgiani folket, der bor mellem Phanagoraia og Gorgipia”. Da der er lidt usikkerhed om det præcise tidspunkt Strabo skriver sit værk (år 7 f.Kr. – år 18 e.Kr) er beretningen samtidig med Kong Aspurg. Aspurg dynastiet må derfor oprinde fra østkysten af Asovhavet , hvorfra Maeotae folkeslagene kom.

Grundtvig nævner i Nordens Mythologi (1832, s.288):

”Vende vi os derimod til Folke-historien om Oplysning, da finde vi ikke blot Aspurg (As-borg) og Phanegoria (Vane-Gaard) inde ved det Asovske og Sorte Hav..” (parenteserne er Grundtvigs)”.

Grundtvig oversætter ”Aspurg” til ”Asborg” hvilket er ganske rimeligt.

Min vurdering er at navnene ”Asander” og ”Aspurg” begge er ditamatiske navne som vi genfinder i mange af vore egne navne, f.eks. Asbjørn, Asger, Astrid, Asfrid etc.

Kong Aspurgus' navn skrevet i hvad er tydeligvis tidlige runer. Fra højre mod venstre:*ansuR,Aesc + *sowilu, Sigel (as). Alternativt kan det være *laguR, Lagu + *sowilu, Sigel, der i evolution måske bliver til *ansuR,Aesc, der her skal forstås som "Gud", hvad Aspurgus lig alle andre konger er i samtiden. Kilde: Sergei V. Rjabchikov: The Preliminary Report on The Decipherment Of The Proto-Slavonic Writing System (Figure 11, 2000). Afbildningen er fra Drachuk (1975:61, table III:101) 

Mønt slået af Kong Asander. Vi ser inskriptionen ”ΑΡΧΟΝΤΟΣΑΣΑΝΔΡΟΥ” eller ”Archontos Asandrou” på reversen. Da Asander endnu ikke er godkendt som konge er møntet slået før hans ægteskab med Dronning Dynamis, dvs. år 47-45/44 f.Kr.
Kilde: Alekseev V.P., Loboda P.G.: ”Some Unplublished Bosporus Coins of the Early Roman Period” (Issue No. 4, September 2000).
The Odessa Museum of Numismatics.

Bemærk nu hvad vi ellers ser på reversen af mønten. Vi ser yderst til højre en hel klar aftegning af Verdenstræet/Galgen/Korset og dets tre rødder i hver sin verden (vist på hovedet som mønten her fremstilles).

Seolfor pening, silfr peningr, sølvpenge – Sceat slået i Ip’s Vig (Ipswich), Dorestad, Domburg og Ribe år 670-755 e.Kr. Vel nok den fineste afbildning af Verdenstræet Yggdrasill i trækorsformat med de tre rødder forneden. På hver side to ansigter der ”taler” med Verdenstræet, og dermed guderne/forfædrene, og modtager visdom og råd. Bagsiden af mønten har fire fugle (årstiderne) omkring et kors, korsvejene mellem de fire handelspladser. Mønten blev fundet af Warren Harrison i Wetwang ved Briddlington på østkysten af Northumbria, hvor mange tilsvarende mønter er fundet. Min private møntsamling.

I yderste venstre hjørne og på forsiden af mønten har vi en 8-takket stjerne.

Runeindskriften og figurafbildningerne på ”det korte” guldhorn tegnet af arkivar, kammerråd Jochum Paulli (1690-1759) 1734. Fra ”Danmarks Folk – I skildringer af danske videnskabsmænd” (1901, s. 221-222). Begge guldhorn blev fundet ved Gallehus ved Møgeltønder i Sønderjylland og er dateret til 400 tallet e.Kr.

Vi gennemgår andetsteds forklaringerne til de personer der er afbildet og hvorfor vi her ser et Midsommerblót undervejs. Vi har afbildninger af 4, 6, 7, 8, 9 og 12-takkede stjerner. Antallet af takker på hver stjerne er ingenlunde tilfældig og viser de 4 årstider, de 9 verdener, 12 måneder, de syv hovedguder etc. Der er 4 afbildninger af 8-takkede stjerner i ”det korte” guldkorn fra Sønderjylland.

Fra en stentavle fundet i den sumeriske bygd Uruk (nuværende sydlige Irak) dateret til 3000 f.Kr. ved vi hvad den 8-takkede stjerne skal symbolisere. Den otte-takkede stjerne er Inanna ¹ , der hos romerne bliver til Venus og hos os Freya , dvs. Moder Jord .

¹ Hun kendes også som Ninnanna (skyernes Dronning) og Ninsianna.Skulle læseren ved lejlighed have mulighed for at se et luftfotografi af Skt. Peterspladsen i Rom vil man se at selve pladsen er specifikt udformet som en 8-takket stjerne med den egyptiske obelisk i midten værende et af verdens mere kendte fallos-symboler (hos rommerne Baal, hos os Frey).

Phanagoria var en græsk koloni grundlagt år 542 f.Kr. Byen er ca. 75 hektarer og den anden hovedstad i det Bosporiske kongerige. Der er endnu ikke foretaget nogen udgravning af byen, da denne er delvis under vand. Grundtvig oversætter Phanagoria til Vane-Gaard, hvilket jeg ikke har kunnet få andetsteds bekræftet selvom jeg kan se hvorledes oversættelsen virker åbenlys.

Mønt slået i Phanagoria 225-200 f.Kr. Til venstre (reversen) en tydelig afbildning af en bue i venstre side, efterfulgt af en pil og afsluttende bogstaverne ”ÔA” (symbolet for Phanagoria). Til højre (obversen) et hoved med skæg, og nok en afbildning af høvdingen på dette tidspunkt (reference Anokhin 147). Vi ved ikke hvem der havde kontrol med Phanagoria år 225-200 f.Kr. Vi ved generelt at Sarmaterne har kontrol med området nord derfor, hvoraf vi er een af disse stammer. Afbildningen af en pil og bue som symbol på høvdingen er gengivet identisk på Kong Skilur’s mønter. De græske bogstaver indikerer græsk overherredømme, men er det muligt at Grundtvig kan have ret i sin hypotese at Phanagoria i virkeligheden oprinder af Vane-Gaard? Fra min private møntsamling.

Vi ved med sikkerhed at Det Bosporiske Kongeriges opgave som stødpudestat er borte ca. år 38 e.Kr. da begge hovedbygder ændrer navn til romerske navne. Det er muligt at med Kong Asanders død år 17 f.Kr. har vi tabt ”vor” mand i riget og dermed tilliden til at stødpudestaten kunne holde.