Einherjar, Loki og Ægir i Þrúðvangar

Einherjar

”Einherjar” (De der hærger alene) betegner altid den hærstyrke der, efter resten af stammen med forbundsfæller var flygtet, blev tilbage for at kæmpe til sidste mand i det afgørende slag på Vigrid-sletten, der førte til Troja’s Fald ca. år 1184 f.Kr. Einherjar gjorde dette velvidende at slaget på forhånd var tabt, da Troja's værner Hektor (Ökuþór) var død for Achilles hånd. Einherjar ofrede sig derfor for stammens ve og vel, jvf. Beowulf-kvadet (sætning 2940-41), Hávamál (vers 138, Ældre Edda) og det oldengelske læredigt ”De 9 Urters Galder” (þas nygon wyrta galdor) eller ”The Nine Herbs Charm” (sætning 36-40). Hermed muliggjorde de at vi er her i dag, da flugten fra Troja måske ikke ville være lykkedes foruden vore einherjar.

Det sidste slag finder sted ved brug af stridsvogne. Dette gengives i Homer: Iliaden (Bog II:459-469; Bog VI:1-4; Bog XXIII:446-464). Også Vafþrúðnismál (vers 41, Ældre Edda) forklarer, at slaget på Vigrid-sletten sker med brug af stridsvogne, jvf. ”riþa” (ridende) i hvorledes einherjar befordres. Grímnismál (vers 18, Ældre Edda) gør det samme:

Min oversættelse til nudansk.

Det oldnordiske "Sehrimni" oversættes også til ”sahrimnir, særimner, särimner”.

Når vore einherjar fødes med vildsvin skal dette ikke kun opfattes som faktisk føde, men som en kenning for at de udstyres med stridsvogne til at kæmpe det sidste slag.

Følgende kilder i samlingen Ældre Edda nævner "Einherjar", hvor dette betegner den hærstyrke der blev tilbage for at kæmpe til sidste mand i det afgørende slag, der førte til Troja’s Fald ca. år 1184 f.Kr.:

• Völuspá (vers 45, Ældre Edda): kenningen "mims synir" (Mimir's sønner)
• Vafþrúðnismál (vers 18, 41, Ældre Edda): kenningen ”in svaso goð” (De ansvarsfulde guder), einheriar
• Grímnismál (vers 18, 23, 36, Ældre Edda): einheriar, eínheria, kenningen ”Reginleif” (Magternes efterladte, de udødelige forfædres efterladte), einheriom
• Hyndluljóð (vers 29, Ældre Edda); kenningen "Voru ellifu æsir taldir" (vore elleve aser talte)

• Helgakviða Hundingsbana hin fyrri (vers 38, Ældre Edda): einheriar

Snorre viderefører forståelsen fra Ældre Edda for at "Einherjar" betegner den i Troja tilbageblevne hærstyrke, i Snorre Edda (Gylfaginning, kap. 20. Frá Óðni ok nöfnum hans.; kap. 36. Frá valkyrjum.; kap. 38. Frá vist Einherja ok Óðins.; kap. 39. Frá drykk Einherja.; 40. Um stærð Valhallar.; 41. Frá skemmtan Einherja.; 51. Frá ragnarökum.; 52. Vistarverur eftir ragnarökr.), samt i Skáldskaparmál (kap. 9. Óðinsheiti ok Óðinskenningar.), hvor han gengiver et vers fra Eiríksmál (fra 900 tallet e.Kr.).

Endelig gør Eyvindr Finsson skáldaspillir (d. ca. år 990 e.Kr.): Hákonarmál (vers 16) brug af ”Einherja”, som gengivet af Snorre: Heimskringla (Saga Hákonar góða, kap. 32. Dauði Hákonar konungs). Eyvindr Finsson skáldaspillir var skjald til Kong Hákon den Gode/Hákon Aðalsteinsfóstri (920-961), og han bruger forståelsen for ”einherjar” som et tilbageblik med hvad der skete i Troja, sammenholdt med en lignende begivenhed i nutiden.

Og hvad skete var, at Kong Hákon den Gode/Hákon Aðalsteinsfóstri (920-961) havde kæmpet bravt, men under Slaget ved Fitjar, Hordaland år 961 e.Kr. måtte han lade livet, som følge af blodtab, på Hákonarhellu (formentlig efterfølgende navngivet som så), undervejs til Alreksstad (Álreksstaði). Fordi beretningen om Den Trojanske Krig og Troja’s Fald er almen viden kan Eyvindr Finsson skáldaspillir skrive følgende vers:

Einherja grið þú skalt allra hafa, þigg þú at Ásum öl; jarla bági, þú átt inni hér átta brœðr, kvað Bragi.

Einherjar’s fred du skal fuldstændigt have, tag, som erbudt dig, asernes øl; jarle-hindring, hér du i æt finder stammens brødre, kvad Brage.

Min oversættelse til nudansk.

Den 8-takkede Sol er i kunst altid Moder Jord, hvorfor tallet 8 (atta/eahta/æhta) er lig ætt (slægt) er lig ætt/átt (retning). Denne indbyrdes sammenhæng gør at det ikke er helt ligetil at oversætte ”átt” og ”átta”. Hvad er sikkert er, at tanken i verset er, at den afdøde Kong Hákon den Gode blandt de afdøde einherjar fra Troja, er blandt ligestillede fribårne; i æt og i tapperhed.

Af denne årsag forekommer begrebet ”Einherjar” kun i flertalsform. Homer ser ikke ud til at have et lignende begreb, hvilket må skyldes at Iliaden ikke behandler Troja’s Fald, og Odyssey er optaget af krigslisten med Den Trojanske Hest, samt at begge beskriver Den Trojanske Krig som set gennem sejrherrens synsvinkel. Etruskisk erindring derimod, burde have et modsvarende ord, da etruskiske styrker er forbundsfælle til Troja mod afslutningen af Den Trojanske Krig. Da etruskisk erindring forklarer os, etruskerne formår at flygte, må også de være helt klar på at deres flugt muliggøres af de tilbageblevne einherjar. Vi har dog endnu ikke fundet (eller forstået) begrebet fra de nuværende etruskiske indskrifter.

Findes den oprindelige forståelse for "Einherjar" på oldengelsk?

Exeter Book (Riddle 80) fra 900 tallet e.Kr., hvor svaret på kenningen er "horn", har følgende sætning: "herges on ende;" (for enden af hærgeren;). Tanken er her, at hornet befinder sig for enden af munden på krigeren, der bærer hornet. Det oldengelske "herges" (hærgeren) er derfor et heite for "krigeren".

Til denne betragtning hører også at Gudrúnarkviða I (vers 19, Ældre Edda) nævner ”Herjans dísir” (Hærgerens dísir), der må opfattes sammen med "Herjans höllu" (Hærgerens hal) i Krákumál/Ragnars sögu loðbrókar (vers 29), der betegner Valhal, samt ”na/Nor herians” (Hærgerens norner), Völuspá (vers 31, Ældre Edda). "Hærgeren" i Ældre Edda er "Odin", der i det endelige slag om Troja's Fald er Kong Priam. Vafþrúðnismál (vers 41, Ældre Edda) skriver netop at "allir einheriar Oðins tvnom i" (alle einherjar skal i Odin's tun), hvor "Oðins tvnom" (Odin's tun) er en kenning for Vigrid-sletten.

I Ældre Edda, i omtalen af Den Trojanske Krig, omtales kong Priam til Troja derfor som Odin. Kong Priam er, med resten af Troja's væbnede styrker, en del af begrebet "Einherjar". Det for mig endnu uafklarede spørgsmål er, hvorvidt brugen af "herges, herjans" (hærgeren) i ental viser en underforståelse for, at flertalsformen "Einherjar" er almindeligt antaget som en kenning for hærstyrken, der forsvarer Troja til sidste mand.

Homer: Iliaden gør brug af følgende oldgræske ord til beskrivelsen af ”einherjar” til det sidste og afgørende slag på Vigrid-sletten:

• ”Trôessi” (Troja’s mænd) Homer: Iliaden (Bog II:473)
  ”Trôôn” (trojanerne) Homer: Iliaden (Bog VI:1 & 6)

Grímnismál (vers 36, Ældre Edda) giver os kenningen ”Reginleif” (Magternes efterladte, de udødelige forfædres efterladte) som en aldeles glimrende beskrivelse af einherjar, der formår at bringe vort indre billesprog til live, og se for os de vilkår einherjar tilstås og antager. Grímnismál (vers 36, Ældre Edda) er en gengivelse i filosofi og kenninger af de mange folkeslag, der indgik som forbundsfæller til Troja, og er at regne blandt einherjar. Antallet af 13 kenninger er valgt for at tilstå disse hærstyrker, einherjar, udødelighed, betydningen af tallet 13. i Hesterytterdansen "Troja" dannes der 3 ryttergrupper af 13 ryttere. I denne dans udgør hver ryttergruppe derfor en gruppe af einherjar.

Det er her værd at fremhæve, at Völuspá (Ældre Edda) indgående behandler Den Trojanske Krig i vers 36-62; både tiden før Troja’s Fald, og tiden efter Troja’s Fald. Hvad glimrer ved sit fravær er et eller flere vers omhandlende selve Troja’s Fald; vers der burde findes mellem vers 56 og vers 57 (Codex Regius-udgaven, Gl. kgl. sml. 2365, 4to). Beretningen i Völuspá er ufuldstændig som den fremstår i dag, og mit bud er at disse vers er gået tabt. Argumentationen for dette forøges stærkt ifald det antages at brugen af "herians” (Hærgerens) i Völuspá (vers 31, Ældre Edda), og "heriafa/drs" (hærgendes fader) i Völuspá (vers 42, Ældre Edda), begge viser forståelsen for at begrebet "Einherjar" er knyttet til Troja's Fald, der igen behandles flere steder i Ældre Edda. Völuspá (vers 44, Ældre Edda) viser med ordvalget "aþr verold steypiz" (før verden (om)styrtes), der er en kenning for "Troja's Fald", at digtet naturligvis er indforstået med historien som den erindres. 

Völuspá (vers 45, Ældre Edda) viser os at forståelsen for "Einherjar" er underforstået almen viden, og derfor kan gemmes i kenningen "mins synir" (Mimir's sønner), for hvem døden som endemålet oplyses ved en ondskabsfuld gjalden fra hornet:

Leica mims synir eN miotvðr kyndiz at en galla gial||lar horni hatt bless heimdallr horn er alopti

Hård leg (af) Mimir’s sønner; end endemålet [døden] oplyses af det (med) galde (fyldte) Gjallerhorn. Efter sædvane blæser Heimdall, hornet han (holdt) løftet.

Min oversættelse til nudansk.

Völuspá (vers 50, Ældre Edda) viser med sætningen "griot bi|org gnata" (Stenbrud brager ved sammenstød), hvor jeg mener at "Grjótbjörg" må være en kenning for Troja's ydre bymur, der ødelægges af stormjordskælv og ved fjendens afgørende angreb på Troja, at Troja's Fald må have været gengivet i digtet.

Fordi begrebet ”Einherjar” kun forbindes med de tapreste hærstyrker fra Troja’s Fald, og dette var almen viden, er det værd at nævne at Valdemar I. Den Store’s oldefader på mødrende side var Valdemar Monomakh (1053-1125) til Garðaríki. Jævnfør oprindelig dåbsskik gives Valdemar I. Den Store den bedste hamingja ved at antage et mandsnavn fra mødrende side. Derfor navngives han efter sin oldefader, der i lige linje var af skandinavisk konge-æt. Valdemar Monomakh’s kaldenavn ”Monomakh” er græsk for ”einherjar”.

Valdemar Monomakh’s kaldenavn ”Monomakh” må have en tilknytning til dennes morfader. Hans moder var Irina, der var datter at Kejser Konstantin IX Monomachos til Miklagård (regent 1042-1055), der igen var søn af Theodosios Monomachos, der ser ud til at have været en højtstående embedsmand i Miklagård, hvis ophav vi ikke kender til.

Fordi vi ikke kender nok til Theodosios Monomachos’s ophav, kan vi ikke sige, hvorvidt brugen af dette kaldenavn viser en forståelse for beretningen om Den Trojanske Krig, og et krav på nedstamning herfra, på den tabende side vel og mærket. Det forekommer dog nærliggende.

Loki og Ægir i Þrúðvangar

Hymiskviða (vers 7 & 39, Ældre Edda); Lokasenna (Forord, vers 3, 4, 10, 14, 16, 18, 27, 65, Ældre Edda) og Helgakviða Hundingsbana hin fyrri (vers 29, Ældre Edda) nævner alle "Ægir", hvor dette er en kenning for Kong Tyndareaus til Sparta.

I alle tilfælde skyldes brugen af kenningen, at farvandet fra Sparta i syd til Þrúðvangar i nord kaldes "Ægir's Sø" eller "Det Ægæiske Hav, Ægæerhavet" (nudansk); "Aigaion Pelagos" (nugræsk); "Ege Denizi" (nutyrkisk); "Aegean Sea" (nuengelsk fra 1573), men kaldes på oldengelsk "Egisca sæ, Egeum" i "Old English Orosius”, skrevet til Kong Alfred den Store medens han var lokalkonge af Wessex år 871-899 e.Kr. 

Den etymologiske forklaring; at søen (havet) er navngivet efter Kong Aegeus til Athen, fader til Theseus, kan afskrives som en røverhistorie.

Ægir gemmer sig ligeledes i stednavnet "Egina" (Aegina). Øen ligger 27 km ude i bugten syd for Athen, og er øen over hvilken faderen til Achilles, Kong Peleus, herskede under Den Trojanske Krig. Herfra må vi tro at røverhistorien om Kong Aegeus opstår.

Ægir’s tilstedeværelse i Troja's omegn overlevede, og findes i græske stednavne og mytologi som ”Acheron” (Akheron, Ἀχέρων, Αχέρων), der fysisk er en flod i Epirus (Ήπειρος, Ípiros) landskabet i det nordvestlige Grækenland (den flyder ud i havet ved Parga, på fastlandet over for Korfu). Floden er navngivet efter den mytologiske flod ”Acheron”, der blev anset som en biflod af Styx, over hvilken Charon færger de døde til underverden Hades.

Dialekten af Ægir, Acheron, grænser derfor op til, og gøres synonymt med, hvad vi kalder ”Jætteland” (rummet "fortiden"), og hvad grækerne opfatter som ”underverden”. Vergil (Virgil) : Aeneid (år 70-19 f.Kr., Bog VI) nævner ”Acheron” i forbindelse med beskrivelsen af Troja’s Fald således, i min oversættelse til nudansk:

”Derfor til dybe Acheron de begiver sig på vej….dér Charon står, regerende over den sørgmodige kyst…”

Denne tilknytning til ”havet, søen” skyldes at vi, og tydeligvis grækerne, ser os selv som kommende fra (fostervands)søen (havet) og vendende tilbage dertil (se afsnittene ”Fostervand og sjælen”, ”Gudinden Dísar” og ”Begravelse - ligbrænding i skib”). Derfor opfattes ”Acheron” også af de tidlige græske historieskrivere som dels et sumpet område, dels som en sø, jvf. f.eks. Aristophanes (ca. 446-386 f.Kr.): Frøerne (Βάτραχοι Bátrachoi, ca. år 405 f.Kr.) og Euripides (ca. 480-406 f.Kr.): Alcestis (Ἄλκηστις, Alkēstis, ca. år 438 f.Kr.).

Bemærk at opfattelsen af Ægir (Acheron) i den græske forståelse som ”det der befinder sig forneden, underverden”, er identisk til hvorledes ”Njord” opfattes på græsk (se afsnittet ”Den Jordlige Moder - Moder Jord”). Dette er måske to forskellige folkeslags opfattelser af samme sag, der støder sammen flere gange under folkevandringerne.

Med vor viden om at Ægir (Acheron) grænser op til "Jætteland", kan vi nu forklare det oprindelige navn på det tilstødende vandskab; Dardanellerstrædet.

Det snævre stræde nævnes bl.a. i Homer:Iliaden (Bog XXIV: 672-678), hvor det bekræftes som værende et grænsevand for Þrúðvangar. I mange oversættelser af Homer gøres brug af stednavnet "Hellespont", der en dårlig oversættelse af Dardanellerstrædets latinske navn "Hellesponticum".

Forstavelsen "Helle-" ikke er et latinsk ord, og "ponticum" er en gradbøjning af "pontus" (havet). Det latinske stednavn er en videreførsel med latinske bogstaver af det græske "Ἑλλήσποντος" (Ellispontos, direkte "Helle-sø"), hvor "Helle" igen ikke er et græsk ord. Mit bud er at "Helle" her er identisk til ”Hel, Helle, Halja” (oldengelsk, oldnordisk, gotisk), dvs. det smalle stræde fra Ægir's Sø (Det Ægæiske Hav, Ægæerhavet) til Sortehavet er af os blevet opfattet som "de hellige dødes sø", der er fortiden og Jætteland (se "Bilag N: Det hellige tal 9", underafsnit "Hel er jætteland og fortiden"). Det er på helt samme vis at stednavnet "Hellum", Vendsyssel faktisk er "*Hel (Helle) heim" - de hellige dødes hjem. Se afsnittet "Navigation - Solstenen og Solpejlskiven" (underafsnit "Hvor ligger Sciringesheale (Sciringeshēal), og er dette identisk til Skíringssalr (scíris sal)?") for den senere udvikling af ordet "helle".

Det oldgræske ”Aegis” (Αιγις) har to indbyrdes afhængige etymologiske ophav fra roden “aeg” (αïγ) med betydningen “voldsom”. Fra grundordet opstår i omtale af noget i bevægelse ordet ”Aegis” med betydningen ”voldsom vindstorm”, og i omtalen af dyr ”skindkappe fra ged”.

¹ Tak til Søren Knudsen for denne oplysning.

Homer: Iliaden (Bog XXIV:33-39) viser os at guden ”Phoibos Apollôn” en en trojansk gud, der forsvarer Hektor (Ökuþór), som gør samme gud under navnet ”Apollôn, Phoibos Apollôn” i de tre løbeture rundt om Troja’s ydermur, hvor Achilles jagter Hektor (Ökuþór), omtalt i Homer: Iliaden (Bog XXII: 189-230).

Denne forståelse bekræftes yderligere i Homer: Iliaden (Bog XXIV: 59-63), hvor vi hører, at ”Phoibos Apollôn” anklages for at have inviteret sig selv til brylluppet mellem Thetis og Peleus, forældrene til Hektor (Ökuþór)’s banemand Achilles, i min oversættelse til nudansk:

”kom til hendes [Thetis] giftermål, og blandt dem du [Phoibos Apollôn] sad til festen, lyre i din hånd. O, du ven af ondskab, altid troløs”.

Homer: Iliaden (Bog VII:49-60) opstiller et klart modsætningsforhol; trojanerne (Trôas) knyttes til Apollo (Apollôn), og fjenden (Achaiôn) til Athene (Athênaiê).

Homer: Iliaden (Bog I:10-14) forklarer os at vølven i Troja med ansvaret for at fortolke ”den trojanske Apollo”, her kaldet ”Apollônos”, hed ”Chrusên”.

Homer: Iliaden (Bog I:33-55), i min oversættelse til nudansk:

”Således talte han [Agamemnon], og den gamle mand [vølven Chrusên] blev grebet af frygt og efterkom hans ordre [om straks at forlade Agamemnon’s skib]. Han gik fort i stilhed langs kysten af det højt-brusende hav [Ægir’s Sø], og da han havde lagt afstand til, bad den gamle mand oprigtig til herren Apollo [græsk ”Apollôni”], båret af den lyshårede Leto [græsk ”Lêtô”]: Hør mig, gud af den forsølvede bue, der våger over Chrusên [dvs. ham selv] og hellige Cilla [græsk ”Killan”] og hvis vilje sker over [øen] Tenedos [græsk ”Tenedoio”], smed-gud [græsk ”smintheu”], har jeg for dig tækket et gudehov til din glæde, eller jeg for dig brændt fede lårstykker af tyre [græsk ”taurôn”] og geder [græsk ”aigôn”], så opfyld denne bøn for mig: Lad Danaoi [”Tani” (Daner)-folket] betale for mine tårer med dine pile. Således bad han i bønnen, og Phoibos Apollôn hørte ham. Fra Olympus’ tinder kom han ned, vred i hjertet, bærende på sine skuldre sin bue og pilekogger. Pilene gav genlyd på skuldrene af den vrede gud som han gik, og hans kommen var som natten. Han satte sig da på afstand fra skibene og afskød en pil: Forfærdelig var sølvbuens syngen. Æslerne angreb han først og de hurtige hunde, men herefter på menneskene selv lod han flyve sine stikkende skafter, og ramte; og uden ophør brændte de dødes pyrer. I ni dage regnede gudens luftbårne våben blandt værten, men på den tiende kaldte Achilles folket til samling, for gudinden, den hvid-armede Hera, havde bragt det i hans hjerte, eftersom hun fik ondt af Danaôn [”Tani” (Daner)-folket], da hun så dem dø…”

Den trojanske vølves navn ”Chrusên” kunne f.eks. være det mandsnavn vi kender som ”Krúsa, Krusa” (oldnordisk, olddansk), hvis ophav ikke er forstået. Ordet "smedgud" (smintheu) mener jeg er en påkaldelse af Apollo. Gemt i stednavnet "Tenedos" (Tenedoio) finder vi måske hvad bliver til det oldnordiske ”tènaðr” (hjælp, bistand, formidling). Da en trojansk gud våger over øen, er denne en del af Þrúðvangar. Derfor, som en ”tènaðar-maðr” er "en der yder hjælp", skal "Tenedos" (Tenedoio) opfattes som "øen der yder hjælp (til Troja)". Det betyder sikkert at den hellige ”Killan” også har en urnordisk forklaring. Dette kunne evt. være en tilknytning til det oldnordiske ”kíll” (snæver havbugt). Tanken ledes straks til, at dette kunne være stednavnet på det kildespring der, nu genfundet, ligger ca. 300 m sydvest for Troja’s ydermur, og omtales i Homer: Iliaden (Bog XXII: 209).

Det må være ret at antage at vølven Chrusên tilbeder en gud med tilknytning til søen, der her er Ægir’s Sø. Det er tydeligvis også en gud der formår at sprede plage og pest til fjenden. Herved når vi frem til at denne Apollo må være identisk til det oldgræske ”aegis, aigiochoio”, der kendes identisk på oldnordisk som ”ægishjálmr” (rædselshjelm). Trojanernes søgud ”Apollôn, Phoibos Apollôn” er derfor Ægir.

Pausanias (115-180 e.Kr.): Beskrivelse af Grækenland (Bog I:31:6), i min oversættelse til nudansk:

esti de Acharnai dêmos: houtoi theôn Apollôna timôsin Aguiea

findes (et sted) i Acharnai herred [Acharnes, 10 km nord for Athen]: hvor guden Apollo tilbedes som Aguiea [Ægir]

Quinti Horatii Flacci: Carminum (IV:6:28) fra år 23 f.Kr., i min oversættelse til nudansk:

Det latinske "Phæbe" er identisk til det oldgræske ”Phoibos Apollôn” fra Homer: Iliaden. Det latinske "Xantho" er identisk til det oldgræske "Xanthon", der forklares således i Homer: Iliaden (Bog XX:73-74), i min oversættelse til nudansk:

"Den store, stærkt hvirvelstrømmende flod, af [udødelige] guder kaldet Xanthon, og [dødelige] mænd kaldet Skamandron".

Vi ser derfor at "Apollo" her er identisk til "Agyieu", hvorfor vi taler om "*Apollo Agyieus", der knyttes til den mest hellige flod for trojanerne, Skamandros (Scamander)-floden, den sydlige grænse Vigrid-sletten. "*Apollo Agyieus" er derfor "Ægir".

Den ”Phoibos Apollôn” der anklages for at være ”ven af ondskab, altid troløs” mener jeg derimod alene kan knyttes til de egenskaber vi siden arilds tid med rette har tilstået Loki. Derfor må den hér omtalte Apollo være identisk til "*Apollo Loxias" (Loki).

Loki optræder med samme egenskaber i behandlingen af Den Trojanske Krig i Ældre Edda og derfor urnordisk filosofi.

Hvad mange i nutiden fejlagtigt opfatter som ”Lokes straf” (The Punishment of Loki, Loki’s Punishment) bør i virkeligheden kaldes ”Loki’s Rystelser” (Loki’s Tremors). Hændelserne beskrives i:

• Völuspá (vers 36, Ældre Edda),
• Lokasenna (afsluttende tekst efter vers 65, Ældre Edda)

samt naturligvis Snorre’s forklaring i Snorre Edda (Gylfaginning).

Uden undtagelse omtales denne begivenhed i forbindelse med beretninger omkring Den Trojanske Krig.

Dragen Nidhug er altid en kenning for de stormjordskælv der ramte Troja før, og under, Den Trojanske Krig.

Fenrisulven er altid en kenning for de ødelæggelser stormjordskælvene forårsagede på Troja og hendes landområde før, og under, Den Trojanske Krig.

Loke’s Rystelser er altid en kenning for jordskælvets rystelser. Kenningen er opbygget af Loki (= ondskab) og forgiftning (=rystelser), og det indre billedsprog aktiveres således at det indre øje ser for sig ukontrollerbare rystelser, mod hvilket intet middel hjælper.

Derfor omtales Fenrisulven ligeledes i Völuspá (vers 55, Ældre Edda) som ”megi Hveðrungs” (Den Brølendes Mage), hvor "Hveðrungr" (Den Brølende) er en kenning for Loki, der er en jætte, og jætter kan helt konsekvent ikke tale, men udtrykker sig i brøl og skrig. ¹

¹ Den norske skjald Þjóðólfr ór Hvini (Tjodolv fra Kvine) ca. år 900 e.Kr. i Ynglingatal  (vers 13 og 47) viderefører denne forståelse ved at kalde Hel, der er rummet ”fortiden” og jætteland, dvs. Loki’s samtid, for ”Loka mær” (Loki’s mær) og ”Hveðrungs mær” (Den Brølende’s Mær).

Det indre billedsprog skal opfatte et mareridt af rystelser, støj og kaos, personificeret i Loki. Jordskælvets rystelser knyttes hermed til stormjordskælvene.

Derfor laves ligeledes den omvendte tilknytning mellem Loki og Fenrisulven i Lokasenna (vers 10, Ældre Edda), hvor Loki omtales med kenningen ”vlfs fa/þvr” (ulvens fader); jordskælvets rystelser knyttes til stormjordskælvene.

Snorre, der har forstået dette, og er enig heri, viser derfor i Snorre Edda (Gylfaginning, kap. 34) at Loki fik 3 børn med en jættekvinde fra jættehjem - en vølve (gýgur) fra den hellige sø "Gugaiê" (Gygaea), i dag søen "Marmara Gölü, Gölmarmara", Lille-Asien:

• Fenrisulven (Fenrisúlfur) = ødelæggelserne forårsaget af stormjordskælvene
• Dragen Nidhug (Miðgarðsormur) = stormjordskælvene
• Hel = dyb fortid og Troja's samtid

Snorre gentager dette i Snorre Edda (Skáldskaparmál, 23. Lokakenningar) i omtalen af kenninger for Loki:

Min oversættelse til nudansk. 

Aeschylus: Orestia

Den græske barde Aeschylus (525-456 f.Kr.) skrev skuespillet ”Oresteia” i 3 dele år 458 f.Kr. (1. Del: Agamemnon; 2. Del: Drikoffer-bærerne; 3. Del: Eumenides).

Homer:Iliaden (Bog XIII:365-368), i min oversættelse til nudansk:

”Og han [Idomeneus] friede til Kassandra [græsk "Kassandrên"], den fagreste af alle Kong Priam’s døtre; han bragte ingen Morgengave, men afsagde en ed om en mægtig dåd; at han ville bortdrive med magt Fjendens sønner fra Troja's land”.

I skuespillets 1. Del, kaldet ”Agamemnon”, omtales Kassandra [græsk "Kassandrên", etruskisk "Caśntra"], datter af Kong Priam til Troja. Efter Troja's Fald ca. år 1184 f.Kr. er hun blevet taget krigsfange og gjort til træl, ejet af Agamemnon. Hun optræder i samtale med "Apollo", der af nutiden omtales som ”den trojanske Apollo”.

At begrebet "den trojanske Apollo" indføres i forståelsen af skuespillet skyldes at der her ikke er tale om den senere græske Apollo, men Aeschylus’ videreførelse af den oprindelige Apollo fra Homer, der er trojanske guder (i flertalsform). Disse trojanske guder er ”*Apollo Loxias” (Loki) og ”*Apollo Agyieus” (Ægir) ¹.

¹ Tak til Lars Nielsen for henvisningen til værket og forståelsen 29. december 2005. Florence Mary Bennett: Religious Cults Associated With the Amazons (1912, Chapter IV: Artemis Astrateia And Apollo Amazonius, note 52.245:
 
”From the Agamemnon of Aeschylus it is to be inferred that the cult epithets of Trojan Apollo were Loxias and Agyieus, the names by which Cassandra cries to him. Loxias has the same significance, Eumen. 19”.

Skuespillet finder sted halvøen Argos, hvorover Agamemnon hersker.

Oresteia: Agamemnon (sætning 144-175):

Og hellige Apollo, Helbreder, tilse at hun [Artemis] ej stormvejr mod vore skibe sender

Troja’s Fald bringes ud til sejrherrenes hjemstavne, herunder Argos ved brug af bavnebål.

Oresteia: Agamemnon (sætning 264-288):

Koret, der består af Argos' Oldermænd [til Clytemnestra, Agamemnon’s kone & storesøster til Gerður (Helen)]:

Sig da, hvornår faldt byen [Troja]?

Clytemnestra:

Netop i denne nat der nu bringer daggry for dagen.

Korleder:

Hvorledes er det muligt at få denne melding så hurtig hertil?

Clytemnestra:

Fra Ida’s top ¹ Hephaestus, Herre af Ilden, sendte fort sit tegn; og så videre, og endnu videre. Bavneblus til bavneblus......løb fra en pyre af fyrtræ.

Ved ankomsten til Argos fra Troja, kører Agememnon i triumftog i sin stridsvogn gennem sit landskab. Han har sin krigsfange Kassandra, prinsesse til Troja, nu trælkvinde, med i en af de efterfølgende stridsvogne.
 
Da de ankommer til kongsgården er det Dronning Clytemnestra, der beordrer Kassandra fra sin stridsvogn, jvf. Oresteia: Agamemnon (sætning 525-535). Hun kalder Kassandra’s modersmål ”en mærkelig barbarisk udenlandsk tunge”. Folket fra Troja har derfor talt et helt anderledes sprog end spartanerne, idet vi erindrer at Clytemnestra er den ældre søster til Gerður (Helen) og derfor prinsesse fra Sparta.

Oresteia: Agamemnon (sætning 540-555):

Kassandra:

Otototoi O Jord! Jord!
O Apollo! O Apollo!

Korleder:

Hvorfor påkalder du dig Loxias i din klagesang?

Kassandra:

Otototoi O Jord! Jord!
O Apollo! O Apollo!

Korleder:

Én gang til påkalder hun sig guden med ildevarslende skrig,
hvis ører er krænkende ved klagesang [dvs. Loxias lytter ikke efter]

Kassandra:

Apollo! Apollo!
Gud for vor sæt og vis (at leve på), Apollo i sandhed til mig!
Mig har du for anden gang i sandhed knust.

Vi ser her at Kassandra, som vi ser det i Homer: Iliaden, alene påkalder sig "Apollo". Korlederen sørger for at læseren (de græske tilskuere) er opmærksom på at der med brugen af "Apollo" faktisk menes "Loxias" (Loki); derfor brugen af "*Apollo Loxias". Denne vejledende forklaring i skuespillet må skyldes at de græske tilskuere  i samtiden har deres egen, og meget anderledes, Apollo.

Kassandra forudser at Agamemnon vil blive dræbt af sin viv, hvad han senere bliver. Hun forsøger at forhindre dette ved at give varsel om sit forsyn, jvf. Oresteia: Agamemnon (sætning 590-600). Hendes evner som vølve er givet hende af "*Apollo Loxias", jvf. Oresteia: Agamemnon (sætning 645-655):

Kassandra:

Dette er min kraft - et virke Apollo [Loxias, se sætning 655] mig tilstod.

Kassandra henvender sig i Oresteia: Agamemnon (sætning 700-705) til en helt tredje Apollo:

Kassandra:

Otototoi Lukieske Apollo [græsk "Λΰκεῖ Απολλον" (Lukei Apollou)]

Denne Apollo må tilhøre landskabet Lukiês (Lycia) i det sydvestlige Lille-Asien, hvis folk var i forbund med Troja.

Skuespillet giver os mange eksempler på "Loxias" (Loki)'s egenskaber:

Oresteia: Agamemnon (sætning 655-660):	Korleder [til Kassandra]: Hvorledes var det dig muligt at undgå Loxias vrede?
Oresteia: Drikoffer-bærerne (sætning 271):	Orestes [søn af Agamemnon og Clytemnestra, til Korleder]:...som Loxias rettelig gav spådom om...
Oresteia: Eumenides (sætning 35-45):	Spåkonen fra Pyhtia [Delphi oraklets Sibyl]:..For hvad der vil ske, lad den mægtige Loxias, der er herre i dette hus, selv fremskaffe. Han er en helbredende vølve og dommer af vidundere, og kan rense huse andre end sit eget.
Oresteia: Eumenides (sætning 275-280):	Orestes [til Athene efter han har dræbt sin moder Clytemnestra]: Så jeg dræbte hende der fødte mig, jeg benægter det ej, gengældende mit kære fader's blod [Clytemnestra dræbte Agamemnon & Kassandra]. Og heri bærer Loxias skyld med mig.
Oresteia: Eumenides (sætning 465-470):	Orestes [til Athene]:...Og Loxias, det sidste (har vi set) af ham der bestemmer alt, Frelseren.

Det synes klart at Kassandra i brugen af betegnelsen ”Apollo” ikke tiltaler en bestemt gud ved navn, da de underliggende beskrivelser omkring guderne viser at der er tale om flere guder. Lars Nielsen har givet mig tanken om at ”Apollo” her skal opfattes som en titel, som vi f.eks. ser det i Beowulf-kvadet og Ældre Edda med brugen af "hyht/háva” eller ”høje”. Vi ser Homer: Iliaden gøre tilsvarende ved at give Zeus titlen "fader" flere steder. Det stærkeste filosofiske argument for at Kassandra’s brug af ”Apollo” er en generel tiltale af ”Regin” er at denne Apollo har egenskaben ”at kunne spå om fremtiden”. Det er alene forfædrene, der befinder sig i fremtiden, der oppebærer denne evne.
 
At det netop er Loki og Ægir Kassandra forbander er helt konsekvent med alle beretninger vi har omkring Den Trojanske Krig. Det er krigslisten, med hesten i en eller anden vigtig rolle, der synes afgørende for Troja’s Fald. Loki forbindes med denne list. Det er stormjordskælv fra havet der er den oprindelige årsag til at vort forsvar af Þrúðvangar ikke holder. Dette falder i tro og filosofi under Ægir’s ansvarsområde.

Herodot (år 484-425 f.Kr.): Histories (Bog 4:163) forklarer os at vølven på Delphi på vegne (Apollo) Loxias (Λοξίης) tilstår kong Arcesilaus (Ἀρκεσίλεως, III til Cyrene, regent 530-515 f.Kr.) herredømmet i 8 slægtled over Cyrene (Κυρήνης, i dag kystbyen Shahhat, nordøstlige Libyen). Vi kan derfor sige at ”Apollo Loxias”, blandt mange andre guder, stadig blev dyrket i det sydvestlige nuværende Grækenland ved Parnassus-bjerget i 500 tallet f.Kr.

¹  Idabjerget i Þrúðvangar’s sydlige del. Det tager 10 bavnebål at få meldingen fra Troja via Idabjerget over Ægir' Sø (Det Ægæiske Hav/ Ægæerhavet) til det sydlige Grækenland og halvøen Argos. En samlet afstand på ca. 600 km. Bavnebål fra ”bavn”, fra ”bákn” (oldnordisk)/”beacen” (oldengelsk) med betydningen ”tegn, mærke, banner”.
 

Antal Bavnebål (samlet)	Sted	Højde over vandoverfladen (m)	Afstand til førnævnte bavnebål (km)
1	Troja	0	0
2	Ida-bjerget	1774	55
3	Hermes Klippe	?	75 Ligger formentlig langs Þrúðvangar’s vestkyst
4	Lemnos (Skopia på øen Límnos, vest for Troja)	430	75
5	Athos-bjerget (sydspidsen af den østlige halvø sydvest for Thessaloniki)	2033	70
6	Macistus (Kandilion i landskabet Euboea, sydvest for Athos)	1209	177
7	Messapius (Messapio i Viotia kommune, Sterea Hellas amt)	838	50
	Euripus (strædet mellem øen Euboea og det græske fastland ved Boeotia)	0
	Asopus (eller Asôpos. Er i samtiden navnet på 5 forskellige floder på det græske fastland	0
8	Cithaeron (Kithairón. 16 km lang bjergkæde mellem Boeotia i nord og Attica i syd)	1410	25
	Gorgopis Bugten	?
	Saronic Bugten (ved Athen)
9	Arachne’s Tag (Arna)	1199	50
10	Mycaenea (Nord for Argos)	150	20

Homer: Iliaden (Bog XVIII) viser at bavnebål allerede er udviklet i tiden op til Slaget Ved Troja år 1184 f.Kr., i min oversættelse til nudansk:

”Derfor, fra en fjerntliggende belejret ø, hvor dagen lang befolkningen har kæmpet et fortvivlet slag fra deres bymure,
røgen stiger mod himlen; men ikke så snart er solen gået ned end lyset fra rækken af bavnebål flammer op
og skyder ind i skyerne for at advare øboerne på de omkringliggende øer og bringe dem redningen i deres skibe”. 

Den Trojanske Hest 

Den Trojanske Hest er navet omkring den hændelse, der betegner begyndelsen til Troja's Fald ca. år 1184 f.Kr. Grundlærdommen er den alle dage alvorlige overvejelse der følger med modtagelsen af en stor gave (Hesten), og tvetydige løfter, der senere af modparten fortolkes så de i virkeligheden er at betragte som løftebrud (falsk ed, mened).

Heste-delen af krigslisten står knivskarpt i oldgræsk og etruskisk erindring. I vor erindring derimod er det, som vi vil se, mened-delen, den falske ed afsagt, der står mindst lige så knivskarpt frem. Lad os efterse hvad vi ved om Den Trojanske Hest fra oprindelige kilder.

En trojansk hest - men ikke Den Trojanske Hest

Et etruskisk bronzespejl, dateret til 3-200 tallet f.Kr. Hesten kaldes med etruskiske runer "PAKSTE" (græsk "Pégasos", latin "Pegasus"), rejst fra venstre mod højre. På hesten rider "HERKLE" (græsk "Herakles", latin "Hercules"); rejst fra højre mod venstre (Cortona: Loc inc. IV; ES V, 51).
Billedkilde: Eduard Gerhard: Etruskische Spiegel (5. Band, 1843, s. 66)

For at forstå hvad der gengives på ovennævnte spejl, må vi hente lidt viden fra Homer: Iliaden.

Homer: Iliaden (Bog XXIII:345-349), hvor Nestor taler til sin søn i hvorledes han skal køre sin stridsvogn i kapløb, i min oversættelse til nudansk:

”Ingen skal indhente dig med en lyngalop, eller køre forbi dig, nej, ikke selv om han i forfølgelsen kørte den gode Ariona, hesten tilhørende Adrastus, af himmelsk afstamning, eller de fra Laomedon, hans landskab’s fine avl(sheste)”.

Trojanerne er i samtiden verdensberømte for deres fine heste, nøjagtigt som vi er det med Frederiksborghesten i 16-1700 tallet e.Kr.

Homer: Iliaden (Bog V:636-643), hvor Tlêpolemon, søn af Herakles (Hêrakleïdên) taler til Sarpêdôn, hærleder af de fra landskabet Lukiês (Lycia) i det sydvestlige Lille-Asien, hvis folk var i forbund med Troja, i min oversættelse til nudansk:

”Af en anden støbning, siger mænd, var den mægtige Herakles, min fader, et bolværk i kamp, med løvehjerte, der på et tidspunkt kom hid med seks skibe (for at røve) Laomedon’s marer [hopper] fra en forsvarssvækket vært, og plyndrede byen Ilios [Troja] og lagde øde hendes stræder”.

Homer: Iliaden (Bog V:646-652) viser os Sarpêdoni’s svar på tiltale, i min oversættelse til nudansk:

”Og til ham Sarpêdôn, hærleder af de fra Lukiês (Lycia), gav svar: Tlêpolem, din fader sandeligt ødelagde hellige Ilios, muliggjort af den herskabelige Laomedon’s tåbeligheder, der med hårde ord irettesagde ham der havde tjent ham vel, og ikke overlod ham de marer (hopper) efter hvilke han havde rejst langvejs fra”.

Det næste læseren kort skal gennemtænke er, at når vi i Homer: Iliaden, og i dag, modtager "et par bevingede ord", så er det i oprindelig tanke en kvindelig rytterinde i svaneham, der bringer forfædrende visdom fra rummet "fremtiden" til rummet "nutiden". På samme vis betegner "en bevinget hest" dels en ekstrem hurtig hest der "flyver" afsted, dels en udødeliggjort stamme af de fineste heste mennesket formåede af avle - blandt disse var hestene fra trojanerne - Tæmmere af Heste. To af disse "bevingede heste" kan ses i det spand der kører Achilles' stridsvogn på afbildningen på stridsvognen fra Monteleone di Spoleto, dateret til år 550-525 f.Kr. Netop disse to heste er Achilles udødelige gangere "Xanthon, Xanthe" og "Balion, Balie".

Jeg mener derfor at ovennævnte bronzespejl skal gengive "HERKLE" (Herakles, Hercules) ridende bort på en trojansk hest, kaldet "PAKSTE" (Pégasos, Pegasus). Det er sikkert også rimeligt at antage at det etruskiske "Pakste, Pecse" har betydningen "stærk", som et heite for de fantastisk stærke og udholdende heste trojanerne avlede.

Homer: Odyssey (Bog VIII:489-516), med Odysseus tiltalende Demoducus [græsk ”Dêmodok”], hofskjald til Kong Alkino, hvis landskab var ”Echerie, Echeria” (Scheria), i min oversættelse til nudansk:

”for vel og ærligt synger du om Achaiôn [betegnelsen for det forbund, der var trojanernes fjende], hvad de skabte og hvorledes de led, og alle de fælder de måtte udholde, som var du [hofskjalden Dêmodok] selv tilstede, eller havde hørt beretningen fra en anden. Men tal nu om noget andet, og syng om hesten vel gjort af træ [græsk ”hippou kosmon aeison dourateou”], som Epeios gjorde med Athena’s hjælp, hesten som Odysseus en gang ledte op til kongsgården [græsk ”akropolin”, fra ”akropolis” (øverste by, kastel,)] som en krigslist [græsk ”dolon” (bedrag)], da han havde fyldt den med mændene der plyndrede Ilion [Troja]. Hvis du i sandhed beretter for mig denne hændelse som det skete, da vil jeg for hele menneskeheden erklære at guden med oprigtigt hjerte har tilstået dig gaven af guddommelig sang”.

Således talte han, og skjalden, berørt af guden, begyndte og lod sin sang høre, indledende med beretningen hvor Argeioi [folket fra Argos] var gået ombord på deres bænkede skibe og var afsejlet, efter at have sat ild til deres hytter, medens de andre under ledelse af glorværdige Odysseus havde taget sæde på trojanernes [græsk ”Trôôn”] thing, gemt i hesten; for trojanernes havde selv trukket hesten til kongsgården [græsk ”akropolin”]. Således stod den medens folket talte længe om dette uden at nå frem til nogen beslutning. Og dog, rådet besluttede at tage handling på ét af tre vis: Enten at kløve det hule tømmer med ubarmhjertig bronze, eller at trække den til højdedraget og kaste den ned på klipperne, eller at lade den stå som en stor ofring til at forsone guderne, selv ifald den i sidste ende ville blive viderebragt; for deres undergang var besejlet i det øjeblik deres by omringede den store hest af træ [græsk ”megan hippon”], hvori sad de bedste mænd fra Argeiôn [folket fra Argos], bringende til trojanerne død og wyrd. Og han sang hvorledes Achaiôn [forbundet]’s sønner, forladende deres hule baghold, væltede ud af hesten og plyndrede byen".

Den Trojanske Hest

Et etruskisk bronzespejl, dateret til 3-200 tallet f.Kr. Den Trojanske Hest, på etruskisk stavet “PECSE” (Pégasos, Pegasus), står rejst til venstre for hestens hoved. Hesten fremstilles af "SEOLANS" (Seþlans, Sethlans; græsk smedguden "Hēphaistos, Hephaestus"), rejst i venstre side på højkant; og "ETVLE" (Etule, græsk "Aitolos"), rejst over den hævede bronzeøkse øverst. På tavlen til højre står rejst med etruskiske runer, læst fra højre mod venstre; oppefra ned, “HVINS” (huins), der endnu ikke er forstået (Volsinii: IV/III; ES 235, 2). Det etruskiske "SEOLANS" (Seþlans, Sethlans) er endnu uforstået, men må skulle være betegnelsen på en smedgud. Forstavelsen "Seþ-, Seth-" kunne være den samme som i det etruskiske "Sethums" (himmelsk budbringer). Derfor bør navnet sidestilles med "Weland, Velent, Völund" (oldengelsk, oldnordisk), der netop er vort heite for smedguden.

Homer: Odyssey (Bog VIII: 489-516) forklarer os at Den Trojanske Hest blev fremstillet af Epeios (broder til Aitolos). Etruskisk erindring afviger her fra græsk, og vi ved ikke hvorfor. Bemærk at hesten er en hingst, ikke en mare (hoppe), som Aeschylus: Oresteia: Agamemnon (sætning 385-400) antyder det burde være. Jeg mener det antyder, at krigslisten med hesten har et nav omkring en træbilledstøtte af en hingst, som de trojanske "Tæmmere af Heste" har værdsæt endog meget højt.
Billedkilde: Bibliothèque Nationale, Cabinet des Médailles, Paris., hvor spejlet forefindes.

Aeschylus (525-456 f.Kr.): Oresteia: Agamemnon (sætning 385-400) fra år 458 f.Kr., hvor Agamemnon siger til Clytemnestra, Agamemnon’s kone & storesøster til Gerður (Helen), i min oversættelse til nudansk:

"For Ilios’ Fald afgav sin stemme med enighed al; til modpartens urne kom håbets hånd nær, men fyldte den ej. Hendes røg bar vidne til byens fald. (Røg)ringenes dom end lever, og døde hen med dem, askens vejrtrækning afgivende vældige rigdomme. For denne mindeværdige tilbagevenden [af Agamemnon til sin kongsgård på Argos] må vi nu tilstå guderne bod; for vi tætvævede vor harmfulde fælde, og alt for en kvinde røvet. En by er lagt øde af Det Argeionske Bid [græsk ”Ἀργεῖον δάκος” (Argeion dakos)], hestens føl; det frygtindgydende skjoldbærende folk sprang frem til tiden sat af [de 7] pleades [søstre]. Ja, kravlende over (by)muren som var det i flæsket en løve. Det [Argeionske Bid] åd stolt sin del og prinseligt blod".

”Ἀργεῖον” (Argeion), fra oldgræsk ”Ἀργεῖοι”, videreført på latin som ”Argīvī” betegner ”folket fra Argos”. Det oldgræske ”δάκος” (dakos), fra ”δάκνω” (dakno), videreføres på latin som ”dacus” (at bide, at forhindre). Kenningen ”Det Argeionske Bid” betegner derfor et løvebid og Argos’ samlede hærstyrker under ledelse af Agamemnon. At denne hærstyrke betegnes som ”hestens føl”, når vi ved at et føl altid ”følger” sin moder, kræver derfor en underforståelse for en krigslist med en hest, der i oprindelig tanke er en mare (hoppe).

Også Achilles forbindes med angribende løver, som han havde afbildet på sit ovale skjold, jvf. Homer: Iliaden (Bog XVIII: 478-608), og afbildningerne af samme skjold på stridsvognen fra Monteleone di Spoleto, dateret til år 550-525 f.Kr.

I den oprindelige beretning om Den Trojanske Hest bygges der en hest i træ. Jvf. såvel Homer: Odyssey (Bog VIII:489-516), som Aeschylus: Oresteia: Agamemnon (sætning 385-400), er det Argeiôn [folket fra Argos], under ledelse af Agamemnon, der knyttes til leveringen af hesten og angrebet på Troja. I den oprindelige udgave foregår angrebet ikke gennem byporten, men over Troja’s ydre bymur (med stormstiger), som en normal belejring afsluttes med helt op til Middelalderens afslutning. Det synes også klart at det ikke er meningen vi skal opfatte tilstedeværelsen af krigere inde i træhestens mave som en kenning, men som en faktisk begivenhed.

Den Trojanske Hest

En 1.4 m høj lerkrukke, kaldet "Pithos", fundet i 1961 på øen Mykonos, og dateret til ca. år 670 f.Kr. Lerkrukken gengiver utallige scener fra Troja's Fald, herunder et barn der tages fra sin moder for at blive dræbt; Hektor (Hektôr)'s søn Skamander (Skamandrion)? Hele den ene side af halsen på lerkrukken gengiver Den Trojanske Hest, som vist ovenfor. De runde skjolde omringende hesten angiver altid trojanere, i dette tilfælde Troja's råd. Afbildningen viser her en videreførelse af Homer: Odyssey, hvor Argeioi [folket fra Argos] fysisk befinder sig inde i træhesten, 7 mand stærk.
Billedkilde: Lerkrukken er udstillet på Det Arkæologiske Museum på Mykonos. Billedet taget af E. M. Czako / Dai-Athens.

Fra Homer: Iliaden (Bog I:25; 33-55) kan vi se at Agamemnon, søn af Atreus (Atreïdêi  Agamemnoni) er fra Danaoi [”Tani” (Daner)-folket], hvilket folk knyttes til leveringen af hesten og angrebet på Troja.

Homer: Iliaden (Bog VIII: 198-204), hvor Hera siger til Poseidon, Jordskælvets Herre, i min oversættelse til nudansk:

”Du, Jordskælvets Herre, vidt svajende, end ikke havde hjertet i dit bryst ondt af Danaôn [”Tani” (Daner)-folket] der er døende. Det til trods for at de til din ære bringer mange og storslåede gaver til Helice [græsk ”Helikên”] og Aegae [græsk ”Aigas”] og hid hertil har du ej ønsket dem sejrrig”.

Danaôn [”Tani” (Daner)-folket] er med andre ord kendt, eller berygtet, for at bringe mange og storslåede gaver.

Vergil (Virgil, år 70-19 f.Kr.): Aeneid (Bog 2:1-253) behandler indgående hændelsen omkring Den Trojanske Hest. Problemstillingen med brugen af Vergil (Virgil) er naturligvis at han digter af fri fantasi mere end 1.100 år efter Troja's Fald. Herved er hans troværdighed som udgangspunkt nul, og kan i hvert fald ikke bruges som vidnesbyrd til hvad der faktisk gik for sig. Omvendt gør Vergil (Virgil) sig ganske store anstrengelser for at videreføre Homer: Iliaden og Homer: Odyssey, og kan tydeligvis begge beretninger. Derfor mener jeg hans beskrivelse af omstændighederne omkring Den Trojanske Hest sker inden for rammerne af hvad er en ganske stor viden om denne hændelse. Derfor tror jeg vi kan have nogenlunde tiltro til, at vi fra Vergil (Virgil) kan udlede årsag-og-virkning i hvorfor Den Trojanske Hest kan bruges som krigslist over for trojanerne, og hvad krigslisten indebærer.

Vergil (Virgil): Aeneid (Bog 2:13-20) siger:

Fracti bello, fatisque repulsi, ductores Danaum, tot iam labentibus annis, instar montis equum, divina Palladis arte, aedificant, sectaque intexunt abiete costas : votum pro reditu simulant: ea fama vagatur. Huc delecta virum sortiti corpora furtim includunt caeco lateri, penitusque cavernas ingentes uterumque armato milite complent.

Nedbrudt (af) krig, (med) spådommes nederlag, lederne (af) Danaum, nu (efter) så mange forgangne år, en hingst stor som et højde(drag), Pallas’ guddommelige håndværk, fik bygget; ydersiden beklædt (med) fyr (udover hestens) ribben: Løfte til fordel for tilbagevenden forestilles: Således er folkets vandresagn. Hertil digtes (at) folk ved lodtræk (i hestens) krop hemmeligt indespærres (og ved) blændværk skjules; indvendigt hulrummet mægtigt, hver især med bevæbning god, (var) fyldt op.

Min oversættelse til nudansk. Det latinske ”abies” kan betegne både fyrretræ og grantræ. De mange afvigende oversættelser afspejler dette. Denne antagelse afspejler Vergil (Virgil)’s egen forestilling, og byggeskikken i hans samtid. Han har ingen anelse om hvorledes hesten faktisk blev bygget. Vergil (Virgil): Aeneid (Bog 2:230) lader kroppen, hoved og fødder på Den Trojanske Hest være kløvet af ”sacrum…..robur” (helligt egetræ). Homer:Iliaden (Bog VI:236-251) forklarer os at der ved Troja’s byport(e) stod et egetræ, og det må have været helligt, som det også er i nordisk tanke. Se afsnittet "Sakserne" (underafsnit "Thor og egetræet").

Det latinske ”votum” har betydningen ”løfte, offergave”, den rette forståelse af hvilken afgør hvorvidt oversættelsen gøres ret. Jeg er af den mening at træhesten er offergaven (til trojanerne), og at denne gives samtidigt med at der afgives et løfte af fjenden til trojanerne om ”tilbagevenden” (reditu). At det efterfølgende ord er ”simulant” (forestilles), dvs. en klar underforståelse at løftet er mindst tvetydigt, de facto falsk, er selve krigslisten. Sætningen ”ea fama vagatur” (således er folkets vandresagn) er, så vidt jeg kan se, ganske vigtig fordi Vergil (Virgil) her netop understreger at krigslistens indhold ikke er hans egen opfindelse, men er hvad folketroen tilsiger i hans samtid. Mange oversættelser får disse ord oversat vrang. Det latinske ”caeco” (blind, forblinder) er ekstremt vigtigt. Jeg oversætter ordet ved brugen af ”blændværk” da jeg mener vi her må opfatte ordet i dets shamaniske betydning af ”sjónhverfing”.

Krigslisten

Belejringen af Troja formår tilsyneladende ikke at fremtvinge en overgivelse. Forståelsen af Einherjar viser, at en overgivelse aldrig kunne komme på tale. Derfor forsøger fjenden at fremprovokere en hændelse, der kan fremskynde krigens afslutning, som alle parter ved vil ende med Troja’s Fald. Det er kun et spørgsmål om tid.

Fra Homer: Odyssey til Vergil (Virgil): Aeneid kan vi se at der bygges en stor træhest af helligt egetræ, og tidens tand har sikkert gjort træhesten større end den faktisk var i virkeligheden. Træhestens formål er ”sjónhverfing” (synsbedrag, blændværk) – træhesten skal udgive sig for at være ét, men er i virkeligheden noget helt andet.

Den Trojanske Hest udgiver sig for at være en offergave fra fjenden til trojanerne, og denne vældige træafbildning til ”Tæmmerne af Heste” bærer de uskrevne ord ”stol på mig”.

I virkeligheden er Den Trojanske Hest et værktøj til i al hemmelighed at få et meget lille antal fjendtlige elitesoldater ind bag Troja’s ydre bymur. Denne selvmordsopgave kunne på forhånd umuligt have planlagt, at træhesten skulle nå helt frem Troja’s indre og kongsgården Bilskirni, som allerede Homer: Odyssey (Bog VIII:489-516) forklarer os skete. Hovedmissionen må have været, at elitesoldaterne skulle forsøge at dræbe nok trojanere hurtigt nok på et sted langs den ydre bymur, og efterfølgende holde skansen, således at stormstigerne kunne rejses og Troja’s ydre bymur bestiges. De 7 mand klemt godt sammen inde i Den Trojanske Hest fra Mykonos år 670 f.Kr. har kunnet klare denne opgave, og gjorde det.

Offergaven og den falske ed

Vergil (Virgil): Aeneid opfatter Offergaven som medfulgt af et løfte givet af fjenden om at de vil trække sig tilbage, og dermed give trojanerne frit lejde til at forlade Troja i live.

Det kritiske ord i dette løfte er brugen af det latinske "reditu" (tilbagevenden). Tilbagevenden til hvad? Fjendens tilbagevenden fra belejringen af Troja til den underdrejde flåde? Fjendens afrejse fra Troja’s landområde og tilbagevenden til fjendens respektive hjemstavne? Eller fjendens tilbagevenden til Troja, efter kortvarigt at have forladt området for at lade krigslisten med Den Trojanske Hest tage sin virkning? I dag kender vi svaret på dette tvetydige løfte.

I Vergil (Virgil): Aeneid (Bog 2:43-44) har tempelpræsten Laocoön, der er fra Danaôn [”Tani” (Daner)-folket], lugtet bedraget, og advarer i Troja’s råd mod det afgivne løfte:

Creditis avectos hostes? Aut ulla putatis dona carere dolis Danaum?

Stoler I på bortkaldelsen [af fjenden] (som følge af) offerdyret? Eller på nogen beskåret fri gave hugget i træ (af) Danaum?

Min oversættelse til nudansk. ”Avectos” fra ”avoco” (leder bort, kalder bort).

I Vergil (Virgil): Aeneid (Bog 2:48-49) fortsætter tempelpræsten Laocoön med disse berømte ord, lærepengene gældende for al eftertid:

Min oversættelse til nudansk.

¹ Denne sene betegnelse for trojanerne, "Teucri", ses på etruskisk som "techrs".
² Se afsnittet ”Daner – Danir -  - Vand-folket” om hvorfor dette ord aldrig bør oversættes til "Greeks" (grækerne).

Det er en overvejelse værd hvorvidt mandsnavnet ”Laocoön, Laocoon, Laokoon” (Λαοκόων) kan være en forgræskning af endestavelsen i de oldnordiske mandsnavne ”Arnlaugr, Gunnlaugr", også i forkortet form som ”Laugi”, i dag ”Lauge”. Endestavelsen ”-laugr, -laug, -logr, -lugr” er af ukendt oprindelse. Lena Peterson: Nordiskt runnamnslexikon (2002) mener det er identisk til det gotiske udsagnsord ”liugan” (at give helligt løfte) ¹, der i mandsnavnet opnår betydningen ”han der er indviet”; nøjagtigt hvad en tempelpræst er.

¹ I Wulfila's gotiske oversættelse af Bibelen fra græsk til gotisk efter år 325 men før år 385 e.Kr., forekommer ordet i mangfoldige gradbøjninger, ofte med forståelsen om et helligt løfte afgivet i forbindelse med giftermål.

Pseudo-Apollodorus: Bibliotheca (Epitome, 5:14-15) ser ud til at være en historieskriver samtidigt med, eller umiddelbart efter, Vergil (Virgil), måske fra år 0-100 e.Kr.. Her findes også en indgående beskrivelse af Den Trojanske Hest, der er så lig Vergil (Virgil)’s udgave, at et af værkerne må være en gentagelse af det andet. Mit bud er at Pseudo-Apollodorus med brugen af det langt yngre, og usande, “Hellenerne”, kopierer fra Vergil (Virgil).

Af yderligere oplysninger kan fremhæves at (ege-)træet til hesten fældes på Ida-bjerget, hvilket klart vil øge helligdomsværdien af hesten for trojanerne, eftersom Homer: Iliaden (Bog III:320) og Ældre Edda, gør det klart for os at Ida-bjerget er helligt. Vi hører at fjendens flåde brændte sin teltlejr, stak til søs, men lagde sig i skjul 1 nat ved øen Tenedos, sydvest for Troja ud for Þrúðvangar’s kyst.

Homer: Iliaden (Bog I:450-451), hvor ”Chrusên” (Krúsa, Krusa), vølve i Troja, tilbeder ”den trojanske Apollo”, i min oversættelse til nudansk:

”Hør mig [Apollôni], gud af den forsølvede bue, der våger over Chrusên [dvs. ham selv] og hellige Cilla [græsk ”Killan”] og hvis vilje sker over [øen] Tenedos [græsk ”Tenedoio”]”.

Ovennævnte sætninger er en ordret gentagelse fra Homer: Iliaden (Bog I:33-55). Øen Tenedos (Tenedoio) er en del af Þrúðvangar.

Yderligere oplyses vi om at der på Den Trojanske Hest påføres følgende indskrift, i min oversættelse til nudansk:

"τῆς εἰς οἶκον ἀνακομιδῆς Ἕλληνες Ἀθηνᾷ"

"For deres hjemvenden, dette takoffer vier Ellenes [Hellenerne] til Athena"

Völuspá  (vers 38, Ældre Edda) siger:

Sa hon þar vaþa þvnga stra/ma menn meinsvara oc morð vargar. | oc þaN aNars glepr eyra rvno þar svg niþ | ha/Gr nái fram gengna sleit vargr vera v. e. e. e. h.

Så hun der vade i stride strømme mænd der gav mened og mord-ulve. Og den (der) en andens napper (til) øre-rune; der sugede Nidhug nær de fremgangne, sled ulven vedvarende. Ved du end (mere) – eller hvad?

Min oversættelse til nudansk.

Völuspá  (vers 38, Ældre Edda) er et af de vers i Ældre Edda, der på bedste vis gengiver, at Den Trojanske Krig forudsættes at være almen viden for lytteren (læseren), uden hvilken ordvalget og stroferne absolut ingen mening giver. Og vigtigt er dette vers at forstå ret.

Verset forudsætter at lytteren (læseren) i sit indre billedsprog kan forestille sig vølven ("hun"). Vølven har i sin drømmerejse forladt rummet "nutid" og befinder sig nu i rummet "fortid"; i Bilskirni's tårn i Troja's kongsgård. Rummet "tid" er for vølven midlertidigt ophævet, og skuende ud over Troja's ydre bymur ser vølven nu to ting bevæge sig mod Troja i "þvnga stra/ma" (normaliseret til "þunga strauma"), direkte "tunge strømme", som vi på nudansk vil sige "stride strømme". Der kommer med andre ord mange af slagsen.

Hvad der begiver sig mod Troja er:

• "menn meinsvara" (mænd der gav mened), dvs. Odysseus og hans Danaoi [”Tani” (Daner)-folket], der leverer Den Trojanske Hest med falsk ed (mened) foran Troja's ydre bymur, jvf. Homer: Odyssey (Bog VIII:489-516).
• "morð vargar" (mord-ulve), dvs. Fenrisulven, der er en kenning for "jordskælvs ødelæggelser" forårsaget af Nidhug. Som vi kan se rammer stormjordskælvene meget tæt på befolkningen. Ødelæggelserne er omfattende, jvf. "sleit vargr vera" (sled ulven vedvarende.), og er resultatet af flere jordskælv.

Endelig har vi med sætningen "oc þaN aNars glepr eyra rvno;" (Og den (der) en andens napper (til) øre-rune;) en henvisning med en vognstang til Freyr (Paris)'s bruderov af den allerede gifte Gerður (Helen), prinsesse til Sparta. Det geniale ordvalg "eyra rvno" (normaliseret til "eyrarúnu"), direkte "øre-rune", må vi opfatte som "hemmelighed hvisket i øret", dvs. en kenning for "elskov".

Völuspá  (vers 38, Ældre Edda) anerkender, og kender til, at der gennemføres en krigslist med falsk ed afgivet af fjenden. Det er ikke Den Trojanske Hest der ryster os, og er lærepengene fra Troja. Det er den mened (falske ed) der begås af fjenden mod os, hvor vi var for "blåøjet" i vor tro på at ed afgivet ej vil blive brudt.

I Middelalderen, efter år 1354 e.Kr.- før år 1400 e.Kr., skrives Ormr Snorrason ”Truía saga ok brutus með” (nu tabt), der bliver til Trójumanna Saga. Kildeoprindelsen ikke vort eget syn på Den Trojanske Krig, men en oversættelse af en romersk omskrivning af Homer’s sandfærdige beretning. I historisk sammenhæng er denne saga uden betydning. Fra denne sene beretning digtes folkevisen ”Paris og den skjønne Helena” (76 vers), ofte kaldet efter den første linie i sangen ”Paris han var saa liden en Dreng”. I ”Udvalgte Danske Viser fra Middelalderen; efter A. S. Vedels og P. Syns trykte Udgaver…” (1812, 1. Del, Anmærkninger, s. 362) skrives: ”Man har og paa Dansk en særskilt Vise om Trojas Belejring, trykt første Gang hos Matz Vingaard 1581 og siden oftere, der begynder saaledes: ”Paris var saa liden en Dreng”". Der tænkes her på Matz Vingaard: En Lystig oc skøn Vise, Huorledis Paris bortførde Helena. Oc huorledis Trøyeborrig bleff vunden (1581, 8 sider). Den Trojanske Hest er hjørnestenen i visens afslutning og beskrives således:

Kobber havde nu afløst træ som det fineste materiale der fandtes, og hesten skulle i Middelalderen derfor fremstilles af kobber.

Hesterytterdansen ”Troja” – gennemrejsen fra ung til voksen

I kapitlet ”Daner – Danir -  - Vand-folket" (afsnit ”Skib og Trojaborg (labyrint)”) viser jeg at vi har en tilknytning til Troja gennem de oprindelige nordboere, som jeg argumenterer for er det oprindelige ”Tani” (Daner)-folk. Etruskerne og ”Tani” (Daner)-folket fra bronzealderen er de eneste, der kalder en labyrint for ”Trojaborg”. Hvor bronzealder ”Tani” (Daner)-folket er blandt sejrherrerne i Slaget ved Troja, er "os" (Ase-folket), herunder de med "os" allierede etruskiske ætter ¹, blandt taberne. Denne kulturelle sammensmeltning kan mindst føres til tiden omkring Troja's Fald ca. år 1184 f.Kr.

¹ Vergil (Virgil, år 70-19 f.Kr.): Aeneid (Bog X: 153, 290, Bog XI: 727, 746) tager udgangspunkt i Homer: Iliaden og Homer: Odyssey. Hos Vergil (Virgil) er Tarchon hersker af etruskerne og i alliance med Aeneas (Ásaþór hinn gamli), konge af ætten fra Dardania, og nær slægtning til Hektor (Ökuþór), og derfor i forbund med Troja. Vergil skriver (bog X): "...Han søgte den Tyrhenske lejr, og Tarchon's telt...Tarchon, uden tøven, aftalen underskrev, og til Troja's hird etruskerne stødte...".

Alle synes enige om at en ”Trojaborg” er forbundet med et rituelt sted. Fra et af vore andre ord for ”Trojaborg” - ”jungfrudans” (gammeldansk ”iungfrughæ” eller ”ung-Freya-dans”), kan vi have en formodning om at ”Trojaborg” er et sted, hvor unge ugifte kvinder har udført en hellig dans.
 
Fordi størstedelen af det oprindelige ”Tani” (Daner)-folk udvandrer, og vor nuværende historiske synsvinkel, givet os i Ældre Edda, er stærkt gradbøjet af det tilrejsende Ase-folk’s glughul, kan vi ikke gennembryde den historiske mur fra vore egne landskaber. Det mener jeg til gengæld vi kan ved at forstå hvorledes ”Trojaborg” kommer til os gennem etruskerne.
 
Forudsætningen for hvad nu følger er at anerkende, at den romerske overlevering af ”Lusus Troiae” er hentet fra etruskisk forståelse.
 
Etruskernes sæder forsvinder endeligt ind i romerske samme da Kong Lars Porsena (Lars Porsenna)’s gravsted blev jævnet med jorden år 89 f.Kr. som et led i den romerske nedslagtning af hendes egne allierede i ”Socii-krigen” år 91-87 f.Kr. under ledelse af den romerske general og diktator Lucius Cornelius Sulla Felix (138-78 f.Kr.).
 
Vi kan se fra den romerske historieskriver Gaius Suetonius Tranquillus ("Suetonius", ca. 71- ca. 135 e.Kr.) i ”Caligula’s Liv” (kap. 18), at under Kejser Gaius Caligula (år 12-41 e.Kr.). skete følgende, i min oversættelse til nudansk:
 
”Han gav mange lege i Circus, varende fra tidlig morgen til sen aften, tilføjede mellem løbene Panter-fægtning og senere dyre-opvisningen Troja Rytterne (”venatione modo Troiae decursione”)” ¹.

¹ Ordet ”decursione” oversættes til nuengelsk som ”manoeuvres” eller ”øvelser, bevægelser”. Det mener jeg ikke er præcist nok. En ”decurio equitum” er en ”rytteranfører” af en ”decuria” ([heste]ryttere). Jeg mener ordet er valgt nøjagtigt fordi det skal forklare os at opvisningen ”Troja” udføres af hesteryttere.

Den romerske poet Vergil (Virgil, 70-19 f.Kr.) behandler, modsat Homer, selve Troja’s fald, herunder beretningen om Den Trojanske Hest, næsten 700 år senere, i sit værk ”Aeneid” (Bog 2.48). Han forklarer os også hvad opvisningen ”Lusus Troiae” er.
 
Ordet ”Lusus” mener jeg direkte er fra ”lusio” (leg, spil). Men dette ord mener jeg er en evolution fra ”Lustro”. Dette ord betegner ved en hellig ofring ”renselse” (”skærsild” hos os), men ordet har også en rituel betydning som ”gennemvandring, gennemrejse” eller det vi forstår som ”født igen” (se afsnittet ”Endrborinn – eft ácenned – født igen – tve-skabt af tanker”). I denne, oprindelige, opfattelse mener jeg vi skal se dette som en rituel overgang fra et til et andet tidspunkt i et menneskes liv. Vi ser direkte Vergil/Virgil benytte ordet ”lustro” i sin generelle beskrivelse af hvad rytterne foretager sig, jvf. ”lustravere in equis” (Bog 5, sætning 578).
 
Fra Vergil (Virgil): Aeneid (Bog 5, sætning 550-600) kan vi nogenlunde beskrive opbygningen af den trojanske rytterdans¹.

¹ Oversat fra den engelske udgave af John Dryden: The Aeneid (1697), den hollandske udgave af Ben Bijnsdorp, samt den latinske original.

Tilskuerne er på plads på tilskuerpladserne omkring pladsen, hvor rytterdansen afholdes. Der udbryder et kæmpe bifald da rytterne rider ind på pladsen. I vort indre billedsprog skal her forestille os fodboldlandsholdet løbe ind på grønsværen i Idrætsparken fyldt til randen med forventningsfulde tilskuere.
 

• De ungdommelige i fuld rustning (”puerile paratum”) rider nu ind på pladsen i linie (eskadron-opstilling, ”ducat avo turmas”, hvor ”turma” = eskadron).
• De unge ryttere stopper foran deres forældre; hver rytter løfter sit spyd, og forældrene hilses.
• Herefter formes der 3 ryttergrupper (“Tres equitum numero turmae”), med hver sin anfører. 12 ryttere følger hver leder således at det samlede antal i hver gruppe er 13. Det samlede antal ryttere i rytterdansen er derfor 39 ¹ .

¹ Som læseren sikkert har gennemskuet har vi her de tre verdener; fortid, nutid og fremtid. At hver gruppe består af 12+1 er af samme årsag til at livhirden altid er Kongen + 12 mand, at Julen varer 12 + 1 dag, at 12-mandsrådet består af 12 mand + Drotten. Det er det hellige tal 13 der er afgørende da 13 er lig udødelighed. I Grímnismál (vers 36, Ældre Edda) er det 13 kenninger, der samlet betegner "Einherjar", den hærstyrke der kæmper til sidste mand i det afgørende slag på Vigrid-sletten. Hver ryttergruppe er derfor en gruppe af einherjar.

Det er tydeligt at de tre anførere skal ride tre forskellige typer heste for at vise de tre forskellige verdener. I Vergil (Virgil)’s opfattelse af hvorledes dette gik for sig i Troja år 1184 f.Kr. er disse:

• En hvid hest fra Trakien med 2-farvede pletter, hvide sokker (hovskæg) foran og hvid markering på brystet (”Thracius albis portat equus bicolor maculis, vestigia primi alba pedis frontemque ostentans arduus albam”). Dette er hesten fra fortiden.
• Om den anden type hest beskrives denne kun som ”Iulus udvalg” (dilectus Iulo). Det er Vergil (Virgil) der i ”Aeneid”, i en fantastisk falsk historierevision, erstatter det græske ”Askanios, Askanion” (AisgRh, Asger?) med navnet ”Iulus, Julus”. Herfra opstår pigenavnet Julia og de Julianske ætter, hvortil Julius Caesar er knyttet. Denne omskrivning af faktisk historie sker for at knytte det romerske kejserdømme til Troja. Her skal vi komme erindre, at rytterdansen finder sted i Troja bystat, da Trojaborgen (labyrinten) symboliserer Troja’s uindtagelige bymure. I dansen er nutiden derfor inden Troja’s fald år 1184 f.Kr., hvorfor hesten givet i nutiden skal komme fra en trojaner, der er"os". Når vi derfor ved at hesten faktisk gives af personen ”Askanios, Askanion” (AisgRh, Asger?), der er trojaner, kan vi se at dette navn er en oldgræsk gengivelse af vort eget "AisgRh, Asger, Osgar, Oskar, Ásgeirr". Det synes centralt i dansen, at netop denne hest skal komme fra trojanernes stalde.
• Den tredje hest er givet af kvinden Dido og importeret fra bystaten Sidon (”Iulus Sidonio est invectus equo”) ¹. Kvinden Dido, hun kaldes også Elissa, var prinsesse af bystaten ”Tyrus, Tyre, Tyri, Tyr”, som jeg argumenterer for er grundlagt af det oprindelige ”Tani” (Daner)-folk. Denne vandborg har intet opland til græsning af heste, hvorfor hun må hente hesten fra den nærliggende bystat "Zidon" ("Seidone" på gotisk). Prinsesse Dido rejser fra ”Tyrus, Tyre, Tyri, Tyr” og er grundlægger af Kartago, hvorfor hun ofte omtales som Dronning. At den tredje hest, fremtidens hest, kommer fra kvinden Dido, skyldes at denne kvinde kommer fra sejrherren i Slaget om Troja år 1184 f.Kr. og derfor er ”Skuld” (det som skal/måtte blive, fremtiden). Det synes centralt i dansen at netop denne hest skal komme fra, og gives af, ”Tani” (Daner)-folket.

De 36 resterende heste skal være gode heste.

¹ Homer: Iliaden (Bog VI: 290-294), hvor Hektor (Ökuþór) svarer sin moder, i min oversættelse til nudansk:

”[fine vævede klæder]…som den gudelige Alexandros [Paris?] bragte med sig fra Sidon da han krydsede den vide sø,
på den rejse hvor han bragte med sig den højbårne Helen…”.

Vi kan derfor se at Homer: Iliaden er helt enig med rytterdansens opbygning, og at Sidon må have været den førende handelsby i tiden omkring Den Trojanske Krig år 1194-1184 f.Kr.

Herefter påbegyndes hvad jeg mener er den rituelle ”woð”, gennemrejsen fra én verden til en anden, fra ungdom til voksen, i hvad Vergil (Virgil): Aeneid (Bog 5, sætning 578) kalder ”lustravere in equis” (gennemrejsen på heste).

Rytternes ”gennemrejse” er nu en ritual rejse ud af ”Trojaborgen”, fra borgens (labyrintens) indre, til den eneste vej ud og videre til den næste verden, voksenlivet. Denne ”gennemrejse” foregår således:

• Der rides i lige grupper i ring på pladsen (3 x (anfører + 6 x 2 ryttere))
• Der gives signal (nr. 1) og alle rytterne falder ind i lige linie.
• Der gives signal (nr. 2) og rytterne danner igen 3 grupper i anfører + 6 x 2 gruppering og rider i ring på pladsen.

Dette gentages således at rytterne samlet har reddet 3 ringe af Trojaborgen.

• Den tredje gang falder rytterne ikke efterfølgende ind i lige linie, men lader sig nu opstille i to fylking overfor hinanden - einherjar fra Troja mod fjenden (oldgræsk "Achaioi", jvf. Homer: Iliaden, Bog II:472). Herefter kastes der spyd i den modsatte parts retning uden at ramme, dvs. man simulerer et rytterangreb på fjenden.
• Herefter rider man ring 4, 5 og 6 af Trojaborgen i fuld galop, simulerende flugt og forfølgelse fra kampsletten. 
• Det samlede antal ringe der skal rides før man kommer ”fri” af Trojaborgen skriver Vergil (Virgil) skal svare til ”oldtidens labyrint på Kreta” (Creta fertur Labyrinthus in alta). Vi ved fra mønter at det samlede antal ringe er en 7-rings labyrint. Sandelig om det ikke også er samme antal ringe vi finder i den etruskiske, og vore egne, Trojaborge i Skandinavien.
• Efter den syvende, og sidste, ring rides der ud af Trojaborgen og bort fra pladsen. Dette sker som man begyndte, dvs. i lige grupper i ring på pladsen (3 x (anfører + 6 x 2 ryttere)). Fra Trojaborg-skjoldene fra Skandinavien (se nedenfor), ser det ud til at ligeledes den sidste ring nr. 7 skal rides i galop.

Homer: Iliaden (Bog XXII: 189-230), hvor Achilles forfølger Hektor (Ökuþór) i sin søgen efter hævn, i min oversættelse til nudansk:

”Hårdt presset var Hektor af den hurtige Achilles i hans endeløse forfølgelse. Og som når en hund i bjergene driver frem fra sit skjul en dåkalv fra et (hjorte)dyr og jagter ham gennem skovslette og dal, og selvom han undviger for en stund, i skjul under buskadset, vil hunden spore ham og løbe videre indtil den finder ham; på samme vis undslap Hektor ikke den rapfodede søn af Peleus. Hver gang han forsøgte at løbe mod De Dardaniske byporte [Troja’s byport(e)] for at nå i sikkerhed ved de velbyggede mure, så hans staldbrødre kunne forsyne ham med kastevåben, hver gang ville Achilles være der på forhånd og tvinge ham tilbage til [Vigrid-]sletten, medens han selv i hast løb forbi byens mure. Og som i en drøm [ond drøm = mareridt], hvor en mand ikke formår at forfølge ham der flygter foran sig – hverken kan han flygte eller den anden forfølge – på samme vis formåede Achilles ikke at overhale Hektor under flugten, eller Hektor at undslippe. Og Hektor var ej undsluppet den død der ville komme, var det ikke for Apollo der, om end for allersidste gang, kom nær ham og gav ham styrke og hurtighed i hans knæ. Og til sit folk gav den gode Achilles et tegn med et nik fra sit hoved, at de ikke skulle kaste deres bitre spidsvåben mod Hektor, at en anden [end Achilles] skulle ramme ham [Hektor] og vinde æren, og han selv komme for sent. Men da de for fjerde gang kom til kilderne, da løftede Fader [Zeus] sin gyldne vægt højt, og satte deri to dødsdomme [på vægtens skåle], en for Achilles, og en for hestetæmmende Hektor; han tog da ligevægten midtvejs og løftede den; og ned sank dommens dag for Hektor, og afrejste til Hades; og Phoebus Apollo forlod ham. Men til Peleus’ søn kom gudinden, øje-glimtende Athene, og sagde i hans nærhed disse bevingende ord: Sandt at sige, glorværdige Achilles, Zeus’ kære, nærer jeg håb om at vi to skal ankomme sejrrige til Akhaioi-alliancens skibe [den fjendtlige alliance mod Troja] efter at have dræbt Hektor, til trods for hans umættelighed for kamp; for nu er det ikke længere muligt for ham at undslippe os, nej, ikke selv om Apollo, hvis virke strækker langt, skulle slide sig øm, og krybe frem for Fader Zeus [græsk ”patros Dios”] (den) Aegis-bærende [græsk ”aigiochoio”]. Stå du nu her og få din vejrtrækning tilbage; jeg vil nu selv begive mig over til krigeren [Hektor] og overtale ham til en tvekamp med dig. Således talte Athene, og han fulgte hendes ordre og var i hjertet glad, og stod der lænende sig op af sit bronzebladede askespyd. Men hun forlod ham, og kom til den gode Hektor, hamskiftet til [Hektor’s broder] Deiphobus, både i (krops)form og utrættelig stemme, og sagde i hans nærhed disse bevingende ord: Kære broder, jeg er sikker på at din flygten fra Achilles gør vold på din stolthed, forfølgende dig med rappe fødeder rundt om Priam’s by [Troja]”.

I afsnittet "Troja - beliggenhed og byplan" viser jeg Troja's byplan, herunder det ovenfor nævnte kildespring. Vi kan nu sige helt nøjagtigt hvorfor rytterne begynder med at ride 3 ringe af Trojaborgen inden der kastes med spyd mod fjenden. Det fremgår ovenfor at Achilles til fods forfølger Hektor 3 gange rundt om Troja's yderste bymur. Dette er hvad første del af rytterdansen simulerer.

Lucius Annaeus Seneca (”Seneca”, ca. 4 f.Kr.- 65 e.Kr.): Troiades (Troja’s kvinder, sætning 778-779) skriver om tidspunktet for udførelsen af Trojaborg-rytterdansen, i min oversættelse til nudansk:

”nec stato lustri die Solemne referens Troici lusus sacrum”

”ej lå det fast at Lysnings Dag var eneste gentagelse af den hellige Troja leg”

”Dies Lustri, Dies Lustricus” er den dag i den romerske rituelle kalender vi kender som ”Barnedåb”, hvor barnet navngives med vands overøsning. Hos os sker dette dagen efter. I romersk skik skete det for drengebørn på den 9. dag og for pigebørn på den 8. dag. Umiddelbart før navngivningen ”lyses” barnet (”lustratio”), dvs. anerkendes som velskabt til overlevelse ¹. Som jeg tidligere har forklaret mener jeg vi i forbindelse med Hesterytterdansen "Troja" må se dette som en "gennemvandring, gennemrejse" dag.

¹ William Smith: A Dictionary of Greek and Roman Antiquities (1875, s.800-803).

Seneca: Troiades (sætning 780) forklarer os at de der deltager i Trojaborg-rytterdansen er, i min oversættelse til nudansk:

Det latinske ”nobilis” har betydningen ”adelig”, men her skal vi tænke oprindeligt i vore sæder, der er anderledes end hos de før-romerske og romerske stamme-grupperinger, måske bortset fra etruskerne. Alle fribårne ejer hest, og en ejer af en hest er en fribåren. Alle ryttere er fribårne og alle fribårne er ryttere.
 
Trojaborg-ritualet skal derfor anses som en ”lysning” overfor resten af stammen, at de deltagende unge nu overgår fra ung til voksen, med lige ret og pligt. I praksis kan vi se at stammen ved Trojaborg-rytterdansen kan sikre sig at de unge behersker ride- og våben-kunsten tilfredsstillende, begge af hvilken er livsnødig for alle parter.
 
I kapitlet "Daner – Danir -  - Vand-folket” (afsnit ”Tyr – guden og tyren”) argumenterer jeg for at ”Tani” (Danir/Daner)-folkets Hedenske Høje er ”Tyr”, og at Tyr er identisk til Mars i oprindelig dansk og etruskisk forståelse, længe før grækerne og romerne ankommer til skuepladsen.
 
Professor Emeritus Dr. Hendrik Simon Versnel skriver i ”Inconsistencies in Greek & Roman Religion, 2. Transition & Reversal, 1993, Chap V. The Social Roots of a Structural Analogy, 2. Mars, s. 325-326) i min oversættelse til nudansk:

”Der er to oplysninger der forbinder dette TRUIA-ritual med guden Mars. Dels har Fasti Praenestini¹ den 19. marts: [Salii] faciunt in comitio saltus [adstantibus po]ntificibus et tri[bunis] celer[um]. En af de få kendte opgaver for tribuni celerum var at overse Lusus Troiae ². Dels er Salii dansene betegnet som ”redamptruare” eller ”redantruare” ³. Paulus ex Festo 9 L ⁴ har: truant: moventur der leder til forståelsen at truare, antruare, redantruare er afledninger af et begreb betydende: ”At udøve en ”tru(i)a”-dans”. Dette knytter rytterne i Lusus Troiae og Salii-[danserne] til Mars meget tæt sammen, som vi faktisk ser det på Tragliatella-vasen”.

¹ ”Fasti Praenestini” henviser til den romerske lærer Marcus Verrius Flaccus (ca. år 55 f.Kr. – 20 e.Kr.), der bl.a. skrev ”Augustan Fasti Praenestini”, der er den romerske kalender, brudstykker af hvilken er overlevet.
² Den græske historieskriver Dionysius fra Halicarnassus (ca. år 60-7 f.Kr.) ”Romerne i antikken” (bog 2:64)
³ Den romerske grammatiker Sextus Pompeius Festus (ca. 100 tallet e.Kr.) skrev sit ordbogsværk ”Festus grammaticus” (Bog 16:334)
⁴ Paulus Diaconus/Paul Warnefried år 721-799 e.Kr. Longobardisk digter, benedictinermunk og historieskriver

Det tyder da på at hesterytterdansen "Troja" finder sted ved Forårsjævndøgn, som i hvert fald senere for os er en fejring af ”Eostre”, Den Jordlige Moder eller Sunna. I en nordlig kalender giver det mening at fejre de unges adkomst til det nye voksenliv samtidig med at naturens nye år begynder. Set i dette lys kan vi nu se at det må være derfor en Trojaborg (labyrint) forbindes med ringen af død og genopstandelse - det gamle naturår forgår, men det nye naturår begynder - ungdomslivet forgår, og voksenlivet begynder.

Etruskisk terracotta vinkande fra Tragliatella, Caere (Cerveteri), nordvest for Rom, dateret til ca. år 630 f.Kr. H: 24 cm.

Nr. 1: Thor og gedebuk-afbildning.
Nr. 2: På den anden side af vasen, gående i samme retning som rytterne, dvs. ud af Troja-borgen, har vi en nøgen mand bevæbnet med spyd. Foran ham er 7 fodfolk (kun 3 vist her) med runde skjolde og vildsvin påtegnet. Fodfolkene er vist med deres fødder tegnet som svinehove. Fodfolkene har hver 3 spyd, og er i danse-opstilling. Dette skyldes at vildsvinet er en kenning for stridsvognen, der netop blev brugt i det afgørende slag på Vigrid-sletten. Fodfolkene skal i dansen symbolisere stridsvogne. De runde skjolde viser at det er trojanere vi ser afbildet.
Nr. 3: I midten en 7-rings labyrint, hvori er rejst med etruskiske runer "TRVIA" (Truia, Troja) mellem 6. og 7. ring i labyrinten (Nr. 4). Vi ser med andre ord Trojaborg - en afbildning af Troja. På vej ud af Troja's byport(e) har vi to ryttere med vore runde bronzealder-skjolde, og en fugl påtegnet på hvert skjold. Rytterne er i færd med at afslutte gennemrejsen fra ung til voksen, og gør dette ved at ride ud af Trojaborgen. Viser fuglen at de unge nu er "flyvefærdige"? Bemærk den lille menneske-lignende person på den forreste rytter. Dette er rytterens værnende vætte, som vi har i en absolut identisk gengivelse på flere af vore genstande fra Danmark og England år 385-670 e.Kr. Som vi har hørt fra skriftlige kilder er rytterne bevæbnet med spyd. Disse ryttere er, med fodfolkene, i færd med at udføre hesterytterdansen "Troja". Til højre for Trojaborgen, ikke som en del af hesterytterdansen, men knyttet til Trojaborgen, har vi to par i et samleje. Som vi ser det nord for Ejder-strømmen, knyttes Trojaborgen også i etruskisk tanke til et frugtbarhedsritual, måske fordi hesterytterdansen finder sted ved Forårsjævndøgn.
Billedkilde: Vinkanden findes på Musei Capitolini, Palazzo dei Conservatori (inv.nr. 358)

Trojaborg-skjolde

Nr. 1: Offerfund fra Taarup Mose, Torkilstrup, Falsters Nørre Herred (B13781), dateret til Yngre bronzealder, periode V (ca. 900-700 f.Kr.).
Nr. 2: Offerfund fra Hyllebjerg sogn, Års Herred, syd for Aalborg (B13860), dateret til Yngre bronzealder, periode V (ca. 900-700 f.Kr.).
Nr. 3: Bronzeskjold fra Kållandsö, Västergötland.

Trojaborgen (labyrinten) er tydelig, og jeg mener vi her ser Troja's faktiske byplan for "Troja VII". Bemærk at skjoldets håndgreb (se Nr. 2) gør at Troja's byport(e) peger opad, dvs. i nordlig retning, når skjoldet holdes normalt. Håndgrebet sidder på samme vis på skjoldet fra Taarup Mose (Nr. 1). Vi kan fra Homer: Iliaden se at dette er hvad byporten(e) faktisk gjorde.

Da skjoldene er for tynde til at have nogen praktisk beskyttende opgave, må disse alene tjene til et rituelt brug. Her spiller Hesterytterdansen "Troja" sikkert en væsentlig rolle. Efterser vi Trojaborg-skjoldenes kunst kunne man forestille sig at de 3 inderste, fuldt optrukne linier, viser Troja's faktiske mure, der i rytterdansen rides i trav. De efterfølgende tre ringe, med prikker, viser ring 4, 5 og 6, der rides i galop, og betegner området uden for Troja's faktiske mure. Prikkerne viser derfor hurtige hov- og /eller fodslag. Den 7, og sidste, ring er markeret som den lodrette streg, med prikker, der viser vejen ud fra Trojaborgen. Er dette en sand fortolkning, da skal den 7. ring ud af Trojaborgen ligeledes rides i galop.
Billedkilde: www.guderoggrave.dk, Ragnar Utne og www.bergkonst.org