Forside Indholdsfortegnelse
<< ForrigeNæste >>

Ásaland/Miðgarð – vestlige del

Sarmaterne – Sauromatai

I den vestlige del af Ásaland/Miðgarð har vi to generelle betegnelser for stammer; Skyther (skytter) og Sarmater/Sauromatai. Desværre benytter forskellige historieskrivere disse betegnelser i flæng når de ikke helt ved hvad de taler om, følgende den kendte akademiske hovedregel om altid at udtrykke sig uklart når man ikke er sikker i sin sag. Skytherne og Sarmaterne har ydermere en lang række skikke tilfælles og et sprogfællesskab, som vi stadig ikke fuldt ud forstår. Vi vil høre at sarmaterne talte ”korrupt skythisk”.

Der synes ikke at være nogen forståelse for hvad ordet ”sarmater /sauromatai” betyder. Det er blevet fremført at ”sar/sauro” enten betyder ”konge/tsar” eller ”de lyshårede”. Hippocrates og Herodot ’s brug af ”sauromatai” kan uden tvivl sidestilles med ”syrmatae” der benyttes af Pseudo-Scylax og Eudoxus, og som i 300 tallet f.Kr. er naboer til Skytherne (skytterne) nær Tanais-floden (Don -floden). Persernes hellige bog ”Avesta” nævner også et område ”mod vest” der hed ”Sairima”.

Vi kan sige at begrebet ”Sarmaterne var en generel betegnelse for flere folkeslag, der var beslægtet i større eller mindre grad, og som synes at have holdt sammen mod fælles fjender. Blandt disse folkeslag var:

  1. Aorsi-folket (Ver Asir/Danir ), delt i to stammer, nord og syd.
  2. Alani-folket, delt i to stammer, Alani og Roxoalani (Rhoxolanoi).
  3. Lazyges/Iazyges-folket (Magyar-folket,Ungarn, Finnerne, Esterne)
  4. Siraces-folket

Vi ser muligvis ordet ”sar” benyttet i en runeindskrift fra Rogaland, dateret til folkevandringstiden dvs. år 0-200 e.Kr.

HiwigaR/HiÞigaR

saralu

engwinaR

HiwigaR/HiÞigaR

Konge (,) Gro!

Ven af Freyr

Årstad runestenen, Årstad gård, Sokndal, Rogaland. Oprejst udenfor vestvæggen af gravhøjens gravkammer med runeskriften vendt mod graven. Dateret til folkevandringstiden, dvs. år 0-200 e.Kr. Der er tvivl om hvorvidt den 3. rune i øverste linie skal læses ”w” eller ”þ”. Kilde: Runeskrift fra www.arild-hauge.com

Min fortolkning af denne tekst er:

hiwigaR/hiþigaR = mandsnavn
sar = ”sar/sauro” i betydning ”konge/tsar”
alu = fra "ala" eller "Gro!"
engwinaR = Ven af Freyr og fra Skilfinga-ætten.

I Beowulf -kvadet (sætning 1041, 1319) er ”ingwina” en betegnelse for "os" under Kong Hroðgar (Scyldinga-æt nr. 17, ca. 473-525).

I det oldengelske runedigt lærer vi følgende:

Ing wæs ærest mid Eástdenum
gesewen secgum, oð he síððan eást
ofer wæg gewát. wæn æfter ran.
þus Heardingas þone hæle nemdon.

Ing var først med Øst-Danerne
så set, fór han siden øst
over vandvejen. Vognen efter rendte.
derfor Heardingerne denne helt navngav.

Rune-digtet er lidt vanskeligt at fortolke. Hvad vi kan se er at Ing først var med Øst-Danerne. Øst-Danerne er Danerne på Fyn/Sjælland/Skåne og dette er oprindeligt Scyldinga-ætten som Beowulf også bekræfter. Fra Scyldinga-ætten udvikles Ynglinga-ætten i Norge/Upland og ”Ingwina” idenficeres af senere historieskrivene med Ynglinga-ætten. ”Ingwina” betyder slet og ret ”ven af Freyr ” og det var jo alle Daner.

Omkring år 507 f.Kr. hjælper Sauromatai-stammerne Skytherne (skytterne) modstå et angreb mod den Pontiske steppe (nord for Asovhavet ) ledt af Perser-kongen Darius I. Senere ser det dog ud til at der er krig mellem Skytherne og de sarmatiske folkeslag. Vi vil høre Hippocrates berette at Sauromatae-folkene synes at være ankommet til Europa, dvs. har krydset Tanais-floden, før år 400 f.Kr. Dette synes ikke at fremgå af Herodot ’s samtidige beretning. Der er generelt enighed om at de sarmatiske folkeslag har presset Skytherne væk fra den Pontiske stepppe nord for Asovhavet langs Tanais-floden (Don -floden) omkring år 300 f.Kr. Der er også enighed om at de sarmatiske folkeslag kommer ind fra øst. Dette skyldes, som vi har hørt, at Hunnerne presser os, og andre folkeslag, mod den vestlige del af vore traditionelle græsenge i Ásaland/Miðgarð.

De fleste forskere mener at Alani-folket tager kontrol med Tanaisfloden og området øst derfor omkring år 20-50 e.Kr. og at Aorsi-folket og Lazyges/Iazyges-folket er draget bort derfra på dette tidspunkt. Man ved at fra sent i 100 tallet f.Kr. til 100 e.Kr. sker der et stor nedgang i befolkningen omkring Tanaisfloden , og stepperne nord derfra, som følge af folkevandringer fra området.

 

 

Kort over hvem der har kontrol med hvilke landområder ca. 179 f.Kr. – 38 e.Kr. Basiskortet er fra R. Brzezinski & M. Mielczarek ”The Sarmatians 600 BC – AD 450” (2002, s. 7). Lazyges/Iazyges-folket (Magyar-folket, Ungarn Finnerne, Esterne) og Roxolani -folket presses mod vest til Donau-floden. Siraces-folket forbliver omkring Kuban-floden. Den sydlige del af Aorsi-folket (udbrydere fra Ver Asir/Danir ) presses mod vest af Alani -folket.. Den nordlige Aorsi-stamme (Ver Asir/Danir) har landområde højere oppe af Tanais-floden uden for det viste kort, og tager foden på nakken mod nord og Estland . Der er to stødpudestater mellem de sarmatiske folkeslag og Romerriget; Kong Skilur’s rige og Det Bosporiske Kongerige under Kong Asander og Kong Asburg.

 

Den græske historieskriver Polybius (ca. 201-122 f.Kr.) skriver i ”Histories” (bog XXV:1) om detaljerne ved indgåelse af en fredsafslutning. Området, hvorom der indgås aftale er bl.a. Pontus, Det Bosporiske Kongerige og Parthia (Persien/Iran). Vi ved at denne fredsafslutning finder sted år 179 f.Kr. Polybius skriver om de der er medunderskrivere på fredsafslutningen:

”Og fra Europa, Gatalus, Sarmaten

Fra denne meget vigtige oplysning kan vi se at Tanais-floden er blevet krydset ikke senere end år 179 f.Kr. og at de sarmatiske folkeslag har magt, uden hvilken man ikke ville have dem som medunderskrivere på en fredstraktat.

Snorre beretter i indledningen til Snorre Edda at en af vore konger hed ”Ját” og at denne også kaldes ”Geata” (Götar, dvs. en lokalkonge fra Götaland). Ligeledes har Odin et heite ”Gautur” (igen formentlig "Götar", og ikke ”goter”). Polybius’s konge ”Gatalus” kan ikke tidsmæssigt være ”Ját/Geata/Gautur”, men det må være rimeligt at antage at navnet på den sarmatiske konge år 179 f.Kr. er urnordisk.

Romeren Ovid blev sendt i eksil fra Rom til byen Tomis (i dag havnebyen Constantza i Rumænien) ved Sortehavet i år 9 e.Kr. efter at have skrevet ”Ars Amatoria”. Han dør i byen i år 17 e.Kr. Ovid er dybt deprimeret over at bo i en kold uciviliseret by, der selvom den er græsk, er domineret af Gotere og Sarmatere. Det er præcis det der gør Ovids mange breve til Rom interessant for han giver os et glimrende samtidsbillede af Goterne og Sarmaterne . Ovid forklarer os at Sarmaterne og Goterne (Getic) rider gennem byen Tomis. De er bevæbnede med køller, bue og forgiftede pile. Deres stemmer er barbariske, deres blik gennemborende. Deres uredte hår når helt til brystet, og deres skæg er uklippet. Hver mand har en dolk, som de bruger uden ret megen påskyndelse. Sværdet var lovgiveren, og der var ofte drab på selve Forum, dvs. den centrale plads i byen Tomis. De gør nar af hans latin.

Goterne og nogle af de sarmatiske folkeslag har med andre ord kontrol med byen Tomis/Constantza år 9 e.Kr. Det er her også værd at bemærke at enten er ikke alle goterne draget til Reidgotaland (Norden) eller også er de allerede år 9 e.Kr. på vej ud fra Norden.

Jeg vil nu gennemgå hvad vi ved om de stammer der af historieskriverne kaldtes Sarmatere/Sauromatai, og vise at det er den nordlige Aorsi-stamme, der er Ver Asir/Danir stammen.

Forskere har argumenteret for at Magyar-folket i Ungarn har en forbindelse til Lazyges/Iazyges-folket, en af de fire Sarmatiske stammer.

Det har betydning fordi det også er bevist at Magyar-folket, Finnerne og Esterne har samme oprindelse. Disse folkeslag stammer fra området der i dag kaldes Mari Republikken øst for Nizhni-Novgorod (ny-Novgorod) og vest for Ural bjergene omkring Volgafloden, hvor sproget finsk-ugrisk stadig tales. Præcis som i dag, hvor Finner og Estere regnes for vore brødre og en del af Norden, har denne alliance allerede været gældende mindst fra 300 tallet f.Kr.

  chap14-1-1.jpg
 chap14-1-2.jpg chap14-1-3.jpg

Mønter slået for Kong Sauromates I. (93-123 e.Kr.) til Det Bosporiske Kongerige. Jeg argumenterer i afsnittet ” Kongerne Asander & Aspurg - Det Bosporiske kongerige” for at dette rige, under Kongerne Asander og Aspurg, er vor stødpudestat mod Romerriget mod syd. Dette ophører år 38 e.Kr., hvor romerne tager direkte kontrol med landområdet, og vi tager foden på nakken mod nord. Det er dog stadig vor egen æt, der ser ud til at sidde på tronen igen under Kong Sauromates. Med sit kaldenavn ”sauromatou” ønsker han at vise den direkte linie til Asander og Aspurg. Derfor viser nogle af hans mønter, herunder bl.a. ovennævnte, de fineste eksempler på vore oprindelige filosofi. Jeg har ikke set dette gjort så gennemført på andre mønter, herunder vore guldskillinger slået år 385-670 e.Kr.

Kong Sauromates I. slår mønt under Kejser Trajan (98-117 e.Kr.) og  Hadrian (117-138 e.Kr.) og vi ser mønter med afbildning af disse kejsere, gjort for at vise underdanighed. At Kong Sauromates I. ligeledes slår mønt uden at vise nogen romersk kejser i mønten antyder stærkt at han har haft en stor grad af uafhængighed fra Rom. At han har haft denne uafhængighed må skyldes at han er i stand til at kontrollere truslen fra stepperne mod nord. Derfor har vi en afbildning af en ”fjende” bagbundet og på knæ uden for byporten til Det Bosporiske Kongerige. Vi ved ikke hvem disse ”fjender” var, men mange af vore egne landsmænd befinder sig i området indtil Goterne og Hunnerne ankommer. Indskriften siger, som hans forgængeres mønt, ”ΒΑCΙΛΕOC CAVROMATOV” (Kong Sauromatou) (8 gm, D:2.6 cm, ref. Anokhin 461). Bogstaverne "MH": M(40) + H(8) = 48 nummia = 1 sestertius.

Øverst: Byporten til Det Bosporiske Kongerige. Inden for hersker Kong Sauromates og er derfor velsignet af visdom fra de 3 verdener (fortid, nutid og fremtid). Udenfor er ”fjenden” bagbundet og i knæfald. Afbildningen af Thor afgivende lynild mod fjenden findes identisk på sølvpenge slået i vore landområder år 670-755 e.Kr. (se afsnittet ”Lodtrækning og ulykkesvarsel mod Birka”).

Nederst: Hele møntens forside er vort runde skjold med skjoldbukkelen vist i midten. Stridsøkse, det hellige sværd, askespydet som symbol på Yggdrasill, hestehovedet som symbolet på  *ehwaR-runen og at hesten er hellig, tronstolen og krone, og ikke mindst jætten Mimir’s hoved afbildet på kongens scepter. Fra Mimir’s hoved (mindet/erindringen), og fjendens hovedskal, modtager kongen den visdom og styrke fra forfædrene der gør at han, på vegne stammen, kan tage gode beslutninger i nutiden for en bedre fremtid. Afbildningen af kongens hovedbeklædning, ”en fjer i hatten”, er identisk til hvorledes vi ser goternes konger afbildet i det nordlige Indien i samtiden (se afsnittet ”Kushan Riget og Buddha”). Tronstolen kaldes ”faldastoll” (oldnordisk), ”faldastol” (oldengelsk, Mercia), "faldestoed" (oldfransk, Rolandskvadet sætning 609), “falþastols” (gotisk) eller “foldestol” med den oprindelige betydning “højsæde, trone”. De nuværende navne “kurulstol” (fra “curule”) og “munkestol” er importeret via latin og fra kristendommen.

Min private møntsamling.

 

 

 

Roxolani folket

Ca. år 20 e.Kr. bliver Lazyges/Iazyges-folket under påskyndelse af romerne, og med pres fra Roxolani -folket sendt til området mellem Donaufloden og Tisa floden ved den vestlige grænse af Dacian folkets område, dvs. eller eller andet sted i Yugoslavien.

I vinteren år 68/69 e.Kr., medens der er borgerkrig i Romerriget efter Kejser Neros død, angriber Roxolani folket provinsen Moesia (ca. Serbien, Bulgarien og Rumænien). De bliver slået tilbage af M. Aponius Saturninus, der var guvernør af Moesia.

I vinteren år 70 e.Kr. prøver de igen, og denne gang lykkes det at slå den nye guvernør af Moesia, G. Fonteius Agrippa, ihjel.

I vinteren år 85/86 e.Kr. angriber Dacian, Roxolani , Lazyges og Bastarnae folkene Moesia. Guvernøren, C. Oppius Sabinus, bliver dræbt. Kun med stort besvær lykkes det for prefekten af Praetorium (det militære hovedkvarter), Cornelius Fuscus, og guvernøren Funisulanus Vettonianus, at skubbe angrebet tilbage.

I vinteren og foråret år 101/102 e.Kr. hærger samme konstellation af folk igen alle de romerske provinser syd for Donaufloden, og romerne er nødt til at sætte det store skyts ind. Kejser Trajan (år 98-117 e.Kr.), med tropper fra Dacia, laver en frontlinie i Moesia, og det afgørende slag finder sted på Adamclisi plateauet med romersk sejr. Vor vigtig denne sejr var for romerne ses i at der efterfølgende rejses et monument, Tropaeum Traiani, på slagmarken i Rumænien (resterne er nu på museum). 3.800 romerske legionærer blev dræbt, et uhyre stort antal for en sejrrig romersk hær.

År 117/118 e.Kr. Samme stammefolk angriber igen området omkring Dacia (Rumænien), og Kejser Hadrian (år 117-138 e.Kr.) er nødt til selv at tage derover for at få kontrol med situationen.

Kombinationen er dette nederlag og Goternes ankomst til den nordlige kyst af Sortehavet og Asovhavet , efter udvandringen fra Reidgotaland (Norden), gør at Roxolani -folket forsvinder fra historien.

Det er derfor ikke dette folk vi kan forbinde med Ver Asir/Danir stammen.

 

 

Alani folket

Historieskriveren Josephus (år 75-79 e.Kr.) forklarer os:

”Derefter var der Alani -folkets rige, som vi tidligere har nævnt et sted som værende skyther, og boende langs Tanais-floden og Asovhavet . Dette folk omkring dette tidspunkt 1  havde kig på Media 2  og længere frem for at plyndre det; med hvilket formål de optrådte overfor Kongen af Hyrcania 3 ; for han kontrollerede den vej som Kong Alexander 4  lukkede med jernporte 5 . Kongen gave dem ret til at passere forbi; så kom de med store styrker og angreb Medes helt uforventet og plyndrede landet, som de fandt fuld af mennesker, og fyldte op med meget kvæg; medens ingen turde gøre nogen modstand mod dem; for Pacorus, kongen af dette land 6 , var flygtet i skræk til et sted hvor de ikke nemt kunne komme til ham, og havde opgivet alt han havde til dem, og havde kun reddet sin kone og sine elskerinder fra dem, og det med noget besvær, efter de havde taget dem som gidsler, ved at give dem 100 talenter i løsesum”.

(Herefter tager Alani -folket Armenien).

Alani-folket, opstemt af dette slag, ødelagde landet, og gik med mangfoldige mænd, og en stor kvantitet af andet rov de havde fået fra begge kongeriger tilbage til deres eget land”.

1 år 73 e.Kr.
2  Persien/Iran.
3 Strabo: Geographika (11.6) viser os at Den Kaspiske Sø (græsk ”Kaspias thalattēs”) også kaldtes Den Hurkanske Sø (græsk ”Hurkania”); en forgræskning af det oldpersiske ”Verkâna” (Ulveland), igen en betegnelse for et landskab på sydkysten af Den Kaspiske Sø.
4 Alexander Den Store.
5 Dette refererer til en stor mur, der eksisterede på dette tidspunkt.
6 Kong Pacorus II af Parthia (Persien/Iran), f. år 45 e.Kr., konge år 78 e.Kr., død år 109 e.Kr.

 

Vi ved også hvordan dette angreb så ud fra den modtagende side fra Vologeses inskriptionen fra Parthia (Persien/Iran):

”Må vor elskede gud altid holde os frie! Tilbedende ham (gud) i dette 11. år af min tronbestigelse.
Fremad, efter vi har skudt (pile), tilbedende ham (gud), fremad.
Kaghan (kejseren) kongen, tilbedende ham (gud) 7 gange.
Medens Alan-folket, fjenden, og Külük, kongen af Alani folket, vedblev at føre krig; kongen af kongerne, Kaghan (kejser) Büken Kaghan (kejser)! Ridende på din hest rejsende dig over fjenden, du beskyttede mig.
Külük, den hårde konge af Alani -folket, efter at have skudt (pile) og konger over alle konger, Kaghan (kejser)! Ridende på din hest rejsende dig over fjenden, du beskyttede mig og forsvarede mit tempel.”

1 Kong Pacorus II af Parthia (Persien/Iran), f. år 45 e.Kr., konge år 78 e.Kr., død år 109 e.Kr.

 

Som man kan se fra ovennævnte røverhistorie, har Alani -folket ikke holdt sig tilbage da de tog Parthia.

Ammianus Marcellinus (300 tallet e.Kr.) fortæller i sin beretning om Hunnerne, hvorledes det går for Alani -folket.

Alani-folket er på dette tidspunkt stadig på den østlige side af Tanais-floden (Don-floden) , og meget længere østpå helt over til Ganges floden i Indien, hvor de er naboer til de gotiske stammer, der har kontrol med det nordlige Indien. Folket er altså derfor i to hovedgrupper, og vi kan forklare hvorfor romeren siger dette.

Ammianus Marcellinus skriver:

”De (Alani -folket) har ingen huse og bruger aldrig ploven, men lever kun af kød og masser af mælk, der er på deres hestevogne, som er overdækket med buer og tag lavet af bark fra træer, som de kører gennem deres uendelige ørkener. Og når de kommer til græsenge, så stiller de deres vogne i en cirkel, og lever som bæster, spisende alt hvad de finder, bærende, om man vil, deres bygder med sig i deres hestevogne.

 

 

Lermodel af hestevogn dateret til 3-200 tallet f.Kr. Fundet i Kerch, Krim-halvøen ved byen Panticapaeum, Det Bosporiske Kongerige. Hippocrates (Per Aeron, 18) siger de blev trukket af 2 eller 3 hornløse okser. Hornene blev savet af fordi de var følsomme overfor kulde (Strabo , 7.3.18). Findes på Archaeological Museum, Odessea, Ukraine. Kilde: R. Brzezinski & M. Mielczarek ”The Sarmatians 600 BC – AD 450” (2002, s. 6).

 

Ammianus Marcellinus beretter videre:

”De driver deres kvægflok til deres græsenge, men over alt andet er de meget påpasselige med deres heste. Markerne i landet er altid grønne og der er områder med frugttræer, så hvor end de går er der aldrig mangel på føde til dem eller deres husdyr........

Alle deres gamle, og specielt det svage køn, forbliver tæt på hestevognene og er beskæftiget med lettere arbejde. Men de unge mænd, som fra barnsben er optrænet i brugen af heste, føler det under deres værdighed at gå. De er også specielt trænet i diverse discipliner til at blive dygtige krigere. Og dette er årsagen til at Perserne, der oprindeligt er af skytisk oprindelse, er meget dygtige i krig.

Næsten alle Alani -folkets mænd er høje og smukke. Deres hår er næsten gult, deres øjne frygtindgydende; deres lette våben giver dem hurtig mobilitet, og de er i alle anseender lig Hunnerne, dog mere civiliserede i deres føde og livsstil. De plyndrer helt til Asovhavet og Krim-halvøen (Cimmerian Bosporus), og hærger også Armenien og Media (Persien/Iran).

.......Fare og krig er vel modtaget hos Alani-folket, og blandt dem en mand kaldes lykkelig, hvis han har tabt sit liv i slag; for de der bliver gamle, eller dør af tilfældig sygdom, anses som degenerede og kujoner. Der er ej heller mere der får dem til at prale end når de har dræbt en mand; og det bedste rov anses at være skalpen, som de har revet fra hovedet af dem de har dræbt, og som de sætter som prydsgenstand på deres krigsheste. Der er ej heller noget tempel eller helligdom i deres land, end ikke en hytte med strå , deres eneste ide om religion er at smide et sværd på jorden i en barbarisk ceremoni, og dette tilbeder de med stor respekt.

De forudsiger fremtiden på den mest usædvanlige måde. For de samler et antal af store pilekviste, og med nogle hemmelige citeringer adskiller de dem (pilekvistene) fra hinanden og forstår herefter hvad fremtiden vil bringe 1.

1 Må være runekastning.

 

De har ingen forståelse for slaveri, da de alle kommer af noble familier; og de der udnævnes til dommere er altid mænd af bevist erfaring og gode krigskundskaber ”.

Herefter fortsætter Ammianus Marcellinus med at forklare at Hunnerne kom ind i Alani -folkets område, hvor de slagter Tanaitae -folket (som Ptolemy placerer hvor Tanais-floden slår et knæk i år 127 e.Kr.). Dele af Tanaitae-folket optages blandt Hunnerne og forsvinder fra historien. Gruthungi folket (goterne) bor ved siden af Tanaitae-folket, dvs. er på nordsiden af Asovhavet .

År 150 e.Kr. bliver Alani folket slået af romerne ved bystaten Olbia, der lå ved udmundingen af Dniepr floden i Sortehavet. Olbia havde netop på dette tidspunkt genrejst sig efter at være blevet totalt ødelagt år 50 f.Kr. Byen var stadig meget fattig år 83 e.Kr. hvor Dio Chrysostom besøgte byen og skrev derom. Under kejser Septimius Severus fik byen imidlertid støtte fra Rom, hvilket forklarer både hvorfor Alani-folket forsøgte et angreb, og hvorfor romerske legioner blev hidkaldt for at slå angrebet tilbage. Byen bliver indsat under kontrol fra nedre Moesia, og bliver igen ødelagt af Goterne omkring år 248 e.Kr.

År 360-370 e.Kr. angriber Hunnerne Alani -folket og slår dem. En lille del af Alani-folket flygter til Kaukasus bjergene, hvor de i dag findes under navnet Osseterne i Georgien, Syd- og Nord-Ossetien i et område delt mellem Georgien og Rusland. Se ”Bilag D: Narts sagaerne ”. 1

1 Antropologen Valery P. Alexeev fra Moskva fremsagde i et foredrag på Harvard Universitetet i 1991 at Osseterne er nedstammet fra Alan/Alani-folket. Se også ”Pověst Vremennykh Lět” (”Kyiv Rus krønikerne” eller ”Nestor krøniken”, skrevet år 1116) for året 965 e.Kr. Her er ”Yas”-folket identisk til Osseterne. Ligeledes Roger Bacon (år 1214-1294) der i sit værk Opus Majus skildrer kaukasus-området og skriver ”i øst ligger fjeldområdet til Alani - og Aas folkene. De er kristne, og de godtager al kristendom, romersk såvel som græsk, så de er ikke sekteriske”. Roger Bacon var professor ved Oxford Universitetet og ved universitetet i Paris.

 

En anden del af stammen flygter længere vest på og tager sammen med Vandalerne fra Vendsyssel, og Suevi (Suebi)-folket til Gaul. Nogle af Alani -folkene forbliver i Orléans og Valence, andre ender op med goterne i Catalonia, Spanien 1 , medens andre igen fulgte Vandalerne til nord-Afrika. Her er den officielle titel på Vandalernes konge ”konge af Vandalerne og Alani”.

1  Rene Grousset forklarer i ”The Empire of the Steppes” (s.74) at den spanske landsdel ”Catalonia” oprinder af navnene ”Goter + Alan” der menes at være de af Visigoterne og Alan-folket fra Kuban-floden, der i år 376 e.Kr. flygter ind i Romerriget for at undgå Hunnerne.

 

Hovedstammen af Alani -folket bliver opslugt af Hunnerne, og senere Khazarerne og Mongolerne.

År 370-376 e.Kr slår Hunnerne og Alani folket Goterne.

År 375 e.Kr. Krig mellem Hunnerne/Alani folket og goterne ved Erac floden (i dag Tiligul floden ved Odessa på nordvestkysten af Sortehavet). Jordannes (bog XLVIII) skriver at der var 3 slag. Goterne bliver endeligt slået og trækker sig tilbage til Dniestr floden længere mod nord i det sydvestlige Ukraine.

Den romerske poet Claudian (år 370-405 e.Kr.) kalder dem ”de rastløse Alans” og dette må vel siges at være en udmærket beskrivelse af dette meget omstrejfende folk.

Drengenavnet Alan/Allen (England), Alain (Frankrig) og Allan (Danmark) udvikles fra dette stammenavn.

Alani-folket opfylder en række krav vi genfinder hos Ver Asir/Danir stammerne; indoeuropæisk æt, sprog, militære egenskaber etc. Men jeg har ikke kunnet se, at Alani-folket har haft kvindelige tempelpræster, og derfor en stammeopbygning hvor mænd og kvinder har lige ret, hjørnestenen i Ver Asir/Danir-stammens verdensforståelse.

Vi vil høre at ihvertfald Sauromatai-folket havde disse kvinder i øverste æt. Det er muligt at ovennævnte kilde, der jo har det ”svage” køn som værende beskæftiget med let arbejde ved hestevognene, ikke er fuldstændig. Ved vi at Alani -folket bliver splittet i mange grupper, og en af dem kan sagtens være vandret nordpå. Det der virkeligt bekymrer mig med Alani-folket er at dette folk, og deres søsterfolk, Roxolani -folket, var 100 procent på romernes radarskærm som følge af al den skade de påførte romerne. Det er efter min mening helt usandsynligt at romerne ikke ville have haft fuldt styr på befolkningerne nord for Germania på et langt tidligere tidspunkt end Ptolemy i år 127 e.Kr. ifald det var Alani-folket der var vandret dertil. Jeg mangler også skibsforbindelsen til folket, der godt kan have været der, og i hvert fald er der langt senere da Alani-folket sammen med Vandalerne angriber Rom fra deres hovedby i Kartago, Nordafrika.

Der kan ligeledes laves en baglæns argumentation. Udtrykket ”Alemanni” der er navnet på en eller flere af de 50 germanske stammer som synes at slå sig ned i Alsace og den tysktalende del af Schweiz, er oprindelsen til det sydeuropæiske ord for Germanien, ”Allemagne”. Ordet ”Alemanni” menes at oprinde fra det proto-germanske ” *Alamanniz” der formentlig betød ”alle mænd”. Ifald det er Alani betegnelsen, der bliver til ”Alemanni” så ved vi hvor denne stamme, eller sammenslutning af stammer delvis befinder sig.

Vi mangler nu kun at efterse Aorsi-stammen, der er delt i to.

 

 

 

Aorsi folket

Zhang, Qian beretter i Shiji (år 126-115 f.Kr.):

”Yen-ts’ai ligger næsten 2.000 Li (832 km) nordvest for k’ang-chü (Tashkent, Uzbekistan), og det er et nomade land hvis skikke er som folket i k’ang-chü. Hæren er over 100.000. Det ligger ved en stor sø, der ikke har store skrænter – den Nordlige sø (Aral-søen)” .

Han shu ca. år 54 e.Kr. har denne version af samme:

”Det er sagt: ”Omkring 2000 Li (832 km) nordvest for k’ang-chü (Tashkent, Uzbekistan) ligger Yen-ts’ai folkets område. De trænede bueskytter er 100.000. Landet har den samme livsform som k’ang-chü. Det ligger i det store vådområde, der ikke har nogen kyst og som sandsynligvis er den Nordlige sø (Aral-søen)”.

Hou Han shu (før år 445 e.Kr. omhandlende år 25-220 e.Kr) beretter:

”Yancai kongeriget (stor steppe) har ændret sit navn til Alanliao kongeriget. Dets hovedbygd er byen Di 1  .Det er en vasalstat af Kangju (Tashkent, Uzbekistan). Klimaet er tempereret. Der er mange Vokstræer, fyrtræer og aconite 2  Hvad angår dette folks skikke: Deres klæder er de samme som Kangju.”

”.. og Yancai folkets kongerige som også kaldes Alan. De har alle de samme skikke som Kangju (Tashkent, Uzbekistan). Til vest grænser de op mod ”Da Qin” (Romerriget), til sydvest grænser de mod Kangju”.

”Disse kongeriger har et stort antal kendte zobelskind3. De driver kvæg og flytter efter vand og græs. De er tæt på et stort vådområde. Tidligere var de vasaler under Kangju. Nu er de ikke længere vasaler.”

1 Ordet ”Di” menes at betyde ”sted””bygd” eller ”gård”. Dette kan være en af de bygder vi kaldte Asgård .
2 En blomst hvis juice er stærkt smertestillende, ligesom den sænker blodtrykket og får hjertet til at slå langsomt.
3 "Zobelskind" hedder "safal, safali" (oldnordisk) og "sóbolь" (russisk).

 

Strabo i Geographika (år 7 f.Kr. – 18 e.Kr., bog 11:5:8) beretter:

”De næste folk som man kommer til mellem Maeotis søen (Asovhavet) og det Kaspiske Hav er nomader, Nabianai, og Panxini og derefter Siraces folket og Aorsi folket (Ver Asir/Danir ). Aorsi og Siraces folket menes at være flygtninge fra de højere beliggende stammer af samme navn og Aorsi -folket er mere nordligt end Siraces folket. Nu sendte kong Abeacus, Siraces folkets konge, 20.000 ryttere på den tid da Phrarnaces havde Bosporus 1 ; og Spadines (Shpadana) 2 , Aorsi-folkets konge, 200.000; men de nordlige Aorsi (Ver Asir/Danir) sendte et endnu større antal, for de havde kontrol over mere land, og man kan næsten sige, regerede over det meste af den Kaspiske kyst; og derfor kunne de importere på kameler handelsvarer fra Indien og Babylonien, som de modtog fra Armenerne og Medes 3 , og også , som en følge af deres velstand, kunne de bære gyldne smykker. Nu bor Aorsi folket (Ver Asir/Danir) langs Tanais floden (Don -floden) , men Siraces bor langs Arhcardeüs (Kuban floden) som flyder fra kaukasus og udmunder i Maeotis søen (Asovhavet).

1 Konge af Pontus år 63-47 f.Kr.
2  Kong Spadines/Shpadana er det eneste kongenavn vi kender hos det sydlige Aorsi -folk. Jeg er ikke kyndig nok i græsk til at vurdere, hvad det er Strabo forsøger at oversætte til græsk da han beskriver kongen. Det græske ord ”Spad” betyder ”at dræbe”. ”Spatior” betyder ”vandrer rundt”. Snorre nævner i indledningen til Snorre Edda sagnkongen ”Eindriði” eller ”den der rejser/rider alene”. Uden at jeg kan yderligere forklare dette skal navnet Spadines uden tvivl ses i lyset af andre navne vi kender fra mønter: Kongen af det gotiske folk fra Kushan riget hed ”Sapalbizes”. Ligeledes kender vi andre skytiske, og derfor indoeuropæiske navne, så som ”Spalrises”, ”Spalagadames” og ”Spalahores”.
3 By i Persien/Iran.

 

 

Figur fra Det historiske museum i Xi’an. Teksten på mandarin under figuren siger ”Hu Ren.” Dateret til Tang dynastiet, dvs. 618-907 e.Kr. Under Tang Dynastiet var betegnelsen “Hu” generelt forstået som “barbarer” og et tidligt rytterfolk på steppen. Det må være herfra navnet “Hunner” er opstået.
Personen på kamelen er uden for tvist indoeuropæer og for kineserne “en barbar”. Når vi nu lige har hørt at den nordlige Aorsi -stamme på kameler importerede handelsvarer så kan denne figur vise netop et eksempel på dette.
Kilde: Bent Hansen fra Guangzhou, Guangdong der tog billederne på Det historiske museum i Xi’an og gav mig oplysningerne om figurerne fra museet.

 

 

I ovennævnte kort forsøger jeg at sammenfatte mine konklusioner og vise hvor strategisk vigtigt det har været for det nordlige Aorsi-folk (Ver Asir/Danir ) at have landbesiddelser syd for Kaukasus bjergene for at kunne få adgang til transportvejene, floderne, der kunne fragte varerne op.

 

Strabo beretter videre at byen Tanais bestod af delvis asiatiske, delvis europæiske nomader, og delvis at dem der sejlede på søen (Asovhavet ) fra Bosporus. Her har vi efter min mening en absolut vigtig oplysning. Beskrivelsen af Ver Asir/danir-stammen, uanset om vi hører den beskrevet som Qin, Wu-sun eller Aorsi, er et hestefolk, ikke et søfolk. Derfor må stammen optage folk udefra med kulturelt nedarvede søkundskaber. De søfolk Strabo her henviser til synes at komme fra det Bosporiske Kongerige, der i samtiden er under ledelse af Kong Asburg (år 8 f.Kr. – 38 e.Kr.). Jeg argumenterer for at Kong Asburg er en af vore egne kongesønner. Se afsnittet ”Kongerne Asander & Aspurg - Det Bosporiske kongerige”.

Alternativt, eller måske er det identisk, kan det være folk fra Tanitae-folket, der boede langs Tanais-floden, og som derfor må have været søfolk. Der må være en endog stor sandsynlighed for at oprindelsen til ”Tana/Tani” fra runeskriften på Jellingestenen er fra Tanitae-folket, og at dette er uroprindelsen til begrebet ”Danerne”. Widsith-digtet (600 tallet om år 350-450 e.Kr.) har den yderst mærkværdige betegnelse ”sædenum” eller ”sødanerne” som en beskrivelse af dele af Danerne. Det tyder på at der har været en speciel æt inden for stammen, der var specialiseret i søfart.

Ptolemy placerer år 127 e.Kr. Tanaitae -folket hvor Tanais-floden slår et knæk i år 127 e.Kr., dvs. lige midt i vort landområde. Senere hører vi Ammianus Marcellinus (300 tallet e.Kr.) forklare at Hunnerne nedslagtede Tanaitae -folket og inddrog de overlevende i Hunnerhæren. Dette udelukker ikke at en æt af Tanaitae-folket kan være fulgt med Ver Asir/Danir stammen under folkevandringen derfra tidligere.

Ptolemy placerer det sydlige Aorsi -folk under Agathyrsi folket fra Transylvanien i år 127 e.Kr. De fleste kilder siger at det sydlige Aorsi-folk blev opslugt af andre Sarmatiske stammer og forsvinder sporløst.

At historien ikke kan berette mere om det nordlige Aorsi -folk (Ver Asir/Danir ) udover Strabo år 7 f.Kr. betyder at folket var uden for romernes radarskærme. Det virker helt usandsynligt at et folk med 200.000 ryttere i syd, og et antal større end dette længere nordpå, som Strabo beretter, skulle forsvinde fuldstændigt.

Efterser vi hvem der skrev historien i tidsrummet, så var det kinesiske historieskrivere i Han-dynastiet mod øst. Det nordlige Aorsi-folk (Ver Asir/Danir ) er derfor ikke vandret østpå for så ville vi finde dem i kinesiske krøniker. Romerne havde styr på alt hvad der rørte på sig omkring Middelhavet, Sortehavet og Asovhavet . Det nordlige Aorsi-folk (Ver Asir/Danir) kan derfor heller ikke været vandret mod syd. Romerne havde ligeledes styr på alle folkene i Germania. Dette viser Pomponius Mela (år 40 e.Kr.), Plinius den ældre (år 23-79 e.Kr.), Tacitus (år 98 e.Kr.) og Ptolemy (år 127-148 e.Kr) er tilfældet 1 . Det nordlige Aorsi-folk (Ver Asir/Danir) er derfor heller ikke vandret mod vest, udover den sydlige del af folket vi finder i Transylvanien hos Ptolemy.

1 Se Bilag H: Kort of folkeslag.

 

Den eneste mulighed er at det nordlige Aorsi -folk (Ver Asir/Danir ) er vandret mod nord eller mod nordvest, nord for Germania. En folkevandring denne vej har været uden for romernes synsvinkel, og derfor den sikreste vej at undgå dem på.

Strabo beretter (bog 11:2:2) at der ved Tanais-floden (Don-floden) og søen (Asovhavet ) er en by ved navn Tanais. ”Den blev grundlagt af grækerne, der havde Bosporus strædet. Nyligt 1  blev byen ødelagt af Kong Polemon fordi folket der ikke ville underlægge sig”.

1 dvs. muligvis før år 7 f.Kr. afhængigt af hvornår Strabo skrev sit værk.

 

Tacitus skriver år 98 e.Kr. (bog 2, kap. 55) at Polemon var konge af Pontus, og ved vi at det var han fra år 36 f.Kr. til sin død år 8 e.Kr. Romeren Ovid har forklaret os at byen Tomis (Constanza, Rumænien) år 9 e.Kr. er fyldt med sarmatere og gotere. Sarmaterne i Tomis har været dels den sydlige Aorsi-stamme, dels Lazyges/Iazyges-folket, der under påskyndelse af romerne, og med pres fra Roxolani -folket, blev presset denne vej. Det giver os da et klart indtryk af at dele af den nordlige Aorsi-stamme (Ver Asir/Danir ) forlader deres landområder i den vestlige del af Midgård /Asien langs Tanais-floden omkring år 36 f.Kr. Vi har hørt at Alani -folket har kontrol med området år 20 e.Kr.

 

 

Halsring fra Khokhlach gravstedet nær Novocherkassk ved den nedre del af Tanais-floden (Don-floden) . Tilhørte en dronning, formentlig fra Aorsi-folket (Ver Asir/Danir ) iflg. Hermitage museet. Dateret til 1. århundrede e.Kr. Diameter 17.8 cm, H 6.3 cm. Motiverne viser et fabeldyr der angriber et andet. Klassisk eksempel af Sarmatisk dyrestil. I samme grav lå også en nåleæske, en parfumeæske, en diadem (vist andetsteds) og en kop (vist andetsteds), alle af massivt guld. Hermitage museet, St. Petersborg. Hvad læseren her ser er fysisk Freya's halsring Brisingamen. Det er en halsring som denne vi ser Dronning Wealhþeo bære i kongsgården Heorot, Gl. Lejre ca. år 473-525 e.Kr., jvf. Beowulf-kvadet (sætning 1162-63):

"Wealhþeo forð gán under gyldnum béage..."

som jeg oversætter til:

"Wealtheow fort gik under gylden halsring"

 

Procopius , byzantinsk græskskrivende historikeskriver skrev ca. år 550 e.Kr. (History of the wars: Bog III-VII (III.ii 1-6, VI. xiv-xv, VII.ii.1-3)) om hvem han mente var forfædrene til barbarerne fra nord. Det er her værd at bemærke først at Procopius regnes for en af de største og mest pålidelige historieskrivere fra den senbyzantinske periode, og vi vil senere hen støde på ham igen under en diskussion der fandt sted blandt romerne om hvad der skulles gøres ved Goterne. Dernæst skriver Procopius at han aldrig selv besøgte Thule, som var hans og andres betegnelse for nord for Germanien. Derfor er hans viden om barbarerne dér mere generel end specifik.

Læseren skal være klar over at Goterne, efter at de blev uddrevet af os fra Norden, rejste tilbage til området omkring Sortehavet, og herfra konstant angreb romerne og forvoldte enorm skade. Se afsnittet ”Reidgotaland - Gutisk-Andja”.

Vandalerne , der også helt eller delvist forlod Danmark efter vor ankomst, plyndrede Rom i år 455 e.Kr. fra deres base i Kartago i nord-Afrika. Se afsnittet ”Vandalerne fra Vendsyssel”.

Derfor anser Procopius netop disse stammer som de største og de vigtigste. Romerne havde på dette tidspunkt ingen problemer med Ver Asir/Danir -stammen , som Procopius kender som ”Dani” selvom han aldrig har været der.

Procopius beretter:

”Nu da Honorius havde den kejserlige magt i Vest 1  da tog barbarerne kontrol af hans land; og jeg skal nu berette hvem de var og hvorledes de gjorde det. Der var mange Gotiske nationer/stammer i tidligere tider, præcis som der er nu 2 , men de største og vigtigste af alle disse er Goterne, Vandalerne , Visigoterne og Gespaedes. I gamle dage blev de dog kaldt Sauromatae og Melanchlaeni, og der var nogle der kaldte disse nationer/stammer Getic. Alle disse, til trods for at de kan adskilles fra hinanden ved deres navne, som det er sagt, adskiller sig overhovedet ikke fra hinanden. For de har alle hvide kroppe og lyst hår, og er høje og smukke at kigge på”.

1 kejser år 395-423 e.Kr.
2 dvs. ca. år 550 e.Kr.

 

Når Procopius omtaler de ”Gotiske nationer/stammer” så mener han alle de folkeslag der i år 550 e.Kr. befinder sig nord for Germanien udover de specifikke stammer som i samme tidsrum bor op til romerriget. Dette inkluderer derfor også Ver Asir/Danir stammen . Procopius mener at alle disse stammer oprindeligt blev kaldt Sauromatae, hvilket er hvad jeg her har argumenteret for. At Ver Asir/Danir stammen nedstammer fra en af de sarmatiske stammer har med andre ord været kendt viden i Romerriget mindst siden år 550 e.Kr.

 

  

Til venstre: En højbåren kvinde fra Sarmaterne baseret på en grav fundet ved Sokolova Mogila ved Nikolaev, Ukraine. Graven er dateret til 1. århundrede e.Kr. Kvinden var 45-50 år gammel og graven var så rigt udsmykket at kvinden ofte beskrives som en dronning.
Til højre: En konge af Aorsi-stammen under en ofring på sletten. Der gives en fuld beskrivelse af det arkæologiske grundlag for afbildningen i afsnittet "Jólnir – Julens Herre - Julemanden".
Kilde: Gerry Embletons fantastiske streg fra R. Brzezinski & M. Mielczarek: The Sarmatians 600 BC – AD 450” (2002, s.26-27).

Indholdsfortegnelse
<< ForrigeNæste >>
 
Søgeværktøj
Fra Grímnismál (vers 32, Ældre Edda) ved vi at vor ven fra skov og have, det rødbrune egern Ratatoscr (sammensat af de oldengelske ord "ræt" + "tusc" med betydningen "Gnavertand"), er god til at frembringe svar på alt mellem himmel og jord. Nedenfor til højre fra billedet af Ratatoscr, fra Ólafur Brynjúlfsson: Gudeskrift m. bl.a. Ældre Edda (Edda Sæmundr) & Snorre Edda (1760), findes Google's søgeværktøj, der er tilpasset til at søge efter svar fra Asernes æt. Ifald søgeværktøjet ikke kan ses, højreklik på musen og genopfrisk (opdater) siden.
© Verasir.dk Asernes Æt • af Flemming Rickfors • E-mailHosting • En del af Fynhistorie.dk