Forside Indholdsfortegnelse
<< ForrigeNæste >>

Legion IX Hispania og Legion VI Victrix, Britannien – de sarmatiske ryttere der forsvandt

 

Legion IX Hispania år 71-108 e.Kr.

 

Fortet Eburacum i området vi senere kalder ”Eoforwícscír” (oldengelsk) eller ”Vildsvinevig-len”, senere igen for "Jórvík", blev år 71 e.Kr. bygget af Legion IX Hispania, der ankom til Britannien med invasionshæren år 43 e.Kr. Der er stor uafklaret usikkerhed om, hvor dele af Legion IX Hispania opholder sig mellem år 71-121 e.Kr. Da legionen ganske enkelt erstattes af Legion VI Victrix år 122 e.Kr., er dets krigere fysisk ikke længere til stede i Britannien i 10-året før denne legion overføres til Britannien. Enten er krigerne blevet dræbt i slag vi intet kender til fra nogen kilder, eller store dele af denne legion er forsvundet fra romernes radarskærm. Dette betyder i tidsrummet år 71 e.Kr. fremefter, at krigere fra Legion IX Hispania kan være flygtet nord for Elben ind i vore landområder, eller nordpå til picternes landskaber i Skotland.

Den sidste benævnelse af Legion IX Hispania i Britannien er en indskrift på en sten i forsvarsfæstningen i Eburacum. Indskriften lyder:

Indskrift 

Min oversættelse til nudansk 

IMP CAESAR DIVI NERVAE FIL NERVA TRAIANVS AVG GERM DACICVS PONTIFEX MAXIMVS TRIBVNICIAE POTESTATIS XII IMP VI COS V P P PORTAM PER LEG VIIII HISP FECITFeltherre Caesar(,) spådomsmesteren Nerva’s søn(,) Nerva Trajanus Augustus Germanicus Dacicus (,) ypperstepræst(,) en Tribuns værdighed 12 [gange](,) Feltherre 6 [gange](,) Konsul 5 [gange], Fader [af] fædrelandet(.) Byportene overalt Legion VIIII Hispania gjorde.

”IMP” = Imperator, ”COS” = consul, ”P P” =  pater patriae. Bemærk at det latinske ”IX” (9) faktisk skrives ”VIIII” – klart lavet af udlændinge! Trajan erklæres kejser år 98 e.Kr. Titlen ”Germanicus” tilføjes oktober år 97 e.Kr. Titlen ”Dacicus” tilføjes år 102 e.Kr. Titlen ”tribunicia potestas” gives ham første gang da han erklæres kejser oktober år 97 e.Kr., og årligt herefter. Dette giver årstallet for indskriften til år 108 e.Kr. Da Trajan udnævnes ”Consul” for 5. gang år 103 e.Kr., og 6. gang år 112 e.Kr., er indskriften fra et tidspunkt mellem disse.
Kilde:
http://www.roman-britain.org/places/eburacum.htm

 

Hvad indskriften forklarer os er, at ingeniørtropperne (ingeniørregimentet) 1 i Legion IX Hispania har fornyet alle portene i forsvarsværket år 108 e.Kr. Det fortæller os intet om, hvor stor en del af legionen er tilstede, og givet den ellers totale kildemæssige tavshed, er alt næppe som det bør være.

1 Hver legion havde et ingeniørregiment kaldet "immunes" (de fritagne, de tjenestefri), fra "immunitas" (fritaget fra), og var således kaldet fordi tropperne var fritaget for anden militærtjeneste. Disse blev ledet af "architecti", fra "architectus" (bygmester, arkitekt).

 

Dele af Legion IX Hispania befinder sig år 121 e.Kr. i Germania Inferior, hvorfra Legion VI Victrix netop ca. år 122 e.Kr. sendes til Britannien og fortet Eburacum (se nedenfor).

Ifald resterne af Legion IX Hispania blev slået helt eller delvist sammen med Legion VI Victrix, og vi ved at sidstnævnte legion indeholder sarmatiske ryttere, vore gode landsmænd, fra i hvert fald år 175 e.Kr., kan det herfra argumenteres at Legion IX Hispania måske ligeledes har bestået af vore egne landsmænd. Hvad ved vi om Legion IX Hispania?

Efter romernes katastrofale tab af tre legioner (Legion XVII, XVIII og XIX) i Teutoburgerskoven i september år 9 e.Kr. har Legion IX Hispania hjemsted i Panonien (ca. trekanten Wien/Nieder-Österreich, Bratislava/Slovakiet og Gyor/Ungarn), hvorfor man skulle mene at de fik tropper fra disse egne inden de år 43 e.Kr. sendes til Britannien som en del af invasionshæren. Hvorvidt dette er tilfældet ved jeg ikke, og denne manglende viden ser heldigvis ud til at være af mindre betydning.

År 60-61 e.Kr. gør Iceni-folket (Icenorum, på mønter ”eceni, ecen, ic.”) i Norfolk, Øst-Anglen oprør under ledelse af deres dronning Buoudicea (Boudicca, Bodil). Tacitus: Annales (Bog 14:37) skriver år 115 e.Kr. at de 4 romerske legioner i Britannien; IX Hispania, II Augusta, XIV Gemina og XX Valeria Vitrix, dvs. samlet en hær på 20-22.000 mand, formåede at nedkæmpe oprøret. Buoudicea (Boudicca) begår selvmord med gift efter hun har set 80.000 af sine landsmænd dræbt, ud af en samlet hær på 120.000 iflg. Cassius Dio: Romersk Historie (62:2) år 200-230 e.Kr. Det romerske tabstal angives af Tacitus til 400 dræbte og 400 sårede medens Cassius Dio: Romersk Historie (62:1) skriver at tallet var 80.000 blandt romerne og deres allierede. Der er formentlig tale om to forskellige tabstal. Førstnævnte er tabene i det sidste og afgørende slag, medens sidstnævnte er tabene op til dette slag 1.

1 At der skulle have boet en befolkning på 120.000 våbenføre mænd og kvinder i Øst-Anglen og Essex år 60-61 e.Kr. er en umulighed. Landet har ikke kunnet brødføde så stor en befolkning. Tallene opstår snarest som et romersk forsøg på at bortforklare, hvorfor romerne er nødsaget at erstatte 7.800 mand i sine 4 legioner i Britannien, 20-22.000 mand stor - et tabstal på 35-40%. De romerske tal er derfor en bakspejlsberegning. Se afsnittet ”Norfolk og Suffolk, East Anglia”.

På tidspunktet for Domesday Book år 1086 e.Kr. regner man med at befolkningen i England var på 1¼-2 millioner mennesker. Dette tal er væsentligt mindre end de ca. 4 millioner mennesker man mener boede i England under den romerske besættelse. Lincolnshire, Øst-Anglen og det østlige Kent havde den største befolkningstæthed med mere end 10 mennesker pr. kvadratmil (square mile). Under disse forudsætninger kan vi give et bud på befolkningen i disse landskaber år 60-61 e.Kr.:

 Landskab

 Areal
(hektarer)

 Omregning

 Befolkning år 60-61 e.Kr.

 Norfolk

 537,000

5,370 km2
2,094 kvadratmil

 [10 x 2,094] =  20,940

 Suffolk

 380,000

3,800 km2
1,482 kvadratmil

 [10 x 1,482] = 14,820

 Essex

 367,000

3,670 km2
1,431 kvadratmil

 [10 x 1,431] = 14,310

 

 

 

 Samlet befolkning: 50,070

Kilde: http://www.domesdaybook.co.uk/life.html

 

En af de ekstremt vigtige konsekvenser af dette slag, som Tacitus: Annales (Bog 14:38) forklarer, er at:

Caesar missis ex Germania duobus legionariorum milibus, octo auxiliarium cohortibus ac mille equitibus quorum adventu nonani legionario milite suppleti sunt. Caesar afsendte fra Germania totusinde legionærer, otte kohorte hjælpetropper [8 x 6 centurier x 100 = 4.800 mand] og tusinde ryttere. Da de ankom [til Britannien] fik den niende legion deres enheder erstattet med nyt mandskab.

Min oversættelse til nudansk. ”Caesar” kan være følgende kejsere: Kejser Nero (regent år 54-68 e.Kr.); kejser Servius Sulpicius Galba (8. juni år 68- 15. januar år 69 e.Kr.) eller kejser Marcus Salvius Otho Caesar Augustus (15. januar år 69- 16. april år 69 e.Kr.).

 

Vi ved rettelig ikke hvorvidt ”suppleti” her skal opfattes som ”erstattet” eller ”forstærket”. Mit bud er at vi taler om erstatning af tabte enheder. Fordi Legion IX Hispania fremhæves antager jeg at denne legion har haft særligt store mandtab, der påføres Legion IX Hispania i deres forgæves forsøg på at komme Camulodunon (Colchester, Essex) til undsætning. Det er derfor nok ikke helt urimeligt at antage, at Legion IX Hispania tager broderparten af de nyankomne 7.800 mand, og måske genopbygges med ca. 5.000 mand til fuld legion-styrke på 5.500.

Tacitus giver os et problem derhen at han ikke forklarer os hvorfra i Germanien styrkerne kom.

I tidsrummet år 60-61 e.Kr. har romerne 4 legioner i Germania Inferior langs den nedre del af Rhinen:


 

 Sted

 Legion

Bemærkninger 

Castra Vetera,
Xanten,
Nordrhein-westfalen

Legion V Alaudae

Legion XV Primigenia

Samlet 8-10.000 mand.
Xanten genopbygges år 43 e.Kr. og Legion XV Primigenia ankommer.
Legion V Alaudae blev år 28 e.Kr. sat ind mod et frisisk oprør og nedslog det.
Legion V Alauda og Legion XV Primigenia deltog i anfaldet på Friserne
(og Chauci-folket) år 47 e.Kr. Dette udelukker at vore landsmænd har
været en del af disse legioner. Legion V Alaudae og Legion XV Primigenia
må overgive sig og blev stort set udryddet af Batavi-folket ved Castra Vetera
efteråret år 69 e.Kr. Resterne af Legion V Alaudae (med Legion I Italica)
befinder sig november år 69 e.Kr. i Moesia for at forsvare et angreb herpå,
og stationeres her permanent fra dette år. 1

1 Gwyn Morgan: 69 A.D.: the year of four emperors (2006, s. 223)

Novaesium (Neuss),
ved Düsseldorf,
Nordrhein-westfalen
Legion XVI GallicaAnkommer hertil år 43 e.Kr. som afløser for Legion XX Valeria Vitrix, der skulle deltage i invasionen af Britannien.
Castra Bonnensis (Bonn), Nordrhein-westfalenLegion I Germanica

Var under ledelse af Fabius Valens fra Anagnia (d. 69), midt-Italien. Højst usandsynligt at vore evt. landsmænd har været under ren romersk ledelse.

 

Op til Det Bataviske Oprør år 69-70 e.Kr. ser det ud til at romerriget kun oppebar en styrke på 3 legioner i Germania Superior, der formentlig år 60-61 e.Kr. var:


 

 Sted

 Legion

Bemærkninger 

Mogontiacum (Mainz),
ved Rhinen

Legion XXII Primigenia

Legion IV Macedonica

Legion XXII Primigenia blev grundlagt år 39 e.kr. og befinder sig her
fra år 43-70 e.Kr. Legion IV Macedonica befinder sig år 43-70 e.Kr.
i samme fort og afløste Legion XIV Gemina, der var blevet sendt til
Britannien år 43 e.Kr. Legionen opløses efter Det Bataviske Oprør
år 69-70 e.Kr. da Kejser Vespasian ikke stolede på legionen.

Vindonissa
(Windisch),
Aargau Canton
Schweiz

Legion XXI Rapax Flyttes hertil år 43 e.Kr. og forbliver her til år 69 e.Kr., hvor de drager med deres leder Aulus Vitellius Germanicus til Italien for at belejre Rom i borgerkrigen dette år. Vitellius erklæres kejser 16. april-22. december år 69 e.Kr. De deltager i bekæmpelsen af Det Bataviske Oprør år 69-70 e.Kr. Der er ikke sendt én eneste soldat fra denne legion til Britannien da alle mand skulle bruges mod Batavi-stammen.

 

Legion VIII Augusta befinder sig omkring Rhinen år 69 e.Kr., og derfor i Germania. Vi ved ikke nøjagtigt hvor, men legionens historie er, så vidt jeg kan se, yderst vigtigt for os at forstå ret.

Muligvis, men ikke bevist, deltog en del af legionen i invasionen af Britannien år 43 e.Kr.

År 44-69 e.Kr. er Legion VIII Augusta stationeret i Novae (Sishtov, Bulgarien) i Moesia (ca. Serbien, Bulgarien og Rumænien).

Tacitus: Histories (Bog 3:5) har denne vigtige sætning (i min oversættelse til nudansk). Tiden er år 68 e.Kr. og optakten til borgerkrigen juni år 68 e.Kr.- december år 69 e.Kr. efter kejser Nero’s død (tvunget selvmord).

”Ord(re) blev sendt til [guvernør af Moesia] Aponius Saturninus, at skynde sig med hæren der på dette tidspunkt var i Moesia. For at undgå at efterlade provinserne ubeskyttet mod barbariske stammer, blev høvdingene fra de sarmatiske Iazuges [Lazyges]-folket optaget i hæren. Høvdingene tilbød også deres folk og deres rytteri, der er deres eneste særlige styrke; men dette tilbud blev afslået af frygt for at de, medens borgerkrigen varede, skulle begå fjendtlig handling, eller, ifald større fortjeneste blev stillet dem i udsigt fra den anden side, at de måtte forlade alle former for lov og ret”.

Som jeg viser i afsnittet ”Sarmaterne – Sauromatai” (underafsnittet ”Roxolani folket”) kommer det til slag i vinteren år 68/69 e.Kr. og angrebet skubbes tilbage.

Det er tydeligt fra ovenstående, og gældende skik, at høvdingene fra Iazuges [Lazyges]-folket i virkeligheden er gidsler, og indlemmes i Legion VIII Augusta for at forhindre et angreb fra samme stamme. Denne strategi havde ikke altid et heldigt udfald, og kunne give et senere piskesmæld.

Det interessante ved denne vinterkrig er at det er Legion III Gallica, med base i Oescus (Palatiolon, Palatiolum), ved Donau-floden i Nedre Moesia, der modstår angrebet med enheder fra Legion VIII Augusta. Var dele af Legion VIII Augusta allerede undervejs mod Italien efteråret år 68 e.Kr.?

Tacitus: Histories (Bog 3:8) forklarer os at Legion VIII Augusta var under ledelse af Numisius Lupus, der oktober 1 år 69 e.Kr. fører ca. 2.000 mand af legionens samlede 5.500 mand til Verona for at deltage i borgerkrigen, efter legionen netop havde ført vinterkrig.

1 Stephen Dando-Collins: Mark Antony’s Heroes: How the Third Gallica Legion Saved an Apostle and Created an Emperor (2007, kap. XXII, s. 187)

 

Legion VIII Augusta er blandt de legioner, der under ledelse af Quintus Petillius Cerialis, på ordre af kejser Vespasian (regent 69-70 e.Kr.) kort tid efter tronbestigelsen december år 69 e.Kr., sendes af sted for at få bugt med Det Bataviske Oprør år 69-70 e.Kr.

Medens borgerkrigen raser, er der igen et oprør undervejs i Moesia. Med kun nødtørftige tropper tilbage i Moesia, ud af normalt 3 legioner, angriber Dacia-folket november år 69 e.Kr. og indtager det militære hovedkvarter på Donau-flodens sydlige bred. Krigen er stadig undervejs januar år 70 e.Kr. og freden kommer først samme forår. Det er resterne af Legion V Alaudae og Legion I Italica, der kommer Moesia til undsætning november år 69 e.Kr., og fra dette tidspunkt erstatter Legion VIII Augusta, der føres til et eller andet sted langs Rhinen1.

1 Gwyn Morgan: 69 A.D.: the year of four emperors (2006, s. 198, 223, 224).

 

Legionen har år 371 e.Kr. sæde i Argentoratum (Strasbourg), Frankrig, men ser ikke ud til at have nogen tilknytning hertil før dette tidsrum.

For det første skal vi være opmærksom på, at det iflg. Tacitus er ”Caesar”, dvs. enten kejser Nero (regent år 54-68 e.Kr.); kejser Servius Sulpicius Galba (8. juni år 68- 15. januar år 69 e.Kr.) eller kejser Marcus Salvius Otho Caesar Augustus (15. januar år 69- 16. april år 69 e.Kr.), der beordrer nye tropper til Britannien. Dette er vigtigt fordi Aulus Vitellius Germanicus, kejser 16. april-22. december år 69 e.Kr., er den første til at erstatte ”Caesar” med ”Germanicus”, da Nero havde beskæmmet tilnavnet "Caesar", og gjort det værdiløst. Derfor kan vi sige at erstatningstropperne til Legion IX Hispania i Britannien må være beordret udskibet før 16. april år 69 e.Kr. Hermed kan vi sige, at ifald Legion VIII Augusta har leveret nye tropper, er dette sket før legionen december år 69 e.Kr., sendes af sted for at få bugt med Det Bataviske Oprør år 69-70 e.Kr.

Vi falder derfor tilbage til, at vinterkrigen år 68/69 e.Kr. må, selv om vi tilsyneladende ikke kan se dette i skrift, have udløst en krigsskadeerstatning fra enten Iazuges (Iazyges, Lazyges)-folket eller Roxolani-folket (undergruppe af Alani-folket). Denne løsesum, baseret på hvad der sker år 175 e.Kr., må have taget form af levering af lejesoldater til den i området værende legion; i dette tilfælde Legion VIII Augusta. Tacitus: Histories (Bog 3:5) har forklaret os at disse styrker allerede blev tilbudt legionen foråret år 68 e.Kr. 7.800 mand er mere end en hel legion, hvorfor styrkerne nødvendigvis må være hentet udefra, og fra flere steder.

Den sydlige Aorsi-stamme, hvor jeg mener at vi er den nordlige Aorsi-stamme (Ver Asir/Danir), befinder sig i området nord for Moesia, vest for Olbia, inde i Dacia, på et tidspunkt efter Strabo: Geographika (år 7 f.Kr. – 18 e.Kr., bog 11:5:8).

Antager vi at ”Caesar” er identisk med kejser Marcus Salvius Otho Caesar Augustus (15. januar år 69 - 16. april år 69 e.Kr.), og hvis Numisius Lupus oktober år 69 e.Kr. kun ankommer til Verona med ca. 2.000 mand af Legion VIII Augusta, kan det tænkes at Legion VIII Augusta før 16. april år 69 e.Kr. har afskibet 2.000 legionærer, hovedparten af resten af legionen, til Legion IX Hispania i Britannien. De ”tusinde ryttere” nævnt af Tacitus kan da være ryttere fra Iazuges (Iazyges, Lazyges)-folket, medens de ”otte kohorte hjælpetropper” kan være fodfolk fra Roxolani-folket. På denne vis kan vi forklare hvordan vore egne landsmænd kan være endt op i Legion IX Hispania efteråret år 69 e.Kr.

Vi mangler derfor at redegøre for, hvor 5-7.800 mand, muligvis sarmatiske ryttere og fodfolk med kvinder og børn, blev af i tidsrummet år 71 til år 108 e.Kr. Kilderne er helt og aldeles tavse herom, hvorfor de mange ryttere er forsvundet fra den romerske radarskærm. En af mulighederne er, at disse krigere ganske enkelt er flygtet nord for Elben til de landskaber i det nuværende Danmark/Skåne/Norge, vi netop år 40-77 e.Kr. er i færd med at tage kontrol over.

 

Legion VI Victrix år 175-244 e.Kr.

 

Fra Germania Inferior, sendes Legion VI Victrix ca. år 122 e.Kr. til Britannien og fortet Eburacum, som erstatning for den "forsvundne" Legion IX Hispania. Legion VI Victrix havde år 122 e.Kr. til opgave at bygge og forsvare Hadrian’s Mur mellem Tynefloden i øst og Solway firth i vest, der senere følges op med samme legion’s bygning af Antonie-muren mellem Glasgow i vest og Edinburgh i øst år 139-142 e.Kr.

Den romerske kejser Marcus Aurelius nedkæmper år 175 e.Kr. et sarmatisk angreb i landskabet mellem Tisza-floden og Donau-floden i Ungarn (øst og sydøst for Budapest). Det er dette landskab Longobarderne senere år 494-497 e.Kr. kalder ”Feld” (se afsnittet ”(Longo)Bardernes udvandring”). Den sarmatiske modstander var Iazuges (Iazyges, Lazyges)-folket, en del af de sarmatiske stammer. Som løsesum for dette slag bliver 5.500 sarmatiske ryttere (formentlig med kvinder og børn) sendt til Bremetenacum (Brementennacum, Ribchester, Ribelcastre syd for Lancaster, Lancashire i det nordlige England) for at forsvare mod angreb fra Skotland.

Cassius Dio: Romersk Historie (72:16-17) år 200-230 e.Kr. forklarer:

”Iazyges(-folket) blev nedkæmpet og tilstod vilkårene for fred, Zanticus selv gav foretræde for Antoninus. De havde hidtidigt holdt Banadaspus som fange, deres anden konge, for at gøre tilnærmelser til ham; men nu ankom alle høvdingene med Zanticus og tiltrådte den samme (freds)aftale som den indgået med Quadi(-folket) og Marcomanni(-folket), bortset fra at det var dem pålagt at opholde sig i landskaber der lå dobbelt så langt borte fra Ister som disse stammer. Ja, det var kejserens ønske at udslette dem endegyldigt for de var stadig stærke på dette tidspunkt og havde påført romerne stor skade hvilket kunne ses fra at de havde tilbagegivet et hundrede tusinde fanger de stadig havde i deres besiddelse selv efter alle de der var blevet solgt, var døde, eller var undsluppet, og at de uden tøven frembragte som deres lod til alliancen indgået, otte tusinde ryttere, femoghalvtreds hundrede af hvilken han sendte til Britannien.

Cassius’s oprør og Syrien tvang Marcus Antoninus til at tilbyde Iazyges-folket fred meget mod sin vilje; Ja, han var så bekymret over disse nyheder at han undlod at meddele senatet vilkårene for fredsaftalen indgået med dem, da han var travlt optaget af andre sager”. 

Min oversættelse til nudansk. Floden Ister er Donau floden (Se Ptolemy, Bog III, kap.8: ”derfor er Danube floden til sin munding kaldt Ister, som vi har sagt”). De her omtalte krige kaldte romerne ”bellum Germanicum, expeditio Germanica”, i dag ofte kaldet ”De Marcomanske Krige”. Krigene finder sted fra år 166-180 e.Kr. Personen ”Marcus Antoninus” er kejser Marcus Aurelius Antoninus Augustus (regent 161-180 e.Kr.). Henvisningen til ”Cassius’s oprør” er det oprør Gaius Avidius Cassius, guvernør af Syrien år 166-175 e.Kr. startede på fejlagtige meldinger om kejser Marcus Aurelius’s død. Han erklærede sig kejser 3. maj år 175 e.Kr., og blev dræbt 3 måneder og 6 dage senere. Det er disse begivenheder der gør at vi kan ankerdatere Iazyges-folket’s fredsaftale til foråret år 175 e.Kr.
Kilde: Se også R. Brzezinski & M. Mielczarek: The Sarmatians 600 BC–AD 450” (2002, s.40-41)

 

 

 chap14-1-0-1 chap14-1-0-2

En sarmatisk kriger holder med begge arme udstrakt Dragemærket.
Fra to brudstykker af en gravsten, der kan ses på Grosvenor Museum, Chester, England. Se afsnittet ”Dragemærket”.
Billedkilde: Billedet til højre er en optegning af originalen til venstre. Tusind tak til Grosvenor Museum i Chester for billederne.

 

Vi ved kun at hærenheden i Bremetenacum år 238-244 e.Kr. i en indskrift på en støtte viet til Apollo omtales således:

Deo an(cto) / [A]pollini Mapono / [pr]o salute D(omini) N(ostri) / [et] n(umeri) eq(uitum) Sar/[m(atarum)] Bremetenn(acensium) / [G]ordiani / [A]el(ius) Antoni/nus c(enturio) leg(ionis) VI / Vic(tricis) domo / Melitenis / praep(ositus).n(umeri) et r(egionis)…  Til den hellige gud Apollo Maponus(,) vi hiller Vor Herre(,) og gruppen af sarmatiske ryttere i Brementennacum (under) Gordian(,) Aelius Antoninus centurion (af) Legion VI Victrix (,) tæmmer af Melitene(,) leder er gruppen og grænsen…

Min oversættelse til nudansk. Indskriften ”RIB 583” blev fundet i Ribchester i 1578 og befinder sig nu på St. John’s College, Cambridge. ”DN” er den vanlige forkortelse på indskrifter, herunder mønter for ” Dominus Noster” (Vor Herre), og er en henvisning til herskeren, i dette tilfælde den romerske kejser. Tilføjelsen af ”Gordiani” gør at vi kan ankerdatere indskriften til enten kejser Marcus Antonius Gordianus Sempronianus Romanus Africanus (regent år 238 e.Kr.) eller snarere hans barnebarn kejser Marcus Antonius Gordianus Pius (regent år 238-244 e.Kr.). ”Melitenis, Melitene” er måske identisk til byen Malatya, Lille-Asien, der var en umådelig vigtig militærbase. Hvilken rolle Legion VI Victrix spillede omkring Melitene er mig uklar. Bemærk at Apollo har tilføjelsen ”mapono, maponus”, der faktisk er keltisk (kimbrisk) for ”hellige ætling”, og viser at der i Britannien (og i Gallien) skete en sammensmeltning af romersk og keltisk (kimbrisk) gudedyrkelse.

 

Indskriften ”n eq Sarm” opfattes som ”n(umeri) eq(uitum) Sar/[m(atarum)]” eller ”Numerus Equitum Sarmatarum”, som jeg oversætter til ”gruppen/gruppe af sarmatiske ryttere”. Betegnelsen ”numerus” bruges i senromersk militær sammenhæng i omtalen af ”en gruppe af krigere”, hvad enten fodfolk eller ryttere.

Kejser Titus Flavius Domitianus (regent år 81-96 e.Kr.) skabte en efterretningstjeneste med enheder fra sine forsyningstropper, kaldet ”frumentum” (direkte ”kornet på marken”), der herefter fik en afledning af dette navn, eller ”frumentarii”. De fik deres hovedsæde i Castra Peregrina (direkte ”lejren for udlændinge”) på Mons Caelius (Caelius Bakken) nær Santa Maria in Domnica, Rom, hvor der var plads til en styrke på ca. 400 mænd. Efterretningstjenesten kaldtes for ”numerus frumentariorum” 1.

1 Rose Mary Sheldon: Intelligence Activities in Ancient Rome: Trust in the Gods, but Verify (2005, s. 251); C. Scott Littleton & Linda A. Malcor: From Scythia to Camelot (1994, s. 47, note 46)

 

Den  romerske ridehær var normalt opdelt i 11 ”ala, alae” (vinge, vinger) af hver ”quingeni, quingenaria” (talord for ”500 ad gangen”), dvs. ridehæren var samlet på 5.500 mand, eller identisk størrelse til en legion.

Det må derfor være rimeligt at udlede, at antallet af sarmatiske ryttere i Bremetenacum, Britannien år 238-244 e.Kr. har været ca. 400 mand stor, 100 mand færre end en normal ”ala” (vinge) på 500 ryttere. Vi mangler med andre ord at redegøre for, hvor 5.100 sarmatiske ryttere blev af i tidsrummet år 175 til år 238-244 e.Kr. Kilderne er helt og aldeles tavse herom, hvorfor de mange ryttere er forsvundet fra den romerske radarskærm. Sund fornuft tilsiger, så vidt jeg kan se, at disse ryttere, næsten en hel legion, er rejst bort fra landskaber under romersk kontrol.

I Notitia Dignitatum (XL:54) fra sidst i 300 tallet e.Kr., gengivet i Codex Spirensis (1000 tallet e.Kr.), har vi en liste over alle romerske militære enheder i samtiden. For Britannien har vi bl.a. som værende til rådighed for hertugerne i Britannien (Sub dispositione uiri spectabilis ducis Britanniarum):

 ”Cuneus Sarmatarum Bremetenraco” ”kileformet opstilling (af) sarmatere(,)Bremetenacum”

Min oversættelse til nudansk. At ridehæren omtales som en ”kileformet opstilling”, hvad vi kalder ”fylking”, skal sammenlignes med indskriften på Chapel Hill (Housesteads fæstningen ved Hadrian’s Mur, der også kaldes ”Vercovicium”) fra begyndelsen af 200 tallet e.Kr.: ”CVNEI FRISIORVM” (den frisiske fylking). Se afsnittet ”Tyr – guden og tyren”, hvor jeg også viser at vi ser helt samme brug af fylking i vor egen ridehær. Tacitus: Historiae (IV:16) gør brug af ”cuneus” i omtalen af Batavi-folkets opstilling under Det Bataviske Oprør år 69-70 e.Kr. jvf. ”ad vim transgressus Canninefatis, Frisios, Batavos propriis cuneis componit” (til styrke afveg Cannifatis(-folket), Friserne, Bataverne  ved at træde sammen i en særlig kileformet opstilling”. Se Graham Webster: The Roman Imperial Army of the First and Second Centuries A.D. (1985, s. 150, fodnote).

 

Det forekommer derfor at betegnelsen ”cuneus” er en opstilling af hæren; fodfolk og ridehær, der afviger fra romersk standard, men samtidig er et klart forstået begreb. Det er vanskeligt at udlede hvorvidt ”cuneus” betegner færre ryttere end gør ”numerus”. Vi hører intet i skrift om at der sendes flere ryttere til det nordlige Britannien, hvorfor vi i det mindste må kunne udlede at ”cuneus” betegner 400 ryttere eller sandsynligvis færre.

Vi har hørt at Legion VI Victrix år 238-244 e.Kr. er under ledelse af centurion Aelius Antoninus. Han afløser måske Lucius Artorius Castus (ca. 175-225 e.Kr.), der var praefectus 1 af samme legion. Vort minde om sidstnævnte person gemmer sig i sagnet om Kong Arthur og ridderne om det runde bord. Vi har to vidnesbyrd og mindesmærker om Lucius Artorius Castus, hvis betydning kun vanskeligt kan overdrives.

1 En karriere i den romerske ridehær har den 3. øverste titel som værende ”praefectus castrorum” (prefekt af fortet/lejren), hvilket var en udnævnelse fra ”primus pilus” (øverste centurion). En mand var typisk 50-60 år før han kunne opnå titlen ”praefectus”, hvis udnævnelsen alene skete på grund af evner, modsat hvis udnævnelsen skete pga. forbindelser og æt. Lucius Artorius Castus har derfor væsentlig højere rang end Aelius Antoninus. Se Graham Webster: The Roman Imperial Army of the First and Second Centuries A.D. (1998, s, 113)

 

Det første mindesmærke fundet i en væg i en villa ved Epetium (i dag Stobreč, på strandvejen øst for Split og før landsbyen Podstrana, Kroatien) og lyder:


 

Faktisk indskrift

Som jeg foreslår kan være følgende ordlyd, tilpasset fra Manfred Clauss’s udgave:

Min oversættelse til nudansk

 D  M L ARTORI[.........]STVS 7 LEG III GALLICAE ITEM [....]G VI FERRA
TAE ITEM 7 LEG II ADI[....]TEM LEG V MC ITEM P P EIVSDEM [...] PRAEPOSITO
CLASSIS MISENATIVM [..]AEFF LEG VI VICTRICIS DVCI LEGG [...]M BRITAN{I}CIMIARVM ADVERSVS ARM[....]S PROC CENTENARIO PROVINCIAE LI[....] GLADI VIVVS IPSE SIBI ET SVIS [....]ST[...]
D(is) [M(anibus)] | L(ucius) Artori[us Ca]stus |(centurio) leg(ionis) | III Gallicae item [|(centurio) le]g(ionis) VI Ferratae item |(centurio) leg(ionis) II Adi[utr(icis) i]tem |(centurio) leg(ionis) V M[a]c(edonicae) item p(rimus) p(ilus) eiusdem praeposito classis Misenatium [pr]aef(ectus) leg(ionis) VI Victricis duci legg(ionum) [duaru]m Britan(n)ic{i}{mi}arum adversus Arme[nio]s proc(urator) centenario(!) provinciae Li[burniae iure] gladi(i) vivus ipse sibi et suis [atte]st(atus)Til ånderne af de der er afrejst (:) Lucius Artorius Castus, centurion (af) Legion III Gallica(,) også centurion (af) Legion VI Ferrata(,) også centurion (af) Legion II Adiutrix(,) også centurion (af) Legion V Macedonica(,) også primus pilus af samme(,) praepositus (af) classis Misenatium(,) praefectus (af) Legion VI Victrix(,) Hertug (af) to legioner fra Britannien mod Armenerne(,) procurator centenarius (af) provinsen Liburnia(,) med sværdets magt(.) Medens han levede gjorde han dette selv og i sit eget navn(,) der kan bevidnes

Bemærk at tallet 7 ikke er et syvtal, men et latinsk symbol, der angiver ordet ”centurio” (centurion, underofficer). En ”primus pilus” er ”øverste centurion”. En ”praepositus” er ”øverstbefalende” af ”Classis Misenatium”, der var flåden i Napoli-bugten. Som ”praefectus” er personen ansvarlig for hele fortet, dets vedligeholdelse, forsyninger og alt våbentøj. Indskriften ”DVCI LEGG [...]M BRITAN{I}CIMIARVM” vanskeliggøres af hvad “…M” er en forkortelse af. Manfred Clauss foreslår “triu]m” medens Hans-Georg Pflaum mener “duaru]m” (to). Jeg har valgt sidstnævnte fortolkning. ”Dux” eller ”Hertug” betød dengang ”øverste militære leder af rytteriet”. En ”procurator centenarius”. En ”procurator” svarer til vort ”landeværner”, og er et civilt embede, ikke en militær rang. Der er næppe tvivl om at dette må være hans aftrædelsesjob efter en lang militærkarriere. Tilføjelsen af ”centenarius” viser os at han modtog en årsløn på 100.000 sesterce. Fundstedet for hans gravsten er netop i det romerske landskab Liburnia, der var en del af provinsen Dalmatia, i dag en del af Kroatien. Indskriften ”GLADI” opfattes som en forkortelse af “iure] gladi(i)”. Ordet er fra “gladius” (sværdkæmper) og må have forståelsen, at han lovmæssigt oppebærer muligheden for at kunne udstede dødstraf som ”procurator” (landeværner). Det afsluttede ”ST” er problematisk. Det er foreslået at dette kan være en del af ordet ” [...ex te]st(amento)”, der i så fald skal opfattes som “som hans testamente lyder”. Det forekommer mig akavet, og jeg har ikke set andre eksempler på dette. I stedet for forslår jeg brugen af ordet ”[atte]st(atus)” (der kan bevidnes), underforstået ”som sandt”. Gjorde jeg selv denne indskrift i levende live ville jeg være ekstra opmærksom på at alt det skrevne var sandheden, og at andre kan bekræfte dette som så.

 

Den anden indskrift er fundet lige syd for den første, ved kapellet Sveti Martin (Sankt Martin) i landsbyen Podstrana, Kroatien:

Faktisk indskrift 

Som Manfred Clauss foreslår
kan være følgende ordlyd:

Min oversættelse til nudansk

L ARTORIVS CASTVS P P LEG V MA[.] PRAEFEC[.]VS LEG VI VICTRIC [.....]L(ucius) Artorius | Castus p(rimus) p(ilus) | leg(ionis) V Ma[c(edonicae)] pr|aefec[t]us leg(ionis) | VI Victric(is)|[...]Lucius Artorius Castus(,) primus pilus (af) Legion V Macedonica(,) praefectus (af) Legion VI Victrix


Lad os starte med at bekræfte at der ingen uoverensstemmelser er mellem de to indskrifter. Man får indtrykket af at sidstnævnte mindesmærke kan være gjort af andre, og derfor er mere kortfattet end det gjort af Lucius Artorius Castrus selv. Herfra følger at hans to vigtigste befalingsposter i sin militære karriere må have været som ”primus pilus” (øverste centurion) af Legion V Macedonica, og som ”praefectus castrorum” (prefekt af fortet/lejren) af Legion VI Victrix, hvilket var en udnævnelse fra ”primus pilus” (øverste centurion).  Lucius Artorius Castrus’s øverste rang i det romerske militær har derfor været som leder af Legion VI Victrix, med hjemsted i Bremetenacum, Britannien.

Etymologisk er det ikke vanskeligt at se evolutionen fra ”Artorius” til ”Arthur”. Det er foreslået at han kan være ud af den romerske æt (gens) ”Artoria”. Dette kan da føre til overvejelsen om, hvorvidt Lucius Artorius Castus’s ophav kan være fra provinsen Dalmatia. Tilknytningen gøres fordi den ovenfor nævnte indskrift forklarer os at han var ”procurator” (landeværner) af det romerske landskab Liburnia, der var en del af provinsen Dalmatia. Denne udnævnelse anses som endog meget høj givet hans manglede rang i romersk æt, hvorfor udnævnelsen da kan være sket fordi dette var hans hjemstavn. Hvis der er en sammenhæng mellem Artorius og ”Art(h)ur”, som han kommer til os i ”Historia Brittonum” (kap. 56, 73) fra 800 tallet e.Kr. , og ”Annales Cambriae” (indholdet er løftet fra Historia Brittonum), mener jeg vi må afvise denne romerske tilknytning fuldstændigt. Der er intet romersk over Arthur, ligesom Artorius næppe var det.

I ”Historia Brittonum” (kap. 56) sættes legenden om Arthur til samtiden omkring de jyske/saksiske ætters ankomst til Britannien år 449-455 e.Kr. under ledelse af Hengest (se afsnittet ”Kongedømmerne i Britannien (udover Øst-Anglen)”). Det er her værd at fremhæve, at det rent faktisk er Hengest og jyderne/sakserne der først tager kontrol over landskaberne nord for Humber-floden, dvs. Deira og Northumbria, og derfor var de første af os, der ankom til det landskab, hvori vi finder Bremetenacum (Brementennacum, Ribchester, Ribelcastre syd for Lancaster, Lancashire i det nordlige England). Dette må være årsagen til at Arthur i keltiske (kimbriske) sagn gøres til deres landeværner og hærleder (dux bellorum) mod vore angreb. Dette er stammer uden det nødvendige forsvar, der i sagn påberåber sig fortidens forsvarsstyrke forgæves.

Alle synes enige i at helte-figuren Arthur, som Beowulf nr. 2 i Beowulf-kvadet, Robin Hood, Marco Polo, Sigurd og Holger Danske, i sin endelige udgave er en sammenblanding af flere hændelser og personers bedrifter. Ophavet er fra ældre sagn, som berettet for os i ”Annwn, Anwfn”, ”Pa gur yv y porthaur?”, ”Historia Brittonum” (kap. 73) og ”Culhwch ac Olwen”.

Er den faktiske person Lucius Artorius Castus identisk til ”Art(h)ur”, og er denne person af sarmatisk ophav, kan indholdet af legenderne om Kong Arthur let føres til legenden om Batradz i Narts sagaerne, der igen let kan føres til vore egne saga (se ”Bilag D: Narts sagaerne”) 1.

1 Thomas Green: The Historicity and Historicisation of Arthur (1998, The Origins of Arthur). I denne, og andre, artikler af samme person, behandles de fleste overvejelser omkring legenderne omkring Kong Arthur; var det én person eller flere personer? er der sarmatisk, skythisk og keltisk indflydelse, eller det hele i én stor pærevælling? Jeg er her mindre interesseret i slutproduktet, som jeg ser som resultatet af mange stammers indflydelse, og langt mere interesseret i, hvorvidt der er en klar sarmatisk linie i beretningerne, som vi kan forklare tilstedeværelsen af, og kan knytte til vore egne sagn.


 

 chap14-1-0-4 chap0-1.jpg
Uddrag fra de 2 sølvbægre fra Himlingøje fra 1-300 tallet e.Kr. visende Skilfinga/Skjælveunge-ætten's hellige sværd, stam-ætten til Scyldinga/Skjoldunge-ætten. Ringgrebsværdet er helt tydeligt afbilledet, som er det hedenske liv-kors (mellem den fødderne på den dansende kriger og sværdet) og de 9 verdener (de 9 lodrette prikker til højre for sværdet, en opstilling identisk til guldskillingen dateret til år 385-670 e.Kr. fra Söderby, Danmarks sogn, Vaksala herred, Upland). Afbildningen viser skiftevis det hedenske liv-kors og de 3 verdener; fortid, nutid og fremtid (de 3 prikker). Sværdet der stikkes i jorden/trækkes fra stenen/gives af Kvinden af Søen, sarmaternes, og derfor vort, symbol på livet, krigserklæring og retten til at herske. Vi kender sagnet om Arthur langt bedre end vi er klar over.  Nedenfor knyttes andre afbildninger fra bl.a. disse kopper af anden vej ligeledes til sarmaterne, der er os. Se også afsnittet "De hellige Sværd" (underafsnit "Freca Scyldinga  (Skjoldungernes Hårdføre) - Skilfinga-ætten's sværd").
Kilde: Jørgen Jensen: Danmarks Oldtid (2003, Ældre Jernalder, s. 439).

 

I afsnittet ”Eotenum, ytum, *eutii – jyderne” (underafsnit ”Ælfhere eller søn, med (kalde)navnet ”Béowulf” – Wægmunding, Götar og Scylfing”) argumenterer jeg for at Beowulf-kvadet indeholder to Beowulf personer; den faktiske konge Béowulf Scyldinga (identisk med, eller broder til, Friðleif, Scyldinga-æt nr. 14, ca. 400-446), og en filosofisk helte-skikkelse kaldet Béowulf.  Som det allerede er blevet foreslået af mange, kan det ikke udelukkes at helteskikkelsen måske er en kenning for ”Bjørnen”, hvorfor vi skal læse helten Beowulf’s navn som ”beo” (bi) + ”wulf" (ulv) eller ”den der jager bier” og derfor ”Bjørnen”. Men den filosofiske Béowulf har et stamtræ i Beowulf-kvadet, som jeg argumenterer for er personen ”Ælfhere” eller hans søn.

Det oldwalisiske ord ”Art(u)ur”, fra det britiske (keltiske) ”*Arto-uiros”, forekommer i latiniserede dokumenter som ”Art(h)ur, Art(h)urus”, og bliver til det walisiske ”Arthur”. Det walisiske ord ”art(h)” betyder ”bjørn” og det tænkte ”*Arto-uiros” (bjørne-mand). Det forekommer ikke vanskeligt at se, at ”Arthur” må have betydningen ”bjørn, bjørnemand”, og at dette er en kenning for en kriger. Det forekommer også rimeligt, at der må være et fælles ophav i tanke bag skabelsen af navnet på den filosofisk helte-skikkelse kaldet Béowulf og Arthur. Det er samme sag på to forskellige sprog. Det fører naturligvis til tanken, at der også bag den britisk (keltiske) ”*Arto-uiros” gemmer sig en faktisk person, der vel kan være Lucius Artorius Castus.

Langt de fleste romerske navne var trefoldige, kendt som ”Tria Nomina” (Tre Navne)-systemet. Det bestod af ”praenomen” (fornavn), ”nomen gentilicium” (ættens navn) og ”cognomen” (tilnavn), i denne rækkefølge. Navnesystemet var en vigtig vis at holde styr på hvem der var statsborgere, hvem der var udlændinge med opholdstilladelse, kaldet ”peregrinus” (fremmede, udlændinge), og endelig slaverne, der normalt kun blev givet et enkelt navn (ejerens navn + puer/por). Udlændinge med opholdstilladelse, så som soldater i den romerske hær, kunne som ”nomen gentilicium” (ættens navn) gives navnet på den gældende kejser under hvilken de tjente. Kejser Caracalla (regent 211-217) gav med ”Constitutio Antoniniana” år 212 e.Kr. romersk statsborgerskab til alle fribårne i romerriget (for at øge skattegrundlaget!), hvorved navnesystemet mistede sin betydning.

Det er her værd at bemærke at det latinske ”castus” som tillægsord har betydningen ”ren, ubesmittet”, og at betegnelsen ”lucus castus” betegner ”hellig, indviet lund”. Lucius Artorius Castus's "cognomen" (tilnavn) var med andre ord "den rene, den ubesmittede", der må forventes kun at kunne være tildelt en person af endog meget høj æt og værdighed.

Det latinske ”praenomen” (fornavn) ”Lucius” oprinder fra udsagnsordet ”luceo” (klar, lyser, skinner), måske en udvikling fra det etruskiske ”lauxum” (konge). Jeg viser i afsnittet ” Tani.jpg - Tani i historiske kilder”, at Beowulf-kvadet giver vor stam-æt Skilfinga-ætten heitet ” *Beorht-Dene, Beorht-Dena” (De lysende/oplyste Daner), over hvilken Beowulf var herre.

Så vidt jeg kan se, må Lucius Artorius Castus være et romersk militærnavn antaget som en del af optagelsen i ridehæren, og kan være latinske ord for et sarmatisk navn, hvis oprindelse må kunne findes i et urnordisk dåbsnavn og heite. Da udstationeringen sker til et område under keltisk (kimbrisk) kontrol i samtiden, og da lederen af ridehæren må have skullet videregive et oprindeligt ErilaR (Jarl) æt navn til sine britiske undersåtter på deres sprog, kan "Artorius" vel være et latiniseret britisk (keltisk) navn, da ”bjørnen” også på keltisk (kimbrisk) er et heite for ”krigeren, den der kæmper” 1.

1 Vi kan f.eks. tænke på drengenavnet "Ulfberht", hvor endestavelsen "-berht, bert" forekommer hos frankerkongen Childebert I. (Regent 496-558). Mandsnavnet af ErilaR (Jarl) æt forekommer som ”Wiwila” i Veblungsnes, Romsdal. dateret til år 550-600 e.Kr. Her må forstavelsen ”wi” betegne ”hellig”, måske som ”den rene, den ubesmittede”. Måske har ”wi”-stavelsen i mandsnavnet af endnu en ErilaR (Jarl) æt; ”SawilagaR” (DR 261, Lindholmen, Skåne), dateret til 500 tallet e.Kr., samme betydning.

I ”Historia Brittonum” (kap. 73) hører vi at Arthur havde en søn i Britannien ved navn ”Anir, Amr”, der ligger begravet ved et sted kaldet ”Licat Anir” (Anir/Amr’s øje) i landskabet ”Ercing” (…in regione quae vocatur Ercing. Habetur ibi sepulcrum juxta fontem, qui cognominatur Licat Anir, et viri nomen: qui sepultus est in tumulo, sic vocabatur Anir; filius Arthuri militis erat…). Landskabet ”Ercing” er forslået som ”Archenfield” i det sydlige og vestlige Hertfordshire, og derfor identisk til det walisiske kongerige ”Ergyng, Ercic”. Stednavnet ”Licat Anir” er navnet på kilden, hvorfra springer floden Gamber, Hertfordshire. I ”Mabinogion” (Gerain) forekommer navnet som “Amhar”. I hvert fald udgaven hvor navnet staves ”Anir” må kunne føres til mandsnavnet ”Án, Ánn”, der kendes i runeindskrift fra Danmark som ”äni”.

 

Jeg har nu vist at vi fra Britannien kan se, at 5-7.800 mand, muligvis sarmatiske ryttere og fodfolk med kvinder og børn, forsvinder fra romerske historiebøger år 71 til år 108 e.Kr. Jeg har også vist at vi mangler 5.100 sarmatiske ryttere, med kvinder og børn, i tidsrummet år 175 til år 238-244 e.Kr. Jeg foreslår at disse ryttere i begge tilfælde drager nord for Elben til de landskaber deres landsmænd, "os"-folket, i samtiden er i færd med at tage kontrol over. Kan vi se dem ankomme nord for Ejder-strømmen?

 

 

Våbenofringerne i Thorsbjerg Mose, Sønder Brarup, Anglen

 

Den store våbenofringsmose i Anglen var Thorsbjerg Mose ved Sønder Brarup i det sydlige Angel. Området er ca. 8 tønder land stor og er på alle sider omgivet af højdedrag. Vi har kendskab til tre store våbenofringer i denne mose, der alle må formodes at være foretaget af et sejrende Ver Asir/Danir-folk.

Den første og ældste ofring fandt sted mellem ca. år 50-100 e.Kr. og kan være ofringen fra det slag hvorunder vi tager kontrol med Angel for første gang. De fibler der findes fra dette tidspunkt kendes kun fra området mellem Elben og Rhinen, og antyder derfor at de folkeslag vi overvinder havde kontrol med området syd for vore nuværende landområder.

Den næste store ofring i samme mose finder sted i begyndelsen af 200 tallet e.Kr. Det angreb vi forsvarer mod kom fra syd fra stammer i det nordlige Germanien under romersk indflydelse eller kontrol.

Omkring år 300 e.Kr. er en mindre offernedlæggelse, og her kom de nedslagtede krigere muligvis fra Østersøregionen. 1

1 Kilde: Jørgen Jensen: Danmarks Oldtid (2003, Ældre Jernalder, s. 373, 540-548)

 

 chap14-1-0-5.jpg

Et lille udpluk af fundene gjort i Thorsbjerg Mose, Sønder Brarup, Anglen.

Øverst: Krigshjelm i form af en forgyldt ansigtsmaske, hvortil hører en flettet hjelmhue til beskyttelse af baghovedet (naglehuller viser hvorledes de to dele blev sat sammen på toppen). Denne hjelm er enestående og minder i design i høj grad om nutidens fægtemaske. Billedet af krigshjelmen er manipuleret således at historieskriveren gemmer sig bag ansigtsmasken. Som man kan se har masken været effektiv da der er tydelige spor efter efter et kraftigt tværgående sværdslag over hagen, samt et kraftigt sværdslag over hjelmbærerens højre kind. Begge sværdslag må være kommet nedefra, og antyder at hjelmbæreren har siddet på en hest da slagene faldt. Disse slag har ikke været dødbringende, men har måske formået at kaste rytteren af hesten, hvorefter banen blev fuldendt. Mange af krigerne afbildet på vore guldskillinger og Gyldne Tavler fra år 385-670 e.Kr. har fantastiske flagrende hårpragter med pandebånd. Det forekommer mig at denne hjelm tilsyneladende giver helt samme indtryk.

Nederst til venstre: Helvig Conrad Engelhardt (1825-1881): Thorsbjerg Mosefund: Beskrivelse af de oldsager, som i aarene 1858-61 ere udgravede af Thorsbjerg Mose ved Sønder-Brarup i Angel; bevaret i den Kongelige Samling af Nordiske Oldsager i Flensborg (1863). Tegningen er gjort af J. Magnus Petersen. Vi bemærker bl.a. indskriften i Ældre Futhark, rejst fra højre mod venstre på en skjoldbule af bronze, af "AisgRh" (DR8). Dateret til år 100-500 e.Kr. Også ridset på en anden skjoldbule af bronze var den latinske indskrift "AEL • AELIANVS". Vi kender intet til denne person, men navnet "Aelianus, Aelian" forekommer hos flere mænd i 100-200 tallet e.Kr. Det er værd at erindre, at Legion VI Victrix år 238-244 e.Kr. er under ledelse af centurion Aelius Antoninus. Er det tænkeligt, at der er en sammenhæng mellem "Ael Aelianus" og "Aelius Antoninus"? Vi må formode at det romerske "Tria Nomina” (Tre Navne)-system stadig er gældende, hvorfor vi i begge navne mangler et ”nomen gentilicium” (ættens navn) eller et ”cognomen” (tilnavn). Vi kan se at Aelius Antoninus er blevet givet sit "nomen gentilicium" (ættens navn) efter kejser Marcus Antonius Gordianus Pius, under hvem han tjente (se ovenfor). Navneformen "Aelianus" er et "cognomen" af  "Aelius". Det er derfor en mulighed at dette er samme person, hvis fulde navn var "*Aelius Antoninus Aelianus". Hans navn afslører at han er en udlænding, der har været i romersk krigstjeneste.

Nederst til højre: Forgyldt smykkeplade i bronze (Ø 13 cm), der har siddet på en ringbrynje. Den oprindelige plade er en romersk "phalerae", hvorfra udledes tillægsordet "phaleratus" (dekoreret, udstyret med brystplade). Smykkepladen gengiver i yderste ring 4 hvilende hjelm- og spydbærende Mars-figurer med skæg, omringet at fugle og værnende vætter. Udsmykningen er senere omgjort med pålodning af 3 dyr i en helt andet kunststil (fremhævet). Som man kan se er der plads til 4 dyr, men det er det hellige tal tre der er vigtigt. De tre dyr; kronhjort, Dansk Hund og hest?, er sarmatisk dyreornamentik, i vore landskaber kaldet "Nydamstil/Stil I". Dyrene er identisk til samme dyr på såvel de 2 "Himlingøje"-kopper, som de 2 sølvbægre fra Valløby, ved Tryggevælde Å, 3 km fra Himlingøje. For sammenligning se afsnittet "Sarmatisk smedekunst i vore landområder". Da smykkepladen er tilpasset ejermanden må vi herfra kunne udlede, at denne orden fra den romerske hær må have været båret af en sarmatisk rytter af meget høj rang, der befinder sig i Anglen. Det er netop hvad dette afsnit argumenterer for.
Billedkilde: Jørgen Jensen: Danmarks Oldtid (2003, Ældre Jernalder, s. 541, 545, 546); Conrad Engelhardt: Denmark in the Early Iron Age  (1866, Forsiden, s. 49, s. 121)

 

Der foreligger, så vidt jeg kan se, en reel mulighed for at "os"-folket kan have fået tilført forstærkning på ca. 5.000 mand (med kvinder og børn) i tidsrummet år 71-108 e.Kr. Der foreligger ligeledes en reel mulighed for at "os"-folket får tilført en yderligere forstærkning år 175-244 e.Kr. på 5.100 ryttere (med kvinder og børn). Den første folkevandring år 71-108 e.Kr. "trækker" den efterfølgende samme år 175-244 e.Kr. 

I afsnittet "Broderlisten år 0-200 e.Kr. og år 200-400 e.Kr." kan vi se hvilke personer, der muligvis har ledet rytterne under ankomsten.

Hvor stor sandsynligheden for dette i virkeligheden er kan bedst vises ved, at vi fra indskrifterne på altertavler fundet på Chapel Hill (Housesteads fæstningen ved Hadrian’s Mur, der også kaldes ”Vercovicium”) kan se, at der er en frisisk fylking udstationeret her i romersk tjeneste i begyndelsen af 200 tallet e.Kr. (se afsnittet ”Fresna Cynne – Den frisiske slægt”).

Lad os nu sammenholde vor viden:

Våbenofring i Thorsbjerg Mose,
Sønder Brarup, det sydlige Angel

 Hærenheder fra romerske legioner "forsvinder"


år 50-100 e.Kr.



År 71-108 e.Kr. mangler ca. 5.000 mand fra Legion IX Hispania i Eburacum (Eoforwícscír, Jórvík)

 

ca. år 200 e.Kr.



År 175-244 e.Kr. mangler 5.100 mand fra Legion VI Victrix i Bremetenacum (Lancashire i det nordlige England)

 

 

Der må være en sammenhæng. Det er klart at det også er en mulighed, at vi ikke bød rytterne fra Legion IX Hispania og Legion VI Victrix velkommen, hvorfor det er deres våben vi har fundet i Thorsbjerg Mose. De ofrede våben er oftest, men ikke udelukkende, tabernes våben. Som vi kan se fra de ovenfor gengivne fund, har vi dels ase-navnet "AisgRh" (Asger, Oskar), dels har vi vore runde skjolde, og endelig har vi sarmatisk dyreornamentik, der videreføres i vore landskaber under betegnelsen "Nydamstil/Stil I". De af os der må lade livet for landets værn, har også givet ofring til Moder Jord. Men jo færre af vore genstande, des større sandsynlighed for at sejren var vor. Derfor mener jeg vi her kan udelukke denne mulighed. Vi bød derfor de tilrejsende ryttere velkommen, og disse igen, som tak herfor, gjorde landnám og bød forsvar af Anglen mod vore fjender fra syd. Det vil i så fald sige at "Anglerne" i virkeligheden ankom til Anglen enten undervejs til -, eller fra, Britannien. Er det mon derfor de vælger at rejse til mennesketomme Øst-Anglen år 497 e.Kr. ? (se afsnittet "Norfolk og Suffolk, East Anglia").

Det forekommer mig at der måske heri findes en mulig forklaring på de to udviklingstrin i folkevandringen; fra år 40-77-200 e.Kr. og fra år 200-400 e.Kr., der synes at træde frem i historien. Se kapitlet "Fra Garðaríki til Óðinsey".

 

 chap14-1-0-6.jpg

Thorsbjerg Mose-klæderne fra 1-200 tallet e.Kr.

Nr. 1: Den røde kjortel fra Thorsbjerg Mose. Akvarel af J. Zeuthen. Den eneste fuldt bevarede kjortel der findes. Det er syet af ét stykke kipervævet stof, og består af for- og bagstykke, syet sammen næsten til den nedre kant, dog således at der er en slids i hver side. Ærmerne er tilsyede, med et utroligt fint gåseøje-mønster, der afsluttes med fornemme brikvævede håndledsborter. Kipervævning kendetegnes ved at der dannes "ribber" på skrå i stoffet. Læseren vil straks bemærke at bæreren af denne kjortel blev dræbt af mindst fem hug fra ægget af en sværdklinge, samt det afsluttende Coup-de-Grâce med sværdets spids, ind igennem ribbenene mod hjertet.

Nr. 2: Umiddelbart kedeligt fordi vi i dag tager dette for givet, er fundet af benklæder i Thorsbjerg Mose faktisk utroligt spændende. Vi bør retteligt kalde benklæderne for "broge", fra det oldengelske og oldnordiske "broc, brók" (bukse/ben(klæde), jvf. også brugen af samme ord i Danebroge (Danibrók). Brogene er overraskende små, kun lidt over 1 m lange, med en benvidde på ca. 30 cm. Det antyder at ejermanden har været en ungersvend eller en kvinde. Læseren bemærker straks at der er syet fod på buksebenet, således at strømper her ikke er nødvendige. Ligeledes er der syet en linning med stropper til livremmen. Lommer er endnu ikke opfundet. Stoffet i "Thorsbjergsbukserne" er af den såkaldte Virring-type, der kendes flere steder i rigmandsgrave i Skandinavien, men også langs den romerske Limes grænse, og derfor i romersk militær sammenhæng.

Tacitus: Germania (kap. XVII / 17) skriver år 98 e.Kr. om den vis Germanerne generelt klæder sig på:

Tegumen omnibus sagum fibula aut, si desit, spina consertum…… locupletissimi veste distinguuntur non fluitante, sicut Sarmatae ac Parthi, sed stricta et singulos artus exprimente.Enhver omhylder sig i en krigskappe (,) (med et) enkelt spænde, (eller) ifald savnet, en torn sammenføjet….. den øverste æt’s klæder udmærker sig (ved) ikke (at være) løst hængende, sådan som sarmaternes og persernes, men (sidder) stramt og omformer hver af lemmerne.

Min oversættelse til nudansk. Det latinske ”fibula” betyder ”spænde, hægte, krampe”. Det latinske ”fluitante”, fra ”fluo”, betyder direkte ”flydende”, men vi må her opfatte udgangspunktet som den romerske militæruniform, hvor kjortlen (kaldet "tunica") er løst hængende med ”flydende” stof. Med sætningen ”sed stricta et singulos artus exprimente” (men (sidder) stramt og omformer hver af lemmerne) har vi den mest perfekte beskrivelse af vore bukser (broge). Om brugen af kappe, se nedenfor.

At de her viste broge er vigtige skyldes ikke kun den meget fine tilstand de er bevaret i, men at broge er en umiskendelig sarmatisk påklædning. Ikke blot er de ovenfor viste broge yderligere et vidnesbyrd om, at vi har sarmater tilstede i Anglen; det er sikkert også på dette tidspunkt, at vi for første gang bringer broge nord for Ejder-strømmen ind i vore nye landskaber. Det latinske ord "bracae" (flertalsform for "bukser") må derfor være et låneord fra det sarmatiske ord (indoeuropæiske *bhreg), der bliver til "broc, brók" (oldengelsk, oldnordisk i ental) og "brec, brækr"  (oldengelsk, oldnordisk i flertal). Den oprindelige forståelse synes at være "den brækkede (bagdel)", jvf bagdelens tvedeling. Brogene er efter akvarel af J. Zeuthen.

Nr. 3: Sarmatisk rytter som gengivet på et nu tabt vægmaleri fra 100 tallet e.Kr. i Panticapaeum (byen ændrede navn til "Caesarea" ca. år 38 e.Kr.), i dag Kerch, Krim-halvøen. Bemærk den helt identiske påklædning, herunder at kjortlen har en slids i siden. Vi ser nu at dette design skyldes at kjortlen er lavet til en rytter i sadlen. Vi bemærker også den flagrende kappe. Rytterens lange lanse er tvehåndet. Se også afsnittet "Kongerne Asander & Aspurg - Det Bosporiske kongerige".

Til venstre har jeg ført de "reparerede" broge og kjortel sammen således at vi kan danne os et helhedsindtryk. Endvidere har jeg tilføjet "Thorsbjerg-kappen". Fra de fundne brudstykker af denne kappe kan vi se at den var 2,36 m x 1,68 m stor. "Den er firkantet og rektangulær, vævet i diagonalkiper i terner af lys og mørk blå uld. Den har brede, hvide kanter, brikvævede borter samt frynser på to af siderne". Der er vævet borter på alle fire sider af kappen, og der gættes på at det har taget 2 vævere ca. 1 år at fremstille kappen. Den her viste kappe er en farve-manipuleret udgave af Lejre-kopien af kappen fra Thorsbjerg Mose, der er vævet i rød og natur.

At den originale kappe er mørkeblå, dvs. kongeblå, og at dette altid forbindes med ErilaR (Jarl) æt, ser vi omtalt mange steder. I Grímnismál (Indledningen, Ældre Edda) forklares vi at Odin, her forstået som kongen, under heitet ”Grimnir” (Grimen/Den Tilmaskede) bærer en blå kappe (sa var i feldi blám oc nefndiz Grimnir). 

Monachus Sangallensis (aka. Notkerus Balbulus, ca. 840-912): De Carolo Magno (Gesta Caroli Magni, Bog I., kap. 34), skrev værket til frankerkongen Charles III. Den Fede (Carolus Pinguis, 839-888) efter han havde besøgt klostret i St. Gallen 3 dage i år 883 e.Kr. Det er denne konge, der nedenfor omtales som ”Frankernes konge”. Således beskrives Frankernes klæder (i min oversættelse til nudansk):

”Den sidste del af deres klæde var en hvid eller blå kappe, gjort i form af to firkanter således at når den blev sat på skuldrene ramte den fødderne foran og bagtil, men på siden gik den dårligt nok til knæene … jeg så Frankernes konge i klostret St. Gallen, strålende i dette klæde jeg netop har beskrevet.”

Næste sted er Víga-Glúms Saga (kap. 6). Tiden er medens Hákon Aðalsteinsfóstri var konge (kap. 2) dvs. ca. år 930-960 e.Kr. Personen Glúmr er rejst fra Eyjafirði/Eyjafjörð i midten af Nordlandet (Norðurlandi) på det nordlige Island til Vors, Norge hvor hans morfader Vigfús er herredshøvding (”hersir”).  Glúmr er kun 15 vintre gammel (kap. 5) da han drager af sted og har aldrig set sin morfader. Da han ankommer til herredet, og morfaderens gård, er en stor folkemængde samlet. Her er hvorledes Glúmr genkender sin morfader:

”Það mark hafði hann til hans að hann sá mann mikinn og veglegan í öndvegi í skautfeldi blám og lék sér að spjóti gullreknu”.  "Da bemærkede han sig en stor og værdig mand i Højsædet i[ført] [en] blå kappe og legende med et guldbedækket spyd”. 

 

Min oversættelse til nudansk.

I Þórsnesínga-Saga og Eyrbyggja-Saga (Thorsnæsboernes Saga og Øreboernes Saga, kap. 15, 16, 20) er vi i samme tidsrum ca. år 930-960 e.Kr. Thorolf, der ankom til Island år 884 e.Kr., havde en datter ved navn Geirríðr. Hun var husfrue i Mávahlíð, og var kyndig i meget (húsfreyja í Mávahlíð ... því að hún var margkunnig). Vi kan se at hendes lærdom skal opfattes som at hun besidder vølvens egenskaber, da hun beskyldes for at være en "kveldriða" (aftenrider), jvf. den oprindelige forståelse af "mareridt, nightmare". Hun ”havde blå kappe over sig” (Geirríður hafði blá skikkju yfir sér).

I Erik den Rødes Saga (Eiríks saga rauða, kap. 4. Frá Þorbjörgu spákonu.) hører vi hvorledes spåkonen Thorbjørg Lillevølve (Þorbjörg lítilvölva) år 990-999 e.Kr. ankommer til gården på næsset ved indsejlingen til Herjúlfsfjörðr, Eystribygð (Julianehåb) lige over for Frederiksdal. Hun havde over sig en ”tuglamöttul blán” (blåternet kappe). Se ”Bilag P-1: Völuspá - Vølvens Spådom”.

Som vi kan se er det oldnordiske ord for beklædningsgenstanden "feldi" fra "feldr", der på oldnordisk har betydningen "skind, hud, tæppe". Ordet må have samme oprindelse som "filt, felt" (olddansk, oldsaksisk, oldengelsk), hvis oprindelige betydning er "stof, der er sammenpresset af hår og uld". Det nudanske "kappe" kendes som "kápa, capa" (oldnordisk, oldengelsk), og findes på senlatinsk som "cappa". Jeg mener det bl.a. er sarmaterne, dvs. os, der tilfører ordet til senlatinsk. Forskellen på de to ord er muligvis at "en kappe" er "et filt(tæppe) med hætte", jvf. det senlatinske "cappa"'s betydning af "slængkappe med hætte", samt de nufranske ord "chapeau, chaperon" (hat, hætte).

Billedkilde: Jørgen Jensen: Danmarks Oldtid (2003, Ældre Jernalder, s. 500-503); Conrad Engelhardt: Denmark in the Early Iron Age  (1866, s. 105, 107, 109); R. Brzezinski & M. Mielczarek: The Sarmatians 600 BC – AD 450 (2002, s.12). Tusinde tak til Tove Lodal for hjælp til forståelsen af "Thorsbjerg-kappen", herunder billeder af denne. "Thorsbjerg-kappen" er bl.a. beskrevet i Karl Schlabow: Der Thorsberger Prachtmantel - Schlüssel zum altgermanischen Webstuhl (1965).

 

 

 

Indholdsfortegnelse
<< ForrigeNæste >>
 
Søgeværktøj
Fra Grímnismál (vers 32, Ældre Edda) ved vi at vor ven fra skov og have, det rødbrune egern Ratatoscr (sammensat af de oldengelske ord "ræt" + "tusc" med betydningen "Gnavertand"), er god til at frembringe svar på alt mellem himmel og jord. Nedenfor til højre fra billedet af Ratatoscr, fra Ólafur Brynjúlfsson: Gudeskrift m. bl.a. Ældre Edda (Edda Sæmundr) & Snorre Edda (1760), findes Google's søgeværktøj, der er tilpasset til at søge efter svar fra Asernes æt. Ifald søgeværktøjet ikke kan ses, højreklik på musen og genopfrisk (opdater) siden.
© Verasir.dk Asernes Æt • af Flemming Rickfors • E-mailHosting • En del af Fynhistorie.dk