Forside Indholdsfortegnelse
<< ForrigeNæste >>

Troja, Þrúðvangar og Ragnarok

 

 

Forord

 

Homer: Odyssey (Bog XVIII: 261-264), i min oversættelse til nudansk:

”Folk siger at Trojanerne er krigere; både spydkastere og bueskytter;
ryttere på rapfodede heste; ofte hvad hurtigst afgør en stor strid i krigsfærd”.

Dette kapitel har været undervejs i næsten lige så lang tid som den 10-årige krig vi kender som Den Trojanske Krig; navet for dette kapitel. Jeg har omskrevet det mange gange, og flere vil givet følge i takt med at skarpsynet øges om samtiden ca. år 1194-1184 f.Kr. Det har taget så lang tid at opnå skarpsynet fordi ingen andre i nyere tid synes at have gjort det, hvorfor den tilgroede historiske sti har måtte findes frem igen. Dernæst kræver det ganske stor råviden om Ældre Edda, oprindelig tanke, samt om Homer’s Iliaden og Odyssey, før ravnens fugleperspektiv træder frem i det indre billedsprog. Men når dette først sker, og det er min håb at jeg her kan videreformidle dette, er det helt uden for tvist, at Den Trojanske Krig, og de dyrebare lærepenge vore forfædre mener vi skal høste herfra, og bringe videre, fylder utroligt meget i Ældre Edda, og gør det med god grund.

Læseren vil se detaljerne omkring dette i selve kapitlet, men fra samlingen Ældre Edda omhandler følgende kvad Den Trojanske Krig, eller forudsætter kendskab hertil:

  • Völuspá (vers 7-8 & 36-62 omhandler Den Trojanske Krig).
  • Hávamál (vers 80 med brugen af "reginkunnum" ser fra Sparlösa-stenen (Vg 119) og Noleby-stenen (Vg 63), begge Västergötland, ud til at forudsætte forståelsen for at "Regin" er Troja's råd; vers 140 forudsætter kendskab til vor erindring af den trojanske stamtavle).
  • Vafþrúðnismál (hele kvadet omhandler Den Trojanske Krig).
  • Grímnismál (Forordet (med brugen af Frigg), vers 4, 6, 10, 11, 18, 19, 24, 32, 35, 36, 39, (44?) og 45 omhandler Den Trojanske Krig, eller kræver underforståelse herfor. Det er tænkeligt at flere vers bør føjes til).
  • Skírnismál (hele kvadet er vor ældste beretning om Paris (Freyr)'s rov af Helen (Gerður) før Den Trojanske Krig).
  • Hymiskviða (hele kvadet er en stærkt udvidet beretning af dele af Forordet i Lokasenna).
  • Lokasenna (hele kvadet omhandler Den Trojanske Krig).
  • Hyndluljóð (vers 29, 30, 40, 42, 43 og 44 omhandler Den Trojanske Krig. Det er tænkeligt at flere vers bør føjes til).
  • Sigrdrífumál (kvadet omhandler ikke Den Trojanske Krig. Undtagelserne er i vers 16, hvor "á Braga tungu" (på Brage's tunge) forudsætter en forståelse (fra Lokasenna?) for, at Brage er et heite for Menelaos, den senere konge til Sparta. Dernæst i vers 19, hvor forekommer ordene ”vnz rivfaz regin” (indtil (om)brydes Regin). Denne sætning findes identisk i Vafþrúðnismál (vers 52, Ældre Edda), Grímnismál (vers 4, Ældre Edda) og Lokasenna (vers 41, Ældre Edda). Alle andre steder er sætningen en kenning for "Troja’s Fald". Det er utænkeligt at denne standardformulering ikke her har samme betydning, sat i en anden sammenhæng og tid. Brugen af denne sætning i Sigrdrífumál forudsætter en underforstået viden om Den Trojanske Krig, og hvad denne sætning i andre sammenhæng henviser til).
  • Hárbarðsljóð (Ældre Edda) omhandler tidsrummet omkring år 446-550 e.Kr., og finder sted i Estland (se afsnittet ”Estland - *Aðalsýsla & Eysýsla”). I kvadet er ”Hárbarðr” en høvding og Gode, og den faktiske person Hildólfr omtalt i kvadet. I Hárbarðsljóð (vers 48, Ældre Edda) tildeler Hildólfr en fornærmelse til Thor ved at anklage hans kone Sif for at have en “hore” (hó)-Karl hjemme. Denne sætning forudsætter kendskab til Lokasenna (vers 53 & 54, Ældre Edda), hvor Sif af Loki anklages for utroskab og for at være en hore.  Da Lokasenna finder sted under Den Trojanske Krig forudsættes dette kendt for at kunne gøre brug af tilbageblikket i Hárbarðsljóð (vers 48, Ældre Edda).
  • Þrymskviða (Ældre Edda) omhandler ikke Den Trojanske Krig. I Þrymskviða (vers 24, Ældre Edda) bruges dog Thor-kenningen “Sifjar verr” (Sif’s mand), der forudsætter kendskab til beretningen om Troja og Sif’s betydning heri. Årsagen til brugen af denne Thor-kenning skyldes at beretningen flyttes fra rummet ”nutiden” til rummet ”fortid” i Þrymskviða (vers 21, Ældre Edda). Netop i sidstnævnte vers er det underforstået at Thor kører i stridsvogn trukket af to gedebukke, der igen forudsætter kendskab til beretningen om Den Trojanske Krig.
  • Reginsmál (Forord, vers 8). En broderstrid mellem Völsunga-ætten, Buðlunga-ætten og Gjúkunga-ætten over en brud, der sammenlignes med erindringen fra Troja;
  • Grípisspá (vers 40, 41). Se forklaring under Reginsmál;
  • Helgakviða Hjörvarðssonar (mellem vers 11 & 12, vers 16, 17, 18); og
  • Helgakviða Hundingsbana hin fyrri (vers 29, 30, 38, 39). Ingen af disse tre kvad omhandler Den Trojanske Krig, men forudsætter en overbevisning om, at vi er trojanerne og taber krigen. Kvadene viser forståelsen ved brugen af kvinden ”Rán”, der kendes på græsk som ”Rhamnousia, Rhamnusia”, og er det udødelige navn for den dødelige Dronning ”Lede” (Lêdên) til Sparta. Helgakviða Hundingsbana hin fyrri (vers 29) forudsætter kendskab til Freyr (Paris)’s bruderov af Gerður (Helen), og Helgakviða Hundingsbana hin fyrri (vers 38 & 39, Ældre Edda) er en kort genberetning af Troja’s Fald, der bruges som et sammenligneligt tilbageblik til en lignende situation i nutiden, her 400 tallet e.Kr. nord for Ejder-strømmen.

Úlfr Uggason: Húsdrápa (vers 2-8) fra 900 tallet e.Kr. genberetter også Hymiskviða, og vi ved fra Laxdæla Saga (29. kafli - Af utanferð Ólafs), at æresdigtet blev skrevet til den bodfest Óláfr pái Höskuldsson afholdte i marts måned år 970-976 e.Kr. i Hjortholt, Laksedalen, Island, for at fejre giftermålet mellem Geirmundur og Þuríð. Endvidere ved vi at digtet afspejler den kunst der var gengivet på træpanelerne og oppe under taget i den nybyggede sal.

Fordi Snorre Sturluson fuldt forstod dette, og jeg mener absolut forstod dette bedre end nogen nulevende person, forsøger han at videreformidle denne viden i Snorre Edda (Gylfaginning og Skáldskaparmál), samt Heimskringla (Ynglinga Saga). Han afstemmer samtidigt vor viden fra Ældre Edda med Homer’s Odyssey (Snorre skriver ”Úlixes”), og måske Iliaden, som han ved eget udsagn har kendskab til (Gylfaginning, kap. 54).

At Snorre i Snorre Edda (Gylfaginning, kap. 54) skriver ”Úlixes” betyder at Snorre har en latinsk udgave af Homer: Odyssey foran sig da han forfatter Gylfaginning og Snorre Edda år 1220-30 e.Kr. Så vidt vi i dag har kendskab til, gøres den første latinske oversættelse af Iliaden og Odyssey kort tid efter år 1354 e.Kr. af Leontius Pilatus på foranledning af Petrarch (dette værk kaldes normalt ”Latin Homer”). Der må derfor findes tidligere latinske udgaver af Iliaden og Odyssey. F.eks. skriver Baebius Italicus under Kejser Nero (regent 54-68 e.Kr.) en kort latinsk oversættelse af hele Homer’s værk på kun 1070 linier. Dette er et væsentligt uafklaret spørgsmål i vor samlede forståelse for hvad Snorre vidste fra Homer, og hvad han vidste fra Ældre Edda.

Det er Snorre’s dybe indsigt, at Den Trojanske Krig fylder så meget i de kvad der overlevede frem til Snorre’s samtid, i hvad vi i dag kalder Ældre Edda, at han er nødsaget at tilse at denne viden formidles videre. Det gør han bl.a. i Snorre Edda (Gylfaginning, kap. 15, 21, 31, 35, 37, 47, 49, 50, 51, 52, 53 og 54). Når, og ifald, læseren gennemgår Gylfaginning i sin egen ret, vil man se at Snorre langsomt, men sikkert, opbygger sit forsvar om ophavet fra Troja, for så at lade det sidste kapitel i Gylfaginning (kap. 54), ja de sidste linier, være højdepunktet. Her fortæller han os, at den Thor vi kender i dag er en udvikling fra to forskellige og langt ældre Thor; Ásaþór hinn gamli og Ökuþór. Sidstnævnte kender Snorre til fra den forne finske gudelære, og Ökuþór er identisk med Hektor (Ektor) til Troja.

Det er vigtigt hele tiden at holde sig for øje, at Snorre kun viderebringer viden om Den Trojanske Krig. Som læseren vil se, findes denne allerede i Ældre Edda. I første omgang er det derfor mindre vigtigt om læseren tror på at vi var til stede i Troja, og led et svigende nederlag i Slaget ved Troja ca. år 1184 f.Kr.; en nærudslettelse vi efterfølgende navngav Ragnarok. Ældre Edda forklarer os, at vore forfædre mente det var således.

Fra Fredegarius (Fredegar): Chronicum og Paulus Diaconus/Paul Warnefried: Historia gentis Langobardorum (Bog 1:9) kan vi se, at Frankerne og de jyske barder, Longobarderne, har samme erindring. Det skyldes at begge ætter er "os" (se afsnittene "Froncum - Franken" & "(Longo)Bardernes udvandring").

At andre af vore landsmænd kendte til, og var enig i, nedstamningen fra Troja, kan vi se bl.a. her:

  • Helleristningerne fra Ödsmål, Kville Socken (bildnr. 32511943053, Raä 151) og Kyrkoryk, Tanum Socken (bildnr. 31223123039, Raä 223), begge Bohuslen og dateret til ca. år 1000 f.Kr., gengiver "Thor's fisketur" fra Hymiskviða (vers 20-21, Ældre Edda), der betegner trojanernes forgæves forsøg på at bekæmpe stormjordskælv. Dette er bronzealder "Tani" (Daner)-folkets erindring.
  • Høvdingen gravlagt i Hoby-graven, Lolland år 0-100 e.Kr. var enig i nedstamningen fra Troja, og havde beretningen gengivet på sin Hellige Kop.
  • Runeindskriften og afbildningerne på D-siden af Sparlösa-stenen, Västergötland (Vg 119), der kan dateres til før år 670 e.Kr., viser samlet at Regin er Troja's råd, og gengiver visuelt Ragnarok - Troja's Fald. Brugen af "raki-ukutu" (Regin-nedstammet) på Sparlösa-stenen fører til, at brugen af "raginakundo" (Regin-nedstammet) på Noleby-stenen, Västergötland (Vg 63), fra ca. år 450 e.Kr. bør have samme forståelse for at rådene hentes fra Troja's råd.
  • Runeindskriften på Karlevi-stenen, Øland (ÖL 1) fra 900 tallet e.Kr. viser at ætten til Sibben den Gode mente det.
  • Vølven, eller rettere "gýgr, gýgjar", kaldet Hyrrokkin (Det Varme Tågedis) fra den hellige sø "Gugaiê" (Gygaea), Lille-Asien er gengivet på billedstenen Hunnestad 3, Malmøhus Len, Skåne (DR 284), dateret til ca. år 975 e.Kr., og er i tid sat under Den Trojanske Krig.
  • Óláfr pái Höskuldsson tilså på Island, at beretningen om Troja blev gengivet kunst år 970-976 e.Kr.
  • Ledberg-stenen, Östergötland (Ög 181), dateret til ca. år 1000 e.Kr. viser at ætten til Þorgaut (þurkut) og Gunna (kuna) mente det.
  • Rune- og billedstenen ved Altuna Kyrka, Uppland (u1161), dateret til 1000 tallet e.Kr. viser en gengivelse af "Thor's fisketur" fra Hymiskviða (vers 20-21, Ældre Edda), der betegner trojanernes forgæves forsøg på at bekæmpe stormjordskælv.

 

Det betyder ikke at det er sandt, men det betyder at vi fra arilds tid mente det var sandt. Ved afslutningen af dette kapitel er det mit håb at læseren har opnået overblikket til at tage stilling til historien som den kommer til os.

Med den viden jeg med dette kapitel gerne skulle formå at viderebringe, mener jeg vi kan opstille et par grundregler for Ældre Edda, og brugen af heite.

  1. Når en kilde gør brug af ordet ”Gymir”, er dette altid et heite for Kong Tyndareaus til Sparta, og tidsrummet er Den Trojanske Krig.
  2. Når en kilde gør brug af "frigia, frigg, frig" (oldnordisk, oldengelsk), er dette altid et heite for Phrygia (Frigg’s Land) – landskabet øst for Troja i Lille-Asien. Tidsrummet er derfor under Den Trojanske Krig.
  3. Når en kilde gør brug af ordet ”Sif”, og denne kvinde er gift med Thor, betegner ”Sif” altid vølven ”Sibyl i Phrygia, Den Phrygiske Sibyl” (Frigg’s vølve), og tidsrummet er Den Trojanske Krig.
  4. Når en kilde nævner bjerget eller sletten ”Ida” (græsk ”Idên, Idês”), er dette altid bjerget og sletten af samme navn i Troja’s landområde, Lille-Asien. Samme er gældende hvor forekommer ordene ”Niðafjöllum", ”Niðavöllum”.
  5. Når en kilde nævner ”Vígriðr völlr” (Vigrid-sletten) eller afledninger heraf, betegner dette altid sletten i Troja's bagland mod øst, væk fra kysten; afgrænset af Simoentos (Simois)-floden mod nord og Skamandros (Scamander)-floden mod syd, og tidsrummet er Den Trojanske Krig.
  6. Når en kilde nævner ”Þrvðr” (Þrúðr), er dette altid en kenning for “Þrúðvangr, Þrúðvangar, Þrúðheimr” – Troja’s landområde. Uden for Ældre Edda har jeg endnu ikke overblik over, hvorvidt tidsrummet altid er tiltænkt Den Trojanske Krig.
  7. Når en kilde gør brug af ordet ”Hliðskjálf”, er dette altid et heite for (et jordskælvsramt) Troja, og tidsrummet er Den Trojanske Krig.
  8. Når en kilde nævner dragen Nidhug, er dette altid en kenning for de stormjordskælv der ramte Troja før, og under, Den Trojanske Krig.
  9. Når en kilde nævner Fenrisulven, er dette altid en kenning for de ødelæggelser stormjordskælvene forårsagede på Troja og hendes landområde før, og under, Den Trojanske Krig. I vort indre billedsprog ser vi disse ødelæggelser som "ulvens kæft".
  10. Når en kilde nævner Loki’s Rystelser, fejlagtigt opfattet som "Lokes Straf", frembragt af forgiftning, er dette altid en kenning for de faktiske rystelser fra stormjordskælvene der ramte Troja før, og under, Den Trojanske Krig. Det er derfor Loki knyttes til Fenrisulven, Dragen Nidhug og omvendt.
  11. Når en kilde nævner vølvene "gýgr, gýgjar" (ental, flertal), er dette altid en eller flere vølver fra den hellige sø "Gugaiê" (Gygaea), i dag søen "Marmara Gölü, Gölmarmara", Lille-Asien. Tidsrummet er Den Trojanske Krig.
  12. Når en kilde betegner en hærstyrke som ”Einherjar” (De der hærger alene), betegner dette altid den hærstyrke der, efter resten af stammen med forbundsfæller var flygtet, blev tilbage for at kæmpe til sidste mand i det afgørende slag på Vigrid-sletten, der førte til Troja’s Fald ca. år 1184 f.Kr.
  13. Når en kilde nævner "Iðunn" er dette altid et heite for "Gerður" (Helen), prinsesse og tronarving til Sparta.
  14. Heitet "Bragi, Braga" (Brage) i Lokasenna (Forord, vers 16 & 18, Ældre Edda) og Sigrdrífumál (vers 16, Ældre Edda), betegner Menelaos (Menelaus), der ved giftermål med "Gerður" (Helen) bliver konge af Sparta. Heitet forekommer også i Grímnismál (vers 44, Ældre Edda), der kender til Den Trojanske Krig. Det fremgår dog ikke fra verset nærmere, hvorfor Brage er skjaldenes udkårne. Mit bud er at dette skyldes Menelaos' evner som ordgyder, der igen er ophavet til heitet "Brage".
  15. Når en kilde nævner "Ragnarök" (Ragnarok) er dette altid en kenning for "Troja's Fald" ca. år 1184 f.Kr.
  16. Når en kilde nævner "Balder's død" er dette altid en kenning for "drab af tronarvingen", i dette tilfælde Achilles drab af Troja's tronarving Hektor (Ökuþór) på et tidspunkt før Troja's Fald ca. år 1184 f.Kr.
  17. Når en kilde nævner "asa sonom, esir" (ase sønner, aser) er dette altid en kenning for den trojanske konge-æt. Ordet "asa, esir" er udviklet fra det hittitiske stednavn "Aššuwa", der i 1400 tallet f.Kr. betegner hele vestkysten af Lille-Asien, herunder "Wiluša" (senere Troja). Derfor mener jeg at brugen af "asa, esir" oprindeligt må have været en landskabskenning, ikke en gude-kenning. Efter Troskiftet ca. år 600-630 e.Kr. opfattes "asa, esir" alene i gudeforståelsen. Spørgmålet er dog hvorvidt vi ikke helt frem til Troskiftet ca. år 600-630 e.Kr. var klar over at de udødelige forfædre, ophøjet til guder, i beretningerne om Troja, kaldes "asa, esir" fordi de kom fra netop landskabet "Aššuwa".

 

Fordi Snorre forstod og er enig i dette, gælder samme grundregler for Snorre Edda (Gylfaginning og Skáldskaparmál), samt Heimskringla (Ynglinga Saga).

Viktor Rydberg (1828-1895): ”Undersökningar i germanisk mythologi” (bind I, 1886, II. Vandringssagorna under Medeltiden, A. Den lärda sagan om utvandringen från Troja-Asgard, s. 33):

”Dock har, enligt författaren [Snorre], dessa förfalskningar [som asarne eller Asiamännen gjorde, för att inbilla folk, att de voro gudar] en historisk kärna: de skulle vara efterbildningar af hvad som tilldrog sig i det älsta Asgard, d.v.s. Troja. Så till ex. är Ragnarök ursprungligen ingenting annat än Trojas förstöring".

Dette er min påstand. Jeg vil påskønne højt ifald læseren vil efterprøve min påstand; enten ved at finde undtagelser, bevisføring for afvisning af påstanden, eller flere ord og steder der understøtter påstanden.

Marts 2010.

 

 

Saxo: Gesta Danorum – Saxo’s minde om Den Trojanske Krig

 

Fordi Saxo: Gesta Danorum har modtaget akademiske øretæver af en vis størrelse de seneste 50 år, og i mange tilfælde så grælt at værket afvises som ubrugeligt for forståelsen af vor historie, har jeg valgt at fremhæve Saxo's behandling af Den Trojanske Krig i et særskilt underafsnit. Jeg håber læseren vil være enig med mig i, at det er ikke er Saxo der er hovedproblemet i forståelsen af Gesta Danorum.

Saxo: Gesta Danorum (Bog 1.5.1; 1.6.10.1; 1.6.10.4; 1.6.11; 1.7.1; 1.8.11; 1.8.12; 1.8.13; 2.1.8.1; 2.1.9.1 på latin); Fr. Winkel Horn: Saxo Grammaticus – Danmarks Krønike (1911, 1. del, Bog I: 15-29; 36-37) behandler tiden omkring Den Trojanske Krig.

Vi befinder os kronologisk tidligt i Gesta Danorum, og klart i en dyb fortid fra Saxo’s samtid, hvor Saxo forsøger at nedfælde en række filosofiske sagn han ikke helt har styr på i tanke, og en række faktiske begivenheder, men som han heldigvis mener skal reddes for eftertiden, og derfor må tilpasses Saxo’s fortælleteknik.

Saxo nævner personen ”Hading” (Hadingus) og hans jættekone Hardegrep, datter af jætten Vagnhoft (Harthgrepa Wagnhofthi filia). Saxo forekommer at genberette Grimnismál (vers 11, Ældre Edda), videreført af Snorre i Snorre Edda (Gylfaginning og Skaldskapamál) i beretningen om Njörð og hans jættekone Skaði, datter af jætten Þjazi. Store dele af Grimnismál omhandler Den Trojanske Krig, eller kræver underforståelse herfor. Dette gælder også for Grimnismál (vers 11, Ældre Edda).

Desværre kan vi ikke ved første øjekast se hvilke konger Hading-sagnet henviser til, men Saxo's Hading er gjort samtidigt med Svipdag (Hædcyn, Höðr, Óðr, Óður, ca. år 497-521 e.Kr.).

Han lader Hading folde sig ud i den østlige del af Østersøen og Østerleden (Orientalium).

Så vidt jeg kan se er denne kronologiske placering af sagnet i tid og sted en tilpasning til Saxo’s fortælleteknik, og ikke hvorledes han er blevet fortalt sagnet. Overleveringen må være kommet mangelfuldt til Saxo, og han har intet andet valg end at indsætte sagnet i det urnordiske tidsrum tidligt i Gesta Danorum. Tidskronologisk gør Saxo derfor Hading (Hadingus) til søn af Svipdag (Suibdagero) og Signe.

Langt mere spændende er at Saxo gør følgende:

        • Personen ”Brage” er fosterfader til Hading (per educatorem suum Brache), jvf. Saxo: Gesta Danorum (Bog 1.5.1).
        • Hading fører krig mod Kong Handvan til Hellespont (Handwanum, Hellesponti regem), jvf. Saxo: Gesta Danorum (Bog 1.6.10.1; 1.6.10.4). Angrebet gentages af Kong Frode mod Kong Handvan (Andwani, Andwanus), jvf. Saxo: Gesta Danorum (Bog 2.1.8.1; 2.1.9.1).
        • Han gør i Hadings samtid Odin til en gud gift med Frigg (Ea tempestate cum Othinus quidam Europa tota falso divinitatis titulo censeretur......... At nihilominus Frigga), jvf. Saxo: Gesta Danorum (Bog 1.7.1).
        • Han lader Hading kæmpe mod en gud hamskiftet til et havuhyre. Denne gud forårsager jordskælv og forfærdelige storme, der sænker hans flåde (inauditi generis beluam crebris ictibus attentatam oppressit necatamque in castra perferendam curavit..... Rure rues, quatiere mari, dabiturque vaganti, perpetuus tibi turbo comes, nec deseret umquam, vela rigor nec tecta tegent, quae si petis, icta, tempestate ruent, diro pecus occidet algu), jvf. Saxo: Gesta Danorum (Bog 1.8.11).
        • Han lader Hading blive skibbruden efter flåden er sunket (Siquidem navigante eo oborta nimbi vis ingenti classem tempestate consumpsit. [3] Naufragum hospitia petentem subita penatium strages excepit), jvf. Saxo: Gesta Danorum (Bog 1.8.12).
        • Han lader en vølve føre Hading fra et offersted under jorden gennem en tyk tåge til ”fornemme Mænd i Purpurklæder”, videre til en flod med en bro, hvor på den anden side afdøde krigere i skuespil genoplever deres bedrifter. Vølven vrider halsen om på en hane, smider den over en mur på vejen, og hanen genopstår som udødelig på den anden side af muren, jvf. Saxo: Gesta Danorum (Bog 1.8.14).

Personnavnet Handvan (Handwanum, Andwani, Andwanus) er en lettere forvanskning af “Andvari” i Reginsmál (Ældre Edda), der i tid og sted befinder sig dels i tiden omkring Den Trojanske Krig, og omhandler en broderstrid blandt trojanerne og bruderovet af spartakongens steddatter ”Gerður” (Helen). Dels er det en erindring om en sammenlignelig broderstrid om en kongedatter mellem Völsunga-ætten, Buðlunga-ætten og Gjúkunga-ætten i tiden op til år 446 e.Kr. 1 Beretningen videreføres i Grípisspá (vers 39-41, Ældre Edda), i Atlakviða (Ældre Edda), Völsunga Saga (kap. 14) og Skáldskaparmál (kap. 46. Af otrgjöldum, Snorre Edda). Se afsnittet ”Ragnarok – Troja’s Fald” (underafsnit ”Det ulovlige bruderov – sædernes retfærdiggørelse for Den Trojanske Krig”).

1 Völsunga-ætten er udbryder fra vor egen stam-æt Skilfinga-ætten. Buðlunga-ætten er ætten fra Atli (Hunnerkongen Attila)'s broder Bleða (Bleda), der også kaldes Buðla (Buðli). Gjúkunga-ætten (Gjúkungs) var en burgundisk æt fra Bornholm.

 

I Ældre Edda er Brage et heite for Menelaos, den senere konge til Sparta, der hos Saxo er fosterfader til Hading.

Når kilder i Ældre Edda fremhævner at Odin er gift med Frigg, betegner dette altid den tætte alliance mellem Troja og nabolandskabet Phrygia (Frigg's Land). Se afsnittet ”Phrygia - Frigg's Land”. Når Saxo derfor i tid sætter Hadings samtid til da Odin var gift med Frigg, er dette en kenning for at tidsrummet er Den Trojanske Krig.

Den gud Saxo lader hamskifte til et havuhyre der forårsager jordskælv, storme og flodbølger, er i Homer: Iliaden guden Poseidon, og i Ældre Edda dragen Nidhug (se afsnittet ”Dragen Nidhug & Fenrisulven”). Hermed har Saxo endnu engang sat Hadings samtid til Den Trojanske Krig.

Beretningen om vølven, den underjordiske flod, Mænd i Purpurklæder og haner i hvert tidsrum, forekommer at være en vidunderlig sammenblanding af urnordisk, Homersk erindring, Vergil (Virgil) og faktiske hittitiske beretninger fra øen Lesbos.

Sammenhængen mellem vølven og hanerne fremgår af Völuspá (vers 42-43, Ældre Edda). Hanen der får drejet hals om i rummet ”fortiden” er den ”sod-rød hane i salene (i) Hel”.

I afsnittet ”Einherjar & Loki og Ægir i Þrúðvangar” viser jeg at Ægir, der kendes i dialektformen ”Acheron”, i senere græsk erindring gøres til en mytologisk flod og biflod af Styx, over hvilken Charon færger de døde til underverden Hades. Derfor gøres den mytologiske flod Acheron synonymt med hvad vi kalder ”Jætteland” (rummet "fortiden"), og hvad grækerne opfatter som ”underverden”. Vergil (Virgil): Aeneid (år 70-19 f.Kr., Bog VI) nævner ”Acheron” i forbindelse med beskrivelsen af Troja’s Fald således, i min oversættelse til nudansk:

”Derfor til dybe Acheron de begiver sig på vej….dér Charon står, regerende over den sørgmodige kyst…”

Jeg tør godt vove påstanden at Saxo har kendskab til Vergil (Virgil): Aeneid, hvilket igen må betyde at han, som Absalon, må have læst på universitetet i Paris. Se ”Epilog – Menneskets behov for lærdom” (underafsnit ”Indlæring gennem det indre billedsprog ved brug af "kenning" og "heite").

Til den samlede forståelse for dels at Saxo må have læst på universitetet i Paris, dels at han kender til beretningerne om Den Trojanske Krig, kan vi se på hvorledes Saxo: Gesta Danorum (Bog 1.1.1 på latin) indleder sit mesterværk:

 ”...Quamquam Dudo, rerum Aquitanicarum scriptor, Danos a Danais ortos nuncupatosque recenseat”."... skønt Dudo, den aquitanske (historie)skriver, erklærer herkomsten af Danerne fra Danais beregnet".

Min oversættelse til nudansk. For yderligere forklaring til problemstillingen omkring oversættelsen fra latin, se afsnittet "”Tani” (Daner)-folket set fra Normandiet".

 

At Saxo kalder Dudo "rerum Aquitanicarum scriptor" (den aquitanske (historie)skriver) viser en knivskarp forståelse for at landskabet Aquitaine år 1154 e.Kr. falder til England med giftermålet mellem Eleanor til Aquitaine og Kong Henry II. til England. Dudo blev født og boede hele sit liv i Saint-Quentin, landskabet Picardi, det nordlige Frankrig. Det er normanner-tilknytningen mellem de franske og engelske landskaber han har dyb viden om. Vi kan fra hans latinske ordvalg med brugen af "Danos ....nuncupatosque", som han ordret henter fra Dudo's ordvalg "daci nuncupantur", se at han har haft Dudo's værk foran sig da han skrev Gesta Danorum. Værket må han have læst, lånt eller købt på universitet i Paris. Samtidig er det fordi Saxo, som alle andre i hans samtid, har fuld forståelse for at Ældre Edda indgående behandler Den Trojanske Krig, og argumenterer for at "os" er trojanerne, at han må stille sig kritisk overfor Dudo's opfattelse at Danerne nord for Ejder-strømmen er identiske til det oldgræske "Danaan", trojanernes fjende i Den Trojanske Krig. Dudo viser sig at have ret, men ikke i samtidens røverhistorie om ophav. Vi kan forklare den historiske forvirring uden større problemer, og Saxo har tydeligvis også viden nok om oprindelig tanke til at kunne skelne ret fra vrang.

Det må følge herfra at personnavnet ”Hading” (Hadingus) må være en latinsk fordanskning af det græske "Hades" (Hadēs, Aidēs). Jeg tror Saxo gør brug af denne kenning for dels at tilse at læseren er klar over at tidsrummet er ”dyb fortid” i beretningen om Den Trojanske Krig. Samtidigt er det klart at personen Hading må skulle opfattes i den oprindelige forståelse hos Homer som "Skyggernes Herre" af den nedre verden (underverden), hvor de udødelige forfædres sjæle [græsk "psukhai"] og afbildninger [græsk "eidōla" = idoler] sidder bænket, dvs Valhalla med sejrstun. Se Homer: Iliaden (Bog XXIII: 72). Vi kan nu se at det er derfor Saxo: Gesta Danorum (Bog 1.8.14) lader en vølve føre Hading under jorden til et sted hvor de afdøde udødelige krigere genoplever deres bedrifter.

Ifald Brage er et heite for Menelaos, og Hading et heite for de udødelige forfædres opholdssted, hvorledes skal vi da forstå at Saxo beskriver Menelaos (Brage), den senere konge til Sparta, som fosterfader til Hading ?

Lad os se på hvad Saxo: Gesta Danorum (Bog 1.5.1) faktisk siger:
 

", per educatorem suum Brache…”

”, Ved hjælp af fosterfaderen (opdrageren) deres (,) Brage(,)…”

Min oversættelse til nudansk.

 

Jvf. Saxo overdrages de to halvbrødre Guthorm og Hading (Guthormus et Hadingus) 1 til to jætter, Vagnhoft og Hafle (Vegnophto et Haphlio gigantibus), der “Ikke alene ernæringen, men også forsvaret overtog” (non solum alendi, verum etiam defensandi traduntur). Saxo mener derfor vi må opfatte det latinske “educatorem” som fosterfader, og ikke kun opdrager.

1 Gunnarr Gjúkasons’ brødre “Gutþormr ok Högni” i Grípisspá (vers 50, Ældre Edda) og Völsunga saga (kap. 30).

 

Hvis, som jeg mener, Saxo skaber beretningen om Vanghoft som sin egen fortolkning af Grimnismál (vers 11, Ældre Edda), da burde jætten Vagnhoft være identisk til jætten Þjazi. Grimnismál (vers 11, Ældre Edda) omhandler Den Trojanske Krig. Fra Hyndluljóð (vers 30, Ældre Edda) kan vi se at "Þiassi" var en frænde til Freyr (Paris) og Balder (Balldrs = Hektor, Ökuþór). Derfor er jætten "Þjazi, Þiassi" = "Skírnir” =  jætten Vagnhoft i behandlingen af Freyr (Paris)'s bruderov af Gerður (Helen).

Saxo kan som kenning erklære Menelaos (Brage) fosterfader til de udødelige forfædres opholdssted (Hading) som følge af ”Tyndareus’ Ed”. Eden blev aflagt af Odysseus, Agamemnon (på vegne Menelaos) og Achilles til Kong Tyndareus til Sparta, og blev udløst af bruderovet af spartakongens steddatter ”Gerður” (Helen). Da bruderovet finder sted forinden skilsmissen fra Menelaos har fundet sted, er det Menelaos der kan siges at være fosterfader til at de dødelige trojanere dør, og derfor må flytte til rummet "fremtiden" og de udødelige forfædres opholdssted.

Nils Fredrik Sander (1828-1900): Gullveig eller Hjalmters och Ölvers saga (1887, s. 160) 1 mener at Brage hos Saxo er et heite for Tyr og Gymer. Det mener jeg er en vrang forståelse, men jeg viser samtidig i afsnittet ”Gymir og Sif – Sparta's konge og Frigg’s vølve” (underafsnit ”Gymir”), at Gymir er et heite for Kong Tyndareaus til Sparta, og at guden Tyr i Ældre Edda knyttes til ætterne i Sparta. Derfor er Fredrik Sander besnærende tæt på hvorledes jeg opfatter Brage som et heite for Menelaos.

1 ”Brag är icke en omskrifning för Thor, utan för tredje brodern i trilogien, Tyr (Härmod), men äfven Gymer”.

 

Ved forståelsen for at Saxo må have læst på universitetet i Paris kan vi nu forklare hvorfor han gør brug af landskabsnavnet ”Hellesponti” som et heite for Troja og Þrúðvangar. 

Snorre ved i Snorre Edda (Gylfaginning, kap. 54) at det Troja han, og Saxo, har kendskab til fra Ældre Edda skal befinde sig et eller andet sted i Miklagarð’s gamle landområde og Lille-Asien. Troja’s faktiske beliggenhed var ukendt i deres samtid. Væringe-garden opløstes ved Miklagarð’s fald år 1204 e.Kr. (bystaten faldt endeligt år 1461). Men hvor Snorre vælger befolkningsbetegnelsen ”Tyrkir” fordi den tyrkiske invasion af Lille-Asien var blev påbegyndt allerede år 1067-1069 e.Kr., gør Saxo brug af de geografiske betegnelser han har lært fra Plinius den ældre (23-79 e.Kr.): Naturalis Historiae (Bog XXXVII). Plinius den ældre betegner i sit værk området for ”Hellesponti”, og kalder indbyggerne ”Hellespontian, Hellespontii”. Saxo gør helt det samme i sin beskrivelse af trojanerne.

Vi kan føre tanken et skridt videre.

Snorre skriver Snorra Edda i årene 1220-30 e.Kr., dvs. efter Miklagarð's fald under det 4. Korstog år 1204, og hvor tyrkerne har fået landfæste i det nordvestlige Lille-Asien på grænsen til Miklagarð. Han skal derfor gøre brug af betegnelsen ”Tyrkir” for at afspejle sin egen samtid sandfærdigt.

Saxo: Gesta Danorum slutter med at venderne gøres underdanige år 1185 e.Kr. hvorfor værket må være færdigskrevet kort tid derefter. Dette understøttes af at Sven Aggesøn: Brevis historia regum Dacie (Kortfattet historie om Danernes konger), der var hirdfælle med Saxo 1, også afslutter sit værk i året 1185 e.Kr. Vi ved også at Saxo er nået til beskrivelsen af Kong Svend II Estridsøn kort efter år 1184 e.Kr. (Bog XI af XVI bøger) fordi Sven Aggesøn tilpasser sin egen beretning efter Absalon har fortalt ham om dette. Dette medfører at Saxo: Gesta Danorum er afsluttet før Miklagarð’s fald år 1204 e.Kr., hvorfor det ville være direkte vrang for Saxo at bruge en anden betegnelse end gradbøjninger af ”Hellesponti” 2. I fortalen til Den Jydske Krønike (Saxonis Gesta Danorum in compendivm redacta) fra ca. år 1340 dateres Saxo: Gesta Danorum til ”circa annos M.C.X.C.” (årene omkring 1190) 3.

1 Jeg argumenterer for at Saxo Longus Grammaticus kan være dentisk med Saxo Agisson, prefekt for Tallinn efter 1219, og derfor broder eller halvbroder til Sven Aggesøn.

2 Har Saxo derfor en anden beretning om at Ragnar Loðbrók i midten af 800 tallet e.Kr. drager på vikingtog til området omkring Miklagarð, og det har han, må vi forvente at han viderefører samme geografiske forståelse. Derfor ser vi samme landskab beskrevet ”Hellespontum, Hellesponticorum” (kongen kaldes ”Dian” og hans sønner for ”Dian” og ”Daxon”), og befolkningen beskrevet som ”Hellesponticos”, jvf. Saxo: Gesta Danorum (Bog 9.4.20.1; 9.4.21.1; 9.4.21.4). Det eneste disse beretninger har tilfælles er geografien.

3 M.Cl. Gertz: Scriptores Minores Historiæ Danicæ (1917-18, Vol. I, Saxonis Gesta Danorum, s. 197, 216).

 

Kong Manapatarhunta til landskabet Šēha og øen Lazba (Lazpa; senere Lesbos) beretter i "Manapatarhunta"-brevet (CTH 191, § 7) fra ca. år 1295-1272 f.Kr. om ”LÚMEŠ SARIPŪTI” (Purpur-farverne), der betegner enten en gruppe håndværkere der kunne teknikken af fremstille den sjældne (og hellige) farve purpur-rød, eller var hellige folk knyttet til et tempel der kunne håndværket. De i brevet nævnte ”Purpur-farvere” menes at være undervejs til Lesbos for at fremstille farven til en guddom på øen 1.

Odysseus bærer en kappe i purpur, jvf. Homer: Odyssey (Bog XIX: 225-232). Saxo har ikke haft kendskab til hittitiske brevudvekslinger, men besidder alligevel en knivskarp viden om purpurklæders betydning i tiden omkring Den Trojanske Krig. Han må have sin viden fra vage mundtlige overleveringer.

1 Kilde: Harry A. Hoffner & Gary M. Beckman: Letters from the Hittite Kingdom (2009, s. 294-295).

 

Saxo gengiver også Bjarkemål der, var det oprindelige digt bevaret for eftertiden, ville være en del af samlingen Ældre Edda. Bjarkemål omhandler afbrændingen af kongsgården Heorot i Gl. Lejre ca. år 494 e.Kr. Når Bjarke i Bjarkemål truer Frigg om ikke at lade Odin angribe ham, da sidestilles striden i kongsgården Heorot, der afbrændes og fører til "Lejre's Fald" med den helt identiske beretning om "Troja's Fald". Dette forudsætter at ophavsmanden til Bjarkemål, Þormóði Kolbrúnarskáld (Tormod Kolbrunarskald), har fuldt kendskab til beretningen om Troja, som vi kan se er tilfældet i hele Ældre Edda:

Tum Biarco:

Si potero horrendum Friggae spectare maritum, 
quantumcumque albo clipeo sit tectus et altum 
flectat equum, Lethra nequaquam sospes abibit; 
fas est belligerum bello prosternere divum.

Bjarke kvad:

Frigg, om din Husbond
se jeg faar,
jeg sværger, hans Skjold
skal ej ham skjærme;
ej skal hans høje
Hest ham hjælpe,
levende rider han
ej fra Lejre.

Bjarke:

Fik jeg at skue Friggs husbonde,
skjoldets svinger, Slejpnes rytter,
- så ej med livet slap han fra Lejre:
hævn over kamp-as kræved da Bjarke.

Saxo: Gesta Danorum (Bog 2.7.27.2 på latin); Fr. Winkel Horn: Saxo Grammaticus – Danmarks Krønike (1911, 1. del, Bog II: 59). I højre kolonne: Axel Olrik: Bjarkemål (gengivet efter Sakse, 1886, s. 15). Læseren er naturligvis opmærksom på at Bjarkemål er Axel Olrik's forsøg på at genskabe et nu tabt digt fra den latinske gengivelse vi kender til fra Saxo: Gesta Danorum, samt ”Hrólfs Saga Kraka ok Kappa Hans” (Rolv Krakes saga).

Saxo skriver efter sin gengivelse af Bjarkemål at "Disse Taler har jeg særlig af den Grund gjengivet paa Vers, at et dansk Kvad af samme Indhold endnu lever i Mindet hos mange, der er fortrolige med Oldtidens Tildragelser" (Hanc maxime exhortationum seriem idcirco metrica ratione compegerim, quod earundem sententiarum intellectus Danici cuiusdam carminis compendio digestus a compluribus antiquitatis peritis memoriter usurpatur), jvf. Saxo: Gesta Danorum (Bog 2.8.1.1 på latin); Fr. Winkel Horn: Saxo Grammaticus – Danmarks Krønike (1911, 1. del, Bog II: 59).

Snorre: Heimskringla (Ólafs saga helga, kap. 208. Frá Þormóði Kolbrúnarskáld) forklarer os at "Þormóður settist upp og kvað hátt mjög svo að heyrði um allan herinn. Hann kvað Bjarkamál hin fornu"; eller at "Bjarkamál hin fornu" (Det gamle Bjarkemål) blev digtet af Þormóði Kolbrúnarskáld (Tormod Kolbrunarskald) om morgenen før Slaget på Stiklestad den 29. juli år 1030 e.Kr.

 

 

 

Tid og sted - Troja & Þrúðvangar

 

 

Homer: Iliaden omhandler Den Trojanske Krig – fra krigen påbegyndes til umiddelbart før Troja’s Fald. Beretningen indeholder en række tilbageblik, særligt til bruderovet, der finder sted 10 år før Den Trojanske Krig påbegyndes, dvs. ca. år 2004 f.Kr. 1. Homer: Odyssey finder sted efter Troja’s Fald, men har et tilbageblik hertil, og hvorledes krigslisten med Den Trojanske Hest virkede.

1 Homer: Iliaden blev på et tidspunkt efter Homer givet titlen ”Ilias poiesis” (digt om Ilias). Herefter antages det at vi skal forstå ”Ilias” som et tillægsord i hunkøn af det oldgræske "Ilios, Iliou", der er et af Homer flere steder benyttet heite for ”Troja”. Derfor opfattes "Iliaden" som betydende "Det trojanske digt". Ordet "Iliaden" er en fordanskning af det latinske "Iliadis", ejefald af det latinske "Ilias", igen fra græsk.

Herodot (år 484-425 f.Kr.): Histories (Bog 1:1-5; Bog 2:112-120) behandler Den Trojanske Krig, herunder særligt Paris’ bruderov af Helen til Sparta, som Herodot mener endte op med et skibbrud i Egypten, hvor Paris blev anholdt. I Bog 2:116 nævner han Homer’s hovedværker, der tydeligvis er alment kendt i 400 tallet f.Kr., og kalder dem på græsk ”Iliadi” og ”Odusseiē”, dvs. værkernes nuværende titler.

 

Homer: Iliaden (Bog VI: 440-449), hvor Hektor tiltaler sin kone Andromache, i min oversættelse til nudansk:

”Nu talte til hende Hektor, med den skinnende hjelm: Kvinde, også jeg har tænkt over alt dette, men uanet skam skulle jeg gives af trojanerne og alle Troja’s kvinder, med slæbende dragter, hvis jeg som en skalk undviger fra slaget. Ej heller tåler mit eget hjerte det, dannet som jeg er til alle dage at udvise tapperhed og mod i første række blandt de fremmeste trojanere, kæmpende for at vinde min faders glorværdighed og min egen. Én ting ved jeg med sikkerhed i mit hjerte og i min sjæl; den dag skal oprinde hvor hellige Troja [græsk ”Ilios”] skal falde, og Priam, og Priam’s folk med prægtige askespyd”.

Ældre Edda behandler begivenheder før Den Trojanske Krig påbegyndes, og hvad der sker til og med Troja’s Fald.

I afsnittet ”Bystaten Assur” argumenterer jeg for at dette er stammens første bystat, og at byen må forlades under Kong Arik-den-ili ("*Eiríkr-den-ili" eller "*Altrådende Herre"?, ca. år 1319-1307 f.Kr.). Vi kan fra Homer: Iliaden ganske nøje vise det trojanske slægtsregister, der begynder med Kong Erichthonius (*Eiríkr-Þor, *Altrådende Thor). Begge er dateret til ca. år 1300 f.Kr. Er disse personer af samme æt? Vi kan ikke sige det endeligt, men det åbner muligheden for at folkevandringen mod Lille-Asien sker med afgang fra bystaten Assur, Mesopotamien ca. år 1270 f.Kr. Herfra folkevandres til ”Asers område” i det nuværende Israel, hvor Det Gamle Testamente (Dommerbogen 1:31-32) forklarer os, at Aser-folket havde svært ved at få fuld kontrol over deres nye landområde. Dette igen frembringer en ganske kort folkevandring mod nordvest til det vestlige Lille-Asien, hvorfra angrebet på Troja indledes.

Tiden i Lille-Asien varer ikke længere end 190 år, og vor kontrol med Troja kun ca. 76 år, eller 2 slægtled. Troja’s Fald ca. år 1184 e.Kr. fremtvinger en folkevandring tilbage til Asien, øst for Tanais-floden ikke senere end ca. år 900 f.Kr., og formentlig umiddelbart efter Troja's Fald.

Troja’s historie er langt ældre, både før og efter tiden hvor jeg mener vi har kontrol med landskabet. Derfor afgrænses tidsrummet i dette kapitel til ca. år 1300-1110 f.Kr.

 

 

 

chap12-1.jpg

Kort over Lille-Asien og det senere sydlige Grækenland, med afmærkning af Troja og hendes forbundsfæller i tiden før Den Trojanske Krig påbegyndes  ca. år 1194 f.Kr. Ligeledes afmærket i kortets nederste venstre (vestlige) hjørne er de vigtigste deltagere i fjendens lejr. Denne indoeuropæiske verdenskrig er en øst-mod-vest krig omkring Ægir's Sø. Vi er de nyankomne fremmede, som de "gamle" stammer ikke har villet godtage.
Billedkilde: Google Earth 14. januar 2010.

 

 

Tidsrum

 

De for os interessante tidsrum for Troja, baseret på Carl W. Blegen’s undersøgelser med University of Cincinnati, er 1 :

 

1260-1190 f.Kr.

 

Troja VII B 1

Grundlagt ovenpå Troja VI A. Bygningsteknikken er i perioden meget lig Troy VI A.

 

1190-1110 f.Kr.

 

Troja VII B 2

Nye befolkningsgrupper tager over med ændring i byggeskik. Byen bliver ødelagt af ild og efterladt.
Det er formentligt i dette tidsrum vi har Den Trojanske Krig.

 

700-350 f.Kr.

 

Troja VIII

Grækere fra Lesbos og Tenedos tager over og kalder nu Troja for Ilion (Illium). Igen en radikal anden befolkning.

1 Professor of Archaeology, University of Cincinnati. Hans udgravninger fandt sted 1932-38.

 

Carl W. Blegen mener at Kong Priam I.’s tidsperiode er år 1260-1110 f.Kr.

Eratosthenes fra Cyrene (år 276-194 f.Kr.) forklarer os at Troja falder år 1184 f.Kr. og dette menes sandt +/- 10 år. Eratosthenes forsøgte at oprette en kronologisk tidsforståelse med år nul værende tidspunktet for Troja’s Fald (eller i hans tilfælde set fra sejrherrens synspunkt - Indtagelsen af Troja).

Homer: Odyssey (Bog II: 173-174), Odysseus' søn Telemakhos talende på Ithaca’s thing om den samlede varighed af Den Trojanske Krig og Odysseus’ hjemrejse, i min oversættelse til nudansk:

”Jeg erklærede [i en spådom] at efter mange trængsler og tab af staldbrødre ville han vende hjem i det tyvende år”

Homer: Odyssey (Bog XIX: 220-222) lader Odysseus bekræfte Telemakhos' spådom i en tale til sin kone Penelope på et tidspunkt, hvor Penelope endnu ikke er klar over at det er den hjemvendte Odysseus i forklædning der taler, i min oversættelse til nudansk:

”Da gav den mangfoldigt listede Odysseus svar på tiltale og sagde: ”O kvinde [græsk ”ō gunai”], svært er det for en der har været borte så længe at sige dig dette, for det er nu det tyvende år [græsk ”eeikoston etos”] siden han [Odysseus] rejste fra dette sted"”.

Homer: Odyssey (Bog XXI: 208) lader Odysseus gentage tidsrummet for hans fravær fra Ithaca, i min oversættelse til nudansk:

”Jeg er kommen i det tyvende år til mit fædrene land [græsk ”patrida gaian”]"

Homer: Odyssey (Bog IV: 111-112) forklarer os hvor gammel Telemakhos er da Odysseus forlader sin kongsgård for at deltage i Den Trojanske Krig. Det sker i forbindelse med opremsningen af hvem der begræder Odysseus’ manglende hjemkomst fra Den Trojanske Krig, i min oversættelse til nudansk:

”…af ærværdige Penelope [konen], og Telemakhos [sønnen], hvem han efterlod et nyfødt spædbarn i sit hus”.

Homer: Odyssey (Bog III: 118-120), Nestor fra Gerenia, der deltog i Den Trojanske Krig på fjendens side, tiltaler Odysseus' søn Telemakhos, der er ankommet til hans gård i sin søgen efter faderen. Nestor fra Gerania har et tilbageblik til Den Trojanske Krig, i min oversættelse til nudansk:

”I hele ni år var vi optaget af at frembringe deres [trojanernes] endeligt, udøvende al slags list”

Denne sætning er ganske vigtig idet jeg formoder at vi her må opfatte sætningen således, at hvad ikke lykkedes de første ni år, sker i det 10. år – medførende Troja’s Fald.

Homer: Odyssey (Bog V: 104-107); hvor Hermes (græsk ”Hermeias") siger til gudinden Kalupsō, i hvis landskab Odysseus er strandet, om hvorfor han, som budbringer, er kommet for at bringe tidender fra Zeus:

 Oldgræsk

 Min oversættelse til nudansk

"phēsi toi andra pareinai oizurōtaton allōn, tōn andrōn, hoi astu peri Priamoio makhonto einaetes, dekatō de polin persants ebēsan oikad':".”Han siger at der til stede hos dig findes en mand i den mest elendige tilstand af alle krigerne; der kæmpede i ni år omkring Priam’s stad, og i det tiende plyndrede byen og begav sig hjemad:”.

Aeschylus (525-456 f.Kr.): Oresteia: Agamemnon (sætning 483-513) fra år 458 f.Kr., i min oversættelse til nudansk:

Budbringeren: ”Hil, Jord af Argos, vore forfædres elskede land!
I solskinnet af dette tiende år er jeg hjemvendt; [fra Troja og Den Trojanske Krig].

 

Den oldgræske indskrift på en flad sten, kaldet ”Marmor Parium” (A:23, A:24), fra år 264-263 f.Kr., der er bevaret på Ashmolean Museum, Oxford (A) & på øen Páros, Grækenland forklarer os, at Den Trojanske Krig begyndes år 1218-1217 f.Kr., og at Troja’s Fald sker år 1209-1208 f.Kr.. Også fra denne kilde kan vi se at Den Trojanske Krig varede i 10 år. Ifølge indskriften skete Troja's Fald ”på den 7. dag før afslutningen af måneden Th[argelio]nos [Thargelion]”, dvs. på et tidspunkt i juni måned.

Det har siden oldtiden været kendt at Homer: Odyssey (Bog 20: 345-394) henviser til en fuld solformørkelse, i min oversættelse til nudansk:

”Da var det at den gudelige Theoclymenus fremsagde: ”…solen er forsvundet fra himlen, og ulykkebringende mørke har indtaget verden…”.

Allerede Heraclitus fra Ephesus (ca. år 535-475 f.Kr.), og senere Plutarch (ca. år 45-125 e.Kr.), foreslog at Theoclymenus’s Spådom fra Bog 20 henviste til en solformørkelse. Først i 1920’erne kunne astronomerne Carl Schoch og Paul Neugebauer beregne at en sådan solformørkelse i samtiden kun kunne have fundet sted 16. april 1178 f.Kr. Constantino Baikouzis, Observatorio Astronomico de La Plata, Argentina og Professor Marcelo Magnasco, Rockefeller University, New York har taget beregningen et skridt videre (”Is an eclipse described in the Odyssey?, Proceedings of the National Academy of Sciences, June 24, 2008).

Homer: Odyssey nævner også en Nymåne, en samtidig tilstedeværelse af to stjernebilleder på nattehimlen (Pleiaderne og Bjørnevogteren), som Odysseus bruger til at afstikke en kurs med (se Bog V: 269-280), samt Merkur og Venus’ tilsynekomst. Alle fire astronomiske observationer krydstjekkes for samtidig tilstedeværelse i tidsrummet år 1250-1115 f.Kr. Kun én dag fremstår; 16. april 1178 f.Kr. der derfor er tiden, hvor Odysseus vender tilbage til sin ø Ithaca, hvorover han er konge og leder af Cephallenian-folket.  Da denne rejse iflg. sagnet tager 10 år kan Troja’s Fald tidsbestemmes til år 1188 f.Kr.

Arkæologi og skriftlige kilder er derfor, helt utroligt, enige i at Troja’s Fald finder sted år 1190-1184 f.Kr.

Alle vil bemærke at bruderovet af Gerður (Helen) finder sted 10 år før Den Trojanske Krig påbegyndes, hvilken krig beskrives som varende 10 år, samt at Odysseus’ hjemrejse efter krigen varer 10 år. Tallet 10 må derfor have en betydning i oprindelig tanke vi i dag ikke helt forstår. Det gør ikke tidsrummet ”ti år” vrang for de beskrevne hændelser, men forståelsen for tallet ”10” kan have haft indflydelse på tidsvalget af hændelserne.

Der gemmer sig en urgammel forståelse for tallet 10 også i nordisk tanke:

”Gaardhunden maa ikke blive over ti Aar gammel;
de Aar, den lever derover, drages fra Huusbondens Levetid”. 1

1 J. M. Thiele: Danmarks Folkesagn (1860, 3. Deel, s. 54, nr. 249: Huusdyrene).

 

Tallet ”10” ser ikke ud til at være helligt som vi ser det med tallene 1, 3, 7, 9 og 13.

Det forekommer mig at tallet ”10” eller ”tíu, ten, tien, tian, taihun, tehan” (oldnordisk, oldengelsk, oldfrisisk, gotisk, oldsaksisk), fra det indoeuropæiske ”*dekm” (oldgræsk ”deka”), kunne være en slags fordeler af hændelser, tidsrum eller grupper af tal. Vi ser det f.eks. i brugen af 10 i Mængdetal på de fleste indoeuropæiske sprog. Den solbaserede romerske kalender fra før år 715 f.Kr. bestod oprindeligt af 10 måneder fra marts til december, hvor december = 10. I oprindelig romersk forståelse, nedarvet fra hvem?, har tallet 10 derfor en opgave som ”fordeler af år”.

Platon (år 427-347 f.Kr.): Theaetetus (sætning 204A7-205A10) fra år 360 f.Kr., behandler det ”fuldendte tal”.

Speusippus  (ca. 408-339/8 f.Kr.; Platon’s nevø): De numeris Pythag., der gengives i Iamblichus Chalcidensis (ca. 245-325 e.Kr.): Theologoumena Arithmeticae (udgaven af Vittorio (Victorius) de Falco, 1922, s. 83, sætning 6-9), siger i min oversættelse til nudansk:

”Gruppe af ti 1 er det fuldendte [tal] og det er ret og i overensstemmelse med naturlovene at grækerne og alle folkeslag, når de tæller, når frem til dette [tal] ved brug af mange fremgangsmåder, og gør dette uden at tænke over det”.

1 Begrebet ”Gruppe af ti” (oldgræsk ”dekas”, nuengelsk ”decade”) kender vi som endestavelsen ”-tugr, -tigi, -tig, -raeðr, -red” i vore talord på oldnordisk og oldengelsk.

 

Aetius (100 tallet f.Kr.): Placita (I:3:8), som gengivet i Herman Diels: Doxographi Graeci (s. 281, 13ff), i min oversættelse til nudansk:

”Alle barbarer, og alle grækere, tæller til ti og, når de er nået dertil, vender tilbage til monad [Det Ene, 1, Enheden)”.

Disse forståelser gentages af alle senere tænkere, jvf. f.eks. Philo fra Alexandria (ca. 20 f.Kkr.- 50 e.Kr.): De Opificio Mundi (§ 47).

 

 

 

Troja - beliggenhed og byplan

 

Bystaten Assur, Mesopotamien lå med strategisk kontrol af Tigrisfloden og al handel langs denne flod. Bystaten Assur har derfor agerdyrkning og græsgange til heste i oplandet, og har opkrævet told på al handel op og ned af Tigrisfloden.

Troja og Þrúðvangar ligger med samme strategiske kontrol af al sejlads gennem Helle-sø (Dardanellerstrædet), og fungerede fuldstændigt identisk.

Det er næppe en tilfældighed at begge steder lå med en gennemtænkt geografisk beliggenhed, der muligjorde en ”Øresundstold”. Denne sammenblanding af land- og vand-tilknytning, at placere sine landområder strategisk korrekt, ligger dybt i stammen. For det nordlige Europa er Danmark/Norge/Skåne’s strategiske placering identisk til Assur og Troja’s placering. Bagdelen er, igen lig Assur og Troja, at i krig skal Danmark/Norge/Skåne, uden undtagelse, altid besættes, netop som følge af den unikke beliggenhed.

Kan det være erfaringerne fra Assur og Troja, der har indflydelse på hvorfor vi netop vælger vore nuværende landområder nord for Ejder-strømmen som stedet at gøre fast bopæl?

Netop fordi vi er de nyankomne fremmede, der tager kontrol over Troja senest år 1260 f.Kr., og indfører en ”Trojatold” for at tillade sejlads gennem Helle-sø (Dardanellerstrædet), har de ”gamle” stammer på den østlige side af Ægir’s Sø (Ægæerhavet, Det Ægæiske Hav) følt sig forurettet; enten som følge af den øgede beskatning af handelsvarer fra Sortehavet, eller fordi en evt. tidligere beskatning udskrevet af de ”gamle” stammer nu tilfaldt bystaten Troja.

Kort tid efter Troja’s Fald år 1184 f.Kr. taber egypterne ca. år 1100 f.Kr. kontrol med det landskab der bliver til Fønikien. Tyrys (Tyri, Tyr) og Sidon 1 findes som handelsbyer under Den Trojanske Krig, men først efter Den Trojanske Krig kommer der rigtigt gang i fønikernes handel på søvejene.

1 Se Homer: Iliaden (Bog VI: 290-294)

 

 

Dette mener jeg muligvis er den faktiske årsag til Den Trojanske Krig.

Det oldgræske ord for bystaten er ”Τροία” (Troia), det latinske er “Trōia”, men det ældste ord er det etruskiske "Truia" (Vinkanden fra Tragliatella, dateret til ca. år 630 f.Kr.). 

I Annalerne fra hittiterkongen Tudhaliya I./II./III.'s regeringstid (ca. år 1450-1385 f.Kr.) er gengivet 22 byer i landskabet "Aššuwa", der betegner hele vestkysten af Lille-Asien, og er ophavet til "Asiô, Asien". En af disse byer er navngivet "Taruisa" [Taruĭsa], der efterfølger "Wilušiya" [Wiluša], der som by er identisk til Troja. Da Wiluša i hittitisk tanke imidlertid også ser ud til at være et landskab, er det muligt at landskabets oprindelige navn har været "Taruisa" [Taruĭsa]. Da grækerne senere kalder etruskerne for "Tyrrhenioi", kan dette have været et etruskisk landskab i 1400 tallet f.Kr. 1 Ifald området omkring Troja er etruskernes gamle landskab forklarer dette hvorfor Troja fylder så meget i etruskisk erindring.

1 Eric H. Cline: Aššuwa and the Achaeans: The "Mycenaean" Sword at Hattušas and its possible implications (1991, The Annual of The British School of Athens, Vol. 91, s.142).

 

Den græske historieskriver Dionysius fra Halicarnassus (ca. år 60-7 f.Kr.): Romerne i antikken (bog I:30.3) beretter om etruskerne, i min oversættelse til nudansk:

”Romerne, derimod, giver dem andre navne [end det oldgræske "Tyrrhenioi"]. Fra Etrurien [græsk ”Eτρνςίας”], hvilket de i tidernes morgen beboede, kalder de dem etruskerne [græsk ”Eτρνσχρις”]. Og fra deres kendskab til hellig tilbedelse, i hvilken de er andre overlegne, kalder de dem nu, forvirrende, Tuscanerne; men tidligere, med samme korrekthed som grækerne, kaldte de dem Thuoschroiz [græsk ”Θυοςχροις]. De kalder sig selv, som en af deres hertuger gør det, for Rasena [græsk ”Ρασένα”]. 1

1 Den græske tekst fra Andreae Wecheli: Dionysii Halicarnassei Scripta qvae….(1586, I:24). Den nuengelske oversættelse af "Thuoschroiz" [græsk ”Θυοςχροις] er til ”Thyoscoï”. Den latinske oversættelse fra 1586 skriver de græske bogstaver “τυοςχόϊς”.

 

Det forekommer mig at den etruskiske forstavelse ”Ras-” må kunne være ophavet til ”razza, raza” (mellemfransk, italiensk, spansk, portugisisk), hvis ophav er ukendt, men hvis oprindelige betydning er ”folk fra samme ætter”. Grundbetydningen af ”Rasena” må derfor være ”folket, en af folket”; på helt samme vis som ”vi” fra ”ver, wer" (oldnordisk, oldengelsk) betyder "folk, folket”; ”os” betyder ”en af Aserne” og ”Kimbrer, Cymry” (nudansk, walisisk) er fra ”combrogi” (landsmænd). Der er ikke fremkommet en etymologisk forklaring på det etruskiske stammenavn.

På stentavlen “Cippus Perusinus” fra San Marco bakken ved Perugia, Italien, dateret til 2-100 tallet f.Kr. har vi 46 linier med etruskiske runer i form af en juridisk kontrakt mellem to etruskiske familier om salg og brug af ejendom til fastsatte priser. Runerne læses fra højre mod venstre. I linie 5 (fra oven) forekommer ordet ”Raśne-ś”; i linie 4 (fra bunden) forekommer ordet ”Raśn-e”; og i linie 3 (fra bunden) forekommer ordet ”Raśne-ś”.

Det er forslået at ”Raśne-ś” ikke her betegner ”folket”, men en etruskisk monetær afregningsenhed. Det er næppe en fysisk mønt, men en bogholderienhed der brugtes som hvis vi tilsvarende sagde ”dansk”, underforstået ”mønt” 1.

1 Se Koen Wylin: The first chapter of the Cortona inscription  (Etruscan News 5, 2006, s. 6-7).

 

Ligeledes på et lovdokument med 40 linier omhandlende en ejendomshandel, kaldet "Tabula Cortonensis" (Cortona bronzetavlen), dateret til 200 tallet f.Kr. og fundet i den etruskiske by Curtun (Cortona), Tuscany (Toscana), forekommer med etruskiske runer "Rasna" i to tilfælde (linie 5 fra oven; linie 9 fra bunden).

Zagreb Mumien (Liber linteus Zagrebiensis) indeholder den længste etruskiske skrift kendt, med ca. 1200 etruskiske ord. Indskriften er dateret til år 390 f.Kr. (+/- 45 år). Her forekommer med etruskiske runer "Rasna" (Panel 40, skrift ZQ, linie 5 fra oven).

 chap12-15.jpg


 

På oldgræsk kaldes det til byen tilstødende landskab for "Troiênd" (Trojas Ende), jvf. Homer: Iliaden (Bog XXIV: 764) 1. På oldnordisk kender vi by og landskab som “Þrúðvangi, Þrúðvanga / Þrúðvangar” (ental, flertal), jvf. Snorre Edda (Gylfaginning, kap. 21. og kap. 47.; Skáldskaparmál, kap. 25. Frá Gróu völu); Snorre: Heimskringla (Ynglinga Saga, 5. Óðinn skipti ríki ok frá Gefjon.), samt som ”Þrvðheimi” (Þrúðheimr), jvf. Grímnismál (vers 4, Ældre Edda).

1 Sammenlign her med Jordanes: Getica sive De Origine Actibusque Gothorum (Goternes oprindelse og dåd, Bog IV:25), hvor han skriver at Goterne selv kaldte landområdet nord for Ejder-strømmen, Skandinavien, for "Gothiscandza", der opfattes som ”*Gutisk-Andja” eller ”Goternes Ende”.

 

Bemærk at Homer i Iliaden skriver ”Trojanere” som "Trôessin". Mit bud på forståelsen til hvad ”Trojaner” betyder, mener jeg kan ses gennem finsk-ugrisk.

De estiske ord ”truudus” (troskab), ”truu” (trofast), ”truudusvanne” (edstroskab) føres videre til oldnordisk ”trú” (forsikring),  gotisk ”triggwa” (overenskomst) og oldengelsk ”treow” (troskab, sandhed). Den overordnede forståelse er hele vejen igennem ”fast, stolende på”, hvorfor jeg mener at ”Trojanere” skal opfattes som ”De Trofaste”, underforstået ”De Edsvorne”.

Jeg mener derfor vi bør opfatte “Þrúðvangr, Þrúðvangar” som ”Den Trofaste Vang, De Trofaste Vange”, og ”Þrúðheimr” som “Det Trofaste Hjemsted”.

Homer: Iliaden (Bog XXI:444-450), hvor Poseidon, Jordskælvets Herre, tiltaler den trojanske gud Phoebus Apollo, i min oversættelse til nudansk:

”Da vi på opdrag af Zeus [græsk ”Dios”] tjente Herren Laomedon [græsk ”Laomedonti”] i et helt år til en fast løn, og han var vor tugtemester og udstedte ordrer. Sandeligen skabte jeg for trojanerne en mur omkring deres by, bred og overordentlig smuk, at byen aldrig måtte blive indtaget, og du Phoibe drev de velnærede køer med sjokkende gang ved sporerne [fødderne] af skovklædte Ida, med de mange tinder”.

Det ser derfor ud til at Troja VII’s ydre bymur bygges under Kong Laomedon ca. år 1260 f.Kr. Homer: Iliaden (Bog VII: 450-455) gentager at bymuren bygges i tiden under "Krigeren Laomedon". Vi bemærker, at trojanerne folkevandrer op til Troja fra det sydlige Þrúðvangar omkring Ida-bjerget. Dette gentages i Homer: Iliaden (Bog XX: 215-241).

Homer:Iliaden (Bog VI:236-251) forklarer os om Troja’s kongsgård, i min oversættelse til nudansk:

”Men da Hektor ankom til den Skrå (by)port [græsk ”Skaias”] og egetræet, kom trojanernes viver og døtre løbende og omringede ham, tilspørgende efter deres sønner, æt og venner og mænd. Han bad dem tilbede guderne, hver eneste af dem efter tur; dog var mange tynget af sorg. Men da han var ankommet til Priam’s skønne sal, prydet med skinnende søjler – og inde i den [salen] var halvtreds rum af afpudset sten, hver lagt tæt ved den næste; deri sov Priam’s sønner med deres koner; og på den modsatte side af gården over for dem var tolv tækkede rum af afpudset sten, hver lagt tæt ved den næste; deri sov Priams svigersønner med deres ærbare koner”.

At kong Priam’s sal har 62 sovekamre gør at vi nu pludselig kan se, hvorledes det samlede bygværk nemt kan komme op på 540 rum, og derfor er Bilskirnir (Bilscirni), som forklaret os i Grímnismál (vers 23, Ældre Edda).

Den Skrå (by)port (Skaias), der også forekommer i flertalsformen, er etymologisk forklaret som betydende ”Den (De) venstre port(e)” 1. Homer:Iliaden (Bog III:145) skriver det oldgræske ”Skaiai”. Mit bud er at forståelsen skal hentes fra det oldnordiske ”skái” (skråt snit) med flertalsformen ”skáiar”. Som læseren vil se på kortet over Troja’s byplan, mener jeg ordet henviser til Troja’s skråt-stillede byporte, i forhold til bymurene, der må have været noget helt særligt, dengang og i dag.

1 Walter Leaf: Troy: A Study in Homeric Geograhpy (1912, s. 152).

 

 

Homer:Iliaden (Bog III:260-263) forklarer os, at to stridsvogne med heste kunne ride ved siden af hinanden igennem byportene (græsk ”Skaiôn”), og at man kørte direkte ud ”på sletten”. Denne slette er identisk med ”Vígriðr völlr” (Vigrid-sletten), og betegner sletten i Troja's bagland mod øst, væk fra kysten; afgrænset af Simoentos (Simois)-floden mod nord og Skamandros (Scamander)-floden mod syd. Da Skamandros (Scamander)-floden løber syd om, og rundt om, Troja for derefter at løbe ud i Helle-sø (Dardanellerstrædet) nord for Troja, må hovedvejen fra byporten(e) slå et knæk mod øst (højre) ind på sletten.

En anden byport, igen i flerstalsformen ”De Dardaniske byporte”, benævnes i Homer:Iliaden (Bog V:789; Bog XXII:194-195; Bog XXII:413) med det oldgræske ”Dardaniaôn”. Vi kan ikke fra Homer: Iliaden endeligt se, hvorvidt der er to indgange, eller om der er tale om to navne for samme byport(e). Vi kan dog herfra se at denne byport vender i nordlig retning mod Dardania.

Homer:Iliaden (Bog II:809-814) forklarer om Troja, i min oversættelse til nudansk:

”Byportene alle blev åbnet vidt, og fort (krigs)folkne hastede, både fodfolk og stridsvogne; og en stor larm brød ud. Der er frem for byen en stejl høj langt borte på sletten, med stor plads omkring til alle sider; dette kalder dødelige for Batieia [græsk ”Batieian”], men udødelige for Myrine den Letfodedes [græsk ”Murinês”] gravhøj,…”.

Der er ikke enighed om hvorvidt vi skal opfatte ”Byportene alle blev åbnet vidt” som at Troja havde flere porte (tre er hovedargumentet), eller én byport med flere porte. Aristarchos (Aristarchus, Aristarch fra Samo-Trakien, ca. 220-143 f.Kr.) mente at Troja kun havde én byport 1.

1 Walter Leaf: Troy: A Study in Homeric Geograhpy (1912, s. 152). Det er foreslået at det oldgræske ”Batieia” skal opfattes som ”buskadsbakken, brombærsbakken”. ”Murinê” opfattes af senere græske historieskrivere som en amazone (kvindelig krigerinde), der på nudansk kaldes ”mandespringspigen Myrrhine”. Det oldnordiske kvindenavn ”Mýrún” er tilsyneladende af keltisk oprindelse.

 

 

I afsnittet ”Skib og Trojaborg (labyrint)” har jeg vist at vi, med etruskerne (TRVIA, Truia) og kimbrerne (over walisisk Caerdroia), er de eneste folkeslag i verden der kalder en labyrint for ”Trojaborg”, med den helt utvetydige forståelse, at labyrintens flerfoldige mure afspejler Troja’s faktiske flerfoldige ringborgsanlæg. Det andet kendetegn ved labyrinten er naturligvis, at den kun har én indgang og udgang.

Flertalsformen i navngivningen af byportene i Troja antyder stærkt at der har været flere porte for indgangen til Troja, hvilket igen stærkt antyder at der er flere ringborgsmure man må igennem, forinden man ankommer til selve byen.

Homer:Iliaden (Bog XXII:194-195), i min oversættelse til nudansk:

”Ofte han stræbte i hast mod De Dardaniske Porte for at komme i beskyttelse bag de velbyggede mure, fra hvilken hans staldbrødre fra oven kunne komme ham til undsætning med (nye) våben”.

Vi ser her, at også i beskrivelsen af Troja’s bymure antydes det at ringborgen har flere ”ringe” af mure.

Walter Leaf: Troy: A Study in Homeric Geograhpy (1912, s. 151), i min oversættelse til nudansk: ”Et af de mest bemærkelsesværdige kendetegn ved stedet (Troja) er systemet af terasser, der løber rundt om væggene på indersiden af voldene. Kun én af disse er faktisk blevet fundet, men at en indre ring findes må regnes som højst sandsynlig”.

I afsnittet ”Hesterytterdansen ”Troja” – gennemrejsen fra ung til voksen” har jeg forsøgt at genskabe den hesterytterdans, hvori vore bronzealderskjolde, "Trojaborg"-skjoldene, formentlig blev rituelt benyttet, og som blev overtaget af romerne som ”Lusus Troiae” fra etruskisk forståelse. I rytterdansens rituelle gennemrejse ud af ”Trojaborgen”, fra borgens (labyrintens) indre, til den eneste vej ud gennnem byportene, kan vi se at der først rides 3 ringe af Trojaborgen; det samlede antal ”ringe” der rides af før man kommer ”fri” af Trojaborgen er 7 ”ringe”. Fra denne dans mener jeg bl.a. vi må kunne slutte, at man har kunnet ride i stridsvogn rundt på indersiden af de tre mure, dvs. terasserne har virket som en motorvej for lynhurtig forsyning af mænd og våben, som påkrævet af situationen under et angreb. Den yderste terasse er fundet, og har en bredde fra 7½-9 m. Dette gør det muligt for to stridsvogne at køre side-om-side hele ringborgen rundt, og side-om-side ud igennem byportene, som forklaret os i Homer:Iliaden (Bog III:260-263).

 

 chap12-2.jpg

Nr. 1: Et af tre offerfund af identiske skjolde; her fra Taarup Mose, Torkilstrup, Falsters Nørre Herred, dateret til Yngre bronzealder, periode V (ca. 900-700 f.Kr.). Skjoldet viser, helt uden for tvist, en Trojaborg. Som jeg forsøger at vise på billedet mener jeg vi kan tage forståelsen skridtet videre og sige, at dette skjold viser den faktiske byplan for Troja (Nr. 2); i virkeligheden, som den kommer til os i Homer: Iliaden, og hvad den arkæologiske udgravning af Troja viser. Jeg mener at vore Trojaborg-skjolde fra bronzealderen endegyldigt viser, at Troja kun havde ét sæt af byporte – hele tanken bag en labyrint. Grímnismál (vers 23 og 24, Ældre Edda) ved, at der både i salen Bilskirnir (Bilscirni), der er Troja, og i dennes fremskrivning i rummet fremtiden i den næste verden, Valhalla, er 540 døre og gulve (Fimm hvndrvþ dvra oc vm fiorom togom….. Fimm hvndrvþ golfa oc vm fiorom togom). I nordisk filosofi er bystaten Troja altid beskrevet som én stor bygning, hvad byplanen fra vore Trojaborg-skjolde og Homer:Iliaden begge understøtter.
Nr. 3: Fra gengivelsen af topografien omkring Troja i Walter Leaf: Troy: A Study in Homeric Geograhpy (1912, s. 154, fig. 8), tilføjer jeg nu Troja's byplan fra vore Trojaborg-skjolde. Den eneste forskel på mit forslag, og det fremført af Walter Leaf er, at jeg kun mener der fandtes en byport med to porte. Walter Leaf mener der fandtes tre byporte med hver én port.
Nr. 4: Gengiver et udgravet stykke af den faktiske bymur fra Troja VII.
Billedkilde: Troja VII-muren fra Wikipedia.

 

Sammenlign nu med borgen på Timmesøbjerg i Klinteskoven ved Møns Klint på Møn. Borgen er, som Bronzealderskjoldene, også dateret til Yngre bronzealder. Forsvarsanlægget er identisk opbygget til "Trojaborgen" på vore tre rituelle bronzeskjolde, med tre volde af kridt. Borgen er lagt på en 113 m høj og stejl bakketop, og er derfor stort set uindtagelig. Der er voldgrave imellem voldene, og disse er fyldt med sten i knytnæve størrelse (lager af kasteskyts?). 1

1 Se Irene Berg Sørensen: Gådefuld borg stammer fra bronzealderen (www.videnskab.dk , 15.02.2011).

 

 

 chap12-24.jpg

Timmesø Troja-borg

De tre kridtvolde erstattede et tidligere bygget trefoldigt træpalisadeværk. Stednavnet "Timmesø" kan derfor være sammensat af "timbr, timber, timmer" (oldnordisk, oldengelsk, oldfrisisk, olddansk) eller "tømmer" + "sø" (oprindelig betydning "stort åbent vand"), dvs. "Tømmervirket ved det store åbne vand". Der findes over 100 gravhøje fra hele Bronzealderen, Ældre til Yngre, i umiddelbar nærhed af borgen. Dette har været højsædet for en stærk gruppe af ætter i Bronzealderen.

Timmesø Troja-borg er ikke hel enkel at finde frem til da Naturstyrelsen ikke har afmærket stien dertil. Det nemmeste er at stille sig med ryggen til GeoCenter ved Møns Klint og gå over parkeringspladsen mod ankomstvejen til Møns Klint. Hvor parkeringspladsen rammer ankomstvejen i sydlig retning går en markeret ridesti til højre ind i skoven. Følg denne. Efter ca. 10 minutter træffer man ankomstvejen endnu engang, hvorefter ridestien svinger til venstre ned i en dal. Følge ridestien som den svinger højre om Timmesø Troja-borg. Ridestien forlades og man kan begive sig til toppen af Timmesø Troja-borg gennem de tre volde, hvor portene har været.

Fra toppen er Timmesø Troja-borg er der vid udsigt i alle retninger, herunder fuld udsigt over Østersøen (= det store åbne vand). At voldene ikke er opført hele vejen rundt om borgen skyldes, som højde-kurverne antyder, at skrænterne langs resten er borgen er så stejle at volde ikke er nødvendige. Der er mange stejle bakker - bjerge - og dybe dale i netop dette område. Timmesø Troja-borg er udvalgt som tilflugtsborg fordi naturen her har givet de absolut bedste muligheder for effektivt forsvar.

Det forekommer mig at der må have været en eller anden form for træbygning på toppen af Timmesø Trojaborg; dels til opbevaring af levnedsmidler, dels til at give ly til de ætter der søgte tilflugt i borgen når der var fare på færde.

Troja-borg konstruktionen kendes også fra Britannien, hvor de dukker op i Yngre Bronzealder periode IV (1100-900 f.Kr.). Tiden er derfor efter Troja's Fald ca. år 1184 f.Kr. Kan ankomsten af denne nye borg-konstruktion derfor knyttes til ætter flygtende fra Troja, eller er det sejrherren der vender hjem med tidender om Trojaborgens forsvarsevne? På nuengelsk omtales disse tilflugtsborge som ”hill fort, hillfort”. Et eksempel er Brent Knoll, 3 km indlands fra Burnham-on-Sea, Somerset, østlige England (137 m høj bakke (knold), 3 volde, vid udsigt i alle retninger).

Kilde: Planskitse af Timmesø Borg fra Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab. Skrifter. Naturvidensk. og Mathem. Afd. (Tavle 11). Se www.museum-online.dk ; samt billeder fra Museerne Vordingborg. Luftfoto fra COWI (www.fortidsmindeguide.dk ). Egne billeder taget under besøg til stedet 8. oktober 2011.

 

Homer:Iliaden (Bog III:149-154), om hvor De Ældre i Troja’s Råd samledes, i min oversættelse til nudansk:

”, sad som Folkets Ældre ved De Skrå [græsk ”Skaiêisi”] (by)porte. Deres alder gjorde at de nu ej længere deltog på slagmarken, men som rådgivere var de fuldt gode, som sangcikader, der i skoven sidder i et træ i skoven og fremfører deres uskyldsrene stemme; på samme vis sad Troja’s Råd på muren”.

Vi kan fra disse sætninger se at Troja’s Råd, krigsrådet, trådte sammen på et sted omkring byportene for at rådgive om slagets gang. Ved brugen af kenningen ”sangcikader”, må vi slutte at de har siddet i skjul, dvs. har været under beskyttelse af mur og tagværk, men samtidigt må have haft visuelt overblik over Den Trojanske Slette eller Vígríðr völl.

Der har derfor været enten et udkigstårn ved byportene, eller der har været et tårn i kongsgården ved den indre byport, og sidstnævnte vil være mit bud. Dette kan forklare hvorfor Helen (Gerður) i Homer:Iliaden (Bog III:421-424), i stedet for at gå ind i sin mand (her kaldet ”Alexandroio")’s gård, som vi ved er en del af det samlede indre bygningsværk Bilskirnir (Bilscirni), ”gik til højloftede rum”.

I Homer:Iliaden (Bog III:383-384), om hvor Helen (Gerður) er at finde, i min oversættelse til nudansk:

”Hun fandt hende på den høje mur [højmuren], og omkring hende myldrede Troja’s kvinder”.

Det er absolut en umulighed at Jarl æt’s ubevæbnede kvinder samlet skulle befinde sig i et udkigstårn ved den ydre mur ved byportene. Det må forholde sig modsat; de ubevæbnede trojanske kvinder må befinde sig i Troja’s mest sikre sted, der har været i selve kongsgården, i øverste beskyttelsesrum.

I Homer:Iliaden (Bog VI:385-394), om hvor Hektor kan finde sin kone Andromachên (Mand + kæmper = Hende der står sin mand bi?), i min oversættelse til nudansk:

”; men hun begav sig til Iliou’s store mur, derfor at hun havde hørt at trojanerne var svært presset, og at sejren så ud til at gå til fjenden. Så hun er i hast gået til muren, med én foruden sig selv; og med hende barnepigen bærende på barnet. Således talte tjenestepigen, og Hektor hastede fra huset tilbage den samme vej langs de velbyggede stræder. Da han kom til byporten, efter at have faret gennem den store by, Den Skrå (by)port [græsk ”skaias”], hvorfra han havde tænkt sig at fortsætte ud på sletten,…”.

Homer bruger betegnelsen ”Iliou” som et heite for ”Troja”. Igen herfra mener jeg vi kan slutte at der her må være tale om et tårn i det indre bygningsværk Bilskirnir (Bilscirni), der har stødt op til den indre byport. Det er, om muligt, en endnu større umulighed at Troja's tronarving, et spædbarn, i en kamp på liv og død, skulle befinde sig i et tårn ved den ydre bymur. Derfor bør vi afvise alle forestilinger om at der ved den ydre byport har været et udkigstårn, hvad ej heller byplanen fra vore Trojaborg-skjolde viser.

 

 chap12-3.jpg

Øverst: Luftfotografi af det udgravede Troja. I midten af billedet nederst ses Odeon (amfiteatret), der tilhører et senere tidsrum, Troja VIII-IX, og derfor er en genopbygning oven på det tidligere Troja VII, der har vor store interesse.
Nederst: Samme luftfotografi, men med byplanen af Troja fra vore Trojaborg-skjolde indsat. Jeg lader byplanens ydre mur følge Troja VI-muren, som den er udgravet i dag. Bemærk hvor nøjagtigt de udgravede bygninger fra Troja VII, vist i hvid indramning, passer ind i byplanen. Jeg tror vi er meget tæt på den faktiske byplan for Troja VII, og at evt. uoverensstemmelser med virkeligheden beror på en yderligere afklaring af, hvorvidt byporten(e) lå i en mere nordlig retning end på mit forslag. Grímnismál (vers 10 & 19, Ældre Edda) beskriver ulven, en kenning for "stormjordskælv's ødelæggelser", som ”vargr hangir fyr vestan dyrr” (ulven hænger [står] for(an) den vestre dør). Vi ved at stormjordskælvene og flodbølgerne må have ramt Troja fra øst, dvs. fra Ægir's Sø (Ægæerhavet, Det Ægæiske Hav). "Døren" er derfor Troja's byport(e), der i Ældre Edda erindres som værende i vestlig retning, hvad jeg har gengivet ovenfor. 
Billedkilde: Roy George.

 

 

 

Landskabet Wiluša - den udenrigspolitiske virkelighed før og op til ca. år 1240 f.Kr.

 

Homer gør ofte brug af det oldgræske "Ilios, Iliou" som et heite for "Troja". Den sproglige udvikling kan være således:

Wiluša (hittitisk) → Wilios → Ilios (oldgræsk)

Denne forståelse antyder at Homer derfor i visse tilfælde gør brug af det hittitiske, og før-trojanske, navn for bystaten, hvilket næppe er en tilfældighed. Der er ingen tvivl om at vi i samme åndedræt må erindre, at Homer i visse tilfælde også gør brug af drengenavnet "Alexandros", når han taler om Paris (Freyr). Navnet forekommer på hittitisk som "Alakšandu” i en fredsaftale indgået ca. år 1280 f.Kr. af den hittitiske Kong Muwatalli II. (regent ca. år 1295-1272 f.Kr.). I denne aftale anerkendes “Alakšandu” som konge i og over Wiluša (senere Troja), hvorfor han er konge af Troja ca. år 1280-1250 f.Kr. Sammenhængen mellem “Alakšandu” i hittitiske kilder fra ca. år 1280 f.Kr. og “Alexandros” (oldgræsk) i Homer: Iliaden, og hvorfor jeg mener dette er gengivet som "Tros" (Trôa) i den trojanske kongerække, er gennemgået i afsnittet "Ragnarok – Troja’s Fald" (underafsnit "Det ulovlige bruderov – sædernes retfærdiggørelse for Den Trojanske Krig").

Hvad er det Homer forklarer os med disse to før-trojanske betegnelser?

En del af svaret må givet findes i den meget vanskelige politiske situation der må have præget Troja som selvstændig bystat, hvor forgængeren Wiluša var underlagt lydskat og overherredømme til Hatti (Hittitterriget). Troja er underlagt ingen og intet, og hermed har vi en klar årsag til Den Trojanske Krig. Samtidig aner vi nu, hvorfor Homer hele tiden synes at hente begivenheder fra før Troja opstår, ved navneforandring og genopbygning af Troja VII, som ophavet til den krig trojanerne må kæmpe til sidste mand. For at forstå Troja's udenrigspolitiske virkelighed må vi have en bedre indsigt i tiden før Troja opstår.

 

 chap12-22.jpg

Kort over den vestlige del af Lille-Asien under Hittitterriget (Hatti) ca. år 1480-1200 f.Kr.

Stednavnet “Wiluša” betegner såvel en by som et landskab.
 
I en aftale indgået ca. år 1280 f.Kr. af Kong Muwatalli II. (regent ca. år 1295-1272 f.Kr.), kaldet “Alakšandu”(Alaksandu)-aftalen (§1, 17), består “Arzawa”-forbundet af følgende:

            • Landskabet Wiluša (med hovedbygd Wiluša); konge Alakšandu  – i nord

samt “Arzawalandene”:

            • Landskabet Šēha og øen Lazba (Lazpa; senere Lesbos); konge Manapatarhunta  – i midten

            • Landskabet Haballa (Hapalla); konge Urahattusa - indlands

            • Landskabet Mirā (hovedbygd Abaša (Apaša), senere Ephesos); konge Kubantakurunta – i syd

Dette forsvarsforbund på nordvestkysten af Lille-Asien er under overherredømme af Hatti, det hittitiske rige.

Kongeriget Lukka bliver senere til Lukiês (Lycia). Byen Millawanda (ca. år 1320 f.Kr.) bliver senere til Milawata, og senere igen til Miletus. 

Aššuwa (før år 1350 f.Kr.) bliver senere til landskabsnavnet “Asiô” (Lille-Asien), og må derfor også været ophavet til det senere bynavn Assos (Assus). Māša bliver senere til Musôn (Mysia) og kaldes i tiden omkring Slaget ved Kadesh (Qadesh) i det vestlige Syrien ca. år 1274 f.Kr. for “Ms” i egyptiske indskrifter. Landskabet Arzawa indlemmes i Hatti (Hittitterriget) ca. år 1318-1317 f.Kr.

Landskabet Karuwa (luvisk); Karkija (hittitisk) bliver senere til Karia (Caria), og strakte sig fra kysten i det sydvestlige Lille-Asien dybt indlands.
Kilde: Joachim Latacz: Wilusa (Wilios/Troia). Centre of Hittite Conferate in North-West Asia Minor (2001); George Hinge: Fra Hatti til Homer: Trojanske helte i hittitiske arkiver (Agora nr. 3, 2008)

  
Lad os starte med at fremhæve at Hatti (Hittitterriget) faldt fra hinanden ca. år 1175 f.Kr.; dvs. kort tid efter Troja’s Fald ca. år 1184 f.Kr. Et storrige falder ikke fra hinanden uden et langt og besværligt forspil, hvor rigets evne til at leve og overleve langsomt drænes for kræfter. Den Trojanske Krig fra ca. år 1194-1184 f.Kr. kan ikke alene have forårsaget dette, og der må derfor være mere vægtige årsager før denne krig, der tapper Hatti (Hittitterriget) for kræfter.

Fra Kong Arnuwanda I. (ca. år 1400-1385 f.Kr.)’s anklageskrift mod lydkongen Madduwatta (§1, 12, 13, 26 36) fra år 1390-1380 f.Kr., kan vi opnå en dyb indsigt i samtidens udenrigspolitiske vanskeligheder.

Menelaos og Agamemnon’s fader (eller stamfader) “Attariššijaš” (Atreus) angriber en lokalkonge Madduwatta og hans bystat et sted i landskabet Lukka (senere Lukiês, Lycia] på sydvestkysten af Lille-Asien fra kongeriget Ahhiyawā (Ahhiyā, Ahhija), dvs. byen Mukēnē (Mykênê) og landskabet Argos på den østlige del af Den Peloponnesiske Halvø.

Han søger tilflugt hos, og opnår beskyttelse af, Hatti (Hittitterriget) og kong Tudhaliya I./II./III. (ca. år 1450-1385 f.Kr.), der gør ham til lydkonge i bjergkongeriget Zippašla (senere Sippylos) i landskabet Ludia (Lydia) i det vestlige Lille-Asien.

Kong Madduwatta viser sin taknemmelig ved, i brud med lydkongeaftalen, at angribe Talawa (Tlawa, senere Tlos) i landskabet Lukka (senere Lukiês, Lycia] i det sydvestlige Lille-Asien. Han angriber også Alašija (senere Cypern) langt mod syd i en invasion fra søen. Alašija (Cypern) betalte i samtiden også lydskat til Hatti (Hittitterriget), og var også udsat for angreb fra “Attariššijaš” (Atreus) fra sit hjemsted i landskabet Ahhiyawa (Ahhiya, Ahhija), som jeg mener er Argos på den østlige del af Den Peloponnesiske Halvø. Da Kong Madduwatta ydermere nægter at udlevere krigsfangerne til Hatti (Hittitterriget), er der derfor tale om et alvorligt oprør mod overherredømmet af Hatti (Hittitterriget) på hele den vestlige flanke af Lille-Asien. Hans oprør rækker helt til landskabet Pedašša (Pitašša, Pds) i midten af Lille-Asien, nær kernen af Hatti (Hittitterriget), hvor hovedbygdens ældre sværger troskab til ham.

ca. år 1318-1317 f.Kr. blev “Arzawa”-forbundet, hele vestkysten af Lille-Asien, gjort til lydstater af Hatti (Hittitterriget).

I "Manapatarhunta"-brevet (CTH 191) klager lydkongen af landskabet Šēha og øen Lazba (Lazpa; senere Lesbos), dateret til Kong Muwatalli II.'s regeringstid ca. år 1295-1272 e.Kr., over at "Pijamaraduš" (Piyamaradu, Kong Priam) angriber disse landskaber fra sin base mod syd i bystaten Millawanda (Milawanda, Milawata, senere "Miletus"), det sydvestlige Lille-Asien. Landskabet Šēha og øen Lazba (Lazpa; senere Lesbos) var en del af “Arzawa”-forbundet. Er Kong Muwatalli II.'s indgåelse af "Alakšandu"-aftalen ca. år 1280 f.Kr., hvor Alakšandu sættes på tronen i "Wiluša” (senere Troja) et modtræk til dette, da har disse angreb fundet sted i tidsrummet år 1295-1280 f.Kr.

Et af de udenrigspolitiske modtræk af Hatti (Hittitterriget) kommer år 1280 f.Kr. med indsættelse af Alakšandu som lydkonge over landskabet Wiluša (med hovedbygd Wiluša, senere Troja) af Kong Muwatalli II. (regent ca. år 1295-1272 f.Kr.), jvf. “Alakšandu”(Alaksandu)-aftalen. Dette var en videreførsel af en udenrigspolitisk aftale fra ca. år 1600 f.Kr.

År 1274 f.Kr. har Hatti (Hittitterriget) et alvorligt sammenstød på sin sydlige flanke mod det egyptiske rige under Ramesses II. Den Store (regent 1279-1214 f.Kr.) i hvad kaldes Slaget ved Kadesh (Qadesh) i det vestlige Syrien.

De angreb mod vest fra landskabet Ahhiyawa (Ahhiya, Ahhija) vi hører omtalt år 1390-1380 f.Kr. må være lykkedes i et eller andet omfang da ”Tawagalawa”-brevet (CTH 181; §4, 11) fra ca. år 1250 f.Kr. viser os at bystaten Millawanda (Milawanda, Milawata, senere "Miletus"), det sydvestlige Lille-Asien, er under kontrol af kongen af Ahhiyawa (Ahhiya, Ahhija). Brevet er sendt fra den hittitiske kong Hattušili III. (regent ca. år 1267-1237 f.Kr.) til kongen af Ahhiyawa (Ahhiya, Ahhija).

Hærlederen "Pijamaraduš" (Piyamaradu, Kong Priam) er stadig et udenrigspolitisk problem år 1250 f.Kr., og hittiterkongen vil gerne have ham landsforvist til enten landskabet Karuwa (Karkija) lige nord derfor, eller til landskabet Maša i den nordlige del af det vestlige Lille-Asien. 

”Tawagalawa”-brevet (CTH 181; §4, 11) viser os at der på et tidspunkt før brevets tilblivelse ca. år 1250 f.Kr. har været krig mellem kongen af Ahhiyawa (Ahhiya, Ahhija) og Hatti (Hittitterriget) om landskabet og bystaten "Wiluša” (senere Troja). Brevet er en opfordring til en fredsaftale om "Wiluša” (senere Troja). Det har konsekvensen at "Pijamaraduš" (Piyamaradu, Kong Priam) på en eller anden vis har været i en angrebskrig mod "Wiluša” (senere Troja) på et tidspunkt før år 1250 f.Kr.

Denne krig fjerner den gamle konge Walmu fra magten, jvf. ”Milawata”-brevet (CTH 182) fra ca. år 1240 f.Kr. Det er muligvis på dette tidspunkt at "Wiluša” bliver til Troja, og vi får en ny trojansk konge-æt på tronen.

Hele den vestlige del af Lille-Asien er hvor vi har urolighederne, mangel på lov og orden, og derfor også for udefrakommende det svageste punkt i Hatti (Hittitterriget)’s forsvarsring.  Den Trojanske Krig er blot det afsluttende og endelige slag om herredømme over landskaberne, der igen afgører handelen på søvejene og skatteindtægterne herfra. Samtidigt ser vi at dynamikken med stridigheder fra vest mod øst på tværs af Ægir's sø (Ægæerhavet, Det Ægæiske Hav), der går stærkt igen i Den Trojanske Krig, kan spores som havende sit ophav mindst 200 år før Den Trojanske Krig bryder ud.

 

Ἀχαιός (Akhaioi) – de fra landskabet Ahhija

Hos Homer er begrebet det samlende navn på den fjendtlige alliance mod Troja. På langt senere latin ”achivus” betegner begrebet for romerne de der bebor landskabet ”Achaia” på den nordlige del af Den Peloponnesiske Halvø.

Herodot (år 484-425 f.Kr.): Histories (Bog 5:72.3) har følgende sætning:

”Svarende at han ikke var Dorianer men en Akhaioi, sad Cleomenes advarslen overhørig…”

Cleomenes (Kleomenes I., d. ca. 489 f.Kr.) var konge af Sparta ca. år 520-489 f.Kr. I 500 tallet f.Kr. er grækerne opdelt i 4 etniske grupper (græsk ”ethnē”): Δωριεῖς (Dōrieis, Dorianerne), Αἰολεῖς (Aeolianerne), Ἀχαιοί (Akhaioi, Achaioi) og Ἴωνες (Íōnes, Ionerne). Denne etniske gruppering er dog kun et øjebliksbillede af en lang række omfortolkninger fra ældre tid.

Αἰολεῖς (Aeolianerne) blev iflg. Herodot (år 484-425 f.Kr.): Histories (Bog 7:95) i ældre tid før 500 tallet f.Kr. kaldt ”Pelasgoí” (Pelasganerne), der ser ud til at være en samlende etnisk betegnelse for alle før-græske folkeslag i området.

Homer: Odyssey (Bog XIX: 170-180) skriver følgende, i min oversættelse til nudansk:

"Det findes et land kaldet Kreta i midten af det vin-mørke hav; et underskønt og rigt land, omgivet af vand. Der bor mange folkeslag, flere end kan tælles, og halvfemsenstyvende bygder. Ikke alle har samme (ud)tale, men blandede [forskellige] tungemål. Her bor i sandhed Akhaioi; og varm-hjertede sande kretanere [græsk "Eteokrētes" = indfødte kretanere]; og Kudonere [græsk ”Kudōnes”], Dorianere [græsk ”Dōriees”], og (de) trefoldige gudelige folkeslag Pelasganerne [græsk ”Pelasgoi”]".

Vi ved ikke hvad ”Ἀχαιός” (Akhaioi) betyder, og ordet og betegnelsen er tydeligvis før-græsk. Derfor, som Homer gør brug af det oldgræske "Ilios, Iliou" som et heite for "Troja"; gør brug af drengenavnet "Alexandros", når han taler om Paris (Freyr), således gemmer sig også et heite når Homer vælger brugen af ”Ἀχαιός” (Akhaioi).

Homer’s brug af begrebet ”Ἀχαιός” (Akhaioi) er beviseligt ikke etnisk, da der er utallige stammer i den fjendtlige alliance mod Troja. 1

1 Jonathan M. Hall: Hellenicity: Between Etnicity and Culture (2002, s. 55) deler dette synspunkt: “This does not, however, provide any evidence that “Akhaioi” was the name the Bronze Age population of Greece gave to itself; in fact, it raises the distinct probability that the application of the name to supposedly earlier generations of ancestral heroes was as ethnographically imprecise as the way in which the term “Pelasgoi” was employed by later authors…”

 

Homer’s brug af ”Ἀχαιός” (Akhaioi) som et heite er derfor også i dette tilfælde en genial vis at knytte Slaget ved Troja til fortiden; til tiden før Troja, og hvad førte til Den Trojanske Krig.

Kongeriget Ahhiyawā (Ahhiyā, Ahhija) lå vest for Hatti (Hittitterriget). Vi ved ikke rigtig hvor. Vi antager at byen Mukēnē (Mykênê) lå i landskabet Argos i den østlige del af Den Peloponnesiske Halvø. Menelaos og Agamemnon var “søn af Atreus” (oldgræsk “Atreïdêi”). Ifald personen “Atreus” er identisk til personen, der på hittitisk kaldes “Attariššijaš ... manden fra Ahhija” i Kong Arnuwanda I. (ca. år 1400-1385 f.Kr.)’s anklageskrift mod lydkongen Madduwatta (§1, 12, 36) fra 1300 tallet f.Kr., da kender vi til beliggenheden af Kongeriget Ahhiyawā (Ahhiyā, Ahhija).

Det kan herfra argumenteres at det heite Homer giver den fjendtlige alliance mod Troja i Iliaden, det oldgræske ”Ἀχαιός” (Akhaioi), kan være udledt af hittitisk "Ahhiyawā, Ahhiyā, Ahhija". Egyptiske indskrifter bruger muligvis ordet “Ekwesh” om dette søfolk.

Dette igen betyder at når hele den fjendtlige alliance mod Troja gives heitet ”Ἀχαιός” (Akhaioi), som vi må opfatte som "de fra landskabet Ahhija", betyder det at hele den fjendtlige alliance fører krig mod Troja på vegne “Attariššijaš ... manden fra Ahhija”; (stam)faderen til Menelaos og Agamemnon. Et hævntogt af fortidens forbrydelser begået af trojanerne. Det er netop hvad Den Trojanske Krig er.

 

 

Stamtavle

 

I Homer: Iliaden (Bog XX: 215-241) forklarer Aeneas [græsk "Aineias"] om sin æt og sit ophav, i min oversættelse til nudansk:

"...Dardanus [græsk "Dardanon"] grundlagde Dardania [græsk "Dardaniên"], for ej på denne tid var hellige Ilios [et heite for Troja] opbygget på sletten som en by for dødelige mænd, og de havde stadig deres bopæl på bakkerne af Ida [bjerget], stedet med mangfoldige kilder. Og Dardanus fik en søn, Kong Erichthonius [græsk "Erichthonios"], der blev den rigeste af dødelige mænd; han havde 3,000 marer [hopper] græssende på engene med deres føl. Og Erichthonius fik Tros [græsk "Trôa"], der blev konge af Trojanerne [græsk "Trôessin"], og fra Tros igen tre uforlignelige sønner fødtes, Ilus [græsk ”Ilos”] og Assaracus [græsk ”Assarakos”] og gudelignende Ganymedes [græsk ”Ganumêdês”], der blev båret som den mest oplyste af dødelige mænd; hvorfor han af guderne højsattes som kopbærer til Zeus som følge af sin skønhed, at han måtte indtage sit sæde blandt de udødelige. Og Ilus igen fik en søn, den uforlignelige Laomedon [græsk ”Laomendonta”], og Laomedon fik Tithonus [græsk ”Tithônon”] og Priam [græsk ”Priamon”] og Clytius [græsk ”Klution”], og Hicetaon [græsk ”Hiketaona”], fra Ares [græsk ”Arêos”] gren. Og Assaracus fik Capys [græsk ”Kapun”], og han Anchises [græsk ”Anchisên”]; men Anchises fik mig [Aeneas] og Priam den gode Hektor. Dette er blodlinien hvorfra jeg sværger mig sprunget”.

Hyndluljóð (vers 30, Ældre Edda) skriver: "Var Balldrs fadir Burs arfþegi" (var Balder's fader Bur's arvtager). Fordi "Balder" her er identisk til Hektor (Ökuþór), da Hyndluljóð (vers 29 & 30, Ældre Edda) omhandler Den Trojanske Krig, og vi ved at Hektor (Ökuþór)'s fader er Kong Priam til Troja, kan vi se at sidstnævnte er arvtager til Bur. Kong Priam gives ofte heitet Odin i Ældre Edda. Det gør "Bur" (søn, den første-fødte) til et heite for den trojanske stamfader Erichthonius (*Eiríkr-Þor, Gamle-Erik). I Lokasenna (vers 58, Ældre Edda) gives Thor heitet ”Jarðar burr” (Jordens søn, Jordens første-fødte), og betegner samme person.

Snorre viderefører stamtavlen i Snorre Edda (Gylfaginning, kap. 6. Frá Auðhumlu ok upphafi Óðins.):

Sá er nefndr Búri. Hann var fagr álitum, mikill ok máttugr. Hann gat son þann, er Borr hét, hann fekk þeirar konu, er Bestla hét, dóttir Bölþorns jötuns, ok fengu þau þrjá sonu. Hét einn Óðinn, annarr Vili, þriði Vé,

Han er benævnt Búri. Han var fager af udseende, stor og mægtig. Han avlede den søn, der Borr kaldtes; han fik den kone, der Bestla kaldtes, datter af jætten Bölþorn, og fik de tre sønner. Kaldtes én Odin, en anden Vili, (en) tredje Vé.

Min oversættelse til nudansk.

 

Hávamál (vers 140, Ældre Edda) har et brudstykke af samme stamtavle:

Fimbvllióð nío
nam ec af enom fregia syni
Ba/lþorn Bestlo fa/dvr;
oc ec dryc of gat
ens dyra miaðar
a/sinn Oðreri.  

Fimbul-sange ni
fik jeg af en berømmet søn,
Bölþorn, Bestla's fader;
og jeg drak af åbningen
den dyre mjød,
øst (ud af) sjælen.

Min oversættelse til nudansk. "Fregia" (normaliseret til "frægja") og knyttet til "fregn". Det oldnordiske "Oðreri" fra "Óðr" (sind, sjæl, sang, digt). Eftersom det er sange Odin modtager, og vi ved at den forfædrende ånd vandrer op gennem rødderne på visdommens træ, gennem mjød ind i hornet, og fra hornets åbning ind i de dødelige på Jord, kan vi se at Odin her modtager ni sange (beretninger) fra stammens tidligste erindring.

 

Det forekommer nærliggende at også den kimbriske (keltiske) tordengud Tarantis, fra det proto-keltiske “*Toranos-“ (torden), må have samme etymologiske ophav fra Lille-Asien som Thor. Kimbrerne tager kontrol med ”Phrygia - Frigg's Land” år 696/695-676/674 f.Kr., Lille-Asien, hvorfor vi kan vise hvorledes dette kan være sket. For mere herom, se afsnittet "Fióni, kimbrerne og omkring".

Homer: Iliaden (Bog XX:306-308), om hvad der vil ske efter Troja's Fald, i min oversættelse til nudansk:

"I lang tid havde Cronos' søn [heite for rummet "tid"] hadet Priam's æt; og nu sandeligen skal den mægtige Aeneas [græsk "Aineiao"] blive Trojanernes konge, og hans sønners sønner skal blive født i tiden der vil komme".

Homer: Iliaden (Bog XX:178-185), hvor Achilles tiltaler Aeneas, i min oversættelse til nudansk:

”Aeneas, hvorfor er du på strejftog så langt fra trængslen [dvs. fra resten af hæren] og står her foran mig? Byder dit hjerte dig at udfordre mig til en holmgang, i håbet om at du kan overtage Priam’s herredømme over de heste-tæmmende trojanere? Nej, selv om du mig nedslagte skulle, vil Priam ej overdrage sit kongedømme til din varetægt; for han har egne sønner, alle værdige uden tanke for flugt”.

At dette sker alligevel skyldes at alle Kong Priam’s 50 sønner bliver dræbt, jvf. Homer: Iliaden (Bog XXIV: 612-624).

Homer: Iliaden (Bog XIII:792) nævner hærføreren ”Ascanius” (Askanios, Askanion), der er søn af Aeneas 1. Mon ikke det oldgræske ”Askanios, Askanion” i virkeligheden er det urnordiske ”AisgRh” (DR 8) fra Thorsbjerg Mose, i dag ”Ásgeirr, Osgar, Asger, Oskar”.

1 Det fremgår ikke fra Homer: Iliaden at Aeneas er fader til Ascanius (Askanios, Askanion). Det er Vergil/Virgil: Aeneid (Bog I), år 70-19 f.Kr., der skriver det, hvorfor vi som udgangspunkt må have vore tvivl herom. Dog har vi en vase fra det etruskiske landskab Etruria, dateret til år 470 f.Kr., hvorpå vi ser "flugten fra Troja", afbildet som Aeneas bærende på sin kone og sønnen Ascanius. Vasen kan ses på Staatliche Antikensammlungen, München (Rum 4). Ifald dette sagn oprindeligt er etruskisk, og når vi fra Vergil/Virgil: Aeneid (Bog X) ved at etruskerne mod slutningen af Den Trojanske Krig var en forbundsfælle af Troja, har vi pludseligt en flugtvej og et eksillandskab for Aeneas efter Troja's Fald. 

 

 

Homer: Iliaden (Bog VI:400-403) skriver, i min oversættelse til nudansk:

"Denne spinkle dreng, kun spæd, den højtelskede søn af Hektor [græsk "Hektôr"], bar lighed til en lysende stjerne. Ham Hektor ville kalde Skamander [græsk "Skamandrion"], men andre mænd Astyanax [græsk "Astuanakt"], for kun Hektor var værner af Troja [græsk "Ilion"].

Drengebarnets givne navn "Skamandrion" er udledt fra floden "Skamandron, Skamandros" (Homer: Iliaden, Bog XX:73-74; Bog XXI:125-139), der floder fra Ida-bjerget ud i Helle-sø (Dardanellerstrædet) rundt om, og nord for Troja.

Homer: Iliaden (Bog XXIIII: 724-739), hvor Hektor’s kone Andromache, ligger med den afdøde Hektor’s hoved i sit skød, tiltalende såvel Hektor som sit spædbarn, i min oversættelse til nudansk:

”Husbond, afrejst fra livet er du, stadig i din ungdom, og efterladende mig som enke i dine haller; og din søn endnu kun spæd, sønnen båret fra du og jeg i vor ulykke; ej skønner jeg at han vil nå en (voksen) mand at blive, for inden skal denne by blive jævnet med jorden. For du er afrejst, der var værner herover; du der vogtede den, og tilså at dets ædle fuer og småbørn var i sikkerhed. Disse, aner jeg, skal snart være undervejs i skibes last(rum), og jeg iblandt dem, og du, mit barn, skal følge mig til et sted hvor du skal trælle med upassende virke, arbejdende foran ansigtet på en uvenlig herre, eller en fjende skal gribe dig i armen og slynge dig fra højmuren, en sørgelig død, forbitret gjort fordi Hektor tilfældigvis dræbte hans broder, eller hans fader, eller hans søn, da mangfoldige fjender i Hektor’s hænder har måtte bide i den store Jord med deres tænder;”.

I alle oprindelige kilder efter Homer: Iliaden; f.eks. Lille-Iliaden (Ilias mikra, fragment 14) fra 600 tallet f.Kr.; Pausanias (115-180 e.Kr.): Beskrivelse af Grækenland (Bog X:25:4); samt afbildet på græske vaser, dræbes drengebarnet Skamandrion (Astyanax), og dermed tronarvingen, ved at det kastes ud fra tårnet i Bilskirni ved Troja's indre byport. Dette skyldes, som vi tidligere har hørt, at det øverste rum i kongsgården har været dels udkigstårn, dels stedet hvor Troja's Råd trådte sammen, og endelig det mest sikre beskyttelsesrum, hvor tronarvingen har opholdt sig.

 

 chap12-27.jpg

Til venstre: Astyanax, i sin moder Andromache's skød, rækker venstre arm ud og berører sin fader Hektor’s hjelm med hestehårskam. Bemærk også her det runde skjold med to spyd. Drengebarnets afskedsberøring er sidste gang barnet vil se sin fader i live, da Hektor (Ectur, Extur, Ökuþór) er undervejs til tvekampen mod Achilles (Achle, Achile), jvf. Homer: Iliaden (Bog XI:780-845; Bog XVI:1-10; Bog XVIII:130-132, Bog XVIII: 145-147; Bog XXIII:54-74). Lerkrukken fra Apulia, det sydvestlige Italien, er dateret til ca. år 370-360 f.Kr., og findes på Museo Nazionale of the Palazzo Jatta, Ruvo di Puglia (Bari).

Til højre: Fjenden bryder igennem Troja's byporte med firspandet stridsvogn og krigere til fods fra billedets venstre side. Den gamle Kong Priam bukker under og falder om. En af fjendens krigere har løftet Astyanax, og holder ham i den ene ankel med hovedet nedad. Astyanax vil umiddelbart efter denne scene blive smidt ud fra tårnet og dræbt. Det hellige alter ses i midten, og gør seeren opmærksom på hvor stort et helligbrøde drabet af Troja's tronarving blev anset for. Det er muligt at krigeren der dræber Astyanax er Neoptolemus, den eneste søn af Achilles. Vandkande (hydria) i terracotta. fra den græske Legros-skole, dateret til ca. år 520-500 f.Kr. Findes på Staatliche Antikensammlungen und Glyptothek, München.
Billedkilde: Wikipedia

 

Vafþrúðnismál (vers 38, Ældre Edda) kalder de samlede ætter i Troja for "asa sonom" (ase sønner). Völuspá (vers 49 & vers 57, Ældre Edda) gør det samme ved sætningerne "esir ro aþin|gi" (aser er på thinget) og "FiNaz | esir aiþa velli" (findes (til træf) aser på Ida sletten). Grímnismál (vers 4, Ældre Edda) kalder Hektor for "Þórr" (Thor). Hymiskviða (vers 23, 28, 29, 36, 38, Ældre Edda) gør det samme med brugen af "þoR, þóR" (Thor), der også kaldes "oþni sifiaþ, oðni sifiaðr" (Odin's æt) i Hymiskviða (vers 21, Ældre Edda). Derfor er Kong Priam her identisk til Odin. Skírnismál (Ældre Edda) nævner Hektor's broder Paris og kalder ham "Freyr". Kong Priam kaldes "Odin" da Freyr (Paris) kaldes for "Oþins syni" (Odin's søn) i Skírnismál (vers 21, Ældre Edda). Kong Priam kaldes i Skírnismál (vers 33, Ældre Edda) for "Oþinn" (Odin) og "Asabragr" (Den oplyste ase). Lokasenna (Ældre Edda) kalder Hektor for "Þórs, Þorr" (Thor) og Kong Priam for "Oþinn". Trojanerne kaldes for "esir" (aser) og "asynior" (asynjer) i  Lokasenna (vers 11, Ældre Edda). Mange for formentlig undret sig over Freyr's mærkværdige ord i Lokasenna (vers 41, Ældre Edda). Det skyldes at Freyr i Lokasenna, som i Skírnismál (Ældre Edda), er identisk til Paris. Der er, så vidt jeg kan se, ingen uoverensstemmelser i slægtsforholdene i Ældre Edda i tiden omkring Den Trojanske Krig.

Det er fordi Ældre Edda er så konsekvent, og mangfoldig i vidnesbyrd, i beskrivelsen af slægtsforholdene under Den Trojanske Krig, at Snorre i Snorre Edda (Gylfaginning, kap. 54) kan afslutte Gylfaginning med følgende ord:

En æsir setjast þá á tal og ráða ráðum sínum og minnast á þessar frásagnir allar er honum voru sagðar, og gefa nöfn þessi hin sömu, er áður voru nefnd, mönnum og stöðum þeim er þar voru, til þess að þá er langar stundir liðu, að menn skyldu ekki efast í að allir væru einir, þeir æsir er nú var frá sagt og þessir er þá voru þau sömu nöfn gefin. Þar var þá Þór kallaður, og er sá Ásaþór hinn gamli. Sá er Ökuþór og honum eru kennd þau stórvirki er Ektor gerði í Tróju. En það hyggja menn að Tyrkir hafi sagt frá Úlixes og hafi þeir hann kallað Loka, því að Tyrkir voru hans hinir mestu óvinir.

End aserne satte sig da (til) at (sam)tale og råde (om) rådene sine og mindedes om disse frasagn alt hvad vore sagt af ham, og gav navnene disse hin samme, der førhen vore nævnt, mennesker og steder som der var, til dets at det i lange stunder lakker, at menneskene skulle ikke betvivle, at de aser der nu var frasagt og disse [om hvem der ovenfor var berettet], at de vore de samme navne givet. Der var da Thor kaldet, og han er Asa-Thor hin Gamle. Han er Ökuþór og hannem er (til)kendt det storvirke som Ektor gjorde i Troja. End da menneskene anser at tyrkerne have sagt om Odysseus og have der(igennem) kaldt ham Loki, thi at tyrkerne vore hans værste uvenner.

Min oversættelse til nudansk. Læseren skal være klar over at Snorre’s brug af ”Tyrkir” (tyrkerne) i beskrivelsen af hvem der befinder sig i Lille-Asien, må forstås fra tidspunktet hvor Snorre skriver værket år 1220-30 e.Kr. Væringe-garden opløstes ved Miklagarð’s fald år 1204 e.Kr., men den tyrkiske invasion af Lille-Asien blev påbegyndt allerede år 1067-1069 e.Kr. Snorre ved derfor at det Troja han har kendskab til fra Ældre Edda skal befinde sig et eller andet sted i Miklagarð’s gamle landområde og Lille-Asien, der i Snorre’s samtid nu er under tyrkisk kontrol. Med brugen af "Tyrkir" mener Snorre den befolkning der havde kontrol med Troja under Den Trojanske Krig. Det er med andre ord os der kalder Odysseus for Loki, og det gør Snorre flittigt brug af i beskrivelsen af Den Trojanske Krig. Ordvalget af Snorre med brugen af "Tyrkir" forekommer ekstremt akavet, og må dække over en nu tabt forståelse. Måske har hjemvendte væringer, som Snorre har haft kendskab til, kunnet berette om at tyrkerne, fra lokale ikke-tyrkiske sagn i Lille-Asien, har berettet om Odysseus og hans niddingsdåd, og at han lokalt er blevet opfattet som en Loki-type. En anden mulighed er at Snorre har haft adgang til Vergil/Virgil (70-19 f.Kr.): Aeneid, hvor trojanerne omtales som "teucri" (se Bog 2:48), der så af Snorre skrives som "Tyrkir". Vergil (Virgil): Aeneid (Bog 2:261; Bog 2:762) bruger ordene ”dirus Ulixes” eller ”ildevarslende (grufulde) Ulixes (Odysseus)”, der jo netop gør Odysseus til Loki. En tredje mulighed er at vor erindring fra Troja har et fælles ophav til det etruskiske samme. På etruskisk forekommer betegnelsen "techrs" for trojanerne.

 

 

Spørgsmålet er hvorfra Snorre henter navnet "Ökuþór", som den ældste Thor vi kender til? Det mener jeg han gør fra den forne finske og estiske gudelære. Her kendes Thor, i sin ældste og oprindelige form som forfædrende sky-gud, under navnene "Ukko, Uko" (finsk, estisk) 1.

1 Se det finske værk "Kalevala" (Kaleva's land), og det estiske værk "Kalevipoeg" (Kalev's søn).

 

 

Det er her særligt vigtigt at henvise til en række ekstremt vigtige hittitiske breve.

”Tawagalawa”-brevet (CTH 181; §4, 11) fra ca. år 1250 f.Kr. er et brev sendt fra den hittitiske kong Hattušili III. (regent ca. år 1267-1237 f.Kr.) til kongen af Ahhiyawa (Ahhiya, Ahhija), som jeg mener må være landskabet Argos på den østlige del af Den Peloponnesiske Halvø. Brevet er et klagebrev over dårlig opførsel, og forklarer os at "Pijamaraduš" (Piyamaradu, Kong Priam) var hærleder med base i bystaten Millawanda (Milawanda, Milawata, senere "Miletus"), det sydvestlige Lille-Asien. Han ser dog ikke ud til at være hersker i bystaten, og må derfor være aktivt søgende efter land og rige. Han er søfarende og har to svigersønner; "Atpaš" og "Awajanaš", hvor førstnævnte "Atpā" var hersker i bystaten. "Pijamaraduš" (Piyamaradu, Kong Priam) er ikke underlagt overherredømme af Hatti (Hittitterriget), hvad brevet giver udtryk for et ønske om, som hittiterkongen også gerne vil have ham landsforvist til enten landskabet Karuwa (Karkija) lige nord derfor, eller til landskabet Maša i den nordlige del af det vestlige Lille-Asien.

Fordi brevet er tilstillet kongen af Ahhiyawa (Ahhiya, Ahhija) kan vi se at der på et tidspunkt før brevets tilblivelse ca. år 1250 f.Kr. har været krig mellem kongen af Ahhiyawa (Ahhiya, Ahhija) og Hatti (Hittitterriget) om landskabet og bystaten "Wiluša” (senere Troja). Brevet er en opfordring til en fredsaftale om "Wiluša” (senere Troja). Det har konsekvensen at "Pijamaraduš" (Piyamaradu, Kong Priam) på en eller anden vis har været i en angrebskrig mod "Wiluša” (senere Troja) på et tidspunkt før år 1250 f.Kr.

Faktisk kan vi se fra "Manapatarhunta"-brevet (CTH 191); Manapatarhunta var lydkonge af landskabet Šēha og øen Lazba (Lazpa; senere Lesbos), dateret til Kong Muwatalli II.'s regeringstid ca. år 1295-1272 e.Kr., at "Pijamaraduš" (Piyamaradu, Kong Priam) angriber disse landskaber. Er Kong Muwatalli II.'s indgåelse af "Alakšandu"-aftalen ca. år 1280 f.Kr., hvor Alakšandu sættes på tronen i "Wiluša” (senere Troja) et modtræk til dette, da har disse angreb fundet sted i tidsrummet år 1295-1280 f.Kr.

Har vi ret i at den i brevene nævnte "Pijamaraduš" (Piyamaradu) er identisk til Kong Priam, kan vi nu se at angrebet for kontrollen over Troja kommer fra syd og kystbyen Millawanda (Milawanda, Milawata, senere "Miletus"), og at det finder sted i tidsrummet år 1295-1250 f.Kr. Det antyder også at folkevandringen er sket fra øst ind over Lille-Asien, som jeg har foreslået. Det fremgår af Homer: Iliaden (Bog II:815-875) at bystaten Miletus er en forbundsfælle til Troja. Dette forklarer måske hvorfor, og ser ud til at være en videreførsel af tidligere forsvarsforbund indgået af landskaberne langs vestkysten mod Hatti (Hittitterriget).

”Milawata”-brevet (CTH 182) fra ca. år 1240 f.Kr. nævner "Pijamaraduš" (Piyamaradu) i datid, og kalder ham for en uromager der hærgede de vestlige landområder, som vi netop har hørt beskrevet ovenfor. Det fremgår fra dette brev, at den hitttitiske konge ikke længere har en lydkonge på plads i "Wiluša” (senere Troja), men at han arbejder på at få den rette konge Walmu genindsat fra sit eksil (hvor dette var ved vi ikke). Det må betyde at "Pijamaraduš" (Piyamaradu, Kong Priam)'s angrebskrig mod "Wiluša” (senere Troja) på et tidspunkt før år 1250 f.Kr. er den krig der fjerner den gamle konge Walmu fra magten. Betyder det at "Wiluša” år 1240 f.Kr. er blevet til Troja, og at vi har en ny konge-æt på tronen - trojanerne?

Helt genialt foreslår George Hinge at svigerfaderen "Pijamaraduš" (Piyamaradu)'s svigersøn Atpā, herskeren af bystaten Millawanda (Milawanda, Milawata, senere "Miletus") er ingen mindre end Hektor 1, som Ældre Edda viser os er Þórr (Ökuþór). Herved når vi frem til at Atpā (Hektor, Þórr, Ökuþór) år 1240 f.Kr. kan være den konge der har sendt den gamle konge Walmu i landflygtighed, og nu selv sidder på Troja's tronstol. 

1 George Hinge: Fra Hatti til Homer: Trojanske helte i hittitiske arkiver (Agora nr. 3, 2008, s. 11). Lydforbindelsen fra hittitisk til oldgræsk er fra "tp" til "kt".

 

Vi kan se formålet med "Pijamaraduš" (Piyamaradu, Kong Priam)'s angrebskrige ca. år 1295-1272 e.Kr. fra "Manapatarhunta"-brevet (CTH 191, § 7):

[Pí-ya-m]a-ra-du-uš-ma-mu GIM-an lu-ri-ya-aḫ-ta nu-mu-kán At-pa-a-an [ooo] UGU ti-it-ta-nu-ut nu La-az-pa-an GUL-ah-ta...

Da Piyamaradu havde ydmyget mig, indsat Atpā over mig, og angrebet [øen] Lazba…

Min oversættelse til nudansk fra engelsk.
Kilde: Harry A. Hoffner & Gary M. Beckman: Letters from the Hittite Kingdom (2009, s. 294).

 

”Mig” er Kong Manapatarhunta til landskabet Šēha og øen Lazba (Lazpa; senere Lesbos). Det synes klart at fremgå fra kongens beklagelser, at "Pijamaraduš" (Piyamaradu, Kong Priam) ikke blot angriber disse landskaber for valrov, men indsætter sin svigersøn Atpā (Hektor, Þórr, Ökuþór) som herre over landskabet Šēha og øen Lazba (Lazpa; senere Lesbos). Næste stop efter landskabet Šēha og øen Lazba (Lazpa; senere Lesbos) i en fremrykning fra syd er landskabet "Aššuwa", der betegner hele vestkysten af Lille-Asien, herunder "Wiluša" (senere Troja). Her må samme strategi været blevet benyttet, og Atpā (Hektor, Þórr, Ökuþór) er blevet indsat som herre over Troja.

Sammenhængen mellem “Alakšandu” i hittitiske kilder fra ca. år 1280 f.Kr. og “Alexandros” (oldgræsk) i Homer: Iliaden, og hvorfor jeg mener dette er gengivet som "Tros" (Trôa) i den trojanske kongerække, er gennemgået i afsnittet "Ragnarok – Troja’s Fald" (underafsnit "Det ulovlige bruderov – sædernes retfærdiggørelse for Den Trojanske Krig").

I Annalerne fra Kong Tudhaliya I./II./III.'s regeringstid (ca. år 1450-1385 f.Kr.) er gengivet 22 byer i landskabet "Aššuwa", der betegner hele vestkysten af Lille-Asien, herunder "Wilušiya" [Wiluša], der senere bliver til Troja. Landskabet "Aššuwa, Isy" (hittitisk, egyptisk) er ophavet til "Asiô" i Homer: Iliaden (Bog II:459-469), i dag kendt som Lille-Asien. Med denne viden kan vi nu opstille følgende stamtavle for den trojanske konge-æt, der i Ældre Edda kaldes for "asa sonom, esir" (ase sønner, aser) 2, og samtidigt se hvorfor kongeætten gives denne kenning 1:

1 Eric H. Cline: Aššuwa and the Achaeans: The "Mycenaean" Sword at Hattušas and its possible implications (1991, The Annual of The British School of Athens, Vol. 91, s.142).
2 Vafþrúðnismál (vers 38, Ældre Edda) og Völuspá (vers 49 & 57, Ældre Edda)

 

 

 Tidsrum
(år f.Kr.)

 

 

 

 ca. 1300-1280

 

 Erikhithonios, Ericthonios,
Ericthonius, ERIXΘONIOS

*Ei+Ríkr+Þor = *Eiríkr-Þor,
*Altrådende Thor
Gamle-Erik

Kendes med to heite: ”Jarðar burr” (Jordens søn, Jordens første-fødte) & ”burr” (søn, første-fødte).

Førstenavnet "Erik" kendes som "airikis" på Sparlösa-stenen, Västergötland (Vg 119) fra før år 670 e.Kr.

chap12-20.jpg

Afbildning på indersiden af en terracotta drikkekop (kylix) fundet i Athen, dateret til ca. år 500-475 f.Kr. Det  første vi bemærker er at kunsten forekommer etruskisk, men bogstaverne er oldgræsk fra Ionia (vi ser det bl.a. i hvorledes gamma (g) og eta (e) er rejst). Kunsten er tilskrevet ”Kodros-maleren, Kodros Painter, Peintre de Codros”, en malerskole fra Athen. Fra venstre ser vi ΓE (Ge), også skrevet ”Gaia, Gæa, Gea” give ERIXΘONIOS (Erikhithonios), også skrevet ”Ericthonios, Ericthonius” til AΘHNAIA (Athenaia), også skrevet ”Athene”, som fostersøn. Athene kaldes ”den øje-glimtende mø” i Homer: Iliaden (Bog XXIV:25-30). At det må være en græsk fortolkning af sagnet fremgår ligeledes ved brugen af Athene, der på etruskisk kaldes ”Menrva”.
 
”Ge, Gaia, Gæa, Gea” betyder oprindeligt ”Jord, Den Jordlige Moder”, hvorfor ”Erikhithonios, Ericthonios, Ericthonius” er søn af Jord. Vi erindrer at dette er nøjagtigt hvad også urnordisk tanke mener. Thor gives heitet ”Jarðar burr” (Jordens søn, Jordens første-fødte) i Lokasenna (vers 58, Ældre Edda). I Hyndluljóð (vers 30, Ældre Edda) er “Burs arfþegi" (Bur's arvtager) også et heite for den trojanske stamfader ”Erikhithonios, Ericthonios, Ericthonius”, der derfor er “*Eiríkr-Þor, Gamle-Erik”.
 
Billedkilde: Arthur Bernard Cook (1868-1952): Zeus: A study in ancient religion (1925, Vol. III, The birth of Erichthonios, s. 181-188, fig. 95). Vasen findes på Berlin Museum.


 

 ca. 1280-1250

(Troja VII grundlagt)

 Tros (Trôa)

Forkortelse af:
Alakšandu (hittitisk); 
Alexandros (oldgræsk);
Elacsantre (etruskisk) 

chap12-21.jpg

 

 Assaracus (Assarakos)

 Ilus (Ilos)

 Ganymede (Ganumêdês)

Død som ung dreng.

chap12-20.jpg

Ganymede på siden af en klokkeformet etruskisk lerkrukke (H:33 cm; D:33 cm). Dateret til ca. år 500-490 f.Kr. Han er gengivet trillende tøndebånd (trillebånd) med en pind (ses i hans højre hånd). Denne børneleg fra Bronzealderen er en kenning for at han er ca. 5-10 år gammel. Hans gyldne hår med rødbrunligt skær (det oldgræske ord er “xanthos”) er langt og frit; en kenning for at han er fribåren og derfor erilaR (Jarl) æt. Han bærer en laurbærbladskrans som pandebånd; en kenning for udødelighed i etruskisk tanke. I sin venstre hånd  holder han højt løftet i ære en hane, der skuer ud i fremtiden. Denne hane kender vi under heitet “Fjalar” (udkiggeren) i rummet fremtiden, hvorfor Ganymede her er gengivet som udødelig (og derfor død da han er 5-10 år gammel). Se afsnittet “Ragnarok – Troja’s Fald” og Völuspá (vers 42-43, Ældre Edda).
Billedkilde: Kan ses på Louvre Museet, Paris (inventarnr. G 175).

 Bymuren
bygges på 1 år

 Capys (Kapun)

 Laomedon (Laomendonta, Laomedonti)

chap12-19.jpg

 

 ca. 1250-1200

 Anchises (Anchisên)

Priam (Priamon)
Piyamaradu (hittitisk)
Pijamaraduš (hittitisk)
Priumne (etruskisk; bl.a. Vulci: III; ES V, 118)
(1295-før 1240)

 

chap12-20.jpg"PRIVMNE" rejst fra højre mod venstre i etruskiske runer på et etruskisk bronzespejl fra 2-300 tallet f.Kr. 1

1 Eduard Gerhard: Thetis und Priumne. Etruskischer Spiegel der kais. russischen Sammlung, auch über Gräberidole des königlichen Antiquariums (1862, Band 22, s. 11).

 

Vi ser i det oldnordiske ”prámr, prjámr” (båd, færge), at der kan ske en omveksling til ”farmr, fearm, farm” (oldnordisk, oldengelsk, oldsaksisk) med betydningen ”(skibs)ladning, rejse”. På samme vis kunne man tænke sig at ”Priam, Priamon” på oldnordisk kunne findes som ”framr” (ypperlig, brav, tapper). Herved når vi frem til den identiske betydning af ordet på det nu uddøde indoeuropæiske sprog ”luvisk" (luwian, luvian) med "Priimuua" (Den ualmindeligt Modige).

Ifald det kan argumenteres at der er et fælles ophav mellem det oldlatinske ”pri” (før) og det luviske ”Primuua” (Den ualmindeligt Modige), og den modigste er oprindeligt altid at finde i første række blandt de kæmpende krigere, da har vi følgende sproglige udvikling:

Oldlatinsk ”pri” (før) → ”*prismos” (før-Italic) → ”primus” (latin) → ”primeiro, primero, prima” (portugisisk, spansk, italiensk).

Herved opnår vi forståelsen at ”o primeiro, el primero, la prima” (den første) er identisk til forståelsen af Odin som ”den første” 1.

Rig Veda (Bog 3:XLVI:2; Bog 6:XXVI) viser os at Odin på sanskrit i gradbøjningen ”yodha” bl.a. skal opfattes som ”bekæmpe, kæmper”, og det er åbenlyst som den modigste kæmper i første række at en af forståelserne for Odin som et heite for kongen opstår (se afsnittet ”Odin”).

Kong Priam (Priamon) kan derfor vel være identisk med Odin i ordets oprindelige betydning. Ældre Edda forklarer os at dette er hvad vor erindring tilsiger.

1 Tusinde tak til Marc Koldkjaer Rune for denne indsigt tilsendt fra Florianopolis, Brasilien november 2010.

= Oþinn (Ældre Edda)

 

chap12-18.jpg

 

 

 ca. 1200-1170

 Aeneas (Aineias)
Eine (etruskisk)

= *oinos
= Den 1. (af Aserne)
= Ásaþór hinn gamli (Snorre)

chap12-16.jpg

 Hektor (Hektôr)
Ectur, Extur
(etruskisk: Vulci: III; ES V, 118 & Vulci: V; ES 92)
Atpā (hittitisk)
(før 1240 - før 1184 og stadig i sin ungdom)

= Þórs, Þórr, Þorr (Ældre Edda)
= Ökuþór (Snorre)

chap12-12.jpg

 

 senest 1110

(Troja VII er nu afbrændt)

Ascanius (Askanios, Askanion)

”AisgRh” (DR 8)
Ásgeirr, Osgar, Asger, Oskar

chap12-17.jpg

  Skamander (Skamandrion)
(-1184 som spædbarn)

Af folket kaldet "Astyanax" (Astuanakt)

chap12-13.jpg

 

 

Strabo: Geographika (Bog 13.1.48) skriver år 7 f.Kr. – 18 e.Kr:

”...Andre siger at en hvis Teucer [græsk "Teukron"] kom fra Attica, der tilhørte Demus fra Troes [græsk "Trôôn"], og nu kaldes Xypeteon, men at ingen Teucri [græsk "Teukrous"] kom fra Kreta. De fremfører som bevis for sammensmeltningen af folkene fra Troja og Attica, at en Ericthonius [græsk "Erichthonion"] grundlagde begge folk...”.

Landskabet "Attica" (græsk "Attikês, Attikous") er halvøen, hvorpå bl.a. Athen, Marathon og havnebyen Thoricus (græsk "Thorikos" i Strabo: Geographika (Bog 9.1.20)) grundlægges. Navneskiftet til "Xypeteon" (græsk "Xupeteônes") sker på et af mig ukendt tidspunkt. De 12 uafhængige små kongedømmer samles først under Athen i 7-600 tallet f.Kr. Der er påvist aktive sølvminer omkring Thoricus år 1500-1100 f.Kr. Er havnebyen "Thoricus" (Thorikos) opkaldt efter "Erichthonius" (Eiríkr-Þor, Altrådende Thor)?

Homer: Iliaden (Bog IV: 44-49), hvor Zeus siger til Hera, i min oversættelse til nudansk:

”For af alle byer under solen og himlens stjerner, hvor Jordens befolkning har gjort deres hjem,
af disse hellige Ilios [Troja] stod mit hjerte nærmest, med Priam og Priam’s folk, med værdige askespyd”.

 

Kong Erichthonius (Eiríkr-Þor, Altrådende Thor) gemmer sig muligvis i den dansk/norske folketro under betegnelsen ”Gamle-Erik”.

"Voldborg-Aften ride alle de gamle Kiærlinger, som ere Hexe, paa deres Koste eller Ildragere til "Troms-Kirken", og paa St. Hans Nat til Bloksbierg, for at holde Hellig Aften med "Gamle-Erik" 1.

1 J. M. Thiele: Danmarks Folkesagn (1860, 3. Deel, s. 180, nr. 724). "Bloksbierg" = Brochen i Harzen.

 

 

De norske folkemindesamlere Peter Christen Asbjørnsen & Jørgen Moe: Norske Folkeeventyr (1841-1844) gengiver beretningen om ”Skipperen og Gamle-Erik”:

”…Det var Gamle-Erik det; for ham hadde han gjort kontrakt med, som en kan vite, og den dagen var tiden ute; han kunne vente hvert øyeblikk at han kom og ville hente ham……. så kom Gamle-Erik i et vindkast og fakket skipperen i kragen. "Stopp, far, det har ikke slik bråhast," sa skipperen…".

I svensk folketro har vi beretningen om ”Gamle-Eirik og hardingen kappast” (her i den norske oversættelse):

”Det var ein gong ein bonde som hadde kontrakt med Gamle-Eirik. Om all gjekk han vel i verda, skulle Gamle-Eirik få han etter ei viss tid, og det for alltid”.

Præsterne rundt om i Skandinavien havde tilsyneladende helt overnaturlige evner til at binde, bortjage eller undertvinge Gamle-Erik. Det er, så vidt jeg kan se, uden for tvist, at "Gamle-Erik" blev opfattet som en forfædrende sky- og vindgud, til hvem alle var uigenkaldeligt knyttet i al evighed.

 

 

Troja-seglet og det trojanske sprog

 

 

 chap12-23.jpg

Troja-seglet

Billedkilde: Ruth Neilson: Bronze Age Connections: An investigation regarding the archaeological and textual evidence for contact between the Mycenaean Greeks and the Hittites (2009, s. 42, Fig. 2.27 Hieroglyphic Luwian seal); J. Davis Hawkins & Donald .F. Easton: A Hieroglyphic Seal from Troia (1996, Studia Troica 6: s. 111-118); George Hinge: Fra Hatti til Homer: Trojanske helte i hittitiske arkiver (Agora nr. 3, 2008, s. 6). 

 

I 1995 blev et bronzesegl fundet i det jordlag der menes at være slutningen af Troja VIIb (ca. år 1260-1110 e.Kr.), dvs. en datering til ca. år 1130-20 f.Kr., og efter Troja’s Fald ca. år 1184 f.Kr. Seglet har flere “tegn” ridset på begge sider af seglet. Disse “tegn” menes at være “luviske“ (luwian, luvian) tegn. Forskningen omtaler “tegnene” som “luviske hieroglyfer, hieroglyfluvisk”, hvilket leder tanken på egyptiske samme, og dermed let formår at vildlede mere end vejlede. Det er værd at erindre at en “hieroglyphikos” på oldgræsk betegner en “hellig udskæring”. 

Jeg argumenter i kapitlet “At riste lyde” for at Ældre Futhark, med bl.a. oldetruskisk og oldphrygisk, som med kinesiske skrifttegn, må have et fælles ophav i Bronzealderen som naturtro gengivelser fra virkeligheden, og derfor billedtegn.

Det er kendetegnende fra de fundne luviske tegn at disse består af stavelsestegn (syllabogrammer) og ordtegn (logogrammer). Det ser ud til at sproget var i brug uden for Hatti (Hittitterriget) mod vest og syd i Lille-Asien, og måske er udviklet fra hittitisk til at varetage international korrespondance med netop Hatti (Hittitterriget). 

Troja-seglet er det eneste vidnesbyrd vi har om hvilket sprog trojanerne muligvis talte, og med kun et enkelt vidnesbyrd dateret til efter Den Trojanske Krig, hvor trojanerne er flygtet eller dræbt, er det let at drage for hurtige slutninger om at trojanerne talte luvisk. Dette synes understøttet af at fortolkningen af tegnene på Troja-seglet synes at antyde, at seglet var ejet af en skriver og muligvis hans kone. Seglet blev fundet i hvad kan have været skriverens hus. Det synes også at være en almindelig antagelse at luvisk kun blev brugt i det vestlige Lille-Asien i tidsrummet år 1200-700 f.Kr.

Homer: Iliaden (Bog II:866-869), i min oversættelse til nudansk:

”Og Nastes var leder af Carian-[folket], med det fremmede tungesmål, der var landholder af Miletus og Phthires bjerget, tæt bevokset med løv og Maeander-[floden]’s strømme, og Mycale-[bjergene]’s stejle tinder”. 

Sproget der henvises til som “det fremmede tungesmål” er luvisk. Folket ankommer i 1200 tallet f.Kr. til området, der kaldtes "Karuwa" (luvisk); "Karkija" (hittitisk), og lå ved kysten i det sydvestlige Lille-Asien. Fordi folket var forbundsfælle med Troja blev havnebyen og bystaten Miletus, der i samtiden kaldes Millawanda (Milawata), ødelagt efter Troja’s Fald ca. år 1184 f.Kr. 

Som jeg mener at Ældre Futhark (24 runer) og oldetruskisk (23 runer) muligvis er udviklet fra oldphrygisk (19 runer), mener jeg også at trojanerne har talt en dialekt der kunne forstås af samtidens etrusker og phrygier. Når Homer: Iliaden anser luvisk som et fremmedsprog for trojanerne, har trojanerne ikke talt luvisk, som Homer erindrer dette ca. år 800 f.Kr. Endvidere er det klart fra Homer: Iliaden at trojanerne frit kan samtale med Danaan-folket, som jeg argumenterer for er det oprindelige Tani (Daner)-folk.

Troja-seglet viser os formentlig hvilket sprog de der kommer efter trojanerne talte, ikke sproget der blev talt i Troja.

 

 

 

Stridsvogn og gedebuk

 

 

Er der to ting alle forbinder med Thor, udover hammeren, må det være hans stridsvogn og gedebukke. Tager vi et kort øjeblik et skridt tilbage og gennemtænker dette, må det være sandt at vi her taler om et endog urgammelt tidsrum.

Brennu-Njáls Saga (kap. 88) fra ca. år 1280 e.Kr. forklarer os at der i hovet i Gudbrandsdalen, det andenstørste i Norge i Jarl Hákon Sigurðsson af Hlaðir, Trøndelag's regeringstid ca. 970-995 e.Kr. stod "kerru Þórs" (Thor’s kærre). Vort indre billede af Thor med stridsvogn er derfor en knivskarp erindring fra dyb fortid.

 

Stridsvognen

 

Ved at Thor ikke rider en hest , men en stridsvogn, befinder vi os i tiden før rytteriet afløser stridsvognen. Stridsvognen var i fuld brug i Den Romerske Republik (år 509-44 f.Kr.). Assyrerne har rytteriet fuldt udviklet i 800 tallet f.Kr. Da vi fra 500 tallet f.Kr. er et hestefolk er rytteriet derfor sikkert fuldt udviklet hos os på dette tidspunkt og stridsvognen forlagt.

Homer: Iliaden er sprængfyldt med brugen af stridsvogne, også hos trojanerne, hvorfor vor egen forståelse for Thor i stridsvogn må være tidligere end 800 tallet f.Kr., og sikkert i sagn kan føres til Den Trojanske Krig.

 

 chap12-4.jpg

Stridsvogn trukket af to gedebukke.

Helleristning fra Aspeberget, Tanum Socken, Bohuslen dateret til ca. år 1000 f.Kr. (bildnr. 31223121011, Raä nr. 18). En ekstrem vigtig helleristning. I afsnittet ”Den Store Hund på Himlen” viser jeg at det er gennem Ledestjernen at sjælen kan vandre fra denne til den næste verden, hvorfor vi her finder Himmelhullet. Det er denne rejse Thor, som ”Tordengudens søn”, skal ud på. 
Billedkilde: Vitlycke museum, Tanumshede, Bohuslen.

 

Sammenlign helleristningen fra Bohuslen af en stridsvogn med samtidige helleristninger af stridsvogne fra Mongoliet:
 
 
 

 chap12-7.jpg


Nr. 1 Hellerristning af Stridsvogn fra Mongoliet fra ca. 1000-tallet f.Kr. (pierre à cerfs de Mongolie, ca. milieu du premier millénaire avant notre Ère).
Nr. 2-4 Helleristninger af stridsvogne fra Det Indre Mongoliet fra ca. år 1000-tallet f.Kr. (pétroglyphes de Mongolie intérieure, premier millénaire avant notre ère (2-4). D'après Wenwu 1995, 7, fig. 1 p. 71. Pétroglypheà Jamani Us, en Mongoliedans l'Allai)
Kilde: Alain Thote: De quelques conventions picturales Le char et ses representations aux ve-ive siècles avant notre ère (Études chinoises, vol. XVIII, nu 1-2, printemps-automne 1999, s. 204)

 

Stridsvogne i Ældre Bronzealder

I Hjulmagerkunsten har et rigtigt egetræshjul, alt andet lige, aldrig 4 eger – det er ganske enkelt ikke stærkt nok. Det mener jeg dog de havde i Ældre Bronzealder, og at der fra denne fremstilling af hjulet med 4 hjuleger i virkeligheden, opstår en ekstrem vigtig kenning i kunsten. Når vi i kunst ser et hjul med 4 eger er der dels tale om et faktisk hjul, men også om solhjulet eller hjulkorset (Solen + livkors), i kunst sommetider gengivet som solhjulet vist med fødder (solen ganger) eller 4-takkede stjerner. Alle betegner Solen i bevægelse.

Homer: Iliaden (Bog V:723) viser os at 8 hjuleger også forekom. 8 eger eller den 8-takkede stjerne er i kunst også en kenning for Moder Jord. I omtalen af gudinden Hera (Hērē)’s stridsvogn hører vi:

:Hēbē d' amph' okheessi thoōs bale kampula kukla khalkea oktaknēma sidēreō axoni amphis.:Ungmøen på begge sider af vognen hurtigt kastede bøjede hjul af bronze, otte-egerede, (sat på) jernaksler på begge sider.

Min oversættelse til nudansk. Det oldgræske ”Hēbē” betegner i lov tiden efter barn, men før voksen, dvs. ungdommen. Skånske Lov kalder denne aldersgruppe fra 7-15 for ”æplis børn” (”æble børn” – egentlig ”børn der leger med æbler”). I den senere bystat Athen betegnede det i lov aldersgruppen 7-16 år gammel, medens det i Sparta betegnede 7-18 år gammel. Ungersvenden eller ungmøen der opvarter sin herre er Jarl æt’s ungdom under oplæring. Fordi der her er tale om gudinden Hera (Hērē), er opvarteren en ung pige.

 

Det oldgræske ”sidēreō” fra ”sidēreos” (gjort af jern). Ordet forekommer flere gange i Homer: Iliaden og Homer: Odyssey, og der kan ikke rejses tvivl om at vi må opfatte det som metallet Jern. I Ældre Bronzealder er smeltning af jern stadig i sin spæde begyndelse, hvorfor vi ser stridsvognens aksler gjort at såvel det nye metal ”jern” (sidēreō axoni), samt det i samtiden velkendte metal ”bronze” (khalkeos axōn), jvf. Homer: Iliaden (Bog XIII: 30):

toi de petonto rhimpha mal', oud' hupenerthe diaineto khalkeos axōn: så hurtigt fløj hestene (af sted), at stridsvognens bronzeaksel blev ej våd underneden: 


Min oversættelse til nudansk.

 

Den etrustiske stridsvogn i faktisk størrelse fundet i et gravkammer i Monteleone di Spoleto, landskabet Perugia, sydøstlige Umbria, Italien, dateret til år 550-525 f.Kr. har 9 hjuleger.

 

 chap12-26.jpg

Stridsvogne fra Ældre Bronzealder

1. Gravstenen fra den arkæologiske udgravning ”Mycenae”, lidt nord for landskabet Argos, den Peloponnesiske halvø (Royal Shaft-grave V), dateret til ca. år 1500 f.Kr.
2. Seglringen af guld fra den arkæologiske udgravning ”Mycenae”, lidt nord for landskabet Argos, den Peloponnesiske halvø (Royal Shaft-grave IV), dateret til ca. år 1500 f.Kr.
3. Brudstykke af vægmaleri fra slottet i bystaten Tiryns, dateret til 1200 tallet f.Kr. Bystaten Tiryns ligger i landskabet Argos, den Peloponnesiske halvø, nord for Sparta og syd for den arkæologiske udgravning ”Mycenae”. Scenen er en vildsvinejagt med brug af store jagthunde. To kvinder i en stridsvogn følger jagthundene. Kan ses på The National Archeology Museum, Athen.
4. Aftegningen i midten af kanden fra den arkæologiske udgravning ”Mycenae”, lidt nord for landskabet Argos, den Peloponnesiske halvø. Kanden er dateret til første del af 1200 tallet f.Kr. (The Cesnola Collection, 74.51.966, The Metropolitan Museum of Art, New York).
5. Aftegningen i midten af kanden fra den arkæologiske udgravning ”Mycenae”, lidt nord for landskabet Argos, den Peloponnesiske halvø. Kanden er dateret til ca. år 1400-1370 f.Kr. (The Cesnola Collection, 74.51.964, The Metropolitan Museum of Art, New York).
6. Solvognen fra Trundholm Mose, Odsherred, Sjælland dateret til ca. år 1350 f.Kr. eller Ældre Bronzealder periode II (1500-1300 f.Kr.).
7. ”Skallerupvognen" fra Trudshøj ved Skallerup, Bårse Herred, Sydsjælland dateret til Ældre Bronzealder periode III (1300-1100 f.Kr.). Bronzekedelen er udstillet på Nationalmuseet.
8. Billedsten nr. 7 fra Kivik-graven (Kongegraven) ved byen Kivik (Kivig) på Skånes østkyst, dateret til Ældre Bronzealder periode III (1300-1100 f.Kr.).
9. Siden af et lille skrin af elfenben fra Grav 58 i Enkomi, Cypern, dateret til ca. år 1400 f.Kr. Stridsvognen har 6 hjuleger gengivet.
10. Ashur-natsir-pal (800 tallet f.Kr.) med hær under angreb på stenplade fra Nimroud paladset (nu the British Museum). En rambuk trækkes lagt på to stridsvogne. Den tredje stridsvogn er bagtrop og beskytter. Stridsvognene er tre-spandet med vognstyrer plus kriger. Stridsvognene har 6 hjuleger gengivet. En 2-spandet stridsvogn er som krigsvåben bedre end en 3-spandet, eller 4-spandet; sidstnævnte som vi ser på Standarden fra Ur. En 2-spandet stridsvogn kan klares af 1 kriger og har større mobilitet. At vi muligvis ser både 2- og 3-spand samtidigt kan ganske enkelt bare vise to folkeslags hære med forskellig teknologi. Kilde: Donald A. Mackenzie: Myths of Babylonia and Assyria (1915, kap. XII: Rise of the Hittites, Mitannians, Kassites, Hyksos og Assyrians, s. 271).

 

Hymiskviða (vers 7, Ældre Edda) forklarer os om "hafra horngöfgasta" (horn-tilbedte Bukke).  Hymiskviða (vers 20 & 31, Ældre Edda) giver os kenningen ”hafra dróttinn” (Bukke-Drotten) for Thor. Hymiskviða (vers 37, Ældre Edda) giver os kenningen ”hafr Hlórriða” (Hlórriða's Bukke) for Thor, hvor vi endvidere hører at "skær skökuls skakkr á beini" (heste skagler har skævslået benet), der bekræfter for os at bukken er spændt for.

Þrymskviða (vers 21, Ældre Edda) siger om hvad Thor nu gør:

Senn váru hafrar
heim of reknir,
skyndir at sköklum,
skyldu vel renna;
björg brotnuðu,
brann jörð loga,
ók Óðins sonr
í Jötunheima.

Derefter vore bukkene
hjemad drevet,
fremskyndet i skaglerne,
skyldig vel (at) rende;
(over) bjerge brudte,
(og) brændende jord-lue,
kørte Odin's søn
til Jættehjem.

Min oversættelse til nudansk.

Vær opmærksom på at årsagen til at Thor kører stridsvognen over "brændende jord-lue", der betegner "skærsilden", skyldes at alle rum (verdener) er adskillt af ild. Da Thor forlader rummet "nutiden" og kører til rummet "fortiden" må han derfor køre gennem ilden. Vi ser samme forståelse i Skírnismál (vers 9 & 18, Ældre Edda) og Fjolsvinnsmál (vers 31, Ældre Edda). Det er derfor vi (ting)lyser nyt land ved at vandre rundt i skellet med en fakkel. Se afsnittene "Begravelse - ligbrænding i skib" og "Navigation - Solstenen og Solpejlskiven" (underafsnit "At gøre landnám").

 

Alle steder er det underforstået at Thor er vognstyrer af en stridsvogn med to bukke spændt for vognen, medens han i oprindelig tanke rejser over himmelhvælvingen. Úlfr Uggason: Húsdrápa (vers 4) fra 900 tallet e.Kr. gør brug af heitet "hafranjóts" (Bukke-Bruger) for Thor i sin egen genberetning af Hymiskviða.

Snorre i Snorre Edda (Gylfaginning, kap. 21) viderebringer denne viden fra Ældre Edda. Ved at tilskrive stridsvogn og gedebukke til den ældste Thor vi kender, Ökuþór, gør Snorre det også klart, at han er enig i, at vi med stridsvognen og gedebukkene befinder os i Troja:

”Þór á hafra tvo er svo heita: Tanngnjóstur og Tanngrisnir, og reið þá er hann ekur, en hafrarnir draga reiðina. Því er hann kallaður Ökuþór”.

”Thor ejer to geder som så hedder: Tanngnjóstur og Tanngrisnir, og stridsvognen han kører, end gederne trækker stridsvognen. Derfor er han kaldet Ökuþór”.

Min oversættelse til nudansk. Det er fra Hymiskviða (vers 37, Ældre Edda) at vi en af bukkene brækker benet og bliver lam på. Snorre bruger viden herfra til at skabe beretningen i Gylfaginning (kap. 44. Þórr hóf för sína til Útgarða-Loka) om Öku-Þórr's gedebuk der fortærres og genskabes så længe alle knoglerne forefindes.

 

 

 chap12-5.jpg

Faktisk stridsvogn i fuld størrelse fundet i 1902 i et gravkammer i Monteleone di Spoleto (den romerske by "Brufa" i 978 meters højde) i landskabet Perugia, sydøstlige Umbria, Italien i hvad var det etruskiske landskab Etruria, og dateret til år 550-525 f.Kr. H: 130.9 cm, vognstangens længde: 209 cm. De to heste har været spændt for vognstangen med en afstand på ca. 122 cm på punktet, hvor åget sattes på hestenes nakke. Stridsvognen er en etruskisk stridsvogn. Den er måske ceremoniel, men viser tegn på en alvorlig ulykke, hvorfor vi ikke kan være sikre på at den ikke har været i brug under slag. Som en senere hestevogn, blev undervognen gjort i træ, hvorpå blev sat tre bronzepaneler med indlagt elfenben (af elefant, flodhest og vildsvin), samt afbildninger (det høje foran, samt to lavere på siderne). Træhjulenes nav og 9 eger blev gjort af eg og båndet omkring af jern – sidstnævnte nøjagtigt som i dag. Vognstangen blev forbundet, eller forstærket, til undervognen med læderremme af kohud, som der var læderremme omkring åget. Ringe af svineskind med fedt blev fastsat til at afhjælpe friktion mellem hjul og aksel, som man brugte svinefedt til samme indtil for nylig. Som følge af dateringen til 500 tallet f.Kr. er der græsk indflydelse i kunsten, hvad vi ser i etruskisk kunst i samtiden.

 chap12-11.jpg

Afbildningerne derimod omhandler et emne der, af historiske årsager, også stod etruskerne nær – Den Trojanske Krig. Motivet på frontpanelet gengiver to rovfugle (Nr. 1), falke  jvf. Homer: Iliaden (Bog XVIII:616), under hvilken Achilles (etruskisk "Achle, Achile") modtager nyt skjold og hjelm fra sin moder Thetis (etruskisk "Thethis"), da han havde givet til eget våbentøj sin ven Patroclus (etruskisk "Patrucle") til brug i tvekampen mod Hektor (etruskisk "Ectur, Extur"; Ökuþór), jvf. Homer: Iliaden (Bog XI:780-845; Bog XVI:1-10; Bog XVIII:130-132, Bog XVIII: 145-147; Bog XXIII:54-74). Patroclus (Patrucle) tabte tvekampen mod, og våbentøjet til, Hektor (Ectur, Extur, Ökuþór), og Achilles (Achle, Achile) søger og får sin hævn. Rovfuglen (Nr. 1) i venstre sidepanel er en ørn, jvf. nedenfor.

På det venstre sidepanel ser vi den dræbte Patroclus (Patrucle) på jorden; vi aner kun hans hoved. Over hovedet har vi afslutningen på hævntogtet og kampen mellem Hektor, med trojanernes og vort runde skjold til venstre, mod Achilles til højre med sit ovale skjold.

Homer: Iliaden (Bog XXII:270-329), i de sidste øjeblikke af Hektor’s liv, med Achilles talende, i min oversættelse til nudansk:

”Jordet skal du blive af mit spyd. Tiden til afregning er kommet og du vil nu betale den fulde pris for den sorg du har påført mig ved tabet af mine staldbrødre, dræbt af dig i berserkargang med dit spyd. Han talte, bragte sit langskyggede spyd i ligevægt, og kastede det; ikke desto mindre undveg glorværdige Hektor det, stirrende fast på ham, for han var i tide opmærksom på det og dukkede sig, og spydet af bronze fløj over (ham), og satte sig fast i jorden; men Pallas Athene greb det og gav det tilbage til Achilles, uset af Hektor, værtens hyrde. Og Hektor talte til Peleus’ søn, hvis ligemand ikke findes: Du ramte forbi og det synes at du ej har taget til dig gudernes visdom, O Achilles, at du ej fra Zeus har hørt afsagt min dødsdom, selv om du sandeligen troede dette. Alligevel var du tungefærdig og en listig gavtyv i tale, der skabte en frygt for dig, at jeg glemte min styrke og mit mod. Ikke under flugt skal du plante dit spyd i min ryg; nej, medens jeg dig anfalder rammer du det lige ind i mit bryst, skulle en gud have tilstået dig dette. Undgå du nu i stedet mit spyd af bronze. Tag vel imod det hele ind i dit flæsk! Da vil krigslykken vende for trojanerne, var du død, for du er deres største bane(mand). Han talte, bragte sit langskyggede spyd i ligevægt, og kastede det, og slog det lige mod skjoldet af Peleus’ søn, og ramte ham; men langt fra skjoldet sprang spydet tilbage [dvs. spydet prellede af skjoldet]. Og Hektor blev ophidset i vrede, at det hurtige skaft var fløjet forgæves fra hans hånd, og han stod forbistret, for han havde ikke sit andet askespyd. Han råbte da højlydt til Deiphobus med det hvide skjold, og bad ham om et langt spyd; men han var ingensteds i nærheden. Og Hektor vidste da i hele sit hjerte, og talte, sigende: Herude [på Vigrid-sletten] har guderne i sandhed kaldt mig til min død.

……[fra sætning 306] således sigende, trak han sit skarpe sværd der hang ved hans side, et stort og prægtigt sværd, og efter at have samlet sine tanker lynangreb han som en højtflyvende ørn, der nedslår mod sletten gennem de mørke skyer for at nedlægge et lille lam eller en forkuet hare; således lynangreb Hektor, med sit skarpe sværd løftet. Og Achilles løb imod ham, hans hjerte fyldt med rasende had, og foran sit bryst han satte sit værnende skjold, skinnende og rigt udsmykket, og iført sin skinnende firehornede hjelm; og omkring den [hjelmen] bølgedes hjelmbusken smedet af guld, som Hephaestus [smeden, se Homer:Iliaden, Bog XVIII:611-612] havde sat tæt langs (hjelm-)kammen. Som en stjerne står frem blandt stjerner på nattehimlen, Aftenstjernen [Hesperos, Venus], der ses på himlen som den mest lysende stjerne af alle, således sås et glimt fra det velvillige spyd holdt i ligevægt i Achilles’ højre hånd, medens han pønsede på ondskab mod den gode Hektor, lurende på hans lyse hud efter et sted mest sårbart for et stød. Resten af hans flæsk var dækket af den brynje af bronze han [Hektor] havde taget fra Patroclus da han nedslagtede ham; men der var et ubeskyttet sted hvor kravebenene adskiller nakken og skuldrene, selv halsen, hvor livets ødelæggelse sker med større hast; netop der, som han løb imod ham, lod den gode Achilles sit spyd sætte ind; og ret gennem nakken gik spydsspidsen. Alligevel kløvede askespydet, tungt ladet med bronze, ikke luftrøret, så at han [Hektor] ved sit livs ende stadig kunne svare for sig og tale med sin fjende. Da faldt han [Hektor] i støvet,…”.

På det højre sidepanel ankommer Achilles sejrrig hjem på sin stridsvogn, trukket af 2 "bevingede heste", efter sejren over Hektor. 

De to ”bevingede heste” er ”Xanthon, Xanthe” og ”Balion, Balie”, der ”fløj hurtigt som vindene”. De nævnes i Homer: Iliaden (Bog XVI:145-150) og er Achilles’ to udødelige gangere. Derfor er de bevingede.

Homer: Iliaden (Bog XVI:154), i min oversættelse til nudansk:

”Han [Achilles], kun dødelig, fulgte i fart med de udødelige gangere”.

Homer: Iliaden (Bog XIX:387-403), efter de udødelige gangere er spændt for stridsvognen, i min oversættelse til nudansk:

”Da skreg han [Achilles] højlydt til sine faders heste; Xanthe og Balie i vidt berømte afkom af Podargês; på den ene eller anden vis bring sikkert tilbage jer stridsvogn til Danaôn [”Tani” (Daner)-folket]’s vært”.

At ”hestemoderen” gives det oldgræske heite ”Podargês” (Den Rapfodede), der kan sidestilles med vort eget hesteheite ”Skeiðbrimir”, skyldes at det er hastigheden der påskønnes i hesten. Derfor ser vi også gudinden Iris i Homer: Iliaden som sendebud givet heitet ”Den Rapfodede”, der er identisk til ”Saranyu” (Den Hurtige) i Rig Veda.

Achilles' ovale skjold er gengivet to gange på stridsvognen. Dette skjold er så radikalt anderledes med de fantastiske afbildninger på skjoldet, at vi må anse dette som en stærk erindring hos etruskerne. Forståelse for skjoldets særprægede udsmykning giver også Homer: Iliaden (Bog XVIII:478-608), i min oversættelse til nudansk:

"Først gjorde han et skjold, stort og stærkt, udsmykkende det listigt over det hele, og omkring det satte en klar (skjold)rand, trefoldig og skinnende, og herfra fastgjorde et skulderbælte i sølv. Fem var lagene af skjoldet selv, og på dette smedede han listigt mange mærkværdige tingester. Han smedede Jorden, Himlen og Søen, og den utrættelige Sol, og Fuldmånen, og alle stjernebillederne hvormed Himlen krones -- [stjernehoben] Pleiaderne [græsk "Plêïadas"], [stjernehoben] Hyaderne [græsk "Huadas"] og storslåede Orion [græsk "Ôriônos"], og Bjørnen [græsk "Arkton"], som menneskeheden også kalder Vognen [græsk "Amaxan"] 1, der altid drejer om sig selv, og tilser Orion, og [er det stjernebillede der] alene aldrig bades af Oceanet [græsk "Ôkeanoio", dvs. forsvinder fra horisonten].....Men to frygtede løver blandt de foreste køer holdt en højt-truende tyr, og han, brølende med styrke, blev trukket bort af dem, medens efter ham fulgte hundene og unge mænd. De to løver havde fat i huden på den store tyr, og åd nu dens involde og sorte blod, medens hyrderne forgæves forsøgte at skræmme dem, opildnende de hurtige hunde. Alligevel afstod disse fra at tage fat i løverne, men stod tilbage og gøede og sprang til side...."

1 Vær opmærksom på at vi gør nøjagtigt det samme. Dette stjernebillede kaldes på oldengelsk "cales waen" (Karlsvognen) i Bede: De Natura Rerum, og på oldfrisisk ”Woonswaghen, Woenswaghen” (Odinsvognen).

Skjoldene på stridsvognen gengiver de to uovervindelige løver som gengivet i Homer:Iliaden ovenfor (Nr. 2).

Ligeledes på frontpanelet, i bunden hvor vognstangen møder undervognen, er vist et vildsvinehoved med forben – stridsvognen skal derfor i vort indre billedsprog opfattes som et angribende vildsvin. Samme forståelse for at vildsvinet er en kenning for stridsvognen i etruskisk, og vor, tanke, kan ses på den etruskiske vinkande fra Tragliatella, Caere (Cerveteri), dateret til ca. år 630 f.Kr. Her er fodfolkene afbildet med svinehove som fødder, og deres runde skjode har vildsvin afbildet. Fodfolkene skal her symbolisere stridsvogne.
Billedkilde: Stridsvognen er delvist genopbygget og udstillet på Metropolitan Museum of Art, New York, samt Larissa Bonfante & Judith Swaddling: Etruscan Myths (2006, s. 17, fig. 5).

 

 

 chap12-25.jpg

Afbildninger fra Den Trojanske Krig – fra Kongegravhøjen i Chertomlyk, Ukraine.

Dateret til sidst i 300 tallet f.Kr., fandt I.E. Zabelin i 1862-3 en kongegrav på et næs 22 km nordvest for byen Nikopol, Dnepropetrovsk Oblast med udsigt over Dnieper-floden, Ukraine mod syd. Gravhøjen var 19.5 m høj, og havde en omkreds på hele 350 meter. Gravrøvere havde været der på et tidligere tidspunkt, men heldigvis var ikke alt røvet. Gravhøjen har 5 kamre; en til kongen, en til dronningen, samt to krigere og en vagt ved indgangen til det ene af kammer. Der blev fundet en række sølv og guldgenstande, og smedekunsten er i verdensklasse. Dateringen, pilekogger og sværdtype gør at vi mener det må være en skythisk kongegrav, og ikke en sarmatisk. I tre grave (ca. 3 m x 3 m x 2.5 m dyb) 14 m vest fra gravhøjens indgang, blev fundet knoglerne fra 11 heste med seletøj, samt knogler fra to personer, sikkert staldknægte. 

Der blev også fundet en forsølvet amphora der, udover at vise græsk kunstnerisk indflydelse, gengiver en tre-delt verden i 3 paneler af gengivelser. Det miderste panel viser heste blivende indfanget og tæmmet til ofring ved kongens højlæggelse. De faktiske 11 heste viser at proto-indoeuropæisk filosofi blev båret ud i virkelighedens riter. Den højlagte konge har set sig selv som ”tæmmer af heste”; det absolut stærkeste billede vi har fra trojanernes virke og selvforståelse. Det er vigtigt at forstå at selv ifald græske håndværkere har udført smedearbejdet, er opdragsgiveren, og derfor kunstens indhold, en skythisk konge.

Blandt gravfundene er bl.a. kongens vigtigste ejendele, bortset fra Den Hellige Kop der må være blevet gravrøvet:

Nr. 1: En forgyldt plade til et pilekogger (goryt), 46.8 cm x 27.3 cm.

Nr. 2: Kongens forgyldte korte sværd (akinak) blev sat i en skede. Den forgyldte skede gengiver scener med trojanere forsvarende sig mod enten en grif (drage), eller bevinget hest; en tilsyneladende forgæves kamp da en af trojanerne er døende.

Med udgangspunkt i afbildningerne på den etruskiske stridsvogn fra Monteleone di Spoleto, dateret til år 550-525 f.Kr., hvor vi i højre sidepanel ser Achilles ankomme sejrrig hjem på sin stridsvogn, trukket af 2 "bevingede heste", efter sejren over Hektor, mener jeg vi nu kan forstå den "skythiske tegneserie" om Troja. 

De to bevingede heste på sværdskedens øvre del mod sværdets hjalte er ”Xanthon, Xanthe” og ”Balion, Balie”; Achilles’ to udødelige gangere. De er i kunst gengivet identisk til den etruskiske afbildning. De bevingede heste er en kenning for Achilles, hvorfor vi længere nede på sværdskeden ser den døende Hektor, jvf. Homer: Iliaden (Bog XXII:270-329).

Der er 4 paneler gengivet på sværdskeden, jvf. den af mig fremhævede opdeling. Der er 5 forsvarende trojanere gengivet, herunder den døende Hektor. Vi kan genkende trojanerne fordi de gengives i den klassiske og oprindelige gengivelse af trojanerne med hjelm med hestehårskam, rundt skjold, spyd, benskinner, eller nøgne (fremhævet med en lyseblå prik). Som alle kilder beretter fra Den Trojanske Krig deltager en hird af kvindelige ryttere på trojansk side. På sværdskeden er to kvindelige ryttere i kamp; den ene har netop fået sin hest gennemboret af en enorm lanse, medens den anden kvindelige rytter ligger dræbt for foden af sin ganger i sværdskedens bund. Sidstnævnte Kvinde, og muligvis også den førstnævnte, er gengivet med lange fletninger; en kenning for at der her er tale om ugifte skjoldmøer. (fremhævet med en rød prik). Dette er en identisk til hvorledes etruskiske afbildninger viser afslutningen på Den Trojanske Krig. Herodot: Histories (bog 4:110) fra år 484-425 f.Kr. forklarer os at skytherne kalder amazonerne "Oeorpata". Se afsnittet "Díar pataldr – amazoner – skjoldmøer - kvindelige krigere".

Vi har nu forklaret, at de to bevingede heste er en kenning for Achilles. Det rejser da straks spørgsmålet hvad den helt anderledes aftegnede angribende og bevingede grif (drage) er en kenning for? Vi starter med at konstatere at det angribende dyr i kunst er gengivet forskelligt fra de to bevingede heste fordi vi skal opfatte dette dyr på en anden vis. Dyret angriber ligeledes trojanerne, men ovenfor, i kunst "udefra". Så vidt jeg kan se er dette en gengivelse af dragen Nidhug, identisk til Homer's "Jordskælvets Herre".

Vi har seks helt identiske dyr, fra samme smedeskole og fundet i samme egn, gengivet på den forgyldte halskæde fundet i gravhøjen Tovsta Mohyla, nær Ordzhonikidze, Dnipropetrovsk Oblast. Stedet er ca. 10 km nord for byen Nikopol, Dnipropetrovsk Oblast. I midten af nederste panel ses 3 x 2 griffe (drager) angribende hver sin hest. De tre heste repræsenterer rummene fortid, nutid og fremtid. Hestene er en kenning for skytherne, tæmmere af heste. De seks angribende griffe (drager) er også her Nidhug i hvert tidsrum. Halskæden er også dateret til 300 tallet f.Kr. og kan ses på Kiev National Museum.

Det er helt uden for tvist, at denne skythiske konge, som vore egne konger og hele Ældre Edda, ser sig selv nedstammet fra ætterne i Den Trojanske Krig. Hvad er umiddelbart uklart er hvorvidt han ser sig selv nedstammet fra den tabende trojanske side, eller fra de vindende ætters side. Svaret til dette uafklarede spørgsmål er formentlig at finde i en dybere forståelse af hvad vi ser gengivet på den forgyldte plade til kongens pilekogger. Er dette, som nuværende forskning mener, en gengivelse af scener fra Achilles' liv, eller er dette scener fra bl.a. den trojanske hverdag, og derfor Hektor's liv?. Kongen har naturligvis en knivskarp opfattelse af dette. Det er os der mangler at opfange hvad han siger.

I etruskisk og urnordisk forståelse bør afbildningerne på guldpladen til pilekoggeret gengive Den Trojanske Krig, og øjebliksbilleder herfra. Jeg vil nu forsøge at argumentere for at det er den trojanske hverdag vi ser gengivet. Der er 6 paneler gengivet på pilekoggeret, jvf. den af mig fremhævede opdeling:

Panel 1-A: Viser et rundt trojansk skjold liggende vandret; en kenning for fred. En nøgen hvilende trojaner ses med sværd stukket i jord. Nøgenheden er en kenning for ungdom af adel byrd, og sværd-i-jord er en kenning for fred. Han samtaler med en skægget ældre mand siddende på en foldestol; en kenning for en konge på sin tronstol. Dette panel gengiver fredstiden i Troja før Den Trojanske Krig bryder ud. Hvad vi ser er Kong Priam og Hektor i fred og fordragelighed. Alt er fryd og gammen i Troja.
Panel 1-B: Viser en kvinde med ansigt og arme løftet mod sky. Bag hende er en tronsat mand; en kenning for en konge. Bag denne konge stirrer en ung mand af adel byrd hårdt på kvinden og ønsker at begive sig til kvinden. En anden kvinde forsøger at holde den unge mand tilbage. Kvinden med ansigt og arme i sky er Gerður (Helenê), prinsesse og tronarving til Sparta. Manden bag hende er Menelaos, hendes mand og derfor konge af Sparta. Den unge mand der forsøger at tvinge sig frem til Gerður (Helenê) er Freyr (Paris), der pønser på bruderov. Hvem er kvinden der forsøger at afholde Freyr (Paris) fra at begå bruderovet? Det er næppe moderen Hekabe (Hekabēn), der ikke fører denne samtale i Homer: Iliaden. Det kan i stedet være Freyr (Paris)'s første kone Oenone (Oinōnē). Ovid (Publius Ovidius Naso) (43 f.Kr.-17 e.Kr.): Heroides (heltebreve, V.), lader Oenone skrive et brev til Paris. I dette brev gør Oenone det klart at Hektor og Freyr (Paris)'s søster Kassandra [græsk "Kassandrên", etruskisk "Caśntra"], der var vølve, spåede hende at bruderovet af Gerður (Helenê) ville udløse Den Trojanske Krig. Hun beder derfor i brevet Freyr (Paris) om at opgive bruderovet og vende hjem.
Panel 1-C: Den trojanske kongelige æt, og ætlinger. Vi ser et ungt pigebarn ved sin moder, og et ungt drengebarn ved sin fader.
Panel 1-D:
Terracotta tavlen fra Poggio Civitate (Murio) ved Siena dateret til ca. 550 f.Kr. gengiver en identisk afbildning, og her er der tale om en etruskisk gudstjeneste. Er min forståelse af panelerne sand, herunder at disse gengiver en kronologisk fortælling, da viser dette panel en ofring og tilbedelse af trojanerne til deres guddomme om at Den Trojanske Krig kan afværges. Homer: Iliaden (Bog VI: 240), i min oversættelse til nudansk: "Derefter bad han [Hektor] dem [de trojanske kvinder og døtre] afsige en bøn til guderne (græsk "theois"], hver eneste af dem efter tur; Se "Bilag P-1: Völuspá - Vølvens Spådom".
Panel 1-E: Troja's Råd i krigsråd med de runde skjolde liggende vandret; en kenning for at Den Trojanske Krig endnu ikke er brudt ud. Askespydet, det rette trojanske våbentøj, er nu bragt frem. Kong Priam i tronstolen og Hektor, omgivet af sine livvagter, taler krig. En trojansk kvinde med bange anelser er på vej bort fra krigsrådet. Kvinden er Hektor's kone Andromache, og hun bærer i sine arme spædbarnet Skamander, jvf.  Homer: Iliaden (Bog VI:400-403; Bog XXIIII: 724-739).
Panel 1-F: De to bevingede heste ”Xanthon, Xanthe” og ”Balion, Balie”; en kenning for Achilles, Hektor's banemand.

Billedkilde: Pilekogger fra Hermitage Museet, St. Petersborg. Sværdskede fra http://www.archart.us/www.narodko.ru med tegning af Michael Pfrommer, samt Department of Art History, University of Pittsburgh (Prof. John Haskins' Slide Collection, Group 1). Ann Farkas: Interpreting Scythian Art: East vs. West (Artibus Asiae, Vol. 39, No. 2, 1977). The Metropolitan Museum of Art, New York har en tilsvarende sværdskede i deres permanente udstilling (Accension Number 30.11.12, længde 54.5 cm, dateret til år 340-320 f.Kr.). Afbildningen er helt identisk bortset fra at Nidhug er erstattet af en løve der strubebider et firbenet dyr. Denne løve kan være en kenning for Achilles.

 

 

 chap12-14.jpg

Den afsluttende Holmgang på Vigrid-sletten mellem Hektor (Ökuþór) til venstre og Achilles til højre, med stridsvogn i baggrunden. Fra Homer: Iliaden (Bog XXII: 270-329), og gengivelsen på stridsvognen ovenfor, kan vi se at Achilles skjold burde være ovalt, og at han bør være bevæbnet med et spyd. Det er kun Hektor (Ökuþór) der har brugt alle sine spyd, og derfor må tage sit sværd i brug. Ellers er stemningsbilledet ganske overbevisende.
Billedkilde: Fra filmen Troy (Warner Bros., 2004)

 

Med vor viden om at stridsvognen i vort indre billedsprog skal opfattes som et angribende vildsvin kan vi nu forstå hvorfor Kong Ottar den Unge, Innsteins søn, iflg. Hyndluljóð (vers 7, Ældre Edda), på sin dødsrejse, efter at være faldet i slag, ledsages af et gyldenbørstet krigssvin (gullinbusti Hilldisuine). Det gyldenbørstede krigssvin er et heite for stridsvognen.

Úlfr Uggason: Húsdrápa (vers 7) fra 900 tallet e.Kr., i sin genberetning af Hymiskviða, der omhandler Den Trojanske Krig, skriver:

”...Freyr ok folkum stýrir
fyrstr hinum golli byrsta”

”...Freyr og folket styrer
først hin gyldne børste” 

Min oversættelse til nudansk.

 

At Freyr er (vogn)styrer af ”hin gyldne børste” (hinum golli byrsta), hvor sidstnævnte er et heite for stridsvognen, skyldes at Freyr her er identisk til Paris, prins til Troja.

Grímnismál (vers 18, Ældre Edda), der også omhandler Den Trojanske Krig, siger:

”Andhrimnir letr
i Eldhrimne
Sehrimni sodinn:
flesca bezt,
enn þat fáir vito,
við hvat einheriar alaz”

Ӂnds-rim lader
i Ild-rim
Sø-rim syde:
flæsket bedst,
end da få vide,
med hvad einherjar fødes”

Min oversættelse til nudansk. Det oldnordiske "Sehrimni" oversættes også til ”sahrimnir, særimner, särimner”. 

 

"Einherjar" er de af vore hærstyrker, der bliver tilbage for at kæmpe til sidste mand i det afgørende slag på Vigrid-sletten, der fører til Troja's Fald år 1184 f.Kr. Når vore einherjar fødes med vildsvin skal dette ikke kun opfattes som faktisk føde, men som en kennning for at de udstyres med stridsvogne til at kæmpe det sidste slag. Det ved vi fra såvel Vafþrúðnismál (vers 18 & 41, Ældre Edda), som fra Homer: Iliaden (Bog II:459-469; Bog VI:1-4; Bog XXIII:446-464), er nøjagtigt hvad der sker.

Det er af helt samme årsag at bl.a. Hyndluljóð (vers 8, Ældre Edda) og Grípisspá (vers 40, Ældre Edda) gør brug af ordet ”iofra”, normaliseret til ”jöfra”, fra ”jöfurr, eofor” (oldnordisk, oldengelsk), hvis oprindelige betydning er ”vildsvin”, jvf. det danske lydord for (vild)svinets gryntelyd ”øffe”.

I Ældre Edda og senere værker bruges ”iofra” (jöfra) som et heite for ”ungdommen af Jarl æt” (den nuværende fortolkning af heitet til alene ”prins” må afvises som alt for snæver). Herfra træder heitet ind i vore navne med de oldnordiske drengenavne ”Jöfurr, Jöfurbjörn, Jöfursteinn”, og de oldnordiske pigenavne ”Jöfurfast, Jöfurföst  Jöfurfríðr, Iöfurfríðr”, der kan ses i en lang række runeindskrifter. Det er her værd at fremhæve, at fordi kvinder er krigerinder helt frem til slutningen af 700 tallet e.Kr., ser vi vildsvinet-heitet også i pigenavne.

Det er vildsvinets hellighed der igen gør at mange af vore krigere bærer krigshjelme med vildsvinet som pryd. Beowulf-kvadet nævner vildsvine-hjelme frem gange:

            • ”eoforlíc scionon on anchor fast -- ofer hléorberan   gehroden golde” (sætning 303-4) eller ”vildsvine-lignende (udskæringer) skinnende[,] fast [for]ankret – over kindbæreren[,] gyldent prydet”.

            • Om krigshjelmen lagt på den afdødes pyre: ”swýn ealgylden” (sætning 1111) eller ”svinet al-gylden”.

            • ”swin ofer helme” (sætning 1286) eller ”svinet ovenfor hjelmen”

            • Kong Hroðgar’s ordvalg i omtalen hvad det danske folk (Denigea léodum) gjorde mod sine modstandere; ”eoferas cnysedan” (sætning 1328) eller ”vildsvinene knuste”, dvs. huggede vildsvinet på toppen af hjelmen af.

            • Beowulf’s hjelm er ”besette swinlicum” (sætning 1453) eller ”påsat svine-lignende (udskæringer)”.

”Øfferne” (vildsvinene) kan ses på kindstykket på Kong Rædwald’s kongehjelm fra Sutton Hoo. Også den kimbriske krigshjelm var prydet med vildsvin, og en af disse kan ses på ”Gundestrupkarret” (inderplade nr. 3), rytter nr. 3 fra venstre, samt anføreren nr. 7 fra venstre. To fysiske vildsvine-hjelme er fundet; ”Benty Grange”-hjelmen, Derbyshire og ”Wollaston”-hjelmen, Northamptonshire, begge dateret til 600 tallet e.Kr.

Snorre forstod at vildsvinet er et heite for stridsvognen, som han var klar over at Freyr i tidsrummet under Den Trojanske Krig er identisk til Paris i Homer: Iliaden (se Snorre: Snorre Edda (Gylfaginning, kap. 38).

Snorre: Snorre Edda (Gylfaginning, kap. 49):

”En Freyr ók í kerru með gelti þeim er Gullinbursti heitir eða Slíðrugtanni”

”Og Freyr kørte i kærre med galten der Gyldenbørste hedder eller Grumme Rugtand”

Min oversættelse til nudansk.
Med andre ord: Kærre = stridsvogn = Gyldenbørste = Grumme Rugtand.

 

Snorre: Snorre Edda (Skáldskaparmál, 43. Af smíðum Ívaldasona ok Sindra dvergs):

”En Frey gaf hann göltinn ok sagði, at hann mátti renna loft ok lög nótt ok dag meira en hverr hestr ok aldri varð svá myrkt af nótt eða í myrkheimum, at eigi væri ærit ljós, þar er hann fór; svá lýsti af burstinni”.

”Og Freyr gav han galten og sagde, at han [for]måede  [at] rende luft og mellem brændinger nat og dag mere en hver en hest og aldrig være så mørkt om natten eller i Mørkets Hjem, at der ej være lys, hvor han fór; så lysende var børsterne”.

Min oversættelse til nudansk.
"At rende luft" er derfor en kenning for "at køre i stridsvogn".

 

 

 

Gedebukkene

 

Stridsvognen bør naturligvis under normale omstændigheder være trukket af to heste.

Grímnismál (vers 37, Ældre Edda), gentaget af Snorre i Snorre Edda (Gylfaginning, kap. 11 og Skáldskaparmál, kap. 72), samt Rig Veda (Bog 1: CXV) viser os, at i tanke trækkes ”Sunna, Sól” (solen) af to rødbrune heste over himmelhvælvingen.

Følgende kilder i samlingen Ældre Edda nævner Thor’s stridsvogn trukket af gedebukke:

      • Hymiskviða (vers 7, 20, 31, 37, Ælde Edda): hafra horngöfgasta; som kenning for Thor ”hafra dróttinn”; som kenning for Thor ”hafr Hlórriða”.

      • Þrymskviða (vers 21, Ældre Edda): hafrar

Snorre viderefører forståelsen fra Ældre Edda for at gedebukken hører til tiden omkring Den Trojanske Krig, i Snorre Edda (Gylfaginning, kap. 21. Frá Ása-Þór.; kap. 44. Þórr hóf för sína til Útgarða-Loka.; kap. 48. Þórr reri á sæ með Hymi.), samt i Skáldskaparmál (75. Hrafnsheiti ok arnar.).

Hvorfor hesten i tanke udskiftes med gedebukken forklares os i Rig Veda (Bog 9:LXVII), i min oversættelse til nudansk:

”...Må Pusan, trukket af geder, være vor beskytter”.

”Pusan” er et heite for Solen og hjælpeånd for rejsen mellem denne og den næste verden.. Rig Veda (Bog 10:XXVI) forklarer os at Pusan allerede i den nedskrevne udgave af Rig Veda fra ca. år 600 f.Kr. er ”født i gammel tid”. 1

1 Se ”Bilag Å: Rig Veda , bog 6: LXXV – krigsvåben”

 

Hvad gør gedebukken vigtig i oprindelig tanke er dens lange horn, gennem hvilken ånden, vadende gennem hornet, herunder drikkehornet, kan hjælpe med at bringe viden fra de udødelige forfædre i rummet ”fremtiden” til de dødelige i rummet ”nutiden”.

 

 chap12-9.jpg

"Thor og Gedebuk"-afbildningen
på ”det korte” guldhorn tegnet af arkivar, kammerråd Jochum Paulli (1690-1759) 1734.

Fra ”Danmarks Folk – I skildringer af danske videnskabsmænd” (1901, s. 221-222). Begge guldhorn blev fundet ved Gallehus ved Møgeltønder i Sønderjylland og er dateret til 400 tallet e.Kr. Afbildningen er i 2. række fra mundingen af hornet, der begynder med "Sommersolhvervs"-afbildningen. Tidsmæssigt er vi i guldhornets kalenderår efter tiden hvor dyrenes unger diger og jagten er gået ind, men før Vintersolhverv (4. række), Det antyder at vi er efter ”Winter-fylleð” dvs. efter 17. oktober. Thor er vist med tre hoveder fordi han her har kendskab til de tre verdener (rum); fortid, nutid og fremtid. Det antyder stærkt at han netop har besøgt disse, og at det netop er gedebukkens horn der har hjulpet til. Hvad ved første syn ligner et reb med hvilken Thor holder gedebukken, er ved nærmere eftersyn noget helt andet da rebet ender ved gedebukkens forben, ikke omkring halsen. Vi ser her den 11. membran-verden (woðboran) visuelt gengivet som "en bøjet arm", der måske snor sig omkring de andre verdener og giver adgang til disse. Derfor er også Thor’s venstre arm til den 11. membran-verden (woðboran) visuelt gengivet som "en bøjet arm", Det er af præcis af denne årsag at man drikker mjød af et dyrehorn (den bøjede arm) da mjød gennem Asketræet er bindeleddet mellem forfædrene i Himlen og menneskene på Jorden. Den 11. membran-verden (woðboran) er gangbroen mellem de forskellige verdener, som Thor med tre hoveder viser han har kendskab til.
Billedkilde: Hans Ellekilde: Vor Danske Jul Gennem Tiderne (1943, s. 84).

 

Vær opmærksom på at "Thor og Gedebuk"-afbildningen også kan ses på den etruskiske vinkande fra Tragliatella, Caere (Cerveteri), dateret til ca. år 630 f.Kr.

 

 chap12-10

2 Gedebukke.

Bæltespænde gjort i guld. Dateret til 2-100 tallet f.Kr. Fra Mongoliet eller sydlige Rusland. 6.7 x 7.9 cm. Viser to store katte (hunløver?) i kamp med to gedebukke (de buede sider øverst er bukkenes horn). Kaldes en Xiongnu type, dvs. stammer fra Hunnerne. Dette spænde kan nemt være sarmatisk og vi genser den fordrejede dyrestil i begge bukkene. En gave fra J. Pierpont Morgen til The Metropolitan Museum of Art, New York 1917 (katalognr. 17.190.1672).

 

Hvad har gedebukkene med Troja at gøre? Ganske meget viser det sig.

Homer: Iliaden (Bog IV: 105-111) viser os at Trojanernes hærfører Pandarus havde en hornbue (hornboga) fremstillet fra hornene fra vildgeden ”Capra aegagrus”, der har enorme bøjede horn.

Homer: Iliaden (Bog XXIII: 144-150), med Achilles stirrende ud over den vinmørke sø siger, i min oversættelse til nudansk:

”Spercheus, formålsløst svor min fader Peleus dig at når jeg var kommen hid til mit hjemland, ville jeg afklippe mit hår til dig og lave en hellig stor-ofring [græsk ”hekatombên”], og på selvsamme sted ville ofre halvtreds gedebukke, fejlfri væddere, ind i dine vande, hvor er dit herredømme og dit vellugtende alter. Så sværgede den gamle mand, men du opfyldte ikke for ham hans ønske…”

”Spercheus” (Sperchei') er Spercheios-floden i det central-østlige Grækenland, og vi ser her at gedebukken, og vædderen, er hellig. Homer: Iliaden (Bog XXIII: 29-34) viser os at dette ikke skyldes at man ikke havde andre dyr, da der til den beskrevne gravfest slagtes tyre, får, geder og vildsvin.

Det fremgår af Det Gamle Testamente (3. Mosebog, kap. 3), at i de blót de semitiske ætter kalder ”takoffer”, brugte man hornkvæg, småkvæg, lam eller ged. Dette er identisk til hvad vi ser beskrevet ovenfor, og følger helt vor egen vis at ofre og give bod på.

Homer: Iliaden (Bog XXII: 221):

patros Dios aigiochoio 

 Fader Zeus (den) Aegis-bærende

Min oversættelse til nudansk.

 

Hesiod: Theogonien (græsk "Theogonia" (gudefødsel), 52) skriver år 800 f.Kr.:

Mousai Olympiades, kourai Dios aigiochoio

Muser [De der Erindrer] fra Olympia, døtre (af) Zeus (den) Aegis-bærende

Min oversættelse til nudansk. Muser (De der Erindrer) er vølver.

 

Homer: Iliaden (Bog II: 447-450), forklarer os nærmere om hvad ”Aegis” er, i min oversættelse til nudansk:

”og blandt dem var den øje-glimtende Athene, bærende den uvurderlige Aegis [græsk ”aigid”], der kender hverken tid eller død, (og) hvorfra hænges hundrede kvaste alt gjort i guld; alle tæt vævet, og hver én værd hundrede okser”.

Det ser, med andre ord, ud til at vi skal opfatte ”Aegis” som et eller andet klæde med særlig hellig evne til at give styrke svarende til 10.000 okser; vel det vi må opfatte som overmenneskelig styrke.

Homer: Iliaden (Bog V: 733-748) giver os den bedste indsigt i hvad ”Aegis” er, og hvilket formål det tjener, i min oversættelse til nudansk:

”Men Athene, datter af Zeus (den) Aegis-bærende [græsk ”aigiochoio”], lod sit fine klæde falde på sin fader [Zeus]’s gulv, rigt broderet, skabt og gjort af egne hænder, og iklædte sig Zeus’s kjortel, Samler af skyer, og klargjorde sig i udrustning til tårevædet krig. Om sine skuldre slængte hun den kvastede Aegis [græsk ”Aigida”], fyldt med rædsel, overalt på hvilken Det Vilde er sat som en krone; og deri findes strid, deri tapperhed, og deri angreb, der gør blodet koldt, og deri findes hovedet af det frygtede uhyre, (kaldet) Gorgien [græsk ”Gorgeiê”], frygtet og forfærdelig, et jærtegn af Zeus (den) Aegis-bærende. Og på sit hoved satte hun hjelmen med to horn og fire knopper, smedet af guld, og afbildet med krigere fra hundrede byer. Herefter stod hun op i den flammende stridsvogn og tog fat om sit spyd, tungt, stort og stærkt, hvormed hun udslettede mænd – blandt krigere med hvem hun er vred er hun, datteren af den mægtige herre”.

Den behornede hjelm er korrekt, og kan ses på samtidige afbildninger, både omkring Ægir’s Sø og i Skandinavien nord for Ægir's Dør (Ejder) i samtiden (se afsnittet ”Vandfolket “Danu/Denen/Denyen” fra egyptiske indskrifter”). På  Sommersolhvervsafbildningen på ”det korte” guldhorn fra 400 tallet e.Kr. er den behornede hjelm alene forbeholdt vølven. Dette ser ikke ud til at være tilfældet under Den Trojanske Krig, hvor alle krigerne hos fjenden, ikke trojanerne, skulle være ”Tyr”.

Hymiskviða (vers 7 & 8, Ældre Edda) knytter Tyr i æt til Sparta, og dermed fjenden. Fra Homer: Iliaden (Bog I:25; 33-55) kan vi se at Agamemnon, søn af Atreus (Atreïdêi  Agamemnoni) er fra Danaoi [”Tani” (Daner)-folket]. Da Agememnon er broder til Menelaus kan vi sige at Menelaus er fra Danaoi [”Tani” (Daner)-folket]. Da Menelaus er konge af Sparta under Den Trojanske Krig, må det være derfor Den Hedenske Høje, der for "Tani" (Daner)-folket er Tyr, knyttes til Sparta i Ældre Edda.

Fra Homer: Iliaden kan vi se at ”Aegis” er et klæde, ikke gjort af bronze eller andet metal, der slænges over skuldrene og har 100 kvaste hængende tæt vævet ved siden af hinanden omkring dette klæde.

Det oldgræske ”Aegis” (Αιγις) har to indbyrdes afhængige etymologiske ophav fra roden “aeg” (αïγ) med betydningen “voldsom”. Fra grundordet opstår i omtale af noget i bevægelse ordet ”Aegis” med betydningen ”voldsom vindstorm”, og i omtalen af dyr ”skindkappe fra ged”.

Herfra har vi oprindelsen til hvorfor søen og søguden kaldes ”Ægir”, som vi må opfatte som ”Den der forårsager voldsomme vindstorme”.

Jeg har i afsnittet ”Skjoldungernes skjolde” vist at vore runde skjolde nord for Ejder-strømmen blev overtrukket med kohud, men at der blev fusket med dette til fordel for det langt mindre holdbare fåreskind.

Så vidt jeg kan se, må skjoldene under Den Trojanske Krig have været overtrukket med gedeskind. Det er fra denne grundforståelse at vi ser ”Aegis” opnå betydningen ”skindkappe fra ged”.

Når vi udvider forståelsen for ”Aegis” med at gedebukkens lange horn var hellige, og at det var gennem disse horn at forfædrene visdom kunne hentes til de dødelige i nutiden, hvormed en persons styrke blev stærkt forøget, ser vi hvorfor der i filosofi og virkelighed findes de mange ”kræfter” knyttet til gedebuk og ”Aegis”.

Homer: Iliaden (Bog XXI: 400-402), hvor ”han” er Zeus, i min oversættelse til nudansk:

”Sigende dette smed han den kvastede Aegis på hende – den forfærdelige Aegis som end ikke lynild fra Zeus kan overvinde”.

Begrebet ”aegis, aigiochoio” kendes identisk på oldnordisk som ”ægishjálmr”, der opfattes som ”rædselshjelm” (se afsnittet ”Runebomme, binderune-tegn, sjónhverfing og ægishjálmr”).

I sin oprindelige forståelse på urnordisk betegner ”ægishjálmr” en edder-rasende person, der har tabt al frygt, og derfor er idealet for en kriger. Som man kan se er dette identisk til hvorledes opfattelsen var under Den Trojanske Krig, og derfor i Homer: Iliaden.

Forståelsen for brugen af gedeskind til at give et menneske midlertidige egenskaber findes stadig blandt vølvens værktøj under virket ”sjónhverfing”.

Der må være et fælles ophav mellem den oldgræske rod “aeg” (αïγ) med betydningen “voldsom”, og ”ægja, eggian” (oldnordisk, oldengelsk) med betydningen ”indjage frygt, forfærde, true”.

 

 

 

 

Indholdsfortegnelse
<< ForrigeNæste >>
 
Søgeværktøj
Fra Grímnismál (vers 32, Ældre Edda) ved vi at vor ven fra skov og have, det rødbrune egern Ratatoscr (sammensat af de oldengelske ord "ræt" + "tusc" med betydningen "Gnavertand"), er god til at frembringe svar på alt mellem himmel og jord. Nedenfor til højre fra billedet af Ratatoscr, fra Ólafur Brynjúlfsson: Gudeskrift m. bl.a. Ældre Edda (Edda Sæmundr) & Snorre Edda (1760), findes Google's søgeværktøj, der er tilpasset til at søge efter svar fra Asernes æt. Ifald søgeværktøjet ikke kan ses, højreklik på musen og genopfrisk (opdater) siden.
© Verasir.dk Asernes Æt • af Flemming Rickfors • E-mailHosting • En del af Fynhistorie.dk