Forside Indholdsfortegnelse
<< ForrigeNæste >>

Ásaland/Miðgarð – østlige del

Efter stammens nærudslettelse i Troja og Þrúðvangar rejser stammen måske mod nord tilbage til sine gamle landområder på sletterne i Asien, hvor der var plads og stammen kunne komme til hægterne igen. Vi har ingen god forståelse for hvad der sker i tidsrummet år 900-500 tallet f.Kr. øst for Det Kaspiske Hav. Stammerne i området er indoeuropæere, men udover dette ved vi meget lidt.

Vi kan se at den gotiske Sakya/Sacae-stamme, med tronarvingen Den Første Levende Buddha, rejser ned fra sletterne i Asien over Hindu Kush til Nord-indien år 563-412 f.Kr. Dette må være sket som følge af et pres fra nord, formentlig fra Hunnerne.

At kineserne under ledelse af Qin-folket bruger enorme resourcer på at bygge en 2.400 km lang mur år 221-210 f.Kr. viser at der er uroligheder i området. Som vi langt senere bygger Danevirke for at holde Slaverne og senere Germanerne stangen, er den kinesiske mur et forsøg på at holde fjenden, Hunnerne, borte fra Kina i samtiden.

Alexander den Store og hans generaler erobrer store dele af central Asien år 330-324 f.Kr. og skaber et græskstyret rige, der kaldes Bactria (”Daxia/Ta Hsia” i kinesiske kilder). I omkring år 139 f.Kr. (165-128 f.Kr.) angriber goterne (Kushanerne/Yuezhi/Sacae) igen fra nord og rykker ind i Bactria. Dette ændrer magtbalancen i Syr Darya dalen mod nordvest i det vestlige Kasakhstan, fra Aral søen til Balkhash søen, og mod nordøst i det østlige Kasakhstan (Fra Balkhash søen til den kinesiske mur).

I samme tidsrum har det Tidlige eller Vestlige Han dynasti (år 206 f.Kr – år 9 e.Kr.) til stadighed store problemer med Hunnerne og deres evindelige angreb fra nord og fra øst.

De kilder vi har til rådighed er dels kinesiske krøniker samt græsk/romerske kilder og kilder fra Parthia (Persien). Historieskriverne benytter forskellige navne for de stammer om hvilke de beretter. Det historiske puslespil, og hovedforudsætningerne for min vurdering af samtiden, er at sammenkoble de forskellige navne, og helst gøre dette ret. Der er efter min mening 4 hovedgrupperinger øst for Tanais-floden, den gamle grænse mellem Europa og Asien, der indbyrdes kives i arvefjendskab og med skiftende alliancer:

                  • Goterne
                  • Hunnerne
                  • Kineserne
                  • Ver Asir/Danir

Kelterne/Kimbrerne folkevandrer i 500 tallet f.Kr. fra Krimhalvøen ved Sortehavet, presset ud af Skytherne, til Norden/Britannien og Gaul i Spanien/Frankrig, og er derfor ikke tilstede i området.

Italien er år 500 f.Kr. delt mellem Lars Porsena, Konge af Etruskerne fra sin hovedbygd enten i Chiusi, Tuscany eller snarere en bjergside tæt på Firenze, og den sidste romerske konge Lucius ”superbus” Tarquinius, også etrusker. Der opstår i dette tidsrum borgerkrig, hvor den romerske republik opstår.

Grækerne, opdelt i små selvstændige bystater, ligger dels i krig med Parthia (Persien), dels i borgerkrig. Vi ved dette fra en række kendte slag.

År 490 f.Kr. løber Pheidippides 240 km på to dage fra Athen til Sparta for at få hjælp fra Spartanerne til at afværge et angreb fra en 25.000 mand stor hær fra Parthia, der anløb ved Marathon. Han fik afslag, men det lykkedes alligevel den kun 10.000 mand store hær fra Athen af modstå angrebet.

År 431-404 f.Kr. har vi den 27-årige krig mellem Sparta og Athen, der ender med sejr til Sparta, og giver makkedonerne muligheden for at tiltage sig herredømmet. Derfor kan makkedoneren Alexander Den Store tage på sin imponerende verdensturné i området år 330-324 f.Kr.

Endelig har vi de Tre Puniske Krige (264-241 f.Kr., 218-202 f.Kr. og 149-146 f.Kr.) mellem Kartago og en yderst aggresiv romersk republik, der ender med sejr til romerne og deres kontrol med de græske bystater og Kartago’s tidligere landområder i hele Nord-Afrika, dele af Italien og hele Spanien.

Derfor har hverken Parthia eller de græske bystater resourcer til at gøre anfald i Asien før Alexander Den Store viste at det kunne lade sig gøre år 330-324 f.Kr. Derfor ser vi heller ikke senere den romerske republik aktiv i eller op til området før efter De Puniske Kriges afslutning år 146 f.Kr.

Jeg har foretaget følgende sammenkobling af stammegrupperinger:

 

 

Goterne m.fl.

Stammenavn

Kilde

Sakya/Saka/Shaka

Indiske kilder

Sacae

Herodot, Histories, år 484-425 f.Kr.

Sae/Sse
(udtalt ”Ssek” der bliver til ”Sikh”?)

Zhang, Qian, Shiji, år 126-115 f.Kr.

Ta-hea/Dahae

Zhang, Qian, Shiji, år 126-115 f.Kr.

Sacarauli (Saca rauli?)

Trogus år 1 e.Kr.

Yuezhi/ Yüeh-Chih/Ta Yue-she
(”måne”-folket)

Hou Han Shu, før år 445 e.Kr.

Zhang, Qian, Shiji, år 126-115 f.Kr.

Yue-dzhistsi

Petr Petrovich Semenov, 1856-1857

Massagetae (Store Götar)

Herodot, Histories, år 484-425 f.Kr.

Asii/Asiori

Strabo - Geographika

år 7 f.Kr. – 18 e.Kr.

Asiani

Trogus år 1 e.Kr.

Kushan/Koshano

Mønter

Pasiani (perserne?)

Trogus år 1 e.Kr.

Tochari

Trogus år 1 e.Kr.

Tokharoi

Strabo , Geographika,

år 7 f.Kr. – 18 e.Kr.

Tukhara

Sanskrit tekster

Alani

Ammianus Marcellinus 300 tallet e.Kr.

Der var 5 gotiske stammer, hvoraf 2 ender op vest for Tanaisfloden som Hreð-Gotum (Reidgoterne) i Norden, der bestod af "Wisigothae" (Wisi-gutans, Jordanes XIV:82) eller "De Vise Goter" (i dag Spanien/Portugal), og "Ostrogotha" (Austra-gutans, Jordanes XIV:82) eller "De skinnede Goter" (i dag Litauen). De af goterne, der forblev i Norden, findes måske på Gotland (Gulland).

 

 

 

Hunnerne

Stammenavn

Kilde

Xiongnu/Hsiung-nu

Zhang, Qian, Shiji, år 126-115 f.Kr.

Hunnerne ser ud til at være opdelt i to stammegrupperinger i samtiden – øst og vest. Det er den vestlige stammegruppering af Hunnerne, der krydser Tanaisfloden og rykker ind i Europa ca. år 374 e.Kr. 1

1 Rene Grousset: The Empire of the Steppes: A History of Central Asia (1970, s.73).

 

 

 

 

 

 

 

Ver Asir/Danir

Stammenavn

Kilde

Qin
(muligvis ”cyn” eller ”slægten”)

Sanguo zhi, år 285-97 e.Kr.

Issedones/Issedonians/Issodones
(”de hvis gud er frost” eller ”de der bærer varme klæder”)

Herodot , Histories (IV:25-26),

år 484-425 f.Kr.

Aa-sun
(udtalelse under Han dynastiet)

Oo-sun
(udtalelse under Tang dynastiet)

Wu-sun
(Mandarin udtalelse)

Zhang, Qian, Shiji, år 126-115 f.Kr.

(Wu-sun i kinesiske skrifttegn)

Aorsi/Aorsôn

Strabo , Geographika,

år 7 f.Kr. – 18 e.Kr.

Yen-ts’ai

Zhang, Qian, Shiji, år 126-115 f.Kr.

Han shu ca. år 54 e.Kr.

Yancai

Hou Han Shu, før år 445 e.Kr.

Sauromatae

Herodot , Histories (IV:116),

år 484-425 f.Kr.

Amazones

Herodot , Histories (IV:116),

år 484-425 f.Kr.

Tanaitae

Ptolemy år 127-148 e.Kr.

Dacian

Lucan, Pharsalia (VIII:478-483)

år 39-65 e.Kr.

Der synes bred enighed om at stammebetegnelsen ”Aorsi”er identisk til stammebetegnelsen ”Yen-ts’ai/Yancai” 1 . Da ”Alani ”-stammebegrebet i mange kilder er en generel betegnelse for flere stammer, herunder ”Aorsi” stammen, er det derfor samme stammegruppering vi taler om. ”Alani”-stammegrupperingen er identisk til ”Wu-sun” stamme-betegnelsen 2

Heredot’s stammebetegnelse ”Issedones” er muligvis identisk til ”Wu-sun” men kan også have inkluderet de gotiske stammer.

1
Y. A. Zadneprovskiy: The Nomads of northern Central Asia after the invasion of Alexander (1994, s. 467-468).
D. D. Leslie & K. H. J. Gardiner: The Roman Empire in Chinese Sources (1996, vol. XV, s. 258-259).
Edwin G. Pulleyblank: Asia Major 9 (1963, s. 220).
A. F. P Hulsewé og M.A.N. Loewe: China in Central Asia: The Early Stage 125 BC – AD 23: an annotated translation of chapters 61 and 96 of the History of the Former Han Dynasty (1979, s.129, note 318).
2Rene Grousset: The Empire of the Steppes: A History of Central Asia (1970, s.552, note 75).

 

 

 

 

 

 

 

Landområderne

Herodot , Histories,

år 484-425 f.Kr.

Zhang, Qian, Shiji,

år 126-115 f.Kr.

Nuværende navn

 

Sogdiana

 

Kang-keu
Kang
Shi

Området omkring Samarkand, Uzbekistan

Fergana

Ta-wan

Ca. 22.000 km² i
Uzbekistan, Tadkjikistan og Kirgizistan

 

Bactria/Bactriana

 

Daxia/Ta Hsia

Afghanistan, Pakistan

 

Ch’ih-kuh/Chi’gu/Chih-kuh

Med hovedbygden
Chi-gu-chin
(”[Byen ved] Den Røde Dal”)

De berømte sandstensklipper 25 km
vest for byen Karakol, Kirgizistan.

Det er vigtig at læseren er opmærksom på at langt de fleste indoeuropæiske stammer øst for Tanaisfloden og vest for den kinesiske mur er nomade-stammer uden fast bopæl. Dette gælder også Ver Asir/Danir-stammen, der er et hestefolk. De øjebliksbilleder vi får fra historieskriverne, på forskellige tidspunkter, viser hvor stammerne befinder sig da historieskriverne nedfælder deres beretninger. Som alle nomade-stammer har Ver Asir/Danir-stammen konstant vandret på stepperne i Asien for at finde de bedste græsgange til heste og kvæg.

”O daggry, giv os nu velstand i æt og helte,
og heste, fyldt med mangfoldig nydelse.
Beskyt vore hellige græsgange fra menneskets skændsel.
Bevar os for evigt, i guder, med velsignelse”.
(Rig Veda , bog 7:LXXV)

Daggry” er den oprindelige betydning af retningen ”øst” og er en henvisning til Solen.

Fra disse overordnede betragtninger synes det at vi inden for landområdet ”Midgård ”, ”Ásaland” eller Asien, dvs. øst for Tanais-floden og vest for den kinesiske mur, kan se følgende vandring mod vest:

  1. Stammen rykker mod øst og tager kontrol med området øst for den endnu ikke byggede kinesiske mur år 475-207 f.Kr.
  2. Han-kineserne presser stammen vest for den nu byggede kinesiske mur år 207-206 f.Kr.
  3. Stammen har sine græsenge helt til Tanais-floden ikke senere end år 275 f.Kr. og krydser Tanais-floden til Europa ikke senere end år 179 f.Kr.
  4. Den første faste boplads bygges af kineserne i den østlige del af stammens græsenge 25 km vest for byen Karakol, Kirgizistan år 107 f.Kr.
  5. Det er Hunnerne, selv presset af kineserne, der i flere omgange presser stammen mod den vestlige del af sine græsenge mod Tanais-floden.
  6. Dele af stammen ”tager foden på nakken” og vandrer fra Asien og Tanais-floden ikke senere end år 36 f.Kr.

Beretningerne der nu følger er derfor opdelt i Ásaland/Miðgarð – østlige del og Ásaland/Miðgarð – vestlige del.

 

 chap13-2.jpg

 

Snorre skriver i Gylfaginning (Snorre Edda):

”......og ólust þaðan af mannkindin, þeim er byggðin var gefinn undir Miðgarði. Þar næst gerðu þeir sér borg í miðjum heimi er kallað er Ásgarður”.

Som jeg oversætter til:

”.....og fra disse kom menneskeheden, der blev givet en bygd under Midgård . Dernæst gjorde de sig en borg i midten af verden som kaldes Asgård ”.

Det er derfor et rimeligt gæt at de fremhævede røde felter ovenfor, hvor historieskriverne beretter at vi befandt os, har været betegnet af os som Asgård .

 

 

 

Den Hvide Hest og Den hvide Kejser, Gud i Vest

For det kinesiske folk er det vel nok mest indflydelsesrige værk overhovedet beretningen ”Sanguo zhi” eller ”Tre Kongedømmer”. Dette værk er Sven Aggesøn , Saxo , Snorre og Beowulfkvadet bragt sammen i et enkelt værk, som forskere har beskrevet som 7 dele sandhed og 3 dele fri fantasi, dvs. nogenlunde med samme sandhedsværdi som den daglige avis.

”Tre Kongedømmer” er beretningen om Han-dynastiets (år 206 f.Kr – år 220 e.Kr.) fald og Kinas genforenning i tidsrummet år 184-280 e.Kr.. Historien beretter om de lokale herskeres liv og deres forsøg på enten at genskabe Han-dynastiet eller indføre et tilsvarende.

Bent Hansen fra Guangzhou, Guangdong/Canton provinsen i det sydlige Kina har venligst givet mig uddrag af ”Tre Kongedømmer” og vi har sammen forsøgt at finde frem til hvad vi kan lære fra denne beretning.

 

 

Kort over Wei, Wu og Shu kongerigerne = de 3 kongeriger.
The Cambridge Illustrated History of China. London: Cambridge University Press, 1996, s. 87
Kilde: www.threekingdoms.com

 

 

Det kinesiske rige i tidsrummet omkring de 3 kongeriger. Kilde: www.threekingdoms.com

 

En oprørsk general, Dong Zhuo, havde kommandoen over den kinesiske hær ved grænsen til Vest-Qiang (øverst i kortets venstre hjørne). Han havde altid en stor forsyning af hvide heste. Qiang-folket var nemlig bange for hvide heste, og når de så dem vendte de om og flygtede. Generalen tog barnekejseren som gidsel. Mange ville gerne dræbe General Dong Zhuo og befri kejseren, men alle var bange for hans enorme fysiske styrke. General Dong Zhuo var halvblods Qiang. (noter s. 563). Qiang-folket var bange for hvide heste fordi de havde en religiøs betydning for dem. De ofrede dem til ”Den hvide Kejser, Gud i Vest.”

Qin-folket og deres tidlige høvdinger (nuværende Shaanxi, omkring Yellow River/Den Gule Flod i kortets midte) ofrede hvide heste til ”Den hvide Kejser, Gud i Vest” 1 . (noter side 343, 344 og 345).

1 Qin-dynastiet grundlagdes under den kinesiske borgerkrig (475-221 f.Kr.), har fuld kontrol med Kina år 221-207 f.Kr. og er forløberen til Han-dynastiet. Brugen er ordet ”borgerkrig” er næppe helt korrekt for der eksisterer op til dette tidspunkt ikke noget samlet rige i Kina ligesom vi heller ikke ved om de stater der er i krig med hinanden er stammer fra samme befolkning, hvad de formentlig ikke var.

”Han”-oprørerne besejrede Qin-dynastiet sammen med utallige andre oprørere år 207-206 f.Kr. Qin herskerne havde på få år skabt det Kina og den kejserlige organisation, som skulle vare i tusinder af år, men de var ikke desto mindre ualmindelig forhadte i det Kina de netop havde forenet. Som signal til opstand ihjelslog lederen af Han-folkets oprør, Liu Bang, symbolsk en hvid slange/drage, da denne var søn af ”Den hvide Kejser, Gud i Vest.” Dette drab var et symbol på kampen mod Qin. (side 1 + noter).

Mange andre folkeslag på den centrale steppe havde også et religiøst forhold til hvide heste. Xiongnu-folket (Hunnerne) ofrede hvide heste 1. Rong og Di folkene mod vest gjorde det også. (noter).

1  Zhang, Qian beretter år 115 f.Kr. om Wu-sun-folket (Ver Asir/Danir ): “Deres nationale skikke er de samme som Hsiung-nu folket. Der er mange heste, nogle rige mennesker havende så mange som fire eller fem tusinde.”…. “Tidligere var de underlagt Hsiung-nu folket, men efterfølgende, da de var blevet meget velhavende, kastede de bort den underlæggelse. Landet ligger op til Hsiung-nu folkets land mod øst”.

 

 

 

 

 

 

 

Qin-folket – Cyn eller slægten

Hør melodien "Vreiðr var Þá Ving-Þórr" (0:29. © Sequentia: Edda Myths from Medieval Iceland, 1999)

På en vægtavle i det historiske museum i Xi’an fortælles at Qin-folket "oprindelig" kom fra Gansu-korridoren. Qin-folket red ned fra Gansu og skabte sig et rige i det nordlige Sichuan og Shaanxi der blev kaldt “Qin”.

 

chap13-5.jpg 

Hexi eller Gansu-korridoren, vest for Den Gule Flod, er en del af Silkeruten. Denne meget snævre, men 1200 km lange, korridor var livsvigtig for at kunne gennemrejse Gobi-ørkenen. Kilde: Gansu Travel and Tours Guide.

 

Qin-folket rider ind i Kina under den kinesiske ”borgerkrig” (475-221 f.Kr.) fra et område der i samtiden er beboet af indoeuropæiske folkeslag.

Det siges at før Qin-folket erobrede Kina havde de en 600-årig historie.

I afsnittet ”Drageskibet fra Miðgarð” viser jeg arkæologiske genstande fra et gravsted i Qin-folkets landområde dateret til år 433 f.Kr. Den gravlagte høvding er indoeuropæer. Høvdingens personlige gravgenstande er identiske til hvorledes vore høvdinger blev gravlagt efter ankomsten til vore nuværende landområder. Qin-folkets historie kan derfor dateres til før år 1.000 f.Kr.

De udgjorde formentlig kun den herskende overklasse i landet Qin. De andre stater omkring Den Gule Flod så ned på Qin og anså dem for barbariske. De havde lidt af den samme stilling som Makedonerne havde til Grækerne. De giftede sig med kinesere og antog kinesisk sprog og kultur, men lige meget hjalp det.

Kineserne kaldte Romerriget for ”Da Qin” eller ”Store Qin.” Det tyder på at kineserne må have ment at Romerriget og Qin må have haft noget tilfælles, muligvis ud over selve emperiet. Vi ser dette fremhævet i Hou Han shu (Sektion 11, skrevet før år 445 e.Kr. omhandlende år 25-220 e.Kr.):

”Kongeriget Da Qin

......folket af dette land er høje og ærlige. De ligner folket i Riget i Midten og derfor kaldes dette kongerige Da Qin”

Jeg har i afsnittet ”Kina – Riget i Midten – Miðgarð – Den kendte verden” vist at forståelsen af ”Riget i Midten” i Hou Han shu netop er ”den kendte verden” øst for Romerriget og vest for den kinesiske mur. Midgård er bosat af indoeuropære. Når Romerriget derfor kaldes ”Da Qin” kan dette derfor understøtte konklusionen af Qin-folket er indoeuropære.

Den første Qin kejser er altid fremstillet i et ret klassisk kinesisk klædedragt, men med en stor kroget næse som sædvanlige kinesere aldrig har.

Det gamle ord for slægt er ordet ”køn” (”cyn” (oldengelsk), ”kyn” (oldnordisk), der begge oprinder fra det indoeuropæiske ”*gen-" (direkte oversat ”at gro”) men alle i betydningen slægt. Der må være en endog ganske god mulighed for, at det er dette ord kinesiske krøniker oversætter til ”Qin”.

 

 

Ying Zheng (Cheng eller Ch’ in), Konge af Qin (259-210 f.Kr.), erklærede sig selv som Qin Shi Huang Di (den 1. Kejser) og var Konge af Qin/Kejser af Kina år 246-210 f.Kr. Titlerne ”Huang” og ”Di” blev op til dette tidspunkt kun givet til sagnkonger. Ved at antage disse titler viser Ying Zheng er han er større end alle tidligere mytologiske herskere. Vurderet på hans store næse, er denne person næppe af kinesisk afstamning.

 

Bemærk at Qin-folkets høvding også har ordet ”Qin” i sin titel. Jeg viser senere under beskrivelsen af Wu-sun-folket (Ver Asir/Danir ) at høvdingen her kaldes ”Kiun-mi” og at dette formentlig oprinder fra det oldengelske/oldnordiske ”*cyn-me/*kyn-mik” og betyder ”konge”. Titlen bliver senere til kyn-ugr/ungr” (oldnordisk) eller ”cyn-ing” (oldengelsk). Harald Blåtand kalder sig på Jellingestenen “kunukr eller “slægten’s efterkommer”.

”Qin” er derfor identisk til ”Kiun-mi” og begge har betydningen ”konge”, der i samtiden betyder ”slægten”.

De voksdukker, som er udstillet i det historiske museum i Xi’an ser heller ikke specielt kinesiske ud, og er nogle høje mørkhårede typer. De fleste af terracotta soldaterne (gjort på ordre af Ying Zheng, Konge af Qin) ser derimod ret asiatiske ud, kun få af dem har øjenbrynsbuer og fuldskæg.

I januar 2004 viste kinesisk fjernsyn nogle skulpturer fundet i Shaanxi fra 500 tallet e.Kr. De forestillede mænd med store krogede næser, i lidt indiske positioner forekom det mig, særdeles ukinesiske. Disse skupturer kan derfor være fra Qin-folket og kan være en indikation af at Qin-folket har været indoeuropæere.

 

 

 

Sun Tzu’s ”Om krigens kunst”

Sun Tzu skrev ”Ping-fa” eller ”Om krigens kunst” (On The Art of War). Født Sun Wu (Titlen ”Tzu” betyder ”Mester” og er nok et efterminde lig ”Grammaticus” hos Saxo ) i kongeriget Qi/Ch`i. De fleste synes at mene at værket nedskrives i perioden år 475-221 f.Kr., hvor der er krig mellem en række stater, formentlig mellem forskellige befolkningsgrupper, hvorunder Qin-dynastiet ender op med at tage fuld kontrol år 221-207 f.Kr. Jeg har netop argumenteret for at Qin-dynastiet var indoeuropæere og formentlig er os.

Jeg viser senere under beskrivelsen af Wu-sun-folket (Ver Asir/Danir ) at høvdingen af dette folk havde sæde i byen ”Ch’ih-kuh” der måske er identisk til Sun Tzu’s fødebygd.

 

 chap13-19.jpg

Skrifttegnet for ”Qi” eller ”Chi’ i” består af to enkelttegn koblet sammen. Det ene tegn betyder ”kogt ris” og det andet ”kogende vand”. Samme skrifttegn benyttes tillige i de mange kampsporter der findes inkl. ”Chi Kung” og inden for kinesisk medicin og akupunktur i betydningen ”energi”. Den oprindelige betydning af ordet var til ”skyernes fugtighed og universets formløse kraft”. Confucius bruger skrifttegnet i betydningen ”pust, åndedræt”.

Vi aner ikke om det er korrekt at forbinde bygden eller bystaten ”Chi’ i” med det kongerige der kaldes ”Qi” og som identificeres, korrekt, med området omkring Linzi og byen Zibo i den nuværende provins Shandong (nordøstlige Kina, ude ved kysten hvor den Gule Flod løber ud i den Gule Sø).

Vi tager det også for givet at Sun Tzu er af asiatisk afstamning. Sandheden er at det aner vi intet om overhovedet. Sun Tzu kan meget vel have været indoeuropæer eller i det mindste under indflydelse af vor måde at tænke på omkring krigsførelse.

 

chap13-18.jpg  chap13-17.jpg

De to mest benyttede afbildninger af Sun Tzu. Til højre busten af ham fra omslaget af bogen ”The Art of War” hvor værket er oversat til engelsk af Gary Gayliardt. Som vi så det med Kongen af Qin er Sun Tzu afbilledet med en kæmpenæse, som kun indoeuropæere har.

 

Selv ifald bystaten ”Chi’ i” er identisk med Shandong provinsen aner vi ej heller hvilken befolkning der boede i dette område i samtiden. Området ligger lige syd for den kinesiske mur, og denne mur blev først bygget under Qin-folkets ledelse ca. år 221-210 f.Kr. alene med det formål at holde Hunnerne og andre indoeuropæiske folkeslag ude af det nystartede kinesiske rige. Der kan meget let have været andre folkeslag i Shandong provinesen i Sun Tzu’s samtid.

I samtidige og nutidige kinesiske kilder skrives navne altid efternavn+fornavn. ”Sun Wu” er derfor faktisk ”Wu Sun” og ”Wu” blev oprindeligt udtalt ”Aa” hvorfor navnet muligvis skal udtales ”Aa Sun”, der igen kan være en kinesisk oversættelse af ”Asen/Asa” i betydningen ”en mand fra Ase-folket/Ver Asir ”. Vær her opmærksom på at efternavnet ”Wu” er et korrekt kinesisk efternavn, hvis etymologiske oprindelse er fra Wu-riget. Dette kan dog ikke være gældende for Sun Wu, der har omvendt navnebeskrivelse.

Vi ved med sikkerhed at ”Sun” er efternavnet for dette beretter Zhang, Qian ligeledes år 126-115 f.Kr. i værket ”Shiji”. Han skriver:

”Teng-Ming-shih beretter for os at efternavnet ”Sun” blev givet til Sun Wu’s farfader af Hertug Ching af Ch’i (år 547-490 f.Kr.). Sun Wu’s fader Sun P’ing opnåede at blive Statsminister i Ch’i.”

1 Om personen ”Teng-Ming-shih” vides absolut intet.

 

Kilder der henviser til at værket blev skrevet ca. år 512 f.Kr. til Kong Ho Lu, Konge er Wu-riget gør dette som følge af politiske og religiøse overvejelser begyndende med ”Shiji” år 126-115 f.Kr. hvor al indoeuropæisk indflydelse skulle skrives ud af historien. Disse beretninger kan derfor næppe regnes for fuldt sandfærdige.

Sun Tzu’s værk består af 13 kapitler og er oversat mange gange, alle med forskellige fortolkninger fra den originale skrift. Det er ikke kun fordi oversættelse fra tidlige kinesiske skrifttegn er uhyre vanskeligt, at vi har meget forskellige fortolkninger. Værket er i mange vendinger med flid udformet ganske tåget, næsten som det daglige horoskop, således at en enhver kan fremkomme med sin egen fortolkning. Der er dog nogle helt grundliggende betragtninger i værket, der gør dette værk til et sandt mesterværk. Set i lyset af at vi befinder os i området i samtiden har vi formentligt også i Sun Tzu’s værk en militær tænkemåde, som vi selv enten har benyttet eller har kendt til.

Som tidspunktet for værket, ca år 475-221 f.Kr. antyder, er værket beviseligt nedskrevet før kavaleriet indføres i det kinesiske militær ca. år 110 f.Kr. af Wu-sun-folket (Ver Asir/Danir ). I værket benytter hæren stadig stridsvogne.

Værket, formentlig stadig det bedste skrift om emnet udtænkt og nedskrevet, blev først (gen)-opdaget i Vesten i sidste del af 1700 tallet og blev ikke oversat til engelsk før begyndelsen af det 20. århundrede.

Er det en mulighed at årsagen til at alle militærakademier i Norden, England, Amerika, Canada, Australien og New Zealand har Sun Tzu’s værk som en del af uddannelsen skyldes ikke blot kvaliteten af værket, men at vi her genkender en del af os selv fra en tid næsten glemt.

 

 

Den hvide Kejser, Gud i Vest

Det første vi må spørge os selv er om begrebet ”Den hvide Kejser, Gud i Vest” er historisk korrekt eller fri fantasi opfundet til at forklare noget andet. Her er min vurdering at med mindst 4 forskellige folkeslag nævnt som dyrkende og ofrende til ”Den hvide Kejser, Gud i Vest”, og da denne beretning ikke synes at skulle bruges som forbindelsesled til andre dele af historien, er det rimeligt at antage at disse beretninger i ”Tre Kongedømmer” er historisk korrekte.

Det næste skridt er at konstatere det geografisk helt åbentlyse at for alle stammer der er nævnt som dyrkende ”Den hvide Kejser, Gud i Vest”, da er vest lig vest for kinesenes landområde og derfor Midgård . Vest for kinesernes landområde bor i samtiden indoeuropæiske stammer.

I kapitlet ”Odin og Aserne – Høvdinger og et folk ophøjet til guder” har jeg forklaret hvorfor jeg mener at alle stammens høvdinger havde status af Gud . Jeg forklarer også at dette forklarer en af de oprindelige betydninger af Odin, som et tilnavn givet til alle vore høvdinger og/eller eftertidens minde om fortidens høvdinger.

”Odin” blev på sanskrit skrevet ”Yodhin” i betydningen ”sejrherren, krigeren”.

Kan ”Den hvide Kejser, Gud i Vest” derfor have været Ver Asir/Danir -folket s høvding, der som Gud , havde tilnavnet ”Yodhin ”? Det kan sagtens have været tilfældet.

Zhang, Qian beretter år 115 f.Kr. om Wu-sun-folket (Ver Asir/Danir ):

“Deres nationale skikke er de samme som Hsiung-nu folket (Hunnerne). Der er mange heste, nogle rige mennesker havende så mange som fire eller fem tusinde.”…. “Tidligere var de underlagt Hsiung-nu folket (Hunnerne), men efterfølgende, da de var blevet meget velhavende, kastede de bort den underlæggelse. Landet ligger op til Hsiung-nu folkets land mod øst”.

Skikkene hos Hunnerne og Ver Asir/Danir -folket har derfor været de samme, som beretninger fra Attilas’s hof i 400 tallet stærkt bekræfter er korrekt, da såvel Hunnerne som vi er ankommet til det Vestlige Europa.

Derfor kan det også være en mulighed at det er Hunnernes høvding der er ”Den hvide Kejser, Gud i Vest”. Her skal vi huske på at Hunnerne giver kineserne og os enorme problemer i samtiden. Der er netop derfor vi senere vil høre Zhang, Qian år 115 f.Kr. drage ud for at indgå alliance med Wu-sun-folket (Ver Asir/Danir ) mod Hunnerne.

Vi ved ikke om Hunnernes høvding på dette tidspunkt havde tilnavnet Odin (det synes ikke at være tilfældet efter Hunnernes ankomst til det vestlige Europa). Det er dog rimeligt at antage at Hunnernes høvding har haft status af Gud , og vi ved at Hunnerne er indoeuropæere.

 

 

 

Den Hvide Hest og Danerne

Vi kan fra beretningen i ”Tre Kongedømmer” se at der er en klar sammenhæng mellem Den Hvide Hest og ”Den hvide Kejser, Gud i Vest”, at Den Hvide Hest har en religiøs betydning og at der sker ofringer af heste.

I "Bilag M: Hólmgeirr Godfredsøn - Holger Danske” hører vi i det frankiske Rolandskvadet fra år 1098 e.Kr. i vers CXXVI, sætning 1648-1657, i min oversættelse, den frankiske beskrivelse af forholdet mellem Den Hvide Hest og Danerne :

Ӯrkebiskoppen begynder kampen igen,
siddende på hesten han tog fra Grossaille
Den var fra en konge han i Danmark havde dræbt”

Sætning 1655 forklarer os at hestens hale er hvid og dens manke gul.

Jeg forklarer at jeg mener denne sætning er en hentydning til Kong Godfred (regent 804-810 e.Kr.). Saxo (bog 7:64, 8. bog Fra Bravallaslaget til Gøtricks Fald) forklarer sammenhængen:

”Dengang Kong Gotrik, som ogsaa er bleven kaldt Godefred (Godefridus), drog udenlands i Herrefærd, havde Lykken med sig og teede stor Manddom, hvoraf der gik saa vide Ry..... og hver Gang der blev ny Hertug i Saxen, skulde de saxiske Hertuger, til et højtideligt Hyldingstegn, udrede til de danske Konger, som deres Lens-Herrer, en Kjendelse af hundrede snehvide Heste.”

Saxo skriver at Kong Godfred konstituerede en ”arveafgift” på de saksiske hertuger på hundrede snehvide heste. Ritualet med en arveafgift bestående af Den Hvide Hest er med andre ord et urritual helt tilbage fra tiden da vi var nomader på stepperne i Asien.

 

 

 hvid hest stejler.gif

 

Fra de kinesiske historieskrivere kan vi se at vi i samtiden er et hestefolk med titusinder af heste, og hesten er derfor alene af denne årsag stammens livsnerve. Hesten er, sammen med Den Store Hund , i dag kaldet Grand Danois Hunden, det absolut vigtigste dyr i stammens kamp for at overleve. Derfor får hesten også en religiøs betydning i vor forne sæd, og vi kender nogenlunde forståelsen af denne fra smedekunsten i Danmark op til sidste halvdel af 500 tallet, kaldet Nydamstilen/Stil I (se den senere behandling af dette).

Lotte Hedeager har i sin artikel ”Skandinavisk dyreornamentik: Symbolsk repræsentation af en før-kristen kosmologi” aldeles glimrende beskrevet forståelsen hvorfor dyreornamentikken er altdominerende i vor tidligste smedekunst.

Odin er klart og utvetydigt forbundet med Shamanen, og Shamanen er medbragt under folkevandringen. Shamanen kan Sejd (Seið – udførelsen af shamaniske ritualer, jvf. Freya ’s kunnen af den vaniske trolddom) og er i alle ceremonier fra kinesiske, græske og nordiske krøniker, forbundet med ekstase og troen på hamskiftet. Hamskiftet er troen på at sjælen frigøres fra kroppen i en anden form, og denne anden form er altid en dyreskikkelse. Herefter kan sjælen i dyreskikkelsen foretage sin rejse til den næste eller andre verdener.

For at kunne foretage rejsen til den næste verden skal Shamanen dog bruge hjælp fra Hjælpeånder. Hjælpeånder er altid dyr. Det sidste element nødvendigt for at Shamanen kan foretage rejsen er beskyttelsen fra Det Store Dyr. Det Store Dyr kan være hesten og behornede dyr som rensdyr, hjort og elg (jvf. Odinsjagten og Julemandens kanetur).

At hesten er hvid skyldes formentlig samme årsag til at Den Store Hund i de fleste tilfælde er afbilledet i hvid med sorte markeringer (Harlekin). Denne farve er den mest vanskelige at avle, og er derfor forbundet med den fineste hest, og er igen derfor knyttet til højeste byrd, dvs. høvdingen.

Derfor forklarer Snorre os i Gylfaginning (Yngre Edda) at Odin ’s hest Sleipnir er grå (grátt) (kapitel 42). Ligeledes er et af Sleipnir’s føl, Sigurð’s hest Grane (Grana), ligeledes grå (grár að lit), jvf. Völsunga Saga (kap. 13). ”Grár” (oldnordisk) og ”græg” (oldengelsk) betegnede og betegner i hestesammenhæng farverne hvid og grå.

Vi har en nogenlunde forståelse for ofringen af heste. Rig Veda's vigtigste ofringsceremoni er en hesteofring. Ofringen kaldes ”ashavamdeha” (hesteofring) og vers CLXII, bog 1 fortæller os at stridshesten (på engelsk Charger) bringes frem til ære, godkendt til ofring. Stridshesten bliver herefter ledt rundt om offerstedet 3 gange for at meddele guderne ofringen. Herefter bliver hestens hoved sat på en stang (symbolet på Verdenstræet). Herefter spises hestekødet af deltagerne i ofringen.

Ole Klindt Jensen skriver i bogen ”Danmark” (kap. VII, s.135):

"At der i ældre tid (i Danernes landområde) var rejst en stang med hestehud, med kranium og fodknogler, over gravstedet, bestyrkes af rejsende notitser i Sydrusland siden vikingetiden. Det er fristende at opfatte den ejendommelige skik – når den træffes i Europa - som påvirkning af nomadefolkene østfra, hvor den åbenbart var fast tradition i over halvandet tusinde år, både som led i begravelsen og ved ofring til guddom."

Hesteofringerne fra ”Tre Kongedømmer” blev med andre ord fortsat efter ankomsten til vort nuværende landområde.

Vi ved også at hesteofringer, fordi de kunne tilfredsstille guderne, blev brugt til at forbande fjender, det være sig en bestemt person, æt eller gruppe. Man tog en nidstang (níðstöng), som symbol på Verdenstræet, satte et afhugget hestehoved på stangen, hvorefter man råbte eller sang mod hvem nidstangen var rettet, og plantede stangen i jorden.

 

 

B.T. mandag den 12. juli 1920.

Teksten under billedet siger:

”Vi bringer her et Billede af det historiske Øjeblik, da Kong Christian kom ridende paa den hvide Hest over den gamle Grænse ved Tingskov Hede, medens Tusinder af Mennesker begejstret hilste Danmarks Konge velkommen i det genvundne Land. Der, hvor før Grænsepælene stod, var rejst en smuk Æreport, ved hvilken en Række af de gamle Veteraner sammen med et Æreskompagni af graa infanterister, havde taget Opstilling. Paa Billedet ses bag ved Kongen Kronprinsen og Prins Knud, begge til Hest, og begge er i ført Kadetuniform. Bagved ses den første af de mange kongelige Vogne, der sluttede sig til det højtidelige Optog.” Hesten var stillet til rådighed af Grev Knud Danneskiold-Samsøe og kom fra stalden på Vissenborggård/Visborggård ved Hadsund. Staldmesteren hed Henrik Nielsen.
Kilde: Erik Kjersgaard, Danmarks Historie i Avisform år 885-1978.

 

 

Stefan Viggo Pedersen (1891-1965). ”Christian X rider over den gamle grænse 1920. Gjort efter 1920. Olie på lærred 76.5 x 95.5 cm. Frederiksborg Slot. Her har Christian X en lille pige af Danmark siddende foran sig på Den Hvide Hest , og henter hermed symbolsk Danerne fri af Germanernes åg. Kilde : Kunst Indeks Danmark. www.kid.dk

 

Alfred V(aldemar) Jensen (1891-1981) har også malet begivenheden ”Christian X til hest ved Genforeningen 1920” i 1920 (olie på lærred 202 x 279 cm) som jeg tror hænger på Sønderborg Slot.

Et eller andet sted i vore monarkers inderste sjæl er der en fuld og dyb forståelse for betydningen af Den Hvide Hest . Det er også derfor at der ikke findes en Daner der ikke bliver dybt berørt over at gense dette billede, og det skyldes ikke kun at dele af Sønderjylland kom tilbage til Danmark, men at Den Hvide Hest i vor sjæl altid har haft en religiøs og symbolsk betydning.

Her er en gengivelse af et brev tilsendt det i 1995 oprettede Genforenings- og Grænsemuseet i Christiansfeld:

"I februar 1920 var min far, Knud Bille Byriel med familie til Afstemning. Naturligvis ville mine forældre og bedsteforældre overvære Genforeningsdagen. Bedstefar var dengang lærer i Vamdrup og vi gik d. 10.7. om morgenen over til "æ sydban´" og kørte i kreaturvogne, der var pyntede med grønne grene og Dannebrogsflag til Taps. Det var en skønne dag - jeg var kun 5 år, men husker det hele, som var det lige for nylig. Vi gik op til den gamle grænse og stod nær den store æresport. Så kom kong Christian d. X på den hvide hest . Kongen var bevæget, følelserne var stærke, hesten stejlede lidt ud for os. Mor krammede min hånd. Det går vist ikke, men kongen rettede hesten op og klarede det. Herefter red prinserne Frederik og Knud på brune heste. Så kom en stor flot landauer med dronning Alexandrine og nogle prinsesser - bl.a. prinsesse Thyra m.fl. De var i festtøj med store hatte pyntet med hvide fjer, der blafrede i vinden” (Kilde: www.genforeningsmuseet.dk).

Det er her også væsentligt at gøre opmærksom på at Kelterne tillige i deres mytologi har Den Hvide Hest , der giver sig udtryk gennem gudinder blandt de forskellige keltiske stammer. Den Hvide Hest har samme religiøse betydning for Kelterne, nemlig Det Store Dyr der skal transportere Druiden på rejsen til de verdener han skal besøge. Det kan dog ikke være Kelterne der omtales i ”Tre Kongedømmer” da Kelterne i historiens samtid allerede er ankommet til det nordlige Europa og har kontrol med mindst Jylland, England, Irland og Gaul (Frankrig/Spanien) 1 .

1 Herodot (år 484-425 f.Kr) (Histories, bog 4:11) forklarer os hvorfor Kelterne/Kimbrene drager fra området omkring den Kimbriske halvø ved Sortehavet mod Jylland, England og Irland på et tidspunkt før år 484 f.Kr.:

 

”Der er også en anden historie som jeg nu skal berette, og som jeg har mere tillid til end nogen anden. Det er at De Vandrende Skyther engang boede i Asien og der kom i krig med Massagetae (Store Götar) men uden held; derfor forlod de deres hjem, gik over Araxes-floden og vandrede ind i Kimbrenes Land. For dette land er nu beboet af Skytherne men var tidligere Kimbrenes Land. (Herefter beretter han at der var krig mellem Kimbrene og Skytherne hvor De Kongelige Kimbrene blev nedslagtet ved Tyras-floden (Dnestr-floden i det sydvestlige Ukraine til venstre for Krimhalvøen)). Herefter forlod resten af Kimbrene området, og Skytherne, ved deres ankomst, tog kontrol med det efterladte land”.

Som et godt eksempel på et landsskabsnavn hvori hestehoved indgår finder vi på Falster’s østside i Korselitze Østerskov helt ude ved vandet for enden af en af Danmarks flotteste veje, der strækker sig fra hovedbygningen på Korselitze til den gamle ladeplads, stednavnet ”Hestehoved.” 5 km syd derfra har vi en af Danmarks flotteste småhavne, og den eneste havn på Falster’s østkyst ”Hesnæs” der må oprinde af ”heste(nes) næs” 1 .

1 Der ligger nogle helt specielle bindingsværkshuse i Hesnæs havn, der absolut er et besøg værd.

 

 

 

Aa-sun folket

Det tidligste skrift der beretter om kinesisk militær ekspansion mod vest er fra tiden omkring Kejser Wu-ti/Wudi (år 141-87 f.Kr. I år 138 f.Kr. sender kejseren Zhang, Qian 1 på en rejse vest fra den kinesiske mur i det landområde vi nu ved er Midgård eller Asien, i et forsøg at opnå militær støtte i kinesernes evindelige kamp mod Hsiung-nu-folket (Hunnerne).

1 staves også Chang, Ch'ien eller Chang, K'ien.

 

År 138 f.Kr. er alt vest og nord for den kinesiske mur stort set ukendt for kineserne. Der havde i århundereder været kontakt mellem kineserne og den kendte verden mod vest, men med færdiggørelsen af den kinesiske mur år 221-210 f.Kr. var forbindelsen blevet afskåret og viden var gået tabt.

Han bliver taget til fange af Hsiung-nu-folket (Hunnerne) og kommer ikke tilbage før 12 år senere i år 126 f.Kr. Ved tilbagekomsten er Zhang, Qian’s rejsebeskrivelser så opsigtsvækkende, at dette danner grobund for åbningen af Silkevejen. Disse rejsebeskrivelser kaldes ”Zhang, Qian’s vestlige ekspeditioner” eller bare ”Shiji”. På hans første rejse lykkedes det ikke at opnå militær støtte. Derfor bliver Zhang Qian sendt af sted igen i år 115 f.Kr. for at opnå støtte fra Wu-Sun-folket (Ver Asir/Danir ).

Zhang, Qian beretter:

”Høvdingen af Wu-sun -folket (Ver Asir/Danir ), som kaldes den store Kwan-me 1 , har sit sæde i byen Ch’ih-kuh 2, liggende 8.900 li 3 fra Ch’ang. Kongeriget har 120.000 familier med en samlet befolkning på 630.000 mennesker. De har en hær på 188.000 mænd, en minister for indtægter, en venstre hærchef, en højre hærchef, 3 markiser 4 , en hærchef, en rigsforstander, to generalinspektører, en storembedsmand, to husstands-tjenestemænd og en ridder”.

1 Staves også ”Kiun-me”, ”Kiun-mi” og ”Kwan-mo”, samt muligvis ”Qin”.
Ordet ”Kiun-mi”– kongens titel må være sammensat af ”cyn” + ”me” (oldengelsk) og ”kyn” + ”mik” (oldnordisk). Ordet ”cyn/kyn” oprinder fra det indoeuropæiske ”*gen-" (direkte oversat ”at gro”) men i betydningen ”slægt”. Ordet ”me/mik” i den indoeuropæiske rod ”*me-” har som endestavelse ikke betydningen ”mig”. Det samlede ord ”Kiun-mi” eller ”cyn-me/kyn-mik” betyder ganske enkelt ”kongen”, der i samtiden har betydningen ”slægten”. Ordet bliver senere til ”kyn-ugr/ungr” (oldnordisk) eller ”cyn-inga” (oldengelsk).
2 staves også Chi’gu, Chih-kuh, Chigu og Ch'ih-ku.
3 kinesisk måleenhed. 1 Li =0.42 kilometer, dvs. 3.700 km fra Ch’ang (den kinesiske hovedstad).
4 dvs. folk af rang. Bemærk at da kongen altid er "hærchef" (Hariwalda) har vi Kongen, altid nr. 13, + 12-mandsrådet, vor ældste styreform.

 

I John E. Hill’s oversættelse til nuengelsk 2004 af Yu, Huan’s “Weilue”, skrevet mellem år 239 og 265 e.Kr. identificerer han ”Chigu/Ch’ih-ku” (chi = rød + gu = dal) eller ”Den Røde Dal” som de meget berømte røde sandstensklipper 25 km vest for byen Karakol, Kirgizistan.

Klipperne, kaldet ”Jeti-öghüz”, ligger ved indgangen til en dal og er det lokale vartegn for søen Issyk-Kul ("Varme Sø" - en af verdens højstbeliggende søer, men ikke tilfrosset om vinteren). Navnet ”Jeti-öghüz” skulle betyde “De 7 Tyre”. Fra dette sted kan man se mod øst ud over ”Ushchelie Drakanov” (Dragernes Dal). Vinteropholdsstedet kan derfor være fra dette sted langs Ili floden i Kazakstan mod øst.

 

 

 chap13-20.jpg
 chap13-21.jpg

”Jeti-öghüz” eller ”De 7 Tyre”. Forvitring har gjort at det ser ud som om der er flere end 7 i dag. Billederne viser hver sin retning.
Billedkilde: Anthony Plummer: Red Rocks "Seven Bulls" and River, Karakol Valley, Jeti-Oghuz og Jean-Claude Latombe's Mountaineering, Climbing, and Trekking Page: Red sandstone formations at the mouth of the Jeti-Oghuz canyon

 

 

Det er alternativt foreslået, at bygden ”Chigu/Ch’ih-ku” befinder sig under vandet ud for landsbyen Cholpon-Ata på nordkysten af søen Issyk-Kul, Kirgizistan, og at det er her vi finder vinterbopladsen for Wu-Sun-folket (Ver Asir/Danir). Det forventes, at som vandstanden i søen svinder ind, vil byen en dag genopstå fra søen. Der skulle efter sigende have været foretaget i sovjetisk dykkerundersøgelse af stedet i 1956. Dykkerne skulle have fundet keramik, bronzepilespidser, jernknive og knogler fra mennesker og dyr. Området vrimler med helleristinger.

 

 

 chap13-22.jpg

Billedkilde: Google Earth 2. januar 2009.

 

 

Zhang, Qian’s beretninger omhandler ialt 36 kongeriger. Beskrivelsen af hvert enkelt kongerige er ens bygget op, og er tilpasset til de eksisterende tilstande ved det kejserlige kinesiske hof.

Vi hører at en stor Kwan-mo (konge/slægt) dør, og bliver efterfulgt af Tsin-tsow. ”Tsin-tsow” var en officiel titel. Hans navn var ”Keun-seu-me”1 .

1  Følger vi forståelsen af at ”Kiun-mi” betyder ”kongen/slægten” da må ”Keun-seu-me” direkte oversat betyde ”konge–søn–mig” eller ”cyn-sunu-me” (oldengelsk) og ”kyn-sunr-mik” (oldnordisk). Ordet ”sunu/sunr” oprinder fra det indoeuropæiske ”*su” (at føde). ”Keun-seu-me” betyder derfor ”kongesøn” eller i samtiden ”født af slægten”.

 

Zhang, Qian beretter:

”Generalguvernørens sæde ligger 1721 Li (717 km) mod øst. Landet Fan-nuy i Kang-keu (området omkring Samarkand, Uzbekistan ) ligger 5.000 Li (2.083 km) mod vest. På de bevoksede sletter er der meget regn og koldt. På bakkerne er der mange fyr- og grantræer. Indbyggerne kultiverer ikke jorden, men de planter træer. De strejfer rundt med deres flok og dyreflok i søgen efter vand og græsenge. Deres nationale skikke er de samme som Hsiung-nu-folket (Hunnerne). Der er mange heste, nogle rige mennesker havende så mange som fire eller fem tusinde. Folket er stædige, begærlige som ulve, og totalt upålidelige. De er meget given til plyndrende angreb, og er karakteristisk voldelige som nation”.

”Tidligere var de underlagt Hsiung-nu-folket (Hunnerne), men efterfølgende, da de var blevet meget velhavende, kastede de bort den underlæggelse. Landet ligger op til Hsiung-nu-folkets (Hunnerne) land mod øst, Kang-keu (området omkring Samarkand, Uzbekistan) mod nordvest, Ta-wan (Uzbekistan, Tadkjikistan og Kirgizistan) til vest, og adskillige kongeriger med byer og bygder mod syd”.

 

  

Figurer fra Det historiske museum i Xi’an. Anført som Xiung Nu, dvs Hunnerne. Fundet i grave dateret til Tang dynastiet, dvs. 618-907 e.Kr. Der er nogle få rester af maling på figurerne, og man kan se at hår og skæg har været sort, og huden hvid.

 

Det traditionelle ”skipper-skæg” som alle figurer har minder mig stærkt om Michal Ancher’s livstro portrætter af Skagen’s fiskere samt fiskerne på Færøerne, Island og i Norge.

Kilde: Bent Hansen fra Guangzhou, Guangdong der tog billederne på Det historiske museum i Xi’an og gav mig oplysningerne om figurerne fra museet.

 

 

Hvanngarðurin” fra Syðrugøtu bygd, Færøerne. Bådsvende i en sjeymannafar ca. 1839. Fotografiet findes på Norsk Sjøfartsmuseum, Oslo.
Kilde: Andras Mortensen: "Hin føroyski ródrarbáturin" (s.185).

 

 

Michael Ancher (1849-1927): ”Vil han klare pynten?”, 1880. Kilde: Skagens Museum.

 

Zhang, Qian beretter:

”Indbyggerne var oprindeligt Sae (goterne ); men Ta Yue-she/Yuezhi (goterne ) mod vest undertvang og smed Kongen af Sae (goterne) ud; Den sidstnævnte flyttede syd, over Hindu Kush; og Ta Yue-she (goterne) besatte landet”.

”I en efterfølgende periode angreb Kwan-mo (kongen/slægten) af Wu-sun -folket (Ver Asir/Danir ) og undertvang Ta Yue-she-folket (goterne), som derefter gik mod vest, og reducerede Ta-hea-folket (goterne) til vasaller, medens Kwan-mo (kongen/slægten) af Wu-sun-folket (Ver Asir/Danir) tog kontrol over deres land. Som resultat af disse revolutioner var befolkningen af blandet race, indeholdende, udover Wu-sun-folket (Ver Asir/Danir), også Sae (goterne) og Ta Yue-she (goterne) elementer”.

Det er, så vidt jeg har kunnet spore, først i Tang dynastiet (år 618- 906 e.Kr.) at vi har en skriftlig beretning om at Wu-sun -folket (Ver Air/Danir) er blå-øjet med lyst hår.

Herodot (år 484-425 f.Kr) har også en berøring med Wu-sun -folket (Ver Asir/Danir ). Herodot koncentrerer sig mest om nomadefolkene fra Ukraine, som han tilsammen kalder Skythai 1 . Herodots beskrivelser finder sted med udgangspunkt i Parthia (Persien) og dets nordlige grænser mod de centralasiatiske stepper, hvorfra man konstant var udsat for angreb.

1 (bue)skytterne. Folkeslagene kaldte sig selv ”skudat” eller ”skytterne”. Disse folkeslag kaldes generelt ”scythians” i engelske oversættelser.

 

Blandt de østlige nomade-folkeslag Herodot omtaler er ”Issidones” som jeg mener er identisk til Wu-sun-folket (Ver Asir/Danir ), men også kan omfatte nogle af de gotiske stammer.

Ordet ”Issedon” betyder på skytisk ”de hvis gud er frost” eller ”de der bærer varme klæder.”

Herodot (år 484-425 f.Kr) beretter (bog 4:26):

”Issidones-folket (Ver Asir/Danir ) siges at have følgende skikke. Når en mand’s fader dør, bringer alle slægtninge får til huset; der ofres, og deres kød skæres i stykker, medens på samme tid den dødes krop undergår samme behandling. De to slags kød bliver herefter blandet sammen og det hele serveres ved et festmåltid. Hovedet af den døde mand behandles på anden vis: Det skrabes rent, renses, og forgyldes. Det bliver herefter en prydsgenstand der vejrsættes højt og bringes ud år efter år ved den store fest som sønnerne afholder til ære for deres fader’s død, på samme vis som grækerne har deres Genesia. På andre områder har Issidones-folket (Ver Asir/Danir) omdømme for at respektere lov og orden: og det skal bemærkes at deres kvinder har samme status som deres mænd. Således er vor viden om denne stamme”.

Tilsammen ved vi nu at Wu-sun/Issidones-folket’s øverste leder kaldes ”kongen/slægten”, at tronarvingen kaldes ”kongesøn” eller i samtiden ”født af slægten”, at vi har tilstrækkelig forståelse for lov og orden til at Herodot nedskriver dette som værende et særligt kendetegn for os, og at stammen er matriarkalsk med ligeret mellem kvinder og mænd. Endelig har Herodot netop forklaret os årsagen til at vi siger ”skål!” eller ”til (hoved)skallen!”. Se afsnittet ”Den hellige kop og barnedåb” for uddybning af dette.

Vi har også en helt anden kilde omhandlende Wu-sun -folket (Ver Asir/Danir ). Petr Petrovich Semenov, der var russisk naturforsker, rejste i 1856-1857 rundt i den ydre grænse af det russiske rige, inklusive omkring Balkhashsøen og Issykul-søen. Rejsebeskrivelserne kaldes ”Rejser i Tien’-Shan’”. Russeren har klart haft adgang til den samme kilde som jeg benytter, dvs. Zhang, Qians beretninger om de 36 kongeriger fra år 126-115 f.Kr., men har også en række andre kilder. Russeren kalder Wu-sun-folket (Ver Asir/Danir) for ”Usun”, og siger specifikt, at det er det samme folk han omtaler.

Petr Petrovich Semenov beretter:

”Det stærkeste og mest farlige af disse nomadefolkeslag for Kina i de 200 år f.Kr. var Hunnerne, der levede her med deres vasalstammer, de mørke Yue-dzhistsi (goterne) af Mongolsk race 1 , og de blåøjede og rødhårede Usuns (Ver Asir/Danir ). I det 2. århundrede f.Kr., da statssystemet i Kina, efter en periode med svaghed, igen begyndte at vågne op, da lykkedes det kineserne at presse Hunnerne noget tilbage, væk fra Gansu-korridoren, og ind på de rige og frodige kinesiske stepper. Hunnerne var på tilbagetog, og tvang Usun-folket (Ver Asir/Danir) og Yue-dzhistsi (goterne) væk fra deres nomadelejre, og langt mod vest. Først flyttede Usun-folket (Ver Asir/Danir), og følgende den nordlige Tian’Shan’ vej (Tian’-Shan’-Bei-Lu) ankom til området omkring floden Ili. Yue-dzhistsi-folket (goterne) fulgte langsomt efter........og kom til byen Hami, men efter at have fundet denne nordlige skråning besat af Usun-folket (Ver Asir/Danir), der havde et stærkt fodfæste både i området omkring Ili floden og omkring Issyk-kul’ området, vandrede videre forbi dem, sydpå og kom ud til Jaxartes og ind til det gamle Sogdiana (Området omkring Samarkand, Uzbekistan). Herfra vandrede de videre vest ind i Europa.”

1 Dette er ikke sandt. Se afsnittet ”Kushan Riget og Buddha”. De kan have været mørkhårede, men det er goterne vi her taler om. Han begår muligvis denne fejl fordi kinesiske poeter senere beskriver den prinsesse, beskrevet nedenfor, der gives til høvdingen af Wu-sun-folket (Ver Asir/Danir ), som blivende givet til ”den vilde fugl af Mongolien”. Han sætter derfor lighedstegn mellem landet Mongolien og de senere indbyggere mongolerne, hvilket ikke er korrekt. Se Rene Grousset: The Empire of the Steppes (s. 27).

 

”Usun-folket (Ver Asir/Danir ) var de ubestridte herskere af Issyk-kul’ området i 500 år, og det måtte synes, at de skulle have efterladt sig nogle monumenter, som man skulle kunne henvise til de lokale helleristninger og Bronzealdervåben der er fundet her....”

”Ifølge kinesiske krøniker, der altid var detaljerede, var der 120.000 familier hos Usun folket (Ver Asir/Danir ), der etablerede sig i deres andet fædreland.....”

”Selvom Usun-folket (Ver Asir/Danir ) var underlagt Hunnerne havde de ikke desto mindre deres egne meget magtfulde konger der havde titlen Kiun-mi (konge/slægt)...... Det var derfor i år 107 f.Kr. at det kinesiske hof gav deres prinsesse i giftermål til Usunkongen med titlen ”kiun’-di” 1 . Det første kinesiske palads blev bygget for denne dronning i Usunfolkets hovednomadelejr . Dette kongelige residens kaldte kineserne Chi-gu-chin, det vil sige ”Byen ved den røde dal”.

1 At den kinesiske prinsesse her ikke beholder sit eget navn skyldes den kinesiske verdensforståelse, hvor kvinden tilhører manden og ikke er et ligevægtig medlem af stammen (vi genfinder ligeledes denne forståelse i Islam og i Øst- og Vestkirken i den katolske kristendom). Derfor gives en kvinde altid mandens navn med kønsbestemmelsen efterfølgende. Kaldes Kongen derfor ”kiun” med hankønsendelsen ”mi”, får kvinden navnet ”kiun” med hunkønsendelsen ”di” (ændres senere til ”shi”). I Danmark havde vi helt ind i det 20. århundrede stadig denne importerede uskik hvor Sagfører Madsens kone blev omtalt som Fru Sagfører Madsen.

Prinsessens navn ”Kiun-di” er sammensat af ”cyn” + ”seo/sio” (oldengelsk) hvor sidstnævnte ord er det oldengelske ord for ”she”. Prinsessens titel og navn er derfor ”Fru konge” der i samtiden har betydningen ”Fru slægt”.

Vi kan fra denne beretning se at det er Hunnerne der presser os mod vest. Ligeledes kan vi se at det er kineserne der bygger vor første faste bygd år 107 f.Kr. Betydningen af dette behandles i kapitlet ”Telt, Strå og Spån – vore oprindelige tage” i afsnittet "Dværgene tækker gudshuset til os år 107 f.Kr.".

 

 

Den en-øjede

Her er hvad Issidones-folket (Ver Asir/Danir ) beretter til Herodot (år 484-425 f.Kr) via Skytherne (Histories, bog 4:27):

”Områderne videre herfra 1 er kun kendt gennem beretninger fra Issidones-folket (Ver Asir/Danir ), af hvem beretningerne om den en-øjede race af mænd og guld vagt-griffer 2 bliver fortalt. Disse beretninger er modtaget af Skytherne fra Issidones-folket og af dem videregivet til os grækere: Det er derfor at vi giver den en-øjede race af mænd det skythiske navn Arismaspi, ”asrisma” værende det skythiske ord for ”en” og ”spu” for ”øjet.”

1 Nord for Issidones-folket’s område som Herodot ikke selv kender.
2 Se afsnittet ”Dragemærket” – vort oprindelige mærke, og bemærk den gyldne grif fundet i Danmark som jeg mener er et Dragemærke.

 

Beretningen om en-øjede mænd stammer med andre ord alene fra beretninger fra det folk jeg mener er identisk til Ver Asir/Danir -stammen .

Hvad fortæller vor forne sæd os om hvem den en-øjede er?

Völuspá (Ældre Edda, vers 28-29) siger:

29.
Eín sat hon uti
þa er iN aldni com
yGióngr | asa
oc ia/go leit.
hvers fregnit mic
hvi freistiþ min
alt | ueit ec oðiN
hvar þv a/ga falt
ienom mera
mimis | brvNi
dreckr mióð mimir
morgin hverian
af veþi v.
v. e. e. h. |

Som jeg oversætter til:

Ene sad hun ude
da du kom ind
terror af Aserne
og i (mine) øjne så.
Hvad spørges mig?
Hvorfor friste mig?
Alt ved jeg Odin
hvor dit øje faldt
gemt væk i
Mimirs brønd.
Hver morgen Mimir
drikker sin mjød
af Valfaders ed
Ved du end (mere) – eller hvad?

Dette gentager Snorre Sturluson i Snorre Edda (år 1220-30 e.Kr.) med en henvisning til ovennævnte vers fra Völuspá og forklarer at Mimir er klog fordi han drikker mjød med sin hellige kop Gjallerhorn fra brønden med visdom. Alfader, dvs. Odin , gik til brønden og spurgte efter en enkelt kop, men fik det ikke før han gav sit øje.

Ordet ”Mimir” menes at betyde ”mindet/erindringen”. At Odin ofrer sit ene øje for at få fyldt sin hellige kop med mjød og modtage visdom fra brønden under Verdenstræet skyldes at kun med visdom fra fortiden kan han og vi spå eller forudsige fremtiden.

 

 
 

En lille figur af kobber fundet i Lindby, Skåne. Forefindes nu på Statens Historiska Museet i Navavagen. Fordi figuren kun synes at have eet godt øje mener man dette forestiller Odin .

 

Min vurdering er derfor at beretningen til Herodot , via Skytherne, er gået gal i oversættelsen, og at det Issidones-folket (Ver Asir/Danir ) i virkeligheden forsøgte at forklare Skytherne, og Herodot, var forståelsen af Odin der gav sit ene øje for en kop mjød fra brønden under Verdenstræet. Denne beretning fra Völuspá er helt central til forståelsen af vor forne sæd og er så gammel som folket selv.

Årsagen til at Herodot får dette forkert skrevet ned er at han allerede i sin græske mytologi har fuld forståelse for hvem de en-øjede er. Digteren Hesiod (d. 800 f.Kr.) forklarer os at Cyclops/Cyclopes er en-øjede kæmper/jætter og sønner af Uranus og Gaia. Deres navne var Argos, Steropes og Brontes. Den græske overgud Zeus (Jupiter hos Romerne, Odin hos os etc.) befrier de en-øjede jætter og som tak giver de Zeus gaven at kunne gøre torden og lynild, dvs. Thor ’s egenskaber. Homer beretter om dem i Odyssey (skrevet ca. år 800 f.Kr.), hvor jætten Polyphemus er en cyclops eller en-øjet jætte, og søn af Poseidon. Dette ved Herodot naturligvis da han hører denne beretning, og derfor opfatter han forkert Issidones-folket’s (Ver Asir/Danir ) beretning og omskriver den til sin egen mytologi.

 

 

 

Silkevejen

 

Silkevejen fra det kinesiske rige til Romerriget. Genåbnes ca. 115 f.Kr.

 

Vi kender nu til Han dynastiet i det kinesiske kejserrige, hvor Kejser Wu-ti regerer fra år 141 til 87 f.Kr. I Romerriget er det vor gamle kending, Julius Caesar, der regerer fra år 100 til 44 f.Kr. Mellem disse to dominerende riger findes Parthia (Persien, Iran) under ledelse af Kong Mithradates II. Han er konge fra år 123 til 88 f.Kr. Romerriget og Parthia har i generationer ligget i konstant krig. Dette er årsagen til at der ingen formel kontakt er mellem Romerriget og det kinesiske rige før Zhang, Qian rejser ud i år 138 f.Kr og etablerer kontakten, selvom han på første rejse ikke kommer længere end til Parthia.

Da Silkevejens gen-åbnes ca. år 115 f.Kr. begynder samtidigt et enormt geopolitisk spil mellem et nu sejrrigt og ekspanderende Romerrige, et Han dynasti, der er ved at få bugt med Hunnerne, og Parthia for kontrol med Silkevejen. Vi finder i dag et af de eneste tilbageværende vagtårne der stod langs hele Silkeruten, Buryan tårnet, netop ved søen issyk kul, dvs. i Wu-sun-folkets (Ver Asir/Danir ) landområde.

Hunnerne bliver drevet mod øst af kineserne. Dette presser Ver Asir/Danir stammen mod sin vestlige græsenge i Midgård fra Aral-søen til Tanais-floden (Don -floden). Samtidigt har vi, af samme årsager, den 2. gotiske invasion af Bactria fra nord over Hindu Kush.

Det ser ud til at såvel Ver Asir/Danir stammen som Romerriget skaber en række stødpudestater omkring Asovhavet, måske med vore kongesønner, men loyale overfor Rom. Romerne har behov for dette for at sikre sejladsen på Asovhavet og Sortehavet, og vi har behov for dette for at holde romerne borte fra vore græsenge. På samme vis som Venderne senere bliver stødpuden på sydkysten af Østersøen mellem Germanerne og Danerne efter ankomsten til vore nuværende landområder.

 

 

 

Indholdsfortegnelse
<< ForrigeNæste >>
 
Søgeværktøj
Fra Grímnismál (vers 32, Ældre Edda) ved vi at vor ven fra skov og have, det rødbrune egern Ratatoscr (sammensat af de oldengelske ord "ræt" + "tusc" med betydningen "Gnavertand"), er god til at frembringe svar på alt mellem himmel og jord. Nedenfor til højre fra billedet af Ratatoscr, fra Ólafur Brynjúlfsson: Gudeskrift m. bl.a. Ældre Edda (Edda Sæmundr) & Snorre Edda (1760), findes Google's søgeværktøj, der er tilpasset til at søge efter svar fra Asernes æt. Ifald søgeværktøjet ikke kan ses, højreklik på musen og genopfrisk (opdater) siden.
© Verasir.dk Asernes Æt • af Flemming Rickfors • E-mailHosting • En del af Fynhistorie.dk