Díar pataldr – amazoner – skjoldmøer - kvindelige krigere

I "Bilag A: Rig Veda, Rígsþula og Manu Smriti" argumenterer jeg for at Ver Asir/Danir stammens samfundsopbygning er helt anderledes ved ankomsten til vore nuværende landområder end den indoeuropæiske tradition synes at forklare os burde være tilfældet, og at dette efter min mening bl.a. skyldes optagelsen i stammen af de kvindelige krigere, der af grækerne kendes som Amazoner .

I kapitlet ”Troja, Þrúðvangar og Ragnarok ” forklarer jeg at de kvindelige krigere er i alliance med Ver Asir/Danir stammen i det forgæves forsøg på at forsvare vort landområde Þrúðvangar og Troja år 1184 f.Kr.

Vi har et uhørt antal af kilder der beretter om de kvindelige krigere ¹ . Dette overrasker ikke forskerne fordi disse kvinder, alle mænd lige, var så stor en afvigelse fra grækernes, senere romernes og den katolske kirkes verdensforståelse om kvinders rolle som rugemaskine, børnepasser og madlaver, at historieskriverne var dybt optaget af dette.

¹  Den tidligste værende Homer: Iliaden (Bog III: 189; Bog VI: 186) hvor de kaldes "Amazones, Amazonas". De gives her det beskrivende tillægsord ”antianeirai, antianeiras”, der har to meninger på oldgræsk; ”de der går i krig som mænd” og ”mænds fjender”. Jeg vælger i min oversættelse ordene "alle mænds lige". Andre senere historieskrivere er bl.a. Pherecydes (år 600-550 f.Kr.), Herodot (år 484-425 f.Kr.), Hippocrates (år 460-377 f.Kr.), Diodorus Siculus (år 90-21 f.Kr.), Vergil/Virgil (år 70-19 f.Kr.), Strabo (år 7 f.Kr.–18 e.Kr.), Plutarch (ca. år 45-125 e.Kr.), Pausanias (100 tallet e.Kr.), Apollodorus (ca. år 0-200 e.Kr.) og Julius Polyaenus (ca. år 153 e.Kr.)

Læseren vil kunne se i afsnittet ”Kvinder - Jordlige moder og skjoldmø" at helt frem til år 696/7 e.Kr. vedligeholdes vor grundforståelse om at kvinder og mænd, piger og drenge, unge og gamle alle er båret lige og frie under Solen og Månen med Moder Jord’s velsignelse.

Ordet ”amazoner” menes at oprinde fra det græske ”amazoi” eller ”brystløs”, og betyder derfor "De Brystløse".

Hippocrates, hvis ed Deres lokale læge stadig tager, beretter før år 400 f.Kr. (”Peri Aeron”, kapitel 17):

”I Europa ¹ er der en skytisk race, kaldet Sauromatae (Ver Asir/Danir), der bebor området omkring Palus Maeotis (Asovhavet), og er anderledes fra alle andre racer. Deres kvinder rider heste, bruger buen, og kaster spydet fra deres heste, og kæmper mod deres fjender så længe de er møer; og de lader ikke gå af deres mødom før de har dræbt 3 af deres fjender, eller har nogen samkvem med mænd indtil de har udført opofringerne i henhold til lov. Hvem der tager sig en ægtemand (husbonde), opgiver at ride på hesteryg med mindre omstændighederne af et tog forpligter hende. De har ikke noget højre bryst; for medens de er af meget ung alder tager deres mødre et rødglødende kopperværktøj og påfører dette til det højre bryst, der svides af, og dets udvikling tilbageholdt, al styrken flyttes til den højre skulder og arm”.

¹ Hippocrates forklarer her at vore græsenge strakte sig vest for Tanais-floden (Don-floden), grænsen mellem Europa og Midgård /Asien, før år 400 f.Kr. Det er forskere ikke enige i er tilfældet. Det menes først at de sarmatiske stammer ankommer til Tanais-floden i 300 tallet f.Kr. Hvad er sandt er umuligt at sige.

Således beskrives den kvindelige kriger i Sigrdrífumál (indledning, Ældre Edda) i 1-200 tallet e.Kr. i Skjoldborg et sted i Danmark/Skåne /Norge/Upland:

Min oversættelse til nudansk.

Kvinden, Sigrdrífa (sejrdriver) vågner og drikker et horn mjød (Hon tók þá horn fullt mjaðar), noget alene den øverste æt kan gøre. Kvinden er derfor en højbåren, kvindelig kriger. Hun har netop dræbt Kong Hjálmgunnarr og Odin, her uden tvivl forstået som kongen, vil nu som straf give hende bort i giftermål (kvað hana giftast skyldu). Hendes svar på tiltale er (afslutningen af vers 4): 

"en ek sagðak hánum, at ek strengðak heit þar í mót at giftast engum þeim manni, er hræðast kynni".

Som jeg oversætter til:

”men jeg sagde ham, at jeg har aflagt en streng ed imod at gifte mig med en mand, der lader sig rædde”.

Hippocrates og Sigrdrífumál (Ældre Edda) gengiver helt identisk sammenhængen mellem at en ung skjoldmø, der har dræbt en mand, kan indgå giftermål.

Herodot år 484-425 f.Kr. (bog 4:116-117) er overbevist om at kvinderne fra Sauromatae-folkene, der bl.a. er Ver Asir/Danir stammen, er efterkommere af amazoner:

”Siden da har kvinderne fra Sauromatae-folket (Ver Asir/Danir) beholdt deres gamle sæder, ridende på jagt på hesteryg nogen gange med, nogen gange uden, deres mænd, deltagende i krig og bærende samme slags klæder som mænd.....de har en vielseslov der forbyder en kvinde at gifte sig indtil hun har dræbt en fjende i slag; nogle af disse kvinder, der ikke er i stand til at opfylde dette krav, bliver gamle og dør ugift”.

Pausanias i ”Bekrivelse af Grækenland” (Perseus 8.43.1, 100 tallet e.Kr.) beretter om de kvindelige krigere fra Sauromatae-folket (Ver Asir/Danir):

”..de kaster en lasso omkring hver fjende de træffer, og vender herefter deres heste rundt (og) omstyrter fjenden fanget i lassoen”. Han skriver videre at deres brynjer var gjort af sammensyede hestehove, i udseende som fiskeskel, og at disse kunne beskytte mod de mest dødbringende angreb ”slag fra kastevåben og slag udført i nærkamp” ¹. Som jeg viser i afsnittet ”Den Hvide Hest og Danerne” om Ver Asir/Danir -stammens forhold til heste, beretter Pausanias ligeledes at de kvindelige krigere har hesteofringer ”ofrer dem til de lokale guder og spiser dem for føde”.

¹ Brynjen kaldes ”spangabrynja” (oldnordisk) eller ”skælbrynje” (se afsnittet ”Manrúnar – menneske- eller forelskelses-runer”).

Ammianus Marcellinus (17.12.1) gentager beskrivelsen af ”spangabrynja, skælbrynje” år 357 e.Kr. således:

Min oversættelse til nudansk. ”Panonien” skrives også ”Pannonien” og er ca. trekanten Wien/Nieder-Österreich, Bratislava/Slovakiet og Gyor/Ungarn). Den romerske by ”Sirmium” er i dag Sremska Mitrovica, provinsen Vojvodina, Serbien. Kejseren er Constantius II (regent 337-361 e.Kr.).

Fra de tidligste beretninger om Troja’s fald år 1184 f.Kr. ved vi hvad der sker. Dronning Penthesileia, datter af krigsguden Ares, dvs. hun har status af Gud , dræber en anden Dronning af de kvindelige krigerstammer kaldet Hippolyta/Hippolyte. Dette kan have været en klassisk søsterstrid om tronstolen. Kong Priam I. til Troja, Hector I./Ökuþór’s fader, tager Dronning Penthesileia under sine beskyttende vinger (beskrevet som ”rensende hende for drabet”) mod at hun og hendes hirdkvinder ville yde ham støtte i forsvaret af Throad/ Þrúðvangar. Vi har mange navne på kvinder der deltog i forsvaret af Troja, og derfor har det været enten en hel stamme eller en æt ¹ , der blev optaget i Ver Asir/Danir stammen.

¹ Se ”Throades” (12):

”et quae vagos vicina prospiciens Scythas ripam catervis Ponticam viduis ferit....”

Som jeg oversætter til:

”... og hun (Penthesilea), nabo til de vandrene skyther, holdt vagt, leder sin fortabte hird mod Sortehavets bred...”

Vergil/Virgil udtrykker det således i Aeneid (år 70-19 f.Kr., bog 1.490) i slaget om Trojas fald:

”Rasende leder Penthesilea amazonernes ¹ front med halvrunde skjolde, og hun lyser i midten af tusinder af fastgjorte gyldne bælter omkring det udsatte bryst, kvindelige kriger, og møen ²  har mod til at løbe med mændene”.

¹ Amazonidum
² Husk at vi selv omtaler de kvindelige krigere som ”skjoldmø” i alle vore sagaer, dvs. en ugift med skjold bevæbnet kvinde.

Heldigvis ved vi hvad de kvindelige krigere kaldte sig selv. Herodot forklarer dette i ”Histories” (år 484-425 f.Kr, bog 4:110):

”Skytherne (skytterne) kalder amazonerne Oeorpata, der svarer til ”dræber af mænd”, oeor værende det skythiske ord for ”mænd” og pata for ”dræbe”.

Vi ser her dels at den generelle betegnelse af stammer som Herodot kalder ”skytter”, der i Herodots beretning befinder sig i Ukraine, dvs. vest for Tanais-floden, ikke omfatter de kvindelige krigere.

Der foreligger ingen enighed om hvad ”Oeorpata” oprindeligt betød. Herodot forklarer os (bog 4:117) at sproget de kvindelige krigere talte var ”en korrupt version af skythisk”. Vi kan derfor regne med at skythernes oplysning om at de kvindelige krigere kaldte sig ”Oeorpata” er ganske tæt på hvorledes stammen selv har udtalt dette.

Den russiske sprogforsker Sergei V. Rjabchikov mener at ”Oeorpata” er sammensat af ”eor” + ”pata”. Han skriver at ”eor” er udviklet fra det skythiske ”ar” der igen oprinder fra ”aryan”. Ordet ”pata” mener han er forbundet med det oldindiske ”pat” i betydningen ”at skære” og at betydningen derfor bliver ”dræbere af sine ægtemænd" ¹

¹ Sergei V. Rjabchikov: The Interpretation of Scythian, Sarmatian and Meotian-Sarmatian motifs and records. Det oprindelige ord for "ægtemand" ser ud til at være "wer" (oldengelsk), der betegner en "gift mand", men i Kong Knud I. den Store's Lovkoder fra England også "mandfolk", hvor personen endnu ikke er gift. Ordet sidestilles med det oldengelske "wif" (viv). Ordet der erstatter brugen af "wer" i betydningen "gift mand" er "husbonda, husbondi" (hus-boende, dvs. erholder af et hus eller friholder). Dette kan muligvis have noget at gøre med at vi som hestefolk i løbet af 400 tallet e.Kr. er blevet fastboende med gårde, bol-opdeling, herreder og syssel.

Snorre skriver i indledningen til Ynglinga Saga (Heimskringla) i Grundtvig's ovesættelse:

”I Asgaard var der er stort Offersted og tolv hof-Goder (præster), som efter Landsens skik skulde have Fortrin i alt, bestyre baade Ofringerne og Rettergangen; for dem skulde alle Mand stræbe og bukke og kalde dem Dier og Drotter (Gudsmænd og herrer)”.¹

¹
”tolv hof-Goder” = tólf hofgoðar
“Dier” = díar
“Drotter” = drottnar
Brugen af paranteser er Grundtvigs, ikke mine.

De “tolv Hof-Goder” er Ver Asir/Danir stammens ur-regeringsform “12-mandsrådet”. Jeg er helt enig i Grundtvig ’s oversættelse af ”Dier” til ”Gudsmænd” hvor ”mænd” skal opfattes i den oprindelige neutrale ”maðr” (oldnordisk) der betegner såvel mænd som kvinder.

For at forstå ordet ”díar”, som vi medbringer under folkevandringen til vore nuværende landområder, skal vi efterse Rig Veda (Råd og Viden), bl.a. Ver Asir/Danir stammens ældste verdensforståelse.

I Rig Veda kaldes sky-guden, der skaber alt, for ”Dyaus Pitar” og hans kone, den jordlige moder/Moder Jord (senere Frigga/Freya i vore sagaer) for ”Prthivi”. Dette ubrydelige par kaldes tilsammen ”Dyavaprthivi”.¹

Ordet ”Dyaus” oprinder fra verbet ”dyu” og betyder ”sky” og ”dag” men i forståelsen ”Gud ”¹ . Jeg mener at ordet ”pitar” er identisk til det oldnordiske ”pataldr” og betyder ”kamp/kæmpende”.

¹ Det græske ord for den katolske ”Gud ” er udviklet herfra via ”Zeus” (udtalt ”dzh-eh-oos”) og bliver til ”Deos”. Herodot (bog 4:59): ”De eneste guder skytherne tilbeder er Hestia (deres hovedgud), Zeus, og Jord (som de mener er Zeus’ kone)”. Snorre gentager urforståelsen fra Rig Veda verbatum i Gylfaginning (Snorre Edda, kap. 36): ”Jörð, móðir Þórs” eller ”Jord, Thor ’s moder”.

Jeg argumenterer i "Bilag K: Skaði og Amage - Skåne og Amager" for at gudinden ”Skaði” (Skade) var en faktisk kvindelig kriger, der som efterminde bliver ophøjet til gudinde. Skaði var gift med Odin , og denne sammenkobling er fuldstændig identisk til begrebet ”Dyavaprthivi” i Rig Veda .

Som Herodot og Hippocrates har forklaret os ved vi med sikkerhed at Ver Asir/Danir stammen optager kvinder i stammens 12-mandsråd. Det forklarer Snorre os i indledningen til Ynglinga Saga (Heimskringla) i Grundtvig ’s oversættelse:

”...Njords Datter Freja , som først lærte Aserne den vaniske Trolddom: Sejd, satte han til Præstinde....” ¹

¹
Njord = Moder Jord
”Præstinde” = blótgyðja
Freja kommer fra vane-ætten.

Gravfund fra Pokrovka 2, Kurgan 7, Grav 6 (udgravninger foretaget i 1993). Pokrovka området ligger i Rusland nord for det Kaspiske Hav, og omkring Tanais-floden (Don-floden), dvs. i vore græsenge. De personlige ejendele fra en ung kvindelig krigertempelpræst. Bronzespejlet til højre lå under kvindens skulder. I graven fandtes dyreben, en jernkniv (nr. 2 fra højre), en ske udskåret af ben, en vildsvinetand, importerede perler og en svingskive af ler (nederst til venstre). Vildsvinetanden er symbolet på vane-æt og blev båret omkring livet i en læderrem. Denne kvindelige krigertempelpræst er et levende eksempel på de kvindelige krigere af vane-ætten, der bliver optaget i stammen, og i stammens 12-mandsråd, som tempelpræster. Kilde: Dr. Jeannine Davis-Kimball fra Berkeley Universitet i Californien

Snorre beretter samtidigt følgende i indledningen til Ynglinga Saga (Heimskringla) i Grundtvig ’s oversættelse:

”Derfra (Odin ’s ø/Odense) sendte han Gefion norden om over Sundet, for at se Landenes Lejlighed an, og hun kom til Kong Gylfe, som forærede hende een Dags Pløjeland; men Gefion forstod uret og rejste til Jættehjem, avlede der med en Jætte fire sønner og spændte dem i Tyre-ham for Ploven. På den måde pløjede hun hele det Land, som nu kaldes Sølund (Sjælland)....”

Gefion er et heite for Freya , der er symbolet på den jordlige moder/Moder Jord , der i denne verden er symboliseret ved faktiske kvindelige krigertempelpræster med status af Gud . Gefion bliver gift med Kong Skjold (Scyldinga-æt nr. 13, år ca. 385-425 e.Kr.). Se afsnittet ”Gefion og Sølund” for yderligere uddybning omkring Gefion.

Jeg mener derfor at ordet ”oeorpata” er identisk til ”dyavaprthivi” og at dette er identisk til ”díar pataldr” og skal oversættes til ”de gudelige kæmpere”. De kvindelige krigere havde status af Gud og bliver hos os det levende symbol på den jordlige moder/Moder Jord .

At Herodot og muligvis Skytherne oversætter ordet til ”dræbere af ægtemænd” ved vi også hvorfor sker. Græske historieskrivere var af den opfattelse at amazoner brugte tilfangetagne mænd til at få børn, hvorefter de slog mændene ihjel. Alternativt at de havde årligt stævne i Kaukasusbjergene med en stamme kaldet ”Gargarians”. Pigebørnene blev beholdt medens de nyfødte drengebørn blev enten givet bort til andre stammer, beholdt af Gargarian-folket eller slået ihjel. Om dette har været en oprindelig skik eller er en røverhistorie er umuligt at sige med nogen sikkerhed. At det for grækernes mandsdominerede verdensforståelse har været indbegrebet at det værste mareridt man kunne forestille sig overrasker ikke.

Med vor viden om kvindelige krigere kan vi nu forklare en række meget vigtige sammenhænge i vore sæder. Kvinder er ikke, modsat mænd, forbundet med sværdet, det eneste "ærlige" våben, hverken i den forne sæd eller senere i Middelalderen. Dette er umiddelbart i strid med en af stammens hjørnestene; at dreng og pige bæres lige.

Årsagen er at kvinder er rytteriet i vore hære, og derfor har lansen/det lange spyd som deres hovedvåben. Denne forståelse forklarer hermed hvorfor vor filosofi har vore kvindelige krigere som "Engle", senere "Valkyrier", hvis eneste sande betydning er "budbringere til hest" (se "Bilag Æ: Bibelens begreber Hedning, Djævlen, Dæmoner og Engle"). At disse kvindelige krigere foretager hamskifte til svaneham er ligeledes forklaret af at de kvindelige krigere er rytteriet. Ordren vi giver til hesten om at gå er oprindeligt "hoo" i alle dialekter eller "højt", med underforståelsen "flyv højt" (se kapitlet "Hesten - det store hellige dyr"). Dette sammen med forståelsen for svanens "svanesang" over sine døde frænder gør at kvindelige krigere forbindes med svaneham.

".... Svanerne, Vrsaganas, fra nær os
har bragt deres rastløse ånd til vor boplads"
(Rig Veda, bog 9:XCVII)

At kvinder har kunnet deres kram som krigere til hest ser vi i ordet "mareridt" hvis oprindelige betydning gennem "*mer-" er "at gøre ondt". I 1300 tallet e.Kr. viser Folketroen i Norden og England at "mare" er en ond kvindelig ånd, der rider på de sovende og kvæler dem. Endelig er spørgsmålet om de ryttere vi har på vor tagryg, og som rider  på stråtaget, i virkeligheden ikke er den kvindelige hird til hest der beskytter huset. (se kapitlet "Telt, Strå og Spån - vore oprindelige tage").

I slaget om Troja’s fald år 1184 f.Kr. ankommer den kvindelige hird fra det nordvestlige Lille-Asien omkring floden Thermodon på Sortehavets sydkyst (se bl.a. Herodot , bog 4:110). Vi ved ikke om de havde deres bygd her eller om det var en feltlejr. ¹

¹ Vi har mange andre beretninger om hvor de kvindelige krigere befinder sig. Det er umuligt at se om disse beretninger omhandler samme stamme, beslægtede stammer eller er straffeekspeditioner fra de mindst to kvindelige krigerstammer ind i fremmede landområder. Diodorus Siculus skriver at de kom til Sortehavet fra Libyen. Vergil/Virgil skriver i Aeneid (11.659) at de kom fra Trakien.

To vægmalerier fra gravkammeret fra den sydlige etruskiske by Tarquina (50 min. kørsel nord for Rom langs kysten) dateret til 400 tallet f.Kr. Begge vægmalerier findes på Archaeological Museum (Museo Archeologico), Firenze.

Øverst ser vi en kvindelig kriger på en hvid hest. Det er, som man kan se, ikke en tilfældighed at de kvindelige krigere er vist med helt hvid hud modsat fjenden, der i 400 tallet f.Kr. for etruskerne er de mørklødede græske bystater og romerske kongerige. At hesten er hvid antyder at kvinden er af kongelig byrd og derfor mindst prinsesse. Kvinden ser ikke ud til at have ringbrynje på, men har bukser og bluse med bælte om livet. Den kvindelige rytter bliver truet fra læserens venstre side af en mand med spyd, der ser ud til at have brynje på. Fra læserens højre side en helt anden, og halvnøgen kriger, der truer hende med løftet sværd. Manden yderst til højre i afbildningen har bue i sin venstre hånd og ser ud til at være på vej væk. Scenen er fra Slaget ved Troja ca. år 1184 f.Kr.

Aethiopis (Aithiopis, brudstykke 1, Proclus) fra 600 tallet f.Kr. beretter for os at amazone krigerinden Penthesileia, der er prinsesse, ankommer til Troja og kæmper bravt. Hun dræbes af Achilles og højsættes af trojanerne. Krigeren Thersites, en staldbroder til Achilles, fornærmer Achilles ved at anklage ham for at have været forelsket i Penthesileia. For denne anklage må han lade livet for Achilles’ hånd. Thersites nævnes ligeledes i Homer: Iliaden (Bog II:214-270), hvor han fornærmer Agamemnon, Achilles og Odysseus. Den kvindelige rytter kan derfor være Penthesilaia, og personen i venstre side Achilles. De etruskiske runer er endnu ufortolket og vil sikkert give os det endelige svar.

Nederst ser vi denne gang to kvindelige krigere med den klassiske trojanske hovedbeklædning - den phrygiske hue -, angribe en fjende. Den trojanske kvinde i den røde dragt har højre arm løftet som man holder et spyd (vi ser kun bagenden af spydet). Det ser ud til at kvinden holder tømmen til sin hest i venstre hånd. Kvinden er med andre ord stået af hesten for at give fjenden dødsstødet. Kvinden i hvid dragt har også våben i den løftede højre hånd, selvom vi ikke kan se om det er et spyd eller en scramasax. Begge kvinder er ubeskyttet af brynje.
Billedkilde: Albert Skira : Etruscan Painting (1952)

Den næste sikre kilde om den geografiske placering af de kvindelige krigere er Herodot år 484-425 f.Kr (bog 4:116):

”...derfor gik de over Tanais-floden og rejste mod øst i 3 dage, og herefter mod nord i endnu 3 dage, fra Maeotis søen (Asovhavet) indtil de kom til det land hvor de er i dag....”

Denne rejsebeskrivelse tager os direkte til hvor Den Nordlige Aorsi -stamme (Ver Asir/Danir) befinder sig hos Strabo (år 7 f.Kr.).

Herodot forklarer andetsteds hvor Sauromatae-folket (Ver Asir/Danir) har deres landområde (bog 4:21):

”Når man er kommet over Tanais-floden (mod øst til Midgård /Asien), ligger Skythien bag en, og man kommer først til Sauromatae, der har et landområde der løber 15 dages rejse mod nord fra den nordlige del af Asovhavet og er bar for træer, vilde eller plantet”.¹

¹ Rejsebeskrivelsen fra Fragmenta Historicorum Graecorum, fr. 8, skrevet år 450 e.Kr. omhandler Pricus fra Panium’s rejse til Attila’s teltlejr og kongsgård med udrejse fra Konstantinopel. Vi ved herfra at det tog 13 dage for en hurtigtrejsende at komme fra Konstantinopel til Sofia, et stræk på 500 km. 15 dages rejse svarer derfor nogenlunde til 576 km. Målt fra nordkysten af Asovhavet kan vi se at Sauromatae (Ver Asir/Danir ) har fuld kontrol med området nord for Det Kaspiske Hav år 425 f.Kr.

Arkæologi ser ud til at bekræfte disse beskrivelser af Hippocrates og Herodot . Kvinder udgør en stor andel af de militære massegrave der er fundet blandt Sarmaterne , og det ser ud til at kvindernes grave er de rigeste.

Vi kender også navnet på en dronning af Sarmaterne . Hun hed Amage og var dronning i tidsrummet 300 tallet f.Kr. Jeg argumenterer i "Bilag K: Skaði og Amage - Skåne og Amager" for at gudinden ”Skaði” (Skade) og Dronning Amage kan være den samme person, og at dette kan være oprindelsen til navngivningen af Skåne og Amager.

I 1989 fandt man en række gravpladser på de sydlige uralstepper i Rusland og Kina. Man har helt indiskutable beviser for at kvinder i disse samfund var krigertempelpræster, dvs. øverste æt. Specielt Korla mumien ¹. Hun er 1.72 cm høj, har et langt ansigt med lang smal næse, rød-brunt hår, og lange velbehandlede fingernegle. Hendes hænder, der ikke viser tegn på hårdt arbejde, har mørkeblå og sort tatovering på bagsiden af venstre hånd. Kvinden er hvid. Dateringen af denne kvinde, uden tvivl en af vore forfædre (m/k), er fra 300-100 tallet f.Kr. Ved siden af denne kvinde lå en 1 år gammel dreng med lysebrunt hår, formentligt begravet levende som offer for tempelpræstinden. Også i Prokrovka området i Rusland nord for det Kaspiske Hav, og omkring Tanais-floden (Don-floden) (se ovenfor) har man fundet rige grave med kvindelige krigertempelpræster. Kvinderne var begravet med spyd, sværd, pilespidser af bronze og bronzespejl. ²

Dr. Jeannine Davis-Kimball fra Berkeley Universitet i Californien, der undersøgte Korla-mumien har forklaret mig at mumien endnu ikke er blevet DNA-testet. I sin bog ”Warrior Women” skriver Jeannine at vægmalerier i mange huler i området viser mænd med grønne eller blå øjne og rødt eller blond hår, samt skæg . ³

¹ Findes på Korla Museet, og udgravet 6 km fra Chërchën city ved den sydlige del af Taklamakan ørkenen, lidt sydvest fra Wu-sun -folkets (Ver Asir/Danir ) område.
² Dr. Jeannine Davis-Kimball: Warrior Women (s.60-61,144, 149).
³ Se også Herodot (år 484-425 f.Kr) i ”Histories”, bog 4:108 om Budini-folket i Skythien der beskrives som havende ”blå–grønne øjne og rødt hår”.

Gravfund fra Pokrovka 2, Kurgan 7, Grav 1 (udgravninger foretaget i 1994). Pokrovka området ligger i Rusland nord for det Kaspiske Hav, og omkring Tanais-floden (Don -floden), dvs. i vore græsenge. De personlige ejendele fra en ung kvindelig krigertempelpræst. Til venstre et ringgrebsværd af jern, identisk til ringgrebsværdet afbilledet på de to sølvbægre fra Himlingøje på Østsjælland, ringgrebsværdet fra Gilton, Kent og ringgrebsværdet fra Vendel, Upland, det nordlige Sverige. Se afsnittet ”Sarmatisk smedekunst i vore landområder”. Øverst til højre en bronze ørering dækket med bladguld og nederst perler. Kilde: Dr. Jeannine Davis-Kimball fra Berkeley Universitet i Californien

Vi har en lang række navne på de kvindelige krigere fra historieskriverne. Nedenfor har jeg gengivet navnene på de kvindelige krigere der forbindes enten med ætten der hjælper i forsvaret af Troja eller sættes i forbindelse med de kvindelige krigere omkring Sortehavets bred, hvorfra udbryder- ætten kom. Herefter har jeg sammenkørt de græske navne med listen over urnordiske kvindenavne fra runesten og de kvindenavne vi kender fra Landnámabók.

Kilder:
Carlos Parada: Greek Mythology Link – Amazons
Sara L. Friedemann: Viking Names found in the Landnámabók
Christie Ward aka Gunnvör sílfrahárr: Old Norse Women's Names

Vender vi os nu mod det nordlige Europa år 98 e.Kr. skriver Tacitus i ”Germania” (8) om vore skikke:

”Memoriae proditur quasdam acies inclinatas iam et labantes a feminis restitutas constantia precum......
Inesse quin etiam sanctum aliquid et providum putant, nec aut consilia earum aspernantur aut responsa neglegunt”.
 

Som jeg oversætter til:

”Ihukommelsen fremkalder at når [hærenes] slagorden er ved at svækkes og vakler da genskaber kvinder standhaftigheden ved krigsråb..... ja endog at de [kvinderne] til en vis grad er hellige og forudseende som guder, ej afviser de deres råd eller ser bort fra deres svar”.
 

At Tacitus her år 98 e.Kr. nævner dels at kvinder deltager som krigerinder, dels at de havde status af gudinder, men også at de var shamaniske seið-koner er for et mandsdomineret Romerrige, ja for hele den kendte verden, dengang og i dag, så rystende at det må fremhæves. Det sker på helt samme vis som Herodot år 484-425 f.Kr. gør det med Amazoner. Stammerne for hvem kvinder har denne høje anseelse er de samme, og der er ikke mange af dem, dengang og i dag.

Om Skjoldmøer

Tekst:
Flemming Rickfors

Når skjoldmøer kæmper
tager vise mænd foden på nakken

Kvindelig kriger til venstre på en hvid hest .
Fundet i Apulia, det sydvestlige Italien og dateret til 300 tallet f.Kr.

Vaner og Vanaheim

I sommeren 1991 gav antropologen Valery P. Alexeev fra Moskva et foredrag på Harvard Universitetet omkring 6 kongeriger i Euroasien i stenalderen. Et af disse kongeriger hed ”Vani” .

Vani kongeriget lå, og byen Vani ligger der stadig, 40 km vest fra Georgiens anden største by Kutaisi, påøstkysten af Sortehavet. Byen Vani ligger hvor Sulori og Rioni floderne flyder samme (Rioni floden hed oprindeligt Phasis floden). Kongeriget eksisterede fra år 700 f.Kr. til år 100 e.Kr. Sprogforskere ved ikke hvilket sprog der blev talt men man gætter på tidligt Zanic (dialekt af indo-europæisk, der blev talt syd for Kaukasusbjergene). Der er dog også fundet gravstene med urgræske inskriptioner. Man ved at Vani-folket kunne behandle jern og bronze. Den græske indflydelse begynder i 400 tallet f.Kr. Man ved at omkring år 50 f.Kr. bliver byen Vani ødelagt.

Her er hvad Snorre siger om beliggenheden af Vanehjem eller Vaneland i Heimskringla under Ynglinga Sagaen. Han taler om Don -floden og siger:

1. Hér segir frá landaskipan

”..... sú er að réttu heitir Tanaís. Hún var forðum kölluð Tanakvísl eða Vanakvísl. Hún kemur til sjávar inn í Svartahaf. Í Vanakvíslum var þá kallað Vanaland eða Vanaheimur.

Det oversætter Grundtvig til:

1.Om Magle-Sverrigs Beliggenhed

”.......og hedder med sit rette navn Tanais, men blev i gamle Dage kaldet Tana-kvisl eller Vana-kvisl; denne Elv, som falder ud i det Sorte Hav, gjør skel imellem Asien og Europa, og imellem dens arme ligger et Land, som kaldes Vane-Land eller Vane-hjem”.

Snorres beretning om beliggenheden af Vanehjem er et hundrede procent i overensstemmelse med hvor Vani kongeriget rent faktisk lå.

Snorre skriver i Ynglinga sagaen:

4. Ófriður við Vani

”Óðinn fór með her á hendur Vönum en þeir urðu vel við og vörðu land sitt og höfðu ýmsir sigur. Herjuðu hvorir land annarra og gerðu skaða. En er það leiddist hvorumtveggjum lögðu þeir milli sín sættarstefnu og gerðu frið og seldust gíslar. Fengu Vanir sína hina ágæstu menn, Njörð hinn auðga og son hans Frey, en Æsir þar í mót þann er Hænir hét og kölluðu hann allvel til höfðingja fallinn. Hann var mikill maður og hinn vænsti. Með honum sendu Æsir þann er Mímir hét, hinn vitrasti maður, en Vanir fengu þar í mót þann er spakastur var í þeirra flokki. Sá hét Kvasir....... Njörð og Frey setti Óðinn blótgoða og voru þeir díar með Ásum. Dóttir Njarðar var Freyja. Hún var blótgyðja. Hún kenndi fyrst með Ásum seið sem Vönum var títt.”

Som Grundtvig oversætter til:

2. kapitel Om Odin og hans selskab

”.... Iblandt Odins krige er den, han førte med Vanerne, særdeles mærkværdig; thi Vanerne tog kjækt imod ham, og da lykken var ustadig, kom der ikke andet ud af sejrene, som hærene skiftevis vandt, end Ødelæggelse påbegge sider. Til sidst blev derfor begge folkene kjede af legen, gik på forlig og sluttede fred. Til ydermere stadfæstelse gav man hinanden gisler. Aserne skikkede en høj og dejlig mand, ved navn Høner, som de sagde var ret skabt til høvding, og den højvise Mimer; til gjengjæld sendte Vanerne dem deres fornemste mænd: Njord hin rige med Frej hans søn, og Kvaser, som var den største vismand i deres land.........Njord og Frej gjorde Odin til offerpræster og Dier i Asgård , og Njords datter Freja , som først lærte Aserne den vaniske troldom: Sejd, satte han til præstinde.”

Ovennævnte beretning lyder umiddelbart som en krigsberetning, men med forøgelsen af samtidsforståelsen står det snart klart, at denne beretning ikke er en krig i traditionel forstand, og skal læses med en anden fortolkning. Et af de største tvivlsspørgsmål er oversættelsen og fortolkningen af ordet ”gíslar”. Denne traditionelle fortolkning har altid været det nærliggende ”gidsel” og det benyttes i såvel danske som engelske oversættelser. Det oldnordiske ord ”gísl” har imidlertid to betydninger, ”gidsel” og ”stråle”. Isoleret set kan det ikke retfærdiggøres at erstatte betydningen af ”gísl” til ”stråle” i betydningen af ”at forbinde”.

Georges Dumézils bog fra 1959 der i den engelske oversættelse blev til ”Gods of the Ancient Northmen” viser ganske overbevisende at krigen mellem Aserne og Vanerne har en dyb indoeuropæisk mytologisk rod til de forskellige Veda . Aserne, som den dynamiske fremadseende kriger-æt mod Vanerne med en kultur baseret på hvorledes man altid har gjort tingene, dvs fortiden.

Krigen mellem Aserne og Vanerne er med andre ord en fortælleteknik hvor man ved at vise hvem man ikke er, viser hvem man er. Dette benyttes i allerhøjeste grad i dag, hvor de fleste Daner bruger megen tid på at forklare uvidende udlændinge, at vi ikke er hverken tyskere eller svenskere. Dette er nok til at forklare hvem vi er, og at vi er.

Tænker vi lidt på ord i det danske sprog ser vi straks brugen af ordet ”vane” i meget vigtige betydninger: Uvane, dårlig vane, sædvane, vanvittig, vanart, vanære (modsat ”ære”), vanhellige, vanrøgt og vansinnig (svensk – vanesind). Brugen af ”vane” genfindes naturligvis i oldnordisk og der er utroligt mange af dem lige fra ”van-drengr” (uærlig person), van-gæzla (skødesløs), vanheiligr (syg), vankunnandi (mangel på kunnen/viden) til vanmenna (værdiløs person). Som vi måtte forvente findes ordet ligeledes på engelsk; ”vane” (forfængelig), ”in vane” (forgæves), ”vanish” (forsvinde, uddø fra det oldfranske ”esvanir”). På estisk har ”vane” betydningen ”gammel”, medens det på etruskisk med "vanva" har betydningen "tom, indholdsløs, forfængelig". Herfra overtager romerne forståelsen på latin med "vanus" (tom, indholdsløs, upålidelig). Vi kan se på alle ordene, hvori ”vane” indgår, at ordet for det meste er negativtladet, og noget man ikke ønsker at forbindes med.

Vender vi nu tilbage til oplysningen om at Vane-hjem/Vanaheim/Vani kongeriget fysisk lå i området op til ”Odins store besiddelser” så kan Vani kongeriget have betydet at der her boede et folk, der helt eller delvist bliver optaget i Ver Asir/Danir stammen under kodenavnet ”Vane-slægten”.

Forskere taler ofte om ”Vane-kulturen” som en særskilt abstrakt enhed, mest fordi det er uhyre vanskeligt fuldt ud at forstå hvorledes vi skal fortolke dette helt centrale omdrejningspunkt for Ver Asir/Danir stammen; Aser og Vaner. Der er i dag to gældende etymologiske forklaringer; enten at ordet "vanr/vanir" (oldnordisk) kan føres til det oldindiske "vanas" (lyst) eller til det oldindiske "vanam" (vand), og at Moder Jord, Frey og Freya derfor er lyst- og vand-guder. Det mener jeg er en helt korrekt opfattelse. 

Jeg har i afsnittet ”Aorsi folket” argumenteret for at Ver Asir/Danir stammen optager søfolk i stammen, måske fra Tanitae-folket. Jeg har ligeledes argumenteret i afsnittet ”Díar pataldr – amazoner – skjoldmøer - kvindelige krigere” at de kvindelige krigere er en del af ”Vane-slægten”.

Afsnittet der følger, ”Válmíki: Rámáyan”, vil give endnu et eksempel på en stamme der i 500 tallet f.Kr. kaldes ”Vánar”.

I afsnittet ”Estland - *Aðalsýsla & Eysýsla" viser jeg at esterne er én af de stammer under betegnelsen ”Vane-slægten”. Esterne var, og så sig selv, som et landbrugsfolk. Det er ikke muligt at sige om dele af den estiske stamme, der er en del af de sarmatiske folkeslag vi selv tilhører, bliver optaget i Ver Asir/Danir stammen. Hvad vi kan sige er at Vane-slægten også må have inkluderet agerdyrkere, kvægdrivere og skovfolk.

Det er min vurdering at begrebet ”Aser og Vaner ” skal ses sammen med stammens grundopbygning af Jarl æt og Karl æt (se ”Bilag A: Rig Veda , Rígsþula og Manu Smriti”), Krig (Odin , Thor , Tyr ) mod Fred (Njord /Moder Jord, Frey og Freya ), heste mod agerdyrking/kvægavl, nye sæder/skikke mod gamle sæd(vaner)/skikke, domsafgørelse ved Holmgang mod Vergeld/Bod.

Ver Asir/Danir stammen har konstant måtte foretage vigtige beslutninger for stammens ve og vel, mod interne og eksterne udfordringer. Begge indgangsvinkler, Aser og Vaner , har deres tid og sted som den bedste løsning. Begge behøver hinanden og må derfor, selvom de ikke altid er enige, tilpasse sig hinanden for stammens bedste.

For mig er ”Aser” derfor ”Ver Asir” eller kriger-ætten, og ”Vaner ” er ”Danir”, der har omfattet ætter optaget udefra i stammen, herunder de kvindelige krigere, søfolk/Tanitae og agerdyrkere/kvægavlere.

Válmíki: Rámáyan

Skjalden Válmíki skrev i 200 tallet f.Kr. heltedigtet ”Rámáyan” eller ”Ramayana” i det nordlige Indien. Hans navn er ukendt og Válmíki er et heite, der stærkt antyder at han var af indoeuropæisk æt, og måske goter. Iflg. det langt senere skrift ”Adhyátmá Rámáyana” fra 1300 tallet e.kr. var Válmíki Bráhman af fødsel, hvilket underbygger at han var goter. Den mest benyttede udgave af helte-digtet blev skrevet af skjalden Tulsi Das (1532-1623). Der findes utallige udgaver af dette værk.

Heitet ”Válmíki” er forklaret som ”myrehøj”. Min vurdering er at vi fra oldnordisk/oldengelsk snarere kan tilknytte betydningen ”den store valplads” eller ”den store udvalgte”.

”Rámáyan” er navnet på en flod og er navngivet efter digtets hovedperson Kong Rama. Selve ordet ”Rámáyan” betyder ”Rama’s befordringsmiddel”. Måske kan ”yana” sidestilles med det oldnordiske ”gana” (fare, styrte frem/afsted”.

Heltedigtet, der ikke uden grund af sammenlignet med Homer’s Iliaden, er sammen med det andet indiske heltedigt ”Mahabharata” af utrolig værdi, på højde med Rig Veda , da hverken buddhismen eller hinduismen’s senere stærkt omskrevne fortolkninger af historie og religion endnu findes. Samme kan naturligvis ikke siges om hvorledes den ortodokse hinduisme i dag fortolker dette heltedigt.

Ralph Thomas Hotchkin Griffith (1826-1906) oversatte 1870-74 digtet til nuengelsk, hvorfra mine fortolkninger og oversættelser er hentet. Historien er en kærlighedshistorie mellem kong Rama og Sita, der bliver tilfangetaget af Ravan, Konge af Ceylon. Kong Rama belejrer Ceylon og genvinder Sita.

Europæiske og indiske forskere er generelt af den opfattelse at heltedigtet er opdigtet og ikke har historisk baggrund. Heri er jeg ikke enig. Selve historien er bygget op som et heltedigt og er derfor ikke sandfærdig. Mange af personerne i digtet, mange af stednavnene og landområderne mener jeg derimod er historisk korrekte. Min interesse i digtet er alene et forsøg på at hive de mulige historiske oplysninger ud af digtet. Min oversættelse til nudansk af udvalgte dele af digtet er ikke gjort i poetisk verseform.

Kort over det nord østlige Indien, hvori digtets stednavne er indsat.

The Vindhya Range – Vindhya bjergene i staten Madhya Pradesh er 970 km lang med højeste punkt 910 m over vandoverfladen. Denne bjergkæde regnes i 500 tallet f.Kr. for grænsen mellem de sanskrit talende indoeuropæiske bosættere mod nord og de Dravidian talende indfødte mod syd. I 900 tallet f.Kr. kan disse grænser sagtens have været lidt anderledes.

Bog 1:V – Ayodhya

”.....Landet som deres våben har gjort til deres eget var afgrænset af søen alene........ Deres gamle herre var Sagar, han hvis høje ord udgravede søen: Med 60,000 sønner omkring sig på tog han drog. Fra dem denne herlige fortælling begynder........

....Der, berømt i sit gamle ry,
Ayodhyá står, den kongelige by,
i svundne tider bygget og planlagt
Af hellige Manu’s ¹ prinsehånd.
Rigets sæde! Hendes mure strækker sig
24 km ²  fra ende til ende,
og 6 km i bredde ²  fra side til side,
med grønning og kongsgård forskønnet.
Hendes porte med lige afstand står;
Hendes vidtstrakte veje med visdom udtænkt.
Prægtig er hendes kongesgade
hvor vandløb dulmer støv og varme.
På jorden selv i lige række
hendes huse står godt fremvist:
Kongsgård og have, hvælving og port
den drotlige by pryder.
Høje er hendes fæstningsvolde, stærke og store,
med lige mellemrum på veje kommet forbi,
med ringformet voldgrav, både dyb og bred,
og med lager af våben forsvarsgjort.......”

¹ ”Manu” er her opfattet som en fysisk grundlægger af byen. ”Manu” betyder ”mænd” og er en henvisning til goterne som æt. I 200 tallet e.Kr. hvor forfædrene er blevet ophøjet til guder bliver ”Manu” til én gudelig enhed fra hvilken alle sæder, love og fortolkninger udgår. Goterne kalder dette skrift ”Manu Smriti”– direkte ”mænds lov” (se Bilag A: Rig Veda , Rígsþula og Manu Smriti).
² I den engelske oversættelse står der 12 leagues og 3 leagues. Vi ved ikke hvor stor 1 league var i 300 tallet f.Kr. og størrelsen har stor varians i forskellige kulturer og på forskellige tidspunkter. Den galliske league var ca. 2 km. I 1387 er 1 league i England ca. 3 engelske mil eller 5.6 km. Måske er størrelsen på et tidspunkt hvor langt man gik på en time.

Jeg har her valgt at sætte 1 league = 2 km, dvs. 12 leagues = 24 km og 3 leagues = 6 km. Vi kan senere i teksten se at der er flere fæstningsvolde med stort mellemrum. At murerne er beskrevet som 6 km fra side til side skal derfor nok forstås som den samlede afstand mellem to fæstningsvolde.

Ruinerne af Ayodhyá kan stadig ses nær byen Ajudhyá/Ayodhya 6 km fra Fyzabad/Faizabad i det nordlige Indien (staten Uttar Pradesh), 130 km øst for Lucknow. Byen har som følge af dette digt samme status som Mekka og Jerusalem, hvorfor den også i dag er brændpunktet for religiøse sammenstød mellem hinduer og muslimer. Byen ligger på de nordlige stepper på den sydlige bred af floden Saryu/Sarju (fra ”sar/sauro” i betydningen ”konge/tsar” eller ”de lyshårede”? Se afsnittet ”Sarmaterne – Sauromatai”). Klimaet er tropisk.

Som vi vil se nedenfor kaldes Saryu/Sarju floden i dette digt for ”Sarayu”. Ptolemy kalder floden for ”Sarabos”.

Til trods for at min oversættelse til nudansk lider under at jeg ikke oversætter direkte fra sanskrit, men fra en nuengelsk oversættelse, og dermed ikke ved om jeg er sandfærdig i ordvalget på nudansk, står det klart at vi her har en beskrivelse af en ringborg. Vi kan se at den matematisk fuldendte ringborg, der kulminerer med Trelleborgene, Fyrkat, Aggersborg og Nonnebakken år 980 e.Kr., og hvis forgængere dækkede alle vore landområder i 200-400 tallet e.Kr., allerede er fuldt udviklet i 200 tallet f.Kr.

Digtet forklarer os at byen er grundlagt af Manu, dvs. goterne. Vi hører dog også at Kong Sagar havde kontrol med byen på et tidspunkt efter grundlæggelsen, og før digtet blev skrevet 200 tallet f.Kr.

Kong Sagar er så vidt jeg kan se vigtig i forståelsen af vor historie af årsager, der vil fremgå senere. Denne konge er ikke goter og spørgsmålet er hvorledes vi skal forstå hans navn ”Sagar”. Ordet ”saga” har naturligvis betydningen ”udsagn, beretning” på såvel oldnordisk som oldengelsk (sagu). Men den urnordiske forståelse ”*saqēn” har ligeledes forståelsen ”sandsiger”, og dette er vel nok den absolut vigtigste egenskab forbundet med at blive tvefødt og dermed anerkendt som en del af stammen (se afsnittet ”Endrborinn – eft ácenned – født igen – tve-skabt af tanker”). Det antyder stærkt at ”Sagar” skal forstås som et heite for kongen, og viser at han er tvefødt og en værdig konge. Vi kan se at stammen, for hvilken Kong Sagar er konge, er 60,000 mand stor. At der benyttes ordet ”sønner” udelukker ikke at der her kan være tale om alle voksne mænd og kvinder. Vi ser samme heite, "sønner" (sonum), benyttet for "folket" i Fáfnismál (Ældre Edda, vers 16-17).

Bog I:XXXIX – Sagar’s sønner

”...Der rådede en gudelig drot over
Ayodhyá i fordums tid:
Sagar hans navn: Ingen børn bød ham,
og børn han meget længtes at se.
Hans ærede fælle, lys i hud,
sprang fra Vidarbha’s ¹ konge-æt,
Kes’ini, berømt fra tidlig ungdom,
for gudelighed og sandhedstro ² .
Arishtanemi’s datter lys,
med hvem ingen ungmø kan sammenlignes
i skønhed, skønt Jorden er vid,
Sumati, var hans anden brud,
med sine to dronninger langt bort han drog,
og trættende dage i bod han var,
ivrig, på Himálaya's høj ³
hvor udspringer elven kaldet Bhrigu’s rille ⁴ .
Ej han fejlede den gudelige at behage
med sin fromme nøjsomhed,
og, da et hundrede år var gået,
da den mest sande Bhrigu sagde:
”Fra dig, O Sagar, uskyldige konge,
en stor skare af sønner skal springe,
og du skal vinde et berømmeligt navn
som ingen, O høvding, end dig skal kræve.
En af dine dronninger en søn skal bære,
videreføre æt og arv;
og fra den anden der skal blive
60.000 sønner født til dig.
Da han så talte, med én stemme,
for at opnå nåde fra den høje herre,
dronningerne, med håndfladerne sammenlagt,
i underdanig bøn de bad:
Hvilken Dronning, O Bráhman, af os to,
de mange, eller den ene skal bære?
Ivrige, Herre, er vi for viden,
og som du siger skal det blive.
Med sine venlige stemme den gudelige svarede:
I selv, O Dronninger, beslutte det skal.
Jer egen dømmekraft i frit skal bruge
hvem skal den ene eller de mange vælge:
En skal ætten og navnet opholde,
værtinden blive berømt, stærk og modig.
Hvem vil have hvad? Da Kes’ini
moderen til én arving vil blive.
Sumati, søster til kongen
af alle fugle der med vinger flyver,
denne strålende Bráhman bad
at hun måtte bære de mangfoldige
hvis berømmelse skulle lyde verden rundt
for store bedrifter navnkundige blive.
Omkring den gudelige Drotten gik,
bøjende sit hoved, i ærbødighed.
Da med sine koner, med villige fødder,
han søgte sit eget riges kongestol.
Tiden gik. Den ældre fælle bar
en søn kaldt Asamanj, tronarvingen.
Herefter Sumati, den yngre,
fødte et græskar ⁵ , O helte brave,
hvis skræl, når sprængt og kløvet i to,
gav 60.000 nyfødte at skue.
Alle disse med omhu ammerne lagde
i krukker med olie; og der de forblev,
til ungdoms år og styrke klargjort,
fremrykkende fra hvert mørkt hi,
alle lige i tapperhed, år og styrke,
de 60.000 så dagens lys.
Prins Asamanj, opvokset med omhu,
sine fjenders svøbe, blev tronarving gjort.
Men tro undersåtters drenge han plejede at kaste
til Sarayu’s bølger der fór forbi,
grinende imedens i ondskabsfuld glæde
deres dødskvaler at se.

Denne onde prins der modstod
råd givet af de vise og gode,
folkets plage i sit had,
hans fader fordrev ham fra sit land.
Hans søn, veltalt, brav og høj,
var Ans’uman, elsket af alle.
Mangen en år fløj forbi. Kongen gav ordre
at slagte til ofring en ganger.
Rådslog sig med sin vismandsskare.
Han edstog ritualet hans sjæl havde foreskrevet,
og, skilfuld i Veda , på deres råd
klargjorde sig til ofringen.

¹ Hvem ”Vidarbha” var kan muligvis forklares fra Grímnismál (Ældre Edda, vers II:17):

¹ Grundtvig ’s oversættelse i ”Om Asalæren” (1807)

Professor Stuart Piggott skriver i ”Prehistoric India” (1950-2, 43) at ris først blev kultiveret i Indusdalen, Indien og kommer over Hindu Kush til kineserne ca. år 2000 f.Kr. Derfor finder vi også henvisning til ris i Rig Veda (bog 8:LXV, 8:LXVI) fra år 1700 f.Kr. i omtalen af en drik brygget på af ris (kan være risvin eller risvin blandet med mælk). Det må derfor være en nogenlunde formodning af omtalen af kultiveret ris betegner et område nord eller syd for Hindu Kush/Himálaya.

Kongenavnet ”Vidarbha” må være sammensat af ”Vidar” + ”bha” og er identisk til ”Víðar”.

”Bha”-endelsen er identisk til ”ki”-endelsen på assyrisk (se afsnittet ”bystaten Assur”, hvor A-usar(ki) betegner landområdet omkring bystaten Assur) samt ”ca”-endelsen på latin ( se ”Bilag V: Fra Grønland til Nýaland”, hvor Africa betegner ”Afer” (afrikanernes) + ”ca” (landområde)).

”Vidarbha” kan derfor betyde ”Víðar’s landområde”, og kan vi stole på at det nuværende Vidarbha ligger nogenlunde på samme sted er det muligt at vise dette (se kortet ovenfor).

² at hun er ”sandhedstro” viser at hun er øverste æt og tveskabt, hvad teksten også forklarer da hun er prinsesse af byrd.

³ Himálaya- bjergene kaldes oprindeligt for ”Himavá”. Den kinesiske buddhist Fa-Hien kalder dem i sine rejsebeskrivelser fra ca. år 402 e.Kr. ”Himavanta”. ”Hima” i ”Himavá” oprinder fra ”Himi” og er identisk til ”himmel” eller ”himinn” (oldnordisk) og ”himins” (gotisk), der i den indoeuropæiske rod ”*kem-” betyder ”bedække, tilhylle”. Som Procopius år 550 e.Kr. forklarer os at Himmelbjerget (”Himinbiörg” i Gylfaginning) er helligt, gør samme sig gældende for ”Himavá” bjergene, og af samme årsag. I forhold til omgivelserne er begge steder det højeste punkt, og derfor tættest på guderne/forfædrene. Med så alvorligt et problem som manglende frugtbarhed, og dermed mangel på tronarving, kan dette kun afhjælpes ved en ofring og tilbedelse til guderne/forfædrene.

⁴ Vi ved ikke hvor i Himálaya bjergene det hellige sted lå, men det er muligt at forstå ordet ”Bhrigu’s rille/bæk”. Min vurdering er at vi skal oversætte ”Bhrigu” fra det oldnordiske ”Brigðu”, der betegner “en krympet, sammentrukket rynke i et stykke vadmel”. Helligstedet ligger derfor ved ”den rynkedes rille/bæk”, hvor ”den rynkede” henviser til en gammel vismand/shaman/bráhman. Derfor Bliver ”Bhrigu” senere til en af de fineste Brahman-slægter og opfattes som ”guden kommende fra søen” (Bhrigu varuni – se Yajur Veda).

I digtet Mahabharata (Bog IV – Dyuta V: Landflygtigheden) er henvisningen til Bhrigu lidt anderledes:

”Meru lærte dig de retskafne grundsætninger hvor Himalay hæver sig højt,
og i Varnavata’s skov Vyasa lærte dig den hellige elskov,
Rama prædikede lovene om pligter langt borte på Bhrigu’s højtliggende bakke,
Sambhu viste dydens vej ved den lyse Drisad-vati’s rille,
Faldt fra Asita’s læber, ord af visdom dyb med alvor,
Bhrigu rørte med ilden dit bryst ved den mørke Kalmashi’s bølge!”

Mit bud til fortolkning af stednavnene er:

”Varnavata” kan være sammensat af ”Varna” + ”vatn”, og skal måske forstås som ”naturens vatn/vand” eller stammen ”Varna”’s vatn/flod, med underforståelsen at floden er hellig.

”Drisad-vati” er floden Drisavati og er måske sammensat af ”Dísar” + ”vatn”, dvs. gudinden Dísar’s flod. Denne urgamle flod løb mod syd ind i en anden hellig flod ”Sarawati”, som jeg vurderer oprindeligt betød ”Sar/kongelig” eller ”de lyshåredes” vatn/flod). Mange fortolker ”saraswati” som ”talrige søer”, men det tror jeg er en politisk og religiøs lettere omskrivning af denne flods utrolige betydning som moderen af alle floder for alle indoeuropæiske folkeslag.

“Saraswati”-floden regnes for den absolut mest hellige flod overhovedet for indoeuropæiske stammer, og måske oprindelsen til vore folkevandringer og udvikling (se f.eks. The Geological Society of India: Vedic Sarasvati, Bangalore, 1999). Saraswati floden nævnes i Rig Veda (bog II:41.16 (bedste og første), VI:61.10-13 (om størrelsen), VII:95.2 (om hendes oprindelige løb fra bjerge til søen), VIII:36.6 (Moder af floder) og X:75.5 (floden hyldes).

”Saraswati”-floden kaldes i dag lokalt ”Sarsuti” og forsvandt endeligt ca. år 1226 e.Kr.

Da Mahabharata digtet finder sted år 1300-1200 f.Kr. i det nordlige Indien omkring Ganges floden, og kun Drisad-vati her synes at flyde, kan vi nok slutte herfra at Válmíki’s Rámáyan finder sted i et tidsrum god tid derefter.

Ganges floden hed oprindeligt ”Ganga” der ganske sikkert lig ”Ganga” på oldnordisk betyder ”den der ganger” eller for en flod, ”den der flyder”.

⁵ Brugen af ”græskar” som den symbolske moder til stammens sønner og døtre er spændende. Det oprindelige ord for græskar og agurk var formentlig ”eorþæppla” (oldengelsk, flertal) eller “jordæbler”.

Fra ordsproget:

Nr. 1023 Man kast ær eij æbleth so langt at thet smager eij aff roodhen
(Man kaster ej æblet så langt at det ej smager af roden)

kan vi se at der er fuld sammenhæng mellem æblet og roden, der her kan forstås som stammen og dens sæder, de tre rødder under Verdenstræet. Derfor vælges “jordæblet” som den symbolske moder til stammen.

Et af de mest vanskelige ting af afgøre er i hvilket tidsrum såvel Kong Sagar og Kong Víðar muligvis kan have levet. Da digtet blev nedskrevet i 200 tallet f.Kr. er det i fordums tid, hvilket synes at kunne fortolkes som meget langt tilbage i tiden.

Det fremgår ikke tydeligt af min oversættelse, fordi jeg fremhæver ganske få brudstykker af et kæmpe værk, men såvel Kong Sagar som Kong Víðar og deres ætter er mindre bi-figurer i selve digtet, næppe gotiske og derfor beskrevet i en noget fjendsk sammenhæng. Hovedpersonen i digtet, Rama, er beskrevet som nedstammet fra Sagar’s æt, men det synes af mindre betydning i digtet. Det er netop dette der gør begge ætter spændende fordi skjalden kan have benyttet faktiske stednavne og personer til at øge sandfærdigheden af et heltedigt, der i høj grad bygger på forskellige sagn omskrevet i en senere romantisk sammenhæng.

At tronarvingen hedder ”Asamanj” antyder, som alt andet i dette digt, at vi her bør holde øjne og øre åbne for, hvem det er vi her har med at gøre.

Navnet ”Asamanj” kan være enten et heite med betydningen ”en mand fra Aserne” eller kan være drengenavnet ”Ásmundr”, der på oldnordisk har betydningen ”Asernes gave”.

Digtet er gennemtænkt i sin opbygning. Henvisningen til at Kong Sagar har to dronninger viser sig at være symbolsk. Den åbenlyst indoeuropæiske Dronning Kes’ini, prinsesse af byrd og datter af Kong Arishtanemi fra Víðar’s æt, er hans eneste faktiske dronning.

Sumati, den yngste af de to prinsesser, er Kong Sagar’s søster. At digtet beskriver dem begge som dronninger har den store betydning at Dronning Sumati sidder på tronen og styrer landet sammen med Kong Sagar. Da Kong Sager landsforviser for evigt sin egen søn Asamanj, bliver hans søster Sumati Dronning og den symbolske moder til alle stammens 60.000 sønner og døtre. Denne forståelse igen har den enorme konsekvens at for Kong Sagar’s æt er dreng og pige født fribårne og lige. Der er ikke mange indoeuropæiske ætter, der har en sådan verdensforståelse udover Ver Asir/Danir-folket.

Endelig bemærker vi til sidst at Kong Sagar beordrer en hesteofring, og det kan muligvis finde sted som en del af hans eget begravelsesritual.

Bog II:XXXVI – Siddhárth’s tale

Dronning Kaikeyí udbryder til kongen:

“……Sagar, til hvem din æt kan spores,
uddrev sin ældste søn vanæret,
kaldet Asamanj, hvis skæbne vi kender:
Således burde din søn forvises.......

.... Og da den store Siddhárth, rasende optændt,
den gode gamle rådgiver og vismand
på hvis vise råd kongen sig forlod,
til Dronning Kaikeyí derfor svarede:
Men Asamanj Den Onde lagde
sine hænder på legende småbørn,
kastede dem i Sarayu’s strøm, og smilede
af glæde når han druknede et barn.
Folket det så og rasende løb
lige til kongen, hans fader, og sagde:
Vælg os, O tronens herlighed,
Vælg os. Eller Asamanj alene.
Hvorfra kommer denne gru? Drotten råbte;
og hele folket hertil svarede:
I galskab, Konge, han ynder at ligge
olme hænder på vore børn ved leg,
kaster dem i Sarayu’s strøm og frydes
at myrde vore forvirrede drenge.
Med omhyggeligt øre folkets konge
hørte hver klage bragt frem for ham
han søgte at bøde deres bekymrede sind
og drev fra riget sin søn.
Med kone og udstyr lastet på en vogn
han satte ham snart og sendte ham langt.
Og da bebudede, at han alle sine dage
en landsforvist at være.
Med kurv og plov han strejfede om
over bjerge høje, gennem vildsom skygge,
omflakkende i lande en trætsom tid,
et fredløst vrag med forbrydelser besudlet.
Sagar, på den retskafne sti han gik,
hans onde ætling så forvist”.

Den måske vigtigste nye oplysning her er at vi i digtet befinder os i Siddhárth’s samtid. Jeg vurderer at vismanden Siddhárth kun kan være identisk til Siddhartha Gautama, den gotiske tronarving og Den Første Levende Buddha. Hermed kan vi fastsætte samtiden til ca. år 550 f.Kr., hvor goterne har fuld kontrol over store dele af det nordvestlige Indien. Da Kong Sagar i år 550 f.Kr. omtales som en æt fra en fjern fortid, tilsigter digtet dermed at Kong Sagar’s samtid er langt ældre.

Jeg vurderede ovenfor at da Mahabharata digtet finder sted år 1300-1200 f.Kr. i det nordlige Indien omkring Ganges floden, og kun Drisad-vati (gudinden Dísar’s flod) her synes at flyde, kan vi nok slutte herfra at Válmíki’s Rámáyan finder sted i et tidsrum god tid derefter.

I kapitlet ”Troja, Þrúðvangar og Ragnarok” vurderer jeg at vi efter Troja’s fald år 1184 f.Kr., ca. år 900 f.Kr. folkevandrer tilbage til stepperne nord for Hindu Kush/øst for Tanais-floden. Det kunne da antyde at folkevandringen sker via et ophold, formentlig ikke af mange slægtsleds varighed, i det nordvestlige Indien omkring år 900 f.Kr., der i så fald kan være Kong Sagar og Kong Víðar’s samtid. Hermed kan vi muligvis datere oplysningen i Grímnismál (Ældre Edda) om ”Víðars land viði” til ca. år 900 f.Kr.

Bog IV:XLVIII – Asur’s død

Hanumánl, hærfører for den sydlige hær under nominel kontrol af tronarvingen Angad drager mod syd for at lede efter kvinden Sita, der er blevet tilfangetaget af Ravan, Konge af Ceylon. De rejser gennem ”Vindhya’s vildsomme dale”. Som vist på kortet ovenfor, og forklaret underneden, er denne bjergkæde i 500 tallet f.Kr. grænsen mellem de gotiske bosættere i det nordlige Indien og de indfødte mod syd. De er på vej mod syd, skal gennem en ørken og kommer til en skov. Vi er derfor stadig i indoeeuropæiske grænseland.

”.... Der medens de kæmpede sig gennem skoven
stod foran dem en Asur.
Høj som en tårnhøj bakke, hans stolthed
trodsede selv guderne i himmelen.
Da på fjenden deres øjne faldt
hver klargjorde sig til kampen vel.
Den onde ånd rejste højt sin arm
og angreb dem med et skrig....”

I Bengal skriftet (Bengal recension, Corrosions edition) kaldes denne Asur ”søn af Márícha” (Márícha er selv i Bog 3:XLII og 3:XLI beskrevet som en faktisk person, en ond ånd og derfor goternes fjende). Det kan derfor ikke betvivles at det er en faktisk person vi her hører omtalt, og han er goternes fjende. I forhold til sine modstandere er denne ”Asur” næsten beskrevet som en jætte, i det mindste tårnhøj. Den åbenlyse mulighed er at denne Asur er en kriger fra Ver Asir/Danir folket, og det næste spørgsmål er, hvad pokker han laver der? Personen er alene, og er derfor i samtiden, ca. år 550 f.Kr. ikke i sit hjemland. Det kan ganske enkelt være skjalden Válmíki’s vis at indføre i heltedigtet en person fra goternes fjender. Asur-personen dræbes af tronarvingen Angad.

Bog V:LXI – Honningfesten

De tog til luft: Landskabet voksede
mørk med deres skygge som de fløj.
Hurtigt til en dejlig lund de kom
der bejlede himmelske Nandan’s navn
hvor utallige bier deres honning gemte,--
Fornøjeligt for Vánars' herre,
for hvert et dyr bag omhegnet spærring
som Dahimukh var udset til at vogte,
En ædel Vánar, brav og modig,
Sugríva's onkel med stor en sjæl.
Til Angad kom i samlet flok
Vánars for at søge deres herre
om de honninglageret måtte spise
der gjorde lunden så flygtigt sød.
Han gav dem det: De søgte træerne
vrimlende med utallige bier.
De plyndrede al den store skat,
og spiste frugten som grenene gav,
som festen da kom undervejs
deres lystighed og glæde steg.
Drukken af det søde, de dansede og nikkede,
sang højlydt, og grinte højt.
Nogle kravlede og sprang fra træ til træ,
Andre sad og sludrede i deres glæde.
Nogle steg til træer hvor slyngplanter var
og regnede grenene ned til jord.
Da med højgrin en Vánar sprang
tæt ved sin ven galdrende en sang,
I galskab sind en anden krøb
at blande tårer med en der græd.
Da Dadhimukh med rasen så
at alle her da drukne var.
Han så da på den plyndrede skygge,
de havde alt her ødelagt;
Han kaldte da med rasende stemme, og
søgte i lunden at rede hvad reddes kunne,
men varselsråb og ord blev kastet bort,
og rasende tilråb og trusler givet
Da voldelige og vilde kivsmål opstod:
Med rasende ord han slagsmål gav.
De uden skam og frygt sig tog,
i drukken stand og af vrede drevet,
brugte klør, og tænder, og hænder, og slog
Beskytteren under stampende fod.

I stedet for navnet ”honningfesten” burde denne del af digtet i stedet være kaldt ”mjødfesten”, og det er måske faktisk hvad var tanken da ordet i den indoeuropæiske rod ”*medhu-” betyder ”honning, sød drik”.

Det er her vigtigt at være opmærksom på vigtigheden af at Vánar-stammen overhovedet kan afholde en mjødfest. Da honning kun var svært tilgængeligt var den gudelige drik mjød forbeholdt den øverste æt.

Alvíssmál (vers 35) fra Ældre Edda siger:

(Jeg er ikke enig i Thøger Larsen’s oversættelse af ”sumbl” til ”slurk”. En ”sumbl” er en øl- eller mjødforsamling, og det er netop hvad Suttung’s sønner her afholder. Jeg er også uenig i oversættelsen af ”kalla vanir veig” til ”hos vise vaner drik”. Den rigtige oversættelse skal lyde ”som Vaner kalder stærk”).

Alvíssmál bekræfter for os at såvel Aser som Vaner drikker mjød for ellers ville Vanerne ikke vide at mjøden var stærk, jvf. ”kalla veig vanir”.

Personen Sugríva er Vánar-stammens tidligere konge. Han er ganske vigtigt ligeledes beskrevet som tidligere konge af skovfolkene.

Modsat Asur-personen er Vánar-stammen i digtet beskrevet som værende i deres hjemland, et eller andet sted i Indien. Kan vi sige mere om Vánar-stammen?

I Bog I:XVI – Vánars hører vi:

”.....nogle høvdinge af Vánar mødre kom,
nogle var hun-bjørne og sejdkvinder,
uddannet i alle våben i krigsfremstød;....”

”....tusinder og tusinder stadig de sværmede.
Disse var lederne æret mest,
høvdingene af Vánar værten,
og for hver herre, høvding og råder
var af abe afkom født foruden.
Hernæst ved bjørnens drot da stod
de andre vandrerer fra skoven.....”

Der er for mig ingen tvivl om at brugen af ”hun-bjørne” skal forstås som ”kvindelige berserkar”. Mit brug af ”sejdkvinder” sker som en oversættelse af ”minstrel dame”. Ordet ”minstrel” betegner en person der synger og beretter folkeviser. Ordet ”Dame” modsvarer ”Sir” og viser at denne kvinde er af meget høj byrd.

Det fremgår klart af alle oplysningerne omkring Vánar at denne stamme er matriarkalsk, styret af kvinder, og hvis landområder har været de store skove. Det er derfor Skjalden Válmíki skriver at de er af ”abe afkom” (som hinduismen senere omskriver til visuelt at være en abe). Præcis som ”Orangutang” på bahasa betyder ”manden fra skoven” har alle markboere ment at disse skovfolk måtte være i familie med aberne i skoven (hvad naturligvis har vist sig at være sandt).

Det er ligeledes klart at den her viste beskrivelse af ”Vánar” er identisk til Snorre ’s fremstilling af ”Vanir ” i Ynglinga Saga, og at det er samme enhed vi taler om. Det må ligeledes være sandt at det er fra ”Vánar” betegnelsen i 200 tallet f.Kr. at goterne 400 år senere i Manu Smriti skriftet udvikler og omskriver ”varna” til en opdeling af befolkningerne baseret på hudfarve. Som man kan se er dette ikke den oprindelige forståelse af dette, og vort ordsprog ”engum er alls varnat” eller ”således er alle udstyret (af naturen)” er et ekko fra langt tilbage i vor historie.

I afsnittet ”Vaner og Vanaheim” viser jeg at der fandtes et Vani kongerige, og byen Vani ligger der stadig, 40 km vest fra Georgiens anden største by Kutaisi, påøstkysten af Sortehavet. Derfor skal vi nok være varsomme med straks at slutte at den i dette digt omtalte Vánar-stamme er vor egne kvindelige krigertempelpræster til trods for at det er nærliggende. Der er uden tvivl en fælles tråd for alle de matriakalske Vánar-skovstammer, der kan være udbrydere fra en oprindeligt samlet enhed.