| Forside |  |
Indholdsfortegnelse |
Ragnarok – Troja’s FaldHør melodien "Ragnarok" (1:28. © Sequentia: Edda Myths from Medieval Iceland, 1999) ”Ragnarök” er sammensat af "regin, rögn, ragna", der er "magterne", der igen er "forfædrene" + ”rök” (begivenheder/skæbne). Vi skal derfor opfatte ”Ragnarök” som "Hvad der skete for Magterne i fortiden, Hvilke begivenheder de udødelige forfædre kom ud for i fortiden". Og hvad der skete er Den Trojanske Krig og Troja's Fald (for mere om vort brug af "Regin" i runer, se også afsnittet "At riste lyde"). Begivenhederne i Ragnarok omhandler stammens nær-udslettelse med Troja's Fald ca år 1184 f.Kr. Der har givet været flere gange i vor urlange historie hvor det har været tæt på. Derfor kan Ragnarok, som vi kender den i dag, sagtens være en beretning om flere centrale begivenheder i vor historie, der som følge af begivenhedernes enorme indflydelse på stammen, og den lære der skal viderebringes herfra, kommer til os med flere fortolknnger. Den ene fortolkning udelukker derfor ikke den anden. Som "Frode-freden" år 446 e.Kr. af sam- og eftertiden blev den fred, op imod hvilken alle senere tider blev målt og vejet, således var det også med begivenhederne fra Troja. Jeg har vist flere eksempler på at Ældre Edda gør brug af begivenheder i samtiden, her 4-500 tallet e.Kr. nord for Ejder-strømmen, og sætter disse op mod hvad der erindres om lignende begivenheder fra Den Trojanske Krig. Det er netop derfor vi bruger så mange kræfter på at erindre vor historie, og gøre dette ret. Historien er det værktøj vi har til rådighed for at undgå at begå de samme fejl igen og igen.
Det ulovlige bruderov – sædernes retfærdiggørelse for Den Trojanske Krig
Eftertiden fastslog at retfærdiggørelsen for Den Trojanske Krig kan føres en én begivenhed; en prins fra Troja røver en prinsesse fra Sparta, der udløser et hævntogt. Vi har 11 hovedkilder, der behandler denne begivenhed:
Prinsen til Troja kender vi som ”Freyr” og ”Paris”. I Skírnismál (Forordet, vers 21, 22, 39, 41, Ældre Edda) er ”Freyr” i slægt og filosofi beskrevet som ”sonr Niarþar, Niarþar syni” (søn af Njord, Jordens søn) og ”vngom Oþins syni” (unge Odin’s søn). Også i Lokasenna (vers 37 og 41, Ældre Edda) er ”Freyr” identisk til Paris. Úlfr Uggason: Húsdrápa (vers 7) fra 900 tallet e.Kr., i sin genberetning af Hymiskviða, der omhandler Den Trojanske Krig, nævner Freyr som (vogn)styrer af ”hin gyldne børste” (hinum golli byrsta), hvor sidstnævnte er et heite for stridsvognen. Denne forståelse forekommer ikke i Hymiskviða, hvorfor Úlfr Uggason må hente sin viden om at Freyr er Paris, prins til Troja, andetsteds fra. Som vi kan se fra Ældre Edda har dette været almen viden. Hvorfor vælger Ældre Edda, og oprindelig tanke, at tilskrive en prins til Troja heitet ”Freyr”, der er vor Hedenske Høje? Det sker fra en forståelse i vort indre billedsprog om, at stridsvognen opfattes som et angribende vildsvin. Da vildsvinet er uigenkaldeligt knyttet til Freyr, må ”vildsvinets” (stridsvognens) vognstyrer blive Freyr i tanke. ”Paris” er ”søn af [kong] Priam [til Troja], jvf. Homer: Iliaden (Bog VI:511-514). Da Odin og Kongen oprindeligt er én og samme sag, er Freyr (Paris)’s herkomst identisk i begge værker. Vær opmærksom på at den trojanske prins ”Paris” flere gange også kaldes ”Alexandros” (oldgræsk), jvf. bl.a. Homer: Iliaden (Bog III:15-20; Bog XXIV:760-765). Drengenavnet ”Alexandros” betyder ”Den der forsvarer mennesker, den der værner mændene”. Vi ved ikke om ”Paris” og ”Alexandros” er én og samme person, eller om ”Alexandros” er sendebud for ”Paris”. I en fredsaftale indgået ca. år 1280 f.Kr. af den hittitiske Kong Muwatalli II. (regent ca. år 1295-1272 f.Kr.), kaldet “Alakšandu”(Alaksandu)-aftalen (§5) hører vi: “[Fordi] Kuk[kunniš ikke] have [nogen afkom, antog han dig, Alakšandu i søns sted]. Som vi kan se opfatter den nudanske oversættelse af Jens Holm (1951) Alakšandu som værende en ikke-biologisk knæsat søn af Kong Kukunni til Wiluša (senere Troja) Dette er vel underbygget ved en sammenligning med aftalen indgået mellem den hittitiske Kong Muršila II. og Kupantakurunta, konge af landskabet Mirā. Her omtales forholdet som en knæsætning (CTH 68, §7). Endvidere lover “Alakšandu”(Alaksandu)-aftalen at Alakšandu’s æt skal anerkendes som konge-ætten:
George Hinge: Fra Hatti til Homer: Trojanske helte i hittitiske arkiver (Agora nr. 3, 2008, s. 6)
Alakšandu er med andre ord ikke ud af den gamle konge-æt, men er en ny udefrakommende æt. Vi kan nok også regne med at hans æt efterfølgende netop ikke har opnået anerkendelse og er blevet fjernet. Sikkert er det i alle tilfælde fra "Milawata"-brevet (CTH 182) fra ca. år 1240 f.Kr., at hans æt er fjernet på et tidspunkt før år 1240 f.Kr. Den hittitiske konge i brevet arbejder på at få den gamle konge Walmu genindsat i Wiluša (senere Troja). Vi ved ikke om Walmu er søn af Alakšandu. Vi opfatter normalt Alakšandu som en før-trojansk konge, og etruskisk erindring gør ham klart til ikke-trojaner, jvf. nedenfor. Men var Alakšandu i virkeligheden en ikke-trojansk konge af Troja, underlagt hittitisk lydskat og overherredømme? Måske lige så vigtigt: Uden undtagelse, så vidt jeg kan se, gør etruskisk erindring alene brug af navnet ”Elacsantre, Elaxsantre, Elaxsntre, Elxsentre, Elaxsntre, Elaxśntre” i deres gengivelse af denne beretning 1. 1
Elacsantre, Elaxsantre, Elaxsntre, Elxsentre, Elaxsntre, Elaxśntre Afbildning af hvad menes at være Elacsantre (Paris, Alexandros, Freyr) i etruskisk tanke fra en af de fem terracotta tavler fundet i Boccanera gravstedet, Banditaccia, Caere (Cerveteri), dateret til ca. år 560-550 f.Kr. H: 98 cm; B: 56 cm. Den samlede scene viser hvad i dag fejlagtigt kaldes "Paris' Dom" (The Judgement of Paris). Denne betegnelse, og opfattelse, er i strid med etruskisk erindring, og derfor vrang, da etruskerne kun gør brug af navnet Elacsantre. I etruskisk forståelse gengives "Elacsantre" (Alaxandros) som mørklødet, hvorfor han helt bevidst gøres til ikke-trojaner. Gudinderne på terracotta-tavlerne er hvide (lyshudede), hvorfor brugen af den mørke lød må være bevidst, og vise at denne enhed ikke var af trojansk æt. Det gyldne scepter, i kunst visende hans konge-æt, har en hest forenden af staven, der derfor i virkeligheden er hans heststafr (skeidstang). Udstillet på The British Museum.
Etruskisk erindring er sandfærdig fordi Homer: Iliaden (Bog XXIV:25-30) omtaler domsafsigelsen således, i min oversættelse til nudansk: ”og dette gjorde alle [de velsignede guder] tilfreds, bortset fra Hera [græsk ”Hērē”], Poseidon [græsk ”Poseidaōn”] og den øje-glimtende mø [Athene], men de fortsatte ufortrødent selv efter hellige Troja [græsk ”Ilios”], Priam og hans folk, fyldtes med had i deres øjne som følge af Alexandrou’s handling, for det var ham der bebrejdede gudinderne da de kom ham til hjælp, og gav fortrin til hende der banede vejen for hans skæbnesvangre lyster [dvs. bruderovet af Helen (Gerður)]”. Homer taler her indforstået da det forudsættes at lytteren (læseren) kender til handlingen omkring ”Aleksander's domsafsigelse”, som jeg mener må være den rette betegnelse for begivenheden. Euripides (ca. 480-406 f.Kr.): Andromache (274-294) fra ca. 428-425 f.Kr. gengiver sagnet, der forudsættes kendt af Homer’s lyttere, i min oversættelse til nudansk:
Det første vi bemærker er, at Troja beskrives som ”Phrygiernes uheldige by”, hvad Troja ikke var under Den Trojanske Krig. Dette er derfor en kenning for at tiden er før trojanerne ankommer fra græsgangene omkring Ida-bjerget, og tager kontrol med Troja ca. år 1260 f.Kr. Euripides: Helenē (675-680) fra ca. år 412 f.Kr. viser os at Euripides, i strid med oprindelige sagn, opfatter domsafsigeren som Paris (græsk ”Parin”). Her opstår vrangforestillingen, og den er formentlig ganske alvorlig. I ovennævnte beretning kræves det at lytteren (læseren) er klar over, hvorfor de tre gudinder ankommer til dalen ved Ida-bjergets fod. Det berettes for os i et brudstykke af ”Cypria”, måske fra 600 tallet f.Kr. Under bryllupsfesten efter giftermålet mellem Peleus og Thetis, forældrene til Achilles, se Homer: Iliaden (Bog XXIV: 59-63), sad alle guderne bænket ved langbordet bortset fra gudinden Eris (Ære; ”eir, ar" (oldnordisk, oldengelsk), "eris" etruskisk i navneform). Den krænkede Ære (Eris) smed derfor et gyldent æble ind i festsalen, hvorpå stod indskriften ”til den mest underskønne” (græsk ”kallistē”). I ”Cypria” er det ”Alexandros” der vælges til at dømme, hvilke af de tre gudinder det nu måtte være. Alexandros vælger Aphroditē fordi det er denne gudinde der i Homer: Iliaden (Bog III:381-384) bringer Helen (Gerður) til Alexandros, i min oversættelse til nudansk: ”Men Aphroditē samlede ham [Alexandron – se Bog III: 366) op, så let som kun en gudinde formår det, og gemte ham i tågedisen, og satte ham i sin vellugtende hvælvede sal medens hun selv begav sig ud for at hente Helene”.
Ankomsten af de tre gudinder, der forstyrrer freden og lykken hos trojanerne, gengives således i nordisk erindring:
Min oversættelse til nudansk. "amatkar" (normaliseret til "ámáttkar") mener jeg må være sammensat af tillægsordet "ámáttigr" (meget stærk) + "kárr, afkárr" (vild, ustyrlig), dvs. "vildt stærke".
Alt er fryd og gammen i Troja, gengivet ved kenningen at der spilles Cyningtaefl og findes rigeligt med guld. Kenningen "þursa meyiar" (þursa møer) skal vi opfatte som "jætte møer". ”þursa” er identisk til ”Þ, th”-runen fra Ældre Futhark med lydværdien ”*þurisaR, þorn”, der opfattes som "þurs (tørstig), torn", og med udvidet forståelse til "jætte". Vi ved ikke hvorfor ordet ”þursa” har betydningen ”jætter, trolde”, og denne manglende forståelse er formentlig ganske vigtig da dette ord oprindeligt har haft en anden betydning. Vi nu kan sige med sikkerhed at "þursa meyiar" (þursa møer) betegner gudinderne Hera, Athene og Aphroditē, der er ophavet til vor ulykke og Den Trojanske Krig. Derfor kaldes Thor (Hektor, Ökuþór) i Hymiskviða (vers 19, Ældre Edda) for ”þurs ráðbani” (Ophavsmanden til drabet på þursa), der derfor er en kenning for at Troja's tronarving dræber fjendens gudinder. Antager vi at "þursa" betyder "De Tørstige", er betegnelsen en kenning for at disse tre kvinder tapper liv fra trojanerne, hvad den efterfølgende krig gjorde. De må være de samme tre jætteavlende møer der i hast kommer over søen (mar = Ægir's Sø):
Min oversættelse til nudansk. Vi kan se at "Ma/gþrasiss" (der normaliseres til "Mögþrasis") må være en kenning for Den krænkede Ære (Eris). Forstavelsen "Ma/g-" må være fra "mögla" (knurre, ytre utilfredshed). Endestavelsen "-þrasiss" må være fra "þrasa" (kives, trættes). Samlet opnår vi betydningen "Den knurrende Trætte's", hvilket glimrende gengiver Den krænkede Ære. "Hamingior" er en gradbøjning af ”Hamingja”, der kun findes kun i ental og betegner ”held og lykke når det gælder”.
Bemærk her, at eftersom "þorp" er en kenning for Vigrid-sletten, der fysisk er hele den sydlige del af Troja's landskab til Ida-bjerget, og da de tre gudinder; Hera, Athene og Aphroditē, symboliserer 3 forskellige folkeslag (Þriar þioðár), da har nordisk erindring en knivskarp erindring af de 3 ætter, der udløser Den Trojanske Krig. Vi ved at dette er deltagerne i "Tyndareus's Ed"; Achilles, Menelaus og Agamemnon. Beretningen om "Det gyldne Æble" forekommer i Skírnismál (vers 19 & 20, Ældre Edda):
Min oversættelse til nudansk. Ordet ”oleiðastan” fra ”leiða” i gradbøjningen ”leiðask” (gå arm i arm, gå hånd i hånd). Jeg vælger her at opfatte ”ó”, ikke som den benægtende forstavelse ”u-”, men som den begyndende påkaldelse ”ó!”.
I Lokasenna (Forord, Ældre Edda) hedder det: "Bragi oc Iþvnn kona hans" (Brage og Iðunn, hans kone). I Lokasenna (vers 16, 17 & 18, Ældre Edda) forekommer Iðunn og hun er sat i tiden under Den Trojanske Krig, hvor hun er tilstede i Ægir's hal, en kenning for at hun befinder sig i Kong Tyndareaus's hal i Sparta. Loki forsøger at fornærme Iðunn således:
Min oversættelse til nudansk.
Nu kan vi udlede hvem "Iðunn" er et heite for. Skírnismál (vers 16, Ældre Edda) forklarer os at "Skírnir", opvarter og livvagt til Freyr (Paris), dræber en af Gerður (Helen)'s to brødre. Derfor er "Iðunn" et heite for Gerður (Helen), og Loki beskylder hende med andre ord for at ligge med Freyr (Paris)'s opvarter "Skírnir". I samme åndedræt kan vi derfor se, at "Brage" i Lokasenna er et heite for Gerður (Helen)'s første mand Menelaos. Sammenholder vi nu Skírnismál (vers 19 & 20, Ældre Edda), hvor Gerður (Helen) tilbydes æbler som en del af Morgengaven, men afviser dem, og når vi samtidigt ved at hun ender op med at antage giftermålet med Freyr (Paris), da ved lytteren (læseren) allerede på forhånd, at Gerður (Helen), med heitet "Iðunn", ender op med at have æbler i sin besiddelse. Dette er helt i overensstemmelse med brudstykket af ”Cypria”, Euripides: Andromache (274-294) og Homer: Iliaden (Bog XXIV:25-30). Alexandros er dommer og besidder af Det Gyldne Æble. Aphroditē vinder skønhedskonkurrencen og derfor æblet, og hun drager med æblet til Sparta for at hente Gerður (Helen). Det er samme æble (æbler) Gerður (Helen) tilbydes i Morgengave i Skírnismál (vers 19 & 20, Ældre Edda). Det forstod Snorre fuldstændigt, og er årsagen til at han knytter "Iðunn" og æbler sammen med Iðunn-kenningen "gætandi eplanna" (Æblers Beskytter). Snorre nævner "Iðunn" som et heite for Gerður (Helen) i Gylfaginning (kap.26. Frá Braga ok Iðunni), hvor hun har en æske med æbler i, samt i Skáldskaparmál (kap. 2. Þjazi jötunn rænti Iðunni.; kap. 3. Loki náði Iðunni ok dráp Þjaza., kap. 17. Bragakenningar.; 30. Iðunnarkenningar). Freyr (Paris)'s bruderov af Gerður (Helen) er her genfortalt som Þjazi, der i ørneham røver Iðunn og bringer hende til Þrymheimr. Snorre har sin viden fra Grímnismál (vers 11, Ældre Edda). Fra Hyndluljóð (vers 30, Ældre Edda) kan vi se at "Þiassi" var en frænde til Freyr (Paris) og Balder (Balldrs = Hektor, Ökuþór). Derfor er "Þjazi, Þiassi" identisk til "Skírnir”. Bemærk at Loki lokker Iðunn ud af Asgård med sine æbler ved at love hende flere æbler af samme slags.
Nr. 1: Etruskisk bronzespejl fra ca. 300 tallet f.Kr. Stående i midten, en langt senere gengivelse af Elacsantre med "den phrygiske hue" og Den Gyldne Halsring for at vise konge-æt. Han er i færd med at give Det Gyldne Æble til Turan (Aphroditē) siddende i højre side. Mellem disse ser vi Turms (Hermes, Hermeias) stående, og til venstre henholdsvis Uni (Hera, Hērē) siddende med armringe, og Menrva (Athene) iført krigshjelm af korintisk design. Bemærk at hun på brynjen bærer en aftegning af den rædselsskabende "Aegis" (ligner et lille ansigt), som vi på oldnordisk kender som "Ægishjálmr” (rædselshjelm). Æblet er Iðunn's æble (etruskisk "ampile, hamphe"?).
I Skírnismál (Forordet, Ældre Edda) kaldes den trojanske prins for ”Freyr”. Ekstremt spændende gives han i Skírnismál (vers 3, Ældre Edda) titlen ”folcvaldi”, fra ”Folcwalda” (Folkevælder), der er den oprindelige øverste titel hos de frisiske ætter, og udelukkende for disse ætter. Valget af netop denne titel er vigtig, og årsagen hertil kan skyldes, at Skírnismál (Ældre Edda) ønsker at vise, at denne gren at den trojanske kongefamilie ikke er tronarving, og derfor ikke leder af hæren. I vore oprindelige titler er en ”Folcwalda” (Folkevælder) underlagt en "Hariwalda" (Hærvælder). Se afsnittet ”Fresna Cynne – Den frisiske slægt”. Den trojanske prins (folkevælder)’s sendebud kaldes for ”Skírnir”, som jeg mener må være fra det oldnordiske ”Skírn” (dåb), hvorfor ”Skírnir” som heite skal opfattes som ”Den der døber”. Den faktiske dåbsforretter kaldes "skírifaðir" (dåbsfader). Fra vor forståelse for vor oprindelige dåb ved vi at den der døber, dvs. navngiver og helliggør med vands overøsen, giver den nyfødte den stærkeste Hamingja muligt. Det er således vi må opfatte dette heite. ”Skírnir” (Den der døber) gives titlen ”skosvend”, som vi må opfatte som ”personlig opvarter og livvagt” (Scírnir het scósveinn Freys). Enheden er identisk til "Þjazi, Þiassi". I Lokasenna (vers 43, 45, 56, Ældre Edda) kaldes Freyr's opvarter, i hans rolle som trojansk prins, for "Beyggvir, Byggvir". Det ved vi fra Lokasenna (Forordet, Ældre Edda), hvor Beyggvir og Beyla beskrives som ”þionvstomenn Freys” eller ”Freyr’s tjenestemænd”. Mange undrer sig over hvorfor vi kun finder disse to personer i Lokasenna. Årsagen er at de alene bruges til opgaven at beskrive Freyr (Paris)'s bruderov. Derfor mener jeg "Beyggvir, Byggvir" må være sammensat af det oldnordiske "byggi" (opbyggelse, opførelse) + "vé, ví, væ, voe" (oldnordisk, olddansk, oldengelsk), hvor sidstnævnte betyder "helligdom". Den samlede betydning af "Beyggvir, Byggvir" er derfor som kenning "Den der opbygger en helligdom", og det er nøjagtigt den rolle personen har ved at afstedkomme giftermålet (helligdommen) mellem Freyr (Paris) og ”Gerður” (Helen). I etruskisk erindring kendes samme person som "AECAI" (se bronzespejlet fra Vulci, ca. år 325 f.Kr.; Vulci: III; ES 181). ”Alexandros” og ”Þjazi, Skírnir, Beyggvir” er måske samme enhed, men kan også være en sammensmeltning af flere personer eller hændelser. Reginsmál (Forord) nævner personen ”Andvari” (Den ånds(nær)værende, årvågne, varsomme):
Den hamskiftede dværg Andvari opholdte sig i Andvarafors (Andvarefos) med mangfoldige andre fisk. Otr (Odder) var en broder til Regin (Reginn, Magterne), der ofte kom til fossen hamskiftet til en odder for at fiske. ”Óðinn oc Honir oc Loci” (Odin og Hønir og Loki) ankommer og Loki slår Otr ihjel. De tre guder må nu frembringe en løsesum i form af wergeld for Otr (kaldet ”otrgjöld”). Den samlede wergeld er ”at fylde odderbælgen med guld og uden på med rødguld” (at fylla otrbelginn meþ gvlli oc hylia vtan oc meþ ra/þo gvlli). Loki henter nu et fiskenet hos Rán (Ranar) og ender op med at fange den til gedde hamskiftede Andvari. Som dværg har Andvari store mængder guld i sin besiddelse. Loki tog det hele, herunder særligt guldringen ”Andvaranaut” ([dværgen] Andvari’s Nød). Völsunga saga (kap. 24) viser os at denne guldring er en trolovningsring, dvs. til brug i forbindelse med håndfæstningen i et bryllupsrite og dermed et bruderov. Se også Skáldskaparmál (kap. 46. Af otrgjöldum, Snorre Edda). Følger vi forståelsen for Odin og Hønir i Völuspá (vers 17, Ældre Edda), hvor Odin er besidder af ”ånden” og Hønir (hønen) er besidder af visdom, mener jeg tanken i Reginsmál (Ældre Edda) er, at når stammens forfædrende ånd og visdom blandt de dødelige træder i en uskøn forening med Loki, så falder hammeren og Regin (Magterne) vil bringe ulykke. I tanke lukkes ringen ved at Regin er forfædrene, herunder Troja’s råd og dennes efterfølger Skilfinga-ætten. De dødelige i rummet nutiden har derfor forbrudt sig mod de udødelige forfædres ånd og visdom, sæderne, og dette skal altid udløse en straf. Skáldskaparmál (kap. 40. Gullskenningar; kap. 41. Æsir þágu veizlu at Ægis, Snorre Edda ) forklarer os at en af kenningerne for guld er udtrykket ”eld Ægis” (Ægir’s ild), og at dette skyldes at Ægir bragte guld ind på gulvet i sin hal, hvorved han oplyste hallen som var det med ild. Guldet blev brugt som lys ved hans festlige sammenkomster. Snorre henter denne viden fra Lokasenna (Forord), hvor vi hører at der til Ægir’s gilde ”Þar var lysigvll haft fyr eldz liós” (der var lysende guld (i stedet) for ildens lys). Eftersom Ægir betegner Kong Tyndareaus til Sparta, er det med andre ord den med guld forgyldte sal hos Sparta’s konge der tænkes på. I Reginsmál (Ældre Edda) kommer dette guld fra dværgen Andvari, som gør trolovningsringen til bruderovet af Spartakongens steddatter ”Gerður” (Helen). Krigstøjet til at fange Andvari med, fiskenettet, gives Loki af Rán, der uden undtagelse i Ældre Edda og senere, er identisk til det græske ”Rhamnousia, Rhamnusia”, der igen er det udødelige navn for den dødelige Dronning ”Lede” (Lêdên) til Sparta; viv til Kong Tyndareaus til Sparta. Hermed er Den Trojanske Krig knivskarpt erindret som Sparta mod Troja. Reginsmál (vers 8, Ældre Edda) siger:
Min oversættelse til nudansk.
Ordet ”nept”, der normaliseres til ”neppt” forekommer ikke i Oldnordisk Ordbog (1863). Alle oversættelser synes dog enige i at ordet må opfattes som ”mø”, og jeg er enig i denne fortolkning. Ordet er formentlig et uforstået heite for en ”mø”. Hovedindholdet af Reginsmál (Ældre Edda) gentages ordret i Völsunga Saga (kap. 14) fra 1200 tallet e.Kr., herunder dværgen Andvari. Også Grípisspá (vers 39-41, Ældre Edda) behandler samme hændelse. Tanken er at derfor, at der med brugen af ”mø” tænkes på striden mellem Kong Gjúki’s søn Gunnarr Gjúkason og Sigmundr Völsungsson’s søn Sigurð over Brynhildi Buðladóttur (Brynhild Budladatter). Völsunga-ætten (se afsnittet ”Froncum – Franken”) har kort tid efter år 241 e.Kr. brudt med Skilfinga-ætten, der sidder med kontrol nord for Ejder-strømmen, og befinder sig i ”Frakkland”, der her er landskabet omkring Frankfurt ved Oder-floden. Striden nævnes i Atlakviða (Ældre Edda) og Völsunga Saga (kap. 25-28) fra 1200 tallet e.Kr., hvor vi hører at Kong Gjúki’s rige lå syd for Rhinen ”fyrir sunnan Rín”. Vær her opmærksom på at Brynhildi Buðladóttur (Brynhild Budladatter) er datter af Buðla (Buðli), der er identisk til Bleða (Bleda), broder til Atli (Hunnerkongen Attila), der var konge af Hun-riget år 434-446 e.Kr., hvorefter Atli (Attila) tog over. Völsunga Saga (kap. 25) skriver dog at "Atli hét bróðir Brynhildar", men dette er formentlig en vrang erindring. Da Brynhildi ser ud til at være sat i opfostring hos Kong Heimir, jvf. Grípisspá (vers 27-28, Ældre Edda) og Völsunga Saga (kap. 23), må tidsrummet være omkring år 446 e.Kr. Gunnarr Gjúkason kaldes i Grípisspá (vers 35, Ældre Edda) for "Gotna dróttni" (den gotiske drot). Snorre skriver i Skáldskaparmál (kap. 80, Snorre Edda) "af Niflunga ætt var Gjúki”, og da de bornholmske ætter i 400 tallet e.Kr. er kendt som Hniflunga-ætten (Hniflungs, Niflungs, Nebelungs), kan vi nu se at Gjúkunga-ætten (Gjúkungs) var en burgundisk æt fra Bornholm. Derfor må vi forstå at Gunnarr Gjúkason var burgunder, men hærleder af gotiske ætter. Se afsnittet "Burgunderne fra Bornholm". Dette er nøjagtigt den storpolitiske problemstilling i det nordlige Europa i tiden op til år 446 e.Kr. Striden tager formentlig udgangspunkt i en faktisk strid om land og rige. Vi må her erindre at Völsunga-ætten, der endnu ikke er blevet til Frankerne, enten stadig er landløse, eller netop er blevet tilstået deres første landområder, og derfor er på udkig efter mere odelsjord. Hniflunga-ætten, burgunderne, har enorme problemer med at forsvare deres odelsjorde omkring Worms år 436-437 e.Kr. Vi må også erindre at en kongedatter i lov og arv er ligestillet med en kongesøn, hvorfor hun ved giftermål vil bringe store landbesiddelser med sig. Derfor er stridsmålet over en brud som Brynhildi Buðladóttur en alvorlig eksistentiel begivenhed som eftertiden har erindret. Ordet ”nidia”, normaliseret til ”niðja”, må her opfattes som værende fra ”niðr” (søn, efterkommer). Völsunga-ætten, Buðlunga-ætten og Gjúkunga-ætten er alle ved indbyrdes giftermål tæt knyttet til hinanden, hvorfor der er tale om en broderstrid. Endnu vigtigere; striden er blevet sammenlignet med den absolut bedst kendte eksistentielle strid overhovedet mellem brødre, og over en brud. En strid alle i Skandinavien har kendskab til i samtiden; borgerkrigen der bryder ud i Troja efter landskabet rammes af jordskælv og flodbølger (se afsnittet ”Ragnarok – Troja’s Fald”, underafsnit ”Jordskælv og flodbølger - Naturlovenes grundlag for Den Trojanske Krig”), samt bruderovet der var det juridiske grundlag for Den Trojanske Krig. Hvem er dværgen Andvari en kenning for? Andvari (Den ånds(nær)værende, årvågne, varsomme) er en samlet kenning for Odin og Hønir (hønen), der her skal opfattes alene som den forfædrende ”ånd” og ”visdom” fra Troja. Derfor beskrives dværgen ikke som "ase", der i Ældre Edda betegner en udødelig trojaner. Som dværg og gedde er han derfor en kenning for ”det rette valg”, der lige netop ikke er hvad der vælges, hverken i Troja eller i kivsmålet mellem Völsunga-ætten, Buðlunga-ætten og Gjúkunga-ætten. Andvari giver varsel til stridsparterne i Reginsmál (vers 4-5, Ældre Edda). Der er erfaringen fra Troja der gør at Andvari kan spå om samtidens strid mellem Völsunga-ætten, Buðlunga-ætten og Gjúkunga-ætten, at ”stor gæld (at betale) få menneskenes sønner” (Ofrgiold fa gvmna synir). Det er her underforstået at læseren er bekendt med straffelovens brug af ”wergeld”, dvs. streng efterfølgende strafudmåling bliver udkommet. Varslet siddes dog overhørig, og Andvari foretager ”det rette valg” ved at trække sig fra striden. Som dværg, dvs. værnende (land)vætte, gik han derfor ind i stenen (Dvergrinn gecc inn i steininn), jvf. Reginsmál (mellem vers 4 & 5, Ældre Edda). Reginsmál (vers 8, Ældre Edda) har et ordvalg der ved første øjekast er vagt formuleret, men det skyldes kun at læseren ikke som forudsætning antager at alle der lytter til verset er fuldt vidende om bruderovet af ”Gerður” (Helen). Ordvalget tjener netop formålet at frembringe erindringen fra Troja i det indre billedsprog. Ordet ”iofra”, normaliseret til ”jöfra”, forekommer bl.a. i Hyndluljóð (vers 8, Ældre Edda) og Grípisspá (vers 40, Ældre Edda), alle fra ”jöfurr, eofor” (oldnordisk, oldengelsk), hvis oprindelige betydning er ”vildsvin”, jvf. det danske lydord for (vild)svinets gryntelyd ”øffe”. I såvel etruskisk som urnordisk tanke er vildsvinet en kenning for stridsvognen, der kommer buldrende frem i et uhæmmet og frygtløs angreb. Se afsnittet ”Stridsvogn og gedebuk”. Fordi vildsvinet er helligt, der igen gør at mange af vore krigere bærer krigshjelme med vildsvinet som pryd, bruges ”iofra” (jöfra) som et heite for ”ungdommen af Jarl æt”. Netop derfor falder ordvalget i Grípisspá (vers 40-41, Ældre Edda) på ”jöfra brúði” (direkte ”øffe-bruden” = vildsvine-bruden = Jarl æt-bruden) og ”meyju” (møen) i omtalen af Brynhildi Buðladóttur, men samtidigt også erindret som ”Gerður” (Helen), prinsesse og tronarving til Sparta. Det er derfor Snorre i Skáldskaparmál (kap. 46. Af otrgjöldum, Snorre Edda; . 47. Frá Fáfni, Regin ok Sigurði, Snorre Edda) har to forskellige sæt af kenninger for guld i forbindelse med samme beretning:
Mine oversættelser til nudansk. Skáldskaparmál (kap. 40. Gullskenningar, Snorre Edda ) gentager guld-kenningerne ”otrgjöld, nauðgjald ásanna”. Den hede der nævnes mange steder, herunder bl.a. i Atlakviða (vers 6, Ældre Edda), og kaldes ”Gnitaheiðar”, forekommer mig at være et faktisk stednavn et sted i Germanien. Den kaldes "Gnipalundi" i Helgakviða hin fyrri (vers 30, 34, 40, 50, Ældre Edda). P. A. Munch: Det norske Folks Historie (1853, Gjukunger eller Niflunger, s. 229) skriver: ”en gammel islandſk Rejſebeſkrivelſe paaviſer endog Gnitaheden, hvor Fafner blev dræbt, etſteds mod Veſten mellem Paderborn og Mainz”, dvs. mellem Nordrhein-Westfalen i nord og Rheinland-Pfalz i syd. I fodnoten henvises der til ”Abbed Nikolas’s Rejſeroute fra Midten af 12te Aarh. i Werlauffs Symbolæ ad geogr. med. ævi.”. Her tænkes på E. Chr. Werlauff: Symbolæ ad geographiam medii ævi ex monumentis Islandicis (Havniæ. 1821).
(Land)vætten Andvari 1: Andvari som dværg og værnende landvætte med guldringen ”Andvaranaut” ([dværgen] Andvari’s Nød). Øverste venstre hjørne af afbildningen på rune- og billedstenen fra Drävle, Altuna sogn, Simtuna Herred, Uppland (U 1163), der nu står på Göksbo Herregård (under Refvelsta Fideikommiss). Stenen er dateret til slutningen af 1000 tallet e.Kr., og har flere afbildninger fra Sigurd-sagnene. Øverste panel: Kivsmålet mellem Kong Gjúki’s søn Gunnarr Gjúkason og Sigmundr Völsungsson’s søn Sigurð over Brynhildi Buðladóttur (Brynhild Budladatter), jvf. Grípisspá (Ældre Edda). Bemærk at Andvari er en værnende vætte knyttet til rytteren foran, samt værner af trolovningsringen ”Andvaranaut” og det resterende guld. Rytteren foran er Odin, der her opfattes som en kenning for ”besidder af (den forfædrende) ånd”, jvf. Völuspá (vers 17, Ældre Edda). Misledt af Loki er han undervejs på hesten Grani (Grana) med guldet og guldringen, jvf. ”Þá dró Óðinn fram hringinn Andvaranaut” i Reginsmál (mellem vers 5 og 6, Ældre Edda), ”Þá dró Óðinn hringinn af hendi sér, Andvaranaut” i Völsunga saga (kap. 14). Den danske Hund er stifinder. Mellemste panel (ikke gengivet her): Sigurd undervejs i langskib i høje bølger for at tage hævn over faderen Sigmund’s drab, jvf. Reginsmál (vers 16-18, Ældre Edda). Sigurd ses i stavnen med løftet sværd. Nederst i venstre hjørne har Atli (Hunnerkongen Attila) sat Gunnarr Gjúkason i ormegården som hævn (Atli mun þik svíkja ok í ormgarð setja), jvf. Völsunga saga (kap. 30). Det må være Kong Gjúki’s datter Guðrún der ser på da hun i samtiden er gift med Atli (Attila). Nederste panel (ikke gengivet her): I øverste venstre hjørne står Gunnarr Gjúkason’s broder Högni’s kone Kostbera. Kong Atli (Hunnerkongen Attila) havde sendt sendebud til Gunnarr Gjúkason. Kong Atli’s sendebud Vingi havde ændret runerne i budet, rejst af søsteren Guðrún (Atli’s kone), således at Vingi nu fremstår med en (falsk) indbydelse for Gunnarr til at besøge Hunnerkongen for at overtage hans rige. Högni’s kone Kostbera har læst runerne og kan se at Guðrún ikke har rejst runerne i den form de er videregivet til Gunnarr. Hun advarer sin mand Högni, der påtænker at rejse med sin broder Gunnarr til Atli (Attila)’s kongsgård, at Högni’s brødre Gutþormr og Gunnarr vil blive angrebet i Gunnarr’s hjem. Hun giver varsel om ankomsten af en ørn (kenning for angrebet), der vil forårsage megen blodsudgydelse i hjemmet. Högni forsvarer dette med at der ofte slagtes okser i hjemmet, og at dette er årsagen til blodsudgydelsen, dvs. i forbindelse med blót. Til højre ser vi det indre af Gunnarr Gjúkason’s langhus. Vi ser fjenden ankomme med spændt bue til langhusets hoveddør. Inde i huset ser vi Gutþormr og Gunnarr forsvare sig med spændte buer, og en okse afventende slagtning. Se Völsunga saga (kap. 33-34).
Prinsessen til Sparta kender vi som:
Homer: Iliaden (Bog III: 199; Bog III:418; Bog III:426) og Homer: Odyssey (Bog IV:184; Bog IV: 219; Bog XXIII:218) skriver alle at Helen’s fader er det oldgræske ”Dios” (Zeus), dvs. givet af den forfædrende gud. Jeg viser senere hvorledes vi skal opfatte denne kenning. Homer: Odyssey (Bog XI:298-301) forklarer os, i min oversættelse til nudansk: ”Og jeg så Lede [græsk ”Lêdên”), Tyndareus [græsk ”Tundareou”]’s viv, der bar to sønner, stolt af hjerte, Castor [græsk ”Kastora”], tæmmeren af heste, og bokseren Pollux [græsk ”Poludeukea”]”. Homer:Iliaden (Bog III:260-263), hvor ”Gerður” (Helen) taler, i min oversættelse til nudansk: ”Men jeg ser ikke to af mændenes ledere, Castor, tæmmer af heste, og Pollux, den fine bokser – de er begge mine brødre, båret af min moder, som er jeg.” Fra disse to sætninger kan vi slutte at ”Helenê” (Helen)’s moder derfor må være Lede (Lêdên). Ved at sammenholde Homer: Iliaden (Bog III: 444) med Homer: Iliaden (Bog XXIV:764-766) kan vi se at ”Lakedaemon” (Sparta's Land) er ”Helenê” (Helen)’s hjemland. Uden undtagelse knytter alle senere kilder, og indskrifter, Tyndareus (Tundareou) til ”Lakedaemon” (Sparta's Land). Vi har dog, så vidt jeg kan se, ikke ét eneste sted hos Homer, hvorfra vi kan endeligt sige at Tyndareus (Tundareou) er den faktiske konge af Sparta. Dette er noget eftertiden antager, hvilket ikke nødvendigvis er vrang, men skriger efter en forklaring på hvorfor Homer, der åbenlyst har helt styr på dette, ikke skriver det. De to spartanske brødre Castor og Pollux kaldes på spartanske indskrifter tilsammen ”Tindaridai, Tyndaridai, Tundaridai”. Der er ingen tvivl om at dette begreb er knyttet til grundlæggeren af Sparta, og ordet blev brugt som et krigsråb af spartanerne. Castor kaldes på etruskisk for ”Castur, Kastur” og Pollux for ”Pultuce, Pulutuce, Pulutuke, Pultuke” 1 1
Jeg kan dog ikke overskue hvorvidt sagnkongen Tyndareus (Tundareou) til Sparta er skabt efterfølgende i 800 tallet f.Kr. til at forklare begrebet, eller om begrebet er udviklet fra kongen. Denne forståelse fører til at Tyndareus (Tundareou) til Sparta anses som stedfader til ”Helenê” (Helen). Det er vigtigt at læseren her er åben for, at brugen af ordet ”stedfader” kan opfattes som værende enten en filosofisk tilknytning til Sparta’s grundlægger, eller et faktisk biologisk faderskab. Vi ved det ikke. I Skírnismál (vers 6, Ældre Edda) er ”Gerður” en mø fra Gymir’s gård (I Gymis ga/rþom ec sa ganga mer tiþa mey;). Dette gentages i Skírnismál (vers 12, Ældre Edda). I Skírnismál (vers 22, Ældre Edda) forklares vi at ”Gymir” er ”Gerður”’s fader. Hyndluljóð (vers 30, Ældre Edda) samler hele begivenheden med "Freyr atti Gerdi, hon var Gymis dottir" (Freyr ægtede Gerður, hun var Gymir's datter). Kong Tyndareus (Tundareou) til Sparta er derfor identisk til Kong Gymir, og ”Gymir’s gård” er ”Lakedaemon” (Sparta's Land) og Sparta (Byen). I Rig Veda (Bog 10: XVII:1-2) er ”Den Udødelige Frue” datter af ”Tvastr” der, identisk til ”Dios” (Zeus) hos Homer, er en skaberenhed. Helgakviða Hundingsbana hin fyrri (vers 29, Ældre Edda) kalder ”Gerður” (Helen) for ”Egis dottir” (Ægir’s datter). Navnet på kvinden i Skírnismál (Ældre Edda), ”Gerður”, mener jeg må være fra ”gerð, görð, gjörð” i forståelsen ”gøre, skabe, forårsager handling”, og derfor som kenning ”Hende der skaber/er ophavet til” underforstået Den Trojanske Krig. Helen’s navn på oldgræsk, ”Helenê”, er etymologisk problematisk, men løsningen findes, så vidt jeg kan se, ved at efterse beretningen, som den kommer til os i Rig Veda, hvorfra jeg argumenterer for, at det oldgræske ”Helenê” er en kenning for ”det oplyste, det skinnende”. På etruskisk kaldes ”Gerður” (Helen) for:
Kong Tuntle (Tyndareus, Tundareou) og Dronning Latva (Lede, Lêdên) til Sparta Gengivet på indersiden af en vinkop fra ca. år 350 f.Kr. finder vi denne fine afbildning af Kong Tyndareus [Tundareou] til Sparta (etruskisk ”Tuntle”) til venstre. Med sin højre hånd om kongens skulder har vi Dronning Lede [Lêdên), på etruskisk ”Latva”, til Sparta i midten. Begge stirrer de på ægget, vort symbol på liv, der bringes dem af Hermes (græsk ”Hermeias”, etruskisk ”Turms”), fra hvilket æg, lagt af Dronning Lede (Lêdên), vil klækkes ”Gerður” (Helen, Helenê), på etruskisk ”Elina, Elinei, Elinai”. I Rig Veda (Bog 10: XVII:1-2) kaldes ”Gerður” (Helen, Helenê) for ”Den Udødelige Frue”, og er datter af ”Tvastr” der, identisk til faderen ”Dios” (Zeus) hos Homer: Iliaden (Bog III:199; Bog III:418; Bog III:426) og Homer: Odyssey (Bog IV:184; Bog IV:219; Bog XXIII: 218), er en skaberenhed. Der er tydeligvis en identisk historisk arv mellem Rig Veda og etruskisk erindring. Det ser ud til at den omvandrende alt-mulig-mand (græsk ”polutropos”) Hermes (Hermeias, Turms) får stram besked af Kong Tyndareus [Tundareou] til Sparta om at aflevere ægget foran kongen, der viser nøjagtigt hvor med sin højre pegefinger. Hermes (Hermeias, Turms) nævnes i Homer: Iliaden (Bog XIV: 490; Bog XVI:182-185 under heitet ”argeïphontês”; Bog XXIV:154 under heitet ”argeïphontên”; Bog XXIV:333-334) og Homer: Odyssey (Bog V:25-30; Bog XIV:435), og er en stor ven af trojanerne.
Sparta – en matriarkalsk stamme med kvindelig arveret
Det er vigtigt fuldt ud at forstå, at som vi er en matriarkalsk stamme, således var også Sparta i tiden op til Den Trojanske Krig. Det kan vi udlede fra Iliaden. Gerður (Helen) havde to brødre; Pollux (Polydeúkēs) og Castor, samt en ældre søster Clytemnestra 1. 1 Vær opmærksom på at Gerður (Helen) i Skírnismál (vers 16, Ældre Edda) beskylder ”Skírnir” for at være ”min broders bane(mand)” (minn broðvrbani). Homer: Iliaden og Homer: Odyssey ser begge steder ud til at anse brødrene Castor og Pollux for døde i tiden under Den Trojanske Krig. Dette er bemærkelsesværdigt fordi ”Gerður” (Helen)’s broder Castor, jvf. senere sagn, dræbes af ”Ídas” (græsk “Ideô”], hvilken person kun nævnes ét sted under en vildsvinejagt i Homer: Iliaden (Bog IX:956-957), hvor han er ”verdens stærkeste mand”. Denne oplysning forekommer at være udelukkende fra urnordisk erindring, og siger altså at ”Skírnir”, opvarter og livvagt til Freyr (Paris), dræber en af Gerður (Helen)’s to brødre.
Pausanias: Beskrivelse af Grækenland (Bog 3.20.1) fra 100 tallet e.Kr., i min oversættelse til nudansk: ”I Therapnē mindes jeg at have set kilden Messeis [græsk ”Messēida”]. Andre fra Lakedaimon(-folket) [græsk ”Lakedaimoniōn”] siger at i arilds tid blev det vi kalder Poludeukeian kaldt dette [Messeis], ikke Therapnē Messeis [græsk ”Therapnē Messēida”]. Kilden Poludeukeia og en helligdom viet til Poludeukous er på højre side af vejen til Therapnē [græsk ”Therapnēn”]. Vi kan herfra se at de gamle spartanere navngav en hellig kilde og viede en helligdom til Gerður (Helen)’s broder Pollux. Kilden Messeis [græsk ”Messēidos”] nævnes i Homer: Iliaden (Bog VI:457). Det forekommer mig at ophøjelsen af broderen Pollux til udødelighed af spartanerne kan være fuldt knyttet til at det måske er Pollux der dræbes i Skírnismál (vers 16, Ældre Edda) under Den Trojanske Krig. Homer:Iliaden (Bog III:260-263), i min oversættelse til nudansk: ”Men jeg ser ikke to af mændenes ledere, Castor, tæmmer af heste, og Pollux, den fine bokser – de er begge mine brødre, båret af min moder, som er jeg.” Der synes at være enighed om at disse spartanske brødre kan sidestilles i tanke med ”Asvins” (Venner af Aserne) i Rig Veda. Brødrene kaldes på spartanske indskrifter tilsammen for ”Tindaridai, Tyndaridai, Tundaridai” 1. I spartansk tanke repræsenterer begrebet alle våbenføre mænd, Spartas samlede styrke fra arilds tid, arving og sparring, angreb og forsvar. Begrebet ”Tindaridai, Tyndaridai, Tundaridai” er knyttet til grundlæggeren af Sparta, og ordet blev brugt som et krigsråb af spartanerne. Men er sagnkongen Tyndareus til Sparta (græsk ”Tundareou”, Homer: Odyssey, Bog XI:298-301; Bog XXIV:199) skabt efterfølgende i 800 tallet f.Kr. til at forklare begrebet, eller er begrebet er udviklet fra kongen? 1 f.eks. indskrift på enden af et bronzespyd (SEG Nr. 1045, New York Metropolitan Museum No. 38.11.7) fra ca. år 500-480 f.Kr.: IEΡΟΣ ΤΥΝΔΑΡΙΔΑΙΥΣ ΑΠ ΕΡΑΕΟΝ ((H)ieros Tyndaridaiys ap (H)eraeon) eller ”Helliggjort (til) Tyndaridai (af gudinden) Hera”. Homer:Iliaden (Bog IV:61-64) forklarer os at ”Okse-øjede Hera” var særligt afholdt i Argos, hvor der afholdtes Heraia-fester, samt i Sparta og Mycenae.
Gerður (Helen) bliver gift med den udefra kommende brudgom Menelaos (Menelaus). Da hun er tronarving bliver Menelaos konge af Sparta, og alene af denne årsag (se Homer: Odyssey, Bog III: 316-327). Fra Homer: Iliaden (Bog I:25; 33-55) kan vi se at Agamemnon, søn af Atreus (Atreïdêi Agamemnoni) er fra Danaoi [”Tani” (Daner)-folket]. Da Agememnon er broder til Menelaos kan vi sige at Menelaos er fra Danaoi [”Tani” (Daner)-folket]. I Lokasenna (Forord, vers 16 & 18, Ældre Edda) nævnes Menelaos under heitet "Bragi, Braga" (Brage). Samme er gældende i Sigrdrífumál (vers 16, Ældre Edda), og i Grímnismál (vers 44, Ældre Edda), hvor Brage er skjaldenes udkårne (en Bragi Scalda). I forståelsen af hvorfor Brage er skjaldenes udkårne må vi forstå hvorledes vi skal opfatte heitet "Bragi, Braga" (Brage). Grundtvig: Nordens Mythologi (1832, Brage og Idunne, s. 461) knytter heitet til lydordet "bræge" (oldnordisk "brækta"), der igen er knyttet til lydordet "brage" fra hændelsen "brag" (oldnordisk "brak"). Heitet "Bragi, Braga" (Brage) betegner derfor "den uendelige lyd fra en veltalende person". Oldnordisk Ordbog (1863, s. 69) forklarer at "brak" kan opfattes som "ordbram, ordgyderi" 1 . Da skjaldenes virke er at digte og berette, er Brage deres udkårne ordgyder. Menelaos nævnes i Homer: Iliaden (Bog III:250-385 (tvekampen med Alexandros); Bog IV:85-224 (det sårende pileskud fra trojaneren Pandaron (Pandarus)); hele Bog XVII: 1-761 (kampen om liget af Patroclus)), og i Homer: Odyssey (Bog IV:1-13 (besøget i Sparta af Odysseus' søn Telemakhos). 1 Snorre’s Skáldskaparmál (kap. 1. Ægir sækir heim æsi.; kap. 2. Þjazi jötunn rænti Iðunni.; kap. 3. Loki náði Iðunni ok dráp Þjaza.; kap. 4. Af ætt Þjaza.; kap. 5. Upphaf Suttungamjaðar.; kap. 6. Hversu Óðinn komst at miðinum.; kap. 7. Einkenni skáldskapar.;) kaldes oprindeligt ”Bragarœður” (Bragesnak), hvor endestavelsen ”- rœður” er fra tillægsordet ”rœðinn” (snaksom, snakkesalig). Skáldskaparmál (Kap. 8. Orðum beint til ungra skálda.) var oprindeligt det første kapitel i dette værk. Grundtvig er bekendt med dette, som han ligeledes kender til Frederik Sneedorff Birch: Udsigt over den nordiske mythologi – et forsøg (1834, Første Tillæg, 2. Bragarædur, eller Brages Samtale med Ægir). Derfor gør han brug af ”Bragarœður” (Bragesnak) i Nordens Mythologi (1832, Brage og Idunne, s. 463) med ordet "Brage-Snakken". I bogudgivelsen af hans foredrag ”Brage-Snak om Græske og Nordiske Myther og Oldsagn for Damer og Herrer” (1844) forekommer ordet igen. Grundtvig synes utilsigtet at være ophavet til ændringen af ordets oprindelige betydning, da "Bragesnak" i 1800 tallet opfattes som "uklare, svævende, stemningsfyldte udgydelser".
Personnavnet “Atreus” forekommer muligvis på hittitisk som “Attariššijaš” i Kong Arnuwanda I. (ca. år 1400-1385 f.Kr.)’s anklageskrift mod lydkongen Madduwatta (§1, 12, 36) fra ca. år 1390-1380 f.Kr. Denne “Attariššijaš” er “manden fra Ahhija”, dvs. en hærleder uden kongetitel (konge er på hitittisk “lugul”). Kongeriget Ahhiyawā (Ahhiyā, Ahhija) lå vest for Hatti (Hittitterriget). Vi ved ikke rigtigt hvor. Ifald samtiden for Menelaos og Agamemnon er ca. år 1194-1184 f.Kr. skal faderens samtid være ca. år 1250 f.Kr. “Faderen” kan dog nemt være ættens grundlægger (stamfader), og ikke den biologiske fader. Vore usikkerheder er store nok til at vi ikke kan udelukke at “Attariššijaš” er identisk med Menalaos og Agamemnon’s fader (stamfader) Atreus. Kongeriget Ahhiyawā (Ahhiyā, Ahhija) kan derfor være byen Mukēnē (Mykênê) og landskabet Argos på den østlige del af Den Peloponnesiske Halvø 1.
Homer: Iliaden (Bog XVII:5-6), i min oversættelse til nudansk:
Homer: Iliaden (Bog I:197; XXIII:141) beskriver Achilles’ hår som ”χαίτη” (xaite), som Homer: Odyssey (Bog XIII:399; Bog XIII:431) beskriver Odysseus’ hår som ”τρίχες” (X. trixes). I begge tilfælde må vi også opfatte hårfarven som ”gylden med rødbrunligt skær”. Homer: Iliaden (Bog V:519-520; Bog XI: 401-408) viser begge at også Odysseus må være fra Danaan ["Tani" (Daner)-folket], da han tydeligvis er leder af en æt af denne stamme. Homer: Odyssey (Bog IV: 724-725, gentaget i Bog IV: 814-815) bekræfter denne antagelse. Odysseus’ viv Penelope taler i fortvivlelse til sine terner, i min oversættelse til nudansk: ”For længe siden mistede jeg min tapre løvehjertede mand, den fremmeste i alt hvad er værdigt blandt Danaerne [græsk "Danaoisin"]”. Det forekommer mig at meget få har fuldt gennemtænkt konsekvensen af, at de centrale personer i det fjendtlige forbund mod Troja alle er nordeuropæere, om ikke nordboere. Det er her værd at mane enhver tvivl i jorden om hvorvidt lyst hår også fandtes hos Bronzealder "Tani" (Daner)-folket. Det ved vi med fuld sikkerhed fra følgende tre kvinder 1:
1 Jørgen Jensen: Danmarks Oldtid (2002, Bronzealder, s. 196-202).
Peder Laales Danske Ordsprog (nedskrevet i 1300 tallet) har dette mærkværdige fyndord: Nr. 939 Tagh raadh aff rødskægghet man fleræ ondhe æn godhe Vi kan ikke bortforklare dette ordsprog med en almen opfattelse af at rødhårede og rødskæggede mennesker anses for at være mere hidsige. Men ifald vi antager, som dette kapitel viser er tilfældet, at der i oprindelig tanke og erindring er en almen viden om Den Trojanske Krig, herunder den for os katastrofale rolle Menelaos, Odysseus og Achilles har i dette, og når vi nu ved at de alle var delvist rødhårede, da giver dette ordsprog pludseligt en meget alvorlig mening. Menelaos kan kun blive konge ifald Sparta er matriarkalsk. Dette forekommer mig at være stærkt undervurderet i den samlede betragtning af hvorfor Freyr (Paris)’s rov af Gerður (Helen) udløser så alvorlig en krig. Homer:Iliaden (Bog III:280-284), hvor Agamemnon siger, i min oversættelse til nudansk: ”Bær I vidne og våg over afsværgede eder. Bliver Alexandros Menelaos’ bane, lad ham da beholde Helen og al hendes odel; og vi vil drage bort i vore søfarende skibe”. Dvs. i virkeligheden er Spartas selvstændighed truet på alvorligste vis. Vi kan underbygge forståelsen videre. Gerður (Helen) får (med Menelaos) datteren Hermione (etruskisk ”Ermania”), sit eneste barn (Homer: Odyssey, Bog 4:13). Hermed har Gerður (Helen) gjort sin pligt, hvilket kun kan være tilfældet med kvindelig arvefølgeret. Plato: Protagoras (sætning 342d) skrevet ca. år 380 f.Kr. i omtalen af de to bystater med den bedst uddannede befolkning; målt på hvor udviklet filosofi (philosophia) er i samfundet:
Min oversættelse til nudansk. ”Paideusei” fra ”paideuō” (uddannelse, lærdom, kulturelt dannet). Landskabsnavnene er i sætning 342a skrevet ”Creta” (Kreta) og ”Lacedaemon” (Lakedaimon), der i Bronzealderen var Sparta's landskab.
Den logiske konsekvens af at Sparta er matriarkalsk er at drenge og piger bæres lige og frie, og derfor opdrages med samme målsætning om høj lærdom og filosofisk retorik til begge køn. Dette var for patriarkalske folkeslag helt uforståeligt, og ubetinget farligt. Dette er konklusionen hos Aristoteles (Aristotle, 384-322 f.Kr.): Politikken (Πολιτικά, Bog 2:1269b) da han beskriver regeringsformen som den fandtes i Bronzealderen i Sparta:
Min oversættelse til nudansk. ”diōkeito” (styre et hus, styre en gård, regere, lede).
Herfra kan vi nu se hvorfor Plutarch (ca. år 45-125 e.Kr.): Lycurgus’ Liv (14) citerer den spartanske Dronning Gorgo (ca. 518-480 f.Kr.), gift med Leonidas I (ca. 540-480 f.Kr.), konge af Sparta således, i min oversættelse til nudansk: ”Hvorfor de forledtes til at tænke og tale som Gorgo, Leonidas’ kone, siges at have gjort det. Da nogle fremmede kvinder tilsyneladende tilspurgte hende: ”I spartanske kvinder er de eneste der regerer over jeres mænd”, svarede hun hertil: ”Ja, vi er de eneste der føder [rigtige] mænd”.
Bronzealder "Tani" (Daner)-folket] – et patriarkalsk samfund nord for Ejder-strømmen
En læser har i april 2010 forespurgt mig hvorvidt bronzealderbefolkningerne i Skandinavien, dvs. nord for Ejder-strømmen, var et patriarkalsk eller matriarkalsk samfund? Dette spørgsmål er uhyre spændende at gennemtænke af mindst to årsager:
Da Odysseus er fra ”Danaan”-folket, som jeg mener er identisk til Bronzealder "Tani" (Daner)-folket, kan vi under denne forudsætning svare på spørgsmålet. Homer: Odyssey (Bog I: 354-359), Odysseus' søn Telemakhos til sin moder Penelope (Pēnelopeia), Ikarios’ datter, i fortvivlelsen over at Odysseus ikke er vendt hjem fra Troja, i min oversættelse til nudansk: ”Hvad angår dig selv, lad dit hjerte og dit sind hærde til at høre; Ikke alene Odysseus tabte i Troja tiden for sin hjemkomst, mange andre tabte denne og deres liv. Gå nu til dit rum, og lad dig optage af egne gøremål, væven og spindesiden [modsat mændenes ”sværdsiden”], og byd dine terner at tilse deres gøremål; al tale er forbeholdt mænd, men fortrinsvist mig; thi jeg er husets overhoved”. Homer: Odyssey (Bog II: 51-54), Odysseus' søn Telemakhos, talende på Itaca’s thing om de mange uønskede bejlere der befinder sig på øen for at opnå giftermål med moderen Penelope (Pēnelopeia), skulle hun vælge at erklære Odysseus død, i min oversættelse til nudansk: ”De afstår fra at begive sig til hendes fader Ikarios’ hus, da han i så fald selv vil bestemme brudegaverne til sin datter, og give hende til hvem han ønsker, selv til ham der imødekommer hans ønsker”. Odysseus har en mindste lillesøster ved navn Ktimenē, jvf. Homer: Odyssey (Bog XV: 364-368). Svinehyrden Eumaie, en tilfangetagen prins gjort træl, beretter i min oversættelse til nudansk: ”Med hende [Ktimenē] voksede jeg op, og moderen [Antikleia] behandlede mig næsten som var jeg en af hendes egne børn. Men da vi begge trådte ind i de højt-eftertragtede voksenrækker, blev hun til Samerne givet [græsk ”Samēnd' edosan”] mod utallige indtægter”. Det er Homer der viser os at Sparta er en matriarkalsk stamme, hvorfor det næppe er Homer’s egne sæder vi ovenfor hører gengivet. At kvinden behandles som mandens ejendom, og overdrages til giftermål mod en økonomisk modydelse der tilstilles alle andre i familien end bruden selv, er vel nok det absolut stærkeste kendetegn på et patriarkalsk samfund. At den 20-årige ungersvend Telemakhos kan erklære sig selv familiens overhoved, og dermed træde ind i faderens rolle til trods for at moderen er gift, gør det overordentlig sandsynligt at Bronzealder "Tani" (Daner)-folket var patriarkalsk. Kan vore helleristninger uddybe denne forståelse nærmere?
Bruderovet
ELINAI til Sparta og ELXSENTRE til Troja Nederste halvdel af et bronzespejl fra Vulci, ca. år 325 f.Kr. (Vulci: III; ES 181). Den øverste del af spejlet findes, men er her fjernet. Spejlet gengiver optakten til ”Freyr” (Paris)’s bruderov af ”Gerður" (Helen), som den forefindes i etruskisk erindring. På tronstolen, og navet i billedet, ses ”Gerður" (Helen). Fordi Sparta er en matriarkalsk stamme med kvindelig arveret, er ”Gerður" (Helen) gengivet på en tronstol som tronarving og fremtidig Dronning til Sparta, til trods for at hun på afbildningen endnu ikke har indgået giftermål. Hendes navn er her skrevet ”ELINAI” med etruskiske runer (jeg har været nødsaget at indsætte et latinsk ”A” på den forstørrede gengivelse af runerne da jeg ikke har kunnet aflæse den nøjagtige form af det etruskiske ”A”). Bemærk den lille detalje med fodskamlen. Tronstolen er lavet så tilpas højbenet, at ”Gerður" (Helen) må betræde fodskamlen for at kunne sætte sig i tronstolen. Som fremtidig Dronning er hun derfor allerede spået udødelighed, da hendes fødder ikke berører Jord, og derfor i tanke (og kunst) må være i det næste ”rum”, Himlen, hvor de udødelige opholder sig. I kunst gengives ”Gerður" (Helen) derfor som en levende gudinde. At fodskamlen er ved at vælte skyldes ikke kunstnerens manglende evne til at få vinklerne ret. ”Gerður" (Helen) har så travlt med at komme afsted med "Freyr" (Paris) at fodskamlen næsten vælter om på siden. Kunsteren ønsker her at vise, at det er kronprinsessen til Sparta der tager denne beslutning. ”Gerður" (Helen) hilser med sin højre hånd på Agamemnon, der i starten er sendebud for sin broder Menelaos, med hvem ”Gerður" (Helen) bliver gift. Hans navn er skrevet (fra højre mod venstre) ”ACMIMRVN, ACMIMNVN” (jeg har været nødsaget at indsætte et latinsk ”R og N” på den forstørrede gengivelse af runerne da jeg ikke har kunnet aflæse den nøjagtige form af denne rune). Broderen, og brudgommen, Menelaos er gengivet med etruskiske runer som ”MENLE”. Han er splitterfornøjet, med højbåren kappe, iført sko, og står med en offer-skål (Morgengaven?) i sin højre hånd. Nøjagtigt som i dag, og nøjagtigt som i vort eget ritual omkring giftermål, angiver hendes håndtryk med højre hånd det håndslag, hvor ”Gerður" (Helen) antager Agamemnon’s Morgengave og forslag til giftermål med broderen Menelaus. Hvilket mål ”Gerður" (Helen) viser mellem sin venstre tommel- og pegefinger skal jeg ikke gøre mig klog på. Der må findes en erindring om dette. Måske var Morgengave oprindeligt for lille, og blev forhøjet. Som alle beretninger forklarer os, er det Freyr (Paris, Alexandros, Alaksandu), der løber af med ”Gerður" (Helen) i bruderovet. Derfor ser vi ”ELXSENTRE”, fremstillet som ”blærerøv” (opblæst person i bar røv), med løftet venstre arm og pegefinger (hånden er afbildet spejlvendt! - hvad fortæller kunsten os her?), udbedende sig et diadem (hårbånd, kronen) fra ”MEAN”. Vi ser at kvinden ”MEAN” er iført svaneham, hvorfor hun er en ”engel” (budbringer til hest), og derfor en kvindelig krigertempelpræst bringende bud mellem denne og den næste verden – mellem rummene ”nutid” og ”fremtid”. Den kvindelige budbringer ”Mean, Meanpe” kendes fra 9 bronzespejle, hvor hun er medvirkende til bl.a. en fødsel, et bryllup, og ovenfor i tilførslen af den spartanske trone. Såvel ”MENLE” (Menelaos), som ”ELXSENTRE” (Freyr, Paris) er gengivet med askespyd; en kenning for at de begge er ud af kriger-æt. Helt til venstre ser vi personen ”AECAI”, som jeg mener må være identisk til den trojanske prins’ sendebud ”Skírnir” (Den der døber). Det er helt tydeligt at ”AECAI” er dybt involveret i at ”ELXSENTRE” modtager sin krone, hvilket i det matriarkalske Sparta er ensbetydende med hans involvering i giftermålet med ”Gerður" (Helen). Vi bemærker at ”AECAI” bærer ”den phrygiske hue”, der er den trojanske hovedbeklædning, som eftertiden opfattede det - vi ved ikke om dette også var tilfældet i samtiden. Det er derfor ”ELINAI” (Gerður, Helen) ligeledes gengives med trojansk hovedbeklædning da hun ender op som prinsesse i Troja. ”Lasa, Lasas” (ental, flertal) er etruskernes ”værnende vætter”, der overtages af romerne som ”lar, laris” (latin) med samme betydning. De to værnede vætter gengivet på afbildningen er; ”LASA THIMRAE” og ”LASA RACUNETA”. Det etruskiske ”THIMRAE” er identisk til det oldgræske ”Thumbrês” (senere, Thymbra, Thymbre), udviklet fra Thymbrios (Thymbrium)-floden. Stedet ”Thumbrês, Thymbra, Thymbre” ser ud til at have været et helligsted øst for Troja ude på Vigrid-sletten (kampsletten?), hvor Thrymbrios-floden løber ud i Skamandros (Scamander)-floden, der igen er den sydlige grænse for Vigrid-sletten (kampsletten?). ”LASA THIMRAE” er derfor den værnende vætte for denne flod og helligstedet ”Thymbra, Thymbre”. Homer: Iliaden (Bog X: 430-432) siger, i min oversættelse til nudansk: ”Og mod Thumbrês trak sig Lukioi-folket [fra Lukiês, Lycia], og de værdige Musoi-folk [fra Musôn, Mysia], og Phryigierne, der kæmper fra stridsvogne og Mêiones-folket, stridsvognenes herre”. Strabo:Geographika (7 f.Kr.-18 e.Kr., bog 12.7.2) nævner en by ved navn ”Tumbriada”, men denne forekommer at være alt for langt mod den sydlige del af det vestlige Lille-Asien. ”LASA RACUNETA” er som værnende vætte endnu ikke forstået.
Freyr (Paris) bruderov af Gerður (Helen) er beskrevet flere steder. Homer: Iliaden (Bog III: 45-50), hvor Hektor (Ökuþór) taler hårdt til Freyr (Paris), i min oversættelse til nudansk: "Sandeligen tror jeg, at den langhårede fjende vil skråle højlydt af grin, skønnende at en prins er vor fremmeste som følge af hans kønne træk, medens hans hjerte er foruden styrke eller mod. Var det med denne form for styrke at du sejlede over søen i dine søfarende skibe, efter du havde samlet dine trofaste staldbrødre, og, kommende til et fremmed folk, bragte med dig tilbage en køn kvinde fra et fjernt land, endsige en datter af krigere der formår at håndtere et spyd...." Homer: Iliaden (Bog III:444), hvor Freyr (Paris) siger til Gerður (Helen), i min oversættelse til nudansk: "ikke da jeg først røvede dig fra underskønne Lakedaemon [Sparta's Land] og sejlede (bort) med dig på mine søfarende skibe" Homer: Iliaden (Bog VI: 290-294), hvor Hektor (Ökuþór) svarer sin moder, i min oversættelse til nudansk: ”[fine vævede klæder]…som den gudelige Alexandros [Paris?] bragte med sig fra Sidon da han krydsede den vide sø, ”Den store sø” er Ægir’s Sø (Det Ægæiske Hav, Ægæerhavet), hvorfor sørejsen er fra Sparta mod øst-sydøst til Fønikien og havnebyen Sidon, og derefter en land-i-sigte sejlads mod nord til Troja (se afsnittet ”Tyr, Litani og Baalbek – Fønikernes hjemland ”).
Homer: Iliaden (Bog XXIV:764-766), i Gerður (Helen)'s sørgetale over den afdøde Hektor (Ökuþór), i min oversættelse til nudansk: "I sandhed er min mand gudelignende Alexandros [Paris?], der bragte mig her til Trojas Ende [græsk "Troiênd"] - var jeg end død da! For dette er nu det tyvende år siden jeg mit hjemland forlod". Endelig nævnes Gerður (Helen) i Homer: Iliaden (Bog XXIV:936-957), hvor hun gentager at hun blev hentet til Troja. Hesiod: Værker og dage (sætning 125-201) fra år 800 f.Kr. nævner ligeledes Gerður (Helen) som ophavet til Den Trojanske Krig. Skírnismál (Ældre Edda) gennemgår, i nøje rituel rækkefølge, udviklingen fra frieri, tilbud på Morgengave og bruderovet, pakket ind som en trussel. ”Skírnir”, som sendebud for Freyr (Paris), videregiver først frieriet, med opfordring til at kvinden giver håndslag herpå, jvf. Skírnismál (vers 19, Ældre Edda):
Min oversættelse til nudansk. Ordet ”oleiðastan” fra ”leiða” i gradbøjningen ”leiðask” (gå arm i arm, gå hånd i hånd). Jeg vælger her at opfatte ”ó”, ikke som den benægtende forstavelse ”u-”, men som den begyndende påkaldelse ”ó!”.
Dette ”afslås” af Gerður (Helen), tydeligvis fordi den tilbudte Morgengave ikke var god nok, som først tilbudt i Skírnismál (vers 19, Ældre Edda). Morgengaven forhøjes nu i Skírnismál (vers 22, Ældre Edda), men afslås stadig som utilstrækkelig. Herefter følger trussel efter trussel fra Skírnir, på vegne Freyr (Paris), til Gerður (Helen) om bruderov:
Min oversættelse til nudansk.
Fra Skírnismál (Ældre Edda) genberetter Snorre i Snorre Edda (Gylfaginning (kap. 37) om bruderovet af Gerður (Helen). Freyr (Paris) siger til Skírnir om Gerður (Helen):
Min oversættelse til nudansk.
Lokasenna (vers 37, Ældre Edda) anser bruderovet af Gerður (Helen) som almen viden og underforstået. Læseren har nu denne viden og kan derfor med det samme se, hvorfor ordlyden er således:
Min oversættelse til nudansk. "Ballriþa" mener jeg er sammensat af ”ballr” (stærk, kraftig, vældig) og ”riða” (ride), dvs. ”stærke ryttere, stærke stridsvognskørere”, den højeste anseelse for et hestefolk. ”Asa gordom” (asernes gård) = Asgård = Troja.
Freyr kan kun være Paris, og den tvefoldige henvisning til ”mø…eller (anden) mands kone” er Gerður (Helen), der i Homer: Iliaden (Bog XXIV:764-766) viser hvor ulykkelig hun er. Derfor, og kun derfor, er Freyr, som Paris, ansvarlig for med bruderovet at fratage Gerður (Helen) lykken – vel nok den alvorligste anklage i vore sæder. Lokasenna (vers 42, Ældre Edda) beskriver Morgengaven Freyr tilbyder Gerður (Helen). Völuspá (vers 38, Ældre Edda) indtager samme holdning som Lokasenna (vers 37, Ældre Edda) ved at vælge sætningen "oc þaN aNars glepr eyra rvno;" (Og den (der) en andens napper (til) øre-rune;). Problemet er her ikke bruderovet, for det er en del af ritualet, men at kvinden er gift til anden side på tidspunktet hvor bruderovet finder sted. Det geniale ordvalg "eyra rvno" (normaliseret til "eyrarúnu"), direkte "øre-rune", må vi opfatte som "hemmelighed hvisket i øret", dvs. en kenning for "elskov". Homer: Iliaden (Bog III:437-438), viser hvor hårdt Freyr (Paris) tiltaler Gerður (Helen), og derfor ”mø han ej (be)græder”, i min oversættelse til nudansk: ”Da gav Paris svar på tiltale, og sagde til hende: Beskænd ej mit hjerte, dame, med hånens hårde ord”. Det mest spændende ved Lokasenna (vers 37, Ældre Edda) er dog at bruderovet forudsættes kendt af lytteren (og læseren), uden hvilken viden verset ingen mening giver.
Kvindens frie vilje og skilsmisseret i en matriarkalsk stamme
Fordi Sparta er matriarkalsk, må vi have en formodning om at deres bruderitual er identisk til vort eget. I afsnittet ”At tage til ægte med vielse og brudeløb (bryllup)” (underafsnit ”At tage til ægte”) viser jeg at det er kvinden der ”tager” manden når der tages ”til ægte”. Derfor, i filosofi og virkelighed, kan vi se at manden nødvendigvis må komme til kvinden og bejle om hendes gunst. Giver bruden sin velsignelse hertil, og alene i dette tilfælde, kan brudgommen ”røve” bruden, der hermed "bryder" og starter egen familie. Derfor må vi forvente at Gerður (Helen) også i Homer: Iliaden og Skírnismál (Ældre Edda) lader sig bruderøve af egen fri vilje. Homer:Iliaden (Bog III:171-176), svarende Kong Priam, i min oversættelse til nudansk: ”Og Helen, oplyst blandt kvinder, svarede ham, sigende: Tilbedt er du i mine øjne, kære fader af min mand, og frygtet. Ville at en grusom død var mig overgået da jeg fulgte din søn hertil, efterladende mit brudekammer og min æt, og min datter, elsket, og alle mine kærlige bardomsveninder. Men således skulle det ej ske…” Homer: Iliaden (Bog XXIV:25-30) omtaler bruderovet således, i min oversættelse til nudansk: ”og dette gjorde alle [de velsignede guder] tilfreds, bortset fra Hera [græsk ”Hērē”], Poseidon [græsk ”Poseidaōn”] og den øje-glimtende mø [Athene], men de fortsatte ufortrødent selv efter hellige Troja [græsk ”Ilios”], Priam og hans folk, fyldtes med had i deres øjne som følge af Alexandrou’s handling, for det var ham der bebrejdede gudinderne da de kom ham til hjælp, og gav fortrin til hende der banede vejen for hans skæbnesvangre lyster [dvs. bruderovet af Helen (Gerður)]”. Jeg mener det er helt utvetydigt klart fra Homer: Iliaden at det er Gerður (Helen) der "baner vejen", hvad skikken også tilsiger skal ske. Efter at have modtaget en dødstrussel af ”Skírnir” for to gange at have afslået en tilbudt Morgengave, giver Gerður (Helen) svar på tiltale i Skírnismál (vers 24, Ældre Edda):
Min oversættelse til nudansk.
Gerður (Helen) bekræfter at det er hende, og ingen andre, der foretager beslutningen i Skírnismál (vers 39, Ældre Edda):
Min oversættelse til nudansk.
Så vidt jeg kan se, kan det ikke betvivles at det rituelle bruderov, der sker helt i overensstemmelse med oprindelig tanke og sæder, ikke er ulovligt fordi Freyr (Paris) bruderøver Gerður (Helen), da kvinden antager frieriet af egen fri vilje. Ulovligheden består i virkeligheden af den manglende skilsmisse fra den første mand Menelaos før Gerður (Helen) giver håndslag til Freyr (Paris). Jeg viser i afsnittet ”At tage til ægte med vielse og brudeløb (bryllup)” (underafsnit ”Kvinders skilsmisse- og arveret”), at som kvinder hos os har fuld skilsmisseret, er samme tilfældet i Sparta. Det er derfor påkrævet at Gerður (Helen) lader sig skille i henhold til gældende sæd og lov før et nyt frieri antages. Dette sker ikke, og konsekvensen af dette er eksistentielt for Sparta. Med kvindelig arveret til Sparta’s trone er den udefrakommende Menelaus alene udråbt konge som følge af giftermålet med den spartanske tronarving. Da Gerður (Helen) således bryder spartansk sæd, skik og lov, taber hendes æt og folk hermed retten til den spartanske trone, der i så fald vil overgå til Menelaus og hans fremmede æt. Vi kan se at Gerður (Helen) efterfølgende er blevet skilt. Homer: Iliaden (Bog III:427-429), hvor Gerður (Helen) tiltaler Freyr (Paris), i min oversættelse til nudansk: ”Du er hjemvendt fra krigen; ville jeg at du var dér gået tabt, fjernet af en tapper mand der var før min herre”. Denne efterfølgende skilsmisse er i sæd, skik og lov uden betydning. Det absolut eneste Sparta kan gøre er at udløse den ed bl.a. Odysseus, Agamemnon (på vegne Menelaos) og Achilles havde indgået med Helen’s fader (stedfader), Kong Tyndareus til Sparta, og dermed Den Trojanske Krig. Denne ed kaldes ofte i dag for "Tyndareus's Ed". Snorre i Snorre Edda (Gylfaginning, kap. 34) beskriver ”Tyndareus’s Ed” således:
Min oversættelse til nudansk. Jeg har andetsteds vist at ”gýgr” (gyge) er en vølve, der er knyttet til ”Gugaiê” (Gygaea) søen (i dag kaldet ”Marmara Gölü, Gölmarmara”), Lille-Asien under Den Trojanske Krig. Snorre er tydeligvis klar over denne sammenhæng i hans ordvalg. Heitet ”Angrboða” (Hende der boder plage) er identisk til ”Gymis völva” (Gymir’s vølve).
Snorre i Snorre Edda (Gylfaginning, kap. 54) forklarer os at han anser Odysseus (Úlixes) som Loki. De tre børn (ulykker) mener jeg må være tvefoldige kenninger:
Homer: Iliaden (Bog II:631-635), i min oversættelse til nudansk: “Odysseus [“Ὀδυσσεὺς”] var leder af de besjælede Kephallenere [“Κεφαλλῆνας” (Kephallenas) – de fra øen “Κεφαλληνία” (Kephallenia)], hvis landskab var Ithaka [“Ἰθάκην” (Ithaken)] og Neriton [“Νήριτον” (Neriton)], dækket med vajende skove, og som havde deres bopæl i Krokylien [”Κροκύλει᾽” (Krokylei)] og stormfulde Aigilipa [”Αἰγίλιπα” (Aigilipa)]; samt de hvis landskab var Zakunthos [”Ζάκυνθον” (Zakunthon)], og som havde deres bopæl omkring Samon [”Σάμον” (Samon)], og (tillige) havde kontrol over hovedlandet og havde bopæl langs kysten ud mod øerne. Af disse var Odysseus hærleder,”. Homer: Odyssey (Bog I:20-30) forklarer os at Odysseus’ søn Telemakhos bor på øen Ithaca. Homer: Iliaden (Bog XXIV:764-766), i Gerður (Helen)'s sørgetale over den afdøde Hektor (Ökuþór), i min oversættelse til nudansk: "I sandhed er min mand gudelignende Alexandros [Paris?], der bragte mig her til Trojas Ende [græsk "Troiênd"] - var jeg end død da! For dette er nu det tyvende år siden jeg mit hjemland forlod" Ifald Den Trojanske Krig varede i 10 år, fra ca. år 1194-1184 f.Kr., fandt det rituelle bruderov sted hele 10 år før krigen påbegyndes. Bruderovet alene kan derfor umuligt være den eneste årsag til at krigen startes så sent. Det tager tid at samle en enorm hær til en verdenskrig, men noget andet har haft afgørende indflydelse på valget af krigstidspunktet, hvor fjenden har lurepasset på en svaghed hos modparten. Vi ved hvad disse begivenheder var.
Bruderovet i Rig Veda
Det samme bruderov gengives i Rig Veda (Bog 10: XVII:1-2), i min oversættelse til nudansk: ”Tvastr forbereder brylluppet for sin datter: Hele verden hører dette tidende og forsamler sig. Men Yama’s moder, den store Vivasvan’s viv, forsvandt undervejs til sin bopæl. De skjulte Den Udødelige Frue fra dødelige mænd, skabte hendes efterligning og gav hende til Vivasvan. Saranyu [Den Hurtige] tilså at brødrene Aśvin kom til ham [Vivasvan], og efterlod derefter begge sammenbragte par af børn”. Enheden ”Tvastr” er identisk til Gerður (Helen)’s fader. Homer: Iliaden (Bog III: 199; Bog III:418; Bog III:426) og Homer: Odyssey (Bog IV:184; Bog IV: 219; Bog XXIII:218) skriver alle at Helen’s fader er det oldgræske ”Dios” (Zeus), dvs. givet af den forfædrende gud. Gudeophavet skyldes at Spartanerne er en matriarkalsk stamme med kvindelig tronarving. Derfor er Kong Tyndareaus til Sparta utvivlsomt den biologiske fader, men i filosofi stedfaderen. Ikke overraskende er ”Tvastr” i Rig Veda også en skaberenhed, herunder bl.a. af kroppe af mennesker og dyr. Urjætten ”Yama” er i Rig Veda ”den første døde” og derfor i filosofi identisk til ”Ymir”. Se afsnittet ”Urjætten Ymir – Aurgelmir – Leirbrimir” (underafsnit ”Urjætten ”Yama/Yima” i Rig Veda”). Rig Veda (Bog 10:XIV – Yama:1-2) bekræfter for os at Yama er søn af Vivasvan. Da ”Vivasvan” er et heite for ”det mandlige” i Solen, er kvinden der bruderøves ”det kvindelige” i Solen. ”Vivasvan” er fra udsagnsordet ”vas, us, uch” (at skinne) 1. 1 William Dwight Whitney: The Roots, Verb-Forms, and Primary Derivatives of the Sanskrit Language (1885, s. 155-156)
Rig Veda (Bog 1:CXV) bekræfter at vi skal se Solen som en kvindelig gudinde, i min oversættelse til nudansk: ”Som en ung mand følger en ugift kvinde, så gør Solen Daggry, strålende gudinde” og helt præcist som ”Solens datter”. Vi kan nu se at i tanke er ”en ugift kvinde” at opfatte som ”Daggry” og ”Solens datter”. Rig Veda (bog 7:LXXVIT) i omtalen af Daggry viser den fulde forbindelse mellem den opgående sol, Moder Jord/Moder Sky og kvinden, i min oversættelse til nudansk: ”Hun skinnede lyst som en ungdommelig kvinde, I tanke opfattes såvel det mandlige, som det kvindelige i Solen, samt ”en ugift kvinde”, som ”det oplyste, det skinnende”. Gerður (Helen)’s oldgræske navn ”Helenê” er foreslået udviklet fra ”ἐλένη" (fonetisk på nugræsk ”el(l)en”, men oprindeligt ”Helen”) med betydningen ”flammen”, dvs. en kenning for ”det oplyste, det skinnende”. Beretningen i Homer: Iliaden og Rig Veda er derfor én og samme sag. Her mener jeg det er vigtigt at understrege, at vi ikke kan se hvorvidt Rig Veda er udviklet fra Homer: Iliaden, der gengiver en forestilling i tidsrummet omkring Den Trojanske Krig ca. år 1194-1184 f.Kr., eller omvendt. Folkevandringen synes at forklare os, at filosofien om bruderovet af Gerður (Helen) oprinder fra Homer: Iliaden, og efter Troja’s Fald bringes til det nordlige Indien og stepperne nord for Hindu Kush, og ind i Rig Veda. ”Asvins” (Venner af Aserne) har i Rig Veda de tvefoldige forståelser af lyset-i-mørket og Himmel-og-Jord, hvorfor disse naturligvis sendes til Vivasvan efter bruderovet. I Homer: Iliaden er ”Asvins” identisk til Helen’s to brødre; Pollux (Polydeúkēs) og Castor. Saranyu [Den Hurtige] har samme opgave i Rig Veda som gudinden ”Iris, den rapfodede” i Homer: Iliaden (Bog III:129-140), hvor Iris taler med Helen.
Jordskælv og flodbølger - Naturlovenes grundlag for Den Trojanske Krig
I tidsrummet omkring Den Trojanske Krig år 1194-1184 f.Kr. er der stor uro i Egypten. Denne uro skyldes en dyb økonomisk krise med manglende mulighed for betaling af offentlige lønninger, samt mangel på korn. Vidnesbyrdet om dette er den meget spændende ”Strejkepapyrus” (Strike Papyrus), der opbevares på Torino Museum. Indskriften i denne papyrus beretter om arbejdsnedlæggelser af håndværkere i Ramses III.’s 20. dynasti ca. år 1198-1166 f.Kr. eller i ”år 29, 2. vintermåned, 10. dag”. Tidspunktet er derfor op til jul år 1169 f.Kr. på den 10. hviledag, og skyldes manglende lønudbetalinger, og kornrationer der udebliver. Dette gentager sig i den følgende tid ind i Sommerhalvåret og er klare tegn på at Egypten er blevet ramt af de samme stormjordskælv, som jeg mener rammer Lille-Asien og alle landskaberne omkring Ægir' Sø (Ægæerhavet, Det Ægæiske Hav). Professor i Geophysics Amos Nur fra Stanford University, Californien forklarer i American Institute of Physics (Edition 46, 2003, No. 1, Ancient Earthquakes) hvad der formentlig skete. Over en periode på 50 år, fra ca. år 1200-1150 f.Kr. ramte en storm af jordskælv fra det sydlige Italien til Lille-Asien. Geologer mener nu at jordskælv sommetider kommer i bølger som følge af pladetektoniske forhold i dette område, og dette fænomen er observeret på samme vis fra data i det 20. århundrede. Forskere er enige om, at at de enorme mængder af nedfaldet sten i murene og andre steder i Troja er resultatet af en række kæmpe jordskælv, der ramte Troja VI omkring år 1300-1260 f.Kr. Troja VII, tiden under Den Trojanske Krig, genopbygges som følge af disse jordskælv. I afsnittet "Dragen Nidhug & Fenrisulven" viser jeg de mange steder i Ældre Edda hvor stormjordskælvene, kenningen "Nidhug", og stormjordskælvenes ødelæggelser, kenningen "Fenrisulven", omtales. Homer: Iliaden og Homer: Odyssey omtaler også utallige gange jordskælv, og jordskælv antager en central rolle hos Homer, og gør det med god grund. Guden Poseidon var for grækerne normalt "Herre af Søen", og overtages af romerne som sådan under betegnelsen "Neptun". I Homer: Iliaden gives Poseidon heitet "Jordskælvets Herre". Hvad Homer ønsker at viderebringe til eftertiden er at de utallige jordskælv, som vi samlet kalder "stormjordskælv", kom fra søen (havet), dvs. Ægir's Sø (Ægæerhavet, Det Ægæiske Hav). I vort indre billedsprog skal vi derfor ikke blot tænke på stormjordskælv, men også på heraf følgende flodbølger, der rammer fastlandet med katastrofal virkning. Det er af denne årsag at den trojanske prinsesse Kassandra, datter til Kong Priam, i skuespillet Aeschylus: "Oresteia” fra år 458 f.Kr. beklager sig over "den trojanske Apollo", hvoraf en af disse af ”*Apollo Agyieus” (Ægir). Homer: Odyssey (Bog VII) viser os at jordskælvene fortsatte efter afslutningen af Den Trojanske Krig ca. år 1184 f.Kr. Under Odysseus' hjemrejse ender han op hos Kong Alkino og Dronning “Areten" (Arete), der hersker over Phaiekon-folket, hvis landskab ligger i ”Echerie, Echeria” (Scheria). Han loves og gives skibstransport på den sidste del af hjemrejsen til Ithaca af dette folk, jvf. Homer: Odyssey (Bog VII: 220-229; Bog XIII: 38-45). De straffes for dette af Poseidon, Jordskælvets Herre, der efter deres tilbagevenden til ”Scheria” sænker deres skib lige inden det ankommer til havneindløbet, og begraver deres by under et bjerg, jvf. Homer: Odyssey (Bog XIII:100-200). I tiden før Den Trojanske Krig kan vi se at den religiøse højborg, bystaten Ur, bliver ødelagt under lignende omstændigheder i det 3. Ur-dynasti under den 5. konge Ibbi-Suen (ca. år 2028-2004 f.Kr.). Thorkild Jacobsen nævner dette i ”The Reign of Ibbi-Suen” (The Journal of Cuneiform Studies, 1953, s. 36). Han henviser til teksten der på engelsk kaldes ”Lamentation over the Destruction of Ur”. Fra dette digt har vi bl.a. følgende sætninger:
For bedre at forstå hvor katastrofale disse stormjordskælv var, og dermed forstå hvorfor Den Trojanske Krig kan påbegyndes, og vindes, af fjenden, lad os begynde med at efterse Homer: Iliaden.
Jordskælv
Homer: Iliaden (Bog XX:55-64), beretter hvad Poseidon, der netop er beskrevet som ”Jordskælvets Herre” (Bog XX:30), nu gør, i min oversættelse til nudansk: ”Da tordnede gudernes og menneskehedens fader frygtindgydende fra oven; og fra neden var Poseidon ophavet til skælven på den hele Jord, og på bjergenes stejle kamme. Alle rødder på Ida [bjerget], stedet med mangfoldige kilder, rystede, og trojanernes by [Troja], og Achaiôn [fjendens] skibe. Grebet af skræk i verden forneden var Aidoneus, Skyggernes Herre, og i frygt han sprang fra sin trone, højlydt skrigende, for det tilfælde at Jorden foroven blive kløvet af Poseidon, Jordskælvets Herre, og hans hjemsted blive gjort synligt for dødelige og udødelige-” Det er med andre ord hele den vestlige del af Lille-Asien, herunder hele Þrúðvangar, der rammes af massive jordskælv, der efterlader sig omfattende ødelæggelser. Tiden er ikke nærmere beskrevet udover at vi kan se at det er under Den Trojanske Krig. Völuspá (vers 42, Ældre Edda) har en lignende, men ikke identisk, brug af kenninger til at beskrive, at jordskælvene åbner dybe kløfter til Jordens indre:
Min oversættelse til nudansk. Völuspá (vers 42 og 43, Ældre Edda) gengiver 3 haner i hvert sit rum (verden); fortid, nutid og fremtid. Den "sod-røde" hane galer i Hel (fortiden), "Gyldenkam" galer over aser (nutiden), og den "fager-røde" hane, med heitet "Fjalar" (udkiggeren) galer over rummet "fremtiden". Da Völuspá (vers 36-62, Ældre Edda) omhandler Troja og landskabet Þrúðvangar, Lille-Asien i tiden før ca. år 1184 f.Kr. er det muligt at hanerne netop bruges i disse vers fordi de rent faktisk er fugle fra det østlige Asien, der i 1200 tallet f.Kr. findes i Indien, Egypten og Lille-Asien. Tamhønsene skal derfor muligvis opfattes som kenninger for vore "folkevandrings-fugle", der ankom som tamfugle med vor egen folkevandring til Skandinavien. At dette kan være den sande forståelse synes understøttet af Snorre i Heimskringla (Ynglinga saga, kap 4. Úfriðr við Vani.). I striden mellem Aser og Vaner sender aserne en stor mand med heitet ”Hœnir” (hønen) til vanerne. Dette udløser halshugningen og ophavet til Mimir, som vanerne giver tilbage til aserne. Kenningerne i Ynglinga saga er vigtige, om end vanskelige, at forstå ret. Det må dog være sandt, at det er en forudsætning for at aserne kan give ”Hœnir” (hønen), at den findes hos aserne, og derfor er en folkevandringsfugl. Af samme årsag optræder ”Hœnir” (henir) i Völuspá (vers 17, Ældre Edda) som en del af det skabende trekløver; Odin, Ve (Vé) og Vile (Vili). Her indtager ”Hœnir” (henir) pladsen som ”Ve” (Vé), som vi skal opfatte som ”hellig/helligdom”, og loður (jordlodens afgrøde) pladsen som "Vile" (Vili) – viljen.
Som vi kan se er kenningen "Aidoneus, Skyggernes Herre" i Homer: Iliaden identisk til kenningen "sod-rød hane" i Völuspá (vers 42, Ældre Edda). Det er det samme skrig og galen vi hører fra Jordens Indre som følge af stormjordskælvenes ødelæggelser. Lokasenna (Forord, vers 23, Ældre Edda), hvor Odin giver Loki svar på tiltale:
Min oversættelse til nudansk.
At Loki i dette vers beskrives som befindende sig i Jordens indre; at han beskrives som siddende i Jordens indre malkende køer som en kone og avlende børn, kræver at lytteren (læseren) som almen viden er klar over at Loki og Angrboða (Hende der boder plage) avler tre børn, hvor "børn" er kenninger for "ulykker", og at to af disse ulykker er stormjordskælv og ødelæggelserne forårsaget af stormjordskælv. Fornærmelsen består alene i at Loki beskyldes for at være Angrboða (Hende der boder plage). Fra Lokasenna ser det ud til at vi i vor erindring mener, at stormjordskælvene og deres ødelæggelser varede i otte år, der formentlig dækker over et tidsrum før Den Trojanske Krig bryder ud ca. år 1194 f.Kr., og medens denne foregår. Loki er her som kenning identisk til kenningen "Aidoneus, Skyggernes Herre" i Homer: Iliaden, og kenningen "sod-rød hane" i Völuspá (vers 42, Ældre Edda).
Flodbølger
Homer: Iliaden (Bog VII:455-464), i omtalen af en enorm flodbølge, i min oversættelse til nudansk: ”Og blandt disse var Poseidon, Jordskælvets Herre, først til at tale: Fader Zeus, er der nogen dødelige på den ganske Jord der stadig vil give råd og mening til de udødelige? Ser du ikke at endnu engang har de langhårede Achaioi [fjendens forbund] bygget sig en forsvarsvold til sine skibe, og omkring dette en voldgrav, men undlod at ofre glorværdige hekatomber [slagtning af 100 dyr pr. ofring] til guderne? Dette skal med sikkerhed skal udbredes så langt som daggry gør det, og menneskene vil glemme den mur som Phoebus Apollo og jeg byggede med møje og besvær for krigeren Laomedon [Konge af Troja. Se også Homer: Iliaden (Bog XXI:444-450)]. Den svært bekymrede Zeus, Samler af Skyer, talte til ham [Poseidon]: Ak du Jordskælvets Herre, vidt svajende, hvilken ting du du har just sagt! En anden gud end dig [Poseidon som Jordskælvets Herre] skulle vel frygte dette virke [den nybyggede vold og voldgrav], derfor at de er langt svagere end dig i hånd og magt; din berømmelse derimod [Poseidon som Jordskælvets Herre] skal med sikkerhed nå så langt ud som daggryet sig spreder. Gå derfor nu; så snart de langhårede Achaiôn [fjenden] er stukket til søs mod deres hjemstavne, skal du gennembryde volden og skylle alt i havet [Ægir’s Sø], og tildække stranden igen med sand, at den store vold skabt af Achaiôn [fjenden] ikke længere er at se efter din indgriben". Det vil med andre ord sige at en flodbølge ødelægger hele fjendens flådebase, vold og voldgrav. Homer: Iliaden (Bog XX:144-148), i omtalen af en flodbølge, i min oversættelse til nudansk: ”Således talende førte den mørkhårede gud [Poseidon, Jordskælvets Herre] an til den opfyldte (jord)vold (tilhørende) den gudelignende Herakles; den høje vold som trojanerne og Pallas Athene havde bygget for ham, at han kunne flygte dertil og undslippe dybets uhyre, når uhyret slæbte ham fra kysten til [Vigrid]-sletten”. Vi ser endnu engang at der er bygget en tilflugtsvold i tilfælde af flodbølger, og at flodbølgen ankommer.
Min oversættelse til nudansk.
Dette vers indeholder vel nok det bedste ordvalg overhovedet til i vort indre billedsprog at se frem for os en frygtindgydende flodbølge ankomme; en hændelse der med sikkerhed vil medføre død og ødelæggelse for Troja & Þrúðvangar. Fordi vi ved dette mener jeg at kenningen "Hrymr" må være fra "rýma, rumian, rymæ" (oldnordisk, oldsaksisk, olddansk) eller "rømme, make room" (nudansk, nuengelsk). Det er netop hvad en enorm flodbølge gør. Fordi vi kender Troja's faktiske geografi ved vi også at flodbølgen kommer fra Ægir's Sø (Ægæerhavet, Det Ægæiske Hav). Derfor er retningen fra vest mod øst eller "østenud". Det er af samme årsag, at Grímnismál (vers 10 & 19, Ældre Edda) beskriver ulven, en kenning for "stormjordskælv's ødelæggelser", som ”vargr hangir fyr vestan dyrr” (ulven hænger [står] for(an) den vestre dør). "Døren" er Troja's byport(e). Kenningen "Hrymr" er identisk til kenningen "jörmungandr", der igen er identisk til "ormr", der igen er identisk til "Nidhug". Størrelsen af flodbølgen beskrives genialt med ordene "iotvn moði" (jætte-flod). Kenningen "Naglfar" (Neglefarer) fortjener her særlig opmærksomhed. Snorre er helt klar over, at den almene viden der skal til for at forstå denne kenning er gået tabt i begyndelsen af 1200 tallet e.Kr. Vi erindrer Skånske Arvebog (XLIII) fra år 1200-28 e.Kr., der siger: ”Thet skal man wida at inkte barn. Ther hethit dør æy ærwær” (Det skal man vide at intet barn der hedensk dør ej arver). Derfor findes der i Snorre's samtid ingen oprindelige begravelser sted længere. Derfor gør han sig umage for at beskrive den viden vi må have for at opfatte kenningen ret:
Min oversættelse til nudansk.
"En død mand med uskårne negle" betegner i oprindelig tanke et dødt fribårent menneske, der ikke er forberedt til ligfærdsel, endsige brændt eller højsat. Denne absolutte skændsel af den afrejste efterlader et ufravigeligt krav på hævn. De ætter der hævner stævner ud i et mentalt skib gjort af de afdødes uskårne negle. Snorre skriver at "Hrym" (Den der Rømmer) - jordskælvet og flodbølgen - styrer skibet. Dette er korrekt fordi det er stormjordskælvene, flodbølgerne og deres ødelæggelser, der tilsammen muliggør at Den Trojanske Krig påbegyndes. Det er fjenden der søger hævn mod trojanerne. Völuspá (vers 48, Ældre Edda) skriver at "Loki styrir" (Loki styrer), underforstået Naglfar. Dette er også sandt fordi Odysseus (Úlixes) er Loki, og han leder fjendens angreb.
Pest og dyrtid
Homer: Iliaden (Bog I:33-55), hvor Troja's vølve ”Chrusên” (Krúsa, Krusa) har tryglet Agamemnon om at få sin datter frigivet af fangenskab, i min oversættelse til nudansk: ”Således talte han [Agamemnon], og den gamle mand [vølven Chrusên] blev grebet af frygt og efterkom hans ordre [om straks at forlade Agamemnon’s skib]. Han gik fort i stilhed langs kysten af det højt-brusende hav [Ægir’s Sø], og da han havde lagt afstand til, bad den gamle mand oprigtig til herren Apollo [græsk ”Apollôni”], båret af den lyshårede Leto [græsk ”Lêtô”]: Hør mig, gud af den forsølvede bue, der våger over Chrusên [dvs. ham selv] og hellige Cilla [græsk ”Killan”] og hvis vilje sker over [øen] Tenedos [græsk ”Tenedoio”], smed-gud [græsk ”smintheu”], har jeg for dig tækket et gudehov til din glæde, eller jeg for dig brændt fede lårstykker af tyre [græsk ”taurôn”] og geder [græsk ”aigôn”], så opfyld denne bøn for mig: Lad Danaoi [”Tani” (Daner)-folket] betale for mine tårer med dine pile. Således bad han i bønnen, og Phoibos Apollôn hørte ham. Fra Olympus’ tinder kom han ned, vred i hjertet, bærende på sine skuldre sin bue og pilekogger. Pilene gav genlyd på skuldrene af den vrede gud som han gik, og hans kommen var som natten. Han satte sig da på afstand fra skibene og afskød en pil: Forfærdelig var sølvbuens syngen. Æslerne angreb han først og de hurtige hunde, men herefter på menneskene selv lod han flyve sine stikkende skafter, og ramte; og uden ophør brændte de dødes pyrer. I ni dage regnede gudens luftbårne våben blandt værten, men på den tiende kaldte Achilles folket til samling, for gudinden, den hvid-armede Hera, havde bragt det i hans hjerte, eftersom hun fik ondt af Danaôn [”Tani” (Daner)-folket], da hun så dem dø…”
Som vi kan se rammes Danaoi [”Tani” (Daner)-folket], en del af fjendens forbund, af pest, som en altid naturlig følge af jordskælv og dets ødelæggelser. Tamdyrene og menneskene dør i massevis - det klassiske tegn på pest i en eller anden form. Aeschylus (525-456 f.Kr.): Oresteia (Agamemnon, sætning 1464-1467) fra år 458 f.Kr., hvor Kassandra, prinsesse til Troja og datter af Kong Priam, udtaler sig om sin sidste tid i Troja op til Troja's Fald ca år 1184 f.Kr., i min oversættelse til nudansk: ”Der i mit hjem [Troja] ...ulykke, fattigdom og hungersnød – alt dette bar jeg”. Som vi må forvente, slap Troja ikke fri, og blev ramt ekstremt hårdt. Det er næppe for meget at antage at Troja i virkeligheden ikke længere kunne forsvare sig selv efter efter stormjordskælvene havde ramt med fuld styrke. Forsyninger af fødevarer til mennesker og tamdyr var ikke længere muligt, og forsvarsværker og gårde var ødelagt. I afsnittet "Kongen som Odin – Odin som konge i Gl. Lejre" (underafsnit "Hliðskjálf - hverken tronstol eller sal, men et hjemsted og Troja") viser jeg at heitet "Hliðskjálf" (skælvende græsbevoksede bjergside), uden undtagelse altid betegner et jordskælvsramt Troja. Følgende kilder i samlingen Ældre Edda beretter om stormjordskælv, flodbølger, pest og dyrtid, før og under Den Trojanske Krig:
Snorre viderefører forståelsen fra Ældre Edda, og beretter om stormjordskælv, flodbølger, pest og dyrtid, før og under Den Trojanske Krig i Snorre Edda (Gylfaginning, kap. 15. Frá askinum, Urðarbrunni ok nornum; kap. 25. Frá Tý.; kap. 34. Frá börnum Loka ok bundinn Fenrisúlfr.; kap. 38. Frá vist Einherja ok Óðins; kap. 47. Skilnaðr Þórs ok Útgarða-Loka; kap. 49. Dauði Baldrs ins góða.; kap. 51. Frá ragnarökum; kap. 52. Vistarverur eftir ragnarökr.; kap. 53. Hverir lifa af ragnarökr.), samt i Skáldskaparmál (16. Týskenningar.; 18. Víðarskenningar.; 23. Lokakenningar.; kap. 73. Öxn, ormar, sauðir, svín). Anskuer vi den historiske dækning af stormjordskælv, flodbølger, pest og dyrtid, før og under Den Trojanske Krig, i vort samlede minde, er det mildest talt overvældende med viden vi er givet. Jeg erindrer ikke en anden begivenhed der i vor samlede historie samlet opnår så stor bevågenhed som gør denne naturkatastofe, der muliggør Den Trojanske Krig og fjendens sejr. Så vidt jeg kan se er nordisk erindring langt mere interesseret i disse begivenheder end er nogen anden kendt kilde. Snorre forstod dette og gør sig derfor umage for at viderebringe denne viden. Mindst lige så vigtigt er det at få rækkefølgen af begivenhederne ret. Det beskriver Snorre således i Snorre Edda (Gylfaginning, kap. 51. Frá ragnarökum):
Min oversættelse til nudansk.
Begivenhedernes rækkefølge kan derfor samles i følgende hovedpunkter:
Min oversættelse til nudansk. "Sigr" (Sejren) mener jeg må være end kenning for "landskab", her Troja og Þrúðvangar, jvf. forståelsen af Sigtuna (Sigtúnir) som "Sejrstunet". Når "sigr fold imar" (sejren foldes i havet) må vi opfatte dette som en kenning for en flodbølge der skyller et stort landområde i havet, som også gengivet i Homer: Iliaden. Ordene "geisar eími" kunne også oversættes til "farer dampen", men fordi den efterfølgende sætning omhandler hede vælger jeg at opfatte det som om store ildebrande er brudt ud, og at disse fortærrer alt. Der er store stikflammer højt mod himlen. Som jeg opfatter dette er det sort røg fra de enorme ildebrande, der fjerner sol og stjerner fra menneskets syn.
Min oversættelse til nudansk. Det er efterdønningerne af "Thors fisketur" i Hymiskviða (vers 20-21, Ældre Edda) der beskrives. Hele digtet er en udvidet beretning af Lokasenna (Forordet, Ældre Edda), og begge finder sted under Den Trojanske Krig. "Hrein" er enten fra "hrína" (hvine), der normalt betegner svinets høje hvin, eller fejl for "hraun" (lava). Endestavelsen "-gálkn" er hverken oldnordisk eller oldengelsk, men finsk-ugrisk (lappisk) "galco" (uvæsen, uhyre). Endestavelsen kendes også fra bl.a. det oldnordiske "Finn-gálkn", der skal opfattes som "uhyre", men må have en ældre betydning. I omtalen af stormjordskælv, og det er helt uden for tvist dette vi taler om, mener jeg den rette fortolkning af "Hreingálkn" må være "Det Hvinende Uhyre". Det er en kenning for "ormen, dragen", som Thor kløver med hammeren, men betegner faktisk et stormjordskælv kommende fra søen (se afsnittet "Mjölnir - Mjølner - Torden og lynild"). Dette er identisk til beretningen hos Homer: Iliaden (Bog XX:55-64). Det er fordi ormen (dragen) er et stormjordskælv at Thor aldrig får dræbt denne. "þutu" er datid af "þjóta", direkte "tude", men her opfattet som "vokse, opstå pludseligt", dvs. jordskælvet fra søen får landmassen til pludselig at løfte sig, hvorefter den gamle jord (forne fold) falder tilbage i en katastrofal hændelse. Det er absolut kritisk at forstå at stormjordskælvet kommer fra søen.
Min oversættelse til nudansk. At ætterne i Troja omtales som "hore-dømte" skal her opfattes som "beviseligt utro" mod sin egen æt og stamme under devisen "Nødh brydher Ræeth" (Nød bryder ret/alle love), som gengivet i Peder Laales Danske Ordsprog. Kenningen "aþr verold steypiz" (før verden (om)styrtes) betegner "Troja's Fald".
Min oversættelse til nudansk. Vær opmærksom på at de der begår de mange drabsforsøg er "fenris kindir" (Fenris afkom), jvf. Völuspá (vers 39, Ældre Edda), dvs. stormjordskælvenes ødelæggelser (Fenrisulven); måske de mindre ødelæggelser der følger efter de større samme. "Ragna, Regin" er her en kenning for Troja's Råd, underforstået forfædrene. Det oldnordiske "sjöt" er en gradbøjning af "sveit" (flok).
Min oversættelse til nudansk. I overvejelsen af hvorvidt "manna" skal oversættes til "mænd" eller "mennesker" mener jeg det må være ret at efterse hvad det er verset tænker på. Vafþrúðnismál (vers 41, Ældre Edda) omhandler Einherjar, hvorfor henvisningen burde være til "mænd". Omvendt er spørgsmålet i verset tidsmæssigt afgrænset til efter fimbulvetr, der her ikke kun er de fysisk jernhårde vintre, men tiden efter Troja's Fald, hvorfor der er tale om hele stammen, og derfor "mennesker". Derfor har jeg valgt sidstnævnte. Det oldnordiske "liþr" (líðr) opfatter jeg som fra "líð" (følge, som står bi), dvs. noget der følger efter. Spørgsmålet i verset er; hvor stor en del af stammen overlevede fimbulvetr og Troja's Fald?
Min oversættelse til nudansk. Oldengelske kvad giver os en række fine kenninger for langskibet når det rider bølgen blå: "ýdlidan" eller "bølge-lid(følger)" (Beowulf, sætning 198); "waégliðendum" eller "bølgeglidende/wave-gliding" (Beowulf, sætning 3158); "brimhengest" eller "brændingshingst" (rune-digtet for S-sigel). Når vi derfor har sætningen "Haf gengr hridum vid himin sialfann" (Hav ganger ride ved himlen selv) er tanken at vi i vort indre billedsprog skal se for os langskibet ride på bølgen, underforstået oven på bølgen. Når himmel og hav derfor er ét har vi for os en flodbølge, der efterfølgende (lid-følger) skyller ind over landet. Ordet "bilar" fra "bila" (knækkes, beskadiges, mangle, svigte), hvor jeg tror vi må opfatte "loft bilar" som "luften svigter", dvs. en kenning for druknedøden. Ordet "snarir" fra "snara" (kaste, slænge, bringe i hurtig bevægelse), jvf. snarrådig. "Snarir vindar" er derfor "kaste-vinde", og den samlede betydning et jernhårdt snestormvejr. Dette er en beskrivelse af Fimbulvetr. "þrioti" mener jeg må være fra tillægsordet "þroti, þrota" (som noget er sluppet op for). Vi har den faste vending "þrota ráð" (ens råd er udtømte). Som sætningen her er skrevet mener jeg "regn" må være en kenning for "snevejr og kaste-vinde" eller det jernhårde snestormvejr. Derfor oversætter jeg "at regn vm þrioti" til "at [sne-]regnen må få en ende". "radi" (rådet) er Troja's råd.
Min oversættelse til nudansk. Brugen af "sletta himin" (slétta himin) eller "himlens slette" skal ses i lyset af at landskabet øst for Troja fysisk er en slette, der i nordisk tanke kaldes "Vigrid-sletten". Fenrisulven er en kenning for de ødelæggelser stormjordskælv forårsager. Disse ødelæggelser er tydeligvis ophavet til hvorfor der er så meget støv og forurening i luften, at solens lys- og varmestråler ikke kan trænge igennem skylaget. Derfor er det i vort indre billedsprog korrekt at beskrive solen som værende bortrøvet af Fenrisulven.
Min oversættelse til nudansk. Brugen af "heðan" (heden) er valgt fordi Völuspá (vers 54, Ældre Edda) gør brug af "leicr har hiti uið himin sialfan" (leger højt heden ved himlen selv), der igen betegner de store ildebrænde, der fulgte efter stormjordskælvene og deres ødelæggelser. Det sorte røgslør der skygger for solen for menneske på Jorden gør at vi i vort indre billedsprog må se for os, som man vidste, at solen naturligvis var bag disse røgskyer. Derfor skal de to rødbrune heste, "Árvakr" (den tidligt vågnede) og "Alsviðr" (den vidt rejsende), trække solen "op over heden". Se også Rig Veda (Bog 1:CXV). Det oldnordiske "fálo" (fálu) mener jeg må være fra "falr", der oprindeligt betegner; den del af et våben eller redskab der indsættes (og derved skjules fra syn) i et skaft ("han-delen"); den hulning i skaftet der modtager "han-delen" eller "hun-delen". I dag kalder vi dette at false en "fals". Det oldnordiske "isarn" betyder direkte "jern", men da vi befinder os i tiden under Den Trojanske Krig, og derfor i bronzealderen, må vi opfatte "isarn" som "våben". Endestavelsen "-kol" er fra "kol" (kul). Samlet må vi opfatte sætningen "fálu blíð regin, æsir, ísarnkol" (falser blide Regin, aser (og) (for)kullede våben) som, at Regin under de sorte skyer fra ildebrandene, skjuler trojanerne (aser), underforstået til overlevelse, og deres i ildebrandene afbrændte våben.
I nordisk fortælleteknik, med vort massive brug af kenninger og heite til at aktivere lytterens (læserens) indre billedsprog, er der to hændelser i oprindelig tanke, der varsler ankomsten af Ragnarok. Snorre i Snorre Edda (Gylfaginning, kap. 34 & kap. 54) er helt enig heri og gentager samme forståelse.
Snorre i Snorre Edda (Gylfaginning, kap. 54) forklarer os at han anser Odysseus (Úlixes) som Loki. De tre børn (ulykker) mener jeg må være tvefoldige kenninger:
Kenningen "Balder's død" henviser til Achilles drab af Troja's tronarving Hektor (Ökuþór) i Homer: Iliaden (Bog XXII:270-329). I Ældre Edda nævnes kenningen "Balder's død", hvor denne skal opfattes som drabet på Troja's tronarving, bl.a. i Völuspá (vers 32, Ældre Edda):
Min oversættelse til nudansk. Ordet ”Tivur” opfattes som ental af "tívar" (guder), der igen oprindeligt af flertalsform af "Tyr". Da Hymiskviða (vers 8, Ældre Edda) knytter Tyr i æt til fjenden i Sparta fordi bronzealder "Tani" (Daner)-folket sidder på tronen ved giftermål, da Gerður (Helen) antog Menelaus som sin ægtemand, mener jeg ikke vi skal opfatte "tivor" som Tyr. Brugen af "Balder" er her et heite for Hektor (Ökuþór), der dræbes på Vigridsletten i en holmgang med Achilles. Odin er Kong Priam til Troja. "Mistelgrenen" er en kenning for det spyd Achilles jager ind i Hektor (Ökuþór), hvormed han dræbes.
Vafþrúðnismál (vers 54, Ældre Edda) forudsætter kendskab til dels begrebet "Balder's død", dels at dette betegner Achilles drab af Troja's tronarving Hektor (Ökuþór), samt at faderen, Kong Priam til Troja, overlever sønnen og højsætter ham som beskrevet i Homer: Iliaden (Bog XXIV: 660-670, 776-824):
Min oversættelse til nudansk.
Vafþrúðnismál (vers 55, Ældre Edda) giver selv svaret; at "ey manna" (intet menneske) ved hvad Odin (Kong Priam) sagde til sønnen Hektor (Ökuþór) før han blev lagt på pyren. Homer: Iliaden giver et bud på hvad enken Andromache kunne have sagt, jvf. Homer: Iliaden (Bog XXIV: 725-745); hvad grædekonerne kunne have sagt, jvf. Homer: Iliaden (Bog XXIV: 746-760), samt hvad Gerður (Helen) kunne have sagt, jvf. Homer: Iliaden (Bog XXIV: 761-775). Men ej heller i Homer: Iliaden hører vi hvad Kong Priam skulle have sagt af afskedsord. Vafþrúðnismál (vers 55, Ældre Edda) gør det direkte klart for os, at denne hændelse udløser Ragnarok, Troja's Fald. Lokasenna (vers 28, Ældre Edda) siger:
Min oversættelse til nudansk.
Lokasenna (vers 28, Ældre Edda) forudsætter kendskab til "Balder's død", og at Loki er faderen til de tre børn, kenninger for "ulykker". En af disse "ulykker" er Achilles, og hans drab af Hektor (Ökuþór). Brugen af "Frigg" der, uden undtagelse, altid betegner Phrygia (Frigg's Land), afgører endegyldigt at tidsrummet er under Den Trojanske Krig. Hyndluljóð (vers 29, Ældre Edda) omtaler med sætningen "Balldr er hne vid banaþufu" ((da) Balder bukkede (under) ved bane-tuen), dvs. på den græsbedækkede Vigrid-slette, hvor holmgangen mellem Achilles og Hektor (Ökuþór) fandt sted. Når vi genkender de to nævnte hændelser, som de forekom i dyb fortid, kan forekomme i nutiden, og givet vil forekomme på et tidspunkt i fremtiden, da ved vi at Ragnarok, Troja's Fald - tabet af vort land og stammens nærudslettelse, vil ankomme. For at forhindre dette må vi genkende de dyrbare lærepenge fra Troja, og handle på forhånd derefter.
Ragnarok - Troja's fald
Homer: Iliaden (Bog XI:5-25) viser os at der var flere fjendtlige flådeangreb på Troja under Den Trojanske Krig. I tid kan vi ikke sige noget om hvornår disse fandt sted. I det første flådetogt deltager trekløveret Odysseus, Achilles og ”Atreus’ søn”, her Agamemnon, ikke broderen Menelaos, der formentlig forblev tilbage som konge af Sparta. I det sidste og afgørende flådeangreb, der fører til Ragnarok - Troja's fald, gives vi en så detaljeret beskrivelse af den samlede styrke, at dette muligvis kan være en overlevering af de faktiske styrker. Såvel Homer: Iliaden, som Homer: Odyssey gør flittigt brug af to beskrivende tillægsord i forbindelse med skibene; det oldgræske "glaphurai" fra "glaphuros, glaphō" (dybe, dybskrogede) og det oldgræske "melainai" (hunkøn som skibe er, flertalsform) fra "melas" (sort). Jeg er ikke overbevist om at det er samme skibstype der på skift omtales med brug af disse tillægsord. Rækkefølgen af den skiftende brug af tillægsord om samme kan oprinde fra at begge værker oprindeligt blev fremført mundtligt, hvorfor ordskiftet hjælper afsigeren med at erindre indholdet. 1 1 Se også C. S. Kirk: Homer The Iliad (1984, Introduction, s. xii)
Homer: Odyssey (Bog IX: 320-325), i omtalen af størrelsen af en kølle, i min oversættelse til nudansk: ”…stort som masten på et sort skib med tyve årer, et handelskib, breddækket,..”. Homer: Odyssey (Bog IV: 778-784), i beskrivelsen af bejleren efter Odyssues kone Penelope (Penelopeia), Antonious (Antinoos)’ skib, i min oversættelse til nudansk: ”Således talte han [Antinoos], og udvalgte 20 af de bedste mænd; de drog nu til det hurtige skib ved kysten. Først trak de skibet ned til vandet; hér satte de masten og sejlet på det sorte skib, årene i åretoldene gjort af læderremme, alt i rækkefølge, og hejste herefter det hvide sejl”. Bronzealderskibene fandtes både som krigsskib og handelsskib, og som de senere langskibe havde de aftagelig mast og styreåre. Man målte et skibs størrelse i antal årer; nøjagtigt som man gør det i dag på f.eks. Færøbåden (se afsnittet "Færøbåden"). I afsnittene "Vandfolket “Danu/Denen/Denyen” fra egyptiske indskrifter" og "Skib og Trojaborg (labyrint)" viser jeg eksempler på skibstyperne fra bronzealderen fra "Tani" (Daner)-folket; fra helleristninger i Skandinavien, samt fra egyptisk og før-græsk kunst fra omkring Ægir's Sø (Ægæerhavet, Det Ægæiske Hav). Hvorfor skibene gives det beskrivende tillægsord "sort" skyldes samme årsag til at fjenden i brætspillet Cyningtaefl altid er sort (en forståelse der videreføres i Skak); at en angribende fjende er en sort trussel. Ældre Edda gør det samme ved at beskrive fjenden der ankommer til Troja som "Surtr" (sort), og fjendes flåde som "Myrcviþ" (Myrkvið) eller "De Mørkmastede". Homer: Iliaden (Bog II:490-760), beskriver fjendens flåde der ankommer til Ragnarok, således:
Homer: Iliaden (Bog II:760) afslutter opremsningen af angrebsflåden med denne sætning, i min oversættelse til nudansk: "Dette var hærlederne af Danaōn og deres herrer". I langt de fleste andre tilfælde i Homer: Iliaden mener jeg vi kan opfatte brugen af det oldgræske "Danaōn" som identisk med bronzealder "Tani" (Daner)-folket). Da stammebetegnelsen her synes at skulle opfattes som en samlet betegnelse for hele angrebsflåden, mener jeg vi her må opfatte "Danaōn" i dets oprindelige, og lidt bredere, betydning af "Vand-folkene"; en betegnelser vi også ser egypterne bruge på samme vis. Den samlede angrebsflåde består af 29 grupperinger. Spørgsmålet er nu hvor mange roere Homer anser som en underforstået standard pr. skib, og derfor undlader at nævne? Jeg mener som udgangspunkt, at hvor intet andet er fremhævet, da har vi 20 roere pr. skib, dvs. hvad vi i langskibene kalder "Skeið"-klassen. Mange synes at antage, at hvert skib år 1194-1184 f.Kr. som standard havde 50 mand pr. skib (pentēkonta), dvs. hvad vi i langskibene kalder "Snekke"-klassen. Homer: Iliaden (Bog II:576-580) fremhæver, at Agamemnon havde langt det største mandtal ombord på sine 100 skibe og, tror jeg, de 60 skibe han stiller til rådighed for en anden stammes troppetransport. Da vi har én gruppering med 50 skibe og 120 mand pr. skib, dvs. samlet 6.000 mand, skal Agamemnon's 160 skibe transportere mere end 6.000 mand. Det kræver derfor minimum 38 mand pr. skib. Da antallet 50 mand pr. skib fremhæves som nævneværdigt, har jeg valgt at fastsætte standard-besætningen til 40 mand pr. skib. Vi kan fra Homer: Odyssey (Bog X: 202-210; 233-239) se at der samlet er 46 mand ombord på Odysseus’ skib da han ankommer til øen Aia. Hermed kan vi nu vise den samlede angrebsflåde i antal skibe og mandtal:
1.186 skibe med 51.510 mand ombord begiver sig mod Troja & Þrúðvangar i den endelige belejring før det afgørende slag på Vigrid-sletten.
Sparlösa-stenen - Beretningen om Ragnarok Sparlösa-stenen, Västergötland (Vg 119) kan dateres til før år 670 e.Kr. da den gengivne rytter på stenens D-side ikke er sadlet op med stigbøjler. Hvad afbildningerne på stenens D-side viser er endnu uforstået. Mit bud er at "tegneserien" omhandler afslutningen af Den Trojanske Krig. Runen til forståelsen af D-siden mener jeg findes i disse rejste runer i stenens indskrift:
Min oversættelse til nudansk. "raki" i Ældre Futhark er "Regin", der er forfædrende, der er rådgivere af runer (hemmeligheder). "Råd fra Regin" er identisk til "Ragnarök", der er en kenning for Troja's Fald. De forfædrende råd er derfor den høstede lærdom fra Troja. Dette giver os indgangsvinklen til at afkode hvad afbildningerne på D-siden viser os. Nr. 1: Bygningen, der bærer stor lighed med gudehovet afbildet på mønten slået i Hedeby ca. år 870-900 e.Kr (se afsnittet "Hearg, Vé og Stavkirker"), er en kenning for Bilskirnir (Bilscirni), der betegner Troja og kongsgården bag bystatens bolværk. Det forekommer at hvad vi ser er Troja's byport(e) og ydermuren på hver sin side. Det viste "vindue med tremmer" må være den ydre byport's glughul. Den runde ring på den ydre byport kan være en edsring og derfor en kenning for "hellig", underforstået Troja. En anden mulighed er, at ringen kan tilkendegive en Trojaborg eller ringborg, og derfor være Troja's byplan. ”Med en ondskabsfuld stirren fra under sine bryn sagde Achilles, den rapfodede: Hektor, tal ikke til mig om edsvorne aftaler, din galning. Løver og mænd sværger ej ed.” Achilles bruger her ”løver” som en kenning for hele den fjendtlige angrebsstyrke.
Min oversættelse til nudansk.
Som i Völuspá (vers 47, Ældre Edda), mener jeg at "a/s|tan" (normaliseret til "austan") skal opfattes som "østen(ud)". Geografien påkræver denne forståelse. Sætningen "mvno mvspellz vm la/g lydir" (Muspell's vilje med stammernes love) viser her absolut forståelse for at Troja's fjende består af et forbund af mange forskellige stammer, hvis love og vilje nu vil ske fyldest ved deres ankomst. Loki er Odysseus. Kenningen "fifls megir" (fífl + megin) (De Gale Kræfter) betegner fjendens samlede angrebsstyrke. Kenningen "by leipz, byleistz" (Codes Regius, Hausbók), der normaliseres til "byleists", forekommer også i Hyndluljóð (vers 40, Ældre Edda) som "byleistz". Snorre i Skáldskaparmál (23. Lokakenningar.) opfatter begrebet som en kenning for Loki, jvf. "bróður Býleists", og derfor en kenning for Odysseus. Det antyder at "by leipz, byleistz" er fra "bylr" (vindstød), hvorfor "Byleists" (Vindstødet's) i vort indre billedsprog skal vise os et kraftfuldt lynangreb af fjenden. Jeg opfatter "ifór" som sammensat af "i" + datid af "far, ferð", dvs. "rejser sammen med". Fra Völuspá (vers 43, Ældre Edda) med "freki"; Grímnismál (vers 10 & 19, Ældre Edda) med "freka" ved vi "freka" (fræk/begærlig/voldsom) er et heite for Fenrisulven, der igen betegner de ødelæggelser stormjordskælvene forårsagede på Troja og hendes landskab. Fjenden, stormjordskælvene og deres ødelæggelser kommer derfor alle fra samme retning.
Min oversættelse til nudansk.
"Sviga lefi" (normaliseret til "sviga lævi" (krumme, bøje + svig) mener jeg er en kenning for fjendens belejring af Troja. "Halir" mener jeg må være fra "hala" (hale), der i talemåde kendes ved brugen "halaferð" (direkte "hale-færd", men opfattes som "det at bevæge sig fremad i en lang række"). Dardaneller-strædets oprindelige før-græske navn var "(H)ellispontos", direkte "Helle-sø", hvor jeg argumenterer for at forstavelsen "Helle-" er identisk til "Hel, Helle, Halja" (oldengelsk, oldnordisk, gotisk), og derfor af os er blevet opfattet som "de hellige dødes hjem". Se afsnittet "Loki og Ægir i Þrúðvangar". Homer: Iliaden (Bog II:459-469) viser os at fjenden har omringet Troja i optakten til det endelige slag og har taget kontrol med Vigrid-slettens afgrænsende floder; Simoentos (Simois)-floden mod nord, og Skamandros (Scamander)-floden mod syd. Den enorme angrebsflåde er sejlet dertil fra Ægir's sø (Ægæerhavet, Det Ægæiske Hav) og ind i Helle-sø (Dardaneller-strædet). Jeg mener derfor at sætningen "troða halir helveg" ((be)tramper (den) hale-lige Hel-vej) er en henvisning til fjendens angrebsflåde, og at denne sejler ind i Helle-sø for at kunne komme op af floderne til belejringen af Troja. Spørgsmålet er nu hvad "Grjótbjörg" er en kenning for? Det oldnordiske "Grjótbjörg" betyder direkte "stenbjerg", men opfattes som et sted man nedbryder stene - et stenbrud. Som jeg opfatter dette vers mener jeg "Grjótbjörg" må være en kenning for Troja's ydre bymur, der ødelægges; formentlig både af stormjordskælv og senere af fjenden i forbindelse med Troja's fald. Det er ekstremt vanskeligt at tage stilling til hvorvidt dette vers står på den forkerte plads i digtets beskrivelse af Den Trojanske Krig. Rækkefølgen af versene viser at der stadig forekommer jordskælv, der forårsager ødelæggelser medens fjendens flåde samtidigt er ankommet. Homer: Iliaden (Bog VII:455-464) viser os at dette var tilfældet. Det er muligvis derfor verset afsluttes med sætningen "en himin clofnar" (end himlen kløves), dvs. åbner sig op og bringer jernhårdt vintervejr, Fimbulvetr. I Völuspá (vers 51, Ældre Edda) kæmper Kong Priam, under heitet Odin, som einherjar "biartr at surti" (klarøjet mod Surti).
Min oversættelse til nudansk. Kenningen ”in svaso goð” (De ansvarsfulde guder) er en kenning for Einherjar. "Surtr" (Sort) er en kenning for Fjenden. 100 rasta er ca. 75-113 km. Skamandros (Scamander)-floden er ca. 70 km i længde fra udspringet ved Ida-bjerget til dens udløb i Helle-sø (Dardaneller-strædet) ved Troja. Det må være således Vigrid-sletten er blevet målt.
Min oversættelse til nudansk.
Det oldnordiske "lestv" (normaliseret til "léztu") er datid af "láta" (lade, bivirke, foranstalte) + "þú" (du), og har derfor den samlede forståelse "lod du". "Gvlli keypta" (Gyldent købt) betegner Morgengaven som Freyr tilbyder Gerður (Helen) mod at hun vil antage hans frieri og indgå giftermål. "Myrcviþ" (normaliseret til "Myrkvið"), er sammensat af "myrkr" (mørk, dunkel) + "viðr" (skov, skibsredskaber af træ så som ræer, mast eller skibsforskansning). Ordet forekommer også i Hervarar saga ok Heiðreks (kap. 13) i 2 udgaver: "Hrís þat it mæra, er Myrkvið heita" (Ris-[krattet] det enorme, der Myrkvið kaldes), og "sviðin er öll mörk ok Myrkviðar heiðr" (det afsvedne er alt mørkt og Myrkvið kaldes). Atlakviða (vers 5, Ældre Edda) har udgaven "hrís þat iþ mora, er meðr Myrcviþ calla". I alle tilfælde er det klart at vi må opfatte dette som "Mørke-skoven", og tiden er sat nord for Ejder-strømmen i 400 tallet e.Kr. Det mener jeg til gengæld ikke er tilfældet i Lokasenna (vers 42, Ældre Edda), hvor tiden er under Den Trojanske Krig, og med fjenden ankommende til Troja i en enorm angrebsflåde. "Mvspellz synir" (Muspellz sønner) er en kenning for Fjenden og angrebsflåden "rider" på bølgen blå. Som Homer: Iliaden og Homer: Odyssey bruger det oldgræske tillægsord "melainai" (sorte) til at beskrive angrebsflåden, således må vi også opfatte "Myrkvið" som en kenning for fjendens skibe med betydningen "De Mørkmastede". Det oldnordiske "Vegr" (vej, sti) må her opfattes i den afledede forståelse "ære, berømmelse". Forståelsen er at Freyr (Paris), prins til Troja, har solgt sit sværd for med guld at købe sig til giftermål med en allerede gift prinsesse til Sparta. Hermed efterlader han sig selv, sin æt og sit land forsvarsløs, en utålelig opførsel. Det rette spørgsmål til kæmpeidioten er nu hvad han så havde tænkt sig at gøre for at genoprette sin ære. Med fjenden ankommende i fuld styrke er spørgsmålet retorisk.
”Surtr, Surti” (sort, sorte) i Völuspá og Vafþrúðnismál, begge Ældre Edda er den samme ”Surtur”, der hos Snorre i Snorre Edda (Gylfaginning, kap. 4. Frá Niflheimi ok Múspelli) er landeværner for Múspell, og er det fordi Snorre viderefører forståelsen fra Ældre Edda. "Surtr, Surti" er identisk til "shudra" (sorte) i Rig Veda, der for alle indoeuropæiske folkeslag altid har betegnet truende mørklødede befolkningsgrupper fra retningen syd (suðr).
Min oversættelse til nudansk. Vi kan fra Snorre's ordvalg af "mun hann fara" (viljes han fare) se, at han tager forståelsen fra Völuspá (vers 48, Ældre Edda) og sætningen "mvno mvspellz" (Muspell's vilje). Fordi Snorre ved at dette omhandler Den Trojanske Krig, og at han geografisk ved hvor han befinder sig, som anskuet fra nord for Ejder-strømmen, kan vi se at "heimr í suðrhálfu" (hjem i den sydlige halvdel) er en betegnelse for Mesopotamien der, set fra Skandinavien, geografisk ligger ved "landsenda, enda veraldar" (landsende, verdens ende). Mesopotamien var i 1200 tallet e.Kr. den glohede, trøstesløse og ufarbare ørken vi genkender i dag. Snorre giver her en nøjagtig gengivelse af fjendens angreb på Troja, som han selv har lært det fra Ældre Edda og Homer. Snorre's brug af "goðin" (guderne) er en hel bevidst kenning for trojanerne, der i Homer: Iliaden og Ældre Edda er de udødelige gudelignende forfædre.
Landskabet Muspell
Landskabsbetegnelsen "mvspellz" kendes i anden samtidig form fra ca. år 850 e.Kr. fra et oprindeligt old-saksisk? skrift:
Min oversættelse til nudansk.
Sætningerne "ni mac denne mak andremo helfen" (ingen mage den anden mage hjælpe) og "man da heo • mit sinen magon piehc" (hvor mand med sine mager havde strid) betegner den broderstrid der brød ud mellem trojanerne da stormjordskælvene ramte med forfærdelige efterfølgende ødelæggelser. Sætningen er identisk til indholdet af Völuspá (vers 44, Ældre Edda). Brugen af Den Bestemte Artikel i "demo muspille" (nutysk "dem" (hankøn eller intetkøn, ental), nuengelsk "the", dansk/norsk endestavelsen "-en, -et") gør at "muspille" her opfattes som en kenning for fjenden. Ordbrugen er derfor identisk til ordvalget "mvno mvspellz" (Muspell's vilje) i Völuspá (vers 48, Ældre Edda), og "Mvspellz synir" (Muspellz sønner) i Lokasenna (vers 42, Ældre Edda). Endestavelsen i "muspell, muspille" ser ud til at oprinde fra "spell, spjall, spill, spildan" (oldnordisk, oldengelsk) med betydningen "spilde, skade, beskadigelse, tab). Forståelsen kan bedst vises i ordets modsatte betydning; "spella-lauss", der opfattes som "fejlfri, ikke beskadiget". Endestavelsen angiver derfor at forstavelsen er beskadiget i en eller anden form. I omtalen af landskaber må det oprindeligt have været opfattet som det modsatte af frugtbar, dvs. ufrugtbar. Forstavelsen i "muspell, muspille" eller "mus-" mener jeg må være et stednavn fra bronzealderen, der muligvis gemmer sig i det oldnordiske "musteri, mustari" (tempel). Landskabsnavnet forekommer i indskriften på Den Sorte Obelisk, dateret til ca. år 827 f.Kr. Kongen der omtales i indskriften er Kong Shalmaneser II (konge år 858-824 f.Kr.), der afløste sin fader Assur-nazir-pal (konge år 883-859 f.Kr.), som konge af Assyrien. Indskriften opremser kongens bedrifter og hvorfra han har indkrævet lydskat, i min oversættelse til nudansk 1: ”.... i det 18. år af min regeringstid [ca. år 840 f.Kr.] gik jeg over Euphrates floden for 16. gang....” ” Lydskat fra landet Musri [M-usri]. Kameler, med to pukler, en flodokse [flodhest], en sakea [næsehorn], en susu [antelope], elefanter, bazîtu [betydning ukendt] (og) uqupu [aber], jeg modtog fra ham...”
1 fra Maxwell Miller & John H. Hayes: A History of Ancient Israel (1896, s. 258-259). Obelisken findes på The British Museum.
Der er ikke enighed om hvorvidt landskabet "Musri"(M-usri) ligger i det nordlige Syrien eller i den nordlige del af den arabiske halvø. På hebraisk kaldes Egypten ”Misraim, Miṣráyim”, hvor endestavelsen "-raim, -ráyim" henviser til "to, tve", dvs. Øvre og Nedre Egypten. Grundnavnet for landskabet er derfor "*Mis". Shalmaneser II byggede et palads og rejste sin Sorte Obelisk i byen Caleh, 27 km ned af Tigrisfloden mod syd fra byen Nineveh. Såvel Nineveh, Caleh, som byen Assur, ligger nord for Euphrates floden. Derfor er mit gæt at han drager sydpå, og at Musri har været en generel betegnelse for det der svarer til det nordlige Syrien, den nordlige del af den arabiske halvø og Egypten. I Det Gamle Testamente (1. Mosebog 10:13) forekommer navnet "Mizrajim" (Mizraim), der er et sted mellem Nineveh (nuværende nordlige Irak, se 1. Mosebog 10:11) og Zidon (nuværende Libanon, se 1. Mosebog 10:19). Dvs. også i Det Gamle Testamente forekommer landskabsnavnet at betegne landmassen omkring det østlige Middelhav og indlands herfra. Jeg mener derfor at det urnordiske "*Mus" må være identisk til "Musri (M-usri), *Mis". Herfra følger at "muspell, muspille" derfor har betydningen "Det ufrugtbare landskab *Mus". Homer: Odyssey (Bog VIII:489-516), med Odyseus tiltalende Demoducus [græsk ”Dêmodok”], hofskjald til Kong ”Ἀλκίνο” (Alkino), hvis landskab var ”Echerie, Echeria” (Scheria, øen Korfu), i min oversættelse til nudansk: "”for vel og ærligt synger du om Achaiôn [betegnelsen for det forbund, der var trojanernes fjende], hvad de skabte og hvorledes de led, og alle de fælder de måtte udholde, som var du [hofskjalden Dêmodok] selv tilstede, eller havde hørt beretningen fra en anden. Men tal nu om noget andet, og syng om hesten vel gjort af træ [græsk ”hippou kosmon aeison dourateou”], som Epeios gjorde med Athena’s hjælp, hesten som Odysseus en gang ledte op til kongsgården [græsk ”akropolin”, fra ”akropolis” (øverste by, kastel,)] som en krigslist [græsk ”dolon” (bedrag)], da han havde fyldt den med mændene der plyndrede Ilion [Troja]. Hvis du i sandhed beretter for mig denne hændelse som det skete, da vil jeg for hele menneskeheden erklære at guden med oprigtigt hjerte har tilstået dig gaven af guddommelig sang”. Således talte han, og skjalden, berørt af guden, begyndte og lod sin sang høre, indledende med beretningen hvor Argeioi [folket fra Argos] var gået ombord på deres bænkede skibe og var afsejlet, efter at have sat ild til deres hytter, medens de andre under ledelse af glorværdige Odysseus havde taget sæde på trojanernes [græsk ”Trôôn”] thing, gemt i hesten; for trojanernes havde selv trukket hesten til kongsgården [græsk ”akropolin”]. Således stod den medens folket talte længe om dette uden at nå frem til nogen beslutning. Og dog, rådet besluttede at tage handling på ét af tre vis: Enten at kløve det hule tømmer med ubarmhjertig bronze, eller at trække den til højdedraget og kaste den ned på klipperne, eller at lade den stå som en stor ofring til at forsone guderne, selv ifald den i sidste ende ville blive viderebragt; for deres undergang var besejlet i det øjeblik deres by omringede den store hest af træ [græsk ”megan hippon”], hvori sad de bedste mænd fra Argeiôn [folket fra Argos], bringende til trojanerne død og wyrd. Og han sang hvorledes Achaiôn [forbundet]’s sønner, forladende deres hule baghold, væltede ud af hesten og plyndrede byen".
Homer: Odyssey forklarer os, at de tilbageblevne trojanere blev dræbt, og Troja blev plyndret. Det skete på et tidspunkt i juni måned mellem år 1190 og år 1184 f.Kr. Ældre Edda gengiver nøjagtigt samme afslutning med Ragnarok - Troja's Fald, således:
Mine oversættelser til nudansk.
I Vafþrúðnismál (vers 52, Ældre Edda) betyder "aldrlagi" direkte "alderlov", men opfattes som "endeligt, død" - en genial betegnelse for en naturlig død af alderdom. Gradbøjningen af ordet gør at jeg opfatter dette som "dødsdagen". Vi erindrer at Odin i beretningen om Den Trojanske Krig er Kong Priam, der sidder i Troja's råd, her omtalt med kenningen "Regin" (magterne). Spørgsmålet er derfor hvad der sker med Kong Priam da Troja falder? Svaret er faktisk ukendt, hvorfor spørgsmålet med rette stilles. Homer: Iliaden (Bog XXIV:612-624) viser os at Kong Priam er i live, og kan afhente liget af Hektor (Ökuþór) efter Achilles har dræbt ham i holmgangen før det endelige slag om Troja. Men Kong Priam ser ikke ud til at være tilstede under det afgørende slag. ”Milawata”-brevet fra ca. år 1225 f.Kr. nævner Kong Piyama-Radu [Priam] i datid, hvilket antyder at Kong Priam er død længe før Troja's Fald. I så fald er tronarvingen Hektor (Ökuþór) blevet konge af Troja, og derfor Odin. Men da han dræbes før det endelige slag om Troja, har Troja formentlig været kongeløs under Troja's Fald. Det er derfor "Balder's død", der i Ældre Edda er en kenning for "drab af tronarvingen", her Hektor (Ökuþór), er én af de to hændelser, der varsler ankomsten af Ragnarok - Troja's Fald. Med denne forståelse kan vi nu se hvorfor Grímnismál (vers 4, Ældre Edda) skriver at Thor (Hektor, Ökuþór) skal være i Þruðheimr (Troja's landskab) "indtil ombrydes Regin". Dvs. når Thor ikke længere er tilstede, da ombrydes Regin. Sætningen "vm rivfaz regin, vnz rivfaz regin" (ombrydes Regin, indtil (om)brydes Regin), som vi må opfatte som ”Regin's sammenbrud" i krigsmæssig forstand, er en kenning for "Troja's Fald"; som er sætningen "aþr verold steypiz" (før verden (om)styrtes). Jeg opfatter "rivfaz" som fra "rjúfa" (i krigssprog med betydningen "adsplitte, bryde, ophæve, opløse" f.eks. en belejring eller en forsvarslinje). Det oldnordiske "arósi" er samme ord som "Áróss" (Aarhus), Nidaros (Trondheim) og Västerås (Vestre Aros). Forstavelsen "ár" er ejefald af "á" (å) + endestavelsen "óss" ((flod)-munding, udspring). Troja ligger ved mundingen af Skamandros (Scamander)-floden og Simoentos (Simois)-floden. "Vlf" (Ulv) er et heite for Fenrisulven, der er en kenning for ødelæggelser forårsaget af stormjordskælv. Alle kilder er enige i at disse stormjordskælv, og alle ødelæggelserne, fortsatte helt frem til Troja's endelige fald. Sigrdrífumál (Ældre Edda) omhandler ikke Den Trojanske Krig, men har i vers 19 en gengivelse af sætningen "vnz rivfaz regin" (indtil (om)brydes Regin), der er en kenning for "Troja's Fald". Sigrdrífumál (vers 19, Ældre Edda) gør brug af kenningen som en afsluttende bemærkning efter en stærk anbefaling af, at man skal kunne sine runer vel, og gøre brug af den viden man hermed oppebærer. Den afsluttende sætning må vi opfatte som "til vejs ende, til det sidste", og det er utænkeligt at Sigrdrífumál (Ældre Edda) ikke er klar over at sætningen er en kenning for "Troja's Fald", der derfor er en påkrævet underforstået viden hos lytteren (læseren). Helgakviða Hundingsbana hin fyrri (vers 38 & 39, Ældre Edda) er et kort tilbageblik til tiden omkring Troja’s Fald, der bruges til at sammenligne med en lignende situation i nutiden, her 400 tallet e.Kr. nord for Ejder-strømmen.
Troja's Fald - Ragnarok Forskellige afbildninger fra lerkrukken fra Mykonos, dateret til år 670 f.Kr. Lerkrukkens kunst omhandler alene tiden omkring Troja's Fald, begyndende på lerkrukkens hals med Den Trojanske Hest. Herefter følger mangfoldige afbildninger på lerkrukkens midte med scener fra plyndringen af Troja. Billedkunsten ser ud til at gengive samme beretning i hvert panel; at de trojanske kvinder forgæves forsøger at forhindre fjenden i at dræbe de trojanske børn, der forblev i Troja til det sidste. Hovedtanken bag disse mange børnedrab af fjenden må være, at Hektor (Ökuþór) og Andromache's barn Skamander, tronarving til Troja, dræbes af fjenden. Om alle gengivelserne viser samme handling er svært at sige. På afbildningen i nederste højre hjørne har drengebarnet fået hugget hovedet af. På afbildningen i nederste venstre hjørne gennembores barnet af sværdet op gennem anus. Volden er så ekstrem, og drabsformen helt unødvendig for at opnå fjendens udryddelse, at vi her ser et helt uhæmmet had og hævntørst udløst af fjenden mod trojanerne. Bemærk at bronzesværdet blev båret i en skede med en lille skulderrem, der sattes over højre skulder og blev klemt fast mellem højre underarm og overkroppen. Homer: Odyssey (Bog IV: 306-308) viser os at det netop er over skulderen at bronzesværdet holdes, i min oversættelse til nudansk: ”Ved den rosen-fingrede Daggry’s ankomst, rejste Menelaos [konge af Sparta], ferm til krigsråbet [græsk ”boēn agathos” – (til) krigsråbet ferm], sig fra sin seng, og iførte sig sine klæder. Over sine skuldre slængte han sit skarpe sværd”. Bemærk også at de trojanske kvinder har fint broderede lange kjoler på. Homer: Iliaden (Bog VI: 290-294) viser os, at disse fine klæder bl.a. blev købt i byen Zidon (nuværende Libanon). De trojanske kvinder er gengivet med langt, frithængende hår. Det antyder i kunst at de er ugifte, hvorfor de ikke forsvarer deres egne børn. Er disse kvinder en del af Einherjar, der forsvarer tronarvingen Skamander?
Min oversættelse til nudansk.
Endestavelsen "-þinur" er fra "þinull" (vidje, tov til at udspænde noget). Samlet er "moldþinur " en kenning for dragen, og derfor jordskælv, der har omspændt og kvalt Troja og Þrúðvangar. Det oldnordiske "matkaN" (normaliseret til "mátkan") mener jeg må være en gradbøjning af tillægsordet "máttigr" (mægtig). Sætningen "ok minnask þar á megindóma" (Og mindes dér de største domme) findes kun i udgaven i Hauksbók. Kenningen "megindóma" (de største domme) henviser til de største beslutninger Troja's råd foretog. Da disse, særligt omkring Den Trojanske Hest, var fejlagtige, må vi anse dette som en efterfølgende selvrangsagelse af fejl begået, og lærepenge der skal høstes. Det oldnordiske "fimbvltys" (normaliseret til "fimbultýs") må være sammensat af "fimbul" (store, jernhårde) + guden Tyr, der under Den Trojanske Krig er "Tani" (Daner)-folkets hovedgud, og derfor fjendens hovedgud. Eftersom "Tani" (Daner)-folket, og derfor Tyr, var sejrherren og indtog Troja efter Troja's Fald, og da dette vers omhandler den efterfølgende selvrangsagelse, må vi her opfatte at aserne, trojanerne, gennemtænker "den jernhårde Tyr's gamle hemmeligheder", dvs. hvad var det helt nøjagtigt der gjorde "Tani" (Daner)-folket sejrrige. Brugen af "fimbul" må være tiltænkt sidestillet med samme brug i beskrivelsen af de jernhårde vintre "fimbulvetr". Efter Troja's Fald flygter de overlevende trojanere, i tanke opfattet som hele stammen bortset fra Einherjar, til det sydlige Þrúðvangar på sletten ved foden af Ida-bjerget, hvorfra folkevandringen mod Troja i sin tid påbegyndtes. Her samles trådene og beslutningerne om nutiden og fremtiden tages. Som i alle andre sammenhæng må man ganske enkelt høste sine lærepenge og begynde forfra.
Min oversættelse til nudansk.
Sætningen "ba/ls mvn allz batna" (normaliseret til "böls mun alls batna") skal opfattes som "modgang bliver til medgang". I beretningen om Den Trojanske Krig er "Balder" Troja's tronarving der, som vi har hørt, blev dræbt ved Troja's Fald. Det er en forudsætning for stammens overlevelse at kongedømmet genskabes. Derfor skal og vil Balder komme igen.
Min oversættelse til nudansk.
Kenningen "Lif oc Leifþrasir" (Liv og Livsbegærlig) betegner stammens to tvillinger, arvingen og sparringen, og samtidigt stammens fysiske overlevelse, samt viljen til at leve. Al ulykke og modgang til trods med Troja's Fald, holdes disse to forudsætninger skjult og i live i Hoddmímis holter (skovbevoksede bakke, jvf. f.eks. Geels Bakke i Holte, Nordsjælland). Kenningen "Hoddmímis" er sammensat af "Hodd" (Guld) + Mimir (mindet, erindringen). Metallet guld er i smykker og mønt det vi værdsætter højest indtil møntreformen år 670 e.Kr. Samtidigt er guld en kenning for Månen, hvis lys er blomstringssignalet til alle levende ting. Mimir betegner stammens urerindring, og vi ved fra Völuspá (vers 29, Ældre Edda), at Mimir vogter over brønden med visdom fra fortiden. "*Hoddmímir" (Guld-Mimir) betegner derfor lærepengene fra Troja' Fald og genopblomstringen der følger med visdommen herfra. Ragnarok handler ingenlunde om, og har aldrig omhandlet, verdens undergang. Dette er senere kristne vrangforestillinger. Ragnarok handler til gengæld om stammens nær-udslettelse i Troja, med tab af land og rige. Tiden i Lille-Asien varede ikke længere end 190 år, og vor kontrol af Troja kun ca. 76 år, eller 2 slægtled. Folkevandringen fra det østlige Asien nord for Hindu Kush, den indoeuropæiske vugge, til Mesopotamien skete ca. år 2000-1800 f.Kr. Ikke senere end år 900 f.Kr., og vel sagtens kort tid efter Troja's Fald, må vi folkevandre tilbage til stepperne øst for Tanais-floden ind i det oprindelige Midgård. Da vi ca. år 2000-1800 f.Kr. måtte forlade området skete det som følge af klimaændringer; koldere vejr, Gobi-ørkenen opstod, og gjorde livet umuligt på de tilstødende stepper for et folk der vandrer til fods. To ting har ændret sig i det mellemliggende tidsrum:
Disse to egenskaber gør det nu pludseligt muligt for stammen at bosætte sig som et omvandrende hestefolk på stepper, hvor der er langt mellem gode græsgange. Völuspá (vers 60, Ældre Edda) gengiver glimrende dette ved at omtale vore nye landskaber ved heitet "vind heim", direkte "Vindhjem", men opfattet som "den frie luft's hjem, vejrets hjem, åndedrættets hjem". Uden hest og en samlet æt ville dette ikke have været muligt. Det er af helt samme årsag at bosætterne på den amerikanske prærie kan klare sig i 17-1800 tallet, hvor de indfødte indianere ikke kan. Nybyggerne har heste medens indianerne vandrer til fods. Igen det samme gør sig gældende i Australien. Nybyggerne har heste (og kameler) og kan bosætte sig i det fjerne og vildsomme indre Australien. De indfødte aborigines kan ikke klare sig som nomader til fods.
Stemningsbillede fra filmen "Den 13. kriger" (13th Warrior, Touchstone Pictures, 1999).
Nedstamning fra Troja – sandt eller falsk
Alle beretninger i Ældre Edda om Ragnarok er en gengivelse af Den Trojanske Krig, der ender med Troja’s Fald, som set fra taberens synspunkt 1. I denne overvejelse første er det mindre vigtigt om læseren tror på at vi var til stede i Troja, og led et svigende nederlag i Slaget ved Troja ca. år 1184 f.Kr.; en nærudslettelse vi efterfølgende navngav Ragnarok. Ældre Edda forklarer os, at vore forfædre mente det var således, og at vi tabte denne banebrydende indoeuropæiske verdenskrig. 1 Den Trojanske Krig’s betydning for hellenerne, makedonernes og romernes selvforståelse kan bedst illustreres gennem Alexander den Store. I maj 334 f.Kr. slår Alexander den Store Perserne og befrier Lille-Asien. Samme dag går han til byen Ilion (Det gamle Troja), ofrer i Athena templet og deltager i gravlege for Achilles (se Plutarch af Chaeronen (46-122 e.Kr.): Alexanders Liv (kap. 15). Alexander Den Store påkrævede sig, på mødrene side, nedstamning fra Achilles. Fra det gamle Athena tempel tager han et skjold eller får helliggjort et skjold. År 325 f.Kr. under felttoget i Indien, i bystaten Multan i Mallian-folkets landområde (”Mâlava” på indisk), da Alexander kravler op af stormstigen ved byens mure, bliver han alvorligt såret af en pil. Han overlever kun fordi hans livvagt, Leonnatus, beskyttede kongen med ”det helllige skjold fra Troja”. Betydningen af ”det hellige skjold” var for Alexander, og senere for romerne, ensbetydende med retten til at herske, og for Alexander skulle denne ret været givet fra Troja, selvom byen i samtiden kaldes Ilion. Vi ved ikke hvorledes det gamle Athena tempel i Troja så ud eller hvornår det blev bygget. Generelt var den ioniske byggestil i sten baseret på at man genskabte hvad fandtes i træ, og byggede det i sten.
Peter Frederik Suhm (1728-1798): Om Odin og den hedniske Gudelære og Gudstieneste udi Norden (1772, Første Bog: Om Odin, Andet Kapitel: Om Odin, som et Menneske, § III, s. 79) viser os allerede i 1700 tallet e.Kr., hvorfor man bør stille sig kritisk over for sene beretninger om nedstamning fra Troja: "Det er bekiendt, at de fleste Europæiske Folk i Middelalderen satte en Ære udi at stamme fra Trojanerne, for derved at komme i Slægtskab med det mægtige Romerske Folk; en Sygdom som endog haver været giængs for Christendommen, som man kan see af Arvernerne 1 i Gallien ...". 1 Den keltiske stamme "Arvernerne", navngiver af landskabet Auvergne i midt-Frankrig.
Fra 200 tallet e.Kr. fremefter var alle litterære værker besat af historien om Troja. Historieskrivere fra 600-1100 tallet e.Kr. digtede røverhistorier på livet løs, og erklærede Homer for vanvittig. Fra latinske skrifter af en nu bevidst omskrevet udgave af historien, påkrævede stort set hvert eneste kongelige dynasti i Europa sig nedstamning fra Troja. Dette fortsatte helt frem til Reformationen. Sandhedens banemand var ”Daretis Phrygii de Excidio Troiae Historia”, måske fra 400 tallet e.Kr., der måske er en latinsk oversættelse af en græsk original, muligvis fra 200 tallet e.Kr. Brevet er fremstillet som skrevet af Cornelius Nepos til Sallustius Crispos. I brevet skriver Cornelius Nepos at han, medens han forskede i Athen, ”fandt” et værk (kodeord for en opdigtet røverhistorie) skrevet af Dares fra Phrygien omhandlende Den Trojanske Krig. Brevet giver sig ud for at være en oversættelse af dette værk fra græsk til latin. Q. Septimius: Dictys Cretensis Ephemeridos belli Trojani (300 tallet e.Kr.) brugte samme ophavsteknik til sin røverhistorie om Troja. Homer:Iliaden (Bog V:09-10) siger, i min oversættelse til nudansk: ”Der var blandt trojanerne en (person kaldet) Dares [græsk ”Darês”], en velhavende og uskyldig mand, Hephaestus’ præst [græsk ”hireus Hêphaistoio”]” 1 1 Hephaestus (Hêphaistoio) er Himmelens smed, som romerne senere kalder Vulcan, og vi nord for Ejderstrømmen kender som ”Wélund, Weland, Velent, Völund”. I Narts sagaerne kaldes han ”Kurdalagon” (Kurdalægon), og i den finske folketro for "Seppo Ilmarinen”. Den græske barde Aeschylus (525-456 f.Kr.) skrev skuespillet ”Oresteia” i 3 dele år 458 f.Kr. I 1. del ”Agamemnon” kaldes Hephaestus (Hêphaistoio) for ”Herre af Ilden”.
I brevets Forord skrives følgende:
Min oversættelse til nudansk.
Allerede Platon (år 427-347 f.Kr.): Staten (Bog II: 376e-383), i sin tågesnak om at ville begrænse ytringsfriheden i det ideelle samfund, fremfører påstanden at Homer og andre ikke kan tale sandt når de gengiver forfædrene som både gode og onde. Det er naturligvis samme monoteistiske retorik der gør sig gældende i ovenstående Forord. I monoteistisk tanke må man nødvendigvis afvise Homer fordi guderne er de udødelige forfædre (bemærk at den latinske oversættelse netop gør brug af ”Deos” – den kristne opfindelse fra den 1. synode maj-august år 325 e.Kr.). Dernæst er evnen til at skrive og forstå i heite og kenninger gået tabt; et tab vi helt og fuldt kan knytte til kristendommens ankomst, også nord for Ejder-strømmen. Ved klassisk karaktermordsretorik erklærer man derfor Homer for vanvittig, og bruger nu ”Daretis Phrygii De Excidio Trojae Historia” som den ”sande” beretning om Den Trojanske Krig. Disse røverhistorier fortsattes med Benoît de Sainte-Maure (død 1173): Le Roman de Troie (1155-1160) og Guido de Columnis: Historia destructionis Troiae (efter år 1287). Nord for Ejderstrømmen skriver Ormr Snorrason: Truía saga ok brutus með (værket gået tabt), hvorfra følger ”Trójumanna Saga”, som jeg mener vi kan datere til efter år 1354 e.Kr.- før år 1400 e.Kr. Retten til at herske i de græske landskaber, og senere i Romerriget, kunne fremmes ved at vise nedstamning eller tilknytning til den sejrende eller overlevende side i Slaget ved Troja. Alexander den Store's brug af "det hellige skjold fra Troja" år 325 f.Kr. er vel nok det bedst kendte eksempel herpå. Også Eratosthenes fra Cyrene (år 276-194 f.Kr.)'s forsøg på at argumentere for, at Troja's Fald år 1184 f.Kr. (sandt +/- 10 år) i kronologisk tidsforståelse burde være år nul, viser betydningen for den sejrende side. Alle synes enige om, at de senere romerske historieskrivere’s beretning om personen Aeneas (Ásaþór hinn gamli)'s flugt fra Troja; at han tilskrives grundlæggelsen af Rom; at hans sønner blev konger af øen Alba, Italien, alle er omskrivninger af den faktiske historie. Formålet med disse omskrivninger er at øge tilknytningen til Slaget ved Troja 1. Jeg vil her tillade mig at stille spørgsmålstegn ved denne totale afvisning af Aeneas flugt fra Troja til de landskaber vi senere kender som Italien. Vi har en vase fra det etruskiske landskab Etruria, dateret til år 470 f.Kr., hvorpå vi ser "flugten fra Troja", afbildet som Aeneas bærende på sin kone og sønnen Ascanius. Vasen kan ses på Staatliche Antikensammlungen, München (Rum 4). Ifald dette sagn oprindeligt er etruskisk, og når vi fra Vergil/Virgil: Aeneid (Bog X) ved at etruskerne mod slutningen af Den Trojanske Krig var en forbundsfælle af Troja, har vi pludseligt en flugtvej og et eksillandskab for Aeneas efter Troja's Fald. Dette knytter på ingen vis trojanerne til grundlæggelsen af Rom. I romersk historisk selvforståelse skal vi dog være klar på, at etruskernes sæder forsvinder endeligt ind i romerske samme da Kong Lars Porsena (Lars Porsenna)'s gravsted blev jævnet med jorden år 89 f.Kr. I romersk historierevision er der næppe tvivl om at man ved den totale knægtelse af etruskerne føler sig fuldt berettiget til at overtage etruskisk historie, og gøre den til sin egen, uanset hvor stor en løgn den nye røverhistorie måtte være. Vi kan se at det er Vergil/Virgil: Aeneid (år 70-19 f.Kr.), der foretager en grotesk historierevision ved at erstatte personen ”Ascanius” (Askanios, Askanion), søn af Aeneas (Ásaþór hinn gamli), med navnet ”Iulus, Julus”. Herfra opstår pigenavnet Julia og de Julianske ætter, hvortil Julius Caesar er knyttet. Se betydningen af denne historieforfalskning for de romerske ritualer i afsnittet "Hesterytterdansen ”Troja” – gennemrejsen fra ung til voksen". 1 Munken Dudo skriver f.eks. i år 1015 e.Kr., at "daci" (Danerne nord for Ejder-strømmen) påkræver sig nedstamning fra Antenor [græsk "Antênôr"], der sad i Troja’s råd. Se Homer: Iliaden (Bog VII: 347). Antenor overlevede Den Trojanske Krig og rejste til det nordlige Italien, hvor han grundlagde Padua. Vilhelm af Jumièges beretter i ”Om danernes og normannernes oprindelse og bosættelse i Frankien” fra ca. år 1070 e.Kr. omkring Trojas fald, at ”Antenor før stadens undergang ved en listigt gennemført plan var undsluppet sammen med to tusinde soldater og med fem hundrede tjenere. Efter megen omflakken på havet var han landet i Germanien og havde senere hersket i Dacia”. Endelig skriver Wace fra Jersey år 1160-69 e.Kr. det samme i værket ”Roman de Rou” (Rollo’s rimkrønike). I afsnittet ”Daner – Danir -
Trøyborgh - Sønderjylland Lige vest for Visby (Wiisby), omtrent 12 km nord for Tønder (Litlætundær), Sønderjylland, opførtes i begyndelsen af 1300 tallet e.Kr. "Trøyborgh" (Trøyborch, Trøieborgh, Troieborgh, Troyeburg, Troyborgh, Treyburg, Trøiborg, Trøjborg) på en 30 x 30 m holm, omgivet af en voldgrav. Borgen er ikke nævnt under Ellæmsysæl (Ellumsyssel) i Valdemars Jordebog fra år 1231 e.Kr. Den oprindelige borg bestod af et stort tårn. I et brev fra Hertug Valdemar af Sønderjylland, dateret år 1347 e.Kr., nævnes "Trøyborgh" som tilhørende Kong Valdemar IV Atterdag (regent år 1340-1375). Esben Albrectsen: Herredømmet over Sønderjylland 1375-1404 (1981) forklarer os at Henneke Limbek til Tørning, væbner, år 1376 e.Kr. for en stor pantesum overtog Tønder fogedi, herunder Trøyborgh (Trøjborg) og Lø Herred. Fra Diplomatarium Danicum (4. række; Bind 10; nr. 165) kan vi se, at i et brev dateret slutningen af september år 1405 e.Kr. bandlyser kannikkerne i Ribe Johan Skarpenberg, ridder af Troyborgh (Trøjborg), for overgreb mod Løgum kloster (Iohannem Scarpenbergium, militem de Troyborgh). Johan (Henneke) Skarpenberg (1389-1421) var Rigsråd og søn af Gotskalk Skarpenberg. Han ledsagdede Dronning Margrethe I til Gottorp år 1409 e.Kr., hvor et forrædderi mod hende var planlagt og blev forhindret. Henneke Limbek's søn var gift med enten datteren til Johan Skarpenberg eller Johan Skarpenberg's enke da han tager halvpart i arven efter denne. Johan Skarpenberg ser ikke ud til at have været ejer af Troyborgh (Trøjborg), men fra Diplomatarium Danicum (4. række; Bind 11; nr. 210) kan vi i brev dateret september år 1407 e.Kr. se, at Johan Skarpenberg var panthaver af Troieborgh (Trøjborg) mod et lån til Clawes Lembeck (Claus Henneksen Limbek, Klaus Lembeck, - ca. 1426) på "iiijm lubske marc" (4.000 Lybske Mark) og et på "c lubske marc" (100 Lybske Mark). Fra Diplomatarium Danicum (4. række; Bind 11; nr. 208) kan vi fra et brev dateret september år 1407 e.Kr. se, at Trøieborgh (Trøjborg) overdrages til Kong Valdemar IV Atterdag's datter, Dronning Margrethe I (regent 1375-1412), af Hennicke Lembeck (Henneke Limbek)'s søn Clawes Lembeck: "Item eth breff ath Clawes Lembeck Hennicke Lembecks søn aff Tørninge skøtte drotning Margrete Trøieborgh oc Skinkelsborgh i Synderiwtland oc Huntzbeck i Nørreiwtland met alle theres tilligelse til ewinelich eyge. ♦ Datum Troyborgh mcdvii." Kong Erik VII af Pommern (regent 1397-1436) bekræfter i brev dateret september år 1407 e.Kr. at denne skødning af Trøieborgh (Trøjborg) har fundet sted på retterting. Se Diplomatarim Danicum (4. række; Bind 11, nr. 211): "Item eth koning E[rik] breff giffuit pa retterting at Claues Lembeck skøtte drotning M[argrete] Trøieborgh cum adiacenciss ♦ Datum ut supra". Clawes Lembeck navngiver "Lembecksburg", der oprindeligt er en af vore ringborge fra 8-900 tallet e.Kr. kaldet "Borgsum" (Borg + heim) på øen Føhr (Før, Føør), Lille Friesland, lidt sydvest fra Trøjborg. Han var Drost for Kong Valdemar IV Atterdag, men deltog i flere jyske oprør mod kongen fra 1351-1368, og igen år 1418 e.Kr. mod Erik VII af Pommern (regent 1397-1436). Fra Diplomatarium Danicum (4. række; Bind 11; nr. 157) kan vi se at Dronning Margrethe I umiddelbart herefter, 22. september år 1407 e.Kr., pantsætter Treyburg (Trøjborg) i provinsen Jylland med Løyherrit (Lø Herred) til Biskop Eskil i Ribe for 5.000 lødige Mark (regina Margareta filia Waldemari relicta uidua Hacquini...Treyburg in ducatu Iutiæ sitam cum prouincia Løyherrrit). I Diplomatarium Danicum (4. række; Bind 11; nr. 158) findes biskoppens bekræftelse på lån og pantsætning: "Item biscop Eskels oc capittels breff i Ribe om Troieborgh at the haffwe thet vdi pant fore vm lødig marc. ♦ Datum mcd septimo". Fra Diplomatarium Danicum (4. række; Bind 12; nr. 405) kan vi i brev dateret 10. april år 1412 e.Kr. se at biskop Esger Nicolai i Ribe stadig er panthaver (advocati = den der taler på vegne) af Trøyborch (episcopi Ripensis Esgeri Nicolai aduocati in Trøyborch). 1 Lybsk Mark (dvs. sølvmønt fra Lybæk) bør i begyndelsen af 1400 tallet e.Kr. kunne omveksles i forholdet 1:1 med 1 Lødig Mark (igen en sølvmønt med rent sølv). Forholdet var 1 Mark = 16 skilling = 192 penning. Frem til 1529 er brugen af Lybsk og Lødig Mark kun en bogholderienhed, ikke en faktisk møntudstedelse. Slottet, dog ikke avlsgården, blev nedrevet 1854, og kan i dag ses som slotsruiner på Trøjborgvej, Visby, 6261 Bredebro. Fra Magnus Olsen: Maal og Minde - Norske Studier (1914, s. 218) synes ingen at være uenig i, at Trøyborgh (Trøjborg) er navngivet efter Trojaborg, der her er identisk med bystaten Troja. Der kan derfor ikke rejses tvivl om, at den danske kongeslægt i 1300 tallet ser en klar tilknytning til Troja. På bagsiden af et brev 1 dateret 11. september 1348, skrevet på latin, står skrevet ”curia Troyæborg” (salen (på) Trojaborg), der formentlig betegner stedet hvor brevet blev underskrevet. Brevet bevidner at flere navngivne personer fra Lund, Skåne var til stede på bytinget i Lund, og her var vidne til at ”Suno dictus Troiæ stikkæræ” (Sune, kaldet Troja-digteren) skødede sin gård til kannikken i Lund. I Sune’s kaldenavn, det olddanske ”Troiæ stikkæræ” (Troja-digteren) mener jeg efterstavelsen er fra det oldnordiske ”stikki”, der betegner et digt med korte verselinjer, jvf. f.eks. Haralds-stikki. Udover at Sune må have været kendt som en genfortæller af beretningen om Den Trojanske Krig, er spørgsmålet hvor i Lund's stad den nævnte Trojaborg lå? 1 Originalbrevet findes på Riksarkivet, Stockholm (RA 0101, DS 4363)
Hvad vi er at nødsaget at overveje er, hvorvidt kvadene i Ældre Edda er en del af samme omskrivning af sandheden. Det er muligt at Völuspá, Hávamál, Vafþrúðnismál, Grímnismál, Skírnismál, Hárbarðsljóð, Hymiskviða, Lokasenna, Hyndluljóð, Þrymskviða, Sigrdrífumál, Reginsmál, Helgakviða Hjörvarðssonar og Helgakviða Hundingsbana hin fyrri, alle Ældre Edda, hvis mange beretninger om Den Trojanske Krig ikke blot er fuldt forstået, men viderebringes af Snorre Sturluson i Gylfaginning og Skáldskaparmál, begge Snorre Edda, samt Heimskringla (Ynglinga Saga), alle er afskrivninger af Homer’s Iliaden og Odyssey, og derfor er det tidligst kendte forsøg på forfalskning af vor historie gennem tilknytning til Þrúðvangar. Er dette sandt må udkommet være, at vi forkaster Ældre Edda i sin helhed som en troværdig kilde om hvem vi er. Der er heldigvis flere problemer i afvisningen af Ældre Edda som troværdige kilder. Vi kan se fra Homer: Iliaden at der sker stormjordskælv under hele Den Trojanske Krig, helt frem til Troja's Fald. Men Ældre Edda er helt anderledes i sin fremstilling af de mange stormjordskælv. Det er f.eks. bemærkelsesværdigt at Skírnismál (vers 14, Ældre Edda) helt utvetydigt forklarer os, at Sparta, kenningen "garðar Gymis" (Gymirs gårdrige), rammes af samme jordskjælv inden Helen (Gerður) røves. Fra Homer: Iliaden (Bog XXIV: 764-766) kan vi se at bruderovet finder sted 10 år før Den Trojanske Krig bryder ud. Sparta rammes derfor af stormjordskælv på et tidspunkt før år 2004 f.Kr.:
Min oversættelse til nudansk.
Dernæst gives stormjordskælvene, og de flodbølger og fysiske ødelæggelser der følger, herunder ankomsten af Fimbulvetr, en langt større vægt i beretningerne i Ældre Edda. Det er helt tydeligt at vi anser disse begivenheder for en nødvendig forudsætning for hvad senere følger; at vi har borgerkrig, at Den Trojanske Krig overhovedet indledes, og at dette ender med Troja's Fald. Denne synsvinkel findes ingen andre steder, og er alene vor egen erindring. Hymiskviða (vers 8, Ældre Edda) knytter Tyr i æt til Sparta. Dette forekommer ingen andre steder og er ikke vigtigt for Homer at gengive. At det har den største betydning for "os" (en af aserne, Ase-folket) at gøre opmærksom på skyldes, så vidt jeg kan se, at "os" er trojanerne, og at Ældre Edda er berettet af "os", der nu fysisk befinder sig i bronzealder "Tani"(Daner)-folkets landskaber nord for Ejder-strømmen. Sejrherren fra Troja var Danaoi [”Tani” (Daner)-folket] for hvem Den Hedenske Høje er Tyr. Rígsþula (vers 48, Ældre Edda) forklarer den unge ætling og konge af Ase-folket, at han er tak skyldig, og bør holde ”Tani” (Daner)-folket i den allerhøjeste ærbødighed. Landskaberne [nord for Ejder-strømmen] er deres odelsjord, og de har gjort det lige godt, hvis ikke bedre, end Ase-folket selv (se afsnittet "Tyr - guden og tyren"). Skírnismál (vers 16, Ældre Edda) forklarer os at "Skírnir", opvarter og livvagt til Freyr (Paris), dræber en af Gerður (Helen)'s to brødre; Castor (Castur, Kastur) og Pollux (Poludeukea, Pultuce, Pulutuce, Pulutuke, Pultuke). Dette fremgår, så vidt jeg kan se, alene fra vor erindring. Denne forståelse gentages i Lokasenna (vers 17, Ældre Edda), hvor "Iðunn" et heite for Gerður (Helen). Da bruderovet af Gerður (Helen) er det juridiske grundlag for Den Trojanske Krig kan dette broderdrab, der ikke forekommer i Homer: Iliaden, have haft en langt større betydning for hvad senere sker, end vi i dag gør os det klart. At Þrúðvangar og Troja faktisk blev fysisk ødelagt af naturens rasen, før og under Den Trojanske Krig, var ukendt i 800-1200 tallet e.Kr.; tidsrummet hvor beretningerne i Ældre Edda og Snorre's værker blev nedskrevet. Dette blev først genopdaget i det 20. århundrede. At Troja var en faktisk by, og ikke kun en mytologisk by skabt af Homer, var ligeledes ukendt i 800-1200 tallet e.Kr. Byen blev først genfundet i 1870. At Troja blev ramt af en en række stormjordskælv blev først foreslået som en teori i 2003. Grímnismál (vers 36, Ældre Edda) og Homer: Iliaden (Bog II:815-875) er i tanke den samme opstilling af Troja og hendes forbundsfæller. Hvor Homer: Iliaden gengiver de faktiske forbundsfæller før Den Trojanske Krig, gør Grímnismál (Ældre Edda) dette i filosofi og kenninger mod afslutningen af Den Trojanske Krig. Jeg er ikke overbevist om at Grímnismál (Ældre Edda) kender til Homer: Iliaden, hvorfor dette er vor egen erindring om dette forbund. Den Trojanske Hest; fra Homer: Odyssey, over etruskisk erindring, til Vergil (Virgil): Aeneid står krigslisten med hesten knivskarpt i erindringen hos sejrherren fra Troja. Dette var, som de så det, krigslisten der lykkedes og fremprovokerede Troja's Fald. Snorre er beviseligt fuldt klar over at Loki i beretningen om Den Trojanske Krig i Ældre Edda er Odysseus. Men er Odysseus Loki fordi han er ophavsmanden til "Tyndareus's Ed", der fremtvinger Den Trojanske Krig, eller er han Loki fordi han er ophavsmanden til Den Trojanske Hest og fører den frem til Troja's ydre bymur? Eller skyldes det begge dele. Snorre i Snorre Edda (Gylfaginning (kap. 34) giver her Loki en bredere betydning til at omfatte al vor ulykke der fører til Troja's Fald. Völuspá (vers 38, Ældre Edda) anerkender, og kender til, at der gennemføres en krigslist med falsk ed afgivet af fjenden. Det er ikke Den Trojanske Hest der ryster os, og er lærepengene fra Troja. Det er den mened (falske ed) der begås af fjenden mod os, hvor vi var for "blåøjet" i vor tro på at ed afgivet ej vil blive brudt. Dette er en unik urnordisk erindring der, så vidt jeg kan se, er taberens lærestreg fra Troja. Völuspá (Ældre Edda), og derfor Gylfaginning (Snorre Edda), stærkt optaget af efterdønningerne af vort nederlag i Den Trojanske Krig med tabet af Þrúðvangar. Ikke overraskende bekymrer ingen græsk eller senere historieskriver sig om dette overhovedet. For de senere grækere og romere var det alene sejren der skulle berettes om. Alle beretninger om hvad der sker efter Ragnarok - Troja's Fald er derfor vor egen erindring herom. Sidst, men ikke mindst, er tilstedeværelsen af begrebet "Trojaborg" nord for Ejder-strømmen, som vort ord for en labyrint og en bronzealder-erindring af Troja's bolværk og byport(e), helt og aldeles enestående i verden. Havde romerne ikke udryddet etruskerne, ville vi stadig være i stand til at udveksle minder med de etruskiske ætter herom. At vi kan besøge Nationalmuseet i København og dagligt se Troja's byplan udstillet på vore bronzealderskjolde fra nord for Ejder-strømmen er et glughul til dyb fortid vi aldrig må fattes. I denne forbindelse fremstår tanken om ikke der på vore utallige helleristninger fra hele Skandinavien findes beretninger fra Den Trojanske Krig som berettet af bronzealder "Tani" (Daner)-folket. Særligt skulle man mene at sejrstoget i skibene under hjemrejsen burde været hugget i sten for eftertidens minde. Jeg har vist at vi ser en gengivelse af "Thor's fisketur" fra Hymiskviða (vers 20-21, Ældre Edda), der betegner trojanernes forgæves kamp mod stormjordskælv, gengivet på helleristninger i Kville Socken og Tanum Socken, begge Bohuslen.
Den Trojanske Krig Helleristning fra Ödsmål, Kville Socken, Bohuslen dateret til ca. år 1000 f.Kr. (bildnr. 32511943053 & 32511943060, Raä nr. 151). Det samlede billede består af to sammensatte billeder, hvilket giver en uheldig forskydning og afvigelse fra virkeligheden i det samlede billedes nederste højre side. Forudsætningen for min fortolkning er at vi på helleristningen ser Thor (Ökuþór), i den oprindelige forståelse som ”Søn-af-Tordenguden", i kamp mod "tyre-manden fra søen”, dvs. "Thor's fisketur". Dragen (ormen) Nidhug er en kenning for stormjordskælv, og disse rammer Troja og hendes landskab før, og under, Den Trojanske Krig. Fenrisulven er en kenning for de ødelæggelser forårsaget af stormjordskælv, herunder drabelige åbninger til jordens indre. I vort indre billedsprog ser vi disse ødelæggelser som "ulvens kæft". Jeg har gengivet med grøn streg, hvad jeg mener skal vise Jordens overflade og "ulvens kæft". Troja og fjenden's flådebase rammes af flodbølger fra Ægir's Sø (Ægæerhavet, Det Ægæiske Hav). Jeg har fremhævet med blå streg hvad jeg mener gengiver en flodbølges ankomst til Troja's kyst. Klippen, hvorpå helleristningen er gjort, har en tværgående revne, der ikke er optegnet. Jeg har gengivet denne med en stiplet hvid streg fordi jeg mener at dette skal vise Troja's kystlinje ud mod Helle-sø (Dardaneller-strædet). Jeg kan ikke fra billederne se, hvorvidt klippens revne er naturskabt eller hugget i stenen. Er den naturskabt er dette formentligt årsagen til at gengivelsen af Den Trojanske Krig blev ristet netop her. Det er uden for tvist tiltænkt at vi skal opfatte personen i nederste højre hjørne som en jætte, og at denne jætte befinder sig i Troja's landskab. Er denne jætte en kenning for Aidoneus, Skyggernes Herre, jvf. Homer: Iliaden (Bog XX: 55-64)? Som landkort af Troja's faktiske beliggenhed er geografien så nøjagtig, at billedhuggeren må have fået Troja's beliggenhed beskrevet ca. år 1.000 f.Kr. af en person der har fysisk set Troja.
Den Trojanske Krig Helleristning på en klippeside helt ud til vandkanten på Berget, Hole, Buskerud med Tyri-fjorden nedenfor klippen. Til højre (= mod øst) ser vi en Trojaborg. Fra den etruskiske vinkande fra Tragliatella, Caere (Cerveteri), nordvest for Rom, dateret til ca. år 630 f.Kr. kan vi med absolut sikkerhed sige, at afbildningen af en "Trojaborg" er identisk med bystaten Troja. I afsnittet "Skib og Trojaborg (labyrint)" viser jeg begge afbildninger, og læseren vil kunne se at de er ens. Fra venstre (=vest) ankommer Fjenden's flåde mod Troja. Som er tilfældet med gengivelsen af Den Trojanske Krig på helleristningen i Kville Socken, Bohuslen, er den geografiske forståelse af Troja's beliggenhed i fuld overensstemmelse med virkeligheden. Helleristningen er udateret, men kan sikkert dateres til ca. år 1.000 f.Kr. da denne helt ufatteligt nøjagtige viden om Troja må betyde at vi ikke i tid er langt fra Troja's Fald år 1184 f.Kr. Jeg mener at det er bronzealder "Tani" (Daner)-folkets gengivelse af Den Trojanske Krig vi her ser gengivet. Den Hedenske Høje var for disse ætter Tyr, hvorfor fjorden ved klippen er navngivet Tyri-fjorden. Jeg har fremhævet skibe og Trojaborg med en rød streg for bedre syn.
Min vurdering er derfor, at beretningerne i Völuspá, Hávamál, Vafþrúðnismál, Grímnismál, Skírnismál, Hárbarðsljóð, Hymiskviða, Lokasenna, Hyndluljóð, Þrymskviða, Sigrdrífumál, Reginsmál, Helgakviða Hjörvarðssonar og Helgakviða Hundingsbana hin fyrri er oprindelige og/eller forudsætter en oprindelig viden. Snorre forstår beviseligt at disse beretninger fra Ældre Edda var identiske til Homer’s Iliaden og Odyssey. Derfor afstemmer han sin egen udvidede udgave i Gylfaginning, Skáldskaparmál og Ynglinga Saga med Homer’s nedskrevne beretninger. Fra den finske og estiske forne gudelære henter Snorre de ældste former af Thor, her kaldet "Ukko, Uko", og skriver dette som ”Ásaþór hinn gamli” og ”Ökuþór”. Oprindelig tanke er en dyrkelse af vore forfædre under Moder Jord. Dette er sandt fra Troja til Gl. Lejre. Odin var baseret på faktiske høvdinger. Det var Thor også. Som vi ser afbildningen af Thor siddende på sin trone som Odin og thingets værnegud, ser vi vore forfædre overvåge om vi nu gør tingene ret i henhold til vore sæder. De mytologiske Odin og Thor der dukker op i vore saga i 800-1200 tallet, efter Troskiftet år 600-630 e.Kr., er nye guder i denne sammenhæng. De oprindelige guder var faktiske personer, hvoraf to af dem meget nemt kan have været ”Ásaþór hinn gamli” og ”Ökuþór”. Som nævnt ved vi at hellenerne, makedonerne og senere romerne’s høvdinger, konger og kejsere alle skulle kunne bevise nedstamning fra den sejrende side i Den Trojanske Krig, da dette var med til at retfærdiggøre hvorfor den givne hersker skulle sidde på tronen. I hvilken grad dette er sandt eller usandt falder uden for dette kapitel. Runen hertil er, så vidt jeg kan se, etruskerne. Hvad jeg ønsker at fremhæve for læseren er, at det rent faktisk kun er én stamme der nogensinde har påkrævet sig nedstamning fra den tabende side i Den Trojanske Krig 1. Dette er stam-ætten Skilfinga (Skjælveunge)-ætten. Herfra udvikles Scyldinga (Skjoldunge)-ætten, Ynglinga-ætten, Wuffinga-ætten, samt de andre ætter med herredømme i England fra år 446 e.Kr. fremefter. At Frankerne ligeledes mener sig nedstammet fra den tabende side i Den Trojanske Krig skyldes, som Snorre forklarer os, at en kongesøn fra Skilfinga (Skjælveunge)-ætten ligeledes tager kontrol med/bliver landeværner for Frakland (omkring Frankfurt ved Oder-floden). Dette er gennemgået i afsnittet "Froncum - Franken". 1 Herodot (år 484-425 f.Kr.): Histories (Bog 4:191; 5:13) nævner et par undtagelser. Vest for Triton-floden, dvs. vest for Tritonis-søen (Chott el Djerid-søen i det sydlige Tunesien), et sted i et skovrigt og bakket område, sikkert Atlas-bjergene (Tell Atlas eller Aures bjergene), bor Maxyans (Μάξυες)-folket:
Min oversættelse til nudansk. Egyptiske kilder kalder stammen for ”Meshwesh, Ma” under Amenhotep III. i det 18. Dynasti (regent ca. 1388-1349 f.Kr.). Egypterne nævner stammen som værende i strid med egypterne, hvilket er tilfældet for stort set alle folkeslag der senere deltager i Den Trojanske Krig. Måske bør Maxyans-folket også tilføjes, selvom sagnet vel snarere er en sandfærdig anerkendelse af at de deltog i Den Trojanske Krig. I omtalen af Paionian (Παίονες)-folket i Trakien, hører vi om folket og deres landskab:
Min oversættelse til nudansk. Brugen af "Teucer, Teucerne" er flertalsformen af "Teucri" (på etruskisk som "techrs"), som vi ser også Vergil (Virgil): Aeneid (Bog 2:48-49) bruge i omtalen af trojanerne. Floden "Struma, Strymon” mener jeg er en forgræskning af ”straumr, stream” (oldnordisk, oldengelsk) eller ”strømmen”, som så er flodens navn. Floden nævnes år 800 f.Kr. af Hesiod: Theogonien (bog I:339) som "Strumona". Også her har Herodot gengivet sandheden da Homer: Iliaden (Bog II: 845-849) nævner følgende om hvem der indgår i den trojanske alliance, i min oversættelse til nudansk: "selv alle de den stærke strøm fra Hellespont omringede.......men Puraikhmēs var leder af Paeonian (græsk ”Paionas”]-folket, med bøjede buer, (der kom) langvejs fra, ud af Amydon, hvor floder Axius-floden [= Vardar-floden omkring Skopje, Makedonien]”. Som Homer har beskrevet stammen er de i Bronzealderen ikke beslægtet med trojanerne, men har haft nok til fælles til at kunne indgå en forsvarsalliance.
Paulus Diaconus/Paul Warnefried (år 721-799 e.Kr.) skriver i ”Historia gentis Langobardorum” (Bog 1:9):
Min oversættelse til nudansk. 1 ”bard” er ordet for skæg på nunorsk, fra oldnordisk ”barð”. Langobarderne har, og vi har mange oprindelige ord, talt helt og fuldt samtidens rigsdansk.
Vi har nu har et indgående kendskab til Den Trojanske Krig og vort tab af Troja år 1184 f.Kr. Fredegarius gengiver i 600 tallet e.Kr. dette på vegne Frankerne, og Den Hellige Kop fra Hoby-gravfundet, Lolland viser os, at det var en del af vor historie år 0-100 e.Kr. (se nedenfor). Ligeledes lod ætten til Sibben den Gode det rejse på Karlevi-stenen, Øland (ÖL 1) fra 900 tallet e.Kr. Anders og Dorrit Hansen, Vancouver, BC, Canada har gjort mig opmærksom på, at samme forståelse findes hos Longobarderne, der delvist udvandrede fra Sønderjylland, og er ud af Skilfinga (Skjælveunge)-ætten (se afsnittet "(Longo)Bardernes udvandring"). Blandt de jyske barder, Longobarderne, var guden Odin i 700 tallet e.Kr. en træfigur sat i hovet, som alle andre steder i vore landskaber efter Troskiftet år 600-630 e.Kr. Men i longobardisk erindring var denne gud oprindeligt en dødelig konge og shaman fra Troja. I 700 tallet e.Kr. kendte man Homer’s beretning, men man vidste ikke hvor Troja lå, endsige om det var en faktisk by, andet end et sted i samtidens Grækenland. Samtidig kan vi også se at de ætter, for hvem Odin, i flertalsforståelsen, var en dødelig konge og shaman, ikke oprindeligt kom fra Norden, men tilvandrede dertil. Hvad fordel en konge eller dronning af Danmark/Norge/England kunne have ved at påkræve sig nedstamning fra den tabende side i Den Trojanske Krig er vanskeligt at sige. En usandhed gentaget utallige gange er stadig en usandhed. I dette tilfælde tror jeg dog at vor folkevandring rent faktisk er foregået via Þrúðvangar.
Til venstre: En Hellig Kop fra Hoby-gravfundet, Lolland dateret til år 0-100 e.Kr. Hoby-graven blev udgravet i 1920 tæt på den oprindelige bygd. Den midaldrende mand her begravet var høvding og graven indeholdt den uden sammenligning rigeste grav fra dette tidsrum, herunder 3 Hellige Kopper, hvoraf den ene er vist ovenfor. Det viste sølvbæger er romersk smedekunst og er indgraveret med det græske ”Cheirisophos gjorde det”. Det absolut vigtigste ved denne kop er hvad afbildningerne på koppen viser. Siddende på sin foldestol er Achilles med hånden udstrakt. Knælende og kyssende hans hånd, som tegn på underdanighed, er Kong Priam til Troja. Hektor (Ökuþór), tronarving til Troja, dræbes af Achilles i en holmgang. Kong Priam beder i den viste afbildning Achilles om at få liget af Hektor (Ökuþór) udleveret. Vær opmærksom på at Kong Priam her er vist med ”den phrygiske hue”, der er den trojanske hovedbeklædning, som eftertiden opfattede det - vi ved ikke om dette også var tilfældet i samtiden. Etruskisk kunst gør det samme på nogle afbildninger. Til højre: Samme begivenhed gengivet i etruskisk kunst på en vinkop, H: 25 cm, på græsk kaldet "skyphos", fra Caere (Cerveteri), nordvest for Rom, dateret til år 490 f.Kr. Den hvidhårede Kong Priam med pandebånd står med sin heststafr (skeidstang) foran sejrherren Achilles, der hviler afslappet på sin seng. Achilles våbentøj hænger på væggen med hans verdensberømte hjelm og skjold med løvehoved. Hans bronze-sværd ses til højre. Liget af Hektor (Ökuþór) ligger under Achilles seng, bag ved skamlen. Achilles henvender sig mod højre til en ung mand, ånden af Patroclus (Patrucle)?, der i venstre hånd bærer et etruskisk bronzespejl, og i højre hånd en lang pil eller kort spyd. Sammenlign med den stort set identiske afbildning af Achilles på stridsvognen fra Monteleone di Spoleto, dateret til år 550-525 f.Kr. Udstillet på Kunsthistoriches Museum, Wien. Homer: Iliaden (Bog XXIV:612-616, 620-624) i min oversættelse til nudansk, hvor Kong Priam tiltaler Achilles: "...Men jeg havde én tilbage [af allerede 49 dræbte sønner], værner af vor by [Troja], beskytter af dets folk. Du har netop dræbt ham medens han kæmpede for sit hjemland [han har på dette tidspunkt ligget død i 12 dage i den hytte, hvori han blev lagt efter drabet i holmgangen, og ud for hvilken Achilles' skib nu ligger for anker - se XXIX:508-512 ]. Jeg taler om Hektor. For hans skyld er jeg her kommen til fjendens skibe for at få ham givet tilbage af dig...Af de to oldinge [den anden værende Achilles fader], er jeg den mest ynkelige, for jeg har måtte udholde hvad ingen dødelig i live på denne jord har båret; jeg har løftet til mine læber og kysset hænderne tilhørende manden der dræbte min søn". Afbildningen på høvdingens Hellige Kop fra Lolland er ikke en tilfældig romersk import, men høvdingens ønske om at vise nedstamning fra Troja. At afbildningerne forekommer på Den Hellige Kop skyldes at visdom fra fortiden altid kommer med mjød fra visdommens brønd og verdenstræet.
|
||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
| Indholdsfortegnelse |
- Vand-folket” (underafsnit "”Tani” (Danir)-folket set fra Normandiet”) viser jeg hvorledes dette opstår, og hvorfor misforståelsen sker.
